Taberkøer– findes de også i svineproduktionen?

Work smarter – not harder

1

Af Jesper Larsen, Technical Reproduction Manager hos Unitron A/S.

Et forholdsvis nyt begreb er dukket op i den moderne malkekvægsproduktion: “Taberkøer”Taberkøer er halte og magre, har sår og trykninger og er beskidte. De har et dårligt hårlag og en lav mælkeydelse. Taberkøer ses oftest nederst i hierarkiet, hvilket betyder, at de må lede længere efter en plads i en sengebås eller ved foderbordet, og de må vente længst på at blive malket hvad enten de bliver malket i malkestalden eller i en robot.

I nogle besætninger udgør taberkøerne helt op til 10% af det samlede antal køer. Der er undersøgelser der viser, at taberkøer har seks gange større risiko for at dø inden for-ventet slagtning. (Kilde: Dyrenes Beskyttelse)

Jeg vil vove den påstand, at vi også har “tabersøer”. Det opfatter jeg som søer, der ikke har den livsproduktivitet vi forventer. Søer, der giver øgede spildfoderdage, færre le-vendefødte, flere dødfødte og mindre kapacitetsudnyttelse pga udsving i holdstørrelser. Dertil skal der bruges ekstra tid på at flytte disse søer til aflastningsstier/sygestier samt medicinering. Og mange vil afgå som aflivede søer. Dyre-vælfærdsmæssigt er dette heller ikke godt nok.

Det kan vi gøre bedreGrunden til at jeg kommer med dette opråb er, at vi i mange år har fokuseret på omkostningerne ved svineproduktion i stedet for at fokusere på cost-benefit. En af grundene til dette har selvfølgelig været den generelle afmatning af øko-nomien og vores kreditgivers fokus. Spørgsmålet er, om det ikke er ved at være på tide at sadle om, nu da vores effek-tivitetsstigning er gået “lidt i stå”. Med dette menes, at man-ge producerer 32-34 grise pr. årsso og ikke rigtig kommer højere op. Jeg mener, at vores potentiale i vores genetik er 45 grise pr. årsso og det uden at gå på kompromis med dyrevelfærden. Er det så dette “forkromede” tal vi skal gå efter i første omgang? NEJ. Men hvorfor ikke gå efter f.eks. 37 grise pr. årsso ved at få mere ud af det potentiale vi har?

Når der analyseres på besætningsniveau, ses meget ofte at der er 10-15% af søerne der producerer for lavt. Det vir-kelige alarmerende er, at der er mange unge søer i denne

gruppe og vi nedsætter dermed vores produktive potentiale, men vigtigst:

Det koster os penge – mange penge.

Tanken er ikke at sænke de produktive søers niveau, men udelukkende at få “tabersøernes” bundniveau/potentiale hævet.

Hvad skal vi så gøre bedre?For det første skal vi sætte fokus på problemet. Dernæst skal vi finde ud af, hvor vi nemmest og billigst sætter ind, inden for de fysiske rammer.

• Poltenes kvalitet og løbealder/vægt. Er det OK? eller bliver poltene opfattet som et “nødvendigt onde”, der bare går og venter og så skal være klar når vi vil have det. Bliver de fodret som fremtidige produktive dyr eller skal fodret bare være “billigt”? Har vi gjort det bedste vi kan for at have den rette stistørrelse/antal pr. m2 pr. polt? Er stierne rene og er poltene ensartede i størrelse? Hvad er deres rygspæk ved løbning?

• Hvert eneste år omkring den nye fodringssæson er der en masse “kloge mennesker” der fortæller, hvordan prisen på foder vil være fremadrettet. Der bliver fokuseret alt for lidt på, om dette foder egentligt vil øge besætningens vær-di. Dette gælder produktivitetsmæssigt, men også om vi fodrer vores dyr så de kan producere mere fremadrettet. Der er flere ting, der gør sig gældende for, om et foder er godt: hvad er besætningens sundhedsstatus, klima, stald-indretning, besætningens aldersammensætning osv? Dis-se spørgsmål vil have indflydelse på hvilke normer vores foder skal have for at opfylde vores målsætninger for pro-duktivitet. Det store spørgsmål er: ønsker vi at blive ”snydt” eller tænker vi kun på kortsigtet benefit og ikke på kvalitet?

