P R O D U K T I V K A M P M E L L E M P O L I T I K O G M I L I T Æ R F A G L I G H E D

Alternative overskrifter:

- Når den diskursive kamp bliver produktiv

FORSVARSAKADEMIET - INSTITUT FOR LEDELSE OG ORGANISATION

MAJ 2014

SIMON E. SCHULTZ-LARSEN

P R O D U K T I V K A M P M E L L E M P O L I T I K O G M I L I T Æ R F A G L I G H E D

MASTERSPECIALE

SIMON E. SCHULTZ-LARSEN

FORSVARSAKADEMIET

Kaptajnløjtnant Simon E. Schultz-Larsen

PRODUKTIV KAMP MELLEM POLITIK OG MILITÆR FAGLIGHED

Masterspeciale, Master i Militære Studier

Forsvarsakademiet, maj 2014

Vejleder:

Ph.d. Katrine Nørgaard, Forsvarsakademiet

Formalia:

Specialets omfang udgør 13.838 ord. Optælling er eksklusiv forside, titelside, abstract, resumé, indholdsfortegnelse, noteapparat, biblio-grafi og bilag.

Pointer og konklusioner er forfatterens egne, og kan ikke gøres til genstand for Forsvarsakademiets eller Forsvarets holdninger.

Specialet er udarbejdet med det formål at opfylde kravene for at gen-nemføre Master i Militære Studier. Specialet eller dele heraf kan ikke uden forfatterens eksplicitte godkendelse anvendes i andre sammen-hænge.

II

ABSTRACT

This thesis demonstrates how military officials in the Danish “New Fighter Programme” make the dis-cursive struggle between the military and the political discourse productive. By analyzing three inter-views made with military officials in the “New Fighter Programme”, the thesis concludes: A military official makes the discursive struggle productive by seeing himself as a translator between the military discourse and the political discourse. Hereby, politics becomes the focusing tool of the military deci-sions and acts, and the military processional competence and rationality becomes a legitimate basis for political debate and subsequent decisions.

The thesis is taking a social constructionist point of view and draws on Laclau & Mouffe’s Discourse Theory, supplemented with a theory on transformative administrative control by Ph.D. Klaus Majgaard.

III

RESUME

Nærværende speciale tager afsæt i en nysgerrighed omkring den diskursive kamp mellem politik og militær faglighed, og den militære embedsmands rolle i denne kamp. Specialet undersøger, hvordan den militære embedsmand gør den diskursive kamp produktiv.

Den offentlige styring af Forsvaret fører ofte til paradokser, der på grund af iboende modstridende rationaler, fører til en diskursiv kamp mellem politik og faglighed. Emnet er relevant, fordi styringen af Forsvaret ud fra en normativ betragtning skal baseres på god offentlig ledelse og ordentlig styring og ikke ud fra udelukkende politiske eller militærfaglige logikker, men i et samspil mellem disse logikker.

Et af de helt store økonomiske projekter inden for Forsvaret er indkøb af nye kampfly til erstatning for de nuværende F-16. Her giver Nyt Kampfly Program – som den organisation, der skal forberede den politiske beslutning om et typevalg – et unikt vindue til styringen i det offentlige. Programmets med-arbejdere skal håndtere en stor kompleksitet i et spændingsfelt mellem politiske hensigter og militær-faglig ekspertise. Dermed er Nyt Kampfly Program også ”et vindue” ind til spændingsfeltet mellem politik og militær faglighed. Dette vindue giver en unik chance for at forstå den militære embedsmands rolle i spændingsfeltet.

Specialet tager udgangspunkt i diskursteorien, som præsenteret af Laclau & Mouffe, og med et sty-ringsperspektiv fra Klaus Majgaards teori om simpel, reflekteret og transformativ styring. Med disse teoretiske perspektiver besvares problemformuleringen, som lyder: ”Hvordan gør den militære em-bedsmand kampen mellem den militærfaglige og den politiske diskurs produktiv?”

Forsvarsministeriets Nyt Kampfly Program er den case, specialet undersøger. Empirien er indhentet ved hjælp af tre interview med udvalgte medarbejdere i casen. Hovedparten af de interviewede var medarbejdere i programmets kapacitetskontor. Dette kontor har til formål at fremlægge en rapport med den militærfaglige rådgivning omkring typevalgsprocessen for det politiske niveau.

Gennem en diskursteoretisk analyse og Klaus Majgaards styringsperspektiv når specialet til følgende konklusion: Den militære embedsmand gør den diskursive kamp produktiv ved at placere sig i en sub-jektposition, som er fælles for den politiske og den militærfaglige diskurs, og ved i denne position at betragte sig selv som en oversætter. Dermed bliver det politikken, der fokuserer og legitimerer de mi-litærfaglige beslutninger og handlinger, og den militære faglighed og rationalitet som danner grundla-get for den politiske debat, handlefrihed og efterfølgende beslutninger.

IV

”Vi er aldrig tættere på en autentisk praksis, end når vi er kørt fast. Fastkørthed er på mange måder en situation rig på muligheder. Fastkørthed peger nemlig på den begrebsli-ge tænkning, som vi har brug for at overskride – den viser de knuder i vores fortælling, som må masseres: historien om vores egen subjektposition, vores abstrakte idealer og vo-res oplevelse af modstand. Det er dermed overgangen til at kunne tale og handle ud fra en fundamentalt anden grundposition – nemlig erkendelse af en indbyrdes forbundethed og et vågent blik for situationens konkrete åbninger”

(Majgaard, 2013, s. 283).

V

INDHOLDSFORTEGNELSE

Abstract ............................................................................................................................................................................................. II Resume ............................................................................................................................................................................................. III Indholdsfortegnelse ...................................................................................................................................................................... V Kapitel 1 – Indledning og problemfelt ................................................................................................................................... 1

Problemformulering ................................................................................................................................................................ 2 Begrebsafklaring ................................................................................................................................................................... 3

Disposition ................................................................................................................................................................................... 3 Henvisninger og citater ...................................................................................................................................................... 3

Kapitel 2 – Metodediskussion ................................................................................................................................................... 4 Nyt Kampfly Program som case .......................................................................................................................................... 4 Cases som metodevalg ............................................................................................................................................................ 4 Indsamling af empiri ved kvalitative interview ............................................................................................................ 5

Validitet i indsamling af empiri ...................................................................................................................................... 6 Fokusgruppeinterviewet ................................................................................................................................................... 6 Etiske overvejelser ............................................................................................................................................................... 7

Kapitel 3 – Teori .............................................................................................................................................................................. 8 Det diskursive univers............................................................................................................................................................. 8 Laclau & Mouffes diskursteori ............................................................................................................................................. 9

Operationalisering af diskursteorien ........................................................................................................................ 11 StyringsTeoretisk perspektiv ............................................................................................................................................ 12

Paradokser og Krydspres ............................................................................................................................................... 12 styringen bryder sammen .............................................................................................................................................. 13 Transformativ styring ...................................................................................................................................................... 14 Integreret praksis .............................................................................................................................................................. 14

Kapitel 4 – Analyse ..................................................................................................................................................................... 16 Subjektpositioner i et spændingsfelt .............................................................................................................................. 16

Det militærfaglige råd ...................................................................................................................................................... 17 Den militære embedsmand som styringsaktør.......................................................................................................... 18

Fra abstrakt til kompleks ............................................................................................................................................... 19 Produktive påvirkninger ................................................................................................................................................ 21 Gensidig afhængighed...................................................................................................................................................... 23 kompleksiteten afparadokserer .................................................................................................................................. 25

Kapitel 5 – Sammenfatning og konklusion ....................................................................................................................... 27 Sammenfatning ....................................................................................................................................................................... 27 Konklusion ................................................................................................................................................................................ 27

Kapitel 6 – Perspektivering ..................................................................................................................................................... 29 Bibliografi ....................................................................................................................................................................................... 30 Bilag .................................................................................................................................................................................................. 31

1

KAPITEL 1 – INDLEDNING OG PROBLEMFELT

Siden regeringsskiftet i efteråret 2011 har en sammenlægning af Forsvarskommandoen og Forsvars-ministeriet været på den politiske dagsorden. Beslutningen, som kom i april i år, skærer et ledelseslag væk i toppen af Forsvarets organisation og sammenlægger store dele af Forsvarskommandoen og For-svarsministeriets departement. De politiske udmeldinger kredser omkring et budskab om, at der i positiv forstand nu kommer mere politisk styring med Forsvaret. En klar hentydning til opfattelsen af mange skandalesager i Forsvaret i de seneste år.

Men de militære chefer er tilsvarende bekymrede for politikernes indblanding i de militærfaglige spørgsmål. På baggrund af en større empirisk undersøgelse fra 2011 med interview af 12 af de aller-øverst placerede militære ledere konkluderer Mette Søgaard-Andersen:

”Det danske forsvars chefer er generelt bekymrede over politikernes indblanding i spørgsmål vedrørende den militærfaglige opgaveløsning, som de står i spidsen for. De ser en stor udfordring i at fastholde fokus på de faglige argumenter på et område, der i sti-gende grad politiseres” (Søgaard-Andersen, 2011, s. 11).

De skandalesager, som politikerne henviser til, har fundet sted flere steder i den offentlige sektor. Ofte italesættes problemer om politiserende embedsmænd som f.eks. i ”Jægerbogssagen”, ”Skattesagen” eller ”Christiania-sagen”. Sagerne skal ses i forlængelse af en udvikling af embedsmandsrollen, som i de sidste 35 år har ændret sig fra alene at være faglig sparring og rådgivning til nu til dags også at om-fatte taktisk og strategisk rådgivning af ministeren. Embedsmændene har simpelthen bevæget sig tæt-tere på politikken (Salomonsen, 2007). Dermed har de også bevæget sig tættere på at agere politise-rende.

Men skellet mellem politik og profession er netop i denne situation vigtig at holde fast i. Politikerne er folkevalgte og valgt til at lave reglerne og tage principbeslutninger på hele befolkningens vegne. Em-bedsmænd og fagprofessionelle skal levere professionel rådgivning til politikerne, tage legitime admi-nistrative beslutninger og servicere borgerne. Offentligheden ønsker hverken politiserende embeds-mænd, der fører til de føromtalte skandalesager, eller politikere der forskelsbehandler ved at blande sig i driften og i enkeltsager. Skandalesagerne opstår, når politikere og embedsmænd bevæger sig ind og agerer på hinandens arenaer.

