Geo-Nyt 51 - 18

Grønlandskurset gik til Disko-omådet hvor vi startede og sluttede i Ilulissat (Jakobshavn) med et mellemliggende ophold i Qeqartarsuaq (Godhavn) på øen Disko. Fokus var tilstræbt lagt på erhvervsudvikling og turisme i et sår-bart arktisk miljø. Det bestod derfor af en blandet buket af dels vandre- og sejl-ture med et geologisk/naturgeografisk indhold idet vejret dog af og til spil-lede os et puds, dels af besøg og fore-drag hos lokale virksomhedsledere, embedsmænd, borgmestre mv. Kurset blev ledet af Jens Damgaard Jensen og Ellen Habekost.

Fotos ved Thyge Steffensen (TS), Bente Tuxen (BT), Vibeke Marqurdsen (VM) og Ellen Habekost (EH).

Indlandsisen i Sdr. Strøm-fjordPå vej til Ilulissat havde vi et langt ophold i Sdr. Strømfjord (Kangerlussuaq) tirsdag den 12. august. Vi benyttede ventetiden til en guidet

køretur ind til indlandsisen, desværre i regnvejr hvilket er en sjælden foreteelse på de kanter! To timer efter at være landet i Sdr. Strømfjord kører vi derfor ind mod indlandsisen gennem den U-for-mede dal som isen gennem tiden har formet. Det er gråvejr og ser ud til regn. Allerede i udkanten af byen ser vi de første moskusokser. De står ude på sandbankerne i elven. Moskusoksen er ikke kommet naturligt til SV-Grønland! De er importe-ret fra NØ-Grønland, men de trives godt i området og antallet af dyr vokser støt.Vi fortsætter mod øst af en af de veje, amerika-

Grønlandskurset12.-21. august 2002

Referat redigeret af Ellen Habekost

Et stykke sortis fisket op ved Isfjeldsbanken, Foto: Bente Tuxen.

Smeltevandssø foran Russell-gletcheren – med geografer på! Foto: EH

Geo-Nyt 51 - 19

nerne anlagde i den periode (1941-91) hvor de havde base her. Vi kører parallelt med elven der er helt grumset brun af materialer der føres med af smeltevandet. Beplantningen er dværgpil og dværgbirk med en masse forskelligt farvede blom-ster, bl.a. den lilla storblomstrede gederams – Grønlands nationalblomst.Lidt længere fremme møder vi vraget af et ameri-kansk kampfly. Vragdelene ligger spredt på begge sider af vejen og ser ud som om det faldt ned i går. - Et eksempel på den meget langsomme ned-brydning der sker her pga. den lave temperatur og relativt lave luftfugtighed. Vi fortsætter ad vejen og kører gennem et område med højarktisk ørken. Her er der dannet et mini-klitlandskab pga.den rige nedbør og korte vækstsæson fra først i juni til midt september.En ørn svæver nu højt over os og i det fjerne ser vi randen af Russell-gletcheren stikke frem mellem bjergene. Den er ca. 70m høj og imponerende selv på afstand. Nu kører vi faktisk langs med isen og ser tydeligt 2 rækker randmoræne langs den. Så skifter vejen karakter og vi kører nu på den nye vej – bare 3 år gammel – anlagt af Skanska for VW-koncernen. Vejen går helt ud til indlandsisen og fortsætter ca.130 km ud på selve isen hvor de har deres testbane – her testes bilernes køreegen-

skaber i dybeste hemmelighed! VW har brugt ca. 100 mio. kr. på den rigtige vej, på gletcheren kører de vejen op flere gange om året med en stor ”skra-bemaskine”.

Da vi når helt op på isen, stiger vi ud og går ad ”VW-vejen” et stykke ind på isen. Vi bestiger en af isknoldene og har et fantastisk udsyn ind over indlandsisens ”beskidte” takkede overflade. Der falder næsten ingen nedbør i dette område. Alli-gevel er det begyndt at småregne – en sjælden foreteelse på de kanter - og temperaturen er også ret lav, ca. 50C. Herefter vender vi tilbage til Sdr. Strømfjord.

Birgitte Unmarch.

Ilulissat KommuneTirsdag den 13. august startede med et møde med borgmester Anton Frederiksen kl. 10.00. Borgme-steren repræsenterer Kandidatpartiet der sidder på 8 af kommunalbestyrelsens 13 medlemmer, mens Siumut har de sidste 5 pladser. Til kommunen hører 4 bygder der tilsammen har under 500 ind-byggere. Ilulissat blev grundlagt i året 1741 af handelsman-den Jacob Severin. Byen der er Grønlands 3. stør-ste by, har i dag 4918 indbyggere og er vokset med ca. 300 indbyggere bare indenfor de sidste 1½ år. Så sent som midt i 1950´erne bestod byen blot af 10-15 huse ved havnen samt nogle klynger med 4-5 huse lidt derfra. Borgmesteren stammer i øvrigt selv fra en lille boplads et par kilometer væk. Han sejlede om sommeren ind til havnen for at handle, om vinteren brugte han hundeslæde.Fiskeri er byens hovederhverv. Det drejer sig især om hellefisk som fanges hele året i Isfjorden, om vinteren fra hundeslæde. 300 lokale fiskere er beskæftiget med fiskeri af hellefisk. Hertil kommer 15 rejekuttere der fisker fra sommer til jul, afhængigt af issituationen og krabbefiskeri i åbentvandsperioden fra ca. april til februar. Mange supplerer fiskeriet med fangst. I de senere år er omfanget af reje- og hellefiskeriet blevet aftalt med biologerne.Af virksomheder er der fiskefabrikken Royal Greenland og et vodbinderi. De fleste af Royal Greenlands bygdeanlæg er blevet nedlagt gennem de sidste 10 år pga. manglende rentabilitet. Byg-debefolkningen har dog på eget initiativ overtaget

”VW-vejen” på indlandsisen. Vejen fort-sætter ca. 130 km. ind på isen. Foto: EH

Russel-glecherens ”beskidte” iskant. Foto: EH

Geo-Nyt 51 - 20

bygdeanlæggene i to af kommunens bygder hvil-ket har vist sig at være til stor gavn for befolknin-gens erhvervsmæssige overlevelse. Der er endvidere en del offentligt beskæftigede i kommunen, bl.a. i undervisningssektoren som der lægges meget vægt på: Folkeskole, handicap-skole, HK-uddannelse, socialpædagogisk semina-rium, social- og sundhedsmedhjælperuddannelsen samt håndværkeruddannelser. Kollegierne benyt-tes om sommeren til at huse turister.Arbejdsløsheden afhænger af fiskeriet og er sæson-bestemt: Der er ingen arbejdsløshed i sommerperi-oden, derimod er der ofte mangel på arbejdskraft. Sidst på vinteren (januar – april) kan arbejdsløs-heden til gengæld løbe op i ca. 300 personer. Ilulissat er Grønlands førende turistby, primært pga. områdets fantastiske natur. På landsplan kommer der ca. 34.000 turister til Grønland om året, heraf kommer ca. halvdelen til Ilulissat. Populær er især sommerperioden med et par måneders midnatssol og det store hit er naturligvis sejlads til isfjorden - ikke mindst om natten. Der er 3 turistoperatører hvoraf kommunen er medejer af den ene - samt et lignende antal hoteller.Det går generelt godt for kommunen hvilket afspejler sig i stigningen i skatteindtægterne: Midt i 90´erne var de på 64 mio. kr. stigende til 108 mio. kr. i 1999. Den store tilflytning giver dog pro-blemer i form af stor boligmangel. Man er derfor i gang med dels at bygge flere kollegier, dels to andelsboligbyggerier. Kommunen har også proble-

mer med unges selvmord der kommer i bølger på 1-10 pr. år og spiritus. Der er derfor gjort flere tiltag for at give de unge mange (fritids)tilbud så de unge kan sikres større indhold og menings-fuldhed i tilværelsen. Bygderne har færrest selvmord pga. et bedre netværk og større fælles-skab.

Finn Boe Jørgensen.

