Kvinden i buret

00 01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 00 01 02 03 04 05 06 07

00 01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63

K V I N D E N I B U R E T

jussiadler-olsen

k r i m i t h r i l l e r

★ ★ ★ ★ ★ Ekstra Bladet ★ ★ ★ ★ ★ Jyllands-Posten

KV

IND

EN

I BU

RE

T jussi adler-olsen

En smuk vinterdag forsvinder den unge, fremad-stormende folketingspolitiker Merete Lynggaard sporløst. Medierne kaster sig grådigt over histo-rien, og overskrifterne gætter på alt fra selvmord, mord, en tragisk ulykke og kidnapning til frivil-lig forsvinden. Politiet sætter straks en storstilet eftersøgning i gang - men uden resultat. Merete Lynggaard er som sunket i jorden.

Først da den utraditionelle og hårdt prøvede vi-cekriminalkommissær Carl Mørck sættes i spid-sen for Afdeling Q, politiets nyoprettede afdeling for ‘sager under særlig bevågenhed’, sker der et afgørende skred i efterforskningen. Og snart er Carl Mørck og hans assistent Hafez el-Assad på sporet af en hensynsløs forbryder, som drevet af had har lagt en helt afsindig plan.

Spørgsmålet er, om Carl og Assad kan nå at for-purre den, eller om de selv vil blive ofre for den.

”Jussi Adler-Olsen har bragt velkommen ny energi ind i en ellers noget klaustrofobisk og kliché-plaget dansk krimipraksis.” – Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten

ISBN 978-87-567-8754-3

Layout:[email protected] +45 51 84 51 51Kvinden i buret HB AFDELING Q POLJOB 2011.indd 1 tirsdag 05/07/11 09:39

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 35 OUTPUT: Wed Sep 14 09:20:33 2011/first/politiken/ODT2/1392_Kvinden_i_buret_electra_145x220/Materie

J U S S I A D L E R-O L S E N

KVINDEN I BURET

K R I M I T H R I L L E R

P O L I T I K E N S F O R L A G


P R O L O G

hun krattede fingerspidserne til blods på de glatte vægge og ban-kede knytnæverne mod de tykke ruder, til hun ikke længere kunnemærke sine hænder. Mindst ti gange havde hun famlet sig frem tilståldøren og sat neglene i sprækken og flået i den, men døren var urok-kelig og kanten skarp.

Til sidst, da kødet slap neglene, faldt hun tilbage på det iskolde gulv,tungt åndende. Et øjeblik stirrede hun ud i det buldrende mørke medopspilede øjne og hamrende hjerte, og så skreg hun. Skreg, til det rin-gede for ørerne, og stemmen svigtede.

Så lagde hun nakken tilbage og mærkede igen den friske luft, derstrømmede ned fra loftet. Måske kunne hun springe derop, hvis hun togtilløb, og få fat i noget. Måske der så ville ske noget.

Ja, måske ville satanerne derude være nødt til at komme ind til hende.Og hvis hun så sigtede efter deres øjne med fremstrakte fingre, kunne

hun måske blinde dem. Hvis hun var hurtig nok og ikke tøvede, såkunne hun måske. Og så kunne hun måske også slippe ud.

Et øjeblik suttede hun på sine blødende fingre, satte dem så i gulvetog pressede sig op.

Hun stirrede blindt op mod loftet. Måske var der for langt at springe.Måske var der ikke noget, hun kunne få fat i. Men prøves skulle det.Hvad ellers?

Hun trak sin jakke af og lagde den omhyggeligt i et hjørne, så hunikke skulle falde i den. Så satte hun af i et sæt fra gulvet og strakte armeneså langt i vejret, hun kunne, men ramte ingenting. Gjorde det et par

7


gange mere, før hun trådte tilbage mod endevæggen, hvor hun stod ogsundede sig et øjeblik. Så tog hun tilløb, og med al sin kraft sprang hunopad i mørket med armene hvirvlende efter håbet. Da hun ramlede ned,skred den ene fod på det glatte gulv, og kroppen faldt til siden. Hun støn-nede tungt, da skulderen ramte betonen, og skreg, da hovedet hamredeind i væggen og bankede hjernen fuld af lysglimt.

I lang tid lå hun ganske stille og ville bare græde, men gjorde det ikke.Kunne hendes fangevogtere høre hende, så ville det blive misforstået.De ville tro, at hun var ved at give op, men det var hun ikke. Tværtimod.

