Skrivevejledning Klemens Kappel

8/16/2019 Skrivevejledning Klemens Kappel

1/17

Hvordan skriver man en god opgave på filosofi?

- gode råd om bachelorprojekter og overbygningsopgaver på filosofi

af Klemens Kappel

1. INDLEDNING Filosofistuderende har ofte store problemer med opgaveskrivning. Problemet er hverkenmangel på flid eller ambitioner. Problemet er, at de ikke aner, hvordan man griber det an.

Hvordan gør man, når man skriver en opgave? Hvad starter man med? Det er ikkeslutresultatet, der er så meget tvivl om, selvom det nok også er en del af problemet.

Vanskeligheden er i første omgang, at studerende ofte er i vildrede om skriveprocessen,altså om, hvordan selve arbejdet med at fremstille en længere skriftlig redegørelse foregår.

Fra naturens hånd er filosofistuderende naturligvis hverken værre eller bedre endandre, så baggrunden for vanskelighederne er ganske enkelt, at man ikke i løbet af studiet

vejledes i skrivning, eller på anden måde får nogen særlig træning eller erfaring i skrivning.På grunduddannelsen er der selvfølgelig en række kortere skriveøvelser. Men selvom dette

er meget bedre end ingenting, så er der stor forskel på at lave en referatpræget redegørelse på 7 sider og at skrive en opgave på 25 sider, der måske berører en stor og kompleks

diskussion. Dertil kommer, at mange filosofistuderende faktisk har ret store vanskelighederselv med skriveøvelser, og at de normalt kun får ganske få kommentarer til det, de har

skrevet, og slet ingen bemærkninger om den arbejdsgang, de har benyttet, eller vejledning i,hvad der kunne være en formålstjenlig arbejdsgang.

Bacheloropgaven i slutningen af grunduddannelsen er for de fleste den første størreudfordring, hvad evne til at fremstille skriftlige redegørelse angår. Og ikke overraskende

viser det sig ofte at være for stor en udfordring, og mange studerende får aldrig lavet

bacheloropgaven, eller er urimeligt lang tid om det. Problemet er igen, at studerende ikkehar en sund fornemmelse af, hvordan man mere konkret gør, når man skal fremstille enlængere skriftlig redegørelse for et filosofisk område, hvilket ofte umiskendeligt præger

resultatet. Desværre er det igen sådan, at vejledning i skriveprocessen ikke er en del af det,man får fra vejlederen, hverken under eller efter processen. Og derfor er det forståeligt nok

begrænset, hvor meget træning en bachelor-opgave alene giver med hensyn til at kunneskrive.

Efter min opfattelse er det en stor mangel i vores filosofi-uddannelse, at den ikke påen mere effektiv og systematisk måde sikrer, at man oplæres i fornuftige skriveprocesser.

Der er meget at sige om den sag, men lad mig nøjes med følgende.For det første skal skrivning ikke blot ses som en metode til at producere et konkret

produkt som en artikel eller en opgave. Skriveprocessen er et erkendemiddel , en mådehvorpå man kan få indsigt i og overblik over et vanskeligt område i filosofien. Næsten alle

professionelle filosoffer bruger det at skrive om et emne som den væsentligste metode til atkomme til at forstå det bedre. Derfor er det afgørende, at kunne skrive.

Dertil kommer, at hvis man vil klare sig godt på studiet, så er det afgørende at blivegod til at skrive i løbet af studiet, fordi man jo undervejs skal lave et minimum af skriftlige

opgaver, herunder specialet, naturligvis. Hvis ens speciale er første eller anden størreskriftlige opgave, så kan man være temmelig sikker på, at det kommer til at tage meget


2/17

2

længere tid, end man regnede med, eller i hvert fald længere tid, end det kunne have gjort,

hvis man havde lært at skrive, inden man startede. Og man kan være ret sikker på, at detikke bliver så godt, som hvis man mestrede at skrive inden starten.

Hvis man efter studiet vil arbejde professionelt med filosofi, så er evnen til at skrivefilosofiske tekster igen en af de væsentligste kompetencer, man skal besidde, så man kan

lige så godt få lært det under studiet. Men også hvis man ikke kommer til at arbejde medfilosofi i snæver forstand, så er evnen til effektivt og hurtigt på skrift at kunne redegøre for

et stort og komplekst område på en overskuelig måde meget værdifuld. Det er en af derelativt få ting, man som filosof har at sælge på arbejdsmarkedet.

Såvidt baggrunden for nedenstående råd om opgaveskrivning. De er løseligt delt op ito grupper: en stor, der vedrører hensigtsmæssige skriveprocesser, og en lille, der drejer sig

om, hvordan en færdig opgave bør se ud.Hvad jeg har at sige om skriveprocessen baserer sig ikke på videnskabelige

undersøgelser over fordele og ulemper ved forskellige skriveprocesser, men blot på, hvadder er min egen erfaring fra at skrive filosofiske tekster, på erfaringer, jeg har gjort som

vejleder for studerende, og ikke mindst på samtaler med studerende. Jeg har kun i begrænset omfang forsøgt at systematisere rådene, der derfor blot fremstår som en liste af

gode råd, der ikke altid er skarpt adskildt fra hinanden. De er suppleret med uddybninger og bemærkninger, og sat i en rækkefølge, der forkommer naturlig. Der er, må jeg tilstå, også

en del gentagelser, et forhold, der undertiden irriterer filosoffer, fordi de tror, at en godtekst er lige som et godt argument, der jo nødig skulle skrive samme præmis to gange. Jeg

har bevaret gentagelserne, fordi jeg tror, at de tjener et pædagogisk formål, og fordi jeg hartilstræbt, at de enkelte råd kan læses uafhængigt af hinanden. Jeg vil i øvrigt meget gerne

høre fra læsere, der har kommentarer, i lyset at hvilke nedenstående kan udbygges ellerrevideres.

Endelig skal jeg sige, at det følgende naturligvis er skrevet udfra en vis holdning til,hvordan man bør lave filosofi. Lidt mere præcist er min holdning, at filosofi bør være

orienteret mod en systematisk og kritisk diskussion af filosofiske problemer (ellerargumenter eller synspunkter eller teorier) snarere end mod personer og deres meninger.

Man bør i sit filosofiske arbejde tilstræbe præcision snarere end sproglig elegance, hvordisse ting er i konflikt med hinanden. Og man bør fokusere på argumenter snarere end på

autoriteter. Der er, som alle ved, i praksis en vis uenighed om lødigheden af dissemetodologiske idealer, og de, der er meget uenige, vil måske også finde følgende

bemærkninger om skriveprocessen mindre frugtbare.

