BAKKEHUSMUSEET

hvorgaargraensen.dk

Hvor gårgrænse!?Forfatterportræt  af  P.A.  Heiberg  

1  

 

Peter  Andreas  Heibergs  kritik  af  moral  og  enevælde    

 Peter  Andreas  Heiberg,  litografi  efter  kobberstik  af  J.F.,  1789  

   Ligesom  mange  andre  af  1700-­‐tallets  litterære  profiler  havde  Peter  Andreas  Heiberg  (1758-­‐1841)  forskellige  erhverv.  Han  var  filolog,  lærer,  tidsskriftredaktør,  oversætter,  forfatter  og  ivrig  samfundsdebattør.      Heiberg  skrev  både  dramatiske  stykker,  prosa,  digte  og  viser.  Allerede  i  hans  tidlige  værker  kan  man  spore  den  ironi  og  satire,  som  senere  skulle  blive  hans  kendingsmærke  som  forfatter,  samfundsrevser  og  litterær  debattør.  Heiberg  betragtede  det  som  sin  opgave  at  identificere  og  udstille  samfundets  og  individets  fejl  og  mangler  på  en  satirisk  måde.  Satiren  blev  derved  et  middel  til  at  afsløre  samtidens  moralske,  sociale  og  politiske  absurditeter.    Heiberg  blev  student  i  1774  og  rejste  herefter  til  København,  hvor  han  fuldendte  en  filologisk  embedseksamen  i  1777.  Efter  længere  ophold  i  Sverige  og  Norge  vendte  Heiberg  tilbage  til  København,  hvor  han  levede  indtil  år  1800.      Samfundskritiske  tidsskrifter    Med  flere  artikler  og  fem  dramatiske  stykker  bag  sig  begyndte  Heiberg  i  1787  at  udgive  den  satiriske  roman  Rigsdaler-­‐Sedlens  Hændelser  i  små  hæfter.  Udgivelsen  fortsatte  indtil  1793.  I  dette  værk  følger  læserne  en  pengeseddels  vandring  fra  hånd  til  hånd,  og  læserene  gives  derved  et  indblik  i  samfundets  sociale  lag  og  i  de  skiftende  ejeres  moralske  og  politiske  dilemmaer.  Heiberg  kritiserer  i  værket  så  forskellige  emner  som  tallotteriet,1  toldspionage,  købmændene,  adelen  og  andelen  af  tyske  embedsmænd  i  den  danske  statsforvaltning.  Hæfterne  gjorde  for  alvor  Heiberg  kendt  i  offentligheden.      

                                                                                                                         1  Tallotteri  var  blevet  indført  i  Danmark  i  1771,  hvor  det  først  eksisterede  som  en  privat  forretning  og  fra  1773  som  statens  forretning.  Heiberg  var  stærkt  kritisk  overfor  det,  han  kaldte  ”Lotterisygen”,  og  de  laster  af  moralsk  art,  som  

BAKKEHUSMUSEET

hvorgaargraensen.dk

Hvor gårgrænse!?Forfatterportræt  af  P.A.  Heiberg  

2  

 

