Mod til succes - af Soulaima Gourani

Keder du dig på jobbet – eller i det hele taget? Er du træt af chefen? Er du bitter over, at din kollega blev forfremmet i stedet for dig? Eller ærgrer du dig over, at du aldrig forfulgte din drøm? Der kommer IKKE nogen og redder dig – til gengæld har du alle muligheder, hvis du tør. Så kys funktionærmentaliteten farvel og: • Find din mission• Invester i dig selv• Styrk din udholdenhed• Nå dine mål

Soulaima Gourani deler i denne bog ærligt og inspirerende ud af sin egen historie og egne erfaringer og krydrer dem med skarpe meninger om, hvordan du bryder ud af din komfortzone. Hun kommer ind på fremtiden, arbejdsliv, karriere, konkurrenceevne, viljestyrke, ansvar og udholdenhed. Det handler om at finde sin rette hylde, turde sætte ambitiøse mål for sig selv og sige dem højt – vælge vejen til succes og arbejde benhårdt på at nå i mål. Og om at ville gøre en forskel.

Soulaima Gourani er iværksætter, virksomhedskonsulent, bestyrelsesmedlem,

efterspurgt foredragsholder og blev i 2012 udråbt af World Economic Forum

som en af de meget få Young Global Leaders i verden. Er i 2013 blevet kåret

som en af ”Nordic Thinkers 20” af Nordic Business Forum og i 2014 som en af

”40 under 40 Europe” af EuropaNova, Friends of Europe og EU. Soulaima sover

med skoene på og vil gerne motivere dig til at gøre det samme.

polItIkeNS Forlagwww.polItIkeNSForlag.dk

mod til succes ☝ soulaima gourani

SOULAIMA_omslg_final.indd 1 17/12/13 13.27

Soulaima_PrincipNY_stationær.indd 2 19/12/13 11.31


soulaima gourani

mod til succes

politikens forlag


soulaima gourani

mod til succes

politikens forlag


Forord 8

Soulaima Gourani – lang historie kort 14 Fragmenter af en reaktion 17The Ebbe Krogh Moment 23Against all odds 28Det hele begynder med dig selv 31Sulten efter mere 33

Kapitel 1. Flyt dig! 36De seks typer frygt 39Vi hader forandring 50Bryd ud af skallen 56Ud af funktionærfælden 58Gør indtryk 63Kend dine styrker 66Brug din viljestyrke 70Tro på det 75Sæt dig et mål 78

Kapitel 2. Sig det højt 82Rollemodeller 84Fordomme om køn 87Lær at tackle modstanden 89Kejserens nye klæder 92Lige meget værd 94Noget at løbe efter 96Baglandet i orden 101Fremtidens arbejdsmarked 104Hav fokus på din markedsværdi 108Vælg din vej 111


Kapitel 3. Invester i dig selv 114Træf den rigtige beslutning 116Få råd til din frihed 120Sig farvel til stereotyperne 124Udsæt dig selv for feedback 127Ud af komfortzonen 129Skab relationer 133Del din viden 135Kommuniker, hvad du kan 138Skab dit eget held og få det til at ske 142Færdiggør dit level 144Hold kampformen 146Hårdt arbejde og afsavn 149Der kommer ingen og redder dig 152

Kapitel 4. Tro på det og hold ud 154Pigerne efter drengene 157Hav fokus på dit talent 159 Ryd op i dit liv 161Vær tro mod dig selv 163Brug tiden 165Styrk din modstandskraft 168Sov med skoene på 171Ingen lette løsninger 172Værdien af at kæmpe 174Vær sulten 176Pas på mageligheden 178 Slut fred 179Når dit peak kommer 183Din egen balance 185


At leve er det sjældneste af alt i verden. De fleste mennesker eksisterer, ikke andet.

Oscar Wilde

FoRoRDI 2001 kom jeg tilbage til Danmark efter at have boet nogle

år i blandt andet Norge. Da jeg ankom med min flyttevogn til

Nyhavn, kendte jeg stort set ingen i Danmark. Ikke ud over

lidt sporadisk familie og nogle gamle venner. Jeg skulle byg-

ge en helt ny afdeling op for en norsk virksomhed. Det skulle

jeg gøre uden et nævneværdigt budget og uden danske kol-

leger. Jeg lå og samlede kabler under det første skrivebord,

købte printerpapir og varetog alle funktioner på én gang. Jeg

rejste land og rige rundt for at opbygge en kundekreds, et

navn og en forretning. Ingen vidste, hvem jeg var. Jeg elskede

det. Alt det nye og uventede.

Mindre end tre år efter sad jeg i en stilling hos Maersk Data


9

og modtog den ene talentpris efter den anden. Et finere job på

papiret, men ikke i realiteten, skulle det vise sig. Det var starten

på den karriere, hvis op- og nedture jeg har delt med jer i min

første bog Tag magten over din karriere. I dag bor jeg på Nør-

rebro med min lille familie og har verdens sjoveste, frieste og

mest udfordrende job.

Føler du, at du er en succes? Hvad er succes? Er det noget, der

kommer af, hvad der står på dit navneskilt eller dit visitkort?

Ved du, hvornår du har succes, og bliver man lykkelig af at have

succes? Succes handler om modet til at finde sin rette hylde,

stå ved det og føle, at man udretter noget relevant, og at man

er en del af noget større end sig selv. For mit eget vedkommen-

de er succes noget, der flytter sig. Det er der i et sekund, og så

fyldes jeg med en frygt for, at det skal forsvinde. Jeg tør ikke

nyde plateauer. Jeg kæmper mig hele tiden videre.

