Selvrealiseret frelse

Selvrea l i seret f re l se

Selvrealisering.indb 1Selvrealisering.indb 1 11-12-2012 10:33:3311-12-2012 10:33:33

Først og fremmest vil jeg gerne takke Cathrine Kingo, Lau Bertholdt, Lasse Liebst og Peter Alving for samtaler af dyb menneskelighed og høj faglighed, foruden hvilke denne bog ikke var blevet til. Dernæst vil jeg gerne tak-ke Svend Bjerg, Peter Westergaard og Lars Sandbeck for kritisk vejledning og opmuntring til at forfølge projektet lidenskabeligt. Tak til Anders Rune Rasmussen for at visualisere forsiden så humoristisk og Henrik Brandt-Pedersen for at realisere bogudgivelsen så grundigt. En-delig vil jeg gerne takke min far for sagens kerne og min mor for vejen derhen.


Selvrea l i seret f re l se

Da Johannes Sløk tog ordet i

se lvrea l i ser ingens t idsa lder

Christian Hjortkjær

For laget AnisKøbenhavn 2012


Selvrealiseret frelseDa Johannes Sløk tog ordet i selvrealiseringens tidsalderChristian Hjortkjær

© Forfatteren og Forlaget Anis, 2012

Bogen er sat med Garamond på Religionspædagogisk Center og trykt hos Toptryk grafi sk

ISBN-13: 978-87-7457-643-3

Omslag: f09Forsidetegning: Anders Rune RasmussenPortrætfoto: Henning Hjorth

Udgivet med støtte fra E. Lerager Larsens Fond

Forlaget AnisFrederiksberg Allé 10DK-1820 Frederiksberg ctlf. 3324 9250 – fax 3325 0607www.anis.dk


IndholdForord 7

1. del: Sløk i ørkenen, eller, Det absurdes problem 11

Biografi en 11

Valgslægtskabet 14

Gud og frelsen 16

Sproget 20

Stilen 24

Opgøret med det rationelle og den nye metafysik 28

Det absurdes topmål og det rituelle nulpunkt 33

2. del:Sløk i Babelstårnet, eller, Den narrative løsning 37

Perspektivet 38

Lidenskaben 40

Tilgivelsen og det skabende sprog 44

Kontinuiteten og fortællingen 57

Skæbnen 65

Fuldbringelsen 73

3. del: Sløk i selvrealiseringsmaskinen, eller, Frelserens nye klæder 79

Diagnose 81

Jegrealisering 88

Migrealisering 101

Gudrealisering 115

Selvrealisering 130

Efterskrift 137

Litteratur 141

Navneregister 149


For at læseren hurtigere kan se, hvilken værk et citat stammer fra, benytter denne bog sig af følgende forkortelser af Johannes Sløks værker

FT: Forsynstanken, 1947KM: Kristen moral før og nu, 1959SK: Søren Kierkegaard, 1961E: Eksistentialisme, 1966DAT: Det absurde teater og Jesu forkyndelse, 1968KHT: Kierkegaard – humanismens tænker, 1978TE: Teologiens elendighed, 1979 *DRS: Det religiøse sprog, 1981 *DKF: Den kristne forkyndelse, 1983 *GFH: Da Gud fortalte en historie, 1985 *M&G: Mig og Godot, 1986HGV: Herre – Giv mig mere vantro!, 1988DHS: Det her samfund!, 1989

*Sidetal referer til udgaven i Guds fortælling – Menneskets historie, 1999

Alle citater fra Søren Kierkegaards Skrifter følger den autoriserede forkortelse

SKS: Søren Kierkegaards Skrifter, 1997f.


7

Forord

Hvem er bedst til at fortælle historie? Det er det, vi skal fi nde ud af. Er det Gud eller er det Hans gudfrygtige tjener Sløk? Eller er der

overhovedet forskel på de to i tilfældet Sløk? “Det var fra begyndelsen indlysende,” skriver Sløk i sine Erindringsforskydninger, “at jeg kun kunne fi nde Gud ved at fi nde mig selv – eller fi nde mig selv ved at fi nde Gud. Denne dobbelt-jagt blev mit livs egentlige historie og mening” (M&G: 41). Bejublet og forhadt har Sløk sat sit vantro vandmærke eftertrykkeligt fast i dansk kultur- og teologihistorie med over 50 udgivelser. Men kan vi overhovedet bruge Sløks forfatterskab til noget rent teologisk eller men-neskeligt, eller er det hele bare en guddommelig komedie?

Det er min påstand, at Sløks egentlige anliggende er det enkelte men-neskes frelse; herunder først og fremmest sin egen. Hvordan skulle han opnå frelsen? Og vigtigst af alt: Hvilken rolle skulle han selv spille i dens virkeliggørelse? Det er min overbevisning, at for ethvert menneske lader det svar sig ikke fi nde i nogen bog. Om man gik hele Borges’ bibliotek i Babel igennem, så fandt man det heller ikke der (Borges 1969: 77-86). Vi må fi nde svaret ved at leve livet selv. Og så evt. fi nde et exemplum, et forbillede, vi kan danne os ud fra.

Nu falder det så heldigt ud, at Sløk var en herligt middelmådig teo-log og ditto menneske i øvrigt. Han var ikke nogen original tænker som arvefjenden K.E. Løgstrup, og han var ikke respekteret af de skriftkloge som kollegaen Regin Prenter. Måske kan Sløk bedst sammenlignes med en fattig, ufaglært tømrer med en fraværende far. Men fordi han livet igen-nem var drevet af at løse sit eget livs gåde, og fordi han valgte at gøre sine vaklende og alt for menneskelige forsøg tilgængelige bog for bog, har vi i dag ikke et systematisk stykke teologi, men et konkret eksempel på det, jeg søger. Det er et forsøg fyldt med mangler, pinlige krumspring og hop over gærder, der er alt for lave. Men det er et ærligt forsøg. Og et forsøg,


FORORD

8

hvor Sløk bevæger sig på en knivsæg mellem at overlade frelsen til Gud og selv at orkestrere den. Derfor er denne bog en kommentar til forståelsen af en enkelt skæbnes fortvivlede søgen, en søgen, der bedst kan karakte-riseres som ‘mennesket mellem guddommelig og selvrealiseret frelse’. Og denne søgen vælger jeg at eksemplifi cere ved mennesket Johannes Sløk.

