Max Brants missioner 2: Mumiens kuglepenKenneth Bernholm

Published: 2005Categorie(s): Fiction, Action & Adventure, Mystery & Detective, Sus-pense, Thrillers, Juvenile, Action & Adventure, Boys & MenTag(s): børn spænding agent

1

Forfatter: Kenneth Bernholm (http://kennethbernholm.dk)

Licens: Creative Commons Navngivelse-Ikke-kommerciel-Ingen bearbe-jdelser 2.5 Danmark License (http://creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/2.5/dk/)

ISBN: 978-87-91845-03-1

Forside: Lars Jakobsen (http://ganskevist.dk)

Ændringer:17-07-2011: Få sproglige korrektioner.

2

Chapter 1Død mand sladrer

Max Brant var på vej ud af den europæiske efterretningstjenestes hov-edkvarter, da et lyn slog ned bag nogle containere på parkeringspladsen.Faktisk så det ud som om, at lynet slog opad, hvilket undrede Max. Atlynet så ud til at være både rødt og grønt, gjorde det endnu meremystisk.

Eindhoven lå under for en rasende snestorm, der truede med at lammebyen, men på vej hen til sin bil måtte Max lige se nærmere på det mærke-lige lyn.

Båret af en gennemtrængende vind føg sneen rundt. Max Brant knebøjnene sammen og spejdede omkring sig. Han kunne knap nok se denanden ende af parkeringspladsen, og sneen begyndte at trænge ind un-der hans frakkekrave.

Der var intet at se bag containerne, og Max skulle til at vende om, danogen eller noget bevægede sig bag nogle kasser med affald. Maxnærmede sig og så, at en mand lå livløs på jorden. Hans øjne var blankeog ude af fokus. Læberne var allerede blå af kulde. Blå som en dødmands læber. Og maven, som han holdt om, var en sø af blod, der ud-penslede hans grusomme skæbne i den hvide sne.

“De slår ham ihjel… ” fremstammede manden gennem sine klaprendetænder. Max bøjede sig ned over ham. Han havde set denne mand før.Ikke på gaden, men på billeder. Sort-hvide billeder. Det var i forbindelsemed en ulykke eller en katastrofe for mange år siden.

“Hvad? Sig det igen” råbte Max for at overdøve vindens hylen. Dendøende mand talte meget svagt. “Hvem bliver slået ihjel?”

Den tynde mand med det uskyldige ansigt og den vigende hårgrænsestirrede på Max, som var han en frelsende engel der steg ned fra himlenfor at tage hans hånd og sjæl.

Hvor havde han dog set ham før?“Fortæl mig det?” råbte han til den sårede mand, der havde sluppet sit

krampagtige greb om sin mave.

3

En lille boble af blod voksede frem ved mandens ene mundvig, mensprængtes da han med en druknende gurglen sagde noget i retning af“… kun to timer… ” Så forsvandt den sidste rest af liv i hans øjne.

Max Brant studerede ham et øjeblik. Sneen var allerede ved at byggedriver op ad manden, der kun var klædt i skjorteærmer og tynde bukser.Der var et eller andet over tøjet, der gjorde Max mistænksom. Sk-jortekraven var stor og stod åben. Bukserne havde et forkert svaj. Og ty-deligst af alt var skoene udført i et design, der nok var efterlignet i nyeretid, men ikke udført på helt samme måde. Mandens tøj lignede mest afalt noget, der var moderne først i 1960’erne. Det var som om, han vartrådt lige ud af historiebøgerne.

Kulden og sneen var for alvor begyndt at trænge ind under Max’frakke, men inden han forlod den døde mand, gennemsøgte han hanslommer. Der var kun et gammelt gulnet foto af en ung dame med en storhat og så en besynderlig dims, der lignede en lommecomputer.

Max Brant rejste sig, trak frakken lidt tættere om sig og stak billedet ogcomputeren i lommen, mens han gik tilbage mod bygningen. Han traksin mobiltelefon frem og informerede sikkerhedsvagterne om, at der lå etlig på parkeringspladsen. En ukendt mand der var ramt af lynet. Maxvar dog ret sikker på, at det var mere kompliceret end som så.

4

Chapter 2Tilbage til fortiden

“Jeg var ellers på vej hjem,” sagde Nolan Lassiter, da Max trådte ind påhans kontor som den afskyelige snemand og holdt den lille lommecom-puter frem mod ham.

“… men siden det nu er dig,” fortsatte Lassiter og tog nysgerrigtlommecomputeren fra Max’ hånd.

Nolan Lassiters kontor var fyldt med skærme og computere. Selv ombåde Max og Nolan var agenter for European Intelligence Service, var deforskellige som nat og dag. Nolan brugte sine netværk og computere tilat løse forbrydelser. Max tog ud i verden og fandt forbryderne. Sammenvar de et stærkt hold.

“Jeg har aldrig set sådan en før. Hvor har du fundet den?” spurgteNolan, mens Max rystede sneen af sig.

“Samme sted som hende her” sagde han og rakte Nolan billedet af da-men med den store hat.

Nolan studerede det flygtigt. Damen var fotograferet foran en trappelavet af sten, der forsvandt ned i jorden. Det mest interessante ved hendevar hendes lange nederdel og de sorte, støvede sko.

“Hvem er hun?”“Hun hedder Evelyn Herbert, og hun er forelsket,” svarede Max gåde-

fuldt. “Det er alt, hvad jeg ved.”Nolan kiggede på billedet igen.“Vend det om” sagde Max.På bagsiden af billedet var et par ord og et navn foreviget med sort,

sirlig skrift.Elsker dig for evigt!- Evelyn Herbert, 28. november 1922“Det er en gammel dame, hvad?” bemærkede Nolan. Pludselig var

billedet blevet spændende. Nolan tændte en bærbar computer og varstraks i forbindelse med samtlige biblioteker og universiteter i Europa.“Hvem er det hun ‘elsker for evigt’?” spurgte han.

5

“Jeg aner det ikke” svarede Max og satte sig på kanten af et skrive-bord. “Jeg tænkte, at du måske kunne finde ud af det.”

Uret på Nolan Lassiters skrivebord viste, at der nu var gået næstentyve minutter, siden Max stod bøjet over den blødende mand på parker-ingspladsen. Godt halvanden time tilbage til at redde nogen. Det var altfor lidt med så få spor. Han anede stadig ikke, hvem der ville blive slåetihjel. Han havde kun et billede, et navn og et lig at gå efter.

“Lady Evelyn Herbert. Datter af George Herbert. Femte jarl af Carn-arvon.” Nolan læste op fra en tekst, han havde kaldt frem på skærmen.“Og Carnarvon. Ham kender vi jo.”

“Hmmmm!” var det mest intelligente, Max kunne finde på. “Jegkender navnet. Jeg har hørt det før … hmmmm!” Sandheden var, at hanikke havde nogen ide om, hvem den femte jarl af Carnarvon var. “Et en-gelsk navn” forsatte han, og tog billedet for at kigge nærmere på det.“Efter påklædningen at dømme fra starten af det 20. århundrede.” Hanforsatte ransagningen af de bagerste kroge af sin hukommelse, menhavde stadig intet svar.

Nolan klikkede et par gange med musen. “Her er hun,” sagde han ogkaldte et andet billede af damen frem på skærmen.

“Lady Evelyn Herbert, datter af Lord Carnarvon. Her fotograferet den26. november 1922 foran indgangen til Farao Tutankhamons grav.”

“Carter og Carnarvon!” udstødte Max Brant pludselig. Fotografiet,han stod med, var taget ved verdens mest berømte arkæologiske opda-gelse; Den overdådige kongegrav fundet af Howard Carter og LordCarnarvons ekspedition i 1922 i Kongernes Dal i Egypten.

Max Brant sammenlignede det gamle fotografi med billedet på skær-men. Der var ingen tvivl. Det eneste brugbare spor, han havde, var etgammelt fotografi og en lommecomputer. Hvordan skulle han redde enperson fra at blive myrdet om godt fem kvarter.

Efter Nolan havde fundet ud af, hvem damen på billedet var, var hanbegyndt at undersøge den maskine, som Max havde givet ham. “Det herer altså ikke en computer,” sagde han pludselig. Han havde åbnet denmaskinen for at se, hvordan den så ud indeni.

“Du har skilt den ad,” udbrød Max med let bekymring i stemmen.“Bare rolig. Jeg har ikke ødelagt noget," forsikrede Nolan ham. "Men

det er altså ikke en computer, som vi kender dem. Det er noget simpelstyreelektronik tilkoblet nogle forseglede elementer, som jeg ikke ved,hvad gør. Jeg har aldrig set noget lignende.” Nolan vendte maskinen omog studerede dens overflade. “Prøv at se. Du kan indstille datoen, og denstår til i dag.”

6

“Hvad så med den røde knap der. Hvad gør den?”Nolan trykkede på den røde knap, men intet skete. “Underligt” sagde

han. Den har ikke noget mærke eller model. Det må være et specialbyg-get apparat, og jeg skal bruge lidt længere tid på at finde ud af, hvad detkan. De der forseglede elementer er altså mystiske.”

Max tænkte på den døde mand bag containeren og hans gammeldagspåklædning. Han passede slet ikke ind Max’ verden. Og han lignede sletikke en, der skulle have en specialbygget computer i lommen. “Ræk migden lige,” sagde Max til Nolan, mens hans ændrede maskinens dato.Pludselig skiftede den røde knap til grøn. “Jeg har en vild ide,” sagdehan og trykkede på den grønne knap. Et rødt og grønt lyn sprang op fragulvet, og Max Brant forsvandt.

Et dette øjeblik lærte Max Brant en vigtig regel om tidsrejser. Han stodpludselig på en mark uden for Eindhoven i 1922. EIS’ hovedkvarter varendnu ikke bygget, og det ville være højst langsommeligt og besværligtfor ham at komme til Egypten cirka hundrede år før, han egentlig hørtehjemme. Løsningen var åbenbar. Max gik væk fra stedet, hvor han varankommet, så han var sikker på ikke at ramme en mur eller en bil, nårhan zappede sig tilbage til fremtiden. Vel tilbage i sin egen tidsalder toghan et fly til Egypten.

“Jeg skal en tur ud til Kongernes Dal,” sagde han til taxachaufføren, dahan ankom til Luxor lufthavn. Chaufføren smilede og satte straks igang.Turister havde masser af penge, og han havde ingen grund til at tro, atMax ikke var turist.

På sædet ved siden af Max lå en lokal avis. Han kunne ikke læseegyptisk, men han genkendte manden på billedet. Det var WilliamWales. Den britiske kronprins, der var ankommet i måneulykken sidsteår. Der blev stadig spekuleret i, hvordan katastrofen var sket. Maxbladrede gennem resten af den uforståelige avis, indtil taxaen endeligkom til Kongernes Dal. Han betalte chaufføren og slentrede modTutankhamons grav sammen med de andre turister. I lommen havdehan tidsmaskinen, som stadig var indstillet til år 1922.

7

Chapter 3Mumiens kuglepen

De to egyptiske mænd, der stod vagt foran indgangen til FaraoTutankahmons grav, så eller hørte ikke de tre mænd, der kom snigendebag dem. De bemærkede heller ikke EIS-agenten der betragtede dem iskjul af et klippefremspring.

Tutankhamon var den mest kendte farao, der har regeret overEgypten, selvom han kun var konge i kort tid. Han mentes at være søn afAmenhophis III og dronning Tiye, og allerede som otteårig blev han den12. konge i Egyptens 18. dynasti. Man regner med, at Tutankhamon kunhavde begrænset magt i sin regeringsperiode, og at han døde alleredesom 19-årig. Om han blev myrdet, eller det var en ulykke, vides ikke,men hans grav var fyldt med guld og kunst.

Max Brant var rejst tilbage til Kongernes Dal i Egypten i år 1922. Hannåede kun at fange de sidste øjeblikke af en nådesløs likvidering af de togravvogtere. Så var der stilhed. Han formodede, at de tre angribere varforsvundet ned i graven, og ganske rigtigt. Da han sneg sig hen til dengrove stentrappe, kunne han skimte et svagt, flagrende lysskær fra enpetroleumslampe, der blev båret eller svunget.

Det var dagen før den officielle åbning. Graven var fuld af varm luft.Tør, gammel luft, der endnu ikke var blevet helt blandet med nattenskolde ørkenvind.

Howard Carter havde kikket ind og senere beskrevet, hvad han så,med de historiske ord: “Mærkelige dyr, statuer og guld - overaltglimtede det af guld.” Det var ærefrygt for en svunden tid, diskret kry-dret med en knivspids grådighed.

Max Brant havde ikke tid til at beundre de fascinerende skatte, da hankantede sig vej mellem statuer, skattekister, stole, beklædningsgen-stande, våben og alle de andre ting, som egypterne havde begravet medderes Farao for at sikre ham en komfortabel tilværelse i den næste ver-den. Han var nået gennem forrummet i graven, da stemmerne foran hampludselig blev tydeligere. Det måtte betyde, at de tre gravrøvere var

8

stoppet længere fremme. Højst sandsynligt der, hvor Tutankhamonssarkofag var placeret. Han listede langs væggene i den sidste gang, dahan hørte et udbrud.

“Løft! Kom nu! Løft!” lød det fra gravkammeret. Max Brant stod heltstille og var næsten usynlig i skyggen af en lodretstående sarkofag, hvoren slave var blevet begravet for at tjene faraoen i det næste liv. Det varselveste Farao’ens jordiske rester, mændene var interesseret i, men hvadhavde et par gravskændere fra starten af århundredet til fælles med dendøde mand bag EIS-bygningen i Holland?

Flammerne fra de to petroleumslamper, der oplyste graven, gjorde detnæsten muligt at beundre de smukke malerier pa væggene. Den tidssprog tænkte Max, da låget blev løftet af den guldbelagte kongesarkofag.

Ville de stikke af med selve mumien? Max fandt det både urealistisk og ui-gennemtænkt, da han i det gullige lys pludselig fik et ganske godtbillede af den ene af mændene.

Oswald! var navnet, der straks dukkede op i hans hjerne. Men det varumuligt. Den samme mand, der nu bøjede sig ned over sarkofagen, varlige død bag nogle containere på EIS' parkeringsplads. Med et blødendesår i maven. Og nu huskede Max, hvem han var. Denne mand, Lee Har-vey Oswald, døde oprindeligt i 1963. Han blev skudt i maven to dageefter at have myrdet en amerikansk præsident.

“Her er den,” sagde Oswald og holdt en lille aflang genstand op modlyset. Den var åbenbart årsagen til, at de tre mænd havde spoleret grav-freden – altså efter Carter og Carnarvon havde gjort det.

Max Brant begyndte at trække sig tilbage, da de to medhjælpere gik igang med at lægge låget tilbage på sarkofagen. Men han ville også udfordi, han ikke stolede helt på sine egne øjne. Det måtte være den varmeluft. Eller måske noget gammelt røgelse, der stadig udviklede halluciner-ende dampe. Han var sikker på, at det Oswald med et stort smil havdefundet i faraoens sarkofag, den over 3.300 år gamle uåbnede sarkofag,var intet mindre end en kuglepen.

Lidt senere, da Max skjulte sig bag et sandfarvet telt, kunne han høreto mænd snakke. Han var fulgt efter Oswald, da han var kommet ud afgraven, og de to medhjælpere var forsvundet i en anden retning efter athave modtaget en symbolsk betaling. Nu håbede han bare, at Oswaldeller den mand, han talte med, ville give ham en forklaring. Uden at videdet, naturligvis.

“Og Evelyn? Er hun nu ikke et problem?” spurgte den anden mand,som Max Brant ikke vidste, hvem var. Han lød ældre, og han have enklar, britisk accent.

9

“Det tror jeg ikke,” svarede Oswald. “Hun er overbevist om, at jeg måtage tilbage til Moskva for at være ved min døende faders side.”

Efter stemmen at dømme bevægede Oswald sig over i den anden endeaf teltet.

“Desuden er hun fuldkommen klar over, at vores lille romance aldrigkan udvikle sig. Så naiv er hun trods alt heller ikke.” Oswald lødirriteret.

Elsker dig for evigt, tænkte Max Brant med et sammenbidt smil.Stakkels Evelyn var tydeligvis kun en brik i et større spil. Skrupelløstmanipuleret og brugt af en mand, der om 41 år ville blive verdenskendtsom præsidentmorder.

Den lidt ældre, britiske mand sukkede opgivende. Stilheden i teltet varpludselig alarmerende. Max var bange for, at han var blevet opdaget,men pludselig blev en hånd banket hårdt ned i et bord.

“Det er en unødvendig risiko. Det mener jeg stadig. At bruge Carn-arvons datter som undskyldning for at opholde sig her. Du spiller forhøjt spil, og når du taber, er det Instituttet der må redde dig. Både ver-denshistorien og dig.”

