Bilag 2 : Samtaler med Jagtbetjenten i Ittoqqortoormiit og fangere fra Avanersuaq og Ittoqqortoormiit. APNN har gennemført samtaler med Jagtbetjenten gennem mange år i Ittoqqortoormiit samt med erfarne fangere fra Avanersuaq og Ittoqqortoormiit, primært for at indhente større viden om ulvenes påvirkninger af fangstdyrene, der udgør eksistensgrundlaget for erhvervsfangerne og lokalbefolkningen.Samtalerne med fangerne fra Avanersuaq blev gennemført telefonisk, mens samtalen med Jagtbetjenten i Ittoqqortoormiit blev gennemført i APNN under dennes ophold i Nuuk. Samtalerne blev optaget og gengives her ordret.

Jagtbetjent Erling Madsen – Ittoqqortoormiit.Som bekendt blandt fangerne i Ittoqqortoormiit blev der observeret ulve under de lange slæderejser i jagten efter moskusokser. Desuden har jeg fået fortalt, at der er blevet observeret ulve, som jagter moskusokser under moskusoksejagten i Nunap Qeqqa også kaldet Jameson Land. Men det blev osse fortalt, at de er meget sky, når mennesker nærmer sig og dermed er de meget vanskelige at jage.

Jagtbetjent i Ittoqqortoormiit gennem mange år Erling Madsen.

Udfra min viden er det 10 år siden, der sidst er blevet fanget en ulv i Nerlerit Inaat (Jameson Land). Denne var gennem flere dage i nærheden af lufthavnen i Nerlerit Inaat, og da medarbejderne i Nerlerit Inaat for det meste bestod af danskere udefra, var disse meget glade for den og følte endda, at de var sammen med den. Men da det rygtedes i Ittoqqortoormiit, ved jeg, at en fanger tog afsted for at fange den, og vi vidste, at skindet var meget værdifuldt ved salg. Fangeren tog afsted til Nerlerit Inaat, og fik fanget den straks efter ankomsten, men under opholdet dér havde jægeren primært bemærket, at arbejderne i Nerlerit Inaat, som hovedsagelig var danskere og andre udlændinge endda græd og ikke kunne acceptere, at et så flot dyr var blevet slået ihjel.På trods af dette vides det blandt fangerne i Ittoqqortoormiit, at ulvene er til stor skade for moskusokser og skræmmer dem væk og tilmed fanger moskusokser. Ulvene observeres meget sjældent om sommeren. Det er adskillige år siden, at en fanger, som jeg kender, under en moskusoksejagt i Kangerlussuaq ved teltet på stranden havde mødt tre ulve. Da de kom ud af teltet havde ulvene straks taget flugten og da jægerne prøvede at indhente dem til fods, opgav de, fordi de var langsomme til fods og det var ved at blive mørkt. Men som bekendt, er det efter fangernes ønske lykkedes at åbne for ulvefangst i Ittoqqortoormiit.

1

Siden transport med snescootere blev indført, bliver der meget sjældent observeret ulve, da ulvene var meget sky, fordi snescooterne støjer meget. Dengang jeg selv kørte med hundeslæde og var på tur nordpå, husker jeg, at ulvenes hylen var almindeligt forekommende. Men efter indførelsen af motoriserede køretøjer har jeg i flere år ikke hørt om disse. Men folk, der sejler med båd om sommeren i den store fjord, er utvivlsomt begyndt at observere mange ulvespor i sandet, når de til tider går op på land. Men fysiske observationer er sjældne.Det er ikke kun for sjovs skyld, at jægerne vil jage ulve, idet de har bemærket, at ulvene gør indhug i specielt moskusoksebestanden, og da disse forstyrrer moskusokserne. Det er nok dér, det startede. Som sagt har man i moskusoksejagtområdet bemærket spor efter ulve, dengang man kun rejste med hundeslæde, og der hersker ingen tvivl om, at disse jager og skræmmer moskusokserne. Hundene er osse meget følsomme. Dengang jeg kørte med hundeslæde, blev hundene meget spændte, når ulvene begyndte at hyle. Men som sagt kører vi nu meget hurtigt med snescooterne. Men da vi tidligere kørte med hundeslæde, havde vi tid til at observere og lytte til dem. Aktuelt prøver vi på at gennemføre hele jagten efter moskusokser under den korte lyse periode under mørketiden. Vi bestræber os på at tage afsted tidligt om morgenen ved sekstiden før det bliver lyst, og vi plejer at returnere om aftenen. Det er således, at moskusoksefangsten foregår på kun 2 timer, og for hurtigt at overstå slagtningen, er der travlhed inden mørket falder på, da turen tilbage er vigtig. Vejen er til tider meget ufarbar pga. meget sne. Når de tager på moskusoksefangst plejer de at være 3-4 snescootere, og heldigvis er de blevet dygtige til at gøre det på denne måde, hvis nu der skulle ske noget.

Fanger Åge Hammeken – Ittoqqortoormiit.Åge Hammeken fortæller, at ulve er et sjældent syn i moskusokseområdet i Jameson Land, og at de kun sjældent bliver observeret. Men i Syd Kap ser de spor i sandet om sommeren, og i Nordvestfjord er der observeret spor og set ulve. De er meget sky, og forsvinder med det samme. Sidste år i 2019 blev de observeret i Nerlerit Inaat og der blev set spor, og dette år var moskusokserne meget langt væk, og grupperne var meget langt fra hinanden. Dette år blev der ikke set ulve, og grupperne af moskusokse var blevet tættere på hinanden, hvilket fangerne var meget glade for.

Fanger Åge Hammeken, Ittoqqortoormiit.

2

Forvaltningsområdet Ittoqqortoormiit og stednavnene.

Forvaltningområdet Qaanaaq og stednavnene.