For rigtig mange ender visionen om succes og drømmejobbet

som en kamp mod kedsomheden – i et job, de ikke kan lide, for

en chef, de ikke bryder sig om. Arbejde bliver noget, der bare

skal overstås, som vi kun gør af sur pligt, og ikke fordi det er

noget, vi elsker at gøre. For få af os finder vores ’hylde’, og vi

går rundt og føler, at der ikke er nogen udvej. Det accepterer vi,

selv om mange af os arbejder flere timer i døgnet, end vi sover

og har fri. Det er uværdigt.

forord


10

Jeg er så privilegeret, at jeg daglig møder og arbejder sammen

med nogle af verdens mest succesfulde mennesker inden for

politik, forretning mv. og de fleste af dem føler sig faktisk ikke

som en succes. De fleste af dem har haft en svær baggrund

og har følt livets modstand i rigelige mængder. Mange af dem

er blevet til noget mod alle odds. De har set udfordringer, ikke

problemer. og de har kæmpet, slidt og slæbt for deres succes.

De føler sig ikke heldige, de er hårdtarbejdende. De er sultne

og modige og har satset alt eller meget på at nå til, hvor de

er i dag. De er ’bare’ mennesker – men de er ofte på en missi-

on, deres benzin er kraftig, og de kører langt på literen. De vil

ikke nøjes med. De vil ikke finde sig i kedsomhed og stilstand.

De leder ikke efter drømmejobbet. De læser ikke reglerne, de

skriver dem ofte selv. De tør gå forrest, de tør være de første

og de eneste. Det er mennesker, som har inspireret mig til at

dele mine tanker om mod og succes med dig.

Det er, som om det er umuligt at skabe sult i et paradis som Danmark.

Soulaima Gourani


11

Jeg oplever ikke, at der er den sult i samfundet, som vi har

brug for, hvis vi skal kunne udvikle os i det tempo, der er brug

for. Som ung dansker er jeg bekymret for, hvordan det skal gå

Danmark de næste 10 år. Hvad skal vi leve af i fremtiden, og

hvordan skal vi øge vores individuelle produktivitet, kreativi-

tet, innovationskraft? De fleste unge, der færdiggør en uddan-

nelse, tænker mere over, hvilket job de kan få, og mindre på,

hvilket job de kan skabe. Hvad er konsekvensen af det? Hvad

driver dig? Er du sulten?

Jeg møder godt og vel 80.000 mennesker på et år gennem

mit arbejde. Alt for mange mennesker passerer mig uden at

gøre et stort indtryk. Det samme sker sikkert for dig. Vi husker

ikke alle, vi møder, og ikke alle husker dig. Årsagen skal findes

i, hvordan vi dømmer og tiltrækkes af mennesker. Vi beslutter

os faktisk allerede inden for et sekund, om et menneske er ven

eller fjende. Men små korrektioner i din måde at kommunikere,

tænke og handle på kan ændre alt det. Hvis du skaber dig en

større platform, kan du ændre det, du gerne vil ændre i dit liv

og i det samfund, du er en del af.

Mange tror fejlagtigt, at de kommer længst med stærke fag-

lige kvalifikationer. Men forskningen viser nedslående resulta-

ter: Det er langtfra altid den fagligt dygtigste, der når længst.

forord


12

Det er det, jeg kalder for Susi og Leo-effekten. Du er nødt til

også at vække personlig tillid for at kunne gøre indtryk og bli-

ve husket af folk. Det er altafgørende for din karriere og dine

muligheder. og så skal du arbejde hårdt.

Vi kommer til at misunde vores børn deres alderdom. De vokser

op i en helt anden og på mange måder meget mindre verden,

end vi er vokset op i. Relationer kan skabes og plejes på tværs

af landegrænser som aldrig før, og vores børn vil i kraft af de-

res sprogkundskaber kunne gøre sig forståelige i langt højere

grad, end vi kunne. Teknologien udvikler sig mindblowing de

næste år. De unge, som i dag er 10-15 år, kommer til at forandre

den måde, vi arbejder og er sammen på. Vi står over for en helt

utrolig tid, og mange af os har ikke gjort os begreb om, hvad

det er for en verden, vi skal være ’gamle’ i.

I øjeblikket forlænger vi menneskers liv med næsten tre må-

neder hvert år, og på sigt vil vi måske kunne fordoble menne-

skets levealder. Men hvad hjælper det at leve længe, hvis vi ikke

rigtig lever livet?

Jeg er fortaler for et mere reflekteret samfund. Hvor folk tager

ansvaret for deres eget liv. For så længe der er nogen, som

hænger i bremsen, kommer vi ingen vegne. Hverken som indi-

vider eller samfund. Jeg vil gerne dele min livsfilosofi og føler

Soulaima Gourani


13

en stærk trang til at inspirere folk omkring mig til at finde deres

eget talent og deres egen passion. Til at turde have en vision og

store ambitioner. og til at lykkes med det.

Der er undersøgelser, der viser, at folk, som ikke bruger sig

selv, og folk, der får lov til at være i fred, dør hurtigere. Stilstand

og passivitet er bare ikke godt for mennesker. Vores hjerneceller

dør, hvis vi ikke bruger dem. Men den ’gymnastik’, dit liv har brug

for, skal du selv tage ansvaret for. Der kommer ingen og ’redder’

dig, ingen tager ansvaret for dig. og det er i virkeligheden den

gode nyhed: Du har alle muligheder. Hvis bare du vil og tør.