En af de grundlæggende præmisser for bogen er fundet hos Sløk selv. For ham er videnskabens elendighed, at den tror at kunne give en objektiv redegørelse for historiens forløb. Dermed bilder den sig ind, at den har fjernet fi ktionen fra forløbet og således kan fremlægge sagen i dens rene fakticitet. For Sløk en denne forestilling en illusion. I stedet bør man sørge for at få en fortællings elementer klarlagt, granske kilderne og de enkelte personers handlinger. “Hvad der da står tilbage, er at fortælle historien én gang til, hvilket er den historiekyndige fortællers opgave” (GFH: 483).

Jeg har tænkt mig at tage Sløk på ordet. Derfor er denne bog på ingen måde i streng forstand den sandfærdige historie om mennesket Johannes Sløk, og alligevel er det, som Sløk selv skriver et sted, i en dyb betydning af ordet alligevel ‘virkeligt’. Det er mytens fortælling om Johannes Sløk. Det er et alternativ til Sløks egen fortælling. Sløk ville uden tvivl have været provokeret af den fortælling, der nu snart skal til at begynde, og som han af gode grunde ikke kan protestere imod. Men jeg er samtidig overbevist om, at han ville have været svært tilfreds med den særegne interesse, der hermed bliver lagt i hans person. Det afgørende er ikke, hvordan det går i ens historie, som Sløk skriver; det afgørende er, at man bliver en historie. Lykkes det, lykkes man som menneske.

Historien, som den skrider frem i denne bog, falder i tre dele. I første del møder vi den unge Johannes Sløk, der kæmper for at gøre sig en aka-demisk karriere ud af selve sit eget livs gåde. Gennem et opbyggeligt valgs-lægtskab med Nietzsche og Wittgenstein lader jeg Sløk træde sin egen sti i skyggen af denne store tænker for derved at give et gennemtrængende, men også meget anderledes billede af Sløk end det, der hidtil er blevet ud-givet i bogform. Her er det særligt de første tre bøger i Sløks forfatterskab, der tages under behandling. De fungerer som pejlemærke og retningsgiver for Sløks modernistiske opgør med det bestående, det være sig både den borgerlige moral, sproget og religionens gudsbegreb, som når sit klimaks i tiden omkring udgivelsen af Det absurde teater og Jesu forkyndelse.

Anden del omhandler først og fremmest de fi re bøger, som Sløk med nøje beregning og til stor tilfredshed for sig selv afslutter sit professorable


9

FORORD

forfatterskab med, inden han går på pension. Det er igennem disse fi re bø-ger samt i de efterfølgende Erindringsforskydninger, jeg mener, at Sløk når frem til ikke bare én, men to løsninger på gåden; to løsninger, der uløseligt er forbundet med sproget som Guds ord, men så sandelig også som Sløks ord. I anden del vender valgslægtskabet sig, nu ledsaget af Karen Blixen, imod Sløk som korrektiv til en historie, der under Sløks kontrol bevæger sig længere og længere væk fra både aristokratiets dyder og kristendom-mens grundbegreber og mod det, man kunne kalde ‘selvrealiseret frelse’. Her slutter den egentlige fortælling om Johannes Sløk.

Tredje del undersøger således tiden efter Sløk og lægger fokus entydigt på selvrealiseringsprojektet, som det ser ud i dag. Sløk indgår nu selv i valgslægtskab med nyere forskning inden for sociologi og socialpsykologi. Det påvises, at kravet om ‘autentisk selvrealisering’, som også Sløk frem-førte, har ført til udvikling af en social patologi, hvor selvet udmattes af den uendelige søgen efter et autentisk kerneselv. Det bliver klart, hvor vanskeligt det er at følge selvrealiseringens smalle sti, og hvorfor projek-tet ofte ender i enten egocentreret selvbedrag (jegrealisering) eller i selvi-scenesat autenticitet i jagten på at være erhvervslivets ideelle medarbejder (migrealisering). Endelig udforskes forbindelsen mellem det guddomme-lige og det ubevidste for dermed at afklare, om det er muligt at realisere det guddommelige. Jeg forsøger at påvise, at selvom man i dag lokaliserer det guddommelige ubevidste inde i selvet, så er det kun i relation til ‘den Anden’, at mennesket støder på det guddommelige og dermed overhove-det bliver et selv, der kan realiseres.

Jeg skylder til sidst at forklare lidt om tilblivelsesprocessen for denne bog. Under udarbejdelsen af manuskriptet var den oprindelige hensigt, at bo-gen kun skulle bestå af de to første dele. Bogen skulle lukke sig om sig selv, når fortælling om Sløk var ført til ende. Men efterhånden som arbejdet skred frem med læsningen af Sløks fi re afsluttende, narrative værker og den opfølgende selvbiografi , blev jeg gradvist mere urolig. Bogen ville ikke fi nde sin afslutning, fordi Sløk allerede havde gjort kort proces og fundet løsningen selv. Jeg havde forventet, at Sløk havde fastholdt den nådesløse og polemiske stil, han er så berømt og berygtet for, men jeg fandt mig selv forrådt af hans sene alders vilje til magt, hans vilje til selvrealiseret frelse. Denne provokation affødte fl ere spørgsmål end den besvarede og bragte atter erkendelsens kedel i kog. Derfor er sidste del et forsøg på at genåbne


FORORD

10

spørgsmålet om forholdet mellem selvrealisering og frelse. Her træder Sløk selv i baggrunden, og i stedet forsøger jeg at forstå ikke bare personen Sløk, men i bredere forstand det senmoderne menneskes jagt efter at rea-lisere sig selv. Det gøres ud fra dels Kierkegaards teologiske menneskesyn, som Sløk først og fremmest var påvirket af, dels af socialpsykologiens hu-manistiske menneskesyn, som hans samtid i stigende grad forstod sig selv ud fra. Den Sløk-interesserede læser vil derfor muligvis fi nde den sidste del overfl ødig, mens den mere samfundsinteresserede læser muligvis med fordel kan starte her og vende tilbage til første og anden del efterfølgende for at få hele historien med.


11

1. del: Sløk i ørkenen, eller, Det absurdes problem

I ørkenen må fortællingen begynde, thi den er mytisk (GFH: 494).

