Mat

emat

ik

LMFK-bladet 3/2014 57

Kem

i

Navngivning af kemiske forbindelser er en hjørnesten i kemi, både som vi-denskabsfag og som undervisningsfag. Baggrunden er oplagt, med et utal af for-bindelser er det nødvendigt at kunne tale sammen i et sprog, der er enighed om el-ler i hvert fald tilnærmelsesvis enighed om. Det gælder kemi internt, men også i forhold til det omgivende samfund. Dette skal forstås bredt, fra nærliggende fag-områder, hvor ikke mindst biologi står centralt, til betegnelser på kemiske stof-fer benyttet i hverdagen 1).

I forhold til de nærtliggende undervis-ningsfag i gymnasiet, fx biologi, biotek-nologi og naturvidenskabelig faggruppe, er det i et vist omfang navngivning fra kemiundervisningen, som udstikker ret-ningen. I forsøgsfaget bioteknologi blev det fra begyndelsen af valgt, at den gym-

nasiale kemiundervisnings navngivning af kemiske stoffer skulle være grundla-get. Fx kaldes O2 for dioxygen og ikke ilt eller oxygen, når der refereres til det diatomige molekyle, CO2 for carbondi-oxid og ikke kuldioxid, og en af de cen-trale stofgrupper i biologiske systemer for carbohydrater og ikke for kulhydra-ter. Bare for at give nogle simple eksem-pler. Man kan sige, at der er en pædago-gisk pointe i at benytte betegnelsen dio-xygen for molekylet O2.

For den ”indviede” i videnskabeligt fag-sprog er der sjældent problemer med at forstå, hvilke kemiske forbindelser, der refereres til, når vi taler sammen. Fx en forbrænding af glucose sker ved reakti-on med ilt, og der dannes kuldioxid og vand. Men for den endnu ikke ”indvie-de”, som mange gymnasieelever er til en

start, kan det ikke læses, om der er ta-le om atomet O eller molekylet O2. Når eleverne har lært det relevante sprog for navngivning af uorganiske molekylfor-bindelser, så kan reaktionen skrives utve-tydigt: En forbrænding af glucose sker ved en reaktion med dioxygen, og der dannes carbondioxid og vand. Brugen af navne som ilt, oxygen og nitrogen er dog fortsat i orden, når misforståelser ikke er mulige. Og selvfølgelig må vi, også eleverne, ofte kende til flere beteg-nelser for samme stof, da det ”systema-tiske” fagsprog ikke altid gælder uden for kemifagets mure.

Kemifagets traditioner bevirker også, at ”retskrivningen” i undervisningsfaget ke-mi til tider følger sine egne veje. I gym-nasiets kemiundervisning, også i et vist omfang de nærtliggende gymnasiefag,

Rundt om navngivning i kemiKeld Nielsen, Køge Gymnasium og fagkonsulent i kemi og bioteknologi

Mat

emat

ik

LMFK-bladet 3/2014 59

Kem

i

skriver vi fx ikke glukose, som dansk retskrivning anbefaler, men glucose, og tilsvarende benyttes ikke klorid og klo-rofyl, men chlorid og chlorophyl (eller chlorofyl). Baggrunden er den tætte til-knytning til engelsksproget litteratur.

Kemiens eget ”systematiske” fagsprog er dog ikke en statisk størrelse – navngiv-ningssystemer for kemiske stoffer æn-dres også over tid. Det kender vi også fra den gymnasiale kemiundervisning, fx er betegnelserne dioxygen og dinitrogen eller placeringen af positionsangivelser for funktionelle grupper i organisk kemi (fx propan–1–ol og ikke 1–propanol) af nyere dato i gymnasiets kemifag og dets tilknyttede kemibøger 2).

I gymnasiets kemifag har vi igennem en længere årrække valgt at lægge os op ad anbefalinger fra IUPAC, eller rettere så-ledes som de kommer til udtryk igennem Kemisk Ordbog 3), når det drejer sig om systematisk navngivning af kemiske for-bindelser. I det følgende skal gives ek-sempler på tendenser i kemisk navngiv-ning, hvor nogle er ved at være hverdag i kemiundervisningen, fx via lærebøger og Databogen, og andre endnu ikke er trængt ind i det danske gymnasiale ke-mifag. Der er både tale om eksempler fra uorganisk og organisk kemi.