Denne bog indeholder mine tanker om liv og karriere, baseret på

de seneste 10 års mere end 10.000 timers arbejde ude i felten

– i erhvervslivet verden over – og mine oplevelser som Young

Global Leader (YGL), nr. 15 på listen over de 20 mest markante

tænkere i Norden (Nordic Thinkers 20) og som en af de ’40 under

40’ i Europa. Jeg vil gerne dele mine tanker, mine skyggesider,

meninger, holdninger, observationer og forskning med dig. For

at skabe debat – og for at inspirere dig til at tage stilling til dit

eget arbejdsliv, så du også kan skabe forandring i øjenhøjde.

Dette er en bog om mærkesager, mod og håb – om at tænde

en gnist, der får dig til at brænde uden at brænde ud.

– Soulaima Gourani

forord


Jeg har min frihed, men den er ingentingværd, hvis den ikke indbefatter friheden til at fejle.

SoULAIMA GoURANI– en lang historie kort


15

Jeg er født i det Marokko den 1. december 1975, i byen Safi. Jeg

har en storesøster og en storebror. Min søster døde i 2011 af

nyresvigt i en alder af 40 år. Hun sad hele sit liv i en kørestol

som multihandicappet. Den dag i dag synes jeg, at et af de

største privilegier i livet er at kunne rejse sig op og gå sin vej

eller gå hen til noget – at være i bevægelse. Jeg sætter pris på

min mobilitet, måske netop fordi hun ingen havde. Bagsiden

af medaljen er, at jeg er blevet sådan et menneske, der minder

om en løbsk hest. Jo mere man prøver at tøjre mig, jo mere får

jeg lyst til at løbe. Alt, der holder mig inde eller nede, giver mig

energi til at sprænge rammerne. Jeg vil sprænge normer og har

det svært med traditioner og gentagelser.

Min mor er dansk, min far var araber. Jeg var 4 år, før jeg fik

jeg mit danske statsborgerskab, til trods for at vi havde boet i

Danmark, fra jeg var få måneder gammel.

Jeg tilbragte mine første leveår på Fyn, blandt andet Volls-

mose. Vollsmose har på mange måder dannnet ramme om

min tidlige barndom. Selv efter vi flyttede derfra, kom jeg der

meget, fordi min onkel og tante boede der i mange år. og min

svigermor bor der stadig.

Senere flyttede vi til odense city, ved Kongens Have, hvor

mine forældre fandt en lejlighed. Her husker jeg stemningen på

og omkring odense banegård. Allerede som barn opsøgte jeg

leben og mennesker og fandt en indre ro ved at være omgivet

af mange, gerne fremmede mennesker.

Soulaima Gourani – en lanG hiStorie kort


16

Min far var oprindelig sømand og havde, da han døde i 2006,

set det meste af verden. Han blev uddannet ingeniør på

odense Teknikum. Han var oprindelig muslim, men det var

svært, når man var gift med en dansk pige fra en arbejder-

familie i odense. Så han konverterede til kristendommen for

at blive accepteret, men selv om han brugte hele sit liv på at

blive en del af det danske samfund, blev han aldrig lukket

ind.

I slutningen af 1970’erne boede vi i Nordjylland. I Sejlflod, Egen-

se, Storevorde og Mou, hvor jeg gik i henholdsvis børnehave

og folkeskole. På de kanter var jeg meget eksotisk, og min mor

blev stoppet på gaden og tilbudt penge, for at folk kunne få lov

til at betragte mig. Det skete såmænd også i odense.

På et tidspunkt skulle min far træffe valget, om han ville blive

ved med at rejse og se sin familie for lidt. Han var ret opfind-

som og prøvede fx at slå sig ned som privatdetektiv. Det blev

selvfølgelig ikke til noget. På det tidspunkt boede vi på en gård

oppe ved Mou, og en dag kom han hjem og fortalte min mor, at

han havde byttet gården med et hotel i Padborg.

Altså flyttede vi til Padborg, og de første par år gik det rigtig

godt. Det var noget af en omvæltning, men desværre ødelagde

det vores familie. De arbejdede utrolig hårdt og altid. Alle, som

vokser op i restaurationsbranchen, ved, at det er noget af en

barndom. Der mistede jeg på en måde mine forældre, og til

sidst gik de desværre konkurs.

Soulaima Gourani


17

I Padborg var der på mange måder også dødssygt, og der ske-

te meget lidt. Her begyndte jeg allerede i 3. klasse at drømme

mig frem til den dag, hvor jeg selv kunne bestemme, hvor jeg

skulle bo. Jeg begyndte at tælle dage, til jeg kunne flytte hjem-

mefra. Men pludselig måtte vi altså rejse fra alt i Padborg, og

jeg forlod mit første meget tætte venindeforhold. Et brud, det

tog mig lang tid at komme over.

Fragmenteraf en reaktionVi flyttede fra Padborg til Jegerup, en lillebitte by nær Vojens

med 439 indbyggere. Min mor og far havde købt den lokale

kro. Jegerup var et lille samfund med en lokal købmand, en ba-

ger og en lille skole. De første tre måneder af min tid i Jegerup

kæmpede jeg mig gennem skoledagene og oplevede at blive

truet på liv og lemmer af de lokale landsbybørn, som bestemt

ikke havde plads til en som mig.