3

Mads Ole Kristiansen – Qaanaaq – Fritidsfanger 1996-2006 og Fanger 2007-2019.Vi begyndte i starten af 2000-tallet for første gang at observere ulvespor nordpå i vore isbjørne fangstområder nordfor Inglefield Land i nærheden af Qaqqaatsoq. Allerede i 2010 begyndte vi at have bange anelser mht. rensdyr og moskusokser i Inglefield Land og mht. andre dyr deriblandt harer. Vi begyndte at have bange anelser, da ulvene begyndte at dukke op og vi krævede, at der straks skulle gøres noget fra myndighederne, da vi frygtede, at ulvene ville blive flere og flere i vore fangstområder. Vi henvendte os til Naalakkersuisut dengang i 2010 med henblik på straks at gøre noget ved dette, idet ulvene kunne skade vore fangstområder, når de blev flere og flere. Allerede dengang begyndte arbejdet vedrørende ulvene her i Qaanaaq i samarbejde med fangerne. De begyndte at komme tættere og tættere sydpå og i gruppevis, og for to år siden begyndte man at observere ulvene gruppevis. Siden begyndte de at komme tættere og tættere hertil Prudhoe Land i nærheden af beboede områder, således at det ikke mere er attraktivt nu at tage på rensdyrjagt i Inglefield Land, pga. at moskusokser og rensdyr pga. ulvene er blevet for sky til at kunne jages, og da det er svært at finde disse.Tilmed er ulvene primært i området ved Etah blevet så mange, at disse har etableret stier, som er blevet hårde, fordi de er trådt til, og man har i dette område osse set mange rester fra deres fangster. Så blev for det første rensdyrene i området ved Etah i Inglefield Land mere sjældne at observere, da de var blevet mere sky og efterfølgende skete det samme for moskusokserne, men endnu tidligere var det ikke muligt at observere harer ved Etah i Inglefield Land, da ulvene begyndte at dukke op.

Fanger Mads Ole Kristiansen, Qaanaaq.

Aktuelt i 2019 kræver vi stadig og ønsker i forbindelse med høringer om moskusokser og rensdyr fra fangerne her i Qaanaaq, at der bliver gennemført grundige undersøgelser af moskusokser og rensdyr, og mht. ulvene ønsker vi hele tiden, at der bliver ført undersøgelser af disse i Inglefield Land, fordi ulvene angriber vores fangstdyr og ulvene nu er farlige for os.For nylig hørte jeg en fanger i fiskeriområdet, som jeg udmærket kender, berette om en ulv, som jeg så, han var kommet med. Da de var på fiskeri på den modsatte bred i Olrik Fjord og i rensdyrområdet ved Olrik Fjord, var de stødt på ulvene. Fiskerne skød efter den for at jage den bort, og da ulven kom nærmere og nærmere, og negligerede deres forsøg på at jage den bort og blandede sig med hundene, begyndte de at ringe til politiet, for at spørge dem om hvad de skulle gøre, da de var i fare. Heldigvis

4

gav politiet tilladelse og de kunne skyde ulven. Vi siger bare tingene, som de er, men det er mere foruroligende, at vi som befolkning her er bekymrede og det bliver meget bekymrende, når der er stor risiko i forbindelse med hundeslædekørsel med turister om vinteren.Derfor er det, jeg siger, ikke ren fantasi, da det er realiteter, vi taler om. Antallet af ulve her i Prudhoe Land og Inglefield Land skal reduceres, fordi de ødelægger fangstområdet, men aktuelt bliver vi blot nødt til at se på dette, selvom det gør ondt at se på, at vore efterkommeres kommende fangstområde bliver ødelagt, og hvis det bliver ved, er der måske risiko for, at der ikke længere er nogen fangstpladser for vore efterkommere. Status for ulvene er sådan, og da vi begyndte at observere spor efter ulve i begyndelsen årene i begyndelsen af 2000 har vi efterlyst tiltag, uden at der indtil videre er sket noget.Vi er meget bekymrede. I går behandlede vi høringen vedrørende forslag til rensdyr- og moskusoksekvoter, og vi er glade for at alle vore krav vedrørende forslag om vore mangeårige fangstområder er blevet godkendte. Men vor eneste krav i denne sammenhæng er ønsket om en hurtig grundig undersøgelse om antallet af rensdyr, moskusokser og andre dyr samt ulve i vort nordlige fangstområde i Prudhoe Land og Inglefield Land. Som situationen er pt. finder vi en grundig undersøgelse ønskelig, og såfremt der sker en undersøgelse, ønsker vi, at der bliver ført undersøgelse i tæt samarbejde med fisker- og fangerforeningen i Qaanaaq.Vi ønsker at reducere ulvenes antal i Prudhoe Land og Inglefield Land, men det er ikke sådan, at vi vil udrydde alle ulve i Grønland. Men vi finder det ønskeligt, at antallet af ulve i i Prudhoe Land og Inglefield Land reduceres, fordi de fratager os fangstdyrene til vores overlevelse. Hvis denne fratagelse ikke skal anses som en undskyldning til frit at fange ulve fra inughuit, må inughuit-foreningens krav om reducering af antal ulve i Prudhoe Land og Inglefield Land godkendes.KNAPP Qaanaaq (Fisker- og fangerforeningen i Qaanaaq) har krævet, at ulvene i dette område bør jages gruppevis - og det er således, at folk tager sammen seks eller fire personer ad gangen i højarktis, og man skal gå igennem bestemte områder for at reducere ulvene i hele området i Inglefield Land og Prudhoe Land for at kunne redde rensdyrene og moskusokserne i området. Sådan er de aktuelle realiteter og tanker.

