BETÆNKNING

OM

NATURFREDNINGI

Afgivet af den af

Ministeriet f or kulturelle anliggender under 23. november 1961 nedsatte

Naturfredningskommission

BETÆNKNING NR. 461

1967

A A R H U U S S T I F T S B O G T R Y K K E R I E A / S 4 2 5 . 6 7

INDHOLDSFORTEGNELSE

Kommissionens forudsætninger og arbejde 7

1. del

Indledningsafsnit

I. Indledning 13

1. Natur og naturfredning 13

2. De fysiske forhold 15

3. Det åbne land 18

4. Det åbne lands anvendelsesmuligheder 19a. Anvendelse med forøgelse af den materielle velstand som mål, den di-

rekte økonomiske udnyttelse 19b. Andre anvendelsesmuligheder 20

1) Rekreativ anvendelse 202) Landskabsæstetiske formål 213) Forskning og undervisning 21

c. Konflikt og harmoni mellem forskellige anvendelsesmuligheder 22

5. Naturfredningsbestræbelsernes mål og udformning 23Naturfredningsbestræbelser af type 1) specialfredninger 23

- - - 2) bevarelse af det åbne land 24- - - 3) store landskabsfredninger 24

6. Naturfredningsbestræbelserne og landskabet 25a. Indledning 25b. Danske landskaber 25c. Er der i Danmark plads til at bevare landskaber? 26

II. Den gældende naturfredningslov og anden lovgivning vedrørende brugen af fastejendom 28

A. Kort oversigt over naturfredningslovens indhold 28

B. Den gældende naturfredningslovs mål 28

C. Den gældende naturfredningslovs midler 291. Fredningsservitutter 292. Offentlige erhvervelser 293. Beskyttelseszoner og byggelinier 304. Andre fredninger direkte i henhold til loven 305. Legale færdselsrettigheder 306. Fredningsplaner 317. Almindelig bebyggelsesregulering i henhold til naturfredningslovens § 22 328. § 9. Kontrol med anlægsarbejder 32

D. Naturfredningslovens forhold til anden lovgivning vedrørende brugen af fastejendom 33

III. Naturfredningsloven i praksis 35

1. Servitutfredning 35

2. Offentlige erhvervelser 38

3. Beskyttelseszoner og byggelinier. §§ 2 og 25 39

4. Andre legale fredninger 41

5. Legale færdselsrettigheder 41

6. Fredningsplaner 41a. Fredningsplaner i henhold til naturfredningsloven af 1937 41b. Fredningsplanarbejdet siden lovændringen i 1959 42

1) Udvalgenes sammensætning og arbejdsområder 422) Godkendte fredningsplaner 423) Anden planlægningsvirksomhed 444) Offentlige erhvervelser 45

7. § 22 458. § 9 49

2. del

Kommissionens behandling af de almindelige problemer i det åbne land

IV. Dyrkning i det åbne land 51

1. Det åbne land 51

2. Dyrkning 51

3. Retlig regulering af dyrkningen 51

4. Dyrkning og naturfredningsbestræbelserne 52

V. Bebyggelse i det åbne land 54

1. Indledning 54

2. Forskellige arter bebyggelse 551) Landbrugserhvervenes bygninger 552) Særlige industrielt betonede bygninger i tilknytning til landbrugserhver-

vet 553) Lokal helårsbeboelse 554) Bebyggelse uden lokal tilknytning 555) Sommerhusbebyggelse 55

3. Gældende ret vedrørende regulering af bebyggelsen i det åbne land 56A. Andre regler end naturfredningsloven 56

1) Byreguleringsloven 562) Landbrugszonebyplanvedtægter 573) Landsbyggeloven 584) Dispositionsplaner 595) Vejbestyrelsesloven 606) Klitfredning 617) Vandafledning og andre sundhedsbestemmelser 62

B. Naturfredningsloven 63C. Sammenfatning 65

1) Landbrugserhvervenes bygninger 652) Lokal helårsbeboelse 653) Bymæssig bebyggelse 654) Sommerhuse 66

4. Tidligere forslag til ændring af bebyggelsesregulering i det åbne land 671) Regeringsforslaget til naturfredningslovens § 22 672) Jordlovene 673) Naturfredningskommissionens henvendelse af 27. januar 1964 684) Boligministeriets udvalg om planlægningslovgivningen 69

5. Særligt om erstatning til grundejerne i forbindelse med en almindelig be-byggelsesregulering i det åbne land 71

6. Naturfredningskommissionens stillingtagen til bebyggelsesregulering i detåbne land 75a. Indledning 75b. Naturfredningskommissionens bedømmelse af gældende ret 75

1) Er gældende ret egnet til bebyggelsesregulering, der sker som led ifredningsbestræbelser af type 1 ? 75

2) Er gældende ret egnet til at spare på det åbne land? (type 2) 763) Er gældende ret egnet til at sikre passende store områder som åbent

land? 77c. Naturfredningskommissionens stillingtagen. Hovedsynspunkter og kon-

klusion 77

VI. Naturparker 80

1. Hvad er naturparker? 80

2. Udvælgelse af områder til naturparker 83

3. Geennmførelse af naturparker 85a. Naturparkernes centrale dele 85b. Randarealer 86c. Forberedelse af sager vedr. naturparker 87d. Naturparker på offentligt ejede arealer 87

4. Investeringer 87

VIL Fredninger i øvrigt 891. Indledning 892. Bynære fredninger. Arealer i nærheden af større bymæssige bebyggelser . . . . 893. Sommerhuskoncentrationer 904. Andre fredninger 915. Særlig om fredningsplaner 92

Bilag 1. Principper for en fremtidig lovgivning om udnyttelse af dansk jord(Bilag til naturfredningskommissionens skrivelse af 27. juni 1962 tilministeren for kulturelle anliggender, bilag 2) 95

Bilag 2. Naturfredningskommissionens skrivelse af 27. juni 1962 til ministerenfor kulturelle anliggender 97

Bilag 3. Naturfredningskommissionens skrivelse af 27. januar 1964 til ministe-ren for kulturelle anliggender 98

Bilag 4. Danmarks Naturfredningsforenings skrivelse af 25. marts 1966 til ad-ministrationschef Vagn Jensen 101

Bilag 5. Landskabsplanlægning med særlig henblik på naturparkmuligheden.Redegørelse af 26. april 1967 fra Statens naturfrednings- og landskabs-konsulent Sten Bjerke 105

Bilag 5 a. Oversigtskort over fredningsinteresse-

områdernes fordeling indlagt bagest i betænkningen

Bilag 5 b. Redegørelse for oversigtskortet 116

Bilag 6. Om naturparker. Redegørelse af 28. april 1967 fra naturfredningsrådet 118

Bilag 6 a. Oversigtskort over naturvidenskabeligtværdifuldt område i Danmark indlagt bagest i betænkningen

NATURFREDNINGSKOMMISSIONEN

KOMMISSIONENS FORUDSÆTNINGER OG ARBEJDE

Den nuværende lov om naturfredning, lovnr. 140 af 7. maj 1937, har gennemgået enlang række ændringer, således ved lov nr.129 af 13. april 1938, lov nr. 339 af 25. juni1940, lov nr. 214 af 11. april 1949, lov nr.90 af 21. marts 1959, lov nr. 101 af 25. marts1959 og lov nr. 192 af 16. juni 1961, jfr.lovbekendtgørelse nr. 194 af 16. juni 1961.

Ved gennemførelsen af ændringsloven af1961, hvorved bl. a. den bebyggelsesregule-rende bestemmelse i § 22 indføjedes i loven,gav regeringen under forhandlingerne i Fol-ketinget om ændringsforslaget (Folketingsti-dende 1960-61. Tillæg B. Sp. 980) tilsagnom at imødekomme et af folketingsudvalgetfremsat ønske om nedsættelse af en kom-mission til en samlet behandling af loven oghele naturfredningens problemkompleks.

Tilsagnet blev fulgt op gennem bestem-melsen i naturfredningslovens § 43 om, atnaturfredningsloven af 1937 med senereændringer skulle optages til revision i folke-tingsåret 1964/65. Denne frist er ved lov nr.151 af 21. april 1965 og lov nr. 111 af 30.marts 1966 om ændring i lov om naturfred-ning ændret til henholdsvis 1965/66 og 1967/68.

Forberedelserne til kommissionens nedsæt-telse under statsministeriet blev afbrudt, danaturfredningsområdet ved oprettelsen den20. september 1961 af ministeriet for kultu-relle anliggender overførtes fra statsministe-riet til det nyoprettede ministerium, jfr. stats-ministeriets bekendtgørelse af 19. september1961. Næsten samtidig hermed gav de poli-tiske overvejelser om en eventuel dansk til-slutning til Det europæiske økonomiske fæl-lesskab anledning til, at bl. a. de planlæg-ningsmæssige og økonomiske problemer i for-bindelse med udnyttelsen af dansk jord, dermåtte formodes at blive accentuerede ved ensådan tilslutning, kom i søgelyset. Disse pro-blemer berørtes således i en fortrolig rede-gørelse af 30. marts 1962 afgivet af et under

Det økonomiske sekretariat den 2. januar1962 nedsat tjenestemandsudvalg, der til re-geringen skulle udarbejde en oversigt overgrund- og grundprisproblemer.

Ministeren for kulturelle anliggender ned-satte den 23. november 1961 nærværende na-turfredningskommission, der i overensstem-melse med det tidligere af folketingsudvalgetfremsatte ønske fik til opgave at behandlenaturfredningslovens hele problemkompleks,herunder især forholdet mellem fredningslov-givningen og den øvrige beslægtede lovgiv-ning, specielt den af boligministeriet admi-nistrerede byplanlov og loven om reguleringaf bymæssige bebyggelser samt den landbo-retlige lovgivning; endvidere skulle kommis-sionen overveje strukturen af fredningsorga-nerne og disses samarbejde indbyrdes og medadministrative organer inden for beslægtedeområder. I anledning af den nye problem-stilling indgik i kommissoriet som en hoved-opgave at analysere den situation, der varopstået, efter at det var blevet klart, at Dan-mark ville blive et rekreationsområde for be-tydelige dele af det øvrige Europa, hvisbefolkninger bl. a. på grund af lovforbudmod udstykninger og sommerhusbyggeri måt-te forventes at ville øve et meget betydeligtpres på dansk jord til rekreative formål.

Den 22. marts 1962 forelå beskikkelsen afsamtlige kommissionens medlemmer.

Kommissionen fik følgende sammensæt-ning:

Som repræsentant for:

Ministeriet for kulturelle anliggender.Departementschef Henning Rohde, for-mand.Fuldmægtig Viggo Nielsen.Statens konsulent i naturfredningsspørgs-mål, civilingeniør G. Blixencrone-Møller.

Udenrigsministeriet.Udenrigsråd Gunnar Seidenfaden.

8

Finansministeriet.Ligningschef J. S. Vang, Statens lignings-direktorat.

Justitsministeriet.Fuldmægtig Palle Kiil.

Indenrigsministeriet.Ekspeditionssekretær Johan Garde.

Boligministeriet.Kontorchef Vagn Rud Nielsen.Den kommitterede i byplansager, arkitektEdmund Hansen.

Økonomiministeriet.Departementschef Erik Ib Schmidt.

Ministeriet for offentlige arbejder.Kontorchef F. J. Boas.

Landbrugsministeriet.Direktør V. E. Pedersen, Matrikeldirekto-ratet.Direktør H. Frølund, Skovdirektoratet.

Amtsrådsforeningen i Danmark.Amtsrådsmedlem, gårdejer Johs. Madsen.

Bymæssige kommuner.Sognerådsformand, civilingeniør O. Kier.

Den danske købstadforening.Borgmester L. Høyer-Nielsen.

De samvirkende sognerådsforeninger i Dan-mark.Sognerådsformand, amtsrådsmedlem Johs.Olsen.

De samvirkende danske husmandsforeninger.Husmand Albert Hansen.

De samvirkende danske landboforeninger.Sekretær Anders Holm.

Dansk skovforening.Kammerherre, lensgreve Chr. Moltke.

Foreningen af naturfredningsformænd i Dan-mark.Civildommer H. Hilden.

Naturfredningsrådet.Professor, dr. phil. H. R. Spärck.Højesteretssagfører O. Bondo Svane.

Danmarks Naturfredningsforening.Kontorchef Vagn Jensen.

Friluftsrådet.Kontorchef William Horsten.

Det kgl. akademi for de skønne Kunster.Akademirådet.Professor Palle Suenson.

Personlige medlemmer:Professor, dr. jur. Bent Christensen.Rigsantikvar, professor, dr. phil. P. V.Glob.Professor, dr. jur. Fr. Vinding Kruse.

Under kommissionsarbejdet er der sket føl-gende ændringer i kommissionens sammen-sætning:

Professor, dr. jur. Fr. Vinding Kruse dødeden 14. april 1963.

Ved skrivelse af 26. september 1963 harministeriet for kulturelle anliggender beskik-ket sognerådsformand, fabrikant O. Vester-gaard Poulsen, MF, til medlem af kommis-sionen i stedet for civilingeniør Otto Kier.

Ved skrivelse af 9. december 1963 harDansk skovforening som stedfortræder forkammerherre, lensgreve Chr. Moltke udpe-get direktør, cand. jur. Niels Arnstedt, dersenere er blevet ordinært medlem af kom-missionen.

Ved skrivelse af 31. juli 1964 har mini-steriet for kulturelle anliggender beskikketamtsrådsmedlem, administrationschef PoulStochholm til medlem af kommissionen istedet for afdøde gårdejer Johs. Madsen.

Ved skrivelse af 21. september 1964 harministeriet for kulturelle anliggender beskik-ket borgmester Woldhardt Madsen til med-lem af kommissionen i stedet for afdødeborgmester L. Høyer-Nielsen.

Ved skrivelse af 21. december 1964 harministeriet for kulturelle anliggender beskik-ket kontorchef Thorvald Jørgensen til med-lem af kommissionen i stedet for kontorchefF. J. Boas.

Ved skrivelse af 4. februar 1965 har mini-steriet for kulturelle anliggender beskikketamtmand K. O. Møller og skovrider StenBjerke til medlemmer af naturfredningskom-missionen.

Ved skrivelse af 29. april 1965 har mini-steriet for kulturelle anliggender beskikketgårdejer Johs. Jørgensen til medlem af kom-missionen i stedet for afdøde sekretær An-ders Holm.

Ved skrivelse af 24. februar 1966 har mini-steriet for kulturelle anliggender beskikkethusmand Helge Paaske til medlem af kom-missionen i stedet for husmand Albert Han-sen.

Da professor, dr. phil. Ragnar Spärck dødeden 20. juni 1965, indtrådte i stedet hans ef-terfølger som formand for naturfredningsrå-det, direktør, dr. phil. Hilmar Ødum.

Ved skrivelse af 9. september 1966 harministeriet for kulturelle anliggender beskik-ket administrationschef Viggo R. Hauch til

medlem af kommissionen i stedet for admini-strationschef Poul Stochholm.

Ved skrivelse af 22. februar 1967 har mi-nisteriet for kulturelle anliggender beskikketsognerådsformand W. Reenberg til medlemaf kommissionen i stedet for sognerådsfor-mand, fabrikant O. Vestergaard Poulsen.

Ved skrivelse af 18. marts 1967 har mini-steriet for kulturelle anliggender beskikketgårdejer Johs. Høyer Madsen til medlem afkommissionen i stedet for gårdejer Johs. Jør-gensen.

Ved skrivelse af 29. april 1967 har mini-steriet for kulturelle anliggender beskikketgårdejer, sparekassedirektør Peter Jacobsentil medlem af kommissionen i stedet for ad-ministrationschef Viggo Hauch.

Ved skrivelse af 30. maj 1967 har mini-steriet for kulturelle anliggender beskikketfuldmægtig Knud Arildsen til medlem afkommissionen i stedet for landsdommer PalleKiil.

Medlemskredsen ved afgivelsen af betænk-ningens nærværende bind I i september 1967omfatter herefter følgende:

Som repræsentant for:

Miniteriet for kulturelle anliggender.Departementschef Henning Rohde, for-mand.Kontorchef Viggo Nielsen.Amtmand K. O. Møller.Statens naturfrednings- og landskabskon-sulent, skovrider Sten Bjerke.Konsulent, civilingeniør C. Blixencrone-Møller.

Udenrigsministeriet.Ambassadør Gunnar Seidenfaden.

Finansministeriet.Ligningschef J. S. Vang, Statens lignings-direktorat.

Justitsministeriet.Fuldmægtig K. Arildsen.

Indenrigsministeriet.Viceformand, kontorchef Johan Garde.

Boligministeriet.Kontorchef Vagn Rud Nielsen.Den kommitterede i byplansager, arkitektEdmund Hansen.

Økonomiministeriet.Departementschef Erik Ib Schmidt.

Ministeriet for offentlige arbejder.Kontorchef Thorvald Jørgensen.

9

Landbrugsministeriet.Direktør V. E. Pedersen, Matrikeldirekto-ratet.Skovdirektør H. Frølund, Skovdirektoratet.

Amtsrådsforeningen i Danmark.Gårdejer, sparekassedirektør Peter Jacob-sen.

Bymæssige Kommuner.Sognerådsformand W. Reenberg.

Den danske Købstadforening.Borgmester Woldhardt Madsen.

De samvirkende sognerådsforeninger i Dan-mark.Sognerådsformand, amtsrådsmedlem Johs.Olsen.

De samvirkende danske husmandsforeninger.Husmand Helge Paaske.

De samvirkende danske landboforeninger.Gårdejer Johs. Høyer Madsen.

Dansk Skovforening.Direktør, cand. jur. Niels Arnstedt.

Foreningen af naturfredningsformænd i Dan-mark.Civildommer H. Hilden.

Naturfredningsrådet.Direktør, dr. phil. Hilmar Ødum.Højesteretssagfører O. Bondo Svane.

Danmarks Naturfredningsforening.Administrationschef Vagn Jensen.

Friluftsrådet.Kontorchef William Horsten.

Det kgl. Akademi for de skønne Kunster.Akademirådet.Professor Palle Suenson.

Personlige medlemmer:Professor, dr. jur. Bent Christensen.Rigsantikvar, professor, dr. phil. P. V.Glob.

Følgende suppleanter for medlemmer harregelmæssigere deltaget i kommissionsarbej-det: Fuldmægtig Vagn Korsbæk, udenrigs-ministeriet, ekspeditionssekretær Tove Lense-Møller, matrikeldirektoratet, overinspektørKnud Thorvildsen, Nationalmuseet, sekreta-riatschef Kristian Nielsen, fuldmægtig ArneBondo-Andersen og fuldmægtig J. Broe-Pe-dersen, De samvirkende danske landbofor-eninger, fuldmægtig Jens G. Nissen, De sam-virkende danske husmandsforeninger, direk-tør Hans Sune Ebbesen, Danmarks Natur-fredningsforening, kontorchef Hermann Pe-dersen, Statens Ligningsdirektorat, ekspedi-

10

tionssekretær Eva Siesby, boligministeriet,direktør O. Ingvartsen, Den danske købstad-forening.

Som observatører har deltaget følgende re-præsentanter for landbrugsministeriet: kon-torchef K. von Barnekow, kontorchef Povl deFine Skibsted, ekspeditionssekretær H. Bloch-Nielsen, ekspeditionssekretær A. M. Lynæs,ekspeditionssekretær H. Nordby Madsen,fuldmægtig H. Wulff. For ministeriet for of-fentlige arbejder: fuldmægtig F. Reidar Jør-gensen.

Kommissionens 1. møde afholdtes den 9.april 1962. I overensstemmelse med kommis-soriet behandlede man på de første plenar-møder udkast til en principskitse for en frem-tidig lovgivning om udnyttelsen af dansk jord(bilag 1).

Samtidig hermed påbegyndtes overvejelseraf jordproblemerne i folketingets markedsud-valg, og regeringen besluttede at nedsætte etsærligt regeringsudvalg vedrørende lovgiv-ning om erhvervelse og udnyttelse af fastejendom.

Bl. a. på baggrund heraf vedtog kommis-sionen ved sit 5. plenarmøde den 19. juni1962 a4: afgive hele sit materiale til regerings-og folketingsudvalget. Man udtalte i indbe-retningen af 27. juni 1962 (bilag 2) til mini-steriet, at udkastet til principskitsen pegedepå væsentlige spørgsmål og fremhævede, aten samlet lovgivning formentlig med udbyttekunne tage sit udgangspunkt i det.

Regeringsudvalget besluttede i sit 1. mødeden 3. juli 1962 at nedsætte en række ar-bejdsgrupper, hvoraf arbejdsgruppe 2 skullebeskæftige sig med udnyttelsen af fast ejen-dom og dermed overtage det videre arbejdemed de i naturfredningskommissionen drøf-tede problemer.

I løbet af efteråret 1962 blev det pågrundlag af regeringsudvalgets overvejelseroverladt de enkelte fagministerier at fore-tage den detaillerede udarbejdelse af forsla-gene til det kompleks af jordlove, der fore-lagdes Folketinget den 23. januar 1963,jfr. side 67-68, og blandt hvilke forslaget tillov om ændringer i lov om naturfredningvedtoges af Folketinget den 31. maj 1963.

Efter bortfaldet af lovforslaget ved folke-afstemningen den 25. juni 1963 genoptagesnaturfredningskommissionens møder den 19.september 1963.

Umiddelbart herefter, den 29. oktober1963, nedsattes boligministeriets udvalg omplanlægningslovgivning med den opgavenærmere at undersøge problemerne i de afboligministeren den 25. januar 1963 frem-satte lovforslag (ændringer af byregulerings-loven og byplanloven og forslag til en lovom regionplanlægning, jfr. side 69-70), samtde i forbindelse med naturfredningsloven fo-religgende planlægningsproblemer.

Bl. a. på baggrund af det boligministerielleudvalgs nedsættelse besluttede kommissionenved sit 10. møde den 16. januar 1964 tilministeren for kulturelle anliggender til even-tuel videre forelæggelse for det nævnte ud-valg at oversende et forslag fremsat af repræ-sentanterne for de kommunale sammenslut-ninger, jfr. kommissionens skrivelse af 27.januar 1964 til ministeren for kulturelle an-liggender (bilag 3).

Herefter kunne kommissionen påbegyndesine overvejelser iøvrigt. For at lette det vi-dere arbejde nedsattes 2 underudvalg, hvor-af det ene skulle beskæftige sig med de ma-terielle naturfredningsproblemer og det an-det med de retlige og organisatoriske. For-mand for underudvalg I blev professor, dr.phil. R. Spärck og for underudvalg II pro-fessor, dr. jur. Bent Christensen. Under un-derudvalg I etableredes efterhånden 9 ar-bejdsgrupper, der også kom til at omfatteen række sagkyndige medlemmer uden forkommissionsmedlemmernes kreds.

Ved professor Spärcks død den 20. juni1965 omdannedes de to underudvalg til eetarbejdsudvalg under professor Bent Christen-sens ledelse iøvrigt bestående af følgende:

Sten BjerkeBlixencrone-MøllerJohan GardeH. HildenVagn JensenK. O. MøllerViggo NielsenJohannes OlsenV. E. PedersenRud Nielsen

Samtidig rekonstrueredes arbejdsgruppernesåledes, at viceformand Johan Garde ind-trådte som formand for nogle og kontorchefViggo Nielsen for andre.

11

Arbejdsgrupperne havde herefter følgendesammensætning:

1. om jordfaste fortidsminder. (Kap. XIX).

P.V. Glob (formand)Johan GardeViggo NielseenOverinspektør Knud Thorvildsen, Natio-nalmuseet

2. om veje, el-indføring og friluftsreklamer.

(Kap. VIII, IX og XIII).Johan Garde (formand)Sten BjerkeBlixencrone-MøllerWilliam HorstenVagn JensenThorvald JørgensenViggo NielsenJohs. OlsenPalle Suenson

Specielt ved behandling af spørgsmål omel-indføring har arbejdsgruppen været sup-pleret med:

sekretær Chr. Andersen, Danske ElværkersForeningdirektør Hardy Olesen,borgmester Willy Sørensen,overingeniør E. Dalgaard, NESAog ved behandling af spørgsmål om vejemed:amtsvejinspektør J. M. Olsen, Amtsvejin-spektørforeningencivilingeniør E. Renstrup, vejdirektoratet.

3. Om udnyttelse af materialer i jorden (grus,sand, ler m. v.) (Kap. X) .

Johan Garde (formand)Sten BjerkeBlixencrone-Møllerstatsgeolog, dr. phil. Helge GryThorvald Jørgensenvandbygningsdirektør A. LehnfeldtViggo Nielsenprofessor H. H. Ravnklitdirektør P. ThaarupHilmar Ødum

4. om ferske vande (Kap. XVII.)Johan Garde (formand)afdelingsleder Theodor Andersen, Dan-marks Fiskeri-og Havundersøgelser

professor, dr. phil. Kaj BergSten Bjerkedirektør Wilfred Christensen, Københavnsvandforsyningekspeditionssekretær J. Graff Nielsen,landbrugsministerietVagn Jensensekretær Jørgen Kjær, De samvirkendesjællandske Landboforeningerstatsbiolog Knud Larsen, Danmarks Fi-skeri- og HavundersøgelserViggo NielsenJohs. OlsenV. E. Pedersendirektør, dr. phil. Arne Schiøtz, DanmarksAkvariumHilmar Ødum

5. om skov og strand (Kap. XIV, XV, XVIog XX). 'Viggo Nielsen (formand)Niels ArnstedtSten BjerkeBlixencrone-Møllerfuldmægtig Arne Bondo-Andersen, Desamvirkende danske Landboforeningerprofessor, dr. phil. Tyge BöcherH. FrølundJohan GardeWilliam HorstenVagn JensenJohs. Olsenklitdirektør P. ThaarupHilmar Ødum

6. om flora og fauna (Kap. XVIII).Viggo Nielsen (formand)kammerherre P. greve Ahlefeldt-Laurvig-Bille, jagtrådetSten Bjerkeekspeditionssekretær Henny Bloch-Nielsen,landbrugsministerietprofessor, dr. phil. Tyge BöcherH. Frølundkontorchef Chr. Gullmann, reservatrådetVagn Jensenprofessor, dr. phil. C. Overgaard-Nielsenmuseumsinspektør, dr. phil. Knud Paludanafdelingsleder, dr. phil. Finn Salomonsen,Dansk ornitologisk Foreningprofessor, dr. phil. Harald ThamdrupHilmar Ødum

12

7. om store landskabs]'redninger.Viggo Nielsen (formand)Sten BjerkeBlixencrone-MøllerH. FrølundJohan GardeWilliam Horstensekretariatschef Kristian Nielsen, De sam-virkende danske LandboforeningerRud NielsenJohs. Olsen

Arbejdsgruppens område inddroges efternogen tid under arbejdsudvalget, jfr. iøvrigtKap. VI.

8. om tilsyn ined og vedligeholdelse af fre-dede områder (Kap. XXII).

Viggo Nielsen (formand)Sten Bjerkeprofessor, dr. phil. Tyge BöcherH. FrølundH. HildenVagn Jensenprofessor, dr. phil. Harald ThamdrupHilmar Ødum

9. om rekreative områder i byernes nærhed.Rud Nielsen (formand)Blixencrone-MøllerEdmund Hansenarkitekt Holden JensenWilliam HorstenViggo NielsenEfter udarbejdelse af en redegørelse for

problemstillingen indgik området i arbejds-udvalgets overvejelser.

I foråret og sommeren 1967 forelagdes ar-bejdsudvalgets udkast til de almindelige af-snit og arbejdsgruppernes arbejdsresultater iform af udkast til de udfor grupperne nævn-te kapitler for kommissionens plenum, derhar holdt sit afsluttende møde om nærvæ-rende bind I den 8. september 1967.

Kontorchef Viggo Nielsen har fungeretsom leder af kommissionens sekretariat, deriøvrigt har bestået af fuldmægtig P. Bigandtsom sekretær for kommissionen, arbejdsud-valgene og arbejdsgrupperne 2, 6, 7 og 9,fuldmægtig Bo Brix som sekretær for arbejds-gruppe 4, fuldmægtig Jørgen Fisker som se-kretær for arbejdsgruppe 3 og fuldmægtigPer Hansen og fuldmægtig Hugo Jensensom sekretærer for arbejdsgrupperne 1. 5

1. DEL

INDLEDNINGSAFSNIT

Kapitel I.

INDLEDNING

1. Natur og naturfredning.I ethvert samfund vil tanken om at tage varepå naturværdierne melde sig, når disse vær-dier bliver knappe. Dette gælder, hvadentendet drejer sig om elementer af direkte øko-nomisk-erhvervsmæssig betydning eller omf. eks. tiltrækkende og karakteristiske land-skaber. De mange bestræbelser, som man her-hjemme gennem århundreder har udfoldetfor at beskytte skoven og hindre sandflugt,illustrerer, at sådanne tanker også har gjortsig gældende under andre samfundsforholdlangt tilbage i tiden.

Den nyere tids naturfredningsbestræbelserhar ikke mindst udgangspunkt i de mereideelt motiverede behov for at opretholdelandskaber, hvis sammensætning og udseendemed flora og fauna er af betydning for be-folkningens og videnskabens trivsel. Det erkarakteristisk, at disse bestræbelser i de flestelande først er blevet taget op under pressetaf den industrialisering, der i så høj gradmedfører forbrug af naturværdier samtidigmed, at den stærkt øgede befolkning og må-ske især bybefolkningen får en stigende in-teresse i disse værdier, også ud fra de hensyn,som man betegner som rekreative. Meget om-fattende naturfredninger påbegyndtes såledesi USA i 1872, medens de europæiske landeførst senere fulgte efter. Blandt de nordiskelande fik Sverige og Norge naturfrednings-love henholdsvis i 1909 og 1910 og derefterDanmark sin i 1917.

Bestræbelserne for at bevare landskabethei i landet har dog ældre rødder. Såledesbidrog den af grev Christian Ditlev Revent-low udarbejdede fredskovforordning af 1805,selvom dens hovedsigte var at opretholde vis-

se træmængder i landet, i høj grad til atforme og bevare et særligt og afvekslendeskovbillede i landskabet.

Fra den efterfølgende tid kan nævnes en-keltforanstaltninger foranlediget af forskereeller andre interesserede, således fredningenaf en del jordfaste fortidsminder, og i 1820'-erne og 30'erne rokkestenene på Bornholmog Tirslundstenen. I 1844 gennemførtes denførste områdefredning, forøvrigt med viden-skabeligt sigte, da det på initiativ af natur-forskeren Japetus Steenstrup ved kgl. resolu-tion af 28. februar blev bestemt, at Gammel-mosen i Gentofte skulle henligge for at mu-liggøre studier i kommende århundreder overtørvens dannelse og ændringer i mosens vege-tation.

Omkring århundredeskiftet opstod der enmere omfattende fredningsbevægelse blandtnaturvidenskabsmænd. Således bragte zoolo-gen Oluf Winge fredningssynspunkter frem ien publikation fra 1886. Filologen og geo-logen Victorinus Pingel rejste fredningssa-gen i rigsdagen i 1892, og botanikeren EugenWarming tog i 1899 et initiativ overfor un-dervisningsministeriet for at formå dette tilat købe og beskytte hede- og klitarealer iVestjylland. Dette resulterede i erhvervelsenaf Borrishede til Københavns universitet i1902. I 1906 stiftede repræsentanter for Na-turhistorisk Forening, Botanisk Forening ogGeologisk Forening »Udvalget for Naturfred-ning«.

Ønsket om at beskytte landskaber manife-sterede sig også udenfor de videnskabeligekredse. På Bornholm foretoges således pådenne tid en række betydningsfulde fred-ninger på initiativ af Foreningen Bornholm,der var stiftet for at beskytte nationalt be-

11

tydningsfulde landskaber på øen mod uden-landsk opkøb og bebyggelse.

Kredse, der mest interesserede sig almentfor de æstetisk landskabelige sider af natur-fredningen og for mulighederne for befolk-ningens friluftsliv, stiftede i 1911 DanmarksNaturfredningsforening, der, efter at et ar-bejdsfællesskab var opnået med de ovenfornævnte videnskabelige kredse, fra slutningenaf 1920'erne overtog de fleste af de funk-tioner »Udvalget for Naturfredning« havdehaft.

Fra første færd fik Danmarks Naturfred-ningsforening en betydelig indflydelse på dennaturfredningslovgivning, hvis tilvejebringel-se efterhånden meldte sig som en nødven-dighed. Foreningen var således hovedelementi et udvalg, der i 1914 nedsattes af en rækkeorganisationer med det formål at udarbejdeet udkast til en dansk naturfredningslov.Dette udvalg fremkom bl. a. med forslag tillovbestemmelser, hvorefter privat ejendomskulle kunne fredes også mod ejerens vilje.Resultatet af udvalgets arbejde blev Dan-marks første naturfredningslov af 8. maj1917, der indførte det for Danmark særpræ-gede retsinstitut: fredningskendelser, der af-siges af lokale fredningsnævn. Ved loven gen-nemførtes endvidere bl. a. visse bestemmel-ser om almenhedens adgang til kysterne.

I 1930'erne blev det dog klart, at der varbehov for yderligere beskyttelsesforanstaltnin-ger for landskabet og for en yderligere sik-ring af almenhedens adgang til kysterne. På-ny med udgangspunkt i foreningens initia-tiv, og specielt under medvirken af profes-sor, dr. jur. Fr. Vinding Kruse og DanmarksNaturfredningsforenings mangeårige for-mand, maleren Erik Struckmann, skabtesgrundlaget for den nugældende naturfred-ningslov. lov nr. 140 af 7. maj 1937. Dennelov, hvis enkelte bestemmelser beskrives i defølgende afsnit, har haft en meget stor be-tydning og vandt international anerkendelse.

Perioden efter 2. verdenskrig har i Dan-mark som i andre lande været præget af enkraftig befolkningsforøgelse, en stigende in-dustrialisering og i forbindelse hermed enstadig vækst af byområderne. Denne udvik-ling har nødvendiggjort intensere bestræbel-ser end hidtil for at bevare naturen.

Som betegnelser for bevarings- eller øko-nomiseringsbestræbelserne har man i de an-

gelsaksiske lande anvendt »Conservation ofNature and Natural Resources«, i Tyskland»Natur- und Landschaftsschutz«, i Sverige»Naturvård« og i Danmark »Naturfred-ning«.

I alle betegnelserne indgår ordet »natur«.»Natur« er imidlertid ikke noget entydigt

begreb. Ofte vil man finde ordet brugt til atbetegne de elementer i vore omgivelser, derikke bærer præg af menneskets virke, ellersom i al fald ikke er præget af rationel driftmed økonomiske formål. Når ordet anvendestil at karakterisere genstanden for nutidensbestræbelser for at bevare naturen, må detimidlertid gives en stærkt udvidet betydning.I mange henseender ville man få en bedrebeskrivelse af genstanden for bevaringsbe-stræbelserne ved at anvende ordet »ressour-cer« i stedet for natur. Ved brugen af detteord understreges, at bevaringsbestræbelserneførst og fremmest angår de dele af menne-skets omgivelser, som menneskene ikke selvhar frembragt, men som danner grundlag forog ramme om deres liv og virksomhed. Be-varingsbestræbelserne kan derfor ikke blottage sigte på konservering. Natur skal - somen selvfølge - også bruges eller udnyttes. Detvæsentlige i nutidens bevaringsbestræbelserer, at brugen skal foregå fornuftigt og skån-somt, således at naturen kan strække til tilså mange formål som muligt, både i nutid ogfremtid.

Når ordet »natur« bruges i denne vide be-tydning, er det åbenbart, at de ressourcereller naturelementer, som bevaringsbestræ-belserne angår, ikke blot er natur i en til-stand, som man forestiller sig som oprindeligeller upåvirket af mennesket, men alle de na-turgivne elementer i vore omgivelser: råstof-fer i jorden, vilde dyr og planter, ren luftog rent vand og områder, hvor befolkningenfrit kan færdes og opholde sig og dyrke sportog andet aktivt friluftsliv, områder, hvorman kan anskue og udforske landskabet, detsplantevækst, dyreliv og fortidsminder.

På denne baggrund kunne man rejsespørgsmålet, om man burde finde en ny be-tegnelse for naturfredningsbestræbelserne.Ordet »naturfredning« kan måske siges athave et sigte i retning af det konserverende,museumsagtige; og traditionelt anvendes detkun om sikringen af nogle af de naturgivneressourcer, først og fremmest om gennem-

15

førelsen i overensstemmelse med naturfred-ningslovens særlige procedureregler af ken-delser, hvormed landskabselementer sikres.Det ville derfor måske være rigtigere at taleom »ressource-forvaltning«, »naturforvalt-ning«, »naturbevarelse«, »naturværn«,»landskabsværn« eller lign. Heller ikke dissebetegnelser giver imidlertid en helt tilfreds-stillende beskrivelse, og ordet naturfredninger nu engang indarbejdet. Endvidere må detsiges, at allerede de bestræbelser, der udfol-des efter den gældende naturfredningslov,går ud over den traditionelle forståelse afnaturfredning, og at den revision af loven,som denne betænkning lægger op til, vil un-derstrege de videre perspektiver.

Ordet naturfredning vil derfor formentligskifte indhold og med tiden blive en dæk-

kende betegnelse for bestræbelserne for atbruge og behandle alle vore naturgivne res-sourcer så skånsomt og alsidigt som muligt.

Bestræbelserne for at bevare naturen i denher beskrevne meget vide betydning må na-turligvis variere betydeligt efter de fysiskeforhold i forskellige egne af verden og efterde forskellige befolkningers vilkår og behov.I det følgende søges givet et overblik over defysiske rammer, indenfor hvilke dansk natur-fredning må udfolde sig, og af de mål, denmå stille sig.

2. De fysiske forhold.Danmarks samlede areal er ca. 43.000 km2,der ifølge Danmarks Statistiks seneste op-gørelse af juli 1965 er fordelt således:

16

Den største arealgruppe det dyrkede land-brugsareal er således gået ca. 1.300 km2 til-bage i perioden 1951-1965, så den i 1965 ud-gjorde ca. 31.300 km2 svarende til 73 % aflandets samlede areal.

Den næststørste arealgruppe er skove ogplantager, der i 1965 udgjorde godt 4.700km2 eller 11 % af landets samlede areal,hvilket er en stigning på ca. 400 km2 eller1 c/o siden 1951.

De øvrige arealgrupper er ikke umiddel-bart sammenlignelige, idet de enkelte areal-anvendelser er sammenfattet i forskellige op-gørelsesgrupper på de to opgørelsestidspunk-ter.

Til belysning af de fysiske forhold vil detvære af betydning at få fastslået størrelsen afog forskydningen i arealanvendelsen til by-mæssig bebyggelse og til åbent landbrugs-land. Dette er ikke muligt direkte ud fra deofficielle arealstatistikker, idet arealopgørel-sesgrupperne går på tværs af opdelingen mel-lem by og land (f. eks. omfatter opgørelses-gruppen »bebyggede arealer« bebyggede are-aler både på landet og i byerne). Ud fraforskellige undersøgelser over byareal pr. ind-bygger og befolkningsstatistikker har Lands-plansudvalgets sekretariat foretaget en be-regning af byarealets størrelse. Arealanven-delsen til beboelse, erhverv, trafikanlæg, of-fentlige formål m. v. udgjorde for byer og by-mæssige bebyggelser med over 900 indbyg-gere i 1951 ca. 950 km2 svarende til ca. 2 %af landets samlede areal. I 1965 var talletsteget til ca. 1300 km2 svarende til ca. 3 %af landets areal.

Hertil kommer arealanvendelsen til som-merhuse, der på basis af forskellige opgørel-ser i 1951 udgjorde ca. 50 km2 og i 1965ca. 250 km2. De ca. 100.000 sommerhuse, derfandtes i 1965, beslaglagde således ca. 1/2 %af landets areal. Arealanvendelsen til gart-nerier og frugtplantager har holdt sig nogen-lunde uændret på ca. 200 km2.

Tilsammen udgjorde arealanvendelsen tilbyer og bymæssige bebyggelser med over 900indbyggere, sommerhuse samt gartnerier ogfrugtplantager en ret lille del af landet påbegge opgørelsestidspunkter, men relativt erden steget betydeligt fra 2 1/2 % i 1951 til4 1/2 c/c i 1965, og man må være opmærk-som på. at der også uden for de arealer, somomfattes af denne beregning, jfr. nedenfor,

findes bebyggelse eller bebyggelseskoncentra-tioner.

Heder, moser, klitter, søer og åer dækkedepå begge opgørelsestidspunkter ca. 3.400 km2

eller 8 % af arealet. Hvad vi har i Danmarkaf natur, der ikke er menneskepåvirket, måsøges indenfor disse 8 % af landet. I et land,der har været beboet og benyttet af menne-sker gennem årtusinder, er en sådan natur-tilstand imidlertid sjældent forekommende.Kun mindre områder, herunder dele af vorekyststrækninger, kan siges at have været udenfor menneskelig påvirkning. Den øvrige delaf de 8 % består — foruden af vandarealer- af moser og klitter samt mindre områderpræget af tidligere tiders brugsformer, såsomoverdrev, heder og visse skovtyper.

Det åbne landbrugsland forstået som deåbne arealer uden for byerne og de bymæs-sige bebyggelser, som ikke er enten skovklædteller udyrkede heder, moser, søer m. v., ud-gjorde i 1951 ca. 34.000 km2 svarende til79 1/-2 % af landets areal. I 1965 var det fal-det til ca. 33.000 km2 eller 77 %. I detteareal indgår såvel de dyrkede landbrugsarea-ler, som alle arealer i direkte tilknytning tildisse, gårde, huse og haver, landsbyer medmindre end 900 indbyggere og anden bebyg-gelse i landbrugsdistrikterne, samt trafikan-læg, hegn og læplantninger udenfor byerne.

Tilsammen udgør det åbne landbrugslandog skovene ialt 88 % af landets samledeareal i 1966 mod 89 1/2 % i 1951. Det er så-ledes kun 1 1/2 % af landets areal, ca. 600km2, der i perioden er overgået til egentligbymæssig bebyggelse og sommerhuse, i gen-nemsnit ca. 4.000 ha årligt.

Ændringerne i arealanvendelsen fra 1951til 1965 har således først og fremmest væretpræget af en vækst i skov- og byarealet pålandbrugsområdernes bekostning. Sommer-husene har udgjort en stigende, men dog sta-dig ret begrænset del af arealet.

De talangivelser for arealanvendelse, derindeholdes i ovenstående, giver imidlertidikke noget fuldstændigt billede af de æn-dringer i landets anvendelse og især dets ud-seende, som er sket i de 15 år, opgørelsenomfatter.

Sideløbende med væksten i den bymæssigebebyggelse er det åbne land i stigende om-fang blevet præget af spredte bebyggelser -især i landdistrikterne i nærheden af de stør-

17

re byer. Som det omtales i kap. V har dennevækst i bebyggelsen - sammen med andrefaktorer - medført ændringer i landskabet,som er mere mærkbare end de statistiske op-lysninger umiddelbart giver udtryk for.

Udviklingen har også medført, at der udenfor byerne er opstået helt nye former for an-vendelse af fast ejendom, f. eks. til pelsdyr-farme, oplagspladser for andet end landbru-gets produkter og råstoffer, campingpladser,benzintankanlæg og bilkirkegårde o. s. v. Til-fredsstillende talmæssigt udtryk herfor kanikke gives. Det kan dog oplyses, at der pr.1. april 1965 var ca. 5.700 pelsdyrfarme,mens det tilsvarende tal i 1951 var 1460.Antallet af campingvogne var med udgan-gen af 1965 ca. 10.000 (i 1953 17) og god-kendte campingpladser ca. 400 (i 1953 53).

Også den del af bebyggelsen uden forbyerne, som har sammenhæng med land-brugserhvervet, har undergået en udvikling.Til de mere traditionelle landbrugsbygnin-ger - stuehuse, lader, stalde, ensilagebehol-dere m. v. - er kommet en række nye byg-ningstyper, såsom siloer, korntørrerier, desåkaldte svinefabrikker, champignonlader oglign.

Endelig har landets udbygning med tra-fikanlæg, kraftforsyningsanlæg m. v. i højgrad medvirket til at ændre det åbne landsudseende. Derimod har selve arealforbrugettil disse formål været beskedent.

I 1951 var den samlede længde af de of-fentlige veje ca. 56.600 km, heraf ca. 3.300km i byerne. I 1964 var tallene ca. 60.000 og4.600. Stigningen i arealforbruget er dogstørre, end disse tal giver udtryk for somfølge af vejanlæggenes øgede bredde. I den-ne forbindelse kan nævnes, at hovedvejs-længden i 1951 var ca. 2.100 km, medensden i 1964 var ca. 2.300 km.

Den samlede længde af statsbanernes ogprivatbanernes banenet var i 1951 4.769 kmog i 1965 3.900 km.

Ifølge oplysninger fra Danske ElværkersForening var den samlede længde af elled-ningsnettet i 1953 90.599 km, heraf 4.198km kabler. I 1961 var de tilsvarende tal116.769 km og 7.312 km. Kabelstrækninger-ne forekommer så godt som udelukkende in-den for bymæssige bebyggelser.

Der findes ingen opgørelse over arealfor-bruget til flyvepladser, dog kan det oplyses,

at der i 1951 fandtes 3 faste lufthavne, 6offentlige landingspladser og 6 militære fly-vestationer. I 1967 findes der 5 faste luft-havne og 3 militære flyvestationer med civilruteflyvning, 3 rene militære flyvestationer og16 offentlige flyvepladser foruden et antalprivate.

Udover de foran beskrevne anvendelses-former, som i almindelighed giver sig udslagi bygninger eller nyanlæg, har jordbrugser-hvervene i et vist omfang omlagt dyrknings-formerne og dermed præget landskabet påen ny måde. Der er således en tendens til atopgive dyrkningen af de ringeste jorder, ikkemindst i stærkt kuperede områder, der - lige-som mange hidtil udyrkede jorder - i vidtomfang overgår til skovbrug. En udvikling ilandbruget tenderer mod stadig større dyrk-ningsenheder med deraf følgende sløjfningaf hegn og stengærder, opfyldning af små-damme og fjernelse af spredt beplantning.I 1960 eksisterede således 196.000 landbrugs-ejendomme, hvoraf 23.500 over 30 ha. I1966 var der 166.000, men heraf var 25.500over 30 ha.

I et vist omfang foregår der stadig land-vindinger. Eksempelvis kan nævnes, at der itiden 1937—1964 er udført grundforbedrings-arbejder, hovedsageligt ved dræning på etsamlet areal af 549.606 ha, heraf i 1951 påca. 21.000 ha og i 1964 på 6.600 ha. Hertilkommer større landvindingsarbejder i hen-hold til lov nr. 599 af 14. november 1950m. fl. Af sådanne arbejder er der i tiden indtil1. januar 1965 udført arbejder omfattende etsamlet areal på 148.000 ha, hvortil udgif-terne androg ca. 200 mill. kr. Se endviderebetænkning nr. 354 om grundforbedring ogbetænkning nr. 410 om landvinding m. m.afgivet af landbokommissionen af 1960.

Endvidere har den øgede anvendelse in-den for landbruget af kunstgødning, pestici-der og insekticider medført ændringer i vil-kårene for flora og fauna.

Meget udpræget har i de senere år ogsåværet intensiveringen af råstofudnyttelser afjorden. Særlig grusgravningen har væretstærkt stigende, og i dag graves der anslået14-15 mill, m3 grus årligt.

Det åbne landbrugsland er således areal-mæssigt blevet reduceret, samtidig med atdet i høj grad har ændret karakter. Storeåbne landbrugsarealer med en spredt, i det

18

væsentlige landbrugsmæssig bebyggelse erikke lauigere i alle landets egne en selvfølge.

Denne udvikling vil fortsætte. Selv underden forudsætning, at det lykkes at hindre enspredning af bebyggelsen og sikre en plan-lagt og etapevis udbygning af byerne, måman regne med, at byvæksten indtil 1985i alt fald vil kræve yderligere 4-600 km2

eller 1 % af landets totalareal og sommer-husbebyggelsen en lignende andel. Ændrin-gerne i landets udseende vil herved fortsæt-te. Kan en spredning af bebyggelsen ikkehindres, vil bebyggelsen faktisk komme til atbeslaglægge større arealer og påvirke langtmere omfattende områder.

Dette at landet kan skifte udseende oganvendelse er ikke noget nyt. Gennemgri-bende, menneskeskabte ændringer i landetsfysiske forhold er sket tidligere. Fra nyeretid kan nævnes udflytningen af gårdene ef-ter udskiftningen i årtierne omkring 1800,afvandingen i det 19. århundrede, stations-byernes opståen i slutningen af det 19. ogi begyndelsen af dette århundrede og påsamme tid nyoprettelsen af husmandsbrugsom led i udstykningsbestræbelserne.

Menneskeskabte ændringer i de fysiskeforhold vil og skal fortsætte også i fremtiden.I en civilisation, der bygger på en intens ud-nyttelse af naturen, er dette en selvfølge ogen naturlig udvikling, men ved indgrebene inaturen må de opnåede fordele afvej es modog stå i et rimeligt forhold til ulemperne.

3. Det åbne land.Der er en sådan forskel på spørgsmålet ombevaring og anvendelse af naturen i betyd-ningen af summen af de naturgivne ressour-cer i byerne og i det åbne land, at der ergrund til at behandle problemerne hver forsig. I byerne beslaglægges de fleste natur-ressourcer i langt større udstrækning end idet åbne land. Behovet for arbejdspladser ogbeboelser for en bybefolkning kræver såledesen stærk udnyttelse af det geografiske arealog dermed de naturgivne ressourcer.

De bestræbelser, som behandles i dennebetænkning, vedrører derfor først og frem-mest det åbne land. Kun undtagelsesvis bli-ver der tale om at anvende naturfrednings-foranstaltninger i byerne.

Det åbne land er en almindelig anvendt

betegnelse, men er ikke noget entydigt be-greb. Det er vanskeligt udtømmende at an-give, både hvad der er karakteristisk for det,og hvilken geografisk afgrænsning det har.

Vanskeligheden hænger sammen med, atkendetegnet for det åbne land først og frem-mest er det negative, at det ikke er bymæs-sigt bebygget. Tidligere var adskillelsen mel-lem land og by klarere markeret. Købstæder(og landsbyer) var kompakte bebyggelser, ogområderne udenfor var stort set ubebyggede.For landbrugsbebyggelsens vedkommende erder sket en stærk spredning ved udskiftnin-gerne omkring 1800 og ved udstykningernetil husmandsbrug i dette århundrede. Gen-nem de sidste 100 år er den klare forskelmellem land og by på anden måde i stadigthøjere grad blevet udvisket. Bebyggelsen ilandsbyerne er blevet intensere, og en spred-ning har fundet sted. Endelig er der i desidste årtier kommet helt nye arter af bebyg-gelseskoncentrationer, først og fremmest som-merhusbyerne.

Betegnelsen »det åbne land« angiver der-for ikke i dag et klart enten-eller, men englidende skala. Landet er mere eller mindreåbent eller mere eller mindre bebygget. Som»det åbne land« betegnes ligesåvel de tem-melig mennesketomme strækninger, som fin-des bag Vestkysten i Jylland, som de ret tætbebyggede landbrugsområder på Nord- ogMidtfyn og i Nordsjælland.

Tilsvarende kan man naturligvis hellerikke med sikkerhed angive størrelsen af detåbne land. Maximalt udgør det de dyrkedeog udyrkede dele af landet, som for tidenomfatter ca. 95 % af det samlede areal. Menindenfor dette meget store område findes dogsom anført side 16 bl. a. landsbyer, mere ellermindre samlede klynger af relativ tæt bebyg-gelse, koncentrationer af sommerhuse, jern-baner, veje, flyvepladser o. s. v.

Selv om »det åbne land« således ikke ladersig karakterisere helt præcist eller angive nøj-agtigt på et kort, er det i relation til natur-fredningsproblemerne en praktisk og ram-mende betegnelse på en tilstand, som — om-end i mangfoldige variationer - er typisk oger vidt udbredt.

Det åbne land forekommer især i to ho-vedformer af landskaber, der oftest er geo-grafisk sammenblandet, men som også kanforekomme adskilt. Den ene og mest ud-

19

bredte form er det dyrkede landbrugslandisprængt småskove, lunde, moser, enge, små-heder, overdrev og andre ekstensivt udnyt-tede eller udyrkede områder samt vandløbog småsøer, spredt landbrugsbebyggelse oglandsbyer. Den anden form omfatter de stør-re skove, plantager og søer samt kyststræk-ningerne med deres bagland i form af strand-enge eller marskområder.

I denne indledning, hvis opgave er at rede-gøre for baggrunden for betænkningens for-slag til lovændringer m. v., omfatter det åbneland som samlet og upræcist begreb alt, hvadder ikke udpræget er bymæssig bebyggelse,men i de følgende afsnit af betænkningenbliver behovet for en præcisering afhjulpetenten ved geografisk begrænsning til nøjereangivne dele af landets areal, eller ved atdrøftelserne samles om bestemte former foranvendelse af det åbne land, eller ved enkombination af disse kriterier.

4. Det åbne lands anvendelsesmuligheder.Det åbne land og de mange forskelligartedenaturressourcer, som her findes, danner basisfor mangeartet menneskelig virksomhed ogopfylder dermed mange behov.

Et forsøg på at give en systematisk over-sigt over det åbne lands anvendelsesmulig-heder, og over hvilke behov det følgelig vilkunne opfylde, kan medføre kritisable af-grænsninger og udeladelser, men vil kunnelette forståelsen af naturfredningsbestræbel-sernes placering og udformning under nuti-dens forhold.

a. Anvendelse med forøgelse af den mate-rielle velstand som mål, den direkte økono-

miske udnyttelse.Det åbne land anvendes først og fremmesttil dyrkning, altså til en økonomisk udnyt-telse i landbrug, skovbrug, gartneri m. v., derforegår som en fortsat proces. Selv om detdyrkede areal for tiden er noget i tilbage-gang, og landbrugserhvervets økonomiske for-hold ikke er de bedste, er der grund til atunderstrege dyrkningsanvendelsens store be-tydning. Landbruget er og må vedblive atvære et hovederhverv, hvis betydning kantænkes øget påny.

Det åbne land danner dernæst basis foren økonomisk udnyttelse af jordens råmate-

rialer gennem gravning af grus, ler, brunkulo.s.v. For tiden har gravning efter grus oglignende råstoffer stort omfang og voksendeøkonomisk betydning. Der kan være grundtil at pege på, at denne anvendelse af detåbne land væsentlig adskiller sig fra de flesteandre anvendelser, idet virksomheden førertil en fjernelse af naturgivne ressourcer. Imodsætning til dyrkningen er den en en-gangsforanstaltning.

I et industrialiseret samfund som vort,hvor en videre udbygning af byerhverveneer en forudsætning for fortsat velstand, eranvendelse af det åbne land til yderligerebyudvikling en nødvendighed. Det er i detåbne land, der skal skaffes plads til nye bo-liger, nye industri- og kontorbygninger, nyeoffentlige bygninger og alle de andre ele-menter, som indgår i en bydannelse: anlægtil trafik og parkering, til kraftforsyning, tilfrilufts- eller rekreative formål o.s.v.

En lignende sammenhæng med industria-liseringen har anvendelsen af det åbne landtil de kommunikationsanlæg, som under vorevilkår er uundværlige: veje, jernbaner, luft-havne, færgelejer, elektriske ledninger o.s.v.

Også andre offentlige anlæg end dem, derer knyttet til kommunikationen, må i vidtomfang anbringes i det åbne land. Det gæl-der havne, forsvarsanlæg, vandindvindings-anlæg og vandrensningsanlæg, men også så-danne anlæg som forsorgsinstitutioner, for-varingsanstalter, visse skoler og lign. institu-tioner, hvis placering i eller i udkanten afeksisterende eller fremtidige bymæssige be-byggelser for manges vedkommende ikke ervelegnet.

Endelig har udviklingen især i den aller-seneste tid ført til anbringelse i det åbne landaf en broget række nye indretninger, såsompelsdyrfarme, pladser til oplagring af andrevarer end landbrugets produkter eller råstof-fer, bilkirkegårde, benzintankstationer oglign.

De hidtil nævnte former for anvendelse afdet åbne land har ét væsentligt træk tilfæl-les. Anvendelsen sker med en forøgelse afden materielle velstand som mål. Denne an-vendelse har været stigende, og man må for-udse en stadig internere økonomisk udnyt-telse af det åbne lands ressourcer, alleredesom følge af befolkningstilvæksten, byudvik-lingen og den øgede industrialisering.

20

b. Andre anvendelsesmuligheder.Det åbne land danner imidlertid også grund-lag for andre anvendelsesmuligheder og kanderved opfylde andre menneskelige behov.Det er med hensyn til disse anvendelsesmu-ligheder, naturfredningsbestræbelserne førstog fremmest sætter ind, især med henblik på1) udnyttelsen af fritiden, 2) opfyldelsen afvisse almenmenneskelige, følelsesmæssige be-hov, samt 3) mulighederne for forskning ogundervisning.

1) Rekreativ anvendelse.Befolkningens fritid er i de sidste menneske-aldre og specielt i de seneste årtier blevetvoldsomt forøget. Den almindelige arbejds-tid er forkortet fra de 48 ugentlige arbejds-timer, der overenskomstfæstedes pr. 1. ja-nuar 1920, således at den i hvert af årene1958, 1959 og 1960 blev nedsat med 1 timeog udgjorde derefter pr. 1. marts 1960 45timer. Pr. 1. marts 1966 nedsattes den til 44timer og pr. juni 1968 vil den yderligere blivereduceret til 42 1/2 ugentlig time. Der er des-uden en meget stærk tendens til at koncen-trere de ugentlige arbejdstimer på de 5 før-ste ugedage, således at week-enden er fri.

Samtidig er ferierne blevet betydeligt ud-videt. Ifølge en undersøgelse foretaget af Detstatistiske departement havde ca. 43 % afden voksne befolkning overhovedet ikke fe-rie i 1951. Af de 57 %, som holdt ferie i detteår, holdt langt de fleste 14 dages ferie. Densenere udvikling kan på lovgivningens om-råde registreres gennem ferieloven af 31.marts 1953, hvorved en 3 ugers ferie lov-fæstedes.

Ifølge en af Socialforskningsinstituttet pågrundlag af ca. 4000 interviews foretagenundersøgelse af forholdene i 1963-64 (Fri-tidsvaner i Danmark, 1965) holdt 1/4(25 %) af den voksne befolkning 3 ugersferie, lidt under 1/4 (22 %) havde 14 dagesferie og godt 10 % havde 4 ugers ferie ogderover. Ca. 1/5 oplyste, at de ingen feriehavde holdt.

Funktionærer har gennemgående længereferieperiode end de øvrige beskæftigelses-grupper, og selvstændige erhvervsdrivendehar kortere ferier. Da begrebet funktionærstadig udvides, betyder dette, at den gennem-snitlige ferietid vil stige.

Den stigende velstand, automatiseringenm. v. gør det naturligt at antage, at udvik-lingen såvel med hensyn til forkortelsen afarbejdstiden som forlængelsen af ferierne vilfortsætte.

Hvorledes denne øgede fritid udnyttes,kan i nogen grad aflæses af det stigende for-brug af fritidsgoder. Herunder kan henreg-nes ikke alene de varige goder som sommer-huse, både, campingudstyr og til en vis gradbiler, men også talrige konsumvarer, der ståri direkte forbindelse med fritidens udnyttel-se inden for de forskellige fritidsinteresseom-råder: beklædningsgenstande, sportsrekvisit-ter m. v. Eksempelvis må en betydelig del afautomobilserviceomsætningen, herunder ben-zinforbruget, stå i forbindelse med fritidsud-nyttelsen.

I betænkninger om friluftslivet henholds-vis fra U.S.A. og Sverige (Outdoor Recre-ation for America, 1962, bl. a. side 78, ogFriluftslivet i Sverige, I, 1964, side 18-19) erforsøgt opgørelser over forbruget i forbindelsemed fritidsaktiviteter. Disse opgørelser viser,at det drejer sig om milliardbeløb.

