Embed Size (px)
Citation preview
”Støttet samvær set med barnets øjne”
- et projekt om hvordan anbragte børn oplever støttet
samvær og vurderer værdien af denne foranstaltning
Udarbejdet af
Birgitte Schjær Jensen
Den Sociale Kandidatuddannelse ved Aalborg Universitet
Speciale
København 2008
Vejleder: Marianne Skytte
ii
Forord
Dette speciale forsøger at opfange anbragte børns opfattelse af fænomenet, et
støttet samvær i forhold til kontakten med deres forældre.
Specialets mål er at give et sociologisk bidrag til diskussionerne på
anbringelsesområdet, særligt med fokus på, hvordan anbragte børns synspunkter
har mulighed for at være en af del af det sociale arbejde, når velfærdsstaten
intervenerer i familiers liv i forbindelse med en anbringelse.
Til belysning af problemstillingen er valgt interview med anbragte børn i alderen
7-15 år samt interview med professionelle på området.
Specialet er udarbejdet som led i Den Sociale Kandidatuddannelse ved Aalborg
Universitet.
Tak til CAFA (Center for Anbringelse og forebyggende arbejde), der har været
behjælpelig med adgang til alle informanter, dvs. til de anbragte børn, der stillede
op til interview og til de professionelle, der stillede sig til rådighed for
undersøgelsen.
Tak til de forældre, der gav tilladelse til, at deres barn måtte deltage i
undersøgelsen.
Og tak til vejleder Marianne Skytte for tålmodig og konstruktiv kritik.
Abstract
This project describes 1) the views expressed by foster-children aged 7 to 15 on
supervised contact with their parents during placement in foster-care, as well as 2) the
perspective in which the supervised contact may be seen.
The approach to the research has been the “New childhood paradigm” i.e. children have
an opinion and can express it clearly.
Critical realism is used as the scientific, theoretical basis. The method used was carrying
out qualitative interviews with six children in foster care and subsequently having a
focus group interview with professionals in the field. The conclusions of the study are
the following:
• The definition of the “psychological parents” that is utilized in the study, is a
deciding factor in how children in foster care perceive the supervised contact with
their parents.
• The four children that had their parents as psychological parents experienced the
setting as a strange way of having contact as a family. They wished for the location
to be changed so that the encounter could take place in their parents’ home. The two
children that had the foster parents as their psychological parents did not wish for
the location of the supervised contact to be changed.
• All children showed loyalty to their psychological parents during the interviews.
• The children did not feel that they had been informed about the supervised contact
by the authorities. Two children said they had been informed about the background
for the supervised contact – in both cases the information was given by the foster
parents and in both cases the foster parents are defined as psychological parents.
• On the institutional level, there was uncertainty concerning role definition;
especially, it was unclear who was to infom the children about the background and
conditions for the supervised contact.
• There were many good intensions on the institutional level, with respect to including
the children’s viewpoints. The professionals had concrete suggestions such as: Child
groups, conferring with the child before and after the supervised contact, interview
with the child by an expert interviewer.
Læservejledning
For at læseren bedst muligt kan orientere sig i teksten, beskrives speciales dele ganske
kort i nedenstående:
• Kapitel 1: Indledning og baggrund
I indledningen præsenteres baggrunden for problemfeltet, dilemmaer for det sociale
arbejde med støttet samvær, undersøgelserne på området, beskrivelse af egen
praksiserfaring, forforståelse og teoretiske forforståelse, som bringes med ind i
undersøgelsen, samt problemformuleringen vil fremgå.
• Kapitel 2: Metateori og undersøgelsesdesignet
Her redegøres for specialets metateoretiske optik og de metodiske valg. Det
metateoretiske perspektiv tager sit udgangspunkt i kritisk realisme, som er optaget af
forholdet mellem aktør og system og ud fra en kritisk position. Metodisk har jeg valgt at
foretage interview med anbragte børn samt efterfølgende at foretage et
fokusgruppeinterview med professionelle på området.
• Kapitel 3: Analysestrategien skitseres
Analyse strategien tager overvejende udgangspunkt i en deduktiv tilgang.
• Kapitel 4: Hvad kendertegner i henhold til anbragte børn det sociale arbejde
med ”støttet samvær”?
Kapitlet her besvarer her problemformuleringens undersøgelsessprøgsmål ud fra
følgende:
Støttet samvær set ud fra anbragte børns optik: Her fremstilles analysen på individ og
det interpersonelle niveau af anbragte børns udsagn om støttet samvær, deres oplevelser
og bud på, hvordan det er at have kontakt med forældre i en kunstig ramme.
Støttet samvær set ud fra socialarbejderes optik: Her fremstilles analysen på det
institutionelle niveau gennem professionelles bud på problemstillingerne i det
socialfaglige arbejde med støttet samvær, herunder rollefordelingen mellem de
professionelle.
• Kapitel 5: Metodekritik
• Kapitel 6: Konklusionen
Af dette kapitel vil den samlede konklusion af undersøgelsen fremgå og give svar på
problemformuleringens spørgsmål, og hermed give bud på de generative mekanismer i
forhold til støttet samvær på individ og det institutionelle niveau.
• Kapitel 7: Perspektivering
ii
INDHOLDSFORTEGNELSE
1 Problemfelt............................................................................................................ 1
1.1 Indledning og baggrund........................................................................................ 1
1.2 Undersøgelser på området .................................................................................... 6
1.3 Egen praksiserfaring, forforståelse og teoretisk forforståelse ............................. 9
1.3.1 Beskrivelse af egen praksiserfaring og forforståelse............................... 9
1.3.2 Beskrivelse af teoretiske forforståelse ................................................... 13
1.3.3 Beskrivelse af konteksten – rammen for et støttet samvær................... 21
1.3.4 De voksnes roller i forhold til de anbragte børn.................................... 23
1.4 Problemformulering ........................................................................................... 24
2 Videnskabsteoretisk optik og undersøgelsesdesign........................................... 26
2.1 Videnskabsteoretisk positionering ..................................................................... 26
2.2 Undersøgelsesdesign .......................................................................................... 31
2.2.1 Kvalitative forskningsmetoder............................................................... 31
2.3 Dataindsamling og databehandling.................................................................... 31
2.3.1 Gyldigheds ideal for kvalitativ undersøgelse ........................................ 33
2.3.2 Forforståelse - et indefra-perspektiv. ..................................................... 33
2.3.3 Forskning med børn ............................................................................... 35
2.3.4 Børn som informanter – herunder etiske overvejelser .......................... 35
2.3.5 Barrierer i adgangen til informanter ...................................................... 37
2.3.6 Præsentation af informanter................................................................... 40
2.3.7 Selektions kriterier for informanter ....................................................... 40
2.3.8 Interviewguide og interviewrolle........................................................... 44
3 Analysestrategi ................................................................................................... 47
4 Hvad kendetegner i henhold til anbragte børn fænomenet ”støttet samvær”
på anbringelsesområdet? .................................................................................... 50
4.1 Hvordan opfatter og oplever anbragte børn og unge den samværspraksis, de
indgår i? .............................................................................................................. 50
iii
4.1.1 Børnenes relation til forældre og plejeforældre .................................... 50
4.1.2 Plejeforældres holdning til samværet .................................................... 54
4.1.3 Børnenes ønsker for samværet fremover............................................... 54
4.1.4 Børnenes oplevelse af, at der er en støtteperson tilstede under
samværet................................................................................................. 56
4.1.5 Børnenes opfattelse af beslutningen og argumenterne for det
støttede samvær ...................................................................................... 59
4.1.6 Børnenes forståelse af kommunen som institution. .............................. 59
4.1.7 Børnenes erfaring med inddragelse og indflydelse på
samværsordningen.................................................................................. 60
4.1.8 Samværshuset som ramme for kontakten som familie ......................... 61
4.1.9 Andre forhold, der er relevante for samværspraksisen ......................... 62
4.1.10 Børn har en mening................................................................................ 63
4.1.11 Sammenfatning....................................................................................... 65
4.2 Hvilke faktorer er afgørende for om anbragte børn og unge oplever den
støttede samværsordning som god eller dårlig i forhold til kontakten med
forældrene? ......................................................................................................... 66
4.2.1 Aktiviteter............................................................................................... 66
4.2.2 Et godt samvær....................................................................................... 67
4.2.3 Et dårligt samvær ................................................................................... 68
4.2.4 Opsamling på delanalyse 1 og 2. ........................................................... 69
4.3 Er det i henhold til de professionelle på feltet muligt - og i givet fald
hvordan - at tilgodese anbragte børns syn på kontakten med forældre, når
der er tale om en støttet kontaktform? ............................................................... 71
4.3.1 Fokusgruppeinterview i forhold til problemstillingen .......................... 73
4.3.2 Observation og de umiddelbare refleksioner fra fokusgruppen............ 74
4.3.3 Organisering af støttet samvær .............................................................. 76
4.3.4 De professionelles roller i forhold til barnet.......................................... 77
4.3.5 Det anbragte barns rolle ......................................................................... 81
4.3.6 De professionelles blik........................................................................... 82
iv
v
4.3.7 Metoder i det sociale arbejde ................................................................. 82
4.3.8 Sammenfatning af analyse 2 .................................................................. 84
5 Metodekritik........................................................................................................ 85
5.1 Validering ........................................................................................................... 85
5.2 Reliabilitet........................................................................................................... 86
5.3 Generaliserbarhed............................................................................................... 87
6 Konklusion.......................................................................................................... 88
7 Perspektivering ................................................................................................... 91
8 Litteraturliste....................................................................................................... 94
Bilag 1: Interviewguide børneinterview
Bilag 2: Interviewguide fokusgruppeinterview
1
1 Problemfelt Dette speciale vil overordnet belyse følgende problemstilling:
Hvad kendertegner det sociale arbejde med ”støttet samvær” set ud fra anbragte børns
synsvinkel?
Senere under punkt 1.4. vil problemstillingen blive nærmere uddybet. I det følgende beskrives
indledningsvis problemfeltet og baggrunden for, at begrebet støttet samvær er centralt i forhold
en bestemt gruppe af anbragte børn og unges mulighed for at have kontakt med deres forældre
under en anbringelse.
1.1 Indledning og baggrund
Antallet af anbragte børn og unge i Danmark i dette århundrede har været konstant, svarende til
ca. 1 % af samtlige børn og unge i alderen 0-18 år (Bryderup, 2005:398, Egelund og
Hestbæk:2003). I følge den nyeste lovgivning på området, den såkaldte anbringelsesreform af
1.1.2006, skal der i forbindelse med en anbringelse tages stilling til spørgsmålet om, hvordan
kontakten mellem de biologiske forældre og det anbragte barn og unge skal udformes og foregå
i praksis. Dette er rettighedsbetinget for begge forældre uanset hvem der har andel i
forældremyndigheden og det anbragte barn/unge, jvf. Servicelovens §71.
Dette lovgivningsmæssige perspektiv er inspireret af og har sine teoretiske rødder historisk i
debatten på dette her område tilbage i 70èrne, og tager sit udgangspunkt i objektrelationsteorien.
Denne teori lægger vægt på, at barnet i sin identitetsudvikling integrerer repræsentationerne af
de primære omsorgsgivere, som oftest er forældrene i sig selv, hvilket udgør fundamentet for
barnets identitet. Teorien har haft stor indflydelse på det lovgivningsmæssige arbejde i 1990èrne
i Danmark, som udmøntede sig i ”Graversen-betænkningen” (Statens Informationstjeneste,
1990:32), som i dag er ført videre i Servicelovens § 71. Indtil da havde forældre til anbragte
børn ikke megen indflydelse på kontakten med barnet under anbringelsen. I ”Graversen-
betænkningen” opererede man blandt andet med et ”kontinuitetsbegreb”. Begrebet skal forstås
som et fundamentalt vilkår for det anbragte barns personlighedsudvikling. Det henviser både til
en vilkårsbestemt side (ydre side) og en udviklingspsykologisk side (indre side). Den ydre side
refererer til stabilitet i kontakt- og tilknytningsforhold, og den indre side refererer til det
anbragte barns selvforståelse og identitetsopfattelse. Disse tanker har som beskrevet sit
fundament i objektrelationsteorien.
Overordnet for objektrelationsteorien vægtes som tidligere beskrevet, at relationen mellem
barnet og dets biologiske forældre trods omsorgssvigt fra forældrenes side, aldrig kan erstattes
af andre, når først båndet er dannet. Det vil sige, at barnet meget tidligt i sin identitetsudvikling
integrerer sine primære omsorgsgivere, hvilket er forældrene oftest moderen, i sig selv. Det at
knytte sin relation til sit objekt (moderen) udgør grundlaget for barnets identitetsudvikling
(Jerlang et al, 2002:121). I løbet af de første leveår udvikler barnet langsomt sin egen
personlighed adskilt fra den primære omsorgsperson og andre, men har fortsat integreret dem
inden i sig (Mahler, Pine & Bergman, 1988). Derfor anses det for centralt i forbindelse med
anbringelse af et barn og dets mulighed for udvikling, at kontakten mellem de biologiske
forældre og det anbragte barn gennem et anbringelsesforløb opretholdes (Egelund og Hestbæk,
2003).
Men i nogle anbringelser besluttes og vurderes det af systemet, det vil sige kommunen, at
kontakten skal foregå i form af en samværsbegrænsning jvf. Servicelovens § 71, enten i en
overvåget eller støttet samværsform. Dette betyder, at kommunen fastsætter tid, sted og indhold
for samværet, og hvem der i øvrigt må være tilstede under samværet sammen med barnet/den
unge. Derudover skal der være en 3.person tilstede under samværet udpeget som systemets
repræsentant uanset samværsform.
I mit modul 2 projekt lavede jeg en undersøgelse ud fra 35 sager med overvåget/støttet samvær
fra i alt 23 kommuner på Sjælland, og resultatet herfra viste, at samværsbegrænsningen oftest er
fastsat til konkret at være enten 2 timer hver 14.dag eller 2 timer 1 gang pr. måned
(Jensen:2006). Ifølge Servicelovens bestemmelser er minimums rammen for fastsættelse af
kontakten uanset kontaktform 1 gang pr. måned i 1 time. Ved mindre hyppighed er her tale af
en afbrydelse af kontakten, jvf. Serviceloven § 71, stk. 2.
Det støttede samvær er et forholdsvis nyt begreb i lovgivningsmæssig sammenhæng, da det blev
indført i serviceloven efter pres fra praksis, da anbringelsesreformen trådte i kraft 1.1.2006
(Jensen:2007). Begrundelserne herfor var, at man i praksis alligevel brugte betegnelsen ”støttet
samvær” i de anbringelsessager, hvor man havde vurderet, at der ikke var tale om et overvåget
2
samvær. I forbindelse med udarbejdelse af anbringelsesreformen meldte kommunerne tilbage til
socialministeriet, at overvåget samvær som begreb var en kontrolmekanisme, som nærmeste i
praksis fungerer som en form for overkontrol, og derfor i de sager, hvor forældre og myndighed
oplever, at samværet fungerer, er der brug for et støttebegreb. Og derfor er der nu en lovmæssig
sondring mellem de to begreber (Jensen, 2007:28).
Formålet med samværsbegrænsningen fra myndighedernes side i forhold til et overvåget
samvær er primært, at man vil beskytte barnet/den unge mod yderligere overgreb og svigt fra
forældrenes side. Sekundært at der skal opretholdes ro og orden på anbringelsesstedet, jf.
Servicelovens § 71, stk. 3.
Formålet med et støttet samvær er, at forælderen kan modtage råd og vejledning i forhold til
kontakten med det anbragte barn/den unge, jf. § 71, stk. 2. Ifølge vejledningen skal kommunen
være særligt forpligtet til at yde denne form for støtte, når her er tale om ”svage forældre”. Så i
forhold til dette punkt er det op til den enkelte sagsbehandler at tage stilling, hvilke forældre,
der hører til en denne kategori. Et støttet samvær er en frivillig aftale indgået mellem
kommunen og forældrene.
Forinden en beslutning om et overvåget samvær skal det forelægges det politiske og juridiske
udvalg i kommunen, det såkaldte børne– og ungeudvalg. Her anser man fra myndighedernes
side for at være en så indgriben i forældrenes private sfære. Værn mod et sådant indgreb har
velfærdsstaten derfor besluttet skal forelægges et juridisk og politisk organ i den pågældende
kommune. Her skal der tages stilling om kommunens indstilling og argumenter til
beskyttelsesgraden i forhold til det anbragte barn mod kontakten til forældrene holder til en
beslutning om et overvåget samvær. En sådan beslutning kan minimum besluttes for ½ år til 2
år af gangen afhængig af de omstændigheder, der er tale om i den enkelte sag.
Ved det overvågede samvær skal der udarbejdes rapporter, der beskriver forælderens formåen i
forhold til kontakten til det anbragte barn eller mangel på samme efter hvert samvær. Dette er i
følge vejledningen som udgangspunkt kun påkrævet i forhold til et overvåget samvær og ikke
for et støttet samvær medmindre det aftales mellem forælderen og kommunen.
Helt konkret foregår disse samvær fysisk ofte et såkaldt neutralt sted. Det vil sige i lokaler, som
kommunen selv finder egnet og stiller til rådighed for det overvågede eller støttede samvær. Det
kan f.eks. være i lokaler på kommunes familiebehandlingsinstitution, et kontor i
3
socialforvaltningen særligt indrettet til formålet eller lignende. Hvis ikke kommunen selv stiller
lokalefaciliteter til rådighed, kan der rettes henvendelse til private organisationer, der har
specialiseret sig i at have gode fysiske rammer til sådanne opgaver. Samværet kan også foregå
på anbringelsesstedet af hensyn til barnet, og få gange finder det sted i forældrenes eget hjem.
Her er altså tale om et felt i forbindelse med anbringelser af børn og unge udenfor eget hjem,
hvor velfærdsstaten griber ind med magt og kontrol samtidig med støtte uanset samværsform i
forhold til borgeren, det vil sige både i forhold til de biologiske forældre og det anbragte
barn/unge. Sagt på en anden måde, udtrykkes også her, at det sociale arbejde har en
”dobbeltnatur”. Socialt arbejde bevæger sig altid i en spændingsfyldt relation mellem omsorg
og kontrol, mellem kærlighed og magt (Højlund, 2000).
Men hvordan opleves det af borgeren at have kontakt med hinanden som familie i denne
begrænsede samværsform. Mit modul 2 projekt viser, at en del forældre til anbragte børn og
unge oplever at være ”stigmatiseret” i både den overvågede og støttede samværsform. Og de
oplever sig mangelfulgt inddraget i sagsforløbet. Forældrene oplever både en praksis, hvor de er
afhængige af de beslutninger, som forvaltningen træffer, som ofte ikke tager udgangspunkt i
deres behov for at se barnet og ønsker for fremtid kontakt med barn – samtidig med kan
forældrene opleve at få hjælp og støtte til samværet med barnet. Systemet fremtræder overfor
forældrene med mange ”ansigter”, hvor hjælp og afhængighed optræder på samme tid, og hvor
forælderen altid er i en underdanig position. Dette skaber en samarbejdsrelation mellem
systemet og borgeren, som ofte er konfliktfyldt og fastlåst fra begges sider, trods gode
intentioner fra de professionelle om det modsatte på dette felt (Jensen, 2006:47-48).
De forældre, hvor velfærdsstaten har besluttet overvåget samvær, karakteriseres ved at være en
marginaliseret gruppe med ringe eller slet ingen tilknytning til arbejdsmarkedet eller
uddannelsessystemet. Ofte har de en psykiatrisk lidelse/handicap, misbrugsproblemstillinger, og
er eneforsørgere. Baggrunden for anbringelsen er begrundet i, at børnene ofte har været udsat
for alvorlige krænkelser og omsorgssvigt. Udsigten til at blive hjemgivet er ikke særlig stor for
denne gruppe af anbragte børn og unge (Hestbæk, 1997 og Egelund og Hestbæk, 2003). Der er
endnu ikke lavet undersøgelser i forhold til karakteristika hos forældre, hvor der er besluttet
støttet samvær, men man må antage, at nogle af de samme elementer som beskrevet ovenfor
også gør sig gældende her.
4
Her er altså tale om nogle af samfundet mest marginaliseret forældre og mest udsatte børn og
unge, som velfærdsstaten i en overvåget eller støttet samværsform søger at give en meningsfyld
kontakt som familie.
Ud fra ovenstående er der al mulig grund til at antage, at en beslutning om et overvåget eller
støttet samvær kan være en mulighed for, at forældre og børn kan bevare kontakten og få støtte
hertil. Selvom en støtteforanstaltning oftest af forældrene opleves som indgriben og magt fra
systemet side. Beslutningen om, at samværsbegrænsningen skal foregå i en overvåget eller
støttet form er afhængig af samarbejdsklimaet mellem system og forældre til det konkrete
anbragte barn og unge (Jensen: 2006, 2007).
Når konfliktniveauet i forhold til disse samværsordninger i det sociale arbejde på
anbringelsesområdet er højt og de ideologiske og følelsesmæssige diskussioner forgår mellem
forældre til det anbragte barn og unge og systemet, hvordan bliver der mulighed for at inddrage
det anbragte barn og unge i forhold til disse ordninger? Idet forældrene kan have en bestemt
forståelse af deres rolle i forhold barnet, og denne vil som udgangspunkt altid være positiv.
Overfor denne forståelse kan systemet rundt om barnet - de professionelle – se meget
anderledes på den sag. Her vil man oftest anskue problemstillingen udfra, hvor belastet barnet
bliver af at have kontakt med forældrene, og hvordan beskytter man fra systemet barnet bedst
mod disse belastninger. Og herved opstår der et spændingsfelt rundt omkring barnet.
Omdrejningspunktet bliver ud fra ovenstående ofte undervejs i en anbringelse diskuteret ud fra
de voksnes perspektiv selvom man ifølge anbringelsesreformen også skal inddrage barnet ved
en obligatorisk børnesamtale – hvor kommunen er forpligtet til at klarlægge barnets holdning til
forhold omkring anbringelsen, herunder også samværet med forældrene, jvf. servicelovens § 48.
Men i forhold til det støttede samvær er der en særlig problemstilling lovgivningsmæssigt, da
det først er, når man er 15 år, at kommunen kan indhente samtykke til at beslutte en sådan
foranstaltning. Det vil sige, at man socialpolitisk vægter inddragelse af barnet ved at lytte til
barnets ønsker uanset alder. Dog er det den enkelte sagsbehandler ud fra et
modenhedskriterium, der vurderer ud fra et skønsprincip om barnets/den unges ret til at blive
hørt kan blive anerkendt eller ej. Det vil sige, at en beslutning om et støttet samvær kan betyde,
at det finder sted uden at barnet/den unge ønsker det, eller at barnet/den unges perspektiv
nødvendigvis er blevet taget med ind i en vurdering af samværets ramme og forløb. Det er
forældrenes retstilling, der er dominerende på dette område.
5
Så hvordan bliver det anbragte barn og den unges udsagn omkring disse ordninger også
tilvejebragt i det sociale arbejde midt i dette konfliktfelt, og er det muligt? Dette er specialets
kerne.
1.2 Undersøgelser på området
Som det vil fremgå at nedenstående gennemgang af forskningen på området, er det begrænset,
hvad der findes af undersøgelser både i dansk og udenlandsk kontekst, når her er tale om en
samværsbegrænsning i overvåget eller støttet samværsform. Undersøgelserne er foretaget med
udgangspunkt i overvåget samvær, da støttet samvær som tidligere omtalt er et nyere begreb i
dansk sociallovning (og der er endnu ikke lavet forskning på dette begreb). Det fremhæves i de
danske undersøgelser, at selvom her er tale om et overvåget samvær, er det altid et støttende
element. Efterfølgende gennemgås også forskning, der har inddraget anbragte børn og unges
perspektiv generelt på kontakten til det biologiske ophav.
Af danske undersøgelser i forhold til samværsbegrænsning kan nævnes Hestbæk (1997) og
Wegler og Elgaard (1998). Disse er repræsentative i forhold til det generelle billede af
begrænsede samværsordninger, men er det ikke i forhold til de begrænsede samværsordninger,
der omhandler de overvågede og støttede samværsordninger. Dette påpeges også i litteraturen
på området. I Wegler og Elgaard `s kvalitative undersøgelse (1998), der vedrører anbragte børn
i det tidligere Frederiksborg Amt, og er foretaget på baggrund af 36 sager over en 2-årig periode
og med interview med blandt andet anbragte børn og deres forældre konkluderes det, at mange
forældre efter at være blevet støttet under overvågningen var positive stemt over forløbet. Det
afgørende var forberedelsen med overvågeren. Generelt skal overvågeren have en aktiv rolle
under samværet. For de anbragte børns vedkommende var det generelle indtryk, at
støttepersonen, den såkaldte kurator, er en tryghedsskabende faktor i forhold til både børn og
forældre.
Hestbæks (1997) undersøgelse af 700 anbringelsessager viser, at der oftest besluttes overvåget
samvær i sager med tvangsanbringelse, hvor barnet er mellem 0-6 år og er pige, og hvor
problemstillingen i forhold til barnet er seksuelle overgreb eller forældrene har en psykisk
lidelse.
Der er ligeså få udenlandske undersøgelser på feltet, og af dem skal her nævnes Cleaver (2000)
og Havik (2002).
6
Den engelske undersøgelse (Cleaver, 2000) af 152 socialkontorer fandt, at børn anbragt i
familiepleje oftest har kontakt med deres forældre i en overvåget samværsform. I en 1/3 del af
sagerne foregik det overvågede samvær i socialforvaltningsregi, hvilket forældrene ikke
billigede. For børn, der havde været udsat for vold fra forældrenes side var dette dog en
tryghedsskabende samværsform.
I den norske (Havik, 2002) kvalitative undersøgelse af 53 norske samværssager konkluderes
det, at samværsfrekvensen fastsættes med længere intervaller i sager med overvåget samvær end
ved samvær uden overvågning.
Mange anbragte børn og unge giver generelt udtryk for, at en af de sværeste problemstillinger
ved at være anbragt, er kontakten til forældrene (Børnetingets nyhedsbrev 2005, 2006, 2007).
Det opleves som en ambivalent størrelse, f.eks. fordi forældrene svigter aftaler og er fyldt op af
egne problemer, eller fordi anbringelsesstederne har meninger om kontakten til forældrene, og
det er svært at være og blive afklaret i forhold til relationen til forældrene under anbringelsen.
Nogle undersøgelser viser også, at ”blodets bånd”, og det er både forældre, søskende,
bedsteforældre mv. opleves som stærkt af anbragte børn og unge (Egelund og Hestbæk,
2003:181).
I TABUKA (2005) påpeges det, at anbragte børn og unge i højere grad ønsker at have større
indflydelse på, hvordan kontakten til forældrene bliver tilrettelagt. Enkelte fremhæver, at
børnene skal have lov til at bestemme rammen for kontakten til de biologiske rødder, både
forældre og søskende. Andre anbragte børn og unge fremhæver, at det skal være mere legalt at
afvise kontakten og overlade de vanskelige dele til de professionelle i systemet. F.eks.
formidlingen af barnets ønske om ikke at have kontakt til forældrene.
Gunvor Andersson (1998) har i en kvalitativ undersøgelse af 22 anbragte børn i alderen 10-11
år undersøgt, hvordan børnene forholder sig til kontakten med deres forældre. Her tegner sig et
billede af, at alle børn har kontakt med deres mor og halvdelen kontakt med deres far. Ud fra
børnenes udsagn kunne gruppen deles i næsten lige to store grupper. Den ene gruppe af børn
oplevede kun at have en familie, nemlig plejefamilien, og selvom der var kontakt med det
biologiske ophav var der ikke en følelsesmæssig tilknytning til dem. Den anden halvdel af
børnene oplevede, at de havde to sæt af familier, både den biologiske og plejefamilien. Børnene
oplevede ikke, at dette var modsætningsfyldt, og de havde selv ideer til, hvordan det var muligt
at have kontakt til begge parter – også i det tilfælde, hvor de skulle flytte hjem til den biologiske
7
familie igen. Undersøgelsen understreger endvidere, at ud fra børnenes perspektiv er det at have
en god kontakt eller relation til forældrene ikke er ensbetydende med et tilhørsforhold eller at et
tilhørsforhold betyder at barnet ønsker at flytte hjem.
Forskningen på området generelt har i langt højere grad været optaget af resultatet af kontakten
mellem forældre og anbragte børn end processen, og derfor kan flertallet af undersøgelserne
kategoriseres som effektforskning (Ulvik, 2004). Disse undersøgelser er primært lavet ud fra
engelsk kontekst, og er optaget af om den er en positiv eller negativ virkning af kontakten
mellem parterne f.eks. i forhold til udvalgte mål, som f.eks. hjemgivelse eller stabil eller
sammenbrud af anbringelsen. Færre undersøgelser er optaget af børns psykosociale tilpasning
eller intellektuelle udvikling; selvom man ofte begrunder praksis ud fra disse parametre (ibid.).
Samlet set er den psykologiske begrundelse forskellige alt efter om her er tale om korttids– eller
langtidsanbringelse. Forskningen understøtter ved korttidsanbringelser det paradigme, at
kontakt med forældrene næsten altid vil være hensigtsmæssig for anbragte børns udvikling og
trivsel. Ved langtidsanbringelser er billedet ikke så entydigt, men der fremhæves overvejende
positive effekter (Ulvik, 2004 ; Egelund og Hestbæk, 2003).
Bo Vinnerljung (1996) påpeger, at selvom megen engelsk-amerikansk forskning på området
viser positive effekter af kontakten, vises ingen sammenhæng med en sådan kontakt og
plejebørns livssituation som voksne.
En enkelt central og ofte citeret undersøgelse af Quinton, Rushton, Dance og Mayes (1997)
sætter spørgsmålstegn ved de omtalte positive effekter af kontakten i disse undersøgelser. I
denne undersøgelse af undersøgelser af kort- og langtidsanbringelser sættes det empirisk
materiale under kritisk lup. F.eks. fremhæves det, at de fremherskende commonsense antagelser
om virkningerne af kontakt, der præger praksis, er ikke testet systematisk. Endvidere er der
mange andre forhold, der gør sig gældende udover kontakten til forældre, når et barn skal
hjemgives. Samlet set konkluderer Quinton et al., at der ikke forskningsmæssigt er empirisk
belæg for ensidige anbefalinger til praksis. Her er mere tale om et socialt eksperiment end
evidensbaseret praksis. Det må konstateres, at der ikke er sikker viden om, hvorvidt anbragte
børn og unge har gavn af kontakt til forældre eller ej (Ulvik 2004; Egelund og Hestbæk, 2003).
Da forskningen har kigget meget begrænset på problemstillingen med støttet samvær set ud fra
det anbragte barn og unges perspektiv, vil jeg i specialet trække en del på egen praksiserfaring
8
og forforståelse i forhold til problemstillingen. Hvordan forforståelsen defineres vil der i
nedenstående redegøres for.
1.3 Egen praksiserfaring, forforståelse og teoretisk forforståelse
Jeg vil i det følgende afsnit beskrive min praksiserfaring, forforståelse og teoretiske
forforståelse i forhold til specialets problemstilling. Beskrivelsen er forsøgt at gøre så eksplicit
som mulig grundet mit indefra-perspektiv. Forforståelsen beskriver endvidere hvilken
inspiration - det blik, som undersøgelsen bygger på metodisk og analytisk fra start til slut.
1.3.1 Beskrivelse af egen praksiserfaring og forforståelse
Min forforståelse er forankret i praksis viden og erfaring fra mange års arbejde (11år) med
netop samværssager med overvåget og støttet samvær. Denne erfaring har jeg via min funktion
som konsulent med opgaver direkte i konkrete samværssager og som samværskoordinator i
CAFA - center for anbringelse og forebyggende arbejde. CAFA er en selvejende, non-profit
konsulentvirksomhed, der udfører både forebyggende samt foranstaltningsmæssige
konsulentopgaver for kommuner primært på Sjælland indenfor børne– og familieområdet.