Med udsigt til daglige bank, ingen, der gad lege med mig,

udeblevne fødselsdagsinvitationer og gruppearbejde, hvor jeg

fik lov til at være i gruppe med mig selv – og en skole, der intet

gjorde for at komme mobningen til livs og intet gjorde for få



18

mig integreret, tog jeg sagen i egen hånd. Jeg nægtede sim-

pelthen at gå i skole.

Så vidt jeg husker, gik der et par måneder, før jeg fik lov til at

starte på en lidt større skole i Vojens (8.000 indbyggere). Jeg fik

det bedre på den skole, hvor udvalget af venner var lidt større.

Jeg blev aldrig glad for selve skolen, men jeg udviklede nogle ret

gode venskaber. Især med en pige, som desværre mistede livet

for et par år siden. I Vojens begyndte jeg også at hjælpe til på

den lokale Radio Vojens og oplevede en stor glæde ved at tale

direkte ud i æteren, de gange jeg fik lov til det. Jeg mærkede

pulsen stige, glæden ved at have et ’publikum’ var vakt.

Jeg har altid været meget ambitiøs med et utrolig højt drive. De

fleste har det lidt svært med mig, fordi jeg fylder så meget, tager

rummet, taler højt og meget og bare klør på, når der er noget, jeg

gerne vil. Jeg er ofte den, der taler højest og mest. Jeg er engage-

ret, nysgerrig, spørgende og søgende. Det kan virke voldsomt på

folk. Jeg har hovedet fuld af oplevelser, jeg gerne vil dele, om folk,

jeg har mødt, og samtaler, jeg har haft. Nogle opfatter det som

pral og selvpromovering.

På et tidspunkt i 4. klasse fik min matematiklærer nok af mig.

Han var sikkert velmenende, for han var ikke et ondt menneske.

Han sagde: ”Soulaima, du bliver nødt til at skrue ned for dine am-

bitioner og forventninger til livet, for det kommer aldrig til at ske:

Du er pige, du er mørk, og du hedder Soulaima. Det kommer aldrig

til at gå godt.” Jeg slog mine bøger sammen og forlod klassen. Jeg

Soulaima Gourani


19

gik hjem og sagde, at jeg havde samarbejdsproblemer med ma-

tematiklæreren, og at jeg ikke agtede at gå derhen igen.

Min store fornøjelse i livet er at gøre, hvad andre mennesker siger, jeg ikke kan.

Jeg er drevet af ”jeg skal vise dem!”.

Jeg gør, hvad jeg gør, fordi jeg kan lide det, men også fordi man engang sagde, jeg ikke kunne.

Det sidder dybt i mig den dag i dag, at folk ikke troede, jeg

blev til noget. Når man ikke kan være en del af ’det gode sel-

skab’, finder man sammen med andre rastløse, skæve individer.

Det gjorde jeg også. Jeg kom på mange måder i dårligt sel-

skab og var som 12-årig lidt vild og ville ud og se mig omkring.

Mine forældre havde hverken evnerne, viljen eller værktøjerne

til at ’styre’ mig, og det endte med, at jeg som 13-årig stak af

hjemmefra. Jeg pakkede i nattens mulm og mørke og rejste til

odense, hvor en stor del af min mors familie boede. Her skjul-

te jeg mig i nogle uger og talte kun til mine forældre gennem

pressen (bl.a. Tine Bryld, Tværs og B.T.).



20

En morgen hentede politiet mig, og jeg blev anbragt på et bør-

nehjem i Gråsten. Der ville jeg gerne være. Miljøet var ekstremt

hårdt, men jeg passede på mange måder ind i den jargon og

i en verden, hvor det handlede om at overleve. Efter cirka et

halvt år vurderede man imidlertid, at jeg skulle hjem og få livet

med mine forældre til at fungere.

Så jeg blev sendt hjem. og vendte tilbage til min skole i Vo-

jens, som kvitterede med at smide mig ud af 8. klasse. I sko-

legården overbragte min dansklærer mig ’nyheden’ om, at jeg

var uvelkommen, fordi jeg var løbet hjemmefra og kunne give

de andre børn ’fikse ideer’. Det måtte jeg selv gå hjem og un-

derrette mine forældre om. Der mistede jeg den sidste tillid, jeg

måtte have haft til skolesystemet, og især til lærere.

Men mine forældre fik via kommunen kontakt til Rens Efter-

skole, som gerne ville optage mig, selv om det var midt i sko-

leåret. Skolen havde desværre ikke en 8. klasse, så jeg kom

i 9. klasse. Det var en stor ting at springe en hel klasse over.

Pludselig gik jeg i klasse med nogle, der var et helt år ældre

end mig.

Efterskolen var på mange måder et vildt bekendtskab, for

ikke alle, som gik der, var Guds bedste børn. Jeg måtte gå ud

efter 9. klasse, da der var mistanke om, at jeg sammen med

nogle andre elever havde røget hash på skolen. Vi var 16-17 ele-

ver, som ikke fik lov til at vende tilbage efter sommerferien.

Jeg tog 10. klasse på en folkeskole i Haderslev. Efter et par

måneder stak jeg af fra mine forældre igen. Jeg kunne bare

Soulaima Gourani


21

ikke bo sammen med dem. Kommunen fandt herefter en pleje-

familie til mig i Kvistrup ved Haderslev.

Der fik jeg en god tid. Min plejefamilie åbnede en verden for

mig med motion og ikke mindst sund, økologisk mad. Jeg fandt

ud af, at jeg ved at dyrke sport som løb og aerobics kunne få

afløb for noget af al min hyperenergi. Det var noget, jeg virkelig

tog til mig, og siden da har jeg leveret flere ekstreme sports-

præstationer, fx Miss Fitness, Danmarksmesterskabet, adven-

ture extreme races (24-timers løb), triatlon, spinning, skima-

raton og den slags. Jeg har stadig kontakt til dem, og de har

taget min lille familie og vores børn til sig som deres egne.