Biografi en

Johannes Sløk var ved tilfældets lune født ind i en slægt uden sans for store armbevægelser, men i et hjem fyldt med middelklassefrikadeller

og en så almindelig højde til loftet, at der lige akkurat var plads til en lille, socialdemokratisk og småborgerlig Gud, der kun lod høre fra sig i kedelige katekismer (M&G: 44-45). Men da Sløk er blot 10 år gammel, dør fade-ren pludseligt, hvilket ryster den lille dreng så meget i hans grundvold, at han herefter er drevet af et forsøg på at løse denne gåde: Kontrasten mel-lem livet med den hyggegud, han er vokset op med, og den tragedie, der som fra en anden virkelighed slår nådesløst ned i Sløks liv. Det driver Sløk til en livslang søgen efter Gud, der uomgængeligt må ende i en tofronts-krig mod Gud. På den ene side skulle den folkekirkelige Gud skaffes af vejen, den Gud, der efterhånden gav ham eksem på sjælen. På den anden side skulle selv samme sjæl beredes på, at den autentiske Gud, den skæb-nesvangre Gud, åndsaristokratiets Gud, når som helst kunne slå enten nådesløst eller nådesrigt ned og igen ændre Sløks liv radikalt.

For hvad er det for en Gud, man må vende sig mod for at opnå frelse? Ja, i Sløks tilfælde er det den sidste Gud, der skal frelse Sløk fra den første.


1. DEL: SLØK I ØRKENEN, ELLER, DET ABSURDES PROBLEM

12

Men hvorledes skal det komme i stand, når den sidste Gud tilsyneladende aldrig lader høre fra sig? Skal man så blot sætte sig ned og vente? Eller skal man falde for fristelsen og enten digte Gud eller sin egen frelse selv?

Det er i denne søgen, at Sløks forfatterskab bliver til. Han indgår en aftale med Gud om, at hvis han vier sit liv til at fi nde ham, så må Gud sørge for resten (M&G: 82-83). De bøger, Sløk udgiver, deler sig derfor i to parallelle forfatterskaber. Det ene er primært bestillingsarbejde. Det er venstrehåndsarbejde, skrevet til ære for den akademiske verden og til gavn for familiens daglige brød. Det andet er så at sige dedikeret til Gud. Det kan ofte være svært at afgøre, om en bog hører til det ene eller det an-det forfatterskab, for i udgangspunktet formidler han udelukkende for sin egen skyld (M&G: 163). Bøgerne kan læses som enkeltstående bind i et samlet værk, der tilsammen befæster aftalen med Gud, en slags foreløbig opgørelse over, hvor langt Sløk er nået i sin søgen efter Gud. Ligeledes kan det være svært at afgøre, om det egentlig er Sløk selv, eller hvem han nu måtte skrive en bog om, der virkelig taler. Det ser man bl.a. i Sløks Erin-dringsforskydninger, hvor han om en af sine Kierkegaard-bøger skriver: “Jeg gjorde i denne bog, hvad jeg gjorde mange gange siden; jeg dækkede mig bag en af de store afdøde. Jeg fi k Kierkegaard til at sige det, jeg selv ønskede sagt” (M&G: 146).1

Der er mange gode grunde til at forholde sig kritisk over for en bio-grafi sk læsning af en forfatter. Da Sløk imidlertid så tydeligt og så talrigt har påpeget det uadskillelige i det personlige og det faglige projekt, eller at han gjorde sin personlige søgen til sit borgerlige hverv, mener jeg ikke blot, at det berettiger en biografi sk læsning, men at det ligefrem er nøglen til forfatterskabet i tilfældet Johannes Sløk. Når jeg i det følgende kæder min argumentation sammen med Sløks egen person, er det derfor ikke udtryk for akademisk afmagt, men netop en anerkendelse af forfatterskabets ind-byggede afgrænsning. Som eksistensfi losof er det Sløks ufravigelige poin-te, at intet menneske kan overtage en løsning, der er resultatet af et andet menneskes levede liv. Den visdom, som Sløk nåede frem til bog for bog, er uløseligt knyttet til og begrænset til Sløk selv. Det er ifølge Sløk ikke alene en umulighed at overtage hans erkendelser uden selv at gennemleve dem; det er tillige en sjofl ing af hans bedrift, hvis man gjorde det alligevel. Kun Sløk kan kædes sammen med denne konkrete aftale med Gud, og

1 Se også M&G: 116, 152, 164, 193, 195, 200.


13

BIOGRAFIEN

derfor er det omvendt også en misforståelse at tro, at man kan forstå dette projekt, som Sløks forfatterskab er, uden Sløk selv.

Med sin bog Mennesket er en misforståelse har Sløk-eleven Kjeld Holm bevist styrken ved en sådan biografi sk læsning af Sløk. Men ved nærlæs-ning opdager man, at bogen lider af en umådeholden beundring og ofte ukritisk tilgang, som Holm er bevidst om, men som han ikke desto min-dre ikke kan sætte sig ud over. Holm fortæller, hvorledes han er kommet i besiddelse af Sløks udgave af Kierkegaards samlede værker, og at Sløks noter heri er uvurderlige i en biografi sk læsning. Holm skriver: “Når jeg slår op i netop Kjerlighedens Gjerninger, møder jeg omgående hans sigende understregninger. “Kjerlighedens skjulte Liv og dets Kjendelighed paa frugterne” hedder det første afsnit. “Kjerlighedens skjulte liv” er under-streget, og omkring “skjulte” er der sat en cirkel. Hvorfor er kærligheden skjult? Eller hvad mener Kierkegaard med det? kan jeg høre Bo2 spørge både Kierkegaard og sig selv” (Holm 2007: 74).

For Holm er disse noter en guldgrube til Sløks læsning af Kierkegaard. Men Holm er jo i gang med at skrive en biografi om Sløk. Ergo må det in-teressante være, hvad noterne siger om Sløk, men her stopper Holms egen læsning af Sløk. I stedet kunne han have stillet det oplagte spørgsmål, om ikke Sløk med sin cirkel omkring ordet ‘skjult’ netop undgår at fokusere på kærlighedens frugter. Og da Sløk netop forsøger at få Kierkegaard til at sige det, han selv mener, om det så ikke har været sådan i Sløks liv, at det ikke så meget var kærlighedens frugter, altså Sløks kærlighed til sin kone og sine børn, der var i fokus, men Sløks forsøg på at udgrunde det uudgrundelige, altså Sløks eget skjulte liv i bøgerne.