 Heiberg  var  både  elsket  og  hadet  for  sin  ironi  og  for  sit  politiske  engagement.  Han  var  stærkt  inspireret  af  oplysningstidens  tænkere  og  af  Den  franske  Revolutions  ideer  om  frihed,  lighed  og  broderskab.  Inspirationen  fra  udlandet  omsatte  han  til  kritik  af  det  danske  styre  og  særlige  samfundsgrupper  som  adelen,  kongen,  militæret  og  købmændene.  Hans  samfundskritik  havde  imidlertid  en  pris.  Han  modtog  sin  første  dom,  en  bøde  på  200  rdl.,  for  at  rette  beskyldninger  mod  det  danske  admiralitet,  dvs.  krigsflådens  øverste  militære  administration,  i  lystspillet  Virtuosen  nr.  2  (1789).    Heiberg  skrev  flere  artikler  til  Knud  Lyne  Rahbeks  tidsskrift  Den  Danske  Tilskuer  under  dæknavnet  Simon  Sanddru,  og  den  17.  marts  1794  tryktes  en  artikel,  som  vakte  særligt  røre.  Heiberg  anklagede  den  engelske  gesandt  i  Danmark  for  at  være  en  ”Skurk”,  der  havde  fornærmet  den  danske  nation  ved  at  glæde  sig  over  Christiansborgs  Brand  (1794).  Den  engelske  gesandt  indsendte  herefter  en  klage  over  artiklen.  Rahbek  blev  som  redaktør  af  tidsskriftet  kaldt  i  retten,  men  blev  siden  frifundet.        Satiriske  klubviser  og  kritikken  af  enevælden  og  adelsstanden    Som  andre  samtidige  meningsdannere  var  Heiberg  en  ivrig  deltager  i  det  københavnske  klubliv.  Her  mødtes  mændene  fra  det  oplyste,  højere  borgerskab  og  diskuterede  videnskabelige,  filosofiske  og  politiske  emner  som  fx  Den  franske  Revolution.  Klubberne  beskæftigede  sig  også  med  mere  underholdende  aktiviteter  som  lejlighedssange,  viser  og  tidsskriftlæsning.  Både  Heiberg  og  vennen  Knud  Lyne  Rahbek  skrev  adskillige  viser  til  klubberne,  og  deres  artikler  og  øvrige  skrifter  blev  ofte  samtalestof.      I  1790  skrev  Heiberg  lejlighedsvisen  Selskabs-­‐Sang.  Den  25de  September  1790,  også  kaldet  Indtogsvisen.  Visen  blev  skrevet  i  anledning  af  den  nygifte  kronprins  Frederiks  indtog  i  København  i  1790.  Kronprinsen  var  blevet  viet  til  Marie  Sophie  Frederikke  af  Hessen  i  Holsten  den  31.  juli,  og  den  14.  september  vendte  parret  så  tilbage  til  København  under  pomp  og  pragt.    Hovedstaden  stod  på  den  anden  ende  under  festlighederne.  Indtoget  skete  igennem  Nørreport,  hvorfra  de  nygifte  blev  ført  fra  Nørregade,  over  Gammelt  Torv  og  Østergade  til  Kongens  Nytorv.  Overalt,  hvor  de  kom  frem,  var  der  pyntet  op,  og  der  blev  opført  allegoriske  tableauer  med  folk,  der  var  udklædt  som  guder  og  gratier  for  at  hilse  det  nygifte  par  velkommen.    På  Kongens  Nytorv  havde  man  bygget  et  midlertidigt  tempel  for  den  græske  gud  Apollon,  som  blev  udsmykket  med  komediens  og  tragediens  muser,  Thalia  og  Melpomene.2  Samme  sted  opførtes  et  syngestykke  til  ære  for  parret.  København  blev  illumineret  i  hele  tre  dage  for  at  fejre  begivenheden  og  på  den  sidste  festaften  blev  forfatteren  Christen  Prams  skuespil  Frode  og  Fingal  opført  på  Det  Kongelige  Teater.3      Heiberg  var  en  af  de  forfattere,  der  bidrog  allermest  til  fejringen.  Han  skrev  en  kantate  og  flere  sange.  Derudover  skrev  han  små  vers,  der  blev  påført  dekorationer  af  maleren  Nicolai  Abildgaard.  Heiberg  skrev  sangen  Almindelig  Folkesang  for  hele  Kiøbenhavn  til  Kongens  Klub  i  Østergade,  der  blev  uddelt  til  publikum  i  14.000  eksemplarer,  og  han  skrev  sangen  Sang  for  den  Danske  Ungdom  til  en  forsamling  hos  etatsråd  Ærbo  på  Gammel  Torv.  I  begge  sange  hyldede  Heiberg  kronprinsen,  og  ligesom  tidligere  betragtede  han  kronprinsen  som  en  oplysningsvenlig  og  sandhedsvenlig  mand.4    I  sangene  var  der  således  ingen  tegn  på  majestætsfornærmelser.    