Over middag samme dag havde vi et hyggeligt og ret uformelt møde med byens kommuneinge-niør, Anders Eistrup

Jensen, der er dansker og har boet i Ilulissat i mange år. Han fortalte sådan ret frit fra leveren om de ting vi spurgte til. Det første emne vi kom ind på var byens affaldshåndtering. Ca. 80% af byen er kloakeret. Spildevandet ryger direkte ud i fjorden hvilket ikke betragtedes som et miljøproblem da der er en stor fortyndingssef-fekt, fjordens størrelse og strømforholdene taget i betragtning. Spildolie fra fiskekuttere mv. sendes dog til Ålborg. Man har endvidere fjernet utrolig meget skrot til ophugning i løbet af det sidste par år, og der arbejdes i den henseende meget på en generel mentalitetsændring.Diskussionen bevægede sig derpå ind på turis-mens miljømæssige påvirkning. Anders Eistrup Jensen mente her at det er vigtigt at turismens vækst kommer i en takt så byggeriet og anlægs-arbejder kan følge med. Han fortalte at borgme-steren er særdeles miljøbevidst, og at man netop havde sendt en ny naturforvaltningslov til høring i kommunen. Indenfor fiskeriet gjorde kommu-nalbestyrelsen desuden en aktiv indsats for at beskytte mod overfiskning. Diskussionen bevægede sig langt omkring i løbet af vores møde med kommuneingeniøren. Vi kom bl.a. ind på en diskussion af Kjeld Hansens artik-ler om ”Grønlands bære-udygtighed”; artikler der efter kommuneingeniørens mening nærmest var at betragte som hetz uden en reel forståelse af den grønlandske virkelighed.

Ellen Habekost.

Langlinefiskere holder kaffemik ved Isfjeldsbanken. Foto: BT

Geo-Nyt 51 - 21

Turisme i IlulissatMøde med Erik Bjerregaard, direktør for Hotel Arctic i Ilulissat.Tirsdag den 13. august sluttede vi dagens pro-gram med et møde med direktøren for Hotel Arctic om turismen i området set fra branchens side. Erik Bjerregaard modtog os på Hotel Arctic og indledte vores besøg med at vise os sin to uger gamle video-optagelse af et stort isfjeld som kæntrede i Isfjor-den og udløste en 10 m høj flodbølge. Da han bor lige ud til fjorden, kunne han følge dramaet på tæt hold. Der omkom ikke nogen mennesker, men tre svenske turister som havde slået lejr ved fjor-den blev skyllet i vandet. En af dem fik et brud på lænden, og de fik alle forfrysninger. Der omkom et antal slædehunde som stod bundet på fjeldet.Erik Bjerregaard har været direktør på Hotel Arctic i 10 år. Han er desuden medlem af Grønlands Turistråds bestyrelse og formand for Turistservice, et privat aktieselskab med 67 aktionærer og en aktiekapital på ca. 1 mio. kr., hvoraf kommunen ejer 48 %. Hotel Arctic har aktier i selskabet.Ilulissat (Jakobshavn) er et eftertragtet turistom-råde, som besøges af 48 % af alle Grønlands turi-ster, pga. attraktioner som Isfjorden, Isbræen og Qeqertasuaq/Disko samt faciliteter som vandrer-hjem, kollegieværelser, hotellerne Icefjord med 16 værelser, Hotel Hvide Falk med 25 værelser og Hotel Arctic med 70 værelser, heraf 5 i iglo-hytter.Hotel Arctic er i et snævert samarbejde med den danske hotelbranche. Hotellet er firestjernet, og det har den grønne nøgle pga. miljøbevidsthed i forhold til rengøring, genbrugspapir osv.

De fleste besøgende er over 45 år, danskere, øvrige skandinavere og tyskere, uden børn, ofte gode pensionister. Der er fokus på en målgruppe omkring Århus, København og i Nordsjælland. Fra Nordjylland er der læserrejser i maj og sep-tember hvor der er billige flybilletter mm. Hvis Grønlandsfly ikke kan flyve fra Ilulissat, betales for ophold og forplejning på Hotel Arctic som ejes af flyselskabet.

Tre former for turisme. Erik Bjerregaard skelnede mellem:1) Hotelturisme (=serviceturisme), hvor turisterne kommer alene eller i grupper. De fleste via turist-bureauerne, andre vha. direkte aftaler via Internet-tet som han kaldte et stærkt medie. De ankommer med fly til Narsarsuaq eller Kangerlussuaq hvor-fra de oftest sejler op langs kysten fra syd til nord, tilbringer 4-5 dage i Ilulissat og flyver hjem derfra. Tre kystskibe sørger for sejladsen. Sæson-prisen er nu ca. 17.000 kr. for fly og ophold på skib og Hotel Arctic i i alt 10 dage. Denne form for turister kommer fra midten af maj og frem til september hvor det er slut. Der er næsten ingen vinterturisme, men der har været en lille vækst i marts-april i de senere år. 33 % af omsætningen kommer fra denne form for turisme.Langt de fleste af disse turister kommer fra Dan-mark. Kombinationsturismen Island-Grønland er hørt op, men ventes i gang igen. Passagerruten Canada-Island-Grønland som blev igangsat i 1982 er ophørt pga. manglende lønsomhed. Der kommer nogle få nordamerikanske turister med charterfly. Siden 1980’erne er der brugt rigtig mange penge for at få amerikanske turister til Grønland, men det har været alt for dyrt at reklamere, og des-

Udsigten fra Hotel Arctic, den røde gangbro går fra hotellet og ned til de små iglo-hytter tæt ved vandet som Hotel Arctic også udlejer. Foto: EH

Hotel Arctic fra gangbroen. Foto: EH

Geo-Nyt 51 - 22

uden har mange amerikanere ikke pas og ved ikke meget om geografi. 2) Erhvervsturisme hvor man især efter “11. sep-tember” har fået øje på Grønland. I august har der bl.a. været besøg af Anders Fogh Rasmussen m.fl., EU’s udenrigsministre og Nordisk Minister-råd. De nordiske lande holder mange konferencer i Grønland. Da erhvervsturismen ofte foregår uden for sommerperioden, og udenlandske erhvervstu-rister erlægger et langt større beløb pr. dag end andre turister, satses der meget på dem. Der er dog også tilbud om indenlandske kurser. Erhvervstu-rismen bidrager med ca. 36 % af omsætningen. 3) Gennemrejsegæster.

Turistmæssig bæredygtighedIlulissat Isfjord er det mest besøgte turistområde i Grønland. Isfjordsområdet er nu indstillet til at blive optaget på UNESCO’s liste over Ver-densnaturarv. Folk i Ilulissat, især miljøfolk, er bekymrede for den store turisme og den slitage på naturen som den medfører, f.eks. i Sermermiut-området. Men Erik Bjerregaard mente at de turi-ster som kommer til Grønland er velinformerede, har en forkærlighed for geologi, botanik og is, og de sviner ikke. Turisterne er faktisk gode eksem-pler for de folk som bor her. Vi sviner f.eks. ved direkte udledning af spildevand, ved at opbevare gammelt skrammel overalt osv. Kommunen er dog meget aktiv med at rydde op og holde rent, og affaldsforbrændingen er f.eks. flyttet væk fra byen

ud mod lufthavnen. Naturen er meget sårbar, og f.eks. ser spor fra franske polarforskeres bæltekø-retøjer fra Base Camp i 1947-53 ud som om de lige har kørt der.Der er nu indført miljøafgifter for anløb af turist-skibe. Turisterne fra cruiseskibene lægger ikke mange penge i byen: De køber ikke mange souve-nirs, og de medbringer selv både til at sejle ind til iskanten med.

Grønlænderne og turisterhvervetTuristerne efterspørger kvalitetsoplevelser. Ilu-lissat er ret restriktiv over for brugen af snescooter; de må ikke benyttes ved mundingen af Isfjorden

hvor fiskerne ligger. Der kan til gengæld møn-stres ca. 100 hundeslæ-der med 10 hunde for hver. Der er mulighed for bådture, men det er ret dyrt. Der er mulig-hed for trofæjagt, dvs. for at skyde rensdyr og moskusokse i Kanger-lussuaq og Sydgrønland. Og der kan udstedes fiskecertifikat. Det er et mål at inddrage grønlændere i turister-hvervet, dog ikke som helårsbeskæftigelse. På Hotel Arctic er der 50 ansatte, heraf 40 grøn-lændere og 10 danskere.

