Kilde nr. 2: Den demokratiske fredstese

Republikansk liberalisme bygger på en påstand om, at liberale demokratier ikke går i krig med hinanden. Det er uhyre svært at finde historiske eksempler herpå. Siden afslut-ningen af den kolde krig er der opstået mange nye demokratier. Derfor optimismen: Demokratier går ikke i krig med hinanden, og vi kan således se frem til en mere fredelig verden.

Hvorfor freden mellem demokratierne? Den ledende liberale demokratiteoretiker Michael Doyle (f. 1948) har besvaret spørgsmålet med udgangspunkt i Immanuel Kants (1724-1804) (jf. kap.14) klassiske analyse (Doyle 1983, 1986). Der er tre elementer i tesen om fred mellem demokratierne. Det første er den kultur for fredelig konfliktløsning, som liberale demokratier har opbygget. Samtidig er demokratiske regeringer under folkelig kontrol og vil derfor ikke indlade sig på konflikter, der kan udsætte borgerne for krig og blodsudgydelse. Det andet element er de fælles moralske værdier, som demokratierne støtter, og som fører til moralske band imellem dem – det, som Kant kaldte en „fredsuni-on”. Fredelige former for konfliktløsning anses for at være voldelige former overlegne. Dette synspunkt dominerer relationerne mellem liberale demokratier. Åbenhed og ytringsfrihed skaber gensidig tillid og forståelse. Det tredje element er økonomisk samar-bejde mellem demokratierne. I fredsunionen kan man fokusere på købmandskab og øko-nomisk udveksling til gensidig fordel.

Det er vigtigt at fremhæve, at demokratierne ofte fortsætter med at gå i krig med ikke-demokratiske regimer, med hvilke de ikke har udviklet fælles moralske værdier eller gensidigt økonomisk samarbejde. Imellem demokratierne indbyrdes hviler freden således på tre elementer. De fremkommer ikke automatisk eller på en gang. De skabes derimod i en proces, hvor samarbejdet bliver stadig stærkere.Blandt de grene at liberalismen, der er diskuteret her, indeholder den republikanske libe-ralisme det stærkeste normative element. For de fleste republikanske liberale er der god grund til at tro på, at de Internationale relationer vil udvikle sig mere fredeligt i takt med, at verden bliver mere demokratisk. Heri støttes de varmt af sociologisk liberale, for hvem det forstærkede transnationale samkvem mellem samfundene forer i samme ret-ning. Men det gælder i det hele taget for de liberale, at de er optimister: Nar mennesker bruger deres sunde fornuft, kan samarbejdet sejre. Den liberale optimisme er tæt knyttet til fremvæksten af den moderne, rationelle, kapitalistiske, liberale stat. Modernisering betyder fremskridt på stort set alle områder, herunder i relationerne mellem stater.

Georg Sørensen (2009): ”International politik efter 1945” i Kaspersen og Loftager, Klassisk og moderne politisk teori, s.978.

Kilde nr. 3: Opdragelse til krig

For at ... nationalfølelsen fra begyndelsen skal blive ægte og ikke bare en tom skal, må i de unges endnu modtagelige hjerner indhamres dette jernhårde princip: Den, som elsker sit folk, kan kun vise del gennem de ofre, som han er beredt til at bringe dette. En natio-nalfølelse, som kun går ud på vinding, eksisterer ikke. En nationalfølelse, som kun omfatter visse klasser, findes heller ikke. Hurraråb beviser ingenting, og giver ingen ret til navnet national, hvis der ikke bagved ligger en stor, kærlighedsfuld omsorg for beva-relsen af en altomfattende, sund nationalitet. Stolthed over sit folk kan man kun mere, nar man ikke længere behøver at skamme sig over nogen stand. Et folk derimod, hvis ene halvdel er elendig og forgræmmet eller helt forfalden, gør et så dårligt indtryk, at ingen kan føle stolthed over dette folk. Først nar alle medlemmer i en nation er sunde i krop og sjæl, kan glæden ved at tilhøre denne nation med rette hæves til en så ophøjet følelse, at den kan betegnes som nationalstolthed. Men denne højeste stolthed kan kun fornemmes af den, som forstår storheden hos sin nationalitet.

Den uopløselige sammenhæng mellem nationalisme og social retfærdighedsfølelse må allerede fra starten indplantes i de unges hjerter. Først derigennem skabes et folk, hvis medlemmer er forenede og sammensmedede af fælles kærlighed og fælles stolthed, som for evigt ger dem urokkelige og uovervindelige.

Vor tids frygt for chauvinisme er et tegn på impotens. Det faktum, at tiden ikke blot savner al overstrømmende kraft, men ligefrem betragter en sådan foreteelse med afsmag, viser, at skæbnen ikke har udset den til at øve stordåd. Thi de største omvæltninger her på jorden ville ikke have været tænkelige, hvis de som drivkraft havde haft de borgerlige idealer ro og orden, i stedet for den fanatiske, ja hysteriske lidelse.

Uden tvivl går denne verden en stor omvæltning i mode. Det afgøres så, om denne omvæltning skal blive til velsignelse for den ariske menneskehed eller til gavn for den evige jøde.

Den nationale stat må derfor sørge for gennem en passende opdragelse at gore ung-dommen moden til de mest betydningsfulde afgørelser, som vor planet har bevidnet.

Det folk, som først betræder denne vej, vil sejre.Hele den nationale stats uddannelses- og opdragelsesprogram må kulminere i den

opgave, i den til sig betroede ungdoms hjerter og hjerner instinkt- og forstandsmæssigt at indmejsle raceopfattelsen og racefølelsen. Ingen pige og ingen dreng skal forlade skolen uden at have fuld indsigt i nødvendigheden og følgen af blodets renhed. Dermed skabes forudsætningerne for bevarelsen af de racemæssige grundvolde for vor nationalitet, hvor-på hele den følgende kulturudvikling skal bygge.

Thi al kropslig og åndelig uddannelse ville i sidste instans være værdiløs, hvis den ikke kom et individ til gode, som principielt var besluttet på og beredt til at bevare sig selv og sin egenart.

Adolf Hitler, Mein Kampf, fra Kjeld Mazanti (1975), De politiske ideologier, s.74-75.

Kilde nr. 4: Danmark uden militære muligheder

Det er til Forsvar for Nevtraliteten under en Krig mellem andre Magter, at vore Militari-ster nu tænker sig Danmarks Militærstyrke anvendt. Her er først Grund til i al Alminde-lighed at spørge: har Danmark i Krigstilfælde efter Aftaler eller alment anerkendte folke-retlige Grundstemninger bestemte Forpligtelser at opfylde? Hertil kan svares: „Ja, det har en Forpligtelse; det er at hindre, at danske Mennesker frivillig yder nogen af Parterne Hjælp.

Derudover har det i Virkeligheden ingen folkeretlig Forpligtelse. Der findes hist og her i folkeretlige Værker vage Udtalelser om, at nevtrale Stater bør hindre, at deres Omraade benyttes af en krigsforende Part. Men disse Udtalelser er ganske ubestemte, og der Andes ingen international Aftaler derom. End mindre findes der nogen Pligt til at berede sig i Fredstid til at gore den stærkest mulige Modstand mod en mulig indtrædende Nevtrali-tetskrænkelse i en mulig Krig. I intet Tilfælde har Stormagterne rejst Krav om, at Sma-astaterne skulde iføre sig en Krigsrustning, der svarede til Storstaternes. Norge havde, for Rustningerne overfor Sverige begyndte, en overordentlig svag Hær. Ingen klagede der-over. Og ligesaa lidt er saadanne Krav stillet overfor Danmark, hvis Militærordning jo efter vore Militaristers Mening i det mindste siden 1864 har været under al Kritik. Og mere end forunderligt vilde det være, om Stormagterne rejste den Art Fordringer overfor os. Ingen kan forpligtes ud over sin Evne. Og enhver Stormagtspolitiker ved, at Danmark ikke kan forsvare sin Nevtralitet. Det er jo i den Grad iøjnefaldende. Man tænke sig, at Tyskland har Brug for at anlægge Batterier i Jylland for at hindre Sejlads gennem Lille-bælt. Ingen kan drømme om, at vi kan hindre det, hvorledes vi saa indretter vort Mili-tærvæsen. Eller at enten Englændere eller Tyskere søger at sætte sig fast ved Storebælts Kyster. Det er givet, at vi ikke kan hindre det. Eller at Englænderne ønsker at benytte den ene eller den anden af vore Havne. Det er ganske umuligt, at vi kan forhindre dem deri. Det eneste, vi kan tænkes at forsøge, er jo selv efter de ivrige Militaristers Mening et Forsvar for det befæstede København. Men selv om dette var muligt, hindres Nevtrali-tetskrænkelse jo aldeles ikke derved. Der er ikke mindste Tale om, at Stormagterne vil kræve, at København skal være befæstet. Ønsker en af dem det, da vil en anden være der-imod. Enighed derom kan ikke tænkes. En Fordring fra Stormagterne om, at vi skulde ruste os til Tænderne, bygge Fæstninger og Skibe og indeksercere saa mange Soldater som mulig, vilde være ensbetydende med at sige til os: „Indret Eder paa at lade saa man-ge som mulig slaa ihjel under en kommende Krig.

Vi ved godt, at det ikke er til Nytte for nogen af os, men det finder vi nu en Gang passende." En saadan Fordring er ikke stillet, og der er ikke fjerneste Sandsynlig-hed for, at den vil blive stillet.Men har vi da Grund til frivillig at anstrenge os til det yderste? Kan det tænkes, at vi selv kan have Gavn deraf? Eller vil det kun bringe os for-øget Fare?

Peter Munch: ”Danmark under en stormagtskrig” (uddrag), Det ny Aarhundrede, 2005.

Kilde nr. 5: Trusselsopfattelsen d. 8. april 1940

Sjældent vejer historiens bagklogskab med en så knusende tyngde som i en analyse af den danske regerings situationsopfattelse 8. april. For vi ved jo alle, hvad der hændte den følgende dag.

Utvivlsomt stod det klart for udenrigs- og forsvarsministeren at afgørende begivenhe-der, evt. kamphandlinger, var forestående. Herpå tydede den engelske mineringsaktion mod Norge om morgenen sammenholdt med de tyske flådebevægelser og opmarchen af tyske tropper syd for grænsen. Men igen er det vigtigt at fastholde at disse sidste ikke nødvendigvis behøvede at indicere noget overfald på Danmark. De kunne være led i en flankedækning eller tjene som magtdemonstration bag et diplomatisk fremstod med f.eks. krav om baser pa dansk jord — altså en situation ikke ulig den der indtraf med det tyske mineringskrav i august 1914.

Derfor blev hovedmalet for alle danske dispositioner 8. april at undgå enhver handling der kunne fremprovokere et tysk angreb — der måske ellers ikke ville være kommet! Derfor afviste regeringen generalernes ønske om at mobilisere, derfor forbød man dem at forskyde tropperne imod syd, og derfor trak man enhederne tilbage fra grænsen.

At det værst tænkelige kunne ske, var regeringen ikke blind for — men det er jo ikke det samme som at sige at den vidste det! Formentlig har man i alle tilfælde regnet med et ultimatum for en tysk aktion. Og fik denne karakter af et militært overfald var svaret givet pa forhånd: Danmark matte hverken komme i krig pa tysk eller engelsk side, erklærede udenrigsminister Munch under partiformandsmødet om aftenen 8. april.Men dermed foregreb han jo i virkeligheden det officielle Danmarks handlingsprogram for de næste fem år: Danmark som besat, men ikke erobret — og dermed neutral stat.