“Tjoeh, Markham, men missionen er da en success,” forsvaredeOswald sig med amerikansk accent. Max Brant rykkede et par skridtnærmere indgangen af teltet, parat til at gribe ind, hvis det kom tilhåndgemæng, og hans eneste chance for at løse sagen kom i fare.

“At glemme en kuglepen under balsameringen af Tutankhamon” an-greb Markham, “er ikke ligefrem, hvad Instituttet kalder en vellykketmission.”

Det var anden gang denne Markham havde nævnt “Instituttet.” MaxBrant vidste ikke, hvad han mente, men at Oswald skulle have været tilstede, da den døde barnekonge blev balsameret for flere tusinde år sid-en, overgik hans fantasi.

“Jo, ja,” erkendte Oswald en smule opgivende. “Men Eje og hans folkkom da til magten. Vi fik vores honorar, og Tutankhamon vil stadig gåover i historien som den mest interessante Farao nogensinde”.

“Han kunne være blevet en hel del mere interessant, hvis Carter havdeåbnet sarkofaget i morgen og fundet en kuglepen,” bed Markhamgnavent. “Men lad os nu komme afsted. Der er et job, der venter på os.”

“Allerede?” spurgte Oswald overrasket. “Instituttet har da aldrig ud-ført to missioner så hurtigt efter hinanden.”

“Dette her var ikke en mission, Oswald. Det var en redningsaktion. Ogdu må hellere huske,” nu var det åbenbart Markhams tur til at true, “atder er ikke mange, der får en chance efter en brøler som denne.”

10

“Jeg er parat,” mumlede Oswald.I samme øjeblik Max Brant kom væltende ind gennem teltets indgang

med pistolen trukket og et barsk udtryk klistret på ansigtet, hvirvelededet farvestrålende røde og grønne lyn om Oswald og Markham. De fors-vandt uden at efterlade et eneste spor af, at de nogensinde havde sat fodi Kongernes Dal.

Max Brant anede ikke, hvornår Markham og Oswald var taget hen.Men han vidste præcis, hvor han ville kunne finde Oswald, og han in-dtastede hurtigt en ny dato i den lille maskine og trykkede på dengrønne knap. Tredje gang i samme nat gnistrede et lille område afKongernes Dal i en forunderlig farveeksplosion. Hvor Max Brant førhavde stået var nu kun hans fodspor i ørkenens uendelige sand.

11

Chapter 4Et sønderskudt hoved

Det var forbavsende få der lagde mærke til EIS-agenten, som kom spur-tende ned ad Houston Street i Dallas den 22. november 1963. De vartravlt optaget af den første bil af de i alt enogtyve, der drejede fra MainStreet op ad Houston Street. I samme sekund fortsatte Max rundt om detstærkt befolkede hjørne og op ad trappen til indgangen af skole-bogslageret på Elm Street. Selv om han nu var sikker på, hvem der skulleslås ihjel, var han forvirret over sin egen rolle i sagen. På trapperne opmod femte sal prøvede han forgæves at forstå, hvorfor han var blevet in-volveret i præcis denne historiske begivenhed. Alt hvad han vidste var,at der i den anden bil i kortegen sad en mand, som kun havde et halvtminut tilbage af sit liv som Amerikas præsident.

På femte sal sad Lee Harvey Oswald parat med en Mannlicher-Car-cano M91/38 riffel. Parat til at sende en kugle gennem præsident John F.Kennedys hoved.

Max Brant havde næsten tabt pusten, da han endelig tog det sidsteskridt op af den snævre trappe. Han havde aldrig været i denne bygningfør. Han havde aldrig været i byen Dallas eller i staten Texas. Men alli-gevel vidste han præcist, hvor han kunne finde Oswald. Ethvert skole-barn kunne finde ham. Han sneg sig, så hurtigt han kunne, ned mellemstøvede kasser. Oswald måtte ikke høre ham, før han var på plads, oghvis han ikke var forsigtig, kunne støvet nemt hvirvle op og få ham til atnyse. Men der var ikke tid til at være forsigtig. Præsidentparrets spe-cialbyggede Lincoln var allerede halvvejs henne mod hjørnet af ElmStreet.

“STOP! Bevæg dig ikke,” råbte han til Oswald, da han sprang frem frasit skjul bag de sidste kasser. Oswald havde tydeligvis ikke forventet atblive forstyrret, men riflen flyttede han ikke fra vindueskarmen.

“Hvem er du?” spurgte Oswald forskrækket.“Max Brant. European Intelligence Service år 2016. Smid pistolen!”“Ellers … ?” fiskede Oswald og så uskyldig ud.

12

“Ellers må jeg skyde,” truede Max Brant. Han havde ikke lyst til atskyde Oswald, men han ville gøre det, hvis det var nødvendigt. Igen for-virrede situationen. Hvorfor skulle han redde John F. Kennedy? Det varOswald, der ville slå ham ihjel. Men det var også Oswald, der havdebedt ham redde præsidenten. Var det ikke? Max stirrede ind i de blåøjne. Kunne det være, at Oswald i virkeligheden havde opsøgt Max forat blive reddet fra sig selv?

En stemme tordnede fra det modsatte hjørne af lokalet. “Nu ingenoverilede bevægelser.”

Det første, Max Brant foretog sig, var en særdeles overilet bevægelse.Som var et kanonslag blevet affyret bag ham, svirrede han rundt. Idøråbningen i den anden ende af lokalet stod en lavstammet mand ogpegede på ham med en pistol. Manden bar briller, en stor hat og enhalvlang frakke. Max Brant gættede på, at han måtte være englænder.Cirka halvtreds år gammel. Han gættede desuden på en ting mere. “Demå være Markham?”

Nede foran vinduerne knap femogtyve meter fra, hvor de stod, dre-jede præsident Kennedys åbne limousine ned ad Elm Street. Hele DealeyPlaza var fyldt med glade mennesker. Præsidentfruen vinkede og varsmukkere end nogen sinde, og i vinduet koncentrerede Oswald sig igenom at ødelægge dagen.

“Jeg ved ikke, hvorfra De kender mit navn, men jeg ved, at De vilforholde Dem i ro, mens Oswald udfører sin vanskelige opgave.”Oswald rettede nu også sin riffel mod Max Brant. “Smid pistolen,” kom-manderede Markham. “Vi er to mod en. De har ikke en chance.”Max Brant smed pistolen.

“Fornuftigt valg. I dag, den 22. november 1963, melder historien kunom et sønderskudt hoved, og det er ikke Deres.” Markham havde over-grebet. Max Brant kunne ikke bevæge en lillefinger uden det ville blivedet sidste, han gjorde. “Kom, nu går vi en lille tur,” sagde Markham ogpegede med pistolen i den retning, han vil have Max til at gå.

Oswald stirrede igen ind i kikkertsigtet på den billige riffel, han forkort tid siden havde købt via postordre fra Chicago. Præsident Kennedyshoved kom til syne i teleskopsigtet.

13

Chapter 5Mord gennem århundreder

Efter adskillige timers intens afhøring sad Lee Harvey Oswald alene i enmørk celle i politiets hovedkvarter i Dallas. Han var præsidentmorder.Bortset fra John F. Kennedy var han den mest omtalte person i hele ver-den. Det var ikke en berømmelse, han var stolt af.

Alt var gået uopretteligt galt. Han havde måske nok klumret i det vedat glemme en kuglepen i Tutankahmons grav, men denne gang var detmeget værre. Da han havde skudt præsidenten, begyndte politiet og sik-kerhedsfolkene straks at løbe mod hans bygning. Han var blevet såbange, at han var løbet ud af bagdøren. Han glemte riflen, og hvad værrevar: Han glemte sin tidsmaskine.

Det var ikke en hævnaktion fra det amerikanske folk, da hans celleoplystes af et lyn. En bombe ville ellers ikke have overrasket Oswaldsynderligt. Men ud af tiden og ind i spjældet i Dallas trådte en mand, deri Oswalds trætte hjerne kun kunne være hævnens engel.

Lyset døde bort lige så pludseligt, som det var opstået. Ikke en enestelyd havde akkompagneret den røde og grønne farveeksplosion. Ingen afde mange vagter opdagede, at der nu var to personer i celle nummer 8.

Oswald trak benene op under sig, så han sad sammenkrøbet på densmalle briks. Han havde set væggene opsluge lyset omkring ham som ensort ondskab, der af ren grådighed absorberede alt. Foran ham, ikkemere end en meter væk, stod den fremmede mand i mørket. Der var etåndedræt. Et hjerteslag. Men måske var det bare hans eget hjerte. Hanøjne gjorde næsten ondt, så hårdt kneb han dem sammen. Han turdeikke se. Ikke se mere. Aldrig mere. Han havde ikke fået noget søvn ogregnede ikke med at få noget i lang tid, hverken søvn, fred eller frihed.Hvis nogensinde. Der ville komme retsager. Der ville komme fængsler.Og alle steder han gik, ville folk spytte hans navn. Men måske var dettehans chance. Kunne han ikke forklare sig for andre, ville den fremmedehos ham måske lytte og dømme ham retfærdigt. Måske endda tale hanssag blandt tilhørere, han aldrig selv ville få i tale. Han var blevet narret.

14

“Det er Markham, der bestemmer. Jeg er ny i det her,” startede han.Oswald følte sig frem gennem stilheden som et barn, der prøver at findedøren i et mørkt værelse.

I modsætning til timerne forinden, hvor politichef Jesse Curry og enhær af Secret Service folk havde bearbejdet ham med trusler og løfter,åbnede han for alle sluserne og lod ingen hemmelighed være usagt.

‘Instituttet’ var, når det kom til stykket, en simpel, forbryderisk organ-isation, der sendte en eller flere personer afsted til en anden tid - gerne etpar år før en stor leders utidige død. Men i stedet for at lade historien gåsin gang, tilbød man dem, der gerne ville have lederen af vejen, at udførejobbet mod betaling i form af blandt andet ædelstene, skøder på attrakt-ive landområder, antikviteter og kunst, rettigheder til opdagelser,teknikker og opfindelser samt mange andre tidsløse værdier.

Organiserede lejemordere. Det var det eneste, man kunne kalde dem.Alene i de seneste årtier havde Oswald kendskab til mordet på den

russiske statsleder Andropov i 1984. Irans Ayatollah i 1989. IndiraGandhi i 1984. Olof Palme i 1986. Mordene spredte sig ned gennem his-torien som en løbeild. Fortærede, opslugte og nassede på historiensgang. Max Brant lyttede til Oswald fortælle om Jeanne d’Arc, som var enaf Instituttets mere spidsfindige sager. Det havde ikke været nemt at fåhende brændt på bålet i fuld offentlighed i 1431. Men alligevel var detsket. Og Kong Harold i 1040, Louis XVI i 1793, Lincoln i 1865. Og Hitler i1945. Hvordan Kong Knud III var blevet myrdet af Svend 3. Grathe iRoskilde kunne Oswald afsløre med et væld af detaljer. Markham havdefortalt Oswald det hele, og listen blev tilsyneladende ved.

Oswalds første opgave for Instituttet havde været som assistent i år1323 før Jesus fødsel ved forgiftningen af Tutankhamon, hvor han havdemistet sin kuglepen under balsameringen. Mordet på præsidentKennedy i 1964 var hans anden opgave, og denne gang skulle han selvhave fingeren på aftrækkeren.

Det sidste, han havde set til Markham, var, da Markham førte MaxBrant ud af skolebogslageret med en pistol i rykken. “Vi ses i Køben-havn,” var de sidste ord, Markham havde sagt. Men efter Oswald havdeladet skuddene springe som et ekko fra bygning til bygning på DealeyPlaza, og politiet og Secret Service havde stormløbet bygningen, var hanflygtet han over hals og hoved, planløst og skræmt fra vid og sans ogefterladende riflen og tidsmaskinen. Som historiebøgerne fortalte, havdehan med en 0.38 mm pistol senere skudt en betjent J. D. Tippit af rennervøsitet, og til sidst blev han pågrebet i en lille mørk biograf, hvor han

15

havde søgt tilflugt. Nu sad han her i sin celle som den mest forhadtemand i Amerika.

16

Chapter 6Statsminister i fare

”Hey? Hvad skete der? Hvor var du?” spurgte Nolan oprørt, da Maxvendte tilbage. Nolan vidste intet om kuglepennen i sarkofagen ellerpræsidentmordet i Dallas. Han vidste bare, at Max pludselig var fors-vundet for øjnene af ham.

”Det er en tidsmaskine,” svarede Max. ”Man indtaster en dato, og nården røde knap skifter til grøn, trykker man bare. Det er faktisk retsimpelt.”

”Utroligt,” måbede Nolan og kiggede nærmere på den lillelommecomputer, der ikke var en lommecomputer. ”Det er altså det, demystiske moduler indeni er til. Men jeg har aldrig hørt om noget lign-ende. Gad vide, hvem der har opfundet den?”

”Nu skal du høre, hvad jeg har fundet ud af,” sagde Max. Og såfortalte han om Egypten og Dallas.

”Markham låste mig inde i et skab, og jeg hørte skuddene der dræbteKennedy. Det var uhyggeligt og meget uvirkeligt. Men nu er jeg altsåtilbage.”

Nolan grublede over, hvad de nu skulle gøre.”En ting er helt sikkert,” konstaterede han. ”Det er Markham, vi skal

finde. Oswald er ude af billedet.””Det er klart,” sagde Max og satte sig på en ledig stol. ”Og vi ved både

hvor og hvornår vi skal finde ham.””I København. Og inden for den næste times tid. Men København er

stor, og vi er i Eindhoven.”Max lænte sig tilbage og stirrede op mod loftet. Nolan havde ret. Han

kunne ikke finde Markham på en time. Faktisk var det højst usandsyn-ligt, at han ville kunne finde Markham, uanset hvor meget tid hanhavde.

”Jeg tror,” sagde Max langsomt, idet en ide begyndte at forme sig ihans hoved, ”at vi skal vende hele problemet på hovedet.”

”På hovedet?” spurgte Nolan.

17

”Vi skal ikke finde Markham.”Nolan sagde ingenting.”Vi ved, at Instituttet slår statsoverhoveder ihjel mod betaling, ikke

sandt?”Nolan nikkede.”Så vi skal bare finde ud af, hvem Markham vil slå ihjel. Når vi ved

det, ved vi også, hvor Markham befinder sig.””Den danske statsminister,” sagde Nolan og vendte sig mod sin

computerskærm.”Jeg finder hans program for i dag.”Max havde ikke bemærket, at han havde taget tidsmaskinen op af

lommen og sad med den i hånden. Nu hvor han sad og kiggede på den,gik det op for ham, hvor langt væk han havde været. Først i Egypten i1922, og så i Dallas i 1963. Max havde rejst over hele kloden og havdealdrig været utryg ved at være langt væk hjemmefra. Men tidsmaskinengjorde ham utryg. Hvad nu, hvis han havde mistet den? Hvad hvis hanhavde tabt den i Egypten, eller hvis Markham havde havde hørt hamnævne år 2016 og taget tidsmaskinen fra ham? Så ville han være strandetfor evigt i en anden tid. Max havde en fornemmelse af, at han villekomme til at bruge tidsmaskinen flere gange, inden han havde fundetMarkham. Han ville ikke kunne sikre sig mod at miste tidsmaskinen,men måske kunne han gøre noget andet.

”Nolan?” sagde han.”Jeg har det her. Statsministerens program for i dag. Han indvier en

ny undergrundsbane mellem terminalerne i Københavns lufthavn.””Er der andre statsoverhoveder i København i dag?” spurgte Max.”Jeg har søgt i aviserne, men nej, der er ingen statsbesøg i dag. Og den

danske kongefamilie er på Grønland.”Max kiggede igen på tidsmaskinen.”Så er der ingen tvivl. Markham vil udføre et attentat mod den danske

statsminister i Københavns lufthavn om en time.””Du må hellere se at komme af sted,” sagde Nolan.”Mjah”, tøvede Max. ”Men jeg har brug for, at du laver en lille

ændring ved tidsmaskinen først?””En ændring?” spurgte Nolan overrasket.

18

Chapter 7Bomben bevæger sig

Dørene gled automatisk til side, da Max Brant trådte ind i udenrigster-minalen i Kastrup lufthavn. Han havde stadig sne under kraven, sand iskoene og braget fra Oswalds gevær i ørene. Omkring ham var stemnin-gen usædvanlig, atmosfæren var fyldt med spænding. Det var det sæd-vanlige, når kendte gæster snart ville ankomme.