Forhåbentlig illustrerer dette en biografi sk kortslutning, som jeg i det følgende ikke vil forsøge at efterligne. Skal man læse Sløk biografi sk, skal det ikke være for at fremhæve hans fortræffelighed, men fordi Sløks forfat-terskab i eminent grad kun lader sig læse biografi sk. Eller sagt på en anden

2 Sløk blev blandt nære venner kaldt Bo.



14

måde: Sløks forfatterskab skal læses biografi sk, fordi Sløk ikke valgte at adskille dagbogsnotater og udgivelser, men netop gjorde dem til ét fælles projekt. En pointe, jeg vil vende tilbage til i forbindelse med Wittgenstein.

Valgslægtskabet

Som antydet voksede Sløk op i en borgerlig familie, han ikke havde meget tilovers for: “I april 1916 blev jeg placeret på Frederiksvej hos den etable-rede familie Sløk som en forsinket overfl ødighed” (M&G: 31). Selv følte han et større slægtskab med de døde, der lå på kirkegården neden for vinduet. “Men jeg forstod lærdommen; det er ikke i løben rundt og ageren og travlhed og entreprenant foretagsomhed, man fi nder livet, det virkelige liv; det er i tavshed og stilhed, i intet at gøre, men kun at vente, også selv om man ikke ganske tydeligt véd, hvad det er, man venter” (M&G: 34). Og det blev netop hos de døde, Sløk fandt sit slægtskab; ikke det slægt-skab, han vilkårligt var blevet født ind i, men det valgslægtskab, som man med Goethes udtryk selv vælger (Goethe 1999). Sløk valgte de døde. De store forfattere. Den skjulte kærlighed i bøgerne.

Her kan vi igen drage nytte af uddraget fra Holm, for det illustrerer noget fundamentalt i Sløks forståelse af sig selv og verden. Sløk så sig selv som en fi asko i denne verden, som et utilpasset individ i evigt misforhold til verden, som en svensknøgle i et nøglehul. For Sløk forekom verden ham falsk og uvirkelig som det papteater, han som barn legede med. Han kan derfor både konkludere, at den virkelige virkelighed ikke er denne verden, og at han derfor heller ikke hører til i denne verden men i de store tæn-keres verden. De forstår ham. Og han forstår dem. Og derfor bliver hans kilde til indsigt ikke menneskene omkring ham eller fænomenerne i ver-den, nej, det bliver et skjult valgslægtskab af udødelige tænkere fra Platon og frem. Men ikke for langt frem. I Sløks tilfælde skal de tilsyneladende helst være døde. Han skal selv kunne formulere deres modsvar. Sløk havde aldrig meget til overs for samtalen.

Sløks valgslægtskab kommer derfor eksplicit til at bestå af især Pla-ton, Shakespeare, Pico, Cusanus og først og fremmest Kierkegaard. Det er alle tænkere, som han skriver bøger om og refererer til i størstedelen af sit forfatterskab. Når jeg i det følgende lader valgslægtskabet bestå af


15

VALGSLÆGTSKABET

fi losofferne Friedrich Nietzsche og Ludwig Wittgenstein, bliver det i en blanding af Goethes og Webers brug af ordet. Webers begreb indebærer to historiske strømninger, der tilsyneladende ikke berører hinanden, men som dog opretholder hinanden i en dialektisk spænding ( Weber 2003: 321-357). Påvirkningen er ikke kausal eller kronologisk, men parallel. Jeg vil i det følgende overføre denne tankegang på de historiske personer, såle-des at Wittgenstein, Nietzsche og Sløk gensidigt underbygger hinandens argumenter som præmisser. I Det religiøse sprog bruger Sløk selv udtrykket ‘hjemmelsmænd’ (DRS: 222ff.). Sløk skriver retorisk, at ingen vel kan fortænke ham i kynisk at håndplukke dem, han bedst kan anvende til sit eget projekt. Vil læseren have det hele med, må han selv gå til kilden. Formålet med valgslægtskabet er således at danne en dobbeltbinding fra Nietzsche og Wittgenstein frem til Sløk. I den første binding vil de blive brugt som konstruktive samtalepartnere: Om end sparsomt, så nævner Sløk dem begge i sine Erindringsforskydninger. De har uden tvivl haft stor indfl ydelse på Sløk selv, og derfor kan vi som læsere også bruge dem til at klarlægge passager, hvor Sløk har været mere uklar end sine inspirati-onskilder. I den anden binding vil de blive brugt som kritiske korrektiver: Fordi Sløk aldrig godtog hele sin hjemmelsmands univers, men blot lånte, hvad han havde brug for, til sit personlige projekt – endda ofte formuleret mere radikalt end kilden – så opstår der huller i Sløks argumentation, som kan afsløres ved at lade valgslægtskabet kritisere Sløks forsimpling.

Webers metode var et opgør med en ensrettet, positivistisk historie-skrivning meget lig den idéhistorie, Sløk praktiserede, hvorfor Weber med rette også kunne indskrives i valgslægtskabet. Når jeg begrænser mig til de to førstnævnte, er det, fordi de på den mest afgørende vis udgør et valgslægtskab med Sløk på tre punkter: 1) Gud og frelsen, 2) sproget og 3) stilen. Læser man sig ind i Sløks forfatterskab, vil man opdage, at disse tre punkter hver især er sammenfaldende med helt afgørende træk i Sløks første tre bøger: I Sløks første bog, Forsynstanken, fra 1947 er det centrale tema Gud og frelsen. I Sløks anden bog, Die Formbildung der Sprache und die Kategori der Verkündigung, fra 1951 er det opdagelsen af sprogets afgørende betydning for forståelsen. Og endelig i Sløks tredje bog, Die Antropologie Kierkegaards, fra 1954 er det den stil, hvormed bogen skrives, der er det afgørende nybrud. Jeg vil i det følgende udlægge hvert af de tre punkter som et biografi sk og fagligt udgangspunkt hos Sløk for her-efter at vise, hvordan de samme fællespunker kan fi ndes som paralleller



16

i valg slægtskabet hos både Wittgenstein og Nietzsche. Jeg vender derfor ikke opsummerende tilbage til Sløk efter hvert punkt, men ønsker alene at påvise valgslægtskabet. Derved skulle det gerne blive klart, at de tre tænkere kan læses ind i et frugtbart valgslægtskab, hvor de tre fællestræk kan brydes som lyset i et prisme til fordel for beskueren.

