NO

VE

MB

ER

201

3

“Er det mere værd at gå i bio-grafen end at sidde derhjemme og spise et æble?”

Teitur

REAKTION

6 SDU Fitness kæmper med tomme lokaler

8 Gør andre glade og fake overskud med DSB

UNIVERSITET

9 Når far går i skole

12 Bladkultur: Helvedes forgård

14 Du er, hvor du bor

VALG

16 Valg på SDU ’13

18 Valgmåned: Må man vælge ikke at vælge?

20 Hvad ville I gøre, hvis I var rektorer for en dag?

22 Byråd by night

24 Kommunalvalget: Lokalpolitikken er en usexet midaldrende mand

SAMFUND

26 Portræt af Teitur: Når tiden tikker

30 Livslinjen. Når hverdagen bliver for meget

32 Fotoreportage: Mellem kunst og computerspil

36 Folk med fobier bliver fejlbehandlede

TUMULT

38 Manden der gik bananas

40 Traditionen Tro: Gåsen, der blev til en and

41 Månedens novelle: Mus

42 Kalender

INDHOLD 6

9

26

38

RUSTREAKTION

2

Nr. 7 – 2013

LINKOBAN I KULTURMASKINENFredag den 29.november, 2013, kl. 21

Forsalg: 100 kr. / 80 kr. for studerendeDørsalg: 120 kr. / 100 kr. for studerende

Billetter og yderligere info: www.kulturmaskinen.com

Stine Voigt de Klauman

I november handler RUST om valg. To meget vigtige, og meget oversete, valg nder sted i november. Den 19. november er der kommunalvalg, og ugen efter, den 26., er der valg til studienævnene på Syddansk Universitet.

Det første valg handler om der, hvor du bor, og hvordan de pen-ge, der er til rådighed, skal fordeles. Skal der være ere grøn-ne steder, skal folkeskolen have et løft og hvad med kulturen? Det andet valg handler om dig som studerende. Skal du have mu-lighed for at komme i praktik? Er hjemmeopgaver den bedste form for eksamen for jer? Og skal du eller din kammerat have lov til at gå til eksamen, selvom I er dumpet tre gange?

Når man stiller det sådan op, så skal du på én uge stemme om hele din hverdag. Alligevel er der sløj opbakning til begge valg. Sid-ste år stemte kun 12 procent af de studerende på Syddansk Uni-versitet til studienævnsvalget.

Det mener vi i RUST, at vi kan gøre bedre.Vi opfordrer hermed til at give dig og sidemanden et demokra-tisk spark bagi!

Er du i tvivl om, hvad valget egentlig går ud på, så har vi den-ne måned en ny sektion, der skal gøre dig klogere på de to fore-stående valg.

Derudover kan du i november måned læse om Niels, der tog det valg at blive far, mens hans stadig studerede. Selvom det kan være en udfordring at få tid til at læse med to unger. Teitur har valgt at sige nej til ræset og er yttet tilbage til Færøerne både fysisk og mentalt. Annika og Kristian diskuterer, om man kan tillade sig slet ikke at stemme til et valg? Og så kan du møde Martin Søren-sen, der har valgt udelukkende at leve af frugt.

Er du ambitiøs, fuld af idéer og gåpåmod, så kan du vælge at bli-ve ny chefredaktør for RUST! Den nuværende redaktion takker af ved årsskiftet (et meget svært valg), og vi søger derfor nye kræf-ter til at føre vores dejlige blad videre. Er du nysgerrig, kan du læse mere om, hvordan man ansøger på side 39.

Ja, vi tager mange valg hver dag og gennem hele livet. På vores studie har vi af en tidligere RUST-redaktør lært at væl-ge efter vores mavefornemmelse. Det råd vil vi gerne give videre.

Vi ses ved den elektroniske stemmeboks den 19. og 26. november.Sidste mand til stemmeboksen er en kylling!

Forsidefoto: Gitte Post

Layout Rosendahls Print Design Media

Annonceansvarlig Charlotte Harlev rust@rosendahls.dk Rosendahls Print Design Media

Udgiver Serviceområdet

Oplag 2.500, 8 gange årligt

Tryk Rosendahls Print Design Media

Distribution Alle afdelinger af SDU

Kontakt rust@sdu.dk

Web www.rustonline.dk

Adresse Rust, Campusvej 55, 5230 Odense M

ISSN 1604-5238

Rebecca Bodnia

Ann-So e Guldbæk Rasmussen

Maja Mackintosh Johansen

Lars Düwel

På vegne af redaktionen

Rebecca Bodnia Stine Voigt de Klauman

Faste skribenter: Anne So e Feld, Anna Raabæk Olsen og Louise Lønsmann Christensen.Korrekturlæser: Vivian Pedersen

LEDERRUSTREAKTION

4

Nr. 7 – 2013

JEG VIL SKABE VÆKST OG JOBS

Erhvervslivet skal have bedre rammevilkår, så vi kan sikre jobs og varig velfærd.

Læs mere på www.lilleholt.dk

LARS CHR. LILLEHOLTI ODENSE BYRÅD

…siger det, som det er

Husk også at stemm

e Bo Libergren i Regionsrådet

Nr. 2 på regionslisten

SDU Fitness Medlemskab koster 89 kr. om måneden.

Oprettelsesgebyr 100 kroner. bningstider: 05-24 Tilbyder 16 forskellige hold.

Heriblandt Bike, Core, Yoga, Puls, Movement og Zumba. Har nu mere end 600 medlemmer. Forventer omkring

2000 medlemmer Er nansieret af Syddansk Universitet og alle

instruktører er ulønnede Man skal selv medbringe en hængelås til skabene i

omklædningsrummet

Det er et delvist tomt og rungende lokale, der byder RUST velkom-men torsdag eftermiddag. De grå betonvægge og det blågrønne gulv vækker associationer om folkeskolens idrætstimer. Duften, der møder en, er en smule gummiagtig og steril. Mens receptio-nisten henviser os til omklædningsrummet, lyder Xanders nou-gatbløde stemme ud af højtalerne. Receptionisten giver et smil fra sig, men ikke mere end det. Man føler sig ikke helt velkommen.

Vi skal lidt rundt i tnesscentret, før vi omsider nder pigernes omklædningsrum, der er gemt væk bag en sort skærm. Omklæd-

ningsrummet vækker en klaustrofobisk fornemmelse. Én bænk står midt i rummet, der måler max 17 kvadratmeter. Tre brusere og ét toilet er, hvad man kan benytte sig af. Alle skabene skal lå-ses med en hængelås. Det skal medlemmerne dog selv sørge for at have med, men fordi det ikke er oplyst på hjemmesiden, er det muligt at stille sine ting ude i receptionen, fortæller en pige i træ-ningstøj på vej ud af døren. Førstehåndsindtrykket er, at SDU Fitness døjer med opstartsproblemer. Og tomme lokaler, for man skal næsten lede efter aktive mennesker i det ellers store tnes-scenter på Campusvej.

Et køligt spinninglokaleSpinninglokalerne er store… og også tomme. Der er kun dukket syv mennesker op til dagens time. Det er lidt akavet, at der er så få, der er mødt op til holdet. Hvis man ser sig over højre skulder, kan man ikke se nogen. Det samme sker, hvis man ser sig over venstre skulder. Hvem skal presse en, når man bliver træt? Hvis man skal holde gejsten oppe, når mælkesyren indtræder, er det vigtigt at kunne se, at andre gør det samme. At man ikke er alene med de trætte ben. Følelsen er derfor lidt underlig, allerede før instruktøren går i gang. Hun er til gengæld er en ung dame, der oser af overskud. Fødderne bliver spændt fast i de splinternye spinningcykler, og alle er klar til afgang. Stille og roligt begynder træningen. Først varmer man op i fem minutter uden instruktør, og det synes særligt nødvendigt i den-

Har nu mere end 600 medlemmer. Forventer omkring2000 medlemmerEr nansieret af Syddansk Universitet og alle instruktører er ulønnedeMan skal selv medbringe en hængelås til skabene i omklædningsrummet

oser af overskud. Fødderne bliver spændt fast i de splinternyespinningcykler, og alle er klar til afgang. Stille og roligt begynder træningen. Først varmer man op i fem minutter uden instruktør, og det synes særligt nødvendigt i den-

Anmeldelse:

SDU Fitness kæmper med tomme lokaler600 medlemmer er kommet til, siden SDU fitness åbnede den 11. september. Men det er ikke et overfyldt center,

RUST besøger til en times spinning torsdag eftermiddag.

RUSTREAKTION

6

Nr. 7 2013

RUST´s vurdering af timen:

Brugernes vurdering af timen:

Inden spinningtimen snakkede RUST med Patrick Rune Shanahan Henry, der er formand for bestyrelsen, om t-nesscentrets fremtid. Han var meget positiv, omkring den gode opstart og alle de nye medlemmer. Så vi havde en god fornemmelse af, at centeret var meget brugt, og det hele spillede. Det var måske ikke helt den opfattelse, vi k, da vi befandt os i centeret. Centret var meget tyndt befolket, og omklæd-ningsrummene ualmindeligt små. Men med det sagt, skal alle have en chance for at forbedre sig. Så hvis SDU Fitness får styr på de sidste nesser, kan det blive et helt udmærket tnesscenter.

ne betonklods af et lokale. Der bliver varmet op til ”Jeg er så glad for min cykel” måske en anelse useriøst for et øvet hold. Siden griber instruktøren ind og skifter sang. ”Ja, da! Vi skal en tur i fjeldene, og det bliver en lang bakke.” Dette er selvfølgelig ikke bogstaveligt ment, da man ikke kan ryk-ke sig en centimeter på en spinningcykel. Hele træningen fore-går i fantasien.

Op ad bakke til sommer og solDe næste 17 minutter går op ad bakke. Der bliver skiftet mellem forskellige positioner og belastninger, og det fungerer udmærket. Man får pulsen op, men det er på eget ansvar, da instruktøren ikke kræver, at man skal skrue op for blusset. Da vi omsider har nået toppen, får vi en lille pause. Puha, den er godt tiltrængt. Pludse-lig kan jeg høre Birthe Kjær i højtaleren, der desuden har ALT for lav volumen. BIRTHE KJÆR? SOMMER OG SOL? Det er alt for useriøst. Jeg kan mærke, at jeg begynder at blive irriteret. Spas og sjov hører ikke hjemme på et øvet spinninghold. Når Birthe Kjær endelig er færdig, går turen nedad igen. Igen med skiftende po-sitioner, belastning og tempo. Nu spiller det. Instruktøren virker mere på. Hun er mere autoritær og kræver hele tiden, at vi giver den max gas. Det kan mærkes, og folk hiver efter vejret og sve-der som svin sådan skal det være! Det smitter af med det sam-me, og jeg har i samme øjeblik glemt alt om børnesange og kvin-den, der maler byen rød. Gudskelov. Timen bliver afsluttet med en hård omgang syretræning, hvor man virkelig mærker, at lår-basserne bliver trænet. De sidste ti minutter bliver der strakt ud. Igen bliver man mindet om, hvor pinligt stiv ens krop egentlig er.

Et blandet indtrykMen hvordan bliver indtrykket? Blandet. På den negative side har vi den kendsgerning, at musikken ikke var høj nok. Dette skyl-des, at man ikke skal høre musik på etagen ovenfor. Jeg var hell-ler ikke begejstret for instruktørens valg af musik. Lidt mere til den hårde side ville være nt Birthe Kjær får desværre ikke mig til at presse citronen yderligere. Men Mathias Lindekilde på 22 år mener ikke, at det var noget problem at presse sig selv på cyklen. ”Jeg kan godt lide spinningtimerne. Det er jo, hvad man selv gør det til.”De andre i lokalet mente dog også, at musikken var en anelse for lav og en anden ting, der manglede, var uret. Man kunne slet ikke følge med, hvor lang tid man havde været i gang, og det er vigtigt, hvis man vil disponere kræfterne

over en hel time. Til sidst vil jeg sige, at hygiejnen ikke var helt i top. Der var ikke engang desinfektionsspray til at rense cyklerne med. Stakkels den, der skulle sidde på min sadel. På den positive side har vi instruktøren. Hun virkede oprigtigt, engageret og glad. Hun forsøgte at få alle med, og det lykkedes også til tider. Lidt

ere deltagere ville have hjulpet på motivationen. Jeg synes også, at selve cyklerne var rigtig lækre. Man sad godt på dem, og de er meget logisk skruet sammen, så enhver kan nde ud af at bruge dem. Jeg går hjem med en okay følelse. Timen var ikke forrygen-de, men den var heller ikke dårlig. Hvis du vil forbrænde nogle kalorier på en meget enkel måde, er spinning den rette løsning.

Men en ting er sikkert: SDU Fitness kæmper med tomme loka-ler… endnu…

RUSTREAKTION

7

Nr. 7 2013

Som studerende gælder det for langt de e-ste, at cyklen er det eneste selvejede trans-portmiddel. Derfor foregår det ofte med de lange InterCity-larver, når man skal hjem til mors mørbrad eller til fest hos Silke og de andre venner i Aarhus. En togtur er dog ikke bare et fysisk ytteri fra ét punkt til et andet. Ved at huske på, at man ikke er ale-ne i toget, kan man både gøre andre gla-de, og med simple tricks kan man samti-dig se overskudsfuld ud.

Første skridt er at forstå den urgamle re-gel: ”Først går folk ud, og derefter kan du hoppe ombord”. Det er ikke kun hø igt, men det er også logisk, idet der bliver fri-givet plads, som du kan overtage. Hvis du frygter, at din hø ighed koster dig en sid-deplads, kan du med stor fordel benytte den klassiske Holmens-blokade. Ved at stille dig klods op af døren med kroppen naturligt, men bredt skærmende for dem bag dig, kan du være sikker på at komme først ind i toget, samtidig med at du lod alle andre komme ud først. Blokaden er et godt redskab til at ligne en overskuds-bombe, da du kan stå og slappe af, mens du hø igt venter.

NOTE: Holmens-blokade virker kun, hvis den udføres ved døren modsat statio-nens udgang. Ellers kommer du til at skul-le vige for menneskemængden, der skal ud, fordi du står i vejen. Det gør det umu-

ligt at bevare sin plads lige foran indgan-gen, og du kan ende med at stige ind sidst.

Hvis du scorer en siddeplads, kan du roligt slappe af og nyde turen. Næsten. For her er en gentleman-regel, der siger: ”Over-lad din plads til nogen, der har mere brug for den end dig”. Der er ikke noget direk-te facit på, hvem det er, men gamle menne-sker hører til den kategori. De este gamle mennesker kender til gentleman-reglen, da den havde sin storhedstid i sporvognene, og da ordet ”jernbane” var et hit. Derfor er det en ot og nostalgisk gestus. Ved at lade dem overtage din plads, gør du ikke alene en anden umanerligt glad. Der er en chance for, at der er nogen, der efter at have set din overskudshandling og de anerken-dende blikke, der følger med, næste gang vil kopiere det.

NOTE: Samme overskud forventes ikke, hvis du har købt en pladsbillet.

Der er desværre også risiko for, at toget er så spækket med mennesker, at en sidde-plads ligger lige så fjernt som en hyggeaf-ten mellem Obama og Kim Jong-Un. Der-for kan du blive nødt til at slå dig ned i to-gets gang. Det har i årevis været anvendt som opholdssted, når kupeerne har været proppet, og DSB ikke har magtet at kob-le et par ekstra togsæt på. Hvis din eneste plads i toget er i gangen, er du nødt til at

have for øje: ”En plads i gangen er ikke det samme som en siddeplads i kupeen”. Det bør ikke overraske dig, at der er folk, der skal forbi, og derfor nytter det ikke noget at tage en lur eller begrave dig dybt i Har-ry Potters verden. Du kan komme ud for at skulle gøre plads for folk, der skal om-bord på toget, ligesom der er nogen, der skal på toilettet. Du skal være opmærksom og gøre plads i stedet for at få ejerfornem-melser over den lille plet gang, du har op-taget. Ved at være opmærksom og bane vej for andre, før de skal stå og sparke til dig, skaber du en aura af overskud og du kan sagtens høre musik samtidig, så togturen ikke bliver helt uden morskab.

