Særudgave juni 2011 - frivillig donation - alle indtægter går til CSC-arbejderne

C S C S P E C I A L

Torsdag den 23. juni afgør arbejdsretten om CSC må ”frigøre” sig fra overenskom-sten med PROSA. Blandt arbejderne ser man frem til afgørelsen med spænding og en vis portion ængstelse. Det er med god grund. Bliver afgørelsen til CSC’ fordel vil det være et nyreslag til dansk fagbevægelse.

Hvad arbejderne frygter er, at CSC, hvis de får medhold, vil udsende nye kontrakter til de strejkende med ultimatum om at gå over på HK-overenskomst eller miste jobbet. Med andre ord vil CSC forsøge at bryde arbejdernes enhed, ved at presse hver enkel på deres økonomi. Måske vil arbejdsretten ”kun” give CSC medhold i forhold til en del af de strejkende. Det ændrer intet.

Vinder CSC sagen, har det store konse-kvenser. Det danske arbejdsmarked er fuld-stændig uden politisk regulering, og kun af-taler mellem arbejdsgivere og fagforeninger fastlægger grundlæggende rettigheder. Så hvis CSC får lov at frigøre sig fra overens-komsten, åbnes der et bundløst hul, hvor kun arbejdsgivernes opfindsomhed sætter grænser for, hvor store forringelser arbej-derne kan udsættes for. 37 timers arbejds-uge, mindsteløn osv. kan blive en saga blot for alle arbejdere i Danmark.

Med andre ord er det vigtigt for hele fagbe-vægelsen, at alle sejl sættes, for at CSC ikke får lov at gennemføre deres plan.

Afgørelsen – en styrkeprøveUmiddelbart virker det uoverskueligt, hvis CSC vinder. Hvad skal man stille op? Sva-

ret er lige så hårdt, som det er enkelt: hvis arbejdsgiveren prøver at bryde arbejdernes enhed, må arbejderne forstærke og udbygge enheden.

Ligesom når en chef forsøger at trænge igennem blokaden, må arbejderne rykke sammen. Alene overfor arbejdsgiveren har vi ikke en chance, sammen er vi stærke. På samme måde må CSC’s eventuelle forsøg på stille ultimatum overfor den enkelte ar-bejder blankt afvises af stormødet på fredag. En elendig aftale bliver ikke bedre, blot for-di den præsenteres for enden af et geværløb. Der må med andre ord tages en fælles be-slutning og handles samlet. Ingen må lades tilbage. Ligegyldig hvad stormødet beslut-ter, må der handles samlet.

”Afgørelser” er papir – styrkeforhol-det skriver lovenAt arbejdsretten i det hele taget overvejer sagen, er en skandale og viser karakteren af denne ”institution”. I teorien skulle den være ”upartisk”, men som de strejkende på CSC har lært på den hårde måde, er det en sandhed med modifikationer. Arbejdsretten har bevist, at den er arbejdsgivernes og sta-tens værktøj til at standse arbejdernes ret-færdige modstandskamp.

Hele ideen om, at der er løsninger, der er ”objektive” og ”upartiske”, er fejlagtig. I en arbejdskamp som den nuværende på CSC er der kun to sider. Det betyder også, at den stærkeste side vinder. At den stærkeste skriver loven. I Danmark er det forbudt ved lov at bruge blokader i en arbejdskamp. Al-

ligevel er det lykkedes arbejderne at etablere effektive blokader to dage i sidste uge og i et vist omfang i denne uge. Hvorfor ”accep-teres” dette af staten? Fordi arbejderne har stået stærkt og udvist styrke. Blokaderne har ikke kunnet forhindres fuldstændigt, fordi stat og arbejdsgiver er bange for, at kampen vil sprede sig til andre virksomheder, hvis arbejdsgiverne bruger hårdere metoder.

Næste skridt: spred kampenDet er netop her, at modsvaret til CSC’s eventuelle individuelle breve ligger: 1) at ar-bejderne samlet beslutter at ignorere CSC’s eventuelle private henvendelser. Arbejderne har bevist deres mod og sammenhold gang på gang og kan gøre det igen. Det er en samlet kamp og ikke et individuelt spørgs-mål 2) At kampen bringes ud på resten af landets arbejdspladser. Jo flere vi er, jo stærkere står vi. Det gælder i en blokade, men det gælder i endnu højere grad, hvis kampen tages ud på andre arbejdspladser. På den måde kan CSC’s offensiv vendes til en offensiv fra arbejdernes side.