Hans Kirchhoff (1987), Kamp eller tilpasning, s.28.

Kilde nr. 6: Danmark indtræder i militæralliancen NATO

Hvis vi bragte os selv i den situation, at vi både siger nej til eventuelt russisk ikke-angrebspagt tilbud og nej til underhåndsforespørgslen fra USA, vil vi kunne få skyld for bevidst at have lagt en ny 9. april-situation til rette. Dette ansvar vil regeringen ikke tage. Ingen i denne forsamling vil laste de mænd, der sad ved roret den 9. april 1940. De var vore venner og bedste kammerater. Vi ved, at den afgørelse, de traf, blev truffet ud fra en dyb ansvarsfølelse over for Danmark og det danske folk, og de havde ret til at være i god tro. Men lad os gøre os helt klart, at dette ikke kan gentages. Vi har pligt til at drage lære af det, der dengang skete.

At lade Danmark ligge som et tomrum og af angst ikke turde give vor mening til ken-de i delte øjeblik, vil øge risikoen både for os og for Norden. Del vil være ødelæggende for vort gode omdømme i hele den demokratiske verden.

Jeg ved, al dette er en svær afgørelse, som vil koste hver enkelt, der føler sit ansvar, sjælekamp, men en afgørelse må træffes. Jeg har i disse måneder ofte tænkt på den situa-tion, vi gennemlevede.

Demokratiske stater, harmedes over, at en ængstelig demokratisk verden tillod en Adolf Hitler at tage land eller land? Er del ikke sandt, at vi allesammen dengang nøjedes med at knytte hænderne i bukselommerne og forlange, at de andre demokratiske lande skulle gore noget? Jeg tror, alle følte det på denne made.

Lad os ikke i dag, hvor vi selv er på prøve, glemme vore tanker dengang. Lad os heller ikke glemme, at det Rusland, vi star over for på samme måde som Hitlers Tyskland, byg-ger på et totalitært statssystem.

Vi har klart sagt, og vi vil fastholde, al vi kun ønsker fred og frihed for os selv og fred og frihed for verden. Delle er målet for hele vor udenrigspolitik. Vi vil aldrig blive della-gere i nogen aggressiv politik, men vi vil være deltagere i en politik, der efter vor bedste overbevisning kan styrke og bevare de fredsvillende kræfter.

Vi kan ikke af en urimelig stormagtspropaganda lade os skræmme fra at foretage og sige det, vi finder rigtigt.

Det er ligeså klart, al vi fortsat gennem vor udenrigspolitik og diplomatiske tjeneste vil gøre vort yderste for at overbevise Sovjetunionens mistænksomme ledelse om, al vort formål kun er fredens og frihedens bevarelse, og at vi statsligt virkelig ønsker al oprethol-de el godt og venskabeligt forhold til Sovjet. Ligeledes al vi med alle midler vil søge frem-me et fredeligt forhold mellem øst og vest og søge handelsforbindelserne udbygget.(...)

Alt skal sættes ind på at søge freden bevaret. Kommer krigen på disse kanter, tror jeg, ulykken er sket. Danmark vil formenligt så blive besat af Rusland, hvad enten vi er i Atlanterhavspagten eller ej. Værdien for os ligger i del forebyggende, i vor viden om og en angribers viden om, at et overfald betyder udløsning af en verdenskrig.

Hans Hedtoft: Tale til Socialdemokratiets hovedbestyrelse 27.2.1949 (uddrag), Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

Kilde nr. 7: Forsvandt truslen fra øst i 1989?

En tilbagevenden til Brezhnev-periodens ensretning af de østeuropæiske lande og kold-krigsperiodens oprustning kan i teorien ikke udelukkes, men må forekomme meget usandsynlig. Et politisk tilbageslag kan muligvis stoppe nedrustningsprocessen, men henset til de økonomiske vilkår næppe føre til fornyet, egentlig oprustning.

Der kan dog snarere frygtes en udvikling i retning af en politisk opløsning af østblok-ken; hvorved gamle nationale modsætningsforhold og interne stridigheder, der har været underordnet blokpolitiske og ideologiske hensyn, kommer op til overfladen igen. En sådan udvikling vil umiddelbart kunne svække Warszawa-pagten militært og politisk, men vil samtidig udgøre en latent trussel mod stabiliteten i Europa. I en sådan situation bliver risikoen for, at lokale, nationale konflikter breder sig og optrappes, et alvorligt pro-blem. Denne trussel vil blive endnu mere udtalt, hvis reformpolitikken i Sovjetunionen slår fejl og fører til politisk ustabile forhold i landet. Med det militærapparat, der findes i Sovjetunionen, kan en sådan udvikling få uoverskuelige følger.

Udviklingen kan imidlertid udmærket få et ganske andet, positivt forløb. I et »bedste fald«-perspektiv vil Sovjetunionen og de østeuropæiske lande gradvis tilnærme sig den vestlige samfundsmodel eller udvikle en egen, selvstændig kurs, efterhånden som økono-miske og politiske reformer fares ud i livet. De vestlige landes reaktioner - sikkerhedspo-litiske som økonomiske på reformerne kan have en afgørende betydning i denne proces. En forudsætning for, at udviklingen kan få et sådant positivt forløb, vil formentlig være, at de østeuropæiske lande formår at regulere deres forhold til Sovjetunionen under hen-syntagen til de sovjetiske sikkerhedsinteresser. Derfor kan Warszawa-pagten formentlig have en stabiliserende rolle ikke blot i Øst/Vestsammenhængen, men også som rammen for en løbende politisk dialog mellem Sovjetunionen og de østeuropæiske lande.

Forsvaret i 90’erne. Beretning fra Forsvarskommissionen af 1988 (1989), s.28.

Kilde nr. 8: 1990 – Danmark sender et krigsskib til Mellemøsten

Kilde nr. 9: Skriftlig fremsættelse af beslutningsforslag B 81 om udsendelse af Olfert Fischer

Kilde nr. 10: 1. behandling af B 81 – ordførertale af Hans Hækkerup (S)

Kilde nr. 11: Betænkning over B 81

Kilde nr. 12: Sikkerhedsrådsresolution nr. 678 af 29.11.1990

Kilde nr. 13: Uffe EllemannJensen om udsendelsen af Olfert Fischer

Kilde nr. 14: Daytonfredsaftalen 1995

Kilde nr. 15: Beslutningsforslag B 107 om et udvidet dansk engagement i exJugoslavien

Kilde nr. 16: ’Responsibility to Protect’ (R2P)

Kilde nr. 17: Kronik: Folkeret i en brydningstid

af Niels Helveg Petersen, udenrigsminister Konflikten i Kosovo, de etniske udrensninger og NATOs militære indgriben har udfor-dret gældende internationale retsprincipper. Først og fremmest staternes suverænitet, dvs. det klassiske krav om frit at kunne afgøre indre anliggender uden at skulle tåle ind-blanding fra andre staters side. Desuden princippet om ikke at anvende magt i internati-onale relationer - bortset fra selvforsvar eller efter bemyndigelse fra FNs Sikkerhedsråd. Og endelig kravet om respekt for menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettighe-der.

Over for grove og vedvarende krænkelser af menneskerettighederne kan det internati-onale samfund ikke nøjes med at se passivt til. Det har da også længe været dansk men-ne-skerettighedspolitik ikke at lade grove menneskerettighedskrænkelser gå upåagtet hen. I mit indlæg på FNs Verdenskonference om Menneskerettigheder i Wien, juni 1993 - afgivet på vegne af de dengang 12 EF-lande - understregede jeg med eftertryk, at krænkel-se af menneskerettighederne i dag må betragtes som et internationalt anliggende, og ingen stat må længere kunne skjule sig bag princippet om ikke-indblanding i indre anlig-gender. I konferencens slutdokument, tiltrådt af alle FNs medlemslande, fastslås det for første gang i en global sammenhæng, at fremme af respekten for menneskerettighederne overalt i verden er en legitim opgave for det internationale samfund. Under Danmarks medlemskab af FNs Menneskerettighedskommission i årene 1996-1998 har vi til fulde levet op til en aktiv menneskerettighedspolitik, der sætter beskyttelsen af det enkelte menneske, mindretal og hele folkeslag over staternes suverænitet. Denne klare tendens til at sætte hand-ling bag ordene ser vi også i de internationale bestræbelser til sikring af, at de der begår - eller beordrer - folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menne-skeheden drages til ansvar for deres gerninger.

FNs Sikkerhedsråd har anvist vejen med etablering af internationale straffedomstole til retsforfølgning af personer, der har begået sådanne forbrydelser i det tidligere Jugosla-vien (1994) og i Rwanda (1995); denne udvikling er siden kulmineret med vedtagelsen i juli sidste år på en diplomatkonference i Rom af en traktat om etablering af en perma-nent international straffedomstol. Retsforfølgningen sker uden hensyn til rang og stil-ling, såle-des som det på det seneste har kunnet konstateres ved den rejste tiltale mod præsident Milosevic og andre højtstående serbiske ministre og generaler. Samme tendens afspejler sig i udleveringssagen mellem Spanien og Storbritannien om strafforfølgning af Chiles tidligere statsoverhoved, general Pinochet. Diktatorernes beskyttelse er ved at rinde ud.

Det internationale samfund er ikke længere til sinds at tåle, at de, der begår eller beor-drer forbrydelser mod menneskeheden - systematiske overgreb mod civilbefolkningen i form af tortur, summariske henrettelser, voldtægt, forsvindinger - slipper for retsforfølg-ning og straf.

FNs generalsekretær har den 7. april 1999 i sin tale til dette års samling i Menneske-rettig-hedskommissionen i Genève omtalt forbrydelserne i Kosovo på følgende måde: - »Ingen skal være i tvivl om, at for massemordere, udøvere af etnisk udrensning og dem,

som er skyldige i grove og chokerende menneskerettighedskrænkelser, er ansvarsfrihed uaccep-tabel. De Forenede Nationer vil aldrig være deres tilflugtssted og FN-pagten aldrig en kilde til retfærdiggørelse. - Langsomt, men sikkert, udvikler der sig en interna-tional norm imod voldelig undertrykkelse af mindretal. Denne norm må gå frem for bekymringer om suverænitet. - Ingen regering har ret til at gemme sig bag sin nationale suverænitet med henblik på at krænke menneskerettigheder eller fundamentale friheder hos dets folke-slag.

Det er klar tale. Det vanskelige spørgsmål vedrører selvsagt den situation, hvor handlingen til beskyt-

telse af menneskerettighederne udmønter sig i regulær magtanvendelse med militære midler over for den stat, som groft og vedvarende krænker disse rettigheder. Denne udfordring har sat FNs Sikkerhedsråd på sin hidtil alvorligste prøve. Under den ’kolde krig’ var Rådets virksomhed lammet af veto, men siden Berlinmurens fald i 1989 har FNs Sikkerhedsråd anstrengt sig for at leve op til sin rolle som hovedansvarlig for oprethol-delse af mellemfol-kelig fred og sikkerhed i overensstemmelse med FN-pagtens bestem-melser herom. Disse bestemmelser indebærer bl.a., at Sikkerhedsrådets kompetence bry-der forbeholdet om indre anliggender. Stater, der begår fredsbrud eller truer hermed, må nu regne med at blive sat på plads, om nødvendigt med militær magt som forudset i FN-pagten (kap. VII), der giver Sikkerhedsrådet myndighed til at gennemtvinge de folkeretli-ge regler om forhin-dring af fredsbrud eller trussel herom - så længe de fem faste med-lemmer (stormagter) er enige herom. Og det har Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA stort set været siden 1989 med det resultat, at Sikkerhedsrådet har kunnet gribe ind med magt i sådanne væbnede konflikter som Irak/Kuwait, Somalia, Bosnien, Haiti og Albanien. Derimod har rådet ikke kunnet løfte sit ansvar i relation til folkedrabet i Rwanda og de etniske udrens-ninger i Kosovo.