NOTE: Træning af Matrix-lignende be-vægelser hjemmefra kan vise sig at blive en nyttig egenskab. Ikke mindst fordi det ser sejt ud.

Der skal ikke meget til, før du kan signale-re overskud og samtidig gøre en god ting for en medpassager. Det fornemmeste er, at dit udadtil blomstrende overskud po-tentielt bliver kopieret af din sidemand. På den måde kan du være medstifter af god rejsekutyme og overskuds-oseri på en af de mange togture, som nder sted hver dag.

GØR ANDRE GLADE OG FAKE OVERSKUD MED DSB

RUSTREAKTION

8

Nr. 7 – 2013

RUSTUNIVERSITET

9

Nr. 7 – 2013

Studerende har alle sammen nok at se til, men Niels Rosdahl Jensen har måske lidt mere. Han har nemlig to

drenge, han skal passe udover sit studie. Alligevel er det ikke så meget, fordi han går i skole, at timerne i døgnet

er for få. Sådan er det bare, når man er far.

”Far… Fa-aar!” Halvvejs inde i en sætning bliver Niels Rosdahl Jensen afbrudt af sin 3-årige søn Sixten, der er træt af, at hans storebror er god til gemme.

”Hvad så?””Ved du, hvor Olivar er?””Nej, du må nde ham.”

Sixten står midt på legepladsen med armene hængende ned langs siden. Han kigger sig lidt uengageret omkring, så den grønstri-bede spids på hans elefanthue svinger fra side til side. Så vender han igen sine store, ærlige øjne mod sin far og siger: ”Det kan jeg ikke.”

Man bliver indimellem forstyrret, når man er far. Det er et vilkår. Og et vilkår, Niels ved, kræver, at man er ekstra forudseende, når man skal have dagene til at hænge sammen.

”Jeg har lige haft et fag, hvor jeg havde 17 dage til at skrive en ek-samen. Der prioriterede jeg sådan, at jeg sad fra klokken otte-ni om morgenen, når de var a everet, til en tre stykker, og så kunne vi hente børnene og være sammen med dem, til de skulle i seng, og så kunne jeg slappe af om aftenen. Så havde jeg skolearbejde, familietid og afslapning,” forklarer Niels og griner lidt af det k-se arrangement. Han var 25 år, da han k Sixten og havde et år forinden mødt sin kone Joan, som studerede pædagogik og alle-rede havde sønnen Olivar. De yttede sammen i Odense, hvor Niels var begyndt at studere journalistik. Og med det åbnede et land af ukendt territorium sig.

Når far går i skole

RUSTUNIVERSITET

10

Nr. 7 – 2013

”Helt i starten da jeg lige var yttet sammen med Joan, og jeg skul-le a evere Olivar i børnehave, der følte jeg mig godt nok… da jeg kom ned i børnehaven, og de andre forældre var sådan: ind, ud. Svups - madpakken i køleskabet. Og jeg stod dér og vidste knap nok, hvad jeg skulle.”

Far frem for alt Faderrollen sidder efterhånden mere naturligt på Niels. Som den mørkebrune uldsweater, de fornuftigt fodformede sko og det roli-ge gemyt gør det. Nu er han 28 og i gang med at skrive sin bache-lor, og han synes på ere måder, det har været gavnligt at blive far.

”Jeg er blevet meget mere moden og ansvarsbevidst. Og det synes jeg helt klart er en fordel. Det kan jeg også bruge på min uddan-nelse, for jeg tager nok tingene mere seriøst, end jeg gjorde før.” Han roder sig lidt i det mørke skæg og kigger ned, mens han tænker og træder sig selv lidt over tæerne. Så kigger han op og fokuserer.

”Jeg er nok blevet mere selvsikker. Altså… det er ligesom at bli-ve voksen. Før var jeg ung, så blev jeg voksen.” Men når man er voksen, er der også mange ting, man må gå på kompromis med.

”Man skal tilsidesætte sig selv rigtig meget. Man kommer selv sidst i køen med alle de behov, der skal stilles: mad og søvn… Det er nok det, der var og er det hårdeste ved at få børn. Der er knap så meget tid til at være sig selv og være ung. Man er meget forælder,” siger han, mens han har et vågent øje på legepladsen for at sikre sig de to drenges positioner. Sixten bager sandkager og Olivar, der er dukket frem fra sit skjul bag det store skur i le-gepladsens fjerne ende, spankulerer dovent over og hænger op ad bænken, hvor vi sidder.

”Hvad laver du, far?””Jeg bliver interviewet. Jeg skal i det der blad, jo.””Mmm…”

Der bliver en lille pause, hvor Olivar ikke helt ved, hvad han skal gøre af sig selv. Gemmelegen er slut, fortæller han. ”For Sixten gider ikke være med til det mere.”

Tiden tæller Niels, Olivar og Sixten kommer herned på legepladsen næsten hver weekend. Området tilhører egentlig en børnehave, men de lader velvilligt lågen stå åben, så legesyge forældre og børn kan komme og gynge og grave på deres fridage.

”Det er derfor, vi går herned. For vi har jo ikke nogen have, og de trænger til at krudte af.”

Og det kommer de nok til at gøre i noget tid. Livet med have lig-ger nemlig ikke lige inden for rækkevidde for en familie med to på SU. Men til gengæld er der tiden. For selvom Niels nogle mor-gener står op, får drengene gjort klar, cykler med Sixten bag på konens cykel og Olivar foran på sin egen, a everer dem i skole og børnehave, kører hjem og skifter cykel og møder i skole klok-ken kvart over ni, ville den situation, nok ikke se anderledes ud, hvis det var på arbejde, han skulle møde. Og der er andre tilfæl-de, hvor det at være studerende faktisk er en force.

“Det er nok det, der var og er det hårdeste ved at få børn. Der er knap så meget tid til

at være sig selv og være ung. Man er meget forælder”

Jeg er nok blevet mere selvsikker.

Altså… det er lige-som at blive voksen.

Før var jeg ung, så blev jeg voksen.

RUSTUNIVERSITET

11

Nr. 7 – 2013

”En af de store fordele ved at være forældre, når man er stude-rende, er, at det er lidt mere eksibelt. Man kan læse om aftenen, når de sover. Og man kan bedre blive hjemme fra studiet, hvis den ene er syg. Det giver ikke på samme måde problemer, tæn-ker jeg, som at blive hjemme fra arbejdet.”

Niels kan også tit hente drengene tidligere, end hvis han havde en ni-til-fem-stilling. Og selvom livet som far og studerende ikke byder på meget plads til ungdomsliv eller dyre vaner, er det hel-ler ikke det, der står øverst på listen i den lille familie.

”Vi har prioriteret at have tiden sammen med dem i stedet for at have alverdens penge til store rejser og store ting. Det har vi ikke haft. Vi har prioriteret tiden.”

Solen skinner på legepladsen. På de grønne mælkekasser, der står i aparte konstellationer hist og her. Og på Niels, der tålmo-digt skubber Sixtens gynge alt efter hans kommando, indtil den lille stemme bliver træt og skal hjem og have sin middagslur. Så følges de tre drenge ud fra legepladsen og krydser vejen mod de-res lejlighed, som de gør det hver weekend.

Med disse ord beskriver en rejsende en tur med The Undergrounds damptog i 1880’erne. Det var helvedes forgård, in-tet mindre. Det er da også nærliggende at spørge, hvor klogt det egentlig var at køre med damptog under jorden. Luften i tunnellerne har nok ikke ligefrem været sundhedsfremmende, men det skræmte nu kun få væk. For alle andre var The Under-ground en velsignelse, der gjorde det mu-ligt at bo bedre, rejse hurtigere og mere be-hageligt og transportere Londons eksplo-sivt stigende befolkning. Jeg vil i det føl-gende gennemgå nogle hovedtræk af histo-rien om verdens ældste undergrundsbane.

Millionbyen LondonLondon var i 1800-tallet verdens ubestrid-te økonomiske centrum det var her, man skulle være. Befolkningen voksede fra 1 mio. i 1800 til 2,5 mio. i 1850. Millionbyen London var dog ved at drukne i sin egen befolkning. Der herskede kaos på gadern, og det var der stigende utilfredshed med blandt byens borgere.

I 1830 åbnede den første jernbane mellem Liverpool og Manchester, men London k

først en jernbaneforbindelse i 1837. Man havde dog her endnu ikke fået øjnene op for jernbanetransport i byen. Grunden til det britiske jernbane-net var nu blevet lagt, og i 1840’erne blev der nu på kort tid frem-sat rigtig mange forslag om mere eller min-dre urea-listiske jernbanelinier den første såkaldte Railway Mania.

Denne pludselige storm af forslag k det britiske parlament til at indse, at der her måtte lidt planlægning til. Den første af mange kongelige kommissioner om jernba-ner, The Royal Commission on Metropolis Railway Termini, blev udpeget i 1846, da halvdelen af London ellers ville være ble-vet jævnet med jorden for at bygge jern-baner forudsat, at de da var blevet byg-get, hvilket ingenlunde var nogen selvføl-ge. Kommissionen nåede frem til, at man ikke skulle tillade bygning af jernbaner i en zone i det centrale London (se kortet).

Under jordenBeslutningen om ikke at tillade jernbane-stationer i det centrale London medførte, at der hurtigt blev skabt en hel ring af jernba-nestationer nord for Londons centrum (se kortet). Der var mange kreative forslag til at forbinde disse stationer, men ikke des-to mindre tog det over ti år at få gennem-ført forslaget om en underjordisk jernba-

ne den, der siden k navnet The Metro-politan Railway, verdens første underjor-diske jernbane.

Først skulle den dog lige bygges, og at an-lægge Metropolitan Railway var ikke nogen simpel opgave. Det var endnu ikke muligt at bore tunneller, som man gør i dag, så i stedet benyttede man den såkaldte ”cut and cover”-metode. Man gravede simpelthen et stort hul, lagde skinner, byggede murstens-buer hen over og lagde en vej ovenpå igen. Det siger sig selv, at det medførte ganske betydelige gener for de folk, der boede og arbejdede langs de berørte veje.

Metropolitan 9. januar 1863 åbnede The Metropolitan Railway så endelig of cielt, og denne dag kørte omkring 30.000 mennesker med ba-nen, men det skulle hurtigt vise sig, at li-nien også på længere sigt var en kæmpe-succes. Allerede mens linien var ved at bli-ve bygget, begyndte man at planlægge ud-videlser. Metropolitans succes medførte i de følgende år intet mindre end 259 pro-jekter til nye jernbaner i London de e-ste blev dog afvist.

Luftkvaliteten i tunnellerne var under heftig debat, mange havde negative ting at sige om den dog sjældent så negative som i citatet i indledningen. Nogle var dog også mere po-sitive ikke mindst Metropolitans PR-afde-ling, der fremførte, at atmosfæren i tunnel-lerne ligefrem var gavnlig, ja, det var nær-mest som at tage på et lille kurophold. På et punkt var Metropolitan dog særdeles mo-derne der var nemlig rygning forbudt. Man har nok ment, at lokomotiverne røg nok i forvejen. Dette forbud var dog kortvarigt, da rygervogne snart blev gjort lovpligtige.

En cirkel uden endeIdéen om en cirkulær linie hele vejen rundt om Londons centrum var ganske åbenlys. Det skulle dog vise sig at blive overordent-lig svært at realisere den idé. I 1864 blev en

Helvedes forgårdI år er det 150 år siden, at verdens første undergrundbane åbnede. London Underground var et teknologisk mirakel ved

åbningen den 9. januar 1863, og miraklet blev bestemt ikke mindre af, at man i 1890 åbnede en elektrisk undergrundsbane.

Tag med på en tur tilbage til 1860’ernes London, og se, hvordan det hele startede.

RUSTUNIVERSITET

12

Nr. 7 – 2013

plan vedtaget, som bestod af mindre udvi-delser af den eksisterende Metropolitan-li-nie i øst og vest, mens resten af cirkellini-en skulle udfyldes af et nyt selskab, der k navnet Metropolitan District Railway (for nemheds skyld her kaldet District).

District begyndte snart at opføre sin del af li-nien, men her stødte man ind i såvel prakti-ske problemer i form af vand, kloakker osv. som en betydelig modstand mod de for-styrrelser, som ”cut and cover”-processen medførte. District var snart i økonomiske vanskeligheder og tøvede med at færdiggø-re Circle Line. Ligesom Metropolitan fandt man ud af, at det var meget dyrt at bygge ”cut and cover”-linier i det indre London især når man ikke fulgte gadenettet, som den første del af Metropolitan havde gjort.

Bedre blev det ikke, da Metropolitan udpe-gede Edward Watkin til direktør i 1872 og District James Staats Forbes i 1870. De var begge to store navne i den engelske jern-banebranche, men uheldigvis kunne de to ikke udstå hinanden. Det skulle vise sig at blive lidt af et problem, når nu de skulle drive Circle Line sammen. Først skulle li-nien dog bygges færdig, og heller ikke her hjalp manglen på samarbejde mellem Me-tropolitan og District, som allerede havde været et problem, men som kun blev vær-re med Watkin og Forbes ved roret. I 1875 manglede der stadig et lille stykke af cirk-len, men på trods af det befordrede Metro-politan nu 48 millioner passagerer og Di-strict nogenlunde det halve.

Den manglende færdiggørelse af Cir-cle Line begyndte nu at blive latterlig, og udenforstående greb ind og k de to rma-er til midlertidigt at indgå våbenhvile og få bygget den færdig. Den 17. september 1884 kunne Circle Line (som of cielt hed Inner Circle) så langt om længe of cielt åbnes.

Desværre for passagererne kunne Forbes og Watkin dog stadig ikke holde fred. Me-tropolitans tog kørte med uret på det yder-ste spor og Districts mod uret på det inder-ste. De to selskaber accepterede naturligvis ikke hinandens billetter samarbejde ville jo have været uhørt. Hvert rma havde sit eget billetkontor, og i teorien skulle passage-rerne så henvises til det selskab, der havde den korteste rute til deres destination, men dette blev der set stort på, når forholdet mel-lem selskaberne var ekstra køligt. Det betød, at en stakkels passager, der egentlig skul-le have været fem stop med Metropolitan, kom 22 stop med District i stedet.

massiv betydning for Londons fremtidi-ge transportnet. Det var nu blevet tekno-logisk muligt at grave tun-neller længe-re nede i jorden med den første primiti-ve ”tunnelboremaskine”. Denne teknolo-gi havde naturligvis åbenlyse anvendel-sesmuligheder til undergrundsbaner, der så kunne undgå den besværlige ”cut and cover”-metode. I disse dybe tunneller kun-ne man ikke køre med damp, da der mang-lede den smule udluftning, man havde ved de tidligere over adetunneller, så her måt-te der bruges kabler eller noget ganske nyt, nemlig elektricitet.

Der havde tidligere været enkelte fejlslagne forsøg på at skabe en tunnel under Them-sen og bruge den til tra k, men i 1886 star-tede arbejdet på det, der skulle blive til City & South London Railway. Linien var egent-

Banen snoede sig ligeledes meget mere, end det var nødvendigt, da man så vidt muligt holdt sig under offentlig vej for at undgå at skulle betale til grundejere. Det-te er noget, man stadig har den tvivlsom-me fornøjelse af i dag, når man kører med The Underground på visse strækninger. Den væsentligste mangel var dog nok, at man mente, at der jo ikke var noget behov for vinduer i vognene der var jo ikke no-get at se på!

Én ting ved City & South London var unik der var ingen klasseopdeling. Det var der

simpelthen ikke plads til i de korte tog. Og ligesom med elektriciteten skulle dette vise sig at blive begyndelsen på en ny æra i un-dergrundsbanens historie.

Topmålet af disse stridigheder må dog si-ges at være en episode i august 1884, hvor Metropolitan og District var oppe at top-pes om retten til et bestemt sidespor. Di-strict kørte et fuldt bemandet tog ind på si-desporet og spændte det fast med kæder. Metropolitan svarede igen ved at sende tre lokomotiver for at trække det fastgjorte tog væk. Det lykkedes dog ikke men det må have været ganske morsomt at se.

