UDE AF VORES HÆNDER

EN HISTORIE OM HÅNDVÆRK

Håndværk.  Et  sigende  ord  i  al  sin  simpelhed.  Fremstillingen  af  noget  fysisk  ved  hjælp  af  hænderne,  frembragt  med  en  håndsrækning  fra  hovedet.  Sådan  lyder  vores  brede  definition  af  noget  traditionsrigt  og  ældgammelt,  som  samtidig  er  konstant  foranderligt  og  alamodisk.  Vi  er  i  denne  e-­‐bog  tre  håndværkere,  som  med  vidt  forskellige  værktøjskasser  har  grebet  tre  vidt  forskellige  håndværk  an.  På  bedste  metafysiske  vis.  En  af  os  betragter  sproget  som  en  frodig  plantage.  Ordene  er  som  planter,  der  skal  plejes  og  fremelskes.  De  skal  udvælges  med  omhu,  når  de  er  modnede  og  klar  til  høst.  Der  skal  sammenlignes,  vurderes  og  kasseres.  Og  når  de  bedste  planter  er  valgt,  skal  de  skæres  til,  foldes  og  vikles  om  hinanden.  Resultatet  er  velsmagende,  når  det  ligger  på  tungen.  En  anden  af  os  bruger  alt  værktøjet  i  kassen.  Også  det  der  hænger  på  væggen,  eller  det  der  ligger  forsømt  og  tilstøvet  i  hjørnet.  Det  hele  tages  i  brug,  når  der  hamres,  skrues,  skæres  og  poleres.  Det  kan  godt  larme  lidt.  Men  det  er  en  funktionel  støj,  der  sammen  med  det  organiserede  rod  i  værkstedet  ender  med  at  give  fuldstændig  klarhed  og  ro.  Den  sidste  af  os  planlægger  sit  motiv  på  forhånd,  og  ved,  hvad  det  er,  det  store  billede  skal  fortælle.  Rammerne  tilpasses,  farverne  justeres,  detaljerne  tydeliggøres.  Alt  er  på  plads,  inden  der  trykkes  på  udløserknappen.  Når  der  er  fremkaldt,  står  udfaldet  knivskarpt  og  konkret.  Det  her  er  en  e-­‐bog  om  kreation,  reparation  og  illustration.  Om  håndværk  der  uddør,  nedlægges  og  transformeres.  Det  er  et  øjebliksbillede  fortalt  af  håndværkere  –  om  håndværkere  –  men  ikke  nødvendigvis  til  håndværkere.  Det  er  fortalt  til  dem,  som  sætter  pris  på  kvaliteten  af  det,  som  nogen  har  fordybet  sig  i.  Gjort  sig  umage  med.  Resultatet  er  et  journalistisk  håndværk,  hvor  vi  har  fordybet  os  og  gjort  os  umage.  Vi  har  gjort  forarbejdet.  Nu  er  det  din  opgave  at  se  kvaliteten  i  det  værk.  God  læsning!  

Morten  Bank,  Tobias  Sydradal  og  Annika  Raunstrup

FORORD

i

Forestil  dig,  at  du  sidder  i  en  firmabil.  En  af  de  store  af  slagsen.  Sådan  én  på  gule  plader,  hvor  der  er  et  stort  bagagerum  med  plads  til,  at  en  voksen  tømrer  kan  stå  oprejst  omme  bagi.  Det  kunne  for  eksempel  være  en  Mercedes  Sprinter.  Du  skal  forestille  dig,  at  du  sidder  på  forsædet  og  kigger  fremad.  Du  har  naturligvis  sele  på,  så  du  er  spændt  fast,  og  kan  kun  kigge  ligeud.  Men  i  den  her  firmabil  er  der  ikke  nogen  forrude.  I  stedet  er  der  et  stort  hvidt  lærred,  der  hvor  forruden  normalt  ville  have  været.  Og  så  er  der  bål  i  bilen.  Helt  omme  bagerst  i  lastrummet  er  der  tændt  et  stort  bål.  Bålets  flammer  oplyser  det  hvide  lærred  igennem  den  lille  rude,  der  er  placeret  lige  over  dit  baghoved.  Og  du  er  jo  spændt  fast,  så  du  har  ikke  mulighed  for  at  kigge  tilbage  igennem  ruden.  Det  må  være  frustrerende,  for  der  er  gudhjælpemig  også  mænd,  der  render  rundt  omme  i  lastrummet.  De  har  det  vist  sjovt  deromme,  for  de  bruger  deres  hænder  og  håndlavede  figurer  til  at  lave  skyggebilleder  med.  Den  med  flagermusen,  hunden  og  så  en  skygge  der  ligner  en  udstrakt  langefinger.  Hvis  vi  nu  siger,  at  du  har  siddet  i  firmabilen  så  længe,  at  den  faktisk  er  det  eneste,  du  kender  til,  så  vil  du  tro,  at  de  skyggebilleder  som  mændene  laver,  er  den  virkelige  verden.  De  skygger  du  ser  på  forrudelærredet,  er  din  virkelighed.  Men  de  er  kun  afskygninger.  De  er  fænomener,  der  kun  gengiver  en  lille  del  af  den  oprindelige  idé.  Det  er  selvfølgelig  Platons  hulelignelse,  der  her  har  fået  sig  en  moderne  fortolkning.  At  scenen  i  det  her  tilfælde  udspiller  sig  i  en  firmabil,  er  ikke  noget  tilfælde.  Det  er  sådan  en  bil,  der  ofte  har  en  murer,  elektriker  eller  tømrer  bag  rattet,  og  så  er  lastrummet  oftere  fyldt  med  værktøj  end  bål.  Bogen  her  handler  nemlig  om  håndværk.  Den  handler  både  om  håndværk  som  idé,  og  håndværk  som  fænomen.  Og  så  handler  den  om,  hvordan  noget  transformeres,  uddør,  eller  bliver  til  en  skygge  af  sig  selv.  I  bogen  vil  du  møde  tre  håndværkere.  En  cigarmager,  en  skomager  og  en  fotograf.  Det  er  tre  håndværk,  der  alle  har  set  anderledes  ud,  end  de  gør  i  dag.  Det  ene  dør,  det  andet  er  såret  og  ved  at  udviskes,  og  det  tredje  har  fundet  en  ny  plads  i  verden.

PRÆLUDIUM

1

2

Bogen  sætter  spørgsmålstegn  ved  idéen  om  et  håndværk.  Hvad  er  det  egentlig  for  en  håndværksidé,  der  placeres  foran  ilden  i  firmabilen?  Og  hvilket  håndværksfænomen  vil  skyggen  vise?  Hvad  er  det  egentlig,  der  sker,  når  et  håndværk  transformeres?  Er  det  idéen  om  håndværket,  der  forandres,  eller  er  det  bare  fænomenet,  der  har  fået  en  mindre  del  af  håndværkets  oprindelige  idé?Denne  bog  giver  dig  ingen  svar.  Kun  perspektiver.  Men  med  dem  i  hånden  kan  du  jo  prøve  at  bevæge  dig  ud  af  hulen.  Og  når  du  har  set  solen,  når  du  har  set  det  gode  og  har  opnået  viden,  så  kan  du  jo  komme  tilbage  i  hulen  og  bidrage  til  vores  forståelse  af,  hvad  det  egentlig  er  for  et  samfund,  vi  lever  i.  

3

Af  Annika  Raunstrup

Niels  Nielsen  er  ikke  et  særligt  unikt  navn.  Men  lige  den  her  Niels  Nielsen  kompenserer  for  sit  meget  almindelige  navn  med  sin  meget  ualmindelige  beskæftigelse.  Lige  den  her  Niels  Nielsen  gemmer  på  særprægede  historier  i  det  sæt  blå  øjne,  som  er  indrammet  af  kantede  sorte  briller  og  buskede  øjenbryn.  Historier  der  bare  venter  på  at  eskapere  de  læber,  som  nederst  med  sin  askebæger-­‐lignende  udmunding  afslører,  hvad  det  netop  er,  