En meget betydelig del af befolkningensfritid anvendes i det åbne land til »opholdi naturen« eller under transporten dertil. Envis tilrettelæggelse af mulighederne for denrekreative udnyttelse af det åbne land måderfor anses som et væsentligt element i lan-dets planlægning.

Befolkningens anvendelse af fritiden i detåbne land giver sig mange forskellige udslagog opfylder yderst forskelligartede behov.En fælles værdi er den sundhedsmæssige be-tydning, friluftslivet antages at have.

Alment er behovet for at kunne færdes iet åbent byfrit miljø og for at kunne opholdesig i fri luft og sol. Herved opnås en for-øgelse af velbefindendet og en afslapning.Motoriseringen har medført, at færdsel i detåbne land i fritiden spiller en ganske over-vældende rolle. Det at færdes på veje ogstier i et ikke bymæssigt bebygget landskabog at gøre ophold i vejkanter, ved skovbryn,på rastepladser og lign. spiller en meget væ-sentlig rolle i tilbringeisen af fritiden. For etbysamfunds befolkning er selve det at kunnefærdes i omgivelser, der dels ikke er daglig-dags, dels byder andre muligheder end detsædvanlige bymiljø, blevet et rekreativt be-hov.

21

Fritidsbeskæftigelse i det åbne land er og-så udbredt i mere aktive former. Af tradi-tionel stor betydning er badningen, men be-hovene for at cykle, ride, stå på ski, dyrkesejlsport, gå på jagt og drive fiskeri, deltagei orienteringsløb eller anden terrænsportm. v. er stærke og utvivlsomt stigende.

Et karakteristisk træk i friluftslivet er til-lige, at det stigende uddannelsesniveau harmedført, at fritidsbeskæftigelserne i det åbneland i et vist omfang også har fået et in-tellektuelt præg. Ornitologiske, zoologiske,botaniske, geografiske, arkæologiske og hi-storiske interesser dyrkes nu som fritidssysselaf mange mennesker. Disse interessers dyrk-ning kræver ikke blot museer og samlinger,men først og fremmest mulighed for studieri selve landskabet.

En særlig, men tillige meget betydnings-fuld form for brug og forbrug af det åbneland til fritidsformål er endelig den stadigstigende feriebebyggelse.

Et lignende rekreativt formål som ferie-bebyggelse opfylder campingpladser, camp-ingvogne og teltning m. v.

2) Landskabsæstetiske formål.Traditionelt har man ved naturfredningsbe-stræbelserne i forhold til det åbne land lagtstor vægt på at tilgodese den enkeltes mulig-hed for en følelsesmæssig naturoplevelse;man kan her tale om naturfredningens æste-tiske eller landskabsæstetiske formål.

Dette er ikke ubegrundet. Der er et følel-sesmæssigt behov for at »nyde« eller »op-leve« naturen, og det er nærliggende, at mansom led i bestræbelserne for at bevare na-turen i den vide betydning, hvori dette ordher bruges, også lægger vægt på at få dettebehov opfyldt.

Når man i praksis skal overveje frednings-bestræbelsernes landskabsæstetiske sigte, måman imidlertid være opmærksom på, at na-turoplevelsen er stærkt afhængig af iagtta-gernes individuelle forskelligheder og yder-ligere er underkastet ændringer som følge afbefolkningens skiftende levevilkår og grund-anskuelser. Afgørende må imidlertid være,at den størst mulige variation af landskabs-indtryk sikres ikke alene de nuværende, menogså de kommende generationer.

Oprindelig - og dette har præget dengældende naturfredningslovs tekst - har na-

turfredningsbestræbelserne taget sigte på atskabe muligheder for en traditionelt betonet,æstetisk oplevelse, som kan være en følge afbeskuelse af naturelementer, som ikke synessærlig påvirkede af mennesker, såsom strand,klitter, hede o.s.v., eller af det afvekslendelandskab med bakker, søer og skove; detlandskab som for de fleste mennesker stårsom særligt dansk og særligt smukt og attrå-værdigt. Denne betoning af to elementer —det barske, ret uberørte og det idylliske -har formentlig også en kulturhistorisk bag-grund i romantisk litteratur og landskabs-maleri og i den intense naturfølelse og der-med forbundne interesse for fædrelandetssærtræk og historie, som kendetegner storedele af det 19. århundrede.

Det er muligt, selvom det næppe er sand-synligt, at denne traditionelt betingede land-skabsæstetiske oplevelse er bundet til en be-stemt kulturtradition, og at smagen, efter-hånden som denne tradition kommer på af-stand, vil skifte. Men dette giver ikke en af-gørende forskel ved bedømmelsen af natur-fredningsbestræbelsernes landskabsæstetiskesigte.

For det første er de efter en traditionel op-fattelse smukke landskaber utvivlsomt endnu- endda for de fleste mennesker — en storoplevelse. Og selvom man udelukkende villetage hensyn til eftertiden, er der grund til atpege på, at hvis det skulle vise sig, at sansenfor disse landskaber bevares, kan denne na-tursans i hvert fald ikke tilgodeses, hvis manikke sørger for nu at bevare passende deleaf dem.

løvrigt synes det som om en ændret op-fattelse af, hvad der kan danne grundlag foren landskabsæstetisk oplevelse, er ved at dan-ne sig. Bydannelsen, sommerhusbyggeri, bilero.s.v. har gjort hele det åbne kulturlandskab idets mangfoldige variationer til noget væ-sentligt. Det hænger først og fremmest sam-men med, at det behov, som skal opfyldes,er et behov hos et stigende antal byboere,som er koncentrerede i begrænsede dele aflandet. For de store byers indbyggere har detkun lidt bebyggede landskab i sig selv enværdi.

3) Forskning og undervisning.Det åbne land danner endelig basis for forsk-ning og undervisning. I det omfang, forsk-

9 9

ning såvel den naturvidenskabelige som denkulturhistoriske har til opgave at redegørefor landskabets eller landskabselementers til-stand og udvikling, er dens behov for at be-vare landskabet åbenlys. Men også iøvrigthar forskningen behov, der gør bevaring på-krævet. De biologiske videnskaber, herunderogså dele af lægevidenskaben, kan ikke ude-lukkende dyrkes under laboratorievilkår. Bio-logisk forskning kræver studier af levendevæsener og deres afhængighed af levevilkå-rene, sådan som disse kun forekommer i na-turen. Opfyldelsen af dette videnskabeligebehov har ikke blot betydning for forsknin-gen. Anvendt biologi spiller en hovedrollefor befolkningens levevilkår. Planteavl, hus-dyrbrug, skovbrug, levnedsmiddelindustri,vildtpleje og fiskeavl bygger i væsentlig gradpå erfaringer, man har gjort i den levendenatur eller ved sammenligning med forhol-dene i den. Tilgodeser man ikke også de bio-logiske videnskabers behov for at bevare na-turen, vil man kunne risikere at ødelægge detforskningsgrundlag, som disse videnskabersfremskridt kræver.

Nær beslægtet med de forskningsmæssigebehov er de pædagogiske. Allerede skoleun-dervisningen kræver områder, der kan virkesom illustration til den naturhistoriske oghistoriske undervisning. Den videregåendeuddannelse stiller større krav i så henseendeog må desuden råde over forsøgsområder.Den voksende folkepædagogiske virksomhedhar tilsvarende behov for tilgængelige stu-dieobjekter.

c. Konflikt og harmoni mellem forskelligeanvendelsesmuligheder.

De mangfoldige muligheder for anvendelseaf det åbne land, der er nævnt ovenfor undera og b, må alle søges realiseret indenforsamme geografiske areal, der har en størrel-se, der ikke i nævneværdigt omfang kan for-øges. Heraf kan man imidlertid ikke slutte,at de forskellige anvendelsesformer behøverat være i konflikt med hinanden. Konflikterforekommer naturligvis: for alle anvendel-sesmuligheder lader sig ikke realisere samti-dig på samme sted. Der kan f. eks. ikke dri-ves landbrug og graves grus på samme areal.Byudviklingen udelukker såvel grusgravning

som landbrug. En ås kan ikke bortgraves tilgrus og samtidig fungere som objekt forforskning og undervisning. Og et areal, derbebygges med sommerhuse, kan ikke ogsåtjene almenhedens behov for arealer til aktivtfriluftsliv. Det sædvanlige er imidlertid, atde forskellige anvendelser kan realiseres påsamme tid og indenfor samme område, nårblot anvendelsesformerne tilpasses hinanden.Den stadigt intensere udnyttelse af landetsressourcer, som befolkningstilvækst og sti-gende industrialisering medfører, vil gøre ensådan gensidig afpasning til hinanden af deforskellige anvendelsesmuligheder stadig nød-vendigere.

Der kan være særlig grund til at påpege,at de anvendelsesmuligheder, der ikke har etdirekte økonomisk sigte, langt fra genereltkommer i konflikt med anvendelsesformer,der har et sådant sigte. Dyrkningsinteresser-ne vil således på grund af det tætte vejnetkun sjældent komme i strid med byboernesalmindelige interesser i at kunne færdes i detåbne land. Det åbne land har endnu et såstort omfang, at byudviklingsbehovet - un-der forudsætning af en fornuftig planlæg-ning - i meget vidt omfang vil kunne opfyl-des uden at komme til at stride afgørendeimod hverken landbrugsøkonomiske eller re-kreative og æstetiske interesser.

Både mulighederne for og nødvendighe-den af at samstemme anvendelsesformerneunderstreges iøvrigt af, at samme tilstandofte kan tilgodese forskellige behov. Beva-relsen af landbrugsdrift kan have betydningogså for bybefolkningens rekreation, først ogfremmest gennem muligheden for at færdesi det åbne land. Bestræbelser, der tilsynela-dende udelukkende er begrundet i rekreativeeller landskabsæstetiske hensyn, kan have di-rekte nationaløkonomisk betydning gennemmulighederne for at tiltrække turister. Ende-lig kan der være grund til kraftigt at under-strege, at også bevarelse af vild plantevækstog dyreliv kan have åbenbare økonomiskevirkninger, dels som ovenfor nævnt ved atdanne grundlag for den såkaldte målforsk-ning, hvis resultater er direkte økonomisk an-vendelige, dels ved at bevare egenskaber, somkan vise sig nyttige i fremtiden, men som éngang udryddet kun meget vanskeligt kan gen-skabes.

2:5

5. Naturfredningsbestræbelsernesmål og udformning.

Den generelle målsætning for al anvendelseaf det åbne land må - som gentagne gangefremhævet i det foregående - være, at denaturgivne ressourcer skal bruges således, atde kan slå til til så mange formål som mu-ligt, både nu og i fremtiden. Denne videmålsætning må præge hele lovgivningen ombrugen af fast ejendom i det åbne land ogmå være ledetråden for alle offentlige myn-digheders udøvelse af deres retlige beføjel-ser og disponering over de faste ejendomme,som de råder over.

Teoretisk ville man kunne stile imod enlovgivning og en administration, som gav be-føjelser til på alle sagsområder vedrørendedet åbne land at varetage denne målsæt-ning. En sådan lovgivningsteknisk og admi-nistrativ koncentration er imidlertid næppepraktisk og ville formentlig indebære poli-tisk uacceptable bemyndigelser til forvaltnin-gen. Holder man sig til den traditionelle ar-bejdsfordeling mellem naturf redningslovgiv -ningen og anden lovgivning, må man kon-statere, at målet for bestræbelser i henholdtil en naturfredningslovgivning ligger inden-for den generelle målsætning, men kun om-fatter en bestemt side af målsætningen. Må-let for naturfredningsbestræbelserne er at op-nå, at udnyttelse af de anvendelsesmulighe-der, der tager sigte på forøgelse af den ma-terielle velstand, ikke udelukker, at det åbneland tillige kan anvendes til rekreative for-mål, til opfyldelse af landskabelige behov ogtil forskning og undervisning.

Det er allerede påpeget, at de direkte øko-nomisk prægede anvendelsesmuligheder i me-get vidt omfang kan udøves, samtidig medat det åbne land tjener rekreative, æstetiskeog videnskabeligt-pædagogiske formål. Hvordette er tilfældet, er målet for naturfred-ningsbestræbelserne at påvirke udnyttelsenaf disse direkte økonomisk prægede anven-delsesmuligheder på en sådan måde, at dertillige bliver råderum for tilfredsstillelse afde andre behov. Hvor samtidig udnyttelseaf mange forskellige anvendelsesmulighederundtagelsesvis ikke er mulig, er målet mednaturfredningsbestræbelserne at få tilveje-bragt afgørelse af, hvilken eller hvilke anven-delsesmuligheder der skal vige.

Ved en sådan målsætning i en naturfred-ningslov er det åbenbart, at naturfrednings-bestræbelserne må blive meget forskelligar-tede. Deres udformning må - og kan - va-rieres efter en lang række faktorer. Den måsåledes afhænge af, hvilken anvendelse manønsker at påvirke eller udelukke: om derf. eks. er tale om at foretrække dyrkning,grusgravning eller bebyggelse. Udformningenmå ligeledes afhænge af, hvilke ressourcerman ønsker at beskytte: om det er det åbnelandbrugsland, skove, strande, vand, råstof-fer i jorden eller flora og fauna o.s.v. Af be-tydning er også, om forskrifterne udformesgenerelt som gældende for hele landet ellerfor alle landskabselementer af en vis type,eller om de udformes konkret som gældendefor ganske bestemte lokaliteter. En faktor afstor betydning for naturfredningsbestræbel-sernes udformning er endelig bestræbelser-nes intensitet, der kan veksle betydeligt,f. eks. som en forskel mellem offentlig brug,fuld status quo-fredning, kun status quo påvisse områder, censur med udnyttelsen afvisse anvendelsesmuligheder o. s. v.

Disse mange variationer i naturfrednings-bestræbelserne er velkendte og væsentlige.De forekommer i gældende ret og ligger tilgrund for store dele af den kommende frem-stilling i betænkningen. Selv om det natur-ligvis ikke er muligt at lægge skarpe grænser,er det væsentligt for det følgende at frem-hæve, at fredningsbestræbelser ofte forekom-mer i 3 forskellige typer.

Den første type indenfor fredningsbestræ-belserne i det åbne land omfatter begrænse-de geografiske områder, hvor bevaringsbe-stemmelserne til gengæld må være ret ind-gribende. Man kunne her tale om 1) special-fredninger.

Bestræbelser af denne type vil især tagesigte på at sikre dele af det åbne land tilanvendelse til mere aktiv rekreation, f. eks.ved badning, idrætsudøvelse, ved amatørvi-denskab m. v., eller som genstand for forsk-ning og undervisning.

I særlige tilfælde vil også andre rekreativeog landskabsæstetiske behov kræve bestræ-belser, der må henregnes til type 1. Det ersåledes tilfældet, hvor den almindelige fær-den i det åbne land må understøttes ved op-rettelse af parkeringspladser, rastepladser oglign., eller hvor man vil bevare et bestemt

21

landskabsbillede, der er særligt smukt ellerinteressant. Den særlig kvalificerede land-skabsæstetiske oplevelse, sådanne landskaberkan give anledning til, vil nemlig ofte beropå mindre, afgrænselige arealer, f. eks. enådal, et mindre hedeområde, en indlands-klit eller lignende. Der kan dog også væretale om mere omfattende arealer - som eks-empel kan nævnes Mols Bjerge. Selv i så-danne tilfælde vil bestræbelser vedrørendearealer af ret begrænset størrelse dog oftevære tilstrækkelige, hvis formålet alene er atbevare det særligt smukke eller interessante.Selv ved de mere omfattende, usædvanligtsmukke eller interessante landskaber vil dernemlig ind imellem de særligt interessantepartier findes mere almindelige, der ikke kræ-ver særlige foranstaltninger.

Den anden og tredie type af frednings-bestræbelser, der kan karakteriseres som hen-holdsvis tilsigtende 2) bevarelse af det åbneland og gennemførelsen af 3) store land-skab s] redninger (eller naturparker, jfr. kap.VI), adskiller sig fra 1) specialfredningerneved, at de omfatter store arealer, men at be-stræbelserne til gengæld stort set vil væremindre indgribende. 2) og 3) adskiller sigindbyrdes først og fremmest ved forskelligtformål, men også ved forskel i geografiskomfang.

Formålet med fredningsbestræbelser aftype 2 (bevarelse af det åbne land) er atspare mest muligt på det åbne land for der-ved at holde flest mulige anvendelser åbnefor en fjernere fremtid. Formålet med be-stræbelser af type 3 (store landskabsfrednin-ger) er at sikre bevarelsen af passende storesammenhængende dele af det åbne land medhenblik på nutidens og en nærmere frem-tids befolkning.

Til disse to typer 2) og 3) af naturfred-ningsbestræbelser svarer først og fremmest demest almene rekreative behov og de land-skabsæstetiske formål. Det afgørende for dis-se behovs tilfredsstillelse vil i almindelighedvære adgangen til at færdes i et bebyggelses-frit, åbent landskab. For byernes stadig vok-sende befolkning er det rekreation og enæstetisk oplevelse at færdes ad tilstedevæ-rende veje i et miljø, som ikke er præget afmursten, cement og asfalt.

Nytten ved at prøve at holde disse tre ty-

per af fredningsbestræbelser ude fra hinan-den viser sig først og fremmest, når man skalplacere bestræbelserne geografisk.

Dette er i princippet ikke noget problemved specialfredningerne (type 1). Valget afdet nødvendige, begrænsede areal er klartbestemt af de mål, der forfølges, en bade-strand, en ornitologisk eller botanisk inter-essant lokalitet, en særlig smuk lokalitet o.s.v.

Den geografiske placering af fredningsbe-stræbelser af type 2 (bevarelsen af det åbneland) er ligeledes givet. De omfatter hele detåbne land.

Derimod må udpegningen af de arealer,som store landskabsf redninger (type 3) skaltage sigte på, medføre principielle overvej-elser. På den ene side er det nemlig åben-bart, at hele det åbne land er egnet til atopfylde almindelige rekreative og æstetiskebehov, og at jo større arealer, der bevarerkarakteren af åbent land, des større chancerer der for at tilfredsstille disse behov. På denanden side har det åbne land endnu - i alfald når man ser væk fra de dele af Sjæl-land, der ligger nær hovedstaden - et sådantomfang, at det i lang tid vil kunne opfyldealle rimelige rekreative og æstetiske behov.

Afgørende for placeringen af de store land-skabsfredninger eller naturparkerne bør væreen videreførelse af den tankegang, som gen-tagne gange er understreget i det foregående:forskellige anvendelsesmuligheder - inden forog uden for naturfredningsbestræbelserne -af det åbne land kan og må kombineres; detgælder endnu mere de anvendelsesmulighe-der, som naturfredningsbestræbelserne isærhar for øje.

Man må derfor søge områder, der på en-gang tillader opfyldelse af alle - eller flestmulige af - de behov, naturfredningsbestræ-belserne varetager — rekreative behov, land-skab s æst etiske og videnskabelig-pædagogiskebehov — og som samtidig ikke udelukker an-den anvendelse, dyrkning, kommunikations-midler o.s.v. En følge af sådanne koordine-ringsbestræbelser vil blive vidtgående geogra-fiske sammenfald mellem de mere begrænsedeområder, der omfattes af specialfredningerne(type 1), og af de større områder, der be-røres af bestræbelserne for at tilvejebringestore landskabsf redninger (type 3).

25

6. Naturfredningsbestræbelserneog landskabet.

a. Indledning.Naturfredningsbestræbelserne - således somdisse er søgt beskrevet i det foregående af-snit - må udspille sig i de givne fysiske om-givelser. Bestræbelserne bestemmes af disseomgivelser og må afpasses efter dem.

I dette kapitels 2. og 3. afsnit er de fysiskeomgivelser på forskellig måde søgt beskrevet.Det er bl. a. understreget, at »det åbne land«,i betydningen den del af landet, som ikke erklart bymæssigt bebygget, udgør langt denovervejende del af Danmarks areal. Dennedel af landarealet er nærmere søgt beskrevetved angivelse af tal for dets forskelligartedeanvendelse.

Det er ligeledes understreget, at disse gro-ve tal for anvendelse giver et meget unuan-ceret billede af det åbne land. Der er ikkenogen' skarp grænse mellem bymæssig ogikke-bymæssig bebyggelse. I størstedelen afdet åbne land forekommer spredt bebyggel-se, men tæthedsgraden i den spredte bebyg-gelse er meget varieret.

Det åbne land er endelig søgt karakteri-seret positivt ved henvisning til, at det isærforekommer i to landskabsformer, der oftester geografisk sammenblandet, men som kanforekomme adskilt. Den ene, mest udbredte,form er det dyrkede landbrugsland isprængtsmålunde, moser, små enge, heder, overdrevog andre ekstensivt udnyttede eller udyrkedeområder samt vandløb og søer, spredt land-brugsbebyggelse og landsbyer, hvis beboerekun i ringe grad er industrielt beskæftiget.Den anden består i de store skove og plan-tager samt udstrakte kyststrækninger.

Den således givne beskrivelse af det åbneland er imidlertid ikke tilstrækkelig som bag-grund for forståelse af mange af de forslagtil udformningen af naturfredningsbestræbel-serne, der fremsættes i denne betænkning.Årsagen hertil er, at de fremsatte forslag imeget vidt omfang har taget form af forsøgpå at bevare eller være med til at bestemmeover anvendelsen af hele landskaber, d. v. s.områder, der i en eller anden forstand ople-ves eller opfattes som en enhed, når manfærdes i det åbne land.

I dette afsnit skal den hidtil givne beskri-

velse af de fysiske forhold, hvorunder natur-fredningsbestræbelserne må udfolde sig, sup-pleres med en kort beskrivelse af de landska-ber, som forekommer i Danmark. Om detail-ler henvises til bilag 5., der indeholder enredegørelse for landskabsanalysen foretagetaf statens naturfrednings- og landskabskon-sulent, skovrider Sten Bjerke, hvis forstudi-er til analysearbejdet i sin tid udførtes afham i samarbejde med Danmarks Naturfred-ningsforening, specielt foreningens lands-planudvalg, jfr. Danmarks Naturfrednings-forenings årsskrift 1962, side 17.

b. Danske landskaber.Karakteristisk for Danmark er for det førstemeget betydelige variationer i landskaberne,strækkende sig fra Bornholms klippekysterover ø-, sund- og bæltlandskaber, over denjyske højderyg gennem hedesletter og bakke-øer til Vestkystens flyvesand. Karakteristisker dernæst, at disse mange variationer fore-kommer med en vis regelmæssighed og der-for danner hver for sig særprægede egnsom-råder, hvis grænser kan stå mere eller mindreskarpt.

Visse af de danske landskabstyper er ene-stående, også set med udenlandske øjne.Land- og havområder svarende til det øst-danske fjordlandskab med bælter og øhavefindes ikke i det øvrige Europa, undtagenlangs Sydslesvigs og Holstens østkyst. Lim-fjordsområdet er ligeledes et specielt dansklandskab. Af enestående betydning er lige-ledes Jyllands vest- og nordkyst med de vidt-strakte strømudlignede sandstrande og klit-områder. Vel findes lignende kystformer ad-skillige steder langs Vesteuropas kyster, menintetsteds i en så udstrakt og uberørt til-stand, som det endnu er tilfældet her i lan-det.

Men også nogle mere kulturbe tonedelandskabstræk er relativt enestående. For detførste står de danske skove og plantager medskarpttegnede grænser mod agerbrugsland-skabet. Grænserne mellem jordudnyttelsesfor-merne i Danmark fremtræder skarpere endde fleste andre steder. For det andet virkerdet åbne danske land beboet. Som et resul-tat af udskiftningen og oprettelsen af hus-mandsbrug finder man i Danmark ofte enspredt landbobebyggelse mellem landsbyerne.

26

Som et tredie træk kan nævnes, at Danmarki forhold til vore nabolande både i syd ognord har bevaret et meget stort antal old-tidsmindesmærker, først og fremmest grav-høje. Disse findes i en sådan udstrækning, athele landskaber, f. eks. i Thy, er præget der-af. Til slut kan peges på nogle mindre, menstærkt særprægede områder, hvis karakterlandskabeligt eller videnskabeligt sætter demi særklasse også internationalt set. Her kanf. eks. nævnes Møns klint, Stevns klint, Stavnsfjord på Samsø, Mols Bjerge, Madum sø, Rå-bjerg Mile, Bulbjerg, Tipperne i Ringkøbingfjord, Skallingen og Draved skov ved Løgum-kloster.

Variationerne i det danske landskab er ividt omfang umiddelbart synlige for enhver.Vestjylland, de nordenfjordske egne, Østjyl-land, øerne og Bornholm udgør hver for sigskarpttegnede enheder.

Men også indenfor disse større områderoptræder underområder af særegen karakter.Det er muligt på grundlag af en objektivanalyse at fastlægge, hvilke landskabselemen-ter der er karakteristiske for bestemte egne,og tilmed at udpege de områder, der inden-for en egn er særlig karakteristisk for denne.Udgangspunktet for en sådan landskabsana-lyse er landskabets fysiske hovedtræk, såle-des som de er dannet i istiden og ved senerelandhævninger og landsænkninger. De for-mer, som landskabet herved har fået, harpræget jordbundsfordelingen inden for lan-det. Hedefladerne er magert sand, moræne-bakkerne ofte sand og grus, medens bund-morænefladerne hyppigere udgøres af kraf-tige jorder. Da de levende væsener — planter,dyr og mennesker - har tilpasset sig terræ-nets former og jordbundens beskaffenhed,findes en nær sammenhæng mellem de ka-rakteristiske ydre landskabsformer og de mil-jøtyper, som trives heri. Ved at bygge pålandskabets form og på de forskellige viden-skabers dermed sammenhængende særlige in-teresseområder, vil det derfor være muligt ihovedtræk at udpege en række egnskarakte-ristiske landskabsområder nogenlunde jævntfordelt landet over. Ligeledes vil det på sam-me grundlag være muligt at indkredse deområder, der er særligt typiske, og hvor derer en særlig koncentration af interesserne.

En inddeling af landskabet i forskellige

typer og forskellige koncentrationer af de vi-denskabelige interesser har stor betydningfor udformningen af den del af naturfred-ningsbestræbelserne, der går ud på 3) destore landskabsfredninger, naturparkerne.Det viser sig nemlig, at der er en høj gradaf sammenfald mellem de videnskabelige ogpædagogiske interesser i at bevare særligegnskarakteristiske landskaber, og da specieltde mest karakteristiske dele heraf, og de re-kreative og æstetiske formål, som naturfred-ningsbestræbelserne tillige skal tilstræbe. Dethænger sammen med, både at den landska-belige oplevelse som oftest er knyttet til detudprægede, hvilket i almindelighed vil sige tilsærligt egnskarakteristiske landskaber, og atde mere aktive og intellektuelt prægede for-mer for rekreation har gunstige vilkår i deområder, der er specielt karakteristiske foren egn.

c. Er der i Danmark plads til at bevarelandskaber?

Danmark er et land med en relativt høj be-folkningstæthed. Man kan derfor spørge, omder overhovedet er plads i landet til at be-vare særligt egnskarakteristiske landskaber.

Svaret er ganske utvivlsomt ja. For det før-ste må man være opmærksom på, at Dan-mark med hensyn til befolkningstæthed ogbyvækst trods alt ikke har været udsat for etså intenst pres som mange andre vesteuro-pæiske lande, der faktisk i vidt omfang hargennemført bevarelse af særligt karakteristi-ske landskaber. For det andet benyttes stør-steparten af det åbne land i Danmark tilagerbrug. Selv om denne driftsform ikke til-lader færdsel og ophold på selve de dyrkedearealer, er det åbne land så gennemskåretaf veje, at disse med udbyggede opholds- ogparkeringspladser vil kunne tjene rekreativeformål, uden at en fortsat agerbrugsanven-delse generes. Hertil kommer, at de udyrkedeeller ikke-intensivt dyrkede dele af landet,herunder skove og plantager, uden væsent-lige gener for driften tillader en ikke ringegrad af offentlig brug. For det tredie må detunderstreges, at den meget kraftige byudvik-ling, som er foregået, og som vil fortsætte ifremtiden, trods alt ikke er voldsommere, endat den bymæssige bebyggelse - men underden udtrykkelige forudsætning at det lykkes

27

at hindre en spredt bebyggelse — kun vil læg- grænsede geografiske omfang, som er karak-ge beslag på ialt mellem 10 og 15 % af lan- teristisk for de bestræbelser, der ovenfor erdets areal om en 30-40 år. kaldt specialfredninger (type 1) og for de

Der skulle således være rigelig plads til mere omfattende, som ovenfor er kaldt storenaturfredningsbestræbelser, både af det be- landskabsfredninger (type 3).

Kapitel II.

DEN GÆLDENDE NATURFREDNINGSLOVOG ANDEN LOVGIVNING VEDRØRENDE BRUGEN

AF FAST EJENDOM

A. Kort oversigt overnaturfredningslovens indhold.

Den gældende naturfredningslov er fra 1937,lov nr. 140 af 7. maj 1937. Den er ændret6 gange siden og optrykt som lovbekendtgø-relse nr. 194 af 16. juni 1961. Naturfred-ningsloven af 1937 var en videreudbygningaf den første naturfredningslov, nr. 245 af 8.maj 1917. Dennes hovedindhold var dels enhjemmel til at frede ved servitutpålæg, delsen række bestemmelser om offentlig adgangtil visse arealer i offentlig eje.

I sin nuværende skikkelse er den gælden-de naturfredningslov temmelig uoverskuelig.Ser man bort fra formålsbestemmelsen i § 1,der omtales nedenfor i afsnit B, og fra enrække organisatoriske og processuelle regler,der nærniere vil blive behandlet nedenfor ikapital XXI, indeholder den gældende lov-især 4 sæt regler: Fredning ved servitutpå-læg (1). - Fredning umiddelbart i henholdtil loven (2). - Offentlig adgang (3). -Fredningsplanlægning og dermed beslægtedereguleringsforanstaltninger (4).

1) Lovens §§ 11-14 indeholder hjemmeltil ved kendelse eller overenskomst at på-lægge bestemte ejendomme servitut om fred-ning, oftest således at ejendommen skal be-vares mere eller mindre uændret, undertidentillige således at der tillægges offentlighedenadgang.

2) De legale fredninger angår for det før-ste fortidsminder, som i sig selv er fredede,§ 2, og friluftsreklamer, som i almindelighedforbydes udenfor byer og bymæssige bebyg-gelser, § 30. Derudover findes der forskelligebeskyttelseszoner og byggelinier omkring sær-lig betydningsfulde landskabselementer, nem-lig fortidsminder. § 2, strande, skove, søer,åer og veje, § 25.

3) Regler om offentlig adgang findes i §

23 om strandgangsretten og i § 24, jfr. § 1.stk. 3, om offentlig adgang til skove og udyr-kede arealer i offentligt eje.

4) De nyeste dele af naturfredningslovener led i bestræbelser for gennem en registre-ring og planlægning af områder af særlig in-teresse at undgå, at de får en uhensigtsmæs-sig anvendelse eller bebyggelse. Hovedbestem-melserne om denne fredningsplanlægningfindes i lovens kapitel V, som senere er blevetsuppleret med § 22, hvorefter ikke-bymæs-sig bebyggelse på det åbne land kræver fred-ningsnævnets tilladelse.

Udenfor disse hovedgrupper falder § 28,der indeholder hjemmel til at frede artereller samfund af dyr og planter - med und-tagelse af pattedyr og fugle - samt geologiskedannelser.

B. Den gældende naturfredningslovs mål.Den gældende naturfredningslov forfølgerisær 3 formål: landskabelige eller landskabs-æstetiske, videnskabelige og pædagogiskesamt rekreative. De sidstnævnte omfatter og-så offentlighedens adgang til at færdes i na-turen.

Målene er nærmere beskrevet i formåls-bestemmelsen i § 1, hvis formulering dog,som det vil fremgå, er noget snævrere endbeskrivelsen ovenfor af de anvendelsesmu-ligheder, som naturfredningsbestræbelserneisær bør have for øje.

§ 1, stk. 1, 1. led har navnlig landskabetssynsmæssige fremtræden for øje. Bestemmel-sen taler om »områder, som på grund af de-res skønhed, beliggenhed eller ejendommelig-hed har væsentlig betydning for almenheden,derunder områder, som på grund af udsig-ter, beplantninger, træer, trægrupper, sten-gærder, levende hegn eller lignende har så-dan betydning.«

29

Medtagelsen af ordet »beliggenhed« somet selvstændigt moment tilkendegiver, at detafgørende i visse tilfælde ikke så meget erområdets karakter som dets beliggenhed. Etområde, der ikke kan karakteriseres som»fredningsværdigt« i mere afsides egne eller ien egn med store landskabelige værdier, kansåledes »rykke op« i bedømmelsen, hvis detligger f. eks. i nærheden af en større by elleri en egn med mindre attraktiv natur.

De videnskabelige og pædagogiske formålfremgår af § 1, stk. 1, 2. led, der handler om»områder, planter og dyr samt geologiskedannelser, hvis bevarelse af naturvidenskabe-lige, undervisningsmæssige eller historiskehensyn er af væsentlig interesse.«

Det følger heraf, at fredning bl. a. kan ske,hvor interessen er knyttet til visse landskabs-typer eller landskabsformer, herunder vand-løb, helt bestående af eller indeholdende be-stemte studieobjekter, som ønskes bevaret ien vis tilstand. Disse studieobjekter kan væreaf såvel videnskabelig som historisk art. Atde historiske hensyn indbefatter de arkæolo-giske har altid været antaget og følger yder-ligere af reglerne i § 2 om de jordfaste for-tidsminder. Også bygningers omgivelser kanfredes i henhold til disse bestemmelser.

§ 1, stk. 2 indeholder hjemmel for at givebefolkningen adgang til at færdes i naturenpå steder, hvor sådan færdselsret af hensyntil befolkningens friluftsliv er af væsentligbetydning for almenheden og kan gennem-føres uden at tilsidesætte hensynet til ejernesberettigede og væsentlige interesse.

C. Den gældende nafurfredningslovsmidler.

Til at varetage disse formål anviser den gæl-dende naturfredningslov en række forskelligemidler.

1. Fredningsservitutter.Det væsentligste er fredningsservitutter. Dis-se kan pålægges uden erstatning ved over-enskomst med ejeren i henhold til § 11 ogkaldes i så fald frivillige fredninger. Det al-mindelige er imidlertid, at fredningsservitut-ter pålægges ved kendelse mod fuld erstat-ning i henhold til §§ 13-14.

Rammerne for fredningsservituttens ind-hold er fastlagt i § 13, stk. 2. I henhold til

denne bestemmelse kan servitutten »navnliggå ud på, at det pågældende område skal be-vares i dets naturlige tilstand, derunder medbevarelse af planter, dyr og geologiske dan-nelser, bibeholdes uforandret eller vedlige-holdes på bestemt måde, at det enten sletikke eller kun på bestemt måde må udnyttes,bebygges eller beplantes, at der ikke må an-bringes master, boder eller andre indretnin-ger, der kan virke skæmmende, at en udsigtskal bevares, eller - om den måtte være til-groet - genåbnes, eller at færdsel på et fre-det område helt eller delvis forbydes. Vedkendelser, der vedrører bebyggelser, kan det,når forholdene særlig måtte tale derfor, til-lige bestemmes, at opførelsen af en bygningeller ombygning af eller tilbygning til en be-stående bygning ikke må begyndes, forindentegninger og planer for bygningen er god-kendt af fredningsnævnet. I særlig tilfældekan det derhos bestemmes, at allerede sketebebyggelser, beplantninger eller andre ind-retninger, der virker skæmmende, vil væreat fjerne, såfremt dette ikke er forbundetmed uforholdsmæssige værditab.«

Af § 13, stk. 3-4 fremgår yderligere, atfredningsservitutten kan gå ud på »at derpå nærmere angivet måde og i nærmere fast-sat omfang skal være adgang for alle og en-hver til at færdes« på et område.

2. Offentlige erhvervelser.Naturfredningslovens § 13, stk. 4 indehol-der hjemmel til, at »en af hensyn til almen-vellet påkrævet adgang for alle og enhvertil et område efter omstændighederne kangennemføres ved ekspropriation i stedet forved servitutpålæggelse.« Hjemmelen kan dogkun anvendes af overfredningsnævnet.

Desuden forudsætter loven anvendelse afoffentlig erhvervelse ved frivillig overdragel-se i to bestemmelser. I henhold til § 13, 4,1. pkt. kan »fredning, når det findes hen-sigtsmæssigt, også ske ved afståelse af ved-kommende ejendom til staten eller til enkommune.«

I henhold til § 37, stk. 1 skal frednings-planudvalgene »underrette . . . ministerenom, hvilke arealer der er inddraget underen fredningsplan med henblik på udnyttelse,som opholdspladser, campingpladser og lign.samt til frie badestrande.« Efter § 37, stk. 2kan ministeren herefter »pålægge udvalgene

30

at søge sådanne arealer erhvervet til det of-fentlige . . . ved overenskomst med ejeren ogandre i vedkommende ejendom berettigede.«

3. Beskyttelseszoner og byggelinier.De legale beskyttelseszoner kom ind i natur-fredningsloven i 1937, der indførte strand-byggelinien og skovbyggelinien, samt en regelder tilsigtede kontrol iøvrigt med villabebyg-gelsen ved kysterne. De øvrige zoner indfør-tes i 1961.

Beskyttelseszonerne er efter den gældendenaturfredningslov følgende:

a) Strandbyggelinien, § 25, stk. 1. »På defor græsvækst blottede strandbredder og påområder, der ligger inden for en afstand afindtil 100 m fra disse eller, hvor en sådanstrandbred ikke findes, fra daglig højvands-linie, må der ikke opføres bygninger eller an-bringes andre til beboelse, udsalgssted ellerlignende bestemte indretninger. Hvor en vedlovens ikrafttræden (1. juli 1937) eksisterendeoffentlig vej fører langs strandbredden indenfor den nævnte afstand, gælder reglen dogkun arealet på strandsiden af vejen; på det-te areal må der ikke uden fredningsnævnetssamtykke anbringes hegn, beplantning ellerandet, der kan være til hinder for den friudsigt fra vejen.«

b) Skovbyggelinien, søbyggelinien, åbygge-linien og vejbyggelinien, § 25, stk. 2 og stk.4. »Uden fredningsnævnets tilladelse må derikke bygges inden for en afstand af 300 mfra offentlige skove samt private skove på 20ha eller derover, 150 m fra indsøer med envandflade på mindst 3 ha, fra offentligevandløb med en bundbredde på mindst 4m samt 100 m fra de i lov om bestyrelsen afde offentlige veje § 3, stk. 2 a—c, nævnte ho-vedlandeveje og landeveje.

Opforelse af bygninger, der er nødvendigefor landbrugs-, skovbrugs- eller fiskerierhver-vet kræver dog ingen tilladelse. Det sammegælder, såfremt en væsentlig bebyggelse alle-rede var påbegyndt inden for de nævnte af-stande inden reglernes ikrafttræden.«

c) Beskyttelseszone ved fortidsminder, ( § 2 ) .»Indenfor en omkreds af 100 m fra jord-faste fortidsminder må der ikke uden tilla-delse af fredningsnævnet . . . opføres bygnin-ger, skure, master og lign. eller foretages be-plantninger, ændringer i terrænet eller andre

foranstaltninger, der i væsentlig grad kanvirke skæmmende eller ødelæggende på detpågældende fortidsminde. I skove og plan-tager, hvor bevoksning forefandtes før 1.marts 1961, kan nyplantning dog finde sted,men beplantninger skal holdes i afstand afmindst 5 m fra fortidsmindets fod. Fred-ningsnævnet kan efter indhentet udtalelsefra nationalmuseet under hensyntagen til ter-rænformer, udsigtsforhold m. v. ændre 100 mzonens afgrænsning, når dens areal ikke for-øges.«

d) Kystvillabebyggelsesreglen (»Dyrehave-reglen«), § 25, stk. 7. Til byggeliniebestem-melserne hører også reglen i § 25, stk. 7:»i alle tilfælde af villabebyggelse på grundeved landets kyster må ombygning eller gen-opførelse af bygninger, hvorved bebyggelsenskarakter væsentligt forandres, ikke finde steduden fredningsnævnets tilladelse.«

4. Andre fredninger direkte i henhold tilloven.Efter lovens § 2 er »alle jordfaste fortidsmin-der, såsom gravhøje, gravpladser, stendysserog bavtastene, voldsteder og lignende gamlebefæstningsanlæg samt ruiner, . . . fredet.«

Efter § 30 er »enhver art af friluftsrekla-mer uden for gader, veje og pladser i byerog bymæssige bebyggelser . . . forbudt. Her-fra undtages dog reklamer vedrørende ennæringsdrift eller virksomhed, når reklamener anbragt i umiddelbar tilknytning til næ-ringsdriften eller virksomheden. Dog kan fred-ningsnævnet forbyde reklamer, der virkersærlig dominerende i landskabet eller er syn-lige over store afstande. Med fredningsnæv-nets og de pågældende vejmyndigheders til-ladelse kan der opstilles skilte, der alene hen-viser til en næringsdrifts eller virksomhedsbeliggenhed.«

5. Legale færdselsrettigheder.Efter § 23 gælder en strandgangsret:»Alle for græsvækst blottede strandbredder,om hvilke ejeren ikke kan godtgøre, at defør den 1. januar 1916 var inddraget underhavearealer eller under en på vedkommendeejendom drevet erhvervsvirksomhed, såsomværft, fabrik eller lign., er åbne for almen-heden for færdsel til fods . . .«

31

Denne strandgangsret giver dog ikke ret tilophold og badning fra stranden.

Efter § 24 er »de staten, kommuner, kir-ker, præsteembeder og offentlige stiftelser til-hørende skove, herunder plantager, åbne foralmenheden for færdsel til fods«,og ifølge § 1, stk. 3, skal der »til udyr kedearealer, tilhørende stat og kommune, givesalmenheden adgang, for så vidt det kan ske,uden at det offentliges interesser kommer tilat lide derved.«

6. Frednings planer.De første planlægningsbestemmelser fandtesi naturfredningsloven af 1937. Efter denneskulle der ved overfredningsnævnets foran-staltning udarbejdes planer over og beskri-velse af de almeninteressante, særlig ejen-dommelige eller smukke landskaber, såledesat der på grundlag heraf kunne udarbejdesen samlet fredningsplan for hele landet ellerfor enkelte landområder. Når der for et om-råde var udarbejdet sådan fredningsplan,kunne statsministeriet pålægge fredningsnæv-nene at søge fredning gennemført i overens-stemmelse med planen.

Det fremgår af forarbejderne til 1937-lo-ven, at fredningsmyndighederne ved et for-beredende arbejde skulle registrere frednings-værdige områder og foretage en prioriteringmed hensyn til kommende fredninger. Deproblemer, der i de senere års debat er knyt-tet til ordet planlægning på dette område -problemerne om en regulering af bebyggel-sen i det åbne land - var ikke fremme underbehandlingen af loven.

Ved tillægslove af 13. april 1938 og 25.juni 1940 gennemførtes ændringer i 1937-lovens bestemmelser om fredningsplaner.1938-loven tillagde f redningsplanerne rets-virkning for grundejerne. Det blev bestemt,at når en plan var bekendtgjort, måtte derintet foretages, der stred mod planen, udenoverfredningsnævnets tilladelse. Gaves der af-slag på en ansøgning om sådan dispensation,kunne vedkommende ejer forlange rejst sæd-vanlig fredningssag, hvorunder det skulle af-gøres, om fredningsservitut skulle pålæggesmod erstatning eller sagen opgives. Ved1940-loven indførtes regler om fredningspla-nernes tinglysning. Dette system er siden bi-beholdt. Under folketingsbehandlingen afsidstnævnte lov redegjorde statsministeren i

skrivelse af 29. april 1940 for det daværendefredningsplanarbejde, jfr. Rigsdagstidende1939-40, Ordentl. samling. Tillæg B. Sp.1210-1214.

I slutningen af 1950-erne øgedes interes-sen for fredningsplanlægningen i forbindelsemed den da begyndende højkonjunktur ogden dermed forbundne voldsomme stigningi bilismen og sommerhusbyggeriet samt ef-terspørgslen fra udenlandsk side af sommer-huse her i landet. I denne periode blev detklart, hvilken nær forbindelse der måtte væremellem naturfredningsarbejdet og regule-ringen af bebyggelsen i det åbne land. Disseforhold førte til loven af 21. marts 1959 omændring i naturfredningsloven ved indføjelseaf det særlige kapitel V om fredningsplaner,hvorefter sådanne planer i større omfangskulle udarbejdes af særlige af statsministe-riet nedsatte fredningsplanudvalg. I motiver-ne til lovforslaget fremhævedes betydningenaf at lette almenhedens adgang til rekreationved fritidsophold i naturen, ved tilvejebrin-gelse af frie badestrande, opholdspladser,campingpladser m. v. samt betydningen af,at der drages omsorg for, at naturen ikkeforringes ved en ødelæggelse af de værdiful-de landskaber ved en bebyggelse, som ligesåvel vil kunne anbringes i mindre natur-skønne omgivelser. Endvidere anførtes, at enaf de metoder, man må rette sin opmærksom-hed mod for at opnå mere helhedsprægede,mindre tilfældige, rettidige løsninger, er ud-arbejdelse af fredningsplaner — i nøje sam-arbejde med byplanmyndigheder, byudvik-lingsorganer, vejmyndigheder m. fl.

Fredningsplaner udarbejdet i henhold tilkap. V i den gældende naturfredningslov harsamme retsvirkninger som de ældre fred-ningsplaner, men kompetenceordningen erændret.»Det påhviler statsministeren (nu ministe-ren for kulturelle anliggender) at lade ud-arbejde planer over og beskrivelse af almen-interessante eller særlig ejendommelige land-skaber samt arealer, som det på grund af de-res naturskønhed eller beliggenhed må ansesfor ønskeligt at bevare fri for bebyggelse ellerandre foranstaltninger, der kan ødelægge el-ler forringe de pågældende områder for al-menheden.« § 33, stk. 1.

Planerne udarbejdes af de særlige fred-ningsplanudvalg, men skal godkendes af

32

overfredningsnævnet. Efter godkendelsen»hvorom bekendtgørelse vil være at indrykkei Statstidende, må, indtil fredning af de på-gældende arealer er gennemført eller ende-ligt opgivet, hvorom bekendtgørelse ligeledesindrykkes i Statstidende, tilstanden på de un-der planen inddragne områder ikke udenvedkommende udvalgs tilladelse forandres,. . . Navnlig må der . . . ikke uden udvalgetstilladelse på arealerne opføres bygninger afnogen art eller anbringes master, boder ellerandre indretninger eller foretages beplantnin-ger, der kan ødelægge eller forringe de på-gældende områders betydning for almenhe-den.« Såfremt en tilladelse nægtes ejeren,både af fredningsplanudvalget og af et sær-ligt ankenævn »kan han kræve fredningssagrejst i overensstemmelse med lovens almin-delige bestemmelser.« § 35.

7. Almindelig bebyggelsesregulering i hen-hold til naturfredningslovens § 22.

Allerede kort efter gennemførelsen af æn-dringerne i naturfredningsloven af 1959 på-pegede Danmarks Naturfredningsforening, atman ikke på det pågældende lovgrundlagkunne hindre den stigende planløse udstyk-ning af sommerhusgrunde og foreslog derfordels en almindelig begrænsning af byggeret-ten i det åbne land dels indførelse af forskel-lige nye beskyttelseszoner med henvisning tilforeningens erklæring anbefalede professorKnud I Hum den 31. maj 1960 i en artikeli Politiken at frakende grundejerne den ube-grænsede ret til bebyggelse.

Til at imødegå den truende situation ogfor at opnå en bedre koordinering med plan-lægningen efter byplan- og byreguleringslov-givningen, der var under stærk udvikling,blev der i folketingssamlingen 1960/61 frem-sat forslag til en ordning, hvorefter der udenfor de i videste forstand byplanlagte områ-der kun kunne opføres større samlede be-byggelser med samtykke fra vedkommendefredningsnævn, og således at der i tilfælde afafslag ikke skulle ydes erstatning. I motivernetil bestemmelsen (Folketingstidende 1960-61.Tillæg A. Sp. 1148 og 1150) siges, at manhar fundet det ønskeligt at søge tilvejebragten foreløbig sikring imod bebyggelser, som ifredningsmæssig såvel som i byplanmæssighenseende bør undgås. Formålet forklares

nærmere derhen, at det er hensigten medden foreslåede bestemmelse at søge reserve-ret de nuværende landbrugsarealer til land-brug, således at de først frigives til anden er-hvervsmæssig udnyttelse, herunder til bebyg-gelse, efter en saglig udvælgelse, der også ta-ger hensyn til fredningsinteresser.

Under behandlingen i folketinget fik be-stemmelsen - naturfredningslovens § 22 -sin nuværende udformning.

Ifølge § 22, stk. 1 må der »uden for byerog bymæssige bebyggelser og uden for områ-der, der er omfattet af en godkendt byudvik-lingsplan eller byplan (dispositionsplan), . . .ikke uden fredningsnævnets tilladelse opføresbygninger, bortset fra sådanne der alene tje-ner landbrugs-, skovbrugs-, fiskerierhverveteller andet på stedet naturligt erhverv samtlokal helårsbeboelse.« Gives der afslag på etandragende om byggeri, er ejeren efter stk. 2,»berettiget til erstatning for den ved afslagetforvoldte værdinedgang.«

8. § 9. Kontrol med anlægsarbejder.Til naturfredningslovens midler hører ogsåreglerne i § 9, hvorefter»enhver offentlig myndighed, der kommertil kundskab om et påtænkt byggeforetagen-de eller anden foranstaltning, som skønnesat ville gribe forstyrrende ind i den bestå-ende tilstand på de i §§ 1 og 2 nævnte om-råder, skal uopholdelig give formanden forfredningsnævnet meddelelse herom. Kan så-danne indgreb befrygtes som følge af på-tænkte vejarbejder eller anlæg af elektriskeledninger, påhviler det vedkommende kom-munale råd (amts-, by- eller sogneråd) elleri sidste tilfælde vedkommende elektricitets-selskab inden arbejdets begyndelse at gøreindberetning til fredningsnævnet.«

Bestemmelsen, der går tilbage til loven af1917, er i første række af processuel art, idetden tjener til at sikre fredningsmyndigheder-nes inddragelse i sager, der berører frednings-værdige områder, også i de tilfælde, hvorlovens regler ikke iøvrigt, som f. eks. bygge-liniebestemmelserne, hjemler pligt til fore-læggelse. Reglen i § 9 har imidlertid også etselvstændigt indhold, idet det i overfred-ningsnævnets mangeårige praksis er antaget,at rejsning af fredningssag ikke er nødvendigfor, at fredningsnævnene kan tage - også

:«

negativ - stilling til forelagte projekter tilveje og el-ledninger og andre lignende an-læg. Bestemmelsen i § 9 indeholder for så-danne anlæg derfor et krav om frednings-myndighedernes godkendelse af projektet.

D. Naturfredningslovens forholdfil anden lovgivning vedrørende brugen

af fast ejendom.Da naturfredningsloven gennemførtes, kunnedet ske uden væsentlig hensyntagen til an-den lovgivning vedrørende anvendelsen afdet åbne lands naturressourcer, og i mangeår kunne dens regler administreres i det storeog hele isoleret. Principielt kunne ganske visten anvendelse af naturfredningslovens reglerkomme til at kollidere med beslutninger truf-fet i henhold til f. eks. vandløbsloven ellerskovloven; men sådanne kollisioner var dogrelativt sjældne, og konflikter var sjældentalvorlige. Nogen praktisk betydningsfuld mu-lighed for kollision med bygningsretlige reg-ler og afgørelser var der ikke. Indtil byregu-leringsloven af 1949 og landsbyggeloven af1960 fandtes der uden for de bymæssige be-byggelser og disses nærmeste omgivelser in-gen eller kun relativt få og enkle konstruk-tive bestemmelser om bebyggelse.

Den vældige udvikling i lovgivningen ved-rørende bygningsret og bebyggelsesplanlæg-ning uden for byerne, som er sket i de sidstetiår, har imidlertid ført til, at det ikke læn-gere er muligt at behandle naturfrednings-loven isoleret. Loven er blevet en del af detsamlede regelkompleks vedrørende brugen affast ejendom uden for byer og bymæssigebebyggelser. Det er derfor - som også forud-sat i kommissoriet, jfr. ovenfor side 7 - nød-vendigt, at naturfredningsloven tilpasses det-te system af regler, ligesom det er påkrævet,at de øvrige regler tilpasses naturfrednings-loven.

Det regelkompleks, der således regulererbrugen af fast ejendom uden for byer og by-mæssige bebyggelser er stort og kompliceret.Reglerne er ikke samlet i en enkelt lov elleri et enkelt lovkompleks, men findes spredt ien række love, der er anbragt i forskelligedele af retssystemet.

Reglerne har meget forskellig genstand.De kan angå landskaber, mineralske fore-komster, vandløb, bygninger eller hele be-

byggelser, fortidsminder eller bestemte dyr ogplanter.

De formål, som reglerne forfølger, er ogsåforskelligartede. Der kan lægges en hoved-sondring mellem regler, der går ud på atbevare dele af de fysiske omgivelser uæn-dret, og regler, som indskrænker sig til atregulere sådanne ændringer i de fysiske om-givelser, som anses for nødvendige, eller somsamfundet i al fald ikke modsætter sig.

Indenfor hvert af disse hovedformål kanforetages yderligere sondringer. Regler ombevarelse kan have til formål at bevaregrundlaget for den økonomiske udnyttelse afjorden. Dette formål har f. eks. reglerne omhindring af sandflugt, om diger, om kystsik-ring og lign. Det, man vil bevare, kan ogsåvære en vis social-økonomisk struktur; detteer f. eks. formålet med store dele af landbo-lovgivningen. Men bevarelseslovgivningenkan også have sundhedsmæssige, rekreative,videnskabelig-pædagogiske og æstetiske for-mål.

Formålene med regler, der regulerer æn-dringer i de fysiske omgivelser, kan være li-geså forskelligartede. Hensigten kan være enrationel, økonomisk udnyttelse, eller simpelt-hen rationering af visse råstoffer, som kunfindes i begrænset omfang. Men målet kanogså være at hindre skade og fare for dem,som bruger jorden, eller som færdes på jor-den eller i bygningerne.

I gældende dansk ret findes disse forskel-ligartede og brogede regler foruden i natur-fredningsloven, især i bygningsretten, i land-boretten samt i forskellige frednings- og be-varingslove.

De vigtigste regler om bebyggelse og by-dannelse uden for byer og bymæssige bebyg-gelser findes i landsbyggeloven (lov nr. 246af 10. juni 1960), hvis regler suppleres medbygningsreglementet for købstæderne og lan-det af 1. august 1966 og bygningsvedtægter-ne for de enkelte kommuner (normalbyg-ningsvedtægten er af juli 1961), i byplanlo-ven (lovbekendtgørelse nr. 160 af 9. maj1962), og i byreguleringsloven (lovbekendt-gørelse nr. 279 af 1. juli 1965) samt i enrække bestemmelser i brandlovgivningen (lovnr. 247 af 10. juni 1960).

Disse regler om bebyggelse og bydannelseangår både den enkelte bebyggelse og bymil-jøet. Der findes regler om den enkelte byg-

34

nings konstruktion og indretning, dens be-liggenhed på grunden, højde o. s. v. og densnærmeste omgivelser. Men der findes ogsåregler, der fastlægger bydannelsens grænserog søger at ordne fremtidige bebyggelsers for-skellige elementer og de forskellige bebyggel-sesarter således, at der fremkommer gode oghensigtsmæssige miljøer. De forskrifter forfast ejendoms anvendelse og bebyggelse, somfremgår ved en samlet betragtning af lands-byggeloven, byplanloven og byreguleringslo-ven, og som har særlig betydning for natur-fredningen, er nærmere omtalt nedenfor.

Vedrørende landbrugserhvervenes fasteejendomme findes en omfattende regule-ringslovgivning. De vigtigste gældende loveer lov om landbrugsejendomme (lov nr. 114af 4. april 1967), lov om ændringer i lov omoprettelse og supplering af mindre landbrugm.m. — statshusmandsloven (lovbkg. nr. 117af 10. april 1967), lov om opførelse af arbej-derboliger på landet (lovbkg. nr. 118 af 10.april 1967), lov om udstykning og sammen-lægning m. m. af faste ejendomme (lovbkg.nr. 119 af 10. april 1967) samt jordfordelings-loven (lov nr. 129 af 28. april 1955).

Reguleringslovgivningen vedrørende land-brugsejendomme angår først og fremmest for-delingen af ejendomme mellem forskelligar-tede kategorier af brugere. Der er principieltforeskrevet opretholdelsespligt for beståendelandbrugsejendomme. Efter den seneste lov-ændring er der dog ikke længere pligt til atopretholde avlsbygningerne. Der er begræns-ninger i mulighederne for at erhverve land-brugsejendomme eller visse arter af ejendom-me. Visse kategorier af ejere, især selskaber,samt personer der i forvejen ejer 2 landbrugs-ejendomme, har således kun mulighed forved dispensation at erhverve landbrugsejen-domme, ligesom visse ejendomme, især arbej-derboliger, forbeholdes en snæver kreds. Derer endvidere begrænsninger i adgangen til atsammenlægge og udstykke landbrugsejen-domme.

En lang række love sætter af den ene elleranden grund grænser for de ændringer, dermå foretages i de fysiske omgivelser, eller på-lægger positive foranstaltninger til det be-ståendes beskyttelse. Foruden naturfrednings-loven kan nævnes bygningsfredningsloven(lov nr. 195 af 8. juni 1966), skovloven (lovnr. 164 af 11. maj 1935), sandflugtsloven

(lov nr. 84 af 25. marts 1961), kystsikrings-loven (lov nr. 235 af 12. juni 1922), dige-loven (lov nr. 53 af 10. april 1874) og brun-kulsloven (lov nr. 172 af 7. juni 1958).

Bygningsfredningsloven hjemler, at vissearkitektonisk eller kulturhistorisk særlig vær-difulde bygninger ikke må ændres uden til-ladelse, eller vanrøgtes.

Hovedindholdet af skovloven er, at be-stående fredskov skal opretholdes.

Kystsikringsloven og digeloven er eksemp-ler på hjemmel til positive foranstaltningerfor at hindre naturlige ændringer i statusquo. Brunkulsloven indeholder hjemmel tilat pålægge den, som udnytter jorden til grav-ning af brunkul, i et vist omfang at retablerede landskabsmæssige forhold.

Andre væsentlige offentligretlige love ved-rørende brugen af fast ejendom er: vejbesty-relsesloven (lovbekendtgørelse nr. 342 af 9.december 1964) der, foruden regler om be-styrelsen af offentlige veje og om anlæg afdisse, indeholder betydningsfulde regler ombyggelinier langs vejene og om adgangen tilveje fra naboarealer; vandløbsloven (lov nr.214 af 11. april 1949), der indeholder reglerom bestyrelsen og vedligeholdelsen af vand-løb, men tillige betydningsfulde bestemmel-ser om vandløbs anvendelse, herunder til af-ledning af spildevand m. v., og om ændrin-ger i vandløbets tilstand; vandindvindings-loven (lov nr. 54 af 31. marts 1962) om an-vendelse af grundvand til vandforsyning;sundhedsvedtægterne (normalsundhedsved-tægt for landkommuner af august 1960), derindeholder en række regler om vandforsy-ning og vandafledning og om forskellige slagsbygningers udnyttelse og sundhedsmæssigeforhold; loven om erhvervelse af fast ejen-dom (lov nr. 344 af 23. december 1959),hvorefter der kræves offentlig tilladelse, forat udlændinge kan erhverve fast ejendomher i landet. Vejbestyrelsesloven og sundheds-vedtægterne er omtalt nærmere side 60-63.

Denne opremsning af love og anordningerer naturligvis ikke udtømmende. For det før-ste er kun de vigtigste bestemmelser medta-get. For det andet findes rundt om i regel-komplekser, der angår andre forhold endbrugen af fast ejendom, spredte regler her-om. Særlig almindelige er sådanne regler ilove og anordninger, der regulerer en be-stemt nærings udøvelse.

