1

MOBY DICK

en myte om havets og sindets dybder

af Thomas Nordby,

forfatter, cand. phil. i dansk, og sekretær i Jung Foreningens bestyrelse

Herman Melvilles roman ”Moby Dick” regnes i dag for et af de litterære

hovedværker i den vestlige kanon. Sådan har det ikke altid været. Da den 32-

årige etablerede forfatter udgav bogen, først i England og en måned senere i sit

hjemland USA i 1851, var kritikken skuffende, selv om mange anerkendte, at

bogen var noget af en kraftpræstation. Melville var som 20-årig draget til søs,

først på et transatlantisk handelsskib, siden på et hvalfangerskib, der jagede

hvaler i Sydhavet. Her blev han ikke bare involveret i hvalfangst, men stak af

med en kammerat til en ø i Polynesien, hvor de i tre uger blev holdt fangen af

kannibaler. Siden blev Melville hyret på et andet hvalfangerskib. Han blev

involveret i et mytteri ombord og blev fængslet. De eksotiske oplevelser skrev

han flere anerkendte bestsellers om i 1840'erne, hvor han forholdt sig ret frit til

virkelighedsgrundlaget. Den mest populære af romanerne i samtiden

var ”Typee”, der bliver navnet på den sydhavsø, hvor Melville levede med

kannibalerne. Her – tæt på suppegryden – fik han overraskende nok først og

fremmest boostet sin kritik af den kultur, han selv var vokset op i.

Det var også nogle af disse ungdomsoplevelser til søs, der inspirerede ham

til ”Moby Dick” om kaptajn Akabs jagt på 'den hvide hval', en ældgammel

kaskelothval, der har mange sømænds liv på sin samvittighed. Romanen har,

siden den blev almindeligt anerkendt som et mesterværk for omkring hundrede

år siden, været forlæg for adskillige bearbejdede bogudgaver for større børn

samt mange film og tegneserier. Den er også blevet udsat for talrige

fortolkninger, herunder mange dybdepsykologiske, pga de store arketypiske

temaer og åbenlyse referencer til heltemyter med motiver som dragekampen,

natterejsen og djævlepagten.

Den myte, der danner den tydeligste klangbund i romanen, er fortællingen om

helten, der besejrer uhyret. I heltemyterne kan uhyret enten optræde som en

drage, der lever fjernt fra kulturen, i en klippehule eller langt ude i skoven, eller

det kan optræde i skikkelse af et voldsomt havuhyre. I fortællingen om

dragedræberen befrier helten ofte den unge kvinde, der er fanget af dragen, som

f.eks. i beretningen om Skt. Georg og dragen.

Både den vilde natur og det store hav kan ses som billeder på det ubevidste eller

på det urkvindelige, jf. udtrykket Moder Jord, ligesom dragen eller uhyret kan

ses som et billede på den negative side af mor-arketypen – det fastholdende

2

eller det opslugende aspekt af det moderlige. Myten i dens grundform kan altså

ses som en fortælling om en mands udvikling og hans kamp for at befri sig fra

sin moderbundne bevidsthed og derigennem opnå en personlig mandlig

bevidsthed. Først når dragen er nedlagt eller uhyret er besejret, er han i stand til

ligeværdigt at forene sig med det kvindelige i dets forvandlingsaspekt, jf. den

unge kvinde, som helten befrier, da han har slået dragen ihjel.

Dragekampen er en myte, der gennemtrænger den vestlige kultur fra den

klassiske kunst og litteratur til den moderne populærkultur. En moderne parallel

til ”Moby Dick”, hvor dragen også optræder som et søuhyre, er Steven

Spielbergs film ”Dødens gab”. Den handler om dræberhajen, der i højsæsonen

hærger badebyen Amity, indtil den lokale politichef Brody sammen med en

hajspecialist og en garvet hajjæger tager ud i en båd for at gøre det af med

hajen. Et andet eksempel kunne være den første James Bond film, hvor agent

007 jager den monstrøse videnskabsmand dr. No, der som et andet havuhyre

lever i en underjordisk hule på en fjern ø.

”Moby Dick” er en historie om to udspaltede sider af myternes klassiske helt,

begge set i et troldspejl. På den ene side har vi romanens fortæller, den vege,

unge sømand Ismael, der får hyre på kaptajn Akabs hvalskib, og som

tilsyneladende vokser gennem manddomsprøver ved at integrere sine

skyggesider og få kontakt med sin egen indre kvindelighed. På den anden side

har vi den dæmoniske kaptajn Akab, der med herkuliske kræfter og sin enorme

viljestyrke jager havuhyret for at tilintetgøre det som i myten. Men han begår

hybris, da han trodser menneskets naturgivne rammer i sit forsøg på at udslette

det kvindelige – i sig selv og i verden. Det er det, der fører til romanens

afsluttende katastrofe. Dette sidste perspektiv gør romanen mere aktuel end

nogensinde i vores antropocæne tidsalder, hvor den teknologiske kultur truer

med at udslette grundlaget for vores eget og andre arters liv på planeten.

Jeg vil i foredraget fastholde de to forskellige perspektiver, dels

individuationsprojektet, dels kulturkritikken, der er et tidligt opgør med

moderniteten med dens patriarkalske normer og teknologisk dominerede kultur.

Men først et kort handlingsreferat for at alle kan være med.

”Moby Dick” er en roman om en hvalfangerfærd. Denne færd ligner på

overfladen så mange andre fra midten af 1800-tallet. Nantucket er en ø på den

amerikanske østkyst sydøst for Boston og ud for Martha's Vineyard. Nantucket

var udgangspunkt for de tidligste hvalfangertogter i USA. Derfor indtager

Nantucket en særlig plads i hvalfangstens historie. Togterne kunne dække alle

de store oceaner. Olien fra de harpunerede dyr blev afkogt ombord på skibet og

3

lagret på tønder. Somme tider lagde skibene ikke til land, før de efter flere år

vendte tilbage til Nantucket, lastet med den dyrebare hvalolie.