Ikke desto mindre er det et grundvilkår for den danske offentlige sektor, at de politiske hensigter skal omsættes til konkret handling af embedsmænd og fagprofessionelle. Omsætningen sker igennem of-fentlig styring.

Inden for Forsvaret kan denne styring ofte føre til opstilling af modstridende rationaler: Der stilles krav om en stram økonomistyring og om høj kvalitet i opgaveløsningen; krav om reduktioner på for-svarsbudgettet og krav om fastholdelse af operative og fleksible kapaciteter på højt beredskab; krav om stor dokumentation i den operative opgaveløsning og krav om fokus på soldaternes sikkerhed; krav om loyalitet i forhold til det politiske niveau og en forventning om loyal opbakning til Forsvarets medarbejdere og chefer.1

I kraft af disse modsatrettede rationaler i styringen opstår paradokserne. Rationalerne er både legiti-me og forpligtende, men de er inkommensurable2 og kan ikke indfries på samme tid. Derfor risikerer de inkommensurable rationaler at føre til en kamp på ord. Hvad der skal vægtes i styringen? Skal det være de politiske eller de faglige logikker, der skal være afgørende? Kampen på ord kan betragtes som en diskursiv kamp mellem en militærfaglig diskurs og en politisk diskurs.

1 Inspireret af Majgaard, 2008, s. 265 og Søgaard-Andersen, 2011 2 Ikke sammenlignelige

2

Men hvorfor er det overhovedet interessant at tage fat i netop en diskursive kamp mellem en militær-faglig diskurs og en politisk diskurs? Det er det fordi Forsvaret er en dyr organisation, som bruger mange af skatteborgernes penge – og en organisation, hvor opgaveløsningen i yderste konsekvens kan resultere i tab af menneskeliv. Derfor skal styringen af Forsvaret baseres på god offentlig ledelse og ordentlig styring. Vi vedbliver dermed at bruge statens ressourcer på den rigtige og mest hensigts-mæssige måde, og vi ikke sætter menneskeliv unødigt på spil.

Et af de helt store økonomiske projekter inden for Forsvaret er indkøb af nye kampfly til erstatning for de nuværende F-16. Der er tale om en anskaffelse på mellem 20 og 30 mia. kroner og samlede omkost-ninger på mellem 60 og 90 mia. kroner over de næste 30 år (nytkampfly.dk).

”Spørgsmålet er, om vi vil bruge et to-cifret milliardbeløb på denne her anskaffelse? Det kan da godt være, at man på militærstrategisk niveau synes, at det er det, der skal til. Men er det også det, når du skal holde det op imod at holde samfundet i gang? Man traf jo en politisk strategisk beslutning om, at der skulle spares 2,7 milliarder på Forsvarets ramme, fordi det ud fra en helhedsbetragtning var rigtigt godt for samfundet” (I3:135).

Citatet peger på, at den diskursive kamp nok er til stede, men også at den handler om et iboende spændingsforhold mellem på den ene side en prioritering af tilstrækkelig og kapable militære styrker til at forsvare landet, og på den anden side en prioritering af at have penge nok til at drive det danske velfærdssamfund. Afvejningerne er ikke nemme, og det kræver både sunde overvejelser og handle-kraft at prioritere mellem mange ”udsatte” områder. Derfor skylder vi også os selv og hinanden, at der er en rød tråd fra den politiske stillingtagen til en hensigtsmæssig udførelse af den offentlige virksom-hed.

Nyt Kampfly Program, som er nedsat under Forsvarsministeriet, giver et unikt vindue til styringen i det offentlige. Programmets medarbejdere skal håndtere en stor kompleksitet i et spændingsfelt mel-lem politiske hensigter og militærfaglig ekspertise.

Dermed giver Nyt Kampfly Program også en unik chance for at forstå den militære embedsmands rolle i spændingsfeltet mellem politik og militær faglighed. Det samme spændingsfelt som de inkommensu-rable rationaler beskriver for Forsvaret i en større sammenhæng, og som ”skandalesagerne” helt gene-relt beskriver om det offentlige embedsværk.

PROBLEMFORMULERING

Da jeg ved min indledende kontakt til Nyt Kampfly Program forklarede om min oplevelse af en diskur-siv kamp, og at jeg gerne ville udforske den i rammen af Nyt Kampfly Program, blev jeg konfronteret med at programmets medarbejdere faktisk ikke oplever de modsatrettede rationaler som noget nega-tivt. Min indledende forventning om, at skulle behandle den diskursive kamp som et problem, blev derfor udfordret. Udmeldingen fra programmets medarbejder vakte min undren og nysgerrighed, for-di jeg opfattede det manglende problem som en anormalitet.

Efter et indledende eksplorativt fokusgruppeinterview med tre medarbejdere fra programmet blev jeg inspireret til at udforske, om der er en mulighed for at se de modsatrettede rationaler – den diskursive kamp – som produktiv i stedet for problematisk. Inspirationen kom delvist fra interviewpersonerne, som beskrev at de udnytter, at forskellige interessenter kan belyse sagen fra forskellige vinkler. Delvist kom inspirationen fra Klaus Majgaard, som har skrevet en bog om transformativ styring. Transforma-tiv styring handler om at gribe og bruge det nye, der opstår i sammenstødet mellem flere rivaliserende rationaler (Majgaard, 2013, s. 22).

Med afsæt i Nyt Kampfly Program som case og som et vindue til en generel problemstilling, og med en interesse for den militære embedsmands rolle, bliver problemformuleringen for dette speciale derfor:

3

Hvordan gør den militære embedsmand kampen mellem den militærfaglige

og den politiske diskurs produktiv?

Forståelsen af den militære embedsmands nuværende funktion vil være afsættet for at besvare specia-lets problemformulering. Jeg vil derfor sammenligne den militære embedsmand i Nyt Kampfly Pro-gram med Majgaards teori. Denne sammenligning vil lede frem mod en diskursteoretisk analyse af, hvordan den militære embedsmand kan bidrage til at den diskursive kamp bliver produktiv.

BEGREBSAFKLARING

Dette afsnit har til formål kort at afklare de centrale begreber i problemformuleringen.

Den militære embedsmand er ”militær”, som en følge af hans baggrund som officer i Forsvaret. Og em-bedsmænd, som følge af, at han er en ”person, der har et embede i den statslige forvaltning” (Den dan-ske ordbog).

Diskurs skal forstås som værende ”en bestemt måde at tale om og forstå verden (eller et udsnit af ver-den) på” (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 9).

Diskursive kamp skal forstås som den proces, hvor flere diskurser kæmper om at fastlæggelse af be-tydning af et fælles begreb (en flydende betegner). Diskursiv kamp ikke skal ses som noget negativt, men som en helt naturlig del af, at forskellige niveauer eller interessenter har forskellige opfattelser af den samme virkelighed.

DISPOSITION

Dette afsnit har til formål at give læseren et overblik over den resterende del af specialet. Specialet indeholder i alt seks kapitler. Kapitel 1 afsluttes med dette afsnit. I Kapitel 2 gennemføres metodedis-kussionen, hvor jeg beskriver valg af Nyt Kampfly Program som case og diskuterer cases som metode-valg. Her diskuteres også indsamling af empiri ved kvalitative interview. Kapitel 3 er specialets teori-kapitel. Indledningsvist beskrives det diskursive univers og Laclau & Mouffes diskursteori. Efterføl-gende præsenteres Klaus Majgaards styringsteori om simpel, reflekterende og transformativ styring. I kapitel 4 gennemføres analysen. Analysen er overordnet delt op i to dele. Indledningsvist analyseres den militære embedsmands position på diskursive kamps arene. Derefter analyseres det, hvad den militære embedsmand i Nyt Kampfly Program gør, og hvorfor det er produktivt. Konklusionen i kapitel 5 opsummerer analysen og svarer på specialets problemformulering. Endelig giver kapitel 6 en per-spektivering over specialets konklusioner.

HENVISNINGER OG CITATER

I originalversionen af specialet er transskriptionerne af de tre gennemførte interview vedlagt. Henvis-ninger i teksten til de tre interview er på for eksempel [I1:123-456]. ”I1” henviser til ”Interview 1”, mens ”123-456” henviser til linjenumre i det pågældende interview.

Citater fra interview eller litteratur sættes i anførselstegn og med kursiv.

Symbolet […] markerer i citater et spring i teksten.

Hårde parenteser [ ] om tekststykker markerer, at jeg har indsat tekst til at støtte forståelsen af citatet.

4

KAPITEL 2 – METODEDISKUSSION

Dette kapitel redegør for de metodiske overvejelser, som jeg har gjort i forbindelse med udarbejdelsen af specialet. Kapitlet sætter således rammen for den efterfølgende analyse.

Først beskrives valget af Nyt Kampfly Program som case. Metodekapitlet tager sit udgangspunkt her, da case-valget har været omdrejningspunktet for hele specialets tilblivelse. Først efterfølgende er der foretaget valg af teori og udarbejdet teoriapparat.

Efter introduktionen til casen, beskriver kapitlet kort en metodologisk vinkel på cases som metode-valg. Herunder behandles også de risici, der følger af at gennemføre casestudier.

Sidst i kapitlet behandles indsamling af empiri ved kvalitative interview. Herunder behandles det kva-litative interview og fokusgruppeinterviewet, ligesom der gøres nogle overvejelser om etik og refleksi-vitet.

NYT KAMPFLY PROGRAM SOM CASE

Baggrunden for valget af min case har indledningsvist været drevet af ønsket om at kunne belyse det problemfelt, som jeg har skitseret i opgavens indledning. Det ville blive for omfattende at skulle analy-sere embedsværket i hele Forsvarets struktur, og jeg har derfor søgt efter et ”vindue” til at observere spændingsfeltet mellem de politiske og det militærfaglige rationaler – og den militære embedsmands position i dette spændingsfelt.

Vinduet til at observere spændingsfeltet mellem politik og militær faglighed har jeg fundet i Nyt Kamp-fly Program. Programmet er nedsat direkte under Forsvarsministeriet, og har til opgave at forberede typevalg, kontrahering og eksekvering i relation til anskaffelse af et nyt dansk kampfly. Programmet består af fire kontorer, hvoraf det ene kontor, kapacitetskontoret, skal udarbejde en rapport om de militærfaglige forhold. Rapporten skal evaluere kampflykandidaterne i forhold til deres operative ef-fekt, deres mulighed for fremtidssikring og risici ved valget af den enkelte kandidat (I1:146-187). Ka-pacitetskontorets analyse og rådgivning er sammenlignelig med det militærfaglige råd, som Forsvars-chefen til dagligt stiller til rådighed for politikerne.