Når vi tænker i systematisk navngivning i gymnasiets kemiundervisning, skal vi dog hele tiden holde to størrelser for øje; selve navngivningssystemerne 4), og at vi har med gymnasieelever at gøre, det vil sige, sproget skal være en hjælp til bed-re at kunne håndtere kemifagets indhold, ikke en uoverstigelig hindring. På den anden side skal vi heller ikke være ban-ge for at bryde med vores egne traditi-oner – tingene behøver ikke være, som vi lærte det, især ikke hvis der kan være fornuft i anbefalingerne.

Uorganiske forbindelserI gymnasiets kemilærebøger gives ofte en rækkefølge ved opskrivning af uorgani-ske forbindelser med forskellige grund-

stoffer. Her placeres oxygen mellem chlor og fluor. IUPACs seneste anbefaling er, at O skifter placering til mellem S og At, altså før halogenerne.

Rækkefølgen benyttes både ved opskriv-ning af en formel for et stof og ved navn-givning. Hvis den ”traditionelle” række-følge benyttes, vil fx forbindelsen ClO2

opskrives med chloratomet først og der-næst oxygenatomerne, og navnet skal være chlordioxid. Følger man IUPACs anbefaling, vil ovenstående forbindelse skifte formel og navn til: O2Cl og dio-xygenchlorid.

Historisk har oxygen faktisk skiftet pla-cering i rækkefølgen for navngivning af binære forbindelser. I 1952 var anbe-falingen i sidste del af rækkefølgen Br, Cl, F, O, mens rækkefølgen som angivet i nutidens kemibøger stammer fra 1966; Br, Cl, O, F 5). Det er jo ikke et ukendt elevspørgsmål, hvorfor rækkefølgen er, som den er givet, og svaret har sikkert for mange kemilærere været en blanding af grundstoffernes elektronegativitet og traditionen. Siden 2005 har IUPACs an-befaling været, at rækkefølgen, også kal-det ’The Snake Table’, i højere grad føl-ger placeringen i grundstoffernes perio-desystem, således at oxygen atter hol-der ”flyttedag”. Rækkefølgen vil ifølge den ”nye” anbefaling fra IUPAC blive: B, Si, C, As, P, N, H, Te, Se, S, O, At, I, Br, Cl, F (her er kun listet ikke–metaller-ne) 6). Måske kan vi ”traditionelle kemi-kere” bedre lide de oprindelige formler og navne, men set ud fra en elevs syns-punkt, er baggrunden for rækkefølgen nemmere at forstå og sikkert også nem-mere at benytte til at deducere sig frem til en formel og et navn. Så måske er IUPACs anbefaling ikke så tosset endda.

Navngivning af ionforbindelserFor ladede partikler angives navnet med ladningen i parentes efter navnet. Fx skal Ca2+ kaldes calcium(2+) og Cl– chlorid(1–) (alternativet chlorid accepteres dog stadig). I de seneste udgaver af Databogen er an-befalingen benyttet ved de ”rene” ioner.

Salte vil i gymnasiets kemiundervisning fortsat nemmest kunne navngives ud fra binær nomenklatur, hvor navnet sammen-sættes af den positive del efterfulgt af den negative del, som et sammenhængende ord. På dette punkt er der god overens-stemmelse mellem kemiundervisnin-gens praksis og Nomenklaturudvalgets anbefalinger.

I danske lærebogssystemer benyttes of-test romertal i ionforbindelsers navne, også ved forbindelser, hvor der er tale om en egentlig ion. Strengt taget refe-rerer angivelsen med romertal til ato-mets oxidationstrin, men i mange sam-menhænge er der jo som bekendt sam-menfald med ladningstallet. IUPACs (og Nomenklaturudvalgets) anbefaling er, at ladningstallet fortrinsvis benyttes, men at det ikke er forkert at bruge oxidationstrin, i form af romertal, som indtil videre har været den oftest benyttede form i kemi-undervisningen i gymnasiet. Ved brug af ladningstallet skal ladningens talstørrel-se efterfulgt af fortegnet (ikke omvendt) angives i en parentes efter den positive partikels navn. Det betyder til gengæld, at der kan være flere navne for samme forbindelse, som må betragtes som ac-ceptable, fx FeCl2 kan navngives som jern(2+)chlorid eller jern(II)chlorid, el-ler Fe2(SO4)3 kan angives med jern(3+)sulfat eller jern(III)sulfat.