I den højre halvdel af den store hal var der en sammenstimlen af men-nesker, og fotografernes blitzlys lynede. Den længe savnede underjord-iske togforbindelse mellem inden- og udenrigsterminalen var endeligblevet en realitet. Tunellen med det specialdesignede skinnevognssystemskulle indvies af Statsministeren i dag, og efter opstandelsen at dømmestod han allerede ved nedgangen til den nye undergrundsbane. MaxBrant kunne ikke se Markham nogen steder. Hvis der var nogen, dekunne finde på at slå ihjel her, var det statsministeren. Men det kunneogså være en anden vigtig person. Det vrimlede med kendte og rige per-soner i udenrigsterminalen.

Henne ved trappen til terminaltoget begyndte det at tynde ud i men-neskemængden. Banen var åbenbart indviet, og folk var på vej ned for atkøre den første officielle tur. Max vidste, at det ikke ville det ikke væresvært at komme til med en kniv eller en pistol i mylderet. Og hvis manhavde en tidsmaskine, ville det også være nemt at forsvinde.

Men der var et andet spørgsmal, der blev ved med at presse sig på iMax Brants overophedede hjerne. Da Oswald skulle overføres fra fængs-let i Dallas, blev han skudt i maven af natklubejeren Jack Ruby. Oswaldvar død på vej til hospitalet, så hvordan var han dukket op på parkering-spladsen bag EIS-bygningen?

Halvvejs nede ad trappen, sammenklemt blandt sikkerhedsfolk,gæster, journalister og fotografer, præsenterede et mere aktuelt dilemmasig dog: Ved ingen af Instituttets likvideringer havde morderen afsløretsig som tidsrejsende. I alle historiebøgerne var den ansvarlige (hvis enansvarlig var blevet fundet) fra den lokale tid og med et lokalt motiv.

19

Hvis Markham opholdt sig på selve toget, når han udførte mordet, villehan ikke kunne slippe væk. I hvert fald ikke uden at afsløre sin flugtvej,som var tidsmaskinen. Og dermed ville han sætte hele Instituttet i fare.Max Brant måtte ud af menneskemængden i en fart.

Flere sikkerhedsfolk noterede sig manden med solbrillerne, der plud-selig kæmpede mod strømmen for at komme op af trappen. Hvis MaxBrant havde kunnet lytte med på deres radioer, ville han have hørt enagent kun få meter fra ham advare en kollega oppe i terminalen om, atmanden med solbrillerne skulle pågribes.

Max var var næsten ude af mylderet, tænkte som en gal, reduceredeligningen og isolerede faktorerne, så der til sidst kun var få træk tilbage.Hvis statsministeren skulle dø i terminaltoget, måtte Markham nød-vendigvis have mulighed for at fjernstyre attentatet. Det betød enten enbombe eller måske giftgas. Det vigtigste var dog, at Markham lige nu op-holdte sig et sted, hvor han kunne udløse fælden og samtidig sikre sig, atalt gik efter planen. Det var Max' opgave at finde ham, før det var forsent.

Nede i tunellen var det lille, elektriske tog ved at være fyldt op. I en afde midterste vogne udvekslede statsministeren høflige bemærkningermed lufthavnens direktør. Ind imellem føg spørgsmålene fra nysgerrigejournalister. Der lød en gennemtrængende elektronisk alarm, da de hy-drauliske døre lukkede med et suk ikke ulig lyden ved forseglingen af etegyptisk gravkammer. Toget satte igang med et lille ryk.

I mellemtiden på den underjordiske perron i indenrigsterminalen stodder flere fotografer og sikkerhedsfolk samt en lav mand klædt imørkegrå frakke og stor hat. I den ene hånd havde han noget, derlignede en lille computer. Det var ikke noget, sikkerhedsfolkene sattespørgsmålstegn ved. Alle læste nyheder og kommunikerede med smålommecomputere nu om stunder. Men de kunne ikke se, at Markhamshånd svedte lidt. Selv det mindste tryk på knappen på den lille radi-osender ville betyde aktiveringen af den bombe, han havde placeret un-der toget. Den anden hånd havde han i lommen, hvor han holdt om sintidsmaskine. Han glædede sig til en lille ferie, efter opgaven var udført.Der var kun få minutter tilbage.

Max Brant var ikke i tvivl om, at det bedste sted for en katastrofe varmidtvejs mellem de to terminaler. På den måde var det langt sværere atkomme toget til undsætning. Han satte i løb hen mod indenrigster-minalen, hvor han forventede at finde Markham. Men han skulle havefart på. Han vidste ikke, hvor hurtigt toget kørte. Han kunne kun håbe,at han kunne løbe hurtigere. Dørene gled automatisk til side for ham,

20

men inden han nåede at komme forbi dem, var der en der greb fat i hansjakke.

“Nu tar’ vi det lige helt roligt,” sagde agenten med jysk accent og togsolidt greb i Max Brants frakke. Mere nåede han heller ikke at sige, førhan var ved at blive kvalt af sit eget slips. Han tog sig til halsen, højrød iansigtet. Hans nydelige slips var på brøkdelen af et sekund blevet stram-met mere, end det nogensinde havde været før, og han ænsede slet ikkemanden med solbrillerne, som spurtede ud af døren.

Måske var det bare en indbildning, men Max syntes at kunne mærkevibrationerne fra den underjordiske tunnelbane, lige inden han nåede in-denrigsterminalen. I sekunderne derefter opstod der et nyt problem. Etproblem han ikke havde skænket en tanke: Hvordan skulle han stoppeMarkham, før han udløste katastrofen?

“Toget er jo næsten fuldstændig lydløst,” bemærkede statsministerentil lufthavnsdirektøren, “i modsætning til jeres fly,” forsatte han, og allede tilstedeværende lo høfligt. Toget havde tilbagelagt cirka halvdelen afturen, og alt var gået fint.

Max Brant fik øje Markham i samme øjeblik, han kom ned på perron-en. Der var ikke mange mennesker, og den lille englænder stod tydeligtud fra de få tilstedeværende. I den ene hånd havde han en tidsmaskine,og i den anden hånd havde han noget, der kunne være være en fjer-nudløser til en bombe. Max vidste, at han ikke havde tid til at snige sigind på Markham, og det var kun et spørgsmål om sekunder, før han blevopdaget. Max trak sin Sig Sauer P 229 pistol.

Markham lod tommelfingeren hvile på bombens udløser. Det bekym-rede ham ikke, at Oswald af en eller anden grund ikke var nået væk fraDallas. Nu stod der i historiebøgerne, at han var kommunist og ansvarligfor drabet på præsident Kennedy. Det passede Markham udmærket.Oswald var en amatør, der var mere til fare end til gavn.

Toget var midt inde i tunellen nu, og Markham skulle til at trykke påudløseren, da der lød et brag fra en pistol og radiosenderen eks-ploderede mellem hænderne på ham. Han sprang chokeret tilbage ude afstand til at forstå, hvad der var sket. Havde nogen skudt på ham?Hvem?

“STOP! Bevæg dig ikke,” kommanderede en stemme bag ham. Hankendte den stemme fra Dallas. Markham trykkede instinktivt på tids-maskinen i lommen og forsvandt.

21

Chapter 8Et tidsparadoks

“De aner ikke, hvad de skal gøre med liget på parkeringspladsen,” be-mærkede Nolan Lassiter, da Max var tilbage i hovedkvarteret. Max Branthavde fået ham til at love, at han ikke ville fortælle nogen om tids-maskinen. Den var simpelthen for farlig at overlade til politikere og gen-eraler. Men det betød også, at ingen af dem kunne forklare den dødemand bag EIS-bygningen.

“De begraver ham nok på de ukendtes kirkegård,” sagde Max Brant.De sad i Nolan Lassisters kontor, og Max havde fortalt ham alt, hvad

der var sket i København.“Men hvad så med Markham? Hvad med ham?”“Han er forsvundet, og der er ingen måde at finde ham på.” Max stak

hånden i lommen og trak Oswalds tidsmaskine frem. Det lille apparetkunne gøre så mange knuder på verdenshistorien, at han ikke turdeoverlade det til andre. “Man der er noget med det her tidsrejseri, jegstadig ikke forstår,” funderede Max. “Hvordan kunne Oswald kommeher til EIS-bygningen i Eindhoven 53 år efter, han var blevet skudt udenfor politistationen i Dallas? Han havde jo mistet sin tidsmaskine.”

Nolan Lassiter smilede. “Den er nem nok. Der er jo kun en forklaring.Han har fået tidsmaskinen tilbage.”

“Ja tak, kloge, men hvordan?”“Jeg tror,” svarede Nolan, “at de lokale strømere i Dallas ikke har for-

stået, hvad tidsmaskinen var. Det var blot en del af bevismaterialet sam-men med riflen, og da FBI hentede ham, skulle de have begge dele med.”

“Ja?”Nolan forklarede: “Ingen havde regnet med, at Oswald ville blive

skudt, inden han kom ind i bilen, men da det skete, har FBI-folkene noktaget tidsmaskinen med i ambulancen for at udspørge ham om densfunktion, før han døde.” Nolan var vandt til at forstå computere, hvorder altid var en logisk, men ikke altid tydelig, forklaring. Det sammegaldt tidsrejser.

22

“Du mener altså, at han har fået fat i den på vej til hospitalet? Og førFBI kunne stoppe ham, har han zappet sig til vores tid?” spurgte Max.

“Noget i den retning,” svarede Nolan. Han er nok rejst tilbage i tidenog har taget et fly hertil. Man da han zappede sig frem til vores tid, ind-hentede skuddet i maven ham på et tidspunkt, og derfor lå han døendenede på parkeringspladsen.

“Men hvordan vidste han, at jeg var her? Hvordan vidste han over-hovedet, hvem jeg er?”

Igen var det Nolans logiske tankegang der fandt forklaringen.“Det fortalte du ham jo selv i Dallas. Du gav ham både dit navn, din

arbejdsplads og dit årstal.”Max protesterede: “Nej, for det var jo efter, han var kommet her, og jeg

havde fundet tidsmaskinen i hans lomme.”“Nix,” svarede Nolan. “I samme øjeblik du tog til Dallas og identi-

ficerede dig over for Oswald, havde han informationen om dig i allevariationer af fremtiden.”

“Hvad?”“I samme øjeblik du afslørede din identitet for Oswald den 22. novem-

ber 1963, eksisterede den viden for ham på det punkt i tiden, uanset hvoreller hvornår du befinder dig,” forklarede Nolan Lassiter tålmodigt.

“Det forstår jeg ikke,” svarede Max Brant. “Det er da umuligt.”“Det er et tidsparadoks, Max. Det er noget underligt noget. Et tid-

sparadoks opstår, når noget gøres umuligt på grund af ændringer ifortiden. Det mest berømte tidsparadoks er 'forældre-paradokset', hvorder spekuleres i, hvad der ville ske, hvis man rejste tilbage i tiden og slogsin far ihjel, før han mødte ens mor. Det ville betyde, at han ikke ville fåbørn, og dermed ville man heller ikke selv blive født. Men hvis man ikkeblev født, ville man jo ikke være i live til at rejse tilbage i tiden og slå sinfar ihjel, og derfor ville man alligevel blive født, så man kunne rejsetilbage i tiden og slå ham ihjel. Sådan kan man fortsætte for evigt, og deter et tidsparadoks.”

De to EIS-agenter sad stille et øjeblik. Max prøvede at forstå tid-sparadokset, men hver gang han var lige ved at have styr på det, smut-tede det fra ham igen. “Måske er det et tidsparadoks der skal til for atfinde Markham,” mumlede han.

23

Chapter 9Kronprisens dødsdom

Hvad skete der i København? Det var det spørgsmål, Markham kæm-pede med, da han sad i hotellets bar på Grand Cayman-øen. Fra hansstol havde han udsigt over stranden, hvor bølgerne slog dovent op påsandet og turisterne badede og solede sig. Det var ikke noget for ham.Han havde ikke lyst til at holde ferie, selv om det derfor, han var her.

Planen var, at bomben skulle være sprunget, og statsministeren skullehave været dræbt. Han havde allerede modtaget en stor del af betalingenfor attentatet, men i sidste sekund var planen slået fejl. I sidste sekundvar denne person fra 1963 dukket op og havde skudt hans detonator. Dethavde ikke været svært af opspore hans identitet. Max Brant. En EIS-agent i besiddelse af en tidsmaskine. Men hvordan i alverden havde hanfundet ham i København?

Selvom Markham ikke kunne sammenstykke hele historien, var hansikker på en ting: Det var Oswald, der havde ledt Brant på sporet af ham.Før han døde havde Oswald nået at begå endnu en brøler, og nu var detfor sent at straffe ham. Det vil sige, at det var jo aldrig for sent. Med tids-maskinen kunne Markham altid tage tilbage i tiden og finde Oswald,men hvad nytte skulle det nu. Attentatet i København var blevet forpur-ret, og Markham måtte forklare sig over for sin kunde. Men Markhamhavde vigtigere ting at se frem til. Hans næste opgave var allerede plan-lagt, og den ville være den største nogensinde, men også den sværeste.

Markham tog en tår af sin drink og glædede sig over klimaanlægget ibaren. Grand Cayman var et varmt sted at opholde sig, og hans drømmeom at køre rundt på øen havde han droppet. Ingen tid til ferie. Den brit-iske kronprins William Wales skulle dø, og Markham skulle høste gevin-sten. En betaling så fyrstelig, at han kunne trække sig tilbage permanentog leve af sin rigdom.

Forarbejdet var allerede gjort. Bestikkelsen var betalt. Teknikken varinstalleret. Alt hvad han skulle gøre var blot at indfinde sig og indtastede korrekte koder. Attentatet på den danske statsminister var planlagt til

24

at foregå via radiokontrol, men det var vand ved siden af dette fjernstyr-ingsanlæg. Markham skævede op mod himlen og tænkte, at han helleremåtte komme af sted til Mission Control.

25

Chapter 10Før katastrofen

Katastrofen nærmede sig lydløst, men selv om de havde vidst, at de var iyderste livsfare, var der næppe noget, de kunne have gjort.

Rumstationen Zodiac var i kredsløb om Månen, og astronauterne om-bord var optaget af et helt andet og farligt problem. En pumpe i det cent-rale luftsystem var gået i bakgear, så i stedet for at sende frisk luft ind irumstationen og smide giftig kuldioxid ud i rummets frysende tomhed,gjorde den det modsatte. Den livsnødvendige ilt fossede ud af tankene,mens luften inde i rumstationen blev mere og mere giftig.“Hvad siger måleren?” spurgte William Wales, mens han med præciseog afmålte bevægelser hurtigt løsnede skruerne i det panel, der gavadgang til den defekte pumpe. Hver skrue puttede han omhyggeligt ibrystlommen på sin dragt, for det gik ikke at have smådele flyvendeomkring i rumstationens vægtløshed. De kunne sætte sig i klemme ellerskabe kortslutninger, og de kunne være næsten umulige at finde.Når astronauter er vægtløse i rummet, skyldes det ikke mangel på tyng-dekraft eller atmosfære. Vægtløshed betyder, at man er i frit fald medsamme hastighed som ens omgivelser. En rumstation i kredsløb omMånen har en vis vandret hastighed takket været de raketter, deroprindeligt placerede den i sit kredsløb. Men den falder også hele tidenned mod Månens overflade. At den aldrig falder ned skyldes, at Månenfalder tilsvarende på grund af sin krumning.

Bag William Wales svævede Ayana Grandjean foran en skærm, hvorhun prøvede at give hovedcomputeren ordre til at stoppe pumpen, mendet nyttede ikke. Computeren blev ved med at svare, at pumpen al-lerede var stoppet, selvom måleren over skærmen steg langsomt. “1,7procent og den stiger stadig” svarede Ayana. Hendes franske accent blevtydeligere, når hun var under pres, og hendes fingre rystede og gled påcomputerens tastatur. Ud af øjenkrogen fangede hun pludselig en bevæ-gelse, der ikke skulle være der. “Du taber skruer” sagde hun.

26

William vendte sig instinktivt om mod hende og så, at hun mellem fin-grene holdt en blank, lille skrue magen til dem, han var ved at pille ud afpanelet. “Det er ikke mig. Jeg har alle mine her i lommen” svarede hanog klappede sig på brystlommen.

“Tydeligvis ikke denne her.”“Så giv mig den da” vrissede han og tog skruen fra hendes hånd. Han

kunnet mærke sit eget overskud forsvinde med ilten. Med tommelfinger-en pressede han skruen hårdt ned i lommen og fortsatte så med at løsnepanelet.

“1,8 procent” læste hun fra måleren. “Med den hastighed bliver detkritisk om godt syv minutter.”

William hørte hendes stemme, men han skulle anstrenge sig for at for-stå, hvad hun sagde. Hendes r’er var begyndt at rulle og y’erne lød meresom i’er. Bogstavet h udtalte hun næsten ikke. Stress.

