Avlere af kødkvæg har de sidste seks år modtaget støttekroner, selvom de ikke har haft kvæg. En af dem er Eigil Andersen, der har skiftet kødkvægene ud med malkekvæg. Foto: Pernille Ulriksen Kvægavlere tjener på tomme stalde I årevis har landmænd indkasseret millioner af støttekroner for kvæg, de ikke har. Dårlig idé siger danske politikere og branchefolk uden at kunne stille noget op. EU’s landmænd skal nemlig betales for at vinke farvel til tidligere støtteordninger. Af Ida Nathan På en gård i Herning står en stor, rød Valmet-traktor. Ejeren er landmand Eigil Andersen, der har lagt i omegnen af en halv million kroner for det imponerende køretøj. Pengene har han fra EU’s landbrugskasse. De seneste seks år har Eigil Andersen nemlig modtaget støtte for 50 kødkvæg, selvom han kun har haft tre. Forklaringen er den såkaldte enkeltbetalingsordning, der siden 2005 har dikteret, hvordan landbrugsstøtten skal fordeles. Ordningen har medført, at næsten en fjerdedel af de 470 millioner kroner, der udbetales som kvægstøtte til danske landmænd, går til landmænd

uden køer. Kompensation for støttestop Da enkeltbetalingsordningen blev indført i 2005, var det en gennemgribende reformering af EU’s landbrugsstøtte. Ordningen, der løber frem til 2012, opstiller nye kriterier for, hvem der skal modtage landbrugsstøtte. I stedet for at EU’s støttepenge fordeles efter, hvilke og hvor mange fødevarer landmændene producerer, skal de 400 milliarder kroner fordeles efter, hvor meget jord, bønderne ejer. En af de eksisterende støtteordninger, der lægges i graven med enkeltbetalingsordningen indførsel, er støtten til kødkvæg. Formelt ophørte støtten til kødkvægavlere ved indgangen til 2005 for at blive erstattet af en højere støtte til landbrugsjord. Men i virkeligheden åbnede den nye ordning for, at kvægbønder indtil enkeltbetalingens ophør i 2012 kunne modtage støtte, selvom de ikke længere

havde kvæg. Niels Sønderby, der er chefkonsulent i landbrugsstøttekontoret under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri forklarer, at det kan lade sig gøre, fordi kvægavlerne i en periode fra 2005 til 2012 får støtte efter deres produktion i tre bestemte år, nemlig 2000 til 2002. Helt præcist får kvægavlerne i enkeltbetalingsordningens løbeperiode fra 2005 til 2012 et beløb, der svarer til 65 procent af den kvægstøtte, de fik i de tre referenceår. I løbet af de syv år reduceres støtten løbende. Kvægavlerne modtager altså ikke lige så meget, som de gjorde før enkeltbetalingsordningen, men da den eneste betingelse for at modtage støtte er, at man ejer landbrugsjord, kan avlerne få en pæn andel af den støtte, de fik tidligere - selvom stalden er tømt for dyr. Hos Ministeriet for fødevarer, Landbrug og Fiskeri betragter man det ikke som et problem, at kvægløse landmænd kan få støtte til kvæg. Kirsten Overgaard, der er overassistent i ministeriets rettighedsgrupper, siger: »Man kan ikke fjerne en støtte fra den ene dag til den anden. Så må man kompensere landmændene i en periode. Desuden er hele ideen med afkobling, at landmændene kan få støtte, blot de har landbrugsjord. Det er ikke længere en betingelse, at de skal producere fødevarer som for eksempel kødkvæg.« Gyldent pensionstilskud For Eigil Andersens vedkommende kommer enkeltbetalingsordningen belejligt. Ordningen betyder, at han pludselig får et ganske pænt tilskud til sin førtidspension, da han i 2005 stopper med at avle kvæg. Beslutningen om at stoppe har han taget to år før, da ryggen begynder at klage. To operationer for diskosprolaps har sat sine spor, så sammen med sin kone Britta beslutter Eigil Andersen, at deres 50 lysebrune Limousinekvæg skal sælges. Da dyrene er væk, flytter ægteparret ind på en mindre gård i nærheden. Til gården hører adskillige hektar landbrugsjord, og dermed kan den