Denne navngivning af salte ligger tættest op ad den nuværende praksis i kemiun-dervisningen, bl.a. i gymnasiet, hvilket kan være en fagdidaktisk fordel. Der fin-des også andre muligheder, fx angives i IUPACs ’The Red Book’ (s. 5) også et muligt navn for FeCl2 jerndichlorid (over-sat til dansk). Dette navngivningssystem bygger på, at der foran de positivt ladet henholdsvis negativt ladet partikler skri-ves multiplikative præfikser, som angi-ver antal af partikler, samtidig med at en eventuel angivelse af ladningstal el-ler oxidationstrin udelades. IUPAC an-giver dette som et muligt navngivnings-system, og det vil betyde, at overståen-de jernforbindelser kaldes jerndichlorid

Kærlighedens KEMI

154

Jeg er ude af stand til at bedømme, om manden blot var dår-lig til at huske ansigter eller om jeg rent faktisk har en dobbelt-gænger, som jeg i så fald, det indrømmer jeg, gerne ville stifte bekendtskab med. I det mindste er det et faktum, at et andet menneske, som jeg genetisk er ubeslægtet med, ligner mig i det ydre – og det i en grad, så andre tror, at det drejer sig om et og samme individ.

I bund og grund står opiatreceptorerne i vores hjerne i en lignende prekær situation. Alene på grund af en ydre lighed an-ser de åbenbart to vidt forskellige molekyler for identiske. »Be-tragtet i alle tre dimensioner opviser den ene ende af morphin-molekylet ganske rigtigt en forbløffende lighed med den ene ende af enkephalinmolekylet«, forklarer Ornstein. Hjernens »opiatreceptorer« er selvfølgelig ingenlunde bestemt for opia-ter. Det drejer sig derimod om enkephalinreceptorer, som på-virkes af de naturligt forekommende hjerneopioider.

Forholdet mellem forskellige molekyler ifølge »nøgle-lås-princippet«

Enkephalin

Morphin (virker som enkephalin)

Naxalon (blokerer opiatreceptoren)

Antagonist”kærv”

Opiatreceptor

Postsynaptiskcellemembran

155

13 Kroppens egne opiater – euforiens kemi

»Det er en ren tilfældighed, at morphin har en facon, som pas-ser til opiatreceptoren,« det illustreres ved Ornsteins nøg-le-lås-princip. Det samme gælder også for de med morphin be slæg te de syntetiske lægemidler, som overrumpler recepto-rer ne i hjernen med falske, men forbavsende godt lignende nøg ler, der virker ligesom en dirk.

Opiatreceptorerne findes i hele nervesystemet. Specielt sidder de tæt i rygmarven og i flere hjerneregioner. Men de fin-des også i lungerne, i urinblæren og i tarmen. Særligt iøjne-faldende er opiatreceptorernes koncentration i det limbiske system, det område i hjernen, som er ansvarligt for stemnin-ger og følelser. På denne måde kan man forklare, at endorfiner ikke blot virker smertelindrende, men også stemningsopløf-tende. For eksempel har nogle undersøgelser vist, at depressi-ve mennesker lider af mangel på endorphiner.

En sammenligning mellem endorphiner og morphin

Man kalder forskellige af kroppens egne stoffer for endom-orphiner. Disse besidder plantemorphinernes smertelindrende egenskaber, ejer fælles strukturelle træk, og dannes fremfor alt i centralnervesystemet. I videnskaben i dag skelner man mellem tre kategorier af molekyler, som endomorphinerne oprindeligt er dannet ud fra:Derivater af pro-opiomelanocortin: Ved kløvning af dette store stammolekyle dannes der i visse celler i hypofysen og i hypo-thalamus β­endorphin, et peptid bestående af 31 aminosyrer.

Derivater af pro-enkephalin A: Mest kendt er Leu- og Met-enkephalin, små peptider bestående af fem aminosyrer. Disse peptider findes fordelt over store områder i hjernen og i rygmarven, hvor de fungerer som neurotransmittere.