Kapitel III

NATURFREDNINGSLOVEN I PRAKSIS

1. Servitutfredning.Servitutfredningen er et for Danmark spe-cielt fænomen, der indførtes i lovgivningenmed naturfredningsloven af 1917 og er op-retholdt uændret. Det indebærer, at dertvangsmæssigt mod erstatning — altså som enart ekspropriation - eller ved frivillige be-stemmelser pålægges faste ejendomme servi-tutter, der begrænser ejerens udnyttelsesret.

Det samfundsmæssige behov for pålæggetaf sådanne servitutter måtte naturligvis værebegrænset i et så udpræget landbrugssam-fund som det, Danmark udgjorde i de førsteårtier efter 1917-loven. Med industrialiserin-gen og den deraf følgende samfundsudviklingvokser presset på hele landskabet og i over-ensstemmelse dermed også behovet for enlandskabsbeskyttelse.

1°. Fredningernes omfanger derfor undergået en meget betydelig ud-vikling igennem de seneste år, samtidig medat der er foregået en intensivering i anven-delsen af de nedenfor omtalte foranstaltnin-ger. Udviklingen fremgår af en oversigt overstatskassens udgifter til fredningserstatningersiden finansåret 1917-18. Ved bedømmelsenaf tallene må tages i betragtning, at det isæri den første tid var muligt ved DanmarksNaturfredningsforenings medlemskreds atgennemføre en række frivillige fredninger, atjordpriserne er steget betydeligt, og at stats-kassens normale andel af de samlede erstat-ningsudgifter i tiden efter 1917 udgjorde 1/2og fra 1961 3/4 med mulighed for at øge den-ne andel til 9/10.

1917-181918-191919-201920-211921-221922-23

K i

01.900

6001.9001.1501.400

1923-241924-251925-261926-271927-281928-29

Kr.700

1.1003.2001.4002.400

400

1929-301930-311931-321932-331933-341934-351935-361936-371937-381938-391939-401940-411941-421942-431943-441944-451945-461946-471947-48

Kr.13.30018.7006.900

14.00015.10018.0008.200

27.57340.50020.425

140.457113.336120.78889.095

261.97856.14468.10373.114

296.175

1948-491949-501950-511951-521952-531953-541954-551955-561956-571957-581958-591959-601960-611961-621962-631963-641964-651965-661966-67

Kr.176.64462.110

165.580157.303117.038146.142

18.09466.718

107.98627.985

116.848328.40886.393

1.096.5373.260.6803.795.0866.686.1084.305.6813.631.476

De samlede udgifter i finansårene1917-18 til 1960-61 2.995.232 kr.

De samlede udgifter i finansårene1917-18 til og med 1966-67 . . 25.770.800 kr.

På side 36 er vist en opgørelse over fred-ninger efter størrelse og geografisk fordeling.Herefter udgør det samlede areal af allefredninger på 1 ha og derover ca. 57.000 haeller 1,2 % af landets areal.

Hertil kommer reservaterne i henhold tilreservatloven, der efter en beregning i august1964 ialt udgjorde 10.639 ha land- og fersk-vandsareal og 34.139 ha søterritorium, for-delt således:

De videnskabelige reservater (reservatlovens§ 14) ca. 1.400 ha land- og ferskvandsarealsamt ca. 13.600 ha søterritorium. Vildtre-servaterne (daværende reservatlovs § 7) ca.9.200 ha land- og ferskvandsareal samt ca.20.600 ha søterritorium.

2°. Karakteren af gennemførte fredninger.a. Der er en nær sammenhæng mellem debehov, naturfredningsbestræbelserne søger at

36

*) herunder Bygholm og Arup Vejler, skønt disse også harstatus som videnskabeligt reservat (statsministeriets be-kendtgorelse af 28. april 1960).

opfylde, den fysiske karakter af det pågæl-dende område og indholdet af de pålagtefredningsservitutter. Hovedlinien i udviklin-gen er, at fredninger navnlig gennem de se-nere år er blevet langt mere hyppige, og atde enkelte fredninger er blevet mere omfat-tende og i stadig stigende grad tilgodeserflere behov samtidigt.

b. De fredninger, der hovedsagelig tagersigte på at opretholde landskabets hidtidigetilstand, kaldes i almindelighed for statusquo-fredninger. De angik tidligere ofte retsnævert angivne objekter - til tider kun f.eks. enkelte træer eller stengærder eller andrebestemte elementer i landskabet. Der er dogogså i disse tidligere faser gennemført enrække mere omfattende fredninger, ikkemindst ved frivillige ordninger.

I de senere år er det i stigende grad til-stræbt at koncentrere f redningsarbejdet omstørre fredninger ofte omfattende både dyr-kede og udyrkede områder, f. eks. en ådal

med tilgrænsende enge og skrænter, en sømed omgivelser, et bakkeområde eller enkyststrækning, klitarealer ved havet eller ind-landsklitter - eller eventuelt større landska-ber, hvori de nævnte og andre landskabs-former kan indgå. Hvor en frednings belig-genhedsværdi er særlig stor, således navnlighvor fredningen i særlig grad er motiveret ihensynet til en nærliggende større by, har derkunnet slækkes på kravet til de enkelte objek-ters kvaliteter.

Status quo fredninger er endvidere foreta-get af historisk betydningsfulde steder, f. eks.ved Dybbøl og Jelling, eller af hensyn til be-varingsværdige bygninger, f. eks. vandmøllereller herregårde og (navnlig) landsbykirker.Også fredning i byer har i et vist omfang fun-det sted, således af alléer, parker, trægrupper,arealer ved voldanlæg og kanaler. Inden fordenne gruppe har frivillige fredninger spilleten betydelig rolle, jfr. nedenfor.

I alle disse tilfælde går jredningsservitut-tens indhold ud på at bevare en bestemt til-stand. Detailreglerne i forbindelse hermedvil som regel omfatte forbud mod anbrin-gelse af bygninger og boder, andre hegn endlandbrugshegn, beplantninger og »skæmmen-de indretninger«. Faste standarder går igeni servitutterne, som er af ret ensartet karak-ter; men det må dog siges, at servitutterneer mindre enslydende, end man på forhåndskulle vente.

En ofte forekommende passus er, at fred-ningen forbyder afgravning og terrænmæssi-ge ændringer samt andre ændringer i dennaturlige tilstand, f. eks. regulering af vand-løb og afvanding, evt. opdyrkning, jfr. omgrusgravning kap. X og om vandløbsregu-lering m. v. kap. XVII.

Ved status quo fredning tages også stillingtil bebyggelsesspørgsmål. Servitutbestemmel-serne varierer en del: De går kun sjældentud på fjernelse af eksisterende bygninger, ogda normalt kun skure og lign. mindre byg-geri, eventuelt således at fjernelse skal ske in-den en vis frist. Censurbestemmelser fore-kommer næsten altid, hvor andet byggeri endlandbrugsbyggeri tillades. De har tit den ge-nerelle form, at den pågældende bebyggelseskal godkendes af fredningsnævnet, men det,der i praksis er væsentligt, er placeringen iterrænet, evt. tillige størrelsen. Er huse til-ladt bevaret, anses genopførelse for tillade-

37

lig, medmindre kendelsens formulering giversikre holdepunkter for det modsatte.

Ved fredninger af blot nogen udstræk-ning tillades nødvendigt landbrugsbyggeri,evt. blot til bestående landbrug, og evt. eftercensur med hensyn til beliggenheden af nytbyggeri. Om hvad der menes med nødvendigtlandbrugsbyggeri, se nedenfor i afsnittet ombyggelinier. Ombygning, herunder til ændretanvendelse, er normalt tilladelig, hvis denydre fremtræden ikke ændres væsentligt.

c. Fredninger, der går ud på at åbne foralmenhedens adgang. Denne gruppe fred-ninger omfatter arealer, der efter deres ka-rakter er særligt egnede til at åbnes for al-menheden, såsom strande, lyngarealer m. v.I disse fredninger indgår naturligt et statusquo-element. Endvidere kan nævnes udsigts-arealer samt arealer, der med henblik påderes særligt intensive anvendelse skal åbnesfor almenheden som f. eks. parkeringsplad-ser, stier etc.

Sådanne arealer indgår i de fleste tilfældesom nødvendige accessorier til større frednin-ger eller til fredninger med stærk publikums-søgning. Som følge af denne intensive udnyt-telse er disse arealer i mange tilfælde bleveterhvervet af det offentlige fremfor åbnet vedservitutpålæg.

3°. Frivillige fredninger.En betydningsfuld gruppe af disse udgørfredninger af hele eller større dele af land-ejendomme, herunder ikke mindst godser,hvorved der er sikret store områder, derofte er betydningsfulde både i sig selv og til-lige gennem det miljø, som udgøres af selveherregården med dennes omgivelser. I eje-rens ønske om at gennemføre en frivillig fred-ning indgår i almindelighed bestræbelser forat bevare ejendommen samlet. I enkelte til-fælde er sådanne fredninger netop søgt gen-nemført for at hindre en byudvikling og der-med også en skattemæssig belastning af depågældende arealer. I disse tilfælde kan fred-ningsnævnenes afgørelse af, om fredningstil-budet kan modtages, først træffes efter for-handling til en række sider; i nogle tilfældehar vedkommende kommunale råd indbragtsagen for overfredningsnævnet, der har måt-tet afveje de forskellige samfundshensyn modhinanden, evt. søge et kompromis.

Den talrigeste gruppe af frivillige fred-ninger er de såkaldte kirkefredninger. I 1941toges et initiativ af provst Johan Exner over-for kirkeministeriet, idet han foreslog, at derblev truffet forholdsregler til sikring af delandskabelige omgivelser for landets kirker.Da en generel ordning på grund af besæt-telsestidens forhold ikke kunne tilvejebrin-ges, gennemførte provst Exner i samarbejdemed det stedlige fredningsnævn ved frivilligeoverenskomster med lodsejerne fredning afarealerne op til kirkerne i Randers stift.

På baggrund heraf udsendte kirkeministe-riet et cirkulære af 26. januar 1949 til stifts-øvrigheden landet over om fredning af kir-kernes omgivelser. Heri bemyndigedes provstExner til at organisere sådanne frednings-bestræbelser og søge dem gennemført overhele landet i samråd med vedkommendefredningsdommere, provster, præster og me-nighedsråd.

I løbet af 1949-51 gennemførtes herefteruden erstatning og ved frivillige overenskom-ster med lodsejerne ca. 4.500 fredninger afarealerne i umiddelbar tilknytning til lan-dets ca. 2.000 kirker.

Blandt de frivillige fredninger indgår ogsåen række fredninger af parker og andre»grønne« områder i byerne (grønninger, vol-de, kanaler, alléer m. v.). For en række afdisse gælder, at det på grund af deres belig-genhed i byerne på tidspunktet for frednin-gens gennemførelse er tvivlsomt, om de kunnehave været gennemført mod ejerens, d. v. s.normalt vedkommende kommunes, protest,men een gang gennemført som frivillige fred-ninger, vil de være undergivet naturfred-ningslovens beskyttelse i overensstemmelsemed den fastlagte deklaration eller kendelse.I København og nogle af omegnskommuner-ne er i de senere år gennemført en række fred-ninger af denne type i et samarbejde mellemparkejeren (kommunen eller staten) og Dan-marks Naturfredningsforening.

4°. Erstatningsreglernes praktisering.1. Naturfredningslovens erstatningsregler harsiden tilblivelsen i 1917 altid været fortolketsåledes, at de hjemlede fuld grundlovsmæssigerstatning, således at erstatning for frednings-indgriben skulle udmåles i overensstemmelsemed ekspropriationsrettens almindelige prin-

38

cippcr. At der knytter sig en række proble-mer til fredningsindgrebets sædvanlige karak-ter af servitutpålæg, gør ingen forandringheri; om behandlingen af dette særlige for-hold, der f. eks. har betydning ved bedøm-melsen af panthavernes stilling i almindeligestatus quo fredninger, henvises til fremstil-lingen i kapitel XXI om fredningsprocessen.

2. Blandt de typiske erstatningssituationerer fastsættelse af erstatning for landbrugs-mæssige gener ved en fredning. Normalt af-skæres den landbrugsmæssige udnyttelse gan-ske vist ikke, men forbud mod opdyrkning afhede og lign. arealer kan forekomme, lige-som begrænsninger i mulighederne for læ-plantning og afvanding, jfr. side 52-53.Fastsættelsen af fredningserstatning for eje-rens tab ved sådanne indgreb volder ingenprincipielle vanskeligheder. Endvidere fore-kommer hindring af anden på stedet natur-lig udnyttelse, såsom vandløbsregulering, evt.med henblik på salg til dambrug, tilplantningaf arealer, der på grund af deres kuperedekarakter eller jordbundens art er mindre eg-net til sædvanlig landbrug, udnyttelse af fo-rekomster i jorden, navnlig grus. Erstatnings-fastsættelsen støder i disse tilfælde i praksisikke sjældent på vanskeligheder, fordi det ersvært at vurdere den økonomiske værdi afudnyttelsesmuligheder, som på ekspropria-tionstidspunktet ikke er aktuelle. Her må er-statningen ofte fastsættes ved taksation, idettaksationskommissionen herved benytter sinret efter § 20, stk. 1, til at anvende sag-kyndig bistand. Dette har i praksis særlig væ-ret tilfældet ved fastsættelse af erstatningfor mistet ret til grusgravning og tillige vedhindring af dambrug. Undertiden vil spørgs-målet kunne udsættes — f. eks. på den måde,at ejeren skal give et varsel, såfremt udnyt-telsen bliver aktuel.

Det indgreb, som begrunder størst erstat-ning og i praksis giver de største vanskelig-heder, er forbud mod bebyggelse. Det, derhar voldt problemer, er de tilfælde, hvor enfredning afskærer fra en større udstykning,medens erstatningsudmålingen ved fredningaf en enkelt byggegrund, eller hvor der - vedfredning af større arealer - alene hævdes atvære mulighed for frasalg af en grund i nyog næ, ikke har givet vanskeligheder. Om er-statningsfastsættelser ved hindring af udstyk-ning henvises til fremstillingen nedenfor af

problemer omkring naturfredningslovens §22, og om samspillet med anden byggeregu-lerende lovgivning til fremstillingen i kap V.

2. Offentlige erhvervelser.

Naturfredningslovens § 13, stk. 4 indehol-der som anført hjemmel til, at åbning afområder for offentlig adgang kan gennem-føres ved ekspropriation i stedet for ved ser-vitutpålæggelse. Hjemmelen, der dog kunkan anvendes af overfredningsnævnet, harkun haft beskeden betydning i praksis.

Derimod er offentlig erhvervelse ved fri-villig overdragelse kommet til at spille enmeget betydelig rolle i de senere år.

Erhvervelserne kan ske som led i en fred-ningssag, altså således at der opnås forligmed ejeren om, at et fredet areal overgårtil det offentlige mod fredningserstatningen.Dette kan va*re en særlig naturlig ordningogså for grundejeren, når arealets dyrknings-værdi er ringe.

De fleste erhvervelser af større arealer erdog sket direkte ved forhandling mellem ejer-ne og fredningsplanudvalgene, jfr. naturfred-ningslovens § 37, stk. 2, der indføjedes vedændringsloven af 1959.

Der er grund til at understrege betydnin-gen af disse sidstnævnte erhvervelser. De ud-gør en hensigtsmæssig løsning, hvor der fordet offentlige er behov for en intensivereudnyttelse af et område, f. eks. med ad-gang for almenheden. Hertil kommer, at deruden komplikationer overfor en ejer kan fo-retages en successiv udvidet udnyttelse tilfordel for almenheden. Statens udgifter tilerhvervelser har i de seneste år udgjort be-løb af samme størrelsesorden som udgifternetil fredningserstatninger.

De samlede udgifter til erhvervelser i hen-hold til § 37 udgør:

1960/611961/621962/631963/641964/651965/661966/67

I alt . . .

. . 2

. . 1

. . 3

. . 1

. . 3

. . 3

. . 16

Ki

.149.466

.410.086

.604.561

.851.028258.178.868.639.706.800

.848.758

:>9

Det samlede areal for disse erhvervelserudgør ialt ca. 1370 ha, der fordeler sig påde enkelte amter med:

FrederiksborgKøbenhavn .SorøPræstøThistedHjørring . . .Ringkøbing .ÅrhusSkanderborgRanders . . . .Sønderborg .HolbækMaribo . . . .Bornholm . .

I alt

ha

179,961,3240

38,02,56

25,4035425,8260362,844831.054134,3922,236431,2842

187,54302,034

23,1

1367,5600

På Sjælland er erhvervet ca. 409 ha og iJylland ca. 933 ha, heraf ca. 783 ha i detvæsentlige i Vestkystområdet og ca. 88 haomkring Århus.

Som eksempler på erhvervelser foretagetikke gennem overenskomst mellem ejeren ogstaten, men gennem fredningskendelser kannævnes Snørengegård ved Gilbjerg, Ugelbøl-le nord for Århus, og som en særlig variationden kommunale erhvervelse ved overfred-ningsnævnets kendelse af ejendommen Hea-therhill ved Rågeleje. I øvrigt er det typiskfor erhvervelser gennem kendelser, at formå-let hermed har været at erhverve mindre op-holds- og parkeringsarealer samt stianlæg iforbindelse med det ved kendelsen i øvrigtfredede område.

3. Beskyttelseszoner og byggelinier§§ 2 og 25.

De legale beskyttelseszoner - gengivet forans. 30 er alle genstand for omtale andre ste-der i betænkningen, fordi de beskytter land-skabselementer eller interesser behandlet isærkapitlerne, kap. VIII ff. Hvor de gælden-de bestemmelser, der så godt som alle fore-slås bibeholdt i mere eller mindre ændretform, har givet anledning til fortolkningstvivleller vanskeligheder, er også disse spørgsmåldetailleret behandlet i de respektive kapitler.På dette sted skal derfor alene gøres nogleenkelte generelle bemærkninger om praktise-ringen.

a. Zonernes beregning i praksis. Strand-byggelinien fastsattes for de enkelte ejendom-me i årene 1937-1940 af en særlig kommis-sion, strandfredningskommissionen, såledesat de trufne bestemmelser vedrørende bygge-linier tinglystes ved kommissionens foran-staltning. Byggelinien kan dog ikke bestem-mes ved måloptagning på de planer, der erhæftet til de tinglyste deklarationer, menalene ved de på denne anførte mål til strand-bred, skræntoverkant m. v., således som disseforefindes i marken på det tidspunkt, da be-byggelsen finder sted, jfr. nærmere kap. XVDe øvrige byggelinier og zoner er ikke fast-sat på forhånd og må beregnes efter for-holdene i marken, når anvendelsen af reg-len er aktuel. Hvor dette medfører urimeli-ge forhold, f. eks. derved at en kommuneskøb af en privat skov på under 20 ha gørskovbyggelinien gældende for et område, derpå tidspunktet for købet allerede var udlagttil bebyggelse, kan spørgsmålet klares ved dis-pensation. Lignende betragtninger har væretanvendt ved nye byggeliniers ikrafttræden.

Efter statsministeriets cirkulære af 28. juni1961 bør byggelinien for søernes vedkommen-de regnes fra søbredden ved normal vand-stand, for åernes vedkommende fra brinkenog for vejenes vedkommende fra vejbanen,herunder evt. cyklestiers og fortoves yder-grænser.

b. Kriteriet for tilladelser. Strandbyggeli-nien håndhæves i overensstemmelse med reg-lens forudsætninger meget strengt. Sagerneefter de andre zonebestemmelser afgøres der-imod efter en konkret vurdering, jfr. § 25,stk. 6, hvorefter fredningsnævnet ved sin af-gørelse skal tage hensyn til, hvorvidt bygnin-gen ved sit udseende eller beliggenhed vil fåen skæmmende virkning på det omgivendelandskab eller ødelægge eller væsentlig for-ringe en for almenheden særlig værdifuldudsigt. Andre synspunkter end de æstetiskekan dog også spille ind, jfr. således § 25,stk. 6 om naturfredningsrådets deltagelse ibehandlingen. Efter § 2 er kriteriet af tilsva-rende art som i § 25, stk. 6, nemlig omden planlagte foranstaltning i væsentlig gradkan virke skæmmende eller ødelæggende pådet pågældende fortidsminde.

For så vidt angår fortidsmindezonen ogbyggelinien ved skov, sø og å har der ikkeværet nogen større modstrid mellem de hen-

40

syn, dei- lå bag reglernes indførelse - navnligønsket om at beskytte udsigten mod de på-gældende elementer i landskabet - og kri-teriet i § 25, stk. 6.

For vejenes vedkommende har dette kri-terium imidlertid medført, at reglen kun harfået en mere begrænset anvendelse, idet etaf de formål, der lå bag reglens indførelsei 1961 - e t ønske om mere i almindelighed atkunne undgå bebyggelse langs de i dag åbnelandevejsstrækninger - ikke i videre høj grader foreneligt med det snævert formuleredebebyggelseskriterium, der omtales i stk. 6,jfr. nedenfor kap. VIII.

Under tilblivelsen af naturfredningslovenaf 1937 samt i forbindelse med ændrings-lovene af 1938 og 1940 fremsattes bl. a. i fol-ketingsudvalgenes betænkninger og af disseudvalgs ordførere en række udtalelser om for-ståelsen af skovbyggeliniebestemmelsen i §25, stk. 2. Mest indgående er en udtalelse fraordføreren for folketingsudvalget vedrørende38-loven, som særlig fremhævedes af stats-ministeriet, da dette henledte fredningsnæv-nenes opmærksomhed på de faldne udtalel-ser.

Ordførerudtalelsen går navnlig ud på, atder med hensyn til bæltet ved skove ikkesom ved strandbyggelinien gælder et almin-deligt forbud mod bebyggelse. Efter en om-tale af visse mulige vilkår for en tilladelse,for så vidt nævnet giver denne, udtales, at»da hensigten med lovens bestemmelser er atbevare udsynet til skovbrynet og den dertilknyttede landskabelige skønhed, må det ogsåpåhvile nævnene at forhindre en så omfat-tende bebyggelse, at de nævnte skønhedsvær-dier går tabt. Nævnet må derfor også be-stemme, hvor bebyggelse må ske, og derfor,efter omstændighederne, modsætte sig bebyg-gelse visse steder og i et vist rimeligt omfang.Derimod må det anses for at ligge uden for,hvad der er fastsat ved den omhandlede lov-bestemmelse, om et nævn simpelthen villenægte enhver bebyggelse inden for et skov-bælte, bortset fra de for landbrug, skovbrugog fiskeri fornødne bygninger . . .«

Efter lovens ord i stk. 2 sammenholdt medstk. 6 er der ikke tvivl om, at fredningsnæv-nene kan afslå byggeandragender, hvilket erantaget i udbredt og almindelig praksis afnævn og overfredningsnævn fra tiden helttilbage til de nævnte loves tilblivelse. Dette

er også lagt klart til grund ved de nye byg-geliniers tilblivelse i 1961.

Selv om afgørelsen efter § 2 og § 25, stk. 2og 4, således hviler på en konkret vurdering,har dette ikke udelukket, at fredningsnæv-nene ved deres afgørelser har kunnet tage etvist hensyn til de planlæggende instansersbestræbelser, både med hensyn til at tilladeog at nægte bebyggelse indenfor byggelini-erne, men som § 25, stk. 6, er udformet, hardet ikke været muligt i fredningsplanlægnin-gen at gå ud fra, at arealer inden for bygge-linierne under alle omstændigheder kan fri-holdes efter § 25.

c. Håndhævelse af byggelinier ved over-gang til bymæssig bebyggelse. Et særligt pro-blem har foreligget, hvor der opstår et al-mindeligt ønske om bebyggelse af det land-skab, hvori byggelinien indgår, navnlig hvorder er tale om bebyggelse med helårshuse itilknytning til en eksisterende by, men pro-blemet kan foreligge på omtrent sammemåde, hvor det drejer sig om et udlagt som-merhusområde. I sådanne tilfælde har det tiltider været mindre rimeligt at opretholdebyggelinierne skematisk selv ved smukkelandskaber, og opgaven har i sådanne til-fælde været i samarbejde med bygningsmyn-dighederne at opnå, at bebyggelsen er ble-vet udformet på en god måde i forhold tilde pågældende objekter, evt. således at vissedele af de pågældende arealer i forbindelsemed en dispensation for andre ved en dekla-ration er blevet udlagt som fredet.

d. Landbrugsbyggeriets stilling. Den ipraksis væsentligste undtagelse i § 25 fin-des i stk. 3, hvorefter byggeliniebestemmel-serne ikke skal være til hinder for opførelseaf de for landbrugs-, skovbrugs- eller fiskeri-erhvervet nødvendige bygninger.

Med hensyn til egentligt landbrugsbyggerii traditionel forstand har der ikke i praksisforeligget problemer, men afgrænsningen hari flere relationer voldt stigende vanskelighed,først og fremmest derved, at det i omegnenaf de større byer, navnlig i Nordsjælland, i desenere år er blevet økonomisk muligt at sælgelandbrugsjord i yderzonearealer til oprettelseaf mindre landbrug, der ikke er rentable somsådanne, men er attraktive som boliger forpersoner med byerhverv, for hvem det ikkeer afgørende, om det til deres bolig knyttedelandbrug giver underskud.

4 1

Fredningsmyndighederne har overfor så-dant byggeri indtaget det standpunkt, at deti al fald ikke kan være tilstrækkeligt, at byg-geriet opfylder landbrugslovgivningens kravtil, hvad der kan noteres som landbrug, ogat det afgørende efter § 25, stk. 3, må være,om det drejer sig om erhvervsmæssigt be-grundet byggeri. Dette stemmer med den for-tolkning, der har været anlagt overfor lig-nende bestemmelser i ældre fredningsservi-tutter.

Bygninger til gartneriformål er ikke nævnti stk. 3, men det har ikke været anset for atvære i strid med bestemmelsen, såfremt eneksisterende landejendom, der mere eller min-dre er gået over til gartneridrift, i den anled-ning har måttet gennemføre et vist byggeri.Etablering af drivhuse i større stil må der-imod kræve tilladelse efter stk. 2 (eller 4).Lignende forsøg på omgåelse som forannævnt vedrørende landbrug forekommer ved-rørende gartnerier.

I ankenævnenes praksis er opførelse af enminkfarm uden forbindelse med eksisterendelandbrug anset for ikke at være landbrugs-byggeri. En lignende afgørelse vedrørende enchampignonlade foreligger fra overfrednings-nævnet.

4. Andre legale fredninger.Om praksis vedrørende § 2, hvorefter dejordfaste fortidsminder er fredet, samt ompraktiseringen af forbudet mod friluftsrekla-mer i § 30 henvises til den udførlige frem-stilling i specialkapitlerne, kap. XIX om for-tidsminder og kap. XIII om reklamer.

5. Legale færdselsreitigheder.Den gældende praksis med hensyn til § 1,stk. 3, § 23 og § 24 er udførligt fremstilleti betænkningens 5. del om offentlig færdsel.Da § 1, stk. 3 og § 24 angår offentligtejede arealer, er det klart, at hovedinteres-sen i praksis har samlet sig om den fri færd-selsret på privatejede strande i henhold til§ 23. Sammenfattende kan siges, at bestem-melsen i overensstemmelse med forudsætnin-gerne ved tilblivelsen er blevet håndhævetstrengt af fredningsmyndighederne.

6. Fredningsplaner.a. Bestemmelsen om fredningsplaner i lovenaf 1937, som ændret i 1938 og 1940, jfr. for-an, har navnlig haft betydning for Køben-havnsegnen og — siden midten af 1950'erne- for Århusegnen. For begge områder blevplanerne udarbejdet af særlige ved statsmi-nisteriets foranstaltning nedsatte udvalg afsærlig sagkyndige. En fortsat planlægning forde pågældende områder er foretaget af desenere under b 1 omtalte fredningsplanud-valg.

1. Udvalget vedrørende Københavnsegnen,(»Det grønne udvalg«), der nedsattes i 1938,foretog i årene indtil 1945 en planlægningi Københavns amt samt tilstødende dele afFrederiksborg amt. Planlægningen foregik i19 kommuner, og den endelige plan omfat-tede ca. 4.600 ha. Udvalget fulgte i det om-fang, man fandt at kunne overse udviklin-gen, planlægningen op med fredningssager,der i almindelighed blev rejst af statsmini-steriet efter udvalgets indstilling. Planlægnin-gen hvilede på en detailleret gennemgang aflandskabet omtrent af samme art som nor-malt forud for rejsning af en fredningssag.På planerne optoges først og fremmest fred-ningsva:rdige arealer — med den relativitet,der må ligge i dette udtryk, ikke mindst om-kring en storby.

Arealerne faldt i det væsentlige i tre ho-vedgrupper: arealer, der ansås for egnedetil at indgå i større landskabsfredninger, are-aler, der uden at dette var tilfældet, var afsærlig udsigtsmæssig betydning, samt arealer,der — ligeledes uden at kunne indgå i størrefredninger - egnede sig til offentligt opholdog færdsel, navnlig som vej- og stiforbindel-se med tilhørende opholds- og parkerings-arealer mellem hovedstadsområdets forskel-lige grønne områder, jfr. lov nr. 595 af 13.november 1940 om stianlæg m. v. i Køben-havnsegnens grønne områder. Derudover op-toges visse arealer, som udvalget uden at an-se dem for egentlig fredningsværdige dogfandt af en sådan betydning, at de af hen-syn til evt. kommende fredninger, offentligeanlæg m. v. burde optages på f redningsplan,således at man derigennem fik indseende medudviklingen, når der blev tale om de pågæl-dende arealers overgang til anden anven-

12

deise. Dette indseende har normalt givet sigudtryk gennem vilkår knyttet enten til dis-pensationer fra fredningsplanen eller evt. tildennes partielle ophævelse.

For 2.400 ha's vedkommende er planenblevet fulgt op ved fredninger og erhvervel-ser bl. a. i Mølleådalen, i Furesø- og Sjæl-søområderne og i Søllerød.

2. Arbejdsområdet for Århusegnens fred-ningsplanudvalg af 5. marts 1954 var Århusamt og de nærmest liggende dele af Skander-borg og Randers amter. Arbejdet er forløbetefter retningslinier svarende til dem, der harværet fulgt af udvalget vedrørende Køben-havnsegnen og resulterede i 3 godkendte pla-ner for 29 kommuner. Disse omfatter 9.492ha, hvoraf 5.510 ha er beliggende inden for300 m fra skov. 1.300 ha er endelig fredet.

Under den gamle lovgivning er endvidereudarbejdet planer for Arresos omgivelser ogfor dele af F an o:

3. Fredningsplanen for Arresøs omgivelseromfattede ca. 1.350 ha i 6 kommuner. Dengodkendtes i maj 1945. I den efterfølgendetid frededes 180 ha, og 10,5 ha erhvervedessom opholdsarealer.

4. Fredningsplanen for Fanø udarbejdedesunder krigen af fredningsnævnet for Ribeamtsrådskreds. Den af overfredningsnævnetden 13. og 14. maj 1946 godkendte plan om-fattede 3.100 ha, hvoraf 212 ha blev fredet.Betydelige arealer udgik senere af planen.

b. Siden lovændringen i 1959 er der af stats-henholdsvis kulturministeriet nedsat ialt 14f redningsplanudvalg dækkende hele landet,jfr. oversigten nedenfor. Det følger heraf, atflere udvalg omfatter mere end et amt. Enfravigelse af amtsgrænserne ses kun vedgrænserne for de 3 østjyske udvalg.

1. Udvalgenes sammensætning og arbejds-områder.Fredningsplanudvalgene har ikke nogen fasteller lovbestemt sammensætning. Det harderfor været muligt ved udnævnelsen afmedlemmer at tage hensyn til særlige lokaleforhold.

Formanden for samtlige udvalg - når bort-ses fra udvalgene for København, Frederiks-borg og Roskilde amtsrådskredse - er en amt-mand. Herudover kan planudvalgene karak-teriseres som regionale, kommunalt-statsligeorganer med et islæt af sagkyndige. Denkommunale repræsentation, der i flere ud-valg er i overvægt, består af repræsentantersåvel for købstæder som amts- og sognekom-muner, samt på det sagkyndige plan af enrepræsentant for amtsvejvæsenet. De stats-lige repræsentanter er sagkyndige, der repræ-senterer landbrugsministeriet (klit- og skov-direktoratet) og boligministeriet. Hertil kom-mer i samtlige udvalg repræsentanter forDanmarks Naturfredningsforening og for Detdanske Lejrpladsudvalg under Friluftsrådet.

De foran under a 1. nævnte ældre køben-havnske fredningsplaner administreres nu affredningsplanudvalgene for København, Fre-deriksborg og Roskilde amtsrådskredse, ogendvidere er Århusegnens fredningsplanud-valg omorganiseret, så det er bragt på liniemed de efter 1959 nedsatte udvalg.

Til udvalgene er knyttet sekretariater afvekslende størrelse; jfr. nedenfor kap. XXI.

Der er ikke af ministeriet for kulturelle an-liggender udsendt formelle retningslinier forfredningsplansudvalgenes planlægningsarbej -de eller øvrige virksomhed. Overfrednings-nævnet har heller ikke gennem sin godken-delsesvirksomhed udformet bestemte retnings-linier. Ministeriet for kulturelle anliggenderog statens naturfrednings- og landskabskon-sulent står imidlertid i nær kontakt med fred-ningsplanudvalgenes formænd og sekretaria-ter.

De nuværende 14 f redningsplanudvalgsbetegnelser, nedsættelsestidspunkter og vir-keområder fremgår af omstående oversigt:

2. Godkendte fredningsplaner.1°. Der foreligger godkendte fredningspla-ner for ialt 38 kommuner, temmelig ujævntfordelt, hvortil kommer de forannævnte æl-dre planer for Københavnsegnen samt pla-nerne for Århusegnen, Arresø-området ogFanø. Når tallet for endeligt godkendte pla-ner ikke er større, hænger det bl. a. sammenmed, foruden de sene tidspunkter for nogleaf udvalgenes nedsættelse, at der har væretvist tilbageholdenhed med indsendelsen afplaner i perioder, hvor ny lovgivning for-

43

Udvalg Nedsat

1. Århusegnen 5/3 1954Reorganiseret12/6 1962

2. Frederiksborg og Roskilde 21/3 1959

3. Hjørring og Thisted 21/3 1959

4. Ribe og Ringkøbing 21/3 1959

5. Sønderjylland 30/10 1959

6. Holbæk 20/11 1959

7. Bornholm 17/12 1959

8. Randers 16/1 1960

9. Sorø og Præstø 16/3 1961

10. Fyn 5/4 1961

11. Københavns amtsrådskreds 19/4 1961

12. Vejle og Skanderborg 8/5 1962

13. Ålborg og Viborg 8/5 1962

14. Maribo 1/4 1963

Område

Århus amt samt i Randers amt: Hjortshøj-Egå, Skødstrup,Hornslet og Mørke kommuner og i Skanderborg amt:Blegind-Hørning kommune og Stilling, Vitved og Adslevsogne

Frederiksborg og Roskilde amtsrådskredse

Oprindelig kun kystområderne. Fra 11/1 1962 hele Hjør-ring og Thisted amter

Oprindelig kun kystområderne. Fra 11/1 1962 hele Ribeog Ringkøbing amter

Haderslev, Tønder, Åbenrå og Sønderborg amtsrådskredse

Holbæk amt

Bornholm

Randers amt -:- de under 1. nævnte områder

Sorø og Præstø amter + indtil 22/3 1963 tillige Mariboamt

Odense, Assens og Svendborg amtsrådskredse

Københavns amtsrådskreds

Vejle og Skanderborg amter -r- de under 1. nævnte om-råder

Ålborg og Viborg amter

Maribo amt

beredtes. I en vis forbindelse hermed kanhenvises til det nedenfor side 44 omtalte, atnogle udvalg har valgt at rejse fredningssa-ger i stedet for at gå vejen over de formelleplaner.

2°. Fredningsplanernes indhold. De enkeltegodkendte fredningsplaner er af ret forskelligart, men kan dog stort set opdeles i følgendetyper:

a) Nogle planer har et indhold, der no-genlunde svarer til de af »det grønne udvalg«udarbejdede, således at der i det væsentligekun er optaget »fredningsværdige« arealer påplanerne.

b) Andre planer medtager herudover be-tydelige arealer på grund af interessen i atbevare ubebyggede landområder f. eks. mel-lem kysten og en storby eller på anden mådesom et forland navnlig til mere omfattende»fredningsværdige« områder.

c) Endelig er nogle planer karakteriseretved, at fredningsplanlægningen er foregåetsom forløber til eller i sampsil med andenform for planlægning, herunder især udar-

bejdelse af dispositionsplaner, fastlæggelse aflandbrugszoner i henhold til byplanlovensbestemmelser, udlæggelse af sommerhusområ-der efter landsbyggeloven eller byplanlovenog planlægning i henhold til byudviklings-loven.

De enkelte skildrede plantyper går delvisover i hinanden, således at den enkelte plankan indeholde flere eller færre elementerfra de forskellige hovedtyper. Fælles for alleplaner er det, at de er udarbejdet med kend-skab og hensyntagen til stedfindende plan-lægning i al fald på byplan- og byudviklings-området.

3°. Overfredningsnævnets behandling af detil godkendelse indsendte planer har i detvæsentlige bestået i, at nævnet har besigtigetde pågældende områder sammen med repræ-sentanter for planudvalget og vedkommen-de sogneråd, hvorefter sagen er blevet for-handlet med de pågældende, navnlig medhenblik på overfredningsnævnets stillingta-gen til de uafklarede spørgsmål, der måtteforeligge mellem udvalg og sogneråd. Nor-

I I

malt har der været enighed mellem disse, ial fald om planernes hovedtræk.

Planerne er af overfredningsnævnet blevetgodkendt med det i lovens § 35 angivne ind-hold, således at det er den i denne paragrafs1. stk. angivne servitut, der er blevet lagt påde pågældende ejendomme, medens forelig-gende oplysninger om det indhold, udval-get agter at give planen (bebyggelse af for-skellig art, offentlig adgang m.v.) betragtessom interne retningslinier.

Et i loven uafklaret spørgsmål er, i hvilketomfang fredningsmyndighederne kan undslåsig for at realitetsbehandle et dispensations-andragende, hvor det pågældende projektmåske af andre grunde — specielt andre myn-digheders stilling - er uigennemførligt. I til-fælde, hvor arealet var undergivet fredskov-pligt, har overfredningsnævnet (som admini-strerende en fredningsplan i henhold til dentidligere lovgivning) afslået indtil videre atbehandle et andragende om dispensation frafredningsplanen, idet der intet forelå omlandbrugsministeriets stilling.

Det er endvidere antaget af overfrednings-nævnet, at naturfredningslovens § 22 ikkefinder anvendelse for et areal i den tid, hvorder lober et forbud, nedlagt af kulturministe-riet efter § 35, stk. 2.

Sager om dispensation fra fredningsplanerforelægges i praksis i de fleste tilfælde plan-udvalg og ankenævn, uden at § 22 bringesi anvendelse.

4°. Det videre arbejde med jredningspla-nerne.

Fredningsplanernes primære formål, nemligat danne grundlag for fredninger, er bleveteffektueret i forskelligt omfang i de forskel-lige udvalg. Redegørelsen under a) har vist,i hvilket omfang de ældre fredningsplanerer blevet fulgt op med egentlige fredninger.

Ret hyppigt foranlediger nogle frednings-planudvalg fredningssager rejst, inden der fo-religger en godkendt plan, jfr. § 38. For degodkendte planers vedkommende har de ny-ere fredningsplaner givet anledning til fred-ningssager, dels hvor dette sker som led i ensystematisk videreførelse af arbejdet, delsmere tilfældigt, hvor fredningssager forårsa-ges af grundejere, der ønsker at disponereover en ejendom på en måde, der stridermod fredningsplanen, jfr. § 35, stk. 1. I

overensstemmelse hermed er initiativet til desager, der har været rejst, forskelligt i deforskellige dele af landet. Det er således ka-rakteristisk, at der uden for Københavns-området, hvor grundejerpresset er særlig-kraftigt, og hvor 15 fredningssager, alle i Fre-deriksborg amt, har været foranlediget afgrundejere, for hele landets vedkommendekun er forekommet 5 tilfælde, hvor grund-ejere har foranlediget fredningssager rejstsom følge af fredningsplaner.

Størstedelen af de af fredningsplanudval-gene rejste eller foranledigede fredningssagervedrører arealer, hvor hurtige foranstaltnin-ger findes nødvendige. Visse planudvalg, derføler sig under pres af udviklingen, har valgthelt at springe det formelle fredningsplan-stadium over og i stedet rejse fredningssagerefter en plan for et større område.

En anden måde, hvorpå man kan imøde-gå en uønsket udvikling, er den i naturfred-ningslovens § 35, stk. 2, hjemlede ordning,hvorefter ministeriet »såfremt det kan for-ventes, at en ejendom, der påtænkes omfat-tet af en under udarbejdelse værende fred-ningsplan, vil blive anvendt på en måde, dermå antages at komme i strid med planen«,efter begæring af et fredningsplanudvalg kannedlægge forbud mod en sådan anvendelse.Forbudet kan nedlægges for ét år, hvor sær-lige omstændigheder taler herfor, kan detforlænges for yderligere ét år. Denne ord-ning, der bl. a. har en parallel i byplanlovens§ 9, har kun været benyttet i begrænset om-fang. I 11 af 15 indstillede tilfælde er der afministeriet nedlagt forbud efter § 35, stk. 2.I ét af disse tilfælde er der sket en forlæn-gelse af forbudet efter ét års forløb.

Det er karakteristisk, at forbudene i allede tilfælde, hvor de ikke er blevet afgivetuden videre, er blevet efterfulgt af frednings-sager.

3. Anden planlægningsvirksomhed.For alle udvalgs vedkommende foretages del-analyser af de landskabelige forhold m. v.,herunder f. eks. med kortlægning af inter-esseområder af forskellig art (rekreative, geo-logiske, botaniske og zoologiske, historiske ogarkæologiske, vandindvindings- og forure-ningsmæssige m. v.) indenfor udvalgenes ar-bejdsområde. Endvidere følger man udviklin-gen på de områder, der er af betydning for

45

arbejdet. Dette arbejde har i vekslende om-fang resulteret i mere eller mindre færdigtudarbejdede planer, som til tider er stillet tilrådighed lokalt, navnlig for byudviklingsud-valg, amtsråd og sogneråd, og som eventuelttillige er blevet offentliggjort.

Mange udvalg har endvidere bistået by-udviklings-, byplan- og bygningsmyndighe-derne med udpegning af - eventuelt tilligemed udarbejdelse af planer for — sommer-husområder, eller de har selv udarbejdet så-danne planer og offentliggjort dem som vej-ledende.

4. Offentlige erhvervelser.Efter § 37, stk. 2, har udvalgene den sær-lige opgave efter anmodning fra ministerietat søge erhvervet arealer, der er inddragetunder fredningsplanerne med henblik på ud-nyttelse som opholdspladser, campingplad-ser o. 1. samt til frie badestrande. De i hen-hold til denne bestemmelse foretagne erhver-velser i tiden indtil 1. april 1967 er opreg-net overfor side 39. Fredningsplansudvalgenesmedvirken ved disse erhvervelser har en for-skellig karakter i de forskellige områder.

I adskillige tilfælde har fredningsplanud-valgene eller deres sekretariater medvirketved forberedelsen af andre statslige myndig-heders (klitdirektoratets og skovdirektoratets)eller kommunale erhvervelser.

5. Virksomhed iøvrigt. Udover det foranskildrede arbejde udøver udvalgenes sekre-tariater en forskelligartet virksomhed, derbl. a. består i en almindelig oplysningsvirk-somhed, bl. a. i form af rådgivning og be-svarelse af forespørgsler overfor offentligemyndigheder og private.

Endvidere yder mange fredningsplanud-valgs sekretariater en udstrakt bistand forfredningsnævnene, jfr. foran under 4°, båderent teknisk med fremskaffelse af analyser,kort m. v., samt ved fremskaffelse af oplys-ninger til brug ved afgørelse af § 22 sager,byggeliniesager m. v. I nogle nævns områderer i de senere år kun forekommet frednings-sager forberedt af vedkommende frednings-planudvalg.

Endelig får udvalgene i henhold til land-brugsministeriets regler om procedure i for-bindelse med udstykningssagers gennemførel-se, jfr. cirkulære af 1. november 1966 om

kontrol med overholdelse af visse lovbestem-melser ved udstykning og lignende, forelagtsamtlige udstykningssager, der angår arealer,der ikke er udlagt som inder- eller mellem-zone i en byudviklingsplan, til bebyggelseved byplan (dispositionsplan) eller til bygge-område ved bygningsvedtægt. Undtaget erudstykninger, hvorved der ikke tilsigtes no-gen ændring i arealernes anvendelse eller til-stand.

7. §22.

1°. Omfanget af anvendelsen i praksis.Da § 22 angår alle byggesager udenfor by-planlagte områder og områder omfattet afbyudviklingsplaner, der ikke tjener lokaleformål, jfr. kap. II, siger det sig selv, atder i medfør af denne bestemmelse træf-fes et endog meget stort antal afgørelser. Derforeligger ikke præcise talopgørelser, men detdrejer sig for en række nævns vedkommendeom mange hundrede årligt.

Praktisk talt alle sager er i praksis endtmed tilladelser, ofte således, at der er knyttetvilkår til de givne tilladelser, hvilket særlighar været praktisk i tiden, indtil landsbygge-lovens ikrafttræden var gennemført overalt,eller hvor bygge- og byplanmyndighedernehar været mere tilbageholdende. Sådannevilkår har vedrørt bl. a. grundstørrelse ogplacering på grunden samt husenes udseen-de, eventuelt tilvejebringelse af færdselsad-gang til stranden.

I overfredningsnævnets praksis har fore-ligget i alt et halvthundrede sager, hvorafingen er endt med afslag. I et tilfælde er vedtaksation fastsat en erstatning på 1.000 kr. ianledning af et vilkår, som ejeren ikke kunnetiltræde.

2°. Fortolkningsbidrag bortset fraerstatningsspørgsmålet.

Ifølge sin ordlyd finder § 22 ikke anvendel-se, hvor der foreligger en godkendt byudvik-lingsplan eller byplan (dispositionsplan). Deter antaget i overfredningsnævnets praksis, at§ 22 også herudover er af subsidiær karak-ter, således at den alene finder anvendelse,hvor byggeri ikke allerede er udelukket afandre grunde, f. eks. hvor byggeri for tidener udelukket som følge af landsbyggelovensbestemmelser i §§ 5 eller 20, eller fordi

k»

arealet er undergivet fredskovspligt. Det erendvidere antaget, at § 22 ikke finder an-vendelse på arealer, der er omfattet afnaturfredningslovens byggeliniebestemmelser,efter at fredningssag er rejst eller efter, atforbud er nedlagt efter naturfredningslovens§ 35, stk. 2. Om fredningsplanarealer se for-an s. 44.

Det er endvidere antaget af overfrednings-nævnet, at fredningsnævnene ikke kan nøjesmed at give afslag efter stk. 1, men samtidigskal tage stilling til erstatningsspørgsmåletefter stk. 2.

3°. Erstatningsreglen i § 22, stk. 2.Som nævnt foran er ejeren, hvor der givesafslag på et andragende om byggeri, beretti-get til erstatning for den ved afslaget for-voldte værdinedgang. Forståelsen af dennebestemmelse, hvoraf benyttelsen i praksis na-turligt afhænger, har været meget debatteret.

Som foran nævnt er erstatninger i hen-hold til naturfredningslovens § 14 altid ble-vet fastsat som fuld erstatning. Det spørgs-mål, der meldte sig efter gennemførelsen af§ 22, var, om den i 2. stk. angivne målestoker udtryk for et andet princip, der i så faldmåtte gælde, ikke blot ved afgørelse af sagerefter § 22, men også ved erstatningsfastsæt-telser i henhold til § 14, i al fald ved fred-ninger, hvor § 22 kunne have været an-vendt. Tvivlen med hensyn til forståelsen af§ 22, stk. 2, beror på bestemmelsens tilbli-velse og de til bestemmelsen knyttede moti-

1. Lovtekst og motiver.§ 22, stk. 2, har følgende ordlyd:

»Såfremt tilladelse i henhold til stk. I, jfr.§ 19, nægtes, og ejendommen derved falderi værdi, er ejeren berettiget til erstatning forden ved afslaget forvoldte værdinedgang.«

Bestemmelsen blev til mellem lovforslagets2. og 3. behandling som et kompromis mel-lem regeringens standpunkt, hvorefter derslet ikke skulle betales erstatning for nægtetbyggetilladelse eller dog kun betales en bil-lighedserstatning, og oppositionens forslag,der ville have ført til rejsning af almindeligfredningssag i tilfælde af fastholdt ønske omat hindre bebyggelse inden for § 22, stk. l'sfunktionsområde.

Motiverne til § 22, stk. 2, findes i folke-

tingsudvalgets tillægsbetænkning (Folketings-tidende 1960-61. Tillæg B. Sp. 1105) og ly-der således:

»Udvalget er enig i, at erstatningen - ioverensstemmelse med anerkendte ekspro-priationssynspunkter - ikke kan gå ud overden nedgang i ejendommens almindeligehandelsværdi, som afslaget medfører. Detforhold, at en erhverver af en landbrugsejen-dom, f. eks. gennem en række udstykninger,såfremt forbudet ikke var gældende, kunneopnå en særlig fortjeneste, skal ikke erstat-tes, hvis denne indtjeningsmulighed endnuikke har manifesteret sig i den nævnte al-mindelige handelsværdi.«

Under 3. behandling blev der til nærme-re belysning af bestemmelsen udtalt følgende:

Lund Jensen, Folketingstidende 1960—61.Sp. 4424-25:

»Med hensyn til erstatningsbestemmelsen ilovens § 22, stk. 2, er der enighed om, atder skal ydes en erstatning for den nedgangi ejendommens almindelige handelsværdi,der konstateres som følge af et af frednings-myndighederne nedlagt byggeforbud. Det erdog en udtrykkelig aftale, at der kun kanydes erstatning til ejeren af vedkommendelandejendom for det tab, han måtte lide vedikke at kunne udstykke. Derimod kan derikke ydes erstatning til den, der erhverver enejendom med udstykning og bebyggelse forøje, selv om han påberåber sig at kunne op-nå en større eller mindre fortjeneste, såfremtbyggeforbudet ikke var nedlagt.«

Ib Thyregod, smst. sp. 4426: »I stk. 2 er. . . nu indføjet en egentlig erstatningsbe-stemmelse, en erstatningsbestemmelse, derhjemler erstatning, hvis ejendommen i kraftaf nævnets afgørelse mister en del af sin han-delsværdi. Det er ikke tanken, at denne be-stemmelse skal kunne anvendes af spekulan-ter, men den skal i princippet kunne anven-des således, at ejere af landejendomme -som det normalt vil være - skal have erstat-ning for det tab i handelsværdien, som lidesgennem afslaget, og også således, at der sik-res dem erstatning for det tab, de lider ikraft af en vis forventet udstykningsværdi idet omfang, denne har givet sig udtryk i denpågældende ejendoms handelsværdi.«

De citerede forarbejder er utvivlsomt ud-tryk for det principielle synspunkt: at denerstatning, der skal ydes i henhold til § 22,

!7

stk. 2, ligger inden for den ramme, der be-tegnes som »fuld erstatning«; men at erstat-ningen dog i det mindste i visse tilfælde kanføre til et andet beregningsgrundlag og enmindre erstatning end efter hidtidig praksisi fredningssager.

2. Mulige fortolkninger af er statningsb er eg-ningen i henhold til § 22, stk. 2.

Hovedproblemet har herefter været at finderetligt brugbare udtryk for en erstatnings-målestok, der var i overensstemmelse medlovens forarbejder:

En række muligheder har været diskute-ret:

a) Kun tab, der indtraf ved lovens ikraft-træden, erstattes.

Både under lovforslagets behandling og se-nere, jfr. Danmarks Naturfredningsf o reningsMedlemsskrift, 1. årgang nr. 2 (oktober1961) s. 12 ff., har man været inde på dentanke, at der kun skulle betales erstatningfor den værdinedgang, som indtraf den 30.juni 1961, da loven trådte i kraft. Kun ud-stykningschancer, der dengang var til stede,skulle altså tages i betragtning. Som begrun-delse kunne henvises til, at erstatning efterbyudviklingslovens § 14 og byplanlovens §15 a kun betales for tab lidt ved byudvik-lingsplanens, henholdsvis vedkommende by-planbestemmelses ikrafttræden og til den al-mindelige betragtning, at en ny begrænsningaf ejendomsretten kun fører til tab for dennuværende ejer. Alle senere ejere køber ejen-dommen med båndet på.

Denne fortolkningsmulighed er dog ikkeanvendelig. Lovens ord angiver, at den vær-dinedgang, der skal erstattes, er forvoldt ved,at byggetilladelse, som naturligvis kan søgespå et hvilket som helst tidspunkt efter lo-vens ikrafttræden, nægtes, ikke ved at loventrådte i kraft.

b) Erstatningen efter § 22, stk. 2, må ned-sættes, fordi afslag efter § 22 ikke erdefinitive.

Tabet er derfor ikke det samme som ved enfredning, der er permanent. Så langt dennetankegang rækker, er den naturligvis rigtig.Men denne mulighed for nedsat erstatningi forhold til traditionel fredningserstatning er

på grund af usikkerheden ved skønnet overchancen for ændret stillingtagen i fremtidenpraktisk uanvendelig, i alt fald hvis man ikkeudtrykkeligt gør et afslag tidsbegrænset.

c) Ingen erstatning til spekulanter.Af folketingsforhandlingerne fremgår, at derhar været udbredt modvilje mod ved erstat-ning af de offentlige kasser at beskytte mu-ligheden for spekulationsgevinst ved udstyk-ning. På baggrund heraf kunne man tænkesat ville opstille følgende regel:

Hvor en udstykning hindres, afhænger er-statningens størrelse af, om ejendommensejer, da han erhvervede den, havde til hen-sigt at udstykke den eller selv at anvendeden, i al fald foreløbig. I det første tilfældeskal ejeren stilles, som om han aldrig vargået ind i udstykningsforretningen; han skalaltså have dækket sin købesum samt positiveudgifter, men ikke have erstatning for denfortjeneste, den gennemførte udstykning villehave givet. I det andet tilfælde skal ejerenstilles, som om udstykningen var blevet gen-nemført; han skal altså også have erstatningfor mistet fortjeneste.

Heller ikke denne mulighed er dog anven-delig. Rent bortset fra, at en sådan regel lige-frem ville invitere til omgåelse, kan man ikkefortolke en lovtekst, der efter sin ordlyd om-fatter alle ejere, således at den kommer til atindeholde forskellige regler for to forskelligekategorier af ejere. Til en sådan forskelsbe-handling måtte i det mindste kræves utve-tydig lovhjemmel.

d) Et beregningsgrundlag, der udelukker er-statning for gevinsten ved gennemførelseaf visse udstykningsforetagender.

Denne mulighed tager især sigte på tilfælde,hvor mere omfattende udstykning hindresved et afslag efter § 22, stk. 1, eller ved enfredningssag inden for denne bestemmelsesgeografiske område.

I sådanne tilfælde kan man tænke sig, aterstatningen beregnes på grundlag af det be-løb, ejeren kunne have opnået ved samletsalg af arealet til en udstykker, ikke pågrundlag af det tab, han lider ved ikke atkunne gennemføre udstykningen. Den »vær-dinedgang«, som erstattes, skulle altså væreforskellen mellem arealets salgsværdi med og

!!!

uden udstykningschance; eller anderledes ud-trykt: tabet ved ikke at kunne sælge til enudstykker. Følgen heraf vil først og fremmestblive, at der ikke gives erstatning for denfortjeneste, der måtte være forbundet medat gennemføre udstykningen.

Hvor der i en sag både optræder en op-rindelig ejer og en professionel udstykker, vildette princip føre til lignende resultater somunder c), men det kan også anvendes, nårudstykningen gennemføres af den oprinde-lige grundejer. Der er ingen principiel van-skelighed ved at finde frem til det beløb, somejeren kunne have opnået ved salg til en ud-stykker i stedet for at udstykke selv. Måle-stokken medfører, at også en professionel ud-stykker kan få mere end sine positive udgiftererstattet, nemlig hvis jordens værdi ved sam-let salg er steget i tiden fra hans køb og tilfredningen.

Det beskrevne beregningsgrundlag er ikkeanvendeligt overalt, hvor en bebyggelse hin-dres i henhold til § 22 eller ved fredning.Der kan særligt være grund til at nævne, athvor en § 22 sag eller en fredning kun an-går en eller et fåtal parceller, er det angivneberegningsgrundlag uanvendeligt. Hvis par-celsalg i sådant tilfælde er aktuelt, må erstat-ningen fastsættes på grundlag af nettosalgs-sumraen; hvis ikke må udgangspunktet bliveet skon over fremtidige salgsmuligheder.

3. O ver fredningsnævnets standpunkt.Overfredningsnævnet har i sin praksis, der —som ovenfor nævnt - kun har angået erstat-ning i fredningssager, ment at måtte byggepå den under 2 d, nævnte fortolkningsmu-lighed.

I forhold til tidligere praksis i frednings-sager har det valgte fortolkningsgrundlagført til en nedsættelse af erstatningen i vissefredningssager. Ved fredninger, der hindredestørre udstykninger, har man tidligere værettilbøjelig til at beregne erstatningen pågrundlag af et driftsregnskab, hvilket natur-ligvis indebar erstatning også for selve for-tjenesten ved at gennemføre udstykning.

Overfredningsnævnets standpunkt nedfæl-dedes i en skrivelse til taksationskommissio-nen af 7. december 1962 i den første sag efterlovændringen i 1961, hvor det nævntespørgsmål var aktuelt. Denne skrivelse er

gengivet under spørgsmål 10 i bilag 1 til be-tænkning af 14. maj 1963, afgivet af folke-tingsudvalget vedrørende forslag til lov omændring i lov om naturfredning (Folketings-tidende 1962-63. Tillæg B. Sp. 888). Over-fredningsnævnets opfattelse udtrykkes således,at det efter nævnets opfattelse måtte være enkonsekvens af, at ændringsloven af juni 1961fandt anvendelse i den pågældende sag, atfredningserstatningen ville være at fastsætteunder hensyntagen til de retningslinier forerstatningens beregning, som følger af natur-fredningslovens § 22, stk. 2, og de til dennebestemmelse knyttede motiver, hvilke ret-ningslinier efter overfredningsnævnets me-ning fører til, at erstatning for det ved fred-ning forvoldte tab, hvor mere omfattendeudstykninger hindres, skal beregnes pågrundlag af det beløb, som en grundejer medfuldt kendskab til udstykningsmulighedenmed rimelighed kunne have beregnet sig vedsamlet salg af arealet til en udstykker, hvor-imod der ikke bør tages hensyn til den for-tjeneste, som ejeren ville kunne opnå vedselv at gennemføre udstykningen.

4. Konklusion om anvendelsen af § 22.Som anført foran side 32 gennemførtesnaturfredningslovens § 22 for at imødegåden tiltagende planløse sommerhusudstyk-ning og for at forbedre koordineringen medplanlægningen efter byplan- og byregule-ringslovgivningen. Alligevel er så godt somalle ansøgninger om byggetilladelse efter §22 blevet imødekommet. Bestemmelsen harsåledes ikke virket efter hensigten, idet denikke har hindret uønsket bebyggelse i detåbne land - bortset fra de tilfælde, hvorfredningsmyndighederne gennem en § 22ansøgning er blevet bekendt med et bygge-ønske og i den anledning har rejst fred-ningssag. Bestemmelsen har dog spillet envis rolle, navnlig gennem værdien af vilkårknyttet til givne tilladelser.