Dyrekøbte, men vigtige erfaringerKonflikten på CSC har givet en lang række afgørende erfaringer. Først og fremmest har konflikten bevist nødvendigheden af at slå hårdt tilbage med det samme når en arbejdsgiver angriber grundlæggende ret-tigheder. Cheferne hos CSC skyer ingen midler. For dem betyder love og regler kun noget, så længe det er til deres fordel. Det betyder ikke at man skal gå i strejke hver øjeblik, men at man skal vide hvornår man skal trække en linje i sandet, inden arbejds-

Arbejdsrettens afgørelse - en afgørende prøveAlle PROSA-CSCere må omgående i strejkeKampen må spredesAf: Jonas Foldager

Socialistisk StandpunktDen marxistiske avis i SF, arbejderklassen og ungdommen

www.marxist.dk

Den marxistiske avis i SF, arbejderklassen og ungdommen

www.marxist.dk

Socialistisk Standpunkt

Udgives af avisforeningen Socialistsik Standpunkt

Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV.

Tlf.: 61 65 10 88

ISSN: 1901-1695

www.marxist.dk marxist@marxist.dk

giveren tromler over én. Enhver fagfor-eningsaktivist ved og det burde PROSA’s ledelse også have vidst: at man må være klar til at tage en konfrontation, også selvom det er ”ulovligt”. Man stiller arbejderne i en uri-melig svær position ved at overholde strej-kevarsler osv. hvis det betyder at arbejdsgi-veren oplærer skruebrækkere i mens. Så er det bare med at hive ALLE medlemmer ud i strejke, med det samme og det samme gæl-der etablering af blokade. Det kunne have om ikke kvalt, så seriøst hæmmet arbejds-giverens angreb. Arbejdsgiverne er som et vildt dyr: fornemmer de svaghed angriber de. Derfor skal de mødes af afmålte, men bestemte svar. De skal mærke at hvert valg har en konsekvens.

En anden vigtig erfaring er, at det er afgø-rende at få solidaritet udefra. Arbejderklas-sens største styrke ligger i dens antal og dens plads i produktionen. En lille gruppe kan isoleres, men samlet er der intet der kan bremse arbejderklassen. Var der tidligt i forløbet blevet indkaldt til møde for til-lidsmænd og andre interesserede fra andre arbejdspladser, havde der allerede fra start været etableret et netværk man kan trække på hvis konflikten udvikler sig. Det er fag-foreningens opgave, som landsdækkende organisation at sprede en så principiel kamp som den på CSC. Dette netværk ville kun-ne reagere og true med eller gennemføre sympatikonflikter på andre arbejdspladser for derigennem at lægge pres på CSC ude-fra. Men først og fremmest skal arbejderne på andre arbejdspladser vide hvad der reelt foregår og ikke bare høre det gennem medi-erne. Det betyder at der må udsendes min-dre delegationer til alle større arbejdspladser

i Københavns området for at forklare situa-tionen og vinde deres solidaritet.

Hvis disse ting skal kunne lykkes er det nødvendigt at stormøderne ikke bare redu-ceres til rapporter om hvad fagforeningen laver, men inddrages direkte i diskussioner-ne og beslutningerne om hvordan kampen skal forløbe. Stormøder er ikke tidsfordriv. Det bør være strejkens højeste myndighed. Det bør være stormøderne der vælger en strejkeledelse med de bedste folk som arbej-derne har tillid til og som løbende står til ansvar overfor stormødet.

At arbejdernes aktive deltagelse er nødven-digt blev bevist i praksis: Kampen tog først for alvor fart da de strejkende valgte at tage sagen i egen hånd og selv organisere bloka-derne. Det viser grafisk at arbejderklassen kun kan stole på sin egen styrke. Intet kom-mer af sig selv.

Disse erfaringer må ikke glemmes, men tværtimod rodfæstes i fagbevægelsen. Alle aktive fra konflikten bør blive aktive i deres fagforening og sørge for at disse erfaringer bevares og bruges i fremtiden.

De første slag i en lang kampVi skal ikke fortie sandheden. En god ven klapper dig ikke bare på ryggen og siger, at alt er godt. En god ven siger tingene, som de er. På samme måde må vi også sige, at der er en reel risiko for, at afgørelsen fra arbejdsretten kan blive det afgørende slag mod arbejderne på CSC i denne omgang, omend arbejderne gang på gang har vist deres imponerende kampvilje, imod alle odds. Presset på den enkelte arbejder for at

acceptere en eventuel individuel aftale vil være enormt. De strejkende vil blive truet på deres eksistensgrundlag.

