Danmark – Kina • Nr. 80 • Sommer 2007

20

Ulla Jahn

Det hele værd

“Jeg er blevet bedt om at fortælle om mine personlige erfaringer med adoption fra Kina. I dag er jeg mor til de to dejligste, klogeste og smukkeste piger, som begge er født i Kina. Vejen til dem var lang og svær, men det har været det hele værd.” Ulla Jahn er formand for Kinaforeningen – Danske familier med adoptivbørn fra Kina, og her fortæller hun sin egen historie.

Det hele starter med en masse praktiskNår man får et barn i forslag fra Kina, får man en mængde papirer. Der er en fl ere siders helbredsundersøgelse med højde, vægt, blodprøver, hjertefrekvens og meget mere. Derudover er der en udviklingsbeskri-velse. Den kan være af meget varieret kva-litet alt efter børnehjemmets standard. Men det ændrer sig hele tiden. Kineserne bliver bedre og bedre til at forstå, at vi i Vesten stiller store krav til oplysningerne om bør-nene. Der medfølger også et lille pasfoto og som regel to-tre andre billeder af barnet. Børnene bliver bragt i forslag i grupper – typisk 4-10 børn – enten fra samme børne-hjem eller fra samme provins. Det bliver så ens rejsegruppe. Når alle i rejsegruppen har accepteret deres barn, får man nogle uger senere et invitationsbrev fra de kinesiske adoptionsmyndigheder CCAA, og så skal man af sted til Kina.

På sådan en tur er det en fordel med rejse-gruppen. Man har nogle at støtte sig til, når det brænder på – og det gør det ind imel-lem! Så vil barnet ikke spise, så spiser det hele tiden, så skriger det hele natten, så vil det ikke have noget med den ene forælder at gøre osv. Ofte er der andengangsadop-tanter, som har prøvet det hele før, og som gerne deler ud af deres erfaring. Man starter altid i Beijing og rejser der-fra til provinshovedstaden, hvor hele over-

dragelsesprocessen foregår. På hele turen har man en specialuddannet kinesisk tolk med. Proceduren varierer lidt fra provins til provins, men et typisk forløb er, at man får overdraget sit barn på hotellet eller på et Civil Affairs-kontor. Man udfylder et utal af dokumenter – mange af dem på kinesisk – men kineserne peger venligt på de steder, hvor man skal skrive under. Og så er man endelig blevet forældre! Efter et par dage udleveres barnets pas, hvorefter man rejser tilbage til Beijing for at få visum til barnet på den danske ambas-sade. En adoptionsrejse til Kina tager typisk 10-14 dage.

Shi Ling LingVi fi k Linnea (Shi Ling Ling) i forslag i maj 2000, en uge før hendes 2-års fødselsdag. Oplysningerne om Linnea var meget spar-somme, men lød o.k. Vi nærstuderede bille-det. Hvor var det mon taget? Der var i hvert tilfælde rent. Datoen på billedet var den samme som den store lægeundersøgelse, så måske var det på hospitalet. Billedet blev straks distribueret til familien. Vi var fem familier, som skulle af sted sammen, og vi havde fået børn fra to for-skellige børnehjem – alle børnene var piger. Vi kom i kontakt med den familie, som skul-le have barn fra samme børnehjem som os. Deres datter var fotograferet i sin seng, og vi kunne genkende fl iserne, så vores billede var altså også taget på børnehjemmet.

Dog var det lidt underligt, at udviklings-beskrivelsen af den anden pige var ordret den samme som af vores datter…

