Paedagogen · Web viewEthvert individ kommer et sted fra, og derfor er det også oplagt at kigge nærmere på barnets familie. Det er her barnet vokser op, påvirkes, opdrages, oplever

Rikke Møller Pedersen, 08cd, IIS, 6. december 2010

Udsatte børnEksamensopgave i IIS

Navn: Rikke Møller Pedersen bs08137

Vejleder: Britta Dumstrei

Uddannelsessted: Pædagoguddannelsen Storkøbenhavn

Afleveringsdato: 6. december 2010

Problemstilling: Hvordan bør pædagogen forholde sig i forhold til udsatte børn i en SFO?

Antal anslag: 24.154 tegn (med mellemrum)

Underskrift:

1


Indholdsfortegnelse

Indledning side 3

Problemformulering side 3

Metode og afgrænsning side 3

Individ – Udsatte børn side 4

Socialisering side 5

Institution – Pædagogens rolle side 7

Særlig indsats side 8

Samfund side 9

Ballerupmodellen side 10

Diskussion – handler pædagoger som de skal side 11

Konklusion og perspektivering side 13

Litteraturliste side 15

Bilag side 16

2


Indledning.

”I skal ud og røre nogle børn, kigge dem ind i øjnene, alle jer pædagoger” har skuespiller og

foredragsholder Jens Arentzen sagt. Med dette mener han, at vi skal turde gå til de børn vi kan se

har en ændret eller afvigende adfærd. Vi skal turde spørge ind til hvordan børn har det, tage os tid

til dem og træde til og hjælpe når behovet er til det. Vi skal gøre en forskel.

Mange børn har en god, tryg og kærlig opvækst, men ikke alle børn har det sådan. Nogle børns

vilkår er fra start i livet svære, andre børns vilkår ændres måske pludseligt; skilsmisse, sygdom,

dødsfald, misbrug etc. Fællesnævneren for førnævnte børn kan være at de hører til gruppen udsatte

børn.

Det er specielt gruppen udsatte børn som har brug for en nærværende, engageret og handlekraftig

pædagog. En der tør og vil tage ”sagen” på sig til trods for at det medfører: ekstra arbejde, svære

samtaler og en del møder.

I mine praktikperioder har jeg oplevet en del udsatte børn, som har haft brug for en særlig indsats i

forskellig grad. Tacklingen af disse børn er foregået på forskellige måder. Dette har undret mig, og

jeg har derfor tænkt over hvordan man bør reagere når man ser og oplever et udsat barn.

Hvordan hjælper man et udsat barn? Hvilke handlemuligheder er der? Hvad har man pligt til?

Dette ledte mig frem til følgende problemformulering, som jeg vil besvare i denne opgave:

Problemformulering

Hvordan bør pædagogen forholde sig i forhold til udsatte børn i en SFO?

Metode og afgrænsning

Opgaven beskæftiger sig med børn omkring 6-10 år der går i normal SFO. Denne børnegruppe er

valgt da det er denne aldersgruppe jeg har primære erfaringer med fra min seneste praktik.

I opgaven vil jeg starte med at forsøge at afklare hvad et udsat barn er, samt beskrive hvilke

risikofaktorer der kan være ved et udsat barn. Til dette bruges bogen ”Udsatte børn” af Bo,

Guldager og Zeeberg. Derudover vil jeg komme ind på hvad socialisering betyder for et udsat barn.

3


Herefter vil jeg se nærmere på pædagogens rolle og hvilke krav der er til den pædagogiske praksis.

Jeg vil inddrage tværfagligt samarbejde og brugen af særlig indsats, samt læreplaner og

lovgivninger, og hvad dette betyder for den pædagogiske praksis.

Slutteligt diskuteres hvordan institutioner håndterer arbejdet med udsatte børn.

Da faget IIS står for individ, institution og samfund vil jeg forsøge at lave en afsnitsindeling fordelt

efter disse tre. Dog vil jeg pointere at især institution og samfund kan være svære at skille ad da

institutionen er underlagt samfundets rammer og regler.