Derivater af pro-enkephalin B: Det er fremfor alt dymorphin og β­neoendorphin. De forekommer i talrige hjer-nestrukturer, dog ikke i neuroner, som indeholder derivater af pro-enkephalin A.

De forskellige endomorphiner udskilles af neuroner. Endom-orphinerne påvirker deres mål i hjernen eller i dens periferi

Kemi og kærlighed

Vejl. inkl. moms. Skolepriser ekskl. moms.

Der tages forbehold for fejl og prisændringer.

Hvilke relationer er der mellem forelskelse og kemi? Hvad sker der fx i hjernen, når en mor ammer sit barn? Hvilken indflydelse har de forskellige sanseindtryk på vores perception, følelser, biologi og kemi? Forfatterne belyser emnet fra alle tænkelige vinkler og giver tanke­vækkende svar med baggrund i bl.a. psykologiske, medicinske og kemiske undersøgelser. Trods værkets viden­skabelige pondus er tonen let og ofte humoristisk, hvilket letter tilegnelsen af stoffet.

Bogen vil være velegnet til brug i kemi­ og biologiundervisningen, ligesom en del af kapitlerne kan bruges i projekter i biologi og kemi, AT­forløb og andre tværfaglige forløb. Bagerst i bogen er en læsevejledning med forslag til, hvilke gymnasiale fag de forskellige kapitler kan bruges i.

Anvendt Kemi 3 er sidste bind af et system, der dækker A-niveauet i kemi. Bogen behandler reaktions­kinetik (reaktions ordner), termodynamik (energiomsæt­ning), kvante kemi (orbitaler), organisk kemi (proteiner og enzymer) samt spektroskopi (IR og NMR).

Systemet består desuden af Anvendt kemi 1 og 2, som dækker henholdsvis C­ og B­niveau. Serien arbejder målrettet med det, kemien bruges til: De materialer, den produktion og de kemiske teknologier, der er væsentlige i det moderne samfund.

NYHEDKærlighedens kemi

Vejl. 229,00Skolepris 146,50

Læs mere på nyttf.dk/kærlighedenskemi

Anvendt Kemi 2Skolepris 160,00 / Vejl. 250,00e-bog 1 år | 40,00 pr. elevLæs mere på nyttf.dk/anvendtkemi2

2. udgaveAnvendt Kemi 1Skolepris 160,00 / Vejl. 250,00Bog | skolepris 160,00e-bog 1 år | 40,00 pr. elevLæs mere på nyttf.dk/anvendtkemi1

❤

Køb til skolepris på nyttf.dk

NYHEDAnvendt Kemi 3 Skolepris 160,00 / Vejl. 250,00e-bog 1 år | 40,00 pr. elevUdkommer primo augustLæs mere på nyttf.dk/anvendtkemi3

Kaerlighedens-kemi_74018-1+Anvendt_Kemi_serien_annonce_LMFK-Bladet210x297mm.indd 1 11-04-2014 12:47:44

Mat

emat

ik

60 LMFK-bladet 3/2014

Kem

i

og dijerntris(sulfat) 7). Et sådant navngiv-ningssystem for ionforbindelser er også udtryk for binær navngivning, men det benyttes normalt ikke i gymnasiets kemi-bøger. Et eventuelt skifte i tradition kræ-ver nok en debat i kemimiljøet, og må-ske ikke kun i gymnasieskolen.

Og så skal man være opmærksom på, at en lang række ”traditionelle” navne stadig er accepteret inden for rammer-ne af den kemiske navngivning anbefa-let af Nomenklaturudvalget. Fx NO3

– ni-trat, NH4

+ ammonium, NH3 ammoniak, H2PO4

– dihydrogenphosphat. Disse for-bindelser kan dog også kaldes trioxido-nitrat(1–), azanium, azan og dihydroxi-dodioxidophosphat(1–).

Navngivning af krystalvand i salte er æn-dret, således at fx navnet for CuSO4·5H2O er kobber(II)sulfat—vand (1/5). Dog ac-cepteres det tidligere kobber(II)sulfat-pentahydrat stadig. Det vil sige, det an-befales, at krystalvand navngives med en ”lang bindestreg” mellem stofnavn og vand, og at forholdet angives mellem saltet og vandmolekyler i parentesen. Denne navngivning kan allerede findes i gymnasiets lærebøger og Databogen. Reglen gælder for øvrigt også for andre molekyler end vand, men det er sjældent aktuelt i gymnasiets kemiundervisning.