DET SIDSTE CIGARSKOD

2

4

der  gør  disse  historier  så  særegne.  Han  er  nemlig  Danmarks  sidste  cigarmager.  En  titel  som  gør  ham  både  stolt  og  sørgmodig:  ”Det  føles  godt  at  være  den  eneste  til  noget.  Men  det  er  også  lidt  vemodigt.  Jeg  nyder  jo  at  se  andre  arbejde  med  deres  hænder.”  Han  løfter  sine  egne  to  for  at  illustrere  en  cigarmagers  vigtigste  værktøj.  Hænderne.  De  har  siden  1989  rullet  godt  og  vel  625.000  cigarer,  for  det  der  engang  hed  Skandinavisk  Tobakskompagni,  men  som  siden  er  blevet  til  Scandinavian  Tobacco  Group.  Et  udmærket  billede  på  den  globaliserede  industrialisering  som  i  november  gjorde  Cigarnielsen,  som  han  bliver  kaldt,  endeligt  overflødig.  Med  maskiner  der  på  et  enkelt  døgn  producerer  over  dobbelt  så  meget,  som  han  har  præsteret  på  et  kvart  århundrede,  er  hans  evnerige  fingre  ikke  længere  rentable  at  have  med  i  spillet.  Heller  ikke  selvom  en  go’  cigar  ikke  er  en  hvilken  som  helst  cigar:  ”Jeg  bruger  en  plastikramme  til  at  holde  på  cigarens  form.  Sådan  er  det  ægte  danske  håndværk.  Metoden  er  flere  hundrede  år  gammel.  Sådan  er  jeg  lært  op,  og  det  er  dét,  jeg  har  et  forhold  til.  På  maskine  presses  cigarerne  i  forme,  og  det  giver  et  dårligere  træk…  Altså,  man  får  alt  for  meget  røg  i  munden.”  Han  tager  fingrene  samlet  op  til  læben  som  for  at  simulere  en  grim  smag,  mens  han  rynker  på  næsen:  ”Når  man  ruller  i  hånden,  så  får  man  det  bedste  sug  i  cigaren,  og  derfor  er  den  ikke  lige  så  voldsom  at  have  i  munden.  Den  bliver  mere  mild.  Men  lige  med  det  betyder  størrelsen  faktisk  også  noget,”  indskyder  han,  og  tilføjer  med  et  glimt  i  øjet,  at  det  ellers  kun  er  for  kvinder,  at  den  sag  gør  sig  gældende:  ”En  lang  cigar  er  mere  mild  end  en  kort,  selvom  man  ikke  skulle  tro  det.  Men  en  kort  er  intens  i  smagen,  fordi  der  ikke  er  langt  fra  glød  til  mund.  Omvendt  kan  tobakkens  ophavsland  også  have  noget  at  sige.  Cubanske  cigarer  har  et  ekstremt  højt  naturligt  indhold  af  nikotin,  og  derfor  vil  selv  en  lang  være  stærk  i  smagen.  Ryger  man  derimod  en  cigar  fra  Den  Dominikanske  Republik,  så  vil  også  de  korte  være  utrolig  milde.”  

5

Foto: Niels Nielsens privatarkiv.

Stauning  eller  knaldperler   Han  er  en  både  passioneret  og  vidende  mand  på  sit  område,  Cigarnielsen.  Han  har  viet  sit  liv  til  at  udvælge,  skabe  og  genkende  de  absolut  bedste  smage.  Og  som  det  jo  forholder  sig  med  netop  smagssansen,  er  det  en  smagssag:  ”Det  er  ligesom  med  vin,”  siger  han,  og  smiler:  ”Du  kan  have  to  druer,  som  begge  er  fra  Chile,  men  de  kan  smage  vidt  forskelligt,  alene  fordi  de  kommer  fra  forskellige  plantager.”  Det  er  med  andre  ord  de  samme  leveforhold,  der  er  afgørende  for  vinranken  og  tobaksplanten.  Solmængde  og  jordbundsforhold.  Så  kan  der  være  nogle  geografiske  karakteristika,  som  differentierer  smagsoplevelsen.  Niels  får  flere  af  sine  blade  fra  Java,  hvor  fugtigheden  er  så  høj,  at  al  tobakken  tørres  i  store  sivhuse  med  små  bål  tændt  i  bunden.  Det  tilfører  i  sidste  ende  tobaksbladene  en  kendetegnende  røget  smag:  ”Ja,  bål  i  sivhuse  virker  uansvarligt.  Men  for  de  her  mennesker  er  plantagen  deres  andet  hjem.  Planterne  plejes,  fra  de  er  spæde  frø  på  størrelse  med  kaffebønner,  til  de  bliver  2,5  meter  høje  ude  på  markerne.  Larver  og  skidt  dernes  fra  dæksbladplanterne  ved  håndkraft,  fordi  det  som  det  yderste  lag  på  cigaren  skal  være  helt  fejlfrit.”  Når  planterne  er  let  gullige  begynder  plukningen,  inden  bladene  syes  på  lange  snore,  der  til  sidst  som  bekendt  hænges  til  tørre  som  lange  guirlander,  indtil  tobaksbladene  får  den  velkendte  brune  kulør.  Her  begynder  en  fermenteringsproces,  hvilket  er  det,  der  for  alvor  adskiller  pibe-­‐  og  cigartobak.  Der  skal  opnås  en  indre  temperatur  på  55  grader  i  de  kompostlignende  bunker  af  blade,  førend  det  luftes  og  bundtes.  Og  her  bliver  rejsen  til  færdig  cigar  et  spørgsmål  om,  hvorvidt  der  skal  rulles  på  maskine  eller  bearbejdes  i  hånden.  

6

Kilde: st-group.com

Kær  unge  har  mange  slangudtryk,  scroll  her  og  læs  cigarens:  -­‐  Cigarillo -­‐  Havanneser   -­‐  Kvalmepind-­‐  Stinkadoros  

Der  er  nemlig  stor  forskel  på  samtlige  processer  herfra  og  til  færdig  cigar,  alt  efter  hvilken  arbejdsmetode  der  anvendes.  Cigaren  får  altså  en  anden  smag,  på  samme  måde  som  piben  får  en  anden  lyd.  Og  Ikke  nok  med  det.  Selve  indlægstobakken  er  i  en  håndrullet  cigar  hele  blade,  som  foldes  og  rulles  sammen  med  en  særlig  teknik,  hvor  det  maskinelt  på  forhånd  er  hakket  til  det,  som  Niels  kalder  fnuller.  Det  er  ikke  fordi,  at  han  er  bitter.  Han  er  bare  ærbødig  overfor  kvaliteten  af  og  fordybelsen  i  håndværket:  ”Man  ryger  også  en  cigar  færdig,  når  man  er  startet  på  den.  Alt  andet  er  respektløst.  Jeg  går  ikke  som  sådan  op  i,  hvem  der  køber  mine  cigarer,  men  hvis  der  kommer  en  18-­‐årig  knøs,  som  skal  fejre,  at  han  er  blevet  student,  så  vil  jeg  nok  råde  ham  til  at  købe  noget  andet.  En  cigar  skal  nydes.  Røgen  skal  cirkulere  på  tungen,  og  smagen  skal  optages  i  mundhulen,  inden  man  puster  langsomt  ud.”  Men  Niels  ved  godt,  at  hans  idé  om  hvad  en  cigar  er,  ser  anderledes  ud  end  de  flestes.  Ofte  forbindes  den  lille  smagfulde  sag  med  en  særlig  aften,  der  involverer  relativt  dollede  hatte  og  festligt  fyrværkeri.  Sjældnere  hænder  det,  at  Hemingway,  Churchill,  Hitchcock  og  Stauning,  der  alle  røg  cigarer  -­‐  og  i  sidstnævntes  tilfælde  selv  rullede  dem  -­‐  er  de  ansigter,  der  først  dukker  op  på  folks  indre  lærreder.  Men  det  gør  de  hos  Cigarnielsen.  Han  ser  nemlig  cigaren  som  det  nydelsesmiddel,  der  er  socialt  bindeled  mellem  tilbagelænede,  intelligente  og  livsnydende  herrer.  Folk  som  har  tid  til  livet,  som  han  siger,  inden  han  påpeger,  hvordan  mændene  tidligere  havde  deciderede  herreværelser  i  deres  hjem  med  adgang  forbudt  for  lillemor,  mens  der  i  plenum  blev  diskuteret  stort  og  småt  over  en  æske  cigarer:  

7

Foto: Niels Nielsens privatarkiv.