Individ - Udsatte børn

Det er ikke helt nemt at definere hvad et udsat barn er og hvornår det er udsat. Mest af alt fordi børn

ikke er ens og graden af udsatheden heller ikke er den samme. Et udsat barn er et barn der er socialt

udsat, og hvor: ”… risikofaktorer i bestemte kombinationer optræder over længere tid.” (Ploug

2007:15). Risikofaktorer kan fx være (Jespersen 2006:31):

Social isolation

Børn med faglige vanskeligheder

Børn der oplever mobning

Børn der oplever omsorgssvigt

Børn der er i sorg

Børn der har traumatiske oplevelser

Hvis familien er fattige

Hvis familien er ressourcesvag

Hvis der findes vold eller misbrug i familien

Forsinket udvikling

Dette er kun en lille del af de risikofaktorer der kan være hos et barn. Det er vigtigt at pointere, at

barnet ikke ses som udsat hvis det ”kun” besidder en eller to af faktorerne. Men at det er gældende

hvis barnet besidder flere af risikofaktorerne og at det er over en længere periode. Derudover ser

man også på hvordan barnet håndterer den enkelte situation. Nogle børn kan have nogle af disse

faktorer, men er i stand til at håndtere/mestre dem, hvorimod andre ikke er det.

4


Jeg vælger at inddrage Helle Schjellerup Nielsens betegnelse af udsatte børn da denne giver et godt

indtryk af, hvordan disse børn ses: ”… udsatte, truede, marginaliserede, problembørn,

adfærdsvanskelige, risikobørn, børn, for hvem livet gør ondt.”(Udsatte børn 2008: 123)

Ethvert individ kommer et sted fra, og derfor er det også oplagt at kigge nærmere på barnets

familie. Det er her barnet vokser op, påvirkes, opdrages, oplever deres første relationer og generelt

her de suger viden og erfaring til sig.

Børns reaktionsmønstre afspejler ofte hvordan man i familien plejer at reagere. Et barn der f.eks.

råber meget, kommer ofte fra en familie hvor det er måden man kommunikerer på. Men igen er der

ingen opskrift på hvordan barnet bliver eller reagerer. Hvis man kigger på et barn fra et voldeligt

hjem, er det ikke sikkert at barnet selv får en voldelig adfærd. Det kan lige så godt ske at barnet

bliver selvudslettende. Med disse eksempler vender jeg igen tilbage til at det kan være svært at

beskrive og karakterisere et udsat barn, da der er så mange forskellige typer af udsathed.

Socialisering

Socialisering er vigtigt for børn, den: ”… betegner den proces, hvorigennem barnet udvikler sig til

et unikt individ og samtidig bliver en del af sit samfund og sin kultur. Socialisering er resultatet af

et løbende gensidigt samspil mellem barnet og dets omgivelser.” (Udsatte børn 2008:122). Børns

første sociale relation er deres familie. Her påvirker forældrene barnet ved deres

opdragelsesværdier, livsstil og holdninger (Jensen 2007:25). Noget barnet altid vil have med i sin

”rygsæk”, spor fra ens bagland, som netop: ”… danner afsæt for dets nysgerrighed, interesse for

læring, for udforskning og tænkning og for afkodning af den omgivende kultur.” (Jensen 2007:25)

I samfundet i dag skal børn meget tidligt tage stilling til andre relationer end deres egen familie. Vi

har nemlig for vane i Danmark at sende børn i daginstitutioner relativt tidligt i forhold til andre

lande. Dette medfører at børnene i en tidlig alder har flere forskellige sociale relationer i forskellige

arenaer1. Disse forskellige sociale arenaer skal ses som samvirkende med hinanden (Udsatte børn

2008:123). Man skal forstå at barnet ikke kun socialiseres hjemme, men mange andre steder uden

for hjemmet. Dette kaldes dobbeltsocialisering. Se bilag 1.

1 Arena: Handlingsrum eller område for deltagelse (Udsatte børn 2008:122)5


Ved bilag 1 har jeg forsøgt at lave en tegning over hvilke arenaer2 barnet socialiseres i (I inspiration

af Lars Dencik’s dobbeltsocialiserings sommerfugl3). På den ene side ses familien, og den anden

side alt det andet som barnet skal forholde sig til. Tegningen skal ses som at barnet konstant går fra

den ene arena til den anden.