Da jeg var cirka 16 år, flyttede jeg på en ungdomsinstitution

med fem andre unge. Vi havde daglige pligter og skulle få et

hus til at fungere. Der boede også to pædagoger hos os, men

jeg har selv haft ansvaret for at stå op og passe min skole, så

længe jeg kan huske. Jeg har været i dårligt selskab og haft en

kæreste, der har siddet i fængsel, og ja, jeg har haft kriminelle

venner med stofmisbrug, og ja, det er da utroligt, at jeg ikke er

kommet på afveje, blev mor som teenager eller det, der er vær-

re. Jeg har nok altid haft den der værdighed i mig, der gjorde,

jeg ikke trådte ud over kanten.

Men det voksende pres i mit spirende voksenliv reagerede jeg

på ved at udvikle en spiseforstyrrelse. Jeg startede ganske en-

kelt på en slankekur, som jeg ikke kunne styre. Jeg blev alt for

tynd, og folk frygtede for mit helbred, så jeg måtte tilbage på



22

’fede-ophold’ hos min plejefamilie. Frem og tilbage. Jeg fik dog

ikke helt styr på forstyrrelsen, før jeg var i midten af 20’erne.

Jeg har været i livsfare flere gange, når vægten har været nede

omkring 42-44 kg. Selv om folk bønfaldt og tryglede mig om at

spise, kunne jeg bare ikke. Jeg havde fundet en måde, hvorpå

jeg kunne bevare en form for kontrol. Jeg troede faktisk aldrig,

at jeg skulle blive rask. Samtidig knoklede jeg på med min han-

delsskoleeksamen.

Fra jeg var 16 til næsten 20 var jeg kæreste med Jens. Vi havde

begge en vanskelig fortid, men vi holdt sammen og fik en stabil

hverdag. Vi boede sammen på en ungdomsinstitution og gik på

den samme skole. Vi var længe venner, men blev et stabilt par

trods vores unge alder. Han var på mange måder min trygge

havn i den periode. En rigtig dejlig ungdomskæreste, der be-

handlede mig værdigt og respektfuldt. Det gav mig en grund-

læggende tro på kærligheden at opleve så tryg en kærlighed i

så ung en alder.

Soulaima Gourani


23

The Ebbe Krogh MomentJeg ville egentlig gerne have været på gymnasiet, men jeg blev

ikke erklæret egnet. Igen en ekstrem ydmygelse, jeg måtte slu-

ge. Altså kom jeg på handelsskole.

På første år på trak dansklæreren Ebbe Krogh mig en dag til

side: ”Hør her, Soulaima. Jeg tror ikke, du klar over, at du har

et utroligt talent. Jeg har aldrig tidligere oplevet et menneske,

som kan kommunikere, formulere, tryllebinde og lede folk i en

grad, som du kan.” Det var første gang, jeg nogensinde hørte,

at jeg havde et talent. For noget som helst. og det ramte mig

virkelig hårdt: ”Har jeg et talent?! Så det er ikke bare noget, jeg

bilder mig ind?”

Indtil den dag havde 98 procent af al den undervisning,

jeg havde modtaget i min skolegang, været dybt uinspire-

rende, og jeg havde kedet mig bravt. Jeg havde så utrolig

få passionerede lærere. Jeg følte ofte, at skolen og under-

visningen var én lang ørkenvandring. Til trods for alle de

mange skoler, jeg havde gået på, kunne de passionerede

og virkelig motiverende lærere, jeg har oplevet, tælles på

én hånd. Men for mig var Ebbe den rigtige lærer på det rig-

tige tidspunkt. Han så mig, og så igennem min hårde faca-

de. Indtil da havde jeg oplevet uværdighed på flere planer.

Både gennem det, jeg lod andre gøre ved mig, og det, jeg



24

påførte mig selv. Det har givet mig yderligere en mission i

livet: værdighed.

I dag arbejder jeg nonprofit gennem flere projekter, hvor jeg

er enten ambassadør, bestyrelsesmedlem eller formand. Jeg

har især stor glæde af mit samarbejde med kronprins Haakon

af Norge. Han etablerede Global Dignity sammen med to an-

dre for nogle år siden, og jeg er ansvarlig for Global Dignity i

Danmark. Global Dignity arbejder for at udbrede kendskabet til

værdighed i alle livets aspekter, blandt andet ved at tage ud på

folkeskoler og tale med børn i alderen 14-16 år og fortælle dem,

at de rent faktisk har indflydelse på deres eget liv.

Global Dignity har udviklet fem værdighedsprincipper. De er

ikke ment som en definition af begrebet værdighed, men som

et udgangspunkt for refleksion og samtale om, hvad værdig-

hed betyder for hver enkelt af os, og hvordan vi kan omsætte

det i konkrete valg og handlinger:

1. ethvert menneske har ret til at leve et værdigt liv.

2. et værdigt liv betyder, at man har mulighed for at opfylde

sit potentiale.

3. Værdighed betyder, at man har ret til at træffe beslutninger

om sit eget liv, og at denne ret bliver mødt med respekt.

Soulaima Gourani


25

4. Værdighed bør være det grundlæggende princip for alle

holdninger.

5. i sidste ende er vores egen værdighed gensidigt afhængig

af andres værdighed.