I stødetMens Metropolitan og District sloges ind-byrdes, skete der andetsteds i London et teknologisk gennembrud, som skulle få

lig planlagt med henblik på kabeldrift, men efterhånden som man udvidede længden, måtte man indse, at det ikke længere var prak-tisk. Altså tyede man til elektriciteten, der på dette tidspunkt stadig var en ny og uprøvet teknologi Paris’ Metro åbnede først i år 1900. Forbløffende nok blev banen færdig til tiden og kunne åbne i november 1890. Den led dog afgjort af begyndervan-skeligheder. Endestationen på nordsiden (King William Street) kunne kun rumme ét tog, da den var konstrueret til kabeldrift, og bakken derop var så stejl, at de ikke alt for kraftige lokomotiver nogle gange måtte prøve ere gange, før de kom op.

Nr. 7 – 2013

Rust har i denne omgang besøg af RUBICON – bladet fra det historiske fakultet. Artiklen her er et uddrag fra #1 2013, og er man nysgerrig på mere, ndes hele artiklen inklusi litteraturo ersigt d r. Rubi on ud-kommer tre gange om året og kan ndes ed historie instituttet o er for kantine 4.

Det sunde liv er på mode. Men ligesom SU’en kan holde dig fra at købe designerskjorten, så begrænses du også af, hvor du fær-des. Din adgang til at træne eller spise sundt er vigtig for, om du faktisk gør det. Forskning peger nemlig på, at det sunde valg skal være det lette valg, hvis vi oftest skal tage det.

Finn Mogensen fra University College Syddanmark er i gang med en undersøgelse blandt 25.000 folkeskoleelever landet over. Han vil undersøge om eksternaliteter, som at være nabo til Papas Piz-za, kan få os til at droppe de gode intentioner om spelt og selle-ri. Han siger, at de samme mekanismer arbejder, når vi går ned ad campus’ gange.

”Det tyder på, at adgang til idrætsfaciliteter er vigtig. Jo tættere man er på dem, jo oftere benytter man dem, og dermed har man større potentiale for et sundere liv,” siger han.

Dermed kan SDU Fitness altså give en opblomstring i de stude-rendes sundhed. Finn Mogensen siger, at forskningen viser, at til-gængeligheden af sportsaktiviteter og sund mad ikke bare påvir-ker vores opfattelse af, om vi er sunde. Forskningen kan også sæt-te fokus på, om samfundet skal indrettes på en måde, hvor bor-gerne hjælpes til at tage det gode valg.

Fra teori til praksisSyddanske studerendes nye mulighed for at få muskler og vådt pandehår i skoletiden er blevet prioriteret fra ledelsens side. Det siger rektor Jens Oddershede.

”Jeg mener, at vi på universitetet skal tage vores egen medicin. Vi underviser og forsker i sund livsstil og folkesundhed, og så skal de studerende og ansatte også have mulighed for at gennemføre de gode principper i praksis.”

Jens Oddershede siger, at de på universitetet godt er klar over, at det sunde alternativ skal være inden for rækkevide. Derfor har ledelsen igennem en årrække arbejdet på at give universitetets sundhed en vitaminindsprøjtning.

Kantinerne skal have ernæringsrigtig mad, og der skal være mo-tionsmuligheder for de, der har lyst. Ledelsen har da også del i opstarten af SDU Fitness, som gør det nemt at træne andet end bodegamusklen i fredagsbaren overfor. Ifølge rektor har SDU Fit-ness næsten 1000 medlemmer.

”Jeg er ikke i tvivl om, at tilslutningen til tness skyldes, at det er let tilgængeligt,” siger Jens Oddershede.

Du er, hvor du bor

Står slikautomaten tæt på dit undervisningslokale, eller er det nemt at gå ned og svede i fitness?

Vores omgivelser har betydning for, om vi lever sundt.

UNIVERSITET14

Nr. 7 – 2013

RUST

TUBORG OG JVB CONCERTS PRÆSENTERER

BURHAN G

KØBBILLET

NU

HOVEDSPONSORjvb.dkTLF: 70 15 65 65

billetnet.dkTLF: 66 14 01 10

danbillet.dk

LÆS MERE PÅ JVB.DK

Torsdag 5/12 | Magasinet, Odense

TUBORG OG JVB CONCERTS PRÆSENTERER

NIK & JAYKØB

BILLETNU

HOVEDSPONSORjvb.dkTLF: 70 15 65 65

billetnet.dkTLF: 66 14 01 10

danbillet.dk

LÆS MERE PÅ JVB.DK

Fredag 29/11 | Arena Fyn

Som i det politiske liv skal du til valget på Syddansk Universitet vælge, hvilken kan-didat du ønsker skal repræsentere dig. Dog er vi ikke ude i emner som betalingsringe og erhvervsskoler, der nok ikke har betydning for din hverdag. Valget handler om netop din hverdag. Emnerne er for eksempel op-bygningen på din uddannelse, eller om du skal have mulighed for praktikforløb.

I stedet for ”folketinget” eller ”byrådet” er navnet nævnet studienævnet. Og det er hér, at det virkelig rykker.”Studienævnet har så meget at skulle sige! For eksempel kan man få stoppet nedskæ-ringer af valgfag eller ændret eksamensfor-men. Skal vi fokusere mere på praktikfor-løbet? Hvad gør vi med frafald? Det er dér, hvor du kan ændre på din uddannelse, ” fortæller Clement Lyngborg Tofterup, der er kandidatstuderende på økonomi og har siddet i studienævnet det sidste år.

Studienævnet er det eneste sted, hvor de studerende ved lov har medbestemmel-se. Loven siger nemlig, at 50 procent af et studienævn skal bestå af studerende og det giver helt unikke muligheder, mener Faton Nesimi, der er journaliststuderende og repræsentant i studienævnet:

”I studienævnet har du helt konkret ind-ydelse på dit studie det er en meget di-

rekte ind ydelse. Både ved dispensations- og meritsager, men også på udviklingen af dit eget studie og godkendelse af eksa-mensplan og skemaer. For eksempel har vi på journalistik snakket om optagelsesprø-ven til studiet. Hvilke delelementer, den skal indeholde.”

En dispensationssag er en ansøgning om at få lov til at gå til eksamen for ek-sempel hvis man er dumpet tre gange, og derfor ekstraordinært skal have en ekstra chance. Eller hvis man på grund af syg-dom ikke kan møde op til eksamen og af-leverer blankt.

Sidste år var skræmmendeKun 16 % af de studerende på Syddansk Uni-versitet greb sidste november muligheden for ind ydelse og stemte til valget. Konse-kvensen var, at ud af 133 valg var 80 freds-valg, og hele 22 valg bortfaldt, fordi ingen stillede op. Ved et fredsvalg bliver alle, der stiller op, valgt ind. Helt uden kamp.

”Det er let nok at brokke sig, men lige så snart man har muligheden for at gribe ind, så gør man det ikke. Det er proble-

matisk bare at sidde og klage over tinge-ne. Det svarer til at klage over politikerne på Christiansborg og så ikke gide at stem-me,” mener Faton Nesimi.

Så lige nu er situationen, at der ere ste-der mangler studerende til at råbe op for dem selv, men også i lige så høj grad for at råbe op for deres fremtidige medstuderende.

”Mange tænker: ’Jeg når alligevel at blive færdig, før tiltagene bliver gennemført, så det er ikke relevant for mig’. Men hvis vi ikke skaber en kultur nu, kommer der al-drig til at sidde studerende og få ind ydel-se på SDU’s fremtid,” fortæller Peter Lykke-gaard, formand for Syddanske Studerende.

Faton Nesimi har det sidste år selv mærket hvor meget ind ydelse han som repræsentant i studienævnet har haft:

”Det har helt klart levet op til min for-ventning i forhold til ind ydelse. Det år, jeg har siddet i studienævnet, har været sjovt og lærerigt. Det er interessant at være med til at lægge linjen for en hel uddannelse og udvikle fagene.” Ind ydelse på studieophold og -start.I nogle sager kan det være de studerende mod de ansatte, og det er derfor vigtigt, at man har mod på at stille kritiske spørgs-mål og kunne sige fra over for de univer-sitetetsansatte.

VALG PÅ SDU ’13 – Kampen om din uddannelseHvorfor er der valg på SDU, og hvad er det lige, vi stemmer om? Præcis en uge efter du har sat dit kryds hos kommunen

afholdes et valg, hvor kvaliteten på din uddannelse er eneste dagsorden.

VALGET PÅ SDU ’13:5. november kl. 12: Frist for at stille op til valget26. november kl. 9: Det elektroniske valgsted åbner27. november kl. 19: valgstedet lukker28. november: Resultaterne af valget offentliggøres

Du skal stemme elektronisk. Du modtager en mail på din sdu-mail med linket på dagen.

Studienævnet består af 50% studerende. Formanden er studielederen, mens næst-formanden er en studerende.

Repræsentanter til studienævnet er på valg hvert år. Valg af studerende til akademisk råd, universitetsråd og bestyrelse er på valg hvert andet år. Næste gang er 2014.

Hvis man har valgt at gå på et studie, så

har man også interesse i at sidde i sit stu-dienævn. Det vigtigste er, at man ikke lader sig slå til vægs.

Peter Lykkegaard, formand for Syddansk Studerende.

RUSTVALG

16

Nr. 7 – 2013

Så det er bare at gribe muligheden, mener Peter Lykkegaard:

”Hvis man har valgt at gå på et studie, så har man også interesse i at sidde i sit studienævn. Man skal ikke være afskræk-ket af at skulle kunne alt muligt. Det vig-tigste er, at man ikke lader sig slå til vægs nytænkning er vigtig,” understreger han.

Vælger man at sætte sig i stolen i studie-nævnet, er det vigtigt at beholde den stu-derendes hat på i alle sager og ikke kun, når det gælder egne interesseområder.

”Man repræsenterer ikke kun sig selv, men også sine medstuderende. Man er jo valgt af sine medstuderende forhåbent-lig,” siger Peter Lykkegaard.

Finder man modet til at slå i bordet, så er der mulighed for at få ind ydelse på alle aspekter af uddannelsen.

”Hvis man for eksempel gerne vil have ere på udlandsophold, så er det i studie-

nævnet, at man presser på,” fortæller Pe-ter Lykkegaard.

I Slagelse har håndteringen af den nye mulighed for gruppeeksamen været på dagsordenen i studienævnet for erhvervs-økonomi det sidste år, fortæller Daniel Sen-tow, der har siddet i studienævnet for er-hvervsøkonomi i Slagelse.

For der er ingen grænser for, hvad der kan diskuteres inden for universitets regime.

Alle kan stille opDer afholdes et månedligt møde i hvert studienævn på cirka to timer. Clement Lyngborg Tofterup og Faton Nesimi vur-derer begge, at de bruger en time på for-beredelse før mødet. Det er ikke meget ar-bejde, men udbyttet er til at tage og føle på, fortæller Clement Lyngborg Tofterup:”Jeg har siddet i elevrådet på gymnasiet, men det overrasker mig, hvor meget mere man har at sige i studienævnet. Der bliver hørt efter, når man siger fra.”

Alle heltidsstuderende har mulighed for at stille op til studienævnet for deres uddannelse.

Men det er langt fra alle, der er valgt af de-res medstuderende. Og det kan godt give legitimitetsproblemer, fortæller Clement Lyngborg Tofterup:

”Det er svært at prøve at få indført no-get, når jeg kun har 26% af de økonomistu-derende bag mig. At stemme til november er også et spørgsmål om at give dem, der sidder i studienævnet, den bedst mulige platform for at kunne bestemme noget.”

Men det handler ikke kun om at stem-me den 26. november. Det handler i lige så høj grad om at gribe fat i repræsentan-ten, hvis man er utilfreds med hverdagen på sit studie.

”Hvis der er noget, du er utilfreds med, skeptisk overfor eller hvis du har en un-dren over tingenes tilstand, så kontakt din studierepræsentant. På journalistik er vi gode til at gøre det over facebook. Det kan være en, der skriver ”Hej repræsentan-ter Faton og Amalie. Hvordan kan det her være?” Det vil jeg klart anbefale, man gør. Det er fedt at få forskellige holdninger på skrift med op til mødet for studienævnet,” fortæller Faton Nesimi.

At stemme til november er også et spørgsmål om at give dem, der sidder i studienævnet

den bedst mulige platform for at kunne

bestemme noget. Clement Lyngborg

Tofterup, studierepræsentant for økonomi

RUSTVALG

17

Nr. 7 – 2013

Kristian Guldfeldt: Overhovedet ikke? Ikke på noget tidspunkt?

Annika Raunstrup: Nej.

KG: Hold da fast.

AR: Jo, vent lige lidt. Jeg må have stemt, lige da jeg blev 18. Hvad var det nu, det var til...

KG: Hvor gammel er du?

AR: Jeg fylder 23 i næste måned?

KG: Det må have været kommunalvalget i 2009.

AR: Ja, det passer meget godt. Dér stemte jeg, fordi det var nyt og spændende. Men jeg har ikke gjort det siden. Jeg kan ikke hu-ske, hvem jeg stemte på, men en stor del af det var nok, fordi mine forældre sagde, at det skal man.

KG: Men du har aldrig gjort det siden?

AR: Nej. Men det er nu ikke, fordi jeg ikke

har nogle holdninger. Tværtimod. Måske er det faktisk dét, der er galt. For efter at jeg ved sidste valg havde læst samtlige parti-programmer, gik det op for mig, at der ikke var noget parti, hvis holdninger jeg hun-drede procent kunne stå inde for. Og så vil jeg hellere lade være.

KG: Men det synes jeg også er noget helt andet, end hvis man slet ikke sætter sig ind i det. På den måde siger du jo egent-lig bare, at du ikke kan lide noget af det, der er på menukortet, og derfor vælger du ikke noget af det.

AR: Præcis. For jeg synes også, der er man-ge unge, som synes, det er sindssygt vig-tigt at stemme, men som egentlig ikke ved, hvad deres parti så står for.

KG: Men så skal man hellere gå ned og stem-me blankt, så man stadig indgår i statistik-ken, for jeg tror heller ikke, der er nogen, der kan være hundrede procent enige med et parti. Selvom der ikke er nogen tvivl om, at jeg er konservativ ind til benet, så er jeg stadig ikke enig med alt, hvad partiet mener.

AR: Det hører jeg ofte. Men det kan jeg ikke. Så må jeg starte mit eget parti, så jeg kan få det, som jeg vil have det.

AR: Pjat. Der er selvfølgelig nogle ting, der er rigtig vigtige for mig, og selvom det ly-der egoistisk og forkælet, så har jeg ikke lyst til at gå på kompromis her.

AR: Jeg deltager rigtig meget i debatter, på Facebook især.

KG: Og det er jo ret sjovt. For mens der lige nu er meget fokus på, at den unge gene-ration er dem med den laveste valgdelta-gelse, så er vi faktisk de mest aktive, hvis man også regner vores aktivitet på de so-ciale medier med. Her tager vi stilling, og her er vi dem, der debatterer mest.

AR: Det gør jeg også utrolig meget. Og i virkeligheden er der jo nok meget politik skjult i de ting, jeg laver. Politik kan nok bare ikke undgås.

KG: Det håber jeg da heller ikke, at der er nogen, der prøver på. Men jeg synes da, at det er et skridt på vejen, at du deltager i sådan nogle debatter. Så kan det da være, du på sigt får lyst til at stemme.

KG: Har du fået lyst til at stemme?

AR: Nu har jeg måske fået det til at lyde som om, jeg ikke gider blande mig, fordi det hele er noget lort. Det synes jeg ikke. I virkeligheden er det nok, fordi jeg synes, det hele fungerer nt, uanset hvem der sid-der med nøglerne til Statsministeriet.

KG: Men er det ikke en forkælet holdning at have? At det egentlig går meget godt, så derfor er det lige meget, om jeg blan-der mig?