Paulus Simigaq – Qaanaaq - Fanger 1993-2019.Jeg er medlem i bestyrelsen af fangerforeningen, og jeg har nu været medlem i en lang årrække. Jeg vil på passende vis først nævne, at dengang før år 2000 var der mange rensdyr i højarktis, hvor vi i disse år har drevet meget rensdyrjagt med jolle i oktober og august måned. Vi har drevet fangst af rensdyr ved Etah og nord for Etah i Aanngartoq, og drev osse fangst af moskusokse og rensdyr; dengang var der mange rensdyr, men fra år 2000 rykkede rensdyrene sydpå; vi opholdt os i Siorapaluk dengang, og rensdyrene drog derigennem sydpå dengang fra år 2000, men vi vidste ikke hvorfor, men allerede dengang var de nok begyndt at flygte fra ulvene.Ulvene er blevet en stor plage, når vi drager nordpå og driver jagt på traditionelle fangstdyr. Syd for os på den modsatte side af Qaanaaq er der rensdyr, som er blevet flyttet, og vi er ikke vant til disse, da de ikke har samme lugt som de traditionelle, idet lugten er lidt anderledes.Efterfølgende har jeg hørt, at der ofte kom ulve i nærheden af Siorapaluk og i højarktis f.eks. ved Etah og Aanngartoq. Som følge af dette forlyder det nu, at ulvene er blevet talrige. Jeg har hørt, at der er kommet rigtig mange ulve til Etah i Inglefield Land, og disse ulve får ligeså mange unger som hundene, og da de ikke blot får en hvalp men optil 7-9 hvalpe, er der risiko for at disse kan blive rigtig mange. Nu begynder de tilmed at blive observeret i bunden af Qaanaaq fjord; folk har osse observeret en ulv, der var sulten, og efter at have ringet til politiet, blev de efter forgæves at have prøvet at drive den væk, nødt til at aflive denne. Der blev opdaget rester af rensdyrskind eller hår i mavesækken; så sulten havde den været, at de ikke ville forlade ulven, af frygt for at den ville tage deres efterladte forråd. Den kom i nærheden af hans hunde, men heldigvis aflivede de den hurtigt. Men skindet blev konfiskeret af politiet, hvor det blev sendt til Selvstyret.Vedrørende vore fangstdyr. Desværre er der fra biologernes side ikke blevet foretaget tælling af vore fangstdyr rensdyr og moskusokser i højarktis ved brug af bevillinger fra Selvstyret. Uanset om vi bliver ved med at argumentere, er det vanskeligt at vide, om man tror på os, men desværre lader dette ikke til at være tilfældet. Jeg kan tilmed sige, at der har været rigtig mange moskusokser i vor højarktiske

5

område. Moskusokserne har været så talrige, at det har været vanskeligt at tælle dem, og f.eks. når vi kommer til Aanngartoq med hundeslæde, har vi observeret hundredevis af moskusokser og rensdyr.

Fanger gennem 26 år Paulus Simigaq fra Qaanaaq, som er en af de erfarne fangere.

Men efterfølgende er det i år blevet sagt, at rensdyr ikke længere kan observeres i det nordlige område, men desværre mener jeg, at man ikke vil tro på os. Nogle gange er der blevet observeret grupper af moskusokser i det område, med dér er moskusokserne meget spredt udbredt, idet de er blevet så få. Jeg har osse hørt sidste år, at de ikke længere har unger. Grunden til at der ikke observeres unger er, at ulvene foretrækker at spise små unger og ulvene bliver flere og flere. Sidste år har jeg osse hørt, at en japaner, der var i det nordlige område på hundeslæde, var blevet forfulgt af en kobbel ulve - vistnok 13 stykker, men de holdt op med at forfølge ham, men jeg ved ikke hvordan han agerede, så de holdt op at forfølge ham. Jeg ved ikke i detaljer, hvad der skete, da jeg ikke talte med ham, og da jeg ikke forstår japansk, men jeg hørte dette fra hans landsmand, som bor og lever i Siorapaluk. Desværre er de talrige ulve blevet skadelige, og jeg går udfra, at de er i gang med at flytte sig sydpå, og jeg tror, at de vil etablere sig ved Savissivik i løbet af 5-10 år, fordi de bliver så talrige. Hér lader de ikke til at blive færre, men da de er så sky, flygter de, når de hører mennesker, og det er ikke godt for fangerne. Som jeg nævnte, var vi på rensdyrjagt i går lige i nærheden. Og vi jagtede rensdyrene ved blot at lidt fra stranden for at forsyne os med kød, og jeg plejer at sige, at vi forsyner os selv gratis med rensdyrkød. Men efterhånden, som ulvene bliver mere og mere synlige, bliver det mere og mere sjældent at se rensdyr, fordi der er så mange ulve. Hvornår vil der ske tællinger af bl.a. ulve i det nordlige område med bevilling fra Selvstyret. Biologerne stoler jo ikke så meget på os.Jeg kan hér og nu sige, at jeg er så meget imod ulve, at jeg er initiativtager til en indsamling af underskrifter siden 2016. Dengang gav jeg underskrifterne til erhvervskonsulenten, som skulle sende dem til Selvstyret. Disse blev modtaget, men jeg ved ikke hvor langt disse er nået. Jeg er så meget imod ulve, at jeg ellers gerne ville have, at Selvstyret betaler op imod 5.000 kr. for en ulveskind fremfor at konfiskere dette, og at betalingen sker til fangeren, idet ulvene er meget farlige, og de er farlige for folk med børn.Vi flyttede til den lille bygd Siorapaluk i 2008, og efter vi flyttede dértil har jeg hørt, at to kvinder, som var ude med et 2-3 årigt barn, jagede en hund, som prøvede at omringe barnet, væk ved at slå efter den, men det viste sig at være en ulv, da denne tog flugten, da forældrene nærmede sig.

6

Efterfølgende blev man om aftenen klar over, at en ulv med unger prøvede at finde mad uden sine unger. Heldigvis skete der ikke barnet noget, men ulvene kan være meget farlige. Når ulvene er flere og op imod 2-5 stykker, er der risiko for at miste et lille barn. Vi ville ellers gerne foreslå, at Selvstyret betaler den, der har fanget ulven 5.000 dollars og ikke i DKK, fremfor at konfiskere denne. Vi kan ikke kalde ulve for skadedyr, ligesom de talrige skadedyr måger og ravne er det. Men der er risiko for at antallet af ulve eskalerer, idet vi fra et hundeområde ved, at en tæve ikke blot føder en unge men max. op til ni unger ad gangen. Da vi er bange for, at antallet eskalerer, så jeg håber, at dette bliver forstået.