To måneder senere rejste vi til Beijing og derfra til Guangzhou i Guangdong-provin-sen. Linnea kommer fra en by tre timers kørsel derfra. Selve overdragelsen fandt sted på hotel-let i Guangzhou på et værelse, som lå lige ved siden af vores værelse. Vi havde fået at vide, at vi ikke måtte forlade vores værelse, for vi måtte ikke være i lobbyen og se bør-nene ankomme. Inde på værelset var vi ved overdragelsen ni voksne, den anden fami-lies medbragte barn på fi re år og så de to små nye. Så vi var sådan lidt som sild i en tønde. Jeg kunne ikke kende Linnea fra billedet, vi havde fået af hende. Og jeg havde det rigtig dårligt over ikke at kunne kende mit eget barn! Billedet var taget, da hun var 1½ år, og nu var hun to år og to måneder, og hun havde ændret sig meget. Desuden var hun dehydreret og havde diarré. Hun svarede langt fra til beskrivelsen, vi havde fået af hende, og hun var meget langt fra alderssvarende. Hun kunne kun gå 10 skridt og kun stå med støtte. Hun havde kun fået suttefl aske. Hun havde aldrig væ-ret udendørs og havde intet aktivt sprog. Hun havde aldrig set en bog, og legetøj var – ifølge Linnea – beregnet til at kaste med! Men hun fulgte opmærksomt og interesse-

Danmark – Kina • Nr. 80 • Sommer 2007

21

Det hele værd

Linnea og Filippa 2007.

Linnea i forslag.Første møde med Linnea. Filippa i forslag.

Danmark – Kina • Nr. 80 • Sommer 2007

22

ret med i alt, hvad der foregik omkring hen-de. En time efter vi havde fået hende, var vi til en helbredsundersøgelse på et kinesisk hospital, inkl. hiv-test og ct-scanning. Til-bage på hotellet en times tid og derefter af sted til myndighederne til det helt store pa-pirarbejde. Dagen efter kørte vi 1½ time med bus for at komme til notaren og politiet i det distrikt, Linnea kom fra. Så alt i alt en overdragelse på to dage. På intet tidspunkt blev der taget hensyn til, at børn i den alder har brug for noget at spise og drikke og for at få skiftet ble. Jeg ved ikke, om det var moderinstinktet, men jeg følte bare, at jeg skulle beskytte denne lille, spinkle, svækkede pige.

Det næste par dage gik med at lære hinan-den at kende. Man prøver sig stille og roligt frem, og man laver en masse brølere under-vejs. F.eks. var jeg uforberedt på, at et 2-års barn skulle have suttefl aske, og jeg anede ikke, hvordan man laver sådan en og havde kun mælkepulver med kinesisk instruktion! Linnea var ikke bange for os, men far kunne kun bruges, hvis han gav hende mad. Det var simpelthen for overvældende at skulle forholde sig til to personer. De første tre dage sagde Linnea – bogstavelig talt – ikke en lyd!

Vi fl øj tilbage til Beijing og var på ambas-saden for at få visum til Linnea, og så gik det hjem igen efter 11 dage i Kina.

Hjemme med LinneaI lang tid var Linnea meget bekymret, når der kom gæster på besøg. Hendes erfaring var jo, at kom der en fremmed, tog de hen-de med sig! Hun turde ikke falde i søvn om aftenen, og i en periode lå hun og rokkede i sengen. Det tog en måned, før hun turde gå på vores græsplæne, og en stille brise kunne selv efter et år bringe hende ud af fatning. Efter to år kunne hun stadig gå fuldstæn-dig i panik, hvis hun ikke kunne fi nde os i vores eget hjem. Det tog også to år, før vi kunne foretage os mere end én ting på en weekend, uden hun blev bragt ud af kurs. Så tommelfi ngerreglen om, at det tager lige så lang tid for et barn at falde helt til, som den tid, det har tilbragt på børnehjem, den holdt stik med Linnea. Samtidig er det helt utroligt, hvad et lille barn kan indhente. Børn går normalt igen-nem er rivende udvikling, men på samme tid er det faktisk muligt for dem at få ind-hentet meget af det, de er bagud på grund af manglende mad og stimulation. På en måde er jeg glad for, at Linnea var så meget tilbage, som hun var. Det gav os en chance for at få mere med af hendes ud-vikling, end hvis hun havde været en velsti-muleret 2-årig.

I dag er Linnea ni år og går i 2. klasse. Hun turbotaler, snorkler, spiller basketball, og som hun selv siger: “Mor, jeg er ikke genert – jeg taler med alle!”