Sikkerhedsrådets praksis - skridt for skridt - over de sidste ti år har naturligt nok holdt sig inden for de rammer, som FN-pagten foreskriver for magtanvendelse: selvforsvar (art. 51) og bindende beslutninger truffet af rådet selv (kap. VII). Men selv inden for disse ram-mer er udviklingen gået rask i retning af at fortolke rådets kompetence stadigt udvidende til fordel for ofrene for en væbnet konflikt. Især har Sikkerhedsrådet udvidet trusselsbe-døm-melsen i kap. VII (art. 39) til også at omfatte chokerende humanitære tilstande (Somalia og Bosnien) og genindsættelse af et demokratisk valgt styre fjernet ved et mili-tærkup (Haiti).

Udviklingen er imidlertid ikke standset her, men har på det seneste bevæget sig uden for denne retlige ramme, således som situationen i relation til Kosovo har demonstreret. Her er magtanvendelse taget i brug af NATO-landene, efter at det blev klart, at der ikke kunne etableres enighed i Sikkerhedsrådet mellem de fem faste medlemmer; først og fremmest på grund af Ruslands modstand. Kosovo-konflikten har stillet det internationa-le samfund over for en ny udfordring, på vejen fra ord til handling, fra forældede suveræ-nitetsbe-tragtninger til virkeliggørelse af de folkeretlige humanitære beskyttelsesregler. Udfordringen består især i at leve op til humanitetens krav, uden at en eventuel magtan-vendelse til sikring heraf ender i selvtægt.

Hvis man et øjeblik prøver at sammenligne udviklingen i de nationale samfund og det internationale samfund, tegner der sig følgende billede. Det har taget nationalstaterne mange hundrede år at nå frem til en styreform - den demokratiske retsstat - hvor, som

det hedder i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder: »Folkets vilje skal være grund-laget for regeringens myndighed« (artikel 21). Et sæt af offentlige myndigheder - den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt - er etableret til varetagelse af sam-fundets tarv, således at ingen borger har nødig at tage sig selv til rette bortset fra selvfor-svar. Tværtimod er individuel magtanvendelse forbudt og erstattet af en monopo-lisering af magtudøvelsen hos domstole og politi. Lighed for loven og retssikkerhed (’the rule of law’) har afløst enevælde og vilkårlighed i retsudøvelsen. Der kan være grund til at minde om fortalen til Jyske Lov fra 1241, der indledes med de berømte ord: »Med lov skal land bygges«. Det betyder netop, at vilkårlig magtudøvelse bandlyses og erstattes af princippet om lighed for loven og retssikkerhed. Den demokratiske retsstats kendemær-ke ligger i accepten af lovgivningsmagtens beslutninger, også når man ikke selv kan gå ind for den trufne beslutning. Mange stater har endnu ikke fuldt ud gennemløbet denne udvikling, men de demokratiske ideer vinder terræn, uden at det dermed skal være sagt, at den demokratiske retsstatsmodel har fundet sin endelige form; det er en styreform i stadig udvikling dog, uden prisgivelse af folkeviljen og forbuddet mod individuel magtan-vendelse.

Det internationale samfund, der tæller omkring 190 stater, har endnu ikke opnået en tilsvarende grad af samhørighed i form af fælles lovgivning, domstole og politimyndighed. Det frister til at tage retten i sin egen hånd. I denne sammenhæng repræsenterer FN-pag-ten en milepæl i retsudviklingen. For første gang i historien er det lykkedes at få ned-fæl-det et universelt forbud mod magtanvendelse fra de enkelte medlemsstaters side. FN-pag-tens magtanvendelsesforbud (art. 2, stk. 4) brydes alene af retten til individuelt og kollek-tivt selvforsvar (art. 51) og modsvares af Sikkerhedsrådets beføjelser til at bruge magt i til-fælde af fredsbrud eller trusler herom. Det kollektive retshåndhævelsessystem er imidler-tid skrøbeligt på grund af den indbyggede vetoret, som tilkommer rådets faste medlem-mer, og som har sin baggrund i den enkle realpolitiske betragtning, at iværksæt-telse af magtmidler imod en eller flere af de fem stormagters beslutning i stedet for at forhindre en krig snarere vil udløse en. Det er samtidig vigtigt at fastholde, at selv når situationen tilsiger og retfærdiggør brug af magt, må denne overholde de klassiske betin-gelser om nødvendighed - andre udveje frembød sig ikke som situationen havde udviklet sig - og proportionalitet - de anvendte midler må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt til opnå-else af det fastsatte mål for aktionen. Magtanvendelse skal holdes i stram tømme.

Spørgsmålet er nu, hvorledes man, på den her beskrevne baggrund, bedst styrker og videreudvikler det internationale samfunds muligheder for en effektiv håndhævelse af folkeretten, især de humanitære beskyttelsesregler til fordel for ofre for grove krænkelser af menneskerettighederne, såsom folkedrab, massakrer på civile og tortur.

Det er tydeligt, at der gennem de seneste år er opstået et klart og velbegrundet offent-ligt pres for at effektivisere folkeretten på dette område. Interessen samler sig især om magtanvendelse i situationer, hvor FNs Sikkerhedsråd er lammet af et veto eller udsigten hertil. En stillingtagen til dette spørgsmål må tage udgangspunkt i FN-pagten. Pagten kan ses som et forfatningsretligt dokument for det internationale samfund, ligesom grundloven er det for det nationale danske samfund. Sådanne dokumenter undergår sjæl-dent formelle ændringer, men de ændrer sig alligevel over tid gennem dannelse af rets-sædvaner til supplering eller ligefrem ændring af den formelle forfatning. FN-pagten har

på et så centralt punkt som Sikkerhedsrådets afstemningsregler (art. 27) således undergå-et en sæd-vanemæssig ændring, derved at der til vedtagelse af en beslutning ikke længere kræves, at ni medlemmer, herunder alle de faste medlemmer, har stemt »ja«, som det hedder i art. 27, stk. 3. En afståelse tæller også på ja-siden. En ikke uvæsentlig nuance-ring, som har gjort det muligt for Sikkerhedsrådet at vedtage tvangshåndhævelsesskridt f.eks. over for det tidligere Jugoslavien uden positive jastemmer fra Rusland og Kina. Senest har Kina med sin afståelse på Sikkerhedsrådets resolution vedtaget i henhold til Pagtens kap. VII om etablering af en international civil og militær styrke i Kosovo ikke villet lægge hindrin-ger i vejen for dette initiativ til etablering af en fredelig udvikling i området, der bl.a. muliggør hjemvendelse af de fordrevne kosovoalbanere.

Spørgsmålet er, om man kan gå videre ad denne vej og i praksis indskrænke mulighe-den af at benytte vetoretten. Forskellige modeller kan tænkes - såsom en knæsættelse af det almindelige retsprincip om, at en part ikke kan dømme/stemme i egen sag uanset sagens beskaffenhed. Hermed tilstræbes, at kun saglige hensyn skal være bestemmende for udfaldet af Sikkerhedsrådets overvejelser. En anden mulighed er at stille krav om konkret begrundelse for tilstedeværelse af en vital interesse hos det sikkerhedsrådsmed-lem, der påtænker at nedlægge veto. Og vel at mærke således, at den nationale interesse vurderes i lyset af det internationale samfunds interesse som helhed i, at en bestemt for-anstaltning gennemføres, om nødvendigt med magt. Hvis formålet med en humanitær beskyttelsesaktion ellers ville forspildes, må det, i ubestrideligt klare tilfælde, i sidste instans være legitimt for medlemmer af det internationale samfund at agere uden fore-læggelse for Sikkerhedsrådet, samtidig med at de trufne forholdsregler indberettes til rådet på lignende måde som det er foreskrevet i FN-pagten, når et medlem handler i selv-forsvar. Over for et påbegyndt eller overhængende folkedrab eller anden humanitær kata-strofe må de menneskelige hensyn veje tungere i den konkrete situation end hensynet til FN-pagtens ord og bogstav som nedfældet i 1945.

Inden for den humanitære folkeret, der tilsigter at beskytte ofrene for væbnede kon-flikter - de syge og sårede, civilbefolkningen og krigsfanger - har man siden århundred-skiftet opereret med en generalklausul, der supplerer de mange konkrete beskyttelsesreg-ler med en henvisning til principperne om medmenneskelighed og den offentlige samvit-tigheds bud. Tanken er, at vi ikke kan lovgive for alle tænkelige situationer og derfor har behov for en humanitetens grundsætning, der kan opfange uforudsete situationer. Grundsætningen er kendt under navnet Martens-klausulen opkaldt efter den russiske folkeretslærde Feodor Feodorovich von Martens, der formulerede princippet under Den anden Haagerfredskonfe-rence i 1907 om krigens folkeret. NATOs militære aktion stillet over for den menneskelige katastrofe i Kosovo udgør ét eksempel på anvendelse af denne grundsætning. Det er dog efter min mening for tidligt at søge at drage for håndfaste kon-klusioner fra denne aktion til fremtidige tilfælde af denne art.

Forhåbentlig vil Sikkerhedsrådet vide at kende sin besøgelsestid over for optræk til huma-nitære katastrofer og agere i fællesskab - med den styrke det giver - til afværgelse af sådanne katastrofer og til yderligere fastlæggelse af grænserne for, hvad det internatio-na-le samfund vil tolerere fra egenrådige magthaveres side. Den danske regering vil som hidtil yde sit bidrag hertil - ikke mindst når det drejer sig om forebyggelse af konflikter og stabilisering af freden.

Niels Helveg Petersen, Politiken, 25.06.1999

Kilde nr. 18: Klaus Rifbjerg om Kosovo

af Klaus Rifbjerg, forfatter

Der findes intet sikkert tal for, hvor mange ofre der har været for serbisk aggression. At der har fundet massakrer sted er utvivlsomt. Det er i sig selv kvalmende og utåleligt. Men lad os nu sige, at hundrede mennesker er myrdet, bliver de så levende igen eller blot ’hævnet’ ved at man nu myrder hundreder og atter hundrede civile i den eskalerende NATO-krig? Et lig er et lig, en sørgende mor en sørgende mor uanset aflivningsmetoden. Men det er alligevel her forskellen gør sig gældende For at straffe en diktator sætter man et militærapparat i gang, hvis terror er legitim, for den er udført i humanitetens navn. Vi står sammen om den.

Vores statsminister har sagt, at det er okay, ja selv den radikale udenrigsminister nik-ker sørgmodigt med hovedet og siger: »Ja, lad os bombe!«.

Det drejer sig nu ikke længere om krydsermissiler og Stealth-bombefly mod specifik-ke militære mål, nu skyder man også efter tanks og militærkolonner på vejene, for det man frygtede er allerede sket. Massakrerne man ville stoppe, breder sig! Det er ikke mere 20.000 der er på flugt, det er 100.000, i morgen måske 200.000 eller en million. Det er nemlig altid civilisterne, der betaler prisen. Det er ikke Bill Clinton i Washington eller Poul Nyrup Rasmussen på Christiansborg eller Tony Blair i Downing Street 10, det er en hel masse mennesker, vi har sat os for at ’befri’, men som nu ligger døde eller lemlæstede i grøftekanten eller under en dynge murbrokker i byen.