Med en placering internt i Forsvarsministeriets organisation skal Nyt Kampfly Program bringe flere aspekter i spil end blot det militærfaglige råd. Programmet laver tre yderligere rapporter: en rapport om økonomiske forhold, en rapport om strategiske forhold og en rapport om industriforhold. Pro-grammet har ikke til opgave at lave en endelig anbefaling på baggrund af de fire rapporter. Dette lader man være op til en politisk beslutning; herunder også, hvordan de forskellige rationaler, som rappor-terne beskriver, skal vægtes i forhold til hinanden (I1:177-185).

På baggrund af ovenstående finder jeg, at Nyt Kampfly Program er velegnet som case i forhold til at afspejle dynamikken i det militærfaglige råd og det militærfaglige råds placering i forhold til en større politisk kontekst. Og med baggrund heri, vil jeg også argumentere for, at medarbejderne i Nyt Kampfly Programmets kapacitetskontor netop kan betragtes som militære embedsmænd, der har til opgave at række hen over skellet mellem politik og militær faglighed.

Med denne præsentation af specialets empiri, vil jeg i det følgende diskutere valget af case som meto-de.

CASES SOM METODEVALG

Casestudier som dette speciale vil ofte starte induktivt, således at hypoteser og teoretisk relevans fremkommer undervejs i studiet. Det har også været tilfældet med min undersøgelse, hvor min gene-relle undren og interesse ledte mig i retning af min case. Udvælgelsen af casen og det indledende fo-

5

kusgruppeinterview blev gennemført ateoretisk og blev benyttet til at lede mig i retning af både pro-blemformulering, teori- og metodevalg.

Robert K. Yin definerer casestudier som en empirisk undersøgelse:

“A case study is an empirical inquiry that investigates a contemporary phe-nomenon in depth and within its real-life context, especially when the bounda-ries between phenomenon and context are not clearly evident” (Yin, 2009, s. 18).

Relateret til mit valg af Nyt Kampfly Program som case, så er formålet med mit speciale at undersøge fænomenet den militære embedsmand i konteksten af Nyt Kampfly Program.

Yin skelner mellem single casestudier (en enhed) og multiple casestudier (flere enheder i studiet). Min undersøgelse er en single casestudie. Yin beskriver fem rationaler for at vælge at gennemføre en single casestudie:

1) For at gennemføre en kritisk test af eksisterende teori. 2) Casen er ekstrem eller unik og repræsenterer en kombination af mere eller mindre kendte for-

hold. 3) Casen er repræsentativ eller typisk i en større sammenhæng. 4) Casen er fænomenafslørende, det vil sige, at det studerede fænomen ikke tidligere har været

tilgængeligt for undersøgelse. 5) Casen kan være genstand for en forløbsundersøgelse, dvs. at casen undersøges flere gange med

tidsmæssigt mellemrum (Yin, 2009, s. 47ff)(Andersen, 2005, s. 113f).

Mine indledende overvejelser omkring at benytte Nyt Kampfly Program som case var – som tidligere beskrevet – en betragtning om, at casen skulle være repræsentativ i en større sammenhæng. Igennem undersøgelsens forløb er jeg dog blevet opmærksom på, at casen også indeholder elementer af både at være unik og at være fænomenafslørende.

Casen er fænomenafslørende, idet den ikke tidligere har været genstand for en undersøgelse – pro-grammets organisation er så ny, at dette reelt ikke har været muligt. Men programmet er som case også unik, idet programmet er type organisation, vi ikke tidligere har set i rammen af Forsvaret. De fire analyseområder i Nyt Kampfly Program analyseres i samme afgrænsede organisation, hvor tilsvarende analyser tidligere har været gennemført delvist i Forsvarskommandoen eller underliggende myndig-heder og delvist i Forsvarsministeriet, altså spredt i to eller flere organisationer på forskellige organi-satoriske niveauer.

Jeg har undersøgt casen ved at anvende kvalitative interview. Disse behandles i det kommende afsnit.

INDSAMLING AF EMPIRI VED KVALITATIVE INTERVIEW

Qua Nyt Kampfly Programmets unge organisation og behovet for (af kommercielle årsager) at holde indholdet af programmets analyser væk fra offentligheden, har jeg udelukkende haft afgang til et me-get begrænset skriftligt materiale. Empirien i min undersøgelse er derfor hovedsageligt de interview, som jeg har gennemført med medarbejdere i Nyt Kampfly Program.

Jeg har gennemført tre interview, henholdsvis et fokusgruppeinterview og to kvalitative interview. Alle tre interview blev gennemført som semi-strukturerede interview. Det indledende fokusgruppein-terview blev gennemført med udvalgte personer fra Nyt Kampfly Programmets kapacitetskontor. In-terviewet blev gennemført som et eksplorativt interview, hvor kun et meget overordnet problemfelt og to emner med underspørgsmål var forberedt. De efterfølgende kvalitative interview blev gennem-

6

ført efter at problemformulering og teoretisk perspektiv var lagt fast, og var således mere styrede af problemfelt og teori.

Til alle interview udarbejdede jeg interviewguides3. Disse interviewguides havde til formål at støtte mig i at komme rundt om de planlagte emner. Undervejs i alle tre interviews blev der sprunget rundt mellem mine forberedte spørgsmål afhængigt af samtalens forløb.

Interviewene er alle transskriberede i fuld længe, idet dog at passager, som er vurderet fortrolige ikke er medtaget.4

VALIDITET I INDSAMLING AF EMPIRI

Yin beskriver, at en essentiel del af casestudier er, at man har mulighed for at bringe validitet til un-dersøgelsen ved at triangulere sin empiri, dvs. ved at anvende forskellige former for dataindsamlings-kilder (Yin, 2009, s. 18). Som beskrevet har jeg kun haft adgang til et begrænset skriftligt datamateria-le. Derfor har jeg haft behov for at bringe validitet til resultaterne på andre måder.

Samtidig beskriver Kvale:

”Det kvalitative forskningsinterview forsøger at forstå verden ud fra interviewpersoner-nes synspunkter, udfolde den mening, der knytter sig til deres oplevelser, afdække deres livsverden forud for videnskabelige forklaringer” (Kvale, 2009, s. 17).

Citatet peger i retning af en hyppig kritik af det kvalitative forskningsinterview som metode. Kritikken er begrundet i det faktum, at viden skabes i samspillet mellem intervieweren og interviewpersonen og argumenterer for, at denne metode gør det vanskeligt at eftervise de resultater, som forskningsinter-viewet giver. Det er derfor også af denne grund væsentligt at vurdere den indsamlede empiris validi-tet.

Der er således som minimum to måder, hvorpå undersøgelsen kan have vanskeligheder med at bevise sin validitet; manglende triangulering og vanskeligt efterviselige resultater. Spørgsmålet om validitet har jeg håndteret på flere måder. I interviewsituationen giver det semistrukturerede interview mulig-hed for, at man spørger ind til centrale udtalelser fra interviewpersonerne. Dermed har jeg haft mulig-hed for allerede i interviewsituationen at få interviewpersonerne til at verificere deres udtalelser. Det-te er gjort ved at gentage spørgsmålene i en lidt anden form eller ved at spørge til tidligere udtalelser. En anden måde hvorpå, jeg har forsøgt at skabe validitet, er ved at disponere mine interview således, at den ene af interviewpersonerne i de kvalitative interview gik igen fra det indledende fokusgruppe-interview, mens den anden ikke gjorde. Begge disse interviewpersoner fik forelagt og kommenterede på mine foreløbige analyser i forlængelse af fokusgruppeinterviewet, ligesom centrale emner fra fo-kusgruppeinterviewet blev taget op i de efterfølgende kvalitative interview.

FOKUSGRUPPEINTERVIEWET

En fordel ved det eksplorative fokusgruppeinterview er, at der omkring emnet er en meget begrænset styring af diskussionen (Kvale, 2009, s. 126). Tilsvarende er det også en styrke ved fokusgruppeinter-viewet, at det producerer koncentrerede data om et bestemt fænomen (Halkier, 2010, s. 123). Inter-viewpersonerne støtter således mig som interviewer i at danne en syntese omkring de data, der kan trækkes ud af interviewet ved at interviewpersonerne internt bekræfter eller afkræfter hinandens iagttagelser (Halkier, 2010, s. 125). Denne proces forudsætter dog, at der er en tryghed i interviewsi-tuationen, og at fokusgruppen er sammensat således, at magtforhold imellem interviewpersonerne ikke skaber en kunstig konsensus omkring specifikke opfattelser. Derfor sammensatte jeg fokusgrup-

3 Vedlagt som bilag 1 og 2 4 Transskriptionerne er vedlagt specialets originalversion som bilag 3 til 5, men offentliggøres ikke.

7

pen af tre personer, som repræsenterer forskellige niveauer i Nyt Kampfly Programmets organisation, men stadig inden for det samme kontor. Jeg var desuden opmærksom på, at man i rollen som modera-tor (interviewer i et fokusgruppeinterview) har til opgave både at være professionel lytter, men også at skabe de sociale rammer, der får deltagerne til at tale sammen. (Halkier, 2010, s. 127)

En anden styrke ved fokusgruppeinterviewet er, at der opstår synergi, når interviewpersonerne kan spørge ind til hinandens udtalelser, kommentere erfaringer, moderere udsagn eller udbygge en forstå-else. Det styrker undersøgelsens legitimitet, og var også noget, der fandt sted under det fokusgruppe-interview, jeg gennemførte.

Ved fokusgruppeinterviewet deltog både jeg og Ph.d. Katrine Nørgaard. Katrine deltog dels som min vejleder og mentor (Kvale beskriver fordelen i at stå i lære som interviewer (2009, s. 110)) og dels for at indsamle data til hendes eget forskningsprojekt. De kvalitative interview gennemførte jeg alene og med kun en interviewperson af gangen.

ETISKE OVERVEJELSER

Kvale beskriver en række etiske overvejelser, som man skal gøre sig i forbindelse med forberedelserne til et interview. Disse etiske overvejelser har blandt andet ført til, at interviewpersonerne anonymise-res og at transskriptionerne ikke offentliggøres. Derudover har jeg indhentet samtykke til at bringe de udvalgte citater ved interviewpersonerne selv. Dette eliminerer også en typisk kritik, som går på at fortrolighed kan udnyttes af forskeren netop fordi forskningsresultaterne ikke kan efterprøves (Kvale, 2009, s. 86ff).