Typer af opgaver i forhold til anbringelser udenfor eget hjem kan f.eks. være: visitation, tilsyn,
koordinering samt supervision af plejeforældre og andre professionelle, terapeutiske samtaler
med børn og unge, samt projekter støttet med midler fra Socialministeriet og fonde. Af projekter
kan nævnes, at CAFA snart afslutter et 3 årigt metodeudviklingsprojekt vedrørende støttet og
overvåget samvær. Derudover tilbyder CAFA netværksarbejde med forskellige grupper, f.eks.
netværksgrupper for børn og unge anbragt i familiepleje eller på opholdssteder og driver en
forældrekreds for forældre til med børn anbragt uden for hjemmet.
Forinden mit virke i CAFA har jeg været ansat som socialrådgiver i 3 år i 2 forskellige
kommunale børne- familieafdelinger. Min forforståelse bygger således på omfattende erfaring
og praksis viden på anbringelsesområdet.
Min erfaring er, at det generelle billede i forhold til mange anbragte børn og unge er, at de står i
store dilemmaer med mange, indholdsmæssigt forskelligartede problemstillinger. Disse
dilemmaer opstår ofte i relation til samværet mellem dem og deres forældre. Men
sammenstemmende for dem alle er, at alle involverede voksne, som har part i eller er involveret
i sagen, har en ofte stærk interesse i og mening om, ”hvad der er bedst for barnet”. I
voksenkredsen er der mange interesser, der påvirker de voksnes holdning til ”barnets bedste”.
9
Forældrene, anbringelsesstederne, systemrepræsentanterne (sagsbehandlere, psykologer), sætter
dagsorden for, hvordan ”blikket” og forståelsen af samværet i den enkelte sag bliver. Ofte er
forståelsen og de involveredes interesser modsatrettede. Forældrenes interesse er ofte, at de
ønsker at se deres anbragte barn så meget som muligt, så de ønsker oftest udvidelse af
samværet. Anbringelsesstedets vurdering af samværet gøres ofte ud fra barnets ”negative
reaktioner” før og/eller efter samvær, hvorfor anbringelsessteder ofte peger på nedsættelse af
samvær. Desuden kan der i anbringelsesstedernes interesser også ligge personlige motiver til at
søge samvær nedbragt. Sagsbehandlere vil som regel tage udgangspunkt i en vurdering af
barnets udvikling, som ofte bygger på en beskyttelsestankegang i forhold til barnet og en
rettighedsbedømmelse i forhold til forældrene. Med disse udgangspunkter bliver der ofte tale
om en forhandling mellem forældre, anbringelsesstedet og systemet, som bliver afgørende for,
hvordan en samværsordning og rammen herfor bliver udformet.
De interesser / syn / forhandlinger, der udspiller sig i forbindelse med beslutninger om samvær,
påvirker barnet, og kan alt efter indholdet i disse skabe dilemmaer og loyalitetskonflikter hos
barnet. Det kan f.eks. være, at barnet kommer i loyalitetskonflikt mellem sine forældre og
plejeforældre eller i et dilemma om at varetage sine egne behov eller sin forældres behov i
konkrete forhold i forbindelse med samværet.
Barnets holdning til samværet bliver som regel formidlet gennem anbringelsesstedet
(plejefamilie, opholdssted eller døgninstitution), hvor tilbagemeldingerne som før beskrevet
omhandler udsagn, hvor fokus er på barnets reaktioner før og efter samværet. Generelt gives der
beskrivelser med vurderinger anlagt på, hvor belastende samværet er for barnet. Barnets kontakt
med forældrene bliver forstået i den kontekst, at når det anbragte barn reagerer ”negativt” på
samværet, er det etablerede samvær til skade for barnet. Det skal fremhæves, at
anbringelsesstedets fortolkninger af barnets reaktioner ofte får stor betydning for systemets
beslutninger om et overvåget eller støttet samvær.
Jeg oplever, at synet på/holdningen til barnet indenfor dette felt bærer præg af, at barnet skal
beskyttes mod uro og reaktioner, idet man har en forestilling om, at barnet skal have ”ro” på
anbringelsesstedet. Det vil sige, at man i de beslutninger og foranstaltninger, man tager omkring
samvær, har som mål, at det anbragte barn ikke må reagere følelsesmæssigt før eller efter et
samvær.
10
Min erfaring er, at det ikke er muligt – ej heller ønskeligt - at skabe ”følelsesmæssig ro” og
konsensus omkring anbringelse af et barn og samværet forbundet med denne. Anbringelsen er
oftest – uanset hvor velbegrundet og forståelig den måtte være for forældre og barn – en i bund
og grund uønsket situation for begge parter, som altid giver grundlag for følelsesmæssige - også
uhensigtsmæssige reaktioner og handlinger. De mennesker (plejefamilier og pædagoger), der
tager vare på anbragte børn bliver ligeledes oftest følelsesmæssigt berørt af barnets situation og
deres egen opgave. Barnet bliver en del af en række indbyggede dilemmaer og konflikter, alene
fordi det er anbragt. Det medfører, at det anbragte barn må reagere med selvstændige
følelsesmæssige reaktioner og adfærd på den situation. Min erfaring er, at den nævnte holdning
til barnets reaktioner som uønskede, generelt set er stigmatiserende, og i forhold til udvikling af
kontakten mellem barn og forældre er den hæmmende.
Adskillelsen fra forældrene og reaktioner hos barnet i forbindelse med kontakt med dem igen
under anbringelsen bliver endvidere beskrevet i litteratur vedrørende tilknytnings- og
separationsteori mellem børn og deres forældre i forbindelse med en anbringelse af barnet
(Andersson, 1995; Andersson & Hollander, 1996; Börjeson og Håkansson, 1998; Mahler,
1988). Dette perspektiv uddybes i næste afsnit.
Barnets reaktioner på samvær med forældrene bør mere betragtes som en naturlig del af den
udvikling, som foregår i en anbringelse, og som sådan bør de rummes, og barnet bør støttes i
disse.
Omvendt findes der sager, hvori det anbragte barn eller ung bliver så belastet af kontakten med
forældrene og/eller de dilemmaer og konflikter, det stilles i, at det i alvorlig grad hæmmer
barnets udvikling, ligesom der findes sager, hvor barnet vedvarende og klart giver udtryk for, at
det ikke ønsker kontakt med forældrene. I sådanne situationer er det meget vanskeligt for
systemet at træffe beslutning om en afbrydelse af samvær. Min erfaring er, at det i disse
situationer oftest er hensynet til forældrenes ret til at se barnet/den unge, der vejer ”tungest på
vægtskålen”. Jeg oplever i disse sammenhænge, at den altdominerende forståelse hos
professionelle er, at børn og forældre hører sammen som enhed uanset, hvordan deres
livsforhold og relationer har udviklet sig. Dette betyder for nogle anbragte børn og unge, at de
kommer i klemme i en majoritets forståelse af en minoritets problemstilling. Jeg forestiller mig,
at denne forståelse kan fastholdes i systemet, fordi den enkelte sagsbehandler kun kommer i
berøring med og får erfaring med ganske få sager, hvor der skal træffes afgørelser om
11
begrænset samvær eller afbrydelse af samvær. I det hele taget er det ikke mange erfaringer, som
en enkelt sagsbehandler får om beslutninger i forhold til samvær, herunder overvåget eller
støttet samvær.
Trods gode intensioner fra de professionelle bliver der ikke i alle sager foretaget/prioriteret en
grundig undersøgelse af relationerne mellem forældrene og det anbragte barn, inden der træffes
beslutning om overvåget eller støttet samvær. Jeg ser ofte, at undersøgelser først følger efter, at
der er iværksat støtte i samværet. I nogle tilfælde startes et støttet samværsforløb med, at der
under samværet skal undersøges, beskrives og vurderes på relationer mv.. Dette påvirker
naturligt nok et samværsforløb, og ofte er forældre og barnet ikke klar på, at dette
undersøgelsesarbejde også er en betingelse for, at der kan etableres samvær mellem barnet og
familien.
Efter en anbringelse af et barn kommer systemets fokus primært til at handle om barnets
udvikling på anbringelsesstedet frem for kontakten med forældrene, hvilket undersøgelser på
området også har påvist (Hestbæk 1997, 2003).
Min praksiserfaring er endvidere, at forældre og børn ikke altid får information, og de bliver
ikke altid spurgt om deres holdning til en evt. støtteordning i samværet eller inddraget i forhold
til praktiske løsninger i planlægning og indhold i samværet.
Med anbringelsesreformen er der kommet fokus på, at der skal gennemføres en samtale – den
såkaldte obligatoriske børnesamtale mellem det anbragte barn/den unge med den respektive
myndighed. Det vil sige, at sagsbehandleren, der har ansvaret for anbringelsen, skal mindst en
gang årligt gennemføre en samtale med barnet/den unge om anbringelsen. Mange
sagsbehandlere giver udtryk for, at det er svært for dem at få det anbragte barn eller den unge til
at fortælle om f.eks. samværet med forældrene, også selvom barnet/den unge tilsyneladende
trives med samværet.
Anbragte børn og unges tilpasningsevne kan være stor – særligt når det handler om deres
relationer til betydningsfulde voksne. Og relationen til forældrene er betydningsfuld, også under
en anbringelse, og uanset hvordan forholdene i øvrigt udvikler sig.
Det enkelte barns strategier for tilpasning i forhold til både forældre og anbringelsessted er
vigtige at holde sig for øje. I f.eks. TABUKA, 2005 fortæller anbragte børn og unge, at der i høj
12
grad i mange sammenhænge er tale om en ydre tilpasning og om at føje sig. Det kan have som
konsekvens, at børnene lever i ensomhed og/eller reagerer med flugt fra eller vrede mod
omverden. Jeg oplever, at voksne ofte overhører børns signaler og/eller fortolker dem ind i de
tidligere beskrevne forståelsesrammer. Systemet omkring anbragte børn og unge får ikke spurgt
og inddraget børnene/de unge i tilstrækkelig grad, hverken i forhold til deres generelle
holdninger eller i de konkrete løsninger. De voksne er meget lidt opsøgende i forhold til børn og
unges holdninger. Man undlader ofte af bekymring for, at man vil stille barnet i vanskelige
problemstillinger og det konflikter, idet man ikke er opmærksom på, at barnet ER i disse, uanset
om man taler med barnet om det eller ej.
1.3.2 Beskrivelse af teoretiske forforståelse
Nedenfor præciseres den teoretiske forforståelse – det teoretiske blik, som undersøgelsen i
specialet er indfanget i. Dette teoretiske blik tager udgangspunkt i nogle bestemte forståelser,
som undersøgelsen både metodisk og analytisk er præget af, og som jeg har ladet mig inspirere
af i forhold til specialets problemstillinger, jf. kapitel 2.
OBJEKTRELATIONSTEORIEN
Det teoretiske perspektiv, der vil blive inddraget og benyttet i undersøgelsen i forhold til
børneinterviewene, er teori vedrørende børns relationer til forældre – de primære
omsorgsgivere, som tidligere omtalt: objektrelationsteorien. Valget af dette perspektiv er
begrundet i, at man i socialt arbejde med børn og deres forældre ikke kan komme udenom
problemstillingerne omkring betydningen af den tidlige forældre-barn relation og hvordan
forstyrrelser af denne kompenseres af de sociale institutioner – også i støttet samvær.
Objektrelationsteorien er ikke en én teori, den udgør snarere et perspektiv, der gradvist har
dannet forskellige skoler, engelske og amerikanske, som alle har væsentlige dele tilfælles.
Perspektivet har rødder tilbage i den klassiske psykoanalytiske tradition hos Freud (Køppe,
2007). Den er udviklet i terapeutiske sammenhænge, hvor man har interesseret sig for viden om
børn og voksne med tidlige udviklingsskader (Lindén, 2004). Her har man været optaget af det
faktiske samspil mellem det lille barn og dets nære omsorgspersoner.
Samlet set fokuseres der inden for perspektivet på, hvordan tidlige følelsesmæssige relationer
etableres og udvikles, og hvordan de indre repræsentationer formes af det barnet først oplever i
yderverdenen. De ydre relationer omsættes til indre objekter, som er billeder på det
13
følelsesmæssige både ubevidste og bevidste plan. Barnets indre objekter er dets tolkende og
internaliserende opfattelse af først og fremmest de nærmeste omsorgspersoner. Derfor har
barnet grundlæggende behov for kontakt med et andet menneske tidligt i sin udvikling og
derigennem tilknytning, tryghed og bekræftelse af sit eget selv. Her er barnet objektsøgende i sit
relationsbehov i den tidlige udvikling. Objektet er først og fremmest moderen og derefter
kommer faderen, søskende, bedsteforældre mv. Afhængigheden af objektet (moderen)
kendetegnes ved at være symbiotisk. Derfor er det af stor betydning, at den voksne evner at
rumme barnet følelsesmæssigt, give det opmærksomhed og er tilgængelig i samspillet med
barnet. Dette betragtes som den afgørende faktor for barnets personlighedsudvikling. Dette
danner grundlag for både den gode og den mangelfulde udvikling hos barnet. Derfor bør socialt
arbejde - både intervention og forebyggende arbejde med børn og familier - tage udgangspunkt i
en detaljeret og grundig vurdering af den følelsesmæssige kvalitet af de tidlige nære relationer
mellem barnets og dets primære omsorgspersoner (Andersson og Hollander, 1996; Køppe,
2007; Lindén, 2004).
SEPARATIONSTEORIEN
I forbindelse med anbringelse af børn og deres kontakt med deres forældre er det også relevant,
at forholde sig til den omtalte adskillelse af parterne og reaktioner herpå, når barnet har kontakt
med forældrene under en anbringelse. Separationsteorien knytter sig an til
objektrelationsteoriens beskrivelse af barnets udvikling gennem den fase, der hører til
separations-individuation (Börjeson og Håkansson, 1998:299). Tesen er her, at der skal skelnes
mellem om separation fra forældrene afstedkommer en bibeholdt kontakt med forældrene eller
det indebærer, at kontakten helt afbrydes. Baggrunden for dette skel tager udgangspunkt i, at en
fjernelse fra de primære omsorgsgivere er så indgribende for barnets udvikling, at den
dominerer livsfølelsen og selvopfattelsen, i været fald true barnets identitetsfølelse. Det udløser
et separationstraume for barnet, som det gennemlever i tre faser. I den første fase fortrænger
barnet separationstraumet. Det bliver uløst, men overføres til dybere niveauer i barnets
personlighed. Separationsfasen vil i denne forståelse altid være en psykisk belastning for barnet.
I den anden fase ser barnet på sig selv som fremmed. Den dominerende identitet er fortsat
udviklet den omsorgsperson, som barnet er separeret fra. Barnet ser på den nye og fremmede
identitet i samspil med de nye betydningsfulde voksne. I den tredje fase er barnet blevet
fremmedgjort i forhold til tidligere livshistorie og tidligere identitet. Disse typiske
reaktionsfaser skal sammenholdes med de specifikke reaktioner på adskilles, der følger det
14
enkelte anbragte barns udviklingsniveau – set ud fra et identitetsudviklings perspektiv (Ibid.,
1998:300).
Diskussionerne går derfor på om kontakt med forældrene efter separationen er
identitetsopbyggende for barnet eller ej. På den ene side med udgangspunkt i David Fanchels
store værk ”Children in Foster Care”(1978) argumenteres der for, at følgerne af separationen
kan ophæves gennem vedligeholdelse af kontakt med forældrene under anbringelsen - også
selvom forældrene har ringe omsorgsevne - idet der kan arbejdes med de følelsesmæssige
reaktioner hos barnet før og efter kontakten med forældrene. Barnet har brug for at komme
tilbage til de primære omsorgsgivere for at få bearbejdet separationen og videreudvikle sig
identitetsmæssigt. På den anden side med udgangspunkt i Goldstein, Freud og Solnit `s artikel
”Beyond the best interests of the child” i ”Barnets rätt – rätten til barnet” (1978) argumenteres
der for, at barnet meget tidligt igen har behov for at relatere sig til nye omsorgsgivere (f.eks.
plejeforældre som de psykologiske forældre). Barnet skal ikke være i et tomrum mellem
plejeforældre og forældrene uden at kunne få tilfredsstillet sit behov for relation(erne) til nogen
af parterne. Derfor skal der i forhold til forældre med ringe omsorgsevne ikke etableres kontakt
til det anbragte barn, da dette kan forstyrre barnet i at knytte stærke bånd til de nye
omsorgspersoner. De biologiske forældre kan kun tolereres, hvis de opfører sig ordentligt. Faren
for at barnet sættes i en vanskelig loyalitetskonflikt mellem forældre og plejeforældre er stor,
hvilket skaber for stor usikkerhed for barnet i forhold til identitet og tilhørsforhold (Ibid:295-
297).
OPLEVELSE AF SAMMENHÆNG
Et helt andet perspektiv, der vil blive inddraget i forhold til analysen af børneinterviewene er,
sociologen Aaron Antonovskys salutogenesiske model. Antonovsky udviklede begrebet ”sense
of coherence”, som han mente var gældende for alle kulturer. Sommerschild (2000) har oversat
begrebet til Oplevelse Af Sammenhæng (OAS). For at individet kan få en oplevelse af
sammenhæng i livet skal der ifølge Antonovsky være følgende tre elementer tilstede:
1. Individet kan forstå situationen – at indre og ydre stimuli er strukturerede, forudsigelige
og forklarlige.
2. Individet har en tro på, at det kan finde løsninger – at det har ressourcer til at møde de
krav, som udspringer af de ydre og indre stimuli.
15
3. Individet kan finde det meningsfuldt at gøre forsøget – kravene er udfordringer, som det
er værd at engagere sig i.
Disse tre centrale kernepunkter fandt Antonovsky frem til gennem samtaler med jøder, som
havde overlevet koncentrationslejre. Nogle af dem udviste stor tilpasningsevne, var tilfredse
med livet nu trods de voldsomme oplevelser. De gav udtryk for, at de konstant havde været i
stand til at fastholde en oplevelse af indre sammenhæng. Selvom denne tilgang primært er
udarbejdet på voksne, finder jeg den alligevel relevant at inddrage i forhold til anbragte børn og
kontakten med deres forældre, jvf. Gjærums (2000) erfaringer i arbejdet med familier til børn og
unge med særlige belastninger.
Antonovsky finder, at individet kan befinde sig på et OAS-kontinuum gående fra en stærk til en
svag oplevelse af sammenhæng. Et individ, der har en stærk OAS er kendetegnet ved, at
grænserne for, hvad det finder betydningsfuldt, er fleksible, og verden forekommer forståelig,
håndterbar og meningsfuld. Et individ med en svag OAS oplever det modsatte. I modellen
betragtes sundhed-sygdom som et kontinuum og i et salutogenesisk perspektiv fokuseres på en
bevægelse mod større sundhed, uanset hvor på denne skala man befinder sig (Gjærum,
2000:93). Det centrale i modellen er, hvilke faktorer, der får individet til at nærme sig en rask
pol og besidde en stærk SOC. Antonovskys pointe er, at jo bedre vi som mennesker forstår den
situation, vi befinder os i, og tror på løsninger og oplever det meningsfuldt at gøre et forsøg på
at trodse modgang og traumatiske oplevelser, jo tættere vil personen være på den raske pol.
Antonovsky forudsætter, at mennesket har generelle modstandsressourcer – Generalized
Resistence Ressources – som giver mulighed for at fremme stresshåndtering. Disse er defineret
som en karakteristik for hvert individ. Antonovokys teori går overvejende på det individuelle
niveau. Herved har teorien en begrænsning, idet mening også skabes på det interpersonelle
niveau, altså i relation til andre samt det institutionelle og samfundsmæssige niveau (Gjærum,
2000; Sommerschild, 2000).
ROLLETEORI
I forbindelse med inddragelse af de professionelles synsvinkel på støttet samvær inddrages som
teoretisk indfaldsvinkel rolleteori. Teorien forklaringskraft ligger i at være med til at beskrive
og forklare de generative mekanismer på institutionelt niveau, jf. specialets
videnskabsteoretiske optik. Den enkelte professionelles rolleindtagning har afgørende betydning
for muligheden for inddragelse af det anbragte barns perspektiv på støttet samvær, og som de
16
forskellige samarbejdsrelationer – rollerelationer, der er mellem de professionelle omkring det
anbragte barn er afhængige af, jvf. model 1.
Det rolleteoretiske afsæt er meget bredt i litteraturen vedrørende de sociale samhandlingsteorier,
men jeg har hentet inspiration fra Katzenelson (1994) om positioner og roller samt valgt en
interaktionistisk og institutionel vinkel med afsæt i Peter L. Berger og Thomas Luckmanns
(2003) begreber om roller og institution fra ”Den sociale konstruktion af virkeligheden”. Valget
er begrundet i, at Berger og Luckmann forsøger at kombinere en fænomenologisk og marxistisk
tankeretninger med inddragelse af såvel makro- som mikrosociologiske synsvinkler, jf. Brante
og videnskabsteoretisk valg for specialet. Disse to modsatrettede synsvinkler sammenfattes i
antagelsen om, at: ”Samfundet er et menneskelig produkt. Samfundet er en objektiv
virkelighed. Mennesket er et socialt produkt”(Berger og Luckmann, 2003:99). Harste og
Mortensen (1996) beskriver, at den sociale virkelighed i dette perspektiv nok er objektiv, men
den er menneskeskabt og udtryk for bevidst viden og meningsbærende handlinger. De ser, at det
er ikke i den funktionelle objektivitet, at samfundets realitet ligger, men i institutioners
betydning for bevarelsen af hverdagens verden. De sociale institutioner dannes historisk og
videreudvikles historisk, men de bliver prøvet af, når de overtages og legitimeres af nye
generationer. Institutioner både dannes og reproduceres processuelt. Hverdag og institutioner
bidrager derfor med at opretholde hinandens verdener. Institutionerne forsvinder uden
hverdagens gentagelser og opretholdelse af institutionelle mønstre, hvad enten der er tale om
anbringelse af børn, kirkegang eller militær disciplin. Berger og Luckmann har ingen stærk
sprogteori, men peger alligevel på, at menneskelig oplæring til sociale individer foregår gennem
sproget, og en lang række af den sociale ordens normer er af sproglig karakter (Harste og
Mortensen, 1996:199-200). Roller repræsenterer her den institutionelle orden på to niveauer: for
det første i udøvelsen af selve rollen og for det andet repræsenterer rollen en hel institutionel
adfærdssammenhæng. Kun gennem en sådan repræsentation gennem udøvede roller kan
institutionen manifestere sig i den konkrete erfaring. Berger og Luckmann (2003) sammenligner
institutionernes ”programmerede handlinger” som et drama med levende skuespillere, der til
stadighed genopfører de foreskrevne roller. Ved at spille en rolle tager individet del i en social
verden. At roller repræsenterer institutioner betyder altså, at de gør det muligt for institutionerne
forsat at eksistere som en virkelig tilstedeværelse af levende individers erfaring (Berger og
Luckmann, 2003:113).
17
Katzenelson (1994) skelner mellem position og rolle. De er to sider af samme sag, men ikke
identiske fænomener, idet den samme position kan rolleforvaltes på forskellige måder inden for
mere eller mindre konventionelle eller normativt fastlagte rammer. Positioner er her defineret,
som et sæt eller en struktur af typificerede rettigheder og pligter, der som konventionelle
forventninger eller tillige ofte foreskrivende normer er tillagt en person eller gruppe af personer
i kollektivets praktikker (Katzenelson, 1994:139-142). Som f.eks. en sagsbehandler position
eller støttepersons position. Nogle praktikker tillades kun at blive udført at medlemmer med en
bestemt position, hvilket afgøres af kollektivet. Det vil sige, at det kun er sagsbehandleren, der
f.eks. har beslutningskompetencen i forhold til det støttede samvær, det har støttepersonen ikke.
Mange personer indtager samme position og indehaverne af disse udviser ofte større indbyrdes
lighed end personer, der ikke indtager pågældende position. Der er grads forskel, men derfor må
det konstateres, at personer, der indtager samme position også spiller eller udfører samme rolle.
Rollen defineres nemlig, som det sæt af forventninger og normer, der rettes mod og foreskriver
en bestemt adfærdsmåde i bestemte situationer for en person, der indtager en bestemt position
(Ibid:143). Rollen er altså positionen i aktion, hvor positionen levendegøres i samkvemmets
syntaks – den processuelle del. Den indebærer en psykologisk beskrivelse af normer, faktisk
adfærd og mentalitet snarere end en strukturel analyse af positionssystemerne. Samkvemmets
roller har en karakterafhængig rolle, som kan beskrives ud fra de deltagende personer
personligheder. Hvilket betyder, at rollen er meget mere afhængig af personens karakter end
positionen er. Dette betyder i forhold til specialets problemstilling, at sagsbehandler positionen
altid vil være der, men effekten af positionen er langt mere afhængig af den måde, som
sagsbehandleren som person udfylder den. Ergo er rollen personafhængig. Sagt på anden måde,
når rolle er det dynamiske træk ved en position, er rolle identisk med sin udførelse. Den
eksisterer kun som operation, der hele tiden både er resultater af og genskaber de forventninger
og normer, som rettes mod positionen.
Den faktiske rolle udførelse afhænger af en række forskellige komponenter, som Katzenelson
(1994:151-152) her beskriver. I nedenstående har jeg fremhævet nogle af dem:
• Personen skal kunne anerkende rolleforventningerne eller præstere såkaldt rolleaccept.
Man skal identificere sig med rolle, engagere sig i den.
18
• Hvis personen ikke gør det, udviser han rolledistance, hvilket naturligvis hæmmer
engagement i rolleudførelsen, blokerer den eller får personen til at lægge ansvaret for
den fra sig.
• Da vi ofte indtager flere positioner og derfor udfører flere rolle samtidig eller har flere
rolleidentiteter, er der mulighed for rollekonflikter. Disse konflikter kan f.eks. opstå, når
vi i én og samme position oplever at møde forskellige forventninger til og normer for
den rigtige rolleudførelse. Det er ikke mindst sådanne konflikter, der giver anledning til
rolleforhandlinger, som ofte resulterer i, at én rolle og dertil hørende rolleidentitet
kommer til at dominere over andre (Ibid., 1994:152).
Samlet set kan man sige, at den professionelles rolle er den samlede mængde af forventninger,
der rettes mod en person i en bestemt position. Der kan så forekomme modstridende
forventninger til rollen. Og det er den enkelte professionelle, der med sit valg af rolletagning,
prioritere, hvilke forventninger, som han/hun vil leve op til og hvilke forventninger, som ikke
eller i mindre grad. Derfor er det afgørende, hvilken rolleindtagning den enkelte udfylder og
samarbejdet med andre rolle og deres forventninger. Hvilket er et meget komplekst rollespil, der
foregår f.eks. blandt de professionelle på børneforsorgsområdet.
BARNDOMSFORSTÅELSE
Jeg har i specialet valgt at inddrage anbragte børn i undersøgelsen. Jeg betragter anbragte børn
som en minoritetsgruppe i velfærdssamfundet, idet de er defineret som en kategori/gruppe, der
har særlig status i velfærdssamfundet, da de er anbragt udenfor eget hjem og i kommunes
varetægt. Det er børn i forhold til hvem myndighederne har overtaget forældrerollen og
definerer, hvad der er bedst for den enkelte. Jeg anskuer hermed også, at anbragte børn har en
underordnet og uprivilegeret status i forhold til både andre børn samt kategorien voksen i
velfærdssamfundet set i rettighedsperspektiv. Denne position skabes gennem kategorisering af
anbragte børn som særlig kategori, der betragtes gennem de dertil hørende eksisterende
”dominerende” forståelser og diskurser, praksisser og magtrelationer, der er i
velfærdssamfundet. Som Hanne Warming (2006) kan man kritisk spørge om det at tage
udgangspunkt i kategorien ”anbragte børn” ikke er medvirkende til at fastholde kategorisering,
som et udtryk for, at de udgør en særlig afvigende, homogen og problematisk gruppe. Hvilket
igen stiller spørgsmål ved anbragte børns homogenitet som social kategori, blot fordi de er
19
anbragt udenfor hjemmet. Mange anbragte børn giver selv udtryk for, at de er ligeså forskellige
som andre børn generelt i velfærdssamfundet, så hvorfor fastholde denne kategorisering og
stereotype opfattelse (Warming, 2006 og TABUKA, 2005).
Samme diskussion har været rejst inden for den nyeste barndomsforskning generelt, hvor
eksempelvis James, Jenks & Prout (1999) argumenterer for at have fokus på børns
forskellighed, og på at barndomme er variable og intentionelle, og derfor ikke eksisterer i en
endelig og identificerbar form. Barndom bliver konstrueret og formet af sociale, politiske og
historiske og moralske kontekster (Ibid.). Heroverfor står Qvortrup (1994), der mener, at
forskningen skal fokusere på, at børn er en fælles størrelse, da børn er en konstant del af alle
sociale verdener, barndom skal anskues som en social struktur og en universal kategori, og som
borgere har de behov og rettigheder (ibid.). På den måde er det også muligt, som Qvortrup
udtrykker det ”..it becomes possible, when the concept of childhood is used, to compare
childhoods internationally and interculturally, because we are availing ourselves of the same
types of parameters – e.g. economic, political, social, enviromental parameters” (Qvortrup
1994:6).
Det er to synspunkter, der står skarpt overfor hinanden, men begge med vigtige pointer, også for
dette speciales problemstilling. Anbragte børn er en heterogen gruppe med mange
forskelligheder, hvilket er et centralt kritisk input i den viden, som dette speciale også lægger op
til. Samtidigt er anbragte børn positioneret som en kategori med de dertil hørende forestillinger
som en social struktur i velfærdssamfundet. I et rettigheds- og ligestillingsperspektiv er det
derfor centralt også at have fokus på det som er fælles for anbragte børn.
Da jeg har valgt at indhente viden ved at benytte mig af børn som informanter, antager jeg også,
at de som gruppe i samfundet er kompetente i forhold til at kunne ytre sig og have mening om
deres liv som borgere i et velfærdsamfund. Jeg positionerer mig altså indenfor det, der i
børnefaglige kontekster beskrives som ”det nye barndomsparadigme” (Andersson, 1998b;
Garbarino, 1997; James et al, 1999; Kampmann, 2000; Schultz Jørgensen og Kampmann, 2000;
Tiller, 1989).
De metodemæssige dilemmaer, der er forbundet med at gennemføre interview med børn vil
blive uddybet i kapitel 2.
20
Ovenstående er den praksiserfaring, forforståelse og teoretiske forforståelse, som jeg bringer
med ind i denne undersøgelse og som empirien vil blive sat i spil med og omvendt, jvf. det
hermeneutiske vilkår beskrevet i kapitel 2.
1.3.3 Beskrivelse af konteksten – rammen for et støttet samvær
For kunne forstå, hvilken konkret kontekst de støttede samvær foregår i, vil jeg i nedenstående
kort beskrive, hvordan rammen for en sådan samværsordning ser ud. Det skal være med til at
give læseren et indblik i, hvilken kontekst de anbragte børn taler ud fra i interviewene. Det
illustreres endvidere med fotos, som vist her.
Alle samvær, som de anbragte børn fortæller om i interviewene foregår som sagt i følgende
ramme: I en gammel villa fra 1930èrne i 2 etager, som er indrettet med 5 forskellige rum med
hver deres sofagruppe samt legetøj. Der er ofte flere samtidige samvær. Midt i huset i
stueetagen er der ét køkken, hvor det er muligt at lave mad sammen. Køkkenet er også et slags
opholdsrum, da det er her man mødes, når man ankommer til samvær. Samværene foregår som
regel i det samme rum af hensyn til forældre og børn. Huset fremstår som en hyggelig og
behagelig ramme at opholde sig i. Det er indretningsmæssigt holdt i lyse farver og indbyder en
børnevenlig atmosfære. Umiddelbart virker huset ikke institutionsagtig.