AR: Det ved jeg ikke. Jo. Det kan da godt være.

KG: Ja, for jeg tror faktisk, at det er sympto-met på, hvorfor så mange unge ikke stem-mer i dag. At man egentlig har det meget godt og har svært ved at se forskellen ved at gå ned og stemme.

I november stiller Kristian Guldfeldt op til både kommunalvalget og valget på SDU. Annika Raunstrup har valgt

aldrig at stemme. Til de underlæggende toner fra en måned, der kommer til at handle om valg, er de mødtes til

en snak om, hvorfor vi stemmer og hvorfor nogle vælger at lade være.

VALGMÅNED: Må man vælge ikke at vælge?

VALG18

Nr. 7 – 2013

RUST

KG: Men det gør en forskel, i hvert fald i det lange løb. Ellers får politikerne for frie tøjler, og det kan man kun løse ved at deltage aktivt i valgene. Om det så er ved at stemme på et parti, blankt eller bare gå ned og skrive et eller andet henover stem-mesedlen.

AR: Må man det?

KG: Du må gøre alt, hvad du vil med den stemmeseddel.

AR: Fedt! Så gør jeg det!

KG: Du kunne jo gå ned, vende stemme-sedlen om og skrive på bagsiden, at du først stemmer, når samfundet bliver byg-get op af laks.

AR: Så gør jeg det!

KG: Så ender den godt nok som ugyldig stemme, men så er du i det mindste med i statistikken.

AR: Ja. Så er vi vel lige vidt.

KG: Men så har du gjort det?

AR: Ja...

AR: Jeg har det altså ikke særlig godt med, at vi slutter med, at jeg har sagt ja til, at jeg nok er forkælet.

AR: Men jeg ved ikke, hvordan vi ellers skal slutte. Jeg kan da godt se, at det virker egoistisk og forkælet. Jeg tror bare ikke, jeg ser sådan på det. For det skal jo ikke ses, som om jeg blander mig udenom, sådan at alle andre bare må tage sig af det.

KG: Men det er jo det signal, du sender?

AR: Ja, sådan ser det nok ud for dig.

KG: Nej, ikke kun for mig, også til dine studiekammerater for eksempel. Du siger egentlig til dem, at de lige så godt kan lade være. At det er ligegyldigt?

AR: Nej, det siger jeg ikke til dem. Bare for-di jeg ikke stemmer, betyder det jo ikke, at det er ligegyldigt for dem, der er omkring mig. Jeg ville aldrig forsøge at presse den holdning ned over hovedet på andre. Jeg siger ikke, at det, jeg gør, er det mest rig-tige, og at alle andre bør følge mit eksem-pel. På ingen måde.

KG: Så du synes faktisk ikke, at det du gør, er det rigtige?

AR: Det er det for mig. Men det er ikke nødvendigvis det rigtige for alle andre.

KG: Nej.... Okay.

AR: Dér kan vi godt slutte.

RUSTVALG

19

Nr. 7 – 2013

Peter Lykkegaard Hansen.

Fantasien kender ingen grænser. Som barn skabte vi alle et utal af fantasti-ske drømmeuniverser, der gjorde helt almindelige lege til utrolige rejser i tid og rum. Mennesker er kendetegnet ved en enorm fantasi, der gør os i stand til at udtænke nye innovative løsninger på gamle problemstillinger. Universitetet er i denne forbindelse en børnehave for voksne, hvor vi fortsat kan give vores fantasi frit spil, ligesom da vi var børn. Hvis jeg var rektor, så skulle Syddansk Universitet være . Hvor vi, over 26.000 studerende, hav-de de bedste vilkår for at gøre tanke til handling og fantasi til virkelighed. Alle studerende har fantasien, men ikke alle bruger den. Det betyder at mange idé-er aldrig bliver tænkt og dermed ny vi-den, vi aldrig får. Syddansk Universitet skal ikke bare gøre det let eller opfor-dre til at studerende bruger deres fanta-si. Syddansk Universitet skal kræve det og bygge universitetet op omkring det. Det lyder meget yvsk, at tale om øget fantasi på universitetet. Men som rek-tor, så vil jeg sætte handling bag ordet. Vi skal opstille mål for ere studenter-drevne initiativer, så ere studerende engagerer sig i at skabe nyt på universi-tetet. Et konkret mål vil være, at der skal være aktive studenterforeninger på alle studier, hvor studerende skaber faglige og sociale aktiviteter for deres medstu-derende. Et andet konkret mål er, at alle studier skal tilbyde alle studerende for-løb, hvor den studerende skal omsæt-te fantasi til virkelighed. Nu kommer spørgsmålet så, hvorfor skal universi-tetet bruger kræfter på, at sætte stude-rendes fantasi i spil? Svaret på dette er ret simpelt: Det har altid været univer-sitetets fornemste opgave, at få men-

University of Fantasy

VALGVALGVALGVALGVALGVALG

nesker til at tænke nyt og dermed ska-be ny viden til glæde for hele menne-skeligheden. Det er vigtigt at forstå, at universitetet ikke er en skole, hvor man skal lære det, andre mener er det vig-tigste. Studerende skal ikke reprodu-cere “gammel” viden fra deres under-visere, men i stedet producere ny vi-den, der skal bygges ovenpå den gam-le. Syddansk Universitet skal være en børnehave, der sætter studerendes fan-tasi i spil og kræver, at den studeren-de skal bidrage aktivt til at skabe ny-heder og sætte nye ting i gang. I dag måler vi universiteterne på, hvor me-get undervisning de tilbyder de stude-rende, men hvis jeg var rektor, så skul-le vi også måle, hvor meget nyskabel-se de studerende tilbyder universitetet. Syddansk Universitet er fyldt med over 26.000 hoveder fyldt med fantasi, der, hvis de blev udnyttet optimalt, kunne skabe verdens mest innovative og fan-tastiske studiemiljø, hvor studerende i endnu højere grad selv gjorde fantasi og drømme til virkelighed. På

stiller vi højere krav til studerende om at bruge deres fantasi, men det stiller også højere krav til uni-versitetet selv. Hvis universitetet skal være den børnehave for voksne, som det er tiltænkt, så kræver det en lege-plads, hvor studerende kan boltre sig, og hvor man tænker muligheder i ste-det for begrænsninger. Universitetet er vores samfunds generator for ny viden. Derfor skal universitetet emme af stu-derendes fantasi og være det sted, hvor der er plads og rum til at tænke skævt og ud af boksen. Hvis jeg var rektor, så var jeg ikke ked af, at kalde Syddansk Universitet for verdens bedste børneha-ve eller .

RUSTVALG

20

Nr. 7 2013

Hvis jeg var rektor på Syddansk Univer-sitet for en dag, ville jeg holde fokus på tre ting: Øget faglighed, større involve-ring af erhvervslivet og en øget interna-tionalisering. Kvalitet og faglighed på universiteterne står nemlig for Borger-lige Studerende som det helt centrale.

I Borgerlige Studerende tror vi på, at ve-jen til det gode liv er brolagt med ud-dannelse. I Danmark har man dog igen-nem de senere år haft en kedelig ten-dens til at omskrive dette til: Vejen til det gode liv er brolagt med en akade-misk uddannelse. Man er i dag så foku-seret på, at alle skal være akademikere, at man beder universiteterne om at tage imod studerende, som ikke er i nærhe-den af at besidde et fagligt niveau, der gør dem i stand til at være en del af det akademiske miljø. Dermed siger vi ikke, at universitetet kun er for overklassen eller for de få privilegerede, men vi øn-sker et universitet for den faglige elite.

I følge SDU’s strategiplan for 2020 skal vi have lige så mange studerende som Københavns Universitet. Det mener vi ikke hører sammen med faglighed.

Vi oplever, at det øgede optag desvær-re har som konsekvens, at fagligheden da-ler. Dette har ført til, at man i dag bruger længere tid på at opnå en lavere faglighed end før. Denne udvikling har vi som uni-versitet - og samfund - ikke råd til.

Ovenstående problematik skal især ses i lyset af det pres, der er på universiteter-ne fra politikernes side med hensyn til det såkaldte ST -system, hvor universi-tetets indtægter udelukkende bliver ba-seret på, hvor mange studerende der be-står deres eksaminer. Dette har ført til en udvikling imod et masseuniversitet, som netop ikke er vejen til at opnå højere fag-lighed. Tværtimod!

Derudover ønsker vi et større fokus på erhvervslivet på universitetet. Det er ikke blot væsentligt for os studerende at have kundskaber indenfor det teore-tiske, men det er i særdeleshed også vig-tigt at få indblik i det praktiske. Et øget samarbejde med erhvervslivet vil samti-dig også kunne kaste nye forskningspro-jekter af sig. Dette bliver skabt på bag-grund af studerende, der får indsigt i erhvervslivet, og derved arbejder med konkrete projekter - hvilket vil have som positiv sideeffekt, at der vil blive skabt

ere studiejobs. Flere studiejobs i Oden-se vil gøre det nemmere både at begynde og slutte sin uddannelse på SDU.

Det sidste punkt på min dagsorden vil være et større fokus på internationalise-ring. Globaliseringen stiller i dag større og større krav til, at de studerende, og de ansatte, kan navigere i en internatio-nal sammenhæng. Det er derfor vigtigt at prioritere udlandsophold både for de studerende og de ansatte.

Viden skabes i stigende grad i inter-nationale netværk og med nansiering fra internationale donorer. På samme måde efterspørger danske virksomhe-der også i større grad kandidater med internationalt udsyn. Derfor er det ønsk-værdigt, at man som universitet kan til-

Vejen til det gode liv er brolagt med uddannelse

VALGVALGVALGVALGVALGVALG

byde færdigudviklede udvekslingsaf-taler med udenlandske institutioner til alle studerende.

Slutteligt vil jeg dog påtage mig rollen som forholdsvis spydig over for den kon-kurrerende organisation, Syddanske Stu-derende. På deres hjemmeside fremgår det, at de er en studenterforening for alle på tværs af studieretning, studieby og partiskel. Jeg vil dog hæfte mig ved det sidste, da dette bestemt ikke er trovær-digt. Deres formand, Peter Lykkegaard Hansen, er som bekendt tidligere DSU-formand. Samtidig har de netop ansat Morten Madsen som politisk koordina-tor - ligeså medlem af DSU. Jeg har in-tet at indvende over for, at man tager ud-gangspunkt i en politisk tankegang. Jeg synes dog at organisationen burde beken-de kulør i stedet for at kalde sig en studen-terforening for alle på tværs af partiskel.

Som rektor skal man gå forrest i kam-pen for et bedre universitet. Derfor bør det være enhver rektors opgave at kæm-pe for øget faglighed, større involvering af erhvervslivet og en øget internatio-nalisering.

Danni Toftegaard Vander

RUSTVALG

21

Nr. 7 – 2013

Dagtimerne bliver brugt på gangene på RUC, og så er der lige plads til et byrådsmøde om aftenen. Det bliver hurtigt nogle lan-ge dage, når man som Daniel Donoso Rasmussen både priorite-rer et fuldtidsstudie og et job som kommunalpolitiker.

Med sine 25 år falder Daniel i øjnene ved bordet til møderne i by-rådet. På de andre pladser er gennemsnitsalderen nemlig omkring det dobbelte. Han er lige startet som kandidatstuderende på so-cialvidenskab og kommunikation på RUC, og er samtidig aktiv kommunalpolitiker i Høje Taastrup kommune. De sidste re år har han siddet i byrådet for SF, og hans navn står som nummer to på listen, når der igen er kommunalvalg den 19. november.

Studiejob i byrådetDaniel bruger alt i alt omkring 20 timer om ugen på sit engagement i kommunalpolitik. Det ville mange andre studiejob også kræve, og han ser det derfor ikke som noget ekstraordinært.

Det gælder bare om at strukturere sin tid ganske godt. Dani-el bruger mellem 12 og 14 timer på fysisk at være på studiet, og møderne som kommunalpolitiker er koncentreret omkring en be-stemt uge, der bliver kaldt udvalgsugen. Alt derudover består af forberedelse og masser af læsning. Det har den fordel, at Daniel selv kan disponere sin tid og læse, når han har lyst.

Daniel ser langt est fordele ved sit job som kommunalpolitiker. Men selvom han sammenligner det med et ganske almindelige studiejob, støder han også på nogle anderledes begrænsninger:

”Man er forpligtet af det som politiker. På et almindeligt job kan man få en anden til at tage en vagt for én. Det kan ikke på den måde som politiker. Der er man selv forpligtet til at møde op. Så man har større frihed men samtidig et større ansvar.”

Militærkup ind med modermælkenDaniels politiske engagement begyndte, da han som 15-årig blev aktiv i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Og interessen for politik har han bestemt ikke fra fremmede. Daniel forklarer med et stort grin, at hans far har ”klare politiske holdninger”. Men påvirkningen fra Daniels mor har været den største:

”Min mor er ygtning fra Chile under det chilenske mili-tærkup (11. september, 1973, red.). Hun arbejde på præsident-paladset, da det blev bombet. Hun ygtede derfra, fordi alle, der arbejdede der, blev kollektivt dødsdømt. Hun har været med til at opdrage mig med en stor social indignation, som har gjort, at jeg har haft lyst til at være politisk engageret i det samfund, vi lever i.”

Døråbner til krig og KurdistanByrådsarbejdet har både givet Daniel en masse oplevelser og rig-tig mange gode historier. Det politiske arbejde har åbnet døre for ham blandt andet i form af rejser. Tre gange har han været i Bo-livia for at lave relationer mellem partier, og som byrådsmedlem har han været i den tyrkiske del af Kurdistan ved grænsen til Iran, hvor der var krig.

”Det var en ekstrem oplevelse, hvor der går militærfolk rundt

BYRÅD BY NIGHTStuderende om dagen. Politiker om aftenen. Daniel Donoso Rasmussen jonglerer en hverdag som

studerende samtidig med et utraditionelt studiejob som kommunalpolitiker. Det har både givet ham

politisk hår på brystet og rystende rejseoplevelser.

RUSTVALG

22

Nr. 7 2013

med geværer. Man kunne virkelig se, hvordan de undertrykte folk,” fortæller Daniel eftertænksomt og fortsætter, ”Men det betød rigtig meget for de mennesker, der bor dernede, at man var der som politiker. For politiet og militæret behandlede dem meget bedre, når de vidste, at der var politisk repræsentation i byen. Så turde de ikke skyde eller slå dem ned. Så den uge, man var dernede, det var den uge, hvor de kunne være mere trygge. De kunne gå på gaden og være sig selv. Det betyder meget, når bare det, at man er tilstede, kan gøre en forskel.”

Rejsen til Kurdistan er en oplevelse, Daniel aldrig ville have fået, hvis ikke det var for byrådsarbejdet, og den har gjort stort indtryk:

”Der var en helt masse regler dernede. For eksempel skulle bi-lens forlygter være slukkede, når vi kørte forbi militærbasen, så de kunne kigge ind. Det glemte vi en gang, og så kom militæret ned og smadrede forruden på bilen! Bare som afstraffelse fordi vi glem-te det. Militærfolkene går rundt med hætter, så man ikke kan se, hvem de er. Hvis de skyder en, så kan de ikke blive identi ceret.”

Kaoskamp om lygtepæleneUnder mere hjemlige himmelstrøg er der også dramatiske, men dog mindre blodige, oplevelser at hente som byrådsmedlem. No-vember og dermed kommunalvalget er nemlig lige om hjørnet. For kandidaterne startede valgkampen allerede et år før med at planlægge valgprogram, hvad der skal skrives i medierne, hvor der skal hænges plakater op, deles yers ud og så videre. Men det bliver først rigtig dramatisk nogle uger før:

”Man starter med at sætte valgplakater op tre uger før. Man må først starte klokken 23, men alle tyvstarter!” griner Daniel, ”No-gen tyvstarter klokken 22 eller 21 for at få de gode lygtepæle! Da jeg stillede op for re år siden og var helt nyudklækket byråds-kandidat, var jeg meget lovlydig. Så vi startede ikke før klokken 23. Der var alle de gode pladser bare taget. Det kommer ikke til at ske igen i år!”