Dette vanvid må man formode skulle give os ren samvittighed. Vi har lært af Mün-chen 1938, man skal kværke skurkene inden de kværker en selv. Men man glemmer, at 1938 ikke er 1999 og at Slobodan Milosevic ikke er nogen Hitler, selvom han minder om ham. Men det er ikke det vigtigste, det vigtigste og mest oprørende er, at vi har glemt, at der i ordet humanitær gemmer sig ordet human, menneske, noget menneskeligt, og at det vi kunne og skulle have gjort, var at gribe ind på et tidligt tidspunkt med massiv øko-nomisk og menneskelig støtte, ligesom man skulle have grebet ind i Tyskland efter Før-ste Verdenskrig og i stedet for at straffe økonomisk have hjulpet økonomisk på alle leder og kanter - som det faktisk skete med Marshallplanen efter Anden Verdenskrig med det resultat, at Tyskland ikke blot kom på fode, men udviklede sig til en misundelsesværdig sund, demokratisk og uaggressiv republik.

Tænk bare et sekund over det lyse mirakel, der ville være indtruffet, hvis man havde brugt de milliarder og milliarder af kroner, som dødens købmænd nu fryder sig over at kunne putte i lommen, på en massiv humanitær indsats a la den som i sin tid frelste Tyskland og for ganske nylig Makedonien, tænk hvis vi for en gangs skyld kom til for-nuft og indså, at de ofre, der nu styrter rundt på et oprevet Balkan ikke blot er vore med-mennesker, men en spejling af os selv. Det er os, der har sendt dem af sted i ’frihedens’ og ’solidaritetens’ navn, men det er også os, der massakrerer dem i langt større tal end dem, der faldt som ofre for serbisk aggressivitet og terror.

Et tankeeksperiment: Hvis Sovjetunionen dengang eller Rusland nu for den sags skyld fandt på at komme indbyggerne i en suveræn stat ’til undsætning’, hvad ville der så ske? Så ville USA og den vestlige verden skide grønne grise af ’retfærdig’ harme og bede FN

om øjeblikkelig handling, true med atomkrig og det der er værre, hvis der findes noget værre, og forargelsen ville ikke kende grænser. Nu har man ’retten’ på sin side, man har fundet ’fjenden’ og derfor er det i orden at punke løs med alt hvad man har til rådighed af teknologisk isenkram, mens man udmærket ved, at det i sidste ende er civilbefolknin-gen, der lider og betaler prisen - lige meget hvor meget man slår på at dette er sat i scene for at straffe ondskaben efter devisen med ondt skal ondt fordrives.

Men det er os selv vi slår, og det er en sørgelig udgang på det tyvende århundrede, at vi skal indkassere dette enorme tilbageslag, som er iscenesat til ære for en tyran, men går ud over alle dem vi solidariserer os med: almindelige mennesker, kvinder og børn, unge og gamle som os selv. Konsekvenserne er uoverskuelige, men uanset hvad der sker, er vi i den vestlige, rige verden mere moralsk anløbne efter denne dumhed end længe.

Politiken 03.04.1999

Kilde nr. 19: NATO’s forsinkede krig

af Tøger Seidenfaden

Er der hold i kritikken af NATO-bombardementerne? Er omverdenens stærkt forsinkede opgør med Milosevics Serbien velbegrundet - og vil det lykkes? Tøger Seidenfaden gør status efter to uger med bombninger og folkefordrivelse.

Allerede Alexis de Tocqueville bemærkede, at demokratier har svært ved at drage i krig, men er de først kommet i gang, så fører de krigen grundigt og sejrrigt til ende. Iagt-tagelsen har stadig gyldighed, og den udpeger både forklaringen på NATOs problemer efter to ugers luftkrig, og årsagen til, at der stadig er grundlag for at tro på et udfald af den humanitære intervention, der er bedre end alternativet. NATOs indgreb er blevet kritise-ret fra mange sider. Der er da også mange angrebspunkter - lige fra en instinktiv modvilje mod overhovedet at bruge våbenmagt, over bekymring for FN og folkeretten, frygt for storpolitiske forviklinger, overvintret antiamerikanisme fra den kolde krigs tid til usik-kerheden om hvorvidt interventionen vil eller kan lykkes.

De kritikere, der principielt er imod den humanitære intervention, har ikke anvist nogen alternativer. Eller rettere: De alternativer, de anviser, lider af den store skavank, at de alle er afprøvet tidligere, igen og igen - uden succes. Det gælder tanken om at bruge FN, om at inddrage Rusland mere og om at indkalde til store internationale fredskonfe-rencer med alle parter som deltagere. Det gælder for økonomiske sanktioner og for enhver tænkelig form for politisk og diplomatisk pres - også fra Serbiens nærmeste allie-rede. Ja, det gælder sågar, om end langtfra systematisk nok, for ideen om at støtte den serbiske opposition mod Milosevic. Intet er lykkedes, og mens forsøgene er blevet gjort, er de menneskelige lidelser vokset og vokset. Det eneste, der har virket, er indtil nu de to ugers NATO-bombardement af de bosniske serbere, der i 1995 fik hævet den tre år gamle belejring af Sarajevo, som - sammen med kroaternes landkrig mod serberne - var grundla-get for Daytonaftalen.

For den absolutte pacifist kan NATOs luftkrig naturligvis aldrig retfærdiggøres. Men hvor megen respekt man end kan have for pacifister, der står inde for deres valg, så ligner absolut pacifisme på sikker afstand af årelang voldsanvendelse mod millioner af uskyldi-ge nu mere mental bekvemmelighed end idealisme. Lidt mere udbredt end absolut paci-fisme er tesen om, at NATOs vold er (mindst) lige så forkastelig som serbernes vold, og at bombardementerne under alle omstændigheder forøger antallet af ofre. Synspunktet - Klaus Rifbjerg har luftet det her i avisen - overser en lang række kendsgerninger og pro-portioner. At sidestille de uundgåelige, men heldigvis begrænsede tab af menneskeliv, der er en følge af NATOs angreb på militære mål, med de massive fordrivelser, terror-bombardementer mod civile, nedskydninger og massakrer, som vi oplever - og nu har oplevet gennem snart otte år - er helt urimeligt. Ikke bare er omfanget af den konkrete menneskelige lidelse usammenlignelig. Der ses også helt bort fra, hvem der har besluttet hvad, med hvilken baggrund, motiv, metode og formål - kort sagt fra alt, hvad der nor-malt danner grundlag for moralske domme over menneskelig adfærd.

Større lødighed har den kritik, der sætter spørgsmålstegn ved, om NATOs humanitæ-re intervention vil lykkes. Eller ligefrem hævder, at den allerede er mislykket. Kritikken

næres af flere kilder. Vi er utålmodige. I en mediealder, hvor enkeltbegivenhederne i en international krise på det nærmeste bringes videre endnu inden - eller i hvert fald samti-dig med - at de finder sted, vil offentligheden gerne se resultater med det samme. Når nu NATO-landene så længe har diskuteret, om der skulle bombes og har haft så svært ved at træffe beslutningen, forventer man - og offentligheden - at beslutningen øjeblikkeligt får Milosevic til at bøje sig. I virkeligheden hænger det desværre omvendt sammen. Netop fordi NATO tøvede så længe, har Milosevic svært ved at tro, at alliancen mener det alvorligt, og at aktionen ikke blot er en symbolsk markering, der vil løbe ud i sandet.

Størst usikkerhed skaber det, at vi - samtidig med NATOs luftkrig - har oplevet en mangedobling af kosovaalbanernes lidelser. Mere eller mindre diffust fremstår bomberne som årsag, massakrerne og den halve million fordrevne som virkning. Som bekendt blev Hitlers jødeforfølgelser også først til organiseret massemord efter Anden Verdenskrigs udbrud. Alligevel er der næppe nogensinde nogen, der har påstået, at de allieredes krigs-erklæring i september 1939 (de var ikke selv blevet angrebet) kan tillægges moralsk betydning som årsag til gaskamrene. Og hvis de allierede under krigen konkret havde for-søgt at ramme dødslejrene med militære midler - hvad de desværre ikke gjorde - er der næppe heller nogen, der havde bebrejdet dem, hvis det havde udløst nazistiske forsøg på at gennemføre folkemordet endnu hurtigere.

Sammenligningen er som al jævnføring med det unikke moralske nulpunkt i verdens-historien, der hedder holocaust, diskutabel. Ikke desto mindre er der relevante og uhyg-gelige ligheder: Det, der foregår i Kosova, er ikke spontane hævnakter mod uskyldige civile i anledning af NATOs bombeangreb på serbisk militær og politi. Der er tale om virkeliggørelsen af en samlet plan for etnisk udrensning, en plan der ifølge Tysklands grønne udenrigsminister, Joschka Fischer, har ligget klar i flere måneder. Den er eks-tremt brutal, kynisk og også præget af utallige uplanlagte, mere eller mindre private for-brydelser, drab og udplyndringer. Vi kender ikke planen i detaljer. Men når togene med tvangsdeporterede kører i døgndrift fra Pristina til grænsen, og når der i løbet af få dage skabes en flygtningekatastrofe af de dimensioner, vi nu oplever, er der ikke bare tale om en blodrus, men om statsterror og organiseret folkefordrivelse. Den ligger i forlængelse af den serbiske krig mod civilbefolkningen i Kosova, der begyndte for nu et år siden. Den gentager et mønster, der i Bosnien kostede måske 200.000 menneskeliv og over en milli-on flygtninge. Før det sås samme mønster i Kroatien. Endelig afspejler disse etniske udrensninger hensigter, der allerede i 1980erne forelå fuldt udfoldet i nationalistiske ser-biske tekster. Dem, der er fulgt med i Eks-jugoslaviens sammenbrud, kender dem, men deres advarsler er ikke blevet hørt.

Den paradoksale realitet er, at de seneste dages enorme tragedie i Kosova er den bedst tænkelige illustration af, hvorfor det ville have været uholdbart ikke at gribe ind. Vi står ikke over for beklagelige, men dog overskuelige menneskerettighedskrænkelser udført bag egne grænser af et autoritært regime. Vi står med en løssluppen, paranoid nationalis-me, der igennem nu mere end et årti har huseret stadig mere desperat på Balkan, et ser-bisk dødsridt, der også og i stigende grad har gjort serberne selv til ofre, og som det indtil nu ikke har været muligt at se en ende på. At gøre NATO til ansvarlig for den humanitæ-re katastrofe i Kosova, og direkte eller indirekte mobilisere denne påstand i et forsøg på

at få afblæst den humanitære intervention, er derfor både konkret ubegrundet og en moralsk fejlslutning.