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                   spillelidenskaben  iflg.  ham  førte  med  sig.  Worsøe-­‐Schmidt,  Lisbeth:  ”Forfatterportræt  af  P.A.  Heiberg”,  i:  Arkiv  for  Dansk  Litteratur,  s.8  2  Rahbek,  Knud  Lyne:  Erindringer  af  mit  Liv,  bind  4,  1827,    s.  52  3  Henningsen,  2006,  s.  164  4  Lexow,  Carl:  P.A.  Heiberg.  Borger  av  Menneskeligheten,  Novus  forlag,  2012,  s.  203-­‐204  

BAKKEHUSMUSEET

hvorgaargraensen.dk

Hvor gårgrænse!?Forfatterportræt  af  P.A.  Heiberg  

3  

 

Det  var  der  til  gengæld  i  Indtogsvisen,  der  blev  skrevet  næsten  samtidig.  Indtogsvisen  blev  kun  trykt  i  100  eksemplarer  på  bestilling  af  et  københavnsk  klubselskab.  Visen  omhandler  nogle  af  Heibergs  yndlingsaversioner  nemlig  adelens  forrettigheder  og  kongens  uddeling  af  ordener,  titler  og  hædersbevisninger.  Han  ærgrede  sig  over,  at  oplysningsmænd  som  Ove  Malling,  Peter  Frederik  Suhm  og  Tyge  Rothe  blev  overset  i  kongens  uddelinger  af  hædersbevisninger.    I  visen  indgik  bl.a.  det  berømte  vers,  der  skulle  blive  en  anstødssten  for  de  danske  myndigheder:  ”Ordener  hænger  man  paa  Idioter.”  En  samling  af  jyske  godsejere  havde  i  anledning  af  kronprinsens  indtog  sendt  en  anmodning  til  ham  om  at  få  standset  de  igangværende  landboreformer,  der  ville  forbedre  fæstebøndernes  vilkår.  Disse  godsejere  blev  også  udsat  for  kritik  i  Heibergs  vise  og  tituleres  i  fjerde  strofe  ”den  jyske  Ambassade”.  5    Visen  var  oprindelig  beregnet  på  afsyngelse  i  en  privat  forsamling,  men  hurtigt  begyndte  der  at  florere  afskrifter  af  den,  som  ledte  til  trykning  i  dagbladet  Morgenposten  nr.  81  og  82.  Visen  vakte  med  det  samme  røre  i  offentligheden  og  kancellipræsident  Christian  Brandt  bad  Københavns  politimester  om  at  tage  affære.  En  måned  senere  blev  Heiberg  forhørt  hos  politimester  Johan  Thomas  Flindt,  og  trods  mange  bortforklaringer  endte  Heiberg  med  at  få  en  bøde  på  150  rdl.  den  12.  november  1790.  Heiberg  blev  straffet  for  at  have  kritiseret  adelen  og  for  at  have  kritiseret  kongens  udvalgte  regeringsmænd.  Ordene  ”ordener”  og  ”idioter”  spillede  en  central  rolle  i  sagen  mod  Heiberg,  og  han  blev  specifikt  dømt  for  at  fornærme  og  fremføre  ”dumdristige  Kritik  over  Hans  Majestæt  Kongens  Forhold  med  at  uddele  Ordener.”6    Redaktøren  af  Morgenposten,  Poulsen,  og  bogtrykkeren  Sebastian  Popp  blev  til  sammenligning  kun  idømt  henholdsvis  50  og  20  rdl.  for  visen.    Frem  til  1790  kom  de  tiltalte  forfattere  ikke  for  retten,  men  blev  dømt  udelukkende  på  baggrund  af  politimesterens  skøn.  Dette  blev  senere  ændret,  og  allerede  i  december  1790,  kun  en  måned  efter  dommen  over  Heiberg,  blev  det  bestemt,  at  krænkelser  mod  trykkefrihedsloven  ikke  længere  hørte  under  politimesteren,  men  skulle  bringes  for  den  øverste  dømmende  instans,  nemlig  retten.    Efter  domsafsigelsen  valgte  Heiberg  at  lade  hele  politiforhøret  trykke  og  udgive,  hvilket  tirrede  myndighederne  yderligere.7  Visen  blev  imidlertid  ikke  trykt  i  politiforhørsskriftet.  Fremfor  at  gentage  sine  egne  ”forbudte”  ord,  lod  Heiberg  en  tom  plads  stå  på  Indtogsvisens  plads.  På  den  måde  undgik  han  at  gentage  sin  egen  ”forbrydelse”,  samtidig  med  at  folks  nysgerrighed  blev  vakt.  Udgivelsen  af  forhørsskriftet  gjorde  ham  populær  og  bidrog  til,  at  visen  blev  endnu  mere  kendt  i  offentligheden.    

