VEDRØRENDE FORSLAG TIL LOV OM PRIVATE ......BETÆNKNING VEDRØRENDE FORSLAG TIL LOV OM PRIVATE FÆLLESVEJE OG LOV OM VEJBIDRAG AFGIVET DEN 25. JUNI 1964 AF DET AF MINISTERIET FOR

BETÆNKNING

VEDRØRENDE FORSLAG TIL

LOV OM PRIVATE FÆLLESVEJE

OG LOV OM VEJBIDRAG

AFGIVET DEN 25. JUNI 1964AF DET AF MINISTERIET FOR OFFENTLIGE

ARBEJDER DEN 15. MARTS 1951NEDSATTE VEJLOVSUDVALG

BETÆNKNING NR. 367

1964

A/S Oscar Fraenckel & Co.

INDHOLDSFORTEGNELSE

Kapitel I. Indledende bemærkningerA: Udvalgets kommissorium og sammensætning 7B: Kort oversigt over den bestående lovgivning 9

1. Opregning af de gældende love 9a. Lovbestemmelser vedrørende private veje 9b. Lovbestemmelser vedrørende grundejerbidrag til

offentlige veje 9c. Angivelse af fremgangsmåden ved den nærmere

gennemgang af bestemmelserne 92. Regler om private veje 9

a. Hvilke veje omfattes af reglerne 9b. Istandsættelse og vedligeholdelse 10

1°. Private veje på landet 102°. Private fællesvej e i byområder 10

c. Anlæg og udlæg af private fællesveje 113. Grundejerbidrag til offentlige veje 114. Vejvedtægterne 12

C: Den praktiske anvendelse af reglerne om privatefællesveje og lodsejerbidrag 12

D: Kommissionens principielle overvejelser 141. Afgrænsning af kommissionens opgave 142. Begrebet »privat fællesvej« 14

a. Forholdet: offentlig vej — privat fællesvej 14b. Forholdet private fællesveje - andre ikke offent-

lige veje 173. Indpasning i lovsystemet, én eller flere love, vej-

vedtægter 174. Retsreglerne for private fællesveje i byområderne

og for bidrag til offentlige veje 205. Oversigt over de vigtigste ændringer i lovgivningen 21

Kapitel II. Bestemmelser om private fællesveje på landet

1. Nugældende retstilstand 23a. Udlæg af private fællesveje 23b. Istandsættelse og vedligeholdelse af private

fællesveje 232. Kritik af den bestående retstilstand 253. Udvalgets forslag 25

a. Udlæg af private fællesvej e 25b. Istandsættelse og vedligeholdelse af private

fællesveje 26

Kapitel III. Anlæg og udlæg af private fællesveje i byerneA: Nugældende retstilstand 29

a. Gadeloven af 1857 og vej vedlægterne 29b. Landsbyggeloven 29c. Parcelsalgsloven 31d. Udstykningsloven 31e. Loven om private vej rettigheder 31f. Byplanloven 31g. Københavns byggelov 31h. Frederiksbergs bygningslov 33

B: Kritik af nugældende retstilstand 34

C: Udvalgets forslag 351. Forholdet til landsbyggeloven 352. Klassificering af de private veje 353. Vejregler 374. Krav ved vejudlæg 375. Udlæg i henhold til landsbyggeloven 386. Anlæg af udlagte veje 38

Kapitel IV. Istandsættelse og vedligeholdelse af private fælles-veje i byerne og anden råden over sådanne veje

1. Nugældende retstilstand 40a. Hvad forstås ved »istandsættelse« og »vedlige-

holdelse« ? 40b. På hvilke arealer kan reglerne anvendes 41c. Fordelingen af vedligeholdelsen og istandsættelsen 41d. Betydningen af private aftaler 41e. Kommunernes ansvar for manglende vedligehol-

delse af private fællesveje 42f. Afspærring af private fællesveje 43g. Gadenavne 44h. Belysning 44i. Klager 44j. Råden over vejarealet m. m 44k. Nedlæggelse af private fællesveje 451. Forholdet mellem vej vedtægterne og 1865-loven ... 45

2. Kritik af nugældende retstilstand 453. Udvalgets forslag 47

a. Pligt for lodsejerne til at vedligeholde de privatefællesvej e forsvarligt 47

b. Kompetence for tilsynsmyndighederne til at bestem-me vedligeholdelsens form 47

c. Istandsættelse og vedligeholdelse af flere privatefællesveje under ét 47

d. Vedligeholdelse og istandsættelse som samletarbejde 48

e. Inddragelse af andre lodsejere under vedligehol-delsespligten 48

f. Servitutforpligtede 48

g. Årlige vejsyn 49h. Forhandling med lodsejerne inden udførelse af

vej arbej der 49i. Nedlæggelse af private fællesveje 49j. Ændringer i indretning eller anlæg 49k. Færdselsindskrænkninger rn. v. på private

fællesveje 491. Grundejerforeninger 50m. Fordeling af udgifter ved samlede arbejder 50n. Overkørsler 510. Ledninger og opgravning i private vejarealer 51p. Vejnavne, luftledninger, husnumre og hegn 51q. Belysning, vejtræer og særlig brug af private

vejarealer 51

Kapitel V. Grundejerbidrag til offentlige veje

1. Nugældende retstilstand 52a. Overtagelse af private fællesveje som offentlige ... 52b. Vej bidrag til istandsættelse af overtagne og nye

offentlige veje 52c. Vejbidrag til endelig belægning 53d. Fordeling af vejbidraget 55e. Betaling af vejbidrag 56f. Udpantning - fortrinsret 56g. Vej bidrag til hovedlandeveje og landeveje 56

2. Kritik af bestående retstilstand 57a. Lodsejerkritik 57b. Krav fra kommunal side om udvidede beføjelser 57c. Kredsen af bidragspligtige 57d. Kriterierne for fordeling af vejbidrag 58e. Henstandsregler 58

3. Udvalgets forslag 59a. Udkastets gyldighedsområde 59b. Motivering for lodsejerbidrag til offentlige veje ... 59c. Begrænsninger i og undtagelser fra bidragspligten 59d. Vejbidrag til amtsveje 60e. Til hvilke udgifter kan bidrag pålægges ? 61f. Bidrag til vejudvidelse 61g. Fremlæggelse og indkaldelse 62h. Fordelingen af vejbidraget mellem grundejerne ... 621. Betaling af vejbidrag 63j. Forskellige bestemmelser 63

B I L A G .

Bilag 1 : Udkast til lov om private fællesveje 64

Bilag 2: Bemærkninger til udkast til lov om private fællesveje .. 80

Bilag 3: Udkast til lov om grundejerbidrag m. m. til offentlige veje 107

Bemærkninger til udkast til lov om grundejerbidrag m. m.til offentlige veje 112Udkast til vejvedtægt med tilhørende bemærkninger,afgivet den 15. marts 1957 af et udvalg, nedsat idecember 1955 af Københavns amts sognerådsforening ... 121

Skrivelse af 21. marts 1956 fra det i december 1955 afKøbenhavns amts sognerådsforening nedsatte udvalg 140Skrivelse af 23. november 1956 fra Kæmnerforeningen iDanmark vedrørende spørgsmålet om kommunernes finan-siering af udgifterne ved visse gade- og kloakarbejder 141

Offentlige og private gader i Københavns og Frederiksbergkommuner pr. 31. marts 1963 147Offentlige og private veje i danske købstæder(primo 1963) 148Offentlige og private veje i 42 bymæssige kommuner(primo 1963) 155Købstæder og 42 bymæssige kommuner, fordelt efterprivate villavejes længde pr. enfamilieshus 159

Bilag 12: Norske retsregler om private fællesveje (udarbejdet afbyråchef E. Wister i det norske vejdirektorat) 160

Bilag

Bilag

Bilag

Bilag

Bilag

Bilag

Bilag

Bilag

4:

5:

ti:

7:

8:

9:

10:

11:

I. Indledende bemærkninger

A. Udvalgets kommissorium og sammen-sætning.

Som angivet i vejlovsudvalgets 1. betænkningaf 16. september 1954 er det pålagt nærvæ-rende udvalg over for ministeriet for offentligearbejder at fremsætte forslag til sådanne æn-dringer i det af regeringen i efteråret 1942 pårigsdagen fremsatte, men ikke færdigbehand-lede forslag til lov om vejvæsenet, som pågrundlag af en teknisk gennemgang skønnedespåkrævede. Det omhandlede lovforslag omfatte-de såvel bestemmelser om offentlige veje somregler om private fællesveje. Spørgsmålet omen ændring af motorafgiftsloven og hermedspørgsmålet om byrdefordelingen mellem sta-ten og kommunerne på vejvæsenets område varholdt uden for vejlovsudvalgets kommissorium,idet dette spørgsmål blev behandlet i motoraf-giftskommissionen af 1947.

Som det ligeledes vil fremgå af udvalgets 1.betænkning, fandt udvalget det på et tidligttidspunkt hensigtsmæssigt at inddele sit arbejdei to hovedafsnit, nemlig på den ene side spørgs-målet om de offentlige vejes stilling og på denanden side spørgsmålet om de private vejesforhold samt om de forpligtelser, der kan på-lægges de private grundejere i deres egenskabaf ejere af ejendomme, der grænser op til of-fentlig vej.

Overensstemmende hermed afgav udvalgetunder 16. september 1954 sin 1. betænkningmed udkast til lov om bestyrelsen af de offent-lige veje. På grundlag af udvalgets betænkningblev lovforslag fremsat i folketingssamlingen1955/56, og efter at forslaget var undergåetenkelte ændringer, blev den nye vejbestyrelses-lov vedtaget og stadfæstet som lov nr. 95 af29. marts 1957.

Tilbage stod herefter for udvalget at frem-sætte forslag til en revision af lovgivningen omde private vejes forhold og af reglerne om deforpligtelser, der kan pålægges ejerne af de til

offentlig vej grænsende ejendomme. Ogsåspørgsmålet om en revision af snekastningslo-ven er blevet henlagt til vejlovsudvalget.

Udvalget har under sit arbejde med dissespørgsmål fundet det mest praktisk at gørerevisionen af snekastningsloven og reglerne omgrundejernes forpligtelser til at foretage ren-holdelse m. m. på offentlige og private veje tilgenstand for behandling i en særlig betænk-ning.

De nu foreliggende forslag omfatter derforkun reglerne om udlæg, anlæg, istandsættelseog vedligeholdelse af private fællesveje og sær-lig råden over sådanne veje tillige med et for-slag om ændrede regler om grundejerbidragm. m. til offentlige veje.

Vedrørende udvalgets oprindelige sammen-sætning henvises til udvalgets 1. betænkning.

Ved afgivelsen af udvalgets 1. betænkning16. september 1954 bestod udvalget af følgendemedlemmer :

Landsdommer (nu retspræsident),dr. jur. E. A. Abitz,vej direktør K. Bang, formand,stadsingeniør A. T. Jørgensen, Helsingør,overvej ingeniør K. O. Larsen,landinspektør E. Mouritsen ogamtsvej inspektør S. Valeur-Meller samt somsærligt tilforordnedecivilingeniør H. Grove,Københavns kommune, ogekspeditionssekretær (nu kontorchef)Vagn Rud Nielsen, boligministeriet.

Efter afgivelsen af den nævnte betænkningindtrådte de to sidstnævnte som ordinære med-lemmer af udvalget. Allerede i april 1955 blevcivilingeniør Grove imidlertid afløst af civil-ingeniør M. Hvalsøe Olsen. Som repræsentantfor Københavns kommune er endvidere indtrådtkontorchef (nu direktør) Sverre Borring.

Som repræsentant for boligministeriet er

7

tillige indtrådt boligministeriets kommitteredei byplansager, arkitekt Edmund Hansen. Fuld-mægtig Bendt Andersen, boligministeriet, harsiden 1960 deltaget i udvalgets arbejde (i etvist omfang i stedet for kontorchef Rud. Niel-sen).

Endvidere er indtrådt følgende medlemmeri udvalget:

Amtsvejinspektør Arne G. Jæger, Ribe,stadsingeniør Rich. Honoré, Odense,stadsingeniør J. A. C. Rastrup,Lyngby-Tårbæk kommune,kommuneingeniør M. P. Petersen,Åbyhøj kommune,underdirektør A. Rygaard Andersen,Frederiksberg kommune,kontorchef F. J. Boas, ministeriet foroffentlige arbejder.

Som særligt tilforordnet for landbrugsmini-steriet, matrikeldirektoratet, er i 1962 tiltrådtudstykningschef Knud Nielsen.

I september 1956 afgik amtsvejinspektørS. Valeur-Meller ved døden.

I oktober 1961 udtrådte fhv. stadsingeniørA. T. Jørgensen af udvalget.

I oktober 1958 nedsattes 5 underudvalg medfølgende sammensætning:

Medlemmer af underudvalg 1. (Forholdet tillandsbyggelov, byplanlov etc.).

E. A. Abitz, F. J. Boas (formand), Edm.Hansen, Rich. Honoré, Vagn Rud Nielsen(Bendt Andersen) og J. A. C. Rastrup.

Medlemmer af underudvalg 2. (Forholdet tilKøbenhavn og Frederiksberg).

A. Rygaard Andersen, F. J. Boas (formand),Sverre Borring, E. Mouritsen, Vagn Rud Niel-sen (Bent Andersen) og M. Hvalsøe Olsen.

Medlemmer af underudvalg 3. (Forholdet tilveje i det åbne land).

E. A. Abitz, F. J. Boas (formand), Edm.Hansen, A. G. Jæger, E. Mouritsen, Vagn RudNielsen (Bendt Andersen) og M. P. Petersen.

Medlemmer af underudvalg 4. (Udlægs- og an-lægsbredder m. v. for private veje i bymæssigebebyggelser).

F. J. Boas (formand), Sverre Borring, Edm.Hansen, Rich. Honoré, M. P. Petersen og J. A.C. Rastrup. I en del af underudvalgets møderhar endvidere deltaget vej ingeniør E. Egebo.

Medlemmer af underudvalg 5. (Vejbidragsfor-deling etc.).

E. A. Abitz, F. J. Boas (formand), SverreBorring, Rich. Honoré, A. G. Jæger, M. HvalsøeOlsen, M. P. Peterser. og J. A. C. Rastrup.

Underudvalgene 1 og 4 blev kort efter ned-sættelsen slået sammen til ét udvalg.

Udvalgets sekretærforretninger er blevet va-retaget af kontorchef F. J. Boas, fra 1959 til1961 med bistand af sekretær Per Sommerog fra 1961 til 1964 Tied bistand af fuldmæg-tig Leif Larsen.

Det samlede udvalg har i juni 1958 besigti-get forskellige offentlige og private gader ogveje samt private passager i Københavns, Rød-ovre, Gladsaxe og Lyngby-Tårbæk kommuner.

Underudvalg 3 har i april 1959 besigtigeten række private fællesveje i Ribe amt, og un-derudvalg 5 har besigtiget forskellige gader iKøbenhavns kommune.

I 1955 nedsatte Københavns amts sogneråds-forening et udvalg med den opgave at udar-bejde udkast til en ny standardvej vedtægt forde københavnske omegnskommuner. Dette ud-valg bestod af 6 stadsingeniører fra omegns-kommunerne samt af den daværende amtsvej-inspektør i Københavns amt. Udvalgets sekre-tærforretninger blev varetaget af vejlovsudval-gets sekretær (F. J. Boas). Udvalget afgav 15.marts 1957 en beretning med udkast til nystandardvedtægt. Dette udkast forudsatte imid-lertid en række ændringer i den bestående lov-givning, og Københavns amts sognerådsfor-ening fremsendte derfor ved skrivelse af l6.maj 1960 udkastet til nærværende udvalg, derblev anmodet om at anvende dette udkast somarbejdsgrundlag. Udkastet vedlægges som bilag5. Det for Københavns omegnskommuner ned-satte udvalg fremsatte endvidere i skrivelse af21. marts 1956 (bilag 6) over for nærværendeudvalg ønske om en ændring af lovgivningenpå en række nærmere angivne punkter.

Vejlovsudvalget har af ministeriet fået fore-lagt en henvendelse fra Kæmnerforeningen iDanmark til Den danske Købstadforening ved-rørende spørgsmålet om kommunernes finan-siering af udgifterne ved gade- og kloakarbej-der, der er genstand for hel eller delvis tilbage-betaling fra grundejernes side. Henvendelsen,der nærmere behandles i kap. IV og V, ved-lægges som bilag 7.

Udvalget har endvidere under sit arbejdebygget på ministeriet for offentlige arbejderserfaringer vedrørende det pågældende område.

S

let om færdselsret til de pågældende veje. Deanførte lovbestemmelser om offentlige vejevedrører som nævnt grundejernes bidragspligttil offentlige veje (gader).

En nærmere gennemgang af de pågældenderegler er givet i de efterfølgende kapitler*).Indledningsvis skal dog her gives et samlet,mere summarisk overblik over retstilstanden,der er forskellig, eftersom talen er om områdermed bymæssig bebyggelse af betydning og an-dre områder.

2. REGLER OM PRIVATE VEJE.

a. Hvilke veje omfattes af reglerne?Medens de offentlige veje entydigt er be-

stemt i vejbestyrelseslovens § 1 som de veje,gader, broer eller pladser, der er optaget pådet i samme lovs § 8 omhandlede vejregister,findes der ikke nogen for hele landet gældendelovbestemmelse, der påbyder, at de private vejeskal optages på en fortegnelse. Københavnsbyggelov foreskriver dog i § 16, at godkendelseaf gader sker ved optagelse i magistratens gade-fortegnelse med angivelse af, om gaden er of-fentlig eller privat. De i gadefortegnelsen op-tagne offentlige gader er tillige indført i deti vejbestyrelseslovens § 8 omhandlede vej regi-ster. De vej vedtægter, der er udfærdiget medbyplanlaboratoriets normalvej vedtægt som for-billede (jfr. herom nedenfor under 4), fore-skriver endvidere, at en fortegnelse over samt-lige private veje inden for vedtægtens gyldig-hedsområde til enhver tid skal forefindes påsognerådets kontor.

Afgrænsningen af de private veje i forholdtil de offentlige veje er fastlagt ved vejbestyrel-sesloven, hvortil også lov nr. 194 af 7. juni1958 om tilskud til de offentlige veje (vejtil-skudsloven) henholder sig. Vejbestyrelseslovengiver for de sekundære offentlige vejes ved-kommende kommunalbestyrelserne (i land-kommunerne og de bymæssige kommuner iforbindelse med amtsrådet) et ret frit skøn vedafgørelsen af, hvorvidt en privat vej skal over-tages som offentlig.

De veje, der, ikke optages som offentlige,kan enten være private eller almene. De sidst-nævnte veje defineres som veje, hvortil almen-

*) Private fællesveje på landet (kap. II), udlæg oganlæg af private fællesveje i byerne (kap. III),særlig råden over samt istandsættelse og vedlige-holdelse af private fællesveje i byerne (kap. IV)og vejbidrag m. m. til offentlige veje (kap. V).

9

heden har en færdselsret, der ikke hviler påvedtægt eller deklaration, jfr. vejbestyrelseslo-vens § 15 og § 14, stk. 1, nr. 1. Disse almeneveje forekommer hovedsagelig på landet, og de-res antal og betydning er langt mindre end deprivate vejes*).

De under l.a. opregnede lovbestemmelserom private veje vedrører med enkelte undtagel-ser alene de såkaldte private fællesveje. Be-grebet »privat fællesvej« defineres forskelligt ilovgivningen, idet loven af 14. april 1865 omistandsættelse og vedligeholdelse af privateveje, der navnlig vedrører forholdene på lan-det, definerer private fællesveje som veje, tilhvis afbenyttelse flere (d.v.s. mere end én)grundejere ifølge hævd eller anden særlig ad-komst er udelukkende berettigede, medens denkøbenhavnske gadelov af 1857 (der bl. a. om-handler private fællesvejes vedligeholdelse ogistandsættelse, afspærring af private fællesvejeog disse vejes navngivning) i § 8 betegner depågældende veje som private gader, veje, plad-ser eller stier, der tjener til brug for flere sær-skilte ejendomme, og som ikke erklæres for of-fentlige. Det samme gælder de vejvedtægter,der har indført grundsætningerne i gadeloven ide fleste købstæder og i en række kommunermed bymæssig bebyggelse, jfr. nærmere under4. Uanset, at de to definitioner er forskellige,må det antages, at de to nævnte lovgivningsom-råder i juridisk henseende i det store og heleomfatter samme kategori af private veje**).

1865-loven er udtrykkeligt begrænset tilprivate fællesveje. For de private veje, somikke omfattes af lovens definition af privatefællesveje, f. eks. adgangsveje alene for enkeltelandbrugsejendomme og visse veje inden forgodser, giver loven ikke kommunalbestyrelsennogen som helst beføjelser. Københavns gade-lovs og vej vedtægternes regel gælder heller ik-ke for veje (færdselsarealer), som ikke kan an-ses for private fællesveje i gadelovens forstand,f. eks. passager inden for boligselskabers områ-de (de såkaldte »interne boligveje«). Det gøri denne henseende ingen forskel, hvilken færd-selsmæssig betydning de pågældende veje har,eller om de er omfattet af færdselslovens be-stemmelser. Københavns byggelovs § 26 giver

*) Se om disse almene veje bl. a. E. A. Abitz:»Vejenes Retsforhold«, p. 76, 77, 92, 150, 204 fog 259 f, samt vejlovsudvalgets 1. betænkning,p. 8-9 og 74-76.

**) 1857-lovens definition er lidt videre end 1865-lovens, idet § 8 i førstnævnte lov må antages atomfatte også de såkaldte almene veje.

dog Københavns magistrat hjemmel til i etvist omfang at anvende »vejlovgivningens«(navnlig gadelovens) regler på de interne bo-ligveje.

Også reglerne i landsbyggelovens kap. 4om private veje må anses for at være begrænsettil private fællesveje. Det samme gælder Kø-benhavns byggelovs regler om private gader.Gennem reglerne i de to love om ubebyggedearealer får bygningsmyndighederne imidlertidindflydelse på de interne boligvejes udform-ning.

b. Istandsættelse og vedligeholdelse.1°. Private veje på landet.

Vejlovgivningens bestemmelser om privatefællesvejes istandsættelse og vedligeholdelsekan henføres til 2 hovedgrupper. Den ene afdisse omfatter i det væsentlige vejene i de om-råder af landet, hvor der ikke foregår bymæs-sig bebyggelse af betydning. For disse gælderloven af 14. april 1865 med senere ændringer.For private veje, der ikke kan anses for privatefællesveje, giver 1865-loven som nævnt ikkekommunalbestyrelsen nogen som helst beføjel-ser, og selv over for de nævnte private fælles-veje er kommunalbestyrelsens adgang til at gri-be ind stærkt begrænset. Den kan overhovedetikke på eget initiativ gribe ind for at sikre dissevejes behørige vedligeholdelse. Kun hvis en afde til færdsel på vejen berettigede anmoder omkommunalbestyrelsens bistand, kan — og skal —den tage spørgsmålet op til behandling, og for-målet med denne er alene at gennemføre envoldgiftspræget afgørelse af de stridigheder,som opstår mellem de private om istandsættel-sesspørgsmålet, jfr. nærmere nedenfor kap. II.

2°. Private fællesveje i byområder.Den anden gruppe vedrører stort set den del

af landet, hvor den bymæssige bebyggelse hareller ventes at få betydning. De her gældenderegler findes i København i loven af 14. decem-ber 1857 om gader, veje og vandløb og for deøvrige byområder i vejvedtægterne, jfr. ne-denfor under 4. Gadeloven og vejvedtægternebygger på det princip, at det offentlige har enselvstændig interesse i, at de private fællesvejeholdes i en for den almindelige færdsel for-svarlig stand, og at de tilgrænsende grundesejere (og principielt alene disse) har en pligtover for det offentlige til at holde dem ved lige.Som følge heraf er der i denne lovgivningfastsat bestemmelser, som giver kommunalbe-

10

styrelsen adgang til på eget initiativ at sikre,at de istandsættes og vedligeholdes, jfr. nær-mere nedenfor under C og i kap. IV.

Ministeriet for offentlige arbejder har fleregange udtalt, at reglerne i 1865-loven ikke fin-der anvendelse i det omfang, vej vedtægterneindeholder udtømmende regler om istandsæt-telse og vedligeholdelse af private fællesveje(hvad de fleste vej vedtægter gør). Visse ældrevej vedtægter indeholder imidlertid kun ufuld-stændige regler herom og suppleres derfor af1865-lovens regler.

c. Anlæg og udlæg af private fællesveje.Den københavnske gadelov af 1857 inde-

holder ikke regler om udlæg (fastlæggelse) oganlæg af private gader og veje. Reglerne heromfindes for Københavns kommunes vedkommen-de i den københavnske byggelov af 1939, og forFrederiksberg kommune gælder reglerne i denfrederiksbergske bygningslov (jfr. nærmere af-snit III). For købstadkommunernes vedkom-mende indeholder købstadkommunalloven i §23, stk. 3, den udtrykkelige bestemmelse, atnye private veje ikke må anlægges i købstaden,forinden planerne for samme er godkendt afbyrådet. Tilsvarende bestemmelse er optaget ide fleste købstadkommunale vej vedtægter. Forde bymæssige kommuners vedkommende fore-skriver loven af 23. marts 1932, at der i vej-vedtægt kan optages regler om ». . . anlæg afnye private gader og veje . . . i lighed med be-stemmelserne i . . . lov af 14. december 1857. . .« De allerfleste vej vedtægter for bymæssigekommuner indeholder derfor regler om udlægog anlæg af private fællesveje, jfr. nedenfor.

Ved siden heraf gælder (uden for Køben-havns og Frederiksberg kommuner) reglerne ilandsbyggeloven om udlæg og anlæg af privateveje. For disse regler og for reglerne om fast-læggelse af veje ved byplanvedtægt vil dernærmere blive redegjort i afsnit III.

I henhold til landsbyggelovens § 8 udøverkommunalbestyrelsen bygningsmyndigheden ikøbstæderne, flækkerne og sådanne andre kom-muner, som har en samlet bebyggelse med mereend 1.000 indbyggere, eller som i øvrigt hartilvejebragt bygningsvedtægt, medens amtsrådetudøver bygningsmyndigheden i andre sogne-kommuner. I de områder, hvor bygningsmyn-digheden udøves af amtsrådet, kommer bl. a.lovens kap. 4 om vejadgang til bebyggelse ikketil anvendelse på avls- og driftsbygninger forlandbrug, skovbrug eller gartneri, herunderfrugtplantager og boliger hertil, fritliggende

småhuse med kun en enkelt beboelseslejlighedog fritliggende småhuse med mindre værkste-der eller udsalg, indrettet udelukkende ellerovervejende for en stedlig kundekreds. Amts-rådet kan dog træffe bestemmelse om, at depågældende bestemmelser helt eller delvis skalkomme til anvendelse også på sådanne bebyg-gelser. Om vejudlæg i områder, hvor amtsrå-det er bygningsmyndighed, gælder reglerne ilandsbyggelovens § 20, stk. 5, jfr. herom kap.II. I områder, hvor bygningsmyndigheden ud-øves af kommunalbestyrelsen, kommer bl. a.bestemmelserne i landsbyggelovens kap. 4 omveje kun til anvendelse på avls- og driftsbyg-ninger for landbrug, skovbrug eller gartneri,herunder frugtplantager i det omfang, kommu-nalbestyrelsen har truffet bestemmelse herom.

Det er ikke sikkert, at de områder, hvor byg-ningsvedtægt indføres i henhold til landsbygge-loven, og hvor de nærmere regler i landsbygge-lovens kap. 4 om veje derfor kommer til an-vendelse., er sammenfaldende med de områder,hvor der i henhold til vejlovgivningen indføresvej vedtægt, og hvor de mere indgående reglerom vedligeholdelse og istandsættelse af privateveje dermed finder anvendelse.

Det må tilføjes, at det allerede i forbindelsemed forberedelsen af landsbyggeloven og den-nes behandling i folketinget var forudsat, atbestemmelserne i denne lovs kap. 4 om vejeskulle ændres i forbindelse med gennemførel-sen af den ny lov om private veje, som forbe-redes af nærværende udvalg.

3. Grundejerbidrag til offentligt; veje.

Den københavnske gadelov og vejvedtægter-ne indeholder endvidere regler, der hjemlerpålæg af grundejerbidrag ved vejenes overgangfra private til offentlige, ved anlæg af nye of-fentlige veje og i visse tilfælde også efter, atde er overtaget som offentlige, jfr. nærmerenedenfor afsnit V. Til disse regler knytter sigden specielle regel i vejbestyrelseslovens § 17,stk. 7, om vej bidrag til fortovsanlæg på de afamtsrådene bestyrede hovedlandeveje og lande-veje i områder, hvor der er indført vej vedtægt.Bortset fra denne specielle regel er det ude-lukket at pålægge lodsejerbidrag til veje underamtsrådets bestyrelse. Uden for København ogde områder, hvor gadelovens regler udtrykke-ligt er indført ved vej vedtægt (jfr. ovenfor),findes derimod ingen regler om grundejerbi-drag til offentlige veje. Om forholdet til vej-tilskudsloven se pag. 52.

1 V

I henhold til gadeloven og vejvedtægternekan der som alt overvejende hovedregel alenekræves vej bidrag hos ejerne af de til en offent-lig vej grænsende ejendomme.

4. Vejvedtægterne.Det er som ovenfor nævnt kun i Køben-

havns kommune, at gadeloven af 1857 meddens regler bl. a. om istandsættelse og vedlige-holdelse af private fællesveje og om grundejer-bidrag til offentlige veje umiddelbart finderanvendelse.

For andre kommuner får tilsvarende reglersom nævnt kun gyldighed derved, at kommunal-bestyrelsen træffer beslutning om at indføredem i form af en vedtægt, der for købstad-kommunernes og Frederiksbergs vedkommendeskal stadfæstes af ministeriet (lov nr. 85 af 31.marts 1926, § 4, og købstadkommunallovens§ 23) og for de bymæssige kommuners ved-kommende skal stadfæstes af amtsrådet (lovnr. 90 af 23. marts 1932). For sognekommunerkan vej vedtægter kun stadfæstes for den delaf kommunen, der er bymæssigt bebygget eller ien nærmere fremtid forventes bymæssigt bebyg-get. Det kræves ikke, at disse vejvedtægter skalhave nøjagtig det samme indhold som de regler,der er fastsat i den københavnske gadelov. Derer hjemmel til at gennemføre afvigelser heri,når blot man bygger på grundsætningerne i denkøbenhavnske gadelov. Som følge heraf har deenkelte kommunale vedtægter undertiden afvi-gende indhold, der kan skyldes lokale forhold,men som også kan have sin årsag i rene til-fældigheder. Inden for visse amtsrådskredse harman dog tilstræbt en ensartet formulering, ogen af Dansk Byplanlaboratorium udarbejdetnormalvej vedtægt for bymæssige kommuner harhaft væsentlig betydning for ensartetheden idisse kommuner. De fleste vej vedtægter forkøbstadkommuner er udformet i nær overens-stemmelse med en normalvedtægt fra 1930erne.Vej vedtægterne findes ikke af trykt i Lovtiden-de eller andre mere almindelige samlinger afgældende bestemmelser.

Medens den københavnske gadelov for såvidt angår private fællesveje (gader) hoved-sagelig indeholder regler om deres vedlige-holdelse og istandsættelse (§ 8), om navngiv-ning (§ 9) og om belysning (§ 8), indeholderde kommunale vej vedtægter, navnlig vej ved-tægterne for de bymæssige kommuner, enrække yderligere bestemmelser om private fæl-lesveje, navnlig om udlæg og anlæg, om over-kørsler, om husnumre samt om udgravninger i

og træplantning på private fællesveje. Så-danne regler er bl. a. optaget i byplanlaborato-riets fornævnte normalvej vedtægt for bymæs-sige kommuner, der som nævnt har dannet for-billede for vej vedtægterne i en lang række kom-muner; også i det udkast til vejvedtægt (bilag5), som blev udarbejdet i 1957 af det i ind-ledningen omhandlede udvalg, nedsat af Kø-benhavns amts sognerådsforening, findes reg-ler af denne karakter. Det er imidlertid udtryk-keligt anført i forordet såvel til sidstnævnteudkast som til byplanlaboratoriets normalvej-vedtægt, at hjemmelen til disse bestemmelserikke findes i vejlovgivningen, men i bygnings-lovgivningen. Dette spørgsmål betød ikke såmeget, dengang både vej vedtægterne og byg-ningslovgivningen hørte under samme mini-sterium, nemlig indenrigsministeriet. Forholdeter imidlertid blevet mere kompliceret, efter atde to områder senere er blevet henført til toforskellige ministerier, idet bygningslovgivnin-gen nu sorterer under boligministeriet, medensvej vedtægterne ligesom den øvrige vejlovgiv-ning siden 1942 har henhørt under ministerietfor offentlige arbejder.

En revision af lovgivningen vedrørende vej-vedtægterne er i særlig grad blevet påkrævet,efter at den hjemmel, der hidtil har været i §75 i den københavnske byggelov (lov nr. 149af 29. marts 1939) til ved vedtægtsbestemmelseat indføre byggelovens bestemmelser i andrekommuner, er blevet ophævet ved landsbygge-loven (lov nr. 246 af 10. juni 1960).

C. Den praktiske anvendelse af reglerne omprivate fællesveje og lodsejerbidrag.

1. I ældre tid måtte de begrænsede vejarbej-der, der kunne være tale om, udføres af denærmest boende, d.v.s. på landet først ogfremmest landsbyfællesskabet, i byerne grund-ejerne, hver ud for sin ejendom*).

Færdselens stigende betydning medførteimidlertid, at det offentlige, staten og bystyret,måtte tage mere og mere hånd om vejvæsenet,og tillige medførte den tekniske udvikling, atvej- og gadearbejder blev mere kompliceredeog derfor ikke overalt kunne udføres på til-fredsstillende måde ved pålæg til lodsejere oglandsbyfællesskab. Arbejderne først og frem-mest i byerne og på de vigtigste veje på landetmåtte i stadigt større omfang planlægges og ud-

*) Se om ældre tiders bestyrelsesforhold E. A. Abitz»Vejenes Retsforhold«, p. 125-141.

12

føres under sagkyndig ledelse, ligesom der ef-terhånden også blev tale om særlige, tekniskehjælpemidler ved vej- og gadearbejdernes ud-førelse.

Denne udvikling medførte, at det offentligei stigende grad direkte påtog sig de økonomi-ske byrder, men dette bevirkede imidlertidtillige, at man ønskede at sætte bestemte græn-ser for disse byrder ved at udlægge et bestemtoffentligt vejnet, for hvilket det offentlige varvej holder.

På landet gjorde ophævelsen af landsbyfæl-lesskabet og udflytningen det naturligt at son-dre mellem veje, der var af interesse for alle,og veje, der f. eks. tjente som adgangsveje tilen enkelt eller kun nogle få gårde, således atdet offentlige kun tog sig af udgifterne til deførstnævnte. At nogle veje, der i virkelighedenvar »almene«, ikke i praksis blev optaget somoffentlige, er en sag for sig, jfr. vejlovsudval-gets 1. betænkning, p. 8-9, men tillige visteder sig at være et ikke ubetydeligt antal veje,som var til fælles brug for en bestemt kreds aflodsejere, de private fællesveje, og at der varbehov for regler om afgørelse af tvister mel-lem disse lodsejere, hvilket gennemførtes vedloven af 14. april 1865 om istandsættelse ogvedligeholdelse af private fællesveje.

I byerne kom vel også det offentlige, kom-munerne, til at påtage sig større og større byr-der med hensyn til gaderne, men det var hermindre naturligt at slippe den enkelte grund-ejers bidragspligt, fordi gaden jo altid var ad-gangsvej til ejendommen, og facaderetten kun-ne udnyttes på forskellig måde. I hvert fald harman her som bekendt bibeholdt visse bidragfra lodsejerne til de offentlige gader, jfr. ne-denfor kap. V.

I de gamle tæt sammenbyggede byer var derikke noget behov for at udskille private fælles-veje (gader) som en særlig vejklasse. Dettefremkom først, da byerne omkring midten afdet forrige århundrede begyndte at udvide sigkraftigt ud over de gamle grænser. Dette mær-kedes særlig kraftigt ved de tiltagende ud-stykninger og bebyggelser uden for voldene ef-ter ophævelsen af demarkationslinien omkringKøbenhavn, og det er derfor ikke underligt, atdet er den københavnske gadelov af 14. de-cember 1857, der har dannet grundlaget for debestemmelser, der efterhånden er indført i deøvrige byer og bymæssige bebyggelser i landet.I modsætning til forholdene på landet var herbehov for en direkte regulerende indflydelsefra det offentliges side. Man kunne ikke nøjes

med blot at afgøre tvister mellem de interesse-rede lodsejere. Endvidere måtte det forudses, atvisse af cle oprindeligt som privat anlagte vejesenere ville få en sådan betydning, at de måtteovertages som offentlige, også for at lodsejerneikke skulle stilles alt for meget ringere i disseområder i forhold til de øvrige grundejere ibyen. Der måtte derfor fastsættes regler for dekrav, der kunne stilles til lodsejerne, dels vedvejens overtagelse, dels ved dens senere ud-bygning. Det lå helt uden for den historiske ud-vikling og den fremherskende liberalistiske tan-kegang, at kommunerne allerede, medens ud-stykning og bebyggelse var i sin begyndelse,skulle påtage sig den fulde byrde ved anlægaf de veje og gader, der senere kunne bliveoffentlige.

På dette grundlag er derfor en meget stordel af vej- og gadenettet uden for byernes cen-trale dele, i forstæder og andre bymæssige be-byggelser siden sket. Det kan anføres, at i Kø-benhavns kommune er længden af offentligegader pr. 1. jan. 1964 340,5 km, medens deprivate gader udgør 354,5 km. For samtligekøbstæder under ét udgør længden af offentligeog private veje på samme tidspunkt henholdsvis3.734 km og 902 km. I øvrigt er forholdetmellem offentlige og private veje i de forskel-lige byer og bymæssige bebyggelser meget varie-rende, jfr. bilagene 8, 9, 10 og 11.

Motorafgiftslovens refusionsregler har i sog-nekommuner siden 1932 virket befordrende påoptagelse af private veje som offentlige. Selvom der ved optagelse af en vej som offentligpåføres kommunekassen større udgifter, er dogden refusion af motorafgifterne, der herved op-nås, en fordel for kommunens indbyggere somhelhed, jfr. nedenfor under D 2 a. I visse by-mæssige kommuner er en meget stor procentaf det samlede vejnet derfor offentligt, jfr.bilag 8 og 9- Det er dog således, at almindelig-vis er i købstæderne en større del af vejneLtetoffentligt end i de bymæssige kommuner. I de42 undersøgte bymæssige kommuner er densamlede længde af offentlige veje og privatefællesveje henholdsvis 2.888,5 km og 1.533,7km. I øvrigt giver vejtilskudsloven af 1958 nukøbstæderne tilsvarende fordele ved overtagelseaf offentlige veje som sognekommunerne. Manmå også erindre, at de enkelte kommuners are-alerhvervelse til udstykning kan virke frem-mende på deres tilbøjelighed til at anlægge vejei disse områder som offentlige, jfr. nedenfor un-der D 2 a.

Man kan måske herefter kort udtrykke for-

13

holdet således, at der i de enkelte kommunerhar gjort sig en række ulige stærkt virkendefaktorer gældende, dels med hensyn til for-hold som tradition, kommunaløkonomiske mu-ligheder, bolig- og erhvervsstruktur, forskelligpraksis med hensyn til størrelsen af grundejer-bidrag til de offentlige veje, omfanget af kom-munale areal- og ejendomserhvervelser, dels forså vidt angår graden af økonomisk og befolk-ningsmæssig vækst samt områdernes betydningsom centerfunktion og deraf afledte forskelle itrafikkens og bebyggelsens art og omfang, jfr.nærmere bilag 8—11.

Modsat har den voksende trafik medført, atselv private veje i betydeligt omfang indgår somled i det almindelige trafiknet. Dette har bevir-ket en stigende interesse hos dét offentlige forsådanne vejes tilstand og for at tillade dissesbenyttelse også af andre end lodsejerne vedvejen. I de seneste år har man i betydeligt om-fang søgt allerede ved planlægningen at diffe-rentiere mellem trafikveje, navnlig veje, derbør anlægges som - eller må forudsættes sene-re optaget som — offentlige veje, og rene bo-ligveje, jfr. om dette forhold nærmere neden-for under D 3, men for mange eksisterendeveje gælder dette i hvert fald ikke. Som om-talt kan vejtilskudslovens refusionsregler ogsåinfluere på bestemmelsen om, hvorvidt en vejbliver offentlig eller privat.

D. Kommissionens principielle overvejelser.1. AFGRÆNSNING AF KOMMISSIONENSOPGAVE.

Som foran angivet er det pålagt nærværendeudvalg at fremsætte forslag til ændrede reglerom private fællesveje og om grundejerbidragtil offentlige veje på grundlag af en tekniskgennemgang af det i 1942 fremsatte vejlovsfor-slag.

Heraf følger på den ene side, at det ikke kanvære udvalgets opgave at fremsætte forslag omen væsentlig forskydning af den hidtidige byr-defordeling mellem det offentlige og grund-ejerne vedrørende de offentlige eller privateveje, da en sådan forskydning er af politisk ogikke af teknisk (lovteknisk) karakter. Dette syns-punkt fører også til, at det må ligge uden forudvalgets opgave at foreslå ændringer i byrde-fordelingen mellem staten (motorafgifterne) ogkommunerne vedrørende vejvæsenet. Dette sid-ste spørgsmål er i øvrigt som nævnt udtrykke-ligt undtaget fra udvalgets opgaver ved kom-missoriet, og byrdefordelingen mellem staten

(vejfonden) og kommunerne er nu fastlagt vedvejtilskudsloven (lov nr. 194 af 7. juni 1958).

På den anden side må det påhvile udvalgetat undersøge, om den hidtidige afgrænsningmellem bygningslovgivningen og vejlovgivnin-gen på det her omhandlede område kan ansesfor rationel, og det er som nævnt ved behand-lingen i folketinget af landsbyggeloven af1960 forudsat, at visse bestemmelser i landsbyg-geloven skulle overgå til den lov om privateveje, som forberedes af nærværende udvalg, jfr.Folketingstidende 1958/59, tillæg A, sp. 2505-06, og 1959/60, tillæg B, sp. 1233-34, samtboligministeriets cirkulære af 6. februar I96I.

Det må også være udvalgets opgave at over-veje, om der er anledning til at stille forslagom en ændring af den hidtidige afgrænsningaf begrebet privat fællesvej, ligesom det må på-hvile udvalget at undersøge, om der er tilstræk-kelig grund til at opretholde den hidtidige rets-tilstand, hvorefter indførelsen af gadelovensregler i købstæderne og de bymæssige kommu-ner skal afhænge af, om de enkelte kommu-nalbestyrelser udformer og får stadfæstet envej vedtægt.

Udvalget må endvidere tage stilling til, omder er grund til at opretholde den hidtidigeforskel i retstilstanden på det her omhandledeområde mellem land og by.

Endelig må det være udvalgets opgave veden gennemgang af den bestående lovgivningvedrørende private veje og vedrørende grund-ejerbidrag til offentlig vej at søge at finde fremtil en rationalisering af de hidtidige bestem-melser.

2. BEGREBET »PRIVAT FÆLLESVEJ«.a. Forholdet offentlig vej - privat fællesvej.

Udvalget har været opmærksomt på, at det ivisse henseender kan virke irrationelt, at derikke i lovgivningen er fastsat nærmere kriterierfor, hvornår en vej kan og bør optages somoffentlig, idet afgørelsen heraf i henhold tilvejbestyrelsesloven er overladt til primærkom-munernes skøn - i sognekommuner og bymæs-sige kommuner dog med amtsrådets godken-delse. Dette har således bl. a. medført, at der ide forskellige købstæder og bymæssige områderfølges en ret forskelligartet praksis i så hense-ende (jfr. nærmere opstillingen i bilag 8). Me-dens der således er flere kommuner, der prak-tisk taget ikke har private veje, er der andrekommuner, som kun optager færrest muligeveje som offentlige og længst muligt bevarer

l i

vejene som private, omend under tilsyn fra detoffentliges side. I praksis svarer opdelingen afvejene mellem private og offentlige derforlangtfra altid til disse vejes færdselsmæssige be-tydning, og veje af ensartet karakter og medensartede trafikforhold i to forskellige kom-muner kan ofte være private i den ene kom-mune og offentlige i den anden. Denne forskel-ligartede praksis betyder, at lodsejerne ved vejeaf samme type med ganske ligeartet bebyggelseog trafik i nogle kommuner må betale hele ved-ligeholdelsen og i andre kommuner er fritagetderfor. Ligeledes medfører den, at staten inogle kommuner giver betydelige bidrag tilboligveje gennem refusionsreglerne i vejtil-skudslovens kap. I, medens andre kommunerintet bidrag får til veje af ganske tilsvarendekarakter. Der kan ganske vist ydes statslån ihenhold til byggestøttelovgivningen, jfr. nu lov-bekendtgørelse nr. 203 af 2. juni 1961. Disselån ydes principielt til private vejanlæg, menomfatter også udgifterne ved vejenes istand-sættelse (anlæg) med overtagelse som offentligvej for øje, d.v.s. også i tilfælde, hvor der ydesrefusion i henhold til vejtilskudsloven. Efter atrenten for sådanne statslån er blevet hævet: tilalmindelig markedsrente, er bygherrerne i øv-rigt i højere grad blevet interesseret i at opnåkommunernes hjælp til finansiering af de forbebyggelsen nødvendige vejanlæg. Dette kansom nævnt ske derved, at de nødvendige bolig-veje anlægges som offentlige, hvorved en visdel af udgiften betales gennem refusionen i til-skudslovens kap. I. Kommuner, der har indførtvejvedtægt, kan imidlertid også - hvis de fore-trækker det - helt eller delvis opkræve an-lægsudgifterne til sådanne offentlige boligveje,hos ejerne af de tilgrænsende grunde i form afvejbidrag. I visse tilfælde er kommuner grund-sælgere og inkluderer anlægsudgifterne for denødvendige (offentlige eller private) bolig-veje i salgspriserne. Nogle kommuner ydergrundejerne lån til dækning af udgifter tilprivate fællesveje eller garanterer for de afgrundejerne optagne lån til sådanne vejanlæg.Endelig sker der i mange tilfælde en kombina-tion af de foran nævnte metoder.

Efterhånden som færdselen har udviklet sig,benyttes en række private fællesveje navnlig ibyerne faktisk af alle og enhver. Disse veje ersåledes rent faktisk kommet til at danne enmellemgruppe mellem offentlige og rent pri-vate veje. Dette forhold harmonerer med § 8 iden københavnske gadelov (og de tilsvarendebestemmelser i vej vedtægterne) om, at grund-

ejerne er pligtige at sørge for, at de privatefællesveje holdes i (god og) farbar stand, ogmed, at Københavns kommune i henhold tillovens § 8, stk. 5, kan overtage disse gadersvedligeholdelse for grundejernes regning efteroverenskomst med disse, samt med, at kommu-nen i visse tilfælde, især ved gader med enikke ringe gennemgående færdsel, årligt kunopkræver et ved overenskomsten fastsat maksi-malt beløb (jfr. nærmere afsnit IV). Bestem-melsen i Københavns byggelovs § 27, der an-tages at afskære de private lodsejere fra på egenhånd at forbyde uvedkommende færdsel adprivate gader (jfr. nærmere afsnit IV), er og-så i overensstemmelse hermed.

Nogle af udvalgets medlemmer har kritiseretden bestående uensartethed i opdelingen mel-lem offentlige og private veje i de forskelligekommuner. De har gjort gældende, at de nu-gældende regler om afgrænsningen mellem deoffentlige og de private veje hyppigt medførerurimelige byrder for lodsejerne, idet disse imange tilfælde må afholde samtlige udgiftertil anlæg af veje, som efter deres hele karakterog betydning for færdselen burde være offent-lige, men som vejbestyrelserne ikke ønsker atanlægge som offentlige. Endvidere er de nu-gældende regler om vejbidrag til offentligeveje for unuancerede, idet de bl. a. har mulig-gjort, at grundejere, som bor i udprægede villa-kvarterer, har skullet bidrage til, at der blevanlagt eller udbygget veje igennem disse arealerudelukkende til fordel for en betydelig gen-nemgående trafik, som de ingen personlig in-teresse har i. Kommunernes adgang til gennemreglerne om istandsættelse og vedligeholdelse afprivate veje at pålægge grundejerne udgifter,som alene skyldes de krav, som den gennem-gående trafik stiller, medfører også i mange til-fælde urimelige resultater.

Omvendt har andre medlemmer af udvalgetgjort opmærksom på, at de gældende regler omkommunernes adgang til efter et frit skøn atoptage og anlægge veje som offentlige med-fører, al: mange kommuner gennem refusions-reglerne i vejtilskudslovens kap. I opnår dæk-ning af udgifterne til anlæg og vedligeholdelseaf veje, som ikke har en sådan færdselsmæssigbetydning, at de burde være offentlige. Det kanikke anses for rationelt, at kommunerne kanbestemme omfanget af vejfondens udgifter ihenhold til vejtilskudslovens kap. I ved uens-artet og vilkårligt at overtage private veje somoffentlige uden hensyn til disses standard ogfærdselsmæssige betydning.

15

En reform, der ville søge at ændre den nu-værende på rent historisk grundlag opbyggedefordeling af landets vejnet mellem private fæl-lesveje og offentlige veje, således at kun deveje, der havde rent lokal betydning for grund-ejerne ved vejen, men til gengæld alle disse,blev private, ville imidlertid efter disse med-lemmers opfattelse føre til en betydelig ud-videlse af det offentlige vejnet i visse kommu-ner og en stærk begrænsning af antallet af of-fentlige veje i andre kommuner, og den villeutvivlsomt betyde en forrykkelse af byrdefor-delingen mellem staten og kommunerne, såle-des som denne har været forudsat ved den se-neste vejlovgivning.

Ved vedtagelsen af vejbestyrelsesloven ogvejtilskudsloven i 1957 og 1958 var der imid-lertid i folketinget enighed om at bevare detnuværende system, hvorefter det overlades tilkommunen (eventuelt i forbindelse med amts-kommunen) at bestemme, hvilke veje der skalvære offentlige, og det fremgår klart af love-nes forarbejder, både at praksis er forskellig ide forskellige kommuner, og at spørgsmålet in-debærer betydelige økonomiske konsekvenser så-vel for staten som for kommunerne.

Der har herefter i udvalget været enighed omalene at pege på de principielle problemer, derligger i fastsættelsen af grænsen mellem de of-fentlige og de private veje, og i øvrigt at ind-skrænke sig til at foreslå forskellige konkreteforanstaltninger, der kan virke til at fremme endifferentiering af det private vejnet, og at til-rettelægge reglerne således, at grundejerne ikkekommer til at bære udgifterne ved anlæg, deralene skal tjene den gennemgående færdsel.

Udvalget har således i § 17 i udkastet til lovom private fællesveje foreslået, at der alleredei forbindelse med vejudlæggene og udstyknin-gerne gennemføres en klassificering af disseveje. En sådan klassificering vil understøtte enhensigtsmæssig planlægning af det private vej-net, der herigennem kan differentieres underhensyn til den forventede færdsel. I § 18 inævnte udkast er det endvidere udtrykkeligtangivet, at skitseprojektet ved udlægget af enprivat fællesvej må udformes under hensyn tilvejens klasse således, at der i fornødent omfangsondres mellem gennemfartsveje og lokale veje.De krav, der kan stilles bl. a. med hensyn tilvejbredderne for de private fællesveje, er der-for efter udkastet forskellige for de enkelteklasser af fællesveje. For at understrege, at kunveje af særlig betydning for færdselen bør hen-føres til den højeste klasse (klasse I), foreslås

det, at de kommunale vejmyndigheder skalindhente samtykke fra vedkommende højerevejmyndighed til klassificering af en privat fæl-lesvej under klasse I. Det er dernæst fastsat, atdet ikke kan bestemmes, at vejene på grund-ejernes bekostning skal udlægges i større bred-de end 18 m, hvilket er en begrænsning i for-hold til de nu gældende regler i landsbyggelo-ven, hvorefter private veje på grundejernes be-kostning kan kræves udlagt i en bredde af ind-til 20 m, for så vidt forholdene taler derfor. Daerfaringen viser, at det i visse tilfælde af hensyntil den fremtidige færdsel - og med henblik påvejenes overtagelse som offentlige senere hen -kan være påkrævet at udlægge private veje meden større bredde, er der foreslået hjemmel tilat kræve veje af 1. klasse udlagt i en bredde afindtil 22 m, men i så fald skal kommunen ydebetaling for det overskydende areal, når dettekræves stillet til rådighed ved vejens anlæg, jfr.nærmere kap. III. Såfremt allerede vejudlægget imere end 18 m bredde efter § 20 hindrer eje-ren af et areal i at udnytte dette på en efterejendommens beliggenhed økonomisk rimeligog hensigtsmæssig måde, kan han endvidere ef-ter udkastets § 25, stk. 4, kræve det overtagetmod erstatning.

Udvalget har endvidere ved formuleringenaf bestemmelserne om istandsættelse og ved-ligeholdelse af private fællesveje tilsigtet, atlodsejerne ikke får nogen pligt til at afholdeudgifter, som skyldes hensynet til den gennem-gående færdsel. Det foreslås således i § 12,stk. 2, om private fællesveje på landet, at lods-ejerne får lejlighed til at gennemføre et for-bud mod uvedkommende færdsel, inden til-synsmyndigheden tager stilling til, hvorledes enprivat fællesvej skal istandsættes og vedlige-holdes. For de bymæssige områders vedkom-mende, hvor lodsejerne ved private fællesvejeaf klasse I og II efter udkastet ikke skal haveen tilsvarende ret til på egen hånd at forbydeuvedkommende færdsel, foreslås det i § 38,stk. 2, at kommunen skal afholde den del afudgifterne til vejens istandsættelse og vedlige-holdelse, som hidrører fra den gennemgåendefærdsel, hvis kommunen modsætter sig lods-ejernes ønske om forbud mod sådan færdsel, ogdet kan påvises, at denne færdsel i særlig gradmedfører slid på vejen.

Også reglerne om bidrag til offentlige vejeer søgt udformet således, at det herved undgås,at der pålægges grundejerne vejbidrag til an-læg, der alene tjener den gennemgående færd-sel. Det foreslås derfor i S 5, stk. 3-4, i for-

lo

slag til lov om vej bidrag, at vej bidrag ikke kanpålægges grundejerne ved facadeløse offentligeveje, alene med det forbehold, at et: reduceretvej bidrag kan pålægges, hvis en ejendom uan-set et adgangsforbud på anden måde fea» ud-nytterbeliggenheden ved vejen, f. eks. ved helteller delvis at kunae medregne vejarealet somtillægsareal ved bebyggelse.

I § 4, stk. 3, foreslås det endvidere udtrykke-ligt angivet, at udgifter til større reguleringeraf en offentlig vejs længdeprofil, herunder ud-gifter til anlæg af støttemure, ikke kan pålæg-ges lodsejerne. Endelig foreslås der i § 4, stk.2, en særlig begrænsning af de udgifter, der kanpålægges grundejerne ved veje, der er forbe-holdt til åben og lav boligbebyggelse.

b. Forholdet private fællesveje — andre ikkeoffentlige veje.

Det har vist sig vanskeligt for borgerne atvære klare over, hvilke retsregler der gælder forde såkaldte »interne boligveje« i byerne, derikke omfattes af reglerne i den københavnskegadelov eller vej vedtægterne. Det kan efterudvalgets opfattelse ikke anses for rationelt, atdisse veje er undtaget fra de almindelige reglerom private (fælles)veje, navnlig hvis de frem-træder med samme udseende som andre veje ogindgår i det almindelige gadenet. Mange af dis-se interne boligveje kan med hensyn til benyt-telse fuldt ud sidestilles med private fællesvejeeller endog med offentlige veje, og de er om-fattet af færdselslovens regler, når de er åbnefor almindelig færdsel.

Behovet for at sidestille »interne boligveje«med private fællesveje gør sig dog kun gælden-de, når vejene har en vis længde og en vis ikkehelt ubetydelig færdsel. Udvalget har derfor idet foreliggende lovudkast foreslået, at interneprivate veje og passager, der ikke tjener somfærdselsarealer for flere særskilt matrikuleredeog i særlig eje værende ejendomme, kun skalbetragtes som private fællesveje, når de ermindst 40 m lange og betjener mere end 7 par-celhuse eller sommerhuse eller mere end 12 be-boelseslejligheder og er f. eks. underkastet for-slagets reeler om istandsættelse og vedligehol-delse. Det hensyn, at vejlovgivningen bør omfat-te alle sådanne veje, der indgår i det almindeligegadenet, gør sig dernæst ikke gældende for så-danne interne boligveje, som alene forløber in-den for områder, f. eks. kirkegårde, hospitaler,lukkede karreer eller industrigårde, der klart eradskilt fra det øvrige vejnet, og det foreslås

2

derfor, at sådanne veje holdes uden for be-grebet private fællesveje.

Der en endvidere foreslået en særlig tilføj-else vedrørende København som følge af den iøvrigt for København gældende lovgivning.

Da de såkaldte »interne boligveje« i alminde-lighed i højere grad end private fællesveje itraditionel forstand planlægges i forbindelsemed bebyggelsen, hvorved der samtidig sikresparkeringsarealer uden for vejen, foreslås det,at disse boligveje ikke skal udlægges efter pri-vatvej slovens regler, hvis de er omfattet af enbeDyggelsesplan, der har været forelagt det ilandsbyggeloven omhandlede bygningsråd forvedkommende kommune. Det samme gælder iøvrigt (andre) private fællesveje, der er udlagt1 henhold til landsbyggeloven ved retningsplan,reguleringsplan eller udredningsplan. Selv omprivate fællesveje (herunder interne boligveje)udlægges efter reglerne i landsbyggeloven, om-fattes de af de øvrige regler i lovudkastet omprivate fællesveje.

I øvrigt har udvalget ved afgrænsningen afbegrebet private fællesveje henholdt sig til denforan omtalte definition fra den københavnskegadelov. For de rene landkommuners vedkom-mende vil det betyde, at loven kommer til atomfatte også sådanne veje, der rent faktiskbenyttes af flere ejendomme, uden at det kanpåvises, at nogle bestemte grundejere er ude-lukkende berettigede til færdsel ad vejen. Deter i § 15 i udkastet til lov om private fællesvejeudtrykkeligt angivet, at reglerne i lovens kap.2 om istandsættelse og vedligeholdelse af pri-vate fællesveje også finder anvendelse på desåkaldte almene veje, jfr. nærmere nedenforkap. II.

3. INDPASNING I LOVSYSTEMET, ÉNELLER FLERE LOVE, VEJVEDTÆGTER.

Reglerne om private veje er efterhånden kom-met til at spille en stadig stigende rolle i taktmed det voksende byggeri, ikke mindst, fordiden moderne bebyggelsesform i nyere kvarterermed lav udnyttelsesgrad nødvendiggør et be-tydeligt net af adgangsveje. Hertil kommer, atde trafikale behov og dermed også de trafikalekrav til vejene er ændret på grund af motorise-ringen. Denne stiller af sikkerhedsmæssigegrunde bl. a. krav om en større differentieringaf vejnettet, således at rene boligveje i videstmuligt omfang udsondres fra trafikveje, menden stiller også andre krav til vejenes udform-ning, f. eks. med hensyn til bæreevne, køreba-

17

nebredde, vendepladser, parkeringsmulighederog fortove, eventuelt særlige gang- og cykel-stier.

Der er nu større muligheder end tidligere forved planlægning at tilgodese disse hensyn, mendet må dog erindres, at en meget stor del afde private fællesveje er tilvejebragt ud fra an-dre forudsætninger, og at reglerne også skalgælde disse veje.

Der er i de senere decennier tilvejebragt nylovgivning på beslægtede områder. Her kannævnes vejbestyrelsesloven af 1957 og vejtil-skudsloven af 1958, men udviklingen inden forbygningslovgivningen, navnlig den københavn-ske byggelov af 1939 og landsbyggeloven af1960, har i endnu højere grad direkte berørtområder, der vedrører de private veje, dog medsærlig relation til vejenes forhold til bebyggel-sen. Der er imidlertid ikke samtidig foretagetnogen gennemgribende harmonisering af allede om disse veje gældende bestemmelser.

Det kan derfor være vanskeligt både for pri-vate og for offentlige instanser at være heltklare over rækkevidden af de mange forskel-lige bestemmelser og deres relevans med hensyntil de enkelte konkrete spørgsmål. Dette for-stærkes ved, at der, som det vil fremgå af for-anstående, ikke på området er fuld retsenhedover hele landet. Dels gælder de forskelligelove ikke overalt, dels er der principiel forskelmellem de områder, navnlig med bymæssig be-byggelse, hvor der gælder vejvedtægter, og an-dre områder, hvor sådan bebyggelse endnu ik-ke har taget fart. Endvidere findes undertideninden for samme områder regler om privateveje såvel i landsbyggeloven som i vej vedtæg-terne, og de to sæt regler er ikke altid indbyr-des overensstemmende. Det er derfor ikkemærkeligt, at der forekommer et ikke ubetyde-ligt antal klager over afgørelser på dette om-råde.

Udvalget har derfor set det som sin opgaveat foreslå gennemført en indgående harmoni-sering af lovgivningen om de private veje delsinden for den egentlige vejlovgivning, dels iforhold til bygningslovgivningen.

Spørgsmålet om forholdet mellem byggelov-givningens og vejlovgivningens regler om pri-vate veje er blevet nærmere behandlet i vej-lovsudvalget og ved supplerende drøftelser di-rekte mellem ministeriet for offentlige arbejderog boligministeriet. Der er herunder opnåetenighed om, at hensynet til de private vejesfærdselsmæssige betydning i købstæderne og debymæssige kommuner tilsiger, at en lov om pri-

vate fællesveje bør indeholde regler for dissekommuner om udlæg af private fællesveje,herunder om vejbredder, om vejadgang sombetingelse for udstykning, om byggelinier forvisse private fællesveje, om anlæg af privatefællesveje, om hjørneafskæring, om nedlæg-gelse af private fællesveje, om hegn mod vej ogom særlig brug af private fællesvejes arealer,herunder om ledninger, jfr. nærmere nedenforafsnit III—IV. I forbindelse hermed foreslåsgennemført en ensartet funktionel inddeling afde private fællesveje i købstæderne og de by-mæssige kommuner i 4 klasser, jfr. nærmereafsnit III. De regler i landsbyggeloven, derherefter bør udgå, er bl. a. §§ 22, 23 og 24.

For så vidt angår den del af bestemmelserneom private veje og om grundejerbidrag til of-fentlige veje, der i dag er optaget i vej vedtæg-terne, har udvalget fundet det mindre hen-sigtsmæssigt, at indførelsen af reglerne omvejbidrag til offentlige veje og om mere ind-gående tilsyn med private fællesveje, svarendetil grundsætningerne i den københavnske gade-lov af 1857, skal være afhængig af, om deenkelte købstæder og bymæssige kommuner ud-former og får stadfæstet et udkast til vej ved-tægt om de pågældende forhold. Da vej ved-tægterne endvidere hyppigt indeholder mindre,individuelle forskelligheder, om hvis nærmerebetydning der ikke sjældent er tvivl, vil det hyp-pigt være uklart, hvilke retsregler der er gæl-dende i de enkelte kommuner på dette område.

Udvalget har derfor foreslået, at alle degrundlæggende bestemmelser gives i lovform istedet for ved indførelse af lokale vejvedtæg-ter. En gennemgang af de gældende vej vedtæg-ter viser nemlig, at der ikke på væsentlige punk-ter er trang til større afvigelser.

Udvalget har imidlertid fundet det hensigts-mæssigt, at der fortsat udfærdiges lokale vej-vedtægter, hvori særlig optages tekniske bestem-melser, der under hensyn til de lokale forholdsupplerer de generelle bestemmelser. Der for-udsættes i vej vedtægterne bl. a. givet nærmereregler om private fællesvejes belysning, omopgravninger på sådanne veje, om vej syn samtom gadenavne og husnumre.

Den omstændighed, at en række bestemmel-ser, som tidligere har været indeholdt i vej ved-tægterne, i vidt omfang foreslås fastsat i lov-form, betyder naturligvis ikke i sig selv nogetreelt brud med den hidtidige retstilstand. Medhensyn til de materielle ændringer, der foreslåsgennemført ved udkastet, henvises til fremstil-lingen nedenfor under 5.

18

Udvalget har dernæst overvejet, om det måttevære muligt at give ensartede regler om istand-sættelse og vedligeholdelse af private fællesvejei by og på land, således at den hidtidige forskelmellem gadeloven og vej vedtægterne på den eneside og 1865-loven på den anden side kunnebortfalde. Som nærmere angivet i kap. II, erdet imidlertid udvalgets opfattelse, at vejeneshelt forskellige funktioner i by og på land af-gørende taler imod, at de samme regler i såhenseende gennemføres i begge områder. Ogsåreglerne om udlæg af private fællesveje børefter udvalgets opfattelse være forskellige i byog på land.

Udvalget har imidlertid bl. a. for at fremmeoverskueligheden foreslået, at de to sæt reglerom private veje samles i én lov. For så vidtmuligt at harmonisere lovreglerne om de privateveje foreslås afgrænsningen mellem reglernefor købstæderne og de bymæssige områder påden ene side og reglerne for det åbne land påden anden side foretaget efter tilsvarende ret-ningslinier som i landsbyggeloven af 1960. Detforeslås derfor i § 4 i udkastet til lov om pri-vate fællesveje, at de mere indgående regler ilovens afsnit III skal finde anvendelse på pri-vate fællesveje i købstæderne, Frederiksberg,flækkerne samt sådanne bymæssige kommuner,som har en samlet bebyggelse med mere end1.000 indbyggere, eller som i øvrigt har tilveje-bragt vejvedtægt, medens de mindre vidtgå-ende regler i lovens afsnit II i øvrigt finderanvendelse, jfr. nærmere nedenfor under kap.II. Ligesom efter landsbyggeloven skal der efterudkastet være mulighed for på landet at ind-føre de mere indgående regler, hvis en som-merhusudvikling eller anden bebyggelse kanforventes.

For at gøre lovstoffet mere overskueligt harudvalgets flertal været indstillet på at udarbej-de udkast til en enkelt lov, indeholdende reglersåvel om private fællesveje som om grundejer-bidrag til offentlige veje. Repræsentanterne forKøbenhavns kommune har imidlertid megetstærkt fremhævet, at reglerne om bidrag til of-fentlig gade (vej) angår særlige sider af rets-forholdene vedrørende offentlige gader (veje).De har derimod intet at gøre med de retsfor-hold, der omfatter tilvejebringelsen af og ad-ministrationen af private gader (veje). Reglerom bidrag til offentlige veje, der er principieltvæsensforskellige fra de regler, der skal fast-lægge forholdene vedrørende de private fæl-lesveje, finder disse repræsentanter det derforurigtigt at optage i en lov, som i øvrigt alene

2*

vedrører private veje. Selv om udvalgets øvrigemedlemmer ikke har kunnet tiltræde disse be-tragtninger og derfor ikke har fundet, at derknyttede sig særlige betænkeligheder ved at lov-give om disse to spørgsmål i samme lov påtilsvarende måde, som den københavnske gade-lov af 1857 gør det, har man over for Køben-havns kommunes stærke ønske om en deling ito love ikke villet modsætte sig, at dette ønskeblev imødekommet. Det har for hele udvalgetværet en udtrykkelig forudsætning, at de tolove gennemføres samtidig. Dette skyldes delsdet praktiske hensyn, at vejvedtægterne i dagindeholder regler både om vej bidrag til offent-lige veje og private fællesveje, dels den om-stændighed, at det foreliggende udkast til pri-vatvej sloven på forskellige punkter indeholderhenvisninger til lovudkastet om vejbidrag m. m.

Hvad specielt forholdet til Københavnskommune angår, har udvalget overvejet, omsamtlige regler i de foreslåede to lovudkast vilkunne indføres der. Københavns kommunesrepræsentanter i udvalget har imidlertid frem-hævet, at mange af de regler, der er foreslåetoptaget i udkastet til lov om private fællesveje,tilsigter at sikre formål, som for Københavnsvedkommende allerede er sikret i Københavnsbyggelov af 1939 gennem til dels afvigende be-stemmelser. Det gælder navnlig reglerne i lov-udkastets kap. 4 om udlæg og anlæg af privatefællesveje og de fleste af reglerne i kap. 5 omforskellig råden over private fællesveje. Køben-havns kommunes repræsentanter har derforgjort gældende, at sådanne regler ikke børgælde i København, i hvilken forbindelse dehar henvist til, at heller ikke landsbyggelovener gældende i Københavns kommune, og at fle-re kapitler i vejbestyrelsesloven ikke finder an-vendelse i Københavns kommune.

Under hensyn til, at der i det folketingsud-valg, der behandlede forslaget til landsbygge-loven, er rejst spørgsmål om revision af bl. a.Københavns byggelov (Folketingstidende 1959/60, tillæg B, sp. 1228), og at der er optaget for-handling herom mellem boligministeriet og Kø-benhavns kommune, er der i vej lovsudvalgetenighed om, at spørgsmålet om en revision afvej bestemmelserne i Københavns byggelov ud-skydes, indtil der foretages en almindelig revi-sion af denne lov.

Under hensyn til det således anførte har ud-valget vedtaget at foreslå, at den i udkast fore-liggende lov om private fællesveje ikke skalgælde for Københavns kommune i det omfang,der i forvejen findes tilsvarende regler i Kø-

19

benhavns byggelov af 1939, jfr. nærmere ud-kastets § 4.

Også for Frederiksberg kommune foreståren lovrevision til afløsning af den gældendebygningslov med en ny lov. Samtlige udvalgetsmedlemmer (også Frederiksberg kommunes re-præsentant) er imidlertid enige om, at begge deher foreslåede love bør gælde fuldt ud i Frede-riksberg kommune.

4. RETSREGLERNE FOR PRIVATE FÆL-LESVEJE I BYOMRÅDERNE OG FORBIDRAG TDL OFFENTLIGE VEJE.

Udvalget har ment for det første at måtteoverveje, om de gældende bestemmelser om ud-læg, anlæg, istandsættelse og vedligeholdelseaf private fællesveje i byerne er tidssvarendeunder nutidens forhold, bl. a. således, at de gi-ver kommunerne mulighed for at stille de for-nødne krav til vejenes udlæg, anlæg og indret-ning. I denne henseende har udvalget haft be-tydelig støtte af den i 1957 afgivne betænkningfra det af Københavns amts sognerådsforeningnedsatte udvalg (jfr. bilag 5). Det er klart, atde omtalte krav må afvej es over for lodsejer-nes interesse.

Dernæst har man ment at måtte lægge vægtpå, at reglerne om, hvad der kan forlanges aflodsejerne, blev så klare som muligt, således atgrundejerne ved, hvad de har at rette sig efter.Det er i øvrigt udvalgets opfattelse, at klagerfra lodsejerne kun i mindre omfang har væretbegrundet i uheldig udnyttelse af reglerne frakommunernes side, men oftest skyldes, at lods-ejerne ikke på forhånd har været klare over,hvilke forlangender der kan stilles til dem, el-ler fornemmelsen af, at det vide skøn, der ind-rømmes kommunerne, giver mulighed for fejl-vurdering fra disses side.

I forbindelse hermed ville det være nærlig-gende at overveje, om man ikke kunne gennem-føre en ordning, hvorefter man i almindelighedkunne indskrænke sig til at afkræve lodsejerneved de private veje et efter generelle kriterierfastsat ensartet bidrag, som svarede til de krav,som anvendelsen af grundene ved vejene stille-de. Herved ville der kunne opnås væsentlige ad-ministrative besparelser, idet kommunalbestyrel-serne blev fritaget for som nu at føre særskilteregnskaber såvel for de af kommunerne udførtevedligeholdelsesarbejder ved private veje somfor opkrævningen af disse udgifter for et oftebetydeligt antal veje og grundejerne ved disse.På den anden side måtte en sådan ordning for-udsætte, at kommunen i alle tilfælde foretog

vedligeholdelsen og istandsættelsen af samtligeprivate fællesveje, hvad mange kommuner ikkeer indstillet på, og lodsejerne kunne tænkes atbefrygte en stigning i udgifterne som følgeheraf. Selv om dette muligt ikke ville være denalmindelige følge af den omtalte ordning, kun-ne det i det hele føles som et unødigt offent-ligt indgreb, om grundejernes betaling af defaktisk afholdte udgifter netop til deres egenvej blev erstattet af en gennemsnitsbetaling. Påden anden side har udvalget, som det fremgåraf udkastets § 39, stk. 1, foreslået, at kommu-nen, når forholdene særlig taler derfor, kan be-stemme, at bestemte enkelte arbejder skal ud-føres af kommunen, ligesom kommunen i hen-hold til § 39, stk. 3-4, kan træffe aftale meden grundejermajoritet om kommunens overta-gelse af den fremtidige vedligeholdelse ogistandsættelse af en privat fællesvej.

Hvad særlig angår reglerne om grundejerbi-drag til offentlige veje, har det navnlig fra enenkelt side inden for udvalget været fremhæ-vet, at disse regler i deres helhed synes irratio-nelle, idet der ikke bør pålægges nogen borgersærudgifter til veje, som er offentlige og altsåfortrinsvis har betydning for den almindeligefærdsel. Det har imidlertid i udvalget væretden overvejende opfattelse, at disse regler børopretholdes, idet man navnlig har lagt vægt på,at det ville kunne virke som en urimelig fordelfor grundejerne ved offentlige veje, hvis de imodsætning til lodsejerne ved private veje udenat betale til vejen kunne udnytte ejendommenesbeliggenhed ved vejen til bebyggelse eller påanden måde.

Udvalget har imidlertid også for så vidt angårvej bidragene til de offentlige veje overvejet,om der kunne være mulighed for en omlæg-ning af disse, således at de mere summariskkunne fastsættes i lighed med andre skatter ogafgifter på fast ejendom, hvad der naturligvisville medføre administrative lettelser. Udvalgethar dog heller ikke for vej bidragenes vedkom-mende ment, at dette ville være en farbar vej,da de individuelle forskelligheder ved de for-skellige veje og ved de anlæg, der motivereropkrævninger af bidrag, er for store. Et hoved-princip i den hidtidige ordning er, at der kunbetales til bestemte, faktisk afholdte udgifter.Hvis man går over til en mere summarisk op-krævning, f. eks. i forhold til ejendomsværdieller lign., vil dette, selv om afgiften kun op-krævedes med en størrelse, der svarede til kom-munens udgift til samtlige de pågældende veje,i realiteten meget let blive, at det offentlige på-

20

tager sig alle de omhandlede udgifter. Detteville let blive ensbetydende med en udvidelseaf det offentliges økonomiske ansvar. Man harderfor på dette område kun foreslået visse for-enklinger i opkrævningsgrundlaget, som er nær-mere beskrevet i kap. V.

Udvalget har endvidere foreslået den ratio-nalisering, at de for private fællesveje gæl-dende regler om fordeling af udgifterne vedistandsættelse og vedligeholdelse, der udføressom samlede arbejder, bliver overensstemmendemed de regler, som gælder for fordelingen afgrundejerbidrag til offentlige veje.

5. OVERSIGT OVER DE VIGTIGSTEÆNDRINGER I LOVGIVNINGEN.

I de følgende kapitler (II—V) vil forudenen udførlig omtale af den bestående retstil-stand blive gengivet den kritik, der er fremsataf den nuværende lovgivning, og der vil end-videre indgående blive gjort rede for de af ud-valget foreslåede nye lovbestemmelser.

På dette sted skal alene gives en kort over-sigt over de vigtigste af de af udvalget fore-slåede ændringer i den bestående lovgivning.

Som foran nævnt foreslås de regler vedrø-rende private veje, der i dag findes spredt i1865-loven, den københavnske gadelov og vej-vedtægterne, samlet i én lov, idet der dog iort-sat opretholdes en forskel mellem på den eneside de regler, der skal gælde for det åbne land,hvor der ikke er nogen færdsel af betydning, ogpå den anden side de bestemmelser, der skalgælde for købstæderne og de bymæssige om-råder.

Endvidere foreslås de grundlæggende bestem-melser fra vej vedtægterne optaget i selve loven,hvorved den hidtidige ikke altid lokalt begrun-dede uensartethed i disse bestemmelser i dekommunale vejvedtægter ophæves.

Samtidig foreslås der trukket en klar grænsemellem bygningslovgivningens og vejlovgivnin-gens bestemmelser på dette område. Det fore-slås herunder fastslået, at visse såkaldte »in-terne boligveje« skal være underkastet vejlov-givningens bestemmelser, idet de færdselsmæs-sigt i mange tilfælde må sidestilles med pri-vate fællesveje i traditionel forstand. Dernæstoptages i den foreslåede nye privatvej slov be-stemmelser om udlæg og anlæg af private veje ibyområderne, hvorved der gives kommunernehjemmel til at stille krav, svarende til denfærdselsmæssige og tekniske udvikling til deprivate fællesvejes linieføring, længde- og tvær-

profil m. v. Der foreslås også givet de kom-munale vejmyndigheder hjemmel til at krævegennemført anlæg og udlæg af private fælles-veje. £<*»m i-n imnnrVvmq uf A imtgj i'uiri fmat-d-ås

> j _ — — • " —

Iovenj)m,^fivatc-"r5jréttigheder ophævet i by-Reglerne om istandsættelse og vedligehol-

delse af private fællesveje i købstæderne og debymæssige områder foreslås tydeliggjort og ra-tionaliseret. Det foreslås bl. a., at reglerne omfordelingen af udgifterne ved de istandsættel-ses- og vedligeholdelsesarbejder, der udføressom samlede arbejder, skal ske efter sammeregler som fordelingen af lodsejerbidrag tiloffentlige veje. Der foreslås indført hjemmeltil afløsning af ældre servitutforpligtelserom særlig pligt for ejere af enkelte ejendommetil vedligeholdelse af private fællesveje. Derforeslås givet de kommunale vejmyndighederudtrykkelig hjemmel til at hindre afspærring afprivate fællesveje i byerne, idet der til gengældforeslås pålagt kommunen en pligt til at af-holde merudgifterne ved det deraf følgende på-viseligt forøgede slid på vejen.

Der foreslås dernæst givet udtrykkelige reg-ler om overkørsler og overgange til private fæl-lesveje i byområderne, hvorved der gives kom-munerne klar hjemmel til at tage færdselsmæs-sige hensyn ved godkendelsen af sådanne ad-gange til private veje. Ligeledes foreslås dergivet regler om ledninger, opgravning og andenråden over private fællesveje i byområderne.

For de private fællesveje på landet foreslåsindført regler om udlæg af andre private vejeend adgangsveje til landbrugs-, skovbrugs- oggartneriejendomme. Reglerne om istandsættelseog vedligeholdelse af private fællesveje på lan-det foreslås rationaliseret og tydeliggjort; derforeslås givet kommunerne hjemmel til attræffe bestemmelse om udførelse af istandsæt-telses- eller vedligeholdelsesarbejder, selv omingen af de færdselsberettigede klager overvejens vedligeholdelsestilstand. Der foreslås gi-vet udtrykkelige regler om istandsættelse ogvedligeholdelse af almene veje.

Reglerne om grundejerbidrag til offentligeveje foreslås ligeledes rationaliseret og tydelig-gjort. De hidtidige regler om bidrag til ende-lig belægning, hvilke regler har givet anled-ning til megen tvivl og mange klager, foreslåsafløst af nye regler om vej bidrag til en begræn-set udvidelse af offentlige veje. Det foreslås,at vejbidrag som alt overvejende hovedregelikke kan kræves til facadeløse veje, og atgrundejerbidrag heller ikke kan kræves til

21

arealerhvervelsesudgifter. Ud\alget har under med kommunernes påtænkte beslutninger delssit arbejde været opmærksomt på de syns- om pålæg af vejbidrag til offentlige veje, delspunkter, der i den senere tid har været an- om istandsættelse eller vedligeholdelse somført til fordel for en større offentlighed i for- samlede arbejder på private fællesveje. Grund-valtningen. Der foreslås derfor givet regler om, ejerne vil herved få lejlighed til at udtale sig,at de berørte grundejere skal gøres bekendt forinden endelig beslutning træffes.

22

II. Bestemmelser om private fællesveje på landet

1. NUGÆLDENDE RETSTILSTAND.a. Udlæg- af private fællesveje.

Bestemmelser om fastlæggelse af private fæl-lesveje på landet kan optages som led i en by-planvedtægt, omfattende såvel et bymæssigt somet landligt område*).

I henhold til bestemmelsen i § 20, stk. 5, ilandsbyggeloven (lov nr. 246 af 10. juni 1960)må udlæg af nye private veje med henblik påbebyggelse i områder, hvor amtsrådet er byg-ningsmyndighed, kun foretages med amtsrådetsforudgående godkendelse. Amtsrådene kannægte godkendelse af et sådant vejudlæg, nåren bebyggelse det pågældende sted vil komme istrid med en forsvarlig og hensigtsmæssig by-udvikling. Således som bestemmelsen er formu-leret, omfatter den også private veje, der alenetjener som adgang til jordbrugserhvervenesbygninger.

For landbrugsbygninger og småhuse på lan-det gælder dernæst i henhold til landsbyggelo-vens § 19, stk. 3, at bebyggelserne skal værefjernet mindst 10 m fra midten af de veje,hvortil de grænser op. Denne bestemmelsegælder både offentlige og private veje.

Det må endvidere erindres, at reglerne ilandsbyggelovens kap. 4 om vejadgang sombetingelse for udstykning og bebyggelse gæl-der for områder, hvor kommunalbestyrelsen erbygningsmyndighed, hvilket er tilfældet dels ikøbstæderne og de sønderjyske flækker samtkommuner med den såkaldte »Gentofte-status«,dels i sognekommuner, som har en samlet be-byggelse på mere end 1.000 indbyggere, ellersom i øvrigt har indført bygningsvedtægt, jfr.landsbyggelovens § 2, stk. 6. Bestemmelserne ikap. 4 er dog kun anvendelige på avls- og drifts-

*) I byplanloven (lovbekendtgørelse nr. 160 af 9.maj 1962) er der også hjemmel til at optage be-stemmelser om private fællesveje på landet i mark-planer. Sådanne markplaner anvendes imidlertidikke i praksis.

bygninger for landbrug og gartneri, herunderfrugtplantager, og boliger hørende til virksom-heder af de nævnte arter i det omfang, kom-munalbestyrelsen med 2 /3 flertal har truffetbestemmelse herom.

Reglerne i landsbyggelovens kap. 4 gælderdernæst, omend kun i begrænset: omfang, udenfor de områder, hvor kommunalbestyrelsen erbygningsmyndighed, idet reglerne er anvende-lige på (veje, der betjener) andre bebyggelserend jordbrugserhvervenes bygninger og små-huse til lokal beboelse og/eller erhverv. Amts-rådet kan dog (med 2 /3 flertal) beslutte enudvidet anvendelse af reglerne.

Om reglerne i landsbyggelovens kap. 4 hen-vises i øvrigt til kap. III.

I henhold til parcelsalgsloven (lov nr. 305 af30. juni 1922) kan kommunalbestyrelsen be-stemme, at enhver, som over for offentlighedenudbyder ubebyggede arealer af en samlet stør-relse af over 0,2 ha til salg i parceller, forindenskal forela^gge en udparcelleringsplan for ved-kommende kommunalbestyrelse, jfr. nærmerekap. Ill, p. 51-52.

Bestemmelser om udlæg og anlæg af privateveje i rene landdistrikter findes derimod ikke iselve vejlovgivningen. Undertiden indeholderdog lokale vejvedtægter, som af en eller andengrund har fået gyldighed uden for de egentligebyområder, regler herom, jfr. kap. III.

b. Istandsættelse og vedligeholdelse afprivate fællesveje.

Vejlovgivningen indeholder derimod reglerom istandsættelse og vedligeholdelse af privatefællesveje på landet. Hovedbestemmelsen i såhenseende er loven af 14. april 1863*).

Reglerne i loven af 14. april I865 kommerikke til anvendelse i Københavns kommune(lovens § 12), og ministeriet for offentlige ar-

*) Se na;rmere E. A. Abitz »Vejenes Retsforhold«,p. 257-269.

23

bejder har gentagne gange givet udtryk for denopfattelse, at lovens regler heller ikke kommertil anvendelse i kommuner (eller dele af kom-muner), hvor der ved bestemmelse i vej vedtægter givet udtømmende regler om istandsættelseog vedligeholdelse af de private veje i kommu-nen. I disse områder finder i stedet vejvedtæg-tens (i København gadelovens) regler anven-delse. Om disse regler i vej vedtægterne hen-vises til kap. IV. Vej vedtægt er som nævnt ikap. I blevet indført i så godt som alle købstæ-der og flækker samt i et betydeligt antal sog-nekommuner med bymæssig bebyggelse.

Loven af 14. april 1865 bestemmer, at hvisen privat fællesvej ikke holdes i tilbørlig stand,og der ikke i forvejen ved aftale eller på andenmåde er truffet: tilstrækkelig bestemmelse om,hvorledes vejen skal vedligeholdes, kan enhveraf de færdselsberettigede forlange, at kommu-nalbestyrelsen skal træffe bestemmelse om,hvorledes de forefundne mangler skal afhjæl-pes, og hvorledes der skal forholdes med denfremtidige istandsættelse og vedligeholdelse afvejen. Kommunalbestyrelsen skal herved tagetilbørligt hensyn til såvel den brug, der havesfor vejen, som til de pågældendes evne til atbære udgifterne ved vejens istandsættelse ogvedligeholdelse (lovens § 1).

Klagen skal indgives skriftligt, og kommu-nalbestyrelsen foranlediger derefter afholdelseaf en åstedsforretning. Ved denne kan kommu-nalbestyrelsen lade møde ved et udvalg afmindst 3 medlemmer. Ved forretningen børder søges opnået forlig mellem de pågældende(lovens §§ 2 og 3).

Opstår der under sagens behandling tvivl om,hvorvidt nogen af de pågældende lodsejereoverhovedet er færdselsberettigede til vejen, el-ler om nogen af de pågældende af en eller an-den særlig grund måtte være fritaget for atdeltage i vejens istandsættelse eller vedligehol-delse, skal spørgsmålet, hvis forlig ikke opnås,indbringes for domstolene (lovens § 8). Kom-munalbestyrelsen skal i sa fald give den pågæl-dende en passende frist, inden hvilken han skalindbringe sagen for domstolene. Gør han detikke inden en rimelig tid, fremmes kommunal-bestyrelsens behandling af sagen på sædvanligmåde. Dog skal der i så fald tages forbeholdved kendelsen under hensyn til, at lodsejeren,hvis han senere måtte vinde en sag for domsto-lene, kan forlange sagen taget under ny be-handling hos kommunalbestyrelsen, men påegen bekostning.

Uanset om der opnås forlig ved åstedsforret-

ningen, skal kendelsen begynde med at fast-slå, hvem der efter de oplysninger, kommunal-bestyrelsen må lægge til grund ved kendelsensafsigelse, må anses for berettiget til at benyttevejen eller forpligtet til at deltage i dens istand-sættelse og vedligeholdelse, hvilke arbejder derer nødvendige til afhjælpningen af de påkla-gede mangler og den fremtidige vedligeholdel-se af vejen, hvornår de pågældende arbejderskal være udført, hvorledes udgifterne ved sa-gens behandling og vedligeholdelsesarbejder-nes udførelse skal fordeles mellem de pågæl-dende og om fornødent om vejens begrænsningmed hensyn til længde og bredde (lovens § 5).

Hvis de ved forliget eller kendelsen trufnebestemmelser ikke overholdes, kan kommunal-bestyrelsen, såfremt det pågældende arbejdeikke inden en af kommunalbestyrelsen fastsatfrist bliver bragt til udførelse, selv lade arbej-det udføre for den pågældendes regning (lo-vens § 6).

Kommunalbestyrelsens beslutning kan ind-ankes for amtsrådet (for købstædernes ved-kommende for amtmanden).

Efter 3 års forløb kan enhver af de vedlige-holdelsespligtige på ny forlange spørgsmåletafgjort af kommunalbestyrelsen, hvis forholdenevæsentligt har forandret sig i mellemtiden.

