Studiemateriale - Mission

Temaressource Fornyelse Udrustning Mission

Studiemateriale for smågrupper

Fornyelse

Udrustning

Mission – i Helligåndens kraft

mission version 1_cs3.indd 1 03-07-2013 21:35:30

2

Udgivelses-info

Udgivet af DanskOase i 2013 © DanskOaseUdarbejdet af Cand. theol. Anne Mie Skak Johanson efter oplæg af Sognepræst Morten Munch.

DanskOaseDanskOase er en kirkelig netværksorganisation der har samme trosgrundlag som folkekir-ken. Vi arbejder for at se levende fællesskaber, hvor mennesker kan møde Gud, rundt om i hele vores land. Det gør vi ved at arrangere inspirerende konferencer, ved at opbygge kir-kelige netværk og ved at tilbyde og synliggøre relevante ressourcer. DanskOase er et åbent inspirerende forum for alle, der er optaget af kirkens fornyelse, udrustning og mission.

For mere information, besøg danskoase.dk

Flere ressourcerFå flere informationer om bestilling af hæftet og andre ressourcer bagerst i dette hæfte og på danskoase.dk under ressourcer.



Indholdsfortegnelse

side 4 Indledning: Mission - i Helligåndens kraft

6 Brændende hjerter - Sendt af Gud

10 Vidner for sandheden - Sendt til verden

13 Fred med Gud og fred mellem mennesker - Sendt i forsoningens tjeneste

16 Kærlighedens gerninger - Sendt med Faderens barmhjertighed

20 Efterlign Kristus - Sendt med og i Kristi sandhed

23 Flere ressourcer i denne serie


4

Mission - i Helligåndens kraft

Mission udspringer af Guds kærlighedSom kristne forenes vi i troen på og tilliden til, at Gud er kærlighed. Gud er god, og han elsker den verden og de mennesker, som han har skabt. Som en kærlig far ønsker fællesskab med sine børn, ønsker Gud at være i en kærlighedens relation med os. Guds kærlighed til sin skabning er ikke en passiv tilkendegivelse, men derimod en stærk kraft, som bevæger Gud til handling. Gud tog aktion og iværksatte den mission, der blev til frelse og genoprettelse for verden. Jesus er Guds red-ningsplan, han er genoprettelsesstrategien. Når vi i det følgende skal tale om mission, så er udgangspunktet, at Gud er den, der helt fra begyndelsen igangsatte al kristen mission. Mission har sin start og sit udspring i Guds kærlighed til verden (Joh. 3,16).

I dette studiehæfte skal vi kigge nærmere på, hvad kristen mission er for noget, og hvordan det skal prak-tiseres. Mission kommer af ordet missio, som betyder ”sendelse”. Ordet mission bruges generelt om det at være sendt ud på en bestemt opgave. Og det er netop, hvad kristen mission er. At være i mission er at være sendt for at proklamere og demonstrere budskabet om Guds kærlighed og Jesu frelse til hele verden.

Mission som Missio Dei Gennem kirkens historie har der været forskellige hold-ninger og forståelser af ordet mission. I den første kir-ke var missionsiveren meget stærk og højt værdsat. I middelalderen formede kristendommen en kristen en-hedskultur, og kirkens missionsforståelse blev svag og nærmest fraværende. Kirkens genopdagelse af missionens helt essentielle betydning for Guds folk her i nyere tid skete i midten af det 20. århundrede. Man blev bevidst om, at Gud ikke havde flere forskellige mis-sioner, men én mission eller sendelse. Man kaldte det for Missio Dei – Guds mission. Gud har sendt sig selv til verden i Jesus Kristus og i Helligåndens komme. Guds mål er at blive forenet med hele sin skabning og derved genoprette den. Mission er altså forankret i Guds selv-opofrende natur og rodfæstet dybt i Guds hjerte.

Gud er en missionerende eller sendende Gud. Vi krist-ne kaldes til at tage del i Guds mission. Det er et privi-legium at få lov til at være med i denne mission, og ga-ven er ikke forbeholdt nogle få. Hele Guds folk må være med og er på en måde allerede med, for det at være i mission er en del af kirkens og den kristnes identitet. Mission er altså ikke en hjælp, vi skal yde Gud for at fremme kendskabet til ham og skabe vækst i kirken.



Invitationen til at være i mission gælder ikke kun dem, der elsker at rejse til fremmede lande eller har over-skud til noget ekstra. Det er ikke en aktivitet, vi efter egen dagsorden og egen kraft skal frembringe. Det at være i mission er at slå følge med Gud i hans missio-nerende virke og dagsorden.

Studie af EfeserbrevetDette studiemateriale bruger tekstafsnit fra Paulus’ Brev til Efeserne. Brevet kan med fordel læses i sin helhed forud for arbejdet med dette materiale. Brevet er skrevet af Paulus, der fungerede som apostel og missionær i kirkens første tid. Han skriver brevet un-der sit fangenskab i Rom, hvor størstedelen af hans tjeneste var fuldført. I brevet samler Paulus op og ser tingene i deres store perspektiv. Brevet handler om kirken og om, hvordan kirkens væren og væsen er uløseligt forbundet med Guds store frelsesplan i Kristus. At være kirke er at tage del i Guds mission.

Sådan bruger du studiematerialetOplæggene er til brug i mindre grupper eller til selv-studie. Start med at bede, og læs derefter bibeltek-sten. Så læses den forklarende tekst. Der er løbende spørgsmål, som gerne skal sætte gang i en drøftelse.