Navngivning af organiske forbindelserNavngivning i organisk kemi er meget kompleks og omfattende, og i gymnasi-ets kemiundervisning giver vi det mest grundlæggende og nødvendige indblik i dette hjørne af kemi. Ud over at kunne navngive konkrete organiske forbindel-ser, så får eleverne også indblik i hvor omfattende den organiske kemi er, og hvorfor en systematisk navngivning er nødvendig. Fremkomsten og brugen af computerbaserede navngivningsprogram-mer 8) de seneste år har måske nok mind-sket fokusering på organisk navngivning i gymnasiets kemiundervisning, men det er fortsat en god ide at lade eleverne ar-bejde med grundprincipperne i organisk navngivning, dels for at kunne forstå de

autogenererede navne, dels for at kunne gennemskue grundstrukturer i et moleky-le og således kunne tegne det, og dels for at kunne ”oversætte” de engelsk autoge-nerede navne til dansk, hvilket forventes at eleverne mestrer til de skriftlige prø-ver i kemi A i både htx og stx.

Navngivning i organisk kemi er heller ikke en statisk størrelse, men udvikles. Gymnasiets kemiundervisning er dog godt med, når det drejer sig om den del af den organiske navngivning, som er relevant for gymnasiets kemiundervisning, især efter at positionsangivelser ved funktio-nelle grupper nu skal placeres i forbin-delse med den funktionelle gruppes navn.

Ofte er gymnasiets kemiundervisning ”for-an” andre institutioner, som også benyt-ter organisk navngivning. Det er fx ikke ukendt for nye universitetsstuderende i kemi, at de møder en blanding af forskel-lige navngivningssystemer, eller tilsva-rende på virksomheder, hvor ”lokale” tra-ditioner kan være udbredt. Men det skal ikke afholde gymnasiet for at fastholde, at vi så vidt muligt følger navngivnin-gen som angivet i Kemisk Ordbog, dels fordi det på den lange bane kan være en fordel, dels fordi det trods alt vil være nemmere for eleverne at lære et syste-matisk system at kende.

Kemifagets lærebøger har også været hur-tige til at opfange tendenserne, så det ofte ikke er det store problem med navngiv-ning i organisk kemi i gymnasiets kemi-undervisning. Der er dog et enkelt punkt, hvor IUPAC har en anbefaling, som vi ikke har implementeret i gymnasiet end-nu. Det er nok også i gymnasiesammen-hæng et af de mere komplekse tilfælde, som sjældent er i spil, men alligevel gi-ves her et eksempel: Hvilket navn skal følgende organiske forbindelse have?

I gymnasiets kemifag har vi hidtil benyt-tet følgende regel ”… navnet baseres på den længste kæde, som indeholder dob-beltbindingen” (fx BasisKemi C, s. 133). Det giver navnet 3–propylhept–1–en. Men hvis man benytter ChemSketch eller MarvinSketch til autogenerering af nav-net fås (oversat til dansk) 4–ethenyloc-tan. Forskellen skyldes, at de to program-mer har implementeret IUPACs seneste anbefaling på dette felt. Man skal væl-ge den længste carbonkæde, som grund-stammen i navnet, uanset om den inde-holder en dobbeltbinding eller ej (gæl-der også for tripelbindinger). Nu er det-te nok i kanten af, hvad vi forventer af kemielever i gymnasiet med hensyn til navngivning af organiske forbindelser. Men når lærebøger og vores egen tradi-tion ikke er i overensstemmelse med an-befalingerne fra IUPAC, og vi gerne vil følge disse anbefalinger, så bør vi ændre vores tradition på dette felt 9).

Håbet med denne artikel er, at vores dag-lige undervisning, lærebøger og andre undervisningsmidler i den gymnasiale kemiundervisning vil tage disse anbefa-linger fra IUPAC og Kemisk Forenings Nomenklaturudvalg til sig, eller i hvert fald diskutere anbefalingerne 10). Man kan også opfordre til at særligt interesserede gymnasiekemilærere følger udviklingen i kemisk navngivning tættere og i sam-arbejde med Kemilærerforeningen 11), Kemisk Forenings Nomenklaturudvalg og gymnasiets fagkonsulent kan funge-re som rådgivere for os andre gymna-siekemilærere.