Der er have med gyngestativ, en sandkasse og terrasse tilknyttet huset som udendørsfacilitet.
Huset ligger i centrum af en mindre provinsby, tæt ved en station og et butiksområde. Der er
også mulighed for fodring af ænder, fiskeri og gåture ved en nærliggende sø.
21
Figur 1: Fotos af samværshuset
22
1.3.4 De voksnes roller i forhold til de anbragte børn
Jeg har i specialet valgt at have fokus på anbragte børns opfattelse af støttet samvær. I den
forbindelse kunne der være mange forskellige temaer, der kunne vægtes. Jeg har i
undersøgelsen valgt at have et hovedfokus på de voksne omsorgspersoners rolle/ funktion i
forhold til disse anbragte børn. Da det viser sig, at alle børn i undersøgelsen har 9 forskellige
voksne omkring sig til at varetage opgaven om barnets tarv, herunder også det støttede samvær.
De 9 omsorgspersoner – her af 8 professionelle spiller en større eller mindre rolle i forhold til
barnets støttede samvær med forældre alt efter graden af beslutningskompetence i forhold til
denne foranstaltning. Eksempelvis har sagsbehandleren en afgørende rolle, da denne sidder med
den afgørende kompetence. Hvorimod støttepersonen spiller en stor rolle for barnet i selve
samværet, men har langt mindre rolle i forhold til beslutningen om samværet. Men hvad betyder
disse roller for barnet, og hvilken rolle har barnet? Dette er spørgsmål, som vil blive uddybet i
kapitel 4.
Modellen viser, at børnene som udgangspunkt kan henvende sig til en eller flere af disse voksne
vedrørende samværsproblemstillinger og omvendt. Hvilket pilene i modellen skal illustrere.
Figur 1: Model 1 – personkreds omkring det anbragte barn
23
1.4 Problemformulering
På baggrunden af ovenstående vil jeg belyse min problemstilling ved at rejse følgende
spørgsmål:
Hvad kendetegner i henhold til anbragte børn fænomenet ”støttet samvær” på
anbringelsesområdet?
1) Hvordan opfatter og oplever anbragte børn den samværspraksis, de indgår i?
2) Hvilke faktorer er afgørende for om anbragte børn oplever den støttede samværsordning
som god eller dårlig i forhold til kontakten med forældrene?
Er det i henhold til de professionelle på feltet muligt - og i givet fald hvordan - at tilgodese
anbragte børns syn på kontakten med forældre, når der er tale om en støttet kontaktform?
Formålet med undersøgelsen er endvidere at kunne bidrage med ny viden som grundlag for
udvikling af arbejdsmetoder på anbringelsesfeltet.
Undersøgelsen vil belyse ovenstående problemstilling på forskellige analyseniveauer, idet jeg
har ladet mig inspirere af den svenske sociolog Thomas Brantes analysemodel, som opererer
med 5 forskellige analyseniveauer med et indbyrdes samspil (Brante, 2004). Analyseniveauerne
er defineret som: det intrapersonelle, det interpersonelle, det institutionelle, det
interinstitutionelle samt det internationale niveau Han påpeger med denne niveauinddeling, at
sociologien producerer viden om de generative mekanismer om et givent fænomen både på
hvert analyseniveau med egen autonomi i kausalitet, og samtidigt har niveauerne indflydelse på
og relaterer til hinanden (Brante 1997: 324-329).
Med udgangspunkt i problemformuleringens første spørgsmål og de to underspørgsmål hertil
vil analysen være på et mikrosociologisk niveau, både på et individ og et interpersonelt niveau.
Her vil jeg forsøge at forstå og forklare anbragte børn og unges oplevelser af at have kontakt
med de biologiske forældre i en støttet samværsform ud fra de ovenfor forskellige teoretiske
tilgange, som løbende vil blive inddraget i analysen.
24
I forhold til problemformuleringens andet undersøgelsesspørgsmål vil analysen bevæge sig op
på et mesoniveau, det institutionelle niveau, hvor betingelserne for at inddrage anbragte børn og
unges synspunkter i det sociale arbejde analyses.
Efterfølgende vil jeg beskrive de metateoretiske, metodologiske og analytiske overvejelser, som
specialet her fra problemstilling til konklusion anvender. Det er centralt for al forskning at have
dette fokus, da al videnskabelig erkendelse er afhængig af de perspektiver og begreber, som
forskeren har valgt at benytte. Dette for at synliggøre de præmisser og argumenter, hvorpå
analysen er blevet gennemført og skabe gennemsigtighed (Fuglsang og Bitsch Olsen, 2004).
25
2 Videnskabsteoretisk optik og undersøgelsesdesign Jeg vil i det følgende redegøre for specialets videnskabsteoretiske optik og de deraf følgende
metodiske valg.
Metodegennemgangen er meget eksplicit grundet mit indefra-perspektiv både i forhold til de
kvalitative interview med anbragte børn og unge samt fokusgruppeinterviewet med mine
kollegaer. Således at det bliver gennemsigtighed i undersøgelsen og i forhold til resultaterne af
undersøgelsen (Olsen, 2002).
2.1 Videnskabsteoretisk positionering
Specialets problemformulering handler om, hvordan anbragte børn og unge opfatter og oplever
fænomenet ”støttet samvær” i forbindelse med kontakten til deres biologiske forældre under
anbringelsen samt hvilke mekanismer, der gør sig gældende i forhold til mulighederne for at
inddrage børn og unges syn på disse samvær i det sociale arbejde. Det vil sige, at jeg forsøger at
opfange viden om den sociale virkelighed, hvori fænomenet støttet samvær består og optræder
og hvordan det indvirker på aktørerne (i første omgang de anbragte børn og unge) og hvilke
mekanismer, der findes i de strukturer i den sociale virkelighed, som har betydning for
fænomenet. Disse spørgsmål drejer sig i første omgang om det erkendelsesmæssige om det
værende – om ontologi. Den måde, hvorpå jeg finder, at fænomenet erkendes på. Og for at
kunne studere dette har jeg ladet mig inspirere af det videnskabsteoretiske perspektiv, der
betegner sig som kritisk realisme. Her erkendes, at der findes en virkelighed uafhængigt af
forskernes erkendelse af den. Hvilket jeg i forhold til fænomenet støttet samvær også vil antage,
at det eksisterer uafhængigt af min erkendelse af det. Et væsentligt element i kritisk realisme er,
at der eksisterer to typer af objekter: Intransitive og transitive objekter. Et såkaldt intransitivt
objekt, som skal forstås som viden om ”noget”. Det vil sige, at støttet samvær eksisterer både
før og efter, at jeg som forsker har erkendt, at det eksisterer. Det transitive objekt, som defineres
som den skabte viden om dette ”noget” som f.eks. de teorier, paradigmer, modeller og begreber,
data etc., der er til rådighed på et givent tidspunkt. Viden skabes som et socialt produkt og
findes som udgangspunkt i tanken og ikke i realiteten – og denne viden er afhængig af
forskerens erkendelse heraf. I kritiske realismes skelnes mellem de transitive og de intransitive
objekter, hvilket er kernen i perspektivets erkendelsesmæssige præmis (Buch-Hansen og
Nielsen, 2007; Nygaard, 2002).
26
Kritisk realisme er udviklet af Roy Bharskar (1978) og videreført af Margaret Archer
(1995,1998) og Andrew Sayer (1992, 2000). I bøgerne ”Att förklara samhället” (Danermark et
al, 1997, 2003), ”Kritisk realisme som perspektiv i socialt arbejde” (Andersen, 2007) og i
”Kritisk realisme” (Buch-Hansen og Nielsen, 2007) er perspektivet opsummeret og danner
udgangspunkt for det tankesæt, som jeg metateoretisk trækker på i denne undersøgelse.
I perspektivet studeres samspillet mellem aktører og strukturer og de generative mekanismer,
der påvirker både aktører og strukturer over tid. Virkeligheden er opdelt i niveauer, der selv er
opdelt og de to grundlæggende niveauer er, strukturer og aktører. Begge niveauer er hinandens
emergente produkter. Strukturer emergerer fra aktørernes interaktion, og de besidder
egenskaber, som aktører ikke indeholder og omvendt (Buch-Hansen og Nielsen, 2007:50). I
kritisk realisme betegnes emergens som ”fremkomsten af objekter med nye strukturer, kræfter
og mekanismer” (Andersen, 2007:29-30). Her fremhæver Andersen endvidere med Roy
Bharskar, at: ”Mennesker kan forstås som organismer, men som organismer med ”ermergente
kræfter”. På samme måde kan samfund forstås relationelt som ”emergente produkter af
menneskelig adfærd” (Bhaskar i Lopez og Potter 2001:30)” (Ibid.). Hvilket betyder, at sociale
strukturer spiller en vigtig rolle for forståelsen af, hvorfor sociale aktører handler som de gør.
Strukturer determinerer ikke handling helt og fuldt ud, men sætter betingelsen for menneskelige
handlefrihed og skabelsesmuligheder (Andersen, 2007:39). Sagt på en anden måde, udfolder
menneskelig praksis sig aldrig i et strukturelt tomrum, men i en strukturel kontekst, som altid er
et produkt af fortidens aktiviteter. Hvor mennesket både individuelt og kollektivt har en vis
form for frihed til at forme egen skæbne, samtidig med at denne frihed i forskellige grad fra
aktør til aktør begrænses og er afhængig af strukturer og positioner (Buch-Hansen og Nielsen,
2007:53).
Det ontologiske og epistemologiske udgangspunkt for undersøgelsen er, som i
overensstemmelse med kritiske realisme, at der findes en virkelighed, som eksisterer og virker
uafhængigt af de begreber, som forskeren har om den. Det vil sige, at virkeligheden har en
objektiv eksistens. Samtidigt med anerkendes, at erkendelsen af denne objektivt eksisterende
virkelighed altid er begrebslig formidlet. Begreber formidler vort forhold til verden, en viden
som derfor er teori-ladet og fejlbarlig i et forsøg på at beskrive naturens virkelige strukturer
(Buch-Hansen og Nielsen:2007:33). Derfor er viden aldrig sikker eller definitiv. For den
eksisterende viden er der altid mulighed for at blive udbygget eller erstattet med ny
viden.(Danermark et al: 2003:13).
27
Jeg tager hermed afstand både fra en naiv objektivisme/realisme (positivisme), som hævder, at
alt, hvad der er virkeligt, er empirisk iagttageligt, og på den anden side de radikale og
diskursteoretiske strømninger, der betvivler, at der overhovedet findes en virkelighed udenfor
sproget og begreberne (Juul 2002:111).
Ontologisk indebærer kritiske realisme et skifte fra hændelse til mekanisme. Og det er de
generative mekanismer for det studerede fænomen og viden herom, der er centralt for dette
perspektivs videnskabsforståelse. Det vil sige, at bevægelsen fra viden om manifeste fænomener
til viden om de strukturer og mekanismer, der generer disse fænomener, er det essentielle for
denne position. Teorier og begreber er værktøjer i forskningsprocessen i forståelse af de
generative mekanismer og er et udtryk for tendenser om det studerede fænomen.
Der skelnes mellem tre domæner i denne tradition: det empiriske, det faktiske og det virkelige
domæne. Det empiriske domæne er defineret som det, der består af vores erfaringer og
observationer. Det faktiske domæne, som består af alle de fænomener, der indtræffer uanset om
vi erfarer dem eller ej. Virkelighedens domæne, som består af de ikke direkte observerbare
strukturer og mekanismer, som under visse omstændigheder understøtter og forårsager
begivenheder, og fænomener indenfor det faktiske domæne (Buch-Hansen og Nielsen, 2007).
Mellem disse tre domæner er der ifølge Bhaskar en ”ontologisk kløft”, og det videnskabelige
arbejde drejer sig om at bygge bro over disse kløfter. Det vil sige at konstruere en sammenhæng
mellem det, som vi erfarer, det, som faktisk sker, og det, der får tingene til at ske (Juul,
2002:111).
Med en kritisk realistisk tilgang tegnes et billede af virkeligheden udover de observerbare
fænomener, der indeholder et dybt og ikke direkte observerbart domæne. Fokus flyttes derfor til
de underliggende strukturer og mekanismer, som understøtter og forårsager disse manifeste
fænomener og til hvordan disse virker i en konkret kontekst (Buch-Hansen og Nielsen,
2007:25). Videnskabelige teorier er ikke udsagn om empiriske erfaringer, men er udsagn om
uafhængige kontrafaktiske og reelt eksisterende mekanismer, som må studeres gennem
konkrete undersøgelser (Juul, 2002:112).
De bagvedliggende mekanismer er ifølge den kritiske realisme stratificeret, hvilket betyder, at
de virksomme mekanismer findes i forskellige lag – strata af virkeligheden i hierarkisk orden,
28
altså er strukturer og mekanismer niveaudelte. Hvert stratum indeholder forskellige nye
mekanismer fra underliggende strata, hvilket indebærer eksistensen af emergente kræfter, som
er betegnelsen for fremkomsten af objekter med nye strukturer, kræfter og mekanismer
(Andersen, 2007:29-30). Jo højere strata, som man som forsker beskæftiger sig med, jo flere
virksomme mekanismer og flere mulige kombinationer. Hvert strata forudsætter hinanden. Når
man bevæger sig op igennem de forskellige strata, indeholder hvert nyt stratum kræfter og
mekanismer fra de underliggende strata. Samtidig indeholder hvert nyt stratum emergente
kræfter og mekanismer (relativt autonomi), hvilket er en central pointe for dette perspektiv.
Eksempelvis kan sociale fænomener forklares ud fra psykologiske mekanismer, men som
helhed produceres sociale fænomener af sociale kræfter (Danermark et al.2003:339; Juul,
2002:112).
Det kritisk realistiske perspektiv anerkender videnskabens hermeneutiske vilkår og anser derfor
at sociale fænomener i sig selv er meningsfulde. De kan ikke vejes og måles, men må forstås
gennem fortolkning som en nødvendig forudsætning for frembringelse af viden i
samfundsvidenskaberne. Begreber og teorier må derfor gøre udstrakt brug af referencer til de
begreber og teorier, der findes hos aktørerne i livsverdenen. Som Danermark et al. (2003)
beskriver det: ”Samfundet består for det første af tænkende og refleksive mennesker. De har
evnen til at forandre den sociale virkelighed. Man kan derfor sige, at den virkelighed, vi som
samfundsforskere studerer, er socialt produceret. For det andet (…) studerer vi andres
fortolkninger af den sociale verden. Vort studieobjekt er altså socialt defineret. Vi tolker andres
tolkninger. En forståelse af implikationer og meninger er afgørende for vores evne til at forklare
den sociale verden. For at forstå og forklare den sociale verden forsøger vi som
samfundsforskere dels at tolke og forstå, hvilke implikationer handlinger og hændelser har for
mennesker, men dels også at skabe begreber, som gør det muligt at overskride commonsense og
nå dybere forståelse, og forklaringer af mere abstrakt karakter. Dette er blevet kaldt
samfundsvidenskabens dobbelt hermeneutik. Som forskere er vi også et produkt af de sociale
tolkninger.” (Danermark et al. 2003:340).
I specialet vil jeg benytte mig af et hermeneutisk vilkår til analyse af de kvalitative interviews,
som i en hermeneutisk cirkel, hvor forforståelse og fordomme mødes med empirien for at danne
ny viden.
29
Slutningsformerne abduktion og retroduktion er her centrale. Abduktion handler om at tolke
eller rekontekstualisere enkelte konkrete foreteelser inden for rammen af en ny sammenhæng.
Heraf også linket til den hermeneutiske cirkel, hvor enkelte dele skal tolkes og forstås i relation
til forestillinger om en helhed. Dvs. at man skal opnå viden om strukturer og mekanismer bag
den umiddelbare empiri i et forsøg på at nå frem til en hypotese om, hvordan fænomenet er
kommet til at se sådan ud og hvor nye ideer introduceres (Danermark et. al.2003:181).
Retroduktion skal som begreb forstås som den måde, hvorpå man kommer fra de empiriske
observationer og frem til de bagvedliggende generative mekanismer. En ”transfaktisk
argumentation”, som kommer på den anden side af empirien til de strukturelle vilkår, som
muliggør det fænomen, som man vil undersøge. Retroduktion handler om ”ud fra en beskrivelse
og analyse af konkrete foreteelser at rekonstruere de grundlæggende vilkår for, at disse
foreteelser skal være det, som de er. Gennem tankeoperationer og kontrafaktisk tænkning er
målet at argumentere sig frem til transfaktiske vilkår” (Danermark et al.2003:191). Eller sagt på
en anden måde, hvordan er fænomenet muligt, og hvilken egenskaber må eksistere for at
fænomenet kan være, det som det er.
Den kritiske orientering er også gennemgående i det kritiske realistiske perspektiv. Det vil sige,
at samfundsvidenskaben må være kritisk overfor de sociale fænomener, der studeres. Det
betyder blandt andet, at social teori er ikke-neutral i den forstand, at den kan indeholde værdier
og handlinger (Andersen, 2007:43). Desuden ligger der i det kritiske element, at ved at
kortlægge de generative mekanismer på det sociale niveau mellem aktør og struktur, forklares
også sociale årsager. Disse er produceret af mennesker og kan derfor også forandres af
mennesker. Herved bliver dominans og magtforhold mere synlige, og heri ligger et
samfundskritisk potentiale, som kan give mulighed for en forandring af de eksisterende
samfundsstrukturer (Danermark et al, 2003). Det er bredt set en samfundsvidenskabelig opgave
at levere informeret samfundskritik, der kan være medvirkende til et bedre samfund. Ifølge Roy
Bharskar vil den videnskabelige viden indgå i en frigørende spiral, hvor viden om
undertrykkende og uretfærdige strukturer spiller sammen med politiske bevægelser for at ændre
samfundsforholdene (Buch- Hansen og Nielsen, 2007:66).
Forholdet mellem teori og empiri spiller også en afgørende rolle i dette perspektiv. Teorier er
begrebslige konstruktioner, som er fremkommet gennem abduktion og retroduktion. De
30
fungerer i det videnskabelige arbejde, som spørge- og fortolkningsrammer til at genere ny og
dybere erkendelse af den sociale virkelighed. Dette betyder, at teoriers gyldighed ikke er et
spørgsmål om empirisk verifikation eller falsifikation (Danermark et al, 2003; Juul, 2002). Jeg
vil i kapitel 3 komme nærmere ind på, hvad dette betyder for den valgte analysestrategi.
2.2 Undersøgelsesdesign
2.2.1 Kvalitative forskningsmetoder
Kritisk realisme tillader metodepluralisme både i forhold til kvalitative og kvantitative metoder,
da disse kan kombineres og komplementere hinanden. Fordi opgaven indenfor
samfundsvidenskaberne er at begrebsafklare. Danermark et al. (2003) sondrer mellem et
intensivt og ekstensivt design, som alternativ til sondringen mellem kvalitative og kvantitative
metoder. De generative mekanismer fremtræder bedst gennem det intensive forskningsdesign
(Danermark et al.1997, 2003; Buch-Hansen og Nielsen, 2007; Juul, 2002).
Specialets problemstilling er et forsøg på at indfange det sociale fænomens: ”støttet samvær”
beskaffenhed og ikke dets udbredelse, hvilket betyder, at de kvalitative metoder spiller en
central rolle. Derfor er der til specialets problemstilling valgt det kvalitative forskningsinterview
samt fokusgruppeinterview. Valget af kvalitativ metode er desuden begrundet i, at viden skal
findes i meningsfulde fortolkninger i mødet med og i interaktion med den ”fremmede”, jf.
Kvales den rejsende metafor (Kvale 2004:18).
Jeg vil undervejs i hele forskningsprocessen bestræbe mig på at beskrive, hvad jeg gør, og er
åben overfor, hvad det empiriske materiale kan fortælle om problemstillingen, og vil blive
ufordret på de udvalgte begreber i mødet med empirien i bestræbelserne på nyerkendelse.
2.3 Dataindsamling og databehandling
Dataindsamlingen til specialets problemstilling består som nedenfor beskrevet af to forskellige
kvalitative metoder med hver deres styrke.
Jeg har gennemført semistrukturerede kvalitative interviews med en åben tilgang med anbragte
børn og unge i forhold til problemformuleringens to første spørgsmål samt et
fokusgruppeinterview med praktikere på området, som repræsentanter for de professionelle i
forhold til det tredje spørgsmål. Her har jeg valgt at lave et sådant interview på min nuværende
arbejdsplads, CAFA (Center for Anbringelse og Forebyggende Arbejde).
31
Valget af disse metoder er begrundet i det individuelle kvalitative interviews styrke, da det giver
mulighed for at producere data om individers livsverdener. Det vil sige, at det giver mulighed
for at komme i dybden med emnet, der bliver forankret i den kontekst, der er virkelighedsnær
for den udforskede. Jeg har tidligere erfaring med, at kvalitative interview er meget velegnet til
at gå i dybden med den enkelte informants oplevelser og følelser, der for den enkelte opleves,
som særlige for ham eller hende. Derfor har jeg har her ladet mig inspirere af Kvales livsverden
interview samt af de to svenske forskere: Agnes Andenæs (1991) om erfaringerne med
livsformsinterview med 4-5 årige og Gunvor Andersson (1998) om børneforskningsinterviewet
som forskningsmetode.
Svagheden ved det kvalitative forskningsinterview er, at man ikke kan gå ud fra, at
informanternes udsagn er ensbetydende med den måde, som de faktisk handler på i forhold til
problemstillingen. Derfor kan inddragelse af andre kvalitative metoder, en såkaldt
datatriangulering, f.eks. observation eller fokusgruppeinterview være en kvalitetssikrende
procedure (Olsen, 2002:153).
Kvale siger (2004:56) om forholdet til hermeneutikken, at forskningsinterviewet er en samtale
om den menneskelige livsverden, hvor den mundtlige diskurs er transformeret til tekster, der
skal fortolkes. Hermeneutikken er derfor dobbelt relevant for interviewforskningen, fordi den
belyser dialog, der producerer interview tekster, der skal fortolkes, og dernæst fordi den afklarer
den efterfølgende fortolkning af de producerede interviewtekster, der igen kan opfattes som
dialog eller samtale med teksten.
Fokusgruppeinterviewet er valgt, da det er muligt ret hurtigt at indsamle data fra flere personer
på en gang på et detaljeret niveau. Dets force er at producere data om sociale gruppers
fortolkninger, interaktioner og normer (Halkier, 2005). Desuden har metoden også en
indholdsmæssig styrke ved at interaktionen i gruppen fordrer ægte og nuancerede data, der også
kan virke som kontrol på ekstreme og usande oplysninger. Her kan man også kombinere
spørgemetode og observation på samme tid. Ulempen ved et fokusgruppeinterview er
begrænsningens kunst, da man kun kan stille færre spørgsmål end ved et individuelt interview
på grund af antallet af deltagere. Endvidere, at nogen i gruppen kan dominere mere end andre
og derved hindre, at alle forskelle i erfaringer og perspektiver kommer frem (Halkier, 2005;
Launsø og Rieper, 2005).
32
Hensigten med valg af de to forskellige sæt datamateriale er også, at de skal fungere som
ligeværdige kilder til forskellige perspektiver på samme problemstilling. Og kombinationen af
de to metoder er også valgt ud fra det videnskabsteoretiske afsæt, hvor det er samspillet mellem
aktør og struktur niveauet, der er i fokus. De individuelle kvalitative interview som et forsøg på
at forklare fænomenet støttet samvær set ud fra en bestemt gruppe af anbragte børn (aktør) på
individniveau, og fokusgruppeinterviewet som en mulighed for at forstå, hvordan det sociale
arbejde tager sig ud fra de professionelles side (aktører) på institutionelt - struktur niveau. Altså,
et forsøg på at forbinde og beskrive, hvordan støttet samvær tager sig ud som fænomen fra den
subjektive oplevede livsverden med strukturelle betragtninger, jvf. kritisk realismes
udgangspunkt.
I nedenstående afsnit vil informanterne blive detaljeret præsenteret samt de metodiske
refleksioner og valg uddybet.
2.3.1 Gyldigheds ideal for kvalitativ undersøgelse
Idet jeg har valgt at foretage en kvalitativ undersøgelse opstår spørgsmålet om undersøgelsens
validitet. Gyldighed i denne sammenhæng henviser til om undersøgelsens metoder,
argumentation og systematik er gennemskuelige for udenforstående, således at andre kan
vurdere, om der er tale om et ordentligt stykke håndværk (Halkier, 2002).
Gennemskuelighedsidealet er særlig relevant for kvalitative analyser, fordi det subjektive plan
er centralt og ofte er de foretaget ud fra et begrænset antal data. Hvilket også er kendetegnende
for dette speciale.
Gyldighed handler i kvalitative undersøgelser ikke om reproducerbarhed, som indebærer, at en
anden forsker ville kunne gentage undersøgelsen og få samme resultat. Fordi forskeren, der
gennemfører en kvalitativ undersøgelse selv er en del af forskningsprocessen.
Jeg forsøger undervejs i forskningsprocessen i specialet at være meget eksplicit i forhold til
mine teoretiske, metodiske og analytiske valg. Desuden tilstræber jeg loyalitet overfor empirien
samtidig med et forsøg på begrebslig abstraktion i relation til valget af teori.
2.3.2 Forforståelse - et indefra-perspektiv.
I den samfundsvidenskabelige metodelitteratur er der forskellige diskussioner med hensyn til
forskerens placering i forhold til forskningsfeltet. Diskussionerne handler her om, hvorvidt
forskeren har nærhed eller distance til det givne forskningsfelt. Forskeren kan anlægge et
33
indefra- eller et udefraperspektiv, hvor der kan forskes i eller udenfor egen praksis (Nielsen og
Repstad 1993:19-25). Der skelnes mellem om forskeren er velkendt i forskningsfeltet og har et
indgående kendskab til feltet og er præget af dets logikker og rationaler, eller om forskeren ikke
har kendskab til disse logikker, er udenfor og ikke indfiltret i praksis og har dermed distance til
feltet. Der er fordele og ulemper ved begge perspektiver.
Fordelen ved et indefra-perspektiv er, at forskeren er en del af den kultur, der studeres og derfor
forstår, hvad der foregår, ”ved”, hvad der er typisk, centralt og indlysende, og hvad der bør
trækkes frem i lyset. Ergo en tæthed med feltet giver adgang til frugtbare data (Hallberg,
2000:250; Nielsen og Repstad, 1993:19-25).
Omvendt har et udefra-perspektiv den force, at man som forsker ved, at der findes alternative
antagelser og opfattelser af praksis. Her opnår man den akademiske distance, og har bedre
mulighed for at kombinere indsigter og erfaringer fra videnskabsteoriens felt med filosofisk
analyse af den praktiske videns natur (Hallberg, 2000). Det er langt nemmere med et udefra-
perspektiv at skrive de kritiske ting i forhold til organisationen end med er indefra-perspektiv,
da man har rollen som forsker og ikke er kollega, der måske er tilbøjelig til at tage strategiske
hensyn i fortolkninger og præsentation af materialet (Nielsen og Repstad, 1993:28).
I forhold til dette speciales problemfelt kan jeg ikke påkalde mig neutralitet i forhold til
forskningsfeltet, da jeg har et indefra-perspektiv, som i forhold til et traditionelt positivistisk
forskningsmæssigt perspektiv giver nogle vanskeligheder i forholdet mellem nærhed og
distance til det studerede felt. Min praksiserfaring har betydning for min påvirkning og
involvering i forskningsprocessen. Den har givetvis gjort mig ”blind” i nogle situationer, har
sløret mit blik, således at jeg kan tage meget for givet, og reproducere allerede eksisterende
forestillinger og fordomme. Omvendt, som beskrevet er den også en styrke, f.eks. er den med til
at jeg kan stille de relevante og uddybende spørgsmål til informanterne og hele problemfeltet.
Jeg vælger, som Margrethe Hallberg (2000), at udvikling af socialt arbejde både kræver
forskning med et indefra- og et udefra-perspektiv, da de komplementerer hinanden. Jeg har
derfor valgt med mit indefra-perspektiv at benytte mig af den viden, som det giver i forhold til
problemstillingen, til at erkende ny viden i problemfeltet, som i en hermeneutisk spiral (Gilje og
Grimen, 2002).
34
Jeg tilstræber at være opmærksom på ovenstående ved at inddrage teoretiske begreber og teorier
sammen med denne person-faglige erfaringsbaserede forståelsesramme. Som Nielsen og
Repstad (1993) fremhæver: ”En af de bedste måter å få til å se skoger på eller hæve seg fra
frøperspektivet er å anbringe en eller flere teorier mellem seg og virkeligheden.” (Ibid:29).
2.3.3 Forskning med børn
Inddragelse af børn/anbragte børn og unge har grundlæggende et demokratisk og empowering
sigte samtidigt med, at her er også er tale om magtrelationer mellem børn og voksne, som den
forsøger at gå imod. Det er af mange forskere (f.eks. Christensen og James, 2000) påpeget, at
det ikke er muligt at modgå denne magtrelation, hvilket heller ikke er mit ærinde i denne
undersøgelse. Men det er et forsøg på at indtage en anden og anderledes
voksenrolle/forskerrolle til at fremme anerkendelse af børnenes perspektiver, hvor det er muligt
at forhandle sig til involvering i dele af børns perspektiver, som voksne sædvanligvis ikke har
adgang til (Corsaro & Molinari, 2000; Warming, 2005). Den norske børneforsker Per Olav
Tiller, (1989) mener, at inddragelse af børn i forskning som kvalificeret informant, også er et
udtryk for en forskningsstrategi, der først og fremmest associerer begrebet børneperspektiv
med, hvordan verden tager sig ud for barnet. Det vil sige, at det børnene ser, hører, oplever og
føler, der er deres virkelighed. Denne tilgang vil jeg i specialet også forsøge at lægge mig op af.
Dog er der en væsentlig dobbelthed i begrebet børneperspektiv, da det er den voksne (forsker),
der gennem refleksion skal forsøge at fremstille nogle problemstillinger, som man ikke selv er
en del af, mens barnet/den unge er en del af det og midt i det, uden at dette reflekteres af
barnet/den unge. Derfor er børneperspektivet som begreb, den voksnes forsøg på at forstå og
sætte sig ind i de tanker og opfattelser, som barnet/den unge har om sit liv (Kampmann, 2000).
2.3.4 Børn som informanter – herunder etiske overvejelser
Da jeg metodiske har valgt at indhente viden ved at benytte mig af børn og unge som
informanter til undersøgelsen, antager jeg også at de som gruppe i samfundet er kompetente i
forhold til at kunne ytre sig og have en mening om deres liv som borgere i et velfærdssamfund.
Dette betyder metodisk to centrale ting, da jeg for det første placerer anbragte børn og unge,
ikke blot som et objekt, der skal studeres, men også som et subjekt, der er ekspert på eget
hverdagsliv i netop den særlige situation (Kampman, 2000; Tiller,1989). Uden informationerne
fra barnet – den sagkyndige informant, kan den voksne forsker ikke nærme sig målet, nemlig
etableringen af et børneperspektiv.
35
For det andet ændres der radikalet på det magtforhold, der i mange andre sammenhænge præger
relationen mellem børn og voksne. Her må den voksne have en mere ydmyg rolle end man som
voksen ellers er vant til, da man er afhængig af barnets frivillige deltagen, og endda tilmed må
acceptere en vis grad af usikkerhed med hensyn til, hvor præcis og succesfuld man kan være i
forsøget på tolkning og oversættelse af barnets udsagn, altså om den voksne forskes mulighed
for at indfange et troværdigt billede af børns mening (Kampmann, 2000:26). Dog skal man
holde sig for øje, at man som voksen ikke har mulighed for at forstå børn, da den generelle
problemstilling med kvalitative undersøgelser også gør sig gældende her, at det altid er
forskernes fortolkning, som analytisk bliver fremstillet.