Brug så mange af dem, som I nu synes passer. Lad jer udfordre af materialet og af hinanden, og tænk over, hvordan temaet får konkret betydning i jeres liv. Sig Gud tak, og bed sammen til sidst!

God fornøjelse!

Til videre studie anbefales: Christopher J. H: Wright Guds folks missionCape Town Erklæringen fra Den tredje Lausanne kon-ference


6

BRÆNDENDE HJERTER - Sendt af Gud

BIBELTEKST: Efeserbrevet kap. 1, vers 3-14 (læs gerne Efeserbrevet kap. 1).

FOKUS: Det er i mødet med Jesus, at mission fødes.

Hjertet i brandPaulus begynder mange af sine breve med en lovpris-ning af Gud og af frelsen i Jesus Kristus. Det er som om, Paulus af ren og skær begejstring helt automatisk starter med taksigelse. Mødet med den opstandne Kristus på vejen til Damaskus (ApG 9, 1-19) og dermed mødet med Guds nåde og Guds tilgivelse havde en alt-afgørende betydning for hele Paulus’ liv og livsgerning. På Damaskus-vejen mødte Paulus en så kraftfuld, men samtidig så barmhjertig Gud, at han blev slået til jor-den, og da han rejste sig, var han helt forandret. Hans liv tog en ny retning, og hans iver efter at dele Guds revolutionerende tilgivelse og genoprettelse kom til at forme hans livsbane. Paulus vender igen og igen til-bage til sit første møde med Jesus. Mødet er drivkraf-ten bag og grunden til, at Paulus var ivrig efter at dele evangeliet med andre. Han kendte, fra personlig

erfaring, evangeliets kraft. Mødet med Jesus havde sat ham i brand og kaldte ham til mission.

Mødet føder missionMission fødes i mødet med Jesus, ligesom det skete for Paulus. Det er der, vi ser og oplever Guds fanta-stiske frelse og kærlighed. Det er i mødet, at vi får en erkendelse, som vi kan dele med andre. Det er et mønster, som vi ser gennem hele det Nye Testa-mente ved disciplenes kaldelse og i Jesu møde med mennesker.

Mødet med Jesus sætter hjertet i brand for mission. Vi opdager, at frelsen ikke bare er en historie eller et budskab fra en fjern Gud. I Jesus nærvær oplever jeg, at frelsen gælder mig. Jeg kan ved Guds nåde være i fællesskab med min himmelske far. Jeg kan kalde Je-sus for bror og leve i hans tilgivelse, og jeg kan stole på Åndens vejledning, hjælp og støtte gennem hele mit liv. Det er stort!

I det Guds nærvær, som åbenbarer frelsen for mig, bliver det også klart, at Guds opmærksomme kærlig-hed og tilbud om frelse ikke kun gælder mig, men hele Guds skabning. Og vi kaldes til at dele den erfaring og



sandhed, som vi selv har fundet. Den sendende Gud gør os til budbringere.

Nu er det ikke alle mennesker, der oplever at se Jesus i et syn, eller at blive slået til jorden af et kraftigt lys. Guds nærhed og tiltale kan ske og opleves på utallige måder. Det kan være som en stille og meget personlig overbevisning; det kan være en bevidst erkendelse, som er helt uden følelsesmæssige erfaringer; og det kan være et stormfuldt møde, hvor alt i kroppen er ak-tiveret; eller simpelthen en sagte fornemmelse af, at Gud er til. Uanset hvordan det opleves eller erkendes, så er det at se Guds frelse og kærlighed som person-ligt for mig og derfor også aktuelt for min næste, det der flammer missionens bål.

SPØRGSMÅL TIL SAMTALE / PERSONLIG REFLEKSION:

1. Hvad forbinder du med et guddommeligt møde? 2. Hvordan har du erfaret Guds kærlighed?3. Hvordan kan vi sammen fremme, at evangeliets budskab også bliver en personlig virkelighed for os?

Møde - tjeneste - vidne Paulus fik et møde med Jesus. Han hørte ikke om Jesus eller fra Jesus. Hans hjerte brændte ikke for mission, fordi han havde noget fra en bog, eller fra en konfe-rence. Det var ikke viden, som tændte hans passion. Det er mødet med den levende Jesus og visioner fra himmelen, der forvandler mennesker, og ikke i sig selv jordiske planer og strategier. Vedvarende brændende tro, der rækker ordet om frelsen videre, fødes i fælles-skabet med den levende Gud. Mission kræver ikke su-perkristne, som har svar på alle ting – men mennesker, som midt i livets glæder og vanskeligheder lever deres liv sammen med Gud.

I mødet med Gud fyldes vi med taknemlighed og der-med en lyst til at tjene den Gud, som har vist os en så-dan kærlighed. Vi kaldes til at tjene Jesus og vor næ-ste. Det er ikke vores opgave at fortælle mennesker, hvad de skal gøre, men at tjene dem og henvise dem til Herren selv. Vi kan i os selv og vores egen indsigt ikke frelse nogen, men vi kan være tjenere, der bered-villigt viser mennesker kærlighed og barmhjertighed, og give budskabet om frelsens mulighed videre.


8

Hvor utroligt det end lyder, så har Gud valgt at bruge helt almindelige mennesker til at bringe det mest re-volutionerende og fantastiske budskab, verden no-gensinde har kendt. Han har udsendt sådan nogen som dig og mig til at vidne om vores tro. Det er virkelig et stort og ærværdigt erhverv, vi har fået. Men det er ikke et vanskeligt erhverv. Det består simpelthen i at aflægge vores vidnesbyrd om det, vi på egen krop har set og hørt og oplevet som et Guds barn.