Daniel går allerede og glæder sig, og han vil råde alle til at prøve at være en del af den nat:

”Det er ret fedt at være med til! Man står der til langt ud på natten, og det er rent kaos. Det er alle mod alle. Man løber hen med stigen, op på stigen og op med plakaten og så ned igen. Så kan man se de konservative 100 meter længere nede af vejen. Man har spottet den samme lygtepæl, og så er det bare om at løbe alt hvad man kan for at få den rigtige plads! Man tror det ikke, men det er en oplagt mulighed for at vise sine skills.”

Det koster både tid og penge at være i valgkamp. Selvom partiet be-taler noget til plakater og yers, så vil alle kandidaterne gerne skil-le sig ud. Daniel fortæller, at det hurtigt kan blive en dyr fornøjelse:

”Hvis man gerne vil have det ekstra, der adskiller en fra de an-dre kandidater, så skal man selv lægge det til. Og på den måde byg-ger alle kandidaterne jo ovenpå. Man kan godt lægge 15-20.000 kr. i valgkampsperioden. Det er ret meget særligt som studerende.”

De underrepræsenterede unge vælgereSelvom Daniel også interesserer sig for ældrepolitik, så er der nogle helt naturlige årsager til, at han måske brænder lidt mere for ungdomspolitik. Desværre er det ikke helt så nemt at komme ud til de unge vælgere:

”Det er svært at komme ud i medierne. Lokalavisen skriver selvfølgelig om kommunalpolitik, men der er ikke ret mange unge, der læser lokalavisen,” siger han smilende og fortsætter, ”Vi bru-

ger også Facebook, men der får man kun fat i dem, der allerede er enige med én. Og som typisk allerede er politisk engagerede.”

Daniel mener, at den helt store fordel ved kommunalpolitik er, at man kan se, hvordan man har ind ydelse på sit lokalsamfund. Der er ikke langt fra beslutningsbordet til den konkrete effekt i kommunen. Man går rundt mellem de mennesker, beslutninger-ne har en betydning for. Det ser han som en kæmpe motivation og belønning:

”Jeg har blandt andet været med til at vedtage, at der skal være et musiksted på kulturcenteret, hvor der er bevilliget 18 millioner til. Det var en af mine mærkesager. Og så har jeg kæmpet for, at der skal opsættes vindmøller. Og nu ser det ud til, at vi kan op-sætte én vindmølle i kommunen!” siger Daniel og griner, ”Det er jo bedre end ingenting.”

Gift med kommunenDe sidste re år har Daniel ikke har haft mulighed for at bo i andre kommuner end Høje Taastrup. Når man sidder i byrådet, er man nemlig samtidig bundet til at bo i den kommune, man er valgt ind i. Ellers mister man sit mandat. Og hvis han bliver valgt ind igen, er han også stavnsbundet til kommunen de næste re år. Når alle vennerne eksempelvis rykker til København, er det ikke så sjovt at blive tilbage. Det må man tage med.

I politik er der ikke nogen garantier, og på den måde adskiller Da-niels studiejob sig også fra de este andres. Hans kontrakt løber aldrig længere end re år, før det igen er op til vælgerne, om han har gjort sig fortjent til at fortsætte:

”Som jeg ser det, er der 50-50 sandsynlighed for, at jeg bliver valgt ind. Hvis jeg ikke bliver valgt ind, har jeg fået mulighed for at tage til Sydamerika og studere halvandet år. Så det er en back-up-løsning!” siger han med et stort smil. Daniel er derfor fortrøst-ningsfuld uanset om han fra januar næste år skal fortsætte sit ar-bejde som kommunalpolitiker, eller han skal læse sine studiebø-ger i Sydamerikas varme. Og selvom han skulle rykke teltpæle-ne op og sætte kursen mod Sydamerika, er han ikke i tvivl om, at han vil savne politikken så meget, at han vender tilbage.

Tilbage til fremtidenDaniel har nemlig også politiske ambitioner for sin fremtid. Præ-cis hvordan den skal forme sig, må tiden dog vise. Men tiden som kommunalpolitiker ser han uanset hvad som en kæmpe fordel:

”Det er en stor ting at kunne skrive på sit CV, hvis man ger-ne vil noget indenfor politik eller organisationer. Så ved de, man har erfaring indenfor de områder. Jeg vil gerne fortsætte en po-litisk karriere eller indenfor nogle organisationer. Eller ambassa-dearbejde. Alt det hører jo inden for samme politiske ramme.”

Daniel giver jobbet som kommunalpolitiker tommel ngeren opad og sine klareste anbefalinger. Det er et ansvarsfuldt job, og der-for kræver det både tid og engagement. Han ser det som en stor tillidserklæring fra de vælgere, der har givet ham deres stemme, og det forpligter. Men derfor er det ikke kun seriøs debat og par-tipolitiske skænderier:

”Det er rigtig hyggeligt at sidde i byrådet. Selvom man er dybt uenige i byrådssalen, så er det bare hyggeligt, når man sidder se-nere og spiser sammen og snakken går omkring bordet. Folk får måske en cognac, og alle falder ned på jorden,” siger han smilen-de, ”Selvom vi er uenige politisk, kan vi sagtens omgås. Man lærer at adskille sine politiske holdninger fra de personlige relationer.”

RUSTVALG

23

Nr. 7 – 2013

Lokalpolitikkener en

mi

VALG24

Nr. 7 – 2013

RUST

Når vejen går til de kommunalpolitiske stemmeurner den 19. november, vil væl-gerne under 25 år være i undertal, ligesom der heller ikke vil være mange unge ansig-ter på landets lygtepæle i ugerne op til val-get. Og det er ikke så sært, hvis man spør-ger Yngresagens formand, Anders Vild-sø Andreasen.

”Man skal jo overbevise de unge om, at det, der bliver besluttet i byrådet, er vigtigt, og at det berører dem. Det er bare svært, når dem, der træffer beslutningerne, er mænd over 50. Lokalpolitikerne får minus tre i både udstråling og den måde, de forsø-ger at sælge deres politik og holdninger til unge. De gør lokalpolitikken usexet.”

De unge skal tænkes ind i de beslutnings-processer, som foregår i byrådene og kom-munalbestyrelserne. Ja, og så skal de unge lokalpolitikere blive bedre til at fortælle om arbejdet i kommunen for eksempel ved at tage ud på uddannelsesinstitutionerne.

”Og så må de unge lokalpolitikere gerne sælge dem selv på, at de er unge. For det er altså en god ting, at de er det,” siger An-ders Vildsø Andreasen.

For lokalpolitikken er en svær størrelse for de 18 til 24-årige. En ny undersøgelse fra KORA (Det Nationale Institut for Kommu-ners og Regioners Analyse og Forskning) viser, at tre ud af re unge nder lokalpo-litik svært eller uinteressant. Og det kom-mer til udtryk på valgdagen, hvor de er langt mere usikre om, hvorvidt de vil stem-me sammenlignet med deres forældre og bedsteforældre.

De 18 til 24-årige har svært ved at forholde sig til kommunalpolitik, som de finder både svært og uinteressant.

I Horsens arbejder et 26-årigt byrådsmedlem på at gøre lokalpolitikken nærværende for de unge.

Manglen på unge ansigter på plakaterne bliver beskrevet som en del af forklaringen. På landsplan er andelen af byrådsmedlem-mer mellem 18 og 30 år godt 4 % på trods af, at gruppen udgør 16 % af befolkningen.

Men der ér unge ansigter at nde på pla-katerne rundt om i landet.

Andreas Boesen er med sine 26 år det yng-ste medlem af Horsens Byråd, hvor han har siddet side om side med de øvrige social-demokrater siden sidste kommunalvalg i 2009. Udover byrådsposten sidder han som formand for Kulturudvalget, mens han passer sine studier i Statskundskab ved Aarhus Universitet. Byrådet er kom-munalbestyrelsen i Horsens Kommune, og som Kulturudvalgsformand står Andreas Boesen i spidsen for kulturudvalget, der rådgiver byrådet om de kulturelle forhold i kommunen.

5 hurtige til Andreas Boesen

I Danmark har vi repræsentativt demokra-ti. Det betyder, at vores folkevalgte forsam-linger skal være repræsentativt sammen-sat, og repræsentere alle grupper i sam-fundet. Derfor er det vigtigt, at der sid-der unge, gamle, mænd, kvinder, direktø-rer, arbejdere og så videre. Hvis unge ikke stemmer, bliver deres interesser ikke re-præsenteret.

Hele kulturområdet er et godt eksempel. Skal vi have bedre haller og kunstgræsba-

ner til at dyrke idræt i fritiden? Skal det koste færre penge at gå i musikskolen, og skal det være muligt at gå til drama på højt niveau samtidig med gymnasiet? Skal vi have en spændende midtby, hvor det er fedt at være?

Ja. For det første har rigtig mange ikke no-get forhold til deres kommune, fordi de ved, de skal videre til en anden by. Forhol-det opstår først, når de slår sig ned og be-gynder at interessere sig for, om børneha-verne er gode nok. Derudover er der for lidt fokus på det. Alle skoleelever burde have besøg af en byrådspolitiker og besø-ge rådhuset.

Jeg arbejder for et ungeråd for ungdoms-uddannelserne, så de kan blive hørt og se, at de kan gøre en forskel. Derudover ar-bejder jeg med alt fra guidede byrådsmø-der til at holde oplæg på skoler. Derud-over sætter vi stemmebokse op på uddan-nelsesstederne.

Ting tager tid. Lang tid.

usexet,daldrende mand

VALG25

Nr. 7 – 2013

RUST

RUSTSAMFUND

26

Nr. 7 2013

Når tiden tikkerTeitur er med sit nye album Story Music vendt tilbage til Færøerne. Fysisk, mentalt og musikalsk.

Med tusinder af koncerter i kufferten er det tid til temposkift. Pløkkerne er sat i den færøske muld

og værdier som nærvær og ro bliver prioriteret højere.

Luften er tæt af kropsvarme i Det Brunske Pakhus i Fredericia. I det lille intime kon-certlokale står der små runde borde med stearinlys, der har trukket al ilt ud af luf-ten og gjort den tyk at træde sig igennem. Folk venter med boblende kvalitetsøl på, at musikken skal starte. Stemningen er sum-mende. Efter en tids venten bliver stem-merne mindre, da Teitur gelinde træder op på den lille scene. Det færøske band trop-per tæt bag ved ham som et pust på Tei-turs dugfriske turné, som han påbegynd-te 16. september.

Han kigger ud på publikum med hove-det let bøjet og et ydmygt blik. Det skæve smil vidner om en genert sjæl. De let hæ-vede, spinkle skuldre i den cowboyfarve-de skjorte forstærker indtrykket. Men da Teitur sætter sig ved sit klaver, løsnes lem-mernes anstrengelse og nervøsitet. Teitur er, hvor han er bedst. Ved musikken.

”Hvor ser her hyggeligt ud!” Smiler han og kigger ud over den intime forsamling.

Teitur er aktuel med sit sjette album, Sto-ry Music, som udkom den 16. september. Et album, som skiller sig ud fra de andre. Det er nemlig som det eneste indspillet på Færøerne, hvor Teitur er vokset op. Som 17-årig yttede han med sin familie til Danmark. Først Holstebro og senere København, London og Stockholm. Sam-tidigt med dette har Teitur været oppe og spille 250 koncerter om året forskelli-ge steder i verden. Nu er han vendt til-bage til freden på Færøerne og udkom-mer i samme åndedrag med et nyt al-bum indspillet i en gammel isfabrik i ho-vedstaden Tórshavn. Stort set alle sange-ne på pladen er indspillet og sunget live af Teitur og de omtrent 60 lokale færin-ger, som har hjulpet ham med at fortæl-le historierne.

Kaffe på kanten af stolenRUST møder Teitur til en tår kaffe på Chri-stianshavn kort før hans udgivelse. Luf-ten over København har hele dagen været fugtig. Skyerne har hængt og samlet vand, som lagner, hvis vævning til sidst må give efter for vandets vægt. Teitur svinger om hjørnet på sin røde racercykel ved den lille café og når knap at træde ind af døren, før dråberne rammer brostenene. Man skulle næsten tro, Teitur havde bragt det ustadi-ge vejr med sig fra Færøerne. Med øjnene anstrengt opad for at gøre sig forhåbning om at få øje på, om håret bærer præg af cy-kelturen, retter han i pandehåret og ræk-ker hånden ud.

”Hej!” siger han forsigtigt.

Genert sætter han sig ved bordet. Skævt på stolen, som var det på den måde nem-mere for ham at kunne slippe væk derfra igen. Teitur kigger ud af vinduet og vrider lidt rundt på stolen. Men efterhånden som snakken er i gang og stemmebåndet var-

met op, vender benene langsomt fremad, og holdningen er mere afslappet. Et musi-kalsk kropssprog vælter ud gennem ng-rene, når han forklarer. Teiturs ngre spil-ler ustandseligt hen over cafébordet, som havde han et klaver foran sig.

Til Frankfurt for 25. gangDen nu 36-årige kunstner har valgt at ytte tilbage til sit helma. Hjem på færøsk. Ind-til nu har Teitur haft ét ben i det moderne musiksamfund og et andet i traditionen fra hjemmet på Færøerne. Men med sin nye plade er begge ben rykket tilbage til slug-ten lidt uden for Tórshavn.

”Når man kommer til Frankfurt for 25. gang, så vil man gerne have et sted, hvor man kender systemet, og hvor man bare kan få fred. Færøerne er en kontrast til storbylivet, hvor alt ikke er i kalender og planlagt.” Teitur har efterhånden spil-let så mange koncerter, at ere af stederne unægteligt vil være de samme. Og selvom det er glædeligt for ham at vende tilbage til de mange besøgte byer, er ere dage nogle af stederne noget, han gerne vil prioritere.

Og netop tid, eller mangel på samme, er noget, der optager Teitur. På Færøerne er der mere tid og mere nærvær. Story Mu-sic er indspillet i et studie, som hans gam-le barndomsven Jonas har bygget. Dét var i sig selv et incitament for Teitur at produ-cere sin plade på Færøerne.

”Faktisk har jeg også haft et behov for at gennemføre ting professionelt på Fær-øerne. Hvorfor skal jeg ikke kunne bo dér og være dér og gøre det, som jeg gør. Man har opbygget en eller andet tro om, at det kan man ikke gøre deroppe, fordi der er for meget modstand, og det fungerer for dår-ligt, men det har jeg valgt ligesom at trod-se. Nej jeg skal sgu gøre det deroppe,” for-tæller han.

Og selvom det ifølge Teitur er mere tjek-

Jeg ser det som meget humoristisk at lege med musikken. Jeg er heller ikke bange for at bruge lange pauser og pinlig stilhed. Skal der ikke ske noget, spørger folk. Det er ligeså meget en provo-kation. Vil folk kæles på ryggen, eller hvad vil de? ”

”

RUSTSAMFUND

27

Nr. 7 – 2013

ket og mere produktivt i London, så er det netop det langsom-me og det nærværende aspekt, der trækker ham i retningen af at sadle om og modsætte sig det oplagte. Og efter Teiturs mening har det heller ikke været det vigtigste, hvor fancy indspilningen af den nye plade var. Den musikalske kvalitet, han har opnået i Tórshavn, er for ham dét, der har gjort udslaget og givet mening. I sin nye udgivelse har han inddraget den færøske befolkning, og ifølge Teitur giver det en anseelig, musikalsk værdi, at en 16-årig sidder ved siden af en 83-årig og spiller musik. For Teitur mener, at musik ofte er noget man godt kan lide, fordi man godt kan lide de mennesker, der spiller den.

”Jeg synes, det kan blive lige så god musik, når nogen stiller sig op og synger falsk tillykke til sin mor. Det kan være større mu-sik end nogen, der står og spiller smart på en bar eller sådan no-get, ” fortæller Teitur med den sirlige færøske accent.