”Generelt  har  tingene  ændret  sig  gennem  årene…  Kulturen.  Fra  det  mandsdominerede  til  det  mere  ligeværdige.  I  den  forbindelse  er  der  gået  nogle  ting  tabt.  Noget  er  godt,  andet  er  skidt.  Og  det  kan  ses  på  cigaren.”  The  Second  Machine  Age Det  Niels  Nielsen  siger,  er,  at  cigaren  har  mistet  sin  værdi:  ”Samfundet  er  blevet  meget  mig-­‐mig-­‐mig  og  så  MÅSKE  de  andre.  Man  er  blevet  sig  selv  nærmest,  og  det  er  gået  ud  over  det  sociale  i  at  ryge  en  cigar.  Samtidig  er  der  tobaksafgifter,  rygelove  og  alle  mulige  andre  forhindringer.  Og  så  har  vi  bare  vænnet  os  

til,  at  vi  skal  have  den  billigste  vare.  Maskinerne  måler  sig  ikke  med  det  håndværk,  jeg  laver,  men  jeg  kan  ikke  følge  økonomisk  med  maskinerne.”  Lige  på  det  punkt  er  han  ikke  den  eneste.  For  50  år  siden  var  der  10.000  personer  i  Danmark,  som  levede  af  at  rulle  cigarer,  

oplyser  Foreningen  for  Cigarmagere  i  Nærings-­‐  og  Nydelsesmiddelforbundet.  Det  tal  er  som  bekendt  reduceret.  Til  én.  Den  udvikling  startede  også  allerede  for  de  50  år  siden,  da  arbejdet  i  stigende  grad  blev  overtaget  af  maskiner.  Allerede  da  begyndte  industrien  at  importere  halvfabrikata.  Indlægstobakken  blev  hakket  i  Holland,  omblade  kom  i  færdigpakkede  kasser  og  dæksbladene  på  store  spoler  fra  Indonesien.  Selv  den  manuelle  sortering  af  de  fineste  blade  blev  unødvendig,  da  maskinerne  begyndte  at  sprøjte  cigarerne  med  en  art  pudder,  som  automatisk  gjorde  farven  på  dem  identisk.  I  midten  af  1960’erne  lukkede  en  af  de  helt  store  fabrikker  i  Aalborg,  og  en  masse  kyndige  hænder  blev  arbejdsløse.  En  økonomisk  effektiv  men  beskæftigelsesmæssig  katastrofal  industrialisering  der  fortsatte  op  igennem  det  20.  århundrede.  Alligevel  blev  Cigarnielsen  udlært  i  1990’erne.  Det  blev  han,  hos  det  der  i  dag  er  Scandinavian  Tobacco  

8

Se her kontrasten mellem arbejdet med cigaren i hånden og på maskine.

Group,  på  den  cigarfabrik  som  i  dag  er  Danmarks  sidste.  Niels  Nielsen  er  altså  ikke  den  eneste,  der  kan  kalde  sig  den  eneste:  ”Fabrikken  her  går  helt  tilbage  til  1806,  og  har  været  familieejet  indtil  1991,  hvor  samtlige  aktier  blev  overtaget  af  Scandinavian  Tobacco  Group.”  Der  ligger  en  tydelig  stolthed  og  loyalitet  i  ordene.  De  kommer  fra  Kirsten  Mortensen,  som  har  været  ansat  på  fabrikken  siden  1969,  og  er  produktionschef.  For  hende  er  der  ingen  sammenligning  mellem  de  cigarer,  som  hendes  50  rullemaskiner  spytter  ud,  og  det  håndværk  som  Niels  laver:  ”Det  er  to  vidt  forskellige  ting.  En  håndrullet  cigar  er  jo  sin  egen,  og  er  et  produkt  af  et  ældgammelt  fag.  En  cigar  som  er  rullet  på  maskine  er  langt  mere  præcis,  og  vil  oftest  være  både  mindre  i  størrelsen  og  stærkere  i  smagen.  Man  har  også  hurtigere  røget  en  af  vores  cigarer  end  en  håndrullet,  der  tager  op  mod  halvanden  time  at  komme  igennem.”  At  en  maskinrullet  cigar  er  overstået  hurtigere,  stemmer  godt  overens  med  den  industrialisering,  som  den  er  et  produkt  af.  Fremdrift  og  tempo  er  nøgleord,  og  ikke  kun  når  der  tales  om  cigarbranchen.  For  industrialiseringen  har  endnu  ikke  krævet  sit  sidste  håndværksoffer  ifølge  en  undersøgelse  foretaget  af  en  række  forskere  på  Oxford  University.  Den  fastslår  helt  konkret,  at  702  jobfunktioner  kan  varetages  af  robotter  eller  maskiner  inden  for  de  næste  få  år.  Tænketanken  Kraka  anslår,  at  det  svarer  til  37%  eller  fire  ud  af  ti  jobs.  Den  industrielle  udvikling  som  arbejdsmarkedet  i  vores  samtid  gennemgår,  er  derudover  i  modsætning  til  1800-­‐tallets  revolution  præget  af  digitalisering,  hvorfor  udviklingen  også  foregår  mere  end  dobbelt  så  hurtigt.  Som  en  sidste  tillægsfaktor  er  erhvervslivets  ordforråd  på  de  200  år  blevet  udbygget  med  både  globalisering  og  outsourcing.  Faktisk  har  vi  indenfor  vores  egne  brede  bøge  ifølge  Danmarks  Statistik  vundet  det  uofficielle  Europamesterskab  i  outsourcede  arbejdspladser  med  over  14.0000  –  på  bare  to  år.  

Mennesket  bliver  overflødigtDet  betyder  dog  ikke,  at  omverdenen  er  udeltagende  eller  uopmærksomme  på  fænomenet.  De  to  professorer  ved  MIT’s  Center  for  Digital  Business,  Erik  Brynjolfsson  og  Andrew  McAfee,  har  skrevet  en  bog  om  lige  netop  den  industrielle  og  ikke  mindst  

9

Scroll  ned  her  for  historiske  facts  om  cigaren: -­‐  Ordet  cigar  stammer  fra  Mayaindianernes  zikar,  som  betyder  ”at  ryge”.  -­‐  Columbus  bragte  efter  sin  opdagelse  af  det  amerikanske  kontinent  i  1492  

tekniske  udvikling.  Den  hedder  The  Second  Machine  Age,  og  beskriver,  hvordan  verden  er  ved  at  blive  til  en  maskindrevet  og  robotstyret  planet,  hvor  menneskers  kunnen  er  overflødig.  Dette  kan  kaste  to  resultater  af  sig,  mener  Erik  og  Andrew.  Det  første  kalder  de  for  Bounty,  og  det  beskriver  en  kæmpe  stigning  i  levestandarden  med  et  utal  af  gratis  services  og  produkter,  som  ikke  hidtil  har  eksisteret.  Det  andet  resultat  hedder  Spread  og  forudser,  at  uligheden  mellem  rig  og  fattig  vil  vokse  og  trives.  De  få  som  kan  leve  af  maskinerne,  vil  tjene  fedt  på  dem,  mens  arbejdsløsheden  for  flertallet  vil  stige.  Billedet  der  males  af  de  to  professorer,  er  muligvis  dystert,  men  ikke  uforanderligt.  De  mener,  at  lærredet  sagtens  kan  males  over  med  lysegrønt  håb  og  visioner.  Det  kræver  en  omstilling  fra  det  nuværende  kapløb  mod  maskinerne  til  et  regulært  samarbejde  med  dem.  Sker  dette  ikke  med  politisk  indgriben  –  og  indenfor  en  nær  fremtid  –  så  vil  der  muligvis  i  stedet  blive  brug  for  en  mindre  revolution,  som  Erik  Brynjolfsson  nævner  i  bogen:   ”Mellem  1811  og  1817  var  arbejdet  for  en  gruppe  Engelske  tekstilarbejdere  truet  af  de  automatiske  væve  fra  den  første  industrielle  omvæltning.  Denne  gruppe  mobiliserede  sig  omkring  en  mytisk  Robin  Hood-­‐lignende  figur  kaldet  Ned  Ludd,  og  angreb  møller  og  maskiner,  indtil  de  blev  undertrykt  af  den  Britiske  regering.”  

Men  så  længe  både  Bounty,  Spread  og  Hood  lader  vente  på  sig,  så  længe  outsourcing,  globalisering  og  teknologisk  industrialisering  blomstrer,  og  så  længe  forskere,  professorer  og  statistikker  kalkulerer  med  stigende  overtagelse  af  traditionelle  håndværksfag,  er  spørgsmålet,  hvad  Niels  Nielsen  selv  spår,  at  fremtiden  er  for  hans  i  forvejen  truede  håndværk.   Tobaksbladet  fra  munden   ”Jeg  håber  jo…”  Cigarnielsen  har  tændt  den  cigar,  han  netop  har  rullet.  Han  studerer  den  med  et  andet  og  mere  kritisk  blik  end  de  fleste.  Er  dæksbladet  pænt  nok?  Er  viklen  stram  nok,  indlægget  smagfuldt  nok?  ”…  Men  når  jeg  tænker  mere  over  det,  så  er  det  jo  smadderærgerligt.  At  det  bare  uddør.  I  starten  havde  jeg  fire  af  de  gamle  cigarmagere  på  fabrikken  at  tale  med.  I  dag  er  jeg  alene.  