Gudstjeneste og missionI det kristne fællesskab og ved kirkens gudstjene-stefejring sættes der fokus på Gud som nærvæ-rende. Gennem lovsang, ordets forkyndelse og sa-kramenternes forvaltning træder vi ind i Guds sfære. Gudstjenesten er med dens lovsang, forkyndelse og nadverfejring formgivende og motiverende for den enkeltes og kirkens mission. Fra gudstjenesten og fra nadverbordet sendes menigheden ud til verden for at kalde mennesker til Gud og for at gøre evangeliet nær-værende i ethvert folk og enhver kultur.

Men gudstjenesten har også i sig selv missional karak-ter. En gudstjenestefejring viser, at Gud er til, fordi her åbenbarer Gud sig. Det at der findes menigheder, som fejrer gudstjeneste, er et vidnesbyrd om, at Gud er til.

I bøn og tilbedelse af Gud, ser vi, hvem Gud er. Når vi på den måde tilbringer tid i Guds nærvær og lærer ham bedre og bedre at kende, så forandres vi. Vi kom-mer ind i Guds felt, og der forvandles vi sådan, at vi kommer til at ligne Gud mere og mere (2. Kor 3, 16-18). Derfor er vores åndelige praksis en vigtig del af vores missionale praksis. Kun når vi formes af og spejles i Guds væren og væsen, har vi et budskab at dele med andre.

At praktisere Guds nærvær handler dog ikke udeluk-kende om gudstjenester og skal ikke forstås snævert. Det er at være i en Guds relation, hvor vi ser og mær-ker, at Jesus lever og er nær, og hvor vi igen oplever, at Gud er interesseret i mig, i min tjeneste, i min næste og i verdens gang. Det kan ske på utallige måder.

En praksis, hvor tilbedelse af Gud er central, er lang-tidssikret. Mission er nemlig ikke endemålet for os som kristne og kirke. Endemålet med alle ting er tilbe-delse af Herren. Målet for Guds frelsesplan er, at Gud tilbedes af alle folk og folkeslag. (Åb. 21-22)

Tilbedelse er altså både det, som tænder og vedlige-holder vores brand for mission, men det er også mis-sions endemål (John Piper). Så lad os tilbede Herren!




1. Hvordan kan vi som kristent fællesskab hjælpe og udfordre hinanden til at holde vore hjerter varme?2. Hvordan ser tilbedelse af Gud ud for dig?3. Hvordan kan vi som fællesskab fremme tilbedelsen af Gud?


10

VIDNER FOR SANDHEDEN – Sendt til verden

BIBELTEKST: Efeserbrevet kap. 2, vers 1-10 (læs gerne Efeserbrevet kap. 2-3)..

FOKUS: Alene Jesus Kristus kan åbne vejen til Guds faderhjerte.

Sendt til verdenGud elsker verden og er fortsat optaget af at række sin kærlighed til sin skabning. For dét er vi budbringere. Den Guds mission, som vi er en del af, har en bestemt adresse, nemlig verden. Jesus siger, at vi som kristne ikke er af verden, men at vi skal leve i verden, for til verden er vi udsendt (Joh 17, 15-19) Det er ikke på grund af verdens fortræffelighed, at vi som kristne må være optaget af at tage del i det, der sker omkring os. Nok er verden skabt af Gud og er derfor fantastisk, men desværre er verden så inficeret af syndefaldets kon-sekvenser, at det smerter. Men for at være vidner og budbringere til verden må vi leve i verden. Uanset om vi er i vores egen kultur eller er kaldet til at leve i det fremmede, så er mission at være Guds sendebud iden kultur og i det miljø, hvor vi er sat.

Lyset og saltet skal aktiveres ude blandt mennesker. Kun når vi er aktivt til stede, giver vi folk mulighed for at se Gud gennem vort vidnesbyrd (Matt 5, 13-16). Vi skal altså ikke være os selv nok eller danne lukkede kred-se. Det kan nogle gange være besnærende at samle sig og lukke meget eller mindre af for verden udenfor, da troen og troens liv jo anfægtes og udfordres i sam-spillet med det verdslige samfund. Men at leve i Guds mission er at leve i den verden, som vi er en del af. Vi skal leve vore liv i Guds nærhed og som kristne de-monstrere i ord og handling, hvad det vil sige at leve i en livgivende relation med Gud i den hverdag, som er vores.

Vidner om sandheden Gud ønsker fællesskab med alle mennesker og ønsker at genoprette hele sin skabning. Selvom der er mange forslag til etableringen af et sådant fællesskab, tror vi, at Jesu frelsergerning på korset og hans opstandelse fra de døde, er døren og den eneste dør til denne for-ening med Gud. Jesus er altså Vejen til frelse, Sand-heden om Gud og Livet selv. Ingen kommer til Faderen uden ved Jesus (Johs. 14, 6), og der er ikke givet noget andet navn, hvorved der er frelse (ApG. 4,12)



Jesus Kristus er universets sandhed. Fordi Jesus er sandheden, er sandheden i Kristus - personligt såvel som principielt, universel såvel som kontekstuel, endegyldig såvel som aktuel (Cape Town Erklæringen, s. 46)

Vi proklamerer altså, at Jesus Kristus er sandheden og den eneste vej til Gud.

