Tyrkiet og EU – Forhindringer på

vejen mod optagelse

En vurdering af de politiske faktorer som hindrer tyrkisk

optagelse i EU

Af: Mikkel Hyldig Mosebo Christensen

Studieretning: Spansk og EUS

Bachelorprojekt

Maj 2010

Studienummer: 283707

Vejleder: Jøren Jes Humlum

ASB

Tegn: 50.637

Side 2 af 29

Abstract

EU and Turkey: Obstacles on the road to admission

This purpose of the assignment is to stress out which political obstacles for Turkish admission to The

European Union.

The analysis and arguments are divided in three parts. The first part of the discussion is about Turkey’s

progress in fulfilling the Copenhagen Criterias as fundamental requirements in admission. The second part

concerns an analysis based on member states bilateral relation to Turkey and how it can postpone an

admission of Turkey. The third part discuss how a new potential foreign challenge can arise, if Turkey is

going to be part of the EU, which can affect the European Commission’s interest in further integration of

Turkey. As part of my method I have a brief introduction of three theories; neorealism,

intergovernmentalism and liberal intergovernmentalism.

Regarding the political obstacles, the complete fulfillment of The Copenhagen Criterias are some of the

challenges for Turkey as well as solving bilateral issues with Greece. Germany and France are the two main

opponents against Turkey joining The European Union, explained by an neorealism approach. The

intergovernmental approach recognizes interstate cooperation as a way of deep European integrating, and

as long as some powerful states within The European Union are against Turkish admission, the privileged

partnership with Turkey will continue.

Among the member states in EU, there are some states which are skeptical about Turkey joining The

European Union. At first they are afraid that Turkey is going to affect the European integration in a negative

way and secondly they are having self-interest in keeping Turkey out. As regards to Institutional challenges,

The European Commission is not able to absorb Turkey because of the massive consequences in foreign

policy, which will require a restructure of the institutional system in EU.

(Characters: 1599)

Side 3 af 29

Indholdsfortegnelse

1. Indledning ...................................................................................................................................................... 4

1.1 Problemformulering ................................................................................................................................ 5 1.2 Begrebsafklaring ...................................................................................................................................... 5 1.3 Metode .................................................................................................................................................... 6 1.4 Afgrænsning ............................................................................................................................................. 7 1.5 Læsevejledning - opgavens fremgangsmåde og opbygning .................................................................... 7

2. Teoretisk ramme............................................................................................................................................ 8

2.1 Neorealismen .......................................................................................................................................... 8 2.2 Intergovermentalisme og liberal intergovermentalisme ...................................................................... 10

3. Analyse......................................................................................................................................................... 11

3.1 Vurdering af Tyrkiets opfyldelse af Københavnerkriterierne set ud fra Kommissionens synspunkt .... 11 3.1.1 Tyrkiets proces i forhold til Københavnerkriterierne ..................................................................... 13

3.1.1.1 Menneskerettigheder og beskyttelse af minoriteter .............................................................. 13 3.1.1.2 Stabile institutioner som sikrer demokrati .............................................................................. 13 3.1.1.3 Internationale forpligtelser og håndtering af regionale problemstillinger ............................. 14

3.1.2 Delkonklusion på Tyrkiets opfyldelse af Københavnerkriterierne ................................................. 15 3.2 Historiske relationer mellem Tyrkiet og EU ........................................................................................... 15 3.3 Politiske barrierer .................................................................................................................................. 17

3.3.1 Medlemsstaternes modstand......................................................................................................... 17 3.3.2 En analytisk gennemgang af Grækenland – Tyrkiet forholdet ....................................................... 19

3.3.2.1 Cypern-spørgsmålet og problemstillingerne omkring det Ægæiske Hav ................................ 21 3.4 Delkonklusion på medlemslande hindring for tyrkisk optagelse .......................................................... 22 3.5 Institutionel hindring ............................................................................................................................. 22

3.5.1 Udenrigspolitiske udfordringer for EU ........................................................................................... 23 3.5.1.1 En vurdering af EU’s absorberingsevne af ”high politics” udfordringer.................................. 23

4. Konklusion på politiske forhindringer ved Tyrkisk optagelse ...................................................................... 25

4.1. Perspektivering over begrænsninger ved teoretisk og metodisk udgangspunkt ................................. 26 4.2. Perspektivering ..................................................................................................................................... 26

5. Litteraturfortegnelse ................................................................................................................................... 28

Side 4 af 29

1. Indledning

‘Greece believes that Turkey’s fulfillment of all the compromises that have been agreed with the EU will lead to its adherence as full member’

Kostas Karamanlis, Græsk premierminister

“I am in favour of signing a contract with Turkey. I am in favour of a joint market with Turkey. But I am against Turkey’s integration into Europe. Turkey is a small Asia. And there is no reason for it to be a part of Europe. In 25 years, Turkey’s population will be 100 million. Turkey is a great civilization; but not a European one”

Nicolas Sarkozy, Fransk præsident

‘If Turkey joined the EU, it could overload the EU politically, economically and socially, thereby endangering the process of European integration’

Angela Merkel, Tysk kansler

Modstanden og skepsis mod et fuldgyldigt tyrkisk medlemskab er markant blandt statsoverhovederne i de

største lande i EU. Staterne referer til kompromisser og kriterier, der skal overholdes først og argumenterer

for, at Tyrkiet vil være til ”fare” for den europæiske integration politisk, økonomisk og socialt. Med arbejdet

op til udvidelserne i Central- og Østeuropa oprettede EU de såkaldte Københavnerkriterier, som skulle

opfyldes før en stat kunne blive optaget. Situationen med Tyrkiet er midlertidigt anderledes og det er ikke

længere et spørgsmål om opfyldelse af de formelle krav, men i høj grad også medlemslandenes egne

interesse i tyrkisk medlemskab og Kommissionens og Parlamentets vilje. Spørgsmålet er nu om Tyrkiet i

fremtiden vil være et medlem af EU-klubben eller fortsætte som en privilegeret partner?

Min interesse i problemstillingerne vil bygge på en analyse og vurdering af hvilke politiske hindringer, der

eksisterer ved tyrkisk optagelse med fokus på om hindringerne udspringer af en institutionel udfordring ved

udvidelsen af Tyrkiet eller om det er medlemslandene der hindrer tyrkisk optagelse.

Historisk set orienterede Tyrkiet sig, som det første muslimske demokratiske samfund, mod det vestlige

Europa og som styrkede forholdet mellem dem og de europæiske lande. I det 19. århundrede begyndte

Tyrkiet at reformere deres økonomiske, politiske og sociale strukturer, og landet er senere hen blevet

Side 5 af 29

medlem af NATO, FN, OECD og andre multilaterale samarbejdsalliancer. Tyrkiet gik med alliancerne ind for

udbredelsen af demokrati, frihed og udbredelse af menneskerettighederne, og det har derfor været en

naturlig udvikling af samarbejdet, at integrere økonomisk med bilaterale aftaler mellem EF og Tyrkiet i

19591.

I 2004 og 2007 gennemgik EU de største udvidelser med henholdsvis 10 og 2 nye medlemsstater fordelt på

to omgange, men med et muligt tyrkisk medlemskab står EU overfor måske den største udfordring til dato.

Siden Tyrkiets ansøgning om fuldt medlemskab har der været politisk tovtrækkeri, politiske stridigheder og

uenigheder mellem Tyrkiet og EU som institution og mellem Tyrkiet og de enkelte medlemsstater. EU er en

kompliceret politiske enhed med forskellige aktører, og det kan derfor være vanskeligt, at integrere og

indlemme en ny stat som både vil forøge populationen i EU betragteligt, og ændre politiske strukturer i EU,

idet Tyrkiet uden tvivl vil få forholdsvis stor indflydelse på den politiske agenda.

1.1 Problemformulering

Følgende problemformulering er blevet udarbejdet:

Med henblik på en eventuel optagelse af Tyrkiet i EU, vil jeg analysere og vurdere hvilke politiske

faktorer, som kan hindrer eller besværliggøre et Tyrkisk medlemskab af EU.

1.2 Begrebsafklaring

Betegnelserne: Neorealisme og realisme

Igennem opgaven vil jeg skelne mellem neorealisme og realisme. Jeg vil benytte neorealisme som en

strukturel overbygning af realisme for, at sætte analysen i en teoretisk ramme. Som sagt er neorealisme en

udvikling af den klassiske realisme og jeg vil i den sammenhæng også benævne neorealismen som

strukturel realisme.

Tyrkisk Sekretariat For EU Affærer: 1 http://www.abgs.gov.tr/index.php?p=111&l=2

Side 6 af 29

Betegnelserne: “High politics” contra “low politics” samt “hard power” contra “soft power”

Jeg vil i min analytiske del anvende begreber som ”high politics” og ”low politics” for, at skelne mellem to

forskellige former for politik. ”High politics” vil dække over alle emner, som kan sikre en stats overlevelse.

Teoretisk set vil ”high politics lægge sig op af realismen og neorealismen. ”Low politics” er på et mere

liberalistisk niveau med fokus på områder som handel og økonomi. ”Hard power” bliver anvendt i

forbindelse med Tyrkiets forhold til militære og geostrategiske position og Tyrkiets rolle i Cypern går ind

under de mere ”hard power”. Modsat vil ”soft power” dække over udbredelse af demokrati, ideer og

værdier.