Arbejdet med Global Dignity står mit hjerte meget nær, fordi

netop de år var så svære for mig. Der var ingen, som talte med

mig om, hvad det ville sige at leve et værdigt liv – eller fortalte

mig, at alle har et talent, hvis de leder længe nok.

Jeg sætter også stor pris på det arbejde, kronprinsessen gør

med Mary Fonden. Jeg har drøftet med hende, at jo flere vi er,

der taler åbent om mobning og ekskludering, jo flere er vi, der

kan hjælpe med at nedbryde tabuer. og derigennem kan vi

måske være medvirkende til, at bare ét barn mindre skal ople-

ve alt det, som jeg eksempelvis har oplevet.

Jeg drømmer om, at vi bliver mere tolerante som mennesker.

Jeg håber, at vi åbner for mangfoldigheden på alle planer og

begynder at se mennesker som individer og ressourcer. Alle,

hver og én. For mange af os bliver tabt af systemet og holdt

udenfor, fordi vi er anderledes. Den grimme ælling, den fortæl-

ling gennemlever tusindvis af børn landet over hver dag.



26

Men verden er ikke et sammensmeltet samfund, hvor alle er

lige eller har lige muligheder. Der er stadig racisme og mange

fordomme. objektive og subjektive undskyldninger. Vi ser det i

det små med opdelingen i ’dem’ og ’os’, men jeg vil gerne være

med til at gøre op med den forestilling. Der er et ’os’ på alle

planer i livet.

Jeg har en meget god ven, Ashish Thakkar (i dag Afrikas rige-

ste milliardær), der er som en bror for mig. Han og hans familie

måtte flygte fra Rwanda under den etniske udrensning for 18

år siden. De måtte bogstavelig talt vandre over lig, og hans

historier er gruopvækkende. Han brugte al den smerte, han

oplevede, til at skabe et drive, så han kunne være med til at

genopbygge Afrika. og der fik han sig en livsmission.

Men den slags sker stadig. Det sker, og det kan ske igen.

Lige nu i Burma. og igen i Indien. Det påvirker landets unge.

Nogle går ned på det, andre beslutter sig for at bygge en bed-

re fremtid for sig selv og andre. De gør fx noget på lokalt plan

for andre i deres landsbyer, eller de går ind i politik. Personligt

føler jeg, at jeg bliver nødt til at engagere mig, uanset hvad.

Blandt andet fordi jeg selv på et helt lavpraktisk plan blev

reddet, fordi én person gad engagere sig, selv om vedkom-

mende ikke havde behøvet gøre det. Jeg gør det gennem mit

frivillige arbejde.

Vi har alle sammen, hver morgen når solen står op, en ny chan-

ce for at gøre dagen til en god dag for os selv og andre. Man

Soulaima Gourani


27

kan måske ikke redde hele verden, men man kan altid være en

Ebbe Krogh for nogen.

Man spiller først fallit den dag, hvor man hverken har tillid

til sig selv eller andre, hvor man holder op med at tro, at ens

liv har et formål, og hvor man holder op med at hjælpe andre.

Skab og bevar modet til at tro på, at også du kan forandre no-

get.

Courage is the most important of all the virtues because without courage, you can’t practice

any other virtue consistently.

– Maya Angelou



28

Against all oddsDa jeg er 20, og han 18, møder jeg min mand, Brian, i en bybus

i odense. I 2004 gifter vi os, og vi har kendt hinanden og været

kærester i næsten 20 år nu. Brian er det menneske, jeg ken-

der bedst, og jeg elsker ham, så højt man kan elske et andet

menneske. Vi er i virkeligheden som nat og dag. Vi har to børn:

Storm (2007) og Pil (2009).

Efter min eksamen fra handelsskolen rejste jeg til udlandet,

fordi jeg ikke kunne finde arbejde i Danmark. Alle de stillinger,

jeg søgte, fik jeg afslag på. Det var så uværdigt, og jeg næg-

tede at forblive i aktivering på mit lokale jobcenter. Jeg vidste,

jeg havde mere i mig. Men jeg kunne ikke få lov at bevise det,

dér hvor jeg var. Jeg vendte senere tilbage til Danmark for at

læse til eksporttekniker, fordi det var en af de eneste uddan-

nelser, jeg kunne komme ind på med mit karaktergennemsnit,

og fordi det var den eneste uddannelse, der startede i januar.

Jeg kunne ikke vente til august eller september. Jeg skulle i

gang nu.

Lang historie kort: Jeg rejste blandt andet til Luxembourg og

Norge, mens jeg læste. og efter endt uddannelse endte jeg

med at blive rekrutteret til mit første job, så fra 2000 til 2004

var jeg ansat i et norsk it-selskab, hvor jeg arbejdede med salg

af it-løsninger til detailhandlen. og i 2001 kom jeg til Danmark

for at etablere de omtalte danske afdeling.

Soulaima Gourani


29

I 2004 blev jeg headhuntet til Maersk Data, og jeg tog jobbet,

fordi jeg var duperet. Det fortrød jeg dog mange gange siden,

for jeg tog ikke jobbet af de rigtige årsager. Samme år modtog

jeg prisen Rising Star, der uddeles til højst 12 personer, som ko-

mitéen mener har potentiale til at kunne lede en børsnoteret

virksomhed. Prisen gives blandt andet for at finde kandida-

ter til de næste C20-ledere. Feltet er ret stort, for der vælges

blandt alle danske ledere under 45, men jeg blev valgt som den

første mørke kvinde under 30 år nogensinde – i en alder af 28.