I forhold til Nyt Kampfly Program har det været væsentligt, at jeg har udvist en fortrolighed omkring de oplysninger, som hidrører til indholdet af programmets arbejde. For ikke at risikere at skade den analyseproces, der gennemføres, refererer jeg således ikke specifikke forhold omkring kampflykandi-daterne.

Jeg har ikke i interviewsituationerne oplevet et asymmetrisk magtforhold. Men interviewene har haft en meget forskellig karakter. Fokusgruppeinterviewet havde med to moderatorers deltagelse poten-tialet til, at der kunne forekomme en ulige magtrelation mellem moderatorer og interviewpersoner. Vi var derfor meget bevidste om at skabe rammerne for en uformel interview-proces.

I det ene af mine efterfølgende kvalitative interviews oplevede jeg en meget engageret interviewper-son. Han deltog også i fokusgruppeinterviewet og havde tydeligt gjort sig overvejelser i den periode, der lå mellem at de to interviews blev gennemført.

I det andet kvalitative interview forsøgte min interviewperson at udøve modkontrol (Kvale, 2009, s. 52) ved først at udbede sig noget skriftligt om min undersøgelse og efterfølgende ved under inter-viewet at stille spørgsmålstegn ved undersøgelsens problemfelt. Det fremgår af transskriptionerne, at flere spørgsmål f.eks. indledtes med en benægtelse, selvom interviewpersonen efterfølgende gav mig ret i en hypotese eller fortolkning.

8

KAPITEL 3 – TEORI

Dette kapitel har til formål at introducere læseren til de teoretiske perspektiver, som vil blive anvendt i specialets analyse.

Som nævnt tidligere blev det indledende fokusgruppeinterview gennemført ateoretisk som et eksplo-rativt fokusgruppeinterview. Formålet med dette interview var blandt andet at pege specialet i retning af et teorivalg. Baggrunden for at vælge Lauclau & Mouffes diskursteori er, at teorien er velegnet til at belyse, hvad der sker, når forskellige aktører med hver deres rationaler og interesser kæmper om at få indflydelse på en beslutning. Endelig er diskursteorien anvendelig på den empiri, specialet bygger på.

Diskursanalyse indebærer nogle ret overordnede antagelser, fordi diskursanalyse ikke er møntet på undersøgelser af en specifik empirisk kontekst. Der findes derfor heller ikke nogen standardskabelon for gennemførelse af en diskursanalyse, hvorfor det er nødvendigt at supplere diskursanalysen med anden teori (Boolsen, 2006, s. 205) (Hansen, 2000, s. 140) (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 12,16,33). Diskursteorien vil i analysen derfor blive suppleret med Klaus Majgaards teori om simpel, reflekteret og transformativ styring. Formålet hermed er at give den diskursteoretiske analyse et styringsmæssigt fokus og rette den mod en konkret styringsmæssig kontekst.

Jeg kunne have haft anvendt andre teoretiske indgangsvinkler til specialet. For eksempel kunne jeg have anvendt Majgaards styringsteori direkte, eller taget udgangspunkt i Kurt Klaudi Klausens teori om strategiske arenaer og de deraf følgende modstridende rationaler, logikker og ordningsformer (Klausen, 2011, s. 240). Også de mere klassiske teorier som beslutningsteori, teori om strategisk kommunikation eller en organisationskulturel analyse kunne have løst opgaven med at se på den mili-tære embedsmands rolle i et spændingsfelt mellem politik og faglighed.

Diskursteorien giver mig dog netop den fordel, at den tilbyder et ’anden ordens perspektiv’. Jeg tager ikke udgangspunkt i en i forvejen defineret opfattelse af virkeligheden, men spørger til, hvordan andre opfatter deres virkelighed. Derfor bliver jeg heller ikke bundet af at skulle få empirien til at passe ind i en teoretisk ramme. Diskursanalyse udforsker empirien og ser, hvad der spirer frem i samtalen med interviewpersonerne.

I forlængelse af specialets problemformulering er diskursteorien derfor det teoretiske omdrejnings-punkt for analysen. Jeg vil i det følgende redegøre overordnet for diskursanalyse som teoretisk og me-todologisk tilgang til analyse og efterfølgende uddybe og operationalisere Laclau & Mouffes diskurste-ori. Derefter vil jeg præsentere Majgaards styringsteori.

DET DISKURSIVE UNIVERS

Jeg vil i dette afsnit lave indføring til det diskursive univers, som omfavner specialet. Herunder vil jeg også berøre det socialkonstruktionistiske perspektiv, som følger af at vælge diskursanalyse som teori og metode. Diskursanalyse er et overordnet begreb for flere diskursanalytiske retning. Diskursteori-en, som præsenteret af Laclau & Mouffe, er en af disse retninger. Denne vil jeg præsentere efter den generelle introduktion til det diskursive univers.

Begrebet diskurs bruges i forskellige sammenhænge. Marianne Winther Jørgensen & Louise Phillips har skrevet en bog, som tilbyder en indføring i diskursanalyse for et dansk publikum. Jørgensen & Phil-lips introducerer diskursanalyse således:

”Oftest dækker ordet ’diskurs’ over en eller anden idé om, at sproget er struktureret i for-skellige mønstre, som vores udsagn følger, når vi agerer inden for forskellige sociale do-mæner – man taler for eksempel om ’medicinsk diskurs’ eller ’politisk diskurs’” (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 9).

9

I forlængelse af citatet er diskursanalyse altså analysen af de mønstre, som sproget strukturer sig i. Og hver enkelt diskurs kan så opfattes som ”en bestemt måde at tale om og forstå verden (eller et udsnit af verden) på” (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 9).

Overordnet betragtet er diskursanalyse en teoretisk og metodologisk pakkeløsning, som kan anven-des, når man har til hensigt at iagttage, hvorledes aktører konstruerer den sociale virkelighed gennem sproget. Diskursanalysen giver et værktøj til at analysere de indhentede data, men metoden følger også med, når man først har indladt sig på diskursteorien (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 12).

Ved at vælge diskursanalyse som teori og metode vælger jeg også at påtage mig et socialkonstruktioni-stisk perspektiv. Stærkt simplificeret betyder det socialkonstruktionistiske perspektiv, at den sociale verden skabes i interaktion med andre mennesker; her dannes både fælles sandheder og udkæmpes kampe om, hvad der er sandt og falsk. Der findes ikke kun én objektiv sand opfattelse af virkeligheden, men flere konkurrerende opfattelser (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 13f).

Det socialkonstruktionistiske perspektiv har den betydning for specialet, at jeg ikke kan søge en objek-tiv sandhed, fordi jeg ikke kan frigøre mig fra min egen diskurs. Den diskursanalytiske tilgang til speci-alet vil hjælpe med at håndtere dette problem. Ved at anvende diskursanalysen som iagttagelsesper-spektiv, kan man fremmedgøre sig selv fra nogle af de selvfølgeligheder og blinde punkter, man brin-ger med sig fra sit eget diskursive ståsted (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 33,150). Man flytter sig så at sige observationen fra sin egen position til de diskursive positioner, som empirifeltet stiller til rådig-hed. Der er således stadig ikke tale om en objektiv observation, men om at et givent fænomen under-søges fra forskellige diskursive positioner.

LACLAU & MOUFFES DISKURSTEORI

Jeg vil i dette afsnit introducere Laclau & Mouffes diskursteori som det diskursanalytiske iagttagelses-perspektiv, dette speciales analyse bygger på.5 Begrundelsen for at vælge diskursteori er, at Laclau & Mouffe særligt har øje for de politiske aspekter af diskursive kampe.

Igennem introduktionen vil jeg præsentere en lang række begreber, som benyttes i den diskursteore-tiske analyse. For at lette overgangen til selve analysen, vil jeg til sidst i afsnittet opsummere de vigtig-ste og mest benyttede begreber.

Jørgensen og Phillips fremhæver i bogen Diskursanalyse som teori og metode tre diskursanalytiske til-gange; Diskursteorien af Ernesto Laclau & Chantal Mouffe; Kritisk diskursanalyse af Norman Fairclough samt Diskurspsykologien af Jonathan Potter og Margaret Wetherells. Fælles for disse tilgange er deres målsætning om at lave kritisk forskning, og at denne målsætning har rødder i socialkonstruktionisti-ske præmisser (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 28-30).

Jørgensen & Phillips tydeliggør i følgende citat præmissen for den diskursive kamp, som har en central placering i diskursteorien:

”Den overordnede tankegang i diskursteorien er, at sociale fænomener så at sige aldrig er færdige eller totale. Betydning kan aldrig endeligt fastlåses, og det giver plads til konstan-te sociale kampe om definitioner af samfund og identitet – kampe hvis udfald får sociale konsekvenser. Diskursanalytikerens opgave er at følge kampene om at etablere entydig-hed i det sociale på alle niveauer” (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 34).

5 Afsnittet er skrevet på baggrund af Jørgensen & Phillips, 1999, som igen bygger på Laclau & Mouffes hoved-værk, Hegemony and Socialist Strategy fra 1985. Dertil har Jørgensen & Phillips medinddraget en række senere tekster af Laclau og andre diskursteoretikere.

10

Den opgave, som beskrives for diskursanalytikeren, passer fint i forhold til specialets undersøgende problemformulering, hvor det netop handler om at opnå erkendelse af, hvad der sker i forbindelse med de diskursive kampe.

Laclau & Mouffe opbygger deres teori ved primært at tage udgangspunkt i de to store teoretiske tradi-tioner Marxisme og poststrukturalisme. Disse to traditioner dekonstruerer Laclau & Mouffe, og smel-ter dem sammen til én teori, som sammentænker betydningsdannelse og det sociale felt. Diskursteori-en omfatter alle sociale fænomener – fra organisering af samfund til social interaktion. Fysiske objek-ter og sociale fænomener indeholder i diskursteorien ingen betydning i sig selv, men opfattes og til-skrives betydning gennem diskurser (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 35,44ff).

Oversat til Laclau og Mouffes terminologi, forklares den diskursive proces således:

”Vi kalder enhver praksis artikulation, som etablerer en relation mellem elementer på en sådan måde, at deres identitet omdannes som resultat af den artikulatoriske praksis. Den strukturerede totalitet, der er resultatet af denne artikulatoriske praksis, kalder vi diskurs. For så vidt, som de differentielle positioner artikuleres inden for en diskurs, kal-der vi dem momenter. Derimod kalder vi enhver forskel, der ikke er diskursivt artikuleret, for element” (Laclau & Mouffe, 1985, s. 105 på dansk i Jørgensen & Phillips, 1999, s. 36).