                                                                                                                         5  Lexov,  2012,  s.  213 6  Dansk  Biografisk  Leksikon,  bind  6,  1980,  s.173  7  Henningsen,  2006,  s.  167  

BAKKEHUSMUSEET

hvorgaargraensen.dk

Hvor gårgrænse!?Forfatterportræt  af  P.A.  Heiberg  

4  

 

 Uddrag  fra  P.A.  Heibergs  udgivelse  af  politiforhøret.  Bemærk  den  blanke  side  til  højre,  hvor  Indtogsvisen  skulle  have  stået.  

 I  juni  måned1794  skrev  Heiberg  en  anden  lejlighedsvise  Vor  Klub  er  dog  en  herlig  Sag  på  bestilling  af  Det  forenede  Venneselskab  vel  vidende,  at  indholdet  var  ganske  sprængfarligt.  Visen  blev  trykt  i  100  eksemplarer  og  blev  afsunget  i  selskabet  under  stor  jubel.  En  uge  senere  lod  Knud  Lyne  Rahbek  visen  trykke  i  tidsskriftet  Den  Danske  Tilskuer  uden  at  have  fået  Heibergs  samtykke.    Heiberg  fortsatte  i  denne  vise  sin  tidligere  kritik  af  adelen,  men  denne  gang  var  det  forholdet  mellem  Danmark  og  England,  der  gav  ham  problemer.  I  visen  henviser  han  direkte  til  den  engelske  konge,  Georg  III,  og  dennes  premierminister,  William  Pitt.  Pitt  havde  fået  nedlagt  forbud  mod  offentlige  forsamlinger  i  England  af  frygt  for  revolutionære  grupperinger.  Heiberg  ville  advare  den  danske  konge  mod  at  begå  samme  fejl  og  indføre  lignende  forbud  i  Danmark.  Han  mente,  at  forbud  mod  forsamling  ville  have  den  modsatte  effekt  og  kunne  få  befolkningen  til  at  rejse  sig  til  oprør.8      Forholdet  imellem  Danmark  og  England  var  på  dette  tidspunkt  særlig  betændt.  Danmark  havde  handlet  med  Englands  fjende,  Frankrig,  og  denne  samhandel  vakte  vrede  i  England.  Kort  før  offentliggørelsen  af  Heibergs  vise  havde  den  engelske  udenrigsminister  udtalt,  at  Danmark  og  England  nærmede  sig  krigstilstand.  De  danske  myndigheder  forsøgte  derfor  af  al  magt  at  slå  enhver  dansk  opposition  mod  englænderne  ned.    Heibergs  vise  kom  derfor  hurtigt  i  myndighedernes  søgelys.  Særligt  visens  femte  vers  vakte  opmærksomhed,  idet  man  mente,  at  forfatteren  heri  hånede  og  fornærmede  den  engelske  konge  George  III  ved  at  kalde  ham  en  ”Satan”.    Heiberg  blev  på  baggrund  af  visen  anklaget  for  majestætsfornærmelse  mod  den  engelske  konge.  Trods  forsøg  på  bortforklaring  måtte  han  betale  en  bøde  på  300  rdl.,  og  det  pågældende  nummer  af  Den  Danske  Tilskuer  blev  beslaglagt.9  Få  eksemplarer  af  tidsskriftet  hang  på  en  snor  i  trykkeriet  og  enkelte  var  blevet  distribueret  til  abonnenter  dagen  i  forvejen,  hvilket  forhindrede  myndighederne  i  at  destruere  alle  originale  numre  af  tidsskriftet  med  Heibergs  vise.10  