Efter overfredningsnævnets standpunktskyldes de skildrede forhold erstatningsreg-len i stk. 2 i forbindelse med den omstæn-dighed, at sagerne først skal forelægges, nårbyggeri er aktuelt. I al fald på dette tids-punkt har det pågældende areal nemlig fåetværdi som byggegrund, muligt en værdi, derlangt overstiger de omliggende arealers. End-

49

videre forekommer § 22-sagerne — i al faldde, der kunne være en interesse i at standse- isoleret og ofte på tidspunkter, hvor myn-dighedernes planer for det pågældende om-råde er ganske uafklarede. Det har underdisse forhold været anset for mindre ratio-nelt at betale byggegrundpris for at undgåbebyggelse på et bestemt, ofte mindre areal,hvis anvendelse forelægges til bedømmelse.Der vil endvidere ligge en tilskyndelse tilikke at gøre dette deri, at bebyggelsen mu-ligvis kan hindres — eller kunne være hin-dret - i kraft af bygnings- eller byplan- (by-regulerings- ) lovgivningen.

8. §9.Om virkningen i praksis af reglen i § 9,hvorefter offentlige myndigheder skal givemeddelelse til fredningsnævnene, når dekommer til kendskab om påtænkte bygge-foretagender eller andre foranstaltninger,som kan skønnes at gribe forstyrrende ind påfredningsværdige områder, henvises til frem-stillingen, navnlig i kap. VIII og IX omveje og el-anlæg, samt den almindelige frem-stilling af disse problemer i kap. X, hvorpraksis efter den gældende regel i § 9 erudførligt og samlet behandlet.

2. del

KOMMISSIONENS BEHANDLING AFDE ALMINDELIGE PROBLEMER I DET ÅBNE LAND

Kapitel IV.

DYRKNING I DET ÅBNE LAND

1. Det åbne land.Dette og de følgende tre kapitler, der tilsam-men udgør betænkningens 2. del, angår dyrk-ning og bebyggelse i det åbne land, der herprincipielt omfatter hele det åbne land, altsåalt hvad der ikke er klart bymæssigt bebyg-get. Der bortses dog fra problemer knyttet tilfølgende lokaliteter: strand, skov, søer, åerog fortidsminder med deres omgivelser. Somoverskriften angiver, behandles kun dyrk-ning og bebyggelse. Andre ændringer i detbestående, såsom veje, el-ledninger, andreoffentlige og private anlæg, grusgravning,vandindvinding m. v., behandles i 3. og 4.del. De bebyggelser, som er en del af sådan-ne anlæg, behandles ligeledes der.

Resultatet bliver, at dette og de følgendetre kapitler først og fremmest angår forhol-dene i det dyrkede landbrugsland og de »her-ligheder«, som knytter sig hertil: enge, mo-ser, småskove, stumper af hede, overdrev,bakker og strandenge, som henligger til græs-ning eller uanvendt o. s. v.

2. Dyrkning.Anvendelse til dyrkning dækker naturligvismeget forskelligartede foreteelser. Af størstbetydning er traditionelt landbrug, altsådyrkning af korn, af kreaturfoder såsom roerog græs, af frø og olieplanter m. v.; men un-der begrebet dyrkning indbefattes også gart-nerier, planteskoler o. s. v. Intensiteten i dyrk-ningen er vekslende, men i regelen høj, dog

drives ca. 10 % af de 77 % af landet, derdyrkes landbrugsmæssigt, mindre intensivtsom permanent græsning og lignende.

3. Retlig regulering af dyrkningen.Anvendelse af det åbne land til dyrkning erkun i begrænset omfang undergivet retligregulering af hensyn til sikring af en udnyt-telse, der er ønskelig ud fra andre samfunds-mæssige interesser end den, som er indeholdti den enkelte ejers økonomisk fordelagtigsteudnyttelse.

Dette forhold er tildels historisk betinget.Fra 1769 til 1919 tilsigtede de jordpolitiskebestræbelser i det væsentlige at søge bevareten passende del af landbrugsjorden i denselvejende bondestands besiddelse for bl. a.derved »at lette så vidt muligt bondestan-dens vilkår«. Dette synspunkt førte oprinde-lig til en fredningslovgivning af nogenlundesamme karakter som skovlovgivningen, idetder, på samme måde som det blev fastsat forfredskovarealer, var fastsat særlige regler ombondej ordens behandling. I tidens løb samle-des interessen for bondejordens vedkommen-de imidlertid mere og mere om at skabe debedst mulige kår for brugerne og tilvejebrin-ge mulighed for, at flest mulige af disse kun-ne blive selvstændige, og dette resulterede ien svækkelse af de samfundsøkonomiske be-tragtninger, således at landbrugslovgivningeni vid udstrækning overlod landmændene fri-hed til at bestemme, om de ville dyrke deresjord eller lade den ligge hen.

f» 2

Ved ændringerne i landbrugslovgivningeni april 1967 er gennemført en ændring aflandbrugspligten, der herefter i princippet erudformet som en pligt, der i højere grad hvi-ler på jorden til en landbrugsejendom. Land-brugspligten skal herefter særligt sikre, at dedyrkbare jorder udnyttes jordbrugsmæssigt.Jorderne må således ikke henligge uudnytte-de og må heller ikke uden tilladelse tages ibrug til ikke-jordbrugsmæssig anvendelse.Ved jordbrugsmæssig anvendelse forstås iføl-ge lovens motiver, at jorderne anvendes tilfrembringelse af mark- og engafgrøder, her-under græsning, til frugtavl, til frembringel-se af gartneri- og planteskoleprodukter, hvor-imod tilplantning og anvendelse til skovdriftikke anses for jordbrugsmæssig — dog bortsetfra dyrkning af smågran til juletræer og lig-nende. Drift af en landbrugsejendom somhønseri, kyllingefarm, anderi, pelsdyrfarm m.v. anses ikke som egentlig jordbrugsmæssiganvendelse, men anses på den anden sideikke for uforenelig med landbrugspligten.

Selv efter gennemførelsen af de senesteændringer i landbrugslovgivningen gør dersig dog en væsentlig forskel gældende påhenholdsvis landbrugsjorden og de jorder,hvorpå der hviler fredskovpligt. Medens lov-givningen om skove fortsat kræver en sam-fundsmæssig forsvarlig benyttelse af fredskov-arealer, overlader landbrugslovgivningen deti hovedsagen til landmændene selv at be-stemme, på hvilken måde de vil udnytte de-res jorder. Hertil kommer, at der vedblivendefindes en del jorder, hvorpå der ikke hvilernoget jordpolitisk bånd.

4. Dyrkning og naturfrednings-bestræbelserne.

Som allerede fremhævet i indledningen,ovenfor side 22, vil det åbne lands anven-delse til dyrkning som altovervejende hoved-regel kunne foregå samtidig med og udenkonflikt med de anvendelsesmuligheder tilrekreative, landskabsæstetiske og videnskabe-ligt-pædagogiske formål, som er naturfred-ningsbestræbelsernes særlige sigte. Bevarelseaf det dyrkede landbrugsland er i alminde-lighed en fælles interesse for landbrugser-hvervet og for naturfredningsbestræbelserne.Denne harmoni mellem dyrkningsinteresser

og anvendelsesmuligheder, der særlig vare-tages ved naturfredningsbestræbelser, er sær-lig udpræget med hensyn til fredningsbestræ-belser, der hører til type 2 og 3. Sådannebestræbelser går jo netop ud på at bevareåbent byfrit landbrugsland. Udgangspunktetmå derfor være, at ændringer i dyrknings-metoder og dyrkningsformer inden for land-bruget må accepteres.

Dette udgangspunkt er taget i en fore-stilling om landbrugsdrift, som i princippetsvarer til den nuværende, og udgangspunk-tet må selvsagt fortsat være landbrugsdriftpå den økonomisk mest hensigtsmæssigemåde. Ingen kan imidlertid i dag forudse,hvilke ændringer i produktionstilrettelæg-ningen og driftsformen, der i fremtiden vilblive nødvendiggjort af den tekniske og øko-nomiske udvikling. Meget tyder dog på, atder fortsat vil være et relativt stort antallandbrugsbedrifter med en kombineret plan-te- og husdyrproduktion. Udviklingen kanimidlertid medføre et stigende behov for eta-blering af hjælpevirksomheder, såsom ma-skinstationer, andelskostalde, tørringsanlæg,m. v. Sådanne virksomheder må principieltpåregnes at skulle placeres i de rene land-brugsområder for at kunne tjene deres for-mål på den for landbrugsdriften mest øko-nomiske måde. Om en sådan udvikling vilmedføre konflikter mellem landbrugsinteres-ser og fredningsbestræbelser af type 2 (be-varelse af det åbne land) og type 3 (storelandskabsfredninger) - når der klart er taleom hjælpevirksomheder i direkte tilknytningtil landbrugsdrift og ikke om industriel virk-somhed i forbindelse med landbrugets pro-dukter - afhænger af den vægt, det funk-tionelle synspunkt for landbruget vil blivetillagt i forhold til de nævnte fredningsbe-stræbelser af typerne 2 og 3. Men der kan -som det nu er tilfældet ved fredningsbestræ-belser af type 1 (specialfredninger) — opståkonflikter. Dette er tilfældet, hvis den an-vendelse, som naturfredningsbestræbelsernetilsigter, kræver offentlig brug. I så faldvil der opstå konflikt, medmindre den dyrk-ningsmæssige anvendelse er meget ekstensiv.Konflikten kan også opstå, når rekreative,videnskabelige, pædagogiske og landskabs-æstetiske hensyn hindrer dyrkningsmæssigtbegrundede ændringer; således f. eks. hvisman vil hindre opdyrkning for at bevare

53

flora og fauna eller hindre beplantning forat undgå, at landskabets konturer ændres, enudsigt forsvinder o. s. v.

Hvor sådan konflikt mellem dyrkningsin-teresser og naturfredningsbestræbelser und-tagelsesvis opstår, er det kommissionens op-fattelse, at man bør videreføre gældende retsprincipper. Med mindre fredninger direktei henhold til loven, som f. eks. af fortidsmin-der i henhold til den gældende naturfred-

ningslovs § 2, eller beskyttelseszoner, somf. eks. omkring fortidsminder i henhold tilsamme bestemmelse, fastlægger generelle be-grænsninger, bør fredningsbestræbelser aftype 1, der kræver indgreb i jordens anven-delse til dyrkning, kun ske ved fredningsser-vitutter, mod fuldstændig erstatning og efterden nøje afvejning af de modstående inter-esser, som sikres ved den traditionelle fred-ningsproces.

Kapitel V.

BEBYGGELSE I DET ÅBNE LAND

1. Indledning.Bebyggelse i det åbne land er for tiden et afde störste problemer for naturfredningsbe-stræbelserne (ligesom for den bebyggelses-mæssige. sundhedsmæssige, trafikale o. a.planlægning).

Bebyggelsen har siden krigen haft et be-tydeligt omfang. I årene fra 1951 til 1966er inddraget ca. 350 km2 under egentlige by-mæssige bebyggelser med over 900 indbyg-gere og ca. 200 km2 under sommerhusbebyg-gelse. Det er således en meget væsentlig delaf den eksisterende sommerhusbebyggelse, jfr.nedenfor, der hidrører fra denne 15-års pe-riode.

Såfremt bebyggelsen med bymæssig til-knytning koncentreres om de allerede eksi-sterende byer og bymæssige bebyggelser, vilden imidlertid kun i beskedent omfang på-virke det åbne land. Trods det omfattendebyggeri iden krigen, dækker de egentlige by-mæssige bebyggelser (med mere end 900 ind-byggere) kun 3 % af landets samlede areal,og lykkes det at holde den fremtidige bymæs-sige bebyggelse koncentreret, vil den efterprognoserne i 1985 kun dække 4 %. Befolk-ningens øgede bevægelighed og velstand harimidlertid ført til en tendens til spredningaf bebyggelsen, både i den forstand, at hel-årsbeboelse opføres i det åbne land — udenat placeringen erhvervsmæssigt er knyttet tildenne beliggenhed — og i den forstand, at detbliver stadig mere almindeligt, at en familiehar 2 bosteder, en helårsbeboelse i byen ogen anden på landet til sommer- og week-end-ophold. Der findes allerede nu over 100.000sommerhuse, dækkende ca. 1/2 % af landetsareal, og landsplanudvalget forudser i pub-likationen Strandkvalitet og Fritidsbebyggel-se en vækst på op til 400.000 i 1980.

Hertil kommer en nu mærkbar tendenstil en spredning ud over landet af produk-tionsbygninger.

Bebyggelse forliges som nævnt kun dår-ligt med de anvendelsesmuligheder, som na-turfredningsbestræbelserne særlig har for øje.Det hænger sammen med, at bebyggelse, ha-ver, og hvad der hører til eller følger meden boligbebyggelse, ændrer landskabet i ligeså høj grad som store, faste anlæg, grusgraveog lign. Det er tilmed ikke blot landskabetsydre præg, som ændres. Den ret høje tole-rance overfor uskadelig passage, som er tra-ditionel blandt landbrugere, forsvinder, nåret areal inddrages til helårs- eller feriebebo-else for personer, der har deres udkomme frabyerhverv. Bebyggelsens virkning på landska-bet forøges yderligere derved, at bebyggelsenhar en tendens til at søge til landskaber, somaf rekreative eller landskabsæstetiske grundeer særligt attraktive. Det må konstateres, atbebyggelsens spredning i det åbne land i etikke helt ringe omfang netop ødelægger denattraktion, som har tiltrukket bebyggelsen.De landskabelige værdier, som man har søgtved at flytte ud fra byerne, forsvinder netopsom følge af udflytningen.

Der kan imidlertid peges på endnu en år-sag til, at bebyggelse i det åbne land er ethøjst aktuelt problem for naturfredningsbe-stræbelserne. Det traditionelle udgangspunkthar her i landet været, at enhver grundejer,også i det åbne land, har fri adgang til atbygge og dermed til at opnå den kapital-gevinst, som er forbundet med overgang fradyrket (eller udyrket, men ubebygget) jordtil byggegrund. Denne tradition er i de sid-ste tiår blevet trængt en del tilbage, men denmedfører nogle politiske, økonomiske og ret-lige problemer, der hidtil har vist sig megetvanskelige at løse.

55

2. Forskellige arter bebyggelse.Bebyggelsen i det åbne land forekommer ihøjst forskellige former, og disse er ikke allelige uforenelige med de naturfredningsmæs-sige interesser.

I det følgende tilstræbes en grov, over-sigtlig inddeling.

1) Landbrugserhvervenes bygninger, derigen falder i flere grupper: a) bygninger,som ligger knyttet til den enkelte landbrugs-,skovbrugs- eller gartneribedrift, f. eks. stue-huse, lader, stalde, andre udhuse, drivhuse,ensilagebeholdere og kornsiloer m. v.; b) byg-ninger, som ikke er knyttet til den enkeltebedrift, f. eks. mejerier; c) særlige industrieltbetonede bygninger, knyttet til den enkeltebedrift, f. eks. champignonlader, kyllingfar-me, de såkaldte svinefabrikker o. s. v. Her-til kommer i visse egne af landet mink- ogandre pelsdyrfarme.

2) Særlige industrielt betonede bygningeri tilknytning til landbrugserhvervet, der ikkeer forbundet med den enkelte landbrugsbe-drift, og som i de senere år har fået stor be-tydning, f. eks. kornsiloer for firmaers korn-tørrerier, savværker o. lign.

3) Lokal helårsbeboelse: boliger og arbejds-pladser for lokale håndværkere, handlendeog funktionærer. Det karakteristiske er, at depågældende ikke har deres arbejde i en nær-liggende bymæssig bebyggelse, men at de vedderes erhverv - med dertil hørende beboelse- imødekommer behovet hos de omboende,således at der i det hele er tale om en be-byggelse, der efter sin art og omfang falderinden for rammerne af den bebyggelse og deerhverv, der allerede findes på stedet.

De former for byggeri, der er nævnt under1) og 3) vil i de typiske former kun sjæld-nere komme i konflikt med naturfrednings-bestræbelserne, især for så vidt angårdem, som foran side 23-24, er karakteriseretsom større landskabsfredninger (type 3) ogbevarelse af det åbne land (type 2). De al-ment rekreative og æstetiske grunde, der fø-rer til bestræbelserne for at bevare det åbneland, især til fordel for den stadigt voksendebosætning af bybefolkning, hindrer ikkeen videreudvikling af landbrugserhvervenesdriftsformer, og derfor heller ikke byggeri,der er en følge af denne udvikling. Fred-ningsbestræbelser, der tilsigter specialfrednin-ger (type 1), kan derimod komme i konfliktmed de her omtalte bebyggelser.

4) Udenfor byerne og de bymæssige be-byggelser træffer man samlinger af bebyggel-ser, der ikke har en lokal tilknytning. Derkan va;re tale om et ikke ubetydeligt antalhuse, ofte tilfældigt placeret og tit afgræn-set af grænserne for den gård, som er blevetkøbt og udstykket. Bebyggelserne nærmer sigdet bymæssige, men har ikke præget af enby.

Denne form for bebyggelse volder betyde-lige afbræk for den anvendelse af det åbneland, som naturfredningsbestræbelserne — afde forskellige typer - tilstræber.

5) Sommerhusbebyggelse vil ligeledes oftehindre de fleste af de anvendelser af det åbneland, som alle 3 typer af fredningsbestræbel-ser vil beskytte. Det er særligt klart, hvor detdrejer sig om omfattende sommerhusbebyg-gelser, men også spredt sommerhusbebyggelsevil på en mere indgribende måde end land-brugserhvervenes bygninger og lokal helårs-beboelse kunne ændre et landskab.

56

3. Gældende ret vedrørende reguleringaf bebyggelsen i det åbne land.

Bebyggelsen i det åbne land reguleres af etomfattende system af retsregler. Dette er ble-vet til stykkevis, og problemerne gribes i deforskellige love (naturfredningslov, byregule-ringslov, landsbyggelov m. v.) an fra forskel-lige synsvinkler. Tilsammen danner loveneimidlertid et net af regler, som ud fra enrække forskellige samfundsmæssige hensynresulterer i væsentlige begrænsninger i detomfang, hvori private ejere kan bygge i detåbne land.

Herudover finder der en uforbindendeoversigtlig planlægning af bebyggelsens pla-cering sted på regionalt niveau i form afregion- eller egnsplaner eller i et vist omfangomfattende hele landet som i den af lands-planudvalget udarbejdede Zoneplan 1962 forDanmark.

I den følgende oversigt er hovedvægtenlagt på de bindende regler, der angår spørgs-målet om, hvorvidt et areal overhovedet kanbebygges; regler vedrørende lovlige bygnin-gers konstruktion, indretning, omgivelsero. s. v. lades uomtalt.

A. Andre regler end naturfredningsloven.1) Lovbekendtgørelse nr. 279 af 1. juli 1965om regulering af bymæssige bebyggelser, op-rindelig lov fra 1949.

Formålet med byreguleringsloven er atfastlægge grænsen for bymæssig udviklingomkring større byområder. Man ønsker atopnå en etapevis udbygning af bysamfundet,således at anlægs- og driftsudgifter til nød-vendige offentlige anlæg ikke bliver unødigtstore, og således at man opnår en hensigts-mæssig byform.

Medens oprindelig kun områderne om-kring København, Århus, Ålborg og Odensevar inddraget under byreguleringsloven, erder siden lovens gennemførelse blevet nedsatyderligere byudviklingsudvalg, således at dernu er 38 byudviklingsområder omfattendeialt 298 kommuner med en samlet befolk-ning" på ca. 4 mill, indbyggere. Byudviklings-områderne omfatter dog kun ca. 15 % afDanmarks areal.

Ved en byudviklingsplan opdeles det om-råde, som planen omfatter, i inderzone ogyderzone (samt evt. mellemzone).

Under inderzone kan kun inddrages area-ler, hvor en bymæssig bebyggelse skønneshensigtsmæssig. At et areal lægges i inder-zone medfører forpligtelse for det offentligetil aktivt at medvirke til områdets bygge-modning.

Et areals placering i yderzone medførerprincipielt, at det i planens gyldighedsperio-de ikke må anvendes til bymæssig bebyggel-se. De nærmere regler er følgende: Der måi yderzonen kun opføres bygninger til brugfor landbrug (herunder landarbejderboliger)frøavl, skovbrug, gartneri, frugtplantager oghønserier samt funktionærboliger i tilslutningtil virksomheder, der er beliggende i yderzo-nen. Endvidere må opføres bygninger, dertjener et på stedet naturligt formål, erhverveller beboelse.

Byudviklingsudvalget kan dog meddeletilladelse til anden bebyggelse. Det kan f. eks.tillades, at der opføres kolonihavehuse påbetingelse af, at der på vedkommende ejen-dom tinglyses deklaration om, at husene ud-over kortvarige ferie- og week-endophold kunmå benyttes til beboelse i tiden 1. april-30. september og kun under forudsætning af,at brugeren har helårsbeboelse andetsteds.Byudviklingsudvalget kan give en alminde-lig tilladelse til opførelse af sommerhuse in-denfor særlige områder i yderzonen på be-tingelse af, at der lyses en deklaration af til-svarende indhold som ovenfor nævnt. End-videre skal der sikres gennemført bygnings-ag byplanmæssige bestemmelser for sommer-husområder. Tilladelse til sommerhusbebyg-gelse meddeles som oftest i nært samarbejdemed vedkommende fredningsplanudvalg.

Udstykninger i yder- og mellemzoner må,bortset fra tilfælde, hvor det udstykkedeareal sammenlægges med anden ejendom, el-ler hvor der finder udstykning sted til selv-stændigt jordbrug, heller ikke foretages udensamtykke af byudviklingsudvalget.

Endelig må vejanlæg, kloakanlæg og an-læg af ledninger til gas og vand kun findested i yder- og mellemzoner med tilladelse afbyudviklingsudvalget. Sådanne anlæg kandog etableres uden tilladelse i det omfang,det sker til brug for driften af allerede eksi-sterende virksomheder eller af en af de oven-

57

nævnte brug eller virksomheder. Landevej s-anlæg kan endvidere finde sted efter for-handling med boligministeren.

Mellemzoner er overgangsarealer til by-mæssig bebyggelse. Indtil de overføres til in-derzone, gælder i det væsentlige samme be-grænsninger i bebyggelsesmulighederne somi yderzoner.

Byudviklingsplaner gælder normalt for 15år, men kan revideres i gyldighedsperioden.Desuden skal et byudviklingsudvalg hvert 5.år efter en byudviklingsplans godkendelsegøre en status over bvudviklingsplanens rum-melighed.

Byudviklingsplaner udarbejdes og admini-streres af byudviklingsudvalg, der nedsættesaf boligministeren for hvert byudviklingsom-råde, for tiden 38 områder. Udvalgene harsom oftest vedkommende amtmand som for-mand, og består iøvrigt af repræsentanter forde kommuner, der omfattes af planen, ognogle få sagkyndige.

Forslag til byudviklingsplaner godkendesaf byplannævnet, og de godkendte planerskal offentliggøres og tinglyses på de yder-og mellemzone-ejendomme, der omfattes afplanen.

Såfremt en ejendom, der ved en byudvik-lingsplan placeres i yder- eller mellemzone,skønnes at være sunket i værdi som følge afplanens bestemmelser, er ejeren berettiget tilerstatning af statskassen for værdinedgangen.

Begæring om erstatning skal fremsættesfor vedkommende vurderingskommission in-den 6 uger fra planens bekendtgørelse. Er-statningen fastsættes således een gang forhver gyldighedsperiode af en byudviklingsplan(normalt 15 år) og skal dække tabet, som detopgøres ved periodens begyndelse. Der kanikke ydes erstatning for nægtet dispensationunder gyldighedsperioden, og naturligvis hel-ler ikke, fordi prisen på jord i periodensforløb stiger. Hvis arealet ved periodens ud-løb i den nye byudviklingsplan fortsat pla-ceres i yder- eller mellemzone, tages der påejerens begæring - idet krav skal fremsættesinden 6 uger — påny stilling til spørgsmåletom erstatning for tab som følge af den nyeplan.

Erstatningsreglen (§ 14) har hidtil kunmedført begrænsede udgifter for statskassen.Dette hænger formentlig sammen med, at dersamtidig med udlæggelse af yder- og mellem-

zoner placeres rigelige arealer i inderzone, ogat fremsættelse af krav skal ske på én gangfor hele området, således at alle kravene foret område kan sammenholdes og sættes i re-lation til udviklings- og byggemulighedernesamt til muligheden for kloakering. Erstat-ningen skal desuden alene dække tabet vedudskydelse af byggechancen til periodens ud-løb.

2) Landbrugszonebyplanvedtægter, lovbe-kendtgørelse nr. 160 af 9. maj 1962, § 2,stk. 2, nr. 10. Indført ved en ændring i 1949af byplanloven.

Byplaner tager i almindelighed sigte påarealer, der er eller påtænkes bymæssigt be-bygget. Planerne fastlægger derfor sådanneforhold som beliggenheden af veje, spor, led-ningsanlæg og offentlige pladser og anlæg,fordeling af de forskellige bebyggelsesarter -industri og boligbebyggelse, høj og lav be-byggelse, bebyggelsens nærmere udformningog eventuel bevaring af værdifulde bymiljøerm. v.

Byplanloven indeholder imidlertid ogsåhjemmel til at friholde landbrugsarealer forbymæssig bebyggelse. Hvor denne hjemmeludnyttes, får byplanloven samme virkningsom byreguleringsloven. Den fastlægger græn-sen mellem bymæssig bebyggelse og det åbneland.

De nærmere regler om landbrugszoneby-planvedtægter findes i byplanlovens § 2, stk.2, nr. 10, hvorefter der i en byplan kan træf-fes bestemmelse om regulering af bebyggel-sen på ejendomme, der drives som landbrug(herunder landarbejderboliger), frøavl, skov-brug, gartneri, frugtplantager, fiskeri ellerhønserier, idet det kan fastsættes, at der pådisse kun må opføres bygninger til brug forde nævnte formål, funktionærboliger i til-slutning til eksisterende virksomheder og byg-ninger, der på lignende måde som foran-nævnte tjener et på stedet naturligt formål,erhverv eller beboelse.

Forslag til byplanvedtægter — herunder tillandbrugszonebyplaner - udarbejdes af kom-munalbestyrelsen. Forslaget godkendes af bo-ligministeren. Når en byplan er godkendt,skal meddelelse herom bekendtgøres, og pla-nen skal tinglyses på de ejendomme, der om-fattes af planen. Landbrugszonebyplanersgyldighed fastsættes - ligesom byudviklings-

58

planer - til en bestemt periode, i reglen 15år. En sådan byplan vedtægt kan ophæves afboligministeriet.

Ejere af arealer i landbrugszoner er beret-tigede til erstatning af statskassen for værdi-nedgangen, såfremt en ejendom som følge afplanens bestemmelser skønnes at være sun-ket i værdi ( § 15 a). Faktisk betales der nor-malt ikke erstatninger i forbindelse med by-planvedtægter.

3) Byggelov for købstæderne og landet,{landsbyggeloven), lov nr. 246 af 10. juni1960.

Landsbyggelovens hovedindhold er regler-ne om den byggeretlige administration oggrundlæggende regler om bygningers opfø-relse, konstruktion og indretning m. v. Der-udover indeholder loven - dels direkte ogdels via hjemmel til udstedelse af lokale byg-ningsvedtægter - en række byplanmæssigebestemmelser, deriblandt regler, der tilsigterat modvirke en opståen af uønsket bymæssigbebyggelse. Endvidere betyder landsbyggelo-vens krav om, at bebyggelserne skal have for-svarligt afløb for spildevand og lovlig vej-adgang, at bygningsmyndighederne også der-igennem har et vist indseende med, hvorder kommer bymæssig bebyggelse.

Reglerne er forskellige, alt efter om der ertilvejebragt bygningsvedtægt for vedkom-mende kommune eller ikke.

a) Områder omfattet af bygningsvedtægt.Ifølge § 7 skal der tilvejebringes bygnings-vedtægt for enhver købstad og enhver sog-nekommune, som har en samlet bebyggelsemed mere end 1000 indbyggere, d. v. s. for desamme kommuner, som efter byplanlovenskal udarbejde en byplan. I andre sogne-kommuner kan kommunalbestyrelsen beslut-te at tilvejebringe bygningsvedtægt. Der eri dag tilvejebragt bygningsvedtægt for ca.700 by- og sognekommuner, med et areal påca. 60 c/c af landets areal - og en befolk-ning på 3.5-4 mill.

Bygningsvedtægter udarbejdes og vedtagesaf kommunalbestyrelsen og stadfæstes af bo-ligministeren. Kommunalbestyrelsen udfærdi-ger offentlig bekendtgørelse om stadfæstelseog ikrafttræden af vedtægten, der ikke ting-lyses. I kommuner, der har tilvejebragt en

bygningsvedtægt, udøves bygningsmyndighe-den af kommunalbestyrelsen.

I en bygningsvedtægt kan der som led ikommunens almindelige byplanmæssige dis-positioner (i almindelighed dispositionspla-nen) fastlægges en inddeling af kommunen igrundkredse til bebyggelsens regulering i hen-seende til udnyttelsesgrad, højde og tæthed,ligesom der kan fastlægges inddelinger afkommunen i byggeområder til bebyggelsensregulering i henseende til anvendelsesformål.Ved fastlæggelse af byggeområder kan nær-mere afgrænsede områder forbeholdes bolig-bebyggelse eller erhvervsbebyggelse eller be-stemte arter heraf, ligesom kystområder ogandre områder, der er egnede til sommerhus-bebyggelse, kan udlægges hertil. Inddelingeri grundkredse og byggeområder foretages kunsjældent i bygningsvedtægter for rene land-distrikter. Ca. 300 kommuner har i dag byg-ningsvedtægt, der ikke indeholder bestem-melser om grundkredse og byggeområder.

Med hensyn til sommerhuse gælder føl-gende: Er der i bygningsvedtægten udlagtet sommerhusområde, kan der indenfor om-rådet opføres sommerhuse i henhold til delempelige byggetekniske regler i bygningsreg-lementets kap. 13. Er der ikke i bygnings-vedtægten eller i en byplanvedtægt udlagtnoget sommerhusområde, må sommerhuseenten opføres i overensstemmelse med de al-mindelige byggetekniske bestemmelser forhelårshuse, eller amtsrådets dispensation måindhentes. Det antages, at amtsrådet ved ud-øvelse af denne dispensationsbeføjelse ikkeblot kan tage teknisk-konstruktive hensyn ibetragtning, men også lægge vægt på, omder ud fra almindelige byplanmæssige syns-punkter bør ligge sommerhuse det pågælden-de sted.

Bygningsvedtægterne har ingen selvstæn-dig virkning for regulering af anden bebyg-gelse i det åbne land end sommerhusbebyg-gelse, og giver således heller ikke hjemmel tilved bestemmelser om byggeområder at ud-lægge et areal til landbrugsformål.

b) Områder, der ikke er omfattet af byg-ningsvedtægt.I områder, for hvilke der ikke er gennemførtbygningsvedtægt (d. v. s. ca. 40 % af landetsareal), udøves bygningsmyndigheden af amts-rådet. Der er i loven tillagt amtsrådet en ret

;>< )

vidtgående beføjelse til at regulere bymæssigbebyggelse og sommerhusbebyggelse i land-områder.

I henhold til landsbyggelovens § 5, stk. 2,kan amtsrådet uden for områder, der er ind-draget under byreguleringsloven, meddeleforbud dels mod udstykninger til sommerhus-bebyggelse dels mod udstykninger m. v., somvil komme i strid med en forsvarlig og hen-sigtsmæssig byudvikling.

Ifølge § 20, stk. 1, må andre bebyggelserend avls- og driftsbygninger for landbrug,skovbrug eller gartneri og boliger hørende tilsådanne virksomheder samt visse fritliggendesmåhuse, kun opføres med amtsrådets god-kendelse. Amtsrådet kan, uanset om bebyg-gelsen iøvrigt opfylder lovens krav, nægtegodkendelse, når bebyggelsen vil komme istrid med en forsvarlig og hensigtsmæssigfremtidig byudvikling.

Amtsrådet kan endvidere i henhold til§ 20, stk. 5, forbyde, at der udlægges nyeprivate fællesveje med henblik på bebyg-gelse, når en bebyggelse det pågældende stedvil komme i strid med en forsvarlig og hen-sigtsmæssig fremtidig byudvikling.

Amtsrådets beføjelser efter de nævnte be-stemmelser giver ikke mulighed for at hindreopførelse af fritliggende småhuse i helårskva-litet på lejet grund eller på allerede udstyk-kede grunde.

For at give indtryk af anvendelsen af denævnte bestemmelser kan det oplyses, atSvendborg amtsråd i 1965 behandlede ca.500 udstykningssager og 250 byggesager. Derblev i samme tidsrum nedlagt ca. 50 forbudefter § 5 samt 15 forbud mod bebyggelse.(§ 20-forbud og afslag med hensyn til som-merhuse ).

Bestemmelserne om amtsrådets byudvik-lingsmæssige beføjelser er i henhold til lands-byggeloven begrundet i tilsvarende hensyn,som ligger bag byreguleringsloven og § 2,stk. 2j nr. 10, i byplanloven og supplerer dis-se bestemmelser. Amtsrådets beføjelser i med-før af landsbyggelovens § 5 og § 20 forud-sættes ikke udøvet på grundlag af en planfor en bebyggelsesmæssig udvikling i områ-det, men amtsrådet vil, for at opnå det for-mål, der er tilsigtet med bestemmelsen, væreopmærksom på den planlægning, der findersted med hjemmel i anden lovgivning, ogamtsrådet er i nær kontakt med de pågæl-

dende planlægningsmyndigheder, navnlig by-udviklingsudvalgene, fredningsplanudvalgeneog de udvalg, der er nedsat i henhold til vej-bestyrelseslovens § 35. Personsammenfald idisse udvalgs medlemskredse har været afden største betydning for en koordineret ad-ministration. Forbud i henhold til § 5 og§ 20 kan nedlægges mod udstykning tilbebyggelse og vejanlæg, også på steder hvoramtsrådet i og for sig ikke på længere sigthar noget imod en byudvikling, men hvorbyudviklingen bør foregå på grundlag af hel-hedsplan. Forbud gennemføres i så tilfælde,indtil der er tilvejebragt grundlag for en for-svarlig ordning af bebyggelsen i bygnings-vedtægt eller byplanvedtægt.

Der er imidlertid intet til hinder for, atde hensyn, som amtsrådene kan tillægge be-tydning, kan føre til forbud i henhold tillandsbyggelovens § 5 i situationer, hvor til-lige naturfredningsmæssige hensyn kunne be-grunde afslag i henhold til naturfrednings-lovens § 22.

Landsbyggeloven indeholder ikke reglerom erstatning for rådighedsindskrænkninger,som pålægges en ejendom ved bygningsved-tægt eller ved et af amtsrådet meddelt ud-styknings- eller bebyggelsesforbud.

4) Dispositionsplaner.Købstæderne og en række kommuner medmere end 1.000 indbyggere har i henhold tilbyplanlovens § 1 pligt til at udarbejde by-planer, og byudviklingslovens § 6 medførerfor kommuner med ekspanderende bysam-fund en tilsvarende pligt. Også andre kom-muner kan udarbejde byplaner med bin-dende virkning efter byplanloven. Byplanerindeholder retningslinier for arealer, der ereller agtes inddraget under bymæssig udvik-ling; men byplaner kan også indeholde be-stemmelser om, at bestemte arealer skal ud-lægges til landbrugszone.

I praksis anvendes i vidt omfang disposi-tionsplaner som samlede oversigtsplaner.

Dispositionsplaner adskiller sig med hen-syn til retsvirkninger fra byplanvedtægter ogbygningsvedtægter. Byplanvedtægter og byg-ningsvedtægter binder umiddelbart de be-rørte ejere. Dispositionsplanerne har ingenretlige virkninger for grundejerne. Derimoder planerne, når de er godkendt af bolig-ministeriet, bindende for vedkommende kom-

60

mune; denne er forpligtet til at følge planenved sin administration, og væsentlige afvi-gelser fra planen kan kun ske med bolig-ministeriets tilladelse. En dispositionsplan vilvære retningsgivende for den kommunaleadministration og vil endvidere blive lagt tilgrund ved f. eks. udarbejdelsen af bygnings-vedtægten, der er bindende for grundejerne.Endvidere vil i almindelighed andre myn-digheder tage hensyn til dispositionsplanen,f. eks. de overordnede bygningsmyndighederved landsbyggelovens § 15 om dispensation,amtsrådets brug af landsbyggelovens § 5o. s. v.

Dispositionsplanerne får derved indirektevirkning for grundejerne. I det omfang derved udarbejdelse af bygningsvedtægter, næg-telse af tilladelse, nedlæggelse af forbud ni. v.,er hjemmel til at regulere byggeriet, vil hjem-len blive anvendt til virkeliggørelse af dispo-sitionsplanen. Er sådan hjemmel ikke tilstede,er kommunalbestyrelsen forpligtet til at an-mode boligministeriet om at nedlægge for-bud mod den påtænkte bebyggelse i henholdtil byplanlovens § 9. Efter denne bestem-melse kan boligministeriet efter begæring fraen kommunalbestyrelse, som er i færd medat udarbejde en byplan — og denne betingelseer i hvert fald opfyldt, når der foreligger endispositionsplan - nedlægge forbud imod, aten ejendom, der kan ventes at blive omfat-tet af planen, anvendes på en måde, dermå antages at komme i strid med planen.Forbudet er tidsbegrænset til 1 år og skalfølges op med udarbejdelse af en partiel by-planvedtægt for det pågældende område.

En dispositionsplan hjemler ikke grund-ejerne krav på erstatning; men hvis den par-tielle byplanvedtægt, der kan blive resultatetaf dispositionsplanen, kan give anledning tilerstatning efter byplanlovens regler, navnlig§ 15 a om nedgang i værdi som følge afen landbrugszonebyplanvedtægt, indtræder tilden tid en sådan erstatningspligt.

Hvis en dispositionsplan indeholder enlandbrugszone - og dette er almindeligt -kan friholdelse af arealet således ske entenved udnyttelse af den hjemmel, der er nævntovenfor under 1) og 3) og nævnes nedenforunder 5) og 6) eller ved nedlæggelse af fore-løbigt forbud i henhold til byplanlovens § 9og derpå følgende partiel byplan indehol-dende landbrugszone, jfr. ovenfor under 2).

5) Vejbestyrelsesloven.I kapitel 3, 4 og 6 i lov om bestyrelsen afde offentlige veje, jfr. lovbekendtgørelse nr.342 af 9. december 1964, findes regler, derkan have betydning for, i hvilket omfang fa-cadegrunde kan bebygges, og hvordan be-byggelsen langs vejene i øvrigt udformes.

a) Overkørsler og overgange.Anlæg af overkørsler eller overgange og ud-førelse af tilslutninger for veje og stier måefter § 33 kun ske med vejbestyrelsens sam-tykke. Ifølge § 34 må overkørsler og over-gange ikke uden vejbestyrelsens samtykke be-nyttes til adgang for andre ejendomme enddem, for hvilke de er anlagt, og markover-kørsler må ikke uden samtykke benyttes tilanden færdsel end den, der er nødvendigfor jordens landbrugsmæssige drift. Såfremten ejendom udstykkes, kan de frastykkedeparceller ikke uden samtykke benytte eksiste-rende overkørsler og overgange.

I hver amtsrådskreds er der i henhold til§ 35 nedsat et udvalg med den opgave atgennemgå samtlige hovedlandeveje, lande-veje og trafikalt betydningsfulde biveje ogafgive indstilling til ministeriet for offentligearbejder om fastsættelse af varige begræns-ninger i adgangen til tilslutning af nye vejeog stier og anlæg af nye overkørsler ogovergange m. v. Ved bedømmelsen skal påden ene side tages hensyn til, at vejen fort-sat kan tjene som færdselsåre på en sikker-hedsmæssig og trafikalt tilfredsstillende måde,og på den anden side til den allerede sketebebyggelse langs vejen og til foreliggende by-plandispositioner.

Udvalgets indstilling kan gå ud på, at derpå en bestemt vejstrækning, hvor der ikke iforvejen findes overkørsler eller adgange,overhovedet ikke må finde færdsel sted mel-lem vejen og de tilstødende arealer, eller -og det er det mest almindelige — at der foren bestemt vejstrækning fastsættes, hvilkeoverkørsler eller adgange, der fremtidig måfindes, og hvilken anvendelse der må gøresaf disse, eller at der ikke træffes særlig re-gulerende foranstaltninger med hensyn tilen bestemt vejstrækning. Tiltrædes indstillin-gen, udstedes bekendtgørelse herom, og ad-gang til vejen vil herefter kun kunne tilstedesi det omfang, der følger af bekendtgørelsen.

(il

Ministeren for offentlige arbejder kan dogefter indstilling fra vejbestyrelsen tillade und-tagelser herfra. En bekendtgørelse om, at derikke træffes særlig regulerende foranstaltnin-ger, indebærer, at adgangen til vejen kun re-guleres af ovennævnte §§ 33-34, men vej-bestyrelsen kan ikke ved nægtelse af tilla-delse i det enkelte tilfælde søge at gøre ved-kommende vejstrækning facadeløs på en læn-gere strækning under ét.

Formålet med vejbestyrelseslovens § 35 erat hindre en videre udbredelse af randbe-byggelsen langs de vigtigste veje.

b) Vejbyggelinier.Ifølge §§ 40 og 41 kan vedkommende vej-bestyrelse, hvis det er nødvendigt af hensyntil færdselen, bestemme, at fremtidig bebyg-gelse og andre anlæg af blivende art ved eneksisterende eller projekteret offentlig vej skalholdes bag byggelinier, der forløber på beg-ge sider af vejen. Afstanden mellem bygge-linierne er normalt 30 eller 40 m efter vejensfærdselsmæssige vigtighed, men kan med mi-nisteren for offentlige arbejders godkendelseøges udover disse grænser.

c) Erstatning.Begrænsningerne i facadeejernes adgang tilvej og pålæg af byggelinier medfører nor-malt ikke krav på erstatning. Loven inde-holder dog i § 37 og § 46 undtagelsesbe-stemmelser. Såfremt ejeren af en ejendomsom følge af begrænsning i adgangen til vejeller pålæg af byggelinie nemlig afskæres fraen efter ejendommens beliggenhed og øvrigebeskaffenhed økonomisk rimelig og forsvar-lig udnyttelse af arealet, svarende til den ud-nyttelse, der faktisk finder sted på omlig-gende arealer, kan han begære arealet over-taget af vejbestyrelsen mod erstatning, efter§ 37, dog kun såfremt vejbestyrelsen ikkekan anvise anden fornøden adgang til dette.

d) Benzintankanlæg.Ifølge § 52, stk. 3, udkræves vejbestyrelsenssamtykke til oprettelse eller udvidelse af tank-anlæg på eller ved (d. v. s. med grænse til)offentlig vej.

6. Klitfredning.Klitfredning sker i henhold til lov nr. 84 af25. marts 1961 om sandflugtens bekæmpelse.

De klitfredede arealer omfatter først og frem-mest en sammenhængende kyststrækning iVest- og Nordjylland, nemlig strandbredder-ne langs Skagerak og Vesterhavet i Hjørring,Thisted, Ringkøbing og Ribe amter samt påøen Rømø og klitstrækninger og andre langsdisse beliggende arealer inden for 100 mregnet fra strandbreddens inderste grænse.Det klitfredede areal bag de nævnte kysterkan dog udstrækkes indtil 500 m fra strand-breddens inderste grænse. Grænsen for deklitfredede arealer bag disse kyster skal revi-deres mindst hver 10. år under hensyn tilkystens tilbagerykning og til de ændringer,der måtte være sket i klitternes karakter ogudstrækning samt til mulighederne for sand-flugts genopståen som følge af arealernes be-nyttelse. Derudover forekommer enkeltespredte klitfredede arealer i andre dele afJylland. Disse spiller dog kun ringe rolle ipraksis.

Det nærmere indhold af klitfredningenbestår i et forbud mod bebyggelse og andreændringer i status quo, der kan fremmesandflugten. Bebyggelsesforbudet er i lovens§ 5 nærmere udformet således, at der påde fredede strækninger ikke må opføres byg-ninger eller anbringes andre indretninger,der er bestemt til beboelse, udsalgssted ellerlignende. Herfra er dog undtaget de for fi-skerierhvervet nødvendige tørrepladser, op-halingsspil, pakhuse, redskabsskure, ishuse,farsignalstationer o. lign., med mindre detillige benyttes til beboelse. På de frededestrækninger må man - medmindre disse al-lerede udnyttes landbrugsmæssigt — i hen-hold til § 6 heller ikke fjerne beplantning,som tjener sandflugtens dæmpelse, eller an-bringe hegn eller andre afspræringer, lige-som græsning, afbrænding, campering samtgravning, der kan fremme sandflugten erforbudt. Klitmyndighederne kan give offent-ligheden adgang til færdsel til fods og op-hold af kortere varighed på de fredede stræk-ninger, men myndighederne kan også for-byde offentlig færdsel og fastsætte andreforbud eller indskrænkninger vedrørende are-alernes benyttelse. Klitmyndighederne kangøre undtagelse fra de fleste af disse forbud.

Karakteristisk for sandflugtsbekæmpelsenshistoriske udvikling har været, at en stor delaf de mest truede arealer er blevet opkøbt afstaten. I god overensstemmelse hermed in-

62

deholder den gældende sandflugtslov i § 9en bemyndigelse til landbrugsministeren tilinden for et for hvert års finanslov nærmerefastsat belob at kobe eller på anden mådeat erhverve heder, klitter og andre uopdyr-kede jorder samt iøvrigt mellemliggende ellertilgrænsende mindre arealer indenfor Hjør-ring, Thisted, Ringkøbing og Ribe amtersamt øen Rømø.

Et andet karakteristisk træk i udviklingenhar været, at de offentlige ejendomme, somklitvæsenet administrerer, ikke blot tjenerhensynet til sandflugtens bekæmpelse, menogså rekreative hensyn. I ovennævnte § 9hedder det da også, at landbrugsministerenkan opkøbe arealer for at anvende disse tilbeplantning med skov eller til indretning afcamperingspladser og lignende anlæg elleranden anvendelse som rekreative områderfor befolkningen.

7. Vandafledning og andre sundhedsbestem-melser.Efter gældende ret kan moderne sanitæreinstallationer, specielt w. c., kun lovligt ind-rettes, hvis der enten kan etableres kloak-afløb eller afløb til sivebrønde eller en lig-nende indretning. Bestemmelser om disse for-mer for afløb har derfor stor praktisk betyd-ning både for placering og afgrænsning aftættere bebyggelse og for spredt bebyggelsesplacering og graden af denne bebyggelsestæthed.

Anlæg af egentlige kloaker kræver en såbetydelig investering i faste anlæg, at de nor-malt kun er økonomisk mulige i ret tæt be-byggelse. Oprindelig fandtes de kun i deegentlige byer, men i de senere år er kloake-ring blevet almindelig også i mindre bysam-fund, f. eks. i landsbyer og i samlede sommer-husområder. Afgørelse om anlæg og udform-ning af et kloakanlæg træffes af landvæsens-retten, hvis behandling har til formål at fore-tage en teknisk bedømmelse af anlæget, her-under afgrænsningen af det naturlige kloak-område og nødvendige renseanlæg underhensyn til recipientens forhold, samt at for-dele anlægs- og driftsudgifter mellem de im-plicerede grundejere og eventuelle offentligemyndigheder. Ved offentlige kloakanlæg erdet kommunen, som optræder som rekvirent,og som står i forskud med udgifterne til

kloakanlægets gennemførelse, ligesom kom-munerne betaler tilskud til anlæget. Gen-nem dette initiativ til større kloakanlæg harkommunerne en betydelig indflydelse på denbymæssige bebyggelses placering og afgræns-ning. Det må dog understreges, at der ikkei princippet er noget til hinder for, at pri-vate, der økonomisk kan magte det, kan fålandvæsensrettens tilladelse til at indrettekloakanlæg. Ingen kan tvinges til at deltagei et privat anlæg. Med hensyn til landvæ-sensrettens tekniske behandling af private an-læg gælder samme regler som om offentligeanlæg.

Endelig består der en begrænset adgangfor ejere af ejendomme, der grænser til vand-løb m. v., til at aflede det i husholdning oglandbrugsdrift fremkomne spildevand tilvandløb uden landvæsensrettens godkendel-se, hvis afledningen kan ske uden at skadevandløbets naturlige tilstand. Det bemærkesi denne forbindelse, at w. c.-spildevand altidantages at forvolde en sådan skade. En så-dan ordning må dog kræve sundhedskom-missionens godkendelse, jfr. § 14, stk. 1, inormalsundhedsvedtægten af 1960 for land-kommuner, og forholdet vil senere kunneindklages for en landvæsensret.

Hvor der ikke kan etableres afløb somovenfor nævnt, vil det i reglen være en for-udsætning for anvendelse af vandklosetter,at der kan etableres afløb til sivebrønde ellerlignende underjordiske dræn. Om sådanneindretninger findes bestemmelser i de flestemoderne normalsundhedsvedtægter, en be-stemmelse (§ 15), som er nærmere omtalt isundhedsstyrelsens cirkulære nr. 117 af 10.maj 1960. Efter bestemmelsen kan midlerti-dig tilladelse til sådanne anlæg meddeles afsundhedskommissionen med embedslægenstilslutning. Tilladelse kan kun meddeles, nårforholdene i det hele gør det forsvarligt, og- bortset fra enligt beliggende ejendomme pålandet — kun inden for bebyggelser, hvor alvandforsyning sker fra fællesvandværk, somhar fået vandindvindingstilladelse ved land-væsenskommissionskendelse, og hvor den på-gældende landvæsenskommission har tilladt,at der anlægges underjordiske dræn eller si-vebrønde med tilløb fra vandkloset eller la-trin. Det anføres i en vejledning i sundheds-styrelsens cirkulære af 10. maj 1960, at sund-hedskommissionen bør være tilbageholdende

(>3

med at meddele tilladelse, og at det er ønske-ligt, at spildevandsafledningen fra samledebebyggelser søges sikret ved en egentlig kloa-keringsplan. Vejledningen indeholder en delyderligere regler om de pågældende anlæg.Særlig væsentligt er, at afløb til et dræn elleren sivebrønd kun bør ske fra huse med 1,højst 2 husstande, og at drænsystemet ellersivebrønden skal anlægges således, at der ermindst 75 m til andet drænsystem eller andensivebrønd; for sommerhuse indenfor 3/4 kmafstand fra standkanten dog kun mindst 25m — idet det forudsættes, at grundvandet idenne bræmme langs stranden har forløbmod havet uden at kunne forurene vandfor-syningsanlæg. Må det på grund af konkreteforhold antages, at grundvandet i stedet harforløb mod land, vil det ikke stemme meddet almindelige forsvarlighedskriterium, attillade sivebrønde med 25 meters mellem-rum. - Endelig skal afstanden fra sivebrøn-dens bund til grundvandet - udenfor de om-råder ved strandkanten, hvor sivebrønde kantillades med 25 meters afstand — være mindst2,5 m.

Kravet om en afstand på 75 m mellemsivebrønde eller sivedræn med w. c.-tilløb in-den for samlede bebyggelser bevirker, at deter umuligt at have sådanne afledningsord-ninger ved alle huse i fuldt udbyggede par-celhusudstykninger med normale grundstør-relser; det samme gælder fuldt udbyggedesommerhusudstykninger, der ligger længereinde i landet end de nævnte 3/4 km. Vedden første spredte bebyggelse sådanne steder,vil der være mulighed for afledning til sive-brønde eller -dræn, men når bebyggelsen bli-ver tættere, kan w. c.er kun tillades i forbin-delse med kloakering, som den tættere bebyg-gelse også kan tænkes at give bedre, økono-misk mulighed for. I praksis nægtes dog afligelighedsgrunde ofte fra først af enhver til-ladelse til w. c. i en sådan udstykning, så-ledes at w. c.er i det hele kun kan etableresi forbindelse med kloakering; undertidengøres det til et led i udstykningsvilkårene, atder skal etableres kloak.

I tilfælde, hvor sundhedskommissionerneikke kan tillade afledning fra w. c. til sive-anordning, vil tilladelse kunne meddeles somdispensation fra amtet eller indenrigsmini-steriet. Dette er kun sket i et begrænset antaltilfælde, bl.a . i tilfælde, hvor al vandforsy-

ning på egnen har været samlet om et vand-værk beliggende i betydelig afstand fra for-ureningskilder, og hvor indgående undersø-gelser i samarbejde med sundhedsstyrelsenog evt. Danmarks geologiske Undersøgelsehar antageliggjort, at vandværkets vand ikkevil være udsat for forurening.

Undertiden rejses spørgsmålet om at af-lede spildevand fra w. c.er til tætte samle-brønde, der tømmes ved slamsuger. Dette erforbudt ved sundhedsvedtægterne, jfr. nor-malsundhedsvedtægten for landkommuner §15, men vil kunne tillades ved dispensation.Ordningen er meget bekostelig og har ogsåandre ulemper, og dispensation er i praksiskun givet i ret få tilfælde og da på betin-gelse af, at slamsugeren kan udtømme ind-holdet i hovedkloakledningen til et mekanisk-biologisk rensningsanlæg; dispensationernehar derfor været begrænset til udkanterneaf byer med i øvrigt tilfredsstillende kloake-ring.

I relation til sundhedsvedtægterne kanmyndighederne ikke hindre bebyggelse, derkun ønskes forsynet med tørkloset. Muligviskan derimod landsbyggelovens § 18, stk. 1,påberåbes for, at en bebyggelse skal væreforsynet med w. c. I så fald kommer sund-hedsmyndighederne ind i billedet med hen-syn til afløbet og vil kunne hindre byggeriet.Boligministeriet har således statueret, at de i§ 18, stk. 1, omtalte »forsvarlige afløbsfor-hold« forudsatte w. c.-afløb.

De lokale sundhedsvedtægter indeholderforuden reglerne om afløb, enkelte bestem-melser af betydning for regulering af bebyg-gelsen i det åbne land. Sundhedskommis-sionerne kan således stille krav til indretnin-gen af eller ligefrem nedlægge forbud imodsundhedsfarlige eller særlige generende virk-somheder.

B. Naturfredningsloven.Idet der i øvrigt henvises til oversigten overden gældende naturfredningslovs bestemmel-ser i kapitel II og over fredningspraksis i ka-pitel III, skal på dette sted gives en kortoversigt over naturfredningslovens betydningfor reguleringen af bebyggelse i det åbneland.

64

1. §22.Naturfredningslovens § 22 blev, som omtaltside 32 og side 45 ff, indført for at regulerebebyggelsen i det åbne land.

Den angiver sit område således: udenforbyer og bymæssige bebyggelser og udenforområder, der er omfattet af en godkendt by-udviklingsplan eller byplan, (dispositions-plan). Den omfatter altså ikke hele det åbneland.

§ 22 regulerer ikke al bebyggelse. Bygnin-ger, som alene tjener landbrugs-, skovbrugs-,fiskerierhvervets eller andet på stedet natur-ligt erhverv samt lokal helårsbeboelse, er ikkeomfattet af bestemmelsen. Enhver anden artbebyggelse kræver imidlertid fredningsnæv-nets tilladelse.

Hvis tilladelse ikke gives, og ejendommenderved falder i værdi, er ejeren berettiget tilerstatning for den ved afslaget forvoldte vær-dinedgang.

2. Byggelinier.Byggelinierne omkring fortidsminder, langsstranden, omkring søer, skove, åer og langsveje tager ligeledes specielt sigte på bebyg-gelse i det åbne land.

Bestemmelserne omfatter kun det areal,som ligger indenfor den angivne afstand, ogfor så vidt angår andre byggelinier end for-tidsminde-byggelinien undtages desuden for-skellige dele af disse arealer. Den væsentlig-ste undtagelse er, at de nævnte byggelinierikke gælder, hvis der allerede inden vedkom-mende byggelinies ikrafttræden fandtes envæsentlig bebyggelse. Byggelinierne er dispen-sable. Fra forbudsbestemmelsen om bebyg-gelse langs stranden dispenseres yderst sjæl-dent, men fra de øvrige byggelinier ofte.

Landbrugsbyggeri er ikke omfattet af byg-geliniebestemmelserne, når bortses fra 100-mbæltet omkring de i § 2 omtalte jordfastefortidsminder.

Nægtet tilladelse til bebyggelse indenforbyggelinien giver ikke krav på erstatning, ogder blev heller ikke ydet erstatning til grund-ejerne ved byggeliniernes indførelse i 1937og 1961.

3. F rednings servitutter.Ved sædvanlig fredningskendelse kan bebyg-gelsen indenfor det fredede areal forbydes el-

ler reguleres. Det er sædvanligt, at frednings-kendelser forbyder sommerhusbebyggelser ogbymæssige bebyggelser, jfr. nærmere ovenfori kapitel III.

Hvis en fredningsservitut hindrer bebyg-gelse, har ejeren krav på fuldstændig erstat-ning for det derved forvoldte tab, således atforstå, at der betales erstatning for den byg-gechance, som antages at eksistere på dettidspunkt, hvor fredningskendelsen blev af-sagt. Erstatningsspørgsmålet afgøres en gangfor alle og optages således ikke til fornyet be-handling på et senere tidspunkt.

4. Erhvervelse.Erhvervelse gennemført af fredningsmyndig-heder anvendes til at regulere eller hindrebebyggelse på de erhvervede arealer.

5. Fredningsplaner.Også fredningsplaner tager ifølge naturfred-ningslovens motiver sigte på at regulere be-byggelsen i det åbne land. Ved lovændringeni 1959 blev det således fremhævet, at manved fredningsplaner skulle drage omsorg for,at naturen ikke forringedes ved en ødelæg-gelse af de værdifulde landskaber ved enbebyggelse, som lige såvel ville kunne an-bringes i mindre naturskønne omgivelser.

Fredningsplanerne kan have virkning forregulering af bebyggelse i det åbne land påforskellig måde. I det omfang fredningspla-ner fører til, at der rejses fredningssager, erder tale om forberedelsen af den regulerendevirkning, som fredningskendelserne har.

Fredningsplanerne har dog tillige selvstæn-dig regulerende betydning. I det omfang, deropnås enighed med den, som har et bygge-ønske inden for planens område, om bebyg-gelsens placering, udseende o. s. v., vil derved vilkår til fredningsplanudvalgets tilladel-ser, kunne blive tale om en regulerende virk-ning.

Af betydning er endelig, at fredningsplan-udvalgenes arbejde sikrer, at fredningsinter-esserne via fredningsplanudvalgenes udtalel-ser til andre myndigheder kan tages med indi de betragtninger, som ligger til grund fordisse myndigheders afgørelser i henhold tilden lovgivning, der er fremstillet ovenfor un-der A.

65

C. Sammenfatning.Som det vil fremgå af ovenstående oversigt,er reglerne om regulering af bebyggelsen idet åbne land uensartede og for borgernevanskeligt overskuelige. For at lette overblik-ket skal i det følgende foretages en gennem-gang af, i hvilket omfang offentlige myndig-heder kan hindre de forskellige arter bebyg-gelse, der, som ovenfor side 55 beskrevet, er-faringsmæssigt forekommer i det åbne land.Det må understreges, at der kun kan væretale om en oversigt over hovedlinierne i gæl-dende ret. Den grove inddeling i forskelligearter af bebyggelse, som lægges til grund, erikke altid i overensstemmelse med ordene ide forskellige love, som i øvrigt ofte giver an-ledning til tvivl i praksis. En sammenfatningpå tværs må siges at belyse, i hvor stort etomfang der faktisk finder en regulering stedaf bebyggelsen.

1. Landbrugserhvervenes bygninger.Hvor disse bygninger opfylder en reel er-hvervsøkonomisk funktion, må de siges at ud-gøre en bestanddel af det åbne land, og be-røres derfor kun i begrænset omfang af gæl-dende ret vedrørende bebyggelsesregulering idet åbne land.

