1

07-12-2018

Religion og Ret: Religiøse minoriteter i det danske retssystem Religiøse minoriteter i det danske

retssystem

Lene Kühle, Ea Skaaning Andersen, Michele Schneider Laursen, Lea Bjerg Stenderup, Marlene Nies, Kenneth Thomasen, Thomas Iversen Dohn, Jonathan Kilde Madsen, Jonas Midtgaard Hedelund, Jesper Moeslund Poulsen, Sofie Læsøe Madsen, Peter Ulrich Lysell Nielsen, Niklas Nielsen, Helena Rose, Nanna Røes Dahl, Kristine Schulz AARHUS UNIVERSITY

2

Introduktion

af Lene Kühle

Indtil for nyligt var det kun de færreste, der havde interesse for emnet religion og ret. I løbet af de

senere år har bl.a. imam-pakken (2017), tildækningsforbuddet (2018) og borgerforslaget om

drengeomskæring (2018/19) imidlertid gjort emnet til om ikke almeneje, så i hvert fald et ikke

ualmindeligt diskussionsemne – over frokosten med arbejds- eller studiekammerater, til middagen

med familie eller venner eller på Facebook med hvem som helst, der har lyst til at diskutere.

Spørgsmålene var mange og svære: Skal religiøse forkynderes ytringsfrihed være særligt

begrænset? Er et forbud, bredt formuleret, men klart rettet mod brugen af burka og niqab med de

afgrænsningsproblemer, det giver i forhold til julemandskostumer, fodboldmaskotter og rigtig koldt

vejr helt latterligt, eller er det et nødvendigt værn mod radikalisering? Og er det indlysende klart,

at man ikke ’skærer i raske børn’ (jf. –omskæringsmodstanderne i Intact Denmarks slogan) eller er

omskæringen omvendt et så central ritual for muslimer, men måske især for jøder, at et forbud ikke

alene vil være et brud på religionsfriheden, men et brud på alle normer for samfundsmæssig

rummelighed? Svarene for individet og for grupper af individer kan være simple, som det er det for

interesseorganisationerne Intact Denmark, der kæmper for en 18 årsaldersgrænse for

drengeomskæring og for Kvinder i Dialog, der kæmper imod tildækningsforbuddet. Men for

politikere, der både abonnerer på liberale værdier og ønsker at tage kampen op- for børnene og

kvinderne og imod radikalisering - er afvejningen ikke altid helt nem. Forsøg på at finde svaret på,

hvor balancepunktet findes, har bl.a. indbefattet forsøg på afdækninger af fænomeners omfang.

Burka-rapporten (2010) vurderede fx, at der var mellem 150 og 200 kvinder, der bar niqab eller

burka i Danmark. Da tildækningsforbuddet blev indført i 2018 var tallet sandsynligvis langt lavere,

måske snarere omkring 35 (Skjoldager 2017). Selvom der endnu kun er udstedt få bøder, bærer en

del af disse stadig niqab. En undersøgelse foretaget i Frankrig før og efter det franske

tildækningsforbud i 2010 peger på, at kun et fåtal stoppede med at bære niqab efter lovændringen,

og nogle endda begyndte at tildække sig efter forbuddet (Bouteldja 2013).

3

Tal, der kan belyse omfanget af religiøse omskæringer af drenge, er også usikre, men dog

forholdsvis lave. Indtil 2003 hvor religiøs omskæring stadig blev udført gratis på hospitaler i Region

Hovedstaden lå antallet af religiøse omskæringer på omkring 5-600, blev omskæringerne ikke

længere registreret. I Notat om omskæring af drenge fra 2013 anslog Sundhedsstyrelsen, at antallet

er 1000-2000 (Sundhedsstyrelsen 2013). I 2014 blev der oprettet et register, der skulle opsamle

data fra de private klinikker, men oplysningerne i dette register blev destrueret igen, fordi der

manglede tilladelse fra Datatilsynet til at indsamle data. Fra 2017 registreres omskæringer igen. I

2017 blev 662 omskæringsindgreb af rituel karakter i Danmark registreret, hvoraf 654 blev

foretaget på private sygehuse og klinikker, og de resterende 8 formodentlig i private hjem. Der er

tvivl om alle omskæringer er blevet registreret. Men selv hvis der er en vis underrapportering, så er

det samlede tal givetvis langt mindre end de 3831 medicinsk begrundede omskæringer foretaget i

offentligt regi i 2017 (F25 2017/18). Kompleksiteten i viser sig i udtalelsen om religiøs omskæring,

som Etisk Råd udsendte i 2018. Femten ud af sytten medlemmer mente ikke, at rituel omskæring

bør forbydes, men lidt over halvdelen, ni medlemmer, er modstandere af den eksisterende

omskæringspraksis og finder den etisk forkert (Det Etiske Råd 2018).

Vores vinkel er ikke at komme med forslag til, hvordan man bør forholde sig til disse

problemstillinger. Vi har baggrund i den religionsvidenskabelige uddannelse ved Aarhus Universitet,

og vi er interesserede i hvad diskussionerne og religion og ret i relation til minoritetsreligionerne

siger om religionens position i Danmark i dag. En engelsk religionssociolog David Herbert beskriver

sigende situation i England med intense mediediskussioner om religion med udtrykket ”troubled

multiculturalism and disrupted secularities” (Herbert 2013, 6). Gælder denne beskrivelse også for

Danmark? Selvom Danmark aldrig officielt har forstået sig som et multikulturelt land, så har

praksisser rettet mod kulturel inklusion haft en vis udbredelse i danske institutioner, fx folkeskoler

og netop spørgsmålet om hvor meget eller lidt, man skal tilpasse maden i børnehaverne, ferie- og

fridage i skolerne har stået centralt i de danske debatter og den villighed man tidligere har haft

lokalt er i disse år udfordret både af politiske greb ’ovenfra’, men også at interne institutionelle

overvejelser om, hvordan man er en dansk børnehave eller skole. Med den anden halvdel af

Herberts sætning om den ’afbrudte’ sekularitet synes også at beskrive den danske situation ganske

godt. Den afbrudte sekularitet henviser til Habermas’ begreb om det post-sekulære samfund

4

(Habermas 2008), som ikke er et samfund, hvor den generelle befolkning nødvendigvis er specielt

religiøs, men hvor en forståelse af, at religion ikke forsvinder lige med det samme, og man må finde

holdbare samfundsmæssige løsninger for at kunne håndtere dette, er fremtrædende.

Retliggørelse af religion

Men hvor kommer retten da ind i dette? Siden 1980erne har danske forskere – med udgangspunkt

i den tyske sociolog Jürgen Habermas- diskuteret retliggørelsesprocesser. Retliggørelse kan

referere til, at der udformes love på områder, som man tidligere har overladt til individers, familier

eller virksomheders selvstyre, men det kan også referere til en udvikling, hvor borgernes

retssikkerhed og medbestemmelse styrkes ved, at afgørelser kan prøvet af en uvildig instans.

Retliggørelse i denne forstand er således knyttet til udviklingen af et kompleks system af

klagemuligheder og ankenævn. Ved kommunalreformen 2007 oprettede man fx fem

beskæftigelsesankenævn og fem sociale nævn, som samlede afsluttede 36.431 sager i 2010

(Ankestyrelsen 2011). I 2013 blev de Sociale Nævn nedlagt, og Ankestyrelsen blev eneste

klageinstans. Ankenævn og klageinstanser har også udviklet sig inden for diskriminationsområdet,

forbrugerområdet og mediefelterne. Feltet af forskellige mere eller mindre domstolslignende

instanser er lidt uoverskueligt, men omfatter mere end 40 råd og nævn, hvoraf mange giver adgang

til afgørelser på deres hjemmesider. Oprettelsen af disse ankenævn peger på en anden betydning

af retliggørelse, nemlig at flere sager afgøres af domstole eller domstolslignede instanser. I de

senere år er flere forskere begyndt at spørge til hvilken betydningen retliggørelsesprocesser kan

have for religion. Kan man tale om en retliggørelse af religion? Dette spørgsmål har stået centralt i

arbejdet med denne rapport. Det er imidlertid på den anden side ikke et spørgsmål, der kan

besvares simpelt. Arbejdet er først lige begyndt. I det følgende præsenteres de fem forskellige

bidrag, vi kommer med.

5

Større orientering mod Religionsfriheden, formuleret globalt

Religionsfriheden formuleres i Grundlovens §67. Denne paragraf har siden grundloven været en

hjørnesten i det danske demokratis formulering af religionsfrihed, som ofte beskrives som en

’religionsfrihed uden religionslighed’ med henvisning til Folkekirkens særstatus, som den

formuleres i Grundlovens §4. I afsnittet ”Religionsfrihed i danske retssager” undersøger Lea Bjerg

Stenderup, Kenneth Thomasen og Thomas Iversen Dohn, hvordan der er blevet refereret til

religionsfrihed i det danske retssystems højeste instans, Højesteret. Ved hjælp af søgninger i den

juridiske database Karnov finder de ud af, at referencerne til religionsfrihed primært findes siden

årtusindeskiftet, selvom der altså har religionsfrihed i grundloven siden Grundloven i 1849.

Undersøgelsen viser også, at sagerne i de fleste tilfælde henviser til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention (1950) og også i to tilfælde til FN’s konvention om borgerlige og

politiske rettigheder (1966). Dette peger på, at domstolens forståelse af religionsfrihed i høj grad

udspiller sig i et globalt rum, mens grundlovens oprindelige formulering kun sjældent kommer i spil.

Diskrimination er et centralt aspekt i den måde som domstolene behandler religion

I Grundloven findes også et forbud mod diskrimination, nemlig §70, som angiver, at ingen kan på

grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og

politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt. Tilføjelsen

’afstamning’ kom til ved grundlovsændringen i 1953, men ellers står paragraffen uændret siden

1849. FN's menneskerettighedserklæring (1948) fastlægger at ingen skal diskrimineres på baggrund

af race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro. Erklæringen har siden udmøntet sig i en

række konventioner. Fokus på at undgå diskrimination har udviklet sig parallelt med retliggørelsen

af arbejdsmarkedet, herunder især under indflydelse af konventioner udarbejdet af FN organisation

International Labour Organization (ILO) fra begyndelsen af 1970erne og European Union (EU)

direktiver, fx f EU direktiv 2000/43 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset

race eller etnisk oprindelse og direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om

ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (Christoffer og Vinding 2013). I dansk

lovgivning blev et anti-diskriminationsprincip i forhold til køn første gang udtrykt i ligelønsloven

(1976) og ligebehandlingsloven (1989), mens fokus på diskrimination i forhold til race kom ind i

6

lovgivningen i 1987 og lov fra 1996 om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet og på offentlige

steder udvider forbuddet mod diskrimination til at omfatte en række andre skillelinjer som race,

hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap og national,

social eller etnisk oprindelse. I forbindelse med ligestilling oprettes Ligestillingsnævnet (2000-

2009). I forbindes med diskrimination på baggrund af race, hudfarve, religion eller tro oprettes

Nævnet for Etnisk Ligestilling (1993-2002), som erstattes af Klagekomitéen for Etnisk

Ligebehandling (2003-). Dele af sagsområdet hos Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling og

Ligestillingsnævnet lægges sammen i 2009 som Ligebehandlingsnævnet. I ”Minoritetsreligion og

diskrimination” undersøger Jonas Midtgaard Hedelund og Kristine Schulz spørgsmålet om

diskrimination og religion i det formelle domstolssystem, men også i de mange klageråd og

ankenævn. De finder ud af, at sagerne om religion og diskrimination dukker op fra begyndelsen af

1990erne, og at de især findes i forskellige nævn og domstole og altså ikke kun i de specialiserede

organer, og at der især er mange sager i landsretterne. Umiddelbart er netop

diskriminationsvinklen altså en af de væsentligste perspektiver på spørgsmålet religion og ret for

religiøse minoriteter.

Religiøse symboler: Er vi enige om hvad det begreb betyder?

Begrebet ’religiøse symboler’ har spillet en stor rolle i diskussionerne om religion i det offentlige

rum. Dansk Folkeparti fremsætte fx i januar 2018 B 58 Forslag til folketingsbeslutning om forbud

mod brug af markante religiøse symboler for elever og undervisere i folkeskolen (B58 2017/18).

Symboler er en del af kategorien ’tegn’ og i afsnittet ”Drengeomskæring og tegnlære” beskriver

Jesper Moeslund Poulsen, Sofie Læsøe Madsen, Peter Ulrich Lysell Nielsen og Nanna Røes, hvordan

et skel mellem to typer af tegnforståelser, nemlig tegnet som arbitrært eller naturligt, kan hjælpe

os med at forstå uenighederne om omskæring af drenge, og spørgsmålet om, hvorvidt der skal

indføres hhv. et forbud eller en mindstealdre. I bidraget diskuterer de også sikhernes kirpan, en ca.