• Hvilke søer er det, der ikke bliver løbet? Hvilke søer bli-ver udsat/aflivet? Hvorfor malker nogle søer ikke godt nok? Hvilke søer bliver indsat i sygestier og hvorfor? Ta-bersøerne er oftes unge søer der enten er løbet for tidligt eller for sent, og der fokuseres ofte kun på hvorvidt de

Taberkøer– findes de også i svineproduktionen?

Work smarter – not harder

2

producerer i 1. læg. MEN, polten er vores investering i den fremtidig produktivitet og de skal behandles anderledes end de ”normale” søer. Mange gange ses det, at de unge søer har så god mælkeydelse at de taber sig for meget i diegivningsperioden (mister rygspæk= indre energi) og de får problemer med reproduktionen. Nu er den onde spiral startet!, igen dårlig kvalitet, med deraf følgende – dårligere – produktionsresultat.

• Tænker og reagerer vi for konservativ? Er vi innovative nok? Stoler vi for meget på “de kloge hoveder” – eller for lidt?

Det store spørgsmål i dette er: HVAD ER VORES MÅL-SÆTNINGER OG HVORDAN NÅR VI DISSE?

Hvis ikke vi har et mål/strategi, kan vi ikke arbejde målrettet!

Mulige løsningerFørst og fremmest: Hvad vil vi opnå og er der penge i det?

Et af de områder, hvor jeg mener, at der er et kæmpe po-tentiale er rygspæk måling. En af grundene til dette er, at vi “minimerer den menneskelige faktor”. Her får vi et tal, som vi kan agere/reagere på. Skal der mere eller mindre foder til? Er foderblandingen som den skal være? – samt mange andre faktorer. Rygspækmålingen kan give os et tydeligere svar end når vi kun vurderer dyrene visuelt. Vi bliver alle mere eller mindre “blinde” ved at se på de samme dyr hver dag.

Rygspækmåling er kommet meget frem de seneste par år. Det bliver markedsført som en mulighed for at reducere fo-derforbruget pr. årsso. Det er også muligt, men det bør ikke være begrundelsen/målet for at starte på dette. Der fokuse-res meget på om soholdet bruger 1200 kg/so eller 1500 kg/so. Dette tal siger ingenting om produktiviteten.

Målet bør være, at bruge færrest mulige kilo foder pr. pro-duceret kilo gris.

Som tidligere nævnt er der mange bedrifter der har 10-15% søer, der er ”tabersøer”. 90% af disse har enten for lavt rygspæk eller for højt. Begge ting påvirker produktiviteten i

negativ retning. Grunden til, at dette forekommer er, at når en gylt har faret er hun at opfatte som en so og behandles desværre også sådan. Men gylten/1. lægs soen er stadig et dyr i vækst og bliver derfor ”mishandlet”, da hun malkes mere end hun kan æde. Derfor fravænnes hun tynd og uden energi. Enten bliver hun ikke løbet, skal løbes om eller værst af alt: får for få grise i det efterfølgende kuld.

Det er derfor min anbefaling, at vi skal være meget mere fokuseret på foderets kvalitet samt på kvaliteten af vores poltene, gylte og de unge søer.

En vægt, der kan vise poltenes tilvækst fra 30 kg og frem til løbning, og en rygspækmåler, der kan måle rygspæk ved 100 kg og løbning, er 2 effektive hjælpemidler i cost-benefit løsningen. Poltene er vores investering i vores fremtidige produktivitet.

Vi har i mange år avlet for større produktivitet. Det skal vi blive ved med, men vi skal også have fokus på soens hold-barhed. Dette både for vores økonomi, men også for vores generelle omdømme i samfundet.

Samtidig vil dette sende et godt signal til vores kreditgivere om, at bedriften tænker langsigtet og økonomisk En gevinst både for kreditgiverens og svineproducents. Jo flere penge til svineproducenten, jo større sandsynlighed for profit også for kreditgiveren.

Dansk svineproduktion konkurrerer internationalt og vi har svært ved at ændre på vores salgsvarers pris. Vi må derfor koncentrere os om øget effektivitet og minimere vores om-kostninger pr. gris.

Derfor: WORK SMARTER – NOT HARDER