Menneskeret i Danmark 2011 · ulovligt fyrværkeri uden tilladelse fra kommunen. Journalisterne blev hver idømt en bøde på kr. 6.000. Byretten udtalte blandt andet, at oplysninger

MENNESKERET I

DANMARK 2011 Afgørelser, rapporter og lovforslag

2

Menneskeret i Danmark – Afgørelser, rapporter og lovforslag 2011 ©2012 Institut for Menneskerettigheder Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution Strandgade 56 DK-1401 København K Tlf. 32 69 88 88 www.menneskeret.dk Institut for Menneskerettigheders publikationer kan frit citeres med tydelig angivelse af kilden. Vi tilstræber, at vores udgivelser bliver så tilgængelige som muligt. Vi bruger f.eks. store typer, korte linjer, få orddelinger, løs bagkant og stærke kontraster. Vi arbejder på at få flere tilgængelige pdf’er og letlæste resumeer. Læs mere om tilgængelighed på www.menneskeret.dk Oktober 2012 Katalogiseret og tilrettelagt af: Laurits Ketscher-Olsen, stud.jur ved Monitoreringsafdelingen Redigering og layout: Martin Futtrup, Fuldmægtig i Monitoreringsafdelingen

3

Læsevejledning ................................................................................................ 5

1. Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol ............................................. 7

1.1. Domme mod Danmark...................................................................................7

1.2. Admisibilitetsafgørelser mod Danmark .........................................................9

1.3 Andre EMD domme ......................................................................................14

2. UPR .............................................................................................................29

2.1. Den Universelle Periodiske Bedømmelse af Danmark (UPR) ......................29

2.2. Oversigt over rapporter vedrørende den danske UPR proces ....................29

2.3. Udvalgte anbefalinger fra den danske UPR proces .....................................31

3. FN’s Børnekomité ........................................................................................34

3.1. Udvalgte Anbefalinger fra FN’s børnekomité ..............................................34

4. ILO’s Ekspertkomité.....................................................................................40

4.1. ILO konvention nr. 111 ................................................................................40

4.2. ILO konvention nr. 100 ................................................................................42

5. Europarådet ................................................................................................44

5.1. Europarådets komité til beskyttelse af nationale mindretal .......................44

5.2. Ekspertkomitéen vedrørende Den Europæiske Pagt om Regionale Sprog eller Mindretalssprog ..........................................................................................46

5.3. Europarådets Sociale Komité .......................................................................48

6. Domme fra danske domstole .......................................................................51

6.1. Retten til livet ...............................................................................................51

6.2. Forbud mod tortur mv. ................................................................................52

6.3. Retten til retfærdig rettergang ....................................................................56

6.3. Retten til respekt for privat- og familieliv ....................................................66

INDHOLD

4

6.4. Ytringsfrihed .................................................................................................76

6.5. Beskyttelse af ejendom ................................................................................79

6.6. Ligebehandling .............................................................................................80

6.7. FN’s Handicapkonvention ............................................................................88

6.8. Grundloven ..................................................................................................88

7. Administrative afgørelser og udtalelser .......................................................91

7.1 Datatilsynet ...................................................................................................91

7.2 Flygtningenævnet .........................................................................................94

7.3 Folketingets Ombudsmand ...........................................................................96

7.4 Ligebehandlingsnævnet ............................................................................. 100

8. Lovforslag og høringssvar .......................................................................... 111

8.1 Lovforslag folketingsåret 2010-11 ............................................................. 111

8.2 Lovforslag folketingsåret 2011-12 ............................................................. 127

8.3 Bekendtgørelser 2011 ................................................................................ 130

9. Lister ......................................................................................................... 135

9.1 Afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol .................. 135

9.2 Domme fra danske domstole .................................................................... 136

9.3 Administrative afgørelser og udtalelser .................................................... 137

9.4 Lovforslag og høringssvar .......................................................................... 138

5

LÆSEVEJLEDNING Dette er Institut for Menneskerettigheders statusrapport for menneskerettighedssituationen i Danmark i 2011. Rapporten gennemgår væsentlige afgørelser, lovforslag, rapporter, udtalelser mm. af menneskeretlig relevans for Danmark. Statusrapporten 2011 er inddelt i ni kapitler. Første kapitel indeholder relevante domme og afgørelser fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Alle domme og admisibilitetsafgørelser fra EMD vedrørende Danmark er medtaget i statusrapporten. Desuden domme mod andre lande inkluderet, i det omfang dommene vurderes af have betydning for Danmark. Andet kapitel vedrører den danske UPR proces, som fandt sted i maj 2011. Den Universelle Periodiske Bedømmelse (UPR) er en overvågningsmekanisme, hvor FN’s medlemsstater et for et får gennemgået deres standarder og opfyldelse af menneskeretlige forpligtelser. Kapitlet indeholder en liste over relevante rapporter og dokumenter fra den danske UPR proces samt et uddrag af de væsentligste anbefalinger. Tredje kapitel indeholder anbefalinger til Danmark fra FN’s Børnekomité. Komitéen eksaminerede Danmark i Januar 2011 og afgav en række anbefalinger (concluding observations) til den danske regering i februar 2011. Kapitlet indeholder et uddrag af de væsentligste anbfalinger. Fjerde kapitel vedrører ILO (International Labour Organisation). Kapitlet indeholder uddrag af anbefalinger fra ILO’s ekspertkomité for konventioners og anbefalingers anvendelse (CEACR) til Danmark. Femte kapitel gennemgår anbefalinger fra Europarådets komitéer. I 2011 har tre af Europarådets komitéer afgivet anbefalinger til Danmark: Europarådets komité til beskyttelse af nationale mindretal, Europarådets ekspertkomité vedrørende den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog og Europarådets Sociale Komité. Kapitlet indeholder uddrag af anbefalingerne. Sjette kapitel indeholder danske domme vedrørende menneskeretlige problemstillinger. Dommene er udvalgt gennem en søgning i Ugeskrift for Retsvæsen (UfR) og på de danske domstoles hjemmeside: www.domstol.dk. De

http://www.domstol.dk/

6

domme, som indgår i kapitlet henviser til menneskeretlige dokumenter eller vurderes i øvrigt at være af menneskeretlig relevans. Syvende kapitel vedrører relevante danske administrative afgørelser. Kapitlet indeholder udvalgte afgørelser fra Datatilsynet, Flygtningenævnet, Folketingets Ombudsmand og Ligebehandlingsnævnet. Statusrapporten indeholder ikke en udtømmende liste over administrative afgørelser af menneskeretlig relevans. Det er i stedet tilstræbt at medtage et repræsentativt udvalg af afgørelser fra de forskellige organer. Afgørelserne i statusrapporten skal derfor ses som en eksemplificering af, hvilke typer af sager af menneskeretlig karakter, som kan forekomme ved de administrative organer. Ottende kapitel indeholder udvalgte lovforslag og bekendtgørelser, som er blevet færdigbehandlede i 2011. Hvert lovforslag i kapitlet indeholder et kort resume af lovforslagets indhold og et kortfattet uddrag af instituttets høringssvar til lovforslagene. Instituttets høringssvar kan læses i deres fulde længde på www.menneskeret.dk. Niende kapitel indeholder en oversigt over de internationale og nationale domme, administrative udtalelser og lovforslag, som indgår i rapporten. Det materiale, som udgør grundlaget for Status 2011, omfatter udelukkende lovforslag, domme, initiativer osv. fremsat januar til og med december 2011. Statusrapporten kan derfor ikke ses som en komplet evaluering af hele den danske lovgivnings overensstemmelse med menneskerettighedskonventionerne, men alene som en status over periodens aktiviteter.

http://www.menneskeret.dk/

7

1. DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDS DOMSTOL 1.1. DOMME MOD DANMARK 5 AFGØRELSER VEDRØRENDE AFSLAG PÅ ASYL TIL ETNISKE TAMILER

I sagerne N.S. mod Danmark, P.K. mod Danmark, S.S. m.fl. mod Danmark, T.N. mod Danmark og T.N. og S.N. mod Danmark, fandt EMD, at der ikke var sket krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Sagerne drejede sig alle om etniske tamiler, der havde fået afslag på asyl i Danmark, og som havde gjort gældende, at Danmarks tilbagesendelse af de pågældende til Sri Lanka ville være i strid med EMRK artikel 3 om forbud mod tortur mv. I lyset af den generelle situation i Sri Lanka – sammenholdt med de konkrete risikofaktorer i hver enkelt sag – fandt Menneskerettighedsdomstolen imidlertid, at der ikke var væsentlige grunde til at antage, at de pågældende ville risikere at blive udsat for tortur, hvis de blev tilbagesendt. Reference

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Afgørelser af 20. januar 2011

N.S. v. Denmark, application no. 58359/08

http://hudoc.echr.coe.int/sites/eng/pages/search.aspx?i=001-102957

P.K. v. Denmark, application no. 54705/08


S.S. and others v. Denmark, application no. 54703/08


T.N. v. Denmark, application no. 20594/08


T.N. and S.N. v. Denmark, application no. 36517/08


OSMAN MOD DANMARK De danske myndigheders afslag på at forny en opholdstilladelse til en somalisk statsborger udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8 om retten til respekt for privat- og familieliv. Klager havde levet i Danmark siden hun var 7 år gammel og var i en alder af 15 år mod sin vilje blevet sendt til en flygtningelejr i Kenya for at tage sig af sin farmor.






8

2 år efter udrejsen til Kenya søgte klager om at blive genforenet med sin familie i Danmark. Hun fik imidlertid afslag med den begrundelse, at hun havde mistet sin opholdstilladelse som følge af, at hun ikke havde opholdt sig i Danmark i mere end 12 måneder i træk, og at der ikke forelå særlige grunde for at give hende en ny opholdstilladelse. EMD konstaterede, at samlivet mellem mindreårige, som endnu ikke havde stiftet egen familie, og de mindreåriges forældre var at betragte som familieliv i artikel 8’s forstand. Domstolen konstaterede endvidere, at klager havde levet hovedparten af sit liv i Danmark, talte dansk, havde gået i skole i Danmark og havde sin nærmeste familie i Danmark. På den baggrund skulle der være meget tungtvejende grunde til, at myndighederne kunne afvise at forny hendes opholdstilladelse. Selv om EMD var enig i, at formålet med den danske lovgivning – som bl.a. havde til formål at forhindre ”genopdragelsesrejser” – var legitimt, og at forældres ret til at beslutte, hvor mindreårige børn skal bo, måtte anses som grundlæggende i et familieforhold, fandt domstolen, at klagers interesser ikke var inddraget tilstrækkeligt i afgørelsen, og at der derfor forelå en krænkelse af artikel 8. Som følge af den fastslåede krænkelse tildelte EMD klageren 15.000 € i erstatning for ikke-økonomisk skade og 6.000 € til dækning af sagsomkostninger. Til opfyldelse af dommen har Danmark udbetalt erstatning og sagsomkostninger til klageren og den interesseorganisation, der førte sagen på hendes vegne, i overensstemmelse med dommen. Klageren har endvidere fået opholdstilladelse i Danmark. Reference


Osman v. Denmark

Afgørelse af 14. juni 2011

Application no. 38058/09



9

1.2. ADMISIBILITETSAFGØRELSER MOD DANMARK N.H.S. OG 32 ANDRE MOD DANMARK

N.H.S. og 32 andre personer fra Syrien, Iran, Sudan, Eritrea, Afghanistan, Somalia og Gambia havde klaget til EMD over udsigten til at blive sendt fra Danmark til Grækenland for at få sin asylsag behandlet. Den 1. Oktober 2010 meddelte en repræsentant for klagerne, at klagerne oplistet som nr. 13, 15, 16, 19, 20, 21, 22, 23, 27, 31 og 32 i klagen ønskede at tilbagetrække sin klage mod Danmark, da de ikke ville blive sendt tilbage til Grækenland som hævdet i den oprindelige klage. I stedet ville de blive sendt til henholdsvis Sverige, Schweiz, Norge, Frankrig, Malta, Italien og Ungarn. Domstolen slettede derfor disse klagere fra listen over klagere, og opretholdt resten af klagen. Reference


N.H.S. and 32 others v. Denmark

Admisibilitetsafgørelse af 6. januar 2011


O.A.M. OG 14 ANDRE MOD DANMARK

O.A.M. og 14 andre personer fra Syrien, Iran og Afghanistan havde klaget til EMD over udsigten til at blive sendt fra Danmark til Grækenland for at få sin asylsag behandlet. Den 25. november 2010 meddelte en repræsentant for klagerne, at klagerne oplistet som nr. 7 i klagen ønskede at tilbagetrække sin klage mod Danmark, da de ikke ville blive sendt tilbage til Grækenland som hævdet i den oprindelige klage. I stedet ville de blive sendt til Norge. Domstolen slettede derfor klagerne oplistet som nr. 7 fra listen over klagere, og opretholdt resten af klagen. Reference


O.A.M. and 14 others v. Denmark

Admisibilitetsafgørelse af 25. januar 2011


MIKKELSEN OG CHRISTENSEN MOD DANMARK

To danske journalister klagede til EMD over, at de var blevet straffet for overtrædelse af fyrværkeriloven i forbindelse med udarbejdelsen af en tv-udsendelse om ulovligt fyrværkeri i Danmark.

10

Journalisterne arbejdede for Danmarks Radio og lavede sammen en dokumentar om import og distribution af ulovligt fyrværkeri i Danmark og farerne forbundet hermed. I forbindelse med research til deres dokumentarprogram købte journalisterne otte krysantemumbomber, som er ulovlige i Danmark. Sikkerhedsstyrelsen vurderede, at sikkerhedsafstanden ved sprængning af krysantemumbomber er mindst 100 meter. Umiddelbart efter købet kørte journalisterne ind til Københavns politi, og afleverede krysantemumbomberne. Journalisterne ønskede at vise, hvor let det var at købe ulovligt fyrværkeri i Danmark og samtidig få information om leverandører af fyrværkeri. Journalisterne optog derfor købet med skjult kamera. De gennemførte købet af frygt for at vække mistænksomhed og bringe sig selv i fare. Tv-dokumentaren gav anledning til stor offentlig debat, da den blev udsendt. Journalisterne blev tiltalt for overtrædelse af fyrværkerilovens § 7. Den 12. september 2006 blev de dømt ved Københavns Byret for at have anskaffet ulovligt fyrværkeri uden tilladelse fra kommunen. Journalisterne blev hver idømt en bøde på kr. 6.000. Byretten udtalte blandt andet, at oplysninger om handel med ulovligt fyrværkeri, herunder hvem der importerer det og videresælger det, har offentlig interesse, bl.a. fordi forkert opbevaring og anvendelse af ulovligt fyrværkeri kan medføre alvorlige ulykker. Byretten fandt dog ikke, at hensynet til pressens belysning af den illegale handel med fyrværkeri kunne lovliggøre indkøbet af krysantemumbomber i strid med fyrværkeriloven. De tiltaltes påstand om frifindelse under henvisning til EMRK artikel 10 blev derfor ikke taget til følge. Byretten lagde endvidere til grund, at de tiltalte ikke blev lovet, at der ikke ville blive rejst tiltale, hvis de købte krysantemumbomberne. Journalisterne ankede sagen til Østre Landsret, som stadfæstede byrettens afgørelse den 7. marts 2007. Landsretten udtalte blandt andet, at EMRK artikel 10 medfører, at der måtte foretages en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for den strafbare handlings karakter. EMRK artikel 10 indebærer ikke en generel fritagelse af de tiltalte som journalister fra pligten til at overholde gældende straffebestemmelser. Da journalisterne selvstændigt havde planlagt og udført en strafbar handling, fandt landsretten, at der skulle tungtvejende grunde til at anse handlingen for straffri. Landsretten lagde endvidere vægt på, at journalisterne ikke havde ansøgt om tilladelse til at anskaffe krysantemumbomberne, og at hensynet bag fyrværkerilovens bestemmelser var den offentlige sikkerhed. Landsretten fandt, at en afvejning af de modstående

11

hensyn ikke at kunne føre til, at de tiltaltes overtrædelse af fyrværkeriloven var straffri efter EMRK. Journalisternes fik afslag på deres ansøgning om tredjeinstansbevilling ved Højesteret. Journalisterne klagede til EMD over, at deres ret til ytringsfrihed efter EMRK artikel 10 var blevet krænket. EMD konstaterede, at journalisterne, var blevet straffet for overtrædelse af fyrværkeriloven i forbindelse med udarbejdelsen af en tv-dokumentar. EMD fandt derfor, at der var sket et indgreb i ytringsfriheden, jf. EMRK artikel 10, stk. 1. I sin afgørelse fastslog EMD blandt andet, at ytringsfriheden herunder også for journalister medfører pligter og ansvar. Uanset journalisters vitale rolle i et demokratisk samfund kan journalister ikke frasige sig pligten til at overholde almindelig straffelovgivning ud fra en formodning om, at EMRK artikel 10 beskytter dem. EMD konstaterede, at journalisternes dokumentar ikke på nogen måde blev forhindret i at blive sendt, og at journalisterne udelukkende blev dømt for at have købt ulovligt fyrværkeri. EMD fandt derfor, at Østre Landsret havde handlet i overensstemmelse med EMRK artikel 10, og havde givet en relevant og fyldestgørende begrundelse for sin afgørelse. EMD lagde desuden særligt vægt på, at det ikke var nødvendigt for journalisterne at købe ulovligt fyrværkeri for at bevise tilstedeværelsen af ulovligt salg i Danmark. Reference


Mikkelsen and Christensen v. Denmark

Admisibilitetsafgørelse af 24. maj 2011


Z.K. OG 27 ANDRE MOD DANMARK

Klagerne var 28 personer af forskellig nationalitet, som havde søgt asyl i Grækenland og efterfølgende i Danmark, hvor de alle opholdt sig på tidspunktet for sagens behandling. Klagerne anførte, at det ville være i strid med EMRK artikel 3 og 13 at sende dem tilbage til Grækenland iht. Dublin reglerne for valg af asylland. Den 2. februar 2011 meddelte den danske regering, at regeringen i lyset af EMD’s afgørelse M.S.S. mod Belgien og Grækenland (App. nr. 30696/09) ville indlede asylproces for klagerne i Danmark på trods af, at klagerne efter Dublin reglerne skulle have sin asylsag behandlet i Grækenland. Da en repræsentant for klagerne

12

den 25 maj 2011 meddelte domstolen, at klagerne ikke længere ønskede at forfølge sagen, lukkede EMD sagen. Reference


Z.K. and 27 others v. Denmark

Admisibilitetsafgørelse af 23 August 2011

Application no. 37199/10 G.F. OG 88 ANDRE MOD DANMARK

Klagerne var 89 personer af forskellig nationalitet, som havde søgt asyl i Grækenland og efterfølgende i Danmark, hvor de alle opholdt sig på tidspunktet for sagens behandling. Klagerne anførte, at det ville være i strid med EMRK artikel 3 og 13 at sende dem tilbage til Grækenland iht. Dublin reglerne for valg af asylland. Den 2. februar 2011 meddelte den danske regering, at regeringen i lyset af EMD’s afgørelse M.S.S. mod Belgien og Grækenland (App. nr. 30696/09) ville indlede asylproces for klagerne i Danmark på trods af, at klagerne efter Dublin reglerne skulle have sin asylsag behandlet i Grækenland. Da en repræsentant for klagerne den 25 maj 2011 meddelte domstolen, at klagerne ikke længere ønskede at forfølge sagen, lukkede EMD sagen. Reference


G.F. and 88 others v. Denmark

Admisibilitetsafgørelse af 23. august 2011


J.K. OG 63 ANDRE MOD DANMARK

Klagerne var 64 personer af forskellig nationalitet, som havde søgt asyl i Grækenland og efterfølgende i Danmark, hvor de alle opholdt sig på tidspunktet for sagens behandling. Klagerne anførte, at det ville være i strid med EMRK artikel 3 og 13 at sende dem tilbage til Grækenland iht. Dublin reglerne for valg af asylland. Den 2. februar 2011 meddelte den danske regering, at regeringen i lyset af EMD’s afgørelse M.S.S. mod Belgien og Grækenland (App. nr. 30696/09) ville indlede asylproces for klagerne i Danmark på trods af, at klagerne efter Dublin reglerne skulle have sin asylsag behandlet i Grækenland. Da en repræsentant for klagerne

13

den 25 maj 2011 meddelte domstolen, at klagerne ikke længere ønskede at forfølge sagen, lukkede EMD sagen. Reference


J.K. and 63 others v. Denmark



S.P. MOD DENMARK

S.P. er en syrisk statsborger, som havde søgt asyl i Grækenland og efterfølgende i Danmark, hvor de alle opholdt sig på tidspunktet for sagens behandling. Klagerne anførte, at det ville være i strid med EMRK artikel 3 og 13 at sende dem tilbage til Grækenland iht. Dublin reglerne for valg af asylland. Den 2. februar 2011 meddelte den danske regering, at regeringen i lyset af EMD’s afgørelse M.S.S. mod Belgien og Grækenland (App. nr. 30696/09) ville indlede asylproces for klagerne i Danmark på trods af, at klagerne efter Dublin reglerne skulle have sin asylsag behandlet i Grækenland. Den 31. marts 2011 meddelte S.P. domstolen, at klager ikke længere ønskede at forfølge sagen. EMD lukkede derfor sagen. Reference


S.P. v. Denmark



14

1.3 ANDRE EMD DOMME TRÉVALEC MOD BELGIEN (EMRK ARTIKEL 2) Klager var fransk statsborger og journalist, og arbejdede i januar 2003 på en reportage til en fransk tv-station. Reportagen skulle handle om en særlig bandeenhed i det belgiske politi. Klageren havde fået tilladelse fra politiet i Liège til at følge bandeenheden på patrulje. Under optagelserne blev politiet en nat alarmeret, da naboer havde set to bevæbnede unge gå rundt i nærheden af et lager. En almindelig patrulje samt bandeenheden og klageren rykkede ud, og under aktionen affyrede to betjente, som ikke var en del af bandeenheden, 7 skud mod klager. Klager nedlagde påstand om, at betjentene uden varsel havde skudt, og at de derved havde bragt hans liv i fare. Ydermere påstod klager, at de belgiske myndigheder ikke havde foretaget tilstrækkelige foranstaltninger for at forhindre, at en sådan episode kunne finde sted. Betjentene forklarede at de havde forvekslet klagers kamera med et våben og handlede i selvforsvar. EMD konstaterede indledningsvis, at de to betjente havde til opgave at arrestere formodentlig bevæbnede personer, at de formentlig ikke havde været klar over klagers tilstedeværelse, og at de dermed havde handlet i selvforsvar. Domstolen tilføjede, at det belgiske politi havde påtaget sig ansvaret for klagers sikkerhed under aktioner som denne. EMD fandt det afgørende, hvorvidt betjentene var blevet informeret om, at der blev filmet. Betjentene havde vidst, at der skulle filmes, men kendte ikke de præcise tidspunkter eller klagers tilstedeværelse den pågældende nat. Det kunne ifølge EMD ikke udelukkes, at de to betjente havde handlet anderledes, hvis de havde vidst, at der var en kameramand med på aktionen. I forlængelse heraf konstaterede Domstolen, at klager ikke kunne have været uvidende om, at visse aktioner med bandeenheden kunne indeholde en vis risiko, og at klager sandsynligvis ikke havde handlet med den fornødne påpasselighed. EMD konkluderede dog, at de belgiske myndigheder, som bar ansvaret for klagers sikkerhed, måtte forventes selv at være påpasselige. I den aktuelle sag havde den manglende påpasselighed været afgørende for, at klageren var blevet udsat for fare. Der forelå derfor en krænkelse af EMRK artikel 2 om retten til liv. Reference


Trévalec c. Belgique (kun tilgængelig på fransk)


Requête no. 30812/07

15


ELEFTERIADIS MOD RUMÆNIEN (EMRK ARTIKEL 3) Klager, der afsonede en livstidsstraf i et rumænsk fængsel, var rask, da han påbegyndte afsoningen i 1992, men efter i en årrække at have delt celle med rygere - på trods af sine anmodninger om en røgfri celle - fik han i 2008 konstateret kronisk obstruktiv lungelidelse. Klager havde desuden været udsat for medindsattes rygning under transporter til domstolene samt i venteværelser i retsbygningerne. EMD anførte, at de rumænske myndigheder havde misligholdt deres forpligtelse til at beskytte klagers helbred ved ikke i overensstemmelse med lægernes anbefaling at have adskilt ham fra indsatte, der røg. Hverken logistiske eller økonomiske forhindringer kunne fritage de rumænske myndigheder for denne forpligtelse. Den manglende beskyttelse af klagers helbred under frihedsberøvelsen fandtes således at udgøre en krænkelse af artikel 3 om forbud mod tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling. Domstolen bemærkede endvidere, at det ikke kunne pålægges klager at føre bevis for den lidte skade for at opnå godtgørelse. En sådan tilgang ville udelukke godtgørelse i tilfælde, hvor fængslingen ikke har medført en objektivt mærkbar forværring af den indsattes fysiske eller psykiske lidelser. Reference


Elefteriadis c. Roumanie (kun tilgængelig på fransk)

Afgørelse af 25. januar 2011



AHORUGEZE MOD SVERIGE (EMRK ARTIKEL 3 & 6) Klager, der er fra Rwanda og tilhører hutu-stammen, havde siden 2001 opholdt sig i Danmark som flygtning. I 2007 anmodede de rwandiske myndigheder Danmark om at udlevere klager, som var mistænkt for folkemord og forbrydelser mod menneskeheden. De danske myndigheder afviste at udlevere klager på grund af manglende beviser. I 2008 blev klager, der var flyttet til Sverige, anholdt på baggrund af en ny udleveringsanmodning. Efter at sagen havde været forelagt den svenske højesteret, besluttede Sveriges regering i 2009 at udlevere klager til Rwanda. Klager indbragte sagen for EMD, idet han gjorde gældende, at



16

udleveringen ville være i strid med både EMRK artikel 3 (forbud mod tortur) og EMRK artikel 6 (ret til retfærdig rettergang). Domstolen fandt det ikke godtgjort, at klager ville risikere forfølgelse i Rwanda som følge af sit stammetilhørsforhold. Domstolen lagde endvidere vægt på, at bl.a. FN havde undersøgt det fængsel, hvor klager skulle afsone sin straf og fundet, at det levede op til internationale standarder. Udleveringen af klager til Rwanda var derfor ikke i strid med EMRK artikel 3. Domstolen bemærkede herudover, at det rwandiske retssystem i de senere år har gennemgået væsentlige forbedringer og nu bl.a. lever op til de krav, der stilles af FN’s Krigsforbrydertribunal for Rwanda for udlevering af mistænkte. Udleveringen ville derfor heller ikke være i strid med EMRK artikel 6. Reference


Ahorugeze v. Sweden

Afgørelse af 27. oktober 2011



M.S.S. MOD BELGIEN OG GRÆKENLAND (EMRK ARTIKEL 3 & 13) Klager flygtede fra Afghanistan i 2008 og ankom til Grækenland som første EU-land. I februar 2009 ankom klager til Belgien, hvor han søgte asyl. De belgiske myndigheder anmodede i medfør af Dublin-forordningen de græske myndigheder om at behandle asylsagen. Mens sagen verserede, advarede FN’s flygtningehøjkommissariat (UNHCR) Belgien om alvorlige mangler i det græske asylsystem. I juni 2009 blev klager sendt tilbage til Grækenland, hvor han blev frihedsberøvet to gange under miserable forhold. Efter sin løsladelse levede han på gaden. EMD anførte, at domstolen var opmærksom på, at de medlemsstater, der geografisk var placeret i yderkanten af EU, havde store problemer med at håndtere antallet af asylansøgere, men at dette ikke fritog medlemsstaterne for deres forpligtelser i henhold til EMRK artikel 3 om forbud mod tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling. Domstolen fandt, at Grækenland havde krænket EMRK artikel 3 både for så vidt angår de forhold, hvorunder klageren blev tilbageholdt, og for så vidt angår klagerens leveforhold i Grækenland generelt. Derudover havde Grækenland krænket EMRK artikel 13 om adgang til effektive retsmidler, idet det græske asylsystem led af alvorlige strukturelle mangler.


17

EMD fandt, at manglerne i det græske asylsystem måtte være de belgiske myndigheder bekendt, og at de havde undladt at sikre sig, at den græske asyllovgivning blev håndhævet effektivt i praksis. Belgiens tilbagesendelse af klager til Grækenland udgjorde derfor en krænkelse af artikel 3. Tilsvarende gjorde sig gældende vedrørende leveforholdene og forholdene ved tilbageholdelse i Grækenland. Endelig fandt EMD, at Belgien havde krænket EMRK artikel 13, da det belgiske klagesystem ikke havde givet klager mulighed for en grundig behandling af hans klage forud for udsendelsen til Grækenland. Reference


M.S.S v. Belgium and Greece




MAGGIO M.FL. MOD ITALIEN (EMRK ARTIKEL 6) Klagerne, der var italienske statsborgere, besluttede efter i en årrække at have boet og arbejdet i Schweiz at flytte tilbage til Italien for at gå på pension. I forbindelse med klagernes tilbageflytning besluttede de italienske myndigheder at inddrage det faktum, at klagerne havde indbetalt lavere pensionsbidrag, mens de var i Schweiz, som et aspekt ved tildelingen af pension. Dette medførte, at den ene klager modtog ca. 60 procent af den pensionsudbetaling, han ellers ville have modtaget. Klagerne bestred de italienske myndigheders beregningsmodel. Undervejs i sagsforløbet blev myndighedernes beregningsmodel vedtaget ved lov. EMD fastslog indledningsvis, at retsstatsprincippet og bestemmelsen om ret til en retfærdig rettergang som udgangspunkt udelukker lovgivers indblanding i verserende sager, der skal afgøres af myndighederne. Domstolen konstaterede, at lovændringen havde haft betydning for den verserende sag, som staten var part i. Lovændringen havde understøttet statens påstand i sagen, og EMD måtte derfor tage stilling til, hvorvidt der forelå tvingende offentlige interesser, som kunne begrunde en sådan retstilling. EMD anførte, at finansielle årsager ikke i sig selv kunne legitimere et indgreb, som styrkede staten i en aktuel sag. Ligeledes kunne ønsket om at styrke den angivne administrationsenheds fortolkning af reglerne heller ikke legitimere indgrebet. På trods af at domstolen mente at en fratagelse af fordelen for individer, der havde arbejdet i Schweiz og betalt lavere pensionsbidrag, var af offentlig interesse, var domstolen ikke overbevist om, at det var tilstrækkeligt til at indføre regler med tilbagevirkende kraft.


18

EMD konkluderede derfor, at der var sket en krænkelse af artikel 6 om retten til en retfærdig rettergang. Den ene klager havde nedlagt påstand om, at reduktionen i hans pension som følge af den nye lov var i strid med artikel 1 i 1. tillægsprotokol om beskyttelse af ejendom fordi andre, der allerede havde fået behandlet deres pensionssager før lovændringen, blev stillet bedre end de, hvis sag var under behandling på tidspunktet for lovændringen. Domstolen påpegede at ændringen havde til formål at undgå en uretfærdig fordel for folk, der arbejdede i Schweiz, men gik på pension i Italien. Hertil konkluderede EMD, at staterne har en vid skønsmargin for fastlæggelse af pensionssystemerne, og at klager, som ikke mistede hele sin pension, ikke blev udsat for en individuel belastende byrde. Domstolen mente heller ikke, at ændringer af pensionsreglerne var i strid med diskriminationsforbuddet i art. 14 jf. art. 6, fordi det indimellem er nødvendigt at foretage ændringer i regler, der berører en stor gruppe mennesker. Domstolen henviste til staternes vide skønsmargin, samt at loven var rimelig og objektivt begrundet. Reference


Maggio and others v. Italy

Afgørelse af 31. maj 2011

Applications nos. 46286/09, 52851/08, 53727/08, 54486/08 and 56001/08


HAAS MOD SCHWEIZ (EMRK ARTIKEL 8) Klager, som længe havde lidt af en psykisk sygdom, ønskede at begå selvmord. Han havde forgæves henvendt sig til adskillige psykiatere for at få fat i en dødelig dosis af et receptpligtigt præparat og henvendte sig derfor til de schweiziske myndigheder for at erhverve det pågældende præparat uden recept. Anmodningen blev imidlertid afvist. EMD fandt, at retten til at beslutte, på hvilken måde og på hvilket tidspunkt man ønsker at afslutte sit liv, under forudsætning af at man er i stand til at bruge sin frie vilje og handle i konsekvens deraf, var omfattet af begrebet ”privatliv” i artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv. Konventionens artikel 2 om retten til liv pålægger imidlertid tillige staterne en forpligtelse til at beskytte sårbare personer, også mod deres egne handlinger, og således til at sikre, at en beslutning om at begå selvmord er udtryk for den pågældendes frie vilje.