Jeg har konkret undervejs i mine interviews forsøgt at være opmærksom på ovenstående ved
hele tiden at tjekke af med informanterne om de synes, at jeg havde forstået deres udsagn rigtigt
og fået de relevante ting med. Jeg har valgt en åben tilgang med forholdsvis åbne spørgsmål
samtidigt med at interviewene var fokuserede, tenderende til semistruktureret for at engagere
informanterne i forhold til det emne, som jeg gerne ville have belyst. Desuden har jeg støttet
mig til en brochure med billeder, der viser legetøj og lokalerne fra samværshuset, som alle
børneinformanterne har kendskab til i forhold til at have kontakt med deres forældre. Jeg har
også ved 3 interview benyttet mig at tegne et genogram over barnets familie for at få samtalen i
gang, og tegningen blev brugt undervejs i interviewet for at komme tilbage til emnet. Dette gav
et afbræk- en form for pause i samtalen, således at barnet ikke skulle sidde koncentreret hele
tiden. Det kan være svært at side face to face med en fremmed voksen og skulle svare
koncentreret på spørgsmål i længere tid, derfor valgte jeg at introducere genogrammet og at tale
om brochuren. Undervejs i samtalerne måtte vi tale om andre konkrete ting, såsom at barnet
havde fået et nyt spil til computeren og viste det frem og lignende. Dette gav en vis form for
tryghed og rar stemning undervejs og skabte en positiv relation mellem mig som interviewer og
barnet (Andersson, 1998a).
De generelle etiske krav til forskning gør sig også gældende, når der er tale om at brug af børn
som informanter. Det vil sige, at deltagelsen skal være frivillig, at informanterne skal vide, hvad
de går ind til, og de skal have mulighed for på et hvert tidspunkt at trække sig i
forskningsprocessen (Kvale, 1997). Dog skal disse krav håndteres på en særlig måde, når der er
tale om børneinformanter (Christensen E., 2000; Christensen P., 2000).
36
Diskussionerne på børneforskningsområdet vedrørende de etiske aspekter omhandler to
væsentlige aspekter ved inddragelse af børn som informanter. Det er på den ene side vigtigt at
beskytte børn og unge mod overgreb, også fra forskerteams og andre voksne, der anvender børn
som datagrundlag. På den anden side er det også vigtigt, at man ikke fastholder en opfattelse af
børn som inkompetente og skrøbelige. Herved underminerer man intensionen om at respektere
børn og unge som kompetente informanter i forhold til egen livssituation (Alderson, 1995;
Christensen E., 2000).
Overordnet set er mine etiske overvejelser for denne undersøgelse ikke kun af videnskabelig
værdi (Kvale, 1997), men også med det formål at lade denne gruppe af børn og unge blive
synlige med de belastninger, som de har – uden at blive udstillet, som Else Christensen (2000)
lægger op til i forhold til i sin forskning med udsatte børn og unge. Forenklet kan man sige, at
grunden til at beskæftige sig med etiske overvejelser, når børn indgår som informanter er, at der
næsten altid er et magtforhold i relationen voksen-barn, hvor barnet i informantrollen nemt kan
føle sig ”brugt”. Der er forskeren, der har definitionsmagten, og derfor altid er i en magtposition
til den studerede genstand, selvom man ideelt set forsøger at skabe ligeværdighed og
gensidighed i samtalen med barnet for at få adgang til barnets verden, og gøre dem til aktive
informanter (Andenæs, 1991; Andersson, 1998a; Kampmann, 2000; Tiller, 2000). Disse etiske
overvejelser gælder i øvrigt for alle børn, som indgår som informanter i undersøgelser af enhver
karakter.
2.3.5 Barrierer i adgangen til informanter
Magtrelationen mellem børn og de voksne omsorgspersoner skulle også vise sig undervejs i
undersøgelsen at have en vis indflydelse på, hvilke børn, der kunne deltage som informant i
undersøgelsen. Anbragte børn og unge bliver i det professionelle miljø betragtet som særlige
sårbare, så det er ikke kun forældrene, der spænder ben, men også det professionelle miljø
omkring børnene. Det vil sige, at de voksne bliver ”gatekeepere” i forhold til anbragte børns
deltagelse (Warming, 2006:38). De børn, der deltager i undersøgelsen er dem, som de voksne
tillader, der må deltage. Det viste sig konkret i udvælgelsesfasen, hvor jeg bad mine kollegaer
udvælge de børn og unge, som de havde kendskab til. Her skulle der drøftelser til i forhold til
om barnet kunne tåle at blive interviewet omkring det følsomme emne, som kontakten med
deres forældre. Bekymringen gik på om det for sårbart følelsesmæssigt for barnet at blive
konfronteret med sin situation, og dermed kunne udfordre barnet på sin loyalitet til både
anbringelsesstedet og forældrene. Endvidere gik overvejelserne på om, der var andre generelle
37
forhold i det enkelte barns sag, som de professionelle vurderede talte imod et interview. Det
kunne f.eks. være en vurdering af, at plejefamilien i forvejen var i en vanskelig situation, og
derfor ville det være en belastning for dem, at de skulle forberede og stille op med barnet til
interview, eller at der i forhold til barnet var sat andre undersøgelser i gang, som var belastende
for barnet eller at man vurderede, at forældrene ville have stor modstand mod et sådant
interview. Alt i alt gik drøftelserne på en vurdering af om, der var voksenhensyn, der skulle
tages eller om barnet skulle beskyttes for samtale om et følsomt emne. Med modstanden imod
og bekymringen for interview med det anbragte barn kunne de voksne omsorgspersoner hævde
sin ”gatekeepere” funktion.
Da alle dilemmaer og drøftelser og forbehold var taget i betragtning i forhold til det enkelte
barn, og kontaktede jeg herefter anbringelsesstederne, hvor der igen skulle drøftelser til i
forhold til samme problemstilling. Der skal dog siges, at disse drøftelser med de professionelle
og anbringelsesstederne omkring det enkelte barn ikke fandt sted i forhold til alle
informanterne, men jeg mødte dette i halvdelen af de udvalgte børn og unge, det vil sige i
forhold til 3 af informanterne.
I første omgang fik jeg i alt 10 informanter som mulighed i forhold til de kriterier, som jeg
havde opstillet, og de 3 faldt fra af de omtalte grunde, såsom beskyttelse af barnet og hensyn til
de voksne og sagen i øvrigt, den sidste af tidsmæssige grunde, da specialet havde en deadline i
forhold til at få interviewene i hus. Årsagen til, at jeg alligevel nåede op på 6 informanter
hænger også sammen med, at der hos de fleste anbringelsessteder og måske også hos forældre
er tillid til det arbejde, som CAFA repræsenterer i forhold til disse samværsordninger. Min
indefra-position viste sig her at have en positiv styrke, idet mange gav, da jeg præsenterede
formålet med undersøgelsen for dem, udtryk for en positiv holdning til emnet og tilføjede, at der
ligefrem manglede viden på området om, hvordan børn og unge tænker om disse ordninger. Der
lå dog også en forventning særligt fra anbringelsesstederne om at få en viden om det enkelte
barns udtalelser efter interviewet, hvilket jeg med det samme understregede ikke kunne lade sig
gøre.
Jeg havde overvejelser om at lade interviewet foregå i de lokaler, hvor samværene finder sted,
da det kunne give et endnu tættere beskrivelse af, hvordan det enkelte barn opfattede og følte
omkring disse samværsordninger. Da stedet, hvor interview med børn finder sted, påvirker
indholdet. Barnets forståelse, reaktioner og hermed svar er kontekstuelt bestemt med
38
udgangspunkt i de konkrete omgivelser. Hermed får man som forsker mulighed for at være
sammen med barnet ”on-the-spot” for de enkelte begivenheder og få dybde, præcision og
validitet i relation til at benytte børn som informanter og eksperter på eget liv (Andersson,
1998a; Tiller, 1989; Kampmann, 2000). Men da jeg blandt andet konstaterede
problemstillingerne omkring de voksne gatekeepere, ville det muligvis vise sig at være en
barriere for om børnene kunne blive transporteret til interview, samtidigt med at undersøgelsen
havde en tidsmæssig ramme. Omvendt kunne det at lade interviewet foregå på
anbringelsesstedet have den fordel, at der var et backup system til barnet, hvis der undervejs
eller efter interviewet skulle dukke problematikker op, som der for børnene ikke tidligere havde
været fremme. Så kunne de få hjælp om nødvendigt (Andersson, 1998a; Christensen E., 2000).
Derfor faldt valget på at gennemføre de 5 ud af 6 interviews på anbringelsesstederne, som her
alle var plejefamilier forskellige steder på Sjælland. Men ovenstående i baghovedet har det, at
interviewene fandt sted på anbringelsesstederne også betydning for de svar, som informanterne
har givet. De efterfølgende beskrevne observationer i forbindelse med gennemførelse af
interviewene understreger også dette.
Ved 2 af interviewene gjorde jeg den observation, at anbringelsesstederne begge var meget
imødekommende, men også styrende i forhold til, hvor interviewet skulle foregå. Jeg havde på
forhånd meldt ud, at det skulle foregå et sted, hvor barnet befandt sig trygt og godt, og gerne på
dets eget værelse alene med mig. Ved to af interviewene var dette et centralt tema, da jeg
ankom, men da jeg understregede betydning af, at barnet ikke skulle være påvirket af
plejeforælderens tilstedeværelse, blev konklusionen, at det kunne foregå på barnets værelse.
Men hvor plejefamilierne opholdt sig lige i nærheden i et tilstødende opholdsrum. Ved et
interview foregik det i selve dagligstuen med åbne døre, hvor plejeforælderens tilstedeværelse
var tydelig. Dette set-up insisterede plejeforælderen på, da jeg ankom til anbringelsesstedet,
mens barnet var tilstede, hvilket jeg i situationen besluttede at måtte affinde mig med. Det viste
sig at være meget svært for barnet at håndtere med den konsekvens, at jeg undervejs i
interviewet tog den beslutning at stoppe det tidsmæssigt før end jeg havde regnet med. Jeg traf
beslutningen i samråd med barnet, da jo længere jeg kom hen i interviewet jo færre svar fik jeg,
og ofte kun svar som ”ja eller nej”. Særligt, da emnet omkring de voksnes forskellige
holdninger til samværet kom på bordet, blev barnet mere tavs og trygget ved situationen, og
barnet holdt hele tiden øje med, hvor plejeforælderen opholdt sig. Jeg italesatte min observation
overfor barnet, som med det samme var med på at stoppe interviewet.
39
Disse observationer fortæller mig, at problemfeltet omkring anbragte børns kontakt med deres
forældre er et ømtåleligt felt, hvor der er mange holdninger til og interesser hos de voksnes
omsorgsgivere i at beskytte det anbragte barn. Der er ofte også en forståelse af, at børnene skal
støttes i at udtrykke oplevelser og følelser af en voksen for at kunne udtrykke egen holdning og
mening.
2.3.6 Præsentation af informanter
Når nu alle ovenstående overvejelser og dilemmaer er skitseret, er det næste spørgsmål, hvordan
er undersøgelsen blevet gennemført?
I valg af informanter har jeg tilstræbt, at disse skulle have relevans i forhold til belysning af
problemstillingen, og dermed belysning af det sociale fænomen. Det var oplagt for mig denne
gang i specialet at benytte mig af den forholdsvis nemme adgang via min arbejdsplads til
anbragte børn. Da det er et nyt forskningsfelt i forhold til undersøgelser om støttet samvær, som
kræver informanter med stor faglig viden inden for emnet samt af tidsmæssige grunde indenfor
rammen af et speciale, valgte jeg at gennemføre et fokusgruppeinterview med mine kollegaer i
CAFA.
Jeg vil i det følgende præsentere empirien mere konkret ved en detaljeret gennemgang af de to
typer af informanter - de anbragte børn og unge samt de professionelle, der har deltaget i
undersøgelsen.
2.3.7 Selektions kriterier for informanter
Som selektions kriterier for de anbragte børn og unge, der skulle deltage i undersøgelsen
fastsatte jeg to kriterier: at de skulle være mellem 7 og 18 år og minimum have et ½ års erfaring
med støttet samvær med deres forældre i et samværshus. Alderskriteriet er begrundet i, at jeg i
forhold til denne undersøgelse vurderede, at børnene skulle have et vist refleksionsniveau,
hvilket generelt kan forventes af børn fra skolealderen og op (Andersson, 1998b). De har i den
alder øget kognitive evner og forståelse for sociale sammenhænge. Desuden har de mindre
tilbøjelighed til uden videre at søge anerkendelse fra voksne og har ikke i samme grad som
yngre børn brug for en forbundsfælle i uvante situationer. I den alder har familien stadig en
central plads i barnets liv samtidig med andre ting i det ydre miljø, som f.eks. kammerater,
skolen, fritidsliv har en øget indflydelse og betydning for barnets trivsel (Andersson, 1998b;
Garbarino et al. 1997). Denne vurdering af børns kognitive og refleksive evner er taget ud fra
litteratur, der beror på forskning om børns normale emotionelle og kognitive udvikling. Den
40
viden viser sig i praksis ikke at slå helt igennem i forhold til de anbragte børn og unge, som er
inddraget som informanter i dette speciale. Her henvises til afsnittet om de voksne
”gatekeepere”. Beskyttelsestankegangen og tanken om, at der skal skabes tryghed for det
anbragte barn viser her sit tydelige spor med de mulige konsekvenser, at disse børn ikke har lige
vilkår - mulighed som andre børn at komme til orde.
Jeg uarbejdede endvidere et kriteriums ark, som mine kollegaer skulle udfylde ud fra de
skitserede selektions kriterier uanset om de havde kendskab til mulige informanter eller ej.
Dette for at sikre, at det var mig, der foretog selektionen, når jeg fik arbejdsarket tilbage og
sikrede en vis form for anonymitet, idet ingen af dem ved aflevering fik viden om, at det netop
var det barn, som de havde kendskab til, der ville deltage i undersøgelsen. Jeg var fra starten af
undersøgelsen åben omkring disse overvejelser, hvilket blev respekteret af mine kollegaer.
Undervejs opstod de førnævnte dilemmaer med de voksne som ”gatekeepere”, og jeg endte med
at have seks børneinformanter i alt i alderen 7-15 år.
Der er klart forskel på de udsagn, som informanten på 15 år giver i forhold til de yngre
informanter. Dette hænger sammen med den selvstændiggørelse i forhold til omverden, som
den 15 årige har i langt højere grad end den 7 årige.
Jeg ville gerne have både drenge og piger som informanter for at kunne undersøge om der viste
sig forskelle i forhold til køn. Mange undersøgelser har fundet, at piger klarer bedre svære
opvækstbetingelser (Andersson, 1998a; Rutter, 1990). Dette skyldes, at piger ofte er mere
socialt orienteret og søger i større udstrækning hjælp fra omgivelserne i vanskelige situationer,
og får også sandsynligvis af den vej hjælp. Det lykkedes mig at få to piger og fire drenge som
informanter.
Nedenstående tabel 2-1 viser faktuelle ting vedrørende de seks børneinformanter i
undersøgelsen. Fordelt på køn, alder, hvor længe de har været anbragt, og hvor længe de har
haft kontakt med deres forældre i den støttede samværsform samt samvær med søskende.
41
Tabel 2-1: Faktuelle data om de interviewede børn
Barn I Barn II Barn III Barn IV Barn V Barn VI
Køn Dreng Dreng Dreng Pige Dreng Pige
Alder ved placering i familiepleje
0-3 år 0-2 år 0-3 år 0-3 år 0-3 år 11 år
Alder ved interview
10 år 8 år 9 år 7 år 7 år 15 år
Støttet samvær med moderen i samværshus gennem (x antal år)
9 år 7 år 7 år 5 år 7 år 3 år
Interval for samværet med moderen
Hver 14. dag i 5 timer
Hver 14.dag i 4 timer
Hver 14.dag i 4 timer
Hver 14. dag i 3 timer
1 gang pr. måned i 3
timer
Hver uge i 3 timer
Støttet samvær med faderen i samværshus, gennem (x antal år)
Ingen kontakt –
intet kendskab
7 år 7 år
Ingen kontakt –
intet kendskab
½ år -
Ingen kontakt pt.
Ingen kontakt –
intet kendskab
Interval for samværet med faderen
Intet 1 gang pr. måned i 3
timer
1 gang pr. måned i 3
timer Intet Intet Intet
Samvær med søskende
Ingen søskende
Hver gang der er
samvær med én af
forældrene
Hver gang der er
samvær med én af
forældrene
Ingen søskende
Ingen søskende
Ingen søskende
Forklaring til tabel 2-1: Alder ved placering i familiepleje som anbringelsessted er lavet ud fra
viden om, at barnet er anbragt indenfor den anviste årrække. De fem af børnene er alle indenfor
den angivne årrække først placeret på en akutinstitution inden placering i familiepleje i en
periode fra få måneder op til 1½ år. Derfor er alderen for, hvornår de er placering i familiepleje
angivet som vist i tabellen.
42
Ud fra ovenstående tabel har alle børn i undersøgelsen ved interviewet i 2007/2008 støttet
samvær med 1 forælder, som er moderen. Faderen er der to børn, der har kontakt med også i en
støttet samværsform. Alle samvær foregå i et samværshus. Barn II og III er søskende og er
sammen på samvær med begge forældre, og er anbragt i samme plejefamilie. I gennemsnit har
børnene haft kontakt med forældrene i en støttet samværsform i fem år. Hvilket for nogle af
børnene er det meste af anbringelsen.
Af andre supplerende oplysninger til beskrivelse af informanternes forhold er, at alle børn bor i
familiepleje både med plejefar og plejemor, som ikke er slægtninge. For ét barn er familieplejen
placering nr. 2. Baggrunden for anbringelsen tager udgangspunkt for alle børn i
problemstillinger hos forældrene, såsom misbrug og/eller psykisk sygdom eller retardering. Tre
af forældrene er på overførselsindkomst og udenfor arbejdsmarkedet. En forældre er i arbejde,
de resterende tre forældre i aktivering gennem kommunen.
Baggrunden for, at der er etableret støttet samvær for disse børn og deres forældre er, at
kommunen generelt har vurderet, at forældrene har brug for støtte til at få etableret en bedre
relation til deres børn end de kontaktordninger, der tidligere har været etableret. Forældrenes
egne problemstillinger har også betydning for kommunens vurdering af, at der skal være en
tredje person tilstede under samværet. Derudover er der et ønske fra både plejeforældre og
forældres side om, at samværsrammen ikke konkret foregår i plejefamiliens hjem. Samtidig har
kommunen vurderet, at samværene ikke kunne finde sted i forældrenes hjem. Derfor er
samværene for alle 6 børn etableret i et samværshus af hensyn til denne problematik.
I forhold til en kvalitativ undersøgelse er antallet af informanter altid en overvejelse værd. Både
Kvale (2002:108) samt Olsen (2002:84) påpeger, at svaret hertil er, at man som forsker må
overveje formål med undersøgelsen og generaliserbarhed, men at der i øvrigt ikke findes en
facitliste til dette. Men at man som minimum skal begrunde såvel antallet som arten af
informanter. Kvale anfører dog, at antallet hverken bør være ”for stort” eller ”for lille”.
Jeg har bestræbt mig på, at alle interviewene er så dybtborende i forhold til emnet som muligt.
Interviewene varede af ca. 3/4 - 1 times varighed hver gang.
Da børn ikke selvstændigt kan bestemme om de må deltage i denne undersøgelse, har jeg efter
udvælgelsen af børneinformanterne som det første indhentet informeret samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren. Jeg har kontaktet vedkommende telefonisk, forklaret formålet
43
med undersøgelsen og lavet en aftale med dem, hvor de kunne skrive under på
samtykkeerklæringen samt få mulighed for stillet flere spørgsmål til formålet med
undersøgelsen, hvis der var behov for dette. Dernæst har jeg kontaktet plejefamilierne, givet
information om undersøgelsen, og herefter bedt dem spørge barnet om deltagelse. Det kan
undervejs være svært at vide om børnene har forstået informationerne om undersøgelsen,
grundet den lange vej inden de selv bliver spurgt – først forældrene og dernæst igennem
plejeforældrene. Endvidere kan det være vanskeligt for mig at vide om børnene reelt har haft
mulighed for at trække sig undervejs.
Derfor havde jeg inden interviewet gik i gang igen forklaret børnene om undersøgelsens formål,
hvad jeg lavede og hvorfor samt at deres forældre havde givet samtykke til, at de deltog i
undersøgelsen. Jeg spurgte hver gang til, hvilke forklaringer de havde fået eller forstået inden
interviewet gik i gang. Jeg gjorde meget ud af at forklare, at hvis ikke de ville/kunne svare på et
spørgsmål, måtte de sige fra og omvendt, sige til mig, hvis ikke de har forstået spørgsmålet eller
sige, at jeg var uklar. Jeg har undervejs i interviewet også af disse grunde efter hvert tema,
gentaget det, som der er blevet sagt samt sikret mig, at jeg nu også har forstået, det som børnene
gerne ville udtrykke. Baggrunden for disse refleksioner var, at interviewet kunne forgå i en
troværdig ramme, som muligt, således at barnet på forhånd i forhold til deres forældre ikke
skulle sidde med en oplevelse af at være i loyalitetsdilemma. Desuden at man som forsker altid
skal vise sine ”våben” i forhold til informanten, jf. Peter Højlund (2000).
Derudover har jeg informeret dem om anonymitet i undersøgelsen, min tavshedspligt, og
hvordan udtalelserne ville blive offentliggjort i en rapport i anonymiseret form. Alle
børneinformanterne har taget pænt imod mig, da jeg ankom til familierne, virket interesseret og
nysgerrig på at tale med mig også om samværet med deres forældre.
Jeg har igennem undersøgelsen fra start til slut tilstræbt at lægge mig op af det perspektiv, der
erkender, at børn ikke kun er et studerede objekter, men er subjekter med egne kompetencer og
meninger, som sociale aktører, der handler og tager del i og forandrer den sociale og kulturelle
verden, som de lever i (Corsaro, 1997, 2002).
2.3.8 Interviewguide og interviewrolle
Til de individuelle kvalitative interview er anvendt en temaorienteret interviewguide, se bilag 1,
der er inspireret af Lars Uggerhøjs ”interviewhjul” (Uggerhøj, 1995). Formålet med at bruge et
”interviewhjul” er ud fra ideen om, at et interview er en proces, hvor det væsentlige er, at det er
44
informanternes refleksioner og ikke guiden, der styrer samtalen. Guiden er udarbejdet som en
cirkulær opstilling omkring de centrale temaer i en forventet rækkefølge fra øverst højre med
uret rundt til øverst venstre. Intervieweren får på den måde mulighed for at styre rækkefølgen af
spørgsmål. Dette hænger også sammen med den valgte kvalitative metode med åbne og
beskrivende forskningsinterview, som giver informanterne mulighed for at tale frit indenfor
temaerne. Overordnet har jeg i undersøgelsen og under selve interviewet lagt vægt på at
opfange de faktorer, der kan beskrive den proces, der har indflydelse på anbragte børn og unges
oplevelser med at have støttet samvær med deres forældre.
Min fremgangsmåde har fra starten af hvert interview været at give børnene en kort
introduktion til formålet med undersøgelsen, og at forældre og anbringelsesstedet havde givet
grønt lys til at de måtte tale med mig. Desuden, at jeg gerne ville optage interviewet på bånd,
hvilket alle børn sagde ja til. Og herefter opfordrede jeg barnet til at fortælle om det pågældende
tema, f.eks. hvor samværet foregik, hvem der var med og om de kunne beskrive, hvordan det er.
Som udgangspunkt har jeg forsøgt at stille korte spørgsmål, som skulle lægge op til et længere
svar og yderligere refleksion. Interviewet har været præget af, at de svar, som børnene har givet,
har ført til yderligere spørgsmål indenfor samme tema. Et forsøg på at skabe nærhed og distance
mellem informantens udsagn og oplevelse om det sociale fænomen, og min opfattelse her af.
Tabel 2-2 Temaer i interviewguide – børne interview
Temaerne i interviewguide børneinterview
Aktiviteter under samværet
Relation til samværsforældre
Barnets kendskab til samværskonsulents funktion/rolle
Barnets holdning til samværet – ramme og indhold
Barnets indflydelse på samværet – ramme og indhold
Hvem taler barnet med om samværet
Barnets holdning til ændringer/ønsker for samværet
Informationsniveau til barnet – kendskab f.eks. til kommunen
Oplevelse af at blive inddraget i beslutning om samværet
Råd til professionelle
Råd til andre anbragte børn og unge
45
Jeg har overordnet i guiden og under selve interviewet forsøgt at opfange de faktorer, der kan
beskrive den proces, der forgår og har indflydelse på de anbragte børn og unges oplevelser,
erfaringer med at have støttet samvær med deres forældre i den beskrevne ramme, herunder
inddragelse i forhold til samværsordningens udformning og holdning til samværet.
Der var en fordel i selve interviewsituationen og i mødet med alle børneinformanterne, at jeg
har stor erfaring med at tale med anbragte børn og unge. Jeg kunne inddrage nogle af disse
erfaringer undervejs i samtalen ved at give udtryk for, at deres erfaringer ikke var ukendte for
mig. Jeg har på forhånd ikke noget direkte kendskab til det enkelte barns livssituation. Det har
også haft betydning for barnets møde med mig som interviewer og omvendt.
Til fokusgruppeinterviewet havde jeg i starten valgt en mindre styrende spørgeguide, da jeg var
ude efter de umiddelbare fortællinger hos deltagerne, herefter havde jeg en mere styrende
spørgeguide som tog udgangspunkt i de på forhånd definerede spørgsmål. Her henvises til bilag
2.
46
3 Analysestrategi Undersøgelsens analysestrategi vil blive beskrevet i dette kapitel og give svar på
problemformuleringens spørgsmål. Analysen er delt op i to hovedafsnit i kapitel 4, det vil sige
en analyse af de anbragte børns syn på støttet samvær samt en analyse af, hvordan det er muligt
i det sociale arbejde at inddrage anbragte børn og unges syn på støttet samvær. De valgte
teoretiske begreber og teorier vil løbende blive inddraget i analysen. I dette afsnit vil jeg
eksplicitere min analysestrategi og bearbejdning af data.
Analysen starter allerede under selve interviewet, hvor der sker en fortolkning i forsøget på at
overføre samtalen til notater og transskriptioner (Kvale, 1997:163; Olsen, 2002:100). Der sker
en yderligere selektion under interviewene, da den nonverbale kommunikation vælges fra.
Transskriptionerne kan derfor ikke betragtes som grunddata, da de er kunstige konstruktioner
fra en mundtlig diskurs til en skriftlig diskurs. ”De bliver til en slags fundamentale verbale data
i interviewforskningen i stedet for et middel til at fremkalde og genoplive den personlige
interaktion i interviewsituationen” (Kvale, 1997:169). Analysen er derfor allerede sat i gang
under genereringen af data.
Trods disse problemstillinger har jeg valgt for at skabe et overblik over mine data ved at
udskrive dem til brug i analysen. Alle interview er efter aftale med informanterne optaget på
bånd. Jeg har skrevet dem ud i anonymiseret form, næsten ordret in extenso, dog ikke med alle
lyde. Alle interview er udskrevet et par dage efter, at det enkelte interview er blevet foretaget
for at holde vidensprocessen i gang med hensyn til at få transformeret fra en mundtlig til en
skriftlig diskurs (Kvale 2003:166). Efter udskrivelsen har jeg igen lyttet hvert interview
igennem for at tjekke om alt var kommet med i den skriftlige diskurs.
Båndoptageren var også et bevidst metodisk valg, da det er et signal til børnene om, at samtalen
er vigtig, og at de gerne måtte høre sig selv på båndet efterfølgende (Andenæs, 1991;
Andersson, 1998b).
Til alle interview med de anbragte børn og unge har jeg indhentet skriftlig tilladelse fra
forældremyndighedsindehaveren til, at det enkelte barn/den unge måtte deltage i interview samt
at interviewet kan benyttes uredigeret i specialet.
En enkelt forælder har bedt om en skriftlig tilbagemelding fra specialet. Her har jeg meldt
tilbage til forælderen, at vedkommende kan få tilsendt en kortere mere læservenlig udgave af
47
pointerne fra interviewene og konklusionen efter afholdt speciale eksamen. Alle forældre har
været positivt indstillet i forhold til, at deres barn måtte deltage i undersøgelsen.
Analysestrategien for begge interviewformer, børneinterview og fokusgruppeinterviewet, tager
udgangspunkt i den kritiske realisme der med slutningsformen abduktion til behandling af data
fokuserer på at finde de generative mekanismer. Valget af denne analysestrategi er begrundet i
muligheden for at tydeliggøre forskelle mellem aktørerne. Analysestrategien betyder, at der
foregår en pendling mellem empiri og teori (se kapitel 2). Jeg forholder mig overvejende
deduktiv til empirien, da det er min forforståelse og den teoretiske forforståelse, der er sat i spil
med det empiriske materiale metodisk og analytisk. Sagt på en anden måde, at forholde sig
overvejende deduktivt til informanternes subjektive livsverden betyder, at begreberne, som
empirien indordnes efter er dannet i forvejen. Trods den deduktive tilgang har jeg forsøgt at
forholde mig åbent og kritisk til empirien i håb om at opdage noget nyt i forhold til
problemstillingen.
Jeg har hentet inspiration til analysen af de metoder, der ligger indenfor rammerne af
meningskategorisering og meningskondensering (Kvale, 2004; Olsen, 2002).
Meningskategorisering henviser til, at datamaterialet kodes i kategorier, hvor lange udsagn
reduceres til enkle kategorier, som beskriver om fænomenet forekommer eller ej. Kategorierne
er lavet ud fra interviewguiden (se bilag 1 og 2) som er udgangspunkt for startkodelisten (Kvale,
2004:190;Olsen, 2002:121).
Meningskondensering betyder, at informanternes mening trækkes sammen til kortere
formuleringer, hvor hovedessensen af udsagnene omformuleres i kortere form (Kvale,
2004:190).
Det konkrete databehandlings arbejde har bestået i, først at læse teksten grundigt igennem, og
herefter har jeg er med udgangspunkt i startkodelisten (interviewguiden) lavet en tematisk grov
sortering, en klassifikation og indenfor hver tematisering kategoriseret og kondenseret
materialet. Denne bearbejdning giver de fremkomne væsentlige sammenhænge - nye
abstraktioner, som kan forklare, hvorfor de generative mekanismer ser ud som de er fremstillet i
analysen.
48
Der skal være gennemsigtighed i analysearbejdet med den valgte analysestrategi, og derfor vil
der i det følgende fremgå, hvordan kodningen af data er udarbejdet. Der vil i analysen med de
anbragte børn henvises til tabel 2-1 i kapitel 2 i parentes med angivelse af, hvilken informant,
der her er tale om. Der kan endvidere henvises til bilag 1og 2, hvor kodningslisterne for de to
interviewformer vil fremgå.
Jeg trækker citater ind i teksten, som validering af den kvalitative analyse. Citaterne er valgt
som underbygning af det, som jeg har set og fundet relevant for specialets problemstilling. Jeg
har bestræbt mig på at være loyal overfor det empiriske materiale og forsøger at få alle nuancer
med.
49
4 Hvad kendetegner i henhold til anbragte børn fænomenet ”støttet
samvær” på anbringelsesområdet? I dette kapitel besvares problemformuleringen tre spørgsmål. Det vil sige, at det første
spørgsmål samt de to delspørgsmål besvares i 4.1. og 4.2., og problemformuleringens tredje
spørgsmål besvares i 4.3.
4.1 Hvordan opfatter og oplever anbragte børn og unge den samværspraksis, de indgår i?
Dette er det første delspørgsmål i specialets problemformulering, og de centrale pointer, som er
valgt ud fra det empiriske materiale vil give nogle svar på den støttede samværspraksis, som de
interviewede anbragte børn oplever den. De centrale temaer, der er fremhævet i teksten er også
et bud på de generative mekanismer, jf. kapitel 2.