1.3 Metode

I følgende afsnit vil jeg præsentere og legitimere min metode, teori og begrebsdefinitioner samtidig med at

jeg vil gøre rede for min empiri. Empirien vil primært bygges på stof fra statistiske og historiske kilder, som

både repræsenterer kilder direkte og indirekte fra EU portaler og fra selvstændige forfattere og kilder.

Dette er for, at skabe en dybde og validitet i opgaven. De historiske kilder vil klarlægge den historiske

kontekst og udvikling, hvor den statistiske empiri kommer fra avisartikler, officielle rapporter og EU

dokumenter. Derudover har jeg benyttet mig af forskellige lærebøger, som har relevans for

problemstillingen.

Som teoretiske indgangsvinkler for, at analysere og vurdere vil jeg anvende en neorealistisk som en af

grundteorierne i IR teorier og den klassiske og den liberale intergovermentalisme. Begge teorier vil supplere

hinanden ud fra tankegangen om at europæisk integration sker på grundlag af staters interesse. I det

tyrkisk medlemskab vil sætte kræve en europæisk integration vil det være omdrejningspunktet i min

analyse. Jeg vil kigge på den europæiske integration der vil være i forbindelse med de udenrigspolitiske

udfordringer Kommissionen vil stå overfor, da et tyrkisk medlemskab vil betyde institutionelle ændringer.

Det skal ses i forhold til at EU vil stå overfor helt nye udfordringer udenrigspolitisk, da Tyrkiet vil grænse op

til normalt konfliktfyldte områder som Irak og Mellemøsten.

I min opgave vil jeg skelne mellem om hindringerne skyldes institutionelle forudsætninger eller om det er

medlemsstaters interesser, som hindrer. Institutionelle forudsætninger forekommer ved

Københavnerkriterierne, mens medlemsstaternes interesser som hindring analyseres i Tyrkiet bilaterale

forhold til stater.

Side 7 af 29

1.4 Afgrænsning

Som opgavens indledning lægger op til, vil fokus være på de politiske barrierer, og ikke på de kulturelle eller

værdimæssige aspekter af processen. Medier og politikere sætter generelt meget fokus på de

grundlæggende kulturelle forskelle mellem Tyrkiet og EU såsom religion, sprog og mentalitet, og vægter

disse forskelle højt som argumenter imod tyrkisk medlemskab. Jeg vil ikke fokusere på de holdnings- og

værdimæssige aspekter, men se det ud fra en politisk vinkel. Teoretisk set har jeg afgrænset mig til

neorealistisk og intergovermentalistisk indgangsvinkel på problemstillingen. Jeg vil i opgaven udelukke

eventuelle spekulationer omkring omkostninger for EU i forhold til regionalstøtte og andre strukturelle

støtter vil stige markant ved en tyrkisk optagelse. Dette kunne være et argument fra EU side om, at holde

Tyrkiet ude, da omkostningerne vil være for voldsomme ved optagelse og perioden bagefter, men da

argumentationen vil bestå af gætterier og spekulationer har jeg udelukket denne del.

Jeg vil i min analyse af institutionelle hindringer, afgrænse mig til, at se hindringerne ud fra de udfordringer

Kommissionen og EU institutionelt vil stå overfor udenrigspolitisk.

1.5 Læsevejledning - opgavens fremgangsmåde og opbygning

Analysen og den dertilhørende vurdering er groft set opdelt i to dele med to underpunkter i anden del.

Første del omhandler de fundamentale, grundlæggende krav til optagelse i EU med analytisk fokus

på Københavnerkriterierne primært ud fra Kommissionens officielle EU-rapporter.

Anden del beskæftiger sig med analyse ud fra de teoretiske værktøjer jeg har beskrevet i metoden.

Denne del vil bestå af en analyse af Tyskland, Frankrig og Grækenlands bilaterale forhold til Tyrkiet.

Senere i denne del vil der ligeledes være en analyse, men her vil jeg se på udenrigspolitiske

udfordringer for EU ved tyrkisk optagelse.

I den første del har jeg valgt, at opsummere Tyrkiets historiske kontekst, udvikling og nuværende situation

for, at forstå den kontekst, som både medlemslandene og EU’s institutioner agerer ud fra. Jeg vil redegøre

for Tyrkiets proces fra den afviste ansøgning i 1997 til den nuværende situation analyseret og bedømt ud

fra Kommissionens årlige rapporter omkring Tyrkiets fremskridt med overholdelse af

Københavnerkriterierne. Med udgangspunkt i Kommissionens to seneste rapport fra henholdsvis 2008 og

2009 vil jeg vurdere Tyrkiets udvikling i overholdelse af menneskerettigheder og beskyttelse af minoriteter,

Side 8 af 29

stabile institutioner som skal sikre demokrati, og opfyldelse af internationale forpligtelser og håndtering af

regionale problemstillinger. I den anden del vil jeg ud fra medlemslandenes relation til Tyrkiets analysere

de politiske forhindringer, Tyrkiets står overfor og vurdere hvorledes de bilaterale relationer til enkelte

medlemslande kan hindrer tyrkisk optagelse. Jeg vil i opgaven fremhæve Tyrkiets politiske forhold til

Tyskland, Frankrig og især Grækenland. Den tredje og sidste analytiske del vil koncentrere sig om hvilke

mulige udfordringer Kommissionens står overfor på det udenrigspolitiske område i forhold til Tyrkiets

mulige optagelse. Analysen vil beskæftige sig med udenrigspolitiske ulemper og begrænsninger ved

medlemskabet, og fokusere på fordelen i bibeholdelse af de relative fordele EU har i dag.

2. Teoretisk ramme I denne del vil jeg præsenterer den neorealistiske teori, også kaldet strukturel realisme og den

intergovermentalisme og liberal intergovermentalisme, som udgangspunkter for min analyse.

Neorealismens referencer vil være Kenneth Waltz2, som regnes for en af grundlæggerne af den

neorealistiske/realistiske tankegang samt Hill og Smith3. Referencerne for intergovermentalisme og liberal

intergovermentalisme vil være henholdsvis Stanley Hoffmann og Andrew Moravcsik.

2.1 Neorealismen

I den neorealistiske tankegang er det staten, der er i fokus. Staterne tilkendegiver ikke nogen autoritet over

dem, og ser de internationale relationer som en del af et anarkistisk system. I det anarkistisk system er krig

og konfrontationer altid en mulighed som medfører selv-hjælp, og det anarkistiske system er bygget på

militære spekulationer og på skrøbeligheden mellem staternes indbyrdes tillid og samarbejde4. Det

neorealistiske motiv for integration fokuserer på ”high politics” i et pluralistisk sikkerheds samfund, hvis det

fastholder uafhængighed af andre stater i samfundet. Generelt er neorealister skeptiske omkring

muligheden for internationalt samarbejde, i det hovedmotivet for staten er overlevelse og suverænitet.

Hvis vi ser tilbage i tiden blev den neorealistiske tankegang relevant efter 2. verdenskrig, og det blev et

naturligt svar på den politiske situation, som krævede alliancer i et anarkistisk system.

2 Waltz (2000), s.10-12

3 Hill (2005)

4 Hill (2005), s. 23

Side 9 af 29

Kenneth Waltz som er grundlæggeren af neorealisme mener derudover at selvom vi lever i et internationalt

samfund, domineret af demokratier er krig stadig en mulighed. Selv mellem 2 demokratier vil der herske

anarki5:

“Democracies may live at peace with democracies, but even if all states became

democratic, the structure of international politics would remain anarchic. “

Det betyder at, hvis vi ser ud fra Waltz’ teori eksisterer, der en form for anarki i de internationale relationer

mellem medlemslandene i EU og Tyrkiet, selvom aktørerne er demokratiske samfund og de vil forsøge, at

opretholde en demokratisk magtbalance på trods af status som demokratiske stater. Et af de vigtigste

punkter i den neorealistiske tankegang er manglende fokus på vigtigheden af institutioner og hvordan

neorealister mener, at institutioner er styret og begrænset af medlemmerne, som har skabt dem. I en

europæisk kontekst mener Waltz altså, at EU som institution er styret af medlemsstaterne og det derved

begrænser institutionernes indflydelse og magt i international politik, hvis vi ser på EU som en

organisation6. Efter Den Kolde Krig transformerede den politiske magtbalance fra et bipolart til et unipolært

system med USA som den førende stat. I den strukturelle realisme eller neorealistiske verden er det

unipolære et ikke holdbart system og kun en midlertidig ubalance. Den bipolære magtbalance vil blive

genopbygget, ifølge neorealisterne. Med udsigt til en ubalance i det politiske magtsystem, vil nogle lande

derfor forsøge, at indgå alliancer for, at genopbygge den tidligere magtbalance og styrke sin egen stat. Den

ubalancerede magtfordeling er ikke uden konsekvenser. USA som i dag er verdens eneste supermagt,

handler ud fra egne værdier om hvad der er retfærdighed og fremmende for verdensfreden, men som kan

være modsætning til hvad andre stater opfatter som essentielle værdier. Før andre stater skaber balance vil

det unipolære scenarie fortsætte set fra en strukturel realistisk vinkel7. Spørgsmålet er dog hvilke stater

eller internationale alliancer, der kan balancerer magtbalancen i fremtiden. Det kunne være EU som har

formået at integrere de enkelte medlemsstater, dog er Unionen stærkt afhængig af medlemmerne i

forbindelse med udenrigspolitiske og militære afgørelser. Denne faktor gør praktisk set, at udenrigspolitiske

konflikter og militære spørgsmål ikke løses med enstemmighed men med indflydelse fra medlemsstater.