2. GODE RÅD OM OPGAVER Her er en række gode råd om, hvordan man griber opgaveskrivning an:

Skriveproces og afklaringDet vigtiste er at tænke på, at skrivningen er en proces, der strækker sig over lang tid, ogsom i første omgang tjener til afklaring. Ved at fremstille stofområder skriftligt kommer

man til at forstå dem bedre. Det er for de fleste faktisk en underdrivelse, for sandheden ersnarere, at kun ved at give en detaljeret skriftlig fremstilling, kommer man til at forstå et

komplekst område.Formålet med ens skriftlige indsats er dermed i første omgang en dybere forståelse.

Når den er nået, får skrivningen et andet formål – nemlig at lave en færdig opgave. Her erikke tale om dobbelt arbejde: først at skrive for at forstå, og dernæst for at lave en opgave.


3/17

3

Sagen er, at når man først har forstået emnet tilstrækkeligt godt, og hvis man er blevet blot

lidt rutineret i at skrive, så tager det ingen tid at redigere foreliggende skriftlige materialesammen til en færdig opgave. I starten af skriveprocessen kan man derfor roligt alene

fokusere på at nå til en forståelse af problemerne. Opgaven kan man altid skrive.Man skal derfor heller ikke tænke på de første famlende ting, man skriver, som noget,

der i stort set uændret form skal genfindes i det færdige produkt. Man starter ikke med atskrive sin opgave; man starter på at skrive sig ind i et emne, og så kan man senere skrive

sin opgave. Eller lidt mere konkret: man starter med at skrive udkast til redegørelser forsmå dele af det samlede område, udkast til hvad den overordnede problemstilling skal være,

udkast til hypoteser, udkast til konklusioner. Langt senere i processen, når disse udkast er blevet reviderede og redigerede mange gange, eller helt skrevet om, så begynder man at

sammenstykke det, der skal blive det færdige produkt.

Indledning, midte og afslutning Nogle studerende blokerer, når de som en start vil skrive indledningen til deres opgave. Det

er forståeligt nok, for som hovedregel kan man ikke skrive indledningen, før man harskrevet opgaven. Indledning og afslutning (eller konklusion eller afrunding), hvis der ellers

er en sådan er meget ofte det sidste, man skriver, af den simple grund, at man normalt ikkeved, hvad opgaven handler om, før man har skrevet den. Spring derfor i første omgang

indledningen over.Mere generelt, så et det væsentligt at forstå, at en opgave ikke skrives fra start til slut.

En opgave skrive naturligvis udfra den antagelse, at den skal læses fra start til slut. Menheraf følger ikke, at den bør skrives i samme rækkefølge. At ville skrive den første sætning

i opgaven som det første, man skriver, svarer til som det første at ville sætte sin hoveddørop på en bar græsmark, når man skal bygge sig et hus. En opgave skrives snarere fra midten

og udefter, hvis man kan sige det sådan. Man starter med at skrive om det mest centrale ogdet mest basale i det, man vil beskæftige sig med. I udkast naturligvis, men så detaljeret,

som man kan. Når det først er overstået, så vil man finde det let at bygge videre.Man skal være forberedt på at revidere og ændre mange gange undervejs. Afsnit skal

skrives om helt fra bunden eller flyttes et helt andet sted hen i opgaven. Meget ofte skal detages helt ud, selvom det kan gøre ondt. Bemærk i øvrigt, at det nogle gange er lettere og

mere tilfredsstillende at skrive en helt ny tekst end at revidere den gamle, især, viser det sig,hvis man har siddet og nørklet meget længe med den gamle.

ProblemformuleringProblemformuleringer giver ofte samme slags vanskeligheder som indledninger. Man tror,at man skal have en færdig problemformulering, allerede inden man går i gang med et

emne, og frustrationen skyldes, at det er umuligt at formulere et interessant problem på ennogenlunde præcis måde, med mindre, man allerede er meget godt inde i stoffet. Og det er

man i sagens natur ikke i starten af en proces. Undertiden skal man have sagt næsten alt,hvad der er at sige om et filosofisk problem, før man kan formulere problemet på en

tilfredsstillende måde. Eller endnu mere tilspidset: den væsentligste filosofiske opgave består undertiden i at formulere det problem, der er det virkeligt interessante.

Løsningen på denne vanskelighed er, at man starter med en meget vag problemformulering, om nødvendigt så vag, at den dårligt fortjener navnet. Det kan f.eks.

blot bestå i, at man siger til sig selv: ’jeg vil skrive noget om relativisme’. Når man så harlæst sig lidt ind på emnet, kan man gå til en lidt mere præcis formulering af, hvad man vil


4/17

4

lave, f.eks. ’jeg vil gerne skrive noget om moralrelativisme. Specielt synes jeg, at den form

for moralrelativisme, der forsvares af Gilbert Harman ser interessant ud’. Når man så harlæst på Harmans moralrelativisme, kan man formulere en endnu mere specifik

problemstilling.Jo mere præcist og detaljeret, et problem er formuleret, jo bedre. Men man skal aldrig

forvente, at man når til nogen særlig grad af præcision, før man næsten er færdig medopgaven. Det er først til sidst i en skriveproces, at man kan beslutte sig til, præcist hvad

man vil skrive om. Man skal naturligvis heller ikke holde fast i en bestemt problemformulering, blot fordi den er præcis og detaljeret, hvis det viser sig, at den ikke

leder til noget frugtbart.Undertiden er det et problem blot at formulere en helt overordnet angivelse af, hvad

man egentlig interesserer sig for inden for et emne. Måske skyldes det, at man bliverforvirret af de mange mere eller mindre eksplitte holdninger til, hvad der er det interessante

problem inden for et felt, som man støder på i litteraturen om emnet. Måske er årsagen blot,at man endnu ikke har forstået konturerne i emnet godt nok.

Nogle gange hjælper det at træde et skridt tilbage, og spørge sig selv: hvad er detegentlig, jeg synes er interessant her? Formuler svaret i helt dagligdags udtryk. Sig f.eks.

’på den ene side er det jo meget almindeligt at være moralrelativist; måske ikke blandtfilosoffer, men så blandt så mange andre. Men på den anden side er det da virkelig svært at

tro på, at etik er relativt på den måde, som man går rundt og siger. Eller hvad er detegentlig, man går rundt og siger?’ Her er til mindst én opgave, når man først kommer

længere ind i emnet. Pointen med den grove formulering er blot at give en retning iarbejdet; den grove ide er en ledetråd, der skal føre til stadig mere forfinede formuleringer

af, hvad man gerne vil lave. Men husk, at de stadig mere forfinede formuleringer ikkekommer før, man skriver opgaven. De kommer mens man skriver den.

Andre gange er vanskeligheden med en problemformulering simpelthen den, at der ermange forskellige mere specifikke problemstillinger, som alle forekommer interessante, og

som man ikke kan beslutte sig imellem. Her er kun en ting at gøre: træf et valg. Der er taleom et luksusproblem, hvis valget står mellem alternativer, der alle er gode. Hvad man

normalt ikke skal gøre, er at sidde og bryde sit hoved med få det hele passet ind i en opgave på en gang.