Efter 1865-loven skal bestående aftaler mel-lem de færdselsberettigede således respekteres.Kommunalbestyrelsen er dog ikke beføjet til un-der vedligeholdelsespligten at inddrage andreend de færdselsberettigede, selv om det måttedreje sig om personer, der ved aftale eller påandet grundlag har forpligtet sig til at deltagei vejens vedligeholdelse, og byrderne ved vejensvedligeholdelse fordeles da uden hensyn til så-danne pligter, idet de vej berettigede selv måskaffe sig dækning i forhold til deres skyldnere(jfr. U.f.R. 1928-350 og 1932-623).

Kommunen er i modsætning til, hvad dergælder efter vej vedtægterne, ikke begrænset tilat inddrage de tilgrænsende grundes ejere un-der vedligeholdelsespligten, men på den andenside kan som nævnt kun de vej berettigede med-regnes. Kommunen er ikke beføjet til at træffebestemmelse om, hvem der er færdselsberettigetpå vejen, og lodsejerne kan forlange, at alleegentlige retstvister skal forelægges domsto-lene.

Det er endvidere karakteristisk for 1865-lo-ven, at kommunalbestyrelsen kun har hjemmeltil at træffe bestemmelse om en privat vejs ved-ligeholdelse, hvis nogen af de færdselsberetti-gede klager over vejens tilstand. Kommunen

24

har derimod ingen hjemmel til at gribe ind,blot fordi den selv skønner, at vejens vedlige-holdelsestilstand er utilstrækkelig. I tilfælde,hvor pludselig opstået skade på vejen fremby-der fare for færdselen, må kommunen dog kun-ne træffe bestemmelse om omkørsel i henholdtil § 57, stk. 5, i færdselsloven (lovbekendtgø-relse nr. 231 af 27. juni 1961), og i henholdtil denne lovs § 57, stk. 3, kan politiet medsamtykke af kommunen træffe bestemmelse omforbud mod visse færdselsarter også på privateveje. I modsætning til den københavnske gade-lov og vej vedtægterne gør 186 5-loven det ikketil nogen pligt for de færdselsberettigede atsørge for, at vejen er i god og farbar stand. Ensådan pligt er derimod undertiden pålagt lods-ejerne ved bestemmelser i politivedtægterne.

Efter lovens ordlyd omfatter den kun egent-lige private fællesveje, d.v.s. veje, til hvis af-benyttelse flere er udelukkende berettigede. Atvejene rent faktisk benyttes af alle og enhver,bevirker ingen indskrænkning i lovens anven-delighed. Ministeriet for offentlige arbejder harendvidere ved flere lejligheder statueret, at lo-vens regler analogt kommer til anvendelse påde såkaldte almene veje, d.v.s. veje, hvortil al-menheden har færdselsret, uden at denne erfastslået ved vedtægt eller deklaration.

1865-loven giver ikke kommunalbestyrelsenadgang til mod lodsejernes ønske at bestemme,at et konkret vedligeholdelsesarbejde på en pri-vat fællesvej eller vejens fremtidige vedlige-holdelse skal udføres ved kommunens foran-staltning.

Uanset ordlyden giver loven ikke kommunenhjemmel til at træffe bestemmelse om. udvidelseeller indskrænkning af private fællesvejes bred-de (jfr. U.f.R. 1951-824).

Ministeriet for offentlige arbejder har anta-get, at reglerne i 1865-loven kan anvendes vedfastsættelse af, hvilke snerydningsarbejder derskal foretages på private fællesveje, og ved for-deling af denne snekastningsbyrde.

2. KRITIK AF DEN BESTÅENDERETSTILSTAND.

Det må anses for uhensigtsmæssigt, at reglerom udlæg af private fællesveje på landet ikkefindes inden for samme lovgivningsområde, somreglerne om istandsættelse og vedligeholdelseaf sådanne veje.

Det er endvidere blevet kritiseret, at der ikkei vejlovgivningen er fastsat nogen pligt forlodsejerne til under alle omstændigheder at hol-de private fællesveje på landet i en forsvarlig

stand, da en pligt til at udføre vedligeholdelses-arbejder i henhold til 1865-loven som nævntkun kan pålægges, når nogen af de færdselsbe-rettigede klager over vejens tilstand. Det er idenne forbindelse blevet betegnet som en uri-melighed, at videregående pligter for lodsejernei så henseende kan følge af reglerne i politived-tægterne eller af almindelige erstatningsretligeregler.

Under de nuværende trafikale forhold må detanses for uheldigt, at der ikke i vejlovgivningener nogen hjemmel til at pålægge lodsejerne un-der alle omstændigheder at holde private fæl-lesveje på landet i forsvarlig stand, uden at no-gen af de færdselsberettigede har klaget overvejens tilstand, og at indgåede aftaler, når så-dant pålæg kan gives, er afgørende for, hvilkearbejder der skal udføres. I hvert fald for så vidtangår veje, der fører til beboelses- eller er-hvervsbygninger, må det anses for uheldigt, omprivate fællesveje ikke er fremkommelige forbrandvæsen, læger, jordemødre og dyrlæger el-ler andre, som nødvendigvis skal frem til depågældende bygninger.

Dertil kommer, at et ikke ubetydeligt antal afde her omhandlede veje rent faktisk benyttes afalle og enhver, idet de færdselsberettigede afrent praktiske grunde ikke ønsker at afspærredem, men lader dem stå åbne for almindeligfærdsel og intet forsøg gør på at forbyde uved-kommende færdsel på dem. Det kan i så faldvirke uheldigt, at man ikke fra kommunens sidekan tage hensyn hertil i sine beslutninger omsådanne vejes vedligeholdelse.

Imod en udvidelse af kommunernes beføjel-ser på dette område er det blevet anført, at etstort antal af de her omhandlede veje er renemarkveje, der ikke fører til bygninger, og at deri mange tilfælde kun er tale om færdselsrettig-heder for en enkelt lodsejer over en anden lods-ejers jord,

3. UDVALGETS FORSLAG.

a. Udlæg af private fællesveje.Der er inden for udvalget enighed om, at vej-

lovgivningen også uden for de områder, hvoren bymæssig udvikling er påbegyndt eller fore-stående, i et vist omfang bør indeholde reg-ler om godkendelse af udlæg af private fælles-veje.

Udvalget har herunder overvejet, om en så-dan godkendelse også burde indhentes indenudlægget af sådanne private fællesveje, somalene skal tjene til brug for landbrug eller lig-

25

nende, navnlig for, at der derved kunne føreskontrol med, at sådanne veje ikke udvikler sigtil adgangsveje for andre virksomheder ellerbebyggelser end de rent landbrugsmæssige. Ud-valget har dog ikke fundet tilstrækkelig be-grundelse for en sådan regel, navnlig fordiselve godkendelsen af vejen til landbrugsformålikke i sig selv giver nogen garanti for, at denikke senere anvendes til anden færdsel. En så-dan regel ville også efter udvalgets opfattelsei for høj grad besværliggøre anlægget af land-brugets driftsveje. Udvalget har derfor ansetdet for tilstrækkeligt i § 10, stk. 3, at foreslå,at veje, der udlægges alene til brug for land-brug, skovbrug eller gartneri, ikke uden forud-gående godkendelse må anvendes til andenfærdsel. Udvalget har herved forudsat, at denhidtidige bestemmelse i landsbyggelovens § 20,stk. 5, indskrænkes således, at den ikke gælderveje, der alene betjener jordbrugserhvervenesbygninger. I de områder, hvor amtsrådet er for-valtningsmyndighed, foreslås dog tillagt amts-rådet er beføjelse til for stedligt begrænsede om-råder, hvor en ukontrolleret udvikling ellerskunne forudses, at bestemme, at de strenge ud-lægsregler i afsnit III helt eller delvis skalkomme til anvendelse selv på udlæg af land-brugs-, skovbrugs- og gartnerivej e (udkastets§ 10, stk. 2, jfr. § 4, stk. 2).

For så vidt angår udlæg af andre privatefællesveje end de nævnte veje for landbrug m.v. har der i udvalget været enighed om, at derror de omrader, hvor en bymæssig udviklingikke er påbegyndt eller forestående, ikke erbehov for lige så detaillerede regler, som der erforeslået i afsnit III for byerne og de bymæs-sige områder. Udvalget har derfor alene fore-slået, at godkendelse af vejudlægget skal ind-hentes hos amtsrådet, og at dette ved godken-delsen skal påse, at vejudlægget sker på en ifærdselsmæssig og vej teknisk henseende for-svarlig måde, og at der kan tilvejebringes hen-sigtsmæssige parcelformer. Man har derimodikke anset det for påkrævet at foreskrive nær-mere regler om vej fortegnelse eller vejprojekt.

De angivne enkle regler om godkendelse afvejudlæg skal ifølge forslagets § 9 gælde i sog-nekommuner, som ikke har en samlet bebyg-gelse på mere end 1.000 indbyggere, og somikke har tilvejebragt vejvedtægt. Udvalget hardog anset det for hensigtsmæssigt, at reglerneskal kunne bringes til anvendelse også i deleaf andre kommuner, hvis der skønnes at værebehov derfor, navnlig i rene landområder, somhører under en sognekommune med vejved-

tægt. Udvalget har derfor foreslået, at det vedvej vedtægt kan bestemmes, at de angivne ud-lægsregler i kommuner med vej vedtægt, derkun gælder for en del af kommunen, kan brin-ges til anvendelse uden for vedtægtens gyl-dighedsområde (udkastets § 4, stk. 3 i f., og §9, stk. 3).

b. Istandsættelse og vedligeholdelse afprivate fællesveje.

Som følge af den foran under 2 omtalte kri-tik mod 1865-loven har udvalget overvejet, omder for vedligeholdelsen af de private fælles-veje på landet burde indføres regler af tilsva-rende karakter, som hidtil har været gældende ikøbstæderne og de bymæssige kommuner medhjemmel i de på grundlag af den københavnskegadelov af 1857 udfærdigede vej vedtægter. Manville herved navnlig opnå, at det ved selve lo-ven blev gjort til en ubetinget pligt for de til-grænsende grundes ejere at holde de pågæl-dende private fællesveje i forsvarlig stand, ogat bestemmelsesretten med hensyn til, hvilkeistandsættelses- og vedligeholdelsesarbejder derskal bringes til udførelse, henlægges til de kom-munale myndigheder uden hensyn til de færd-selsberettigedes ønsker.

Selv om de helt ændrede færdselsforhold,der er skabt ved motoriseringen, kan gøre enrevision også af reglerne om istandsættelse ogvedligeholdelse af private veje på landet påkræ-vet, har udvalget dog næret betænkelighed vedat foreslå en så vidtgående ændring som foranskitseret.

Afgørende for udvalgets holdning har detværet, at de her omhandlede veje i almindelig-hed er lidet befærdede, og at der i mange til-fælde i virkeligheden kun er tale om færdsels-rettigheder for nogle få lodsejere (og de per-soner, der har lovligt ærinde til disse) over enanden lodsejers jord. En almindelig forpligtelsefor lodsejerne (eller de færdselsberettigede) tilat holde »veje« af denne karakter »i god ogforsvarlig stand« kunne - hvis den overhovedetblev respekteret - give anledning til udførelsenaf en række upåkrævede arbejder og pålæggelodsejerne byrder, som ikke stod i noget rime-ligt forhold til, hvad der blev opnået.

Hertil kommer, at det i almindelighed drejersig om veje, hvor indehaverne af færdselsrettener berettigede til at forbyde uvedkommendefærdsel med den retsvirkning, at sådan færdselbliver strafbar, hvis forbudet er tilkendegivetved færdselstavle eller andet lovligt opslag,jfr. § 17 i mark- og vej fredsloven (lov nr.

20

107 af 31. marts 1953) og § 58 i færdselslo-ven.

Disse forhold medfører efter udvalgets opfat-telse også, at de kriterier, der gælder for forde-lingen af byrder ved istandsættelse og vedlige-holdelse af private fællesveje i byerne, hvor detprincipielt er ejerne af de tilgrænsende grunde,som har denne forpligtelse, må anses for uan-vendelige på private fællesveje på landet. Hermå det efter udvalgets opfattelse som hidtilvære færdselsretten og brugen af vejen, der måvære afgørende.

Udvalget har dog fundet, at den udstraktefærdsel, der rent faktisk foregår på mange afdisse private veje, og hensynet til dem, der udenat høre til kredsen af de færdselsberettigedehar lovligt ærinde til ejendomme ved de på-gældende private fællesveje (offentlige myn-digheder, læger, handlende etc), må medføreén principiel ændring af den hidtidige retstil-stand, nemlig vedrørende den kommunale til-synsmyndigheds beføjelse til at træffe bestem-melse om, hvilke istandsættelses- og vedligehol-delsesarbejder der bør bringes til udførelse påde her omhandlede veje. Udvalget foreslår gan-ske vist som den normale fremgangsmåde, atdet ligesom efter 1865-loven skal være en afde færdselsberettigede, der skal klage over vej-ens vedligeholdelsestilstand, før den kommuna-le myndighed afholder vej syn (åstedsforret-ning) og træffer bestemmelse om, hvilke ar-bejder der skal udføres på vejen. Herudoverhar udvalget imidlertid anset det for påkrævet,at der tillægges den kommunale tilsynsmyndig-hed en selvstændig beføjelse til at holde vej-syn, hvis den skønner, at vejens vedligeholdel-sestilstand er utilstrækkelig, og ingen af defærdselsberettigede fremsætter begæring om af-holdelse af vejsyn (udkastets § 11).

For at undgå, at den kommunale tilsynsmyn-digheds kendelse om de istandsættelses- og ved-ligeholdelsesarbejder, der skal bringes til udfø-relse på private fællesveje, skal blive en forhård belastning for de færdselsberettigede påsådanne veje, som i virkeligheden benyttes afalle og enhver, har udvalget foreslået, at en-hver af de færdselsberettigede under vejsynetkan begære dette udsat i 3 måneder, såfremt hangør gældende, at manglerne ved vejen i over-vejende grad skyldes uvedkommende færdsel,og han samtidig stiller krav om, at der gen-nemføres fuldstændigt eller delvist forbud imoduvedkommende færdsel ad vejen (udkastets §12, stk. 2).

Er et sådant forbud tilkendegivet på lovlig

måde, når vej synet genoptages, kan den kom-munale tilsynsmyndighed kun bestemme, atvejen skal bringes i en under hensyn til denherefter tilladte færdsel god og forsvarlig stand.Ved kendelsen er tilsynsmyndigheden derimodikke bundet af de færdselsberettigedes aftalerom, i hvilken stand vejen skal holdes.

Med hensyn til fordelingen af udgifterneved de påbudte istandsættelses- og vedligehol-delsesarbejder foreslår udvalget derimod, atder skal tages hensyn til indgåede overenskom-ster og andre bestemmelser herom. I øvrigt skalarbejdet fordeles mellem de færdselsberettigede,og der skal herved som hidtil tages særligt hen-syn til den brug, de gør af vejen. I tilfælde afuenighed om forståelsen af indgåede overens-komster m. v., samt vedrørende spørgsmålet om,hvorvidt nogen er færdselsberettiget til vejen,henvises spørgsmålet ligesom efter 1865-lovens§ 8 til domstolsafgørelse (forslagets § 13).

Efter forslaget bliver det direkte lovfæstet,at reglerne om istandsættelse og vedligeholdelseaf private fællesveje på landet også finder an-vendelse på almene veje (forslagets § 15). Det-te er som tidligere nævnt overensstemmendemed den fortolkning, ministeriet for offentligearbejder har anlagt.

Forslaget indeholder endnu en nydannelse,idet det i § 14 foreslås, at vedkommende kom-mune efter begæring af kvalificeret majoritetaf de interesserede lodsejere med bindendevirkning for samtlige vedligeholdelsespligtigekan påtage sig udførelsen af istandsættelses- el-ler vedligeholdelsesarbejderne mod vederlag afde vedligeholdelsespligtige. Dette forslag erbegrundet med den tekniske udvikling, der imange tilfælde vil gøre det naturligt, at ikkeden enkelte lodsejer, men derimod et vejvæsenmed et teknisk apparat udfører de nødvendigeistandsættelses- og vedligeholdelsesarbejder.

Reglerne om istandsættelse og vedligeholdel-se af private fællesveje på landet (udkastets §§11—15) skal efter forslaget gælde dels for alleprivate fællesveje i de samme områder som ud-lægsreglerne (jfr. ovenfor a), d.v.s. i de rentlandligt prægede kommuner, dels for rene land-brugs-, skovbrugs- og gartneriveje i andre kom-muner end de under a omhandlede. Ligesom forudlægsreglerne foreslås det, at gyldighedsområ-derne skal kunne ændres ved vejvedtægt. Grun-den til, at gyldighedsområdet er videre foristandsættelses- og vedligeholdelsesreglerne endfor udlægsreglerne, er den, at det ved udlæg-get af private veje inden for de mere bymæssigt

27

prægede kommuner er forvaltningsmyndighe- jene imidlertid er klassificeret som klasse IV-den, der bestemmer, til hvilken klasse en ud- veje, er der ingen anledning til at anvende delagt privat fællesvej skal henføres, herunder om strengere regler for vedligeholdelse og istand-den skal klassificeres som landbrugs-, skov- sættelse af private fællesveje i byerne på dissebrugs- og gartnerivej (klasse IV). Når først ve- veje.

28

III. Udlæg og anlæg af private fællesveje i byerne

A. NUGÆLDENDE RETSTH.STAND.a. Gadeloven af 1857 og vejvedtægterne.

Som nævnt i afsnit I indeholder den køben-havnske gadelov af 1857 ikke regler om ud-læg (fastlæggelse) og anlæg af private gaderog veje, men disse forhold er i Københavnskommune løst gennem byggeloven, jfr. neden-for under g.

Imidlertid indeholder de fleste vejvedtægtersåvel for købstadkommuner som for bymæs-sige kommuner regler om disse spørgsmål. Nog-le købstadkommunale vej vedtægter indskræn-ker sig dog til en gentagelse af bestemmelseni købstadkommunallovens § 23, stk. 3, hvorefternye private veje ikke må anlægges i købstaden,forinden planerne for samme er godkendt afbyrådet.

Loven af 23. marts 1932 bestemmer for debymæssige kommuners vedkommende, at der ivej vedtægt kan optages regler om »..anlæg af nye private gader og vejei lighed med bestemmelserne i den københavn-ske gadelov«. Dansk Byplanlaboratoriums nor-malvej vedtægt, der har dannet forbillede for enstor del af vej vedtægterne i de bymæssige kom-muner, indeholder da også ret detaillerede be-stemmelser om udlæg og anlæg af private fæl-lesveje med angivelse af tekniske krav til disse.

Som nærmere angivet nedenfor i afsnit IVafgiver 1857-loven (og de dertil svarende vej-vedtægtsbestemmelser) i sig selv hjemmel forkommunerne til under visse omstændigheder atkræve vejanlæg gennemført.

b. Landsbyggeloven.De vigtigste bestemmelser om udlæg og an-

læg af private fællesveje findes i kap. 4 i lands-byggeloven. Om gyldighedsområdet for dissebestemmelser henvises til kap. I. Disse reglergælder ved siden af bestemmelserne i vejvedtæg-terne.

I henhold til landsbyggelovens § 21 må ud-

stykning, omdeling og skelforandring af ejen-domme til bebyggelse kun foretages, når en-hver af de herved fremkommende parceller påen af bygningsmyndigheden godkendt måde ogi en af samme godkendt facadelængde støderop til og har lovlig adgang til en til bebyggelsegodkendt vej. For bebyggede parcellers ved-kommende skal vejen være anlagt på en afkommunalbestyrelsen godkendt måde. Det eren betingelse for bebyggelse af en grund, at denhar lovlig adgang til en til bebyggelse godkendtog behørig anlagt vej og grænser op til denne1 den udstrækning, bygningsmyndigheden skøn-ner passende under hensyn til grundens størrel-se og benyttelse.

I henhold til lovens § 22 skal udlæg af nyeprivate veje godkendes af kommunalbestyrel-sen i henseende til beliggenhed, retning, breddeog tilslutning til tidligere godkendte veje. Vedgodkendelsen skal bl. a. tages hensyn til, atvejen på hensigtsmæssig måde kan indgå i detsamlede system af godkendte veje. I § 22, stk.2 og 5, findes regler om vejbredder. I områder,hvor der ikke findes bestemmelser herom i byg-ningsvedtægt, udlægges private veje til bebyg-gelse med en bredde af mindst 10 m og kankræves udlagt med indtil 20 m bredde. Kom-munalbestyrelsen kan for veje, der efter densskøn bliver uden færdselsmæssig betydning, til-lade udlægsbredden nedsat til 8 m eller til 6m for korte blinde veje, hvor der kun er mu-lighed for en meget begrænset bebyggelse. Til-ladelse til udlæg af en vej med nedsat breddekan betinges af, at et tilsvarende areal udlæggesog anlægges enten som pladsareal eller som vejtil udvidelse af andre veje.

I henhold til § 22, stk. 6, bestemmer kom-munalbestyrelsen, i hvilket omfang og til hvilketidspunkter de private veje, hvortil et grund-stykke grænser op, skal bringes til udførelse, ogpåser, at der skabes sikkerhed for, at det sam-lede vejnet med de i vejprojektet indbefattedepladser og stier efterhånden kan blive udført.

Lovens § 23 indeholder regler om hjørneaf-

29

skæring. Disse regler svarer til vejbestyrelses-lovens § 40, stk. 3, men gælder i modsæt-ning til denne bestemmelse både offentlige ogprivate veje og indeholder også enkelte andreafvigelser. Den giver således bl. a. ejeren krav påkommunens overtagelse af hans ejendom, hvishjørneafskæringen medfører, at den bebyggeligedel af ejendommen bliver så lille eller såledesbeskaffen, at den ikke kan anvendes til selv-stændig bebyggelse i forhold til den for om-rådet forudsatte udnyttelsesgrad. Bestemmelseni landsbyggelovens § 23 gælder ved siden afvejbestyrelseslovens § 40, stk. 3*).

I henhold til landsbyggelovens § 24 kankommunalbestyrelsen af hensyn til vejens ud-videlse kræve, at bebyggelse ved en ved lovensikrafttræden bestående offentlig eller privatvej skal holdes i en afstand af indtil 10 m, iældre, tæt bebyggede områder indtil 7,5 m fravejens midtlinie. Ved opførelse af ny bebyg-gelse kan afgivelse af arealet mellem den eks-isterende vejlinie og den fremtidige vejliniekræves til vejens udvidelse mod erstatning. Un-der samme omstændigheder som ved hjørneaf-skæring kan ejeren kræve ejendommen som hel-hed overtaget mod erstatning, når der kræves»tilbagerykning« i medfør af denne bestemmel-se. Reglen i landsbyggelovens § 24 giver ikkehjemmel til byggeliniepålæg ved nye privateveje. En sådan hjemmel findes dog i lovens §31, stk. 4 (indtil 15 m fra vejens midtlinie),men pålæg efter denne bestemmelse kan kungives for at sikre en hensigtsmæssig og forsvar-lig bebyggelsesregulering. Udvidelse af nye pri-vate veje, uden at det sker som led i en bebyg-gelsesregulering, kan imidlertid sikres ved iførste omgang at tillade en mindre anlægs-bredde end udlægsbredde, jfr. § 22, stk. 4**).

I henhold til lovens § 25 kan der i byg-ningsvedtægt optages bestemmelser om udlægaf veje ved retningsplan. I retningsplaner fast-lægges - både offentlige og private — vejes be-liggenhed, retning, bredde og tilslutning tiltidligere anlagte veje, og i en retningsplan kantillige træffes bestemmelse om nedlæggelse afeksisterende veje samt om beliggenhed, omfangog udformning af bebyggelsen ved de i planenfastlagte veje. Retningsplaner udarbejdes sæd-

*) Om vejbestyrelseslovens § 40, stk. 3, se nærmereministeriet for offentlige arbejders cirkulære af3. august 1957.

**) Om lighederne og forskellene mellem landsbyg-gelovens § 24 og vejbestyrelseslovens § 40 seF. J. Boas i »BYPLAN« nr. 74, p. 90-91.

vanligvis ved foranstaltning af den pågældendegrundejer, men kommunalbestyrelsen kan for-lange, at en retningsplan tillige skal omfatteandre ejendomme, og kan selv lade udarbejderetningsplaner for private ejendomme. I til-fælde af uenighed mellem nogen af de pågæl-dende ejere eller andre rettighedshavereover de af planen omfattede ejendomme ellermed kommunalbestyrelsen, træffes endelig af-gørelse af, om planen kan godkendes, af regu-leringskommissionen efter begæring af kommu-nalbestyrelsen. Er der enighed mellem samtligeejere og rettighedshavere, kan planen godken-des af kommunalbestyrelsen.

I henhold til § 26 kan i bygningsvedtægt op-tages nærmere bestemmelser om anvisning afvejlinier og terrænhøjder som vilkår for bygge-tilladelse, om sikring af vej ved byggeforetagen-der og om hegn mod vej, herunder også for ube-byggede grunde. I det af boligministeren ud-færdigede bygningsreglement (kap. 3. 4) er op-taget bestemmelser om anbringelse af frem-springende bygningsdele ud over vej- ellerbyggelinie.

I § 27 er det udtrykkeligt fastsat, at bestem-melserne i kap. 4 ingen ændringer medfører ide beføjelser, der i vejlovgivningen er tillagt dei denne omhandlede myndigheder.

I forbindelse med forberedelsen af landsbyg-geloven og dennes behandling i folketinget vardet forudsat, at bestemmelserne i landsbygge-lovens kap. 4 om veje skulle ændres i forbin-delse med gennemførelsen af den nye lov omprivate veje, som forberedes af nærværendeudvalg. Det var i bemærkningerne til lands-byggeloven forudsat, at der i denne lov opret-holdes de bestemmelser, der har hensyn til for-holdet mellem bebyggelse og veje, navnlig be-stemmelsen om vejadgang som forudsætningfor udstykning og bebyggelse, og de bestem-melser, som giver grundlag for kommunalbesty-relsernes godkendelse af udstykningsplaner ogbebyggelsesplaner, jfr. Folketingstidende 1958/59, tillæg A, sp. 2505-06, og 1959/60, tillægB, sp. 1233-34, samt boligministeriets cirku-lære af 6. februar 1961. Der var herved særligtænkt på retningsplaner. Landsbyggelovens be-stemmelser på dette område er i øvrigt udfor-met på grundlag af principper, der har fundetudtryk i den tidligere gældende bygningslov-givning, og således at loven ikke foregreb over-vejelserne i nærværende udvalg.

I landsbyggelovens kap. 9 er fastsat bestem-melser om reguleringsplaner og udrednings-

30

planer. Også ved sådanne planer kan der træf-fes bestemmelse om vejes retning og bredde.

I henhold til lovens § 56 kan der foretagesekspropriation bl. a. til opnåelse af tilfreds-stillende vejforhold. I henhold til denne be-stemmelse antages det, at der i givet fald kanforetages ekspropriation til anlæg eller udvi-delse af private veje.

c. Parcelsalgsloven.Også parcelsalgsloven (lov nr. 305 af 30.

juni 1922) indeholder visse bestemmelser afinteresse i denne forbindelse. Loven kommerkun til anvendelse i kommuner, hvor kommu-nalbestyrelsen har truffet beslutning derom.

Formålet med loven er at pålægge sælgere afparceller en oplysningspligt over for køberne*).

I henhold til lovens § 1 skal enhver, somover for offentligheden gennem kundgørelse iblade, ved opslag, cirkulærer, ved mellemmændeller på anden lignende måde udbyder ubebyg-gede arealer af en samlet størrelse over 2.000m2 til salg i parceller, forinden udbydelsen fo-relægge en udparcelleringsplan for vedkommen-de kommunalbestyrelse, som i løbet af 1 månedskal forsyne planen med sin erklæring om vej-,kloak-, afløbs- og trafikforhold samt forsyningmed vand, gas og elektricitet, og kommunalbe-styrelsen kan vedføje bemærkninger om sand-synligheden for disse forholds ordning og tids-punktet herfor samt anføre, om et andragendeom udstykningstilladelse vil kunne anbefales.

Jordsælgeren skal gøre køberen bekendt medkommunalbestyrelsens erklæring. Lovens be-stemmelser kommer ikke til anvendelse vedsalg af jord i offentlig eje eller ved salg afparceller på over 5.000 m2 hver.

Kommunalbestyrelsens opgave er alene at af-give en erklæring, der skal vises køberne, omforholdene vedrørende veje, kloakker o.s.v.Derimod kan kommunalbestyrelsen ikke medhjemmel i loven stille krav om amdring i ud-parcelleringsplanen.

Overtrædelse af parcelsalgsloven kan straffesmed bøder og medføre pligt til at omgøre denretsstridige tilstand. Overtrædelse har tillige denprivatretlige virkning, at en køber, der ikke vedhandelens afslutning er gjort bekendt medkommunalbestyrelsens erklæring og den pågæl-dende ejendoms tingbogsattest, er berettiget tilstraks at træde tilbage fra handelen, ligesomhan kan kræve erstatning.

*) Jfr. Vagn Rud Nielsen i »Håndbog for danskekommuner« III, p. 981-983.

d. Udstykningsloven.

Udstykningsloven (lovbekendtgørelse nr. 252af 7. juni. 1963 om udstykning og sammenlæg-ning m. m. af faste ejendomme) foreskriver bl.a., at udstykninger m. v. skal approberes aflandbrugsministeriet (matrikeldirektoratet).

Udstykningsloven har i en længere årrækkeindeholdt bestemmelser, der tog sigte på at førekontrol med, at der ikke ved udstykning opstodforhold i strid med visse bestemmelser i land-brugs-, bygge-, vej- og naturfredningslovgivnin-gen m. v.

Disse bestemmelser er ved den seneste æn-dring af loven afløst af den generelle bestem-melse i lovens § 2, der fastslår, at en udstyk-ning ikke kan approberes, når det er oplyst, atdelingen eller den herved tilsigtede anvendelseaf arealerne vil medføre noget, som er i stridmed eller kræver godkendelse efter bestemmel-ser, som er fastsat i eller i henhold til gældendelove.

I relation til visse love, herunder vejlovgiv-ningen, udøves kontrollen i henhold til § 2 efternærmere fastsatte administrative regler gennemet samarbejde mellem matrikeldirektoratet og demyndigheder, der administrerer de pågældendelove, samt med de praktiserende landinspektø-rer, jfr. reglerne i § 8 i udstykningsloven.

I henhold til lovens § 4, stk. 3, skal der forenhver ved udstykning fremkommen lod væresørget for adgang til offentlig vej, medmindrelodden forenes med tilgrænsende ejendom, ogvejlovgivningens bestemmelser ikke er til hin-der for, at adgangen til denne ejendom tilligetjener som adgang for lodden. Færdselsrettenmå ikke være tidsbegrænset eller betinget.

I medfør af denne bestemmelse kræver ma-trikelmyndighederne i forbindelse med udstyk-ning oplysning om, hvorledes en parcels ad-gangsforhold ordnes, herunder at de offentlig-retlige bestemmelser om adgangsforhold til of-fentlig vej overholdes, og hvis adgang til of-fentlig vej skal ske ad privat vej, at det sand-synliggøres, at sådan vejret foreligger ellerkan etableres. Eventuel fornøden ny adgangs-vej skal optages på matrikelkortet i forbindelsemed udstykningen.

Regler om private vejes optagelse, slettelseog forandring på matrikelkortet findes i §§ 38og 65 samt § 72, stk. 5, i bekendtgørelse nr.424 af 24. september 1949 om udførelsen afarbejder ved udstykning o. lign., og disse reglermå ses i sammenhæng med bestemmelserne ilov nr. 143 af 13. april 1938 om private vejret-tigheder.

31

e. Loven om private vejrettigheder.I henhold til § 1 i lov nr. 143 af 13. april

193 8 om private vej rettigheder (der sortererunder justitsministeriet) kan retten til en (pri-vat) vej, der er den eneste eller væsentligsteadgang til en ejendom eller nogen af dens lod-der, og som er angivet på matrikelkortet, ikkefortrænges af senere erhververe af rettighederover den tjenende ejendom ifølge aftale ellerretsforfølgning, selv om den ikke er tinglyst.Det er dog en forudsætning, at matrikelkortetsudvisende i det væsentlige stemmer med for-holdene i marken.

Ifølge lovens § 2, stk. 1, kan det, når en(privat) vej over fremmed ejendom er enesteeller væsentligste adgang til en ejendom ellernogen af dens lodder, ved dom bestemmes, atbrugen skal vedvare mod erstatning efter dom-merens skøn til den, der kan kræve rettensbortfald i henhold til tinglysningsloven. Ad-gang til (privat) vej over fremmed ejendomkan dog ikke tilkendes, når retten skønnes atville blive til uforholdsmæssig skade for dentjenende ejendom, men bør i øvrigt meddeles,hvor ikke særlige omstændigheder taler her-imod.

Efter lovens § 2, stk. 2, kan der tillige til-lægges en ejendom færdselsret til en privat vejover fremmed ejendom, når ejendommen mang-ler den nødvendige forbindelse med offentligvej, og det viser sig ugørligt ved frivillig over-enskomst på rimelige vilkår at erhverve fornø-den adgang. I sådanne tilfælde afgøres sagenved en landvæsenskommission. Adgang til vejover fremmed ejendom kan ikke tilkendes enejer, der ved en vilkårlig handling har afbrudtejendommens hidtidige forbindelse til offentligvej.

Loven gælder ikke i Københavns og Frede-riksberg kommuner.

f. Byplanloven.Byplanloven (lovbekendtgørelse nr. 160 af

9. maj 1962) bestemmer, at der for enhver køb-stad og for enhver anden samlet bebyggelsemed mere end 1.000 indbyggere, der overvej-ende udgøres af bygninger til andet end land-brugsformål, skal tilvejebringes en byplanved-tægt med fornødne bestemmelser om vejes be-liggenhed, retning og bredde, byggelinier oghjørneafskæringer, vejes indbyrdes tilslutningsamt om, at der fra de til planlagte hovedvejegrænsende arealer ikke skal haves adgangs- el-ler anden facaderet til vejene, om beliggenhe-den af torve og pladser, om beliggenheden af

spor og ledningsanlæg, om beliggenheden afoffentlige bygninger og anlæg, om bebyggelses-arterne og deres fordeling på området, og om,at visse områder foreløbig udlægges som land-brugszone.

Reguleringer af vejforhold indgår såledessom et integrerende led i byplanlægningen. By-planvedtægterne fastlægger både offentlige ogprivate veje. De »hovedveje«, der omtales ibyplanloven, er ikke identiske med hovedvejeefter færdselsloven. I byplanloven tænkes der-imod på veje, der ventes at blive betydeligefærdselsårer.

Den omstændighed, at en vej er fastlagt vedbyplanvedtægt, anses ikke for tilstrækkelig tilat opfylde bestemmelserne i udstykningslovens§ 4, stk. 3, om, at der ved enhver udstykningskal være sørget for adgang til offentlig vej.Er en vej fastlagt ved byplanvedtægt, må area-let imidlertid ikke bebygges eller på anden må-de anvendes i strid med planen, og ingen ud-stykning må approberes og ingen vej anlægges,før det ved medvirken af en landinspektør ergodtgjort, at den stemmer med planen.

Fastlæggelsen af en privat fællesvej ved by-planvedtægt anses heller ikke for at være til-strækkeligt grundlag for, at en kommune i hen-hold til vejvedtægten kan kræve anlæg (istand-sættelse) af vejen mod vedkommende grund-ejers protest, uanset om denne vej må anses foren nødvendig vejforbindelse. Vil kommunengennemtvinge anlægget af en sådan vej, må detenten ske ved ekspropriation i henhold tilbyplanlovens § 12 eller ved retningsplan i hen-hold til landsbyggeloven. For at vejvedtægtensistandsættelsesregler skal kunne anvendes, mådet kræves, at vejen allerede er taget i brug somfærdselsareal, jfr. nærmere nedenfor under af-snit IV.

g. Københavns byggelov.

I Københavns kommune gælder bestemmel-serne i Københavns byggelov (lov nr. 149 af29. marts 1939).

I henhold til denne lovs § 19, stk. 1, er deten betingelse for nye private gaders anlæg, atde er udlagt ved anmærkningsfrit lyst retnings-plan. Gaderne skal i 1. grundkreds have enbredde på mindst 15 m og i de andre grund-kredse mindst 20 m. De foran omtalte regler ilandsbyggeloven om retningsplaner svarer i øv-rigt stort set til bestemmelserne i Københavnsbyggelov.

Magistraten kan i henhold til § 19, stk. 2,bestemme, at en gade skal udlægges med større

bredde end ovenfor angivet mod erstatning fordet hertil fornødne grundareal. Kommunenskal i så fald tillige deltage med en forholds-mæssig andel i udgifterne ved gadens anlæg.

Anlæg af en gade skal i henhold til § 19,stk. 4, ske i overensstemmelse med en af ma-gistraten godkendt arbejds- og detailplan, inde-holdende bl. a. angivelse af profiler, tilslutningtil andre gader samt nærmere bestemmelser omden tekniske udførelse af anlægsarbejdet og dematerialer, der skal anvendes.

Københavns byggelov anvender udtrykket»gade« i betydningen gade, vej eller plads, så-vel offentlig som privat. På stier kommer lovensbestemmelser til anvendelse i det omfang, dehensyn, der ligger til grund for lovens bestem-melser om gader, efter magistratens skøn gørdem anvendelige (§ 15).

I henhold til lovens § 16 sker godkendelseaf gader ved optagelse i magistratens gadefor-tegnelse med angivelse af, om gaden er offent-lig eller privat. Ikke anlagte gadestrækninger,hvis udlæg er godkendt af magistraten, optagesi et særligt afsnit af gadefortegnelsen. Bestem-melser, der af private måtte være truffet medhensyn til bl. a. adgang fra grunden til gaden,er kun bindende for det offentlige, når de eroptaget i gadefortegnelsen.

§ 21 indeholder bestemmelse om de såkaldteudvidelseslinier. I henhold til denne bestem-melse kan det kræves, at enhver bebyggelse veden gade i 2.-4. grundkreds skal holdes i en af-stand af indtil 10 m fra gadens midtlinie. Nårder i henhold til denne bestemmelse kræves til-bagerykning til en fastlagt udvidelseslinie, kanarealet mellem denne og den tidligere gadelinietil enhver tid kræves afgivet til gadens udvi-delse uden vederlag.

For at sikre mulighed for gadeudvidelse kankommunalbestyrelsen i henhold til § 22 træffebeslutning om pålæg af byggelinier for (offent-lige og private) gader uden for 1. grundkreds.Byggelinieafstanden fra gadens midtlinie er i 2.grundkreds indtil 12,5 m og i 3. og 4. grund-kreds indtil 15 m.

I henhold til § 26 skal ethvert grundstykkeindhegnes mod tilstødende gade i det omfang,det ikke er bebygget umiddelbart i gadelinien.Magistraten kan dog, når forholdene skønnesat tale derfor, fritage for denne hegnspligt.Med hensyn til istandsættelse, vedligeholdelseog belysning af uindhegnede arealer kan vej-lovgivningens bestemmelser (her tænkes hoved-sagelig på den københavnske gadelov af 1857)bringes til anvendelse. Dele af sådanne arealer,

der har karakter af færdselsareal, skal, når ma-gistraten forlanger det, holdes åbne for almin-delig færdsel, hvorhos magistraten bestemmer, ihvilket omfang de for gader i øvrigt gældendebestemmelser skal finde anvendelse.

I henhold til § 27 udøves den almindeligeforvaltningsmyndighed over anlagte gader afmagistraten, der, når omstændighederne talerderfor, kan tillade en råden over en gadesgrund, der går ud over, men ikke må komme istrid med dens bestemmelse at tjene som ad-gangs- og lysningsareal. Magistraten kan ladeforetage sådanne forandringer ved gaders ind-retning eller anlæg, som skønnes nødvendigeeller tilrådelige af færdselsmæssige eller an-dre almene hensyn, derunder hel eller delvis af-spærring af en gade for gennemgående færdsel.(Se om denne bestemmelse også nedenfor, af-snit IV).

I henhold til § 28 sker nedlæggelse af privatgadeareal ved retningsplan.

h. Frederiksbergs bygningslov.I henhold til § 6 i bygningsloven for Frede-

riksberg kommune (lovbekendtgørelse nr. 212af 1. august 1912) må ingen bygning påbegyn-des, forinden vejvæsenet har bestemt, i hvilkenhøjde den skal lægges. På en grund, der ikkeligger ved en af kommunalbestyrelsen godkendtoffentlig eller privat gade eller vej, må byg-ninger først påbegyndes, når derfra er udlagten vej af tilstrækkelig bredde og i en hensigts-mæssig retning ud til en tilstødende offentligvej. Den del af ejendommen, hvor der findesbygninger, må, når den ikke ligger ved en afkommunalbestyrelsen godkendt offentlig ellerprivat gade eller vej, ikke særskilt matrikuleres,forinden der til parcellen er udlagt en vej af til-strækkelig bredde og i hensigtsmæssig retningud til en tilstødende offentlig vej. Kommunal-bestyrelsen bestemmer i de nævnte tilfælde,når og hvorledes vejen skal anlægges, samthvorledes der skal forholdes med overkørslertil samme. Som regel skal det kræves, at gadeneller vejen skal have en bredde af 20 m. Dennebredde kan dog på visse betingelser nedsættestil 12,5 m.

I lovens § 10 bestemmes ligeledes, at ingenny gade må have en mindre bredde end 20 m,hvilken bredde for private gaders vedkommen-de på visse betingelser kan nedsættes til 12,5 m.Før en ny gade anlægges, skal kommunalbesty-relsen have anerkendt, at den er udlagt i hen-sigtsmæssig retning og niveau. Ved bedømmel-sen af den hensigtsmæssige retning skal der ik-

33

ke blot tages hensyn til gadens beliggenhed påselve det pågældende grundstykke, men også tilhele det system af gader, der efter forholdenepå vedkommende sted vil være det hensigts-mæssige.

Lovens §§ 11 og 13 indeholder bestemmelser,der tager sigte på udvidelser af de ved lovensikrafttræden eksisterende veje af mindre breddeend de i loven for nye veje fastsatte bredder.Bestemmelserne er i praksis fortolket således, at§ 11 omfatter opførelse af bygninger på hidtilubebyggede grunde, og § 13 omfatter ny bebyg-gelse på grunde, der var bebygget. Kommunal-bestyrelsen kan ved bebyggelse på hidtil ube-byggede grunde i henhold til § 11 forlange, atbebyggelsen skal holdes i en afstand af indtil10 m fra vejens midtlinie. Ved opførelse af nybebyggelse på grunde, der var bebygget førlovens ikrafttræden, kan kommunalbestyrelseni henhold til § 13 forlange, at bebyggelsen skalholdes i en afstand af indtil 6,25 m fra vejensmidtlinie eller, såfremt vejen betragtes som enhovedfærdselslinie, i en afstand af indtil 10 mfra vejens midtlinie. Arealerne mellem den eks-isterende vejlinie og den fremtidige vejliniekan fordres afgivet til vejens udvidelse uden er-statning, såfremt bebyggelsen opføres med enhøjde, der svarer til den fremtidige vejbredde.

B. KRITIK AF NUGÆLDENDERETSTILSTAND.

Som angivet i kap. I er det blevet kritiseret,at reglerne om udlæg og anlæg af private fæl-lesveje inden for de samme områder hyppigtfindes både i vej vedtægt og i bygningslovgiv-ningen, og at de to sæt regler i mange tilfældeikke er indbyrdes overensstemmende, ligesomdet normalt ikke er angivet, hvilket af de to sætregler der i det enkelte tilfælde finder anvendel-se. Som ligeledes angivet i de indledende be-mærkninger er der efter gennemførelsen aflandsbyggeloven af 1960 et særligt behov for enajourføring af lovgivningsgrundlaget for deprivate fællesveje i købstæderne og de bymæs-sige kommuner.

Der er i udvalget enighed om, at spørgsmåletom en revision af vej bestemmelserne i Køben-havns byggelov udskydes, indtil der foretagesen almindelig revision af denne lov.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger(kap. I) har vej ved tægtsud valget for de køben-havnske omegnskommuner over for nærværen-de udvalg gjort gældende, at en ændring af denhidtil gældende lovgivning måtte anses for øn-

31

skelig på en række punkter (jfr. nærmere bilag2). Omegnskommunernes vejvedtægtsudvalghenledte i så henseende bl. a. opmærksomhedenpå, at det må anses for ønskeligt, at der i vej-lovgivningen bliver givet udtrykkelig hjem-mel til optagelse i vej vedtægter af bestemmelserom klassificering, udlæg og anlæg af privateveje med et tilsvarende indhold som bestemmel-serne i §§ 2—4 i byplanlaboratoriets standard-vedtægt. Vejvedtægtsudvalget fremhævede i sinbetænkning af 15. marts 1957, at netop reg-lerne om udlæg og anlæg af private fællesvejemåtte anses for en særlig nødvendig bestanddelaf vejvedtægterne.

Det er såvel i vejvedtægtsudvalget som i nær-værende udvalg af de dér repræsenterede kom-munale vejteknikere fra kommunerne uden forKøbenhavn gjort gældende, at det af hensyn tilde tekniske krav, der må stilles til de privatevejanlæg fra kommunernes side, er nødvendigt,at der gennemføres en klassificering af dissevejanlæg allerede i forbindelse med udstyknin-gerne. En sådan klassificering er ikke direktehjemlet i bygningslovgivningen. Ved en klassi-ficering vil opnås en bedre planlægning af detprivate vejnet, der herigennem kan differenti-eres under hensyn til den forventede færdsel.En placering af de herhen hørende bestemmel-ser i vejlovgivningen i stedet for i bygningslov-givningen vil efter de pågældende medlemmersopfattelse understrege, at der skal tages vej tek-niske og færdselsmæssige hensyn ved godken-delsen af udlægget og anlægget af de trafikaltset mest betydende private fællesveje, som imange tilfælde senere overtages som offentlige,0')Disse medlemmer anser det også for en svag-hed ved den nugældende retstilstand, at der ik-ke i vejlovgivningen findes hjemmel for kom-munerne til at gennemtvinge private vejanlægover trediemands grund (bortset fra de undta-gelsestilfælde, hvor sådanne private vejanlæger hjemlet ved vejbestyrelseslovens §§ 32 og 37for at tilvejebringe fornøden adgang til arealer,der ikke kan få direkte adgang til offentlig vej).Anvendelse af retningsplaner til gennemførelseaf sådanne vejanlæg må efter de pågældendemedlemmers opfattelse anses for at være en forbesværlig fremgangsmåde. Det må endelig an-ses for påkrævet, at der i forbindelse med vej-udlægget sikres de fornødne arealer til parke-rede og holdende vogne.

Boligministeriets repræsentanter har hertilbemærket, at man fuldt ud anerkender nødven-digheden af en forsvarlig teknisk standard afogså private veje, men at navnlig kravene til ud-

o) &j af der~ ved Lxjl&cj af private vej&nna

£ikv& ae jornoctna parkçrirttffAfc'dtT-

lægget af sådanne veje har nøje sammenhængmed karakteren og omfanget af den kommendebebyggelse ved vejene. De private veje bør der-for planlægges sammen med bebyggelsen og ik-ke alene ud fra vej tekniske hensyn, der må an-tages ofte at ville føre til et for stift system.Navnlig kan det ikke være rigtigt, at privateveje planlægges med henblik på deres senereovertagelse som offentlige veje. Hvis de på-gældende veje påregnes at skulle have en såstor betydning for den gennemgående færdsel,bør de straks anlægges som offentlige veje. Sær-ligt for så vidt angår sikring af fornødne arealertil parkerede og holdende vogne er gjort gæl-dende, at vej arealerne principielt bør friholdesfor parkering, at dette synspunkt ligger tilgrund for byggelovgivningens bestemmelser om,at der ved enhver ny bebyggelse skal tilveje-bringes fornødne parkeringsarealer på grunden,og at en adgang for vejmyndighederne til atstille krav om en øget udlægsbredde omfatten-de arealer til holdebaner og parkeringsarealerpå denne baggrund vil kunne medføre et unød-vendigt spild af arealer. Særligt for så vidt an-går et påkrævet vejanlæg over trediemandsgrund er gjort gældende, at et sådant vejanlægprincipielt bør gennemføres på grundlag af enretningsplan i medfør af landsbyggeloven,hvorved der samtidig sker en planlægning afbebyggelsen.

Boligministeriets repræsentanter har henvisttil, at erstatning for en egentlig ekspropriationmå afholdes af det offentlige, men har pegetpå, at en retningsplan i medfør af landsbygge-loven kan indeholde bestemmelser om en ud-ligning af de af planen omfattede grundejeresog andre rettighedshaveres samt kommunensøkonomiske interesser. Det bemærkes herved,at retningsplaner tilvejebringes enten ved enig-hed mellem samtlige grundejere og kommuneneller ved afgørelse truffet af den ved landsbyg-gelovens nedsatte domstollignende regulerings-kommission.

Disse synspunkter er blevet imødegået af dekommunale vejteknikere i vej lo vsud valget frakommuner uden for Københavns kommuneog af ministeriet for offentlige arbejders repræ-sentanter. Disse medlemmer har anført, at detikke i alle tilfælde vil være rimeligt, at det of-fentlige skal påtage sig byrden ved at anlæggesamtlige de veje som offentlige, som senere kanforventes overtaget som offentlige, og det harsom bekendt været en almindelig praksis atovertage private veje som offentlige, når defik trafikal betydning for en større kreds end

lodsejerne ved vejen. Navnlig i tilfælde afstore, samlede udstykninger må det anses forrimeligt, al: den udstykkende som led i udstyk-ningen tilvejebringer alle nødvendige vejanlæg,selv om en enkelt eller nogle få af de vigtigsteveje senere kan tænkes overtaget som offentlige.Bygningslovgivningens regler om tilvejebrin-gelse af parkeringsarealer finder endvidere kunanvendelse i tilfælde af ny bebyggelse, menkan ikke benyttes over for bestående bebyggelselangs en ny privat vej. De pågældende med-lemmer er enige i, at de private veje i byerne harnær relation til bebyggelsen, men planlægnin-gen af det lokale private vejnet bør ske i for-bindelse med planlægningen af det offentligevejnet og under fornøden hensyntagen til færd-selsmæssige og vej tekniske forhold. Hvad der-imod angår betalingen for vejanlæg over tredie-mands grund, har det altid været ministeriet foroffentlige arbejders opfattelse, at ekspropriati-onsudgifter må afholdes af det offentlige og ik-ke af de lodsejere, der har interesse i vejanlæg-get. Tilsvarende synspunkter har ministeriet foroffentlige arbejder anlagt med hensyn til vej-bidrag til offentlige veje, jfr. nærmere kap. V.

C. UDVALGETS FORSLAG.

1. Forholdet til landsbyggeloven.Ved behandlingen af forholdet mellem byg-

ningslovgivningen og vejlovgivningen, hvorun-der de foran citerede principielle synspunkterblev gjort gældende, har udvalget set det somsin opgave at fremkomme med forslag til ennærmere gennemførelse af den ved forberedel-sen af landsbyggeloven forudsatte ændrede af-grænsning mellem landsbyggeloven og vejlov-givningen.

Der er herefter i udvalget opnået enighed om,at hensynet til de private vejes færdselsmæssigebetydning tilsiger, at en lov om private fælles-veje bør indeholde de i det vedlagte udkast an-givne regler om udlæg af private fællesveje,herunder om vejbredder, om vejanlæg som be-tingelse for udstykning, om byggelinier forvisse private fællesveje, om anlæg af privatefællesveje, om hjørneafskæring og om nedlæg-gelse af private fællesveje, jfr. i øvrigt nærmerenedenfor under 4 og 5.

2. Klassificering af de private veje.Som grundlag for de tekniske krav, der kan

stilles til private veje, herunder disses ud-lægsbredde, og for at understøtte en hensigts-mæssig planlægning af disse veje foreslås der

35

gennemført en ensartet funktionel inddeling afde private fællesveje i købstæderne og de by-mæssige kommuner (udkastets § 17). Der fo-reslås indført 4 klasser af private fællesveje.

Klasse I skal efter forslaget omfatte veje,som forventes at få betydning for færdselen udover det lokale område, hvorigennem de for-løber. Udvalget har fundet det rigtigst at givesærlige regler om de vigtigste veje, der udlæg-ges i forbindelse med udstykning, da de efterderes færdselsmæssige karakter må forlanges ud-ført med en særlig standard, og de i øvrigt imange tilfælde senere kan forventes over-taget som offentlige. Under hensyn hertil ogfor at understrege, at kun en mindre del af deprivate fællesveje skal henføres til klasse I,foreslås det tillige, at der til klassificering af enprivat fællesvej eller en udlagt privat fællesvejsom vej under klasse I udkræves samtykke fravedkommende højere vejmyndighed.

Efter forslaget skal private fællesveje af klas-se II omfatte veje, som ikke har eller forventesat få betydning for færdselen ud over det lo-kale område, hvorigennem de forløber. Da de-finitionen således er negativ, drejer det sig omveje, der er meget forskelligartede i færdsels-mæssig henseende. Efter forslaget skal de på-gældende veje endvidere være private fælles-veje i traditionel forstand, d.v.s., at de skal be-tjene flere særskilt matrikulerede og i særligteje værende ejendomme.

Spørgsmålet om vejbredder for private fæl-lesveje af klasse I og II er på en række møderblevet gennemdrøftet i udvalget. De i udvalgetrepræsenterede vejteknikere fra kommuneruden for København har ønsket, at vejbredder-ne i lighed med det foreliggende udkast fravejvedtægtsudvalget for Københavns omegns-kommuner skulle sættes til 18-22 m for vejeaf klasse I og 10-18 m for veje af klasse IIefter forvaltningsmyndighedens nærmere be-stemmelse og med tillæg af fornødne arealer tilparkeringsplads eller holdebane. Boligministe-riets repræsentanter har næret betænkelighedved at pålægge lodsejerne vederlagsfrit at ud-lægge vej arealerne i så store bredder som foranangivet. Hvis færdselsmæssige hensyn tilsigersærligt store vejbredder, må det offentlige be-tale derfor. Retspræsident Abitz, der har kun-net tiltræde boligministeriets synspunkter i såhenseende, har tilføjet, at de private veje i for-bindelse med udformningen af planerne for deoffentlige veje bør planlægges således, at der såtidligt som muligt forberedes et efter grundenesbenyttelse og færdslen udformet stærkt differen-

tieret vejnet. Kommunerne bør ikke uden er-statning kunne kræve arealer til private vejeudlagt i større omfang, end selve grundenes be-nyttelse og de af denne rejste særlige færdsels-behov motiverer.

Københavns og Frederiksbergs repræsentan-ter har ønsket vejudlægsbredderne fastsat tilnormalt 20 m i overensstemmelse med bygge-lovene for de to kommuner.

Efter denne drøftelse er der mellem udval-gets medlemmer enighed om, at færdselsmæs-sige hensyn tilsiger, at private fællesveje afklasse I og II (uden for København) bør kun-ne kræves udlagt i en bredde af indtil 18 m.Efter den nugældende lovgivning kan privateveje som nævnt kræves udlagt i en bredde afindtil 20 m. Der er ligeledes enighed om, at detunder hensyn til mulighederne for udnyttelsenaf de tilstødende grunde må anses for rimeligt,at lodsejerne vederlagsfrit stiller de pågældendearealer til rådighed forudsat, at de selv tagerinitiativet til vejudlægget eller til en udstyk-ning (jfr. udkastets §§ 18 og 19). Såfremtkommunen derimod kræver vejudlæg overtrediemands grund eller selv foretager vejudlæg,bør den betale for de pågældende arealer, nårde kræves stillet til rådighed for vejanlægget(udkastets § 25, stk. 4, sammenholdt med § 18,stk. 2, 2. pkt., og § 19, stk. 2 og 3). Det er enselvfølge, at hensynet til en rimelig planlæg-ning og differentiering af det private vejnettilsiger, at der ved de enkelte vejudlæg ikkestilles krav om en større udlægsbredde end nød-vendigt.

Under hensyn til den særlige betydning forfærdselen, som vil tilkomme private fællesvejeaf klasse I, foreslås der for disse vejes ved-kommende tillagt forvaltningsmyndighedenhjemmel til at kræve en udlægsbredde på 22 m,men de sidste 4 m kan efter forslagets § 25,stk. 4, kun kræves stillet til rådighed for vej-anlægget mod erstatning. I § 20, stk. 2, foreslåsendvidere givet forvaltningsmyndigheden hjem-mel til at pålægge byggelinier for veje af klasseI (men ikke klasse II) med en indbyrdes afstandaf indtil 30 m ligesom for biveje i henhold tilvejbestyrelseslovens § 40, stk. 1. (I modsætningtil, hvad der gælder for biveje, er der dog ikkemulighed for med vedkommende højere vej-myndigheds samtykke at forøge byggelinieaf-standen ud over 30 m). Reglerne i vejbestyrel-seslovens § 46 om lodsejernes adgang til atkræve et areal overtaget af kommunen, hvisbyggelinien hindrer ejeren i at udnytte arealetpå en efter ejendommens beliggenhed og øv-

36

rige beskaffenhed økonomisk rimelig og for-svarlig måde, svarende til den af andre tilstø-dende eller omliggende arealer faktisk stedfin-dende udnyttelse, foreslås også bragt til anven-delse ved byggeliniepålæg i henhold til privat-vej sloven (udkastets § 24, stk. 3). En tilsva-rende adgang foreslås givet ejeren i tilfælde afbeslutning om øget udlægsbredde i henhold til§ 20, stk. 1. Ligeledes i overensstemmelse medvejbestyrelseslovens byggeliniebestemmelser fo-reslås det i § 25, stk. 4, at arealer, der liggerforan en i henhold til § 20 pålagt byggelinie,kun kan kræves stillet til rådighed for vejan-lægget mod erstatning.

Private fællesveje af klasse III er efter for-slaget sådanne private veje, som ikke er privatefællesveje i traditionel forstand (d.v.s., at deikke betjener flere særskilt matrikulerede og isærligt eje værende ejendomme), men somtjener som færdselsarealer for mere end 7 par-celhuse eller mere end 12 beboelseslejlighederog er mindst 40 m lange. Disse veje må efterudvalgets opfattelse behandles på en særligmåde, da de knytter sig nærmere til bebyggel-sen end de andre kategorier af veje. Det fore-slås derfor, at der ikke kan kræves en større ud-lægsbredde end 10 m for veje af denne kategori.

Endelig foreslås det for landbrugs- og skov-bmgsveje (klasse IV), at der kan kræves enudlægsbredde på indtil 7 m. Denne breddeskulle være tilstrækkelig for veje af denne sær-lige kategori.

Til disse 4 klasser af fællesveje kommer pri-vate stier, som af forvaltningsmyndighedenhenføres under lovens bestemmelser, jfr. ud-kastets § 1, stk. 4. Disse stier kan være af me-get forskellig karakter lige fra særlige cykel- oggangstisystemer og aflastningsstier for offent-lige veje og til stier, som alene anvendes somdriftsstier for landbruget. Udvalget har ikkeforeslået nogen entydig klassificering for dissestier, men det fremgår af udkastets § 1, stk. 4,at vedkommende kommunale myndigheder medde fornødne lempelser kan anvende lovudka-stets bestemmelser, herunder også klassificering,på stier.

3. Vejregler.For at de krav, der stilles af forvaltningsmyn-

digheden ved udlægget af private fællesveje,kan blive så hensigtsmæssige som muligt, er deti lighed med bestemmelsen i vejbestyrelseslo-vens § 21, stk. 3, om vejregler for offentligeveje i udkastets § 18, stk. 4, foreslået, at mini-steren for offentlige arbejder skal udfærdige

almindelige regler for private fællesvejes li-nieføring, længde- og tværprofiler m. v. tilvejledning for forvaltningsmyndighederne. Un-der hensyn til den nære forbindelse mellem deprivate fællesveje og den omgivende bebyggel-se foreslås det, at vejreglerne for de privatefællesvejes vedkommende skal udfærdiges eftersamråd med boligministeren.

4. Krav ved vejudlæg.Der er endvidere i § 18, stk. 3, givet visse

direktiver til forvaltningsmyndigheden med hen-syn til, hvad denne skal påse ved godkendelseaf ildlægget af private fællesveje. Ved dennebestemmelse har man søgt både at tilgodesefærdselsmæssige hensyn og hensynet til bebyg-gelsen, herunder også foreliggende byplandis-positioner.

Det foreslås i § 18, stk. 2, i udkastet ud-trykkeligt angivet, at vejudlægget i almindelig-hed skal foretages af vedkommende grundesejere. Denne bestemmelse er i overensstemmelsemed den hidtidige retstilstand. Det har imidler-tid vist sig, at der i mange tilfælde kan opståbehov for, at det vejudlæg, som foretages overen enkelt privat grund, også kan kræves fortsatind på den tilstødende grund, selv om denneer i privat: eje. Det kan endvidere i mange til-fælde anses for praktisk, at forvaltningsmyndig-heden selv kan foretage udlæg af private veje.Der foreslås derfor i lighed med landsbyggelo-vens § 25 om retningsplaner i § 18, stk. 2, gi-vet udtrykkelig hjemmel i begge henseender.Hvis vejudlæg kræves foretaget på trediemandsgrund, eller kommunen selv foretager vejudlæg,skal den som foran nævnt efter udkastet betalefor arealerne, når de kræves stillet til rådighedfor vejanlægget.

Under hensyn til den betydning, det må til-lægges, at der kan gennemføres oversigtsservi-tutter ikke alene ved private vejes indmundin-ger i offentlige veje, men også ved skæringermellem private veje indbyrdes, foreslås det i §18, stk. 5, i udkastet, at forvaltningsmyndig-heden kan foretage ekspropriation til tilveje-bringelse af fri oversigt ved vejsving eller vej-kryds på udlagte private fællesveje, såfremt ser-vitutten skal pålægges arealer, der ikke ejes afden eller de grundejere, der foretager vejudlæg-get, og frivillig overenskomst om servitutpålæg-get ikke kan opnås med ejerne af disse arealer.Det er også for disse tilfælde udtrykkeligt fast-slået i udkastet, at udgifterne skal afholdes afkommunens kasse.

I betragtning af, at landsbyggeloven i til-

37

fælde af ny bebyggelse giver hjemmel til til-vejebringelse på privat grund af de fornødnearealer til parkerede og holdende vogne (jfr.nærmere bygningsreglementets kap. 2), harudvalget ikke fundet det nødvendigt at foreslåindført almindelige regler om tilvejebringelseaf parkeringspladser og holdebanearealer i for-bindelse med udlæg af private fællesveje. Til-stedeværende bebyggelse langs en vej eller enstrækning af en vej, der udlægges, kan imidler-tid undtagelsesvis bevirke, at der ikke i medføraf bygningslovgivningen kan fremskaffes defornødne holde- og parkeringsarealer på de tilden nye vej grænsende grunde. Det foreslås der-for, at forvaltningsmyndigheden i sådanne til-fælde kan kræve udlagt holdebanearealer meden samlet bredde af indtil 6 m ud over denforeskrevne maksimale udlægsbredde. I stedetherfor kan kræves udlagt et hertil svarendeareal til samlet parkeringsplads. Ligesom efterde tilsvarende regler i bygningslovgivningenhar man fundet det rimeligt, at lodsejerne ve-derlagsfrit stiller de pågældende arealer til rå-dighed. Forslaget omfatter kun veje af klasseI—III, da problemet næppe vil komme fremved udlæg af veje, der alene betjener land-brug, skovbrug eller gartneri (klasse IV-veje).

5. Udlæg i henhold til landsbyggeloven.Såfremt udlæg af private fællesveje i hen-

hold til landsbyggeloven sker samtidig medplanlægning af bebyggelsen, ville det medføreunødvendig administration, såfremt udlægsreg-1erne i den foreslåede privatvej slov tillige skul-le iagttages. Det foreslås derfor i udkastets §28, stk. 1, at reglerne om vejudlæg i privatvejs-loven ikke skal finde anvendelse, når fastlæg-gelsen af private veje sker ved retningsplan, re-guleringsplan eller udredningsplan i henhold tillandsbyggeloven. Da de som klasse III betegne-de veje i særlig grad har sammenhæng med be-byggelsen, foreslås det for disse vejes vedkom-mende endvidere i udkastets § 28, stk. 2, at ud-lægsreglerne i den foreslåede privatvejslov ikkeskal finde anvendelse, hvis vejene er omfattetaf en bebyggelsesplan, der har været forelagtdet i landsbyggelovens § 9 omhandlede byg-ningsråd i vedkommende kommune. Bestem-melsen i udkastets § 28 betyder imidlertid alene,at udlægsreglerne i den foreslåede privatvejslovsættes ud af kraft, når vejudlægget sker i hen-hold til landsbyggeloven og ikke efter privat-vej sloven. De øvrige regler i den foreslåede pri-vatvejslov, f. eks. om klassificering, anlæg,istandsættelse og vedligeholdelse af private

fællesveje i byerne, gælder også for veje, der erudlagt i henhold til landsbyggeloven. Det fore-slås derfor i § 28, stk. 3, at der i sådanne til-fælde skal gives underretning til forvaltnings-myndigheden (for så vidt denne ikke er iden-tisk med bygningsmyndigheden) om det i hen-hold til landsbyggeloven stedfundne vejudlæg,hvorefter forvaltningsmyndigheden træffer be-stemmelse om vejens fremtidige klasse og opta-ger vejen på vej fortegnelsen. Ved den pågæl-dende klassificering kan naturligvis ikke fore-tages ændring i de i henhold til landsbyggelo-ven trufne bestemmelser.

6. Anlæg af udlagte veje.Ifølge landsbyggelovens § 22, stk. 6, bestem-

mer kommunalbestyrelsen, i hvilket omfang ogtil hvilke tidspunkter de veje, hvortil et grund-stykke grænser op, skal bringes til udførelse.Under den hidtidige retstilstand har det i man-ge tilfælde været vanskeligt for de kommunalemyndigheder at få gennemført anlægget af ud-lagte private fællesveje, hvis ikke der i forbin-delse med udlægget er blevet tinglyst en dekla-ration om, at kommunen er berettiget til at for-dre, at vejen anlægges, når kommunen bestem-mer det. Under hensyn til, at sådanne deklara-tioner langt fra er blevet udfærdiget i alle til-fælde, at regler om istandsættelse af privatefællesveje kun kan anvendes til at kræve gen-nemført anlæg af en udlagt vej, når den er ta-get i brug, og at landsbyggelovens § 22, stk.6, forudsættes ophævet i forbindelse med gen-nemførelsen af en lov om private fællesveje, fo-reslås det i § 25, stk. 1, at forvaltningsmyndig-heden skal kunne bestemme, i hvilket omfangog på hvilke tidspunkter en udlagt og på vej-fortegnelsen optaget privat fællesvej med tilhø-rende afløb skal anlægges. Denne beføjelse fo-reslås udstrakt til de tilfælde, hvor en vej ikkeer optaget på vej fortegnelsen, men fastlagt vedbyplanvedtægt. I forbindelse med denne bestem-melse foreslås der gennemført visse erstatnings-regler, idet det i § 25, stk. 3, foreslås, at ejerenskal kunne forlange erstatning for nedrivningaf bygninger, fjernelse af andre anlæg af bli-vende karakter, tab af hegn, beplantning og af-grøder samt for ulemper, såfremt anlægget skerefter krav af forvaltningsmyndigheden. Det erdog naturligvis en forudsætning, at bygninger-ne m. v. er lovligt anbragt på de pågældendearealer og således ikke strider mod det god-kendte vejudlæg m. v. Derimod kan selve area-lerne i de udlagte veje kræves stillet til rådig-hed uden vederlag. Dette gælder dog efter ud-

38

kastets § 25, stk. 4, ikke arealer, der er fastlagtved byplanvedtægt og ikke senere optaget påvej fortegnelsen, og heller ikke arealer, der ihenhold til krav fra forvaltningsmyndighedener udlagt i forbindelse med en omklassificeringefter § 17, stk. 4, i udkastet eller er udlagt overtrediemands grund i henhold til forvaltnings-myndighedens bestemmelse efter § 18, stk. 2, 2.pkt, jfr. § 19, stk. 2 og 3, eller er udlagt afforvaltningsmyndigheden selv efter § 18, stk. 2,3. pkt.

I lighed med en række bestemmelser i fore-

liggende vej vedtægter foreslås det i § 26, atudlægget af en privat fællesvej skal være god-kendt, inden vejen anlægges eller tages i brug,og at forvaltningsmyndigheden endvidere forveje af klasse I—III skal have godkendt et de-tailprojekt til vejanlægget, herunder længde- ogtværprofil, befæstelse, afvanding m. v. Bag-grunden for denne bestemmelse er, at de fore-slåede regler om vejudlæg, vejbredder m. v. vil-le kunne omgås, hvis lodsejerne kunne tage depågældende veje i brug uden forvaltningsmyn-dighedens godkendelse.

39

IV. Istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje i byerneog anden råden over sådanne veje

1. NUGÆLDENDE RETSTILSTAND.Den københavnske gadelov af 14. december

1857 med senere ændringer indeholder (for-uden bestemmelser om vandløb) dels reglerom offentlige veje (§§ 1-7), dels regler omprivate veje (§§ 8 og 9). Det samme gælderde vej vedtægter, som med hjemmel i § 4 i lovnr. 85 af 31. marts 1926 og § 23 i købstad-kommunalloven (lovbekendtgørelse nr. 328 af6. juli 1950) er blevet indført i så godt somalle købstæder og flækker, og de vejvedtægter,som i henhold til lov nr. 90 af 23. marts 1932(tidligere lov nr. 85 af 1. april 1925) er gen-nemført i et stort antal bymæssige kommuner.(Vandløbsbestemmelserne findes derimod kun ibegrænset omfang i vejvedtægterne)*).

I dette kapitel skal kun omtales de bestem-melser, der vedrører private veje, medens be-stemmelserne om de offentlige veje (navnligom bidrag hertil) vil blive behandlet i kap. V.Som anført i kap. II er det udtrykkeligt angiveti § 12 i loven af 14. april 1865 om istandsæt-telse og vedligeholdelse af private fællesveje,at denne lovs regler ikke finder anvendelse iKøbenhavns kommune, og det er ministerietfor offentlige arbejders opfattelse, at dennelovs regler heller ikke kommer til anvendelse ikommuner (eller dele af kommuner), hvor derved vejvedtægt er givet udtømmende regler omistandsættelse og vedligeholdelse af private veje.

a. Hvad forstås ved »istandsættelse« og»vedligeholdelse« ?

Den københavnske gadelovs bestemmelserom vedligeholdelse og istandsættelse af privateveje går nærmere ud på, at de private gader,veje og pladser, som tjener til brug for fleresærskilte ejendomme (d.v.s. private fællesveje),skal holdes i farbar stand af de tilstødende

*) Se nærmere E. A. Abitz »Vejenes Retsforhold«,p. 269-277 og 298-301, og »Håndbog for danskekommuner« III, p. 1085-89.

grundes ejere. Kommunen bestemmer, på hvil-ken måde sådanne gader skal istandsættes ogvedligeholdes, for at den nævnte hensigt kannås, hvilken andel af arbejdet hver enkelt lods-ejer skal lade udføre, og hvornår det skal væretilendebragt. Hvis arbejdet ikke bringes til ud-førelse, lader kommunen det udføre for ved-kommende grundejers regning. Kommunen kani øvrigt også efter overenskomst med grund-ejerne overtage istandsættelsen og vedligehol-delsen af en privat vej for grundejernes reg-ning. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, aten overenskomst herom, indgået med mindst2/3 af de tilstødende grundes ejere, repræsen-terende mindst ~[?> af den samlede ejendoms-værdi, skal være bindende for samtlige ejereved vejen (lovens § 8, henholdsvis stk. 1 og 5).

Vej vedtægternes regler herom er normalt ud-formet i ret nøje overensstemmelse med gade-lovens regler. Dog anvender vej vedtægternenormalt udtrykket »god og farbar stand« i ste-det for »farbar stand«. Udtrykket »istandsæt-telse« anvendes i almindelighed om foranstalt-ninger, hvorved der sker en forbedring af vejen,medens »vedligeholdelse« anvendes i betydnin-gen udbedring af mangler ved vejen.

Medens Københavns kommune ikke anven-der gadelovens § 8, stk. 1, til at kræve gennem-ført en egentlig forbedring af en privat gade udover de krav, der blev stillet til gaden ved densanlæg, anvender de fleste andre kommunerimidlertid den dertil svarende (men formentligogså noget videregående) bestemmelse i vej-vedtægterne til at kræve en forbedring afvejen i forhold til dens standard ved anlægget,hvis færdselsforholdene senere kræver det. Mi-nisteriet for offentlige arbejder har erklæretsig enigt med disse kommuner i, at bestemmel-sen må give hjemmel til at stille sådanne krav.Ministeriet har således fået forelagt en sag fraen af Københavns omegnskommuner. Kommu-nalbestyrelsen i denne kommune havde i hen-hold til vej vedtægten krævet, at en privat vej,

•10

der med kommunens godkendelse var anlagtsom slaggevej uden fortove, og som ikke agte-des overtaget som offentlig, skulle forsynes medfast belægning af kørebanen, med flisefortoveog granitkantsten. Da lodsejerne klagede tilamtsrådet over kendelsen, erklærede amtsrådetsig enigt med kommunalbestyrelsen i, at de om-handlede krav kunne stilles, bortset fra kravetom tilvejebringelse af granitkantsten. Denneafgørelse blev forelagt for ministeriet for of-fentlige arbejder, der gav amtsrådet medhold.

b. På hvilke arealer kan reglerne anvendes?Reglerne om istandsættelse og vedligeholdelse

af private fællesveje antages i almindelighed atkunne anvendes på alle arealer, der faktisk tje-ner som færdselsarealer for flere særskilte ejen-domme, og dette gælder, uanset om arealet: »inogen henseende er tildannet til færdsel«. Det-te synspunkt er tiltrådt af ministeriet og i etenkelt tilfælde godkendt af domstolene, jfr.U.f.R. 1930-156. Hvis det angivne synspunktlægges til grund, kan kommunerne således be-stemme, at færdselsarealer, der er taget i brugsom vej uden nogen befæstelse eller andet an-læg, skal anlægges som vej.

Lov nr. 90 af 23. marts 1932 om vej vedtæg-ter i bymæssige kommuner definerer i stk. 3begrebet »vej« som ethvert areal, der er udlagttil vej. De fleste vej vedtægter for bymæssigekommuner indeholder følgelig en tilsvarendebestemmelse. Ministeriet for offentlige arbej-der har imidlertid som sin opfattelse udtalt, atdenne bestemmelse ikke betyder, at en kommu-ne kan bringe vej vedtægtens regler om istand-sættelse (anlæg) til anvendelse på nogle arealer,som ved en partiel byplan er fastlagt til frem-tidig anvendelse som vej, men som endnu ikkeer taget i brug i så henseende.

c. Fordelingen af vedligeholdelsen ogistandsættelsen.

Nogle kommuner (navnlig Københavns kom-mune og små, landligt prægede kommuner) på-lægger som hovedregel de enkelte lodsejere hverat vedligeholde det private vejstykke, der er be-liggende ud for deres ejendom. De fleste størrekommuner (men altså ikke København) an-vender derimod den praksis at bestemme, atistandsættelsen og vedligeholdelsen af privatefællesveje skal ske som samlede arbejder underkommunens kontrol.

Den københavnske gadelovs § 8 indeholderikke kriterier for, hvorledes udgifterne ved på-

budte istandsættelses- og vedligeholdelsesarbej-der skal fordeles, såfremt de udføres som sam-lede arbejder. Den eneste begrænsning, bestem-melsen udtrykkeligt gør i kommunens frie skøn,er, at kun tilstødende grundes ejere kan inddra-ges under forpligtelsen. Ministeriet har imid-lertid i tilfælde (uden for Københavns kom-mune), hvor det har drejet sig om større ogbekostelige arbejder, og hvor de til vejengrænsende ejendomme ikke var ganske ensar-tede, udtalt, at udgifterne ved sådanne arbejdermåtte fordeles mellem lodsejerne efter tilsva-rende kriterier, som var fastsat i § 4 i normal-vej vedtægten for købstæder for fordeling af vej-bidrag til offentlige veje (d.v.s. facadelængde,ejendomsværdi og måden, hvorpå ejendommenbenyttes), jfr. nærmere herom kap. V. Om til-fælde, hvor andre end ejerne af de tilgrænsendegrunde kan tilpligtes at bidrage til en privatfællesvejs istandsættelse eller vedligeholdelse, senedenfor afsnit d og f. Det er imidlertid mini-steriets faste praksis, at kommunerne i alle an-dre tilfælde alene bør holde sig til ejerne af detil selve vejen grænsende ejendomme, når derskal træffes bestemmelse om vejens istandsæt-telse eller vedligeholdelse. Kommunen bør der-for efter ministeriets opfattelse ikke træffe be-stemmelse om, at udførelsen og udgiftsforde-lingen af et samlet istandsættelses- og vedlige-holdelsesarbejde skal ske for flere veje under ét,end ikke, hvis de pågældende veje udgør enfærdselsmæssig enhed.

Selv om Københavns kommune som nævntprincipielt lader grundejerne vedligeholde ga-derne hver ud for sin ejendom, er det dog kom-munens praksis i henhold til gadelovens § 8,stk. 5, at indgå overenskomst med grundejerneom kommunens overtagelse af vedligeholdelsenfor deres regning, når grundejerne fremsætterønske derom. For så vidt angår nogle gader, der-under sådanne, som har en ikke ringe gennem-gående færdsel, men dog ikke overtages somoffentlige, betaler lodsejerne en fikseret, årligydelse, svarende til udgiften ved vedligeholdel-sen af en almindelig boligvej med nogen gen-nemgående færdsel. I enkelte tilfælde dækkerydelsen ikke udgifterne.

d. Betydningen af private aftaler.Ministeriet for offentlige arbejder har flere

gange udtalt, at et byråd ved fastsættelsen af deenkelte grundejeres vedligeholdelsespligt aleneer forpligtet til at tage hensyn til de i vej ved-tægten indeholdte regler og ikke behøver at se

41

hen til private aftaler, der er truffet mellemgrundejerne om vejenes vedligeholdelse, og atbyrådene, hvis de private aftalers indhold pånogen måde giver anledning til tvivl, alene børgå frem efter reglerne i vejvedtægten. Såfremtde tilgrænsende grundes ejere da mener at havekrav på, at andre i sidste instans skal betale ud-gifterne, må de søge deres formentlige ret her-til gennemført ved domstolene.

Det er i de senere år i flere tilfælde blevetstatueret ved domstolene, at selv gamle overens-komster, hvorefter den udstykkende har påta-get sig at vedligeholde en privat fællesvej moden nærmere aftalt årlig afgift fra de tilgræn-sende ejendommes ejere, skal respekteres uan-set, at de er indgået under et helt andet pris-niveau, og inden motoriseringen ændrede dekrav, der måtte stilles til boligvejes standard,jfr. f. eks. U.f.R. 1956-281 H og U.f.R. 1959-404 H (cfr. derimod 1953-532 H). De toførstnævnte domme statuerede dog, at den ihenhold til overenskomst vedligeholdelsesplig-tige ikke skulle refundere lodsejerne ved vejenden del af udgifterne ved et af kommunen på-budt istandsættelsesarbejde, som måtte anses forat være afholdt til en egentlig forbedring afvejen.

Spørgsmålet om kommunernes berettigelse tili henhold til private overenskomster at ind-drage andre end de tilstødende grundes ejereunder pligten til at deltage i udgifterne tilistandsættelsen eller vedligeholdelsen af privatefællesveje har ikke i sin renhed foreligget fordomstolene. Højesteret har imidlertid den 1.februar 1956 (U.f.R. 1956-268) statueret, atnogle grundejere, hvis ejendomme grænsedeop til en vej, som var blevet optaget som lan-devej, var pligtige at betale et bidrag, som ved-kommende kommunalbestyrelse havde pålagtdem til istandsættelse af samtlige private fæl-lesveje inden for en grundejerforenings områ-de. De pågældende grundejere skulle i henholdtil en deklaration, lyst ved udstykningen af de-res parceller, være medlemmer af en grundejer-forening, som i øvrigt hovedsagelig omfattedegrundene ved nogle private veje, og hvis for-mål var bl. a. at ordne vejanlæg og vedligehol-delse inden for foreningens område. Dommenkan imidlertid ikke siges klart at have fastslået,at kommunen var beføjet til at pålægge grund-ejerne ved landevejen at deltage i istandsættel-sen af de private fællesveje, da kommunen ikkevar part i retssagen, der blev ført mellemgrundejerforeningen og en af grundejerne vedlandevejen.

e. Kommunernes ansvar for manglende ved-ligeholdelse af private fællesveje.

Overensstemmende med reglerne i lov nr. 90af 23. marts 1932 indeholder de fleste vejved-tægter for de bymæssige kommuner bestemmel-se om, at der skal holdes årligt vejsyn. Tilsva-rende bestemmelse findes ikke i den køben-havnske gadelovs § 8, og kun få købstadskom-munale vejvedtægter har indført en tilsvaren-de regel. Bestemmelsen om afholdelse af årligtvej syn overholdes ikke af alle kommuner. Høje-steret har imidlertid tillagt den omstændighed,at vej syn ikke var afholdt, afgørende betyd-ning i en erstatningssag mod en bymæssig kom-mune. Sagen drejede sig om et færdselsuheld,som kunne henføres til den omstændighed, atet kloakdæksel ragede 3—7 cm op over vejba-nen. Da kommunen havde undladt at afholdedet i vejvedtægten påbudte vejsyn, statueredehøjesteret, at kommunen på grundlag af denkommunen tillagte myndighed over vejen varansvarlig for, at forholdet ikke var bragt i or-den inden en rimelig tid. Kommunen blev her-efter kendt erstatningspligtig for det sketefærdselsuheld (U.f.R. 1953-45).

Samme kommune er i henhold til vej vedtæg-ten senere ved utrykt Østre Landsrets dom af 5.januar 1956 blevet kendt erstatningsansvarlig ianledning af et andet færdselsuheld. Kommunenhavde ved vejsyn truffet bestemmelse om, aten privat fællesvej skulle istandsættes på ennærmere angiven måde inden en af kommunenfastsat frist. Fristen blev imidlertid ikke over-holdt, og inden arbejdet var kommet til udfø-relse, skete der et færdselsuheld, som måtte til-skrives vejens dårlige vedligeholdelsestilstand.Da vejvedtægten indeholdt en til den køben-havnske gadelovs § 8, stk. 1, svarende bestem-melse om, at såfremt det påbudte arbejde ikkebringes til udførelse inden den af kommunenfastsatte frist, lader kommunen det udføre forejerens regning, statueredes det, at kommunenhavde forsømt at opfylde sine forpligtelser ihenhold til vej vedtægten og derfor måtte væreansvarlig for uheldet.

En anden bymæssig kommune er af højeste-ret blevet kendt erstatningsansvarlig i anledningaf, at en dame var kommet til skade, da hunpå en privat fællesvej kom til at træde ned ien rensebrønd, hvis dæksel, der havde ligget ca.10 cm over vejens niveau, var blevet vippet opaf et automobil. I præmisserne fremhævedesdet, at kommunen på grundlag af den denneved vejvedtægten tillagte myndighed over vejenmåtte være ansvarlig for, at rensebrønden ikke

[2

inden en rimelig tid var bragt i orden (U.f.R.1961-538).

f. Afspærring af private fællesveje,.I henhold til § 8, stk. 2, i den københavnske

gadelov kan kommunen forbyde gennemkørselmed tungt lastede vogne, hvis en sådan gen-nemkørsel betyder en uforholdsmæssig byrdefor ejerne af de tilgrænsende grunde med hen-syn til vejens istandsættelse og vedligeholdelse.I henhold til § 8, stk. 4, må private gader ikkeholdes afspærrede, hvis der fra én eller flereejendomme ved disse eller fra andre ejendom-me rettes indsigelse mod afspærringen, og detsamtidig godtgøres, at de pågældende ejendom-me ved en afspærring ville blive afskåret fra ensådan kørselsforbindelse med offentlig gade,som kommunen anser nødvendig for driften afden fra de pågældende ejendomme udøvedevirksomhed. Ejerne af de pågældende ejen-domme kan dog inddrages under vedligeholdel-sespligten med hensyn til den pågældende gade,hvis der derefter ved kørsel fra disse ejendom-me i kendelig grad forårsages slid på den pri-vate gade. I sådanne tilfælde skal det pågæl-dende arbejde udføres som et samlet arbejdeunder kommunens kontrol eller ved kommu-nens foranstaltning for samtlige vedkommendesregning.

Lov nr. 90 af 23. marts 1932 har en lidt af-vigende formulering i så henseende, idet denforeskriver, at kommunalbestyrelsen kan inddra-ge også andre brugere af vejen (end de tilgræn-sende grundes ejere) under bidragspligten, nårdisse til stadighed benytter vejen og ikke op-hører dermed, efter at kommunalbestyrelsenved anbefalet brev har tilkendegivet dem, atde vil blive inddraget under bidragspligten,såfremt de ikke for fremtiden ophører med be-nyttelsen. De fleste vej vedtægter, der er ud-færdiget i henhold til denne lov, er udformetoverensstemmende hermed.

Der har været rejst tvivl om, hvorvidt denævnte bestemmelser i gadelovens § 8, stk. 2og 4, og de dertil svarende bestemmelser i vej-vedtægterne giver kommunerne en generelhjemmel til at forbyde lodsejerne al: afspærrederes private fællesveje for uvedkommendefærdsel eller på anden måde, f. eks. ved opslag,hindre sådan færdsel. Ministeriet for offentligearbejder har imidlertid overensstemmende medden herskende juridiske teori udtalt, at bestem-melsen ikke kan antages at give kommunen så-dan hjemmel (se dog nedenfor om Køben-havns kommune), og at bestemmelserne i

mark- og vej fredslovens § 17, stk. 1, derforprincipielt må gælde også på de her omhandledeveje. I henhold til denne bestemmelse er detstrafbart at færdes ad en privat vej, hvor detved færdselstavle eller andet lovligt opslag ertilkendegivet, at færdsel eller færdsel af denpågældende art er forbudt.

Færdselsloven (lovbekendtgørelse nr. 231 af27. juni 1962) forudsætter da også i § 58, stk.5, at privatpersoner kan være berettigede til helteller delvis at forbyde færdsel på private veje,herunder private fællesveje. Bestemmelsen gårnærmere ud på, at privatpersoner og institutio-ner, der har en sådan ret, med politiets tilladel-se kan anbringe de i henhold til færdselsloven(og afmærkningsbekendtgørelsen) autoriseredefærdselstavler til tilkendegivelse af et sådantforbud, ligesom politiet, hvor færdselsmæssigegrunde taler derfor, kan forlange, at »vejejeren«skal ændre afmærkning, som ikke er i overens-stemmelse med forskrifterne i afmærkningsbe-kendtgørelsen, og at forskriftsmæssig afmærk-ning skal tilvejebringes. Vedrørende det pågæl-dende spørgsmål udtales bl. a. følgende i be-tænkningen af 1954 om revision af færdsels-loven (p. 86):

»Det ligger uden for færdselslovensområde at tage endelig stilling til, hvornårindehaverne af private vej rettigheder erberettigede til at meddele sådanne forbud,idet spørgsmålet om almenhedens færdsels-ret reguleres af et kompleks af vejretligeregler, og enkeltpersoner jævnlig vil kun-ne hævde rettigheder på privatretligt grund-lag. Derimod må færdselsloven afgøre,hvorvidt andre end politiet og den almin-delige vejmyndighed kan benytte afmærk-ning, der fremtræder i samme skikkelsesom disse myndigheders afmærkning.