Det er vigtigt for et barn skabe relationer til andre børn, og indgå i det daglige samspil.: ”Når

barnet deltager aktivt i samspillet, udvikler det en fornemmelse for både sin egen og andres

placering i det sociale rum. De børn, der ikke deltager, får ikke mulighed for at udvikle

kompetencer eller lære det spil om positionering, som er en indbygget del af samværsformer.”

(Udsatte børn 2008:134). Dette har den konsekvens at de børn som ikke deltager i fællesskabet eller

bliver afvist vil have sværere ved at tilegne sig viden om hvordan man begår sig i en leg, da de ikke

selv prøver det. De får ikke kendskab til hvordan reglerne fungerer, og får derfor svært ved senere

hen at udvikle sociale kompetencer (Udsatte børn 2008:134).

Barnets socialisering bliver flertydig og mere kompleks (Udsatte børn 2008:122). Det er ikke kun

deres familierelation men også relationen til pædagogen, legekammeraten eller fodboldtræneren.

Børnene skal være omstillingsparate, da man hjemme gør det på en måde, og i SFO’en gør det på en

anden måde og til fodbold på en helt tredje måde. At kunne omstille sig på en sådan måde kræver

overskud og energi.

For et udsat barn kan det være meget svært og udfordrende at skulle omstille sig i en sådan grad.

Hvis man som barn knokler med problemer i skolen, på SFO’en, i hjemmet eller rent psykisk, kan

overgangen imellem disse arenaer virke uoverskuelig og umuligt at mestre. Derfor er det vigtigt at

de professionelle omkring barnet er opmærksomme på dette, og at de hjælper disse børn så godt de

kan, for ellers bliver børnene tabt.

2

3 (Schou & Pedersen 2009:44 + 45)6


Institution - Pædagogens rolle

Som pædagog har vi til opgave at skabe trygge rammer for at sikre børns udvikling, dette er

beskrevet i dagtilbudsloven § 7 stk. 24: ”Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene give børn

omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt bidrage til at børn får

en god og tryg opvækst.” Vi skal derfor være opmærksomme på børnene i mange henseender.

I det pædagogiske arbejde ligger mange arbejdsopgaver, herunder er en af dem at holde øje med om

alle børn trives og fungerer socialt. Hvis man som pædagog har en bekymring, eventuelt en

mistanke, om et barn kan være udsat, har man som pædagog pligt til at undersøge sagen nærmere.

Derudover har pædagogen også pligt til at give kommunen besked hvis man har en formodning om

at et barn har brug for hjælp/støtte. Det er vedtaget som lov og står i Serviceloven § 1535.: ” …

personer der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunen, hvis de

under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et

barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte”

For at få så korrekt et syn på barnet så muligt, er det en nødvendighed at inddrage et

helhedsperspektiv af barnet. Grunden til dette er at man som pædagog ofte har et individuelt syn på

barnet, og det er derfor vigtigt når man skal vurdere et barn, at få et bredere perspektiv med. Dette

kan gøres ved at arbejde tværfagligt eller flerfagligt. Når man arbejder tværfagligt vil det sige at

man: ”… inddrager viden fra flere forskellige fag og discipliner.” (Udsatte børn 2008:19) Her er

det vigtigt at pointere, at der ikke kun menes professioner såsom pædagog, lærer eller psykolog,

men at det lige så vel kan være forældre eller ”fodboldtræneren” der kan medvirke til at give dette

helhedsperspektiv.

Dette helhedsperspektiv er vigtigt, da barnet kan opføre sig forskelligt fra arena til arena. Måske har

barnet det socialt og fagligt dårligt i skolen, men så snart det kommer på SFO ser det helt

anderledes ud. Dette kan skyldes at der på SFO’en er andre relationer og et andet miljø, det kan ses

som et positivt pusterum for barnet. (Udsatte børn 2008:143)

Et bredere perspektiv er specielt vigtigt ved situationer hvor børn eventuelt er blevet stigmatiseret

og hermed stemplet. Desværre foregår stigmatisering af og til i institutioner hvor eksempelvis

pædagoger kan have en generel negativ forventning til barnet. Her kan det sommetider ændre ens 4 https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=32025

5 https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=1330437


syn på barnet, hvis man ved udveksling af erfaringer ved tværfagligt samarbejde, får positive

oplevelser omkring barnet af vide. Dette kan ændre ens syn, eller man kan begynde at se mere

neutralt på barnet.

