Baggrund | 11Denne side er redigeret af Marie Louise Rasmussen

Kristeligt Dagblad Mandag 10. marts 2014

essayAf MichAel Stoltzeindland@k.dk

Jeg har været heldig.

Min mor og far var nemlig så fremsynede, at de i 1954

flyttede i et hus på landet på noget nær den skønneste plet i Danmark. Det var året, før jeg og min tvillingebror blev født.

Huset lå dejligt op mod skoven på vestskråningen af Kampeløkke Ådal nær Olsker på Nordbornholm. Der var morgensol, læ for den stride vestenvind og en stor have med frodig jord, kildevæld, klipper og sten. Her voksede jeg op i dalen med mine for-ældre, Bodil og Paul, storesø-ster Karen, tvillingebror Ja-cob og lillebror Martin. Og li-ge uden for haven lokkede skoven, kilderne, bækkene, åen, dalen, engene, klipper-ne, søerne, moserne, højlyn-gen og de blomsterrige bak-ker. Det var et sandt eldorado for en lille dreng.

Naturen var et overflødig-hedshorn af liv, og jeg ville vide, hvad det var, jeg mødte. De vilde skabninger får først for alvor sjæl, når de har nav-ne. Derfor har jeg været vildt optaget af at identificere planter og dyr lige så længe, jeg kan huske. Særlig insek-ternes og de andre smådyrs vrimmel har min opmærk-somhed.

Ustandseligt gik jagten på løbebiller, edderkopper, skor-piontæger, vandkalve, sala-mandre, glubske guldsme-delarver og alt muligt andet krible-krable. Jeg følte mig ikke fuldt påklædt i naturen uden net og syltetøjsglas.

Min bedste legekammerat som barn hed Marie. Hun bo-ede med sine forældre, Ole og Karin, lillesøster Anne og lillebror Per i et gulkalket hus på en klippebakke omgivet af marker, skov og kuperet ter-ræn med enge, krat og ned-lagte stenbrud. Det var en god kilometer fra mig i nær-heden af Olsker.

Vi delte passionen for at af-lure naturens hemmelighe-der, og dermed udvidede jeg mit jagtterritorium til at om-fatte naturen omkring huset, hvor Marie boede. Turene med hende var ren lykke af intens iagttagelse, lige indtil den dag i skolen, hvor det blev anset for pinligt for en dreng at lege med piger.

Dengang i 1960’erne var der hundredvis af små stenbrud på Nordbornholm. De havde været i brug i midten af det 20. århundrede, men driften ophørte i de fleste af de små

stenbrud i løbet af 1950’erne og første halvdel af 1960’erne. Ét af bruddene lå i skoven i kanten af højlyngen vest for Kampeløkke Ådal. Det var meget malerisk, og det dybe brud var efter brug løbet fuld af krystalklart vand, hvor vi badede om sommeren. Det nedlagte stenbrud blev døbt Isbjørnegrotten.

Ovre hos Marie var der også et fint, nedlagt stenbrud i bunden af den lille Kruppe-dal. Stenbrydningen var stop-pet, nogle få år før vi kom der. Et af de dybe stenbrud på dalsiden havde ligget længe-re og var allerede blevet til en dyb sø med masser af sudere, som svævede graciøst som sorte silhuetter under de spredte vandaks midt i sten-brudssøen.

I dalens bund var der en herlig, lysåben sø, som lå godt i læ mellem træerne og det omkringliggende klippe-terræn. Søen var lav og lang-strakt med klart vand, granit-skærver og den fineste bred-vegetation af starer, himmel-blå skjolddrager, rødbrun kragefod, lyslilla vandrøllike og bukkeblad med trekløver-blade og mærkelige tottede blomster i de danske natio-nalfarver.