Om de autoriserede forbudstavler i detenkelte tilfælde skal tillades anvendt, børefter udvalgets opfattelse afhænge af, omforholdene på stedet er sådan, at det kananses for at være i de vej farendes interes-ser at underrettes om forbudet gennem dealmenkendte tavler; i andre tilfælde må deprivate tilkendegive forbudet ved tavler,der tydeligt fremtræder som ikke hidrøren-de fra politiet eller den almindelige vej-myndighed, med tekst f. eks. »Privat vej.Adgang forbudt«; overtrædelse af sådanneforbud kan alene straffes efter mark- ogvej fredsloven, medens overtrædelser afforbud meddelt ved de autoriserede tavler

43

straffes efter færdselsloven. Er en privatvej vel åben for almindelig færdsel, mender er fastsat begrænsninger i benyttelsen,f. eks. vægt- eller breddebegrænsninger,bør de autoriserede tavler i almindelighedanvendes. Er en privat vej åben for almin-delig færdsel, og der er behov for advar-selst&vler på vejen, kan politiet tillade, atde autoriserede tavler benyttes. Endviderebør det i alle tilfælde, hvor forholdenetilsiger det, kunne pålægges den privateejer at opsætte autoriserede advarselstav-ler.«

For Kobenhavns kommunes vedkommendeantages bestemmelsen i Københavns byggelovs§ 27 derimod at afskære de private lodsejerefra på egen hånd at forbyde uvedkommendefærdsel ad private gader. Enkelte kommuner hari deres vej vedtægter bestemmelser, der udtryk-keligt forbyder lodsejerne helt eller delvis atafspærre private fællesveje uden kommunenssamtykke. Disse bestemmelser har formentlighaft deres hjemmel i den københavnske byg-gelovs § 75, hvilken bestemmelse endnu vargældende, da vedtægterne blev udfærdiget.

Andre kommuner har klaret spørgsmålet iforbindelse med udlægget af de private fælles-veje, idet udlægget er blevet gjort betinget af,at der på vedkommende ejendomme lyses endeklaration om, at vejen ingen sinde må ned-lægges eller afspærres uden kommunalbesty-relsens samtykke.

g. Gadenavne.I henhold til den københavnske gadelovs §

9 skal kommunalbestyrelsens godkendelse afnavne for private gader, veje, stier m. v. indhen-tes, for så vidt disse udlægges efter lovensikrafttræden. For så vidt angår private gaderm. v., hvortil kommunalbestyrelsen ikke tidli-gere har godkendt navne, kan magistraten på-byde ejerne at søge navnene godkendt hoskommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsenkan også på egen hånd fastsætte og ændre ga-debenævnelsen, når den finder anledning dertil.De af kommunalbestyrelsen vedtagne gadenav-ne må ikke senere forandres uden kommunal-bestyrelsens samtykke.

h. Belysning.Den københavnske gadelov indeholder i §

8, stk. 6, regler om belysning på private gader.Disse regler går nærmere ud på, at kommunenkan bestemme, at private gader samt de som

offentlige færdselsveje benyttede gårdarealeraf vedkommende ejendommes og arealers ejereskal holdes oplyst på en efter magistratensskøn tilbørlig måde i samme tidsrum, hvori deoffentlige gader er belyst. Magistraten fordelerefter reglerne i lovens § 4 (jfr. om denne be-stemmelse kap. V) såvel udgifterne til anlæg-get som de årlige driftsudgifter mellem de til-grænsende ejendommes og arealers ejere. Siden1. april 1962 opkræver Københavns kommunedog ikke udgifterne til drift og forbedringer.Vejvedtægterne for købstæderne er normaltudformet på samme måde som den her citeredebestemmelse i den københavnske gadelov. Der-imod er den tilsvarende bestemmelse i lov nr.90 af 23. marts 1932 for de bymæssige kommu-ner noget snævrere, idet der udkræves engrundejermajoritet, før kommunen kan påbydebelysning på private fællesveje på grundejernesbekostning.

i. Klager.I henhold til gadelovens § 17 kan klager over

kommunalbestyrelsens afgørelser forelægges forvedkommende ministerium (nu ministeriet foroffentlige arbejder) til afgørelse. Denne be-stemmelse tillægger ministeriet en almindeligbeføjelse til at efterprøve det skøn, som kom-munalbestyrelsen har udøvet i henhold til lo-ven. Tilsvarende beføjelse er tillagt ministerietved købstædernes vejvedtægter og amtsrådeneved de sognekommunale vej vedtægter.

j. Råden over vejarealet m. m.Reglerne i den københavnske gadelov og vej-

vedtægterne suppleres af landsbyggeloven. Den-nes regler om udlæg og anlæg af private fæl-lesveje er omtalt i kap. III. På dette sted skalnævnes lovens § 42, stk. 1, jfr. 6. I henhold tildisse bestemmelser skal den, der lader foretagefundering, udgravning, ændring af terræn-højde eller anden terrænændring, træffe en-hver foranstaltning, der udkræves for i den an-ledning at sikre vejarealer samt ledningsanlægaf enhver art. Denne bestemmelse suppleres afnormalbygningsvedtægtens § 14, hvorefter detpåhviler den byggende efter kommunalbesty-relsens afgørelse at træffe alle i forhold til ar-bejdets art og omfang fornødne foranstaltnin-ger til sikring mod udskridning eller andenbeskadigelse af vejterræn med de deri anbragteledninger, kabler, standere m. v. Når et bygge-foretagende foregår så nær vejen, at der der-ved kan forårsages ulempe eller fare for forbi-passerende, skal byggepladsen hegnes mod

•U

vejen. Det bestemmes endvidere, at der skalindsendes andragende til kommunalbestyrelsen,når der ved et byggeforetagende ønskes udøveten ellers ikke tilladt råden over vejarealet, her-under indretning af indkørsel til byggepladsover fortov, cykelsti eller ridesti.

Mange vedtægter indeholder regler om rå-den over vejarealet, herunder om opgravninger,plantning af vejtræer, anbringelse af lednin-ger og master. De fleste vejvedtægter indehol-der også regler om overkørsler til private fæl-lesveje.

k. Nedlæggelse af private fællesveje.Endvidere skal nævnes bestemmelsen i lands-

byggelovens § 25, hvorefter der ved retnings-plan kan træffes bestemmelse om nedlæggelseaf private veje. (Om retningsplaner henvises iøvrigt til kap. III).

1. Forholdet mellem vejvedtægterne og1865-loven.

Som det vil fremgå af foranstående, adskil-ler 1857-loven og vej vedtægterne sig navnligderved fra reglerne i loven af 14. april 1865(jfr. om denne kap. II), at de giver kommu-nerne ret til at forlange, at private fællesvejeinden for bestemmelsernes gyldighedsområdeskal være i (god og) farbar stand, og at det ef-ter disse bestemmelser er overladt til kommu-nerne at bestemme, hvorledes istandsættelsenog vedligeholdelsen skal ske, og hvorledes ud-gifterne skal fordeles mellem de tilgrænsendegrundes ejere, helt uanset eventuelle aftalermellem grundejerne. Endvidere er det efter ga-deloven og vej vedtægterne som alt overvejendehovedregel kun de tilgrænsende grundes ejere,der er pligtige at sørge for istandsættelsen ogvedligeholdelsen, medens 1865-loven i så hen-seende lægger vægten på færdselsretten. I mod-sætning til 1865-loven giver gadeloven af 1857og vej vedtægterne kommunen hjemmel til vedoverenskomst med et flertal af lodsejerne atovertage den fremtidige vedligeholdelse ogistandsættelse af en vej, selv om ikke alle lods-ejerne er enige deri. Endvidere giver gadelovenog vejvedtægterne modsat 1865-loven i særligetilfælde kommunen hjemmel til at forbyde af-spærring af private fællesveje (gadelovens § 8,stk. 4).

2. KRITIK AF NUGÆLDENDERETSTILSTAND.

Det er (bl. a. i betænkningen om en ny vej-vedtægt for Københavns omegnskommuner)

blevet kritiseret, at der ikke i selve vejlovgiv-ningen findes hjemmel til mange af de her om-handlede vejvedtægtsbestemmelser om privatefællesveje, herunder om opgravning, anbrin-gelse af ledninger og master samt om overkørs-ler til og vejtræer på private fællesveje. Det erbl. a. i den nævnte betænkning blevet fremhæ-vet, at der er et stort behov for bestemmelseraf denne karakter i vej vedtægterne. Det er ogsåblevet anført, at der i vejlovgivningen savnesbestemmelser om nedlæggelse af private fælles-veje, svarende til reglerne om nedlæggelse afalmene og offentlige veje i §§ 15 og 20 i vej-bestyrelsesloven. Navnlig efter at hjemmelen i§ 75 i Københavns byggelov til ved vej vedtægtat indføre bestemmelser fra denne lov i andrekommuner er bortfaldet, er der efter udvalgetsopfattelse behov for en revision af lovgivningenpå dette område, da landsbyggeloven og de imedfør af denne udfærdigede bestemmelser kunindeholder ganske enkelte af de her omhandlederegler.

Det er fra kommunal side (bl. a. i den afvejvedtægtsudvalget for Københavns omegns-kommuner afgivne betænkning) blevet kritise-ret, at kommunerne (med undtagelse af Kø-benhavns og enkelte andre kommuner) som ho-vedregel ikke kan modsætte sig, at grundejernetræffer bestemmelse om forbud mod færdseleller færdsel af visse arter. Der er herved ogsåhenvist til den gældende regel i gadelovens § 8,stk. 4, hvorefter kommunen kan bestemme, atprivate fællesveje ikke må holdes afspærrede,hvis afspærringen afskærer nogen ejendom frafornøden kørselsforbindelse med offentlig vej,og det er gjort gældende, at en tilsvarende re-gel må anses for påkrævet, når hensynet tilden gennemgående færdsel taler imod en af-spærring af en privat fællesvej, der i enhverhenseende indgår i det vejnet, der er åbent forden almindelige færdsel. De hidtidige regler,hvorefter de private kan hindre gennemgåendefærdsel, har i mange tilfælde medført uheldigevirkninger. Det er endvidere anført, at bestem-melsesretten for de private med hensyn tilindførelse af helt eller delvis færdselsforbudunder den nugældende retstilstand ikke behø-ver at være knyttet til vedligeholdelsespligten,idet »vejejeren«, der måske ikke har andet medvejen at gøre, end at den er matrikuleret underhans ejendom, fra hvilken de til vejen græn-sende ejendomme for længst er udstykket, efteromstændighederne kan træffe bestemmelse omforbud mod gennemkørsel, selv om de tilgræn-sende grundes ejere, der har vedligeholdelses-

45

pligten, ikke har noget imod den gennemgåen-de færdsel.

Imod en ophævelse af grundejernes rettil at forbyde uvedkommende færdsel ad privatefællesveje i byerne er det fra anden side anført,at en sådan ændring i den hidtidige retstilstandvil kunne betyde en urimelig forøgelse af ved-ligeholdelsesbyrden for grundejere ved sådan-ne veje. Det er endvidere anført, at kommuner-ne ved at overtage bestemmelsesretten med hen-syn til afspærring af private fællesveje vil kun-ne blive fristet til at anvende private veje, sommåske efter deres hele udstyr slet ikke er egnetdertil, som gennemfartsveje i stedet for at an-lægge eller udbygge de fornødne offentligevejforbindelser. En tung, gennemgående trafikpå private fællesveje vil kunne medføre urime-lige byrder for ejerne af de tilgrænsende grun-de i form af udgifter til fornyelse og forstærk-ning af vejbelægningerne. Hvis private gen-nemfartsveje skal belastes med større, gennem-gående færdsel, bør de overtages som offent-lige.

I de tilfælde, hvor istandsættelsen eller ved-ligeholdelsen af flere private fællesveje, der måbetragtes som en færdselsmæssig enhed, skerunder ét ved kommunens foranstaltning ellerunder dennes kontrol, har der vist sig at værebehov for også at kunne foretage udgiftsforde-lingen under ét lor de pågældende veje, og flerekommuner har derfor anvendt denne frem-gangsmåde.

Det har navnlig været tilfældet, når flere vejeforløber i forlængelse af hinanden, men af eneller anden grund har forskellige navne. I så-danne tilfælde vil det være naturligt at udførede pågældende arbejder på samtlige veje underét, og det kan da rent regnskabsmæssigt værevanskeligt at afgøre, hvilken del af udgifterneder vedrører hver enkelt vej. Som ovenfor an-ført har der imidlertid næppe hidtil værethjemmel til en sådan fremgangsmåde.

Flere kommuner har fundet det mest hen-sigtsmæssigt, at de påbudte istandsættelses- ogvedligeholdelsesarbejder som hovedregel udfø-res ved kommunens egen foranstaltning såle-des, at udgifterne herefter fordeles mellemlodsejerne. Loven giver imidlertid kun hjemmeltil kommunens udførelse af disse arbejder i deforan under la og e omhandlede tilfælde.

Som ligeledes anført ovenfor har flere kom-muner i tilfælde, hvor en anden end de tilgræn-sende grundes ejere ved servitutbestemmelseer forpligtet til at vedligeholde en privat fæl-lesvej, krævet, at den servitutforpligtede og ikke

de tilgrænsende grundes ejere skulle lade de afkommunen påbudte vedligeholdelsesarbejderudføre. Som anført ovenfor har ministerietimidlertid som klageinstans indtaget det stand-punkt, at kommunerne i hvert fald, hvis der pånogen måde kan rejses tvivl om servitutbestem-melsens rækkevidde, måtte holde sig til ejerneaf de tilgrænsende grunde, og at disse måttevære henvist til at søge deres på privatretligtgrundlag hvilende krav mod den servitutfor-pligtede gennemført ved domstolene. Det erimidlertid utvivlsomt, at der er behov for enregel, der i visse tilfælde tillader kommunerneat træde i direkte forbindelse med den servitut-forpligtede. Det må dog erindres, at servitutfor-pligtelser af den her omhandlede art kan væreaf mindre omfang end de krav, det offentligei henhold til vejlovgivningen kan stille tilejerne af de tilgrænsende grunde, jfr. f. eks. dep. 42 f. o. citerede domme, hvorefter den del afudgifterne ved et af kommunen påbudt istand-sættelsesarbejde, som måtte anses for at væreafholdt til en egentlig forbedring af vejen, ikkekunne pålægges de servitutforpligtede. Servitut-ter af denne art bærer i det hele taget hyppigtpræg af at være indgået på et tidspunkt, hvorspørgsmålet om vedligeholdelsen af private fæl-lesveje ansås for et rent privatretligt anliggende,som kunne klares af ejendomsbesidderne selvuden det offentliges mellemkomst.

Det må også erkendes, at sådanne servi-tutforpligtelser kan virke urimeligt tyngendefor den tjenende ejendom, ikke mindst, når hen-ses til, at sådanne aftaler i mange tilfælde erindgået på et tidspunkt, hvor man ikke kunneforudse de store krav, motorfærdselen har stil-let selv til private boligveje, og hvor det fikse-rede vederlag, som ved overenskomsten blevtillagt den servitutforpligtede til gengæld fordennes overtagelse af vedligeholdelsesbyrden,også på grund af møntforringelsen ikke længe-re står i noget rimeligt forhold til vedligeholdel-sesforpligtelsen. Efter den nugældende retstil-stand er det i det væsentlige overladt til domsto-lene at vurdere rækkevidden af sådanne overens-komster. I Københavns kommune giver Køben-havns byggelovs § 14, stk. 4, dog mulighed forved bestemmelse af reguleringskommissionen atfå afløst privatretlige forpligtelser. Uden for Kø-benhavn kan sådanne forpligtelser afløses vedbestemmelse i byplanvedtægt og evt. ved regule-rings- eller udredningsplan i henhold til lands-byggelovens kap. 9. De ovenfor (p. 42) om-handlede domme synes imidlertid at vise, atder er behov for specielle lovbestemmelser til

46

ophævelse eller nedsættelse af vej servitutter afden her omhandlede karakter.

Som foran nævnt gælder der ikke ensartederegler om vej syn i alle kommuner, og mangekommuner overholder ikke de for dem gæl-dende bestemmelser om årlige vej syn. Der erderfor behov for ændrede regler på dette om-råde.

Det er fra grundejerside blevet kritiseret, atkun enkelte vej vedtægter foreskriver, at kom-munerne skal forhandle med grundejerne, in-den der træffes bestemmelse om de istandsæt-telses- og vedligeholdelsesarbejder, grundejerneskal udføre. Grundejerne har også gjort gæl-dende, at der i loven og vej vedtægterne savnesfaste kriterier for, efter hvilke retningsliniervedligeholdelses- og istandsættelsesbyrden skalfordeles mellem grundejerne, jfr. herved be-tænkningen om offentlighed i forvaltningen.Endelig har grundejerne i flere tilfælde anført,at de krav, vedkommende kommune har stilletom istandsættelse af private fællesveje, ikke harværet begrundet i hensynet til den eksisterendefærdsel ad de pågældende veje, men derimodi ønsket om en byggemodning af kommunensegne arealer.

3. UDVALGETS FORSLAG.Som omtalt i kap. I har udvalget fundet det

rigtigst, at de hidtidige lokale vejvedtægter,hvis bestemmelser på mange punkter er ganskeoverensstemmende, og hvis individuelle for-skelligheder ikke synes begrundet i lokale for-hold, afløses af lovbestemmelser, der giver ens-artede regler om de principielle spørgsmål foralle købstæder og bymæssige områder, jfr. nær-mere afgrænsningen i lovudkastets § 4. Det be-tyder imidlertid som ligeledes foran angivet ik-ke, at der ikke stadig bliver behov for vej ved-tægter. Det er efter forslaget tanken, at sådannevedtægter skal indeholde udfyldende bestem-melser, men ikke indeholde selve hjemmelenfor kommunerne til at have indseende med deprivate vejes vedligeholdelse etc.

Da reglerne om private fællesveje i Køben-havns gadelov og i vej vedtægterne stort set harvirket tilfredsstillende i praksis, bygger udval-gets forslag i øvrigt i vidt omfang på princip-perne fra den hidtidige lovgivning.

a. Vejlovsudvalget har foreslået, at der somhidtil skal påhvile ejerne af de tilgrænsendegrunde en ubetinget pligt til at vedligeholde deprivate fællesveje forsvarligt, uanset om andreved servitut eller anden bestemmelse har pligt

til at sørge for vejens vedligeholdelse (og even-tuelt tillige istandsættelse). Medens 1857-lovenanvender udtrykket »farbar stand«, og vej-vedtægterne almindeligvis anvender udtrykket»god og farbar stand«, han vejlovsudval-get ment, at det udtrykkeligt bør fastslås, atdet påhviler de pågældende grundejere at holdevejen i en under hensyn til færdselens art ogstørrelse god og forsvarlig stand (forslagets §37, stk. 1). Dette er i overensstemmelse meddet af vejvedtægtsudvalget for Københavns om-egnskommuner stillede forslag og stemmer medden praksis, der er fulgt af de fleste kommu-

b. Udvalget foreslår endvidere, at der somhidtil gives tilsynsmyndigheden myndighed tilat bestemme, hvorledes de private fællesvejeskal vedligeholdes, og at kommunen tillige, nårhensynet til færdselen ad vejen tilsiger det, kanbestemme, at en vej skal istandsættes (udkastets§ 37, stk. 2). Lovudkastet sondrer ligesom ga-deloven af 1857 og vej vedtægterne mellem be-greberne »istandsættelse« og »vedligeholdelse«.,men for at tydeliggøre, at der er tale om toforskellige begreber, indeholder lovudkastet dennærmere angivelse af udtrykket »istandsættelse«,at der her er tale om en forbedring af vejenmed hensyn til belægning eller profilering el-ler begge dele. Denne formulering er i over-ensstemmelse med ministeriets fortolkning afde hidtidige lovog vejvedtægtsbestemmelserom »istandsættelse« modsat »vedligeholdelse«.Forudsat, at kommunen ved vejens anlæg hargodkendt, at vejen midlertidigt anlægges i enmindre bredde end den fastsatte udlægsbredde,må tilsynsmyndigheden i forbindelse med be-slutningen om vejens istandsættelse kunne be-stemme, at vejen nu skal anlægges i sin fuldebredde.

C. Med hensyn til spørgsmålet om kommu-nernes hjemmel til at træffe bestemmelse omistandsættelse og vedligeholdelse af flere privatefællesveje under ét, har udvalget overensstem-mende med det af vejvedtægtsudvalget forKøbenhavns omegnskommuner stillede forslagfundet det rigtigst, at der tillægges tilsynsmyn-digheden en sådan ret, forudsat, at de pågæl-dende veje i færdselsmæssig henseende udgøren enhed (udkastets § 37, stk. 3). Der harsom ovenfor nævnt vist sig at være behov for ensådan regel i tilfælde, hvor flere veje, der for-løber i forlængelse af hinanden, af en elleranden grund har forskellige navne.

47

d. Som anført ovenfor har praksis været for-skellig i de forskellige kommuner med hensyntil spørgsmålet om, hvorvidt vedligeholdelseog istandsættelse af en privat fællesvej skal skesom et samlet arbejde, eller om arbejderne skaludføres af de enkelte grundejere hver ud forsin ejendom. Udvalget har ikke foreslået nogenændring i så henseende, men lovudkastet erudformet således, at det nu udtrykkeligt frem-går, at tilsynsmyndigheden frit kan vælge, hvil-ken af de to fremgangsmåder den vil foretrækkei det enkelte tilfælde (§ 37, stk. 2). Da der harvist sig praktisk trang dertil, foreslås det end-videre, at tilsynsmyndigheden skal kunne be-stemme, at arbejdet skal udføres ved vedkom-mende kommunes foranstaltning. En sådanhjemmel foreslås dog kun givet for tilfælde,hvor omstændighederne særlig taler derfor(udkastets § 39, stk. 1).

e. Med hensyn til inddragelse af andre endejerne af de tilgrænsende ejendomme under ved-ligeholdelsespligten har udvalget foreslået, atden hidtidige regel i den københavnske gade-lovs § 8, stk. 4, opretholdes, hvorefter tilsyns-myndigheden kan inddrage andre brugere af enprivat fællesvej under vedligeholdelsespligten,når deres benyttelse af vejen efter tilsynsmyn-dighedens opfattelse i særlig grad skønnes atmedføre slid på denne (§ 38, stk. 1). Underhensyn til, at der foreslås indført en generel re-gel om, at det er den kommunale myndighed,der bestemmer, om en privat fællesvej kan af-spærres for uvedkommende færdsel, er reglenikke således som i den københavnske gadelovknyttet til en beslutning fra kommunen om, atvejen ikke må af spærres. Det er i forslaget ud-trykkeligt fremhævet, at reglen også kan kom-me til anvendelse ved en midlertidig benyttelseaf vejen, da en sådan benyttelse, f. eks. ved etomfattende byggeri, kan være lige så ødelæg-gende for vejen som en mere vedvarende benyt-telse.

f. Med hensyn til spørgsmålet om kommu-nernes ret til at stille krav om istandsættelseeller vedligeholdelse af private fællesveje di-rekte over for eventuelle ved servitutbestemmel-se eller lignende dertil særligt forpligtede i ste-det for over for de tilgrænsende grundes ejerehar udvalget i § 38, stk. 3, foreslået, at der veden lovbestemmelse udtrykkeligt tillægges til-synsmyndigheden en sådan ret, da der harvist sig praktisk trang hertil. Det må dognaturligvis være en forudsætning, at den på-gældende forpligtelse er ganske klar og utve-

tydig. Hvis den efter kommunens opfattelsevedligeholdelsespligtige mener, at en sådan for-pligtelse ikke påhviler ham eller ikke i det afkommunen hævdede omfang, må han indbringesagen for domstolene. Det må endvidere erin-dres, at servitutforpligtelser af den her om-handlede karakter som ovenfor p. 46 angivetlangt fra altid er lige så vidtrækkende som deforpligtelser, ejerne af de til vejen stødendegrunde har i forhold til det offentlige.

Da forpligtelser af den her omhandlede artfor andre end de tilgrænsende grundes ejere tilat vedligeholde (og istandsætte) private fælles-veje som ovenfor nævnt kan virke urimeligt tyn-gende, hvis forpligtelsen er af ældre dato, har ud-valget som en videreførelse af principperne frade foran pag. 46 citerede bestemmelser fra Kø-benhavns byggelov m. fl. foreslået, at denvedligeholdelsesforpligtede efter en servitut, derer mere end 20 år gammel, skal kunne kræveafgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt den øko-nomiske byrde ved vedligeholdelsesforpligtelsener steget i så væsentlig grad ud over, hvad mankunne påregne ved servitutbestemmelsens stif-telse, at forpligtelsen helt eller delvis bør bort-falde, eventuelt mod erstatning. Hvis den ved-ligeholdelsesforpligtede har anmodet kommu-nen om at foranledige dette spørgsmål afgjort,bør kommunen ikke benytte undtagelsesbestem-melsen i § 38, stk. 3. Er arbejdets udførelsepåtrængende, må kommunen enten efter hoved-reglen holde sig til ejerne af de tilgrænsendeejendomme eller selv lade det udføre, idet ud-gifterne da først pålægges, når spørgsmålet omvedligeholdelsespligten er blevet endeligt af-gjort. Udvalget har overvejet, hvilken myndig-hed der bør afgøre spørgsmålet om bortfaldaf vedligeholdelsesforpligtelser af den her om-handlede art. Man har i så henseende overvejet,om det burde være tilsynsmyndigheden selv,vedkommende i henhold til vejbestyrelseslovennedsatte taksationskommission, reguleringskom-missionen i henhold til landsbyggeloven ellereventuelt domstolene, der skulle træffe afgø-relsen. Udvalget har dog under hensyn til sam-mensætningen af landvæsenskommissionerne ogoverlandvæsenskommissionerne fundet det mestnaturligt, at afgørelsen uden for Københavnhenlægges til disse kommissioner (forslagets §38, stk. 4 og 5).

Som modstykke til den ved servitutbestem-melse vedligeholdelsespligtiges adgang til atkræve spørgsmålet om vedligeholdelsespligtensbortfald forelagt en landvæsenskommission, harudvalget foreslået, at der også tillægges de grund-

48

ejere, som i henhold til servitutbestemmelseskal betale »vejafgift« til den oprindelige grund-ejer, adgang til at kræve spørgsmålet om bort-fald af denne afgift forelagt en landvæsenskom-mission, når servitutten er mere end 20 år gam-mel (udkastets § 38, stk. 4). Det må iøvrigtvære en selvfølge, at kommissionen tager stil-ling til spørgsmålet om afgiftens bortfald, nården servitutforpligtede rejser spørgsmål om af-løsning af vedligeholdelsesforpligtelsen. Lige-ledes bør der gøres op med spørgsmålet omvedligeholdelsesforpligtelsen, når der rejsesspørgsmål om bortfald af afgiften.

g. Udvalget har også overvejet, hvorvidt deri lighed med, hvad der er fastsat i de fleste vej-vedtægter for bymæssige kommuner, burde be-stemmes, at alle kommuner har pligt til at af-holde årlige vejsyn. Bl. a. i erkendelse af, at dehidtidige regler om årlige vej syn i mange kom-muner ikke er blevet overholdt i praksis, harudvalget fundet det betænkeligt at foreslå, atsamtlige kommuner skulle være pligtige at af-holde årlige vej syn. Udvalget har dog foreslået,at der ved vej vedtægt kan fastsættes regler omafholdelse af årlige vej syn på private fællesveje(udkastets § 40, stk. 4).

h. Som omtalt er der rejst kritik modde hidtidige regler, hvorefter kommunerne udenforudgående forhandling med lodsejerne kantræffe bestemmelse om kostbare istandsættelses-og vedligeholdelsesarbejder på private fælles-veje. Udvalget har derfor i § 40 foreslået, attilsynsmyndigheden, inden den træffer endeligbeslutning om udførelse af et istandsættelses-eller vedligeholdelsesarbejde på en privat fæl-lesvej som et samlet arbejde, enten skal indkaldelodsejerne og eventuelle andre vedligeholdel-sesforpligtede til et møde om sagen eller vedanbefalet brev give de pågældende meddelelseom den påtænkte beslutning, idet der givesdisse en frist til at gøre indsigelse mod den på-tænkte beslutning. Derimod foreslås reglerne i§ 40 ikke bragt til anvendelse på de istandsæt-telses- eller vedligeholdelsesarbejder, som udfø-res ved de enkelte grundejeres egen foranstalt-ning.

i. Som nævnt har der været behov forregler om nedlæggelse af private fællesveje, dareglerne herom i bygningslovgivningen uden forKøbenhavn næppe kan anses for tilstrakkelige.Udvalget har derfor i § 36 foreslået, at der ind-føres regler om nedlæggelse af sådanne veje.Ved disse regler er det tilstræbt ikke alene, at

kommunerne får hjemmel til at træffe bestem-melse om nedlæggelse af private fællesveje, menogså at de tilstødende grundes ejere og andre,der kan have interesse i vejens opretholdelse,får lejlighed til at gøre deres synspunkter gæl-dende, inden beslutning om vejens nedlægningtræffes. Det er i udkastet udtrykkeligt fastslået,at ingen vej, der efter matrikelkortet er enesteadgang til en selvstændigt beliggende lod, kannedlægges ved forvaltningsmyndighedens ken-delse, medmindre der samtidig træffes bestem-melse om anden adgang til lodden.

Der er endvidere foreslået hjemlet forvalt-ningsmyndigheden ekspropriationsret til for-lægning af private fællesveje såvel som til til-vejebringelse af anden vejadgang til ejendom-me, der som følge af nedlægningen eller for-lægningen af den private fællesvej mister sinhidtidige vejadgang. Eventuelle ekspropriations-erstatninger må betales af vedkommende kom-mune. Ved udformningen af forslaget (udka-stets § 36) har vejbestyrelseslovens §§ 15 og20 dannet forbillede.

j. Da færdselsmæssige hensyn i mange til-fælde kan tilsige, at der gennemføres tekniskeændringer med hensyn til private fællesveje,har udvalget i lighed med bestemmelsen i §27, stk. 3, i Københavns byggelov foreslået, atder tillægges forvaltningsmyndigheden en gene-rel hjemmel til på private fællesveje af kl. I-IIat lade foretage sådanne forandringer ved vej-ens indretning eller anlæg, som skønnes nød-vendige eller tilrådelige af færdselsmæssigeeller andre almene hensyn, herunder helt ellerdelvis at afspærre vejen for gennemgåendefærdsel (udkastets § 30). I det omfang, disseforanstaltninger ikke kan karakteriseres som enistandsættelse af vejen af den i udkastets § 38omhandlede karakter (jfr. herom ovenfor), ellerder ikke ved vejens anlæg er truffet bestemmel-se om senere foretagelse af sådanne foranstalt-ninger, kan udgifterne ved disse foranstaltnin-ger ikke pålægges grundejerne.

k. Udvalget har dernæst overvejet, hvorvidtman bør opretholde den hidtidige retstilstand,hvorefter grundejerne selv (uden for Køben-havns og enkelte andre kommuner) har beføjelsetil at træffe bestemmelse om forhud mod færd-sel eller færdsel af visse arter på private fælles-veje i byerne, og hvorefter kommunerne somhovedregel ikke kan tilsidesætte de af de privatetrufne beslutninger i så henseende. Til fordelfor en opretholdelse af den hidtidige retstilstander det blevet anført, at en gennemgående færd-

49

sel af betydeligt omfang ad en privat fællesvejkan medføre store omkostninger for lodsejerne,navnlig i form af udgifter til fornyelse og for-stærkning af vejbelægningerne, ligesom f. eks.uvedkommende parkering kan være til storulempe. En overførelse af bestemmelsesrettenmed hensyn til afspærring af private fæl-lesveje til kommunerne vil kunne friste dis-se til at undlade at anlægge eller udbyggede fornødne offentlige vejforbindelser og istedet lade private fællesveje anvende somgennemfartsveje, uanset om de i virkelighedener egnede til sådan færdsel. Hvis kommunerneønsker, at en privat fællesvej skal holdes åbenfor gennemgående færdsel, må de derfor over-tage vejen som offentlig og dermed overtageudgifterne ved vejens fremtidige vedligeholdel-se. Heroverfor har de medlemmer, som er knyt-tet til de kommunale administrationer, imidler-tid bl. a. gjort gældende, at det i mange tilfældevil være stridende mod de af kommunen i al-mindelighed fulgte synspunkter med hensyn tilovertagelse af private veje som offentlige, hviskommunen skal være pligtig at overtage en en-kelt privat fællesvej som offentlig, fordi denrent faktisk benyttes som gennemfartsvej, idetoptagelse af en enkelt privat gennemfartsvejsom offentlig vil kunne gøret det vanskeligt forkommunen at modsætte sig et krav fra lods-ejerne om overtagelse af andre private veje,som ikke har nogen særlig betydning for dengennemgående færdsel, men som er anlagt isamme kvarter og med samme bredde og udstyrsom den overtagne vej.

Som forholdene har udviklet sig, benytterejerne af private fællesveje kun sjældent denret, de har efter den nuværende lovgivning tilat afspærre de veje, som de bor ved. Den inter-esse, som ejendomsbesidderne har i selv at kun-ne færdes uhindret på andre private veje, be-virker, at de undlader at afspærre deres veje,og at det som regel føles som en naturlig gen-sidighedsakt at lade dem stå åbne for almindeligfærdsel fra andre lignende veje. Så længe denfærdsel, som de private veje udsættes for, i detvæsentlige er af samme karakter som den, vej-enes beboere udøver dels på den pågældendevej, dels på andre tilstødende privatveje, vildet derfor være naturligt, at kommunalbestyrel-sen har adgang til at bestemme, at vejen skalstilles til rådighed vederlagsfrit for en sådantrafik. Hvor private veje mod ejernes ønskerbliver åbnet for almindelig færdsel af væsentliganden karakter, altså navnlig, hvor de privateveje bliver benyttet som forbindelse mellem of-

fentlige veje med betydelig færdsel, eller hvoroffentlige trafikmidler passerer dem, kan detderimod ikke anses for rimeligt at pålægge ejer-ne at stille dem til rådighed for en sådan trafik,uden at det offentlige betaler de merudgifter,som denne færdsel fører med sig.

Under hensyn hertil har udvalget foreslået,at bestemmelse om færdselsregulering ellerfærdselsindskrænkninger på private fællesvejeaf klasse I-II ikke kan træffes af grundejerneuden forvaltningsmyndighedens og politietsgodkendelse (§ 29). Udvalget har imidlertidfundet det påkrævet, at det som modstykke tildenne regel bestemmes, at kommunen, såfremtdet forbydes lodsejerne at afspærre en privatvej for gennemgående færdsel, og denne i sær-lig grad medfører slid på vejen, skal afholde enhertil svarende del af udgifterne ved vejensvedligeholdelse eller istandsættelse (§ 38,stk. 2).

1. Udvalget har overvejet, hvorvidt det vedloven burde pålægges grundejerne ved en vejat indtræde i en grundejerforening, således attilsynsmyndigheden kunne forhandle med den-ne på grundejernes vegne. I nogle kommunerhar man haft gode erfaringer med sådanne for-eninger. I disse kommuner bliver der ved nyeudstykninger i almindelighed tinglyst deklara-tioner på de udstykkede parceller, hvorefter dis-ses ejere får pligt til at indtræde i grundejer-foreninger, som forhandler med myndigheder-ne på grundejernes vegne, og hvis vedtagelserskal respekteres af grundejerne. Dette har be-tydet en administrativ lettelse for de pågældendekommuner. Nogle af udvalgets medlemmer harderfor været stemt for en regel, der pålæggergrundejerne at indtræde i grundejerforeninger.Andre medlemmer har dog været betænkeligeved en så vidtgående regel som at pålæggegrundejerne at indtræde i grundejerforeninger.

m. Den københavnske gadelov indeholderikke regler om, hvilken fremgangsmåde der børfølges ved fordeling mellem grundejerne afudgifterne ved de arbejder, der udføres somsamlede arbejder, og kun ganske enkelte ved-tægter har givet regler herom. Ud fra den be-tragtning, at det må være de samme synspunk-ter, som ved fordeling af vej bidrag til offent-lige veje, der her lægges til grund, foreslås det,at de i vejbidragsloven indeholdte regler heromskal finde tilsvarende anvendelse i disse tilfælde(§ 41). Dette svarer til ministeriets praksis iklagesager.

50

n. Med hensyn til overkørsler og andre ad-gange til private fællesveje har det været tvivl-somt, i hvilket omfang kommunerne kunne stillekrav om en begrænsning af sådanne adgange tilprivate veje ud fra færdselsmæssige hensyn. Dadet må erkendes, at der på tilsvarende mådesom for offentlige veje, for hvilke der ikkegennemføres adgangsbegrænsning, er behov forregler, der giver vedkommende kommunalemyndighed hjemmel til at bestemme, hvor depågældende adgange til den private vej nærme-re skal placeres, og til eventuelt at stille krav omtilvejebringelse af fri oversigt m. v., har udval-get foreslået, at der for sådanne veje gives til-synsmyndigheden tilsvarende hjemmel, som vej-bestyrelserne i henhold til vejbestyrelseslovens§§ 33 og 34 har for de offentlige vejes ved-kommende. Det betyder, at tilsynsmyndighedenunder visse omstændigheder helt kan nægte til-ladelse til, at der fra en grund etableres adgangtil en privat fællesvej, hvis de færdselsmæssigegrunde i særlig grad taler derimod. Under hen-syn hertil foreslås det i § 33, stk. 3, at der isådanne tilfælde gives ejeren af den ejendom,der ikke kan få adgang til en privat fællesvej,ret til at få ejendommen overtaget mod erstat-ning, såfremt han derved afskæres fra at udnytteejendommen på en økonomisk hensigtsmæssigog rimelig måde, svarende til den måde, hvor-på de omliggende til vejen stødende ejendommefaktisk udnyttes. Tilsynsmyndigheden kan dogblive fri for at overtage arealet, hvis den kananvise anden fornøden adgang til arealet, even-tuelt ved ekspropriation. Bestemmelsen har sitforbillede i vejbestyrelseslovens § 37, der ogsåanvendes analogt, når tilladelsen til etableringaf nye eller ændret anvendelse af eksisterende

adgange nægtes i henhold til vejbestyrelseslo-vens §§ 33 og 34.

O. Med hensyn til ledninger og opgravning iprivate vejarealer foreslås i § 35 indført udtryk-kelige regler herom i lighed med de af vejved-tægtsudvalget for Københavns omegnskommu-ner foreslåede. I lighed med bestemmelsen inormalbygningsvedtægtens § 14 foreslås derendvidere i § 34 givet en bestemmelse om, attilsynsmyndigheden ved byggeforetagender kanstille krav om iagttagelse af særlige sikkerheds-foranstaltninger til afværgelse af fare ellerulemper for færdselen. Denne bestemmelsesuppleres af § 87 i afmærkningsbekendtgørelsenaf 1. juli 1955, hvorefter det endvidere påhvi-ler den for arbejdet ansvarlige efter aftale medkommunen og om fornødent med politiet atdrage omsorg for en forsvarlig afmærkning tilafgrænsning af arbejdsstedet med fornødnefærdselstavler m. m.

p. Vedrørende vejnavne, luftledninger, hus-numre og hegn mod vej foreslås det i § 31, atreglerne herom i loven om vejbidrag m. v. tiloffentlige veje skal finde tilsvarende anvendel-se (jfr. nærmere nedenfor kap. V), da de hen-syn, der har ført til forslaget om de pågældendebestemmelser for de offentlige veje, også gørsig gældende ved private fællesveje.

q. Vedrørende udkastets bestemmelser ombelysning (§ 30), vejtræer (§ 32) og særligbrug af private fællesvejes arealer (§ 34) hen-vises til bemærkningerne til de enkelte para-graffer.

51

V. Grundejerbidrag til offentlige veje

1. NUGÆLDENDE RETSTILSTAND.Loven af 14. december 1857 med senere æn-

dringer (den københavnske gadelov) og vej-vedtægterne indeholder som angivet i kap. IVdels regler om private veje (lovens §§ 8 og 9),dels regler om offentlige veje (§§ 1-7). Ombestemmelsernes gyldighedsområde henvises tilkap. I og indledningen til kap. IV*).

a. Overtagelse af private fællesveje somoffentlige.

I henhold til lovens § 1 (og de tilsvarendebestemmelser i vej vedtægterne) kan kommunal-bestyrelsen erklære enhver privat gade, vej,plads eller sti i kommunen for offentlig, når deni forvejen har været til brug for flere særskiltmatrikulerede og i særligt eje værende ejen-domme. De veje m. v., som efter disse bestem-melser kan overtages som offentlige, er de veje,der traditionelt betegnes som private fælles-veje, jfr. nærmere kap. I. Ved bestemmelsernei vejbestyrelseslovens §§ 14 og 16 er der nu gi-vet sognekommunerne (og de bymæssige kom-muner) samt købstadkommunerne udtrykkelighjemmel til at overtage sådanne veje som of-fentlige, uanset om der er indført vej vedtægt ikommunen.

b. Vejbidrag til istandsættelse af overtagneog nye offentlige veje.

I henhold til gadelovens § 2 (og de tilsva-rende bestemmelser i vejvedtægterne) bestem-mer kommunalbestyrelsen, når en gade, vej,plads eller sti erklæres for offentlig, hvorledesdenne skal indrettes, såvel med hensyn til afløbog belægning som med hensyn til tilvejebrin-gelse af fortove og andre til anlægget henhø-rende indretninger. Anlægsforanstaltningerneudføres af kommunen, der også foreløbig af-

*) Se nærmere E. A. Abitz »Vejenes Retsforhold«, p.277-286, og »Håndbog for danske kommuner«III, p. 1138-1143.

holder de dermed forbundne udgifter. Kommu-nalbestyrelsen kan endvidere bestemme, at ejer-ne af de tilgrænsende grunde helt eller delvisskal afholde udgifterne ved de nævnte foran-staltninger. Bestemmelsen indeholder samtidigvisse begrænsninger med hensyn til breddenaf de vejarealer, hvortil lodsejerne er pligtigeat yde bidrag. Bestemmelsen kan også bringestil anvendelse på nyanlæg af offentlige gaderm. v.

Bestemmelsen har på mange punkter givet an-ledning til tvivl, bl. a. med hensyn til spørgsmå-let om, hvorvidt ejendomme kan anses for »til-stødende« (tilgrænsende). Ministeriet for of-fentlige arbejder har i skrivelse af 25. august1952 udtalt, at en ejendom, mellem hvis facadeog gadens fortov der var ca. 11 m bred græs-rabat, der tilhørte det offentlige, måtte ansesfor at grænse op til vejen. Ministeriet har end-videre i skrivelse af 25. september 1953 udtalt,at en grund, der lå 6-7 m over en offentlig vejsniveau og var adskilt fra vejen ved en 7-8 mbred beplantet skråning, der tilhørte kommunenog henlå som umatrikuleret vejareal, ligeledesmåtte anses for at støde op til vejen. I sidst-nævnte tilfælde havde grunden sin eneste ad-gang ad den omhandlede offentlige vej.

Ministeriet har i skrivelse af 8. februar 1954udtalt, at et byråd var berettiget til at pålæggede tilgrænsende lodsejere bidrag til en offentligvej, som byrådet samtidig overtog som offent-lig, uanset at grundene på den ene side af vejenlå i en tilstødende sognekommune, som ikkehavde indført vejvedtægt. (Denne afgørelsestemmer med dommen i U.f.R. 1944-1020, derdog vedrørte spørgsmålet om en kommunalbe-styrelses ret til at bestemme, at også nogle i ennabokommune boende lodsejere skulle deltage iudgifterne ved istandsættelsen af en privat fæl-lesvej, der forblev privat).

Bidrag efter bestemmelsen i gadelovens § 2kan ikke pålignes ejendomme langs andre vejeend selve den istandsatte offentlige vej. I

^2

skrivelse af 28. maj 1954 har ministeriet foroffentlige arbejder således udtalt, at i et til-fælde, hvor 3 rækkehusblokke, hver beståendeaf 7 huse, stødte op til den offentlige vej, så-ledes at kun ét hus i hver blok havde facademod denne, medens blokkene i øvrigt havdefacade til 3 blinde private fællesveje, der mun-dede ud i den pågældende offentlige vej, kunnebidrag kun pålignes de grundejere, hvis ejen-domme stødte direkte op til den offentlige vej.

Ministeriet har flere gange udtalt, at udgiftertil arealerhvervelser til vejanlægget ikke kan på-lignes grundejerne. Dette fremgår i øvrigt ogsåaf lovens motiver.

Domstolene har fastslået, at udgifterne vedstørre jordarbejder, der alene tjener vejens brug-barhed for den gennemgående færdsel, ikkekan pålignes grundejerne (U.f.R. 1928-843).

Under den tidligere retstilstand fandtes derikke regler om, at vej bidraget skulle nedsættessom følge af, at kommunen fik dækning af ud-gifterne fra motorafgifterne, enten gennem denalmindelige refusion eller gennem vej fond stil-skud, hvilket i princippet kunne medføre, atkommunen overhovedet ingen udgifter fik vedde pågældende arbejder, jfr. herved en høje-steretsdom, hvorved det blev statueret, at kom-munen var berettiget til at kræve vej bidrag fragrundejerne, uanset at der ved bidragets be-regning ikke var taget hensyn til, at der blevydet vejfondstilskud til arbejdet. Det blev ipræmisserne (til underretsdommen, der blevstadfæstet ved højesteret) understreget, at et vej-fondstilskud måtte betragtes som et tilskud tilkommunens udgifter vedrørende det pågæl-dende arbejde, og at tilskuddet som følgederaf ikke skulle fradrages, forinden de samledeudgifter ved arbejdet reparteredes på grundejer-ne (U.f.R. 1951-258). Dette forhold er dognu reguleret. Først bestemte ministeriet, at derved 85 c/b vejfondstilskud i hvert fald ikkekunne kræves lodsejerbidrag for mere end deresterende 15 % af udgifterne. I henhold til §2, stk. 4, i vejtilskudsloven af 1958 er dernæstordningen for kommunerefusionen efter lovenskap. I nu den, at lodsejerbidrag skal fradrages ide udgifter, der danner grundlag for denne re-fusion. Er der tale om vej bidrag i anledning afen privat vejs overtagelse som offentlig elleranlæg af en offentlig vej, kan der dog ydes etrefusionsbeløb, svarende til halvdelen af udgif-ten til vejens istandsættelse eller anlæg efter fra-drag af lodsejernes bidrag, dog ikke ud over30 % af udgiften, jfr. lovens § 1, stk. 3. Lods-ejerbidrag skal også fradrages i de anlægsudgif-

ter, der lægges til grund for beregning af vej-fondstilskud.

Kommunalbestyrelsen behøver ikke nødven-digvis at udføre samtlige arbejder i forbindelsemed anlægget på én gang. Dog indeholder ga-delovens § 2 den begrænsning af kommunensadgang til at pålægge bidrag efter den pågæl-dende bestemmelse, at belægningen skal væreudført inden 10 år efter vejens overtagelse.Derved er kommunalbestyrelsen dog ikke afskå-ret fra at stille krav om ydelse af et vist bidragtil vejens endelige belægning, jfr. straks neden-for.

c. Vejbidrag til endelig belægning.I henhold til lovens § 3 (og de tilsvarende

bestemmelser i vejvedtægterne) kan kommu-nalbestyrelsen, når en offentlig vej m. m., derikke er forsynet med endelig belægning, ellernår en offentlig vej m. m., hvis belægning ikkeer tilendebragt i løbet af 10 år efter overtagel-sen eller anlægget, forsynes med endelig belæg-ning, bestemme, at indtil halvdelen af de der-med forbundne udgifter skal godtgøres kom-munen af ejerne af de tilgrænsende grunde. Detfastslås udtrykkeligt, at belægningen kan udfø-res delvis og til forskellig tid. Paragraffen in-deholder samme begrænsning med hensyn tilbredden af de arealer, hvortil lodsejerne erpligtige at bidrage, som lovens § 2. Efter ord-lyden skulle denne begrænsning i § 3 alenegælde grunde, der grænser op til pladser ogtorve (se også Illum, Dansk Tingsret I, p. 196),men ministeriet fortolker bestemmelsen derhen,at begrænsningen også gælder for grunde, dergrænser til gader og veje. Mange vej vedtægterer formuleret således, at det klart fremgår, atbegrænsningen gælder alle offentlige veje i vej-bestyrelseslovens forstand.

Bestemmelsen kan bringes til anvendelseikke alene på tidligere private vejstrækninger,der er overtaget som offentlige, men også påvejstrækninger, der er anlagt som offentlige,,-agtil hvis-aft-læg eller- udbygning -bidrag" ikke ~fid-Ltgpt-p ha£-v*tHi y;1t»i- Ministeriet for offentligearbejder har i flere tilfælde udtalt, at købstad-kommuner måtte anses for berettigede til atpålægge lodsejerne bidrag til endelig belæg-ning af sådanne vejstrækninger, hvis admini-stration byrådet havde overtaget enten fra etamtsråd eller - for indlemmede områders ved-kommende — fra et sogneråd.

Bestemmelsen giver ikke hjemmel til at krævevej bidrag til foranstaltninger, der må karakteri-seres som vedligeholdelse.

5 5

Ministeriet for offentlige arbejder (vejdirek-toratet) har i skrivelse af 26. august 1958 til enkøbstadkommune udtalt følgende vedrørendespørgsmålet om fortolkningen af begrebet »en-delig belægning«:

»Betegnelsen endelig belægning er førstblevet indført ved den ændring af denkøbenhavnske gadelov, som fandt sted i1926. Efter den oprindelige formulering afden pågældende lov var der alene hjemmeltil at opkræve bidrag til en senere bro-lægning af en bestående offentlig gade,der ikke eller kun delvis var brolagt. Den-ne formulering blev som nævnt ændret i1926, fordi brolægning nu ikke længerevar den eneste form for endelig belæg-ning, der anvendtes i byerne. Samtidig blevde vedtægter, som blev udfærdiget pågrundlag af den københavnske gadelov,ændret tilsvarende.

Efter ministeriets (vejdirektoratets) fastepraksis kan der kun én gang pålægges bi-drag til endelig belægning af en vejstræk-ning i henhold til normalvedtægtens § 3,og det er i og for sig ikke afgørende, hvor»permanent« den nye belægning er - re-parationerne kommer jo til at påhvile by-rådet. Derimod kan man næppe helt sebort fra, hvorledes vejen er inden den på-gældende foranstaltning. Ren vedligehol-delse (reparation) kan næppe påligneslodsejerne; der må være tale om en kvali-tetsmæssig forbedring.

I nogle tilfælde har man således lagtvægt på, om der samtidig med ændringenaf belægningen er sket en fuldstændigombygning af vejen, eller om en sådan om-bygning ikke har fundet sted. Ministeriet(vejdirektoratet) har haft en sag fra enkøbstad, hvor den hidtidige vej, der varanlagt på kommunens bekostning udenlodsejerbidrag, havde en bredde af 12 mmed en 5 m bred chaussébrolagt kørebane,to 0,5 m brede kantforstærkninger af ma-cadam samt to grusbelagte siderabatter.Byrådet udvidede kørebanebelægningenmed 2 m, anlagde to cykelstier, hver i 2m bredde, og to fortove, der ligeledes var2 m brede. På byrådets forespørgsel svare-de ministeriet, at den i gade- og vej vedtæg-tens § 3, stk. 1, indeholdte bestemmelse(der er overensstemmende med den til-svarende bestemmelse i normalvedtægtenfor købstæder) efter ministeriets opfattelsegav byrådet ret til at kræve, at de tilstø-

dende grundes ejere godtgjorde kommu-nen indtil halvdelen af de udgifter, somvar forbundet med den foran beskrevneendelige belægning i forbindelse med vej-udvidelsen. Ministeriet ville utvivlsomtvære kommet til samme resultat, selv omden hidtidige chaussébrolægning samtidigmed vejens ombygning var blevet erstattetmed en mere moderne belægning, jfr.højesteretsdommen i U.f.R. I916-365 ved-rørende asfalteringen af Allégade på Fre-deriksberg.

Derimod er forholdet nok mere tvivl-somt, hvis det arbejde, der udføres, aleneer en udskiftning af en hidtidig brolæg-ning med en tæppebelægning eller lig-nende, og der ikke samtidig sker nogenændring af vejens tværprofil. Der henvi-ses herom til en dom i U.f.R. 1942-77,hvor en gade i Nykøbing F., der i 1912var blevet brolagt uden grundejerbidrag,i 1938-39 blev forsynet med asfaltbeton.Byrådet opkrævede bidrag til den nye be-lægning hos lodsejerne, men tabte en rets-sag, hvorunder det blev gjort gældende, atvejen allerede i forvejen var forsynet medendelig belægning«.

Ministeriets praksis er i nær overensstemmel-se med, hvad der er udtalt af E. A. Abitz i»Vejenes Retsforhold«, p. 284-86.

Foruden de i nævnte skrivelse omtalte dom-me må nævnes den i U.f.R. 1951-647 citerededom fra Vordingborg. I denne sag havde for-tovet på en offentlig gade hidtil været grusbe-lagt, men forsynet med en enkelt række fliser,som grundejerne i 1924 havde betalt, medenskommunen havde betalt arbejdet med lægnin-gen af fliserne. I 1948 krævede kommunenbidrag i henhold til vejvedtægtens § 3 til nyfortovsbelægning, bestående af 2 rækker fliserog 3 rækker chaussésten, medens det resterendefortovsareal blev udført med macadamiseringog asfaltbelægning. Østre Landsret statuerede,at kommunen var berettiget til at pålæggegrundejerne indtil halvdelen af den nye fortovs-belægning.

Hvis mindst % af de tilgrænsende grundesejere fremsætter ønske om en dyrere belæg-ning end den, kommunen havde skønnet pas-sende, kan kommunalbestyrelsen i henhold tillovens § 3, stk. 2, bestemme, at en sådan dyrerebelægning skal bringes til udførelse, hvis depågældende grundejere repræsenterer mindst -%af den samlede i betragtning kommende ejen-domsskyld. Kommunalbestyrelsen kan da sam-

54

tidig bestemme, at samtlige grundejere vedvejen skal betale hele merudgiften ved den dy-rere belægning.

d. Fordeling1 af vejbidraget.

I henhold til gadelovens § 4 er det kommu-nalbestyrelsen, der afgør, hvorledes de udgifter,som kan pålignes lodsejerne til anla;g, hoved-istandsættelse eller endelig belægning af offent-lige veje, skal fordeles mellem grundejerne.Kommunalbestyrelsen skal herved, tage hensyntil ejendommens facadelængde og til dens tilenhver tid gældende vurdering til ejendoms-skyld. I de fleste vejvedtægter er tillige ind-føjet det kriterium, at der skal tages hensyn tilden måde, hvorpå ejendommen benyttes. By-planlaboratoriets normalvedtægt og dermedmange sognekommunale vej vedtægter indehol-der tillige arealkriteriet.

Ministeriet har i flere klagesager tiltrådt, atvejbidraget af byrådet er blevet fordelt aleneefter de pågældende ejendommes facadelængde,hvis de ved vejen beliggende ejendomme harværet af nogenlunde samme værdi og er blevetbenyttet på nogenlunde samme måde. I mangetilfælde vil en sådan fordelingsmåde imidlertidikke være holdbar, og ministeriet har derfor iflere andre sager, hvor der blev klaget over, atvej bidraget blev fordelt alene efter facade-længde, omstødt byrådets afgørelse. Det gjaldtbl. a. en byrådsbeslutning om bidragsfordelingalene efter facadelængde ved en vej, langs medhvilken der i øvrigt alene var villagrunde, menhvor der lå en tømmerplads med en ganske smalfacade mod vejen. (Tømmerpladsen var en så-kaldt »koteletgrund«). Da langt det overvej-ende slid på vejen i dette tilfælde hidrørte fratømmerpladsen, bestemte ministeriet for offent-lige arbejder, at bidragsfordelingen skulle æn-dres. Tilsvarende afgørelse traf ministeriet i ensag, hvor en vejstrækning var blevet overtagetsom offentlig og istandsat alene af hensyn tilnogle store blokbebyggelser, der blev opførtved den ene ende af vejen, og hvor de andreved vejen beliggende ejendomme havde enlangt ringere værdi.

Til fordel for en ganske summarisk forde-ling af vejbidraget uden nogen hensyntagentil de enkelte ejendommes værdi eller til må-den, hvorpå de benyttes, har flere kommuneranført, at værdien af de ved vejen beliggendeejendomme forøges gennem vejens udbygningeller istandsættelse, ligesom ejendomme i man-ge tilfælde først gennem vejanlægget bliverbyggemodne, hvorfor det ved en kun delvis be-

bygget vej vil være urimeligt at lade de ejen-domme, der allerede inden anlæggets udførelsevar bebygget, bære den overvejende del af an-lægsudgifterne. I de tilfælde, hvor samtligeejendomme ved vejen, efterhånden som de be-bygges eller på anden måde overgår til en mereintensiv udnyttelse, i lige grad vil kunne dragenytte af den udbyggede vej, idet de til den tidudnyttes på ensartet måde, har ministeriet, somdet er berørt ovenfor, ved afgørelse af klage-sager accepteret, at vej bidraget fordeles efterganske summariske regler (f. eks. alene ef-ter facadelængde og areal) forudsat, at kom-munen for de ubebyggede eller på anden mådelidet intensivt udnyttede grundes vedkommendeførst lader vej bidraget eller en væsentlig del afdette forfalde efterhånden, som grundene be-bygges eller på anden måde overgår til en mereintensiv udnyttelse. Flere kommuner anvenderden fremgangsmåde at dele lodsejerbidraget i todele, således at den ene del af bidraget (f. eks.en trediedel) straks afkræves samtlige de vedvejen beliggende ejendomme, medens den re-sterende del af bidraget på dette tidspunkt kunopkræves hos ejerne af de ejendomme, som alle-rede er udnyttet til bebyggelse eller lignende,medens denne del af bidraget for de øvrigeejendommes vedkommende henstår rente- ogafdragsfrit, indtil de udnyttes på tilsvarendemåde (jfr. herved lovens § 5).

Det er ministeriets praksis i klagesager, atder bør gives hjørnegrunde en vis reduktion afvejbidraget. Dette gælder dog ikke, når en ejen-dom kun kan få adgang til den ene af de toveje, hvortil den grænser op, og derfor kunkan sættes i bidrag til denne vej, eller når vej-bidrag af andre grunde kun vil blive krævet tilden ene af de to veje. Omvendt tillægger mini-steriet det ingen betydning, om en grundejererklærer, at han kun ønsker adgang til den eneaf vejene.

I henhold til lovens § 4, stk. 2, skal der forbaneanlæg samt kirkegårde o. lign. langs enoffentlig vej kun betales bidrag for den stræk-ning, hvor de benytter eller vil kunne benyttederes beliggenhed ved vejen til at etablere ad-gang til denne, og endvidere for de stræknin-ger, der ligger mellem denne strækning og denærmest offentlige tværveje til hver side. Den-ne bestemmelse har givet anledning til forskel-lige tvivlsspørgsmål.

Det er ministeriets praksis, at ejendomme(og det gælder ikke alene de i § 4, stk. 2, om-handlede) ikke skal betale vejbidrag til offent-lige veje, hvortil de ikke kan opnå adgang. Der

35

tænkes her navnlig på helt eller delvis facade-løse veje. Som ovenfor nævnt tillægger ministe-riet det i denne henseende ingen betydning, omen grundejer erklærer, at han ikke ønsker ad-gang til en offentlig vej, f. eks. fordi han haranden adgang til ejendommen.

e. Betaling af vejbidrag.I henhold til lovens § 5 er det kommunalbe-

styrelsen, der fastsætter terminerne for vej bi-dragenes betaling. Kommunalbestyrelsen be-stemmer herunder, om en del af bidraget kanhenstå, indtil de pågældende ejendomme ud-nyttes ved bebyggelse, udstykning eller på til-svarende måde (jfr. ovenfor). Ministeriet har iklagesager fastslået, at den del af vejbidraget,der således henstår, ikke skal forrentes. Den delaf bidraget, som straks forfalder til betaling,kan grundejerne forlange fordelt over en år-række af indtil 20 år (i nogle vejvedtægter 10eller 15 år og for mindre beløb 5 år) mod atforrente det til enhver tid skyldige beløb medindtil 6 c'c p. a. I nogle vejvedtægter er detfastsat, at der skal svares samme rente, somkommunen selv betaler af sådanne lån, dog ikkeover 6 c/c. Under hensyn til, at kommunerne ien årrække har haft vanskeligt ved at opnå låntil en rente på 6 % eller derunder, har ministe-riet for offentlige arbejder efter anmodning afflere kommuner godkendt en tilføjelse til dissekommuners vedtægter, gående ud på, at rentenkan sættes til 11/? c/c p. a. over den til enhvertid gældende højeste indlånsrente i sparekasseri den pågældende kommune for beløb, indsatpå 9 måneders opsigelse.

i. Udpantning - fortrinsret.I henhold til gadelovens § 6 (§ 19 i køb-

stadkommunernes normal vej vedtægt) kan kom-munen inddrive de skyldige beløb med renterved udpantning med samme fortrinsret, som til-kommer de på faste ejendomme hvilende skat-ter, uden hensyn til, om ejendommen seneremåtte være gået over i andres eje. I nogle til-fælde har ministeriet godkendt, at vej vedtæg-ten er blevet ændret således, at kommunen og-så kan gøre udpantningsret og fortrinsret gæl-dende med hensyn til krav i henhold til ind-friet kaution.

I henhold til tinglysningslovens § 4, stk. 2,er bl. a. ydelser af den her omhandlede karak-ter gyldige mod enhver uden tinglysning, for-udsat, at det drejer sig om foranstaltninger,der foretages af det offentlige selv eller efteren af det offentlige givet bemyndigelse, og i

henhold til denne lovs § 4, stk. 4, er tinglys-ning ufornøden ikke alene for de årlige ydel-ser, men også for anlægsbidrag, når der i lov-givningen er hjemlet fortrinsret for bidragenesom for offentlige skatter. Ministeriet har overfor et byråd udtalt som sin formening, at by-rådet bevarer sin udpantningsret og dermed deni tinglysningslovens § 4, stk. 4, hjemlede fri-tagelse for tinglysning af de her omhandledebidrag, uanset hvilken afdragstid der i det en-kelte tilfælde er aftalt eller fastsat.

g. Vejbidrag til hovedlandeveje og landeveje.For de af amtsrådene bestyrede hovedlande-

veje og landeveje gælder den særlige bestem-melse i vejbestyrelseslovens § 17, stk. 7, hvor-efter amtsrådet kan bestemme, at udgifternetil tilvejebringelse af tidssvarende belægningaf og kantbegrænsning for fortove helt ellerdelvis skal afholdes af de tilstødende grundesejere, overensstemmende med reglerne i kom-munens vej vedtægt om påligning af bidrag tilistandsættelse af overtagne eller nye veje m. m.Findes der ikke vej vedtægt for området, kanamtsrådet bestemme, at de pågældende udgif-ter helt eller delvis skal afholdes af vedkom-mende by- eller sognekommune.

Det fremgår af bemærkningerne til dennævnte lovbestemmelse (Folketingstidende1956/57 A, sp. 503-04), at vejbidrag ikke børpålægges, såfremt der er truffet bestemmelseom, at der ingen adgang skal være til pågæl-dende vejstrækning fra de tilstødende ejen-domme, da lodsejerne i så fald ingen særligfordel har af fortovjateæ- aY\\cocjc?<?nG,

Ministeriet for offentlige arbejder har ud-talt på mødet med amtsvejinspektørforeningenden 19. november 1957 (se Dansk Vej tids-skrift 1958-146), at bestemmelsen om amts-rådets beføjelse til at bestemme, at lodsejernehelt eller delvis skal betale udgifterne til be-lægning af og kantbegrænsning for fortove,hænger nøje sammen med de regler, der gæl-der ifølge vej vedtægterne, og hvorefter aleneanlægsudgifter til offentlige veje (men ikkeredl/gebo/delsesudgifter) kan kræves dækketaf lodsejerne i større eller mindre omfang.Bestemmelsen adskiller sig i øvrigt fra gade-lovens § 2 derved, at den alene giver hjemmeltil bidragspålæg til tilvejebringelse af belæg-ning af og kantbegrænsning for fortove, menikke giver hjemmel til bidragspålæg til for-anstaltninger af nogen art på kørebanen, cy-kelsti eller andre dele af vejen. Bestemmelsengiver på den anden side (modsat gadelovens

56

§ 3) hjemmel til at opkræve 100 % af udgif-terne ved fortovsanlægget.

2. KRITIK AF BESTÅENDERETSTILSTAND.

a. Fra lodsejer side er det i mange af de tilministeriet indkomne klager over vej bidragblevet kritiseret, at der overhovedet opkrævesbidrag til anlægsudgifter vedrørende offentligeveje, idet det er blevet anført, at det vel måpåhvile lodsejerne at anlægge, vedligeholde ogistandsætte private veje, men at det må væredet offentliges sag at afholde samtlige udgifterved de offentlige veje. Det er i denne forbin-delse fremhævet, at kommunerne modtagerrefusion af vejfonden til såvel anlægs- somvedligeholdelsesudgifter for de offentlige veje,og at der endog i visse tilfælde ydes vejfonds-tilskud til sådanne vejanlæg. Ganske vist er-kendes det, at en forbedring af vejforholdenepå de offentlige veje undertiden betyder envæsentlig værdiforøgelse for de tilstødendeejendomme, men en sådan værdiforøgelse ind-drages gennem reglerne om afgiftspligtiggrundstigning, og forbedrede vejforhold vili øvrigt ingenlunde altid medføre værdistig-ning for ejendomme ved vejen. Hvis en tidli-gere fredelig privat villavej overtages som of-fentlig og omdannes til en stærkt trafikerethovedfærdselsåre, vil dette nærmest være tilulempe for villaejerne, og hvis grundene veden hidtidig privat fællesvej er belagt med villa-servitutter, der ikke kan ophæves, vil vejensovertagelse og udbygning som offentlig næppemedføre nogen værdistigning af betydning forde pågældende ejendomme. Også for land-brugsejendomme, gartnerier o. lign. vil det i defleste tilfælde være uden større interesse, atden vej, som de grænser til, udvides eller for-bedres, bortset fra de forøgede mulighederfor udstykning, der eventuelt tilvejebringes.Det er også fra lodsejerside gjort gældende, atder sker en urimelig forskelsbehandling mel-lem de grundejere, hvis ejendomme grænser optil en af amtsrådet bestyret vej, og de grund-ejere, hvis ejendomme støder op til andre of-fentlige veje, idet der kun er mulighed for atpåligne den førstnævnte gruppe lodsejere bi-drag efter de mildere regler i vejbestyrelses-lovens § 17, stk. 7.

Specielt er pålæg af vej bidrag til endeligbelægning blevet kritiseret af mange lodsejere,der har klaget til ministeriet over sådanne bi-dragspålæg. Lodsejernes kritik går navnlig udpå, at bidraget kommer bag på dem, da de i

forvejen har adgang til offentlig vej og derforhar indrettet deres forhold i tillid til, at yder-ligere bidrag ikke vil blive pålagt. Der er iøvrigt ingen anden bestemmelse i købstædernesvejvedtægter, der har givet anledning • til såmange klager til ministeriet, som bestemmelsenom bidrag til endelig belægning.

b. Omvendt har nogle kommuner under for-handlinger med ministeriet udtrykt ønsket omen udvidelse af deres nuværende beføjelser ihenhold til vejvedtægterne. De har bl. a. ytretønske om, at der bliver givet hjemmel til op-krævning af vejbidrag også til dækning af kom-munernes udgifter ved arealerhvervelser, idetde pågældende kommuner ikke har kunnet senogen rimelig grund til, at udgifterne til areal-erhvervelser, som i alle andre henseender be-tragtes som rene vej udgifter, skal fradrages i deanlægsudgifter, som kan danne grundlag foropkrævning af vej bidrag. (Nogle kommunerhar da også opkrævet bidrag til arealerhvervel-ser, hvilket ministeriet har måttet gå imod, nårder er blevet klaget herover).

Endvidere har nogle kommuner ønsket, atden nuværende begrænsning til 50 c/o af an-lægsudgifterne, som er fastsat med hensyn tilpålæg af bidrag til endelig belægning, ophæ-ves, idet det efter disse kommuners opfattelseprincipielt må være ligegyldigt, om bidragettil endelig belægning opkræves samtidig medvejens anlæg eller først på et senere tidspunkt.Udførelsen af en ny og mere tidssvarende be-lægning vil i alle tilfælde forøge de tilgræn-sende ejendommes værdi. De nugældende reg-ler animerer kommunerne til straks at bringevejanlægget til udførelse i dets endelige skik-kelse, selv om færdselen i virkeligheden kunkræver et mere beskedent vejanlæg i de førsteår.

Reglerne om endelig belægning er efter man-ge kommuners opfattelse vanskelige at arbejdemed, da det i det enkelte tilfælde kan væremeget tvivlsomt, om den hidtidige belægninger »endelig« i den forstand, at bidrag til en nyog mere tidssvarende belægning ikke kan på-lægges lodsejerne. Nogle kommuner har bl. a.på grund af disse praktiske vanskeligheder heltundladt at: pålægge grundejerne vej bidrag tilendelig belægning.

c. Flere kommuner (og i øvrigt også mangegrundejere) har over for ministeriet givet ud-tryk for den opfattelse, at de nugældende reg-ler, hvorefter vej bi drag kun kan pålægges ejer-ne af de tilstødende ejendomme ved selve den

57

nyanlagte eller istandsatte offentlige vej, er forkategoriske og i mange tilfælde fører til helturimelige resultater. Der henvises således til deovenfor under 1 b (p. 52) omhandlede til-fælde, hvor den offentlige vej og en rækkekorte, blinde veje udgør en færdselsmæssig en-hed. Ud fra tilsvarende synspunkter som anførti afsnit IV om de private fællesveje menerdisse kommuner, at det bør overlades til kom-munens frie skøn i det enkelte tilfælde, hvilkenkreds af lodsejere der bør inddrages under bi-dragspå lægget.

d. Nogle kommuner har under forhandlin-ger med ministeriet givet udtryk for utilfreds-hed med de kriterier, der er fastsat i gadelovenog vej vedtægterne med hensyn til fordeling afvejbidrag på de enkelte grundejere. Disse kom-muner har anført, at det ikke er muligt i enlov at opregne de hensyn, der bør tages vedbidragsfordelingen. Forholdene kan i det en-kelte tilfælde, navnlig i »blandede« kvarterer,hvor der både er erhvervsbebyggelse og bolig-bebyggelse, være så komplicerede, at en slaviskanvendelse af gadelovens og vej vedtægternesfordelingskriterier vil give urimelige resultater.De pågældende kommuner har herved henvisttil to domme, hvor det blev godkendt, at kunét af de i vej vedtægten angivne kriterier varanvendt ved bidragsfordelingen (U. f. R. 1922-411 og VLT 1929-171). Disse kommuner erderfor af den opfattelse, at det bør være over-ladt til kommunens frie skøn i det enkelte til-fælde, hvilke kriterier der bør anvendes vedbidragsfordelingen.

Omvendt er det også blevet gjort gældende,at de bestående regler ikke i tilstrækkeligt om-fang binder kommunerne ved bidragsfordelin-gen, og at hensynet til udøvelsen af en ligeligforvaltning tilsiger, at der i loven fastsættesbestemte ufravigelige kriterier for de retnings-linier, der skal følges ved bidragsfordelingen.

e. Ved behandlingen af klagesager har detværet ministeriets standpunkt, at de gældenderegler om »henstand med betaling af vejbidrag,indtil ejendommene udnyttes mere intensivtved bebyggelse eller på anden måde (gadelo-vens § 5, stk. 1), bør anvendes i videre ud-strækning end hidtil, og ministeriet har i fleretilfælde pålagt kommunerne at bringe disseregler til anvendelse. Mange kommuner harimidlertid under forhandlinger herom med mi-nisteriet givet udtryk for den opfattelse, at degældende regler i gadelovens § 5, stk. 1, i for

høj grad belaster kommunernes økonomi, ikkemindst, når henses til, at ministeriet i klage-sager vedrørende beslutninger i henhold tilkommunale vej vedtægter har forlangt, at debeløb, hvis betaling udskydes i henhold til dennævnte bestemmelse, ikke må forrentes, så læn-ge de pågældende ejendomme ikke er overgåettil en mere intensiv udnyttelse.

Kæmnerforeningen i Danmark har over forden danske købstadforening givet en redegø-relse for den fremgangsmåde, der anvendes ikommunerne med hensyn til finansiering ogadministration af vej udgifter, hvortil bidragopkræves hos lodsejerne (bilag 7). Det fremgårheraf, at nogle kommuner finansierer de pågæl-dende udgifter af kommunekassen, hvis udlægigen søges dækket ved optagelse af almindeligefaste lån. Bidragene indkræves herefter hosgrundejerne i almindelighed over 20 år og medtillæg af en rente på 6 % om året. Andre kom-muner finansierer de pågældende vejanlæg gen-nem et privat pengeinstitut, der låner direkte tilgrundejerne mod kommunens kaution. Dennepraksis er nogle steder gennemført, efter at vej-vedtægten er ændret således, at det klart frem-går, at kommunen har udpantningsret også forkrav, der stammer fra en indfriet kaution, jfr.ovenfor p. 56. Andre steder følges sammepraksis, uden at vejvedtægten er ændret, og så-ledes uden at det formelle grundlag for for-trinsret og udpantningsret har været i orden.Kæmnerforeningen har over for købstadfor-eningen givet udtryk for, at det særlig er spørgs-målet om bevarelse af fortrinsret og udpant-ningsret ved kaution og om opkrævning af bi-dragene, der har givet anledning til overvejelseri kommunerne. Kæmnerforeningen har anmodetkøbstadforeningens bestyrelse om at tage depågældende spørgsmål op til overvejelse. Køb-stadforeningen har over for indenrigsministe-riet erklæret sig enig i Kæmnerforeningens for-slag, og indenrigsministeriet har igen forelagtsagen for ministeriet for offentlige arbejder,der har sendt sagen til vejlovsudvalget. Ogsåforeningen Bymæssige Kommuner har tiltrådt,at nævnte spørgsmål tages op til behandling.

I anledning af det af Kæmnerforeningenanførte bemærkes, at det vel er rigtigt, at mini-steriet i mange tilfælde har godkendt tillæg tilvej vedtægterne, hvorefter byrådet beholder for-trinsret ved udpantning også over for krav ihenhold til indfriet kaution. Derimod har mini-steriet gentagne gange nægtet at godkende, atder i vej vedtægten indføjes en bestemmelseom, at byrådet skal kunne kræve, at grundejerne

58

ûjjertïicjcr vej&i arwiçereSp£-j'rt*i~l/'$ baste -i stedet for at få vejbidrag til offentlige vejefordelt over en årrække skal optage bank- ellersparekasselån mod kommunens garanti. En så-dan ordning vil nemlig efter ministeriets opfat-telse være fuldt ud berettiget for så vidt angårde af kommunen afholdte udgifter vedrørendeprivate fællesveje, som det jo påhviler lods-ejerne at anlægge, istandsætte og vedligeholde,hvorimod en tilsvarende ordning ikke kan god-kendes for de offentlige vejes vedkommende,hvor kommunen ganske vist har ret til undervisse omstændigheder at pålægge grundejernebidrag til foranstaltninger på den offentligevej, men hvor det i den københavnske gadelovs§ 2, stk. 1 i. f., udtrykkeligt er angivet, at kom-munen foreløbig udreder omkostningerne vedde pågældende foranstaltninger. Kommunernekan derfor efter ministeriets opfattelse ikkekonstruere forholdet således, at pligten til atfinansiere de pågældende offentlige vejanlæglægges over på grundejerne, og kommunen måderfor for så vidt angår vej bidrag til offentligeveje være henvist til eventuelt selv at optagefornødne lån. Ministeriet har dog intet imod,at en frâdan ordning med hetrsyri "til vrjbniragtiL-offentligc vcjc-ftffafigeês\på frivillig basis.

Som nævnt har lodsejerne i henhold til gade-lovens § 5 (og vej vedtægterne) krav på, at dendel af pålagte vej bidrag til offentlige veje, deransættes til kontant betaling, fordeles over enårrække, der i Københavns gadelov er fastsattil 20 år og i vej vedtægterne til forskellige tids-rum, varierende fra 5 til 20 år. Nogle kommu-ner har over for ministeriet givet udtryk for,at de frister, der var fastsat i så henseende ivej vedtægterne, er for lange.

3. UDVALGETS FOKSLAG.

a. Udkastets gyldighedsområde.Som angivet i de indledende bemærkninger,

har udvalget ment at burde imødekomme detaf Københavns kommunes repræsentanter frem-satte ønske om, at reglerne om vejbidrag til of-fentlige veje optages i en særlig lov, medensreglerne om udlæg, anlæg, istandsættelse, ved-ligeholdelse m. v. af private fællesveje optagesi en anden lov. Loven om vej bidrag m. m. tiloffentlige veje skal efter forslaget uden viderehave gyldighed i købstæderne, København ogFrederiksberg samt i sådanne andre kommuner,for hvilke der i medfør af privatvej sloven til-vejebringes vejvedtægt, jfr. nærmere herom af-snit I. Der opnås herved, at reglerne om vejbi-drag i de enkelte kommuner bliver ganske ens-

artede, og at de mindre, individuelle forskellig-heder, som i dag findes i vejvedtægterne, ogsom i mange tilfælde skyldes rene tilfældighe-der, fremtidig bortfalder.

b. Motivering for lodsejerbidrag tiloffentlige veje.

Udvalget har overvejet den fremsatte kritikaf det forhold, at der i det hele taget kan på-lægges grundejerne bidrag til anlægsarbejderpå offentlige veje. En ændring af dette forholdville imidlertid betyde en forskydning i dentraditionelle udgiftsfordeling mellem det of-fentlige og grundejerne, som udvalget, jfr. for-an kap. I, ikke har ment at burde forudsætte.Navnlig de kommunale repræsentanter i ud-valget har endvidere anført, at der ikke kan sesnoget ubilligt i, at grundejerne, der principieltbærer udgifterne ved de private adgangsveje tilderes ejendomme, ligeledes må bidrage til deoffentlige veje, der ved siden af at tjene merealmindelige trafikale formål tillige tjener somadgang for tilgrænsende ejendomme, hvis ejerekan udnytte ejendommenes beliggenhed ved depågældende veje til bebyggelse m. m.

c. Begrænsninger i og undtagelser frabidragspligten.

Efter udvalgets opfattelse, der falder sam-men med ministeriets hidtidige praksis, børvej bidrag dog ikke pålægges til arbejder påsådanne offentlige veje, der gøres helt facade-løse. Det gælder, ganske uanset om de pågæl-dende veje er klassificeret som hovedlandeveje,landeveje eller biveje. Vej bidrag bør dog for-mentlig omend i begrænset omfang kunne på-lægges, såfremt ejendommene på anden måde,f. eks. ved udnyttelse af tillægsareal ved be-byggelse, ved udstillingsvinduer el. lign., i sær-lig grad,i»« udnytterderes beliggenhed ved denpågældende offentlige vej.

Der bør ligeledes tages et særligt hensyn tilde ejendomme, der er belagt med servitut omparcelhusbebyggelse. For disse ejendommesvedkommende ville det være urimeligt, om ejer-ne skulle betale en kostbar udbygning af dentilstødende offentlige vej, når ejendommensanvendelse til parcelhusbebyggelse kun nødven-diggør, at der tilvejebringes en almindelig bo-ligvej. Det foreslås derfor, at der i loven fast-sættes en udtrykkelig begrænsning med hensyntil størrelsen af det vej bidrag, der kan pålæggesejendomme ved veje eller vejstrækninger, hvorde tilgrænsende arealer i henhold til byplaneller anden af kommunalbestyrelsen eller vejbe-

59

styrelsen håndliævet bestemmelse er forbeholdtåben og lav boligbebyggelse. Ved sådanneveje foreslås det i udkastets § 4, stk. 2, at kom-munen (for de af amtsrådene bestyrede hoved-landeveje og landeveje amtskommunen) fuldtud betaler den del af arbejdet vedrørende køre-banen, der angår en større bredde end 6 m, ogden del af udgifterne til arbejdet vedrørendevejens øvrige dele (fortove, cykelstier, græs-rabatter m. m.), der vedrører en større breddeend 6 m i alt.

Også for andre offentlige vejes vedkommen-de bør der efter udvalgets opfattelse sættes envis grænse for bredden af de arealer, hvortilvej bidrag kan opkræves, da meget store vej-bredder snarere må anses for begrundet i hen-synet til den gennemgående færdsel end i hen-synet til udnyttelsen af de tilgrænsende arealer.Udvalget har overensstemmende med de hid-tidige regler i den københavnske gadelov (somændret i 1926) foreslået denne begrænsning sattil 20 m (udkastets § 4, stk. 2 i. f.).

For så vidt angår gartnerier, landbrugsejen-domme og lign. ekstensivt udnyttede ejen-domme, er det udvalgets opfattelse, at det veler rigtigt, at disse ejendomme ikke i førsteomgang vil have samme interesse set i forholdtil arealets størrelse som industrivirksomheder,parcelhuse og lign. i kostbare offentlige vejan-læg, men at det på den anden side ville giveejerne af disse ejendomme en urimelig fordel iforhold til andre grundejere, hvis man helt fri-tog dem for pligten til at betale vejbidrag tilden tilgrænsende offentlige vej, da vejanlæggeti de fleste tilfælde vil kunne danne grundlag forudstykning og dermed ændret anvendelse af depågældende ejendomme. Udvalget har derforforeslået i udkastets § 8, stk. 1,1. pkt, at ejerneaf sådanne ikke-udparcellerede arealer, der an-vendes til landbrug, skovbrug eller frilandsgart-neri, skal kunne forlange, at den del af vejbi-draget, der for deres ejendom overstiger bidra-get for en almindelig bebygget parcelhusgrundi det pågældende område, først forfalder i detomfang, arealerne helt eller delvis overgår tilanden anvendelse. Til dels tilsvarende reglerfindes i dag i byplanlaboratoriets normalvej -vedtægt (§ 19). De foreslåede regler er i virke-ligheden en udbygning af de foran omtalte reg-ler i den københavnske gadelovs § 5, stk. 1, menindeholder den væsentlige afvigelse, at vedkom-mende lodsejer efter de foreslåede regler skalkunne forlange, at det pålagte vejbidrag førstopkræves på et senere tidspunkt, medens detefter de nugældende regler er kommunalbesty-

relsen, der bestemmer, om bidraget kan afviklesefterhånden i forhold til de pågældende ejen-dommes stigende udnyttelse ved bebyggelse.

Bestemmelsen i udkastets § 8, stk. 1, 2. pkt.,der vedrører forholdene i områder, der ikkelængere udnyttes som landbrug m. v., men hvorudviklingen alligevel ikke er længere fremme,end at kun en del af de ejendomme, for hvilkeder pålægges vej bidrag, er blevet bebygget ellerudnyttes erhvervsmæssigt, medens andre arealerhenligger uudnyttede eller kun anvendes somhaver eller lignende. I sådanne tilfælde ville detkunne virke urimeligt hårdt, om ejerne af are-aler af den sidstnævnte kategori skulle betalevejbidrag på lige fod med de grundejere, derallerede har bebygget deres ejendomme ellerundergivet disse en lignende intensiv udnyttel-se. Udvalget har derfor foreslået, at ejerne afsådanne uudnyttede ejendomme skal kunne for-lange, at betalingspligten for en trediedel af bi-draget udskydes. Samme ret foreslås givet ejerneaf grunde med enfamilieshuse for den del afarealet, der overstiger 1.600 m2. Reglen fore-slås doe begrænset til de tilfælde, hvor forde-lingen i henhold til udkastets § o, stk. % fore-tages alene efter areal, fordi der kun vil blivetilladt en ganske ensartet benyttelse af ejendom-mene (jfr. nærmere nedenfor). I de tilfælde,hvor fordelingen sker efter flere kriterier, er derikke behov for en tilsvarende beskyttelsesregelfor ejerne af uudnyttede arealer, da der ved sel-ve fordelingen af bidraget tages hensyn til. atvisse af ejendommene er undergivet en mindreintensiv udnyttelse, jfr. nærmere nedenfor. Forat undgå, at de grundejere, som i medfør af ud-kastets § 6, stk. 3, får betalingspligten for en delaf vejbidraget udskudt, i for lang tid laderarealerne henligge uudnyttede, foreslås det, atgrundejerne ikke kan forlange betalingspligtenudskudt for et længere tidsrum end 10 år. Detbetyder naturligvis ikke, at vejbestyrelsen er af-skåret fra at tilstå lodsejerne en længere udsæt-telse med betalingspligten, hvis dette i det en-kelte tilfælde skønnes rimeligt.

d. Vejbidrag til amtsveje.Modsat disse begrænsninger i bidragspligten

har udvalget fundet, at der under nutidige for-hold ikke er tilstrækkeligt grundlag for at op-retholde den hidtidige retstilstand, hvoreftergrundejerne ved veje, der er undergivet besty-relse af et amtsråd, uanset hvorledes vejene erudnyttet til bebyggelse, er undtaget fra reglerneom lodsejerbidrag. Et brud på dette princip erallerede foretaget ved den specielle bestemmelse

60

i vejbestyrelseslovens § 17, stk. 7, om vej bidragtil fortovsanlæg på sådanne veje. Som forannævnt bør der dog efter udvalgets opfattelseikke pålægges vej bidrag til arbejder på facade-løse veje. Omvendt er der efter udvalgets op-fattelse ingen anledning til fortsat at fritagelodsejerne ved hovedlandeveje og landeveje ikøbstæderne og inden for egentlige bymæssigeområder fra at betale vej bidrag, hvis der ikkegælder nogen form for adgangsbegrænsning forden pågældende vej, og denne betjener be-byggelsen langs vejen, ligesom almindelige vejeog gader. Det gør i denne forbindelse ingenforskel, om den pågældende vej administreresat et amtsråd eller en kødstadkommune. Ud-kastets § 2, stk. 1, er formuleret overensstem-mende hermed. Uden for købstæderne, Køben-havn og Frederiksberg samt de kommuner, derhar tilvejebragt vej vedtægt, foreslås der i § 2,stk. 2, tillagt amtsrådene hjemmel til at kra^vevej bidrag inden for samlede bebyggelser til ud-førelse af nye fortovsanlæg og til visse holde-bane- og parkeringsanlæg, da sådanne anlæg ihøj grad må tjene de lokale grundejeres inter-esser. De hidtidige regler i vejbestyrelseslovens§ 17, stk. 7, 2. og 3. pkt., forudsættes samtidigat bortfalde.

Så længe kundgørelse om adgangsbegræns-ning i henhold til vejbestyrelseslovens § 35ikke er udfærdiget, kræves efter udkastets § 2,stk. 3, samtykke fra ministeren for offentligearbejder til anvendelse af lovens regler påhovedlandeveje eller landeveje. De forannævnteregler om begrænsninger i bidragspligten vil iøvrigt medføre, at der ved almindelige hoved-landeveje og ved landeveje igennem landsbyerkun vil blive tale om en yderst begrænset forø-gelse af bidragene i forhold til reglerne i vej-bestyrelseslovens § 17, stk. 7. På den andenside vil de foreslåede regler, hvor det drejer sigom hovedlandeveje og landeveje i mere udvik-lede kvarterer, f. eks. i udkanten af provins-byerne, medføre, at den urimelige forskel medhensyn til lodsejernes forpligtelser som en følgeaf, om vejen bestyres af købstaden eller amts-rådet, vil bortfalde. Reglerne om vej bidrag tilamtsveje skal selvsagt ikke kunne anvendes påmotorveje, der i øvrigt efter 1. april 1964 be-styres af staten.

e. Til hvilke udgifter kan bidrag pålægges?Hvad angår spørgsmålet om arten af de ud-

gifter, hvortil vej bidrag kan pålægges, er detudvalgets opfattelse, at ekspropriationsudgifterog udgifter til arealerhvervelse, servitutpålæg

m. v. ved frivillig overenskomst fortsat ikke børkunne pålægges grundejerne. Udvalget har der-for foreslået, at denne begrænsning i kommu-nernes adgang til at opkræve vej bidrag udtryk-kelig lovfæstes, jfr. udkastets § 4, stk. 3.

Det betyder imidlertid ikke, at grundejerneskulle kunne forvente erstatning for arealernei de private fællesveje, der overtages som offent-lige i henhold til vejbestyrelsesloven. Også pådette område må de almindelige regler i vej-bestyrelsesloven gælde, og efter disse regler kangrundejerne ganske vist forlange, at spørgsmåletom eventuel erstatningsydelse for sådanne area-ler forelægges taksationsmyndighederne. Lods-ejerne lider imidlertid (så godt som undtagel-sesfrit) ikke noget tab ved en privat fællesvejsovertagelse som offentlig, og der vil derfor ikkeblive ydet erstatning for arealernes overgangfra private vejarealer til offentlige vejarealer.