10

Scroll  ned  for  flere  mytiske  fortællinger:   -­‐  Man  ruller  ikke  cigarer  på  inderlåret  af  cubanske  kvinder.  Historien  stammer  formentlig  fra  operetten  Carmen,  hvor  hovedpersonen  af  samme  navn  undervejs  præsterer  netop  dette.  Det  kan  i  praksis  ikke  lade  sig  gøre.

-­‐  Ovenstående  gør  sig  også  gældende  for  brugen  af  fugt  fra  indersiden  af  øjenlåget  som  

Jeg  er  den  eneste  til  at  fortælle  om  cigarerne.  Så  jeg  håber  da  på,  at  jeg  kan  få  en  tilværelse  op  at  køre,  så  jeg  kan  få  en  lærling  og  give  traditionen  videre.”  Niels  har  allerede  oplært  tre  andre  i  sit  fag,  men  de  laver  alle  noget  andet  i  dag.  Det  der  er  tilbage  til  ham,  er  muligheden  for  at  tage  rundt  i  landet  og  fortælle  interesserede  om  håndværket:”Jeg  nyder  at  arbejde  med  cigaren,  jeg  nyder  at  smage  cigaren,  og  jeg  nyder  at  vise  det  frem.  I  LOVE  cigars!”  Han  ligger  tryk  på  ordet  love.  Han  mener  det.  Men  han  mener  også,  at  det  lyder  dumt  at  sige  på  dansk.”Når  man  kan  vise  andre  sin  passion,  så  får  man  ligesom  spejlet  den.  Min  lærermester  sagde    altid,  at  han  blev  nærmest  virtuos,  når  han  sad  og  lavede  cigarer  foran  andre.”  Han  puster  røgen  med  den  velkendte  duft  ud  i  rummet  en  sidste  gang,  og  reflekterer  med  lige  dele  ærgrelse  og  bestemthed  i  stemmen:  ”Men  det  er  et  håb,  mere  end  det  er  et  realistisk  bud.  Håndværket  dør  med  mig.”

11

Af  Tobias  Sydradal

“Skomager  bliv  ved  din  læst.”  Sådan  lyder  et  gammelt  dansk  ordsprog.”Ja  hvad  betyder  det?,”  spørger  Ole  Skomager  sig  selv.  Det  er  også  ham,  der  svarer:  ”Det  betyder,  at  du  skal  blive  ved  det,  som  du  kan.  Det  du  er  god  til  –  det  laver  du.”

LÆSTEN SOM SAMFUNDSLAST?

3

12

En  læst  er  et  formningsværktøj,  som  en  skomager  bruger,  når  han  skal  lave  eller  reparere  sko.Ole  Skomager  hedder  Borregaard.  Altså  han  hedder  Ole  Borregaard,  og  han  er  skomager.  Det  var  hans  far  også,  og  hans  far  før  ham.  Oles  farfar.  Ole  Skomager  lægger  læsten  bag  sig,  inden  år  2014  pensioneres,  og  så  er  det  hans  lærling  Hussein,  der  skal  overtage  forretningen.  ”Skomagerfaget  er  uddøende.  I  dag  er  der  hælebarer  over  alt.  Det  er  sådan  nogle,  som  slår  sig  op,  og  så  kalder  de  sig  skomagere.  Og  jo,  de  kan  sætte  hæle  på  og  lave  nøgler,  men  de  kan  ikke  lave  mange  af  de  ting,  som  vi  laver  her.  De  kan  ikke  lave  det  på  den  rigtige  måde,”  fortæller  Ole  Skomager  med  eftertryk  på  ”rigtige”.  ”Det  kan  de  ikke.”  En  hælebar  er  en  afskygning  af  en  skomager.  Det  er  der,  hvor  du  går  hen,  hvis  du  skal  have  lavet  en  ekstranøgle  til  hoveddøren,  eller  hælen  skal  limes  tilbage  på  stilletten.Skomageruddannelsen  blev  nedlagt  som  erhvervsuddannelse  i  2010.  Det  skete  uden  det  helt  store  spektakel.  En  erhvervsuddannelse  skal  leve  op  til  arbejdsmarkedets  krav  og  efterspørgsel,  og  i  dag  er  netop  efterspørgslen  svindende.  I  tiden  efter  nedlæggelsen  blev  der  skrevet  et  par  artikler  om  skoens  sjæl  og  andre  uddøende  håndværk,  men  ellers  fik  uddannelsen  lov  til  at  sove  stille  ind  i  en  seng  af  automatiseret  bureaukrati.   Det  her  er  historien  om  et  håndværk,  der  forsvinder.  Om  skomagerforretningerne  der  bliver  til  hælebarer.  Om  skoen  som  idé  og  hælen  som  fænomen.

13

Kom med på besøg i skomager-forretningen

Ole  Skomager.  Det  står  med  sort  skrift  på  en  baggrund,  der  over  årene  har  givet  meget  af  sin  gule  farve  tilbage  til  solen.  Forretningen  ligger  i  et  lille  hak  lige  før  et  lyskryds  så,  ”folk  kan  ikke  andet  end  undgå  at  se  den,”  som  skomageren  selv  smilende  placerer  det.  Butikken  er  ikke  mere  end  to  meter  bred  og  ni  meter  lang.  Før  du  har  taget  et  skridt,  står  du  ved  disken.  Herfra  kan  du  se  direkte  ind  i  håndværkerens  værksted.  Væggene  er  plastret  til  med  nøgler,  kasser,  sko  og  organiseret  rod.  På  gulvet  står  de  metaltunge  maskiner,  og  i  loftet  hænger  skomagerens  fodforme  som  ufærdige  proteser.  På  den  anden  side  af  de  ni  meter  er  der  en  baggård.  Det  er  her  Ole  Borregaard  sidder.  Med  formiddagssolen  i  ansigtet  og  en  skoddet  cigaret  under  den  specialsyede  sko.      

”Som  knægt  sad  jeg  altid  nede  i  værkstedet  ved  min  farfar,  så  jeg  har  fået  en  masse  ind  ad  den  vej.  Min  far  var  skomager,  og  jeg  har  så  taget  uddannelsen  også.  Så  jeg  har  fortsat  faget  på  tredje  generation,”  fortæller  Ole  Skomager.

Det  er  ikke  et  af  skomagerens  egne  børn,  der  skal  overtage  forretningen,  når  han  stiller  arbejdsskoene.  De  er  ikke  interesserede  i  faget.  ”Jamen  det  har  jo  nok  noget  at  gøre  med,  at  det  er  et  fag  med  mange  timer  i,  ikke?  Jeg  møder  jo  ind  kl.  seks  om  morgenen,  så  åbner  jeg  forretningen  kl.  7,  og  lukker  først  kl.  17.  Så  det  er  mange  timer,  og  så  er  indtægten  svingende.  Somme  tider  kan  kassebeholdningen  være  helt  i  bund,  og  så  er  der  andre  tider,  hvor  der  er  rigtig  godt  gang  i  den.  Som  skomager  skal  du  ikke  se  på  tallene  fra  måned  til  måned.  Du  skal  se  på  omsætningen,  når  året  er  omme.  Så  skal  du  spørge  dig  selv:  Hvad  siger  de  nederste  tal?”

Og  skomageren  beklager  sig  ikke,  som  han  selv  så  beskedent  siger  det.  

14

Indersiden af Ole Skomagers forretning

”Jeg  har  levet  af  det  i  30  år,”  siger  han.  Det  må  da  om  noget  være  et  bevis  for,  at  skomagerfaget  kan  bringe  brød  på  bordet.  Og  en  rød  BMW-­‐motorcykel  i  garagen.  For  sådan  en  har  Ole  Borregaard  også.  Han  har  lige  luftet  den  i  de  nordtyske  bakker,  men  nu  hænger  den  rød  og  nyvasket  på  et  fotografi  i  forretningen.  Så  sådan  en  kan  man  også  få  ud  af  at  være  skomager.  

Nok  at  lave  i  et  uddøende  fag

”Vi  har  nok  at  lave,”  fortæller  Ole  Skomager.  ”Det  er  vidt  forskelligt  hvor  mange  kunder  vi  har.  Det  kan  være  lige  fra  ti,  til  en  20-­‐,  25,-­‐  eller  30  stykker.  Det  er  sæsonbetonet.  Nu  hvor  solen  begynder  at  skinne,  så  ryger  alt  vinterfodtøjet  ind  i  skabet.  Når  det  så  bliver  efterår  igen,  så  kommer  vinterstøvlerne  ud,  og  så  tænker  kunderne:  ”Hov,  de  skulle  da  have  været  ved  skomageren.”  Så  arbejder  vi.  Næsten  i  alle  døgnets  24  timer  fordi  så  vælter  det  ind.  Efteråret,  det  er  højsæsonen.”