Med et snuptag fjernede han panelet. Den sidste skrue var endelig fjer-net, og han kunne nu se ind i serviceskakten, hvor pumpen sad. Den vargrøn, og der gik flere rør og slanger ind og ud af den. Over den sad kon-trolboksen, og alt så ud til at være i fineste orden. Altså bortset fra at denvar ved at slå dem ihjel.

“Kan du finde tegningerne frem over pumpen? På skærmen?”“Jeg er allerede i gang” bekræftede Ayana. Hendes fingre snurrede og

sitrede.Han brød sig ikke om at vente, men der var intet andet, han kunne

gøre. Han turde ikke bare begynde at pille ledninger og slanger ud afsystemet, for så ville det først gå galt, og det var slemt nok allerede.Luftens normale indhold af kuldioxid var cirka 0,03 procent, men nunærmede den sig to procent. Når måleren nåede et sted mellem fire ogsyv, ville symptomerne begynde at melde sig. Først hurtigere åndedrætog derefter åndenød, og det var kun begyndelsen. Efterhånden som blo-det blev forgiftet, ville de begynde at føle angst. De ville få hovedpine ogsvært ved at koncentrere sig, og kvalme var også sandsynligt. På et ellerandet tidspunkt ville de ikke længere kunne fungere, og så var alt håbude. William Wales vidste, at han og Ayana Grandjean ville værebevidstløse inden 10 minutter og døde kort tid efter.

27

Chapter 11Måneulykken

“Jamen,” foreslog Nolan, ”hvorfor tager du ikke bare tilbage til et af dehistoriske mord, vi ved, Instituttet udførte, og tager Markham på ferskgerning. Vi ved, hvem der dør, hvornår de dør samt hvor og hvordan.Det burde da være en smal sag.”

Det er nemt at sige for en EIS-agent, der klarer de fleste af sine opgaver bagen skærm, tænkte Max, men sagde ikke noget. Nolan var guld værd, nårder skulle graves informationer frem, eller fremmede datasystemerskulle manipuleres.

”Jeg tror ikke, at vi skal ændre på historiens gang,” svarede han. ”Deter det klassiske spørgsmål: Ville du tage tilbage til 1930’erne og fjerneAdolf Hitler, hvis du kunne? Selv om du måske kunne forhindre en ver-denskrig, ville det være en frygtelig risiko. Ved at pille blot en anelse vedhistorien, kan man ændre nutiden drastisk.”

”Instituttet gør det da allerede,” argumenterede Nolan.”Ja og nej,” sagde Max. ”Vi lever allerede i en verden, hvor Olof Palme

og John F. Kennedy og Tutankhamon er døde. Det er en del af vores his-torie, det er fakta. Ved at gå tilbage i tiden og introducere nye fakta, altsåsåsom at forhindre et historisk mord, vil vores nutid afspejle denændring.”

”Det forstår jeg godt. Men jeg er bare ikke sikker på, at det ville haveværet så slemt for verdenshistorien, hvis Hitler var død og Kennedyhavde overlevet,” foreslog Nolan.

”Næh, det lyder jo tiltalende,” indrømmede Max, ”men turde dulægge disse beslutninger i en enkelt mands hånd? I Markhams hånd?Eller din egen? Turde du, Nolan Lassiter, EIS-agent og computerekspert,ændre millioner af menneskers skæbne og deres efterkommeres fremtid?Ville du ændre verdenshistorien, hvis du kunne?”

Nolan sagde ikke noget. Alvoren af spørgsmålet stod tydeligt for ham,og han måtte erkende, at Max havde ret.

28

”Hvis nu anden verdenskrig ikke havde fundet sted, var din bedstefarmåske ikke blevet pilot ved Royal Airforce, og så havde han ikke mødtdin bedstemor.”

Nolan kiggede op.”Bare rolig. Jeg har ikke udspioneret dig. Det står alt sammen i din

EIS-profil. Men hvis dine bedsteforældre ikke havde mødtes, ville din farmåske ikke have eksisteret, og dermed ville du ikke sidde her i dag. Deter jo en klar variant af tidsparadokset, du fortalte mig om.”

”Jeg er med,” svarede Nolan. ”Alting hænger sammen, og vi kan ikkegå tilbage og forhindre et historisk mord. Vi kunne udslette os selv.”

”Os selv og mange andre,” tilføjede Max. ”Men der er måske en andenvej.”

”Jeg tror jeg ved, hvad du mener,” udbrød Nolan, der nu var helt pådet rene med risikomomentet i tidsrejser. ”For at undgå at ændre histori-ens gang, må vi fange dem i et nutidigt attentat. Et der har udspillet sigfor nyligt, så det endnu ikke har præget verdenshistorien.”

”Netop,” sagde Max. ”Men hvad…””Måneulykken,” afbrød Nolan. ”Det er kun 16 måneder siden, at rum-

stationen Zodiac styrtede ned på Månens overflade og dræbte den brit-iske kronprins. Det er en oplagt mulighed for Instituttet.”

”Jeg ved ikke,” sagde Max. ”Hvordan skulle de have gjort det? Der erlangt ud til Månen.”

Men Nolan havde straks svar parat. ”Du ved det ikke, fordi det er dig,der render rundt med pistol, og mig der sidder og samler informationerbag skærmen. Men ifølge de uofficielle kilder, jeg har kontakt til, harman foretaget undersøgelser af radiokommunikationen mellem MissionControl og Zodiac, fordi systemet rapporterede om ukendte data.”

”Ukendte data?” gentog Max.”Ukendte data transmitteret til rumstationen kort før den styrtede

ned.””Et radiostyret attentat,” mumlede Max og stirrede på Nolan.

”Ligesom i København, bare større.”

29

Chapter 12Ilten forsvinder

”Her er tegningerne. Jeg forstørrer området med kontrolboksen. Det erden, du skal se, ikke?”

William vendte sig mod Ayana, idet hun kaldte et elektronisk diagramfrem på skærmen. Iltniveauet i rumstationen faldt hurtigt, og hvis deikke fik stoppet den defekte pumpe, ville de snart være døde.

Med Ayanas baggrund i biologi gav figurerne på diagrammet ikkemeget mening. Hun kunne forstå simple, elektroniske forhold, men kon-trolsystemet til en luftrenser var for kompliceret.

“Lad mig se,” sagde William og greb fat i tastaturet. Han begyndte atstudere skærmens indhold og lagde ikke mærke til, at han var begyndtat trække vejret lidt hurtigere.

Han er nok nervøs. Det er jeg jo også, tænkte Ayana mens hendes brysthævede og sænkede sig lidt hyppigere end før. Hun kunne mærke hjer-telyden banke i sine ører, og hun kastede et blik ud af vinduet i loftet.

Over hende hang Månen med sine fremmede, støvede sletter. Hunkunne fortabe sig helt i dens hemmelighedsfulde overflade, men densmystiske fremmedhed var også lidt foruroligende. Den grå overflademed de mange kratere var en konstante påmindelse om, at de varomtrent 385.000 kilometer væk fra Jorden. Der var ingen, der kunnekomme dem til undsætning, hvis de ikke fik stoppet den pumpe, der ligenu sendte deres dyrebare ilt ud i rummet. Det tog flere dage at nå fraJorden til Månen. Selvom Ayana var et af de få mennesker, der havdeoplevet Månen på nært hold, havde hun stadig svært ved at fatte, atmennesker havde stået på dens overflade, før hun blev født. Deres rum-station virkede stor og rummelig indefra, men så tæt på Månen var denen lille og skrøbelig gummibåd, der dansede i bølgerne omkring ethangarskib.

“Vi skal bruge en fjedernøgle og en multitang,” sagde William ogskubbede sig væk fra tastaturet, så han svævede hurtigt op mod et skablige under loftet. Med øvelse kunne man navigere forholdsvis præcist i

30

vægtløshed, og William stoppede behændigt sin fremdrift ved at gribefast i et håndtag med den ene fod.

Ayana kastede et hurtigt blik på måleren. Den stod på 3,1, og hun trakautomatisk vejret lidt hårdere. Under loftet var William ved at åbne enstofrulle med værktøj sirligt placeret i små stropper. Både fjedernøgler afforskellige størrelser og en kort multitang sad på deres faste pladser. Ay-ana holdt fast i et håndtag, mens hun så på, at William valgte det rigtigeværktøj.

Hvis hendes opmærksomhed i stedet havde været rettet mod ser-viceskakten og pumpen, ville hun måske have set den blanke skrue, derroligt svævede ind gennem panelåbningen, som om det var det mestselvfølgelige i verden.

“Her” sagde William og rakte hende fjerdernøglen. “Tag låget af kon-trolboksen mens jeg indstiller multitangen.”

Ayana tog værktøjet fra ham og skubbede sig hen mod det åbne panel.Kontrolboksen var lysegrå og sad godt klemt inde blandt slangerne ogrørene. For at få låget af skulle hun løse et beslag fra en skæv vinkel, menmed fjedernøglen burde hun kunne gøre det. Sveden på hendes fingregjorde det ikke nemmere, og hun bandede lydløst, da fjedernøglen gledog ramte pumpen. Hvor følsom den var, vidste hun ikke, men hun varsikker på, at det ikke hjalp at slå på den med et stykke værktøj. Forsigtigtprøvede hun igen at nå beslaget, og denne gang lykkedes det. Med endrejende bevægelse fik hun lirket låget op, og foran hende var kontrol-boksens elektronik blotlagt.

“Så er den der” forsøgte hun at sige, men der var ligesom ikke ilt nok iluften til at snakke. Hun trak vejret dybt og mærkede, hvordan detgjorde hende en anelse ør.

William trak sig ned langs væggen til åbningen og kiggede ind på desmå kredsløb. For at stoppe pumpen, skulle han hive to stik ud. Det eneførte strøm til pumpens motor, og det andet leverede reservestrøm i dettilfælde, at hovedstrømmen svigtede.

Multitangens små kæber kunne placeres i forskellige stillinger, så mankunne arbejde fra alle vinkler. William havde drejet dem, så han førstkunne hive stikket til hovedstrømmen ud. Forsigtigt rakte han ind overde fintfølende komponenter, der udgjorde selve kontrolboksens logik, ogfik fat i det hvide stik. Det sad fast, men ved at lirke det lidt frem ogtilbage, fik han det af.

Reservestrømmen slog straks til, og pumpen fortsatte. Ayana kastedeet blik på måleren. Hun havde egentlig slet ikke lyst til at se, hvad denviste, men hun kunne ikke lade være.

31

4,9 procent. Kunne det passe, at ilten nu forsvandt hurtigere?

32

Chapter 13Et godt sted at slå ihjel

Markham så sig omkring i lokalet. Der var ingen vinduer, og det enestelys stammede fra rækkerne af computerskærme. Luften var tør og in-delukket som om, det var lang tid siden, der sidst havde været nogenher.

Et godt sted at slå ihjel, tænkte han.Med sig havde han en mand, skulle klare de praktiske ting for ham.

Markham gjorde sjældent tingene selv, men overlod dem hellere til an-dre. Det gik for det meste godt. Nogle gange fejlede det, men situationeni Dallas var da reddet. Markhams hånd var stadig øm efter skuddet iKøbenhavn, men Max Brant var den sidste, han gad tænkte på nu.

Lige nu galdt det om at få sat det sidste punktum i hans karrieres stør-ste og mest spektakulære job. Hele verden ville sørge over det den ufat-telige tragedie, men ingen ville vide, at det var Robert Markham, der varansvarlig for ulykken. Den hemmelighed ville være hans helt alene.Markham skævede til manden, der allerede havde sat sig ved en af com-puterskærmene og begyndt sit arbejde. Det havde kostet ham en betra-gtelig sum at få ham til at udføre opgaven, men mandens bror var megetsyg, og han havde brug for Markhams penge til hospitalsregningerne.Personligt var Markham lidt træt af al dette tidsrejseri og planlægning,men om under en time ville hans arbejde være færdigt, og en fantastiskpengesum ville blive frigjort på en bankkonto på Cayman-øerne i detvestlige caribiske hav. Han havde allerede skrevet under på en luksus-villa med storslået havudsigt, og når han var færdig her, ville hanskynde sig af sted til sit nye liv med et nyt navn og en masse millioner.

“Jeg er parat,” lød det fra manden ved skærmen.“Hvor lang tids forsinkelse skal der sættes på?”Markham kiggede på sit ur. Hele planen afhang af præcise

udregninger for tid og kraft, og der var ikke plads til fejl.“Sæt forsinkelsen til 14 minutter, og aktiver afsendelsen om præcis tre

minutter og sytten sekunder.”

33

Det mest spændende ved de mange attentater, han havde udført igen-nem historien, var den indsigt han havde fået i tidernes magtkampe.Markham havde hurtigt lært, at der altid var nogen, der var parate til atbetale for at få andre slået ihjel. Ikke bare i forbindelse med mindrekriminelle opgør, men også på regeringsniveau og endda blandt konge-husene og andre adelige. Denne opgave var ingen undtagelse – tvær-timod. Folk var jaloux og magtgale og hævngerrige helt op i samfundetsøverste rækker, og de var parate til at gøre alt for at få deres deres vilje.

“Afsendelsen aktiveres om fem, fire, tre, to, et, NU!” sagde mandenved skærmen og trykkede på en knap.

Markham kiggede på skærmen, men han forstod intet af, hvad han så.“Hvordan kan jeg være sikker på, at du ikke har snydt mig? At du

ikke bare har sendt nogle helt ligegyldige data?”“Hvordan kan jeg være sikker på, at De vil give mig mine penge?”

svarede manden igen.“Fair nok,” konstaterede Markham og smilede. “Vi bliver nødt til at

stole på hinanden.”

34

Chapter 14Gift i blodet

William havde travlt med at justere multitangen, så han kunne nå stikkettil reservestrømmen, men hans hænder var begyndt at ryste. Angsten forat dø var begyndt at nage ham, og blodet dunkede i hans tindinger.Kuldioxid-niveauet havde nået 5,5 procent og forgiftede ham og Ayanamere for hvert åndedrag de tog. Han måtte have stoppet pumpen.

Det var af højeste vigtighed, at han holdt multitangen helt roligt, nårhan skulle nå det sidste stik. Den lille metaltang skulle føres ind overelektronikken, og hvis han ramte det forkerte sted, kunne han kortsluttesystemet. Langsomt bevægede han det lille værktøj ind mellem led-ningerne. En hår kildede ham pludselig ganske forfærdeligt i øret, oghan var nødt til at stoppe og fjerne det, før han kunne fortsætte. Hanskulle bare lige stoppe et kort sekund.

“William! Er du okay?” spurgte Ayana ham og lagde en hånd på hansskulder.

Det var som om, han var faldet i staver et øjeblik. Hans tanker var gle-det ud, og hans sind tog en pause. En dejlig, fredfyldt pause, der føltessom bevidstløshedens sireneagtige kalden. Lyden af Ayanas stemmehavde kaldt ham tilbage, og han rystede fornemmelsen af sig som enkuldegysningen. Han fortsatte med at føre multitangen frem mod stikkettil reservestrømmen. Pludselig undrede han sig over, hvad han så. Enlille, blank skrue sejlede støt forbi hans hånd. Den kom ikke fra hanslomme, men inde fra serviceskakten. Det måtte være endnu en, hanhavde tabt, for hvor skulle den ellers komme fra? Han smilede overras-ket og var et øjeblik glad for, at han havde fundet den, før den gjordeskade, da den målrettet styrede lige mod det nøgne stik til hovedstrøm-men. Den ramte to strømførende metalben, og der lød et knald, da enstor gnist sprang ud mod ham.

“Ahhhh” råbte William og flåede hånden med multitangen til sig. Ay-ana prøvede forskrækket at springe tilbage, men vægtløsheden gjorde, athun kun kunne bøje sig bagover og flagre med armene.

35

“Hvad skete der? Ramte du med tangen?” råbte hun. Hendes pludse-lige bevægelse startede et anfald af kvalme, og hun måtte synke fleregange, for at holde det nede.

William tog sig til hånden og slap multitangen. “Det var en skrue. Enforbandet skrue. Den kortsluttede hovedstrømmen. Jeg brændte mig.”Han ømmede sig og klemte den sårede hånd. Langsomt drejede hanrundt om sin egen akse, og snart hang han med hovedet nedad.“Vis mig din hånd” kommanderede Ayana. “Vis mig den. Nu!”

Han slap sin hånd og rakte den frem mod hende. På oversiden afhånden og op ad håndleddet strakte der sig en rød forbrænding. Hudenvar allerede ved at blive hvid, og hun kunne se blærerne begynde atforme sig. Det ville blive en lang og smertelig oplevelse, men der burdeikke være nogen permanent skade. Hvis de altså overlevede de næste fåminutter.

6,1 procent. Ayanas mave opgav kampen, og en sky af opkast skød frahendes mund. Bag hende kæmpede William sin egen kamp modsmerten.