Udvalget har også fundet det påkrævet atforeslå lovfæstet den hidtidige begrænsning,hvorefter vejbidrag ikke kan pålægges til dæk-ning af udgifter til større ændringer af vejenslængdeprofil, herunder udgifter til støttemure(udkastets § 4, stk. 4). Sådanne foranstaltnin-ger må nemlig antages i højere grad at skulletjene den gennemgående færdsel end færdselentil de ved selve vejen beliggende ejendomme.

f. Bidrag til vejudvidelse.Under hensyn til den ovenfor omtalte kritik

af de nugældende regler om vejbidrag til »ende-lig belægning« har udvalget overvejet, omdenne form for vej bidrag helt kunne afskaffes.Udvalget har dog næret betænkelighed ved atforeslå en så radikal ændring i den hidtidigeretstilstand under hensyn til, at de hidtidigeregler i vidt omfang er blevet anvendt af kom-munerne, og til, at en afskaffelse af den hid-tidige saglige adgang til at pålægge vejbidragtil endelig belægning som ovenfor nævnt villefriste kommunerne til straks at udbygge de på-gældende offentlige veje til deres endelige stan-dard, selv om færdselen i virkeligheden kunkræver et mere beskedent vejanlæg i de før-ste år.

Udvalget har derimod foreslået en omlæg-ning af den pågældende forpligtelse, således atdenne skulle blive lettere forståelig for lods-ejerne og give anledning til færre tvivlsspørgs-mål; man har herved tillige lagt vægt på, atreglerne ikke bør animere kommunerne til enunødig hurtig udbygning af de pågældendeveje. Reglerne om endelig belægning foreslåsderfor erstattet af en regel om, at vejbestyrelsen

61

til enhver tid kan pålægge grundejerne bidragtil udvidelse af bestående offentlige veje, der eranlagt i mindre bredder end angivet i udkastets§ 4, i det omfang, vejens samlede bredde ikkeherved overstiger de fastsatte maksimale bred-der (2x6 m for parcelhusvej e og 20 m forandre veje, udkastets § 3, stk. 3). De foreslåederegler sondrer ikke imellem, om der tidligereer pålagt vej bidrag til den offentlige vej, ellerom dette ikke er tilfældet, og de giver hellerikke kommunen hjemmel til at pålægge vejbi-drag til en forbedring af den bestående belæg-ning, uanset hvor midlertidig denne er, hvisder ikke er taget særligt forbehold herom vedvejens anlæg eller overtagelse som offentlig.

g. Fremlæggelse og indkaldelse.Der er i så henseende i § 7 foreslået særlige

regler om den måde, hvorpå grundejerne skalgøres bekendt med vejbestyrelsens beslutningom pålæg af vej bidrag, herunder også om, atvejens belægning skal udføres i flere tempi.De særlige regler i § 7 tilsigter i øvrigt at givegrundejerne mulighed for over for vejbestyrel-sen at gøre indsigelse mod det påtænkte vejbi-drag, inden det kommunale råd træffer endeligbeslutning om pålægget. Endvidere tilsikres detved de foreslåede regler, at grundejerne fårklar besked om baggrunden for vejbidraget ogfor fordelingen mellem grundejerne. Ud overdisse regler skal der i henhold til udkastets § 14som hidtil være mulighed for at indbringe vej-bestyrelsens beslutning om vejbidraget for hø-jere myndighed. I lighed med reglerne i vejbe-styrelsesloven foreslås det, at der i alle tilfæl-de bliver mulighed for at påklage afgørelsentil ministeren. I de kommuner, der henhørerunder amtsrådene, skal klagen dog i første om-gang indgives til amtsrådet. Forslaget er pådette punkt i overensstemmelse med de fleste afde specielle klagebestemmelser i vejbestyrelses-u

loven.'•£*- de såkaldt? "bvnji-npslerVcwrtuncy*ved ïtibenb- joretâ? dog,G'l k\dê mdyi'ei fdyekhli. Fordelingen af vejbidraget mellem7"^/"'*"r/^/t*/grundejerne.

For så vidt angår spørgsmålet om fordelingenaf vejbidragene mellem grundejerne har udval-get overvejet, om det var muligt at fastsætteganske bestemte, ufravigelige kriterier, derskulle overholdes i alle tilfælde. Dette villedels medføre en administrativ lettelse af detikke ubetydelige arbejde ved bidragenes pålig-ning og indskrænke antallet af klager, ligesomgrundejerne fik bedre muligheder for forud atvurdere byrderne.

Udvalgets flertal er af den opfattelse, at dekriterier, der i så henseende bør anvendes, måvære størrelsen af ejendommenes arealer, ejen-dommenes benyttelse og ejendommenes facade-længde. Københavns kommunes repræsentanterhar fremfor benyttelseskriteriet foretrukket ejen-domsværdien, idet de har anført, at benyttelsengiver sig udslag i ejendomsværdien. Dette syns-punkt har ikke kunnet tiltrædes af udvalgetsflertal, der har anført, at en udnyttelse, somgiver anledning til meget slid på vejen, ikkealtid behøver at betyde en højere vurdering afejendommen. Det vil således ikke ske, når ejen-dommen benyttes som oplagsplads.

Efter henstilling af Københavns kommunesrepræsentanter har udvalget imidlertid vedtagetat foreslå, at ejendomsværdikriteriet skal kunneanvendes i stedet for benyttelseskriteriet. Detgælder dog ikke, hvis det drejer sig om ejen-domme, som er fritaget for vurdering eller ikkeer ansat til ejendomsværdi. Såfremt vejarbejdetsudførelse skyldes betydelig eller tung færdsel tileller fra enkelte ejendomme ved vejen, skal der,når ejendomsværdikriteriet benyttes, efter for-slaget forlods pålægges ejerne af disse ejendom-me et passende særligt bidrag.

Udvalget har ment, at de 3 kriterier, areal,facadelængde og benyttelse (ejendomsskyld),principielt bør anvendes i alle sager. Udvalgethar dog ikke anset det for muligt at fastsætteen ganske bestemt \Tægt, hvormed disse 3 krite-rier undtagelsesfrit skal indgå i bidragspålig-ningen, men har ment, at forholdenes forskel-lighed i de enkelte kommuner og områder indenfor disse og i øvrigt også i de enkelte sagerkan motivere, at der gives kommunalbestyrelsenmulighed for i et vist omfang at tillægge krite-rierne forskellig betydning. Man har derforalene foreslået, at kommunalbestyrelserne skalvære pligtige at anvende de enkelte kriteriermed en vis mindste vægt (facade: 10 %, benyt-telse: 25 %, areal: 25 %) (udkastets § 6,stk. 2).

I visse tilfælde er det efter udvalgets opfat-telse unødvendigt at anvende en flerhed af kri-terier, idet det undertiden følger af byplan-eller byggelovsbestemmelser, at samtlige ejen-domme ved vejen skal udnyttes på ganske ens-artet måde. I sådanne tilfælde har udvalgetment, at vejbestyrelsen må kunne nøjes med etenkelt kriterium ved bidragsfordelingen, og ud-valget har i så henseende anset det for mesthensigtsmæssigt, at fordelingen sker i forholdtil de enkelte ejendommes arealer (udkastets§ 6, stk. 3). Som ovenfor nævnt har man ment

(.2

at burde supplere denne bestemmelse med enregel om, at ejerne af ubebyggede arealer, derikke udnyttes erhvervsmæssigt, skal kunne for-lange, at en vis del af bidraget først skal be-tales efter en vis årrække.

For hjørnegrunde og andre grunde, der harfacade mod mere end én vej, foreslås det i lig-hed med ministeriets ovenfor under 1 d (p.55) omhandlede praksis i § 6, stk. 4, at derkun skal beregnes bidrag for en del af ejen-dommen. Hvis grunden som følge af facadeløs-hedsbestemmelser ikke kan opnå direkte ad-gang til den ene af vejene, bortses der dog fragrundens facade mod denne vej.

i. Betaling af vejbidrag.Udvalget har endvidere overvejet den af

Kæmnerforeningen fremsatte kritik vedrørendede hidtidige regler om kommunernes adgang tilat pålægge lodsejerne at optage lån til dækningaf vejudgifterne ved det arbejde, hvortil etbidrag pålægges. Udvalget har imidlertid ikkement at kunne følge Kæmnerforeningens øns;keom, at der for de offentlige vejes vedkommendetillægges kommunerne ret til at kræve, at grund-

ejerne straks, når vej bidraget er pålagt, skaloptage et lån mod kommunegaranti til dækningaf vejbidraget, idet det er udvalgets opfattelse,at det principielt må påhvile kommunen selv atfinansiere de offentlige vejanlæg, og det derformå være kommunen og ikke lodsejerne, der igivet fald må optage lånet (se derimod for deprivate vejes vedkommende ovenfor side 59).

Udvalget har derimod ment, at det vil værerigtigst udtrykkeligt at lovfæste de rentebestem-melser, som ministeriet for offentlige arbejdersom ovenfor nævnt i en række tilfælde hargodkendt i vejvedtægter for købstadkommuner(udkastets § 8, stk. 2). Afdragstiden foreslåsoverensstemmende med mange vej vedtægterfastsat til mellem 5 og 20 år, afhængigt af be-løbets størrelse.

j. Forskfsllige bestemmelser.Forslaget indeholder endvidere bestemmelser

om vej navne og luftledninger (§ 10), hus-numre (§ 11), hegn mod vej (§ 12) og omtaksation (§ 13). Om disse bestemmelser hen-vises til bemærkningerne til de enkelte para-graffer.

København, den 25. juni 1964.

E. A. Abitz. Bendt Andersen. Rygaard Andersen.

K. Bang,formand.

Edmund Hansen.

K. 0. Larsen.

ragn Rud Nielsen.

F. J. Boas,tillige sekretær.

Rich. Honoré.

E. Mouritsen.

M. Hvalsøe Olsen.

Sverre Borring.

Arne G. Jæger.

Kn. Nielsen.

M. P. Petersen.

J. A. C. Rastrup.

Leif Larsen.

63

Bilag 1

UDKASTtil lov om private fællesveje

Afsnit I.

KAPITEL 1.

Offentlige veje og private fællesveje.

Stk. 1. Ved offentlige veje forstås i denne lovde veje, gader, broer eller pladser, der er op-taget på det i § 8 i lov nr. 95 af 29. marts1957 om bestyrelsen af de offentlige veje (vej-bestyrelsesloven) omhandlede vej register. Vedoffentlige stier forstås de i samme lovs § 47omhandlede stier.Stk. 2. Ved private fællesveje forstås i dennelov de veje, gader, broer eller pladser, der udenat være offentlige veje tjener som færdsels-arealer

a) for flere særskilt matrikulerede og i særligeje værende ejendomme, eller

b) for mere end 7 parcelhuse eller sommer-huse eller for mere end 12 beboelseslejlighederog er mindst 40 m lange.

I Københavns kommune skal de under a)omhandlede veje m. v. tillige i medfør af § 16i byggelov for staden København nr. 148 af29. marts 1939 (Københavns byggelov) væreoptaget på Københavns gadefortegnelse somprivate gader, og de under b) nævnte vejem. v. tillige i medfør af nævnte lovs § 26 væreforlangt holdt åbne for almindelig færdsel ogunderkastet de for gader gældende bestem-melser.

Uden for Københavns kommune henregnesde under b) nævnte veje m. v. ikke til privatefællesveje, såfremt de alene forløber inden forlukkede karreer eller inden for områder, f. eks.kirkegårde, hospitaler eller industrigårde, derved hegn eller på anden måde er klart adskiltfra det øvrige vejnet.

Stk. 3. Ved udlagt privat fællesvej forstås idenne lov uden for København ethvert areal,som efter denne lovs ikrafttræden er bestemt tilfremtidig anvendelse som privat fællesvej efterde i §§ 10, 18 eller 28 angivne regler eller for-ud for lovens ikrafttræden er godkendt til sådananvendelse af vedkommende kommunale myn-dighed. I Københavns kommune forstås vedudlagt privat fællesvej sådan ved deklarationeller retningsplan udlagt gade, som i medfør af§ 16 i Københavns byggelov er optaget påKøbenhavns gadefortegnelse som ikke anlagtprivat gadestrækning.

Stk. 4. Vedkommende forvaltningsmyndighedeller tilsynsmyndighed kan bestemme, at lovensregler om private fællesveje med de fornødnelempelser skal finde anvendelse på privatestier og udlagte private stier, såfremt disse op-fylder de i stk. 2 henholdsvis stk. 3 angivne be-tingelser.

Forvaltnings- og tilsynsmyndighederne.Stk. 1. Forvaltningsmyndigheden godkender ud-lægget og anlægget af nye private fællesvejeog udøver de den ved loven i øvrigt tillagtebeføjelser.Stk. 2. Tilsynsmyndigheden fører tilsyn medistandsættelsen og vedligeholdelsen af privatefællesveje og udøver de den ved loven i øvrigttillagte beføjelser.Stk. 3. Kommunalbestyrelsen udøver forvalt-ningsmyndigheden

a) i købstæderne, Frederiksberg, Gentofte,Marstal og de sønderjyske flækker,

b) i andre kommuner med styrelsesregler ihenhold til § 34, stk. 3, i bekendtgørelse nr.

64

328 af 6. juli 1950 af lov om købstadkommu-nernes styrelse som ændret ved § 1 i lov nr.181 af 20. maj 1952 og

c) i sognekommuner, som har en samlet be-byggelse med mere end 1.000 indbyggere, ellersom i øvrigt i medfør af § 3 har tilvejebragtvejvedtægt. Såfremt vedtægtens område er be-grænset til en del af kommunen, kan det i ved-tægten bestemmes, at kommunalbestyerlsen kunskal udøve forvaltningsmyndigheden i dennedel af kommunen.Stk. 4. Amtsrådet udøver forvaltningsmyndig-heden i de sognekommuner eller dele af sogne-kommuner, hvor forvaltningsmyndigheden ikkeer tillagt sognerådet. Har en sognekommunemed en samlet bebyggelse på mindre end 1.000indbyggere forud for lovens ikrafttræden til-vejebragt vej vedtægt, udøver sognerådet forvalt-ningsmyndigheden inden for vedtægtens hid-tidige gyldighedsområde i de første to år efterlovens ikrafttræden. Er ny vej vedtægt ikke til-vejebragt inden dette tidspunkt, overtager amts-rådet forvaltningsmyndigheden.Stk. 5. Magistraten udøver forvaltningsmyndig-heden i København.Stk. 6. Tilsynsmyndigheden udøves uden forKøbenhavns kommune af kommunalbestyrelsen,jfr. dog § 4, stk. 2. Magistraten udøver tilsyns-myndigheden i København.Stk. 7. I hver amtsrådskreds udarbejder amts-rådet en fortegnelse over de kommuner ellerdele af kommuner, hvor amtsrådet udøver for-valtningsmyndigheden eller tilsynsmyndighe-den.

§ 3.Vejvedtægt.Stk. 1. For enhver af de i § 2, stk. 3, under a)og b) omhandlede kommuner samt for enhversognekommune, som har en samlet bebyggelsemed mere end 1.000 indbyggere, skal tilveje-bringes en vejvedtægt. Vedtægtens område kanbegrænses til den del af kommunen, hvor derfindes en samlet bebyggelse, eller hvor en sådanbebyggelse kan forventes.Stk. 2. I sognekommuner, som ikke har en sam-let bebyggelse med mere end 1.000 indbyggere,kan tilvejebringes en vej vedtægt. Vedtægtensområde kan stedligt begrænses som angivet istk. 1.Stk. 3- Vejvedtægten vedtages af kommunalbe-styrelsen og stadfæstes af ministeren for offent-lige arbejder. For de i stk. 2 omhandlede sogne-kommuners vedkommende kan vedtægt kun til-vejebringes med tilslutning af amtsrådet. For de

i stk. 1 omhandlede sognekommuners vedkom-mende skal det af kommunalbestyrelsen ved-tagne udkast til vej vedtægt forelægges amtsrådetinden stadfæstelsen.

§ 4.Lovens gyldighedsområde.Stk. 1. Denne lov gælder ikke for Færøerne ogGrønland.Stk. 2. I de områder, hvor amtsrådet er for-valtningsmyndighed, finder alene reglerne i af-snit I, II og IV anvendelse. Amtsrådet kan dogfor stedligt begrænsede områder bestemme, atlovens øvrige regler helt eller delvis skal trædei stedet for eller supplere bestemmelserne iafsnit II. Meddelelse herom optages i den i§ 2, stk. 7, omhandlede fortegnelse. Amtsrådetkan endvidere bestemme, at ikke alene forvalt-ningsmyndigheden, men også tilsynsmyndighe-den i disse områder skal udøves af amtsrådet.Stk. 3. I de kommuner eller dele af kommuner,hvor forvaltningsmyndigheden udøves af kom-munalbestyrelsen, finder reglerne i afsnit I, IIIog IV anvendelse. Dog anvendes bestemmel-serne i afsnit II på istandsættelsen og vedlige-holdelsen af sådanne private fællesveje, somudelukkende tjener til brug for landbrug, skov-brug og gartneri, herunder frugtplantager, med-mindre andet bestemmes ved vej vedtægt. I kom-muner, hvor kommunalbestyrelsen udøver for-valtningsmyndigheden i hele kommunen, menhvor vejvedtægtens gyldighedsområde er be-grænset til. en del af kommunen, kan i vedtæg-ten bestemmes, at reglerne i afsnit II skal findeanvendelse på alle private fællesveje uden forvedtægtens gyldighedsområde.Stk. 4. I Københavns kommune kommer be-stemmelserne i §§ 8-29 samt §§ 33-36 og 43ikke til anvendelse.

§ 5.Taksationsmyndighederne.

Erstatningsfastsættelse efter denne lov fore-tages i mangel af mindelig overenskomst af dei §§ 27—30 i vejbestyrelsesloven omhandledetaksationsmyndigheder. I Københavns kommu-ne foretages erstatningsfastsættelse dog af deni § 41 i Københavns byggelov af 29. marts 1939omhandlede taksationskommission.

§ 6.Anke.Stk. 1. Afgørelser, trufne i henhold til dennelov eller i medfør af loven udfærdigede for-skrifter, kan påankes i overensstemmelse medbestemmelserne i stk. 2-7.

65

Stk. 2. Afgørelser, trufne af kommunalbestyrel-sen eller magistraten i København samt af kom-munalbestyrelsen i de i § 2, stk. 3, litra a) ogb), nævnte kommuner, kan indankes for mini-steren for offentlige arbejder.Stk. 3. Afgørelser, trufne af kommunalbestyrel-serne i sognekommuner, kan indankes for amts-rådet.Stk. 4. Afgørelser, trufne af amtsrådet, herun-der afgørelser i henhold til stk. 3, kan indankesfor ministeren.Stk. 5. Når ikke andet er foreskrevet, er anke-fristen 30 dage fra den dag, da afgørelsen ermeddelt den pågældende tillige med oplysningom denne frist og om, til hvilken myndighedanken kan ske. For beslutninger, hvorom der erudfærdiget offentlig bekendtgørelse, regnes an-kefristen fra offentliggørelsens dato.Stk. 6. Anke af et af en kommunal myndighedgivet pålæg fritager ikke for at efterkommedette. Dog kan ankemyndigheden bestemme, aten anke skal have opsættende virkning.Stk. 7. Søgsmål til prøvelse af de af admini-strationen i medfør af loven trufne beslutningerskal anlægges inden 6 måneder efter den dag,da beslutningen er meddelt klageren.Stk. 8. Tvistigheder mellem de kommunalemyndigheder vedrørende spørgsmål, der om-handles i denne lov, afgøres af ministeren.

Dispensation.Stk. 1. Når vægtige grunde taler for at tilladeen fravigelse af loven eller i medfør af loven

udfærdigede bestemmelser, og det skønnes for-eneligt med de hensyn, der ligger til grund forde pågældende bestemmelser, kan, efter at ved-kommende kommunale myndighed har haft lej-lighed til at udtale sig over andragendet,dispen-sation hertil meddeles på vilkår, som fastsættesaf dispensationsmyndigheden.Stk. 2. Dispensationer meddeles i de i § 2,stk. 3, litra a) og b), nævnte kommuner samt iKøbenhavns kommune af ministeren for offent-lige arbejder og i øvrigt af amtsrådet.Stk. 3. Ministeren kan meddele de kommunalemyndigheder bemyndigelse til i et af ministerenfastsat omfang og efter retningslinier fastsat afministeren at udøve den i stk. 1 nævnte dispen-sationsbeføjelse.

§ 8.Udstykning m. v.Stk. 1. Udstykning, omdeling eller skelforan-dring af ejendomme, hvorved der ville frem-komme forhold, der er i strid med denne lov,må ikke finde sted.Stk. 2. Forvaltningsmyndigheden kan forlange,at approbation ikke meddeles på udstykningerm. v., som vil komme i strid med en forsvarligog hensigtsmæssig udformning af vejforhol-dene.Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal foranledige,at andragender om udstykning m. v. i områder,hvor kommunalbestyrelsen ikke er forvaltnings-myndighed, forelægges amtsrådet. Undtaget erudstykninger til selvstændigt landbrug, skov-brug eller gartneri, herunder frugtplantager.

Afsnit II.

Private fællesveje på landet

KAPITEL 2.

§ 9-

Kapitlets gyldighedsområde.

Stk. 1. I sognekommuner, som ikke har en sam-let bebyggelse på mere end 1.000 indbyggere,og som ikke har tilvejebragt vej vedtægt, finderbestemmelserne i §§ 10-15 anvendelse på alleprivate fællesveje.

Stk. 2. I andre kommuner end de i stk. 1 om-handlede finder bestemmelserne i §§ 11-15anvendelse på private fællesveje, der udeluk-kende tjener til brug for landbrug, skovbrugeller gartneri, herunder frugtplantager. Dettegælder dog ikke Københavns kommune.Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 kan fraviges vedbeslutning af amtsrådet i henhold til § 4, stk. 2,2. pkt., medens bestemmelserne i stk. 2 kanfraviges ved vejvedtægt i henhold til § 4, stk. 3-

66

§ 10.Udlæg af private fællesveje.Stk. 1. Nye private fællesveje må ikke udlæggesuden forudgående godkendelse af amtsrådet.Ved godkendelsen skal amtsrådet påse, dels atvejudlægget sker på en i færdselsmæssig ogvej teknisk henseende forsvarlig måde, dels atder kan tilvejebringes hensigtsmæssige parcel-former. Private fællesveje må ikke anlæggeseller tages i brug, forinden godkendelse af ud-lægget foreligger.Stk. 2. Udlægget af private fællesveje, der ude-lukkende skal tjene til brug for landbrug, skov-brug eller gartneri, herunder frugtplantager,skal dog ikke godkendes, medmindre bestem-melse herom er truffet af amtsrådet i henholdtil § 4, stk. 2, 2. pkt.Stk. 5. Private fællesveje, der i henhold til stk.2 er udlagt uden amtsrådets godkendelse, måikke uden amtsrådets godkendelse overgå tilanden benyttelse end den i stk. 2 angivne. Sombetingelse for sådan godkendelse kan amtsrådetstille krav om ændringer i de pågældende vejeslængde- og tværprofil.Stk. 4- Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke an-vendelse, når fastlæggelse af private fællesvejesker ved retningsplan i henhold til byggelovenfor købstæderne og landet eller ved beslutningaf vedkommende i henhold til forordning af5. marts 1845 nedsatte besigtigelses- og ekspro-priationskommission.

§ H-Vejsyn.Stk. 1. Når en privat fællesvej ikke holdes i enunder hensyn til færdselens art og størrelse godog forsvarlig stand, kan enhver af de færdsels-berettigede forlange, at tilsynsmyndighedenlader afholde vej syn. Tilsynsmyndigheden erdog ikke pligtig at afholde vej syn vedrørendeen privat fællesvej, såfremt der inden for desidste 3 år er afsagt kendelse om vejens istand-sættelse eller vedligeholdelse. Tilsynsmyndighe-den er endvidere til enhver tid berettiget til atlade afholde vej syn, såfremt den anser det fornødvendigt.Stk. 2. Indvarslingen til vejsynet sker ved til-synsmyndighedens foranstaltning med 14 dagesvarsel ved offentlig bekendtgørelse på den ikommunen brugelige måde. Med samme varselindkaldes ved anbefalet brev så vidt muligt detil vejen færdselsberettigede og i øvrigt enhver,som af tilsynsmyndigheden agtes inddraget un-der vedligeholdelses- og istandsættelsespligten,jfr. § 13.

§ 12.Tilsynsmyndighedens kendelse om istandsættel-sens eller vedligeholdelsens omfang.Stk. 1. Ved vej synet gives der de fremmødtelejlighed til at udtale sig, og tilsynsmyndighe-den afsiger derefter kendelse, der skal inde-holde en fortegnelse over de påtalte manglermed angivelse af, i hvilket omfang og på hvil-ken måde vejen skal udbedres, og hvorledesden fremtidig skal vedligeholdes. Det kan end-videre bestemmes, at en privat fællesvej skalistandsættes således, at der sker en forbedringaf denne.Stk. 2. Såfremt nogen af de til vejen færdsels-berettigede under vej synet gør gældende, at depågældende mangler i overvejende grad skyldesuvedkommende færdsel, og fremsætter krav om,at der fremtidig gennemføres forbud enten modal sådan færdsel eller mod visse arter af uved-kommende færdsel, er vedkommende berettigettil at kra;ve vej synet udsat i 3 måneder. Er det,når vej synet genoptages, på lovlig måde til-kendegivet, at uvedkommende færdsel ellervisse arter af uvedkommende færdsel er forbudt,kan tilsynsmyndigheden kun bestemme, at vejenskal bringes i en under hensyn til den hereftertilladte færdsel god og forsvarlig stand. Er etsådant forbud derimod ikke gennemført, nårvej synet genoptages, skal kendelsen afsiges pågrundlag af den faktiske færdsel ad vejen.

§ 13-Fordelingen af arbejdet.Stk. 1. Ved den i § 12 omhandlede kendelsetræffes tillige bestemmelse om, hvem der skaludføre den påbudte istandsættelse eller vedlige-holdelse, hvilken andel af arbejdet hver enkeltskal lade udføre, og inden hvilken tid arbejdetskal være tilendebragt. Der træffes endviderebestemmelse om fordeling af udgifterne vedvej synet. Såfremt der ikke foreligger særligeoverenskomster eller andre bestemmelser omfordelingen af vedligeholdelsesbyrden, skal ar-bejdet fordeles mellem de færdselsberettigede.Tilsynsmyndigheden skal herved tage hensyn tilden brug, de gør af vejen. Foreligger der sær-lige overenskomster eller andre bestemmelserom fordelingen af vedligeholdelsesbyrden mel-lem de færdselsberettigede eller andre end disse,og er der under vej synet enighed om deres gyl-dighed og oxn forståelsen af deres indhold, skalde pågældende bestemmelser lægges til grundved fastsættelsen af den andel af arbejdet, hverenkelt af de vedligeholdelsespligtige skal ud-føre.

67

Stk. 2. Opnås der ikke enighed om gyldighedeneller om forståelsen af sådanne særlige overens-komster eller andre bestemmelser, eller om,at tilsynsmyndigheden afgør disse spørgsmål,skal tilsynsmyndigheden pålægge den eller defærdselsberettigede, der med hjemmel i en sådanoverenskomst m. v. vil påstå, at vejens vedlige-holdelse ikke påhviler dem eller kun påhvilerdem i begrænset omfang, at indbringe spørgs-målet for domstolene, hvorefter vej synet ud-sættes, indtil endelig dom er faldet. Det sammegælder, hvis nogen af de til vej synet indkaldtepåstår, at de ikke er færdselsberettigede tilvejen, og at vedligeholdelsen derfor ikke kanpåhvile dem eller kun påhvile dem i begrænsetomfang, og der ikke under vej synet opnås enig-hed om spørgsmålet. Såfremt retssag ikke er an-lagt inden 6 uger herefter, genoptages vej synet,og kendelse afsiges, uden at de pågældendeover for tilsynsmyndigheden kan forlange, atder tages hensyn til deres anbringende om, atvejens istandsættelse eller vedligeholdelse ikkepåhviler dem. Kendelsen kan ej heller senerebegæres ændret under påberåbelse af, at nogenaf de i kendelsen omhandlede ejere eller bru-gere ikke skulle være pligtige at deltage i vejensistandsættelse eller vedligeholdelse.Stk. 3- Efter forudgående offentlig bekendtgø-relse efter de i § 11 nævnte regler fremlæggeskendelsen til almindeligt eftersyn i vedkom-mende kommune i mindst 3 uger.

§ 14.Tilsynsmyndighedens udførelse af istandsættel-sen og vedligeholdelsen.Stk. 1. Efter begæring af lodsejere, repræsente-rende mindst to trediedele af værdien af desamlede i henhold til § 13 pålagte ydelser tilvejens istandsættelse eller vedligeholdelse, kankommunen påtage sig udførelsen af istandsæt-telses- eller vedligeholdelsesarbejdet mod veder-lag af de vedligeholdelsespligtige.Stk. 2. Såfremt et vej syn udsættes i henhold tilreglerne i § 13, stk. 2, og retssag anlæggesinden udløbet af den i nævnte bestemmelseangivne frist af 6 uger, er tilsynsmyndigheden

berettiget til at genoptage vej synet og afsigekendelse dels om, hvorledes vejen vil være atistandsætte eller vedligeholde (jfr. § 12, stk. 1),dels om, at istandsættelsen og vedligeholdelsenforeløbigt helt eller delvis vil være at udføreved vedkommende kommunes foranstaltningmod vederlag af de vedligeholdelsespligtige,idet fordelingen af udgifterne udsættes, indtilendelig dom er faldet.Stk. 3. Er de i § 12, stk. 1, omhandlede arbejderikke fuldført inden den af tilsynsmyndighedenfastsatte frist, eller udføres de ikke på en eftertilsynsmyndighedens skøn tilfredsstillende må-de, kan tilsynsmyndigheden efter at have med-delt de vedligeholdelsespligtige, at arbejdet,såfremt en yderligere kort frist oversiddes, vilblive udført for disses regning, bestemme, atde efter udløbet af denne frist manglende arbej-der udføres af vedkommende kommune for devedligeholdelsespligtiges regning.

§ 15.Almene veje.Stk. i. Af de i afsnit II optagne bestemmelserfinder §§ 11—14 også anvendelse på almeneveje, der ikke er optaget i vej registeret, og hvoralmenhedens færdselsret ikke hviler på bestem-melse i vedtægt eller deklaration.Stk. 2. Ved fastsættelsen af, hvem istandsættel-sen og vedligeholdelsen skal påhvile, og hvemder skal indkaldes til vej synet, bør tilsynsmyn-digheden, for så vidt der ikke foreligger særligeoverenskomster om fordelingen af vedligehol-delsesbyrden (jfr. § 13), navnlig lægge vægtpå, hvilke lodsejere der i særlig grad gør brugaf den pågældende vej.

Stk. 3- Under vejsynet kan enhver af de ejereeller brugere, over hvis ejendom vejen fører,forlange, at der i henhold til vej bestyrelses-lovens § 15 afholdes en åstedsforretning ved-rørende spørgsmålet om vejens eventuelle ned-læggelse eller omlægning, og at vej synet udsæt-tes, indtil en sådan forretning har været afholdt,og kendelse om vejens overgang til privat vej,om dens omlægning eller nedlægning er afsagt.

68

Afsnit III.

Private fællesveje i byer og bymæssige områder.

KAPITEL 3.

Afsnittets gyldighedsområde.

§ 16.Afgrænsning i forhold til afsnit 11.

Bestemmelserne i nærværende afsnit finderanvendelse på private fællesveje samt udlagteprivate fællesveje i det omfang, det ikke i§ 4, jfr. § 9, eller i medfør af disse bestemmel-ser er fastsat, at de skal behandles efter reglernei afsnit II.

KAPITEL 4.

Udlæg og anlæg af private fællesveje.

§ 17.Vejfortegnelse.Stk. 1. Forvaltningsmyndigheden udfærdige: enfortegnelse over de private fællesveje og udlagteprivate fællesveje. Ministeren for offentligearbejder udfærdiger nærmere bestemmelser omfortegnelsens udformning.Stk. 2. Bestemmelser, der af private måtte væretruffet om færdselsforholdene på en privat fæl-lesvej eller om en grunds forhold til en sådanvej, herunder om dens adgangsforhold til vejen,er kun bindende for de i denne lov omhandledemyndigheder, når de er optaget i vej fortegnel-sen.Stk. 3. Forvaltningsmyndigheden bestemmer,hvorvidt en vej kan optages på vej fortegnelsen,og afgør, hvorvidt bestemmelser af den i stk. 2omhandlede karakter kan optages i fortegnel-sen.Stk. 4. De på fortegnelsen opførte private fæl-lesveje og udlagte private fællesveje skal væreinddelt således:

Klasse I omfatter veje, som har eller forven-tes at få betydning for færdselen ud over detlokale område, hvorigennem de forløber,

Klasse 11 omfatter sådanne veje, som betjenereller er bestemt til at betjene flere særskiltmatrikulerede og i særlig eje værende ejendom-me, men som ikke har eller forventes at fåbetydning for færdselen ud over det lokaleområde, hvorigennem de forløber,

Klasse III omfatter de i § 1, stk. 2, under b)omhandlede private fællesveje, der ikke falderind under klasse I,

Klasse IV omfatter sådanne private fælles-veje, som alene tjener og er bestemt til at tjenetil brug for landbrug, skovbrug eller gartneri,herunder frugtplantager.Stk. j>. Forvaltningsmyndigheden afgør, tilhvilken klasse en privat fællesvej skal regnes,og kan, når omstændighederne taler derfor, æn-dre en vejs klassebetegnelse. Til klassificering,herunder omklassificering, af en privat fælles-vej eller en udlagt privat fællesvej som vej un-der klasse I udkræves dog vedkommende højerevejmyndigheds samtykke. Dette samtykke med-deles i de i § 2, stk. 3, litra c), nævnte kommu-ner af amtsrådet og i øvrigt af ministeren foroffentlige arbejder.

§ 18.Udlæg af private fællesveje.Stk. 1. Forinden en ny privat fællesvej ud-lægges, skal skitseprojekt til dens retning, bred-de og længdeprofil samt tilslutning til andreveje være godkendt af forvaltningsmyndighe-den, der samtidig bestemmer vejens klassebe-tegnelse. Forvaltningsmyndigheden skal hervedtage hensyn til arten og omfanget af den færd-sel, der kan forventes, og til den forventede be-byggelse. I forbindelse med godkendelsen kanforvaltningsmyndigheden efter forhandling medpolitiet træffe bestemmelse om færdselsregule-ring eller færdselsindskrænkninger, der skalgennemføres ved vejens anlæg.Stk. 2. Udlæg af en privat fællesvej foretagesaf vedkommende grundes ejere. Forvaltnings-myndigheden kan dog bestemme, at et påtænktudlæg af private fællesveje på en ejendom til-lige skal omfatte udlæg af sådanne veje på an-dre tilstødende eller nærliggende ejendomme,og at tidligere udlagte private fællesveje skaludlægges i større bredde og med ændret ret-ning og tværprofil. Forvaltningsmyndighedenkan endvidere foretage udlæg af private fælles-veje og ændring af tidligere udlagte privatefællesveje, jfr. § 24, stk. 5, og § 25, stk. 4.Stk. 3. Ved godkendelsen af udlægget af enprivat fællesvej skal forvaltningsmyndighedenpåse,at udlægget er i overensstemmelse med fore-

liggende byplanmæssige dispositioner,at vejen på hensigtsmæssig måde indgår i det

69

øvrige system af offentlige veje og privatefællesveje, idet skitseprojektet udformes un-der hensyntagen til vejens klasse således, atder i fornødent omfang sondres mellem gen-nemfartsveje og lokale veje,

at hensigtsmæssige vejforhold og parcelformerkan tilvejebringes såvel på den pågældendeejendom som på de omliggende arealer,

at der sikres de fornødne arealer til holdendeog parkerede motorkøretøjer,

at antallet af sidevej sindmundinger i veje medgennemgående færdsel indskrænkes mestmuligt,

at de udstykkede parcellers direkte adgang tilsådanne veje ligeledes indskrænkes mest mu-ligt, samt

at vandafledning samt fremførelse af forsy-ningsledninger kan foregå på hensigtsmæs-sig måde.

Stk. 4- Ministeren for offentlige arbejder ud-færdiger efter samråd med boligministeren al-mindelige regler for private fællesvejes linie-føring, længde- og tværprofiler m. v. til vejled-ning for forvaltningsmyndighederne ved dissesgodkendelse af private fællesvejes udlæg og an-læg.Stk. 5. Som betingelse for skitseprojektetsgodkendelse kan forvaltningsmyndigheden kræ-ve pålagt servitut om fri oversigt over vej-sving eller vejkryds på den udlagte vej, herun-der ved vejens tilslutning til bestående veje.Såfremt oversigtsservitut herefter skal pålæggesarealer, der ikke ejes af den eller de grundejere,der foretager vejudlægget, og overenskomst omservitutpålægget ikke kan opnås med ejerneaf disse arealer, kan forvaltningsmyndighedenforetage servitutpålægget ved ekspropriation.Foretages vejudlægget ved forvaltningsmyndig-hedens foranstaltning, kan forvaltningsmyndig-heden ligeledes ved ekspropriation pålægge ser-vitut om fri oversigt ved vejkryds og vejsvingpå den udlagte vej. I de tilfælde, hvor servitut-pålægget sker ved ekspropriation, afholdes ud-gifterne hertil af kommunens kasse.Stk. 6. Nye veje af klasse I og II skal efterforvaltningsmyndighedens nærmere bestemmel-se udlægges med en bredde af indtil 18 m, nyeveje af klasse III med en bredde af indtil 10 mog nye veje af klasse IV med en bredde af ind-til 7 m. Forvaltningsmyndigheden kan endvi-dere kræve veje af klasse I udlagt i øget bredde,jfr. §§ 20 og 24. De angivne vejbredder gælderikke for veje, fastlagt ved byplanvedtægt.Stk. 7. Såfremt tilstedeværende bebyggelselangs en vej eller en strækning af en vej, der

udlægges, bevirker, at der ikke i medfør af byg-gelovgivningen kan sikres fornødne holde- ogparkeringsarealer på de tilstødende grunde, kanforvaltningsmyndigheden for veje af klasse I-III ud over de i stk. 6 nævnte vejbredder kræveudlagt holdebanearealer med en bredde af i altindtil 6 m eller et hertil svarende areal til sam-let parkeringsplads.Stk. 8. Ved blinde veje, samt hvor forholdenei øvrigt gør det ønskeligt, skal der udlæggesareal til passende vendepladser.Stk. 9. I forbindelse med vejudlægget udlæg-ges hjørnearealer efter reglerne i § 43 samt detil vejens anlæg fornødne skråningsarealer, jfr.§ 24, stk. 2. Forvaltningsmyndigheden kan be-stemme, at skråningsarealerne skal forblive un-der de tilstødende ejendomme.

§ 19.Vejadgang som betingelse for udstykning.Stk. 1. Udstykning, omdeling eller skelfor-andring må kun foretages, såfremt enhver af dederved fremkommende parceller enten lovligthar direkte adgang til en offentlig vej ellermed forvaltningsmyndighedens godkendelse haradgang til en på den i § 17 omhandlede vej-fortegnelse optaget privat fællesvej eller til enpå vej fortegnelsen optaget udlagt privat fælles-vej.Stk. 2. Agtes udstykningen foretaget til enprivat fællesvej, hvis udlæg ikke er godkendt afforvaltningsmyndigheden, eller ved hvis god-kendelse forvaltningsmyndigheden forudsatte enmere begrænset færdsel end den, der efter ud-stykningen kan forventes, kan forvaltningsmyn-digheden som betingelse for sin godkendelse ef-ter stk. 1 forlange, at der foretages sådanne æn-dringer ved vejens længde- og tværprofil ogudstyr og ved oversigtsforholdene ved vejenstilslutning til andre veje, som arten og omfan-get af den forventede fremtidige færdsel advejen begrunder. Såfremt der herefter skal læg-ges oversigtsservitut på ejendomme, der ikkeejes af den eller de grundejere, der foretagerudstykningen, og frivillig overenskomst ikkeopnås, kan forvaltningsmyndigheden gennem-føre servitutpålægget ved ekspropriation, idetudgifterne hertil afholdes af kommunens kasse.Stk. 3. Forvaltningsmyndigheden kan endvi-dere som betingelse for sin godkendelse efterstk. 1 forlange, at der i forbindelse med ud-stykningen m. v. i fornødent omfang udlæggesog eventuelt anlægges nye private fællesvejeikke alene på den ejendom, der agtes udstykket,

70

men også på andre tilstødende eller nærliggendeejendomme.Stk. 4. Forvaltningsmyndigheden skal i for-bindelse med sin godkendelse efter stk. 1 afudstykninger m. v. til private fællesveje ellerstier påse, at de efter reglerne i vejbestyrelses-lovens §§ 34 og 35 fornødne tilladelser til be-nyttelse af bestående overkørsler og overgange,herunder vej- og sti tilslutninger til offentlig vejforeligger til den ved udstykningen m. v. på-tænkte anvendelse af fællesvejen. Sker udstyk-ningen til en udlagt privat fællesvej eller sti,skal endvidere påses, at fornøden tilladelse eftervejbestyrelseslovens §§ 33 og 35 foreligger tilanlæg af den pågældende overkørsel eller over-gang m. v. til offentlig vej.

§ 20.Øget udles gsbredde og byggelinier.Stk. 1. Forvaltningsmyndigheden kan for pri-vate fællesveje, der enten straks ved udlæggeteller senere er henført til klasse I, træffe be-stemmelse om forøgelse af udlægsbredden indtil22 m, jfr. § 24, stk. 5, og § 25, stk. 4.Stk. 2. Når forvaltningsmyndigheden af færd-selshensyn finder, at der bør sikres en privatfællesvej af klasse I mulighed for udvidelse tilstørre bredde, eller at færdselens tarv i øvrigtgør det fornødent, kan den endvidere træffebestemmelse om pålæg af byggelinier, der for-løber på begge sider af vejen, og hvis indbyrdesafstand ikke overstiger 30 m, jfr. § 24, stk. 5,og § 25, stk. 4. Byggelinierne fastlægges normalti forhold til vejens midtlinie.Stk. 3. Forvaltningsmyndigheden kan forlan-ge, at garager for motorkøretøjer samt tilkør-selsramper til garager holdes indtil 5 m bagvejgrænsen eller, hvis der er pålagt byggelinie,indtil 5 m bag denne.

§ 21.Fremlæggelse.Stk. 1. Forinden et forslag til udlæg af pri-vate fællesveje i medfør af § 18 endeligt god-kendes eller vedtages af forvaltningsmyndighe-den, skal det fremlægges til almindeligt efter-syn på et for beboerne bekvemt sted i mindst 3uger. Om fremlæggelsen skal der ske offentligbekendtgørelse på den i kommunen brugeligemåde, og i bekendtgørelsen skal angives en frist,ikke under 6 uger fra bekendtgørelsens dato, foradgang til at fremkomme med indsigelser modog ændringsforslag til forslaget. Endvidere børmeddelelse om fremlæggelsen i anbefalet brev

så vidt muligt tilsendes de af forslaget berørtegrundejere og panthavere, hvis adkomst frem-går af tingbogen. Sådan meddelelse skal dogikke tilsendes grundejere, der selv har udar-bejdet eller deltaget i udarbejdelsen af forsla-get.Stk. 2. Såfremt forvaltningsmyndigheden pågrundlag af fremkomne indsigelser eller æn-dringsforslag måtte beslutte at foretage væsent-lige ændringer i det oprindelige forslag, fore-tages fornyet fremlæggelse m. v. efter reglernei stk. 1 for så vidt angår de foretagne ændrin-ger.Stk. 3- De i nærværende paragraf indeholdteregler finder ikke anvendelse på veje, der fast-lægges ved byplanvedtægt.

§ 22.Virkning af fremlæggelse.

Så snart den i § 21, stk. 1, omtalte bekendt-gørelse har fundet sted, må indtil videre intetareal, der er omfattet af den, uden forvaltnings-myndighedens samtykke bebygges eller på an-den måde anvendes i strid med den, jfr. § 24.

§ 23.Tinglysning ni. ni.Stk. 1. Offentlig bekendtgørelse på den i kom-munen brugelige måde sker oma) udfærdigelse af vej fortegnelse i henhold til

§ 17>b) omklassificering af bestående veje på vej-

fortegnelsen,c) endelig godkendelse eller vedtagelse af ud-

læg af private fællesveje i henhold til § 18,jfr. § 19,

d) beslutning om øget udlægsbredde for bestå-ende veje i henhold til § 20, stk. 1, samt

e) pålæg af byggelinier i henhold til § 20,stk. 2.

Stk. 2. Underretning sendes endvidere tilvedkommende bygningsmyndighed, for så vidtdenne ikke samtidig er forvaltningsmyndighed.I de i stk. 1 under b), d) og e) nævnte tilfældesamt i tilfælde, hvor forvaltningsmyndighedenforetager eller kræver udlæg af en ny vej, børforvaltningsmyndigheden tillige så vidt muligtsende meddelelse i anbefalet brev til de af be-stemmelsen direkte berørte grundejere, hvis ad-komst fremgår af tingbogen.Stk. 3. De i overensstemmelse med foranstå-ende fastslåede bestemmelser skal respekteresikke alene af ejendommens ejere og brugere,men også af panthavere og andre indehavere af

71

rettigheder over ejendommen, uanset hvornårderes rettigheder er erhvervet.Stk. 4. Når de i § 6 fastsatte frister for ind-ankning af de i §§ 18-20 omhandlede beslut-ninger om udlæg af private fællesveje og pålægaf byggelinie er udløbet, sker der på forvalt-ningsmyndighedens foranledning tinglysning afden trufne beslutning.Stk. 5. Udgifterne til tinglysning, offentligbekendtgørelse m. m. afholdes af vedkommendekommune, der dog kan kræve udgifter, foranle-diget ved udlæg af private fællesveje i henholdtil § 18, stk. 2, 1. pkt, refunderet af vedkom-mende lodsejere. Såfremt udgifterne herefterskal fordeles mellem ejerne af flere til vejengrænsende ejendomme, finder reglerne i § 41tilsvarende anvendelse.

§ 24 •"Retsvirkningen af udlæg af private fællesvejesamt pålæg af byggelinier.Stk. 1. På arealer, der er optaget på vejfor-tegnelsen som udlagte vejarealer, herunder hjør-nearealer, eller som ligger foran en byggelinie,må bebyggelse ikke finde sted, hverken på enhidtil ubebygget grund, ved ombygning af enbestående bygning eller i stedet for nedbrændteeller nedrevne bygninger. Hvad der i henholdtil foranstående gælder om bygninger, gælderogså om sportspladser, kirkegårde, tankanlægog andre anlæg af blivende art.Stk. 2. Såfremt en bygning ikke opføres medsin jordlinie i fremtidig vejhøjde, må den ikkeuden forvaltningsmyndighedens samtykke opfø-res i byggelinien eller vejlinien, men skal rykkesså meget længere tilbage, som svarer til 1,5gange højdeforskellen, foruden den fornødnebredde til passage foran bygningen, mindst 1 m.Stk. 3- På arealer, der er optaget i vejfortegnel-sen som udlagte vejarealer, herunder hjørneare-aler, samt på fremtidige skråningsarealer forudlagte veje er det endvidere ikke tilladt udenforvaltningsmyndighedens samtykke at foretagebeplantning eller sætte hegn eller at foretageandre permanente foranstaltninger.Stk. 4. Forvaltningsmyndigheden skal på eje-rens anmodning oplyse denne om beliggenhe-den af byggelinier og udlagte private fællesvej -arealer på hans ejendom samt om den frem-tidige vej høj de i henhold til det af forvaltnings-myndigheden godkendte projekt. Forinden byg-getilladelse meddeles i henhold til byggelovenfor købstæderne og landet, påhviler det byg-ningsmyndigheden at påse, at eventuel fornødentilladelse i henhold til nærværende lov eller

bestemmelser, truffet i medfør af denne, fore-ligger. Er bygningsmyndigheden ikke tillige for-valtningsmyndighed, skal sagen af bygnings-myndigheden forelægges forvaltningsmyndighe-den, forinden tilladelse gives til iværksættelseaf byggearbejder på et matrikelnummer, der eromfattet af en bestemmelse, hvorom offentligbekendtgørelse er sket i medfør af § 23, stk. 1.Forinden et byggearbejde foretages, hvortil byg-getilladelse ikke er fornøden i henhold tillandsbyggeloven, er bygherren pligtig til hosforvaltningsmyndigheden at indhente oplys-ning om, hvorvidt arbejdets udførelse vil kom-me i strid med nærværende lov eller bestemmel-ser, truffet i medfør af denne.Stk. 5. Såfremt udlægget af en privat fællesvejmed øget bredde i henhold til § 20, stk. 1, el-ler § 17, stk. 5", jfr- § 25, stk. 1, 3. pkt., på-lægget af en byggelinie i henhold til § 20, stk.2, et af forvaltningsmyndigheden selv foretagetvejudlæg m. v. i henhold til § 18, stk. 2, 3. pkt.,eller udlægget eller ændringen af en privat fæl-lesvej over trediemands grund efter krav fraforvaltningsmyndigheden i henhold til § 18,stk. 2, 2. pkt., eller § 19, stk. 2 og 3, bevirker,at ejeren af et areal efter taksationsmyndigheder-nes skøn afskæres fra en efter ejendommens be-liggenhed og øvrige beskaffenhed økonomiskrimelig og forsvarlig udnyttelse af arealet, sva-rende til den af andre tilstødende eller omlig-gende arealer faktisk stedfindende udnyttelse,kan ejeren begære arealet overtaget af forvalt-ningsmyndigheden mod erstatning. Sådan be-gæring skal fremsættes inden 3 måneder efterdet tidspunkt, hvor den i § 6 omhandlede klage-frist er udløbet, eller, hvis klage er indgivet, in-den 3 måneder efter, at endelig afgørelse afklagen er meddelt klageren.

§ 25.Anlæg af private fællesveje efter krav fraforvaltningsmyndigheden.Stk. 1. For at der kan skabes sikkerhed for, atdet samlede vejnet inden for et område efter-hånden kan blive udført, bestemmer forvalt-ningsmyndigheden, i hvilket omfang og tilhvilke tidspunkter en udlagt og på vej forteg-nelsen optaget privat fællesvej af klasse I-IIImed tilhørende afløb skal anlægges. Forvalt-ningsmyndigheden kan endvidere bestemme, atarealer, der ikke er optaget på vejfortegnelsen,men ved byplanvedtægt er fastlagt som vej, samtarealer, der ligger foran en i henhold til § 20pålagt byggelinie, skal anlægges som privat fæl-lesvej. Når forvaltningsmyndigheden i henhold

72

til § 17, stk. 5, henfører en anlagt privat fælles-vej til en højere klasse end tidligere godkendt,kan det bestemmes, at der samtidig skal gen-nemføres sådanne ændringer ved vejens længde-og tværprofil, som den ændrede klassificeringgør påkrævet.Stk. 2. Såfremt de i medfør af stk. 1 påbudtearbejder ikke udføres inden en af forvaltnings-myndigheden fastsat frist, eller de ikke udførespå en efter forvaltningsmyndighedens skøn til-fredsstillende måde, kan forvaltningsmyndighe-den bestemme, at de efter udløbet af denne fristmanglende arbejder udføres af vedkommendekommune for de pågældendes regning.Stk. 3. Arealer, der er udlagt i henhold til § 18,stk. 2, pkt. 1, ved retningsplan eller i henholdtil en med kommunens godkendelse derom på-lagt deklaration, kan kræves stillet til rådighedfor vejanlægget uden vederlag. Når vejens an-læg sker efter krav fra forvaltningsmyndighe-den, kan ejeren forlange erstatning for nedriv-ning af bygninger, fjernelse af andre anlæg afblivende karakter, tab af hegn, beplantning ogafgrøder samt for ulemper, alt for så vidt byg-ningerne m. v. er lovligt anbragt.Stk. 4. Arealer, der alene ved byplanvedtægt erfastlagt som vej, arealer, der er udlagt af for-valtningsmyndigheden i henhold til § 18, stk. 2,3. pkt., eller af forvaltningsmyndigheden erkrævet udlagt med øget bredde i henhold til§ 20, stk. 1, eller i forbindelse med en omklas-sificering efter § 17, stk. 5 , såvel som arealer,der ligger foran en i medfør af § 20, stk. 2, på-lagt byggelinie, kan kun kræves stillet til rådig-hed for vejanlægget mod erstatning, som ud-redes af vedkommende kommune. Det sammegælder arealer, der i henhold til krav fra for-valtningsmyndigheden er udlagt over tredie-mands grund i henhold til § 18, stk. 2, 2. pkt.,eller § 19, stk. 2 og 3. Bygninger, andre anlægaf blivende karakter, hegn, beplantning og af-grødetab erstattes efter de i stk. 3 angivne reg-ler.Stk. 5. I mangel af mindelig overenskomst fast-sættes erstatningen i de i stk. 3 og 4 angivnetilfælde ved taksation.

§ 26.Godkendelse af private fællesvejes anlæg.Stk. 1. Forinden en privat fællesvej eller enstrækning heraf anlægges eller tages i brugsom færdselsareal, skal dens udlæg være god-kendt i medfør af § 18 eller overensstemmendemed de i § 28 omhandlede regler, og for vejeaf klasse I-III skal forvaltningsmyndigheden

endvidere have godkendt et detailprojekt tilvejanlægget, herunder længde- og tværprofil,befæstelse og afvanding m. v.Stk. 2. Når forholdene taler derfor, kan for-valtningsmyndigheden tillade, at vejen midlerti-digt anlægges efter et af forvaltningsmyndig-heden godkendt foreløbigt detailprojekt.

§ 27.Fordeling og betaling af udgifterne ved anlægaf private fællesveje.

Med hensyn til fordelingen af udgifterne vedanlægget af en privat fællesvej mellem ejerneaf de til vejen grænsende ejendomme og beta-lingen af grundejernes andele heraf samt om ad-gangen til at opnå lån af kommunen eller lånmod kommunegaranti til sådanne arbejder, fin-der reglerne i § 41 tilsvarende anvendelse.

§ 28.Vejudlæg efter anden lovgivning.Stk. 1. Reglerne i §§ 18 og 19, jfr. §§ 21-23,finder ikke anvendelse, når fastlæggelse af pri-vate veje sker ved retningsplan i henhold til§ 25 i byggeloven for købstæderne og landet.Det samme gælder, hvis private veje fastlæggesi henhold til landsbyggelovens kap. 9 eller vedbeslutning af vedkommende besigtigelses- ogekspropriationskommission i henhold til for-ordningen af 5. marts 1845.Stk. 2. For så vidt angår de i § 1, stk. 2 underb) omhandlede veje finder reglerne i §§ 18 og19, jfr. §§21-23, ikke anvendelse, for så vidtde er omfattet af en bebyggelsesplan, der harværet forelagt det i landsbyggelovens § 9 om-handlede bygningsråd.Stk. 3. I de i stk. 1 og 2 omhandlede tilfældeunderrettes forvaltningsmyndigheden om vejud-lægget, såfremt denne ikke som bygningsmyn-dighed har godkendt eller foretaget vejudlæg-get. Forvaltningsmyndigheden optager den ud-lagte vej på den i § 17 omhandlede vej forteg-nelse og træffer bestemmelse om vejens klasse.

KAPITEL 5.

Forskellig råden over private fællesveje.

§ 29.Forandringer, færds eisre'gulering m. v.

Forvaltningsmyndigheden for en på vej for-tegnelsen optaget privat fællesvej af klasse I-IIkan lade foretage sådanne forandringer vedvejens indretning eller anlæg, som skønnes nød-vendige eller tilrådelige af færdselsmæssige hen-

7 3

syn, herunder hel eller delvis afspærring afvejen for gennemgående færdsel. Derimod kansådanne foranstaltninger ikke uden forvalt-ningsmyndighedens godkendelse foretages aflodsejerne, der ej heller uden forvaltningsmyn-dighedens og politiets godkendelse kan træffebestemmelse om færdselsregulering eller færd-selsindskrænkninger på de omhandlede privatefællesveje.

§ 30.Belysning.Stk. 1. Tilsynsmyndigheden kan påbyde, at pri-vate fællesveje og som offentlig tilgængeligefærdselsveje benyttede arealer, herunder gård-arealer, af ejerne af de tilgrænsende ejendommeeller vedkommende arealer skal holdes belystefter myndighedens skøn på passende måde ogi passende tidsrum.Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan endvidere be-stemme, at belysningen skal udføres ved tilsyns-myndighedens foranstaltning, men for grund-ejernes regning. Udgifterne til nyanlæg, til for-bedringer af bestående anlæg og til driften kanpålægges efter de i § 6 i loven om vejbidragm. m. indeholdte bestemmelser.Stk. 3. Nærmere regler om belysning af privatefællesveje samt om fordelingen mellem ejerneaf de til vejen grænsende grunde af udgifternehertil kan fastsættes i vej vedtægt.

§ 31.Vejnavne, luftledninger m. v., husnumre oghegn mod vej.Stk. 1. Bestemmelserne i §§ 10, 11 og 12, omvejnavne, luftledninger m. v., husnumre oghegn mod vej, i lov om vejbidrag finder tilsva-rende anvendelse ved private fællesveje.

§ 32.Vejtræer og anden beplantning.

På private fællesveje af klasse I-II (i Kø-benhavns kommune på private fællesveje, bort-set fra de under § 1, stk. 2 b) omhandlede) måvejtræer kun plantes med tilsynsmyndighedenssamtykke. Når vejens istandsættelse, hensynettil færdselen eller andre almene hensyn gør detnødvendigt, kan tilsynsmyndigheden kræve vej-træer og anden beplantning på sådanne privatefællesveje fjernet. Med hensyn til fordelingenmellem grundejerne af udgifterne ved en af til-synsmyndigheden krævet bortfjernelse af vej-træer og anden beplantning og med hensyn til

kommunens udførelse af arbejdet finder reg-lerne i § 41 og § 39 tilsvarende anvendelse.

§ 33.Overkørsler og overgange.Stk. 1. Bestemmelserne i vejbestyrelseslovens §33, stk. 1, samt § 34 om etablering af nye samtbenyttelsen af bestående overkørsler og over-gange, herunder vej- og sti tilslutninger, findertilsvarende anvendelse ved private fællesveje afklasse IIII, idet de vejbestyrelsen tillagte be-føjelser udøves af tilsynsmyndigheden.

Stk. 2. Ved meddelelsen af tilladelse i henholdtil stk. 1 skal tilsynsmyndigheden påse, at for-nøden tilladelse i henhold til vejbestyrelseslo-ven foreligger.

Stk. 3- Såfremt tilsynsmyndigheden nægter eje-ren af et areal tilladelse til etablering af enny adgang eller ændret benyttelse af en be-stående adgang i henhold til stk. 1, og ejerenderved afskæres fra en efter arealets beliggen-hed og øvrige beskaffenhed økonomisk rimeligog forsvarlig udnyttelse af arealet, svarende tilden af de omliggende, til vejen stødende area-ler faktisk stedfindende udnyttelse, kan ejereninden 3 måneder efter at have fået skriftligmeddelelse om beslutningen begære arealetovertaget af vedkommende kommune mod er-statning, medmindre forvaltningsmyndighedenkan anvise anden fornøden adgang til dette.Erstatningen udredes af kommunens kasse.

§ 34.Sårlig brug af private fællesvejes arealer samtbeskyttelse af sådanne arealer.Stk. 1. Samtykke fra tilsynsmyndigheden ud-kræves til særlig benyttelse af de til private fæl-lesveje af klasse I og II hørende arealer, såsomtil anbringelse af skure, boder, automater ogskilte, midlertidig indhegning af en del af vej-arealet under byggeri, langvarig henstillen påvejarealet af påhængsvogne, henstillen på vejenaf køretøjer med henblik på salg eller udlej-ning uden fører samt anbringelse på vejarealetaf køretøjer i forbindelse med reparation, ren-gøring, påfyldning af brændstof eller lignende.Nærmere regler herom kan optages i vejved-tægt.

Stk. 2. Ved ethvert byggeforetagende såvel somi tilfælde af udgravning eller opfyldning vedde i stk. 1 omhandlede private fællesveje på-hviler det den, der lader de pågældende fore-

74

tagender udføre, at træffe alle i forhold til ar-bejdets art og omfang fornødne foranstaltnin-ger såvel til afværgelse af fare eller ulemperfor færdselen som til sikring mod udskrideneller beskadigelse af vejens areal med de i detteværende ledninger, kabler, standere m. v. Så-fremt jordbundens art nødvendiggør det, kantilsynsmyndigheden stille krav om iagttagelseaf særlige sikkerhedsforanstaltninger.Stk. 3- Efter nærmere bestemmelse i vejvedtægtkan tilsynsmyndigheden gøre tilladelser i hen-hold til stk. 1 betinget af erlæggelse af en af-gift. Sådan afgift skal anvendes til delvis dæk-ning af grundejernes udgifter til istandsættelse,vedligeholdelse eller belysning af private fæl-lesveje i kommunen.

§ 35.Ledninger og opgravning i private vejarealer,Stk. 1. Ingen må uden tilsynsmyndighedenssamtykke foretage nogen forandring (herunderopgravning eller optagelse af befæstelse) i detil private fællesveje af klasse I og II hørendearealer, jfr. dog stk. 2.Stk. 2. Nedlægning af nye eller omlægning afbestående underjordiske ledninger i privatefællesveje af klasse I og II samt anbringelse el-ler flytning af stangrækker, lysstandere og lign.på sådanne veje skal forinden arbejdets påbe-gyndelse godkendes af tilsynsmyndigheden, forså vidt ikke andet følger af særlig lovgivningherom. Dog skal ledningsejeren uden særligtilladelse være berettiget til at lade udføre uop-sættelige reparationsarbejder, når der snarestherom sker anmeldelse til tilsynsmyndigheden.Denne er berettiget til at forlange, at de medledningsarbejder forbundne vejarbejder udføresved tilsynsmyndighedens foranstaltning, men påledningsej erens bekostning.Stk. 3. Ledninger, kabler og lign. efter tilsyns-myndighedens skøn nødvendige eller hensigts-mæssige anlæg kan endvidere tillades anbragt ieller på udlagte private fællesveje af klasse Ieller II mod erstatning for eventuel skade. Ejer-ne af disse arealer er pligtige at tilstede adgangtil arealerne i det omfang, som er fornødent tilforetagelse af eftersyn og istandsættelse af så-danne anlæg.Stk. 4. Grundejerne kan ikke modsætte sig ud-førelsen af arbejder, der er krævet af tilsyns-myndigheden i henhold til § 34, stk. 2, ellergodkendt i henhold til § 35, ligesom de ikkekan modsætte sig midlertidig indhegning vedbyggeri, når indhegningen er godkendt i hen-hold til § 34, stk. 1.

Stk. 5. Arbejder på ledninger i eller over pri-vate fællesveje bekostes af vedkommende led-ningsejer, medmindre andet følger af overens-komst eller landvæsenskommissionskendelse.Stk. 6. Nærmere forskrifter med hensyn til op-gravninger i private fællesveje kan fastsættes ivej vedtægt.

§ 36.Private fællesvejes nedlæggelse.Stk. 1. Såfremt der over for forvaltningsmyn-digheden rejses spørgsmål om nedlæggelse elleromlægning af en privat fællesvej af klasse I, IIeller IV, eller såfremt forvaltningsmyndighedenanser en sådan nedlæggelse eller omlægningfor hensigtsmæssig, udfærdiger forvaltnings-myndigheden med præklusiv virkning ved be-kendtgørelse i Statstidende og i de lokale dag-blade indkaldelse med 14 dages varsel til enåstedsforretning vedrørende vejens eventuellenedlæggelse eller omlægning. Med samme var-sel indkaldes ved anbefalet brev ejerne af detil vejen grænsende ejendomme samt ejerne afsådanne andre ejendomme, der efter forvalt-ningsmyndighedens skøn har særlig interesse ivejen, samt så vidt muligt ejerne af de til vejenhørende arealer. Såfremt forvaltningsmyndig-heden ikke selv har rejst spørgsmålet om vejensnedlæggelse eller omlægning, indkaldes end-videre ved anbefalet brev de personer, der harrejst dette spørgsmål.

Stk. 2. Ved åstedsforretningen gives der defremmødte ejere og brugere lejlighed til at ud-tale sig, og forvaltningsmyndigheden afsigerderefter sin kendelse, der kan gå ud på, atvejen opretholdes, eller at den vil være at om-lægge eller nedlægge helt eller delvis. Ingen vej,der efter matrikelkortet er eneste adgang til enselvstændigt beliggende lod, kan nedlægges vedkendelsen, medmindre der samtidig træffes be-stemmelse om anden adgang til lodden. I detomfang, kendelsen går ud på forlægning af enprivat fællesvej eller fremskaffelse af andenadgang til en lod, kan retten hertil erhvervesved ekspropriation. Såfremt forvaltningsmyn-digheden ikke selv har rejst spørgsmålet omvejens nedlæggelse eller omlægning, foretagesved kendelsen fordeling mellem de i nedlæg-gelsen eller omlægningen interesserede af ud-gifterne ved sagens behandling. I sagsomkost-ningerne fradrages de beløb, der eventuelt måttefremkomme ved afhændelse af arealer i henholdtil stk. 3. Om kendelsen optages bekendtgørelsei de i stk. 1 omhandlede dagblade.

7^

Stk. 3. Det påhviler forvaltningsmyndighedenat drage omsorg for, at de i kendelsen omhand-lede vejes omlægning, udlæg eller nedlæggelsenoteres i matriklen. Såfremt kendelsen går udpå, at en vej skal nedlægges helt eller delvis,og ingen anden kan godtgøre sin ret til det tilvejen hørende jordareal, skal dette, delt eftervejens midtlinie tilbydes ejerne af de til vejengrænsende grunde mod betaling af de medarealets frigørelse forbundne omkostninger. Så-fremt de pågældende grundejere ikke ønsker atovertage arealerne, kan forvaltningsmyndighe-den frit råde over disse.Stk. 4. Inden 30 dage efter, at offentlig be-kendtgørelse i henhold til stk. 2 har fundet sted,kan forvaltningsmyndighedens kendelse ind-bringes for en landvæsenskommission. Dennesafgørelse i sagen kan ikke indbringes for enoverlandvæsenskommission.

KAPITEL 6.

Istandsættelse og vedligeholdelse afprivate fællesveje.

§ 37.Grundejernes pligt til istandsættelse og vedlige-holdelse af pri rate fællesveje.Stk. 1. Det påhviler ejerne af de til en privatfællesvej grænsende ejendomme at holde vejeni en under hensyn til færdselens art og størrelsegod og forsvarlig stand. Vejen skal stedse væreforsynet med forsvarligt afløb.Stk. 2. Tilsynsmyndigheden bestemmer, i hvil-ket omfang og på hvilken måde private fælles-veje med tilhørende afløb skal vedligeholdes, ogkan for at opnå det i stk. 1 nævnte formål til-lige bestemme, at en sådan vej skal istandsættessåledes, at der sker en forbedring af denne. Til-synsmyndigheden bestemmer, inden hvilken tidarbejdet skal være tilendebragt, samt om de på-gældende foranstaltninger skal udføres som etsamlet arbejde, også i regnskabsmæssig hense-ende, under tilsynsmyndighedens kontrol, ellerom de enkelte grundejere skal lade udføre ennærmere angiven andel af arbejdet.Stk. 3. Når flere private fællesveje i færdsels-mæssig henseende udgør en enhed, kan tilsyns-myndigheden bestemme, at de i dette kapitelangivne regler om istandsættelse og vedligehol-delse af en enkelt privat fællesvej som et samletarbejde og om udgiftsfordelingen herved skalkomme til anvendelse på alle de pågældendeveje under ét.

§ 38.Pligt for andre end ejerne af de tilgrænsendegrunde til istandsættelse og vedligeholdelseaf private fællesveje.Stk. 1. Tilsynsmyndigheden kan bestemme, atandre brugere af en privat fællesvej end ejerneaf de tilgrænsende grunde skal deltage i udgif-terne ved arbejdet, såfremt deres benyttelse afvejen af tilsynsmyndigheden skønnes i særliggrad at medføre slid på vejen. Dette gælderogså for benyttelse af midlertidig karakter. Nær-mere regler herom kan fastsættes i vej vedtægt.Stk. 2. Såfremt forvaltningsmyndigheden i med-før af § 29 (i Københavns kommune dog imedfør af Københavns byggelov) modsættersig et af de tilgrænsende grundes ejere fremsatønske om, at der indføres eller opretholdes for-bud mod gennemgående færdsel på en privatfællesvej, og det kan påvises, at denne færdseli særlig grad medfører slid på vejen, afholdervedkommende kommune en hertil svarende delaf udgifterne ved vejens vedligeholdelse ogistandsættelse.Stk. 3. I det omfang, tinglyste servitutbestem-melser helt eller delvis pålægger andre endejerne af de til en privat fællesvej grænsendegrunde at vedligeholde vejen, eventuelt mod ennærmere fastsat afgift fra de tilgrænsendegrundes ejere, er tilsynsmyndigheden, forindende i § 37 eller stK 1 i nærværende paragraf an-givne regler bringes til anvendelse, berettiget tilat kræve, at de efter sådanne servitutbestemmel-ser vedligeholdelsespligtige skal lade et påbudtvedligeholdelsesarbejde udføre eller afholde ud-gifterne derved.Stk. 4. Såfremt servitutbestemmelser af den istk. 3 omhandlede art er mere end 20 år gamle,er enhver af de i henhold til servitutten vedli-geholdelsespligtige berettiget til at kræve, attilsynsmyndigheden, såfremt frivillig overens-komst ikke opnås, for en landvæsenskommis-sion forelægger spørgsmålet om, hvorvidt denøkonomiske byrde ved vedligeholdelsesforplig-telsen er steget i så væsentlig grad ud over,hvad der kunne påregnes ved servitutbestemmel-sens stiftelse, at forpligtelsen helt eller delvisbør bortfalde, eventuelt mod erstatning, lige-som enhver af de i henhold til servitutten af-giftspligtige grundejere er berettiget til at kræ-ve, at spørgsmålet om afgiftens ophør i mangelaf mindelig overenskomst forelægges kommis-sionen.Stk. 5. Landvæsenskommissionens kendelse ihenhold til stk. 4 kan inden 30 dage efter, atmeddelelse om afgørelsen er kommet frem til

76

den pågældende, indbringes for overlandvæ-senskommissionen.Stk. 6. Kommissionen afgør alle spørgsmål omafholdelse af udgifterne ved en sags førelse el-ler behandling for kommissionen.

§ 39.Kommunens udførelse af private fællesvejesistandsættelse og vedligeholdelse m. m.Stk. 1. Når omstændighederne særlig taler der-for, kan tilsynsmyndigheden bestemme, at et ihenhold til § 37 eller § 3S*!?påbudt samletistandsættelses- eller vedligeholdelsesarbejdeskal udføres ved foranstaltning af vedkommen-de kommune, men for de dertil forpligtedesregning.Stk. 2. Fuldføres de i henhold til § 37 eller §38 påbudte arbejder ikke inden den af tilsyns-myndigheden fastsatte frist, kan tilsynsmyndig-heden ligeledes lade arbejdet udføre for de på-gældendes regning. Såfremt de i henhold tilservitutbestemmelse vedligeholdelsesforpligtige-de ikke rettidigt udfører et i medfør af § 38,stk. 3, påbudt arbejde, kan tilsynsmyndighedendog bestemme, at arbejdet skal udføres efterreglerne i § 37.Stk. 3. Efter overenskomst med ejerne af de tilen privat fællesvej grænsende grunde kan ved-kommende kommune for grundejernes reg-ning (jfr. dog § 38, stk. 2) eventuelt mod etfast årligt vederlag helt eller delvis overtageden fremtidige istandsættelse og vedligeholdelseaf en privat fællesvej.Stk. 4- Såfremt ikke alle grundejere ved vejen,men mindst to trediedele af de tilgrænsendegrundes ejere, repræsenterende mindst to tre-diedele af den samlede ejendomsværdi i hen-hold til lovgivningen om ejendomsvurdering,måtte ønske, at der træffes en ordning som i stk.3 angivet, kan kommunalbestyrelsen bestemme,at der skal gælde en sådan ordning for samtligegrundejere ved vejen.

§ 40.Vejsyn m. m.Stk. 1. Forinden tilsynsmyndigheden træffer be-slutning i henhold til § 37 om istandsættelseeller vedligeholdelse af en privat fællesvej somet samlet arbejde, skal ejerne af de til vejengrænsende ejendomme såvel som andre, der vilblive berørt af beslutningen, med mindst 8 da-ges forudgående varsel ved anbefalet brev ind-kaldes til et møde, hvor der over for de frem-mødte gøres rede for den påtænkte beslutning.

Ved mødet fastsættes en frist, ikke under 3uger, for de pågældendes adgang til over for til-synsmyndigheden at fremkomme med indsigel-ser mod og ændringsforslag til den påtænktebeslutning. Over det ved mødet passerede føresen protokol.Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan dog undlade atindkalde til det i stk. 1 omhandlede møde, så-fremt de, der vil blive berørt af den påtænktebeslutning, ved anbefalet brev gøres bekendtmed beslutningen. I brevet fastsættes en frist,ikke under 4 uger, for adgangen til over for til-synsmyndigheden at fremkomme med indsigel-ser mod og ændringsforslag til den påtænktebeslutning.Stk. 3. Endelig beslutning kan først træffes, nårde foran omhandlede frister er udløbet. Om be-slutningen sendes så vidt muligt meddelelse ianbefalet brev til de af beslutningen berørte eje-re og brugere.Stk. 4. Ved vejvedtægt kan fastsættes regler omafholdelse af årlige vej syn på private fælles-veje.

§ 41.Fordeling og betaling af udgifter til istandsæt-telse og vedligeholdelse af private fællesveje.Stk. 1. Fordelingen af udgifterne ved istandsæt-telse eller vedligeholdelse af en privat fællesvejsom et samlet arbejde, foretages af tilsynsmyn-digheden og sker efter reglerne i § 6 i lov omvejbidrag m. m. Såfremt servitutbestemmelsereller vedtægtsbestemmelser for lokale grundejer-foreninger, overenskomster -i henhold tif-§ 39,stk. ••£, eller lignende måtte fastsætte et andetfordelingsgrundlag, kan tilsynsmyndighedendog anvende dette grundlag ved udgifternesfordeling. Ved opgørelsen af de ved foranstalt-ning af vedkommende kommune udførte arbej-der kan medregnes administrationstillæg efterde i § 4, stk. 1, i nævnte lov angivne regler.Stk. 2. Udgifterne ved de ved kommunens for-anstaltning udførte arbejder kan efter anmod-ning fordeles på flere år, dog ikke ud over 15år. Det samme gælder de ved grundejernes for-anstaltning udførte samlede arbejder, såfremtvedkommende kommune efter grundejernes an-modning stiller de fornødne midler til rådighedeller garanterer for lån, optaget af grundejerne.De af kommunen udlagte beløb forrentes medden rente, kommunen selv må betale ved op-tagelse af lån. Renten kan dog ikke sættes høje-re end 11/2 % over den til enhver tid gældendehøjeste indlånsrente i lokale sparekasser for be-løb, indsat på 9 måneders opsigelse.

77

Afsnit IV.

KAPITEL 7.

Forskellige bestemmelser.

§ 42.Udpantning.

For de af kommunerne i henhold til dennelov forskudsvis udredede beløb, herunder be-løb afholdt i henhold til kaution, haves for-trinsret i de pågældende ejendomme som forkommunale ejendomsskatter. De omhandledebeløb kan inddrives ved udpantning.

§ 43.H jørneaj skæring.

Stk. 1. Når en ejendoms grænser mod offent-lig vej, privat fællesvej eller udlagt privat fæl-lesvej skærer hinanden under en vinkel, der ermindre end 135°, skal det således fremkom-mende hjørne i tilfælde af bebyggelse af grun-den afskæres med en linie, der har en længdeaf mindst 5 m. For ældre områder med over-vejende sluttet bebyggelse kan det i vejvedtægtbestemmes, at liniens længde nedsættes til 3 m.Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder tilsvaren-de anvendelse i tilfælde af udstykning, når enved udstykningen fremkommende parcel støderop til et sådant hjørne.Stk. 3- Når en parcel udstykkes med adgang aden privat fællesvej eller udlagt privat fællesvej,der støder til en anden privat fællesvej, en ud-lagt privat fællesvej eller en offentlig vej påen sådan måde, at de sammenstødende vejgræn-ser skærer hinanden under en vinkel, der ermindre end 135°, skal de således fremkom-mende hjørner afskæres i overensstemmelsemed reglerne i stk. 1. Kravet om hjørneafskæ-ring gælder kun den ejendom, der er genstandfor udstykning, og kravet gælder ikke udstyk-ning af mark- eller skovarealer forudsat, at derikke sker ændring i disses anvendelse.Stk. 4. Hjørneafskæring skal foretages således,at den afskærende linie danner lige store vink-ler med de to sammenstødende vejgrænser.Stk. 5. Foranstående bestemmelser finder kunanvendelse i det omfang, hvori bestående be-byggelse ikke er til hinder for hjørneafskærin-gen.Stk. 6. I forbindelse med samlede vejudlæg in-den for større områder kan hjørneafskæringer-ne med samtykke fra vedkommende forvalt-ningsmyndighed (for offentlige veje vejbesty-

relse) udformes anderledes end foran angivet.Stk. 7. Afskårne hjørnearealer ved offentlig vejskal anlægges som en del af vejarealet af denpågældende vejbestyrelse. Udgifterne til even-tuel fornøden hegnsflytning afholdes af ved-kommende lodsejer.Stk. 8. Afskårne hjørnearealer, der alene græn-ser til privat fællesvej, skal anlægges som vejefter vedkommende forvaltningsmyndighedsnærmere bestemmelse. Udgifterne hertil forde-les mellem de til vejen grænsende grundes ejereefter de i § 41 angivne regler.

Stk. 9- Ud over de i stk. 1, 2 og 3 angivne til-fælde kan hjørneafskæring efter de foran an-givne retningslinier af vedkommende kommu-nale myndighed kræves gennemført ved ekspro-priation i overensstemmelse med reglerne i vej-bestyrelseslovens kap. II. Vedkommende kom-mune udreder udgifterne til hegnsflytning ogarealets anlæg som vej.

Stk. 10. Bestemmelserne i § 24, stk. 5, findertilsvarende anvendelse ved hjørneafskæring.

§ 44.Straf m. m.

Stk. 1. Handler nogen i strid med bestemmelser-ne i § 8 eller § 43 eller kap. 2, 4, *6 eller i stridmed en i medfør af disse bestemmelser truffetbeslutning, straffes den pågældende med bøde.Stk. 2. Det påhviler den til enhver til værendeejer af en ejendom såvel som den, der har begå-et overtrædelsen, at berigtige den ved overtræ-delsen skabte retsstridige tilstand, medmindredispensationsmyndigheden efter at have givetvedkommende kommunale myndighed lejlig-hed til at udtale sig derom meddeler dispensa-tion. Når et ved dom meddelt påbud om at be-rigtige et ulovligt forhold ikke efterkommesinden for den i dommen fastsatte frist, og ind-drivelse af tvangsbøder ikke kan antages at føretil, at den pågældende efterkommer påbudet,kan vedkommende kommunale myndighed fore-tage det nødvendige til forholdets berigtigelsemod godtgørelse fra ejeren eller den, der harbegået overtrædelsen.

Stk. 3. Til gennemførelse af beslutninger, truf-fet i henhold til de i stk. 1 nævnte bestemmelser,kan vedkommende kommunale myndighed kræ-ve politiets bistand.

78

§ 45. vej og vandløb i København, som ændret vedIkrafttræden m. m. lov nr. 85 af 31. marts 1926, lov af 14. aprilS/£. 1. Denne lov træder i kraft den 1865 om. istandsættelsen og vedligeholdelsen af

Ministeren for offentlige arbej- private veje, til hvis afbenyttelse flere er ude-der giver de nærmere regler vedrørende lovens lukkende berettigede, med tillæg af 30. novem-gennemførelse. ber 1876 og ændring af 1. april 1909 samt stk.Stk. 2. Samtidig med nærværende lovs ikraft- 2-8 i lov nr. 90 af 23. marts 1932 om anlæg,træden ophæves §§ 8-9 i lov af 14. december overtagelse og vedligeholdelse af gader og veje1857, indeholdende nogle forskrifter om gader, i landkommuner med bymæssig bebyggelse.

79

Bilag 2

Bemærkninger til lovforslaget

Indledning.

Som angivet i betænkningen findes reglerneom private veje spredt i en række forskelligelove, der på væsentlige punkter er indbyrdes af-vigende. Nogle af de vigtigste lovbestemmelserinden for dette område er ca. 100 år gamle.Reglerne er forskellige i by og på land, men og-så i byerne er bestemmelserne indbyrdes afvi-gende, idet det uden for Københavns kommuneer en betingelse for anvendelse af de mere ind-gående regler om istandsættelse og vedligehol-delse af private fællesveje, at disse regler ind-føres ved vej vedtægt. Reglerne om udlæg oganlæg af private fællesveje findes dels i byg-ningslovgivningen, dels i vej vedtægterne, og deto sæt bestemmelser er ikke altid overensstem-mende, end ikke inden for de enkelte kommu-ner. En revision af lovgivningen vedrørende vej-vedtægterne er i særlig grad blevet påkrævet ef-ter gennemførelsen af byggeloven for købstæ-derne og landet (lov nr. 246 af 10. juni 1960),hvorved den hidtidige hjemmel til ved vedtægts-bestemmelser at indføre den indtil da gældendebygningslovgivnings udlægs- og anlægsbestem-melser for private veje i de enkelte kommunerer blevet ophævet. Allerede i forbindelse medforberedelsen af landsbyggeloven og dennes

behandling i folketinget var det i øvrigt forud-sat, at bestemmelserne i denne lovs kap. 4 omveje skulle ændres i forbindelse med gennem-førelsen af den nye lov om private fællesveje,som forberedes af vejlovsudvalget af 1951 (jfr.Folketingstidende 1958/59, tillæg A, sp. 2505-06, og 1959/60, tillæg B, sp. 1233-34).

Ved det foreliggende lovudkast foreslås deregler om private fællesveje, der i dag findesspredt i flere forskellige love og i vejvedtæg-terne, samlet i én lov, idet der dog fortsat op-retholdes en forskel mellem på den ene side deregler, der skal gælde for private veje i detåbne land, hvor der ikke er nogen færdsel afbetydning, og på den anden side de bestemmel-ser, der skal gælde for købstæderne og de by-mæssige områder.

Endvidere foreslås de grundlæggende bestem-melser fra vejvedtægterne optaget i selve lo-ven, hvorved den hidtidige, ikke altid lokaltbegrundede uensartethed i disse bestemmelseri de kommunale vej vedtægter ophæves.

Samtidig foreslås der trukket en klar grænsemellem bygningslovgivningens og vejlovgiv-ningens bestemmelser på dette område.

Til de enkelte paragraffer bemærkes:

Til § 1.

Offentlig vej og private fællesveje.Ved definitionen af begrebet »offentlig vej«

henholder forslaget sig i stk. 1 til den defini-tion, der er givet i § 1 i lov nr. 95 af 29. marts1957 om bestyrelsen af de offentlige veje (vej-bestyrelsesloven) på tilsvarende måde, som lov

om tilskud til de offentlige veje (lov nr. 194af 7. juni 1958) har gjort det.

Stk. 1 definerer ligeledes offentlige stier ioverensstemmelse med vejbestyrelseslovens defi-nition. Stk. 4 overlader det til forvaltningsmyn-digheden (se herom § 2) at bestemme, om lo-vens bestemmelser skal komme til anvendelse

80

på private stier. Denne bestemmelse svarer til§ 15, stk. 1, 2. pkt, i Københavns byggelov(lov nr. 148 af 29. marts 1939). Baggrundenfor den foreslåede bestemmelse har vårret, at dehensyn, som ligger til grund for lovens bestem-melser om private fællesveje, i mange, men ikkei alle, tilfælde, gør sig gældende, når der er taleom private stier.

Stk. 2 definerer, hvad der i lovudkastet skalforstås ved en privat fællesvej. 1. led (a) eroverensstemmende med den traditionelle for-ståelse af dette begreb, jfr. herved vejbestyrel-sesloven § 14, stk. 1, nr. 2, og § 8 i den kø-benhavnske gadelov af 14. december 1857 medsenere ændringer. Loven af 14. april 1865 omistandsættelse og vedligeholdelse af private fæl-lesveje (der navnlig vedrører forholdene pålandet) definerer de private fællesveje somveje, til hvis afbenyttelse flere grundejere ifølgehævd eller anden særlig adkomst er udelukken-de berettigede.

Da reglerne i Københavns byggelov efter ud-kastet fortsat skal være gældende for privatefællesveje (private gader) i Københavns kom-mune, jfr. nærmere bemærkningerne til § 4, stk.4, foreslås for Københavns kommune indførtden særregel, at de under a) omhandlede pri-vate veje for i København at kunne anses forprivate fællesveje tillige i medfør af § 16 iKøbenhavns byggelov skal være optaget påKøbenhavns gadefortegnelse som private ga-der. I henhold til den nævnte bestemmelse ibyggeloven sker godkendelse af gader ved op-tagelse i magistratens gadefortegnelse med an-givelse af, om gaden er offentlig eller privat.

I stk. 2 (b) foreslås under begrebet »privatfællesvej« medtaget de såkaldte »interne bolig-veje«, nemlig sådanne veje, gader, broer ellerpladser, der uden at være offentlige veje (ellerprivate fællesveje i traditionel forstand) tjenersom færdselsarealer for mere end 7 parcelhuseeller sommerhuse eller for mere end 12 bebo-elseslejligheder. Vejene skal endvidere vaeremindst 40 m lange. Ved dette forslag medtagesprivate veje, der ganske vist kun er til brug foren enkelt ejendom, men som har en sådan færd-selsmæssig betydning, at de kan sidestilles medprivate fællesveje i traditionel forstand. Bag-grunden for forslaget har været, at disse vejenormalt fremtræder med samme udseende somandre veje og indgår i det almindelige gadenet.Nogle af disse veje kan med hensyn til benyt-telse endog sidestilles med offentlige veje, ogvejene er omfattet af færdselslovens regler, nårde er åbne for almindelig færdsel, hvad de i

almindelighed er. I Københavns kommune erder i byggelovens § 26 udtrykkelig hjemmel formagistraten til at bringe vejlovgivningens reg-ler til anvendelse på veje (passager) af den heromhandlede beskaffenhed, forudsat de har ka-rakter af færdselsarealer, og magistraten kanforlange, at de skal holdes åbne for alminde-lig færdsel. Under hensyn hertil foreslås det, atsådan bestemmelse skal være truffet i medfør afnævnte lovs § 26, for at »interne boligveje« iKøbenhavns kommune skal kunne anses forprivate fællesveje. Uden for Københavns ogFrederiksberg kommuner er de »interne bolig-veje« underkastet vedligeholdelsesbestemmelser-ne i bygningsreglementets kap. 2.6, stk. 5.

Det hensyn, at vejlovgivningen bør omfattealle sådanne veje, der indgår i det almindeligegadenet, gør sig ikke gældende for sådanne in-terne boligveje, som alene forløber inden forlukkede karreer eller inden for områder, f. eks.kirkegårde, hospitaler eller industrigårde, derklart er adskilt fra det øvrige vejnet, og det fo-reslås derfor, at sådanne veje holdes uden forbegrebet private fællesveje. Undtagelsen gælderformelt kun uden for København, men det måanses for givet, at Københavns kommune ikkei medfør af byggelovens § 26 vil bringe vejlov-givningens regler til anvendelse på veje afdenne karakter.