Endelig kan problemet med at formulere et problem være, at man dybest set ikkesynes, at nogen af de mere specifikke mulige problemformuleringer inden for et område er

interessante. Her er kun en ting at gøre: find noget andet at skrive om.Problemet med problemformuleringer kan antage ekstreme former. Det sker, når man

ikke blot tror, at man skal have en fiks og færdig problemformulering i hovedet, inden mansætter ord på papiret, men tror, at man skal have hele opgavens indhold klart for sig, inden

man starter. Der er en tankevækkende indre dynamik i dette. Hvad der er den virkeliginteressante problemformulering, kan først afgøres i lyset af, hvad der følger efter. Det

skaber et pres i retning af at vente med at lægge sig fast på en problemformulering, indtilman klart kan overskue, hvad man så har at sige om problemet. Det kan føre til, at man

forsøger at se hele opgaven for sig på en gang, allerede inden den første linje er skrevet.Som det er fremgået, er man dømt til intellektuelt selvmord med denne fremgangsmåde.

Selv for trænede professionelle filosoffer er det komplet umuligt at overskue et område påden måde, med mindre der er tale om noget, som de har skrevet om hundrede gange før.

Løsningen er igen blot at gå i gang med at skrive, selvom man ikke har noget klart billedeaf, hvor man skal ende.


5/17

5

Struktur. Problemer, argumenter, teser, afklaringer, redegørelserOfte er studerende i tvivl om, hvilken struktur en opgave bør have, og det hæmmer

processen allerede lige fra starten. Skal min opgave have en tese, som jeg argumenterer fori alle ender og kanter? Er det en god ting, hvis jeg skriver om, hvad andre filosoffer har

sagt? Skal der være et filosofisk problem, jeg løser? Skal der være en knivskarpkonklusion, som jeg når frem til?

Svaret på disse vanskeligheder, er, stort set, ’anything goes’. En god opgave kan seud på mange forskellige måder, og en god skriveproces kan følge mange forskellige spor.

Det er med andre ord en misforståelse, endda en meget udbredt misforståelse, at ensskriftlige arbejde groft sagt altid skal have disse tre afsnit: 1. hypotese, 2. bevis for

hypotesen, 3. konklusion. Måske skyldes miséren, at videnskabelige artikler i nogleempiriske discipliner meget ofte har en struktur, der minder lidt om karikaturen. F.eks. er

det almindeligt, at lægevidenskabelige artikler er bygget op omkring samme skabelon, meden hypotese, et empirisk belæg for hypotesen, og en konkluderende diskussion. Det er et

format, der holdes i hævd, fordi det faktisk egner sig godt til visse af de ting, manundersøger i lægevidenskab, men især fordi mange tidskrifter kræver, at det overholdes.

Men naturligvis er ikke alle emner egnede til denne skabelon, og efter min opfattelsehører det til sjældenhederne, at filosofiske diskussioner med fordel kan struktures på den

måde, men det sker. Derfor er det også misvisende at tale om en ’problem-formulering’,selvom jeg gjorde det tidligere, for det er ikke sikkert, at ens opgave skal løse et problem i

nogen mere snæver forstand af det ord. Måske skal opgaven afklare et område, belyse enfilosofisk position, forsvare en teori eller noget helt fjerde.

Det er disse forskellige måder at organisere opgaver på, som jeg har omtalt som deres struktur . Det eneste rigtige er at have en pluralistisk holdning til opgavers struktur.

Afhængigt af emne, evner, interesser og mange andre ting, kan helt forskellige strukturervære bedst egnede i forskellige situationer. Det eneste krav er, at det skal være

overskueligt; strukturen skal understøtte en afklaring. Der er i sagens natur mange måder atgøre det på. Her er en række eksempler, som ikke nødvendigvis adskiller sig skarpt fra

hinanden:

Diskussion af et argument. Man stiller argumentet op i de relevante præmisser,diskuterer motivationen bag præmisserne, problemer med præmisserne. Ofte vil der

være flere forskellige versioner af samme argument, hvor der indgår lidt forskellige præmisser, hvilket kan have stor filosofisk betydning. Man kan så redegøre for de

vigtiste, eller blot vælge den version af argumentet, der forekommer vigtigst og bedst.Denne struktur giver en meget god og effektiv fremstilling af et område.

Typisk bruges den med fordel, når der er tale om et argument eller familie afargumenter for en konklusion, der er kontroversiel, som f.eks. det synspunkt, at der

ikke findes nogen fri vilje, eller at en nærmere bestemt form for skepticisme gør siggældende. Ofte er det svært at koge en diskussionen ned, så den kan fremstilles med

denne struktur. Det er her en stor hjælp, hvis man her kan trække på andrefremstillinger, og det er der intet pinligt i at gøre.

Afklaring af et område. Ofte er der ikke blot ét argument på spil i et område, menmange forskelligartede argumenter og overvejelser, og mange mere eller mindrekontroversielle konklusioner eller synspunkter. Når dette er tilfældet, så er det


6/17

6

normalt også langt fra oplagt, hvordan det hele hænger sammen. Her kan man sætte

sig for at rede trådende ud. Hvordan denne afklaring nøjagtigt bedst skal tage sig ud,kan der naturligvis ikke siges noget generelt om, for det afhænger af, hvad man

skriver om. Men nogle eksempler kan måske være nyttige.Man kan f.eks. skrive om naturalisme. Ordet ’naturalisme’ bruges i et væld af

forskellige, men naturligvis lidt beslægtede, betydninger inden for mange forskelligefilosofiske discipliner, f.eks. videnskabsteori, erkendelsesteori, semantik, metaetik og

bevidsthedsfilosofi. Der ligger en væsentlig og interessant opgave i at opridse devigtigste forskellige betydninger, og redegøre for deres forskelle og ligheder. Og

hvad er de basale motivationer for at være naturalist? Og hvad er hovedproblemerne?Fordi naturalisme er så stort et område, vil det naturligvis være vanskeligt at skrive

om alt dette i en opgave på overbygningen, så man er nok nødt til at foretage en elleranden afgrænsning. Men eksemplet skal også blot illustrere en mulig måde at gribe en

opgave an på. Andre (noget omfattende) eksempler er internalisme-eksternalismekontroversen i erkendelsesteori, overvejelserne over private sprog og regelfølge,

realisme/anti-realisme diskussionerne, argumenter for skepticisme og skeptiske positioner, argumenter for non-kognitivisme i meta-etik.