Men samtidig må vi gøre klart, at hvis det lykkes CSC at vinde dette slag, skyldes det ikke deres styrke. Det skyldes heller ikke svaghed fra arbejdernes side. Tværtimod har arbejderne selv og helt alene stået for samtlige skridt frem, der er taget i denne kamp. Intet er blevet dem foræret, hverken fra arbejdsgivere, politi eller fagforening-stoppen. Arbejderne har nu været i åben kamp i fire måneder og har forsat med at tage skridt frem. Det er en imponerende bedrift, der står i skærende kontrast til fag-foreningstoppens passivitet og pligtforsøm-melse og direkte svig, når det gælder HK’s ledelse. Havde fagtoppen udvist en tiende-del af arbejdernes mod og beslutsomhed, var kampen vundet for længst. Et eventu-elt nederlag kan udelukkende placeres på fagtoppens og arbejderpartiernes ledelses skuldre, som har fejlet fatalt.

Hvis det skulle lykkes CSC at gennemføre sin plan, er kampen dog på ingen måde slut. Det vil betyde, at alle rettigheder skal tilbagekæmpes. Forskellen fra tidligere og til nu er, at der er næsten 500 mand, der nu er uddannet i arbejdskamp.

Kampen på CSC har vist, at der er behov for et opgør med den passive og eftergiven-de faglige politik fra fagforeningstoppen. Det gælder for hovedforbundene LO og FTF og i fagforeningerne som PROSA og HK. Men også i den interne faglige organi-sering på arbejdspladsen bør alle de bedste folk, der er gået forrest i organiseringen af blokaderne osv. tage deres ansvar og styrke arbejdernes organisering.

Vi står overfor en periode med hård klas-sekamp. En periode hvor arbejdsgiverne vil forsøge at trænge arbejderne tilbage på alle fronter. Kampen er den samme, om vi ser til Wisconsin, Spanien eller Græken-land, og den er kun ved sin begyndelse. Før snarere end siden vil hele arbejderklassen i Danmark blive tvunget i kamp, som ar-bejderne på CSC er blevet det. Vi må lære af erfaringerne og tage dem med ind i ar-bejderbevægelsen og ruste den til de kom-mende udfordringer. Arbejdsgiverne vil have løn og arbejdsforhold som i ”de gode gamle dage”. De glemmer blot at de så får den ”gode gamle” klassekamp.

- Ingen tillid til arbejdsgiverretten!- Stå fast på kravene!- Fuld enhed!- Spred kampen til flere arbejdspladser!

Efter fire måneders lockout af 116 PROSA medlemmer, to ugers strejke fra 450, og en ”virtuel” blokade, var det klart for de fle-ste foran porten på Retortvej, at effekten for virksomheden var minimal. Under hele konflikten har ledelsen af CSC skidt højt og flot på alle regler og har ikke vist tegn på at imødekomme de strejkende. Det var der-for også vigtigt fra arbejdernes side at sætte hårdt mod hårdt.

Blokadens formålDa det blev besluttet, at lukke CSC ved porten på Retortvej var det et forsøg fra de strejkendes side på at ramme virksom-heden. Ved at forhindre skruebrækkere og de arbejdere på CSC, der ikke er omfattet af strejken, i at komme ind og holde syste-merne kørende, ville et nedbrud have store konsekvenser for mange af CSC’s kunder som f.eks. Skat, Politi, efterretningstjene-sterne med flere.

Arbejdernes stærkeste våben i en strejke er, at de kan få en virksomhed til at gå i stå og dermed ramme dem direkte på penge-pungen.

I denne konflikt er det blevet vist med ty-delighed, at alle illusioner til, at det kan lade sig gøre at appellere til arbejdsgivernes ”fornuft” og ”ansvarlighed”, kun er illusio-ner. CSC’s mål har været at smadre fagfor-eningen og arbejdernes organisation. De har lockoutet, brugt skruebrækkere, fyret tillidsfolk, afvist forhandlinger, brudt alle regler og krævet, at alle arbejdere fulgte di-rektørernes diktat om en forringelse af ret-ten til at gå i konflikt, tryghed i ansættelse m.m.

Det eneste, der kan få de høje herrer på di-rektionsgangene til at ryste i bukserne, er truslen om, at driften bliver alvorligt ramt og dermed risikoen for økonomiske tab. Kun hvis denne trussel er reel, det vil sige, at der effektivt lukkes for skruebrækkere, teknikere, materiel o.l., vil blokaden gå fra at være en sten i skoen til at blive en strikke om halsen.