I stk. 3 defineres begrebet »udlagt privat fæl-lesvej« som et areal, der er bestemt til fremtidiganvendelse som privat fællesvej. Denne defini-tion er overensstemmende med den betydning,hvori begrebet »vejudlæg« har været anvendt ilandsbyggeloven (§§ 22 og 26) og i vej vedtæg-terne. Sådant udlæg forudsættes at skulle skeefter reglerne i lovudkastet (§ 18 i byerne ogde bymæssige områder og § 10 uden for disseområder), men det kan også være sket før lo-vens ikrafttræden med vedkommende kommu-nale myndigheds godkendelse.

Da reglerne i landsbyggeloven om udlæg afveje ved retningsplaner (lovens § 25) eller vedregulerings- eller udredningsplaner (kap. 9)ikke forudsættes berørt af det foreliggende ud-kast til lov om private fællesveje, foreslås det iudkastets §§ 10 og 28, at udlægsreglerne i lov-udkastet ikke skal finde anvendelse, når vejud-lægget sker efter de angivne regler i landsbygge-loven. Da de såkaldte »interne boligveje« (ud-kastets § 1, stk. 2 b) i særlig grad har sammen-hæng med bebyggelsen, foreslås det for dissevejes vedkommende i udkastets § 28, stk. 2,at udlægsreglerne i byerne og de bymæssige om-råder ikke skal finde anvendelse, hvis vejene

8L

er omfattet af en bebyggelsesplan, som har væ-ret forelagt det i landsbyggelovens § 9 omhand-lede bygningsrad for vedkommende kommune.

En tilsvarende undtagelse foreslås i §§ 10 og28 for de tilfælde, hvor fastlæggelse af privatefællesveje sker ved beslutning af vedkommendei henhold til forordning af 5. marts 1§45nedsatte besigtigelses- og ekspropriationskom-mission (efter 1. oktober 1964 vedkommende ih. t. lov nr. 186 af 4. juni 1964 nedsatte eks-propriationskommission) .

Det er imidlertid alene udlægsreglerne i lov-udkastet, der sættes ud af kraft, når udlæggetsker efter de citerede regler i landsbyggeloveneller forordningen af 5. marts 1845. De øvrigeregler i den foreslåede privatvejslov, f. eks. omistandsættelse og vedligeholdelse, i byerne og debymæssige områder tillige om klassificering ogom anlæg, skal derimod gælde også for veje,der er fastlagt ved de nævnte regler i lands-byggeloven eller forordningen af 5. marts 1#45(lov nr. 186 af 4. juni 1964).

Den omstændighed, at en vej er fastlagt vedbyplanvedtægt, skal ikke efter udkastet med-føre, at vejen anses for udlagt privat fællesvej.I modsætning til udlæg af private veje i hen-hold til landsbyggeloven eller forordningen af5. marts 1845 anses en fastlæggelse af veje vedbyplanvedtægt nemlig ikke for tilstrækkelig tilat opfylde bestemmelserne i udstykningslovens§ 4, stk. 3, om, at der ved enhver udstykningskal være sørget for adgang til offentlig vej. Deved byplanvedtægt fastlagte veje skal imidlertidrespekteres bl. a. ved bebyggelse, og i udkastets§ 25 foreslås det, at arealer, der ved byplan-vedtægt er fastlagt som vej, på tilsvarende må-de som ud lagte private fællesvej sarealer kankræves anlagt som vej.

Da udlægsreglerne i lovudkastet efter forsla-get ikke skal finde anvendelse i Københavnskommune, foreslås begrebet »udlagt privat fæl-lesvej« i København defineret som sådan veddeklaration eller retningsplan udlagt gade, somi medfør af § 16 i Københavns byggelov er op-taget på Københavns gadefortegnelse som ik-ke anlagt gadestrækning.

Ti l § 2.Efter vejlovgivningen har det hidtil været

vedkommende primærkommune, der har værettilsynsførende og godkendende myndighed forprivate veje. Det gælder både i by og på landmed hensyn til istandsættelse og vedligeholdelseaf private fællesveje, og det gælder med hen-syn til udlæg og anlæg af private fællesveje i

de byer og bymæssige områder, hvor der vedvejvedtægt er indført regler herom.

I landsbyggeloven er der derimod ved § 8gennemført en sondring mellem de områder,hvor bygningsmyndigheden udøves af primær-kommunen, og de områder, hvor den udøvesaf amtsrådet.

En ganske tilsvarende sondring foreslås vedlovudkastet indført mellem de områder, hvorhenholdsvis amtsrådet og primærkommunen ud-øver forvaltningsmyndigheden, d.v.s. godken-der udlægget og anlægget af private fællesvejeog udøver andre dermed beslægtede beføjelser.Det foreslås derfor i udkastets stk. 4, jfr. stk.3, at amtsrådet udøver forvaltningsmyndighe-den i sognekommuner, som ikke har en samletbebyggelse med mere end 1.000 indbyggere, ogsom ikke i øvrigt har tilvejebragt vejvedtægt.Endvidere foreslås der givet hjemmel til vedvej vedtægt at bestemme, at amtsrådet skal ud-øve forvaltningsmyndigheden i dele af andresognekommuner. I alle andre tilfælde udøvesforvaltningsmyndigheden af primærkommunenskommunalbestyrelse, i København dog af Kø-benhavns magistrat. Når afgrænsningen mellemde tilfælde, hvor afgørelsen skal træffes afprimærkommunen, og de tilfælde, hvor kompe-tencen er tillagt amtskommunen, efter forslagetskal være den samme som efter landsbyggelo-ven, skyldes det ønsket om herved at opnå enadministrativ lettelse. De beslutninger, der skaltræffes af forvaltningsmyndigheden om udlægog anlæg af private veje i henhold til privatvejs-lovudkastet, står nemlig i nær forbindelse medde beslutninger, der træffes af bygningsmyn-digheden i henhold til landsbyggeloven, og deter derfor hensigtsmæssigt, at det bliver de sam-me myndigheder, der skal træffe afgørelsenefter de to love.

Den omstændighed, at amtsrådet efter for-slaget i et vist omfang skal udøve forvaltnings-myndigheden i sognekommuner, betyder ikkenoget indgreb i sognekommunernes beføjelser,da det som alt overvejende hovedregel drejersig om områder, hvor der ikke tidligere har væ-ret tilvejebragt vej vedtægt, og sognekommunenderfor ikke har haft hjemmel til at udøve nogenaf de beføjelser, som ved lovudkastet er tillagtforvaltningsmyndigheden. For de undtagelses-tilfælde, hvor en sognekommune, der tidligerehar haft vejvedtægt, ikke i fremtiden vil få til-lagt forvaltningsmyndigheden, foreslås en over-gangsordning.

De beføjelser, der efter lovudkastet skal ud-øves af forvaltningsmyndigheden, vedrører som

82

nævnt godkendelse af vejudlæg (§§ 10 og 18)og godkendelse af anlæg af private fællesveje(§ 26). Endvidere er der tillagt forvaltnings-myndigheden beføjelse til at foretage klassifice-ring af private fællesveje (§ 17), til at påbydevejudlæg eller selv foretage vejudlæg (§ 18), tilat godkende udstykkede parcellers adgangsfor-hold til private fællesveje (§ 19), til byggelinie-pålæg (§ 20), til at stille krav om anlæg af pri-vate fællesveje (§ 25), til at foretage foran-dringer eller afspærring af private fællesveje(§ 30) samt til at foretage nedlæggelse af pri-vate fællesveje (§ 37).

Flertallet af disse bestemmelser vedrører for-holdene i byer og bymæssige områder (§§ 17,18, 19, 20, 25, 30 og 37).

De beføjelser, som hidtil efter vejlovgivnin-gen er blevet udøvet af primærkommunen såveli by som på land med hensyn til istandsættelseog vedligeholdelse af private fællesveje, skalefter lovudkastet fortsat udøves af primærkom-munen (§§ 11-15 og 38-42). Primærkommu-nen skal endvidere som tilsynsmyndighed i by-erne og bymæssige områder have beføjelse til atpåbyde belysning af private fællesveje (§ 31),til at godkende etablering af overkørsler ogovergange (§ 33), til at godkende vejtræer(§ 34) og til at tillade særlig brug af privatefællesvejes arealer (§§ 35 og 36). I ganskesærlige undtagelsestilfælde kan amtsrådet efterudkastets § 4, stk. 2, i sognekommuner, hvoramtsrådet har forvaltningsmyndigheden, be-stemme, at også tilsynsmyndigheden skal udøvesaf amtsrådet, jfr. nærmere bemærkningerne til

Til § 3.Under den nuværende retstilstand gælder i

Københavns kommune loven af 14. december1857 om gader, veje og vandløb i København.Denne lov giver bl. a. kommunen beføjelse tilpå eget initiativ at bestemme, at private gaderskal istandsættes og vedligeholdes. Uden forKøbenhavn gælder reglerne i loven af 14.april 1865 om istandsættelse af private fælles-veje, der alene giver kommunen beføjelse til attræffe en voldgiftspræget afgørelse af tvistig-heder mellem de private om istandsættelsen ogvedligeholdelsen. Reglerne i 1865-loven for-trænges imidlertid i købstæder og bymæssigeområder i det omfang, der indføres udtøm-mende bestemmelser i vej vedtægt, jfr. nærmerebetænkningen p. 9—11.

Efter den hidtil gældende lovgivning kander i købstæderne og Frederiksberg kommune

samt i bymæssige kommuner indføres vej ved-tægt, der indfører reglerne fra den københavn-ske gadelov, jfr. nærmere betænkningen p.9-11.

Efter lovudkastet, der ligesom § 2 er i næroverensstemmelse med landsbyggeloven (§ 7),skal der for enhver købstad (herunder Frede-riksberg kommune, men ikke København) ogfor enhver sognekommune, som har en samletbebyggelse med mere end 1.000 indbyggere, til-vejebringes en vej vedtægt. I andre sognekom-muner kan der efter udkastet tilvejebringes envej vedtægt. Vej vedtægtens område kan sted-ligt begrænses til den del af kommunen, hvorder findes en samlet bebyggelse, eller hvor ensådan bebyggelse kan forventes.

Medens vej vedtægter efter hidtil gældendelovgivning kun i købstæder og flækker skalgodkendes af ministeren for offentlige arbejder,idet de i øvrigt skal godkendes af amtsrådet,foreslås det i stk. 3 i overensstemmelse medlandsbyggelovens § 7 og for at fremme ensartet-heden i vedtægterne, at disse i alle tilfælde skalgodkendes af ministeren. Amtsrådenes indfly-delse på vejvedtægterne i sognekommunerneskal dog efter forslaget bibeholdes, idet det istk. 3 (modsat landsbyggeloven) foreslås, atde sognekommuner, der ikke er pligtige at ind-føre vejvedtægt, kun kan tilvejebringe en sådanmed tilslutning fra vedkommende amtsråd,medens vej vedtægter i andre sognekommunerinden stadfæstelsen skal forelægges amtsrådettil udtalelse.

Vej vedtægternes indhold skal efter forslagetvære et andet end efter hidtil gældende ret,idet de grundlæggende bestemmelser fremti-digt foreslås optaget i selve loven, hvorved denhidtidige, ikke altid lokalt begrundede uensar-tethed i de lokale vej vedtægter bortfalder. Ivej vedtægterne forudsættes optaget bestemmel-ser, der for de enkelte kommuner kan supplerelovens almindelige regler. Det gælder såledesom belysning (§ 30), om særlig brug af privatefællesvejes arealer (§ 34), om ledninger ogopgravninger (§ 35), om inddragelse af andrebrugere end ejerne af de tilgrænsende grundeunder pligten til at afholde udgifter til istand-sættelse og vedligeholdelse af private fællesveje(§ 38) samt afholdelse af vejsyn (§ 40).

Virkningen af indførelse af vej vedtægt i desognekommuner, som efter forslaget ikke harpligt til at indføre vejvedtægt, bliver efter ud-kastets § 2, at kommunen overtager forvalt-ningsmyndigheden (eventuelt kun inden forvedtægtens gyldighedsområde), og efter § 4,

83

at de mere indgående regler i afsnit III princi-pielt finder anvendelse, jfr. nærmere § 4 ogbemærkningerne til denne paragraf. Indførelseaf vejvedtægt foreslås således i alt væsentligttillagt samme betydning, som indførelse afbygningsvedtægt har fået ved landsbyggelovens§§ 2 og 8.

Til § 4.Som angivet i bemærkningerne til § 3 har det

efter den hidtil gældende lovgivning uden forKøbenhavn været en forudsætning for en an-vendelse af de mere indgående regler i Køben-havns gadelov, at disse regler blev indført vedvej vedtægt. I stk. 3 foreslås det overensstem-mende med reglerne i landsbyggelovens § 2, ati kommuner eller dele af kommuner, hvor for-valtningsmyndigheden udøves af kommunalbe-styrelsen, skal de mere indgående regler i lov-udkastets afsnit III, principielt komme til an-vendelse. Dog skal de mindre indgående regleri afsnit II anvendes på istandsættelsen og ved-ligeholdelsen (men ikke udlægget og anlægget)af private fællesveje, som udelukkende tjener tilbrug for landbrug, skovbrug og gartneri, her-under frugtplantager. Denne undtagelse svarertil landsbyggelovens § 2, stk. 7. Der foreslåsgivet visse muligheder for fravigelse af denneprincipielle regel ved vej vedtægt.

I stk. 2 foreslås det omvendt, at de mere ind-gående regler i afsnit III principielt ikke skalfinde anvendelse i områder, hvor amtsrådet erforvaltningsmyndighed. Her skal de mindreindgående regler i afsnit II anvendes. I lighedmed bestemmelsen i landsbyggelovens § 2,stk. 6, foreslås der givet amtsrådet bemyndigelsetil at bestemme, at reglerne i afsnit III helt ellerdelvis skal træde i stedet for eller supplere be-stemmelserne i afsnit II i de stedligt begrænsedeområder, hvor en ukontrolleret udvikling ellerskunne forudses samt på steder, hvor det i øvrigtmå anses for nødvendigt. Hvis det i sådanne til-fælde må antages, at der udkræves en særligindsats med hensyn til tilsynet med private fæl-lesvejes vedligeholdelse, belysning m. v., kanamtsrådet også bestemme, at tilsynsmyndighedenskal udøves af amtsrådet. Amtsrådets overtagelseaf tilsynsmyndigheden forudsættes dog kun atblive af rent midlertidig karakter.

Da reglerne i Københavns byggelov af 29.marts 1939 ikke forudsættes berørt af det fo-religgende lovudkast, kan dette kun komme tilanvendelse i Københavns kommune i det om-fang, der ikke i forvejen findes udtømmendebestemmelser i Københavns byggelov. De be-

stemmelser, der herefter ikke skal komme tilanvendelse i København, er foruden bestem-melserne i afsnit II (§§ 9-15) om private fæl-lesveje på landet, der allerede efter deres ind-hold vanskeligt kan tænkes anvendt i Køben-havns kommune, følgende bestemmelser: § 8 omudstykning, kap. 4 (§§ 17-28) om udlæg oganlæg af private fællesveje, § 29 om færdsels-regulering og afmærkning m. v., § 33 omoverkørsler og overgange og §§ 34-35 om særligbenyttelse af private fællesvejes arealer samt §36 om nedlæggelse af private fællesveje.

Derimod foreslås de øvrige regler i lovud-kastet bragt til anvendelse i Københavns kom-mune i det omfang, de efter deres indhold kananvendes. Navnlig skal fremhæves bestemmel-serne i kap. 6 (§§ 37-41) om istandsættelse ogvedligeholdelse af private fællesveje i byerne.

Til § 5.I de ret få tilfælde, hvor der kan blive tale

om tilkendelse af egentlig ekspropriationserstat-ning efter lovudkastet (jfr. § 18, stk. 5, § 19,stk. 2, § 36, stk. 2, og § 43, stk. 9) forekom-mer det naturligt, at erstatningsfastsættelsen fo-retages af de i henhold til vejbestyrelseslovennedsatte taksations- og overtaksationskommissio-ner, der i øvrigt også foretager erstatningsfast-sættelsen i henhold til landsbyggeloven, jfr.dennes § 58. De samme kommissioner må ogsåi mangel af mindelig overenskomst tage stillingtil, om et krav om overtagelse af et areal i hen-hold til udkastets § 24, stk. 5, er berettiget, lige-De må ligeledes fastsætte de erstatninger forarealer, der overtages efter denne bestemmelse.De må ligeledes fastsætte de erstatninger forarealer m. v., som skal udredes i henhold tiludkastets § 25 ved anlæg af private fællesvejeefter krav fra forvaltningsmyndigheden. Be-stemmelsen i § 5 er udformet i overensstemmel-se hermed.

Da de i henhold til vejbestyrelsesloven ned-satte taksations- og overtaksationskommissionerikke anvendes i Københavns kommune, fore-slås det dog, at erstatningsfastsættelse i dennekommune foretages af den i henhold til Kø-benhavns byggelov af 1939 nedsatte taksations-kommission.

Til § 6.Bestemmelsen bygger på samme princip som

vejbestyrelseslovens § 22, hvorefter alle klagerover de kommunale vejbestyrelser i sidste in-stans kan indbringes for ministeren for offent-lige arbejder, selv om visse klager i første in-

84

stans skal indbringes for amtsrådet, hvis af-gørelse som klageinstans i alle tilfælde kanpåklages til ministeren. Bestemmelsen er i øv-rigt udformet i nær overensstemmelse med §14 i landsbyggeloven. Dog har man fundet detmest hensigtsmæssigt, at afgørelser, trufne afkommunalbestyrelserne i de kommuner, som haropnået den i købstadkommunallovens § 34, stk.3, omhandlede status (de såkaldte »borgmester-kommuner«), i alle tilfælde skal indbringes di-rekte for ministeren, medens det efter lands-byggelovens § 14, stk. 3, afhænger af bestem-melse i bygningsvedtægt, om klagen skal ind-gives til ministeren eller til amtsrådet.

I stk. 8 er indsat en til første led i vejbesty-relseslovens § 22 svarende bestemmelse, hvor-efter tvistigheder mellem de kommunale myn-digheder vedrørende spørgsmål, der omhandlesi lovudkastet, afgøres af ministeren for offent-lige arbejder.

Til § 7.Bestemmelsen er udformet i nær overens-

stemmelse med § 15 i landsbyggeloven. Ligesomi § 6 i lovudkastet er der dog den afvigelse fralandsbyggeloven, at det efter lovudkastet i alletilfælde er ministeren, der skal meddele dispen-sation i de kommuner, der har opnået den ikøbstadkommunallovens § 34, stk. 3, omhand-lede status (de såkaldte »borgmesterkommu-ner«), medens det efter landsbyggeloven i dissekommuner afhænger af bestemmelse i den lo-kale bygningsvedtægt, om dispensationen skalmeddeles af ministeren eller af amtsrådet.

Den kommunale myndighed, der efter stk.1 skal høres over dispensationsandragendet, vilalt efter omstændighederne være forvaltnings-myndigheden eller tilsynsmyndigheden.

Til § 8.Stk. 1 er udformet i nøje overensstemmelse

med § 5, stk. 1, i landsbyggeloven.Stk. 2 svarer til § 5, stk. 2, 1. led, i lands-

byggeloven. Det foreslåede stk. 2 er dog ikkesom den nævnte bestemmelse i landsbyggelovenbegrænset til områder, hvor amtsrådet er byg-ningsmyndighed (forvaltningsmyndighed), menvil formentlig ikke mindst få betydning i deområder, hvor amtsrådet udøver forvaltnings-myndigheden. Man har imidlertid fundet, at be-stemmelsen ville få et for snævert anvendelses-område, hvis den var begrænset til disse om-råder.

Stk. 3 svarer til § 5, stk. 5, i landsbyggelo-ven, men afviger navnlig derfra ved, at udstyk-ninger, ved hvilke det udstykkede areal sam-menlægges med anden ejendom, ikke er undta-get fra forelæggelse for amtsrådet som for-valtningsmyndighed. Baggrunden for denne af-vigende affattelse er den, at det ud fra vej-mæssige hensyn kan være lige så afgørende foramtsrådet at få udstykningssagen forelagt, nårder er tale om sammenlægninger, som hvis detdrejer sig om frastykninger af parceller. Ensammenlægning kan nemlig medføre, at en bag-ved liggende ejendom får adgang til en privatfællesvej og derved tilfører denne en færdsel,som ikke har været forudset ved vejens udlæg.

Afsnit II.

Private fællesveje på landet

Ved bestemmelserne i dette afsnit, der ved-rører forholdene på landet (jfr. § 9), er dertilsigtet dels en modernisering af reglerne iloven af 14. april 1865 om istandsa^ttelse ogvedligeholdelse af private fællesveje (på lan-det), dels indførelse i vejlovgivningen af be-stemmelser om udlæg af private fællesveje i delandlige områder.

Til § 9.Bestemmelsen, der angiver gyldighedsområ-

det for afsnit II, må sammenholdes med S 4.

Bestemmelsen er medtaget for at tydeliggøreafsnittets gyldighedsområde.

Hovedreglen er, at bestemmelserne i afsnitII skal gælde:for alle private fællesveje i de sognekommuner,

hvor amtsrådet udøver forvaltningsmyndighe-den (stk. 1),

for istandsættelse og vedligeholdelse af renelandbrugsveje i alle andre kommuner, bort-set fra København (stk. 2).Hovedreglen kan efter forslaget fraviges ef-

ter de i § 4 indeholdte regler, d.v.s., at der

8<S

gælder følgende undtagelser fra hovedreglen:a. I de områder, hvor amtsrådet er forvalt-

ningsmyndighed, kan amtsrådet for stedligtbegrænsede områder bestemme, at regler-ne i afsnit II helt eller delvis skal afløses afeller suppleres med bestemmelserne i af-snit III.

b. I de områder, hvor kommunalbestyrelsen erforvaltningsmyndighed, kan ved vejvedtægtbestemmes, at reglerne i afsnit III skal an-vendes også på istandsættelese og vedlige-holdelse af rene landbrugsveje.

c. I kommuner, hvor kommunalbestyrelsen ud-øver forvaltningsmyndigheden i hele kom-munen, men hvor vej vedtægtens gyldigheds-område er begrænset til en del af kommu-nen, kan i vedtægten bestemmes, at reglernei afsnit II skal anvendes på alle veje udenfor vedtægtens gyldighedsområde.

Til § 10.I denne paragraf foreslås givet regler om

amtsrådets godkendelse af udlæg af private fæl-lesveje i områder, hvor amtsrådet er forvalt-ningsmyndighed i henhold til § 2, stk. 4.

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til den hidtidigebestemmelse i landsbyggelovens § 20, stk. 5,der dog kun har omhandlet private veje medhenblik på bebyggelse, men ikke veje til f. eks.grusgrave eller bilkirkegårde. Private fællesvejeaf den sidstnævnte karakter vil være omfattetaf bestemmelserne i stk. 1 i den her foreslåedebestemmelse. Amtsrådet skal ved sin godkendel-se af vejudlæg i henhold til den foreslåede be-stemmelse dels tage fornødne færdselsmæssigehensyn, dels påse, at der kan tilvejebringeshensigtsmæssige parcelformer. Der skal dogselvsagt ikke stilles lige så indgående krav somved vejudlæg efter afsnit III i de områder, hvoren bymæssig udvikling allerede er i gang ellerer forestående. Landsbyggelovens § 20, stk. 5,vil fortsat give amtsrådet beføjelse til at mod-sætte sig udlæg af private (fælles)-veje til be-byggelse, når en sådan bebyggelse på det på-gældende sted vil være i strid med en forsvarligog hensigtsmæssig byudvikling.

Efter stk. 2 foreslås der givet en undtagelsefra kravet om godkendelse af vejudlæg for såvidt angår private fællesveje, der udelukkendeskal tjene til brug for landbrug, skovbrug ellergartneri, da man ikke har ment, at færdsels-mæssige hensyn nødvendiggør amtsrådets god-kendelse af udlægget af sådanne private fælles-veje. Til gengæld må de efter udkastets stk. 3

ikke uden amtsrådets samtykke anvendes tilanden færdsel end den her nævnte.

Som nævnt i bemærkningerne til § 9 (ogudtrykkelig anført i udkastets § 10, stk. 2) føl-ger det af § 4, stk. 2, at amtsrådet kan bestem-me, at også udlægget af de nævnte landbrugs-veje m. v. skal godkendes.

Det er en selvfølge, at de i § 10 indeholdteudlægsregler ikke skal følges, hvis vejudlæggeter sket ved retningsplan i henhold til landsbyg-geloven. Det samme gælder, hvis de udlagteprivate veje er fastlagt ved beslutning af ved-kommende i henhold til forordning af 5. marts1845 nedsatte besigtigelses- og ekspropriations-kommission (§ 5 i forordningen, § 13 i lov nr.186 af 4. juni 1964 om fremgangsmåden vedekspropriation vedrørende fast ejendom). Detteforeslås udtrykkeligt angivet i stk. 4.

Til § 11.Den nævnte bestemmelse foreslås at skulle af-

løse §§ 1, 2 og 9 i loven af 14. april 1865 omistandsættelsen og vedligeholdelsen af privateveje, til hvis afbenyttelse flere er udelukkendeberettigede.

Bestemmelsen bygger på samme hovedprincipsom 1865-loven, nemlig at der skal foreligge enklage fra en af de færdselsberettigede, før denkommunale myndighed får pligt til ved enåstedsforretning (vejsyn) at tage stilling tilspørgsmålet om vejens vedligeholdelse. Bestem-melsen adskiller sig imidlertid fra de tilsva-rende regler i 1865-loven derved, at den giverden kommunale tilsynsmyndighed ret til nårsom helst at lade afholde vejsyn, hvis den an-ser det for nødvendigt. Baggrunden for den fo-reslåede ændring er dels de helt forandredefærdselsforhold sammenlignet med forholdeneved 1865-lovens tilblivelse, dels hensynet tildem, der uden at høre til kredsen af de færd-selsberettigede har lovligt ærinde til ejendommeved de pågældende private fællesveje (offent-lige myndigheder, læger, brandvæsen, hand-lende etc.).

Medens 1865-lovens § 1 som betingelse for,at de færdselsberettigede kan forlange vejsyn,stiller, at der ikke haves gyldige og tilstrække-lige bestemmelser eller overenskomster om vej-ens istandsættelse og vedligeholdelse, stiller detforeliggende udkast ikke et sådant krav. Detbetyder ikke, at sådanne overenskomster er udenbetydning efter det foreliggende udkast, se§ 13, hvorefter overenskomster om fordelingenaf vedligeholdelsesbyrden skal lægges til grundved kendelsen, men tilsynsmyndigheden er ef-

86

ter udkastets § 12 ikke bundet af sådanne over-enskomster ved fastsættelsen af, hvilke istand-sættelses- eller vedligeholdelsesarbejder der skalbringes til udførelse.

Ligesom efter § 9 i 1865-loven kan de færd-selsberettigede efter udkastet kun kræve, at derafholdes et nyt vej syn (åstedsforretning), nårder er forløbet 3 år siden den seneste kendelseom vejens istandsættelse og vedligeholdelse.Det er ikke som i 1865-lovens § 9 en yderligerebetingelse for kravet om nyt vej syn, at forhol-dene væsentligt har forandret sig i mellemtiden.Herved er dog ikke tilsigtet nogen realitetsæn-dring. Allerede efter den hidtidige retstilstandskal kommunalbestyrelsen nemlig ved en ken-delse tage stilling til, om forholdene i så væ-sentlig grad har ændret sig, at der er anledmingtil en ny ordning, eller om kommunalbestyrel-sen i øvrigt af færdselsmæssige grunde finderanledning til en ændret ordning.

Ved stk. 2 foreslås reglerne om indvarslingertil vej synet (åstedsforretningen) moderniseretog bragt bedre i overensstemmelse med deri nu-gældende opfattelse af det berettigede i, at den,der berøres af offentlige myndigheders afgørel-ser, bør have lejlighed til at sætte sig ind i fo-religgende forslag og gøre sine interesser gæl-dende, inden endelig beslutning træffes. Me-dens § 2 i 1865-loven overlader det til klage-ren selv at foretage den fornødne indvarslingaf de færdselsberettigede, foreslås det nu, atkommunen skal foretage indvarslingen, hvilketskønnes mere stemmende med nutidige forhold.Indvarslingen skal efter udkastet som hidtil skedels ved offentlig bekendtgørelse, dels ved sær-skilt indvarsling af de enkelte færdselsberetti-gede. Sidstnævnte indvarsling foreslås foreta-get ved anbefalet brev, og indvarslingsfristenfor denne indkaldelse foreslås forlænget fra 2til 14 dage, hvilket navnlig har betydning vedindvarsling af lodsejere, der ikke har bopælved den pågældende private fællesvej (f. eks.sommerhusejere). Da der ved udkastets § 13 fo-reslås tillagt tilsynsmyndigheden beføjelse til iet vist omfang at inddrage andre end de færd-selsberettigede ved kendelsen, foreslås indvars-ling ved anbefalet brev foretaget ikke alene overfor de færdselsberettigede, men over for enhver,der af tilsynsmyndigheden agtes inddraget un-der vedligelholdelses- eller istandsættelsesplig-ten.

Udkastet har anvendt udtrykket »vejsyn« istedet for 1865-lovens »åstedsforretning«, delsfordi førstnævnte udtryk forekommer meredækkende end »åstedsforretning«, dels fordi

»vej syn« er anvendt om tilsvarende forretningeri en lang række vej vedtægter (jfr. § 8 i den afDansk Byplanlaboratorium udarbejdede normal-vej vedtægt for bymæssige kommuner).

Til § 12.Bestemmelsen svarer til §§ 3 og 5 i 1865-lo-

ven. Den foreslåede bestemmelse giver ikke så-ledes som § 3 i 1865-loven udførlige regler om,ved hvor mange personer kommunalbestyrelsenskal give møde, om den protokol, der skal an-vendes, eller om, inden hvilken frist kendelsenskal afsiges, da man har ment, at eventuelt for-nødne regler herom må kunne optages i et cir-kulære. Om fremgangsmåden ved selve vej-synet har man alene fundet det nødvendigt atangive, at der skal gives de fremmødte lejlighedtil at udtale sig.

Med hensyn til kendelsens indhold foreslåsi stk. 1 alene, at den skal indeholde en forteg-nelse over de påtalte mangler med angivelse af,i hvilket omfang og på hvilken måde vejen skaludbedres, og hvorledes den fremtidig skal ved-ligeholdes. Der foreslås samtidig givet hjemmelfor den kommunale myndighed til at påbyde enegentlig istandsættelse (d.v.s. forbedring) afvejen.

Med hensyn til fordelingen af arbejdet hen-vises til udkastets § 13.

I modsætning til, hvad der gælder efter 1865-loven, skal kommunen ikke ved fastsættelsen afistandsættelsens og vedligeholdelsens omfangvære bundet af eventuelle aftaler herom mel-lem de færdselsberettigede. Den her foreslåedeændring er i overensstemmelse med, hvad der idag gælder i områder med vej vedtægt, og skyl-des i øvrigt den siden 1865 stedfundne udvik-ling af færdselsforholdene, jfr. nærmere be-mærkningerne til § 11.

Ved stk. 2 foreslås indført en nydannelse,idet der foreslås givet enhver af de færdsels-berettigede hjemmel til at kræve vej synet udsat,hvis de påtalte mangler skyldes uvedkommendefærdsel, som ønskes forhindret. Baggrunden forden her foreslåede bestemmelse har været, atudkastet: ikke for de områder, der omfattes afafsnit II (§§ 10-15) således som for byerneog de bymæssige områder (§ 29), foreslår ind-ført en bestemmelse, der fratager lodsejerne denkompetence, de i medfør af § 17, stk. 2, imark- og vej fredsloven har til at forbyde uved-kommende færdsel ad private fællesveje. Dennekompetence kan i det enkelte tilfælde være helteller delvis bortfaldet ved aftale eller på an-den måde. Udkastet tager derfor ikke stilling

87

til, i hvilket omfang lodsejerne kan gennem-føre et sådant forbud, men det foreslås, at til-synsmyndigheden, når et sådant forbud lovligter gennemført, kun kan bestemme, at vejen skalbringes i en under hensyn til den herefter til-ladte færdsel god og forsvarlig stand. Forbudetbehøver ikke at omfatte enhver form for uved-kommende færdsel, men kan være begrænset tilvisse arter af sådan færdsel.

Til § 13.Bestemmelsen svarer til §§ 5 og 8, jfr. § 1,

i loven af 14. april 1865.Medens udkastets § 12 med hensyn til spørgs-

målet om, hvilke arbejder der skal bringes tiludførelse, i modsætning til 1865-loven giverkommunen beføjelse til at se bort fra eventu-elle aftaler mellem lodsejerne, foreslås det i §13 overensstemmende med 1865-loven, at detpåbudte arbejde skal fordeles mellem de færd-selsberettigede, og at gyldige overenskomsterom den nærmere fordeling mellem de færdsels-berettigede skal lægges til grund ved fordelin-gen.

Forslaget indeholder imidlertid tillige hjem-mel til også at inddrage andre, der ikke erfærdselsberettigede, men som ifølge overens-komst eller anden bestemmelse er forpligtet tilat deltage i vejens vedligeholdelse. Det må nem-lig anses for upraktisk, at der ikke ved kendel-sen skal tages hensyn til sådanne overenskom-ster, når der er enighed om disses gyldighed ognærmere forståelse mellem alle vedkommende.Det foreslås derfor også i § 11, at tilsynsmyn-digheden allerede ved indvarslingen til vejsynetskal indkalde sådanne ikke-færdselsberettigede,som den på dette tidspunkt agter at inddrageunder vedligeholdelses- og istandsættelsesplig-ten.

Der foreslås ikke tillagt den kommunalemyndighed nogen beføjelse til som en domstolat tage stilling til det nærmere omfang af så-danne overenskomster eller bestemmelser. Hvisnogen af de efter disse overenskomster m. v.forpligtede bestrider gyldigheden af overens-komsten, eller der opstår strid om dens nærmereforståelse, skal vejsynet udsættes, indtil sagener afgjort ved domstolene. Ligesom efter § 8 i1865-loven skal det samme gælde, hvis nogen,der hævdes at være færdselsberettiget påstår,at de ikke har færdselsret til vejen.

Der er i udkastet fastsat en frist, inden hvil-ken retssag skal anlægges. Ligesom efter 1865-loven foreslås det, at virkningen af, at fristenoversiddes, bliver, at kommunen afsiger ken-

delse uden hensyntagen til lodsejernes anbrin-gende om, at de er fritaget for at deltage ivejens istandsættelse og vedligeholdelse. For atundgå yderligere trætter om spørgsmålet fore-slås det imidlertid i modsætning til 1865-loven,at kendelsen ikke senere kan begæres ændret afnogen af de pågældende lodsejere under påbe-råbelse af, at de ikke er vedligeholdelsesplig-tige.

Med hensyn til fordelingen af vejarbejdetmellem de færdselsberettigede i tilfælde, hvoringen overenskomster foreligger, skal der efterudkastet ligesom efter 1865-loven tages hen-syn til den brug, de pågældende gør af vejen. Imodsætning til 1865-loven skal der ikke efterudkastet tillige tages hensyn til de pågældendesevne til at bære udgifterne, da dette socialehensyn under nutidens forhold tilgodeses påandre måder.

Til § 14.Som en nydannelse for så vidt angår for-

holdene på landet foreslås det i stk. 1, at kom-munen på begæring af en kvalificeret majoritetaf lodsejerne kan påtage sig udførelsen af detpåbudte vejarbejde således, at dette får bin-dende virkning også for de lodsejere, der ikkehar deltaget i begæringen. Bestemmelsen sva-rer til § 8, stk. 5, i den københavnske gadelovaf 1857 og til vejvedtægterne for købstæderneog de bymæssige områder, og det må under nu-tidens forhold anses for praktisk, at en tilsva-rende bestemmelse indføres på landet således, atkommunen kan anvende sit tekniske materiel tilarbejdets udførelse.

I stk. 2 foreslås indført en regel for det til-fælde, at et vej syn udsættes som følge af, atretssag anlægges overensstemmende med reg-lerne i § 13, stk. 2 (tidligere 1865-lovens § 8).Da det undertiden er påtrængende nødvendigt,at istandsættelses- eller vedligeholdelsesarbejdetdesuagtet gennemføres, foreslås der nu (i mod-sætning til § 8 i 1865-loven) givet den kommu-nale tilsynsmyndighed hjemmel til i sådannetilfælde at genoptage vej synet og afsige ken-delse dels om, hvorledes vejen skal istandsættesog vedligeholdes, dels om, at istandsættelsenog vedligeholdelsen foreløbigt helt eller delvisvil være at udføre ved kommunens egen foran-staltning. Den endelige fordeling af udgifterneog hermed betalingen af de af kommunen af-holdte udgifter må da vente, indtil endeligdom er faldet.

Stk. 3 indeholder i lighed med § 6 i 1865-loven bestemmelser om kommunens udførelse

HS

af de vejarbejder, som det ved kendelsen er på-lagt lodsejerne at udføre, men som disse harundladt at udføre eller har udført på en eftertilsynsmyndighedens skøn utilfredsstillende må-de.

Til § 15.Efter den hidtil gældende retstilstand falder

de såkaldte almene veje, d.v.s. veje, der ikke eroptaget som offentlige veje, men hvortil al-menheden desuagtet har en færdselsret, der ikkehviler på vedtægt eller deklaration, uden for or-dene i loven af 14. april 1865, hvis anvendel-sesområde udtrykkeligt er begrænset til privateveje, til hvis afbenyttelse flere er udelukkendeberettigede. Ministeriet for offentlige arbejderhar dog under den hidtidige retstilstand anta-get, at analogien af 1865-lovens regler måttefinde anvendelse på istandsættelsen og vedlige-holdelsen af private fællesveje inden for 1865-lovens stedlige anvendelsesområde.

Den definition af private fællesveje, der ergivet i lovudkastets § 1, hvorefter enhver, ikkeoffentlig vej, der (rent faktisk) tjener til brugfor flere særskilt matrikulerede og i særlig ejeværende ejendomme, medfører, ligesom den til-svarende definition i den københavnske gade-lovs § 8 (og i vejvedtægterne), at: også almeneveje i almindelighed må henregnes til privatefællesveje. For så vidt angår almene veje i by-erne og andre områder, der er omfattet af lov-udkastets afsnit III, er der ingen grund til sær-lige regler om de almene vejes istandsættelse ogvedligeholdelse, da pligten hertil efter udkastetligesom efter den hidtil gældende lovgivning ibyerne principielt påhviler ejerne af de til vejengrænsende grunde.

Anderledes på landet, idet reglerne i lovudka-stets afsnit II, ligesom loven af 14. april 1865,principielt lægger pligten til istandsættelse ogvedligeholdelse af private fællesveje på de færd-selsberettigede. Det foreslås derfor i stk. 1 atfastslå, at reglerne i §§ 11-14 principielt ogsågælder de almene veje, uanset at der ikke her

kan udpeges en særlig kreds af færdselsberettige-de. I stk. 2 stilles forslag om de modifikationeri reglerne i §§ 11-14, som nødvendiggøres afsidstnævnte forhold. Det foreslås i så henseende,at der såvel ved indkaldelsen som ved vejarbej-dets fordeling skal lægges vægt på, hvilke ejen-domme der i særlig grad gør brug af vejen. Det-te svarer til det fordelingsprincip, som i § 13 erfastsat ved fordelingen af vejarbejdet mellem defærdselsiberettigede i tilfælde, hvor der ikke fo-religger overenskomster eller andre bestemmel-ser om, hvem der skal foretage vedligeholdelsenog istandsættelsen. Da det formentlig kan fore-komme, at der er truffet særlig aftale om for-delingen af vedligeholdelsesbyrden vedrørendealmene veje, tages der i stk. 2 overensstemmen-de med reglerne i § 13 forbehold for de til-fælde, hvor sådanne overenskomster er indgået.Når overenskomster af denne karakter forelig-ger, skal der efter udkastet forholdes overens-stemmende med reglerne i § 13, d.v.s., at over-enskomsterne principielt skal lægges til grund,men at spørgsmålet om deres gyldighed ellerom deres nærmere forståelse i tilfælde afuenighed skal forelægges domstolene, som nær-mere angivet i udkastets § 13, stk. 2.

Ved § 15 i vejbestyrelsesloven af 1957 erder indført en særlig procedure, hvorefter eje-ren af en ejendom, på hvilken der forløber enalmen vej, over for kommunalbestyrelsen kanbegære vejen nedlagt eller omlagt. Selv omkommunens kendelse kommer til at gå ud på, atvejen helt eller delvis skal opretholdes, skaldet efter den pågældende bestemmelse i vej-bestyrelsesloven samtidig bestemmes, at vejenovergår til privat vej, og det skal fastsættes,hvem der har færdselsret til vejen. Under hen-syn til denne bestemmelse i vejbestyrelseslovenforeslås det i stk. 3, at enhver ejer af en ejen-dom, hvorover der fører en almen vej, kanforlange, at vejsynet udsættes, indtil der i med-før af vejbestyrelseslovens § 15 er truffetafgørelse om den almene vejs fremtidige sta-tus.

89

Til afsnit III.

Private fællesveje i byer og bymæssige områder

Til kap. 3.

Til § 16.Bestemmelsen, der er udformet i overens-

stemmelse med § 4, jfr. § 9, angiver afsnittetsgyldighedsområde, jfr. nærmere § 4 og bemærk-ningerne hertil.

Til kap. 4.U dice g og anlæg af private fællesveje.

Regler om udlæg og anlæg af private vejefindes uden for Københavns og Frederiksbergkommuner navnlig i kap. 4 i byggelov for køb-stæderne og landet (lov nr. 246 af 10. juni1960) og i mange vej vedtægter i købstæder ogbymæssige områder.

Reglerne i landsbyggelovens kap. 4 finderhovedsagelig anvendelse i købstæder og dermedligestillede kommuner samt i sådanne andrekommuner, som har en samlet bebyggelse medmere end 1.000 indbyggere eller i øvrigt hartilvejebragt bygningsvedtægt. Det bestemmesnemlig nærmere i loven, at reglerne i kap. 4 ik-ke finder anvendelse på (private veje, der aleneer til brug for) jordbrugserhvervenes bygnin-ger, og uden for kommuner med bygningsved-tægt heller ikke på (private veje til brug for)visse småhuse til beboelse og/eller lokalt er-hverv. Vejvedtægter kommer kun til anvendelse,når de er vedtaget af kommunalbestyrelsen ogstadfæstet af vedkommende højere vejmyndig-hed, jfr. nærmere bemærkningerne til § 3. Deter derfor ikke således, at de tilfælde, hvorreglerne i landsbyggelovens kap. 4 om vejekommer til anvendelse, er sammenfaldende medde tilfælde, hvor der i vejvedtægter gælder reg-ler om udlæg og anlæg af private fællesveje.Selv om der inden for de samme områder gæl-der regler om udlæg og anlæg af private fælles-veje såvel i landsbyggelovens kap. 4 som i lo-kale vejvedtægter, er de to sæt regler ikke altidindbyrdes overensstemmende. Denne uensartet-hed i retstilstanden gjaldt også forud for gen-nemførelsen af landsbyggeloven, der på detteområde blev udformet på grundlag af princip-per, der havde fundet udtryk i den tidligeregældende bygningslovgivning, og således at lo-ven ikke foregreb de overvejelser om en ny lov

om private veje, som da blev forberedt i vejlovs-udvalget af 1951.

I forbindelse med forberedelsen af landsbyg-geloven og ved behandlingen af forslaget tilden pågældende lov i folketinget blev det derforforudsat, at bestemmelserne i lovens kap. 4 omveje skulle ændres i forbindelse med gennemfø-relsen af den nye lov om private fællesveje,som var under forberedelse i vejlovsudvalget af1951, jfr. Folketingstidende 1958/59, tillæg A,sp. 2505-06, og 1959/60, tillæg B, sp. 1233-34.

Der foreslås derfor nu ved kap. 4 i det fore-liggende lovudkast gennemført nye bestemmel-ser om udlæg af private fællesveje og om vej-bredder (§ 18), om vejadgang som betingelsefor udstykning (§ 19), om byggelinier for visseprivate fællesveje (§ 20), om anlæg af privatefællesveje (§§ 25 og 26), hvorhos der foreslåsgennemført en ensartet funktionel inddeling afde private fællesveje i købstæderne og de by-mæssige områder i 4 klasser (§ 17). Disse reg-ler forudsættes at skulle afløse de hidtidigeregler om udlæg og anlæg af private veje ilandsbyggelovens §§ 22-24 og i vejvedtægterne.

Til § 17.Som grundlag for de tekniske krav, der kan

stilles til private fællesveje, herunder disses ud-lægsbredde, og for at understøtte en hensigts-mæssig planlægning af disse veje, foreslås derindført en ensartet funktionel inddeling af deprivate fællesveje i købstæderne og de bymæs-sige kommuner og i det hele inden for detområde, hvor bestemmelserne i afsnit III skalgælde.

Klasse I skal efter udkastet omfatte veje,som forventes at få betydning for færdselen udover det lokale område, hvor de forløber. Vejeaf denne karakter må kunne forlanges udførtmed en særlig standard og kan i øvrigt i mangetilfælde senere forventes overtaget som offent-lige. Under hensyn hertil og til, at kun enmindre del af de private fællesveje bør klassi-ficeres under klasse I, foreslås det tillige i stk.5, at der til klassificering af private fællesvejeeller udlagte private fællesveje som veje underklasse I udkræves vedkommende højere vej-myndigheds samtykke. Klassificering af en vejunder klasse I vil efter udkastets § 18 medføre,

90

at der kan stilles krav om dens udlæg i en bred-de af indtil 18 m, hvilken bredde kan krævesforøget til 22 m (§ 20). De sidste 4 m kan dogefter udkastets § 25, stk. 4, kun kræves stillettil rådighed ved vejens anlæg mod erstatning,og kravet om en øget udlægsbredde kan giveejeren krav på arealovertagelse i overensstem-melse med de i udkastets § 24, stk. 5, inde-holdte regler. Under de i udkastets § 18, stk. 7,angivne særlige forhold kan der ved vejudlæg-get ud over den almindelige udlægsbredde stil-les krav om udlæg af et indtil i alt 6 m bredtareal til holdebane eller parkering. For at sikreudvidelsen af veje af klasse I kan der efter ud-kastets § 20, stk. 2, af forvaltningsmyndighedenpålægges byggelinier med en indbyrdes af-stand af indtil 30 m.

Efter udkastet skal private fællesveje af klas-se II omfatte sådanne veje, som ikke har ellerforventes at få betydning for færdselen ud overdet lokale område, hvorigennem de forløber. Dadefinitionen således er negativ, drejer det sigom veje, der er meget forskelligartede i færd-selsmæssig henseende. Efter udkastet: skal depågældende veje endvidere (modsat klasse I-vejene) være private fællesveje i traditionel for-stand, d.v.s., at de skal betjene flere særskiltmatrikulerede og i særlig eje værende ejendom-me (jfr. udkastets § 1, stk. 2 a). Klassificeringaf en privat fællesvej under klasse II vil efterudkastets § 18 medføre, at der kan stilles krav-om dens udlæg i en bredde af indtil 18 m. Un-der de i udkastets § 18, stk. 7, angivne særligeomstændigheder kan der ved vejudlægget udover den almindelige udlægsbredde på indtil18 m ligesom ved klasse I-veje stilles krav omudlæg af et indtil i alt 6 m bredt areal til hol-debane eller parkering. Derimod kan der efterudkastet ikke således som ved klasse I-vejestilles krav om en almindelig forøgelse af ud-lægsbredden til 22 m, og der kan efter udkastetej heller pålægges byggelinier til sikring af enfremtidig udvidelse af klasse Il-veje.

Private fællesveje af klasse III er efter ud-kastet sådanne private veje, som ikke er privatefællesveje i traditionel forstand (d.v.s., at deikke betjener flere særskilt matrikulerede og isærlig eje værende ejendomme), men som tje-ner som færdselsarealer for mere end 7 par-celhuse, eller mere end 12 beboelseslejlighederog er mindst 40 m lange, og som ikke har ensådan færdselsmæssig betydning, at de henførestil klasse I. Om disse veje, de såkaldte »interneboligveje«, henvises til bemærkningerne til § 1,stk. 2 b. Da de pågældende veje knytter sig

nærmere til bebyggelsen end de andre i lovud-kastet omhandlede private fællesveje, foreslåsde i flere henseender behandlet på en særligmåde. Det foreslås således bl. a., at der fordisse vejes vedkommende ikke kan kræves enstørre udlægsbredde end 10 m. Herudover kanligesom for klasse I- og klasse II-veje under dei udkastets § 18, stk. 7, nævnte særlige om-stændigheder kræves yderligere areal til holde-bane eller parkering. Også i anden henseendeforeslås private fællesveje af klasse III undergi-vet særlig behandling. Der skal således ikke ef-ter udkastets § 29 af forvaltningsmyndighedenuden samtykke fra ejeren kunne foretages for-andringer ved disse vejes anlæg eller foretagesafspærring af vejene. Endvidere gælder udka-stets § 32 om vejtræer, §§ 34 og 35 om særligbrug af vejarealer og § 36 om nedlægning afprivate fællesveje ikke for veje af klasse III.

Veje af klasse IV defineres efter udkastetsom sådanne private fællesveje, som alene tje-ner og er bestemt til at tjene til brug for land-brug, skovbrug eller gartneri, herunder frugt-plantager. Sådanne veje skal efter udkastets § 4,stk. 3, jfr. § 9, selv inden for de områder, deri øvrigt omfattes af lovudkastets afsnit III,som hovedregel behandles efter reglerne i afsnitII, der angår forholdene på landet, i henseendetil spørgsmålet om deres istandsættelse og ved-ligeholdelse, d.v.s., at §§ 11-15 skal komme tilanvendelse i stedet for §§ 37-41, hvis ikkeandet er bestemt ved vej vedtægt. Derimod fore-slås reglerne i kap. 4 (§§ 17-28) om udlæg oganlæg af private fællesveje og reglerne i kap. 5(§•§ 29-36) om forskellig råden over privatefællesveje principielt bragt til anvendelse påveje af klasse IV, dog med forskellige lempel-ser på grund af disse vejes ringe færdselsmæs-sige betydning. Det foreslås således, at udlægs-bredden for disse veje kun skal være indtil 7m (§ 18, stk. 6). De foreslås også undtaget frabestemmelsen om, at detailprojekt til deres an-læg skal være godkendt af forvaltningsmyndig-heden (§ 26), og om, at forvaltningsmyndig-heden kan kræve vejen anlagt (§ 25). De fore-slås endvidere undtaget fra bestemmelserne omfærdselsregulering, afspærring m. v. i udkastets§ 29, fra bestemmelserne om overkørsler ogovergange i § 33, om vejtræer i § 32 og omsærlig brug af arealerne i private fællesveje i§§ 34-35.

I stk. 1 stilles der forslag om, at forvalt-ningsmyndigheden skal føre en fortegnelse overudlagte og anlagte private fællesveje, således atgrundkøbere og andre interesserede kan få op-

91

lysning om de pågældende veje og deres klas-sebetegnelse.

I stk. 2 foreslås optaget en til § 16, stk. 4, iKøbenhavns byggelov af 1939 svarende bestem-melse, hvorefter privatretlige servitutter vedrø-rende grundes forhold, herunder adgangsfor-hold til de her omhandlede private fællesveje,kun er bindende for det offentlige, når de eroptaget på vejfortegnelsen. Bestemmelsen fore-slås endvidere at skulle omfatte private aftalerom færdselsforholdene på private veje.

I stk. 3 foreslås det udtrykkeligt fastslået, atdet er forvaltningsmyndigheden, der bestemmer,om en privat fællesvej kan optages på vej for-tegnelsen, og om servitutter af den i stk. 2 om-handlede karakter kan optages på denne.

Da forholdene kan ændre sig, efter at klas-sificeringen af en privat fællesvej har fundetsted, foreslås det i stk. 5, at forvaltningsmyn-digheden, når omstændighederne taler derfor,kan ændre en vejs klassebetegnelse. Dette kan,som nærmere angivet i lovudkastets § 25, stk.1, medføre, at der, hvis forvaltningsmyndighe-den forlanger det, skal foretages ændringer vedvejens længde- og tværprofil.

Til § 18.I stk. 1 og 3 foreslås givet visse direktiver til

forvaltningsmyndigheden med hensyn til, hvaddenne skal påse ved godkendelsen af udlæg afprivate fællesveje. Ved disse bestemmelser harman søgt at tilgodese både færdselsmæssigehensyn og hensynet til bebyggelsen, herunderogså foreliggende byplandispositioner.

I stk. 6 er stillet forslag om de bredder,hvori private fællesveje kan kræves udlagt.Disse regler skal som foran nævnt afløse bl. a.reglerne i landsbyggelovens § 22, hvorefterprivate veje til bebyggelse skal udlægges medmindst 10 m og kan kræves udlagt med indtil20 m bredde, for korte, blinde veje kan udlægs-bredden dog tillades nedsat til 6 m. Efter ud-kastet er udlægsbredderne fastsat under hensyntil den forventede færdselsmæssige betydning afde forskellige klasser af veje (jfr. herom be-mærkningerne til § 17), og de varierer derforfra indtil 18 m for veje af klasse I og II, 10 mfor veje af klasse III og til 7 m for veje afklasse IV. Om udlæg af private fællesveje afklasse I i indtil 22 m mod erstatning for de 4sidste m, når de kræves stillet til rådighed forvejanlægget, se § 20, stk. 1. Da der ved byplan-vedtægt kan ske en detailleret planlægning af

det offentlige og private vejnet, foreslås det ud-trykkeligt angivet, at breddebestemmelserne ik-ke kommer til anvendelse på veje, fastlagt vedbyplanvedtægt.

I stk. 1, sidste pkt., foreslås optaget en tilvejbestyrelseslovens § 18, stk. 1, i. f., om bivejesvarende bestemmelse, hvorefter forvaltnings-myndigheden i forbindelse med godkendelsenaf vejudlægget efter forhandling med politietkan træffe bestemmelse om færdselsreguleringeller færdselsindskrænkninger, der skal gennem-føres ved vejens anlæg. Ganske vist kan sådannebestemmelser efter vejens anlæg træffes i hen-hold til færdselslovens § 57 (og i visse tilfældeefter udkastets § 29), men den omstændighed,at beslutningen træffes samtidig med vejens ud-læg, vil kunne få indflydelse på projektets ud-formning og dermed fremme en hensigtsmæs-sig planlægning og differentiering af vejnettet.

Det foreslås i stk. 2 udtrykkeligt at angive, atudlæg af private fællesveje i almindelighed skalforetages af vedkommende grundes ejere. Den-ne bestemmelse er i overensstemmelse med hid-tidig retstilstand.

Det har imidlertid vist sig, at der i mange til-fælde kan opstå behov for, at det vejudlæg, somforetages over en enkelt privat grund, også kanfortsættes ind på en tilstødende grund, selv omdenne er i privat eje. Det kan endvidere i man-ge tilfælde anses for praktisk, at forvaltnings-myndigheden selv kan tage initiativet til udlægaf private fællesveje. Det foreslås derfor i stk.2, 2. og 3. punktum, at der gives udtrykkelighjemmel for forvaltningsmyndigheden i beggehenseender. Arealer, der er krævet udlagt efterden nævnte bestemmelse, kan efter udkastets §25, stk. 4, kun kræves afstået til vejanlæggetmod fuld erstatning, og efter § 24, stk. 5, i ud-kastet kan ejeren, hvis selve udlægget hindrerham i en rimelig udnyttelse af arealet, under dei paragraffen angivne omstændigheder kræveovertagelse af arealet. I begge tilfælde skalkommunen efter udkastet betale for overtagel-sen.

Under hensyn til den færdselsmæssige betyd-ning, det må tillægges, at der kan gennemføresoversigtsservitutter ikke alene ved private vejesindmundinger i offentlige veje, men også vedskæringer mellem private veje indbyrdes og vedvejsving, foreslås det i stk. 5, at forvaltnings-myndigheden kan foretage ekspropriation tilpålæg af servitut om fri oversigt i det angivneomfang, såfremt servitutten skal pålægges are-aler, der ikke ejes af den eller de grundejere,der foretager vejudlægget.

9 2

Da landsbyggeloven i tilfælde af ny bebyg-gelse giver hjemmel til tilvejebringelse på pri-vat grund af de fornødne arealer til parkeredeog holdende vogne (jfr. nærmere bygnings-reglementets kap. 2.7), foreslås der ikke i nær-værende lovudkast givet almindelige regler omtilvejebringelse af parkeringspladser og holde-baner i forbindelse med udlæg af private fælles-veje. Tilstedeværende bebyggelse langs en vejeller en strækning af en ny vej, der udlægges,kan imidlertid bevirke, at der ikke i medfør afbyggelovgivningen kan fremskaffes de fornød-ne holde- og parkeringsarealer på de til den nyevej grænsende grunde. Det foreslås derfor, atforvaltningsmyndigheden i sådanne tilfælde kankræve udlagt holdebanearealer med en samletbredde af indtil 6 m ud over den foreskrevnemaksimale udlægsbredde. I stedet herfor kankræves udlagt et areal af tilsvarende samletstørrelse til parkeringsplads. Forslaget omfatterkun veje af klasse I-III, da problemet næppevil komme frem ved udlæg af veje, der alenebetjener landbrug, skovbrug eller gartneri(klasse IV-veje).

For at de krav, der stilles af forvaltningsmyn-digheden ved udlægget af private fællesveje,kan blive så hensigtsmæssige som muligt, er deti lighed med bestemmelsen i vejbestyrelseslo-vens § 21, stk. % om vejregler for offentligeveje foreslået, at ministeren for offentlige arbej-der skal udfærdige almindelige regler for pri-vate fællesvejes linieføring, længde- og tvær-profiler m. v. til vejledning for forvaltnings-myndighederne. Under hensyn til den nære for-bindelse mellem de private fællesveje og denomgivende bebyggelse foreslås det, at: vejreg-lerne for de private fællesvejes vedkommendeskal udfærdiges af ministeren for offentlige ar-bejder efter samråd med boligministeren(stk. 4).

Til § 19.Bestemmelsen i stk. 1 svarer til § 21, stk. 1,

i landsbyggeloven af 1960 og til § 14, stk. 1, iKøbenhavns byggelov af 1939. Bestemmelsener udtryk for det også i udstykningslovens § 4,stk. 3, indeholdte princip, hvorefter der forenhver ved udstykning fremkommen lod skalvære sørget for adgang til offentlig vej. Denneadgang kan ske direkte til offentlig vej, hvissådan adgang kan tillades efter reglerne i vej-bestyrelseslovens kap. III. Den kan imidlertidogså ske til en privat fællesvej. I henhold til vej-bestyrelsesloven udkræves samtykke til udstyk-

kede parcellers anvendelse af en bestående pri-vat fællesvej, såfremt fællesvejen er tilsluttet enoffentlig vej. For det første er tilladelse hertilfra vejbestyrelsen i alle tilfælde nødvendig somfølge af bestemmelsen i vejbestyrelseslovens §34, stk. 2. Dernæst kan det som følge af en imedfør af vejbestyrelseslovens § 35 gennemførtadgangsbegrænsning være nødvendigt tillige atskulle indhente tilladelse fra ministeren for of-fentlige arbejder. Drejer det sig om en ny pri-vat fællesvej, der skal tilsluttes en offentligvej, følger det af vejbestyrelseslovens § 33, attilladelse skal indhentes hos vejbestyrelsen. Erder gennemført adgangsbegrænsning for denoffentlige vej i henhold til vejbestyrelseslovens§ 35, skal der endvidere i de fleste tilfælde ind-hentes godkendelse hos ministeren for offent-lige arbejder. For at lette overholdelsen af deomhandlede bestemmelser i vejbestyrelseslovenforeslås det i stk. 4, at forvaltningsmyndighe-den i forbindelse med godkendelse af udstyk-ninger i henhold til stk. 1 skal påse, at denævnte efter vejbestyrelsesloven fornødne til-ladelser foreligger. Den kommunale myndighed,der skal give den pågældende tilladelse i hen-hold til vejbestyrelsesloven, vil i øvrigt i mangetilfælde være identisk med forvaltningsmyndig-heden.

Ved udstykning af parceller til en privat fæl-lesvej kan der tilføres denne en færdsel, somikke var forudsat ved vejens udlæg eller anlæg.Der foreslås derfor i stk. 2 tillagt forvaltnings-myndigheden beføjelse til som betingelse forsin godkendelse at bestemme, at der i fornødentomfang foretages ændringer ved vejens længde-og tværprofil og udstyr og ved oversigtsforhol-dene ved vejtilslutninger. Som følge heraf kander bl. a. gennemføres en forøgelse af beståendeprivate fællesvejes udlægsbredde, også overtrediemands grund. Evt. servitutpålæg på tre-diemands grund kan efter udkastet foretagesved ekspropriation ligesom efter § 18, stk. 2.

De påtænkte udstykninger kan undertidentillige nødvendiggøre vejudlæg, ikke alene påden ejendom, der udstykkes, men også på an-dre ejendomme. Der foreslås derfor i stk. 3givet forvaltningsmyndigheden beføjelse til atgøre det til et vilkår for sin godkendelse af ud-stykningen, at sådanne vejudlæg! foretages. Lyk-kes det ikke ved mindelig overenskomst at fore-tage vejudlæg på trediemands ejendom, kanforvaltningsmyndigheden selv gøre det i hen-hold til § 18, stk. 2, sidste punktum, eller even-tuelt lade udarbejde en retningsplan med en

93

samtidig fastlæggelse af bebyggelsen i henholdtil landsbyggelovens § 25.

De arealer, der udlægges i henhold til ud-kastets § 19, kan, ligesom de arealer, der ud-lægges efter § 18 eller § 28, kræves afgivet tilvejens anlæg i henhold til udkastets § 25. Dettegælder også arealer, der udlægges over tredie-mands grund til nye private veje eller til for-øgelse af bestående private vejes udlægsbredde,men i så fald må der ydes erstatning for af-ståelsen.

Til § 20.Under hensyn til den særlige færdselsmæssige

betydning, som må tillægges private fælles-veje af klasse I, foreslås det i stk. 1, at dertillægges forvaltningsmyndigheden beføjelse tilat kræve udlægsbredden for disse veje forøgettil 22 m. Arealet mellem de 18 m, der er dennormale største udlægsbredde, jfr. § 18, stk. 6,og den øgede udlægsbredde på 22 m, kan efterudkastets § 25, stk. 4, kun kræves stillet til rå-dighed for vejanlægget mod erstatning. Så-fremt allerede selve udlægget med øget breddemedfører, at ejeren afskæres fra en rimeligudnyttelse af arealet, kan han efter de nær-mere regler i udkastets § 24, stk. 5, forlangearealet overtaget af kommunen mod erstatning.

Ligeledes under hensyn til klasse I-vejenessærlige færdselsmæssige betydning foreslås deri stk. 2 tillagt forvaltningsmyndigheden hjem-mel til at pålægge byggelinier til sikring af mu-ligheden for en fremtidig udvidelse af privatefællesveje af klasse I. Ligesom efter vejbe-styrelseslovens § 40 om biveje foreslås der til-lige givet forvaltningsmyndigheden beføjelse tilat foretage sådant byggeliniepålæg, hvis færdse-lens tarv i øvrigt gør det nødvendigt, f. eks.for at holde bebyggelsen i en vis afstand fravejgrænserne. Også i overensstemmelse medreglerne i vejbestyrelseslovens § 40 om bivejeforeslås den indbyrdes afstand mellem bygge-linierne sat til 30 m. I modsætning til vejbesty-relseslovens § 40 foreslås der ikke givet mulig-hed for at forøge denne byggelinieafstand, sålænge de pågældende klasse I-veje er private.

Virkningen af byggeliniepålægget skal i øv-rigt efter forslaget være den samme som vedbyggeliniepålæg efter vej bestyrelseslo ven, jfr.lovudkastets § 24, stk. 1 og 2, sammenholdtmed vejbestyrelseslovens § 40, stk. 1 og 4.Også reglerne om ejerens adgang til at krævearealovertagelse ved byggeliniepålæg og til atfå erstatning ved afgivelsen af de med bygge-linieservitut belagte arealer til vejanlæg er fo-

reslået udformet på tilsvarende måde som vedbyggeliniepålæg i henhold til vejbestyrelseslo-ven, jfr. lovudkastets § 25, stk. 4, og § 24, stk.5, sammenholdt med vejbestyrelseslovens § 46og §§ 23 og 26.

Da det af færdselsmæssige grunde, navnligaf hensyn til udkørselsforholdene fra de enkelteejendomme og for at friholde vejarealet foruønsket parkering kan være ønskeligt, at gara-ger for motorkøretøjer holdes i en vis afstandfra vejgrænsen, foreslås det i § 20, stk. 3, at så-danne garager skal holdes i en afstand af indtil5 m bag vejgrænsen, hvis forvaltningsmyndig-heden kræver det. Det samme gælder tilkør-selsramper for garager. Arealet foran garagenkan f. eks. anvendes til parkering af en gæstebil,til vognvask eller lign. Hvis der er pålagt enbyggelinie, må afstanden beregnes fra denne ogikke fra vejgrænsen.

Da den pågældende bestemmelse tillige haren vis bebyggelsesregulerende funktion, kunneden også tænkes placeret i byggelovgivningen.

Til 21 .

Da de i lovudkastets § 18 omhandlede vej-udlægsplaner er af interesse ikke alene for deejendomme, som direkte berøres af planerne,men også for de andre ejendomme i de på-gældende og tilgrænsende områder, foreslåsdet, at planerne skal fremlægges til almindeligteftersyn, før de endeligt vedtages eller godken-des.

Bestemmelsen er i øvrigt udformet med by-planlovens § 7 som forbillede. Da private veje,der er fastlagt ved byplanvedtægt, allerede erfremlagt efter reglerne i byplanlovens § 7, erder ingen anledning til ny fremlæggelse efterreglerne i lovudkastet, hvis de senere udlæggesuden ændringer efter dettes regler. Stk. 3 erudformet i overensstemmelse hermed. Da veje,der er udlagt ved retningsplan eller regule-ringsplan efter landsbyggeloven, i henhold til§ 28 er undtaget fra udlægsreglerne i §§ 18 og19, finder reglerne i § 21 selvsagt ikke anven-delse på sådanne veje.

Til § 22.For at undgå, at der i tiden, efter at den i §

21 omhandlede bekendtgørelse om fremlæg-gelse af udlægsplanerne har fundet sted, meninden planerne er endeligt godkendt eller ved-taget, foretages dispositioner, som kan vanske-liggøre gennemførelsen af de udarbejdede ud-lægsplaner, foreslås det i lighed med bestem-melsen i byplanlovens § 8, at intet areal, der er

9 1

omfattet af udlægsplanen, indtil videre må be-bygges eller på anden måde anvendes i stridmed planen uden forvaltningsmyndighedenssamtykke.

Til § 23.Da en række af de i lovudkastets §§ 17, 18,

19 og 20 omhandlede beslutninger er af betyd-ning for en videre kreds, foreslås det i stk. 1,at der skal ske offentlig bekendtgørelse om dis-se beslutninger.

I de tilfælde, hvor forvaltningsmyndighedenstiller krav om vejudlæg over trediemandsgrund i henhold til § 18, stk. 2, 2, eller 3. pkt.,eller § 19, stk. 3, eller i medfør af § 17, stk.4, foretages omklassificering af en privat fæl-lesvej eller i medfør af §§ 19 og 20 træffes be-slutning om øget udlægsbredde, bør de på-gældende lodsejere i overensstemmelse medprincipperne om partsoffentlighed have adgangtil at blive bekendt med planerne herom og tilat udtale sig om disse, forinden den endeligebeslutning træffes. Det foreslås derfor, at dedirekte berørte grundejere så vidt muligt (d.v.s.,hvis deres adresser kan findes uden unødigt be-svær) skal have meddelelse om beslutningenved anbefalet brev. Bestemmelsen er på dettepunkt i overensstemmelse med vejbestyrelses-lovens § 44, stk. 1, og svarer også til reglernei byplanlovens § 7, stk. 1.

Også stk. 3, hvorefter de trufne bestemmelserskal respekteres af alle rettighedsindehavereover de pågældende ejendomme, er udformetoverensstemmende med vejbestyrelseslovens §44 og en række andre lovbestemmelser.

Derimod er der i stk. 4 om tinglysning af dei medfør af lovudkastets §§ 18-20 trufne be-stemmelser en afvigelse fra § 44, stk. 3, i vej-bestyrelsesloven. Sidstnævnte bestemmelse fore-skriver nemlig notering i tingbogen af de i hen-hold til vejbestyrelsesloven trufne byggelinie-bestemmelser. Justitsministeriet og dommerfor-eningen har imidlertid over for ministeriet foroffentlige arbejder givet udtryk for, at en egent-lig tinglysning må foretrækkes fremfor den me-re enkle notering i tingbogen. Overensstemmen-de hermed foreslås det i stk. 4, at de nævntebeslutninger skal tinglyses.

Ved stk. 5 foreslås det, at udgifterne vedtinglysning, offentlig bekendtgørelse m. v.som hovedregel skal afholdes af vedkommendekommune. Undtagelse foreslås dog gjort forde tilfælde, hvor der er tale om vejudlæg efterlodsejernes egen begæring i henhold til lovud-kastets § 18, stk. 2, 1. pkt. Hvis vejudlægget

foretages af en enkelt lodsejer alene på dennesegen ejendom, skal han efter udkastet betale depågældende omkostninger. Er der derimod flerelodsejere, der i forening foretager vejudlæg,bør der ske en fordeling af omkostningernemellem disse. Denne fordeling foreslås eftersamme regler som fordelingen af udgifterne vedistandsa^ttelse og vedligeholdelse af private fæl-lesveje (jfr. § 41) .

Til § 24.

Stk. 1 og 2 om retsvirkningen af byggelinie-pålæg er udformet i overensstemmelse med detilsvarende bestemmelser i vejbestyrelseslovens§ 40, stk. 1 og 4.

Samme retsvirkning skal efter udkastet tillæg-ges godkendte vejudlæg. I overensstemmelsemed, hvad der har været praktiseret ved vejud-læg efter byggelovgivningen og vej vedtægterne,foreslås det i stk. 3 udtrykkeligt, at der på deudlagte vej arealer heller ikke må foretages be-plantning eller sættes hegn eller foretages an-dre permanente foranstaltninger, medmindreforvaltningsmyndigheden samtykker heri.

Bestemmelsen i stk. 4 om forvaltningsmyn-dighedens oplysningspligt og om bygningsmyn-dighedernes og bygherrernes forpligtelser, nårder er truffet bestemmelser om byggelinie ellerom vejudlæg, har et vist forbillede i vejbestyrel-seslovens § 44, stk. 4, om byggeliniepålæg.

I henhold til vejbestyrelseslovens § 46 kanejeren af et areal, der er belagt med servitutom byggelinie, i henhold til vejbestyrelseslovenkræve, at arealet overtages mod erstatning afvejbestyrelsen, såfremt byggeliniebestemmelsenefter taksationsmyndighedernes skøn afskærerham fra en efter ejendommens beliggenhedog øvrige beskaffenhed økonomisk rimelig ogforsvarlig udnyttelse af arealet, svarende tilden af andre tilstødende eller omliggende are-aler faktisk stedfindende udnyttelse. Tilsvaren-de ret foreslås i stk. 5 tillagt ejeren i tilfældeaf byggeliniepålæg i henhold til § 20 i nærvæ-rende lovudkast såvel som i tilfælde af vejud-læg over trediemands grund i henhold til ud-kastets § 18, stk. 2, 2. pkt., eller § 19, stk. 2og 3, ved forvaltningsmyndighedens egen for-anstaltning i henhold til § 18, stk. 2, 3. pkt., itilfælde af forvaltningsmyndighedens krav omudlæg af private fællesveje af klasse I med øgetbredde i henhold til § 20, stk. 1, samt i til-fælde af forvaltningsmyndighedens krav omøget udlægsbredde i henhold til § 25, stk. 1, 3-pkt. Derimod kan den lodsejer, der i henhold

9 5

til § 18 søger om godkendelse af udlæg af enprivat fællesvej over sin egen ejendom, ikke ef-ter udkastet stille tilsvarende krav, selv om for-valtningsmyndigheden med hjemmel i § 18,stk. 6 eller 7, kræver denne vej udlagt i størrebredde end af lodsejeren foreslået. Overtagelsekan heller ikke kræves, hvis en lodsejer ønskerat foretage udstykning, og forvaltningsmyndig-heden i henhold til § 19, stk. 3 eller 2, som be-tingelse for sin godkendelse af adgangsforhol-dene kræver vejudlæg eller forøgelse af denbestående udlægsbredde for en privat vej påden udstykkendes egen ejendom.

Til § 25.Under den hidtidige retstilstand har det i

mange tilfælde været vanskeligt for de kommu-nale myndigheder at få gennemført anlæggetaf udlagte private fællesveje, hvis der ikke iforbindelse med udlægget er blevet tinglystdeklaration om, at kommunen er berettiget til atfordre, at vejen anlægges, når kommunen be-stemmer det. Under hensyn til, at sådanne de-klarationer langtfra i alle tilfælde er blevet ud-færdiget, og at reglerne om istandsættelse afprivate fællesveje kun kan anvendes til at krævegennemført anlæg af en udlagt vej, når den ertaget i brug, foreslås det i § 25 i lighed medbestemmelsen i landsbyggelovens § 22, stk. 6,at forvaltningsmyndigheden skal kunne bestem-me, i hvilket omfang og på hvilke tidspunkteren udlagt og på vej fortegnelsen optaget privatfællesvej af klasse I-III skal anlægges. Dennebeføjelse foreslås udstrakt til de tilfælde, hvoren vej ikke er optaget på vej fortegnelsen, menfastlagt ved byplanvedtægt. Bestemmelsen ilandsbyggelovens § 22 forudsættes ophævetsamtidig med gennemførelsen af det her fore-liggende lovudkast. Tilsvarende beføjelse fore-slås tillagt forvaltningsmyndigheden med hen-syn til arealer, der ligger foran en i medfør af§ 20, stk. 2, fastlagt byggelinie. Denne sidstebeføjelse må sidestilles med en ekspropriations-beføjelse, og der gives derfor også efter udka-stet ejeren krav på erstatning, jfr. nærmere ne-denfor.

Da den beføjelse, der ved § 17, stk. 4, ertillagt forvaltningsmyndigheden til at foretageomklassificering af anlagte private fællesveje,ville være virkningsløs, hvis der ikke samtidigkunne kræves gennemført de hertil svarendeændringer af de pågældende vejes længde- ogtværprofiler, foreslås der endvidere tillagt for-valtningsmyndigheden udtrykkelig hjemmel tilat stille sådanne krav. Der kan herved blive tale

om arealafgivelse, der må erstattes efter de i stk.4 omhandlede regler.

Som en nødvendig følge af de nævnte regleri stk. 1 foreslås der i stk. 2 tillagt forvaltnings-myndigheden beføjelse til selv at udføre de istk. 1 omhandlede anlægsarbejder, hvis de ikkeudføres rettidigt eller ikke på tilfredsstillendemåde af lodsejerne.

Som korrelat til de beføjelser, der ved stk. 1foreslås tillagt forvaltningsmyndigheden til atkræve anlæg af private fællesveje og i forbin-delse hermed arealafståelse til sådanne veje, fo-reslås der ved stk. 3-4 giwet visse erstatnings-regler. Efter disse regler skal grundejere, derselv har ønsket at foretage vejudlæg og i hen-hold til § 18 har søgt om godkendelse heraf,ikke have vederlag for de arealer, de stiller tilrådighed, når forvaltningsmyndigheden kræverdet. Dette gælder også, selv om forvaltnings-myndigheden i medfør af lovudkastets § 18, stk.6, har krævet en større udlægsbredde end afejeren foreslået. Samme retsstilling foreslås til-lagt sådanne grundejere, som ved deklarationhar påtaget sig at afgive areal til vejanlægget,eller over hvis ejendom der er udlagt en vej veden i henhold til landsbyggeloven udarbejdet ret-ningsplan, hvorved der samtidig er sikret enøkonomisk udligningsordning mellem de i vej-anlægget interesserede grundejere.

Drejer det sig derimod om afgivelse af area-ler, der er udlagt af forvaltningsmyndighedenselv i henhold til lovudkastets § 18, stk. 2, sid-ste pkt., eller af forvaltningsmyndigheden erkrævet udlagt over trediemands grund i hen-hold til § 18, stk. 2, 2. pkt., eller § 19, stk. 3,foreslås der tillagt grundejerne ret til erstatningfor de arealer, der ved det af forvaltningsmyn-digheden krævede anlæg stilles til rådighed forvejanlægget. Samme ret foreslås tillagt lodsejer-ne, når det drejer sig om veje, der af kommu-nen er fastlagt ved byplanvedtægt. Sådanne are-aler kan også efter byplanlovens § 12 alenekræves afgivet mod erstatning fra kommunen.Også arealer, der i medfør af § 20, stk. 1, er ud-lagt til øget bredde for klasse I-veje, foreslåsafgivet mod erstatning ligesom arealer, der lig-ger foran en byggelinie, hvilket svarer til deregler, der er fastsat i vejbestyrelsesloven om af-givelse af arealer foran byggelinien. Såfremtforvaltningsmyndigheden som betingelse for, atudstykkede parceller benytter en bestående pri-vat fællesvej, kræver, at der foretages forøgelseaf vejbredden for private veje over trediemandsgrund (udkastets § 19, stk. 2), foreslås ogsådenne arealafgivelse erstattet af kommunen. Det

90

samme gælder, hvis kommunen kræver en for-øgelse af vejbredden i henhold til udkastets §25, stk. 1 i f., jfr. § 17, stk.jf, i forbindelse medomklassificering af en anlagt privat fællesvej.

Herudover foreslås der i alle tilfælde, hvorforvaltningsmyndigheden kræver anlæg af enprivat fællesvej (altså også, når det drejer sigom arealer, som ejeren selv har ønsket at ud-lægge), tillagt ejerne ret til erstatning for ned-rivning af bygninger, fjernelse af andre anlægaf blivende karakter, tab af hegn, beplantningog afgrøder samt for ulemper. Det er dog na-turligvis en forudsætning, at bygningerne m. v.er lovligt anbragt på de pågældende arealer ogsåledes ikke strider mod det godkendte vejud-læg m. v.

Erstatningerne foreslås udredet af vedkom-mende kommune.

Til § 26.I lighed med en række bestemmelser i fore-

liggende vej vedtægter samt bestemmelsen ilandsbyggelovens § 22, stk. 1, foreslås det i §26, at udlægget af en privat fællesvej skal væregodkendt, inden vejen anlægges eller tages ibrug, og at forvaltningsmyndigheden endviderefor veje af klasse I-III skal have godkendt etdetailprojekt til vejanlægget, herunder længde-og tværprofil, befæstelse, afvanding m. v. Bag-grunden for denne bestemmelse er, at de fore-slåede regler om vejudlæg, vejbredder m. v.ville kunne omgås, hvis lodsejerne kunne tagede pågældende veje i brug uden forvaltnings-myndighedens godkendelse.

I stk. 2 foreslås det udtrykkeligt fastslået, atforvaltningsmyndigheden kan tillade, at vejenmidlertidigt anlægges efter et foreløbigt detail-projekt. Herved gives der bl. a. mulighed formidlertidigt at anlægge vejen i nedsat bredde.Når forvaltningsmyndigheden senere krævervejen anlagt i dens fulde godkendte bredde,må det afgøres efter de almindelige regler ilovudkastets § 25, stk. 3-4, om der kan ydeserstatning for arealafståelsen.

Til § 27.Efter den hidtidige retstilstand har den

»istandsættelse«, der i henhold til vej vedtægter-ne er blevet krævet af kommunerne vedrørendeikke eller kun delvis anlagte veje, i mange til-fælde været så indgående, at der i realiteten harværet tale om et nyanlæg. Ved disse anlæg harman anvendt vej vedtægternes almindelige reglerom fordeling af udgifterne ved vedligeholdelseog istandsættelse af private veje mellem lods-

ejerne og om disses adgang til at opnå lån afkommunen eller mod kommunegaranti til dæk-ning af udgifterne ved de pågældende arbejder.Da denne ordning skønnes at være hensigts-mæssig og at give et retfærdigt resultat, foreslåsden udtrykkeligt lovfæstet i § 27.

Til § 28.Såfremt udlægget af private fællesveje sker i

henhold til landsbyggeloven samtidig med plan-lægning af bebyggelsen, må det anses for ufor-nødent tillige at iagttage udlægsreglerne i dether foreliggende lovudkast. En sådan frem-gangsmåde ville også medføre en unødvendigadministration.

Det foreslås derfor i stk. 1, at reglerne omvejudlæg i privatvej sloven ikke skal finde an-vendelse, når fastlæggelsen af private veje skerved retningsplan, reguleringsplan eller udred-ningsplan i henhold til landsbyggeloven. Da desom klasse III betegnede veje som tidligerenævnt i særlig grad har sammenhæng med be-byggelsen, foreslås det for disse vejes vedkom-mende endvidere i udkastets § 28, stk. 2, at ud-lægsreglerne i den foreslåede privatvej slov ikkeskal finde anvendelse, hvis vejene er omfattet afen bebyggelsesplan, der har været forelagt det ilandsbyggelovens § 9 omhandlede bygnings-råd i vedkommende kommune. Bestemmelsen iudkastets § 28 betyder imidlertid alene, at ud-lægsreglerne i den foreslåede privatvejslov ikkefinder anvendelse, når vejudlægget sker i hen-hold til landsbyggeloven og ikke efter privat-vej sloven. De øvrige regler i den foreslåedeprivatvejslov, f. eks. om klassificering, anlæg,istandsættelse og vedligeholdelse af private fæl-lesveje i byerne, gælder også for veje, der er ud-lagt i henhold til landsbyggeloven. Det foreslåsderfor i stk. 3, at der i sådanne tilfælde skal gi-ves underretning til forvaltningsmyndigheden(for så vidt denne ikke er identisk med byg-ningsmyndigheden) om det i henhold til lands-byggeloven stedfundne vejudlæg, hvorefter for-valtningsmyndigheden træffer bestemmelse omvejens fremtidige klasse og optager vejen påvej fortegnelsen. Ved den pågældende klassifice-ring kan naturligvis ikke foretages ændring ide i henhold til landsbyggeloven trufne bestem-melser.

Tilsvarende undtagelse fra udlægsreglerneforeslås givet for de tilfælde, hvor vedkommen-de i henhold til forordning af 5. marts 1845nedsatte besigtigelses- og ekspropriationskom-mission foretager udlæg af private fællesveje iforbindelse med statens ekspropriationer, f. eks.

97

i forbindelse med motorvejsanlæg eller jern-baneanlæg for at retablere de ved anlægget af-brudte forbindelser (§ 5 i forordning af 5.marts 1845, § 13 i lov nr. 186 af 4. juni 1964).

Derimod foreslås en sådan undtagelse ikkegivet for de tilfælde, hvor private fællesveje erfastlagt ved byplanvedtægt, da en sådan fastlæg-gelse ikke anses for tilstrækkelig til at opfyldebestemmelserne i udstykningslovens § 4, stk. 3,om, at der ved enhver udstykning skal væresørget for adgang til offentlig vej. Det betydernaturligvis ikke, at der kan disponeres i stridmed de ved byplanvedtægten forudsatte vejud-læg, og vejudlæg efter reglerne i det her fore-liggende lovudkast må derfor respektere bestem-melserne i en byplanvedtægt, eller også måbyplanvedtægten ændres.

Til kap. 5.

Forskellig raden over private fællesveje.I dette kapitel foreslås optaget en række be-

stemmelser af tilsvarende karakter som bestem-melser, der hidtil har været optaget i lokalevejvedtægter, til dels med hjemmel i bygnings-lovgivningen. Det er som angivet i bemærknin-gerne til § 3 tanken, at de foreslåede bestemmel-ser skal afløse de lokale vejvedtægter, og atdisse fremtidig alene skal indeholde udfyldendebestemmelser.

Til § 29.Bestemmelsen svarer til § 27, stk. 3, i Kø-

benhavns byggelov af 1939. Det foreslås over-ensstemmende med Københavns kommunes an-vendelse af den pågældende bestemmelse ud-trykkeligt angivet, at grundejerne ikke på egenhånd kan foretage forandringer ved de pågæl-dende private fællesveje eller træffe bestem-melse om færdselsregulering eller færdselsind-skrænkning på disse veje. Baggrunden for denforeslåede bestemmelse er bl. a., at det, somforholdene har udviklet sig, er meget sjældent,at ejerne af private veje benytter den ret, de harefter den nuværende lovgivning til at afspærrede veje, som de bor ved. Den interesse, somejendomsbesidderne har i at kunne færdes påandre private veje, bevirker, at de undlader atafspærre deres egne veje, og at det som regelføles som en naturlig gensidighedsakt at ladedem stå åbne for almindelig færdsel fra andrelignende veje. Så længe den færdsel, som deprivate veje udsættes for, i det væsentlige er afsamme karakter som den, vejenes beboere ud-øver, dels på den pågældende vej, dels på andre

tilstødende private veje, vil det derfor være na-turligt, at kommunalbestyrelsen har adgang tilat bestemme, at vejen skal stilles til rådighed ve-derlagsfrit for en sådan trafik. Hvis kommunenikke havde kompetencen til at bestemme, om dermåtte gennemføres forbud mod gennemgåendefærdsel, måtte kommunen overtage sådanne pri-vate veje som offentlige, såfremt de faktiskbenyttes som gennemfartsveje, hvilket i mangetilfælde kunne bevirke, at kommunen ikke kun-ne modsætte sig et krav om overtagelse af enrække andre private veje, som var anlagt samti-dig, men som ikke havde fået tilsvarende betyd-ning som gennemfartsveje.

Som et modstykke til de beføjelser, der veddenne bestemmelse tillægges forvaltningsmyn-digheden til at træffe afgørelse om, hvorvidten privat fællesvej kan afspærres for uvedkom-mende færdsel, foreslås det i § 38, stk. 2, atvedkommende kommune skal betale merudgif-terne ved det forøgede slid på en privat fæl-lesvej, når forvaltningsmyndigheden modsættersig, at der indføres et sådant forbud mod gen-nemkørsel.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ikkeprivate fællesveje af klasse III, da disse veje pågrund af deres særlige tilknytning til bebyg-gelsen, i almindelighed vil være uegnede tilgennemkørsel. Også private fællesveje af klasseIV, der alene skal betjene landbrug, skovbrugog gartneri, og som derfor normalt udføresmed en mindre bredde og med en lettere be-fæstelse end de private fællesveje, som indgår ibyernes almindelige gadenet, foreslås undtagetfra bestemmelsen.

Til § 30.Den foreslåede bestemmelse svarer til § 8,

stk. 6, i den københavnske gadelov af 14. de-cember 1857 med senere ændringer og til devej vedtægter, der er indført i købstæderne medgadeloven som forbillede. Ved den foreslåedebestemmelse ophæves den forskel, som i dennehenseende under den nugældende retstilstandfindes mellem købstæderne på den ene side ogde bymæssige kommuner på den anden side,idet der i de sidstnævnte kommuner i henholdtil lov nr. 90 af 23. marts 1932 udkræves grund-ejermajoritet for, at kommunen kan påbyde be-lysning på private fællesveje på grundejernesbekostning. Denne betingelse for at gennemførepåbud om belysning må anses for forældet ogforeslås derfor ophævet. Bestemmelsen foreslåsligesom § 8, stk. 6, i gadeloven at skulle havegyldighed ikke alene for private fællesveje (ga-

9 K

der), men også for andre arealer, herundergårdarealer, der benyttes som offentligt tilgæn-gelige færdselsarealer.

Til § 31.En række af de bestemmelser, der er optaget

i udkastet til lov om bidrag til de offentligeveje m. m., er efter deres indhold i lige gradanvendelige på offentlige og private veje ibyerne, selv om de som følge af begrænsningeni lovudkastets gyldighedsområde alene skal gæl-de for offentlige veje. Det gælder således be-stemmelserne om vej navne, husnumre, hegnmod vej og om luftledninger. Det foreslås der-for, at disse bestemmelser får tilsvarende an-vendelse på private fællesveje i byerne. De be-føjelser, der efter § 12 i lovudkastet om bidragtil de offentlige veje m. m. udøves af vejbesty-relsen eller kommunalbestyrelsen, må etter nær-værende lovudkast udøves af tilsynsmyndighe-den.

