Upload
ban1974
View
294
Download
5
Embed Size (px)
DESCRIPTION
Ny dansk oversættelse af "den transcendentale æstetik" og "den transcendentale analytik" fra Kants Kritik der reinen Vernunft (1781, 1786).
Citation preview
Kant
Kritik af den rene fornuft
Den transcendentale æstetik.
Den transcendentale analytik.
[A19 - 130 / B33 - 169]
Kants Critik der reinen Vernunft (1781A, 1786B) findes allerede i en dansk oversættelse. Hvad der her præsenteres i udkast skulle gerne stille en ny og bedre i udsigt.
©29. august 2011 Peter Ban ([email protected])
Kritik af den rene fornuft
2
[A19 / B33]
Den Transcendentale Elementarlæres Første Del
Den Transcendentale Æstetik
§1.a På hvilken måde og gennem hvilke midler en erkendelse end henfører sig til genstande, så er den måde, som erkendelsen umiddelbart henfører sig til dem på, og som al tænkning som middel sigter til som sit formål [worauf alles Denken als Mittel
abzweckt], anskuelsen. Men denne finder kun sted, for så vidt genstanden bliver os givet; og dette er på sin side, i det mindste for os mennesker,b kun muligt derved, at genstanden så på en eller anden måde afficerer gemyttet. Den evne, (receptivitet) at kunne få forestillinger, derved at vi afficeres af genstande, kaldes
sansning. Formidlet gennem sansningen bliver genstande altså givet os, og den alene leverer os anskuelser; men gennem forstanden bliver de tænkt, og af den udspringer begreber. Men al tænkning må, det være sig ligefremt (direkte) eller ad omveje (indirekte), formidlet gennem visse kendetegn,c i sidste ende henføre sig til anskuelser, og altså, hos os, til sansning, da ingen genstand kan gives os på anden vis. [B34] En genstands indvirkning på forestillingsfærdigheden, så vidt vi bliver afficeret af denne genstand, er [A20] sansefornemmelse. Den anskuelse, som henfører sig til genstanden gennem sansefornemmelse, kaldes empirisk. Den ubestemte genstand for en empirisk anskuelse kaldes fremtrædelse.
a Paragrafferne er først indføjet i B-udgaven. b Tilføjelse til B-udgaven. c Tilføjelse til B-udgaven.
Transcendental elementarlære I
Den transcendentale æstetik 3
I fremtrædelsen kalder jeg det, som korresponderer til sansefornemmelsen, for dennes materie, hvorimod jeg kalder det, som gør, at fremtrædelsens mangefold kan ordnesd i visse forhold, for fremtrædelsens form. Da det, indenfor hvilket sansefornemmelserne alene kan ordne sig, og kan blive stillet i en vis form, ikke selv på sin side kan være sansefornemmelse, så er al fremtrædelses materie ganske vist kun givet os a posteriori, men fremtrædelsernes form må for dem alle tilsammen ligge a priori parat i gemyttet, og må derfor kunne betragtes afsondret fra al sansefornemmelse. Jeg kalder alle de forestillinger rene (i transcendental forstand), i hvilke der ikke antræffes noget, som hører sansefornemmelsen til. Følgelig vil sanselige anskuelsers rene form overhovedet blive antruffet a priori i gemyttet, indenfor hvilket al fremtrædelsernes mangefold bliver anskuet i visse forhold. Denne sansningens rene form vil også selv blive kaldt for ren [B35] anskuelse. Når jeg således fra forestillingen om et legeme afsondrer det, som forstanden tænker derom, såsom substans, kraft, delelighed osv. og tillige afsondrer det, som hører sansefornemmelsen til, såsom ugennemtrængelighed, hårdhed, [A21] farve osv., så forbliver der stadigvæk noget af denne empiriske anskuelse, nemlig udstrækning og skikkelse. Disse hører den rene anskuelse til, der a priori, også uden en virkelig genstand fra sanserne eller sansefornemmelsen, finder sted i gemyttet som en blot form for sansningen. En videnskab om alle sansningens a priori principper kalder jeg for den transcendentale æstetik1. Der må altså gives en sådan
d »kan ordnes« er fra B-udgaven. I A-udgaven lyder sætningen: »men det, som gør, at fremtrædelsens mangefold bliver ordnet, anskuet, i visse forhold, kalder jeg for fremtrædelsens form.« 1 [A21 / B35] Tyskerne er de eneste, som lige nu betjener sig af ordet æstetik, for derved at betegne hvad andre kalder for kritik af smagen. Dette ligger en forfejlet forhåbning til grund, hos den fortræffelige analytiker Baumgarten, om at bringe den kritiske bedømmelse af det skønne ind under fornuftsprincipper og at løfte reglerne for denne
Kritik af den rene fornuft
4
videnskab, som [B36] udgør den første del af den transcendentale elementarlære, i modsætning til den videnskab, som indeholder den rene tænknings principper og kaldes for transcendental logik. [A22] I den transcendentale æstetik, altså, vil vi først isolere sansningen, derved, at vi afsondrer alt, hvad forstanden gennem dens begreber tænker derved, for at der ikke bliver noget andet end empirisk anskuelse tilovers. For det andet vil vi fra denne endvidere afsondre alt, hvad der hører sansefornemmelsen til, for at der ikke bliver andet end ren anskuelse og fremtrædelsernes blotte form tilovers, hvilket er det eneste, som sansningen kan levere a priori. Ved denne undersøgelse vil det give sig, at der så gives to rene former for sanselig anskuelse, qua principper for den a priori erkendelse, nemlig rum og tid, hvis overvejelse vi nu skal beskæftige os med.