Samme år fik jeg Talent 100-prisen, der gives til Danmarks 100

største talenter under 35. Året efter kom jeg i et fransk karri-

eremagasin på en top 100-liste over unge europæiske ledere,

som man skulle holde øje med. Det var også en slags Rising

Star.

At få de priser gjorde mit liv til et levende helvede. og det blev

bestemt ikke nemmere for mig at begå mig i en organisation

som Maersk Data med de udmærkelser.

I 2011 blev jeg valgt til Young Global Leader, YGL. Det er World

Economic Forum og headhunterfirmaet Heidrick & Struggles,

som står bag YGL. Hvert år nomineres flere tusinde kandidater

under 40 år fra hele verden, og der udvælges højst 200 per-

soner i seks kategorier, bl.a. andet sportsfolk, kongelige, er-

hvervsfolk og ngo’er. Jeg blev valgt i erhvervskategorien, den

mest prestigefyldte af de seks, som én af i alt 192 YGL’er det år.

Jeg er den eneste danske erhvervskvinde.



30

En gang om måneden mødes jeg med andre medlemmer til de-

batter, plenumdiskussioner og lignende arrangementer. Hver

måned investerer jeg penge og ca. en uge af min tid, som jeg ri-

ver ud af kalenderen. I 2012-13 var jeg bl.a. i Mexico, Indien, Kina,

USA, Rusland, Burma, Jordan, Tyrkiet, Marokko, Saudi-Arabien

og UAE foruden Davos, Engadin og en række lokale europæi-

ske events.

Der er i alt ca. 800 medlemmer af YGL, og det kaldes for et

af verdens fineste og mest magtfulde netværk. Jeg har ger-

ne villet være blandt de mest magtfulde og indflydelsesrige i

erhvervslivet, fordi jeg har behov blive inspireret, udfordret og

hørt og for at dele min viden. og det er jeg blevet. Det er fuld-

stændig vanvittigt, men jo, du sidder faktisk og spiser middag

hos Mexicos præsident, sludrer med Marissa Mayer fra Yahoo

til en workshop, Sheryl Sandberg fra Facebook til en fest, kron-

prinsesse Victoria af Sverige til en middag eller dronning Rania

af Jordan på et besøg i hendes land eller noget helt andet.

Men selv om jeg har oplevet at flyve rundt i privatfly og blive

’passet på’ af sikkerhedsfolk, kan jeg mærke, at jeg ikke taber

sutten over det. Langt de fleste succesrige og indflydelsesfulde

mennesker er helt nede på jorden, når du lærer dem at kende.

Det er mennesker med en enorm viden, engagement og mu-

lighed for at opnå indflydelse i de sager, de nu kæmper for.

De fleste af dem er ekstremt ydmyge og generøse med deres

viden. Det har lært mig meget om, hvordan man kan bruge sin

indflydelse til at forandre verden.

Soulaima Gourani


31

Det hele begynder med dig selv I januar 2012 fik jeg mulighed for at tale med Kofi Annan – og

han er på mange måder den, jeg gerne vil være, når jeg bliver

’gammel’. Han er nemlig alt det, jeg ikke er: introvert, diplomat,

kompromissøgende og lynende intelligent. Vi talte blandt an-

det om, at jeg var kåret som Young Global Leader – og han

sagde: ”one can never be too young to lead the world.”

Det gav mig noget at tænke over. At være ’ung’ er ikke læn-

gere en ulempe. Som ung har man masser af drive, energi og

gåpåmod. Det har erhvervslivet brug for. og kobler du det med

mennesker, der har erfaring og kompetence, har du et rigtig

fint udgangspunkt for at skabe noget.

Ledelse er noget, du vælger at rejse dig op og gøre. Du behø-

ver ikke en organisation for at være en leder. Du skal blot bruge

én person – dig selv. Du kan forandre verden, hvis du starter

med dig selv. Det hele handler om at starte på sin egen hjem-

mebane. Hvis du vil forandre verden, må du begynde med dig

selv. og husk, at du ikke er fejlfri. Fejl er vigtige, det er dem, du

lærer noget af. Ingen lærer noget af en succes. Så del rigeligt

ud af det, der gik galt. Giv af dig selv, for på den måde bliver du

en større inspiration for andre.



32

Soulaima Gourani


33

Sulten efter mereNoget af det bedste, jeg ved, er at få ny viden. Så er jeg lykkelig.

Mine bedste momenter kommer ikke, når jeg leverer noget på

arbejde, de opstår, når jeg får noget. I Indien, hvor jeg læste

på India School of Business (ISB), sad vi på skolebænken fra 7

morgen til 23 aften. Jeg elskede det.

Jeg følte, at jeg var privilegeret og heldig, fordi der kom folk

fra hele verden for at undervise os. At gå på så fint et univer-

sitet er for mig som at spise den lækreste chokolade. Det er

balsam for sjælen. og min erfaring er, at man på universiteter

som Berkely, Stanford, Harvard Kennedy University og ISB får

de allerdygtigste undervisere, som virkelig brænder for at lære

fra sig.

I 2013 læste jeg fx på Havard Kennedy. Igen 17 til 20 timers

studier hver dag. Jeg fik for første gang i mit liv undervisning af

verdens dygtigste professorer – og tro mig, den undervisning

var så inspirerende, at jeg ønskede, den aldrig ville slutte. og i

2014 har jeg planer om et par korte ophold på oxford og Yale.