5 Waltz (2000), s. 10

6 Waltz (2000), s. 18

7 Waltz (2000), s. 28

Side 10 af 29

2.2 Intergovermentalisme og liberal intergovermentalisme Den intergovermentalistiske tankegang går ud på at integrationsprocesserne i EU og

beslutningsprocesserne skyldes at nationalstaterne har udviklet sig og spillet en central rolle i udviklingen af

EU dybdegående integration. Samtidig hævder intergovermentalistiske tilhængere såsom Stanley

Hoffmann, Paul Taylor og William Wallace at nationalstaterne er kommet styrket ud af

integrationsprocesserne i EU8. Intergovermentalismen er grundlæggende repræsenteret igennem

Ministerrådet, som varetager nationalstaternes interesser på et mellemstatsligt niveau. Empiriske studier

har fremvist vigtigheden af institutioner med national interesse, som det bla. ses i tilblivelsen af Den

Europæiske Monetære Union (EMS) i 1976. Udviklingen af dette foregik ikke på et supranationalt niveau,

men udelukkende på et mellemstatsligt niveau. Med andre ord finder europæisk integration kun sted, hvis

medlemsstaterne har interesse heri.

Den liberale version af intergovermentalisme var op gennem 1990’erne den mest fremtrædende

integrations teori i EU. En af den liberal intergovermentalistiske grundlæggere, Andrew Moravcsik mener at

statens interesser bringes til EU kun ud fra nationale interesser og de politiske beslutninger derved styres af

stærke nationalstater og ikke supranationale institutioner som Kommissionen. De politiske beslutninger er i

høj grad, ifølge Moravcsik, bestemt ud fra forhandlinger, interne aftaler og forskellige interesser mellem

staterne9.

8 Pollack (2005), s. 17

9 Pollack (2005), s. 18

Side 11 af 29

3. Analyse Jeg vil i min analyse vurdere Tyrkiet opfyldelse af Københavnerkriterierne, analysere og vurdere Tyrkiets

bilaterale forhold til EU medlemslande og udfordringer for Kommissionen i en ny udenrigspolitisk situation.

3.1 Vurdering af Tyrkiets opfyldelse af Københavnerkriterierne set ud fra Kommissionens synspunkt

Under artikel 49 i Maastricht-traktaten står der beskrevet, at alle lande kan ansøge om medlemskab hvis

staten overholder Københavnerkriterierne fra 1993. Kriterierne er grundlæggende, formelle krav ved en

udvidelse af EU, som skal opfyldes før en eventuel optagelsesproces kan begynde. Udover disse krav, skal et

nyt medlemsland befinde sig geografisk i Europa.

Processen har i de foregående tilfælde været lange, men har som vi sidst så med de store

udvidelsesprocesser i 2004 og 2007 endt ud med fuldt medlemskab af EU. Siden Tyrkiets ansøgning om

kandidatland blev afvist ved Det Europæiske Råd i 1997 i Luxembourg, har stats- og regeringsledere klart

meldt ud, at Tyrkiet vil blive behandlet på samme måde som andre ansøgerlande. Når kravene var blevet

opfyldt ville, der principielt ikke stå noget i vejen for fuldt medlemskab. Det samme var meldingen da

Tyrkiet to år senere fik status som kandidatland. Siden har det ændret sig, og det har vist sig at optagelsen

af Tyrkiet ikke kan sammenlignes med tidligere optagelsesprocesser10. For det første har processen

strækket sig over en meget længere periode, og for det andet har holdningerne til tyrkisk optagelse været

mere blandet og på mange måder uklar end ved hidtidige udvidelser. Officielt bliver Tyrkiet stillet overfor

samme krav som de andre lande: Optagelse kan først forekomme når Københavnerkriterierne er opfyldt.

For at blive optaget som medlem i EU skal ansøgerlandet opfylde Københavnerkriterierne som

grundlæggende består af politiske faktorer, der skal være stabile deriblandt statslige institutioner som

sikrer demokrati, stabile lovmæssige institutioner, overholdelse af menneskerettigheder og beskyttelse af

minoriteter i landet samt det mere tekniske regelsæt i Acquis Communautaire. Længere nede i dette

kapitel vil jeg komme nærmere ind på hvordan optagelsesforhandlingerne adskiller sig fra tidligere

udvidelser.

Optagelsesforhandlingerne er opdelt i 35 kapitler, hvor alle beslutninger træffes ved enstemmighed blandt

EU’s medlemsstater11 før kapitlerne kan lukkes. Det betyder at EU skal træffe beslutninger med én samlet

10

Fenger-Grøndahl (2007), s. 77 Euractiv: 11

http://www.euractiv.com/en/enlargement/eu-turkey-relations/article-129678

Side 12 af 29

stemme. Eftersom beslutningerne afgøres med enstemmighed blandt medlemslandene, gør det at

holdningerne i de enkelte medlemslande kan have stor betydning for resultatet. Internt i EU kan det

udsætte optagelsesforhandlingerne, hvis ikke de enkelte lande i EU er enige, og selv hvis de skulle opstå

enighed ville Tyrkiet ikke være sikker på optagelse. Udover de økonomiske, politiske kriterier, og de

administrative, tekniske kriterier i Acquis Communautaire skal EU have evnen og kapaciteten til, at optage

nye medlemmer. “Unionens evne til at optage nye medlemmer uden derved at sætte tempoet i den

europæiske integration over styr er ligeledes af stor betydning” lyder kriteriet fra mødet i København,

199312. Det betyder med andre ord at udover de formelle kriterier er det ikke nok hvis et land er klar til EU.

EU skal også være klar til at absorbere det nye land. Absorberingsevnen har hele tiden været en del af

forhandlingerne med Tyrkiet men først i 2005 blev der for alvor sat fokus på kriteriet13. Ifølge Anne Mette

Vestergaard, Europapolitisk chefrådgiver ved Dansk Institut for Internationale Studier, beskriver det som en

tvivl blandt medlemslandene om Tyrkisk medlemskab. ”Det er en kattelem, der giver EU mulighed for at

løbe fra samtlige løfter, hvis det er det, EU ønsker den dag, Tyrkiet i øvrigt opfylder alle betingelserne for

medlemskab. Der er ingen saglige kriterier for, om EU kan rumme Tyrkiet. Det er udelukkende en politisk

vurdering”14. Kriteriet om absorberingsevne giver altså medlemslandene og Kommissionen en ekstra

dimension i forhold til blot de formelle krav i Københavnerkriterierne. Senere i analysen (jf. kapitlerne

”Medlemsstaternes modstand” og ”En vurdering af EU’s absorberingsevne af ”high politics” udfordringer”)

vil jeg uddybe medlemslandenes og Kommissionens forhold til absorberingsevnekriteriet.

I dette afsnit vil jeg beskrive Tyrkiets proces og ud fra Kommissionens rapport, vurdere mere specifikt,

hvorledes Tyrkiet opfylder disse grundlæggende principper som udgangspunkt for fremtidig optagelse. Jeg

vil vurdere processen i tre hovedpunkter i Københavnerkriterierne; Tyrkiets overholdelse af

menneskerettighederne og beskyttelse af minoriteter, stabile institutioner som skal sikre demokrati i landet

og de Internationale forpligtelser Tyrkiet har samt hvordan Tyrkiet står i forhold til regionale

problemstillinger, såsom Cypern-spørgsmålet.

Dansk Institut For Internationale Studier: 12

http://www.diis.dk/graphics/Publications/Andet2006/Dilemmapapirer/Tyrkiet%20i%20EU.pdf 13

Damkjær (2005) 14

Damkjær (2005)

Side 13 af 29

3.1.1 Tyrkiets proces i forhold til Københavnerkriterierne

Tyrkiets vej mod EU-medlemskab har været præget af både op- og nedture, og ikke mindst tidskrævende

siden Tyrkiets ansøgning om en associeringsaftale blev afvist i 1959 med den begrundelse, at landet ikke

overholdte sine demokratiske forpligtelser. Problemerne fortsatte op gennem 70’erne med Cypern-krisen

som det store anledning til gnidninger mellem EF og Tyrkiet, og forhandlingerne mellem EF og Tyrkiet

fastfryses. Fokus forblev i 80’erne på Tyrkiets underminering af menneskerettigheder og den demokratiske

ret. Først i 1995 underskrev de to parter en handelsaftale, som skulle bane vejen for optagelse i den

europæiske toldunion året efter. Aftalen som skulle træde i kraft i starten af 1996 blev dog udskudt pga.

manglende enighed om, hvordan man skulle tackle problemerne angående menneskerettigheder og

demokratiforsømmelse i Tyrkiet. Man var enige i Kommissionen om, at EU skulle afhjælpe Tyrkiet med

problemstillingerne, men hvordan det skulle foregå, og med hvilke midler var der uenighed om15. Under

Helsinki mødet i 1999 blev Tyrkiet optaget som kandidatland og optagelsesforhandlingerne blev påbegyndt

i oktober 200516. Ud fra Kommissionens rapport fra 2008 og 2009 vil jeg analysere den aktuelle situation. og

vurdere hvordan udviklingen har forløbet i Tyrkiet.