Der er grønlandske elever i receptionen og i kokke- og tjeneruddannelse. Den teoretiske del af deres uddannelse foregår i Danmark hvor de klarer sig godt. Tilgangen er dog generelt lille. Derfor er der stadig danske fagfolk i køkken og restaurant. Det er svært at klare serviceniveauet i Grønland, og der er mange andre erhverv som efterspørger de samme mennesker. Mange søger til GU (Grøn-lands Gymnasiale Uddannelse), tager derefter til Danmark og vender først hjem mange år senere. Det er en myte at grønlandsk arbejdskraft ikke er så kompetent som dansk. Grønlænderne er meget ærlige og derfor nådesløse, de har stor humor, smiler meget og tager ikke ting så tungt. Det kan danskere lære meget af.Der er stor politisk vilje i Grønland til at satse på turisterhvervet som en ny søjle efter fiskeriet.

Isfjeldsbanken ved Ilulissat, isfjeld med brændingshule. Foto: BT.

Geo-Nyt 51 - 23

Hotel Arctic har f. eks fået fondsstøtte til en udvi-delse af hotellet, og der arbejdes med støtte til sti-mulering af “outfittere”, dvs. grønlændere som skal lære at servicere turister, også ude i bygderne, hvor der kan serveres kaffe, vises håndværk osv. Men de ting der skal sælges til turisterne, skal være genuine.

Anne-Lise Lykke-Andersen.

Bygden RodebayPå vores 3. dag i Grønland sejlede gruppen tidlig om morgenen med skibet ”Smilla” ud til bygden

Rodebay for at hente frokostforsyninger. Der-efter sejlede vi videre til Pakitsoq og op gennem strømmen ved Sarfaq, et meget smalt stræde hvor man tydeligt kunne se tidevandsforskellen mellem havvandet og isens smeltevand i fjor-den Pâkitsup Ilordlia. Vi sejlede videre til Qinqua Avangnardleq hvor 3 personer blev sat i land med gummibåd. Vejret var flot, men det blæste op og da barometeret tilmed faldt synligt besluttede skipper at vi

ikke kunne gå i land. Altså: Vores hike til ind-landsisen blev aflyst! Vi skulle ifølge planerne have vandret 3 timer ind til isen og 2 timer tilbage – og på vores vej bl.a. have set arktisk klitland-skab, smeltevandsdelta og randmoræner.Efter et krisemøde mellem den faglige ledelse og Elke Meissner, besluttede man at ændre program-met til først et besøg i bygden Rodebay og efter-følgende en sejltur til Isfjeldsbanken ved Ilulissat.Bygden Rodebay (Oqaatsut) ligger 15 km nord for Ilulissat kommune som den hører under. Den er med sine 47 indbyggere den mindste af kommunens 4 bygder. Navnet Rodebay stam-

mer fra hvalfangertiden hvor hollandske hval-fangere navngav stedet ”Roo Bai” som på hol-landsk betyder Røde Bugt. Vandet blev farvet rødt pga. hvalblodet. Rodebay har været beboet siden 1700-tallet hvor hvalfangerne bl.a. etablerede et oliekogeri. I 1877 fik stedet status som udsted.I dag består området af et antal bygninger:• Fiskefabrikken der tid-ligere hørte til under KNI. Fabrikken gik ned og er i dag en privat

Rodebay, aug. 2002. Foto: BT

Rodebay, aug. 2002. Foto: BT

Geo-Nyt 51 - 24

virksomhed ejet af lokale fiskere, fiskere i Ilulissat og Greenland Tours Elke Meissner (turistbureau gennem 25 år i Ilulissat). I perioden fra januar til marts fremstiller fabrikken ræklinger: Hellefiske-fileter skæres op i tynde strimler og lufttørres i fabrikkens 2 bygninger. Disse har vinduesåbnin-ger med hønsenet og sækkelærred for, idet ræk-lingerne skal tørres langsomt og uden sollys. Ræklinger er en stor delikatesse (snack) der sælges lokalt i Ilulissat.• Supermarked som er velassorteret og har funk-tion som posthus med mønttelefon.• Skole-Kirke-Forsamlingshus i én bygning. Sko-lebordene kan åbnes og bliver herved til kirke-bænke, lokalets bageste skydedøre åbnes og vupti - man har alter og andet kirkeligt udstyr. En kate-ket afholder gudstjenesten. Skolen har (år 2000) 6 elever gående fra 1. til 5. klasse. Efter 5. klasse fortsætter børnene undervisningen i Ilulissat. De flytter hjemmefra og bor på kollegium.• Kombineret vand- og kraftværk: Drikkevandet produceres ud fra havvand ved omvendt osmose. Vandet kan hentes ved 2 taphuse. Smeltet is er et godt alternativ. Faktisk indsamler grønlændere strandede isklumper, idet smeltet is anses for at være det bedste drikkevand. Elektricitet produce-res ud fra diesel i den samme bygning. • Restaurant og et mindre vandrerhjem er indrettet i de tidligere KGH-bygninger, pakhus og bødkerværk-sted. ”Greenland Tours Elke Meissner” driver restau-rant, vandrerhjem og teltlejr. Faciliteterne benyttes af turister, der er vandret eller sejlet til bygden. Der

er også mulighed at over-natte på Bed & Breakfast, dvs. overnatte hos lokale – men indtage morgenma-den på restauranten fordi der ikke er sikkerhed for at værtsfolkene får lavet morgenmad.• Mange huse ligger i øvrigt spredt i området og der er mange hunde. Hundeslæden er den eneste forbindelse til Ilu-lissat om vinteren og anvendes i øvrigt også til isfiskeri. Ikke alle huse har helårsbeboelse. Klo-akering eksisterer ikke i Rodebay. Husene har

afløb fra vasken direkte ud, dvs. spildevandet fun-gerer som gødning. Toilettet er en tønde foret med en kraftig plastikpose der kan lukkes med en metaltråd når den er fyldt. Posen er iøjnefal-dende gul. Den indsamles og sendes derefter til Ilulissat hvor indholdet tømmes direkte i havet. Posen brændes sammen med det øvrige brænd-bare affald. NB! Ilulissat investerer pt. i et for-brændingsanlæg således at man fra næste år skulle slippe for den ubehagelige røg fra den åbne affaldsforbrænding nord for byen.• En jordmoder-og sygeplejestation er der også.

Bente Tuxen og Kirsten Kongstad.

Isfjeldsbanken i Jakobshavn IsfjordIsfjeldsbanken er en endemoræne der ligger i en

Rodebay, aug. 2002. Foto: BT

På vej mod Isfjeldsbanken, Foto: EH

Geo-Nyt 51 - 25

dybde på 150-200 m. Isfjeldene strander her og først efter 10-12 måneder presses de ud over tærsklen af de nye isfjelde. Afsmeltning og tide-vandet hjælper også til med søsætningen.Jakobshavn Isbræ producerer isbjerge der er op til 100 m høje (over vandet) og der søsættes 20 millioner tons is dagligt. Den ældste is er op til 100.000 år gammel. Denne produktion finder sted 35 km øst for Isfjeldsbanken. Isbræen bevæger sig 22 m i døgnet. De yderste 12 km af gletcheren har ikke kontakt med fjordbunden (1500 m), dvs. isen flyder delvis i vandet. Der sker store kælv-ninger hver 2. til 4. uge, og der afgives så store ismængder at gletcher-fronten kan rykke 1 km tilbage. Det kan tage op til et par år før disse store isbjerge når frem til fjordmun-dingen. Isen smelter undervejs og store styk-ker falder fra. Når store isstykker falder af, resul-terer det i flodbølger. Lige inden kursets start havde en 10 m høj flodbølge skyllet langs kysten og 3 svenske kajaksejlere blev med deres telte trukket 100 m hen over klipperne.

De reddede kun livet fordi langlinefiskerne fik travlt med at tilse og tjekke deres liner. Isbjergene er utrolig flot te: Nogle flyder i samme position som da de blev søsat, dvs. med revner & sprækker øverst og farvet brune af korrosionsstøv gennem mange år. Andre er tippet og viser enten den slidte og eroderede bund/side eller kælvningsfladen.Ved vandoverfladen kan man se brændingshuler, og isen kan have klare blå striber som er en tidligere smeltevandssø

eller en vandfyldt sprække der er frosset for mange år tilbage.