Fortælleren er som sagt Ismael, der på tidspunktet for handlingen er en ung

mand, der er blevet træt af landlivet. Han har tidligere, som Melville selv, stået

til søs på et handelsskib, men nu trækker det store eventyr i ham, og han

begiver sig til New Bedford for at sejle til Nantucket og få hyre på et

hvalfangerskib. I en overfyldt kro i New Bedford deler Ismael modvilligt

værelse og seng med en mørklødet harpunér Queequeg fra den fiktive Sydhavsø

Kokowoko. Fattig som Ismael er, accepterer han til sidst ordningen, for som

han siger ”Hellere sove sammen med en ædru kannibal end med en drukken

kristen” (s.49).

I løbet af den korte tid hvor de to meget forskellige mænd deler værelse på

kroen, opstår der et nært venskab mellem dem. Ismael vågner den første nat i

stor angst i Queequegs ”brudgomstag”. ”(U)agtet han sov, vedblev (han) med at

holde fast om mig, som om intet uden døden skulle os skille” (s.51). Denne

formulering skal vise sig at være profetisk.

I første omgang sker der det, at Ismael efter begges opvågnen i kroen betages af

den vilde hedning, som udviser en overraskende venlighed, tolerance og respekt

for andre. Om dagen opsøger Ismael og Queequeg begge hvalfangerkapellet i

byen, hvor præsten prædiker over teksten om Jonas fra Det gamle Testamente.

Jonas svigter sit kald, at forkynde sandheden for Nineves indbyggere, der ikke

lever efter Guds plan, og flygter på et skib fra Guds befaling. Som straf kastes

han i havet, hvor han opsluges af 'hvalfisken' og lever på havets bund i tre døgn,

før han spyttes op og tager sit kald på sig. Jonas-fortællingen er et eksempel på

myten om heltens natterejse, hvor helten under sine prøvelser må opholde sig

en tid i underverdenen eller på havets bund, før han kan nå sit mål. Det er også

den myte, der gennemspilles i Jesu ophold i dødsriget, før han på tredjedagen

opstår fra de døde.

Om aftenen da Ismael og Queequeg sidder sammen i krostuen og på skift ryger

på Queequegs tomahawkpibe, føler Ismael, at noget smelter i ham. ”Mit

splittede hjerte og min vrede hånd var ikke længere vendt mod den glubske

verden.” (s.75). Ismael, der ligesom forfatteren er vokset op som presbyterianer,

et calvinsk trossamfund, deltager før sengetid på Queequegs opfordring i

dyrkelsen af hans lille falliske gudebillede. Hans ræsonnement lyder i

overensstemmelse med kristendommens 'gyldne regel' (Mattæus 7,12), at Guds

vilje er, at man gør mod sin næste, hvad man ønsker, at han skal gøre mod en

selv (s.77). Queequeg har om dagen forenet sig med Ismael i hans kristne

4

gudsdyrkelse, ergo må han selv forvandle sig til afgudsdyrker om aftenen.

Inden de sover, ligger de ”i vore hjerters hvedebrødsdage som et fortroligt

samtalende ægtepar.” (do.). Som deres venskab udvikler sig, beslutter de sig for

at søge hyre sammen.

Da de ankommer til Nantucket, opnår de hyre på 'Pequod'. Skibets kaptajn

Akab har på et tidligere togt fået bidt sit ene ben af af den navnkundige

kæmpehval med det hvide hoved, kaskelotten Moby Dick. Han er blevet

udstyret med et kunstigt ben, der er tildannet af en knogle fra en kaskelothvals

kæbe. Han er også blevet impotent efter mødet med hvalen. Som han selv siger,

er han ”blevet hård hvor han før var blød, og blød hvor han før var hård”

(Flemming Chr. Nielsens oversættelse).

Da hele besætningen er samlet og rede til at sejle, har ingen ombord endnu set

kaptajnen. Der går flere dage efter afsejlingen, før besætningen endelig ser ham.

Da Ismael en morgen kommer op på dækket, bliver han ramt af en

ildevarslende skælven, straks han vender blikket mod agterdækket. Der står

Akab med sit hvide, kunstige ben og et hvidt ar, der løber ned over hans

brunsvedne ansigt og hals og fortsætter som et lyn ned langs kroppen som et

billede på den kløvede helt. ”Den tungsindige, hårdt ramte Akab stod for dem

med lidelsen præget i sit åsyn, med hele en vældig smertes ubeskrivelige,

kongelige, overvældende værdighed.” (s.144).

Fra det øjeblik Akab gør sin entré på scenen, skifter fokus fra forholdet mellem

Ismael og Queequeg og over på Akab og Moby Dick. Ismael bliver fra nu af

den neutrale iagttager, der i det store hele holder sin egen person ude af

fortællingen. Det, der fra starten tegner til at blive en fortælling om Ismaels

hvalfærd sammen med Queequeg, bliver i stedet til fortællingen om Akabs

'dragekamp'. Med reference til myten om uhyret bliver Moby Dick i romanen

kaldt Leviathan efter verdensuhyret, som bl.a. optræder flere steder i Det gamle

Testamente.

Kort efter at Akab har vist sig, samler han hele besætningen på agterdækket.