NATOs ansvar ligger på et andet plan. Der er ikke megen tvivl om, at Milosevic og hans håndlangere kunne være standset tidligere og med langt færre omkostninger og anstrengelser, end der nu bliver tale om. Allerede i sommeren 1991 nåede EUs observatø-rer i Kroatien uopfordret frem til, at et NATO-forbud mod brug af tunge våben, håndhæ-vet med kampfly, ville kunne have givet de på det tidspunkt utallige brudte våbenhviler indhold. Allerede dengang var NATO- og EU-landenes tilbøjelighed til på forhånd at ude-lukke handlemuligheder, som de alligevel senere blev tvunget til at tage i anvendelse, med til at svække det internationale diplomati afgørende. Den fortsatte betoning af, at landstyrker ikke kommer på tale, er sidste skud på denne triste stamme. Det burde ellers sige sig selv, at en sådan absolut og på forhånd proklameret begrænsning af egne handle-muligheder kun øger sandsynligheden for, at man senere kommer til at bryde den opstil-lede begrænsning - og mere til.

I forlængelse af dette lange svigt (vi har i al beskedenhed i årenes løb påpeget det igen og igen og igen her i avisen) kan man stille spørgsmålet: Burde NATO ikke have forud-set, at Milosevic i første omgang ville reagere på interventionen ikke med indrømmelser, men med et forsøg på med mangedoblet brutalitet at realisere den groteske, men desvær-re ikke nye, serbiske drøm om et albanerfrit Kosova? Burde NATO ikke have forudset det værste og været parat til at besætte Kosova med landstyrker? Fra et humanitært syns-punkt må svaret blive ja. Men det må straks tilføjes, at et sådan moralsk grundlag for at rykke ind også med landstyrker har været til stede mange gange før under den eksjugo-slaviske tragedie. Var det gjort i Kroatien eller Bosnien, kunne det oven i købet være sket på et folkeretligt set stærkere grundlag, da der i begge tilfælde havde været tale om støtte til et internationalt anerkendt land. Dertil kommer, at forudsætningen for med nogen lødighed at gøre den kritik gældende, er at man længe har ønsket en væbnet interventi-on. Det har de færreste af dem, der i disse dage forsøger at gøre kosova-albanernes trage-die til NATOs ’nederlag’.

De forpassede muligheder er der mange af i Eksjugoslavien. Der er også mange årsager til omverdenens mange fejlgreb, og de er ikke de samme fra land til land. USAs og Tysk-lands tøven med militær intervention har vidt forskellige rødder, og Storbritanniens og Frankrigs overvejelser er nogle helt andre end de små NATO-landes. Men bag alle de historiske og nationalt betingede variationer er der en fælles faktor, og den fører os tilba-ge til Tocquevilles iagttagelse: Det er demokratier, vi har at gøre med. NATOs fejl og tøven handler ikke bare om uvidenhed om drivkræfterne bag Jugoslaviens sammenbrud i 1980erne. Ej heller kun om storpolitiske hensyn til Rusland eller om det nok så levende Vietnamsyndrom i USAs militær.

Sagen er, at demokratier kun modvilligt, nølende, påtvunget og usikre går i krig. Det er os og ikke denne verdens Milosevicer, der er udstyret med tvivlens nådegave. De iagt-tagere, der har argumenteret for, at Vesten nu må gå i regulær krig for Kosova - vores egen Herbert Pundik gjorde det allerede under luftkrigens første weekend - har princi-pielt ret. Jørgen Estrup fra Det Radikale Venstre efterlyser nu modigt »en folkelig debat« om grundlaget for en mulig indsættelse af land-styrker. Også det har han principielt ret i. Man må bare samtidig gøre sig klart, at sådan træffer demokratier sjældent beslutninger om spørgsmål om krig og fred. Mange iagttagere - undertegnede inklusive - har flere gan-

ge formuleret spørgsmålet i tilspidset form. Allerede i begyndelsen af 1993 konkluderede jeg i en kommentar her i avisen, at den eneste måde at standse barbariet på var at erklæ-re krig mod Serbien. Sådan ønsker ansvarlige politikere - for slet ikke at tale om diploma-ter - imidlertid stort set aldrig at stille det op. De forholder sig helst kun til situationer, de er tvunget til at gøre noget ved. Og de går sjældent ind for midler, og da slet ikke mili-tære, der er mere vidtgående eller kontroversielle, end de absolut mindste, der kunne tænkes at have en effekt. Og det er ikke (kun) udtryk for mangel på fantasi, engagement, og et fravær af langsigtede overvejelser. Det er også et udtryk for respekt - ikke bare for den offentlige mening, men også for de dybt alvorlige spørgsmål om krig og fred, som fol-kevalgte politikere i sådanne tilfælde forvalter og har ansvar for på vores alle sammens vegne. Der er derfor på intet tidspunkt erklæret krig mod Serbien. Og det bliver der nok heller ikke, uanset om der i praksis bliver landkrig i Kosova. Det kan også udtrykkes på en anden måde: Den vej, der har ført os ud i den nuværende krig mod de serbiske aggres-sorer, er hverken særlig lige eller særlig logisk. Der er tværtimod tale om en stærkt for-sinket, næsten tilfældigt udløst og på mange måder ikke særlig godt forberedt nyskabelse i international politik. Men det betyder ikke, at krigen er hverken forkert eller ubegrun-det.

For sådan starter demokratiernes krige altid. Det afgørende spørgsmål er imidlertid - også i dette tilfælde - hvordan de slutter. Her bekræfter udviklingen de sidste to uger, at beslutningen om at gribe til luftkrig repræsenterer et efter alt at dømme afgørende ven-depunkt. Den alvor, der knytter sig til egentlige kamphandlinger, hvor egne styrker er med, har i løbet af få dage fået NATOs ledere til at tale klarere om mål og principper end før. Vore politiske ledere har endelig gjort sig klart - og katastrofen i Kosova turde også gøre det indlysende - at den fysiske kontrol med Kosova er sagens kerne. Kosova vil der-for blive et NATO- eller FN-protektorat. Spørgsmålet er kun hvor hurtigt. Spørgsmålet om at anvende landstyrker i Kosova skal ses i det perspektiv. Land-styrker er et måske nødvendigt middel til at nå det mål, man nu endelig har fået formuleret klart: I videst muligt omfang at redde Kosovaalbanerne fra den serbiske undertrykkelse, hvilket kun kan ske ved at fratage Milosevic kontrollen over Kosova. Intuitivt er man tilbøjelig til at give dem, der mener, at en luftkrig ikke gør det alene, ret. De nærmeste uger vil under alle omstændigheder afklare spørgsmålet.

Risikoen for, at NATOs bombardement kun blev en symbolsk begivenhed, der ind-varslede endnu en meningsløs aftale, eller endnu en runde resultatløse forhandlinger, må til gengæld nu være et overstået kapitel. NATO har taget ansvar for Kosovas skæbne. Uanset at det burde være sket for længst, og at de menneskelige omkostninger ved at vente så længe har været uhyggeligt store, så repræsenterer det et positivt vendepunkt i en massiv tragedies historie: Den på en gang mest magtfulde og mest demokratiske alli-ance i verden har påtaget sig en opgave, som den både kan og bør løfte, og som den ikke længere kan løbe fra.

Politiken 08.04.1999

Kilde nr. 20: Skriftlig fremsættelse af beslutningsforslag B 89 om dansk bidrag til Libyenkrigen

ForhandlingerMøde nr. 68. fredag 18.03.2011

Michael Aastrup Jensen (V):Vi står over for den sværeste beslutning, vi som folkevalgte kan stå over for, nemlig at sende danske soldater i kamp. Men vi har at gøre med en af verdens mest brutale diktato-rer – en diktator, der har tugtet sine egne borgere og sendt udlændinge i døden, en dikta-tor, der uden nåde lader sine kampfly sprede død og ødelæggelse blandt civile.

Siden nytår har vi ellers oplevet demokratiet blomstre i Nordafrika og Mellemøsten. Også i Libyen slog frihedskampen rødder, men det spirende demokrati blev trådt under fode af en gal diktator, hvis brutalitet sjældent er set lige. Vi jublede, da Tunesiens dikta-tor blev væltet, vi jublede sammen med de unge på Tahrirpladsen i Cairo, og vi jublede, da frihedskampen nåede Libyen.

Men nu er der ikke meget at glæde sig over i Libyen. For Gaddafis tropper har tromlet hen over de prodemokratiske oprørere og truer med at knuse det spirende forår. Mens håbet endnu var lysegrønt, tog ungdommen magten i de libyske byer, og som et andet mirakel skød de udkommanderede soldater ved siden af. Befalingsmænd låste kanonerne væk, piloter deserterede, og officerer og generaler vendte Gaddafi ryggen for i stedet at tage imod folket med åbne arme. Gennem de seneste uger har vi imidlertid oplevet den-ne frihedstrang blive sat skakmat. En hær af lejesoldater og krigere fra Gaddafis egen stamme har med ussel mammon tvunget de unge oprørere i defensiven. Som timerne er gået, er den ene by efter den anden er faldet i hænderne på Gaddafi.

Nu står slaget om demokratiets sidste bastion, havnebyen Benghazi. Forud venter der byens borgere en krank skæbne. Gadaffi har svoret hverken at vise nåde eller medliden-hed. Nu klynger mænd, kvinder og børn i byen sig til et eneste håb: Håbet om, at det internationale samfund sætter handling bag ordene om demokrati og menneskerettighe-der, håbet om, at vi ligesom de deler troen på, at en verden uden Gadaffis terror er en bedre verden.

Vi må ikke svigte dem, vi må ikke svigte de unge mennesker, som i deres armod og frustration bød Gaddafi trods og satte spiren til et demokratisk Libyen. Vi, det internatio-nale samfund, er det eneste, der står mellem Gaddafi og den trængte civilbefolkning. Med FN’s resolution 1973 er der absolut ingen undskyldning for at sidde på hænderne. Vi må og skal have vores fly på vingerne – fly, der kan beskytte den libyske civilbefolkning mod Gaddafis bomber, fly, der kan forhindre ham i at flytte rundt på sine tropper. Vi kan bidrage med F-16-fly. Vores bidrag vigtigt. Et engagement i en mission som denne er i tråd med en lang tradition i Danmark for en aktivistisk udenrigspolitik.

At sende vores dygtige folk af sted til en kampzone er aldrig en nem beslutning, men vi ved, at de har evnen og viljen til at udføre dette vigtige arbejde. De fortjener den stær-kest mulige opbakning herhjemmefra opbakningen til at gøre en forskel, opbakningen til at byde Gaddafis regime trods og beskytte den libyske civilbefolkning. Det mener Ven-stre vi skal give dem, og derfor kan vi støtte nærværende beslutningsforslag.

Jeppe Kofod (S):Socialdemokraterne hilser gårsdagens historiske beslutning i FN’s Sikkerhedsråd, resolu-tion 1973 om at bruge alle nødvendige midler for at beskytte civilbefolkningen i Libyen, meget velkommen. Det er en sejr for princippet om at sætte menneskers ret til at leve fri af frygt og overgreb før staters suverænitet i så alvorlig en situation som den, vi ser i Libyen. Dermed har verdenssamfundet fået det stærkest tænkelige folkeretlige grundlag til at forhindre forbrydelser mod menneskeheden ved at beskytte Libyens civilbefolkning fra Gaddafis overgreb og myrderier.

Vi har med andre ord fået et klokkeklart FN-mandat bag en humanitær intervention i Libyen. Det er en historisk beslutning, som vil give ekko verden over. Resolutionen er et kæmpe fremskridt for menneskerettighederne og folkeretten, herunder ikke mindst prin-cippet om responsibility to protect, som enstemmigt blev vedtaget i FN i 2005.