Blokaden brudt af politietEfter to dage med et minimum af brud på blokaden på Retortvej, onsdag og torsdag

Blokadens effekt og begrænsninger

i sidste uge, var der nogle CSC-chefer, der tydeligvis var nervøse. Blokaden var ”for ef-fektiv”. De havde derfor fået politiet ud for at løsne rebet, altså at opløse blokaden. Det må tydeligt understreges, at INGEN bloka-devagter har været voldelige eller aggressive overfor folk, der ville ind gennem porten. De strejkende havde aftalt, at det skulle være ikke-voldelig blokade. Og disciplinen har været eksemplarisk. De eneste, der har været korporlige, er enkelte slipsedrenge og skruebrækkere, der har forsøgt at mase sig igennem blokaden. I to tilfælde er det ble-vet forsøgt at bryde gennem blokaden ved at køre ind i blokadevagter med biler.

Som i alle andre arbejdskampe, hvor en blokade har været ”for effektiv”, er politi-ets rolle at sikre arbejdsgiverens interesser. At de enkelte politifolk, der har været ude på blokaden har været venlige og til at tale med, er uden tvivl reelt. Men på trods af deres individuelle kvaliteter handler de ef-ter ordre. Politiets foretrækker at bruge en taktik, der ikke eskalerer konflikten, hvis de kan undgå det. Klokken 9:00 fredag for-middag dukkede politiet op med seks be-tjente, der pænt bad blokade vagterne om at fortrække til modsatte fortov, så skruebræk-kere kunne komme ind uhindret. Tirsdag formiddag blev 200 lukket ind ad porten af politiet. Det er et hårdt slag.

Ingen fine fornemmelser – alle ud nu!Hvordan er ledelsen i stand til at holde sy-stemerne kørerende på trods af de mange i strejke? Først og fremmest fordi halvdelen af arbejderne på CSC er ikke kaldt ud i strejke! Det blot på grund af en teknikaltet om strejkevarsel. Skal den overholdes, kan de først gå i strejke til december! Arbejds-giveren er ligeglad med reglerne. I sådan en situation er det ikke bare farligt, men di-rekte skadeligt at holde sig for fin til at svare igen med samme midler. PROSA’s ledelse må presses til at kalde resten ud øjeblikke-ligt. Det kan vinde strejken, hvis alle blev kaldt ud samtidig. Valget ligger på PROSA’s ledelses skuldre. Spred kampen til resten af arbejder-bevægelsenBlokader har stor effekt, men også begræns-ninger. Selvom der har været opbakning til blokaden fra flertallet af de strejkende og store dele af de ansatte, der stadig arbejder inde på CSC, fordi de ikke er omfattet af konflikten, har blokaden, isoleret set, en begrænset virkning, efter at politiet er be-gyndt at ”åbne vinduer”.

Det betyder, at det er på tide at se sig om efter yderligere midler til at presse arbejds-giveren. Blokade er ikke længere nok alene.

Af: Rasmus Jensen

Skruebrækkere under politiekskorte

Da de strejkende på CSC onsdag i sidste uge besluttede at lave en fuld blokade på Retortvej og fra i fredags på Engvej, var det et vigtigt skridt mod chefernes angreb på de organiserede arbejdere. Et par dage blev der effektivt lukket ned for CSC. Nu rejser der sig nye udfordringer.

Nye skridt må tages. Alle i det bureaukra-tiske maskineri i dansk fagbevægelse ved udmærket, hvad der foregår på CSC. Pro-blemet er, at informationerne ikke trænger ned gennem systemet, ud til de menige ar-bejdere på gulvet af landets arbejdspladser. I stedet serveres den danske befolkning for den ene løgnehistorie efter den anden om de ”privilegerede” CSC arbejdere gennem massemediernes løgnekampagne. Det er farligt.

De strejkende på CSC har brug for alliere-de. Ikke fine hensigtserklæringer fra faglige ledere, men allierede der har lige så meget at miste og derfor kæmpe for, som arbej-derne på CSC. Det vil sige andre arbejdere. De eneste, der kan komme de strejkende til hjælp, er arbejdere fra andre arbejds-pladser, der gennem sympatikonflikter kan sætte CSC under pres. Dette bør selvfølge-lig starte med PROSA-SAS, som er blevet bremset af en teknikaltet ved en tidligere afstemning, selvom det var åbenlyst, at der var flertal. PROSA bør kalde alle ud øje-blikkeligt.