Kruppedal var vidunderlig, og vi tilbragte timer, dage og uger med at udforske stedet. Her stiftede vi for første gang bekendtskab med blå libeller og blå og røde vandnymfer, som fløj rundt alene eller sammenkoblede to og to. Her var der store mosesnegle og skivesnegle, der lignede ba-gerens snegle en miniature. Her var blanke hvirvlere, der teede sig som bittesmå løs-slupne radiobiler på vand-overfladen. Her var skøjtelø-bere, der sprang lystigt om-kring på vandet, og små, slanke skræddere, der sagte og sirligt gled af sted over vandet på deres hårfine ben. Og nede i vandet krøb vår-fluelarver rundt med kroppe i kunstfærdige huse, der var bygget af alle tænkelige ma-terialer.

Der var rygsvømmere, der vendte den hvidgrønne bug opad, der var zebrastribede bugsvømmere, som sang fint og stille under vandoverfla-den.

Og så var der de flade, mudderbrune skorpiontæger, der som regel sad bomstille helt inde ved bredden med deres lange ånderør oppe i overfladen.

Virkeligheden i Kruppedal var et mylder af liv, men det skete tit, at jeg pyntede lidt på sagerne. Jeg læste Lieber-kinds ”Dyrenes verden” fra ende til anden, slugte bøger-ne råt og var snart blandt In-diens tigre og snart på havets

bund blandt underlige fisk. Værket satte fantasien i gang, og en dag, hvor Marie og jeg var på opdagelse uden for de vante stier, ville jeg imponere hende med min iagttagelses-evne og viden. Jeg gik lidt i

forvejen og nåede frem til en lille og meget dyb sø, som vi ikke kendte. Det var mulighe-den. Jeg vendte mig mod Ma-rie og kaldte: ”Kom og se, der svømmer en sildekonge rundt i søen.”

Hvad jeg strengt taget godt vidste, men Marie næppe anede, var, at virkelighedens op til otte meter lange silde-konge lever i havet på mange hundrede meters dybde, og at sildekongen er så sart, at

det kun sjældent er lykkedes at fange den i hel tilstand. Så sildekongens tilstedeværelse i den lille sø var – for at sige det mildt – ret usandsynlig.

Marie delte imidlertid lo-yalt min begejstring for den

sildekonge, hun naturligvis aldrig nåede at se. Og da vi var tilbage hos Ole og Karin, fortalte hun glædestrålende sine forældre om min enestå-ende observation. Det fore-kom mig, at de så lidt mistroi-ske ud. Men jeg gav den så meget som uskyldigt sand-hedsvidne, at jeg endte med selv at tro på eventyrfiskens nye tilholdssted i den lille, dybe skovsø på Nordborn-holm. Sildekongesøen findes endnu.

tilbage i virkeligheden var der andre dyr, som tiltrak sig stor opmærksomhed: sala-mandre, vandkalve og knu-deløserdyr. De små salaman-dre var alle steder. I Isbjørne-grotten kom de med jævne mellemrum op til overfladen for trække luft.

Der var især ét sted, hvor vi plejede at læne os hen over en rund klippe, hvorfra der var et fint udsyn over det dy-be vand. Her så vi salaman-drene stige op dybt nedefra, langsomt og adstadigt som svævende ånder med ud-bredte hænder. Når de nåede overfladen og fik luft, livede de op og dykkede lynsnart ned i dybet igen med pisken-de haler. Derfor lurede vi al-tid på de salamandre, der var på vej op. Dem kunne vi nem-lig fange med vores net lige inden, de nåede overfladen.

Samme sted var vandkalve-nes paradis. De var der i alle størrelser. De kom mere reso-lut op til overfladen for at trække luft ind under deres dækvinger. Så gjaldt det om at slå til og fange vandkalven

i det sekund eller to, hvor den hang med bagkroppen og de udbredte svømmeben i over-fladen. Senere lærte vi også vandkalvelarverne at kende. De hang i vandet som camou-flerede spørgsmålstegn mel-lem vandplanterne, hvor de med deres flade og brede ho-veder var parat til at angribe hvad som helst med deres vidtåbne, sylespidse og gifti-ge kæber. Det var en barsk verden.