I  det  samme  åndedrag  som  Ole  Skomager  bruger  på  at  sige,  at  der  er  nok  at  lave,  siger  han  også,  at  faget  er  ved  at  uddø.  

”Jamen  der  bliver  jo  ikke  uddannet  flere  skomagere.  Skolen  i  København  har  lukket  for  skomageruddannelsen,  og  det  kan  godt  betyde,  at  faget  på  et  tidspunkt  uddør.  Så  bliver  det  hælebarer  det  hele,”  siger  skomageren.  I  en  hælebar  kan  du  egentlig  få  lavet  nogenlunde  det  samme,  som  du  kan  ved  en  skomager.  Dine  sko  kan  blive  fikset,  og  din  nøgle  kan  blive  kopieret.  Den  væsentligste  forskel  på  en  hælebar  og  en  skomager  er  den  kvalitet,  der  følger  med  at  have  taget  en  håndværksfaglig  uddannelse.

”Det  vil  sige,  at  du  går  ind  i  hælebaren,  og  så  kan  du  godt  få  lavet  hæle  eller  sat  en  slidsål  på.  Men  det  bliver  ikke  gjort  på  den  rigtige  måde.  De  springer  over,  hvor  gærdet  er  lavest,”  ærgrer  håndværkeren  sig.  ”De  sliber  bare  lidt  på  skoen,  kommer  lidt  lim  og  noget  savsmuld  på,  og  så  klistrer  de  sådan  en  ny  gummisål  oven  på.  Det  er  ikke  rigtigt.  Rigtigt,  der  skal  man  pille  den  gamle  sål  af  skoen  og  så  lægge  en  ny  sål  på.  En  sål  der  passer  til  skoen.  Vi  ville  rette  skoen  op,  så  den  er,  som  den  skal  være.  Så  bliver  den  pudset  og  det  

15

hele,  og  så  står  den  som  ny,  når  kunden  kommer  og  henter  den.Jeg  har  haft  flere  kunder,  der  har  været  ved  en  hælebar,  og  så  er  de  bagefter  kommet  herned  til  mig,  for  at  få  rettet  op  på  det  hælebaren  har  lavet,”  fortæller  Ole  Skomager  og  fortsætter:  ”Det  er  fordi  på  hælebarer,  der  laver  man  de  lette  ting.  Vi  laver  de  svære  ting  også.  Fordi  vi  kan  dem.  Det  kan  de  ikke  i  hælebarerne.  Der  går  meget  kvalitet  tabt,  når  skomagerfaget  også  dør  som  håndværk.  Jeg  synes,  det  er  synd.”

Finesserne  forsvinder

Det  er  tabet  af  kvalitet,  der  ærgrer  Ole  Skomager  mest.  Den  viden  om  et  håndværk  der  er  opbygget  igennem  generationer,  som  pludselig  får  lov  at  løbe  ud  i  sandet.  Da  Ole  Borregaard  selv  gik  på  skomagerskolen,  der  lærte  han  de  små  finesser,  der  gjorde  ham  til  den  afrundede  håndværker,  han  er  i  dag.  Nu  giver  han  sin  viden  videre  til  lærlingen  Hussein  på  den  gammeldags  mesterlæremåde.  Tabet  af  skomageruddannelsen  mener  Ole,  er  starten  på  fagets  endeligt.  Den  logik  han  argumenterer  ud  fra,  kan  beskrives  med  en  leg,  som  de  fleste  har  leget  i  barndommen:Ti  børn  står  på  en  række.  Barn  nummer  et  læser  en  besked:Bedstemor  Bodil  gik  til  Købmand  Karlsen  for  at  købe  syv  brune  æg.Barn  nummer  et  hvisker  så  beskeden  til  barn  nummer  to.  Barn  nummer  to  gengiver  så,  hvad  han  kan  huske  til  barn  nummer  tre.  Barn  nummer  tre  gør  det  samme  til  barn  nummer  fire,  og  når  beskeden  endelig  når  frem  til  barn  nummer  ti,  lyder  beskeden  sådan  her:

Bedstemor  gik  til  købmanden  for  at  købe  æg.

Beskedens  funktion  er  intakt,  men  livet  og  nuancerne  er  blevet  glemt.  Det  er  sådan  Ole  Skomager  forventer,  at  håndværket  vil  uddø.  I  glemsel  og  afstumpet  funktionalitet.    

”Det  er  fordi,  der  ikke  bliver  uddannet  nogen,  der  kan  lave  det,  som  det  skal  laves.  Altså  håndværksmæssigt.  Arbejdet  skal  udføres,  så  det  er  i  orden,”  mener  Ole  Skomager.

16

Håndværket  er  næstekærlighed

Og  det  er  han  ikke  ene  om  at  mene.  Det  mente  Martin  Luther  også.  Og  han  kaldte  det  en  etik.  Luthers  kaldsetik  handler  i  korte  træk  om,  at  du  skal  tjene  din  næste,  ved  at  udføre  den  gerning  du  har  fået  i  livet,  på  bedste  vis.  Så  hvis  du  er  bager,  så  skal  du  bage  de  bedste  brød,  du  kan  til  næsten.  Er  du  cigarmager,  så  ruller  du  de  bedste  cigarer  til  næsten.  Og  er  du  skomager,  så  skal  du  lave  de  bedste  sko,  du  kan  til  næsten.  Selvom  Luther  ikke  kendte  til  faget  i  1500-­‐tallet,  så  ville  han  nok  også  mene,  at  fotografen  skulle  tage  så  gode  billeder  til  næsten  som  muligt.  Bevares,  han  sagde  mange  ting  ham  Luther.  Så  som  at  de  vantro,  det  værende  muslimer  og  andre  ikke  kristne,  skulle  bindes  med  kæder  og  bekæmpes  med  sværdet.  Alligevel  er  den  danske  stat  på  ganske  umoderne  vis  bygget  på  blandt  andet  Martin  Luthers  lære.  Han  er  sågar  indskrevet  i  grundloven:

Danmarks  Riges  Grundlov  §  4:Den  evangelisk-­‐lutherske  kirke  er  den  danske  folkekirke  og  understøttes  som  sådan  af  staten.

Her  er  der  plads  til  endnu  et  bevares.  Kongen  står  nævnt  op  til  flere  gange  i  Grundloven,  og  hun  har  trods  alt  ikke  nogle  egentlige  magtbeføjelser.  Det  har  regeringen  derimod.  Da  den  danske  regering  var  ledet  af  Anders  Fogh  Rasmussen,  der  fik  han,  flankeret  af  Kirkeminister  Bertel  Haarder  og  med  DF  som  parlamentarisk  grundlag,  højt  og  flot  proklameret,  at  den  danske  kultur  udspringer  af  kristendommen.  Om  man  er  enig  eller  ej  med  både  Luther  og  Fogh,  så  er  det  svært  at  komme  uden  om,  at  Danmark  har  været  et  mere  kristent  land,  end  det  er  i  dag.  Og  Danmark  har  været  et  land  med  stoltere  håndværkstraditioner,  end  det  er  i  dag.Nu  har  samfundet  svunget  den  dømmende  hammer,  taget  videnshatten  på  og  lagt  læsten  på  hylden.  Staten  reformerer  godt  nok  erhvervsuddannelsessystemet  i  jagten  på  at  bevise  det  modsatte,  men  hvor  mange  af  de  gamle  håndværk  ser  du  egentlig  i  gadebilledet?

”Engang  var  vi  mange.  I  gamle  dage  var  der  jo  nærmest  en  skomager  i  hver  eneste  sidegade.  Hvis  der  var  et  ledigt  lille  kælderrum,  jamen  så  var  der  en  skomager,”  husker  

17

Ole  Skomager.Engang  var  der  mange.  I  dag  er  der  få  skomagere.  Ifølge  Danmarks  Skomagerlaugs  egen  historiefremlæggelse,  så  oplevede  skomagerfaget  en  stor  nedgang  i  1950-­‐erne  og  60-­‐erne,  da  gummifodtøjet  kom  frem.  

Brug  og  smid  væk

”Der  er  nogle  sko,  der  ikke  kan  repareres.  Ecco  har  lavet  nogle  sko,  hvor  sålerne  ikke  er  til  at  lime  på,  fordi  de  smuldrer  og  mørner  op.  Så  dem  holder  vi  os  fra.  Men  ellers  så  reparerer  vi  da  også  gummisko,”  siger  Ole  Skomager.    