Bente Tuxen & Kirsten Kongstad.

Rundtur i Qeqertarsuaq (God-havn)Kursets 4. dag var oprindeligt programsat med en sejltur fra Ilulissat via Qasigiannguit til Qeqer-tarsuaq (Godhavn). Planer kan ændres (af Grøn-landsfly, red.) – også til det bedre, dvs. vi fik en

De store isfjelde, op til 100 m høje, Isfjeldsbanken, Foto: BT

Et kig mellem husene i Qeqertarsuaq til Diskobugten, foto: BT

Geo-Nyt 51 - 26

helikoptertur til Godhavn. Da sigtbarheden var god, blev det muligt ved afgangen fra Ilulissat at se Jakobshavn Isbræ fra oven, og da vi nærmede os Godhavn på Disko fik vi et første blik over plateaubasaltformationen med flotte cirkusdale og isbræer. Den sparede tid ved helikopterflyvningen blev så anvendt til en såre nyttig tur i byen med turistkontorets guide, Dorte.Man venter at finde en fiskefabrik i alle Grøn-

lands større byer (Godhavn har ca. 1000 indbyggere). På havnefronten ligger ”Royal Greenlands” tidligere reje- og hellefiskefabrik der blev lukket i 1998 pga. selskabets ”kapa-citetstilpasningspolitik”. Der-efter måtte fiskerne lande fangster i Aasiaat og Ilulissat hvilket har gjort det vanskeligt at beholde erhvervsfiskerne i byen. Med de eksisterende bygninger og arbejdskraften i Godhavn som argument har ”Royal Greenland” i stedet udlagt en nicheproduktion til fabrikken: Fremstilling af ”fril-ler”. Dermed menes afskrabet kød fra finnestrålerne på helle-fisk. Dette produkt er en efter-

spurgt bestanddel i japanske sushi retter. For tiden er 3 funktionærer og 43 timelønnede beskæftiget på denne, byens største, arbejdsplads.Næste besøg var på en af byens mindste arbejds-pladser, ”Great Greenlands” modtagestation for sælskind. Her er én mand ansat til at opkøbe, vaske, salte og nedfryse sælskind fra registrerede erhvervsfangere. Fritidsfangere kan ikke sælge skind til ”Great Greenland” der er en Hjemme-

styreejet virksomhed. Denne begrænsning i sæljagten der er et vigtigt erhverv i de små byer og udsteder mødte ingen for-ståelse hos de mænd, jeg talte med ved jollehavnen. Det blev oplyst at 60% af de ind-handlede skind senere blev kasseret. Alligevel overstiger skindproduktionen behovet da indhandlingsprisen er offent-ligt støttet.Der blev også tid til et besøg i byens historiske museum som er indrettet i embedsboligen for den daværende landsfoged for Nordgrønland. Kolonien Godhavn blev oprettet 1773 og 200-årsdagen blev bl.a. fejret med at fange en grønlandshval (”en gammel én – ja, den var nærmest halvdød på fangst-

Brættet t i Qeqertarsuaq, foto: TS

Sælkød på brættet i Qeqertarsuaq, foto: TS

Geo-Nyt 51 - 27tidspunktet”). De impone-rende kæber fra denne hval er rejst ved ”Kongebroen”; den anløbsplads som blev bygget til kongebesøget i 1921. I kvarteret omkring museet ses andre huse fra koloni-tiden, bl.a. KGH’s gamle lagerbygninger. De syner i dag ikke af meget mellem KNI’s supermarked, tøjbutik-ken og byggemarkedet. Flere privatejede butikker er også kommet til i de senere år. På det sidste besøgssted kunne jeg konstatere at der stadig fanges bardehvaler af anseelig størrelse. Af mere end 2 meter lange hvalbarder udskæres/fremstilles kunst-håndværk. De ca. 10 kunst-nere der kommer i dette hus bruger dog også andre råmaterialer, f.eks. basalt (en bestemt jern-rig type), fedtsten, rensdyrtak, hvaltænder, skind m.m. Hjemmestyret og kommunen har i fælles-skab indrettet et kombineret værksted og kursus-lokale samt ansat en leder for at højne kvaliteten i det lokale husflid/kunsthåndværk. Kombinerer man behovet for at holde fast i nogle bånd til det gamle fangersamfund med behovet for turistsou-venir i god kvalitet, forstår man hvorfor hjemme-styret og kommunerne driver disse værksteder.

Thyge Steffensen.

Qeqertarsuaq (Godhavn) Kom mune. Fredag den 16. august havde vi om formiddagen et møde med borgmesteren og kommuneinge-niøren i Qeqertarsuaq Kommune. Borgmester Lars Karl Jensen (LKJ), fra partiet Siumut, havde sin egen udlægning af pladetek tonikken: Ifølge et gammelt sagn er Disko-øen flyttet til dens nuvæ-rende placering fra Sydgrønland. Øen var til gene for nogle jagtområder, og da Nordgrønland ingen kvaner havde, besluttede åndemanerne at slæbe øen nordpå med kajak til dens nuværende place-ring.LKJ ønskede at give forsamlingen et indblik i hvordan det er at fungere i et samfund hvor alting

skal formidles på to sprog. Han holdt derfor sit oplæg om Qeqertarsuaq på grønlandsk og blev oversat af en af kommunens tolke. Han formule-rede sig i øvrigt ganske udmærket på dansk. Byen Qeqertarsuaq blev grundlagt i 1773, og LKJ nævnte at byen har haft stor betydning for Grønland i flere henseender. Den har været base for mange ekspeditioner i det nordlige arktiske område. Da Grønlands Landsråd i sin tid blev oprettet, fik den nordlige del heraf sæde i byen. Flere videnskabelige stationer blev placeret ved byen. Endvidere har byen været center for tele-grafforbindelsen med omverdenen. Den teknolo-giske udvikling har overflødiggjort flere af disse funktioner. I dag er der kun Magnetisk Observato-rium og Arktisk Station tilbage.Siden kulminebyen Qullissat blev nedlagt i 1972,

Opslagstavlen i Qeqertarsuaq, foto: TS

Dumpen i Qeqertarsuaq, foto: EH

Geo-Nyt 51 - 28

har Qeqertarsuaq været eneste kommune på øen Disko. Der er nu kun en enkelt tilhørende bygd, Kangerluk (Diskofjord) med 56 indbyg gere, og hele kommunen har efter seneste opgørelse i alt 1066 indbyggere.Det er af mange grunde svært at gøre et lille sam-fund af den størrelse bæredygtig i økonomisk hen-seende. Det samme kan siges om det grønlandske samfund i det hele taget. Opretholdelse af den nuværende levestandard med tilhørende service-niveau kræver da også økonomiske tilskud udefra. I Qeqertarsuaqs tilfælde fra landsstyret, i Grøn-lands tilfælde fra Danmark.Kommunen oplevede midt i 1990´erne et meget strengt tilsyn fra Kommunernes Tilsynsråd. Kom-munens økonomi er nu i bedring, men stadig anstrengt. Den er selvsagt meget påvirkelig af svingninger i arbejdsløsheden der igen er meget sæsonpræget. LKJ vurderede at der sidste vinter var 60-70 arbejdsløse mod 10-15 stykker i som-mersæsonen. Endvidere vurderede han at man i kommunen i nærmeste fremtid har brug for at etablere 30-40 nye blivende arbejds pladser, hvis ikke arbejdsløsheden skal stige markant og dermed igen sende kommunens økonomi til tælling. Hvilke muligheder er der så for at skabe nye arbejdspladser? Det er ikke umiddelbart indly-sende hvordan de skal etableres. Tankerne falder i første omgang på fiskerierhvervet. I forvejen er 70-80 personer beskæftiget med fiskeri og fangst. Byen havde indtil for få år siden en rejefabrik. Den er nu lukket, og indhandling og produktion er flyttet til Aasiaat (Egedesminde) og Ilulissat (Jakobshavn)). I stedet blev etableret en produk-tion af “friller” baseret på råvareleverancer af restproduktet fra fileterede hellefisk fra fiskefa-brikkerne i Ilulissat og Uummannaq. Det er Landsstyret der bestemmer den overord-nede planlægning af produktion og indhandling ud fra en skøn blanding af økonomiske og regio-nalpolitiske hensyn. Kommunen har ikke så meget indflydelse herpå. Danske økonomer har sammen-lignet den grønlandske økonomi med planøkono-mier som Cuba og Nordkorea og foreslår generelt en øget privatisering af det grønlandske erhvervs-liv. Det kniber dog gevaldigt med privat risiko-villig kapital der er interesseret i at investere i Qeqertarsuaq, kunne borgmesteren fortælle os. Han nævnte dog at det er værd at undersøge andre muligheder for produktion og eksport, f.eks. kil-devand og is.