8-12 cm lang kniv, som fra sikhernes perspektiv er et (naturligt) symbol på tilhørsforhold, mens det

i det offentlige debat anses for et arbitrært tegn. Dermed er situationen tilsvarende omskæringen

af drenge, som fra jødisk synspunkt er et pagtstegn, dvs. et naturligt tegn, mens det i de offentlige

debatter, her eksemplificeret ved Intact Denmarks rapport om Mandlig kønslemlæstelse opfattes

som noget, der kan erstattes med noget andet, nemlig en symbolsk omskæring.

7

Kan retssystemet hjælpe religiøse minoriteter i kampen for religionsfrihed?

De mange debatter om islam og de seneste års lovændringer har fremkaldt kritik fra forskellig side.

Heiner Bielefeldt, FN's særlige rapportør for religions- og trosfrihed, udtrykker bl.a. efter et besøg i

Danmark i 2016 bekymring for den måde som nogle politikere ønsker at kontrollere religion,1

ligesom han har påpeget, at der nogle gange mangler forståelse for religiøse ritualers betydning.2

Nogle muslimske stemmer har udtrykt bekymring for, hvordan udviklingen går i Danmark, men da

imam-pakken blev forhandlet i folketingsåret 2016/17 kom stemmer, bekymrede for udviklingen af

religionsfriheden ikke bare fra muslimer, men også fra biskopper i Folkekirken og frikirker. Men

man hører sjældent fra andre religiøse minoritetsgrupper end muslimer og kristne. Hvordan

vurderer de deres muligheder for at praktisere deres religion i Danmark? I afsnittet ”Kirpanpraksis

i Danmark: Når religiøs praksis møder lovgivningen” fremlægger Ea Skaaning Andersen, Marlene

Bach Nies, og Helena Rose materiale, som kan være med til at belyse dette. Materialet i afsnittet

stammer fra to interviews, et med den sikh, som fik konfiskeret sin kirpan i 2005, og den advokat,

som førte sagen i Københavns Byret, mens en anden advokat førte sagen i Landsretten. Afsnittet

viser, hvordan sikherne i Danmark søger et sted, hvor de kan vinde forståelse for deres ønske om

at kunne bære kirpan. Selvom de ikke har nogen kritik imod det danske retssystem, mener de ikke,

at der er gode chancer for at vinde sagen, hvis endnu en sikh skulle blive anklaget under

våbenloven.

Socialfare fremfor lawfare

Det er velkendt, at vejen fra utilfredshed til et søgsmål er kortere i USA end i Danmark. Historier

om milliondyre søgsmål pga. at kaffen er for varm eller at brugsvejledningen til mikroovnen ikke

advarer mod, at man ikke kan tørre sin våde kat i den, når også undertiden danske medier. Den

videre og hyppigere brug af retssystemet gælder også på det religiøse område, hvor det ikke er

ualmindeligt, at religiøse grupper eller individer bruger retssystemet for at opnå rettigheder.

Betegnelsen lawfare betegner en systematisk brug af retssystemet for, at opnå rettigheder. En

gruppe som Jehovas Vidner har bl.a. gennem en systematisk anvendelse af søgsmål ved den

1 https://www.ohchr.org/EN/NewsEvents/Pages/DisplayNews.aspx?NewsID=18500 2 https://menneskeret.dk/nyheder/fn-undersoeger-danske-forhold-religionsfrihed

8

Europæiske Menneskerettighedsdomstol aktivt kunne bekæmpe de vanskeligheder, som de har

haft med fri religionsudøvelse i nogle Østeuropæiske lande. Man kan se enkelte eksempler på, at

religiøse minoritetsgrupper er begyndt at anvende det danske retssystem på ny måde som minder

om den amerikanske måde. Dette gælder fx det søgsmål som Opus Dei, en aktivistisk organisation

under den katolske kirken, anlægger om ophavsret mod en dansk spiludvikler, som havde udviklet

et brætspil med navnet Opus Dei. Men overordnet set spiller domstolssystemet ikke den helt store

rolle for religiøse minoriteter i Danmark. I artiklen ”Omskæring og mediernes indflydelse”

diskuterer Nicklas Nielsen, Michelle Schneider Laursen og Jonathan Kilde Madsen, om man i

forståelsen af forholdet mellem religion og ret i Danmark snarere end lawfare bør anvende

begrebet socialfare, dvs. at almindelige borgere med en dagsorden systematisk kan bruge medierne

til at sætte dagsordenen og dermed forme debatten, og at dette i sidste ende kan føre til

lovændringer. Denne udvikling kan accelereres af etableringen af adgang til at opstille

borgerforslag, som blev muliggjort gennem en forsøgsordning (Lov nr. 1672 af 26. december 2017).

Borgerforslag om fastlæggelse af mindstealder for omskæring på 18 år er det forslag, der indtil

videre har opnået næst-flest stemmer, mens et forslag om at afskaffe maskeringsforbuddet også

ligger i top ti med 7551 stemmer (set 4.12.18). I afsnittet diskuterer de anvendelsen af begrebet

socialfare i relation til netop borgerforslaget om mindstealder for omskæring og konkluderer, at

udviklingen af socialfare kan være med til at bringe lovforslag frem, som juristerne ellers har afvist

som umulige juridisk set.

Religionsfrihed i Danmark: Hvor er vi på vej hen?

I den juridiske database Karnov finder man en række Højesteretsager om religion, som stammer fra

de sidste årtier af det 19.århundrede. Sagerne viser hvordan straffeloven dengang i form af

blasfemiparagraffen blev benyttet til at beskytte den kirkelige ortodoksi. I det 20.århundrede

handler sagerne om religion især om beskyldninger om racisme, jf. racismeparagraffen §266b, som

kom ind i 1939. Med frifindelsen af Dansk Folkeparti i anklagen om at have fremsat påstande om

asylsøgere i en annoncekampagne i 2013 (U2018.2048), vil der givetvis være færre af disse sager

fremadrettet. Siden årtusindeskiftet er der imidlertid kommet en ny type sager, nemlig sager som

direkte inddrager spørgsmålet om krænkelse af religionsfriheden. Denne type sager kendes i høj

9

grad fra udlandet, især USA, men i stigende grad også fra andre europæiske lande, og kan siges at

afspejle et aspekt af retliggørelsen af religion, og det er nok heller ikke tilfældigt, at denne type

typisk henviser til formuleringerne af religionsfrihed, som de fremgår af Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, som har været en del af dansk ret siden lov nr. 285 af 29. april

1992, fremfor med henvisning til Grundlovens formuleringer af religionsfrihed. Det er interessant,

hvordan tendensen til at religiøse minoriteter går til retssystemet med sager om krænkelse af

religionsfrihed kommer til at udvikle sig – både i det generelle domstolssystem og i de mange råd

og nævn, der har domstolslignende opgaver. Indtil videre har få af sagerne ført til afgørelser, som

støtter sagsøgerne, og måske er forsøgene på at anvende domstolene netop kun et forsøg, for

måske er det danske domstolssystem så sekulært, at det kan være svært at skaffe forståelse for

religiøse verdensforståelser?

Litteratur

Ankestyrelsen 2011. ”De sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene afgør fortsat flere sager”

https://ast.dk/publikationer/de-sociale-naevn-og-beskaeftigelsesankenaevnene-afgor-fortsat-

flere-sager

B58 2017/18 https://www.ft.dk/samling/20171/beslutningsforslag/b58/index.htm (set 5.12.2018)

Bouteldja, Naima 2013. "After the Ban: The experiences of 35 women of the full-face veil in

France." Research Report from Open Society Foundation Justice Initiative.

https://www.opensocietyfoundations.org/sites/default/files/after-the-ban-experience-full-face-

veil-france-20140210.pdf (set 5.12.2018).

Christoffersen, Lisbet, and Niels Valdemar Vinding 2013. "Challenged pragmatism: Conflicts of

religion and law in the Danish labour market." International Journal of Discrimination and the Law

13.2-3: 140-168.

Det Etiske Råd. 2018 ”Udtalelse om rituel omskæring af drenge”

http://www.etiskraad.dk/~/media/Etisk-Raad/Etiske-

Temaer/Sundhedsvaesenet/Publikationer/2018-Udtalelse-om-rituel-omsk%C3%A6ring-af-

drenge.pdf (set 5.12.2018).

10

EU direktiv 2000/43 https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A32000L0043

(set 5.12.2018).

EU direktiv 2000/78 https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=celex%3A32000L0078

(set 5.12.2018).

F25 2016/17 Om omskæring https://www.ft.dk/samling/20171/forespoergsel/F25/BEH1-

102/forhandling.htm (set 5.12.2018).

Habermas, Jürgen. "Notes on post‐secular society." New perspectives quarterly 25.4 (2008): 17-29.

Herbert, David. Creating community cohesion: Religion, media and multiculturalism. Springer,

2013.

Skjoldager, Morten ”Jurist Sabba Mirza: Lov mod muslimske klædedragter gør ingen forskel”

Politiken PS Søndag 15. oktober 2017.

Sundhedsstyrelsen, 2013 Omskæring af drenge. Notat http://www.etiskraad.dk/~/media/Etisk-

Raad/Etiske-Temaer/Sundhedsvaesenet/Publikationer/2018-Udtalelse-om-rituel-

omsk%C3%A6ring-af-drenge.pdf (set 5.12.2018)

11

Religionsfrihed for minoriteter i danske retssager

af Lea Bjerg Stenderup, Kenneth Thomasen og Thomas Iversen Dohn

Introduktion

Religionsfrihed omhandler individers ret til at udøve sin tro og at kunne tro eller ikke tro, som man

selv ønsker det. Denne frihed skal ses i sammenhæng med retten til at tænke selv og ytre sig, som

man vil. Sådanne friheder ses som fundamentale for et frit og demokratisk samfund. I

religionsfriheden ligger også retten til at skifte eller afstå fra religion. For de der ønsker at tro, giver

religionsfriheden mulighed for at udøve sin religion, så længe det ikke går imod den offentlige

orden. En anden vigtig del af religionsfriheden, ligger i, at man ikke må diskriminere på baggrund af

religiøs overbevisning. Selvom religionsfriheden gælder for både religiøse minoriteter og

majoriteter, er den af særlig betydning for religiøse minoriteter. Denne del af rapporten omhandler

religiøse minoriteter og deres brug af det danske retssystem med udgangspunkt i retssager om

religionsfrihed, hvor der henvises til Grundlovens §67, Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention (EMRK) Artikel 9 og FN’s konvention om borgerlige og politiske

rettigheder (FNK) artikel 18. Vores fokus er på, hvordan religionsfriheden beskyttes af det danske

domstolssystem, som består af 24 byretter, to landsretter og Højesteret som den sidste instans.

Grundloven § 67

Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med

deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den

offentlige orden.3

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 9 (EMRK)

1. Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til

at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre,

3 http://grundloven.dk/

12

offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning,

religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter.

2. Frihed til at lægge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne

begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn

til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for

at beskytte andres ret og frihed.4

FN Konventionens artikel 18 (FNK)

1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Denne ret skal omfatte

frihed til at bekende sig til eller antage en religion eller tro efter eget valg samt frihed til, alene eller

sammen med andre, offentligt eller privat at give udtryk for sin religion eller tro ved gudsdyrkelse,

udførelse af rituelle handlinger, overholdelse af religiøse sædvaner samt undervisning.

2. Ingen må underkastes tvang, der kan begrænse hans frihed til at bekende sig til eller antage en

religion eller tro efter eget valg.

3. Friheden til at give udtryk for en religion eller tro må kun underkastes sådanne begrænsninger,

som er foreskrevet ved lov og er nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed, orden, sundhed

eller sædelighed eller andres grundlæggende rettigheder og friheder.

4. De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at respektere forældres og i givet fald

værgers frihed til at sikre omsorg for deres børns religionsundervisning og moralske opdragelse i

overensstemmelse med deres egen overbevisning.5

Historisk oversigt over begrebet religionsfrihed i danske retssystemer

Materialet til graferne er indsamlet fra Karnov, en database for retssager i danske retssystemer

med domme fra 1867 til i dag. De udvalgte sager er sager, hvor begrebet religionsfrihed anvendes

4https://menneskeret.dk/files/media/dokumenter/om_os/om_menneskerettigheder_diverse/den_europaeiske_menneskerettighedskonvention.pdf s.4 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention 15-11-2018 5 https://menneskeret.dk/sites/menneskeret.dk/files/media/dokumenter/om_os/om_menneskerettigheder_diverse/fns_9_konventioner/ccpr.pdf

13

i domsteksten, men der er ikke nødvendigvis henvisninger til Grundlovens §67, EMRK artikel 9 eller

FN-konventionens artikel 18.