Evangeliet om Jesus er nok omsat forskelligt i forskel-lige kulturer, men det er aldrig relativt. Guds sandhed kommer ikke til os i abstrakt form, men er altid en kon-kret og levende forkyndelse af Jesus som den korsfæ-stede og opstandne frelser.


1. Hvordan ser det konkret ud, når man lever i verden, men ikke af verden? 2. Hvordan kan vi vidne om Jesus som sandheden midt i en verden, der ikke anerkender én objektiv sandhed?

Sandhed og multikulturGud har skabt alle ting, og derfor rummer alle kulturer og religioner elementer af Guds sandhed. Guds Ånd opretholder og gennemstrømmer alt det skabte, og har hele verden som sit virkefelt. Vi må derfor øve os i at genkende Guds fingeraftryk i verden. Vi må forvente Åndens forberedende gerning, selv på steder, hvor vi ikke tænkte det muligt, og vi må møde menneskers spirituelle erfaringer med åbenhed. Samtidig er sand-hed i Jesus Kristus ikke én blandt flere frelsende sand-heder. Kun i Kristus kan verden forsones med Gud og nå sit endelig mål.

Denne sandhed er dog ikke noget, som kirken i egen kraft behersker og kontrollerer eller kan bruge til egen fordel. Som kirke må vi være ydmyge og selv stille os ind under sandheden. Det betyder, at vi som kristent fællesskab sammen fortolker det bibelske vidnesbyrd om Kristus, og at vi gør det sammen med den univer-selle kirke, sådan som den har troet til alle tider. Vi skal altså lade os vejlede af Kirkens bekendelser og Kirkens praksisser, samtidig med at vi lytter til Helligånden for at kende, hvad evangeliet siger os om den tid, vi netop lever i nu.


12

Kirken og Bibelen Vi er kaldet til at være vidner om Jesus Kristus. Heldigvis er det ikke en opgave, som vi står alene med. Helligånden er vores hjælper og inspirationskilde. Som Paulus skriver her i Efeserbrevet er frelsen en gave, som vi ikke kan fortjene os til eller kan tænke os til, men som gives af nåde i Jesus Kristus.

Guds Ånd forener os i det kristne fællesskab. Her er vores missionsteam. Kirken er ikke kun et sted, hvor vi opbygges i troen og mødes i tilbedelse og bøn. Kirken er også det sted, hvor vi tolker sandheden sammen, og hvorfra vi som enkeltpersoner og som samlet fæl-lesskab sendes ud som sandhedsvidner.

Guds Ånd åbner også Bibelens ord for os. I Bibelen har Gud åbenbaret sin identitet, sit sindelag, sine planer og sine handlinger for os. Denne åbenbaring overgås ikke af nogen anden åbenbaring. Her er det primære vidnesbyrd om Jesus Kristus. Derfor er Bibelen også det sted, hvor vi lærer Gud bedre at kende, og det sted som verificerer al øvrig åbenbaring. Når vi lytter til Skriftens universelle historie om skabelse, synd, frelse og nyskabelse, så lytter vi til historien om os selv, og til beretningen om Guds store frelsesplan i Jesus Kristus.

Vi ser i Bibelen sandheden om verden, om Gud og om os selv. Derfor er kendskab til Bibelens ord både for kirken selv og for verdens omkring os vigtig.

Og den bibelske sandhed er ikke primært en kognitiv sandhed, men en sandhed, som skal udleves i kon-krete liv. Vi skal altså ikke udelukkende være ordets hørere, men også dets gørere. Bibelen skildrer en livs-førelse, som bør kendetegne den troende og de troen-des fællesskab.


1. Hvordan har du lettest ved at tilegne dig den bibelske historie?2. Hvordan synes du de bibelske beretninger taler om mission?3. Hvordan kan vi i fællesskab fremme vores kendskab til Bibelen?



BIBELTEKST: Efeserbrevet kap. 2, vers 11-22 (læs gerne Efeserbrevet kap. 2-3).

FOKUS: Gud vil fred, og Guds mission må være fredsskabende.

Fred med GudPå mange måder lever vi i en verden, som er split-tet og ødelagt. Synden og syndens konsekvenser springer os i øjnene, når vi lytter til dagens nyheder eller standser op og forholder os til menneskers hi-storie. Skaberværket er korrumperet og mærker kon-sekvensen af den adskillelse fra Gud, som synden forårsager.

Gud ske lov, greb Gud ind i verdens gang og sendte sin søn for verdens frelse. Ved Jesus Kristus er vejen åben til en genforening med Gud – eller en forsoning, som det kaldes her i Efeserbrevets andet kapitel. Vi var før adskilt fra Gud, og det smittede af på menneskelige relationer og på vores forhold til alt det skabte. Men nu er vi i Jesus Kristus kommet Gud nær. Vi har fået fred med Gud og adgang til Faderen.

Fred i kirkenTeksten fra Efeserbrevet taler dog ikke kun om at få fred med Gud på det personlige plan, men også om, at Jesu frelsergerning forener adskilte folkegrupper. I teksten gælder freden forholdet mellem jøder og hed-ninger, men freden ved Jesu blod er for alle folkeslag og folkegrupper. Derfor kan vi tale om kirkens enhed. Som kristne er vi uanset nationalitet eller etnicitet ét i Kristus og ét med Kristus. Kirken er en enhed, og den er kaldet til at leve i denne enhed. Enheden er nem-lig et vidnesbyrd for verden, både enhed forstået som menneskers forsoning med Gud. Men også den en-hed, der skabes gennem indbyrdes forsoning mellem mennesker af forskellig race, køn, social og kulturel tilhørsforhold. Kirkens enhed er dybest set en mani-festation af endemålet for Guds frelsesplan, nemlig at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske (Ef 1,10).