Et andet erhverv som måske fremover kunne bidrage med øgede indtægter til byen er turister-hvervet. En øget tilstrømning af turister til byen kræver dog udbygning med forskellige faciliteter, f.eks. overnatning, spisesteder og flere turistguider samt en øget trafikkapacitet i området. Desuden ligger der en opgave i at sprede turisttilstrøm-ningen over året. Noget andet er så hvordan den øgede turisme vil påvirke lokalsamfundet.Kommuneingeniøren var mødt op for at fortælle om byens miljømæssige tilstand. Som følge af den økonomiske og befolkningsmæssige udvikling i Grønland, er affaldsmængderne hastigt stigende. Dette konstaterede vi senere ved selvsyn da vi besøgte byens losseplads - på Grønland benævnt “dumpen”. Situationen i dag er den at kun mil-jøfarligt affald indsamles og sendes til Danmark til destruktion. Det der kan brænde, brændes af i åbne bål, og resten får lov til at ligge. Metalaf-fald repræsenterer ikke nogen værdi, men er kun en omkostning. Efterhånden ophobes der betrag-telige mængder metal, især i form af skrottede biler og entreprenørmaski ner. Set i global sam-menhæng er miljøproblemerne selvfølgelig ikke store, men det kan dog udgøre et lokalt problem, og en mere omfattende landsdækkende miljølov-givning er undervejs. Bl.a. diskuteres muligheden for fremover at pålægge miljøafgifter - en ting der vil være fremmed for de fleste grønlændere og selvfølgelig pålægge lokalsamfundet øgede udgif-ter. Men på lidt længere sigt er det nok en nødven-dighed.

Jens Damgaard.

Søjlebasaltformationerne ved Kuannit (Kvanfjeldet).Fredag den 16. august tog vi efter frokost på en vandretur ud til Kuannit for at se på søjlebasalter – og samtidig få et indblik i Diskos geologiske/pladetektoniske oprindelse.Qeqertarsuaq ligger på gamle prækambriske gnej-ser fra tidlige foldeperioder. Lige ovenfor byen er disse dækket af relativt unge basaltformationer som stammer fra den tidligste åbningsfase af Nordatlanten for ca. 200 mio. år siden. Opsprækningen af Nordatlanten blev ini-tieret af en hotspot. I øvrigt den samme hotspot som i dag befinder sig under den sydøstlige del af

Geo-Nyt 51 - 29Island og er årsagen til at Island overhovedet eksi-sterer, idet man ingen andre steder i verden ser oceanrygge ”gå på land”. Den basaltiske hotspot vulkanisme har i begyndelsen været meget voldsom, med produktion af enorme mængder af

plateubasalter som i dag ses på Disko og i Øst-grønland. Nyere forskningsresultater fra bore-pro-jekter ud for den grønlandske østkyst har vist at denne første vulkanisme har været både pludselig og meget voldsom i sin karakter. Nederst i basaltformationerne på Disko findes tykke lag af pudelava-breccie der er dannet ved lavaens kontakt med havvand på en vis vand-dybde. På et tidspunkt er basaltproduktionen nået op over vandets overflade (en ø er dannet) hvoref-ter tykke plateaubasalter er aflejret på land. Hvor disse basalter er strømmet ud i havet langs kysten, er der fundet en relativ hurtig afkøling af lavaen sted. Herved dannedes en masse søjlebasalter. Søj-lernes opsprækningsretning er altid vinkelret på afkølingsfladen. Det var netop sådanne formationer af søjlebasalt som vi så ved Kuannit der ligger ca. 4 km. fra Qeqertarsuaq. Både den underliggende pudelava-breccie og søjlebasalterne er relativt let eroderbare hvilket er med til at forme de fantastiske basaltfor-mationer med talrige brændingshuler langs kysten. Flere steder kunne man langs kysten desuden finde mange udfældninger af hvide zeolitmineraler i basalterne. Disse er dannet sekundært, dvs. lang

tid efter at basalten er størknet. Ved afkøling af cirkulerende varmt grundvand med et højt mine-ralindhold, har der senere fundet en udfældning af mineraler sted i de oprindelige hulrum (vesikler) og sprækker efter de gasbobler der har været i det opstigende magma og som er undsluppet lavaen under udbruddet.Ikke så underligt kunne man flere steder langs kysten ved Kuannit nemt få den fornemmelse at man ligeså godt kunne have befundet sig ved kysten i nogle af de ældste dele af Island. En ret spøjs oplevelse!Foruden de fantastiske søjlebasaltformationer, er Kuannit blandt de lokale kendt for de store mæng-der af kvan der vokser ved de talrige ensvarme kilder som findes i området, heraf navnet Kuannit der betyder ”Kvanfjeldet”. De ensvarme kilder er let genkendelige pga. den stærkt lysegrønne vege-tation omkring kilderne hvilket desuden er med-virkende til at give området et frodigt præg. Vi havde i forbindelse med vores besøg samme dag hos borgmesteren fået en herlig smagsprøve på kildevand tilsat frisk kvan. Vi var derfor ikke sene til at forsyne os med kvan til eget forbrug, inden vi i begyndende småregn vendte snuderne hjemad mod vandrehjemmet.

Ellen Habekost.

Søjlebasaltformationer fra forskellige vinkler ved Kuannit, foto: EH

Geo-Nyt 51 - 30

Glacialmorfologi i BlæsedalenI dis og finregn gik turen lørdag den 17.august til Blæsedalen der ligger ca. 3 km nordøst for Qeqertarsuaq, mellem Lyngmarksfjeldet og Skar-vefjeldet som er opbygget af plateaubasalter. Blæsedalen er omtrent 2 km bred og har en karak-teristisk U-form dannet af gletschere i løbet af istiderne.

På vores tur passerede vi Røde Elv og gik ind i Blæ-sedalen langs dalens østside og fortsatte op på ”Pje-tursons Moræne”. Pjetursons Moræne fremtræder som en enorm jordvold der ligger på tværs af dalen. Den er ca. 1400m lang, 500m bred og 50 m høj. Morænevolden er afsat under den sidste istid. Fra toppen af morænen var der trods det disede vejr en fin udsigt ind i Blæsedalen der nord for moræne-volden bl.a. består af en 300-400 m bred flodslette med en anastomoserende flod, Røde Elv. Navnet skyldes flodvandets rødgrumsede farve som stam-mer fra indholdet af udvaskede jernforbindelser fra Skarvefjeldets og Lyngmarksfjeldets plateaubasal-ter og forvitringsflader.Et anastomoserende flodsystem er et meget dyna-misk aflejringsmiljø, der er karakteriseret af store variationer i strømhastighed, vandføring og sedi-mentlast. Vandføring, strømhastighed og sediment-last i Røde Elv varierer rytmisk på døgn- og årsbasis hvilket hænger sammen med at floden modtager det meste af sit vand fra områdets gletschere. Lige nord for Pjetursons Moræne samles det anastomo-serende flodsystem til et enkelt løb der gennemskæ-rer morænen og fortsætter sit løb mod syd. På morænevoldens skråninger ned mod floden kunne ses tydelige tegn på jordflydning. Mørke fugtige striber af jord uden vegatationsdække der glider nedad oven på permafrostlaget, veks-lende med grønne vegetationsdækkede striber hvor bevægelserne ikke er så store.Af andre periglaciale fænomener der kunne ses i området, kan nævnes polygonjord og palser. Palser dannes af is i en vandsamling ca. 1 m nede i tørven som presses op når vandet fryser til is.