Særlig indsats

En måde at hjælpe barnet på er at benytte en særlig indsats. Nogle af de mest almindelige indsatser i

Danmark er brugen af støtte til et barn. Det kan fx være socialrådgiver, psykolog, talepædagog,

støttepædagog eller supervision (Jespersen 2006:17). Hvis man tidligt i barnets liv kan fastslå at det

er et truet barn, vil man benytte en tidlig indsats som forebyggelse, så man forhåbentlig kan

minimere barnets risikofaktorer. For at få bevilliget en støttefunktion skal denne bevilling gå

igennem PPR6 eller sagsbehandler, hvis institutionen kan påpege at barnet har brug for det. (Jensen

2007:106)

En særlig indsats lyder positiv og lovende. Det er en god måde at hjælpe udsatte børn på. Men i den

pædagogiske praksis er der rigtig mange opgaver, og dette skyldes ikke mindst at vi som pædagoger

bliver pålagt flere og flere krav og love fra samfundet. Dette kan være problematisk når det, at

benytte en særlig indsats, bliver en meget tidskrævende og ikke mindst kompliceret proces. Mange

pædagoger ved slet ikke hvad de skal stille op eller hvordan man går til værks, når man skal hjælpe

et udsat barn.

Bente Jensen forklarer det således: ”Institutionernes »indre« forhold har antageligt betydning for

kvaliteten i det pædagogiske arbejde. De indre forhold handler om pædagogernes holdninger og

værdier og særlige praksis i forhold til den pædagogiske opgave. De indre forhold påvirkes af de

»ydre« forhold, dvs. de arbejdsvilkår og rammebetingelser, som er fastlagt via kommunale forhold

og… lovgivningen om pædagogiske læreplaner…” (Jensen 2007:116) De ydre forhold kan

sommetider virke som en udfordring for pædagogen, da disse skal tilpasses de indre forhold.

Normeringerne i institutionerne er heller ikke de samme. I nogle institutioner er normeringen god,

men så er antallet af uddannede pædagoger lav, hvilket vil sige at deres faglige niveau er lavere og

det derfor kan være svært at hjælpe de udsatte børn. Omvendt er der andre institutioner hvor der er

6 Pædagogisk psykologisk rådgivning8


få ansat, men hvor det faglige niveau er højt, men hvor det så kan være en udfordring rent

tidsmæssigt at hjælpe de udsatte børn. (Jensen 2007:114).

Samfund

I den pædagogiske praksis er vi som pædagoger underlagt en masse love, rammer og regler, som vi

skal forholde os til. I 2004 blev § 8 indført i serviceloven om de pædagogiske læreplaner, hvilket

betyder at institutioner skal udarbejde en pædagogisk læreplan, der skal medvirke til mere leg,

læring og udvikling for børn i dagsintitutioner7. Et af formålene med at indføre pædagogiske

læreplaner er at: ”… sætte fokus på den selvstændige pædagogiske værdi, som dagtilbud har, og

dennes funktion for alle børn i almindelighed og i særdeleshed for socialt udsatte børn med henblik

på at styrke og støtte børns udvikling og læring.” (Jensen 2007:27). Men hovedideen bag den, er at

den skal virke forebyggende.

I den pædagogiske læreplan er der et krav om, at der skal indgå disse seks temaer:

Barnets alsidige personlige udvikling

Sociale kompetencer

Sprog

Krop og bevægelse

Naturen og naturfænomener

Kulturelle udtryksformer og værdier

Disse læreplaner har påvirket det pædagogiske arbejde ved at pålægge pædagogerne flere opgaver

og udfordringer. Man skal som pædagog være i stand til at disponere over individuel og fælles tid til

forberedelse samt efterbehandling af det pædagogiske arbejde. Da dette kan være svært i en presset

hverdag, er det vigtigt at der bliver stillet ressourcer til rådighed. Men dette er ikke altid tilfældet.