Her holder han en flammende tale, hvor han udlover en guldmønt til den, der

først får øje på kæmpehvalen. Hele besætningen undtagen den rationelle

førstestyrmand Starbuck kommer i ekstase under indflydelse af Akabs tale og

hans karismatiske udstråling. Her taler tydeligvis en mand, der er besat. Det

bliver klart for læseren som for Starbuck, at det egentlige formål for Akab med

turen ikke er at få fyldt tankene med den olie, som bestemmer alles løn ombord,

men målet er at hævne sig på Moby Dick. Akab er dog godt klar over, at hvis

han skal opnå sit forehavende, at opspore og dræbe Moby Dick, må han holde

5

mandskabet beskæftiget med at jage kaskelothvaler og fylde olietankene, indtil

de finder den hvide hval.

Nu får vi i det følgende en beskrivelse af, hvordan skibets tre styrmænd i hver

deres hvalbåd med en harpunér og et antal roere ombord jager og dræber

kaskelothvaler under dramatiske omstændigheder. Det viser sig allerede under

den første jagt, at Akab har sørget for at en lille gruppe asiater, anført af

parseren Fedellah, i al hemmelighed inden afrejsen er kommet ombord på

skibet i ly af natten. De udgør besætningen på den fjerde hvalbåd, som Akab

selv anfører.

Ombord på skibet befinder sig også den lille, sorte dreng Pip, der med sit

tamburinspil er mandskabets maskot. Pip, der er dæksdreng og derfor normalt

ikke deltager i hvalfangsten, bliver en dag kommanderet i en af bådene. Her

afløser han en roer, der har forstuvet hånden. Det viser sig, at han bliver så

angst, da den hval, de jagter, støder til båden, at han springer overbord. Han

bliver viklet ind i linen fra en harpun, som har sat sig fast i hvalen. Styrmand

Stubb giver ordre til at linen skal kappes med den konsekvens, at hvalen

undslipper. Pip bliver bjerget, men får læst og påskrevet af Stubb. Han bliver

indskærpet altid at blive i båden, hvis han vil overleve. ”Vi har ikke råd til at gå

glip af hvaler på grund af folk som dig. En hval giver 30 gange så meget som

du vil indbringe i Alabama, Pip.” (s.418). Man skal huske, at i 1851 er der

stadig sorte slaver i Sydstaterne. Det går hverken værre eller bedre, end at

historien gentager sig, og denne gang bliver Pip agterudsejlet. Kun ved en ren

tilfældighed kommer moderskibet forbi og redder ham fra druknedøden, men på

det tidspunkt har han mistet forstanden efter at have flydt som en lille prik på

det uendelige, øde hav.

En central scene i romanen udspiller sig, da 'Pequod' jager en hel armada af

kaskelothvaler i farvandet omkring Sumatra. Da de kommer tættere på

hvalerne, går disse på et tidspunkt i panik. Under jagten bliver en af hvalbådene

fanget i den inderste rolige kerne af flere koncentriske cirkler af rasende,

kredsene hvaler. Herinde i centrum bliver mandskabet vidne til en paradisisk

scene, hvor hunhvaler og nyfødte unger boltrer sig i leg, upåvirket af

mandskabet i bådene og de rasende hanhvaler i periferien.

På et tidspunkt på 'Pequods' videre færd over havet opdager Starbuck, at der er

en læk i en eller flere af tønderne med tran i lasten, og han henvender sig til

Akab for at få åbnet lugerne og brækket lasten op. Det kommer til en voldsom

konfrontation hvor Akab, der kun har hån til overs for spørgsmålet om togtets

økonomi, afviser henstillingen, da det vil forsinke jagten på Moby Dick.

6

Starbuck udviser stort mod og integritet, da Akab griber til geværet. Akab

besinder sig i sidste øjeblik og beordrer sejlene rebet og lasten undersøgt.

Under det udmattende arbejde med at opspore de trantønder i lasten, der er læk,

pådrager Queequeg sig en voldsom forkølelse, der ser ud til at skulle tage livet

ham. Da alle forventer, at det snart er slut, beder han tømreren om at tilvirke en

'kano' magen til de små, mørke 'kanoer' – altså ligkister – som han har erfaret på

Nantucket, at alle søfolk bliver begravet i. Da tømreren har lavet kisten efter

hans ønske, får han det mirakuløst bedre, og efter kort tid snitter han alle de

mange tegn, som er tatoveret på hans krop, ind i træet, så kisten bliver som en

inkarnation af ham selv. Fra da af bruger han den som sin skibskiste.

Efter at 'Pequod' har krydset frem og tilbage over oceanerne igennem mange

måneder, møder de en dag hvalfangeren 'Rachel' fra Nantucket på åben sø.

Kaptajnen på 'Rachel' kommer i al hast ombord på 'Pequod'. Det første, Akab

spørger om, er, om de har set den hvide hval. ”Ja, i går” svarer 'Rachels' kaptajn

og fortsætter: ”Har I set en hvalbåd i drift?” (s.520). Det viser sig, at

udkigsposten på 'Rachel' under jagten på nogle hvaler dagen før pludselig har

fået øje på Moby Dick, og den sidste hvalbåd har sat efter den. Denne båd, der

har kaptajnens yngste søn ombord, er imidlertid blevet væk fra moderskibet i

løbet af natten, og kaptajnen beder derfor Akab om hjælp til at søge efter båden.

Akab afviser at yde hjælp og sætter i stedet efter Moby Dick, optændt af dens

nærvær.

Kort efter mødet med 'Rachel' møder de 'Fryden', et andet hvalfangerskib fra

Nantucket. Også 'Fryden' har været tæt på Moby Dick. De har mistet fem mand

under deres forsøg på at nedlægge den hvide hval. Kaptajnen på 'Fryden'

fraråder på det indstændigste Akab at fortsætte jagten på Moby Dick, som han

hævder er uovervindelig. Starbuck appellerer til kaptajnen om at vende skibet

og sejle hjem til Nantucket, hvor deres koner og børn venter dem, men intet kan

standse Akab. Han svarer Starbuck: ”Hvilken sælsom, uudgrundelig,

overjordisk kraft, hvilken bedragerisk, skjult herre og mester (..) er det, som

befaler mig, at jeg mod al naturlig kærlighed og længsel driver og maser og

presser mig selv fremad hele tiden, som hensynsløst gør mig rede til at udrette,

hvad jeg i mit eget rigtige, naturlige hjerte ikke så meget som vovede at tænke

på?” (s. 534).