Kirkens enhed vidner om Guds eksistens og frelsen og freden i Jesus Kristus. Og denne enhed har stor be-tydning for kirkens mission. For – en splittet kirke har ikke noget budskab til en splittet verden (Cape Town Erklæringen s. 83). Som kirker er vi nok forskellige, men vi må bevidst synliggøre og i praksis stræbe efter at

FRED MED GUD OG FRED MELLEM MENNESKER – Sendt i forsoningens tjeneste


14

demonstrere den universelle Kirkes enhed, baseret på den åndelige enhed i Kristus, der er Guds gave til hans folk.

I den lokale kirke skal vi stræbe efter at leve i enhed og fred med hinanden. Mission trives dårligt sammen med splittelser og ballade. Som mennesker er vi me-get forskellige og har forskellige holdninger. Som me-nighed behøver vi ikke være enige om alle ting, for dog at leve med hinanden i respekt og fællesskab. Bliver uenigheden for stor, bør vi skilles i fordragelighed og uden harske ord og uforsonlige hjerter.


1. Skaber fred med Gud altid fred i menneskelige relationer?2. Har du erfaring med konkrete demonstrationer af kirkens enhed?3. Hvad kan vi som fællesskab gøre for at fremme kirkens enhed?

Udsendt med fredLige som fred og forsoning er afgørende for kirkens in-dre liv, er det også væsentligt i kirkens relation til om-verdenen. Kirken er ikke kun kaldet til at leve i fred med hinanden, men også til at være fredsstiftere i verden. Vi lever i en tid med tiltagende etniske og religiøse kon-frontationer, både globalt og lokalt. Derfor er det vigtigt, at vi som kirke taler og handler med fred og er troværdi-ge bærere af fredens evangelium. Det handler ikke kun om at holde fred med alle mennesker (Rom 12,5), men også om at evangeliet formidles i fred. Kirken er sendt med et kraftfuld budskab, men det budskab skal udbre-des med respekt for det andet menneskes værdighed, livssyn og frihed. I mission skal det være tydeligt, at vi som mennesker alle er lige – lige i det at være skabt i Guds billede, lige i det at være faldet i synden og lige i behovet for Guds frelse. Vi skal ikke fortie sandheden, men tale sandhed uden manipulation og uden åndelig tvang. Det betyder, at kristen mission skal være kende-tegnet af ærlighed, lighed og frihed.

Fred mellem mennesker Kirkens kald til at bringe fred betyder også, at kirken må spille en aktiv rolle i konfliktløsning og fredsarbejde, både lokalt, nationalt og globalt. Som kristne er vi ikke kun sendt for at bevare fred, men for at skabe fred.



Salige er de, der stifter fred. (Matt 5,9). Det kan f.eks. være som fredsstiftere i det nære perspektiv mellem familiemedlemmer, for ægtepar i konflikt eller mellem medlemmer i menigheden. Mere lokalt kan det betyde, at vi deltager i dialog og fredsprocesser i nabolaget, eller er med til at skabe forståelse mellem etniske grupper i boligområder. På nationalt og internationalt plan må kirken stå sammen for at kalde til fred, og som kristne bør vi vedvarende bede for fred i verden.

Fred og forsoning handler langtfra om at fortrænge for-skelle eller fortidens synd. Forsoningen i Jesus Kristus er grundlaget for og motivationen til at søge den ret-færdighed, som Gud kræver og uden hvilken, der ikke kan være vedvarende fred. Ægte og varig forsoning og dermed fred kræver, at man erkender og vedkender for-tidens og nutidens synder, angrer over for Gud, beken-der over for den forurettede part og søger og modtager tilgivelse. Det betyder, at kirken i visse tilfælde må påta-ge sig at søge retfærdighed og oprejsning for dem, der har lidt på grund af vold, overgreb, undertrykkelse og tvang. Vi må som kirke også vedkende os, at vi selv har et stort ansvar for handlinger eller mangel på indgriben, som har forårsaget uretfærdighed og ufred i verden. Vi må søge tilgivelse og forsoning for fortidens som nuti-dens synd.


1. Hvordan ser det ud, når du/vi møder mennesker med fred?2. Er der steder i dit nærmiljø, hvor der er behov for, at du/kirken er fredsstiftende?3. Hvordan kan vi som kirke være med til at stifte fred i den globale virkelighed?


16

KÆRLIGHEDENS GERNINGER – Sendt med Faderens barmhjertighed

BIBELTEKST: Efeserbrevet kap. 4, vers 7-16 (læs gerne Efeserbrevet kap. 4).

FOKUS: Kirken er sat til at være Jesu hænder og fødder på jord.

Mission for hele kirkenSom kirke genkender vi ordet ”mission” fra ordet mis-sionær, fra kirkelige missionsorganisationer og måske fra kirkens missionskonto i årsregnskabet. Vi er blevet vant til at bruge mission som betegnelse for kristnes arbejde under fjerne himmelstrøg eller særlige tiltag, som særlige folk er kaldet til. Men som vi allerede har set, så er kristen mission ikke forbeholdt særlige krist-ne, som er bosat særlige steder, men det er kaldet til alle kristne, alle steder og i alle livets funktioner. Der er altså ikke tale om flere missioner, men en samlet mis-sion, som Guds folk samlet set er kaldet til at gå ind i.