Aaqqiunnguaq Qaerngaaq – Qaanaaq - Fanger 1993-2019.Først vil jeg gerne nævne, at da vi drog på slæderejse til Qaqqaatsut i højarktis, blev jeg overrasket over de mange ulvespor på isen, hvilket viser, at der er mange ulve. Små sæler befinder sig på kanten af små isfjelde i slutningen af maj-måned. Små sælunger, som stadig er sammen moderen, og ulvene plejer at vandre langt, hvor de bl.a. følger bjørnesporene. Da vi var dér i 2009 var forholdene som nævnt sådan, men efter 4-5 år var de flyttet sydover til Etah-området, hvor de osse var blevet flere, og måske har de fulgt de andre dyr for at søge føde, men jeg tror, at de osse har vandret til områder med flere moskusokser og rensdyr. Så efter at have nået Etah, har de i løbet af de sidste år - i 2017, 2018 og 2019 - nået Qaanaaq, hvorved moskusokser og rensdyr er forsvundet fra området, selvfølgelig pga. ulvene.

Aaqqiunnguaq Qaerngaaq er fanger med over 25 års erfaring i gang med at redegøre i APNN i forbindelse med deltagelsen i Piniariarneq-projektet.

Når jeg så døde moskusokser, havde jeg først troet, at de var døde af sult, men det viste sig at disse var rester efter ulvenes måltid, og forholdene er det samme mht. rensdyr. Vi har ellers fanget harer lige i nærheden af Qaanaaq, men i år har jeg ikke set nogen harer, men når disse sjældent forekommer, har der ikke været nogen lige uden for døren. Jeg er meget spændt på, hvordan moskusokserne i nærheden af Pituffik har det, da ulvene er kommet forbi Qaanaaq-området, idet der har været mange ulve på den modsatte side af Qaanaaq i år. Ulvenes træk sydpå er en realitet. Jeg ved ikke om det er vandrende ulve, eller om de trækker sydover, som følge af, at bestanden vokser. Men jeg tror, at ulven ligesom hundene får 8-9-10 hvalpe. Således er der stærk vækst i bestanden. Når vi driver fangst på bl.a. harer og rensdyr, er vi til tider gående, og man kan blive bange, idet ulven er et rovdyr og samtidig meget klog. Jeg frygter blot, at de i år i sommerens forløb er øget i antal, og for konsekvenserne, da familier på fangstrejse ligger i telt, og kan være i gang med at samle forråd, når de er på narhval- og hvidhvalfangst, hvor de er nødt til at gå på land for at flænse fangsten. I sommers

7

har jeg været spændt på og været lidt bange, når vi tager afsted med qajaq for at harpunere narhvalerne og hvidhvalerne, og når vi bliver nødt til at efterlade familien på land, men disse har selvfølgelig rifler til at skyde med. Men da ulvenes antal øges så stærkt, er jeg meget bange for, at der kan ske noget. Når jeg tænker på dette, håber jeg bare på, at jagten på dem kan begynde, idet de ikke kan udryddes, men blot øges i antal. Men hvis jagten kan begynde, har jeg ikke noget imod restriktioner. Og det ville være i orden, at kunne begynde jagten fra efteråret, når skindet bliver flot, men da den er meget vild, må de, der kommer for tæt på, gerne dræbes, og det ville være i orden, da de ligesom hunde bliver forfalden, når den får smag på noget. Moskusokser og rensdyr i Etah har været meget lette at fange, men nu kan man ikke observere nogen længere. Dyrene i nærheden af Pituffik havde vi osse let ved at fange. Men aktuelt under deres vandring sydpå er jeg spændt på, hvad der vil ske med disse, idet jeg hvert år går på moskusoksejagt i Qooqqut. Men vi må se, hvad der sker, og måske lader vi høre fra os.

Tuko Oshima – Qaanaaq – Fanger 2006-2019.Da vi var på moskusokse- og rensdyrjagt nordpå sidste år, var moskusokserne meget magre, og de tog meget let flugten og var meget sky, og de var meget vanskelige at nå, men de var meget magre. Selvom vi prøvede at lede efter rensdyr, observerede vi ikke nogen i nærheden af Etah, men det var ikke muligt at nærme sig de fem rensdyr i nærheden af Ullersuaq, så vi kikkede blot på dem. Mindre dyr var der ikke mange af. For en del tid siden blev det mærkbart, at rensdyrene var stærkt reducerede, og moskusokserne i nærheden af Etah, som plejede at være meget tykke, var ved at blive magre.

Tuko Oshima – Qaanaaq – har været fanger siden 2006, altså i 13 år.

Hér ved Qaanaaq ser mennesker ofte ulve, og i juni i sidste måned, forlød det, at der var blevet observeret to ulve lige ved vort fiskeriområde. Som rejsende på land er det mærkbart, at der ikke ses mindre dyr, og det lader til, at harer og rensdyr er forsvundet, og der ses ikke spor efter den, blot ulvespor. Disse ser ud som hundespor, men de er blot større, og de er de eneste spor, som kan ses. Vi taler ofte om ulve, og de optræder gruppevis nordpå, og når vi spørger rejsende - specielt oplevelsesrejsende eller forskere på land - bekræfter de dette. Da ulvene optræder gruppevis, tager disse byttedyrene fra os. De er til skade, da de er rovdyr, og da de som os er ude efter byttedyr, har de overtaget vor sparsomme jagtområde, men heldigvis kan vi købe fødevarer i butikken. Nu er vi begyndt at sige på denne måde; lad dem nærme sig, så vil vi aflive dem ligesom hunde, der har været på rov. Heldigvis har vi ikke opdaget sådanne tilfælde endnu.