I Højesteret er der otte sager, hvori begrebet religionsfrihed indgår på denne måde. Blandt sagerne

i Højesteret stammer én fra tidsperioden før år 2000, fire sager er fra 2000-2010 og tre sager er fra

2010-2018. I landsretten kommer den første sag med begrebet religionsfrihed i 1990, hvorefter der

er to sager i perioden 1990-2000, fire sager fra 2000-2010 og fire sager fra 2010-2018. Graferne

viser den udvikling, retssager omkring religionsfrihed har taget i de danske landsretter og i

Højesteret. I Højesteret har kun 12,5% af sagerne omkring religionsfrihed været før

årtusindeskiftet, hvor den ældste stammer fra 1916. I landsretterne forekommer en lignende

tendens, hvor 20% af retssagerne har været før årtusindeskiftet. Den tidligste retssag er fra 1990.

Selvom religionsfrihed har stået i Grundloven siden 1849, er det altså først efter årtusindeskiftet,

at sager om religionsfrihed jævnlig bringes op i Højesteret og landsretterne. Der er altså tale om en

relativ sen tendens til at bruge religionsfriheden i retssystemet.

Selvom sager om religionsfrihed hyppigere tages op, betyder det langt fra, at sagsøgerne altid får

ret. I sagerne fra Højesteret får ingen af sagsøgerne medhold i deres henvisning til et brud på

religionsfrihed. Grunden til dette er, at der er andre lovgivninger, der begrænser religionsfriheden

og gør, at den ikke er absolut. Ved at se nærmere på de sager hvor der henvises til artikel 9 i EMRK,

§67 i grundloven og FN’s konventionens artikel 18, bliver det tydeligere, hvorfor henvisning til

religionsfrihed ofte står svagere end andre love. Det er især stk. 2 i artikel 9 som er værd at hæfte

sig ved. Her formuleres forhold der, hvis de kan påvises at gælde, trumfer retten til religionsfrihed.

Højesteret

1900-2000 2000-2010 2010-2018

Østre- og Vestrelandsret

1900-2000 2000-2010 2010-2018

14

Anvendelse af §67, artikel 9 og artikel 18

Der henvises kun til §67 i en enkelt sag, den såkaldte Liturgisag fra 2017. Liturgisagen (sagsnr.

U.2017.1795H) omhandler lovgivningen fra 20126, der tillader ægteskab af to personer af samme

køn i kirken er den eneste sag, hvor der refereres til §67. Sagsøgerne påberåbte sig, at denne nye

lovgivning er strid med §4 og §66 i Grundloven. Dette vil sige, at sagsøgerne ikke mener, at det er

statens ret at ændre indre anliggender i folkekirken. Højesteret finder, at der ikke forekommer

noget brud på §4 og §66, samt, at sagsøger ikke er afskåret fra at udøve sin religion og dermed er

der heller ikke brud på §67 eller artikel 9 i EMRK7 om religionsfrihed. Her ser vi §67 udelukkende

stående som et supplerende argument i sagen.

I syv sager fra 1999 til 2018 vedrørende en religiøs minoritet blev artikel 9 i EMRK anvendt i alle.

Artikel 18 i FN’s Konvention blev brugt i to sager angående religionsfrihed. Religionsfriheden i

Grundloven spiller altså en begrænset rolle sammenlignet med de internationale formuleringer.

Minoritetsreligionen vandt kun sagen én ud af de syv gange.8 Sag nr. U.2000.2350Ø, der refererede

til artikel 9, blev vundet i landsretten. Sagen drejer sig om en muslimsk pige, der blev afvist fra sin

praktikplads i Magasin, fordi hun bar tørklæde. Begrundelsen for dommen var, at det var udtryk for

indirekte diskrimination, at afvisningen af personen fra arbejdspladsen (Magasin) var sket på

baggrund af hendes hovedtørklæde. Særligt fordi konsekvensen af dette ville gå ud over en bestemt

religiøs gruppe, her islam. Der blev desuden lagt væk på, at Magasin ikke var tydelig nok i deres

regler mht. beklædning.

Dog er det interessant, at landsretten har mere fokus på diskrimination generelt, end på

religionsfrihed. Det samme har sagsøgeren i hendes fremsættelse af argumenter. Her bliver artikel

9 først nævnt efter fremsættelsen af diverse andre diskriminationslove. Artikel 9 bliver derfor kun

understøttende og ikke afgørende. Det samme gør sig gældende for artikel 18 i FNK.

Religionsfriheden er derved kun en delvis grund til at sagsøger får medhold.

6 Lovnr 532, af 12. Juni 2012. 7 Europæisk Menneskerettighedskonvention. 8 De omhandlede minoritetsreligioner var: Islam, Sikhisme, romersk-katolsk kristne, Nordens Céu Sagrados og Scientology.

15

I de seks sager, hvor artikel 9 bruges, men hvor sagsøgerne ikke får medhold, er det i flere af dem,

tydeligt hvordan de forbehold om begrænsninger i religionsfriheden af hensyn til den offentlige

sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte

andres ret og frihed, der nævnes i stk. 2, bliver afgørende.

Et eksempel på dette kan ses i sag nr. OE2003.B-2498-02 fra 2005, hvor argumentationen

var, at arbejdspladsen (Føtex) havde været tydelige i deres regler mht. beklædning, og at der derfor

ikke var tale om forskelsbehandling, til trods for, at reglerne primært ville ramme muslimske

kvinder. At Føtex ikke forskelsbehandler de ansatte, blev underbygget af, at arbejdspladsen har en

god portion ansatte med anden etnisk baggrund end dansk. Årsagen til deres beklædningsregel

bliver desuden uddybet med, at den derved indebærer en frihed fra religiøs tilkendegivelse. Derved

gik begrundelsen delvist på at tage hensyn til de andre ansattes friheder. I sag nr. U.2007.316Ø om

en sikhs ret til at bære kniv (kirpan) vejede våbenloven, og derved den offentlige orden, tungere

end hans religionsfrihed. Også her er der en kommentar om, at dette ikke strider imod artikel 9. I

sag nr. U.2008.2302V, der omhandlede Muhammedtegningerne blev redaktørerne frifundet i

landsretten, på baggrund af, at det ikke var deres intention at krænke, men at ”undersøge graden

af selvcensur.”9 Den form for religionsfrihed som minoriteten i sagen henviste til, omhandler ”den

religiøse fred” her med henvisning til artikel 10, som bruges som indirekte argument for at henvise

til artikel 9.10 Denne bliver dog ikke vurderet til at stå stærkt nok i forhold til redaktørernes intention

og dermed ytringsfriheden. I sag nr. U.2008.342, der omhandler en romersk-katolsk families ønske,

om, at deres barn ikke bliver anmeldt til ministerialbogen i Folkekirken og om ikke at bidrage

økonomisk til Folkekirken, begrundes kendelsen med, at sagsøgeren kun indirekte giver penge til

Folkekirken, da dette betales gennem hans almindelige skattebetaling. At betale sin skat opfattes

derved af retten som en neutral handling. Det er svært at afgøre om det har noget at gøre med at

skatten ses som noget, der opretholder det demokratiske samfund, og derfor vejer tungere end

ansøgers religionsfrihed.

Et andet eksempel er sagen fra 2018 (sag nr. U.2018.3165), hvor Nordens Céu Sagrado (en

religiøs gruppe) går til Højesteret, efter at være blevet afvist i deres import af Ayahuasca-vin.

9 Sag nr. U.2008.2302V s. 12 10 Ibid. s. 7

16

Nordens Céu Sagrado hævder, at Ayahuasca-vinen, en drik med indhold af det hallucinerende stof

DMT, som de mener, er et vigtigt element i deres religionsudøvelse. De henviser her til artikel 9 i

EMRK og artikel 18 i FNK for at få medhold og artiklerne tages op løbende i sagen samt til slut i

afgørelsen. Selvom Højesteret ikke imødekommer sagen på baggrund af, at den offentlige sundhed

og orden vægtes tungere end hensyntagen til religion. Højesteret vurderer, at dette er i

overensstemmelse med artikel 9. Der er sager, der anvendte artikel 9, men som ikke er taget med

af den grund, at der eksempelvis ikke kunne påvises en religiøs betydning af det omhandlede.11

Ligeledes er der sager, der bruger begrebet religionsfrihed, men hverken henviser til §67, artikel 9

eller artikel 18.12

Opsummering

Religionsfrihed skal sikre individer, som ønsker at følge en trosretning, muligheden for at udøve

deres religion, uden at blive diskrimineret eller behandlet anderledes på baggrund af religion.

Religionsfrihed dækker også over friheden til ikke at tro på noget. Det er noget relativt nyt, at

religionsfrihed benyttes i retssager. Størstedelen af sager, hvor religionsfriheden påberåbes, er fra

efter årtusindeskiftet. Ud fra sagerne præsenteret i denne rapport fremstår indvandring og den

deraf følgende religiøse diversitet at have effekt på de danske retssystemer om religionsfrihed. I

flere eksempler er der indvandrere (eller efterkommere), der mener, at deres religionsfrihed er

blevet krænket. Her kan nævnes Føtex-sagen, Magasin-sagen og kirpan-sagen. På baggrund af, at

der er relativt få sager i landsretterne og Højesteret udgør disse sager en markant andel. Det er

desuden vigtigt at nævne, at i Højesteret får ingen sagsøgere medhold i sager, hvor

religionsfriheden påberåbes. Der forekommer, som nævnt tidligere, kun en enkelt sag, der enten

er gået til landsretterne eller Højesteret, hvor Grundlovens §67, bruges som beskyttelse. Derimod

anvendes menneskerettighedskonventionens artikel 9 noget oftere. I to sager forekommer FN

konventionen artikel 18, hvor artikel 9 ligeledes nævnes. I størstedelen af sagerne er det dog,

hverken artikel 9 eller artikel 18, som er det primære grundlag for afgørelsen, da det typisk er andre

lovovertrædelser, der er udslagsgivende, såsom våbenloven, diskriminationsloven eller

11 Sag nr. U.2001.910V (Sag om Hells Angels gravsten) 12 Sag nr. U.2001.83 (AMU-Sagen)

17

hensyntagen til den offentlige orden. Blandt sagerne, der bruger Grundloven §67, EMRK artikel 9

og FNK artikel 18, er der kun én sagsøger, der får medhold i sit sagsanlæg. Her bliver artikel 9 og

artikel 18 dog kun brugt til at understøtte sagen og dermed er religionsfriheden ikke det afgørende

grundlag for, at sagen vindes.

18

Minoritetsreligion og diskrimination

af Jonas Midtgaard Hedelund og Kristine Schulz

I de seneste årtier er der sket en stor vækst i antallet af domstolslignende instanser, dvs. instanser,

der træffer afgørelse som førsteinstans eller fungerer som klageinstans. Denne rapport er lavet på

baggrund af en samlet oversigt (se bilag 1) over de domstole, og domstolslignende nævn, råd og

tilsyn, der offentliggør deres afgørelser og kendelser, og hvor man derfor nemt kan få indsigt i

afgørelserne. Det drejer sig om domstolene, samt ca. 40 nævn og råd. For at undersøge hvilke

instanser der er interessante i forhold til religion og ret i Danmark blev der udvalgt følgende

søgeord: religion; muslim; Jehova; kirke; og trossamfund. Ud af de ca. 40 råd og nævn optræder

religion i omtrent halvdelen. De sager, vi har med i denne del af rapporten, er kun de fem, der findes

i online databasen Karnov. Det fremgår tydeligt af listen, der blev udarbejdet på baggrund af disse

søgninger, hvor mange sager der er i hver domstol, nævn og råd. Vi har ud fra oversigten søgt de

sager igennem, der kommer frem, ved søgning på de fem ovennævnte søgeord i de udvalgte

domstole, råd og nævn og derefter har vi søgt efter hvor mange af de respektive sager, der

indeholder ordene diskrimination og/eller forskelsbehandling. Formålet med denne delrapport er

derfor at skabe overblik over hvor mange sager, der er i Danmark, som omhandler religion i

forbindelse med diskrimination og/eller forskelsbehandling. Landsretterne er mest interessante i

denne sammenhæng, da det er her størstedelen af sagerne findes. Vi har benyttet samme

søgemetode til by- og landsretterne, samt nævn og råd. Grundet begrænsede ressourcer og

diskrepansen mellem den oprindelige fremsøgning af sager med relevans (jf. den første

gennemsøgning af domstole) og efterfølgende gennemsøgning, har vi valgt at undlade Højesteret.

Byretterne har vi undladt at lave en tabel over, da mængden af tilgængelige sager er meget lille og

det giver derfor ikke mening at lave en tabel.

I et forsøg på at skabe det bedst mulige overblik over mængden af retssager samt deres

emne og årstal for deres afvikling, har vi valgt at overskueliggøre resultaterne ved hjælp af tabeller.

Idet vi ikke undersøgte hver enkelt sag i forhold til relevans, kan der være sager, der falder uden for

intentionen med søgeordene, men som dog er kommet med i denne oversigt alligevel. Vi har valgt

at fjerne sager fundet via søgeordet “kirke”, da vi ikke har undersøgt sagerne nærmere, for at afgøre

19

om disse er relevante, derfor er de udeladt, da de ellers vil virke forstyrrende og forvrængende i

forhold til hensigten med denne kvantitative undersøgelse af religion og

diskrimination/forskelsbehandling i Danmark. Men sagerne er at finde i appendixet til denne

delrapport, da det så vil være muligt for andre at arbejde videre fra denne undersøgelse. Ligeledes

indgår der i vores appendix alt materiale (retssager, tidsskrifter mv.) der fremkommer gennem

søgningen på domstolene, nævne og styrelserne via databasen Karnov.