Med formuleringen af dette dilemma trækker romanen en linje til en anden

vestlig myte, nemlig myten om Faust, renæssancens naturvidenskabsmand, der

indgår en pagt med Djævelen. Som betaling for hans sjæl lover Djævelen Faust

overnaturlige kræfter til at tilfredsstille hans grænseløse virketrang og

7

kundskabstørst. I Goethes drama om Faust og hans diabolske Skygge

Mefistofeles bliver Fausts forbandelse, at hvis han standser op og ønsker at

tiden står stille, vil han dø. Netop i det øjeblik, hvor han dvæler i nuet, vil hans

tid være endegyldigt forbi. Selv om det ene varsel efter det andet dukker op, er

der intet, der kan standse Akab. Besat som han er, haster han hvileløst videre,

men døden lurer på ham. Tiden er inde til møde Moby Dick.

Igennem romanens mange hundrede sider om jagten på Moby Dick på alle

verdenshavene er forestillingen om det monstrøse dyr blevet bygget gradvist

op. Vi starter med at overvære Akabs voldsomme besværgelser mod Moby

Dick, der har skamferet ham. Senere møder vi besætninger på andre

hvalfangerskibe, som beretter om dens rasende hærgen. Alligevel bliver vi

rystede som læsere, da vi omsider selv møder den hvide hval. Ligesom Akabs

pludselige fysiske tilstedeværelse på dækket efter afsejlingen fra Nantucket

overgår Ismaels vildeste forestillinger, således er Moby Dicks opdukken af

havet som et kæmpemæssigt isbjerg af kraft overvældende. Melville formår at

tegne hvalen, så den bliver fysisk synlig for vort blik i al dens styrke og

majestæt. Chokket består i, at dyret ved første blik slet ikke er diabolsk, men

majestætisk og ærefrygtindgydende. Først da 'Pequods' hvalbåde jagter den,

forvandler den sig til en dræbermaskine.

Tre dage står kampen mellem mand og hval. De to første dage splinter Moby

Dick flere af bådene og knuser Akabs kunstige ben, og på andendagen

forsvinder parseren Fedellah, Akabs 'onde ånd', i kampen. Under den

afsluttende kamp den tredje dag ser Akab liget af Fedellah fastgjort på Moby

Dicks krop. Det er ildevarslende snøret ind i linen fra den harpun, som han selv

sendte mod Moby Dick dagen inden.

Samme skæbne lider Akab da også selv, idet linen fra hans harpun vikler sig

rundt om hans hals og trækker ham med hvalen ned i dybet. Efter at have

sænket alle hvalbådene vender Moby Dick sig til slut mod 'Pequod', og med sin

overvældende styrke sænker den også moderskibet, der går til bunds med mand

og mus. Her sluttede historien i den første engelske udgave med et stort

fortællemæssigt problem til følge, for hvordan går det så til, at vi læsere får

mulighed for at høre historien af Ismaels mund? Jo, i en epilog på en halv side,

der først kom med i den amerikanske udgave, fortæller Ismael, at han ene mand

overlevede forliset. Takket være Queequegs ligkiste, der dukker op af

malstrømmen efter 'Pequod', formår han at holde sig flydende i et døgn, indtil

'Rachel' dagen efter ”under det stadige krydstogt efter sine savnede børn fandt

endnu en forældreløs” på havet (s.565).

8

I min tolkning af romanen vil jeg først se på det tema, som vi fra starten

forledes til at tro er hovedtemaet, nemlig Ismaels individuationshistorie. Den

Ismael, vi møder på romanens første sider, er en typisk puer, der driver omkring

uden nogen særlig retning i livet, mest optaget af øjeblikkets adspredelser og

udsat for store følelsesmæssige svingninger. Han kan svinge fra euforisk

selvfølelse i det ene øjeblik til øjeblikket efter at overveje at begå

selvmord: ”(N)år min humørsyge i den grad får overtaget, at der skal en stærk

moralsk principfasthed til, for at jeg ikke med fuldt overlæg skal gå ud på gaden

og systematisk begynde på at slå hatten af folk – da er jeg altid klar over, at det

er på høje tid at komme til søs, så hurtigt jeg kan. Det er nu min erstatning for

pistol og kugle.” (s.25). Romanens indledende sætning ”Kald mig Ismael”

rummer et væld af tolkningsmuligheder. Den kan minde om eventyrets ”Der var

engang”, der fortæller os, at nu begiver vi os ind i fantasiens verden, hvor alt

kan ske, men den kan også pege på, at vi med romanens fortæller har en person,

hvis identitet er meget usikker – ligesom puers. Selv navnet kan vi ikke stole

på!

Der er i de indledende kapitler lagt op til, at vi står over for eventyrets og den

klassiske dannelsesromans hjemme – ude – hjem model, hvor en ung, umoden

mand begiver sig ud på en rejse – i det her tilfælde en hvalfangerfærd – der

sikkert vil vise sig at blive dén rystende og livstransformerende oplevelse, som

til slut gør ham til en hel person – en moden mand! Denne udvikling vil – som

jeg har været inde på tidligere – ligesom i folkeeventyret indebære, at han må

integrere sine skyggesider og få et mere differentieret følelsesliv. Vi forventer

med andre ord en fortælling om Ismaels hvalfærd sammen med Queequeg i stil

med verdens ældste nedskrevne myte om Gilgamesh, der jager uhyret Humbaba

og først slås og senere forsones med sin skygge Enkidu.