8

Rejsende nordpå om sommeren, som ellers er på rensdyrjagt, fortæller, at hele stranden er fuld af ulvespor, som er ude efter selv små byttedyr, og hvor de mange gange kun spiser kroppen.Hér i nærheden af Qaanaaq er der i juni måned ofte blevet set par, og da de yngler ligesom hundene, lader de til at være øget stærkt i antal. Tilmed er jeg bange for at fiske efter ørreder, og da det er skræmmende at ligge i telt på land, tænker jeg på at have hunde med som vagter, idet ulvene er begyndt at blive observeret ofte. Tilmed er det som tidligere ikke længere trygt at være i vort land, og i løbet af foråret forlød det, at der havde været ulveangreb i Kangerluarsorujuk, men heldigvis havde de hunde med, så de undslap. Idet ulven søger efter føde, er den i hver henseender ikke dårligere end os, da det er et rovdyr, der er tale om.Den er til skade for fangstdyrene, og selv på land er den skræmmende for folk, som drager på søkongefangst. Under hele vor barndom tog vi til fjelds efter søkonger, uden at der var nogen, som passede os, men nu må man have voksne med, idet ulven har fire ben og er meget hurtig. Den vil vokse stærkt i antal, og da det er et lille område, der er tale om, er den begyndt at blive skræmmende. Når vi drager på ørredfangst og skal ligge i telt, er det skræmmende, når man ofte ser mange spor efter dem, fordi ulven kan gå på land og tilmed er den osse i stand til at svømme. Hunde kan jo osse svømme, og ulve er osse i stand til dette. Jeg mener til fulde, at et sådant dyr må aflives, ligesom hunde, der går frit omkring. Denne bliver farlig, og bliver i stand til at skade i enhver henseende. Jeg mener, at ulve bør udryddes, specielt da det er et lille område, der er tale om. Når vi taler sammen, plejer vi at sige, at de i Sydgrønland måske først vil begynde at forstå, hvor skadelige de er, når vi flytter ti ulve til Nuuk-området og når de udbreder sig til Kangerlussuaq-området. Fangstdyr som rensdyr ville straks blive udryddet. Vi er allerede blevet udsat for dette, fordi rensdyrene ved Etah er anderledes i forhold til det sydligere område. Disse er vel nok blevet udryddet, og hvis der er rester, vil der nok være ganske få tilbage. Da vor japanske ven havde været på rejse nordpå, fortalte han, at han havde set en kobbel på 30 ulve. Nogle var på 20 stykker andre på 15 stykker, max. observeret var en kobbel på 30 ulve. Heldigvis havde han hunde med og havde osse redskaber med, men de havde været meget skræmmende i mørket. Således vil de kunne angribe mennesker i deres søgen efter føde. Det er vel 2-3 år siden jeg kom til Siorapaluk, og ved lavvande havde to kvinder været uforstående over en hvid hund, og denne var kun ude efter børnene, og lod de voksne i fred, da disse havde kastet efter denne for at skræmme den væk, og det eneste de ville have var børnene. De havde ingen anden udvej end at returnere, selvom de ville gå en tur, da det var lavvandet. De fortalte, at de var blevet nødt til at gå hjem, da en eller anden dum hund kun havde været efter børnene. Der blev ikke sagt noget om ulve dengang, men det var blevet nævnt, at der ikke havde været nogen løsgående hunde i bygden, og at de ikke havde sådan en hund. En der havde sådan en hund, var dengang allerede flyttet fra bygden. De viste sig, at de var blevet jagtet af en ulv. Derfor er disse så skræmmende.

Lars Jeremiassen – Qaanaaq - Fanger 1997-2019.Ja, vi lægger mærke til dem, og for 2 år siden hørte man oftere og oftere om dem, og i år er det andet år i træk, at disse i højere grad observeres, tilmed på isen og vore nærområder.

9

Erhvervsfanger Lars Jeremiassen, Qaanaaq, siger, at hvis der ikke bliver gjort noget ved ulvene, så vil Avanersuaq-beboerne begynde at savne deres kødforråd. Det allerførste jeg lagde mærke til var, at harer var almindeligt forekommende, og de opholdt sig nedenfor vort hus ved dæmringen. Så syntes vi, at det var sjovt, at de flygtede op ad fjeldet om søndagen, når klokkerne begyndte. I år har jeg måske kun set en hare oven over vort hus, da den lysere tid begyndte, men så var de sandsynligvis blevet sky. For det andet plejede jeg at spejde efter fangstbytte i den store fjord Olriks Fjord, når rensdyrsæsonen begyndte, hvor der i Olriks Fjord osse var en hytte på et sted som kaldes for Isu, hvor der osse var en mængde harer, og jeg havde stor fortrøstning til harejagten. Jeg så kun en hare, men der var ingen spor efter rensdyr. Men en af os vandrede op imod dalen. Og deroppe i højden havde han kun set spor efter rensdyr. Vi prøvede ellers at lede efter rensdyr ved at følge kysten der indtil med hundeslæde, men da der ikke engang var synlige spor, blev vi nødt til at returnere til hytten, og næste morgen rejste vi blot hjem til Qaanaaq. Så stor er ulvenes påvirkning, og der er ikke andre muligheder end at det er ulvenes skyld, at de andre byttedyr er blevet sky. Jeg regner med, at ulvene er gået over isen fra Canadas højarktis, hvor der allerede findes ulve, og da jeg var med i ekspeditionen i Østgrønland, har jeg oplevet en mængde ulve i det østgrønlandske højarktis i 2005. Det er dermed højst sandsynligt, at de er kommet hertil nordfra, og udfra det jeg har hørt, er der aktuelt harer i vor tidligere hjembygd Savissivik, som vi forlod i 1988, hvor der dengang ikke fandtes harer. Dermed er de måske flyttet sydpå, og jeg har hørt, at der i området ved Pituffik i nærheden af Gl. Thule osse er begyndt at være mange harer.Her føder ulven hvalpe ligesom hunde, og sandsynligvis ligeså mange. De er mærkbare her i området, og der er observeret spor på fjeldet over os, og til tider går de over isen over til den anden strandbred over for os. Hvis der ikke gøres noget, vil ulve, som befinder sig i højarktis, udbredes, da vore rensdyr er øget i antal, da restriktionerne begyndte. Dette for at søge føde, og dermed bliver de med tiden mindre sky, og de findes på visse områder i de nærliggende fjordområder.Aktuelt blev jeg overrasket, da rensdyrjagten begyndte. Jeg spejdede ellers i de åbne rensdyrområder, men de lod til at have forladt området, og pga. dette kommer vi til at savne, det vi plejer at spise, såfremt der ikke gøres noget ved det. Det var mine tanker.