Basaltcanyon, Disko, foto: Willi Hede & Herle Ulfeldt

Vandfaldet i basaltcanyon, flydejordstrukturer på Pjeturssons moræne, foto: Hede & Ulfeldt

Udsigt over Røde Elv i Blæsedalen fra Pjeturs-sons Moræne , foto: Hede & Ulfeldt

Geo-Nyt 51 - 31De ses som små forhøjninger i de fugtige enge.Vores vandring fortsatte mod syd langs elvens østbred. Her passere-des vandfaldet hvor floden bruser gennem en canyonagtig kløft i plateaubasalterne.På den modsatte side af floden kunne iagttages nogle meget lyse-grønne områder. Det er eksempler på ensvarme kilder med en vand-temperatur på 2° - 4° året rundt. Den lysegrønne farve stammer fra hvidmos som trives særlig godt ved disse kilder.Syd for vandfaldet, stadig på østsiden af Røde Elv, gik vi over en række marine terrasser/strandvolde der er opbygget af 10 – 30 cm store rullesten. Den øverste terrasse ligger i ca. 40 m’s højde. Disse højtliggende strandvolde er fremkommet ved land-hævningen efter den sidste istid. Yderlige tegn på at vi her befinder os på en gammel kystlinie, er strandpillerne, der er erosionsrester af basalten. Turen gik nu tilbage til vandrehjemmet ved Sorte Sand. Strandbredden ved Sorte Sand er opbygget af basaltsand der for størstedelens vedkommende stammer fra Røde Elv. Vejret var nu klaret op, og vi kunne nyde aftensolen over de smukke isfjelde.

Willi Hede og Herle Ulfeldt

Udkiggen og Engelskmandens HavnMorgenen bød på lavthængende skyer og regn samt nysne på fjeldsiderne over 300m´s højde. Hermed overgik gruppen til »Plan B« da den plan-lagte tur op til Lyngmarksbræen i 900 m. højde ikke var mulig under sådanne forhold.Søndag formiddag den 18. august gik vi derfor til »Udkiggen« hvorfra man traditionelt har holdt øje med såvel hvaler som konkurrerende hvalfangere. Turen hertil gik forbi »Dumpen« hvor alskens affald ligger ophobet i utiltalende bunker. Områ-det flyder med glasskår, skrot og plastaffald.Geologisk er området en dybt indskåret halvø, bestående af iseroderet, opsprækket gnejs med mange flotte pegmatitårer. Det fugtige vejr gjorde balancegangen på de glatte rundklipper til en risi-kabel affære, men udsigten over havet med fugle-træk og isfjelde var betagende - og af ovennævnte grunde var der ingen tilskyndelse til at vende blik-ket ind mod land...Søndag eftermiddag gik turen så til »Engelskman-dens havn«, som ligger i »3. bugt til venstre«, et stykke vest for Godhavn. Igen klatring over glatte klipper, men undervejs så vi fine, ensvarme kilder (4 – 6 °C året rundt) der bl.a. udnyttes til drik-kevandsforsyning for byen. Kilderne er let gen-kendelige på grund af den omliggende vegetation af farvestrålende irgrønne mosser og urter. Ved Engelskmandens havn findes en kilde hvor vandet

Geografer i tåge på Pjeturssons moræne, foto: TS

Lyngmarksfjeldet set fra Heliporten i Qeqertarsua, FOTO: eh

Geo-Nyt 51 - 32

afgiver radioaktiv stråling (gammastråling). Dette er meget usædvanligt da de fleste lignende kilder afgiver alpha- eller beta-stråling. Befolkningen har i tidligere tid brugt mudder fra det radioaktive vand-løb til at behandle hudsygdomme som f. eks fnat.Nogle få kursister så sidst på dagen hvaler der bol-trede sig i bugten. Dem kunne vi så tænke på da vi indtog den ægte grønlandske middag, tilberedt til os af en lokal fanger og hans kone. De serverede hval (som vi godt kunne lide) og sælsuppe med grødris (som afgjort er en »acquired taste«). Hen på aftenen lettede skyerne så vi ved afrejsen næste dag kunne nyde udsigten over de lokali-teter vi ikke kom til at besøge! En lille gruppe på 4, deriblandt undertegnede der skulle med den sene helikopter, nåede dog halvvejs op til Lyng-marksdalen: Belønningen var en betagende udsigt samt halsbrækkende klatreture på de imponerende

blokgletschere der lukker indgangen til dalen. Tiden tillod dog desværre ikke et tilbundsgående gensyn med det feltområde som jeg selv var med til at kartere i 1976, men fra helikopteren så det ud som om at gletscherfronten var smeltet en del tilbage i løbet af de mellemliggende 26 år. Det er godt at vide, at man har en und-skyldning for at vende tilbage en anden gang!

Vibeke Marquardsen.

Skolebesøg i Qeqertar-suaqSom nævnt andetsteds så blev vi delt i to hold da vi skulle tilbage fra Disko til Ilulissat eftersom helikopteren kun kunne medbringe otte passagerer ad gangen. Et hold tog af sted om formiddagen og et hold om eftermiddagen. Jeg var af Alpha Air blevet placeret på eftermiddagsholdet. Men også dette hold splittedes i to. De fleste drog til fjelds for at komme så højt op som muligt efter de foregående dages regnvejr, mens Finn og jeg besøgte den lokale skole og en billedkunstner. Så ved nitiden vandrede Finn og jeg til skolen (Qeqertarsuup Atuarfia) for at få et indtryk af en grønlandsk skole. Vi fandt frem til skoleinspektørens kontor, og stor blev vor overraskelse da inspektøren viste

sig at være en person som vi kendte i forvejen. Skoleinspektøren var Kristian Broberg som tidli-gere havde deltaget i vores møde med Qeqertarsu-aqs borgmester.Vi forklarede ham at vi gerne ville se skolen og overvære lidt af undervisningen. Men han bekla-gede at han ikke kunne give os lov til overvære undervisningen da han følte at han først måtte bede om lærernes tilladelse på et lærermøde. Men han ville da gerne fortælle os om skolen.Qeqertarsuup Atuarfia (skolen) er bygget for ti år siden. Den har store lyse og venlige undervis-ningslokaler og alt moderne udstyr. Der er cirka 400 elever og 30 lærere. 27 grønlandsk uddan-nede og 3 fra Danmark. Skoleinspektøren selv var uddannet i Nuuk, og det var hans kone (der også var fra Sydgrønland) der havde insisteret på at de skulle flytte til Qeqertarsuaq. Hvilket han selv nu

Ensvarm kilde vest for Qeqertarsuaq, foto: VM

Geo-Nyt 51 - 33var meget tilfreds med. Hans kone var i øvrigt byens eneste tandlæge.Den grønlandske folkeskole er opbygget nogen-lunde som den danske, bortset fra at eleverne begyn-der i skolen et år tidligere end i Danmark. Den danske børnehaveklasse svarer altså til den grøn-landske førsteklasse. Grundskolen består af ni klas-ser. Derefter kommer fortsættelsesskolens tiende og elvte klasse, og til sidst kursusskolens tolvte klasse. Tolvte klasse indeholder udelukkende individuelle valgfag, og skal give eleverne mulighed for at læse videre både i Grønland og i Danmark. Skolerne fungerer stort set som i Danmark med en ansvarlig skolebestyrelse, en administrerende sko-leinspektør samt et rådgivende pædagogisk råd af lærere og et elevråd. Tidligere havde man to parallelle skoleforløb: Et dansksproget hvor al undervisningen var på dansk, og et grønlandsksproget hvor dansk og grønlandsk var mere eller mindre sidestillede. For nylig har man imidlertid afskaffet den dansksprogede sko-lelinie. Alle børn skal nu gå i den grønlandskspro-gede skole. Dvs. at undervisningen i princippet skal foregå på grønlandsk, og at dansk skal være første fremmedsprog lige fra første klasse. Men realiteten er at en stor del af undervisningen stadig foregår på dansk (meddelt af danske lærere). Meningen med skolereformen var at ophæve skel-let mellem danske og grønlandske skolebørn. Man ville have en total integration børnene imellem. Og man ville have at de ikke-grønlandsk spro-gede elever tilegnede sig det grønlandske sprog, samtidig med at de grønlandsk sprogede elever blev mere fortrolige med dansk. Da vi senere kom ud på legepladsen i et frikvarter, kunne vi se at det også fungerede således. (Nogle få) danske og (mange) grønlandske børn i en stor forvirret blan-ding. Alle talte grønlandsk indbyrdes.Der er efter min mening ingen tvivl om at denne nyordning har både fordele og ulemper. Mange danske forældre vil nok overveje seriøst at vende tilbage til Danmark når deres børn skal begynde i skolen. Ikke fordi den grønlandske skole er dårlig, men netop fordi den er grønlandsk og ikke dansk. For at imødegå dette har man indført særlige fagord-ninger, herun der dansk som modersmålsundervis-ning, for de dansksprogede børn.Efter denne introduktion tog inspektøren os med til biologilokalet hvor en af skolens danske lærere underviste på dansk. Emnet var botanik, og ele-verne i denne sjette klasse var i gang med indivi-