Knudeløserdyret var en an-den sær skabning. Vi opdage-de den på en mærkelig måde. En sommer løb vores private brønd tør for vand, så vi måt-te hente vand på nabogården i mælkejunger. Vandet var klart og fint, men det viste sig at indeholde nogle meget lange og hårtynde orme, som viklede sig ind i hinanden i noget, der lignede håbløse knuder. Når vi pirkede til dem, viklede de sig imidler-tid ud på forbavsende kort tid. Derfor døbte vi dem knu-deløserorme. De levede også i åen i bunden af dalen.

En dag fangede vi en kæm-pestor salamander med kul-sort ryg med dragetakker, orange mave og en flot svun-gen hale med elegant sølv-stribe. Det måtte være sala-mandrenes konge. Siden fandt vi kongesalamandre mange andre steder. De hed aldrig andet, og først mange år efter blev vi klar over, at der var tale om den store slægtning til den mere almin-delige lille vandsalamander.

Kruppedalens lyse og lav-vandede sø var et mylder af salamanderlarver. De var et kapitel for sig. Deres gæller lige bag hovedet står ret ud til begge sider og ligner et par lyserøde englevinger. Larver-ne er så fine og sarte, og der-for vi holdt meget af de spinkle hvirveldyr nede i vandet.

Vi stirrede i det klare vand og så vandnymfelarver med elegante bladgæller på bag-kropsspidsen liste rundt på lette fødder på jagt efter små-dyr. Og deres større slægtnin-ge, guldsmedelarverne, lure-de også lumsk mellem plan-terne – parat til at skyde de-res sammenklappelige un-derkæbe frem mod en blød haletudse, en sart salaman-derlarve eller enhver anden skabning, der kunne gøre det ud for et måltid.

Der var drama på liv og død i Kruppedalens klare vand. Vi så ikke det hele. Naturen blev ved med at overraske og have hemmeligheder. Men vi så skrædderen, skøjteløberen og alle de andre.

Det var en god begyndelse.

Michael Stoltze er biolog og forfatter

Skrædderen, skøjteløberen og alle de andreI min barndom på Bornholm åbnede jagten på alskens skabninger i naturen for en verden af magi og mærkværdigheder. Forundringen var stor, og jeg var lille. Det var gode dage

Af lASSe heMMiNGSeNindland@k.dk

Hvis man gerne vil støtte en velgørende organisation, be-høver man ikke længere finde raslebøssen frem, trække i overtøjet og bevæge sig ud for at stemme dørklokker.

I stedet kan man oprette en personlig indsamling på net-tet, hvor pengene går til en velgørende organisation efter eget valg, og derefter invitere sit netværk til at støtte op om den gode sag. Hjemmesider-ne, hvor disse indsamlinger oprettes, er ejede af private selskaber, og inden de sender pengene videre til den ud-valgte organisation, trækker de en procentdel i betaling.

En af de organisationer, der i dag bruger private internet-sider til at samle penge ind, er Kræftens Bekæmpelse. Her har man, ligesom andre dan-ske organisationer som for eksempel Folkekirkens Nød-hjælp, Ibis og Red Barnet, et samarbejde med internetsi-den Betternow.dk, hvor fir-maet bag trækker 7,5 procent af donationerne som betaling til sig selv.

Indsamlingskonsulent Stig Fog, der tidligere har arbejdet som indsamlings- og kam-pagneleder for Folkekirkens Nødhjælp, mener, at denne form for indsamlinger er no-get, vi vil se mere af i fremti-den:

”Siden den kom til Dan-

mark fra England og USA for fem-syv år siden, har der væ-ret en stigning i denne her indsamlingsform.”

Poul Møller, der har ansva-ret for indsamlings- og mar-ketingaktiviteter hos Kræf-tens Bekæmpelse, er ikke i tvivl om, at det er en god idé at bruge et privat firma til at opsamle de bidrag, som kom-mer fra enkeltpersoner, der ønsker at lave deres egne ind-samlinger:

”Det kan betale sig at udli-citere den her form for ind-samling. Vi ville udlicitere det hele, hvis det betød, at al-le indsamlinger kunne laves med en omkostning på 7,5 procent. Det er en iskold øko-nomisk beregning. Alternati-

vet er jo, at vi slet ikke får de her penge.”