Det betyder også, at kristen mission ikke kun handler om de aktiviteter, kirken har. Vi er som kristne en del af Guds mission i alle livets situationer. I kapitel fire

i Efeserbrevet taler Paulus om, at vi som kristne er Kristi legeme. Vi er Jesu hænder og fødder, hjerte og mund på jorden. Kirken er sat til at være fællesskab, et discipelfællesskab, der skal være med til at ”ud-ruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op” og denne opbygning skal ske, for at alle kristne ”bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuld-voksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde.” Vi skal altså hver især udrustes til tjeneste og tro, og udrustningen omfatter ikke kun vores kirke-liv. Alt det vi er, og alt det vi har af evner og talenter, tænkes med. Og udrustningen gælder ikke kun, når vi færdes i kirkens fællesskab, men overalt, hvor vi lever vores liv og er aktive, bærer vi den med os. Vi udrustes til tjeneste og tro på arbejdet, i familien, i boldklubben, i byrådssalen m.m.

Som kirke eller kristent fællesskab kan vi sagtens have særlige missionale tiltag, hvor vi sammen sæt-ter fokus på mission. For det første kan vi i fællesskab flytte langt mere, end den enkelte kan. For det andet kan fælles tiltag fremme den missionale tankegang i kirkens fællesskab som helhed og dermed også hos den enkelte. Kirkens mission må dog aldrig fratage os



bevidstheden om, at hver af os er i mission, der hvor vi er i vores hverdag, på vores arbejde, i vores familier, i vores fritid, overalt, hvor vi bringer vidnesbyrdet om Guds virkelighed og kærlighed.

Når troen får krop Som kirke har vi ofte haft mange ord og få handlinger. Nogle gange har kirkens handlinger endda modsagt de ord, der blev talt. Men i mission må ord og handling gå hånd i hånd. Kun der hvor ord og handling under-støtter hinanden, er der en sund og livgivende mis-sion. Undertiden har der været forskellige opfattelser af vægtlægningen mellem kaldet til ordets forkyndel-se, som vi læser om i Missionsbefalingen (Matt. 28) og så det at gøre barmhjertighedshandlinger, sådan som vi læser om det i Det Dobbelte Kærlighedsbud (Matt. 19). Men disse to befalinger er ikke forskellige og kan ikke adskilles. De er dybest set samme befaling og ud-tryk for én samlet gudsriges mission. Når vi skal vise verden, hvad det er for en Gud, vi kristne tror på, kan vi ikke nøjes med at forkynde ord. Vi må i handling vise Guds kærlighed. På den anden side kan vi ikke nøjes med handlinger. Vi må forkynde. Hvordan skulle men-nesker ellers kunne høre, hvad evangeliet handler om, og modtage det i tro?

Kristne kærlighedshandlinger kaldes også tjeneste eller diakoni. Det er at vise Guds kærlighed i praksis, at hjælpe og gøre godt mod andre og i det hele ta-get at fremme liv og godhed i Guds verden. Den helt grundlæggende forudsætning for al kristen tjeneste og diakoni er, at vi kan elske, fordi Gud elskede os først (1. Johs. 4,19). Kærlighedshandlinger er ikke en tung kristen pligt, noget vi bør gøre, enten for at gøre Gud glad, eller fordi det er troens krav. Bevæggrunden for al kristen tjeneste og diakoni er Guds egen selvopofren-de godhed og barmhjertighed – for os og for verden.

Virksomme hænder og bevægelseGud brugte sine hænder og sine fødder for at nå os. Gud er ikke en passiv Gud, som venter på, at vi kom-mer til ham. Nej, Gud tog, og tager selv, initiativ, og han bevæger sig hen, hvor vi er. Jesus kom til jorden og blev en af os. Det viser Guds opsøgende karakter. Gud er også en tjenende Gud. Selvom Gud er ophøjet, er han også her for at hjælpe og støtte sine børn. På kor-set blev det helt tydeligt, at Gud er en tjenende Gud. Jesu hænder var helt udstrakt, og de hænder gav os frelse og redning. Aldrig har Guds hænder været så gi-vende, som da Jesus døde på korset med udstrakte hænder for at redde og frelse os.


18

Vi kaldes som Kristi legeme til at bruge vores hænder og fødder til at opsøge og hjælpe mennesker omkring os. Med vore hænder kan vi hjælpe og støtte menne-sker, der har brug for hjælp. Vi kan mætte de sultne, skaffe klæder til de nøgne og holde den sørgende og døende i hånden.

Med vores fødder kan vi bevæge os derhen, hvor mennesker med behov opholder sig, i socialt svage miljøer, i fængsler, til verdensdele, hvor nøden er stor og til folkegrupper, der ikke kender til kærlighed og Guds kraft. En troværdig mission må forholde sig til virkeligheden i verden, syndens brutale konsekven-ser såsom fattigdom, uretfærdige systemer, HIV og klimakatastrofer.

Vores hænder skal vi også folde i bøn. Bede for Guds indgriben i vores verden og bede for fred, retfærdig-hed og frihed.


1. Hvordan sørger vi for, at evangelisation og kærlig- hedsgerninger går hånd i hånd?2. Hvor ser du et behov for, at kristne bruger hænder- ne i mission?3. Hvor bemærker du særligt, at der er behov for, at kristne bevæger sig hen for at bringe godt nyt?4. Hvad hindrer, at dette kan ske?