“Jeg kan ikke gøre det. Ikke med denne her hånd.” William pressedemed stor kraft ordene ud mellem tænderne, der var sammenbidt afsmerte. Hans ansigt var hvidt, og hans øjenbryn var sammentrukne, somnår man forsøgte at udholde en skærende hovedpine.

“Tag tangen. Træk stikket ud” klaprede han, som var han begyndt atfryse.

Ayana fokuserede sit blik på et håndtag på væggen. Hun måtte brugealle sine kræfter på at kontrollere kvalmen. “Hvor er tangen?”

De kiggede sig begge omkring, men ingen af dem kunne se det lilleværktøj. Det var sikkert drevet på eventyr et andet sted i rumstationen,da William slap det og overlod det til sin egen skæbne.

“Pokkers” hvislede William. “Der er et værktøjssæt mere ind i laborat-oriet. Det øverste skab. Nummer C18.” Hans rotation havde nu bragtham på højkant igen, men han vendte næsten ryggen til Ayana. “Hvis duskynder dig, kan du måske nå det.”

Ayana Grandjean vidste, at der ikke var tid til at hente en anden multi-tang. Hendes hoved smertede, hendes mave slog knuder, og om kort tidville hun hyperventilere. Tanken om at de var ved at miste livetlammede hende. Lige nu ville hun bare ud af denne her forbandedemetaldåse. Væk fra den giftige luft. Ud i det friske, kolde rum, der lå såindbydende og fristende på den anden side af vinduerne.

Uden at ville det så hun igen på måleren, der indikerede et næstendødeligt niveau af kuldioxid. Det svimlede for hende. Sorte pletter

36

dansede for hendes øjne. Nu virkede bevidstløsheden som en kærkom-men fred for smerte og angst. Hendes krop længtes mod sindets blideovergivelse, men før hun mistede kontakten med virkeligheden, skødhun med en sidste kraftanstrengelse højre hånd ind i serviceskakten ogflåede og rev i ledningerne.

Imens, ikke så langt derfra, susede deres værste mareridt gennemrummet. Kursen var snorlige, og målet var rumstationen Zodiac.

37

Chapter 15Advarsel til Mission Control

Max brød sig ikke om alt dette tidsrejseri. Selv om han det seneste døgnhavde foretaget adskillige af dem, var han absolut ikke rolig ved tankenom, at hans krop på en eller anden måde blev opløst og sendt gennemtiden for at samle sig igen. Det gjorde ikke ondt at rejse gennem tiden.Man mærkede det faktisk ikke. Når først de røde og grønne lyn begyn-dte at blinke om en, så man ikke andet end disse to farver. Et øjeblik efterforsvandt farverne, og man var på samme sted, blot på et andettidspunkt.

Ikke engang Nolan Lassister havde kunnet opstøve informationer om,hvem der havde bygget tidsmaskinen eller hvornår. Max spekuleredepå, om den var bygget i fremtiden. Det kunne betyde, at Markham ogsåvar fra fremtiden, men hvornår? Var Markham fra det 2200 århundrede?Eller det 2300? Var han fra år 3000? Max besluttede hurtigt, at det var ir-relevant. Det vigtige lige nu var at stoppe Markham, før han på en elleranden måde forårsagede døden for den britiske kronprins og de andreastronauter. Hvis Markham da var involveret? Det var jo slet ikke sik-kert, men det var den bedste ide, de havde.

Max ankom til Bristol 16 måneder før, han og Nolan havde lagt deresplan på kontoret i EIS-bygningen i Eindhoven. Det var en kort flyveturmellem Holland og England, og Max tænkte på, at hvis han ringede tilNolan lige nu, ville han ikke ane, hvad Max talte om. Først om 16måneder ville deres liv igen være synkroniseret.

Max tænkte også på, at han på præcis denne dag måtte undgå græn-seområdet mellem Tyrkiet og Irak. På denne dag var han nemlig på enmission i det område sammen med nogle andre EIS-agenter for at sætteen stopper for en stor narkosmuglers forretning. Max vidste ikke, hvadder ville ske, hvis han mødte sig selv, men han ville ikke løbe risikoen foret tidsparadoks.

38

“Max Brant, EIS” sagde Max og viste sit officielle EIS-skilt frem i re-ceptionen, da han ankom til Mission Control i Bristol. “Jeg skal tale medsir Ian McAdam. Det er akut.”

Manden bag skranken løftede røret på sin telefon, trykkede på et parknapper og vekslede derefter et par fåmælte ord med den anden ende.Så lagde han røret igen.

“Beklager,” sagde han til Max. “Sir McAdam er optaget. Men hvis Devil lave en aftale, skal jeg med glæde… ”

Max afbrød ham. “Jeres rumstation Zodiac vil om 20 minutter styrtened på månen med prins William ombord. Jeg kan måske forhindre, atdet sker.”

Manden bag skranken blev tavs, men løftede røret igen. Efter et par fåord mere lagde han røret igen og signalerede til en af vagterne, at hanMax Brant skulle have adgang.

Sir Ian McAdam var en ældre mand og næsten et hovede højere endMax Brant. Han mødte Max i et konferencelokale og var tydeligvis ir-riteret over at få besøg, men også nysgerrig efter at vide, hvordan Maxkunne spå om fremtiden.

“Det er kun fordi, EIS-agenter har ry for at være særdeles kompetenteog professionelle, at jeg mødes med dem lige nu,” sagde sir McAdamvrissent. “Det er korrekt, at prins William er ombord på rumstationenZodiac, der kredser om Månen. Det ved alle, ligesom alle ved, at kom-munikationen med rumstationen foregår her fra Bristol og ikke fra USA.Det kan vi takke det kolde forhold mellem USA og Rusland for. Men Zo-diac er altså ikke ved at styrte ned på Månen. Hvorfor tror De det?”

“Jeg kan ikke fortælle dem, hvordan jeg er kommet i besiddelse afdisse informationer,” svarede Max Brant. “Jeg ved ikke engang selv, omde er korrekte.”

Sir McAdam hævede det ene øjenbryn.“Alt hvad jeg kan sige er, at der er en overvejende sandsynlighed for,

at kommunikationen mellem Mission Control og Zodiac vil blive infilt-reret af et signal, der vil få rumstationen til at styrte ned på Månens over-flade. Det vil koste alle de ombordværende astronauter livet.”

Der var ingen tvivl om, at dette ville ske. Max vidste det, for hanhavde oplevet katastrofen gennem medierne. Men han kunne ikke siddeover for sir McAdam og fortælle, at han med garanti vidste, hvad derville ske i fremtiden.

“Det kan ikke lade sig gøre,” affærdigede sir McAdam ham. “De anty-der et sabotageforsøg, ja måske ligefrem et terrorangreb, men den slagser vi sikret mod. Kommunikationen mellem Mission Control og Zodiac

39

er kvantekrypteret og ubrydelig. Det er ikke muligt for udenforståendeat skaffe sig adgang til denne kommunikation.”

“Det er jeg klar over,” sagde Max, og fortsatte. “Det er derfor, jeg erher. For det saboterende signal vil blive sendt her fra Mission Control.Fra en af jeres egne folk.”

Sir McAdam hævede det andet øjenbryn og så ud som, han var parattil at smide Max Brant ud af døren.

40

Chapter 16Zodiac svarer ikke

“Månebase Juno kalder rumstation Zodiac. Kom ind Zodiac.”Intet svar.“Zodiac, dette er Juno. Kan I høre os?”Romanenko kiggede bekymret på den digitale radio foran ham. Alle

knapper stod, som de skulle, men der var stadig intet svar fra rumsta-tionen. Han slog ekko-kredsløbet til og forsøgte igen.

“Zodiac, Zodiac, her er Juno. Svar venligst.”Med et halvt sekunds forsinkelse hørte han sin egen stemme gentaget i

radioens højttaler. Det betød, at signalet blev opfanget af Zodiac’s radioog returneret til afsenderen. Der var altså klar forbindelse fra månebasentil rumstationen.

Betegnelsen ‘månebase’ var måske nok en lovlig flot beskrivelse af deto, tynde aluminiumstelte på Månen. Romanenko havde arbejdet i rum-met i mange år, og Juno-basen var nærmere en højteknologisk teltlejr.Der manglede bare et bål og nogle fyrretræer for at fuldende billedet.

“Zodiac, er I der? Dette er Juno. Jeg gentager, dette er Juno. Kom indZodiac.”

Stadig intet svar.“Vil du have noget vand til at smøre stemmebåndet?” spurgte en yn-

gre stemme bag ham. Det var Rudi Dolder, der rakte en pose med vandfrem mod ham.

“Hmm, tak” sagde Romanenko og tog posen. “Jeg forstår det ikke. Desvarer ikke. Jeg har kaldt dem i snart 10 minutter, og jeg får ikke nogentilbagemelding.” Russeren lod hånden glide gennem det mørke skæg,hvor nogle grå hår havde meldt alderdommens ankomst.

“Har du husket at tænde for radioen?” foreslog Rudi kækt. Romanen-ko behøvede ikke at vende sig om mod ham for at vide, at Rudi havdedet sjovt. Rudi havde det altid sjovt med et eller andet.

Helt pr. automatik åbnede hans hænder mundstykket på vandposen.Han havde åbnet utallige mundstykker i tidens løb og kunne gøre det i

41

søvne. “Du forstår ikke, Rudi. Forbindelsen er fin. Protokollerne har an-erkendt hinanden, og jeg har afprøvet ekko-kredsløbet. Der er bare ikkenogen, der svarer.”

“Måske er de på toilettet” svarede Rudi, men Romanenko kunne høre,at stemmen ikke var helt så kæphøj nu. Han tog en slurk af vandet, mentrak hurtigt posen væk fra munden. “Åh! Det er koldt. Iskoldt!” Roman-enko lukkede mundstykket og vendte sig mod den karseklippede RudiDolder med det lange ansigt og det skæve smil. “Synes du ikke, vi hardet koldt nok i forvejen? Vi har minus 233 grader udenfor, og så giver dumig isvand.”

“Månevand!”“Månevand? Hvad mener du?”“Jeg mener,” grinede Rudi, “at du har lige drukket et stykke af Månen.

Jeg smeltede en af boreprøverne og fyldte den i en drikkepose. Vildt,ikke?”

Sergey Romanenko sad som forstenet.“Det har jo ikke rigtig nogen smag, men du har lige drukket noget,

som ingen andre har prøvet før. Du er den første - nå ja, på nær mig. Skåldu gamle.”

Tanken om alle de fremmede, kemiske forbindelser, der lige nu infilt-rerede hans krop, lammede ham. Det nyttede ikke noget at prøve atkaste vandet op, for det var allerede for sent.

42

Chapter 17Sabotører og terrorister

“Det er det rene tankespind,” protesterede sir Ian McAdam, da han ogMax Brant begav sig mod hjertet af Mission Control. “De folk, der haradgang til kommunikationen med Zodiac er sikkerhedsgodkendte påhøjeste niveau. De er ikke sabotører eller terrorister. Det ren fantasi.”

Max argumenterede ikke. Det var tydeligt, at sir McAdam var oprevet.Han vidste, at der selvfølgelig var en teoretisk mulighed for, at en afhans folk netop kunne være forrædere. Han var bare ikke parat til atindse det endnu.

“Desuden har jeg ikke tid til den slags lige nu,” fortsatte sir McAdam.“Lige da De ankom, modtog vi besked om en defekt pumpe. Det prob-lem kræver al vor opmærksomhed, så jeg har virkelig ikke tid til Deresmistanker.”

Mission Control var en særegen bygning udformet som en femtakketstjerne med afskårne spidser. Hver arm strakte sig ud fra midten og in-deholdt forskellige afdelinger af det europæiske rumfartprograms mis-sionsstyring. Mellem armene lå der smukt tilplantede gårdhaver, somkunne benyttes af de ansatte. For det meste lå de dog øde hen, for de an-satte havde alt for travlt med rumfart til at sidde og lytte til fugleneudenfor.

I den nordligste arm lå det måske vigtigste lokale i Mission Control.Det var her, man kommunikerede med Zodiac og overvågede, at alteknikken fungerede korrekt. Det var også her, man overvågedeopsendelsen og nedstigningen af de rumfartøjer, der blev opsendt fraCape Canaveral i Florida. Fordi rumstationen Zodiac og månebasen Junovar et fælles amerikansk og europæisk projekt, havde det været muligtfor Europa at kræve en langt mere aktiv rolle i rumfarten end tidligere.Normalt blev alle amerikanske rummissioner styret fra Mission Control iHouston, Texas, men Zodiac-projektet blev styret fra Bristol. Det gaveuropæerne en masse erfaring med rumfart, selv om det stadig varamerikanske raketter, der havde sendt rumstationen til Månen og som

43

hele tiden sørgede for, at der ankom forsyninger og nyt personale tilstationen.

Kommunikationslokalet så ud præcis, som Max Brant havde set denslags lokaler på billeder. Det var ingen vinduer, men derimod flere ræk-ker af borde med skærme. De vendte alle samme vej mod en væg, hvormeget store skærme viste forskellige informationer om Zodiacs kredsløbom Månen. Bag skærmene sad teknikerene med hvert deres ansvarsom-råde, og lokalet var normalt meget roligt og uinteressant, men ikke ligenu.

“Vi mister ilt,” var beskeden fra en kvinde med store briller, der iledeop til sir McAdam, da de trådte ind i lokalet.

“RP4 er begyndt at pumpe ilt ud i stedet for kuldioxid. Zodiac svarerikke, men vi regner med, at det kun er fordi, de har travlt med at stoppepumpen.”

“Prøv at omdirrigere kommunikationen til Zodiacs højttaleranlæg,”svarede sir McAdam roligt. Max bemærkede, hvordan han ændrede sig,når problemet var af teknisk karakter. Et problem som kunne løses medværktøj.

Sir McAdam vendte sig mod Max Brant.“En defekt pumpe hr. Brant,” sagde han.“Ganske vist et problem, men ikke noget vi ikke kan løse. Og ikke no-

get, der får Zodiac til at ændre sit kredsløb og styrte ned på Månen.”Hvis ikke Max Brant havde vist med sikkerhed, at ulykken ville in-dtræffe, ville han have følt sig som et fjols. Men han kunne ikke sige tilsir McAdam, at han var kommet fra fremtiden for at advare ham. Så villehan blive smidt ud på stedet.

“Hvornår er det, at de saboterende kommandoer skulle infiltrere voreskommunikation?” spurgte sir McAdam med tydelig overbærenhed.

“Faktisk lige nu,” sagde Max og kiggede på sit ur. Han kiggede sigomkring. Der var intet spor af Markham, og hvis en af teknikerne bagskærmene havde sendt en illegal kommunikation til Zodiac, kunne Maxikke personligt vide det.

Kvinden med de store briller ilede igen op til sir McAdam. “RP4 erstoppet. Vi ved ikke hvordan, men kuldioxidniveauet er livstruende højt,og Zodiac svarer ikke.”

44

Chapter 18Tag ingen chancer

“Er du da forrykt, Rudi?” spurgte Romanenko. Rudi Dolder var en bril-liant geolog, men han var også impulsiv og fuld af tossede indfald. Ingenaf delene passede til kosmonauter, der ville leve længe, og SergeyRomanenko var pludselig i tvivl om, hvor længe han selv ville leve efterat have drukket vand fra Månens indre. Afstanden mellem deres lillemånebase og rumstationen, der svævede i kredsløb over dem, syntespludselig meget lang.

“Bare rolig” forsikrede Rudi med en afværgende bevægelse.“Jeg har selvfølgelig analyseret vandet, inden jeg selv drak det. Det er

helt rent. Faktisk mangler der så mange mineraler og salte, at det ikkesmager af noget som helst. Det bliver nok aldrig nogen god eksportvare.Jeg kunne ellers være blevet rig på ‘Dolders Månevand’.”

Romanenko stirrede vantro på sin unge kollega. Om han så levede tilhan blev hundrede år, ville han aldrig kunne forstå ham. Måske var detden store aldersforskel, der gjorde dem så forskellige. Måske var hanbare en overforsigtig, gammel kosmonaut, der havde set for mangekolleger miste livet, fordi de selv eller andre havde glemt den første regelfor ophold i rummet: Tag ingen chancer!

Rudi kendte tilsyneladende ikke denne regel, eller også valgte hanbevidst at ignorere den. Nogle gange frygtede Romanenko, at Rudi ikketænkte, før han handlede. Russeren blinkede et par gange med øjnene,før han vendte sig tilbage mod radioen. Rudi var dog ikke hans størstebekymring lige nu. Først måtte han finde ud af, hvorfor han ikke kunnefå kontakt med Wales og Grandjean på Zodiac. Det var udelukket, at dehavde glemt at tænde for radioen. Man kunne godt slukke for højttaler-en, men det var højst ureglementeret, og både William Wales og AyanaGrandjean var særdeles professionelle astronauter.