I folkeeventyret om den unge mand, der drager ud i verden for at søge lykken,

er det et gennemgående motiv, at han hjælper forskellige dyr, som han møder på

sin vej. De hjælper ham til gengæld senere med at løse de opgaver eller prøver,

som han bliver stillet overfor. Det er et udtryk for, at helten må i kontakt med

sin instinkt- eller naturside for at blive et helt menneske.

Sådan går det da også helt efter bogen til en start i ”Moby Dick”. Symbolikken

er oven i købet beslægtet med folkeeventyrets, men med hensyntagen til at vi

befinder os i et på overfladen mere realistisk univers. Ismael møder polyneseren

Queequeg og bliver hjerteven med ham; forholdet har tydelige homoerotiske

over- og undertoner og peger dermed på Ismaels følelsesmæssige investering i

projektet. Forholdet mellem skyggebrødrene Ismael og Queequeg spejles af de

tre hvide, civiliserede styrmænd ombord på 'Pequod', som hver har en farvet

9

harpuner i sin hvalbåd: Tashtego er nordamerikansk indianer, Dagoo er sort

amerikaner, og Queequeg er som sagt polynesier. Skibets navn 'Pequod' er

navnet på en indianerstamme fra Massachusetts, som blev udryddet af de hvide

ved koloniseringen af New England. Folkemordet er på den måde med i

romanens erindring som et sår, der skal læges eller heles. Den unge helt Ismael

forbinder sig altså med de kulturer og de folkeslag, der i vores kollektive

bevidsthed i Vesten er mest i kontakt med instinkterne. Vi får også at vide, at

det er den kontakt, der redder ham til sidst, for da resten af besætningen

drukner, bliver Ismael holdt oppe af Queequegs kiste.

Jeg har været inde på, hvordan den hvide puritaner Ismael deltager i dyrkelsen

af Queequegs fallisk-hedenske guddom Yojo, parallelt med at Queequeg

overværer den kristne præsts prædiken i hvalfangerkapellet. Sammen ryger de

på Queequegs tomahawkpibe, dvs. billedligt talt ærer de gennem tomahawken

den oprindelige amerikanske befolkning, indianerne. Queequeg lukker sig inde

i deres soveværelse, da de kommer til Nantucket. Her faster og beder han i

stilhed eller holder ramadan, som det hedder. I 1. Mosebog hedder Abrahams

uægte søn med trælkvinden Hagar Ismael ligesom fortælleren. Det er ham, der

ifølge islamisk tradition bliver stamfader til muslimerne. Man kan således sige,

at 'Pequod' bliver en slags Noahs ark, hvor alle verdens folkeslag og religioner

er repræsenteret ombord. Altså kan man se skibet 'Pequod' som en metafor for

det multikulturelle USA og den integration, som det kalder på.

Fortællingen om Jonas' tre dage i hvalfiskens bug er blevet introduceret i starten

af romanen i præstens prædiken i hvalfangerkapellet. Epilogen, hvor Ismael

efter de tre dages kamp med hvalen dukker op til overfladen og som den eneste

kommer levende i land, peger tilbage på Jonashistorien. Som jeg har været inde

på, er Jonas-historien en individuationshistorie om helten, der først flygter fra

sin opgave, men til sidst – efter sin rejse i underverdenen – ender med at tage sit

kald på sig for dermed at blive det individ, han fra starten har potentiale til at

blive.

Problemet med heltemyten om Jonas som romanens undertekst er bare, at der

ikke rigtig sker noget med Ismael, efter han er kommet ombord på 'Pequod'.

Hvis romanen skulle være Ismaels individuationshistorie, må man sige, at det er

et særpræget valg af forfatteren nærmest at skrive Ismael ud af historien, efter at

kaptajn Akab dukker op på scenen. Ismael forbliver en passiv tilskuer til livet

ombord igennem resten af romanen, eller – sagt med hans egne ord – han bliver

endnu et af de forældreløse børn, som 'Rachel' samler op til sidst, efter at

'Pequod' er gået ned. Det er der ikke meget helt over. Det ligner snarere en

offerfortælling. Ja, så meget går han i ét med tapetet, at han endog blev slettet

10

som fortæller i den engelske førsteudgave af romanen, hvor epilogen mangler.

Heller ikke efter det afsluttende drama på havet er der noget, der tyder på, at

Ismael udvikler sig. Hele historien om Moby Dick er fortalt af Ismael en uvis

tid efter, at begivenhederne har fundet sted. Det er meget lidt, vi hører om tiden

efter Pequods forlis, men på et tidspunkt – et godt stykke inde i romanen –

fortæller Ismael, at han sidder i ”Den gyldne kro” i Lima og fortæller

skipperskrøner til nogle unge venner som betaling for at få fyldt sit vinglas op.

Her fortæller han en anden historie om Moby Dicks hærgen end den, han selv

har oplevet – en historie, som han har hørt ombord, men altså heller ikke selv

har taget del i. Kapitlet er formet som en rammehistorie og altså samtidig lagt

ind i den overordnede fortælling i et æskesystem, som vi herhjemme bedst

kender fra Karen Blixens fortællinger. Det har den effekt, at læseren – ligesom

Ismaels unge sydamerikanske drikkebrødre – oplever sig selv som tilhører til

Ismaels fortælling.

Det fortællemæssige greb, som Melville her benytter sig af med de i hinanden

indfoldede historier, peger hen på en kunstnerproblematik. Ved at fokusere på

fortællesituationen opstår der en parallel mellem Ismael og Melville selv.