Argumentation for en bestemt konklusion. Nogle gange er der en bestemtkonklusion, man kan forsøge at argumentere for. Her er typisk ikke tale om kun étargument, men om flere. Opgaven består så i, at man stiller disse argumenter op i de

relevante præmisser og motiverer præmisserne. Man skal så diskutere de vigtigsteeller mest almindelige indvendinger mod konklusionen eller mod argumenterne, og

forklare, hvorfor de kan afvises. Har man held med sit valg, kan man ende med atkonkludere det, man havde til hensigt at konkludere.

En variant af denne model lader det være mere åbent, om man i sidste endeskal acceptere den konklusion, som opgaven arbejder hen imod. Ofte er dette langt

mere realistisk. Man fremstiller så en række argumenter for en konklusion, ogdiskuterer de oplagte indvendinger, men diskussionen kan vise sig at være ikke-

konklusiv. Dette er også interessant, og ikke noget problem for opgaven. Det er joikke skribentens skyld, hvis en diskussion vitterlig ikke er konklusiv. Værdien af

opgaven ligger så delvist i afklaring. Ofte vil det jo så være klarere, hvor man ifremtiden skal rette søgelyset hen.

Løsning af et filosofisk problem. Det sker også, at der er relativt veldefineredefilosofiske problemer, som man kan forsøge at anvise en løsning på. Eller man kanstrukturere sit stof, så det præsenteres som løsningen på et filosofisk problem, man

har formuleret. Filosofiske problemer i den forstand, jeg her tænker på, er normaltmeget interne i forhold til en bestemt diskussion. Det er først, når man tager en stor

mængde filosofisk teori for givet, at et problem kan stille sig. Eller ihvertfald er detførst der, at problemet kan have en karakter, så man kan gøre sig håb om at sige noget

om det i forbindelse med en opgave. Af samme grund tror jeg også, at det er relativtsjældent, at opgaver med fordel kan laves efter denne struktur, men det sker.

Redegørelse for en teori, et synspunkt eller en retning. Der er mange teorier ogsynspunkter, der på overfladen er velkendte, men hvor det i virkeligheden er alt andetend en triviel opgave at redegøre for, hvad de hævder. Der kan være flere forskellige


7/17

7

varianter hos samme eller hos forskellige fortalere for teorien, og dette er langt fra

altid noteret i debatten. Synspunkter eller teorier kan også være så uklart formulerede,at der er et genuint og væsentligt filosofisk arbejde forbundet med at præcisere de

centrale påstande, som ligger under for det hele. Hvad hævder f.eks. enkommunitarist eller en dydsetiker? Hvad tilslutter man sig, hvis man tilslutter sig

kohærensteorien for sandhed? Hvad er naturaliseret epistemologi? Hvad er kvasi-realisme? Hvad er verifikationisme? Hvad er fænomenologi?

Diskussion af de vigtigste indvendinger mod en teori eller et synspunkt . Atredegøre for en teori er ofte kun gradvist forskelligt fra at tage stilling til de vigtigsteargumenter for eller imod en teori. Hvis det er klart, hvad der motiverer teorien, kan

man gå let hen over det, og blot diskutere indvendingerne efter tur. Er man heldig(eller uheldig), så kan man måske konkludere, at ingen af de gængse invendinger ved

nærmere inspektion viser sig at være særligt alvorlige. Men ofte vil det vise sig, at billedet er mere broget – nogle invendinger synes at kunne afvises, men andre ikke

åbenlyst kan.

Listen er på ingen måde ment som udtømmende. Der kan være mange andre muligheder,udover at samme opgave kan sættes sammen af dele, der har forskellige strukturer. Vær

også opmærksom på, at samme materiale ofte kan struktureres på mange forskellige måder,hvor det ikke er til at sige, at den ene er bedre end den anden. I såfald, så træf bare et valg.

Det afgørende er at finde en struktur, der er god nok, og som man har lyst til at bruge. Deter underordnet, at andre strukturer er lige så gode eller bedre. Naturligvis skal man i sine

overvejelser over struktur lade sig inspirere af de forfattere, man læser. Ofte kan man få engod struktur forærende i klare og overskuelige artikler. Gør som professionelle: brug det,

andre har lavet.Ofte er der ikke nogen grund til at foretage et endegyldigt valg af struktur meget

tidligt i skriveprocessen. Det kan tværtimod være en fordel først at beslutte sig senere, nårman har bedre klarhed over emnet, og bedre ved, hvilke spørgsmål, man interesserer sig

for. Men man skal lige fra starten gøre sig overvejelser over mulige strukturer, gerne imeget generel form. Man skal hele tiden have en grov skabelon i hovedet (eller et par

stykker), som giver ens læsning og skrivning den fornødne retning og fokus. Men man skalogså hele tiden være klar til at revidere strukturen, hvis stoffet kræver det.

Generelt er overvejelser over, hvordan stoffet bedst struktures, en meget væsentlig delaf arbejdet, når man skriver, og det er et forhold, der kommer bag på utrænede skribenter.

Man skal derfor være forberedt på at bruge lang tid på at tænke over fordele og ulemperved forskellige strukturer. Som sagt kan man normalt ikke træffe en afgørelse lige fra

starten i en skriveproces. I stedet må man jævnligt i arbejdet gøre sig overvejelser. Det kan betyde, at man på forskellige tidspunkter hælder til forskellige bud på, hvordan stoffet bedst

struktureres. Det er helt normalt, at man et par gange i løbet af skriveprocessenfundamentalt ændrer den tiltænkte struktur af sit skriftlige materiale. Husk her på, at

materiale skrevet efter en struktur ofte kan skrives om, så det passer til en anden, uden atdet er særligt besværligt.

Det er også centralt, at læseren er klar over, hvilken struktur, opgaven er bygget opefter. Det skal ske ved, at man i starten af opgaven bliver informeret om plottet i det

følgende, men også ved, at læseren undervejs i opgaven bliver mindet om, hvor ilandskabet, han eller hun nu befinder sig. Der er på den måde mindst to tekst-niveauer i en


8/17

8

opgave: dels selve den filosofiske diskussion, og dels informationer til læseren om, hvor i

diskussionen, vi nu befinder os, og hvor, vi er på vej hen.

LitteraturlæsningMan kan ikke skrive uden at læse. Men det kan være katastrofalt først at læse en stor bunke

svær og detaljeret litteratur, for så derefter at give sig til at skrive. Det går meget ofte galt.Læsningen bliver ikke fokuseret nok (man læser for meget om lidt af hvert), man tænker

ikke ihærdigt nok over det, man læser, og man spilder en chance for nemt at kunneredegøre for vanskelige forhold, mens man har dem nogenlunde klart i hovedet. Det

hjælper selvfølgelig, hvis man tager mange noter undervejs, men det bliver stadig som regelikke særligt godt, for noterne viser sig tit for diffuse og usammenhængende til at kunne

bruges. Det eneste rigtige er derfor at læse og skrive sideløbende.Det kan naturligvis være lidt svært at se, hvordan man skal gøre det. Hvordan skal

man skrive noget fornuftigt, når man endnu ikke har læst nok på emnet? Svaret er, at detmåske ikke er så fornuftigt, det, man skriver. Men at det heller ikke er pointen. Pointen er at

tvinge sig selv til at tænke mere grundigt, og at fastholde en del af det man tænker medhenblik på senere revision og gennemarbejdning.