19

EMD fandt, at et krav om recept udgjorde et passende middel til at forvalte denne pligt, hvorfor der ikke forelå en krænkelse af konventionens artikel 8. Reference


Haas c. Suisse (kun tilgængelig på fransk)




GLUHAKOVIC MOD KROATIEN (EMRK ARTIKEL 8) Klager, som var fraskilt, fremhævede i sin henvendelse til EMD, at han ikke kunne udnytte sin ret til samvær med sin datter, da de kroatiske myndigheder ikke tog hensyn til hans arbejdstid og arbejdssted ved fastsættelsen af samvær. Klager arbejdede i Italien, men de kroatiske myndigheder havde fastsat, at samværet skulle finde sted på rådgivningscentre i Kroatien på faste ugentlige tidspunkter, hvilket medførte, at klager ikke havde samvær med sin datter fra juni 2007. EMD anførte indledningsvis, at klagers rejser mellem Kroatien og Italien på bestemte dage havde gjort det besværligt for klager at udnytte sin ret til samvær med sin datter, ligesom rådgivningscentrene i øvrigt var uegnede til afholdelse af samvær. Selvom de kroatiske domstole i 2008 fastslog, at samværet skulle foregå på dage, hvor klagers arbejdstid tillod det, havde myndighederne fortsat ikke angivet, hvor samværet skulle finde sted. EMD konkluderede herefter, at de kroatiske myndigheder ikke havde opfyldt den positive forpligtelse til at sikre beskyttelsen af klagers privat- og familieliv i medfør af artikel 8. Reference


Gluhakovic v. Croatia

Afgørelse af 12. april 2011



MOSLEY MOD STORBRITANNIEN (EMRK ARTIKEL 8) I en britisk avis blev der på forsiden samt på avisens internetside offentliggjort en artikel indeholdende intime billeder af klager, der var en kendt skikkelse i det internationale motorsportsmiljø. Artiklen og billederne hævdede, at klager deltog i seksuel aktivitet med nazistiske undertoner. Klager sagsøgte avisens udgiver. De britiske domstole afviste, at der var tale om særlige nazistiske aktiviteter, og der



20

var derfor ikke nogen offentlig interesse eller begrundelse for offentliggørelsen af artiklen og billederne. Klager blev derfor af de britiske domstole tilkendt erstatning. Da sagen ikke blev anket af avisen, var dette ifølge EMD en erkendelse af, at der var tale en krænkelse af klagers privatliv. Klager ønskede dog herudover, at EMD skulle tage stilling til, hvorvidt der i artikel 8 om retten til respekt for privat- og familieliv, for at fritage staterne for ansvar i sådanne sager, fandtes en pligt for medierne til at give en forhåndsmeddelelse til de personer, der vil blive nævnt i artikler mv. EMD konstaterede indledningsvis, at de britiske myndigheder i medfør af artikel 8 var forpligtet til ikke bare at undlade at blande sig i borgernes privatliv, men ligeledes havde en forpligtelse til at beskytte borgernes privatliv. EMD konstaterede endvidere, at staterne har en vid skønsmargin for så vidt angår fastsættelse af regler til at beskytte borgeres privatliv. Selvom en række stater har regler om hovedpersonens samtykke til artikler, hvor private oplysninger offentliggøres, kunne det ikke konstateres, at der forelå en europæisk konsensus i forhold til spørgsmålet om forhåndsmeddelelse. Klager havde heller ikke henvist til nogen retskilder, der tydede på at, der forelå en forpligtelse for staterne til at stille krav om forhåndsmeddelelse ved offentliggørelse af private oplysninger. Domstolen konstaterede ligeledes, at virkningen af en sådan forpligtelse af flere grunde var tvivlsom. For det første fordi et krav om forhåndsmeddelelse må have en undtagelse for sager af offentlig interesse. Dette vil ifølge EMD betyde, at avisen i den aktuelle sag, hvor avisen mente at afsløring af nazistiske aktiviteter havde offentlig interesse kunne undlade at underrette klageren på trods af et krav om forhåndsmeddelelse. For det andet ville en forpligtelse til at afgive forhåndsmeddelelse kun være effektiv, så længe en overtrædelse medførte en mærkbar sanktion. Selvom bøder og andre sanktioner ville være effektive for at sikre overholdelse af kravet om forhåndsmeddelelse, mente domstolen at de muligvis ville være uforenelige med artikel 10 om ytringsfrihed. Sådanne sanktioner kunne have negativ effekt på politisk og undersøgende journalistik som nyder stor beskyttelse under konventionen. EMD konkluderede derfor, at der på grund af tvivlen om forhåndsmeddelelsernes virkning samt den vide margin, som var overladt til staterne, ikke var grundlag for at kræve en forhåndsmeddelelse i medfør af artikel 8. Reference


Mosley v. The United Kingdom

21




GENOVESE MOD MALTA (EMRK ARTIKEL 8) Klager, der havde en britisk mor og en maltesisk far, fik afslag på maltesisk statsborgerskab med den begrundelse, at han var født udenfor ægteskab, og at hans mor ikke var maltesisk. Domstolen udtalte, at selv om retten til statsborgerskab ikke som sådan er beskyttet af konventionen, har retten til statsborgerskab en sådan betydning for klagers sociale identitet, at spørgsmålet om statsborgerskab falder under anvendelsesområdet for EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatlivet. Domstolen fandt herefter, at det var i strid med diskriminationsforbuddet i EMRK artikel 14 sammenholdt med EMRK artikel 8, at meddele klager afslag på statsborgerskab med den begrundelse, at han var født uden for ægteskab. Reference


Genovese v. Malta

Afgørelse af 11. oktober 2011



ASSOCIATION LES TÉMOINS DE JÉHOVAH MOD FRANKRIG (EMRK ARTIKEL 9) Klager var en national afdeling af Jehovas Vidner. Organisationen var finansieret af frivillige donationer og bidrag. Som følge af en revision fra de franske skattemyndigheder blev klager pålagt at offentliggøre de gaver, organisationen havde modtaget i årene 1993-1996. Klager afviste myndighedernes krav, og påstod skattefritagelse efter en regel om skattefritagelse for gaver doneret til religiøse menigheder. EMD konstaterede indledningsvis, at domstolen allerede i flere sager havde konkluderet, at Jehovas Vidner er beskyttet under artikel 9 om religionsfrihed. At pålægge skat på gaver, som var organisationens hovedindtægtskilde, var et væsentligt indhug i organisationens ressourcer, og et indgreb i organisationens religionsfrihed. EMD konstaterede yderligere, at den pålagte skat kun kunne anses for acceptabel, hvis den franske lovgivning var tilstrækkelig klart formuleret, således at borgerne kunne indrette bidrag mv. herefter. Den franske skattelov var ifølge domstolen ikke tilstrækkelig klart formuleret, og den særlige



22

skat kunne ikke anses som foreskrevet ved lov. Der forelå derfor en krænkelse af EMRK artikel 9. Reference


Association Les Temoins de Jehovah c. France (kun tilgængelig på fransk)




BAYATYAN MOD ARMENIEN (EMRK ARTIKEL 9) Klager var armensk statsborger og medlem af Jehovas Vidner. Han var blevet erklæret egnet til aftjening af værnepligt. Klageren, som afviste at aftjene sin værnepligt i militæret af samvittighedsmæssige årsager, var i stedet klar til at påtage sig civil værnepligt. Da klager alligevel blev indkaldt til militærtjeneste, forlod han sit hjem af frygt for at blive pålagt militærtjeneste med magt. Klager blev efterfølgende tiltalt for udeblivelse fra militærtjeneste, og idømt 2½ års fængsel, men blev løsladt efter ca. 10½ måneds afsoning. EMD konstaterede indledningsvis, at denne sag var den første, hvor Domstolen tog stilling til, om militærnægtere var omfattet af artikel 9 om samvittigheds- og religionsfrihed. Tidligere havde domstolen afvist at behandle klager om militærnægtelse under artikel 9 og henvist til, at de hørte under art. 4, stk. 3, litra b om forbud mod slaveri og tvangsarbejde, hvorefter det var op til den enkelte stat, om man ville anerkende militærnægtelse. EMD konstaterede, at der var sket en udvikling af anvendelsesområdet for artikel 9. Der var ved den konkrete sags begyndelse bred enighed blandt konventionens medlemsstater om retten til at frasige sig militærtjeneste. Armenien anerkendte denne ret efter klagers løsladelse. Domstolen fastslog i forlængelse heraf, at fortolkningen af artikel 9 måtte ændres således, at artikel 4, stk. 3, litra b ikke havde nogen afgrænsende effekt på de rettigheder, der var sikret af artikel 9. I den konkrete sag udtalte EMD, at eftersom de fleste af Europarådets medlemsstater har indført alternativer til militærtjeneste i forbindelse med aftjening af værnepligt, foreligger der en begrænset skønsmargin for andre medlemsstaters mulighed for at stille krav om aftjening af militær værnepligt, medmindre der foreligger et presserende samfundsmæssigt behov. Domstolen fandt ikke, at der forelå et samfundsmæssigt behov i den konkrete sag, og der forelå dermed en krænkelse af artikel 9.


23

Reference


Bayatyan v. Armenia

Afgørelse af 7. juli 2011



MOUVEMENT RAËLIEN SUISSE MOD SCHWEIZ (EMRK ARTIKEL 10) Klager, der var en national afdeling af ”Den Raelske Bevægelse”, havde som sit primære formål at skabe kontakt og gode relationer til rumvæsener. Klager havde af politiet fået afslag på en anmodning om at iværksætte en plakat-kampagne til støtte for bevægelsen. EMD havde ikke tidligere udtalt sig om, hvorvidt nationale myndigheder skulle give adgang til formidling af ideer gennem en plakat-kampagne i det offentlige rum. EMD måtte tage hensyn til moderne metoder til udbredelse af information, og undersøgte plakaterne i den større kontekst, de indgik i, således særligt under inddragelse af de ideer, der blev formidlet på klagers hjemmeside, som plakaterne henviste til. EMD bemærkede, at de nationale retsinstanser omhyggeligt havde begrundet deres afgørelser, der navnlig var begrundet i tre forhold: at klagers hjemmeside henviste til en anden hjemmeside, som tilbød ulovlige kloningsydelser, at klager muligvis havde et afvigende seksuelt forhold til mindreårige, samt at klager støttede indførelsen af geniokrati, hvorefter særligt intelligente mennesker skulle have magten i samfund. Begrundelserne var relevante og tilstrækkelige, og indgrebet var endvidere proportionalt, idet forbuddet var begrænset til iværksættelsen af plakatkampagnen i det offentlige rum. Klager kunne således fortsat udtrykke sine anskuelser gennem andre kommunikationsmidler. De schweiziske myndigheder havde derfor ikke krænket artikel 10 om ytringsfrihed. Reference


Mouvement Raëlien Suisse v. Switzerland




AYDIN MOD TYSKLAND (EMRK ARTIKEL 10)



24

I 1993 indførte de tyske myndigheder et forbud mod det kurdiske arbejderpartis (PKK) aktiviteter. I 2001 indledte PKK en storstilet kampagne, hvori man opfordrede sine støtter til at forlange forbuddet ophævet. Klager organiserede en underskriftindsamling i Berlin, og underskrev selv en erklæring. Klager blev idømt en bødestraf for ikke at overholde forbuddet. EMD fastslog, at den idømte straf udgjorde et indgreb i klagers ytringsfrihed, men at den kunne retfærdiggøres under henvisning til beskyttelsen af den offentlige orden og sikkerhed. EMD konstaterede endvidere, at straffen ikke var disproportional i forhold til lovovertrædelsens karakter. EMD anførte i øvrigt, at klager kunne have undgået straffesagen ved at have klaget over forbuddet til de tyske myndigheder frem for at have deltaget i den ulovlige PKK-kampagne. Der forelå derfor ikke en krænkelse af artikel 10 om retten til ytringsfrihed. Reference


Aydin v. Germany




OTEGI MONDRAGON MOD SPANIEN (EMRK ARTIKEL 10) Klager blev idømt en fængselsstraf for grov ærekrænkelse af den spanske konge. Som talsmand for en baskisk parlamentarisk gruppe havde klager på en pressekonference i forbindelse med kongens besøg i Baskerlandet bl.a. udtalt, at kongen som øverstbefalende for de spanske styrker var ansvarlig for torturering bl.a. af redaktørerne på et baskisk dagblad under tilbageholdelsen af disse kort tid forinden. EMD fandt, at indgrebet i klagers ytringsfrihed ikke var nødvendigt i et demokratisk samfund, og konkluderede således, at der forelå en krænkelse af konventionens artikel 10 om ytringsfrihed. Som begrundelse herfor anførte EMd navnlig, at klagers udtalelser vedrørte et spørgsmål af generel offentlig interesse, at udtalelserne ikke fandtes at udgøre et angreb i kongens privatliv, og at der endvidere ikke var tale om hadefuld tale eller opfordring til vold. Domfældelsen af klager udgjorde således en krænkelse af artikel 10. Reference


Otegi Mondragon c. Espagne (kun tilgængelig på fransk)

Afgørelse af 15. marts 2011


25

Requête no 2034/07


HEINISCH MOD TYSKLAND (EMRK ARTIKEL 10) Klager var ansat på et plejehjem som sygeplejerske. Firmaet, der drev plejehjemmet, var hovedsagelig ejet af delstaten Berlin. I perioden januar 2003 til oktober 2004 gjorde klager og hendes kolleger ledelsen opmærksom på, at de var overbebyrdet med arbejdsopgaver på grund af mangel på medarbejdere, og at den påkrævede service ikke blev tilstrækkeligt dokumenteret. Efter et myndighedstilsyn blev der noteret seriøse fejl og mangler i servicen på plejehjemmet. Dette drejede sig bl.a. om et utilstrækkeligt personale, en utilstrækkelig omsorg for hjemmets beboere, samt for dårlig dokumentation af den omsorg/service, der blev leveret. I november 2004 kontaktede klagers advokat firmaet, og beskrev medarbejdernes problemer og ønskede oplyst, hvad firmaet ville gøre, for ikke at ifalde ansvar for manglerne. Firmaet afviste beskyldningerne, og i stedet anmeldte klagers advokat firmaet for bl.a. systematisk at have forsøgt at skjule problemerne, og for at have presset ansatte til at skrive falske servicerapporter. Klager blev i januar 2005 opsagt på grund af sygefravær med fratrædelse i slutningen af marts. Klagers fagforening og nogle af klagers venner uddelte som reaktion på afskedigelsen en folder, som beskrev afskedigelsen som en måde at give de ansatte mundkurv på. Klager blev herefter bortvist med øjeblikkelig virkning, fordi firmaet mente, at klager stod bag uddelingen af folderne. De nationale domstole afviste klagers sag om hendes afskedigelse. EMD udtalte indledningsvis, at klagers anmeldelse måtte anses som ”whistle-blowing” inden for anvendelsesområdet af artikel 10 om ytringsfrihed. Domstolen fastslog med henvisning til sagen Guja mod Moldova, som vedrørte en offentligt ansat, at tilsvarende kriterier skulle benyttes i vurderingen af, hvorvidt en privat ansat medarbejder havde ret til at advare om ulovlige forhold. En række kriterier blev lagt til grund for vurderingen. Det første kriterium omhandlede den offentlige interesse i afsløringen, og hertil konstaterede EMD, at interessen i den konkrete sag var ubestridelig. Andet kriterium omhandlede alternative måder at oplyse om ulovlighederne på end ved offentligt at tilkendegive forholdendes tilstand. Også hertil konstaterede EMD, at klager havde opfyldt sin forpligtelse ved dels at rette henvendelse til ledelsen og derefter ved at orientere om overvejelserne af en anmeldelse, før den blev indgivet.


26

EMD konstaterede i forhold til det tredje kriterium endvidere, at klagers beskyldninger ikke var grundløse, hvilket også bekræftedes af tilsynsrapporten, og at klager som det fjerde kriterium handlede i god tro. Sidste kriterium omhandlede den skade en sådan omtale ville have for arbejdsgiverens omdømme. Det blev i den konkrete sag vurderet at vigtigheden af en offentliggørelse overskyggede beskyttelsen af firmaets omdømme. Endelig bemærkede domstolen, at klager havde fået den hårdeste arbejdsretlige sanktion i form af en bortvisning. Alt i alt konkluderede EMD, at bortvisningen af klager ikke var proportional, og der forelå derfor en krænkelse af EMRK artikel 10. Reference


Heinisch v. Germany

Afgørelse af 21. juli 2011



AFFAIRE MOR MOD FRANKRIG (EMRK ARTIKEL 10) EMD fandt, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 10 om retten til ytringsfrihed, at klager, der var advokat, var blevet dømt for at overtræde sin tavshedspligt ved at have udtalt sig om en fortrolig ekspertrapport, som havde været fremlagt under retssag, og som senere var blevet lækket til pressen. Domstolen bemærkede, at pressens læk af fortrolige oplysninger som udgangspunkt ikke fritager advokater fra at overholde deres tavshedspligt. I den konkrete sag havde klager dog udelukkende kommenteret oplysninger, der allerede var offentliggjort af pressen. Kommentarerne blev fremsat som del af en debat af offentlig interesse, der handlede om risikoen ved anvendelse af en bestemt vaccine. Sammenfattende fandtes hensynet til beskyttelsen af fortrolige oplysninger ikke tilstrækkeligt til at kunne begrunde et indgreb i klagers ytringsfrihed. Reference


Affaire Mor c. France (kun tilgængelig på fransk)

Afgørelse af 15. december 2011

Requête no 28198/09




27

KLEIN MOD ØSTRIG (EMRK TP. 1, ARTIKEL 1) Østrigske advokaters pensionsordning finansieredes ved obligatoriske bidrag fra medlemmerne af det østrigske advokatsamfund samt bidrag fra staten. Klager, som havde indbetalt pensionsbidrag i 32 år, mistede sin advokatbestalling som følge af en konkursbegæring mod ham og mistede også retten til at få tilkendt pension. EMD bemærkede indledningsvis, at klagers berettigede forventning om at få tilkendt pension var omfattet af begrebet ”ejendom” i EMRK tillægsprotokol 1, artikel 1 om beskyttelse af ejendom. EMD konstaterede, at selvom de østrigske myndigheder havde en legitim interesse i at forhindre insolvente advokater i at udøve deres erhverv, kunne dette ikke retfærdiggøre en fratagelse af disse advokaters pensionsrettigheder. Domstolen konkluderede, at fratagelsen af klagers ret til pension var uforholdsmæssigt indgribende overfor klager, og der forelå dermed en krænkelse af artikel 1 i 1. tillægsprotokol. Reference


Klein v. Austria




LAUTSI MOD ITALIEN (EMRK TP. 1, ARTIKEL 2) Klagerne var en mor og hendes to børn, som gik på en statslig skole i Italien. På skolen hang et krucifiks i alle klasselokaler, hvilket ifølge klager var i strid med princippet om verdslighed, som moderen ønskede at opdrage sine børn efter. EMD anførte, at EMRK 1. tillægsprotokol, artikel 2 om retten til uddannelse indebærer, at staten, når den udøver sine funktioner i relation til uddannelse og undervisning, skal sørge for, at information og viden formidles på en objektiv, kritisk og pluralistisk måde. Undervisningen må således ikke forfølge et mål om indoktrinering. 1. tillægsprotokol, artikel 2 indeholder desuden en ret for forældre til at deres børn opdrages i overensstemmelse med forældrenes religiøse og filosofiske overbevisning EMD fandt, at beslutningen om, hvorvidt krucifikser skulle være til stede i klasselokaler på statslige skoler, i princippet var omfattet af statens skønsmargin. Dette begrundede domstolen bl.a. med, at der ikke var europæisk konsensus om spørgsmålet. Den omstændighed, at krucifikser i klasselokalerne giver landets


28

majoritetsreligion en overvejende synlighed i skolemiljøet, var ikke i sig selv nok til at betegne det som indoktrinering. EMD fandt endvidere, at krucifikset var et passivt symbol, som ikke kunne anses for at have en indflydelse på klagerne, der var sammenlignelig med undervisning eller deltagelse i religiøse aktiviteter. Endelig måtte symbolets synlighed ses i sammenhæng med, at tilstedeværelsen af krucifikser ikke var forbundet med obligatorisk undervisning om kristendom, og at det italienske skolemiljø var åbent for andre religioner. Moderen havde således bevaret sin ret til at opdrage sine børn i overensstemmelse med sin egen religiøse og filosofiske overbevisning, hvorfor der ikke forelå en krænkelse af artikel 2 i 1. tillægsprotokol. Reference


Lautsi v. Italy





29

2. UPR 2.1. DEN UNIVERSELLE PERIODISKE BEDØMMELSE AF DANMARK (UPR) Den Universelle Periodiske Bedømmelse (UPR) er en overvågningsmekanisme, hvor FN’s medlemsstater et for et får gennemgået deres standarder og opfyldelse af menneskeretlige forpligtelser. Det er det første bedømmelsessystem, som er universelt, forstået på den måde, at alle lande skal gennemgå processen. UPR begyndte at fungere i 2008, og det primære fokus for UPR processen er at forbedre menneskerettigheder i praksis i de enkelte lande. UPR processen foregår således, at alle FN’s medlemsstater bliver eksamineret på skift inden for en cyklus på fire og et halvt år. Selve eksaminationen er en tre og en halv time lang interaktiv dialog mellem staten, som bliver eksamineret, og de øvrige medlemslande. Medlemslandene kan afgive en udtalelse om menneskerettighedssituationen i det eksaminerede land og afgive skriftlige anbefalinger til, hvordan den menneskeretlige situation i medlemsstaten kan forbedres. Anbefalingerne er ikke bindende for den eksaminerede stat, men hver enkelt anbefaling skal enten accepteres eller afvises. Der er imidlertid en forventning blandt medlemslandene om, at stater efterlever de anbefalinger, som de frivilligt har accepteret. Næste gang et medlemsland gennemgår en UPR proces, vil det blive vurderet, om de accepterede anbefalinger er efterlevet. Danmark var under UPR bedømmelse i maj 2011 og modtog i den forbindelse 133 anbefalinger. Danmark valgte at acceptere 84 anbefalinger og afviste 49. 2.2. OVERSIGT OVER RAPPORTER VEDRØRENDE DEN DANSKE UPR PROCES IMR’S PARALLELRAPPORT TIL DEN DANSKE UPR PROCES

Institut for Menneskerettigheder udarbejdede en parallelrapport til den danske UPR proces. I rapporten fokuserer instituttet på menneskeretlige strukturer i Danmark og giver en række anbefalinger til forbedring af det menneskeretlige system i Danmark. Reference

Institut for Menneskerettigheder

8. November 2011

The Normative and institutional human rights framework of Denmark - Submission by

the Danish Institute for Human Rights to the Universal Periodic Review of Denmark 2nd

May 2011, 11th session of the Working Group under the UN Human Rights Council.

30

http://lib.ohchr.org/HRBodies/UPR/Documents/Session11/DK/DIHR_DanishInstituteforH

umanRights-eng.pdf

IMR RAPPORT MED UDVALGTE ANBEFALINGER

Før den danske UPR proces udarbejdede Institut for Menneskerettigheder en rapport med udvalgte anbefalinger inden for en række områder. Rapporten samlede blandt andet anbefalinger fra FN’s menneskerettighedskomitéer, civilsamfundsrapporter og IMR rapporter. Rapportens formål var at give et overblik over relevante menneskeretlige problemstillinger i Danmark til brug for lande, som ønskede at give anbefalinger til Danmark under UPR processen. Reference


April 2011

Universal Periodic Review of Denmark 2011 - Selected human rights concerns and

suggestions for recommendations

IMR RAPPORT MED SAMLEDE ANBEFALINGER

Efter den danske UPR proces udarbejdede Institut for Menneskerettigheder en rapport med de 133 anbefalinger, som blev givet til Danmark. I rapporten er anbefalingerne grupperet efter emner, og så vidt muligt forsimplet og sammenskrevet. Formålet med rapporten var at give et overblik over anbefalingerne til Danmark. Reference


Maj 2012

Den Universelle Periodiske Bedømmelse af Danmark 2011 - Sammenskrevne

anbefalinger fra FN’s Menneskerettighedsråd

Rapporten findes både på dansk og engelsk

IMR RAPPORT OM RESULTATET AF DEN DANSKE UPR PROCES

Til brug for den danske implementering af UPR anbefalingerne udarbejdede Institut for Menneskerettigheder en rapport, som gennemgår alle de 133 anbefalinger. For at øge overskueligheden er anbefalingerne sammenskrevet, således at flere anbefalinger med samme indhold ikke gentages. Efter hver anbefaling fremføres Danmarks accept eller afvisning og begrundelsen herfor samt Institut for Menneskerettigheders kommentar til det danske svar. Hvor det

http://lib.ohchr.org/HRBodies/UPR/Documents/Session11/DK/DIHR_DanishInstituteforHumanRights-eng.pdf

http://lib.ohchr.org/HRBodies/UPR/Documents/Session11/DK/DIHR_DanishInstituteforHumanRights-eng.pdf

31

er muligt fremføres også instituttets anbefaling til den konkrete gennemførsel af de accepterede anbefalinger. Reference


September 2011

Den Universelle Periodiske Bedømmelse af Danmark 2011 - Institut for

Menneskerettigheders Vurdering af Danmarks besvarelse af anbefalinger fra FN’s

Menneskerettighedsråd

ØVRIGE RAPPORTER

De officielle rapporter, som indgik i den danske UPR proces kan hentes på FN’s hjemmeside: www.ohchr.org/EN/HRBodies/UPR/Pages/DKSession11.aspx 2.3. UDVALGTE ANBEFALINGER FRA DEN DANSKE UPR PROCES RATIFIKATION

Danmark er blevet anbefalet at ratificere følgende konventioner og protokoller: International konvention om beskyttelse af alle personer mod tvungne

forsvindinger International konvention om beskyttelse af alle vandrende arbejdstagere

og familier Protokol nr. 12 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,

vedrørende et generelt forbud mod diskrimination Valgfri protokol til den internationale konvention om økonomiske, sociale

og kulturelle rettigheder Valgfri protokol til konventionen om rettigheder for personer med

handicap NATIONAL HANDLINGSPLAN FOR MENNESKERETTIGHEDER

Danmark blev anbefalet at udvikle og implementere en national handlingsplan for Menneskerettigheder for at skabe rammerne for en systematisk og omfattende tilgang til fremme og beskyttelse af menneskerettigheder. ADGANG TIL RETSPRAKSIS

Danmark blev anbefalet at gøre afgørelser fra danske domstole og administrative organer gratis og offentligt tilgængelige. REVIDERET LIGEBEHANDLINGSLOVGIVNING

http://www.ohchr.org/EN/HRBodies/UPR/Pages/DKSession11.aspx

32

Danmark blev anbefalet at sikre lige beskyttelse mod diskrimination for alle grupper ved at udarbejde en enkelt lov, som dækker alle diskriminationsgrunde. POLITIETS MAGTANVENDELSE

Danmark blev anbefalet at revidere de eksisterende mekanismer og rammer for håndtering af beskyldninger om politiets magtmisbrug, inklusiv brug af våben, for at sikre fuld overholdelse af Torturkonventionen. Danmark blev desuden anbefalet at sikre at alle anmeldelser om politiets magtmisbrug bliver efterforsket uafhængigt, upartisk og inden for rimelig tid. IDENTIFIKATION AF POLITIBETJENTE

Danmark blev anbefalet at indføre foranstaltninger til at sikre muligheden for at identificere individuelle politibetjente. TORTURBESTEMMELSE I STRAFFELOVEN

Danmark blev anbefalet at indføre tortur som en selvstændig forbrydelse i straffeloven og den militære straffelov samt at tilpasse bestemmelser om forældelse i forhold til Torturkonventionen. VARETÆGTSFÆNGSEL

Danmark blev anbefalet at begrænse brugen af lange varetægtsfængslinger. EVALUERING AF ANTI-TERROR LOVGIVNINGEN

Danmark blev anbefalet at foretage en inkluderende og faktabaseret evaluering af den danske anti-terror lovgivning. MENNESKEHANDEL

Danmark blev anbefalet at styrke beskyttelsen af ofre for menneskehandel. Herunder blev Danmark anbefalet, at:

Styrke kapaciteten til identifikation af ofre for menneskehandel; Sikre at ofre for menneskehandel ikke frihedsberøves, men i stedet

tilbydes ordentlig beskyttelse; Udvide reflektionsperioden for ofre for menneskehandel og at gøre den

fuldstændig ubetinget; Tilbyde langvarige alternativer som tillader ofre at blive i Danmark

gennem arbejdstilladelser eller opholdstilladelser snarere end et tilbud om repatriering eller asyl.

BØRNEOMBUDSMAND

Danmark blev anbefalet at oprette en uafhængig Børneombudsmand til at fremme og beskytte børns rettigheder samt overvåge implementeringen af Børnekonventionen.

33

DEN KRIMINELLE LAVALDER

Danmark blev anbefalet at genindføre en kriminel lavalder på 15 år. FRIHEDSBERØVELSE OG ISOLATIONSFÆNGSLING AF MINDREÅRIGE

Danmark blev anbefalet at forbyde frihedsberøvelse af mindreårige i institutioner med voksne og at forbyde isolationsfængsling af mindreårige. FRIHEDSBERØVELSE AF ASYLANSØGERE

Danmark blev anbefalet at sikre, at frihedsberøvelse af flygtninge, indvandrere og asylansøgere kun anvendes som en sidste udvej.

24-ÅRSREGLEN

Danmark blev anbefalet at ophæve de lovregler, som i praksis forhindrer samværet med en person, som har udenlandske familierelationer, såvel som de regler, der forhindrer familiesammenføring af ægtefæller, som endnu ikke er fyldt 24 år. PERMANENT OPHOLDSTILLADELSE

Danmark blev anbefalet at revidere kravene til indvandrere og asylansøgere for at opnå permanent opholdstilladelse og statsborgerskab samt at fjerne tilbagevirkende elementer i disse krav. Reference

FN’s Menneskerettighedsråd

Report of the Working Group on the Universal Periodic Review - Denmark

11. juli 2011

http://daccess-ods.un.org/TMP/5177138.44776154.html

http://daccess-ods.un.org/TMP/5177138.44776154.html

34

3. FN’S BØRNEKOMITÉ FN’s børnekomite gav i februar 2011 en række anbefalinger (concluding observations) til, hvordan Danmark kan styrke beskyttelsen af børns rettigheder. Komitéens anbefalinger er baseret på en rapport udarbejdet af Danmark vedrørende børns rettigheder, uafhængige rapporter udarbejdet af Institut for Menneskerettigheder, Børnerådet og civilsamfundsorganisationer samt en eksamination af danske regeringsrepræsentanter, som komitéen foretog 24. januar 2011. Neden for under punkt 3.1 er gengivet udvalgte anbefalinger fra FN’s børnekomité. Reference

FN’s Børnekomité

Concluding Observations of the Committee on the Rights of the Child: Denmark

4. februar 2011

CRC/C/DNK/CO/4

www2.ohchr.org/english/bodies/crc/docs/co/CRC.C.DNK.4.doc

3.1. UDVALGTE ANBEFALINGER FRA FN’S BØRNEKOMITÉ INKORPORERING

11. Komiteen anbefalede, at Danmark fremmer domstoles og administrative beslutningsorganers anvendelse af Konventionen om Barnets Rettigheder, herunder ved at iværksætte tiltag med henblik på fuldstændig inkorporering af Konventionen i den nationale lovgivning.

LOVGIVNING

13. Komiteen anbefalede, at Danmark og myndighederne i Grønland og på Færøerne, træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at love og administrative bestemmelser i hele deltagerstaten fuldt ud overholder Konventionens principper og bestemmelser samt de to valgfri protokoller, at ny lovgivning vurderes i god tid og i forhold til dens betydning for børn, og at Danmark overvejer at udforme en lov om børns rettigheder, som omfatter alle de i Konventionen fastsatte rettigheder.

KOORDINERING

15. Komiteen opfordrede Danmark til at etablere et tværsektorielt koordinationssystem/en tværsektoriel myndighed på højt niveau og med deltagelse af alle regioner og kommuner for at sikre, at børns rettigheder bliver

35

implementeret på en omfattende, sammenhængende og ensartet måde i hele landet. Komiteen anbefalede desuden, at en sådan koordinering både rettidigt og åbent forholder sig til de ulighedsproblemer, der kan opstå mellem kommuner som følge af gennemførelsen af strukturreformen.

NATIONAL HANDLINGSPLAN

17. Komiteen anbefalede, at Danmark udarbejder en samlet politik og en harmoniseret handlingsplan vedrørende fuldstændig gennemførelse af Konventionens bestemmelser. I den forbindelse anbefalede Komiteen, at Danmark sørger for, at en sådan samlet politik og handlingsplan er rettighedsbaseret og en integreret del af en national udviklingsplanlægning, der fuldt ud tager hensyn til de forskellige regionale sammenhænge, herunder især i Grønland og på Færøerne. Komiteen anbefaler desuden, at den harmoniserede handlingsplan indeholder konkrete tidsfastsatte og målbare mål for effektivt at kunne overvåge de fremskridt, der gøres i forhold til, i hvor høj grad alle børn kan nyde godt af alle rettigheder. Den nationale handlingsplan bør knyttes til nationale, sektorielle og kommunale strategier og budgetter for at sikre en hensigtsmæssig fordeling af de økonomiske, menneskelige og tekniske ressourcer, der kræves ved gennemførelsen heraf.

UAFHÆNGIG OVERVÅGNING

20. Komiteen gentog sin anbefaling om, at Danmark bør træffe foranstaltninger til at sikre, at landets ombudsmandssystem fuldt ud tager hensyn til Konventionen, og at der deri etableres en gennemsigtig, ressourcerig og specialiseret funktion til at overvåge implementeringen af børns rettigheder med bemyndigelse til at håndtere individuelle klager. I den forbindelse anbefalede Komiteen, at Danmark foretager en evaluering af sit nuværende uafhængige overvågningssystem og anvender resultatet heraf ved etableringen af den nævnte funktion for børns rettigheder. DATAINDSAMLING

24. Komiteen tilskyndede Danmark til at styrke de statistiske systemer og analyser vedrørende gennemførelse af Konventionen på Færøerne og i Grønland, og til at sikre, at data indsamles systematisk og anvendes ved udarbejdelsen af politikker og programmer i relation til fattigdom, vold og misbrug. Komiteen anbefalede generelt Danmark til fortsat at styrke sin kapacitet til systematisk indsamling og analyse af data, bl.a. fordelt på alder, køn og etnisk baggrund for alle personer under 18 år og for alle områder omfattet af Konventionen i hele deltagerstaten. UDBREDELSE AF KENDSKABET TIL KONVENTIONEN

36

26. Komiteen tilskyndede Danmark til at indføre undervisning i Konventionen som et selvstændigt fag i skolens undervisningsplan. Komiteen tilskyndede ligeledes Danmark til at udbrede kendskabet til Konventionen i befolkningen som helhed, bl.a. gennem massemedierne. BØRN AFSKÅRET FRA DERES FAMILIEMÆSSIGE OMGIVELSER

44. Komiteen anbefalede, at Danmark: (a) sikrer, at de tiltag, der iværksættes i relation til Barnets Reform, giver tilstrækkelig støtte til familier ved at håndtere de risici, der er forbundet med at anbringe børn i pleje, (b) sikrer, at centrale og regionale myndigheder yder tilstrækkelig støtte i forbindelse med vejledning, kontrol og tilsyn af børn, der er anbragt i pleje, for at beskytte deres interesser bedst muligt, (c) gennemfører nødvendige foranstaltninger til at sikre, at plejeanbragte børn forsynes med individuelle handlingsplaner i overensstemmelse med Anbringelsesreformen fra 2004 og fuldt ud tager hensyn til det anbragte barns synspunkter, (d) planlægger og gennemfører handlingsplaner for at sikre, at familiepleje foretrækkes frem for ophold på en institution i forbindelse med børn, der afskæres fra deres familiemæssige omgivelser. I den forbindelse anbefaler Komiteen, at deltagerstaten fuldt ud tager hensyn til FN’s retningslinjer for alternativ omsorg for børn som vedtaget ved generalforsamlingsresolution 64/142 (A/RES/64/142).

HANDICAPPEDE BØRN

46. Komiteen henstillede kraftigt til, at Danmark: (a) genovervejer sin planlagte nedsættelse af støtte til forældre med handicappede børn, som er nødt til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet for at passe deres handicappede børn, (b) i overensstemmelse med Konventionens artikel 12 og artikel 7.3 i FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap, tager skridt til at ændre lovgivningen for at sikre, at børn og unge i alle sammenhænge, herunder ved psykiske lidelser, garanteres ret til og mulighed for frit at udtrykke deres synspunkter vedrørende behandling, service og støtte, samt at de har adgang til støtte, der er tilpasset både alder og handicap, ved udøvelsen af disse rettigheder, (c) såfremt det er nødvendigt, stiller alternativt kommunikationsudstyr til rådighed for handicappede børn,

37

(d) styrker sin indsats yderligere for at sørge for tilstrækkelig uddannelse til alle lærere vedrørende handicappede børns behov for at sikre, at kvaliteten af den uddannelse, som disse børn modtager, er på et niveau svarende til det, der gælder for alle børn, (e) hurtigt gennemfører sin planlagte overførsel af handicappede børn til grundskolen og i den forbindelse tager hensyn til Komiteens generelle bemærkning nr. 9 om handicappede børns rettigheder, som blev vedtaget i 2006 (CRC/C/GC/9).

LEVESTANDARD

54. Komiteen opfordrer Danmark til at styrke sin indsats med henblik på at yde støtte til økonomisk udsatte familier, herunder børn af enlige forældre, børn af forældre, som modtager sociale ydelser, og børn af nyankomne familier, og at garantere alle børns ret til en rimelig levestandard. Komiteen anbefalede ligeledes, at Danmark sammen med de lokale myndigheder overvåger, i hvilket omfang 450-timers reglen påvirker børn og kvinder, og træffer foranstaltninger til at sikre, at de ikke bliver udsat for social ulighed og udelukkelse. Komiteen tilskynder desuden deltagerstaten til at gennemføre de nødvendige tiltag for at kunne foretage omfattende indsamling og analyse af data vedrørende børns fattigdom, herunder i Grønland og på Færøerne, således at problemet kan håndteres på en effektiv måde. ASYLSØGENDE BØRN OG FLYGTNINGEBØRN

60. Komiteen tilskyndede Danmark til: (a) at lave en systematisk undersøgelse af uledsagede asylsøgende børns forsvinden, især med henblik på at klarlægge, hvilken betydning frakendelsen af deres opholdstilladelse, når de fylder 18 år, kan have for deres forsvinden. Resultatet af undersøgelsen skal efterfølgende medtages ved udarbejdelsen af deltagerstatens politikker for at sikre, at der tages fuldt hensyn til børns rettigheder i sådanne situationer, (b) at træffe rettidige, praktiske og passende foranstaltninger for at forhindre, at uledsagede asylsøgende børn forsvinder, bl.a. ved (i) kun at anvende Dublin II-forordningen i sager, hvor det tjener barnets tarv, og (ii) at sikre at alle uledsagede asylsøgende børn får en uddannet værge og, såfremt det er nødvendigt, juridisk bistand under hensyntagen til barnets tarv og ret til oplysning og ytringsfrihed, når de ankommer og indtil det tidspunkt, hvor deres asylsag er blevet færdigbehandlet,

38

(c) at revidere de foreslåede ændringer til Udlændingeloven for at fjerne forslaget om, at det vil have processuelle følger, såfremt barnet ikke samarbejder omkring aldersbestemmelse, og sikre, at der fastsættes internationale standarder for, hvordan sådanne sager skal føres, (d) at anvende Udlændingeloven på en måde, som sikrer retsstillingen og en varig løsning for børn med traumer og diagnosticeret med psykiske eller psykiatriske lidelser, og at disse børn bliver tilbudt den sociale og sundhedsmæssige behandling, som er nødvendig for deres mentale rehabilitering, (e) at sikre, at asylsøgende børn og flygtningebørn modtager undervisning af samme kvalitet som børn i danske skoler. MENNESKEHANDEL

64. Komiteen tilskyndede Danmark til at træffe effektive foranstaltninger til at beskytte børns rettigheder i deltagerstaten, især uledsagede børns rettigheder, for at sikre at de ikke bliver ofre for menneskehandel. I den forbindelse tilskyndede Komiteen Danmark til: (a) at sikre, at børn, der er formodede ofre for menneskehandel, ikke vil blive fængslet på baggrund af forhold, der skyldes, at de er blevet handlet, og at de tilbydes særlig bistand, (b) målrettet at gå efter at retsforfølge og dømme lovovertrædere, der driver menneskehandel med henblik på udnyttelse som arbejdskraft eller seksuel udnyttelse, (c) at sikre, at straffen for sådanne lovovertrædelser står mål med, hvor alvorlig en sådan krænkelse af menneskerettigheder og børns rettigheder er, (d) at sikre, at retshåndhævende myndigheder og andre sociale embedsmænd, som arbejder med og for børn, er effektivt uddannet i metoder vedrørende identifikation og behandling af ofre, (e) at fremme og støtte et bredt landsdækkende program med henblik på at øge offentlighedens kendskab, (f) at øge kontrollen af indsatsen til bekæmpelse af menneskehandel for at forbedre regeringens tiltag mod handel med børn,

39

(g) at sikre, gennem passende lovgivningsmæssige tiltag, at børn, der har været udsat for menneskehandel, ikke hjemsendes, medmindre en sådan hjemsendelse tjener barnet bedst. ADMINISTRATION AF UNGDOMSRETSPLEJE

67. Komiteen udtrykte dyb bekymring over nedsættelse af den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år. 68. Komiteen tilskyndede desuden Danmark til: (a) at sikre, at der i overensstemmelse med Komiteens generelle bemærkning nr. 10 om børns rettigheder i forbindelse med ungdomsretspleje, er implementeret sådanne standarder, herunder især Konventionens artikel 37 litra b, 40 og 39 såvel som FN’s standardminimumsregler vedrørende administration af ungdomsretspleje (Beijing-reglerne), FN’s retningslinjer for forebyggelse af ungdomskriminalitet (Riyadh-retningslinjerne) samt FN’s regler for beskyttelse af unge, der er blevet berøvet deres frihed (Havana-reglerne), (b) at ændre retsplejeloven, således at den: (i) tydeligt fastlægger betingelserne for varetægtsfængsling, og (ii) at den så vidt muligt begrænser varigheden af varetægtsfængslingen og forbyder isolationsfængsling af personer under 18 år, (c) at overveje at ophæve den nye ændring af straffeloven, som fjerner den maksimale grænse på 8 år for fængselsstraf for personer under 18 år, (d) at træffe effektive og øjeblikkelige foranstaltninger til at sikre, at børn ikke tilbageholdes sammen med voksne.