Diskrimination og forskelsbehandling

Første gang et antidiskriminationsprincip blev en del af dansk lovgivning var med ligelønsloven af

1976, dertil kom der i 1987 fokus på diskrimination på baggrund af race, dertil blev

ligebehandlingsloven vedtaget i 1989. I 1996 blev ligebehandlingsloven udvidet, så der også lægges

vægt på, at der ikke må diskrimineres på baggrund af race, hudfarve, religion, tro, politisk anskuelse,

seksuel orientering, alder, handicap, og national, social eller etnisk oprindelse.

Vores resultater viser med al tydelighed, at sager hvori der er dømt efter eller hævdes krænkelse

af ligebehandling også første begynder efter 1987. Den første sag vi har fundet, er fra Folketingets

Ombudsmand (FOB1988.121) og omhandler godkendelse af Jehovas Vidner som adoptanter.

Konklusionen blev, at adoptionsegnethed skal vurderes fra sag til sag, herunder må adoptanternes

religiøse tilhørsforhold gerne overvejes, men det må ikke være udslagsgivende for afgørelsen.

Den første sag vi finder i det danske domstolssystem omhandlende muslimer og

diskrimination/forskelsbehandling er den såkaldte Magasinsag (U.2000.2350) fra 2000. Sagen

omhandler i korte træk en erhvervspraktikant fra 9. klasse, der blev afvist da hun mødte den første

dag bærende tørklæde. Sagen endte i Østre Landsret, her blev artikel 9, om religionsfrihed, i den

Europæiske Menneskerettighedskonvention inddraget, men udslagsgivende blev artikel 8 om

diskrimination fra den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dertil den danske

Forskelsbehandlingslovs §2 og §7.

Diskriminationssager i råd og nævn

Tabel 2 viser fordelingen af søgeresultater på baggrund af de fem søgeord minus kirke, fordelt på

årstal for følgende nævn og styrelser: Adoptionsnævnet; Ankenævnet for patenter og varemærker;

20

Flygtningenævnet; Folketingets ombudsmand; Landsskatteretten. Hvis man søger på sager om

religion på databasen på Ligebehandlingsnævnets hjemmeside får man 34, den første fra 2010, se

tabel 1. Kun to af de sager om diskrimination, som er behandlet i Ligebehandlingsnævnet er med i

Karnov. Ligebehandlingsnævnet er umiddelbart den eneste juridiske instans i Danmark, hvor man

kan søge under den allerede givne kategori “tro og religion”. Men vores søgninger viser, at det ikke

kun er i Ligebehandlingsnævnet, at sager om diskrimination og/eller forskelsbehandling varetages,

men derimod, at sådanne sager også afgøres andre steder i det danske system.

Tabel 1 Ligebehandlingsnævnet (Kilde: https://ast.dk/naevn/ligebehandlingsnaevnet)

Årstal 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018

Antal sager 1 5 6 4 4 5 3 5 1

Tabel 2

Oversigt over sager i styrelser og nævn

Religion Jehova Muslim Trossamfund

Adoptionsnævnet AN2006.00023

Ankestyrelsen for

patenter og

varemærker

AN2011.00029

Flygtningenævnet U.2011.1762

U.2018.688

FOB2005.322

Folketingets

ombudsmand

FOB1988.121

FOB1988179

FOB1989.78

Landsskatteretten LSR2008.07-00892

LSR2010.09-00156

LSR 2010.10-00912

LSR 2012. 11-

0299669

LSR2010.10-

00912

LSR2012.11-

03088

21

LSR 2013-3985672

LSR2013.12-0189464

LSR2016.15-2525977

LSR2016.15-0864564

LSR2017.15-2455309

LSR2018.17-0988847

Vestre og Østre Landsret

Sager af principiel karakter går ofte fordi byretterne og direkte i landsretterne. Derudover er

retssagerne i byretterne ikke offentliggjorte, hvorved det bliver svært for os at behandle dem.

Nedenfor ses en oversigt over sager fra Vestre og Østre Landsret, der viser fordelingen af retssager

fordelt på søgningsord i forhold til det årstal, hvor retssagen er afsluttet.

Vi har frasorteret tidsskrifter mv. der dukker op ved søgning på de fem ovenstående søgeord der

indeholder diskrimination og/eller forskelsbehandling. Oversigt 1 viser søgeresultater frasorteret

tidsskrifter, artikler mv. og derfor viser tabellen kun retssager. Datamængden for Oversigt 1 er for

lille til at kunne sige noget konkret om tendens og/eller udvikling, men det er dog påfaldende, at

sager der kommer frem ved søgeordet “muslim” først indtræder fra 2000 og frem og udgør herefter

størstedelen af sagerne. Ligeledes optræder der først sager om diskrimination/forskelsbehandling

efter 1987 hvor det bliver en del af dansk lov.

Ved Vestre Landsret er datamængden ligeledes for lille til at kunne sige noget konkret, men ligesom

ved Østre Landsret indtræder “muslim” først efter årtusindeskiftet, men modsat Østre Landsret

udgør sagerne med “muslim” ikke størstedelen. Figur 1 viser en procentmæssig fordeling over

sagerne fra Vestre og Østre Landsret. Denne viser, at sager med muslimer udgøre størstedelen af

sagerne.

22

Afrunding

23

Vi kan konkludere, at sager om diskrimination/forskelsbehandling først optræder i det danske

retssystem efter 1987, hvilket også er året hvor det bliver en del af dansk lovgivning. Det er måske

ikke så påfaldende, at diskriminationslovgivningen igangsætter sager, men det viser klart, hvordan

ny lovgivningen får betydning. Der har været muslimer i Danmark i mere end 30 år, men først med

antidiskriminationslovgivningen kommer disse sager ind i det danske juridiske system. Imidlertid er

det tankevækkende, at sager med muslimer først optræder i landsretterne efter Magasinsagen ved

årtusindskiftet. Efter årtusindskiftet udgør sager med “muslim” flertallet af sagerne om

diskrimination/forskelsbehandling på baggrund af vores fremsøgning.

Vi håber, at dette grundlæggende fodarbejde kan virke som et springbræt for fremtidige

undersøgelser af religion i det danske domstols-, nævns- og rådssystem. Vi har i appendixet vedlagt

en oversigt over vores søgeresultater i kronologisk rækkefølge samt sorteret det efter

retsafgørelser og tidsskrifter mv. Det er håbet, at vi eller andre i fremtiden kan drage nytte af dette

arbejde.

Appendix

Østre Landsret

Religion Trossamfund Jehova Muslim Kirke

U.2000.2350

U.2000.2143

U.2012.2247

U.2014.2286

FED.2000.1424

FED2000.1793

FED2002.2852

FED2008.278

FED 2008.284

FED2008.1028

FED2013.3150

FED.2016.117

FED2008.278

U.2000.2350

U.2003.751/2

U.2003.1411

U.2003.1428

U.2003.1947

U.2007.1471

U.2008.1028

U.2014.2648

U.2016.2066

U.2016.3158

FED2000.1793

FED2002.2852

U.1993.727/2

U.1994.993/1

U.1995.702

U.1997.38

U.2008.1450

U.2012.1439

U.2017.782

FED1999.1643

FED2002.2852

MAD2002.978

MAD2015.242

MAD2016.479

24

TfK2006.650

FED2003.3150

FED2008.284

TfK2007.411

TfK2018.383

MAD2013.2532

TfS1995, 332

TfK2010.295

TfS2018, 479

Vestre Landsret

Religion Trossamfund Jehova Muslim Kirke

U.1990.636

U.2001.910

U.2003.2435

U.2008.306

U.2012.3220

U.2014.73

U.2015.2984

U.2017.3237

FED2006.45

MAD1999.75

TfK2018.901

FED2006.45

U.1994.928

U.2001.207

U.2003.2435

U.2004.1360

U.2011.875

U.2014.73

U.2015.2984

U.2017.3237

FED2006.45

TfK2002.17

TfK2011.411/2

TfK2018.901

U.1994.665

U.2001.910

U.2004.1360

U.2005.13

U.2005.805

U.2006.2468

U.2009.207

U.2010.1748

U.2014.2949

U.2017.1416

FED2006.45

Byretterne

Religion Trossamfund Jehova Muslim Kirke

SKM2018.201 BR

MAD.2009.2664

MAD 2016.109

MAD 2017.115

TBB2010.737

Landsskatteretten

Religion Trossamfund Jehova Muslim Kirke

25

TfS 2012.717

TfS 2014, 660

TfS 2015, 521

SKM

2012.577.LSR

LSR:

LSR2008.07-

00892

LSR2010.09-

00156

LSR 2010.10-

00912

LSR 2012. 11-

0299669

LSR 2013-

3985672

LSR2013.12-

0189464

LSR2016.15-

2525977

LSR2016.15-

0864564

LSR2017.15-

2455309

LSR2018.17-

0988847

LSR2010.10-

00912

LSR2012.11-

03088

Natur- og Miljøklagenævnet

Religion Trossamfund Jehova Muslim Kirke

26

MAD 1996.499

MAD 2005.402

MAD 2014.355

Ankenævnet for patenter og varemærker

Religion Trossamfund Jehova Muslim Kirke

AN 2011.00029

Adoptionsnævnet

Religion Trossamfund Jehova Muslim Kirke

AN 2006 00023

Folketingets ombudsmand

Religion Trossamfund Jehova Muslim Kirke

FOB 1988.121

FOB 1988.179

FOB 1989.78

Civilretsdirektoratet

Religion Trossamfund Jehova Muslim Kirke

TFA 2001.419

TFA 2001.419

Erstatningsnævnet

Religion Trossamfund Jehova Muslim Kirke

FED 1999.1378/2

27

Ligebehandlingsnævnet

Religion Trossamfund Jehova Muslim Kirke

U.2015.2984

U.2015.2984

Flygtningenævnet

Religion Trossamfund Jehova Muslim Kirke

BS 150-457/2015

U.2011.1762

U.2018.688

LFF 2001-03-20 nr

191

KBET 1996 nr

1322

KBET 1997 nr

1337

FOB2005.322

U.2005.2086

28

Kirpan-praksis i Danmark: Når religiøs praksis møder

lovgivningen

Af Ea Skaaning Andersen, Helena Rose og Marlene Bach Nies

Til trods for at sikhisme er verdens femte største religion med 25 millioner tilhængere på

verdensplan (Ilkjær 2012, 105), er det en forholdsvis ukendt religion i Danmark. I slutningen af

60’erne kommer en større gruppe sikher til Danmark som arbejdsmigranter, (ibid., 106) og i dag

regner man med, at der er mellem 500 og 800 sikhfamilier i landet (ibid., 107). Sikhismen er som

udgangspunkt en fredelig religion, hvor religionsfrihed og ligestilling spiller en central rolle. Døbte

sikher skal gå med en kniv, kaldet en kirpan som symbol på kampen for ligestilling, men med

skærpelsen af våbenloven i 2003, bliver dette pludselig kriminaliseret. I et forsøg på at dæmpe

bandekrige og mindske den tiltagende vold i nattelivet vælger Folketinget i 2003 at ændre

våbenloven, så det er ulovligt at bære enhåndsbetjente knive med en længde over 7 cm i det

offentlige rum. Våbenlovens paragraf 4 lyder som følger:

”På offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordninger og

lignende er det forbudt at bære eller besidde kniv eller dolk, medmindre det sker som led i

erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller har et andet lignende

anerkendelsesværdigt formål. Forbuddet omfatter dog ikke foldeknive med en klinge på

højst 7 cm, der ikke kan fastlåses i udfoldet position”

Desuden kræver det en tilladelse fra politiet at eje en kniv på over 12 cm, men våbenlovens paragraf

6 stk. 8 siger samtidigt, at en tilladelse ikke nødvendigvis er påkrævet, hvis formålet er

anerkendelsesværdigt (også hvis kniven er over 12 cm). Ifølge Rigsadvokaten er det også lovligt at

bære disse våben (med anerkendelsesværdigt formål) mellem lovlige aktiviteter. Loven bliver som

regel håndhævet, når en kniv konfiskeres uden anerkendelsesværdigt formål i eksempelvis et

kriminelt miljø eller nattelivet. (Politi.dk og retsinformation.dk). I 2005 kulminerer denne

problematik, da sikhen Ripudaman Singh ankommer til den amerikanske ambassade i København,

hvor han får konfiskeret sin kirpan, efter frivilligt at have afleveret den ved ambassadens

sikkerhedskontrol. Det ender med en retssag om overtrædelse af våbenlovens paragraf 4, men også

29

en mere principiel sag om sikher i Danmarks ret til at bære kirpan. I denne artikel har vi interviewet

tiltalte Ripudaman Singh og tiltaltes advokat, Mandeep Singh Rathour, som førte sagen i

Københavns Byret. Dette har vi gjort for at undersøge deres oplevelser med det danske retssystems

håndtering af religiøse forskrifter, hvordan retssagen har ændret kirpanpraksis i Danmark og deres

håb for kirpanens fremtid.