Hvis konflikten pludselig begyndte at sprede sig til flere og flere virksomheder og større og større dele af samfundet blev ramt, kan det nok være, at CSC måtte rette ind. Men det kommer ikke til at ske før at landets arbejdere, startende med arbejderne på de større arbejdspladser med gode fag-lige traditioner får at vide, hvad der fore-går. Denne opgave kan tilsyneladende ikke overlades til fagbevægelsens top, der har glimret ved deres fravær. Derfor er det af-gørende, at arbejderne selv sender delega-tioner til arbejdspladser som Lufthavnen, DSB, busgarager osv. Hvis kampen forkla-res og det gøres klart, at CSC’s angreb åbner for massive angreb fra alle arbejdsgivere, vil flertallet af arbejdere være lydhør og klar til at støtte op.

En bred appel med støtte til følgende paro-ler vil møde bred opbakning blandt almin-delige arbejdere:

- Forsvar retten til faglig organisering og kollektive overenskomster.

- Nej til arbejdsgiveres ”frigørende konflik-ter”- Imod til brug af skruebrækkere- Forsvar løn og arbejdsforhold

Ingen tid at spildeSom situationen står nu, hvor cheferne i CSC er i stand til at holde systemerne kø-rende, arbejder tiden imod de strejkende. Derfor skal der handles nu. Der må hurtigst muligt indkaldes til et møde for tillidsfolk og interesserede fra alle landets arbejdsplad-ser, der kan diskutere situationen og sprede kampen. Det er fagtoppens opgave at gøre dette. Det står klart. Men lever de ikke op til deres ansvar, må arbejderne tage sagen i egen hånd og selv tage ud. Men først og fremmest må PROSA kalde alle ud i strejke.

Slut med flinkeskole! - der må sættes hårdt mod hårdt

TEGN ABONNEMENT påSocialistisk StandpunktSocialistisk Standpunkt er den marxistiske strømning i arbejder-bevægelsen og ungdommen. Vi er organiserede omkring avisen ved samme navn og deltager aktivt i fag- og studenterbevægelsen.

Vi mener at de seneste års højre-drejning i toppen af arbejderbevæ-gelsen har været katastrofal og må vendes. Toppen af arbejder-partierne (S, SF og Ø) og fag-foreningerne er kommet for langt væk fra almindelige arbejdere og unges hverdag. Mange fag-foreningsbossers forhold minder mere om arbejdsgivernes end de medlemmer de repræsenterer. Det har alvorlige konsekvenser når kampen skal tages som den skal i dag på CSC.

Vi ser ikke bare passivt til, men kæmper aktivt og tålmodigt for at

arbejderpolitik, dvs. social-istisk politik, igen kommer i første række i arbejderbev-ægelsen. Den internationale kapitalisme er i en alvorlig krise og borgerskabet vil lægge hele byrden på ar-bejderklassen og ungdom-men som vi ser det over hele verden i øjeblikket.

Gå med i Socialistisk Standpunkt eller tegn et abonnement.

Et år (10 numre): 250 kroner

Bestil abonnement på

www.forlagetkompas.dk

Behov for ny linje i fagbevægelsen

Af Marie Frederiksen

Arbejdsgiverne er gået i offensiven over hele linjen. Dansk Arbejdsgiverforening, DA, står helhjertet bag CSC og deres frontalan-greb, der ikke bare er rettet mod de ansatte på CSC, men mod hele den danske arbej-derklasse. Et frontalangreb med det ene for-mål, at presse profitterne i vejret.

En lang række af landets største virksomhe-der præsenterede tidligere på året årsregn-skaber for 2010 med kæmpestore overskud. Hvis vi ser på ti af de største selskaber, er overskuddet i gennemsnit steget med ikke mindre end 454 procent. Det viser en gen-nemgang, som Politiken har lavet.

De stigende overskud er kommet ved at fyre folk og få de resterende til at arbejde hurti-gere uden reallønsstigninger.

Lykkes CSCs angreb er det et stort søm i ligkisten til de nogenlunde løn- og arbejds-forhold, som de danske arbejdere har til-kæmpet sig de sidste 150 år.

Den nye virkelighedDet er på tide, at fagbevægelsens top også indser, at situationen har ændret sig. Formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, an-erkendte på støttedemonstrationen foran CSC, at der eksisterer en ”ny virkelighed”.Desværre henviste hun til, at hun havde forhandlet en aftale på plads for arbejderne i SAS, som havde accepteret en lønnedgang på op mod 20 procent.