Niels Miunge – Qaanaaq – Fanger.I vor højarktiske område plejede vi ellers at fange en hel masse rensdyr. Og når vi drog dértil, så vi en hel masse rensdyr, men nordpå er Etah-området blevet et stort ulveområde, men jeg har ikke bemærket ulven som et skadedyr for mennesker, idet de er meget sky, og måske vanskelig at jagte.

10

Fanger Niels Miunge fra Qaanaaq, til højre i billedet, siger, at når det bliver muligt at jage ulve, vil forstyrrelsen af andre fangstdyr blive mindre.

Når vi tager på fangst, tager vi tilbage uden fangst, selvom vi tidligere ikke oplevede dette, idet rensdyrbestande dengang var vokset enormt, og når man pt. tager nordpå for at fange dem, vender flere tilbage uden at have fanget noget. Det lader til at rensdyrene er i gang med at komme til vor fjord, og da ulvene bliver ligeså talrige som hundene, er disse lidt skadelige. Fra Siorapaluk forlyder det samme; rævejægerne synes heller ikke om dem. Det er mht. harerne ligeledes blevet bemærket, at de har været i gang med at flytte fra det højarktiske område ved Etah og hértil. Da vor landområde er begrænset, er det mærkbart, at ulvene vil have konsekvenser.I de senere år er ulvespor blevet et mere almindeligt syn, og i Qaanaaq-området ses de oftere, og de kommer til fiskerne i fiskeriområdet. Jeg vurderer, at ulve er meget skadelige overfor fangstdyr såsom rensdyr, moskusokser og harer. Jeg er opdraget som fanger, og lever som erhvervsfanger. Jeg boede ellers i bygden Qeqertarsuaq, Herbert Ø, som ligger ved Qaanaaq, men da den blev affolket, flyttede vi til Qaanaaq. Vi er hovedsagelig draget på fangst efter dyr til Etah-området, og nu er hvalros ikke længere så gavnlig i erhvervsmæssige sammenhænge, da der ikke er afsætningsmuligheder for hvalrostand.Men jeg ønsker, at det skal blive muligt at jage ulve, men jeg mener ikke, at de vil blive jaget i stor omfang, da de er meget sky, men skadevirkninger fra ulvene vil blive lidt mindre. De er meget vanskelige at jagte, og når der åbnes op for jagt efter ulve, vil disse ikke blive udryddet, idet de er meget sky.

Tobias Simigaq – Qaanaaq - Fanger 2005-2019.Nordpå er harer og rensdyr et mere sjældent syn. Vi driver rensdyrfangst, men har ikke længere lyst til at drage nordpå mod Inglefield Land, da der ikke længere er så mange rensdyr. I Kangerluarsorujuk, som ligger på den anden side af Qaanaaq, bruger vi nu mest til rensdyrfangst. Dér er der sat rensdyr ud. Jeg ved ikke rigtig hvornår, men disse havde lus, mens de nordligere rensdyr, dengang ikke havde lus. I nærheden af Siorapaluk er der fornylig blevet set ulve. Disse er i vore dage blevet oftere og oftere blevet set året rundt, men forekommer osse om sommeren. Jeg tænker ofte på, at man kan begynde at jage disse, rent ud sagt ville det måske være bedre at udrydde dem.

11

Fanger Tobias Simigaq fra Qaanaaq, som er en erfaren fanger gennem 15 år, siger, at ulvene er så et forstyrrende element, at det ellers er nødvendigt, at holde dem begrænsede.

Over for os i Nunavut i Canada bliver der jagtet på dem ubegrænset. Måske fordi vi ikke er vant til dem, og fordi de forstyrrer hundene. På længere sigt vil det måske være nødvendig at begrænse dem, og måske at holde dem væk. Dengang rensdyrene ikke havde lus, begyndte disse at øge i antal, men disse observeres ikke så ofte, da ulvene blev flere og flere. Og harerne er blevet væk. På vores ø dernede ville der ellers være talrigt med harer, mens de nordpå ikke længere er synlige. Og ulvene er begyndt at komme helt ind til bostederne, og de virker skræmmende, da de sultne er de farlige. Jeg anser det ellers ikke, at det er nødvendigt at sende skindet til departementet, og det er usmageligt, da det ikke skulle være nødvendigt at gøre sådan i forbindelse med bifangster. Vi er fastboende grønlændere, så det er meget usmageligt, at blive behandlet sådan. Hvorfor gør de det, og hvad er deres hensigt? Det samme er tilfældet med isbjørne. Fornylig måske for en uge side, havde ulvene nærmet sig nogle søkongejægere, hvorefter disse blev nødt til at trække sig og tage hjem igen.

Ikuo Oshima – Siorapaluk - Fanger 1993-2019.Vi har et rensdyrsområde nordpå i Inglefield Land, og i nærheden af Etah kan vi observere dem, men rensdyrfangsten kan være vanskelig, idet det er meget vanskeligt at se rensdyrene. Sidste år da vi var på fangsttur i nærheden af Aanngartoq, så vi overhovedet ingen spor, og i nærheden af Etah var der heller ingen spor at se. Om vinteren, når vi drager på fangsttur i marts og april måned observerer vi dem ikke længere. Sidste år var der en hérfra som ofte tog afsted til Inglefield Land om sommeren for at tage på sommerlejr, fordi han ville tage på rensdyrjagt, fordi han ville skaffe skind til tøj, og han var der næsten hele sommeren. Hans familie opholdt sig i Inuarfissuakkut imens, eller i Aanngartoq eller Qaqqaatsukkut , så det forlød, at der var mennesker hele tiden déroppe. Men desværre meddelte Departementet for Miljø pludselig, at der ikke længere måtte jages rensdyr i halvdelen af Inglefield Land. Folk, som opholdt sig på sommerlejr i området Inuarfissuaq og Qaqqaatsoq, observerede ikke længere rensdyr i området, så efterfølgende drog de ikke længere deroptil. Så den sidste, der var deroppe, var vist deroppe lige i begyndelsen af 1990-erne.