40

4. ILO’S EKSPERTKOMITÉ ILO’s ekspertkomité for konventioners og anbefalingers anvendelse (CEACR) har blandt andet til opgave at andet at undersøge, i hvilken grad love og praksis i de enkelte medlemsstater er i overensstemmelse med ratificerede ILO-konventioner. Komitéen udgav i 2011 20 udtalelser vedrørende Danmark. Adskillige udtalelser er gentagelser af tidligere anmodninger, da CEACR ikke har modtaget en rapport fra Danmark for 2011. Dette gælder bl.a. konvention nr. 29 om tvangsarbejde, konvention nr. 138 om mindstealder for adgang til beskæftigelse, konvention nr. 169 om oprindelige folk og stammefolk og konvention nr. 182 om børnearbejde. Reference

ILO’s ekspertkomité for konventioners og anbefalingers anvendelse (CEACR)

www.ilo.org/dyn/normlex/en/f?p=1000:11110:480941494711101::NO:11110:P11110_C

OUNTRY_ID:102609 4.1. ILO KONVENTION NR. 111 CEACR afgav en udtalelse vedrørende Danmarks overholdelse af ILO konvention nr. 111 om forskelsbehandling inden for beskæftigelse og erhverv. DISKRIMINATIONSLOVGIVNING

Komiteen roste oprettelsen af Ligebehandlingsnævnet. Komitéen anmodede om yderligere information om anvendelsen af ikke-diskriminationslovgivning, herunder relevante sager fra domstole og Ligebehandlingsnævnet. LIGE MULIGHEDER OG LIGEBEHANDLING UANSET RACE MV.

Komitéen fremhævede væksten i antal af personer af anden etnisk herkomst end dansk på arbejdsmarkedet, inklusiv kvinder af anden etnisk herkomst. Komitéen bemærkede dog, at andelen af etniske danskere på arbejdsmarkedet stadig er højere, og noterede sig, at den danske regering har planlagt en række yderligere initiativer. Komitéen anmodede regeringen om at give yderligere oplysninger om de initiativer, der fremmer lige muligheder for mænd og kvinder indvandrere og deres efterkommere fra ikke-vestlige lande, og om gennemførelsen af den nye handlingsplan om etnisk ligebehandling og respekt for den enkelte, samt oplysninger om de opnåede resultater. Endvidere anmodede komitéen regeringen om at fortsætte med at levere statistiske oplysninger om beskæftigelse og arbejdsløshed, opdelt efter køn, og så vidt muligt, efter oprindelse. KØNSDISKRIMINATION

http://www.ilo.org/dyn/normlex/en/f?p=1000:11110:480941494711101::NO:11110:P11110_COUNTRY_ID:102609

http://www.ilo.org/dyn/normlex/en/f?p=1000:11110:480941494711101::NO:11110:P11110_COUNTRY_ID:102609

41

Komitéen bemærkede regeringens svar på tidligere forespørgsel om det høje antal sager om fyringer af kvinder på barsel (40 – 50 om året), og fremhævede lovgivningen, der skifter bevisbyrden fra den ansatte til arbejdsgiver i sager om graviditet og barsel. Komitéen anmodede regeringen om at fortsætte med at give oplysninger om udviklingen af retspraksis vedrørende kønsdiskrimination i beskæftigelse og erhverv, med en angivelse af antallet af sager vedrørende diskriminerende afskedigelser på grundlag af graviditet og barselsorlov, der er blevet behandlet ved domstolene, Ligebehandlingsnævnet og Afskedigelsesnævnet. I betragtning af det store antal sager vedrørende afskedigelse på grund af graviditet eller barselsorlov anmodede komitéen regeringen om at undersøge, om der er behov for en yderligere indsats for at forebygge og bekæmpe en sådan type af diskrimination i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. UNGE UNDER 18 ÅR Komitéen fremhævede regeringens tidligere redegørelse for forskelsbehandlingen af unge under 18 år i forhold til vederlag, ansættelse og afskedigelse og udtalte, at en sådan forskelsbehandling skal være objektivt begrundet i alle overenskomster, for at undgå aldersdiskrimination. Komitéen anmodede regeringen om at fremsende overenskomster vedrørende unge under 18 år, og begrunde den forskelsbehandling der måtte forekomme i hver enkelt overenskomst. DISKRIMINATION PÅ GRUND AF RELIGION

Komitéen anmodede om at få tilsendt et eksemplar af Højesterets dom U 2005.1265 H vedrørende religiøs hovedbeklædning på arbejdspladsen, samt yderligere relevant retspraksis fra Ligebehandlingsnævnet og retterne. OFFENTLIG ARBEJDSFORMIDLING Komitéen bemærkede Danmarks indsats for at uddanne ansatte på jobcentre i ligebehandling og lige fordeling af arbejde til forskellige grupper. Specifikt fremhævede komitéen indsatsen for at få flere mænd ind i social- og sundhedssektoren. Komitéen anmodede om yderligere information om arbejdet fra Specialfunktionen for Ligestilling, herunder rekruttering og fastholdelse af mænd i social-og sundhedssektoren, og navnlig om de opnåede resultater for at løse det kønsopdelte arbejdsmarked. Reference

ILO’s ekspertkomité for konventioners og anbefalingers anvendelse (CEACR) Individual

Direct Request concerning Discrimination Convention, 1958 (No. 111) Adopted 2010,

published 100th ILC session (2011)

42


OMMENT_ID:2336557

4.2. ILO KONVENTION NR. 100 CEACR afgav en udtalelse vedrørende Danmarks overholdelse af ILO konvention nr. 100 om ligeløn. KØNSBESTEMTE LØNFORSKELLE

Komitéen fremhævede forskellen I løn hos mænd og kvinder på 17 – 20 %, og anmodede om mere information fra regeringen vedrørende udviklingen af lønfordelingen og uligheden samt dens årsager, og detaljerede oplysninger om løn til mænd og kvinder opdelt i arbejdssektor, uddannelsesniveau og beskæftigelsesniveau i den offentlige og private sektor. LOVGIVNING

Komitéen anmodede om mere information vedrørende implementeringen og brugen af ligebehandlingsdirektivet samt praksis fra Ligebehandlingsnævnet, og hvilken indflydelse disse har haft for ligeløn i Danmark. IMPLEMENTERING AF LOVGIVNING

Komitéen fremhævede lov nr. 899 af 5. september 2008 om lige løn til mænd og kvinder (ligelønsloven) og lovens krav om indgivelse af lønstatistikker for firmaer med over 35 ansatte. Flere repræsentanter for arbejdsmarkedets parter har udtalt, at statistikkerne er ubrugelige, da de indgives anonymt uden hensyn til branche og virksomhedsstørrelse. Komitéen anmodede regeringen om at oplyse, hvorvidt der er foretaget foranstaltninger til at imødegå bemærkningerne fra nogle af arbejdsmarkedets parter vedrørende behovet for at indføre ligelønsstatistikker for mindre virksomheder, muligheden for at identificere og løse diskriminerende lønforskelle og muligheden for at sammenligne lønstatistik mellem den offentlige og den private sektor. OBJEKTIV JOBEVALUERING

Komitéen bemærker, at § 1 i ligelønsloven bestemmer, at fastsættelsen af værdien af arbejde skal baseres på en generel vurdering af kvalifikationer og andre relevante faktorer. Komitéen noterer sig også LO’s kommentarer om, at brugen af kønsneutrale job evalueringer ville være en fordel for at vurdere lige løn for arbejde af samme værdi, og vil fremme en upartisk lønfastsættelse kollektivt såvel som individuelt. Ifølge LO, har regeringen ikke taget skridt til at fremme brugen af objektive jobevalueringssystemer. Komitéen opfordrede regeringen til at angive, om metoder til objektiv jobvurdering anvendes, og hvis

http://www.ilo.org/dyn/normlex/en/f?p=1000:13100:480941494711101::NO:13100:P13100_COMMENT_ID:2336557


43

ikke, hvilke foranstaltninger der træffes eller påtænkes for at fremme anvendelsen af sådanne metoder i den offentlige og private sektor. FAGFORENINGER OG ARBEJDSGIVERORGANISATIONER

Komitéen noterer sig oplysningerne fra arbejdsmarkedets parter om indgåelse af kollektive aftaler, der direkte eller indirekte kan fremme og sikre ligeløn ved tilvejebringelse af barselsorlov for både fædre og mødre, og bestemmelser om overtidsbetaling for deltidsansatte. Komitéen bemærker, at LO har vedtaget en ligeløns strategi med 12 forskellige initiativer dels rettet mod kollektive aftaler og det professionelle retssystem, og dels mod lovgivning og andre typer af initiativer. Komitéen glædede sig over oplysningerne fra arbejdsmarkedets parter, og opfordrede regeringen til at fortsætte med at levere sådanne oplysninger i fremtidige rapporter. Udvalget gentog sin anmodning om oplysninger vedrørende eventuelle initiativer fra arbejdsmarkedets parter til at fremme princippet om lige løn for mænd og kvinder for arbejde af samme værdi i landbrugssektoren. ANDRE FORANSTALTNINGER TIL AT IMØDEGÅ DE KØNSBESTEMTE LØNFORSKELLE

Komitéen anmodede regeringen om at fortsætte med at sende oplysninger om de foranstaltninger, der træffes med henblik på at løse de underliggende årsager til kønsbestemte lønforskelle, især erhvervsmæssig kønsopdeling og stereotype holdninger og adfærd, der påvirker kvinders og mænds valg af beskæftigelse og uddannelse, og virkningen af sådanne foranstaltninger. Komitéen anmodede endvidere om oplysninger vedrørende de resultater, der opnås via "Charter for flere kvinder i ledelse", og i særdeleshed indvirkningen på at reducere lønforskelle mellem mænd og kvinder. Reference

ILO’s ekspertkomité for konventioners og anbefalingers anvendelse (CEACR) Individual

Direct Request concerning Equal Remuneration Convention, 1951 (No. 100)

Adopted 2010, published 100th ILC session (2011)


OMMENT_ID:2336552



44

5. EUROPARÅDET 5.1. EUROPARÅDETS KOMITÉ TIL BESKYTTELSE AF NATIONALE MINDRETAL Europarådets komité til beskyttelse af nationale mindretal er nedsat i medfør af Europarådets Rammekonvention om Beskyttelse af Nationale Mindretal fra 1994. Komitéens formål er at undersøge, hvorvidt deltagerstaternes lovgivning er i overensstemmelse med konventionen. Komitéen modtager til dette formål periodiske rapporter fra medlemsstaterne. Komitéen fremsætter sine konklusioner på baggrund af disse rapporter. Komitéen afgav sin tredje udtalelse om Danmark i 2011. SAMMENDRAG AF KOMITÉENS UDTALELSE

Siden ratificeringen af rammekonventionen har Danmark fastholdt en solid og effektiv politik for støtte til personer, der tilhører det tyske mindretal i Sønderjylland. Den eksisterende model for høring af det tyske mindretal har indtil nu medført forhandling om løsninger til spørgsmål af fælles interesse. Ikke desto mindre er støtten til aktiviteter i det tyske mindretal blevet mere begrænset, og det kan i fremtiden have en negativ indvirkning på fortsættelsen af visse aktiviteter. Der er gjort fremskridt i bekæmpelsen af forskelsbehandling. Især oprettelsen af Ligebehandlingsnævnet i 2009 og nye foranstaltninger er truffet for at bekæmpe intolerance og racisme. Politiske initiativer til at integrere indvandrere og fremme mangfoldighed og tværkulturel dialog igangsættes fortsat. Trods denne positive udvikling og det klima af dialog, der findes i det danske samfund, er der stadig eksempler på intolerance mod medlemmer af nogle grupper. Desuden ser det ud til, at de personer, som er mest udsat for diskrimination, ikke altid er klar over, hvilke midler og retsmidler der eksisterer, for at de kan hævde deres rettigheder, når de mener at have været udsat for diskrimination. Kommunereformen fra 2007, hvis hovedformål var at gøre den lokale og regionale myndigheder mere effektive gennem sammenlægningen af flere kommuner, synes at have affødt visse negative virkninger og resulterede i en manglende koordinering mellem lokale myndigheder. Denne situation kan underminere gennemførelsen af nogle bestemmelser i rammekonventionen i Sønderjylland, især dem, der vedrører den effektive deltagelse i det økonomiske, sociale og kulturelle liv for personer, der tilhører det tyske mindretal. Problemstillinger, der kræver øjeblikkelig handling:

45

At styrke offentlighedens kendskab til ligebehandlingslovene, og Ligebehandlingsnævnets arbejde, og at sikre at ligebehandlingsnævnet og Institut for Menneskerettigheder har tilstrækkelige ressourcer til at varetage sine opgaver;

At træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre at personer, der tilhører det tyske mindretal, fortsat har mulighed for at modtage trykte medier på deres eget sprog og i særdeleshed at sikre tilstrækkelig finansiering af den tysksprogede avis;

At træffe yderligere foranstaltninger for at øge kendskabet til rammekonventionen og sikre en effektiv gennemførelse på lokalt og regionalt niveau i Sønderjylland.

Reference

Europarådets komité til beskyttelse af nationale mindretal

Tredje Udtalelse om Danmark

31. marts 2011

www.coe.int/t/dghl/monitoring/minorities/3_FCNMdocs/PDF_3rd_OP_Denmark_en.pdf

http://www.coe.int/t/dghl/monitoring/minorities/3_FCNMdocs/PDF_3rd_OP_Denmark_en.pdf

46

5.2. EKSPERTKOMITÉEN VEDRØRENDE DEN EUROPÆISKE PAGT OM REGIONALE SPROG ELLER MINDRETALSSPROG Europarådets ekspertkomité vedrørende den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog er modtager periodiske rapporter fra medlemsstaterne om foranstaltninger, de har taget for at gennemføre pagten. På baggrund af blandt andet rapporterne udarbejder komitéen evalueringsrapporter til Europarådets Ministerkomité, som på ad hoc-basis beslutter, om rapporterne skal offentliggøres, og kommer med eventuelle henstillinger til staterne. EKSPERTKOMITÉENS HENSTILLING TIL DANMARK

Ministerkomitéen, som henviser til Artikel 16 i den Europæiske Pagt om Regionale Sprog eller Mindretalssprog, er opmærksom på det af Danmark oversendte ratificeringsinstrument af 8. september 2000, har bemærket sig Ekspertkomitéens evaluering af Pagten med hensyn til Danmarks anvendelse af denne, er klar over, at denne evaluering bygger på oplysninger forelagt af Danmark i Danmarks tredje periodiske rapport, yderligere oplysninger fremlagt af de danske myndigheder, oplysninger forelagt af instanser og sammenslutninger, som er lovligt etableret i Danmark, samt oplysninger, som er tilgået Ekspertkomitéen under dens besøg, [har bemærket sig de danske myndigheders kommentarer vedrørende indholdet af Ekspertkomitéens rapport,]

Henstiller, at de danske myndigheder tager alle Ekspertkomitéens observationer i betragtning og som forhold med høj prioritet: 1. forøger omfanget af tysksprogede radioprogrammer og tilvejebringer tysksprogede fjernsynsprogrammer i Sønderjylland i tæt samarbejde med de tysktalende; 2. sikrer, at nedskæringen i tilskuddene til privatskoler og en reduktion af transportgodtgørelsen ikke får negative følgevirkninger for de tysksprogede skolers fortsatte drift på det nuværende niveau;

47

3. afklarer spørgsmålet om den traditionelle tilstedeværelse i Danmark af sproget romani, som tales af Sinti og muligvis også af andre grupper oprindeligt hjemmehørende i Danmark. Reference

Ministerkomitéen vedrørende Danmarks anvendelse af den Europæiske Pagt om

Regionale Sprog eller Mindretalssprog

Henstilling RecChL(2011)1

Vedtaget af Europarådets ministerkomité den 2. marts 2011 på det 1107. møde

www.coe.int/t/dg4/education/minlang/Report/Recommendations/DenmarkCMRec3_da.

pdf

http://www.coe.int/t/dg4/education/minlang/Report/Recommendations/DenmarkCMRec3_da.pdf

http://www.coe.int/t/dg4/education/minlang/Report/Recommendations/DenmarkCMRec3_da.pdf

48

5.3. EUROPARÅDETS SOCIALE KOMITÉ Europarådets Sociale Komité har til opgave at undersøge, om medlemsstaternes nationale retsorden er i overensstemmelse med den Europæiske Socialpagt. Staterne rapporterer regelmæssigt til komitéen om, hvordan de efterlever pagtens bestemmelser. På baggrund af de indsendte rapporter og rapporter indleveret af uafhængige organisationer afgiver komitéen anbefalinger til, hvordan den enkelte medlemsstat kan styrke efterlevelse af socialpagten. I januar 2012 afgav Europarådets Sociale Komité anbefalinger til Danmark for 2011 vedrørende Danmarks efterlevelse af artikel 8, 16 og 17 i Den Europæiske Socialpagt. Nedenfor følger et udpluk af komitéens anbefalinger. ARTIKEL 8 OM ERHVERVSMÆSSIGT BESKÆFTIGEDE KVINDERS RET TIL BESKYTTELSE

Det fremgår af den danske rapport til komitéen, at kvinder I beskæftigelse har ret til fire ugers barselsorlov før fødslen og 14 uger efter fødslen. Den danske rapport nævner desuden at en undersøgelse fra 2007 viste, at 99 % af de adspurgte mødre benytter retten til 14 ugers barsel efter fødslen. Komitéen anmodede den danske regering om at oplyse, hvilken retslig beskyttelse i Danmark, som beskytter mødrene mod pres fra arbejdsgiver om at forkorte deres barselsorlov. Komitéen spurgte blandt andet også, om kollektive aftaler giver yderligere beskyttelse for kvinder på barsel og komitéen anmodede den danske regering om at beskrive den danske lovgivning vedrørende barselsorlov. Komitéen gentog desuden et spørgsmål fra forrige rapport om, hvorvidt perioder med arbejdsløshed indgår i beregningen af kvinders ret til barselshjælp. Komitéen undlod at afgive anbefalinger, før komitéen havde modtaget yderligere information fra den danske regering. Såfremt Danmark i sin næste rapport undlod at sende de nødvendige oplysninger kan komitéen ikke konstatere, at det danske system er i overensstemmelse med socialpagtens artikel 8. ARTIKEL 16 OM FAMILIENS RET TIL SOCIAL, JURIDISK OG ØKONOMISK BESKYTTELSE.

Komitéen bemærkede, at forståelsen af begrebet “familie” varierer i dansk lovgivning. Komitéen anmodede derfor Danmark om at indsende oplysninger I den næste danske rapport om definitionen af “familie” i dansk ret, så komitéen kunne vurdere, om den danske definition er unødigt restriktiv.

49

Vedrørende tvangsudsættelser fra boliger fremgik det af den danske rapport, at lejeloven beskytter mod udsættelse, så længe lejerne opfylder sin lejekontrakt. I 2007 og 2009 introducerede den danske regering en række foranstaltninger, som skulle forebygge tvangsudsættelser, særligt af familier med børn, som ikke er i stand til at betale leje. Komitéen anerkendte de danske tiltag, men bemærkede samtidig, at antallet af tvangsudsættelser var steget mellem 2005 og 2009. Komitéen anmodede derfor den danske regering om at forklare årsagerne til udviklingen i sin næste rapport og effekten af foretagne foranstaltninger. Det fremgik af den danske rapport, at dansk lovgivning vedrørende boligforhold gælder alle familier uanset national eller etnisk oprindelse. Personer med romabaggrund nyder derfor den samme beskyttelse som andre borgere. Da der i danske befolkningsstatistikker ikke foretages en registrering af etnisk oprindelse er det ikke muligt, at fremskaffe oplysninger om romaers socioøkonomiske status. Komitéen bemærkede, at myndigheder bør være meget opmærksomme på virkningerne af gennemførte politikker i forhold til de mest udsatte grupper, heriblandt romaer. Indhentelse af statistisk materiale kan være en essentiel metode til at forebygge uønskede sideeffekter. Komitéen anmodede derfor om, at den næste danske rapport indeholder oplysninger om romaers boligsituation i Danmark. Mellem 2000 og 2005 er antallet af kvinder, som udsættes for vold, steget en anelse og antallet af kvinder, som udsættes for vold af sin ægtefælle er dalet. Det anslås, at omkring 22.000 børn mellem 0-15 år årligt udsættes for vold i nære relationer. Danmark har omkring 45 opholdssteder for kvinder, som er ofre for hustruvold, og deres børn. Desuden er der i Danmark hotlines for ofre og behandlingstilbud til voldelige partnere. Komitéen bemærkede, at Danmark i 2010 vedtog en tredje handlingsplan til bekæmpelse af vold i nære relationer. Komitéen anmodede om at modtage oplysninger om handlingsplanen i den næste danske rapport og om resultater opnået som følge af handlingsplanen. Komitéen bemærkede, at den tidligere havde udtalt, at dansk lovgivning vedrørende børnetilskud ikke var i overensstemmelse med 1961 charteret fordi modtagelse af børnetilskud krævede en urimelig langt opholdsperiode i Danmark. Komitéen noterede sig, at situationen ikke havde ændret sig og konstaterede derfor igen, at Danmark ikke overholdt charteret på dette punkt. ARTIKEL 17 OM MØDRES OG BØRNS RET TIL SOCIAL OG ØKONOMISK BESKYTTELSE

Komitéen har tidligere spurgt den danske regering, hvor store institutioner for anbragte børn er. Det fremgår af den danske rapport, at der ikke ved lov er fastsat en øvre grænse for, antallet af børn i en institution, men der er en

50

godkendelsesprocedure, hvor antallet af børn også fastlægges. Antallet af børn i en institution afhænger derfor af de lokale myndigheders vurdering. Komitéen spurgte den danske regering om, hvad der i praksis er det højeste antal børn i en institution. Komitéen bemærkede, at den kriminelle lavalder i Danmark i 2010 blev sænket fra 15 til 14 år. Desuden blev den maksimale fængselsstraf, som en person under 18 år kan idømmes, ændret fra 8 års fængsel til 16 år og i nogle tilfælde 20 år. Komitéen bemærkede, at 20 års fængsel, selv i exceptionelle situationer, er for vidtgående og i strid med charteret fra 1961. Den danske retsplejelov blev ændret i 2006 med det formål at sænke antallet og varigheden af isolationsfængslinger. Efter lovændringen må isolationsfængsel af unge lovovertrædere kun foregå eller forlænges, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Lovændringen indførte en ny grænse på maksimalt fire ugers isolationsfængsling af unge under 18 år, som kun kan forlænges under særlige omstændigheder. Komitéen udtalte, at fire ugers isolationsfængsel med mulighed for forlængelse er for vidtgående og i strid med charteret. I sine tidligere anbefalinger har komitéen spurgte den danske regering, hvor mange gange en periode på fire ugers varetægtsfængsel eller isolationsfængsel kan forlænges. Det fremgik af den danske rapport, at varetægtsfængsel kan opretholdes i otte måneder, hvis tiltalen vedrører en forbrydelse, som kan medføre seks års fængsel eller derover. I særlige tilfælde kan perioden forlænges til over otte måneder. Komitéen udtalte, at otte måneders varetægtsfængsel er for vidtgående og i strid med charteret.

Reference

Europarådets Sociale komité

Conclusions XIX-4 (2011) - Denmark

Den Europæiske Socialpagts artikel 8, 16 og 17

Januar 2012

www.coe.int/t/dghl/monitoring/socialcharter/Conclusions/State/DenmarkXIX4_en.pdf

http://www.coe.int/t/dghl/monitoring/socialcharter/Conclusions/State/DenmarkXIX4_en.pdf

51

6. DOMME FRA DANSKE DOMSTOLE 6.1. RETTEN TIL LIVET U.2011.2510H (EMRK ARTIKEL 2 OG 6)

EMRK artikel 2 ikke krænket ved en ung mands død i politiets varetægt efter en anholdelse eller ved politiets efterfølgende undersøgelse af dødsfaldet. Ikke krænkelse af retten til rettergang inden for rimelig tid efter EMRK artikel 6. Anerkendelsespåstande afvist. To polititjenestemænd havde anholdt en 21-årig mand, A, i Løgstør og givet ham håndjern på. På vej mod detentionen i Aalborg havde betjentene vanskeligt ved at holde A i ro. A sad på bagsædet i patruljevognen med den ene betjent ved sin side. Betjentene tilkaldte forstærkning fra Aalborg Politi. På grund af A's adfærd beordrede den vagthavende i Løgstør på et tidspunkt betjentene til at holde ind på en rasteplads med henblik på at afvente kollegaerne fra Aalborg. A blev taget ud af bilen og lagt ned på maven på jorden, og A blev forgæves forsøgt lagt i benlås. Pludselig blev A livløs, og betjentene, der forklarede at have set livstegn hos A, fjernede håndjernene og lagde A i aflåst sideleje og rekvirerede en ambulance. To betjente fra Aalborg Politi ankom til rastepladsen, og kort efter ankom ambulancen. Falckredderne kunne ikke konstatere livstegn og forsøgte forgæves genoplivning. Ved ankomsten til hospitalet blev A erklæret død. A's mor, M, og boet efter A anlagde sag mod Nordjyllands Politi og Justitsministeriet bl.a. med påstand om betaling af en godtgørelse for ikke-økonomisk skade som følge af ansvar eller medansvar for A's død. Det blev gjort gældende bl.a., at politimæssige pligter var blevet tilsidesat, og at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2 var krænket. Landsretten afviste nogle anerkendelsespåstande, som M havde nedlagt, og frifandt Nordjyllands Politi og Justitsministeriet for betalingspåstandene. Også Højesteret afviste M's anerkendelsespåstande, men bemærkede, at de ville blive prøvet som anbringender til støtte for M's betalingspåstand. Højesteret udtalte, at hvis en person, der er ved godt helbred, anholdes af politiet og efterfølgende afgår ved døden, mens vedkommende er i politiets varetægt, har staten pligt til at fremkomme med en plausibel forklaring på de begivenheder, der førte til dødsfaldet. I tilfælde, hvor alene myndighederne har kendskab til, hvad der er sket, må det påhvile myndighederne at komme med en tilfredsstillende og overbevisende forklaring på indtrådte skader og dødsfald. Højesteret fandt, at myndighedernes forklaring på begivenhederne var

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iAE1937B1C1442653E040DF0A17656A1D&context=74

52

tilfredsstillende og overbevisende, og at de fire betjente ikke havde handlet ansvarspådragende eller overtrådt EMRK artikel 2. Der var heller ikke i forbindelse med undersøgelserne af omstændighederne ved dødsfaldet sket en krænkelse af EMRK artikel 2, ligesom der ikke var sket en krænkelse af konventionens artikel 6, stk. 1, som følge af lang sagsbehandlingstid. 6.2. FORBUD MOD TORTUR MV. U.2011.726Ø (EMRK ARTIKEL 3)

Bestemmelse om udvisning ophævet, da domfældtes helbredsmæssige tilstand afgørende talte imod, at udsendelse finder sted. D, født 1982 og kurdisk iraner, var ved ankedom i september 2006 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og § 123, og dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling uden fastsættelse af længstetid for foranstaltningen. D, der i 1998 var kommet til Danmark, blev udvist med indrejseforbud i 10 år. I juni 2009 ændredes den idømte foranstaltning til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe bestemmelse om genindlæggelse. Anklagemyndigheden indbragte i februar 2010 sagen for retten med påstand om opretholdelse af den idømte udvisning. D påstod udvisningsbestemmelsen ophævet. Under sagens behandling forelå der psykiatriske erklæringer, og til brug for landsrettens behandling af sagen var der indhentet udtalelse fra en WHO-ekspert i Teheran. Af forarbejderne til udlændingelovens § 50 a, stk. 1, (de specielle bemærkninger til § 1, nr. 42, i lovforslag nr. 59 af 16. april 1998 og betænkning nr. 1326/1997, side 782-783) fulgte, at der ved rettens afgørelse bl.a. kan lægges vægt på, om udlændingen er i en tilstand, hvor det efter de lægefaglige vurderinger i sagen kan befrygtes, at den pågældende vil begå personfarlig kriminalitet, og på karakteren og grovheden af den kriminalitet, der begrundede udvisningen. Det blev anført, at retten skulle påse, om udsendelse af en udlænding med et fortsat behandlingsbehov ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udsendelse af en udlænding med et fortsat behandlingsbehov ville kun i helt særlige tilfælde rejse spørgsmål i forhold til artikel 3, når der forelå tvingende humanitære hensyn, der talte imod udsendelse (se Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 27. maj 2008, N. mod Storbritannien, præmis 42). Det lagdes til grund bl.a., at D var

53

skizofren og havde et vedvarende behandlingsbehov, og at han i øjeblikket var velbehandlet, så han var uden åbenlyse psykotiske symptomer. Det var ikke afgørende, om D ved udsendelse til Iran kunne opnå den samme behandling som i Danmark, eller en behandling på tilsvarende niveau, men det havde betydning, om D havde adgang til relevant behandling i hjemlandet. Også efter oplysningerne for landsretten måtte det lægges til grund, at det henstod som uvist, om D i sin situation ved udsendelse til Iran havde reel mulighed for relevant psykiatrisk behandling. På den baggrund fandt landsretten, at D's helbredsmæssige tilstand afgørende talte imod, at udsendelse fandt sted, hvorfor byrettens kendelse stadfæstedes. U.2011.2318H (FORBUD MOD TORTUR)

En række dokumenter skulle ikke udgå af en sag om udvisning af hensyn til statens sikkerhed. I en sag om udvisning af B af hensyn til statens sikkerhed opstod der under forberedelsen spørgsmål om, hvorvidt dokumenter skulle udgå af sagen. Sagen blev behandlet efter de særlige regler om domstolsprøvelse i udlændingelovens kapitel 7 b, hvilket bl.a. medfører, at sagen er opdelt i en åben og en lukket del. Den lukkede del indeholder oplysninger, der af sikkerhedsmæssige grunde ikke må videregives til udlændingen eller dennes advokat. Til varetagelse af udlændingen B's partsbeføjelser i sagens lukkede del var der for B beskikket en særlig advokat. Denne gjorde gældende, at det måtte antages eller i hvert fald ikke med fornøden sikkerhed kunne udelukkes, at oplysningerne i nogle dokumenter i sagens lukkede del var fremkommet som følge af tortur. Anvendelse af sådanne dokumenter som bevis i en retssag var udelukket, jf. artikel 15 i FN's konvention af 10. december 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Højesteret bemærkede, at det fremgår af forarbejderne til folketingsbeslutningen om Danmarks ratifikation af FN's konvention mod tortur, at der ikke var grund til at foretage lovændringer af hensyn til indholdet af artikel 15, da domstolene måtte antages at ville afskære sådan bevisførelse som utilstedelig. Det ansås som selvfølgeligt og i overensstemmelse med dansk rets almindelige bestemmelse om bevisbedømmelsens frihed, at udtalelser til politiet eller andre, der konstateredes afgivet under anvendelse af tortur, var uden nogen som helst bevisværdi. Spørgsmålet, om oplysningerne i den foreliggende sag var fremkommet som følge af tortur, var rejst forud for hovedforhandlingen og dermed forud for forelæggelsen af sagen i sin helhed. Højesteret fandt, at udelukkelse af beviser på

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?srguid=ia744dc1e00000134f17199b39e19a881&docguid=iABDD1F819F982C6FE040DF0A176577FE

54

baggrund af torturkonventionens artikel 15 på dette stadium af sagen måtte forudsætte et sikkert grundlag. Efter det, der var oplyst om forholdene i det omhandlede land, og efter det, som den særlige advokat havde anført om omstændighederne vedrørende de omtvistede oplysninger, fandt Højesteret, at der var en risiko for, at oplysningerne var fremkommet som følge af tortur, men der var dog ikke et sikkert grundlag for at antage, at dette var tilfældet. På dette grundlag fandt Højesteret, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at de omhandlede oplysninger kunne indgå som bevis i sagen. Den særlige advokats påstand om, at dokumenterne skulle udgå af sagen, blev derfor ikke taget til følge. U.2011.2358H (UDVISNING)

Domstolsprøvelse af udvisning af en person, der ikke aktuelt kunne udsendes af Danmark. A, der var iransk statsborger, var i 2001 dømt for drab og usømmelig omgang med lig. A var dømt til anbringelse på hospital for sindslidende og udvist af Danmark for bestandig. I 2007 blev foranstaltningen ændret til behandling på psykiatrisk hospital, og i 2008 blev A udskrevet til egen bolig. Byretten afslog ved kendelser af 22. januar 2010 A's anmodning om ophævelse af den idømte foranstaltning og A's anmodning om ophævelse af udvisningen. Kendelserne blev af A kæret til landsretten, der stadfæstede byrettens afgørelser. A kunne efter udlændingelovens § 31 ikke aktuelt udsendes til Iran, og den 10. november 2010 afslog Flygtningenævnet at meddele A opholdstilladelse i Danmark på grund af alvoren af den begåede kriminalitet. A kærede kendelsen om ikke at ophæve udvisningen til Højesteret, idet han anførte bl.a., at en udsendelse af ham til Iran vil medføre afbrydelse af hans psykiatriske behandling, og at hans helbredstilstand taler afgørende mod udsendelse, jf. udlændingelovens § 50 a, stk. 2. Højesteret udtalte, at A befandt sig i Danmark på tålt ophold, og at der efter det oplyste ikke kunne forventes ændringer i udsendelsesmulighederne i forhold til Iran inden for en overskuelig fremtid. Under disse omstændigheder havde A, hvis iværksættelse af udvisningen senere blev aktuel, krav på en fornyet prøvelse efter udlændingelovens § 50 af, om udvisningen skulle ophæves. A's aktuelle helbredsmæssige forhold og de aktuelle muligheder for behandling i Iran kunne derfor ikke tillægges afgørende betydning ved den prøvelse, der på daværende tidspunkt skulle foretages efter udlændingelovens § 50 a, stk. 2, men må indgå i den vurdering, som i givet fald til sin tid skulle foretages efter § 50.