Konflikten på CSC viser, hvor langt arbej-derbevægelsens ledelse har bevæget sig fra arbejderklassen. Mens de ansatte på CSC har udvist en enorm kampvilje i månedsvis, har de i høj grad manglet aktiv opbakning fra fagbevægelsen.

Mange fagforeninger har sendt støttemed-delelser, og flere har også sendt støttebeløb, men udover det, har den konkrete aktive støtte glimret ved sit fravær. Fagtoppen har intet gjort for at modgå mediernes misin-formation ved at videregive reel informa-tion. De har intet gjort for at organisere arbejdernes kamp eller at sprede den. Som første skridt i at støtte strejken burde de have indkaldt et tillidsmandsmøde, der kunne diskutere hvilke skridt man ville tage til at bakke de strejkende op.

HK har spillet en direkte skadelig rolle pga. af gammelt nag mellem HK og Prosa.

Selv de strejkendes egen fagforening, Prosa, har været mere eller mindre fraværende, ef-ter at strejken startede, og har for eksempel ikke været tilstede på blokaderne og i den konkrete organisering af strejken. Prosa burde være gået helhjertet ind i kampen fra dag et, ved hele tiden at tage skridt tilbage, acceptere elendige forlig osv. har de i stedet opildnet CSC til at kræve endnu mere.

Senest har Prosa tilbudt CSC at suspendere konflikten, hvis de gik med til forhandlin-ger ud fra det forslag med minimale æn-dringer, de strejkende allerede har forkastet. Når man ser på konfliktens principielle ka-rakter, må det undre, at fagbevægelsen ikke for længst har varslet sympatikonflikt. Kun Prosa SAS har varslet, og det endda meget sent i konfliktens forløb.

At fagbevægelsens medlemmer er parate til at støtte konflikten, viser den enorme opbakning, der var til sympatikonflikt fra medlemmerne i Prosa SAS; sympatikonflik-ten blev vedtaget med 111 stemmer for og blot 25 stemmer imod, med en stemmepro-cent på 90 procent.

Fagforeningerne: en hullet paraplyDet er klart, at denne mangel på organi-seret opbakning giver hele arbejdsgiver-standen endnu mere blod på tanden. Det er absolut på tide, at toppen af den danske arbejderbevægelse vågner op og indser, at det er nødvendigt ikke bare at tale med ar-bejdsgiverne, men at begynde at genoplive kamptraditionerne. Den eneste vej til at få ting igennem ved forhandlinger er gennem et pres på arbejdsgiverne – et pres, der kun kan komme gennem strejke og blokader.

Konflikten på CSC viser også den enorme magt, som arbejderklassen potentielt besid-der. Den danske arbejderklasse kan stoppe Danmark – lukke elektriciteten, telefonnet-tet, busserne, togtrafikken, børnepasnin-gen, byggepladserne osv. uden arbejderne er arbejdsgiverne intet. Men den magt er kun reel, hvis den bruges. Enhver kamp kræver organisering og ledelse – det er der-for, arbejderne startede fagforeningerne i sin tid. Konflikten på CSC handler ikke ”bare” om en overenskomst, men om selve fagforeningernes og overenskomsternes

eksistens. Hvis fagforeningerne forhandler lønnedgang på 20 procent og opgiver strej-keretten, så vil langt de fleste tænke, at der ikke er grund til at betale tårnhøje fagfor-eningskontingenter. Fagtoppen reducerer fagforeningerne til samme rolle som en hullet paraply. Den er meget fin, så længe det ikke regner! Toppen af fagbevægelsen er deres egen værste fjende; de undergraver ikke bare løn og arbejdsforhold men hele grundlaget for deres egen priviligerede po-sition. Fagforeningerne kan kun fortsætte med at eksisterede, hvis de bliver kampor-ganisationer.

Fagbevægelsen tilbage til medlem-merneDet er på tide at råbe vagt i gevær. Den danske arbejderklasse står overfor historiske angreb på deres forhold, og der er brug for fagforeningerne. Toppen i fagbevægelsen må presses til at gå forrest i medlemmernes kampe og ellers må de skiftes ud med andre som vil. Men det sker ikke af sig selv. CSC arbejderne må genindtage deres fagforening Prosa, blive aktive og ændre linjen, så Prosa bliver en ægte kamporganisation. CSC ar-bejderne må i Prosa starte organsieringen af en venstrefløj i fagbevægelsen for alle, der ønsker at få fagforeningerne tilbage til deres oprindelige formål; at være arbejder-nes kamporganisationer. Der må oprettes tillidsmandsnetværk, der kan udbrede er-faringer og kampe på tværs af fag. Fagbevæ-gelsen må vindes tilbage til medlemmerne, fagtoppen må gå forrest i kampene – den bedste måde at sikre det er ved at kræve ar-bejderledere på arbejderløn; alle privilegier må afskaffes.