Citatet fra Laclau & Mouffe er centralt, men svært tilgængeligt, da argumentationen nærmest er cirku-lær. I det følgende vil jeg forsøge at beskrive de forskellige diskursteoretiske begreber.

I diskursteorien er det de politiske processer, der er de vigtigste6. Den sociale organisering af samfun-det er et resultat af politiske processer, hvorom Jørgensen & Phillips skriver:

”Politik skal i diskursteorien ikke forstås snævert som f.eks. partipolitik, - det er derimod et begreb, der henviser til, at vi hele tiden konstituerer det sociale på bestemte måder, der udelukker andre måder” (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 47).

Det er altså i politikken at den diskursive kamp foregår. Nogle sociale praksisser vil der være kamp om, andre vil der ikke. Der er f.eks. temaer, der kan diskuteres i det danske mediebillede – og så er der nogle temaer, som aldrig diskuteres. Diskursen om børn udelukker (i Danmark), at børn bliver sat til hårdt fysisk arbejde, men selvfølgeliggør at de skal i skole. Diskursen er dermed blevet objektiv (”selv-følgelig”) (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 48).

Betydningsdannelse er centralt, fordi diskurs forstås som en fastlæggelse af betydning inden for et bestemt domæne. Diskursen er et resultat af en artikulation, hvor givne elementer (fx begreber, sub-jekter, teknologier, handlinger og hændelser) sættes i bestemte relationer til hinanden, hvormed de fikseres som momenter i en diskurs. Mens elementer er flertydige (uden for diskursen) er momenter entydige pga. den konkrete artikulation. Men da vi løbende sætter tegn (diskursens grundelement, f.eks. elementer og momenter) i forskellig forbindelse med hinanden, kan betydningen af tegnene æn-dre sig. Derfor bliver diskurser en mulig, men ikke nødvendig fastlåsning af betydning - betydnings-dannelsen bliver kontingent (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 34-35).

Nodalpunkter er de tegn, som diskursen samler sig omkring, og som momenterne artikuleres op imod og opnår mening i forhold til (Laclau & Mouffe, 2001, s. 112). Men nodalpunktet har ingen entydig be-tydning i sig selv, og har derfor behov for at blive sat i forbindelse med andre tegn for at blive ind-holdsudfyldt. Diskursen kan godt indeholde flere nodalpunkter, ligesom det samme begreb godt kan

6 Dette står i kontrast til den Marxisme, som Laclau & Mouffe kritiserer. I Marxismen er det økonomien, der er kernen, som alting forklares ud fra. Hos Laclau & Mouffe er det politikken, og de deri liggende diskursive kampe, som alting kan forklares ud fra. Derfor afviser Laclau og Mouffe også Marxismens ide om at der findes objektive love, der inddeler samfundet i en arbejderklasse og en elite.

11

være nodalpunkt i flere diskurser. I diskursteorien betegnes et tegn, som i forskellige diskurser ind-holdsudfyldes på forskellige måder, en flydende betegner (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 37).

Vi holder fast i at diskursteorien i modsætning til andre diskursanalytiske tilgange opfatter alle sociale fænomener efter samme principper som sproget. Derfor er sociale handlinger ligesom sproglige tegn kun delvist fikserede og i fare for at blive artikuleret i nye betydningsmønstre.

Hvordan skal man forstå de aktører, der deltager i de diskursive kampe? Diskursteorien behandler individet lidt utraditionelt, da den forkaster den vestlige verdens opfattelse af individet som en auto-nom størrelse. Individet betegnes i diskursteorien som subjektet. Subjektet defineres relationelt i en række subjektpositioner, som diskursen stiller til rådighed. Til subjektpositionerne knytter der sig nogle bestemte handlemuligheder og forventninger til, hvad man siger og gør i bestemte situationer (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 52-66).

Subjektet er fragmenteret, fordi det positioneres forskelligt af forskellige diskurser. Hvis to modstrid-ende diskurser forsøger at positionere det samme subjekt på samme tid, bliver subjektet overdetermi-neret (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 54). En søofficer på langt togt kan blive positioneret både som nødvendigt besætningsmedlem ombord og som far for familien derhjemme. Overdetermineringen ska-ber dermed en konflikt mellem to subjektpositioner.

Diskursivt skabes identitet via ækvivalenskæder, hvor forskellige subjektpositioner og andre tegn knyt-tes sammen. Forankringspunktet i disse kæder kaldes mester-betegnere7. En mester-betegner kan være ”mand”; så vil diskursen måske ækvivalere den med ”stærk”, ”fodbold”, ”beslutsom” eller ”hård”. Denne mester-betegner vil så være differentieret mod ”kvinde”, ækvivaleret med ”omsorgsfuld”, ”stikning” og ”hjemme-hygge” (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 55,63).

Udgangspunktet er, at en diskurs ikke kan etablere sig totalt. Der vil altid være andre diskurser, der forsøger at definere virkeligheden anderledes. En antagonisme er, når sådan to (eller flere) diskurser eller identiteter er uforenelige og i opposition til hinanden. Antagonismer opløses gennem hegemoni-ske interventioner, som genopretter entydigheden. Den hegemoniske intervention foretager en fastlås-ning af betydning på tværs af de modstridende diskurser. Den hegemoniske intervention er lykkedes, hvis én diskurs igen dominerer, hvor der før var konflikt. Jeg vælger her at forstå teorien sådan, at det både kan være en af de to eksisterende diskurser eller en ny tredje diskurs, der efter interventionen dominerer. Det er diskursanalysens opgave at gennemskue, hvad der er sket i den hegemoniske inter-vention, og se, at den nye sociale indretning er et resultat af politiske processer (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 60-62).

OPERATIONALISERING AF DISKURSTEORIEN

I dette afsnit forsøger jeg at binde den ovenstående gennemgang af diskursteorien sammen, således at det fremstår anvendeligt til analysen. Laclau & Mouffe har nemlig ikke selv lavet detaljerede analyser af empirisk materiale og tilbyder således ikke en opskrift på anvendelen af deres teori. Det gør til gen-gæld Jørgensen & Phillips. Denne operationalisering er derfor til dels skrevet med baggrund heri (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 62-67).

Først og fremmest lokaliseres knudepunkterne i et konkret materiale; dvs. hhv. nodalpunkter (som organiserer diskurser) og mester-betegnere (som organiserer identitet). Har man først fundet disse tegn, kan man lede efter, hvordan tegnene knyttes sammen med andre tegn (i ækvivalenskæder) og dermed organiserer diskurser og identiteter. Her skilles tegnene altså mellem at være elementer (ikke artikulerede, derfor uden for diskursen) og momenter (artikuleret ind i diskursen). Dette kan føre til, at

7 I den forbindelse kan mester-betegnere ses at have samme funktion i forhold til identiteter, som nodalpunkter har til diskurser.

12

man finder diskurser og identiteter, som er modstridende i forhold til andre (som de udgrænser). Jør-gensen & Phillips skriver herom, at

”Mere generelt kan diskursteoriens principielle pointe om, at diskurser aldrig er helt sta-bile og enerådende, omsættes til et metodisk råd om at lokalisere konfliktlinjerne i det materiale, man sidder med. Hvad er det for forskellige virkelighedsopfattelser, der er på spil; hvor står de i antagonistisk modsætning til hinanden? Og hvad bliver de sociale kon-sekvenser, hvis den ene eller den anden tager over og hegemonisk gør den flydende beteg-ner entydig?” (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 64)

Det handler altså om i analysen at beskrive kampen; at bevæge sig op i et meta-perspektiv for at kunne overskue den diskursive kampplads.

Hvis subjektpositionerne eller nodalpunkterne er overlejrede af forskellige diskurser i konflikt, er der tale om en overdetermination. Overdetermination peger på en diskursiv kamp (diskurserne optræder i antagonistisk forhold) om at indholdsudfylde en given subjektposition eller nodalpunkt.

Det kan være svært at erkende en hegemonisk intervention i empirien, da det er svært at sætte en fin-ger på ”enighed” eller ”selvfølgelighed”. I stedet kan det være relevant at erkende, hvordan en diskur-siv kamp i empirien opløses; altså hvordan hegemoni skabes.

STYRINGSTEORETISK PERSPEKTIV

Diskursteorien giver mig værktøjerne til at erkende, hvordan individerne i og omkring min case for-står og konstruerer den virkelighed, de agerer i. Med diskursteorien får jeg mulighed for at dekonstru-ere den diskursive kamp og forstå, hvad den militære embedsmand i Nyt Kampfly Program gør.

Baggrunden for nu at supplere med Klaus Majgaards teori om simpel, reflekteret og transformativ styring er, at den forståelse, jeg får ud af den diskursteoretiske analyse dermed kan bringes ind i et styringsperspektiv.

Og hvorfor så et styringsperspektiv? Der er behov for et styringsperspektiv, fordi det netop er styring, der sørger for at den offentlige virksomhed følger de politiske hensigter og retningslinjer. Og det er netop her, at der er en opgave for Nyt Kampfly Program. De skal sørge for at forberede en politisk be-slutning, ved at forelægge politikerne forskellige faglige rationaler for at vælge ét kampflysystem frem for andre.

Det næste naturlige spørgsmål er, hvorfor det netop skal være Majgaards styringsperspektiv? Maj-gaards ærinde er at komme med anvisninger på, hvordan man bedriver god offentlig styring. Majgaard tilbyder til forskel for mange andre teorier et anden ordens perspektiv, der tillader os at beskue sty-ringen udefra. Dernæst anvender Majgaard dette anden ordens perspektiv til at bringe styringen læn-gere end den klassiske simple styring. Hans mål er, at paradokser og modsatrettede rationaler ikke skal ses som en forhindring, som styringen skal overkomme, men som muligheder for at gøre styrin-gen produktiv. Netop det, at styringens paradokser bliver produktive giver teorien en relevans i for-hold til Nyt Kampfly Program, da medarbejderne i programmet ikke oplever de modsatrettede ratio-naler som et problem.

Med denne introduktion og begrundelse vil jeg tage fat på udredningen af Majgaards styringsteori.