Gud og frelsen

Det første fællesskab, jeg vil påvise, er temaet Gud og frelsen, der for alle tre tænkere tager udgangspunkt i en fælles undren over, at det ikke er Guds nærvær, de erfarer, men Guds fravær. Sløk formulerer det på denne måde: “Gud burde være der, men han er der ikke, og mit udgangspunkt er derfor egentlig Guds gådefulde fravær” (M&G: 11). Da Sløk afl everer sin disputats om Forsynstanken, er det derfor med livet som indsats for at få Gud ind i menneskets liv igen. Ifølge Sløk blev Gud bortvist af det moderne menneske, fordi forsynsdogmet med tiden stivnede og blev først meningsløst og dernæst forargeligt. Forestillingen om en forudbestemt frelse for de udvalgte er uforenelig med et videnskabeligt verdenssyn, og derfor affejer det moderne menneske ikke alene dogmets gyldighed, men også Guds mulighed (FT: 11). For Sløk er opgøret med forsynet først og fremmest et opgør mod fatalismen. Tænkt ud fra et dogmatisk-fi losofi sk, altså akademisk, udgangspunkt ender forsynet uundgåeligt i en determi-nistisk soteriologi (dvs. frelseslære), der kun lader sig gøre i et panteistisk perspektiv. Og tænkt ud fra lægmands helt umiddelbare forståelse af be-grebet ender man tilsvarende i en modløs opgivelse over mangel på fri vilje til selv at kunne påvirke sit eget liv. For både akademiker og lægmand bliver tanken om et guddommeligt forsyn derfor udtryk for et fatalt nej til livet som sådan. I stedet insisterer Sløk (gennem Kierkegaard) på, at ideen om Guds forsyn netop skal forstås radikalt modsat af, hvad det intuitivt betyder, for derved at give Gud magten i nuet tilbage. Gud har ikke forud-bestemt historiens gang, men er i strengeste forstand kun til i samtidighe-dens præsentiske nu. Gud griber netop ind i historien og har ikke trukket sig tilbage og overladt verden til mekanisk videreførelse. Spørgsmålet er derfor blot, hvor det enkelte menneske kan møde Gud, for han lader tilsy-neladende ikke høre fra sig, og dermed er frelsen stadig umuliggjort. I sine Erindringsforskydninger beskriver Sløk det således: “Kun ét udmærker ham [den kristne]: han har en aftale, og han kan i al sin fortabthed ikke redde


17

VALGSLÆGTSKABET

sig på nogen anden måde end ved at holde ud i og fast ved den aftale. Og det skønt aftalens anden og dominerende og frelsende part – tilsynela-dende – ikke holder sin del. For denne Godot, som der ventes på, kom-mer aldrig, sender bestandigt afbud, er overhovedet kun til i sit fravær” (M&G: 15). Sløks opgør med forsynstanken er et oprør mod den kristne soteriologi. Findes frelsen, fi ndes den kun som menneskets eget projekt med at blive sig selv. Men det er et projekt, der aldrig er løsrevet fra Gud. Og det er paradokset. Gud er kun til i sit fravær, som den, man sætter sin lid til, som den, der forventes at gribe frelsende ind i sin umådelige kærlig-hed. Men Gud frelser ikke. Og Gud griber ikke ind. Men det er ikke fordi, Gud ikke er, men fordi han mangler. Han burde være der, men er der ikke. Fordi Gud netop forventes at være der, starter mennesket sin søgen efter Gud og får derved muligheden for at foretage den transcendens, der skal til for at fi nde sig selv. Den forløsning, der opnås i at fi nde sig selv ved at række ud over sig selv, er altså afhængig af den Gud, der kun fi ndes i sin vældige egenskab af ikke at være der. Skandalen består i, at man som men-neske har ventet passivt på, at Gud indfriede sin del af aftalen, og dermed gik livet, man nåede aldrig at give møde i nuet over for Gud, og netop derfor, fordi man ventede passivt, gik man glip af sig selv som menneske. Og deri består den virkelige fortabelse (FT: 69-111; Sløk 1948: 4-5).

Det er derfor vigtigt at holde sig for øje, at selvom Sløk således gør det at vente til kardinaldyden, så ligner han Ninka Ninus på det punkt, at han aldrig venter på, at noget kommer til ham, men går altid selv ud og henter det. Og derfor indtræffer der i sidste del af disputatsen en interessant slut-ning i Sløks argumentation, som han henter fra Kierkegaard. Logikken lyder: For at bede må der være et selv, og der må være en mulighed. Det, at Guds vilje er det mulige, gør, at mennesket kan bede. Der sluttes altså ikke fra Guds eksistens til bønnens mulighed, men omvendt, subjektivt, fra bønnens realitet til Guds væsen. Ikke hvis, men når bønnen er mulig, må Guds handlen være den absolutte frihed; så må man fastholde, at “Gud er det, at Alt er muligt” (FT: 134-136; SKS 11, 153-157).

I 1947 er Sløk i første omgang blot interesseret i igen at få gjort Gud til en reel mulighed for mennesket (primært sig selv). Spørgsmålet om frelsens mulighed har stadig udelukkende eksistentiel karakter, men som jeg skal vise, ændrer det senere karakter i det narrative.

Hvor Sløk eksplicit gør sin personlige og eksistentielle søgen lig sin faglige, adskiller Wittgenstein det meget stringent. Først efter at Witt-


141

Litteratur

Adorno, Theodor W.:2008: Egentlighedens jargon. Om den tyske ideologi. Skive, Det lille forlag.

Andersen og Riis:2002: “Religionen bliver privat” i Gundelach, Peter (red.): Danskernes vær- dier 1981-1999. København, Hans Reitzel.

Augustin:1998: Augustins bekendelser. København, Sankt Ansgars Forlag.

Bailly, Lionel:2009: Lacan. A Beginner’s Guide. Oxford, Oneworld Publications.

Berger, Peter L.:1974: Religion, samfund og virkelighed. København, Lindhardt og Ringhof.

Bjerg, Svend:1989: Karen Blixens teologi. Viborg, Forlaget Anis.1994: Århusteologerne. Viborg, Lindhardt og Ringhof.

Blixen, Karen:1957: Sidste fortællinger. København, Gyldendal.1963: Ehrengard. København, Gyldendal.1965: Essays. København, Gyldendal.

Borges, Jorge Luis:1969: Fiktioner. Århus, Rhodos.