duelle opgaver. De dissekerede hver især en frisk plante med hjælp fra en dobbeltsproget dansk-grønlandsk plan tenøgle, mens læreren gik rundt og hjalp. Eleverne talte grønlandsk indbyrdes og et knap så godt dansk med læreren. På os virkede de meget generte over at skulle tale dansk. Den unge kvindelige lærer fortalte os at hun og hendes mand (som også var lærer) var i gang med deres andet år på denne skole. De var simpelthen faldet for byen, dens indbyggere og den vældige natur. Om de ville tilbage til Danmark, og i givet fald hvornår, vidste hun ikke. Hun fortalte endvidere at alt på skolen var dobbeltsproget dansk-grøn-landsk: Lærermøder, protokoller - simpelthen alt. Så hun havde ingen vanskeligheder ved at deltage i skolens liv. Men skoleinspektøren havde tidli-gere fortalt at han fandt at det var en stor belast-ning for ham at alt skulle foregå på begge sprog. Det blev simpelthen for bureaukratisk.Vi forlod klassen da det blev frikvarter. Vi fort-satte vores rundgang på skolen og fik forevist både almindelige undervisningslokaler og faglokaler. Alt virkede lyst og moderne, og faglokalerne var vel forsynet med apparater og lignende. Til sidst endte vi ude på legepladsen hvor Kri-stian Broberg fortalte os at han i modsætning til andre steder i Grønland ikke havde problemer med skaffe faguddannede lærere, hverken fra Danmark eller Grønland. Og det forstod vi egentligt godt.

Niels Westh.

Besøg hos en kunstnerEfter besøget på skolen gik Finn og jeg hen til en af byens tupilakkunstnere, Karl Broberg (det vir-kede som om det meste af byen hed Broberg til efternavn, uden at de i øvrigt var i familie med hinanden.)

Kunstneren Karl Brobergs fantastiske have i Qeqertarsuaq – et usædvanligt syn! foto: EH

Geo-Nyt 51 - 34

Vi fandt ham i hans værksted. Det var et rum på to gange to meter bygget ind i skrænten under hans hus. Her havde han sine maskiner og sine materia-ler. Han arbejdede i mange materialer: Hvalrostand, rensdyrgevir, fedtsten og hvalbar-der. Efter at have set hans værk-sted og beundret nogle af hans tupilakker, blev vi inviteret rundt om huset og ind i privaten for at se flere tupilakker. Allerede foran hoveddøren ven-tede der os en overraskelse. Her havde Karl Broberg minsandten anlagt en lille have. Mon ikke det er en af verdens nordligst belig-gende haver. Den var forhol-dene taget i betragtning meget artsrig og blomstrende. Vi var vildt imponerede. Han havde da også vundet en præmie – udsat af landsstyret – for den flotteste have i Grønland.Huset var set udefra et almin-deligt grønlandsk træhus. Men indenfor lignede det et ganske almindeligt dansk parcelhus med lædersofa, stole, sofabord og reol-system. Men det som fangede øjet var billederne på væggen. Det var non-figurative billeder i sorte og blågrønne farver på hvid baggrund. Karl Bro-berg fortalte os at dem havde han selv malet med maleruller i forskellige størrelser. Han trykkede bare mere eller mindre hårdt og skævt på rullerne når han satte maling på papiret. Både Finn og jeg blev meget betagede af disse billeder der på en eller anden måde virkede meget grønlandske, men transportproblemer afholdt os fra at købe nogle af dem. Desværre. Derimod købte vi nogle af hans udskæringer lavet i rensdyrgevir. Karl Broberg fortalte os at han tidligere havde ernæret sig som fanger, men en opkøber fra Iluli-sat havde set nogle af hans tupilakker, og nu ernæ-rede han sig udelukkende som kunstner. Hans kone var i øvrigt ansat på kommunekontoret så han klagede ikke.For os er Karl Broberg en renlivet kunstner. Han fortalte da også at han nu solgte til souvenirbutik-ker langs hele vestkysten. De fordoblede så hans priser når de solgte hans værker videre. Hvis Karl Broberg fik muligheden, er der for os ingen tvivl om at han kunne gøre sig på det inter-

nationale kunstmarked. Vi følte os begge beriget da vi forlod ham.

Niels Westh.

Jakobshavn Isfjord og Ser-mermiutMandag d. 19. august var det strålende vejr med sol og klar himmel over Diskoøen, et storslået syn efter flere dages dis og regnvejr. Halvdelen af gruppen forlader Qeqertarsuaq med helikopter om formiddagen, godt nok med to timers forsin-kelse pga. tåge i Christianshåb hvor helikopteren skulle komme fra. Ventetiden blev så for nogle af os brugt til en lille klatretur op til de flydebasal-

Det meste af gruppen samlet ved Sermermiut, foto: TS

Grønlandsmesterskaberne i fodbold blev afholdt i Ilulissat den 19. august, foto: EH

Geo-Nyt 51 - 35

ter som ligger lige ovenfor flyvepladsen. Efter 35 min. helikopterflyvning over Diskobugten og ind-kvartering på vandrehjemmet, gik turen så mod den gamle boplads, Sermermiut. Vi gik gennem byen og op gennem en lang smal sprækkedal. Da vi var kommet op i fjeldet bredte et smukt periglacialt landskab sig ud med en typisk arktisk vegetation. Bl.a. så vi en række muddercirkler af gråt ler med fine flydestrukturer. Det flotteste var dog udsigten til de mægtige isbjerge i Jakobshavn Isfjord som vi gik parallelt med oppe på toppen af klipperne. Vi havde derfor hele tiden udsigt over fjorden. På vejen passerede vi flere steder gamle gravpladser. De er typisk pla-ceret på steder hvor der er store mængder løse sten som kan bruges til at lave deres stenkister. I dag er en del af dækstenene gledet til side så vi kunne se lige ned i kisterne. For enden af isfjorden, lige ud for barrieren, ligger så resterne af Sermermiut med mange gamle hustomter (forhøjninger i ter-rænet) fra den tidlige ”Ilulissat” – dvs. fra det 18. og 19. århundrede.Bopladsen har dog eksisteret siden de første kul-turer i Grønland. Et vidnesbyrd herom er de store køkkenmøddinger der bl.a. ses i skrænten ned til isfjorden. Her er fundet en mængde knoglestum-per helt tilbage 2500 år f.v.t. Der er rester fra Inugsuk kulturen, Thule kulturen, Dorset kultu-ren og Sarqaq kulturen - samt som vi konstaterede øverst (patronhylstre) - fra den nuværende kultur. For en nærmere beskrivelse af bopladsens historie kan henvises til Topografisk Atlas Grønland.

Ole Felding.