3.1.1.1 Menneskerettigheder og beskyttelse af minoriteter

Et af punkterne i Københavnerkriterierne, hvor der har været fokus på forbedringer har været på Tyrkiets

overholdelse af menneskerettigheder og beskyttelsen af minoriteter, heriblandt kurdere og ikke-muslimer.

Ifølge Kommissionens rapport om udviklingen af kriterierne fra 2008 har Tyrkiet implementeret nye love og

regler, og der er sket forbedringer i forhold til tidligere. Tyrkiet mangler dog at implementere forebyggende

foranstaltninger i denne kontekst og især mht. græsk-cyprioter som permanent er bosat i den Tyrkisk

besatte nordlige del af Cypern. Derudover peges der på manglende finansiel selvstændighed og

gennemsigtighed i de institutionelle rammer af menneskerettighedsdelen17. Forholdene for minoriteter i

Tyrkiet har de seneste år forbedret sig markant. Kurdere og ikke-muslimer har fået tildelt rettigheder og

indsatsen for forbedringer er steget. Kulturelle rettigheder er udvidet og der er forskellige sprogmuligheder

i landets skoler18, som viser at Tyrkiet på disse områder er på vej frem.

3.1.1.2 Stabile institutioner som sikrer demokrati

Tyrkiet har siden republikkens grundlæggelse været præget af en stærk alliance af militærfolk og

nationalister, som har præget politikken i landet ,og været en trussel mod udbredelsen af demokrati. Dette

15

Andersen (1998), s. 86-90 16

Commission: Turkey Progress Report, 2008 17

Commission: Turkey Progress Report, 2008 18

Dervis (2004), s. 22

Side 14 af 29

er EU-diplomaternes opfattelse af et land i forandring, og de har derfor støttet det regeringssiddende AK-

parti og dets løfter om, at arbejde med gennemsigtighed. Problemets kerne har været beskyldninger fra

begge sider om undergravning af Tyrkiet som en moderne sekulærstat, dvs. gå væk fra Atatürks

grundprincipper om adskillelse mellem stat og religion19.

Ifølge Kommissionens rapport er der stadig uroligheder mellem de politiske partier, og enkelte

indflydelsesrige partier beskyldes for, at arbejde imod landets integritet, samt terrorforbindelse som kan

skade politiske modstandere ved militært magtmisbrug20. Siden 2002 har Tyrkiet, ifølge EU’s

udvidelseskommissær Olli Rehn, gennemgået en række reformer der skulle forbedre den politiske situation.

Det indeholdt blandt andet lempelser af den militære indflydelse på det politiske system i Tyrkiet21, men

selvom Tyrkiets præsident har gennemført vigtige reformer, er der stadig store problemer i oprettelsen af

institutioner, der skal sikre demokrati. Dialogen mellem de politiske partier er et af punkterne hvor det

halter og med et parlament, der ikke får gennemtvunget en stabil politiske agenda har Tyrkiet derfor meget

at ændrer.

3.1.1.3 Internationale forpligtelser og håndtering af regionale problemstillinger

Afsnittet i Kommissionens rapport omkring internationale forpligtelser og håndtering af regionale

problemstillinger omhandler hovedsagligt Tyrkiets forhold til processen på Cypern. I henhold til Tyrkiets

diplomatiske tilkendegivelse af Cypern, var det for EU et krav, før yderligere optagelsesforhandlinger kunne

fortsætte. I forhold til deklarationen22 skulle Tyrkiet accepterer Cypern i et ikke-diskriminerende

samarbejde i forhold til andre EU-lande og hvis ikke Tyrkiet opfyldte disse krav kunne det have indflydelse

på den samlede vurdering af Tyrkiet som kandidatland. Ifølge Kommissionens rapporter fra både 2008 og

2009 har Tyrkiet ikke normaliseret det bilaterale forhold til Cypern, og på trods af forsøg fra græsk og

tyrkisk side er tilfredsstillende fremskridt ikke opnået. På den positive front fastholder Tyrkiet deres gode

samarbejde med de ”nye” medlemslande på Vestbalkan23.

19

Fenger-Grøndahl (2007), s. 15 20

Commission: Turkey Progress Report, 2008 21

Fenger-Grøndahl (2007), s. 89 22 Council of the European Union: Declaration, Bruxelles 21 september 2005 punkt 3.:

http://www.auswaertiges-amt.de/diplo/en/Europa/Erweiterung/TuerkeiErklaerung.pdf 23

Commission: Turkey Progress Report, 2009

Side 15 af 29

3.1.2 Delkonklusion på Tyrkiets opfyldelse af Københavnerkriterierne

Ifølge Kommissionen har Tyrkiet stadig en del krav at leve op til før de formelle betingelser til optagelse i EU

er opfyldt. Tyrkiet har gennemgået en række reformer, som har hjulet landet på det rette spor, men der

mangler stadig en del i oprettelsen af demokratiske institutioner, som skal sikre udbredelsen af

demokratiske rettigheder i landet. Cypern-spørgsmålet er stadig et problem der skal løses, da Tyrkiet stadig

ikke har anerkendt Cypern som en republik, men fastholder deres politiske og militære jerngreb på landet.

3.2 Historiske relationer mellem Tyrkiet og EU

Artikel 48, Traktaten om Den Europæiske Union (Maastricht-traktaten)

“Any European State which respects the principles set out in Article 6(1) may apply to become a member of the Union.”

Ifølge Artikel 48 fra Traktaten om den Europæiske Union (Maastricht Traktaten) kan alle lande ansøge om

medlemskab af EU. Dette forsøgte Tyrkiet allerede i 1964, at nå som mål med en associeringsaftale, der

havde til formål ”at fremme en stadig og afbalanceret styrkelse af de økonomiske og handelsmæssige

forbindelser mellem parterne…”24. Samarbejdet mellem EU (daværende EF) og Tyrkiet begyndte formelt

med associeringsaftalen, også kaldet Ankara-aftalen og samarbejdet omfattede økonomiske og

handelsområder. Associeringsaftalen var starten på en såkaldt toldunion25. Senere blev associeringsaftalen

udvidet og endelig i april 1987 ansøgte Tyrkiet om optagelse i EF26 efter en årrække med interne politiske

uroligheder, som i første omgang havde lagt forhandlingerne mellem EF og Tyrkiet på is.

I 1993 i København blev der for første gang oprettet relevante kriterier for optagelse af EU. Kriterierne var

oprettet med henblik på den femte udvidelse af EU i 2004 mod Øst- og Centraleuropa, men også ved

fremtidige udvidelser. Nu var spørgsmålet ikke længere om potentielle stater kunne optages men om

hvornår det ville ske i henhold til opfyldelse af kriterierne27. I praksis ville det betyde, at stater skulle

opfylde krav med hensyn til demokratiske institutioner, der skulle sikre demokrati nu og her, men også på

lang sigt, altså politiske kriterier. Det andet kriterium lagde sig op af en økonomisk vinkel, som betød en

stabil markedsøkonomi, der ville være i stand til at indordne sig det europæiske marked og dets frie kræfter

24

Ankara-aftalen Artikel 2: (http://www.euo.dk/upload/application/pdf/bb774bfa/Pages%20from%20EF-Tyrkiet%20associering_ankara1963.pdf) EU-oplysningen: 25

http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/a92c453b/baggrund8.pdf 26

http://eu-oplysningen.dk/spsv/off/alle/tyrkiet/ European Commission: 27

http://ec.europa.eu/enlargement/enlargement_process/accession_process/criteria/index_en.htm

Side 16 af 29

og hårde konkurrence, og sidst men ikke mindst at tilpasse sig under Acquis Communautaire28. For Tyrkiet

skulle dette vise sig at være en stor forhindring på vejen mod medlemskab. 31. december 1995 indgik EU og

Tyrkiet officielt bilaterale aftaler på økonomiske og handelsmæssige områder i en toldunion. Aftalen

indebar derudover en integrering af Tyrkiet i en række punkter den handelsmæssige del af Acquis

Communautaire29. Formålet med aftalen skulle bestå i, at fremme handelssamarbejdet mellem EU og

Tyrkiet og potentielt være et skridt på vejen mod et tyrkisk medlemskab. For EU var toldunionen

ensbetydende med et stort nyt marked både med hensyn til eksport og import, samtidig med de i

forbindelse med Acquis Communautaire fik Tyrkiet til, at leve op til industri- og produktions standarder.

Intergovermentalistisk var staterne villige til dybere europæisk integration, da højere industri- og

produktions standarder var i deres interesser.