Konflikten på CSC har med al tydelighed vist, at situationen på det danske arbejdsmarked har ændret sig dramatisk. Tiden hvor fredelige forhandlinger kunne føre til forbedringer er for længst forsvundet.

Gang på gang blev vi fortalt at krisen var ovre, at nu gik det fremad. Det billede er nu slået i tusinde stykker. Flere og flere økonomer lufter deres bekym-ring for verdensøkonomiens tilstand – af ri-sikofaktorer nævnes en opbremsning af den kinesiske vækst, alvorlige problemer i USA og ikke mindst de europæiske gældskriser.

Det står klart at Grækenland vil gå stats-bankerot, hvis ikke nu så senere. Græken-land skylder nu 2.536 milliarder danske kroner væk. Tidligere direktør for den amerikanske centralbank, Greenspan ud-talte til New York Times at chancerne for en statsbankerot er så store, ”at man næsten må sige, at der ikke er nogen anden vej ud”. Det samme scenarium kan flere EU lande stå overfor. Går Grækenland statsbanke-rot vil det sende chokbølger ud over hele verdensøkonomien, ikke mindst de euro-pæiske økonomier. "Smitte fra (enhver) statsbankerot kunne nå Portugal og Irland, og derefter pga. den høje gæld, Italien og Belgien, endda før Spanien”, sagde Juncker, leder af eurogruppens finansministre. En af årsagerne til den dybe bekymring over et græsk statsbankerot fra tysk og fransk side er, at en stor del af den græske statsgæld er i

tyske og franske banker.

Lederne for EU, den Internationale Valuta-fond (IMF) o.l. advarer om at et nyt kollaps som det vi så i 2008 kan være på vej. Pro-blemet er, at staterne denne gang allerede er dybt forgældede af at redde verdens bank-sektorer efter første krak.Verdens ledere er i dyb krise: lige meget hvad de gør, er det ikke godt nok.

Økonomerne er nu ved at indse at krisen langt fra var slut. Det har verdens arbej-dere imidlertid allerede for længst lært på den hårde måde. For at redde bankerne og økonomierne generelt har staterne optaget massive lån, som de nu kræver, at arbejder-klassen betaler gennem omfattende priva-tiseringer, højere pensionsalder, lavere løn-ninger og nedskæringer – samtidig med at arbejdsløsheden eksploderer.

Staternes forsøg på at opnå økonomisk sta-bilitet har ført til enorm politisk og social ustabilitet. I det ene land efter det andet er masserne: arbejderne, ungdommen, de ar-bejdsløse, de fattige og store dele af middel-klassen, gået på gaden i hundredetusinde, ja endda millionvis. I Portugal medførte det regeringens afgang og i Grækenland en re-geringsrokade og en tillidsafstemning.

I de arabiske lande tvang den revolutionære bevægelse flere diktatorer til at gå af. Krav om demokrati, arbejde, ordentlige forhold og et værdigt liv er blevet rejst – problemer-ne er endnu ikke løst, revolutionen er først lige begyndt.

Fra de arabiske lande har revolutionen in-spireret massebevægelser både i USA i Wi-sconsin og op i Europa, først til Spanien og siden Grækenland. I begge sidstnævnte lande har masserne be-sat de centrale pladser i de større byer i læn-gere perioder. På pladserne og i lokalkvar-terer holdes der stormøder med tusinder af deltagere. I begge lande er der socialdemo-kratisk ledede regeringer, og bevægelserne er rettet ikke blot mod specifikke politiske forslag men mod hele systemet – de kræver virkeligt demokrati.

Siden weekenden har bevægelserne taget et vigtigt skridt frem både i Spanien og Græ-kenland – begge steder er kravet om en ge-neralstrejke blevet rejst. Det er det korrekte næste skridt: en generalstrejke viser arbej-derklassens styrke. I søndags viste elektri-citetsarbejderne i Grækenland gennem en strejke, der formåede at lukke for elektri-citeten, hvilken enorm magt bare én fag-gruppe besidder – en samlet arbejderklasse kan lukke hele landet.

Det viser netop hvad spørgs-målet om virkeligt demokrati drejer sig om: på kapitalistisk basis er der ingen vej uden om en græsk statsbankerot og efterfølgende dyb økonomisk krise i resten af Europa og verden, med alvorlige konse-kvenser for arbejderklassen og ungdommen til følge.