Zhu Xin QingFilippa (Zhu Xin Qing) blev bragt i forslag omkring 1. marts 2003. Hun var 10 måne-der på det tidspunkt. Hun var meget velbe-skrevet, og det lød alt sammen meget fi nt. Billederne var også gode. Vores rejsegruppe var på fi re familier, og vi havde fået tre piger og en dreng.

Samtidig fi k vi at vide, at overdragelsen ville fi nde sted en måned senere, så vi fi k pludselig travlt. I medierne var der en mas-se om en dræbervirus, der hed SARS, men hvad kom det os ved? Vi er lige blevet for-ældre igen!

I begyndelsen af april tog vi fl yveren til Beij-ing med kufferten fyldt med hånddesinfek-tion, masker og vejledninger fra Serumin-stituttet om forholdsregler ved SARS. Dagen inden vi skulle af sted, havde vi været nødt til at ændre vores rejse, da vi skulle have besøgt Linneas børnehjem, men det lå i det mest SARS-ramte område, og derfor afl y-ste vi det. Efter et par dage i Beijing rejste vi videre til Hefei i Anhui-provinsen lige midt i Kina. Vi fi k Filippa overdraget om formidda-gen, og jeg kunne heldigvis kende hende med det samme. Hun var fuldstændig som beskrevet, dog mistede hun let balancen, når hun sad, og hun kunne heller ikke krav-le. Hun havde fået suttefl aske med tynd ris-grød samt enkelte ting af lidt fastere konsi-stens. Hun var velstimuleret, sund og rask og meget interesseret i alt – allermest i sto-resøsteren. Alt omkring overdragelsen foregik på ho-tellet pga. SARS. Vi var i et stort konference-lokale, hvor der var ca. 30 voksne og 10 børn. Ikke just en intim fødsel. Men det tog kun 2½ time med underskrifter, fodaftryk, fotografering, bleskift og suttefl asker, så var det overstået. Børnehjemmet forærede os et lille fotoal-bum med billeder af Filippa på børnehjem-met. Det var guld værd. Om eftermiddagen kom en læge på vores værelse og var et splitsekund om at konstatere, at Filippa havde bronkitis (ikke videre betryggende med SARS-epidemien i landet!), men ellers var hun sund og rask.

Så fulgte fem dage, hvor vi bare var på ho-tellet kun afbrudt af en tur op og ned ad gå-gaden, hvor vi vakte stor opsigt. Vi skulle have besøgt Filippas børnehjem, men det blev desværre afl yst pga. SARS. Tiden på værelset blev brugt på at lære hinanden at

Første møde med Filippa.

Det hele værd

Danmark – Kina • Nr. 80 • Sommer 2007

23

Adoption fra KinaHvert år kommer ca. 200 børn fra Kina til Danmark adopteret af danske familier. Langt hovedparten af dem er piger, og alle er hittebørn. De fl este er i alderen 8 mdr. til 1½ år ved ankomsten til Danmark, og generelt er børnene sunde og raske. Den overvejende del af børnene har tilbragt tiden i Kina på statskontrollerede børnehjem. Der er dog en tendens til, at fl ere og fl ere kommer i familiepleje.

De danske familier er i forvejen blevet godkendt af de danske myndigheder (statsforvalt-ningerne) til at adoptere et barn fra udlandet. Familiens ansøgning sendes via en af de to danske formidlende organisationer, DanAdopt eller A-C Børnehjælp, til Kina. I Kina er det China Centre of Adoption Affairs (CCAA) i Beijing, som håndterer ansøgningen. Efter modtagelse af ansøgningen hos CCAA bliver samtlige dokumenter oversat til kine-sisk. Herefter bliver det vurderet, om ansøgerne lever op til de kinesiske krav, som stilles til en familie. Det er f.eks. alder, længde på ægteskab, helbred, indkomst og antal børn i familien. Derefter udvælger CCAA et barn til familien. Efter accept fra en dansk børnelæge og den formidlende organisation (evt. statsforvaltningen), kan familien rejse til barnets hjemprovins og bringe barnet til Danmark. CCAA skal efter 6 mdr. og 12 mdr. have tilsendt en rapport om, hvordan barnet er faldet til i sin nye familie. CCAA er en meget velfungerende og systematisk organisation. Personalet er utroligt engageret. Selv om adoptionen er afsluttet, og børnene har forladt Kina, er medarbejderne meget interesserede i, hvordan børnene har det i deres nye land og nye familie. Fra ansøgningen modtages hos CCAA i Beijing, til familien står i Danmark med barnet, går der ca. 1½ år.