I 1997 udvidede Tyrkiet og EU toldunionen med yderligere politiske dialog og samarbejde på økonomiske

områder. I 1999 opnåede Tyrkiet status som kandidatland på lige fod med den andre kandidatlande og med

udnævnelsen som kandidatland i Helsinki fulgte også en udvidelse i samarbejdet mellem EU og Tyrkiet på

en række punkter. Det indebar blandt andet politisk dialog i forhold til menneskerettigheder,

grænsekonflikter og Cypern-spørgsmålet30. Med status som kandidatland burde vejen for medlemskab

derfor være banet, men i praksis trak forhandlingerne ud og Det Europæiske Råd beslutter i 2002, at EU

først vil indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, når landet opfyldte Københavnerkriterierne. Det var

på dette tidspunkt næsten 40 år siden Tyrkiet og EF for første gang havde underskrevet en

samarbejdsaftale. Under Det Europæiske Råds møde i København i 2002 i forbindelse med Øst- og central

udvidelsen valgte man fra EU’s side ikke at fremlægge en klarlagt dato, men udvide samarbejdet i

toldunionen. Tyrkiet ønskede naturligvis at få fastsat en dato for optagelsesforhandlingerne, men EU mente

ikke at det var løsningen, da Tyrkiet stadig manglede at opfylde krav i forhold til Københavnerkriterierne.

Mødet resulterede altså ikke i en fastlagt dato, men dybere integrering af samarbejdet mellem EU og

Tyrkiet gennem toldunionen. Samtidig gennemgår Tyrkiet reformer, der skal sikre at landet lever op til EU’s

optagelseskrav. I 2005 påbegyndte EU officielle optagelsesforhandlinger om otte af de 35

optagelseskapitler, men allerede året efter blev de fastfrosset da situationen på Cypern endnu ikke var

blevet forbedret31, på trods af flere skeptiske parter med henblik på Cypern-problematikken. Året efter blev

28

http://eu-oplysningen.dk/spsv/off/alle/117_24/ 29

http://ec.europa.eu/trade/creating-opportunities/bilateral-relations/countries/turkey/ 30

http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/a92c453b/baggrund8.pdf DK4.dk – EU tæt på: 31

http://www.eutv.dk/cgi-bin/index.php?page=kort-om-tyrkiets-optagelsesforhandlinger-med-eu

Side 17 af 29

optagelsesforhandlinger suspenderet med begrundelsen, at Tyrkiet ikke levede op til forpligtelser i

forbindelse med Ankara-protokollen32.

3.3 Politiske barrierer

3.3.1 Medlemsstaternes modstand Da EU er en sammensat størrelse af individuelle stater, hvor der kræves enstemmighed og

intergovermentalistisk samarbejde ved en udvidelse, er det ved en tyrkisk optagelse nødvendigt, at EU taler

med én stemme. Dette kan være vanskeligt da meningerne om et tyrkisk medlemskab er delte internt i EU

og, at medlemsstaterne handler ud fra neorealistiske ideer, som skaber et diplomatisk svagere EU. Selvom

EU har begyndt optagelsesforhandlinger er der stadig delte meninger om optagelse af Tyrkiet, og EU

interne dynamik spiller en vigtig rolle i fremskyndingen og udviklingen af en eventuel udvidelse. Det

betyder at selvom Tyrkiet lever op til de formelle optagelseskriterier, så er der en mulighed for, at landet

aldrig bliver fuldgyldige medlemmer.

Med Holland og Frankrigs’ nej til Forfatningen i 2005 blev det tydeligt, at ikke alle lande ønskede

fremtidsudsigter med Tyrkiet som mulig medlem af EU33. Det historiske ”nej” til Forfatningen viste på

mange måde et splittet EU, og især i spørgsmålet om hvordan fremtiden skulle se ud i henhold til Tyrkiet og

EU. Den europæiske integration fejlede mht. forfatningen, ud fra intergovermentalismens tanke om

staterne ikke havde interesse heri. Siden da har Frankrig og Tyskland, som to politisk og økonomiske

sværvægtere i EU-regi, offentligt udtalt sig skeptisk om fuldgyldigt medlemskab til Tyrkiet, mens

Grækenlands argumenter bygger på bilaterale konflikter. Dette afsnit vil klarlægge hvilke incitamenter, der

er mod tyrkisk medlemskab med fokus på medlemsstaterne Grækenland, Tyskland og Frankrig.

Argumenterne imod tyrkisk optagelse, udover de formelle kravs opfyldelse, har været forskellige (jf.

”Indledning). Regeringslederne Angela Merkel og Nicolas Sarkozy mener ikke, at Tyrkiet skal optages som

fuldgyldigt medlem med blandt andet den begrundelse at Unionens effektivitet vil dale34 med henvisning til

udvandingshypotesen om, at integration i bredden vil svække integration i dybden. Især Sarkozy har talt

imod tyrkisk medlemskab og henvist til et samarbejde på et mindre integreret niveau, som eksisterer i dag

med økonomi- og handelsaftaler. Da både Merkel og Sarkozy repræsenterer to medlemsstater med stor

32

http://eu-oplysningen.dk/spsv/off/alle/tyrkiet/ Radio Free Europe: 33

http://www.rferl.org/content/article/1058652.html The James Town Foundation: 34

http://www.jamestown.org/single/?no_cache=1&tx_ttnews%5Btt_news%5D=34983

Side 18 af 29

indflydelse EU, grundet deres størrelse og økonomiske magt, vil det uden tvivl have en indflydelse på EU

som en helhed. Den liberale intergovermentale integration taler om europæisk integration, hvis stærke

nationalstater har interesse i det, og så længe Tyskland og Frankrig ikke har det, er en optagelse af Tyrkisk

svært urealistisk. Merkel fastholder at forhandlingerne skal være ”open-ended” og resultatet derfor på

forhånd ikke er givet35. EU’s medlemsstater er dog enige om at båndene mellem EU og Tyrkiet skal forblive

stærke i tilfældet af, at Tyrkiet ikke opfylder Københavnerkriterierne.

Hvis vi kigger på hvordan stemmevægtigheden i beslutningsprocesserne i parlamentet fordeles, er det groft

set inddelt efter indbyggertal. Det vil betyde at hvis Tyrkiet blev optaget i EU, at både Frankrigs og

Tysklands indflydelse på beslutningsprocesserne vil falde i forhold til deres position i dag i EU’s

institutioner, da respektive medlemmer fra Tyskland og Frankrig vil dale i Parlamentet. Desuden frygter

Tyskland konsekvenserne af arbejdskraftens frie bevægelighed ved et tyrkisk medlemskab.36 Det kunne i

givet fald betyde at tyske arbejdspladser kan tabes til tyrkisk arbejdskraft. Det betyder med andre ord at

diskussionen om udvidelse, som er et udenrigspolitisk spørgsmål, har udviklet sig til en indenrigspolitisk

problemstilling. Merkel tænker her på statens overlevelse ved at trække problemstillingen ned på et

neorealistisk, intergovermentalistisk niveau og nævner nationalorienterede bekymringer.

Argumentet bygger på, at både geografisk og institutionelt vil EU, ved tyrkisk optagelse, blive udvidet og EU

ikke ville kunne rumme så stort et land. I stedet ønsker både Frankrig og Tyskland at EU fastholder det

privilegeret samarbejde mellem EU og Tyrkiet. Det vil betyde, at EU kan fortsætte de handelsmæssige og

økonomiske fordele de opnår igennem samarbejdet samtidig med beslutningsprocesser og

samarbejdsformer internt i EU ikke bliver svækket eller ueffektiviseret af Tyrkiet som medlemsland. Jeg vil

senere i opgaven argumentere for, at EU som institution ikke ønsker en yderligere økonomisk og politisk

integration af Tyrkiet, fordi EU som institution har opnået en række fordele ved den nuværende

samarbejdsform mellem EU og Tyrkiet.

Diskussionen om hvorvidt Tyrkiet skal med i EU er derfor på mange måder blevet et indenrigspolitisk

spørgsmål, og de enkelte regeringsledere opstiller også problemstillingerne i en indenrigspolitisk kontekst,

hvis landet fx står foran parlamentarisk valg37. Netop da en eventuel optagelse af Tyrkiet skal afgøres af

Euractiv: 35

http://www.euractiv.com/en/enlargement/eu-turkey-relations/article-129678 36

Arikan (2003), s. 165 Dansk Statistik For Internationale Studier: 37

http://www.diis.dk/graphics/Publications/Andet2006/Dilemmapapirer/Tyrkiet%20i%20EU.pdf, s.6 østergaard

Side 19 af 29

medlemsstaterne, bliver afgørelsen vurderet ud fra interne interesse. At medlemslandene varetager egne

interesse og tænker på relative fordele, gør at EU på et mellemstatsligt niveau er splittet pga. den

neorealistiske tilgang fra de føromtalte medlemslande. I analysen nedenfor analyseres og vurderes,

hvorvidt Grækenland har, ud fra egne interesser, haft indflydelse på EU’s politik overfor Tyrkiet.