Til § 32.Da vejtræer i mange tilfælde kan være til

ulempe for færdselen, foreslås det, at de kunmå plantes, når tilsynsmyndigheden samtykkerderi. Færdselshensyn såvel som vejens istand-sættelse og andre almene hensyn kan gøre enfjernelse af bestående vejtræer eller anden be-plantning nødvendig, og der foreslås derfor gi-vet tilsynsmyndigheden hjemmel til ud fra denævnte hensyn at kræve sådanne vejtræer m. v.fjernet. Udgifterne ved bortfjernelsen foreslåsfordelt mellem grundejerne efter de almindeli-ge regler i § 41 om fordelingen af istandsættel-ses- og vedligeholdelsesudgifter.

Bestemmelsen foreslås kun at skulle omfatteveje af klasse I og II, idet veje af klasse IIIforeslås undtaget på grund af deres særlige sam-menhæng med den omgivende bebyggelse, me-dens færdselen ad de rene landbrugs-, skov-brugs- og gartnerivej e ikke skønnes at gøre reg-len nødvendig på disse veje.

Til § 33.I henhold til vejbestyrelseslovens §§ 33 og 34

udkræves vejbestyrelsens samtykke til etable-ring af nye overkørsler og overgange samt vej-og stitilslutninger til bestående offentlig vej,ligesom vejbestyrelsens samtykke er nødven-digt, hvis de nævnte adgange ønskes benyttet afudstykkede parceller eller af andre ejendommeend de oprindeligt forudsatte. Endvidere udkræ-ves vejbestyrelsens samtykke til ændret anven-delse af bestående overkørsler og vejtilslutnin-

ger til offentlig vej, hvis disse er anlagt alenemed henblik på jordens landbrugsmæssigedrift. Disse bestemmelser giver ikke vejbestyrel-serne hjemmel til at gennemføre hel eller delvisfacadeløshed langs en offentlig vej (der mågennemføres efter reglerne i vejbestyrelseslo-vens §§ 32 og 35). Derimod giver de først-nævnte bestemmelser vejbestyrelsen beføjelse tilat afgøre, om et konkret andragende om eta-blering af en ny adgang eller ændret benyttelseaf en bestående adgang ud fra færdselsmæssigehensyn kan imødekommes, og i bekræftendefald, hvilke tekniske vilkår der bør stilles, f.eks. med hensyn til etablering af fri oversigteller med hensyn til den nærmere placering ogudformning af en overkørsel. Nægtelse af ad-gang til et areal bør kun ske, hvis de konkretefærdselsmæssige forhold i den pågældende sagafgørende taler derimod. Nægtes en sådan tilla-delse, kan ejeren ud fra analogien af vejbesty-relseslovens § 37 kræve sit areal overtaget afvejbestyrelsen mod erstatning, såfremt nægtel-sen efter taksationsmyndighedernes skøn af-skærer ham fra at udnytte det på en efter ejen-dommens beliggenhed og øvrige beskaffenhedøkonomisk rimelig og forsvarlig måde, svaren-de til den af de omliggende, til vejen stødendearealer faktisk stedfindende udnyttelse.

Københavns byggelovs § 24, stk. 3, indehol-der regler om overkørsler også til private gader,og bestemmelser herom findes også i en rækkevejvedtægter. Da det må erkendes, at der påtilsvarende måde som for offentlige veje, forhvilke der ikke gennemføres adgangsbegræns-ning, er behov for regler, der giver vedkom-mende kommunale myndighed hjemmel til atbestemme, hvor de pågældende adgange til denprivate vej nærmere skal placeres, og til i vissetilfælde at tage stilling til ændret anvendelse afbestående overkørsler, foreslås det, at der forprivate fællesveje af klasse I-III gives tilsyns-myndighederne en udtrykkelig hjemmel i såhenseende, idet det foreslås, at reglerne i vej-bestyrelseslovens §§ 33 og 34 finder tilsvarendeanvendelse. Samtidig foreslås der i stk. 3 givethjemmel for de lodsejere, der ved en nægtelseaf en tilladelse stilles særlig ugunstigt, en til-svarende adgang til at kræve deres areal over-taget, som der i lignende tilfælde tilkommerdem efter vejbestyrelsesloven (jfr. ovenfor).

Veje af klasse IV foreslås på grund af deresringe færdselsmæssige betydning undtaget fraparagraffens bestemmelser.

I de tilfælde, hvor vejudlæg ikke sker efter§§ 18 og 19, men efter andre lovregler, jfr. §

99

28, vil der normalt samtidig med vejudlæggetvære truffet bestemmelser om adgangsforholde-ne. Sådanne bestemmelser må naturligvis re-spekteres af vejmyndighederne.

Da der som foran nævnt skal indhentes til-ladelse fra vejbestyrelsen, hvis udstykkede par-celler benytter private fællesveje, der indmunderi en offentlig vej, foreslås det i stk. 2, at til-synsmyndigheden ved meddelelse af tilladelseri henhold til denne paragraf skal påse, at for-nøden tilladelse i henhold til vejbestyrelseslo-ven foreligger. Sådan tilladelse kan også værenødvendig i tilfælde af gennemførelse af ad-gangsbegrænsning efter vejbestyrelsesloven(navnlig dennes §§ 32, 35 og 38).

Til § 34.Bestemmelsen i stk. 1 svarer til § 52, stk. 2,

i vejbestyrelsesloven, der dog alene angår of-fentlige veje. Københavns byggelov indeholder1 § 27, der angår både offentlige og privategader, en tilsvarende regel. En sådan regelskønnes også nødvendig for private fællesvejeuden for Københavns kommune. På grund afde særlige forhold ved klasse III-veje (de så-kaldte »interne boligveje«) og ved klasse IV-veje (landbrugs-, skovbrugs- og gartneriveje)foreslås disse to grupper af veje undtaget.

Til dels tilsvarende regler som den i stk. 2foreslåede bestemmelse findes i vejbestyrelses-lovens § 52, stk. 1, 2. og 3. pkt. (om offentligeveje), og i landsbyggelovens § 42, stk. 1, jfr.normalbygningsvedtægtens § 14. I modsætningtil den nævnte bestemmelse i vejbestyrelseslo-ven har man ikke fundet det nødvendigt gene-relt at foreskrive en bestemt afstand fra vejen,inden for hvilken udgravning eller opfyldningikke må foretages. Ligesom stk. 1 foreslås stk.2 begrænset til alene at omfatte private fælles-veje af klasse I og II.

Retspræsident Abitz kan ikke tiltræde, at dersøges gennemført en regel af det i stk. 3 angiv-ne indhold. Medens det er velmotiveret, at ejer-ne af de private fællesveje af klasse I og II ikkekan give tilladelser til benyttelse af vej arealernetil andet end færdsel uden tilsynsmyndighedenssamtykke, findes det uden motivering, at spørgs-målet om betaling herfor skal vedrøre andreend dem, der har den private dispositionsretover vej arealerne. Tilsynsmyndigheden kan ikkemeddele samtykke til benyttelsesformer som dei stk. 1 og 2 omhandlede, uden at også de pri-vate dispositionsberettigede samtykker. Det erfor offentlige vejes vedkommende ofte fremhæ-vet, at retten til at tage betaling for benyttelse af

vej arealerne til andet end færdsel hviler på ejen-domsretten til disse, og således ikke er begræn-set af de regler, der gælder for pålæggelse afoffentlige afgifter. Såfremt dette synspunkt fast-holdes, må det samme gælde for de private fæl-lesvejes arealer, uanset at arealernes benyttelsetil færdsel i begge tilfælde fører til stærke be-grænsninger i de former for benyttelse, somkan tillades. Der er ingen saglig motivering for,at vederlaget for de i stk. 1 og 2 nævnte for-mer for benyttelse bliver til fordel for andregrundejere, som ikke har haft grund til at for-vente en nedgang i deres udgifter til vejvedlige-holdelse af den anførte grund. Medens denævnte vederlag undertiden vil kunne have envis betydning for den enkelte ejer, der giver til-ladelsen, vil de kun i meget sjældne tilfældevære af en sådan størrelse, at de vil kunne føretil en mærkbar reduktion af udgifterne for deøvrige grundejere, og det administrative arbejdemed deres fordeling vil kun sjældent stå i etrimeligt forhold til disse ofte kun små afgiftersbetydning.

Udvalgets øvrige medlemmer har ikke kun-net tiltræde det af retspræsident Abitz anførte.

Til § 35.Bestemmelserne i denne paragraf er ligesom

lovudkastets § 35 begrænset til private fælles-veje af klasse I og II.

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til § 52, stk. 1,1. pkt., i vejbestyrelsesloven, der alene angåroffentlige veje.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til § 57, stk. 2(om offentlige veje), i vejbestyrelsesloven. Denlovgivning, der tillader ledningsejeren udenforud indhentet samtykke at nedlægge lednin-ger i private eller offentlige veje, er bl. a. § 9i lov nr. 84 af 11. maj 1897 om telegrafer ogtelefoner, §§ 9 og 10 i lovbekendtgørelse nr.356 af 30. juli 1949 om elektriske stærk-strømsanlæg og § 94 i lov nr. 214 af 11. april1949 om vandløb.

Da det i mange tilfælde kan være hensigts-mæssigt at lægge ledninger i arealer, der kuner udlagt, men endnu ikke anlagt som vej, fo-reslås der ved stk. 3 tillagt tilsynsmyndighedenbeføjelse til at tillade ledninger anbragt i ud-lagte vejarealer mod erstatning fra lednings-ejeren for eventuel skade.

Stk. 5 svarer til § 57, stk. 1, i vejbestyrelses-loven og er udformet med de ændringer, derfølger af, at den her foreståede bestemmelseangår private og ikke offentlige veje.

100

Til § 36.Regler om nedlæggelse af offentlige veje fin-

des i vejbestyrelsesloven, bl. a. i § 20, og i sam-me lovs § 15 findes regler om nedlæggelse afalmene veje. Bestemmelse om nedlæggelse af(offentlige og) private veje kan træffes vedretningsplan i henhold til landsbyggelovens §25. Ved den ændring af landsbyggeloven, somforudsættes gennemført samtidig med nærvæ-rende lovudkast, skal en retningsplan imidlertidindeholde bestemmelser om både bebyggelses-og vejforhold. Også under hensyn til de i nær-værende lovudkast indeholdte regler om rets-virkningen af udlæg af private fællesveje er derbehov for særlige regler om nedlæggelse af pri-vate fællesveje.

De i bestemmelsen foreslåede regler er ud-formet med § 15 i vejbestyrelsesloven om ned-læggelse af almene veje som forbillede. I stk. 1foreslås dog kredsen af dem, der kan rejsespørgsmålet om nedlæggelse eller forlægning,udvidet således, at ikke alene de lodsejere, overhvis ejendom vejen fører, kan rejse spørgsmålom dens nedlægning, og det foreslås udtrykke-lig angivet, at også forvaltningsmyndighedenselv kan tage initiativet til nedlægning eller for-lægning af vejen.

Ligesom efter vejbestyrelseslovens § 15 fore-slås sagen behandlet ved en åstedsforretning,hvortil alle interesserede indkaldes, og ligeledesi overensstemmelse med vejbestyrelseslovens §15 foreslås det fastslået, at ingen vej, der eftermatrikelkortet er eneste adgang til en selv-stændig beliggende lod, kan nedlægges. I mod-sætning til vejbestyrelseslovens § 15 er det end-videre i det foreliggende udkast udtrykkeligtfastslået, at der kan foretages ekspropriation tilfremskaffelse af anden adgang til en lod og tilforlægning af en privat fællesvej.

I stk. 3 foreslås optaget udtrykkelige reglerom, hvorledes der skal forholdes med arealer-ne i nedlagte private fællesveje.

Reglerne i stk. 4 om appel til landvæsens-kommission er udformet på tilsvarende mådesom stk. 4 og 6 i vejbestyrelseslovens § 15.

På grund af klasse III-vejenes særlige sam-menhæng med bebyggelsen foreslås disse und-taget fra bestemmelsen i § 36.

Til kap. 6.

Istandsættelse og vedligeholdelse af private fæl-lesveje.

I nærværende kapitel foreslås optaget reglerom istandsættelse og vedligeholdelse af private

fællesveje til afløsning af de regler, der forKøbenhavns kommunes vedkommende hidtilhar været optaget i § 8 i den københavnske ga-delov af 1857 og i købstæderne og en rækkebymæssige områder i de med gadelovens be-stemmelser som forbillede udfærdigede gade-og vej vedtægter. Reglerne er foreslået moder-niseret på grundlag af de erfaringer, som erindvundet: ved anvendelsen af gadelovens ogvej vedtægternes bestemmelser.

Til § 37.I stk. 1 foreslås det ligesom i gadelovens § 8

og i vej vedtægterne fastslået, at ejerne af detilgrænsende grunde har en forpligtelse til atholde de private fællesveje i forsvarlig stand.Medens gadeloven af 1857 beskrev grundejer-nes forpligtelse som en pligt til at holde vejeni farbar stand, har de fleste vejvedtægter an-vendt udtrykket »god og farbar stand«. Over-ensstemmende med den praksis, der har væretfulgt af de fleste kommuner ved anvendelsenaf vejvedtægterne, foreslås i lovudkastet fast-slået, at: det påhviler de pågældende grundejereat holde vejen i en under hensyn til færdselensart og størrelse god og forsvarlig stand.

I stk. 2 foreslås det i lighed med hidtidigretstilstand fastslået, at det er tilsynsmyndighe-den, der bestemmer, i hvilket omfang og påhvilken måde de private fællesveje skal vedlige-holdes, og at kommunen tillige, når hensynet tilfærdselen ad vejen tilsiger det, kan bestemme,at en vej skal istandsættes. Lovudkastet sondrerligesom gadeloven af 1857 og vej vedtægternemellem begreberne »istandsættelse« og »vedlige-holdelse«, men for at tydeliggøre, at der er taleom to forskellige begreber, indeholder lov-udkastet den nærmere angivelse af udtrykket»istandsættelse«, at der her er tale om enforbedring af vejen. Denne formulering eri overensstemmelse med ministeriets fortolk-ning af de hidtidige lovog vejvedtægtsbestem-melser om »istandsættelse« modsat »vedligehol-delse«. Forudsat, at kommunen ved vejens an-læg har godkendt, at vejen midlertidigt anlæg-ges i en mindre bredde end den fastsatte ud-lægsbredde, må tilsynsmyndigheden i forbindel-se med beslutningen om vejens istandsættelsekunne bestemme, at vejen nu skal anlægges i sinfulde bredde.

Under den hidtidige retstilstand anvendernogle kommuner den praksis, at de som hoved-regel pålægger de enkelte lodsejere hver at ved-ligeholde det vej stykke, der er beliggende udfor deres ejendom, medens andre kommuner i

101

almindelighed bestemmer, at istandsættelsen ogvedligeholdelsen af private fællesveje skal skesom samlede arbejder under kommunens kon-trol. Stk. 2 foreslås derfor udformet således, atdet udtrykkeligt fremgår, at tilsynsmyndighe-den frit kan vælge, hvilken af de to fremgangs-måder den vil foretrække i det enkelte tilfælde.

Da der har vist sig praktisk trang til at kun-ne træffe bestemmelse om istandsættelse ellervedligeholdelse af flere private fællesveje un-der ét, hvis disse udgør en færdselsmæssig en-hed, foreslås der i stk. 3 givet udtrykkelig hjem-mel dertil. Dette vil navnlig gælde flere veje,der forløber i forlængelse af hinanden.

Til § 38.I stk. 1 foreslås en regel svarende til § 8, stk.

4, i den københavnske gadelov af 1857, hvor-efter tilsynsmyndigheden kan bestemme, at an-dre brugere af en privat fællesvej end de til-grænsende grundes ejere skal inddrages undervedligeholdelsespligten, hvis deres benyttelse afvejen af tilsynsmyndigheden skønnes i særliggrad at medføre slid på vejen. Det foreslås ud-trykkeligt angivet, at en sådan inddragelse afandre brugere af vejen også kan finde sted i til-fælde af midlertidig benyttelse af vejen, da ensådan benyttelse f. eks. i forbindelse med etbyggeforetagende kan virke helt ødelæggendefor vejen. Da der i lovudkastets § 29 foreslåsindført en generel regel om, at det er den kom-munale myndighed og politiet, der bestemmerom en privat fællesvej af klasse I og II kan af-spærres for uvedkommende færdsel, er den vedstk. 1 foreslåede bestemmelse ikke således somden københavnske gadelovs § 8, stk. 4, knyttettil en beslutning fra kommunen om, at der ikkemå indføres forbud mod uvedkommende færd-sel.

Som et modstykke mod den nævnte regel ilovudkasetts § 29, hvorefter færdselsreguleringeller færdselsindskrænkninger på private fælles-veje af klasse I og II ikke kan foretages af lods-ejerne på egen hånd, har man fundet det på-krævet, at det i stk. 2 bestemmes, at kommunen,såfremt lodsejerne ikke opnår tilladelse til atgennemføre et sådant færdselsforbud, og dengennemgående færdsel i særlig grad medførerslid på vejen, skal afholde en hertil svarendedel af udgifterne ved vejens vedligeholdelse ogistandsættelse.

I mange tilfælde er andre end de tilgrænsen-de grundes ejere ved servitutbestemmelser for-pligtede til at vedligeholde private fællesveje iudstykningsområder, eventuelt mod en nærme-

re fastsat afgift fra grundejerne. En del kom-muner har i sådanne tilfælde (med tvivlsomhjemmel) direkte pålagt de servitutforpligtedeat foretage den fornødne istandsættelse og ved-ligeholdelse, idet kommunerne da har undladtat benytte den i vej vedtægterne foreskrevnefremgangsmåde, hvorefter kommunen skal hol-de sig til ejerne af de tilgrænsende grunde. Dadet må erkendes, at det vil medføre en forenk-ling, hvis kommunerne kan holde sig direktetil de servitutforpligtede i stedet for at skullestille krav til lodsejerne, der herefter må søgederes udgifter dækket hos de servitutforpligte-de, foreslås der ved stk. 3 givet udtrykkelighjemmel hertil. Det må dog naturligvis væreen forudsætning, at den pågældende forpligtelseer ganske klar og utvetydig. Hvis den efterkommunens opfattelse vedligeholdelsespligtigemener, at en sådan forpligtelse ikke påhvilerham eller ikke i det af kommunen hævdede om-fang, må den pågældende indbringe sagen fordomstolene. Servitutforpligtelser af den her om-handlede art har i øvrigt undertiden et mindrevidtgående omfang end den forpligtelse, der ihenhold til udkastets § 37 påhviler ejerne af detilgrænsende grunde.

Da servitutforpligtelser af den her omhand-lede art undertiden kan virke urimeligt tyngendefor den efter servitutten forpligtede, hvis for-pligtelsen er af ældre dato og indgået under ethelt andet prisniveau og helt andre færdselsfor-hold end de nuværende, foreslås det i stk. 4,at den, der har vedligeholdelsespligt efter enmere end 20 år gammel servitut, skal kunnekræve afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidtden økonomiske byrde ved vedligeholdelses-forpligtelsen er steget i så væsentlig grad udover, hvad man kunne påregne ved servitutbe-stemmelsens stiftelse, at forpligtelsen helt el-ler delvis bør bortfalde, eventuelt mod erstat-ning. Denne afgørelse foreslås henlagt til enlandvæsenskommission med mulighed for ap-pel til en overlandvæsenskommission (stk. 5).

Som et modstykke til den vedligeholdelses-forpligtigedes adgang til at kræve spørgsmåletom vedligeholdelsespligtens bortfald forelagten landvæsenskommission foreslås det, at dertillægges de grundejere, som i henhold til ser-vitutbestemmelse skal betale »vejafgift« tilden oprindelige grundejer, adgang til at krævespørgsmålet om bortfald af denne afgift fore-lagt en landvæsenskommission, når servituttener mere end 20 år gammel (udkastets stk. 4).Det må i øvrigt være en selvfølge, at kommis-sionen tager stilling til spørgsmålet om afgif-

102

tens bortfald, når den servitutforpligtede rej-ser spørgsmål om afløsning af vedligeholdelses-forpligtelsen. Ligeledes bør der gøres op medspørgsmålet om vedligeholdelsesforpligtelsen,når der rejses spørgsmål om bortfald af afgif-ten.

Til § 39.Da der har vist sig praktisk trang til, at kom-

munerne i visse tilfælde kan bestemme, at kon-krete (navnlig større) vedligeholdelsesarbejdereller istandsættelsesarbejder skal udføres afkommunen med dennes tekniske materiel forlodsejernes regning, foreslås der i stk. 1 givettilsynsmyndigheden udtrykkelig hjemmel til attræffe sådan bestemmelse, hvis omstasndighe-derne særlig taler derfor. Det er naturligvis enforudsætning, at det drejer sig om arbejder, deri henhold til § 37, stk. 2, skal udføres som sam-lede arbejder.

Overensstemmende med reglerne i § 8, stk.5, i den københavnske gadelov og de tilsva-rende regler i vej vedtægterne, foreslås der i stk.3-4 givet regler om, at kommunen efter over-enskomst med grundejerne helt eller delvis kanovertage den fremtidige istandsættelse og ved-ligeholdelse af en privat fællesvej for lods-ejernes regning, og at en sådan overenskomster bindende for samtlige lodsejere, hvis enkvalificeret majoritet af disse går ind for ord-ningen.

Bestemmelsen i stk. 2, 1. pkt, om, at kom-munen kan udføre et påbudt istandsættelses- el-ler vedligeholdelsesarbejde, hvis lodsejerne ikkeudfører det rettidigt, er overensstemmende medden københavnske gadelovs § 8, stk. 1, og detilsvarende bestemmelser i vej vedtægterne. Doger tilsynsmyndigheden ikke efter den foreslåedebestemmelse således som efter de hidtidige reg-ler pligtig at foranledige, at det af lodsejerneikke rettidigt fuldførte arbejde bliver bragt tiludførelse.

Til § 40.I mange vejvedtægter findes bestemmelser

om vej syn. Efter disse bestemmelser skal derafholdes årlige vejsyn, og vejsyn kan endvidereafholdes, når der træffes konkrete beslutningerom udførelse af istandsættelses- eller vedlige-holdelsesarbejder. Sådanne bestemmelser findesoverensstemmende med lov nr. 90 af 23. marts1932 i de fleste vej vedtægter for bymæssigeområder, jfr. også den af Dansk Byplanlabo-ratorium udarbejdede normal vej vedtægt, § 8.Tilsvarende regler findes derimod ikke i den

københavnske gadelov, og kun ganske enkeltekøbstæder har regler om vej syn i deres vej-vedtægter.

De hidtidige regler om årlige vej syn er imange kommuner ikke blevet overholdt i prak-sis, og der er i flere kommuner modstand modsådanne årlige vejsyn. Der er derfor ikke stilletforslag om, at samtlige af udkastets afsnit IIIomfattede kommuner skal holde vej syn, menved stk. 4 foreslås det, at de kommuner, derønsker regler om årlige vej syn, kan få sådanneregler optaget i den lokale vej vedtægt.

Derimod foreslås det i stk. 1, at der skal af-holdes vej syn, inden der træffes bestemmelseom udførelsen af samlede istandsættelses- ellervedligeholdelsesarbejder i henhold til udkastets§ 37, da. disse arbejder ikke sjældent er af bety-deligt omfang. Ved denne fremgangsmåde gi-ves der de berørte grundejere lejlighed til atfremsætte deres synspunkter, inden endelig be-slutning træffes. Derimod har man ikke fundeten tilsvarende procedure nødvendig, når der kuner tale om mindre arbejder, der udføres af ejer-ne af de tilgrænsende grunde, hver ud for sinejendom.

Da det må anses for lige så betryggende, atgrundejerne skriftligt bliver gjort bekendt medtilsynsmyndighedens påtænkte beslutning, somat dette sker ved et vej syn, foreslås det i stk. 2,at tilsynsmyndigheden kan vælge at gøre lods-ejerne bekendt med den påtænkte beslutningved anbefalet brev.

Til § 41.Såfremt istandsættelses- eller vedligeholdel-

sesarbejder udføres ved foranstaltning af de en-kelte grundejere, hver ud for sin ejendom, op-står der ikke noget problem om fordelingenaf udgifterne ved de pågældende arbejder. Etsådant problem opstår derimod, hvis istand-sættelsen eller vedligeholdelsen bliver udførtsom et samlet arbejde. Den københavnske gade-lov og mange vejvedtægter indeholder ikke be-stemte kriterier for, hvorledes disse udgifterskal fordeles mellem lodsejerne. Mange kom-muner har imidlertid i så henseende anvendt desamme fordelingsregler, som i vej vedtægten erfastsat for fordeling af vejbidrag til offentligeveje, og ministeriet for offentlige arbejder hari flere klagesager henvist kommunerne til atbruge denne fremgangsmåde. Nogle vej vedtæg-ter er udformet overensstemmende hermed. Dadenne praksis forekommer hensigtsmæssig, fo-reslås den direkte lovfæstet i stk. 1, således atreglerne i § 6 i loven om vejbidrag skal anven-

103

des. Undtagelse foreslås dog gjort, hvis andetfølger af servitutbestemmelser eller lignende.Også med hensyn til kommunens adgang til atmedregne administrationsudgifter ved de afkommunen udførte arbejder, henvises til reg-lerne i lovudkastet om vejbidrag m. m.

I lighed med reglerne i lov nr. 90 af 23.marts 1932 (men i modsætning til den køben-havnske gadelov, der ikke har tilsvarende reg-ler) foreslås der i stk. 2 givet udtrykkelige reg-ler om afdrag af lån, som kommunen stiller tilrådighed for lodsejerne til udførelse af sam-lede istandsættelses- eller vedligeholdelsesarbej-der, eller som kommunen garanterer for. Detunderstreges herved, at det kan være en kom-munal opgave enten selv at yde lån til eller ga-rantere for lån til sådanne arbejder. Afdragsti-den foreslås sat til indtil 15 år, ligesom for ud-gifter til de ved kommunens egen foranstalt-ning udførte arbejder. Bestemmelserne om ren-ter er udformet på tilsvarende måde som § 8i det samtidig udarbejdede lovudkast vedrøren-de grundejerbidrag til offentlige veje.

Til § 42.Bestemmelsen i den københavnske gadelovs

§ 6 giver kommunen hjemmel til at inddriveskyldige beløb med renter ved udpantning medfortrinsret som for kommunale skatter. Tilsva-rende regler findes i vejvedtægterne.

I nogle vej vedtægter er der tillige givet for-trinsret og udpantningsret for krav, kommunenhar fået ved indfriet kaution for grundejernesforpligtelser efter vej vedtægten, da kommuner-ne ikke sjældent påtager sig sådanne kautions-forpligtelser i stedet for selv at yde lån til depågældende arbejder. Overensstemmende medet af kæmnerforeningen fremsat ønske foreslåsdenne bestemmelse udtrykkeligt lovfæstet, idetden foreslåede bestemmelse i øvrigt stemmermed hidtidig retstilstand.

De tilfælde, hvor der efter lovudkastet kanblive tale om udpantning, er navnlig § 14(kommunens udførelse af påbudte arbejder pålandet), § 25, stk. 2 (forvaltningsmyndighe-dens udførelse af anlægget af private fælles-veje), § 27 (lån til anlæg af private fællesveje),§ 30 (belysning), § 32 (udgifter vedrørendevejtræer), § 37 (udgifter ved nedlæggelse afprivate fællesveje), § 39 (kommunens udfø-relse af private fællesvejes istandsættelse m. v.)og § 41 (kommunelån).

Til § 43.Bestemmelser om hjørneafskæring findes un-

der den nugældende lovgivning i vejbestyrelses-lovens § 40, stk. 3, i § 23 i landsbyggeloven ogi § 20 i Københavns byggelov. Den fornævntebestemmelse i vejbestyrelsesloven har gyldighedved siden af de nævnte bestemmelser i hen-holdsvis landsbyggeloven og Københavns byg-gelov, men afviger fra disse bestemmelser bl. a.ved, at den kun kommer til anvendelse påhjørnearealer ved skæringer mellem offentligeveje indbyrdes og ved skæringer mellem offent-lige og private veje, medens den ikke såledessom de tilsvarende bestemmelser i de to byg-gelove gælder for hjørnearealer ved skæringenmellem to private veje.

Det foreliggende udkast til § 43 forudsættesat skulle afløse såvel vejbestyrelseslovens § 40,stk. 3, som § 23 i landsbyggeloven. Bestemmel-sen forudsættes derimod, jfr. § 4, stk. 4, ikkeat skulle gælde i Københavns kommune, hvorreglerne om hjørneafskæring herefter alene vilfindes i. Københavns byggelovs § 20.

Som angivet i ministeriet for offentlige ar-bejders cirkulære af 3. august 1957 finder be-stemmelsen om hjørneafskæring i vejbestyrelses-lovens § 40, stk. 3, kun anvendelse i tilfælde afudstykning eller i tilfælde af bebyggelse afgrunden. Overensstemmende hermed er stk.1—3 udformet.

I stk. 1, der bestemmer, at hjørneafskæringskal foretages i tilfælde af bebyggelse af enhjørnegrund, er det udtrykkeligt angivet, at be-stemmelsen omfatter alle skæringer mellem of-fentlige veje indbyrdes, offentlige veje og pri-vate fællesveje, private fællesveje indbyrdes, of-fentlige veje og udlagte private fællesveje, pri-vate fællesveje og udlagte private fællesvejesamt udlagte private fællesveje indbyrdes.

Ved formuleringen af stk. 2 er det overens-stemmende med hidtidig praksis udtrykkeligtfastslået, at hjørneafskæring skal foretages ialle tilfælde af udstykning af hjørnegrunde,d.v.s., både når en parcel udstykkes ved et vej-hjørne, og når der fra en ejendom, som græn-ser op til et vejhjørne, udstykkes én eller flereparceller i nærheden af hjørnet. Derimod for-udsættes bestemmelsen i stk. 2 ikke bragt tilanvendelse, når der fra en hjørneejendom ud-stykkes parceller i større afstand fra vejhjørnet.Når en ejendom omfatter flere lodder, forud-sættes bestemmelsen kun bragt til anvendelse,for så vidt udstykningen berører den ved vej-hjørnet liggende lod.

Stk. 3 omfatter tilfælde, hvor udstykning fo-retages til en privat fællesvej, og hvor de par-celler, der udstykkes, ikke ligger i umiddelbar

104

nærhed af vejhjørnet. Denne bestemmelse erudformet overensstemmende med ministerietfor offentlige arbejders praksis ved udstykningaf parceller med adgang til private fællesveje(og udlagte private fællesveje), der indmunderi en offentlig vej. Som følge af paragraffensudvidede anvendelsesområde, jfr. bemærknin-gerne til stk. 1, foreslås bestemmelsen i stk. 3bragt til anvendelse på private fællesveje (ogudlagte private fællesveje) også, når de indmun-der i en anden privat fællesvej. Overensstem-mende med hidtidig praksis er det udtrykkeligangivet, at kravet om hjørneafskæring kun gæl-der den ejendom, der er genstand for udstyk-ning, og at kravet ej heller gælder udstykningaf mark- eller skovarealer, der ikke samtidigovergår til anden anvendelse. Som markarealeranses i denne sammenhæng også engarealer,

Hvis hjørneafskæring af det offentlige øn-skes foretaget i andre tilfælde end i de i stk.1-3 omhandlede, må det ske ved ekspropria-tion, jfr. stk. 9.

Bestemmelsen i stk. 4 svarer til hidtidig rets-tilstand, og stk. 5 er foreslået udformet over-ensstemmende med hidtidig administrativ prak-sis og i overensstemmelse med landsbyggelovens§ 23, stk. 4.

Ministeriet for offentlige arbejder har under-tiden i tilfælde af større, samlede udstykningermed tilhørende vejudlæg tilladt, at hjørne-afskæringen fik en anden udformning end an-givet i vejbestyrelseslovens § 40, stk. 3 (se nustk. 1 og 4 i det foreliggende lovudkast). Lov-udkastet giver ganske vist i § 7 mulighed for, atministeriet (i sognekommuner amtsrådet) kunnefortsætte denne dispensationspraksis, men manhar imidlertid fundet det praktisk, at vedkom-mende vejbestyrelse og for private fællesvejeforvaltningsmyndigheden selv træffer bestem-melse om den ændrede udformning af hjørne-afskæringen i sådanne tilfælde. Stk. 6 er udfor-met i overensstemmelse hermed.

I stk. 7 og 8 er givet udtrykkelige regler omanlæg af afskårne hjørnearealer som vej til af-løsning af bestemmelserne i landsbyggelovens§ 23, stk. 1, sidste punktum, og stk. 4. Manhar i så henseende fundet det rimeligt, at an-lægsomkostningerne for hjørnearealer, der græn-ser op til en offentlig vej, skal afholdes af ved-kommende vejbestyrelse, da hjørnearealet, uan-set om det tillige grænser til en privat vej, ind-går som en del af den offentlige vejs areal. Detfremgår af vejbestyrelseslovens § 12, stk. 2, atdet påhviler vejbestyrelsen at sikre det offent-

liges ejendomsret også til sådanne afskårnehjørnearealer. Anlægsudgifterne for hjørnearea-ler, der alene grænser til private fællesveje, måafholdes af lodsejerne, og man har i så hense-ende fundet det mest rimeligt, at disse udgifterfordeles mellem ejerne af de til vejene grænsen-de grunde.

Da det undertiden kan være hensigtsmæs-sigt at kræve foretaget hjørneafskæring i til-fælde, hvor en sådan ikke er påbudt i stk. 1-3,foreslås der givet vedkommende kommunalemyndighed (d.v.s. forvaltningsmyndigheden)bemyndigelse til ved ekspropriation at gennem-føre hjørneafskæring i sådanne tilfælde. Be-stemmelsen har kun betydning for hjørnearea-ler ved private fællesveje, da fornøden ekspro-priationshjemmel for offentlige vejes vedkom-mende findes i vejbestyrelseslovens § 23.

Bestemmelsen i stk. 10 om ejerens adgangtil at kunne begære et areal overtaget, hvishjørneafskæringen hindrer en økonomisk rime-lig og forsvarlig udnyttelse af arealet, svarendetil udnyttelsen af omliggende arealer, er i over-ensstemmelse med § 23, stk. 5, i landsbygge-loven, som samtidig forudsættes at skulle bort-falde.

Til § 44.Bestemmelsen, der er udformet med forbil-

lede i vejbestyrelseslovens § 58 og landsbygge-lovens § 64, må anses for nødvendig for athåndhæve bestemmelserne i den foreslåede lovog de beslutninger, de kommunale myndighedertræffer med hjemmel i denne.

Til § 45.Ved stk. 1 foreslås der givet: ministeren be-

myndigelse til at give nærmere regler om lo-vens gennemførelse. I henhold til denne be-stemmelse vil ministeren således kunne træffebestemmelse om ophævelsen af ældre vej ved-tægtsbestemmelser og fastsatte frister for ind-sendelse af forslag til nye vej vedtægter i hen-hold til udkastets § 3.

Samtidig med lovens ikrafttræden må bestem-melserne i den københavnske gadelov om pri-vate veje bortfalde. Ved lovudkastet om vej-bidrag m. m., der forudsættes at skulle træde ikraft samtidig med nærværende lovudkast, for-udsættes bestemmelserne i den københavnskegadelov om offentlige veje ophævet. Af be-stemmelserne i den københavnske gadelov vilherefter alene vandløbsbestemmelserne i § 6,§ 8, stk. 1, og §§ 13-17 forblive i kraft. Ogsåbemyndigelsen for henholdsvis ministeren for

105

offentlige arbejder og amtsrådene til at udfær- Ved lovudkastets ikrafttræden vil også reg-dige vej vedtægter efter de hidtidige regler bort- lerne i loven af 1865 om private veje på landetfalder ifølge forslaget. Efter en af ministeren bortfalde.i medfør af stk. 1 fastsat overgangsordning vil Om de som følge af nærværende lovudkastde hidtidige vejvedtægter med deres bestem- nødvendige ændringer i landsbyggeloven ogmelser om offentlige og private veje endvidere Frederiksberg byggelov forudsættes der fremsatophøre med at have gyldighed. særlige lovforslag > hcjecøn^r Ue> r (7<-j9G Jcrcci-

S&j-lts jrârrtfat jcr^j^cj csn ni je roulet 1*^cJ~§ jr,sf-/c. i, i d&* Itäbeflfaxwiske. yactetvv

106

Bilag 3

UDKASTtil lov om grundejer bi drag m. m. til offentlige veje.

§ i.Definitioner.Stk. 1. Ved offentlige veje forstås i denne lovde veje, gader, broer eller pladser, der er op-taget på det i § 8 i lov nr. 95 af 29. marts 1957om bestyrelsen af de offentlige veje (vejbesty-relsesloven) omhandlede vej register. Ved of-fentlige stier forstås de i samme lovs § 47 om-handlede stier.Stk. 2. Ved private fællesveje forstås de i § 1,stk. 2, i lov om private fællesveje (privatvejslo-ven) omhandlede veje, gader, broer eller plad-ser.Stk. 3. Ved vejbidrag forstås de bidrag, der på-lægges grundejere i henhold til denne lov.

x 2.,

Lovens omrade.Stk. 1. Reglerne i denne lov finder anvendelsepå offentlige veje i købstæderne, Københavnsog Frederiksberg kommuner samt i sådanneandre kommuner eller dele af kommuner, forhvilke der i medfør af privatvej sloven tilveje-bringes en vejvedtægt.Stk. 2. For de af amtsrådene bestyrede hoved-landeveje og landeveje kan bestemmelserne tilli-ge anvendes uden for de i stk. 1 omhandledeområder på steder, hvor der forefindes en samletbebyggelse, eller en samlet bebyggelse kan for-ventes. Vej bidrag kan i disse tilfælde kun kræ-ves dels til udførelse af nye fortovsanlæg, dogikke ud over 2,5 m i hver side, dels til holdeba-ne- og parkeringsanlæg inden for en bredde afi alt 6 m.Stk. 3. Indtil kundgørelse i henhold til § 35i vejbestyrelsesloven er udfærdiget for en stræk-ning af en hovedlandevej eller landevej, kanlovens bestemmelser uden for Københavns ogFrederiksberg kommuner kun med ministerenfor offentlige arbejders samtykke bringes tilanvendelse på en sådan vejstrækning.

Stk. 4- Lovens regler om veje finder også an-vendelse på stier.Stk. 5. Loven gælder ikke for Færøerne ogGrønland.

Pålæg af vejbidrag.Stk. 1. Når en ny offentlig vej anlægges, be-stemmer vejbestyrelsen (i København kommu-nalbestyrelsen), hvorvidt de i § 6 omhandledegrundejere helt eller delvis skal afholde deudgifter, der medgår til vejens anlæg.Stk. 2. Når en privat fællesvej overtages somoffentlig vej i henhold til vejbestyrelseslovens§ 14 eller § 16, bestemmer vejbestyrelsen (iKøbenhavn kommunalbestyrelsen), hvorvidt dei § 6 omhandlede grundejere helt eller delvisskal afholde udgifterne ved vejens udbygning iforbindelse med overtagelsen.Stk. 3. Når en offentlig vej, der er anlagt imindre bredde end angivet i § 4, udvides til deni § 4 angivne maksimale bredde eller derudover,bestemmer vejbestyrelsen (i København kom-munalbestyrelsen), hvorvidt de i § 6 omhand-lede grundejere helt eller delvis skal afholde debeløb, der medgår til udvidelse af de befæstedearealer fra den eksisterende bredde til den i § 4angivne maksimale bredde, herunder bl. a. tilfornødne jordarbejder.Stk. 4. Beslutning om pålæg af vej bidrag kantræffes og opkrævning af bidraget påbegyndes,inden de foran omhandlede anlægsarbejder erudført. I så fald foretages endelig reguleringaf bidraget efter anlægsarbejdernes afslutning.

§ ^'Vejbidragets omfang.Stk. 1. Blandt de i •§ 3 omhandlede anlægsud-gifter kan vejbestyrelsen (i København kom-munalbestyrelsen) ved opgørelse af vejbidragetmedregne et administrationstillæg på højst 5 °/o

107

af anlægsudgifterne. Derimod kan renter ikkemedregnes. Eventuelle udgifter til bistand afrådgivende ingeniør kan medregnes efter reg-ning, men administrationstillæg vil da ikkekunne beregnes for den del af arbejdet, hvortilrådgivende ingeniørbistand har været benyttet.Stk. 2. Ved veje eller vejstrækninger, hvor detilgrænsende arealer i henhold til byplan elleranden af kommunalbestyrelsen eller vejbesty-relsen håndhævet bestemmelse er forbeholdt tilåben og lav boligbebyggelse, kan vej bidragikke kræves til den del af udgifterne til arbej-det vedrørende kørebanen, der angår en størrebredde end 6 m, og til den del af udgifterne tilarbejdet vedrørende vejens øvrige dele, der an-går en større bredde end i alt 6 m. Ved andreveje kan vej bidrag ikke kræves til den del afudgifterne, der vedrører en større bredde end20 m.Stk. 3. Vejbidrag kan ikke kræves til dækningaf udgifter til arealerhvervelse eller til erstat-ning for servitutpålæg eller ulemper. Det sam-me gælder udgifter til større reguleringer afvejens længdeprofil, herunder udgifter til an-læg af støttemure.Stk. 4. Af udgifter vedrørende vandafledningmedregnes udgifter til dræn, nedløbsbrøndemed tilhørende stikledninger samt vejgrøfter ogsådanne kloakker, der udelukkende tjener til envejs afvanding. Andre udgifter, som er nødven-dige for afledning af en vejs overfladevand, kankun medregnes, når de særskilt er pålagt vejare-alet ved kendelse i henhold til §§ 22, 32 og74, stk. 5, jfr. §§ 94 og 100, i lov nr. 214 af11. april 1949 om vandløb eller i henhold til§ 1, jfr. § 18, i lov nr. 123 af 28. april I906om vandløb i København.

Særlige begrænsninger i grundejernes bidrags-pligt.Stk. 1. Ved pålæg af bidrag i henhold til nær-værende lov bortses fra vandarealer, for så vidtdisse ikke er ansat til ejendomsværdi.Stk. 2. Ved pålæg af bidrag bortses endviderefra de til vejen stødende offentlige veje og pri-vate fællesveje. Når omstændighederne talerderfor, kan vejbestyrelsen (i København kom-munalbestyrelsen) dog i bidragsmæssig hense-ende behandle en kort privat fællesvej, deralene udmunder i den pågældende offentligevej, som en til denne grænsende ejendom, så-ledes at det fællesvejen pålagte bidrag fordelesmellem ejerne af de til fællesvejen grænsendeejendomme efter de i § 6 angivne regler.

108

Stk. 3. Bortset fra de i stk. 2 omhandlede til-fælde kan intet vej bidrag pålægges grundejereved vejstrækninger, hvortil der i henhold tillovgivningen eller en af vejbestyrelsen ellerkommunalbestyrelsen håndhævet deklaration ik-ke kan opnås direkte adgang fra de tilgræn-sende ejendomme, for så vidt disse ikke påanden måde i særlig grad udnytter beliggenhe-den ved vejen, jfr. stk. 4.Stk. 4. Såfremt ejeren af en ejendom uanset etadgangsforbud af den i stk. 3 omhandlede ka-rakter i særlig grad udnytter ejendommens be-liggenhed ved den pågældende vej, f. eks. gen-nem reglerne om tillægsareal ved bebyggelse,

/passende reduceret vejbidrag pålægges, idet derVved udstillingsvinduer eller lignende, kan et

ved bidragets fastsættelse tages hensyn til om-fanget af ejendommens udnyttelse i tilknytningtil vejen.Stk. 5. Når en om en ejendoms adgangsforholdtruffen bestemmelse foreskriver en begrænsningi, men ikke et fuldstændigt forbud mod adgangfra ejendommen til vejen, skal vejbidra-get reduceres i det omfang, den trufne bestem-melse bevirker en begrænsning i ejendommensudnyttelsesmuligheder.Stk. 6. Såfremt der i henhold til lovgivningeneller en af vejbestyrelsen eller kommunalbesty-relsen håndhævet deklaration måtte blive truffetbestemmelse om, at en ejendom, for hvilkender tidligere i henhold til § 3 er pålagt vej bi-drag, ikke kan opnå adgang til vejen eller kunopnå en i væsentlig grad begrænset adgang tildenne, skal resterende vej bidrag bortfalde ellernedsættes i samme forhold, som reglerne i stk.3-5 ville have medført bortfald eller ned-sættelse af vejbidraget. I samme forhold skalder ydes sådanne grundejere, der straks eftervejanlæggets udførelse eller senere har betaltvej bidraget kontant, en hel eller delvis refusionaf det kontant erlagte vej bidrag med rente 5 %p. a., således at disse grundejere så vidt muligtsidestilles med de ejere, der i medfør af foran-stående fritages for resterende vej bidrag. Refu-sion ydes dog kun af beløb, der er erlagt kon-tant inden for de sidste 20 år, og kun af beløb,der overstiger 200 kr.

Stk. 7. Såfremt reglerne i stk. 3-6 medfører, atvejbidrag ikke kan pålægges samtlige ejere af detil en vejstrækning grænsende ejendomme, ellerat bidraget for én eller flere ejendomme vedvejen reduceres, afholder kommunen de^ beløb,kvoffnrd"ô~på 10. gli^ve^MiagzscjedEPggi^'/ Så-fremt en grundejer, der i medfør af stk. 3-6helt eller delvis er blevet fritaget for et vej-l e r hercfhr ikjc^ kan epkr&i/es.

bidrag, inden udløbet af en periode på 20 årefter, at opkrævning af vejbidraget er påbe-gyndt, opnår en sådan adgang for ejendommentil vejen eller udnytter ejendommens beliggen-hed ved vejen på en sådan måde, at vejbidragkunne pålægges helt eller delvis efter foranstå-ende bestemmelser, kan vejbestyrelsen pålæggeejeren vejbidrag efter disse regler, idet bidragetyderligere vil være at reducere, svarende til denforløbne del af den fornævnte 20-årsperiode.

§ 6.Fordeling af vejbidrag.Stk. 1. De udgifter til vejanlægget, som i hen-hold til vejbestyrelsens (i København kommu-nalbestyrelsens) beslutning efter § 3 helt ellerdelvis skal dækkes ved vej bidrag, pålæggesejerne af de til den pågældende vej eller vej-strækning grænsende ejendomme. Når vej bi-drag samtidig pålægges for flere veje, der ifærdselsmæssig henseende udgør en enhed, kanpålægget ske for disse veje under ét.Stk. 2. Fordelingen af vejbidraget mellem de istk. 1 omhandlede grundejere foretages af vej-bestyrelsen (i København kommunalbestyrel-sen), der herved skal tage hensyn til ejendom-menes facadelængder mod vejen, størrelsen afejendommens arealer samt måden, hvorpå ejen-dommene benyttes eller forventes benyttet. Vedfordelingen skal det førstnævnte kriterium ind-gå med en vægt af mindst 10 %, medens hvertaf de øvrige kriterier skal indgå med en vægtaf mindst 25 '%, jfr. dog stk. 3 og 4. I stedetfor det sidstnævnte kriterium kan der tages hen-syn til ejendommenes vurdering til ejendoms-værdi. I så fald skal der, såfremt arbedets ud-førelse skyldes betydelig eller tung færdsel tileller fra enkelte ejendomme ved vejen, forlodspålægges ejerne af disse et passende særligt bi-drag, inden grundejernes anpart af de øvrigeudgifter fordeles. Såfremt vej bidraget fordelesmed hensyntagen til ejendommenes vurderingtil ejendomsværdi, skal der for sådanne ejen-domme, som er fritaget for vurdering eller ikkeer ansat til ejendomsværdi, tages hensyn tilmåden, hvorpå ejendommene benyttes.Stk. 3. Når der i henhold til byplaneller byg-gelovgivningen kun vil blive tilladt en ganskeensartet benyttelse af de ejendomme, for hvilkevejbidrag fordeles mellem de i stk. 1 om-handlede grundejere, kan fordelingen foretagesalene under hensyntagen til ejendommenes are-aler.Stk. 4. For hjørnegrunde og sådanne andregrunde, der har facade mod mere end én vej,

beregnes kun et passende reduceret bidrag. Så-fremt en grund i henhold til reglerne i § 5,stk. 3, har opnået fritagelse for erlæggelse afbidrag til en anden offentlig vej, bortses derved bidragsberegningen fra grundens facademod denne vej.

Stk. 5. Reglerne i nærværende paragraf kanfraviges ved aftale mellem vejbestyrelsen ogsamtlige de grundejere, der omfattes af et bi-dragspålæg.

Fremlæggelse og indkaldelse.Stk. 1. Forinden en beslutning om pålæg af vej-bidrag i henhold til §§ 3-6 eller om omforde-ling i henhold til § 8, stk. 4, endeligt vedtagesaf vejbestyrelsen (i København kommunalbe-styrelsen), skal forslag hertil fremlægges til al-mindeligt eftersyn på et for beboerne bekvemtsted i mindst 3 uger. Om fremlæggelsen skalder ske offentlig kundgørelse på den i kommu-nen brugelige måde, og i kundgørelsen skal an-gives en frist, ikke under 6 uger fra kundgø-relsens dato, for adgang til at fremkomme medindsigelser mod og ændringsforslag til den på-tænkte beslutning. Endvidere skal meddelelseom fremlæggelsen i anbefalet brev så vidt mu-ligt tilsendes de af forslaget berørte grundejere,hvis adkomst fremgår af tingbogen.Stk. 2. I det fremlagte forslag gøres rede for,hvilke arbejder der udføres, hvilken del af ud-gifterne der agtes pålagt grundejerne, og hvor-ledes bidraget agtes fordelt mellem disse. Detskal endvidere angives, om de pågældende ar-bejder udføres under ét, eller om de udførestil forskellig tid og i sidstnævnte tilfælde tillige,for hvilken del af arbejdet bidrag først senerevil blive opkrævet.

Stk. 3. I stedet for at fremlægge den påtænktebeslutning om vej bidrag kan vejbestyrelsen vedanbefalet brev med 14 dages varsel indkaldeejerne af de ejendomme, der vil blive berørt afbeslutningen, til et møde, hvor der over for defremmødte grundejere gøres rede for den på-tænkte beslutning som angivet i stk. 2. Ved mø-det fastsættes en frist, ikke under 3 uger, forgrundejernes adgang til over for vejbestyrelsenat fremkomme med indsigelser mod og æn-dringsforslag til den påtænkte beslutning ompålæg af vejbidrag. Over det ved mødet passe-rede føres en protokol.Stk. 4. Endelig beslutning om pålæg af vejbi-drag kan først træffes, når de i henholdsvisstk. 1 og 3 omhandlede frister er udløbet. Ombeslutningen sendes meddelelse i anbefalet brev

109

til de af beslutningen berørte grundejere, hvisadkomst fremgår af tingbogen.

§ 8-Betaling af bidragene.

Stk. 1. Ejerne af ikke-udparcellerede arealer, deranvendes til landbrug, skovbrug eller frilands-gartneri, kan forlange, at den del af vejbidraget,der for deres ejendom overstiger bidraget foren almindelig bebygget parcelhusgrund i detpågældende område, først forfalder i det om-fang, arealerne helt eller delvis overgår til an-den anvendelse. Når vej bidrag i medfør af § 6,stk. 3, fordeles alene under hensyntagen tilstørrelsen af ejendommenes arealer, har ejerneaf ubebyggede arealer, som ikke udnyttes er-hvervsmæssigt, ret til at kræve, at betalingsplig-ten for en trediedel af bidraget udskydes for etåremål af indtil 10 år. Samme ret har ejerne afgrunde, der er bebygget med én- eller tofamili-eshuse, for den del af arealet, der overstiger1600 m2, forudsat at ingen del af ejendommenudnyttes erhvervsmæssigt.Stk. 2. Den del af vejbidraget for en ejendom,hvis betaling ikke udskydes i henhold til stk. 1,kan af vedkomende grundejer forlanges betaltover et af vejbestyrelsen (i København kommu-nalbestyrelsen) for hvert enkelt arbejde underhensyn til beløbets størrelse fastsat tidsrum påmellem 5 og 20 år. Beløb på under 200 kr. kandog kræves betalt kontant. Det til enhver tidskyldige, ikke udskudte beløb forrentes med denrente, vedkommende kommune selv må betaleved optagelse af lån. Renten kan dog ikke sæt-tes højere end ll/2 % over den til enhver tidgældende højeste indlånsrente i lokale spare-kasser for beløb, indsat på 9 måneders opsigelse.Tilsvarende afdragsvilkår kan af grundejerneforlanges, når betalingspligten indtræder forden del af vejbidraget, hvis betaling måtte væreudskudt i medfør af stk. 1.Stk. 3. Såfremt en del af vejbidraget i medføraf § 6, stk. 2, fordeles under hensyn til ejen-dommenes vurdering til ejendomsværdi, kanvejbestyrelsen (i København kommunalbestyrel-sen) bestemme, at denne del af bidraget skalbetales ved ydelser, der for de enkelte ejendom-me udgør en fast promille af den til enhvertid gældende vurdering til ejendomsværdi. Så-fremt denne betalingsmåde som følge af stig-ning i ejendomsværdierne medfører, at den imedfør af stk. 2 fastsatte afdragsperiode bliverforkortet, kan vejbestyrelsen (i Københavnkommunalbestyrelsen) bestemme, at bidrags-satsen omregnes således, at den oprindeligt fast-

satte afdragsperiode bliver iagttaget. Sådan om-regning skal endvidere foretages efter begæringaf en grundejer, hvis ydelse er blevet væsentligtforhøjet: siden vejbidragets fastsættelse somfølge af stigning af ejendomsværdien for denpågældende ejendom.Stk. 4. Viser det sig, at der ved en af vejbesty-relsen (i København kommunalbestyrelsen) fo-retagen fordeling af vej bidrag i medfør af § 6er pålagt en ejer et forholdsvis større vejbidrag,end der under senere forandrede forhold rette-lig bør påhvile ham, kan vejbestyrelsen (i Kø-benhavn kommunalbestyrelsen) foretage en om-fordeling af den da resterende del af vej bidra-get på samtlige ejendomme.

§ 9.Udpantning.

For de i medfør af denne lov pålagte vejbi-drag haves fortrinsret i den pågældende ejen-dom som for kommunale ejendomsskatter. Depågældende beløb kan inddrives ved udpant-ning.

§ 10-Vejnavne, luftledninger m. v.Stk. 1. Offentlige vejes navne fastsættes afkommunalbestyrelsen, for de af amtsrådene be-styrede hovedlandeveje og landeveje efter for-handling med vedkommende amtsråd. Eftersamme regler kan tidligere fastsatte vej navnesenere ændres.Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan lade skiltemed angivelse af vej navne, færdselstavler oglyssignaler samt ledninger til lyssignaler an-bringe på private tilhørende bygninger langsvejen. Det samme gælder de til vej belysningenog belysning af vej navneskilte og færdselstavlernødvendige belysningslegemer med tilhørendeledninger og de til ophængning af luftlednin-ger i forbindelse med offentlige samfærdsels-eller forsyningsanlæg fornødne master, bardu-ner og bæretråde samt mærker for nivellement,ledningsanlæg o. lign.Stk. 3. Mindst 8 dage forud skal der gives depågældende særlig underretning om, at sådannearbejder agtes foretaget, hvorhos al derved for-voldt skade og ulempe bliver at ersattte. I man-gel af almindelig overenskomst fastsættes erstat-ningen ved taksation.Stk. 4. Nærværende paragraf medfører ingenændringer i de beføjelser, der ved byggelovenaf 29. marts 1939 for staden København er til-lagt de deri omhandlede myndigheder.

110

§ 1 L

Husnumre.Stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, atalle bebyggede ejendomme med adgang til of-fentlig vej samt sådanne andre ejendomme, derer udstykket med bebyggelse for øje og med ad-gang til den pågældende vej, ved de enkeltegrundejeres foranstaltning og på disses bekost-ning skal forsynes med skilte med angivelse afhusnummer og matrikelnummer. Kommunalbe-styrelsen fastsætter de enkelte husnumre og kansenere ændre disse.Stk. 2. Nærmere regler herom og om tildelingaf husnumre kan fastsættes ved vej vedtægt.

Hegn mod vej.Stk. 1. I det omfang, vejtekniske eller færdsels-mæssige hensyn tilsiger det, kan vejbestyrelsenbestemme, hvorvidt de til en offentlig vej græn-sende grunde skal hegnes mod vejen. Såfremten grund herefter skal hegnes mod vejen, kanvejbestyrelsen stille krav med hensyn til heg-nets udformning begrundet i de ovennævntehensyn.Stk. 2. Såfremt en grund ikke hegnes mod vej,og grundens til vejen grænsende areal benytteshelt eller delvis til kørsel eller parkering forerhvervsbebyggelse eller boligbebyggelse medmere end 2 lejligheder, kan vejbestyrelsen i detomfang, vej tekniske eller færdselsma^ssige hen-syn tilsiger det, bestemme, at reglerne om istand-sættelse og vedligeholdelse af private fællesvejeskal finde anvendelse på det til kørsel eller par-kering benyttede areal.Stk. 3. Såfremt det i henhold til lovgivningenmåtte blive bestemt, at der fra de til en offent-lig vejstrækning grænsende grunde ikke kanopnås direkte adgang til vejen, påhviler detvejbestyrelsen at opsætte og vedligeholde even-tuelt fornødent hegn. I tilfælde af udstykninglangs den pågældende vejstrækning, kan vejbe-styrelsen dog stille krav om, at vedkommendegrundejere skal opsætte forsvarligt, ubrudt hegnmod vejen.Stk. 4. Bestemmelserne i denne paragraf kom-mer ikke til anvendelse i Københavns kommune.

8 1 -\Taksation.

Erstatningsfastsættelse efter denne lov fore-tages i mangel af mindelig overenskomst af dei §§ 27-30 i vejbestyrelsesloven omhandledetaksationsmyndigheder. I Københavns kommu-ne foretages erstatningsfastsættelse dog af deni § 41 i Københavns byggelov omhandlede tak-sationskommission.

14.

Stk. 1. Afgørelser, trufne i henhold til dennelov, kan påankes i overensstemmelse med reg-lerne i stk. 2-7.Stk. 2. Afgørelser, trufne af magistraten ellerkommunalbestyrelsen i Københavns kommunesamt af kommunalbestyrelserne i købstæderne,Frederiksberg kommune og de sønderjyske flæk-ker kan indankes for ministeren for offentligearbejder. Det samme gælder afgørelser, trufneaf kommunalbestyrelserne i kommuner med sty-relsesregler i henhold til § 34, stk. 3, i be-kendtgørelse nr. 328 af 6. juli 1950 af lov omkøbstadkommunernes styrelse som ændret ved§ 1 i lov nr. 181 af 20. maj 1952.Stk. 3. Afgørelser, trufne af kommunalbesty-relserne i sognekommuner, kan indankes foramtsrådet.Stk. 4. Afgørelser, trufne af amtsrådene, her-under også afgørelser i henhold til stk. 3, kanindankes for ministeren.Stk. 5. Når ikke andet er foreskrevet, er anke-fristen 30 dage fra den dag, da afgørelsen ermeddelt den pågældende tillige med oplys-ning om denne frist og om, til hvilken myn-dighed anke kan ske. For beslutninger, hvor-om der er udfærdiget offentlig kundgørelse,regnes ankefristen fra offentliggørelsens dato.Stk. 6. Anke af et af en kommunal myndighedgivet pålæg fritager ikke for at efterkommedette. Dog kan ankemyndigheden bestemme, atanke skal have opsættende virkning.Stk. 7. Søgsmål til prøvelse af de af admini-strationen i medfør af loven trufne beslutnin-ger skal anlægges inden 6 måneder efter dendag, da beslutningen er meddelt klageren.Stk. 8. Tvistigheder mellem de kommunalemyndigheder vedrørende spørgsmål, der om-handles i denne lov, afgøres af ministeren.

§ 15.Ikrafttræden.Stk. 1. Denne lov træder i kraft den

Fra denne dato ophæves§§ 1—5, 7 og § 12 i lov af 14. december1857 om gader, veje og vandløb i Københavnmed senere ændringer samt § 17, stk. 7, 2. og3. pkt, i lov nr. 95 af 29. marts 1957 om besty-relsen af de offentlige veje. Ministeren for of-fentlige arbejder giver de nærmere regler forlovens gennemførelse.Stk. 2. Reglerne i § 5, stk. 6, finder tilsvarendeanvendelse på vej bidrag, pålagt forud for nær-værende lovs ikrafttræden.

111

Bilag 4

Bemærkninger til lovforslaget

Indledning.

Som angivet i betænkningen foran er lov-givningsgrundlaget for vejbidrag til offentligeveje forskelligt i de tre områder: Københavnskommune, købstæderne og de bymæssige kom-muner, og uden for Københavns kommune erdet en betingelse for pålæg af vejbidrag, atder er indført vej vedtægt i kommunen.

Såvel den københavnske gadelov af 1857 somde vej vedtægter, der med denne lov som for-billede er blevet indført uden for Københavnskommune, indeholder foruden regler om vej-bidrag til offentlige veje tillige regler om bl.a. istandsættelse og vedligeholdelse af privatefællesveje (gader). Det her foreliggende lovud-kast og den samtidig hermed foreslåede nye lov

om private fællesveje tilsigter en afløsning ogmodernisering af de hidtidige regler om offent-lige og private veje i gadeloven og vej vedtæg-terne, og efter begge lovudkast foreslås deprincipielle regler fra vej vedtægterne optaget iselve loven, hvorved den hidtidige, ikke altidlokalt begrundede uensartethed i disse bestem-melser ophæves. Lovbestemmelserne foreslåssamtidig suppleret med nye vej vedtægter medmere specielt indhold. Da bestemmelserne igadeloven og i vej vedtægterne således foreslåsafløst af bestemmelserne i de to lovudkast og afde nye vej vedtægter, vil det være hensigtsmæs-sigt, at de to lovudkast gennemføres samtidig.

Til de enkelte paragraffer bemærkes:

Til § 1.Ved definitionen af begrebet »offentlig vej«

henholder udkastet sig ligesom § 1 i den fore-slåede lov om private fællesveje til den defini-tion, der er givet i § 1 i lov nr. 95 af 29. marts1957 om bestyrelsen af de offentlige veje (vej-bestyrelsesloven). Stk. 1 definerer ligeledes of-fentlige stier i overensstemmelse med vejbesty-relseslovens definition, og det fremgår af § 2,stk. 4, at udkastets bestemmelser også finderanvendelse på offentlige stier.

Ved definitionen af begrebet »privat fælles-vej« henholder udkastet sig til § 1, stk. 2, i detsamtidig udarbejdede udkast til lov om privatefællesveje. Der henvises derfor i så henseendetil bemærkningerne til denne lovbestemmelse.

Stk. 3 definerer begrebet »vejbidrag« som debidrag, der pålægges lodsejere i henhold til

denne lov. Det klargøres herved, at begrebetikke omfatter de ydelser, som lodsejerne i hen-hold til den foreslåede privatvej slov skal præ-stere til private fællesveje, og dette gælderuanset, om de arbejder, der bestemmes i hen-hold til privatvej sloven, skal udføres ved lods-ejernes egen foranstaltning eller eventuelt afkommunen mod refusion af udgifterne fralodsejerne. Begrebet »vejbidrag« omfatter så-ledes kun lodsejernes ydelser til offentlige vejeog kun, når de ydes i henhold til det her fore-liggende lovudkast.

Til § 2.Under den nuværende retstilstand gælder i

Københavns kommune loven af 14. december1857 om gader, veje og vandløb i København.Denne lov giver bl. a. kommunen beføjelse til

112

at pålægge grundejerne vej bidrag til visse for-anstaltninger på offentlige veje. Efter den hid-til gældende lovgivning har det været en for-udsætning for anvendelse uden for Køben-havns kommune af reglerne om vejbidrag, atdisse regler blev indført ved vej vedtægt i deenkelte kommuner. Vej vedtægt har dog kunkunnet indføres i købstæderne (og Frederiks-berg kommune) samt i bymæssige områder, jfr.nærmere de indledende bemærkninger til lov-udkastet og betænkningen foran, pag. 9-11.

I overensstemmelse med hovedreglen i § 4,stk. 3, jfr. afsnit III, i den samtidig foreslåedelov om private fællesveje skal lovudkastets be-stemmelser umiddelbart have gyldighed i Fre-deriksberg kommune og i købstæderne. Lovensbestemmelser finder endvidere (bortset fra §12) anvendelse i Københavns kommune. Lige-ledes overensstemmende med hovedreglen i § 4,stk. 3, jfr. afsnit III i den foreslåede lov omprivate fællesveje, skal det her foreliggendelovudkast tillige finde anvendelse i de søn-derjyske flækker og i de kommuner, der harindført den særlige status, der er omhandlet ikøbstadkommunallovens § 34, stk. 3, de så-kaldte »borgmesterkommuner«, samt i sogne-kommuner, som har en samlet bebyggelse medmere end 1.000 indbyggere. Alle disse kommu-ner (bortset fra Københavns kommune) skalnemlig i henhold til den foreslåede privatvejs-lovs § 3 tilvejebringe vej vedtægt. Endelig om-fatter loven sådanne andre sognekommuner,som i henhold til den foreslåede privatvejslovhar indført vejvedtægt. Også på dette punkt erdet foreliggende udkast overensstemmende medhovedreglen i § 4, stk. 3, jfr. afsnit III i pri-vatvej slovudkastet.

Inden for lovens gyldighedsområde omfatterlovens bestemmelser samtlige offentlige veje,uanset om de er klassificerede som hovedlande-veje, landeveje eller biveje. Dette er overens-stemmende med hidtidig retstilstand for såvidt angår de af købstadkommunerne bestyredeoffentlige veje. De hidtidige regler i vej ved-tægterne har derimod ikke givet hjemmel tilpålæg af vejbidrag til arbejder på de af amts-rådene bestyrede hovedlandeveje og landeveje.Dog har vejbestyrelseslovens § 17, stk. 7, giveten speciel hjemmel for amtsrådene til gennemvedkommende primærkommune at pålasgge vej-bidrag til fortovsanlæg på disse veje. Da detinden for købstadskommuner ofte er historiskbetinget, om en given hovedlandevejs- ellerlandevejsstrækning bestyres af byrådet eller afet amtsråd, og da der heller ikke inden for de

bymæssige kommuners område ses at være an-ledning til at fritage lodsejerne for at betalevej bidrag til amtsveje, hvis der ikke gældernogen form for adgangsbegrænsning for disse,og de betjener bebyggelsen ligesom andre gaderog veje, foreslås det, at vej bidrag kan pålæggestil arbejder på amtsveje ligesom til arbejder påandre offentlige veje. Gælder der derimod ad-gangsbegrænsning for en amtsvej, følger det afudkastets § 5, at vej bidraget skal nedsættes ellereventuelt helt bortfalde. Dette gælder imidlertidikke alene for de af amtsrådene bestyrede veje,men også for andre offentlige veje. Som følgeheraf vil vej bidrag derfor som hidtil ikke bliveopkrævet til arbejder på de af staten bestyredemotorveje.

Uden for de områder, hvor der gælder vej-vedtægt, har amtsrådene under den nugældenderetstilstand i henhold til § 17, stk. 7, i vejbe-styrelsesloven hjemmel til at bestemme, at ud-gifterne til udførelse af nye fortovsanlæg, æn-dring af bestående fortove samt til tilvejebrin-gelse eller ændring af kantbegrænsning for for-tove på de af amtsrådene bestyrede hovedlande-veje og landeveje gennem byer og bebyggelserhelt eller delvis skal afholdes af vedkommendeprimærkommune. Da sådanne anlæg i høj gradtjener de lokale grundejere, foreslås det, atamtsrådene inden for områder, hvor der findesen samlet bebyggelse, eller en samlet bebyg-gelse kan forventes, fremtidig kan pålæggelodsejerne vej bidrag til sådanne anlæg, dogikke over 2,5 m i hver side. Herudover foreslåsder tillagt amtsrådene beføjelse til at pålæggevej bidrag til holdebane- og parkeringsanlæginden for en bredde af i alt 6 m, da disse an-læg i lige så høj grad som fortovsanlæg be-tjener de lokale grundejere. I § 15 foreslås detsamtidig, at amtsrådenes hidtidige adgang til imedfør af vejbestyrelseslovens § 17, stk. 7, atpålægge primærkommunen udgifterne bortfal-der.

Da gennemførelsen af adgangsbegrænsningsom foran nævnt efter udkastets § 5 medførerbortfald eller i hvert fald en væsentlig begræns-ning af vejbestyrelsens beføjelse til at pålæggevejbidrag, foreslås det istk. 3, at vejbidrag ikkekan pålægges for hovedlandeveje eller lande-veje, før kundgørelse efter vejbestyrelseslovens§ 35 foreligger. Først da kan det nemlig over-skues, i hvilket omfang en eventuel adgangs-begrænsning vil være til hinder for pålæg afvej bidrag. Ministeren for offentlige arbejderkan dog, inden kundgørelse foreligger, give til-ladelse til pålæg af vejbidrag. Da bestemmel-

113

serne i vejbestyrelseslovens § 35 ikke gælder iKøbenhavns og Frederiksberg kommuner, om-fatter undtagelsesbestemmelsen i stk. 3 ikkedisse to kommuner.

Til § 3.Den foreslåede bestemmelse i § 3 indeholder

den principielle hjemmel for vejbestyrelsernetil at træffe beslutning om pålæg af vej bidragtil offentlige veje, som hidtil har været inde-holdt i §§ 2 og 3 i den københavnske gadelovaf 1857 og i de tilsvarende bestemmelser i vej-vedtægterne. I modsætning til hidtidig lovgiv-ning indeholder den her foreslåede bestemmelseingen angivelse af, hvilken kreds af grundejereder kan blive omfattet af vejbidraget. Sådan an-givelse findes i udkastets § 6, hvorefter bi-drag principielt som hidtil skal pålægges ejerneaf de til vejen grænsende grunde. Bestemmel-sen indeholder heller ikke således som §§ 2 og3 i gadeloven nogen angivelse af, til hvilke deleaf vejen der kan pålægges vej bidrag. Udførligangivelse heraf findes i udkastets § 4.

Stk. 1 indeholder en bestemmelse, svarendetil § 2, sidste stk., i den københavnske gadelov,hvorefter vejbestyrelsen kan bestemme, atgrundejerne helt eller delvis skal afholde udgif-terne ved anlægget af nye veje (gader, pladsereller stier).

Stk. 2 indeholder en til § 2, stk. 1, i gade-loven af 1857 svarende bestemmelse, hvoreftervejbestyrelsen, når en privat fællesvej overtagessom offentlig, bestemmer, hvorvidt grundejer-ne helt eller delvis skal afholde udgifterne vedvejens udbygning i forbindelse med overtagel-sen. Derimod indeholder den her foreslåedebestemmelse ikke, således som § 2, stk. 1, i1857-loven og de hertil svarende bestemmelser ivejvedtægterne, en udtrykkelig hjemmel forvejbestyrelsen til at afgøre, hvorledes den over-tagne vej nærmere skal indrettes. En sådanhjemmel har vejbestyrelsen nemlig i forvejeni vejbestyrelsesloven, kap. I (jfr. denne lovs§ 16 for biveje i købstæderne og § 18 om bi-veje i bymæssige kommuner og sognekom-muner). Den her foreslåede bestemmelse inde-holder heller ikke således som § 1 i 1857-lovenog de tilsvarende bestemmelser i vejvedtægterneudtrykkelig hjemmel for vejbestyrelsen til aterklære enhver gade, vej, plads eller sti for of-fentlig, når den i forvejen har været til brug forflere særskilt matrikulerede og i særlig eje væ-rende ejendomme (d.v.s. opfylder betingelsernefor at kunne anses for en privat fællesvej ). For-nøden hjemmel i så henseende findes nemlig nu

i kap. I i vejbestyrelsesloven (jfr. § 14 i dennelov for biveje i sognekommuner og bymæssigekommuner og § 16 for biveje i købstæderne).

Bestemmelsen i stk. 3 foreslås at skulle af-løse § 3 om vej bidrag til endelig belægning iden københavnske gadelov og de tilsvarendebestemmelser i vejvedtægterne. Da de hidtidigeregler herom på forskellig måde har givet an-ledning til kritik, jfr. nærmere betænkningenforan, pag. 57, har man overvejet, om denneform for vejbidrag helt kunne afskaffes. Manhar dog næret betænkelighed ved at foreslå enså radikal ændring i den hidtidige retstilstandunder hensyn til, at de hidtidige regler i vidtomfang er blevet anvendt af kommunerne, ogtil, at en afskaffelse af den hidtidige, særligeadgang til at pålægge vejbidrag til endelig be-lægning som nævnt i betænkningen ville fristekommunerne til straks at udbygge de pågælden-de offentlige veje til deres endelige standard,selv om færdselen i virkeligheden kun kræveret mere beskedent vejanlæg i de første år.

Man har derimod foreslået en omlægning afden pågældende forpligtelse, således at denneskulle blive lettere forståelig for lodsejerne oggive anledning til færre tvivlsspørgsmål; manhar herved tillige lagt vægt på, at reglerne ikkemå animere kommunerne til en unødig hurtigudbygning af de pågældende veje. Reglerneom endelig belægning foreslås derfor erstattetaf en regel om, at vejbestyrelsen til enhver tidkan pålægge grundejerne bidrag til udvidelseaf bestående offentlige veje, der er anlagt imindre bredder end angivet i § 4, i det om-fang, vejens samlede bredde ikke herved over-stiger de fastsatte maksimale bredder. De på-gældende største bredder er for veje, der for-beholdes åben og lav bebyggelse, 12 m (6 mfor kørebaner og 6 m for vejens øvrige dele),og for andre veje 20 m, jfr. udkastets § 4, stk.2. Hvis vejarbejdet foruden en udvidelse afvejen tillige omfatter en omprofilering af denbestående del af vejen, kan en forholdsmæssigandel af de samlede udgifter pålægges lods-ejerne. De foreslåede regler sondrer ikke imel-lem, om der tidligere er pålagt vej bidrag til denoffentlige vej, eller om dette ikke er tilfældet,og de giver ikke kommunen hjemmel til at på-lægge vej bidrag til en forbedring af den bestå-ende belægning, uanset hvor midlertidig denneer, hvis der ikke er taget særligt forbehold her-om ved vejens anlæg eller overtagelse som of-fentlig, jfr. nærmere § 7.

I stk. 4 foreslås det udtrykkeligt angivet, atvejbestyrelsen kan opkræve acontovejbidrag, in-

114

den anlægsarbejderne er udført, idet bidragetsstørrelse i disse tilfælde endelig fastsættes efterarbejdets afslutning.

Til § 4.Bestemmelsen i stk. 1 er udformet overens-

stemmende med reglerne i ministeriet: for of-fentlige arbejders cirkulære af 7. oktober 1959om administrationsudgifter ved vejarbejder,hvortil der ydes vejfondstilskud.

I lighed med bestemmelsen i § 2, stk. 2, iden københavnske gadelov foreslås det i stk. 2,at vej bidrag ikke kan kræves til den del af ud-gifterne ved vejarbejdet, der vedrører en størrebredde end 20 m, da meget store vejbreddersnarere må anses for begrundet i hensynet tilden gennemgående færdsel end i udnyttelsen afde tilgrænsende arealer. En særlig begrænsningforeslås gjort for ejendomme, der er belagt medservitut om åben og lav bebyggelse, da ejen-dommenes anvendelse til parcelhusbebyggelsekun nødvendiggør tilvejebringelse af en almin-delig boligvej. For sådanne vejes vedkommendeforeslås det, at vej bidrag kun kan kræves tilden del af udgifterne, der vedrører en breddeaf i alt 12 m, og der foreslås yderligere gjortden begrænsning, at højst 6 m kan vedrøre kø-rebanen og højst 6 m vejens øvrige dele (for-tove, cykelstier, græsrabatter m. m.).

Overensstemmende med hidtidig praksis fo-reslås det i stk. 3 udtrykkeligt angivet, at vej-bidrag ikke kan kræves til arealerhvervelser el-ler servitutpålæg. Ligeledes i overensstemmelsemed hidtidig praksis, jfr. bl. a. U.f.R. 1928-843, foreslås det udtrykkeligt angivet, at vej-bidrag ikke kan kræves til større reguleringeraf vejens længdeprofil, da sådanne reguleringermå antages i særlig grad at skulle tjene dengennemgående færdsel og ikke udnyttelsen afde tilgrænsende grunde.

Bestemmelsen i stk. 4 er udformet overens-stemmende med § 2, stk. 1, i lov nr. 194 af 7.juni 1958 om tilskud til de offentlige veje.

Til § 5.I den her foreliggende bestemmelse foreslås

optaget en række udtrykkelige bestemmelserom begrænsninger i grundejernes bidragspligt.Bestemmelserne er i alt væsentligt overensstem-mende med hidtidig administrativ praksis.

Det foreslås således i stk. 1, at der ved pålægaf vejbidrag skal bortses fra sådanne vandare-aler, som ikke er ansat til ejendomsværdi. Dettevil navnlig gælde offentlige vandløb.

Overensstemmende med hidtidig praksis fo-

reslås det i stk. 2 fastslået, at vejbidrag ikkekan pålægges arealer af offentlige veje ellerprivate fællesveje, der støder op til (d.v.s. ind-munder i eller krydser) den offentlige vej, påhvilken anlægsforanstaltningerne udføres. Be-grundelsen for denne begrænsning er den, atselvstændig beslutning om vejbidrag vil kunnetræffes for de tilstødende offentlige veje, og atdet påhviler grundejerne ved de indmundendeprivate fællesveje at vedligeholde disse, lige-som vejbidrag til disse vejes udbygning vil kun-ne pålægges efter reglerne for offentlige veje,hvis fællesvejene overtages som offentlige. Der-imod må vej bidrag kunne pålægges sådannefærdselsarealer, som ikke i henhold til § 1 iden samtidig foreslåede lov om private fælles-veje kan karakteriseres som private fællesveje.Det vil bl. a. gælde sådanne færdselsarealer,som ikke tjener til brug for flere særskilteejendomme og ikke betjener mere end 7 par-celhuse eller sommerhuse eller mere end 12beboelseslejligheder eller er under 40 m lange.Da færdselsforholdene ved helt korte, blinde,private fællesveje, der betjener flere ejendom-me, vil være af tilsvarende karakter som ved deher omhandlede færdselsarealer, der ikke kanhenregnes til private fællesveje, og da der i al-mindelighed kun er ringe sandsynlighed for, atkorte, blinde, private fællesveje overtages somoffentlige, foreslås det, at sådanne private fæl-lesveje i bidragsmæssig henseende kan behand-les som en tilgrænsende ejendom. Bidraget fo-reslås pålagt selve fællesvejen efter de i § 6,stk. 2, angivne kriterier, og bidraget foreslåsfordelt mellem ejerne af de til fællesvejengrænsende ejendomme, ligeledes efter de i § 6angivne fordelingskriterier.

Overensstemmende med hidtidig administra-tiv praksis fastslås det udtrykkeligt i stk. 3, atvejbidrag til helt facadeløse veje ikke kan på-lægges ejerne af de tilgrænsende grunde. Dettegælder uanset, om de pågældende veje er klas-sificerede som hovedlandeveje, landeveje ellerbiveje. Undtagelse foreslås dog i stk. 4 gjortfor de tilfælde, hvor ejerne på anden måde isærlig grad udnytter ejendommenes beliggen-hed ved den facadeløse vej, f. eks. i form afudnyttelse af tillægsareal ved bebyggelse, vedudstillingsvinduer eller lignende. I sådanne til-fælde vil dog kun et reduceret bidrag kunneopkræves. Bidragets størrelse foreslås fastsatunder hensyn til, i hvilket omfang ejeren fak-tisk udnytter ejendommens beliggenhed ved denfacadeløse vej. Bestemmelserne i stk. 3 og 4forudsættes ikke at omfatte sådanne tilfælde,

115

hvor ejeren af en grund, der grænser mod toikke-facadeløse veje, kun kan opnå overkørseltil den ene af disse.

Er der vel indført bestemmelser om adgangs-begrænsning for en offentlig vej, f. eks. eftervejbestyrelseslovens § 35, ved ekspropriationeller i henhold til byplanvedtægt, men vejenikke er helt facadeløs, foreslås det i stk. 5, atbidraget kun skal reduceres i det omfang, be-stemmelsen bevirker en begrænsning i ejen-dommens udnyttelsesmuligheder. Også dennebestemmelse er overensstemmende med hidtidigadministrativ praksis.

I stk. 6 foreslås regler om reduktion efterreglerne i stk. 3-5 af tidligere pålagte vej-bidrag i de tilfælde, hvor der senere gennem-føres adgangsbegrænsende bestemmelser. For-slaget må anses for en konsekvens af de fore-slåede bestemmelser i stk. 3-5. For de ejen-domme, hvis ejere har opnået af drags vis beta-ling af vej bidraget, skal efter udkastet kun deved adgangsbegrænsningens indførelse reste-rende vej bidrag helt eller delvis bortfalde, daulemperne ved adgangsbegrænsningen førstherefter indtræder, jfr. herved også bestem-melserne i udkastets § 8, stk. 1, om udskydelseaf betalingspligten for en del af vej bidraget ide tilfælde, hvor de tilgrænsende arealer er un-dergivet en mindre intensiv udnyttelse. Degrundejere, der har betalt vejbidraget kontant,skal efter udkastet så vidt muligt sidestilles medde grundejere, der har opnået af dragsvis beta-ling. Af praktiske grunde foreslås der for til-bagebetaling af kontant erlagte vej bidrag fastsaten frist af 20 år, således at bidrag, der er er-lagt tidligere, ikke tilbagebetales. Det sammegælder bidrag under 200 kr. Tilsvarende reglerforeslås i stk. 7 for de tilfælde, hvor en grund-ejer, der i første omgang er blevet helt ellerdelvis fritaget for vej bidraget, senere opnåren sådan adgang til vejen eller udnyttelse afejendommen, at vejbidrag helt eller delviskunne pålægges ham efter de almindelige reg-ler.

Overensstemmende med hidtidig praksis fo-reslås det i stk. 7, at kommunen beregner, menselv afholder de vejbidrag, der ikke pålæggesefter stk. 3-6 som følge af adgangsbegrænsendebestemmelser. Derimod fordeles de bidrag, derikke kan pålægges efter stk. 1 eller 2, mellemde øvrige grundejere.

Til § 6.Bestemmelsen svarer til § 4, jfr. §§ 2 og 3,

i den københavnske gadelov af 1857 og de med

denne som forbillede udfærdigede fordelings-regler i vej vedtægterne.

Overensstemmende med 1857-loven (og vej-vedtægterne) foreslås det i stk. 1, at vejbidragetskal pålægges ejerne af de til vejen grænsendegrunde. Da der i praksis har vist sig trang til ivisse tilfælde at kunne pålægge vej bidrag forflere veje under ét, foreslås der i modsætningtil, hvad der gælder efter 1857-loven, gjort enundtagelse fra hovedreglen således, at vej bidragkan pålægges for flere veje under ét, men kun,når disse færdselsmæssigt udgør en enhed. Be-grundelsen for den foreslåede ændring er delsden dermed forbundne administrative lettelse,dels at det i mange tilfælde beror på tilfældig-heder, om sådanne veje, som udgør en færd-selsmæssig enhed, betragtes som én eller flereveje.

Med hensyn til den nærmere fordeling mel-lem lodsejerne af vej bidragene foreskriver § 4i 1857-loven, at kommunen herved bør tagehensyn til ejendommenes facadelængde ogejendomsværdi. De fleste vej vedtægter for køb-stæderne foreskriver tillige, at der bør tageshensyn til måden, hvorpå ejendommene benyt-tes, medens en del vej vedtægter for bymæs-sige kommuner endvidere angiver, at der børhenses til størrelsen af ejendommenes arealer.

Da størrelsen af vejbidraget for de enkelteejendomme bør afhænge af den betydning,vejen har for disse, foreslås det i stk. 2, at vej-bidraget skal fordeles efter ejendommenes fa-cadelængder, størrelsen af ejendommenes are-aler og måden, hvorpå ejendommene benyttes.Da ejendommenes udnyttelse normalt også gi-ves sig udslag i ejendomsværdien, foreslås dergivet kommunerne valgfrihed mellem at an-vende udnyttelseskriteriet og ejendomsværdikri-teriet. Dette gælder dog naturligvis ikke de ejen-domme, der er fritaget for vurdering eller ikkeer ansat til ejendomsværdi. Hvis ejendomsværdi-kriteriet i øvrigt benyttes, foreslås der ogsågjort undtagelse for de tilfælde, hvor arbejdetsudførelse skyldes betydelig eller tung færdselfra enkelte ejendomme ved vejen, da ejendoms-værdikriteriet i sådanne tilfælde ikke altid vilgive de fornødne korrektioner i bidragsforde-lingen. Det foreslås derfor, at der, hvis ejen-domsværdikriteriet i sådanne tilfælde anven-des, forlods skal pålægges ejerne af de pågæl-dende ejendomme med betydelig eller tungfærdsel et passende særligt bidrag, inden grund-ejernes anpart af de øvrige udgifter fordeles.

Efter den hidtidige lovgivning har det væretoverladt til kommunerne selv at fastsætte, i

116

hvilket forhold de ville anvende de forskelligei loven og vej vedtægterne fastsætte fordelings-kriterier. Det har således ikke været ulovligt,hvis en kommune nøjedes med at anvende etenkelt af disse kriterier, jfr. U.f.R. 1922-411og VLT 1929-171. Ministeriet og amtsrådenehar dog som klageinstanser undertiden pålagtkommunerne at ændre fordelingen, således, atflere kriterier blev bragt til anvendelse, idetbenyttelse alene af et enkelt fordelingskriteriumikke sjældent giver uretfærdige resultater. Underhensyn hertil foreslås det, at de tre ovenfor an-givne fordelingskriterier, areal, facadelængdeog benyttelse (ejendomsværdi), principielt børanvendes i alle sager. Da det ikke kan anses formuligt at fastsætte en ganske bestemt vægt,hvormed disse kriterier undtagelsesfrit skalindgå i bidragsfordelingen, foreslås det, at vej-bestyrelserne skal være pligtige at anvende deenkelte kriterier med en vis mindste vægt (faca-delængde 10 %, benyttelse 25 % og areal25%) .

I visse tilfælde må det dog anses for unød-vendigt at anvende en flerhed af kriterier, dadet hyppigt følger af bestemmelser i henholdtil byplaneller byggelovgivningen, at samtligeejendomme ved en vej skal udnyttes på ganskeensartet måde. Det foreslås derfor i stk. 3, atvejbestyrelserne i sådanne tilfælde kan nøjesmed et enkelt kriterium ved bidragsfordelingen,nemlig størrelsen af ejendommens arealer. Detforeslås samtidig i udkastets § 8, stk. 1, at ejer-ne af ubebyggede grunde, der ikke udnytteserhvervsmæssigt, i sådanne tilfælde kan forlan-ge, at betalingspligten for en trediedel af bi-draget udskydes for et åremål af indtil 10 år.Samme ret foreslås i § 8, stk. 1, tillagt ejerneaf grunde, der er bebygget med én- eller to-familieshuse, for den del af arealet, der oversti-ger 1600 m2.

Overensstemmende med ministeriets hidti-dige praksis som klageinstans foreslås det i stk.4, at der for hjørnegrunde og sådanne andregrunde, som har facade mod mere end én vej,kun beregnes et passende reduceret vej bidrag.Pålæg af fuldt bidrag til de to eller flere veje,hvortil en sådan ejendom grænser, ville nem-lig blive for tyngende for ejendommens ejer.På grund af forholdenes forskellighed i de en-kelte tilfælde er der ikke stillet forslag om no-gen fast procentsats, hvormed bidraget i alletilfælde skal nedsættes. Ligeledes i overensstem-melse med hidtidig praksis foreslås det, at»hjørnegrundsreglen« ikke skal komme til an-vendelse med hensyn til facadeløse veje, hvortil

der i henhold til udkastets § 5, stk. 3, ikke op-kræves vej bidrag, da de reale grunde, som harført til, at bidraget som hovedregel bør lempesfor ejendomme, der har facade mod flere veje,ikke gør sig gældende her.

I stk. 5 foreslås det udtrykkeligt angivet, atreglerne om bidragsfordeling i en konkret sagkan fraviges ved aftale mellem vejbestyrelsenog samtlige de lodsejere, der omfattes af bi-dragspålægget.