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?srguid=ia744d04f00000134f16f36c752fdc76e&docguid=iAC4A9B6A8EA4BA2CE040DF0A17651C9A

55

Efter det anførte talte A's helbredsmæssige tilstand ikke på daværende tidspunkt afgørende mod opretholdelse af udvisningen. U.2011.2673H (EMRK TP. 7, ARTIKEL 1 OG FORBUD MOD TORTUR)

Udvisning af udlænding, der var til fare for statens sikkerhed. Integrationsministeren havde truffet afgørelse om, at udlændingen B måtte anses for at udgøre en fare for statens sikkerhed, og havde udvist ham af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Farevurderingen af B var baseret på en redegørelse fra Politiets Efterretningstjeneste, som beskyldte ham for at være en central person i et internationalt netværk, der koordinerede indsættelsen af terrorister i Irak. B indbragte ministeriets afgørelser for domstolene, der behandlede sagen efter de særlige regler i udlændingelovens kapitel 7 b om behandling af sager om administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed m.v. Højesteret fandt, at beskyldningerne mod B var tilstrækkeligt faktuelt underbygget i det materiale, der var fremlagt under retssagens åbne del, og at det åbne materiale i sig selv var tilstrækkeligt til at bære integrationsministerens afgørelse om, at B måtte anses for en fare for statens sikkerhed. Der var ikke i det lukkede materiale noget, som afsvækkede dette resultat. Der var under sagens åbne del fremkommet så specifikke, konkrete og præcise oplysninger om baggrunden for beskyldningerne, at B havde haft en reel mulighed for at varetage sine interesser under sagen. Højesteret fandt, at den manglende videregivelse til B af grundlaget for den administrative farevurdering og den administrative afgørelse om udvisning ikke var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention tillægsprotokol nr. 7, artikel 1. Den efterfølgende domstolsprøvelse af farevurderingen og afgørelsen om udvisning skal imidlertid leve op til det krav om kontradiktion m.v., der stilles hertil efter udlændingelovens regler om domstolsbehandling. Højesteret fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Integrationsministeriets afgørelse om, at udlændingen måtte anses for en fare for statens sikkerhed, ligesom Højesteret tiltrådte, at betingelserne for at udvise udlændingen med indrejseforbud for bestandig var opfyldt. Landsretten var kommet til samme resultat.

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?srguid=ia744d04f00000134f1667d6d06b8f829&docguid=iAE91FC4E198A2DF0E040DF0A17650C01

56

U.2011.2904Ø (EMRK ARTIKEL 3)

Dansk statsborger kunne ikke udleveres til strafforfølgning i Indien. A, der var dansk statsborger, var i Indien tiltalt for overtrædelse af straffebestemmelser, der svarer til straffelovens §§ 114, 114 f og 192 a om henholdsvis terrorisme, økonomisk støtte til forstyrrelse af samfundsordenen og grove overtrædelser af våbenloven. A var tiltalt for at have deltaget i nedkastning af våben i den indiske delstat Vestbengalen i 1995. Justitsministeriet traf i 2010 bestemmelse om udlevering af A til strafforfølgning i Indien på nærmere angivne vilkår, blandt andet om A's sikkerhed i de indiske myndigheders varetægt. De indiske myndigheder havde afgivet diplomatiske garantier for overholdelsen af vilkårene. Landsretten fandt, at udlevering af A til strafforfølgning i Indien, trods de diplomatiske garantier, ville være i strid med udleveringslovens § 6, stk. 2, idet der ville være en reel risiko for, at A i Indien ville blive udsat for en behandling i strid med EMRK art. 3. Landsretten fandt derfor, at A ikke kunne udleveres til Indien. 6.3. RETTEN TIL RETFÆRDIG RETTERGANG U.2011.1785H (EMRK ARTIKEL 6)

Foreløbig berammelse af hovedforhandling i større straffesag fastholdt af hensyn til de tiltaltes forsvarervalg. I en ankesag med 14 tiltalte skete der i et retsmøde den 8. november 2010 berammelse af hovedforhandling i landsretten med første retsdag den 2. september 2011 og sidste retsdag den 22. marts 2012. Under retsmødet fremsatte flere forsvarere og anklagemyndigheden kritik af en berammelse så langt fremme i tiden. Landsretten forsøgte derefter med forsvarerne og anklagemyndigheden at finde mulige mødedatoer i 1. halvår 2011. Den 2. december 2010 afsagde landsretten kendelse om ændring af berammelsen, således at hovedforhandlingen skulle berammes med første retsdag den 3. maj 2011 og sidste retsdag den 20. december 2011. T1-T4 kærede denne kendelse med påstand om opretholdelse af berammelsen af 8. november 2010. Forsvarerne henviste bl.a. til, at de på grund af andre sager var forhindret i at møde på de berammede dage i 1. halvdel af 2011. Ved fremsendelsen af sagen til Højesteret bemærkede landsretten, at den ikke havde

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iAF32EC7058EB549AE040DF0A17657D2F&context=74

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iA665DC37DBEB6488E040DF0A17650910&context=84

57

anmodet forsvarerne for T1-T4 om deres endelige stillingtagen til, om de kunne møde på de endeligt fastsatte tidspunkter, idet landsretten ville afvente Procesbevillingsnævnets afgørelse om tilladelse til kære af kendelsen. Efter en samlet vurdering af sagens kompleksitet og omfang samt den forholdsvis beskedne tidsgevinst ved den ændrede berammelse - ca. 3 måneder - og af hensyn til de tiltaltes forsvarervalg fandt Højesteret, at den foreløbige berammelse af 8. november 2010 måtte opretholdes. Dette fandtes ikke at være i strid med retsplejelovens § 843 a, jf. § 917, eller artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Endvidere bemærkede Højesteret, at landsretten i forbindelse med berammelsen af 2. december 2010 burde have anmodet advokaterne for T1-T4 om deres endelige stillingtagen til, om de kunne møde på de dage, hvortil sagen var berammet, og i tilfælde af et benægtende svar burde have tilbagekaldt beskikkelsen med deraf følgende mulighed for, at afgørelsen om afbeskikkelse kunne indbringes for Den Særlige Klageret. U.2011.1895Ø (EMRK ARTIKEL 6)

Advokat frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre, jf. retsplejelovens § 147 c. Advokat A havde ved anvendelse af skjult kamera medvirket i en tv-udsendelse om prostitution, hvor han tilbød en journalist, som han troede var indehaver af et escortbureau, at medvirke til at hvidvaske penge indtjent fra prostitution, samt erklæret sig villig til at modtage honorar herfor »sort«. Ved disse forhold fandtes A groft at have tilsidesat god advokatskik. Herudover havde A tilsidesat god advokatskik i 4 tilfælde, herunder 3 vedrørende overtrædelse af klientkontovedtægten. A havde tidligere modtaget 15 afgørelser vedrørende tilsidesættelse af god advokatskik, herunder flere grove tilfælde. A fandtes at have gjort sig skyldig i oftere gentagen overtrædelse af reglerne om god advokatskik, og der fandtes grund til at antage, at han ikke for fremtiden ville udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde. A frakendtes retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre, jf. retsplejelovens § 147 c. Det fandtes ikke i strid med EMRK art. 6, stk. 1, at tillægge de skjulte tv-optagelser bevismæssig vægt. U.2011.1907Ø (EMRK ARTIKEL 6)

Bortfald af bødestraf på grund af lang sagsbehandlingstid.

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iA6F9C6EE3D5035EFE040DF0A17654520&context=235

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iA742B3A67005C1E9E040DF0A176553E5&context=92

58

T, født 1977, blev fundet skyldig i at have overtrådt færdselslovens § 15, stk. 3, ved den 7. august 2006 at have kørt med en sådan hastighed og en sådan afstand til den forankørende, at der var fare for påkørsel, hvis køretøjet standsede, eller dets hastighed nedsattes. Anklageskriftet var modtaget den 12. december 2006, og der blev afsagt dom 5. november 2010, hvorved T blev idømt en bøde på 1.500 kr., og i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand frakendt førerretten betinget. T ankede med påstand om frifindelse, subsidiært om, at der alene blev idømt bødestraf. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse. Landsretten tiltrådte, at T var fundet skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 15, og at T ved sin kørsel havde tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, og at førerretten derfor skulle frakendes ham betinget, jf. færdselslovens § 125, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 1, jf. dagældende færdselslovs § 125, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 1. Da der ikke forelå oplysninger om, at den lange sagsbehandling skyldtes T's forhold, fandt landsretten, at den forskyldte bødestraf burde bortfalde, jf. straffelovens § 82, nr. 13, jf. § 83, 2. pkt. Af samme grund blev statskassen pålagt at betale sagens omkostninger også for byretten. U.2011.2192Ø (EMRK ARTIKEL 6)

Civil sag om registreringsafgift skulle ikke sættes i bero på straffesag vedrørende samme spørgsmål. A havde anlagt sag mod Skatteministeriet, S, vedrørende registreringspligt i Danmark for A's italiensk indregistrerede bil. Politiet havde samtidig tilkendegivet, at A ville være at betragte som sigtet for overtrædelse af registreringsafgiftsloven vedrørende den pågældende bil. A anmodede herefter om, at den civile sag blev stillet i bero på en afgørelse af straffesagen mod hende, og henviste herunder til beskyttelsen mod selvinkriminering efter EMRK art. 6. Heri fik A ikke medhold, da hun ikke var forpligtet til at afgive forklaring under sagen, og da hun til enhver tid under en eventuel forklaring ville kunne undlade at besvare spørgsmål, hvorved hun inkriminerede sig selv. U.2011.2267H (EMRK ARTIKEL 6)

Det havde været rigtigst, om to sigtede, hvis forklaringer om den enes deltagelse i brandstiftelse var modstridende, havde fået beskikket hver sin forsvarer under fremstillingen i grundlovsforhør. EMRK artikel 6, stk. 3, litra d, om adgang til kontraafhøring var ikke tilsidesat. Der var ikke grundlag for frifindelse eller ophævelse og hjemvisning. T straffet med fængsel i 9 måneder.

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iA9BB34885EC2823DE040DF0A17654D1E&context=84

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iABDD1F819FA62C6FE040DF0A176577FE&context=208

59

T var fundet skyldig i brandstiftelse efter straffelovens § 181, stk. 1, ved i forening med sin datter, D, at have sat ild til en personbil i en carport, hvorefter ilden bredte sig til bygningskonstruktionen. D og T var blevet anholdt den 7. januar 2010 og fremstillet i grundlovsforhør hver for sig den 8. januar 2010. Forud for grundlovsforhøret havde D under en politiafhøring forklaret, at T havde deltaget i brandstiftelsen, mens T over for politiet havde benægtet dette. Under grundlovsforhøret, hvor advokat A blev beskikket som forsvarer for dem begge, forklarede D på ny, at T havde deltaget i brandstiftelsen. Under senere afhøringer hos politiet og under hovedforhandlingen i byretten og i landsretten, hvor T og D havde hver sin forsvarer, forklarede D, at hendes oprindelige forklaring var forkert, og at T ikke havde deltaget i ildspåsættelsen. T blev mod sin benægtelse fundet skyldig i såvel byretten som landsretten. Både T og D blev idømt 9 måneders ubetinget fængsel. T påstod for Højesteret frifindelse, subsidiært ophævelse af landsrettens dom og hjemvisning af sagen til fornyet behandling i landsretten, mere subsidiært formildelse. Højesteret udtalte under henvisning til D's og T's modstridende forklaringer om T's deltagelse i brandstiftelsen bl.a., at det havde været rigtigst, såfremt der under grundlovsforhøret havde været beskikket en anden advokat som forsvarer for T end den advokat, der var beskikket som forsvarer for D, jf. retsplejelovens § 734, stk. 2. Det forhold, at dette ikke skete, kunne imidlertid ikke antages at have haft nogen betydning for sagens udfald og kunne derfor ikke føre til frifindelse eller ophævelse af landsrettens dom, jf. herved retsplejelovens § 925, stk. 1. Højesteret udtalte endvidere, at D under hovedforhandlingen i byretten og landsretten forklarede, at hendes oprindelige forklaring var forkert, og at T ikke havde deltaget i ildspåsættelsen. Den forsvarer, som nu særskilt var beskikket for T, havde adgang til at stille spørgsmål til D, herunder om baggrunden for hendes oprindelige forklaring. Der forelå under disse omstændigheder ingen tilsidesættelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra d, om adgang til kontraafhøring. Der var herefter ikke grundlag for frifindelse eller for ophævelse af dommen. Højesteret fandt ikke grundlag for at ændre straffen eller for at gøre nogen del af den betinget og stadfæstede dommen. U.2011.2440Ø (EMRK ARTIKEL 6)

Anmodning om at give møde uden forsvarer under hovedforhandlingen i sag om overtrædelse af straffelovens § 114 b, nr. 1 og 2, ikke imødekommet. Anmodningen var fremsat af T1 og som formand for foreningen T2 under en sag, der skulle behandles under medvirken af domsmænd, jf. retsplejelovens § 688,

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iAD501F4EBAE29210E040DF0A17655CE4&context=262

60

stk. 2. De tiltalte gjorde til støtte for anmodningen blandt andet gældende, at retsplejelovens § 259 giver en part ret til at være selvmøder, og at retten hertil følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6, stk. 3, litra c. Byretten fandt ikke retsplejelovens § 259 anvendelig, da bestemmelsen vedrører borgerlige sager, hvilket landsretten tiltrådte, ligesom det blev tiltrådt, at retsplejelovens § 731, stk. 1, litra d, ikke var i strid med den anførte bestemmelse i konventionen. U.2011.2460Ø (EMRK ARTIKEL 6)

Kompensation for krænkelse af EMRK artikel 6 i færdselssag. T blev ved anklageskrift modtaget i byretten den 18. september 2007 tiltalt for overtrædelse af færdselsloven i form af en hastighedsoverskridelse begået den 24. april 2007. Anklagemyndigheden påstod T idømt bødestraf og betinget førerretsfrakendelse. Den 12. november 2010 dømte byretten T i overensstemmelse med anklageskriftet og anklagemyndighedens nedlagte påstande. Landsretten stadfæstede byrettens sanktionsafgørelse. Den lange sagsbehandlingstid, der ikke kunne tilregnes T, fandtes at udgøre en krænkelse af EMRK art. 6. Som kompensation herfor skulle statskassen betale sagens omkostninger for begge retter. U.2011.2695H (EMRK ARTIKEL 6 & 8)

Ophævelse af Integrationsministeriets afgørelse om, at en udlænding var til fare for statens sikkerhed, og om udvisning. Integrationsministeren havde truffet afgørelse om, at udlændingen A måtte anses for at udgøre en fare for statens sikkerhed, og havde udvist ham af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Farevurderingerne af A var baseret på redegørelser fra Politiets Efterretningstjeneste, som beskyldte A for at have deltaget i planlægningen af et drab på tegneren Kurt Vestergaard, der tegnede en tegning i Jyllands-Postens artikel »Muhammeds ansigt«. A indbragte ministeriets afgørelser for domstolene, der behandlede sagen efter de særlige regler i udlændingelovens kapitel 7 b om behandling af sager om administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed. Højesteret bemærkede, at disse regler giver mulighed for at opdele sagen i en åben og en lukket del, og der kan under sagens lukkede del fremlægges fortroligt materiale, som er indgået i farevurderingen, men som af sikkerhedsmæssige

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iAD501F4EBAD29210E040DF0A17655CE4&context=92

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?srguid=ia744dc1e00000134f11b96af131e4729&docguid=iAE91FC4E19882DF0E040DF0A17650C01

61

grunde ikke kan videregives til udlændingen. Under den åbne del af sagen bistås udlændingen af en beskikket advokat. Til varetagelse af udlændingens interesser under den lukkede del af sagen beskikkes der en særlig advokat, som på udlændingens vegne udøver partsbeføjelser under denne del af sagen, dog således at den særlige advokat ikke må drøfte sagen med udlændingen. Formålet med den særlige domstolsbehandling er at skabe en balance mellem på den ene side behovet for hemmeligholdelse af oplysninger af sikkerhedsmæssige grunde og på den anden side hensynet til, at der er en reel mulighed for effektiv varetagelse af udlændingens interesser under sagen. Højesteret fandt, at der i Politiets Efterretningstjenestes redegørelser sammenholdt med det åbne materiale ikke var nærmere oplysninger om tidspunkt, sted eller omstændighederne bag de enkelte beskyldninger, og at A i realiteten alene havde kunnet varetage sine interesser under sagen ved at fremkomme med en generel benægtelse af beskyldningerne. Højesteret fandt på denne baggrund, at A ikke havde haft en reel mulighed for effektivt at varetage sine interesser under sagen, og at integrationsministerens afgørelser derfor ikke kunne opretholdes. Endvidere havde Integrationsministeriets afgørelser indebåret et indgreb i A's ret til privatliv og familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og A havde derfor krav på en godtgørelse og erstatning på 35.000 kr. Landsretten var kommet til samme resultat. U.2011.2871Ø (EMRK ARTIKEL 6)

Vidneførelse ikke afskåret, da anklagemyndigheden ikke fandtes at have handlet i strid med retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt., og § 750, 1. pkt. Under en straffesag mod T m.fl. påstod T's forsvarer, F, bl.a., at anklagemyndigheden blev afskåret fra at føre V som vidne. Byretten tog ikke F's påstande til følge og afviste en mest subsidiær påstand om, at retten tilkendegav, at troværdigheden af V's forklaring måtte bedømmes særligt kritisk henset til de omstændigheder, som lå til grund for, at V valgte at afgive forklaring. Landsretten stadfæstede afgørelsen. Det blev lagt til grund, at polititjenestemænd i februar 2010 havde meddelt V, at det var politiets vurdering, at der var mulige trusler mod ham. Det lagdes endvidere bl.a. til grund, at de pågældende polititjenestemænd i umiddelbar forlængelse heraf gav V oplysning om mulighederne for strafnedsættelse og vidnebeskyttelse. Endelig lagde landsretten til grund, at V først herefter afgav forklaring til politiet om sagen. Landsretten fandt ikke grundlag for at anfægte, at politiet ud fra det

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iAF32EC7058FD549AE040DF0A17657D2F&context=84

62

foreliggende materiale, herunder navnlig indholdet af nogle telefonaflytninger, vurderede, at der var et reelt trusselsbillede mod V. På den anførte baggrund tiltrådte landsretten, at politiet ikke havde anvendt løfter, urigtige foregivender eller trusler som omhandlet i retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt., ligesom der ikke var anvendt tvang for at få V til at udtale sig, jf. retsplejelovens § 750, 1. pkt. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 kunne ikke føre til andet resultat. U.2011.3148H (EMRK ARTIKEL 6)

Sag om fortolkning af overenskomst afvist fra de almindelige domstole. A var rederiansat sømand hos E, men blev afskediget som følge af sygdom og modtog af E sygehyre i en periode på 2 måneder. A anlagde ved Sø- og Handelsretten sag mod E med krav om hyre i yderligere 4 måneder. Under behandlingen af sagen fremkom en erklæring fra A's faglige organisation om, at organisationen ikke ville forfølge sagen. På baggrund af denne erklæring anså Sø- og Handelsretten sig kompetent til at behandle sagen og afsagde dom. Under anken til Højesteret blev spørgsmålet om domstolenes kompetence udskilt til særskilt afgørelse. Højesteret fandt, at A's krav byggede på anbringender om fortolkning af en overenskomsts regler. Højesteret udtalte, at sager om fortolkning af overenskomsten skal indbringes for faglig voldgift, medmindre det godtgøres, at den faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling, jf. bestemmelser i overenskomsten samt reglerne i arbejdsretslovens § 21, nr. 1, og § 22, stk. 1. Det kan ikke antages, at det i tilfælde, hvor den faglige organisation er indstillet på at forfølge et eventuelt krav, har været tilsigtet at give frit valg mellem det fagretlige system og domstolene. Efter formuleringen af erklæringen fra den faglige organisation, som måtte anses kun at være afgivet for at undgå, at Sø- og Handelsretten afviste sagen, og det forhold, at organisationen betalte for A's sagsførelse for domstolene, fandt Højesteret det ikke godtgjort, at organisationen ikke vil forfølge A's krav. Højesteret ophævede derfor dommen og afviste sagen fra de almindelige domstole. U.2011.3229V (EMRK ARTIKEL 6)

Hjemmel i straffelovens § 8, nr. 3, til at idømme straf her i landet for overtrædelse af køre- og hviletidsregler begået i andre EU-medlemsstater.

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iB0AE22A25C55CE99E040DF0A17650FF8&context=282

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iB1B77CFC8E57AC2AE040DF0A176572BF&context=92

63

Et aktieselskab T, der drev vognmandsvirksomhed, var blandt andet tiltalt for en række overtrædelser af Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 328 af 28. marts 2007 § 11, nr. 3, jf. § 13, jf. Europaparlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 artikel 8, stk. 2, jf. art. 4, litra g, herunder for kørsler, der var foretaget i andre EU-medlemsstater. Forsvareren gjorde gældende, at der ikke var dansk straffemyndighed i disse forhold. Landsretten anførte, at den dagældende forordning nr. 3820/85 efter sit indhold forudsætter at skulle iagttages under kørsler også uden for medlemsstaten. Forordningen forudsætter endvidere, at medlemsstaterne har straffemyndighed også i forhold til kørsler, der foregår i andre medlemsstater. Tilsvarende gælder den nugældende forordning nr. 561/2006 artikel 19 samt forordning nr. 3821/85 om kontrolapparatet inden for vejtransport, jf. forordningens artikel 12, stk. 2. Indholdet af bekendtgørelse nr. 688 af 29. juni 2005 om køre- og hviletidsbestemmelserne i vejtransport - som videreført i bekendtgørelse nr. 328 af 28. marts 2007 - som tiltalen for overtrædelse af reglerne om køre- og hviletid og kontrolapparatforordningen angik, og som er udstedt i medfør af færdselslovens § 86 a, giver ikke grundlag for at anse bekendtgørelsen for territorialt begrænset. Reglerne i bekendtgørelserne ansås på den baggrund for tillige at pålægge danske vognmænd en pligt til at sikre, at køre- og hviletidsreglerne samt reglerne om kontrolapparatet overholdes også under kørsler i udlandet. Herefter - og da anvendelsen af bestemmelsen i straffelovens § 8, nr. 3, om straffemyndighed ikke er subsidiær i forhold til bestemmelsen i § 7, og da ordlyden af færdselslovens § 134, stk. 1, ikke udelukker anvendelse af straffelovens § 8, nr. 3, i relation til overtrædelser af køre- og hviletidsbestemmelserne - fandt landsretten, at der i medfør af straffelovens § 8, nr. 3, var hjemmel til at idømme straf her i landet for overtrædelser begået i andre medlemsstater. Landsretten anså derfor T skyldig tillige i disse forhold. Forholdene var begået i 2006. Under hensyn til sagskompleksets samlede omfang og karakter fandtes den tid, der var medgået til sagens behandling hos politi, anklagemyndighed og domstolene, ikke at være så lang, at der var grundlag for at anse T's rettigheder for krænket eller for at lade straffen bortfalde eller nedsætte. T blev herefter straffet med en bøde på 143.500 kr. U.2012.37Ø (EMRK ARTIKEL 6)

Ophævelse af kendelse om fremme af fogedsag om parkeringsafgift, da begæring om vidneførsel ikke burde være afslået. En p-vagt hos kommunen K pålagde D en parkeringsafgift, som følge af at D's parkeringslicens ikke var fuldt synlig. D nægtede at betale, hvorfor K indbragte sagen for fogedretten, der på et retsmøde afslog vidneførsel og senere afsagde

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iB48020462DBF823EE040DF0A176577E7&context=84

64

kendelse om, at afgiften var pålagt med rette. Landsretten udtalte bl.a., at en sag om parkeringsafgift til det offentlige indebærer stillingtagen til en anklage for en forbrydelse (criminal charge), således som dette udtryk er anvendt i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. herved Den Europæiske Menneskerettighedskommissions afgørelse af 14. september 1998 i sagen Flemming Petersen mod Danmark. Der skal derfor, selv om sådanne sager kan behandles i den civile retsplejes former, iagttages de retssikkerhedsgarantier, der i medfør af artikel 6 gælder for tiltalte i straffesager, jf. blandt andet Højesterets dom UfR2010.1027. Dette indebar efter landsrettens opfattelse, at D's begæring om vidneførsel ikke burde have været afslået af fogedretten, idet bl.a. en afhøring af den p-vagt, der havde pålagt afgiften, og som D havde ønsket at høre, burde tillades. Fogedrettens kendelse ophævedes derfor, og sagen hjemvistes til fogedretten med henblik på vidneførsel og fornyet stillingtagen. U.2012.304H (EMRK ARTIKEL 6)

Arbejdsgiver straffet med en bøde på 200.000 kr. på grund af beskæftigelse af udlænding uden arbejdstilladelse. Bøden nedsat som følge af lang sagsbehandlingstid. T blev i landsretten dømt for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, jf. stk. 5, ved i en periode på 29 måneder fra juli 2004 til december 2006 at have beskæftiget A, som ikke havde arbejdstilladelse, i sin virksomhed i et omfang af 3-4 timer i op til 3 gange om ugen. Virksomheden var en mindre restaurant uden andre ansatte og med et resultat, der ifølge årsregnskaberne for de pågældende år svingede mellem ca. 225.000 kr. og ca. 171.000 kr. Landsretten havde som skærpende omstændigheder lagt til grund, at A ikke havde ret til at opholde sig her i landet, at T handlede forsætligt, og at T opnåede eller tilsigtede en økonomisk fordel ved at beskæftige A som sket. Højesteret udtalte, at det følger af forarbejderne til udlændingeloven, at der i tilfælde, hvor der foreligger flere skærpende omstændigheder, som udgangspunkt skal udmåles en bøde, der overstiger 20.000 kr. pr. måned. Under hensyn til ansættelsens begrænsede ugentlige timetal burde der - ligesom i Højesterets dom i U 2010.549 - ske en nedsættelse af den ifølge forarbejderne vejledende månedlige bødestørrelse. Under hensyn til at der forelå flere skærpende omstændigheder, herunder at overtrædelsen var begået forsætligt, og at T herved havde tilsigtet at opnå en økonomisk fordel, kunne der dog ikke tages udgangspunkt i en bødestørrelse på under 15.000 kr. månedlig. Da der var tale om lang tids ansættelse i et begrænset månedligt timetal i en mindre

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iB61E0632DA2688FFE040DF0A17650E59&context=92

65

virksomhed med en beskeden indtjening, ville en bødefastsættelse på grundlag af en månedlig bøde på 15.000 kr. imidlertid samlet føre til en uforholdsmæssig høj bødestraf. På denne baggrund burde bøden som udgangspunkt fastsættes til 250.000 kr. Under hensyn til lang sagsbehandlingstid - efter det oplyste lå sagen stille uden anden begrundelse end byrettens berammelsestid i tiden fra byrettens modtagelse af anklageskriftet i maj 2007 og frem til december 2008 - nedsattes bøden med 50.000 kr., jf. herved straffelovens § 82, nr. 13, og artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret fastsatte herefter straffen til en bøde på 200.000 kr. U.2012.316H (EMRK ARTIKEL 6)

Krav på erstatning for frihedsberøvelse forældet. Ikke krænkelse af EMRK artikel 6 ved ikke at tillade vidneførsel og fremlæggelse af ensidigt indhentede erklæringer. A kom til Danmark i 2001 fra Kosovo-provinsen. Han fik afslag på asyl og familiesammenføring og blev i august 2002 frihedsberøvet med henblik på tvangsmæssig hjemsendelse. A var frihedsberøvet frem til den 26. marts 2003. A rejste krav mod Rigspolitiet om erstatning for uberettiget frihedsberøvelse og fik afslag i maj 2003. Han anlagde retssag om kravet den 21. november 2008. Højesteret frifandt Rigspolitiet for erstatningskravet, da dette var forældet. De forhold, som A påberåbte sig som erstatningspådragende, var foregået, mere end 5 år før sagen blev anlagt, og der var ikke indtrådt suspension af forældelsesfristen. Højesteret frifandt endvidere Rigspolitiet for A's påstand om udlevering af notater fra et møde den 22. januar 2003 i Pristina, idet der efter bevisførelsen ikke var grundlag for at antage, at Rigspolitiet i forbindelse med mødet modtog oplysninger omfattet af notatpligten efter offentlighedslovens § 6. Endelig var der ikke var grundlag for at antage, at beslutninger truffet af Højesterets Ankeudvalgs formand om ikke at tillade A vidneførsel vedrørende mødet i Pristina og ikke at tillade A fremlæggelse af ensidigt indhentede erklæringer indebar en krænkelse af art. 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Se desuden: U.2011.2510H under punkt 6.1. U.2011.1762H under punkt 6.3.

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iB6463F8D0F57F1CFE040DF0A17656FC5&context=84

66

6.3. RETTEN TIL RESPEKT FOR PRIVAT- OG FAMILIELIV U.2011.1027H (EMRK ARTIKEL 8)

Ikke udvisning efter ny kriminalitet begået i prøvetiden for dom med betinget udvisning. Ny betinget udvisning fastsat. Ved dom af 11. januar 2008 blev T, der var irakisk statsborger og indrejst i Danmark som 7-årig i 2000, fundet skyldig i fire røverier, vold efter straffelovens § 244 og trusler mod et vidne. Alle forhold blev begået, da T var 15 år. Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år og 6 måneder, og T blev betinget udvist af Danmark. Den 15. august 2008 blev T prøveløsladt med en reststraf på fængsel i 184 dage. Den 25. januar 2010 forøvede T, der da var blevet 17 år, vold omfattet af straffelovens § 244 mod en person, som han tilfældigt traf på gaden. For dette forhold blev T ved landsretten straffet med fængsel i 9 måneder, hvori reststraffen på 184 dage indgik, ligesom han blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. For Højesteret drejede sagen sig alene om spørgsmålet om udvisning. Højesteret bemærkede, at det beroede på en proportionalitetsbedømmelse, om udvisning skulle ske. I denne indgik med betydelig vægt de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til en samlet bedømmelse af karakteren og alvoren af den tidligere og af den nu begåede kriminalitet. Højesteret bemærkede, at det nye forhold var begået knap 1½ år efter prøveløsladelsen og havde en anden karakter end de tidligere forhold, idet der var tale om et enkeltstående forhold opstået lidt tilfældigt uden noget element af planlægning. Ved proportionalitetsbedømmelsen måtte det endvidere tillægges betydelig vægt, at der var tale om kriminalitet, som T begik, før han fyldte 18 år. I proportionalitetsbedømmelsen indgik desuden, hvor stor en del af livet T havde opholdt sig i Danmark, og styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til Danmark og Irak. Efter en samlet bedømmelse fandt Højesteret, at T's tilknytning til Danmark var så stærk, at udvisning på grund af hans hidtidige kriminalitet ville være særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Højesteret henviste i den forbindelse også til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og til en konkret afgørelse fra Menneskerettighedsdomstolen. T blev derfor frifundet for påstanden om udvisning. Højesteret fandt imidlertid, at der var en sådan sammenhæng mellem det nu begåede og de tidligere forhold, at T på ny burde idømmes betinget udvisning, således at han fortsat var advaret mod igen at komme ind på en kurs hen imod vedvarende kriminel adfærd.

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=i9F501CE50684C52CE040DF0A17650A48&context=350

67

U.2011.1044H (PRIVATLIV)

Betingelserne for telefonaflytning og indhentelse af teleoplysninger vedrørende en række personer med tilknytning til Greenpeace under klimakonferencen i København i december 2009 var opfyldt. I december 2009 blev FN's Klimakonference (COP 15) afholdt i København. Den 17. december 2009 gennemgik politiet telefonaflytningerne af 5 personer med central tilknytning til Greenpeace, G, der var tilladt opsat i slutningen af november til starten af december. Gennemgangen havde sammenhæng med bl.a. en aktion udført af G i Drabantsalen på Christiansborg samme dag om aftenen. På baggrund af gennemgangen opsatte politiet i løbet af natten til den 18. december 2009 telefonaflytninger på yderligere 14 personer tilknyttet G, under henvisning til at der var mistanke om, at disse personer var med til at planlægge aktioner, der kunne indebære en overtrædelse af straffelovens § 193 om fremkaldelse af omfattende forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler mv. Byretten godkendte de iværksatte aflytninger og tillod fortsat aflytning af telefonerne samt indhentelse af teleoplysninger vedrørende de pågældende telefonnumre. Landsretten stadfæstede kendelserne. Højesteret bemærkede, at retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 1, ikke indeholder nærmere angivelser af kravene til mistankens styrke, men at det fremgår af betænkning nr. 1023/1984, at ikke enhver løs formodning er tilstrækkelig, og at mistanken skal være rimeligt og konkret begrundet i de foreliggende oplysninger. G udførte og planlagde under topmødet en række forskellige demonstrationer og aktioner for at synliggøre organisationens politiske budskaber. På baggrund af anklagemyndighedens gengivelse af de telefonsamtaler, der fremkom som led i aflytningen af de 5 centrale personer med tilknytning til G, tiltrådte Højesteret, at politiet havde haft grundlag for at antage, at G ville foretage en eller flere aktioner i forbindelse med den amerikanske præsidents ankomst den 18. december 2009. Uanset om det måtte antages, at G's intentioner var fredelige, kunne en aktion rettet mod Københavns Metro eller i eller omkring Københavns Lufthavn indebære en overtrædelse af straffelovens § 193. Der forelå således en rimeligt og konkret begrundet mistanke om, at de personer med tilknytning til G, som indgrebene vedrørte, ville begå en eller flere overtrædelser af straffelovens § 193 i forbindelse med klimakonferencen.