Ser man først på de landbrugsbygningerm. v., som er knyttet til den enkelte bedrift,jfr. side 55, er forholdene klarest. De om-fattes kun af reglerne om adgang til vej, vej-byggelinierne i henhold til vejbestyrelseslo-ven, klitfredningen, der dog undtager en delaf fiskerierhvervets bygninger, sundhedsreg-1erne samt fortidsmindebyggelinien og fred-ningsplaner, ligesom fredningsservitutter kanangå landbrugserhvervenes bygninger. For atgive et billede af reguleringens faktiske virk-ninger er det imidlertid ikke nok blot at an-give retsreglernes område. Reglerne har nem-lig ikke samme praktiske betydning. Vejbyg-gelinier og klitfredning samt fortidsminde-byggelinien vil i et vist omfang hindre land-brugsbyggeri. Reglerne om adgang til vej ogom sundhedsmæssige forhold vil kun i ringeomfang have begrænsende betydning. Virk-ningen af fredningsplaner og fredningsservi-tutter afhænger af indholdet af de pågæl-dende kendelser eller af fredningsplanen;

men ubetingede forbud mod landbrugsbygge-ri i fredningsservitutter er sjældne.

Hvor landbrugsbebyggelse kan hindres ef-ter de nævnte regler, er erstatningsbestem-melserne uensartede. Der betales ingen erstat-ning for følgerne af klitfredning, sundheds-reglerne og fortidsmindebyggelinien. For såvidt angår vejbestyrelseslovens bestemmelserom adgangen til vej og byggelinie dækkeskun tabet i de foran side 61 nævnte tilfælde.Ved anvendelse af fredningsservitut betalesfuld erstatning. Selve fredningsplanens på-lægning har ikke denne virkning, men hvisnægtelse fastholdes, og resultatet bliver enfredningsservitut, opnås herigennem ligeledesfuld erstatning.

For de landbrugsbygninger, som ikke erknyttet til den enkelte bedrift, jfr. side 55,er forholdene uklare. Sådanne bygninger eri hvert fald omfattet af de reguleringsbe-stemmelser, som er nævnt ovenfor vedrøren-de de traditionelt anbragte landbrugsbygnin-ger. Men i jo højere grad bygningerne afvi-ger fra det sædvanlige, des mere vil de kunnekarakteriseres som ikke-landbrugsmæssig be-byggelse og være omfattet af f. eks. yderzone-bestemmelser, landsbyggelovens §§ 5 og 20og naturfredningslovens byggelinier. Tilsva-rende regler gælder i et vist omfang eksiste-rende landbrugsbygningers overgang til an-den (bymæssig) anvendelse.

2. Lokal helårsbeboelse.

Denne form for bebyggelse berøres af de be-stemmelser, der er nævnt ovenfor under 1.vedrørende landbrugsbygninger knyttet tilbedriften, samt af naturfredningslovens øvri-ge byggelinier.

3. Bymæssig bebyggelse.

Det er denne form for bebyggelse i alle densafskygninger, som de under A og B genfor-talte reguleringsbestemmelser først og frem-mest tager sigte på. Reglerne i landsbygge-loven for kommuner, der selv har bygnings-myndighed, kan i sig selv ikke direkte hindrebymæssig bebyggelses spredning i det åbneland, men kan dog medvirke hertil.

Det nærmere indhold af reglerne er imid-lertid forskelligartet, især for så vidt angårerstatningsspørgsmålet. Hvor bymæssig be-

66

byggelse hindres ved yderzonebånd eller land-brugszonebestemmelser i en byplanvedtægt,betales erstatning for værdinedgangen i pla-nens gyldighedsperiode opgjort ved periodensbegyndelse. Ved begrænsninger i adgangentil vej og vejbyggelinier dækkes kun de side61 nævnte tab. Ved klitfredning, sundheds-mæssige begrænsninger, naturfredningslovensbyggelinier og landsbyggelovens § 5 og § 20betales ingen erstatning. Hvor bymæssig be-byggelse hindres ved en fredningskendelseeller ved § 22, betales erstatning for denværdinedgang, som er aktuel på det tids-punkt, da afgørelsen træffes.

4. Sommerhuse.Sommerhuse, der opfylder de konstruktivekrav til helårsbebyggelse, behandles efter reg-lerne under 3., jfr. side 58.

Sommerhusbyggeri, der ikke opfylder dissekrav, er underkastet en yderligere reguleringudover den, der gælder bymæssig bebyggelse.Til sommerhusbebyggelse uden for udlagtesommerhusområder kræves der dispensation,og en sådan kan nægtes uden erstatning. Ud-stykning til sommerhuse kan, hvor amtsrådeter bygningsmyndighed, hindres ved forbudefter landsbyggelovens § 5.

67

4. Tidligere forslag til ændring afbebyggelsesregulering i def åbne land.

Reglerne om regulering af bebyggelsen i detåbne land har i det sidste tiår været genstandfor meget omfattende reformdrøftelser, derhar ført til fremsættelse af forskellige forslageller udkast til ændring i de gældende reg-ler.

I det følgende genfortælles nogle forslagfremsat enten af regeringen eller af officiellekommissioner.

1. Regeringsfor slaget til naturfredningslovens§ 22.Naturfredningslovens nuværende § 22, jfr.side 32, 45 og 64, har fået sit indhold un-der folketingsbehandlingen af lovændringeni 1961.

Regeringsforslaget gik ud på, at der skulleindføres en ny § med følgende indhold:

»Uden for byer og bymæssige bebyggelserog uden for områder, der er omfattet af engodkendt byudviklingsplan eller byplan (dis-positionsplan), skal der til større samledebebyggelser, der ikke tjener et på stedet na-turligt formål, erhverv eller helårsbeboelse,indhentes tilladelse fra fredningsnævnet.«

Regeringsforslaget indeholdt ikke bestem-melser om erstatning.

Som resultat af udvalgsdrøftelserne mellem1. og 2. behandling stillede et flertal af ud-valgets medlemmer, bestående af socialde-mokratiet, radikale venstre og socialistisk fol-kepartis medlemmer, forslag om følgende æn-drede affattelse:

»Udenfor byer og bymæssige bebyggelserog uden for områder, der er omfattet af engodkendt byudviklingsplan eller byplan (dis-positionsplan), må der ikke uden frednings-nævnets tilladelse opføres bygninger, bortsetfra sådanne, der alene tjener landbrugs-,skovbrugs-, fiskerierhvervet eller andet påstedet naturligt erhverv, samt lokal helårs-beboelse.

Stk. 2. Såfremt fredningsnævnet nægtertilladelse efter stk. 1, kan nævnet samtidigefter påstand herom give erstatning til eje-ren.«

Ændringsforslaget udvidede således detbyggeri, som skulle reguleres, men gav tilgengæld adgang til at yde erstatning. I

udvalgsbetænkningen understregede flertalletudtrykkeligt, at der ikke var tale om ekspro-priationserstatning, men tilføjede, at det ivisse tilfælde kan komme til at virke ubilligt,hvis fredningsnævnet ikke har mulighed forsamtidig med at meddele afslag at give denpågældende en vis billighedserstatning.

Et mindretal af udvalget, bestående afvenstres og det konservative folkepartis med-lemmer, foreslog, at § 22 blev affattet så-ledes:

»Uden for byer og bymæssige bebyggel-ser og uden for områder, der er omfattet afen godkendt byudviklingsplan eller byplan(dispositionsplan), må bygningsmyndighe-derne ikke meddele tilladelse til opførelse afbygninger, bortset fra sådanne, der alene tje-ner landbrug, skovbrug, fiskerierhvervet el-ler andet på stedet naturligt erhverv samtlokal helårsbeboelse, før bygningsmyndighe-den har meddelt fredningsnævnet, at andra-gende om sådant byggeri foreligger, og at derer givet fredningsnævnet 4 ugers frist til atrejse fredningssag i henhold til lovens § 1.«

Under udvalgsarbejdet mellem 2. og 3. be-handling enedes man om den nuværende for-mulering af § 22, jfr. side 46.

2. Jordlovene.I januar 1963 fremsatte regeringen (Folke-tingstidende 1962-63, sp. 2210) forslag tilen række love vedrørende fast ejendom, desåkaldte »jordlove«, der omfattede

forslag til lov om ændringer i lov om land-brugsejendomme,

forslag til lov om ændring af lov om særligindkomstskat m. v.,

forslag til lov om ændring i lov om vurde-ring og beskatning til staten af faste ejen-domme,

forslag til lov om erhvervelse af landbrugs-ejendomme,

forslag til lov om ændringer i statshusmands-loven,

forslag til lov om kommuners forkøbsret tilfast ejendom samt støtte til kommunersjordkøb,

forslag til lov om ændringer i lov om natur-fredning

forslag til lov om regionplanlægning,forslag til lov om ændringer i lov om bypla-

ner,

b«

forslag til lov om regulering af bymæssig be-byggelse.

Forslagene til ændringer i naturfrednings-loven, byudviklingsloven og byplanlovens reg-ler vedrørende landbrugszoner, udgjorde til-sammen forslag til en nyordning af bebyggel-sesreguleringen i det åbne land. Hovedtræk-kene i nyordningen blev kort karakterisereti statsministerens forelæggelsestale med føl-gende ord:

»De foreslåede ændringer . . . danner . . .en helhed, hvorved det skulle opnås, at over-gang af landbrugsjord m. v. til bebyggelse,herunder sommerhusbebyggelse, kræver, atovergangen enten er i overensstemmelse meden tilvejebragt planlægning, eller at der fo-religger tilladelse fra en planlægningsmyn-dighed. Generelle tilladelser skulle såledesfor fremtiden kunne gives

enten af et byudviklingsudvalg, ved atdette inddrager arealer under inderzone

eller, at de sædvanlige byplanmyndighe-der ved fastlæggelse af en byplan eller dis-positionsplan eller ved i henhold til lands-byggeloven at erklære et område for bygge-område

eller, endelig af et fredningsplanudvalgved udlæg af områder til sommerhusbebyg-gelse, campingpladser og lignende.

Endvidere er det generelt tilladt inden fordet hidtidige bebyggelsesområde i landsbyerog lignende at opføre bygninger, der tjeneropfyldelsen af den stedlige befolknings er-hvervs- eller boligformål.

Uden for de nævnte områder - altså ilanddistrikterne - kan udstykning og bebyg-gelse fortsat ske i forbindelse med landbrug,skovbrug og gartneri, medens der til al andenbebyggelse kræves tilladelse enten af det lo-kale fredningsplanudvalg eller af byudvik-lingsudvalget, hvor et sådant findes.

De foreslåede ændringer er i hovedsagenaf teknisk karakter og tilsigter forenklingeri administrationen, men på et enkelt punkter der tale om en væsentlig ændring, nem-lig for så vidt angår erstatningsbestemmel-serne i naturfredningslovens § 22 og i de til-svarende paragraffer i byreguleringsloven ogbyplanloven. Den førstnævnte stærkt debat-terede bestemmelse indebærer i den nuvæ-rende udformning, at det offentlige skal ud-rede udstykningserstatninger i tilfælde, hvor

fredningsnævnene nægter tilladelse til bebyg-gelse. På grund heraf har § 22 mistet sinvæsentligste betydning for det oprindeligt til-sigtede formål. Efter de foreliggende forslagskal der ikke ydes grundejerne erstatning fornægtelse af udstyknings- eller byggetilladelse.Der er tale om generelle reguleringsbemmel-ser, og sådanne bør ikke medføre erstatnings-pligt for det offentlige.«

Lovforslagene blev udarbejdet på et tids-punkt, hvor man anså Danmarks indtrædeni Fællesmarkedet for umiddelbart foreståen-de. Da forslagene forelagdes for Folketinget,havde denne situation imidlertid ændret sig,og forelæggelse skete under henvisning til enrække faktorer, der var uafhængig af deneuropæiske markedssituation: den stigendebefolkningstilvækst og velstandsstigningen,der tilsammen medfører et øget behov for enrationel placering og udformning af bebyg-gelsen, for sikring af rekreative og andre friearealer og for sikring af jorden som grund-lag for landbrugserhvervet.

Af de ovennævnte lovforslag blev de 3førstnævnte gennemført, de 3 sidstnævnteikke. De øvrige 4, herunder forslaget til æn-dringer i naturfredningsloven blev vedtagetaf Folketinget, men bortfaldt som følge affolkeafstemningen i juni 1963. De 3 ikkefærdigbehandlede forslag blev, efter behand-ling i et folketingsudvalg sammen med de iforbindelse med naturfredningsloven forelig-gende planlægningsproblemer, oversendt tilboligministeriets udvalg om planlægningslov-givning af 1963, f jr. nedenfor.

3. Naturfredningskommissionens henvendelseaf 27. januar 1964.Som nævnt side 10 drøftede naturfrednings-kommissionen efter bortfaldet af jordlovenespørgsmålet om bebyggelsesregulering i detåbne land. Denne drøftelse resulterede i, atman til ministeren for kulturelle anliggenderden 27. januar 1964 sendte et forslag til enmidlertidig løsning. Hovedtrækkene i forsla-get var, at regler svarende til landsbyggelo-vens §§ 5 og 20 skulle være gældende ogsåfor områder, hvor sognerådet er indehaveraf bygningsmyndigheden.

Henvendelsen, der er optrykt som bilag 3blev af ministeren for kulturelle anliggenderforelagt nedennævnte udvalg vedrørendeplanlægningslovgivningen.

()9

4. Boligministeriets udvalg om planlægnings-lovgivningen.Som omtalt blev forslagene af 1963 til æn-dring af byudviklingsloven og af byplanlo-ven henvist til fortsat drøftelse i et særligtudvalg med henblik på at nå frem til enafklaring af de kommunale organisationersbetænkeligheder ved det foreslåede plansy-stem. Udvalget skulle også drøfte det af bo-ligministeren fremsatte forslag til region-planlægningen og undersøge de i forbindelsemed naturfredningsloven foreliggende plan-lægningsproblemer.

Udvalget, der nedsattes den 29. oktober1963 med benævnelsen Boligministeriets ud-valg om planlægningslovgivning af 1963, be-stod - foruden af formanden, stiftamtmandOve Larsen — af 8 folketingsmænd som re-præsentanter for de politiske partier, 10 re-præsentanter for de kommunale organisa-tioner og 5 embedsmænd som repræsentan-ter for henholdsvis ministeriet for kulturelleanliggender, indenrigsministeriet og boligmi-nisteriet.

Udvalget nedsatte en arbejdsgruppe bestå-ende af formanden, 2 folketingsmedlemmer,2 repræsentanter for de kommunale organi-sationer og 2 embedsmænd fra ministerierne,og denne arbejdsgruppe udarbejdede en skit-se til principløsning af planlægningslovgiv-ningen, dog at embedsmændene i arbejds-gruppen ikke tog personlig stilling til skitsensindhold.

Medens folketingsrepræsentanterne i ar-bejdsgruppen var af den opfattelse, at en re-vision af den gældende planlægningslovgiv-ning ikke kunne eller burde afvente en kom-munalreform, mente de kommunale repræ-sentanter i arbejdsgruppen, at en væsentligforbedring af planlægningen kun kunne skei forbindelse med den forventede kommunal-reform, der ville åbne muligheder for, at denbesluttende myndighed vedrørende reguleringaf bebyggelsesforholdene m. m. var hos kom-munerne. De ville dog kunne tilslutte sig, atder skete en reorganisering af planlægnings-ordningen - uden at afvente kommunalre-formens gennemførelse - under forudsætningaf, at denne ordning opbyggedes således, atadministration og planlægning senere kunneforenes hos de af kommunallovskommissio-nen skitserede fremtidige kommunale myn-digheder.

Arbejdsgruppens skitse kom herefter til atomfatte oprettelsen af folkevalgte fællesor-ganer på amtsniveau for sognekommuner ogkøbstadkommuner (»fællesråd«). Disse skulleovertage myndigheden vedrørende den re-gulerende planlægning (byudviklingsplaner,godkendelse af byplanvedtægter og admini-stration af udstyknings- og bebyggelsesregule-ringen i det åbne land). »Fællesrådene« skul-le endvidere udføre regionplanlægning. Dervar i arbejdsgruppen ikke enighed om »fæl-lesrådenes« område (et eller flere amter),idet folketingsmændene i modsætning til dekommunale repræsentanter mente, at de en-kelte af de nuværende amter med deri lig-gende købstæder principielt var for små om-råder for »fællesrådenes« virksomhed, og dervar heller ikke enighed om »fællesrådenes«beføjelser, idet folketingsmændene mente, at»fællesrådenes« regionplanlægning i et vistomfang skulle være bindende for kommunal-bestyrelserne, medens de kommunale repra>sentanter mente, at denne regionplanlæg-ning alene skulle være vejledende.

Arbejdsgruppen var i øvrigt af den opfat-telse, at bestemmelserne om udstykning ogbebyggelse på det åbne land bør være ens,hvad enten arealerne er inddraget underyderzone, er undergivet amtsrådenes byg-ningsmyndighed og dermed forbudsbeføjel-serne i landsbyggelovens § 5 og § 20, ellerer uplanlagte områder under kommunal byg-ningsmyndighed, og arbejdsgruppen foreslogderfor at henstille til boligministeren og mi-nisteren for kulturelle anliggender at udar-bejde lovforslag om, at landsbyggelovens § 5,stk. 2 og 3, og § 20, naturfredningslovens§ 22 og byreguleringslovens yderzonebestem-melser ophæves, således at der alene findesbyggezoner og landzoner. I stedet for gæl-dende bestemmelser om, hvad der må byggesi yderzoner og på åbent land, skulle en kom-mende lov give fælles bestemmelser om, hvadder kan bygges uden dispensation fra »fæl-lesrådet«.

Med hensyn til naturfredningen ville ar-bejdsgruppens synspunkter betyde, at fred-ningsplanudvalgene ophævedes i deres nu-værende form, og de fredningsplanlæggendebeføjelser tillagdes »fællesrådene«, som i for-nødent omfang måtte knytte fredningskyn-dige medlemmer og sekretariatsbistand tilsig.

70

Med hensyn til erstatningsmæssige følgeraf bebyggelsesreguleringen understregede ar-bejdsgruppen, at den ikke havde ment atburde lage selvstændig stilling til spørgsmåletom erstatning til grundejeren for nægtetudstykning og bebyggelse. Gruppen pegededog på, at i det omfang en fremtidig lov-givning måtte medføre erstatningshjemmel,anbefaledes den i byreguleringslovens § 14og byplanlovens § 15 a anvendte metode tilindkaldelse af erstatningskrav på planlæg-ningstidspunktet.

De kommunale repræsentanter i planlæg-ningsudvalget tilsluttede sig samme syns-punkter som de kommunale repræsentanteri arbejdsgruppen, men ønskede — såfremt dermåtte påregnes at hengå længere tid, inden»fællesrådene« kunne nedsættes — at pege påden side 10 og 98 ff omtalte af naturfred-ningskommissionen til ministeren for kultu-relle anliggender den 27. januar 1964 sendteskitse som en egnet midlertidig løsning af

problemerne vedrørende bebyggelsesregule-ring på det åbne land.

Der blev til arbejdsudvalgets beretning frafolketingsmændene og embedsmændene i ud-valget i øvrigt fremsat 7 særudtalelser, der vi-ser betydelige meningsforskelle især vedrø-rende planlægningsmyndighedernes organisa-tion, deres beføjelser i det åbne land og er-statningsspørgsmålet.

Et flertal i udvalget tilsluttede sig forman-dens forslag om ikke at fortsætte overvejel-serne i udvalget, men blot - med forbeholdaf de nævnte særudtalelser - at tiltræde prin-cipperne i arbejdsgruppens beretning, somman fandt var et arbejdsresultat, det samle-de udvalg kunne fremsende til boligministe-ren med henblik på fremsættelse af lovfor-slag efter de i beretningen angivne retnings-linier.

Udvalgets beretning af maj 1965 førteikke til fremsættelse af lovforslag.

71

5. Særligt om erstatning til grundejerne iforbindelse med en almindelig bebyggel-

sesregulering i det åbne land.Spørgsmålet om erstatning til grundejernefor tab, som de måtte lide som følge af re-gulering af bebyggelsen på hidtil ubebyg-get jord, har indtaget en central plads i demange diskussioner, som er blevet ført om be-byggelsesregulering i det åbne land, såledesunder forhandlingerne forud for indførelseni 1949 af de side 57-58 nævnte erstatningsbe-stemmelser i byudviklingslovens § 14 ogbyplanlovens § 15 a (Folketingstidende 1948-49. Tillæg A. Sp. 3037), i 1961 forud forden nugældende naturfredningslovs § 22 (side46) samt under drøftelserne i 1963 i forbin-delse med jordlovsforslagene og drøftelsernei boligministeriets planlægningslovudvalg af1963.

Selv om naturfredningskommissionen na-turligvis erkender, at erstatningsspørgsmåleter et politisk og statsretligt problem, somkommissionen ikke venter at kunne løse, harspørgsmålet en så afgørende betydning, atman ikke har ment at burde lade det for-blive helt uomtalt.

I det følgende gives en oversigt over nog-le grundtræk af erstatningsspørgsmålet medhovedvægten lagt på en undersøgelse af, omder kan peges på mellemløsninger, der kantænkes at bygge bro mellem de hidtidigemodsætninger i synspunkterne.

Kommissionen har ikke ment at kunneeller burde udtale sig om de mulige mellem-løsningers forhold til Grundlovens § 73.

a. Indledningsvis gøres nogle almindeligebemærkninger om tabsopgørelse og erstat-ning.

1. Hvis man ønsker at erstatte et tab, erdet nødvendigt, at tabet gøres op på et be-stemt tidspunkt. Man kan naturligvis gen-tage opgørelsen også på et andet tidspunkt.Men den vurdering i penge, hvori erstat-ningsopgørelsen består, må nødvendigvisknyttes til værdiforholdene på et bestemttidspunkt, f. eks. en dato eller et år. Denne iog for sig selvfølgelige erstatningsretlige for-udsætning har væsentlige praktiske følgerfor udformningen af en eventuel erstatnings-ordning for bebyggelsesreguleringen i detåbne land.

Det tab, som en bebyggelsesregulering idet åbne land kan føre til, er tabet ved atmiste en byggechance. Forudsætningen fortab er derfor, at der det pågældende stedfindes efterspørgsel efter jord til en bebyg-gelse, som - bortset fra den reguleringslov-givning, hvortil erstatningsordningen er knyt-tet — ville være lovlig. Udtrykt med andreord er byggechancen en kort betegnelse fordet forhold, at der foreligger en faktisk ef-terspørgsel, og at byggeri var muligt efter an-dre regler, særligt reglerne om sundhed,brandfare, konstruktion og lignende.

Et iab^ der lader sig opgøre på et givettidspunkt, foreligger således kun, såfremt byg-gechancen har en sådan størrelse, at den gi-ver vedkommende ejendom eller jordstykkeen merværdi udover den værdi, som er be-tinget af jordens dyrkning eller af dens an-vendelse som lystgård, som jagtområde ellerpå anden måde, som ikke forhindres ved be-byggelsesreguleringen.

Langt fra al landets jord har på et givettidspunkt en sådan merværdi. Det har imid-lertid været karakteristisk for udviklingen iflere generationer, at byggechancen har væ-ret stigende, ialt fald således at stadigt flereejendomme har fået en merværdi på grundaf byggechance, måske også således at mer-værdien - bortset fra forringelsen af penge-værdien — har været stigende for den en-kelte ejendom.

Holder man sig denne kendsgerning forøje, er det åbenbart, at størrelsen af det tab,der måtte være en følge af bebyggelsesregu-leringen på et givet opgørelsestidspunkt, af-hænger af, hvornår i byggechancens vækst-periode opgørelsen sker. Hvis tabet opgørespå et tidspunkt, hvor byggechancen og der-med merværdien er ringe, bliver tabet tilsva-rende ringe. Hvis opgørelsen finder sted pået tidspunkt, hvor byggechancen er vokset såstærkt, at den er aktuel, bliver tabet stort.

Byggechancen inden for et givet områdekan formindskes, hvis der i nærheden åbnesadgang til store velegnede bebyggelsesom-råder, f. eks. ved udlægning af nye arealer tilinderzone eller til sommerhusområde. Dethænger sammen med, at indtil salgsforhand-linger er igang, er efterspørgslen efter ube-bygget jord normalt ikke efterspørgsel efteret bestemt jordstykke, men efter jord medbestemte egenskaber. Mindskes byggechan-

72

een, bliver merværdien og dermed tabet forejeren mindre.

2. Er tabet først opgjort på det valgtetidspunkt, opstår spørgsmålet om størrelsenaf den erstatning, der eventuelt kan blivetale om at betale. Denne kan naturligvis va-riere efter forholdene i den enkelte sag, mento varianter indenfor de hovedprincipper, derkan lægges til grund, er af særlig betydning.

Erstatningen kan være fuld i den forstand,at den dækker hele tabet. Men den kan na-turligvis også være mindre; den kan dækkeen brøkdel, kun tab udover det efter nabo-lagets forhold sædvanlige o. s. v.

Erstatningen kan være definitiv, således atden kun dækker tab, der kan opgøres på detvalgte tidspunkt, men til gengæld hele dettetab. Men erstatningen kan også opgøres pe-riodisk, således at man kun dækker tab ind-til næste opgørelse. Hvor tabet består i mi-stet byggechance, vil den førstnævnte frem-gangsmåde føre til, at der ikke er mulighedfor at erstatte senere vækst i byggechancen,mens der til gengæld betales erstatning forhele den værdiforringelse, som forelå på op-gørelsestidspunktet. Den sidstnævnte frem-gangsmåde vil føre til, at der — ved næsteopgørelse - også kan gives erstatning foreventuel senere vækst i byggechancen. Påden anden side vil erstatningen på hvert op-gørelsestidspunkt kun være en erstatning forudsættelsen af byggechancens realisering ind-til næste periodes begyndelse.

b. På baggrund af disse almindelige be-mærkninger om tab og erstatning skal skit-seres forskellige måder, hvorpå bestemmelserom erstatning for mistet byggechance kanudformes.

Disse forskellige måder er ikke nødvendig-vis alternativer. I et vist omfang kan de kom-bineres.

1. Yderpunkterne i variationsmuligheder-ne kan illustreres ved henholdsvis ordningeni jordlovs]'orslagene af 1963 og § 22 i dengældende naturfredningslov. I henhold til deførstnævnte bestemmelser ville enhver »frem-med« bebyggelse i det åbne land kræve til-ladelse, og der var ingen hjemmel til at ydeerstatning for nægtet byggetilladelse. Ord-ningen ville dog, hvis den var blevet gen-nemført, formentlig være blevet administre-

ret således, at der blev givet tilladelse til byg-geri, hvor byggechancen ved lovens ikrafttræ-den var aktuel eller nær ved at være det. Ihenhold til naturfredningslovens § 22 op-gøres tabet for det enkelte areal, når bygge-chancen er aktuel eller dog nær ved at væredet, og erstatningen er fuld og definitiv.

Mellem disse yderpunkter findes en rækkemellemløsninger:

2. Under drøftelserne om erstatning i for-bindelse med bebyggelsesregulering i det åbneland er det ofte gjort gældende, at der kunbør betales erstatning for de tab, som ind-træder, når bebyggelsesre guleringen indfø-res. Udsigten til at få fortjeneste ved salgtil bebyggelse engang ud i fremtiden bør ikkemedføre krav på erstatning. Denne ordningbetegnes ofte som inddragelse af udnyttelses-retten.

Denne grundtanke kan realiseres på fleremåder.

Den mest nærliggende måde vil være atopgøre, hvor stor en del af handelsværdienfor alle ejendomme i det åbne land, der vedreguleringsordningens ikrafttræden skyldesmerværdi på grund af byggechance.

Denne ordnings nærmere udformning kanvarieres. Merværdien kan tænkes udbetaltsom erstatning straks til alle ejere, der om-fattes af byggereguleringen. På grund af van-skelighederne ved eventuel tilbagebetaling itilfælde af senere byggetilladelse kan manogså undlade at udbetale erstatningerne formerværdien straks, men i stedet optegne dem,således at erstatning udbetales, efterhåndensom bygningsønsker bliver aktuelle og afslået.

Da en stor del af alle ejendomme i detåbne land givetvis ikke på det tidspunkt,hvor en reguleringsordning træder i kraft,har nogen merværdi på grund af en bygge-chance, kunne man lade tilkendelse af er-statning være afhængig af, at ejerne indenfor en ret kort frist fremsætter krav om er-statning. Erstatningen kan også under dettesystem enten udbetales straks, eller dens ud-betaling kan gøres afhængig af, at der fore-ligger aktuelt og afslået byggeønske.

3. Boligministeriets planlægningslovudvalgvar — som ovenfor side 70 omtalt — indepå, at man for de erstatningsmuligheder, somen eventuel fremtidig lovgivning måtte med-føre, skulle følge den i byudviklingslovens

73

§ 14 og byplanlovens § 15 a angivne me-tode til indkaldelse af erstatningskrav påplanlægningstidspunktet.

Naturfredningsforeningen har i en skrivelseaf 25. marts 1966 til foreningens repræsen-tant i naturfredningskommissionen, se bilag4, ligeledes henstillet, at eventuelle erstat-ningskrav for nægtet bebyggelse i det åbneland afgøres efter tilsvarende regler som ibyreguleringsloven.

Det essentielle i tanken om at overføre by-udviklingslovens erstatningssystem på bebyg-gelsesreguleringen i det åbne land er en kom-bination af en deling af det åbne land i for-skellige geografiske områder og en periodevisopgørelse af erstatning for mistet byggechan-ce ved hver periodes begyndelse.

Variationsmulighederne ved realisationenaf denne grundtanke er store. I det følgendeskal nævne nogle nærliggende muligheder:

a. Man kan dele det åbne land i 2 områ-der. Både den geografiske afgrænsning afdisse og byggereguleringens indhold i de 2områder kan varieres betydeligt. Man kan så-ledes tænke sig en deling i byggezoner oglandzoner, således at landzoner som hoved-regel forbeholdes lokal erhvervs- og helårs-beboelse, mens reguleringen i byggezoner kanvære udformet enten således, at al bebyggelseer tilladt, at kun sommerhusbebyggelse er til-ladt, eller at al anden bebyggelse end kon-centreret bymæssig bebyggelse er tilladt. Zo-nedragningen måtte have gyldighed for enperiode på mellem 10—20 år.

Valgte man en sådan opdeling af det åbneland, ville det være muligt at overføre ind-holdet af byudviklingslovens § 14. Ved denførste periodes begyndelse ville bestemmel-sen kunne anvendes ganske på samme måde,som byudviklingslovens regel hidtil har væ-ret anvendt. Ved begyndelsen af hver af defølgende perioder ville der imidlertid opståkomplikationer. Her skal nemlig ske en ind-kaldelse af krav begrundet i hypotetiske byg-gechancer, som nu udskydes. For at bedøm-me sådanne krav er det imidlertid nødven-digt at danne sig et skøn over graden af rea-litet bag den påståede byggechance. Et så-dant skøn lader sig udøve, hvor kravet støt-tes på mulighederne for gennemførelse afstørre samlede byggeforetagender — herundersommerhusbebyggelser - der kræver kloak,vandforsyning, vejanlæg o. s. v. I sådanne

tilfælde er et skøn på grundlag af viden omefterspørgslens omfang og retning sammen-holdt med viden om de frit bebyggelige om-råders størrelse og beliggenhed mulig, og enerstatningsfastsættelse kan derfor ske med ri-melig sikkerhed. Bevisvanskelighederne vilblive væsentligt større, når krav om erstat-ning begrundes med påstået chance forspredt bebyggelse, især spredt sommerhusbe-byggelse. Chancen for sådan bebyggelse fin-des i og for sig i størstedelen af det åbneland.

Disse bevisvanskeligheder vil formentligvise sig at have en sådan karakter, at denskitserede løsning efter udløbet af den førsteplanlægningsperiode for at kunne fungere vilkræve, at man accepterer én af følgende toforudsætninger:

Der kan kun betales erstatning for ud-skudt byggechance vedrørende større foreta-gender; eller med andre ord: ejerne kan kunfå erstatning for den særlig store - og forjordens hidtidige anvendelse særlig ødelæg-gende - gevinst, som ligger i egentlig by-dannelse, herunder sommerhusbydannelse,men ikke for den mindre gevinst, som spredtudstykning kan give. - Eller: Størstedelen afde ejere, hvis jord lægges i landzone, fårkrav på en nogenlunde ensartet, lav erstat-ning.

b. Overførelse af grundtanken i byudvik-lingsloven kan imidlertid også praktiseres så-ledes, at det åbne land deles i 3 dele. En så-dan inddeling kan være naturlig, fordi inter-essen for at bygge eller for at hindre isærsommerhuse ikke er ens i alle egne af landet.De 3 områder måtte være således indrettet,at det ene omfattede arealer, udlagt til be-byggelse, herunder sommerhusbebyggelse, detandet arealer, hvor der kunne ventes efter-spørgsel efter grunde til bebyggelse, men hvorman - i al fald i en periode - ikke ønskedebebyggelse, det tredie område måtte omfatteresten af det åbne land. I det andet af denævnte områder måtte man tillempe en afde ovenfor skitserede erstatningsordninger.Inden for restområdet kunne man nøjes medbestemmelser af lignende indhold som lands-byggelovens § 5 og § 20, d. v. s. reguleringuden erstatning.

For at kunne realisere tanken om en over-førelse af byudviklingslovens § 14 kan detblive nødvendigt - i al fald i dele af det åbne

71

land — at have særlige reguleringsmulighederi en overgangsperiode forud for den førsteplanperiode, mens zonerne udlægges.

4. Den mest nærliggende mulighed for enerstatningsretlig mellemløsning vil være atyde delvis erstatning i det enkelte tilfælde.

Den tekniske vanskelighed ved at realiseredenne mulighed er at finde en generel måle-stok for en begrænsning i den individuelleerstatning. Den løsning, som var foreslåetunder folketingsforhandlingerne om natur-fredningslovens nugældende § 22, jfr. oven-for side 46, hvorefter fredningsnævnet kun-ne give erstatning ud fra et billighedsskon, ernæppe anbefalelsesværdig. Erstatningen vil ide enkelte sager enten blive afgjort subjek-tivt og vilkårligt, eller - hvad der er meresandsynligt — efter temmelig faste retnings-linier fastlagt af fredningsnævnene på egenhånd.

Der findes imidlertid muligheder for fast-læggelse af en mere generel målestok.

I gældende ret findes forskellige bestem-melser, der hjemler erstatning, hvor en re-gulering af brugen af fast ejendom har førttil, at vedkommende ejer stilles væsentlig rin-gere end dem, med hvem han med rimelig-hed kan sammenligne sig, altså en regel omerstatning for eksorbitante tab. Vejbestyrel-seslovens regler om erstatning for nægtetoverkørsel eller for byggelinier, se ovenforside 61. er eksempler herpå.

For at kunne anvende en regel af denneart, må der foretages sammenligning mellemen bestemt ejendom, der rammes økonomiskaf reguleringen og nabolagets ejendomme.Man kan herved lægge vægt på, enten omejendommen forringes i forhold til nabola-gets eksisterende økonomiske muligheder, el-ler om den forringes i forhold til nabolagetsfaktiske udnyttelse af disse muligheder. Enregel formuleret i overensstemmelse med detførste alternativ måtte have nogenlunde den-

ne ordlyd: »Der ydes erstatning, såfremt eje-ren afskæres fra en økonomisk rimelig ogforsvarlig udnyttelse svarende til nabolagetsmuligheder.« En sådan regel vil vistnok kunpå ét punkt betyde en begrænsning i forholdtil den gældende erstatningsregel i natur-fredningslovens § 22, stk. 2. Det forekom-mer, at der i et større område, hvor der ikkehidtil har været sommerhusbebyggelse, ermulighed for en samlet udstykning til som-merhuse, men at efterspørgslen derefter erudtømt i al fald for en lang tid frem. Den,der ser denne chance og ønsker at udnytteden, vil ikke kunne få erstatning efter denskitserede formulering. Nabolaget som hel-hed har nemlig ikke samme udstyknings-chancer.

Det andet alternativ måtte formuleres så-ledes :»Erstatning ydes, såfremt ejeren afskæres fraen økonomisk rimelig og forsvarlig udnyttel-se, svarende til nabolagets faktiske udnyt-telse.« Hvis en sådan regel skal gælde sompermanent, selvstændig erstatningsregel knyt-tet til en regel, der gør tilladelse til fremmedbebyggelse i det åbne land nødvendig, harden uønskelige følger. En tilladelse til be-byggelse vil nemlig føre til, at naboer, derikke tidligere har søgt om byggetilladelse, fåret erstatningsgrundlag. Og da et afslag velikke kan være permanent, kan samme situa-tion opstå også for naboer, der tidligere harfået afslag.

En nærliggende form for begrænsning afden individuelle erstatning er delerstatning.En sådan kan udformes på mange måder.Mest nærliggende er at dække en bestemtbrøkdel af tabet. Andre former er en maxi-mering af det enkelte erstatningsbeløb, og enforholdsmæssig fordeling mellem alle, somindenfor en periode er tabslidende, af et sam-let beløb bevilget til erstatninger indenforperioden (»globalerstatning«).

75

6. Naturfredningskommissionens stilling-tagen til bebyggelsesregulering

i det åbne land.a. Indledning.Spørgsmålet om bebyggelsesregulering i detåbne land er - som det vil være fremgået afalt foranstående - meget kompliceret. En-hver løsning af problemet forudsætter stil-lingtagen til sådanne spørgsmål som: Hvilkemyndigheder skal regulere? Hvilke arter be-byggelse skal være omfattet af reguleringen?Skal reguleringen ske ved enkeltafgørelser -som i henhold til den gældende naturfred-ningslovs § 22 og landsbyggelovens § 5 og§ 20 - eller ved samlet planlægning for stør-re områder — som i henhold til byregulerings-loven og byplanlovens § 2, stk. 2, nr. 10 -eller på helt andre måder? I hvilket omfangskal reguleringen give grundejerne krav påerstatning, og hvordan skal sådanne erstat-ningsordninger udformes?

Naturfredningskommissionen kan tilsluttesig det ofte fremsatte ønske om en samletreform af lovgivningen vedrørende bebyggel-sesregulering i det åbne land. Gældende retsuensartethed og indbyrdes uoverensstemmel-se er i sig selv en ulempe. En sådan sam-let reform kan naturfredningskommissionenimidlertid hverken efter sit kommissorium el-ler sin sammensætning foretage. Kommissio-nen må indskrænke sig til at tage stilling tilspørgsmålet om bebyggelsesregulering i detåbne land på grundlag af en bedømmelse af,i hvilket omfang gældende ret kan anses forat være et egnet middel for naturfrednings-bestræbelserne, især de samfundsinteresser,der knytter sig til bevarelsen af det åbneland og til at undgå en spredt og tilfældigbebyggelse deri.

b. Naturfredningskommissionens bedøm-melse af gældende ret.

Denne bedømmelse af gældende ret tager situdgangspunkt i de tre typer af fredningsbe-stræbelser, som er omtalt ovenfor side 23—24,nemlig specialfredningerne (type 1), bevarel-sen af det åbne land (type 2) og de storelandskabsf redninger (type 3). Grænsernemellem typerne er ikke skarpe, men de dan-ner et hensigtsmæssigt udgangspunkt. Som

nævnt er specialfredningerne karakteriseretved at angå begrænsede geografiske områ-der, der til gengæld underkastes intense be-varingsbestræbelser. De to andre typer til-stræber begge bevarelse af det åbne, byfriland, men medfører til gengæld kun mindreintense bevaringsbestræbelser. Som ligeledesnævnt adskiller de sig fra hinanden derved,at bestræbelserne for at bevare det åbne land(type 2) tager sigte på at spare mest muligtpå det åbne land, mens de store landskabs-fredninger (type 3) med henblik på at imø-dekomme nutidens og den nærmere fremtidsrekreative og andre behov angår bevarelsensom åbent land af større, samlede arealer afen vis egenart.

1) Er gældende ret egnet til bebyggelses-regulering, der sker som led i frednings-bestræbelser af type 1?

Ser man på gældende lovgivning vedrørendebebyggelsesregulering i det åbne land medsærligt henblik på de fredningsbestræbelser,der sigter mod specialfredningerne (type 1),må det: først og fremmest konstateres, at så-danne fredningsbestræbelser så at sige aldrigkan indskrænkes til alene at angå bebyggel-sesregulering.

Bevaringsbestræbelserne vil ofte tillige gåud på at regulere beplantning eller hindreændringer i terrænet, visse former for afvan-ding o. s. v. Men bebyggelsesregulering ind-går naturligvis som et væsentligt led i dissefredningsbestræbelser. Normalt vil bebyggel-sesreguleringen gå ud på, at helårsbeboelseog sommerhuse helt eller i det væsentligehindres, og ofte vil det tillige være nødven-digt i al fald at begrænse landbrugsbyggeriet.

Fredningsbestræbelser af denne type gen-nemføres efter gældende ret først og frem-mest ved fredningskendelser eller offentlig er-hvervelse samt — på de begrænsede geogra-fiske områder, som omfattes af reglerne - ikraft af klitfredningsbestemmelser og bygge-linier i henhold til naturfredningsloven.

Denne tilstand finder naturfredningskom-missionen med nogle ikke særligt indgribendeændringer af lovgivningen rimelig.

Detailleret stillingtagen til byggeliniernefindes i kapitlerne XIV og XV. Her skal un-derstreges, at de områder, der indgår under

76

byggelinierne, omfatter så væsentlige og vær-difulde dele af landskabet, at det forekom-mer velbegrundet at opretholde en udeluk-kende på naturfredningsmæssige betragtnin-ger begrundet regulering af bebyggelsen in-denfor byggelinierne. Med hensyn til klit-fredningen gælder, at den angår et efter re-kreative og øvrige naturfredningsmæssigehensyn så væsentligt areal, at der er al grundtil at bibeholde den bebyggelsesregulering,som sandflugtsloven giver hjemmel til, i ennær koordination med naturfredningsmyn-dighederne.

Kommissionen finder det ligeledes rime-ligt, at bebyggelsesregulering som led i spe-cialfredningerne uden for de områder, hvorbyggelinier og klitfredning gælder, fortsatsker ved fredningsservitutter og/eller offent-lig erhvervelse. Så længe det drejer sig omde begrænsede arealer, som fredningsbestræ-belser af denne type tager sigte på, er dertale om så kvalificeret naturfredningsmæssi-ge interesser, at bebyggelsesregulering bør fo-retages af fredningsmyndigheder som led ide øvrige bevaringsbestræbelser og på densærlig detaillerede måde, som servitutpålægeller offentlig overtagelse giver anledning til,ligesom der bør ydes erstatning for en be-byggelsesregulering, der i intensitet eller en-delighed går ud over, hvad der efter den øv-rige lovgivning på ethvert givet tidspunktkan gennemføres helt eller delvis erstatnings-frit.

2) Er gældende ret egnet til at spare pådet åbne land?

Naturfredningslovens bebyggelsesregulerenderegler er åbenbart ikke noget egnet middel tilvaretagelse af de fredningsbestræbelser, dergår ud på bevarelsen af det åbne land i al-mindelighed (type 2).

§ 22, som ved sin tilblivelse havde dettefonnål, har vist sig uegnet. Sagerne rejsesisoleret og på tidspunkter, hvor myndighe-dernes planer for det område, hvori arealetbefinder sig, ofte er uafklarede. Hertil kom-mer, at spørgsmålet om regulering først bli-ver rejst, når byggeri er aktuelt, altså på ettidspunkt, hvor arealet har fået værdi sombyggegrund, og afslag er særlig kostbar forde offentlige kasser.

Regulering af bebyggelsen i det åbne landved fredningsservitutter med det formål at

spare mest muligt på det åbne land fore-kommer uoverkommelig. En sådan frem-gangsmåde ville blive kostbar og besværligog desuden have den skavank, at frednings-servitutterne i princippet gælder for evigt,og derfor er og må være vanskelige at ændre,medens hensigten med en almindelig bebyg-gelsesregulering netop må være at skabe vil-kår, der efter planlægningsovervejelser veden ikke for kompliceret fremgangsmåde kanændres efter behovet for bebyggelse.

Offentlig erhvervelse som middel til atspare på det åbne land er ligeledes en ueg-net fremgangsmåde.

Heller ikke fredningsplanerne er et egnetselvstændigt middel til almindelig bebyggel-sesregulering i det åbne land. I det omfang,hvori de resulterer i rejsning af frednings-sager, gælder samme indvendinger som oven-for anført. løvrigt kan dog fredningsplaner-ne i denne situation understøtte og inspireretil bebyggelsesregulerende foranstaltninger,som sker i henhold til andre bestemmelser.

Naturfredningslovens byggelinier er forgeografisk afgrænsede til at være egnet til enalmindelig regulering med det sigte at sparepå det åbne land.

Derimod indeholder gældende ret udenfor naturfredningsloven bestemmelser, som ervelegnet til at spare på det åbne land. Dettegælder især byreguleringslovens yderzonebe-stemmelser, landbrugszonebyplanvedtægter ihenhold til byplanlovens § 2, stk. 2, nr. 10,og landsbyggelovens § 5 og § 20. Disse be-stemmelser giver — indenfor de geografiskeområder, hvori de gælder - praktisk mulig-hed for en planlægning af størstedelen afbebyggelsen i det åbne land. Det må dogsiges at være en mangel ved gældende ret.at der i landsbyggeloven for de kommuner,der selv har bygningsmyndighed, kun erhjemmel for at hindre spredning af sommer-husbebyggelse, men ikke af anden bebyg-gelse.

Via fastlæggelse af opland for hovedkloa-ker kan det offentlige i nogen grad bestem-me afgrænsningen af tæt bebyggelse i detåbne land og derved indirekte regulere den-ne form for bebyggelse.

De øvrige bebyggelsesregulerende bestem-melser i gældende ret er ikke i sig selv egnettil at spare på det åbne land. i al fald ikkeudover begrænsede lokaliteter.

77

3) Er gældende ret egnet til at sikre pas-sende store områder som åbent land?

Naturfredningslovens byggelinier og sand-flugtsloven kan i visse geografisk begrænsedeegne bidrage til at sikre passende store om-råder som åbent land. Det gælder såledesvestkysten af Jylland og særlig skov- og sø-rige egne. I almindelighed slår disse reglerdog ikke til. For at bevare passende storesammenhængende dele af det åbne land, vildet være nødvendigt at supplere den bebyg-gelsesregulering, der kan ske ved byggelinierog klitfredning, med andre midler. Efter gæl-dende ret kan især to sæt midler komme påtale: For det første yderzonebestemmelser,landbrugszonebyplanvedtægter samt lands-byggelovens § 5 og § 20, og for det andetfredningsservitutter og/eller offentliv erhver-velse.

Der er fordele og ulemper ved begge sætreguleringsmidler. Fordelen ved byreguleringm. v. - således som bestemmelsen er udfor-met i gældende ret — er, at reguleringen erlet at tilpasse til ændrede forhold, at regule-ringen — i al fald sammenlignet med fred-ningskendelser - er relativt let at gennem-føre, og at disse midler vil være mere over-kommelige for de offentlige kasser end fred-ningskendelser eller erhvervelser, dels fordider i visse tilfælde ikke betales erstatning,dels fordi erstatningen på grund af den pe-riodiske opgørelse spredes i tid.

Ulemperne er især, at reguleringen har enmidlertidig eller dog uvis karakter, og at densom hovedregel kun kan anvendes, såfremtde naturfredningsmæssige hensyn i det en-kelte tilfælde falder sammen med de formål,som den almindelige bebyggelsesreguleringforfølger.

Ulemperne ved at anvende fredningsservi-tutter eller offentlige erhvervelser er de ofteret store omkostninger og især for så vidtangår fredningsservitutter det besvær, der of-te er forbundet med gennemførelsen af fred-ningssagerne. Fordelene er imidlertid ogsåbetydelige. Ved at anvende fredningsservitut-ter eller offentlige erhvervelser opnås der enpermanent ordning, der bygger på en be-dømmelse, der lægger hovedvægten på area-lernes anvendelse til opnåelse af rekreative,landskabsæstetiske og videnskabeligt-pæda-gogiske formål. Det slås således fast, at de

udlagte sammenhængende åbne landskaberogså langt ud i fremtiden skal friholdes foral bebyggelse, eller dog for visse arter af be-byggelse. Under disse omstændigheder er detikke urimeligt, at der ydes erstatning i detomfang, reguleringen går videre end den re-gulering, der efter den øvrige lovgivning påethvert givet tidspunkt kan gennemføres helteller delvis erstatningsfrit. Den omstændeligeproces, der går forud for især fredningsken-delser, kan ligeledes forsvares. Friholdelsenaf de sammenhængende åbne landskabergennem de store landskabsfredninger er førstog fremmest begrundet i rekreative og æste-tiske behov, og der kan derfor ofte være brugfor den særlig detaillerede og individuellebehandling, som især fredningskendelsernekan give. Hertil kommer, at disse frednings-områder normalt også vil indbefatte begræn-sede arealer, der må omfattes af specialfred-ninger (type 1). Fredningsservitutter og/elleroffentlige erhvervelser skal altså anvendes ialle tilfælde i forbindelse med de store land-skabsfredninger.

c. Naturfredningskommissionensstillingtagen.

På grundlag af ovenstående bedømmelse afgældende ret har naturfredningskommissio-nen indgående drøftet sin stillingtagen tilspørgsmålet om bebyggelsesregulering i detåbne land.

Under denne drøftelse er fremsat en langrække synspunkter. Ser man for overskuelig-hedens skyld bort fra nuancer, falder syns-punkterne i to grupper.

Efter det ene hovedsynspunkt anses ind-gående offentlig regulering af bebyggelsen idet åbne land for nødvendig, og sådan regu-lering anses for kun at kunne fungere til-fredsstillende, såfremt der slet ikke, eller i alfald kun undtagelsesvis, betales erstatningfor fremtidigt opstående byggechancer. In-denfor rammerne af dette hovedsynspunkthar der været tydelige forskelle i opfattelsenaf, hvilke myndigheder, der bør foretage re-guleringen. Det har været gjort gældende, athovedtrækkene i jordlovenes ændring var detrette. Reguleringen af al anden bebyggelseend landbrugserhvervenes og anden lokal be-byggelse i den del af det åbne land, der ikkeer inddraget under byudviklingsområder, bør

78

foretages af fredningsmyndigheder. Men dethar også været gjort gældende, at en sådanadministrativ tilrettelæggelse indebærer bådeprincipielle og praktiske problemer, og at deri al fald ikke bør tages endelig stilling pådette punkt, førend kompetenceforholdenemed hensyn til den øvrige planlægningslov-givning er fastlagt.

Det andet hovedsynspunkt går ud på, atdet rigtigste vil være, at naturfredningsbe-stræbelserne bevares og udbygges i princip-pet i den traditionelle form og koncentreresom bestemte, særlig væsentlige geografiskeområder, herunder passende store dele af detåbne land. Spørgsmålet om den almindeligebebyggelsesregulering i det åbne land må her-efter søges løst udenfor naturfredningslovens

Allerede under hensyn til, at en ny almin-delig bebyggelsesregulering i det åbne landkun kan gennemføres i forbindelse med enrevision ikke blot af naturfredningsloven,men af hele lovgivningen vedrørende bebyg-gelsesregulering i det åbne land, er kommis-sionen enedes om følgende konklusion:

1) En almindelig revision af bebyggelses-reguleringen i det åbne land er ikke en for-udsætning for at imødekomme de mere nær-liggende behov, som naturfredningsbestræ-belserne må søge opfyldt i det åbne land.Både de geografisk begrænsede, men inten-sive fredningsbestræbelser, der er omtaltovenfor s. 23 under 1), og bestræbelserne forat bevare større samlede områder som åbentland, se ovenfor s. 24 under 3), kan somhidtil gennemføres indenfor naturfrednings-lovens rammer ved en passende revision afdenne. Forslag til sådan revision stilles isæri kapitel VI og VII.

2) En vel tilrettelagt almindelig regule-ring af bebyggelsen i det åbne land er af af-gørende betydning også for de behov, natur-fredningsbestræbelserne skal tilgodese. Dener således forudsætningen for, at der også ien fjernere fremtid bevares mulighed for deformer for anvendelse af det åbne land, somfredningsbestræbelserne tilsigter.

Uden iøvrigt at tage stilling til den almin-delige bebyggelsesregulerings udformning øn-sker naturfredningskommissionen derfor atgive udtryk for visse ønsker vedrørende be-byggelsesreguleringens udformning på punk-

ter, der er særlig betydningsfulde ud fra na-turfredningsmæssige hensyn:

Det er efter kommissionens opfattelse afafgørende betydning, at bebyggelsesregule-ringen omfatter hele landet og ikke er af-hængig af, hvorvidt vedkommende kommu-ne har en bygningsvedtægt eller ikke.

Man ønsker ligeledes at understrege be-tydningen af, at der allerede i henhold tilgældende ret tillige kan tages landskabeligeog rekreative hensyn ved udlæggelse af in-der- og mellemzonearealer, bygge- og som-merhusområder, og henstiller, at der ska-bes utvivlsom hjemmel til, at der også vedanden bebyggelsesregulering blandt de øvrigerelevante hensyn lægges vægt på det land-skabelige og rekreative.

Endelig ønsker man at pege på, at det fornaturfredningsbestræbelserne er væsentligt,at der skabes så vidt muligt klare grænserfor det byggeri i det åbne land, der er umid-delbart tilladt. Sådanne foreteelser som land-brugs- og gartneribygninger, hvis erhvervs-økonomiske grundlag er tvivlsomt, sommer-huse, der opfylder kravene til helårshuse, af-tægtsboliger og arbejderboliger, der overgårtil sommerhuse eller sædvanlig helårsbeboel-se, ombygning af aflagte landbrugsbygningertil andet brug, stationære køretøjer m. v. kankompromittere de almindelige bestræbelserfor at bevare og spare på det åbne land. Idenne forbindelse skal man henlede opmærk-somheden på, at udviklingen - især medhensyn til trafikmidler - har gjort, at begre-bet »lokal helårsbeboelse« og tilsvarende ud-tryk ikke længere er egnede som led i denalmindelige bebyggelsesregulring.

3) Den gældende naturfredningslovs § 22har kun haft yderst beskeden betydning forbebyggelsesreguleringen i det åbne land. Al-lerede af denne grund finder nogle medlem-mer det nærliggende at foreslå bestemmel-sen ophævet. En ophævelse vil tillige haveden praktiske fordel, at fredningsnævnenebefries for et stort arbejde, hvis udbytte ikkestår i rimeligt forhold til besværet, og deref-ter kan koncentrere sig om mere givendeopgaver. Da bestemmelsen imidlertid er etled i den almindelige bebyggelsesregulering idet åbne land, finder andre medlemmer detrigtigst at bevare bestemmelsen, indtil denforudsatte reform af den almindelige bebyg-gelsesregulering er en realitet.

79

4) Det er en følge af den under 2) nævntekonklusion, at både nuværende og fremtidigereguleringsmyndigheder skal have adgang tilnaturfredningsmæssig ekspertise. Ved fast-læggelse af planer og ved principielle en-keltafgørelser skal fredningsmyndighedernederfor høres af de myndigheder, der forestårbebyggelsesreguleringen.

Et mindretal (Vagn Jensen) finder, somkommissionen iøvrigt, at nøglen til den foralmenheden så vigtige bevaring af værdier-ne i det danske landskab beror på, om detåbne land kan friholdes for invasion af til-fældig og spredt bebyggelse. Uanset, at dettekardinalspørgsmål formentlig lader sig løseved reguleringsregler udenfor naturfrednings-loven, finder mindretallet det ikke forsvarligtat opgive § 22, så længe en sådan alminde-lig regulering ikke er sikret. Det erkendesimidlertid, at § 22 i praksis ikke har løstdenne opgave, som det var meningen, og atparagraffen derfor må have en ændret for-mulering, hvis den skal kunne opfylde sitformål.

Et andet mindretal (Horsten) har ønsketat fremsætte et konkret forslag. Han menerikke, at man kan fortsætte på det nuværendelovgrundlag hverken for så vidt angår størrenaturparker eller det åbne land i øvrigt.Overalt jobbes og spekuleres der i vore na-turværdier til stor skade for almenheden, ogfredningsmyndighederne har ikke på det fo-religgende lovgrundlag kunnet hindre uhel-dig bebyggelse rundt om i vore smukkestelandskaber.

Bebyggelsespresset vil blive langt større ef-ter Danmarks indtræden i fællesmarkedet. Vivil da stå over for en eksplosiv udvikling,idet talstærke kredse af den vesttyske befolk-ning vil søge at skaffe sig ferieboliger i dedanske landskaber, fordi de ikke må byggesommerhuse i deres hjemland på grund afen effektiv naturbeskyttelseslovgivning m. v.Konflikterne mellem hensynet til den enkel-tes erhvervs- og dispositionsret og hensynettil samfundshelheden vil så få relation tilover 100 millioner mennesker mod hidtil4 1/2 million.

Derfor bør efter Horstens opfattelse ho-vedreglen for bebyggelse i det åbne land somi England fremtidig være den, at enhver frit

kan dyrke sin jord, men at væsentlige æn-dringer - herunder udstykning til bebyggelse- kræver godkendelse, og således at der nor-malt ikke ydes erstatning ved afslag. Endvi-dere bør afgørelser om bebyggelse ikke liggehos en alt for lokal myndighed, der vil bliveudsat for et voldsomt pres. Endelig bor deheller ikke alene ligge hos byggemyndighe-der, idet landsbyggeloven m. v. har et andetsigte end æstetisk planlægning af det frem-tidige danske landskab i det åbne land.

Horsten anser det for rigtigst, at der indenDanmarks indtræden i fællesmarkedet skaf-fes et effektivt værn for den danske jord ogforeslår en lovregel, forbedret i forhold til denved folkeafstemningen forelagte § 22: »Udenfor byer og bymæssig bebyggelse — eventueltal yderzonejord — må der ikke uden vedkom-mende byggemyndigheds og fredningsplan-udvalgs godkendelse opføres bygninger af en-hver art«.

Denne regel indeholder på 2 punkter enskærpelse i forhold til det forslag til ændrin-ger i naturfredningsloven, der bortfaldt vedfolkeafstemningen i 1963.

1) Det bortfaldne forslags § 22 und togområder omfattet af en godkendt byudvik-lingsplan eller byplan. Denne begrænsningbør udgå, da disse områder efterhånden erret betydelige.

2) Det bortfaldne forslags § 22 undtogfra kontrol de for opførelsen af de for land-brugs- skovbrugs- eller fiskerierhvervet nød-vendige bygninger. Denne begrænsning børligeledes udgå for at undgå de talrige omgå-eiser af denne særregel, der iøvrigt behandlesandetsteds i betænkningen.

Den foreslåede lovregel bør kombineresmed bestemmelsen om, at fredningsmyndig-heder i tilfælde af afslag kan yde en billig-hedserstatning for virkelige tab ved afslaget.

Ved godkendelse af et vist fremmed byg-geri på det åbne land bør overskuddet i for-hold til den normale værdi af ejendommensom landbrugsejendom indbetales til en fond.hvis midler anvendes til naturfredningsfor-mål.

For at begrænse fredningsmyndighedernesarbejde mest muligt bør disse myndighederkun have forelagt sager, hvor bygningsmyn-dighederne ikke vil udelukke bebyggelse i detåbne land.

Kapitel VI.

NATURPARKER

1. Hvad er naturparker?Den industrielle udvikling og dens følger ivideste forstand for landskabet har i en langrække af verdens lande medført, at man vedforskellige samfundsforanstaltninger har sik-ret en del af de bedst egnede større arealeraf særlig landskabelig, rekreativ og videnska-belig betydning. Først og fremmest bebyggel-sens spredning og intensitet har i disse landeført til erkendelse af, at man, for at opnå ategentlige landskaber kan bevares, har måttetsikre store områder.

Under betegnelsen nationalparker eller na-turparker har man således i en lang række afverdens lande fået gennemført en beskyttelseaf vigtige landskaber.

Ganske naturligt fandt de første bestræ-belser sted i det i så uhyre grad naturfor-brugende U. S. A., hvor man så tidligt somi 1864 foretog statslig erhvervelse af områ-der, der skulle tjene som rekreationsområder.I 1872 erhvervedes Yellows tone-parken somoffentlig park. I den efterfølgende tid er iU. S. A. nationalparkernes antal og areal ud-videt således, at de i dag udgør i alt 10 mill,ha, fordelt på 188 nationalparker. De flesteaf disse nationalparker er underkastet stærkerestriktioner for at opretholde den naturtil-stand, som eksisterede ved oprettelsen, menparkerne er samtidig åbne for og indrettettil at modtage besøgende.