Til § 7.Under den hidtidige retstilstand har kommu-

nerne ikke haft nogen pligt til at forhandlemed lodsejerne eller give disse mulighed for atrejse indsigelse, inden kommunen traf beslut-ning om pålæg af vej bidrag.

Da det må anses for hensigtsmæssigt og ioverensstemmelse med principperne om parts-offentlighed, at grundejerne, inden endelig be-slutning af bidragspålæg træffes, får klar be-sked om baggrunden for pålægget og om for-delingen mellem lodsejerne, foreslås det i stk.2, at vejbestyrelsen, inden den endelige beslut-ning træffes, over for lodsejerne skal gøre redefor, hvilke arbejder der agtes udført eller er ud-ført, hvilken anpart der agtes pålagt grundejer-ne, og hvorledes bidraget agtes fordelt mellemdisse. Hvis arbejdet udføres i flere tempi, f. eks.med en foreløbig belægning i første omgangog senere med en endelig belægning, skal detteangives, og efter de ændrede regler i § 3, stk.3, om vej bidrag til bestående offentlige vejekan bidrag til senere endelig belægning kun på-lægges, hvis det udtrykkeligt er angivet i den istk. 2 omhandlede redegørelse, at sådant bidragsenere vil blive pålagt. Hvis der i den i stk. 2omhandlede redegørelse tages forbehold om se-nere pålæg af bidrag til endelig belægning,gælder der ikke efter udkastet således som ef-ter § 3 i den københavnske gadelov nogen be-grænsning med hensyn til, hvilken procent afudgifterne til den endelige belægning der kanpålægges lodsejerne.

Efter udkastet kan vejbestyrelsen vælge, omden vil fremlægge den i stk. 2 omhandlede re-degørelse til almindeligt eftersyn, suppleret medunderretning om fremlæggelsen ved anbefaletbrev (stk. 1), eller om den, ligeledes ved anbe-falet brev, vil indkalde grundejerne til mødeom sagen (stk. 3). I begge tilfælde foreslås dergivet grundejerne en vis frist til at fremkommemed indsigelser, og inden disse frister udløber,kan efter stk. 4 endelig beslutning om vej bidra-get ikke træffes.

117

Til § 8.Da frilandsgartnerier samt landbrugs- og

skovbrugsejendomme og lignende ekstensivt ud-nyttede ejendomme set i forhold til arealets stør-relse ikke i første omgang vil have samme in-teresse i kostbare offentlige vejanlæg som indu-strivirksomheder, parcelhuse og lignende, fore-slås det i stk. 1, 1. pkt, at ejerne af sådanneejendomme kan forlange, at den del af vej bi-draget, der for deres ejendom overstiger bi-draget for en almindelig parcelhusgrund i detpågældende område, først forfalder i det om-fang, arealerne helt eller delvis overgår til an-den anvendelse. Det er herved en forudsætning,at arealerne ikke er udparcellerede. Det er der-imod efter udkastets 1. pkt. uden betydning,efter hvilke kriterier bidraget fordeles. Til delstilsvarende regler findes i dag i byplanlaborato-riets normal vej vedtægt (§ 19).

Da reglen i § 6, stk. 3, om, at vejbidrag ivisse tilfælde kan fordeles alene under hen-syntagen til størrelsen af ejendommenes arealer,kan virke hård, når nogle af grundene, menikke alle disse, er ubebyggede eller anvendessom særligt store parcelhusgrunde, foreslås deti stk. 1, 2.-3. pkt., at ejerne af sådanne grundekan kræve, at betalingspligten for en trediedelaf bidraget først indtræder efter en periode af10 år. Det er imidlertid som nævnt en forud-sætning, at bidraget fordeles alene efter areal-kriteriet.

På tilsvarende måde som efter § 5, stk. 2, iden københavnske gadelov og efter vej vedtæg-terne foreslås der i stk. 2 givet grundejerne rettil at kræve, at den del af vej bidraget, hvis be-taling ikke udskydes efter stk. 1, afdrages overen årrække. I lighed med bestemmelserne i vissenyere vej vedtægter foreslås af dragstiden fastsataf vejbestyrelsen for hvert enkelt arbejde underhensyn til beløbets størrelse, idet beløb på un-der 200 kr. kan kræves betalt kontant. Afdrags-tiden kan dog efter forslaget ikke være under5 år og ikke over 20 år.

De beløb, der efter reglerne i det foreslåedestk. 1 først forfalder på et senere tidspunkt, for-rentes ikke. Derimod foreslås de beløb, der af-drages efter reglerne i stk. 2, forrentet medsamme rente, som kommunen selv må betaleved optagelse af lån. Dette gælder også i detilfælde, hvor kommunen rent faktisk undladerat optage lån til det pågældende arbejde. Derforeslås endvidere fastsat den begrænsning, atrenten ikke kan sættes højere end ll/2 % overden til enhver tid gældende højeste indlåns-rente i lokale sparekasser for beløb på 9 må-

neders opsigelse, hvilket svarer til de rente-bestemmelser, der i nyere vejvedtægter er god-kendt af ministeriet, efter forslag fra DanmarksNationalbank.

Overensstemmende med den af Københavnskommune hidtil anvendte praksis foreslås deri stk. 3 for de tilfælde, hvor en del af vej bidra-get fordeles under hensyn til ejendomsværdien,tillagt kommunen ret til at fastsætte, at dennedel af bidraget skal betales i form af en bestemtpromille af de enkelte ejendommes ejendoms-værdi til enhver tid. Da en stigning i ejendoms-værdierne kan bevirke en stigning i ydelserneog dermed en forkortelse af den fastsatte af-dragsperiode, foreslås der tillagt de grundejere,hvis ydelse på grund af en stigning i ejendoms-værdien forhøjes i væsentlig grad, ret til at for-lange, at bidragssatsen omregnes således, at denoprindeligt fastsatte bidragsperiode opretholdes.

Ved § 16 i den københavnske gadelov er dertillagt magistraten beføjelse til at foretage om-fordeling af de ydelser, der er pålagt en grund-ejer til istandsættelse eller vedligeholdelse afprivate gader (fællesveje), når forholdene se-nere ændrer sig således, at hans andel bliveruforholdsmæssig stor i forhold til de andrelodsejeres. Da der er praktisk trang til også atkunne foretage en sådan omfordeling med hen-syn til vejbidrag til offentlige veje, foreslås deri stk. 4 givet vejbestyrelsen hjemmel hertil i lig-hed med, hvad der allerede er fastsat i flerenyere vej vedtægter.

Til § 9.Bestemmelsen svarer til § 6 i den københavn-

ske gadelov, hvorefter kommunen kan inddrive-skyldige beløb med renter ved udpantning medfortrinsret som for kommunale skatter.

Til § 10.Stk. 1 svarer til § 9 i den københavnske ga-

delov af 1857 med senere ændringer og til devej vedtægter, der er indført med gadeloven somforbillede. I modsætning til § 9 omfatter be-stemmelsen alene offentlige veje, men ved §31 i det samtidig forelagte udkast til lov omprivate fællesveje foreslås bestemmelsen tilli-ge bragt til anvendelse på private fællesveje.Kompetencen til at fastsætte gadenavne foreslåsi alle tilfælde tillagt primærkommunen, ogsåfor de hovedlandeveje og landeveje, der besty-res af amtsrådene. For veje af sidstnævnte ka-rakter skal primærkommunens kommunalbesty-relse dog efter udkastet forhandle med amts-

118

rådet. De af staten bestyrede motorveje vil i al-mindelighed ikke få vej navne.

Da der har vist sig praktisk trang dertil, fo-reslås der i stk. 2 givet primærkommunen be-føjelse til på private bygninger at anbringe ikkealene vej navneskilte, men også de i afmærk -ningsbekendtgørelsen af 1. juli 1955 omhand-lede færdselstavler og lyssignaler samt lednin-ger hertil og endvidere belysningslegemer tilvejbelysning og til belysning af vej navneskilteog færdselstavler og ledninger hertil såvel sommaster, barduner og bæretråde til ophængningaf luftledninger i forbindelse med offentligesamfærdsels- eller forsyningsanlæg samt mær-ker for nivellement, ledningsanlæg og lign. Forså vidt anbringelsen medfører skade eller ulem-pe for ejeren, foreslås der i stk. 3 ydet erstat-ning herfor, hvilken erstatning i mangel afmindelig overenskomst fastsættes ved taksationefter reglerne i vejbestyrelseslovens kap. II, iKøbenhavns kommune dog efter § 4l i Kø-benhavns byggelov, jfr. § 13.

Til § 11.Til afløsning af de hidtidige bestemmelser

om husnumre i politivedtægterne foreslås dertillagt primærkommunen beføjelse til at på-lægge grundejerne at opsætte skilte med angi-velse af husnummer og matrikelnummer. For-pligtelsen omfatter efter udkastet alene bebyg-gede ejendomme og ejendomme, der er udstyk-ket med bebyggelse for øje, og det er efter ud-kastet en forudsætning for forpligtelsen, at depågældende ejendomme har (eller kan få)adgang til den pågældende vej. Det foreslåsudtrykkeligt angivet, at kommunalbestyrelsenikke alene kan fastsætte de enkelte husnumre,men også senere ændre disse.

Til § 12.I modsætning til de øvrige bestemmelser i

udkastet foreslås denne bestemmelse ikke atskulle gælde i Københavns kommune, da for-nødne regler om hegn her findes i § 26 iKøbenhavns byggelov af 1939.

Bestemmelsen foreslås i øvrigt at skulle sup-plere de med hjemmel i § 26 i landsbyggelovenudfærdigede bestemmelser i bygningsvedtæg-terne.

Da færdselsmæssige og vej tekniske hensyn inogle tilfælde kan tilsige, at en grund hegnesmod vejen, medens det i andre tilfælde, f. eks.af hensyn til sikring af fri oversigt, kan væreuønskeligt, at hegn ikke opsættes, foreslås der istk. 1 tillagt vejbestyrelsen beføjelse til ud fra

disse hensyn at bestemme, hvorvidt grundeneved en offentlig vej skal hegnes, og i bekræf-tende fald hvorledes hegnet nærmere skal ud-formes.

Hvis en grand ikke hegnes mod offentligvej, anvendes det mellem vejen og bebyggel-sen på grunden liggende areal hyppigt til par-kering og tilkørsel. Navnlig ved erhvervsbe-byggelse og ved boligbebyggelser med flere lej-ligheder er der behov for, at kommunen kantræffe bestemmelse om istandsættelse og ved-ligeholdelse af sådanne arealer efter tilsvarenderegler som for private fællesveje. Det foreslåsderfor i stk. 2, at de om private fællesveje i såhenseende gældende regler i sådanne tilfældekan bringes til anvendelse, når vej tekniske ellerfærdselsmæssige hensyn tilsiger det.

Når der gennemføres adgangsbegrænsningfor en offentlig vej, påhviler det som hovedre-gel vejbestyrelsen selv at sikre overholdelsenaf adgangsbestemmelserne, eventuelt ved op-sætning af hegn. Efter administrativ praksiskan vejbestyrelsen dog kræve, at grundejerneskal opsætte hegn langs en sådan vej, når dersker udstykning af grunde langs vejen. Disseregler foreslås udtrykkeligt lovfæstet i stk. 3.

Til § 13.I de ret få tilfælde, hvor der kan blive tale

om tilkendelse af erstatning efter lovudkastet(jfr. navnlig § 10, stk. 3), forekommer detnaturligt, at erstatningsfastsættelsen i mangelaf mindelig overenskomst foretages af de i hen-hold til vejbestyrelsesloven nedsatte taksations-og overtaksationskommissioner, der i øvrigt og-så foretager erstatningsfastsættelse i henholdtil landsbyggeloven, jfr. dennes § 59- Da de ihenhold til vejbestyrelsesloven nedsatte taksati-ons- og overtaksationskommissioner ikke finderanvendelse i Københavns kommune, foreslåsdet dog, at erstatningsfastsættelse i denne kom-mune foretages af den i henhold til Københavisbyggelov af 1939 nedsatte taksationskommis-sion.

Til § 14.Bestemmelsen bygger på samme princip som

vej bestyrelseslo vens § 22, hvorefter alle klagerover de kommunale vejbestyrelser i sidste in-stans kan indbringes for ministeren for offent-lige arbejder, selv om visse klager i første in-stans skal indbringes for amtsrådet, hvis afgø-relse som klageinstans i alle tilfælde kan på-klages til ministeren. Bestemmelsen er i øvrigtudformet i nøje overensstemmelse med § 6 i ud-kastet til lov om private fællesveje. Der henvi-

119

ses derfor til bemærkningerne til denne be- Samtidig med lovens ikrafttræden må be-stemmelse, stemmeiserne i den københavnske gadelov af

1857 om offentlige veje bortfalde. Ved lovud-Til § 15. kastet om private fællesveje, der forudsættes at

Ved stk. 1 foreslås der givet ministeren be- s k u l l e t r æ d e * k r a f t samtidig med nærværendemyndigelse til at give nærmere regler om lovens lovudkast, forudsættes bestemmelserne i dengennemførelse. I henhold til denne bemyndi- københavnske gadelov om private fællesvejegelse vil ministeren således kunne træffe be- (g a d e r) ophævet, jfr. nærmere bemærkningernestemmelse om ophævelse af ældre vej vedtægts- til § 45 i udkastet til lov om private fællesveje,bestemmelser.

120

Bilag 5

UDKAST TIL VEJVEDTÆGTafgivet den 15. marts 1957 af et udvalg

nedsat i december 1955 af Københavnsamts sognerådsforening.

Afsnit I.

Indledning

§ i.Gyldighedsområde m. m,Stk. 1. De i nærværende vedtægt indeholdte bestem-melser gælder for hele kommunen (alternativt: forde på hosstående kort viste områder).Stk. 2. Under vej henregnes i denne vedtægt veje,gader, stier, torve og pladser.Stk. 3. Ved offentlig vej forstås i denne vedtægt et-hvert areal, der er optaget på en i henhold til lovgiv-ningen om de offentlige veje og stier udfærdiget lan-devejs-, bivejs- eller stifortegnelse.

Vedtægtens bestemmelser kommer ikke til anven-delse på landeveje.*)

Stk. 4- Ved privat vej forstås i nærværende vedtægtethvert areal, som uden at være offentlig vej

a) tjener som færdselsareal for flere særskilt matri-kulerede og i særskilt eje værende ejendomme eller

b) i henhold til byplan eller en med kommunalbesty-relsens godkendelse pålagt deklaration er sikretved tinglysning eller notering i matriklen til frem-tidig anvendelse som færdselsareal for flere ejen-domme (udlagt vej).

Bestemmelserne i §§ 5 samt 8-15 kommer dog ikketil anvendelse på de under b) omhandlede veje.

Afsnit II.

Private veje

§ 2.Fortegnelse og klasseinddeling.Stk. 1. En fortegnelse over samtlige private veje in-den for gyldighedsområdet skal til enhver tid forefin-des på kommunalbestyrelsens kontor.Stk. 2. Ved hver vej anføres i fortegnelsen dens ende-

*) Når den nye vejbestyrelseslov træder i kraft den 1. au-gust 1957, affattes sidste punktum således: »Vedtægtens be-stemmelser kommer kun til anvendelse på landeveje i detomfang, der er angivet i § 17, stk. 7, i lov nr. 95 af 29.marts 1957 om bestyrelsen af de offentlige veje«.

punkter, dens længde og bredde, om dens arealudlæger godkendt af kommunalbestyrelsen i medfør af §3, og om detailprojekt til dens anlæg er godkendt ihenhold til § 4. I sidstnævnte tilfælde angives end-videre, om anlægsforanstaltningerne er bragt til ud-førelse. For veje, der er taget i brug inden nærvæ-rende vedtægts ikrafttræden, anføres, om de helt ellerdelvis fyldestgør vedtægtens fordringer om retnings-linie, bredde, længde- og tværprofil, befæstelse, af-vanding m. v.Stk. 3. Fortegnelsen skal være inddelt således:Klasse I omfatter veje, som har eller kan få be-

1 2 1

tydning for færdselen ud over det lokaleområde, hvorigennem de forløber (for-delingsveje).

Klasse II omfatter sådanne veje i bymæssige bebyg-gelser, som ikke har eller skønnes at kun-ne få betydning for færdselen ud over detlokale område, hvorigennem de forløber(herunder dog ikke stier).

Klasse III omfatter veje, der alene anvendes somdriftsveje for landbruget (herunder dogikke stier).

Klasse IV omfatter stier.Stk. 4. Kommunalbestyrelsen afgør, til hvilken klasseen vej skal regnes, og kan, når forholdene taler derfor,forandre vejens klassebestemmelse.

§ 3.Udlæg af areal til nye private veje.Stk. 1. Forinden en ny privat vej udlægges, skal pro-jekt til dens retning, bredde og længdeprofil væregodkendt af kommunalbestyrelsen. Projektet indsen-des i 3 eksemplarer.Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan herunder bl. a.forlange,at der ved fastlæggelsen af vejens beliggenhed i ter-rænet ikke alene tages hensyn til forholdene på selvegrundstykket, der udparcelleres, men også til heledet system af veje, som af kommunalbestyrelsen efterforholdene på vedkommende sted skønnes at værehensigtsmæssigt,at der ikke alene tages hensyn til eksisterende veje,men også til, at hensigtsmæssige vejforhold og parcel-former kan tilvejebringes såvel på det pågældendegrundstykke som på de tilstødende arealer, selv omdisse hører under andre ejendomme eller er belig-gende i andre kommuner,at antallet af sidevejes udmundinger i veje med størregennemgående færdsel indskrænkes mest muligt, samtat ministeriet for offentlige arbejders vejregler over-holdes.Stk. 3. Nye veje af klasse I skal efter kommunalbe-styrelsens nærmere bestemmelse udlægges med 18-22m bredde og nye veje af klasse II med 10-18 m bred-de, jfr. dog stk. 6.Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan endvidere forlange,at der ved vejkryds (herunder vejforgrening og vej-tilslutning) samt ved vejsving udlægges arealer tiletablering af fri oversigt og hjørneafskæring, over-ensstemmende med ministeriet for offentlige arbejdersvejregler, ligesom det kan kræves, at der udlæggesde til vejens anlæg nødvendige skråningsarealer.Stk. 5. Ved blinde veje, og hvor forholdene i øvrigtgør det ønskeligt, skal der udlægges areal til passendevendepladser.Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan i forbindelse medgodkendelsen af nye veje af klasse I og II kræve ud-lagt areal til parkeringsplads eller holdebane.Stk. 7. Når projektet er godkendt, tilbagesendes deto eksemplarer til andrageren med en approbations-skrivelse, der indeholder angivelse af de af kommu-nalbestyrelsen eventuelt forlangte ændringer ellervilkår. Et eksemplar af projektet opbevares i kom-munalbestyrelsens arkiv.S/k. 8. Når udlægget af en privat vej er godkendtoverensstemmende med foranstående, må der ikkeopføres bygninger eller etableres andre anlæg af bli-vende karakter på de arealer, der er godkendt udlagttil vej.Stk. 9. Inden eet år efter godkendelsens dato skal der

til kommunalbestyrelsen indsendes dokumentation for,at vejens udlæg er sikret ved tinglysning eller vednotering i matriklen. Indsendes sådan dokumentationikke inden den angivne frist, der i særlige tilfældekan forlænges, bortfalder godkendelsen.Stk. 10. Kommunalbestyrelsen kan forbeholde sigret til at anse godkendelsen for bortfaldet, når vejensanlæg ikke er påbegyndt inden 2 år efter godken-delsens dato.Stk. 11. Når en vej udlægges i henhold til kommu-nens bygningsvedtægt eller -reglement, afgør kommu-nalbestyrelsen samtidig, til hvilken af de i § 2 nævnteklasser vejen skal henføres.

§ 4.Anlæg af nye private veje.Stk. 1. Kommunalbestyrelsen bestemmer i hvilket om-fang, og til hvilke tidspunkter en udlagt vej skal an-lægges, og påser, at der skabes sikkerhed for, at detsamlede vejnet og det samlede afløbssystem inden fordet pågældende område efterhånden kan blive udført.

Stk. 2. Forinden en ny vej anlægges eller tages ibrug som færdselsareal, skal dens arealudlæg væregodkendt af kommunalbestyrelsen i medfør af § 3,hvorhos kommunalbestyrelsen yderligere skal havegodkendt et detailprojekt til vejanlægget, herunderlængde- og tværprofil, befæstelse og afvanding m. v.Projektet indsendes i 3 eksemplarer.Stk. 3. Længdeprofilet vil være at anlægge med pas-sende afrundingsradier og så svage stigninger sommuligt under hensyn til terrænforholdene, vejens be-tydning for færdselen og adgangsforholdene til de vedden beliggende eller projekterede ejendomme og par-celler. Stigningerne bør dog så vidt muligt ikke væreunder 4 %c, og de bør ikke overstige 50 %c (1:20);for veje i klasse I bør stigningen som regel ikke væreover 30 %0 (1:33). Kommunalbestyrelsen kan dog til-lade afvigelser fra de anførte stigninger.Stk. 4. Kommunalbestyrelsen bestemmer vejens tvær-profil, herunder tillige, om vejen skal forsynes medfortove, rabatter og cykelstier. Hvis vejen forsynesmed cykelstier, vil disse i alle tilfælde være at an-lægge i begge vejsider. Med hensyn til bredden af kø-rebane, cykelstier og fortove henvises til ministerietfor offentlige arbejders vejregler.

Stk. 5. Kørebanens befæstelse fastsættes i hvert en-kelt tilfælde af kommunalbestyrelsen under hensyn-tagen til de stedlige forhold, trafik m. v.Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan give tilladelse til,at en vej midlertidigt anlægges i mindre bredde endden godkendte udlægsbredde og med smallere køre-bane og fortove og med lettere befæstelse end angiveti det godkendte detailprojekt, alt under forudsætningaf, at dens arealudlæg er sikret i overensstemmelsemed reglerne i § 3, stk. 9.Stk. 7. Overkørsler skal befæstes fra kørebane til vej-skel efter kommunalbestyrelsens nærmere bestem-melse.Stk. 8. Vejens afvanding vil være at foretage i over-ensstemmelse med den afvandingsplan, som på lov-lig måde, om fornødent i henhold til vandløbslovgiv-ningen, måtte være tilvejebragt for det pågældendeområde.Stk. 9. Med hensyn til fordelingen af udgifterne vedanlægget af en privat vej mellem ejerne af de til vejenstødende ejendomme og om betalingen af grundejernesbidrag hertil samt adgangen til at opnå lån af kom-munen eller lån mod kommunegaranti til sådanne ar-bejder finder reglerne i § 13 tilsvarende anvendelse.

122

§ 5.Belysning.Stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan påbyde, at privateveje af de tilstødende arealers ejere skal holdes be-lyst på en efter kommunalbestyrelsens skøn tilbørligmåde i samme tidsrum, hvori de offentlige veje erbelyst. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, på hvil-ken måde belysningen skal iværksættes, for at nævntehensigt kan nås, og inden hvilken tid anlægget afden påbudte belysning skal være gennemført.Stk. 2. Efterkommes pålægget ikke inden den af kom-munalbestyrelsen fastsatte frist, belyses de pågældendeprivate veje ved kommunens foranstaltning for grund-ejernes regning. Kommunalbestyrelsen fordeler såveludgifterne til anlægget som de årlige udgifter til drif-ten mellem de tilstødende ejendommes ejere og med-deler hver enkelt grundejer, hvor stort et beløb hanskal betale, og inden for hvilken tid betalingen skalvære erlagt.

§ 6-Vejnavne m. m.Stk. 1. For alle private veje, der udlægges efterikrafttrædelsen af nærværende vedtægt, skal kommu-nalbestyrelsens godkendelse af vejens navn indhen-tes. Kommunalbestyrelsen kan påbyde, at de tilstø-dende arealers ejere skal søge navne godkendt for så-danne private veje, hvortil kommunalbestyrelsen ikketidligere har godkendt navn. Kommunalbestyrelsenkan også på egen hånd fastsætte og forandre vejnavne,når den måtte finde anledning dertil. De af kommu-nalbestyrelsen vedtagne navne må ikke forandres udendennes samtykke. Vejnavnene skal angives på særligevejskilte.

Slk. 2. Kommunalbestyrelsen kan endvidere påbyde,at alle bebyggede ejendomme samt alle ejendomme,der er udstykket med bebyggelse for øje, skal forsynesmed skilte med angivelse af hus-nr. og matr.nr. Kom-munalbestyrelsen bestemmer, hvilke husnumre de en-kelte ejendomme skal have, og kan senere forandrehusnumrene, når den måtte finde anledning dertil.På skiltene må kun angives de af myndighedernefastsatte husnumre og matrikelnumre.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte skiltes materiale, ud-seende og placering skal godkendes af kommunalbe-styrelsen. De skal udføres således, at de tydeligt ad-skiller sig fra den i bekendtgørelse nr. 225 af 1. juli1955 omhandlede offentlige vejafmærkning.Stk. 4. Skiltene skal være anbragt senest 6 uger efter,at påbud om deres anbringelse er bekendtgjort. Over-skrides den nævnte frist, kan kommunalbestyrelsenlade de manglende skilte anbringe på grundejernesregning.

Stk. 5. Vedligeholdelsen af de i stk. 2 omhandledeskilte påhviler vedkommende grundes ejere, medensde i stk. 1 omhandlede skilte vedligeholdes af dem,hvem vejens vedligeholdelse i øvrigt påhviler. Kom-munalbestyrelsen kan bestemme, at de i stk. 1 og 2omhandlede skilte skal repareres eller udskiftes indenen af kommunalbestyrelsen fastsat frist. Overskridesdenne frist, er kommunalbestyrelsen berettiget til atlade det forsømte arbejde udføre for de vedligehol-delsespligtiges regning.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan i et særligt regula-tiv fastsætte nærmere bestemmelser vedrørende de istk. 1 og 2 omhandlede skilte.

§ 7.Overkørsler.Stk. 1. Til anlæg af overkørsler til private veje ud-kræves kommunalbestyrelsens samtykke. I det om-fang, det skønnes påkrævet af vejtekniske og færd-selsmæssige grunde, kan kommunalbestyrelsen stillebetingelser med hensyn til den nærmere placering ogudformning af sådanne anlæg. Der vil således kunnestilles krav om oversigt over hjørnearealer.Stk. 2. Overkørsler må ikke uden kommunalbestyrel-sens samtykke benyttes til adgang for andre ejendom-me end dem, for hvilke de er anlagt. Såfremt over-kørsler, der er anlagt alene med henblik på den forjordens landbrugsmæssige drift fornødne færdsel(markoverkørsler), ønskes benyttet til anden færdsel,udkræves kommunalbestyrelsens samtykke.Stk. 3. Såfremt en ejendom udstykkes, kan de fra-stykkede parceller ikke uden kommunalbestyrelsenssamtykke benytte eksisterende overkørsler.Stk. 4. Ind- eller udkørsel uden for de godkendteoverkørsler er ikke tilladt uden kommunalbestyrel-sens samtykke.

§ 8.Vejtræer.

Vejtræer må ikke plantes på private veje udenkommunalbestyrelsens samtykke. Kommunalbestyrel-sen kan til enhver tid kræve de på en privat vej an-bragte vejtræer fjernet eller beskåret. Fjernelse ellerbeskæring af vejtræer må ikke ske uden kommunal-bestyrelsens samtykke. Kommunalbestyrelsen kan be-stemme, at der for grundejernes regning foretagesbeplantning i et af kommunalbestyrelsen nærmerefastsat omfang på private veje, for så vidt kvarteretsudformning måtte tilsige det.

§ 9-Ledninger, master, opgravninger m. m.Stk. 1. Nedlægning af nye eller omlægning af bestå-ende, underjordiske ledninger i private veje samt an-bringelse eller flytning af stangrækker, lysstandereog lignende på sådanne veje skal forinden arbejdetspåbegyndelse godkendes af kommunalbestyrelsen, forså vidt ikke andet undtagelsesvis følger af den heromgældende lovgivning. Dog skal ledningsejeren udensærlig tilladelse være berettiget til at lade udføre uop-sættelige reparationsarbejder, når der snarest heromsker anmeldelse til kommunalbestyrelsen. Kommunal-bestyrelsen er berettiget til at forlange, at de medledningsarbejder forbundne vejarbejder udføres vedkommunalbestyrelsens foranstaltning, men på led-ningsejernes bekostning.Stk. 2. Kommunalbestyrelsens samtykke udkrævesendvidere til anden særlig benyttelse af private vej-arealer, såsom til anbringelse af skure, boder, automa-ter, skilte eller udhængsskabe. Kommunalbestyrelsenssamtykke kan gøres betinget af, at der ydes en afgift,som indbetales til kommunen, men skal anvendessom bidrag til vejens vedligeholdelse m. v. Tilladelsekan dog kun meddeles for så vidt den ikke kommeri strid med vejens anvendelse som færdselsareal.Stk. 3. Ingen må uden kommunalbestyrelsens sam-tykke foretage nogen forandring (herunder opgrav-ning eller optagelse af befæstelse) i de til de privateveje hørende arealer, jfr. dog stk. 1. Uden kommu-nalbestyrelsens samtykke må der ej heller foretagesudgravning eller opfyldning nærmere vejens areal end3 m, og gravens eller opfyldningens skråning mod

123

vejen må højst have et fald på 1:1,5, medmindrekommunalbestyrelsen tillader afvigelse herfra. Så-fremt jordbundens art nødvendiggør det af hensyn tilvejens stabilitet, kan kommunalbestyrelsen fastsætteen større afstand fra vejen, hvor udgravning elleropfyldning med nævnte fald må påbegyndes.Stk. 4. Enhver, der i medfør af nærværende paragrafhar fået tilladelse til foretagelse af midlertidige foran-dringer i private vejarealer, skal hurtigst muligt gen-oprette den tidligere tilstand og er endvidere pligtigtil i et tidsrum af to år uden udgift for de vedlige-holdelsespligtige grundejere at vedligeholde befæ-stelsen over opgravningen efter kommunalbestyrel-sens nærmere anvisning. Foretages istandsættelsen ik-ke hurtigst muligt, eller udføres den ikke på en efterkommunalbestyrelsens skøn tilfredsstillende måde,kan kommunalbestyrelsen lade arbejdet udføre forvedkommendes regning. Samme ret har kommunalbe-styrelsen, hvis den skønner, at befæstelsen over op-gravningen ikke vedligeholdes forsvarligt.Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan i et særligt regulativfastsætte nærmere forskrifter med hensyn til opgrav-ninger i private veje.Stk. 6. Grundejerne kan ikke modsætte sig udførel-sen af arbejder, der er godkendt af kommunalbesty-relsen i medfør af nærværende paragraf.

§ 10.Renholdelse.

Hvis der i kommunen findes en vedtægt vedrørenderenholdelsen af private veje, kan kommunalbestyrelsenlade renholdelsen udføre på grundejernes bekostninguden forudgående varsel, såfremt grundejeren ikkeoverholder disse bestemmelser.

§ H-Snerydning.Stk. 1. Kommunalbestyrelsen bestemmer, hvorledessnerydning skal foretages på private veje, herunderhvilken andel af arbejdet hver enkelt lodsejer skallade udføre.Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan endvidere bestem-me, at snerydning af private veje skal ske ved kom-munens foranstaltning for lodsejernes regning. Kom-munen bestemmer da samtidig, hvorledes udgifterneved snerydningen af de private veje skal fordelesmellem lodsejerne, herunder om udgifterne vil væreat fordele for hver vej for sig eller for samtlige pri-vate veje under eet.

, § 1 2 'Istandsættelse og vedligeholdelse af private veje.

Stk. 1. Private veje skal af de til vejen stødendegrundes ejere holdes i en sådan stand, at de særligunder hensyn til den færdsel, der foregår på dem, tilenhver tid er farbare og i forsvarlig og ordentligstand samt forsynet med forsvarligt afløb.Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at enprivat vej, for at det i stk. 1 nævnte formål kan op-nås, skal istandsættes således, at der samtidig medvejens udbedring sker en forbedring af denne. Kom-munalbestyrelsen bestemmer endvidere, i hvilket om-fang og på hvilken måde sådanne veje skal vedlige-holdes samt holdes fri for ukrudt, hvilken andel afarbejdet hver enkelt ejer skal lade udføre, og indenhvilken tid det skal være tilendebragt. Kommunalbe-styrelsen kan bestemme, at en vejs istandsættelse ogvedligeholdelse vil være at udføre som et samlet ar-

bejde, også i regnskabsmæssig henseende, under kom-munens kontrol.Stk. 3. Fuldføres de i stk. 2 omhandlede arbejder ikkeinden den af kommunalbestyrelsen fastsatte frist, kankommunalbestyrelsen foranstalte dem udført for ved-kommendes regning, dog at ejerne, for så vidt vejensvedligeholdelse efter indgåede overenskomster helteller delvis påhviler andre, beholder deres ret overfor disse.Stk. 4. Når flere private veje i færdselsmæssig hen-seende udgør en enhed, kan kommunalbestyrelsen be-stemme, at de i §§ 12, 13 og 15 angivne regler omistandsættelse og vedligeholdelse af en enkelt privatvej og om udgiftsfordelingen herved skal komme tilanvendelse på alle de pågældende veje under eet.Kommunalbestyrelsen kan endvidere inddrage andrebrugere af en vej, uanset om de er bosiddende i enanden kommune, under bidragspligten, når deres be-nyttelse af vejen efter kommunalbestyrelsens skøn ikendelig grad medfører slid på denne.Stk. 5. Private veje må hverken helt eller delvis af-spærres uden kommunalbestyrelsens samtykke.

§ 13.Udgiftsfordelingen ved istandsættelse og vedligehol-delse af private veje.Stk. 1. Når en privat vejs istandsættelse eller ved-ligeholdelse udføres som et samlet arbejde underkommunens kontrol eller ved kommunens foranstalt-ning for samtlige vedkommendes regning, bestemmerkommunalbestyrelsen, hvorledes udgifterne eller dendel af disse, der ikke måtte blive dækket ved særligebidrag i henhold til § 12, stk. 4, skal fordeles mel-lem ejerne af de ved vejen beliggende grunde.Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan ved udgifternes for-deling tage hensyn til længden af ejendommenes fa-cade mod vejen og til ejendommenes arealindhold.Kommunalbestyrelsen kan endvidere ved fordelingentage hensyn til de enkelte ejendommes benyttelse ogtil deres vurdering til ejendomsskyld. For hjørnegrun-de, større ubebyggede arealer samt sådanne grunde,som uden at være hjørnegrunde har facade til mereend een vej, bør bidraget reduceres eller eventuelthelt bortfalde, hvor omstændighederne taler derfor.Stk. 3. Ved opgørelsen af udgifterne til de ved kom-munens foranstaltning udførte arbejder kan medreg-nes samtlige kommunens udgifter til arbejdet, herun-der udgifter til lån og til administration.Stk. 4- Ønskes der henstand med betalingen af udgif-terne ved de ved kommunens foranstaltning udførtearbejder, kan den af kommunalbestyrelsen efter an-modning fordeles på flere år, dog ikke ud over 15år, idet det til enhver tid skyldige beløb forrentes medden rente, kommunalbestyrelsen fastsætter. Rentenkan dog ikke sættes højere en I1/» % p.a. over dentil enhver tid gældende højeste indlånsrente i spare-kasser i Københavns kommune eller Københavns amtfor beløb, indsat på 9 måneders opsigelse.Stk. ß. Når private veje efter reglerne i §§ 12 og 15istandsættes ved grundejernes egen foranstaltning, ogarbejdet har et så stort omfang, at der én gang for allemå udredes forholdsvis store beløb for den enkeltegrundejer, kan kommunalbestyrelsen efter anmod-ning fra grundejerne bestemme, hvorvidt kommunenvil yde sin medvirkning til en ordning, hvorefter denenkelte grundejers bidrag gennem årlige eller halv-årlige bidrag fordeles over et tidsrum af indtil 15år, f. eks. således at de fornødne midler forskudsvisstilles til rådighed af kommunen mod en rente som i

124

stk. 4 angivet eller således, at midlerne tilvejebringesgennem et af kommunen garanteret lån.

§ 14.Kommunens overtagelse af private vejes fremtidigevedligeholdelse m. m.

Efter overenskomst med de tilstødende grundesejere kan kommunalbestyrelsen helt eller delvis over-tage den i §§ 5, 10 og 12 omhandlede fremtidigeistandsættelse, vedligeholdelse, renholdelse m. m. afen privat vej mod vederlag af grundejerne. Vederlagetkan ydes efter reglerne i § 13 eller i rorm af et årligtbidrag, hvis størrelse fastsættes af kommunalbestyrel-sen. Er ikke alle grundejere enige i ordningen, kankommunalbestyrelsen, såfremt mindst to trediedele afde tilstødende grundes ejere, repræsenterende mindstto trediedele af den samlede ejendomsskyld, måtteønske at træffe en sådan overenskomst, bestemme, atordningen skal være gældende for samtlige grund-ejere.

§ 15.Ve] syn.Stk. 1. Hvert forår lader kommunalbestyrelsen fore-tage et eftersyn på alle de på den i § 2 nævnte for-

tegnelse opførte private veje. Kommunalbestyrelsenkan desuden lade afholde sådant eftersyn, når den fin-der det nødvendigt.Stk. 2. Til de årlige vejsyn indvarsles de til vejen stø-dende grundes ejere ved offentlig bekendtgørelse påden i kommunen sædvanligt anvendte måde. Andrefærdselsberettigede, der af kommunalbestyrelsen agtesinddraget under bidragspligten, skal dog altid ind-varsles ved anbefalet brev.Stk. 3. Ved vejsyn ud over det årlige indvarsles lods-ejerne ved anbefalet brev.Stk. 4- Ved vejsynet gives der de fremmødte ejere ogbrugere lejlighed til at udtale sig, og kommunalbesty-relsen afsiger derefter kendelse, der skal indeholde enfortegnelse over de påtalte mangler med angivelse af,på hvilken måde vejen skal istandsættes og vedlige-holdes samt holdes fri for ukrudt, hvorledes arbejdethenholdsvis udgifterne (jfr. § 13, stk. 1) skal forde-les, og inden for hvilke tidsfrister arbejdet skal væreudført.Stk. 5. Efter forudgående bekendtgørelse efter de istk. 2 nævnte regler fremlægges kendelsen til almin-deligt eftersyn på kommunekontoret eller den tekniskeforvaltnings kontor.Stk. 6. Hvis de foreskrevne arbejder ikke er udførtinden den angivne tidsfrist, kan kommunalbestyrelsenforanledige dem udført for vedkommendes regning.

Afsnit III.

Offentlige veje

§ 16.Overtagelse af private veje som offentlige og førstehovedistandsættelse af overtagne veje.Stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan (jfr. § 21a) medamtsrådets samtykke erklære enhver privat vej i kom-munen eller en del af en sådan vej for offentlig.Stk. 2. Når en hidtil privat vej overtages som offent-lig, bestemmer kommunalbestyrelsen tillige, hvorledesden skal indrettes med hensyn til afløb, belægning oghele øvrige beskaffenhed, herunder bl. a. fornøden ud-videlse og forlægning samt regulering af længde- ogtværprofil m. v., samt om ejerne af de tilstødendegrunde helt eller delvis skal afholde de dertil med-gående udgifter, der foreløbigt afholdes af kommu-nens kasse. Udgifter til erhvervelse af de til en vejsudvidelse eller forlægning fornødne arealer m. v.kan ikke pålignes lodsejerne. Angående udgifternesfordeling henvises til § 19.

Stk. 3- Ved veje, hvis kørebane er bredere end 8 m,betaler kommunen udgifterne ved belægningen afden del af kørebanen, som overstiger 8 m. Ved veje,hvis øvrige dele — bortset fra kørebanen — har ensamlet større bredde end 8 m, betaler kommunen enforholdsmæssig andel af udgifterne ved belægningen,svarende til den del af de pågældende arealer, hvor-med disses samlede bredde overstiger 8 m. Omkost-ningerne ved anlægget af de arealer, som ikke benyt-tes til almindelig færdsel, kan ikke pålignes grund-ejerne.Stk. 4. Belægningen kan udføres delvis og til forskel-

lig tid og skal være tilendebragt i løbet af højst 10 årefter den af kommunalbestyrelsen fastsatte overtagel-sesdag.Stk. 5. Efter overtagelsen er kommunen pligtig atsørge for den fremtidige vedligeholdelse og belys-ning af vejen i lighed med andre offentlige veje ikommunen.

§ 17.Bidrag til anlæg af nye offentlige veje.

Reglerne i § 16 kan af kommunalbestyrelsen brin-ges til anvendelse på samtlige anlæg af nye offentligeveje m. v., som kommunalbestyrelsen måtte beslutte.

§ 17 a.*)Udskillelse i matriklen af offentlige vejarealer.

Kommunens ejendomsret til nyerhvervede vejarea-ler, herunder også til overtagne, tidligere privatevejes arealer, vil være at sikre ved disses udskillelse imatriklen.

§ 17 b.*)Opmalinger m. v. i anledning af vejanlæg.Stk. 1. Enhver grundejer er pligtig at tåle, at de op-målinger, nivellementer og andre tekniske forarbejderog undersøgelser, der er fornødne i anledning af et

*) Udgår, når den nye vejbestyrelseslov træder i kraft den1. august 1957.

125

i denne vedtægt omhandlet anlæg, udføres på hansgrund. De i dette øjemed anbragte mærker må ikkeegenmægtigt borttages eller beskadiges.Stk. 2. Dog skal der enten mindst 8 dage forud udgåbekendtgørelse i de i kommunen mest udbredte dag-blade eller forud gives den pågældende særlig under-retning om, at sådanne arbejder eller undersøgelseragtes foretaget, hvorhos al derved forvoldt skade bli-ver at ersatte. I mangel af mindelig overenskomst omerstatningens størrelse, fastsættes denne efter reg-lerne i § 21a.

§ 18.Endelig belægning af offentlige veje.Stk. 1. Når en offentlig vej forsynes med en belæg-ning, der er bedre end den hidtidige belægning, ogsom vej teknisk kan betegnes som permanent, eller nåren offentlig vej, hvis belægning ikke er tilendebragtefter bestemmelserne i § 16 i løbet af 10 år, forsynesmed sådan belægning, kan kommunalbestyrelsen - un-der iagttagelse af den i § 16 fastsatte begrænsningmed hensyn til vejens bredde — bestemme, at indtilhalvdelen af de dermed forbundne udgifter skal godt-gøres kommunen af de tilstødende grundes ejere. Bi-drag til endelig belægning af en offentlig vejs køre-bane og øvrige arealer kan kun pålægges lodsejerneeen gang. Belægningen kan dog udføres delvis og tilforskellig tid.Stk. 2. Såfremt i sådanne tilfælde mindst to trediedeleaf de tilstødende grundes ejere, repræsenterendemindst to trediedele af den samlede ejendomsskyld,fremsætter ønske om en kostbarere belægning end den,kommunalbestyrelsen finder passende, kan kommu-nalbestyrelsen bestemme, at samtlige de tilstødendegrundes ejere tillige skal betale hele den merudgift,der er forbundet med den kostbarere belægning. Desamme regler gælder ved omlægning af offentligeveje.

§ 19.Udgifternes fordeling.Stk. 1. Fordelingen mellem grundejerne af de bi-

drag, som pålægges dem i henhold til §§ 16-18, skerefter de i § 13, stk. 2, angivne regler.Stk. 2. Når de omhandlede arbejder er fuldført ogudgifternes fordeling fastsat, bestemmer kommunal-bestyrelsen tillige, hvorledes og hvornår betalingenfor dette arbejde skal ydes.Stk. 3- Kommunalbestyrelsen kan, når forholdene ta-ler derfor, indrømme en lodsejer henstand med erlæg-gelsen af en del af bidraget, således at pligten til be-taling af denne del af bidraget først helt eller delvisindtræder, når ejendommen gøres til genstand for enstigende udnyttelse ved bebyggelse, udstykning ellerandet.

Stk. 4- Når bidrag er pålignet et ikke udparcelleretareal på over 6.000 m2, der anvendes til landbrug,skovbrug, frilandsgartneri eller lignende, kan ejerenforlange, at betalingspligten med hensyn til den delaf bidraget, som overstiger bidraget af en parcel medet areal af 2.500 m2, udskydes, indtil arealet overgårtil anden anvendelse eller bebygges i tilknytning tilvejen. Ved udparcellering af arealet indtræder beta-lingspligten med hensyn til restbidraget for de parcel-lers vedkommende, hvis størrelse ikke overstiger6.000 m2.

Stk. 5. Den del af bidraget, med hvis betaling der gi-ves henstand i medfør af stk. 3 og 4, forrentes over-ensstemmende med reglerne i § 13, stk. 4. Forrentnin-gen ophører dog, når det samlede beløb, der er tillagti renter, svarer til det pålignede beløb.

Stk. 6. Den del af bidraget, med hvis betaling derikke gives henstand i medfør af stk. 3 og 4, kan ved-kommende grundejer, såfremt beløbet overstiger 200kr., forlange fordelt over et af kommunalbestyrelsen ihvert enkelt tilfælde fastsat tidsrum på mellem 5 og20 år mod at forrente det til enhver tid skyldige be-løb overensstemmende med reglerne i § 13, stk. 4.Kommunalbestyrelsen kan endvidere indrømme grund-ejerne en tilsvarende afdragsordning med hensyn tilden del af bidraget, for hvis vedkommende betalings-pligten i medfør af stk. 3 eller stk. 4 først indtræderpå et senere tidspunkt.

Afsnit IV.

Fællesbestemmelser for private og offentlige veje

§ 20.Omfordeling af udgifter.

Viser det sig, at der ved en af kommunalbestyrelsenfastsat fordeling af istandsættelses-, vedligeholdelses-og driftsudgifterne vedrørende de i §§ 5, 8, 12, 15,16, 17 og 18 omhandlede anlæg og arbejder er pålagtén eller flere ejere en væsentlig større andel, end derunder senere forandrede forhold rettelig bør påhviledem, kan kommunalbestyrelsen, såfremt der inden 5år efter, at den oprindelige fordeling er bekendt-gjort for grundejerne, fremsættes begæring derom, fo-retage en omfordeling af de pågældende udgifter.

§ 21.Betaling og inddrivelse af bidrag.

Når vedkommende ikke inden en af kommunalbe-styrelsen fastsat frist godtgør kommunens kasse de afkommunen i henhold til foranstående gjorte udlægmed påløbne renter, herunder også krav i henhold tilindfriet kaution, kan de inddrives ved udpantningmed samme fortrinsret, som tilkommer de på fasteejendomme hvilende kommunale skatter og i over-ensstemmelse med de for disses inddrivelse gældenderegler, uden hensyn til, om ejendommen senere måttevære overgået i andres eje.

126

§ 21a.*)Taksation.Stk. 1. Til i de tilfælde, hvor forlig ikke er opnået,at bestemme, hvilken erstatning der skal gives deprivate vejeller grundejere i de i denne vedtægts §16, stk. 1, omhandlede tilfælde og til at foretage vur-dering af de arealer m. v., som kommunalbestyrelseni medfør af kommunens bygningsvedtægt eller -regle-ment eller lovgivningens almindelige bestemmelser iøvrigt måtte fordre afstået til vej formål, anordnes enkommission på fire medlemmer, bestående af 2 afministeriet for offentlige arbejder valgte medlemmer(hvoraf den ene fungerer som formand) og 2 af ret-ten udmeldte medlemmer under medvirken af enlandinspektør. Kommissionen tiltrædes i tilfælde afstemmelighed af en af ministeriet for offentlige ar-bejder for hele amtsrådskredsen udnævnt opmand. Mi-nisteriet for offentlige arbejder og vedkommendedommer beskikker endvidere en suppleant for hveraf de af dem udmeldte medlemmer, ligesom ministe-riet beskikker en suppleant for opmanden. Alle val-gene sker for 4 år ad gangen.Stk. 2. De udnævnte taksationsmænd såvel som op-manden og suppleanterne skal én gang for alle afgiveskriftlig forsikring på tro og love om at udføre deforefaldende forretninger med streng upartiskhed ogopmærksomhed, overensstemmende med de her givneforskrifter. Erklæringen afgives til den myndighed,der har foretaget beskikkelsen.Stk. 3. Med hensyn til taksationsmændenes honorargælder, hvad derom til enhver tid fastsættes af mini-steriet for offentlige arbejder.Stk. 4. Kommissionen ansætter vedkommende arealerm. v. til sand værdi i handel og vandel; men ved er-

statningens fastsættelse bliver heri at afkorte den for-øgelse i værdi, som den tilbageblivende ejendom skøn-nes at opnå. Som følge deraf kan erstatning for afstå-else endog ganske bortfalde, når den af kommunentrufne foranstaltning af kommissionen skønnes atmedføre større fordel for ejeren, end det afståedesværdi udgør.Stk. 5. For så vidt den tilbageblevne del af ejendom-men måtte få en sådan størrelse, form eller beliggen-hed eller på anden måde blive således beskaffen, atden af kommissionen ikke skønnes hensigtsmæssigt atkunne bibeholdes som særlig ejendom, kan ejeren in-den for en frist af 4 uger fra den dato, da han frakommunalbestyrelsen har fået meddelelse herom,fordre hele ejendommen overtaget af kommunen moderstatning af dens fulde værdi efter kommissionensbestemmelse.

§ 22.Indankning.

Klager over kommunalbestyrelsens kendelser ogbeslutninger, men ikke over vurderingskommissionenskendelser i henhold til § 21a*), kan forelægges mi-nisteriet for offentlige arbejder til afgørelse. Sådanpåanke må for at komme i betragtning være indlevereti ministeriet inden 4 uger efter, at kommunalbestyrel-sens beslutning er bekendtgjort. Klageren fritages dogikke ved klagen for at efterkomme et ham givet pålæg.

§ 23.Dispensation.

Ministeriet for offentlige arbejder kan efter ind-stilling fra kommunalbestyrelsen tillade afvigelser fradenne vedtægt.

Bemærkninger til udkast til vejvedtægt

Til § 1.En til § 1 svarende bestemmelse findes ikke i stads-

og haveingeniørforeningens normalvedtægt, og i fæl-lesvedtægten for Københavns omegnskommuner fin-des kun en til stk. 2 i nærværende udkast svarendebestemmelse. Derimod findes bestemmelser af lig-nende indhold i § 1 i byplanlaboratoriets standard-vedtægt, der dog afviger på flere punkter fra det herforeliggende udkast.

Medens byplanlaboratoriets udkast ikke i § 1skelner mellem offentlige og private veje, har nær-værende udvalg ment, at sondringen mellem disse tokategorier af veje er af så fundamental betydning in-den for vejlovgivningen, at den bør komme til ud-tryk i selve definitionen af begrebet vej. Med hen-syn til definitionen af offentlig vej har man stort sethenholdt sig til den tilsvarende definition i § 1 iden nye lov om bestyrelsen af de offentlige veje, dersom nævnt i beretningen træder i kraft den 1. august1957. Dog har man af praktiske grunde medtagetstier under definitionen.

Ligesom i byplanlaboratoriets udkast bestemmes det '___ ;__

overensstemmende med den herskende retsopfattelse,at vedtægten ikke kommer til anvendelse på landeveje.Det betyder bl. a., at lodsejerne ikke kan tilpligtes atbetale bidrag til anlæg, hovedistandsættelse eller en-delig belægning (herunder fortovsbelægning) af lan-deveje. I § 17, stk. 7, i den nye vejbestyrelseslov erder imidlertid optaget en bestemmelse om lodsejer-bidrag til fortovsanlæg ved (hovedlandeveje og) lan-deveje. Når denne bestemmelse træder i kraft, må be-stemmelsen i vedtægtens § 1, stk. 3, ændres som an-givet i fodnoten.

Den i stk. 4 under a) optagne definition af privatvej svarer til den i § 1 i den københavnske gadelovaf 14. december 1857 (med senere ændringer) an-givne afgrænsning af de private veje, der kan overta-ges som offentlige efter reglerne i denne lov. Somdet vil ses, omfatter definitionen i stk. 4 a) af privatvej ikke sådanne private veje, der alene er til brugfor en enkelt ejendom, heller ikke, når vejen er åbenfor almindelig færdsel og følgelig er omfattet affærdselslovens bestemmelser. Da også definitionen istk. 4 b) kun vedrører veje, der er sikret til fremti-

*) Udgår, når den nye vejbestyrelseslov træder i kraft den1. august 1957.

*) Henvisningen til vurderingskommissionens kendelser ihenhold til § 21 a udgår, når den nye vejbestyrelseslov træ-der i kraft den 1. august 1957.

127

dig anvendelse for flere ejendomme, omfatter ved-tægtens bestemmelser om private veje alene de så-kaldte private fællesveje.

Man har i udvalget overvejet, om man burde fore-slå, at reglerne om private fællesveje også skulle om-fatte adgangsveje til boligblokke, uanset at disse vejeikke tjener som færdselsareal for flere særskilt matri-kulerede ejendomme. Motiveringen for en sådan be-stemmelse skulle være, at der hyppigt er lige så me-gen færdsel eller undertiden mere færdsel på veje afdenne karakter end på egentlige private fællesveje.Man har dog ikke ment at burde stille et så vidt-gående forslag (der i øvrigt ville udkræve lovæn-dring), da overvejelserne om indførelse af en sådanbestemmelse efter udvalgets opfattelse naturligst hen-hører under vejlovsudvalget af 1951.

Bestemmelsen i stk. 4 b) om udlagte veje er i for-hold til byplanlaboratoriets udkast begrænset til kunat omfatte sådanne arealer, som i henhold til en medkommunalbestyrelsens godkendelse pålagt deklarationeller i henhold til byplan er sikret til fremtidig an-vendelse som færdselsareal for flere ejendomme,medens byplanlaboratoriets udkast efter sin ordlydogså omfatter arealer, der i henhold til private de-klarationer er sikret til fremtidig anvendelse somvej. Endelig har man i modsætning til byplanlabora-toriets udkast udtrykkeligt præciseret, i hvilke til-fælde bestemmelserne i vejvedtægten kommer til an-vendelse på udlagte veje.

Landsdommer Abitz har over for udvalget gjort op-mærksom på, at veje, der alene er udlagt i henholdtil byplan, næppe kan kræves anlagt under de i ved-tægtens § 4, stk. 1, omhandlede omstændigheder,og at denne bestemmelse derfor formentlig kun kangennemføres efter lovændring.

Den i byplanlaboratoriets udkast indeholdte defini-tion af anlagte veje er udgået som overflødig.

Til § 2.En til § 2 svarende bestemmelse findes ikke i stads-

og havneingeniorforeningens normalvedtægt. Derimodfindes bestemmelser af tilsvarende indhold såvel i §2 i omegnskommunernes fællesvedtægt som i § 2 ibyplanlaboratoriets standardvedtægt.

Til stk. 1. Bestemmelsen er identisk med § 2, stk.1, i byplanlaboratoriets udkast og svarer nøje til § 2,stk. 1, i omegnskommunernes fællesvedtægt. Lands-dommer Abitz har over for udvalget gjort opmærk-som på, at selve optagelsen af en privat vej på denher omhandlede fortegnelse ikke i sig selv har no-gen retlig betydning og navnlig ikke — således somoptagelse af en gade på den i § 16 i Københavns byg-gelov af 29. marts 1939 omhandlede fortegnelse -betyder en godkendelse af vejen til bebyggelse. Dettekan formentlig tiltrædes. Bestemmelsen har imidler-tid betydning som en ordensforskrift, og den klassi-ficering i henhold til stk. 3 foretages af vejene,har betydning for, hvilke krav der vil blive stilletmed hensyn til deres udbygning.

Til stk. 2. En tilsvarende bestemmelse findes ikke iomegnskommunernes fællesvedtægt, men derimod i §2, stk. 2, i byplanlaboratoriets udkast. Bestemmelsener i forhold til sidstnævnte bestemmelse ændret så-ledes, at de på fortegnelsen optagne veje opdeles ito hovedgrupper, af hvilke den første gruppe omfat-ter veje, der udlægges og anlægges efter vedtægtensikrafttræden, og den anden gruppe omfatter veje,der er taget i brug inden dette tidspunkt. Inden forden førstnævnte hovedgruppe sondres der igen imel-

lem, om kun arealudlægget er godkendt, om tilligedetailprojekt til dens anlæg er godkendt, eller omendelig anlægsforanstaltningerne er bragt til udførelse.

Til stk. 3. Bestemmelsen svarer til § 2, stk. 2, iomegnskommunernes fællesvedtægt og til § 2, stk. 3,i byplanlaboratoriets udkast, og klasseinddelingen sva-rer stort set til byplanlaboratoriets inddeling, medensden afviger noget mere fra fællesvedtægten. Dog erder i forhold til byplanlaboratoriets udkast foretagetvisse sproglige ændringer i betegnelsen af de enkelteklasser, ligesom der er tilføjet en ny klasse IV, om-fattende stier.

Til stk. 4- Bestemmelsen er overensstemmende med§ 2, stk. 3, i omegnskommunernes fællesvedtægt og §2, stk. 4, i byplanlaboratoriets standardvedtægt.

Til §§ 3 og 4.I købstædernes normalvedtægt findes kun få og

ikke særligt detaillerede regler om udlæg og anlægaf private veje (§§ 13 og 16). Derimod findes mereindgående regler herom såvel i omegnskommunernesfællesvedtægt (§§ 4-7, 8, stk. 1, samt til dels § 10)som i byplanlaboratoriets standardvedtægt (§§ 3 og4). I lighed med byplanlaboratoriets vedtægt, men imodsætning til omegnskommunernes hidtidige fæl-lesvedtægt har man i det her foreliggende udkast søgtså vidt muligt at adskille reglerne om udlæg og omanlæg af private veje. Bestemmelserne i § 3 gælderderfor alene udlæg og § 4 alene anlæg af private veje.Ligesom i fællesvedtægten (modsat byplanlaboratorietsvedtægt) er det udtrykkeligt angivet, at visse af reg-lerne om istandsættelse af private veje også gælderanlæg af private veje.

Med hensyn til spørgsmålet om hjemmelen til be-stemmelserne i §§ 3 og 4 henvises til beretningen.

Til § 3.Til stk. 1. Bestemmelsen svarer til § 3, stk. 1, i

byplanlaboratoriets udkast og § 4, stk. 1, i omegns-kommunernes fællesvedtægt, men adskiller sig fraden sidstnævnte vedtægt ved alene at omhandle udlægog ikke anlæg af private veje. I forhold til byplanla-boratoriets vedtægt er udkastet ændret derved, at detprojekt, der skal indsendes, ikke alene skal angivevejens længde og bredde, men også dens længdeprofil.Udvalget har ment at måtte foreslå, at de hidtidigebestemmelser om byggelinier udgår, da der hervedsigtes til de særlige bygningslinier, der pålægges i hen-hold til bygningslovgivningen og ikke naturligt hørerhjemme i en vejvedtægt.

Til stk. 2. Bestemmelsen svarer til § 5 i omegns-kommunernes fællesvedtægt og § 3, stk. 2, i byplan-laboratoriets udkast, men der er foretaget forskellige,navnlig sproglige ændringer. Således er ordet »hoved-veje«, der anvendes i byplanlaboratoriets udkast, er-stattet med »veje med større gennemgående færdsel«for at undgå forveksling med færdselslovens hoved-vejsbegreb. Bestemmelsen forudsætter ligesom byplan-laboratoriets udkast, at der kan stilles krav om, at mi-nisteriet for offentlige arbejders vejregler overholdes.Disse vejregler indeholder imidlertid alene regler omoffentlige veje. Det er dog nærværende udvalg be-kendt, at det af ministeriet for offentlige arbejdernedsatte vejregeludvalg overvejer ved den foreståenderevision af vejreglerne tillige at foreslå indført be-stemmelser om private veje.

Til stk. 3- Bestemmelsen svarer til § 6, stk. 2, 1.punktum, i omegnskommunernes fællesvedtægt og§ 3, stk. 3, 1. punktum, i byplanlaboratoriets udkast.

128

Dog er udlægsbredden for nye veje af klasse I æn-dret fra mindst 20 m til 18-22 m under hensyn tilmuligheden for at få et tidssvarende tværprofil, jfr.vejreglernes bestemmelse om færdselsbaners bredde.

I denne forbindelse bemærkes, at der næppe i dennugældende bygningslovgivning er hjemmel til atkræve, at nye veje udlægges i større bredde end 20 m,medmindre der ydes ejerne erstatning for de oversky-dende arealer (jfr. Københavns byggelov § 19, stk.2). Bestemmelsen i sidste punktum i fæliesvedtæg-tens § 6, stk. 2, og byplanlaboratoriets § 3, stk. 3,om midlertidigt anlæg af veje i mindre bredde endudlægsbredden er overført til § 4 om anlæg af pri-vate veje, hvor den naturligst synes at høre hjemme.

Til stk. 4. Bestemmelsen svarer til § 5, sidste punk-tum, i fællesvedtægten, der imidlertid alene omhand-ler hjørneafskæringer og ikke oversigtsarealer ellerskråningsarealer. Bestemmelsen fremtræder i øvrigtsom en sammenarbejdning og forenkling af de tids-svarende bestemmelser i § 3, stk. 5 og 10, i byplan-laboratoriets udkast. Med hensyn til spørgsmålet omhjemmelen til efter den nugældende lovgivning atkræve udlagt arealer til vej (herunder skråning m.m.), der sammenlagt for hele vejens længde ville over-stige arealudlægget til en 20 m bred vej, henvises tilbemærkningerne til stk. 3.

Til stk. .5. Bestemmelsen er i forhold til § 6, stk.3, i fællesvedtægten og § 3, stk. 6, i byplanlaboratori-ets udkast ændret således, at udlæg af vendepladserikke alene skal ske ved blinde veje, men også, hvorforholdene i øvrigt gør det ønskeligt.

Til stk. 6. Bestemmelsen er ny.Til stk. 5 og 6. Med hensyn til størrelsen af det

samlede areal, der i henhold til den nugældendebygningslovgivning kan kræves udlagt til en vej medvendepladser, holdebaner m. m., henvises til bemærk-ningerne til stk. 3 og 4.

Til stk. 7. Bestemmelsen svarer til § 3, stk. 8, i by-planlaboratoriets standardudkast.

Til stk. 8. Bestemmelsen er ny, men skønnes nød-vendig for at angive de juridiske retsvirkninger afgodkendelsen af et vejudlæg.

Til stk. 9- Bestemmelsen svarer til § 3, stk. 11, ibyplanlaboratoriets udkast.

Til stk. 10. Bestemmelsen svarer til § 4, stk. 3, iomegnskommunernes fællesvedtægt og § 3, stk. 12, ibyplanlaboratoriets udkast. Tidsfristen er som i Dy-planlaboratoriets udkast fastsat til 2 år, medens fæl-lesvedtægtens tidsfrist er eet år. Den i byplanlabora-toriets udkast, men ikke i fællesvedtægten indeholdtebestemmelse om, at der inden 2 år fra godkendelsensdato skal være tillagt erhververe af grunde færdselsrettil vejen, er bortfaldet som overflødig, da det i § 12,stk. 5, i forslaget bestemmes, at private veje hverkenhelt eller delvis må afspærres af de tilstødende grun-des ejere uden kommunalbestyrelsens samtykke.

Til stk. 11. Bestemmelsen, der er ny, tilsigter attilvejebringe fornøden koordinering mellem de til-fælde, hvor private veje udlægges i henhold til byg-ningslovgivningen, og de tilfælde, hvor de udlægges ihenhold til vejvedtægten. Det bestemmes derfor, at ide tilfælde, hvor en vej udlægges efter bygningsved-tægtens eller bygningsreglementets bestemmelser, skalder samtidig træffes bestemmelse om, til hvilken afde i vejvedtægtens § 2 omhandlede klasser vejen skalhenføres.

Til § 4.

Med hensyn til spørgsmålet om hjemmelen til be-

stemmelsen og om bestemmelsens forhold til stads-og havneingeniørforeningens normalvedtægt, omegns-kommunernes fællesvedtægt samt byplanlaboratorietsstandardudkast henvises til de indledende bemærk-ninger til §§ 3 og 4.

Til stk. 1. Bestemmelsen findes ikke i byplanlabora-toriets udkast, men svarer til en vis grad til den sommidlertidig bestemmelse foreslåede regel i § 22 a,stk. 3, i det af byggelovsudvalget udarbejdede forslagtil ny landsbyggelov. En bestemmelse, der efter sinformulering er lige så vidtgående, findes i § 10 iomegnskommunernes fællesvedtægt, der sidestiller an-læg af en privat vej med istandsættelse og vedligehol-delse. Da en sådan bestemmelse imidlertil går langtud over, hvad der er hjemlet i den københavnske ga-delov og 1932-loven, har man i praksis været betæn-kelig ved at fortolke bestemmelsen i fællesvedtægtenpå den i den her foreslåede bestemmelse angivnemåde. Landsdommer Abitz har da. også gjort op-mærksom på, at der formentlig ikke i den gældendelovgivning er fornøden hjemmel til bestemmelsen. Ud-valget anser imidlertid den foreslåede bestemmelse fornødvendig under hensyn til den store betydning, detprivate vejnet har i mange af omegnskommunerne.Der er i flere tilfælde opstået problemer, som kunnevære løst, hvis man havde haft en til den foreslåedebestemmelse svarende regel; således har f. eks. ejerneaf nogle arealer, på hvilke der ved tinglyst byplanvar udlagt en vej, nægtet at afgive de fornødne are-aler til vejens anlæg. Såfremt de pågældende grund-ejere ikke ønsker at bygge ud til den omhandlede vej,har kommunalbestyrelsen efter den hidtidige lovgiv-ning kun haft valget imellem at anlægge vejen somoffentlig vej, hvad der af hensyn til konsekvensernekan være betænkeligt, eller helt at opgive vejens an-læg, selv om dette er færdselsmæssigt påkrævet. (Isærlige tilfælde kan problemer af den pågældende ka-rakter dog løses efter reglerne i lov nr. 143 af 13.april 1938 om private vejrettigheder).

Til stk. 2. Bestemmelsen svarer til § 4, stk. 1, isåvel omegnskommunernes fællesvedtægt som byplan-laboratoriets standardudkast. Den førstnævnte be-stemmelse omhandler imidlertid både udlæg og anlægaf veje, medens nærværende forslag ligesom byplan-laboratoriets udkast alene omhandler anlæg af privateveje. Forslaget adskiller sig fra begge de nævnte tid-ligere standardvedtægter derved, at det ikke alenesom i disse vedtægter er en forudsætning for anlæg-get af en vej, at dens arealudlæg, længde- og tværpro-fil m. m. skal være godkendt af kommunalbestyrelsen,men at denne forudsætning også skal være opfyldt,forinden en vej tages i brug som færdselsareal. Detfremgår nu endvidere udtrykkeligt af bestemmelsen, atet egentligt detailprojekt skal være godkendt.

Til stk. 3- Bestemmelsen svarer til § 6, stk. 1, iomegnskommunernes fællesvedtægt og § 4, stk. 2, ibyplanlaboratoriets udkast. Dog er der af hensyn tilvejenes afvanding indsat den nye bestemmelse, at stig-ningerne så vidt muligt ikke bør være under 4 %0.

Til stk. 4. Bestemmelsen svarer til § 6, stk. 4 og 5,i omegnskommunernes fællesvedtægt og § 4, stk. 3 og4, i byplanlaboratoriets udkast. Medens disse vedtæg-ter angiver bredden for kørebane og fortove (byplan-laboratoriets udkast også for cykelstier), henvisernærværende forslag i så henseende til ministeriet foroffentlige arbejders vejregler. (Med hensyn til vej-reglernes forhold til private veje henvises til be-mærkningerne til § 3, stk. 4).

Til stk. 5. Bestemmelsen svarer ganske til § 6, stk.

129

6, i omegnskommunernes fællesvedtægt og § 4, stk.5, i byplanlaboratoriets udkast. Derimod er bestem-melserne i fællesvedtægtens § 6, stk. 7-9, og i byplan-laboratoriets udkast § 4, stk. 6, 7, 9 og 10, der inde-holder nærmere forskrifter for befæstelsen, ikke op-taget i det her foreliggende udkast.

Til stk. 6. Bestemmelsen svarer til § 4, stk. 8, ibyplanlaboratoriets udkast. I bestemmelsen er ind-føjet en til § 6, stk. 2, 2. punktum, i omegnskommu-nernes fællesvedtægt og til § 3, stk. 3, sidste punk-tum, i byplanlaboratoriets standardudkast svarendebestemmelse, hvorefter en vej midlertidigt kan tilla-des anlagt i mindre bredde end den godkendte ud-lægsbredde.

Til stk. 7 og 8. Bestemmelserne svarer til § 7 og§ 8, stk. 2, i omegnskommunernes fællesvedtægt og§ 4, stk. 11 og 12, i byplanlaboratoriets udkast. Doger de nærmere tekniske forskrifter for overkørslernesbefæstelse og afvandingens udførelse udgået somoverflødige.

Til stk. 9. Bestemmelsen er ny, men en tilsvaren-de regel kan udledes af § 10 i omegnskommunernesfællesvedtægt om private vejes istandsættelse, dersidestiller anlæg af sådanne veje med istandsættelseog vedligeholdelse og således giver mulighed for an-vendelse af reglerne om udgiftsfordeling, optagelse aflån m. m. også på anlæg af private veje.

Til § 5.Bestemmelsen svarer til § 14 i omegnskommuner-

nes fællesvedtægt og § 12 i byplanlaboratoriets ud-kast, hvilke bestemmelser er affattet overensstemmen-de med stk. 5 i lov nr. 90 af 23. marts 1932 om vej-vedtægter for landkommuner med bymæssig bebyg-gelse. Den her foreliggende bestemmelse er derimodligesom § 10 i stads- og havneingeniørforeningensnormalvedtægt udformet på grundlag af § 8, stk. 6, iden københavnske gadelov af 1857 som ændret i 1926.Den væsentligste forskel mellem de to bestemmelserbestår i, at det efter 1932-loven, men ikke efter 1857-loven er en betingelse for kommunalbestyrelsens på-bud om vejbelysning, at en grundejermajoritet går indfor dette krav. Efter den nugældende lovgivning kanden her foreslåede bestemmelse kun indføres efter defor købstadkommunale vedtægter gældende regler.

Til § 6.Bestemmelsen svarer til § 3 i omegnskommunernes

fællesvedtægt, § 13 i byplanlaboratoriets udkast samt§ 14 i stads- og havneingeniørforeningens normalved-tægt. Med hensyn til lovhjemmelen til denne paragrafhenvises til indledningen til nærværende beretning.

Til stk. 1. Bestemmelsen er i modsætning til fæl-lesvedtægten og byplanlaboratoriets udkast, men i lig-hed med stads- og havneingeniørforeningens normal-vedtægt formuleret på grundlag af § 9 i den køben-havnske gadelov af 1857 som ændret i 1926.

Til stk. 2. Bestemmelsen svarer til § 13, stk. 3, ibyplanlaboratoriets udkast, men adskiller sig derfraved, at også matrikelnummer kan kræves angivet påskilte med husnumre. Det er endvidere udtrykkeligtangivet, at sådanne skilte kan kræves opsat på allebebyggede ejendomme og ejendomme, der er udstyk-ket med bebyggelse for øje, og at der på skiltene kunmå angives de af myndighederne fastsatte husnumreog matrikelnumre. Den sidstnævnte bestemmelse be-tyder bl. a., at skiltene ikke kan kombineres med re-klameskilte.

Til stk. 3- Bestemmelsen i 1. punktum svarer til en

vis grad til § 3, stk. 3, i omegnskommunernes fælles-vedtægt, § 13, stk. 2, i byplanlaboratoriets udkast samt§ 14, stk. 4, i købstædernes normalvedtægt, men om-fatter i modsætning til disse bestemmelser ikke aleneskilte med vejnavne, men også skilte med husnumreog matrikelnumre. Det angives endvidere udtrykkeligt,at ikke alene skiltenes materiale, men også deres ud-seende og placering skal godkendes af kommunalbe-styrelsen. Bestemmelsen i 2. punktum er udformet pågrundlag af § 88, stk. 2, i vejafmærkningsbekendt-gørelsen af 1. juli 1955. Selv om bestemmelsen såle-des allerede findes i afmærkningsbekendtgørelsen,har man fundet det hensigtsmæssigt, at den også op-tages i vejvedtægten.

Til stk. 4 og 5. Disse bestemmelser svarer til de ibemærkningerne til stk. 3 omhandlede bestemmelser,men er noget mere detaillerede end disse, og medenssidstnævnte bestemmelser alene omfatter vej navne-skilte, omfatter de her foreslåede bestemmelser tilligeskilte med husnumre og matrikelnumre. Endvideresondres nu mellem den første anbringelse af skiltene(stk. 4) og den senere vedligeholdelse og udskiftningaf disse (stk. 5). Endelig er det blevet udtrykkeligtfastslået, at vedligeholdelsen af vejnavneskilte påhvi-ler dem, som i øvrigt er pligtige at vedligeholde vejen.

Til stk. 6. Bestemmelsen er ny, men må anses forpåkrævet under hensyn til, at de nærmere regler omde her omhandlede skilte bør findes i et regulativ,der let kan ændres, når forholdene gør det påkrævet.

Til § 7.En tilsvarende bestemmelse findes ikke i omegns-

kommunernes fællesvedtægt, men derimod i § 19,stk. 1, i byplanlaboratoriets udkast og § 17 i købstæ-dernes normalvedtægt. Den her foreliggende bestem-melse er langt mere detailleret end de tilsvarende reg-ler i de to sidstnævnte bestemmelser. Medens disseomfatter både offentlige og private veje, er den herforeslåede bestemmelse begrænset til private veje, idetden nye vejbestyrelseslov, der i sin helhed træder ikraft den 1. august 1957, i kap. III indeholder regler,der løser de hidtil noget omdiskuterede problemervedrørende overkørsler til offentlige veje. De i lovenindeholdte regler giver mulighed for at gøre offent-lige vejstrækninger helt eller delvis facadeløse ( § § 3 5og 38) og fastslår samtidig for ikke-facadeløse vej-strækningers vedkommende vejbestyrelsens beføjelsetil at stille sagligt begrundede tekniske betingelserfor tilladelser til etablering af overkørsler (§§ 33-34).De sidstnævnte regler er allerede trådt i kraft.

De her foreslåede regler er bygget over de sidst-nævnte to praragraffer; dog har man ikke medtagetbestemmelsen i § 33, stk. 1, om, at det ved udstyk-ning kan kræves, at flere parceller benytter sammeadgangsvej. Denne beføjelse må dog formentlig i for-vejen tilkomme kommunalbestyrelsen i medfør af §§3 og 4 i det foreliggende udkast. Man har heller ikkemedtaget bestemmelsen i § 33, stk. 1, sidste punktum,hvorefter kommunalbestyrelsen kan kræve selv atudføre anlægget mod godtgørelse af de dermed for-bundne udgifter.

Som anført i den som bilag 5 citerede skrivelse af18. september 1956 til vejlovsudvalget, er baggrundenfor nærværende udvalgs ønske om at medtage bestem-melsen bl. a. den, at mange private veje senere over-tages som offentlige, hvorfor det må anses for ønske-ligt, at der med hensyn til overkørsler, der anlægges,medens vejen er privat, stilles tilsvarende vilkår somefter vejens overtagelse som offentlig. Også under

130

hensyn til den risiko, der er forbundet med udkørselfra overkørsler, som ikke er anlagt på en færdsels-mæssig betryggende måde, må det anses for påkrævet,at de nævnte bestemmelser om overkørsler ligesomfærdselslovens regler bliver gældende ikke alene foroffentlige veje, men også for sådanne private fælles-veje, som er åbne for almindelig færdsel.

Lige så lidt som §§ 33 og 34 i vejbestyrelseslov-forslaget vil den her foreslåede bestemmelse givekommunalbestyrelsen mulighed for at gøre en vej-strækning facadeløs. Derimod kan kommunalbes;ty-relsen stille sagligt begrundede tekniske betingelsermed hensyn til anlæggets nærmere placering og ud-formning som vilkår for at imødekomme et andra-gende om etablering af en overkørsel. Hvis en grundgrænser op til flere veje, kan ejeren næppe forlangeat få overkørsel til alle disse, og kommunalbestyrel-sen må kunne bestemme, til hvilken af vejene over-kørslen skal anbringes. Ligesom efter § 33, stk. 1, ivejbestyrelseslovforslaget er bestemmelsen formuleretsåledes, at lodsejerne ikke har noget ubetinget rets-krav på at få etableret en overkørsel. Normalt børlodsejerne ved private veje dog have tilladelse til atfå mindst een overkørsel til deres ejendom. Hvisfærdselsmæssige grunde undtagelsesvis afgørendeskulle tale imod, at der gives nogensomhelst over-kørselstilladelse, end ikke til en privat vej til enejendom, må tilladelsen formentlig kunne nægtes.Hvis en sådan nægtelse skulle afskære ejeren fra ennaturlig og rimelig udnyttelse af ejendommen, og an-den fornøden adgang ikke kan etableres, bør kommu-nalbestyrelsen formentlig på ejerens begæring overtageejendommen mod erstatning (jfr. analogien af § 37,stk. 1, i vejbestyrelseslovforslaget).

Landsdommer Abitz har henledt opmærksomhedenpå, at der under den nugældende lovgivning næppe erfornøden hjemmel til at indføre den i § 7 foreslå-ede bestemmelse.

Til § 8.Bestemmelsen svarer til § 19, stk. 2 og 3, i by-

planlaboratoriets standardudkast, medens tilsvarendebestemmelser ikke findes i omegnskommunernes fæl-lesvedtægt eller stads- og havneingeniørforeningensnormalvedtægt. Den her foreslåede bestemmelse om-fatter i modsætning til byplanlaboratoriets standard-udkast alene private veje, idet det må følge af al-mindelige retsgrundsætninger om vejbestyrelsens rå-den over de offentlige vejarealer, at nyplantning ellerændring af bestående plantning på offentlig vej kunkan foretages af vejbestyrelsen eller med dennes sa.m-tykke.

Den foreslåede bestemmelse fastslår i øvrigt klarereend byplanlaboratoriets udkast, at plantning af vej-træer på privat vej ikke må ske uden kommunalbesty-relsens samtykke. Endvidere foreslås indført to nyeregler. For det første skal kommunalbestyrelsen tilenhver tid kunne kræve de på en privat vej anbragtetræer fjernet og beskåret, og for det andet skal kom-munalbestyrelsen kunne bestemme, at der for grund-ejernes regning foretages beplantning i et af kommu-nalbestyrelsen nærmere fastsat omfang på privateveje, for så vidt kvarterets udformning måtte tilsigedet.

Landsdommer Abitz har over for udvalget hen-ledt opmærksomheden på, at bestemmelsen næppe un-der den nugældende retstilstand har fornøden lov-hjemmel.


fællesvedtægt, § 20 i byplanlaboratoriets udkast samt§ 18 i stads- og havneingeniørforeningens normal-vedtægt, men omfatter i modsætning til disse vedtæg-ter ikke offentlige veje. Det må nemlig følge af al-mindelige retsgrundsætninger om vejbestyrelsens ra-den over de offentlige vejes arealer, at lodsejerne ikkepå egen hånd kan foretage opgravninger eller ned-lægge kabler eller andre ledninger i offentlige veje.I øvrigt forefindes i §§ 52 og 57 i den nye lov ombestyrelsen af de offentlige veje bestemmelser områden over de offentlige vejes arealer og om nedlæg-ning og flytning af ledninger i eller over offentligevejarealer.

I lov nr. 84 af 11. maj 1897 §§ 9 ff, jfr. § 16, ogi lovbekendtgørelse nr. 356 af 30. juli 1949 findessærlige regler om fremføring henholdsvis af telegraf-og telefonledninger og af elektriske stærkstrømslednin-ger. Efter disse regler kan sådanne ledninger anbringesover eller under såvel offentlig som privat vej, udenat kommunalbestyrelsen eller de private grundejerekan modsætte sig dette. Også vandløbsloven (lov nr.214 af 11. april 1949) giver hjemmel til anbringelseaf ledninger i vejene, og heller ikke her skal kommu-nalbestyrelsens samtykke indhentes. Dog er det vedoffentlige veje vejbestyrelsen, der bestemmer, hvilkeforanstaltninger der vil være at træffe af hensyn tiltrafiksikkerheden og af hensyn til vejanlæggets ud-viklingsmuligheder, ligesom vejbestyrelsen kan for-lange selv at udføre de arbejder, der berører vejensareal (vandløbslovens § 94).

T/7 stk. 1. Bestemmelsen svarer til § 57, stk. 2,samt § 57, stk. 1 sidste punktum, i lovforslaget ombestyrelsen af de offentlige veje. Bestemmelsen er no-get videregående end bestemmelserne i byplanlaborato-riets normalvejvedtægts § 20, stk. 1-2, og § 9, stk. 3,i omegnskommunernes fællesvedtægt, idet den forud-sætter, at alle projekter til anbringelse eller ændring afledninger m.m. i eller over privat vej skal godkendesaf kommunalbestyrelsen, medens de tilsvarende be-stemmelser i de to andre vedtægter alene fastsætter, atkommunalbestyrelsen uden lodsejernes samtykke kantræffe aftale med ledningsej ere om anbringelse af led-ninger i eller over privat vej, og at aftaler mellemlodsejerne ved private veje og ledningsejeren om an-bringelse af ledninger ikke er bindende for kommu-nen. Endvidere foreslås den nye regel, at kommunal-bestyrelsen kan forlange selv at lade udføre de medledningsanlægget forbundne vejarbejder på lednings-ejerens bekostning. Endelig foreslås det nu udtrykke-ligt angivet, at ledningsej eren skal være berettiget tiluden særlig tilladelse at lade udføre uopsættelige re-parationsarbejder.

T/7 stk. 2. Bestemmelsen findes ikke i nogen af detre hidtidige standardvedtægter. Bestemmelsen har tilen vis grad sit forbillede i Københavns byggelovs §27, der også gør særlig råden over private gadearealerbetinget af kommunens (magistratens) samtykke, hvil-ket samtykke også efter byggeloven kan gøres betin-get af en afgift. Ligesom efter byggeloven bestemmesdet, at en sådan afgift skal anvendes til vejens vedlige-holdelse. Det er også overensstemmende med Køben-havns byggelov, når det foreslås, at tilladelse tilsærlig råden over vejareal ikke må komme i strid medvejens anvendelse som færdselsareal.

T/7 stk, 3- Bestemmelsen svarer til § 9, stk. 1, i om-egnskommunernes fællesvedtægt, § 20, stk. 3, 1. led, ibyplanlaboratoriets forslag og § 18 i stads- og hav-

131

neingeniørforeningens normalvedtægt, men er udfor-met overensstemmende med de tilsvarende bestemmel-ser i § 52, stk. 1, i forslaget til ny vejbestyrelseslov.Den væsentligste afvigelse fra de tidligere vedtægterer den, at der til beskyttelse af vejarealet er indføjetnye regler om sikkerhedsforanstaltninger mod ud-skridning.

Til stk. 4- Bestemmelsen svarer til § 9, stk. 1,sidste led, og stk. 2, i omegnskommunernes fælles-vedtægt, § 20, stk. 3, sidste led, og stk. 4, i byplan-laboratoriets udkast samt § 18, sidste led, i stads- oghavneingeniørforeningens normalvedtægt.

Til stk. 5. Bestemmelsen, der er ny, må anses forhensigtsmæssig.

Til stk. 6. Bestemmelsen svarer til § 9, stk. 3, iomegnskommunernes fællesvedtægt og § 20, stk. 1, ibyplanlaboratoriets udkast, men medens disse be-stemmelser kun omfatter kommunens adgang til attræffe aftale om nedlæggelse af ledninger i og an-bringelse af master m. v. på private veje, omfatter denher foreslåede bestemmelse tillige kommunens beføj-else til i medfør af stk. 2 at tillade særlig råden overvejarealet, f. eks. opstilling af skure, boder m. m.

Landsdommer Abitz har over for udvalget henledtopmærksomheden på, at der efter hans opfattelsenæppe i den nugældende lovgivning er tilstrækkelighjemmel til at optage bestemmelser af det i § 9 om-handlede indhold i en vejvedtægt. Om ministeriet foroffentlige arbejders stilling til dette spørgsmål hen-vises til beretningen, pag. 4.

Til § 10.Bestemmelsen er helt overensstemmende med § 6 i

byplanlaboratoriets udkast, men formuleringen afvi-ger noget fra § 19 i købstædernes normalvedtægt, dersvarer nøje til § 12 i den københavnske gadelov af1857 med senere ændringer.

Landsdommer Abitz har gjort opmærksom på, at derikke i loven af 23. marts 1932 er fornøden hjemmeltil at optage den foreslåede bestemmelse i en af amts-rådet godkendt vejvedtægt. Derimod vil bestemmel-sen kunne optages i en af ministeriet for offentligearbejder efter de for købstæderne gældende reglergodkendt vejvedtægt. Under den nugældende lovgiv-ning ville landsdommeren dog finde det forsigtigst atændre ordene »uden forudgående varsel« til »efterforudgående varsel«.

Til § 11.Bestemmelserne om snerydning på offentlige veje

findes i snekastningsloven. Endvidere findes reglerom snerydning på såvel offentlige som private veje ipolitivedtægterne. Særlige regler om snerydning påprivate veje findes ikke i fællesvedtægten for Kø-benhavns omegnskommuner. Heller ikke i stads- oghavneingeniørforeningens normalvedtægt findes ensærlig bestemmelse om snerydning på sådanne veje.Denne vedtægt indeholder dog i § 19 fælles regler omrenholdelse og snerydning. En særlig snerydningsbe-stemmelse for private veje findes derimod i § 7 ibyplanlaboratoriets udkast. Det her foreliggende ud-kast er dog på forskellige punkter ændret i forholdtil dette. I stk. 1 er således bestemmelsen om, at derskal tildeles hver af de færdselsberettigede en be-stemt part af vejen at ryddeliggøre, udgået, da man harment at burde overlade det til kommunalbestyrelsensfrie skøn, hvorledes arbejdet bør fordeles mellemlodsejerne. Også bestemmelsen i stk. 2 i byplanla-boratoriets udkast om, at snerydningen sædvanlig

udføres i en bredde af mindst 3 m er udgået, da detefter udvalgets opfattelse bør være kommunalbestyrel-sen, der i hvert enkelt tilfælde må kunne bestemme,hvorledes snerydningen skal udføres, herunder ihvilken bredde.

Bestemmelsen i stk. 2 i det foreliggende udkastafviger stærkt fra stk. 3 i byplanlaboratoriets udkast,idet sidstnævnte bestemmelse alene giver kommunal-bestyrelsen beføjelse til at lade snerydningen udførepå forsømmelige lodsejeres regning, medens det herforeliggende udkast indeholder hjemmel for kommu-nalbestyrelsen til frit at bestemme, at snerydning afprivate veje skal ske ved kommunens foranstaltningog for lodsejernes regning, uanset om de har for-sømt deres rydningspligt. Den ændrede formuleringskyldes, at det med det moderne snerydningsmaterielhar vist sig mere praktisk at foretage snerydning af enhel vejstrækning i stedet for blot at rydde den på desteder, hvor enkelte lodsejere har forsømt deres rydningspligt. Endelig indeholder forslagets stk. 2 densærlige bestemmelse, at kommunen kan bestemme, omudgifterne ved kommunens snerydning på private vejeskal fordeles på lodsejerne for hver vej for sig ellerfor samtlige private veje under eet. Denne bestem-melse skyldes det administrative besvær, der villevære forbundet med en udspecificering af kommunenssnerydningsudgifter på hver enkelt privat vej.

Landsdommer Abitz har henledt opmærksomhedenpå, at der næppe i de for købstæderne gældenderegler er fornøden hjemmel til at indføre en til §11 svarende regel i en vejvedtægt, medens i hvertfald stk. 1 har hjemmel i snekastningslovens § 1, stk.5, for så vidt angår bymæssige kommuner.


nes fællesvedtægt og den dermed næsten enslydende§ 5 i byplanlaboratoriets udkast. § 6 i købstædernesnormalvedtægt svarer nøje til de tre første led i disseparagraffer i de to andre normalvedtægter. Det herforeliggende udkast er dog på forskellige punkterændret i forhold til de tidligere vedtægter, idet mannavnlig har søgt at nå frem til en klarere adskillelsemellem reglerne i denne paragraf og bestemmelserneom udgiftsfordelingen ved istandsættelse og vedlige-holdelse af private veje (§ 12 i omegnskommunernesfællesvedtægt, § 9 i byplanlaboratoriets udkast og §13 i nærværende forslag). Endvidere har man i stk.4 givet den nye regel, at reglerne i denne paragraf ogi paragrafferne om vejsyn (§ 15) og om udgiftsforde-lingen kan anvendes på flere veje under eet, når deudgør en færdselsmæssig enhed. Endelig har man somstk. 5 indsat den nye bestemmelse, at private vejeikke må afspærres uden kommunalbestyrelsens sam-tykke.