Ligesom Ismael, der som betaling for det han drikker, fortæller sine unge

venner i Lima om Moby Dick, således fortæller Melville os læsere om Moby

Dick – og indkasserer sit forfatterhonorar i en kapitalistisk verden, kunne man

tilføje. Romanens indledende ord, ”Kald mig Ismael”, kan altså også udlægges

sådan, at det er Melville selv, der er fortælleren og siger til læseren ”Kald 'mig,

Herman Melville, for Ismael”.

Min egentlige pointe med at trække fortællerproblematikken frem er dog en

anden og vigtigere. Jeg vil nemlig hævde, at romanpersonen Ismael – ligesom

Karen Blixen – har solgt sin sjæl til Lucifer eller Mefisto i bytte for at blive en

storyteller. Dvs. at han efter forliset giver afkald på en selvstændig tilværelse

for at flakke rundt i verden og fortælle dramaet om Moby Dick, ligesom Blixen,

da hun mistede farmen i Afrika, opgav en almindelig borgerlig tilværelse for at

fortælle om sin 'afrikanske farm'. Det er historien om et menneske, der lever på

anden hånd, et menneske, der er spærret inde i sin fortid. Selv om

vedkommende er en stor kunstner (som Blixen), kan man sige, at han eller hun

på et eksistentielt plan har fremtiden bag sig.

Når jeg skal karakterisere den Ismael, der overlever katastrofen, hæfter jeg mig

også ved fortællingens talrige stilskift. Indimellem er det en ungdommelig,

fandenivoldsk stil, der præger historien som i indledningen; til andre tider er der

indskudte, leksikalske passager om hvaler, der bryder det episke forløb og

11

kompositorisk gør romanen til lidt af et monstrum. De leksikalske afsnit er

afviklet i en pedantisk stil, dog ikke uden en barok humor. Stilskiftene, som

formelt må tilskrives fortælleren Ismael efter katastrofen, leder tanken hen på

æstetikeren A's papirer i Kierkegaards ”Enten Eller”. Hermed er vi tilbage ved

den puer-figur, vi møder ved romanens start. Det er altså endnu en markør af, at

de mange sindsoprivende hændelser ombord på en måde er gået sporløst hen

over ham. Romanen har et skarpt blik for nødvendigheden af social integration i

datidens amerikanske samfund, men den personlige individuationshistorie

virker ikke overbevisende.

Dermed må det være på tide at rette fokus mod det, der efter min opfattelse er

romanens egentlige anliggende, og som rummer dens største fascinationskraft,

nemlig skildringen af heltens mytologiske kamp mod uhyret i skikkelse af

kaptajn Akabs kamp mod Moby Dick. Heltens kamp mod uhyret kan som

tidligere sagt ses som en fortælling om mandens kamp for at vinde en

selvstændig kønsidentitet. På et højere niveau kan det beskrives som en

fortælling om menneskets stadige tvekamp mellem dets kultur- eller

civilisationsside og dets natur- eller instinktside.

Det er en ældgammel myte, som Melville skriver sig ind i, men hos Melville

udvikler fortællingen sig anderledes end i forlægget. Ligesom den passive

Ismaels heltestatus er tvivlsom, er Akabs det nemlig også. Hvem er egentlig

romanens uhyre, må man spørge sig selv efter endt læsning. Er det Moby Dick,

som Akab hævder, eller er det i virkeligheden kaptajn Akab selv, der optræder

uhyrligt? De to omskrevne heltemyter kan være baggrunden for, at Melville

udtalte til sin mentor, forfatteren Hawthorne, at han med ”Moby Dick” havde

skrevet en ”ond roman”. Det er nødvendigt i en civilisationsproces gang på

gang at besejre dragen, men det er omvendt også nødvendigt, for at helten kan

blive hel, at vedkommende har kontakt til sin instinktside. Det gælder med

andre ord om på den lange bane at finde en rimelig balance mellem kultur- og

natursiden, hvis menneskelivet skal blomstre.

Første gang motivet med Moby Dick for alvor kommer i fokus, er da kaptajn

Akab kalder besætningen sammen kort efter afrejsen og udlover en guldmønt til

den, der først ser den hvide hval. Det viser sig, at de tre harpunerer, Tashtego,

Dagoo og Queequeg, alle har hørt om hvalen og på skift kan fortælle om den, at

den basker mærkeligt med halen, at den har et mærkeligt spout, og at den har

mange jern siddende i sit skind, vredet og skruet fast som proptrækkere. Senere,

da 'Pequod' møder andre hvalfangerskibe på åbent hav, hører vi beretninger om,

hvordan hvalen har bidt armen af en kaptajn her og smadret en båd dér, så alle

ombord omkom. Beretningerne om dens skrækindjagende udseende og de

12

rædsler, den forvolder, tiltager i styrke, i takt med at 'Pequod' nærmer sig Moby

Dick. Det kulminerer i den afsluttende kamp, hvor Moby Dick med voldsomme

kræfter og rasende af smerte efter de harpuner, der har boret sig ind i dens krop,

først sænker alle hvalbådene og til sidst også moderskibet 'Pequod'. På ét plan

minder beskrivelsen af kæmpehvalen altså om billedet af de uhyrer, som talrige

helte i den græske mytologi eller heltene i ”Dødens gab” kæmper mod. Vi står

åbenbart over for det arketypiske monster, som skal nedlægges af helten for at

give plads til nyt liv.

Men sideløbende med historien om monsteret løber der gennem hele romanen

en modfortælling – en fortælling, der sætter spørgsmålstegn ved kaptajn Akabs

heltestatus. Allerede da Akab i sin tale til besætningen siger, at han vil hævne

sig på hvalen, giver Starbuck udtryk for, at det er galskab at ville hævne sig på

et umælende dyr. Den har kun skamferet Akab ud fra et blindt instinkt. Akab

afviser ham hånligt og svarer i rablende grandiositet, at han vil møde

dens ”uudgrundelige ondskab” (s.181) med et had, der er så stærkt, at han heller

ikke vil holde sig tilbage fra at lange ud efter solen, hvis den fornærmer ham. I

en parodi på den kristne nadver får han til sidst de tre styrmænd og deres

harpunerer til at sværge, at de vil bemande ”de dræbende hvalbåde” og jage

Moby Dick til dens død, mens de drikker den rom, han skænker dem i deres

harpunspidser.