68

Mistankekravet i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 1, var herefter opfyldt. Da også de øvrige betingelser for telefonaflytningerne mv. var til stede, stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse. U.2011.1762H (EMRK ARTIKEL 6 OG 8)

Afgørelse om afslag på humanitær opholdstilladelse ikke ugyldig. Grundlovens § 3 og EMRK artikel 6 og 8 ikke tilsidesat. A og B og deres børn, der alle er statsborgere fra Kosovoprovinsen i Serbien og Montenegro, indrejste i Danmark den 10. januar 2002 og indgav ansøgning om asyl. Ansøgningen blev afslået. Den 31. marts 2003 meddelte Integrationsministeriet, I, afslag på en ansøgning om humanitær opholdstilladelse. Den 15. marts 2006 blev A og B og deres børn meddelt humanitær opholdstilladelse i 1 år, på baggrund af at A led af en meget alvorlig og behandlingskrævende hjertesygdom, og da den fornødne behandling ikke var tilgængelig i Kosovo. Tilladelsen blev den 22. juni 2007 forlænget med yderligere 1 år til den 15. marts 2008. Den 7. juli 2008 meddelte I afslag på forlængelse af opholdstilladelsen, idet I lagde til grund, at den fornødne behandling nu var tilgængelig i hjemlandet. Ifølge I's oplysninger ville de månedlige udgifter til medicin og kontrol andrage 552 kr., som I fandt, at A og B ville være i stand til at udrede. I's afgørelse blev af A og B indbragt for domstolene. Højesteret bemærkede, at der efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, om humanitær opholdstilladelse er overladt udlændingemyndighederne et skøn, og at der kan opstå spørgsmål om tilsidesættelse af I's skønsmæssige vurderinger bl.a. i tilfælde, hvor der er mangler ved sagsoplysningen. Højesteret tiltrådte, at det på baggrund af I's undersøgelser af A's behandlingsbehov og behandlingsmulighederne i Kosovo kunne lægges til grund, at den fornødne behandling var tilgængelig i Kosovo. I den forbindelse var det afgørende, at behandlingen kunne fås i Kosovo, og ikke om den var tilgængelig i A's lokalområde. Højesteret fandt endvidere, at I's opgørelse af udgifterne til medicin og kontrol byggede på en forsvarlig undersøgelse. Om A's mulighed for at udrede udgifterne til medicin og kontrol bemærkede Højesteret, at det var i overensstemmelse med I's praksis, at omfanget af den konkrete undersøgelse af den pågældendes økonomiske muligheder måtte bero på størrelsen af de nødvendige behandlingsudgifter. I's afgørelse blev truffet på grundlag af en vurdering af A's økonomiske og sociale situation. Som grundlag for I's afgørelse forelå der oplysninger om levevilkårene for befolkningen i Kosovo og om A's situation og hans familiemæssige netværk. Da egenbetalingen alene udgjorde 552 kr. om måneden, fandt Højesteret ikke

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iA665DC37DBEF6488E040DF0A17650910&context=342

69

grundlag for at kritisere, at I ikke havde foretaget mere detaljerede undersøgelser af A's erhvervs- og indkomstmæssige forhold mv. Uanset at I i sin afgørelse kunne have gjort mere udtrykkeligt rede for det faktiske grundlag for vurderingen af A's økonomiske muligheder, fandt Højesteret ikke, at I havde baseret sin afgørelse på et utilstrækkeligt faktuelt grundlag. Anbringender fra A og B vedrørende grundlovens § 3 og menneskerettighedskonventionens artikel 6 og 8 gav heller ikke grundlag for at ophæve afslaget på humanitær opholdstilladelse, og Højesteret stadfæstede landsrettens dom, hvorved I var frifundet. U.2011.1788H (EU’S OPHOLDSDIREKTIV)

Administrative frihedsberøvelser ved udvisning af to EU-borgere var lovlige. A og B, der var statsborgere i Rumænien, indrejste i Schengen (Norge) den 22. oktober 2008. Den 24. oktober blev de anholdt i Danmark og sigtet for tyveri af en pels til 4.800 kr. og for den enes vedkommende tillige vold. De modtog bødeforelæg på 200 kr. for tyveriet og den ene tillige et bødeforelæg for voldsforholdet. Begge var tidligere straffet med bøder for tyveri her i landet. Den 25. oktober 2008 traf Udlændingeservice afgørelse om udvisning af A og B, der blev frihedsberøvet efter udlændingeloven med henblik på udsendelse. Frihedsberøvelsen blev indbragt for byretten, der løslod A og B. Kendelsen blev kæret, og landsretten fandt frihedsberøvelserne lovlige. Højesteret bemærkede, at en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, bl.a. hvis den pågældende er dømt for tyveri eller over for politiet har erkendt overtrædelsen eller er pågrebet under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det strafbare forhold. Udvisning af udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, kan dog kun ske, i det omfang det er foreneligt med disse regler. Selv om frihedsberøvelse sker for at sikre muligheden for udvisning, og selv om gyldigheden af afgørelsen om udvisning ikke kan prøves under en sag om frihedsberøvelse, skal kontrol af frihedsberøvelsens lovlighed indebære en vis prøvelse af grundlaget for afgørelsen. Prøvelsen skal således omfatte en rimelig sandsynliggørelse af, at det grundlæggende faktum er fastslået med rette efter de foreliggende oplysninger, og retten skal tage stilling til, om betingelserne for at udvise på dette grundlag må anses for opfyldt. Højesteret fandt efter oplysningerne om, at A og B havde erkendt butikstyveriet, der var begået kort efter indrejsen i Danmark, og om, at de ingen tilknytning havde til Danmark, at udvisningsbetingelserne i

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iA665DC37DBE96488E040DF0A17650910&context=74

70

udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, på det foreliggende grundlag måtte anses for opfyldt. A's og B's adfærd måtte endvidere anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. art. 27 i opholdsdirektivet, og da de ingen tilknytning havde til Danmark, var udvisning ikke uproportional, jf. artikel 27 sammenholdt med artikel 28. Højesteret fandt herefter, at frihedsberøvelsen af A og B var nødvendig for at sikre muligheden for udvisning, idet mindre indgribende foranstaltninger ikke var tilstrækkelige. Se lignende afgørelser fra Højesteret: U.2011.1794H (EU’s Opholdsdirektiv) Administrativ frihedsberøvelse ved udvisning af EU-borger var ikke lovlig. U.2011.1799H (EU’s Opholdsdirektiv) Administrativ frihedsberøvelse ved udvisning af EU-borger var lovlig. U.2011.1800H (EU’s Opholdsdirektiv) Administrativ frihedsberøvelse ved udvisning af EU-borger var ikke lovlig. U.2011.2014H (EMRK ARTIKEL 8)

T blev straffet med fængsel i 40 dage for ulovligt ophold og arbejde samt anvendelse af en anden persons id-kort. Udvisning var ikke i strid med udlændingelovens § 26, stk. 1, EMRK artikel 8 eller opholdsdirektivet (direktiv 2004/38/EF), uanset om det ægteskab, som T i Ghana havde indgået med en i Danmark boende polsk kvinde uden T's tilstedeværelse, var gyldigt. T, der var ghanesisk statsborger og havde indgået ægteskab med en i Danmark boende polsk kvinde, K, ved en vielse i Ghana uden T's tilstedeværelse, var ved byret og landsret fundet skyldig i ulovligt ophold, ulovligt arbejde samt anvendelse af en anden persons id-kort. Landsretten havde nedsat den ved byretten idømte straf på 60 dages ubetinget fængsel til 40 dages ubetinget fængsel, og i begge instanser var T blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. For Højesteret nedlagde T påstand om frifindelse for udvisning og i øvrigt stadfæstelse, medens anklagemyndigheden påstod skærpelse af straffen og i øvrigt stadfæstelse. Højesteret fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at skærpe den fastsatte straf. Højesteret udtalte, at uanset om ægteskabet mellem




http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iA78F7407DA51755AE040DF0A1765234E&context=339

71

T og K anerkendtes som gyldigt, var hverken udlændingelovens § 26, stk. 1, EMRK artikel 8 eller reglerne i direktiv 2004/38/EF (opholdsdirektivet) til hinder for, at T blev udvist med indrejseforbud i 6 år. Højesteret lagde herved vægt på, at T's kriminalitet var af en art, som talte for, at T skulle udvises, og at den adfærd, der var kommet til udtryk gennem hans kriminalitet, udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led. Endvidere lagde Højesteret vægt på, at udvisning med indrejseforbud i 6 år ikke kunne anses for at være uproportional, jf. herved direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel 28, stk. 1. T's tilknytning til det danske samfund, herunder arbejdsmarked, var etableret på ulovligt grundlag og byggede på dokumenter, som vedrørte en anden person. T og K havde endvidere ikke boet sammen, da T blev anholdt, og K måtte i hvert fald fra tidspunktet for vielsen i Ghana have været bekendt med, at T opholdt sig og arbejdede ulovligt i Danmark under en anden persons identitet. Højesteret, der ikke fandt anledning til at tage stilling til spørgsmålet om gyldigheden af ægteskabet, stadfæstede herefter landsrettens dom. U.2011.2185Ø (EMRK ARTIKEL 8)

Krav om erstatning i anledning af tvangsanbringelse af barn kunne rejses under prøvelse af børn og unge-udvalgets afgørelse om foranstaltningen. I januar 2009 afgjorde et børn og unge-udvalg, at barnet B skulle være fortsat tvangsfjernet fra sine forældre M og F. Ankestyrelsen, A, stadfæstede den 7. april 2009 afgørelsen. M og F indbragte sagen for byretten, der tiltrådte A's afgørelse. For landsretten drejede sagen sig ud over ankebehandlingen af byretsdommen om, hvorvidt der under sagen i medfør af retsplejelovens § 469, stk. 6, kunne rejses krav om erstatning, og i bekræftende fald om A var erstatningsansvarlig i anledning af den skete anbringelse. A påstod afvisning af erstatningspåstanden, men fik ikke medhold heri. Landsretten fandt således, at M og F under sagen, hvorunder A's afgørelse af 7. april 2009 var forelagt for domstolene i medfør af servicelovens § 169, havde adgang til samtidig at få pådømt et eventuelt krav om erstatning/godtgørelse af det offentlige i medfør af retsplejelovens § 469, stk. 6. Betingelserne for fortsat anbringelse af B uden for hjemmet var i øvrigt opfyldt, da A traf afgørelsen. Herefter, og da der ikke var grundlag for at fastslå, at der forelå en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, frifandtes A for erstatningspåstanden. I øvrigt stadfæstedes byrettens dom. U.2011.2343H (PRIVATLIV)

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iA9BB34885EC4823DE040DF0A17654D1E&context=335

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iABDD1F819F942C6FE040DF0A176577FE&context=212

72

Oplysninger om alkoholmisbrug ikke omfattet af helbredsoplysningsloven. Kommune pålagt at betale 25.000 kr. i godtgørelse for videregivelse af følsomme oplysninger til en anden kommune i strid med persondataloven. Den modtagende kommune havde ikke overtrådt forvaltningslovens § 29. Manglende partshøring i strid med forvaltningslovens § 19 fandtes konkret uvæsentlig. Som følge af højt sygefravær blev A i november 2005 opsagt fra sin stilling i kommunen H. Forinden havde A haft to sygefraværssamtaler med sin leder, B, hvorunder A var blevet konfronteret med en mistanke om, at hun havde et alkoholproblem. A bestred oplysningen, ligesom A efter samtalerne, men inden sin opsigelse, sendte et brev til B, hvori hun anmodede om, at der blev sat en stopper for udspredningen af de »ondsindede rygter«. Efter opsigelsen blev A af arbejdsformidlingen henvist til en jobsamtale i kommunen S, hvorunder hun talte med bl.a. D. I forbindelse med samtalen gav A tilladelse til, at D kunne indhente referenceoplysninger hos H. D kontaktede i marts 2006 H telefonisk og talte med B, som bl.a. oplyste om mistanken mod A for at have et alkoholproblem og om, at A havde bestridt dette. D kontaktede derpå telefonisk A og oplyste hende om de modtagne oplysninger og om, at S ikke fandt, at hun havde de fornødne kvalifikationer til den ledige stilling. Herefter anlagde A sag ved domstolene mod H og S med påstand om tilkendelse af en kompensation. A anførte bl.a., at H's og S' behandling af oplysningen om mistanken mod A var i strid med forvaltningsloven, helbredsoplysningsloven og persondataloven. Byretten frifandt H og S. Landsretten fandt begge kommuners håndtering af oplysningen omfattet af og i strid med helbredsoplysningsloven og bestemte, at H og S hver skulle betale 25.000 kr. i godtgørelse herfor til A. Højesteret fandt, at oplysninger om misbrug af nydelsesmidler ikke er omfattet af helbredsoplysningsloven. Med hensyn til persondatalovens anvendelsesområde efter de i 2006 gældende regler lagde Højesteret efter bevisførelsen til grund, at notaterne over sygefraværssamtalerne med A, hvori oplysningen om en mistanke om alkoholmisbrug fandtes, var skrevet på et almindeligt tekstbehandlingssystem, og at de fortsat blev behandlet elektronisk. H's videregivelse af oplysningen om en mistanke om alkoholmisbrug - uanset om videregivelsen måtte være sket ud fra B's hukommelse - var derfor omfattet af persondataloven, også selv om oplysningen tillige fandtes på papir i A's personalesag. En oplysning om alkoholmisbrug eller mistanke herom er omfattet af begrebet »helbredsmæssige forhold« i persondatalovens § 7.

73

Højesteret udtalte, at et ikke nærmere specificeret samtykke til at indhente referenceoplysninger hos en tidligere arbejdsgiver som udgangspunkt ikke kan antages at omfatte følsomme personoplysninger omfattet af persondatalovens § 7, stk. 1. H måtte vide, at oplysningen kunne være stærkt skadelig for A, ligesom A gentagne gange havde bestridt oplysningen, og A havde direkte anmodet H om at hindre spredningen af rygter herom. Videregivelsen var derfor i strid med persondatalovens § 7, stk. 1. Derimod fandt Højesteret det ikke godtgjort, at H under sagsforløbet havde tilsidesat sin oplysningspligt over for A efter persondatalovens § 28 og § 29. A fandtes ikke at have krav på erstatning fra H som følge af den retsstridige videregivelse, men i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 blev H pålagt at betale en godtgørelse på 25.000 kr. for tort til A. Højesteret fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at S havde indhentet oplysninger om A i strid med forvaltningslovens § 29. Højesteret lagde herved bl.a. til grund, at B oplyste D om mistanken mod A, uden at D direkte havde spurgt herom. Efter bevisførelsen lagde Højesteret endvidere til grund, at S - allerede inden D kontaktede A om de modtagne oplysninger - havde besluttet ikke at ansætte A, og Højesteret fandt, at S forud for beslutningen om ikke at ansætte A burde have foretaget partshøring af A over oplysningen om et muligt alkoholmisbrug, jf. forvaltningslovens § 19. Da den manglende partshøring ikke fandtes at have haft betydning for S' beslutning, var der dog ikke grundlag for at pålægge S at betale erstatning eller godtgørelse til A herfor. S blev derfor blev frifundet. U.2011.3021Ø (EMRK ARTIKEL 8 & 10)

Romanfigurs rettigheder ikke krænket under henvisning til EMRK artikel 8 eller andre regler. I 2008 udgav forfatteren F bogen S på forlaget G. Efter udgivelsen anlagde kunstneren K sag mod G og F med påstand om bl.a., at G og F tilpligtedes at anerkende, at de i S uberettiget havde anvendt og offentliggjort K's private forhold, herunder K's billede, navn, adresse m.m. Landsretten, hvortil sagen var henvist, fandt efter bevisførelsen, at bogen ikke var et dokumentarisk værk, men i sin helhed en fiktion. Da F imidlertid havde forklaret, at fiktionen tog afsæt i reelt eksisterende personer og ting, og da der på en række konkret angivne punkter utvivlsomt var sammenfald mellem forhold vedrørende K og bogens person med navnet K, måtte der - uanset at hele værket var fiktion - tages stilling til, om

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iB02C45C329F8D4C3E040DF0A176515A1&context=328

74

bestemmelsen i EMRK artikel 8 førte til, at grænsen for den kunstneriske ytringsfrihed var overskredet. Ved afvejning af K's interesse i at beskytte oplysninger af rent privat karakter over for hensynet til den kunstneriske ytringsfrihed lagde landsretten på den ene side vægt på, at S i det hele var fiktion, og at værket var et kunstnerisk udtryk for deltagelse i en debat af samfundsmæssig interesse, og på den anden side at de oplysninger, som K ønskede beskyttet, enten var af mindre følsom karakter eller allerede offentligt kendt. På denne baggrund fandtes hensynet til den kunstneriske ytringsfrihed at veje tungere end hensynet til K's ønske om at beskytte oplysninger af privat karakter. K fik derfor ikke medhold i, at G og F uberettiget havde anvendt og offentliggjort oplysninger om K's private forhold i S. K havde endvidere under henvisning til andre regler end EMRK artikel 8 gjort gældende, at hans rettigheder var blevet krænket, og at han var berettiget til en økonomisk godtgørelse. Om disse øvrige forhold bemærkedes, at der heller ikke efter navneloven, markedsføringsloven, erstatningsansvarsloven eller almindelige retsgrundsætninger var grundlag for at statuere, at G og F havde krænket K's rettigheder, ligesom der ved gengivelsen af nærmere omhandlede tekststykker i S ikke var sket en krænkelse af K's ophavsret. Under sagen havde K endvidere gjort gældende, at han i S var taget til indtægt for anvendelse af racistiske ytringer og sympatitilkendegivelser over for medlemmer af en tysk terrororganisation, og at dette udgjorde en retsstridig krænkelse af hans person. Landsretten bemærkede herom, at de udtalelser, som K henviste til, utvivlsomt var tillagt en fiktiv person. Udtalelserne fandtes derfor ikke at krænke K. G og F blev således begge frifundet i det hele. U.2011.3083H (EMRK ARTIKEL 8)

Afslag på ægtefællesammenføring ikke ugyldigt i en sag, hvor den herboende ægtefælle havde opholdstilladelse som konventionsflygtning, og hvor ægtefællerne skønnedes at kunne tage ophold i hjemlandet. Hverken EMRK art. 8 eller andre konventionsforpligtelser var tilsidesat. Den afghanske statsborger A, som var bosat i Pakistan, indgik i 2004 ægteskab med den herboende afghanske statsborger B, som var indrejst i Danmark i november 1999 og havde opholdstilladelse som konventionsflygtning. I 2005 indrejste A i Danmark og ansøgte om asyl, men fik afslag. Integrationsministeriet, I, meddelte den 7. september 2006 A endeligt afslag på at blive ægtefællesammenført med B i Danmark, under henvisning til at deres samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iB02C45C329DED4C3E040DF0A176515A1&context=56

75

Afghanistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7. I lagde herved bl.a. vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at B og parrets fællesbarn, som var født i Danmark, ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Afghanistan for dér at udøve familielivet med A. Som grundlag for denne vurdering henviste I til en udtalelse fra Udlændingestyrelsen, Asyl- og Visumafdelingen. A anlagde sag mod I med påstand om, at I skulle anerkende, at afgørelsen var ulovlig og ugyldig, således at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling hos I. A anførte navnlig, at udlændingelovens tilknytningskrav ikke kunne bringes i anvendelse i sagen, fordi B havde asyl i Danmark, og en person, der har opholdstilladelse som følge af risiko for forfølgelse eller overgreb i hjemlandet, kan efter forholdets natur hverken direkte eller indirekte pålægges at tage ophold i hjemlandet. Både landsretten og Højesteret tog I's frifindelsespåstand til følge. Højesteret udtalte, at sagen var blevet behandlet efter reglerne i en meddelelse fra Udlændingestyrelsen, hvorefter der i tilfælde, hvor ægtefællerne er blevet gift efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, skal foretages en vurdering af, hvorvidt den herboende efter de aktuelle forhold (fortsat) risikerer asylrelevant forfølgelse i sit hjemland, og det er forudsat, at dette spørgsmål efter omstændighederne kan blive besvaret benægtende, selv om betingelserne for at ophæve den herboendes flygtningestatus ikke er opfyldt. Reglerne i meddelelsen om sagsbehandlingen og bedømmelseskriterierne måtte anses for godkendt af Folketinget i forbindelse med 2005-ændringen af udlændingeloven, og Højesteret fandt ikke grundlag for at fastslå, at reglerne var i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller med andre bestemmelser i internationale konventioner. Højesteret tiltrådte endvidere, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte I's skøn i forbindelse med vurderingen af, om B ville risikere asylrelevant forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet. Højesteret stadfæstede derfor frifindelsen af I. U.2011.3296/2Ø (EMRK ARTIKEL 8)

Udvisning efter ny kriminalitet begået i prøvetiden for dom med betinget udvisning. T, født 1990, kom i 2002 fra Bosnien til Danmark, hvor han blev familiesammenført med en ældre bror, der havde fået opholdstilladelse i Danmark. Ved dom af 7. juli 2010 blev T dømt for bl.a. røveri efter straffelovens §

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iB203E7A35CB3645AE040DF0A17652D48&context=304

76

288, stk. 1, nr. 1, begået mod en bank og i forening med andre, og han blev straffet med fængsel i 2 år og udvist betinget med en prøvetid på 2 år. T var forud herfor i 2006 straffet for brugstyveri, i 2007 for vold efter straffelovens § 244 og i 2009 for vold i gentagelsestilfælde. Den 2. december 2010 begik T bankrøveri under udgang fra afsoning. For dette forhold blev T idømt fængsel i 2 år. Byretten anså de almindelige betingelser for udvisning opfyldt, men da det blev antaget, at udvisning af T ville virke særligt belastende, var der ikke fuldt tilstrækkelig grundlag for at udvise T. Ny betinget udvisning blev derfor fastsat. For landsretten drejede sagen sig navnlig om spørgsmålet om udvisning. Landsretten bemærkede, at det beroede på en proportionalitetsbedømmelse, jf. herved tillige U 2011.1027 H, om udvisning skulle ske. Anført bl.a., at T var 20 år, da han begik det nu pådømte tilfælde af røveri, og forholdet var begået godt 5 måneder efter den tidligere dom for røveri og under udgang fra fængslet, hvor han afsonede den tidligere dom for røveri. Det nu pådømte røveri var begået under anvendelse af maskering og en medbragt plasticpose og således efter en planlægning. I proportionalitetsbedømmelsen indgik desuden, hvor stor en del af livet T havde opholdt sig i Danmark og styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til henholdsvis Danmark og Bosnien. Efter en samlet bedømmelse fandt landsretten, at de forhold, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, ikke talte afgørende imod en udvisning. Landsretten lagde herved navnlig vægt på grovheden af den begåede kriminalitet, længden af den idømte fængselsstraf, T's tidligere domme, det hurtige recidiv, at forholdet var begået under udgang fra fængsel, hvor T afsonede en dom for ligeartet kriminalitet, at T tidligere var udvist betinget, at T var myndig på tidspunktet for det tidligere og det nu pådømte røveri, og at T talte bosnisk og havde en vis tilknytning til Bosnien, hvor han havde haft den første del af sin opvækst og skolegang. Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring, at T blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. 6.4. YTRINGSFRIHED U.2011.918Ø (EMRK ARTIKEL 10)

Beslaglæggelse af tv-stationers bankindeståender var i strid med EMRK art. 10. I forbindelse med at anklagemyndigheden havde besluttet at rejse tiltale mod to tv-stationer for overtrædelse af straffelovens § 114 e, beslaglagde politiet i medfør retsplejelovens § 806, stk. 3, jf. § 802, stk. 2, bankindeståender tilhørende de to tv-stationer for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger og

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=i9F03A4601C3F5709E040DF0A176522FC&context=362

77

bødekrav i sagen. Det kunne ikke antages, at tv-stationerne havde andre midler end de beslaglagte indeståender. Landsretten fandt, at et indgreb af en sådan karakter, der kunne medføre, at formidlingen af meddelelser fra tv-stationerne ville vanskeliggøres eller endda umuliggøres, var et indgreb i ytringsfriheden, jf. EMRK art. 10, stk. 1, og at det offentliges krav på sagsomkostninger og bøde ikke kunne begrunde indgreb heri efter bestemmelsens stk. 2. Politiets beslaglæggelse blev derfor ikke godkendt. U.2011.1285/2H (EMRK ARTIKEL 10)

Betingelserne for navneforbud og dørlukning fandtes opfyldt. Byretten afsagde under grundlovsforhør i en sag, der angik T's drab på tre af sine familiemedlemmer, kendelse om navneforbud med hensyn til T's og de afdødes identitet samt om dørlukning under T's forklaring. Afgørelserne blev kæret af repræsentanter for pressen. Landsretten stadfæstede kendelserne. Med hensyn til navneforbuddet henviste landsretten bl.a. til, at sigtelsen angik, hvad der måtte betegnes som en familietragedie, at T, der havde erkendt sig skyldig, var en person, der var helt ukendt i den brede offentlighed, at navneforbuddet var nedlagt på et helt indledende stadium af sagen, og at det forhold, at T's identitet forinden muligt var afsløret af visse medier og på internettet og i øvrigt var kendt i lokalsamfundet, ikke kunne føre til, at navneforbud efter retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2, ikke kunne nedlægges. Med hensyn til dørlukning henviste landsretten bl.a. til, at retsmødet havde til formål om muligt at opnå en forklaring fra T, og at forsvareren som begrundelse for begæringen om dørlukning havde henvist til, at T ikke ønskede at udtale sig under pressens tilstedeværelse, at T var psykisk uligevægtig, og at det havde været svært for ham at opnå kommunikation med T. Henset hertil og til sagens karakter fandtes betingelserne i retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, for dørlukning opfyldt. Højesteret stadfæstede både navneforbuddet og dørlukningen og bemærkede bl.a., at navneforbuddet ikke kunne antages at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. ØSTRE LANDSRETS DOM AF 3. MAJ 2011 VEDR. STRAFFELOVENS § 266 B

Kendt historiker og journalist, A, idømt bødestraf for overtrædelse af straffelovens bestemmelse om forbud mod racistiske ytringer (§ 266 b).

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iA2A0446ABD0341D7E040DF0A17652CF0&context=358

78

Den 3. maj 2011 afsagde Østre Landsrets 8. afdeling dom i en straffesag mod en kendt historiker og journalist for i et interview at have fremsat en række forhånende og nedværdigende udtalelser over for en befolkningsgruppe i strid med straffelovens § 266 b om forbud mod racediskrimination. A var tiltalt for overtrædelse af § 266 b ved den 17. december 2009 på sin bopæl “offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds at have fremsat udtalelser, ved hvilken en gruppe personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, eller tro, idet A i et båndet interview på engelsk med Asger Engberg og Steen Raaschou, der efterfølgende lagde interviewet ud på internetsiden snaphanen.dk, bl.a. udtalte, at “når en muslimsk mand voldtager en kvinde, er det hans ret at gøre det. Når svenske piger bliver voldtaget, massevoldtægt etc. etc., er der intet galt i det, set fra et islamisk perspektiv, dette er din ret. De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far. Kvinder har ingen værdi, de er ikke mennesker. Deres funktioner er som livmoder - de bærer krigerens afkom og skaber nye krigere, men ellers ….nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi“ eller lignende. A påstod under byrettens behandling af sagen frifindelse, dels fordi A nægtede at have udtalt sig som gengivet i anklageskriftet, dels fordi A ikke havde haft forsæt til offentliggørelse eller udbredelse af de angivne udtalelser. Ved byrettens dom af 31. januar 2011 fandtes det godtgjort, at A blandt andet havde udtalt under interviewet, at “når en muslimsk mand voldtager en kvinde, er det hans ret at gøre det“, at “de voldtager deres egne børn“, og at “piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far“. Udtalelserne fandtes omfattet af straffelovens § 266 b. A blev imidlertid frifundet af byretten, fordi det blev lagt til grund, at A forinden offentliggørelsen efter sædvanlig journalistisk kutyme ikke fik lejlighed til at godkende interviewet. A’s forklaring om, at A i givet fald ikke ville have godkendt interviewet i den foreliggende form kunne derfor ikke tilsidesættes, hvorfor A ikke strafferetligt havde haft til hensigt at offentliggøre udtalelserne som de forelå. Ved Østre Landsrets dom tiltrådte landsretten, at A havde udtalt sig som fastslået af byretten, og at udtalelserne indebar en overtrædelse af straffelovens § 266 b, idet landsretten fandt, at de citerede udtalelser ikke modificeredes eller afsvækkedes af A’s øvrige udtalelser under interviewet. Landsretten fandt herefter A skyldig med følgende begrundelse: ”A havde indvilliget i at lade sig interviewe af Asger Engberg, og A var forinden skriftligt blevet gjort bekendt med, at interviewet forventedes at vare 30-45

79

minutter og skulle omhandle A’s syn på konflikten mellem islam og den vestlige verden. A var endvidere gjort bekendt med, at interviewet ville blive optaget på diktafon og blandt andet skulle offentliggøres på hjemmesiden Snaphanen. A havde ingen aftale om og betingede sig ikke på forhånd ret til at godkende interviewet inden offentliggørelsen, hvorfor A burde have indset, at A’s udtalelser ville blive offentligt udbredt til en videre kreds. På denne baggrund findes A i det fastslåede omfang skyldig i den rejste tiltale, idet hensynet til ytringsfriheden og den frie debat i øvrigt efter indholdet af de citerede udtalelser ikke kan føre til et andet resultat.” A blev i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand idømt en bøde på 5.000 kr. Reference

Østre Landsret


J.nr. 8.afd. a.s. nr. S-467-11.

Se også U.2011.3021Ø under punkt. 6.3. 6.5. BESKYTTELSE AF EJENDOM U.2011.1365H (EMRK TP. 1, ARTIKEL 1)

Statens opsigelse af Fællesskabet Fristaden Christianias og beboeres og virksomheders brugsret til bygninger og arealer på Christianiaområdet havde hjemmel i loven og var ikke i strid med grundlovens § 73 eller med artikel 1 i 1. tillægsprotokol til menneskerettighedskonventionen. Reguleringen i christianialoven var ikke i strid med grundlovens § 3. Ingen beboer havde erhvervet rettigheder ved hævd, og lejelovens regler om tilbudspligt fandt ikke anvendelse. Fællesskabet Fristaden Christiania, C, og en række beboere og virksomheder, B, anlagde sag mod Slots- og Ejendomsstyrelsen, E, i anledning af at E på grundlag af christianialoven havde opsagt deres ret til at bruge arealer og bygninger på Christianiaområdet. E havde samtidig givet de enkelte beboere mv. tidsbegrænsede tilladelser til at fortsætte brugen af området. C's og B's påstande angik bl.a. gyldigheden af E's afgørelser om opsigelse, krav om anerkendelse af en uopsigelig eller langvarig brugsret, krav på erhvervelse af ejendomsret eller brugsret ved hævd samt spørgsmål om anvendelse af lejelovens regler om tilbudspligt.

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iA32CE2CF8EF8AA30E040DF0A17650286&context=402

80

Landsretten frifandt E. Højesteret bemærkede, at det ved Højesterets dom af 2. februar 1978 (U 1978.315 H) blev fastslået, at hverken C eller B på daværende tidspunkt havde erhvervet rettigheder over Christianiaområdet, der kunne afskære Forsvarsministeriet, F, fra at kræve området rømmet. Om den efterfølgende periode bemærkede Højesteret, at C og B hverken ved den såkaldte plakat af 1. juni 1979, der tillod en midlertidig brug af området, eller i kraft af politiske tilkendegivelser op gennem 1980'erne havde erhvervet en varig brugsret til arealer og bygninger på Christianiaområdet. Der var frem til vedtagelsen af christianialoven i 1989 alene tale om en midlertidig ret for B til at opholde sig på området og anvende bygningerne. Endvidere udtalte Højesteret, at den opsigelse af C's kollektive brugsret i henhold til en rammeaftale med F, som E foretog efter en ændring af christianialoven i 2004, havde hjemmel i loven, ikke indebar ekspropriation og ikke var i strid med artikel 1 i 1. tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Med hensyn til B's krav udtalte Højesteret bl.a., at deres brugsret hvilede på C's kollektive brugsret, og den enkelte beboer mv. var derfor afskåret fra at vinde hævd i forhold til staten, og der var med deres brugsret ikke etableret et lejeforhold omfattet af lejelovgivningen. Også opsigelsen af B's brugsret havde hjemmel i christianialoven, skete med et passende varsel, indebar ikke ekspropriation og var ikke i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Reguleringen var heller ikke i strid med grundlovens § 3. Højesteret stadfæstede derfor dommen. 6.6. LIGEBEHANDLING U.2011.417H (LIGEBEHANDLING)

Overtrædelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (forskelsbehandlingsloven) udløste ikke krav på godtgørelse. I 2004 blev forskelsbehandlingsloven ændret, idet alder blev indsat som et diskriminationskriterium. Kabinepersonalet i SAS, S, hvor A, B og C var ansat, havde indtil da haft en pligtig afgangsalder på 60 år. Efter lovændringen blev kabinepersonalet tilbudt at fortsætte deres ansættelse, men S ville ophøre med pensionsindbetalingen ved det fyldte 60. år. A, B og C valgte at fortsætte. S og CAU, U, drøftede S' overenskomstmæssige forpligtelse med hensyn til at fortsætte pensionsbidragsbetalingen.

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=i9A4CBEB3079162B8E040DF0A176550A1&context=162

81

Da parterne ikke kunne nå til enighed, blev sagen indbragt for faglig voldgift. I august 2008 afsagde opmanden kendelse om, at S i henhold til den mellem parterne gældende overenskomst var forpligtet til at indbetale pensionsbidrag til de ansatte, der fortsatte deres ansættelse efter det fyldte 60. år. S, der havde standset indbetalingen, til spørgsmålet var afklaret, efterbetalte de skyldige pensionsbidrag til A, B og C. FTF, F, anlagde efterfølgende sag ved domstolene med påstand om, at S til A, B og C skulle betale en godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven i medfør af lovens § 7, stk. 1. Landsretten gav A, B og C medhold og tilkendte dem hver 50.000 kr. Højesteret tiltrådte, at S' manglende betaling af pensionsbidrag til medarbejdere, blot fordi de var fyldt 60 år, udgjorde en direkte aldersbetinget forskelsbehandling. Højesteret udtalte endvidere, at idet S' arbejdsmarkedspension var fastlagt i en kollektiv overenskomst indgået med U, og idet parterne var enige om, at der ikke heri var fastlagt en aldersgrænse, var S' ensidige håndhævelse af aldersgrænsen på 60 år ikke omfattet af undtagelsen i lovens § 6 a. Højesteret fandt imidlertid ikke grundlag for at pålægge S at betale godtgørelse. Højesteret lagde vægt på, at der var tale om et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål vedrørende S' overenskomstmæssige forpligtelser efter lovændringen, som fra starten havde været lagt åbent frem for og forhandlet med U under den udtrykkelige tilkendegivelse fra S' side, at der i givet fald ville ske regulering med tilbagevirkende kraft, at A, B og C alle var bekendt med drøftelserne med U, og at de alle efter opmandskendelsen var blevet stillet, som om S løbende havde betalt pensionsbidrag. Højesteret frifandt herefter S. (Dissens mht. begrundelse). U.2011.1199V (LIGEBEHANDLING)

Ingeniør, der var blevet opsagt i en alder af knap 60 år med 22 års anciennitet, havde ikke ret til godtgørelse efter lov om information og høring af lønmodtagere, lov om forbud mod forskelsbehandling eller funktionærlovens § 2 b. F, født i 1946, der er uddannet maskiningeniør og medlem af Ingeniørforeningen i Danmark, havde siden 1984 arbejdet som projektleder i selskab B, og han havde siden 1998 været medlem af B's samarbejdsudvalg. B var medlem af DA og var som medlem heraf forpligtet af samarbejdsaftalen mellem LO og DA. I januar 2006 afskedigede B 13 medarbejdere, heriblandt F og en anden medarbejder i F's afdeling. Afskedigelserne fandt sted for at reducere omkostningerne efter et dårligt resultat i 2005, som fik B til at ændre strategi, således at der skulle fokuseres mere på det forretningsmæssige frem for det tekniske.