Og hvad med kemifagets terminologiHer har været fokuseret på kemisk navn-givning i relation til gymnasiets kemiun-dervisning. Men et andet, men også me-get væsentligt område for kemiundervis-ningen, er vores terminologi – hvilke be-tegnelser skal vi benytte om forskellige begreber inden for kemi. Også her sker der løbende ændringer. Nogle få eksem-pler, som er dukket op i de senere år fx via gymnasiekemilærebøger, er; skal vi benytte betegnelsen en kovalent eller

Mat

emat

ik

LMFK-bladet 3/2014 61

Kem

i

elektronparbinding, funktionel eller ka-rakteristisk gruppe 12), molær absorpti-onskoefficient eller ekstinktionskoeffi-cient 13), simple/sammensatte ioner eller enatomion/fleratomion, dispersionskræf-ter/London kræfter/van der Waals kræf-ter (tilsvarende benyttes også bindinger i stedet for kræfter). Eller efter indførelsen af betegnelsen hydron for H+ (IUPAC’s anbefaling fra 1988) blev der i gymna-siekemien opfundet begrebet ”hydrono-lyse” for reaktionen, som kan betegnes som en hydronoverførsel i en syre–ba-sereaktion.

Hydronolyse er dog ikke en term, som benyttes andre steder end i gymnasiet – hverken internationalt eller på de videre-gående uddannelser i Danmark. Termen er også blevet kritiseret, bl.a. fordi ter-men er meget lig hydrolyse, men pri-mært fordi hydronolyse/protolyse ikke er en ”lytisk”–reaktion 14) (IUPAC anbe-faler, at man heller ikke længere benyt-ter termen protolyse). Kritikken kommer også internt fra gymnasiet, som bl.a. har medført at visse kemilærebøger ikke be-nytter termen ”hydronolyse”. Her er der dog ikke enighed, fx benyttes ionisering, dissociation, hydronudveksling, hydro-noverførsel. Der kan argumenteres for-nuftigt for termerne, men her er bare gi-vet eksempler på, at vi i gymnasiets ke-miundervisning fortsat har brug for dis-kussioner af vores brug af begreber, ikke kun navngivning. Vi behøver ikke altid at benytte samme termer, men vi bør væ-re bevidste om brugen, og ikke mindste i forbindelse med de skriftlige prøver i kemi skal vi have en fælles sprogbrug, som eleverne har haft mulighed for at lære at kende igennem deres gymnasia-le kemiundervisning.

En stor tak til Ture Damhus, formand for Kemisk Forenings Nomenklaturudvalg, og Jette Nellemann, Slagelse Gymnasium og tidligere fagkonsulent i kemi, for kri-tiske og inspirerende kommentarer.