Bovbjerg, Kirsten Marie:2003: “Kaldet til selvrealisering – mod en ny arbejdsetik” i Distinktion. Nr. 7.

Brinkmann, Svend:2005: Selvrealisering – kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur. Randers, Forlaget Klim.2008: Identitet. Randers, Forlaget Klim.


LITTERATUR

142

Bultmann, Rudolf:1964: Glauben und Verstehen. Gesammelte Aufsätze. Erster Band. Tübingen, Mohr/Siebeck.

Crone, Manni:2002: “Autenticitet og kritisk sprogfællesskab hos Charles Taylor” i Dansk Sociologi, nr. 4.

Dalsgaard, Matias Møl:2012: Det protestanteiske selv. Kravet om autenticitet i Kierkegaards tænkning. Frederiksberg, Forlaget Anis.

Durkheim, Émile:1975: “Concerning the Defi nition of Religious Phenomena” i Pickering, W.S.F.: Durkheim on Religion: A Selection of Readings with Bibliogra- phies. London, Routledge & Kegan Paul.1995: The Elementary Forms of Religious Life. New York, The Free Press,.

Ehrenberg, Alain:2010: Det udmattede selv. Depression og samfund. København, Informations Forlag.

Engberg, Charlotte: 2006: “Viljen til skæbne” i Böwadt, Pia Rose og Ole Morsing (red.): Skæbne, magt og vilje. København, Forlaget Anis.

Foucault, Michel: 1984: “On the Genealogy of Ethics” i Rabinow, P.: The Foucault Reader. London, Penguin.

Fraser, Giles:2002: Redeeming Nietzsche. On the Piety of Unbelief. London, Routledge.

Garff, Joakim:2008: “Dannelse, identitetsdannelse og dannelseskritik” i Garff, Joakim (red.): At komme til sig selv. Gylling, Gads Forlag.

Gadamer, Hans-Georg:2004: Sandhed og metode. Viborg, Systime Adademic.

Glebe-Møller, Jens og Peter Westergaard:1993: Ludwig Wittgenstein. København, Forlaget Anis.

Goethe, Johann Wolfgang von:1999: Valgslægtskaberne. Viborg, Gyldendal.

Grane, Leif:1964: Pierre Abélard. Filosofi og Kristendom i Middelalderen. København, Gyldendal.


143

LITTERATUR

Gravgaard, Hanne:2007: Kære Hanne. Kærlighedsbreve fra Johannes Sløk. Egå, Forlaget Ådalen.

Grimm, Ruediger H.:1977: Nietzsche’s Theory of Knowledge. Berlin, Walter de Gruyter.

Grundlehner, P.: 1968: The Poetry of Friedrich Nietzsche. Oxford, Oxford University Press.

Grønbech, Vilhelm:1925: Mystikere i Europa og Indien. Første del. København, Povl Branners Forlag.

Gullestad, Siri Erika og Bjørn Killingmo:2007: Underteksten – Psykoanalytisk Terapi i Praksis. København, Akademisk forlag.

Hansen, Bent Smidt: 1982: “I begyndelsen var ordet…” i Religionsvidenskabeligt tidsskrift. Nr. 1. Århus, Århus Universitet.

Hansen, Hanne Uhre:2008: Fortælling – En guddommelig komedie. Specialeafhandling ved Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.

Hass, Jørgen:2002: Illusionens fi losofi . København, Nyt Nordisk Forlag.

Hauge, Hans:1995: Den litterære vending. Viborg, Modtryk.

Heelas, Paul:1996: The New Age Movement: The Celebration of the Self and the Sacraliza- tion of Modernity. Oxford, Blackwell.

Heidegger, Martin:2007: Væren og tid. Randers, Forlaget Klim.

Holm, Kjeld:1986: “Lidenskab og sprog” i Holm, Kjeld og Jan Lindhardt (red.): Sprogets mesterskab. Århus, Centrum.2007: Mennesket er en misforståelse. Gylling, Rosinante.

Honneth, Axel: 2004: “Organized Self-Realization” i European Journal of Social Theory. 7(4).2005: “Organiseret selvrealisering – individualiseringens paradokser” i Wil- lig, Rasmus og Marie Østergaard: Sociale patologier. Gylling, Hans Reitzels Forlag.


LITTERATUR

144

Husted, Jørgen:1999: Wilhelms brev: Det etiske ifølge Kierkegaard. København, Gyldendal.

Huxley, Aldous:1986: Fagre nye verden. København, Aschehoug.

Jensen, Jørgen I.:2006: Jeg-automaten. Århus, Aros Forlag.

Kemp, Peter:1995: Tid og fortælling. Introduktion til Paul Ricoeur. Århus, Århus Universi- tetsforlag.2007: “Den religiøse lidenskab” i Sandbeck (red.): Mig og evigheden. Fre- deriksberg, Forlaget Anis.

Karlsen, Mads Peter: 2009: “Psykoanalysen som erstatningsreligion?” i Karlsen, Mads Peter og Lars Sandbeck (red.): Religionskritik efter Guds død. København, For- laget Anis.2011: “Krop og psykoteologi – menneskets traumatiske overskud” i Nielsen, Kirsten Busch og Johannes Stubbe Teglbjærg (red): Kroppens teologi – Teologiens krop. Frederiksberg, Forlaget Anis.

Kierkegaard, Søren Aabye:1997f: Søren Kierkegaards Skrifter. Cappelørn, Niels Jørgen et al. København, Gad [SKS].

Kristensen, Henrik og Jens Viggo Nielsen:2006: “Interview med Johannes Sløk” i Amdisen, Paw Hedegaard m.fl . (red.): Et mennekse lades ikke i ro – facetter af Johannes Sløks forfatterskab. Aarhus, Aarhus Universitetsforlag.

Krogsdal, Iben: 2007: “NLP: Det selvstyrende menneske?” i Totem – Tidsskrift for Afdelingen for religionsvidenskab, nr 19.2009: Det senmoderne menneske mellem magt og afmagt – NLP og bearbejd- ningen af det ubevidste menneske i autenticitetens tidsalder. Ph.d.- afhandling ved Det Teologiske Fakultet, Århus Universitet.

Lacan, Jacques:2004: Psykoanalysens fi re grundbegreber. Højbjerg, Forlaget Politisk Revy.