PARADOKSER OG KRYDSPRES

Majgaards styringsperspektiv centrerer sig omkring fænomenerne paradokser og krydspres, når de forekommer i styringen. I den styring, der forekommer i Nyt Kampfly Program, forekommer paradok-serne i den overliggende politiske forståelse af formålet med kampflyindkøbet: man ønsker at gøre et kampflyindkøb, som leverer den bedste kampkraft, men som samtidigt er billigst muligt, medvirker til

13

at fastholde og udbygge en dansk militær-industri og som får en hensigtsmæssig politisk-strategisk effekt.

I forhold til empirien, opstår krydspres og paradokser altså i forholdet mellem den militærfaglige dis-kurs, som primært ønsker ”den bedste kampkraft” og den politiske diskurs, hvori mange hensyn – herunder de militærfaglige – skal afvejes op imod hinanden.

Et paradoks skal forstås som en situation, hvor rationalerne i styringen er i konflikt med hinanden og samtidigt er inkommensurable. De modstridende rationaler her ikke har nogen fællesnævner og følger ikke nogen fælles værdiskala. Derfor kan man ikke umiddelbart sammenligne rationalerne (Majgaard, 2013, s. 24).

Med reference til teoretikere som Brunsson, Meyer & Rowan og Cameron & Quinn peger Majgaard i en artikel fra 2008 på tre grundlæggende årsager til at paradokser opstår. Paradokser kan være begrun-dede i

1) konkurrence kontekster, hvor inkommensurable krav til organisationen gør det vanskelig at omsætte krav til handling;

2) sammenstød mellem forskellige værdisæt i organisationen, f.eks. mellem faglighed og budget-overholdelse; eller

3) sammenstød mellem kommunikative koder, hvor f.eks. politiske og faglige koder stiller hver deres krav (Majgaard, 2008, s. 269ff).

På baggrund heraf ses det, at Majgaards beskrivelse af paradokser kan sammenlignes med diskursteo-riens diskursive kamp.

Et krydspres defineres af Majgaard som et fikseret paradoks, der udlægges som et grundlæggende vilkår for organisationen (Majgaard, 2008, s. 268). I indledningen beskrev jeg opstillingen af modstrid-ende rationaler i styringen af Forsvaret. Disse paradokser kan oplagt risikere at blive fikserede til krydspres.

I tråd med socialkonstruktionismen, beskriver Majgaard at forskellige fagligheder og institutionelle fællesskaber ikke er noget, der kommer af en ”platonisk himmel”, men er noget, som vi selv skaber diskursivt. Det er diskursen (fortællingen i Majgaards sprog), som skaber kategorier af aktører, hand-linger og forskellige rationaliteter. Dermed er også krydspres skabt diskursivt (Majgaard, 2013, s. 205,219,235).

STYRINGEN BRYDER SAMMEN

Majgaard argumenterer for, at rationaliteten i den simple styring (f.eks. mål- og resultatstyring) bry-der sammen ved erkendelsen af paradokser og krydspres, fordi aktørerne blandt de konkurrerende rationaler kun ser den ene rationalitet. Med diskursteoretiske begreber: subjektet ser kun den rationa-litet, som subjektets egen diskurs tilbyder. I rammen af den simple styring kan der identificeres en række afparadokseringsstrategier8, som umiddelbart får krydspresset til at blive usynligt. Men Maj-

8 Både Majgaard (2008 og 2013) og Betine W. Rennison (2011) giver nogle bud på, hvilke strategier der klassisk anvendes, for at afparadoksere et krydspres: • Fundamentalistisk strategi; man vælger side i en enten-eller tilgang og ikke anerkender tilstedeværelsen af den anden kontekst. • Balanceringsstrategi; man forsøger at balancere mellem modstridende vilkår, mål og værdier og forsøger på en gang at honorere begge sider af sagen. En ofte anvendt og sympatisk tilgang, men jf. Majgaard er den urealistisk, da det ikke lader sig gøre grundet den manglende fælles værdiskala jf. ovenfor. • Dekoblingsstrategi; også her anerkendes krydspresset, men man behandler de to sider af krydspresset adskilt fra hinanden. Enten adskilt i tid (i to forskellige forhandlinger) eller i rum (ved at to forskellige dele af organisa-tionen har til ansvar at håndtere forskellige dele af krydspresset).

14

gaard argumenterer for, at afparadokseringsstrategiernes reduktion af kompleksitet er så markant, at krydspresset ikke bliver håndteret og derfor bliver ved med at mase sig på. (Majgaard, 2013, s. 24f,41,99,140f).

For at håndtere krydspresset foreslår Majgaard derfor, at man i første omgang søger op til et meta-niveau i forhold til den simple styring; han kalder det at udføre reflekteret styring. På meta-niveauet tales der ikke om indholdet af bestemte rationaler, men om at rationaler, aktører og institutioner ind-går relationer med hinanden i et netværk. Meta-perspektiv giver mulighed for refleksion, forklarer Majgaard, og det er sundt at være opmærksom på, at der er flere kontekster og rationaler i spil i for-hold til en bestemt styring. Majgaard argumenterer for, at denne reflekterede styring dog ofte resulte-rer i, at man ender i en balanceringsstrategi, hvor det bliver ”både-og”-løsninger, der trækkes frem. Reelt er krydspresset mellem de forskellige rationaler der altså stadig (Majgaard, 2013, s. 173-197).

TRANSFORMATIV STYRING

Majgaard argumenterer for, at det er nødvendigt at gøre noget radikalt anderledes for reelt at få opløst krydspressene i styringen. Majgaards svar på denne udfordring er ”transformativ styring”. Den trans-formative styring handler i Majgaards perspektiv om, at man gennem åbenhed og en reflekteret tilgang får en større forståelse for både sit eget og andres diskursive ståsteder. Med denne indsigt er det Maj-gaards teori, at der skabes mulighed for, at de enkelte institutioner, organisationer eller aktørers rati-onalitet kan blive udforsket og udfordret, og at rationaliteten kan bringes i spil på en ny og produktiv måde (Majgaard, 2013, s. 233-262).

Det nye og produktive er, at styringsaktørerne med en åbenhed indser, at der kan skabes en ny og større rationalitet ved at de bringer deres rationaler i samspil. I forhold til min case er det, når faglig-hed og politik går op i en højere enhed og skaber synergi. Så er der ikke længere behov for afparadok-seringsstrategierne, for de modsatrettede rationaler benyttes i stedet som noget produktivt.

INTEGRERET PRAKSIS

Målet med Majgaards styringsteori er ikke at sidde tilbage og reflektere eller overveje transformatio-ner af paradokser. Majgaard skriver:

”Det handler stadig om: at få budgetterne til at holde, at målrette og strømline brugen af ressourcer og at forny og forbedre kvaliteten af ydelser og arbejdsformer” (Majgaard, 2013, s. 262).

Dermed slutter Majgaard ringen, for det er tilba-ge i den daglige styring, at det reflekterede og transformative skal bringes i anvendelse.

Denne anvendelse sker jf. Majgaard ved at sty-ringsaktørerne kvalificerer deres deltagelse. Med en fornyet indsigt og forståelse – skabt ved refleksion i meta-perspektivet – bevæger man sig i den daglige styring væk fra de uproduktive afparadokseringsstrategier og over til en pro-duktiv styring.

• Hykleri; en særlig type dekobling, hvor organisationens ledelse siger ét men gør noget andet. Ord og handling adskilles.

Overgiver sig til kompleksiteten

Erkender sig selv som deltager, der

er afhængig af andre

Realiserer åbenhed i det nye

i sin daglige praksis

15

Majgaard beskriver følgende kvaliteter ved styringsaktøren:

- Overgiver sig til kompleksiteten o Er åben over for kompleksitet og tilstedeværelsen af paradokser, for man kan alligevel ikke

stikke af fra dem. o Gennem nærvær til paradokserne og accept af dem, bliver fri for at anvende afparadokse-

ringsstrategier til at flygte fra virkeligheden. o Ved at acceptere realiteterne (de forskellige rationaler) opnås større mulighed for at æn-

dre dem.

- Erkender sig selv som deltager, der er afhængig af andre o Deltager og tager ansvar for at handle og skabe mening. o Som deltager taler og handler med en forståelse af gensidighed på tværs af paradokset. o Er engageret i at søge løsninger for den fælles sag, der er på spil.

- Realiserer åbenhed i det nye i sin daglige praksis.

o Er åben over for det nye, der kan komme til synes i sammenstødet mellem rationaler o Gør beslutningerne samskabende ved at lade forskellige perspektiver mødes og give plads

for noget nyt. (Majgaard, 2013, s. 261-284)

16

KAPITEL 4 – ANALYSE

I den første del af specialet har jeg præsenteret min empiri, min case, min metode til indsamling af empiri, det diskursteoretiske perspektiv og Majgaards styringsteori. Med udgangspunkt i dette mate-riale og de forskellige værktøjer vil jeg nu starte min analyse.

Analysen tager udgangspunkt i problemformuleringen, som lyder ”Hvordan gør den militære embeds-mand kampen mellem den militærfaglige og den politiske diskurs produktiv?”

Jeg vil indledningsvist ”sætte scenen” ved at beskrive den militære embedsmands subjektposition i spændingsfeltet mellem den politiske og den militærfaglige diskurs.

Dernæst gennemfører jeg en analyse af, hvad den militære embedsmand i Nyt Kampfly Program gør. Fokus i analysen er på kapacitetskontoret og kontorets medarbejderes rolle. Analysen går overordnet set kronologisk frem efter den proces, som Nyt Kampfly Program gennemgår fra opstart af opgaveløs-ningen til den politiske beslutning om typevalg.

Analysen leder til min konklusion, hvor jeg sammenfatter, hvordan den militære embedsmand gør den diskursive kamp mellem politik og militær faglighed produktiv.

SUBJEKTPOSITIONER I ET SPÆNDINGSFELT

For efterfølgende at kunne analysere, hvordan den militære embedsmand gør den diskursive kamp produktiv, vil jeg med dette afsnit vise, hvordan henholdsvis politiker og militær embedsmand som subjektpositioner skabes i hhv. den politiske og den militærfaglige diskurs.

Både den militærfaglige og den politiske diskurs skaber de to subjektpositioner politiker og militær embedsmand. Positioner er altså overdeterminerede i diskursiv forstand. Det vil dog vise sig, at for den militære embedsmand er denne overdetermination det, der muliggør, at han kan befinde sig i spæn-dingsfeltet mellem de to diskurser, og dermed kan medvirke til at gøre den diskursive kamp produktiv.