Hvad er en kirpan?

I Sikhismen er ”De Fem K’er” af central betydning for alle døbte sikher, der markerer, at de

bekender sig til sikhismen. De Fem K’er blev indstiftet i 1600-tallet af guruen Gobind Singh. Et af

K’erne står for ”kirpan”. En kirpan ligner et lille sværd eller en daggert og er i udgangspunktet

mellem 10 og 20 centimeter lang, den symboliserer sikhernes kamp mod undertrykkelse, forsvar

af sandheden og hjælp til forsvarsløse. Kirpan skal dermed tolkes som et symbol for forsvar, ikke

angreb (Fibiger 1999). På deres hjemmeside understreger The World Sikh Organization of Canada

(WSO), at til trods for kirpanens lighed med et våben, er det så langt fra kirpanens funktion som

muligt. Hjemmesiden forklarer, at kirpanens symbolværdi er at sammenligne med et kristent kors,

en jødisk davidsstjerne eller en muslimsk hijab, men med én afgørende forskel: Kirpanen er ikke

valgfri at bære. Det er påbudt at bære kirpan: det er en pligt (WSO, “What is the kirpan?”).

Kirpan i Danmark

Til trods for at sikher har boet i Danmark i mere end 50 år, bliver deres religiøse praksis med at

bære kirpan først et problem i 2005, da Ripudaman Singh i forbindelse med et besøg på den

amerikanske ambassade i København afleverer sin kirpan ved sikkerhedstjekket på vej ind. Da

Ripudaman Singh forlader ambassaden mødes han af Københavns Politi, der fortæller, at han er

anklaget for at have overtrådt våbenlovens § 10, stk. 3 jf. § 4, stk. 1. Han står anklaget for at bære

en kniv på over 7 centimeter - hans kirpan. Singh nægter sig skyldig, og sagen ender først i

Københavns Byret og senere i Østre Landsret (U.2007.316Ø). Singh bliver i Østre Landsret fundet

skyldig i lovovertrædelsen, men straffen for overtrædelsen bortfalder på grund af de formildende

omstændigheder i sagen.

30

I forbindelse med interviewene med Ripudaman Singh og den advokat, der førte hans sagen i

Københavns Byret (som også er sikh) lægger de begge særligt vægt på det principielle i sagen. De

udtrykker begge et stærkt ønske om at få sikhismens tradition om kirpanpraksis accepteret som et

anerkendelsesværdigt formål, da de er opmærksomme på, at sagen er den første af sin slags, og

dermed vil den skabe fortilfælde for holdningen til kirpan i Danmark. Samtidigt giver de begge

udtryk for forståelse og respekt for loven i Danmark også i forhold til dommen i den sagen. De nærer

dog også et ønske om større forståelse for intentionen og traditionen bag kirpan, frem for en ensidig

fortolkning af loven, da kirpan i udgangspunktet ikke er skarpe og udelukkende har symbolsk værdi.

Specielt Ripudaman Singh giver udtryk for, at sagen har påvirket hans forhold til kirpan og praksis

som sikh.

Begge parter har stor respekt for det danske retssystem og håndteringen af den konkrete sag, men

at systemet er påvirket af både den offentlige og politiske debat. Advokaten giver ligeledes udtryk

for, at en større indsigt i og forståelse for sikhisme som kultur og religion kunne have ændret

udfaldet af dommen, da en uddybning af de religiøse bevæggrunde for at bære kirpan kunne være

blevet anset som anerkendelsesværdigt formål. Dette bliver omtalt som et af de områder, hvor det

danske retssystem kan forbedres specielt i forhold til ikke-kristne traditioner og minoriteter i

Danmark.

Generelt lader det til, at både Ripudaman Singh og hans advokat er tilfredse med, hvordan selve

retssystemet fungerer i Danmark, samt har en forståelse af og respekt for den konkrete lov som

sagen omhandlede på trods af sagens udfald. I sidste ende var der enighed om, at det er

fortolkningen af loven og fortolkningen af kirpan generelt, der var afgørende i sagen, som begge

dele er noget der over tid kan ændre sig og som påvirkes af den offentlige og politiske debat i

samfundet.

Kirpanens fremtid

I dag bæres kirpanen oftest kun synligt i tempelsammenhæng, noget som både Ripudaman Singh

og advokaten har oplevet. De er dog ikke enige om, hvilken effekt kirpansagen har haft på døbte

sikhers kirpanbrug. Ripudaman siger:

31

"There are baptized Sikhs who carry it […] I'm not sure everybody knows the law […] I'm just

waiting for a day, where another Sikh will be arrested somewhere in Denmark... I mean it's not

resolved, it's an open case. And with the ruling that it was with my case, I mean it... There's no

chance […] that a baptized Sikh will be allowed to carry it."

Han mener dermed ikke, at alle, som vælger at bære kirpan i dag, kender loven, og at det kun er et

spørgsmål om tid, før man ser endnu en kirpansag. Desuden er han klar over, at hans egen sag

danner præcedens, således at udfaldet af endnu en retssag sandsynligvis vil blive det samme.

Modsat Ripudaman mener advokaten, at sagen har haft en klar indflydelse på sikhernes kirpanbrug

og siger: "Den [sagen] har haft en virkning, fordi folk er opmærksomme på det […] og jeg tror, at

nogen er gået over til sådan noget meget symbolsk, ikke? Altså når man kommer til templet, så er

der nogen, som vil have det på, men så har de det ikke på udenfor". De er ikke enige om, hvad

praksis er i forhold til kirpanen i dag, og om denne har ændret sig efter sagen. Denne uenighed kan

dog være et udtryk for en generel uenighed blandt sikher i Danmark, hvor nogle vælger at holde

fast i at bære kirpan, mens andre vælger at lægge den på hylden og gå over til en mere symbolsk

tilgang.

Når det kommer til kirpanens fremtid, så siger Ripudaman:

” Now there is a second generation of Sikhs. They are born in Denmark, they speak Danish and

are educated in Denmark, and some of them have created this organization "Sikh Ungdom" […]

and they took this up, so they have also contacted the ministry a couple of times saying "We

would like to resolve this out of the court" And I think that's how it's going to be resolved”

Han er yderst positivt stemt over for dette tiltag og nævner flere gange i løbet af vores interview,

at dette er en problematik, som skal løses uden for retssalen. Han mener, at det handler om, at

udbrede viden om sikhisme blandt politi, jurister og politikere, så det bliver afmystificeret.

Advokaten har ikke hørt om Sikh Ungdoms initiativ, før vi præsenterer ham for det, og om det siger

han:

"Vi forsøgte i sin tid med justitsministeriet, altså i hvert fald fik jeg snakket med nogen i

justitsministeriet, og de var relativt afvisende over for det dengang, og man skal huske, at en

32

aftale om kirpan er jo en lovændring. Det er jo ikke bare sådan, at man får en speciel

administrativ undtagelse"

Han indrømmer, at han ikke er ekspert i knivloven, men med sin juridiske baggrund er han ikke

optimistisk på deres vegne. Han mener, at der skal en decideret lovændring til, før kirpanen bliver

godkendt, og det er en politisk beslutning. Om dette siger han:

"Det er jo ikke politisk acceptabelt i dag, at lave en religiøs undtagelse for en indvandrergruppe.

Det ville du aldrig komme igennem med, det tror jeg simpelthen ikke på. […] Det er ikke en

stærk vælgerskare de har, vel? Der er ikke nogen i dag, af de store partier, der ligesom kan

vinde et valg ved at tale for en minoritet”

De er begge enige om, at den generelle stemning i samfundet i dag er negativt stemt over for alt,

der ser fremmed ud, og at der er en tendens til at frygte det, man ikke kender. Dette er også

grunden til, at Ripudaman ikke ønsker, at kirpan-problematikken kommer i offentlighedens søgelys,

da der hurtigt ville kunne dannes et skræmmebillede af en turbanklædt mand, som ønsker at bære

kniv. Advokatens forslag til en løsning lægger sig også op ad denne tankegang:

”Hvad er den rigtige taktik så for en minoritet? Det er jo i virkeligheden ikke at komme for

meget i søgelyset med noget som helst, for så bliver der ikke lovgivet om det, og så er man ladt

være i fred […] Det eneste man kan - og det tror jeg også, er det Sikh Ungdom må være - det

er, at være ydmyg omkring det og sige: "Kan vi gøre et eller andet, som giver mening i denne

her forstand?""

Advokaten ser således kun to handlemuligheder for sikherne i dag; enten undgår de at tiltrække sig

opmærksomhed, så de kan fortsætte som nu, ellers må de forsøge at finde et kompromis, som kan

fungere for dem og stadig holde sig inden for lovens rammer.

Efter interviewene har vi talt med organisationen Sikh Ungdom i København, som udtaler:

“På nuværende tidspunkt går (vi) med en kirpan som er 7 cm og derunder, hvilket er inden for

lovens rammer”. Samtidig fortæller de, at organisationen ikke har planer om at søge dispensation

fra knivloven for at bære kirpan, men i deres svar skriver de dog, at det ville være “befriende at få

33

en undtagelse, så vi frit kan gå med den [kirpanen]”. Om denne passivitet er en direkte reaktion på

ovennævnte sag, eller en reaktion på den pågældende ændring af lovgivningen om knive fra 2003,

vides ikke. Det tyder dog på, at sikher i Danmark er opmærksomme på lovens rammer, og at det

påvirker måden de bærer kirpanen og hvilken udformning den har.

Litteraturliste

Arnsted, Anette

2012 “Bekendtgørelse af lov om våben og eksplosivstoffer”,

https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=142859 (set 4/12/18)

Fibiger, Marianne Qvortrup

1999 “k’er, de fem”, Gads Religionsleksikon

https://www.religion.dk/leksikon/ker-de-fem (set 4/12/18)

Ilkjær, Helene

2012 “Om sikhisme”, Center for Samtidsreligion Årgang 4 nr. 1, 105-110

Politi

2016 “Knive og blankvåben - våbenloven”,

https://www.politi.dk/da/servicemenu/baggrund/Vaabenloven_knive.htm

(set 4/12/18)

The World Sikh Organization of Canada

Intet år “What is the kirpan?”, http://www.worldsikh.org/what_is_the_kirpan (set 4/12/18)

34

Drengeomskæring og tegnforståelse

af Jesper Moeslund Poulsen, Sofie Læsøe Madsen, Peter Ulrich Lysell Nielsen og Nanna Røes Dahl

Introduktion

I februar i år (2018) fremsatte seks bestyrelsesmedlemmer fra Intact Denmark sammen med tre

andre kritikere af drengeomskæring et borgerforslag om, at der bør indføres en mindstealder på 18

år for omskæring af raske børn (borgerforslag.dk, 2018). I juni måned opnåede forslaget de 50.000

underskrifter, der krævedes for, at borgerforslaget kunne førstebehandles i Folketinget. Den 23.

november blev forslaget behandlet i Folketinget, dog uden den store bevågenhed omkring de

religiøse implikationer ved sådan et tiltag. Debatten faldt mere på Danmark internationale

omdømme, hvis borgerforslaget blev vedtaget og trådte i kraft. Samtidig har dialogen omkring

omskæring gået i tomgang i en juridisk diskussion, der omhandler rettigheder. Så hvorfor er det

interessant at tage fat i netop dette borgerforslag?

For det første er det vigtigt at kigge på borgerforslaget grundet dets ordlyd. Vi hævder, at tegnlære

(semiotik) kan inddrages til at belyse en debat, der er udsultet og hungrende efter reel religiøs

forståelse og tolerance, og her kan tegnet pege i retning af, hvor diskussion går galt.

En anden grund til at se nærmere på dette specifikke borgerforslag - udover at det optager

en vigtig plads i det juridiske felt - er den enorme medieovervågning, det har fået i den offentlige

debat, hvor alt fra minoriteter, politikere, kendte og jurister har meldt sig i debatten.

Derfor vil vi gennem artiklen se nærmere på, hvorfor debatten om drengeomskæring ofte

ender i en blindgyde. Første skridt i den retning er at omformulere den moderne vestlige tegnlære,

så den favner multikulturelle og internationale problematikker.

Tegnrelationens tvetydighed

Når bølgerne går højt i debatter vedrørende religiøse minoriteter, bliver diskussionen oftest delt

skarpt op med en religiøs/kulturel argumentation over for en sekulær/vestlig argumentation.