3.3.2 En analytisk gennemgang af Grækenland – Tyrkiet forholdet

Historisk set har Grækenland og Tyrkiet været ærkefjender, og med henblik på et tyrkisk medlemskab ses

konflikten mellem de to lande som den ultimative barriere politisk og kulturelt. Specielt Grækenlands

optagelse i EU i 1981 har haft indflydelse på Tyrkiets muligheder, idet Grækenland som EU medlem ikke

kunne udelukkes fra forhandlinger om optagelse. En problemstilling Tyrkiet har ment skulle takles bilateralt

mellem de to lande, dvs. uden for EU regi. Konflikterne omhandlede specifikt 3 problemstillinger;

behandlingen af græske og tyrkiske minoriteter i begge lande, som følge Lausanne-traktaten skal beskyttes

og ikke diskrimineres38. Begge lande beskylder dog hinanden for, at underminere traktaten og afskære

minoriteterne gennem diskriminerende love og regler. Derudover er der politiske og militære uenigheder

omkring det Ægæiske Hav og ikke mindst Cypern-problemet. Problemstillingerne omkring det Ægæiske Hav

og Cypern vil analyseres senere i opgaven. Siden da er konflikten ikke blevet løst, men derimod blevet et

vigtigt emne i relationerne mellem Tyrkiet og EU og i særdeleshed hvad angår spørgsmålet om tyrkisk

medlemskab af EU39.

Fra EU har det været vigtigt at bibeholde et godt forhold til Tyrkiet på grund af handelsmæssige,

økonomiske og sikkerhedsmæssige årsager, men det har været vanskeligt, at videreudvikle samarbejdet

med Tyrkiet, med et skeptisk Grækenland som en del af EU. Siden 1981 forsøgte EU og dets medlemslande

derfor at føre en balanceret politik overfor Tyrkiet og Grækenland. Som EU medlem kunne Grækenland

naturligvis ikke udelukkes fra EU-forhandlinger med Tyrkiet, men de største medlemslande forsøgte

gennem politiske konsultationer, at føre politiskdialog med Tyrkiet uden græsk tilstedeværelse. Måden

skulle findes i, at føre en balanceret politik og overbevise Grækenland om de økonomiske fordele ved at

bibeholde relation til Tyrkiet40. Ud fra et liberal intergovermentalistisk synspunkt prøvede EU’s statsledere

igennem interstatslige forhandlinger, at opnå kompromisser der ville være til gavn for alle parter.

Lausanne-Traktaten: 38

http://wwi.lib.byu.edu/index.php/Treaty_of_Lausanne 39

Arikan (2003), s. 155 40

Arikan (2003), s. 157

Side 20 af 29

Efter Tyrkiets tilbagevenden til et demokratisk samfund fulgte ansøgningen om fuldgyldigt medlemskab af

EU i 198741. Tyrkiet forsøgte dermed at reetablere relationer mellem Tyrkiet og EU, som tidligere var

nedbrudt på grund af den tyrkiske generals kup i 1980 som stoppede samarbejdet mellem det daværende

EF og Tyrkiet. De datidige eventuelle optagelsesforhandlinger, der blev sat tilbage fordi EF mente at

menneskerettigheder og den demokratiske ret blev undermineret, blev nu genoptaget42. Derudover var

Tyrkiet blev opmærksom på hvilken indflydelse Grækenland havde på forholdet mellem EU og Tyrkiet, og

de ønskede derfor et fuldt medlemskab, som et modsvar på Grækenlands indflydelse. Den balancerede

politik som EU havde forsøgt at gennemføre hidtil overfor Tyrkiet og Grækenland, begyndte efterhånden til

en favorisering af græske interesser. Det skyldtes hovedsagligt Grækenlands modstand efter den tyrkiske

ansøgning om medlemskab. Problemstillingerne i det Ægæiske Hav og konflikten i henhold til Cypern blev

fra græsk side brugt som argumenter for, at EU måtte stå stærkere og mere kritisk overfor Tyrkisk

medlemskab. Kort efter Tyrkiets ansøgning, erklærede EU officielt for første gang Cypern-spørgsmålet som

en direkte indflydelse på forholdet mellem Tyrkiet og EU. Derved havde det også en direkte indvirkning på

Tyrkiets ansøgning. Ved at bruge intergovermentalistiske principper om ”give and take” stillede EU krav om

en udredning af konflikten omkring Cypern-spørgsmålet og det Ægæiske Hav før yderligere forhandlinger

kunne genoptages. Forhandlingerne skal ses i den liberale intergovermentales principper om overlapning af

kompetencer både på interstatsligt niveau mellem Tyrkiet og EU og med en overlappende overstatslig

indblanding i kræft af Kommissionen.

Det har været helt tydeligt at Grækenland har brugt de bilaterale konflikter og ud fra et neorealistisk

synspunkt har den umiddelbare sårbare tillid mellem dem og Tyrkiet påvirket politiske forhindring for

Tyrkiet og dets mål om fuldgyldigt medlemskab af EU. Selvom Tyrkiet og Grækenland gennem

tillidsopbyggende forhandlinger har forbedret ”low politics” relationer i forhold til økonomiske samarbejde,

nåede de ikke endelige enighed om de vigtigere ”high politics” problemstillinger. Problemstillinger som

ellers ville kunne forbedre Tyrkiets chancer for optagelse. Grækenland henviste til problemstillingerne

omkring Tyrkisk optagelse, og de mente at en eventuel tilnærmelse af et EU-Tyrkiet forhold burde følges

parallelt med udviklingen i Cypern-konflikten og problemerne omkring de Ægæiske Hav43. Det blev

formuleret således fra græsk side:

41

Hill (2005), s. 277 42

Andersen (1998), s. 88 43

Arikan (2003), s. 163

Side 21 af 29

”Grækenland vil fortsætte med at blokere støtte fra EU til Tyrkiet indtil Tyrkiet har trukket sig fra Cypern og

blevet enige om at bringe problemstillinerne omkring det Ægæiske Hav til Domstolen”44.

Officielt erklærede Kommissionen, ved Dublin Mødet, at problemstillingerne blev en del af Acquis

Communautaire. Derudover viste Dublin deklarationen en klar forbindelse mellem Grækenlands skeptiske

politik overfor Tyrkiet og EU’s tilbageholdenhed over for yderligere forhandlinger45 i forhold til tidligere

deklarationer fra Det Europæiske Rådet.

3.3.2.1 Cypern-spørgsmålet og problemstillingerne omkring det Ægæiske Hav

På trods af talrige forsøg fra FN om en fredsaftale er Cypern-konflikten endnu ikke løst, og det forbliver et

stort problem i forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet. Problemet berører ikke kun de to lande, men også

på et multilateralistisk niveau i FN, EU og bilateralt mellem Tyrkiet og USA46. Historisk set har det været

vanskeligt at blive enige om hvordan EU og USA skulle tackle Cypern-krisen, da USA i postperioden af Den

Kolde Krig så området mere som en strategisk vigtig position i forhold til Rusland. For EU handlede

konflikten om, at få løst de diplomatiske stridigheder. Dette har dog hidtil været vanskeligt, da Grækenland

selvsagt har siddet ved forhandlingsbordet, som en del af EU og derved har kompliceret forhandlingerne og

en mulig rationel løsning. Ifølge Kommissionen med udvidelseskommissæren, Olli Rehn i spidsen

omhandlede problemerne konkret, at Tyrkiet fortsat nægtede at erkende Cypern som en selvstændig stat

og, at de ikke vil åbne havne og lufthavne47.

Problematikken omkring det Ægæiske Hav omhandler kort og godt territoriale rettigheder og interesse i

området, selvom den er mere teknisk og indviklet end som så. Uenighederne strækker sig både over ”high

og low politics” områder såsom kontrol over økonomisk værdifulde havområder over til militære

territoriale aspekter af problematikken48. Situationen mellem de to lande havde været præget af en græsk

sikkerheds- og udenrigspolitisk problemstilling overfor Tyrkiet. Dette er kommet til udtryk omkring Tyrkiets

militære udfordring af Grækenlands position i det Ægæiske Hav49. Problematikken omkring det Ægæiske

Hav er på mange måder et ligeså stort politisk problem som Cypern-krisen er, og hvis problemet ikke bliver

44

Arikan (2003), s. 165 45

Arikan (2003), s. 163-164 46

Arikan (2003), s. 150 47

Fenger-Grøndahl (2007) s. 87

48 Metz (1995)

49 Lake (2005) s. 151

Side 22 af 29

løst indenfor en overskuelig fremtid, kan det sætte Tyrkiet under yderligere pres. Begge lande har i

konflikterne indtaget en neorealistisk indgangsvinkel til løsning af problemet. For det første er

problemstillingerne på et ”high politics” område, og begge stater tænker på egne interesser.

Forudsætningerne har gjort at det har været vanskeligt for EU, at løse konflikterne med ”soft power”

værktøjer, udover handelsaftalerne der er opnået mellem Tyrkiet og Grækenland (jf. ”Historiske relationer

mellem EU og Tyrkiet).

3.4 Delkonklusion på medlemslande hindring for tyrkisk optagelse Tyrkiet optagelse i EU afhænger af medlemslandene da EU som institution ikke kan optage Tyrkiet på et

supranationalt niveau. Da afgørelsen skal træffes ved enstemmighed blandt EU medlemslande gør det, at

selvom Tyrkiet opfylder Københavnerkriterierne, er det nødvendigt med enighed internt i EU. I opgaven

fremhæver jeg ud fra et neorealistisk synspunkt, skepsis mod tyrkisk medlemskab fra tre fronter, der med

forskellige argumenter er med til, at være en hindring for optagelse. Den franske præsident, Sarkozy

henviser til, at optagelse vil besværliggøre EU’s integration, mens den tyske kansler, Angela Merkel ikke

ønsker at ændre det privilegeret partnerskab EU har med Tyrkiet. Grækenland har umiddelbart formået at

være den største forhindring af medlemslandene pga. deres manglende samarbejdsvilje og tillid til Tyrkiet,

og problemstillinger i og omkring Cypern og det Ægæiske Hav på et ”high politics” niveau.