I Danmark er skabt et netværk af adoptivfamilier, Kinaforeningen – Danske familier med adoptivbørn fra Kina. Foreningen har til formål at skabe kontakt mellem familierne samt at informere om adoption fra Kina og om kinesisk kultur. Kinaforeningen arrangerer kinesisk nytårsfest, dragefl yvningsdag, foredrag om kinesisk kultur m.m. Foreningen udgiver også et Nyhedsbrev til sine medlemmer fi re gange om året. Du kan læse mere om Kinaforeningen på www.kinaforeningen.dk. Her er masser af billeder af dejlige Kinabørn, rejsebeskrivelser, litteraturlister og meget andet. Har du spørgsmål om adoption fra Kina eller om Kinaforeningen, er du velkommen til at sende en mail til kontakt@kinaforeningen.dk.

Du kan læse mere om adoptionsprocessen vedrørende Kina hos de formidlende organisationer på:• www.danadopt.dk• www.a-c.dk

kende. Filippa skulle helst være på mors arm hele tiden. Ikke noget med at sidde el-ler ligge på en seng! Det var hårdt psykisk, da Linnea også havde brug for opmærksomhed, og det var hårdt fysisk at skulle bære et barn på 11 kg hele dagen! Men Filippa havde helt tydeligt brug for den nære fysiske kontakt, så den fi k hun. Herefter fl øj vi tilbage til Beijing. Vi var ved at få hotelkuller, så vi lavede en aftale med vores guide om, at vi gerne ville en tur i Den Forbudte By og til Sommerpaladset. Vi mente, at det var ret sikkert rent SARS-mæssigt, da det er udendørs og meget store og åbne steder. Men kineserne er ekstremt nysgerrige, og en jakke eller et tæppe, der hænger ned for at dække et sovende barn i en klapvogn, er ingen hindring for at kig-ge på barnet. I de situationer, og når der var pågående souvenirsælgere, var vi ret ube-høvlede og uforskammede. Der var ingen, der skulle hoste på VORES børn! Et par dage senere fl øj vi hjem til Dan-mark efter en hård adoptionsrejse. SARS havde fyldt meget på hele turen.

Hjemme med FilippaFilippa har haft en sund og naturlig udvik-ling. Hun faldt meget hurtigt til og har helt fra starten været en meget bestemt lille dame, som har vidst, hvad hun vil. Hun lær-te hurtigt at kravle, og efter nogle måneder kunne hun også gå. Talen kom også nemt. Eneste problem var, at Filippa var meget bange for at komme i bad. Men efter to måneder lykkedes det at lokke hende op i badekarret, og hun opdagede, at det ikke var spor farligt! Filippa er i dag fem år, går i børnehave og kan bruge timer på at lege i badet!

Fra første øjeblik har pigerne været søsken-de. For Linnea var det sjovt at få en lillesø-ster, som hun med det samme kunne lege med – ikke noget med en lille nyfødt, man skal passe på! Ulempen var så, at lillesøste-ren hurtigt kunne snuppe legetøj og andet fra storesøsteren.

Fakta

Det hele værd

Men de elsker at lege sammen og at få hinanden til at grine. De skændes og irrite-rer hinanden og kæmper om forældrenes opmærksomhed. De ligner overhovedet ikke

hinanden af udseende eller af sind, men det har ingen betydning, for de er søstre!

Og de er mine to dejlige, kloge og smuk-ke piger!