”Jeg har et ønske om ikke bare at lave blabla-musik, og på Færøerne er der en helt anden energi. Især til denne plade har det været vigtigt. Til fester på Færøerne spiller folk mu-sik for hinanden og spiser og drik-ker. Alle de sange man spiller til de lejligheder, har jeg lært at spille. Det er dybest set fundamentet for det, jeg gør.”

Livet bør have færre reglerOg med det i baghovedet søger Teitur også at gøre tingene i et an-det tempo. Tid er et emne han loso sk forholder sig til. Det er en tankestrøm om livets værdier, der optager ham. I et samfund af travlhed forholder han sig kritisk til den forjagede hverdag.

”Jeg tror nok, alle herinde kunne tænke sig at have mere tid”. Si-ger han og refererer til den bugnende café på Christianshavn. Det er en luksus, som er at nde på Færøerne. En luksus som Te-itur værdsætter efter adskillige hektiske koncerter bag sig. Men hvad skal man bruge sin tid på, og er noget mere værd end an-det, og hvem afgør det, spørger Teitur ud i luften. Der er man-ge, der har en mening om, hvad man helst skal bruge sin tid på, forklarer han.

”Men er det egentlig mere værd at gå i biografen end at sidde derhjemme og spise et æble?”

Det er værd at være til stede i sit liv og gøre ting, der giver me-ning for en. Ikke fordi samfundet dikterer det. Man skal kun gøre ting, man kan lide at lave, så vil man have mere tid i sit liv, mener han. Og selvom tilværelsen ikke ville hænge sammen uden reg-

ler og systemer og ting, man var nødt til at gøre, synes det for Teitur grund-læggende forkert med så stramme sy-stemer.

”Bussen holder altid kun på bus-stoppestedet. Jeg synes, der er et eller andet helt menneskeligt forkert ved det,” griner han og kigger ned i forle-genhed over sin tossede, men dybføl-te holdning til livets sammensyning.

Ifølge Teitur burde samfundet kun bestå af få enkle, men gode regler.

”De ti bud måske?” Ler han og vender hovedet over skulderen med

et glimt af ja - måske ér det det, der skal til. Herefter bliver em-net lukket med en vis distance over for sig selv og over måske at have fortalt noget, der for andre kan lyde som en snak om umu-ligt anarki.

Bussen holder altid kun på busstoppestedet. Jeg synes, der er et eller andet helt menneskeligt forkert ved det ”

”

Jeg synes, det kan blive lige så god musik, når nogen stiller sig op og falsk synger tillykke til sin mor. Det kan være større musik end no-gen, der står og spiller smart på en bar eller sådan noget ”

”

RUSTSAMFUND

28

Nr. 7 – 2013

Det simple, komplicerede livSom så mange andre mennesker går Te-itur med drømme om at gøre ting i livet, som på stående fod ikke kan lade sig gøre. Enten på grund af tid eller penge. Nogle drømme bliver til noget, andre får lov at svæve i bevidstheden til de til sidst bliver erstattet af noget andet eller opgivet.

”Jeg kunne rigtig godt tænke mig at spise min egen frugt. I stedet for at gå ned i su-permarkedet og købe masseproducerede portugisiske æbler kunne jeg godt tænke mig at plukke mine egne. Måske skal jeg have mit eget landbrug?” Siger han og gri-ner, så det ikke er til at vide, om det er en af de svævende drømme, eller en af dem, som faktisk bliver til noget en dag. Er det

e e ter det e

”Jeg synes faktisk, det er endnu mere kom-pliceret. Det er ret simpelt at købe portugi-siske æbler. Det andet er mere komplice-ret, men jeg synes, det er et rigere liv, fak-tisk. Jeg har nogle tanker om, at det andet ville være bedre for mig og for omgivelser-ne. Det ville klæde os at være mere på den måde,” fortæller han.

Men uanset om drømmene om frisk-fanget frugt bliver en realitet, er søgen ef-ter det langsomme og det meningsfulde noget, der følger ham i musikken. Målet med musikken er at give noget til andre. Og derfor har det været vigtigt at fortæl-le noget med musikken og nærmest skæ-re det i små bider for at få lytteren til at fange budskabet. Teitur har bevidst byg-get sine sange op om små fortællinger. Frosset tiden og beskrevet små episoder, så alle kan se det for sig. Om telefonsæl-geren på gaden, om den pige, han lege-de med som barn, og som han nu ikke ved hvad laver, eller om sangen der hand-ler om at vente. Alle fortæller de om små øjeblikke, som ofte er momenter, de e-ste ikke ville skænke en tanke, fordi de bare var små indskud i større perspek-tiver og dele af dagen. Selv fortæller Te-itur, at mange opfatter hans musik melan-kolsk og til tider trist, men han har et an-det syn på klangen.

”Jeg ser det som meget humoristisk at lege med musikken. Jeg er heller ikke bange for at bruge lange pauser og pinlig stilhed. Skal der ikke ske noget? Spørger folk. Det er ligeså meget en provokation. Vil folk kæ-les på ryggen, eller hvad vil de?”

Til koncerten er den pirrende, provokato-riske og milde stemning et udtryk, som til-skuerne fanger. Der bliver klukket under-vejs rundt omkring i hjørnerne, når pau-serne bliver længere end, hvad man synes, det kan tillades, og når der bliver sunget om ting, alle kan se for sig. De små fortæl-linger, som bliver foldet ud til den mindste detalje. Teiturs koncert er blevet mere end blot en koncert. Det er blevet et stykke. Et stykke hvor folk kan tage en bid med hjem og smage på det i ere dage.

Når man kommer til Frankfurt for 25. gang, så vil man gerne have et sted, hvor man kender sy-stemet, og hvor man bare kan få fred ”

”

TEITUR LASSEN

Født i 1977 på Færøerne.

Er netop yttet tilbage til Færøerne.

Er aktuel med sit sjette album, Story Music. Det er det første album indspil-let på Færøerne.

Har en dansk kæreste i København.Endnu ingen børn, men drømmer om det.

RUSTSAMFUND

29

Nr. 7 – 2013

I de små lokaler er samtalerne i gang. Det er den ene ud af to gange om året, hvor der skal

ndes nye frivillige til at tage sig af telefoner-ne og mailtjenesten, som Livslinien tilbyder fra 11-23 hver dag, hvis man har selvmords-tanker. Og her har afdelingslederen for den frivillige tjeneste, Charlotte Berendt-Poul-sen, lagt mærke til en uhyggelig udvikling.

”Bare blandt de unge piger er antallet af selvmordsforsøg de sidste ti år og nu skal du holde godt fast steget med 400 %,” for-tæller hun. Den voldsomme stigning kan have mange årsager bag sig. Men Charlotte Berendt-Poulsen mener bestemt, at begyn-dende stress er en af de største.

”Jeg synes helt klart, at man hos os kan mærke, at de unge ringer og skriver om den slags problemer, som man kunne de-

nere som symptomer på stress. De beskri-ver en form for magtesløshed i forhold til mange områder i deres liv, som de synes, at de har svært ved at takle. Det kan gå på noget konkret, som en uddannelse for ek-sempel, men også bare på en oplevelse af ikke at slå til generelt. Ikke at leve op til egne forventninger,” fortæller hun.

Halsen er blevet kortereBenene er trukket godt op under hende,

mens snakken stille og roligt tager hul på minderne og erfaringerne fra perioden, hvor stresssymptomerne for alvor satte ind.

”Jeg husker, at det værste var morgener-ne. Jeg havde ikke lyst til at stå ud af sen-gen, og jeg havde kvalme,” fortæller 20-åri-ge Simone May Isaksen. Hun måtte sidste år acceptere, at hun led af stress, hvilket for hende selv kom som et mindre chok.

”Min folkeskolelærer sagde altid, at hvis jeg skulle være et dyr, så var jeg helt sikkert en giraf. De virker til at have så me-get overskud, fordi de har den lange hals. Men jeg må bare acceptere, at den hals er sgu ikke så lang mere,” forklarer hun, mens tempoet i samtalen begynder at stige mere og mere. For man skal først lige rigtigt i gang med dialogen, når samtaleemnet er noget så ude nerbart og personligt som den sygdom, der holder 35.000 danske-re sygemeldt hver dag. Ifølge Simone er stress et af de største tabuer i dag. Og det forstår hun ikke.

Når hverdagen bliver for megetLikes, eksamener og personlige forventninger. Aldrig før har så mange unge været under så stort et pres som

i dag. Det har man tydeligt kunnet mærke på Livslinien, hvor den yngre generation ringer og skriver ind hver

eneste dag med stresssymptomer.

e t r et e er e e

”Selv Medina har dårlige dage”

”Jeg tror, at alle selvstændige mennesker i dag lider af en form for stress. Det ndes i os alle sammen. Derfor er det utroligt, at det er så svært et emne at snakke om. Og at der generelt er en stor uforståenhed over for sygdommen,” slår hun fast med et sikkert blik.

Man siger A uden at sige B Og netop den store uforståenhed stiller afdelingsleder Charlotte Berendt-Poulsen også store spørgsmålstegn ved. Hun for-står ganske enkelt ikke, hvordan man kan sætte så høje krav til den yngre generati-on uden at tilbyde den nødvendige hjælp efterfølgende.

”Langt de este af de unge mennesker, der ringer ind til os, har prøvet at række hånden ud efter hjælp før. Uden at det er lykkedes dem. Der kan forekomme meget lang tid på studievejledningen, og det er for dyrt for en studerende at betale en psy-kolog. Så når samfundet og regeringen si-ger, at vi har en forventning om, at du får 12 i alting, og at du gennemfører en videre-gående uddannelse, så lægger man et stort pres på uden at tilbyde den nødvendige hjælp bagefter. Man siger A uden at sige B,” forklarer hun med en lettere bekymret

RUSTSAMFUND

30

Nr. 7 – 2013

KONKURRENCE: Efteråret er over os. Det er blevet mørkere, koldere og de grå skyer truer med at skylle os alle sammen bort. Efteråret er tiden, hvor man skal sidde indenfor under dynen med the, en god bog og velsmagende lækkerier. Dertil vil RUST gerne hjælp!

Vi udlodder en ”hyggepakke”, der bliver sendt direkte til din dør, så du har en god undskyldning for at hygge inden døre. Alt du skal gøre er, at gå ind på www.rustonline.dk og svare på spørgsmålet:

”Hvornår er der næste gang skudår?”

Sidste frist for vinde RUST’s godtepose er den 29. Novem-ber kl. 23.59 VIND

FORKÆLELSES- PAKKE

Odense Banegård Center · biocity.dk · tlf. 70 13 12 11

GAVEKORT TIL GODE FILMOPLEVELSER KØBER DU ONLINE ELLER I BILLETSALGET

www.TilDigFraMig.dk

undertone i stemmen. Charlotte Berendt-Poulsen virker i det hele taget, som om at problemet går hende på. Som om at hun har lyst til at lægge en beroligende hånd på alle de bekymrede hoveder, der krydser hendes daglige gang på arbejdet.

”Hvis jeg kunne give et råd til alle, og det lyder virkelig banalt, men så lad vær’

med at være så hård ved dig selv. Det er menneskeligt at have perioder i sit liv, hvor man ikke magter at være 100 % inden for alting,” siger hun. For Charlotte Berendt-Poulsen er det også altafgørende, at man ikke underkender sine følelser, når det går for stærkt, men tager dem alvorligt og be-arbejder dem.

Facebook som fjende Simone May Isaksen er for længst begyndt at tage sin stress alvorligt. Selvom at det ikke er lige så slemt nu, som det var for bare et år siden, så kan hun til tider stadig mær-ke sygdommen ligge lige under huden.

”I visse situationer kan jeg mærke, at jeg lige skal tænke på mig selv først. Så siger jeg nej til et par ting, inden det bliver for slemt,” forklarer hun. Hun har blandt an-det også lagt mærke til, at hun er begyndt at bruge det sociale medie Facebook på en ny måde.

”Før i tiden gik jeg meget op i, om mine statusopdateringer k 10, 20 eller 50 likes. Det er jo helt åndssvagt, når man tænker over det,” siger hun, mens hun lettere ef-tertænksomt kaster et blik ud af vinduet.

Hun forklarer, at hendes søster i 7. klas-se, som hun er meget tæt med, har fortalt, hvordan der kan gå konkurrence i klasser-ne om, hvem der kan få est likes.

”Det er jo helt sindssygt. Det må være et kæmpe socialt pres at lægge ned over sig selv.”

Charlotte Berendt-Poulsen har også bidt mærke i de unges brug af den sociale skue-plads.

”Det er meget markant, at det er de unge, der stiller høje krav til sig selv. Og det er på grund af den måde, som vores samfundsmentalitet er blevet bygget op på. Det har i høj grad også noget med de sociale medier at gøre. Dér udstiller vi os selv i et bedre og mere positivt lys, end vi rent faktisk er,” forklarer hun. Afdelingsle-deren mener i det hele taget, at alle til tider har behov for at stoppe op og trække vej-ret lidt dybere. For som hun selv siger det:

”Selv Medina har dårlige dage.”

”Min folkeskole- lærer sagde altid, at

hvis jeg skulle være et dyr, så var jeg helt

sikkert en giraf. De virker til at have så meget overskud, fordi de har den lange hals.

Men jeg må bare accep-tere, at den hals er sgu

ikke så lang mere”

RUSTSAMFUND

31

Nr. 7 – 2013

Det er fredag aften. Odense bys gader er fyldt med unge mennesker, der har en gå-bajer i den ene hånd og en ven i den an-den. Om fredagen fester man. Men i dag ser det lidt anderledes ud. Gennemsnits-alderen er hævet, øllene er fra Refsvindin-ge, ikke Albani, og så er der kunst. I anled-ning af Odenses Kulturnat har kunstmu-seet Brandts inviteret til fernisering den 4. oktober.

Kunstmuseet lukker publikum ind i en svunden tid. Med Commodore 64, joysticks med én rød knap og videospil med me-get få pixels bliver man ført ind i 1980’er-nes digitale kultur. Formålet med udstillin-gen e der er r dt er at udstil-le computerspil på et regulært kunstmuse-um. En udstilling, der til ferniseringsafte-nen skydes i gang med livemusik.

”Om computerspil er kunst eller ej, er for mig at se ligegyldigt. Måske er det i vir-keligheden sjovest, når man ikke ved, om det er det ene eller det andet. Med denne udstilling rejser vi spørgsmålet,” fortæller Ras Bolding, der ikke kun står på scenen i en sølvfarvet heldragt, men som også har været med til at forme udstillingen.

På Brandts’ tredje sal ligger Mediemuse-et. Alle kender den blå baggrund i Super Mario, hvor landskabet med røde padde-hatte og gulbrune rør pryder en stor del af udstillingslokalet. Her man kan åbne lå-ger og genforenes med David Bowie, bip-bip-spil og transportable spillemaskiner fra dengang, hvor der var ét spil knyttet til én maskine.

I aften byder dog på andet end udstillin-gen selv. Kunstinteresserede, gothpunks og Commodore 64-nørder er mødt op og bliver underholdt med livemusik. Den lil-

Kunstmuseer er andet end gamle malerier og mærkværdige skulpturer. Museet

Brandts har åbnet for en udstilling, der genforener publikum med 1980’ernes spil-

kultur med arkadespil, Commodore 64 og den spæde start på elektronisk musik.

I forbindelse med Odense Kulturnat har de inviteret på livemusik og neonlys.

e t e d et e e e e

le scene inviterer ikke kun Ras Bolding, men også electronica-trioen Oktronium og legenden Jeroen Tel, der har lavet musik-ken til mange af 80’ernes spilsucceser. Ras Bolding, der også er formand for Klub Go-lem på Kulturmaskinen i Odense fortæller, at håbet med en fernisering i denne liga er at trække et broget publikum til udstil-lingen over de kommende måneder. For Ras Bolding handler det også om person-lig interesse.

”Jeg er selv vokset op med Commodore 64 og var dybt fascineret af maskinen, dens spil og ikke mindst musikken til de spil. Det sker stadig, at min bror og jeg nder fælles tid til at tage en nat, hvor vi spiller computerspil - vi har blandt andet hakket os vej gennem en stor del af Final Fanta-sy-serien. Det hænder også jævnligt, at Pac Man kommer på hjemme på min Commo-dore 64. Så tænder man sit neonlys og smi-der Kraftwerk på, og straks er man tilbage i fortiden,” fortæller Ras Bolding.