I  gamle  dage  nøjedes  en  skomager  ikke  blot  med  at  reparere  sko.  Der  lavede  han  dem  også  fra  bunden.  Ole  Skomager  kan  godt  finde  ud  af  at  lave  et  par  sko  fra  bunden  af,  men  som  han  selv  siger:”Det  er  der  jo  ingen,  der  har  råd  til  i  dag.  Sådan  et  par  håndsyede  sko  koster  jo  mellem  fire-­‐  og  8000  kroner.  Så  det  er  der  ingen,  der  bruger  i  dag.  Specielt  ikke  når  man  kan  få  lavet  et  par  billige  sko  i  Kina,  Korea  eller  Brasilien,”  siger  skomageren  og  fortsætter:  ”Men  det  er  nu  ikke  sådan  rigtige  sko.”

Og  så  kunne  man  jo  prøve  at  forklare  skomagerfagets  forfald  med,  at  vi  i  dag  lever  i  en  ’brug  og  smid  væk’-­‐kultur.  Når  sålen  er  slidt,  så  kasseres  skoen,  og  der  købes  et  par  nye  gummisko  i  stedet  for  at  tage  den  slidte  sko  til  skomageren.

Det  er  dog  ikke,  hvad  Ole  Skomager  erfarer:    

18

Ole Borregaard og lærlingen Hussein Saedi på arbejde

”De  unge  i  dag  køber  dyrt  fodtøj,  og  de  får  det  repareret.  Jeg  har  mange  unge  mennesker  i  butikken.  De  unge  køber  godt  fodtøj.”

Men  skomageren  oplever  selvfølgelig  kun  det  segment,  der  rent  faktisk  reparerer  deres  fodtøj.  De  sko  der  ikke  bliver  repareret,  må  man  formode  ender  i  skraldespanden.  Og  selvom  Ole  Skomager  har  en  del  unge  kunder  i  forretningen,  så  hænger  det  måske  også  sammen  med,  at  der  er  få  skomagere  tilbage.  Mange  bliver  derfor  til  en  relativ  størrelse.  For  skomagerfaget  er  på  retræte.  Der  er  ikke  særlig  mange  skomagere  tilbage,  og  nu  hvor  uddannelsen  er  blevet  nedlagt,  så  kommer  der  heller  ikke  flere.  At  faget  er  ved  at  uddø,  det  er  nok  ikke  helt  forkert  sagt  af  Ole  Skomager.  For  med  skomageruddannelsen  forsvinder  også  den  oprindelige  håndværkskunst.Ole  Skomager  giver  alt  sin  viden  til  lærlingen  Hussein,  og  så  er  det  op  til  Hussein  at  give  den  viden  videre.  Men  lige  som  i  legen  udviskes  nuancerne,  inden  beskeden  hviskes  fra  den  første  til  den  tiende  skomager.  Og  så  er  det  kvaliteten,  der  går  tabt.  Det  gamle  skomagerfag  bliver  den  idé,  der  holdes  foran  ilden,  og  hælebaren  bliver  det  fænomen,  der  opfattes  af  beskueren.Gad  vide  om  Martin  Luther  ville  mene,  at  hælebartenderen  laver  de  bedst  mulige  sko  til  næsten?  Det  mener  Ole  Skomager  i  hvert  fald  ikke.Der  er  stadig  baggårdssol  på  skomagerens  ansigt,  og  under  snakken  er  der  kommet  endnu  en  cigaret  under  den  speciallavede  sko.  Ole  Skomager  har  sukkersyge,  så  før  han  fik  sine  specialsyede  sko,  var  han  nødt  til  at  skifte  sko  tre  til  fire  gange  om  dagen,  for  ellers  fik  han  alt  for  ondt  i  fødderne.  I  de  nye  sko  kan  han  holde  sig  gående  en  hel  arbejdsdag.  Skoene  er  speciallavede,  men  det  er  ikke  Ole  Skomager  selv,  der  har  lavet  dem:”Nej,  de  er  lavet  i  USA  –  og  de  kan  ikke  repareres.  Dem  går  jeg  i,  til  de  er  slidt  op,  og  så  køber  jeg  et  par  ny’.”

19

Af  Morten  Bank  

Velkommen  til  en  verden  før  det  21.  århundrede.  Hvor  en  fotograf  var  en  håndværker,  der  var  lige  så  apængig  af  kemikalier  og  telefonstik  som  af  motiver  og  mennesker.  "Hvis  det  var  en  sort/hvid-­‐film,  tog  det  6  minutter.  Farve/negativ-­‐filmene  skulle  fremkaldes  i  3,5  minut.  Hvis  du  fremkaldte  det  i  3  minutter  og  45  sekunder,  så  skred  

FOTO I FOKUS

4

20

farverne."  Fotograf  Thomas  Sjørup  har  siddet  utålmodigt  med  fremkaldervæske,  blegfikser  og  sprit  i  krigszoner  fra  Kosovo  til  Irak.  I  dag  kan  han  fortælle  historier.  Om  krig  og  nød.  Men  også  om  et  fag  der  ændrede  sig  i  hænderne  på  ham,  mens  han  forsøgte  at  fortælle  de  historier.  Selvom  man  godt  kan  glemme  det,  er  det  ikke  lang  tid  siden  at  fremkaldelse  af  et  fotografi,  var  et  håndværk.  Det  er  en  historie,  om  det  håndværk  du  nu  skal  læse.  En  historie  der  fortælles  gennem  41-­‐årige  Thomas.  Et  rigtig  håndværker-­‐navn.  Han  kan  fortælle  dig  om  forskellen  på  15  sekunder.  Det  er  en  historie  fyldt  med  side-­‐historier.  For  det  er  håndværk.Praktikanten  og  borgerkrigenDen  første  del  af  historien  handler  om  en  praktikant.  I  foråret  1991  gik  han  før  påsken  op  til  chefen  og  hørte,  om  han  måtte  låne  firmabilen  i  ferien.  Chefen  spurgte  til  hvad.  Praktikanten  fortalte,  at  han  ville  køre  til  Kroatien  og  arbejde.  Chefen  grinede  og  sagde:  "Ja  ja." Med  sit  telt  og  grej  kørte  praktikanten  til  Kroatien.  Et  land  fyldt  med  tanks,  soldater  og  menneskeligt  svigt."Som  udgangspunkt  syntes  de,  at  det  var  ufedt,  at  jeg  drønede  rundt  nede  i  et  krigsområde  som  21-­‐årig  og  uerfaren.  Det  var  det  jo  også,  ikke?  Jeg  lavede  alle  de  fejl,  der  står  på  første  side  i  bogen,"  forklarer  praktikanten  den  dag  i  dag.Han  remser  derefter  op,  hvor  mange  måder  man  med  større  eller  mindre  sikkerhed  kan  vandre  ind  i  minerede  områder,  ryge  på  kornet  af  en  snigskytte  eller  blive  fanget  i  en  bil  under  beskydning.  Men  praktikanten  var  taget  derned  for  at  tage  billeder."Det  skulle  fremkaldes  på  den  gammeldags  manér  med  sort/hvid  fremkalder,"  fortæller  han.  Hvordan  gør  man  så  lige  det  i  en  bunke  mursten,  der  engang  var  et  land?

21

Thomas Sjørup i Samarra under Irak-krigen

"Man  har  filmen.  Så  har  man  mørkekammerposen.  Det  ligner  en  kortærmet  trøje  med  en  lynlås  i  bunden,  hvor  åbningen  normalt  er.  Derefter  ligger  man  en  filmspole  og  en  fremkaldertank  ind  i  og  lukker  til.  Så  tager  man  filmen  op  på  spolen,  ned  i  tanken  og  lukker  til.  Herefter  blander  du  din  fremkalder.  I  det  her  tilfælde  var  det  farvefremkalder,  så  det  er  en  fremkalder  og  en  blegfikser.  Bagefter  fremkalder  man  den,  blegfikserer  den  og  skyller  den.  Derefter  tager  man  den  ud,  og  hænger  den  til  tørre.  Efter  det  går  der  en  halv  times  tid,  og  så  kan  den  skannes."  Efter  at  have  gjort  det  i  ti  dage  tog  praktikanten  hjem.  Han  havde  set  nok  til  at  vide,  at  han  skulle  se  mere.