Det er også afgørende positivt, at den arabiske verden, bl.a. Den Arabiske Liga, også bakker op bag flyveforbud og beskyttelse af civilbefolkningen. Resolutionen sikrer, at den arabiske liga tildeles en fremtrædende rolle i processen, således at den regionale for-ankring af vores aktioner også er sikret. Danmark skal selvsagt støtte gennemførelsen af Sikkerhedsrådets resolution.

Vi støtter derfor også beslutningsforslaget om at sende danske kampfly af sted på et klart FN-mandat som led i en bredspektret international indsats for at sikre en løsning på den humanitære krise, Libyen befinder sig i. Og vi ønsker, at Danmark skal bidrage aktivt til at gennemføre FN’s resolution, herunder våbenembargo og indefrysning af Gad-dafis aktiver.

Det har i hele forløbet været afgørende for Socialdemokraterne at sende et fuldstændig utvetydigt signal til Gaddafis regime. Vi accepterer ikke forbrydelser mod menneskehe-den, og vi er parat til at tage alle midler i brug, herunder militære midler, for at stoppe overgrebene. Paradokset er, at det kun er reelle og alvorlige trusler om brug af magt, der kan føre fred med sig. Uden en trussel om brug af magt og flyveforbud vil Gaddafi jo blot fortsætte med at myrde løs på sin befolkning. Nu er der forhåbentlig håb om våbenhvile og beskyttelse af civilbefolkningen.

I et videre perspektiv sender det også et vigtigt signal til regimer og diktatorer om, at man ikke omkostningsfrit kan slagte sin egen befolkning. Det er et vigtigt signal til befolkningerne i det arabiske forår i Mellemøsten, der ønsker reformer og demokrati. Det er et incitament til brutale og undertrykkende diktatorer om at vælge reformer og demo-krati frem for nedslagtning af egen befolkning. Og hvor andre tøvede, har Socialdemokra-terne på et meget tidligt tidspunkt krævet, at regeringen gennem FN, EU, NATO, Den Arabiske Liga, Den Afrikanske Union og i andre fora arbejder for at etablere et flyvefor-bud for at hjælpe civilbefolkningen.

I konflikten som den vi ser i Libyen, er tab af tid lig med tab af menneskeliv. Derfor har vi ønsket, at verdenssamfundet ikke bare i ord, men også i handling skulle stå på civilbefolkningens side i opgøret med Gaddafis brutale militær og lejesoldater.

Vi er meget tilfredse med, at FN’s resolution giver en række bemyndigelser til det internationale samfund ud over indførelse af flyveforbud og beskyttelse af civile. Det dre-jer sig om håndhævelsen af våbenembargoen, der er meget vigtig, indefrysning af Gadda-fis finansielle midler og en række andre ting. Men det er også muligheden for at finde en holdbar løsning på konflikten.

Jeg er glad for og håber på, at det er et enigt Folketing, der i dag kan stå bag det her mandat, fordi det er vigtigt, at Danmark støtter op bag det, som FN’s Sikkerhedsråd har vedtaget, og i den ramme, som blev vedtaget. Det er et stærkt signal. Tak.

Søren Espersen (DF):Tak. Jeg vil starte med konklusionen: Dansk Folkeparti stemmer ja til beslutningsforsla-get, og vi vil også aktivt og loyalt støtte en implementering af beslutningsforslaget.

Når det er sagt, vil jeg sige, at det har været en af de sværeste beslutninger for os over-hovedet, så langt jeg husker tilbage i vores partis historie. En meget, meget vanskelig beslutning har vi været igennem og en lang beslutningsproces, modsat andre, som åben-bart har haft utrolig let ved at sige ja til, hvad det skulle være, også et parti som SF, som f.eks. under tidligere konflikter ikke har været interesseret i at løfte en finger, når det drejede sig om at forsvare vestlige værdier og Vesten, men som nu er utrolig interesseret i at sende alverdens ting af sted. Jeg hører også, at Enhedslisten er parat til at nedkaste Stingermissiler, så oprørerne selv kan tage fat. Vi har altså haft det svært med det her. Det er og har for os været en kæmpe beslutning at tage at sende danske tropper i krig på det her grundlag.

Vores bekymring har jo været, at vi ikke vil involveres i en borgerkrig på det afrikan-ske kontinent. Det er det, der har været bekymringen. Ville vi nu blive inddraget i en borgerkrig på det afrikanske kontinent? Vi havde en tilsvarende situation omkring Koso-vo, hvor situationen egentlig på sin vis var – i gåseøjne – lettere håndterlig, for der var to parter, et albansk mindretal og et serbisk flertal, og det var let at håndtere. Det her er svært, fordi der er enormt mange forskelligartede grupperinger, så vi i virkeligheden ikke rigtig ved, hvad det er, vi eventuelt kommer til at støtte. Det har været vores bekymring.

Det var så en lettelse, da vi kunne se af FN’s resolution, at der ikke var tale om, at der skulle sættes landtropper ind, og det fremgår også meget klart af regeringens beslutnings-forslag: Der kommer ingen danske landtropper. Det er ikke en invasion, der er i gang. Danske tropper kommer ikke ind i det, der hedder boots on ground på engelsk. Det var en lettelse for os, da vi så det, fordi vi altså netop ikke ønsker at komme ind og blive part i en borgerkrig.

Næste skridt har også været vores bekymring: Hvad sker der nu, hvis det viser sig, at det ikke lykkes med det her flyforbud – som i øvrigt kommer alt, alt for sent; vi har appelleret til det allerede for 12-14 dage siden, da Gaddafi begyndt med at angribe sin befolkning. Men hvis det nu ikke lykkes, hvad er så næste skridt? Hvad sker der så? Fly-forbuddet har vi som sagt hele tiden støttet, fordi der netop har været tale om en beskyt-telse af civile. Vi er sikre på, at her er et folkemord i gang – igen i modsætning til, hvad situationen var i Kosova; der var ikke et folkemord i gang, viste det sig. Men det kan man altså se at der er her. Derfor har vi været interesseret i at være med i det her flertal.

Vi har også haft et andet væsentligt hensyn, som har vejet tungt, og det er Danmarks forhold til og hensynet til NATO og FN’s Sikkerhedsråd. Det ligger ikke til os at sætte os op imod NATO. Vi betragter Danmark som et meget aktivt NATO-medlem og sympati-sør, og det gælder også beslutninger fra FN’s Sikkerhedsråd. Der har vi et internationalt ansvar, og det har været vanskeligt at sætte sig op imod det.

Vi er glade for, at regeringen så åbent har lagt frem og nu altså også i beslutningsforsla-get, at det her kan blive blodigt. Det er en alvorlig sag. Der kan også blive bombardemen-

ter af f.eks. militære hovedkvarterer osv. inde midt i Tripoli by, som vi også så i forbin-delse med Beograd. Der vil være mange civile tab. Det er godt, det er blevet sagt. Det skal ikke hedde sig bagefter, at det vidste vi ikke. Det er ikke en let og en ren krig at lave et flyforbud på den her måde, for der er altså antiluftskyts, der skal sættes ud af drift, og der er hovedkvarterer, der skal ødelægges, og det kan koste civile livet. Det er vi glade for er blevet sagt.

Vi er til gengæld skuffet over de arabiske lande i den her situation, specielt Egypten. Det er jo ringe. Egypten har områdets allerstærkeste hær med 600-700 topmoderne jager-fly og en stående hær på 450.000 mand, og de vil ikke løfte en finger. Det er for dårligt. Man skal ikke rose de arabiske lande i den her situation for, at de nu står sammen om at bede Vesten om at lave arbejdet for sig. Det er for ringe, og det ønsker vi også at regerin-gen skal sige specielt til Egypten. Det duer simpelt hen ikke. Der er to, forstår vi, arabi-ske lande, som har meldt sig aktivt, og det glæder vi os over. Det vist ikke de største i den arabiske verden, men det er da bedre end ingenting.

Som sagt støtter vi beslutningsforslaget. Indefrysning af Gadaffis værdier vil eventuelt kunne bruges i forbindelse med at sikre ordentlige forhold for flygtningene i nærområdet. Det vil vi arbejde på at forsøge at få regeringen med på. Tak.

Holger K. Nielsen (SF):Her i det her forår er der gået en bølge af folkelige oprør igennem den arabiske verden. Det er blevet kaldt det arabiske forår. Det startede med Tunesien, så kom Egypten, og det arabiske forår var også på vej i Libyen. Sådan skulle det ikke være. Libyens enehersker, Muammar Gaddafi, ønskede ikke den udvikling, men startede på brutal vis angreb på sin egen befolkning.

De libyske oprørere har udvist et fantastisk stort mod. De har udvist en stædighed, som vi må beundre, men de har ikke i længden kunnet holde stand. Og med en galning som Gaddafi ved magten i Libyen står vi over for en humanitær katastrofe, hvis vi ikke griber ind. Dette har været SF’s fokus i al det her. Vi vil ikke passivt se på, at befolknin-gen slagtes ned lige uden for Europas dør. Vi vil ikke se på, at vi igen oplever et Rwanda, hvor verdenssamfundet vender det blinde øje til, når vi oplever overgreb på og forbrydel-ser mod menneskeheden. Det vil vi ikke passivt se på.

Derfor er det positivt, at FN i går aftes blev enig om en resolution, som bemyndiger verdenssamfundet til at gribe ind. På baggrund af princippet om responsibility to protect, som blev vedtaget i 2005, siger verdenssamfundet nu, at vi ikke vil se på, at diktatorer mishandler og lave brutale overgreb på deres egen befolkning. Det var epokegørende, at denne FN-beslutning blev truffet i går aftes. Det var for sent, men det var ikke desto mindre epokegørende, og det er rigtigt, at Danmark skal deltage. Det bakker vi fra SF’s side utvetydigt op bag.

Det er klart, at der kan stilles mange spørgsmål: Er det tilstrækkeligt med den her fly-operation, det, nogle har kaldt et flyveforbud+, som ligger i FN-resolutionen, og som også ligger i regeringens beslutningsforslag? Er det for sent? Det er det muligvis. Det er mulig-vis også utilstrækkeligt. Det er muligt, at der bliver behov for yderligere tiltag på jorden. Her vil jeg godt sige, at hvis det er tilfældet, vil vi ikke afvise det.

For os er det altafgørende, at man får reddet civilbefolkningen fra den massakre, som den vil blive udsat for, hvis der ikke sker noget. Og det er altafgørende, at der bliver

sendt et signal til resten af den arabiske verden om, at dette arabiske forår ikke skal knu-ses af diktatorer som Gaddafi, og at de kan fortsætte denne positive demokratiske udvik-ling i Nordafrika og i den arabiske verden. Det er klart, at man kan spørge om, hvad der skal ske bagefter. Der vil naturligvis blive en form for politisk proces – forhåbentlig en våbenhvile og på en eller anden måde en fredsaftale – forhåbentlig vil Gaddafi på et tids-punkt blive væltet, men det skal være libyernes eget værk. Det skal ikke være vesten, der går ind og laver et regimeskifte. Det er en vigtig forudsætning for FN-resolutionen og også for det, vi beslutter i dag. Vi beslutter at sætte dansk militærmagt bag en resolution, der skal beskytte civilbefolkningen. Jeg håber på, at det kan føre til en udvikling, hvor man gør op med Gaddafis despoti, men det er libyernes eget værk at gøre det. Det er ikke os, der skal det.

Derfor er det vigtigt at få sagt, at der ikke er tale om en form for vestlig intervention i Libyen, i den forstand at vi skal ind og bestemme, hvad der skal ske i Libyen. Der er tale om, at vi går ind med en humanitær intervention for at redde den libyske civilbefolk-ning, som i modsat fald risikerer at blive massakreret af en gal despot.