Laursen, Erik: 2011: “George Herbert Mead – selvets sociale genese” i Anders Petersen (red.): Selvet – Sociologiske perspektiver. København, Hans Reitzels Forlag.


145

LITTERATUR

Lindhardt, Jan:2002: Johannes Sløk. Modernismens teolog. København, Forlaget Anis

Lindhardt, P.G.:1954: Religion og evangelium. København, Hans Reitzels Forlag.

Løgstrup, K.E.:1999: Den etiske fordring. Haslev, Nordisk Forlag.

McAdams, Dan P.:1996: “Personality, Modernity, and the Storied Self: A Contemporary Fra- mework for Studying Persons”. Psychological Inquiry, 7:4.

Mead, George Herbert:2005: Sindet, Selvet og Samfundet. København, Akademisk Forlag

Milne, A.A.:1991: Peter Plys og hans venner. Haslev, Gyldendal.

Nietzsche, Friedrich:1946: Visdom. Aforismer. Indledning og oversættelse af P.E. Seeberg. Køben- havn, Steen Hasselbalchs Forlag.1967: Werke in drei Bänden I-III. München, Hanser Verlag.1994: Antikrist. København, Hans Reitzels Forlag.1995: “Om sandhed og løgn i udenommoralsk betydning” i Henningsen, Niels: Den unge Nietzsches lidelser. Gylling, Hovedland.1996: Tragediens fødsel. Oversættelse, indledning og noter ved Isak Winkel Holm. København, Gyldendal.1997: Den muntre videnskab. Frederiksberg, Det lille forlag.1999a: Afgudernes ragnarok. På dansk og med forord af Jens Erik Kristensen og Lars-Henrik Schmidt. Haslev, Gyldendal.1999b: Ecce Homo. Frederiksberg, Det lille forlag.2002: Moralens oprindelse. Frederiksberg, Det lille forlag.2003: Således talte Zarathustra. Frederiksberg, Det lille forlag.

Orwell, George:1989: Nineteen Eighty-four. London, Penguin Books.

Pedersen, Else Marie Wiberg:2008: Bernhard af Clairvaux. Teolog eller mystiker? Frederiksberg, Forlaget Anis.

Petersen, Anders:2005: “Depression – selvets utilstrækkelighedspatologi” i Willig, Rasmus og Marie Østergaard (red.): Sociale patologier. Gylling, Hans Reitzels Forlag.

Raffnsøe, Sverre:1998: Filosofi sk æstetik. København, Museum Tusculanums Forlag.


LITTERATUR

146

Rigtrup, Diana:2007: Wittgenstein mellem tro og tvivl. København, Forlaget Anis.

Rogers, Carl R. og Barre Stevens:1967: Person to Person: The Problem of Being Human; A New Trend in Psycho- logy. Walnut Creek, CA, Real People Press.

Rose, Nikolas:1999: Governing the Soul. The Shaping of the Private Self. 2nd edition. Lon- don, Free Association Books.

Rösing, Lilian Munk:2007: Autoritetens genkomst. København, Tiderne skifter.

Sandbeck, Lars:2006: Fantasiens Gud. København, Forlaget Anis.2007: “Gud, mennesket og verden. Sløks metafysik fra absurd teater til fortalt historie” i Sandbeck, Lars (red.): Mig og evigheden. Frederiks- berg, Forlaget Anis.

Sartre, Jean-Paul:1995: Fordømt til frihed. Frederiksberg, Det lille forlag.

Schuster, Benny Grey:1986: “Nominalismen er død! »Nominalismen« længe leve?” i Holm, Kjeld og Jan Lindhardt (red.): Sprogets mesterskab. Århus, Centrum.

Senge, Peter:1999: Den femte disciplin. Den lærende organisations teori og praksis. Århus, Forlaget Klim.

Sløk, Johannes:1947: Forsynstanken. Hjørring, Expres-trykkeriets Forlag [FT].1948: “Existensfi losofi ens Sag” i Stud.Theol. København, 1948. Årg. 10, nr. 1.1959: Kristen moral før og nu. København, Hans Reitzels Forlag [KM].1961: Søren Kierkegaard. København, G.E.C. Gads Forlag [SK].1966: Eksistentialisme. København, Berlingske Forlag [E].1968: Det absurde teater og Jesu forkyndelse. København, Gyldendal [DAT].1978: Kierkegaard – humanismens tænker. København, Hans Reitzel [KHT].1986: Mig og Godot. Erindringsforskydninger. Gylling, Centrum [M&G].1988: Herre – Giv mig mere vantro!. Viby, Centrum [HGV.]1989: Det her samfund!. Viby, Centrum [DHS].1999a: “Teologiens elendighed” (1979) [TE] i Sløk, Johannes: Guds fortæl- ling – Menneskets historie. Viborg, Centrum.1999b: “Det religiøse sprog” (1981) [DRS] i Sløk, Johannes: Guds fortælling – Menneskets historie. Viborg, Centrum.


147

LITTERATUR

1999c: “Den kristne forkyndelse” (1983) [DKF] i Sløk, Johannes: Guds fortælling – Menneskets historie. Viborg, Centrum.1999d: “Da Gud fortalte en historie” (1985) [GFH] i Sløk, Johannes: Guds fortælling – Menneskets historie. Viborg, Centrum.

Stegmaier, Werner:2000/2001: “Nietzsche’s Theology: Perspectives for God, Faith, and Justice” i New Nietzsche Studies 4 (3/4).

Söderquist, K. Brian:2010: “At digte sig selv” i At være sig selv nærværende. Festskrift for Niels Jørgen Cappelørn. Viborg, Kristeligt Dagblads Forlag.

Søltoft, Pia:2007: “Enten – Eller” i Olesen, Tonny Aagaard og Pia Søltoft (red.): Den udødelige. Kierkegaard læst værk for værk. København, C.A. Reitzels Forlag.

Taylor, Charles:1989: Sources of the Self. The Making of the Modern Identity. Cambridge, Harvard University Press.2002: Modernitetens Ubehag – Autenticitetens Etik. Århus, Forlaget Philosophia.

Thielst, Peter:2005: At realisere sig selv. Kritik af det omsiggribende selvbedrag. Frederiks- berg, Det lille forlag.

Thomsen, Hans Jørgen:2004: Johannes Sløk. Viborg, Forlaget Modtryk.

Tuxen, Poul m.fl . (red.):1952: Verdensreligionernes hovedværker. Bind 6. Bhagavadgita. København, Nordisk Forlag.