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iA21375B71376EE3EE040DF0A1765121D&context=162

82

F anlagde sag mod B med påstand om tilkendelse af en godtgørelse svarende til 6 måneders løn, idet han som medlem af Ingeniørforeningen ikke var omfattet af samarbejdsaftalen, og hvis han var omfattet, var afskedigelsen af ham, der var tillidsrepræsentant, ikke begrundet i tvingende årsager, jf. lov om information og høring af lønmodtagere § 8. I anden række gjorde F gældende, at han var afskediget i strid med lov om forskelsbehandling, hvorfor han havde krav på godtgørelse efter lovens § 7, idet B ikke havde bevist, at afskedigelsen ikke var begrundet i hans alder. I tredje række gjorde F gældende, at afskedigelsen var usaglig, hvorfor han havde krav på en godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b. Under sagen var der stillet spørgsmål til EU-domstolen om, hvorvidt direktiv 2002/14 var korrekt implementeret i samarbejdsaftalen, og om samarbejdsaftalen kunne omfatte faggrupper uden for LO, ligesom der også var et spørgsmål om beskyttelse af tillidsrepræsentanter. Landsretten udtalte, at lov om information og høring af lønmodtagere ikke finder anvendelse, hvis der er en pligt for arbejdsgiveren til at informere og høre lønmodtagere efter en kollektiv overenskomst eller aftale, der indeholder regler, der som minimum svarer til bestemmelsen i direktiv nr. 2002/14 EF, jf. lovens § 3. B var som medlem af DA forpligtet af samarbejdsaftalen mellem DA og LO, og denne aftale omfattede alle ansatte på virksomheden uanset deres faglige og organisatoriske tilhørsforhold. Herefter fandt lov om information og høring ikke anvendelse på F's ansættelsesforhold i B, og F havde ikke krav på en godtgørelse, i anledning af at denne lov skulle være overtrådt. Det kunne efter bevisførelsen lægges til grund, at F ikke havde sådanne forretningsmæssige kompetencer, at han burde være tilbudt en stilling som merkantil projektleder. Det var ikke sandsynliggjort, at F's alder eller hans medlemskab af samarbejdsudvalget havde haft indflydelse på beslutningen om at afskedige ham, og F fik derfor heller ikke medhold i påstanden om tilkendelse af godtgørelse efter § 7 i lov om forskelsbehandling eller efter funktionærlovens § 2 b. U.2011.1230V (LIGEBEHANDLING)

Opsigelse i prøvetiden af kvindelig medarbejder var ikke i strid med ligebehandlingslovens § 9, selv om den fandt sted efter samtale, hvor medarbejderen havde fortalt om ægtefællens ønske om et barn mere. Den 1. juli 2008 var F tiltrådt som medarbejder i en tøjforretning. Hun blev opsagt den 22. august 2008 til fratrædelse den 5. september samme år. Det fremgik af ansættelseskontrakten, at F skulle udføre forefaldende arbejde. F havde fået det

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iA21375B7136AEE3EE040DF0A1765121D&context=154

83

indtryk, at hun var ansat som 1. dame. F gav over for forretningens ejer, E, hurtigt udtryk for, at hun gerne ville have flere udfordringer. Den 20. august havde F under en samtale med E fortalt, at hendes mand gerne ville have et barn mere, men F havde samtidig givet udtryk for, at hun ikke ville have flere børn. To dage efter modtog F en opsigelse. F anlagde sag mod E, da hun mente, at opsigelsen var i strid med ligebehandlingsloven, og F krævede samtidig en godtgørelse efter ansættelsesbevisloven. F gjorde til støtte for sin påstand om en godtgørelse efter ligebehandlingsloven gældende, at opsigelsen blev afgivet i nær tidsmæssig tilknytning til samtalen den 20. august, og opsigelsen skyldtes derfor E's forventning om, at F blev gravid i nær fremtid. E gjorde til støtte for sin frifindelsespåstand gældende, at opsigelsen var sket, fordi F havde udtrykt utilfredshed med stillingen, og F's oplysninger den 20. august havde ikke haft indflydelse på beslutningen om opsigelse. Efter bevisførelsen var der ikke grundlag for at fastslå, at E under samtalen den 20. august var blevet bibragt en forventning om, at F var gravid eller påregnede at blive det i nær fremtid. Bevisbyrdebestemmelsen i ligebehandlingslovens § 16 a fandt ikke anvendelse, uanset den nære tidsmæssige sammenhæng mellem samtalen og opsigelsen. Efter oplysningerne om virksomheden og medarbejderne samt parternes indbyrdes forhold i tiden forud for den 20. august var det ikke godtgjort, at opsigelsen, der fandt sted i prøvetiden, havde været i strid med afskedigelsesværnet i ligebehandlingslovens § 9 eller i øvrigt udtryk for forskelsbehandling efter lovens § 4. E blev derfor frifundet for kravet om en godtgørelse efter ligebehandlingsloven. E blev derimod dømt til at betale en godtgørelse efter ansættelsesbevisloven på 3.900 kr. for mangler ved ansættelseskontrakten. U.2011.1308H (LIGEBEHANDLING)

Ikke i strid med lov om tidsbegrænset ansættelse, at der var aftalt andre regler om løn under barselsorlov for rådgiver med tidsbegrænset ansættelse end for fastansatte i Udenrigsministeriet. A var af Udenrigsministeriet tidsbegrænset ansat som langtidsrådgiver, der skulle rådgive de rumænske myndigheder i land 2, da hun i 2005 gik på barsels- og forældreorlov. Ifølge ansættelsesvilkårene havde hun ret til løn under barsels- og forældreorlov i op til 20 uger. Udenrigsministeriets fastansatte kvindelige akademikere på AC-overenskomstvilkår (overenskomsten for akademikere i staten) havde i 2005 ret til løn under barsels- og forældreorlov i op til 30 uger. A

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iA2E8069950F29178E040DF0A176558DF&context=150

84

anførte, at der var sket en tilsidesættelse af reglerne i lov om tidsbegrænset ansættelse, og henviste bl.a. til, at hendes stilling som langtidsrådgiver var sammenlignelig med en stilling som fastansat akademiker i Udenrigsministeriet. Udenrigsministeriet anførte, at stillingen som langtidsrådgiver ikke var sammenlignelig med en sådan stilling. Landsretten fandt, at der ikke var sket en krænkelse af A's rettigheder i henhold til lov om tidsbegrænset ansættelse, allerede fordi der ikke fandtes sammenlignelige fastansatte i Udenrigsministeriet eller kollektive overenskomster, der sædvanligvis er gældende inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område. Højesteret stadfæstede landsrettens dom. U.2011.1776H (LIGEBEHANDLING)

Kommune havde ikke bevist, at afskedigelse ikke havde forbindelse med fravær pga. graviditet og barsel. A havde siden 1. december 2004 været ansat som salgskonsulent ved et amts fem revalideringscentre, der delte hendes lønudgift. A fik i juni 2006 meddelelse om, at hun fremover skulle gøre tjeneste ved et af centrene, der ved kommunalreformen ville overgå til kommunen. I øvrigt ophørte samarbejdet mellem de fem centre, og kommunen blev i efteråret 2006 klar over, at der ikke var økonomisk grundlag for A's stilling. A havde i juni 2006 meddelt, at hun var gravid. Hun blev sygemeldt i august 2006 og var ikke på arbejde frem til fødslen i februar 2007, hvorefter hun skulle holde barselsorlov til december 2007. I maj 2007 meddelte kommunen A, at man påtænkte at afskedige hende på grund af manglende arbejdsopgaver, og den 25. maj 2007 modtog A opsigelsen. Ligebehandlingsnævnet anså afskedigelsen for at være i strid med ligebehandlingslovens § 9 og tilkendte A en godtgørelse på 250.000 kr. Kommunen anlagde sag mod nævnet. Højesteret fandt, at kommunen havde godtgjort, at A's stilling var nedlagt som følge af ophøret af samarbejdet mellem de fem centre. Kommunen burde imidlertid i forbindelse med forsøget på at omplacere A inden for kommunen have orienteret hende om nedlæggelsen af hendes stilling, sikret sig, at man havde tilstrækkelige oplysninger om hendes kvalifikationer, og have orienteret hende om ledige stillinger, hvilket kommunen undlod. Det kunne efter bevisførelsen ikke lægges til grund, at A ikke ville kunne bestride nogen af de stillinger i kommunen, der var ledige. Kommunen havde derfor ikke ført det fornødne bevis for, at afskedigelsen var uden sammenhæng med A's fravær som følge af graviditet og barsel, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk. 4. Godtgørelse

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iA665DC37DBED6488E040DF0A17650910&context=146

85

efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 3, blev fastsat til 250.000 kr., svarende til ca. 9 måneders løn. U.2011.1849V (LIGEBEHANDLING)

Kommune frifundet for overtrædelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven), da det ikke var godtgjort, at kommunen havde forskelsbehandlet ansøger, der var nyuddannet og uden erhvervserfaring, til to stillinger, jf. forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 2, idet begge stillinger var blevet besat med bedre kvalificerede ansøgere. A havde færdiggjort sin uddannelse som socialrådgiver i januar 2008. I den følgende tid søgte han et stort antal stillinger som socialrådgiver, men han kom kun til samtale få gange og blev i intet tilfælde ansat. I august 2008 søgte A om en ledig stilling som kontanthjælpsrådgiver i H Kommune og i september 2008 om en stilling som socialrådgiver i samme kommune. Der var ikke angivet ansøgningsfrister i nogle af stillingsopslagene. A lider af spastisk lammelse. A gjorde i begge ansøgninger sin fortrinsadgang i henhold til lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. § 3, stk. 1, gældende. A blev indkaldt til samtale vedrørende den første ansøgning og modtog efter samtalen et brev, hvori kommunen meddelte, at den ville tale med yderligere ansøgere, før den tog beslutning om ansættelse. Dagen efter afsendelsen af dette brev modtog kommunen en ansøgning fra en person, som ikke havde været ansøger, da A var til samtale, og kommunen besluttede at ansætte denne ansøger, hvilket A fik meddelelse om. A blev ikke indkaldt til samtale vedrørende den anden stilling. A modtog underretning om, at et enigt ansættelsesudvalg havde besluttet at ansætte en anden i stillingen. A anlagde herefter sag mod kommunen med påstand om en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, under anbringende af at han havde været udsat for direkte forskelsbehandling. Kommunen påstod frifindelse, under anbringende af at afslagene var begrundet i, at A ikke var blandt de bedst kvalificerede ansøgere, og at afslagene ikke var udtryk for direkte forskelsbehandling. Landsretten frifandt kommunen, idet landsretten lagde til grund, at det var de andre ansøgeres bedre kvalifikationer, der havde begrundet kommunens beslutninger om at ansætte disse ansøgere, og at A ikke var blevet fravalgt på grund af sit handicap. A havde herefter ikke godtgjort, at kommunen direkte havde forskelsbehandlet ham på grund af handicappet, jf. lovens § 1, stk. 2, og der var heller ikke påvist omstændigheder, som kunne give anledning til at formode, at kommunen havde udsat ham for en sådan direkte forskelsbehandling, jf. lovens § 7 a.

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iA6F9C6EE3D6635EFE040DF0A17654520&context=59

86

U.2011.2854Ø (LIGEBEHANDLING)

Ansat tilkendt 300.000 kr. i godtgørelse, som følge af at opsigelse fandtes begrundet i den ansattes alder, hvilket var i strid med forskelsbehandlingsloven. J blev i 1974 ansat som journalist i DR. I sommeren 2007 opsagde DR den dengang 63-årige J, efter at man havde meddelt J, at man i forbindelse med gennemførelsen af en sparerunde med nedlæggelse af omkring 300 stillinger påtænkte at afskedige hende, hvilket hun gjorde indsigelse mod. Landsretten fandt som byretten, at der med det statistiske materiale vedrørende aldersfordelingen af de medarbejdere, der som led i denne sparerunde fratrådte deres stillinger, var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling i strid med forbuddet mod aldersdiskrimination i lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Det påhvilede derfor DR at bevise, jf. § 7 a i forskelsbehandlingsloven, at J's alder ikke var indgået som en del af grundlaget for beslutningen om at afskedige hende. Da DR ikke havde løftet denne bevisbyrde, blev DR dømt til at betale godtgørelse til J, jf. lovens § 7, stk. 1. U.2011.2880Ø (LIGEBEHANDLING)

Hørehandicappet medarbejder tilkendt 150.000 kr. i godtgørelse i medfør af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven) efter opsigelse. A led fra fødslen af hørenedsættelse. Efter uddannelse inden for specialet »kontor/offentlig forvaltning« og efterfølgende ansættelse senest som lønbogholder i sygehuset G's HR-afdeling tiltrådte A 1. december 2007 en stilling som økonomiarbejder ved K Kommune. Efter medarbejderudviklingssamtale i januar 2009 og perioder med sygemelding i sommeren 2009 blev A i en alder af 26 år opsagt fra stillingen med virkning fra den 31. januar 2010. A anlagde herefter sag mod K med påstand om betaling af 421.155 kr. svarende til 15 måneders løn. A gjorde gældende, at K havde overtrådt forskelsbehandlingsloven, idet opsigelsen var i strid med loven, hvorfor hun havde krav på godtgørelse, jf. lovens § 7, jf. § 2. K påstod frifindelse. Retten udtalte bl.a., at A måtte anses for handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, idet der var tale om en kronisk tilstand, som uden et implantat medførte en fysisk funktionsnedsættelse, der ville afføde et

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iAF32EC70590D549AE040DF0A17657D2F&context=133

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iAF32EC7058F3549AE040DF0A17657D2F&context=129

87

kompensationsbehov, for at hun kunne fungere på lige fod med andre. Det fremgik af opsigelsen, at den var begrundet med A's dårligere hørelse og den megen sygdom som følge heraf. A havde hermed påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet ulovlig forskelsbehandling, hvorfor det påhvilede K at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket, jf. forskelsbehandlingslovens § 7 a. Retten anførte endvidere, at efter lovens § 2 a skal arbejdsgiveren træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse på lige fod med andre. Disse foranstaltninger omfatter ifølge forarbejderne også, jf. betragtning 20 i Rådets direktiv 2000/78/EF, indretning af lokaler og ændret opgavefordeling. Landsretten fandt efter bevisførelsen, at K ikke havde løftet sin bevisbyrde, jf. lovens § 7 a, for at ligebehandlingsprincippet, jf. lovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, ikke var blevet krænket ved opsigelsen. Landsretten gav således A medhold og fastsatte godtgørelsen skønsmæssigt til 150.000 kr. svarende til ca. 5 måneders løn under hensyn til længden af ansættelsesperioden. U.2011.2987V (LIGEBEHANDLING)

Afskedigelse af ingeniør på fædreorlov var hverken helt eller delvist begrundet i barselssituationen. Da afskedigelsen var rimeligt begrundet i arbejdsgiverens og den ansattes forhold, var der heller ikke var krav på godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b. F, der er uddannet som ingeniør, var den 1. januar 2008 blevet ansat i selskabet D som projektkoordinator, og han var senere på året blevet forfremmet til projektchef. I begyndelsen af 2009 aftalte F med D, at han skulle holde barselsorlov i en periode på ca. 1 måned, det vil sige længere end de 14 dage, han havde krav på, og det var aftalt mellem parterne, at F skulle give besked om, hvilke 14 dage der skulle anses som barselsorlov. F meddelte ved e-mail af 25. februar 2009, at han holdt barselsorlov fra den 18. februar 2009. F blev afskediget den 27. februar 2009 med den begrundelse, at han manglede de fornødne projekt- og ledelsesmæssige kompetencer. F anlagde herefter sag mod D med krav om betaling af knap 400.000 kr. svarende til 9 måneders løn + bonus, principalt i godtgørelse efter ligebehandlingsloven, subsidiært efter funktionærlovens § 2 b. Da afskedigelsen havde fundet sted, mens F holdt fædreorlov, var det efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, D, der skulle godtgøre, at afskedigelsen ikke var begrundet i F's barselssituation. Det kunne lægges til grund, at der forud for opsigelsen havde været klager fra kunder

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iAFD151C3E9F3B191E040DF0A17652641&context=121

88

og samarbejdspartnere over manglende overholdelse af tidsfrister og fejlagtige fakturaer m.v. på projekter, som F havde haft ansvaret for, og det måtte antages, at F's orlov kun havde været til begrænset ulempe for D. D havde herefter godtgjort, at opsigelsen hverken helt eller delvist var begrundet i F's barselssituation, hvorfor F ikke havde krav på godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 9. Afskedigelsen var efter oplysningerne om F's mangelfulde projektstyring rimeligt begrundet i D's og F's forhold, hvorfor der heller ikke var krav på godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b. 6.7. FN’S HANDICAPKONVENTION U.2012.284H (FN’S HANDICAPKONVENTION)

Servicelovens § 100 gav ikke ret til dækning af udgifter til tandbehandling. Hverken FN's Handicapkonvention eller princippet om ligebehandling kunne føre til et andet resultat. A anmodede sin kommune, K, om tilskud til tandbehandling, idet hun af sin tandlæge var blevet rådet til at udskifte kroner mv. til en estimeret behandlingsudgift på 100.000 kr. A's tænder var som følge af en sjælden sygdom særligt udsatte for karies, da tænderne ikke dannede emalje. K afslog anmodningen, hvilket Det Sociale Nævn, N, stadfæstede. A anlagde derefter sag mod N og anførte, at udgifterne til tandbehandling var dækningsberettigede. A henviste bl.a. til, at hun ubestridt var omfattet af personkredsen i servicelovens § 100, og at der ikke var anden lovgivning, der dækkede merudgiften til tandbehandling. En fortolkning af servicelovens § 100 burde ifølge A ikke ske indskrænkende og skulle inddrage FN's Handicapkonvention og retten til ligebehandling. Landsretten og Højesteret frifandt N. Højesteret udtalte, at det ikke følger af ordlyden af servicelovens § 100, at en kommune skal dække udgifter til læge- og tandlægebehandling, og at dette heller ikke fremgår af forarbejderne til loven. Det måtte lægges til grund, at det er fast administrativ praksis, at udgifter til læge- og tandlægebehandling ikke dækkes efter bestemmelsen, hvilket også er i overensstemmelse med princippet om sektoransvar og svarer til, hvad der altid har været anført i Socialministeriets vejledninger. Hverken FN's Handicapkonvention eller princippet om ligebehandling af handicappede kunne føre til et andet resultat. 6.8. GRUNDLOVEN

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?src=toce&docguid=iB61E0632DA2A88FFE040DF0A17650E59&context=56

89

U.2011.754H (GRUNDLOVENS § 75)

Genvundne afskrivninger skulle indgå i grundlaget for beregningen af folkepensionens grundbeløb A begyndte at få folkepension fra den 4. juli 2003, men fortsatte aktivt med at drive sin landbrugsejendom, indtil han solgte den pr. 1. april 2005. I årene før 2003 havde A foretaget afskrivninger på ejendommen for et beløb på knap 400.000 kr., og ved salget opnåede han en fortjeneste ud over ejendommens nedskrevne værdi. Efter reglerne i afskrivningslovens § 21 og personskattelovens § 3 blev 90 % af de genvundne afskrivninger medregnet til A's personlige indkomst i salgsåret, hvorefter kommunen K traf afgørelse om, at A i perioden fra 1. april 2005 til 31. marts 2006 skulle tilbagebetale for meget udbetalt folkepension. Afgørelsen stadfæstedes af Det Sociale Nævn og derefter af Ankestyrelsen, S, der henviste til pensionslovens § 27, stk. 1, og § 29, stk. 1, i bekendtgørelsen om pensionsloven. A indbragte S' afgørelse for landsretten, der frifandt S. Landsretten anførte herved, at bekendtgørelsens § 29 var i overensstemmelse med lovgivers hensigt med bestemmelsen i lovens § 27, stk. 1, om pensionistens indtægter ved personligt arbejde, idet det af flere lovforslag fremgik, at sådanne indtægter også omfattede indtægt fra egen virksomhed, i hvis drift pensionisten havde taget aktivt del, hvis disse indtægter indgik i den personlige indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1. Højesteret stadfæstede dommen i henhold til grundene. Grundlovens § 75 stk.2 var ikke relevant. U.2011.984H (GRUNDLOVENS § 20)

En række borgere havde retlig interesse i domstolsprøvelse af, om procedurereglerne i grundlovens § 20 skulle have været iagttaget ved Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten. Ved en ændring af loven om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union (EU) blev Lissabon-traktaten medtaget i traktatgrundlaget. En række borgere, B, anlagde sag mod statsministeren, S, og udenrigsministeren, U, med påstand om, at ændringsloven var vedtaget i strid med grundlovens § 20, idet den foreskrevne procedure efter denne bestemmelse for vedtagelse ikke var fulgt. S og U anførte, at B ikke havde retlig interesse i at få dette spørgsmål prøvet ved domstolene. Landsretten behandlede spørgsmålet om retlig interesse i sagen særskilt og bestemte, at sagen skulle afvises. Højesteret fastslog, at B havde fornøden retlig interesse i sagen, og hjemviste sagen til realitetsbehandling ved landsretten. B

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?srguid=ia744dc1e00000134f11275c5131e466f&docguid=i9C7EB0FBA83E484AE040DF0A17655966

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?srguid=ia744d04f00000134f1071cf052fdbd4e&docguid=i9F501CE5068CC52CE040DF0A17650A48

http://jura.thomsonreuters.dk/app/locator?metadata=true&fulltext=false&stid=dk-doclink&doclink=L1953169_P20&crumb-action=append&crumb-label=U.2011.984H+En+r%C3%A6kke+borgere+havde+retlig+interesse+i+domstolspr%C3%B8velse+af%2C+om+procedurereglerne+i+grundlovens+%C2%A7+20+skulle+have+v%C3%A6ret+iagttaget+ved+Danmarks+tiltr%C3%A6delse+af+Lissabon-traktaten.&crumb-uri=/app/document?docguid=i9F501CE5068CC52CE040DF0A17650A48

90

bestred ikke, at de ikke opfyldte de almindelige krav til søgsmålskompetence, hvorefter de skal have en retlig interesse i sagens afgørelse, som udspringer af, at der foreligger en konkret retstvist, der konkret og aktuelt berører dem individuelt. Uenigheden angik, om der alligevel skulle gives dem adgang til at få deres påstand realitetsprøvet, således som det skete i sagen vedrørende Maastricht-traktaten (U 1996.1300 H). Højesteret bemærkede, at det fulgte af dommen i Maastricht-sagen, at ikke enhver uoverensstemmelse om ændring i forholdet mellem Danmark og EU kan begrunde, at alle borgere uden videre har ret til at få prøvet grundlovsmæssigheden af ændringen, men at de kan have det, hvis der foreligger en uoverensstemmelse angående forhold, der må anses for at være af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed. Højesteret henviste herefter særligt til parternes uenighed om betydningen af de ændringer i EU-institutionernes kompetence- og afstemningsregler, der fulgte af Lissabon-traktaten, og udtalte, at denne uenighed angik lovgivningskompetencen inden for en række almene og væsentlige livsområder og dermed forhold af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed. Højesteret fandt herefter, at B på grund af tvistens generelle og indgribende betydning havde en væsentlig interesse i at få deres påstand prøvet, og bemærkede, at det ikke ville sikre et bedre grundlag for prøvelsen af tvisten, at adgangen til domstolsprøvelse blev betinget af, at der efter de nye traktatbestemmelser var udstedt retsakter, som konkret og aktuelt berørte B's forhold.

http://jura.thomsonreuters.dk/app/document?stid=dk-doclink&doclink=U19961300-01&crumb-action=append&crumb-label=U.2011.984H+En+r%C3%A6kke+borgere+havde+retlig+interesse+i+domstolspr%C3%B8velse+af%2C+om+procedurereglerne+i+grundlovens+%C2%A7+20+skulle+have+v%C3%A6ret+iagttaget+ved+Danmarks+tiltr%C3%A6delse+af+Lissabon-traktaten.&crumb-uri=%2Fapp%2Fdocument%3Fdocguid%3Di9F501CE5068CC52CE040DF0A17650A48

91

7. ADMINISTRATIVE AFGØRELSER OG UDTALELSER 7.1 DATATILSYNET BEHANDLING AF FØLSOMME PERSONOPLYSNINGER I CLOUD-LØSNING

Den 12. februar 2010 anmodede Odense Kommune Datatilsynets om en forudgående udtalelse vedrørende kommunens påtænkte anvendelse af en Google Apps online kontorpakke med kalender og dokumenthåndtering. Odense Kommune ønskede, at lærerne skulle anvende løsningen til registrering af oplysninger om planlægning af undervisningen og evaluering af undervisningsforløb samt de enkelte elevers faglige udvikling. Herudover skulle lærerne foretage notater om klasser og elevers samarbejde og udarbejde skrivelser til forældrene vedrørende deres børn. Løsningen ønskedes endvidere anvendt, ved planlægning og invitation til møder og information om undervisningsrelaterede aktiviteter. Ifølge Odense Kommune ville der bl.a. indgå følsomme oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold. Datatilsynet udtalte, at tilsynet ikke tidligere har udtalt sig om anvendelse af en cloud-løsning på et konkret område. Da den foreliggende sag vedrørte personoplysninger af følsom karakter, fandt Datatilsynet behov for grundigt at overveje, om den beskrevne cloud-løsning vil leve op til de krav, som gælder, når en dansk forvaltningsmyndighed behandler sådanne oplysninger om borgere. Som sagen forelå, var det Datatilsynets opfattelse, at der på en række punkter, var problemer i forhold til kravene i persondataloven og sikkerhedsbekendtgørelsen. For eksempel forudsætter overførsel af oplysninger til datacentre i andre usikre tredjelande end USA, at der er et lovligt grundlag for overførslen, og at der er søgt tilladelse fra Datatilsynet. Endvidere fandt Datatilsynet, at Odense Kommunes risikovurdering ikke var tilstrækkelig, og Datatilsynet anbefalede derfor, at kommunen benyttede ENISA's tjekliste. Datatilsynet fandt desuden, at kommunens databehandleraftale ikke levede op til persondatalovens krav om, at Google udelukkende må handle efter instruks fra kommunen. Endelig fandt Datatilsynet det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at sikkerhedsbekendtgørelsens og persondatalovens krav vil blive opfyldt vedrørende sletning af data, transmission og login, kontrol med afviste adgangsforsøg og hvilke oplysninger der logges samt hvor længe loggen opbevares.

92

Datatilsynet udtalte derfor, at tilsynet ikke var enig i Odense Kommunes vurdering af, at fortrolige og følsomme oplysninger om elever og forældre kunne behandles i Google Apps. Reference

Datatilsynet

Udtalelse af 3. februar 2011

Journalnummer: 2010-52-0138

KOMMUNERS KRAV OM AT ANSATTE SKAL BRUGE NEMID

Kommunernes Landsforening (KL) anmodede den 16. juni 2011 Datatilsynet om en udtalelse vedrørende det forhold, at flere kommuner stiller krav om, at kommunens medarbejdere skal anvende deres personlige NemID som en del af kommunens log-in procedure. Datatilsynet udtalte, at det fremgår af persondatalovens § 41, stk. 3, at der skal træffes de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, samt mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven. En personlig NemID er karakteriseret ved, at den samme brugeridentifikation og adgangskode giver adgang til en række forskellige tjenester og systemer mv. NemID giver også adgang til at underskrive digitalt, og denne underskrift kan forpligte på samme måde, som en fysisk underskrift. Dette medfører, at en kompromittering af den enkelte brugers adgangskode i én sammenhæng samtidig medfører en risiko for uberettiget adgang til data og afgivelse af forpligtende underskrifter i andre sammenhænge. Offentligt ansattes anvendelse af personlig NemID som adgangsgivende til myndighedens systemer i arbejdsmæssig sammenhæng var efter Datatilsynets opfattelse ikke i overensstemmelse med persondatalovens § 41, stk. 3. Datatilsynet lagde blandt andet vægt på, at ved brug af medarbejdersignatur har myndigheden fuld kontrol med uddelegering og spærring af medarbejderens rettigheder og adgange. Det samme er ikke tilfældet med en personlig NemID, hvor medarbejderen selv kan åbne, spærre og genåbne signaturen. Derfor vil brugen af personlig NemID som log-in hos en myndighed kræve, at myndigheden etablerer særlige foranstaltninger, der gør, at medarbejderens autorisation og adgange kan styres alt efter medarbejderes tilknytning til myndigheden.

93

Datatilsynet lagde også vægt på, at NemID i anden sammenhæng giver adgang til medarbejdernes personlige oplysninger, hvorfor medarbejderne selv skal have kontrollen over, hvordan adgangskoden anvendes, herunder de sikkerhedsmæssige forhold i det miljø, hvori adgangskoden indtastes. Dette er ikke tilfældet, når adgangskoden skal anvendes på arbejdspladsen.

Reference

Datatilsynet

Udtalelse af 29. august 2011

Journalnummer: 2011-323-0246

94

7.2 FLYGTNINGENÆVNET FLYGTNINGENÆVNETS AFGØRELSE SRIL/2011/1

Flygtningnævnet stadfæstede i januar 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, hvorved den pågældende kan udsendes af Danmark. Anvendelse af EMRK førte ikke til et andet resultat. Klageren var en etnisk tamil og kristen, født i 1984 og stammede fra en navngiven by på Jaffna-halvøen. Klageren blev i 1989 som fireårig familiesammenført med faderen sammen med sin mor og ældre bror. Faderen havde i 1989 opnået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 (de-facto status). I 1991 blev ansøgeren ligeledes meddelt opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. Klageren blev i slutningen af 2008 idømt en fængselsstraf på fire år og seks måneder for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 261, stk. 2, og § 288, stk. 1, nr. 1. Klageren blev samtidig udvist af landet med indrejseforbud for bestandig. Klagerens opholdstilladelse var derfor bortfaldet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Da klageren havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, skulle der efter udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kunne udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren havde ifølge sin forklaring aldrig været medlem af et politisk eller religiøst parti, organisation, forening eller lignende. Han havde aldrig deltaget i demonstrationer, møder eller på anden måde været politisk aktiv, idet han ikke havde haft interesse herfor. Han havde intet kendskab til politiske partier i Sri Lanka. Klageren havde ikke været i Sri Lanka, siden han var fire år, og havde derfor ikke været i myndighedernes søgelys. Klageren havde oplyst, at faderen var aktiv i LTTE, før han udrejste til Danmark, og klageren frygtede, at myndighederne vil genkende ham på navnet og efterstræbe ham på grund af faderens aktiviteter. Klageren kendte ikke nærmere til faderens aktiviteter, der lå langt tilbage i tiden, og familien havde næsten aldrig talt om forholdene i Sri Lanka. Flygtningenævnet lagde efter klagerens oplysninger til grund, at det forhold, at regeringsstyrker, før klageren udrejste, ransagede familiens bolig, var led i en generel aktion, der omfattede andre tamilske boliger i området, og således ikke konkret rettet mod klagerens familie. For så vidt angår klagerens efternavn fremgik det af Udenrigsministeriets notat fra sommeren 2010, at klagerens efternavn ikke var et udsædvanligt navn i Sri Lanka, og at der ikke er risiko for, at myndighederne vil straffe en person på grund af dette navn alene. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at klageren i forhold til

95

myndighederne kunne anses for profileret på grund af faderens aktiviteter eller sit navn. Klageren havde yderligere anført, at han ved en tilbagevenden frygtede at blive udsat for dobbeltstraf for de forbrydelser, som han havde begået i Danmark. Flygtningenævnet henviste i den forbindelse til Udenrigsministeriets notat fra sommeren 2010, hvoraf fremgår, at kilden ikke havde kendskab til tilfælde, hvor en person, der tidligere var dømt for forbrydelser i et andet land, var blevet retsforfulgt og dømt for det samme forhold i Sri Lanka. Flygtningenævnet fandt allerede af denne grund, at der ikke var grundlag for at antage, at klageren ville risikere en straf, der måtte anses for umenneskelig eller nedværdigende. Klageren havde også påberåbt sig risikoen for kidnapning eller andre overgreb fra grupper eller organisationer, der samarbejdede med myndighederne, og som klageren derfor ikke kunne opnå myndighedernes beskyttelse imod. Klageren havde ikke konkretiseret hvilke grupperinger, der var tale om, og henvisete alene til en generel risiko, der ikke i sig selv kunne anses for asylbegrundende. På baggrund af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 17. juli 2008 i sagen N.A. mod UK og baggrundsoplysningerne om de nuværende forhold i Sri Lanka fandt Flygtningenævnet, at klageren ikke kunne anses for at være i asylbegrundende risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, herunder i en reel risiko for overgreb omfattet af EMRK artikel 3, ved en tilbagevenden til Sri Lanka. Flygtningenævnet bemærkede, at det forhold, at klageren som etnisk tamil med baggrund i det nordlige Sri Lanka ved indrejse i landet, herunder via Columbo lufthavn, ville kunne risikere at blive udspurgt af myndighederne, ikke førte til en ændret asylretlig vurdering. Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at klageren ved tilbagevenden til Sri Lanka risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 2, eller at han ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet tiltrådte, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse af klageren til Sri Lanka. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse. Reference

Flygtningenævnet

Sril/2011/1

96

7.3 FOLKETINGETS OMBUDSMAND OPHAVSRET IKKE TIL HINDER FOR INDSIGT I DATABASE

En journalist klagede til ombudsmanden over, at Miljøministeriet havde givet ham afslag på indsigt i databasen ”Danmarks Højdemodel”. Ministeriet havde begrundet afslaget med, at to private firmaer havde ophavsret til databasen, og at det ville indebære en nærliggende risiko for at firmaerne led et økonomisk tab af betydelig størrelse, hvis ministeriet imødekom journalistens anmodning om indsigt. Ombudsmanden udtalte, at bestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, efter omstændighederne kunne give adgang til at nægte aktindsigt for at beskytte ophavsretten. Hvis aktindsigt skulle afslås for at beskytte ophavsretten, krævede det dog efter ombudsmandens opfattelse, at det måtte antages at aktindsigtsanmodningen skulle tjene et retsstridigt formål. Bevisbyrden for at en aktindsigtsanmodning måtte antages at skulle tjene et retsstridigt formål, måtte påhvile myndigheden. Ud fra en samlet vurdering var det ombudsmandens opfattelse, at ministeriet ikke på baggrund af det som journalisten havde anført under sagen, eller på baggrund af hans adfærd under sagen, havde tilstrækkelig anledning til at lægge til grund at det måtte antages, at højdemodellen ville blive offentliggjort retsstridigt, hvis han fik indsigt i den. Ombudsmanden mente derfor ikke, at ministeriet havde kunnet afslå at give journalisten aktindsigt i databasens oplysninger. Reference

Folketingets Ombudsmand

22. marts 2011

Sags. Nr. 2011 9-1

Journal nr. 2010-0306-1011

UDLÆNDINGESERVICE UNDLOD AT EFTERSØGE FAMILIE TIL BØRN INDREJST ALENE I

DANMARK

En advokat klagede på vegne af et flygtningebarn bl.a. over, at Udlændingeservice ikke havde iværksat en eftersøgning af barnets morbror, efter at barnet var rejst alene ind i Danmark. Advokaten henviste til, at Udlændingeservice efter udlændingeloven var forpligtet til at eftersøge morbroren som den eneste tilbageværende slægtning efter forældrenes død. Det fulgte af reglerne, at eftersøgning af familiemedlemmer skulle iværksættes,

97

hurtigst muligt efter at barnet var kommet til landet og havde fået udpeget en repræsentant. Mens ombudsmanden behandlede sagen, fandt han ud af, at det havde været Udlændingeservices praksis først at indlede eftersøgningen, når barnet havde fået afslag på opholdstilladelse og stod for at skulle sendes ud af landet. Udlændingeservice havde over for ombudsmanden desuden henvist til, at man gik ud fra, at det var tilstrækkeligt, at opfordre barnet til selv at iværksætte eftersøgning gennem Internationalt Røde Kors. Det var ombudsmandens opfattelse, at Udlændingeservices praksis ikke opfyldte eftersøgningspligten som fastsat i 2007-udlændingeloven. Ombudsmanden anså det desuden for meget beklageligt, at Udlændingeservice ikke i den konkrete sag havde iværksat en eftersøgning af barnets morbror hurtigst muligt efter, at barnet var rejst ind i Danmark. Udlændingemyndighederne oplyste over for ombudsmanden, at de fremover på forskellig vis ville sørge for, at der hurtigst muligt efter indrejsen blev iværksat eftersøgning af familiemedlemmer til uledsagede børn. Ombudsmanden bad om at blive holdt orienteret om erfaringerne med de tiltag myndighederne havde iværksat. Reference


10. oktober 2011

Sags nr. 2011 10-2

Journal nr. 2010-0540-6462

UACCEPTABEL OG SÆRDELES KRITISABEL SAGSBEHANDLING I SAG OM

VOLDSOFFERERSTATNING

En kvinde søgte i 2005 erstatning som voldsoffer hos det grønlandske erstatningsnævn. I 2009 klagede kvinden til ombudsmanden over nævnets behandling af sagen. Ombudsmanden udtalte, at det efter hans opfattelse var beklageligt, at det grønlandske erstatningsnævn pålagde kvindens advokat at stå for hele forberedelsen af sagen, at det var en beklagelig fejl, at nævnet i et brev af 6. november 2006 rådede advokaten til at kontakte en forkert myndighed, og at det var meget kritisabelt, at nævnet først rettede fejlen efter mere end 1 år og 10 måneder. Ombudsmanden udtalte samtidig, at sagsbehandlingstiden var meget kritisabel, ligesom det var hans opfattelse, at det var kritisabelt, at erstatningsnævnet ikke

98

på eget initiativ underrettede kvindens advokat om, at sagen ikke blev behandlet færdig i marts 2006 som stillet i udsigt, og at det var overordentligt kritisabelt at der gik næsten 3 måneder, før nævnet svarede på en fax af 27. april 2006, hvor kvindens advokat rykkede for oplysning om, hvornår der ville blive truffet afgørelse. Samlet var det Folketingets Ombudsmands opfattelse, at der var tale om en uacceptabel og særdeles kritisabel sagsbehandling i sagen. Ombudsmanden henstillede til det grønlandske erstatningsnævn at overveje, om der burde fastsættes egentlige målsætninger for nævnets sagsbehandlingstider. Da der efter ombudsmandens opfattelse, var begået fejl og forsømmelser af større betydning i sagen, underrettede ombudsmanden Folketingets Retsudvalg og justitsministeren om sagen. Reference


14. oktober 2011

Sags nr. 2011 5-3

Journal nr. 2009-0911-600

MYNDIGHEDER MÅ BRUGE OPLYSNINGER FRA ÅBNE FACEBOOK-PROFILER

SKAT brugte en medarbejders private Facebook-profil til at indsamle oplysninger om en kvinde fra hendes Facebook. Kvinden havde en åben profil, hvilket indebar, at alle brugere af Facebook kunne se de oplysninger, der lå om hende på Facebook. Kvinden følte sit privatliv krænket, og klagede til Datatilsynet som sendte klagen videre til Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden udtalte, at de standardvilkår, som Facebook har udarbejdet, om brugen af Facebook, er aftalevilkår der regulerer det privatretlige forhold mellem Facebook og dets brugere. Standardvilkårene har ingen retsvirkning i forhold til forvaltningsmyndigheder i Danmark, som er underlagt offentligretlige regler og grundsætninger. I den konkrete sag var SKAT underlagt officialprincippet og reglerne i persondataloven. Ombudsmanden udtalte også, at hvis en person har en så åben profil på Facebook, at alle brugere af Facebook kan se de oplysninger der ligger om personen, er der i realiteten tale om at oplysningerne er offentligt tilgængelige. Det samme kan efter omstændighederne være tilfældet, hvis en person, som i øvrigt har begrænset tilgængelighed til sin Facebook, har et meget stort antal ’venner’ på Facebook. Også i dette tilfælde kan oplysningerne om personen blive offentligt tilgængelige.