Det  albanske  fuglebad Praktikanten  bliver  stille  og  roligt  til  en  af  fagets  garvede  røvere.  Han  vender  tilbage  til  konflikten,  han  besøgte  som  praktikant.  Jugoslaviens  opløsning  fører  denne  gang  ham  til  Kosovo.  Her  får  han  smag  for,  at  en  håndværker  skal  bruge  værktøj.  Hvad  end  det  er  en  cigarklipper  eller  noget  så  basalt  som  vand.Som  én  af  blot  syv  af  verdenspressens  fotografer  er  han  i  Kosovo  op  til  NATOs  bombardementer.  Da  selve  angrebet  starter,  er  han  dog  på  vej  tilbage  fra  en  sviptur  til  en  flygtningelejr  i  de  albanske  bjerge.  Han  rammer  derfor  hovedstaden  Pristina  samtidig  med  NATO-­‐bomberne. "Alt  var  væk.  Vi  har  kørt  som  sindssyge  for  at  nå  ind  til  deadline,  og  vi  har  selvfølgelig  en  satellit-­‐telefon.  Vi  kom  ind  på  Grand  Hotel,  hvor  der  under  hele  krigen  havde  ligget  et  serbisk  mediecenter.  Derinde  står  to  serbiske  piger,  der  er  helt  skræmte.  Vi  kigger  på  dem  og  siger:  Vi  skal  bruge  strøm,  en  telefonlinje  og  noget  vand.  De  stod  der  bare.  Så  siger  den  ene:  "Please  go  away."  Og  vi  kigger  på  hende  og  siger:  Prøv  nu  at  hør  her:  Strøm,  telefonlinje  og  vand!  -­‐  "Please  go  away."  Så  begynder  hun  at  græde,  og  så  opgiver  vi."

22

Thomas Sjørup i baggården hos en albansk familie, der gav ham husly noget af hans tid i Pristina.

Stemningen  var  vendt.  Serberne  var  bange,  og  det  var  skidt  nyt  for  en  håndværker,  der  var  apængig  af  andre  for  at  udføre  sit  job.  Men  det  var  betingelserne.  Fotografen  må  selv  i  gang  med  at  lede  efter  det,  han  skal  bruge  for  at  fremkalde."Så  går  vi  ud  på  badeværelset.  De  havde  ikke  haft  vand  i  måske  14  dage.  De  havde  stadig  brugt  toiletterne.  Men  der  var  ikke  noget  vand.  Og  vi  kunne  ikke  fremkalde,  hvis  ikke  vi  havde  vand." Thomas  har  været  så  længe  i  området,  at  han  ved,  hvad  han  skal  lede  efter.  Han  kører  op  i  et  serbisk  kvarter."Der  ser  jeg  en  mand,  der  står  og  vander  sin  have.  Hey!  Ind  til  ham  med  mig.  Jeg  får  fat  i  ham  og  siger,  at  jeg  skal  bruge  noget  vand.  Og  jeg  skal  bruge  hans  garage.  Jeg  skulle  bruge  et  sted.  Man  kan  jo  ikke  stå  ude  i  solskin  -­‐  Eller  det  kan  man  godt,  men  det  bliver  sådan  lidt...  Og  hvis  man  også  skal  skanne  -­‐  så  jeg  skal  låne  hans  garage  og  noget  vand.  Det  var  han  ikke  meget  for.  Han  vidste  godt,  at  de  havde  tabt  krigen,  og  det  var  noget  lort  det  her.  Lige  om  lidt  kommer  NATO  og  albanerne.  Men  han  ville  heller  ikke  helt  sige  nej.  Så  fik  han  100  D-­‐mark.  Så  var  det  okay.  Så  lånte  jeg  hans  garage,  og  jeg  fik  noget  vand.  Jeg  fik  knaldet  satellit-­‐telefonen  op  og  fik  sendt  nogle  billeder  hjem.  I  løbet  af  de  to-­‐tre  timer  jeg  brugte  der,  kom  han  ind  tre  gange  og  sagde:  Nu  bliver  du  altså  nødt  til  at  gå!  Nu  kan  du  ikke  være  her  længere.  Så  fik  han  100  D-­‐mark,  og  så  fik  jeg  lov  at  være  der  en  halv  time  mere." Da  Thomas  har  sendt,  hvad  han  skulle,  kører  han  hen  til  den  albanske  familie,  han  havde  boet  hos  tidligere.  Her  var  der  ingen  vand,  og  desperate  tider  kræver  desperate  løsninger.  For  billederne  skulle  jo  laves."Det  endte  med,  at  jeg  på  dag  to  eller  tre  tømte  deres  fuglebad  og  blandede  min  fremkalder  med  vandet  fra  det  fuglebad.  Jeg  kan  ikke  anbefale  det.  De  blev  ikke  så  pæne.  Men  de  blev  fremkaldt,  og  de  blev  sendt  hjem."

23

Hør om baggården hos den albanske familie, hvor Thomas Sjørup fremkaldte mange af sine film i Kosovo.

Det  bliver  ikke  sidste  gang,  fotografen  må  tænke  udenfor  rammen.  Som  i  ethvert  håndværk  er  det  nemlig  ikke  alt,  man  læser  sig  til.  Der  er  tricks,  som  går  i  arv  fra  de  ældre  fotografer  til  de  yngre.  For  eksempel  har  man  ikke  altid  en  halv  time  til,  at  billederne  kan  tørre."Hvis  man  var  rigtig  hård,  så  havde  man  en  lille  flaske  sprit  med,  som  man  så  blandede  i  det  vand,  man  skyllede  filmen  med.  Så  var  det  måske  en  tredjedel  eller  halv  sprit.  Så  puttede  man  filmen  i  den  her  sprit/vand-­‐blanding.  Så  rystede  man  det  lige.  Så  var  den  der  på  5  minutter.  Men  det  var  ikke  godt(for  kvaliteten  red.)." Det  var  ikke  kun  barbergrej,  der  kunne  bruges.  Også  i  toilettasken  fandt  fotografen  hjælp:"Jeg  rejste  altid  med  en  lille  hårtørrer.  Så  kiggede  man  med  luppen,  mens  de  tørrede.  Så  valgte  man,  at  det  var  det  her  billede,  man  skulle  bruge.  Så  klippede  man  de  tre  frames  ud  og  hængte  dem  op  for  sig  selv,  og  gav  dem  hårtørreren."Thomas'  trængsler  er  dog  intet  imod  de  trængsler,  hans  billeder  fortæller  om.  Hør  historien  om  Abdullah  i  videoen  ovenfor.  

Jagten  på  autenticitet Pegefingeren  hviler  roligt  på  knappen.  Klik!  I  samme  øjeblik  fingeren  forlader  knappen,  rammer  fotografens  motiv  internettets  skærm.  Produktet  er  leveret.  Det  er  det  21.  århundrede.I  dag  sidder  håndværkeren  i  et  kontorlokale.  Et  kontorlokale  i  et  gammelt  varehus  der  har  fået  malet  væggene  hvide.  Helt  hvide.  Murbrokker,  tanks  og  ødelagte  demokratier  er  skiftet  ud  med  en  Apple-­‐skærm,  Photoshop  og  historier  om  sportsstjerner.Det  er  der  en  grund  til.  Den  anden  del  af  historien  handler  om  en  teknologisk  udvikling.  I  vores  lommer  ligger  fotografens  dende.  Telefonen.  Med  den  kan  alle  og  enhver  tage  et  billede.  Dermed  er  diverse  udlandsredaktioner  rundt  omkring  ikke  nær  så  apængige  af  

24

I sin tid i Kosovo møder Thomas Sjørup Abdullah, der havde mistet sin søn. Hør den historie her. ADVARSEL: Voldsomme billeder

fotografer  længere.   "Dengang  kom  intet  ud  derfra,  hvis  ikke  vi  var  der.  I  dag  ligger  der  allerede  billeder  på  Facebook,  Twitter  og  Instagram,  før  fotografen  får  kørt  de  to  timer  hen  til,  hvor  det  skete." Den  demokratisering  af  faget  har  ændret  betingelserne  for  at  være  fotograf.  Det  er  blevet  vigtigere  at  være  kunstner  end  håndværker.  For  det  sidste  kan  alle  og  enhver.  Når  man  spørger  den  gamle  håndværker,  om  han  er  blevet  kunstner,  svarer  han,  næsten  før  spørgsmålet  er  færdigt."Nej,  jeg  synes  stadig,  jeg  er  håndværker.  Men  der  er  nogle  af  de  unge  fotografer,  der  er  mere  kunstnere,  end  de  er  håndværkere.  Også  pressefotograferne...  Hvis  du  spørg'  mig."Og  det  gør  vi.  For  Kosovo  er  langt  fra  den  eneste  konflikt,  håndværkeren  har  dækket.  Da  Saddam  Hussein  bliver  hevet  op  af  sit  hul,  er  Thomas  i  Irak.  Da  amerikanerne  angriber  Fallujah,  er  Thomas  med  første  bølge  inde  i  byen  kl.  0500.  Da  orkanen  Katrina  forvandler  New  Orleans  til  en  sø,  står  Thomas  i  vand  til  knæene.  Han  er  ikke  kun  gode  historier.  Han  er  en  håndværker,  der  har  fulgt  med  og  har  tilpasset  sig  sine  nye  vilkår.Han  har  oplevet,  hvordan  der  med  den  teknologiske  demokratisering  er  fulgt  en  etisk  bevidsthed.  Pludselig  kan  alle  og  enhver  redigere  på  computeren.  Alt  kan  manipuleres.  Autenticitet  bliver  eftertragtet.  Normer  skal  dannes  for  sikre  den.  Men  hvordan  gør  man  et  kunstværk  autentisk?Hvorfor  er  man  overhovedet  begyndt  at  redigere  i  dem?  Er  et  billede  ikke  bare  et  billede?  Hvor  svært  kan  det  være?"Fordi  sådan  har  det  aldrig  været.  Sådan  var  det  heller  ikke  i  gamle  dage.  Man  er  altid  gået  i  mørkekammeret  og  lige  mørket  lidt  her  eller  lysnet  ham,  der  stod  i  baggrunden.  Eller  lige  givet  det  lidt  ekstra  kontrast.  Det  der  ikke  noget  nyt  i.  Nogle  gange  er  det  jo  svært,  hvis  du  har  et  meget  kontrastfyldt  billede.  Der  kan  stå  en  mand  inde  i  