Tønnesvang, Jan:2005: “Selvrealisering som bipolart fænomen” i Brinkmann, Svend & Ceci- lie Eriksen (red.): Selvrealisering – kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur. Randers, Forlaget Klim.

Tybjerg, Tove:2010: Religionsforskning før og nu. København, Gyldendal.

Tynell, Jesper :2002 : “»Det er min egen skyld« – nyliberale styringsrationaler inden for Human Ressource Management” i Tidsskrift for Arbejdsliv. Nr. 2.

Vitz, Paul C. :1994: Psychology as Religion. The Cult of Self-Worship. 2nd ed. Wm. B. Eerd- mans Publishing Co., Carlisle.


LITTERATUR

148

Weber, Max:2001: Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. København, Nansensgade Antikvariat.2003: Udvalgte tekster. Bind 1. København, Hans Reitzels Forlag.

Westergaard, Peter K.:2009: Nietzsche. “... fra 1888, som år et ...”. Aalborg, Aalborg Universitetsforlag.

Willig, Rasmus:2005: “Selvrealiseringsoptioner – vor tids fordring om anerkendelse” i Wil- lig, Rasmus og Marie Østergaard: Sociale patologier. Gylling, Hans Reitzels Forlag.

Wittgenstein, Ludwig:1971: Filosofi ske undersøgelser. København, Munksgaard.1993: Tractatus Logico-Philosophicus. København, Gyldendal.

Wiwe, Carl Frederik: 1988: “Johannes Sløk” i Præsteforeningens blad. Nr. 22.

Zeuten, Louise E.: 1998: “Dionysos ler stadig” i Spring. Nr. 12. Silkeborg, Forlaget Spring.

Žižek, Slavoj:2001: Det skrøbelige absolutte – eller hvorfor den kristne arv er værd at kæmpe for? Gylling, Gyldendal.2010: “A Meditation on Michaelangelo’s Christ on the Cross” i Milbank, John et al (ed.): Paul’s New Moment. Grand Rapids, Brazos Press.

Supplerende medierCohen, Leonard:

1994: Live in Concert. Sony.

DR: 1988: Eksistens: Hvad er vort liv for noget. Danmarks Radio. 28. august.

Jørgensen, C.V:2002: Fraklip fra det fjerne. Sony.

Leth, Jørgen: “Jeg er levende – Søren Ulrik Thomsen, digter (1999)” i 2008: Jørgen Leth Collection. Nr. 27. Det Danske Filminstitut.

Monty Python’s Flying Circus:1979: Life of Brian. Cinema International.

Scorsese, Martin:1988: The Last Temptation of Christ. Universal Pictures.


149

Navneregister

AAdorno, Th. 31Augustin 24, 55, 84,

118

BBerger, Peter L. 63Bjerg, Svend 21, 64, 70Blixen, Karen 9, 66, 68,

69, 70, 71, 72, 73, 99Borges, Jorge Luis 7Bovbjerg, Kirsten Marie

112, 121Brinkmann, Svend 83,

84, 88, 90, 92, 94, 104, 105, 109, 123

Bultmann, R. 44, 47

CCohen, Leonard 62Cusanus 14, 38, 40

DDurkheim, Emile 122,

123, 124

FFoucault, Michel 108,

109, 110, 112, 116, 117, 119

Fraser, Giles 19, 20, 24, 28, 72

GGadamer, Hans-Georg

47Garff, Joakim 86, 113Goethe, Johann Wolf-

gang von 14Gravgaard, Hanne 33,

44, 130, 131Grundlehner, P. 20

HHansen, Hanne Uhre

68, 71Hauge, Hans 64Heelas, Paul 123Heidegger, Martin 29,

30, 39, 44, 47, 117Holm, Kjeld 13, 14,

25, 29, 33, 43, 45, 57, 74

Honneth, Axel 89, 98, 104, 115

Husted, Jørgen 90Huxleys, Aldous 107

JJensen, Jørgen I. 89, 99Jørgensen, C.V. 57

KKarlsen, Mads Peter

116, 117, 118Kemp, Peter 40, 50, 65

Kierkegaard, Søren 10, 12, 13, 14, 16, 17, 18, 21, 25, 26, 33, 40, 41, 42, 45, 50, 57, 73, 74, 81, 84, 85, 86, 89, 93, 96, 97, 98, 100, 101, 113, 114, 115, 116, 125, 126, 131, 132, 133, 134

Krogsdal, Iben 119

LLacan, Jacques 53, 54,

55, 126, 127, 128Leth, Jørgen 54Lindhardt, P.G. 29, 33Løgstrup, K.E. 7, 21,

33, 94, 95

MMcAdams, Dan P. 96,

97

NNietzsche, Friedrich 8,

15, 16, 19, 20, 22, 23, 24, 26, 27, 28, 30, 31, 34, 35, 38, 40, 55, 56, 62, 66, 67, 68, 70, 71, 72, 73, 74, 80, 89, 109, 120

Ninka Ninus 17, 54

OOrwell, George 67


NAVNEREGISTER

150

PPeter Plyds 54Petersen, Anders 104,

106Pico 14Platon 14, 35Prenter, Regin 7, 21

RRaffnsøe, Sverre 56Rigtrup, Diana 18, 19,

22, 26, 51, 53, 72Rogers, Carl R. 124Rose, Nikolas 109, 110Rösing, Lilian Munk

127, 128

SSandbeck, Lars 31, 47,

52, 65, 74Sartre, Jean-Paul 20,

100Scorsese, Martin 36Senge, Peter 110Shakespeare, W. 14, 59,

69, 76Sløk, Dorthe 33, 44,

45, 46, 130, 131Søltoft, Pia 58

TTaylor, Charles 88, 92,

93, 96Thielst, Peter 100, 101Thomsen, Hans Jørgen

25, 40, 46

Thomsen, Søren Ulrik 54

Tynell, Jesper 111, 112, 114, 115

VVitz, Paul C. 119

WWeber, Max 15, 73,

110, 115, 121, 123, 137

Westergaard, Peter 28, 67

Willig, Rasmus 91Wittgenstein, Ludwig

8, 14, 15, 16, 17, 18, 19, 21, 22, 25, 26, 28, 41, 50, 51, 52, 68, 72, 73, 80

ZŽižek, Slavoj 80, 127,

128, 129, 134


Documents

Selvrealiseret frelse