Ofte bør man starte med at læse mere oversigtspræget litteratur. På et tidspunkt erman klar til at forfølge mere fokuserede problemstillinger, og så er det dem, man skal læse

og skrive på. Her skal man sørge for kun at læse på det, man fokuserer på, og ikke på altmuligt andet. Og man skal skrive om det snævre problem samtidig med, at man læser om

det. Ikke bagefter, for der har man glemt det hele. For at kunne læse fokuseret, er mannaturligvis nødt til at have en ide om, hvor man vil hen, for ellers ved man ikke, hvad man

mere præcist skal kigge efter i litteraturen. Det kræver ofte et overblik, og hvis man ikkehar det i forvejen, så er det det, man skal forsøge at få sig fra oversigtsartikler,

fremstillinger i lærebøger osv.Man ser ikke helt sjældent en form for snobberi, der giver sig udslag i, at man kun

giver sig af med at læse de ’store navne’ som Quine, Davidson, Dummett, Rorty, ellerHeidegger, Foucault og Derrida. Det er spild af tid, hvis man ikke forstår, hvad der forgår,

hvad man meget ofte ikke gør, fordi teksterne og problemerne, der behandles, tit ersærdeles vanskelige. Hvad disse koryfæer skriver og mener, er i sig selv en form for

filosofiske problemer, og er derfor ikke det første, man skal gribe til, hvis man vil forstå etemne.

Læs i stedet den bedste litteratur om emnet, skrevet af folk, der skriver forståeligt ogdetaljeret og uden retoriske nykker. Læs gerne den nyere sekundærlitteratur eller

opdaterede lærebogsfremstillinger, især når det drejer sig om at få et overblik over, hvadtingene drejer sig om. Man kan på den måde få klare og overskuelige fremstillinger af de

centrale teser og standardproblemerne forærende. Uanset om man har ambitioner om at gåvidere med andre ting eller ej, så er det her, man skal starte.

For nogle opgaver er det relevant at opsøge den seneste litteratur, der er udgivet itidskrifter og bøger. Find den ved at søge i Philosophers Index, og ved at se, hvad andre

forfattere henviser til. Opsøg personer, der har beskæftiget sig med emnet, og spørg dem.Ofte kan det tage tid at fremskaffe den ønskede litteratur, for det sker desværre tit, at den

findes i tidskrifter, som ikke føres på instituttet og som heller ikke findes på Det KongeligeBibliotek. Gå derfor så hurtigt som muligt i gang med at fremskaffe de ting, der måske

senere i processen kan vise sig at være relevante.


9/17

9

Der er i øvrigt overhovedet ikke noget krav om, at man skriver om alt det, man læser,

ligesom det heller ikke er et krav eller en forventning, at opgaven på en eller anden mådekommer rundt om hele det pensum, man stykker sammen til eksamen. Lad opgavens

struktur være bestemmende for, hvilken litteratur, der gås i dybden med.

Kritik og vejledningSørg for at diskutere opgavens ide løbende med andre, selvom det kræver selvovervindelse.Præsenter udkast tidligt i processen for vejlederen, også selvom de er ufærdige og medmange huller. Få andre interesserede studerende til at læse udkast af opgaven, eller dele af

den. Det er den bedste mulighed man har, for at opdage fejl og mangler i fremstillingen, ogdet viser sig at give mange gode ideer. Det er for sent først at diskutere opgaven, når den er

færdig eller næsten værdig.Meget trænede skribenter bliver efterhånden gode til at læse det, de selv skriver ’med

andres øjne’, så at sige. De kan med andre ord læse en tekst på en måde, som ligger tæt opaf, hvordan den relevante målgruppe vil gøre det, hvilket naturligvis er meget vigtigt for at

skrive teksten ordentligt. Men det er vanskeligt, og man kan aldrig vide sig sikker på, atman ikke har skrevet noget sludder, eller taget helt forkerte ting for givne. Professionelle

filosoffer, der skriver meget, har altid andre til at læse deres udkast, og de kunne aldrigdrømme om at offentliggøre noget, som ikke har været gennem mange venners kritiske

gennemlæsning.

Banalitet og reproduktionSom studerende (og lærer for den sags skyld) føler man tit et problem med nyheds- og

originalitetskrav. Det er umuligt at få så meget som et ord ned på papiret, for man sidderhele tiden med fornemmelsen af, at dette ikke er spor nyt. Det er jo bare det samme, som

står i utallige bøger og artikler, og som læreren måske har stået og sagt i timerne.Denne fornemmelse er ofte rigtig. I starten af en skriveproces er det, man laver,

næsten altid mere eller mindre en reproduktion af arbejde, der allerede foreligger. Fejlenligger i at se det som et problem. Man kan måske trøste sig med, at hvis de første ting, man

skriver, er nye og originale, så er de formentlig også komplet uplausible.Men også andre forhold er værd at tænke på. Ofte er det sådan, at man slet ikke

forstår de basale ting så godt, som man tror. De virker overflødige at skrive ned, fordi manhar set fremstillinger så ofte, men ikke fordi man i virkeligheden særligt præcist ved, hvad

de drejer sig om. Men det finder man først ud af, hvis man begynder at skrive om dem,hvilket derfor er meget vigtigt. Man skal se skrivningen som en proces, hvor man afklarer

nogle ting undervejs, og bygger videre ovenpå dette. Som hovedregel vil man opdage, atnår man har skrevet sig tilpas ind i et område ved ganske enkelt at redegøre for

standardtingene på feltet, så bliver det pludselig meget lettere at se, hvor man kan skrivenoget, der er knap så almindeligt. Og man kunne ofte ikke være nået hertil af andre veje. At

skrive om det tilsyneladende banale på en præcis og detaljeret måde, er derfor normalt enuomgængelig betingelse for at skrive noget, der ikke er så almindeligt.

Et andet forhold er, at næsten alle felter er tilstrækkeligt komplekse ogkontroversielle til, at enhver fagligt forsvarlig artikel må starte med en redegørelse for de

basale ting. Det gælder også opgaver. Man kan stort set ingenting tage for givet i filosofi,hvad der naturligvis kan være frustrerende. Der er derfor normalt brug for en redegørelse

for forhold, der hverken er nye eller originale, men som tjener til at fiksere terminologien


10/17


11/17

11

overvejelser over hvem, man egentlig skriver til. Men fordi man hovedsagligt taler med sin

vejleder om emnet, når man ikke er i dialog med de tekster, man arbejder med, så kommerman implicit til at antage, at det er samme slags personer, der skal læse ens opgave.