3.5 Institutionel hindring Et af EU’s vigtigste og mest effektive udenrigspolitiske værktøjer er udvidelsespolitikken, men det kræver

samtidig også at EU som institution er klar til, at integrere nye stater. I tilfælde af at Tyrkiet blev optaget

ville en omstrukturering være nødvendig, da udvidelsen vil kræve et enormt institutionelt tilvænningspres

set fra Kommissionens synspunkt. Med udgangspunkt i absorberingsevnekriteriet, som en del af

Københavnerkriterierne, vil jeg vurdere om Kommissionen vil kunne omstrukturer og kapere de

udenrigspolitiske ”high politics” udfordringer den vil stå overfor ved et tyrkisk medlemskab ud fra tanken

om at forsvarssamarbejdet i EU bygger på intergovermentale principper. Med andre ord vil jeg vurdere om

de nye udenrigspolitiske udfordringer Kommissionen vil stå overfor kan løses ved den nuværende struktur i

EU’s forsvarssamarbejde, eller om ikke en institutionel omstrukturering vil være nødvendig for, at kunne

klare de nye udenrigspolitiske problemstillinger, som en optagelse af Tyrkiet vil betyde. For at vurdere den

fremtidige situation vil jeg kort vurdere FUSP og se på historiske forudsætninger.

Kort om forsvarssamarbejdet i EU:

Side 23 af 29

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU er et traditionelt samarbejde på mellemstatsligt niveau som

en del af Traktatens 2. søjle. Herunder er også den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik50. Jeg vil senere i

min analyse uddybe hvilke begrænsninger den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik har i forhold til EU’s

krisehåndtering

3.5.1 Udenrigspolitiske udfordringer for EU

For EU vil en optagelse af Tyrkiet have andre store udfordringer end vi har set ved de to seneste

udvidelsesrunder. For EU vil det betyde helt nye konflikter som skal tages stilling til. For det første vil EU

blive en del af de mellemøstlige konflikter og for det andet skulle Kommissionen tilegne sig nye værktøjer i

konfliktløsningen. Geografisk vil EU støde op til Irak, Mellemøsten, Kaukasus, og Syrien og spørgsmålet er

om en udvidelse af Tyrkiet vil være en for stor udenrigspolitisk udfordring for Kommissionen da det ville

bringe store konflikt emner ind i den europæiske dagsorden.

3.5.1.1 En vurdering af EU’s absorberingsevne af ”high politics” udfordringer

For at vurdere EU’s absorberingsevne af de udenrigspolitiske udfordringer vil jeg kort gennemgå hvilken

forudsætning EU har for, at kunne varetage det udenrigspolitiske ansvar.

I starten af 1990’erne udtalte den tidligere belgiske udenrigsminister at EU var en økonomisk kæmpe, men

en militær orm51. Med denne udtalelse mente han at økonomisk set var EU en betydningsfuld enhed på

verdensplan, men militært set kunne EU ikke gøre sig bemærkelsesværdig i forhold til USA. Europæiske

lande var delte på udenrigspolitiske områder under Irak-Kuwait krigen på grund af forskellige holdninger

omkring indsatsen i konflikterne. Den intergovermentale uenighed gjorde at EU fremstod politiske og

militært svagt52.

På ”high politics” områder har EU endnu ikke formået at blive en vigtig spiller på den internationale scene,

da beslutningerne i 2. søjle, der beskæftiger EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, stadig træffes på

mellemstatslig niveau. Mens national tilvænning har været vigtig i integration af økonomisk og politiske

magt, militær samarbejde har været styret af ”sikring af egen stat”, ergo en mere neorealistisk

tankegang*53. Selvom det også er vigtigt integrere militært samarbejde af institutionelle regler har

50

http://www.eu-oplysningen.dk/spsv/off/alle/109/ 51

http://www.nytimes.com/1991/01/25/world/war-in-the-gulf-europe-gulf-fighting-shatters-europeans-fragile-unity.html?pagewanted=1 52

Pollack (2005), s. 435-438 53

Hill (2004), Kapitel 7

Side 24 af 29

nationale interesser sat dagsordenen. Med et “bottom-up” vertikalt integrationsprincip, har institutioner

adopteret nationale interesser med hensyn til militært samarbejde.

For at opsumerer har både den økonomiske, politiske og militære samarbejde udviklet sig siden Mark

Eyskens udtalelse i 1991, som primært skyldes Maastricht og andre aftaler i EU. Men fordi militære

beslutninger stadig træffes på mellemstatsligt niveau har EU ikke beføjelserne til, at agere som én enhed på

militære spørgsmål på den udenrigspolitiske scene, og det er derfor spørgsmålet om EU’s institutioner kan

eller ønsker at absorbere Tyrkiet som medlem. Her tænkes specielt på Mellemøsten, hvor man som

institution hverken kan administrere eller har den tilstrækkelige politiske og militære styrke til, at løse

problemerne, som skulle løse på en anden måde, hvis EU grænsede op til det. Det vil med andre ord være

at åbne den ”udenrigspolitiske mund” for højt i forhold til, at hvad man kan sluge og at man, hvis vi ser

tilbage på Irak-krigen, ikke ønsker at EU begrænsninger og manglende evne til, at tale med én stemme,

endnu engang skal udstilles på den internationale scene.

Samtidig med EU har dybt integreret handelsmæssigt samarbejde med Tyrkiet vil jeg diskutere om især

Kommissionen ønsker, at EU position i forhold til Tyrkiet ændres. En eventuel udvidelse af Tyrkiet, vil som

tidligere nævnt bringe ”hard politics” emner op i EU regi, hvor EU historisk og strukturelt set har svært ved

at gøre sig gældende. Seneste bevis på at EU har haft svært ved, at agere som en stor politisk og militær

magt ses senest i Irak-krig, hvor der var intern splid mellem medlemsstaterne omkring EU rolle i konflikten.

Det kunne være et incitament for EU som institution ikke ønsker, at Tyrkiet bliver medlem. Det vil i givet

fald betyde at EU ville grænse op til Irak og andre konfliktfyldte områder, og man derfor var nødt til, at tage

helt ny stilling til hvordan man ville løse disse problemer i ”egen baghave”. Udvidelsen vil muligvis bibringe

en udenrigspolitisk magt, men spørgsmålet er om EU’s institutioner ønsker, at pålægge EU nye militære og

politiske udfordringer og en dybere integration en udvidelse givet vis vil betyde. EU promoverer

demokratiske værdier og beskyttelse af menneskerettigheder, som rammen for bilaterale aftaler, og det er

bevist at denne form for interregionalisme har været effektiv i udvidelsen af EU’s magt globalt set54. Det

kan betyde af EU hellere vil bibeholde den nuværende position i forhold til Tyrkiet og derved være en

institutionel hindring for Tyrkisk medlemskab.

*Refering to vertical ”Europeanization” integration 54

Gilson (2005), s. 307-326

Side 25 af 29

4. Konklusion på politiske forhindringer ved Tyrkisk optagelse

Ud fra opgavens problemstilling kan jeg konkludere at, der udover de formelle krav som Tyrkiet skal opfylde

før de kan blive optaget i EU, også kan argumenteres for at der er medlemslande internt i EU som hindrer

tyrkisk optagelse og faktorer der medvirker, at institutionelle organer i EU kan hindrer medlemskab.

Opfyldelse af Københavnerkriterierne er, som det første skridt også de grundlæggende forudsætninger for

tildeling af fuldt medlemskab af EU, og ud fra Kommissionens rapporter og andre EU dokumenter og

rapporter kan jeg konkludere at Tyrkiet mangler at opfylde kapitler omkring oprettelse af demokratiske

institutioner, der skal sikre udbredelse af demokratiske rettigheder og at regionale konflikter endnu ikke er

blevet løst. Her refereres hovedsagligt til Tyrkiets manglende anerkendelse af Cypern som en selvstændig

republik. Udover de formelle krav har jeg vurderet ud fra et neorealistisk synspunkt hvordan enkelte

medlemslande i EU hindrer tyrkisk optagelse. Først og fremmest kan jeg konkludere at regeringslederne i

Tyskland og Frankrig ikke ønsker en dybere integrering af Tyrkiet, men en bibeholdelse af det partnerskab

der eksisterer mellem EU og Tyrkiet i dag. Ud fra en teoretisk indgangsvinkel vurderer jeg, at det skyldes en

beskyttelse af egne interesse da både Tyskland og Frankrig ikke ønsker den effekt på magtfordelingen i EU,

et tyrkisk medlemskab vil have. På andre områder er udvidelsen af EU blevet et indenrigspolitisk spørgsmål,

selvom det principielt er et udenrigspolitiske værktøj for EU som institution. Det kan muligvis være fordi, at

Tyskland og Frankrig går ind til problemstillingen omkring optagelse af Tyrkiet, med en neorealistisk tilgang.