Pædagoger er underlagt mere pres fra det ”ydre”, og dette påvirker sommetider institutionens

”indre” forhold, samt kvaliteten af arbejdet. Dette pres gør sig gældende ved at man som pædagog

7 https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=32025#K29


skal være i stand til: ”… at udvikle egen læring på arbejdet, omstille sig og håndtere de

pædagogiske opgaver og endda nærmest prøve at finde frem til en ny faglig »identitet«.” (Jensen

2007:86).

Trods de mange krav og rammer samfundet stiller pædagoger, er det også relevant at se på

institutionernes vilkår og muligheder. En fælles problematik er at der er så mange krav til den

pædagogiske praksis, men at det kan være svært at få tid til refleksion og tale om: ”… udvikling af

institutionens pædagogiske faglighed… samt selvfølgelig kurser og efteruddannelse.” (Jensen

2007:114).

Vedtagelsen af lovforslaget om pædagogiske læreplaner kræver at institutionens personale tager

kurser/efteruddannelse i disse læreplaner for at være i stand til at føre dem ud i praksis.

Ballerupmodellen

Da jeg både bor og har været i praktik i Ballerup, har jeg kendskab til Ballerup Kommune. Her

bruger de en model de kalder ”Ballerupmodellen”. Formålet med Ballerupmodellen er at: ”…

systematisere og effektivisere eksempelvis dagsinstitutionens eller skolens indsats overfor

risikobørn” (Ballerupmodellen hæftet:4). I Ballerupmodellen har de et helt klart regelsæt for hvem,

hvornår og hvordan de handler når det drejer sig om arbejdet omkring udsatte/risikobørn.

Der er fokus på den gruppe af børn der udviser: ”… en adfærd, der vækker en vis bekymring blandt

de voksne, der er omkring dem. De har det ikke generelt dårligt, men fungerer på den anden side

heller ikke optimalt.” (Ballerupmodellen hæftet:4) Man skal være opmærksom på disse børns

adfærd, da det kan signalere et råb om hjælp.

Alle personer i Ballerup Kommune, der dagligt arbejder med børn og unge har et særligt ansvar, og

er ansvarlige for at reagere på sin egen bekymring.

Hjælpen findes gennem dialog og samarbejde med forældre. Her inddrages forskellige professioner.

”Frontpersonalet har den direkte kontakt med børn og unge og deres familier. Det er

sundhedsplejersker, kommunallæger, personalet i tandplejen, dagplejere, pædagoger,

pædagogmedhjælpere, talepædagoger samt læger.” (Ballerupmodellen hæftet:9) Og hvis der er

10


brug for yderligere hjælp inddrages fx PPR eller støttepædagogteamet. Her samarbejdes altså på

tværs, hvilket giver et bredere perspektiv af barnet.

Ballerup Kommune har sat en tidsramme for arbejdet med udsatte/risikobørn. Inden for 3 måneder

skal man have gjort noget ved bekymringen. Man skal have videregivet sin bekymring til

forældrene, observeret barnet og foretaget en evaluering af bekymringen. (Ballerupmodellen

hæftet:4)

Diskussion – handler pædagoger som de bør?

For at kunne hjælpe udsatte børn bedst muligt er det vigtigt at have en fælles måde at hjælpe

børnene på. Det vil sige, at man ved, at det fungerer på samme måde i hele kommunen eller sågar

hele landet, og at man har kendskab til hvad man bør foretage sig som pædagog.

Alle institutioner har pligt til at overholde serviceloven og de pædagogiske læreplaner, men

personligt synes jeg det er en interessant tanke, om alle institutioner i hverdagen forholder sig til

dem. Når man ser på den pædagogiske praksis, gør pædagoger så hvad de har pligt til og bør gøre?

Denne problemstilling vil jeg se lidt nærmere på, og dermed inddrage personlige erfaringer fra mine

jobs og praktik.

I den pædagogiske praksis er hverdagen for det meste presset. Der er en masse ting der skal nås, og

derfor kan nogle pædagoger føle, at de ikke kan rumme at skulle forholde sig til yderligere opgaver.