Det er naturligvis en fejl, og en fejl, man vinder meget ved at gøre sig klart. Genereltskal man altid overveje modtagergruppe, når man skriver, såvel som når man taler. Det,

man skriver eller siger, falder jo ikke i et tomt rum, men læses eller høres af personer, derhar en eller anden form for baggrund. Helt afhængig af, hvilken baggrund modtageren

antages at have, skal helt forskellige ting tages for givne, helt forskellige ting kan regnes forinteressante, og stoffet skal undertiden struktureres på helt forskellige måder. En tekst til

den almene læser, forfattet af en filosof, som under skrivningen ubevidst har haft denfilosofisk trænede læser i tankerne, er uden undtagelse katastrofal. En tekst af en

overbygningsstuderende, skrevet til læreren eller til eksperter på området, er ofte ogsåkatastrofal. Det er naturligvis ganske indlysende og banalt, når man tænker over det, men

kendsgerningen er, at både filosofistuderende og professionelle filosoffer i alt for ringeomfang overvejer, hvilken målgruppe, de skriver til, når de skriver.

Opgaver på overbygningen skal ikke være henvendt til lærer og censor, og heller ikketil de førende specialister på området. De skal derimod rette sig mod typiske

overbygningsstuderende på ens eget niveau, som ikke har sat sig specielt ind i det område,man skriver om. Sådanne læsere har brug for en præcis og pædagogisk redegørelse for de

relevante basale forhold, også selvom de på egen hånd kunne have læst tilsvarende ting i enlærebog eller en oversigtsartikel. Man skal altså forudsætte generel filosofisk dannelse, men

heller ikke mere.At have den rette målgruppe i tankerne, når man skriver, tjener ikke kun til at fjerne

en blokering. Det er tit stimulerende, fordi det stiller én overfor en meningsfuld pædagogiskudfordring. Ens opgave skal tjene til at forklare en række komplicerede forhold for

interesserede medstuderende. Den skal føre dem ved hånden fra et niveau, hvor de stort setintet ved om området, til et niveau, hvor de har en god forståelse af, hvordan tingene

hænger sammen. Den skal give dem overblik og indsigt i feltet. Efter endt læsning skal defaktisk have lært noget.

Overvejelser over målgruppe kan også på en mere konkret måde hjælpe til at løsne opfor blokeringer. Når et afsnit i ens tekst er meget genstridigt, eller når man prøver at finde

en fornuftig struktur for ens materiale, så kan det ofte også være en stor hjælp at have etklart billede af målgruppen. Problemet er nemlig ofte, at man ikke skriver tingene nok ud;

der er for meget, der er underforstået, for mange præmisser, der ikke er formuleret klart.Det giver sig udslag i, at man sidder og nørkler med alt for få kompakte, overlæssede

sætninger, som skal sige det hele på en gang. Tænk her energisk på modtageren. Det mener jeg helt bogstaveligt: man skal forestille sig, at man konkret sidder overfor en person, med

den relevante (mangel på) baggrund, og at man her og nu skal forklare det hele fra bundenaf. Denne lille øvelse frigør tit noget i ens skrivning, og pludselig flyder en masse ting

lettere end de gjorde før. De mange sammentrængte og indforståede ting dukker villigt frem på den indre skærm i en mere udfoldet og tydelig form, og bliver meget lettere at få ned på

papir.Man kan tænke på dette som at man gør sin skrivning mere mundtlig . Man forestiller

sig helt bogstaveligt, at man sidder og taler med en person, som man skal forklare, hvordantingene hænger sammen. Andre lignende trick er at holde enetaler for sig selv, hvor man

udfolder det hele, tale til en båndoptager, eller finde velvillige personer af kød og blod, somman kan forklare sig for.


12/17

12

I denne proces vil man opdage, at mens meget flyder lettere, når man gør sig klart, at

man skal henvende sig til personer, der blot forudsættes at være alment dannede, så er derandre ting, der bliver sværere. Pludselig er man nødt til på en præcis, pædagogisk og

kortfattet måde at kunne forklare, hvad de relevante grundbegreber går ud på, og mangeandre ting. Og her viser det sig næsten altid, at man ikke forstår dem så godt, som man

troede. Men igen er dette ikke et nederlag eller en defekt, men blot udtryk for, at man er istarten af sin skriveproces, og derfor skal arbejde for at få fornøden klarhed over det

fundamentale.

Sprog og stil Når man er i tvivl om hvem, man skriver til, så bliver man naturligt nok også i tvivl om,

hvilken sproglig stil, man skal tilstræbe. Usikkerheden forstærkes af, at de tekster, man bruger i sit arbejde, kan variere meget i stil, og spænde lige fra den tørre, matematisk

prægede redegørelse, til langt mere blomstrende og sprogligt udfordrende stilarter, der harlitterære ambitioner oven i de filosofiske. Man har derfor ofte ikke nogen tydelig standard

eller tradition, at tage udgangspunkt i.Svaret på vanskelighederne er, at der intet er til hinder for, at en opgave er skrevet i et

jævnt og ligefremt sprog, selvom det måske kan forekomme uambitiøst. Det er langt bedre,end at ens lyriske ambitioner forleder til at skrive uklart eller anstrengt. Men stilistiske

overvejelser er langt fra irrelevante. Selvom man ikke forsøger at gøre sin opgave til etstykke skønlitteratur, så er det vigtigt, at sproget er godt. Teksten skal flyde og være

behagelig at læse. Sproget må ikke være tungt og krampagtigt. Er man i tvivl om hvilkenstil, man skal bruge, så kan man lade sig inspirere af noget, man godt kan lide, forudsat

dog, at det er en klar og gennemskuelig stil.Det er afgørende, at der er en sproglig distance mellem det man skriver, og de

filosofiske tekster, man inddrager. Ens opgave må således ikke være den rene parafrase afyndlingsfilosoffen. Man kan ikke skrive om Heidegger i heidegger-jargon, eller om Rorty

ved blot at bruge de samme metaforer og billeder, som Rorty bruger. Speciel filosofisk jargon, ligesom metaforer og billeder, kræver fortolkning , og det kan være en helt central

del af en filosofisk redegørelse for et felt, at man foretager fortolkninger. En fortolkning er idenne sammenhæng en oversættelse af de problematiske udtryk til veldefineret standard-

terminologi eller til dagligdags sprog. Den slags oversættelse er en integreret del af detfilosofiske arbejde. Selvom man undertiden føler en form for fortrolighed med en speciel

filosofisk jargon, så er det langt fra givet, at man forstår den. Om man forstår den vil førstvise sig, når man forsøger at oversætte den til dagligdags vendinger eller til filosofisk

standardterminologi, hvilket man derfor skal gøre, dels for sin egen forståelses skyld ogdels for læserens skyld.