I det følgende citat skaber en medarbejder subjektpositionen politiker ved en ækvivalenskæde:

”Så tror jeg også, at det er nu engang noget nemmere at være politiker. Fordi man kan godt mene noget den ene dag og så måske have et lidt ændret synspunkt det næstfølgende år. Og når man er officer på et vist niveau i Forsvaret, så har man altså nogle soldater i den afghanske ørken med nogle helt praktiske problemer. Og de der politikere, der er må-ske lidt friske i udmeldingen og siger 'vi kan bare gøre sådan og sådan'.” (I1:642-648).

Fra en position i den militære diskurs ækvivalerer medarbejderen subjektpositionen politiker med frisk i udmeldingen og ændrede synspunkter og beskriver det som værende nemmere at være politiker, fordi man ikke har de praktiske (faglige) problemer at slås med. Et andet sted ækvivaleres positionen med ikke forstand på kampfly (I1:393).

I citatet differentieres politiker fra den militære embedsmand (”de der politikere”). Den militære em-bedsmand ækvivaleres til gengæld med ansvarsfuld (”nogle soldater i den” osv.). Andre steder i empiri-en ækvivaleres den militære embedsmand med faglig stolthed (I1:335) og faglig og professionel integri-tet (I1:204,296,426).

Vi har altså i den militære diskurs politiker og militær embedsmand som to tydeligt differentierede subjektpositioner.

17

En medarbejder ækvivalerer i forskellige citater fra en politisk diskurs subjektpositionen politiker9 således: Varetage Danmarks interesser (I3:143), drive landet bedst mulig (I3:165), have det samlede billede (I3:183) og at afveje ikke sammenlignelige hensyn (I3:133-163). Dette er altså en ganske anden ækvivalenskæde, end den militærfaglige diskurs’ artikulation af politiker.

I en politisk diskurs beskrives den militære embedsmands basis i fagligheden med det følgende citat:

”Chef FTK’s10 opgave er at løse den opgave der hedder "det luftmilitære forsvar af Dan-mark", og opstille de luftmilitære kapaciteter der er, jf. ikke bare forsvarsloven, men jf. den udstikning, han har fået fra FKO11. Han skal løse opgaven i forhold til FKO. Han skal løse det bedst muligt” (I3:290-295).

Subjektpositionen militær embedsmand ækvivaleres med opstille luftmilitære kapaciteter, løse opgaven bedst muligt. Andre steder i empirien ækvivaleres subjektpositionen militær embedsmand i den politi-ske diskurs med analytisk og stringent tilgang, orden i sagerne og omstillingsparat (I3:325-330), aner-kende andre hensyn og anerkende at man ikke har hele billedet (I3:369-374).

Alt i alt kan ovenstående analysen vise, at de to subjektpositioner politiker og militær embedsmand skabes i begge diskurser. Der er dog en markant forskel på, hvordan politiker som subjektposition ska-bes i de to diskurser; i den militære diskurs har mester-betegneren en negativ betoning som kunne være upålidelig, mens mester-betegneren i den politiske diskurs kunne være helhedsforståelse.

Omkring subjektpositionen militær embedsmand er der derimod mere sammenfald mellem de to dis-kurser. I begge diskurser er den militære faglighed central. Den militære og den politiske diskurs kun-ne have en enslydende mester-betegner, som kunne være professionel faglig rådgivning.12

Heraf ses, at der er hegemoni omkring militær embedsmand, mens der er antagoni omkring politiker. Hegemonien omkring militær embedsmand giver mulighed for, at subjektet kan agere legitimt i begge diskurser.

DET MILITÆRFAGLIGE RÅD

I spændingsfeltet mellem de to diskurser har det militærfaglige råd en særlig position. Udarbejdelsen af det militærfaglige råd er kapacitetskontorets kerneopgave. Det militærfaglige råd er det, der tilby-des det politiske niveau, som essensen af den militære faglighed.

Kapacitetskontoret opgave beskrives af en medarbejder:

”Sådan helt overordnet i forhold til det, vi sidder og laver, så er der de militære hensyn - hvad kan den [kamplyet], når man går i krig med den, hvad kan den ikke, hvilke risici er der forbundet med anskaffelsen, hvis der er nogle, hvordan ser den ud i forhold til frem-tidssikring? Men udelukkende med et militært fokus, dvs. fokuserende hen imod at være en kapacitet i Forsvaret. Og så er der de tre områder, som overhovedet ikke har det fokus.” (I2:30-34)

Medarbejderen ækvivalerer her kontorets opgave (”vi”) med militære hensyn og militært fokus.

9 I empirien refereret til som ”statsministeren”. 10 FTK: Flyvertaktisk Kommando 11 FKO: Forsvarskommandoen 12 Jeg er bevidst om, at argumentationen i analysen af den politiske diskurs i casen kan anses som noget svag, idet jeg ikke har interviewet en politiker. Min rygdækning vil jeg hente uden for casen, idet der i den danske of-fentlighed er en objektiv (selvfølgelig og uimodsagt) diskurs om embedsmandens rolle som rådgiver for politike-ren. Hvis embedsmanden derimod agerer politiserende, bryder han subjektpositionens normer (Salomonsen, 2007).

18

En anden medarbejder udtaler:

”Vi fokuserer meget på, hvor gode er de her fly er til at løse de opgaver. Det lyder jo meget som det militærfaglige råd.”(I1:150-151)

Her ækvivaleres kapacitetskontorets (”vi”) fokus med hvor gode flyene er til at løse opgaverne, og det militærfaglige råd. Samtidigt tilskrives nodalpunktet mening ved at lægge afstand til det at tage øko-nomiske, strategiske eller industrielle hensyn.

Uden at skulle påbegynde en længere analyse af det militærfaglige råds konstruktion som et nodal-punkt i den politiske diskurs, kan følgende citat dog alligevel indikere dets tilstedeværelse:

”Det er beskæmmende at konstatere at regeringen sammen med Enhedslisten vil under-grave den militærfaglige rådgivning og nedlægge Forsvarskommandoen. En sammen-blanding betyder dårligere militærfagligt råd, …” (Espersen, 2013)

I citatet beskriver Lene Espersen det militærfaglige råd som det, der tilgår fra Forsvarskom-mandoen, og distancerer det fra de øvrige (politiske) hensyn, der tages i Forsvarsministeriet.

Denne korte analyse viser, at det militærfaglige råd konstrueres som et nodalpunkt i den militærfagli-ge diskurs, og ækvivaleres med kapacitetskontoret opgave, militært fokus, militære hensyn. Samtidigt erkendes det, at det militærfaglige råd findes som moment i den politiske diskurs, hvor det differentie-res fra andre hensyn.

Det militærfaglige råd vil jeg benytte i resten af analysen, som synonym med den analyse og den rapport, som kapacitetskontoret gennemfører og præsenterer for det politiske niveau.

DEN MILITÆRE EMBEDSMAND SOM STYRINGSAKTØR

Med afsættet i kendskab til de to diskurser og placeringen af den militære embedsmand i en fælles subjektposition i begge diskurser, har medarbejderne i Nyt Kampfly Program mulighed for at bygge bro mellem deres militære faglighed og de politiske hensyn (I2:162-163).

I dette afsnit vil jeg vise, at medarbejderne i kapacitetskontoret ser sig selv som oversættere. Og med den opfattelse af deres rolle påtager de sig en væsentlig del af de kvaliteter, som jeg har identificeret i Majgaards styringsteori.

Centralt for forståelsen af medarbejdernes rolle som oversættere står følgende citat:

”Jeg opfatter det lidt som at være en ’oversætter’. Man skal kunne anskueliggøre det, man sidder og arbejder med. Men man skal have sin professionelle integritet bevaret. Jeg går ikke på kompromis med den militærfaglige vurdering af et system som kampfly for ek-sempel; så meget oversætter er jeg heller ikke, at de nuancer går tabt. Kunsten er at over-sætte det til noget, de kan forstå både længere oppe, men også på det politiske niveau. Samtidigt med, at man ikke får forsimplet det så meget, at det ikke giver mening for det militære isæt og det militære bagland, man har” (I1:202-208).

Med citatet placerer medarbejderen ved Nyt Kampfly Program sig solidt i krydspresset mellem den politiske og den militærfaglige diskurs. Han indtager subjektpositionen den militære embedsmand, som analysen ovenfor viser eksistensen af. Samtidigt viser citatet også, at medarbejderen rækker ud efter både det militære bagland, altså den militære diskurs, og det politisk niveau, altså den politiske diskurs. I forhold til styringsteorien ser man, at medarbejderen tager ansvar og skaber mening ved at oversæt-te, men stadig bevarer sin professionelle integritet.

19

I de næste afsnit vil jeg beskrive og diskutere, hvad Nyt Kampfly Programmets medarbejdere i positio-nen som militære embedsmænd gør som styringsaktører. Dermed vises også, hvordan de gør den dis-kursive kamp produktiv.

FRA ABSTRAKT TIL KOMPLEKS

Nyt Kampfly Programmets opgave er (på nuværende tidspunkt) at forberede typevalg af Danmarks næste kampfly. Der er tale om en massiv investering på et to-cifret milliardbeløb. Der er derfor både fra politisk og militært hold et stort fokus på, at man får en kapacitet, hvor der er sammenhæng mel-lem ambitionsniveau, pris og kapabilitet. Men da investeringen er så massiv, er der samtidig et fokus på, at indkøbet skaber værdi inden for andre områder, herunder for dansk forsvarsindustri og for det politisk-strategiske forhold til andre nationer.

Allerede her er det en stor kompleksitet, der præger indkøbet af nye kampfly. I udvælgelsen af Dan-marks nye kampfly vil der for politikerne være en mængde hensyn, der skal afvejes. Nogle hensyn kan pege i forskellige retninger, andre vil trække i samme retning.

Nyt Kampfly Programmets kapacitetskontor håndterer analysen af, hvor god en militær kapabilitet, de fire kandidater udgør. I deres analysestrategi tager kapacitetskontoret udgangspunkt i de politiske ambitioner. En medarbejder beskriver her:

”Vi har kigget i de sidste to forligsaftaler og i Forsvarskommissionens13 beretning; hvad siger de om opgaver for kampfly - det giver nogle hovedrammer for, hvad man skal kunne med kampflysystemer. Forsvarskommissionen skriver, hvad et nyt kampfly forventeligt kan - hvad er det for nogle opgaver, der forventeligt ligger her? Det er de opgaver, vi har taget udgangspunkt i” (I1:281-284).