Da 'Pequod' hen mod slutningen nærmer sig det farvand, hvor Akab med sin

sjette sans forventer at møde Moby Dick til det endelige opgør, gentager han

ceremonien, men nu som en eksplicit djævlemesse. Efter at smeden har svejset

en ny pilespids til hans harpun, indvilliger de tre harpunerer i at lade pilen døbe

i deres blod, idet Akab på skift stikker lansen i deres bryst. I vild ekstase råber

han under ceremonien: ”Jeg døber dig ikke i faderens, men i djævelens navn”

(s.487). I denne højspændte og uhyggelige scene kulminerer Akabs besættelse

og bliver til grandios galskab. I den første indvielse af harpunerne taler Akab

om at lange ud efter solen, som er et traditionelt billede på faderguddommen,

mens han i den anden parallelle dåb forbinder sig med faderguddommens

modpart, djævelen selv.

Dybdepsykologisk kan man sige, at han identificerer sig med det negative

aspekt af far-arketypen. I dén scene bliver hans skæbne beseglet. Det er altid

farligt at identificere sig med en arketype, og bedre bliver det ikke af, at det her

er arketypen i dens negative aspekt. Her kommer Akab op mod kræfter, der er

ham for stærke.

Inden Akabs endelige nederlag sker der noget, der afgørende ændrer historien

13

for vores øjne. Første gang vi som læser ser Moby Dick ved selvsyn dukke op

af havet, dukker modfortællingen om Moby Dick eksplicit op. Tidligere har vi

kun hørt alle rædselsberetningerne om de ulykker, Moby Dick har forvoldt på

anden hånd, beretninger som har haft til hensigt at få os til at se den hvide hval

som mytefortællingernes fæle monster. Nu ser vi i stedet ”den mægtige hval,

der skød så hurtigt af sted. Selv den hvide tyr Jupiter, der svømmede bort med

Europa, som klamrede sig til hans skønt svungne horn, alt mens hans øjne

længselsfuldt skævede til jomfruen – bort i trolddomsagtig hast for at komme til

brudegemakket på Kreta – ikke selve den højeste majestæt Jupiter overstrålede

den pragtfulde hvide hval, da han svømmede i sin guddommelighed.” (s.537).

Moby Dick sammenlignes altså med kongen over Olympens guder Zeus – eller

som han hedder i en romersk kontekst, Jupiter. Sammenligningen mellem Moby

Dick og guddommen forekommer også tidligere i romanen, men her så skjult,

så selv Melville kenderen Flemming Christian Nielsen i en avisartikel

indrømmer, at han overså referencen, da han oversatte romanen. Det sker i

kapitlet før mødet med den store armada. Her siger fortælleren om de store

leviathaner, dvs. kaskelothvaler: ”Du skal se mig bagfra, synes den at sige, men

mit ansigt skal ikke skues.” (s.386). Det er en reference til 2. Mose bog, hvor

Moses ved Sinai bjerg beder om at få lov til at skue Jahve i hans ”herlighed”,

hvortil Gud svarer, ”du kan se mig bagfra, men mit åsyn kan ingen skue” (2.

Mose bog, kapitel 33, vers 23). Ved romanens sammenligning af Moby Dick

med Zeus og Jahve får vi altså et langt mere nuanceret blik på Moby Dick – den

er faktisk guddommelig, men vel at mærke på godt og ondt som også Zeus og

Jahve er det.

Det, der gør romanen enestående, er det arketypiske drama som udfolder sig

neden under den dramatiske ydre handling. Der er en ydre, fysisk handling og

der er en symbolsk handling, ligesom der er et liv over såvel som under

vandoverfladen. Så nu er det tid til at se på, hvad det er titelfiguren Moby

Dick repræsenterer på det symbolske eller det arketypiske plan.

I ”Book of the Symbols” siges hvalen at repræsentere Dybets ånd. Det er den

skabning, som spejler oceanets overvældende størrelse, og den bliver et billede

på det kvindelige og livmoderen, det ubevidste, natten samt underverdenen,

samtidig med at den – når den dukker op til overfladen for at ånde – bliver et

billede på kosmos, der fødes af urtidens hav. Det hebraiske ord 'Leviathan' var

fra starten en attribut til den skabende gud, men kom senere til at betyde en

modstander af Skaberen med uhyre proportioner og besat af en djævelsk

vildskab. Det er altså de største modsætninger, hvalen symbolsk spænder over,

ligesom mor-arketypen såvel som far-arketypen, ja alle arketyper, både har en

14

positiv og en negativ pol.

Nu er kaskelothvalen ikke en tilfældig hval; det er verdens største og farligste

tandhval. Den er hvalfangeres mest eksklusive bytte på grund af dens dyrebare

olie. Kaskelothvalen hedder også spermacethvalen, fordi olien, der rummes i

dens enorme forhoved, indeholder stoffet spermacet. Ordet 'spermacet' er

beslægtet med 'sperm'. Man mente nemlig tidligere, at spermacetten var hvalens

sæd. Det forhold sammenholdt med kaskelothvalens kraft og styrke gør, at

kaskelothvalen symbolsk både rummer det maskuline og det feminine i sig.