Ofte er tidlige udkast af opgaver for sprogligt komprimerede. De enkelte sætninger eralt for lange, og der står derfor for meget i hver sætning. Og der står for meget i hvert afsnit

(et afsnit er her et tekstsegment, der går fra indrykning til indrykning). Det skal manforsøge at undgå ved bevidst at arbejde med den sproglige fremstilling. Får man øje på

meget lange sætninger, så skal man overveje, hvordan de kan brydes op i mindre sætninger.Undgå komplicerede grammatiske konstruktioner, f.eks. sætninger, med mange indskudte

led, og sørg for, at det er klart, hvad stedord refererer til.De enkelte tekstafsnit skal helst have en og kun en hovedpointe, og det skal være

klart i forhold til opgavens overordnede struktur, hvorfor denne pointe skal med, og hvorforden netop skal være her. Alternativt kan man som en oplysning til læseren tilføje en


13/17

13

bemærkning som ’selvom det ikke er relevant for hoveddiskussionen, så er det værd at

bemærke ... ’. Hovedsagen er blot, at læseren ikke sidder tilbage uden en klar fornemmelseaf, hvilken funktion et tekstafsnit tjener.

Negationer er et særligt problem. Sætninger med mange negationer er lette at lave,men svære at forstå. Sætningen ’Det viser sig altså, at det ikke uden videre er klart, at

indvendingerne mod utilitarisme ikke kan afvises’ tager tid at fordøje. Det er meget enklere blot at skrive ’Indvendingerne mod utilitarisme kan afvises. Eller ihvertfald har der ikke

vist sig grunde til at hævde andet’.Dette eksempel illustrer også noget andet. Det er let at forstå et kompliceret budskab,

hvis det præsenteres i en simpel form (’Indvendingerne mod utilitarisme kan afvises’), somførst derefter modificeres eller kvalificeres (’Eller ihvertfald har der ikke vist sig grund til

at hævde andet’). Det er meget sværere, hvis den samlede komplekse historie præsenteres på en gang, f.eks. i sætningen ’Der har ikke vist sig grunde til at hævde andet, end at

indvendingerne mod utilitarisme kan afvises’.I det hele taget skal man i sin skrivning bruge tid på at finde de simpleste og mest

ligefremme måder at sige tingene på. Filosofi er svært nok i forvejen, så der er ingen grundtil at skabe flere problemer ved at gøre teksterne vanskelige at læse.

AfsløringsangstMåske lyder det overraskende, at det kræver mod at kunne skrive en opgave. Men sagen er,at skrivning er en ubarmhjertig og psykologisk krævende arbejdsproces. Ens ufuldkomne

og famlende forståelse af et emne bliver blotlagt ganske tydeligt, når man forsøger atnedfælde sine tapre linjer på papiret. Det er lysende klart for enhver med forstand på sagen,

hvor lidt eller hvor meget skribenten har forstået af et område, og det gælder også en selv.Man ser tydeligt sine egne mangler. På det punkt, er det helt anderledes at skrive om noget

end at læse om det. Når man læser opdager man ofte ikke, hvor lidt man faktisk forstår,hvilket i øvrigt er en grund til, at man har let ved at forfalde til at læse for meget og skrive

for lidt.Skrivning er mentalt krævende, fordi man hele tiden bliver konfronteret med sin egen

mangelfuldhed. Man kan nå et punkt, hvor det kræver overvindelse blot at læse sine noterog udkast, for slet ikke at tale om at skrive noget nyt. Endnu værre bliver det, når man skal

vise noget til andre. Her kræves tit en ganske betydelig portion selvovervindelse, især nårens materiale er i en forholdsvis ufuldstændig form. Det giver en tilbøjelighed til at vente

alt for længe med at få vejlederens eller medstuderendes kommentarer, hvilket kan værekatastrofalt i en skriveproces.

Der er i øvrigt en slags selvforstærkende effekt her. Fordi næsten ingen studerende bruger hinandens kritiske og konstruktive kommentarer til at komme videre, så bliver den

psykologiske barriere endnu større. Det forværrer også tingene, at lærerene næsten aldrig bruger de studerende som kritiske læsere. Hvis lærerene selv viste deres egne tidlige udkast

og skitser frem, så ville studerende få et sundere indtryk af, hvordan en skriveprocesforløber, og også en gavnlig fornemmelse af, at filosofi er svært for alle, ikke kun for

studerende.På forskellige måder er der tale om en angst for at blive afsløret. Det er angsten for, at

ens filosofiske ufuldkommenhed skal udstilles for andre, eller at man selv skal se den altfor tydeligt. Angsten kan antage uhyrlige dimensioner og helt standse en arbejdsproces.

Skrivning kræver mod, fordi man skal overvinde sin afsløringsangst.


14/17

14

Man kommer derfor ikke uden om at måtte opbygge et betydeligt mod og udvikle en

god portion hårdhudethed. Man må lære at tåle, at der er mangler – spørgsmål, man ikkeaner, hvad man skal sige om, mod-argumenter og problemer, man ikke kan svare på, dele af

ens emne, man overhovedet ikke fatter osv. Man må vænne sig til den usikkerhed, derligger i fornemmelsen af, at der hele tiden kan dukke noget op, man ikke har tænkt på, at

der er litteratur om emnet, man ikke har læst, at der er studerende eller professionellefilosoffer, der ved meget mere om sagen, end man selv gør. Det kræver mod at kunne

arbejde under disse betingelser. Det mod har man ofte ikke fra starten, men det kan manlære.

Man må vænne sig til, at andre ikke kun har lovord at sige om det, man skriver, ogman må lære alligevel at vise det frem. Det er tit ubehageligt, blandt andet fordi det hurtigt

kommer til at føles som om, andre aldrig synes, at det, man har lavet, er særligtfremragende.

Det er der nogle forklaringer på, som er værd at uddybe lidt. For det første giverstuderende og færdige filosoffer sig hovedsagligt af med at læse bøger og artikler skrevet af

nogle af verdens bedste filosoffer. Og efter denne målestok, så er det, man har skrevet,formentlig på mange måder ikke særligt fremragende, hvilket jo er ganske naturligt, og ikke

noget at være flov over.For det andet er det meget lettere at påpege fejl og mangler end at undgå dem. Hvis et

argument ikke holder, så kan det være let at vise. Det er langt sværere, at finde et andet, derer bedre. At noget ikke hænger ordentlig sammen eller er uklart, at fremstillingen halter

eller snyder sig til for meget, kan ofte være tydeligt. Det er langt sværere, når man skaludbedre manglerne, eller skrive noget, der ikke begår tilsvarende fejl.