Vi står bag det her. Vi mener, at det er rigtigt håndteret. Regeringen har måske ikke været så hurtig, som vi kunne have ønsket os, men alt i alt stor ros til regeringen og udenrigsministeren for det arbejde, der er gjort. Som sagt bakker vi op om det.

Helge Adam Møller (KF):Det er ikke altid, at jeg og mit parti, Det Konservative Folkeparti, føler det rigtigt og helt naturligt at stå side om side, ja, jeg vil næsten sige skulder ved skulder med ikke alene Socialdemokratiet, men også med SF. Men det gør vi i denne sag, og det er jeg glad for, og jeg fornemmer også, som hr. Holger K. Nielsen sluttede af med, at han også er glad for det. Jeg synes, det er en kolossal styrke, at et næsten enigt Folketing bakker dette beslut-ningsforslag op.

Når vi gør det og der er meget lidt tvivl hos det store flertal af os – sådan fornemmer jeg det i hvert fald – kommer jeg til at tænke på en situation for ca. 20 år siden, hvor de tre baltiske lande kæmpede for deres frihed. De havde lige løsrevet sig fra Sovjetunionen. Jeg husker, at Sovjetunionen truede med, at nu ville man lave en boykot af de tre lande. Man ville lukke for olie, gas og kul, og det var midt om vinteren. Vi skulle debattere det et par dage efter her i Folketinget. Så husker jeg aftenen før debatten. På dansk fjernsyn tonede den litauiske præsident frem. Han hed Landsbergis. Og så blev han spurgt af den danske tv-journalist: Hvad skal dit råd være til de danske politikere, når de nu skal drøf-te, om de skal hjælpe jer, hvis Sovet blokerer? Så sagde han: Mit råd er, at hver enkelt politiker helt alene går ind i en dyb skov, og når hun eller han står derinde, så kigger de ind i deres hjerte. Og det, deres hjerte fortæller dem, gør de.

Det tror jeg er det, der får det store flertal af os her i dag – også verdenssamfundet – til at sige, at selvfølgelig skal vi følge den opfordring, som er kommet fra et enigt Sikker-hedsråd. Ingen har stemt imod. Vi skal hjælpe Libyen. Vi skal hjælpe den libyske civilbe-folkning, så den ikke bliver massakreret.

Venstres ordfører sagde i starten af sin tale, at det ikke var nogen let beslutning. Og det var jo både rigtigt og forkert. For det er rigtigt, at det ikke er let at gå i krig og dermed sende unge mænd og kvinder ud på en mission, som kan koste liv. Og enhver krig vil under alle omstændigheder koste liv enten på den ene eller den anden side og meget ofte

på begge. Så der er en risiko og en stor risiko også for de piloter og det personel, vi sender af sted til Libyen.

Når det alligevel er let, hænger det jo sammen med det, jeg sagde før, nemlig at vi jo alle sammen ved, hvad alternativet er. Og det har nogle af de første fire ordførere beskre-vet. Men vi ved jo alle, at stopper vi ikke Gaddafi, så har vi et blodbad, som allerede har været i gang, og som vil blive langt mere omfattende. Så en militæraktion, det at følge FN’s Sikkerhedsråds beslutning, vil redde tusindvis og atter tusindvis af civile fra den sikre død. Derfor er det på den anden side, selv om det er en svær beslutning, også en let beslutning.

Vi støtter, som man har kunnet forstå, helt og fuldt. Og jeg vil godt sige tak til alle de andre partier og alle de andre folketingsmedlemmer, der senere i aften også stemmer ja til dette. Tak.

Niels Helveg Petersen (RV):Radikale Venstre støtter beslutningsforslaget om at sende danske kampfly i aktion i Libyen. Det gør vi, fordi FN’s Sikkerhedsråd i nat vedtog at opfordre FN’s medlemsstater til at tage de nødvendige midler i brug for at beskytte den libyske civilbefolkning. Det er en historisk beslutning, FN’s Sikkerhedsråd traf. Det er første gang i FN’s historie, at Sik-kerhedsrådet har bemyndiget FN-medlemsstater til at anvende militære midler for at beskytte civilbefolkningen imod deres egne magthavere. Det gælder dog ikke med hen-syn til indsættelse af landtropper, bemyndigelsen gælder alene indsættelse af luftmilitæ-re stridskræfter for at beskytte civilbefolkningen.

Det er et fremskridt, at FN’s Sikkerhedsråd har kunnet træffe den beslutning. I andre situationer, vi har været i, har vi jo netop ønsket os, at FN’s Sikkerhedsråd kunne træffe en beslutning af den type, altså at beskytte landes borgere imod magthavernes overgreb. Det er blevet muligt, bl.a. fordi Den Arabiske Liga og OIC har støttet, har opfordret til et flyveforbud over Libyen for at forhindre, at det libyske luftvåben angreb civile. Uden en sådan støtte fra Den Arabiske Liga og OIC ville en vedtagelse i FN’s Sikkerhedsråd ikke have været mulig.

Vi ser her et helt håndgribeligt politisk resultat af, at der i Tunesien, Egypten og andre arabiske og mellemøstlige lande har været folkelige bevægelser, der kræver politiske reformer. Havde der ikke været det, havde denne beslutning ikke kunnet være truffet, og FN ville have været lammet.

Hr. Søren Espersen siger, at det skal man ikke rose de arabiske stater for, og så spørger jeg: Hvorfor ikke? Man skal da rose befolkningerne i Nordafrika og i Mellemøsten for, at de er begyndt at kræve politiske reformer, som også har muliggjort den beslutning, vi i dag træffer.

Så er der et meget væsentligt punkt: Ikke at gøre noget i denne situation ville være ubærligt. Vi ser en civilbefolkning, der er i stor fare for at blive angrebet af magthavernes militært overlegne stridskræfter fra luften og af artilleri, og ikke at gøre noget ville sende et signal, også til Nordafrika og Mellemøsten, om, at diktatorer kan gøre, hvad de vil, uden at det internationale samfund reagerer. Ikke at gøre noget her ville være helt, helt forfærdeligt.

Jeg glæder mig over, at et meget bredt flertal i Folketinget støtter den her beslutning, som har basis i et klart FN-mandat. Det er ikke nogen garanti for, at alt går godt, det er

ikke nogen garanti for et godt resultat, men det er den bedste garanti, vi har, for, at også Libyen kan bevæge sig fremad mod politiske reformer, der skaber et sikkert og godt grundlag for den libyske befolkning.

Frank Aaen (EL):Jeg vil sige, at det her har været en af de sværeste beslutninger her i Folketinget for os at tage. Det gælder mig selv og mine kolleger i folketingsgruppen og i hele Enhedslisten, fordi vi som udgangspunkt har, at militær indsats og krig sjældent fører til noget godt. Derfor har det været vanskeligt for os at komme frem til, at her var præcis betingelserne til stede for, at det kan føre til noget godt. Jeg er blevet spurgt nogle gange de senere dage, om Enhedslisten nogen sinde kunne drømme om at tilslutte sig en væbnet aktion, og til dem vil jeg sige, at det er flere år siden – inspireret af katastrofen i Darfur – at vi beslutte-de, at hvis det gælder om at stoppe et folkemord, kan man ikke bare se på. Så er man nødt til at gøre noget, herunder anvende militære midler.

Her har vi altså en trussel om ikke alene et igangværende overgreb mod menneskehe-den, men også et regulært folkemord. Det er jo det, der er en fare for kan optræde i i Liby-en. Når vi ser det og vi samtidig ikke kan pege på andre muligheder og vi under ingen omstændigheder bare vil se til, er vi nået frem til, at vi godt kan støtte det her på bestem-te betingelser.

Vi støtter det ud fra, at der er rene humanitære mål med operationen, og at det, man går efter, er en hurtig våbenhvile, som kan føre til forhandling og til en politisk løsning. Det er jo afgørende, at det her giver oprørerne, dem, der vil demokrati, mulighed for at få demokrati. Det er ikke vores opgave med bomber at gennemføre demokrati i Libyen, men vi vil gerne stoppe dem, der prøver at stoppe demokratiet med bomber. Det er jo lige præcis derfor, vi siger: Her må vi stoppe, at de bevægelser, der er, for at skabe demokrati, bliver druknet i et blodbad. Det er baggrunden for, at vi kan gå ind. Det er også derfor, jeg i et par af mine indlæg indtil videre har taget meget fat i det med de civile, for det vil være helt utilgiveligt, hvis vi i et forsøg på at beskytte civile er med til at slå en masse civile ihjel.

Vi har i det hele taget sat tre forudsætninger op, som skal være til stede, for at vi kan støtte den her FN-ledede indsats: en garanti for, at den militære indgriben stopper, hvis Gaddafis regime accepterer en våbenhvile og indstiller angrebene; en garanti for, at FN-styrkerne ikke bomber områder med civil bebyggelse; og en garanti for fuld respekt for Libyens fremtidige suverænitet, herunder at de får kontrollen med deres egne olieres-sourcer. Det er afgørende for os, at disse garantier er der.

Nogle vil spørge: Hvor kan I få de garantier fra? Ja, vi prøver at få dem bekræftet her i dag. Det er ikke gået så godt med et par af ordførerne, men vi prøver og glæder os til at høre ministerens svar. Jeg vil også sige, at hvis så garantierne senere viser sig ikke at bli-ve opfyldt, at man løber fra dem, eller at udviklingen viser sig at gå i en anden retning, så vil vi forbeholde os ret til at trække vores tilslutning til operationen tilbage og opfordre til, at Danmark trækker sig fra denne FN-mission.

Jeg vil samtidig godt sige, at udviklingen i Mellemøsten er meget opmuntrende på mange måder, fordi det er en udvikling af demokrati nedefra. Jeg vil gerne her i dag sige, at det efter min opfattelse er en lærestreg til de partier i Folketinget, der mente, at man kunne indføre demokrati ovenfra med bomber. Det sætter jo i virkeligheden vores uden-

rigspolitik til en meget vigtig debat, med hensyn til hvordan vi hjælper demokratiet til at udvikle sig rundtomkring i verden.

Det er også derfor, det er så vigtigt for os, at libyerne får lov til at fortsætte deres kamp for demokrati uden at blive myrdet, og at de ikke skal se de andre diktatorer notere sig, at det, Gaddafi gjorde, nemlig at slå hårdt til, gjorde, at diktatoren kunne fortsætte. Det er jo meget vigtigt, for at foråret i området kan udvikle sig, at man på den måde kan se, at verdenssamfundet ikke vil finde sig hvad som helst, når man prøver at drukne en fol-kelig bevægelse i blod. Det er et meget vigtigt budskab for os.

Så hvis vi får de garantier, som vi har bedt om, så vil vi støtte forslaget. Nu har vi stil-let spørgsmål her i debatten, og vi vil selvfølgelig også stille en hel stribe spørgsmål i det udvalgsarbejde, vi skal have her bagefter, for at være sikre på, at det, vi gør, er noget, vi tror vi kan stå inde for, men også for at kunne holde os til det, hvis det skulle vise sig, at tingene går skævt, hvad vi selvfølgelig ikke håber.

Simon Emil Ammitzbøll (LA):FN vedtog i går resolution 1973 om at beskytte det libyske folk imod yderligere overgreb. Det er krænkelser af civilbefolkningen i Libyen, der er baggrunden for såvel resolutionen som det beslutningsforslag, vi står med her.