                                                                                                                         8  Henningsen,  Peter:  ”Skarp  lud  til  skurvede  hoveder”,  i:  Oprørere.  Skæbnefortællinger  om  Danmarkshistoriens  tolv  største  rebeller,  Aschehoug,  2006,  s.  172  9  Lexov,  2012,  s.  225 10  Lexov,  2012,  s.  226  

BAKKEHUSMUSEET

hvorgaargraensen.dk

Hvor gårgrænse!?Forfatterportræt  af  P.A.  Heiberg  

5  

 

Ligesom  tidligere  lod  Heiberg  sagsakterne  trykke,  og  de  udkom  under  titlen  Procedure  og  Dom  ved  Hof-­‐  og  Stadsretten  i  den  af  Generalfiskalen  anlagde  Sag  (1795).      Censur  og  landsforvisning    I  1796  var  Heiberg  med  til  at  stifte  selskabet  For  Sandhed,  hvor  han  i  1798  fik  udgivet  to  dristige  essays,  Politisk  Dispache  og  Sprog-­‐Granskning.  I  Politisk  Dispache  beregner  og  sammenligner  han  den  engelske,  den  franske  og  den  danske  regents  private  husholdninger  statistisk.11  I  slutningen  af  1700-­‐tallet  var  det  ganske  utænkeligt,  at  man  på  den  måde  blotlagde  kongens  privatøkonomi  og  stillede  monarkiet  i  et  dårligt  lys.    Sprog-­‐Granskning  er  udformet  som  en  ordbog,  og  heri  definerer  Heiberg  forskellige  opslag  som  ”aristokrater”,  ”konge”,  ”bondefrihed”,  ”majestæt”  m.fl.  Fremfor  at  skrive  artiklerne  i  et  nøgternt  og  værdineutralt  sprog,  er  artiklerne  imidlertid  domineret  af  nådesløs  satire  og  ironi.  I  indledningen  til  ordbogen  skriver  Heiberg,  at  han  vil  redegøre  for,  hvordan  gamle  ord  har  mistet  deres  oprindelige  betydning  og  fået  en  ny  og  moderne.  Begrebet  ”majestæt”  bliver  hermed  defineret  som  ”Et  Skjærmbræt,  bag  hvilket  Skjælmere  drive  deres  Spil  ustraffet.”  ”Kongens  Tjeneste”  beskrives  lidt  mere  indgående:      

”I  Kongens  Tjeneste  behøver  man  ikke  at  arbejde  saa  meget  som  i  egen  eller  andres  Tjeneste.  Hvo,  som  ret  forstaar  at  røgte  Kongens  Tjeneste,  bærer  sig  saaledes  ad:  Om  Morgenen  staar  han  sildig  op,  rider  eller  kjører  derpaa  ud  og  kommer  hjem  til  Middag;  spiser,  sover  sin  Middags-­‐Søvn,  gaar  paa  Komedie  eller  i  Selskab,  kommer  hjem  og  lægger  sig.  Hvert  Kvartal  modtager  han  sin  Løn  og  kvitterer  derfor.  Kuns  to  Gange  om  Ugen  indfinder  han  sig  en  Times  Tid  paa  Kontoret;  og  til  Løn  for  denne  sin  Iver  i  Kongens  og  Landets  Tjeneste  lader  han  sig  hvert  fjerde  eller  femte  Aar  give  Forhøjelse  i  sin  Rang  eller  i  sin  Gage  (…).”12  