Royal Greenlands fiskefabrik i IlulissatTirsdag den 20. august havde vi kursets sidste fag-lige indlæg i form af et besøg på Royal Greenlands fiske- og rejefabrik i Ilulissat. Produktionsleder på fiskefabrikken Lars Ulf Petersen gav os en grun-dig information og besvarede villigt vores spørgs-mål.Fiskefabrikken i Ilulissat er en del af Royal Green-land A/S som er landets største produktionsvirk-somhed med i alt ca. 2500 ansatte, heraf ca. 1500 ansatte i Grønland. Koncernen er ejet af Hjemme-styret. En række aktiviteter er placeret i Ålborg. Fabrikken er 35 år gammel, og produktionen af rejer og hellefisk var i begyndelsen placeret i 2 forskellige bygninger. I dag er hele produktionen samlet i én stor bygning der dominerer havneom-rådet. Fabrikken har en stor frysekapacitet (2000 t), idet vinterproduktionen skal kunne opbevares i de 4½ måned om året hvor havnen er iset til. Produktionsforholdene godkendes af Fødevaredi-rektoratet, dog er kundernes krav meget skrappere. Det er specielt englænderne (Marks & Spencer, Tesco mv.) der stiller store krav til medarbejdere, bygninger og maskiner. Disse krav var årsag til at vi ikke fik en rundvisning i produktionsrum-mene. En anden ting var at præcis i denne uge lå rejeproduktionen stille fordi valserne på rejepil-lemaskinerne blev efterset. Ugen var valgt med omhu fordi Grønlands-mesterskaberne i fodbold blev afholdt i byen, hvorfor man forventede et stort fravær på arbejdsholdene.Fabrikken beskæftiger i højsæsonen 200 ufaglærte arbejdere. Disse medarbejdere skal inden ansæt-telsen have et antal attester, bl.a. en helbredsattest, for at opfylde et af kundekravene.

Beskæftigelse & lønforhold.Rejefiskerne får 7,50 kr. pr. kg rejer. Salgsprisen er 22–70 kr. pr. kg rejer, afhængig af kvaliteten. Købsprisen i butikkerne er 100 kr. pr. kg rejer. Timelønnen for ufaglærte i rejeproduktionen er 66 kr. + tillæg = 72 kr. pr. time ved en 40 timers arbejdsuge hvilket er gældende i Grønland. Hellefiskearbejdernes løn er på 90–100 kr. pr. time (akkordløn). Skatteprocenten er 42.

Udsigt over Jakobshavn Isbræ, set fra fjeldet ved Sermermiut, foto: EH

Geo-Nyt 51 - 36

Rejeproduktionen:Rejerne fanges i Diskobugten. Fangsten finder sted næsten hele året, undtaget er 2-3 vintermåne-der. I denne periode intensiveres i stedet hellefis-keriet. Der fanges 12.000 t rejer pr. år. På gode dage fanges mere end 60 t rejer pr. døgn. Mind-ste størrelse er 3 g pr. reje. Området er kendt for sine store rejer (20 g pr. reje) med flot farve. Disse fanges især ved Vaigat i en periode på 2-4 uger i april/maj. 50% af disse ekstra store rejer sælges til England.Rejerne koges, pilles og nedfryses individuelt med glasering. To andre fabrikker på vestkysten fryser rejerne ned i blokke. Disse bliver i Glyngøre bl.a. omdannet til rejer i lage.De indhandlede rejer ises i kasser. Her ligger de i 3-5 dage for at modne. Under modningen løsnes skallen og rejerne kan herefter let maskinpilles. Gummivalserne tager de hårde skaller fra. Faktisk forsvinder 70% af rejerne ved pilningen. Laser-stråler sorterer de ikke-pillede rejer fra (ca. 2%). Automatiseringen af rejepillemaskinerne har redu-ceret beskæftigelsen fra 30 til 4 ansatte.Der skal i nærmeste fremtid investeres i nye reje-pillemaskiner, så der i alt bliver 10. Herved vil problemerne med at rejefiskerne fra Qeqertarsuaq skal vente op til 1 uge for at komme af med deres rejelast forsvinde. Fabrikken producerer endvi-dere rejemel. Den globale rejeproduktion kan opdeles i 2 typer: 1) Varmtvandsrejer der produceres i store bassiner i troperne og har en opvækst på 5-6 måneder. Der er store problemer med dels sygdomme og dels forurening. 2) Koldtvandsrejer der er vokset til på 5-6 år og er en sund råvare. Koldtvandsrejer udgør 10 % af verdensmarkedet.Verdensmarkedsprisen på rejer er pt. trykket pga. produktionen af varmtvandsrejer. Det er iflg. Lars Petersen vanskeligt at finde nye forædlede reje-produkter. Derfor et større udbud som medfører faldende priser. På Grønland overlever man pga. rejernes gode kvalitet. Andre steder som f.eks. i Island, Norge og (især) Canada har man proble-mer – sidstnævnte pga. af EU-told. Hjemmestyret har for at hjælpe fiskerne krævet at Royal Greenland indhandler rejer med en vægt under 3 g pr. reje til et symbolsk beløb. Resulta-tet blev et enormt stort fiskeri af disse små rejer, som er lettere og hurtigere at fiske. Fabrikkens ledelse frygter dette vil gå ud over bestanden. Efter en klage fra RG er betalingen for rejer på 2-3

g derfor gået ned og prisen på de store rejer gået op. Fiskerne har været utilfredse med at priserne styres for meget af Hjemmestyret. Der ydes derfor et tilskud på 75 øre pr. kg rejer (forår 2002). Rejerne fiskes både uden - og indenskærs. Uden-skærs fisker 5-6 fabrikstrawlere der laver pil-selv rejer på skibene. Sidstnævnte skaber ikke mange arbejdspladser. Der er derfor et krav om at 25% af dette fiskeri skal behandles på land således at beskæftigelsen fremmes.

Hellefiskproduktionen:Hellefisk fanges året rundt og specielt intensivt om vinteren. Om vinteren tager fangerne ud på isen med hundeslæde og fisker. Et andet hold afhenter fiskene til levering i Ilulissat. På fabrikken bliver fiskene håndskåret til fileter fordi fiskene er af for-skellig størrelse (akkordarbejde). Transportbånd bliver anvendt i begrænset omfang. Der er ingen begrænsning i fiskeriet af hellefisk. Indtil videre kommer de i uanede mængder inde fra Isfjorden og ud på tærsklen ved fjordmundingen hvor de fiskes.Man fisker hellefisk på to måder: 1) Med langline hvor linen monteres med kroge og madding. Meget hensigtsmæssigt bider de største fisk på krogen. Denne metode er mest skånsom over for fisken. 2) Med trawl. Dette fiskeri giver en dår-ligere fiskekvalitet med pletter i kødet. I øvrigt giver det også problemer med mistede garn der fanger fisk til ingen nytte.Man eksporterer frosne hellefiskefileter til Dan-mark for videre forarbejdning. Der findes op til 900 forskellige typer hellefiskindpakninger. Ompakning af fisk finder sted i Ålborg, idet trans-portomkostningerne er alt for store til at man på forsvarlig måde kan producere dem alle i Grønland. USA er ligeledes aftager af fiskefileter, og man forventer et fremtidigt eksportmarked i Frankrig. De fleste hellefisk sendes dog til Paamiut hvor de bliver til røget hellefisk. En nicheproduktion er hellefiskefinnestrålerne der sendes til Qeqertarsuaq og forarbejdes til ”friller”. Hellefiskefinnestrålerne sidder som en y-formet kant på muskulaturen og er meget let at frigøre. Frillerne eksporteres til Japan hvor de er en stor sushi-delikatesse.Hellefiskeolie anvendes til fabrikkens energifor-syning. Olien har en lidt lavere brændværdi end diesel. Man håber på at et medicinalfirma el.lign. får interesse i at udvikle medicin og/eller et kost-

Geo-Nyt 51 - 37tilskud der er baseret på denne olie. Hellefiskemel er godt hundefoder. Hoveder fra hellefisk eksporteres til Kina (ny eks-port). Skelet, halerester o.lign. sælges i øvrigt til fan-gerne og anvendes som hundefoder.Hellefiskeproduktionen medfører udledning af store mængder spildevand. Spildevandsrøret bliver ofte beskadiget af isbjerge, og resultatet bliver at spildevandet ender i havnebassinet. Spildevand bliver i Grønland udledt direkte i havet hvor for-tyndingseffekten er så stor at det ingen skade gør.Produktionslederen i Ilulissat er optimistisk med hensyn til den fremtidige produktion, specielt hel-lefiskproduktionen. Personligt tror jeg at der på lang sigt kan blive et overfiskningsproblem af hel-lefisk fra Isfjorden. Et er sikkert: Virksomheder i Grønland har et stort infrastrukturelt problem som øger omkostningerne væsentlig.

Bente Tuxen & Kirsten Kongstad.

Hele området foran de store boligblokke i udkan-ten af Ilulissat er udlagt til hundepladser, foto: EH

Aftenudsigt over Disko-bugten 20/8-02, foto: BT