I den forbindelse er det vigtigt at pointere, at den type af samvær som specialet beskæftiger sig
med, kun er gældende for et fåtal af de børn og unge, der bliver anbragt i Danmark.
4.1.1 Børnenes relation til forældre og plejeforældre
I den måde, hvorpå jeg anvender begrebet psykologiske forældre i analysen, skelner jeg ikke
mellem de forskellige teoretiske opfattelser, der er af begrebet. Jeg bruger betegnelsen
psykologisk forælder på baggrund af den stemning, kropsprog og mimik under interviewet, som
de anbragte børn, der indgår i denne undersøgelse, udtrykker, når de omtaler deres forældre
herunder, hvem de angiver, der er deres forældre f.eks. hvem de omtaler som mor og far,
således som Gunvor Andersson i sine undersøgelser også har defineret det (Andersson, 1990,
1995, 1998b). Det vil sige, at betegnelsen psykologisk forælder benyttes i analytisk øjemed ud
fra tolkning af børnenes udsagn.
Relationen til forældrene er central i forhold til at forstå børnenes udtalelser og opfattelser af,
hvordan det er at have støttet samvær. Et fælles træk for fire ud af de seks børn er, at de
betragter deres forældre, som de psykologiske forældre. Dette ses blandt andet ved, at der i
empirien laves en distinktion ved at kalde forældrene for ”mor og far” og plejeforældrene ved
deres navne. De fire børn beskriver på hver deres måde, at de ”savner” forældrene før og efter
samværet. Et barn fortæller sågar, at det tænker på dem ”både i plejefamilien og i skolen… ja
hele tiden” (Barn II), og samtlige af de fire børn ser med stor glæde frem til at være sammen
med forældrene igen ved det næste samvær. Som to børn udtrykker det: ”Det bedste er bare, at
jeg ser hende.” og ” Bare jeg ser min far, for er det, der betyder noget….”
50
Der kan være forskel på, hvilken relation man har til hvem af forældrene, som de er på samvær
med. Et barn fortæller, da det bliver spurgt om forskellen: ”Det er lidt anderledes, når jeg er
sammen med far, og det er jeg også… bare anderledes og rigtig, rigtig glad…og jeg glæder mig
bare rigtig meget…Jeg kører helt op.” Lidt senere i interviewet beskriver barnet, hvordan det
opleves at tage afsked med forældrene: ”..så er det jeg bare sådan bare vi kunne have været der
lidt længere tid.”(Barn III). Et andet barn udtrykker i forhold til at se forældrene i et
samværshus: ”Det er meget godt, fordi jeg har savnet dem og sådan noget….Jeg tænker på dem
der ( i plejefamilien), fordi jeg savner dem”(Barn II).
Det er endvidere bemærkelsesværdigt for disse fire omtalte børn (Barn I, II, III, VI), at selvom
de tre af dem har været anbragt det meste af deres barndom, omtales relationen til forældrene
meget tydeligt i interviewene. Eksempelvis giver de alle udtryk for et meget stort ønske om at
samværene kunne foregå i forældrenes eget hjem, og de vil gerne have mere kontakt med dem
rent tidsmæssigt. To af børnene er ikke tilfredse med den nuværende samværsordning. Dette
uddybes i afsnit nedenfor. Det beskrives endvidere, at forælderen alene er den, som barnet kan
henvende sig til, hvis der skal snakkes om nogle ting og ændres på situationen. To børn
beskriver det på følgende måde:” Det er fordi hun er god at snakke med, og lader mig
bestemme de fleste ting…der var mig, der startede med det, at jeg ville hjem til hende og se
hende der. Hun har også sagt, at hun rigtig gerne ville have mig hjem hos sig på samvær…. Det
er noget som jeg har besluttet, og min mor siger næsten altid ja til mig.”(Barn I). Og her
udtrykkes det: ”Min mor og jeg hygger os, snakker om alting. Jeg snakker for det meste meget
godt med hende.”(Barn VI).
Psykologiske forælder i et objektrelationsteoretisk perspektiv
Min tolkning er, at for nogle af børnene vælger de forældrene, som de omsorgspersoner, der står
dem nærmest, kan snakke med og oplever at blive imødekommet på ønsker og behov. Hvilket
også indikerer, at man kan tale om, at forældrene betragtes af disse fire børn som psykologiske
forældre.
Set i et objektrelationsteoretisk perspektiv viser disse fire børns udsagn, at de søger relation mod
de voksne omsorgsgivere, som har været det primære objekt i barnets tidlige relationsdannelse
(Andersson, 1995, 1998b). Dette behov for at blive mødt og bekræftet følelsesmæssigt og
dermed identitetsmæssigt vil barnet forsøge at få opfyldt i de situationer, hvor dette er muligt
med det primære objekt. Dette forklarer endvidere, at for nogle af børnene er dette behov så
51
stort, således at de ønsker at have kontakt med forældrene meget mere end de har i den
nuværende samværsordning.
En anden problemstilling for de børn, der har forældrene som psykologiske forældre er, at
adskillelsen og dermed savnet af forældrene kan optage barnet – også i hverdagen, måske endda
være en belastning for barnet i dets identitetsudvikling. For et enkelt barn er behovet, som det
fremgik af citatet ovenfor, så stærkt, at savnet af forældrene er i dets bevidsthed hele dagen,
hvor end det færdes. Dette er en nødvendig og naturlig reaktion for barnet i adskillelsen fra det
primære objekt, og som er en fase barnet skal igennem og have bearbejdet, jvf.
separationsteorien om separations-individuationsfasen (Börjeson og Håkansson, 1998).
Et andet barn fortæller også om reaktioner før og efter samværet, at ”Jeg kører helt op og er
meget urolig, da jeg glæder mig sådan til at se dem igen. Jeg bliver bare rigtig træt bagefter,
det er også fordi det har været hårdt at se dem igen.”(Barn III). Her er min tolkning, at det kan
være oprivende og foruroligende for barnet i mødet med forældre, således at der er symptomer
på følelsesmæssige belastninger hos barnet.
Psykologiske forælder i et separationsteoretisk perspektiv
Min analyse er, at ovenstående reaktioner kan være et udtryk for smerte, men derudover kan
være en bearbejdelsesproces i adskillelsen fra forældrene, jvf. separationsteorien. Denne
bearbejdelse viser sig på forskellige måder, og her er barnet selv bevidst om reaktionerne. Ifølge
teorien er den normale separations-individuationsudvikling en ømfindtlig proces, hvor barnet
skal gennemgå faser i den vished om, at den primære objektrelation ”moderen” er tilstede. Uden
denne vished er separationen en psykisk livstruende proces for barnet (Ibid., 1998). Derfor er
kontakten til forældrene selv i en støttet kontaktform afgørende for barnets selvværd og
identitetsopfattelse og udvikling generelt. Hvilket også understreges i nedenstående citater. Idet
bare det at være sammen med forældrene uanset, hvad der foregår af aktiviteter, er det allermest
fundamentale for disse fire børn. Et par af børnene siger om deres forældre: ”Bare det at jeg ser
hende er godt, og vi hygger os sammen.”(Barn IV).”Det er bare godt at se ham igen…Det gør
ikke noget at det er i et sådant hus, bare jeg ser min far.”(Barn III)
Omvendt beskriver to ud af de seks børn (Barn IV og V) deres forældre, som voksne, som de
har kendskab til og besøger engang imellem. Her er plejeforældrene betegnet som de
psykologiske forældre. Begge børn omtaler plejeforældrene, som ”mor og far”, og forældrene
52
omtales ved deres navne, altså den omvendte distinktion i forhold til de fire andre føromtalte
børn. En anden indikation på dette er også, særligt for ét af de to børn, da barnets råd til
kommunen er:” Måske skulle rådet være, at andre børn ligesom mig skulle have sådant et godt
sted at bo med sådan nogle søde forældre, og som også giver mig et kæledyr.”(Barn V). Her
igen er det den voksne, som barnet definerer som den primære omsorgsgiver, som barnet retter
sin opmærksomhed imod i forhold til sin identitetsdannelse, jvf. objektrelationsteorien.
Det er karakteristisk for disse to børns udsagn er også, at de ikke ønsker at ændre
samværsrammen på samme måde som de fire andre børn. De giver begge to udtryk for, at det ”
..er fint at samværet er i et samværshus.”, da der f.eks. er ”…meget legetøj og man kan lave
forskellige ting dernede. Det er godt nok som det er.”(Barn IV). Min analyse er, at for disse to
børn fungerer samværsordningen tilsyneladende som en god ramme. Det ene barn forholder sig
på det følelsesmæssige plan til det gode ved at have en plejefamilie, og for det andet barn
forholder sig ikke følelsesmæssigt til dem, men forholder sig til samværet på et konkret praktisk
plan.
Det kan derfor konstateres analytisk, at der er højst sandsynligt er tale om en forskel i
relationsopfattelse, og den forståelse af, hvem der er de psykologiske forældre, og hvad dette
betyder for det støttede samværet blandt disse seks anbragte børn og unge. Temaet er centralt,
da dette er altafgørende for, hvordan samværspraksisen opleves f.eks. med hensyn til ønsker for
samværet fremover og at modtage hjælp og støtte fra den tredje person, der er med under
samværet, ifølge børnene den såkaldte støtteperson. Dette vil blandt andet blive beskrevet i de
følgende afsnit
At der kan være forskel i relationsopfattelse hos anbragte børn i forholdet til forældre og
plejeforældre, trods langvarig placering udenfor hjemmet, dette peger Gunvor Anderssons
undersøgelse (1998) af 22 plejebørn i alderen 10-11 år også på. Den påviser forskellige
tilknytningsmønstre for disse anbragte børn. Undersøgelsen understreger en central pointe, at ud
fra børnenes perspektiv er det at have en god kontakt eller relation til forældrene ikke
ensbetydende med et tilhørsforhold eller at et tilhørsforhold betyder, at barnet ønsker at flytte
hjem til forælderen. Hvilket muligvis også kunne gøre sig gældende for nogle af disse seks børn
i denne undersøgelse. Det vil vise sig i det følgende.
53
4.1.2 Plejeforældres holdning til samværet
Plejeforældrenes holdning til samværet beskrives af tre ud af de seks børn, som:” De tænker
bare, at det er godt.” To af disse børn beskriver, at man kan se dette på plejefamiliens
handlinger i forbindelse med samværet, deres mimik, hvis ikke de direkte har talt med barnet
om samværet. Kun et barn fortæller, at plejemoderen bevidst taler med barnet om samværet.
Disse opfattelser af plejefamiliens holdning til samværet viser sig for de to børn, som har
plejeforældrene, som de psykologiske forældre. Det er bemærkelsesværdigt, at det forholder sig
sådant for disse to børn, og ikke de fire andre.
Loyalitetsdilemma
Min tolkning er, at det kunne hænge sammen med, at når man som plejefamilie er de
psykologiske forældre i barnets øjne, så opleves en del af omsorgen for og støtte til barnet også
at tale om forholdet til de biologiske forældre end for de plejefamilier, som er i konkurrence
med forældre om det psykologiske forældreskab. I sidstnævnte situationer er der også langt
større muligheder for, at barnet har stor loyalitetsfølelse til sine forældre, hvilket vanskeliggør
plejefamiliens støtte til barnet i en sammenhæng. Hermed opstår det såkaldte loyalitetsdilemma
for barnet med spørgsmål som: hvem står man i ”gæld” til følelsesmæssigt – forældre eller
plejeforældre, og hvem af de voksne omsorgspersoner vil blive skuffet, hvis barnet viser, at det
er muligt at holde af begge parter selvom man er anbragt. Loyalitetsdilemmaet for barnet kan
bestå i, at man på den ene side har en oplevelse af, at anbringelsen er velbegrundet og
hensigtsmæssig, men på den anden side er der loyaliteten overfor og savnet af forælderen. De
fire børn, der har deres forældre som psykologiske forældre omtaler ikke direkte dette dilemma,
men andre undersøgelser viser, at er et fundamentalt vilkår, når man er anbragt, hvilket
sandsynligt også gør sig gældende for disse fire børn (Andersson, 1998b; TABUKA, 2005;
Warming, 2005).
4.1.3 Børnenes ønsker for samværet fremover
Et andet centralt tema for disse fire børn med psykologiske forældrerelationer er også, at de alle
har et stærkt ønske om ændring af rammen for samværet fremover, således at samværet skal
foregå i en anden ramme end i et samværshus, nemlig hjemme hos forældrene selv. De påpeger
alle også, at tiden og hyppigheden af samværene ønskes øget, gerne til weekenden med
overnatning - et ønske for 2 af de 4 børn. Et barn beskriver det således: ”Det er nederen at se
min mor på den her måde. Jeg vil gerne, at vi var hjemme hos hende og alene i mange timer og
54
nogen gange også i weekenderne, og jeg selv kunne bestemme, hvornår jeg ville se
hende.”(Barn VI).
Tre ud af disse fire børn, der betragter deres forældre som psykologiske forældre, har erfaring
med ændring af rammen for samværet, så det foregår hjemme hos forælderen. Et barn skal
begynde at se sin forælder i en sådan ny ramme. Barnet beskriver forskellen og forventningen til
det samvær, der fremover skal foregå i forælderens hjem således: ” Jeg ved det bliver meget
hyggeligere, fordi det er lidt kedeligt i huset. Hos hende kan jeg glo TV, og spille computer og
drille katten og lave mad…Ja, vi får en hel lejlighed for os selv.”(Barn I). Det opleves også på
denne måde, som et andet barn her fortæller:” Det er dejligt at være hos hende i længere tid, at
man er hos hende og laver aftensmad og spiser hos hende…det er det bedste at man er hos
hende i flere dage, og være alene hos hende. Ja, for i besøgshuset er der nogen gange, at vi så
skal være stille for ellers forstyrrer vi nogle andre, der også er der.”(Barn III). Et tredje barn
siger.” Det er rart, for så er vi endelig alene og kan hygge.” (Barn II)
Min tolkning er, at der igen er en forskel også for de to børn, som har plejefamilien, som deres
psykologiske forældre. De er begge meget glade for at se forældrene i et samværshus og har
ikke ønsker om, at rammen permanent skal ændres til forældrenes eget hjem. De ønsker, som
disse børn giver udtryk for er konkrete i forhold til samværshuset, som f.eks.:”..at vi kunne få
lov til at være i flere rum.” eller de giver udtryk for, at det engang imellem kunne være rart at
besøge forældrene på hjemadressen for at få kendskab til, hvordan de boede og få et billede af
deres hverdagsliv. Ét af børnene har haft samvær tidligere i forælderens hjem og kan huske
noget om et par kæledyr, som barnet gerne vil hilse på igen. Børnene fortæller her: ” Det er
godt at se min rigtige mor i huset, men jeg vil gerne hjem og besøge hende engang imellem,
fordi hendes dyr er søde og vi spillede kort.”(Barn IV). Et andet barn tilføjer:”…jeg ville godt
prøve at være hjemme, hvor hun bor én gang til for så ved jeg det om hende.”(Barn V).
Normalisering
Min analyse af ovenstående er, at børnene ud fra den konkrete kontekst har erfaring i kontakten
med forældrene, som er medvirkende til, at de har ønsker på egen og måske også på forældrenes
vegne i loyalitet til dem, da samværshuset opleves som en kunstig ramme i kontakten med
forældrene. Det er stærkest hos de børn, der betragter forældrene som de psykologiske forældre.
Måske kan nogle af disse børn have et håb om at komme hjem bo igen, og det at samværet
foregår i forældrenes hjem gør, at håbet – ønsket næsten kan blive opfyldt. Som et af de fire
55
børn udtrykker, da det bliver spurgt om råd til andre anbragte børn om støttet samvær: ”Så ville
jeg sige til dem, om de ikke kunne spørge deres mor, om de ikke kunne komme hjem hos hende –
ligesom mig. Sådan hvor man føler, at man ligesom bor hjemme hos hende.”(Barn I). Eller at
det forholder sig som i den omtalte undersøgelse (Andersson, 1998b), at børnene ikke
nødvendigvis ønsker at komme hjem og bo selvom der er et tilknytningsforhold til forældrene.
Da ønsket om at have samvær hjemme hos forældre mere er et udtryk for, at det at have samvær
i forældrenes eget hjem, er for børnene det tætteste på at fungere sammen med forældrene på en
så normal måde som muligt i forhold til det omgivne samfund. At have et almindeligt liv
sammen med dem i korte sekvenser. I vores kultur og i samfundet generelt tillægges forældre-
barn relationen en menigstilskrivelse som noget helt særligt og uerstatteligt. Denne
menigstilskrivelse betyder blandt andet, at familien som institution betragtes som enhed,
herunder at forældre og børn hører sammen som enhed uanset hvordan vilkårene ser ud
(Qvortrup, 1994; TABUKA, 2005; Warming, 2005). Hvilket stiller anbragte børn, der har
kontakt med forældre i en støttet samværsform i en speciel forståelsesmæssig situation i forhold
til det omgivne samfund. Hvilket også nogle af børnene giver udtryk for i nedenstående afsnit
om, hvordan det er at se sin familie i en sådan kontekst.
Forældrenes hjem er også vigtig for de børn, der har plejefamilien som psykologiske forældre.
Som ét af børnene fortæller her: ”Det kunne godt være sådan, at jeg igen ville prøve at være
hjemme, hvor min rigtige mor bor én gang til.” Min tolkning er, at her betyder det konkrete
møde med forældre i deres hverdagspraksis, at børnene har mulighed for at danne eget billede
af, hvordan forælderen også er og bor. Sandsynligvis også som en del af, at barnet kan sætte
forælderen ind i en forståelse af normalitet og nysgerrighed på, hvem de er som mennesker og
hvordan de fungerer i en hverdagspraksis – i en almindelig ramme.
4.1.4 Børnenes oplevelse af, at der er en støtteperson tilstede under samværet
Det gennemgående træk hos alle seks børn er, at de oplever, at støttepersonerne er nogle ”søde
damer”. Alle seks børn oplever også, at støttepersonen er en i forbindelse med praktiske
gøremål såsom: ”..henter småkager og saftevand til mig og min mor” eller de er en hjælp til at
have et overblik over, hvad man kan lave af aktiviteter i samværshuset, har rollen som chauffør,
når der skal gennemføres udflugter osv.
56
En hæmsko eller hjælp
Min analyse er, at støttepersonens tilstedeværelse opfattes, som en hæmsko i kontakten med
forældrene, for de 4 børn, som betragter forældrene, som de psykologiske forældre. Dette
begrundes i, som tidligere beskrevet, at de allerhelst ønsker at være alene med forældrene, men
også at støttepersonerne f.eks. taler med forældrene under samværet. Ét barn fortæller om det på
denne måde:” Hun (moderen) sidder og taler med støttepersonen. Nogen gange er det godt,
andre gange er det ikke, fordi hun begynder hele tiden at tale om os. Det bryder jeg mig ikke
om.” (Barn II). Barnet fortæller endvidere i interviewet, at årsagen til at det ikke har gjort
opmærksom på dette overfor de voksne er, at erfaringen er, at forælderen bliver sur, og kun
”måske” kan støttepersonen hjælpe i forhold til denne problemstilling. Et andet barn beskriver
støttepersonens funktion således: ”Hun (støttepersonen) sidder bare i sådan et kedeligt lille rum
ved siden af og laver alt muligt…Jeg kan godt lide, at hun ikke taler særlig meget med min mor.
Jo, hun snakker nogen gange med hende. Det er godt, at når nogen af de andre i huset brokker
sig, så siger hun, at de skal holde mund. Det er jeg glad for, at hun gør.”(Barn I)
Min analyse er endvidere, at støttepersonernes tilstedeværelse kan både opleves som en hjælp,
men også som en kontrol af forælderen, f.eks. når en forælders misbrugsproblemstillinger viser
sig i samværet. Der fortælles om sådanne oplevelser her:” Ja, de er meget søde at snakke med
også med min mor og spørger til, hvordan det går, og hvis min mor er fuld og ked af det, så
tager de sig af det. Der har været en gang, hvor de aflyste.”
Der er tre ud af de fire børn med psykologiske forældre, der forholder sig til støtte fremover i
samværet. Her giver to børn udtryk for, at de er ”ligeglad med” støtten blot de kan se deres
forældre. For barnet er det primære at have kontakt med forælderen mere end at have fokus på
støttepersonen. Barnet kan også have en opfattelse af selv at kunne klare at stå i vanskelige
situationer med forælderen og har erfaring med egne handlemuligheder, som det følgende citat
er et udtryk for: ”Måske har min mor brug for det (støtte), men jeg har ikke brug for det mere.
Fordi jeg kender min mor og skal nok klare mig. Det er selvfølgelig ikke rart, når hun drikker,
men det har jeg prøvet før, så går jeg bare eller lader være med at se hende.”(Barn VI). Her
bliver støttepersonen for nogle børn en konkurrent for barnets mulighed, som jo er begrænset
tidsmæssigt, for at få opfyldt sin relation til det primære objekt, forælderen.
Oplevelsen af, at støttepersonens tilstedeværelse er en hjælp fremhæves af de to børn, som har
en kendskabsrelation til deres forældre. Jeg tillader mig her at benytte et hverdagsbegreb:
57
kendskabsrelation for at forenkle teksten. Kendskabsrelation er et udtryk for, at kontakten til
forælderen er med det formål at have kendskab til den, man er i familie med og kun det. Det er
centralt her at fremhæve, at disse børn er de eneste, der har fået information om baggrunden for
støttepersonens tilstedeværelse. Begge børn er blevet informeret om støttepersonen af
plejefamilien. Børnene beskriver informationen fra plejeforældrene og det, som de har forstået
af den på følgende måde: ”Hun (støttepersonen) skal fortælle min mor, hvad hun ikke må og
sådan. Det kan man godt sige er en hjælp til mig. Det er godt nok. Ja, det synes jeg, fordi hun er
sød, og det godt, at der er en anden sammen med mig og mor.”(Barn IV). Et andet barn
udtrykker: ”Jeg synes da, det er meget godt. Så er der jo en til at støtte mig. Det har jeg oplevet.
Nogen gange sidder hun ude i køkkenet og læser avis. Og så kommer hun nogen gang ind og
ser, hvordan jeg spiller Playstation. Hun ser bare, hvordan jeg har det.”(Barn V). Min tolkning
er, at alene det, at barnet har fået information kan virke tryghedsskabende og stabiliserende for,
at samværet opleves på en god måde for barnet.
Sammenfattende er min analyse, at alle seks anbragte børn oplever støttepersoners funktion som
praktisk hjælp. Dette er påfaldende, da samværsordningen overordnet set også er tænkt som
støtte og hjælp til barnets relation til forældre og omvendt. Empirien viser, at det er ud fra den
konkrete praksis, at børnene erfarer, hvilken rolle og opgave, som støttepersonen har i forhold
til dem og deres forældre. Hvilket betyder, at rollen som ”praktisk gris” er det hovedindtryk,
som de fleste børn er efterladt med. Min analyse er, at hjælperrollen hos støttepersonen må de
fleste børn gætte sig til eller fornemme undervejs i samværsforløbet, idet kun to ud af seks børn
siger, at de har fået information om baggrunden for støttepersonernes tilstedeværelse. Her
opleves rollen også som en hjælp i relationen til forældrene. Igen skal det bemærkes, at disse to
børn har en kendskabsrelation til deres forældre, og informationen er kommet fra
plejeforældrene. De fire andre børn med forældre som psykologiske forældre oplever nogen
gange, at støttepersonerne er et forstyrrende element i kontakten til forældrene. To børn
fortæller her: ”Altså nogen gange er de der, andre gange så går de. Det er det bedste at være
alene med min far og bare sidde og hygge sig. Vi går selv over og handler uden at
støttepersonen er med. Det skete, da vi skulle lave mad, hun sad bare og skrev i sin mappe. Det
var meget rart.” og ”Støttepersonen er med noget af tiden, men går hurtigt igen. Det er rart, for
så er vi endelig alene og kan hygge.”(Barn II og III). Det kan muligvis være grunden til, at tre
ud af de fire børn er ligeglad med støtten fremover. Som et af børnene siger om støttepersonens
tilstedeværelse: ”Jeg er egentlig lidt ligeglad med støttepersonen, bare jeg ser min far.”(Barn
III). Jeg tolker, at de er ikke bevidste om støttemuligheden grundet den manglende information,
58
og eventuelle mangel på tydelighed fra støttepersonernes side i den konkrete samværspraksis.
Man kunne også sige, at det er umuligt at støtte og hjælpe, hvis ikke børnene kender til hjælp og
er informeret om rollen og muligheder for hjælp. Et andet aspekt er også, at de fire børn med
forældre som psykologiske forældre er påvirket af, at forældrenes holdning til støttepersonen er,
at det er besværligt og et forstyrrende element – et nødvendigt ”onde” i forhold til samværet.
Dette kan have indflydelse på om børnene opfatter, at de er blevet informeret eller ej.
4.1.5 Børnenes opfattelse af beslutningen og argumenterne for det støttede samvær
Karakteristisk for samtlige børn i undersøgelsen er som ovenfor nævnt, at ingen af dem har
kendskab til beslutningen for rammen om samværet og hermed argumenterne for f.eks. ændring
af samværet eller begrundelserne for, at samværet skal foregå i et samværshus med en tredje
person tilstede.
Fire ud af seks af de anbragte børn og unge fortæller, at de har ingen oplevelse af, at nogen fra
kommunen har fortalt eller forklaret dem om beslutningen for samværsordningen. Ét barn har
fået en forklaring fra plejefamilien, som er:”…fordi min mor ikke kan finde ud af så mange ting
– hun kan ikke passe børn.”(Barn IV). Det ældste af børnene forklarer, at det er
familieplejekonsulenten fra kommunen, som ”…tror jeg, men jeg kan ikke helt huske det”, der
på et møde har givet barnet en forklaring. De to børn, som har fået en forklaring har begge
forstået, at støttepersonens tilstedeværelse handler om, at ”de vil passe på, at der ikke sker
noget.” og det udtrykkes også her ”Hun (støttepersonen) fortæller mor, hvad hun ikke må og
sådan. Det synes jeg er meget rart at vide, så ved jeg hvorfor hun er der.” (Barn IV). Her
udtrykkes endvidere en central pointe, at børn har brug at vide, hvorfor tingene omkring dem
hænger sammen, som de gør uanset problemstilling. Og min analyse er, at de fire børnene, der
ikke kender til de voksnes beslutninger danner selv billeder, forståelser i praksis på, hvorfor
kontakten til forældrene under anbringelsen skal foregå, sådan som de oplever det. Et barn siger
om en mulig forklaring: ”Måske bare fordi jeg skal se min rigtige mor”(Barn V).
4.1.6 Børnenes forståelse af kommunen som institution.
Dette tema er her taget med, da samme tema fremkommer i analysen af
fokusgruppeinterviewet, og som vil blive beskrevet og uddybet i kapitel 4. Kommunen som
institution vil anbragte børn undervejs i anbringelsen sandsynligvis stifte bekendtskab med,
fordi de voksne omkring barnet omtaler institutionen eller de selv får brug for at forstå eller få
erfaring med nogen fra kommunen. Af empirien fremgår det, at fire ud af seks børn allerede har
59
kendskab til kommunen selvom det som udgangspunkt må sige at være en abstrakt størrelse.
Børnene forbinder det med en personificeret nogen, der ”bestemmer” både i forhold til
samværet og selve anbringelsen. Fem børn forbinder også betegnelsen sagsbehandler som en,
der kommer fra kommunen. Ét barn har også erfaring med betegnelsen familieplejekonsulent
som noget, der har forbindelse med kommunen. Selvom hovedparten af børnene har kendskab
til kommunen, som den øverste myndighed i forhold til samværet, siger kun tre ud af seks børn,
at de har truffet en sagsbehandler. Og de to ud af disse tre børn oplever ikke selv at have talt
med en sagsbehandler, da disse i den forbindelse er nogle voksne, der taler med plejefamilierne.
Ét barn (Barn I) fortæller om sin oplevelse af nogen fra kommunen:” Jo, jeg har mødt en fra
kommunen, det var vist både en dame og en mand, nej det var to damer på samme dag. Jeg kan
ikke helt huske, hvornår det var…de snakkede meget af tiden med min plejefamilie.”
Derudover har tre ud af seks børn indirekte erfaring med kommunen som institution gennem
deres forældre. Her beskriver børnene, at kommunen er en institution, hvor beslutningerne tager
lang tid, og man skal ”Mor var nødt til at brokke sig flere gange. De har brugt et år på
det.”(barn I). Et andet barn (nr.VI) fortæller: ”Kommunen lover at gøre noget, men der sker
ikke noget” Kommunen beskrives her som et sted, som det kan være vanskeligt at have tillid til.
En usynlig og abstrakt magtfaktor
Min analyse af dette tema er, at for de fleste af børnene forekommer kommunen som en
størrelse, der enten direkte eller indirekte er en meget vigtig brik i forhold til samværet med
forældre. Her bestemmer man over barnet og forældre, og det kan være en vanskelig størrelse at
have med at gøre. Måske symboliserer kommunen for disse børn en usynlig og diffus
magtfaktor fra det omgivende samfund, som man må vænne sig til er til stede og omtalt i ens
barndom, når man er anbragt. For nogle børn optræder institutionen konkret, når de møder
nogen personer, som omtaler sig som ”en fra kommunen”. For andre børn forekommer
institutionen abstrakt og fjern fra børnenes samværspraksis.
4.1.7 Børnenes erfaring med inddragelse og indflydelse på samværsordningen
Der er ingen af børnene, der selv har erfaring med at blive direkte inddraget forskellige dele af
samværsbeslutningen. Ét barn har en forventning om inddragelse grundet sin alder, sågar
indflydelse på samværsordningen. Det beskrives således:” Det svar, som jeg får tilbage er, at
sådan er de. Men nu hvor jeg er blevet 15 år, kan jeg bestemme mere og så kan jeg måske få lov
til at se hende derhjemme i hendes lejlighed.” Barnet beskriver endvidere, at hvis ikke
60
forventningerne bliver indfriet ved et kommende møde med kommunen, handler barnet selv.
Hvilket betyder for barnet: ”Det bliver jeg ked af. Måske tager jeg hjem til hende alligevel, det
kan de alligevel ikke bestemme. Jeg har været væk et par dage før.” Barnet fortæller videre, at
denne handling bliver bakket op af forælderen:”…for hun er også træt af det hele.”(Barn
nr.VI).
Indirekte indflydelse gennem forældres henvendelse til kommunen har 3 børn erfaring med. En
anden variation af indirekte indflydelse har et barn gennem plejeforældrene, og her har barnet
en forventning om, at forældre og plejefamilien kan samarbejde om f.eks. de ønsker, som barnet
har til samværet.
Det er et markant mønster i empirien, at ingen af børnene har kendskab til inddragelse i forhold
til samværsproblemstillinger, men først når omgivelserne giver barnet information om en
rettighed grundet alder, forventer barnet at blive medinddraget. Baggrunden for dette kan være,
at der i lovgivningen er et såkaldt modenhedskriterium, hvor den enkelte sagsbehandler skal
vurdere barnets alder og modenhed i forhold til om det skal inddrages gennem en såkaldt
børnesamtale. Denne vurdering og synet på barnets medinddragelse i problemstillinger
vedrørende kontakten til forældre er min analyse, at den sandsynligvis også vil slå igennem hos
barnets andre omsorgsgivere ud fra et ønske om at beskytte barnet.