bedømmelse op til videnskab. Men denne bestræbelse er forgæves. For de påtænkte regler, eller kriterier, er deres vigtigste kilder tilfølge blot empiriske, og kan altså aldrig tjene til bestemte love a priori, som vores smagsdom måtte rette sig efter, snarere udgør smagsdommen den egentlige prøvesten for reglernes rigtighed. [B36] Derfor er det tilrådeligt, enten atter at lade denne benævnelse gå ud af brug, og at gemme den til den lære, der er sand videnskab, (hvormed man også ville stå de Gamles sprog og intention [Sinne] nærmere, hos hvem
inddelingen af erkendelsen i aÎsjhtà ka˜ nohtá var meget berømt), eller at dele sig med den spekulative filosofi i benævnelsen, og at tage æstetik dels i den transcendentale forstand [Sinne], dels i psykologisk betydning. [Anmærkningen i B-udgaven er signifikant udvidet ift. A-
udgaven.]
[B37]
Den Transcendentale Æstetiks Første Afsnit
Om Rummet
§2.
Metafysisk redegørelse for dette begrebe Via den ydre sans’ formidling, (en egenskab ved vores gemyt,) forestiller vi os genstande som udenfor os, og disse alle tilsammen i rummet. I det er deres skikkelse, størrelse og indbyrdes forhold bestemt, eller bestembart. Den indre sans, gennem hvis formidling gemyttet anskuer sig selv, eller dets indre tilstand, giver ganske vist ingen anskuelse af sjælen selv, som et objekt; men det er dog en [A23] bestemt form, under hvilken anskuelsen af sjælens indre tilstand alene er mulig, sådan, at alt, hvad der hører til de indre bestemmelser, forestilles i tidens forhold. Yderligt kan tiden ikke anskues, lige så lidt rummet, som noget i os. Hvad er nu rum og tid? Er det virkelige væsener? Er det så bare bestemmelser, eller forhold mellem tingene, men alligevel sådanne, som også ville tilkomme tingene i sig selv, også når de ikke anskuedes, eller er det sådanne, der alene hæfter ved anskuelsens form, og altså ved [B38] den subjektive beskaffenhed af vores gemyt, uden hvilken disse prædikater slet ikke kan tillægges til nogen ting? For at belære os herom, ønsker vi først at redegøre forf rummets begreb. Under redegørelse [Erörterung] (expositio) forstår jeg imidlertid den tydelige (omend ikke udførlige) præsentation [Vorstellung] af det, som hører til et
e Overskrift tilføjet B-udgaven. f »redegøre for« fra B-udgaven erstatter A-udgavens »betragte«.