Jeg plejer at sige, at alle de folk, jeg møder på universiteter-

ne, uden tvivl har fortjent at være der, fordi de er dygtige, men

at jeg måske er den, der har mest brug for det. Jeg elsker at få

ny viden, og jeg overvejer altid, hvordan jeg kan gradbøje den

og give den videre til alle dem, som ikke kan sidde der ved siden

af mig og opleve det hele.



34

På den måde føler jeg mig som en katalysator. Mit job består i

at give andre noget, som kan flytte eller provokere dem. Mit liv

giver mening, når jeg blogger og holder foredrag for erhvervs-

livet, eller når jeg står i klasserne ude på skolerne. Fx var jeg i

Tingbjerg, da drengene havde afbrændt containere og biler i

2011. De lyttede, da jeg fortalte min historie, og jeg gik helt ned

i detaljen, for de forstod, hvad jeg havde været igennem.

Vi er meget tæt på at være samme sted. Jeg er bare fem-seks

skridt foran dem. og det, jeg har skabt, kan de også skabe. Det

er ikke uopnåeligt, og jeg har ikke gjort noget, der er uden for

deres rækkevidde. Jeg fortæller dem, at gennem hårdt arbejde

kan alt lykkes. Men at de skal bevare deres flid, mod og troen

på sig selv.

For jeg er sikkert ikke mere intelligent end dem, men jeg har

brugt nogle metoder, så jeg har kunnet overleve og vende noget

skidt til noget godt. Jeg sagde til dem: ”Selv om I ikke har det,

som de andre har med opbakning, kernefamilier og penge, så

har I jeres værdighed. I skal køre videre på jeres værdighed, den

kan ingen tage fra jer, medmindre I giver dem lov. I er okay, som

I er, og det handler om, hvor I vil hen, og om at bruge det, I har

med jer, på den bedst mulige måde.”

Jeg er også fuld af smerte, ensomhed, vrede og længsel. Det

er den benzin, som jeg kører på hver eneste dag, og som kom-

bineret med hårdt arbejde og stålfast vilje bringer mig derhen,

jeg skal. Det kan de godt forstå, og det kan de bruge til noget.

Soulaima Gourani


35

Flere udsatte unge her i landet føler, at de ikke har de rigtige

forudsætninger for at nå langt i livet. De føler ikke, de har no-

gen rollemodeller, og de tror ikke på, at de kan få flere chancer.

Mange af dem har jo allerede opbrugt deres ’kvote’ hos politi

og myndigheder. og de ved, hvordan det er at mangle en hel-

hed, og hvordan det er ikke at føle sig hjemme.

Personligt fandt jeg først ro og fik styr på mit ophav efter min

fars død i 2008, da jeg besøgte hans familie i Marokko. I dag er

jeg virkelig stolt af mit ophav. Alle bør være stolte af, hvor de

kommer fra. Der er ingen baggrund, historie eller familie, der er

bedre end andre.

Jeg indrømmer, at jeg som barn tit drømte om, at der kom en

familie og adopterede mig og tog mig med hen et sted, hvor

tøjet var vasket med skyllemiddel, lagt pænt sammen og på

plads, og man fik eftermiddagste og spiste nybagte boller hver

dag efter skole.

Det hjem fik jeg ikke. Men jeg fik til gengæld en barndom med

en hel masse andet godt og skidt. Det gode er, at alle mine

oplevelser på børnehjemmet, på de mange forskellige skoler

og ved vores mange flytninger gør, at jeg som voksen er rigtig

god til at møde nye mennesker, starte ting op, aflæse en kultur

og en stemning i en gruppe og finde mig til rette i kaoslignende

tilstande. Som voksen har min barske barndom givet mig mod,

styrke, vilje, udholdenhed, selvstændighed og drive.

Vi bør være stolte af, hvem vi er, uanset hvor vi kommer fra.



Keder du dig på jobbet – eller i det hele taget? Er du træt af chefen? Er du bitter over, at din kollega blev forfremmet i stedet for dig? Eller ærgrer du dig over, at du aldrig forfulgte din drøm? Der kommer IKKE nogen og redder dig – til gengæld har du alle muligheder, hvis du tør. Så kys funktionærmentaliteten farvel og: • Find din mission• Invester i dig selv• Styrk din udholdenhed• Nå dine mål

Soulaima Gourani deler i denne bog ærligt og inspirerende ud af sin egen historie og egne erfaringer og krydrer dem med skarpe meninger om, hvordan du bryder ud af din komfortzone. Hun kommer ind på fremtiden, arbejdsliv, karriere, konkurrenceevne, viljestyrke, ansvar og udholdenhed. Det handler om at finde sin rette hylde, turde sætte ambitiøse mål for sig selv og sige dem højt – vælge vejen til succes og arbejde benhårdt på at nå i mål. Og om at ville gøre en forskel.

Soulaima Gourani er iværksætter, virksomhedskonsulent, bestyrelsesmedlem,

efterspurgt foredragsholder og blev i 2012 udråbt af World Economic Forum

som en af de meget få Young Global Leaders i verden. Er i 2013 blevet kåret

som en af ”Nordic Thinkers 20” af Nordic Business Forum og i 2014 som en af

”40 under 40 Europe” af EuropaNova, Friends of Europe og EU. Soulaima sover

med skoene på og vil gerne motivere dig til at gøre det samme.

polItIkeNS Forlagwww.polItIkeNSForlag.dk

mod til succes ☝ soulaima gourani

SOULAIMA_omslg_final.indd 1 17/12/13 13.27

Documents

Mod til succes - af Soulaima Gourani