pensionerede kvægavler stadig udløse sin årlige kødkvæg-præmie på 56.000 kroner. Når kompensationen til kødkvægavlere ophører i 2012, har den tidligere kvægbonde over syv år høstet 373.000 kroner, selvom han ikke har haft et eneste kødkvæg i perioden. Pensionister i massevis Eigil Andersens er ikke den eneste kvægavler, der nyder godt af enkeltbetalingsordningens indretning. Hos Videncentret for Landbrug har man ingen officielle tal for, hvor mange penge der går til pensionerede kvægavlere. Men Martin Hestbech, der er teamleder i kvægafdelingens økonomigruppe, har i 2010 fået en opgørelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. De tal siger, at 46 procent af de landmænd, der modtog kvægstøtte i 2009 ikke længere var aktive kvægproducenter. Tilsammen modtager de 22 procent af de 470 millioner kroner, der udbetaltes som støtte til kvægproduktion – i alt 104 millioner kroner. Hos Ministeriet fra Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kender man dog ikke noget til opgørelsen, Martin Hestbech har fra dem. Faktisk har ministeriet ikke noget klart overblik over, hvor mange penge, der går til landmænd, der er ophørt med at producere kvæg. Men systemet fungerer helt efter hensigten, pointerer Kirsten Overgaard, der understreger, at pengene er en kompensation for en støtte, man har fjernet fra kvægbønderne. EU-lov trumfer dansk politik Hvad enten man betragter pengene som støtte eller kompensation, er fakta, at danske landmænd tjener penge på at afvikle deres kødproduktion. Det skyldes EU-lovgivning. De danske politikere er i virkeligheden ikke særlig glade for systemet, fortæller Flemming Møller (V), der er medlem af Folketingets Europaudvalg og stedfortræder i Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri »I Danmark er vi faktisk imod, at man

bliver ved med at give europæiske bønder landbrugsstøtte. Det er jo ikke særlig kønt, at man betaler landmænd for en produktion, de ikke længere har. Tanken er, at man kompenserer folk, når de rammes af nye regler. Det er sympatisk nok, men det må også have en grænse.« Den grænse ville de danske politikere og landbrugsorganisationer gerne have sat inden kompensationen til avlere af kødkvæg. Men i EU står Danmark alene med den holdning, siger Flemming Møller. Arne Munk, der i 2004 var konsulent i organisationen Dansk Kvæg, fortæller også, at de danske landbrugsorganisationer forsøgte at forhindre den nuværende ordning, hvor tre års produktion udløser syv års kompensation: »Landbrugsforeningerne forsøgte i 2004 at påvirke EU-kommissionen til at lave en ordning, hvor støtten til kvægbønder frem til 2012 blev udregnet efter aktuel produktion i stedet for tre referenceår. Vi ønskede, at kun aktive producenter skulle have støtte. Det lykkedes ikke, og nu er det en irriterende sag for danske politikere.« Udkantsstøtte For de øvrige politikere i EU er den vedvarende støtte ikke en irriterende sag. I andre EU-lande bor der nemlig langt flere småbønder end i Danmark, og de er mere afhængige af europæiske støttekroner end danske landmænd. Derfor insisterer hovedparten af EU’s medlemslande på en varig støtte til unionens landmænd. Samtidig er de europæiske politikere godt klar over, at unionens bønder ikke skal betales efter hvor meget, de producerer, da EU’s fødevarelagre i forvejen bugner. Derfor har blandt andet formuleret det såkaldte ’Bjergbondedirektiv’, der siger, at landbrugsstøtten i højere grad skal kanaliseres ud til små landbrug i udkantsområderne. Folketingsmedlem Flemming Møller fortæller: »For at stoppe overproduktionen af

fødevarer, har man i EU valgt at støtte landdistrikterne og de små landbrug frem for de intensive landbrug. Det er en prioritering af kultur frem for rationalitet.« Et af de små bønder, der nyder godt af EU’s prioritering af udkantsområderne er Eigil Andersen. Han synes selv, at det er lidt besynderligt, at han modtager penge for nogle dyr, han ikke længere har: »Systemet er indrettet, så jeg kan få penge for nogle dyr, jeg ikke har. Det er lidt mærkeligt, men når jeg har mulighed for at få pengene, gør jeg det naturligvis«, siger han. EU’s øgede udkantstøtte er ikke noget, der optager Eigil Andersen. Men uden at være klar over det, er kvægstøtten faktisk ikke den eneste nytte, han drager af unionens udkantspolitik. Foruden pengene for de kødkvæg, han ikke længere har, får han også støtte for sine otte jyske heste og sin lille flok af danske korthornskvæg. Det er nemlig bevaringsværdige danske husdyrracer, og så udløser de støtte. Ligeså gør de 30 hektar landbrugsjord, der hører til gården. De har siden enkeltbetalingsordnings indførsel i 2005 udløst flere og flere støttekroner. Og når en ny ordning, der endnu ikke har fundet sin færdige udformning, skal erstatte enkeltbetalingsordningen i 2012, bliver jorden kun endnu mere værd. Pengene skal hentes fra de støtteordninger, man har tænkt sig at kompensere for og siden nedlægge. Ligesom kvægstøtten.