   Satiren  i  Sprog-­‐Granskning  virkede  bestemt  ikke  så  harmløs  på  datidens  samfund,  som  den  måske  virker  i  dag.  Afhandlingen  blev  tilmed  en  stor  publikumssucces,  hvilket  blot  styrkede  myndighederne  i  den  antagelse,  at  noget  måtte  gøres  for  at  standse  Heiberg.  Kronprinsen  skrev  direkte  til  kancellipræsident  Christian  Brandt,  at  man  var  nødt  til  at  vække  frygt  blandt  de  ”frække”  skribenter,  og  at  man  ikke  måtte  blive  eftergivende.      Sprog-­‐Granskning  blev  sammen  med  den  tidligere  udgivne  afhandling  Politisk  Dispache  (1798)  en  del  af  myndighedernes  anklageskrift  mod  Heiberg.  Fra  anklageskriftet  mod  ham  ved  man,  at  det  især  var  nogle  særlige  begreber  fra  Sprog-­‐Granskning,  der  vakte  myndighedernes  mishag.  Det  var  opslagsordene:  baron,  frihed,  dansk,  hof,  inkonsekvenser,  konge,  majestæt,  mennesker  og  suveræn.13  I  februar  1799  bad  myndighederne  generalfiskal  Skibsted  om  at  skride  ind  i  sagen,  og  Heiberg  blev  anklaget  for  majestætsfornærmelse.  Det  blev  også  i  samtiden  betragtet  som  den  alvorligste  forbrydelse.  I  sagen  mod  Heiberg  indgik  ikke  alene  Sprog-­‐Granskning  og  Politisk  Dispache,  men  en  lang  række  skrifter  fra  begyndelsen  af  1790’erne.  Under  anklage  stod:  Komedien  Virtuosen  (bragt  i  Rigsdaler-­‐Sedlens  Hændelser),  fortalen  til  komedien  Hofsorgen  eller  Testamentet  (1794),  En  Draabe  i  det  store  Hav  af  Skrifter  om  Skrivefrieheden  (1797),  Suum  Cuique  (1798),  Tu  si  tacuisses,  Philosophus  mansisses  (1798),  Politisk  Dispache  

                                                                                                                         11  Den  statistiske  undersøgelse  omfatter  de  tre  regenters  private  indkomster  i  tre  forskellige  perioder:  før  og  efter  Den  franske  Revolution  og  under  republikken  i  Frankrig.  Formålet  er  at  påvise,  at  republikken  har  den  økonomisk  set  mest  fordelagtige  samfundsform.  Worsøe-­‐Schmidt,  Arkiv  for  Dansk  Litteratur,  s.10    12  Heiberg,  P.A.:  ”Sprog-­‐Granskning”,  i:  Peter  Andreas  Heibergs  Udvalgte  Skrifter,  Otto  B.  Wroblewskys  Forlag,  1884,  s.  559    13  Henningsen,  Peter:  ”Skarp  lud  til  skurvede  hoveder”,  i:  Oprørere.  Skæbnefortællinger  om  Danmarkshistoriens  tolv  største  rebeller,  Aschehoug,  2006,  s.  177  

BAKKEHUSMUSEET

hvorgaargraensen.dk

Hvor gårgrænse!?Forfatterportræt  af  P.A.  Heiberg  

6  

 