For det tredie er der – desværre – en særlig kritik-kultur på studiet, som ogsåstortrives blandt professionelle filosoffer. Den går ud på, at man altid næsten udelukkende

fokuserer på problemerne i det folk præsenterer. Den filosofiske læser er konstant på lurefter inkonsistenser i det, man har lavet, og modargumenter, man ikke har tænkt på. Når

man bliver mødt med dette, opleves det som om, andres kommentarer altid er kritiske. Derfalder aldrig et rosende eller opmuntrende ord af. Og det oplever mange, for ikke at sige

alle, som hårdt og nedslående, og det kan både på kort sigt og på længere sigt tage modetfra enhver. Vi burde gøre mere for at rose og opmuntre. Undertiden virker det nærmest som

om filosoffer er for blufærdige til at rose andre, og at det er derfor, de holder sig tilbage.Hvis det er rigtigt, så er situationen absurd.

Det er en trøst her at tænke på, man ikke bliver bedre uden kritik. Der er en megetlille ide i at vise sine arbejder til andre, hvis man ikke vil have, at de fortæller en, hvad der

er mindre godt. Selvom det undertiden er svært, så er der også grund til at være glad for, atandre udpeger mangler for en. Og igen er det vigtigt at huske på, at skrivning er en proces.

Det er meningen, at man skal lære at skrive ved at skrive, og det er naturligt nok, at manikke er særligt god i starten. Og pointen med skrivningen er også, at man skal nå til en

bedre forståelse af sit område. Der er intet mærkværdigt i, at man ikke mestrer disse tinglige fra starten.

Nogle gange hjælper det også at sige til sige til sig selv, at man skriver for sin egenskyld. Man skriver for selv at blive klogere, ikke for at andre skal synes, at man er klog.

Hvis andre kan udpege fejl og mangler, så er det bare godt for dem, og måske man manoven i købet lære endnu mere ved at høre, hvad de har at sige. En opgave, der kunne være

bedre, er en mulighed for at lære mere, ikke en defekt i ens person. Hvis der er problemer idet, man har skrevet, så mangler man formentlig først og fremmest træning i at arbejde


15/17

15

skriftligt med filosofi, eller man forstår endnu ikke sit emne godt nok. Man mangler ikke

nødvendigvis talent. De indledende skriftlige forsøg er svage, fordi man først skal skrivesig ind i emnet, og måske først skal lære at filosofere skriftligt. Det er først i slutningen af

arbejdet med en opgave, at man forstår emnet godt. Min erfaring er, at det ofte tager tovellykkede vejledningsforløb, før overbygningsstuderende er nogenlunde rutinerede i at

skrive.

3. HVORDAN SER EN GOD OPGAVE UD?Her er nogle anbefalinger til, hvordan en færdig, afleveringsklar opgave bør tage sig ud.

Anbefalingerne er på ingen måde prætentiøse, og er kun en slags formmæssigeminimumsbetingelser. De vil ikke overraske nogen, men da jeg ofte er blevet spurgt om den

slags ting, så synes jeg alligevel, at det er værd at nævne:

Indledning Det er væsentligt, at det er klart for læseren, hvad der er formålet med opgaven. Der skal

derfor ret tidligt i opgaven være en angivelse af, hvad det hele går ud på. Det kan ske påmange måder. En opgave kan f.eks. forsynes med en indledning, der motiverer det, der

siden skal ske i opgaven, og sætter det ind i en ramme, hvis det virker passende i forhold tilmålgruppen. Alternativt kan man også starte lige på, f.eks. hvis det for den almendannede

filosofiske læser er klart, hvorfor opgavens hovedspørgsmål er interessant. I forbindelsemed indledningen kan man også indsætte et afsnit, der forklarer, hvad der skal ske i de

forskellige afsnit i opgaven, dvs. som beskriver opgavens struktur.

Fuldstændighed Sørg for, at alle centrale begreber og teorier defineres i forbindelse med, at de bruges første

gang. Definitioner skal ikke komme dryppende hen af vejen. Bemærk, at næsten allefilosofiske ‘standardudtryk’ bruges i relevant forskellige betydninger. Angiv derfor

eksplicit, i hvilken betydning, et udtryk bruges. Sørg for at nævne alle essentielle antagelseri alle argumenter og overvejelser, også selvom det kan forekomme banalt.

Uargumenterede antagelser Man er ofte nødt til at gøre en række antagelser, for at kunne håndtere en diskussion, mentit er disse antagelser selv genstand for en omfattende filosofisk diskussion, som man ikke

kan gå ind i. Løsningen er her, at man blot specificerer, at man i forbindelse mednærværende diskussion vil antage sådan og sådan, og tilføjer, at man godt ved, at det er en

antagelse, der kan diskuteres.

Citater Brug kun citater, hvis der er en pointe med det, hvis det f.eks. er omstridt, om en forfatter

hævder det, som man siger, at hun hævder, eller hvis en passage skal udlægges detaljeret.Generelt kan navne hæftes på synspunkter ved hjælp af fodnoter, navne og årstal i

paranteser, eller kommentarer i teksten, eller lign.

Udstyr Opgaven skal naturligvis udstyres med en passende titel, en indholdsfortegnelse, sidetal,

litteraturliste og et noteapparat, hvis man bruger noter. Det er ofte gavnligt for overblikket


16/17

16

(både ens eget og læserens), at man bygger opgaven op i nummererede afsnit, hvor der kan

forekomme undernummereringer, hvis det passer sig.

Ortografi Brug en af standardmetoderne til fodnoter, overskrifter, teksthenvisninger,

sektionsoverskrifter, indholdsfortegnelser, litteraturangivelser, citater, kursiveringer osv. Enlet måde er kopiere fra en bog eller et tidskrift, der bruger en ortografi, som virker

fornuftig. Det er ikke afgørende, hvordan man gør, bare at det er overskueligt, og at man erkonsekvent.

Retskrivning Sørg for, at stavning og grammatik er i orden. Vær opmærksom på, at selv meget trænedeskribenter laver fejl her. Utrænede skribenter laver mange fejl. Brug derfor opslagsværker

og håndbøger flittigt, når der er den mindste tvivl om, hvad der er korrekt sprogbrug ogretskrivning. Husk også på, at man har en blind plet overfor sine egne sprogfejl, så derfor

skal man få andre til at læse korrektur på sin opgave.


17/17

17

Mange har velvilligt kommenteret tidligere versioner af denne tekst og bidraget med

opmuntring og mange gode forslag til forbedringer. En tak til: Anne Katrine Lund, HellePetersen, Anna Paldam Folker, Nils Holtug, Lotte Rienecker, Thomas Petersen, Jesper

Urup.

Documents

Skrivevejledning Klemens Kappel