25

Dagen efter Saddam Hussein blev hevet op af sit hul var Thomas Sjørup i Irak. På et billede fra dagen viser han forskellen på dengang og nu.

skyggen  og  en  dame  ude  i  solen.  Når  du  står  og  ser  det,  kan  du  godt  se  både  manden  inde  i  skyggen  og  damen  ude  i  solen.  Men  filmen  er  jo  begrænset  af  nogle  blænderes  spændvidde,  -­‐  nu  bliver  det  meget  teknisk  -­‐  og  hvis  du  kommer  ud  over  det,  så  bliver  det  rigtig  svært.  Så  har  du  altid  kunne  give  den  lidt  ekstra  i  mørkekammeret."  Så  redigering  er  ikke  noget  nyt.  Men  det  er  bevidstheden  om  etikken.  Der  er  ifølge  vores  håndværker  ingen  tvivl  om,  at  faget  har  en  renere  samvittighed  i  dag.  Man  har  også  fået  rutiner  for,  hvordan  den  slags  diskuteres:"Vi  har  årets  pressefoto  hvert  år.  Det  er  en  konkurrence,  men  det  er  også  rigtig  meget  mere  end  en  konkurrence.  Det  er  et  parametre,  hvor  vi  måler,  hvor  fotografiet  er  henne  i  Danmark  lige  nu,"  fortæller  Thomas  Sjørup,  der  selv  roser  de  danske  fotografer.  Kalder  dem  verdensklasse.  "Hvert  år  er  der  en  diskussion  om,  hvorvidt  det  ene  fotografi  skal  sorteres  fra,  når  det  andet  ikke  skal?  Hvorfor  må  den  ene  fotograf  det,  når  den  anden  ikke  må?  Der  er  altid  en  kæmpe  diskussion  omkring  det.  Og  det  er  jo  et  emne,  der  er  mærkeligt.  Vi  har  prøvet  i  årevis  at  sætte  regler  op,  og  den  eneste  regel  vi  alle  sammen  er  blevet  enige  om,  at  du  må  ikke  lave  noget  i  photoshop,  som  du  ikke  kan  lave  i  mørkekammeret." Fotografiet,  der  er  ved  at  blive  en  kunstart,  leder  efter  en  standard  for,  hvordan  det  skal  blive  autentisk.  Og  hvor  leder  det?  Blandt  de  tekniske  begrænsninger  det  har  efterladt  tilbage  i  det  20.  århundrede.  På  den  måde  er  det  meget  symbolsk,  at  mens  hele  branchen  skyder  løs  med  automatiske  kameraer,  er  uddannelsen  på  Danmarks  Medie-­‐  og  Journalisthøjskolen  stadig  betaget  af  det  analoge  kamera.  Og  det  har  en  kvalitet."Hvis  man  har  et  automatisk  kamera,  går  du  ud  og  tager  dit  billede,  kigger  ned  på  kameraet  og  konstaterer,  at  du  har  fået  det,  du  skulle  bruge  og  går  hjem.  Med  det  analoge  har  du  ikke  den  mulighed,  så  du  skyder  bare  løs.  Så  finder  du  nogle  gange  det  motiv,  du  ikke  vidste,  at  du  ledte  efter."

Thomas Sjørup klar til at gå i krig med dagens opgave under Irak-krigen.

26

Fagets  fokusNår  alle  har  lagt  deres  automatiske  kameraer,  sidste  skud  er  taget,  og  alt  er  på  nettet  -­‐  hvad  er  det  så,  der  adskiller  de  nye  professionelle  fra  de  glade  amatører?  Hvordan  skal  man  tjene  sine  penge  i  dette  nye,  gamle  fag?"Den  mest  væsentlige  forskel  er,  at  de  nyuddannede  har  lært  at  fortælle  historier  med  deres  billeder.  Det  er  meget,  meget  vigtigt.  Det  var  det  også,  da  jeg  blev  udlært,  men  det  er  endnu  mere  vigtigt  i  dag.  Enhver  tosse  med  et  digital-­‐kamera  kan  lave  et  billede,  der  er  skarpt  og  firkantet.  For  det  gør  kameraet  selv.  Du  skal  bare  trykke  på  knappen.  Du  skal  kunne  noget  andet.  Du  skal  kunne  tilføre  billedet  en  anden  dimension.  Noget  teknik,  noget  tanke  og  noget  journalistik." For  lige  meget  om  man  -­‐  som  Thomas  Sjørup  -­‐  debuterer  med  det  første  tyske  valg  efter  genforeningen,  eller  skal  illustrere  den  ukrainske  splid,  bliver  du  i  sidste  ende  stadig  målt  med  samme  tommestok.  Med  håndværkerens  ord:  "Kvalitet  går  aldrig  af  mode."

27

Platon  beskriver  i  sin  erkendelsesteori,  at  idéen  er  guddommelig.  Alle  de  fænomener  som  vi  oplever,  kan  opfattes  i  kraft  af,  at  de  har  del  i  den  guddommelige  idé.  Hos  Platon  bevæger  vi  os  derfor  fra  det  metafysiske  til  det  fysiske.  Men  Platon  havde,  som  en  anden  håndværker,  en  lærling.  Han  hed  Aristoteles.  Han  kom  med  et  alternativ  til  Platons  måde  at  tænke  idé  på.  Aristoteles’  tilgang  til  erkendelsesteorien  bevæger  sig  fra  det  fysiske  til  det  metafysiske.  Det  vil  altså  sige,  at  idéen  om  en  ting  er  iboende  i  tingen  selv.      

Da  bogen  her  jo  er  et  journalistisk  produkt,  vil  vi  også  tillade  os  at  slutte  af  med  at  gøre  det,  vi  er  bedst  til  –  at  stille  en  masse  spørgsmål.  

Bliver  et  håndværk  mindre  håndværk  af  at  udvikle  sig  med  sin  samtid?  Og  er  svaret  på  dét  entydigt?

Hvis  det  vi  efterspørger  og  har  brug  for,  er  hælebarer,  siger  det  så  mest  om  vores  behov  for  at  vedligeholde  ting  kontra  erstatte  dem  i  forhold  til  tidligere  tider?  Eller  siger  det  mere  om,  at  funktionen  i  samfundet  har  ændret  sig,  og  håndværket  ikke  har  fulgt  med?

Møder  cigaren  ikke  tanken  om  håndværket,  selvom  den  ikke  er  rullet  i  hånden?  Bevares,  der  er  åbenbart  ting,  man  går  glip  af  med  et  skift  fra  analogt  til  digitalt  kamera,  men  hvis  disse  ting  ikke  længere  har  en  funktion,  er  det  så  ikke  idéen,  der  har  ændret  sig?  Tanken  er  vel  for  eksempel,  at  billedet  skal  supplere  teksten.  Og  i  det  øjeblik  måden  at  supplere  teksten  på  ændrer  sig,  ændrer  idéen  sig.  Eller  hvad  er  det  der  ændrer  sig?

Ligger  nøglen  til  forståelsen  af  dette  i  tid?  Er  vores  forståelse  af  at  kunne  noget  i  går  eller  i  dag  ikke  det  samme,  som  at  kunne  noget  i  morgen?Og  slutteligt:  Hvis  alle  blev  ved  deres  læst,  ville  samfundet  så  overhovedet  udvikle  sig?

POSTLUDIUM

5

28

The End (?)

_______________________________________________________

Forfattet og redigeret af:

Annika Raunstrup

Morten Bank

Tobias Sydradal

29