99

Personoplysninger, der er offentligt tilgængelige, kan som udgangspunkt frit behandles af myndighederne. Det fremgår af persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 3. Udgangspunktet om fri behandling begrænses dog af persondatalovens § 5 om god databehandlingsskik. Myndigheder må kun behandle personoplysninger, hvis det er sagligt, og oplysningerne er relevante for sagen. Ombudsmanden kunne ikke kritisere, at SKAT havde indsamlet oplysninger via en medarbejders private Facebook-profil. Medarbejderen anvendte nemlig ikke en falsk profil og behøvede ikke, således som den pågældende kvinde havde etableret sin Facebook-profil, at give sig til kende over for hende for at få oplysningerne. Reference


9. november 2011

Sags nr. 2011 15-1

Journal nr. 2011-2657-2091

100

7.4 LIGEBEHANDLINGSNÆVNET LIGEBEHANDLINGSNÆVNETS AFGØRELSE NR. 33 / 2011 (NATIONALITET)

Det var forskelsbehandling pga. national oprindelse, at en klager med russisk baggrund, fik afslag på en stilling som underviser og oversætter i russisk og engelsk. Indklagede oplyste, at de kun ansatte danskere eller englændere til at undervise i engelsk. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr. Reference

Ligebehandlingsnævnet

2. marts 2011

Afgørelse nr. 33/2011

J.nr. 2500191-10

LIGEBEHANDLINGSNÆVNETS AFGØRELSE NR. 48 / 2011 (KØN)

Indklagede annoncerede i et stillingsopslag efter en "initiativrig Qvinde", til en stilling som journalist/redaktionssekretær. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at betegnelsen "initiativrig Qvinde" ikke kunne opfattes på anden måde end, at indklagede søgte efter en kvinde til stillingen og fandt, at indklagede havde handlet i strid med ligebehandlingsloven. Reference


15. april 2011


J.nr. 2500155-10

LIGEBEHANDLINGSNÆVNETS AFGØRELSE NR. 50 / 2011 (ETNISK OPRINDELSE)

Studerende med en eksamen fra det gymnasiale indslusningsforløb for flygtninge og indvandrere, kunne ikke få justeret deres karaktergennemsnit ved ansøgning om optagelse på en videregående uddannelse efter reglerne om bonus for tidlig studiestart. Ligebehandlingsnævnet fandt, at forskelsbehandlingen var objektivt begrundet i det saglige formål, at opbygningen af det danske gymnasiale system, gør at GIF-forløbet ikke er at anse for en egentlig eller hel gymnasial uddannelse. Reference


101

29. april 2011


J.nr. 2500135-10

LIGEBEHANDLINGSNÆVNETS AFGØRELSE NR. 79 / 2011 (ALDER)

Klager blev opsagt fra sin stilling som pilot. Indklagede havde ved opsigelsen fulgt et senioritetsprincip baseret på en senioritetsliste der var inddelt i grupper, primært efter ansættelsesåret, sekundært efter pilotens alder. Ligebehandlingsnævnet fandt, at indklagede havde overtrådt forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder. Nævnet lagde vægt på, at det i forbindelse med opsigelsen kun var en del af de piloter der var en del af klagers rekrutteringsår, der var blevet opsagt. Det betød, at alderskriteriet indgik i vurderingen, da indklagede havde afskediget de medarbejdere, der stod nederst på listen, idet de var de yngste medarbejdere indenfor det pågældende rekrutteringsår. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 350.000 kr. Ved godtgørelsens størrelse blev der lagt vægt på at klager var blevet tilbudt genansættelse. Reference


18. maj 2011


J.nr. 2500221-10

Se også afgørelse nr. 61-80/2011


En bank afviste at oprette en konto til en somalisk forening, fordi der var tale om en samlekonto, og fordi pengene skulle sendes til Somalia. Ligebehandlingsnævnet fandt, at afvisningen ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager fik ikke afslag på at oprette kontoen på grund af foreningens medlemmers etniske oprindelse, men fordi pengene skulle sendes til Somalia, som flere analyser udpegede som et risikoland i forbindelse med hvidvask og finansiering af terrorisme. Reference


10. juni 2011


102

J.nr. 2500296-10

LIGEBEHANDLINGSNÆVNETS AFGØRELSE NR. 108 / 2011 (RELIGION)

En kvinde klagede over, at en kristen organisation i et jobopslag stillede krav om, at ansøgere til en stilling som sekretær skulle være kristne og medlem af en kirke eller menighed. Ligebehandlingsnævnet fandt, at uanset, at det af stillingsopslaget ikke fremgik, at sekretærens opgaver ikke ville adskille sig fra, hvad en sekretær i en ikke-kristen organisation vil kunne forventes at skulle varetage, havde organisationen ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Nævnet lagde afgørende vægt på, at den pågældende skulle være personlig sekretær for organisationens landsleder, og at stillingen ville indebære arbejde indenfor den indklagede organisations kerneopgaver. Forholdet var derfor omfattet af undtagelsen til forbuddet mod forskelsbehandling i forskelsbehandlingsloven Reference


29. juni 2011


J.nr. 2500279-10


En 33-årig mand klagede over, at han flere gange i løbet af optagelsesprocessen til den civile flylederuddannelse var blevet afvist, fordi han var for gammel. Indklagede havde derfor handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 35.000 kr. Reference


29. juni 2011


J.nr. 2500006-11

LIGEBEHANDLINGSNÆVNETS AFGØRELSE NR. 113 / 2011 (SEKSUEL ORIENTERING)

En mand klagede over, at en klinik tilbød gratis hiv-test til bøsser og mænd, der havde sex med andre mænd. Klager mente, at der var tale om forskelsbehandling af kvinder og heteroseksuelle mænd.

103

Ligebehandlingsnævnet fandt, at sagen ikke var omfattet af nævnets kompetence. Ligebehandlingsnævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den ydelse, som den indklagede klinik tilbød, var gratis. Det fremgår af forarbejderne til ligestillingsloven, at varer og tjenesteydelser, der ikke normalt leveres mod betaling, som udgangspunkt ikke vil være omfattet af loven. Reference


12. august 2011


J.nr. 2500039-11


Et talentshow havde et krav om, at deltagere skulle have permanent opholdstilladelse for at kunne deltage i pre-castingen til showet. En klager mente, at der var tale om forskelsbehandling og klagede over producenten af talentshowet og over tv-kanalen, hvor talentshowet blev vist. Ligebehandlingsnævnet fandt, at deltagelse i et talentshow ikke var omfattet af forskelsbehandlingsloven eller lov om etnisk ligebehandling. Nævnet havde derfor ikke kompetence til at behandle klagen. Reference


26. august 2011


J.nr. 2500248-10

LIGEBEHANDLINGSNÆVNETS AFGØRELSE NR. 136 / 2011

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en kommune afskedigede en pædagogmedhjælper af anden etnisk oprindelse end dansk fra sin stilling på hendes danskkundskaber. Klager blev derfor tilkendt en godtgørelse på 175.000 kr. Reference


30. september 2011


J.nr. 2500001-11

104


En mandlig taxachauffør af anden etnisk oprindelse end dansk, klagede over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med uddeling af taxatilladelser. Ligebehandlingsnævnet fandt, at indførelse af kriteriet om dokumenteret uddannelse kan indebære en indirekte forskelsbehandling. Klager fik derfor medhold i, at indklagede ved indførelse af kriteriet om dokumenteret uddannelse vil handle i strid med forskelsbehandlingsloven. Reference


30. september 2011


J.nr. 2500024-11


Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at et rengøringsfirma afskedigede en 65-årig inspektør/serviceleder, da der på grund af omsætningsnedgang skulle reduceres i antallet af medarbejdere. Ligebehandlingsnævnet fandt, at indklagede havde godtgjort, at afskedigelsen var objektivt begrundet i et sagligt formål, da klager tidligere havde fået en skriftlig advarsel. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at afslaget på fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven, til klager, der på fratrædelsestidspunktet var berettiget til folkepension, var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling. Reference


5. oktober 2011


J.nr. 2500021-11


Det var i strid med ligebehandlingsloven, at en tjenestemandsansat flyveleder blev afskediget fra sin stilling på grund af alder. Afskedigelsen skete i overensstemmelse med en gammel aftale fra 1988 om den pligtige afgangsalder for flyveledere. Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at indklagede havde godtgjort, at afskedigelsen var objektivt begrundet i et sagligt formål. Klager fik derfor

105

medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 100.000 kr. Nævnet afsagde dissens for så vidt angik godtgørelsens størrelse. Reference


5. oktober 2011


J.nr. 2500197-10

LIGEBEHANDLINGSNÆVNETS AFGØRELSE NR. 151 / 2011 (BARSEL)

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at en handicaphjælper blev afskediget, mens hun var på barselorlov. Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at klager var én ud af fem handicaphjælpere i et team, hvor alle hjælpere udførte de samme opgaver. Indklagede havde ikke godtgjort, at der var saglige grunde til at afskedige klager frem for en af de øvrige hjælpere, og at klagers barselorlov ikke havde været en medvirkende årsag til, at hun blev afskediget. Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 240.000 kr. Reference


14. oktober 2011


J.nr. 2500088-11


Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en 39-årig mand søgte et job i en virksomhed, der i stillingsannoncen søgte medarbejdere under 20 år. Klager fik herefter afslag på sin ansøgning. Ligebehandlingsnævnet fandt, at indklagede havde udsat klager for forskelsbehandling. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr. Nævnet afsagde dissens for så vidt angik godtgørelsens størrelse. Reference


14. oktober 2011


J.nr. 2500059-11


Det var i strid med ligestillingsloven, at et diskotek havde forskellige fordelagtige

106

tilbud til deres kvindelige gæster, heriblandt gratis entré og en gratis drink. Samtidig fandt Ligebehandlingsnævnet, at indklagede havde udøvet indirekte forskelsbehandling ved, at tilbuddene efterfølgende var gældende for alle, der kom på diskoteket iklædt dametøj. Klager fik medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 2.500 kr. Reference


14. oktober 2011


J.nr. 2500034-11


En alkoholbehandler blev afskediget under sin graviditet. Nævnet lagde vægt på, at indklagede ikke havde dokumenteret, at klager ikke kunne påtage sig arbejde med ambulant behandling på lige fod med de øvrige ansatte, der var beskæftiget med dette. Indklagede havde derfor ikke løftet bevisbyrden for, at klagers graviditet ikke havde været medvirkende årsag til, at hun blev afskediget. Godtgørelse på 260.000 kr. Reference


14. oktober 2011


J.nr. 2500026-11


Ligebehandlingsnævnet kunne ikke behandle en mands klage over, at der afholdtes en traditionel herrefrokost, hvor kvinder ikke havde adgang. Ligebehandlingsnævnet fandt ikke, at klager var klageberettiget i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt kvinder bliver forskelsbehandlet. Nævnet lagde vægt på, at klager som mand ikke har en konkret retlig interesse i forhold til spørgsmålet om forskelsbehandling af kvinder. Der var således ikke tale om, at klager selv vil være udelukket fra at deltage i frokosten på grund af sit køn. Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klagen. Reference


11. november 2011


107

J.nr. 2500223-11


Det var i strid med ligebehandlingsloven, at en gravid kvinde blev afskediget fra sin stilling som social- og sundhedsassistent. Nævnet fandt ikke, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen af klager hverken helt eller delvist var begrundet i hendes graviditet og den forestående barselorlov. Klager fik derfor medhold, og blev tilkendt en godtgørelse på 230.000 kr. Reference


11. november 2011


J.nr. 2500138-11


En chauffør blev opsagt pr. sms umiddelbart efter, at han havde meddelt sin arbejdsgiver, at hans kæreste var ved at føde. Ligebehandlingsnævnet fandt, at der på grund af den nære tidsmæssige sammenhæng med meddelelsen om fødslen og opsigelsen, var en formodning for, at ligebehandlingsprincippet var blevet krænket. Arbejdsgiveren havde ikke godtgjort, at fødslen ikke var medvirkende årsag til opsigelsen. Opsigelsen var derfor i strid med ligebehandlingsloven, og klager blev tilkendt en godtgørelse på 130.000 kr. Reference


11. november 2011


J.nr. 2500055-11

Sagen verserer ved domstolene.


En mand med anden etnisk baggrund end dansk, blev afvist fra et diskotek. Diskoteket havde begrundet afvisningen i sikkerhedsmæssige årsager. Ligebehandlingsnævnets afgørelse blev afsagt med dissens. To af nævnets medlemmer mente, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager var blevet afvist på grund af hans anden

108

etniske baggrund, og at diskoteket ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at der ikke var sket forskelsbehandling på grund af etnicitet. Et medlem mente, at der ikke var enighed mellem parterne, om grunden til at klager var blevet afvist, og at sagen derfor skulle afvises. Nævnet traf afgørelse efter flertallets bestemmelse og fandt, at diskoteket havde handlet i strid med lov om etnisk ligebehandling. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr. Reference


25. november 2011


J.nr. 2500096-11


Et internet datingsite tilbød kvinder at oprette en gratis VIP profil. Mænd skulle betale for at oprette en tilsvarende profil. Ligebehandlingsnævnet fandt, at det var i strid med ligestillingsloven, og klager blev tilkendt en godtgørelse på 2.500 kr. Reference


9. december 2011


J.nr. 2500190-11


En klagers tidsbegrænsede ansættelse i en virksomhed ophørte på klagerens 63 års fødselsdag. Klageren mente, at det var forskelsbehandling på grund af alder. Klageren var på tidspunktet for aftalens indgåelse direktør for virksomheden og havde selv været med til at forhandle ansættelseskontraktens vilkår. Ligebehandlingsnævnet fandt, at klageren ikke kunne påberåbe sig, at indklagede skulle have handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at klageren som direktør havde haft en betydelig medindflydelse på kontraktens indhold, herunder tidspunktet for udløb af den midlertidige ansættelse. Reference

109


14. december 2011


J.nr. 2500061-11


En kvinde på 34 år fik afslag på en ansøgning til en stilling som kontorelev. Af stillingsopslaget fremgik det, at indklagede søgte tre kontorelever. I den uddybende begrundelse for afslaget på sin ansøgning, fik klager at vide, at indklagede ikke ville ansætte voksenelever, fordi lønomkostningerne herved var for høje. Sagen blev behandlet på et principielt møde i Ligebehandlingsnævnet. Ved mødet deltog fem nævnsmedlemmer. Afgørelsen blev afsagt med dissens. Tre medlemmer fandt, at klager havde skabt en formodning for, at der var sket forskelsbehandling på grund af alder, og at indklagede ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Den omstændighed, at indklagede henviste til øgede lønomkostninger kunne ikke føre til et andet resultat. To medlemmer fandt, at henvisningen til lønomkostninger ikke kunne medføre, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at indklagede havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Nævnet traf afgørelse efter flertallets bestemmelse og fandt, at indklagede havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr. Reference


14. december 2011


J.nr. 2500090-11


En kvinde på 37 år fik afslag på en ansøgning til en stilling som kontorelev. Indklagede oplyste i den uddybende begrundelse for afslaget, at de havde prioriteret at ansætte to yngre mennesker på 20 og 21 år.

110

Ligebehandlingsnævnet fandt, at indklagede havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven ved at lægge vægt på klagerens alder. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr. Reference


14. december 2011


J.nr. 2500053-11

111

8. LOVFORSLAG OG HØRINGSSVAR 8.1 LOVFORSLAG FOLKETINGSÅRET 2010-11 L 99 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL SERVICE ((ALARM- ELLER

PEJLESYSTEMER OVER FOR BØRN OG UNGE MED NEDSAT PSYKISK FUNKTIONSEVNE

ANBRAGT I DØGNINSTITUTION ELLER PÅ OPHOLDSSTED)

Baggrund Med loven kan en kommunalbestyrelse efter ansøgning fra en døgninstitution eller et opholdssted i særlige tilfælde beslutte, at der for en afgrænset periode anvendes personlige alarm- eller pejlesystemer over for børn og unge, der er anbragt på en døgninstitution eller et opholdssted, og som har en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne. Anvendelsen kan ske, når der er risiko for, at barnet eller den unge udsætter sig selv eller andre for at lide personskade ved at forlade døgninstitutionen eller opholdsstedet, og når det personlige alarm- eller pejlesystem kan bidrage til at afværge denne risiko. Anvendelse af alarm- eller pejlesystem kræver samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, og anvendelsen må ikke erstatte det pædagogiske arbejde hos det professionelle personale på anbringelsesstedet. Instituttets bemærkninger Instituttet anbefaler, at der med henblik på at styrke de pågældende børn og unges menneskeretlige beskyttelse både i lovforslaget og i bekendtgørelsesform opstilles klarere retningslinjer for afgørelsen om og anvendelsen af alarm- og pejlesystemerne i praksis. Instituttet anbefaler desuden, at det præciseres i lovforslaget, hvem der har kompetence til at foretage vurderingen om anvendelse af alarm- eller pejlesystem og at det fremgår direkte af loven, hvor længe en afgørelse om anvendelse af alarm- eller pejlesystemer kan gælde. Med henblik på at sikre, at alarm- eller pejlesystemer ikke anvendes unødigt over for børn og unge, anbefaler instituttet, at afgørelser herom træffes for så kort tid som muligt og under alle omstændigheder for kortere tid end otte måneder. Reference

112

Lov om ændring af lov om social service (Alarm- eller pejlesystemer over for børn og

unge med nedsat psykisk funktionsevne anbragt i døgninstitution eller på opholdssted)

Lov nr. 26. februar 2011

L99, folketingsåret 2010-11

Loven trådte i kraft den 1. marts 2011.

Instituttets høringssvar af 2. oktober 2010 udarbejdet af Sara Westengaard Guldagger

www.ft.dk/samling/20101/lovforslag/L99/index.htm

L 124 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (UDVIDET ADGANG TIL AT

ANVENDE ANONYME VIDNER)

Baggrund Loven indsætter en bestemmelse i retsplejeloven om, at rettens afgørelse om at tillade anonymisering af et vidne træffes på grundlag af en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder eventuelle oplysninger om vidnets forudgående tilknytning til tiltalte og oplysninger om sagens karakter. Lovforslaget indebærer navnlig, at der i retsplejeloven indsættes en bestemmelse om, at rettens afgørelse om at tillade (fuldstændig eller delvis) anonymisering af et vidne træffes på grundlag af en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder eventuelle oplysninger om vidnets forudgående tilknytning til tiltalte og oplysninger om sagens karakter. Herved forudsættes det, at domstolene får en vis udvidet adgang til at tillade anonyme vidner i forhold til, hvad der følger af den gældende lovgivning og de forudsætninger for lovens anvendelse, som er opstillet i den gældende lovs forarbejder. I modsætning til, hvad der fremgår af den gældende lovs forarbejder, forudsættes det således med lovforslaget, at der ikke nødvendigvis skal være tale om såkaldte tilfældighedsvidner (vidner uden nogen tilknytning til tiltalte) for, at anonym vidneførsel kan anvendes. I øvrigt fastslås det, at adgangen til at anvende anonyme vidner ikke i alle tilfælde er begrænset til sager, hvor der er tale om særlige former for kriminalitet (grov og mere organiseret kriminalitet), og hvor der foreligger egentlige trusler mod det pågældende vidne. Baggrunden for lovforslaget er hensynet til vidners sikkerhed og til at beskytte vidner mod trusler og repressalier og hensynet til retshåndhævelsen. For eksempel kan frygten for repressalier betyde, at man svækker muligheden for at bekæmpe kriminalitet. Over for hensynet til vidners sikkerhed og hensynet til retshåndhævelsen står hensynet til tiltalte og tiltaltes mulighed for at forsvare sig. Det indebærer efter Justitsministeriets opfattelse, at der også fremover burde være meget snævre rammer for at kunne vidne anonymt.

http://www.ft.dk/samling/20101/lovforslag/L99/index.htm

113

Instituttets bemærkninger Instituttet finder, at de foreslåede ændringer af reglerne om adgangen til at anvende anonyme vidner ikke krænker menneskeretlige for¬plig¬telser, idet det forudsættes, at de begrænsninger, der følger af menneskeretten, herunder særligt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 6 og proportionalitetsprincippet, respekteres. Reference Lov om ændring af retsplejeloven (Udvidet adgang til at anvende anonyme vidner)

Lov nr.292 af 11. april 2011.

L 124, folketingsåret 2010-11

Loven trådte i kraft den 1. maj 2011

Instituttets høringssvar af 14. januar 2011 udarbejdet af Sara Westengaard Guldagger

www.ft.dk/samling/20101/lovforslag/L124/index.htm#dok

L 133 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (FORENKLING AF

BØDESAGSPROCESSEN)

Baggrund Loven giver domstolene mulighed for at afsige udeblivelsesdom i sager, hvor der er udstedt bødeforelæg, uden at der holdes et retsmøde. Dette gælder dog ikke, hvis den tiltalte ansøger om at få sagen behandlet i et retsmøde. Formålet med loven er en bedre udnyttelse af ressourcerne og større fleksibilitet i at varetage opgaverne hos anklagemyndigheden og ved domstolene. Ordningen betyder, at retten – uden selv at rette henvendelse til den tiltalte forinden – vil kunne afsige udeblivelsesdom uden retsmøde, hvis modtageren af bødeforelægget hverken vedtager bødeforelægget eller anmoder om et retsmøde. Dette gælder, hvis der ikke er omstændigheder, der taler imod det. Instituttets bemærkninger Instituttet anbefaler at der indføres adgang til dispensation med hensyn til genoptagelsesfristen på 14 dage i særlige tilfælde, f.eks. hvor en domfældt godtgør at have været forhindret i at anmode om et retsmøde på grund af omstændigheder, der ikke kan tilregnes den pågældende, eller fordi brevet om retsmøde ikke rettidigt kom til den pågældendes kundskab, og brevet med udskrift af udeblivelsesdommen ikke er kommet til den pågældendes kundskab inden for de 14 dage, hvor genoptagelsesfristen løber.

http://www.ft.dk/samling/20101/lovforslag/L124/index.htm#dok

114

Instituttet anbefaler endvidere, at der indføres en vejledningspligt således, at der i forbindelse med udsendelse af udeblivelsesdommen er pligt til at vejlede om adgangen til at begære sagen genoptaget. Instituttet anbefaler endelig, at forholdet til EMRK artikel 6 behandles i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Reference

Lov om ændring af retsplejeloven (Forenkling af bødesagsprocessen)

Lov nr. 411 af 9. maj 2011


Loven trådte i kraft den 1. september 2011



L 134 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN OG LOV OM ERSTATNING

FRA STATEN TIL OFRE FOR FORBRYDELSER (UNDERRETNING VED UDGANG OG

LØSLADELSE M.V. OG UDVIDELSE AF FRISTEN FOR POLITIANMELDELSE VED

ERSTATNING FRA STATEN TIL OFRE FOR FORBRYDELSER)

Baggrund Formålet med loven er at styrke indsatsen over for ofre for forbrydelser. Loven indfører en ordning, så ofre for grovere overtrædelser af straffeloven kan blive underrettet - hvis de beder om det - første gang gerningsmanden får uledsaget udgang fra fængslet, og når gerningsmanden løslades eller eventuelt undviger fra fængslet. Underretning kan afslås, hvis væsentlige hensyn til gerningsmanden taler for det, f.eks. ved risiko for misbrug af oplysningerne. Formålet med ordningen er at afhjælpe den psykiske belastning, som det kan være for nogle ofre at leve i uvished om, hvornår gerningsmanden atter er på fri fod. Loven forlænger desuden den frist for politianmeldelse, som et offer sædvanligvis skal overholde for at kunne søge om erstatning fra Erstatningsnævnet, fra de hidtil gældende 24 timer, til 72 timer efter at forbrydelsen er sket. Forældelsesfristen for at få erstatning fra staten regnes først fra det tidspunkt, hvor straffesagen er afsluttet. Instituttets bemærkninger Instituttet finder det af stor vigtighed, at der er et vedvarende fokus på ofrets stilling og er enig i de ændringer, som foreslås i rapporten. Det er posivit, at der


115

indføres særlige regler om, at offeret i videre omfang end i dag kan blive underrettet om, at gerningsmanden får udgang eller løslades fra fængsel mv. Forslaget indeholder efter instituttets opfattelse en fornuftig afvejning af hensynet til henholdsvis den forurettede (ofret) og den dømte. Særligt i relation til de mere generelle vurderinger af, om politiet og anklagemyndigheden kan forbedre bistanden til ofre for forbrydelser er instituttet enig i, at informationsmateriale i videst muligt omfang bør målrettes den type forbrydelse, som offeret har været udsat for. Herved kan der tages særlige hensyn til det enkelte offer. I den relation kan der peges på særligt sårbare ofre for forbrydelser, såsom menneskehandlede kvinder eller børn, ofre for hadforbrydelser (ofte relateret til homofobi eller racisme), voldtægtsofre, incestofre for blot at nævne nogle grupper af sårbare ofre. Instituttet er endvidere enig i arbejdsgruppens anbefaling af, at informationsmaterialet gøres tilgængeligt i elektronisk form. Instituttet foreslår i tilknytning hertil, at den løbende revision af informationsma-teriale også indeholder en vurdering af, om materialet bør oversættes til andre sprog for at nå målgruppen. Reference

Lov om ændring af retsplejeloven og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser

(Underretning ved udgang og løsladelse m.v. og udvidelse af fristen for politianmeldelse

ved erstatning fra staten til ofre for forbrydelser)

Lov nr.412 af 9. maj 2011.


Loven trådte i kraft den 1. juli 2011.

Instituttets høringssvar af 24. januar 2011 udarbejdet af Helle Schaumann

www.ft.dk/samling/20101/lovforslag/l134//index.htm

L 145 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM TV-OVERVÅGNING OG LOV OM

BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER (UDVIDELSE AF ADGANGEN TIL TV-

OVERVÅGNING FOR KOMMUNER)

Baggrund Loven giver kommunerne adgang at tv-overvåge visse offentlige steder for at skabe mere tryghed for borgerne. Områderne skal ligge i nær tilknytning til et område, hvor en boligorganisation m.v. foretager tv-overvågning ifølge en polititilladelse.

http://www.ft.dk/samling/20101/lovforslag/l134/index.htm

116

Loven giver kommunerne adgang til at tv-overvåge f.eks. gader eller arealer, der plages af uro og hærværk. Det er en betingelse, at tv-overvågning efter kommunens vurdering fremmer trygheden for borgere, som færdes i det pågældende område. Kommunerne skal først drøfte behovet for tv-overvågningen med politiet, som kan udtale sig om, hvor der f.eks. kan være behov for en særlig tryghedsskabende indsats. Instituttets bemærkninger Tv-overvågning, som beskrevet i lovforslaget, vil kunne udgøre et indgreb i retten til privatliv, jf. EMRK artikel 8. Efter EMRK artikel 8, stk. 2, forudsætter indgreb i privatlivets fred lovhjemmel. En så vidtgående og upræcist angivet adgang for kommuner til at foretage tv-overvågning, som at denne kan foretages “med henblik på at fremme trygheden” uden hertil knyttede nærmere angivne betingelser, opfylder efter instituttets opfattelse ikke hjemmelskravet, således som det er fastlagt efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis. Tv-overvågning bør efter instituttets vurdering kun tillades, hvis det efter en forudgående analyse vurderes at have den tilsigtede effekt. Samtidigt tilsiger proportionalitetsprincippet, at andre foranstaltninger, der ikke medfører billedoptagelse, tydeligt skal have vist sig at være utilstrækkelige eller uegnede. Der foreligger instituttet bekendt ikke oplysninger om, i hvilket omfang boligforeninger har etableret tv-overvågning i henhold til den udvidelse, der er sket med virkning fra den 1. juli 2010, herunder hvilken kriminalitetsbekæmpende virkning denne må antages at have haft. En sådan registrering/analyse vil efter instituttets opfattelse kunne bidrage til belysning af behovet for den nu foreslåede udvidelse. Instituttet savner på denne baggrund en nærmere begrundelse for nødvendigheden af den foreslåede udvidelse af adgangen til tv-overvågning. Instituttet kan derfor ikke anbefale en udvidelse af adgangen til tv-overvågning som foreslået. Reference

Lov om ændring af lov om tv-overvågning og lov om behandling af personoplysninger

(Udvidelse af adgangen til tv-overvågning for kommuner)

Lov nr. 422 af 10. maj 2011


Loven trådte i kraft den 1. juli 2011

Instituttets høringssvar af 11. februar 2011 udarbejdet af Helle Schaumann



117

L 149 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF INTEGRATIONSLOVEN, LOV OM

DANSKUDDANNELSE TIL VOKSNE UDLÆNDINGE M.FL. OG FORSKELLIGE ANDRE LOVE

(ANVISNING AF BOLIG TIL FLYGTNINGE OG UDVIDELSE AF KREDSEN AF

PRØVEBERETTIGEDE VED PRØVE I DANSK M.V.)

Baggrund Loven ændrer bl.a. integrationslovens regler om boliganvisning, så kommunerne ikke længere kan anvise bolig til nyankomne flygtninge i ghettoområder. Loven præciserer desuden, hvilke ledige udlændinge der har ret til beskæftigelsesrettede tilbud. Derudover ændrer loven danskuddannelsesloven. Man udvider bl.a. kredsen af prøveberettigede ved prøve i dansk samt præciserer, at udlændinge, der opholder sig her i landet i medfør af EU-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed m.v., kan påbegynde danskuddannelse, så snart de kan dokumentere dette opholdsgrundlag og dermed uanset tidspunktet for folkeregistrering eller udstedelse af registreringsbevis m.v. Instituttets bemærkninger Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, at udlændinge, som ikke er omfattet af danskuddannelseslovens personkreds, alene vil få mulighed for at aflægge de relevante prøver, hvorimod de ikke opnår ret til danskuddannelse i øvrigt. Det fremstår efter instituttets opfattelse uklart, om udlændinge, der ikke er omfattet af danskuddannelseslovens personkreds, kan deltage i danskuddannelse mod betaling af gebyr. Instituttet anbefaler, at det afklares udtrykkeligt i lovbemærkningerne, om udlændinge, der ikke er omfattet af danskuddannelseslovens personkreds, kan deltage i danskuddannelse mod betaling af gebyr. Reference

Lov om ændring af integrationsloven, lov om danskuddannelse til voksne udlændinge

m.fl. og forskellige andre love (Anvisning af bolig til flygtninge og udvidelse af kredsen af

prøveberettigede ved prøve i dansk m.v.)

Lov nr.462 af 18. maj 2011



Instituttets høringssvar af 4. februar 2011 udarbejdet af Sara Westengaard Guldagger



118

L 156 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AKTIV SOCIALPOLITIK, LOV OM

INDIVIDUEL BOLIGSTØTTE OG LOV OM SOCIAL SERVICE (ÆNDRING AF 450-TIMERS-

REGLEN TIL EN 225-TIMERS-REGEL, UÆNDRET BOLIGSTØTTE VED NEDSÆTTELSE AF

KONTANTHJÆLP, REDUKTION AF BOLIGSTØTTEN VED MANGLENDE EFTERLEVELSE AF

FORÆLDREPÅLÆG M.V.)

Baggrund Loven indeholder følgende hovedelementer:

450-timers-reglen ændres til en 225-timers-regel, så ægtefæller i et ægtepar, der modtager kontanthjælp, fremover skal dokumentere, at de har haft 225 timers arbejde inden for de seneste 12 måneder, for at være berettiget til kontanthjælp.

Reglerne for boligstøtte ændres, så boligstøtten ikke forhøjes i situationer, hvor kontanthjælpen nedsættes.

Hvis man ikke efterlever et forældrepålæg, kan det fremover betyde, at

boligstøtten nedsættes, ved at et barn tages ud i forbindelse med beregningen af boligstøttens størrelse.

Instituttets bemærkninger Instituttet anbefaler, at der tilvejebringes statistiske oplysninger på området til belysning af, hvilke befolkningsgrupper der i praksis omfattes af den foreslåede 225 timers regel. Instituttet anbefaler endvidere, at virkningerne af den foreslåede 225 timers regel overvåges, herunder om reglen rammer personer med anden etnisk oprindelse end dansk hårdere end etniske danskere. Instituttet anbefaler desuden af retssikkerhedsmæssige hensyn og af hensyn til gennemsigtighed for borgeren, at klageadgangen til det sociale nævn i forbindelse med afgørelser om bortfald af boligstøtte omtales udtrykkeligt i lovforslagets almindelige bemærkninger. Reference

Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om individuel boligstøtte og lov om

social service (Ændring af 450-timers-reglen til en 225-timers-regel, uændret boligstøtte

ved nedsættelse af kontanthjælp, reduktion af boligstøtten ved manglende efterlevelse

af forældrepålæg m.v.)

Lov nr.461 af 18. maj 2011.



119



L 167 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (GENNEMFØRELSE AF

FORORDNING OM ÆNDRING AF FORORDNING OM ENSARTET UDFORMNING AF

OPHOLDSTILLADELSER TIL TREDJELANDSSTATSBORGERE, PRÆCISERING AF

GENNEMFØRELSEN AF OPHOLDSDIREKTIVET M.V.)

Baggrund Hensigten med loven er først og fremmest at sikre, at Danmark gennemfører Rådets forordning (EF) nr. 380/2008, som Danmark har tilsluttet sig på mellemstatsligt grundlag. Forordningen udgør en udbygning af Schengenreglerne. Den medfører, at alle tredjelandsstatsborgere, der får opholdstilladelse på Schengenområdet, herunder i Danmark, skal have udstedt et opholdskort. På kortet skal der fra og med den 20. maj lagres et personfotografi. Dette udvides fra og med den 20. maj 2012 til også at omfatte lagring af udlændingens fingeraftryk. Instituttets bemærkninger Det er instituttets opfattelse, at forslaget til ny § 27 e (nr. 10) bør præciseres således, at der kun kan ske udveksling af straffedomme, som er relevante og nødvendige for vurderingen af, om udlændingen skønnes at udgøre en risiko for den offentlige orden eller sikkerhed. Instituttet finder, at adgangen til at få indsigt i oplysninger vedrørende de biometriske data bør sikres samtidigt med lovens ikrafttræden. Vedrørende behandlingen og opbevaringen af digitale udgaver af personfotografier, skal instituttet bemærke, at indsamling og opbevaring af personfotografier alene må ske efter persondatalovens § 5. Endvidere må oplysninger ikke opbevares på en måde, som giver mulighed for at identificere den registrerede i længere tidsrum end det er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne skal behandles. Afgørende er således, om Udlændingeservice har behov for disse oplysninger til brug for den opgave Udlændingeservice varetager, og opbevaring må alene ske i det tidsrum, som er nødvendigt til varetagelse af opgaven. En opbevaring af hensyn til andre myndigheders behov for sådanne oplysninger kan således ikke ske. Reference


120

Lov om ændring af udlændingeloven (Gennemførelse af forordning om ændring af

forordning om ensartet udformning af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere,

præcisering af gennemførelsen af opholdsdirektivet m.v.)

Lov nr.463 af 18. maj 2011

Loven trådte i kraft den 20. maj 2011. Udlændingelovens § 40 a, stk. 1, § 48, stk. 1, 5.

pkt., § 40 a, stk. 11, og 12, § 47 b, stk. 2, og § 48, stk. 1, 3. pkt., trådte i kraft den 20. maj

2012. Udlændingelovens § 4 a, stk. 2 trådte i kraft den 19. maj.


Instituttets høringssvar af 18. februar 2011 udarbejdet af Helle Schaumann og Rikke

Frank Jørgensen


L 168 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN OG LOV OM

ÆGTESKABS INDGÅELSE OG OPLØSNING (REFORM AF

ÆGTEFÆLLESAMMENFØRINGSREGLERNE M.V.)