Out Run-maskine e e er e t r

er e e et de r de t re er er r er e

e de e et t r det e e t d er t r t

Spillende hånd e r de det e

e ed t t er deet d r e teret

e de rte e ed det e t

d te d de t e er et et

re

MELLEM KUNST OG COMPUTERSPIL

RUSTSAMFUND

32

Nr. 7 – 2013

RUSTSAMFUND

33

Nr. 7 – 2013

Ras Bolding t d tr der ed t e rter ter

te t e r e e ed t er e er er e tre e tr de er r ret ed t t e tte d t e

RUSTSAMFUND

34

Nr. 7 – 2013

SPACE INVADERSUdstillingen Space Invaders over Brandts kan besøges frem til 5. januar 2015. Hver torsdag mellem 17 og 21 er der fri entré på hele museet.

Spillende mennesker

E de d t e ed det e d t r

e e der er de e e de t t d t de t r

er edet t

Spil e

rr er e d re t ette tette r e t d redt ed d re r rte

E r r det d e der

r r e e dt det r e

t t ertere e de t et d t t

r t

Commodore 64et er de e e e er der ed r t d re ere der e er e

t r r de e e r e dt r d e r de r te e e ter der er e ed r t t e der d e r r de ed e t e

RUSTSAMFUND

35

Nr. 7 – 2013

Forestil dig en lille pige på tre år vi kal-der hende Lise. Hun ser for første gang en edderkop. Hendes mor står hvinende på en stol og peger på det lodne dyr på køk-kengulvet. Lises far kommer løbende med en stor spade i hånden og smasker bæstet ihjel. Nu er Lise voksen og lider af fobi for edderkopper. Hun tager til en hypnotera-peut for at blive kureret for fobien. Gen-nem hypnosen vil Lise blive bragt tilba-ge til barndommen for at fjerne den frygt, der engang blev skabt. Men ifølge Seba-stian Swane, der er psykiater med specia-le i angstlidelser, er denne behandlingsme-tode, som tager udgangspunkt i barndom-men, ikke den rette behandling. Han me-ner derimod, at patienten skal lære at sty-re sine følelser og i stedet tænke rationelt.

”Det burde forbydes at behandle fobi-er ved at gå tilbage til barndommen. Un-dersøgelser viser, at der ikke er belæg for, at metoden virker,” siger Sebastian Swane.

Sebastian Swane oplever ere patien-ter med fobier, der har brugt tusinder af kroner på at blive behandlet hos enten en hypnoterapeut, en psykoterapeut eller en psykolog, uden at behandlingen har båret frugt. Ifølge Sebastian Swane er problemet, at mange terapeuter og psykologer benyt-ter sig af den freudianske behandlingsme-tode. Der fokuserer man på fobiens oprin-delse, som for manges vedkommende lig-ger i barndommen.

”De este kan ikke huske, hvornår de-res fobi opstod, og derfor nytter det ikke noget at grave i barndommen. Derudover fortolkes patientens barndom for at nde en forklaring på fobien. Men hvad hjælper det på angsten, at patienten nder ud af, hvorfor han eller hun har en fobi? Ingen-

ting. Patienten er lige så bange som før,” fortæller Sebastian Swane.

Ifølge psykiateren er en fobi den mildeste form for angst skabt af en fejlindlært følel-se. Som barn har vi lettere ved at indlære, og det vil derfor ofte være her, man kan udvik-le en fobi, hvis man er ude for en dårlig op-levelse. Sebastian Swane forklarer, at fobien skabes på baggrund af fejlfortolkninger af visse situationer. Ligesom Lise, der udvik-lede en fobi for edderkopper, fordi hun op-fattede dem som farlige, da hun var barn. Hun forbinder derfor edderkopper med en følelse af frygt. Denne utrygge følelse kan man ikke bare fjerne, mener Sebastian Swa-ne. Patienten skal derimod lære at håndtere angstfølelsen, og lade rationelle tanker styre i stedet. Gennem det, der kaldes kognitiv te-rapi, kan patienten lære at lade tanken styre i stedet for følelsen. Sebastian Swane mener selv, at kognitiv terapi er den mest effektive måde, hvorpå man kan behandle en fobi.

”Følelser kan ikke tænke, og tanker kan ikke føle. Men det handler om, at patienten skal kunne håndtere de fejlindlærte følel-ser og lære at tænke rationelt. Du dør ikke det er okay at blive angst,” siger Seba-

stian Swane.

Kognitiv terapi – konfrontation med fobienSebastian Swane forklarer, at patienter med fobier kan lære at tænke rationelt gennem gradvis konfrontation med fobien. En pa-tient med edderkoppefobi skal i kognitiv terapi starte med at sidde med et billede af en lille edderkop i hånden. Dette bliver lidt efter skiftet ud med et billede af en stør-re edderkop. Når patienten så har vænnet sig til det, får patienten en lille død edder-

kop i hånden. Stille og roligt konfronteres patienten med fobien, og angsten falder for hver gang. Til sidst sidder patienten med en levende edderkop i hånden uden at være bange. Edderkoppefobi kan man ifølge Sebastian Swane kurere på en halv til en hel time med kognitiv terapi. Mere alvorlige fobier, som social fobi, kræver et længere behandlingsforløb.

”Hypnose visker fobien ud”Hypnoterapeut Zanne Bech behandler ef-ter den freudianske behandlingsmodel, hvilket vil sige, at hun tager patienten til-bage til barndommen. Ifølge Zanne Bech er alle hendes klienter blevet kureret for deres fobi. Hun fortæller, at hun fjerner angstfø-lelsen fuldstændigt i modsætning til den kognitive terapi, hvor man blot lærer at håndtere angsten.

Zanne Bech de nerer fobier som en skør tanke opstået af en misforståelse. Gennem hypnose bliver hendes klient opmærksom på denne misforståede følelse og kan på den måde ”rette” den. Hun kalder dette for ”reframing”.

”Man går tilbage til den situation, hvor fobien opstod og ændrer på billedet. Det gør man ved at forene personen med den misforståede følelse og få personen til at indse, at der ikke er noget farligt i situatio-nen. Det kaldes reframing. Hypnosen fun-gerer som et viskelæder. Jeg beder min kli-ent om at tænke tilbage til dengang, angst-følelsen opstod, og så fjerner jeg de mis-forståede følelser,” forklarer Zanne Bech.

Sebastien Swane mener, at den eneste måde at behandle fobier på er gennem kognitiv terapi eller medicinsk behandling. Han be-grunder dette med, at der ikke er noget vi-

Psykiater:

Folk med fobier bliver fejlbehandledeBehandling af fobier sker i mange tilfælde gennem en analyse af barndommen for at finde grunden til fobien.

Psykiater Sebastian Swane mener, at dette er en forældet og uvidenskabelig behandlingsmetode.

e e e e rdtr t d tr

RUSTSAMFUND

36

Nr. 7 – 2013

denskabeligt bevis for at den freudianske behandling virker.

”At behandle med den freudianske meto-de svarer til, at en læge tilbyder urtete i stedet for penicillin. Patienten bliver ikke mere rask af den grund,” fortæller Sebastian Swane.

”Freuds psykoanalyse er uvidenskabelig”Lægen Sigmund Freud udviklede psyko-analysen, som tager udgangspunkt i det sanselige, ubevidste og irrationelle. Han havde en overbevisning om, at mennesket kan lide under en erindring eller følelse, som er ubevidst. For at opnå den bedste be-handling, skal man gøre patienten bevidst om disse erindringer. Det er netop denne overbevisning, som danner grundlag for den freudianske terapi. Sebastian Swane mener, at denne teori er uvidenskabelig, da der ifølge ham ikke er noget bevis for, at vi har en underbevidsthed.

Sebastian Swane advarer mod, at man sø-ger behandling hos psykoterapeuter. Ifølge ham er det ikke alle psykoterapeuter, der er kvali cerede til at behandle mod angst-lidelser. Psykiateren forklarer, at psykote-rapeut ikke er en beskyttet titel, hvilket vil sige, at alle kan udgive sig for at være det. Han mener, at det er et problem, da pa-tienten ikke altid får den rette behandling.

Samfundet lider af overdiagnosticeringÉn ting som Sebastian Swane og Zanne Bech er enige om, er, at samfundet har en tendens til at overdiagnosticere. Der n-des omkring 500 navngivne fobier. Lige fra fobi for lange sætninger til voks gurer. Man kan sågar have en fobi for blomster. Og der vil fortsat blive navngivet nye fo-bier hvert år. På samme måde ser man, at

ere børn bliver diagnosticeret med ADHD og andre psykiske lidelser. Ifølge Zanne Bech er grunden til den stigende diagno-sticering, at forældre pylrer for meget om deres børn.

”Forældre er indirekte med til at skabe fobier hos deres børn, fordi de ikke lader dem stå på egne ben. De pakker dem ind i vat, hvilket betyder at de bliver overbeskyt-tet i sådan en grad, at de udvikler angst over for ufarlige ting,” forklarer Zanne Bech.

I stedet for at kaste om sig med diagnoser synes Sebastian Swane, at behandlere in-den for psykiatrien skulle koncentrere sig om at præcisere diagnosticeringen. Han fortæller, at psykologer ikke er uddanne-de til at stille diagnoser for fobier, hvilket kan resultere i en fejlbehandling.

”Det er rigtig vigtigt, at vi har præcist diagnostisk værktøj for at kunne sikre den rette behandling,” siger Sebastian Swane.

RUSTSAMFUND

37

Nr. 7 – 2013

Blandt vilde hindbær, nymodne æbler og et plastik-toilet midt i en have kommer en smilende mand løbende på nøgne fødder. Bag fuldskægget vokser smilet, da økolo-giske kiwier og en stor, moden mango bli-ver sat frem. Martin Sørensens kost består nemlig lige nu kun af frugt.

”Jeg giver kærlighed til min krop ved hjælp af den her livsstil. Men ikke kun til mig: når jeg har det godt, vil jeg være god mod andre. Det er et valg, jeg har taget på min egen og andres vegne.”

Ifølge Martin Sørensen er frugt den rene-ste næringskilde, og for tre år siden op-gav han andre fødevarer for kun at spise frugt og grønt. Livsstilsændringen er sta-dig i proces, og de måneder, han kun lever af frugt, er de tidspunkter, hvor han føler sig allermest tilpas.

”Jeg er stadig i en fase, hvor jeg ikke har overgivet mig 100% til den her levemåde. Jeg har mange bolde i luften; så mange, at jeg nogle gange glemmer at spise. Så fal-der jeg i og spiser opvarmet, forarbejdet

I bare tæer går Martin Sørensen sin helt egen vej. Han bor i et kolonihavehus

og drømmer om at leve udelukkende af frugt.

e t t r dre d tt r

tofu. Jeg mangler simpelthen mere energi i de situationer.”

Han stopper pludselig samtalen. ”Jeg vil bare lige prøve det her,” siger

han og løber op til en sandbunke og begra-ver sine tæer mellem sandet. Han smiler. Skoene droppede han i maj.

“Kontakten til jorden er bedre på den måde, og jeg vil gerne mærke naturen.”Det hjælper frugten ham også med. Han føler, at jo renere hans krop er, desto dy-bere og længere kan han nå det spirituel-le i sine daglige meditationer. Det har stor betydning for hans igangværende kursus i shamankunst, hvor han kan hjælpe andre mennesker med at få kontakt med deres in-dre, og her hjælper en naturlig og udren-sende kost. Det får han ved at udnytte sin kolonihave, hvor han forsørger sig selv i

ere måneder med selvdyrkede frugttræ-er, egen køkkenhave og drivhus.

”Jeg vil gerne leve så naturligt som muligt. Egentlig giver jorden mig alt det, jeg har brug for, og i sommerperioderne

kan jeg bare spise løs i min have. Men om vinteren er det dyrt at leve sådan her. Jeg må købe ekstra me-get, for at jeg kan blive mæt. Bananer køber jeg mest, det mætter bedst.”

I b t å M ti S i h lt j H b i t k l ih h

Manden , der gik bananas

Martin Sørensen sidder med benene over kors i græsset og skærer sin mango ud, men en hurtig håndbevægelse snitter rin-ge ngeren, og blodet drypper ned på da-gens frokost.

”Jeg tror, at lyst og behov hænger me-get tæt sammen. Jeg har lyst til det, jeg be-høver, og jeg behøver det, jeg har lyst til.”Gennem årene har Martin valgt at afskære

ere ting fra sin dagligdag for et mere sim-pelt liv. Han ejer ikke længere et ordentligt toilet eller håndvask, men klarer sig med en haveslange. Bærbar og smartphone hø-rer heller ikke hjemme blandt frugtkom-post og efterårsfarvede blommetræer. Han får allerede sine behov og lyster opfyldt gennem sin nye levevej. Han forsikrer, at han får tilstrækkelig næring fra frugtspi-seriet, og for at holde energien oppe hu-sker han altid at have en ekstra banan med i rygsækken.

”Det, jeg frygter lidt, er stadiet efter frugt-spiseriet. Mit liv er blevet renere end no-gensinde, og lige nu har det aldrig været mere naturligt. Men hvad med næste sta-die? Kan man leve bedre end det her? Jeg tror, at det reneste udover planter er at leve udelukkende af vand, og jeg er ikke klar til at tage det skridt endnu.”

Men han er ikke et sekund i tvivl om, at han har taget det rigtige valg.

”Jeg kan mærke den forskel, den her kost gør ved mig. Det her er det bedste! Alle lærer forskel-ligt, og min krop er endnu ikke tilvænnet situationen, for det tager tid. Det kom-mer. Jeg har aldrig haft det bedre end nu, så hvorfor skulle jeg leve mit liv som alle andre?”

RUSTTUMULT

38

Nr. 7 – 2013

“Lige nu laver jeg Spies & Glistrup.

Og du finder ikke en større ikonisk

karakter i Danmarks historie.

Jeg er dømt til at blive slagtet”

Pilou Asbæk

” Man skal jo vide, hvad det rigtige er, hvis man skal kunne gøre det forkerte”

Signe Molde-Amelung

Vind billetter til Roskilde- festival

AP

RIL

201

3

” Danskernes racisme er mere skadelig end Ku Klux Klan´s”

Jacob Holdt

NO

VE

MB

ER

201

“Er det mere værd at gå i bio-

grafen end at sidde derhjemme

og spise et æble?”

Teitur

OK

TO

BE

R 2

013

“I min barndomsby blev jeg mobbet sønder og sammen, fordi jeg var anderledes”

Anne- Grethe Bjarup Riis

MA

J 2

013

” Man skal jo vide,

hvad det rigtige er,

hvis man skal

kunne gøre det

forkerte”

Signe Molde-Amelung

Vind billetter til Roskilde- festival

SE

PT

EM

BE

R 2

013

“Lige nu laver jeg Spies & Glistrup.

Og du finder ikke en større ikonisk

karakter i Danmarks historie.

Jeg er dømt til at blive slagtet”

Pilou Asbæk

MA

RT

S 2

013

”Kampen ligger der, den er valgt.”

Eskild EbbesenA

PR

IL 2

013

” Danskernes racisme er mere skadelig end Ku Klux Klan´s”

Jacob Holdt

OK

TO

BE

R 2

013

Anne- Greth

MA

RT

S 2

013

AP

RIL

AP

RIL

AP

RAA

201

32

02

02

0

skal jo vide, det rigtige er,

man skal ne gøre deterte”

up. sk

OK

TO

KT

OK

TK

OOOB

ER

BE

RB

ER

B2

013

013

00

MA

RT

S2

013

Den nuværende redaktion takker af efter et fantastisk år. Det betyder, at vi søger nye kræfter til at føre hele Syddansk Universitets magasin videre.