Se og hørGud er en Gud, som ser os og hører os. Han er ikke ligeglad med, hvordan vi har det, men holder øje med os. Når Gud så ser os og hører os, så gør han det ikke for at være efter os eller for at tjekke, om vi nu laver noget forkert eller forbudt. Gud ser og hører os, fordi han elsker os og er interesseret i os, som en god mor eller far er interesseret i sine børns ve og vel.

Vi kaldes som Kristi legeme til at se og høre menne-sker omkring os. Vi skal være optaget af, hvem andre mennesker er, og hvad de laver. Mennesker og deres velbefindende spiller en stor rolle for Gud og bør også gøre det for os. Vi må bekæmpe det, der undertrykkerog frihedsberøver mennesker. Vi må kæmpe for



retfærdighed og gode livsvilkår for alle, sådan at men-nesker uanset om de er svage, handicappede, fattige, mørke eller lyse, får mulighed for at udfolde deres ev-ner og leve gode liv.

Medfølelse og nærhedGud har medfølelse med sine børn. Det kan vi læse om i Hebræerbrevet (Heb. 2,14-15). Vi ser det også i Jesu liv. Da Jesus kom til Lazarus´ grav, brast han i gråd (Joh 11,36). Gud er en medfølende Gud, som kender til glæde, men også til smerte, og han føler med os, når vi glædes, og når vi smerter.

Vi kaldes som Kristi legeme til at vise medfølelse over for vores medmennesker. Vi skal opøve vores med-fødte indlevelsesevne og empati i mødet med vores næste. Det indebærer, at vi aflæser, hvad mennesker omkring os føler, og at vi er parate til at lade disse følelser blive en del af os. Nogle gange kalder det på mod både at skulle komme tæt nok på sit medmen-neske til at mærke, hvad det føler, men også mod til at turde føle og give slip på kontrol.

I mødet med vores næste bør vi endvidere opøve os i at se muligheder og potentialer. Der kan nemt fokuse-res på fejl og begrænsninger, og alt det som ikke kan

lade sig gøre. Men når Gud ser på mennesker, så ser han fremtid og håb (Jer 29,11) og vi skal øve os i at se vores næste, som Gud ser vedkommende.


1. Hvordan kan vi som fællesskab hjælpe hinanden med at blive bedre til at se og høre mennesker omkring os?2. Hvordan øver vi os i medfølelse og empati, så vi ler med de glade og græder med de grædende?3. Hvordan bliver vi gode til i mødet med vores næste at fokusere på potentialer og muligheder i stedet for fejl og begrænsninger?


20

EFTERLIGN KRISTUS – Sendt med og i Kristi sandhed

BIBELTEKST:Efeserbrevet kap. 5, vers 1-5 (læs gerne Efeserbrevet kap. 5-6).

FOKUS:En kristen og hellig livsførelse.

DiscipelskabSom kirke får vi i og ved Helligånden lov til at tage del i Guds mission. Missionen gælder Guds verden, og budskabet er de gode nyheder om Guds kærlighed og frelse i Jesus Kristus. Målet for missionen er en trans-formation af hele Guds skabte verden.

Den transformation, som Gud ved sin Ånd bringer, er stærk og virker både blandt dem kirken er sendt til, men også i kirken selv. Kirkens vidnesbyrd er jo dens egen erfaring af Guds nåde og Guds kraft, en dyrebar erfaring af Guds virkelighed og Guds trofasthed. Det er kun en kirke, som lever i en stadig og daglig omvendel-se, der kan bringe et troværdigt vidnesbyrd om Kristi herredømme og transformerende nærvær. Kirkens liv er det brev, som verden læser og det lys, som skinner i verdens mørke.

Kirken er helliget gennem Kristus og må leve i denne hellighed. Kirken er kaldet til en evangelisk livsstil, der ikke er dikteret af penge og magt, men af barmhjertig-hed og medmenneskelighed. Guds folk vandrer enten på Guds vej eller på andre guders veje. Bibelen viser, at Guds største problem ikke er verdens folkeslag, men det folk, han har skabt og kaldet til at være et middel til at velsigne folkeslagene. Og den største hindring for at opfylde den mission er afgudsdyrkelse blandt Guds eget folk. (Cape Town erklæringen s. 75)

En ny kristen og hellig livsførelse kommer ikke af sig selv. Vi lever stadig i en falden verden og bliver fristet af de sammen ting, som alle andre mennesker. Vi fal-der ofte for fristelserne og må bede om Guds tilgivelse. Vi må til stadighed lade os fylde af Guds Ånd og bede Gud forme os og vore liv efter hans vilje. Vi må iklæde os Guds fulde rustning!


1. Har du oplevet eller hørt om Guds transformerende kraft i verden?2. Har du oplevet eller hørt om Guds transformerende kraft i kirkens liv?



Renhed, ydmyghed, integritet og enkel livsstilDen afgudsdyrkelse og fristelse, som kulturen i al al-mindelighed accepterer, eller som ligefrem er en del af samfundsopbygningen, er den, der er vanskeligst at opdage og afvise. Derfor har vi som kristne til sta-dighed brug for både lokalt, nationalt og internationalt at lære og sammen finde ind til Guds sandhed og hel-lighed. Der er fristelser, som er særligt aktuelle og til-lokkende i vores tid og vort samfund.

Seksuel promiskuitet eller seksuel renhedSeksualiteten er en vældig kraft, som i de rigtige ram-mer er smuk, men som udenfor ødelægger og smerter. Afsporet seksualitet afføder dårligdom, hvad enten det fremstår som en socialt accepteret form eller i groft misbrug. I kølvandet er der ødelagte familier, misbrug, forgudelse, ensomhed og udnyttelse. Seksuel promis-kuitet er også et alvorligt problem i kirken og sørgeligt nok en fristelse, som mange ledere falder i. Som kirke og kristne må vi tilstræbe at udleve vores seksualitet efter de normer, som Bibelen giver.