Noter1) IUPACs navngivning benyttes ikke kun i undervisningen, men også vigtigt i hverda-gen fx ved mærkning af kemikalier i henhold til REACH og CLP, se fx echa.europa.eu/do-cuments/10162/13643/substance_id_da.pdf.2) De bagvedliggende regler for navngivning er for alvor slået igennem i 00’erne i det gymnasiale kemifag, selvom anbefalingerne i IUPAC–regi er af ældre dato. 3) Kemisk Forening (The Danish Chemical Society) har bedt Kemisk Forenings Nomen-klaturudvalg om at stå for en dansk version af IUPAC–nomenklaturen, og udvalget er det eneste organ, der i Danmark har påtaget sig at udarbejde en rimeligt dækkende systematisk dansk nomenklatur. Nomenklaturudvalget er ansvarligt for Kemisk Ordbog. 4) Der kan i visse tilfælde være tale om forskel-lige systemer til navngivning, som ikke kun kan betegnes som dialekter inden for kemi-sproget, men måske mere om helt forskellige sprog, hvis man kan benytte sådan en analogi. Et eksempel er navnet på forbindelsen SiCl4: Siliciumtetrachlorid, tetrachloridosilicium og tetrachlorsilan (samtale med Ture Damhus). 5) Se evt. pdf–fil om Dansk Kemisk Nomenclatur anno 1978 fra kemisk-forening.dk. Her er sam-let forskellige historiske dokumenter. 6) ’The Snake Table’, se ’The Red Book’, s. 260, media.iupac.org/publications/books/rbook/Red_Book_2005.pdf.7) Læg mærke til, at der anvendes forskellige typer multiplikative præfikser afhængigt af om, der er tale om en simpel eller sammen-sat ion. I eksemplet benyttes tri henholds-vis tris for 3.8) De mest anvendte programmer af denne type i den gymnasiale kemiundervisning er ChemSketch (ACD Labs) og MarvinSketch. Men der findes også andre, fx ChemDoodle. Man skal dog være opmærksom på, om pro-grammerne følger IUPACs anbefalinger. Fx giver ChemDoodle ikke navnet propan–1–ol, men 1–propanol.9) Det hører med til historien, at denne nye anbefaling først officielt var på gaden i de-cember 2013 med fremkomsten af den trykte version af ’The Blue Book’ 2013. Indtil da var det en foreløbig anbefaling, som havde sne-get sig ind i ChemSketch og MarvinSketch inden anbefalingen var officiel. Samtale med Ture Damhus.10) Det skal bemærkes, at Kemisk Ordbog skal revideres i henhold til IUPACs seneste anbe-falinger. Det er dog et arbejde, som først skal til at påbegyndes efter den nyeste udgave af ’The Blue Book’ udkom i slutningen af 2013.11) Kemilærerforeningen har en repræsentant i Kemisk Forenings Nomenklaturudvalg.12) Principielt dækker de to begreber funk-

tionel gruppe og karakteristisk gruppe ikke det samme.13) Betegnelsen ekstinktionskoefficent er som sådan afskaffet, men undertiden benyttes det dog forsat i fx dagligtale med eleverne. Dette kan være uheldigt, da man herved kan ”træne” eleverne til at bruge en betegnelse, som de fx ikke møder til den skriftlige prøve i kemi A.14) Ved en ”lytisk”–reaktion sker der en spalt-ning ved indvirkning af ”betegnelsen” i nav-net. Fx hydrolyse er en spaltning af en bin-ding med indvirkning af vandmolekyler, og en elektrolyse er en spaltning af bindinger med indvirkning af elektroner. En protolyse/hydronolyse skulle således være en spaltning af en binding med indvirkning af en proton/hydron, men dette er jo som bekendt ikke til-fældet i en syre–base reaktion. Argumentet mod hydronolyse er således principielt det samme for et argument mod protolyse, men den sidste betegnelse har dog ”vundet hævd” på grund af en lang tradition i kemimiljøet. I stedet for hydronolyse (protolyse) er blevet anbefalet fx hydronoverførsel, som præcist beskriver en syre–base reaktion, men det gi-ver ikke så oplagte navne for andre begreber i syre–basekemien, fx autohydronoverførsel.

Inspirationskilderiupac.orgchemsoc.dkDiverse kemilærebogssystemer til gymna-sieskolen (Aurum, BasisKemi, Kend Kemien, Isis, Anvendt kemi).Kjaer, Carsten R., Kært barn har mange navne – men bør det også gælde i kemien?, Aktuel Naturvidenskab, 5, 2010, s. 42–45.På følgende IUPAC side kan man finde hen-visninger til nogle af IUPACs materialer: iupac.org/home/publications/e-resources/no-menclature-and-terminology.html Uorganisk kemi: IUPACs anbefalinger findes i ’The Red Book’, som kan findes på nettet, media.iupac.org/publications/books/rbook/Red_Book_2005.pdf.Organisk kemi: IUPACs anbefalinger findes i ’The Blue Book’ (seneste udgave er udkom-met i december 2013).Kemisk terminologi (IUPAC): The Gold Book, goldbook.iupac.org.Kemisk Ordbog: På siderneordbogen.com/products/nyt-teknisk-forlag/kemisk-ordbog.php?product_id=36&business=1#Kapitler og http://www.ordbogen.com/products/nyt-tek-nisk-forlag/kemisk-ordbog.php?product_id=36&business=1#Tabeller kan man finde oversigter over principper for navngivning mm.