(1798),  Sprog-­‐Granskning  (1798)  og  viserne  Indtogsvisen  (1790)  og  Vor  Klub  er  dog  en  herlig  Sag  (1794).  Viserne  blev  inddraget  til  trods  for  at  Heiberg  allerede  var  blevet  dømt  for  dem  én  gang.    Undervejs  i  retssagen  udgav  og  kommenterede  Heiberg  sagens  hændelser  i  37  små  ugeskrifter,  der  udkom  under  titlen  Læsning  for  Publikum  i  1799.  Han  havde  fået  tilladelse  til  at  udgive  akterne,  men  ikke  til  at  kommentere  dem.14    Mens  retssagen  stod  på,  blev  den  nye  trykkefrihedsforordning  vedtaget  den  27.  september  1799,  hvilket  definitivt  greb  ind  i  og  begrænsede  trykke-­‐  og  ytringsfrihed.  Nu  blev  straframmen  skærpet  og  forfatterne  kunne  dømmes  med  tilbagevirkende  kraft.  Det  fik  stor  betydning  for  Heiberg.  Samtidig  blev  det  forbudt  tiltalte  forfattere  at  udgive  skrifter,  og  Heiberg  fik  dermed  yderligere  problemer  med  Læsning  for  Publikum.  I  trykkefrihedsforordningens  §  18  stod  der,  at  ”dersom  nogen  er  sat  under  justitiens  tiltale,  formedelst  misbrug  af  trykkefriheden,  må  ingen  bogtrykker  antage  et  skrift  fra  ham  til  trykning,  sålænge  han  står  under  offentlig  anklage,  medmindre  en  bosiddende  borger  giver  sin  skriftlige  erklæring  at  ville  indestå  for  skriftets  indhold.”  Retssagen  mod  Heiberg  forsatte  nu  med  tilbagevirkende  kraft  i  henhold  til  den  nye  forordning.      Den  24.  december  1799  faldt  dommen  over  Heiberg.  Han  blev  landsforvist  og  forlod  under  lettere  dramatiske  omstændigheder  København  den  7.  februar  1800.  I  rejsevognen  fulgtes  han  af  ægteparret  Kamma  og  Knud  Lyne  Rahbek  indtil  Frederiksberg  Bakke.    Heiberg  rejste  først  til  Sverige  og  derfra  videre  til  Paris,  hvor  han  trods  flere  forsøg  på  benådning  levede  indtil  sin  død  i  1841.    Heibergs  forfattervirksomhed  fortsatte  i  Frankrig,  og  et  par  af  hans  politiske  skrifter  udkom  i  Norge,  hvor  censuren  ikke  var  så  stram,  som  i  Danmark.        Heiberg  og  familielivet    I  1788  begyndte  Heiberg  at  komme  i  Johan  Buntzens  hjem,  og  i  1790  blev  han  gift  med  den  16-­‐årige  datter  Thomasine  Buntzen.  Ægteparrets  hjem  i  København  blev  i  1790’erne  et  samlingssted  for  franske  republikanere  og  sympatisører  med  Den  franske  Revolution.  Parrets  eneste  barn  var  sønnen  Johan  Ludvig,  der  fødtes  i  1791.  Efter  Heibergs  landsforvisning  og  flugten  i  1800  valgte  Thomasine  Heiberg  at  søge  om  skilsmisse,  og  trods  stærk  modstand  fra  Heibergs  side  blev  den  hende  bevilliget  i  1802.  Thomasine  giftede  sig  efterfølgende  med  den  svenske  greve  Carl  Frederik  Gyllembourg-­‐Ehrensvärd.    

                                                                                                                         14  Henningsen,  2006,  s.  179-­‐180  

BAKKEHUSMUSEET

hvorgaargraensen.dk

Hvor gårgrænse!?Forfatterportræt  af  P.A.  Heiberg  

7  

 

Vilhelm  Rosenstand:  P.A.  Heiberg  tager  afsked  med  Rahbek  og  dennes  hustru  uden  for  Frederiksberg  Slot,  idet  han  drager  i  livsvarig  landsforvisning,  1867,  Den  Hirschsprungske  Samling,  København