For at se debatten i et nyt lys vendes blikket mod de implikationer, der ligger i forskellige

tegnforståelser, især i relationen mellem det, som tegnet betegner (signifiant) og det, som tegnet

35

er betegnende for (signifié). Oftest bliver relationen mellem det tegnet betegner, og det tegnet er

betegnende for, opdelt i to væsensforskellige relationer. Den ene relation er den arbitrære relation,

hvor tegnets relation er tilfældigt eller kulturelt bestemt. Således kan det ses i mange sekulære

sammenhænge. Et eksempel kunne være at tegnet ‘kors’ i en dansk kontekst ikke længere kun har

en religiøs betydning, men at relationen mellem betegner og betegnet er blevet arbitrær, sådan at

korset nu også kan betegne et æstetisk eller kulturelt aspekt. Den anden relation er det naturlige

tegn, hvor det er naturgivent at betegner og betegnede står i direkte relation. Oftest ses den

naturlige relation i religiøse sammenhænge, som eksempelvis ved Moses og den brændende busk,

hvor den brændende busk er et naturligt tegn for Jahve.

Med denne distinktion in mente giver antropolog Saba Mahmood i sin artikel “Religious

Reason and Secular Affect: An Incommensurable Divide?” fra 2013 et bud på en ny vej ind i

debatter, hvor religiøse og sekulære grupperinger går i kritisk dialog med hinanden.

Saba Mahmood anvender i sin artikel Muhammedkrisen til at forklare sin omtolkning af den

vestlige tegnlære. Tegnet får hos Mahmood en rummelighed, der tillader enkeltindivider og

fællesskaber at strukturere deres livsverden med udgangspunkt i det forbilledlige tegn. Tegnet

bliver det holdepunkt, hvorfra deres livsverden udgår. Tegnet bliver for Mahmood en form for

relation der skaber direkte (naturlig) sammenhæng mellem subjekt (betegner) og objekt eller

imaginaire (betegnede) (Mahmood 2013, 68). Heri bliver tegnet ikke forstået arbitrært, som det

oftest bliver i en vestlig akademisk kontekst, men som et naturligt eller “forbilledligt13” tegn. Tegnet

skal ses som 1:1 med det imaginaire et fællesskab vil efterleve. Det er vigtigt at forstå at

tegnforståelsen ikke er et enten/eller; en gruppe kan have en arbitrær forståelse af de fleste

generelle tegn, men samtidig have en naturlig forståelse af de tegn, der er fællesskabsdannende og

kulturbærende.

I debatten om drengeomskæring har Intact Denmark ofte stået overfor Det Jødiske

Samfund. Når vi går ind i Intact Denmark og Det Jødiske Samfunds argumentation, vil tegnlæren

blive referent for hvorfor det er så svær at finde fælles arena for diskussion i debatten om

drengeomskæring. Samtidig kigger vi efter om Intact Denmarks diskurs er blevet mudret af deres

13 Med “forbilledligt” menes hvordan mennesker “find oneself in a structure that influences how one

conducts oneself in this world.” (Mahmood 2013, s. 68). Altså kan tegnet være et forbillede for de religiøses

livsførelse.

36

egen tegnforståelses blændværk, samt hvorfor distinktionen mellem naturlig og arbitrær kan have

så store konsekvenser for en debat.

Intact Denmark – Forening mod omskæring af børn

Intact Denmark arbejder for at stoppe omskæring af raske børns kønsorganer hos piger, drenge og

interkønnede børn i både Danmark og i resten af verden (intactdenmark.dk). De arbejder således

imod omskæring af alle børn uanset kulturelt tilhørsforhold eller religiøs baggrund. Som nævnt

indledningsvis, var Intact Denmark hovedkraften bag et borgerforslag om indførelse af en 18-

årsmindstealder for omskæring af raske børn (borgerforslag.dk). Borgerforslaget lægger således op

til en kønsneutral mindstealder, der ikke gør forskel på omskæring af hhv. piger, drenge og

interkønnede børn. Det er dog vigtigt at nævne, at omskæring af piger allerede er forbudt i

Danmark, jf. straffelovens § 245a (strafferamme op til seks års fængsel). I 2016 indsendte Intact

Denmark en supplerende rapport til den danske stats rutinemæssige høring i FNs Børnekomite, der

i 2017 udkom på dansk under titlen Mandlig kønslemlæstelse – kropslig integritet, genital autonomi

og religionsfrihed.

Debatten om netop drengeomskæring ender ofte i en blindgyde, hvor den ene part

påberåber sig barnets tarv og taler for et forbud, mens den anden part taler for, at retten til rituel

drengeomskæring hører under religionsfriheden. Intact Denmark står i den førstnævnte første lejr,

og derfor ser vi i det følgende nærmere på den tegnforståelse, der kommer til udtryk i den

ovennævnte rapport.

Kroppens ukrænkelighed – tegnforståelsen hos Intact Denmark

Den jødiske gud Jahve indgår i 1. Mosebog en pagt med Abraham. Jahve gør dermed Abraham til

stamfader til det jødiske folk, og det jødiske folkeslags slægtsfællesskab indstiftes. Omskæring af

drengebørn på ottendedagen er for jøderne et positivt tegn på, at barnet bliver en del af denne

historie og dette fællesskab. Den rituelle omskæring af drenge er derfor et naturligt tegn. Det

naturlige tegn er kendetegnet ved en direkte relation mellem det, det betegner (rituel omskæring)

og det betegnede (det jødiske slægtsfællesskab). At blive omskåret på ottendedagen er på én og

samme tid at indtræde i og blive en del af historien og fællesskabet.

Intact Denmark udtrykker i rapporten Mandlig kønslemlæstelse en anden tegnforståelse,

37

hvor relationen mellem det tegnet betegner (rituel omskæring) og det betegnede (det jødiske

slægtsfællesskab) er arbitrær. Når relationen mellem det, som tegnet betegner og det betegnede

bliver vilkårlig, er det muligt at indsætte noget andet på førstnævntes plads, uden at relationen til

det betegnede brydes. Der er ikke længere tale om en direkte relation, hvor A direkte

repræsenterer B, men snarere om en relation, hvor A kan forholde sig til B på et utal af måder. Et

eksempel er brit shalom, den symbolske omskæring af drenge (Det Jødiske Samfund 2016, 14). I

stedet for en faktisk beskæring af forhuden, prikkes den eller der bedes en bøn for barnet.

Praksissen anvendes kun af et mindretal af amerikanske jøder, og anerkendes ikke af Det Jødiske

Samfund i Danmark som alternativ til brit milah (rituel beskæring af forhuden) (Det Jødiske Samfund

2016, 14). I dette tilfælde er tegnet (omskæringen) arbitrært, fordi den faktiske rituelle omskæring

af forhuden byttes ud med en symbolsk prikken af forhuden, uden at handlingen ’at omskære’

mister sin relation til det, tegnet betegner; spædbarnet indlemmes i begge tilfælde i den jødiske

slægtshistorie gennem en rituel handling.

Intact Denmark ønsker en mindstealder for omskæring, og de arbejder ikke for et generelt

forbud mod omskæring (Intact Denmark 2017). Tegnet (omskæringen) bliver hos Intact Denmark

arbitrært, fordi der basalt set ændres på den direkte relation mellem det, tegnet betegner (den

rituelle omskæring) og det betegnede (det jødiske slægtsfællesskab). Tegnet er dog ikke arbitrært

på samme måde som i tilfældet med brit shalom. Der indsættes ikke en alternativ symbolsk

handling på det betegnedes plads, snarere omskrives pagtens fortælling om, at barnet skal

omskæres på ottendedagen, jf. Jahves pagt med Abraham (1. Mos 17, 9-12). Ifølge Intact Denmark

skal barnet selv bestemme, om vedkommende ønsker den rituelle faktiske omskæring fra sit

attende år. Først da er barnet, ifølge Intact Denmark, selv i stand til at tage stilling til spørgsmålet

om religiøs og kulturel identitet (Intact Denmark 2017, 12). Omskæring af spædbørn er tillige, ifølge

Intact Denmark, et brud på bl.a. FNs Børnekonvention og er at betragte som ”kønslemlæstelse”

(ibid., 10, 1).

Det Jødisk Samfund anser omskæringen af spædbarnet som ”et positivt tegn på, at drengens

familie ønsker at være en del af den jødiske historie i nutid såvel som i fremtid” (Det Jødiske

Samfund 2016, 1). Omskæringen af drengen er dermed udtryk for, at familien som helhed ønsker

at tage del i det jødiske slægtsfællesskab; både drengen og familien indskrives i historien. Hos Intact

Denmark flyttes dette fokus på den kollektive families ønske til et fokus på individets ønske alene.

38

To præmisser ændres altså, når tegnet bliver arbitrært hos Intact Denmark: For det første

flyttes det i pagten angivne tidspunkt for omskæringen til barnets attende år. For det andet flyttes

fokus fra familien som helhed til barnet som individ. Det er lige præcis her, vi mener, at vi skal finde

grunden til, at debatten om drengeomskæring ofte ender i en blindgyde. Ifølge Det Jødiske

Samfund kan der ikke ændres på pagtens ordlyd; barnet skal omskæres på ottendedagen (Det

Jødiske Samfund 2016, 1). Når Intact Denmark vil flytte tidspunktet for omskæringen, bliver det

ikke længere muligt for de religiøse eller kulturelt omskårne jøder at overholde den pagt, de er

forpligtet af (ibid.). En omskæring senere end på ottendedagen14 vil med stor sandsynlighed blive

set som ugyldig af Det Jødiske Samfund, da den direkte kontinuerlige relation mellem omskæringen

og det jødiske slægtsfællesskab dermed brydes.

Det Jødiske Samfund i Danmark

Det Jødiske Samfund i Danmark er et trossamfund med en demokratisk opbygning; det består af en

forsamling, som vælger en ledelse, samt et særligt forstanderskab, som står for den daglige ledelse

af Københavns synagoge (mosaiske.dk). Ud af de omkring 8000 jøder i Danmark er 2400

medlemmer af Det Jødiske Samfund, og de spænder over religiøse og ikke-religiøse jøder

(sekulære) jøder. I 2016 udgav de rapporten Notat vedrørende Brit Milah (jødisk drengeomskæring)

for at give et overblik over fakta omkring jødisk drengeomskæring fra et jødisk synspunkt. I

debatten omkring forbud mod drengeomskæring lægger Det Jødiske Samfund vægt på, at et forbud

vil begrænse deres religionsfrihed. I modsætning til Intact Denmark lægger de vægt på en naturlig

tegnforståelse.

I deres rapport sætter Det Jødiske Samfund lighedstegn mellem det, som tegnet betegner (den

jødiske slægtshistorie), og det betegnede (rituel omskæring), idet de betegner omskæring som en

central markør og et konkret fundament i jødisk identitet (Det Jødiske Samfund 2016, 1) – som

nævnt før er der tale om en direkte relation mellem rituel omskæring og den jødiske slægtshistorie.

Fordi der er denne naturlige tegnforståelse, dette lighedstegn, er det for jøderne ikke muligt at

erstatte den rituelle omskæring med noget andet – gør man det, brydes relationen mellem

betegner og det betegnede og tegnet vil ændre karakter og betydning.

14

Forud for omskæringen tilses barnet af en læge. Er barnet ikke rask, udsættes omskæringen til et senere

tidspunkt (https://mosaiske.dk/ved-fodsel/, set d. 28.11.18).

39

Drengeomskæring som kollektivets ret til religionsfrihed

Drengeomskæring indstiftedes, som nævnt i forrige afsnit, i forlængelse af den pagt Jahve indgår

med Abraham i 1. Mosebog, kapitel 17 og for jøder er det en af de 613 forskrifter, som de er

forpligtet af (Det Jødiske Samfund 2016, 4). Som nævnt betegner Det Jødiske Samfund i deres

rapport drengeomskæring som en central identitetsmarkør; i deres rapport siger de direkte at

drengeomskæring er den jødiske dåb (ibid.). Rituel omskæring er lig med at blive en del af den

jødiske slægtshistorie, både for drengen, men i høj grad også for familien, og dermed bliver

drengeomskæring for jøderne en konkret del af deres religiøse udfoldelse. Det er et tegn på, at

familien ønsker at være del af det jødiske slægtsfællesskab og være forbundet med Jahve. I

modsætning til Intact Denmark lægger Det Jødiske Samfund vægt på både familiens og hele den

jødiske befolkningsgruppes mulighed for at praktisere deres religion, jævnfør forrige afsnit. Fordi

omskæring forstås som et naturligt tegn og som en del af den kollektive families religiøse

udfoldelse, anser Det Jødiske Samfund et forbud som et forsøg på at begrænse familiens religiøse

udfoldelsesmuligheder, dvs. den religionsfrihed, som de påpeger, er sikret gennem Grundloven

(ibid., 1).