Ægte demokrati kan kun gen-nemføres hvis det indbefatter arbejdernes demokratisk kon-trol over de vigtigste dele af økonomien, så den kan plan-lægges til flertallets bedste og ikke forvaltes af en lille elite, der kun går efter mest mulig profit.

De problemer, der har fået be-vægelsen i Grækenland, Spa-

Revolutionær bølgeKonflikten på CSC er en forsmag på, hvad der er i vente; angreb på alle fronter. Angrebet på CSC ar-bejderne er en del af samme proces, hvor alle arbejdernes forhold smadres, som vi ser det nu i bl.a. Grækenland og Spanien.

Af: Marie Frederiksen

Demonstration i Spanien med krav om “virkeligt demokrati nu!”

nien og de arabiske lande til at blusse op, eksisterer i den ene eller anden grad i alle lande. Lignende kampe vil kunne komme som et lyn fra en klar himmel, også i Dan-mark, i den næste periode.

Grækenland Syntagma pladsen

Studenterpro-tester i England i efteråret. 30 juni har flere offentlige fag-foreninger ind-kaldt til strejke imod angreb på pensionerne.

Måden hvorpå private virksomheder opnår en stigende profit er ved at sænke produk-tionsomkostningerne. I en privat virksom-hed vil jagten på profit altid være det pri-mære mål og dermed at presse arbejdernes løn- og arbejdsforhold.

Med hensyn til en produktion der skal fungere på den mest optimale måde for samfundet, som for eksempel transport, energi eller CSCs offentlige opgaver, er det derfor essentielt at produktionen ikke drives af private virksomheders profitjagt, men derimod af målet om stabilitet og kvalitet. Disse mål om stabilitet og kvalitet kan kun løftes ved en demokratisk bestem-melse af produktionen og da man ikke kan bestemme over noget man ikke ejer er en nationalisering nødvendig. Dette skyldes at samfundet ikke kan fungere optimalt

hvis ikke produktionen fra disse sektorer løftes til bedste evne.

CSCs krav, der lagde grunden for den nuvæ-rende konflikt, afspejler klart denne rendyr-kede jagt på profit med krav om en samlet tilbagegang på løn- og arbejdsforhold på 30 % samt at arbejderne frasiger sig retten til at strejke. Ydermere har denne absurde jagt på profit ikke blot tvunget medarbejderne ud i konflikt, men har ligeledes konsekvenser for resten af befolkningen. Dårlige løn- og arbejdsforhold kan ikke betyde andet end ringe kvalitet og stabilitet.

Derudover udfører CSC opgaver, som er kendetegnet ved en udførlig sikkerhedsgod-kendelse af medarbejderne da de varetager personlige oplysninger om den almene be-folkning. Det er derfor ikke kun beklageligt for medarbejdernes side at denne virksom-

NationaliseringAf: Anton S

Den nuværende konflikt på CSC er med til at rejse spørgsmålet om hvilke dele af produktionen i sam-fundet, som kan tillades at være på private hænder. Dette skyldes at CSC løfter vitale opgaver i sam-fundet, som for eksempel borgeres indskrivning på hospitaler, inddrivningen af skat samt politiets datasystemer, CPR oplysninger og andre offentlige aspekter, der vedrører alle borgere.

hed er på private hænder, men et gene-relt samfundsmæssigt problem. CSCs griske jagt på profit har ført dem til at bryde disse sikkerhedsgodkendelser af medarbejderne ved at benytte sig af skruebrækkere uden den nødvendige godkendelse.

Vi opstiller krav om nationalisering for at opnå de bedst mulige vilkår for be-folkningen, da produktionen ikke må bestemmes af profithungrende privatin-teresser, der ikke fordrer en produktion som begunstiger samfundet bedst mu-ligt. Derimod vil en nationaliseringen af CSC og de andre vitale sektorer, nævnt tidligere, muliggøre at produktionen bestemmes demokratisk af borgerne og arbejderne, for befolkningens bedste og med sikring af ordentlige løn- og ar-bejdsforhold.

Socialistisk StandpunktDen marxistiske avis i SF, arbejderklassen og ungdommen

www.marxist.dk

Den marxistiske avis i SF, arbejderklassen og ungdommen

www.marxist.dk

Socialistisk Standpunkt

Udgives af avisforeningen Socialistsik Standpunkt

Degnestavnen 19 st.tv 2400 Kbh. NV.

Tlf.: 61 65 10 88

ISSN: 1901-1695

www.marxist.dk marxist@marxist.dk