Medarbejderne i kapacitetskontoret søger en solid basis for det politiske ambitionsniveau. Derfor ta-ger de afsæt i skriftligt nedfældede politiske ambitioner og hensigtserklæringer, som er formuleret i Forsvarskommissionen af 2008’s beretning og i de sidste to forligsaftaler. I den politiske diskurs er det i disse dokumenter entydigt fastlagt og artikuleret, hvad et dansk nyt kampfly skal kunne. Og med kendskabet til, at de seneste to forligsaftaler er indgået med det bredest mulige politiske flertal (alle partier undtagen Enhedslisten), kan der argumenteres for, at der er tale om en objektiv politisk dis-kurs. Det er ligeledes en enig forligskreds, der har besluttet at genoptage typevalgs-processen; kun Enhedslisten stiller spørgsmålstegn ved, om Danmark skal have nye kampfly til erstatning for de nu-værende F-16:

”Jeg har ikke grund til at tro andet, end at det også er holdningen hele vejen rundt. Jeg op-lever et seriøst samarbejde, hvor vi alle ønsker at træffe den rigtige beslutning for Danmark” udtaler Forsvarsminister Nicolai Wammen (Berlingske, 25. december 2013).

At tage afsæt i politiske ambitioner, som er nedfældede i en objektiv diskurs, giver et solidt afsæt for analysen. Den objektive diskurs lader sig netop ikke umiddelbart udfordre af andre diskurser.

Kapacitetskontorets første opgave starter med den konkrete politiske artikulation. Et eksempel på den politiske ambition om de nye kampflys opgaver i internationale operationer er her taget fra Forsvars-kommissionens beretning:

”I internationale operationer er der relevante opgaver for kampfly inden for alle områder af opgavespektret. Inden for international ordenshåndhævelse omfatter opgaverne såle-des f.eks. overvågning og luftrumshævdelse (air policing), eksempelvis i forbindelse med

13 Forsvarsforligene 2010-2014 og 2013-2017 og Forsvarskommissionen af 2008

20

kontrol med flyveforbudszoner, såfremt sådanne etableres. I forbindelse med stabilise-ringsoperationer er opgaverne bl.a. overvågning og efterretningsindhentning, herunder indsamling og videregivelse af oplysninger om aktiviteter til lands, til vands og i luften, kontrol med luftrummet samt beskyttelse af styrker på jorden, herunder ildstøtte. I for-bindelse med væbnet konflikt omfatter kampflys opgaver bl.a. overvågning samt indsæt-telse mod mål til lands, til vands eller i luften – enten som støtte til andre operationer eller som selvstændig indsættelse. I forbindelse med indsættelse mod mål på landjorden er mo-derne kampfly med tidssvarende præcisionsstyret ammunition i stand til at bekæmpe mål med stor præcision. Såfremt en modstander råder over luftmilitær kapacitet, vil denne skulle nedkæmpes eller på anden måde forhindres i at true egne styrker.” (Forsvarskommissionen af 2008, 2009, s. 298-299)

Relevante opgaver bliver ækvivaleret med alle opgave og en lang række overordnede opgaver for kampfly. Tilsyneladende åbnes der for flere mulige opgaver end der afgrænses for; der er ingen ækvi-valenskæde, som beskriver ”irrelevante opgaver”.

Udfordringen for medarbejderne i kapacitetskontoret er, at de fire kampflykandidater ikke umiddel-bart kan vurderes i forhold til hinanden ud fra disse – i en militær diskurs – abstrakte ambitioner.

En medarbejder beskriver udfordringen således:

”Det er meget fint, at vi har et politisk ambitionsniveau, som er at ”vi gerne vil kunne bru-ge flyene i det fulde konfliktspektrum til offensive og defensive missioner, og de skal kunne indsættes globalt med kort varsel”. Det er meget svært at evaluere ud fra […] Vi er nødt til at nedbryde i det nogle delelementer, så det bliver konkretiseret ned til; hvad kan det her våben så, eller den her sensor, eller hvad kan hele kampflysystemet?” (I1:293-300).

Medarbejderne accepterer det politiske rationale og ved, at de ikke kan lukke af for de politiske ambi-tioner. Men medarbejderne har også behov for at nedbryde de politiske ambitioner til noget, der er håndterbart i den militære diskurs. I den militære diskurs er det de enkelte våben eller sensorer og deres samspil i hele kampflysystemet, der er afgørende for, hvor god den ene kandidat er i forhold til de andre.

Den nedbrydning, som medarbejderen beskriver ovenfor, gennemfører kapacitetskontoret ved at ind-drage en række NATO-standarder. Standarderne beskriver hvilke kapaciteter, et kampflysystem skal råde over for at kunne løse forskellige specifikke opgaver. En medarbejder beskriver anvendelsen af NATO-standarderne således:

”Og så har vi forsøgt at analysere det ud fra: Hvad siger man i NATO omkring kampfly; fordi det er ligesom en af hjørnestenene i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik, og så har vi analyseret os videre derfra. […] Når der nu ligger disse forventninger til opgaver, hvad si-ger NATO så omkring det? […] Så forsøger vi at tage de fire kandidater og holde dem op imod de opgaver, der er. Hvor godt løser de fire kandidater de opgaver, der er fra politisk niveau som udmøntet i NATO's kontekst”. (I1:281-291).

Inddragelsen af NATO-standarder er også inddragelsen af endnu en objektiv diskurs. Hverken i dansk politik eller i det danske forsvar bliver der stillet spørgsmålstegn ved dansk medlemsskab af NATO. På Forsvarsministeriets hjemmeside fremgår følgende beskrivelse af Danmarks tilknytning til NATO:

”NATO har siden 1949 udgjort en hjørnesten i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik. Under den kolde krig var NATO den direkte garanti for Danmarks sikkerhed og uafhængighed. Efter den kolde krig har NATO sammen med bl.a. FN og EU været et forum, hvorigennem Danmark har kunnet medvirke til at varetage sine sikkerhedspolitiske interesser, herun-

21

der medvirke til at udbrede fred, sikkerhed og respekt for menneskerettighederne. Det militære samarbejde i NATO omfatter bl.a. opstilling af fælles hovedkvarterer og mili-tære kapaciteter, udformning af tekniske standarder og fælles procedurer, fælles øvelser og ikke mindst fælles militære operationer.” (Forsvarsministeriet, 2013)

I citatet ækvivaleres NATO som nodalpunkt med garant for sikkerhed, forum for varetagelse af sikker-hedspolitiske interesser, opstilling af fælles kapaciteter og centralt i denne sammenhæng, udformning af tekniske standarder, fælles procedurer og fælles militære operationer. Det ses her, at artikulationen af momenter går på tværs af de to diskurser. F.eks. hører varetagelse af sikkerhedspolitiske interesser til i en politisk diskurs, mens tekniske standarder og fælles procedurer hører til i den militærfaglige diskurs.

Ud fra et diskursteoretisk perspektiv ses det derfor, at anvendelsen af NATO-standarder medvirker til at legitimere nedbrydningen af de politiske ambitioner til håndterbare analyseparametre i den mili-tærfaglige diskurs. NATO-standarderne giver en legitim sammenhæng på tværs af den diskursive kamp, og dermed kan kapacitetskontorets medarbejdere benytte standarderne til at oversætte mellem de to diskurser.

Resultatet af nedbrydningen af de abstrakte politiske hensigter fører til at kapacitetskontoret medar-bejdere står med en kompleks samling operative krav til de fire kandidater. Men kompleksitet er håndterbar, det er det abstrakte i sagens natur ikke.

Når de operative krav er fastlagt og godkendt i Nyt Kampfly Programmets styregruppe14, er kapaci-tetskontorets analyse er en meget stringent proces. Analysen gennemføres efter internationale stan-darder og er kontrolleret af eksterne konsulenter. Selve modellen er opbygget med henblik på, at der skal ske så lidt subjektiv vurdering undervejs, som muligt.

Analysen herover viser, at kapacitetskontoret medarbejdere søger kompleksiteten og befinder sig i et nærvær til paradokserne og den diskursive kamp mellem politik og faglighed. Der ses ikke skyggen af en afparadokseringsstrategi i arbejdet, men en accept af den realitet, den diskursive kamp betegner. Kapacitetskontorets medarbejdere viser allerede her, at de gør den diskursive kamp produktiv.

PRODUKTIVE PÅVIRKNINGER

Efter at have behandlet hvordan de politiske ambitioner nedbrydes til håndterbare størrelser i den militærfaglige diskurs, vil jeg i de kommende afsnit beskrive og diskutere, hvordan medarbejderne på kapacitetskontoret i Nyt Kampfly Program agerer i spændingsfeltet mellem mange forskellige militære interessenter og påvirkninger.

Under interviewene oplevede jeg en stor entusiasme og en stor faglig integritet ved medarbejderne. Det er tydeligt, at medarbejderne tager ansvar for at fastholde den militære faglighed og stringens i analysearbejdet, selvom de påvirkes af mange interessenter og i sidste ende skal aflevere en rapport, som er taler ind i en politisk diskurs.

Medarbejderne i kapacitetskontoret sidder derfor ikke kun i et spændingsfelt mellem den militære og den politiske diskurs. I citatet her – som også har været anvendt i sidste afsnit – fortæller en medar-bejder om, at der internt i Forsvaret er forskellige interesser på spil:

”Det, der går op for en er, hvor utroligt mange interesser, der er for et projekt som dette - og tit stikker de i forskellige retninger. Så man bliver presset fra det militære bagland; fra Flyvevåbnet og helt nede fra Fighter Wing [eskadrille] niveau; man bliver presset fra ge-neralerne ovre i Forsvarskommandoen, der har en anden agenda på nogen af tingene; og

14 Nyt Kampfly Program refererer til en styregruppe bestående af ledende embedsmænd fra Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen.

22

så er der det politiske islæt, som også har nogle interesser. […] Det er jo noget, projektet her skal håndtere” (I1:209-215).

Der er altså mange, der har interesse i at påvirke det analysearbejde, som kapacitetskontorets medar-bejdere udfører. Citatet fortæller også, at de forskellige påvirkninger ikke nødvendigvis virker i samme retning. Man kan betragte det som en række subdiskurser til den militærfaglige diskurs; subdiskurser som kæmper om at indholdsudfylde den samlede militærfaglige rådgivning