Hvor omskæring hos Intact Denmark forstås som et brud på barnets rettigheder og FNs

Børnekonvention, skal det hos Det Jødiske Samfund forstås i forlængelse af forældrenes ret til

religionsfrihed og til at formidle deres tro og livsanskuelse videre til deres børn (ibid., 9). Det Jødiske

Samfund påpeger ligeledes, at retten til drengeomskæring er beskyttet af Grundlovens §67 og Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9 (ibid.). Som nævnt tidligere kan man her

finde et af flere grundlag for, hvorfor debatten omkring rituel drengeomskæring er svær at løse; for

Det Jødiske Samfund skal drengeomskæring forstås i forlængelse af forældrenes ret til at udøve

deres religion og religiøse skikke. Som rituel skik skal drengeomskæring ifølge Det Jødiske Samfund

forstås i forlængelse af kollektivets ret til frit at udøve sin religion, og dermed er omskæring dækket

af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, som specificer at enhver har ret til

”offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og

overholdelse af religiøse skikke” (ibid.). Intact Denmarks idé om at flytte tidspunktet for

omskæringen vil ifølge Det Jødiske Samfund betyde, at jøder ikke kan overholde pagten, en helt

central del af deres religion, fordi der via deres tegnforståelse sættes lighedstegn mellem den

rituelle omskæring og den jødiske slægtshistorie, og dermed vil en flytning af omskæringen

40

indskrænke jødernes religionsfrihed.

Sikh debatten - en lignende problematik

Vi har i de forhenværende afsnit belyst en uoverensstemmelse mellem tegnforståelsen hos en

sekulær organisation som Intact Denmark og en religiøs organisation som Det Jødiske Samfund. De

samme problemstillinger synes at gøre sig gældende i konflikten om sikhers ret til at bære kirpan,

som den bl.a. udspillede sig i Canada i 1988, da ‘The Peel board’, en skoleorganisation bestående

af ca. 160 skoler i Ontario, forsøgte at forbyde sikher at bære kirpan i skolen. At bære en kirpan er

en af de 5 ting eller kakkas, som døbte sikher, Khalsae er påbudt at efterleve15. Kirpanen fremstår

umiddelbart som en normal kniv, men er anset af sikherne som et nødvendigt symbol på

tilhørsforholdet til deres religion. Derfor følger det også naturligt heraf, at et forbud mod at bære

kirpan vil kunne anses som en krænkelse af deres religionsfrihed (Wayland 1997, 546-547).

Paralleliteten med problematikken vedrørende omskæringsdebatten forekommer her i det

henseende, at kirpanens betydning hos sikherne udelukkende findes i det, som den repræsenterer

som et naturligt tegn for sikhen. At bære en kirpan symboliserer en sikhs villighed til at kæmpe for

retfærdighed, hvis en potentiel situation skulle kræve det (ibid). Den modsatte forståelse, hvor

tegnet er arbitrært, kan ses i den argumentation, som modstanderne af kirpanen anvendte i deres

argumentation. ’The Peel Board’ argumenterede for, at de var forpligtede til at forhindre

våbenbæring i skolen af hensyn til de andre elevers sikkerhed. (Wayland 1997, 548). Kirpanen blev

i denne retorik reduceret til blot at være et våben, hvilket fuldstændig negligerer tegnets betydning

for sikherne. Idet tegnets naturlighed for sikherne udelades, falder muligheden for en fælles

diskussion til jorden, da udgangspunkterne for forståelsen af tegnet ikke stemmer overens. Endnu

en parallelitet mellem omskæringsdebatten og kirpansagen er, at den sekulære side i begge sager

introducerer et alternativ til tegnets repræsentation. Fra Intact Denmarks side bliver alternativet

Brit Shalom introduceret (Det Jødiske Samfund 2016, 17) og i denne sag fra Canada blev det retsligt

afgjort, at kirpanen måtte bæres af sikherne, hvis de accepterede blandt andet hvor stor den måtte

være, hvor synlig den måtte være for andre, samt hvor nemt det ville være at tage kirpanen ud af

sit hylster (Wayland 1997, 549-550). Hos sikherne i Canada blev alternativet accepteret og

15 http://www.sikh.dk/om-sikhismen/sikhismen-kort-fortalt/

41

implementeret, selvom den mødte en vis modvilje fra nogle af sikherne. Accepten blev dog

muliggjort af, at khalsae -sikherne ikke udgjorde majoriteten af sikherne, hvilket står i tydelig

kontrast til omskæringsdebatten vedrørende jøderne. Her fremgår det, som nævnt tidligere, så

eksplicit at omskæringen er en tydelig identitetsmarkør til deres religion og her vil et symbolsk

indgreb som Brit Shalom ikke være tilfredsstillende for majoriteten af de religiøst praktiserende

jøder (Det Jødiske Samfund 2016, 17).

Konkluderende bemærkninger

I begyndelsen af denne artikel stillede vi spørgsmålet; Hvorfor ender debatten om

drengeomskæring ofte med at køre i tomgang? Vi tog vores afsæt i to af de debattører, der hver

især taler ind i diskussionen om, hvorvidt drengeomskæring af spædbørn skal være forbudt, hhv.

Det Jødiske Samfund og Intact Denmark. Ved at se nærmere på tegnforståelsen hos de to parter,

blev det tydeligt, at der er tale om to væsensforskellige opfattelser af præmisserne for omskæring.

Hos Det Jødiske Samfund er der en direkte relation mellem det tegnet betegner (omskæringen) og

det betegnede (det jødiske slægtsfællesskab). Tegnet er derfor naturligt, fordi det at lade sin søn

omskære på ottendedagen på én og samme tid er at lade ham træde ind i slægtshistorien og

fællesskabet. A repræsenterer B direkte. Omskæringen som tegn er derimod arbitrært hos Intact

Denmark, og der er intet til hinder for, at præmissen for omskæringen (pagten) kan ændres. Ved at

udskyde omskæringen til barnets attende år, omskrives pagtens forpligtelser på at lade barnet

omskære på ottendedagen. Den direkte relation mellem det, som tegnet betegner og det

betegnede bliver dermed vilkårlig, da det bliver nødvendigt at ændre på det grundlæggende

narrativ. Det spørgsmål, der nu rejser sig i kølvandet på vores undersøgelse er, hvorvidt den i

debatten herskende afgrund mellem de to tegnforståelser kan overvindes.

Litteraturliste

Borgerforslag.dk

2018 “Indførelse af 18 års mindstealder for omskæring af raske børn”, ID: FT-00124

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-00124, fremstillet af

Lena Nyhus (set d. 23.11.2018)

42

Det Jødiske Samfund i Danmark

2016 Notat vedrørende Brit Milah (jødisk drengeomskæring), Det jødiske samfund i

Danmark

https://mosaiske.dk/wp-content/uploads/notat-om-milah.pdf

(set d. 23.11.2018)

Intact Denmark

2017 Mandlig kønslemlæstelse - kropslig integritet, genital autonomi og religionsfrihed,

supplerende NGO rapport til Danmarks statusrapport i forhold til FNs Børnekonvention,

Femte tilbagevendende rapportering for medlemsstater til behandling i 2016 - Danmark,

Dansk version af den originale fulde engelske rapport, version 3

https://intactdenmark.dk/wp-content/uploads/2018/04/fn-

rapport_2017.pdf?fbclid=IwAR2IL_pTBCiJIxZnVJaZ82JxvAnJ9AhJlSBbTcuq3zEljEASnOs9frU

p6VY

(set d. 23.11.2018)

Intactdenmark.dk

2017 Om Intact Denmark, https://intactdenmark.dk/da/about/ (set d. 26.11.2018)

Mahmood, Saba

2013 “Religious Reason and Secular Affect: An Incommensurable Divide?” in

Is Critique Secular - Blasphemy, Injury, and Free Speech, eds. Talal Asad, Wendy Brown,

Judith Butler and Saba Mahmood, Fordham University

mosaiske.dk

2018 “Om os”, https://mosaiske.dk/om-djs/ (set d. 04.12.2018)

Wayland, Sarah V

43

1997 “Religious expression in public schools: Kirpans in Canada, hijab in France,

Ethnic and Racial Studies, 20:3, 545-561, DOI: 10. 1080/01419870. 1997. 9993974

44

Omskæring og mediernes indflydelse

af Niklas Nielsen, Michelle Schneider Laursen, og Jonathan Kilde Madsen

Indledning

I december 2009 skældte den konservative integrationsordfører, Naser Khader, Dansk Folkeparti

ud for at rejse et burka-forbud i folketingssalen. Selvom kritikken rettet mod DF i høj grad skyldtes

politiske stridigheder partierne imellem og at regeringens jurister i øvrigt erklærede det i strid med

grundloven, fik Naser Khader alligevel ret, da han udtalte: ’jeg ved ikke om fem år, om juristerne

måske vil have en anden fortolkning’ (DR, politik 08/12 2009). Snart er et årti er passeret, og i

skrivende stund er det omdiskuterede maskeringsforbud trådt i kraft 1. august anno 2018. I et

retssamfund vil en retliggørelse altid være en præmis16. Det interessante er dog, hvordan denne

retliggørelse kan forklares og ud fra hvilke principper. I forlængelse af det nylige forbud mod

beklædninger der skjuler ansigtet i det offentlige rum, har et nyt borgerforslag netop ramt de

50.000 stemmer der skal til, for at få politikerne til at tage stilling i Folketinget. Hvorfor det politiske

pres? De sidste ni år har der været megen debat blandt politikere og i medierne omkring burkaer

og niqab. Vi vil hævde, at denne debat har affødt et politisk pres for at ændre gældende lovgivning.

Denne form for brug af medier og offentlig debat, der former den politiske og juridiske diskurs,

foreslår vi at kalde ”socialfare”. Socialfare er et nuanceret teoretisk begreb, som kan bruges til at

analysere og konkretisere retliggørelsen af minoriteter i Danmark.

Intact Danmark

Foreningen bag borgerforslaget om forbuddet mod drengeomskæring beskriver sig selv ud fra

grundlaget om et intakt Danmark og har i samme også navngivet deres forening ’Intact Danmark’.

Formålet er at forbyde omskæring af drengebørn indtil de er blevet myndige, hvor de som voksne

16 Med retliggørelse menes domstolenes og lovgivningens stigende regulering af, hvordan indbyggere kan og må udleve deres liv og kultur i Danmark.

45

selv kan tage en beslutning. Foreningen beskriver rituel omskæring som ’kønslemlæstelse’ og i det

perspektiv rejser de spørgsmålet, om det er passende for en nation, der roser sig af vores

beskyttelse af børn, stadig tillader omskæring af drengebørn, når det for længst er blevet forbudt

at udføre på piger. På foreningens lukkede Facebook-side raser en heftig debat om omskæring, som

medlemmerne tager videre andre steder på Facebook.

Foreningen henviser til ’rettighedsdrøftelsen’, hvor samtykke er et centralt spørgsmål: I

dette lys er princippet om samtykke fastslået i Bioetikkonventionen art 6 stk. 1, der siger, at ”en

intervention kun må foretages på en person, der mangler evnen til at give samtykke, hvis det er

direkte til fordel for denne person” og henviser samtidig til lægeløftets ”primum non nocere” der

kan oversættes til ”gør først og fremmest ingen skade”. Intact Danmark mener, at dette princip er

tilsidesat i Sundhedsstyrelsens vejledning om omskæring af drenge (2014), der tillader omskæring

under betingelse af, at den udføres under opsyn med af en læge og med begge forældres samtykke.

Foreningen peger på, at vejledningen således er konventionsstridig.

Socialfare

Minoriteter kan være nødsaget til at hævde deres egen identitet og rettigheder i samfund, hvor

deres sag ikke altid bliver talt. I en amerikansk kontekst tales der om ”Lawfare”, som et begreb hvor

nationer, politikere, skattevæsenet mm. strategisk kan bruge, og i nogens optik, udnytte loven for

at nå et operationelt mål (Scharf & Andersen 2011, 16-17). Militæret kan gøre brug af loven som

en konstruktiv erstatning i stedet for en væbnet konflikt og religiøse minoriteter kan ligeledes

systematisk og strategisk gøre brug af retssystemet for at hævde deres ret til religiøs frihed og

religionsudøvelse. Særligt Jehovas Vidner i USA har i mange år brugt retssystemet i et forsøg på at

forsvare sig fra det omgivne samfund til formål få lovmæssigt ret til at praktisere deres tro (Côté &

Richardson 2001, 14-15). I Danmark kan man se paralleller til Lawfare, men billedet er dog ofte

vendt på hovedet. I Danmark er der en tendens til at majoriteten forsøger at regulere den religiøse

frihed for minoriteter. Nogle eksempler i Danmark kan være maskeringsforbuddet, kirpan-sagen,

og for nyligt spørgsmålet om en 18 års aldersgrænse for omskæring af drengebørn. Lawfare er et

begreb der er dækkende for amerikanske sammenhænge, for det amerikanske retssystem spiller

en helt anden rolle end retssystemet i Danmark. Vi mener dog at nogle af de processer, som lawfare

beskriver også finder sted i Danmark, men ved brug af medierne fremfor retssystemet. Derfor

46

foreslår vi, at et andet begreb, ”Socialfare”,17 vil være et mere dækkende til at beskrive den danske

sammenhæng. I en dansk kontekst fylder debatten meget i både de traditionelle medier og på de

sociale medier, hvilket er med til at forme debatten, som potentielt kan ende med lovgivning.