Til stk. 1. Bestemmelsen svarer ganske til § 5, stk.1, i byplanlaboratoriets forslag samt til § 10, 1. punk-tum, i fællesvedtægten og § 6, 1. punktum, i købstæ-dernes normalvedtægt. Dog er den udtrykkelige an-givelse af, at bestemmelsen kun omfatter sådanne pri-vate veje, der tjener til brug for flere særskilte ejen-domme, udgået under hensyn til, at det allerede afden ændrede affattelse af § 1 fremgår, at bestemmel-sen kun omfatter sådanne veje. Endvidere er den ibyplanlaboratoriets vedtægt indeholdte specielle an-givelse af, at de private veje skal være farbare forde færdselsberettigede, udgået, da det nye stk. 5 for-byder, at de private veje uden kommunalbestyrelsenssamtykke afspærres.

132

Til stk. 2. Bestemmelsen svarer til § 10, 2. punk-tum, i fællesvedtægten og § 6, 2. punktum, i stads-og havneingeniørforeningens vedtægt samt til § 5,stk. 2, 1. punktum, i byplanlaboratoriets udkast. Somnyt 1. punktum er indsat en bestemmelse, der defi-nerer begrebet »istandsættelse« i modsætning til »ved-ligeholdelse«. Dette medfører dog ingen realitetsæn-dring i forhold til de tidligere vedtægter. Medens reg-lerne i § 10 i omegnskommunernes fællesvedtægt ogsågælder anlæg af private veje, gælder nærværende be-stemmelse ligesom de to andre normalvedtægter kunistandsættelse, vedligeholdelse og fjernelse af ukrudt.som tidligere nævnt fremgår det dog af § 4, stk. 1 og9, at i hvert fald til dels tilsvarende regler også efternærværende forslag kommer til anvendelse på anlægaf private veje. Som nyt 3. punktum er indsat en til §5, stk. 5, i byplanlaboratoriets udkast samt § 8, sid-ste punktum, i købstædernes normalvedtægt svarendebestemmelse. Medens de sidstnævnte bestemmelserkun i begrænset omfang hjemler, at istandsættelses- ogvedligeholdelsesarbejder på en privat vej skal udføressom et samlet arbejde under kommunens kontrol, harman i det her foreliggende forslag af praktiske grundement at burde overlade det til kommunalbestyrelsensbestemmelse, i hvilket omfang istandsættelsen ogvedligeholdelsen af en privat vej bør udføres som etsamlet arbejde.

Til stk. 3. Bestemmelsen svarer til § 10, stk. 1, 3.punktum i omegnskommunernes fællesvedtægt og § 6,3. punktum, i købstædernes normalvedtægt: samt til§ 5, stk. 2, 2. punktum, i byplanlaboratoriets udkast.Dog er der foretaget den ændring, at medens de tid-ligere vedtægter foreskriver, at kommunalbestyrelsen»foranstalter« vedligeholdelsesarbejdet m. v. udførtfor de forsømmelige lodsejeres regning, foreslås det iden her foreliggende bestemmelse, at kommunalbe-styrelsen kan foranstalte arbejdet udført. Den ændredeformulering angiver i modsætning til den tidligere af-fattelse klart, at det ikke er nogen pligt for kommu-nalbestyrelsen at bringe istandsættelses- og vedlige-holdelsesarbejder på private veje til udførelse, nårlodsejerne forsømmer deres pligter i så henseende.Baggrunden for ændringen er østre landsrets dom af5. januar 1956 i en sag mod Tikøb kommune, i hvil-ken sag kommunen blev dømt til at betale erstatningi anledning af et færdselsuheld på en privat vej. Sog-nerådet havde ved et vej syn påbudt forskellige ved-ligeholdelsesarbejder udført. De pågældende arbejderblev imidlertid ikke udført af grundejerne, og kom-munen tog heller ikke skridt til at lade dem udføre.I dommen citeres kommunens vejvedtægt, der indehol-der tilsvarende bestemmelser som den fornævnte regeli de hidtidige standardvedtægter om, at hvis lods-ejerne ikke udfører istandsættelsen og vedligeholdel-sen, »foranstalter« kommunen arbejdet udført. E>er-imod blev erstatningsansvar ikke pålagt vedkommendegrundejer, da retten fandt, at grundejeren havde væ-ret berettiget til at regne med, at sognerådet i over-ensstemmelse med vejvedtægtens bestemmelser selvville afhjælpe mangler, som var konstateret ved vej-syn, og som grundejerne ikke afhjalp inden den fast-satte frist.

Til stk. 4. Bestemmelsen i 1. punktum, hvorefterkommunalbestyrelsen, når flere private veje i færd-selsmæssig henseende udgør en enhed, kan bestem-me, at reglerne om istandsættelse og vedligeholdelsem. m. (§ 12), og udgiftsfordeling (§ 13) samt omvejsyn (§ 15) skal komme til anvendelse på flere vejeunder eet, er ny. Bestemmelsen er begrundet med, at

det under den hidtidige retstilstand kan forekommeurimeligt, at: kun de tilstødende lodsejere ved en pri-sat vej med megen gennemgående færdsel skal bæreudgifterne ved dens istandsættelse og vedligeholdelse.Den foreslåede nye bestemmelse vil formentlig ikkekunne indføres uden lovændring.

Bestemmelsen i 2. punktum, hvorefter kommunalbe-styrelsen kan inddrage andre brugere end de tilstøden-de lodsejere af en vej under bidrags pligten, når deresbenyttelse af vejen efter kommunalbestyrelsens skøni kendelig grad medfører slid på vejen, har et vistforbillede i § 8, 2. punktum, i stads- og havneinge-niørforeningens normalvedtægt samt § 8, stk. 4, i denkøbenhavnske gadelov af 1857 med senere ændringer,hvilke bestemmelser kun kan indføres i købstæder ogdermed ligestillede kommuner. Den her foreslåede be-stemmelse er i øvrigt i forhold til de citerede bestem-melser i den københavnske gadelov og købstædernesnormalvedtægt ændret derved, at det ikke som i disseer en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, atkommunen har udstedt et specielt forbud mod afspær-ring af den pågældende vej. Ændringen er en følge afdet nye stk. 5, hvorefter private veje ikke uden kom-munalbestyrelsens samtykke kan afspærres. Den pågæl-dende bestemmelse svarer i øvrigt også til § 10, stk.2, i omegnskommunernes fællesvedtægt og til § 5,stk. 3, i byplanlaboratoriets udkast, men afviger påflere punkter fra disse. Efter de to sidstnævnte stan-dardvedtægter er det en betingelse for at inddrage an-dre brugere end de ved vejen bosiddende under bi-dragspligten, at de pågældende »andre brugere« tilstadighed benytter vejen og ikke ophører dermed, ef-ter at kommunalbestyrelsen ved anbefalet brev har til-kendegivet dem, at de vil blive inddraget under bi-dragspligten, såfremt de ikke for fremtiden ophørermed benyttelsen. Efter nærværende forslag kan de»andre brugere« som nævnt inddrages, når deres be-nyttelse af vejen efter kommunalbestyrelsens skøn ikendelig grad medfører slid på denne. Bestemmelseni byplanlaboratoriets udkast svarer til bestemmelseni stk. 3 i loven af 23. marts 1932 om vejvedtægter ibymæssige kommuner.

Til stk. 5. Landsdommer Abitz har henledt op-mærksomheden på, at der efter hans opfattelse næppeer fornøden lovhjemmel til at indføre den pågæl-denne bestemmelse, hvorefter private veje ikke kan af-spærres uden kommunalbestyrelsens samtykke.

Efter udvalgets opfattelse indeholdes derimod entilsvarende bestemmelse i Københavns byggelovs §27, hvilken bestemmelse ved (bygnings-) vedtægt el-ler -reglement kan indføres i andre kommuner, jfr.byggelovens § 75. (Om ministeriet ior offentlige ar-bejders stilling til spørgsmålet henvises til beretnin-gen, pag. 4-5) .

Til § 13.En tilsvarende bestemmelse findes ikke i stads- og

havneingeniørioreningens normalvedtægt under pri-vate veje. Derimod findes for offentlige veje tilsva-rende bestemmelser i §§ 4 og 5. Bestemmelsen svarertil § 12 i omegnskommunernes fællesvedtægt og § 9i byplanlaboratoriets udkast til standardvedtægt, mener på forskellige punkter ændret i forhold til dissenavnlig derved, at man som angivet i de indledendebemærkninger til § 12 nærmere har sammenholdt be-stemmelserne i disse to paragraffer.

Til stk. 1. Bestemmelsen svarer til § 9, stk. 1, i by-planlaboratoriets udkast, men i modsætning til detteudkast fremhæves det udtrykkeligt, at det er kommu-nalbestyrelsen, der bestemmer, hvorledes udgifterne

133

skal fordeles, og det fremgår nu klart af sammenhæn-gen, at de i paragraffens øvrige bestemmelser fastsattekriterier for fordelingen kun er vejledende for kom-munalbestyrelsen.

Til stk. 2. Bestemmelsen svarer til § 12, stk. 1, iomegnskommunernes fællesvedtægt og § 9, stk. 2-5, ibyplanlaboratoriets udkast og afviger ret stærkt frabyplanlaboratoriets udkast. Medens dette som denprimære fordelingsnorm angiver grundskylden, ogførst i anden række som momenter, der eventuelt kantages hensyn til, nævner ejendommens arealindhold,facadelængde og ejendomsskyld, nævner det her fore-liggende udkast ligesom omegnskommunernes fælles-vedtægt facadelængden og arealindholdet som de kri-terier, der først og fremmest bør tages hensyn til. Deter sket ud fra den betragtning, at disse to faktorer ihøjere grad end grundskylden giver udtryk for, hvilketslid de enkelte ejendomme medfører eller kan med-føre på vejen. Som sekundære momenter ved udgifts-fordelingen er sideordnet nævnt ejendomsskyld (her-under indgår både vurderingen af grunden og af byg-ningerne) og ejendommens benyttelse. De to sidstekriterier findes ikke i omegnskommunernes fælles-vedtægt. Benyttelseskriteriet findes derimod i stads-og havneingeniørforeningens normalvedtægt og ermedtaget, fordi netop ejendommens benyttelse haren væsentlig indflydelse på sliddet på vejen. Såledesvil en stor vognmandsforretning bevirke et langthårdere slid end almindelige villaejendomme. En no-get tilsvarende bestemmelse findes i stk. 5 i byplan-laboratoriets udkast, der imidlertid kun giver hjemmelfor kommunalbestyrelsen til at tage hensyn til benyt-telsen i det omfang, en enkelt ejendoms benyttelsemedførte særlig stærkt slid på vejen. Bestemmelsengiver derimod ikke således som den her foreslåede be-stemmelse mulighed for en graduering af bidraget ef-ter de enkelte ejendommes forskellige benyttelse.

Medens omegnskommunernes fællesvedtægt og by-planlaboratoriets udkast giver nogle ret detailleredebestemmelser for påligningen af bidrag på hjørne-grunde, større ubebyggede arealer og grunde, deruden at være hjørnegrunde har facade til mere endeen vej, har nærværende udvalg under hensyn til demange forskelligartede tilfælde, der kan forekomme,ment det rettest i sådanne tilfælde at overlade for-delingen til kommunalbestyrelsens skøn og blot pegepå, at bidraget for sådanne grunde bør nedsættes, nåromstændighederne taler derfor. Endvidere giver be-stemmelsen mulighed for i sådanne tilfælde helt atlade bidraget bortfalde; en sådan bestemmelse kannæppe gennemføres uden lovændring.

Til stk. 3. Bestemmelsen svarer til § 12, stk. 2, iomegnskommunernes fællesvedtægt og § 9, stk. 6, ibyplanlaboratoriets udkast. Disse bestemmelser op-regner en række forskellige udgifter, som kommunenkan medregne ved fastsættelsen af udgifterne, her-under kommunens direkte konstaterede udgifter tilindvarsling, møder, inkassation, særlige tilsyn med ar-bejdet, kurstab, rentetab samt tillæg på 5-10 % afudgifterne til administration. Da det må anses forvanskeligt at foretage en udtømmende opregning afalle de udgifter, som bør kunne medregnes ved op-gørelsen af udgifterne, og for at undgå modsætnings-slutninger har nærværende udvalg anset det for ret-test at undlade at foretage en sådan opregning oghar i stedet foreslået den mere almindeligt holdte be-stemmelse, at samtlige kommunens udgifter til arbej-det, herunder udgifter til lån og administration, kanmedregnes. Efter den således formulerede bestem-

melse må ikke alene de ovenfor nærmere angivne ud-gifter kunne medregnes, men også andre udgifter, somkommunen har haft i anledning af arbejdet, og sommed rimelighed bør kunne medregnes.

Til stk. 4. Bestemmelsen svarer til § 5, stk. 2, istads- og havneingeniørforeningens normalvedtægt(der dog kun omhandler offentlige veje), § 12, stk.3, i omegnskommunernes fællesvedtægt og § 9, stk. 7,i byplanlaboratoriets udkast. Medens sidstnævnte be-stemmelse ikke indeholder regler om rentefodens stør-relse for bidrag, der afdrages over en årrække, har ud-valget ment, at der ligesom i de to andre normalved-tægter bør fastsættes en bestemt rentefod. Rentefodenforeslås på tilsvarende måde som i flere nyere køb-stadvedtægter fastsat til højst IV2 % over den høje-ste indlånsrente i lokale sparekasser. Samtidig er af-dragstiden i forhold til byplanlaboratoriets udkast ogfællesvedtægten forlænget fra maksimalt 10 år til 15år, da en afdragsperiode på kun 10 år ved størreistandsættelsesarbejder kan være for byrdefuld forlodsejerne. Det fremgår dog klart af bestemmelsen,at det i hvert enkelt tilfælde er kommunalbestyrelsen,der bestemmer, om bidraget overhovedet kan afdrages,og i bekræftende fald over hvilken periode inden forde 15 år. Bestemmelser om af dragsvis betaling for pri-vate veje findes ikke i stads- og havneingeniørforenin-gens normalvedtægt.

Til stk. 3. Bestemmelsen svarer til § 15 i omegns-kommunernes fællesvedtægt og § 11 i byplanlabora-toriets standardudkast, hvilken sidstnævnte bestem-melse på de fleste punkter er overensstemmende medloven af 23. marts 1932 om indførelse af vejvedtægti bymæssige kommuner. Tilsvarende bestemmelserfindes ikke i stads- og havneingeniørforeningens nor-malvedtægt. I forhold til de to førstnævnte standard-vedtægter er bestemmelsen ændret derved, at afdrags-tiden ligesom i stk. 4 er ændret fra 10 til 15 år.Samtidig er rentefoden fastsat overensstemmende medde i stk. 4 angivne regler. Endvidere er det for tyde-lighedens skyld præciseret, at bestemmelsen kun om-fatter de tilfælde, hvor private veje istandsættes vedgrundejernes egen foranstaltning.


nes fællesvedtægt, § 10 i byplanlaboratoriets stan-dardudkast samt § 9 i stads- og havneingeniørforenin-gens normalvedtægt. Medens disse bestemmelser li-gesom stk. 4 i loven af 23. marts 1932 og 1857-lo-vens § 8, stk. 5, alene omhandler kommunens over-tagelse af en privat vejs istandsættelse og vedligehol-delse, er den her foreslåede bestemmelse udvidet tilogså at omfatte kommunens overtagelse af vejens be-lysning og renholdelse, da der har vist sig praktisktrang dertil. Derimod er bestemmelsen i nærværendeforslags § 11 om snerydning ikke medtaget i den herforeslåede bestemmelse, da der allerede i § 11, stk. 2,findes særlig hjemmel for kommunens overtagelse afsnerydningen på private veje. Medens omegnskommu-nernes fællesvedtægt og købstædernes normalvedtægtingen regler indeholder med hensyn til udgiftsfordelin-gen mellem lodsejerne, og byplanlaboratoriets udkastalene henviser til reglerne i § 9 (nærværende forslags§ 13), har man i den her foreliggende bestemmelseforeslået, at betalingen tillige kan ske i form af etårligt bidrag, hvis størrelse fastsættes af kommunal-bestyrelsen. En sådan ordning vil nemlig i mange til-fælde kunne være mere hensigtsmæssig end en ud-giftsfordeling efter reglerne i § 13.

134


nes fællesvedtægt og til § 8 i byplaniaboratorietsstandardudkast. Bestemmelsen har en vis forudsæt-ning i stk. 3 i loven af 23. marts 1932, medens entilsvarende bestemmelse ikke findes i den københavn-ske gadelov af 1857 med senere ændringer og hellerikke i købstædernes normalvedtægt.

Den nugældende lovgivning gør det ikke til nogenpligt for kommunerne at afholde vejsyn, idet loven af23. marts 1932 i stk. 3 blot udtaler, at de tilstødendegrundes ejere kan indkaldes til møde angående envejs vedligeholdelse, bidragspligten m. m. på en nær-mere angiven måde, medens der som nævnt ikke i denkøbenhavnske gadelov af 1857 med senere ændringerfindes bestemmelser om vejsyn.

Det fremgår af forarbejderne til den førstnævntelov, at de københavnske omegnskommuner, der i fe-bruar 1930 rettede henvendelse til indenrigsministe-riet om en ændring af den hidtidige vejvedtægtslov-givning for de bymæssige kommuner, har forudsat,at der afholdes årlige vejsyn.

I de fleste vedtægter, der er udfærdiget efter 1932-loven findes bestemmelser om vejsyn, medens tilsva-rende bestemmelser kun findes i enkelte købstadved-tægter, således i Holbækvedtægten.

Man har i nærværende udvalg indgående drøi:tet,om en bestemmelse om vejsyn overhovedet bør bibe-holdes i vejvedtægten, og om det bør være en pligtfor kommunerne at afholde vejsyn.

Imod det pligtmæssige vejsyn er det blevet anført,at de bestemmelser herom, der findes i mange kommu-ners vej vedtægter, ikke overholdes i praksis. Endvidereanføres det, at bestemmelsen om vejsyn må anses foroverflødig, da kommunerne også uden en udtrykkeligbestemmelse herom må kunne afholde vej syn, hvis definder det påkrævet, og da kommunerne også uden af-holdelse af formeligt vejsyn vil kunne træffe de be-stemmelser om istandsættelse og vedligeholdelse af pri-vate veje, som ellers forudsættes truffet ved vej synene,jfr. herved bestemmelserne i §§ 12 og 13. Endelig erdet blevet fremhævet, at det har vist sig, at bestemmel-serne i vedtægterne om pligten for kommunerne til atholde vejsyn har medført uheldige konsekvenser forkommunerne. Således er Tikøb kommune ved højeste-retsdom af 25. november 1952 (Ui.R. 1953/45)ifaldet erstatningsansvar for manglende vedligeholdelseaf en privat vej, idet det i præmisserne blev anført, atkommunen ikke havde overholdt vedtægtens bestem-melse om, at der skulle afholdes årlige vejsyn.

Til støtte for bibeholdelsen af en bestemmelse ompligt for kommunerne til at holde årlige vejsyn er detnavnlig blevet anført, at vejsynene i mange kommunerer en foranstaltning, der bidrager til at højne de pri-vate vejes standard.

Der var inden for udvalget enighed om, at bestem-melsens affattelse bør være ensartet i de forskelligekommuner inden for Københavns amtsrådskreds, ogda der var flertal for at bibeholde en bestemmelseom pligtmæssigt årligt vejsyn, blev det vedtaget atoptage en bestemmelse herom i vedtægtsudkastet.

Der er dog foretaget forskellige ændringer i for-hold til den hidtidige fællesvedtægt og byplanlabora-toriets udkast.

Til stk. 1. Der er kun foretaget mindre ændringer,og de er enten af sproglig karakter eller foranledigetaf ændringer i andre paragraffer.

Til stk. 2 og 3. Medens omegnskommunernes fæl-lesvedtægt og byplanlaboratoriets udkast angiver be-

stemte former for indvarsling af lodsejerne og by-planlaboratoriets udkast tillige en bestemt tidsfrist forindvarslingen, har nærværende udvalg ment, at ind-varslingen til de ordinære årlige vejsyn af de til vejenstødende grundes ejere bør ske på den i kommunensædvanlig anvendte måde. Derimod bør indvarsling afandre færdselsberettigede end lodsejerne ved vejen ogindvarsling til ekstraordinære vejsyn ligesom efter detidligere vedtægter altid ske ved anbefalet brev.

Til stk. 4. I modsætning til de tidligere standard-vedtægter har man ment udtrykkeligt at burde angive,at der ved vejsynet bør gives de fremmødte ejere ogbrugere lejlighed til at udtale sig, medens man på denanden side har ment at kunne undvære den i de hid-tidige vedtægter optagne bestemmelse om, at der skalaffattes en beretning over det på hver vej afholdteeftersyn. Bestemmelsen må anses for overflødig, nårder alligevel skal afsiges en kendelse med en forteg-nelse over de påtalte mangler og de foranstaltninger,der skal bringes til udførelse. Reglerne i § 13 om ud-giftsfordeling og betaling finder tilsvarende anven-delse på arbejder, der udføres på grundlag af ken-delse ved vejsyn.

Til stk. 5. Med hensyn til reglerne for fremlæg-gelse af kendelsen er der i forhold til fællesvedtægtenog byplanlaboratoriets udkast sket den ændring, at be-kendtgørelse om fremlæggelsen efter det foreliggendeudkast skal ske på den i kommunen sædvanlig an-vendte måde, medens den efter de tidligere standard-vedtægter skulle ske ved bekendtgørelse i bladene.

Til stk. 6. I denne bestemmelse er der i modsæt-ning til de øvrige bestemmelser i nærværende paragrafsket en egentlig realitetsændring i forhold til byplan-laboratoriets udkast, men ikke i forhold til omegns-kommunernes fællesvedtægt. Medens byplanlaboratori-ets udkast med hensyn til de arbejder, som der blivertruffet bestemmelse om ved vejsynet, men som ikkerettidigt udføres af lodsejerne, foreskriver, at kom-munalbestyrelsen »foranstalter« de pågældende arbej-der udført for lodsejernes regning, foreslås det i dether foreliggende udkast ligesom i § 12 i omegns-kommunernes fællesvedtægt, at kommunalbestyrelsenkan foranstalte arbejderne udført. Ændringen er fore-taget af samme grunde som den tilsvarende ændringaf § 12, stk. 3, jfr. nærmere herom bemærkningernetil denne bestemmelse (foran side 22-23).


fællesvedtægt, § 14 i byplanlaboratoriets udkast, til§§ 1 og 2 i den københavnske gadelov af 1857 medsenere ændringer samt til §§ 1 og 2 i stads- og havne-ingeniørforeningens normalvedtægt.

Til stk. 1. Bestemmelsen er i forhold til bestemmel-sen i omegnskommunernes fællesvedtægt og byplan-laboratoriets udkast på to punkter tilnærmet affattel-sen i den københavnske gadelovs § 1 og dermed stads-og havneingeniørforeningens normalvedtægt. For detførste er der ligesom i loven indsat en henvisning tilbestemmelsen om vurderingskommissionen for at an-give, at lodsejerne bør have mulighed for at fore-lægge vurderingskommissionen spørgsmålet om, hvor-vidt de har krav på erstatning for vejens overtagelsesom offentlig. Noget andet er, at vurderingskommis-sionen som alt overvejende hovedregel vil fastsætteerstatningen til 0. Dernæst er det i de to andre hid-tidige vedtægter anvendte udtryk »af private anlagteeller sådanne tilhørende vej« ændret til »privat vej«,da sidstna;vnte udtryk i forvejen er defineret i § 1,

135

og der ikke ses nogen grund til at undtage privateveje, der tidligere har været til brug for flere ejen-domme, fra denne bestemmelse. Endelig har man i for-hold til alle tre tidligere vedtægter foretaget den æn-dring, at ordene »når den (= vejen) i forvejen harværet til brug for flere særskilt matrikulerede ejen-domme« er udgået, da det følger af definitionen i §1, at vejen skal være til brug for flere særskilte ejen-domme for i denne vedtægt at kunne karakteriseressom privat vej.

Til stk. 2. I forhold til alle de tre hidtidige nor-malvedtægter er der sket den ændring, at det nu ud-trykkeligt er angivet, at kommunalbestyrelsen ikke kanpåligne lodsejerne bidrag til dækning af udgifterneved erhvervelse af arealer til vejens udvidelse. Detteer imidlertid i overensstemmelse med den måde, hvor-på såvel ministeriet som den juridiske teori har for-tolket den pågældende bestemmelse, hvilket bl. a. erfastslået ved indenrigsministeriets skrivelse af 14. maj1932, indenrigsministeriets lovsamling B 1932, side208, og skrivelse af 10. marts 1930, indenrigsministe-riets lovsamling B 1930, side 93, og E. A. Abitz»Vejenes Retsforhold«, side 279-

Landsdommer Abitz har endvidere henledt opmærk-somheden på, at det ved Ø.L.D. U.f.R. 1928, 843, erfastslået, at der ikke i en vedtægt var hjemmel til atkræve bidrag til afgravning af en vej for at gøre denbedre egnet til at benyttes af gennemgående færdsel,hvilket ansås for en almindelig kommunal interesse.Landsdommeren har derfor henstillet, om bestemmel-sen ikke burde klargøres også på dette punkt. Udvalgethar kunnet tiltræde, at kommunernes adgang til atpålægge lodsejerbidrag til en vis grad må indskræn-kes, når et vejarbejde fortrinsvis skyldes hensynet tilden gennemgående færdsel. En sådan begrænsningsvarer til den i stk. 3 angivne breddebegrænsning.Udvalget har imidlertid været betænkelig ved at an-give denne begrænsning i selve vedtægten, dels fordiafgrænsningen af den omtalte indskrænkning i kom-munernes beføjelser ikke helt har fæstnet sig i prak-sis, dels fordi den opregning af tilfælde, hvor bidragikke kan pålignes, som bestemmelsen herefter villeindeholde, alligevel ikke kunne blive udtømmende.Der gælder nemlig ifølge praksis også andre begræns-ninger i kommunalbestyrelsens beføjelse til at på-lægge lodsejerne vejbidrag (f. eks. når der ydes vej-fondstilskud til den pågældende vej), og det vil ikkevære muligt udtømmende at opregne disse. Når manhar medtaget bestemmelsen om, at udgifterne til areal-erhvervelser ikke kan pålægges lodsejerne, skyldesdet, at man i særlig grad har fundet det påkrævet, atkommunernes opmærksomhed henledes på denne be-grænsning i adgangen til at påligne lodsejerbidrag.

Til stk. 3. Medens den tilsvarende bestemmelse iomegnskommunernes fællesvedtægt, og byplanlabora-toriets udkast er identisk med § 2, stk. 2, i den kø-benhavnske gadelov, har nærværende udvalg valgt enformulering, der i det væsentlige er overensstemmen-de med § 2, stk. 2, i købstædernes normalvedtægt, dadenne formulering efter udvalgets opfattelse er kla-rere og mere hensigtsmæssig end lovens. I 2. punk-tum er dog foretaget en mindre ændring for yderligereat tydeliggøre bestemmelsen.

Både den københavnske gadelov, omegnskommu-nernes fællesvedtægt og byplanlaboratoriets udkastfastsætter kun for veje, der er bredere end 20 m, enpligt for kommunen til helt eller delvis at betale an-lægget af en del. af vejens arealer. Efter de nævntebestemmelser skal kommunen ved veje, der er bredere

end 20 m, dels betale (samtlige) udgifter til anlæg-get af de arealer, der ikke benyttes til almindeligfærdsel, dels en forholdsmæssig andel af belægningen,svarende til den del af de gadebelagte arealer, hvor-med disses samlede bredde overstiger 10 m ud forejendommens facader. Sidste led af bestemmelsen måforstås således, at der er hjemmel til at pålægge lods-ejerne belægningsudgifter indtil en samlet bredde af20 m (jfr. herved højesteretsdommen, U.f.R. 1951,258).

Købstadnormalvedtægten sondrer for alle veje -uanset deres bredde - mellem bidrag til kørebane ogtil vejens øvrige dele, og for så vidt angår den sidst-nævnte del af vejen sondres igen mellem de arealer,der benyttes til almindelig færdsel, og de arealer, derikke benyttes til sådan færdsel. For så vidt angår kø-rebanen betaler kommunen udgifterne til belægningaf den del, der overstiger 8 m. Heri må ligge, at derikke er nogen breddebegrænsning for lodsejernes del-tagelse i andre anlægsudgifter vedrørende kørebanen.For de øvrige dele af vejen gælder ubetinget, atsamtlige anlægsomkostninger for de arealer, der ikkebenyttes til almindelig færdsel (f. eks. rabatter), skalbæres af kommunen. For de færdselsarealer, der ikkehenhører til kørebanen (f. eks. fortove og cykelstier),kan bidrag kun pålægges til belægningen af en størresamlet bredde end 4 m. Derimod er der ingen be-grænsning for lodsejernes deltagelse i andre anlægs-udgifter med hensyn til disse arealer.

Det foreliggende forslag adskiller sig med hensyntil formuleringen kun uvæsentligt fra stads- og hav-neingeniørforeningens normalvedtægt. Dog har manfastsat breddebegrænsningen for lodsejernes bidrags-pligt til belægningen af færdselsarealer uden forkørebanen til 8 m i stedet for 4 m.

Til stk. 4 og 5. De pågældende bestemmelser erhelt overensstemmende med de tilsvarende regler i denkøbenhavnske gadelov, omegnskommunernes fælles-vedtægt, byplanlaboratoriets udkast og købstædernesnormalvedtægt. Dog er i stk. 5 udtrykkeligt angivet,at kommunen efter vejens overtagelse som offentligogså overtager belysningen.

Til § 17.Bestemmelsen svarer ganske til § 2, sidste stk., i

den københavnske gadelov, § 17 i omegnskommuner-nes fællesvedtægt, § 15, stk. 1, i byplanlaboratorietsudkast og § 2, sidste stk., i stads- og havneingeniør-foreningens normalvedtægt.

Til § 17 a.Bestemmelsen svarer til § 15, stk. 2, i byplanlabo-

ratoriets udkast, medens lignende bestemmelser ikkefindes i de to andre standardvedtægter. Formuleringener dog tilnærmet den tilsvarende bestemmelse i § 12,stk. 2, i den nye vejbestyrelseslov. Når nævnte bestem-melse i den nye lov træder i kraft den 1. august 1957,vil nærværende vedtægtsbestemmelse blive overflødig-gjort. Bestemmelsen er derfor karakteriseret som mid-lertidig.

Til § 17 b.Bestemmelsen svarer til § 15, stk. 3, i byplanlabo-

ratoriets udkast og til § 15 i stads- og havneingeniør-foreningens normalvedtægt, medens en tilsvarendebestemmelse ikke findes i omegnskommunernes nor-malvedtægt. Formuleringen er ændret således, at be-stemmelsen nu helt er i overensstemmelse med § 24 i

136

den nye vejbestyrelseslov. Også nærværende bestem-melse er karakteriseret som midlertidig, da den vilblive overflødiggjort, når den nye lov traîder i kraftden 1. august 1957.


fællesvedtægt, § 17 i byplanlaboratoriets udkast og§ 3 i stads- og havneingeniørforeningens standardved-tægt.

Til stk. 1. Det her foreliggende udkast har på vissepunkter en noget anden formulering end stk. 1 i deforan nævnte bestemmelser, uden at dog nogen reali-tetsændring er tilsigtet. Man har derimod fundet detpåkrævet at søge at give en vis definition og nærmereafgrænsning af begrebet »endelig belægning«, hvisbetydning ikke efter den tidligere formulering varhelt entydig. Hovedsynspunktet har været dei: iE. A. Abitz »Vejenes Retsforhold«, pag. 285-286,anførte, at udgifterne til endelig belægning er en-gangsudgifter, efter hvis påligning på lodsejerne derikke kan være tale om at opkræve yderligere bidraghos disse. Dette har fundet direkte udtryk i bestem-melsens næstsidste punktum. Samtidig har man - imodsætning til de tidligere bestemmelser - ment ud-trykkeligt at burde fastslå, at belægningen skal værebedre end den hidtidige. Endelig har man givet dentekniske afgrænsning af begrebet, at belægningen vej-teknisk skal kunne betegnes som permanent.

Hovedsynspunktet - at bidrag til endelig belægningkun kan pålignes een gang - udelukker lige så lidtsom efter de tidligere affattelser af bestemmelsen, atbelægningen kan udføres delvis og til forskellig tid(jfr. bestemmelsens sidste punktum), f. eks. således,at belægningen af fortovet sker på et senere tidspunktend udførelsen af kørebanebelægningen. I sådanne til-fælde må bidrag kunne pålignes, både når kørebane-belægningen og når fortovsbelægningen bringes tiludførelse.

Ligesom efter de tidligere bestemmelser kan bidragefter nærværende bestemmelse kun påla;gges med50 c/c af udgifterne og kun af belægningsudgifterne,medens bidrag efter § 16 i princippet kan pålignesmed 100 % af udgifterne. Endelig gælder ligesom ef-ter de tidligere affattelser af bestemmelsen, at reg-lerne i nærværende paragraf også kommer til anven-delse på vejarbejder, der er påbegyndt efter reglernei § 16 (eller § 17), når belægningen ikke er tilende-bragt inden 10 år. Det betyder med andre ord, at bi-drag i så fald kun kan opkræves med indtil 50 •% afbelægningsudgifterne i stedet for med indtil 100 %.

Med hensyn til begrænsning af de vejbredder, in-den for hvilke lodsejerbidrag kan pålignes, gældersamme regler som i § 16. Vedrørende den nærmerefortolkning af, hvad der kan henføres under »be-lægningsudgifter«, henvises til, hvad der er anført iministeriet for offentlige arbejders skrivelse af 16.november 1956 til Sønderborg byråd (bilag 6).

I modsætning til fællesvedtægten for omegnskom-munerne, men i lighed med de to andre hidtidigestandardvedtægter er det ikke nogen betingelse for an-vendelse af bestemmelsen om endelig belægning, atvejen er stærkt bymæssigt bebygget.

Til stk. 2. Bestemmelsen er kun på et enkelt punktændret i forhold til de i de indledende bemærkningertil nærværende paragraf omhandlede bestemmelser. Detforeslås nemlig, at den grundejermajoritet, der skalfremsætte ønske om en dyrere belægning, for at kom-munalbestyrelsen kan påligne hele merudgiften på

samtlige lodsejere, skal være på to trediedele, medensde hidtidige bestemmelser har foreskrevet en majoritetpå tre fjerdedele. Som hidtil skal majoriteten være tilstede med hensyn til både antallet af grundejere ogden ejendomsskyld, de repræsenterer.


nes fællesvedtægt, § 18 i byplanlaboratoriets normal-vedtægt samt til §§ 4 og 5 i stads- og havneingeniør-foreningens normalvedtægt, men er på forskelligepunkter ændret i forhold til disse bestemmelser.

Til stk. 1. Medens de fornævnte vedtægtsbestem-melser giver to sæt regler for fordeling af lodsejerbi-drag mellem lodsejerne, et for private veje og et foroffentlige veje, foreslås det i nærværende bestemmelsepå tilsvarende måde som i vejvedtægten for Holbækkøbstad, at de samme regler i så henseende skalkomme til. anvendelse ved offentlige og private veje,da man har ment, at det principielt må være de sam-me synspunkter, der bør lægges til grund i begge til-fælde. Nærværende bestemmelse indeholder derforblot en henvisning til de i § 13, stk. 2, angivne regler.

§ 4, stk. 2, i den københavnske gadelov og den der-med enslydende bestemmelse i stads- og havneinge-niørforeningens normalvedtægt indeholder en sær-regel for fordeling af bidrag på bane- og sporvejs-anlæg samt kirkegårde og lignende, idet det deromhedder, at bidrag kun skal betales for den strækning,hvor man benytter eller vil kunne benytte facaderet-ten, og endvidere for de strækninger, der ligger mel-lem denne strækning og de nærmeste offentlige tvær-veje til begge sider. En tilsvarende bestemmelse erikke optaget i omegnskommunernes fællesvedtægt el-ler byplanlaboratoriets normalvedtægt, og nærværendeudvalg har heller ikke ment at burde foreslå optageten sådan bestemmelse i vedtægten, dels fordi den på-gældende bestemmelse forekommer udvalget vanske-lig forståelig, dels fordi allerede de i § 13, stk. 2, an-givne regler indeholder en mulighed for at nedsættebidraget for baneanlæg og lignende, når omstændig-hederne i øvrigt taler derfor.

Til stk. 2. Bestemmelsen svarer ganske til 1. led i§ 19, stk. 3, i omegnskommunernes fællesvedtægt, 1.led i § 18, stk. 3, i byplanlaboratoriets udkast samt1. led i § 5, stk. 1, i stads- og havneingeniørforenin-gens normalvedtægt.

Til stk. 3- Bestemmelsens 1. punktum svarer til2. led i de i bemærkningerne til stk. 2 omhandledelov- og vedtægtsbestemmelser, men man har forsøgtnærmere at klargøre indholdet af reglen, idet det nuklart fremgår, at bestemmelsen ikke således som stk.6 i nærværende paragraf (§ 5, stk. 2, i den køben-havnske gadelov og § 18, stk. 5, i byplanlaboratorietsnormalvedtægt) omhandler lodsejernes adgang til atopnå en afdragsordning for de pålignede bidrag, menderimod kommunalbestyrelsens skønsmæssige adgangtil at bestemme, at selve pligten til betaling af bidra-get først indtræder helt eller delvis, når ejendommengøres til genstand for en stigende udnyttelse ved be-byggelse, udstykning eller lignende. Det fastsættes inærværende forslags stk. 5 udtrykkeligt, at de pågæl-dende beløb forrentes (jfr. herom nærmere nedenfor).Dette er overensstemmende med omegnskommunernesfællesvedtægt, men i modsætning til, hvad der ifølgeministeriet for offentlige arbejders praksis antagesmed hensyn til bidrag, for hvilke der gives henstandmed betalingen, i henhold til § 5, stk. 2, i den kø-

137

benhavnske gadelov og stads- og havneingeniørfor-eningens normalvedtægt.

Til stk. 4- Bestemmelsen svarer til § 18, stk. 4, ibyplanlaboratoriets normalvedtægt og til en vis gradtil § 19, stk. 3, 2. punktum, i omegnskommunernesfællesvedtægt, medens en tilsvarende bestemmelseikke findes i den københavnske gadelov eller i stads-og havneingeniørforeningens normalvedtægt. I for-hold til de to andre standardvedtægter er der foreta-get forskellige ændringer. For det første er bestem-melsens anvendelse efter det foreliggende forslag li-gesom efter omegnskommunernes fællesvedtægt blevetobligatorisk, således at lodsejeren har ret til at opnåhenstand, når hans ejendom opfylder de i bestemmel-sen angivne betingelser. Ifølge byplanlaboratorietsudkast var det overladt til kommunalbestyrelsens frieskøn, om henstand kunne opnås, men den meget de-taillerede bestemmelse blev herved i virkelighedenuden selvstændigt indhold, da den således kun frem-trådte som en speciel anvendelse af reglen om, athenstand kan gives, indtil en ejendom udnyttes mereintensivt ved bebyggelse, udstykning eller lignende.Dernæst er bestemmelsen (modsat begge de tidligerevedtægter) blevet indskrænket til kun at omfatte så-danne ejendomme, som anvendes til landbrug, skov-brug, frilandsgartneri eller lignende, idet man harment, at de reale grunde for anvendelsen af bestem-melsen stærkest gør sig gældende ved sådanne ejen-domme. Bestemmelsen i stk. 3 giver i forvejen kom-munalbestyrelsen en fakultativ adgang til for en delaf bidraget eller hele dette at fastsætte en senere for-faldstid for ejendomme af anden beskaffenhed end denævnte. Endvidere har man i modsætning til omegns-kommunernes fællesvedtægt, men i lighed med by-planlaboratoriets udkast fastsat en mindste størrelsefor de ikke-udparcellerede arealer på 6.000 m2. Li-gesom efter sidstnævnte udkast, men i modsætning tilfællesvedtægten forfalder en del af bidraget straks,men medens byplanlaboratoriets udkast blot siger, atdenne del af bidraget er bidraget for en parcel afnormal størrelse på det pågældende sted, har man idet foreliggende udkast fastsat størrelsen af »nor-malparcellen« til 2.500 m2. Endelig han man udtryk-keligt fastslået, at i tilfælde af udstykning indtræ-der betalingspligten først, når restparcellen blivermindre end 6.000 m2, eller den overgår til anden an-vendelse.

Til stk. 3. Bestemmelsen svarer til § 19, stk. 3,sidste punktum, i omegnskommunernes fællesvedtægtog § 18, stk. 4, 2. punktum, i byplanlaboratoriets ud-kast, men medens sidstnævnte bestemmelse kun om-fatter forrentning af henstående restbidrag for ikkeudparcellerede arealer på over 6.000 m2, omfatternærværende bestemmelse også andre bidrag, for hvil-ke betalingspligten først på et senere tidspunkt ind-træder helt eller delvis (jfr. stk. 3 i nærværende pa-ragraf). Til bidrag af denne karakter har der somforan nævnt ifølge ministeriets praksis med hensyntil den københavnske gadelovs § 5, stk. 1, og købstæ-dernes normalvedtægt, § 5, stk. 1, hidtil ikke kunnettillægges renter.

T/l stk. 6. Bestemmelsens 1. punktum svarer til §18, stk. 5, i byplanlaboratoriets udkast, § 19, stk. 4, iomegnskommunernes fællesvedtægt og § 5, stk. 2, istads- og havneingeniørforeningens normalvedtægt. Imodsætning til de to sidstnævnte bestemmelser, meni lighed med byplanlaboratoriets udkast indeholder

den her foreliggende bestemmelse en begrænsningmed hensyn til størrelsen af de bidrag, der kan for-langes afdraget over en årrække. Medens byplanla-boratoriets udkast fastsætter mindstebeløbet til 50kr., har nærværende udvalg under hensyn til den sted-fundne stigning i prisniveauet foreslået beløbet sat optil 200 kr. En eventuel fremtidig yderligere stigningi pristallet vil kunne motivere, at mindstebeløbetsættes yderligere i vejret. Medens de tilsvarende be-stemmelser i den københavnske gadelov ( § 5 , stk. 2),omegnskommunernes fællesvedtægt og byplanlabora-toriets udkast alle bestemmer, at grundejerne har enubetinget ret til at forlange bidraget fordelt overindtil 20 år, fastsætter nærværende forslag i lighedmed stads- og havneingeniørforeningens normalved-tægt en varierende afdragsperiode. Medens stads- oghavneingeniørforeningens vedtægt fastsætter afdrags-tiden til indtil 10 år, for særlig store bidrag dogindtil 20 år, bestemmer nærværende forslag, at af-dragstiden er et af kommunalbestyrelsen i hvert en-kelt tilfælde fastsat tidsrum på mellem 5 og 20 år.

Bestemmelsen i sidste punktum svarer til sidstestykke i § 18 i byplanlaboratoriets udkast, men imodsætning til dette udkast indeholder det ikke denbegrænsning, at afdragsperioden ikke må strække sigud over den for de oprindelige bidrag fastsatte af-dragstid. Denne begrænsning vil nemlig i nogle til-fælde kunne blive for byrdefuld for de pågældendelodsejere, idet den kan medføre, at de skal betalehele bidraget uden mulighed for nogen afdragsord-ning, hvis bidragspligten i henhold til stk. 3 førstindtræder samtidig med udløbet af afdragsperiodenfor de øvrige bidrag. En tilsvarende bestemmelse fin-des ikke i omegnskommunernes fællesvedtægt ellerstads- og havneingeniørforeningens normalvedtægt.

Til § 20.Bestemmelsen svarer til § 16 i den københavnske

gadelov af 1857 og § 11 i stads- og havneingeniør-foreningens normalvedtægt. Derimod findes en til-svarende bestemmelse ikke i omegnskommunernesfællesvedtægt eller byplanlaboratoriets udkast. Medensde tilsvarende bestemmelser i den københavnske ga-delov og stads- og havneingeniørforeningens normal-vedtægt kun kommer til anvendelse ved fordelingenaf istandsættelses-, vedligeholdelses- og driftsudgif-ter for private veje, er den her foreslåede bestem-melse udvidet til også at omfatte offentlige veje, daman har ment, at de samme reale grunde taler for ensenere omfordeling af udgifterne også ved offentligeveje.

Til § 21.Bestemmelsen svarer til § 6 i den københavnske

gadelov, § 20 i omegnskommunernes fællesvedtægt,§ 20 i stads- og havneingeniørforeningens normalved-tægt og § 21, stk. 2, i byplanlaboratoriets normalved-tægt. I forhold til disse bestemmelser er nærværendeforslag ligesom flere nyere købstadvedtægter (bl. a.Holbækvedtægten) ændret således, at udpantning ik-ke alene kan foretages for kommunens egne udgifter,men også for krav i henhold til indfriet kaution. Detbetyder, at kommunen kan foretage udpantning forikke betalte ydelser, som kommunen må dække i de i§ 13, stk. 5, i.f., omhandlede tilfælde, hvor midlernetil anlægget eller istandsættelsen af en privat vej til-vejebringes gennem et af kommunen garanteret lån.

138

Til § 21a.Bestemmelsen svarer til § 10 i den københavnske

gadelov, § 21 i omegnskommunernes fællesvedtægt, §22 i stads- og havneingeniørforeningens normalved-tægt samt § 16 i byplanlaboratoriets udkast. Ud fradet i de indledende bemærkninger anførte grundsyns-punkt, at vedtægten bør affattes efter de for købstæ-der gældende regler, er affattelsen stærkt tilnærmetstads- og havneingeniørforeningens vedtægt. I forholdtil omegnskommunernes fællesvedtægt og byplanlabo-ratoriets udkast medfører dette den ændring, at to afkommissionens medlemmer med suppleanter skal be-skikkes af ministeriet for offentlig arbejder og ikkesom efter de to andre vedtægter af amtmanden. I kon-sekvens af denne ændring er det også i stk. 3 fast-sat, at med hensyn til honorar til taksatorerne gælder,hvad der er fastsat af ministeriet for offentlige arbej-der, medens byplanlaboratoriets udkast i så henseendehenviste til bestemmelse, truffet af amtsrådet. (Det erderimod ingen reel afvigelse fra disse to vedtægter,når det bestemmes, at opmanden og dennes supple-ant skal beskikkes af ministeriet for offentlige arbej-der, medens det i byplanlaboratoriets udkast hedder,at de pågældende skal beskikkes af indenrigsministe-riet. Den ændrede affattelse skyldes alene, at det på-gældende sagsområde tidligere har henhørt under in-denrigsministeriet, men i 1942 er overgået til ministe-riet for offentlige arbejder. Stads- og havneingeniør-foreningens normalvedtægt, der er ældre end 1942,skriver derfor også overalt »indenrigsministeriet« istedet for »ministeriet for offentlige arbejder«).

I forhold til § 22 i stads- og havneingeniørforenin-gens vedtægt er sket den ændring, at den særlige re-gel i stk. 5, hvorefter der ved erstatningsfastsættelsenbl. a. skal tages hensyn til den eventuelt større bygge-frihed m. m. for ejendommen efter anlæggets ud-førelse, er udgået. Man har nemlig ment, at grund-lovens § 73 i og for sig angiver formålet for vurde-ringen ved bestemmelsen om, at der skal ydes fuld-stændig erstatning, og at bestemmelsen i stk. 4 om,

at de afståede arealer m. v. skal ansættes til sandværdi i handel og vandel, og at der ved erstatningensfastsættelse heri skal afkortes den værdiforøgelse, somrestejendornmen skønnes at opnå, må være tilstrække-lig som supplerende vejledning til taksatorerne. Be-stemmelsen i stk. 5 i stads- og havneingeniørforenin-gens vedtægt er i øvrigt heller ikke udtømmende,idet man kan tænke sig andre forhold end de derinævnte, der kan bevirke en nedsættelse af erstatnin-gen.

Endelig er reglerne i slutningen af de tilsvarendebestemmelser i de hidtidige normalvedtægter om ud-betaling af ekspropriationserstatninger og panthaver-samtykke udgået, da man har ment i så henseende atkunne nøjes med de almindelige regler herom itinglysningsloven.

Bestemmelserne i § 21 a er karakteriseret sommidlertidige, da de vil bortfalde, når den nye lovom bestyrelsen af de offentlige veje er trådt i kraftden 1. august 1957.


fællesvedtægt, § 22 i byplanlaboratoriets udkast, §17 i den københavnske gadelov af 1857 samt § 23 istads- og havneingeniørforeningens normalvedtægt.

I konsekvens af det i de indledende bemærkningeranførte hovedsynspunkt er ministeriet for offentligearbejder indsat som klageinstans i stedet for amts-rådet.

Det er for at undgå misforståelser nu udtrykkeligtfremhævet, at klager over vurderingskommissionenskendelser ikke kan indbringes for ministeriet.

Til § 23.Bestemmelsen svarer til § 23 i byplanlaboratoriets

udkast, men er i forhold til dette ligesom § 22 ændretderhen, at ministeriet er indsat i stedet for amtsrådet.

139

Vejvedtœgtsudvalget for

Københavns omegnskommuner.

Bilag 6

Den 21. marts 1956.

Nærværende udvalg, der er nedsat af Køben-havns amts sognerådsforening, og som beståraf stadsingeniørerne i Taarnby, Lyngby-Taar-bæk, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup og Rødovrekommuner, er for tiden under bistand af amts-vejinspektøren i Københavns amt i færd medat udarbejde udkast til ny standard vej vedtægtfor de københavnske omegnskommuner.

Selv om dette arbejde endnu ikke er afslut-tet, er man allerede nu blevet opmærksom på, aten ændring på nedennævnte punkter af denhidtil gældende lovgivning må anses for øn-skelig:1 ) Det kan ikke anses for hensigtsmæssigt, at

lov nr. 90 af 23. marts 1932 kun giverhjemmel til indførelse af vej vedtægt i dedele af de bymæssige kommuner, som alle-rede er bymæssigt bebygget, eller som måantages at blive bymæssigt bebygget i ennærmere fremtid.

2) Det må anses for ønskeligt, at der i vejlov-givningen bliver givet udtrykkelig hjemmeltil optagelse i vej vedtægter af bestemmelserom klassificering, udlæg og anlæg af privateveje med et tilsvarende indhold som be-stemmelserne i §§ 2-4 i byplanlaboratorietsstandardvedtægt af 1946.

3) Der bør gives hjemmel til, at der også ibymæssige kommuner kan indføres ved-tægtsbestemmelser af tilsvarende indholdsom bestemmelsen i § 8, stk. 6, i den kø-benhavnske gadelov af 1857 med senereændringer.

4) Den i § 5 i den københavnske gadelov ogstk. 8 i den fornævnte lov af 1932 om-handlede rentesats på indtil 6 c/o p.a. forgrundejerbidrag, der fordeles over en år-række, må anses for at være for lav.

5) Den i stk. 6 i 1932-loven indeholdte be-stemmelse om gadenavne bør udvides såle-des, at den også giver kommunalbestyrel-sen hjemmel til at bestemme, at de enkelteejendomme skal forsynes med skilte medangivelse af husnummer og matrikelnum-mer, hvilke skilte bør udføres overensstem-mende med derom af kommunalbestyrel-sen fastsatte regler.

6) Anlægget af overkørsler til private vejebør være betinget af kommunalbestyrelsens

samtykke, og kommunalbestyrelsen bør havehjemmel dels til at begrænse antallet af over-kørsler til private veje, dels til at gøre an-lægget af overkørsler betinget af saglige,herunder færdselsmæssige vilkår. Det for-udsættes herved, at bestemmelserne i kap.III i det i folketinget fremsatte forslag tillov om bestyrelsen af de offentlige vejegennemføres.

7) Kommunalbestyrelsen bør have hjemmel tilat forbyde afspærring af private veje.

8) Der bør gives hjemmel til, at beplantningpå private vejarealer ikke må ske uden vej-bestyrelsens samtykke, at kommunalbesty-relsen kan kræve beplantning på privatevejarealer fjernet eller beskåret, at fjernelseaf beplantning på private vejarealer ikke måske uden kommunalbestyrelsens samtykke,og at kommunalbestyrelsen kan kræve be-plantning foretaget på private veje, nårkvarterets udformning tilsiger det.

9) Der bør gives hjemmel til optagelse i vej-vedtægterne af regler om opgravning m. m.i private vejarealer og om særbenyttelse afsådanne arealer. Såvel opgravninger og for-andringer som særbenyttelse bør være be-tinget af kommunalbestyrelsens samtykke.

Ved at meddele foranstående skal man hen-stille til vejlovsudvalget at ville overveje spørgs-målet om en ændring i den hidtidige retstil-stand på de nævnte punkter.

Man forbeholder sig, såfremt nærværendeudvalg under sit videre arbejde måtte blive op-mærksom på yderligere spørgsmål om ændringaf lovgivningen på vejvedtægtsområdet, da atforelægge også disse spørgsmål for vejlovsud-valget.

Det tilføjes, at bestyrelsen for Københavnsamts sognerådsforening, som det fremgår afden i afskrift vedlagte skrivelse af 14. marts1956, har tiltrådt, at der rettes henvendelse tilvejlovsudvalget overensstemmende med foran-stående.

P. u. v.

(sign).) Sig. Schouenborg,formand.

Til Vejlovsudvalget af 1951

140

Kæmnerforeningen i Danmark.Formanden.

Bilag 7

Den 23. november 1936.

Den danske købstadforeningGyldenløvesgade 11,København V.

Inden for kæmnerforeningen har man drøf-tet spørgsmålet om kommunernes finansieringaf udgifterne ved gade- og kloakarbejder, derer genstand for hel eller delvis tilbagebetalingfra grundejeres side.

Dels beløber disse anlægsarbejder sig efter-hånden til meget store beløb, dels er indfordrin-gen af bidragene, navnlig når den finder stedafdragsvis over en længere årrække, et admini-strativt arbejde af ikke ubetydeligt omfang.

En del kommuner har imidlertid ordnet sigpå den måde, at finansieringen udføres af lo-kale pengeinstitutter med grundejerne som di-rekte debitorer, men med garanti fra kommu-nernes side, hvilket aflaster kommunernes fi-nansieringsbehov og letter den kommunale ad-ministration, der på denne måde fritages forden aller væsentligste del af arbejdet med oppe-børsel, eventuelt inddrivelse af afdrag og ren-ter.

Der er imidlertid opstået tvivl om lovmed-holdeligheden af denne fremgangsmåde, og daproblemet forekommer kæmnerforeningen atvære af ret stor betydning for kommunerne ogsikkert vil vokse betydeligt i omfang i de kom-mende år, har man undersøgt spørgsmålet og erkommet til visse konklusioner, som man hervedskal forelægge købstadforeningen til over-vejelse.

I.For gade- og vejudgifternes vedkommende

kan det om den formelle side af sagen anføres,at kommunernes ret til at påligne grundejernebidrag ikke direkte er hjemlet og dermed ikkedirekte begrænset af en formel lovforskrift,men hjemmelen tilvejebringes ved, at der i kom-munen indføres de fornødne vedtægtsmæssigebestemmelser i overensstemmelse med reglen ikøbstadkommunallovens § 23, stk. 1, hvorefterder i den kommunale vedtægt kan optages be-

stemmelser om overtagelse, vedligeholdelse,renholdelse m. v. af gader, veje og pladser,svarende til grundsætningerne i den københavn-ske vejlovgivning, jfr. lov af 14. december1857 m. fl. love. Som en følge af denne størrebevægelsesfrihed ved stadfæstelse af de kom-munale gade- og vej vedtægter synes der atvære en lettere adgang til her at afpasse deformelle regler med det praktiske livs erfarin-ger.

I en kommunes gade- og vej vedtægt, der vistfølger normalvedtægten, er det i § 5 anført, atgrundejerne kan forlange deres bidrag fordeltover en årrække af indtil 20 år mod at forrentedet til enhver tid skyldige beløb med sammerente, som byrådet selv må svare af sådannelån, dog ingen sinde ud over 6 % p.a., og ihenhold til bestemmelsen i § 19 kan de afkommunen gjorde udlæg med renter inddrivesved udpantning med samme fortrinsret, somtilkommer de på faste ejendomme hvilendeskatter. Som det fremgår af de citerede bestem-melser, er det sikkert tvivlsomt, om der i kom-munen er hjemmel til at overføre finansieringog administration til et privat pengeinstitut,men muligheden for at opnå den fornødne ved-tægtsmæssige hjemmel hertil er formentlig tilstede. I »Håndbog for danske kommuner«, pag.II39, er det anført, at »man i de senere år erkommet ind på at sikre kommunernes fortrins-ret og udpantningsret m. m., uanset at kommu-nerne ikke selv lægger pengene ud for facade-ejerne, men lader deres bidrag finansiere af etpengeinstitut mod kommunekaution.«

Det har vist sig, at der i en række byer, f. eks.Skive, Holstebro, Herning og ,er gennemført en ændring af gade- og vej ved-tægtens § 19, hvorefter udpantningsret og for-trinsret foruden til »de af kommunengjorde udlæg« ligeledes er knyttet til »krav ihenhold til indfriet kaution«. Det er hervedblevet muligt at overføre finansieringen og ad-

141

ministrationen til et privat pengeinstitut underen sådan form, at kommunen bevarer sin for-trinsret og udpantningsret for de fordringer,der ikke opfyldes.

Det skal dog tilføjes, at landsdommer, dr.jur. Abitz siges at have indledet en undersøgelseaf, om ministeriet for offentlige arbejders god-kendelse af denne vedtægtsændring er rigtig,og i hvert fald een kommune, der ellers havdeønsket at gennemføre en tilsvarende ændring afvej vedtægten har stillet dette spørgsmål i bero,indtil undersøgelsen er afsluttet.

II.For kloakbidragenes vedkommende er der

derimod - i en formel lov (vandløbsloven af11. april 1949) - fastsat udtrykkelige reglerdels om bidragenes fortrinsstilling, dels om bi-dragenes opkrævning, der i langt højere gradend for vej bidragenes vedkommende er til hin-der for gennemførelsen af en anden finansie-ringsform og for den sags skyld også for land-brugsministeriets godkendelse af en sådan.

En henvendelse til landbrugsministeriet medskitsering af en ordning, hvorefter udgifternefor 80 %'s vedkommende forskudsvis udredesaf et pengeinstitut, og tilbagebetaling sker efterdettes opkrævning, og således at der på skatte-billetten henvises til denne opkrævning, er nem-lig resulteret i, at ministeriet i skrivelse af 20.december 1952 ikke har fundet en sådan ord-ning i overensstemmelse med bestemmelserne ivandløbslovens § 97, der bl. a. foreskriver, atbidragene skal opkræves sammen med ejen-domsskatterne, d.v.s. gennem kommunekassen,og opføres som en særlig post på skattekvitte-ringerne. Landbrugsministeriet savnede hjem-mel til at dispensere fra disse bestemmelser, ogministeriet anså det i øvrigt for tvivlsomt, omfortrinsretten, udpantningsretten og fritagelsenfor tinglysning kunne bebeholdes ved finansie-ring uden kommunens mellemkomst.

1. Bidragenes fortrinsret m. v.I henhold til tinglysningslovens § 4, stk. 2,

er bl. a. ydelser, der hidrører fra foranstaltnin-ger, der tjener til at sikre afledning eller fjer-nelse af vand eller andet fra ejendommen, gyl-dige mod enhver uden tinglysning, under for-udsætning af, at de nævnte foranstaltninger fo-retages af det offentlige selv eller efter en afdet offentlige givet bemyndigelse. Anlægsbi-drag til de nævnte foranstaltninger skal dog al-tid tinglyses. Denne bestemmelse, der må sigesat være hovedreglen på dette område, fritager

altså for tinglysning af de årlige ydelser, menforeskriver tinglysning af selve anlægsbidraget.Denne hovedregel brydes af bestemmelsen i stk.4, der udtaler, at hvor der i lovgivningen er el-ler senere måtte blive hjemlet kommuner for-trinsret for afgifter til de nævnte foranstaltnin-ger som for offentlige skatter, kræves der ikketinglysning hverken for anlægsbidrag eller forårlige bidrag. Denne fritagelse er altså gjort af-hængig af, om der i lovgivningen er knyttetfortrinsret til de pågældende ydelser som foralmindelige skatter, og det er vist vigtigt alle-rede her at slå fast, at det må følge af tinglys-ningens almindelige princip, at hvor denne for-trinsret er til stede, er tinglysning ikke aleneunødvendig, men i almindelighed også umuligat få gennemført, jfr. tinglysningslovens § 15,stk. 2, og Vinding Kruse pag. 1044 og 1145.Det skal dog tilføjes, at der i kommentaren tiltinglysningsloven henvises til en justitsministe-riel skrivelse af 25. november 1927, hvorefterafvisning normalt ikke bør ske, når der foranlægsbidrag begæres tinglyst et dokument,hvorved grundejeren giver kommunen pant iejendommen for et bestemt beløb, og der er gi-vet henstand med betalingen eller adgang tilafdragsvis betaling. Denne indstilling til spørgs-målet supplerer Vinding Kruse dog med en be-mærkning om, at »udgifterne til vej- og kloak-anlæg, der er fastsat for et helt kvarter vedlandvæsenskommissionskendelse, og som ifølgedenne kan være hvilende i mange år, kan retpludselig blive aktuelle og med deres ofte be-tydelige beløb blive meget ubehagelige over-raskelser for godtroende købere, da disse udgif-ter som nævnt ikke skal tinglyses. Hvis købereeller deres sagførere vil have nærmere oplys-ning om, hvad en sådan kendelse i penge bety-der som byrde på vedkommende ejendom, måhan søge dette nøje konstateret ved henvendelsetil den pågældende kommunes tekniske forvalt-ning. — En tinglysning af de nævnte kendelservil være et lidet egnet middel til at bringe deresnærmere indhold og økonomiske betydning tilkøbers og panthaveres kundskab, thi en genparti akten af de ofte meget omfangsrige og i sær-lig teknisk sprog affattede kendelser ville ireglen ikke give noget nærmere begreb omkendelsens økonomiske rækkevidde for den en-kelte ejendom, og man måtte alligevel desan-gående søge nærmere oplysning på kommune-kontoret.« Hvad angår praksis på dette område,kan det oplyses, at der f. eks. i U.f.R. 1928,side 581, og 1935, side 791, er optaget todomme, hvorefter anlægsbidrag for henholds-

142

vis vej- og kloakarbejder med rette var blevetafvist fra tingbogen (under henvisning til denhjemlede fortrinsret).

Den fornødne fortrinsret for kloakbidrageneer hjemlet i vandløbslovens § 97, stk. 1, dersiger, at de af en kommunalbestyrelse i henholdtil loven forskudsvis afholdte udgifter har sam-me fortrinsret som de på fast ejendom hvileodekommunale skatter og kan i mangel af godvilligbetaling inddrives ved udpantning. Det er for-mentlig de understregede ord, der har fåetlandbrugsministeriet til at udtale, at det ertvivlsomt, om fortrinsretten m. m. vil være be-varet, når de pågældende udgifter ikke afholdesaf kommunalbestyrelsen, men helt eller delvisudredes af et pengeinstitut, men ved en overfla-disk betragtning kunne det synes underordnet,om kommunen lader et privat pengeinstitut fi-nansiere direkte eller indirekte ved, at kommu-nen selv låner nøjagtig det samme beløb og ud-lodder det på grundejerne mod samme rente-svarelse. Forskellen er da alene administratio-nen og opkrævningen af bidragene. Bestemmel-sen i § 97, stk. 1, er ikke ny, men svarer til dehidtil gældende bestemmelser, jfr. lov nr. 150af 1. 1927 samt lov nr. 128 af 19. april1907, § 5, og der er ikke i forarbejderne til lo-ven — jfr. betænkning afgivet i 1941 af »Kom-missionen angående revision af vandløbslovgiv-ningen« — optaget bemærkninger, der kan bidra-ge til en fortolkning af bestemmelsens rækkevid-de. Man må sikkert derfor give landbrugsmini-steriet ret i, at det er tvivlsomt, om fortrinsretm. m. vil være bevaret ved denne finansierings-form, men viser der sig i kommunerne at væreet praktisk behov for unddragelse af finansie-ring og administration, må der være basis for atsøge bestemmelsen ændret, så enhver tvivl omfortrinsrettens bevarelse er udelukket.

2. Opkrævning.I henhold til vandløbslovens § 97, stk. 4, op-

kræves som nævnt bidrag til offentlige spilde-vandsanlæg m. v. sammen med de kommunaleejendomsskatter, og i henhold til stk. 5 skalbidragene opføres som en særlig post på skat-tebilletten, således at de forskellige former forbidrag (vandløbs-, spildevands- og pumpelags-bidrag) opføres hver for sig.

Efter den formulering, der er givet de pågæl-dende bestemmelser, synes der ikke at kunnevære nogen tvivl om den opkrævningsform, lo-ven har ønsket at gennemføre, og ej heller om,at en ordning som den foreslåede, hvorefter fi-nansieringen og opkrævningen foretages af et

privat pengeinstitut, ikke på nogen måde kantilfredsstille lovens formelle regel. Dette stand-punkt har ministeriet som nævnt også indtageti skrivelsen af 20. december 1952. Spørgsmåleter herefter blot, hvad der ligger bag de pågæl-dende regler eller med andre ord, om det ikkeer muligt ved en ændring af loven på dettepunkt fortsat at tilgodese sådanne berettigedekrav til opkrævningsmetoden samtidig med, atder åbnes mulighed for en ordning, svarende tilden, ministeriet for offentlige arbejder harkunnet godkende for vej bidragenes vedkom-mende.

I den forannævnte betænkning, der har liggettil grund for lovens udarbejdelse, udtales det ikommentarerne til den omhandlede bestemmelseom opkrævningen af vandløbsbidragene sam-men med ejendomsskatterne (forslagets § 96,stk. 4), at »bestemmelsen er ny, men tilsigter atafhjælpe de ubehageligheder, som kan opståfor bidragyderne, når opkrævning sker særskilt.Ved bestemmelsen opnås også, at tvivl om bi-dragenes forfaldstid undgås«. Om den andenbestemmelse vedrørende særskilt opførelse påskattekvitteringerne (forslagets § 96, stk. 5)hedder det i kommentarerne, »at bestemmelsenligeledes er ny, for så vidt angår sognekommu-nale bidrag, hvorimod de bidrag, som opkræ-ves gennem amtstuerne, opføres for sig påskattekvitteringerne. Såvel denne bestemmelsesom bestemmelsen i stk. 4 tilsigter at skabe me-re overskuelige forhold, hvilket specielt i til-fælde af forhandlinger om ejendomssalg, hvorskattekvitteringerne undersøges af liebhaverne,vil være et betydeligt fremskridt. Bestemmelsensynes ikke på nogen måde at kunne volde admi-nistrative vanskeligheder.« I landbrugsministe-riets cirkulære nr. 28 af 2. marts 1950 har manfundet det rimeligt specielt at henlede opmærk-somheden på disse bestemmelser, idet man bl.a. om reglen i § 97, stk. 5, udtaler: »Da hen-sigten med denne bestemmelse er at sikre pu-blikum, bl. a. købere af ejendomme, mod usik-kerhed om, hvorvidt der påhviler en given ejen-dom bidrag af denne art, skal man endviderefremhæve, at ministeriet ikke finder, at dennogle steder hidtil fulgte praksis, hvoreftervandløbs- og kloakbidrag indbetales til kom-munekontorer mod almindelig løs kvittering,opfylder lovens krav, og man skal derfor an-mode kommunalbestyrelserne om til opfyldelseaf påbudet i lovens § 97, stk. 5, at foretage defornødne ændringer i kvitteringsformularer, deranvendes, senest fra 1. april 1951 ved opkræv-ning af ejendomsskatter.«

143

Som det synes at fremgå af motiver og cir-kulærer, har begrundelsen for de omstridte be-stemmelser alene været ønsket om i mangel aftinglysningen at skabe klarhed om vandløbs-bidragenes tilstedeværelse og opkrævning; enklarhed, som det tilsyneladende har forekom-met muligt at indføre uden at støde på admini-strative besværligheder. Når det imidlertid nuviser sig, at der enten allerede dengang har væ-ret, eller der senere er opstået administrativebesværligheder for kommunerne med opfyldel-sen af de pågældende bestemmelser, kan detmåske siges, at en af forudsætningerne for reg-lernes indførelse er bristet, og der må derforvære basis for at tale hele spørgsmålet op tilfornyet overvejelse. Det er fristende at sige, atdet i og for sig må være lige ubehageligt for enkøber at støde på et uforudset vejbidrag som pået uforudset kloakbidrag, men rent bortset her-fra skulle det være muligt at nå frem til en ord-ning, der tilgodeser »liebhaverens« berettigedeinteresse i forholdsvis let at få kendskab til til-stedeværelsen af sådanne bidrag. Det er nemligrigtigt, at der ikke tidligere var den fornødneklarhed til stede på dette punkt, og at disse for-hold idelig gav anledning til processer, jfr. f.eks. U.f.R. 1914, side 893, 1929, side 127,1930, side 784, og 1930, side 883, m. fl., hvorafdet fremgår, at der ofte herskede den størsteusikkerhed med hensyn til bidragspligtens eksi-stens. I den tidligere lov var der som nævnthjemlet kommunerne fortrinsret og udpant-ningsret for bidragene, medens det alene omopkrævningen hed, at »disse forskud tilbagebe-tales i een eller flere terminer med eller udenrente efter de pågældende kommunalbestyrelsersnærmere bestemmelse«. Af de forannævnte ogandre domme fremgår det, at tilbagebetalingenaf grundejernes andel som regel skete ved er-læggelse af bidragene i halvårlige terminer, jfr.f. eks. U.f.R. 1922, side 385, »64 halvårlige ter-miner.«

Ifølge »Danmarks kommunalforvaltning1951«, side 116, har landsforeningen af kom-munesekretærer henvendt sig til landbrugsmini-steriet om forståelsen af vandløbslovens § 97,stk. 5, öm særskilt opførelse af de enkelte bi-drag på skattekvitteringerne og har fået føl-gende svar fra ministeriet: »Kommuner, derhidtil har pålignet vandløbsbidrag (herunderkloakbidrag) sammen med f. eks. vejbidrag,kan indtil videre fortsætte hermed og stadig op-fylde vandløbslovens nævnte krav, når de påskattebilletterne og/eller -kvitteringerne - f.eks. ved et stempel — oplyser, at der i det nævn-

te samlede beløb indeholdes vandløbsbidrag(herunder kloakbidrag)«. Denne afgørelse, dermå ses som lidt af en gennemhulning af lovensstrenge krav (jfr. at ministeriet i skrivelse af20. december 1952 savnede hjemmel til at dis-pensere fra stk. 4 og 5), kan næppe benyttessom løftestang til at få gennemført en ordningsom den foreslåede, idet man i den heromhand-lede afgørelse opkræver beløbet sammen medejendomsskatterne og opfører det på skattebil-letten, men kun ikke foretager en måske umu-lig specifikation i vejbidrag og kloakbidrag.

III.Om den fremgangsmåde, der anvendes i

kommunerne med hensyn til finansiering ogadministration af vej- og vandløbsudgifterne,er der indhentet oplysning fra en del kommu-ner.

I kommune finansieres vej- ogkloakarbejderne af kommunekassen, hvis udlægigen søges dækket ved optagelse af almindeligefaste lån. For vejudgifternes vedkommendeindkræves bidragene hos grundejerne i alminde-lighed over 20 år med lige store halvårlige af-drag og med en rentesvarelse, der nu er fastsattil 6 c/c p.a. Bidragene indkræves mod særskiltkvittering 1. april og 1. oktober. For kloakbidra-genes vedkommende foregår opkrævningen stortset på samme måde, d.v.s. mod særskilt kvitte-ring, og ikke som loven foreskriver sammenmed ejendomsskatterne. Bidragene indkræves iså mange terminer, som kendelsen fastsætter, ogmed den rentesats, der ligeledes er optaget idenne, jfr. f. eks. en kendelse, afsagt 23. marts1950, hvori det hedder: »De fastsatte bidragforfalder til betaling den 1. juni eller decembertermin herefter. Bidragene kan afdrages medlige store afdrag i løbet af 40 halvårlige ter-miner imod en forrentning af restgælden med4 c/c p.a.«. En nogenlunde tilsvarende bestem-melse er optaget i de øvrige kendelser, d.v.s. så-vel kendelserne før som efter vandløbslovensikrafttræden. Da bidragene som nævnt ikke op-kræves sammen med ejendomsskatterne, harman ved påstempling af skattebilletterne søgt athenlede eventuelle køberes opmærksomhed påvandløbsbidragenes eksistens, idet skattebillet-terne forsynes med følgende påtegning: »Be-mærk: Der påhviler ejendommen kloakbidrag ihenhold til fremsendt meddelelse. Bidraget op-kræves særskilt.« Endvidere forsynes skødernemed en påtegning om eventuelle vej- og kloak-bidrag.

I kommune finansieres vejan-

144

læggene af et privat pengeinstitut, der låner di-rekte til grundejerne mod kommunens kaution.Denne praksis, der har haft stor betydning forkommunen og ikke har givet anledning til kon-flikter af nogen art, er gennemført, uden at vej-vedtægten er ændret som i andre kommuner,og således uden at det formelle grundlag forfortrinsret og udpantningsret har været i orden.Med hensyn til kloakarbejderne har der endnuikke været tale om nogen finansiering af be-tydning, men i allernærmeste fremtid vil mankomme til at stå over for meget betydelige in-vesteringer til sådanne arbejder.

I den pågældende kommune henviser land-væsenskommissionskendelserne direkte til vand-løbslovens § 97, hvilket efter sigende skyldes,at kommissionen har erfaret, at kommunenovervejer privat finansiering. Der optages der-for f. eks. følgende bemærkning i kendelserne:»Bidragene, for hvilke kommunen har fortrins-vis udpantningsret, som for de på faste ejen-domme hvilende kommunale skatter, opkrævesi overensstemmelse med vandløbslovens § 97 ogforrentes med den rente, kommunen selv måsvare af lån, der optages til afholdelse af udgif-terne«.

I kommune finansieres såvelvej- som kloakarbejderne af et privat pengein-stitut, der låner de fornødne midler direkte tilgrundejerne mod kommunekaution. Opkræv-ningen sker ved pengeinstituttets foranstaltning,og kommunen overtager kun fordringer i de fåtilfælde, hvor betalingen udebliver, og kautio-nen derfor bliver aktuel. For vej bidragenesvedkommende har kommunen fået gennemførten ændring af vedtægten om bevarelse af for-trinsret og udpantningsret, men også for vand-løbsbidragenes vedkommende har dommeren -uanset finansieringsformens modstrid modvandløbsloven — godkendt, at udpantningsret-ten er bevaret. Selv formanden for landvæsens-kommissionen har godkendt fremgangsmåden,som han anser for overmåde praktisk, men hanhar dog ikke ment at kunne forsvare at optageen bestemmelse herom i kendelserne. Bidragenetinglyses ikke, men for at gøre eventuelle kø-bere opmærksom på vandløbsbidragene, opta-ges en bemærkning herom på skattebilletterne.I øvrigt har man i kommunen den aftale medsagførerne, at de ved køb og salg henvender sigtil kommunekontoret og får oplysning om klo-akbidrag m. v., hvilket særlig får betydning forde mindre kloakeringer, der gennemføres efteraftale med grundejere uden landvæsenskommis-

sionens medvirken. Heller ikke i disse tilfældetinglyses anlægsbidragene.

Den omhandlede praksis er gennemført eftervandløbslovens ikrafttræden.

I kommune, hvor der ligeledeser gennemført en ændring af vejvedtægten, fi-nansieres vejanlæggene af sparekassen modkommunekaution, og bliver garantiforpligtel-sen aktuel, overtager kommunen fordringen, derinddrives ved udpantning. Der har endnu ikkeværet gennemført kloakeringsarbejder med bi-dragspligt for grundejerne, så spørgsmålet omfinansiering har endnu ikke været aktuelt. Iden nærmeste fremtid skal der gennemføres etkloakprojekt, og da grundejerne skal bidrage,vil man snart blive udsat for problemet. Det for-ventes, at kommunen uanset vandløbslovens reg-ler vil finansiere på samme måde som for vejar-bejderne, idet man har de bedste erfaringer fradenne ordning.

I kommune finansieres såvelvej- som kloakarbejder af et privat pengeinsti-tut mod kommunegaranti. Vej- og kloakudgif-terne finansieres gerne under eet, men medensman ved en ændring af vej vedtægten har sikretsig fortrinsret og udpantningsret for vej bidra-gene, er man på grund af uoverensstemmelsenmed vandløbsloven langt fra sikker på at havebevaret disse rettigheder for kloakbidragenesvedkommende, selv om man har fået landvæ-senskommissionen til at gå ind for den omhand-lede finansiering, jfr. at den seneste landvæ-senskommissionskendelse endog nævner, at fi-nansieringen kan overdrages til den og den spa-rekasse. Spørgsmålet om udpantningsret forkloakbidragene er ikke blevet afgjort, idet dethidtil har været unødvendigt at skride til denneinddrivelsesform. Af hensyn til købere af fasteejendomme påstemples skattebilletterne en be-mærkning om såvel kloak- som vejbidrag, menherudover er man for kloakarbejdernes vedkom-mende i de senere år kommet ind på at tinglysekendelserne på de enkelte ejendomme. Det varoprindelig et spørgsmål, om en sådan tinglys-ningsbegæring ville blive afvist, men dette erikke sket, og man har derfor senere overvejet,om der i tinglysningsbegæringen skulle ligge enerkendelse af, at fortrins- og udpantningsrettenbetragtes som opgivet. I det hele har den om-handlede finansiering vist sig at være en prak-tisk foranstaltning, som man - uanset densuoverensstemmelse med vandløbsloven og even-tuelle mangler med hensyn til udpantningsretog fortrinsret — er indstillet på at køre videre

145

med og så i givet fald tage de småtab, den måt-te medføre.

I kommune, hvor en ændring afvejvedtægten som nævnt ikke er gennemført,finansieres vejanlæggene af et privat pengeinsti-tut, men - i modsætning til de øvrige tilfælde- optræder kommunen her direkte som låntagerog tiltransporterer fordringen til instituttet, så-ledes at der i realiteten opstår den samme situa-tion. For kloakbidragenes vedkommende harman hidtil selv finansieret udgifterne, men dethar ikke været praktisk gennemførligt at følgelovens regel om opkrævning sammen med ejen-domsskatterne. Landvæsenskommissionskendel-serne foreskriver i almindelighed halvårlig op-krævning, og bidragene opkræves da halvår-ligt mod en særlig kvittering, men af hensyntil købere påstemples skattebilletterne en be-mærkning om bidragspligtens eksistens.

Ved de nye kloakarbejder har man i sinde atfinansiere udgifterne på samme måde som forvejanlæggene, vel vidende, at denne finansie-ringsform næppe er i overensstemmelse medvandløbslovens regler. Man er dog indstillet påat løbe risikoen af hensyn til denne finansie-ringsforms praktiske betydning.

IV.Af de foran givne oplysninger om praksis i

enkelte kommuner fremgår det med al ønskeligtydelighed, at vandløbslovens såvel formellesom reelle forskrifter på dette punkt ikke harkunnet føres ud i det praktiske liv. Kommuner-ne, der skal gennemføre vandløbslovens teore-tiske regler, har måttet opgive at følge forskrif-terne og har selv — hver på sin måde — søgt atnå frem til en ordning, der i videst muligt om-fang tilgodeser de interesser, der har ligget baglovens regler, men som på den anden side har

større relation til det praktiske. Gennemførel-sen af disse ordninger er ikke sket uden betæn-keligheder og giver stadig anledning til nogenusikkerhed, ja selv landvæsenskommissionerneoptræder - som det fremgår af det oplyste - for-skelligt i de enkelte kommuner og har endog ienkelte tilfælde blankt accepteret en overtræ-delse af lovens regler. Det er en tilstand, somnæppe kan være holdbar for landbrugsministe-riet, og som derfor bør kunne give anledningtil en ændring af disse regler.

Det er efter kæmnerforeningens opfattelsesærlig spørgsmålet om tinglysning, om bevarelseaf fortrinsret og udpantningsret ved kautionog om opkrævning af bidragene, der har givetanledning til overvejelser i kommunerne. Ting-lysningsspørgsmålet synes at kunne løse sigselv, hvis fortrinsretten bevares også i tilfældeaf kommunens kaution, og en sådan ordning,der svarer til den for vejudgifterne gennem-førte, synes der al mulig grund til at acceptereogså for vandløbsbidragene. Med hensyn til op-krævningen er det afgørende hensyn formentligadvarslen til køberne, men denne advarsel måsiges at være lige så effektiv ved en påstemplingaf en bemærkning på skattebilletterne som veden angivelse af selve beløbet på billetten. Detvigtigste må være, at køberen via skattebillettenfår kendskab til bidragspligten.

Da det ikke er kæmnerforeningens bestyrelsebekendt, at man i nogen kommune følger vand-løbslovens bestemmelser, finder man anledningtil at anmode købstadforeningens bestyrelse omsnarest at tage de i det foregående omhandledespørgsmål op til overvejelse, idet bemærkes, atkæmnerforeningens bestyrelse er villig til atlade sig repræsentere ved en forhandling, så-fremt det ønskes.

146

Bilag 8

Offentlige og private gader i Københavns og Frederiksberg kommuner(31. marts 1963).

København

Frederiksberg

kmpct.

kmpct.

Offentligegader

340,549,073,380,0

Privategader

354,551,0

18,320,0

I alt

695,0100,0

91,6100,0

10' 147

Bilag 11

1) Antal enfamilieshuse ifølge folke- og boligtællingen i960 samt private villavejes længde primo 1963.

159

Bilag 12

Norske rettsregler om anlegg og vedlikehold av private veger og ombidrag fra grunneiere og andre til anlegg og vedlikehold av offentlige

veger.

De nevnte rettsregler finnes i det vesentlige ivegloven av 21. juni 1963, som den 1. januar1964 avløste den tidligere lov om vegvesenetav 1912, og i lov om bygningsvesenet av 22.februar 1924. Utkast til ny bygningslov er ut-arbeidet og antas å ville bli fremmet som pro-posisjon til Stortinget i nær fremtid. Den nyeveglov gjelder i motsetning til den tidligereogså i byene. Private veger er alle veger somikke er offentlige i veglovens forstand. De of-fentlige veger inndeles i riksveger, fylkesvegerog kommunale veger.

Veglovens bestemmelser angående privateveger er inntatt i §§ 53-56. De hjemler ekspro-priasjon av grunn til anlegg av privat veg ogrett til å bruke bestående veg. Det eneste lov-satte vilkår for ekspropriasjonen er at tiltaketklart skal være mer til gagn enn til skade, mendet er ellers overlatt til avgjørelse under skjønns-forretningen hvilke vilkår som forøvrig skalsettes og hvilket omfang skspropriasjonen skalfå.

Loven gir ikke regler til hjelp for fordelingav anleggsomkostninger, men överlåter dog tilskjønnet å fastsette at vederlag for bruksrett tilbestående veg skal omfatte en forholdsmessigdel av anleggsutgiftene.

Hovedinnholdet av bestemmelsene dreier segom fordeling av utgiftene til vedlikehold (her-under utbedring) mellom eiere og brukere avgrunn ved vegen og de som har bruksrett tildenne. Alle plikter å holde vegen i forsvarligog brukbar stand, hver enkelt i forhold til denbruk han gjør av vegen. Blir de interesserteikke enige om fordelingen, kan hver og en kre-ve spørsmålet avgjort ved skjønn.

Dessuten er det gitt regler om valg av styre,eventuelt tilsynsmann, som har til oppgave åpåse at vedlikeholdsplikten blir oppfylt og itvilstilfelle å avgjøre spørsmålet, å gi pålegg til

den som måtte være forsømmelig og om fornø-dent selv sørge for at arbeidet blir gjort påden forsømmeliges bekostning.

Vegsjefen — statens øverste tjenestemann forde offentlige veger i hvert fylke - har rett til åkontrollere at de private veger er trygge nok.Kontrollretten er begrenset til å gjelde for deprivate veger som er åpne for alminnelig ferd-sel. Det er ikke fastlagt noen definisjon avdenne kategori private veger. Betegnelsen an-vendes også i trafikkreglene og i den nye veg-lov § 29 (spesielle byggelinjer ved vegkryss).

Vegloven § 26 gir regler om bidrag frainteresserte eiere eller brukere av matrikulertjord til bygging eller utbedring av jylkesrepeller kommunal veg. Når minst 2/3 av disseinteressenter har gitt tilsagn om bidrag (i ar-beid, penger eller på annen mate) og det sam-lede bidrag udgjør minst halvparten av detsom fylket eller kommunen har regnet med frade interesserte, har alle interesserte plikt til åbidra forholdsmessig til tiltaket, slik at ogsåden resterende del blir dekket. Spørsmålet omhvem skal anses som interessert, avgjøres vedskjønn. Det er fastsatt en viss begrensning iadgangen til å pålegge bidrag.

Loven opprettholder i § 28 gamle overens-komster som fremdeles måtte bestå angåendeprivates plikt til vedlikehold av offentlig veg,og tar også i betraktning de særlige förpliktelsertil vedlikehold av offentlig veg som påleggeskonsesjonærene i medhold av konsesjonsloveneav 14. desember 1917. Endelig fastslår § 28at den plikt som ved lokale regler måtte værepålagt eierne av tilstøtende grunn til å sørgefor snerydding m. v. på fortau, fortsatt består.

Den gjeldende bygningslovs tilsvarende be-stemmelser om de foran nevnte forhold finnesi det vesentlige i §§ 45-53. Herav fremgår at

160

vedtektsbestemt anlegg av gate som vilkår forbebyggelse gir bygherren rett til å eksproprierenødvendig grunn til anlegget og til å kreverefusjon for sine utlegg til grunn og opparbei-delse i samsvar med de regler som gjelder forkommunens refusjon —alt etter godkjenning avformannskapet.

Når det er kommunen som anlegger gaten,skal eierne av tilstøtende grunn erstatte kom-munen hele dens utlegg til grunnervervelse, dogbegrenset til en gatebredde av 15 m (8 m hvisdet bare kan bygges på den ene side av gaten).Det er gitt regler om fordeling av refusjons-beløpet, om kravets förfall m. v., og det erdessuten hjemlet adgang til å fastsette ved ved-tekt at refusjonsplikten skal gjelde for gate-bredder inntil 20 (resp. 10) m. Ved skjønnkan avgjøres at også grunneier hvis eiendomikke støter direkte til gaten skal delta i utgif-tene i forhold til den verdiforøkelse hans eien-dom får.

I vedtekt kan bestemmes at grunneierne skalrefundere kommunen halvparten av deres ut-legg til gateopparbeidelse inntil 20 m gate-bredde og nedlegging av kloakrør av inntil305 mm diameter, med förfalls regler m. v. somfastsatt for grunnervervelsesrefusjonen.

De her omhandlede forføyninger etter byg-ningsloven er alle avhengige av at det fore-ligger en av vedkommende departement stad-festet reguleringsplan.

De gater som anlegges av kommunen, og somforutsetningsvis skal vedlikeholdes av denne,inngår uten videre i den gruppe av offentligeveger som i den nye veglov er kalt kommunaleveger. De gater som opparbeides av en bygg-herre i henhold til vedtekt, blir fra den tidarbeidet er godkjent å vedlikeholde av kom-munen, og blir dermed kommunal veg ettervegloven.

161

Documents

VEDRØRENDE FORSLAG TIL LOV OM PRIVATE ......BETÆNKNING VEDRØRENDE FORSLAG TIL LOV OM PRIVATE FÆLLESVEJE OG LOV OM VEJBIDRAG AFGIVET DEN 25. JUNI 1964 AF DET AF MINISTERIET FOR