4.1.8 Samværshuset som ramme for kontakten som familie
To af børnene udtrykker, at det er ”mærkeligt” og ”underligt” at skulle se sine forældre i
sådant samværshus. Det opleves på denne måde: ”Fordi vi skal sige, hvornår vi går og være i et
fremmede hus, og der er to damer, der skal tale med min mor før end vi kan se hinanden og
sådan noget..” Ét af børnene beskriver, at det har ”vænnet” sig til det, da det er muligheden for
at have kontakt med forælderen. Begge børn fremhæver, at deres forældre også oplever
samværet på denne måde. Disse to børns opfattelse af forældrene er, at de er psykologiske
forældre. To andre børn med samme relation til deres forældre beskriver oplevelsen af at være i
et samværshus på en lidt anden måde, som f.eks.”… at det er godt nok..”(Barn II og III),
underforstået, når nu det ikke kan være anderledes. Her indikeres også, at det opleves som noget
specielt i forhold til at være familie sammen. De to børn med kendskabsrelation til forældrene
har, som tidligere beskrevet det fint med at se forældre i et samværshus som ramme. Som én af
dem her siger: ”Det er meget fint at være i samværshuset, da det er bare meget godt at være
der.”(Barn V). Bemærkelsesværdigt fremhæver disse to børn, at dette vil de faktisk gerne give
61
udtryk for overfor deres forældre og tale med forældrene om, hvordan det er at have samvær,
som det fremgår her:” Jeg ville faktisk gerne sige til (mors navn nævnes), at det var hyggeligt at
være der.” og ”Jeg vil gerne snakke med hende om det.”(Barn IV og V).
En kunstig ramme
Min analyse er, at samværshuset opleves som en kunstig ramme for kontakten som familie af
hovedparten af børnene, men de accepterer og vænner sig dermed til den givne ramme, da det er
det eneste alternativ til at holde kontakten med forældrene under anbringelsen. Et barn fortæller:
”Min mor synes også, at det er irriterende, at samværet skal være der.”(Barn I). Loyaliteten til
forældrene viser sig også her, da nogle af børnene fremhæver, at forældrene er af samme
opfattelse og holdning. Idet de fremhæver, at familiekontakten opretholdes på underlig og
mærkelig måde i et samværshus, kunne man forestille sig, at denne oplevelse hænger sammen
med, at de har erfaring med eller kendskab til, at dette adskiller sig fra andre børns familier og
måder at være sammen på. Ønsket om normalisering, at være sammen som familie på
almindeligvis er fremtrædende for disse anbragte børn. Det betyder noget for den oplevelse og
forståelse, som de har af deres egen og forældres situation.
4.1.9 Andre forhold, der er relevante for samværspraksisen
Af andre problemstillinger, som børnene fremhæver også har betydning for den oplevede
samværspraksis er eksempelvis, at to børn gerne ville tale med forælderen om samværet engang
imellem. Som citater her viser:” Jeg ville godt prøve at være hjemme, hvor hun bor én gang
til..”(Barn V). Dette gør sig gældende for de to børn, som ikke har deres forældre som
psykologiske forældre. Af andre ting kan nævnes, at det ikke altid er godt som søskende at være
sammen med forældre ved hvert samvær. Barnet fortæller om det således: ”Så kan jeg nogen
gange også bedst lide at besøge mor og far uden (søskendes navn nævnes) også er der. Så har
man dem for sig selv.”(Barn III). Endvidere kan det kan være svært at være sammen med f.eks.
morforældre, når forældre og morforældre er uenige, hvor barnet også er tilstede. Som det
beskrives her:” Min mor og mormor er ikke altid enige. Min mormor skal altid brokke sig over
et eller andet ligesom dengang, hvor vi var i Tivoli. Det var ikke rart”(Barn I).
Som det er fremgået af ovenstående analyse kommer der mange forskellige nuancer frem, når
børn får muligheden for at tale om det støttede samvær, som ikke nødvendigvis omhandler
relationen f.eks. til de psykologiske forældre eller rammen om samværet. Hvilket også giver
anledning til næste afsnit.
62
4.1.10 Børn har en mening
Det er slående, at alle de adspurgte anbragte børn har en mening om samværet med deres
forældre. De kan udtrykke deres holdning til mange facetter og til de forskellige
problemstillinger, som de oplever i en støttet kontaktform til forældre. De giver endda råd til de
professionelle og til andre anbragte børn, der er i samme situation (se nedenfor). Det er også
bemærkelsesværdigt, at fem ud af de seks børn ikke oplever at blive spurgt om samværet og
deres mening om samværet fra myndighedernes side. Et af de seks børn er blevet spurgt af
plejefamilien. Derfor er der nogen af dem er min tolkning, der erfarer mangel på inddragelse
selvom de gerne vil eller simpelthen ikke kender til at blive inddraget i egen sag Der skal dog
dertil siges, at de sandsynligvis kan være blevet spurgt, men måske ikke nok og gentagne gange
eller på en sådan måde, at de har en oplevelse af at være medinddraget eller blot fået
muligheden for at udtrykke deres holdning og mening om de foranstaltninger som
myndighederne iværksætter.
De forskellige råd, som tre af børnene har givet, er:
Råd til kommunen:
• ”Børnene skulle se deres far og mor derhjemme i lidt længere tid og selv have lov til at
bestemme lidt.”
• ”Kommunen skal lytte til de unges ønsker og lade dem bestemme og prøve at hjælpe.
Tale med børnene og hjælpe forældre og holde det, de lover”
Råd til andre anbragte børn og unge:
• ”De skal sige til deres mor, om de ikke kan komme hjem hos dem, ligesom mig, sådan
hvor man føler, at man ligesom bor hjemme hos hende”
• ” Det er godt med støtte for så får man lidt mere hjælp. Det er godt i et besøgshus. ”
Det støttede samvær i et ’Antonovsky’-perspektiv
Det er interessant at se på den mening om den støttede samværspraksis børnene har ud fra et
mestringsperspektiv gennem Antonovsky's salutogenesiske model (Gjærum, 2000;
Sommerschild, 2000), som er refereret i den teoretiske forforståelse. De børn, der forstår og for
63
hvem samværspraksisen giver mening, mestrer også situationen bedre end de børn, som ikke
gør det. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at der er to børn, som har accepteret samværet,
dets ramme, udformning og har fået en forståelig forklaring, som giver dem mening. Udsagn
som eksempelvis:” Samværet er fordi min mor ikke kan finde ud af så mange ting – hun kan
ikke passe børn.” og ”Måske bare fordi jeg skal se min rigtige mor” viser her forklaringer i den
konkrete kontekst som børnene tillægger mening, netop fordi de er i overensstemmelse med,
hvordan virkeligheden ser ud for dem. Med Antonovskys teser i baghovedet kunne man antage,
at netop disse to børn formår at håndtere en svær situation, måske oven i købet en belastende
situation på en måde, som kan give dem styrke til at modstå vanskelighederne ved at være i et
felt, hvor der er mange følelser og interesser på spil både for børn og voksne. De fire andre børn
har mange vanskeligheder med at holde ud at være i denne noget kunstige samværssituation
med forældrene. De ønsker som ovenfor beskrevet samværet lavet om og normaliseret til en
almindelig ramme, nemlig i forældrenes hjem. De har stor loyalitet til forældrene, som også har
svært ved at være i den ramme, som velfærdsstaten har sat op for dem. Denne loyalitet
vanskeliggør oveni de andre ting sandsynligvis situationen for nogle af disse fire børn, som
heller ikke er blevet informeret af myndighederne om årsagen til at kontakten til forældrene ser
sådan ud.
Andre undersøgelser
Også andre undersøgelser (Ian Butler og Howard Willamson (1994) og Hanne Warming
(2006)) påpeger vigtigheden af børns deltagelse og konsekvenserne, hvis ikke dette
forekommer. Disse undersøgelser understreger også, at børn har en mening, som de gerne vil
tilkendegive. I den engelske undersøgelse har man spurgt børn, der har været udsat for det
sociale arbejdes indgreb, herunder hvad havde de oplevet som det værste, hvad havde de været
bange for og frygtet mest. Børnenes udsagn viste tydeligt, at de havde en helt klar mening om
disse foranstaltninger og om f.eks. hvordan de gerne ville have, at socialarbejderne skulle være.
Her fremhæves blandt andet: at de skulle være gode til at lytte, være mulige at få kontakt med,
ikke være fordømmende, men acceptere hvad børnene siger og give dem god tid til at tænke sig
om inden, der træffes beslutning om foranstaltning. Endvidere, at de skulle give børnene ærlig
information, sige tingene som de er, forklare og holde løfter samt være personer, som børn kan
have tillid til og altid rådføre sig med børnene inden de træffer beslutninger eller laver
ændringer i forhold til dem. Undersøgelsen belyser også dette aspekt, at mange af børnene ikke
kender begrundelsen for, at de er anbragt, de er ej heller blevet spurgt om deres opfattelse af
64
situationen. Warming (2005) fremhæver, at plejebørn har noget på hjertet, som er værd at lytte
til og lære af, som bør mane til eftertanke, refleksion og handling. Hun finder, at lytte til
plejebørnene selv er en forudsætning for en seriøs forbedret, vidensbaseret og demokratisk
indsats. Og konkluderer, at: ”En kvalificeret indsats forudsætter, at forestillingen om
standardiserede, almengyldige metoder droppes, og at de, der arbejder med udsatte børn og
unge, i stedet kvalificeres og forpligtes til at lytte og tage afsæt i det enkelte barns viden om eget
liv og livsønsker ”(Warming, 2005:184-185).
Diskussion i forhold til barnets stemme
Diskussionen i det sociale arbejde omkring det at give barnet en stemme – og at inddrage børns
mening og særligt omsorgssvigtede børn, går på, at børn skal beskyttes grundet deres sårbarhed
og derfor ikke må tage ansvar gennem medinddragelse for de beslutninger, der bliver truffet.
Omvendt er børns perspektiver anderledes end de voksnes, de har også handlemuligheder og
indsigt, som voksne ofte overser. Det nye barndomsforskningsparadigme (jf. James, Jenks &
Prout, 1999) indenfor sociologien giver mulighed for at forstå børn som enkeltindivider, og at
der er en grund til at gøre dem til aktive deltager i eget liv. Børn viser her, at de i høj grad har
brug for ligesom voksne at blive lyttet til, spurgt om de beslutninger, der har betydning for deres
liv, oplyst om situationen, så den giver mening for dem for at kunne udvikle sig – også når det
drejer sig om de støttede samværsordninger. Andersson (2002) argumenterer for, at børn aldrig
kan eller skal blive ligeværdige beslutningstagere i deres egen sag, men pointerer, at det har
negative konsekvenser for den sociale arbejdskvalitet og ikke mindst for børnene, hvis ikke man
tager børns deltagelse alvorligt i det sociale arbejde med udsatte børn og deres familier.
4.1.11 Sammenfatning
Sammenfattende efterlader empirien et billede af en samværspraksis, hvor de seks anbragte
børn ikke oplever sig inddraget i forhold til samværsordningen, og hovedparten af børnene
siger, at de ikke har fået information om, hvorfor kontakten med forældrene er udformet som et
støttet samvær. Relationen til forældre og plejeforældre synes at være afgørende for børnenes
oplevelser af et støttet samvær, og den kan være forskellig. Karakteren af barnets relationer til
forældre og plejeforældre synes at være afgørende for, hvordan barnet oplever
loyalitetsdilemmaet mellem forældre og plejeforældre, tilstedeværelsen af støttepersoner under
samværet, barnets ønsker for støtte fremover og barnets opfattelser af rammen for samværet.
65
Sidst, men ikke mindst viser undersøgelsen, at anbragte børn har en mening om den
samværspraksis, som de indgår i.
4.2 Hvilke faktorer er afgørende for om anbragte børn og unge oplever den støttede
samværsordning som god eller dårlig i forhold til kontakten med forældrene?
Problemformuleringens andet spørgsmål lyder som overskriften her, og dette spørgsmål vil jeg
med den næste delanalyse at give et bud på.
4.2.1 Aktiviteter
Min analyse er, at det er centralt for alle børn i undersøgelsen, at de aktiviteter, der foregår i
samværet er relevante. Det betyder, at børnene oplever, at aktiviteterne/samværet foregår på
deres præmisser, og selve rammen omkring en aktivitet lever op til de forventninger, som
børnene kan have til kontakt med en forælder. Børnene fremhæver her forskellige aktiviteter,
som f.eks., at man spiller spil, leger sammen, ser film eller spiller playstation, at man laver mad
sammen, hygger sig ved at sidde i sofaen sammen og have nærvær, taler sammen. Særligt det
med at lave mad og spise sammen fremhæves som noget børnene ser frem til i samværet. Det
kan hænge sammen med, at madlavning, og det at spise sammen er tæt på de dagligdags
gøremål, som børnene f.eks. oplever i plejefamilien og som de har erfaring med er almindelig at
gøre sammen som familie. Dette fremhæves både af børn med forældrene som psykologiske
forældre, og vægtes af et af de to børn, der har plejeforældre, som psykologiske forældre. Det
kunne tyde på, at behovet for at være i en normaliseret kontekst via aktiviteter med forældrene
også er af afgørende betydning for børnenes oplevelse af samværspraksisen.
Derudover sætter de fleste børn også pris på de oplevelsespræget aktiviteter, som f.eks. ture til
Tivoli, Bon Bon land og lignede. Det virker som om, at det er rart for børnene at kunne tænke
tilbage på disse oplevelser. Det giver samværet et yderligt positivt indhold, fordi forældre og
barn har flere ting at tale og være sammen om. Endvidere kan der også være det aspekt for
barnet, at det gennem sådanne oplevelser opfatter at være i en mere almen ramme ligesom andre
børn end når rammen er givet i et samværshus.
Et rart sted at være
Det indtryk, som samtlige børn efterlader i forhold til at lave aktiviteter i det føromtalte
samværshus er, at det er et ”rart” sted at være sammen med forældrene. Jeg tolker, at det kunne
66
hænge sammen med, at rammen – huset og dets fysiske indretning udadtil ikke fremstår
institutionsagtigt, og det er relevante ting for børnene, som foregår i denne ramme. For nogle
børn udgør samværshuset måske en slags hjemlig ramme. Dog adskiller samværshuset sig fra et
hjem, da nogle af børnene er bevidste om, at der forgår samvær med andre børn og deres
forældre samtidigt. Et barn fortæller, at der må være mange andre børn, som har samvær på
denne måde, da: ”Jeg kender nogen af dem. Men jeg ved ikke, hvad de hedder, men jeg har set
dem hver gang.”(Barn I). Et andet barn fortæller om oplevelsen af, at der er andre børn og
voksne tilstede i samværshuset på denne måde:” Jo, jeg har set andre børn. Der er nogen
gange i besøgshuset, at vi skal være meget stille, for ellers forstyrrer vi de andre, og så råber de
op og skælder ud.”(Barn III). Her kommer det institutionsagtige til udtryk, udover det at der er
en støtteperson tilstede tilknyttet hvert samvær.
I forhold til at beskrive de faktorer, der er afgørende for om barnet oplever et støttet samvær
som godt eller dårligt beskrives i nedenstående en indre og en ydre faktor. De indre faktorer
omhandler de positive og negative elementer, som børnene fremhæver i det konkrete samvær.
De ydre faktorer henvises til de positive og negative påvirkninger, der kommer udefra og får
betydning for barnets oplevelse af den støttede samværsform.
4.2.2 Et godt samvær
Et godt samvær beskrives af alle børn, som et samvær, hvor forældrene er tilstede, har lyst til at
lave noget sammen med dem. Som et barn udtrykker det: ” At hygge og sidde i sofaen og se
film og slappe af.” Endvidere at samværet bæger præg af, at der foregår familielignende
aktiviteter, som tidligere beskrevet, såsom madlavning, indkøb osv.
Et godt samvær er også, at rammen omkring barnet er forståelig og giver mening for barnet. Det
vil sige, at barnet har fået information om, baggrunden for den tredje persons (støtteperson)
intervenering i samværet i forhold til relationen mellem barnet og forældre, og at samværet skal
foregå i f.eks. et samværshus. Det kan også være et godt samvær, når barnet opfatter at få hjælp
af støttepersonen i relationen til forælderen. Det udtrykkes således: ”Det er godt, at hun
(støttepersonen) er der, fordi hun er sød, og det er godt, at der er en anden sammen med mig og
mor, hvis mor ikke helt kan finde ud af det.” (Barn IV). Endvidere at plejefamilien bakker op og
støtter barnet i samværsordningen med alt, hvad det indebærer for barnet.
67
Indre og ydre faktorer i forhold til et godt samvær
Samlet kan man sige, at de indre faktorer, der er centrale for et godt samvær er, at forældre viser
interesse for kontakt til barnet, at indholdet i samværet er relevant for barnet og
dagligdagslignede. Hjælp til samværet kan også opfattes, som en del af et godt samvær. De ydre
aktorer omhandler, at barnet er informeret om, hvad der foregår i den kontekst, som det er sat i
sammen med forælderen og baggrunden herfor. Det virker tryghedsskabende og stabiliserende
for oplevelsen af samværet for barnet, at det er placeret i en kontekstafklaret situation.
4.2.3 Et dårligt samvær
Et dårligt samvær for nogle af børnene, når forælderen ”aldrig gider noget”. Altså, at relationen
til forælderen ikke lever op til barnets forventning om samværet. Det kan f.eks. også være, at
barnet oplever, at forælderen bliver ”sur” under et samvær, hvilket tydeligt har påvirket et af
børnene i en sådan grad, at denne oplevelse med forælderen fortælles adskillige gange. Det kan
give en dårlig stemning i samværet og barnet kan føle sig alene med sine oplevelser. Min
analyse er, at det kan være begrundet i, at hverken forælder eller støtteperson ser barnets
perspektiv eller har mulighed for det, da barnet grundet sin loyalitet til forælderen ikke tør
fortælle om sin oplevelse af samværet, og at ”støttepersonen og min mor taler om mig.”(Barn
II). Det beskrives videre, at barnet ikke har fortalt dette til nogen voksne og ikke har en
forventning om at gøre det. Ergo bliver barnet her efterladt alene med sin oplevelse, som har
betydning for dets velbefindende i kontakten med forælderen, og dermed også efterladt uden
støtte i samværet, som det formodentligt var tiltænkt fra kommunens side. Det kan også hænge
sammen med barnets tidligere erfaringer med forælderen, der har været ubehagelige eller
vanskelige at håndtere. Barnet beskriver endvidere, at forælderen er ”god til at være sur …for
det meste.” Et andet barn fortæller om en episode, hvor barnet har reageret voldsomt overfor
forælderen ved at kalde vedkommende for ”møgkælling”, men de blev gode venner bagefter.
Forældrenes frustrationer over rammen for samværet
Tre af børnene oplever også, at forælderens frustrationer over rammen for samværet,
støttepersonens intervention, og samarbejdet med kommunen eller mangel på samme i forhold
til ændring af samværet, kan påvirke stemningen under samværet i en negativ retning.
Oplevelser med andre børn og deres forældre i samværshuset, særligt når andre børn får ”skæld
ud af forældrene” påvirker også samværet på en negativ måde. Børnene tænker over
68
sammenhænge, og hvad det betyder for disse børns relation til deres forældre, men spørger ikke
til baggrunden for situationen. Her viser det sig igen, at når der ikke bliver talt med børn om
deres oplevelser, er de efterladt med egen forestillinger og måske bekymringer.
De indre og ydre faktorer i forhold til et dårligt samvær
De indre faktorer, der er afgørende for om samværet af barnet opfattes som problematisk,
hænger sammen med forældrenes psykisk tilstand, deres mestring til at være i den ramme, som
et samværshus ligger op til, herunder accept af, at der er en tredje person tilstede under
samværet, jf. mestringsperspektivet. De ydre faktorer er: myndighedernes håndtering af
samværsordningen, herunder manglende information til de involverede parter og
samarbejdsrelationen til forældrene.
4.2.4 Opsamling på delanalyse 1 og 2.
Ud fra ovenstående fremstår to centrale fund, som er bud på generative mekanismer i forhold til
beskrivelse af den samværspraksis, som disse seks anbragte børn oplever.
Den første generative mekanisme omhandler tesen om, hvem betragter børnene som de
psykologiske forældre, forældre eller plejeforældre. Jeg finder, at der er en forskel mellem de
seks børn på dette punkt. Fire børn betragter forældrene som de psykologiske forældre og to af
dem betragter plejeforældrene som sådanne. Alle børn laver en distinktion ved enten at
benævne forældre eller plejeforældre ”far og mor” eller kalde dem ved deres navne alt efter
hvilken relation, som børnene italesætter i denne kontekst og definerer som værende den
primære omsorgsgiver. Denne forskel sætter sine spor i forhold til de andre temaer – oplevelser,
som børnene har i den støttede samværspraksis. Eksempelvis hvordan de opfatter det, at der er
en tredje person tilstede under samværene, ønsker for fremtidige samvær og oplevelsen af at
være i et samværshus som ramme for kontakten som familie, og hvordan børnene mestrer at
være i denne situation med deres forældre. Andre undersøgelser (Andersson, 1995, 1998b)
peger også på sådanne fund, når problemstillingen omhandler anbragte børns kontakt med
forældre under en anbringelse. Altså antager jeg, at det er overvejende sandsynligt, at fundet af
barnets kategorisering af sine psykologiske forældre er et bud på en generativ mekanisme. Dette
hænger endvidere sammen med det andet centrale fund, som omhandler loyaliteten til forældre
eller plejeforældre.
69
Det er bemærkelsesværdigt, at de to børn, som har plejeforældrene som de psykologiske
forældre giver udtryk for, at plejefamilien bakker op om ordningen og synes, at ordningen er
god. Mens de andre fire børn ikke fortæller særlig meget om dette tema. Dog skal det tilføjes, at
ét af de fire børn giver udtryk for ikke at have kendskab til plejeforældrenes holdning, da barnet
ønsker at flytte derfra og derfor ikke taler med dem. De fire børn fortæller alle om loyalitet til
forældrene, som er dem, der i forhold til samværet er tillid til. Dette kunne tyde på, at disse fire
børn sandsynligvis oplever at være i et dilemma loyalitetsmæssigt mellem forældre og
plejeforældre, for nogen måske ligefrem en loyalitetskonflikt, hvor de voksne har svært ved at
acceptere den bestående mor og barn relation trods anbringelse. Dette dilemma understreges
også af andres undersøgelser (Andersson, 1990,1998b; TABUKA, 2005; Warming, 2005).
Det virker som om, at fire af de anbragte børn i undersøgelsen er i et tomrum - en slags
”ingenmandsland” forstået på den måde, at de forstår ikke helt baggrunden for, den situation,
som de indgår i med deres forældre. De står midt i mellem forældrenes, plejeforældres og
kommunens opfattelser af det støttede samvær. Ifølge børnene giver ingen af de voksne
omsorgspersoner børnene en forklaring, der er meningsfuld for børnene. Børnene er derfor
henviste til at lave deres egen forståelse. Man kan sige, at børnene er i en slags
”ingenmandsland”, hvor de er overladt til tilfældighederne om det lykkes dem at få en
forklaring og et mere nuanceret billede af den virkelighed, som myndighederne har besluttet, de
skal indgå i. Forklaringerne skal gerne være af en sådan karakter, at den virkelighed, som
børnene står i giver god mening uanset, hvem de har defineret som deres psykologiske forældre
– forældre eller plejeforældre eller om de har loyalitet til dem eller ej.
Hvem kan børnene henvende sig til i denne sammenhæng i det professionelle miljø, hvis man
har forældrene som de psykologiske forældre? Det er svært at svare på, men undersøgelsen
peger i retning af, at det først og fremmest er de biologiske forældre, som børnene oplever som
den mulighed, hvor de kan henvende sig til i forhold til f.eks. ændringer af samværet eller blot
tale om samværet generelt. Jeg tolker, at det for nogle af disse børn er hos forældrene, hvor
forventningen om, at man kan blive lyttet til sandsynligvis kan blive indfriet. De andre 8
omsorgspersoner – se model 1 - er ikke fremhævet som en mulighed, kun for de to børn, der har
plejefamilien som psykologiske forældre. Da det kun er forældrene, der for nogle af børnene er
samtalemulighed, vil børnenes forståelse af situationen og oplevelse af samværspraksissen også
blive ”farvet” af disse. Hvilket må have den konsekvens, at samværspraksisen for barnet
forekommer mindre nuanceret, og kan fastholde en bestemt forståelse, som ikke nødvendigvis
70
er udviklende for barnet og fordrer at barnet kan mestre eget liv, jf. mestringsperspektivet. Jeg
finder derfor, at det professionelle system skal og bør være mere opmærksomme på at give
barnet grundlag for at forstå baggrunden for det støttede samvær.
Jeg skal endvidere tilføje, at der i denne undersøgelse ikke er fundet nogle mønstre, der kan
indikere en kønsmæssig specifik forskel på, hvordan en støttet samværspraksis ser ud for de
seks anbragte børn.
Samlet set sandsynliggør ovenstående, at på individ– og interpersonelt niveau handler de
generative mekanismer fra børnenes perspektiv om definitionen af de psykologiske forældre og
loyaliteten til dem.
Ovenstående analyse kunne også tyde på, at der er behov for i forhold til disse støttede
samværsordninger at lave yderligere og mere dybgående undersøgelser end det et speciale har
mulighed for.
4.3 Er det i henhold til de professionelle på feltet muligt - og i givet fald hvordan - at
tilgodese anbragte børns syn på kontakten med forældre, når der er tale om en støttet
kontaktform?
Følgende vil beskrive de professionelles syn på den støttede samværspraksis ud fra et
fokusgruppeinterview.
Dette er omdrejningspunktet for specialets andet spørgsmål og den følgende analyse.
Tager man udgangspunkt i de anbragte børns udsagn ville svaret fra nogle af dem muligvis være
et klart og tydeligt, nej det er ikke muligt, fordi det tager for lang tid og er for besværligt. Og i
loyalitet til forældrene kan børnene have en oplevelse af, at man skal kæmpe mod det sociale
system for at komme igennem med sine synspunkter og ønsker. En oplevelse, som beskrives her
af et af børnene:” Min mor var nødt til at brokke sig flere gange til kommunen. Så blev det ved
med at tage så lang tid, og kommunen sagde bare bla, bla, bla. Ja, de har brugt et helt år på
det.” Børnene beskriver også en afhængighed af et system, som både er godt på nogle måder,
men som også er hæmmende i forhold til at bevare kontakten til forældrene, særligt hvis
forældrene af børnene betragtes som de psykologiske forældre. Som et af børnene udtrykker
det: ”Jeg kan godt lide, at hun (støttepersonen) ikke taler særlig meget med min mor.” Disse
71
fire børn beskriver, at de har en ide om, at forældrene har egne problemstillinger, som gør at
kontakten skal foregå på en ”mærkelig” og ”for nederen måde.” To af de fire børn, der har
forælderen som psykologisk forælder, fortæller om problemstillinger, såsom forældres
alkoholmisbrug og psykisk sygdom, som mulige begrundelser for, at samværet er støttet. Men
på trods af dette er ønsket om, at kontakten kunne foregå på en mere almindelig og normal
måde, stort for disse børn. Og dette indebærer også i børnenes optik, at der ikke nødvendigvis
skal være en støtteperson tilstede, da de ikke helt kan se formålet med en sådan. Børnene giver
udtryk for, at de egentlig er ”lidt ligeglad med støttepersonen” og ”Jeg har ikke brug for
støtten…”.
Men selv i forhold til de børn, som ikke har forældrene som de psykologiske forældre, er de
prisgivet, at deres plejeforældre kan samarbejde positivt med forældrene om samværet og
omvendt. Det betyder for disse børn, at de er afhængige af, at plejeforældre bakker op om
samværet ved løbende at samtale med dem om forholdet til forældrene samt respektere, de
ønsker og udsagn som børnene giver udtryk for også selvom ønskerne ikke er realistiske eller på
anden måde kan indfries. Det fodrer, at plejeforældre også får hjælp til at reflektere over egne
bevæggrunde og følelsesmæssige dilemmaer, som de kan komme til at stå i undervejs med
barnet i forhold til kontakten til biologiske forældre. Særligt, da det er plejeforældre, der skal
støtte barnet og rumme de reaktioner, der kan og vil forekomme hos barnet i forbindelse med
støttet samvær. Egelund og Hestbæk (2003) påpeger endvidere, at en inklusiv attitude fra
plejefamiliens side ser ud til at være et væsentligt element for, at kontakten mellem det anbragte
barn og dets forældre kan etableres og forløbe uden de store loyalitetskonflikter for barnet.
Det er markant, at børnene har en holdning til samværet med forældrene, de giver gerne udtryk
for den og kan komme med bud – råd til omverden om, hvordan det ville være bedst for dem.
De oplever overvejende alle ikke at blive inddraget i forhold til samværsbeslutningerne og har
ikke en forventning om, at det professionelle system i første omgang vil varetage deres
synspunkter og er interesseret i det. Dette kan være fordi børnene ingen erfaring har med at
blive inddraget, og de børn, der har erfaring med systemet – kommunen er overvejende
negative.
Så hvordan ser de professionelle på denne problemstilling. Dette vil jeg i det følgende på
baggrund af den genererede empiri ud fra fokusgruppeinterviewet forsøge at belyse.
72
4.3.1 Fokusgruppeinterview i forhold til problemstillingen
Fokusgruppeinterviewet bestod af en deltagergruppe af 17 informanter i alt - 15 konsulenter og
2 ledere. Konsulenterne er: psykologer, socialrådgivere og socialpædagoger. Mine informanter
havde stor erfaring på anbringelsesområdet, herunder arbejdet med støttet samvær.
Der er i metodelitteraturen til fokusgruppe forskellige bud på fordele og ulemper ved at
gruppedeltagerne har kendskab til hinanden eller ej. For mit fokusgruppeinterview virkede det
som en fordel, også i forhold til problemstillingen og den måde interviewet blev gennemført på,
da gruppen virkede tryg ved hinanden og mange kom til orde og bidrog med refleksioner og
gode diskussioner undervejs i forhold til emnet. Hvilket bevirkede, at der undervejs blev
besluttet at udvikle og ændre bestemte praksisser på området. Det var i den sammenhæng en
fordel, at lederen deltog, da disse tog ansvar for at videreføre gode ideer til praksis. Dette var en
sidegevinst, som arbejdspladsen tog med sig fra interviewet.
Antallet af deltagere i gruppen var som sagt 17. Dette kan synes stort, men da mit fokus i
forhold til dataindsamlingen er at få så mange forskellige perspektiver på emnet som muligt, var
det kun en fordel (Halkier, 2002). Det centrale for indsamlingen af data var indholdet i det, som
blev sagt og diskuteret, og de efterfølgende refleksioner, og mindre på interaktionen mellem
deltagerne i gruppen. Dette betød også, at min rolle som moderator generelt var styrende, da jeg
gennemførte interviewet alene. I starten var jeg mindre styrende, da gruppedeltagerne skulle
forholde sig individuelt til et spørgsmål, men herefter blev det mere styrende (Ibid., 2002: 44).
Fokusgruppeinterviewet foregik på den måde, at jeg kort introducerede de professionelle for
emnet ved at fremlægge mønstre og fælles træk fra de individuelle kvalitative interviews i
anonymiseret form. Det kan grundet de etiske overvejelser omkring børneinterviewene
diskuteres om dette var etisk i orden at fremlægge resultaterne fra disse individuelle interview.
Jeg har alligevel valgt at gøre dette ud fra den holdning, at det ikke er etisk i orden at undlade at
fremlægge disse undersøgelsesresultater i forhold til denne gruppe af børn og unge, da
forskning kan medvirke til at forbedre deres vilkår. Endvidere ser jeg med mit indefra
perspektiv forpligtet til at gå tilbage til praksis og oplyse om ny viden. Disse overvejelser gjorde
jeg fra starten af interviewet gruppedeltagere opmærksom på.
Jeg bad herefter gruppedeltagerne hver især reflektere i 5-10 minutter over de udsagn, som jeg
havde præsenteret dem for, notere refleksionerne ned på en lille seddel uden at diskutere med
sidemanden eller hinanden. Derefter skulle de aflevere noterne retur til mig. Jeg delte derefter
73
gruppen op i tre grupper ud fra nogle spørgsmål, som jeg på forhånd havde defineret. De tre
grupper fik hvert deres spørgsmål og ikke kendskab til de andre gruppers opgaver. Opgaven var
for grupperne nu i ca. 20 minutter at diskutere spørgsmålet, skriftliggøre refleksionerne til
efterfølgende diskussion i plenum. Fokusgruppeinterviewet gik i gang, da alle deltagerne kom
tilbage fra gruppearbejdet med gruppernes refleksioner som udgangspunkt for interviewet.