Tilsvarende har man i Asien og Afrikasikret mægtige landskabsområder af særliggeologisk, botanisk og — ikke mindst for Afri-kas vedkommende — zoologisk betydning.

I Europa er der ligeledes — især gennemde sidste årtier - skabt en offentlig beskyt-telse af en række større landskaber, eventueltved særlige sikringsforanstaltninger for of-fentligt ejede arealer. Blandt de mere mar-kante af disse områder kan nævnes følgende,som gennem Europarådet har fået tildelt detsåkaldte »Europæiske diplom«:

Reserve Naturelle des Hautes Fagnes, Bel-gien (ca. 1.500 ha)

Reserve Naturelle de Camargue, Frankrig(ca. 13.500 ha)

The Peak District National Park, England(ca. 140.378 ha).

I England og Wales findes der 10 natio-nalparker omfattende ca. 1,3 mill. ha (13.600km2) eller ca. 9 % af det samlede areal.Disse områder ligger jævnt spredt over helelandet, men omfatter oftest bjerg- og sørigeegne. Der er lagt stærkt vægt på, at disseområder bibeholder deres oprindelige ud-seende og indhold. Visse dele af national-parkerne i England tjener som videnskabe-lige reservater, hvor der foregår en udforsk-ning af dyre- og plantelivets livsbetingelser,medens den største del har til formål at givealmenheden færdsels- og opholdsmulighederi det oprindelige engelske landskab.

I Tyskland opereres med begrebet natur-parker, der først og fremmest tager sigte påområder af landskabelig, rekreativ betydning.De tyske naturparker, der kan udgøre megetstore arealer (tilsammen i dag ca. 2 mill. ha)er overvejende privatejede arealer, der delser underkastet den tyske naturfredningslovsbestemmelser om særlig landskabsbeskyttelseog dels overvåges med særlig opmærksomhedaf de bebyggelsesregulerende myndigheder.

Naturparkerne i Tyskland udviser lignen-de karaktertræk som de engelske og tjenersamme formål som disse. Der er lagt storvægt på befolkningens mulighed for at fær-des i naturparkerne. Som i England fortsæt-ter bestræbelserne for at oprette nye natur-parkområder i øget tempo.

I Sverige er der siden 1907 oprettet så-kaldte nationalparker på statsejede arealer.Disse nationalparker er overvejende udvalgtefter naturvidenskabelige synspunkter og ervæsentligst beliggende i landets nordligebjerg-, skov- og moseegne. Man har dog også

81

ved nationalparkernes etablering haft hen-synet til befolkningens friluftsliv for øje. De16 nationalparker på over 600.000 ha udgøri dag såvel videnskabelige reservater somstorstilede friluftsområder.

Nær beslægtet med nationalparkerne er»Domänreservaterne«, oprettet på statsskove-nes arealer. Disse er områder af natur- ogkulturhistorisk og landskabelig, rekreativ in-teresse, lait udgør disse ca. 50.000 ha.

Siden 1952 har man endvidere arbejdetmed oprettelsen af de såkaldte naturparker,områder der ikke tilhører staten. Udvælgel-sen af disse hviler overvejende på landskabe-lige og rekreative hensyn. Der foregår for ti-den i Sverige en landsomfattende landskabs-analyse, på basis af hvilken bl. a. naturpar-ker skal udlægges.

I Norge er der siden 1962 etableret 2 na-tur- og nationalparker på ialt ca. 1.500 km2.Herudover foreligger der en landsplan fordisse parker, som omfatter udlæg af yderli-gere 14 områder til natur- og nationalparkerpå ialt ca. 6.000 km2. Ved udvælgelsen afdisse områder har man lagt følgende princip-per til grund:

1. områderne lægges på statens ejendom2. områderne skal være af værdi for viden-

skabelige formål3. terrænet må ikke have for mange spor af

menneskelig aktivitet4. en del af arealerne må være tjenlige som

frilufts- og rekreationsområder for almen-heden.

Planen har i foråret 1967 været genstandfor en indgående drøftelse i Stortinget, derenstemmigt har tiltrådt planen.

I Finland har man fulgt en lignende ud-vikling som i Norge og på statsejendom op-rettet 23 national- og naturparker. 9 natio-nalparker på ialt ca. 1.000 km2 omfatter etsærligt naturskønt eller egenartet landskab,som står åbent for befolkningen og turismen.14 naturparker på ialt ca. 800 km2 er etable-rede af videnskabelige formål med en stren-gere beskyttelse end nationalparkerne.

Terminologiproblemerne i forbindelse medordene national-naturpark er trods interna-tionale standardiseringsbestræbelser stadiguafklarede. Med hensyn til ordet national-park gælder, at »national« i flere lande erensbetydende med det statsejede. Hertil kom-

mer, at den internationale naturfrednings-organisation I. U. C. N. har givet begrebetnationalpark en ganske bestemt definition,som ikke kan dækkes af de fleste karakteri-stiske europæiske landskaber.

Naturparkbegrebet er i Danmark hidtilovervejende blevet anvendt som betegnelsefor større landskabsfredninger. Begrebet na-turpark er gennem denne anvendelse i rethøj grad kommet til at dække et egnskarak-teristisk landskab, hvis sikring kan bevare enegns eller en hel landsdels særpræg indenforet mere begrænset område. Et sådant egns-karakteristisk landskab vil her i landet forstørstedelen bestå af arealer, der drives somland- og skovbrug. Yderligere indeholder na-turparkbegrebet, at der indenfor naturpar-kens grænser gennem færdsels- og opholds-rettigheder gives almenheden mulighed forat nyde områdets herligheder.

For Danmarks vedkommende kan i dagerkendes det samme behov som i udlandetfor, at større, i sig selv hvilende landskaber,bliver opretholdt som led i befolkningensrekreative muligheder og af hensyn til be-varingen i ét miljø af en lang række viden-skabeligt eller pædagogisk betydningsfuldelandskabselementer.

Fredningsbestræbelserne her i landet vartidligere i reglen rettet mod temmeligt be-grænsede geografiske områder. Det hang sam-men med, at man ikke fandt det nødvendigtat sikre det åbne landbrugsland; dettes eksi-stens kunne tages som det givne udgangs-punkt, og fredningssagerne kunne derfor kon-centreres om det enestående eller usædvan-lige. I de senere år har bestræbelserne imid-lertid rettet sig mod større arealer, jfr. oven-for side 36.

Heri ligger en tilnærmelse til det væsent-lige i naturparkbegrebet: bevarelsen af helelandskaber. Helt åbenbart har tankerne her-om haft betydning ved de i de seneste årgennemførte fredninger i Tystrup-Bavelse-området. Her var i 1959 af Danmarks Na-turfredningsforening på naturfredningsrådetstilskyndelse rejst en fredningssag for en delaf søbredderne, og samtidig var en stor frivil-lig fredning opnået. De senere fredningssa-ger blev rejst sammenhængende med det ud-trykkelige formål: at skabe en naturpark. Iskrivelse af 15. august 1962, hvorved mini-

82

steriet for kulturelle anliggender rejste fred-ningssagen for det centrale område, hedderdet således:

»Samfundsudviklingen, og herunder det afden forøgede levestandard betingede, ogsåefter europæiske forhold overordentligt om-fattende sommerhusbyggeri, har nødvendig-gjort et samfundsmæssigt initiativ for at sik-re almenhedens interesser i sikring af vissestørre landskaber med særlige indholdsmæs-sige kvaliteter . . . På Sjælland er der alle-rede i terrænet omkring Mølleådalen gjorttilløb til etablering af en naturpark. Herud-over har naturparktanken meldt sig for detlandskab, der har sit centrale kendetegn iTystrup-Bavelse sø.

Det sidstnævnte rigt varierede landskabmed søer, åløb, dalstrøg, store skovstræknin-ger og med en rigdom af oldtidsminder, vold-steder m. v., der for en del er sikret gennemallerede eksisterende fredninger, bl. a. afgodserne Næsbyholm og Bavelse, er endnuintakt.

Dette landskabs æstetiske kvaliteter, detshistoriske baggrund og videnskabelige betyd-ning bl. a. i geologisk, botanisk, zoologisk ogarkæologisk-kulturhistorisk henseende, sam-menholdt med de særlige rekreative mulig-heder, der her frembyder sig indenfor en ri-melig afstand fra København og nær de for-ventede større bymæssige bebyggelser i Vest-sjælland, gør overvejelser om en sikring selv-følgelig.«

Ministeriet understregede ønsket om rea-lisering af naturparkprojektet yderligere vedat erhverve to særligt velbeliggende ejen-domme, der var solgt til sommerhusudstyk-ning.

Selv om overfredningsnævnet ikke har ta-get og heller ikke har behøvet at tage stillingtil naturparkbegrebet, fordi de pågældendelandskaber var klart fredningsværdige, ogsåefter mere traditionelle betragtninger, harnævnet — med mindre geografiske begræns-ninger - gennemført de rejste sager.

I det af regeringen den 23. januar 1963fremsatte - ved folkeafstemningen bortfald-ne - forslag til lov om ændring i naturfred-ningsloven optoges naturparktanken gennemforslaget om ændring i den nuværende § 1bl. a. ved tilføjelsen af et litra c), »hvorefterlandskaber, hvis bevarelse og pleje er af væ-sentlig betydning for almenheden« kunne

underkastes fredning efter naturfredningslo-vens regler.

I bemærkningerne til lovforslaget anfør-tes, at denne bestemmelse tog sigte på sik-ringen af større repræsentative og indholds-rige landskaber med henblik på udnyttelsebl. a. til imødekommelse af almenhedensmangesidede rekreative behov — et begrebder vil svare til de i de fleste kulturlandeeksisterende national- eller naturparker.

I forbindelse hermed var det i forslaget tilen ændret § 33 anført, at det påhvilede»ministeren for kulturelle anliggender at ladeudarbejde planer over

a) landskaber, hvis bevarelse og pleje er afvæsentlig betydning for almenheden,

b) . . .c) åbne landskaber, der indtil videre ønskes

friholdt for bebyggelse.d) . . .«

I bemærkninger til forslaget anførtes ada) at det drejede sig om »større repræsen-tative og indholdsrige landskaber, der vilsvare til andre landes national- eller natur-parker«, og ad c) at det drejede sig om»åbne landskaber, d. v. s. relativt alminde-lige landbrugsarealer, hvor man dels i over-ensstemmelse med udvalgenes almindeligebebyggelsesregulerende opgave i et vist om-fang må søge at hindre spredt bebyggelse,og dels af andre grunde må sigte mod enfriholdelse, f. eks. for at opretholde frie om-råder mellem større fredningsområder ellerlangs forbindelseslinierne til særlige udflugts-områder.«

Årsagerne til den almindelige tendens tilat gennemføre naturparker ligger også her ilandet lige for. På den ene side har indu-strialiseringen og befolkningstilvæksten førttil et meget kraftigt pres på det åbne land,ikke mindst i form af spredning af bebyggel-sen. På den anden side er der opstået et sti-gende behov for rekreation i det åbne land,for bevarelsen af landskabelig skønhed ogvariation, og for at sikre forskningen og un-dervisningen studieobjekter samt jagt- og fi-skeriinteresserne vildt og fisk i rimeligt om-fang. Under disse omstændigheder er detnærliggende at søge at koncentrere frednings-bestræbelserne geografisk.

Naturparkerne er udtryk for en sådan kon-centration. Inden for en naturparks område

83

søger man at sikre mulighed for udfoldelseaf så mange som muligt af de anvendelseraf det åbne land, som naturfredningsbestræ-belserne især tilsigter. Udtrykt i den sprog-brug, som er nævnt side 23 f, kombinerernaturparkerne indenfor deres geografiskegrænser specialfredningerne (type 1) og destore landskabsfredninger (type 3).

Den første egentlige tilkendegivelse af na-turparktanken her i landet hidrører som for-an nævnt fra overvejelserne omkring rejs-ningen af fredningssagerne i Tystrup-Bavel-se-området i 1962. Man har således herhjem-me først sent optaget tankerne, men harsamtidig haft lejlighed til på baggrund ogsåaf andres erfaringer at analysere problemer-ne.

Den bærende tankegang for ministeriet forkulturelle anliggender ved denne lejlighed ogfor de senere bestræbelser har været, at manundersøger områder, hvor der findes en sær-lig koncentration af videnskabeligt-pædago-giske interesser, særlig landskabelig skønhedog variation og mulighed for intensiv rekrea-tion og med zoner med passende dele af detåbne land og skoven, således at også merealmene landskabelige og rekreative behov til-fredsstilles. Da størstedelen af naturparker-nes område stadig kan anvendes til dyrk-ning, bliver resultatet, at man i naturpar-kerne opnår en særlig mangesidig kombina-tion af anvendelsesmulighederne i det åbneland.

Beliggenheden i forhold til byområderneog trafiknettet må kunne spille en rolle vedudvælgelsen og vil antagelig få stigende be-tydning med byvæksten.

Det står klart, at der igennem de inter-nationale naturparkbestræbelser går en ud-viklingslinie: de ældste sikringer af natur-park-karakter omfatter som oftest landska-ber, der efter den »klassiske« naturopfattelsekan karakteriseres som dramatiske og roman-tiske såsom bjerglandskaber og søområder.Men som udvælgelsen af områder er skredetfrem i lande, hvor naturparkbegrebet ergrundfæstet, tegner der sig en stærk tendenstil at bevare et lands hele landskabsvariation.Sagt med andre ord: man søger inden for deenkelte landsdele at sikre de mest repræsen-tative områder. Her i landet vil dette sige,at man bør påvise og udvælge det egnska-rakteristiske som gjort ved Tystrup-Bavelse.

2. Udvælgelse af områder til naturparker.Udvælgelsen af egnskarakteristiske områderindenfor landets grænser kan næppe foreta-ges uden kendskab til de enkelte landska-bers tilblivelse og udvikling. Grundlaget forudvælgelsen bliver primært en landskabsana-lyse udfra videnskabens oplysninger om detåbne land. Såvel de naturvidenskabelige somde kulturvidenskabelige faggrupper må ydederes bidrag, for at et helhedsbillede kanfremstå. Ved at sammenholde videnskabensvidnesbyrd om de enkelte landområder fårman et middel i hænde til at vurdere disseområders indbyrdes vægt.

Som de væsentligste fagområder, der kanbidrage til en sådan landskabsbonitering, kannævnes geologien - med særlig vægt på læ-ren om landets opståen og udvikling, denfysiske geografi og kulturgeografien, botanik-ken — med særlig vægt på læren om plante-samfundene, zoologien med lignende sigtesom botanikken — ikke mindst med hensyn-tagen til vildtbiologiens resultater. Endvide-re kan nævnes arkæologien og vor øvrige vi-den om kulturudviklingen, hvor vidnesbyr-dene om menneskets sammenhæng med lan-dets beskaffenhed og plante- og dyreverde-nen er af særlig betydning.

En landsdækkende landskabsanalyse viser,at de videnskabelige interesser oftest er kon-centreret indenfor de samme 25—30 områder,som er ret jævnt fordelt landet over. Disseområder viser, hvor sammenhængen mellemjord, klima, planter, dyr og mennesker harudviklet sig klarest, og i hvilke hovedformerdisse udviklinger er repræsenteret indenforlandets grænser. Gennem en udvælgelse afområder indenfor disse 25-30 lokaliteter kanen række egnskarakteristiske landskaber, dertilsammen viser den samlede danske land-skabsvariation, afgrænses. Naturparker kanprimært udlægges her indenfor.

Den righoldighed i landskabelig henseen-de, som naturparker, der er udpeget på den-ne måde, vil indeholde, betinger, at dissesværdi rækker langt ud over de videnskabe-lige interesser og i høj grad er i stand til atdække almenhedens vidtspændende rekrea-tive behov. En gennemgang af landet set udfra en æstetisk/rekreativ synsvinkel viser det-te forhold tydeligt. Ud fra disse kriterier erdet de områder, som videnskaben har udpe-

84

get, der også generelt tiltrækker sig almen-hedens opmærksomhed.

Dog er vurderingen af landskabets mulig-heder efter rent rekreative kriterier ikke gan-ske sammenfaldende med den videnskabeligebonitering. Tilstedeværelsen af hav, sandky-ster og klitter, vandløb, søer, bakker og skovevejer tungt i rekreativ henseende.

Landskabskoncentrationerne bliver de sam-me, men vægten forskudt, når de rekreativehensyn medtages sammen med de videnska-belige. Særligt må understreges betydningenaf vore kystområder for befolkningens fri-luftsliv.

Men det er klart, at en række andre fak-torer end de foran nævnte må tages stærkti betragtning ved udvælgelsen af naturpar-kerne indenfor de egnskarakteristiske områ-der, som den primære analyse har udpeget.Disse områder er nogenlunde jævnt fordeltlandet over, og med vore dages trafikmidlerer de alle beliggende indenfor daglig række-vidde fra større bysamfund. Man må dogved en udvælgelse lægge vægt på, at allestore bysamfund bliver tilstrækkeligt betjent.Først og fremmest vil København kræve enbetydelig naturparkkapacitet på Sjælland -forholdsvis meget større end i det øvrigeland.

Det er ligeledes nødvendigt ved udvælgel-sen at tage hensyn til de praktiske og retligemuligheder for at få naturparken oprettet,så den umiddelbart kan tjene de forskelligebehov. Resultatet vil først og fremmest af-hænge af, i hvilket omfang arealet er sikreteller på en enkel måde kan sikres i landska-belig henseende, samt af i hvor høj gradoffentligheden har adgang eller kan få det.Tilstedeværelsen af fredede arealer, offent-ligt ejede områder, fredskove o. lign. må spil-le en stor rolle som udgangspunkt for natur-parkbestræbelser.

Sluttelig må det stærkt understreges, atudvælgelsen af naturparker, efter at en man-gesidig landskabsanalyse er gennemført, til-lige må indpasses i andre planlægningssyste-mer, her først og fremmest i byudviklings-,trafikudviklings- og landbrugsudviklings-planlægningen.

En omfattende landskabsanalyse, som kandanne basis for udvælgelse af naturparker,opbygges på mange faste kriterier, der kanfordeles på få grupper:

1. Kriterier vedrørende landskabeligt ind-hold.a) De videnskabelige kriterier.b) De rekreative kriterier.

2. Kriterier vedrørende beliggenhed.a) Afstand til store bysamfund.b) Trafikale forhold.

3. Kriterier vedrørende udnyttelsesmulighed.a) Offentlig ejendoms beliggenhed.b) Fredningers beliggenhed.

Udvælgelsen af naturparker er således enleddelt, stort set udskillende proces, dergennem summen af de ulige vurderingssyns-punkter kan give en bonitering af de enkelteområder og en prioritering af dem.

Ved udvælgelsen af de videnskabeligt an-skuelige naturparkområder må der såledestages det størst mulige alment landskabe-lige hensyn. Derefter må de udvalgte arealer,som ved anden planlægning, sammenholdesbåde med den overordnede og med den lo-kale planlægnings krav. Af afgørende betyd-ning er nu for naturparkens vedkommendeden mangesidige landskabsbonitering. Det erønskeligt på objektiv basis at udpege en eftervor nuværende erfaring tilstrækkelig serie afegnskarakteristiske områder, og inden for dis-se i løbet af en kortere årrække at findefrem til de bedst egnede naturparker. Land-skabsboniteringssystemet kan håndfast for na-turparkernes vedkommende udtrykkes gen-nem betegnelserne kerneområder og random-råder, forstået henholdsvis som de områder,hvor kriterierne alle eller i vidt omfang ertilstede og de områder uden om kernerne,som må bevares måske dog kun for en tidfor at sikre værdien af de centrale områder.Systemet indebærer en elasticitet, som kanimødekomme udviklingen inden for de jord-forbrugende planlægningsområder, byudvik-ling, trafikudvikling o. s. v. Det må såledeskunne tænkes, at et iøvrigt velegnet natur-parkområde på grund af sin beliggenhed måvige for anden udvikling, men i så fald søgeserstattet af et andet område af lignende ka-rat og karakter. På grundlag af landskabsbo-niteringen vil man kunne opstille en vis prio-ritetsorden for gennemførelsen af naturpar-ker, hvor alle udvælgelseskriterier er taget ibetragtning, og hvor det udvalgte områdeslandskabelige betydning er afvejet overfor de

wandre jordkrævende samfundsbehov. Denlandskabsplanlægning, som er foregået gen-nem statens naturfrednings- og landskabs-konsulenter og fredningsplanudvalgene, harallerede bidraget til hovedlinierne inden foren fremtidig landskabsbonitering.

3. Gennemførelse af naturparker.Kommissionen går i enighed ind for opret-telsen af naturparker, og de følgende afsnitomhandler måder, hvorpå denne tanke kanføres ud i livet. Alment kan siges, at resulta-tet af den ovennævnte landskabsboniteringmeget vel kan blive, at der inden for ennaturparks område kan peges på visse area-ler, der må anses for centrale i betydningensærlig velegnede til at opfylde rekreative,æstetiske og videnskabelige formål — og somderfor må gøres til genstand for særlig in-tensive fredningsbestræbelser og i alt faldbevares som åbent land. Udenom og imellemdisse kerneområder kan der være arealer —randområder — som ikke behøver at bevaresuforandret. Der kan således op til eller mel-lem kerneområderne eksistere mindre ind-holdsrige landskaber eller eventuelt mindrebysamfund, herunder sommerhuskolonier.Denne forskel i graden af interesse set ud franaturfredningshensynene kan føre til en visforskel i fremgangsmåden overfor de to slagsarealer.

a. Naturparkernes centrale dele.Efter naturfredningskommissionens opfattel-se bør disse områders forhold ordnes vedanvendelse af fredningskendelser og/eller of-fentlige erhvervelser i det omfang, generellefredningsbestemmelser, herunder naturfred-ningslovens beskyttelseszoner og byggelinier,eventuel fredskovpligt o. s. v., ikke er til-strækkelige.

Denne ordning finder kommissionen be-grundet allerede i nødvendigheden af, at dermå findes detaillerede bestemmelser om an-vendelsen af fast ejendom i naturparkernescentrale områder. I områder, hvor særlige vi-denskabeligt-pædagogiske interesser gør siggældende, kan det således være nødvendigtmed meget strenge bestemmelser. Underti-den kan der endog blive tale om genskabelseaf en tidligere på stedet eksisterende land-

skabstilstand. Endvidere vil færdselsret elleropholdsret ofte kunne være påkrævet. In-denfor andre områder vil forskellige graderaf bebyggelsesregulering kunne være tilstræk-kelig. Det kan således tænkes, at al bebyg-gelse bør undgås, eller at kun bebyggelse tilland- og skovbrugserhvervene bør tillades,men det kan også undtagelsesvis tænkes, athelårsbeboelse eller endog sommerhusbeboel-se på bestemt udpegede steder tillige kantolereres. Hvor naturparkens centrale delehar et større omfang, kan det ligeledes værenødvendigt at søge at få varetaget eksiste-rende bysamfunds behov for udvidelse.

Også i administrativ henseende er fred-ningsservitutter og/eller offentlig erhvervelseen rationel fremgangsmåde. Den detailleredestillingtagen til arealernes anvendelse ud fraen afvejning af de naturfredningsmæssigehensyn imod modstående erhvervsmæssigeinteresser og byudviklingshensyn er de tradi-tionelle fredningsorganer vant til og egnet tilat udføre. I det omfang, der inden for natur-parkens område skal gælde begrænsninger idyrkningsmæssig henseende, må den tradi-tionelle fredningsprocedure iøvrigt efter detstandpunkt, som kommissionen s. 78 har til-kendegivet, i alle tilfælde anvendes.

Endelig vil det efter kommissionens op-fattelse også i erstatningsretlig henseendesom oftest være det rimeligste at lade gen-nemførelsen af naturparker ske efter de al-mindelige erstatningsprincipper i naturfred-ningsloven. Mens den almindelige bebyggel-sesregulering i det åbne land vil have en vismidlertidig karakter, må fastlæggelse af denfremtidige bebyggelse indenfor en naturparksområde i højere grad være mere definitiv.Det må derfor forudses, at der i typiske til-fælde bør ydes erstatning for begrænsningeraf bebyggelsen i det omfang, disse går udover, hvad der i henhold til anden bebyggel-sesregulering eller anden regulering ifølgelovgivningen, f. eks. skovlovgivningen, på dettidspunkt da naturparken gennemføres, kanforetages enten erstatningsfrit eller mod enerstatning, der er mindre end den, der vilfølge af naturfredningslovens almindelige er-statningsregler.

Naturparkerne kan tænkes at komme tilat angå så store arealer og kræve så storøkonomisk indsats, at de nødvendige fred-ningssager bør rejses af ministeriet som een-

86

tral politisk myndighed. På grund af sa-gernes omfang vil det tillige være nødven-digt, at sagerne forberedes teknisk af de plan-læggende fredningsorganer, fredningsplanud-valgene og konsulenten. Projektet til en na-turpark må forelægges vedkommende nævni fuldt udarbejdet stand. Allerede på plan-lægningstidspunktet bør der indledes et sam-arbejde mellem fredningsorganerne og de or-ganisationer, bl. a. land- og skovbrugsorga-nisationer, hvis interesser i væsentlig grad vilberøres af den påtænkte naturpark. Følgenaf ministeriets rejsning af sagen og dennes of-ficielle forberedelse vil kunne blive, at denopgave, der kommer til at påhvile frednings-nævn og overfredningsnævn ved gennemfø-relsen af naturparker, kan minde om denopgave, som ekspropriationskommissionen ihenhold til ekspropriationsprocesloven af1964 udfører. Da sammenhængen mellem dettilstræbte offentlige formål og planernes geo-grafiske omfang og udformning giver enstørre mulighed for at udøve et skøn vedgennemførelse af projektet til en naturparkend f. eks. ved gennemførelsen af et motor-vejsprojekt, vil fredningsorganerne dog kom-me til at stå friere overfor det forelagte pro-jekts nærmere udformning end ekspropria-tionskommissionen.

b. Randarealer.De mindre indholdsrige arealer op til natur-parkernes kerneområder udgør et særligt pro-blem.

Hovedsynspunktet for behandlingen af dis-se arealer må være, at de skal anvendes påen måde, der ikke kompromitterer naturpar-ken. Det vil være vanskeligt at fastlægge endefinitiv grænse for naturparken. Random-råderne bor derfor kunne holdes i reserve,og i det hele bør fredningsmyndighedernehave indflydelse på udviklingen i disse rand-områder.

Den nødvendige kontrol med omgivelser-ne af naturparkernes kerneområder kan mesthensigtsmæssigt ske ved anvendelse af en ny-slags planer, der er en kombination af denuværende fredningsplaner og byudviklings-planerne.

Sådanne planer bør kunne pålægges om-råder af den art, der ovenfor er kaldt rand-området, altså områder omkring eller imel-lem en naturparks kerneområder. Planens

virkning bør være, at der i 10 til 15 år fraden godkendte plans bekendtgørelse ikke måforetages andre ændringer i arealerne enddem, som er klart dyrkningsmæssigt begrun-det, med mindre vedkommende planmyndig-hed giver tilladelse. Før periodens udløb skalder tages stilling til, om det omfattede arealskal inddrages under naturparken eller skalholdes udenfor. Undtagelsesvis kan en planforlænges. Ved periodens begyndelse bør skeindkaldelse under ét og inden for en bestemttidsfrist af erstatningskrav på samme måde.som i henhold til byudviklingslovens § 14.Da det drejer sig om randområder, hvor ho-vedinteressen går ud på at kunne hindre be-byggelse og andre mere indgribende ændrin-ger i arealanvendelsen, finder man, at pla-nen ikke bør hindre klart dyrkningsmæssigtbegrundede ændringer inden for sædvanligland- og skovbrugsdrift. Skulle det undtagel-sesvis være nødvendigt at hindre sådanneændringer, må det ske på sædvanlig mådeved fredning og/eller offentlig erhvervelse.

I forbindelse med disse planer vil mankunne finde frem til de dele af randområ-derne, hvor bebyggelse kan tillades. Natur-parkerne må formodes oftest at blive lagt iområder, der også set fra sommerhusbeho-vets synspunkt er særlig attraktive, og der eringen grund til at hindre, at der kommerfritidsbeboelse i nærheden af naturparker-ne, når det kan ske uden at de kompromit-teres.

Med hensyn til en eventuel sommerhus-bebyggelse i randområderne ved en natur-park, vil det være hensigtsmæssigt, at densker efter en samlet bebyggelsesplan, der in-deholder offentligt tilgængelige veje og stiergennem området til naturparkens kerneom-råde. Ligeledes vil udlæggelse af fællesarea-ler, udsigtsarealer samt regler om bebyggel-sens placering være hensigtsmæssige. Manhar imidlertid ikke ment at burde foreslåindførelse af et særligt retsinstitut til gen-nemtvingelse af samlede bebyggelsesplaner inaturparkens randområder. Såfremt en til-fredsstillende løsning ikke kan opnås med deudstykkendes samtykke - eventuelt som vilkårfor dispensation fra planen, fra byggeliniereller fra andre betemmelser - må bebyggel-sesplanen gennemtvinges i henhold til de der-til egnede regler i landsbyggeloven eller by-planloven eller ved en fredningssag.

87

c. Forberedelse af sager vedrørende natur-parker.Gennemførelse af de naturparker, som manpå et givet tidspunkt finder ønskelige, vilkræve tid. Økonomiske og administrativehensyn vil føre til, at sager om gennemfø-relse af naturparker - på tilsvarende mådesom de hidtidige fredningssager — må rejseslidt efter lidt over relativt lange tidsrum.Efter at der er truffet principiel beslutningom rejsning af sag om oprettelse af en be-stemt naturpark, vil der yderligere nødven-digvis gå et tidskrævende arbejde forud forprojektets indbringelse for fredningsnævnet.

Det vil derfor være hensigtsmæssigt, i vis-se tilfælde ligefrem nødvendigt, at anvendefredningsplaner med samme retlige indholdsom de nuværende fredningsplaner som for-beredelse til gennemførelse af naturparker.

De gældende regler om fredningsplanersindhold bør dog ændres på ét punkt. Kravetom tilladelse til dyrkningsmæssigt bestemteændringer har vist sig at volde vanskelig-heder. Da hindringer for den erhvervsmæs-sige udvikling i land- og skovbruget desudensåvidt muligt bør undgås, foreslås det, atfredningsplaner for fremtiden kun medførerpligt til at søge tilladelse til andre ændrin-ger end sådanne, som er klart dyrknings-mæssigt betinget.

d. Naturparker på offentligt ejede arealer.Ved ovenstående fremstilling af midlerne tilgennemførelse af naturparker er man gåetud fra, at disse oprettedes på privat ejet jord.

Da det offentlige kun ejer temmelig be-grænsede dele af jorden i det åbne land, vildenne forudsætning også svare til den al-mindeligst foreliggende situation. På den an-den side vil offentlige arealer, især statsejedearealer, utvivlsomt meget ofte komme til atindgå i naturparkernes områder.

Naturfredningskommissionen går ud fra,at det ved forhandling med vedkommendemyndighed i det enkelte tilfælde vil væremuligt at skabe et sådant samarbejde mellemfredningsmyndighederne og vedkommendeandre myndigheder, at både naturfrednings-bestræbelserne og områdets eventuelle sær-lige offentlige anvendelse kan tilgodeses.Hvor der rent undtagelsesvis opstår konflikt,må denne løses ved fredningskendelse.

4. Investeringer.Oprettelsen af naturparker kan ikke være enengangsforeteelse. Ikke alene vil man somforan omtalt kunne drøfte den geografiskeudstrækning af naturparken, men også medhensyn til de kvalitative bestemmelser vil derkunne tænkes en successiv gennemførelse. Afhelt primær betydning vil ved ethvert pro-jekt være inddragelse af retten til at udnytteområdet på anden måde end hidtil, altså enstatus quo-sikring. Når dette er opnået, even-tuelt i visse tilfælde i forbindelse hermed, kanman begynde at overveje positive foranstalt-ninger, der sigter på udnyttelse af områdettil forskellige videnskabelige, pædagogiske el-ler rekreative formål.

At disse foranstaltninger vil kræve yder-ligere investeringer er utvivlsomt.

Til belysning af størrelsen af investerings-udgifterne ved gennemførelsen af naturpar-ker haves i dag kun fra Tystrup-Bavelse-området et vist talmateriale.

Sikringen af det midtsjællandske områdeved Tystrup-Bavelse er indtil nu, forudenhvad der er opnået igennem frivillige fred-ninger (ca. 1500 ha) eller sikret igennemskovlovgivningen (ca. 7500 ha) foretaget vedfredning af 250 ha (heraf 100 ha sø) om-kring Bromme, 250 ha i Susådalen øst for Ty-strup sø, 152 ha udgørende en snæver bræm-me ved Tystrup sø, hvortil kommer ca. 800ha ligeledes omkring Tystrup sø. Som nævntdrejer det sig overvejende om de nødvendi-ge førstegangsudgifter i forbindelse med sta-tus quo-fredninger af landbrugsområder.Fredningen omfatter således sædvanligt for-bud mod bebyggelse, nåletræsbeplantning oggrusgravning. Servitutterne er lidt strengerenærmest søen, mildere længst borte fra den,hvor lokal helårsbebyggelse og grusgravninger tilladt; bortset fra arealerne nærmest søenhar der ikke ved fredningernes gennemfø-relse været aktuelle problemer om sommer-husbebyggelse eller oplysninger om grusfore-komster.

Udgifterne ved disse fredninger har an-draget ca. 4 mill. kr., hvoraf der til Bromme-fredningen er medgået ca. 400.000 kr., tilSusåfredningen 530.000 kr., til søbredsfred-ningen ved Tystrup sø 940.000 kr. og til denøvrige fredning omkring søen 2.250.000 kr.

En væsentlig del af fredningerne var som

88

nævnt omfattet af eksisterende byggelinier,og der fremkom derfor en forskel i erstat-ningsbeløbene for disse områder og for deudenfor liggende. Indenfor byggelinierne ud-gjorde erstatningerne pr. ha henholdsvis2.000 kr. i Brommeområdet, 1.000 ki\ i Suså-området og iøvrigt 2.500, 2.000 og 1.000 kr.varierende efter servitutternes strenghed.Udenfor byggelinierne udgjorde de tilsva-rende tal pr. ha 4.000 kr. og 3.000 kr. i hen-holdsvis Bromme og Suså-området, 5.800 kr.ved søbredden og iøvrigt 5.000, 4.000 og1.000 kr. De høje erstatninger for søbred-dens vedkommende skyldes for det første, atder var rejst fredningssag for disse arealerinden indførelsen af søbyggelinien i 1961, ogat der i området var påbegyndt en sommer-husudstykning.

Hertil kommer, at der med henblik på til-vejebringelsen af et offentligt opholdsareal iden centrale del af området af ministerietfor kulturelle anliggender erhvervedes 2 ejen-domme på tilsammen 37,9 ha for ialt 2,2mill. kr. Prisen på disse ejendomme var be-tinget af, at de var omfattet af et fremskre-dent sommerhusudstykningsprojekt.

De hidtidige udgifter ved hovedsikringenaf de væsentligste dele af dette naturpark-område udgør således ca. 6 mill. kr., hvor-ved ialt er sikret ca. 10.500 ha med offentlig-hedens adgang til ca. 4.000 ha.

Et overslag over udgifterne ved andre na-turparkområder er næppe muligt.

Der må udover udgifterne i forbindelsemed selve fredningen regnes med udgifter tilanlæg af rekreative faciliteter og til en drifts-mæssig opretholdelse af fredningstilstanden.

Et mindretal (Vagn Jensen) tiltræder delsden grundtanke, at bevarelsen af store, egns-karakteristiske og særprægede samlede om-

råder er nødvendig, dels at dette vil kunnegennemføres ved fredning af omfattende»naturparker«, men ønsker i denne forbin-delse at påpege, at behovet for en sådan sær-lig omfattende bevaringsindsats gennem fred-ning netop står i forbindelse med savnet afen almindelig regel om beskyttelse af detåbne land (jfr. s. 79). En generel bevaringville bedre kunne sikre en fyldestgørende dis-positionsfrihed i fremtiden, og den frednings-mæssige indsats kunne derved koncentreresom positiv opfyldelse af de efterhånden re-gistrerede friluftsbehov i form af færdsels-og opholdsrettigheder m. v.

Et andet mindretal (Horsten) kan ligeledestiltræde, at bevarelsen af store egnskarakte-ristiske og særprægede områder er aldelesnødvendig, men han ønsker fremhævet, atdette mål efter hans opfattelse kan nås påen langt mere hensigtsmæssig måde pågrundlag af det ovenfor side 79 fremsatteforslag til en ændret § 22. Hvis dette for-slag gennemføres vil en iværksættelse af na-turparker kunne ske straks, hvilket vil havemeget stor betydning, idet vore landskaberellers står i fare for hurtigt at blive ødelagt.

Gennemføres forslaget ikke, men kun denaf flertallet foreslåede ordning vil skabelsenaf naturparkerne i hvert fald tage en urime-lig lang årrække. Der må hurtigere og mereeffektive midler til mod den kommende eks-plosive udvikling.

I anledning af det af mindretallene (Hor-sten og Vagn Jensen) anførte skal flertallethenvise til den udførlige begrundelse, navn-lig i kap V for kommissionens indstilling.

Det er indgået i kommissionens overvejel-ser og forslag, at der bør skabes en generelsikring af det åbne landskab, uanset og sam-tidig med at man etablerer naturparker.

Kapitel VII

FREDNINGER I ØVRIGT

1. Indledning.Naturfredningsbestræbelseme må i de kom-mende år først og fremmest tage sigte på atgennemføre de naturparker, som det er mu-ligt at opnå tilslutning til at realisere, og sombevillingsmæssigt kan overkommes.

Naturfredningsbestræbelseme kan imidler-tid ikke indskrænkes hertil. De bestræbelser,som skildres i denne betænknings 3. og 4.del, må naturligvis udspille sig jævnsides medgennemførelsen af naturparkerne. Men hel-ler ikke det traditionelle f redningsarbejdegennem fredningskendelser og offentlige er-hvervelser kan indskrænkes til udelukkendeat angå naturparkområderne. I et vist om-fang vil det være nødvendigt at bruge fred-ningskendelser eller offentlig erhvervelse og-så uden for naturparkers eller påtænkte na-turparkers område.

Hovedindholdet af dette kapitel er enoversigt over tilfælde, hvor anvendelse affredningskendelser eller offentlig erhvervelsekan være nødvendig også uden for natur-parkernes område.

2. Bynære fredninger.

Arealer i nærheden af større bymæssigebebyggelser.

Det er alment erkendt, at bybefolkningenhar behov for ubebyggede, grønne arealerbåde inde i byen og i byens udkant.

De arealer, der er nødvendige for at dæk-ke dette behov er meget forskellige både ihenseende til størrelse og indretning. Der erdog en typisk forskel på arealer, der skalbruges af større eller mindre kredse af byensbefolkning, og arealer, der blot skal virkesom en kontrast til byen og dermed tjenemere almene rekreative og sundhedsmæssigeinteresser.

Til den første gruppe af arealer hører par-ker og andre grønne opholdsarealer, sports-

pladser og lign., og for kystbyernes vedkom-mende tillige badestrande og opholdsarealerbag disse. I voksende bysamfund må bestræ-belserne for at tilvejebringe sådanne opholds-arealer antage en særlig karakter. Arealer,som på et givet tidspunkt ligger i byens ud-kant, men som f. eks. på grund af tilstede-værelsen af moser, småskove, særlig kuperetterræn o. s. v. på langt sigt er særlig velegnettil parker og lignende opholdsarealer, måsikres mod en indtrængen af bebyggelse elleranden anvendelse til byformål i en over-gangsperiode, indtil det samlede områdesplanlægning af fordelingen mellem bebyg-gelse og parker og lign. kan finde sted, oget eventuelt behov for en bypark bliver evi-dent.

Den anden gruppe af arealer har fået sti-gende betydning med byernes vækst ogspredning. Overalt i verden er man begyndtat tilstræbe, at der rundt om de store byeropretholdes landbrugsland ind til bygrænseneller eventuelt ind imellem dele af byen. Ud-slag af disse bestræbelser er bl. a. den engel-ske byplanlovgivning, hvor det offentlige haren indgribende kontrol med udnyttelsesret-ten ved overgang fra landbrug til bymæssiganvendelse, og hvor man både sikrer åbnearealer og regulering af byudviklingen vedGreen Belts.

Tanken om bevaringen af landbrugsarealerved byerne har også fundet udtryk i egns-planen for Københavnsegnen, den såkaldte»Fingerplan« med grønne kiler af landbrugog gartneri som kiler mellem fingre af by.Fingerplanprincippet har været lagt til grundved planlægning af andre storbyer, og deter for Københavnsegnens vedkommende be-varet og udbygget ved den seneste egnsplan,principskitsen af 1961. Tilsvarende syns-punkter møder man ved regionplanforslage-ne for Storårhus og for Nordjylland.

Behovet for ubebyggede grønne arealer ibyerne og deres udkant må søges opfyldt somled i byernes byplanlægning og byregulering.

w

Sædvanligvis vil der ved grønne områder ibyer og bymæssige bebyggelser være tale omparker og lign., som typisk vil være i kom-munens eje. Til sådanne arealer kan ikkehenregnes de i henhold til lovgivningen ube-byggede friarealer ved den enkelte bebyggel-se. I henhold til byplanlovens § 2, stk. 2, nr.4 kan der i en byplan gives bestemmelser om»beliggenheden af offentlige bygninger og an-læg, derunder sports- og legepladser . . . lyst-anlæg, parker og kirkegårde«. Ubebyggedearealer op til den bymæssige bebyggelse kansom led i byreguleringens sikring af en hen-sigtsmæssig byudvikling for perioder frihol-des for bebyggelse ved at blive udlagt somyderzone i henhold til byreguleringsloven.

Mulighederne i henhold til byplanloven,landsbyggeloven og byreguleringsloven børefter kommissionens opfattelse som hidtilbringes til anvendelse for at sikre de nær-rekreative arealer i og i tilslutning til byerneog de bymæssige bebyggelser, i samarbejde iadskillige tilfælde med naturfredningsmyn-dighederne.

Undertiden kan der imidlertid være an-ledning til at supplere de opregnede bestræ-belser. Et muligt supplement er anvendelseaf fredningsservitutter. De tilfælde, hvorfredning kan være rimelig, kan ikke opregnesudtømmende, men en række typiske eksemp-ler kan dog angives:

Anvendelse af fredning til at sikre rekrea-tive arealer er en selvfølge, hvor pågældendeareal ikke alene tjener bysamfundets rekrea-tive behov, men har almen betydning, entenfordi det indgår i en større landskabsfred-ning, eller fordi det af videnskabelige, pæ-dagogiske eller æstetiske grunde er særliginteressant.

Selv hvor arealet først og fremmest tjenerbysamfundets interesser, kan der være taleom at anvende fredning. Den bymæssige be-byggelse kan endnu være relativ beskeden ogøkonomisk svag, således at bysamfundet ikkeselv kan overkomme at skaffe sig de rekrea-tive arealer, som den indenfor en relativ kortårrække vil få brug for, eller den lokale øko-nomi kan af andre grunde være dårlig.

Det vil ofte være således, at behovet forgrønne områder især føles af centralkommu-nen i en større bymæssig bebyggelse, mensde omliggende kommuner, hvori arealernemå skaffes, endnu ikke erkender at have no-

get behov. I sådanne tilfælde kan de særligekommunalpolitiske forhold gøre det natur-ligt, at en udenforstående myndighed supple-rer de lokale bestræbelser.

I fremtiden vil det ofte forekomme, at mani nærheden af storbyer ønsker permanent atbevare ubebyggede, dyrkede arealer i byensudkant eller mellem dele af byen. Hvor mankan forudse, at denne bevaring skal værepermanent eller i hvert fald gå langt ud overbyudviklingszonedragningens perioder, er deti alt fald under forudsætning af, at manikke ændrer lovgivningen om udnyttelse afikke-byjord på afgørende måde, en nærlig-gende tanke at anvende fredning i stedet forbyudviklingsplaner.

De fredninger, der i tilfælde som de oven-nævnte kan blive brug for, bør gennemførespå sædvanlig måde ved fredningsservituttereller ved offentlig erhvervelse.

3. Sommerhuskoncentrationer.Man må formentlig regne med, at store kon-centrerede sommerhusbebyggelser, såledessom de allerede findes i Nordsjælland og iOdsherred, vil blive almindelige i al fald bagde kyster, som er særlig brugbare som bade-strande.

Hvor dette er tilfældet, opstår problemervedrørende afgrænsning af sommerhusområ-derne.

Afgrænsningen af et stort koncentreretsommerhusområde kan være bestemt af for-skellige faktorer. En betydningsfuld faktor erbestræbelserne for at spare på det åbne landved at hindre spredt sommerhusbebyggelse.Den afgrænsning, som er bestemt herpå, bør- som ovenfor i kapitel V forudsat — foreta-ges af bebyggelsesmyndighederne, der ogsåskal tage naturfredningsmæssige hensyn i be-tragtning ved fastlæggelse af grænserne. Den-ne afgrænsning er principielt midlertidig. -Afgrænsningen af et sommerhusområde kanogså være bestemt af tilstedeværelsen af ennaturpark. I så fald indgår afgrænsningenaf sommerhusområdet som et led i planlæg-ningen af naturparkområdet, jfr. ovenfor ikapitel VI.

Følgende betragtning kan imidlertid ogsåhave betydning for afgrænsningen af et som-merhusområde: En omfattende og koncen-

91

treret sommerhusbebyggelse er ganske vistuundgåelig og i al fald prisen for, at detåbne land kan bevares i størst mulig ud-strækning. Men man må ikke være blind for,at sommerhusområdernes værdi som rekrea-tivt område for den enkelte sommerhusbrugerforringes væsentligt, såfremt bebyggelsen bli-ver alt for kompakt og omfattende. Det harstor betydning for sommerhusområdernes re-kreative værdi, at der ind imellem områdernefindes åbent land, og at der mellem de størrebysamfund, hvor sommerhusejernes helårs-bolig ligger, og sommerhusområdet findesåbent land. I denne forbindelse kan et an-det problem komme ind i billedet, nemligden stigende tendens til, at sommerhusbe-byggelsen overgår til helårsbeboelse. Sommer-husene bygges nu ofte i en kvalitet, der gørhelårsbeboelse mulig. Men hvis en overgangtil helårsbeboelse bliver almindelig og skalaccepteres, må man i konsekvens heraf æn-dre kravene til udstykningerne og sikre ud-læg af arealer til offentlige formål og til pri-vat service.

Gældende ret vedrørende bebyggelsesregu-lering i det åbne land indeholder i et vistomfang hjemmel til at afgrænse sommerhus-områder ud fra foranomtalte betragtninger.Ved udlæggelse af sommerhusområder i byg-ningsvedtægterne, jfr. ovenfor s. 58, kan manstræbe efter at bevare åbent land mellemkoncentrationerne. Man kan dog ikke pådenne måde permanent bevare kiler mellemsommerhusområderne i egne, hvor efter-spørgslen på sommerhusgrunde er stor. Hvorder udlægges sommerhusområder i en byud-viklingsplans yderzone, jfr. ovenfor s. 56, kanligeledes — for byudviklingsplanens gyldig-hedsperiode - sikres åbent land uden omsommerhusområder.

I kommuner med en sommerhusbebyggel-se af et stort omfang og med en udtalt ten-dens til en fortsat omfattende udstyknings-virksomhed og sommerhusbebyggelse har dennødvendige regulering af bebyggelsens ud-strækning fundet sted ved hjælp af land-brugszone-byplanvedtægter i medfør af by-planlovens § 2, stk. 2, nr. 10; samtidig erherved - for byplanvedtægtens gyldigheds-periode — sikret en friholdelse for bymæssigbebyggelse, men ikke for lokal bebyggelse,hvorfor også fredning kan komme på tale,hvor en permanent sikring ønskes.

4. Andre fredninger.1) I naturparkerne må indgå arealer til al-men brug som badestrande, opholdsarealer,arealer hvorpå der kan dyrkes sport, drivesamatørvidenskab o. s. v.

Det er imidlertid åbenbart, at der kan bli-ve brug for sådanne arealer også udenfornaturparkernes område.

Det gælder først og fremmest om bade-strande og opholdsarealer bag disse. Det of-fentlige har i de senere år ved køb eller fred-ningske ndelser udfoldet energiske bestræbel-ser for at skaffe alment tilgængelige bademu-ligheder.

Disse bestræbelser må fortsætte medusvækket styrke, også selvom der måtte blivegennemført en ret for almenheden til at badefra alle strande, jfr. kapitel XX. Behovetfor opholdsarealer i nærheden af strandenevil bestå også efter en sådan reform.

2) Udover udpegning af naturparkområ-der på basis af oplysninger om de videnska-belige interessekoncentrationer vil det værepåkrævet at gennemføre mindre fredningeraf hensyn til forskningens og undervisnin-gens behov.

De forskningsmæssige og pædagogiske for-mål kan også undtagelsesvis begrunde enskærpelse af en bestående fredning udenfornaturparkområderne.

3) De landskabsæstetiske og alment re-kreative hensyn, som naturfredningsbestræ-belserne har for øje, vil dels blive tilgodesetgennem naturparkerne og de bynære fred-ninger, og dels gennem fredningsplanlægnin-gen (i uforbindende form) i samarbejde medbyudviklings-, byplan- og byggemyndighe-derne, der iøvrigt i deres virksomhed ogsåvaretager interesserne i det åbne land jfr.nedenfor under 5. Dog kan der være behovfor at frede eller erhverve særlige områder,ikke mindst kystarealer og andre landskabs-elementer af væsentlig betydning. Blandt så-danne må nævnes de »våde« lokaliteter, dersom det anføres i betænkningens bind II ernødvendige for landets fuglefauna. De om-talte landskabsæstetiske hensyn vil desudenkunne tilgodeses ved en pleje af de frededelandskaber, hvorved deres særprægede karak-ter kan fremhæves, respektive bevares. Somled heri kan der blive tale om ved fredningat bevare stendiger, levende hegn o. lign.,

92

hvor der foreligger et samspil med landska-bet, ligesom bevaringen af små udyrkede om-råder, vandhuller, forladte grusgrave m. v.kan være hensigtsmæssig.

Herfor taler udover de landskabsæstetiskehensyn også undervisningsmæssige hensyn foromegnens skoler og ønsket om at bevare vildfauna og flora.

5. Særlig om fredningsplaner.De naturfredningsbestræbelser, der er om-talt i denne 2. del af betænkningen: indgrebi dyrkning, gennemførelse af naturparker,bynære fredninger og de ovenfor under 4.nævnte andre tilfælde, tager fortrinsvis formaf sædvanlige fredningskendelser eller offent-lige erhvervelser. I det foregående er tilligegjort en del spredte bemærkninger om, ihvilket omfang disse fremgangsmåder -fredningskendelser, offentlige erhvervelser —betragtet som juridiske instrumenter kan sup-pleres med fredningsplaner som et bindenderetsinstitut. For overskuelighedens skyld skalderfor på dette sted gives en samlet over-sigt over fredningsplaners anvendelse sommiddel til at regulere dyrkning og bebyggelsei det åbne land.

Som omtalt ovenfor bør fredningsplanerefter kommissionens opfattelse ikke kunneanvendes mod klart dyrkningsmæssigt betin-gede ændringer i den bestående tilstand.Hvor indgreb mod dyrkningsmæssige ændrin-ger undtagelsesvis er nødvendige, må de gen-nemføres ved fredningskendelse eller offentligerhvervelse.

Fredningsplaner med i øvrigt samme rets-virkninger som efter gældende ret bør, hvordet i det enkelte tilfælde er praktisk, anven-des til forberedelse af naturparker, jfr. oven-for s. 87. Lignende behov for den forbere-delse, som en fredningsplan kan give, kanimidlertid være til stede ved bynære fred-ninger og undtagelsesvis i tilfælde, der ernævnt ovenfor i afsnit 4.

Det må være en følge af, at den alminde-lige bebyggelsesregulering i det åbne land ef-ter kommissionsflertallets principielle stilling-tagen, jfr. ovenfor s. 78, ikke længere skal skevia naturfredningsloven, at anvendelse affredningsplaner som retsinstitut indskrænkestil de lige nævnte tilfælde, altså tilfælde hvorplanerne tager sigte på fremtidige frednin-ger eller erhvervelser.

Dette indebærer imidlertid på ingen måde,at også den analyse af de landskabelige in-teresser inden for et lokalt område, der lig-ger bag alle hidtil udarbejdede fredningspla-ner, kan indskrænkes til at angå områder,der senere bør fredes eller erhverves. Denretligt uforbindende fredningsplanlægning,der allerede foregår, jfr. ovenfor s. 44 f, viltværtimod få stigende betydning. Den skaldanne grundlag for den naturfredningsmæs-sige ekspertise, som må stilles til rådighedfor de bebyggelsesregulerende myndigheder,jfr. ovenfor s. 79; den er en forudsætningfor udpegning og praktisk gennemførelse afnaturparker, jfr. ovenfor s. 83 f, og den vilindgå i de i bind II nævnte ordninger vedrø-rende forskellige former for anlægsvirksom-hed i det åbne land.

København i september 1967.

K. ArildsenNiels Arnstedt

Sten BjerkeC. Blixencrone-Møller

Bent ChristensenH. Frølund

Johan GardeP. V. Glob

Edmund HansenH. Hilden

W. HorstenPeter JacobsenVagn Jensen

Thorvald JørgensenJohs. Høyer MadsenWoldhardt Madsen

K. O. MøllerVagn Rud Nielsen

Viggo NielsenJohs. Olsen

V. E. PedersenHelge PaaskeW. Reenberg

Henning RohdeErik Ib Schmidt

Gunnar SeidentadenPalle Suenson

O. Bondo SvaneJ. S. VangH. Ødum

Pierre Bigandt Viggo Nielsen

BILAG

NATURFREDNINGSKOMMISSIONEN Bilag 1.

PRINCIPPER FOR EN FREMTIDIG LOVGIVNINGOM UDNYTTELSE AF DANSK JORD(Bilag til naturfredningskommissionens skrivelse af 27. juni 1962 til

ministeren for kulturelle anliggender, bilag 2)

I. Jordens anvendelse.1. Til sikring af en hensigtsmæssig benyt-

telse af landets jord gælder de nedenforanførte regler for anvendelsen af al jord,der på datoen for lovforslagets fremsæt-telse, anvendes til a) landbrug, skov-brug, gartneri, havebrug eller anden her-til svarende anvendelse, hvor jordensværdi fortrinsvis er bestemt af ejendom-mens afgrødeproducerende evne, samtb) arealer, som henligger uopdyrkede.

2. Hvis en ændret benyttelse af de pågæl-dende arealer må anses for at være deni økonomisk henseende gode anvendelsepå det i punkt 1. nævnte tidspunkt, kanen sådan ændret anvendelse finde sted,med mindre der i den øvrige lovgivningmåtte være hensyn, der taler herimod,herunder naturfrednings- eller byregule-ringshensyn. Der vil i sidstnævnte tilfæl-de kunne ydes erstatning efter de gæl-dende regler.Den ret, der i dag tilkommer ejeren tilat udnytte forekomster i jorden som f.eks. grus, brunkul m. v. til eget brug, for-bliver uændret. Hvorimod industriel ud-nyttelse af sådanne forekomster kræverspeciel tilladelse, med mindre arealer-ne allerede er erhvervet med industrieludnyttelse for øje på det i punkt 1. om-handlede tidspunkt.

3. Der foretages inden 2 år efter lovens ved-tagelse en ansættelse af de i punkt 2.omhandlede jorders faktiske værdi på deti punkt 1. omhandlede tidspunkt. Densåledes fastsatte værdi reguleret efter de

almindelige konjunkturbevægelser skaldanne udgangspunkt for senere prisan-sættelser ved salg af ejendommen og vedstatens forkøbsret, jfr. punkt 9.For de områder, der ved en amtsvis plan-lægning udlægges til sommerhusområder,skal den tilsvarende vurdering finde stedsamtidig med, at arealet udlægges pådenne måde.

II. Erhvervelse af de under I, 1 a,omhandlede ejendomme.

4. Ingen kan erhverve en landbrugsejen-dom, såfremt han i forvejen er indeha-ver af mere end een ejendom her eller iudlandet, dog således at der ikke sker no-gen ændring i de på det under punkt 1.nævnte tidspunkt bestående ejerforhold,ligesom der må fastsættes bestemmelsermed en vis mulighed for dispensation,f. eks. således, at der gives mulighed for,at en ejer af 2 ejendomme kan købe entredie imod at afhænde en af de andreejendomme indenfor et tidsrum af f. eks.6 måneder. Bestemmelsen i § 9, stk. 4, ilov om landbrugsejendomme, jfr. lovbe-kendtgørelse nr. 259 af 8. august 1958ophæves.

5. Ejeren skal have fast bopæl på en af deomhandlede i Danmark beliggende ejen-domme.

6. Kun en køber med fornøden uddan-nelse til selvstændigt at drive en land-brugsejendom kan erhverve en sådan.

!)(.»

7. Selskaber, foreninger, stiftelser o. 1. kankun erhverve de i punkt 1. omhandledeejendomme efter forudgående tilladelse.

8. Der gives staten forkøbsret i alle tilfælde,hvor der ikke er tale om familiesalg. Forbyformåls vedkommende kan kommunereventuelt indtræde i denne ret.

9. Den under punkt 8. nævnte forkøbsretskal benyttes i alle tilfælde, hvor arealerudbydes til salg til sommerhusbebyggelseo.l.

10. De i henhold til punkt 9. erhvervede jor-der kan udstykkes efter gældende regler.

Såfremt staten (kommunen) ikke selvønsker at anvende disse, kan de kun ud-nyttes ved bortleje efter nærmere fastsat-te regler.

III. Landsplanlægning.11. Der gennemføres snarest muligt en om-

fattende landsplanlægning på grundlagaf og i samarbejde med amtsvis egns-planlægning om amtsjords hensigtsmæs-sige udnyttelse bl. a. til fastlæggelse afsommerhus- og andre rekreative områ-der.

NATURFREDNINGSKOMMISSIONEN Bilag 2.

27. juni 1962.

Ved skrivelse af 23. november 1961 nedsat-te ministeriet for kulturelle anliggender efterregeringens beslutning natufredningskommis-sionen med henblik på behandling af natur-fredningslovens problemkompleks.

Det blev endvidere givet kommissionensom en speciel hovedopgave at analysere densituation, der er opstået, efter at det er blevetklart, at Danmark vil blive et rekreations-område for betydelige dele af det øvrige Eu-ropa, hvis befolkninger bl. a. på grund aflovforbud mod udstykninger og sommerhus-byggeri vil øve et meget betydeligt pres pådansk jord til rekreative formål.

Som et led i kommissionens arbejde meddet særlige kommissorium har man drøftetde i vedlagte udkast opstillede principper foren fremtidig lovgivning om udnyttelse afdansk jord.

Kommissionen er af den opfattelse, at ud-kastet peger på en række af de væsentlige

spørgsmål, som må løses til beskyttelse afdansk landbrug og dansk natur.

Kommissionens medlemmer har på for-skellige punkter taget forbehold med hensyntil bestemmelserne, bl. a. i betragtning af dis-ses delvis politiske karakter, men skal frem-hæve, at en samlet lovgivning indenfor detteområde formentlig med udbytte kan tage situdgangspunkt i udkastet.

Idet man i øvrigt henviser til vedlagte re-ferater af de i kommissionen afholdte møderog det af kommissionens sekretariat udsendtemateriale samt et af professor, dr. jur. Fr. Vin-ding Kruse udarbejdet udkast til lov om er-hvervelse af visse faste ejendomme, skal manhenstille, at den videre behandling af den ikommissionens kommissorium stillede særop-gave om den fremtidige udnyttelse af danskjord overgår til det af regeringen påtænkteembedsmandsudvalg til drøftelse af sammeproblem og til det af folketinget nedsattemarkedsudvalg.

P. k. v.Henning Rohde

P. Bigandt

Ministeren for kulturelle anliggender

NATURFREDNINGSKOMMISSIONEN Bilag 3.