Hovmod eller ydmyghedHovmod og stolthed dukker op helt af sig selv hos mange af os. Vi vil så gerne være store særlige og be-tydningsfulde. En særlig udfordring er det for ledere i

verdsligt, såvel som kirkelige arbejde. Men også i vores nære relationer kan hovmod og stolthed ødelægge. I fa-milien, i vennekredsen, på arbejdspladsen er vi somme-tider nødt til at blive mindet om, at vi skal vise hinanden respekt og leve med hinanden i ydmyghed (Fil 2,3)

Falskhed eller integritetHvis virkeligheden er lidt for grå eller ikke imponerende nok, kan det være fristende at pynte lidt på den. Det kan handle om vores arbejde, vores private liv og sågar også om kirkens liv eller Guds indgriben. Overdrivelse eller et ”Gud har sagt…” kan stive de fleste argumenter af. Det må være et kendetegn for os kristne, at folk kan regne med, hvad vi siger, og at vi er til at stole på. Vi må leve med integritet.

Griskhed eller enkel livsstilI vores del af verden lever vi i materiel velstand. Det er naturligt for os at kunne købe mad, have tag over ho-vedet og tøj på kroppen. Derfor står vi i stor fare for at dyrke det materielle i stedet for Gud. Rigdom kan hur-tigt blive en afgud. Vi skal selvfølgelig glæde os over at leve i en del af verden, hvor sult og nød for en stor del er afhjulpet. Men vi skal stå tilbage for fristelsen til at lade velstand bestemme vores valg og vores sikker-hed. Vi skal modstå griskheden. En hjælp kan være at


22

tilegne sig en enkelt livsstil, hvor vi ikke fylder os med ting eller goder eller inputs, men lever simpelt og nøjes med at eje og forbruge det, vi har brug for.


1. Genkender du nogle af de nævnte fristelser?2. Hvordan kan vi hjælpe hinanden til at modstå disse fristelser?

Ånds og krafts bevisGuds Ånd er den drivende kraft bag kirkens mission. Ånden er initiativtager, vejleder og transformerende kraft i evangeliets udbredelse. Altså er Ånden aktør, den der virker, mens kirken er medaktør, den der følger aktørens virke.

Som Jesus berørte mennesker til legeme, sjæl og ånd, sådan er kirken i sin mission afhængig af, at menne-sker ved Helligånden berøres og bevæges til tro og efterfølgelse. Derfor skulle de første kristne vente i Jerusalem på ”Kraften fra det høje”, som skulle udru-ste dem til deres missionsopgave. I Guds Ånds kraft skulle disciplene vidne om Jesus i ord og gerning samt

ved kraft i tegn og undere. Kun ved Helligåndens kraft kan disciple bære bud, og kun ved Helligåndens kraft kan budskabet modtages i tro. Guds Ånds kraft er no-get, vi erfarer. Mission indebærer en erfaringsdimen-sion, hvor mødet med evangeliet opleves frisættende, transformerende og helbredende.

Erfaringen af Gud som nærværende og virkende står ikke alene, men står side om side med erfaringen af lidelse, modsigelse og tvivl. Det hører til kirkens mis-sion at oplære disciplene ved at give sprog for begge typer af troserfaringer.

Sådanne erfaringer af Guds virkelighed og Guds nær-vær formidler kirken gennem forkyndelse, gudstjene-stefejring, medvandring, forbøn, diakoni og gennem brugen af nådegaverne. Det tager hele kirken at bringe hele evangeliet til hele verden!


1. Hvad betyder det, at kirken er medaktør til Åndens virke, og hvordan ser det ud i praksis?2. Hvordan lader vi Guds Ånd få plads hos os?



Fornyelse - i Guds nærvær – studieoplæg for smågrupper

Studiemateriale for smågrupper baseret på SommerOases tema fra 2010, Fornyelse - i Guds nærvær.

Kan bestilles fra DanskOases sekretariat eller online via danskoase.dk (under Ressourcer).

Pris: 20 kr.

Udrustning - i Jesu følge – studieoplæg for smågrupper

Studiemateriale for smågrupper baseret på SommerOases tema fra 2011, Udrustning - i Jesu følge.

Kan bestilles fra DanskOases sekretariat eller online via danskoase.dk (under Ressourcer).

Pris: 20 kr.

Flere ressourcer i denne serie

Pris: 20 kr.


Pris: 20 kr.


24 DanskOases sekretariat, Rude Havvej 11, 8300 Odder. T: 86543600 M: [email protected]

Hvert år på SommerOase, DanskOases årlige camping-uge, er der valgt et gennemgående tema, der danner grundlag for al undervisning og forkyndelse ugen igennem. Temaerne lægger op til videre fordybelse hjemme i menigheden, hvor man kan fortsætte den proces som er begyndt på stævnet. Dette hæfte er tænkt som en ressource til netop det formål. Temaet på SommerOase 2012 var Mission - i Helligåndens kraft – en del af den treårige temarække Fornyelse, Udrustning og Mission, de nøgleord, som DanskOases vision er byg-get op omkring.

Hæftet indeholder en kort beskrivelse af temaet og 5 studieoplæg med bibeltekster, forkla-ringer, spørgsmål til drøftelse og forslag til videre fordybelse.


Documents

Studiemateriale - Mission