“De er nok i gang med at losse forsyningskapslen. Er det ikke i dag,den skulle ankomme?” tilbød Rudi for at glatte lidt ud på affæren med

45

månevandet. “De mæsker sig sikkert i desserter og slik og har slet ikketid til at snakke med os hernede på Månen.”

“Næppe” svarede Romanenko. “Kapslen kommer ikke før om godtseks timer.” Desuden ville William og Ayana aldrig forgribe sig på besætnin-gens fællesrationer, tænkte han.

En ubehagelig fornemmelse af, at noget var galt, havde fået tag i ham.Endnu var han ikke parat til at starte landingsfartøjet og returnere tilrumstationen før det aftalte tidspunkt, men han var klar over, at det me-get vel kunne blive nødvendigt

“Zodiac, Zodiac. William, Ayana. Dette er Sergey. Svar mig venner.Svar mig.”

Men der kom intet svar.

46

Chapter 19Mord bag skærmen

Manden, der sad ved computerskærmen, smilede tilbage til Markham,men hans smil stivnede, da Markham trak en pistol. Hans ben begyndteat spjætte for at skubbe kontorstolen væk, men det var en af de stoleuden hjul.

“Rolig nu,” sagde Markham. “Vi stoler jo på hinanden, ikke?”Manden sad paralyseret.“Og du kan stole på, at alt nok skal gå fint.” Markham affyrede skud-

det, så det ramte manden midt i brystet. Han kiggede ned af sig og såkun et lille hul i sin skjorte, men så begyndte blodet at sprede sig. Så ret-tede han blikket op på Markham igen med et forundret og ulykkeligtblik.

“Det skal nok gå fint for mig,” hviskede Markham, og mens mandendøde for øjenene af ham, slog det ham, hvor klassisk en scene der havdeudspillet sig her.

Han havde dræbt det eneste vidne til sin gerning på nær dem, derhavde betalt ham for at udføre den. Og da det ikke var i deres interesseat afsløre Markham, var han i sikkerhed nu. Nu var det blot at vende sigom og finde vej mod lufthavnen. Hans fly mod Caribien afgik om fåtimer, og så ville ingen nogen sinde høre mere til Robert Markham.

Han var så tilfreds med sin succes, at han blev nødt til at nyde den etøjeblik. Her i mørket med de lysende og skærme og den døde mand meddet forbløffede udtryk i ansigtet måtte han ryge en cigar. Det havde hanvist fortjent. Der var faktisk kun en enkelt tanke, der nagede ham. HvisMax Brant havde Oswalds tidsmaskine, kunne det blive et problem. Menomvendt kunne Brant ikke vide, hvor Markham befandt sig, og så vartidsmaskinen ligegyldig.

Markham var faktisk rimelig sikker på, at Max Brant kun kendte hanspræcise tilstedeværelse i Dallas ved Kennedy-mordet og i Københavnved det mislykkede attentat på statsministeren. Men Max Brant var selvtil stede ved begge begivenheder, og hvis han forsøgte at vende tilbage

47

for at stoppe Markham, ville han møde sig selv og blive udslettet.Markham pulsede på sin cigar og håbede, at Max Brant ville forsøgenetop dette.

48

Chapter 20Lammende smerter

Ayana famlede sig vej tilbage til bevidstheden.“… marvenna. svarmar… ”Hendes øjenbryn fortrak sig i smerte. Hvem havde spændt en sk-

ruetvinge om hendes hoved og slog på den med en hammer? Og hvemhavde sparket hende i maven, hvor hendes musklerne var ømme ogspændte? Mørket omsluttede igen Ayana.

“… diak. herajuno. eridar… ”Bevidstheden trængte sig på igen. Hvad hun end havde drukket,

fortrød hun det nu bitterligt. Hendes hals var sur og tør som askebæger-et i en gammel bil. I baggrunden kunne hun høre en eller andet ævle no-get uforståeligt. Var der ikke nogen, der kunne bede ham om at tie stille?Lyset begyndte at trænge gennem hendes øjenlåg. Hun ville snart værenødt til at åbne dem for at orientere sig, men hun frygtede, hvad hunville se. Hun lå sikkert i sit pæneste tøj på en fremmed sofa efter engevaldig fest. Folk gik nok rundt om hende og fjernede flasker og ry-ddede op, uden nogen nænnede at vække hende. Det var kun et spørgs-mål om tid, før en eller anden tændte en støvsuger. Eller fjernsynet. Ay-ana Grandjean ønskede sig bare hjem i sin seng.

“… ayana. svar mig ayana… ”Åh nej! Nu var der en eller anden, der prøvede at vække hende. Men

hun var ikke parat endnu. Hvis hun lå helt stille, var smerterne lige til atklare. Det lignede hende slet ikke skeje sådan ud. Måske var der nogen,der havde smuttet et par piller i hendes glas, mens hun så væk. Festenvar en tæt tåge for hende. Nej, den var helt væk. Hun kunne slet ikkehuske aftenen før. Men sofaen var godt nok behagelig. Let som en skybar den hende med umærkelige hænder. Det var som om, hun svævede.

“Zodiac. Her er Juno. Svar mig. William! Ayana! Er I der?”Pludselig huskede hun det hele. Pumpen. Kontrolboksen. Måleren der

steg og steg. Stikket til reservestrømmen, hun ikke kunne få løs udenmultitangen. William. Kortslutningen.

49

Ayana åbnede øjnene med et sæt og spjættede med arme og ben.Pupillerne trak sig sammen ved konfrontationen med rumstationensklare lys, og hendes hjerne smertede gevaldigt. Hovedpinen lammedehende næsten.

Alt så normalt ud. Luften var, som den skulle være. William var væk.Hun kiggede sig langsomt omkring for at finde noget, hun kunne

bruge som afsæt. Hun måtte straks sikre sig, at stationen fungerede per-fekt. Det havde prioritet over alt andet. Pludselig mærkede hun noget isin hånd og vente sig mod den. Højre hånd holdt stadig fast om de led-ninger, hvor det frigjorte stik til pumpens reserverstrøm sad og dingledefor enden af en af dem. Det var det, der havde reddet dem. Da pumpenendelig var stoppet, var andre pumper trådt i kraft og havde ventileretluften for kuldioxid.

“Ayana! William! Tal til os! Kom ind, Zodiac”Det var Sergeys stemme der kaldte over radioen. Det var hans opkald,

der havde vækket hende. Hans stemme lød både bekymret og forlan-gende på samme tid, og Ayana ville have svaret ham med det samme, daet spørgsmål pludselig dukkede op. Hvor længe havde hun væretbevidstløs?

Et blik på armbåndsuret afslørede, at det næsten var tid til aftensmad.Så vidt hun huskede, var pumpen gået i stykker lidt over middag, så detmåtte være tæt ved fem timer. Hvis Juno-basen havde kaldt dem sålænge, måtte de være næsten desperate af bekymring.

50

Chapter 21Infiltreret af fjenden

Sir McAdam forholdt sig stadig roligt, da han fik at vide, at kuldioxid-niveauet ombord Zodiac var livstruende højt, og at rumstationen ikkesvarede. Ian McAdam havde ikke opnået stillingen som missionslederfor månestationen ved at gå i panik over ethvert problem. Han vidste, atuanset situationen måtte han holde hovedet koldt. Både for at ansporesine medarbejdere til at gøre det samme, men også fordi, at problemetaldrig blev løst ved at råbe og skrige.

Inden for rumfart var det altid uhyre begrænset, hvad Mission Controlkunne gøre, hvis der opstod et problem. Sir McAdam og hans holdkunne primært hjælpe astronauterne med at udtænke løsningerne, mendet var astronauterne, der måtte udføre dem. Sådan var det også medkuldioxidproblemet. Sir McAdam kunne ikke personligt tage op til Zodi-ac og åbne vinduet (så at sige), så der kunne blive luftet ud. Han måtteforlade sig 100 procent på kommunikation med astronauterne og så de fåmuligheder for fjernstyring, som Mission Control havde.

“Jeg vil have en rapport over al kommunikation mellem os og Zodiacde seneste 20 minutter,” sagde han til kvinden med de store briller ogkiggede derefter på Max Brant.

Max sagde ingenting. I dette lokale kunne han kun observere, men hanvar parat. Hvis rapporten afslørede nogen form for ureglementeret kom-munikation, ville den skyldige opholde sig her i lokalet, og så kunnesituationen meget hurtigt tilspidses.

Kort efter vendte kvinden tilbage med rapporten. Sir McAdam begyn-dte at bladre i den, og kvinden ledte ham straks hen til en bestemt side.Hvis Max havde kunnet læse med, ville han ikke have forstået et ord.Rapporten var fuld at tidspunkter og interne koder, som kun teknikerneforstod. Men på en af siderne var der sat et mærke med en rød tusch.

Sir McAdam kiggede på de afmærkede kommandoer. Så kiggede hanpå kvinden, som kastede et flygtigt, men mistænksomt blik på MaxBrant.

51

“Dette her kan være et problem,” hviskede sir McAdam. “Der er ikkeblevet afsendt kommandoer eller kommunikation til Zodiac, som ikkestemmer overens med planen.”

Max sagde ingenting.“Men ifølge rapporten er der netop blevet afsendt en række kom-

mandoer til FK62.”“Og FK62 er… ?” spurgte Max.“FK62 er den pram, som er på vej mod Zodiac med forsyninger. Den

skal ankomme om ganske få minutter, hvorefter den af sig selv koblersig sammen med rumstationen. Det går helt automatisk.”

“Og hvad gør de nye kommandoer?”Sir McAdam tøvede lidt. Det kræver en nærmere analyse, men umid-

delbart ser det ud til, at det har noget at gøre med prammensmotorkontrol.”

Max fornemmede, at der ville ske noget.“Hvem har sendt disse kommandoer?” spurgte han med lav stemme.“Ja, det er problemet,” sagde sir McAdam.“De er ikke sendt herfra. Vi er blevet infiltreret af nogen udefra.”

52

Chapter 22Ayana tager fejl

Ayana kendte Sergey Romanenko godt nok til at vide, at han i en situ-ation som denne allerede ville have en nødplan. Og hun var også rime-ligt sikker på, hvad hans nødplan gik ud på. Romanenko ville vente, tilZodiac og Juno var tæt nok på hinanden. Så ville han bringe landings-fartøjet i kredsløb om Månen, og på det rette tidspunkt ville han foretagerejsen mellem de to himmellegemers tyndekraftfelter. Et sted imellemdem ville han møde rumstationen og koble sig sammen med den.

Spørgsmålet var, hvornår Juno passerede Zodiac igen? Hendes kropvar øm og hendes hovede smertede for meget til at huske det tydeligt,men siden Sergey stadig kaldte dem, var han ikke taget afsted endnu.Ayana slap grebet om ledningerne, og med foden skubbede hun sigtværs over gangen til skærmen og tastaturet. Herfra kunne hun kalde etkommunikationsprogram frem og svare Juno.

“Juno-base. Voici le Zodiac. Nous vous entendons.”“AYANA! Er det dig? Vi forstår ikke fransk. Er I okay?”Som halvt etiopier og halvt fransk var hendes naturlige modersmål

fransk. Ayana koncentrerede sig om at samle tankerne og gentogderefter sit svar. “Juno-base. Her er Zodiac. Vi hører jer.”

Et par sekunder efter kom svaret.“Endelig! Hvad sker der? Hvorfor svarede I ikke?”“Vi havde et uheld med en pumpe. Et slemt uheld. Men alt er under

kontrol nu, tror jeg nok.” Faktisk havde hun ikke checket rumstationenstilstand endsige sin egen. Men hun levede stadig og kunne mærkesmerte, så helt galt kunne det ikke være.

“En pumpe? Hvad skete der? Er situationen stabil? Har I brug forhjælp?”

Hun skulle til at svare, da en besked på skærmen fangede hendes øje.

FK62 ANKOMST: 39 MIN.

53

Forsyningskapslen fra Jorden var på vej, og den ankom til rumstation-en om 39 minutter. Det betød sandsynligvis, at den allerede var i kred-sløb om Månen med forventning om snarlig sammenkobling. Normaltforegik det hele per automatik. Navigations- og motorcomputere klarededen sag, men der skulle altid være mindst to astronauter på vagt itilfælde af, at computerne svigtede. Sammenkoblingen så måske nok fre-delig og langsom ud, men både rumstationen og forsyningskapslenkredsede om Månen med flere tusinde kilometer i timen. Der skulle ikkemange unøjagtigheder til, før både kapslen og stationen kunne lide storskade.

Ayana kiggede hun på skærmen en ekstra gang og så, at beskeden varen halv time gammel. Kapslen ville være her om ni minutter.

William! Hun måtte finde William, og hun måtte berolige Sergey ogRudi. Der var også rumstationens sikkerhed, der skulle checkes. Hvisbare ikke hendes hjerne føltes som om, den var ved at kravle ud gennemørene. Ayana trøstede sig med, at fra nu af kunne det kun gå fremad.Hun skulle bare lige finde sine ekstra kræfter frem og komme igennemopgaverne. Hun kunne ikke have taget mere fejl.

54

Chapter 23Døden er takken

Det var umuligt. Det var sir McAdam helt sikker på. Det var umuligt atbryde ind i kommunikationen mellem Mission Control og Zodiac. Formindre end en halv time siden havde han forsikret Max Brant omsystemets sikkerhed, og nu så det ud til, at sikkerheden var blevet brudt.

Hvad konsekvensen af kommandoerne ville være, var ingen af demsikre på. Han havde allerede sat nogle programmører på at analysereden side af sagen. Lige nu kredsede hans hjerne om kuldioxidproblemetog kilden til de illegale kommandoer. En eller anden i lokalet var ansvar-lig for dem, og han havde ingen anelse om, hvem det kunne være. Hankendte alle teknikerne personligt og havde svært ved at forestille sig, aten af dem kunne være sabotør.

Kvinden med de store briller vidste stadig ikke, hvem Max Brant var.Derfor var hun hele tiden diskret i sin kommunikation med sir McAdamfor ikke at fortale over for en fremmed.

Max så, at hun tog kommunikationsrapporten ud af hænderne på sirMcAdam og skrev noget på den. Derefter rakte hun den tilbage til ham.

“Beaufort” mumlede sir McAdam.“Tror du virkelig?” spurgte han kvinden, som løftede øjenbrynene og

trak en anelse på skuldrene som for at sige “Måske.”“Hvad er Beaufort?” spurgte Max, som snart gerne ville gøre noget og

ikke bare stå og se til.“Beaufort er en hemmelighed,” svarede sir McAdam. “Men siden De

er EIS-agent, kan De få adgang til informationer om Beaufort uden ommig, så jeg kan lige så godt fortælle dem det.”

“Gør venligst det,” sagde Max.“Som med de fleste kritiske installationer er der altid mulighed for fejl.

Og derfor skal der der eksistere en reserveløsning. Sådan er det ogsåmed Mission Control.”

“Mission Control er fysisk og digitalt sikret på alle tænkelige måder.Vi har et omfattende fysisk sikkerhedssystem, de højeste digitale

55

barrierer mod cyberangreb og en omfattende sikkerhedsvurdering af defolk, der får lov at arbejde her. Skulle der alligevel ske noget, så MissionControl på en eller anden måde bliver sat ud af spillet, kan vi naturligvisikke efterlade vore astronauter til dem selv. Derfor har vi en reserveløs-ning. Derfor har vi Beaufort.”

Max havde nu en rimelig klar ide om, hvad sir McAdam talte om. “Enplan B. Endnu et Mission Control. Et helt andet sted, men identisk meddette?”

“Netop,” svarede sir McAdam. “Faktisk under en halv times kørselherfra. Et komplet kommunikationscenter, der kan erstatte dette lokalemed et øjebliks varsel.”

Det var åbenlyst, at kommandoerne måtte være sendt fra Beaufort.Max var sikker på det, og han havde også en fornemmelse af, hvem hanville møde der.

“Hvordan kommer jeg derhen?” spurgte han sir McAdam, som vendtesig om og sagde “Tak Marie-Louise” til kvinden med brillerne. “Dennevej,” sagde han så og gik med Max Brant mod udgangen.

56

Chapter 24William Wales forsvinder

Ayana spejdede desperat ud i rummet for at se, om forsyningskapslenvar til at se med det blotte øje. Det var den ikke, men så kom hun i tankeom, at hun kun ville kunne se den fra beboelsesmodulet. Nervøst tørredehun sine fugtige håndflader i dragtens stof og orienterede sig.