Den 27. januar 1964.

Naturfredningskommissionen har efter bort-faldet ved folkeafstemningen den 25. juni1963 af forslaget til lov om ændringer i lovom naturfredning på en række møder drøf-tet det hovedproblem, der var søgt løst gen-nem det bortfaldne forslag: om frednings-myndighederne ud fra landskabelige hensynskal kunne regulere bebyggelsen i det åbneland.

Udgangspunktet herfor har været, at dennuværende § 22 i naturfredningsloven, dertilsigter en sådan bebyggelsesregulering ud-øvet af fredningsnævnene, ikke har vist sigegnet til at opfylde dette formål.

Der har ikke under drøftelserne i natur-fredningskommissionen kunnet opnås almin-delig tilslutning til en selvstændig lovregelom en almindelig bebyggelsesregulering fore-taget af fredningsmyndighederne efter prin-cipper som dem, der var indeholdt i det bort-faldne forslag.

En række af kommissionens medlemmerbeklager, at der ikke har kunnet opnås enig-hed om, at myndigheder, der er særlig egnettil at varetage landskabelige hensyn, skalvære medbestemmende ved bebyggelsesregu-leringer. I erkendeisse af, at de problemer,som knytter sig til naturfredningslovens §22, snarest må afklares, er samtlige kommis-sionens medlemmer med undtagelse af fri-luftsrådets repræsentant, kontorchef W. Hor-sten, imidlertid enedes om følgende af re-præsentanterne for de kommunale sammen-slutninger under drøftelserne fremsatte for-slag om, at man kommer ud af de nuværen-de vanskeligheder gennem en foreløbig løs-ning" ved ændring af landsbyggelovens reg-ler samtidig med en ophævelse af naturfred-ningslovens § 22:

». . . Efter de kommunale repræsentantersopfattelse vil det . . . være rimeligt . . . atoverveje mulighederne for en løsning af »§22-problemerne« gennem ændring af lands-

byggelovens regler, således at § 22 samtidigudgår af naturfredningsloven.

Efter landsbyggelovens § 5 kan amtsrådeti kommuner uden bygningsvedtægt (hvorfølgelig amtsrådet er indehaver af bygnings-myndigheden) meddele forbud mod udstyk-ninger til sommerhusbebyggelse og endvideremod udstykninger, som vil komme i stridmed en forsvarlig og hensigtsmæssig byudvik-ling.

Ved siden af § 5 skal nævnes landsbygge-lovens § 20 vedrørende byggeri af andenart end landbrugserhvervenes bygninger samtfritliggende småhuse. Når den pågældendebebyggelse vil komme i strid med en forsvar-lig og hensigtsmæssig byudvikling, kan amts-rådet nægte byggetilladelse.

Det står for de kommunale repræsentan-ter således, at der ved disse bestemmelser ide områder, hvor amtsrådet er bygnings-myndighed, er tilvejebragt grundlag for enregulering af bebyggelsen i det åbne land, ogat det afgørende spørgsmål i den aktuellesituation er spørgsmålet om ændring af be-stemmelserne for de områder, hvor amtsrådetikke er bygningsmyndighed, hvor tilsvaren-de beføjelser ikke er til rådighed, og hvorman derfor (medmindre det drejer sig omet byudviklingsområde med en godkendt by-udviklingsplan) er henvist til byplanlovensbestemmelser, som ikke altid er hensigtsmæs-sige.

Til løsning af det nævnte spørgsmål kun-ne man tænke sig en ordning, hvorefter reg-ler svarende til landsbyggelovens §§ 5 og20 indførtes også for områder, hvor sogne-rådet er indehaver af bygningsmyndigheden,og som ikke er udlagt til bebyggelse, eventueltsåledes at sognerådet alene kunne godkendeudstykninger og byggeri som omhandlet medsamtykke fra amtsrådet, hvorved man villesikre en mere ensartet behandling for størregeografiske områder.

<)')

Blandt andet fordi en ordning som denskitserede formentlig vil give stødet til en in-tensivering af byplanarbejdet i sognekommu-nerne, bør det være en konsekvens af detanførte, at beføjelsen til at dispensere fra engodkendt byplan henlægges til amtsrådene.En sådan decentralisering er i øvrigt nærlig-gende, efter at amtsrådene nu i en årrækkehar beskæftiget sig med landsbyggeloven ogdermed i forbindelse stående byplanmæssigeproblemer og har indrettet eller er ved atindrette deres administration på arbejdetmed denne lovgivning.

De kommunale repræsentanter er af denopfattelse, at de foran skitserede tanker ervelegnede til at indgå som diskussionsgrund-lag . . ., og det foreslås, at . . . den her op-ridsede skitse forelægges det af boligmini-steriet nedsatte planudvalg.

De kommunale repræsentanter har kon-centreret deres behandling til de mere for-valtningsmæssige sider af problemerne, menhar ikke set sig i stand til at gå nærmere indpå de principielle erstatningsmæssige spørgs-mål.«

Med hensyn til de landskabelige interessermå amtsrådenes administration i medfør afen ændret affattelse af landsbyggelovens § 5og § 20 overalt forudsætte en administra-tiv koordinering ved gensidig orienteringmellem amtsråd og fredningsmyndigheder,herunder fredningsplanudvalgene, såledessom det allerede nu praktiseres flere steder.

En ordning gennem ændring af landsbyg-geloven bør endvidere forudsætte, at fred-ningsmyndighederne ikke viger tilbage for demed gennemførelsen af en fredningssag for-bundne erstatningsudgifter, når tilstrækkeli-ge væsentlige fredningsinteresser står på spil.

Det bemærkes, at det efter kommissionensopfattelse er hensigtsmæssigt, at en lovæn-dring efter disse retningslinier søges gennem-ført inden 1. april 1964, til hvilket tidspunktlandsbyggeloven træder i kraft over hele lan-det.

Repræsentanten for De samvirkende dan-ske Landboforeninger, sekretariatchef Kri-stian Nielsen, har dog afgivet følgende sær-udtalelse :

»I konsekvens af den indstilling De sam-virkende danske Landboforeninger gav ud-tryk for i sin principskitse af 7. november1962 vedrørende jordlovgivningen har man i

landboforeningerne ganske naturligt den op-fattelse, at problemerne i forbindelse med§ 22 bedst kan løses gennem en koordineretlovgivning om egns- og landskabsplanlæg-ning, men under de foreliggende omstændig-heder vil man ikke modsætte sig den oven-nævnte opfattelse, at det vil være rimeligtat overveje mulighederne for en løsning i denskitserede form som en overgangsordning un-der forudsætning af, at der ikke hermed fo-regribes noget i erstatningsretlig henseende.

I anledning af den ovennævnte forud-sætning om administrativ koordinering vedgensidig orientering mellem amtsråd og fred-ningsmyndigheder skal man tillade sig athenlede opmærksomheden på, at landbrugs-erhvervet, hvis jord fredningsplanlægningeni første række omfatter, ikke er repræsente-ret i fredningsplanudvalgene. Af hensyn tilen saglig afvejning af de landskabsæstetiskeog landbrugstekniske interesser henstilles det,at der fremtidig sikres de landøkonomiskeforeninger repræsentation i fredningsplanud-valgene. Endvidere må påpeges det ønskeligei, at den omtalte administrative koordineringi tilfælde af oprettelse af lokale jordbrugs-nævn udstrækkes til også at omfatte disse.«

Et medlem af kommissionen (repræsentan-ten for friluftsrådet, kontorchef W. Horsten)har som foran nævnt afgivet dissens. Dennehar følgende ordlyd:

»Jeg er ikke enig med kommissionens fler-tal, idet jeg anser det for uheldigt, at enkommission, der var nedsat til at løse natur-fredningsproblemer bl. a. om æstetisk land-skabsplanlægning, overlader landsbyggelovenog amtsrådene at planlægge det fremtidigedanske landskab i det åbne land. Denne lovhar et helt andet sigte, nemlig at passe påudstykninger til sommerhusbebyggelse og påen forsvarlig og hensigtsmæssig byudvikling,og amtsrådene har den økonomiske og tek-niske sagkundskab, men kan ikke være indei fredningssynspunkter og landskabsplanlæg-ning.

Hvis man ville drage nytte af de fordele,som bl. a. arbejdsmæssigt er til stede, nårman lader fredningslovgivningen blive fri-gjort for § 22-problemerne (bebyggelsen ilandskabet), måtte man i hvert fald:

1. udvide amtsrådenes godkendelse af som-merhusbebyggelse og byudvikling til at om-fatte al bebyggelse. Det gælder om, at som-

100

merhusbebyggelse, industrianlæg og enkeltehuse placeres så nogenlunde fornuftigt i detåbne land og ikke spredes over det hele eftertilfældige spekulanters interesse.

2. i selve loven supplere amtsrådene medfredningskendskab f. eks. ved et lovbefaletsamarbejde med fredningsplanudvalgene.

Jeg må tage afstand fra, at en naturfred-ningskommission i det åbne land helt opgiverden landskabsæstetiske planlægning, som tilgavn for befolkningens friluftsliv skulle væremed til at forme landskabet og skabe natur-parker i fremtidens Danmark, og overladerdet til byudviklingsregler og -myndigheder.«

P. k. v.Henning Rohde

P. Bigandt

Ministeren for kulturelle anliggender.

DANMARKSNATURFREDNINGSFORENING

Bilag 4.

Sølvgade 26, København K.Tlf. Palæ 2946-2146.

Brev K, 32937 den 25.-3. 66.Hr. administrationschefVagn Jensen,Nyropsgade 28,V.

I fortsættelse af de mellem Dem som Dan-marks Naturfredningsforenings repræsentanti naturfredningslovkommissionen og forenin-gen gennem længere tid førte forhandlingerangående tilvejebringelse af et oplæg fra vorside til fremme af kommissionens arbejde,glæder det os at kunne meddele, at det afDem og os i fællesskab udarbejdede for-slag til et sådant oplæg, om hvilket vi varfuldt enige, er blevet tiltrådt af Danmarks Na-turfredningsforenings hovedstyrelse på densmøde den 26. februar d. å.

Oplægget er sålydende:

1. Naturfredningslovens almindelige sigte.Danmarks Naturfredningsforening tillæggerdet vægt, at § 1 åbner mulighed ikke blotfor fredning af en eller få værdifulde land-skabstyper, der derved søges sikret for efter-tiden, men også for sikring af et større areal(Naturpark) med flere forskellige biotoper,repræsenterende en for området karakteri-stisk eller særegen landskabstype, hvor manved planlægning søger at bevare de mest ka-rakteristiske træk, samtidig med, at man til-godeser den samfundsmæssige udvikling.

Hvor ganske særlige forhold taler for det,bør der kunne oprettes specielle videnskabe-lige forskningsområder, der kun er åbne ef-ter særlig tilladelse.

Danmarks Naturfredningsforening bederkommissionen overveje, om disse ønsker ertilstrækkeligt tilgodeset ved den nugældendeudformning af lovens § 1.

Endvidere foreslås, at der sideordnet medmuligheden for at give færdselsrettighederskabes tilsvarende mulighed for anden be-nyttelse af naturen, herunder til ophold, bad-ning og parkering.

2. Naturfredningsnævnene.Der er intet ønske om ændring af frednings-nævnene.

3. Taksationskommissionen.Danmarks Naturfredningsforening henstillertil lovkommissionens overvejelse, om erstat-ningernes størrelse i mangel af forlig i stedetfor fastsættelse ved den særlige taksations-kommission afgøres efter reglerne i lov nr.186 af 4. juni 1964 om fremgangsmåden vedekspropriation vedrørende fast ejendom.

4. Anmeldelsespligt efter § 9 samt erstat-ningsspørgsmålet i § 9, stk. 3.

Danmarks Naturfredningsforening henstillertil lovkommissionens overvejelse, hvorvidt

a) tidsfristerne bør forlænges,b) erstatningsbestemmelserne bør ændres,

således at det alene er en ejer eller bru-ger, der har krav på erstatning,

c) det tydeliggøres, at nævnet har kompe-tence til at afslå det påtænkte indgreb,uden at dette nødvendiggør rejsning af enfredningssag.

Da anmeldelsespligten ikke synes at væreblevet anvendt i tilstrækkeligt omfang aflandvæsenskommissioner og lignende kom-missioner, henstiller Danmarks Naturfred-ningsforening, at anmeldelsespligten præci-seres enten i loven eller som administrativtpåbud til sikring af, at naturfredningsnæv-net får anledning til at tage stilling til area-lets grad af beskyttelsesværdighed.

5. Ophævelse af frivillige fredninger.Danmarks Naturfredningsforening henstillertil lovkommissionen at overveje, om der ikkebør gælde ensartede regler, uanset om deter ejer eller tredieperson, der ønsker en fri-villig fredning ophævet, således at der i beg-ge tilfalde kræves eenstemmighed i fred-ningsnævn og overfredningsnævn.

102

6. § 22.Efterhånden som byudviklingszonerne udvi-des, og byplaner udfærdiges, vil det væremuligt at beskytte det åbne land mod uhen-sigtsmæssig sommerhusbebyggelse etc. Indtildette sker, vil det være naturligt at udarbej-de planer tilsvarende byudviklingsplanernegældende for 15 år. Danmarks Na turfred -ningsforening henstiller, at der ved oprettel-se af landskabsråd (jfr. ad 8) eller lignendeorganer valgt på lokalt plan tilvejebringessådanne landskabsplaner, og således at evt.erstatningskrav for nægtet bebyggelse afgø-res efter tilsvarende regler som i byregule-ringsloven. Ved udarbejdelse af disse planerog administration af disse skal der tages hen-syn til den naturlige erhvervsudvikling påstedet, således som denne til enhver tid fore-går bl. a. med hensyn til strukturændringerfor landbruget.

7. § 25.

Da områderne langs kyster, skove, søer ogåer omfatter en lang række af de mere na-turlige biotoper her i landet, foreslås, at be-stemmelserne vedrørende byggelinier udvides(il også at omfatte beplantninger, ændrin-ger i terrænet el. andre foranstaltninger, deri væsentlig grad kan virke skæmmende el.ødelæggende i lighed med bestemmelserne i§ 2 om fortidsminder.

8. Fredningsplanudvalgene -f redningsplaner.

Danmarks Naturfredningsforening henstillertil lovkommissionen at overveje følgendespørgsmål:

A) Ændring af betegnelsen fredningsplan-udvalg til landskabsråd.

B) Udvidelse af repræsentanterne i dissemed

a) 1 repræsentant for Naturfredningsrådetb) 1 repræsentant for Kulturministerietc) skovrideren, der har tilsyn med de pri-

vate skove.

Det foreslås endvidere, at kun amtmand,de 2 amtsrådsmedlemmer og 2 kommunal-medlemmer har stemmeret i landskabsrådet.

G) Præcisere opgaverne til:

a) udarbejdelse af landskabsplaner jfr. § 22,idet der herunder tages hensyn til fred-ningsplanskitserne og lyste fredningspla-ner,

b) tilsyn og vedligeholdelse af de frededeområder.

9. Vedligeholdelse og tilsyn med de frededearealer.

Spørgsmålet er af så afgørende betydning,at det vil være rimeligt at lovfæste reglernefor tilsyn og vedligeholdelse af de frededeområder. Den billigste, mest effektive og hur-tigst gennemførlige ordning vil antageligvære, om tilsyn og vedligeholdelse bygges opom det decentraliserede administrationsap-parat, som statsskovbruget rummer.

Forslaget går ud på følgende:

a) De »statsejede« fredede arealer henlæg-ges ejermæssigt under statsskovvæsenetog indgår således som en integrerende delaf de bestående statsskove.

b) Med hensyn til de privatejede arealer,som ved deklaration, servitutter eller påanden måde er pålagt fredning eller fred-ningsmæssige bånd, varetages tilsynet aflandskabsrådet (fredningsplanudvalgene)under udøvelse ved Statens tilsyn medde private skove.

I de tilfælde, hvor der knytter sig særligevidenskabelige interesser til et fredet områdeog tilsyn og vedligeholdelse derfor skal skeunder hensynet hertil, vil det være naturligt,at dette sker i samråd med Naturfrednings-rådet.

Danmarks Naturfredningsforening henstil-ler derfor til lovkommissionen at overvejeoptagelse i naturfredningsloven af følgendebestemmelse:

Tilsynet og vedligeholdelse af de frededeområder forestås af landskabsrådet under ud-øvelse ved Statens tilsyn med de privateskove.

Hvor det drejer sig om fredning af viden-skabelig karakter skal tilsyn og vedligehol-delse ske i samråd med Naturfredningsrådeteller et videnskabeligt institut.

De nødvendige beløb til afholdelse af ud-gifterne til vedligeholdelse og tilsynet bevil-ges på de årlige finanslove.

103

10. Bilkirkegårde og lossepladser.For at opnå en rimelig placering af bilkirke-gårde samt af lossepladser henstilles til lov-kommissionen at overveje optagelse af en be-stemmelse i naturfredningsloven om, at etab-lering af bilkirkegårde samt lossepladser i detåbne land kun kan ske med landskabsrådets(f redningsplanudvalgets) tilladelse og pådettes betingelser.

11. Straffebestemmelser § 40.I praksis har det vist sig, at de nuværendestraffebestemmelser ikke slår til. Spørgmå-let er derfor, om disse straffebestemmelserikke bør skærpes, således at der kan idøm-mes hæfte.

Herudover henleder Danmarks Naturfred-ningsforening lovkommissionens opmærksom-hed på problemerne vedrørende en begræns-ning af publikums rettigheder på offentligearealer, jfr. § 24, stk. 6 vedrørende skove.

Derudover burde tillige indføres begræns-ninger med hensyn til brug af åben ild, grav-ning og bortfjernelse af jordarter.

12. Natur]redningsrådet.Danmarks Naturfredningsforening har intetønske om, at naturfredningsrådets sammen-sætning og virke ændres.

Man mener dog, at naturfredningsrådetbør have lovhjemmel til at forespørge viden-skabelige institutioner o. lign.

13. Ophold og badning fra strandbredder.Efter § 23, stk. 4 kan ejeren forbyde op-hold på og badning fra den frie strandbred.Denne regel fremtræder som en generel be-stemmelse.

Imidlertid må det antages, at almenheden- for visse badestrandes vedkommende — vedsærlig lovgivning eller alderstidshævd harbaderet og ophold. Dette gælder bl. a. Søn-derjylland, Jyllands Vestkyst og Bornholm.

Danmarks Naturfredningsforening henstil-ler derfor, at lovens undtagelsesbestemmelsefra den generelle regel i stk. 4 nærmere præ-ciseres.

14. Anvendelse af transistor-radioer o. 1.Danmarks Naturfredningsforening henstiller,at der skabes lovhjemmel for forbud modbenyttelse af transistor-radioer, grammofoner

og lign. indretninger til gengivelse af musikog tale på fredede arealer og naturområder,hvortil almenheden har adgang.

15. Grus- og lergravning.Den ofte tilfældige og urationelle, men des-værre også hæmningsløse udnyttelse af lan-dets råstoffer, først og fremmest sand, grusog ler, medfører en alvorlig trussel mod man-ge af vore værdifuldeste og mest særprægedelandskaber.

Spørgsmålet er, om grus- og lergravning,som ikke er til eget brug, kan reguleres gen-nem generelle bestemmelser samt, om derbør være en forpligtelse til at sanere forhol-dene, når grus- og lergravningen ophører.

Danmarks Naturfredningsforening fore-slår, at anlæg af nye grus- og lergrave o. 1.kun må finde sted efter indhentet godken-delse hos landskabsrådet (fredningsplanud-valget). Nægtes dette, må der rejses fred-ningssag.

Forladte grusgrave skal saneres efter enaf landskabsrådet godkendt plan (jfr. lovenom brunkulslejerne).

16. Vandforurening.Danmarks Naturfredningsforening henstillertil lovkommissionen, at vandløbslovens be-stemmelser om, at vandløbs naturlige tilstandikke må skades, søges skærpet og præciseret,samt at der i en bemærkning til § 13 frem-hæves, at man i en fredningskendelse kanfastsætte normer for forureningsgraden afferske vande (evt. også kystområder).

Endvidere finder man, at der bør åbnesmulighed for Danmarks Naturfredningsfor-ening til at påtale forurening og kræve den-ne bragt til ophør evt. ved anlæggelse afrensningsanlæg.

Danmarks Naturfredningsforening henstil-ler endeligt, at vandløbsretterne (nævn, kom-mission og overlandvæsenskommission) for-pligtes at tilkalde sagkyndig assistance i formaf en biolog, der er særlig kyndig vedrørendede ferske vande, jfr. den bestående ordning,hvor fiskerisagkyndige skal tilkaldes, når fi-skeriministeriet skønner, at der er fare forforurening af fiskevande.

17. Pesticiderne.Danmarks Naturfredningsforening henstiller,at der lovgivningsmæssigt åbnes muligheder

104

for landbrugsministeriets giftnævn til i så højgrad som muligt at beskytte den vilde floraog fauna.

For at medvirke hertil bør zoologisk ogbotanisk sagkundskab optages i giftnævnet.

Hovedsigtet må i første linie være en ind-skrænkning i anvendelsen af persistente pe-sticider, dernæst af overflødig eller fejlagtigbekæmpelse.

18. Vejf ondsmidlcr til »grønne veje«.Efter lov nr. 194 af 7. 6. 1958 om tilskud tiloffentlige veje. kræves der for at opnå detmax. tilskud (85 c/c), at vejen opfylder gan-ske bestemte kvaliteter. Dette forhold er med-virkende til, at de såkaldte »grønne veje« -veje til hvis bibeholdelse der knytter sig na-turfredningsmæssige interesser - bliver øde-lagt, idet de lokale myndigheder for at opnåmax. vejfondstilskud, må foretage sådanneændringer, at vejens karakter af »grøn vej«forsvinder.

Danmarks Naturfredningsforening henstil-ler, at vejlovgivningen ændres således, at detmax. vejfondstilskud vil kunne ydes til »grøn-ne veje«.

19. Vederlagsarealcr ved ophævelse af fred-skovspligt.

I § 5 i skovloven af 1935 er anført, at manhar mulighed for under visse omstændighe-der at få fredskovspligten hævet og flytteskovpligten fra et areal til et andet.

I de senere år har udviklingen i samfun-det ført med sig, at ikke mindst små fred-skove ofte er kommet i vejen for byudvik-linger, udstykninger m. v., og man er hervedkommet i den uholdbare situation, at be-stemmelsen om lige så stort eller dobbelt ve-derlagsareal er blevet økonomisk urimelig,idet de frigjorte værdier, hvor fredskovsplig-ten hæves, er langt højere end hvad det ko-ster at udlægge f. eks. dobbelt areal og til-plante det. Der er på denne måde gået spe-kulation i at sløjfe fredskovspligt opad isærbyer, udlægge dobbelt fredskovsareal og der-ved indkassere et stort provenue.

I forstlig kredse og i skovnævnet er dis-kussionen f« «• tiden derfor, om tiden ikke nuer inde til at vurdere vederlagstanken ud fragrundlaget om at udlægge vederlagsareal iforhold til værdi af det frigjorte og ikkeareal. Man ville herved komme direkte spe-kulation til livs, samtidig med, at landetssamlede skovareal havde bedre chance forat blive opretholdt.

Danmarks Naturfredningsforening anbefa-ler, at praksis vedrørende udlæggelse af ve-derlagsarealer for ophævelse af fredskovspligtændres i overensstemmelse med ovenstående.

20. Nedsættelse af ejendomsskyldværdienved frivillige fredninger.

Efter lov nr. 305 af 1.8. 1960 om vurderin-gen af landets faste ejendomme skal manved vurderingen tage hensyn til de på ejen-dommen hvilende forpligtelser, herunderfredningsbestemmelser, ved ansættelse afgrundværdien. Det ligger således klart, at så-fremt en ejer frivilligt freder sin ejendom, vilder ved vurderingen blive taget hensyn tilden værdinedgang, ejendommen har lidt ihandel og vandel.

Danmarks Naturfredningsforening henstil-ler, at man ved frivillige fredninger herud-over indfører den regel, at der finder en pro-centvis nedsættelse sted af ejendommensgrundværdi, hvorved ejeren som modydelsefor den frivillige fredning opnår lavere ejen-doms- og formuebeskatning samt mindre ar-veafgift. Ved en sådan fremgangsmåde bliverfredningserstatningerne mindre tyngende forstatskassen og fordelt på kommende genera-tioner.

Vi anmoder Dem om ved førstkommendelejlighed at ville forelægge oplægget for kom-missionens plenum og holde os underrettetom sagens videre forløb.

En genpart af nærværende skrivelse ersamtidig hermed tilstillet kommissionen veddens formand, departementschef HenningRohde.

P. f. v.

Med venlig hilsen

Vald. M. Mikkelsenpræsident

Hans H. Sune Ebbesen

STATENS NATURFREDNINGS- OGLANDSKABSKONSULENT

Bilag 5.

LANDSKABSPLANLÆGNING MED SÆRLIGT HENBLIKPÅ NATURPARKMULIGHEDEN

I. Landskabsplanlægningensforudsætninger og tekniske muligheder.

I betænkningens indledning er redegjort forde vidtgående krav, samfundet stiller til detåbne land.

Der er et udstrakt ønske i befolkningenom at kunne færdes og opholde sig i byfrieomgivelser i fritiden og under opholdet herat kunne beskæftige sig på mangfoldig måde.Endvidere stilles der fra samfundets side kravom, at videnskaben skal have tilstrækkeligearbejdsområder i det åbne landskab.

Der ønskes ikke alene adgang til arealeraf temmelig betydelig størrelse, men det for-ventes også, at landskabet stedse skal frem-træde indholdsrigt og alsidigt.

Grundlaget for en landskabsplanlægningmå være at undersøge, hvorvidt landskabeti sin nuværende fysiske tilstand er i stand tilat opfylde de krav, samfundet stiller. Vedlandskabets fysiske tilstand skal her forståsdet åbne land i dets nuværende normaledrift eller tilstand uden hensyn til udnyttel-ses- og adgangsbegrænsninger pålagt vedlove, servitutter eller lignende.

Det første spørgsmål, der melder sig, an-går det åbne lands relative størrelse. Det måher først fremhæves, at Danmark med hen-syn til befolkningstæthed ikke er udsat forsamme befolkningspres som de fleste andrevesteuropæiske lande på samme udviklings-trin. I England, Tyskland, Holland, Belgienog Italien er befolkningstætheden større. Be-tegnende er således, at vort samlede byarealendnu ikke har nået 10 % af landets total-areal.

Erfaringer - først og fremmest fra detlangt tættere befolkede England, hvor pro-blemerne omkring det åbne lands rekreativeog videnskabelige udnyttelse vel er bedre løstend andet steds - viser, at det åbne land i

Danmark er tilstrækkeligt stort til i lang tidat opfylde de omtalte samfundskrav.

Størsteparten af vort åbne land drives somagerbrug, og denne driftsform tillader ikkefærdsel og ophold på selve de dyrkede area-ler. Men agerbrugsarealerne er i meget højgrad gennemskåret af et vejsystem, som ud-bygget med opholds- og parkeringspladser vilkunne tjene rekreative formål. Ud over ager-jorden drives op til 20 % af landets jordunder mere ekstensive dyrkningsformer, så-som permanent græsningsbrug og skovbrug— driftsformer, der i ret stor udstrækning kantåle ophold og færdsel af en rekreationssø-gende befolkning. Endvidere henligger ihvert fald 10 % af Danmarks areal i udyr-ket tilstand, overvejende i form af søer, åløb,moser, heder, klitter og strandområder. Sær-lig strandområderne har som bekendt i for-hold til landets totalareal en meget vid ud-strækning. Endelig bør det nævnes, at danskterritorialfarvand i høj grad omfatter fjorde,bælter og øhav af høj rekreativ værdi.

Fra et fysisk planlægningssynspunkt har viher i landet stadig tilstrækkelig plads fordet rekreative livs udfoldelse og for de vi-denskabelige interessers varetagelse. Det børsamtidig nævnes, at begge disse former forbenyttelse af det åbne land i ret væsentliggrad knytter sig til de ekstensivt dyrkede el-ler udyrkede arealer.

Spørgsmålet om, hvorvidt det åbne land-skabs indhold er tilstrækkeligt rigt til at kun-ne tilfredsstille befolkningens friluftsønskerog videnskabens krav, kan sandynligvis ogsåbesvares bekræftende.

Befolkningen søger i sit krav om rekrea-tion i det åbne land især de landskabsele-menter, som den kender og forventer at fin-de. Det enkelte menneske danner sig sit egetbillede af det danske landskab. Billedet vilvære præget af indtryk fra de dele af landet,

lo»;

som pågældende fra barndommen og frem-over har været knyttet til. Både langvarige,roligere ophold og korte begivenhedsrige be-søg er med til at tegne dette landskabsbille-de. Landskabsopfattelsen hos den enkelte bli-ver herved en erkendelse, der hviler på deerfaringer, der er gjort, og ofte yderligere påen viden om den dynamiske sammensætningi det oplevede. Forventningen om oplevelseni det danske landskab er derfor i hovedsagenbegrænset til det eksisterende og vil væreskarpt afgrænset i forhold til de forventnin-ger, den enkelte vil stille til oplevelser i land-skaber i fremmede lande.

Det danske landskabs nuværende indholdkan derfor imødekomme danskerens krav tildet.

For de videnskabelige interessers vedkom-mende gør ganske lignende forhold sig gæl-dende.

Både forskning og uddannelse bygger retudstrakt på den bestående indholdsrigdom ilandet og har derfor behov for at bevaredenne. Derimod vil de videnskabelige inter-esser kun i yderst beskeden målestok stillekrav om en udvidelse af det forhåndenvæ-rende landskabsindhold. Dette sidste kan velkun tænkes i forbindelse med ønsker om re-tablering af levemuligheder for flora ellerfauna, der er forsvundet eller stærkt ind-skrænket gennem de senere tidsperioder.

På baggrund af ovenstående må det kon-stateres, at man fra samfundets side må øn-ske landskabets indholdsrigdom opretholdt.Den almene udvikling, først og fremmest dentiltagende industrialisering og urbanisering,bør derfor ikke reducere denne indholdsrig-dom, uden hvor ganske særligt vægtige sam-fundskrav af anden art gør sig gældende.

Sammenfattende kan det siges, at det åbnelands areal i Danmark er fuldt tilstrækkeligttil langt fremover at kunne tilfredsstille be-folkningens krav om plads i fritiden. Selvbetydelige arealreduktioner vil være mulige,uden at der indtræffer nogen katastrofal si-tuation. Det forholder sig derimod anderle-des med hensyn til landskabets indholdsrig-dom. Denne er ikke jævnt fordelt - tvært-imod. En urbanisering af selv mindre om-råder vil derfor ofte kunne formindske land-skabets samlede indholdsrigdom uforholds-mæssigt stærkt. De landskabeligt mest ind-holdsrige områder vil være bedst egnet til at

opfylde befolkningens generelle rekreativekrav og videnskabens behov. Men netop modsådanne områder vil for eksempel sommer-huspresset oftest rette sig. På trods af, atarealkravet til sommerboliger er beskedent,kan vor landskabelige rigdom derfor hurtigtreduceres stærkt gennem sådan fritidsbebyg-gelse.

Landskabsplanlægningens hovedopgavemå da være at anvise veje, den almene ud-vikling kan følge, således at det åbne landsarealreduktion foregår, uden at landskabetsindholdsrigdom berøres mærkbart derved. Enlandsomfattende analyse af det åbne landsindhold må derfor være en nødvendig for-udsætning for en sådan planlægning.

II. Landskabsanalysen.Selv en meget grov betragtning af det dan-ske landskab viser, at dette er stærkt opdelt.Vestjylland, de nordenfjordske egne, Østjyl-land, Øerne og Bornholm udgør hver for sigskarpt tegnede enheder. Inden for disse ho-vedområder optræder atter underområder afsæregen karakter.

Landskabsanalysens formål er at bibringeet nøje kendskab til denne mosaik, som lan-det danner.

Det kan imidlertid have sin værdi ved be-dømmelsen af det danske landskab først atbetragte det i en større sammenhæng for atfastslå, om landskabet indeholder karakter-træk, som er enestående også set med uden-landske øjne.

Det skal derfor først fremhæves, at land-og havområder svarende til vort østdanskefjordlandskab, vore bælter og øhave ikkefindes i det øvrige Europa, undtagen langsSydslesvigs og Holstens østkyst. Dette særligekystpræg er opstået gennem en sænkning afdet landskab, isen efterlod sig efter sidste is-tid. Ved sidste istids afslutning udformedesØstdanmarks terrænformer meget markant.Randmorænebakker og dybe tunneldale samtskarpt tegnede åse, der fremhæver det svagtbølgende bundmorænelandskab, er grundele-menterne heri. Hvor et sådant landskab efteristidens afslutning er sunket i forhold til hav-overfladen, som det er tilfældet i størstedelenaf Syd- og Vestdanmark, er mange tunnel-

107

dale blevet til sunde, bælter og fjorde, ogbakkepartier til øer og halvøer.

Et ganske særligt fjordlandskab - Lim-fjordsområdet - hvis tilblivelseshistorie ikkeer ganske identisk med den ovenfor beskrev-ne, er ligeledes af speciel dansk landskabs-karakter.

Man kan ved en landskabsvurdering næp-pe understrege tilstrækkeligt, at vort østligekystlandskab og dets tilknytning til en stordel af de mere imponerende former for seneistidsdannelser internationalt set er enestå-ende.

Et andet omfattende dansk landskabsele-ment udgør Jyllands vest- og nordkyst medde vidtstrakte strømudlignede sandstrande ogde bagved liggende klitområder. Vel findeslignende kystformationer adskillige stederlangs Vesteuropas kyster, men intetsteds i enså udstrakt og uberørt tilstand, som det end-nu er tilfældet her i landet. Sammenlignerman med forholdene i det øvrige Skandina-vien, er vore milevide sandstrande og klitteret ganske enestående landskabselement.

Der bør i denne sammenhæng nævnes etpar kulturbetonede landskabstræk, som ikkealmindeligt træffes uden for landets græn-ser. For det første står vore skove og planta-ger med skarpttegnede grænser mod ager-brugslandskabet. Grænserne mellem jordud-nyttelsesformerne i Danmark fremtræderskarpere end de fleste andre steder. For detandet virker det åbne danske landskab be-boet. Som et resultat af udskiftningen og op-rettelsen af husmandsbrug finder man i Dan-mark ofte en spredt landbobebyggelse mel-lem landsbyerne. Som et tredje landskabs-kulturelt træk skal nævnes, at vi i forholdtil vore nabolande både i syd og nord harbevaret et meget stort antal oldtidsmindes-mærker — først og fremmest gravhøje. Dissesidste findes i en sådan udstrækning, at land-skabet i mange egne, som f. eks. Thy er stærktpræget deraf.

Disse generelle betragtninger over det dan-ske landskabs egenart bør ikke afsluttes, udenat en række mindre, men stærkt særprægedeområder nævnes, — områder, hvis landskabe-lige karakter eller videnskabelige indhold, in-ternationalt sætter dem i særklasse. Her kanf. eks. nævnes Møns Klint, Stevns Klint,Stavnsfjord på Samsø, Mols Bjerge, MadumSø, Råbjerg Mile, Bulbjerg, Tipperne i Ring-

købing Fjord, Skallingen og Draved Skov.Som led i landskabsanalysen forekommer

det derfor meget vigtigt at gøre opmærksompå, at Danmark ikke er et ensartet, fladtland, men et område med et vidtspændendelandskabeligt indhold, der strækker sig fraBornholms klippekyster over ø-, sund- ogbæltlandskabet, over den jyske højderyg, gen-nem hedesletter og bakkeøer til Vestkystensflyvesander, og at udbredte landskabstræk eraf ret enestående art.

Efter dette grove forsøg på analytisk atplacere det danske landskab i forhold til om-verdenen skal dettes indre variation kort be-skrives. Det skal dog forinden nævnes, at detdanske landskab — som stort set består af enhalvø og nogle øer af grus og sand — ogsåfra en landskabsanalytisk synsvinkel indtageren meget væsentlig plads i den skandinaviskelandskabsserie, der strækker sig fra tundraover højfjeldsegne gennem det nordlige nå-leskovsområde til det dansk-skånske ager-land, altså indgår som det ene yderpunkt iet sammenhængende, yderst varieret land-skabsspektrum.

Vender vi os atter til Danmarks landska-belige variation, står det vel næsten enhverdansker klart, at landet er sammensat af enrække hver for sig særprægede egne, hvisgrænser står mere eller mindre skarpt. Land-skabsanalysen må søge gennem en så objek-tiv metode som muligt at fastslå, hvilke land-skabselementer, der er karakteristiske for denenkelte egn. Som grundlag for en landskabs-planlægning må man gennem analysen kun-ne udpege de områder, der inden for en egnkarakteriserer denne stærkest.

Der kan næppe herske tvivl om, at manved denne analyse bør gå ud fra iagttagelsenaf selve landskabets form. - Bakker, dale,sletter m. v. er det grundlag, alt andet i land-skabet knytter sig til.

En sådan analyse af landskabsformerne ide enkelte egne vil næsten altid vise en sam-menhærng mellem landskabets formelemen-ter. En sammenhæng, der fortæller, hvorle-des overfladen af vort land er blevet dannet.Denne dannelse er i alt væsentligt en følgeaf isens tilbagetrækning under sidste istid ogaf de processer, der fandt sted herunder,både udenfor og indenfor isens stilstands-linier. Den danske landskabsform er stort sethistorien om isen og dens virksomhed. Vore

108

sletter, dale og bakker er udtryk for bestemteistidsprocesser og har en logisk sammenhængindbyrdes og optræder derfor ofte i bestemteserier. Men landskabsformen er yderligere -som omtalt foran - også beretningen omlandhævninger og landsænkninger. Endvide-re bærer landskabsformen vidnesbyrd om dekræfter, der har virket sidens dens oprinde-lige dannelse. Strøm og bølgeslag har ud-glattet kyster som vestkysten, bækerosion harsønderdelt bakkedrag, og mennesket har tid-ligt begyndt udjævningen af skarpe terræn-former gennem landbrugsdriften og gennemårhundreder indvundet lavvandede havom-råder under det faste land.

Analysen af den stærkt varierede land-skabsform vil kunne udpege en række be-grænsede områder indenfor den landskabe-lige helhed, der tydeligere end andre visersammenhængende formserier, der hver forsig illustrerer sin del af vort lands tilblivel-seshistorie.

Landskabets former har en dyb sammen-hæng med jordbundens art. Hedefladerne ermagert sand, morænebakkerne oftest sand oggrus, mens bundmorænefladerne for det me-ste er kraftigere jorder.

Det levende - planter, dyr og mennesker- har gennem tiderne været afhængige af oghar tilpasset sig terrænets form og jordbun-dens beskaffenhed. Man finder derfor of-test de mest karakteristiske landskabeligemiljøtyper, hvor de enkelte geologiske land-skabsformer står skarpest tegnet.

Dette betyder, at en række videnskabeligefagområder, der beskæftiger sig med land-skabet, ofte vil udpege de samme områdersom værende af særlig interesse. Et forelø-bigt analyseforsøg, som ministeriet for kul-turelle anliggender lod foretage i samarbej-de med en række videnskabelige institutio-ner, viste, at man ad denne vej var i standtil groft at udpege en række egnskarakteri-stiske landskabsområder nogenlunde jævntfordelt landet over. Yderligere pegede ana-lyseskitsen på, at man ville være i stand tilat opdele det åbne land i zoner af forskel-lig landskabelig værdi.

Senere detailanalyser — bl. a. gennemført iThy og Vendsyssel, på Samsø, Als og Mønsamt i Gyllingnæs-området - har vist, atanalysemetoden kan give en klar opdeling afet landskab i zoner af ulige landskabelige

værdier efter deres indhold. En landskabe-lig bonitering efter objektive kriterier har vistsig mulig.

Det skal omtales, at der inden for land-skabsstudiet foreligger et ret stort analyse-materiale, indsamlet efter ret ensartede me-toder. Analysearbejdet er fremgået af et sam-arbejde mellem mange videnskabelige insti-tutioner og videnskabeligt orienterede for-eninger, Danmarks Naturfredningsforeningsamt fredningsplanudvalgene og landsplan-udvalget under medvirken og delvis koordi-nering fra de centrale fredningsmyndighe-ders side. Analysearbejdet fortsættes og sy-nes at vokse i sådant omfang og intensitet,at det sikkert i løbet af få år vil kunne virkesom et stærkt redskab i landskabsplanlæg-ningens hånd.

Som fremhævet vil en analyse på viden-skabelig basis kunne udpege de indholdsrige,egnskarakteristiske områder, der i ret højgrad kunne dække videnskabens behov ogde mere almene rekreative interesser. Imid-lertid indgår som et nødvendigt led i denfysiske planlægning et analysearbejde af an-den art, der tager sigte på at belyse, hvilkesærlige landskabselementer, der kan betjenespecielle rekreative behov. Her kan først ogfremmest nævnes analysen af vore kyster udfra deres egnethed for badning og opholdsamt sportsfiskeri. Endvidere kan nævnesanalysen af vore søer og vandløb ud fra lyst-sejlads- og sportsfiskerisynspunkter. Ogå enbedømmelse af vore mange småsøers mulig-hed som støttepunkter for ro- og sejlsportog skovenes værdi som opholds- og turom-råder bør eksempelvis nævnes i denne sam-menhæng.

Der er fra adskillige fredningsplanudvalgsside foretaget analyser af den her nævnte art,og der foreligger fra landsplanudvalgets se-kretariats side en fortrinlig gennemgang afbade- og opholdsmuligheder ved Sjællandsog Møns kyster.

Det kan måske virke ejendommeligt, atder i det beskrevne analysesystem ikke ind-går æstetiske kriterier. En vurdering af, hvadder er smukt eller ikke, er ikke medtaget.Årsagen hertil er, at en æstetisk vurderingnæppe kan foretages fuldt objektivt. Det erkarakteristisk, at der ikke er nogen egn aflandet, der ikke dybt har fængslet skrivendeog bildende kunstnere. På den anden side

109

har forskellige kulturperioder og kultursta-dier ofte haft deres særlige »modelandska-ber«. Både stærkt individualistiske opfattel-ser og skiftende almene smagsretninger hargennem tiderne præget den æstetisk beto-nede landskabsoplevelse. Man må derformene, at opretholdelsen af det varierede, rig-holdige landskabsbillede vil kunne dække denuværende og fremtidige æstetiske behov,men at æstetiske kriterier ikke kan føre tilfuld landskabsbeskrivelse.

III. Analysens resultater.Som fremhævet kan man gennem den an-vendte analysemetode opnå en opdeling aflandskabet i zoner af forskellig landskabeligværdi.

Det synes således at kunne lade sig gøreat opdele det åbne land i 3-4 landskabeligeboniteringsgrader af denne art. En sådan op-deling kan opfattes som en videreførelse afde tanker, der lå bag zonedelingen i lands-planudvalgets zoneplan af 1962. Den er li-geledes i slægt med byplanlæggernes opde-ling af byudviklingsinteresseområderne i in-der-, mellem- og yderzone. Disse systemati-ske lighedspunkter indebærer naturligvisåbenbare koordinationsmuligheder. Dels kanlandskabsplanlægningen indgå på enkelmåde som en sektor i landsplanlægningen,og dels kan den sammen med byudviklings-planlægningen give en sammenhængendezonation.

Det må imidlertid siges at være analysenshovedresultat, at det gennem den er muligtat komme frem til en række egnskarakteri-stiske områder. Disse kan groft opdeles i tokategorier :

1. Kyststrækninger med tilhørende baglandog ofte knyttet til et attraktivt vandom-råde.

Som det tidligere er nævnt, er så godt somsamtlige af vore kystområder af meget højlandskabelig karat, også internationalt set,og der knytter sig til dem en række megetstore rekreative interesser, især badning, op-hold, sportsfisken og sejlads. Yderligere vilkystområderne meget ofte indeholde overor-dentlig store geologiske, botaniske og zoolo-giske — især ornitologiske — interesser.

2. Områder ret jævnt spredt over landet, derindeholder en række interessekoncentra-tioner, og som hver for sig repræsentererdet egnskarakteristiske.

Denne opdeling fremtræder ikke skarpt over-alt. I adskillige tilfælde vil interesseområ-derne under 2. optræde i umiddelbar til-knytning til de under 1. nævnte kystområder.

For begge kategoriers vedkommende gæl-der, at centrale dele af områderne oftest eraf den højeste landskabelige karat, og at denlandskabelige værdi er faldende, efterhåndensom man bevæger sig bort fra disse »land-skabskerner«.

Nogle eksempler på egnskarakteristiskeområder af stor landskabelig værdi skal næv-nes.

Det er klart, at dele af Jyllands vestkyster af meget høj landskabelig værdi. En nøj-ere undersøgelse viser, at områder i Thy ogmellem Ringkøbing fjord og Ho bugt er demest alsidige.

Her skal ganske kort beskrives kystbræm-men fra Tipperne (i Ringkøbing fjord) inord til Skallingen i syd, som billedet erfremstået gennem landskabsanalysen. Land-skabeligt er denne egn yderst varieret, ogalle de landskabselementer, der er karakte-ristiske for den jyske vestkyst, er her repræ-senteret.

Man finder store klitområder, der næppefindes magen til langs hele den europæiskekystlinie. Der er udstrakte klitheder og sær-prægede bakkeøer. Kysttyperne variererstærkt fra den næsten oceaniske, brede, san-dede Vesterhavskyst til de marskagtigestrandenge ved Ho bugt og Ringkøbing fjord.Landskabets udnyttelse bidrager i høj gradtil at øge den naturgivne righoldighed. Klit,hede og strand brydes i vekslen mellem land-brug og store plantager. Netop denne alsi-dighed betinger områdets meget store rekrea-tive værdi, og der er rige opholds- og færd-selsmuligheder for almenheden på strand ogi plantager. Men inden for området er ogsåstærke videnskabelige interessekoncentratio-ner, der samtidig er af særpræget landska-belig vasrdi.

Tipperne er således en af vore vigtigstefuglelokaliteter, hvor der gennem en længereårrække er drevet en intensiv forskning. Sel-ve landskabet er næsten helt marskagtigt i

10

sin grønne jævnhed omgivet af Ringkøbingfjord.

Syd for Tipperne ligger Blåbjerg bakkeø,hvis gamle morænebakke gennem senere ti-ders sandfygning er blevet øget til et impo-nerende bakkedrag. Op til Blåbjerg støderden for størstedelens vedkommende udtørre-de Fiil sø's frugtbare slettejorder. Samspilletmellem Blåbjerg og Fiil sø er geologisk over-ordentlig interessant og af sjælden landska-belig skønhed. I den eksisterende rest af Fiilsø kan man atter iagttage et yderst rigt fugle-liv.

Endelig udgøres kystbræmmens sydlige af-slutning af Skallingen, der i botanisk hen-seende og på grund af sin dannelse er afinternational værdi.

Hele dette landskab udgør en enhed. Selvom klitterne vandrer, og kysterne ændres afvind og strøm, har det stadig været sandet,disse kræfter har arbejdet med. På trods afomskifteligheden har det derfor været detsamme mønster, landskabet har været for-met efter. I bronzealderen lå således det da-værende »Blåvands huk« inde i landet vedGrærup by, hvor det stadig rejser sig somen markant skrænt, og de tilhørende gamlekystlinier går herinde i landet parallelt medde nuværende. Fiil sø var dengang en hav-bugt, der ganske svarer til Ho bugt i dag.

Området har de primære kvalifikationer,man må forlange af en naturpark. Det eregnskarakteristisk, der er store rekreativemuligheder og videnskabelige interesser, ogdet udgør en sammenhængende helhed, hvorindenfor der dog er en tydelig differentationaf landskabelig værdi.

Fra Jyllands vestkyst kan man vende sigtil dets østkyst. En landskabsanalytisk be-tragtning vil her udpege flere områder afforskellig type som stærkt egnskarakteristi-ske. I det følgende er valgt at beskrive Molsbjerge. Det er et område af høj karat, somstår i stærk landskabelig modsætning til detbeskrevne vestkyst-område.

Den sydlige del af Djursland er den delaf Danmark, hvor istidens randmorænerpræger landskabet stærkest. Rækker af kon-forme bakkebuer dominerer ganske indlan-det og dettes horisont. Kysternes former føl-ger bakkebuerne. Bugter og vige er i slægtmed bakkerne gennem en fælles opståen,skabt af samme kræfter. Ligesom på vest-

kysten møder man i dette landskab et klartmønster for dets udformning. Men i langtvoldsommere former og af langt mere kon-stant karakter.

Mols bjerge med forlandet ud mod Æbel-toft vig og med overgangen til Tirstrup he-deflade i nord er det område på Syddjurs-land, der klarest viser det sammenhængendeisrandslandskab.

Den lette jord i bjergene har i vid udstræk-ning bevaret sin oprindelige vegetation. For-tidens så udbredte lyngbakker er her rigtrepræsenteret, selvom nåletræsbeplantningstadig reducerer lyngtæppets udbredelse.

Hele området giver videnskaben ganskesærlige muligheder og er et stærkt benyttetforskningsfelt først og fremmest for Århusuniversitet.

Det meget kuperede landskab, der afveks-lende er lyng- eller kratbevokset, bærer nåle-træsplantager eller drives i smålandbrug, eraf stor landskabelig skønhed efter klassiskdansk opfattelse. Det fremtræder fast og ho-mogent og vil være i stand til at imødekom-me vide rekreative behov også med hensyntil færdsel og ophold. De primære kvalifika-tioner for et naturparkområde er i høj gradopfyldt.

Som tredie eksempel på et naturparkom-råde bør nævnes den sydsjællandske skov- ogsøegn mellem Sorø, Bromme, Slagelse ogNæstved, en egn, der efter sit naturlige cen-trum benævnes Tystrup-Bavelse-området.

En meget stor del af Sydsjælland er jævntbølgede, gode jorder - typiske bundmoræne-flader er dominerende. Men fra Næstved-egnen over Tystrup-Bavelse, Sorø og Brom-me og videre mod nordvest træffes et langtmere dramatisk landskabsstrøg bestående afåse, dybe dale, langsøer og stejle skrænter. Idette landskab koncentreredes isens og van-dets kræfter sig i slutningen af istiden. Gen-nem de nuværende dale og søer strømmedeiselvene afsted og formede store dele af detsjællandske landskab.

De to hovedtyper af sydsjællandsk land-skabsform, det rolige bundmoræneland ogdet voldsomme langsø- og tunneldallandskabindeholdes i Tystrup-Bavelse-området, hvorde står meget klart overfor hinanden og viseret væsentligt kapitel af Sjællands tilblivel-seshistorie. Dale og lavninger er som sagtofte søfyldte, og Sjællands største å, Susåen,

I l l

har fundet sit leje i den største dalfure. Om-rådet er skovfyldt, overvejende med løvskov.De mange skovkomplekser er afbrudt, såvelaf landsbyjorder som af herregårdsmarker.Atter her møder vi det righoldige landskabmed den store rekreative værdi som afveks-ling, sø, å og skov giver. Det egnskarakteri-stiske er udpræget, det kulturhistoriske ind-hold vidt, gravhøje, oldtidsagre, voldsteder,kirker og herregårde er rigt repræsenteret.Også et alsidigt dyre- og planteliv er forhån-den. Det er ikke ejendommeligt, at de vi-denskabelige interesser er store. Man må at-ter her erkende, at en klar naturparkmulig-hed er til stede.

På trods af at de tre områder har megetforskellig karakter, når de alle samme høje,landskabelige værdi, vurderet på grundlag afen landskabsanalyse. Denne gør det muligtat nå frem mod en objektiv landskabsboni-tering, hvorudfra de mest dækkende, egns-karakteristiske områder kan udpeges.

Det zonerede landskabsbillede, som er re-sultatet af analysen, giver en ret regelmæssigmosaik landet over. De indre interessekon-centrationer viser sig at være ret jævnt for-delt, og kystområderne danner stort set enydre ramme. Ofte vil ådalssystemerne sam-menbinde interesseområderne til et storma-sket net.

Det er dette helhedsbillede af det åbnelandskab, som danner baggrunden for fore-stillinger om landskabsplanlægning på lands-basis.

IV. Befragtninger over analyseresultatet.Den beskrevne landskabsstruktur giver an-ledning til to grundbetragtninger. For detførste, at nødvendigheden af en landskabs-beskyttelse i det åbne landskab ikke er densamme overalt, og yderligere at beskyttelses-indsatsen vil kunne gradueres efter den zone-vise opdeling af landskabet. For det andet,at man — dersom man kun råder over be-grænsede muligheder for landskabsbeskyttel-se - først og fremmest bør udnytte disse in-den for de egnskarakteristiske områder samtkystområderne.

Disse grundtræk synes at vise, at de hidtilsædvanlige, mindre omfattende og spredtefredninger, der er blevet gennemført på

grundlag af ganske særlige — ofte æstetiskbetonede - fredningsværdier ikke bør væreden eneste form for landskabsbeskyttelse.Analysens resultat peger i retning af, at detenkelte områdes fredningsværdi fremover ilangt højere grad end tidligere må vurderesud fra dets placering i en landskabelig hel-hed.

Lignende resultater har været og er diri-gerende for landskabsplanlægningen i bl. a.England, Tyskland, Sverige og U. S. A. I dis-se lande holdes store, sammenhængende om-råder under landskabskontrol. — Sådanneområder benævnes som oftest national- ellernaturparker. I disse lande, hvor tanken omsikring af større, karakteristiske landskabs-områder er langt ældre end her i landet - iU. S. A. oprettedes den første nationalpark i1872 - kan man spore en udvikling i udval-get af de sikrede områder. De ældste sikrin-ger omfatter oftest landskaber, der efter den»klassiske« naturopfattelse kan karakteriseressom »dramatiske«, såsom bjerglandskaber ogsøområder. Men efterhånden som udvælgel-sen af nye områder er skredet frem, tegnertendensen i retning af at udpege det egns-karakteristiske overalt inden for landegræn-serne sig mere og mere tydeligt.

Denne udvikling kan måske bedst iagtta-ges i U. S. A., England og Tyskland. Mannærmer sig i disse lande stærkere og stærkereet resultat, der minder om det billede, dervil fremgå her i landet, dersom vore egns-karakteristiske områder sikres. Så vidt mankan forstå, går stærke bestræbelser i Sverigei ganske samme retning.

Man må således konstatere, at vi her ilandet har muligheden for at nå frem til etlignende resultat af landskabsplanlægningen- afpasset efter danske forhold - som er nåeti kulturstater, der på dette område er forudfor os.

Det skal nævnes, at man i Holland forsø-ger at fastlægge og oprette nationalparker udfra lignende synspunkter. Men man er herkommet senere i gang end i Tyskland ogEngland. Holland — der som bekendt er påstørrelse med Jylland - har i dag en befolk-ning på ca. 13 mill, mennesker og har i desidste 20 år gennemgået en rivende indu-striel udvikling, der stadig fortsættes. Dettehar givet til resultat, at en realisering af ensammenhængende planlægning er ganske

112

overordentlig vanskelig. Man sporer tydeligti den hollandske landskabsplanlægning, athovedformålet inden længe vil blive, at sikrehvad man kan af åbent landskab uden hen-syn til dettes landskabelige indhold.

Den valgfrihed, vi endnu har her i landet,er i Holland delvis gået tabt.

Ved landskabssikringer inden for de nævn-te områder samt gennem en udstrakt kyst-områdesikring vil det være muligt at bibe-holde et indtryk af det danske landskabsformrigdom.

Det skal dog stærkt understreges, at manikke gennem en sådan sikring fuldt ud kanvaretage de videnskabelige interesser ellerimødekomme kravene om bynære, rekreativeområder. For opfyldelsen af en fysisk ideal-plan vil derfor sikringer af mindre områderstadig være nødvendig fremover.

Det er imidlertid næppe muligt nu at ud-pege de ønskelige, tilstrækkelige naturpark-områder. Man må indskrænke sig til at på-pege, at de bør udlægges i de på grundlagaf en landskabsanalyse udvalgte egnskarak-teristiske områder for at kunne opfylde deresformål.

Årsagerne til dette forbehold er flere. Devæsentligste er følgende:

For det første er det meget vanskeligt atskønne over de rekreative behovs arealkrav.Disse kan næppe fastslås uden forudgåendeomfattende undersøgelser over det rekreativelivs mange ytringsformer og disses fordeling.Sådanne oplysninger er man kun i yderst rin-ge udstrækning i besiddelse af. Analysen afbefolkningens rekreative behov er her i lan-det i sin første svage begyndelse. Ganske an-derledes er forholdene i udlandet. Man kanher blot som eksempel henvise til den sven-ske betænkning vedrørende friluftslivet.

For det andet er vort nuværende land-skabsanalysemateriale af en for grov karak-ter til, at det kan benyttes til en detailleretzonedeling af det åbne land efter detteslandskabelige værdi. Også på dette områdemå et mere detailleret analysearbejde gen-nemføres landet over, før man nøjere kanudpege de mest egnede, mere afgrænsedenaturparksmuligheder.

Det i forbindelse med dette bilag fremlag-te oversigtskort over de egnskarakteristiskeområders beliggenhed er i ret væsentlig gradbaseret på fordelingen af de videnskabelige

interesser i landskabet. Gennem oplysningertilstillet først og fremmest fra nationalmu-seet, naturfredningsrådet og Danmarks geo-logiske Undersøgelse er et overblik opnået.Dette vidner om den store interesse, manfra videnskabens side har lagt for dagenfor centralt at kunne nå frem til retnings-linier og give et grundlag for en rationellandskabsplanlægning. Et fortsat samarbejdemellem videnskaben og landskabsplanlægnin-gen vil være af den største betydning. Det vilikke alene være nødvendigt for selve plan-lægningen, men også for planernes gennem-førelse og ikke mindst for plejen af udvalgteområder.

Det skal yderligere stærkt understreges, atså godt som alle fredningsplanudvalg i dagsøger at nå frem til detaillerede analyser afderes områder. Et par fredningsplanudvalg,hvis områder begge indeholder store land-skabsattraktioner - bl. a. omfattende kystom-råder - og naturligt derfor også var udsatfor stærkt sommerhuspres, udformede tidligten omfattende metodik for fredningsplanlæg-ning. Disse søgte at opfylde deres hovedop-gave, udpegningen af fredningsplanområder,udfra helhedsbetragtninger over deres ar-bejdsområders landskabelige mulighedersammenholdt med befolkningens rekreativekrav og videnskabens behov. Man opnåedeefterhånden at opstille generalplanskitser forde pågældende områder. Gennem et alsidigtlandskabeligt analysearbejde nåede man fremtil en differentieret fredningsmæssig bonite-ring af arbejdsområderne i deres helhed.Denne planlægningsform blev animeret fraministeriet for kulturelle anliggenders side,jfr. ministeriets kommentar til zoneplanen af1962.

Gennem de senere år er lignende syns-punkter med hensyn til landskabsplanlæg-ningsarbejdet trængt igennem i langt de fle-ste fredningsplanudvalg. I løbet af en kor-tere årrække må man forvente, at frednings-planudvalgene vil blive i stand til at gen-nemføre generalplanskitser over størstedelenaf landet efter principper, der stort set erensartede og samstemmende med de i dettebilag beskrevne. For at fremme dette arbejdeog give det den bedste kvalitet vil det væreønskeligt, om videnskaben i højere grad, enddet nu er tilfældet, fik lejlighed til at del-tage i den lokale landskabsplanlægning.

113

De hidtidige resultater af dyberegåendelokale landskabsanalyser har klart gentegnetde principper, som fremgår af den groverelandsomfattende strukturplan.

Det har endvidere vist sig i praksis, atfredningsplanudvalgenes generalplanskitser ihøj grad er anvendelige - og nødvendige -for koordineringen med andre planlægnings-områder, der søger at regulere den øvrigejordbenyttelse.

Dersom det nuværende landskabsplanlæg-ningsarbejde fortsættes efter de nævnte ho-vedlinier, vil man indenfor en nærmere frem-tid være i besiddelse af et fredningsplanma-teriale, der gennem sin zonevise, koncentri-ske opbygning vil kunne bidrage meget væ-sentligt til en smidig afvejning af problemer-ne omkring det åbne lands fremtidige udnyt-telse. Ikke mindst vil dette gælde ved udvæl-gelse af naturparkområder, omgivet af sik-ringszoner.