Udover Tyskland og Frankrig har jeg i opgaven fremhævet Grækenlands rolle i optagelsesprocessen som en

stor hindring specielt i forhold til Cypern-spørgsmålet og uenighederne omkring det Ægæiske Hav. Ud fra

neorealismen skyldes mistillid og manglende samarbejde at lande tænker på egne interesser og det er

muligvis med til, at forklare Tyrkiet og Grækenlands stridigheder, som hindrer Tyrkiets optagelse.

Selvom beslutninger om udvidelse af EU afgøres på mellemstatsligt niveau ved enstemmighed blandt EU’s

medlemslande, har Kommissionen på indflydelse på tyrkisk optagelse. Udover at den skal fortolke og

vurdere Tyrkiets opfyldelse af Københavnerkriterierne, er det grundlæggende at EU’s institutioner skal

kunne kapere og villige til, at optage nye medlemslande. Med udgangspunkt i EU’s udenrigspolitiske

situation vurderer jeg at EU ikke ønsker at ændre det privilegeret partnerskab med Tyrkiet til et fuldgyldigt

medlemskab, der kan betyde helt andre udenrigspolitiske udfordringer. Udfordringer som EU ikke kan

absorbere eller kapere med den nuværende struktur i EU’s udenrigs- og sikkerhedssamarbejde.

Det er svært at konkludere på om de politiske hindringer skyldes institutionel modvilje eller om

medlemsstater ikke ønsker tyrkisk optagelse, da problemstillingen har været kompleks. Dog vil analysen

pege på, at fordi en europæisk integration af Tyrkiet vil foregå intergovermentalt vil medlemsstaters

modvilje vægtes højest.

Side 26 af 29

4.1. Perspektivering over begrænsninger ved teoretisk og metodisk udgangspunkt Den teoretiske indgangsvinkel på problemstillingen har uden tvivl både belyst emnet, men også sat en

række begrænsninger for undersøgelsesmetoden. Jeg vil kort perspektivere hvilke begrænsninger en

analyse ud fra en neorealistisk vinkel har sat. Den neorealistiske teori tager som udgangspunkt fat i ”high

politics” problemstillinger og ved, at sætte det i min analyserende kontekst har det givet nogle teoretiske

vinkler, jeg har analyseret ud fra. Teorien har dog haft sine begrænsninger da konteksten og

problemstillingens omfang har været mere kompleks og dybdegående. Det har derfor sat begrænsninger

for en analyse, hvorudfra man kunne vurdere de politiske forhindringer fra en anden vinkel end blot en

intergovermentalistisk. Dette kunne have nuanceret billedet. I min analyse omkring institutionelle

hindringer kan jeg ud fra mine teoretiske værktøjer, konkludere at det har været svært at give et klart og

præcist billede af hindringer. Min vurdering har været, at det skyldes problemstillingens og indholdets

kompleksitet, som måske kunne have været uddybet i en mere omfattende og specifik analyse af

problemstillingen.

4.2. Perspektivering Opgaven viser at problemstillingen er mere kompleks og ikke blot et spørgsmål om opfyldelse af

optagelseskriterier som grundlæggende forudsætning for optagelse i EU. Selvom Københavnerkriterierne

blev sat op i 1993, som krav til de nye medlemslande i 2004 og 2007 og fremtidige udvidelser, har det vist

sig at en optagelse af Tyrkiet ikke blot kan måles på opfyldelse af kriterier, men i dette tilfælde høj grad

skyldes fortolkninger af kriterier Københavnerkriterierne. Altså en vurdering om EU kunne absorbere et

land som Tyrkiet. Spørgsmålet er om EU institutionerne og medlemslandene ønsker dybere integration af

Tyrkiet. Konsekvenserne for medlemslandene og EU’s institutioner, ved en optagelse af Tyrkiet, kan ikke

vurderes ud fra tidligere udvidelsesrunder, da problemstillingerne EU står overfor denne gang er andre.

Mange EU-eksperter og regeringsledere mener at en mulig optagelse af Tyrkiet først kan blive en realitet

om 10-20 år, men det er tvivlsomt om Tyrkiet accepterer flere udskydelser af medlemskabet. Derudover

kan det være vanskeligt at drage konklusioner og perspektivere, da Tyrkiet stadig er i konflikt med

Grækenland om Cypern og det Ægæiske Hav og det er svært at forudsige den fremtidige udvikling og

resultatet af konflikten. Tyrkiet er ligeledes midt i reformprocesser, og det er svært at sige hvordan det vil

udvikle sig i fremtiden. Det handler i høj grad om den indenrigspolitiske udvikling i landet.

Hvis vi ser på udvidelse som et udenrigspolitisk værktøj for EU, kan det have vidtrækkende konsekvenser

for EU’s troværdighed globalt set, hvis ikke det lykkes at optage Tyrkiet. For medlemslandene kan det

betyde, at de stærke økonomiske og handelsmæssige bånd som binder Tyrkiet og EU gennem det

privilegeret partnerskab går tabt. Jeg kunne i opgaven have fokuseret og uddybet mere på det

Side 27 af 29

udenrigspolitiske perspektiv og hvad et tyrkisk medlemskab ville betyde for EU’s FUSP, som måske kunne

afklare flere begrænsninger for EU Kommissionen og EU’s udenrigspolitisk. Ved at analysere og vurdere

problemstillingen ud fra flere vikler, har opgaven givet flere perspektiver på omfanget og kompleksiteten i

hvilke faktorer, som kan hindre tyrkisk medlemskab.

(Tegn (uden mellemrum): 50.637)

Side 28 af 29

5. Litteraturfortegnelse Primær litteratur Hill, Christopher and Michael Smith (2005), International Relations and the European Union, s. 23 + 277, Oxford University Press Pollack, Mark A., Helen Wallace and William Wallace (2005), Policy- Making in the European Union, Fifth Edition, s.17-18, Oxford University Press Waltz, K.N. (2000). Structural Realism after the Cold War. I: International Security, Vol. 25, No.1 (Summer, 2000) s. 10-28. The MIT Press.

Sekundærlitteratur Andersen, Lars Erslev (1998), EU og Middelhavet, s. 86-90, Odense Universitetsforlag Arikan, Harun (2003), Turkey and the EU: an awkward candidate for EU membership?, s.150-165, Ashgate Publishing Company Dervis, Kemal, Michael Emerson, Daniel Gros and Sinan Ülgen (2004), The European Transformation of Modern Turkey, s. 22, Centre for European Policy Studies Fenger-Grøndahl, Malene (2007), Tyrkiet – en del af Europa?, s. 77-87, Informations forlag

Gilson, Julie (2005), New Interregionalism? The EU and East Asia, Volume 27, no. 3, 307-326, Routledge Lake, Michael (2005), The EU and Turkey: a glittering prize or a millstone, s. 151, The Federal Trust Metz, Helen Chapin (1995) ed. Turkey: A Country Study. Washington: GPO for the Library of Congress

Rapporter og traktater Ankara-aftalen, Artikel 2: http://www.euo.dk/upload/application/pdf/bb774bfa/Pages%20from%20EF-Tyrkiet%20associering_ankara1963.pdf Commission: Turkey Progress Report, 2008 Commission: Turkey Progress Report, 2009 Lausanne-traktaten: http://wwi.lib.byu.edu/index.php/Treaty_of_Lausanne Council of the European Union: Declaration, Bruxelles 21 september 2005 punkt 3.: http://www.auswaertiges-amt.de/diplo/en/Europa/Erweiterung/TuerkeiErklaerung.pdf Avisartikler Damkjær, Ole (5. oktober 2005) ”Dansk mærkesag sikret i aftale med Tyrkiet”, Berlingske Tidende

Tekster fra nettet (alle er set d. 3 maj)

Side 29 af 29

Dansk Institut For Internationale Studier (DIIS)

a)http://www.diis.dk/graphics/Publications/Andet2006/Dilemmapapirer/Tyrkiet%20i%20EU.pdf (Østergaard) s. 6 b) http://www.diis.dk/graphics/Publications/Andet2006/Dilemmapapirer/Tyrkiet%20i%20EU.pdf

EU-oplysningen

a) http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/a92c453b/baggrund8.pdf b) http://eu-oplysningen.dk/spsv/off/alle/tyrkiet/ c) http://eu-oplysningen.dk/spsv/off/alle/117_24/ e) http://www.eu-oplysningen.dk/spsv/off/alle/109/

European Commission

a) http://ec.europa.eu/enlargement/enlargement_process/accession_process/criteria/index_en.htm b) http://ec.europa.eu/trade/creating-opportunities/bilateral-relations/countries/turkey/

Euractiv

a) http://www.euractiv.com/en/enlargement/eu-turkey-relations/article-129678 b) http://www.euractiv.com/en/enlargement/eu-turkey-relations/article-129678

DK4.dk – EU tæt på

http://www.eutv.dk/cgi-bin/index.php?page=kort-om-tyrkiets-optagelsesforhandlinger-med-eu

The James Town Foundation

http://www.jamestown.org/single/?no_cache=1&tx_ttnews%5Btt_news%5D=34983

The New York Times

http://www.nytimes.com/1991/01/25/world/war-in-the-gulf-europe-gulf-fighting-shatters-europeans-fragile-unity.html?pagewanted=1

Tyrkisk Sekretariat For EU Affærer

http://www.abgs.gov.tr/index.php?p=111&l=2 Radio Free Europe

http://www.rferl.org/content/article/1058652.html