Som chefredaktør på studentermagasinet RUST får du: redaktionel erfaring med at opbygge et magasin fra start til slut chancen for at møde spændende mennesker både i og uden

for SDU mulighed for at sætte dagsordenen på SDU 8 x 40 siders journalistisk laboratorium til at eksperimentere på

Derudover har RUST et lokale og layouter til rådighed, res-sourcer til blandt andet hyggelige interne og eksterne redak-tionsmøder samt rejser væk fra Odense.

Studentermagasinet RUST er som navnet antyder studen-termagasinet på hele SDU. Redaktionen bestemmer helt uaf-hængigt både form og indhold.

Redaktionen på RUST er ansat ved Teknisk Serviceafdelingen på SDU. Ansættelsen varer et år, otte magasiner, fra januar 2014 til december 2014.

Hvis du/I vil være chefredaktør/redaktion for studenter- magasinet RUST i 2014, skal du/I sende en skriftlig ansøg-ning til rust@sdu.dk senest den 18. november 2013 kl. 12.00.

Der er ingen formelle krav til ansøgningen, eller hvor mange I vælger at søge. Man kan både søge som chefredaktører el-ler som hel redaktion.

Fortæl, hvad du mener, der skal ske med bladet i fremtiden, og hvorfor det netop skal være dig eller måske jer der skal lede RUST videre. Har I, hvad det kræver?

RUST søger nye chefredaktørerRet – Tilføj – Smid ud – Kommentér – Dikter indholdet – Sæt linjen for layoutet

Mortensaften er en af de mest vedligeholdte traditioner i de dan-ske hjem. En tredjedel af alle supermarkedets ænder bliver solgt til netop denne aften, hvilket indikerer, at op mod hver fjerde dan-ske familie stadig fejrer traditionen. Men hvor vi ved, at Jesus er grunden til juleaften, så kan selv præsterne have svært ved, hvor-for vi nu lige holder mortensaften.

”Jeg er præst, og jeg kan ikke helt fortælle, hvem ham Mar-tin af Tours var. Men jeg ved da, hvad man skal have at spise mortensaften: and, brunsovs og rødkål,” smiler Jens Buchwald Andersen, der er universitetspræst på Syddansk Universitet og sognepræst ved Sønder Nærup.

Så først en lille historietime: Martin af Tours blev født i Ungarn af romerske forældre i cirka år 315. Og allerede her starter for-virringen. Martin af Tours og den Morten vi fejrer til mortens- aften er selv og samme mand. Da traditionen kom til Danmark i 1600-tallet, valgte man at fordanske den hellige mands navn fra Martin til Morten.

Og for at øge forvirringen er mortensaften faktisk en side-tradition til den rigtige helligdag Mortens (og i det internati-onale: Martins) dag den 11. november. Det er på denne dag, at Martin af Tours blev udnævnt til biskop og også denne dag, at han døde i år 397.

Martin af Tours (på dansk Morten Bisp) trådte ind i den romerske hær som 15-årig og k hurtigt et ry for at have et varmt hjerte for de fattige. Han for-lod hæren som 18-årig, blev døbt, der-efter munk og be-gyndte at missionere. Som den hellige mand han er, ndes der man-ge legender om Mar-tin af Tours. Men selv-om han både har vækket de døde og snakket med Jesus himself, så er den mest kendte legende, hvor-dan han blev biskop:

Den meget hellige og me-get ydmyge Sankt Martin af Tours var slet ikke interesse-ret i at blive forfremmet til bi-skop. Så da man kom for at ud-nævne ham, tog han spurten og gemte sig i en gåsesti. Gæsse-ne følte sig dog ualmindeligt for-styrrede og begyndte at gække og

larme så højlydt, at Martin blev opdaget. Han blev derefter hevet ud af gåsestien og tvunget til at blive biskop. Noget af det første han gjorde som magtfuld biskop var at udsende en befaling: Alle husstande skulle hvert år dræbe og spise mindst én gås som straf for at have forrådt ham.

Således blev and og sovs en fast tradition den 10. november. Men oprindelsen til denne traditionen er mere snørklet end som så. For selvom det var gæssene, der dengang skræppede op om Martin, så er det jo and, der serveres i de danske hjem. ”Det var meningen, det skulle være en straf over for gæssene. Men så gik det så ud over ænderne i stedet for,” som Jens Buch-wald Andersen beskriver det. Hvorfor anden skal ende livet i stedet for gåsen, har han et godt bud på:

”Min formodning er, at det er typisk dansk. Vi tilpasser en gam-mel, middelalderlig legende til vores verden. Danskerne skal al-tid markere et eller andet ved at spise noget god mad og drikke et glas godt vin til.

Når man ikke kan få gæs, så laver man det bare om til ænder i stedet for,” fortæller han.

For gås er, og har altid været, en dyr spise forbeholdt for de adelige. Så i den folkelige udgave af traditionen blev det ænder-

ne, der måtte lade livet.

Martin af Tours var den første til at blive op-højet til helgen uden at begå martyrdød. Han er således også Frankrigs skytshelgen, da han

byggede det første franske kloster. Og en god hi-storiker vil så bide mærke i, at mortensaften er en katolsk skik folkekirken fejrer ikke helgene. Dog har det protestantiske Danmark taget traditionen til sig, måske på andre bekostninger end de hellige.

”Når jeg er til mortensaften i familiens kreds, så ser jeg det som

en folkelig tra-dition og ikke kirkelig.

Danmark var katolsk ind-

til reformatio-nen, så nogle af

disse helgentra-ditioner har bare

hængt ved. Men hvorfor lige denne

traditionen har hængt ved, mens andre er for-

svundet, det er mig ugen-nemskueligt.”

MENU Á LA MARTIN DE TOURSSelvom mortensaften er en solid tradition i det danske køk-

ken, er menuen ikke videre op ndsom. Det er faktisk den samme som til juleaften. Spis gerne and, brune karto er, rødkål og masser af sovs. Husk en god dessert og forglem ikke vin og snaps til maden!

En moderne udgave er rejecocktail eller røget laks til forret, and l’orange og frisk rødkålssalat til hovedret og æble-

tærte til dessert.

Gåsen, der blev til en andDen 10. november fejrer vi mortensaften. En katolsk mindedag, der er blevet fordansket til kartofler og sovs.

Og så hedder Morten faktisk Martin. Men hvorfor er det lige, vi fejrer ham?

e e d

RUSTTUMULT

40

Nr. 7 – 2013

Månedens NovelleHver måned kan du læse en novelle skrevet af en stude-rende ved SDU. Kunne du tænke dig at få din novelle i næste nummer, så kontakt os på rust@sdu.dk

Hun fortsatte, inden jeg kunne protestere. Der var også nogle klager fra kollegaer. Hun så indforstået på mig. Jeg havde heller ikke deltaget i årets familieud ugt. Jeg hav-de ikke haft kage med til min fødselsdag. Der havde også været den episode med en mail, der var blevet væk. Den-gang hvor jeg ikke var kommet på arbejde.

Hun fandt mit CV og begyndte at læse højt. Hun gjorde opmærksom på, at det næppe var kvali kationer nok til at få mit job i dag. Der var mange kandidater, der var langt bedre kvali cerede. Hun havde kigget alle mine mails igen-nem. Der var ikke én gang, hvor jeg havde ønsket en kun-de god weekend om fredagen. Der var ikke nogen vittig-heder eller sjove episoder, der blev udvekslet med kunder. Hvis mit liv var så trist, så måtte jeg jo bare nde på no-get. Det kunne jeg jo tydeligvis godt. Hun kiggede på mit CV. Jeg havde aldrig bedt om efteruddannelse. Der hav-de ikke været en eneste konference. Det var en lang liste. Jeg havde heller ikke noget nævneværdigt overarbejde.

”Du må hellere nde en forklaring,” sagde hun og for-lod lokalet.

Da hun kom tilbage spurgte jeg, om jeg var fyret. Det var langt mere alvorligt, sagde hun. En fyring var naturlig. Som en sten, der ligger på en mark. Ingen havde lagt den der. Den ligger der bare.

”Du kan jo godt forstå, at vi ikke bare kan lade dig gå uden videre. Vi kan jo ikke bare lade dig gå, hvis ikke det giver nogen mening. Det er jo vores ansvar.”

De fjernede bordet og stolene. Der gik nogle dage, før jeg så hende igen. Lyset var tændt hele tiden, så jeg ved det ikke med sikkerhed. Jeg havde svedt hele tiden. Der blev varmere i lokalet. Jeg havde først smidt jakken, så skjor-ten og sidst bukser og strømper. Hun spurgte bare kort, om jeg havde en forklaring. Da jeg ikke svarede, gik hun igen. Hun kommer stadig med mellemrum og stiller det samme spørgsmål. Det er svært at sove. Jeg savner mit ur. Jeg ved ikke, hvor længe jeg har sovet. Måske har jeg væ-ret her i nogle måneder nu. Jeg er sikker på, at jeg ikke har skrevet de mails.

Det gik nt på mit arbejde. En morgen da jeg mødte, bad receptionen mig dog om at gå direkte ind til min chef. Der var en kunde, der havde opsagt samarbejdet. Det var ikke min kunde. Han fortal-te mig, hvor vigtig denne kunde var. Jeg k en beskrivel-se af vores værdisæt. Vigtigheden af at være præcis i kom-munikationen. Han sagde, at han havde et arrangeret en samtale for mig. Han sagde, at det var vigtigt, at virksom-hedens medarbejdere forstod virksomhedskulturen. Han bad mig vente i receptionen. Jeg sad sammen med en, der skulle til jobsamtale. Hun spurgte, hvordan det var gået. Hun troede, jeg havde været til første runde. Min kollega-er så ikke på mig, når de gik forbi.

Jeg ventede i to timer. Flere jobsøgende kom og gik. En kvinde, jeg aldrig havde set før, hentede mig i receptionen. Vi skulle ned i kælde-ren. Virksomheden boede på 4. sal og havde ingen loka-ler i kælderen. Hun sagde, at det skulle jeg ikke tænke på. Jeg forklarede, at jeg havde været ansat, siden virksom-heden startede. Hun reagerede ikke. Jeg vidst, at vi hav-de afvist at bruge kælderen ere gange. Hun smilede til mig og viste mig ind i et lille lokale med et bord og to sto-le. Hun bad mig sidde. Jeg gik ind. Døren smækkede bag mig. Hun var ikke gået med ind.

Jeg satte mig ned. Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik. Jeg var døset hen. Kvinden sad nu foran mig på den anden side af bordet. Hun spurgte, om jeg var blevet træt. Hun skubbede et glas vand over til mig. Jeg drak lidt af hø ig-hed. Det har også være en lang dag, sagde hun. Hun smi-lede stadig. Jeg svarede ikke.

Hun lagde udskrifter af nogle mails foran mig. Jeg hav-de ikke skrevet de mails. Der var markeret nogle passa-ger med gul overstregningspen. Jeg havde ikke skrevet de linjer. Det var jeg sikker på. Hun bad mig genfortælle for-løbet. Jeg sagde, at jeg ikke havde noget med kunden at gøre. Jeg fortalte, at jeg aldrig havde skrevet til ham. Hun sagde, at det ikke nyttede at lyve nu. Det hele var veldo-kumenteret, og jeg kunne lige så godt samarbejde. Hun på-pegede sammenhængen mellem en række sygedage i april sidste år og nogle klager over fakturaer fra samme kunde.

Månedens forfatter

Månedens forfatter hedder Joachim Lykke Andersen. Han har læst loso , datalogi og skrivekunst ved SDU. Joachim skriver kortprosa, digte og er i gang med hans første ro-man. En ”jeg”-person optræder ofte i Joachims tekster, der fortæller om den virkelighed, som personen be nder sig i.

MUS e e e der e

RUSTTUMULT

41

Nr. 7 – 2013

ESBJERGOysterband (UK) Koncert på Tobakken 6. november kl. 20.00 180 kr.

Linie 3 Forestilling i Musikhuset Esbjerg 6. november kl. 20.00 420 kr.

Mike Ferris (US)Koncert på Tobakken 7. november kl. 20.00 150 kr.

Jonathan Spangs Bryllup Forestilling i Musikhuset Esbjerg 8. november kl. 20.00 315 kr.

De Nattergale I Musikhuset Esbjerg 15. november kl. 20.00 398 kr.

Den nødvendige samtale i livet På Syddansk Universitet 21. november kl. 16.45 Fri entré – tilmelding påkrævet

Marie KeyKoncert på Tobakken 22. november kl. 21.00 150 kr.

Sigurds Jul I Musikhuset Esbjerg 24. november kl. 16.00 195 kr.

Pink Floyd Project Koncert på Tobakken 28. november kl. 20.00 240 kr.

ODENSE Sebastian LindKoncert på Posten 1. november kl. 21.00 140 kr.

Erik B. Jørgensen Foredrag om hverdagens eventyr i Kulturmaskinen 4. november kl. 19.30 98 kr.

Fyns Latterklub Latteryoga på Farvergården 5. november kl. 19.00 30 kr.

Thomas Dybdahl (NO) Koncert på Posten 6. november kl. 20.00 220 kr.

Anne Linnet Koncert på Magasinet 8. november kl. 20.00320 kr.

Melissa Horn (SE) Koncert på Posten 13. november kl. 20.00 195 kr.

Comedy Zoo On Tour – Tobias Dybvad, Elias Ehlers og Ruben Søltoft Comedy i Kulturmaskinen 14. november kl. 19.00 125 kr.

Rasmus Walter Koncert på Magasinet 15. november kl. 21.00 140 kr.

Emmelie De Forest Koncert på Magasinet 23. november kl. 20.00 212 kr.

MØKoncert på Posten 27. november kl. 20.00 160 kr.

KOLDING Red Warszawa Koncert på Pitstop Kolding 1. november kl. 22.00 130 kr.

Vi hader København Teater på Mungo Park Kolding 7. – 23. november100-195 kr.

Udsøgt smerte Teater på Kolding Teater 12. november kl. 19.30 100 kr.

Thomas Buttenschøn Trio Koncert på Godset14. november kl. 20.00 135 kr.

Beth Hart med Band Koncert på Godset 16. november kl. 21.00 265. kr.

Mordet på J.F. Kennedy 50 år efter Foredrag ved Thomas Ladegaard på Kolding Bibliotek 19. november kl. 19.00 50 kr.

SLAGELSEBiblio Bio Film på Slagelse Bibliotek 7. november kl. 19.00Fri entré

Mads Langer med Band Koncert i Musikhuset Slagelse 16. november kl. 20.00 250 kr.

Thomas Buttenschøn Koncert i Musikhuset Slagelse 21. november kl. 20.00 150 kr.

Rasmus WalterKoncert i Musikhuset Slagelse 23. november kl. 21.00 150 kr.

Alle veje fører til Vojens Teater på Slagelse Teater 27. november kl. 19.30 77-222 kr.

SØNDERBORG Big Fat Snake Koncert i Alsion 2. november kl. 20.00 175 kr.

Dansk Vin - Kan man servere det for gæster Vinsmagning v. Henning Larsen6. november kl. 19.00 155 kr.

Danfoss - fra hønsehus til hele verden Foredrag på Sønderborg Bibliotek 7. november kl. 16.00 Fri entré m. gratis kaffe

Basix Julekoncert Koncert i Teatersalen i Sønderborghus 20. november kl. 20.00 200 kr.

Pink Floyd Project Koncert i Teatersalen i Sønderborghus 22. november kl. 21.00 270 kr.

Jonathan Spangs Bryllup Forestilling i Alsion 30. november kl. 20.00 305 kr.

KALENDER NOVEMBER

50%STudie- og

gerabatGælder unge til og med 26 år og studerende med studiekort

Billetter: 63 12 13 14 odensesymfoni.dk

DE TRE MUSKETERER

“... en skamløs morsom

og total genial omgang

topunderholdning”

Børsen

“Løssluppen, finurlig

og jublende morsom

nyfortolkning af “De

tre Musketerer””

Fyens Stiftstidende

I 2012 skrev pressen:

THE MUSICAL

TLF. 66 12 00 52 / WWW.ODENSETEATER.DK

Store Scene / marts - april 2014

STUDIERABAT

50%ALLE DAGEALLE FORESTILLINGER