V. De nuværende mulighederfor at realisere naturparktanken.

Selv om det ikke nu er muligt at angivestørrelse og antal for de nødvendige natur-parker, kan et planmæssigt arbejde for op-rettelse af sådanne områder i ret udstraktgrad gennemføres.

Som omtalt i betænkningen (side 81 f og87) har man igennem de senere år med godtresultat stræbt for at sikre et 12.000 ha stortareal på Midtsjælland, Tystrup-Bavelse-om-rådet, således at dette i fremtiden kan udbyg-ges og fungere som naturpark.

At dette område blev udvalgt, havde sær-lig tre årsager:

For det første er området landskabeligtmeget indholdsrigt, og det er gennem land-skabsanalysens resultater da også placeret ihøjeste fredningsværdi.

For det andet indeholder området storearealer, der er sikrede på forskellig vis, førstog fremmest omfattende fredskovsarealer,hvoraf en stor del er i offentlig eje. Der fore-ligger således gennem naturfredningslovensbestemmelser en udstrakt offentlig adgang tilbetydelige, sikrede skovarealer. Yderligereomfatter området store søarealer, der trodsvandindvindingsinteresser må anses for atvære stærkt beskyttede. Hertil kommer, at

den mest omfattende godsfredning i landet- Næsbyholm-Bavelse-fredningen - indtageren central plads inden for området. Gen-nem denne fredning er almenhedens adgangudvidet betydeligt udover de muligheder, deoffentligt ejede arealer kan byde. Endeligskal omtales, at de såkaldte fredningsbræm-mer langs skove, søer og jordfaste fortids-minder m. v. som et resultat af områdetskarakter og indholdsrige sammensætningkorresponderer stærkt indbyrdes og omfat-ter meget store arealer. Forårsaget af disseforskelligartede former for eksisterende land-skabsbeskyttelse var det muligt gennem i sigselv omfattende fredninger, der dog blot om-fatter ca. 10 % af det samlede område, atsammensvejse et meget værdifuldt landskabtil en sikret enhed.

For det tredie er området beliggende så-ledes, at det fra København og Sjællandsøvrige bybebyggelser kan benyttes endog tiléndagesbesøg. De planlagte motorveje vil,når de realiseres, yderligere bestyrke dennebeliggenhedsværdi.

Ud fra erfaringerne fra Tystrup-Bavelse-området har det været naturligt at under-søge, hvorledes vore forskellige arter af land-skabssikringer fordeler sig landet over, oghvorledes denne fordeling samstemmer medresultatet af landskabsanalysen.

De offentligt ejede arealer, der overvejen-de falder på statsskovbruget, klitdirektoratetog forsvaret, indeholder for de to førstes ved-kommende store rekreative muligheder, derudnyttes udstrakt af befolkningen. De af for-svarsministeriet ejede arealer er omfattendeog kan meget vel tænkes at udgøre en re-kreativ reserve.

For de offentligt ejede arealer som helhedkan siges, at de indeholder store landskabe-lige værdier, og at et flertal af dem er be-liggende således, at de naturligt vil kunnestøtte oprettelsen af værdifulde naturpark-områder.

Som eksempel kan nævnes det side 109 fomtalte Vestkystområde fra Ringkøbing fjordtil Ho bugt, hvor klitdirektoratets og for-svarsministeriets omfattende ejendomme -forøvrigt støttet af klitfredning og alleredegennemførte fredninger i henhold til natur-fredningsloven — giver en iøjnefaldende mu-lighed for at opbygge et yderst værdifuldt ogegnskarakteristisk naturparkareal. Ganske

114

lignende forhold gør sig gældende i heleThy's kystområde og på Skagenegnen.

Der kan for Jyllands vedkommende end-videre nævnes, at Ulfborg og Feldborg stats-skovdistrikter ligeledes kan bidrage til op-bygningen af værdifulde naturparker. Yder-ligere kan fremhæves statsskovenes betydningfor Rold-området, Viborg-området samt Sil-keborg-Karup-området.

For Fyn og Sydhavsøernes vedkommendespiller statsejendommene så godt som ingenrolle.

På Sjælland er de nordsjællandske stats-skoves betydning helt afgørende for mulighe-den af etablering af naturparker. To områderkan særlig nævnes, nemlig Gribskov-Arresø-Tisvilde-området og Farumegnens tunneldal-landskab.

Til slut skal fremhæves, at store dele afdet indre Bornholm - en ø, der så godt somi sin helhed er af naturparkstandard - be-står af statsskov og kommuneplantager.

Om statsejendommenes betydning for op-rettelse af naturparker kan således siges, atdisse ejendomme kan støtte sikring af et be-grænset antal værdifulde områder megetstærkt; men det skal fremhæves, at en ræk-ke andre områder af høj kvalitet, som om-råder på Djursland, store dele af Sønder-jylland, Fyn og Lolland-Falster kun inde-holder ubetydelige statsejede arealer.

De privatejede fredskove optræder for enstor del som led i mere eller mindre sam-menhængende skovkomplekser. De tilhører iudstrakt grad store ejendomme og vil megetofte kunne støtte centrale dele af naturpark-områder på samme måde, som det er til-fældet for Tystrup-Bavelse-parkens vedkom-menle.

Som eksempler herpå kan nævnes Rold-skov-komplekset og Silkeborg-området, hvorde private skovejendomme supplerer stats-ejendom. På Fyn findes større samlinger afprivate fredskove, der falder inden for deønskelige naturparkområder. Det samme gæl-der Jyderup-egnen, Hvalsø-Skjoldnæsholm-området samt store dele af Sydøstsjælland.

En vis form for landskabelig sikring opnåsalene gennem eksistensen af vore større land-ejendomme, idet man vel må anse disse fori det store og hele at være økonomisk bære-kraftige landbrug, der fortsat vil blive opret-holdt. En meget stor del af disse ejendomme

optræder ret samlet og knytter sig til landetsskovområder eller til andre værdifulde land-skaber, som ifølge landskabsanalysen egnersig for naturparker.

Langt de fleste af disse foran omtalte »sik-ringskoncentrationer« viser sig at falde indenfor de mest værdifulde landskabelige områ-der. Dette betyder, at man i nogen udstræk-ning gennem supplerende fredninger - mereeller mindre varigt - kan sikre større værdi-fulde landskabsenheder.

Det skal dog understreges, at man ikkepå dette grundlag alene kan opnå en fuld-gyldig og tilstrækkelig landskabsrepræsenta-tion.

Der skal endelig gives nogle eksempler på,hvilken betydning naturfredningslovens så-kaldte fredningsbræmmer har for landskabs-sikring inden for naturparkområderne.

Vore stærkest kuperede tunneldalområder,som Farum-egnen, Tystrup-Bavelse-området,Hald-Viborg-området og søområdet ved Sil-keborg, fremviser et landskabeligt miljø, hvorskov, sø og å er stærkt repræsenterede, oghvor fredningsbræmmerne derfor støtter hin-anden. Herved ydes der en vis landskabssik-ring netop koncentreret i yderst værdifuldeområder.

En lignende stærk indbyrdes støtte mellemfredningsbræmmerne fremtræder ret udstrakti det sydøstlige Danmark, hvor vore mangekystskoves fredningsbræmmer samarbejderværdifuldt med strandbyggelinien.

Der kunne gives adskillige andre eksemp-ler på, at vore fredningsbræmmer virker sær-ligt stærkt i de mest værdifulde landskabs-områder. Bræmmernes eksistens må anses fori væsentlig grad at have bidraget til, at vitrods de senere årtiers hurtige udvikling end-nu står nogenlunde frit i den landskabeligeplanlægning, som omtalt i afsnit IV.

Ud fra de eksisterende landskabssikringeraf forskellig værdi kan fastslås, at der fore-ligger muligheder for at sikre en del af denaturparker, som landskabsanalysen kanpege på. Men det må fremføres, at den prak-tiske mulighed for tilstrækkeligt hurtigt atgennemføre det nødvendige analysearbejdenæppe er fuldt sikret.

Fredningsplanlægningens personale ernæppe tilstrækkeligt til at bearbejde natur-parkmulighederne i dette fornødne tempo,og har næppe heller kapacitet til at gå ind

115

i det for denne opgaves løsning nødvendigekonstante samarbejde med andre planlæg-gende myndigheder. Planlægningen inden forby- og industriudviklingen og inden for tra-fik- og eludviklingen beskæftiger mange kva-lificerede folk, der har haft hovedopgaverinden for deres speciale. De nærliggende op-gaver inden for fredningsplansektoren harhidtil for en stor del måttet koncentrere sigom at afværge angreb på de allervigtigstelandskabsområder og har herved ikke kunnetafsætte tilstrækkelig tid for løsning af deegentlige planlægningsopgaver.

Det er ovenfor fremhævet, at en del afnaturparkområderne vil kunne sikres gen-nem fredninger. Disse fredninger vil væreforholdsvis små - sammenlignet med arealetaf de mulige sikringsområder. Men de vilunder den eksisterende lovgivning ikke kun-ne gennemføres tilstrækkeligt hurtigt til atimødegå den almindelige udviklings stigendepres på landskabet, hvis ikke betydeligt stør-re erstatningsbeløb end de nuværende er tilrådighed.

København, den 26. april 1967.

Sten Bjerke.

STATENS NATURFREDNINGS- OGLANDSKABSKONSULENT

Bilag 5 b.

OVERSIGTSKORT OVERFREDNINGSINTERESSEOMRÅDERNES FORDELING

Det vedføjede kort over Danmark er etskitsekort, der viser en opdeling af det by-frie land i tre landskabelige boniteringsgra-der. Indlagt på kortet er yderligere større by-områder.

Byer m. 3000 indb. og derover (fladesigna-tur) vist på Geodætisk instituts kort 1961.

Bydannelser i forbindelse med større byer(priksignatur), oplyst i Statistisk Årbog 1967.

Byer m. 2000 indb. og derover (priksigna-tur), oplyst i Statistisk Årbog 1967.

Forud for dette skitsekort er gået flere an-dre udkast. Gennem udstrakt bistand først ogfremmest fra Nationalmuseet, fra DanmarksGeologiske Undersøgelse og fra Vildtbiolo-gisk Station var det gørligt for nogle år sidenat opnå et vist overblik over muligheden forat gennemføre en landskabsbonitering på ba-sis af exakte oplysninger om de respektivesærlig vigtige interesseområder. Siden er derfremskaffet yderligere oplysninger om de vi-denskabelige interesser. Dette er sket gennemet samarbejde mellem Naturfredningsrådet,Statens naturfrednings- og landskabskonsu-lent og en gruppe videnskabsmænd omfat-tende geologer, geografer, botanikere og zoo-loger, jfr. Naturfredningsrådets udtalelse af28. april 1967. Yderligere har geologen, cand.mag. A. V. Nielsen bidraget væsentligt veden fornyet gennemgang af de geologiske inter-esser.

Der forelå såvel et naturvidenskabeligt somet kulturhistorisk grundmateriale - også afkartografisk art — som er indgået i det frem-stillede boniteringskort.

Parallelt med indsamlingen af det viden-skabelige materiale er der - særligt med bi-stand fra fredningsplanudvalgenes sekretari-ater - foretaget en lignende indsamling af op-lysninger om fordelingen af landskabets re-kreative muligheder. Disse to grupper af ma-teriale er da sammenholdt og har i udstraktgrad vist sig at give sammenfaldende resultat.

Derefter er dette resultat, der fremtrædersom en grov landskabelig bonitering, sam-menarbejdet med de eksisterende forskellig-artede landskabssikringer, det har været mu-ligt at registrere kartografisk. Der er her ta-get hensyn til følgende: Fredningernes, fred-skovenes og statsejede og andre offentligeejendommes beliggenhed samt større land-ejendommes og egentlige godsers fordeling.Endelig er i nogen grad ejendomsskyldens va-riation i landet taget i betragtning som ud-tryk for jordens større eller mindre anvende-lighed som landbrug.

Sammenstillingen af det nævnte grundma-teriale, der i ret høj grad har måttet hvile påskønsmæssige betragtninger, er foretaget afkonsulentembedet, som således er ansvarligtfor det fremstillede korts anvendelighed.

På kortet er som nævnt indlagt tre landska-belige boniteringszoner:

I. Land/vandområde af særlig interesse.II. Land/vandområde af interesse.

III. Land/vandområde uden særlig inter-esse.

Trods den grove opdeling viser kortet sand-synligvis to vaisentlige ting; for det første in-denfor hvilke områder det kan være berettigetat udlægge naturparker, og for det andet hvoret tilstrækkeligt naturparkareal kan indehol-des.

En betragtning af zone I viser, at dennesfordeling er meget jævn landet over. Natur-parkhensynene vil derfor spille en rolle over-alt inden for den almene planlægning. Gen-nem yderligere detailbonitering og hensynta-gen til områdernes beliggenhed i forhold tileksisterende bysamfund og relation til andenplanlægning vil det være gørligt nøjere at af-grænse de mulige naturparkarealer herinden-for.

Gennem en samlet hensyntagen til et om-rådes landskabelige bonitet, dets sikringsmu-

117

lighed og dets beliggenhed kan opstilles enprioritetsrække for de ønskelige naturparkom-råder. En planmæssig arbejdsgang vil kunneoplægges tidsmæssigt og økonomisk.

Sluttelig skal nævnes de væsentligste af dekilder, ud fra hvilke det landskabelige boni-teringskort er sammenstillet.

1) Oversigt over arkæologiske og historiskeinteresser, udarbejdet af Nationalmuseet.1963.

2) Oversigt over geologiske interesser, ud-arbejdet af Danmarks Geologiske Under-søgelser ved cand. mag. A. V. Nielsen.Nov. 1966.

3) Oversigt over vildtbiologiske interesser,udarbejdet af Vildtbiologisk Station.Marts 1963.

4) Oversigt over botaniske interesser, udar-bejdet af cand mag. Tyge Christensen.1966.

5) Oversigt over ferskvandsbiologiske inter-esser, tilstillet af professor, dr. phil. K.Berg. 1966.

7) Oversigt over »Større danske Fugleloka-liteter« udarbejdet af læge Lorenz Fer-dinand. 1967.

8) Oversigt over geografiske interesser, ud-arbejdet af magister H. Kuhlmann. 1966.

9) Oversigt over almene naturvidenskabeli-ge interesser, udarbejdet under ledelse afdirektør, magister A. Schiøtz i samarbej-de med naturfredningsrådet. 1966.

10) Landskabeligt / rekreativt oversigtskort,udarbejdet på basis af oplysninger frafredningsplanudvalgenes sekretariater.1964.

11) Oversigtskort over Skovene. 1967.12) Oversigt over Statsskovenes Ejendomme.

1967.13) Oversigtskort over Klitdirektoratets ejen-

domme. 1965.14) Oversigtskort over Hedeselskabets ejen-

domme. 1965.15) Oversigtskort over Forsvarsministeriets

ejendomme. 1965.16) Oversigtskort over Kommunernes ejen-

domme (ufuldstændigt). 1966.17) Oversigtskort over større landejendom-

mes beliggenhed. 1967.18) Oversigtskort over større godsers belig-

genhed. 1967.19) Oversigtskort over ejendomsskyldvurde-

ringen. 1964.

xNATURFREDNINGSRÅDET Bilag 6.

28. april 1967.

OM NATURPARKER I DANMARK

Det fremgår såvel af naturfredningslovensom af naturfredningskommissionens be-tænkning (kap. I) at selve motiverne tilfredning, ønskerne om at bevare en eller an-den del af landet i »urørt« tilstand, groft setfalder i 3 grupper:

a) rent videnskabelige hensynb) undervisningsmæssige hensyn (herunder

også mulighed for fritidsbeskæftigelse foramatør-videnskabsmænd)

c) hensynet til mulighederne for frit at kun-ne færdes i åbent og naturskønt land-skab.

Dette er nærmere uddybet i den redegø-relse for etablering af »naturparker«, mini-steriets konsulent har fremsat i betænknin-gens bilag 5.

Hovedtanken i denne redegørelse er, atman ved en alsidig analyse af landet kan nåfrem til en række »egnskarakteristiske om-råder«, der - sammen med analyser og over-vejelser af anden art — kan indgå i en virke-lig landsplanlægning. Konsulenten giver isin redegørelse en række eksempler på så-danne egnskarakteristiske områder af storlandskabelig værdi.

I visse af de principper, der ligger tilgrund for naturparktanken, og i de eksemp-ler, der fremføres, bygges der på overvejelseraf naturvidenskabelig art, hvorfor naturfred-ningsrådet skal fremkomme med følgende:

Indledningsvis skal rådet bemærke, at uan-set om tanken om naturparker skulle bliveknæsat i en kommende naturfredningslov,må det være selvklart, at muligheden for atgennemføre andre fredninger af videnskabe-lige og undervisningsmæssige hensyn udenfor naturparkerne (jfr. den nugældende lovs§ 1, stk. 1) stadig må være tilstede.

Fredning efter naturparktanken vil nor-malt kun kunne gennemføres efter en på for-

hånd lagt plan, selv om denne plan måskekun kan være en tilnærmelse til noget øn-skeligt, og selv om den ofte vil kræve supple-ment i form af arealkøb eller fredning afsærlige lokaliteter. En planlægning af denneart kræver derfor en nøje analyse og gen-nemgang af såvel fredningsønsker som fred-ningsmuligheder, alt som beskrevet af kon-sulenten, og som det allerede i større ellermindre omfang udføres af de eksisterendef redningsplanudvalg.

Udpegningen af sådanne større områdermå naturligvis være en opgave for egentligeplanlægningsorganer, men det er et klart øn-ske fra videnskabelig og undervisningsmæs-sig side, at naturparkerne kommer til at om-slutte et eller flere områder, der fredes forat bevare de rene naturværdier, især flora ogfauna.

Det må naturligvis være ønskeligt for lov-givningsmagten og administrationen af lan-dets naturværdier nogenlunde at vide, hvor-dan fredningsønsker eller -planer af dennetype kan se ud, og hvor store dele af landet,det kan dreje sig om.

Naturfredningsrådet har derfor i samar-bejde med konsulenten i foråret 1966 nedsaten arbejdsgruppe af sagkyndige med den op-gave: »at udarbejde en oversigt over natur-videnskabeligt værdifulde områder i Dan-mark«. Det er klart, at sådanne »områder«ikke kan karakteriseres af een videnskabs-gren eller eet videnskabeligt hensyn; man harderfor - i overensstemmelse også med de tan-ker, der er fremført af konsulenten - søgt atfremdrage områder, der rummer frednings-værdige elementer fra så mange af natur-videnskabens grene som muligt.

Heri er der ikke noget søgt, men tvært-imod noget helt selvfølgeligt: det levende,planter og dyr, er afhængigt af det terræn,hvori de lever; og jo mere varieret dette ter-

119

ræn er, jo flere levemuligheder vil der værefor planter og dyr, der kræver specielle kår.Normalt vil derfor et geologisk afvekslende— og dermed værdifuldt — terræn også væreværdifuldt i botanisk og zoologisk henseende.

Sådanne større områder eller landskabervil derfor »af sig selv« omfatte mange ele-menter, der enten allerede er fredede ellerburde fredes af videnskabelige og undervis-ningsmæssige hensyn, ligesom de netop pågrund af deres store afveksling også vil være»smukke« og tiltrækkende som ferielandska-ber. — At de ofte tillige vil rumme store vær-dier af kulturhistorisk art, nævnes som etyderligere plus.

Arbejdsgruppen har bestået af følgendemedarbejdere:

Kristian Arevad, cand. mag., Statens Skade-dyrslaboratorium

Frank Bregnballe, mag. scient. Universitets-lektor, Danmarks Fiskeri- og Havunder-søg.

Jens Böcher, mag. scient.Tyge Christensen, cand. mag., Lektor, Uni-

versitetets bot. Laboratorium, KøbenhavnLorenz Ferdinand, Læge, OrnitologJørgen Fog, cand. mag., Vildtbiol. Station,

RøndeNiels Peder Kristensen, stud. mag., Zoolo-

gisk museumHans Kuhlman, cand. mag., Lektor, Uni-

versitetets geogr. Institut, KøbenhavnSimon Lægaard, cand. mag., Lektor, Uni-

versitetets bot. Institut, ÅrhusArne Vagn Nielsen, cand. mag., Danmarks

geologiske UndersøgelseArne Schiøtz, cand. mag., Direktør, Dan-

marks AkvariumJens Thorup, cand. mag., Universitetets

Ferskvandsbiol. Laboratorium, HillerødSøren Ødum, cand. mag., Afdelingsleder,

Dendrologisk Afd., Landbohøjskolen.

Arbejds-gruppens medlemmer har ikke ale-ne ydet deres arbejde ud fra personlig viden,men de har alle i høj grad kunnet inddrageden viden og det kendskab til landet, derfindes samlet i deres institutioner.

Som resultat af sine overvejelser har ar-bejdsgruppen fremlagt en skitsemæssig oguforbindende oversigt over egne i Danmark,hvor muligheden for at tilvejebringe »natur-parker« med et alsidigt indhold er til stede.

Oversigten - der udtrykkelig må betegnessom en tilnærmelse - er ledsaget af et kort,der følger som bilag, og den ledsages yder-ligere af en række meget udførlige special-rapporter, der vil blive opbevaret af Natur-fredningsrådet til brug ved kommende plan-lægningsarbejder :

1. Større danske Fuglelokaliteter, af L. Fer-dinand

2. Entomologisk detailrapport af K. Arevad,J. Böcher og N. P. Kristensen.

3. Geologisk detailrapport af Arne VagnNielsen.

4. Geografisk detailrapport af H. Kuhlmann.5. Kort over botanisk vigtige lokaliteter i

Danmark, af Tyge Christensen.6. Tabellarisk oversigt over, hvilke vegeta-

tionstyper der er nogenlunde godt repræ-senterede indenfor de på kortet skraveredeområder, af Tyge Christensen.

Oversigten omfatter områder, der må ka-rakteriseres som naturvidenskabeligt værdi-fulde, og som samtidig opfylder kravene tilet »smukt« ferieland. Rådet vil for sit ved-kommende understrege, at hvis tanken om»naturparker« i princippet accepteres, udgørdisse landskaber områder, hvor indgreb ilandskabet, udover land- og skovbrug somhidtil, ikke bør ske uden naturvidenskabeligrådgivning.

Oversigt over naturvidenskabeligtværdifulde områder i Danmark.

1. Frederikshavn-Skagen.

Marint forland med bl. a. afspærringssøer,hævede strandvoldssystemer, Danmarks stør-ste vandreklitter og stensletter, samt denlandskabeligt vigtige overgang til de sengla-ciale marine og de egentlige istidslandskaber.Området er ideelt for forskning af sandflugtog klitdannelse og er botanisk værdifuldtved det rigt varierede klithedeparti medmange fugtige lavninger og rigelig repræ-sentation også af sjældnere typer. Den til denævnte vegetationstyper knyttede insektfau-na er vel repræsenteret. De store undersøiskestenrev omkring Hirsholmene har landets ri-geste havalgevegetation. I området findes enstor og; righoldig fuglefauna, særlig på hede-moserne og i strandengene, ligesom der træf-

120

fes store koncentrationer af rastende træk-fugle i den nordlige del. Den stadige skiftenmellem magre sandrygge og tørvedækkedestrøg - det såkaldte rimme-doppe system,som her er klart udviklet over meget storearealer - giver jordbruget et specielt præg.

2. Læsø og Anholt.Læsø og tildels også Anholt har kraftig land-tilvækst, som muliggør studiet af den post-glaciale og recente kystdannelse. Øerne eralsidigt eksponeret for vind og vejr i mod-sætning til de fleste andre kystlandskaber.»Ørkenen« på Anholt er et egenartet klit-terræn.

Udstrakte lichen (lav)-heder findes på Øst-Anholt og langs nordkysten af Læsø. Gam-melt strandvoldssystem (Sigene) på Vest-Læsø med særpræget og interessant vegeta-tion. Øerne har interesse for spredningsøkolo-giske studier. Store ynglepladser for koloni-rugende kyst- og havfugle med arter, somikke, eller kun i ringe tal findes andre steder(stenvender, ride, svartbag, tejst, skærpiber).På den sydligste del af Læsø danner kysten,engene og hederne et af de største samledeynglearealer i landet for måge-, ande- ogvadefugle. Koncentrationen af småfugle itræktiden på Anholt er af international be-tydning. Desuden er der store koncentratio-ner af rastende vade- og andefugle langskysterne.

3. Vejlerne-Bulbjerg-Vestthy.Område med højtliggende kalk- og kridtfor-mationer med særprægede erosionsfænome-ner og gamle kystklinter. Udstrakte marineflader af stærkt varieret udformning, langskysten store klitområder bl. a. med veludvik-lede parabelklitter.

I Vestthy et højtliggende, gammelt istids-landskab med særprægede terrænformer. In-gen andre steder i Danmark har man, som iVestthy, så stort et sammenhængende områ-de, hvor to så forskellige landskabstyper mø-des; mod vest ligger det magre klitlandskabmed parabelklitter, værnskove og et specieltkystfiskeri, mod øst det frodige, velopdyrkedemorænelandskab.

Afvekslende vegetationstyper på forskelligteksponerede skrænter, dels på kalk- dels påmorænebund. De nord- og vestvendte harlighedstræk med arktiske typer. I området er

klitheder med Danmarks rigeste repræsenta-tion af klitsøer og udtørrede fladvande. Modnord den eneste typiske karstsø (rene kalk-sø) i Danmark. En righoldig insektfauna erknyttet til de botanisk særprægede lokalite-ter. Særlig bemærkelsesværdigt er, at en ræk-ke almindelige danske sommerfugle her op-træder i særlige kystracer. I hedesøer og he-demoser yngler en række fuglearter, der idagkun får deres biotopkrav tilfredsstillet få an-dre steder i landet (trane og hjejle). På Ag-gertangen specielle terræntyper med megetstor bestand af ynglende ande- og vadefugle.

Vejlerne, de inddæmmede havbugter ogvige, er skabt ved en delvis opgivet afvan-ding. Her er et af Nord-Europas bedste yng-leområder for grågæs, ande- og vadefuglesamt Danmarks bedste ynglelokalitet for kær-høg og rørdrum.

Desuden fældningskvarter for grågæs ogandefugle fra ind- og udland. Yderst vigtigrasteplads på den vestdanske trækvej for an-defugle og vadefugle. God odderbestand.Den historiske sandflugt i 1500-1700 tallet,dens bekæmpelse og klitplantagernes anlæg-gelse er især studeret i disse egne.

4. Vestlige Limfjord.Vekslende morænelandskab omkring et for-grenet system af fjorde og sunde med mangeerosionsprægede kyster af international in-teresse.

Botanisk værdifulde sump- og mosetyperi Brokær-tunneldalen. Stenet kyst med rigalgeflora. På fjorden findes mange ikke-yng-lende dykænder og på engene ynglende vade-og mågefugle.

5. Himmerland.Morænelandskab med veludviklede tunnel-dale og tilhørende terrassedannelser og storesærprægede erosionsformationer. Højtliggen-de kridt er ophav til udstrakte kildeområdermed Nord-Europas største enkeltkilder, hvor-til er knyttet en enestående fauna. OvtrupHede ligger på en sandet og forblæst moræneog er Danmarks eneste store hede på yngremorænebund, med en rig repræsentation afhedeinsekter. I området findes søer af for-skellig type, bl. a. Danmarks største ekstremtsurvandede sø. I Rold skovområdet en sjæl-den kalkbundsflora (bl. a. orkidéen Frue-sko).

121

Ulvedybet er et internationalt betydnings-fuldt rastepladsområde for vade- og ande-fugle. På strandenge yngler ande- og vade-fugle i stort antal. I Sebbersund og landska-bet deromkring rastende flokke af dyk- ogsvømmeænder.

I den østlige del af området på de lavelitorinaflader Danmarks bedst bevarede høj-mose med stor bestand af kronvildt og enrække af højmosens specielle fuglearter (tra-ne, urfugl og storspove). Mange rovfugleyngler i Rold Skov. I Sebbersund-OvtrupHede området har sandflugten og jordfyg-ningen på de tørre morænebakker sat megetsnævre grænser for opdyrkningen; mange fel-ter har ikke været agerland mellem jernal-deren og nyeste tid.

I Ulvedybet har nykultiveringen af områ-dets store marine flader mødt alvorlige van-skeligheder på grund af rå jordbund og dår-lige grundvandsforhold. Disse vanskelighederhar demonstreret det lokalgeografiske miljøsbetydning for planlægning af landsudnyt-telse.

Mellem Rold Skov og Den lille Vildmoseer den landbrugsmæssige bebyggelses terræn-afhængighed nøje undersøgt og velegnet tildemonstration. Vildmosen har store arealermed et specielt udnyttelsesmønster: tørve-skær, sommergræsning og nyetablerede agre.

6. Viborgegnen.

Landskab præget af tunneldale med lang-søer, af store smeltevandsdale og af hede-sletter, der tilsammen giver det klassiske bil-lede af den danske landskabsudvikling. VedHald findes et enestående tunneldal-hede-slettelandskab af international karat, og iFlyndersø-området et særpræget floddals-landskab med dødishuller og veludvikledeterrasser.

Kystdannelsen i Hjarbæk Fjord er et for-trinligt studieobjekt, fordi Virksunddæmnin-gens indflydelse på kystudviklingen kan af-sløre vigtige faktorer i de geomorfologiskeprocesser. På skrænterne af tunneldalene fineegeskove med rig insektfauna. Flere steder itunneldalene findes væld med en artsrig flo-ra. Store strækninger med tyttebærhede påhedeslette, med god urfuglebestand. Mangeynglende sump- og mosefugle i mindre mo-ser, ved Skallesø, Flyndersø og SønderlemVig. Ved Tjele Sø rastende sædgæs. I de

gamle kalkgruber ved Mønsted Danmarksvigtigste overvintringssted for flagermus.

Israndslinien danner et skarpt skel mellemforskellige dyrkningsmønstre. På hedeslettensyd for israndslinien var de få gamle gård-bebyggelser knyttet til smeltevandsdale i Al-heden. Bl. a. ved hjælp af »kartoffeltysker-ne« kom kolonisering i stand 1759, og i dager hedesletten, bortset fra Mindeparken, vel-kultiveret. Nord for israndslinien er sket envældig skovrejsning på de sandede moræne-bakker, men udnyttelsesgraden er stadig fal-dende. Rosborg Sø fremviser en mislykketudtørring.

7. Nissum Fjord — Ulf borg-området.Karakteristisk bakkeø-hedeslettelandskab.Bakkeøer med de gamle stærkt udjævnedelandskabsformer fra før sidste istid, omgivetaf udstrakte smeltevandssletter. Strækninger-ne øst for Ulfborg rummer landets størstearealer med indlandsklitter vekslende med enkarakteristisk, veludviklet hedevegetation.

Disse store områder er i de sidste 100 årudviklet fra fattige ødemarker til storskove.Den oprindelige bebyggelse fandtes kunlangs bakkeøens åløb. Stadil Fjord har væretudsat for flere landvindingsforsøg, hvoraf in-gen har overvundet det sandede miljø. I om-rådet findes Danmarks største bestand afvår-kobjælde. I plantageområderne kron-hjortebestand og på hederne urfugle. Nis-sum Fjord har international betydning forandetræk og overvintrende ande- og vade-fugle (vigtigste danske rasteplads for lys-bugede knortegæs og vigtig rasteplads for pi-besvane). Et meget stort antal ynglende fug-le i de store engsump- og rørskovsområder.

8. Djursland-Mols.

Et område med mange vigtige, såvel gla-cialt- som smeltevands- og marint betingedelandskabselementer (israndsbakker, tunnel-dale, smeltevandsdale og -sletter, marine slet-ter og havskabte klinter), hvortil er knyttetet stærkt nuanceret plante- og dyreliv, spe-cielt forekomsten af en varmekrævende floraog insektfauna.

Gode eksempler på inverteret landbenyt-telse: De lave områder og de talrige moserer blevet stadig bedre udnyttet, mens dehøjere, sandede partier er tilplantet og delvisforladt.

')•)

9. Midtjyske søområde.Et storslået landskab, der er præget af dybtnedskårne tunneldale med langsøer og deresafløb mod vest over hedesletten, af Gudenå-systemets store smeltevandsfloder og afskrænternes markante udformning. Desudenomfatter området landskaber omkring vand-skellet mellem Gudenå og Skjern Å i dengamle tunneldal og langs hovedisrandslinien.I området findes talrige søer, hvoriblandtDanmarks eneste større søer med helt rentvand foruden en række søer tilknyttet Gu-denåsystemet af den almindelige næringsri-gere type. Næsten alle indlandsbiotoper meddertil hørende insektfauna er repræsenteret,særligt kan fremhæves birke- og aspeskove.Området rummer gode og varierede biotoperfor fugle, f. eks. omfattende enge, nåleskove,løvskove, lyngbakker, søer med deres rand-bevoksning og holme m. m. med bl. a. sort-strubet lappedykker, isfugl, skovsneppe ogrovfugle.

Der er tydelig modsætning mellem dale-nes veludviklede smeltevandsterrasser, hvorden magre jordbund er benyttet til nåle-træsplantager og feriebebyggelse, og moræ-nebakkernes mere frugtbare skove og agre.

10. Borris Hede-området.Hedeslettelandskab med tilhørende veludvik-let vandløb med rester af et gammelt kunst-vandingssystem, som består af kanaler fraåerne. Store Skjern Å Kanal var det størstekanalvandingssystem i Danmark. Betydeligbestand af ynglende urfugle, tinksmed ogstorspover, desuden ynglende krikænderm. m. Rasteplads for gråænder og krikæn-der. Åløb af den særlige vestjyske type.

11. Tip pc rnc-Skallingcn.Gammelt morænelandskab (bakkeø) og vestfor liggende marint forland med tilhørendeældre strandklinter, strandvolde og kystsyste-mer. Smukke eksempler på marsk og vademed dertil knyttede plante- og dyresamfund.Klassisk lokalitet for studier af klit og marsk.På Skallingen har klit og marsk i de sidste30-40 år udviklet sig med stor hast, hvilketbl. a. skyldes den kystsikring, man har fore-taget for at sikre indsejlingen til Esbjerg. Degeomorfologiske processer i Vadehavet er

ved den teknisk betingede acceleration blevetmålbare og let iagttagelige.

Området huser landets betydeligste kron-vildtbestand. Tipperne, Værn Enge, Filsø,Varde å's udmunding samt Skallingen erhver for sig rastepladser af international be-tydning for en lang række vade- og ande-fugle, bl. a. Spitzbergen-populationen afkortnæbbede gæs. På Tipperne-Værn Engeen meget tæt bestand af ynglende brushøns,stor kobbersneppe, klyde m. v. samt mangemåge- og andefugle. Det samme gælder imindre udstrækning ved Varde å. På heder-ne findes urfugle, tinksmed og storspove. Al-mindelig hjejle yngler på Kallesmærsk Hede.Ved Blåvandshuk ses et meget stort træk afhav-, ande- og vadefugle (særligt strandska-de, islandsk ryle, seining, sule).

12. Randbol Hede.De forskelligartede terrænelementer omkringhovedisrandslinien viser landskabsvariationerinden for korte afstande. Forskellen mellemfrugtbart og magert land er tydelig, og areal-benyttelsen mangeartet. Varierende typer afvild vegetation alt efter jordbund og tidli-gere landbrugsmæssig anvendelse; hede, ind-landsklit, egekrat, vældmose og udtørrendefladvande. Ynglende tinksmed, storspove ogurfugl.

13. Norsminde-Horsens Fjord-området.Typisk østjysk landskab med betydelige bio-logiske interesser, yderst rig fuglefauna bådei yngletiden og i trækperioden. Den varie-rede og indskårne morænekyst er som sådanbåde sjælden og interessant. Minutiøst regi-streret eksperimentel fredning på Vorsø, derdesuden huser Danmarks eneste skarvkoloni.

14. Lillebælt.Stærkt varieret morænelandskab med øer,næs og vige og flere skrænter med stejltstille-de, af isen sammenskubbede lag ud mod denhavdækkede Lillebælt-tunneldal. Kystudvik-lingen i det flodlignende havområde er afinternational interesse.

Her findes kystskove med rig bundflora afden særlige Lillebælts-type. Fra gammel tider Bæltet kendt som trækvej for marsvin.I rørbevoksede vige, i moser og strandenge

123

en fuglefauna af gæs, ande-, vade- og sump-fugle. Rastområder for sædgæs og grågæs.

15. Draved-Ribe.Fladt bakkeøterræn med erosionsskrænter udmod de omgivende hedesletter og udbredteindsandsområder. Gammel skov, hede, høj-mose og plantage. Draved Skov, en relativtnaturlig syddansk blandingsskov, er et værdi-fuldt og grundigt undersøgt forskningsob-jekt.

Urfugle, storspove og tinksmed på hederog i hedemoser. Ravne og mange småfuglei Draved Skov. Ynglende strandengsfugle påmarskenge ved Ribe Å.

16. Rømø-Tønder området.Området repræsenterer geest, marsk og va-delandskabstyper med dertil hørende vegeta-tionstyper af sydvestdansk præg. Danmarkseneste hallig, Jordsand.

Rømø har hastig etapevis landdannelse fravest, og langs dæmningen er der siden 1948sket en meget stor landtilvækst, hvorfra derer rig lejlighed til at studere de marine, geo-morfologiske processer. Hjerpsted Bakkeø eret fint eksempel på de flade moræner i Syd-vestjylland; dens gamle landsbybebyggelse vi-ser terrænafhængighed. De inddigede area-ler (kog) vest for Tønder udnyttes forskel-ligt, dels på grund af skift i marskdannel-sens natur, dels på grund af ejerforholdene.De vestlige kogs store græsarealer med kvægog får tegner et landskabsbillede, som manikke kan se andre steder i Danmark. Den400 år gamle inddigning syd for Møgeltøn-der har en i høj grad terrænbetinget bebyg-gelsesform, som menes at være af forhisto-risk oprindelse; de enkelte gårde er anbragtpå kunstige jordhøje (værfter) og er på denmåde sikret mod oversvømmelse ved storm-flod.

I Vadehavet umådelige koncentrationer afrastende vade- og andefugle, ikke mindstvigtigt opholdssted for mørkbugede knorte-gæs. I træktiderne kortnæbbede sædgæs påmarskengene. Særlig på den nordlige og mid-terste del af Rømø yngler en meget inter-essant strandeng-, hede- og sumpfuglefaunabl. a. med brushøns, sandterne, rørhøg. Imarsken ved Tønder og langs Vidåens nedreløb er der store yngleområder for sump- og

engfugle med bl. a. rørdrum, stor kobber-sneppe, rørhøg og sumphornugle. Særligemuligheder for studier af bestandssvingnin-ger af smågnavere.

17. Frøslev-Gråsten-Broager-egnen.Området omfatter fra vest hedeslette medsærlig udviklede flyvesandsdannelser, syste-mer af randmoræner og i øst issølandskab ogungglaciale terrænformer, der tilsammen af-spejler væsentlige træk i den østdanske land-skabsudvikling.

Skove i stærkt kuperet terræn på rig mo-rænebund, mange steder med vældkløfter. Iområdet udstrakte hedemoser. I Frøslev moseog plantage righoldig insektfauna indehol-dende sydlige elementer. Fuglefaunaen haret sydligt indslag. Her yngler rørhøg, hede-høg, græshoppesanger, sortstrubet bynkefugl,sortterne og rørdrum. I skovene er der storbestand af rovfugle, og skovene ved Gråstener gode småfugleskove.

18. Als.Meget rige bøgeskove med veludviklet faunaaf skovfugle. En væsentlig del af vor ravne-bestand yngler her, og musvågetætheden erstørre end noget andet sted her i landet.Sump- og søområde med rig andefuglebe-stand og enge med talrige ynglende vade-fugle (bl.a. grågæs og rørhøg). I KettingNor en specielt til tagrør knyttet sommer-fuglefauna.

19. Samsø.Et område med et nuanceret samspil mellemistidsdannelser og havskabte landskaber.Kystformer og -processer i Stavns Fjord harstor lighed med Vadehavets, skønt tidevan-det i Kattegat er ringe; fjorden får hervedstor interesse for kystforskningen. Skrænterneog de tørre overdrev på den nordlige del aføen rummer mange særlige subkontinentaletyper af vegetation og insektfauna. På øernei og øst for Stavns Fjord træffes meget be-tydelige bestande af ynglende edderfugle, va-de- og mågefugle. Desuden store ande- ogvadefuglekoncentrationer i træktiden. I sko-vene skovsnepper. På øen ualmindelig godemuligheder for studier af forskellige fugle-og pattedyrpopulationers tæthedsafhængig-hed af de ydre kår.

124

20. Nordostfyn.Rummer vigtige landskabselementer som in-derlavning (Kertinge Nor), israndsbakker(Munkebo Bakke), på Hindsholm et systemaf enkeltbakker, endvidere tunneldale og ås(Grindlose Ås) af den specielle fynske type(kames).

Det jævne, frugtbare morænelandskabmed den tætte bebyggelse står ofte i kon-trast til »indskudte« områder med havaflej-ringer, som har en ringere bonitet. Der fin-des en del inddæmninger.

I mindre områder findes væsentlige bota-niske interesser. De mange fjorde, vige oglavvandede kyststrækninger giver en rækkefuglearter gode yngle- og rastepladser. Østfor Bogense findes Danmarks eneste raste-plads for blisgås.

21. SydfynIndeholder mange landskabsformer, hvisdannelse skyldes forskellige isstrømme og de-res smeltevandsfloder; det store sydfynske is-randsområde med tilhørende tunneldale, åse,smeltevands- og issøsystemer; på Langelandet særpræget system af enkeltbakker (hat-formede) og isforstyrret klint (Ristinge). Detsydfynske øhav er især med hensyn til kyst-udviklingen af international interesse. Om-rådet afviger fra nordligere morænekystland-skaber især ved, at havets relative højde ersvagt stigende.

Vige og nor med brakvand, stævningssko-ve og andre typer af bondeskove, særlig påSyd-Langeland og ved Horne. Velbevarethøjmose ved Nr. Broby.

Interessant insektfauna knyttet til skove oghavskrænter. Søer med ynglende gæs og æn-der. På mange — særligt ubeboede — øer yng-lende måge-, ande- og vadefugle. Skoveneer rige på rovfugle både i yngletiden ogudenfor denne. I vinterhalvåret raster mangedykænder og gæs på marker, søer og på ha-vet. Syd-Langeland er meget fuglerigt, erbl. a. et stort træksted om efteråret og rum-mer mange ynglende og rastende ande- ogvadefugle ved kyster og i sumpe.

Kulturgeografisk har øriget også stor in-teresse; fra at være et relativt tætbefolket,rigt bonde- og søfartssamfund har det i desidste 100 år udviklet sig henimod at blive

et problemområde med affolkning og man-gel på ressourcer.

22. Nordvestsjælland.Et storslået landskab af international geolo-gisk interesse. I Odsherred det klassiske eks-empel på en glacialserie (inderlavning, is-randsbakke, hedeslette), der mod syd fort-sætter i israndsområdet Bjergsted-Tissø. Des-uden mange kystmorfologiske elementer. Deeksponerede kyster har to interessante træk.Sejrø og Sjællands Odde viser kystudligningmellem tidligere små sandstrandvolde og la-guner bagved.

Lammefjordens store inddæmning rummergeomorfologisk og udnyttelsesmæssigt flerezoner.

Talrige eksempler på den specielle af lavnedbør betingede Storebæltsflora og -fauna,især smukt udviklet på Hesselø (varmeel-skende insektfauna) på Nekselø og langs syd-kysten af Røsnæs. Desuden botaniske inter-esser ved Klintebjerg og Skredbjerg, vednordkysten af Tissø og en strækning mellemHøve og Skamlebæk. Specielt rigt og varie-ret plante- og insektliv på Rørvig-halvøen.Der knytter sig betydelige ornithologiske in-teresser til området. Saltbæk Vig er såvelmed hensyn til ynglefugle som rastende ande-og vadefugle af international betydning. Herer bl. a. fældningskvarter for grågæs. Langskysterne ved Sejrøbugten findes værdifuldesteder med bl. a. ynglende hvidbrystede præ-stekrave og tejst samt mange rastende vade-fugle. I Tissø raster bl. a. pibe- og sangsvanesamt andefugle i store flokke. På Hesseløkoncentrationer af småfugle af internationalbetydning i træktiden. Forekomst af sæler iområdet.

23. Roskilde Fjord.Lukket fjordlandskab med mange små vigemed et særligt kystmiljø. De beskyttede fjord-kyster er næsten ikke udsat for bølgeaktivi-tet; derimod skaber vandstandssvingningermarskagtigt tilgroningsforland. I syd går denfrodige moræne blidt over i fjorden næstenuden kystdannelse. Dette beskyttede kystmil-jø er usædvanligt i Danmark. Relativt na-turlige skovpartier træffes ved Jægersprismed de næsten 2000 år gamle ege. Bredestrandenge. Rig skovbundsflora ved Boserup.Entomologiske interesser i Bognæs-Boserup

125

skovene og i Jægerspris Nordskov, bl. a. iforbindelse med de gamle ege. Kyster ogstrandenge er fuglerige. Der raster mangeænder på fjorden og i Selsø. En del ynglendeog rastende rovfugle i området.

24. Dyrehaven - Farum — Tisvilde.Veludviklet østdansk tunnellandskab om-kring Mølleåen med naturlig fortsættelse iås (Strø Bjerge) og hedeslettedannelser modNV. Langs nordkysten har sandflugt skabtet specielt klitlandskab mellem Liseleje ogTisvilde.

Talrige let tilgængelige og meget søgteekskursionsområder, geologisk og botaniskisær omkring sørækken Buresø, Bastrup Sø,Farum Sø og Furesø. En enestående insekt-fauna knyttet til sandbund i Tisvilde Hegnog Melby Overdrev. En række gode fugle-lokaliteter. Furesøen er Danmarks dybeste søhvis ferskvandsbiologiske udvikling er nøjefulgt. En fiskeart og tre krebsedyrarter erher istidsrelikter.

25. Gribskov - Uellebæk.Kuperet landskab præget af de sidste isfrem-stød med bl. a. israndsbakker og åse.

Her er store skovområder med bl. a. ad-skillige interessante skovmoser, renvandedesmåsøer, samt den store og dybe Esrum Sø,som er et meget vigtigt studieobjekt for fersk-vandsbiologer. Betydelige entomologiske in-teresser bl. a. stabile populationer af nogleøstligt udbredte sommerfuglearter. Mangerovfugle i Gribskov. Egnen har mange sporaf den gamle skovdrift med græsningsvangeog kongelige jagtveje.

26. Sorø-Suså-området.Omfatter et typisk østdansk ålandskab medden store tunneldal og dens afløb mod nordog dertil knyttede landskabselementer om-kring Susåens flodsystem. Susåen rummer idette område verdens bedst undersøgte dyre-samfund i rindende vand. Syd for BavelseSø Sjællands største overdrevsrest. Ved Ty-strup-Bavelse søerne raster grå- og sædgæsog andre andefugle. Gode småfugleskove vedHerlufsholm.

27. Præstø-Haslev-området.Tunneldale og andre erosionsdale, som modnordvest fortsætter i et stærkt kuperet land-

skab, dødispræget med store søer og moser.Interessante marint betingede landskabs-

elementer. Nær spidsen af Feddet en lillerest af oprindelig hede. Noret er Danmarksrigeste lokalitet for brakvands-kransnålsalger.Langs østbredden af Even Sø hængesæk ognæringsrigt vand. I Stavnstrup Mose enplantevækst med ejendommeligt østligt præg.

En stærkt varieret yngle- og trækfugle-fauna findes i Præstø Fjord området, bådei skove, på enge, i sump og på vandarealer-ne. I de mange mindre og større søer i Hol-megårds Mose og i søerne ved Gisselfeldt ogBregentved yngler grågæs, svømmeænder oggråstrubede lappedykkere og andre sumpfug-le i betydelig antal. I skovene yngler skov-sneppe og en del rovfugle, og særlig på Fed-halvøen raster mange vadefugle, rovfugle ogandefugle. I de bakkede overgangsområdermed større søer og moser i lavningerne ogskove på højderyggene findes et rigt gam-melt bebyggelsesmønster; alle gårdstørrelserog alle landbebyggelsens epoker er repræsen-teret: store, smukke herregårde, proprietær-gårde, bondegårde i landsbyer og husmands-boliger og landarbejderhuse. Det dyrkedeland består snart af åbne herregårdsmarkermed levende hegn, snart af smålodder til-hørende spredtliggende gårde og husmands-huse.

28. Skælskør-Vordingborg-egnen.Et lagunelandskab langs sydvestkysten afSjælland, gennemgående med sandstrand udimod Smålandshavet og bag sandbarrerneudstrakte, fladvandede områder ind mod enbeskyttet fladkyst. Kyststrækningen er geo-morfologisk interessant som et ungt stadiumi en kystudligning. Mange botanisk interes-sante enkeltlokaliteter langs kysten, bl. a. for-skellige eksempler på sjældent bevarede ty-per af sydøstdansk blandingsløvskov, karak-teriseret af avnbøg, småbladet lind, naur,tarmvridrøn, abild m. v. Karakteristiskestrandfælleder på Knudshoved Odde, Enø ogGlænø Fed. I området findes en række sær-deles gode fuglelokaliteter. Vigtige rasteplad-ser for vade- og andefugle og i de vestligeområder også for gæs. På mange af øerne ogstrandengene træffes ynglende måger, terner,vadefugle og ænder. På Knudshoved Oddebemærkelsesværdig koncentration af sydligeelementer i insekt- og paddefaunaen.

126

De mange feds permanente græsarealertjener til »overdrevsgræsning«, som dog nuer stærkt på retur. Agersø og Omø har demoderne øproblemer: affolkning og ressour-cemangel.

29. Ulf shale.Marint forland opbygget omkring de storestenrev (kugleflint). Halvøen er et særdelesveludviklet fed.

Her findes botanisk set højst interessantegeblandingsskov. Skoven ligger på ral, mende dybere lag er kalkholdige, hvilket bevir-ker, at træernes rodder kan nå ned i næ-ringsrig jord, medens skovbundsfloraen erpræget af de næringsfattige, oligotrofe øvrelag. Dette i forbindelse med mulighed forkraftig udtørring medfører, at skovbundsflo-raen får lighed med en klippebundsflora, enskovsteppeflora med østlige elementer. Sko-ven åbner sig i hede, også af en meget øst-lig type, samt i strandfælleder. En meget rigsommerfuglefauna. På engen på Nyord ogUlfshale yngler - efter østdanske forhold -et meget stort antal fuglearter, bl. a. svøm-meænder, grågæs, rørhøg og stor kobber-sneppe.

30. Høje Mon.Højtliggende, stærkt sammenskubbede kridt-lag, langs kysten enestående klintprofiler, ogi baglandet ses de landskabelige resultater afistrykket. I Klinteskoven mindre partier mednæsten urskovskarakter. Meget rig bundve-getation, omfattende bL a. enestående orki-dé- og mosflora. De ikke-skovklædte, kalk-prægede områder, Jydelejet og Høvblege, li-geledes med en yderst særpræget flora, derrummer betydelige elementer med tilknytningtil Central-Europa. Meget særpræget insekt-fauna knyttet til Kalkbund. I mange år yng-leplads for vandrefalk og idag måske deneneste tilbageværende danske lokalitet.

Den rige bondegårdsbebyggelse vest omskovene udnytter en bred variation af jord-typer, hvoraf den hyppigst forekommende eren frodig, muldet morænejord (sukkerroe-avl); men der findes også tørvejorder, stivelerjorde, jordfygningsjorde, næsten jordløsekalkbakker og rå marine lersedimenter.

31. Bøtø-Fuglsang-området.Omkring den falsterske højderyg (israndsli-nie) et morfologisk interessant område medmarint forland (Bøtø) og mod vest (Fugl-sang) en marin transgrederet moræneflademed udbredte stenstrøninger. Sydfalster vi-ser geografisk en skarp tredeling af landska-bet. I øst findes Bøtø, den tidligere langesandø, som nu er næsten helt udstykket tilferiebebyggelse. På vestkystens lave, frodigerandmoræne ligger spredte gårdbebyggelser.Imellem øst- og vestzonen ses den udtørredehavbugt uden bebyggelse med store, stærktlerede marker.

Frejlev og Roden skove har på egnede ste-der en rig bundflora, karakteristisk for lys-åben, næringsrig skovbund. En sydlig insekt-fauna navnlig knyttet til sandbund og hav-skrænter ved Bøtø og i løvskov ved Rodenog Frejlev (poppelfugl og iris). Rastepladsfor andefugle bl. a. sædgæs, der overnatteri selve Noret og fouragerer på de omgivendemarkarealer.

32. Maribo-Hyldekrog-området.Stærkt kuperet dødislandskab med mangesøer omkring Maribo og mod syd moræne-flade med jævn overgang til det marine for-land. Botanisk artsrig strandeng af baltisktype ved Kramnitze. Særpræget fugtigbunds-vegetation på visse partier langs bredden afMaribo-Søndersø. I sydranden af Keldskoven blandingsskov af eg og avnbøg. Rig in-sektfauna i skove og moser omkring Maribo,i Keldskov og strandengene udfor samme. IMaribo Søerne yngler et meget stort antalgrågæs og svømmeænder. Meget fuglerigtområde både for yngle- og trækfugle. Detligger i et af landets vigtigste trækområderfor bl. a. rovfugle og småfugle. Ved søerneog på enge yngler mange ande- og vadefug-le, og på fladvandede områder raster disse.På Lungholm betydelig bestand af ynglendesvømmeænder. Vigtigt forekomstområde forsæl syd for Lolland, hvor også betydeligefuglemængder raster.

Den meget flade, lerede moræne - meddens tætte bebyggelse af små og store gårde,med dens store sukkerroearealer, småskoveneog markernes vandingshuller — er et egen-artet landskab i Danmark. Ved Saksfjed fin-

127

des en inddæmning, der er fattig på bebyg-gelse og flere steder har sandet jord. Nordfor Hyllekrog ses kystudvikling i en langsomttransgrederet moræneflade.

33. Vestlolland.Interessant landskabsudvikling med særpræ-get, højtliggende dødisområde, tunnel- ogsmeltevandsdal. Ved Birket hængesækmose.Omkring Nakskov Fjord rigt fugleliv medsydlige elementer (rødhovedet and).

34. Bornholm.Er med sin for Danmark ganske eneståendegeologiske opbygning - såvel bjergarts-, jord-arts- som landskabsmæssigt — vor eneste lo-kalitet for studiet af disse forekomster og dedertil knyttede typer af plantevækst og dyre-liv.

Foruden de mange til klippegrund knytte-de plantesamfund, som ikke findes andet-steds i Danmark, rummer Bornholm et flora-indslag af arter, der har deres hovedudbre-delse længere mod sydøst, og som er sjældneeller helt mangler i det øvrige land.

I øens skove findes natravn, skovsneppe ogrovfugle.

Øerne omkring Ghristiansø har et for Dan-mark enestående fugleliv. Landbrugsbebyg-gelsen er særpræget ved at være en enkelt-gårdsbebyggelse uden landsbyer og herregår-de. Det centrale parti af øen har haft en in-teressant udvikling fra et mægtigt overdrevtil moderne skov.

35. Saltholm.Den højtliggende kalk har betinget øens eksi-stens og givet grundlaget for den særprægedelandskabstype. Udstrakte strandengsområderaf Østersø-type. Store bestande af blå iris.Meget vigtigt yngleområde for visse ande-,måge- og vadefugle, bl. a. edderfugl ogstrandskade. Der raster i træktiden storemængder fugle på øen og langs de lavvan-dede kyster.

Idet naturfredningsrådet principielt kangodkende tanken om etablering af naturpar-ker som mål for de kommende års bestræ-belser for at bevare »det åbne land« i Dan-mark, skal rådet knytte følgende betragtnin-ger til den her fremlagte oversigt:

1) For det første en understregning af detforan anførte: at oversigten er en skitse, hvisenkelte områder indeholder kernepartier afværdifulde naturelementer.

Skitsen giver sig ikke på noget punkt udfor at være endelig. Fredningsværdige na-turelementer findes i høj grad uden for deangivne områder; de må så snart som mu-ligt sikres, eventuelt ved fredning (allerededelvis etableret), og som eksempler skal herblot nævnes terrænet omkring Nørholmnordøst for Varde (en hel lille »naturpark«),Stevns Klint, Fur og Bramsnæsvig-Tempel-krogen.

2) For det andet skal nødvendigheden afen omhyggelig planlægning understreges.Overalt i landet, såvel inden for som udenfor sådanne eventuelle naturparker, må manved planlægning af et givet område kommebort fra blot at varetage særinteresser forgennem indgående analyser at søge at tagealle de muligheder, et område rummer, medi betragtning, således at dets forskellige ele-menter udnyttes til de formål, der bedst mu-ligt svarer til de implicerede samfundsbehov.Erhverv som landbrug, skovbrug, bebyggel-se, dambrug, fiskeri, rekreation af meget fo-skellig art lige fra almindeligt ophold i na-turen til jagt og naturiagttagelse, samt un-dervisning og forskning vil — i forskelligekombinationer og med en vægtfordeling, dermå afpasses efter de stedlige forhold og sam-fundets behov - kunne tilgodeses. Dette in-debærer, at indgående kendskab til et land-skabs detaljer er en forudsætning for plan-lægningen, d. v. s. at naturvidenskabelig sag-kundskab må medvirke ved al planlægning,der angår det danske landskab.

3) For det tredje skal rådet henlede op-mærksomheden på, at søer og åer indgår ien lang række af de nævnte områder, tildelsligefrem som det vigtigste element i området.Med landets stigende behov for ferskvands-reserver i fremtiden finder man at burde un-derstrege, at en fredning af disse vande vilvære en aldeles primær opgave i al planlæg-ning på regional- eller landsbasis. Naturfred-ning og vandforsyning vil her kunne gå håndi hånd, ud fra den fælles interesse i at undgåødelæggende forurening og interesse i dissevandes pleje i fremtiden.

128

4) For det fjerde skal stærkt fremhæves, atetableringen af »naturparker« ikke blot kræ-ver indgående videnskabelig indsigt underplanlægningen, men også under den fremti-dige forvaltning og pleje. Ethvert naturom-råde, der fredes, såvel inden for disse parkersom overalt udenfor, kræver tilsyn og pleje,ikke blot rent ordens- og politimæssigt, meni høj grad med henblik på at opretholde dentilstand, man ønsker at bevare eller udvikle.

I forvaltningen af landets naturområder -såvel de klassiske fredninger, de egentligenaturparker, som andre områder, der af be-folkningen betragtes som »natur« — må na-turvidenskabelig sagkundskab indgå på af-gørende vis. Sagkundskaben, der i et gam-melt kulturlandskab også må omfatte dettelandskabs æstetiske og kulturelle værdier, månaturligvis arbejde i nær kontakt med fred-ningsplanudvalgene i amterne og med dencentrale planlægning.

Det forekommer naturfredningsrådet nød-

vendigt, at der tilvejebringes et centralt or-gan, der indeholder såvel den nødvendigesagkundskab som det nødvendige tekniskesekretariat. Formentlig kan det nuværendenaturfredningsråd indgå i et sådant organsammen med det nuværende konsulentem-bede (jævnsides eller i passende kombina-tion), idet dog begge disse organer må ud-vides og udbygges behørigt.

5) For det femte og sidste kan rådet ikketilbageholde en bemærkning om nødvendig-heden af fuldt samarbejde eller koordinationmellem alle de instanser i centraladministra-tionen, der udnytter eller har indflydelse pålandets naturværdier, såvel fredningsmæssigtsom erhvervsmæssigt. Det er irrationelt ogødelæggende for al planlægning, at kompe-tencen med hensyn til forvaltningen af desamme naturelementer er henlagt til flereforskellige ministerier, uden at man har til-vejebragt den helt nødvendige koordination.

P. r. v.H. Ødum