Både fordi de eventuelt hverken føler sig fagligt eller personligt rustet til opgaven, eller fordi

opgaven er udfordrende og tidskrævende. Men faktum er, at det er deres pligt at løse/forholde sig til

denne opgave.

Jeg har oplevet mange forskellige måder at håndtere udsatte børn på. En af måderne foregik i en

institution i Furesø Kommune. Her var der en del udsatte børn. Personalet havde ikke en fælles

handleplan at gå ud fra, og det var langt fra altid at man i det hele taget handlede. I denne institution

var der mange andre problematikker og børn der havde særlige behov. Og derfor fik jeg hurtigt

indtrykket af at de i denne institution lagde mere vægt på bare at få den daglige dag til at fungere,

frem for at tage fat i nogle af problematikkerne gennem dagen, og tage sig tid til de børn med

særlige behov. Så selvom der var tilfælde, hvor man som pædagog burde lave underretninger, blev

det sjældent gjort.

11


Modsat har jeg også erfaringer fra at arbejde i en institution i Ballerup Kommune, hvor det foregik

helt anderledes. Her havde man fælles regelsæt og handleplaner. Jeg oplevede, trods det var et hårdt

arbejde omkring udsatte børn, så fik man det gjort. Personalet var gode til at være åbne omkring

deres frustrationer, bekymringer og handlemuligheder om arbejdet. Det var rart at opleve en positiv

dynamik om et arbejde, der som regel er svært og hårdt. Og se at det kan lade sig gøre så længe der

er fagligt overskud og engagement.

Ud fra disse erfaringer tyder det på, at ikke alle institutioner gør tingene på samme måde og

opfylder kravene der stilles til pædagoger. Selvom man som pædagog har underretningspligt, er det

desværre ikke alle institutioner, der handler når man bør. ”… der er masser af institutioner, der

faktisk kun skriver en underretning hvert tredje år, dvs. at de hverken har øvelse i det eller tænker i

det…”8 (Jensen 2007:130) Dette er et stort problem, at der trods lovgivningen, stadig er pædagoger

der ikke forholder sig til det. Og hvor det ikke er en ting der bliver prioriteret højt, eller overhovedet

prioriteret.

Det er foruroligende at opleve at dagsinstitutioner langt fra gør det samme stykke arbejde. At man

over hele landet har en masse pligter og love der skal sikre et forebyggende arbejde og at alle børn

har de samme rettigheder og forhold, men at det ikke er alle der udfører det.

Derfor ser jeg klart at Ballerup Kommune har fat i den lange ende ved at have klare og fælles

retningslinjer og handleplaner når det gælder udsatte børn. Især fordi det for mange kan være en

uoverskuelig, svær og udfordrende arbejdsopgave, så det er nemmere at gå til når der er klare

handleplaner stillet op. Det er vejen frem, at man med det samme ved hvornår og hvordan man skal

handle. Og at man ved at alle gør det på samme måde.

For at højne det faglige arbejde omkring udsatte børn er det derfor vigtigt at alle ansatte i den

gældende institution har mulighed for kurser eller efteruddannelse der vedrøre de pædagogiske

læreplaner så de får kendskab til dem og har mulighed for at udføre det i dagligdagen. Dette skal

ruste personalet til det forebyggende arbejde. Og i det praktiske arbejde må pædagogerne vise

engagement og have en tro på at: ”… man betyder noget for børnene, og at det pædagogiske

arbejde har en effekt, dvs. at man »gør en forskel«.” (Jensen 2007:134).

8 Citat fra interview fra Bente Jensens undersøgelse ”kan dagsinstitutioner gøre en forskel?”12


Konklusion og perspektivering

Når man ser på det pædagogiske arbejde, er det meget forskelligt hvordan det bliver gjort. I nogle

institutioner går man meget højt op i fagligheden og forholder sig til kravene til pædagogen, hvor

man i andre går op i det praktiske arbejde og antal ”hænder”. Det er sjældent at en god normering

og høj faglighed følges ad. Derfor svinger det meget i hvorledes det faglige arbejde bliver gjort, og

om det overhoved bliver gjort.