Hun ville passe på sig selv. For dem var hun kvinden i buret, men af-standen imellem tremmerne bestemte hun. Hun ville tænke tanker, deråbnede sig ud mod verden og holdt sindssygen på afstand. De skulle al-drig nogensinde få hende ned med nakken. Det besluttede hun der pågulvet, mens skulderen dunkede dybt, og hævelserne omkring øjet luk-kede det i.

En eller anden dag skulle hun nok slippe væk.


1

2007

carl trådte et skridt frem mod spejlet og førte en finger hen over tin-dingen, hvor kuglen havde strejfet ham. Såret var helet, men arret teg-nede sig tydeligt under hårene, hvis nogen ellers gad se efter.

‘Hvem fanden skulle gide det?’ tænkte han, mens han granskede sitansigt.

Nu kunne det ses, at han havde forandret sig. Furerne omkring mun-den var blevet dybere, randene under øjnene mørkere, og blikket signa-lerede inderlig ligegyldighed. Carl Mørck var ikke længere sig selv, denerfarne kriminalefterforsker, der levede og åndede for sit arbejde. Ikkelængere den lange, elegante jyde, der fik øjenbryn til at hæves og læbertil at skilles. Hvad fanden skulle han også bruge det til?

Han knappede sin skjorte, tog jakken på, kylede den sidste sjat kaffeindenbords og hev hoveddøren hårdt i efter sig, så husets øvrige beboerekunne forstå, at de måtte se at komme ud af fjerene. Hans blik faldt pådørens navneskilt. Nu var det var på tide at få det skiftet ud. Det var alle-rede længe siden, at det var længe siden, at Vigga var flyttet. Og selv omde ikke var skilt endnu, så var det løb kørt.

Han vendte sig om og satte kurs mod Hestestien. Nåede han toget omtyve minutter, så kunne han være en god halv time oppe hos Hardy påhospitalet, inden han skulle videre ind til Politigården.

Han så kirken rage rødt op over de nøgne træer og prøvede at mindesig selv om, hvor heldig han trods alt havde været. Bare to centimeter tilhøjre, og Anker havde stadig levet. Bare én centimeter til venstre, så varhan selv blevet dræbt. Lunefulde centimeter, der havde skilt ham fra tu-

9


ren langs de grønne marker og de kolde grave nogle hundrede meterforan ham.

Carl havde prøvet at forstå det, men det var svært. Han vidste ikke retmeget om selve døden. Kun at den kunne være uforudsigelig som lyn-nedslag og uendelig stille, når den havde indfundet sig.

Til gengæld vidste han alt om, hvor voldsomt og meningsløst det at døkunne være. Det vidste han virkelig.

bare et par uger efter afgangen fra Politiskolen havde synet af det før-ste mordoffer brændt sig ind på Carls nethinde. En lille, spinkelkvinde, der var blevet stranguleret af sin mand og nu lå med matte øjneog et ansigtsudtryk, der gjorde Carl elendig i ugevis. Siden var masseraf sager kommet til. Hver morgen havde han gjort sig klar til at se dethele. Det blodige tøj, de voksblege ansigter, de iskolde fotos. Hver daghavde han lyttet til menneskers løgne og undskyldninger. Hver dag sinforbrydelse i en ny afskygning, efterhånden mere og mere uvedkom-mende. Femogtyve år i politiet og ti i drabsafdelingen hærdede.

Sådan var det gået indtil den dag, hvor der kom en sag, som trængtegennem hans panser.

de havde sendt ham og Anker og Hardy ud til en rådden barak på enmørbanket grusvej på Amager, hvor et lig lå og ventede på at fortællesin helt egen historie.

Som så ofte før havde det været stanken, der havde fået en nabo til atreagere. Bare en eneboer, der havde lagt sig fredsommeligt i sit eget skidtog udåndet sine sidste sprittåger, kunne man tro, til man opdagede søm-met fra en sømpistol banket halvt ind i kraniet. Det var på grund af detsøm, at Københavns Politis drabsafdeling var gået ind i sagen.

Den dag var det Carls hold, der stod for tur, hvilket hverken han ellerhans to assistenter havde specielle indvendinger imod, selv om Carl somsædvanlig brokkede sig over arbejdspresset og de øvrige holds langsom-melighed. Men hvem kunne også vide, hvor fatal denne sag ville blive?At der kun skulle gå fem minutter, fra de trådte ind i ligstanken, til Anker

10


lå i en blodpøl på gulvet, Hardy havde gået sine sidste skridt, og Carl fikslukket den brand i sig, der var absolut nødvendig for at være opdager iKøbenhavns Politis drabsafdeling.

Documents

Kvinden i buret