Han påpeger dog, at det er en meget lille del af de om-kring 500 millioner kroner, som Kræftens Bekæmpelse samler ind hvert år, der kom-mer fra samarbejdet med Bet-ternow.dk. Indtil videre er der samlet 990.000 kroner ind, hvoraf 7,5 procent altså går til betternow.dk.

også Stig fog er enig i, at det kan betale sig for de velgø-rende organisationer at lade private firmaer stå for en del af deres indsamlinger.

”Det er nemt for organisa-tionerne, alt er på plads i for-vejen, og det, at de her firma-er bliver betalt med en pro-

centsats af, hvor meget der bliver indsamlet, er godt. Det betyder, at de bliver betalt alt efter, hvor gode de er til at få gjort indsamlingerne succes-fulde,” siger han.

Stig Fog peger på, at ind-samlingerne, der laves igen-nem de private firmaers hjemmesider, kan få folk, der ellers ikke normalt giver bi-

drag til velgørenhed, til lom-merne, og forklarer det med, at de private internetsider har formået at personliggøre indsamlingerne. Når folk i ens netværk opfordrer til at donere penge til en god sag, bliver de personlige relatio-ner afgørende for, om man vælger at betale, mere end forholdet til organisationer-

ne, pengene går til. Indsam-lingerne kommer således tæt-tere på forbrugerne, og det gør det sværere at sige nej.

Medlem af Det Etiske Råd og cand.mag. og master i etik og værdier i organisationer Christian Borrisholt Steen kan ikke umiddelbart se no-gen problemer i at involvere private firmaer i indsamlin-ger til velgørende formål:

”Det vigtigste er, at der bli-ver samlet så mange penge ind som muligt, og at der er en direkte aftale mellem or-ganisationerne og den side, hvor pengene bliver samlet ind,” siger han.

I forhold til de donorer, der er bekymrede over, hvor mange penge, organisatio-

nerne bruger på administra-tion, kan det dog betyde et endnu mindre incitament til at give penge til indsamlin-ger, hvis der også skal betales gebyrer til et privat firma, frygter han.

Christian Borrisholdt Steen påpeger også, at jo flere lag en donation skal igennem, jo vigtigere bliver det, at den, der giver pengene, nemt kan overskue, hvor de ender:

”Det er vigtigt med åben-hed omkring det her. Hvis man donerer 100 kroner, skal man vide, hvor mange af dem der går til formålet,” siger han og efterlyser generelt me-re gennemsigtighed om, hvad pengene bliver brugt til i vel-gørende organisationer.

Private firmaer tjener penge på indsamlingerVelgørende organisationer i Danmark bruger i stigende grad private firmaer til at indsamle penge på internettet. Selvom firmaerne skal betales, er det billigere og nemmere end at gøre det selv

WWVi ville udlicitere det hele, hvis det betød, at alle indsamlinger kunne laves med en omkostning på 7,5 procent. Det er en iskold økonomisk beregning.

pouL MøLLeR, inDsaMLingsansvaRLig hos kRæftens bekæMpeLse

0 Skøjteløberen er en tæge, der springer rask omkring på fire stærke ben. Den lever af døde insekter på vandoverfladen.

0 En af de store glæder, Michael Stoltze oplevede som barn, var at gå på opdagelse i naturen med legekammeraten Marie. Her fandt de blandt andet forskellige insekter, som de navngav efter humør. Her er det hannen af den blå libel. Hunnen er gul og ligner i farten en stor træhveps. – Begge fotos: Michael Stoltze.

WWVirkeligheden i Kruppedal var et mylder af liv, men det skete tit, at jeg pyntede lidt på sagerne. Jeg læste Lieberkinds ”Dyrenes verden” fra ende til anden, slugte bøger-ne råt og var snart blandt Indiens tigre og snart på havets bund blandt under- lige fisk.

Danmark