Forsyningskapslerne ankom fra Jorden hver anden måned og med-bragte alle de fornødenheder, der behøvedes for at opretholde livet langtude i rummet. Det inkluderede komprimeret ilt og frysetørret mad, menogså reservedele, værktøj og videnskabelige instrumenter. Kapslerne varteknisk set rumskibe, men i alle henseender var de ikke mere end enslags avancerede flodpramme. Store, anonyme beholdere med en raket-motor bagpå.

Efter opsendelsen fra Jorden fandt prammens navigationscomputerautomatisk kursen mod Månen, og på nogle dage tilbagelagde den decirka 385.000 kilometer mellem Jorden og Månen, hvor den automatiskgik i kredsløb. Rumstationens computere og kapslen kommunikeredeselvstændigt om kursændringer og hastigheder, og ved en af de to storeTU-koblinger på undersiden af Zodiac, blev kapslen lagt til kaj som etskib, der havde krydset et mægtigt ocean.

Ayana havde glædet sig til at se, hvordan det skulle foregå, men nuhvor kapslen var her om få minutter, måtte hun først finde William.Hvor var William egentlig?

Det sidste hun huskede, før hun besvimede, var, at hun havde pressethånden ind i panelet mellem ledningerne for at flå stikket til reser-vestrømmen løs. Før det havde William foreslået hende at hente værk-tøjssættet fra skab C18 i laboratoriet. Måske havde han selv prøvet athente det.

Ayana satte af med fødderne mod panelet under computeren ogsvævede fremefter. Fra centralstyringsmodulet måtte hun gennem entenbeboelsesmodulet eller dokken for at nå laboratoriet, og hun valgte auto-matisk at gå gennem dokken, der lå tættest på.

57

Zodiac bestod af fire aflange moduler, der var koblet sammen i enfirkant. I modsætning til tidligere tiders rumstationer var modulerne dogikke fast monteret på hinanden, men derimod forbundet med bøjeligemanchetter. I hvert hjørne af Zodiac sad sådan en manchet mellem tomoduler, hvilket gjorde konstruktionen tilpas fleksibel. Man havde lært,at det var vigtigere at bøje sig med omgivelserne, end stivnakket forsøgeat holde stand mod universets mægtige kræfter. Ayana havde aldrig be-mærket rumstationens små vridninger, men hun vidste, at de forekomhele tiden.

På vej ud af manchetten, der forbandt centralstyringen med dokken,kunne hun få et godt afsæt. Hun stødte kraftigt fra på koblingsringen,der holdt manchettens bøjelige kunsttof og dokkens stive metal sammen.Med al for høj fart susede hun forbi de tre luftsluser, to store i gulvet ogen mindre en i loftet, for at nå den næste manchet mellem dokken oglaboratoriet så hurtigt som muligt.

Når man opholder sig i vægtløs tilstand, lærer man hurtigt, at manikke bare kan stoppe, når det passer en. Hvis man ikke har noget at gribefat i, fortsætter man i det uendelige. Derfor var rumvandringer også såfarlige, før de små rygmotorer blev rigtig gode.

Ayana nærmede sig hastigt manchetten, der forbandt den anden endeaf dokken med laboratoriet, og greb ud efter koblingsringen med højrehånd. Hun var helt god til svinge sig rundt om hjørnerne omend i nogetlavere fart. Det glatte metal mødte hendes hånd, og hun klemte til, menshun bøjede kroppen i forventning om den bratte kursændring, der villesende hende til den anden ende af manchetten. Men hendes fugtigehænder gled, og Ayana opfangede ikke, hvad der var gået galt, før hunblev kastet hovedkulds ind i manchettens ydervæg. Hun mærkede ma-terialet give sig for hendes kropsvægt og hun forestillede sig, hvordandet ville briste, og hun ville blive slynget ud i rummet, inden hendeskrop brutalt blev kastet tilbage mod manchettens indervæg. Materialetvar fleksibelt nok, men ikke ligefrem blødt, og det var hendes ansigt ogknæ, der tog størstedelen af den anden kollision, før hun mistede alfremdrift og hang forslået og fortumlet mellem dokken og laboratoriet.

Hun tillod ikke sig selv nogen form for medlidenhed og greb straks fati manchettens vægge og trak sig fremad mod laboratoriet. Hendes kropsmertede efter kuldioxidforgiftningen, og nu havde hun også noglegrimme hudafskrabninger.

58

Chapter 25Under Beaufort

Beaufort-bygningen havde under anden verdenskrig været brugt til atfremstille Beaufort torpedoflyet. I dag var den ejet af staten, og hele om-rådet var øde og forladt. Man skulle ikke tro, at der var nogen aktiviteter,hvis man ikke vidste bedre. Selv ikke vagten ved indgangen vidste nogetom, hvad der fandtes i kælderen under Beaufort-bygningen.

Max Brant og sir McAdam ankom med fire bevæbnede sikkerheds-vagter. Yderligere forstærkninger var på vej, for de vidste ikke, omsabotøren var alene og ubevæbnet. Måske ville de møde et helt hold afspecialtrænede terrorister.

Vagten ved lågen kunne melde, at der ikke var nogen i bygningen. Dervar i hvert fald ikke kommet nogen igennem hovedindgangen.

Vognen kørte ind, og Max bad dem standse et godt stykke fra bygnin-gen, så motorstøjen ikke ville kunne afsløre dem.

“Det ser forfaldent ud. Hvor er Mission Control?” spurgte han sirMcAdam med dæmpet stemme.

“Vi skal indenfor. Det er nede i kælderen, og man skal have adgang-skoden for at komme ind.”

“Den har De, antager jeg.”“Naturligvis,” svarede sir McAdam.Max ledte an, mens de fire sikkerhedsvagter fulgte efter med sir

McAdam. De var der lige så meget for at beskytte Mission Controls ledersom for at hjælpe Max med at fange eventuelle sabotører og terrorister.

En dør i højre side af bygningen første dem ind i en lang gang, og etstykke henne ad gangen pegede sir McAdam på en elevator.

“Er der ikke en trappe,” spurgte Max, som helst ikke ville advare no-gen i kælderen om, at de var på vej.

“For enden af gangen,” hviskede sir McAdam.Max bad en af sikkerhedsvagterne blive ved elevatoren, hvis nu nogen

skulle forsøge at stikke af.

59

Henne ved enden af gangen skulle han til at åbne døren til trappeskak-ten, da sir McAdams mobiltelefon pludselig bippede. Max vendte sighurtigt og signalerede til ham, at han skulle slukke den.

Det var en sms, der havde aktiveteret telefonen. Sir McAdam kiggedepå displayet og så, at den var fra programmørerne i Mission Control.Han åbnede sms’en og læste. Så hviskede han til Max: “Vi har fundet udaf, hvad de afsendte kommandoer gør.”

“Ja?” hviskede Max tilbage.“Når FK62-prammen er dokket med Zodiac, slukker den automatisk

sine motorer. De nye kommandoer har frakoblet denne automatik.”“Hvad betyder det?” spurgte Max.“Det betyder,” svarede sir McAdam, “at De havde ret. Hvis FK62’s

motorer ikke stoppes, vil den kunne skubbe Zodiac ud af sin bane ogmåske endda på kollisionskurs med Månen.”

Max Brant åbnede forsigtigt døren til trappeskakten og begav sig nedad trappen med sir McAdam og de tre sikkerhedsvagter efter sig. HvisMarkham var der denne gang, måtte han ikke slippe væk. Desudenskulle de for enhver pris have kontrol over situationen på Zodiac. Maxhavde en halv plan med masser af huller. Hvis bare han kunne undgåskudhuller.

60

Chapter 26Det livløse legeme

Det første, Ayana så i laboratoriet, var William Wales’ livløse legeme,der hang helt stille oppe under loftet. Han havde nået skab C18 og åbnetdet, men værktøjssættet sad stadig sammenrullet i sin strop inde iskabet.

“William! Vågn op William!” sagde hun, men William bevægede sigikke.

Hvis astronaut Ayana Grandjean i dette øjeblik havde opholdt sig i be-boelsesmodulet og kigget ud af vinduet, havde hun måske anet, at dervar noget galt. Forsyningskapsel FK62 var allerede tæt på Zodiac, ogkursen lå perfekt mod TU-kobling nummer to. Men den blev stadig dre-vet frem af hovedmotorerne og ikke af de små jetdyser.

En TU-kobling bestod af to låsemekaniser, den ene var U-formet og låøverst på kapslen, og den anden var T-formet og hang vandret underrumstationen. Meningen var, at kapslens U-stykke skulle glide ind ogomslutte rumstationens T-stykke, som hvis man satte T’ets ben ned iU’et. Her ville kapslen og rumstationen låse sig sammen, og det passedeså med, at slusen i den forreste ende af kapslen ville sidde præcis underen af sluserne i gulvet i dokken. Når de to sluser fik forbindelse, kunneman åbne lugen mellem dem og overføre forsyninger.

Ayana tog fat i William og drejede ham rundt mod sig. Hans ansigtvar fortrukket i en kvælende grimasse og øjnene var lukket, så for defleste så han død ud. Men Ayanas baggrund i biologi gjorde hende istærkere i at håndtere levende organismer frem for døde maskiner, oghun lod sig ikke forskrække. Med to fingre mærkede hun efter hanspulsåre på halsen og konstaterede, at han stadig levede. Hjerteslaget varikke kraftigt, men heller ikke unormalt lavt eller højt. Derefter skubbedehun forsigtigt hans øjenlåg tilbage, men øjnene var rullet tilbage, så hunkunne ikke se pupillerne.

Det bekymrede hende, at hun ikke kunne vække ham, men hun varikke læge og kunne ikke afgøre, hvor slemt det stod til. Måske havde han

61

bare brug for lidt mere tid til at komme sig. Hans krop var større endhendes, så muligvis var han bare længere tid om at ryste forgiftningenud af blodet. Hun begyndte at bugsere William hen i beboelsesmoduletfor at give ham frisk ilt. Selv om han var større end hende, var han ikkesvær at flytte, og hun var næsten helt hende ved manchetten mellemlaboratoriet og beboelsesmodulet, da hele rumstationen flyttede sig medet ryk.

“Hvad i alverden… ” udbrød hun, men der skete ikke mere. Ayanaforlod William og skyndte sig hen til midten af laboratoriet til det vin-due, der vendte ind mod midten af rumstationen.

Forsyningskapsel FK62 var ankommet. Hun kiggede på sit armbånd-sur og bemærkede, at den var ankommet mere end fem minutter for tid-ligt. Umiddelbart burde det bekymre hende, men lige nu havde vigtigereproblemer at tage sig af. Og hvad betød fem minutter, når kapslen havdeværet undervejs i dagevis.

62

Chapter 27Løb for livet

Max kunne lugte røg, da han kom ned i kælderen. Det lugtede som ci-garrøg, så han var ikke i tvivl om, at der var nogen hernede. Han vidstebare stadig ikke, om det var Markham.

Sir McAdam pegede i retning af en åben dør.Kælderen var mørk på nær et par enkelte nødlys placeret i gangen.

Hvis Mission Control blev aktiveret, kunne der naturligvis tændes merelys, men lige nu fandt Max det fordelagtigt at kunne snige sig rundt iskyggerne.

Fra den åbne dør kom et blåligt skær, og luften af cigarrøg blevstærkere. Max stod ved siden af døren med pistolen hævet. Han brød sigikke om at skyde, men endnu mindre om at blive skudt. Max talte til toog hvirvlede derefter ind ad døren med pistolen foran sig.

“Rør dig ikke!” råbte han til manden, han straks genkendte. De tre sik-kerhedsvagter myldrede ind efter ham. En greb straks manden med ci-garen og lagde ham i håndjern, mens de andre undersøgte lokalet forflere terrorister. Det hele var overstået på et øjeblik og uden den storedramatik. Markham havde taget det forbavsende roligt, og det bekym-rede Max.

“Spillet er slut,” sagde han, da hen gik hen til Markham. Max stop-pede lige foran ham, rakte hånden i hans lomme og fiskede hans tids-maskine frem. “Den tager jeg,” sagde han og stoppede Markhams tids-maskine i sin højre jakkelomme. Heller ikke dette så ud til at røreMarkham. “Vi ved, hvem du er. Oswald fortalte os alt om Instituttet ogde attentater, I har udført.”

Endelig reagerede Markham, men ikke som Max havde forventet. “Haha,” lo han. “Ja, ham Oswald tror på alt, hvad man fortæller ham. Han erlet at imponere.”

“Siger du, at Instituttet slet ikke eksisterer? At det bare var noget, dufandt på, for at lokke Oswald med i dine forbrydelser?”

Markham blev pludselig alvorlig. Måske havde han sagt for meget.

63

“Det er lige meget,” fortsatte Max. “Du kommer til at opholde dig bagtremmer resten af livet.”

Pludselig afbrød sir McAdam ham.“Vi har et problem.”“Et problem?” Max vendte sig mod sir McAdam.“Jeg kan ikke sende de nødvendige stopkommandoer til FK62’s

motorer. Al kommunikation med prammen er blokeret af enadgangskode.”

Max vendte sig tilbage mod Markham.“Jeg forstår,” sagde han og stirrede Markham lige ind i øjnene. Eller

faktisk ned i øjnene, for Max var et helt hovede højere end Markham.“Du vil handle.”

“Min frihed for adgangskoden,” svarede Markham. “Eller rettere: mitliv for prinsens.”

Max kastede et blik på den døde mand i stolen. Hans øjne stod stadigåbne, og de stirrede tomt op på Max.

“Befri ham,” beordrede Max den nærmeste sikkerhedsvagt. Et øjeblikefter var Markham fri af håndjernene.

“1. januar 1970. Det er den indstillet til,” sagde Max og trak tids-maskinen frem af sin venstre jakkelomme. Han kastede den over til en afsikkerhedsvagterne.

“Stil på den bordet derhenne.”Vagten gjorde, som Max bad om.“Giv mig adgangskoden og løb. Du skulle nå tidsmaskinen i samme

øjeblik, vi har indtastet koden og set den virke. Og virker den ikke, sky-der jeg dig i ryggen.”

Markham tøvede, men accepterede så.“OK. Koden er… ”Han gjorde sig parat til at løbe for livet.“… CARNARVON”

64

Chapter 28Zodiac styrter

Ayana mente at have fået fortalt, at man ikke ville kunne mærke det, nårforsyningskapslen blev sammenkoblet med rumstationen. Så præciststyrede computerne de to fartøjer. Så hvorfor havde det givet sådan etryk i hele stationen, da de to gik i dok med hinanden?

Hun skubbede midlertidigt tanken fra sig og vendte sin opmærksom-hed mod sin bevidstløse kollega. William var stille og roligt ved at driveind i manchetten, som om han godt vidste, hvor han skulle hen. Ayanaskubbede sig fremefter, men passede på farten og fik fat i ham, før hanforlod laboratoriet. Det var ikke helt nemt at få hans krop trukket rundtom hjørnet, men det lykkedes, og snart var han spændt fast i sin køje.Hver soveplads var indrettet, så den også kunne bruges som sygeleje. Ivæggen var der blandt andet et iltudtag, og Ayana nåede lige at få sat ilt-masken på William, da der lød et signal fra computerskærmen længerehenne i modulet.

Et kort over rumstationens bane rundt om Månen fyldte det mest afskærmen. Ayana kendte det godt. Månen var aftegnet i rød, rumstation-en i grøn og banen, den fulgte i kredsløb om planeten, var præsenteretsom en hvid streg. Hun havde set dette skærmbillede mange gange un-der forberedelserne til missionen. Men ikke som det så ud nu.

En blå streg bøjede sig diskret ud fra den hvide streg. Den pegede lige-som længere ind mod det røde område. Men hvis den hvide streg be-skrev den bane rumstationen fulgte rundt om Månen, hvad betød denblå streg så? Hun havde aldrig set den før, så måske var det en fejl. Ay-ana brød sig ikke om det. Hun besluttede sig for at kalde Romanenko.Hendes mave var også begyndt at gøre ondt igen og hendes håndfladervar helt våde af sved. Måske var hun alligevel ikke kommet sig over kul-dioxiden, og så var det bedre at få snakket med kollegerne på Juno-basen, inden hun fik det værre.

“Juno, Juno. Dette er Zodiac.” sagde hun til computeren. Svaret fraRomanenko kom straks tilbage.

65

“Zodiac. Her er Juno. Ayana, hvad sker der oppe hos jer?”Langsomt og tydeligt forklarede hun Romanenko, hvad der var sket

med pumpen. Hun kunne mærke den franske accent presse sig på.“Du skal nok checke William rimeligt tit. Hvis han kaster op i ilt-

masken, kan han blive kvalt” svarede russeren, da hun var færdig. Denlille episode med fartuheldet i manchetten havde hun udeladt. Den varder ingen grund til at fortælle om.