Interviewet, som blev båndet varede ca. ¾ time. Hele seancen varede ca. 2½ time med pause og
gruppearbejde. Undervejs i selve fokusgruppeinterviewet skrev jeg den enkelte gruppes
tilbagemeldinger ned på en stor tavle, hvor alle kunne følge med i udsagnene. Disse udsagn
skrev jeg ned til eget brug i den efterfølgende bearbejdning af data. Jeg fik endvidere udleveret
gruppernes skriftlige refleksioner efter interviewet til samme brug.
Interviewet fandt fysisk sted i et stort lokale med tilstødende grupperum, som CAFA stillede til
rådighed. Dette valg var begrundet i, at disse faciliteter er relevant for emnet, og deltagerne er i
en vant kontekst for det, som diskussionen skal handle om (Halkier, 2002:41).
I forhold til transskription af fokusgruppeinterviewet har informanterne givet tilladelse til, at
dette kan benyttes uredigeret i undersøgelsen. Dette interview blev som omtalt også optaget på
bånd. Men dagen efter interviewet, da jeg ville høre interviewet igennem, viste det sig, at
båndoptageren var i stykker, hvilket betød, at jeg ikke kunne aflytte interviewet. Jeg skyndte
mig samme dag at rekonstruere data, så godt som muligt ved at skrive de udsagn ned, som jeg
kunne huske og lave foreløbige kategorier. Efterfølgende tjekkede jeg disse data af med 3
udvalgte informanter ud fra hver deres profession for at få bekræftet udsagnene og uddybet dem
igen, og skrev deres udsagn ordret ned. De statements, der fremkom her benytter jeg mig af som
foreløbige kategorier i analysen.
4.3.2 Observation og de umiddelbare refleksioner fra fokusgruppen
En af de observationer, som jeg gjorde mig i forbindelse med oplægget om de anbragte børns
udsagn var, at der blev meget stille i lokalet et stykke tid, da det blev fremlagt, at det
overvejende er alle børn, som oplever ikke sig hørt eller inddraget i forhold til det støttede
samvær. Ret hurtigt kom der en spontan udtalelse fra et par af gruppedeltagerne, at det var
vanskeligt at høre på som erfaren professionel og profession, at børnene ikke oplevede sig hørt
eller adspurgt i forbindelse med det støttede samvær. Men samtidig var det også en vigtig
tilbagemelding, ”en øjenåbner”, da det måtte betyde, at selvom nogle af børnene måske var
blevet adspurgt, så oplevede de det ikke sådan. Dette affødte nye spørgsmål om, hvordan det
74
kunne hænge sammen og opstå, når professionen generelt har meget fokus på inddragelse af
anbragte børn i eget liv. Denne tilbagemelding var en godt afsæt til det næste forløb i
fokusgruppeinterviewet.
Nogle af de umiddelbare statements, der fremkom fra gruppedeltagerne er følgende:
• ”Der er manglende nysgerrighed og parathed hos de professionelle til at høre børns
synspunkter. Måske fordi det i systemet giver ekstra arbejde.”
• ”Børn bliver behandlet som en administrativ” ting” og ikke som virkelige personer af
kød og blod.”
• ”Det er vigtigt at sætte fokus på samværskonsulents rolle. Barnet skal vide, hvorfor
man er tilstede under samværet.”
• ”Det er vigtigt med en klar definering af rollerne mellem samværskonsulent,
familieplejekonsulent, sagsbehandler, plejefamilie mv. også i forhold til barnet.”
• ”Ja, børns udsagn skal i fokus, men hvordan? F.eks. om børns viden om ”konflikten”
mellem forældre, plejeforældre – kontra det at skulle tale om samvær.”
• ”Børn er ikke sådan at narre. Selvom vi fortæller dem noget, ved de det godt – i hvert
fald i deres egen forståelse, hvordan tingene hænger sammen.”
• ”Hvad gør voksne bange for at inddrage børn?”
• ”Børns rettigheder er mere skåltaler end realiteter.”
• ”Vi skal blive ved med at inddrage børns mening og arbejde med at få den frem. F.eks.
ved at spørge: hvad er børns mål med samvær?”
• ”Hvordan kan det være, at vi selv tror noget andet om os selv? Vi må gøre noget”
• Det er rystende, at børnene ikke føler sig spurgt om deres mening om samværet. For
hvis skyld er der samvær? Jeg bliver optaget af, hvordan vi får deres synspunkter mere
i spil i det faglige arbejde. Hvem af os professionelle omkring barnet skal gøre dette?
Er det for tidskrævende at få børns synspunkter frem eller hvad?”
75
• ”Vi skal beskæftige os med børns synspunkter, fordi vi skal tilrettelægge ”sagen” til
barnets bedste”
• ”Børn skal medinddrages i de beslutninger, som har betydning for dem eller i det
mindste som udgangspunkt have kendskab til de beslutninger, der tages.”
Som læser af disse statements sidder man blandt andet tilbage med det indtryk, at der ikke er
mangel på gode intentioner i det sociale arbejde, og der er parathed til at reflektere over praksis
og handle anderledes hos de professionelle i arbejdet med anbragte børn om den støttede
samværsordning. De følgende afsnit vil beskrive ud fra udvalgte kategorier, hvad der fra den
professionelles vinkel kan begrunde den samværspraksis, som børn og forældre er afhængig af.
Heraf vil der fremkomme bud på sandsynlige generative mekanismer på dette niveau i forhold
til problemstillingen. Det første afsnit skitserer kort den organisering, der er omkring støttet
samvær som foranstaltning i CAFA`s regi.
4.3.3 Organisering af støttet samvær
Organisering af støttet samvær i CAFA foregår på den måde, at kommunen retter henvendelse
for at få løst en opgave vedrørende støttet samvær. I CAFA håndteres kontakten med
kommunen og de øvrige implicerede parter af en samværskoordinater, der har specialiseret sig i
samværsproblematikker. Samværskoordinatoren er faglig ansvarlig for at få drøftet sagens
karakter med sagsbehandleren og planlægge samværsaftaler med de involverede parter, det vil
primært sige sagsbehandleren, de biologiske forældre, plejeforældre, støttepersonen. Aftalerne
kan eksempelvis dreje sig om spørgsmål som formål med samværet, rammen for samværet,
restriktioner og muligheder for forældre og barn i samværet, omfanget af støtten i samværet,
hvem er støtten tiltænkt og hvorfor. Herefter aftales der evt. formøde(r) med forældre,
sagsbehandler, støttepersonen og koordinator, hvis kommunen vurderer, at der er behov for
dette. Disse møder kan foregå i samværshuset eller i kommunen afhængig af sagsbehandlerens
ønsker og behov. Efter disse formøder med kommunen og de involverede parter tilbydes barnet
sammen med plejeforældrene et besøg i samværshuset for, at barnet kan få mulighed for at se
omgivelserne samt møde støttepersonen, inden samværet opstartes. Dette tilbud til barnet er
afhængig af sagsbehandlerens vurdering af om der i forhold til selve anbringelsessagen er behov
for dette, herunder om barnets behov for et sådant besøg. Derudover aftales der med kommunen
opfølgningsmøder ca. hvert halve år, hvor støttepersonen eller koordinatoren fremsender en
76
rapport om samværsforløbet. På disse opfølgningsmøder evalueres samværsforløbet og nye mål
og ændringer i samværet fastsættes.
Støttepersonen er ansvarlig for gennemførsel af samvær med forældre og barn, hvilket
indebærer at støtte parterne i deres relation gennem forskellige relevante aktiviteter, og samtale
med forældre undervejs i forløbet. Disse samtaler kan være planlagt til at gennemføres før eller
efter hvert samvær. Støttepersonen tilbydes kollegial supervision under hele samværsforløbet.
4.3.4 De professionelles roller i forhold til barnet
Et fremtrædende tema fra fokusgruppeinterviewet er rollefordelingen mellem de professionelle
omkring det anbragte barn. Der er som beskrevet i det indledende kapitel otte professionelle
omkring det anbragte barn, heraf har fem professionelle en central rolle. Det drejer sig om
sagsbehandleren, familieplejekonsulenten, der fører tilsynet med barnet i plejefamilien,
samværskonsulenten (støttepersonen under samværet) og samværskoordinatoren. Der tilstræbes
i udstrakt grad at adskille rollerne, således at den samme person ikke optræder i mere end en
rolle.
Rollefordeling
Fokusgruppen påpeger gentagne gange vigtigheden af, at der er en klar rolledefinition mellem
de professionelle, og at denne rollefordeling er tydelig for barnet og forældre under samværet.
Eksempelvis påpeges det: ”Sagsbehandleren har jo kompetencen til at bestemme, hvordan
samværet skal være, hvad forældre og børn må foretage sig osv. Og familieplejekonsulenten
har til opgave at tale med barnet i plejefamilien, men får de der talt med barnet om samværet.
Det kan være svært, når plejefamilien også er tilstede. Samværskonsulenten er den mest
oplagte, da de kender jo barnet fra samværet, og oplever, hvad der sker under selve samværet,
konflikterne og stemningen.” Andre tilføjer: ”Man skal huske, at det er godt med vandtætte
skodder mellem familieplejekonsulent og samværskonsulenten. For hvis” sko” oplever barnet,
man står i?.” Som citatet her viser, er det mange ”kokke” omkring barnet og samværet. Så
hvordan kan denne rollefordeling forklares?
I det valgte rolleperspektiv repræsenterer alle roller den institutionelle orden i førnævnte
forståelse, men nogle roller repræsenterer symbolsk denne orden i sin totalitet mere end andre.
Disse roller har i samfundet strategisk betydning, fordi den ikke bare repræsenterer den
pågældende institution, men integrering af alle institutioner i en meningsfuld verden. De står i et
77
særligt forhold til samfundets legitimeringsapparat (Berger og Luckmann, 2003:114). Hvilket i
denne her sammenhæng er sagsbehandlerens rolle at repræsentere velfærdsstatens legitimering
af foranstaltninger på det sociale område, herunder det lovgivningsmæssige sprogbrug og den
faglige viden og de normer, der eksisterer i forhold til fænomenet ”støttet samvær”. Andre roller
påtager sig fra tid til anden denne funktion ved siden af mindre ophøjede funktioner, som
varetages rutinemæssigt (Berger og Luckmann, 2003:115). Dette repræsenterer
samværskoordinator, familieplejekonsulent og støttepersonen. Alle roller er formidlere mellem
forskellige sektorer af det fælles vidensforråd. Ifølge perspektivet er samfundets vidensforråd
struktureret efter, hvad der er generelt relevant, og hvad der kun er relevant for bestemte roller,
hvilket betyder en social fordeling af viden rollerne imellem(Berger og Luckmann, 2003:115).
Det vil sige, at sagsbehandleren skal have en bestemt slags viden generelt om støttet samvær,
som passer til den rolle, og de andre i rollespillet omkring det støttede samvær skal have mere
specifik viden om f.eks. organisering af samværet, hvordan man støtter forældre og barn i et
samvær mv.
Forståelse af rollen hos de professionelle
Skal man lære en rolle, er det ikke nok at ”tilegne sig rutiner, som umiddelbart er nødvendige
for at kunne udøve rollen ”udadtil”. Man må også indvies i de forskellige erkendelsesmæssige
og endda følelsesmæssige lag i den vidensmængde, som direkte og indirekte følger med rollen”
(Ibid.). Med disse tanker i baghovedet betyder det, at det er ikke nok for f.eks.
sagsbehandlerrollen at vide, hvad der administrativt og proceduremæssigt skal til for at
gennemføre et støttet samvær, altså hvordan man skal gøre ifølge de juridiske spilleregler. Det
kræver også indsigt i, hvad lovens ”ånd” – det er erkendelsesmæssige betyder. De andre dele af
rollen, herunder barnets forståelse og oplevelse af samværet, kan godt uddelegeres til de andre
roller, idet ”set i de forskellige rollers perspektiv bærer hver enkelt rolle et sociale vedhæng af
viden med sig” (Beger og Luckmann, 2003:117). Det betyder, at den der tildeles rollen, som
den, der skal tale- informere barnet om samværet, skal have en specifik og detaljeret viden om,
hvad der skal til for, at barnet forstår den sammenhæng, som det indgår i set i lyset af
mestringsperspektivet, jvf. kapitel 1. Men hvem af de forskellige professionelle skal have tildelt
rollen, som den der samtaler med barnet om samværet. Er det altid den, der er tættest på barnet
Og hvordan defineres det? Fra hvilket perspektiv? Kan det være familieplejekonsulenten, der
78
ofte i barnets optik primært taler med plejeforældrene eller er det støttepersonen, der også skal
støtte forældre. Er der for bedst for barnet, at den der får tildelt rollen kan holde ”vandtætte
skodder” til de andre roller for at ”sikre fortrolighed med barnet, selvom man ikke altid kan
love det til barnet” eller hvordan? Kan opgaven være tilknyttet sagsbehandlerrollen, som i
forvejen har en rolle, der skal skabe balance mellem disse forskellige faktorer og holde overblik
over de forskellige roller i forhold til det støttede samvær – en slags ”playmaker” rolle.
Ifølge fokusgruppen er det ikke nogen ”opskrift” og ”givne svar på forhånd” til disse
spørgsmål om rollefordelingen i forhold til barnet. Men i stedet fremhæves det, at man i hver
enkelt sag forholder sig til rollespillet og fordelingen af de forskellige roller. Rollefordelingen er
derfor kontekst afhængig. For nogle børn vil det være relevant, at det er ”støttepersonen, der
tager den snak. F.eks. i bilen frem og tilbage fra et samvær. Her kan man få nogle gode snakke
med barnet, da man har været tilstede i samværet og kender og mærker stemningen,
konflikterne mellem de implicerede parter.” I et andet eksempel beskrives det, at man har
erfaring med efter samværet: ”At tage en snak med barnet og plejefamilien samlet, således at
barnet føler sig hørt, men også at plejefamilien bagefter kan støtte barnet, hvis der har været
svære ting med forældrene.” Det afgørende spørgsmål, der skal være styrende for det faglige
arbejde med støttet samvær må være ifølge fokusgruppen: ”Hvem kender barnet og dets
relation til forældrene bedst i systemet, og hvem kan bedst finde ud af det, hvis ikke vi har
kendskab til den relation?”.
Andre fra fokusgruppen forklarer, at rollen også kunne tildeles familieplejekonsulent, hvis
opgave er at føre et tilsyn med barnet på anbringelsesstedet. Men at man med denne rolle, skal
være sig mere bevidst om, at man ikke er i ”plejefamiliens sko”, men er der for at støtte et barn.
Hvilket betyder, at skal man indlede et samtaleforløb med et barn om samvær, skal denne
kontekst være afklaret både for barnet og plejeforældrene.
Af andre refleksioner fra fokusgruppen fremhæves, at alle roller primært har fokus på at støtte
forældrene, og årsagen hertil er, at det er primært forældrenes ret til at se barnet, som står øverst
på kommunens opgaveliste. Mange har det indtryk, at sagsbehandlere tænker, at det
er:”…plejeforældrenes opgave at tale med barnet om samværet. Men gør plejeforældre det og
hvis de gør det, kan det være vanskeligt for barnet, særligt hvis de også er følelsesmæssigt i
klemme og har modstand på, at der er samvær.” Et andet forhold, som er afgørende for om
barnet kan tale om disse ting til en sagsbehandler er fortrolighed. Refleksionerne fra gruppens
79
deltagere lyder: ”Hvordan er det muligt for barnet at få tillid til en sagsbehandler, når det er
ny, som kommer hver gang? Der er meget stor udskiftning af dem i kommunerne for tiden.”
Min analyse er, at antagelsen om, at samtalen med barnet ikke nødvendigvis er oplagt for en
sagsbehandlerrolle og disse ej heller agerer derefter, således oplever nogle af de seks anbragte
børn tilmed også - se afsnittet i kapitel 4 vedrørende børnenes opfattelse af kommunen som
institution. Der er fordele og ulemper ved de forskellige roller, som citatet her viser, hvor én fra
fokusgruppen fortæller om rolle som støtteperson: ”Ja, det er nærmest en joke, men det var kun
fordi at forælderen gik på toilettet under samværet, at jeg fik talt et øjeblik med barnet og fik øje
på, at vi gør det bare ikke mere bevidst.” Her viser det sig, at for en anden rolle, støttepersonen,
er man heller ikke bevidst om at samtale med barnet. Jeg tolker, at mangel på bevidsthed om
barnets perspektiv kan forekomme, uanset hvilken rolle man har omkring det anbragte barn.
Rollekonflikter
En anden problemstilling i forhold til de forskellige roller påpeges af fokusgruppen at
omhandle, at det er ”besværligt for os professionelle at tale med børnene, fordi man både som
støtteperson og familieplejekonsulent vover sig ind på et området, hvor der er andre
professionelle, der har patent på at tale med barnet og har en mening om dette.” Set i lyset af
Katzenelsons udlægning af rollekonflikter, jf. afsnittet om den teoretiske forforståelse, opstår
der denne kamp om rollen, fordi begge roller – familieplejekonsulenten og støttepersonen – kan
have en forventning om, at netop deres opgave er tale med barnet for at kunne leve op til
normen for den rigtige rolleudførsel. Måske har de begge en forestilling om, at netop deres rolle
er den bedste til at udføre den forventede rolleindtagning. En nuance herpå er også, at det
opleves fra de andre professionelles side, at mange sagsbehandlere er meget usikre på, hvordan
man får talt med barnet om disse svære ting. Der er en oplevelse af, at kommunen tænker, at
”det gør den anden professionelle nok?”. Og opstår denne rolledistance, som dette udsagn
kunne tolkes som, hæmmes den professionelles engagement i rolleudførelsen og kan i værste
fald betyde, at man fralægger sig ansvaret for rollen (Katzenelson, 1994:151).
”Playmakerens rolle” i forhold til barnets perspektiv
Min analyse er endvidere, at eksisterer der ikke viden om barnets perspektiv hos alle deltagerne
i rollespillet og er den deraf følgende uklarhed om, hvilken del af rollen den enkelte nu spiller
omkring barnet, kan hænge sammen med de professionelles udsagn og efterspørgsel efter
definering af rollerne. Og i sidste ende er det ”playmakeren”, der afgør hvordan rollespillet om
80
et støttet samvær bliver gennemført og rammerne herfor. Er der begrænset viden og manglende
fokus hos den primære og altafgørende rolle bliver det en mulighedsbegrænset rollespil i
forhold til barnets perspektiv, der her udspilles. Hvilket ikke svarer til de gode intentioner, der
skitseres ovenfor af socialarbejdere. Da mange socialarbejdere ønsker at få tildelt rollen som
mulighedsskabende hjælperolle. Samtidigt forventes det af en sagsbehandler – ”playmaker”
positionen at leve op til at have talt med det anbragte barn grundet de lovformelige formalier,
der følger med den position om den obligatoriske børnesamtale. Den position kan
sagsbehandleren udfylde med en rolle, hvor der kan opstår modstridende forventninger til, som
f.eks. krav fra de andre professionelle om at ”træde” i sagsbehandlerkarakter. Hvilket betyder,
at sagsbehandleren med hele sin personlighed, faglige viden mv. skal holde overblikket – holde
fokus på de væsentlige mål og indsatser i forhold til et anbragt barn. Lever vedkommende ikke
op til denne rolle, skabes der igen samarbejdsvanskeligheder og rollekonflikter, jf. ovenstående.
4.3.5 Det anbragte barns rolle
Ud fra ovenstående finder jeg, at barnet har to roller i forhold til at være en del af det ”spil”,
som foregår omkring det støttede samvær. Den ene rolle er, at det har en
meningstilkendegivende rolle, som kan synes mindre synlig for de professionelle, men som
alligevel dukker op enten gennem forælderen eller plejefamilien, som ud fra de i undersøgelsen
anbragte børns opfattelse er tættest på dem fortrolighedsmæssigt i forbindelse med samværet.
Derudover har barnet den rolle, at det er part i samværsspillet. Dets rolle er her at kunne mestre
at være sat i den særlige situation med sine forældre med alt, hvad dette indebærer af barnets
identitetsforståelse og mulighed for at indgå i så normaliseret ramme som familie som mulig, jf.
kapitel 4.
I forhold til beslutningsprocessen er barnets rolle devalueret set i et magtperspektiv, idet det
administrativt godt kan lade sig gøre at etablere samværet uden at inddrage barnets rolle
(Egelund, 2005; Järvinen og Mik-Meyer, 2003). Barnets ret er ikke i fokus i lovgivningen, da
det er forældrerettighed, der primært er i fokus i forhold til samværsordningen. Men den
føromtalte lovpligtige børnesamtale i forbindelse med anbringelsen kunne være en hjælp til
barnets mestring af samværet udført f.eks. af en sagsbehandlerrolle. Men skal barnet have
mulighed for at mestre samværet, skal det have svar, som ikke er i et teknisk administrativt
sprog, men på en måde, som de kan oplever at forstå og gerne gentagne gange, så det giver
mening for barnet.
81
4.3.6 De professionelles blik
Fokusgruppeinterviewet efterlader også et indtryk af, at det at samtale med barnet om samværet
for de professionelle også opleves som et vanskeligt og svært felt at stå i. Flere fortæller, at dette
er begrundet i, at samværet ofte er forbundet med ”et konfliktfelt, hvor flere interesser
konkurrerer om at have patent på ”barnets bedste.” Måske netop af den grund undlader man at
have fokus på barnets synspunkter, da det nogle gange er, at ”man får sat hånden ned i en
hvepserede. Særligt også hvis man f.eks. er uenige med de andre professionelle omkring
vurderingen af barnets udsagn eller mangel på samme.” Andre tilføjer, at dette er en del af et
vilkår for det sociale arbejde, hvor samværet netop kommer til at være det konkrete eksempel
på, hvordan selve forløbet omkring anbringelsen fungerer. Samværet er også det eneste sted
efter anbringelsen, hvor man fra systemets netop har ”lup på forældre og barn relationen.”
Men selvom arbejdet med samværet for de forskellige professionelle kan forekomme vanskeligt
og konfliktfyldt, gives der af fokusgruppen en del eksempler på, at det er muligt at tale med
børnene om de svære situationer ved netop ”italesætte det svære for barnet, og det kræver
træning at kunne dette.”
Samlet set giver de professionelle udtryk for, at det er muligt at stå i et svært felt sammen med
barnet f.eks. som støtteperson eller familieplejekonsulent. Som citatet her er et udtryk for: ”Vi
tror, at vi taler med børn om disse problemstillinger, men det gør vi ikke, vi vover det ikke. Vi er
kun på vej endnu!” De professionelles blik er, at man gerne vil forsøge at hjælpe barnet med at
mestre det at være i et støttet samvær, men at det kræver erfaring og træning med dette arbejde.
4.3.7 Metoder i det sociale arbejde
Et af de andre og centrale fund i fokusgruppeinterviewet er, at de professionelle er optaget af
metoder til at løse og gøre tingene anderledes i forhold til de anbragte børn, således at børnene
oplever sig inddraget i det støttede samvær. Der fremhæves eksempelvis, at en ”bedre
systematik” omkring samtalerne med børnene enten i plejefamilien eller i forbindelse med
samværet, således at der blev udarbejdet et system med afkrydsningsskema, som en huskeliste
til de professionelle. Andre foreslår, at skemaet skulle udfyldes sammen med barnet, således at
det blev et samarbejdspapir, hvor barnet også kunne få sine synspunkter frem og dette ville være
et arbejdspapir, som fremover kunne indgå i samtalerne med barnet. Som en af deltagerne
fremhæver: ”På den måde kunne barnet også opleve sig taget alvorligt, og det ikke bare blev en
snak på værelse.”
82
Yderligere påpeges det, at alle anbragte børn skulle have mulighed for at komme i en
børnegruppe med andre ligesindede. Det er der stor og god erfaring med for nogle
gruppedeltagerne, som en tilføjer:” Hvorfor skulle børn med støttet samvær ikke have behov for
at mødes med andre børn i lignede situation? Mange af dem vil få den oplevelse af ikke at være
de eneste i verden med disse problemstillinger. Dette ser vi har stor betydning for de anbragte
unge, der kommer i ungegruppen. Dette er jo også dokumenteret, at det har en vis positiv effekt
fremover i de unges liv. Der er jo stor efterspørgsel efter sådanne tilbud i kommunerne.”
Der er altså erfaring med socialt gruppearbejde med anbragte børn og unge i retningen af et
empowerment sigte. Hvor anbragte børn får mulighed for at være sammen med ligesindede i
håb om at blive styrket selvtillidsmæssigt til at klare sig bedre fremover i forhold til de
betingelser som de møder i det omgivende samfund.
Af andre metoder nævnes, interview med barnet af en udenforstående – en mere ”neutral
professionel” i stedet for en af de omtalte roller, der udfører samtalen med barnet. Det uddybes
på følgende måde: ”En ide kunne være at sige til kommunerne, at vi har gang i et eksperiment,
hvor vi interviewer barnet efter et par samvær af en udenforstående person, og herefter vil dette
arbejde kunne bidrage som et godt udgangspunkt for at videregive barnets synspunkt i disse
sammenhænge. Det har nu vist sig i mange sammenhænge i forhold til andre af de projekter,
som vi har erfaring med, at det godt lade sig gøre for en udenforstående person at tale med
barnet om det vanskelige, og det er muligt at få barnet til at sige noget om, hvordan det har med
samværet. For nogle børn vil dette uundværligt være den eneste mulighed, som det har for at
kunne fortælle og give udtryk for dets synspunkter grundet konflikter hos dets omsorgspersoner
– plejefamilier og forældre, som vi jo så godt kender rigeligt til.”
Min analyse er, at de forslag til løsninger kommer ud fra en ”aha-oplevelse” under
fokusgruppeinterviewet, som beskrevet under observationerne, da de professionelle konstaterer,
at de rent faktisk ikke har kendskab til, hvad anbragte børns synspunkter kan indeholde.
Dernæst erkendes og accepteres det, at det forholder sig sådan i praksis gennem et bidrag af ny
viden. Herefter går de professionelle praktikere i løsningstankegangen og viser
handlingsparathed og har kun fokus på de individuelle løsninger i forhold til barnet. Herved
overses i iveren efter at løse dilemmaerne for barnet, at formålet med samværet er en
rettighedsbetinget støtte og hjælp til forælderen – såkaldt ”svage forældre”, jf. lovgivningen på
området. Så det at finde løsninger til den ene part, som her er barnet, betyder ikke nødvendigvis
83
løsning for den anden part, som er forælderen. Balancen mellem at finde metoder – løsninger i
det sociale arbejde, som kan rumme begge parter peger Egelund (2005), at der i relationen
mellem stat og borger, er en forvaltningsretlig tradition for, at borgeren informeres, høres og har
udtaleret i sit sagsforløb. Hun tager her udgangspunkt i Lagerberg, og efter hendes opfattelse er
den eneste mulige kvalitetsgaranti i børneforsorgsarbejdet et grundigt kendskab til barnet, dets
opfattelse af dets hverdag, familiesituation og dets løsningsforestillinger. Det samme gør sig
gældende for forældrene. Her argumenteres ikke kun ud fra lovkrav eller ud fra et bredere
kulturelt forankret politisk korrekthed. Hendes holdning er, at indsigt i familiens egen
problemforståelse og egne løsningsforslag er en nødvendig forudsætning for, at kunne træffe
omsorgsfulde, hjælpsomme, og fornuftige beslutninger om barnets fremtid i lys af de
manglende videnskabelige redskaber til at kunne diagnosticere og forudsige børns udvikling
(Egelund, 2005:139).
4.3.8 Sammenfatning af analyse 2
På det institutionelle niveau i forhold til de støttede samværsordninger er min analyse, at der
hersker der tvivl og uklarhed om rollefordelingen mellem de professionelle i forhold til, hvem
der tager ansvar for, at det anbragte barns udsagn inddrages i forhold til kontakten med
forældrene. Det viser sig at være mere tilfældigheder i den enkelte sag, der afgør om systemet
får øje på barnets rolle og prioriterer at indhente den viden hos barnet til løsninger og
beslutninger for samværet. Uklarheden med definering af rollerne hos de professionelle i
forhold til barnet hænger også sammen med, at hele arbejdsopgaverne omkring det støttede
samværet ofte er konfliktfyldt og et svært felt for de professionelle at være i. Hjælperrollen som
mange socialarbejdere på det institutionelle niveau efterstræber indeholder også en kontrolrolle,
som betyder at barnets synsvinkel bliver usynlig eller overses, da det primære fokus er på
forældrene. Nogle rolle holder man af, andre afskyes, hvilket gør en forskel i rolleudførelsen,
særligt i det sociale arbejde, hvor balancen mellem omsorg og kontrol er hårfin.
Hvordan de anbragte børns udsagn inddrages er der mange forskellige forslag til
løsningsmodeller fra praksis, men disse er kun rettet mod barnet. Hvilket kun er den ene side af
denne problemstilling, da formålet med samværet overordnet juridisk er at støtte ”svage
forældre”.
84
5 Metodekritik Jeg vil i det følgende fremføre nogle betragtninger omkring undersøgelsen validitet. Begreberne
validitet, reliabilitet og generaliserbarhed er centrale begreber i forbindelse med kvalitetssikring
af en undersøgelsen ifølge positivistisk videnskab. Disse tre begreber har udgjort en metodisk
hellig treenighed i samfundsvidenskaberne (Kvale 2004.225). Kvale finder, at begreberne i
forhold til kvalitativ forskning bliver dekonstrueret, således at der er tale om
interviewforskningens håndværksmæssige kvalitet, og derfor bør begreberne gøres til
dagligdagsbegreber ved at tale om gyldighed (validitet), pålidelighed (reliabilitet) og
almengørelse (generaliserbarhed)(Ibid.). Jeg har i metodekapitlet (kapitel 2) fremført nogle
validitetsspørgsmål, og vil her beskrive yderligere metodekritiske overvejelser.
5.1 Validering
Validering vælger jeg som Kvale at se, som en proces, der foregår under hele
forskningsprocessen fra start til slut. Kvale fremhæver tre aspekter ved validering: 1.”at
validere er at kontrollere”; 2.”at validere er at spørge”; 3. ” at validere er at teoretisere.”
(Kvale, 2004:237-239).
Ad. 1: at validere er at kontrollere: Dette henviser til, at forskeren anlægger et kritisk syn på
analysen. Undersøgelsens analyse tager udgangspunkt i empiri, som er interview med anbragte
børn og et fokusgruppeinterview med professionelle med indgående kendskab til problemfeltet.
I forhold til interview med børnene kan det kritiseres, at interviewene ikke er foretaget af flere
omgange, således at det var muligt at få uddybet nogle af de udsagn, som kom frem under det
første interview, da børns udsagn er afhængig af den konkret kontekst, som de indgår i
(Andersson, 1998a; Garbarino et al, 1997). Ved et interview er barnet noget af tiden meget
fåmælt og svarer med enstavelsesord, da plejeforælderen var tæt på interviewrummet, som er
det næste kritikpunkt. Det ville have forbedret kontekstforståelsen og hermed børnenes
mulighed for at fortælle om deres oplevelser, hvis interviewene kunne have fundet sted i
samværslokalerne. En mere præcis metode til at analyse børnenes direkte oplevelse i samværet
ville sandsynligvis have været deltagerobservation. Her ville man som forsker kunne være
direkte tilstede og opleve, hvordan et sådant samvær udformer sig og efterfølgende spørge ind
til barnets håndtering af en sådan situation.
85
Vedrørende fokusgruppeinterviewet kan det kritiseres, at jeg har været alene om at udføre dette
interview. Det kunne have givet flere nuancer ved at have en moderator person tilstede, som
først og fremmest skulle lytte og observere gruppens udsagn. Herefter ville moderatoren være
en relevant sparringspartner til mit inde-fra perspektiv.