Socialfare virker på samme måde som lawfare, som indbefatter en strategisk og systematisk

dagsorden for at fremme en sag. Socialfaren kommer dog til udtryk gennem den offentlige debat i

diverse medier. Denne debat, som ofte omhandler en regulering af minoriteters frie ret til at

praktisere deres livsførelse, presser magthaverne til at tage stilling til eventuel ny lovgivning på

området. Gennem et pres fra almene borgere på regeringen, for eksempel gennem borgerforslag,

bliver magthaverne presset til at tage debatten op på et højere niveau. Ved at den offentlige debat

tages op af magthaverne, vil debatten få nyt liv på sociale medier og i medierne generelt. Denne

cirkulære effekt forstærker debattens indflydelse og pres rettet mod ny eller revideret lovgivning.

Via ”Socialfare” får den almene borger indflydelse på lovgivningen blandt andet gennem

borgerforslag, som kan blive taget op i Folketinget, hvis de får nok underskrifter (mindst 50.000).

Borgerforslaget: ”Indførelse af 18 års mindstealder for omskæring af raske børn” (Furesø 2018), er

et udtryk for Socialfare. Heri hævder de ni personer bag forslaget, at omskæringen af raske børn

under 18 år strider mod børns generelle rettigheder og selvbestemmelse. De argumenterer for, at

barnets tarv skal komme i første række på trods af kulturel eller religiøs baggrund. Borgerforslag

skal dog godkendes og drøftes i Folketinget, og i tilfældet med borgerforslaget om en indførelse af

en mindstealder for omskæring af drengebørn, skal der tages forbehold for Grundlovens paragraf

om religionsfriheden (§67). Den almene borgers indflydelse er derfor stadig begrænset.

Borgerforslag viser til gengæld en let tilgængelig metode, hvor borgere gennem medierne kan få

signifikant indflydelse på lovgivningsprocessen, og i dette tilfælde et forsøg på en retliggørelse

rettet mod en minoritet.

Debatten omkring omskæring har ved flere lejligheder blevet behandlet i Folketinget blandt

andet ved Forespørgsel F 25 anmeldt 16-03-201818. Denne forespørgsel ledte dog ikke til lovgivning

eller større debat. Samtidig blussede debatten op på sociale medier, og i november 2018 (23-11-

17 Socialfare opridses kort i dette afsnit, hvilket er et emne, som det kunne være interessant at arbejde videre med. Grundet rapportens indholdsmæssige begrænsninger vil begrebet i denne rapport blive empirisk dækket i begrænset omfang. 18 https://www.ft.dk/samling/20171/forespoergsel/f25/index.htm

47

2018) førstebehandlede Folketinget borgerforslaget om indførelse af en mindstealder for

omskæring af drengebørn. For at belyse den offentlige debat om emnet i Danmark, har vi valgt flere

aktører, der repræsenterer begge sider af sagen. Intact Denmark er central, for det er medlemmer

af Intact Denmarks bestyrelse, der er hovedstillere af borgerforslaget. Sex og Samfund støtter en

lovgivning på området. Preben Kirkegaard er kirurg og taler for et forbud. Debattøren Kristian Leth

argumenterer for at en eventuel indførelse af en mindstealder vil stride imod religionsfriheden, og

være et udtryk for kulturel blindhed. Dan Rosenberg Asmussen er formand for det jødiske samfund

i Danmark, og belyser den kulturelle og religiøse betydning ved omskæringen for jøder.

Reaktioner på omskæringsforbud

At forbyde religiøs omskæring af drengebørn møder opbakning, men også kritik blandt danskerne.

Dan Rosenberg Asmussen, formand for det jødiske samfund i Danmark, påpeger i en artikel i

Ekstrabladet (2018), at omskæring i en jødisk sammenhæng handler om at indgå i en hellig pagt

med Gud og Abraham (Asmussen i: Lade 2018). Dette er vitalt for den jødiske selvforståelse og

identitet, og hvis man tager muligheden væk for at indgå i pagten, kan man ikke være en rettroende

jøde. Musikeren og debattøren Kristian Leth argumenterer i kronikken; ”Selvfølgelig skal vi ikke

forbyde religiøs omskæring” (2018) for, at hvis omskæringen bliver forbudt, vil folk enten være

tvunget til at forlade Danmark for at omskære deres børn eller få det gjort ulovligt i Danmark uden

medicinske opsyn (Leth 2018). Asmussen argumenterer endvidere for, at komplikationerne ved en

omskæring er forsvindende små (Asmussen i: Lade 2018). De danske sundhedsmyndigheder er

samtidig af den overbevisning, at omskæring af børn ikke rummer store nok sundhedsskadelige

risici, til at begrunde et forbud (Karpantchof u.å). Asmussen betragter ikke omskæringen som et

overgreb, i modsætning til kirurg Preben Kirkegaard. Kirkegaard har med egne øjne set, hvilke

konsekvenser en omskæring kan have. Han ser proceduren som et overgreb og mishandling af raske

børn (Kirkegaard i: Lade 2018). Tillige tilslutter han sig ideen om en 18 års mindstealder for

omskæring, så barnet selv kan tage stilling.

Foreningen Sex og Samfund har udarbejdet et høringssvar til Folketinget, hvori de siger nej

til drengeomskæring på baggrund af retten til selvstændige valg og kropslig selvbestemmelse for

alle (www.sexogsamfund.dk). Foreningen bygger i deres høringssvar deres argumentation op

48

omkring fire grundlæggende principper: 1) Det religiøst-rituelle perspektiv, 2) det medicinske

perspektiv, 3) det juridiske perspektiv og 4) det rettighedsmæssige perspektiv. Med det religiøst-

rituelle perspektiv erkender foreningen den religiøse betydning for jøder og muslimer, men mener

ikke, at argumentet bør være bærende i en sekulær retsstat som Danmark. De religiøse minoriteters

patos underkendes til fordel for en sekulær logos. I det medicinske perspektiv forholder foreningen

sig til fakta og undersøgelser, dog vælger de ikke at lægge vægt på undersøgelser der taler for

hygiejniske fordele, da de ikke mener, at de er relevante i Danmark. Uden en præcedens i

retssystemet for at betragte drengeomskæring som værende omfattet af straffelovens kapitel 25,

Forældreansvarsloven §2, eller sundhedslovens §17, vurderer Sex og Samfund, at accepten af

drengeomskæring kan være berettiget i Danmark, ud fra et juridisk perspektiv. I det

rettighedsmæssige perspektiv sætter foreningen Grundlovens §67 op overfor børnekonventionens

artikel 24. Retten til religiøs frihed, overfor børns rettighed til ukrænkelighed, og afskaffelsen af

ritualer, der er skadelige for børn. Her mener foreningen ikke, at der kan berettiges, at vi stadig

tillader drengeomskæring i Danmark. Sex og Samfund taler imod drengeomskæring. De forsøger at

argumentere logisk og sagligt, men deres sekulære udgangspunkt kommer til at farve deres

anbefalinger samt forståelse af de forskellige perspektiver de præsenterer.

Leth argumenterer for, at et forbud af den rituelle omskæring vil betyde et brud med en

essentiel del af en kultur, som ikke nødvendigvis selv ønsker det. Det dansk protestantiske

postmoderne samfund har en tendens til at gøre folk til ofre for deres egen skik, selvom ”ofrene”

ikke selv mener, at de er ofre (Leth 2018). Leth hævder, at modstanden mod omskæring skyldes

fordomme og uvidenhed over for den andens kultur (Leth 2018). Bare fordi man ikke forstår den

andens kultur, betyder det ikke, at den er forkert eller forkastelig. Vi er alle betingede af vores

kultur, om vi vil det eller ej. Den dansk protestantisk postmoderne baggrund idealiserer individets

frihed, hvor en omskæring ville kunne stå imod denne ide. Hvis ens kultur ikke betinger omskæring,

kan omskæringen virke anderledes og voldsom. Vi glemmer blot, at vores børn også kan lide under

vores kultur, såsom fejlernærede børn, børn der får piercinger i en tidlig alder, bliver udsat for

passiv rygning mm. (Leth 2018). Alligevel er der en tendens til, at danskerne med en protestantisk

postmoderne baggrund idealiserer sin egen ”liberale” livsverden og glemmer, at andre kulturer har

en anden verdensopfattelse. Som Leth pointerer, så ser vi danskere ”… ikke bjælken i vores egne

49

øjne og tror, at vi selv er styret af objektive argumenter” (Leth 2018). På den måde skabes et ulige

magtforhold, hvori majoriteten forsøger at presse dens livsverden ned over minoriteten.

Meningsdannelser skabes gennem medier, Facebook osv. og kan potentielt ende med lovgivning

gennem borgerforlag – det er her Socialfare kommer til udtryk.

Er omskæring et vitalt kulturelt element, som ikke må ændres, eller er det et risikofyldt

overgreb mod børn, som skal stoppes? Må en udefrakommende kultur blande sig i andres

traditioner? Kirkegaard mener, at omskæring er et overgreb og mishandling af børn, hvilket ikke

hører hjemme i et civiliseret samfund (Lade 2018). Leth synes ikke, at vi skal forbyde omskæring af

drengebørn. Et forbud mod omskæring ville netop være et overgreb mod minoriteterne (Leth

2018). Når disse og lignende emner diskuteres på sociale medier, og i medierne generelt, med det

formål at påvirke den offentlige holdning, mener vi der er tale om Socialfare. Denne

holdningspåvirkning af befolkningen kan lede til debat i Folketinget og i sidse ende eventuelt ændre

lovgivning for minoriteter og deres religionsfrihed.

Konklusion

I 2009 udtalte Naser Khader, at et burkaforbud muligvis ville blive en realitet i fremtiden. I dag, ni

år senere er maskeringsforbuddet trådt i kraft. Grundloven har ikke ændret sig, men

Justitsministeriets embedsmænd har kunnet formulere en anderledes lovgivning, der ikke strider

imod grundloven, men stadig påvirker minoriteter negativt ift. deres muligheder for at praktisere

deres tro. Der har de sidste ni år været en kraftig debat i medierne og i den offentlige diskurs

omkring burka og maskering. Vi har i 2018 et borgerforslag til behandling i Folketinget om en

mindstealder for omskæring af drengebørn. Umiddelbart kan man ikke finde et juridisk grundlag

for indførelse af en mindstealder. Hvis man ser på den offentlige debat omkring muslimers

tildækning, og hvordan et forbud nu er trådt i kraft, kan man forestille sig, at debatten kan presse

de juridiske embedsmænd til om fem eller ti år, at finde en vej udenom lovgivning og internationale

konventioner, for at få en mindstealder for omskæring sat igennem. Denne offentlige debat, og

hvordan den kan presse og forme fremtidig lovgivning, vil vi teoretisk definere som Socialfare. Den

sociale/offentlige debat bruges som slagmark mellem holdninger og overbevisninger ift. hvad der

skal og kan accepteres i det sekulære og moderne Danmark.

50

Litteratur

Karpantschof, Jonas

U.å Omskæringsdebat presser religionsfriheden:

https://mosaiske.dk/omskaeringsdebat-presser-religionsfriheden/#

Mosaiske.dk, (set: 11/11 2018)

Gerlach, Mette

2009 Khader: Burkaforbud hån mod kvinder:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/khader-burkaforbud-haan-mod-

kvinder?fbclid=IwAR3XW9reudlv3uH7mKzvRQ6NAVu5GOYx2MK-

veAUzIbGBNjoj7SW6smZaaM

DR, nyheder 8. December 2009

Leth, Kristian

2018 Selvfølgelig skal vi ikke forbyde religiøs omskæring:

https://politiken.dk/debat/kroniken/art6474293/Kristian-Leth-Selvf%C3%B8lgelig-

skal-vi-ikke-forbyde-religi%C3%B8s-omsk%C3%A6ring

Politiken, 27. april 2018

Scharf, Michael P., Elizabeth Andersen

51

2010 Lawfare Report 2: Is lawfare worth defending? – Report of the Cleveland Experts

Meeting – September 11, 2010, Case W. Res. J. Int’L. 11 (2010)

Intactdenmark.dk

Lade, Marie

2018 Kirurg vil have indgreb forbudt: Omskæring er mishandling:

https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/kirurg-vil-have-indgreb-forbudt-

omskaering-er-mishandling/7085757?fbclid=IwAR26xSWPzd8LP1Z4Xj2F-

Q48LTpoN1qGXiGdd-OCdN-YRn4FViPpR8FGxvw

Ekstrabladet, 24. marts 2018

Côté, Pauline & James T. Richardson

2001 Disciplined Litigation, Vigilant Litigation, and Deformation: Dramatic Organization

Change in Jehovah's Witnesses, Journal for the Scientific Study of Religion, Vol. 40,

No. 1: 11 – 25.

Forslag stillet af: Furesø, Lena Nyhus

2018 Indførelse af 18 års mindste alder for omskæring af raske børn:

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-00124

52

Borgerforslag.dk, (set 13/11 2018)

Sex og Samfund

www.sexogsamfund.dk