12

Fanger Ikuo Oshima, fra Siorapaluk, har 27 års erfaring. Han siger, at ulven er til stor skade for fangstdyrene og de ellers har henvendt sig til Departementet siden 1990-erne for at kunne jage ulvene.

Jeg opholdt mig i området ved Aanngartoq i 1974, hvor jeg var sammen med Qaerngaaq og Taatsiannguaq, og der så vi en ulv, som var strejfet hertil fra den modsatte side i Canada. Jeg ved det, for jeg har set den. Dér havde Qaerngaaq fanget den, og lavet fodtøj af den. Om vinteren, da han vendte hjem til Siorapaluk, bemærkede jeg, at ulvehårene var meget lune, lidt blødere end rævehår, og det var meget egnet til tøj. Endvidere har jeg hørt fra Qaerngaaq, at en rensdyrjæger, som var på sommerlejr under rensdyrjagten, havde fanget ulve, som måske var vandret ind fra den modsatte side, da ulvene ikke kunne lade ham i fred. Desværre er der nordpå ikke længere rensdyr og der er lukket for jagt, hvorved en Inuit-tradition er stoppet, fordi der ikke længere er mennesker. I løbet af 1990-erne om foråret i marts eller måske april var der en, der var på fangst efter forråd, og han havde stødt på en del hundeslæder. Da han vist var nået til området ved Siorapaluk, var han vendt tilbage, idet han havde hørt hylen fra ulve på land. Efterfølgende var en isbjørnejæger i området ved Inuarfissaq stødt på ulvespor, og set ulve på afstand. Der er ikke længere mennesker i området, og de er vist nået i land her, og bestanden er dermed vokset. Efterfølgende har vi fået erfaret, at der ikke må fanges ulve i området, og da de ikke tidligere var ulve i området, har vi i løbet af 1990-erne bedt Departementet om at åbne op for ulvejagt i vor rensdyrområde. Men vi ved desværre ikke, hvor langt sagen er nået. Resterne af rensdyrene i området ved Inglefield Land er måske ganske få, hvis ulvene ikke har udryddet resten. Vi besøgte Grise Fjord i 1970-erne med hundeslæde, og jeg husker en af de ældre fortælle, at rensdyr ikke har tilstrækkelig forsvar imod ulve, mens moskusokser kan forsvare sig selv, men da rensdyr ikke kan forsvare sig mod ulve, er der en større risiko; det husker jeg en af de ældre canadiere fortælle. I løbet af de sidste år er ulvenes antal i Ellesmere Island øget, og de er blevet så mange, at de sandsynligvis har flyttet hertil. Og jeg har osse hørt, at rensdyrene ved Canada er i færd med at blive udryddet, og at den er stærkt reduceret. På en eller anden måde er det lykkedes de canadiske ulve at blive bofaste i Inglefield Land.Men pt. har den derfra bredt sig ud til Siorapaluk, Qaanaaq og Kangerlussuaq eller Qeqertat området til rensdyrområderne på land, og ulvene bliver observeret, men sporene er færre, og da menneskerne udsættes for disse, er det sandsynligt, at disses antal øges, og at de er på vej sydpå. På den måde ser det ud til, at ulven er i færd med at udrydde rensdyrene. I Inglefield Land er halvdelen af grænsen lukket, fordi der ikke længere er rensdyr, men princippet har været, at de har en særskilt bestand af

13

rensdyr, som udviklingsmæssigt har tilpasset sig landet. På denne måde er der lavet en grænse for at beskytte dem mod udryddelse, hvorved mennesker ikke længere havde en mulighed for at jage. Men loven virker modsat, hvor der åbnes op for ulven igennem ubegrænset jagt at udrydde rensdyrene. Sommeropholdspladsen er nu mennesketomt. Jeg tror, at konsekvensen har været, at ulvene er blevet flere, og dermed er der ikke længere rensdyr tilbage. Igennem en årrække har forholdene været sådan, at man har givet mennesker skylden ved at drive en ubegrænset jagt, alt efter om der er mange rensdyr, ingen rensdyr eller hvis rensdyrene er flyttet. Hvis der lukkes for området og forbyder rensdyrjagt, og hvis folk ikke længere befinder sig i området, må vi vide, hvad der sker i dette store landområde. Men nu er det ikke længere til at vide, hvad der sker. Hvis Naalakkersuisut skal betale for en tælling af rensdyr, må vi vide, hvad der sker, fordi vi må vide, hvorfor der ikke længere er rensdyr i Inglefield Land. Og sandsynligvis er forholdene måske det samme ved Qaanaaq. Vi tror således, at såfremt vi reducerer antallet af ulve, kunne vi måske redde vore rensdyr.Såfremt dette ikke sker, vil antallet øges ubegrænset, da ulven er en jæger, og da den udrydder alt, hvad den støder på uanset om det er sommer eller vinter. Ulven er til stor skade for vore jagtdyr, og derfor må der åbnes op for ubegrænset jagt, så ulven kan jages indenfor kommunen i Avanersuaq, idet ulven, som kommer fra Canada, er skræmmende overfor besøgende og til stor skade for vore fangstdyr. Jeg mener, at det næste er, at vi bør tænke over, hvordan vi bør reducere antallet af ulve. Det er sådan, at der i nærheden af Siorapaluk er efterladt spor efter ulve, og under mørketiden har nogle Siorpaluk-beboere set en ulv lige uden for døren. Således har en ulv osse besøgt stedet her. Jeg var i starten af april på moskusoksefangst i Etah og så ikke særligt mange moskusoksespor. Men jeg så mange ulvespor og så også 3 ulve på lang afstand. De var helt hvide og stod på toppen af et fjeld og måske så de mig også. Jeg fangede nogle moskusokser, som ikke var særligt fede. Da jeg på hjemturen til Siorapaluk skulle overnatte ved Pitoraavik – ca. 40 km. fra Siorapaluk – var der 4 ulve der fulgte mine slædespor. De kunne måske lugte det moskusokse-kød, som jeg transporterede. Det var ikke særligt betryggende, så jeg skød et skræmmeskud, da de var uden for skudrækkevidde.