Dermed kan man se den som et symbol på Selvet, der rummer alle

modsætninger i sig. Melville har intuitivt fanget den symbolik i scenen med

armadaen af cirklende kaskelotter, hvis yderste kredse består af rasende hanner,

og hvis inderste kreds består af fødende og legende hunner og unger. Det er et

smukt mandala-billede på det, som i 'Book of Symbols' omtales som kosmos,

der fødes af urtidens hav.

Det er set i det lys, at kaptajn Akabs grandiose jagt på Moby Dick bliver et

udtryk for hybris, idet han sprænger menneskets naturgivne rammer. Heltens

dragekamp i den klassiske myte handler om, at helten gør op med moderens

fastholdende aspekt for at kunne indgå i et jævnbyrdigt forhold til en kvinde på

sin egen alder. Den kamp kan være på liv og død, hvor moderfiguren kan antage

dragens skikkelse for helten, men målet er ikke at udslette det kvindelige som

sådan. Hos Akab er kampen mod det kvindelige gået over gevind og har skabt

en permanent ubalance, der er destruktiv og livsødelæggende, både på et

individuelt og på et samfundsmæssigt plan.

Her til slut vil jeg forsøge at samle trådene og se romanens to 'helte' – eller

antihelte – i et samlet blik. Repræsentanterne for det maskuline er stærkt

polariserede i bogens univers. På den ene side har vi den vege, umodne puer,

Ismael, der viljeløst lader sig drive med strømmen. På den anden side har vi den

monomane saturniske faderskikkelse, Akab, hvis ømme følelser ganske vist

melder sig flere gange (som i dialogen med Starbuck inden den endelige kamp),

og som forsøger at bremse hans destruktive kurs mod undergangen, men hver

gang bliver de ømme følelser undertrykt af ham ved en voldsom viljeshandling.

I starten af romanen siges det, at hvalfangerne er opdagelsesrejsende, der søger

at udforske det endnu uudforskede kontinent, oceanet. På den måde kommer

Akab også til at stå som et billede på imperialisten, der repræsenterer den

aggressive maskulinitet, som på et samfundsplan dominerer anden halvdel af

det 19. århundrede. Det er en imperialist set i bengalsk belysning ligesom hans

arvtager Kurtz i Joseph Conrads roman ”Mørkets hjerte”, der er skrevet et halvt

århundredes grusomheder senere. På grund af det mytologiske univers kommer

15

bogen til at fremstå som et billede på en kultur, der har ladet de maskuline

værdier fortrænge de feminine i et sådan omfang, at skibet – som symbol på

livsrejsen – er på katastrofekurs og ender med at gå under.

En ting, der er slående ved læsningen af ”Moby Dick”, er fraværet af det

feminine. Nu er det selvfølgelig ikke overraskende, at der i en hvalfangerroman

fra det 19. århundrede optræder flere mænd end kvinder, især da største delen af

bogen foregår på åbent hav på et hvalfangerskib, men det er alligevel

påfaldende, at der i bogens lange indledning på landjorden kun optræder to

kvinder sporadisk på nutidsplanet, nemlig krobestyrerinden på Nantucket, som

er skildret meget mandhaftig, og en søster til en af ejerne af 'Pequod', Caritas,

som omvendt med sin omsorg for sømændene er barmhjertigheden selv, som

hendes navn siger. I starten fortæller Ismael også om sin stedmoder, der

behandlede ham stedmoderligt som barn, tævede ham regelmæssigt og for en

mindre forseelse dømte ham til at blive liggende i sengen hele dagen på årets

længste dag. Altså ikke blot er det feminine markant underrepræsenteret; det er

også polariseret ligesom det maskuline. Mod slutningen af romanen hører vi om

Akabs unge brud, der venter ham hjemme på Nantucket. Den slående

aldersforskel mellem Akab og hans purunge kone giver mindelser om Zeus'

eller Jupiters bruderov af Europa, den myte, der bliver introduceret, da vi første

gang som læsere ser Moby Dick ved selvsyn (jf. citatet tidligere). Indirekte

sammenlignes Akab med Jupiter på bruderov. Det bliver romanens

sammenfattende billede på det maskulines overgreb på det kvindelige og

dermed underskuddet af en voksen, positiv kvindelighed.

Parallelliseringen mellem Moby Dick, den øverste maskuline guddom og

kaptajn Akab peger på, at Akab – der i starten af romanen også kaldes Gamle

Torden – ligesom Zeus rummer både det bedste og det værste af det maskuline.

Men når det maskuline fremtræder så ensidigt og fylder så uforholdsmæssigt

meget som her, så perverteres det, og så må det feminine – forstået som

følelserne og sansen for naturen – uundgåeligt være i underskud. Det er dén

modernitetsproblematik, som Jung gang på gang påpeger i sit kulturkritiske

forfatterskab, som Melville gestalter med ”Moby Dick” ved at trække på det

ubevidstes kreative rødder.

Kilder:

Herman Melville: ”Moby Dick”, oversat af Mogens Boisen med træsnit af Sven

Havsteen-Mikkelsen (Gyldendal 2001)

Christopher Booker: ”The Seven Basic Plots”

Leslie A. Fiedler: ”Love and Death in the American Novel”

16

Steven B. Hermann: ”Melvilles Vision of Evil” (på nettet)

Carsten Jensen: forord til Flemming Chr. Nielsens oversættelse af romanen

James Kirsch: ”The Enigma of Moby Dick” (Journal of Analytical Psychology, juli

1958)

James Kirsch: ”Herman Melville in Search of the Self” (på nettet)

Somerset Maugham: ”Ten Novels and their Authors”

Flemming Chr. Nielsen: artikel om ”Moby Dick” (Berlingske d. 1.8.2019)

”The Book of Symbols” (Taschen)

Tony Tanner: ”The American Mystery. American Literature from Emerson to

DeLillo”

© Thomas Nordby 2020