Ad.2: at validere er at spørge: Ifølge Kvale skal en undersøgelses indhold og formål gå forud for
metoden, hvilket betyder, at spørgsmål som ”hvad” og ”hvorfor” går forud for spørgsmålet om
”hvordan”, når validiteten skal fastslås. Kvalitetskriterierne for interviewene, jf. Kvale
(2004:149) har jeg bestræbt mig på at efterleve. Dette betyder, at hovedparten af
børneinformanterne gav lange svar på korte spørgsmål. Jeg har undervejs forsøgt at sikre mig, at
jeg havde forstået budskaberne i børnenes udsagn, og fortolket det undervejs sammen med
børnene. Jeg vurderer samlet, at interviewene er så gode som mulige grundet den skitserede
kontekst, og det har haft stor betydning for interviewenes kvalitet, at jeg har erfaring med at tale
med anbragte børn om problemfeltet fra praksis. Efterfølgende i transcriptionsfasen kunne jeg
se, at der var flere spørgsmål, som jeg godt kunne have forfulgt noget mere. F.eks. om børnenes
opfattelse af forældrenes og plejeforældrenes holdning til samværet.
Ad.3: at validere er at teoretisere: Her henvises til om en undersøgelse også undersøger det, som
den har til formål, hvilket også indebærer en teoretisk opfattelse af det, der undersøges (Ibid.).
Her har jeg på forskellige analyseniveauer – det individuelle og det institutionelle niveau-
afprøvet teorier på de anbragte børns og de professionelles beskrivelser. Jeg har forsøgt med en
vekselvirkning mellem empiri og teori at validere teoretisk. De teoretiske perspektiver giver den
merviden om de sammenhænge - de generative mekanismer på de forskellige niveauer, som
dette speciale beskæftiger sig med og sammenspillet mellem disse niveauer.
5.2 Reliabilitet
Dette vedrører forskningsresultaternes konsistens fra interview, transskription til analyse.
Undersøgelsen kan kritiseres for, at jeg har været alene om at fortolke og analyse det empiriske
materiale og ikke har haft en udenforstående sparringspartner – kontrolgruppe at
diskutereresultaterne med. Jeg har dog deltaget med en diskussion af mine førsteanalyseansatser
i en gruppe af specialestuderende på to specialeseminar. Samt fremlagt de centrale fund fra
børneinterviewene på min arbejdsplads. Jeg har forsøgt at beskrive forskningsprocessen fra start
til slut så eksplicit som muligt ved at fremføre min forforståelse – praksisbaseret og teoretisk,
således at læseren har mulighed for at vurdere, hvilken indflydelse mit perspektiv har på
86
resultatet af analysen. Teoriinddragelsen er som Nielsen og Repstad (1993) fremhæver: ”En af
de bedste måter å få til å se skoger på eller hæve seg fra frøperspektivet er å anbringe en eller
flere teorier mellem seg og virkeligheden.” (Ibid:29).
5.3 Generaliserbarhed
Ét af de centrale spørgsmål, der stilles til kvalitative interviewundersøgelser er om resultaterne
kan generaliseres. Kritikken omhandler om der kan generaliseres ud fra et repræsentativt smalt
grundlag. Men indenfor kvalitative analyser taler man ikke om generaliserbarhed, men om
overførbar viden eller fund til forståelse af nye sammenhænge. Når disse er fremlagt eksplicit
ville dette kunne overføres til andre sammenhæng eller teori (Olsen, 2002). Jeg finder at
undersøgelsen peger på tendenser – mønstre for disse anbragte børns samværspraksis som højst
sandsynligt kan overføres og bidrage med ny viden indenfor socialt arbejde på
anbringelsesområdet. Endvidere da undersøgelsen kan sammenholdes med andre
forskningsresultater. Jeg har søgt en teoretisk generalisering, hvilket jeg finder, at specialet
fremfører. Specialet har ikke et generaliserende resultat, men påpeger tendenser i retningen af,
at anbragte børns perspektiv er et overset element i forhold til disse samværsordninger, og
dermed kan påvise betydningen af, at der i det sociale arbejde fortsat er brug for at få kigget på
de forståelser – diskurser, der eksisterer omkring de børn, der er i samfundets varetægt.
87
6 Konklusion Jeg har gennem en analyse af kvalitative interview med anbragte børn på individ niveau belyst
disse børns oplevelser, forståelser og behov, når de har støttet samvær som kontaktform med
deres forældre under en anbringelse. Ved hjælp af et fokusgruppeinterview har jeg belyst,
hvilken rolle de professionelle spiller i forhold til mulighederne for at inddrage anbragte børns
udsagn i det sociale arbejde i de støttede samværsordninger. I nedenstående vil undersøgelsens
resultater – fund blive præsenteret. Den vil være baseret på en besvarelse af følgende
hovedproblemformulering:
”Hvad kendetegner det sociale arbejde med ”støttet samvær” set ud fra anbragte børns
synsvinkel?”
De børn, som deltager i undersøgelsen har i gennemsnit i 5 år haft kontakt med deres forældre i
en støttet kontaktform, det vil sige med en 3. persons tilstedeværelse udpeget af kommunen i et
samværshus. For hovedparten af børnene vil det sige, at kontaktformen har foregået i en sådan
form det meste af deres barndom. Man har fra kommunens side grundet forældrenes egne
problemstillinger vurderet, at samværet skulle støttes i denne ramme. Fire ud af seks børn
betragter forældrene, som de psykologiske forældre trods langvarig anbringelse. For disse børn
medfører dette en stærk tilknytning til forældrene, som de primære omsorgsgivere jf. den
objektrelation teoretiske tilgang. Det afgørende for, hvordan børnene oplever samværspraksisen
er: oplevelsen af at fungere som familie i en kunstig ramme, som nogen af dem har ”vænnet”
sig til, oplevelsen af støttepersonens tilstedeværelse og forståelsen af at være inddraget i
beslutningen om udformningen af samværet. De fire børn giver alle udtryk for, at de ikke er
tilfredse med at være i den nuværende samværsramme. De ønsker alle, at samværet kommer til
at foregå i forældrenes eget hjem fremover. Med hensyn til støttepersonens tilstedeværelse er
ingen af børnene informeret om eller har erfaring med, hvilken funktion støttepersonen har i
forhold til dem. Tre af de fire børn danner selv ud fra den konkrete kontekst et billede af –
forståelse for, hvorfor støttepersonen er tilstede, hvilket har begrundelse i forældrenes egne
problemstillinger. Børnene selv har ingen forventning til hjælp fra støttepersonen side eller
ønske om, at støttepersonen skal være tilstede fremover under samværet. To giver udtryk for, at
de er ”ligeglade med støttepersonen.”
Børnene har endvidere en oplevelse af ikke at være inddraget eller blevet spurgt om deres
synsvinkel i forhold til samværsordningen af en myndighedsperson. Dog har den ældste af
88
børnene (15 år) en forventning om at blive lyttet til, da barnet har en alder, der juridisk
forpligter kommunen til at inddrage dets synspunkt.
At definere plejeforældre som psykologisk forælder gør sig gældende for to ud af seks børn i
undersøgelsen. Disse børn adskiller sig markant fra de fire andre i oplevelsen af
samværspraksissen. Da de er glade for samværsordningen, er begge oplyst om eller har
kendskab til baggrunden for det støttede samvær og hermed støttepersonens tilstedeværelse.
Forklaringen hænger også sammen med forældres problemstillinger. Ét af børnene beskriver det
således, at forælderen ”ikke kan passe børn”. Samværsordningen kan for disse børn også være
vanskelig at stå i, men det virker som om, at de mestrer situationen bedre og har mere fokus på
kontakten med forælderen end frustration over rammen for kontakten. Information om
baggrunden for det støttede samvær har de begge fået fra plejeforældrene, og ikke fra f.eks.
kommunen.
Forholdet til de psykologiske forældre forklarer også loyalitetsdilemmaerne for de anbragte
børn og hvem de fremhæver, som voksne, som de har tillid til. De fire børn, der betragter de
biologiske forældre som psykologiske forældre, viser stor loyalitet til forældrene og deres
holdning til samværet, som oftest er præget af frustration over rammen og samarbejdet med
myndighederne. Børnenes fokus er at få de samme håb og ønsker for samværet fremover
gennemført lige som forældrene. Forklaring på og information om ”billedet” af samværet får
disse fire børn også kun fra forældrene og med loyaliteten til disse i baglommen, er oplevelsen
også præget af dette. Loyaliteten er ikke nær så fremherskende for de to andre børn, der har
tilknytning til plejeforældrene. Begge børn beskriver, at de har tillid til, at plejeforældrene kan
samarbejde med forældrene om ønsker og behov for samværet fremover, og giver udtryk for en
positiv oplevelse af samværet i et samværshus. Disse børn ser ud til at mestre en belastende
situation bedre end de andre fire børn grundet, at de finder mening med denne form for kontakt
med deres forældre under anbringelsen, jf. mestringsperspektivet.
Det er markant for undersøgelsen, at alle anbragte børn har en mening om samværet og gerne
giver udtryk for den uanset, hvem de definerer som psykologisk forælder. Derfor konkluderes
det, at anbragte børn er aktive og kompetente til at ytre sig om deres livsforhold i forhold til
støttet samvær.
Det institutionelle – system niveauet er præget af uklarhed omkring rollefordelingen mellem de
forskellige professionelle, i forhold til hvem, der skal samtale med barnet omkring
89
samværsproblemstillinger i en støttet samværspraksis. De professionelle, som det drejer sig om
er: sagsbehandleren, samværskoordinatoren, familieplejekonsulenten, der fører tilsynet med
barnet i plejefamilien, samværskonsulenten (støttepersonen). Uklarheden hænger sammen med,
at fokus hos de professionelle primært er rettet mod at støtte forældrene i samværet og ikke mod
at inddrage barnets synspunkter. Om barnet bliver inddraget og informeret om
samværspraksisen fra systemets side er mere en tilfældighed end en målrettet indsats.
Rollefordelingen mellem de professionelle skal afklares i den konkrete kontekst – fra sag til sag
– da der gives ingen opskrifter på, hvordan rollefordelingen skal foregå.
Desuden opleves det som et svært felt at arbejde i grundet mulige interessemodsætninger blandt
de professionelle om, hvad der er barnets bedste og forældrenes rettighed til at have kontakt
med barnet under anbringelsen. Det sociale arbejde bærer præg af konflikter, som kan forhindre
de professionelle i at tale med barnet om de svære problemstillinger. Det kræver erfaring i at
samtale med et anbragt barn om kontakten til forældrene.
Ud fra ovenstående konkluderes det, at de generative mekanismer på individ niveau set ud fra
anbragte børns opfattelse af den støttede samværspraksis er: Definition af de psykologiske
forældre og loyaliteten til dem samt en oplevelse af eksklusion i forhold til beslutningen
omkring samværsrammen og manglende information om baggrunden for samværsordningens
udformning.
På institutionsniveau omhandler de generative mekanismer den uklare rollefordeling blandt
socialarbejderne og oplevelsen af, at stå i et konfliktfyldt og svært arbejdsfelt samt manglende
viden om anbragte børns oplevelse og synspunkter i forhold til en støttet kontaktform under en
anbringelse.
Samspillet mellem disse to niveauer er svaret på reduktionismen i forhold til problemstillingen.
Det, at der i strukturen mangler bevidsthed om rollefordeling og viden om anbragte børns
oplevelser på området, fordrer anbragte børns oplevelse af en samværspraksis, som for nogle af
dem kan være vanskelig at mestre og omvendt.
90
7 Perspektivering Der er stærke kræfter på spil for de involverede parter af ideologisk og følelsesmæssig karakter,
når velfærdsstaten intervenerer i privatsfæren, nemlig familien, beslutter anbringelse og vil være
tilstede ved kontakten mellem forældre og det anbragte barn, i en såkaldt støttet samværsform.
Disse kræfter afspejler denne undersøgelse med al tydelighed ud fra seks anbragte børn, hvor
hovedparten af børnene ønsker en normalisering af kontakten med forældre end i den
nuværende ramme – et samværshus, som opleves som kunstig og lang fra idealet om at være
familie sammen. Selvom det kun er seks børns udtalelser, som undersøgelsesresultatet beror på,
er pointen central, da børnene alle har samme livsbetingelser og referenceramme at udtale sig
fra. Derfor må den efterfølgende undren være, er disse oplevelser generelle for de anbragte børn
og unge, der har kontakt med deres forældre i en støttet samværsform?
Definitionen af de psykologiske forældre, som jeg i dette speciale har anvendt, viser at være
afgørende for, hvordan de anbragte børn, der indgår i undersøgelsen, reflekterer og responderer
i forhold til at beskrive den oplevede samværspraksis. Da det er begrænset materiale, som
undersøgelsen bygger på, finder jeg, at der er behov for at få dette yderligere dokumenteret.
Det faktum, at alle børn i undersøgelsen ikke oplever sig informeret og lyttet til af
myndighederne i forhold til den støttede samværsordning, er ikke ensbetydende med, at
sagsbehandleren, som primære repræsentant for kommunen, ikke har talt med og informeret
barnet om baggrunden for det støttede samvær (Jensen, 2006). Undersøgelsen viser, at den
forklaring som børnene husker og hæfter sig ved, er den forklaring, som de har fået af de
primære omsorgsgivere (de psykologiske forældre), som henholdsvis er forældre og
plejeforældre. Er det loyaliteten til de primære omsorgsgivere, der er viser sig her eller
forholder det sig sådant i virkeligheden? Således at det er forklaringer fra de psykologiske
forældre, som børnene primært hæfter sig ved og lytter til og giver mening for dem? Dette er
også et centralt spørgsmål, som specialet efterlader.
Dette giver anledning til at udfordre den nuværende rollefordeling i forhold til at give anbragte
børn forståelse af de foranstaltninger, som myndighederne iværksætter. Måske er det ikke ud fra
et barns optik hensigtsmæssigt, at det er sagsbehandlerens eller andre professionelles rolle, der
skal tildeles forklaringsopgaven. Skulle man fra de professionelles side i højere grad lægge
91
kræfterne i, at hjælpe og støtte de primære omsorgsgivere i at give meningsfulde forklaringer til
barnet?
Med afsæt i Antonovskys salutogenesiske teorimodel, jf. mestringsperspektiv finder jeg
endvidere, at formålet med disse støttede samværsordninger også må være, at anbragte børn
gennem en lærings – og erfaringsproces får mulighed for at mestre at have kontakt med
forældre, der har belastende problemstillinger. Hvilket betyder, at der i det sociale system
omkring det anbragte barn er brug for en løbende justering og iværksættelse af dynamiske og
fleksible samværsordninger i takt med at barnet udvikler sig til at mestre og klare belastende
opvækstbetingelser. Hvilket betyder, at samværsrammen f.eks. må flyttes hjem i forælderens
eget hjem, og at barnet får afprøvet at være alene med forælderen uden en støttepersons
tilstedeværelse.
De støttede samværsordningerne skal endvidere ses i et længere socialpolitisk perspektiv udover
i et rettighedsperspektiv, de skal også ses som en del af at vedligeholde og forbedre anbragte
børns netværk, når det ikke længere er anbragt og er i samfundets varetægt. For nogle anbragte
børn er forældrene det eneste netværk efter afsluttet anbringelsesforløb, andre har det slet ikke.
At tage mestrings- og netværkstankegangen som udgangspunkt for det social faglige arbejde
med støttet samvær betyder, at støtten ikke kun er tiltænkt at støtte ”svage” forældre, men skal
rettes mod at have fokus på at være støtte til forældre-barn relationen.
Derudover er der et andet overordnet mål omkring børneforsorgens arbejde, som man som
socialarbejder skal være sig bevidst om, nemlig de samfundsmæssige magtstrukturer, som
skaber de barrierer for at vanskeligt stillede borgere i kontakten med socialt arbejde i højere
grad får mulighed for at have magt over eget liv (Skytte, 2007:251). Denne tankegang er en
udvikling af et empowerment fokus, som ligger op til at man i socialt arbejde bestræber sig på at
opfatte borgeren som en kompetent person, som eksperten i eget liv. Og at de tiltag som
børneforsorgen iværksætter ikke forhindrer dette overordnede mål. Jeg definerer, som Skytte
(2007), at empowerment netop er et forsøg på at udvikle metoder i socialt arbejde, som giver
maksimal beslutningsmyndighed i eget liv. Dette gælder både for forældre, og i lige så høj grad
børn, som kommer i samfundets varetægt. Åbenhed overfor afprøvning af nye metoder i
børneforsorgens arbejde har denne undersøgelse på forhånd givet anledning til, idet
undersøgelsesresultaterne har været forelagt 2 forskellige kommuner i forhold til 3
anbringelsessager med i alt 4 anbragte børn, hvor man har indvilliget i at arbejde med et mere
92
bevidst og inkluderende børneperspektiv i forhold til det støttede samvær. F.eks. har man i den
ene kommune valgt at lade et søskendepar interviewe af en udenforstående interviewer med
særlige kompetencer i at tale med børn om samværsproblemstillinger. Herefter har man bedt om
en udtalelse fra interviewet for at blive mere klar på, hvad børnenes mening består i som et
ligeværdigt perspektiv på lige fod med de andre professionelles udtalelser omkring samværet. I
den samme kommune valgte sagsbehandleren i en anden sag selv at tage mod til sig og foretage
samtalen med barnet og lade barnets løsningsforslag være udgangspunkt for en diskussion med
de andre parter, herunder forælderen. Hvilket resulterede i, at barnet blandet andet fik det ønske
opfyldt at have sin bedstemor med på samvær, som barnet havde været afskåret fra kontakt med
i 4 år. I den anden kommune har man ønsket at gøre brug af den samme metode med et
interview med det anbragte barn, men her ønskes også et interview med forældrene hver for sig
for at komme nærmere en så optimal løsning for barnet som muligt. Tilbagemeldingen fra den
ene kommune er, at sagsbehandleren, plejefamilien og forælderen oplever en bedre kvalitet af
det sociale arbejde, da alle er mere klar på og bevidste om, hvad barnet mener og reflekterer
over.
En anden metodisk overvejelse, som kan være en hjælp og støtte til socialarbejderen er at gøre
sig klar, hvad er myndighedernes formål med denne støtteforanstaltning – ikke kun i
overordnede termer, men på et mere konkret plan. Herefter at være opsøgende på, hvad er
forælderens formål med samværet på kort og på lang sigt? Og hvilket af disse formål er
realistiske at få opfyldt. Og sidst, men ikke mindst, hvad er barnets formål med samværet? Og
lade svaret på dette spørgsmål indgå, som ovenfor beskrevet, på lige fod med de voksnes
perspektiver. Og hvilket af barnets ønsker ville være relevante at indfri, således at barnet
oplever og forstår en mening med hele ”set-upèt” omkring det støttede samvær. Endelig hvem
informerer barnet og hvordan tales der med barnet om baggrunden for kommunens beslutning.
93
8 Litteraturliste Alderson, P. (1995): ”Listening to Children” i ”Children, Ethics and Social Research”.
Bakingside, Barnardo`s.
Andersen, Sven Aage (2007) ”Kritisk realisme som perspektiv i socialt arbejde – en
introduktion og forskningsoversigt, arbejdsnotat”. Social skriftserie. Den sociale Højskole i
Århus, nr.8.
Andenæs, Agnes (1991): ”Fra undersøkelsesobjekt til medforsker? Livsformintervju med 4-5
åringer” i Nordisk Psykologi, pp.274-292, 43, København. Akademisk Forlag.
Andersson, Gunvor (1990)”Barns förhållende till föräldrar och fosterföräldrar” i Nordisk
Psykologi, 42 (1), pp.59-74.
Andersson, Gunvor (1995) ”Barn i samhällsvård”. Studentlitteratur, Lund.
Andersson, Gunvor og Hollander, Anna (1996) ” Om barns rätt och barns bästa” i Andersson et.
al. ”Barnet i den sociala barnavården”. Gummarssons Tryckeri AB, Falköping.
Andersson, Gunvor (1998a) ”Barnintervju som forskningsmetod” i Nordisk psykologi, 50 (1),
pp.18-41.
Andersson, Gunvor (1998b)”Föräldrakontakt och familjetillhörighet urfosterbarns perspektiv.”
Socialvetenskaplig Tidskrift, 1, pp.3-23.
Andersson, Gunvor (2002) ” Børn i det sociale arbejde – en magtesløs gruppe?” i Meeuvisse et
al.” Socialt Arbejde – en grundbog.” Hans Reitzels Forlag.
Ankersborg, Vibeke (2002) ”I Erslevs fodspor – en lærebog i kildekritik som
samfundsvidenskabelig metode”. Forlaget Politiske Studier.
Berger, Peter L. & Luckmann, Thomas (2003)“Den sociale konstruktion af virkeligheden – en
videnssociologisk afhandling”. Akademiske Forlang. København.
Blom, Björn & Morén, Stefan (2006) ”Förklarande kunskapsbildning – i teori och praktik” i
Blom et al. (red) ”Kunskap i socialt arbete – Om villkor, processer och
användning”.Bokförlaget Natur og Kultur, Stockholm.
94
Brante, Thomas (1997): ”Kausal realism och sociologi”. Sociologisk forskning nr.37.
Brante, Thomas (2004). Sociologi, i Brante, Thomas & Johansson, Kerstin & Sunesson, Sune
(red.2004).” Diskussioner om samhällsetenskap, Gränser, innehåll och fremtid.” Lund.
Bryderup, Inge M. (2005) ”Børnelove og socialpædagogik – Gennem hundrede år”. Forlaget
Klim.
Buch-Hansen, Hubert og Nielsen, Peter (2007) “ Kritisk realisme”. Roskilde universitetsforlag.
Butler, Ian og Williamson, Howard (1994)”Children speak. Children, trauma and social work.”
Essex: Longman.
Börjeson, Bengt og Håkansson, Hans (1998) “Truede Børn”, Munksgaards Forlag.
Børnerådet (2000) ”Børn som informanter - antologi”. Schultz Jørgensen, Per og Kampmann,
Jan (red).
Børnetingets nyhedsbrev af 2006, 2007 udgivet af Familieplejen Danmark,
www.boernetinget.dk.
Christensen, Else (2000): ”At blive synlig – men ikke udstillet” i Jørgensen, Per og Kampmann,
Jan (red): ” Børn som informanter – antologi”. Børnerådet.
Christensen, P. (2000): ”Etiske fordringer – Etik og taktik i forskning med børn” i Jørgensen,
Per og Kampmann, Jan (red): ”Børn som informanter – antologi.” Børnerådet.
Christensen, P. & James, A. (2000): Introduktion:” Researching Children and Childhood:
Cultures of Communikation.” I: P. Christensen & A. James (red): “Research with Children.
Perspectives and Practices.” London and New York. Falmer Press, s.1-8.
Cleaver, Hedy (2000) ”Fostering Family Contact”. The Stationary Office, London.
Corsaro, William A. (1997, 2002): “Barndommens sociologi”. Gyldendahlske Boghandel,
Nordisk Forlag A/S, København.
95
Corsaro, William A. & Molinari, Luisa (2000): “Entering and Observering in Children`s
Worlds: A Reflektion on a Longitudinal Ethnography of Early Education in Italy” i Christensen,
Danermark, B et al. (1997, 2003): ”Att förklara samhället”. Studenterlitteratur. Lund.
Egelund, Tine & Hestbæk, Anne Dorthe (2003) ”Anbringelser af børn og unge uden for
hjemmet”, København, Socialforskningsinstituttet.
Egelund, Tine (2005) ”Magtudøvelse i den sociale børneforsorg” i Järvinen et. al(red). Det
magtfulde møde mellem system og klient. Århus Universitetsforlag.
Fuglsang, Lars. & Olsen, Poul B. (red.) (2004) ”Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. På
tværs af fagkulturer og paradigmer i samfundsvidenskaberne”. Roskilde universitetsforlag.
Garbarino, James et al. (1992, 1997)” Hvad børn kan fortælle os – om tolkning og vurdering af
kritisk information fra børn”. Hans Reitzel Forlag a/s, København.
Gilje, Niels og Grimen, Harald (2002) ”Samfundsvidenskabernes forudsætning”. Hans Reitzels
Forlag.
Gjærum, Bente (2000)”Mestring hos børn og forældre – har vi empirisk viden at bygge på?” i
Gjærum et al. ”Mestring som mulighed i mødet med børn, unge og forældre”. Gyldendalske
Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København.
Hallberg, Margretha (2000) ”Teori og praksis som forskningsobjekt” i Meeuwisse et al(red).
”Social arbejde en grundbog”. Hans Reitzels Forlag.
Halkier, Bente (2002, 2005) ”Fokusgrupper”. Forlaget Samfundslitteratur og Roskilde
Universitetsforlag.
Havik, Toril (2000) ”Beslutninger om samvær når barn bliver tatt under omsorg” i Falck, Sturla
og Havik, Toril(red.) ”Barnevern og fylkesnemnd”.
Harste, Gorm og Mortensen, Nils (1996) ”Sociale samhandlingsteorier” i Andersen, Heine og
Kaspersen, Lars Bo (red) ”Klassisk og modernes samfundsteori”. Hans Reitzel Forlag A/S.
København.
96
Hestbæk, Anne Dorthe (1997) ”Når børn og unge anbringes. En undersøgelse af kommunernes
praksis i anbringelsessager”. København, Socialforskningsinstituttet.
Højlund, Peter (2000) ”Socialretsfilosofi – Retslære for socialt arbejde”. Nordisk Forlag A/S.
James, Allison; Jenks, Chris; Prout Alan (1999) ”Den teoretiske barndom”. Gyldendalske
Boghandel, Nordisk Forlag A/S. København.
Jensen, Birgitte Schjær (2006) ”Institutionel dømmekraft – en betingelse for hjælp eller?”.
Modul 2 projekt v. Den Sociale Kandidatuddannelse ved Aalborg Universitet.
Jensen, Birgitte Schjær (2007) „Anbringelsesreformens samværsformer”- et projekt om
begreberne overvåget og støttet samvær”. Modul 3 projekt v. Den Sociale Kandidatuddannelse
ved Aalborg Universitet.
Jensen, Mogens Kjær (1988) ”Interview med børn”. Socialforskningsinstituttet.
Jerlang, Espen (2002) ” Margaret Mahlers psykoanalytiske objektrelationsteori”. I Jerlang et al.
”Udviklingspsykologiske teorier”, Jerlang, Espen (red). Nordisk Forlag A/S.
Järvinen, Margaretha & Mik-Meyer, Nanna (2003) ”Institutionelle paradokser” i At skabe en
klient Järvinen, Margaretha & Mik-Meyer, Nanna(red.). Hans Reitzels forlag.
Kampmann, Jan (2000) ”Børn som informanter og børneperspektiv” i Jørgensen, Per Schultzog
Kampmann, Jan (red.) ”Børn som Informanter –Antologi (2000). Børnerådet
Katzenelson, Boje (1994)”Homo Socius –socialpsykologisk grundbog”. Nordisk Forlag, A/S.
København.
Kvale, Steinar. (2004) ”Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview”.
København, Hans Reitzels forlag.
Køppe, Simo (2007)”Objektrelationsteori” i Karpatschof, Benny og Katzenelson, Boje (red.)
”Klassisk og moderne psykologisk teori”. Hans Reitzel forlag.
Launsø, Laila og Rieper, Olaf (2005) ”Forskning om og med mennesker”. Nyt Nordisk Forlag
Arnold Busck A/S.
97
Lindén, Gunila (2004) ”Psykodynamiske perspektiver på sociale problemer” i Meeuvisse, Anna
og Swärd, Hans ”Perspektiver på sociale problemer”. Hans Reitzel forlag.
Mahler, S. Margaret et al.(1988) “ Barnets psykiske fødsel – Symbiose og individuation”. Hans
Reitzel Forlag.
Mortensen, Erik Vølund (2006) ”Anbringelsesreformen”. Forlaget Jurainformation.
Nielsen, Jens Carl Ry og Repstad, Pål (1993): ”Fra nærhet til distance og tilbake igjen” i
Nielsen, Ry ”Anderledes tanker om livet i organisationer”. Nyt fra Samfundsvidenskaberne,
Kbh.
Nygaard, Claus (2002) ”Kritisk realism i praksis” i ”Forskning i praksis – artikelsamling fra
”Institut for Organisation og Arbejdssociologi” Kreiner, Kristian og Scheuer, Steen (red). Nyt
fra Samfundsvidenskaberne, Kbh.
Olsen, Henning (2002). ”Kvalitative kvaler. Kvalitative metoder og danske kvalitative
interviewundersøgelsers kvalitet”. København, Akademisk forlag.
Quinton D., Rushton A., Dance C. og Mayes D. (1997). Contact between children placed away
from home and their birth parents: research issues and evidence. “Clinical Child Psychology &
Psyciatry”, 2, p 393-414.
Qvortrup, Jens. (1994) ”Childhood Matters: An Introduction”. I Jens Qvortrup m.fl. (red)
”Childhood Matters”.Aldershot:Averbury.
Rutter, M. (1990). Psychosocial resilience and protective mechanisms. I J. Rolf, A. S. Masten,
D. Ciccetti, K.H. Neuchterlein & S. Weintrub (Eds.), „ Risk and protective factors in the
develoment of psychopathology“. Cambrigde: Cambrigde University Press.
Rieper, Olaf (1993)” Gruppeinterview i praksis – brug af fokusgruppeinterview i
evalueringsforskning”. AKF forlaget.
Simmel, Georg (1998) ” Ekskurs om den fremmede” i Moderne Tænkere ”Hvordan er
samfundet muligt?- Udvalgte sociologiske skrifter”. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen.
Skytte, Marianne (2007) ”Etniske minoritets familier og socialt arbejde”. Hans Reitzels Forlag.
98
Socialministeriet (2006),”Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier, Vejl.
Nr. 3 til serviceloven”, Socialministeriet.
Sommerschild, Hilchen (2000) ”Mestring om styrende begreb” i Gjærum et al. ”Mestring som
mulighed i mødet med børn, unge og forældre”. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S,
København.
Statens Informationstjeneste (1990) ”Betænkning om de retlige rammer for indsatsen over for
børn og unge – Betænkning nr. 1212”, Statens Informationstjeneste.
TABUKA (2005) “Tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelsen af børn og unge” Nielsen
Henrik et al. (red)., Forlaget Børn & Unge.
Tiller, Per Olav (2000) “Studier i barndom”. Høyskoleforlaget AS.
Tiller, Per Olav (1989) “Hverandre, En bok om barneforskning”. Gyldendahl Norsk Forlag
A/S.
Uggerhøj, Lars (1995) ”Hjælp eller Afhængighed”, Aalborg Universitetsforlag
Ulvik, Oddbjørg Skjær (2004) ”Anbragte børns kontakt med deres forældre – en diskussion af
videnssituationen” VERA nr. 26, Jan. 2004 ”Stress”, s.58-74.
Vinnerljung, Bo (1992)”235 sykon med olika uppväxttöden: en retrospektiv aktstudie:Empirisk
grundmaterial för forskningsprojektet ”Olika öden –studier av vuxenlivet hos fosterbarn och
andra utsatta barn.” Lund: Socialhögskolan.
Vinnerljung, Bo (1996) ”Svensk forskning om fosterbarnsvård. En oversigt”.
Stockholm:Centrum för utvändering av socialt arbete, Liber utbildning.
Warming, Hanne (2005) ”Har andre plejebørn det som mig?”, København, Frydenlund.
Warming, Hanne (2006)”Forskning med plejebørn – metodiske ambitioner, dilemmaer og
resultater.” i ”Se og Hør Børnene”. Vera nr.34, Jan. 2006. Tidsskrift for pædagoger, s.30-45.
Wegler, Bibi og Elgaard, Ruben (1998) ”Overvåget Samvær – en undersøgelse af overvåget
samvær mellem forældre og børn”. Frydenlund.
99
100