For Liberal Alliance har det været afgørende, at der ikke er tale om en egentlig invasi-on eller plan om besættelse, men at der er tale om at sikre det libyske folks basale men-neskerettigheder. Vi har i de seneste måneder været vidne til en række folkelige opstande i Tunesien, i Egypten og over det meste af Mellemøsten. Det er ikke sikkert, at et under-trykt folk altid har ret, men et undertrykt folk har altid ret til frihed, en frihed, som det i sidste ende selv må kæmpe for. Men en sådan kamp må ikke blive en undskyldning for, at diktatorer kan begå omfattende overgreb imod egne civilbefolkninger.

Når den slags tragiske situationer opstår, har vi ofte ikke mulighed for at gøre nok for at gøre det rigtige, men må ofte se desperat til. Men med resolution 1973 har vi mulighe-den for at træffe et valg, et menneskeligt valg, et valg, som ikke må undgå at blive truffet med baggrund i detaljer og søgte undskyldninger. Det er et valg, der trænger sig på for at tænde et håb om frihed, fred og menneskerettigheder til det libyske folk.

Men lad os ikke foregøgle nogen, at det bliver hverken let eller hurtigt overstået. Lad os sammen træffe en beslutning om, at vi gør det her i vished om, at det er en rigtig beslutning, og lad os give de danske soldater, der skal deltage i denne aktion, den opbak-ning, som de fortjener. For et stort ansvar hviler på deres skuldre og et endnu større ansvar hviler på vores, for det er os, der træffer beslutningen om at sende danske mænd og kvinder af sted.

Liberal Alliance støtter beslutningsforslaget.

Kilde nr. 22: RIKO: Kritik af dansk deltagelse i Libyenkrigen

Kilde nr. 23: Enhedslistens tilslutning til aktionen i Libyen

af Frank Aaen, Per Clausen, Johanne Schmidt-Nielsen og Line Barfod Information, 26.03.2011

Enhedslisten stemte i fredags for dansk deltagelse i det militære indgreb i Libyen. Det på trods af vores indædte modstand mod vold og krig som løsning på konflikter. Vi mener stadig, at krig ødelægger mennesker og samfund og meget sjældent fører

noget godt med sig. Men der er situationer, hvor ønsket om at redde menneskeliv vejer tungere end mod-

viljen mod militær indgriben. I Rwanda så vi, hvordan verdens passivitet betød, at op mod en million mennesker blev massakreret i 1994. Ti år senere oplevede vi folkemord i Darfur.

Det var på den baggrund, at Enhedslistens medlemmer på et årsmøde for nogle år siden traf beslutning om, at vi kan støtte militæraktioner, hvis formålet er at forhindre folkemord og andre grove overgreb mod menneske -hed en. Den årsmødebeslutning er fundamentet for vores støtte til dansk militær deltagelse i Libyen. Det er vores klare opfattelse, at hvis der ikke blev grebet militært ind, havde Gaddafi-regimets styrker ind-taget de store befolknings centre i det østlige Libyen. Og vi tvivler ikke på, at en sådan sejr til Gaddafi havde resulteret i et blodbad og i udryddelse af den libyske opposition.

Det var den situationen, vi stod over for, da vi i fredags skulle tage stilling til en inter-vention i Libyen. Der var på det tidspunkt ikke mange handlemuligheder tilbage.

Det er dybt beklageligt, at verdenssamfundet ikke for længst har grebet ind over for Gaddafis undertrykkelse, eksempelvis gennem økonomiske sanktioner. Da oprøret udviklede sig, burde man prompte være gået i gang med en diplomatisk indsats for at påbegynde mægling mellem parterne. Men det svigt ændrer ikke på, at befolkningen i Benghazi og Tobruk i fredags var i overhængende fare for nedslagtning.

Enhedslistens opbakning til en militær indsats i Libyen handlede ene og alene om, at vi i den konkrete situation så det som eneste middel til at beskytte civilbefolkningen.

Alternativet havde været at acceptere, at Gaddafi havde druknet oprøret i blod. Ingen handling havde også været en handling med alvorlige konsekvenser.

FN-opbakning afgørende FN’s opbakning til interventionen i Libyen er væsentlig for os. Den står i modsætning til de seneste mange års amerikansk enegang. I fredags lå der et klart FN-mandat, som opfordrede til en militær aktion.

FN’s resolution understreger, at formålet med aktionen alene er at forhindre overgreb på civilbefolkningen.

Den afviser, at Libyen kan besættes med landstyrker. Og det slås klart fast, at indgrebet for at beskytte civilbefolkningen skal følges op af

våbenhvile og mægling. Faktisk står der som første punkt, at målet er en »øjeblikkelig våbenhvile og ophør af

al vold og angreb på og overgreb mod civile.« Og at våbenhvilen skal føre til, at man skal »intensivere bestræbelserne på at finde en løsning, der svarer til det libyske folks legiti-me krav, assisteret af FN’s generalsekretærs særlige udsending og Den Afrikanske Uni-

ons Freds-og Sikkerhedsråd, med henblik på at facilitere en dialog, der fører til sådanne politiske reformer, som er nødvendige for at finde en fredelig og bæredygtig løsning.

« Med andre ord: Formålet med aktionen er at beskytte civilbefolkningen og skabe forudsætning for en politisk løsning på den væbnede konflikt.

Der er ikke tale om et regimeskifte som i Irak eller Afghanistan, men om at sikre våbenhvile og forhandling.

Formålet er at skabe rammerne for, at libyerne selv kan afgøre deres fremtid. Endelig havde det stor betydning, at repræsentanterne for den demokratiske oppositi-

on selv bad om et flyveforbud, og at de blev bakket op af landene i regionen. Stormagternes mand En del har spurgt os, om vi virkelig tror på, at USA, Frankrig og

andre stormagter har gode hensigter i Libyen. Vil de ikke sætte sig på landets olie eller indsætte en marionetregering? Det er vigtigt

at huske, at Gaddafi ikke på nogen måde udgjorde en trussel mod eller opposition til stormagterne.

Indtil for få uger siden var han stormagternes mand. Vestlige olieselskaber opererer allerede i Libyen. Europæiske lande havde lukrative

aftaler om våbensalg til de -spoten, og EU indgik i tæt samarbejde med Gaddafi om at holde afrikanske immigranter væk fra Europa.

Det gode forhold til diktatoren var formentlig årsagen til, at stormagterne i første omgang tøvede med at indføre sanktioner eller beskytte den libyske civilbefolkning.

Men naturligvis kan der findes egennyttige motiver hos de deltagende stormagter. Netop derfor er det af yderste vigtighed, at vi fastholder, at indsatsen ikke må føre til

besættelse af Libyen, og at libyerne selv skal vælge deres regering.

Hvem er oprørerne? Der har været rejst kritik af militærindsatsen ud fra det synspunkt, at vi ikke aner, hvem de libyske oprørere er.

Der er uden tvivl brug for mere viden om og dialog med den libyske oppositionsbevæ-gelse.

Det er dog tydeligt, at oppositionen i Libyen er direkte inspireret af demokratiforkæm-perne i nabolandene Egypten og Tunesien.

Oppositionens skyggeregering, som består af afhoppere fra Gaddafis regime såvel som tidligere politiske fanger, har gang på gang understreget, at deres mål er frie valg, fri for-fatning og et flerpartisystem.

Endelig har det synspunkt været rejst, at enhver indgriben i et andet lands interne anliggender bør afvises, fordi det gør vold mod landets suverænitet.

Vi mener, at det er vigtigt at respektere nationernes suverænitet, men at denne suve-rænitet må afvejes i forhold til menneskerettighederne.

Hvis et brutalt regime myrder løs på sin egen befolkning, vejer hensynet til beskyttel-se af mennesker højest.

Det er grundlaget for FN’s beslutning fra 2005 om, at FN kan gribe ind, hvis stater udøver folkedrab, etnisk udrensning eller andre grove forbrydelser mod menneskeheden.

Det er et princip, som vi i Enhedslisten støtter.

Betinget støtte Enhedslisten har gjort det klart, at vores støtte til operationen er betinget af, at FN’s reso-lution respekteres. Hvis den danske regering og den internationale koalition svigter FN’s resolution - for eksempel ved ikke at tage initiativ til våbenhvile og mægling eller bom-ber uden hensyn til befolkningen - vil Enhedslisten ikke længere bakke op om den dan-ske indsats.

Et sådant svigt af FN’s resolution vil ikke bare være en katastrofe for udviklingen i Libyen, men også skade FN’s legitimitet, når fremtidige konflikter skal løses.

I skrivende stund udtaler de militære talsmænd, at der efter den første uges angreb er etableret et flyveforbud, som forhindrer Gaddafi i at bombe befolkningen. Gaddafis styr-ker har trukket sig væk fra oprørskontrollerede byer.

Det er indtil nu resultaterne af det militære indgreb - og dem er vi glade for at have medvirket til.

Men det er afgørende, at den militære indsats for at beskytte befolkningen nu følges op af en lige så målrettet og hurtig indsats for at gennemtvinge en våbenhvile, der kan skabe rammer for mægling og forhandling.

Det er vores holdning, at FN skal spille den afgørende rolle, både i forhold til våben-hvile og i facilitering af en forhandlingsproces, der leder frem til frie valg. Derfor har vi bedt regeringen om hurtigst muligt at fremlægge en strategi for, hvordan Danmark vil bidrage til at få igangsat denne proces.

Frank Aaen, Per Clausen, Johanne Schmidt-Nielsen og Line Barfod er MF’ere for Enhedslisten.

Kilde nr. 24: Da Enhedslisten trak sin støtte til krigen i Libyen

af Sofie Tholl og Christian Lehmann Information, 01.04.2011

En kovending. Det er, hvad Enhedslisten har foretaget, efter at partiet onsdag aften meddelte, at det ikke længere bakker op om den danske krigsdeltagelse i Libyen. Hermed er Enhedslisten vendt tilbage til et velkendt standpunkt, efter at partiets antimilitaris-tiske kritiske røster begyndte at råbe højere.

Selv om folketingsgruppen afviser, at det var den interne kritik, der førte til hold-ningsskiftet - men derimod den opfattelse, at koalitionen og den danske regering har overskredet FN’s mandatet.

Alligevel mener en række røster i partiet, at beslutningen om at bakke op om den internationale intervention var uovervejet og forhastet.

Hastig beslutning Nogle mener ligefrem, at folketingsgruppen og parti -ledelsen har ladet sig rive med af en stigende dansk forkærlighed for militær indgriben i verdens kon-flikter.

Beslutningen skulle træffes i en fart fredag den 18. marts, og med partiets fælles årsmødebeslutning fra 2009 om, under særlige omstæn-

digheder at bakke op om international militær indgriben i baghovedet vedtog en næsten enig hovedbestyrelse og forretningsudvalget at bakke op om den danske deltagelse.

Men som de små to uger passerede, begyndte det at knirke i baglandet. Ikke alene var diskussionen højlydt på interne debatfora og på hjemmesiden Modkraft. dk, situationen i Libyen udviklede sig desuden. Hvad der startede som en indgriben for at beskytte civilbe-folkningen i Benghazi, endte som en international indblanding i en uigennemsigtig bor-gerkrig.

Og med den begrundelse trak Enhedslisten sit mandat fra forliget. Men med lidt mere refleksion kunne man have forudset den udvikling, lyder det fra

Michael Hertoft, der sidder i Enhedslistens hovedbestyrelse og var én af to, der