Baggrund Loven indeholder bl.a. en reform af reglerne om ægtefællesammenføring og skærper straffen for at overtræde indrejseforbud. Reglerne for ægtefællesammenføring bygges op om et pointsystem, hvor ansøger skal opnå et vist antal point for at kunne opnå familiesammenføring uanset sin alder. Hvis ansøger opnår et tilstrækkeligt antal point, vil ægtefællesammenføring kunne ske, også før begge ægtefæller er fyldt 24 år. Det hidtidige tilknytningskrav skærpes, så den herboendes og ansøgers samlede tilknytning til Danmark fremover skal være væsentlig større end deres samlede tilknytning til et andet land. Desuden forhøjes den herboende ægtefælles økonomiske sikkerhedsstillelse til 100.000 kr. i 2011-niveau som betingelse for ægtefællesammenføring. Derudover gøres en gentagelse af overtrædelse af indrejseforbud til en skærpende omstændighed, og strafferammen forhøjes fra fængsel i 2 år til fængsel i 3 år. Instituttets bemærkninger Instituttets bemærkninger kan sammenfattes således: Det er instituttets opfattelse, at de foreslåede skærpede betingelser for ægtefællesammenføring i sig selv ikke krænker menneskeretten, herunder EMRK artikel 8, idet det følger af de foreslåede bestemmelsers ordlyd sammenholdt


121

med bemærkningerne til de enkelte bestemmelser, at betingelserne ikke vil blive stillet, hvis det vil være i strid med internationale forpligtelser. Instituttet anbefaler blandt andet, at der af retssikkerhedsmæssige hensyn og for at minimere risikoen for krænkelser af menneskeretten vejledes præcist i vejledninger, på hjemmeside m.v. om betydningen af menneskeretten, herunder FN’s Handicapkonvention, som undtagelse til de opstillede betingelser. Instituttet anbefaler desuden, at der oplyses statistik på 1) antallet af sager, hvor der er stillet krav om økonomisk sikkerhedsstillelse, 2) antallet af sager, hvor der er stillet økonomisk sikkerhed, 3) antallet af sager, hvor kommunen har krævet udgifter dækket af en sikkerhedsstillelse og 4) antallet af sager, hvor 50.000 kr (pristalsreguleret) ikke har været tilstrækkeligt til at dække kommunens udgifter. Instituttet anbefaler, at det nærmere overvejes, om virkningerne af skærpelsen af kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse er proportionale, herunder at der tilvejebringes nærmere oplysninger om, hvor mange personer der må antages at blive udelukket fra ægtefællesammenføring på grund af deres privatøkonomiske forhold, og om der er tale om særlige persongrupper som for eksempel handicappede, jf. herved menneskerettens diskriminationsforbud. Vedrørende indførelsen af pointsystemet anbefaler instituttet blandt andet, at virkningerne af det foreslåede pointsystem – sammenholdt med indvandringsprøven – løbende overvåges med henblik på at vurdere hensigtsmæssigheden heraf samt proportionaliteten mellem virkninger og formål, jf. herved også menneskerettens diskriminationsforbud. Endvidere anbefaler instituttet, at det præciseres, i hvilken udstrækning handicap begrunder en fravigelse af betingelsen om opnåelse af point i pointsystemet, jf. herved FN’s handicapkonvention. Reference

Lov om ændring af udlændingeloven og lov om ægteskabs indgåelse og opløsning

(Reform af ægtefællesammenføringsreglerne m.v.)

Lov nr.601 af 14. juni 2011


Loven trådte i kraft den 1. juli 2011.

Instituttets høringssvar af 10. marts 2011 udarbejdet af Sara Westengaard Guldagger


L 171 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF SUNDHEDSLOVEN (UDVIDET ADGANG TIL

OFFENTLIGE REGISTRE OG ELEKTRONISKE PATIENTJOURNALER M.V.)


122

Baggrund Loven udvider adgangen for sundhedspersoner til elektroniske helbredsoplysninger. Udtrykket sundhedspersoner dækker over tandlæger, jordemødre, sygeplejersker, sundhedsplejersker, social- og sundhedsassistenter, radiografer og ambulancebehandlere med særlig kompetence. Lovforslaget bemyndiger Indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte regler om privathospitalers it-anvendelse, herunder standarder for journaler m.v., når disse hospitaler tilbyder privatfinansieret behandling. Herudover udvider loven kommunernes og regionernes adgang til at indhente og behandle persondata fra offentlige registre om patienters modtagelse af sundhedsydelser. Det skal give kommunerne og regionerne adgang til at planlægge deres indsatser på sundhedsområdet og på tværs af sektorer. Instituttets bemærkninger Instituttet anbefaler at det overvåges hvilke persongrupper, der anvender helbredsoplysningerne. Instituttet finder desuden, at det bør overvejes, om det er nødvendigt at udvide persongruppen i forhold til værdispringsreglen. At benytte oplysninger fra en tidligere patient og måske tilmed fra en patient, som ikke har givet samtykke hertil, må anses for et væsentlig indgreb i den pågældende patients privatliv. En benyttelse af disse oplysninger må efter instituttets opfattelse derfor alene ske hvis overvejende hensyn taler derfor. Man bør derfor være forsigtig med at udvide kendskabet til disse oplysninger til en relativ stor persongruppe som foreslået i lovforslaget. Det fremgår af lovforslaget, at det forventes, at det sjældent vil være nødvendigt for den udvidede persongruppe at benytte oplysninger omfattet af værdispringsreglen. Instituttet anbefaler, at det overvejes, om det ønskede formål kan nås på en mindre indgribende måde. Såfremt reglen vedtages anbefaler instituttet, at det overvåges, i hvilket omfang værdispringsreglen vil blive anvendt. For yderligere bemærkninger og anbefalinger henvises til instituttets høringssvar. Reference

Lov om ændring af sundhedsloven (Udvidet adgang til offentlige registre og elektroniske

patientjournaler m.v.)


123


Loven trådte i kraft den 1. september 2011

Instituttets høringssvar af 24. februar 2011 udarbejdet af Kira Hallberg


L 187 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AKTIV SOCIALPOLITIK, LOV OM

ARBEJDSLØSHEDSFORSIKRING M.V., INTEGRATIONSLOVEN OG FORSKELLIGE ANDRE

LOVE (SKÆRPET KONTROL MED UDBETALING AF OFFENTLIGE

FORSØRGELSESYDELSER, SANKTIONER FOR UBERETTIGET MODTAGELSE AF YDELSER

UNDER OPHOLD I UDLANDET M.V.)

Baggrund For at kontrollere om borgerne opholder sig i Danmark, når det er en forudsætning for at kunne modtage en offentlig ydelse, foreslås det, at Pensionsstyrelsen skal have adgang til at udføre kontrolaktioner over for borgere i lufthavne og andre afgrænsede offentlige steder. Pensionsstyrelsen gives blandt andet bemyndigelse til på visse offentlige steder vilkårligt at kontrollere personer, således at den, der kontrolleres, efter anmodning skal oplyse og dokumentere navn, adresse og CPR-nummer. Samtidig får Pensionsstyrelsen adgang til ved opslag i indkomstregistret at kontrollere, om borgeren modtager nærmere bestemte sociale ydelser. Hvis Pensionsstyrelsen på denne baggrund får en formodning om misbrug af sociale ydelser, kan styrelsen foretage et tvangsindgreb i form af at sikre sig kopi af den pågældendes pas og rejsepapirer med henblik på videregivelse heraf til opholdskommunen. Hvis kontrol af en udvalgt person via indkomstregistret viser, at der kan være tale om, at personen med urette har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp m.v., kan Pensionsstyrelsen sikre sig kopi af den pågældendes pas og rejsepapirer. Lovforslaget medfører endvidere, at Pensionsstyrelsen – uden a-kassemedlemmets samtykke – kan indhente oplysninger fra pengeinstitutter om kontoudtræk eller -indsættelser foretaget i udlandet til kontrol af eventuel fejludbetaling af dagpenge mv. Oplysningerne kan indhentes, når der er en ”begrundet formodning” for, at et a-kassemedlem i forbindelse med et udlandsophold uberettiget har modtaget dagpenge eller efterløn fra arbejdsløs-hedskassen, og oplysninger om udlandsopholdet ikke kan indhentes på anden måde. Instituttets bemærkninger


124

Pensionsstyrelsens hjemmel til at foretage de hidtidige kontrolaktioner ses ikke overbevisende beskrevet i lovforslaget, og instituttet stiller sig derfor tvivlende over for, om Pensionsstyrelsens hidtidige kontrolaktioner har været lovlige. Lovforslaget indfører administrative sanktioner og dertil hørende administrativ efterforskning i stedet for strafferetligt ansvar med dertil hørende strafferetlig efterforskning og strafferetlige retssikkerhedsgarantier: Pensionsstyrelsen får hjemmel til – som led i kontrolaktionerne - at gennemføre tvangsindgreb uden at følge de retssikkerhedsgarantier, der normalt kræves fulgt. Det kan ske uden om de strafferetlige retssikkerhedsgarantier, fordi Pensionsstyrelsen – i vidt omfang - kan foretage tvangsindgrebene uden nogen konkret mistanke om, at borgeren har begået noget strafbart. Lovforslaget afdækker derfor et paradoks: Hvis Pensionsstyrelsens magt var mere begrænset, ville tvangsindgreb alene kunne anvendes, såfremt der var en konkret mistanke rettet mod en borger. Når der er en konkret mistanke, så kommer de almindelige retssikkerhedsgarantier i spil. Men det undgår man ved som i lovforslaget at udvide de magtbeføjelser, som retsgarantierne skulle begrænse. Når Pensionsstyrelsens magt efter lovforslaget bliver udvidet, vil tvangsindgreb kunne anvendes, uanset om der er en konkret mistanke rettet mod en borger. Og når der ikke er nogen konkret mistanke, så kommer de almindelige retssikkerhedsgarantier ikke i spil. Det er med andre ord meget lettere for staten at give sig selv så brede magtbeføjelser, at de almindelige retssikkerhedsgarantier slet ikke bliver aktuelle. Lovforslaget rejser dermed vanskelige og principielle retssikkerhedsmæssige spørgsmål at væsentlig betydning for borgernes stilling over for statsmagten: Bør staten undgå retssikkerhedsgarantiernes virkefelt ved at udvide magtbeføjelserne i et sådant omfang, at retssikkerhedsgarantierne ikke gælder, fordi garantierne hviler på en forudsætning om, at tvangsindgreb kun vil blive anvendt, hvis der er en konkret mistanke over for en konkret borger? Reference Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,

integrationsloven og forskellige andre love (Skærpet kontrol med udbetaling af offentlige

forsørgelsesydelser, sanktioner for uberettiget modtagelse af ydelser under ophold i

udlandet m.v.)


L187, Folketingsåret 2010-11


125

Instituttets høringssvar af 18. april 2011 udarbejdet af Sara Westengaard Guldagger,

Helle Schaumann og Jonas Christoffersen


L 209 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN (SKÆRPEDE STRAFFE FOR

HJEMMERØVERI OG ORGANISERET INDBRUDSKRIMINALITET)

Baggrund Loven indebærer, at egentlige hjemmerøverier (hvilket vil sige røverier, hvor gerningsmanden og offeret ikke har haft forudgående personlige relationer, hvor motivet må antages at være en formodning om værdier i offerets hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboerne var hjemme) fremover skal anses for at være røveri af en sådan grov karakter, at forholdet henføres under strafskærpelsesreglen i straffelovens § 288, stk. 2, hvorefter strafferammen er fængsel i indtil 10 år. Samtidig indebærer loven, at straffen for hjemmerøveri forhøjes, så straffen som udgangspunkt skal være 5 år. Loven indebærer endvidere, at straffen for organiseret indbrudstyveri gennemgående forhøjes med en tredjedel i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene. Instituttets bemærkninger Det er instituttets opfattelse, at det af retssikkerhedsmæssige hensyn er vigtigt, at der sker en tilpasning af strafniveauet, således at dette fastsættes i forhold til andre forbrydelser af samme karakter, men også i forhold til andre typer af forbrydelser. En markant forhøjelse af straffen på ét område, vil således kunne have en afsmittende virkning på hvilken straf, som forekommer at være rimelig (eller urimelig) i forhold til andre typer af forbrydelser. På denne baggrund er det instituttets opfattelse, at det havde været at foretrække, at Straffelovrådets udtalelse havde foreligget, inden der påny bliver iværksat yderligere strafskærpende initiativer. Samtidigt finder instituttet anledning til at gøre opmærksom på, at såfremt der er tale om mindreårige bestemmer artikel 37, stk. 1 (b) og (c) i FN’s Børnekonvention, at arrestation, tilbageholdelse eller fængsling kun må bruges som en sidste udvej og for det kortest mulige passende tidsrum, samt at et barn, der er berøvet friheden, skal holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets bedste interesse. Reference


126

Lov om ændring af straffeloven (Skærpede straffe for hjemmerøveri og organiseret

indbrudskriminalitet)




Instituttets høringssvar af 7. juni 2011 udarbedjet af Helle Schaumann


L 210 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (SKÆRPEDE

UDVISNINGSREGLER)

Baggrund

Ifølge loven skal udlændinge, der har begået kriminalitet og står til udvisning, kun have mulighed for at blive her i landet, hvis udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Loven er dermed en skærpelse af den hidtidige ordning, hvorefter udvisning af kriminelle udlændinge kunne undlades, hvis udlændingens personlige forhold, herunder tilknytningen til Danmark, talte imod udvisning. Domstolene skal i forbindelse med en dom for alle lovovertrædelser, hvor der idømmes frihedsstraf, og ikke som hidtil kun i forbindelse med de bestemte overtrædelser af straffeloven m.v. anvende den nye skærpede ordning for udvisning, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Desuden skærpes ordningen med betinget udvisning, således at udlændinge, der ikke udvises som følge af Danmarks internationale forpligtelser, altid skal udvises betinget. Begår udlændingen ny kriminalitet i prøvetiden, skal der som udgangspunkt udvises. Endelig skal det i forbindelse med domstolenes vurdering af, om der skal ske udvisning af en kriminel udlænding, indgå som en skærpende omstændighed, hvis gerningen er særligt planlagt eller led i organiseret kriminalitet, især banderelateret kriminalitet. Instituttets bemærkninger Institut for Menneskerettigheder påskønner, at lovforslaget tilsigter at respektere

Danmarks internationale forpligtelser, men påpeger, at lovforslagets udformning og

bemærkninger ikke indeholder den fornødne vejledning til de retsanvendende

myndigheder og andre aktører.


127

For det første skal det fremhæves, at forslaget lovteknisk set er uhensigtsmæssigt

udformet, idet de centrale kriterier, der følger af Menneskerettighedsdomstolens

praksis, og som danske domstole fortsat forudsættes at følge, ikke fremgår af lovteksten.

Instituttet anbefaler, at loven i videre omfang afspejler den retsanvendelse, der skal

finde sted.

For det andet ændres reglerne om betinget udvisning, således at denne retsfølge udløses

automatisk, hvorved den mister sin signalværdi. Instituttet anbefaler, at der ikke

lovfæstes automatiske sanktioner uden konkret betydning.

For det tredje må det fremhæves, at lovforslaget ikke indeholder nærmere indikationer

af, hvilke konkrete resultater regeringen ønsker at opnå ved at ændre

udvisningsstandarden fra ”særligt belastende” til ”strid med Danmarks internationale

forpligtelser”. Da regeringen ikke har præciseret, hvilke ændringer dette i praksis må

antages at indebære, overlades ansvaret for at fastlægge regeringens politiske mål til

anklagemyndigheden og domstolene, hvilket er principielt uheldigt samt

uhensigtsmæssigt ud fra et retssikkerhedsperspektiv.

Reference

Lov om ændring af udlændingeloven (Skærpede udvisningsregler)



Loven træder i kraft den 1. juli 2011 og finder anvendelse for lovovertrædelser begået

efter lovens ikrafttræden.

Instituttets høringssvar af 13. juni 2011 udarbejdet af Sara Westengaard Guldagger og

Jonas Christoffersen


8.2 LOVFORSLAG FOLKETINGSÅRET 2011-12 L 36 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AKTIV SOCIALPOLITIK,

INTEGRATIONSLOVEN, LOV OM EN AKTIV BESKÆFTIGELSESINDSATS, LOV OM

INDIVIDUEL BOLIGSTØTTE OG FORSKELLIGE ANDRE LOVE (OPHÆVELSE AF

STARTHJÆLPEN, LOFT OVER KONTANTHJÆLPEN, 500-KRONERS-NEDSÆTTELSEN, 225-

TIMERS-REGLEN, INTRODUKTIONSYDELSEN M.V.)

Baggrund Ved loven afskaffes de lave ydelser i kontanthjælpssystemet, dvs. starthjælp, introduktionsydelse, loftet over kontanthjælpen, ”500-kroners-nedsættelse” og 225 timers reglen, der er blevet indført siden 2002. I stedet for at modtage starthjælp og introduktionsydelse, skal personer, der kommer ind i


128

kontanthjælpssystemet således modtage kontanthjælp, såfremt de i øvrigt opfylder betingelserne herfor. Kontanthjælpsmodtagere skal heller ikke rammes af et loft eller risikere at miste kontanthjælp, hvis de ikke kan dokumentere 225-timers ordinært og ustøttet arbejde. Instituttets bemærkninger Institut for Menneskerettigheder finder, at lovforslaget fremmer lige adgang til sociale ydelser samtidig med, at risikoen for, at borgere i Danmark lever i reel fattigdom mindskes. Institut for Menneskerettigheder skal endvidere bemærke, at instituttet flere gange har henledt internationale organisationers opmærksomhed på blandt andet den danske starthjælp og 225-timers regel (tidligere 450-timers regel og 300-timers regel), og at FN’s Børnekomité, FN’s Racediskriminationskomité, FN’s Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder samt Den Europæiske Komité mod Rascime og Intolerance (ECRI) har forholdt sig kritisk til starthjælpen eller det forhold, at Danmark ikke har en fattigdomsgrænse. Reference

Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, integrationsloven, lov om en aktiv

beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte og forskellige andre love (Ophævelse

af starthjælpen, loft over kontanthjælpen, 500-kroners-nedsættelsen, 225-timers-reglen,

introduktionsydelsen m.v.)

Lov nr.1364 af 28. december 2011


Loven trådte i kraft den 1. januar 2012.

Instituttets høringssvar af 25. november 2011 udarbejdet af Sara Westengaard

Guldagger

www.ft.dk/samling/20111/lovforslag/L36/index.htm#dok

L 37 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF SUNDHEDSLOVEN (OPHÆVELSE AF REGLER

OM EGENBETALING FOR BEHANDLING MED KUNSTIG BEFRUGTNING, REFERTILISATION

OG STERILISATION I DET OFFENTLIGE SUNDHEDSVÆSEN SAMT TOLKEBISTAND M.V.)

Baggrund Lovforslaget afskaffer egenbetalingen for behandling af barnløshed, sterilisation og refertilisation i det offentlige sundhedsvæsen med virkning fra den 1. januar 2012. Samtidig afskaffes den øgede egenbetaling for lægemidler, der anvendes til fertilitetsbehandling. Herudover afskaffes det gebyr for tolkebistand, som personer, der har boet i Danmark i mere end 7 år har skullet betale.

http://www.ft.dk/samling/20111/lovforslag/L36/index.htm#dok

129

Instituttets bemærkninger Reglerne om egenbetaling for behandling mod kunstig befrugtning, refertilisation og sterilisation i det offentlige sundhedsvæsen blev indført med lov nr. 1546 af 21. december 2010 og udmøntet ved bekendtgørelse nr. 285 af 5. april 2011. Institut for Menneskerettigheder afgav i forbindelse med indførelsen af reglerne høringssvar, hvor instituttet blandt andet bemærkede, at krav om egenbetaling i forbindelse med behandling mod barnløshed risikerer at ramme skævt, idet mindrebemidlede stilles ringere i forhold til at modtage behandling. Endvidere henviste instituttet til kompensationsprincippet i dansk handicappolitik og FN’s Handicapkonvention samt til artikel 25 i handicapkonventionen om sundhed, hvorefter medlemsstaterne forpligter sig til at give personer med handicap det samme udbud af sundhedsydelser og ordninger af samme kvalitet og standard gratis eller til en overkommelig pris, som gives til andre, blandt andet inden for forplantningsmæssig sundhed. Reglerne om tolkebistand blev indført ved lov nr. 546 af 24. juni 2005 og sat i kraft ved bekendtgørelse nr. 446 af 12. maj 2011. Institut for Menneskerettigheder afgav i forbindelse med indførelsen af reglerne høringssvar. Institut for Menneskerettigheder bemærkede i sit seneste høringssvar af 23. marts 2011 blandt andet, at det var instituttets vurdering, at reglerne om gebyr for tolkebistand risikerede at indebære indirekte forskelsbehandling på grund af etnicitet, som ikke kunne udelukkes at være i strid med menneskerettens forbud mod diskrimination, og at instituttet derfor anbefalede, at det overvejedes at indføre en mere lempelig gebyrordning, som ville sikre proportionale virkninger, f.eks. ved at indføre et loft for gebyrbetaling, dispensationsadgang og lignende. Instituttet anbefalede endvidere, at det overvejedes nærmere, hvorledes det kunne sikres, at gebyrordningen ikke ville føre til en tilsidesættelse af barnets bedste interesse i de tilfælde, hvor et barn til en syg forælder ville blive anvendt til tolk i uhensigtsmæssige situationer, jf. herved FN’s Børnekonvention artikel 3, stk. 2.

Reference

Lov om ændring af sundhedsloven (Ophævelse af regler om egenbetaling for behandling

med kunstig befrugtning, refertilisation og sterilisation i det offentlige sundhedsvæsen

samt tolkebistand m.v.)

Lov nr.1387 af 18. december 2011


Loven trådte i kraft den 1. januar 2012.

Instituttets høringssvar af 28. november 2011 udarbejdet af Sara Westengaard

Guldagger

www.ft.dk/samling/20111/lovforslag/l37/index.htm

http://www.ft.dk/samling/20111/lovforslag/l37/index.htm

130

8.3 BEKENDTGØRELSER 2011 BKG 436 OM LÆGEMIDDELSTYRELSENS ELEKTRONISKE REGISTRERING AF DE ENKELTE

BORGERES MEDICINOPLYSNINGER

Baggrund Bekendtgørelsen regulerer Lægemiddelstyrelsens elektroniske registrering af de enkelte borgeres medicinoplysninger i Lægemiddelstyrelsens receptserver, i Lægemiddelstyrelsens register over Personlige Elektroniske Medicinprofiler og i Det Fælles Medicinkort. Lægemiddelstyrelsens registrering af de enkelte borgeres elektroniske medicinoplysninger indeholder blandt andet oplysninger om personer, der inden for de seneste 24 måneder har fået ordineret lægemidler på recept, har købt eller fået udleveret lægemidler efter recept på et apotek eller har fået udleveret lægemidler på et sygehus eller sygehusambulatorium, samt om personer der er omfattet af en læges eller tandlæges indberetning af cave (allergi) eller har indberettet oplysninger i sit medicinskab. Bekendtgørelsen regulerer endvidere sundhedsfagligt personales adgang til registrerede oplysninger, når oplysningerne er relevante i forhold til aktuel behandling. Som noget nyt præciseres og udvides de persongrupper, der kan få adgang til systemerne således, at persongrupperne fremover udgør læger, tandlæger, jordmødre, sygeplejersker, sundhedsplejersker, social- og sundhedsassistenter, plejehjemsassistenter, sygehusansatte farmaceuter eller farmakonomer, ansatte i Kriminalforsorgen, der som led i deres erhverv, udleverer medicin til indsatte, visse ambulancebehandlere, apotekere og apotekspersonale og endelig den registrerede selv. Fælles for alle persongrupper, der kan få adgang til de registrerede oplysninger er, at det er en betingelse for adgang til systemerne, at det er muligt éntydigt at identificere brugeren som tilhørende den pågældende persongruppe samt brugerens organisatoriske tilhørsforhold. Endvidere er samtlige af de omfattede persongrupper efter lovgivningen underlagt tavshedspligt. Persongrupperne vil kunne få direkte adgang til de registrerede oplysninger gennem egne elektroniske journalsystemer med oplysning om den enkelte patients lægemiddelbehandling, når en sådan viden er relevant i forhold til aktuel behandling. Oplysningerne må alene anvendes med henblik på at sikre kvaliteten, sikkerheden og effekten af medicinbrugerens lægemiddelanvendelse. Indhentes,

131

videregives eller udnyttes oplysninger uberettiget kan den pågældende ifalde strafansvar. Instituttets bemærkninger Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) anser beskyttelsen af personlige oplysninger, herunder i særdeleshed helbredsoplysninger, som helt central for individets ret til privatliv. Et elektronisk register over borgeres medicinoplysninger bør på den baggrund efter instituttets opfattelse alene anvendes, hvis tungtvejende hensyn taler derfor. Der kan være grund til at overveje nærmere, om den pågældende registrering og opbevaring af medicinoplysninger er proportional med formålet hermed, jf. herved EMRK artikel 8 og artikel 5 i Europarådets Konvention om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger. Instituttet anbefaler, at det undersøges og løbende overvåges, i hvilket omfang medicinoplysninger registreres, hvilke persongrupper, der anvender medicinoplysninger, samt i hvilket omfang og til hvilket formål registrerede medicinoplysninger anvendes. Instituttet anbefaler endvidere, at det overvejes nærmere, om mindre indgribende foranstaltninger kan opfylde samme formål, f.eks. at begrænse registrering til særlige typer medicin. Instituttet har ikke umiddelbart bemærkninger til de persongrupper, der efter bekendtgørelsen har adgang til at anvende registrerede medicinoplysninger. Det fremstår efter instituttets opfattelse uklart i bekendtgørelsen, hvornår registrerede oplysninger i lokale journalsystemer skal slettes. Instituttet anbefaler, at det fremgår udtrykkeligt af bekendtgørelsens ordlyd, hvornår medicinoplysninger overført fra registrene til lokale journalsystemer skal slettes. Reference

Bekendtgørelse om Lægemiddelstyrelsens elektroniske registrering af de enkelte

borgeres medicinoplysninger

Bekendtgørelse nr. 436 af 11. maj 2011

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 16. maj 2011

Instituttets høringssvar af 1. februar 2011 udarbejdet af Sara Westengaard Guldagger

www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=136921

BKG 446 OM TOLKEBISTAND EFTER SUNDHEDSLOVEN

132

Baggrund Med bekendtgørelsen skal personer, der har boet i Danmark i mere end syv år, betale gebyr for tolkebistand, der modtages i forbindelse med modtagelse af sundhedsydelser. Instituttets bemærkninger Begrænsningen i adgangen til gratis tolkning i forbindelse med behandling i sundhedsvæsenet indebærer forskelsbehandling mellem personer, som har behov for tolkning, når de modtager sundhedsbehandlinger og personer, som ikke har behov for tolkning, når de modtager sundhedsbehandlinger. Idet det må lægges til grund, at der blandt personer, som har behov for tolkning, er en overrepræsentation af personer med anden etnisk baggrund end dansk, kan gebyrordningen udgøre indirekte forskelsbehandling på grund af etnicitet. Indirekte forskelsbehandling på grund af etnicitet udgør ulovlig diskrimination, medmindre den har et lovligt formål og de midler, som anvendes, er egnede til at opnå det angivne formål og er proportionale. Konsekvensen af dette tiltag kan efter instituttets opfattelse være, at en række personer med anden etnisk baggrund end dansk og med dårlige indkomstforhold og danskkundskaber i højere grad end før vil få stillet forkerte diagnoser, vil få en forkert behandling eller en behandling uden samtykke og ikke vil være i stand til bedst muligt at forebygge et yderligere forringet helbred. Reference

Bekendtgørelse om tolkebistand efter sundhedsloven

Bekendtgørelse nr. 446 af 12. maj 2011

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. juni 2011

Institut for Menneskerettigheders høringssvar af 23. marts 2011 udarbejdet af Maria

Ventegodt Liisberg

www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=137099 BKG 1413 OM TOLKEBISTAND EFTER SUNDHEDSLOVEN

Baggrund Bekendtgørelsen genindfører retten til vederlagsfri tolkebistand til patienter, der efter sundhedsloven har ret til behandling hos alment praktiserende læge og praktiserende speciallæge samt på sygehus. Tolkebistand gives, når lægen skønner, at en tolk er nødvendig for behandlingen.

133

Bekendtgørelsen ophæver gebyret for tolkebistand for personer, der har boet i Danmark i mere end syv år, der blev indført ved bekendtgørelse nr. 446 af 12. maj 2011 om tolkebistand efter sundhedsloven. Reference

Bekendtgørelse om tolkebistand efter sundhedsloven

Bekendtgørelse nr. 1413 af 28. december 2011

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 2012

Institut for Menneskerettigheders høringssvar af 12. december 2011 udarbejdet af Sara

Westengaard Guldagger

www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=139721

BKG 1180 OM ÆNDRING AF BEKENDTGØRELSE OM PAS M.V.

Baggrund Bekendtgørelsen medfører, at der fra den 1. januar 2012 indføres et krav om, at pas-ansøgere over 12 år ved indgivelse af ansøgning om pas skal afgive fingeraftryk, som vil blive lagret i en chip i passet. Fingeraftrykkene skal supplere det digitaliserede foto af pasindehaverens ansigt, som er lagret i passets chip, hvis passet er udstedt efter 1. august 2006. Instituttets bemærkninger Anvendelsen af biometriske oplysninger rejser spørgsmål i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 (retten til respekt for privat- og familieliv) og EU´s charter om grundlæggende rettigheder artiklerne 7 (retten til privat- og familieliv) og 8 (retten til beskyttelse af personoplysninger). Instituttet finder, at det vil være ønskeligt, at der gennemføres en privatlivsimplikationsananlyse (PIA) med henblik på at sikre, at borgernes ret til beskyttelse af personoplysninger og privatliv sikres i forbindelse med optagelse af biometriske oplysninger og behandlingen af samme. Det bemærkes herved, at den enkelte kommune kan indgå særskilt aftale med en leverandør og dermed ikke nødvendigvis vælger Rigspolitiets PAS 1.1-klientløsning. Biometriske data bør efter instituttets opfattelse opbevares adskilt fra øvrige personoplysninger, og der bør være fokus på sikkerhedsbekendtgørelsen, som udmønter persondataloven i procedurer, som dataholder skal følge. Endelig finder instituttet anledning til at bemærke, at der bør sikres adgang til at få indsigt i de biometriske oplysninger, der behandles af myndighederne, jf. herved pasforordningens artikel 4, stk. 1, hvorefter den person, til hvem passet er udstedt, har ret til at kontrollere de personoplysninger, som er indført i passet, og til om fornødent at anmode om at få dem berigtiget eller slettet.

134

Reference

Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om pas m.v.

Bekendtgørelse nr. 1180 af 12. december 2011

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 2012

Institut for Menneskerettigheders høringssvar af 14. november 2011 udarbejdet af Helle

Schaumann www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=139332

http://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=139332

135

9. LISTER 9.1 AFGØRELSER FRA DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDSDOMSTOL

Domme mod Danmark

N.S. mod Danmark

Osman mod Danmark

P.K. mod Danmark

S.S. og andre mod Danmark

T.N. mod Danmark

T.N. og S.N. mod Danmark

Admisibilitetsafgørelser mod Danmark

G.F. og 88 andre mod Danmark

J.K. og 63 andre mod Danmark

Mikkelsen og Christensen mod Danmark

N.H.S. og 32 andre mod Danmark

O.A.M. og 14 andre mod Danmark

S.P. mod Denmark

Z.K. og 27 andre mod Danmark

Andre EMD domme

Affaire Mor mod Frankrig

Ahorugeze mod Sverige

Association Les Témoins de Jéhovah mod Frankrig

Aydin mod Tyskland

Bayatyan mod Armenien

Elefteriadis mod Rumænien

Genovese mod Malta

Gluhakovic mod Kroatien

Haas mod Schweiz

Heinisch mod Tyskland

Klein mod Østrig

Lautsi mod Italien

Maggio m.fl. mod Italien

Mosley mod Storbritannien

Mouvement Raëlien Suisse mod Schweiz

M.S.S. mod Belgien og Grækenland

Otegi Mondragon mod Spanien

Trévalec mod Belgien

136

9.2 DOMME FRA DANSKE DOMSTOLE U.2011.417H (Ligebehandling)

U.2011.726Ø (EMRK artikel 3)

U.2011.754H (Grundlovens § 75)


U.2011.984H (Grundlovens § 20)

U.2011.1027H (EMRK artikel 8)

U.2011.1044H (Privatliv)

U.2011.1199V (Ligebehandling)


U.2011.1285/2H (EMRK artikel 10)

U.2011.1308H (Ligebehandling)

U.2011.1365H (EMRK TP. 1, artikel 1)

U.2011.1762H (EMRK artikel 6 og 8)

U.2011.1776H (Ligebehandling)


U.2011.1788H (EU’s Opholdsdirektiv)








U.2011.2318H (Forbud mod tortur)

U.2011.2343H (Privatliv)

U.2011.2358H (udvisning)



U.2011.2510H (EMRK artikel 2 og 6)

U.2011.2673H (EMRK TP. 7, artikel 1 og forbud mod tortur)

U.2011.2695H (EMRK artikel 6 & 8)

U.2011.2854Ø (Ligebehandling)


U.2011.2880Ø (Ligebehandling)



U.2011.3021Ø (EMRK artikel 8 & 10)



U.2011.3229V (EMRK artikel 6)

U.2011.3296/2Ø (EMRK artikel 8)

137


U.2012.284H (FN’s Handicapkonvention)



Østre Landsrets dom af 3. maj 2011 vedr. straffelovens § 266 b

9.3 ADMINISTRATIVE AFGØRELSER OG UDTALELSER DATATILSYNET

2010-52-0138; 3. februar 2011

2011-323-0246; 29. august 2011

FLYGTNINGENÆVNET

Sril/2011/1

FOLKETINGETS OMBUDSMAND

2011 9-1; 22. marts 2011

2011 10-2; 10. oktober 2011

2011 5-3; 14. oktober 2011

2011 15-1; 9. november 2011

LIGEBEHANDLINGSNÆVNET

33 / 2011

48 / 2011

50 / 2011

79 / 2011

92 / 2011

108 / 2011

109 / 2011

113 / 2011

122 / 2011

136 / 2011

141 / 2011

143 / 2011

150 / 2011

151 / 2011

153 / 2011

156 / 2011

158 / 2011

168 / 2011

138

169 / 2011

174 / 2011

182 / 2011

186 / 2011

194 / 2011

198 / 2011

192 / 2011

9.4 LOVFORSLAG OG HØRINGSSVAR LOVFORSLAG FOLKETINGSÅRET 2010-11

L 99 Forslag til lov om ændring af lov om social service ((Alarm- eller pejlesystemer over

for børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne anbragt i døgninstitution eller på

opholdssted)

L 124 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Udvidet adgang til at anvende

anonyme vidner)

L 133 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Forenkling af bødesagsprocessen)

L 134 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og lov om erstatning fra staten til ofre

for forbrydelser (Underretning ved udgang og løsladelse m.v. og udvidelse af fristen for

politianmeldelse ved erstatning fra staten til ofre for forbrydelser)

L 145 Forslag til lov om ændring af lov om tv-overvågning og lov om behandling af

personoplysninger (Udvidelse af adgangen til tv-overvågning for kommuner)

L 149 Forslag til lov om ændring af integrationsloven, lov om danskuddannelse til voksne

udlændinge m.fl. og forskellige andre love (Anvisning af bolig til flygtninge og udvidelse

af kredsen af prøveberettigede ved prøve i dansk m.v.)

L 156 Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om individuel

boligstøtte og lov om social service (Ændring af 450-timers-reglen til en 225-timers-regel,

uændret boligstøtte ved nedsættelse af kontanthjælp, reduktion af boligstøtten ved

manglende efterlevelse af forældrepålæg m.v.)

L 167 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Gennemførelse af forordning om

ændring af forordning om ensartet udformning af opholdstilladelser til

tredjelandsstatsborgere, præcisering af gennemførelsen af opholdsdirektivet m.v.)

L 168 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og lov om ægteskabs indgåelse og

opløsning (Reform af ægtefællesammenføringsreglerne m.v.)

139

L 171 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Udvidet adgang til offentlige registre

og elektroniske patientjournaler m.v.)

L 187 Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v., integrationsloven og forskellige andre love (Skærpet

kontrol med udbetaling af offentlige forsørgelsesydelser, sanktioner for uberettiget

modtagelse af ydelser under ophold i udlandet m.v.)

L 209 Forslag til lov om ændring af straffeloven (Skærpede straffe for hjemmerøveri og

organiseret indbrudskriminalitet)

L 210 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Skærpede udvisningsregler)

LOVFORSLAG FOLKETINGSÅRET 2011-12

L 36 Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, integrationsloven, lov om en

aktiv beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte og forskellige andre love

(Ophævelse af starthjælpen, loft over kontanthjælpen, 500-kroners-nedsættelsen, 225-

timers-reglen, introduktionsydelsen m.v.)

L 37 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Ophævelse af regler om egenbetaling

for behandling med kunstig befrugtning, refertilisation og sterilisation i det offentlige

sundhedsvæsen samt tolkebistand m.v.)

BEKENDTGØRELSER 2011

Bkg 436 om Lægemiddelstyrelsens elektroniske registrering af de enkelte borgeres

medicinoplysninger

Bkg 446 om tolkebistand efter sundhedsloven

Bkg 1413 om tolkebistand efter sundhedsloven

Bkg 1180 om ændring af bekendtgørelse om pas m.v.