Som pædagog er der en masse love, krav og pligter man skal forholde sig til. Vi skal have kendskab

til serviceloven og pædagogiske læreplaner, men det er ikke nok blot at have kendskab til dem, vi

skal dagligt forholde os til dem og reflektere over dem. Det er vigtigt at man dagligt bruger disse

læreplaner for at have mulighed for at arbejde forebyggende.

Når man taler om arbejdet omkring udsatte børn, er det især vigtigt at arbejde forebyggende. Som

institution er det betydningsfuldt at have en fælles handleplan, samt at man vægter fagligheden højt.

Derudover bør det også sættes i højsæde at have en fælles ansvarlighed, hvor man deler erfaring,

bruger hinanden og støtter hinanden.

Så snart en pædagog bekymrer sig over et barn med en ændret eller afvigende adfærd bør

pædagogen dele sin bekymring med en kollega, hvorefter man almindeligvis vil indkalde

forældrene til en samtale for at få delt og uddybet bekymringen. Er der hold i bekymringen,

påbegyndes en indsats hvor flere andre faggrupper muligvis inddrages.

For nogle pædagoger kan det føles vanskeligt og udfordrende at tage de svære samtaler med

forældrene, da det kan være konfliktfyldt. I særdeleshed hvis man er nødt til at underrette

kommunen. Men det er vigtigt og vores pligt. Vi skal huske at vi er børnenes advokater. Det er for

børnene vi gør dette, og mange gange har forældrene også brug for en hjælpende hånd.

Man har pligt til at forholde sig til lovgivningen og ikke mindst de pædagogiske læreplaner. Det er

vigtigt for at højne fagligheden, og dermed for bedst muligt at kunne hjælpe børnene, og i sidste

ende er det med til at sikre at vi alle gør det samme stykke arbejde og reagerer når man bør.

I mange år har der været nedskæringer indenfor daginstitutions området, og normeringen er blevet

dårligere, men samtidig er kravene til pædagoger blevet højere. Der er en klar problematik omkring

de øgede krav og de stadige nedskæringer. Så hvis det skal lykkes, bliver politikkerne nødt til enten

13


at finde flere penge til børne- og unge området, eller også må man som samfund acceptere at vi ikke

formår at indfri alle krav og forventninger. Det sidste synes jeg personligt er svært at acceptere. Jeg

håber jeg en dag formår at komme ud og røre og gøre en forskel.

Litteraturliste

Bo, Karen-Asta m.fl.: Udsatte børn et helhedsperspektiv, 1. udgave, Akademisk Forlag,

2008

14


Jensen, Bente: Social arv, pædagogik og læring i dagsinstitutioner, 1. udgave, Hans Reitzels

Forlag, 2007

Jespersen, Cathrine: Social udsatte børn i dagtilbud, Socialforskningsinstituttet, 2006

Ploug, Niels: Socialt udsatte børn: identifikation, viden og handlemuligheder i

dagsinstitutioner, SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd, 2007

Schou, Carsten m.fl.: Samfundet i pædagogisk arbejde: et sociologisk perspektiv, 2. udgave,

Akademisk Forlag, 2009

Andet:

www.retsinformation.dk

Ballerupmodellen: Risikobørn/unge i Ballerup Kommune – den foregribende indsats, TF

gruppen.

Generel litteraturliste:

Bo, Karen-Asta m.fl.: Udsatte børn et helhedsperspektiv, 1. udgave, Akademisk Forlag,

2008 (kapitel 1, 4, 6 og 8 = 116 sider)

Jensen, Bente: Social arv, pædagogik og læring i dagsinstitutioner, 1. udgave, Hans Reitzels

Forlag, 2007 (kapitel 1, 2, 4, 5 og 6 = 141 sider)

Schou, Carsten m.fl.: Samfundet i pædagogisk arbejde: et sociologisk perspektiv, 2. udgave, Akademisk Forlag, 2009 (hele bogen = 363 sider)I ALT 620 sider

Bilag 1.

15


16

Documents

Paedagogen · Web viewEthvert individ kommer et sted fra, og derfor er det også oplagt at kigge nærmere på barnets familie. Det er her barnet vokser op, påvirkes, opdrages, oplever