“Kan du ikke lige sende en kopi af skærmbilledet med den blå stregned til mig?”

Ayana gjorde, som Romanenko bad om. Det var blot et par enkeltekommandoer på tastaturet, før de begge så det samme kort.

“Kan du se den blå streg? Den der ligesom drejer blødt væk fra denhvide.”

“Ja, jeg ser den. Det er computeren, der viser et alternativt kredsløb.Hvorfor gør den det?”

“Jeg ved det ikke” svarede Ayana.“Hør her,” lød Romanenkos stemme fra Månen. “Hvis computeren

viser en ny kredsløbsbane for Zodiac, kan det egentlig kun skyldes enting. Rumstationen blevet bedt om at skifte bane.”

“Jamen hvem skulle bede den om det? Og hvorfor? Der må være enanden forklaring.”

“Zodiac ændrer ikke sit kredsløb af sig selv, Ayana. Så med mindreder står nogen udenfor og skubber til den, er det den eneste forklaring.”

Pludselig fik hun en frygtelig indskydelse. Hun forsøgte at drejerundt, men opnåede kun at vride sig halvvejs, før hun måtte give op. Såtog hun et fat i et håndtag på væggen og brugte det til at dreje sig kon-trolleret rundt. Ud af vinduet kunne hun se den bagerste del af forsyn-ingskapsen. Den lange form strakte sig ud under rumstationen nøjagtigt,som den skulle. Men for enden af forsyningskapslen så hun forklaringenpå det ryk, det havde givet i Zodiac under sammenkoblingen. Muligviskunne det, hun så, også forklare rumstationens ændrede bane. Ayanavendte sig om mod computerskærmen igen. En underlig summendefornemmelse i hendes fingre gjorde dem næsten følelsesløse, og hunfølte sig pludselig pludselig meget bleg. En bizar tanke taget hendesmørke hud i betragtning.

“Forsyningskapslens motor er ikke slukket, Sergey. Jeg kan se, at denstadig brænder.”

Et øjeblik troede hun, at de havde mistet forbindelsen, for Romanenkosvarede hende ikke. Så lød hans stemme pludselig i højttaleren, men lidtsvagere end før.

66

“Kapslen er ved at skubbe Zodiac ud af sit kredsløb. Du må haveslukket den motor, Ayana. Det kan ikke gå hurtigt nok.”

Hendes mave føltes som om, hun havde slugt en brændende klumpbly. Med nogle få kommandoer til computeren bad hun den forud-beregne den nye, blå kredsløbsbane. På en anden skærm langt derfrakiggede Sergey Romanenko med, da den blå streg strakte sig længere oglængere væk fra den hvide. Indtil et vist punkt, hvor den ramte det rødeområde.

“Det er ikke godt.”Ayana hørte ikke hans stemme. Hun så blot det nye kredsløb, som den

blå streg forudsage. Men det var ikke et kredsløb. Det var en spiral, derendte nede på overfladen. FK62’s motor var ved at skubbe rumstationenind i Månen.

67

Chapter 29Snydt

Det hele gik så hurtigt, men Max oplevede det i slowmotion. Markhamløb med sin lange frakke flagrende bag sig. Hans frihed lå i tidsmaskin-en, der stod på lokalets fjerneste bord.

Imens var sir McAdam i gang med at indtaste adgangskoden på skær-men. Det så ud til at tage en evighed.

Max var fanget i midten. Han lyttede efter sir McAdams godkendelseaf adgangskoden, mens hans øjne fulgte Markham. Han havde lovetham at skyde ham i ryggen, hvis adgangskoden var forkert.

Uanset hvordan det hele endte, havde det været en underlig affære.Tidsrejser var noget besynderligt noget. Hver gang man troede, manhavde styr på situationen, var der altid mulighed for at rejse til en andentid og ændre alle forudsætningerne. Intet var sikkert, når man rejste gen-nem tiden på jagt efter internationale lejemordere.

Nu var Markham næsten henne ved bordet. Max havde stadig ikkehørt noget fra sir McAdam, og nu greb Markham ud efter tidsmaskinen.

“Vi er igennem,” lød det pludselig bag ham. Adgangskoden var kor-rekt. Nu kunne de stoppe prammens motor og forhindre rumstationenskollision med Månen.

Markham havde taget tidsmaskinen. Han vendte sig om, og i et kortsekund havde han øjenkontakt med Max Brant. Han forstod stadig ikke,hvordan de havde fundet ham, men det måtte han tænke over senere.Nu skulle han bare væk fra dette sted.

1. januar 1970 havde Max indstillet maskinen til. Markham vidste, atdet kun ville vare få sekunder, før Max Brant ville benytte sin egen tids-maskine og indfinde sig på samme dato. Han var ikke færdig med atløbe, men han havde i det mindste et forspring. Når han kom til 1970,skulle han bare have et kort øjeblik for at indstille en ny dato og rejse tilet andet tidspunkt. Og så ville Max Brant aldrig kunne finde ham.Markham fjernede blikket fra Max og kiggede på tidsmaskinen. Den

68

grønne knap var parat. Han trykkede på den. Men intet skete. Ingen lyn.Ingen farver. Intet.

Han trykkede igen. Stadig intet. Markham mærkede noget på bagsid-en af tidsmaskinen og vendte den om. Et lille display og ti små knappermed tallene 0 til 9. De havde ikke været der før.

“Mangler du adgangskoden?” spurgte Max.Markham stirrede på op på ham.“Jeg har fået lavet en lille ændring. Man skal kende adgangskoden for

at bruge tidsmaskinen. Er det ikke smart?”

69

Chapter 30Hjemme igen

“Hvor er Markham så nu?” spurgte Nolan Lassiter. Max Brant var vendthjem til EIS-bygningen i Eindhoven, og han måtte svare på mangespørgsmål fra Nolan.

“Robert Markham befinder sig i et topsikret fængsel et sted i England.Han kommer aldrig ud mere.” Max lænte sig tilbage i stolen. “Jeg troraldrig, vi finder ud af, om han var alene om alle disse attentater, hanfortalte Oswald om. Vi ved ikke engang, om han virkelig har begåetdem, eller om det var løgn.”

“Det kan vel også være ligemeget,” sagde Nolan.“Verdenshistorien er gået sin gang, og den skal vi ikke have ændret

på. Men hvad med tidsmaskinerne?”Max kiggede på bordet, hvor begge tidsmaskinerne lå. Det ville være

fristende at bruge dem til at løse forbrydelser i fremtiden. Fristende, menfarligt. “Jeg kan ikke lide dem,” sagde han til sidst. “Vi har tilsyne-ladende ikke gjort nogen skade med dem endnu, men jeg frygter, at detvil ske en dag.” Max grublede lidt.

“Hvem skulle iøvrigt have dem? Du? Eller jeg? Eller EIS? Eller noglehelt andre? Det er lidt ligesom atomvåben. Det forrykker magtbalancenfor meget, hvis kun den ene side har dem. Teknologien måtte i retfær-dighedens tjeneste skulle udbredes til hele verden, og så ville det foralvor gå galt.”

“Ærgeligt!” konstaterede Nolan. Han ville gerne have set bådefortiden og fremtiden, men han var helt enig med Max i, at det var forfarligt.

“Jeg frygter, at denne teknologi kan blive vores undergang,” sagdeMax. “Jeg tror faktisk, at vi bør ødelægge tidsmaskinerne.”

“Vi kan gøre noget endnu nemmere,” sagde Nolan så og tog beggemaskiner. Han lagde dem ryg mod ryg og tapede dem sammen. Så ind-stillede han tiden på den af maskinerne, der ikke krævede adgangskode.

“Sådan. 65 millioner år tilbage i tiden.”

70

Så lagde han tidsmaskinere på gulvet og rakte Max en bog. Maxkiggede på den. Det var “Tidsmaskinen” af Herbert George Wells - enengelsk forfatter fra det 20. århundrede, der havde skrevet“Tidsmaskinen” i 1895. Bogen handler om en amatøropfinder der kon-struerer en tidsmaskine og rejser til fremtiden - først til år 802.701 ogderefter cirka 30 millioner år ud i fremtiden, hvor han oplever Jordensundergang, før han vender tilbage til sin egen tid.

Max holdt bogen hen over de to tidsmaskiner. Så slap han den, og daden ramte den grønne knap, fyldtes Nolan Lassisters kontor af røde oggrønne lyn. Det var et mystisk og kosmisk syn, og da det forsvandt, vartidsmaskinerne også væk.

“Så er det problem løst,” sagde Nolan.“Tjah,” sagde Max. “Med mindre en kvik dinosaur finder ud af at

zappe sig til år 3000.”

71

From the same author on Feedbooks

Max Brants missioner 1: Det underjordiske tårn (2004)Det underjordiske tårn er en roman om strålevåben ogmagtbalancer.Max Brant er agent for den europæiske efterretningstjeneste, oghan har et problem. Et underjordisk tårn fra fortiden er ved atfalde i hænderne på en gruppe internationale forbrydere. De vilbruge tårnets mægtige strålevåben til at bestemme over heleverden.Max Brant må for enhver pris forhindre, at det sker, men stærkekræfter forsøger at stoppe ham. Den amerikanske regering vilhave strålevåbnet, som er stærkere end nogen atombombe. De harsat deres bedste agent til at finde Max Brant, før han kan nå atslippe væk med det underjordiske tårns hemmeligheder. Menagenten har også et personligt regnskab at gøre op med Max.Imens bliver gode soldater hakket i småstykker i tårnet…

Sidste skib fra Jorden (2005)Seks mennesker lå i hver sin dvalekabine ombord på Palladium.Ingen af dem mærkede, at stjerneskibet startede sine motorer ogbrød sit kredsløb om den døende planet. Ingen af dem trak vejret,deres kroppe overlevede kun med computernes hjælp.Engang om mange tusinde år ville de måske vågne igen. Underdem ville de se en ny planet, parat til at modtage dem og parat tilat blive udforsket. Men mindet om Jorden ville altid leve i dem, oghåbet om at vende tilbage ville aldrig dø.

Hvem er Douglas Adams (2005)Historien om Douglas Adams er i høj grad historien om hans for-fatterskab. Skæbnen, hvis man tror på den slags, ville nemlig, atDouglas Adams var på rette tid og sted med den rette historie.Tiden var 1978, stedet var den britiske radio BBC og historien varThe Hitch Hiker's Guide to the Galaxy. Før denne tid havdeDouglas uden synderlig succes kæmpet for at ernære sig som for-fatter, men efter hans humoristiske science-fiction radiohørespilblev sendt på BBC, blev han et kultikon og hans bøger bestsellere.Man kan dårligt fortælle om personen og forfatteren DouglasAdams uden samtidig at fortælle historien om Håndbog for vakseGalakse-Blaffere, som bogen kom til at hedde på dansk.

72

Hvem er John Grisham (2005)John Grisham satte egenhændigt retssalsdramaet på forlagenesdagsorden, uden det egentlig var hans plan. Han skrev sin førstebog, A Time To Kill, uden ambitioner om penge og berømmelse.Historien pressede sige bare på og krævede at blive skrevet ned.Men kun fem år efter den første udgivelse læste alle pludseligJohn Grisham. Mennesker, der ikke havde åbnet en bog sidenskoledagene, stod i kø hos boghandleren, når den nye Grisham-bog udkom.

Hvem er Stephen King (2005)En god bog er svær at lægge fra sig, og Stephen King er en af deforfattere, der har skrevet mange gode bøger – hvis man kan måleden slags ud fra antal solgte bøger og hengivne fans. Hans pop-ularitet beviser menneskers morbide fascination af det, det skræm-mer os allermest. Om det er at blive holdt fanget mod sin vilje, atmiste sin forstand eller opdage, at ens barn er blevet misbrugt, såhar Stephen King skrevet en bestseller om det.

Amerikanergården (2006)Ingen af os har nogensinde fortalte vores forældre om det, derskete på Amerikanergården. Vi ville have fået en frygtelig balladefor at gå derind og endnu mere ballade for ikke at have ringetefter hjælp. Sådan er forældre. Det ved jeg i dag, hvor jeg selv erfar. Kærligheden til børnene kan komme til udtryk på mange for-skellige måder. Også som skideballer af den anden verden.

Gentagelser i Terminalbaren (2006)Det var kun hendes fjerde aften i Terminalbaren, da hun så dren-gen første gang. Han var vel ikke mere end syv år gammel, og hanså fortabt ud, sådan som han stod og ventede alene i ankomsthal-len. Tøjet virkede lidt for stort, og hans hvide FCK-kasket med denblå løve sad skævt. Ikke skævt på den måde som børn sætter dereskasket for at være smarte, men skævt på en forkert måde. Som omden var halvvejs rykket af hovedet, uden han havde opdaget det.

Max Brants missioner 3: Døde mænds drømme (2006)Døde mænds drømme er en roman om teleportation ogterrorisme.

73

Hvad er en “beskidt” bombe? Det finder den europæiske agentMax Brant ud af, da han kastes ud i en hæsblæsende jagt modtiden i Bruxelles gader. Nogen vil udslette den europæiske unionsregering på den mest dramatiske måde.Men hvad har det at gøre med et gammelt skib, der dukker op allemulige steder i verden med lasten fuld af underlige, gamlemaskiner? Og hvad har den europæiske regering at gøre medgamle guder og menneskeofringer?Max Brant bryder sig ikke at være et skridt bagud i kampen moden ukendt fjende, der har et gammelt regnskab at gøre op medEuropa. Og han bryder sig slet ikke om, at bomberne på uforklar-lig vis springer om ørerne på ham. Men den største bombe er ikkesprunget endnu.

Den hemmelige remse (2008)Da det blev efterår, begyndte Martin og Marie at høre mærkeligelyde oppe fra loftet. Og da det blev Alle Helgeners Aften, bankedeog hylede ånderne på loftlemmen. Martin og Marie var sikre på, atde ville komme ned og jage dem ud af deres nye hus, så derfor be-sluttede de sig for at gå over til byens gamle kone for at få hjælp.Nogle sagde, at hun var en heks. Martin og Marie vidste ikke, omdet var rigtigt, men hun lignede i hvert fald en heks.

Hjerter krig (2009)En stribet kat kom susende ud fra en af portene – nok på flugt frabørnenes vilde leg. Den forsvandt ind under Trabanten, hvor denvar i sikkerhed. For nu.Pludselig kom også en mand susende. Han rundede et hjørne ogstæsede ned ad gaden. Det grå jakkesæt og de pæne sko afslørede,at han ikke løb for sit helbreds skyld. Og dog. Han gispede eftervejret og overvejede et øjeblik at skjule sig i Trabanten, men fork-astede så tanken.For åbenlyst, tænkte han.

Hjemmecomputerne fra 1980'erne (2009)Selv om hjemmecomputerrevolutionen startede i USA sidst i1970'erne, fokuserer denne bog på årene 1980-85 i Europa. Det varnemlig i disse år, de fleste hjemmecomputere blev lanceret.Genkender man navne som Commodore 64, ZX Spectrum og

74

Amiga, vil man nyde dette essay om hjemmecomputernes indtogforan familiens farve-tv.

UNIX, Internet & Fri Software (2009)UNIX og Internet fyldte 40 i 2009, men alderen til trods er derstadig mange, der aldrig har hørt om systemet. Heller ikke selvom deres bredbåndsforbindelser, mobiltelefoner og netbank alle erafhængige af UNIX for at fungere. Denne bog er et tillykke medfødselsdagen til UNIX og Internet samt en hyldest til Fri Software,der har muliggjort udbredelsen af verdens bedste operativsystem.

Bussemanden (2009)Bussemanden er en høj mand med en lang, sort frakke, sorte buk-ser og en høj, sort hat. Hans øjne er også helt sorte, og man kanikke se ind i dem.Hvis man kigger i de rigtige bøger, vil man kunne læse, at Busse-manden stammer fra Tyskland. Han kaldes også for den sortemand i brønden eller brøndtrolden, og han kan godt lide børn,men ikke på den gode måde. Han kan ikke lide at lege med demog købe is til dem. Han kan lide at tage dem og få dem til atforsvinde.

Indeni skinner solen (2010)Indeni skinner solen bevæger sig i grænselandet mellem prosa ogkorthistorier.De ni fortællinger berører alle det mærkværdige, i nogle tilfældedet surrealistiske, det ubehagelige og det tankevækkende, mender er også skønhed, håb og endda humor.

Pegasusdøren (2010)Bille ville bare låne en uhyggelig bog på biblioteket, men enmystisk dør leder ham ud på et eventyr større end nogen bog.Pludselig er hans by befolket af hekse og troldmænd, og der bor etuhyre i søen.Bille må have hjælp af byens mystiske beboere for at finde vejhjem, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Pegasusdøre kannemlig kun åbnes fra den ene side.

75

www.feedbooks.comFood for the mind

76