Peter Duneq - Siorapaluk – Fanger 1995-2019.Før i tiden ca. i slutningen af 1900-tallet og i begyndelsen af 2000-årene har jeg været deroppe i højarktis med hundeslæde. Dengang har vi i højere grad ikke observeret spor efter ulvene, men først efter ca. 2008 begyndte ulvene først at dukke op. Vi, som plejer at rejse nordpå, har bemærket, at rensdyrene i dette område mærkbart og meget hurtigt begyndte at blive udryddet deroppe.I år i forårets forløb har vi med jolle været nord for Etah, og så har vi i løbet af 1900-tallet været i Aanngartoq hvor der er en hytte. I løbet af 1900-tallet, har der været en mængde moskusokser, hvor vi tilmed har set store flokke af moskusokser.

14

Fanger Peter Duneq, Siorapaluk, fortæller, at rensdyrene reduceredes meget hurtigt, da ulvene begyndte at komme, og at man ikke længere kunne observere moskusokseunger.

Da jeg var deroppe i foråret, så jeg kun en flok moskusokser på ca. 10 stk. Det mærkelige er, at der ikke var unger iblandt dem, hvor disse ellers er almindeligt forekommende, men i år har jeg kun set ældre dyr. Hvis rensdyrene ikke er blevet helt væk, vil der måske være et fåtal tilbage. Da vi opholdt os lige i nærheden af Etah og gik en kort tur, var der kun rensdyrknogler vi kunne se på land. Jeg så ikke engang moskusokser ved Etah. Ulvene er blevet rigtig mange i løbet af de sidste år. Tilmed er de begyndt at blive observeret her i nærheden af Siorapaluk og der ses osse spor efter dem. Disse vandrer sydpå og de er begyndt at kunne ses på den modsatte side af Thule ved Kangerluarsorujuk, som er et rensdyrområde. Så dér har de også etableret sig. I nærheden af Siorapaluk har min kone og søn hørt ulve hyle, og kort tid efter observerede min kone og min datter 2 ulve. Tidligere var disse meget sjældne, men nu begynder ulvene at blive rigtig mange. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når jeg begynder at mangle kød. Men der plejer at være mange harer i nærheden af os. Jeg plejer at gå på harejagt i februar-marts-april måned, men harerne er blevet meget sky. Og det er meget mærkeligt, når man jager dem. Nu er ulvene vel nok begyndt at angribe harerne, hvilket har fået konsekvenser for harerne.Det er ønskeligt, at ulvenes antal reduceres her i Avanersuaq. Og hvis ulvenes antal ikke reduceres, så vil de udrydde de kære rensdyr på den modsatte side af Qaanaaq, som de med lethed kan nå til og så kan de nå Inuarfissuaq-området, som er et større landområde. Jeg kan således vurdere, at moskusokserne, som befinder sig ved Etah, er blevet stærkt reducerede. Ulvene har vist fået dræbt mange, og så langt man kan se, er moskusokserne ikke længere synlige. Ulvene er osse i løbet af de sidste år begyndt at forekomme i nærheden af Siorapaluk. En japaner har fortalt mig, at han under en rejse er blevet jagtet af en kobbel ulve på ca. 6-7 stk. Under en tur til indlandsisen havde de hele tiden forfulgt ham undervejs. Men de havde forladt ham, og dette til trods var han i fare. Denne japaner havde været på tur med en hundeslæde, men han havde tidligere osse været gående, og ulvene havde hele tiden været i nærheden af ham. I år havde han været deroppe med hundeslæde, og da havde han vedvarende observeret mange ulve. Der er i de sidste år begyndt at forekomme en masse ulve, og selvfølgelig vil antallet blive ved med at øges, idet de bliver flere og flere. Nogle gange har vi været på tur uden at medbringe riffel, men nu medbringer vi hele tiden rifler, selv når vi skal søkongefangst. Vi gør det på denne måde, hvis nu vi skulle blive angrebet, fordi vi mener, de kan skydes. Vi medbringer nu riffel hele tiden, med tanke på at skyde den, hvis vi skulle blive angrebet. Moskusokserne, som jeg ser, har ingen unger, og de består kun af ældre dyr. For længe længe siden kunne de have rigtig mange unger, og da vi var i nærheden af Etah i Aanngartut i år, så jeg ikke engang rensdyr. Vi har pt. en hytte lige syd for Siorapaluk, og mennesker som var på søkongefangst havde undervejs til Siorapaluk set spor efter ulve, som havde jagtet harer, og denne ulv havde fanget haren. Nu er de osse begyndt at angribe de kære harer.De bør reduces i antal, og det ville være bedre at fange dem, og hvis ikke vil der ikke længere være nogen byttedyr tilbage til os, fordi ulvene bare bliver flere og flere. Nu er vi begyndt at mangle rensdyr, og selvom vi tidligere havde kunnet fange rensdyr, er disse nu i tilbagegang. Lad os få dem reduceret, og det er ellers meget ønskeligt, at reducere ulvenes antal, og da de æder hvadsomhelst, vil de æde, til der ikke længere er noget tilbage.Vi finder det meget ønskeligt, at reducere antallet af ulve, med tanke på at vi selv skal have noget at spise, da ulvene ikke er gavnlige for os, og blot udrydder vore fangstdyr, og da rensdyrenes antal ikke vil øges, så længe der er ulve - ulvene vil blot udrydde rensdyrene, og der vil ikke være noget tilbage til os, ikke engang moskusokser.

Piniartoq Olennguaq Kristensen – Savissivik – en meget erfaren fanger gennem mange år.Olennguaq Kristensen fortæller, at de havde sporet to ulve i nærheden af bunden af Kangerluarsorujuk sydøst for Qaanaaq i Qingartuhaassuaq sidste år i 2019 under en rensdyrjagt. Disse er nu begyndt at vandre mod syd imod Kap Atholl og Pituffik. Han havde også set rensdyrrester fra ulvenes måltid.

15

Olennguaq Kristensen fra Savissivik er en meget erfaren fanger.

16