Kritik af den rene fornuft
6
begreb; men redegørelsen er metafysisk, hvis den indeholder det, som fremstiller begrebet, som a priori givet.g 1) Rummet er ikke et empirisk begreb, som er blevet uddraget af ydre erfaringer. For at visse sansefornemmelser skal henføres til noget udenfor mig, (dvs. til noget på et andet sted i rummet, end det, som jeg befinder mig på,) og tilsvarende for at jeg skal kunne forestille mig dem som udenfor og ved siden afh hinanden, og altså ikke blot som forskellige, men derimod som på forskellige steder, så må forestillingen om rummet nemlig allerede ligge dette til grund. Dette tilfølge kan forestillingen om rummet ikke være lånt fra den ydre fremtrædelses forhold gennem erfaring, tværtimod er denne ydre erfaring selv kun allerførst mulig gennem den påtænkte forestilling. [A24] 2) Rummet er en nødvendig forestilling, a priori, der ligger til grund for alle ydre anskuelser. Man kan aldrig nogensinde gøre sig en forestilling om, at der ikke er noget rum, selvom man så udemærket kan tænke sig, at der ikke [B39] antræffes nogen genstande deri. Det bliver altså anset som betingelsen for fremtrædelsernes mulighed, og ikke som en af dem afhængig bestemmelse, og er en a priori forestilling, der nødvendigvis ligger til grund for ydre fremtrædelser.i
g Tilføjelse fra B-udgaven. h Tilføjelse fra B-udgaven. i I A-udgaven følger på dette sted: »[A24] 3) På den a priori nødvendighed grunder sig den apodiktiske vished af alle geometriske grundsætninger, og muligheden af deres konstruktion a priori. Hvis denne forestilling om rummet nemlig var et a posteriori erhvervet begreb, som var øset fra den almene ydre erfaring, så ville den matematiske bestemmelses første grundsætninger ikke være andet end iagttagelser. De ville altså have al iagttagelsens tilfældighed, og det ville så netop ikke være nødvendigt, at der mellem to punkter kun er een ret linje, tværtimod ville erfaringen til hver en tid lære os at det var sådan. Hvad der er lånt fra erfaringen har også kun komparativ almenhed, nemlig gennem induktion. Man ville altså kun kunne sige, at så meget som det indtil denne tid er blevet bemærket er der ikke fundet noget rum, der ville have mere end tre dimensioner.«
Transcendental elementarlære I
Den transcendentale æstetik. Om rummet 7
3)j Rummet er ikke et diskursivt, eller, som man siger, alment begreb om forholdene mellem tingene [A25] overhovedet, men derimod en ren anskuelse. For det første kan man nemlig kun forestille sig eet eneste rum, og når man taler om mange rum, så forstår man derunder blot dele af eet og det samme altforenende rum. Disse dele kan heller ikke gå forud for det eneste altindbefattende rum, ligesom som dets bestanddele (af hvilke det så ville være muligt med en sammensætning), men kan derimod kun tænkes i det. Det er væsentligt eet eneste, mangefoldet i det, og altså også det almene begreb om rum overhovedet, beror alene på indskrænkninger. Heraf følger, at med hensyn til rummet ligger en a priori anskuelse (som ikke er empirisk) alle begreber om rummet til grund. Således bliver alle geometriske grundsætninger, f.eks. at i en trekant er to sider tilsammen større end den tredje, heller aldrig nogensinde afledt af almene begreber om linje og trekant, men derimod af anskuelsen, og dét vel at mærke a priori med apodiktisk vished. 4) Rummet bliver forestillet som en uendelig given størrelse. Nu må man ganske vist [B40] tænke ethvert begreb som en forestilling, der er indeholdt i en uendelig mængde af forskellige mulige forestillinger (som deres fælles kendetegn), og altså indeholder disse under sig; men intet begreb, som en sådant, kan blive tænkt på en måde, som om det ville indeholde en uendelig mængde af forestillinger i sig. Alligevel bliver rummet tænkt sådan (for alle dele af rummet i det uendelige er simultant). Altså er den oprindelige forestilling om rummet a priori anskuelse, og ikke begreb.k
j I A-udgaven er dette nr. 4. k I A-udgaven er dette nr. 5. Afsnittet lyder i A: »[A25] Rummet bliver forestillet som en uendelig given størrelse. Et alment begreb om rummet (der er fælles for en fod såvel som en alen,) kan intet bestemme med hensyn til størrelsen. Hvis ikke der var grænseløshed i anskuelsens fortgang, så ville intet begreb om forhold medføre et princip for anskuelsens uendelighed.«
Kritik af den rene fornuft
8
§3. Transcendental redegørelse for begrebet om rummetl
Jeg forstår under en transcendental redegørelse forklaringen af et begreb som et princip, hvorudfra man kan indse muligheden for andre syntetiske a priori erkendelser. Til dette formål [Absicht] kræves der, 1) at den slags erkendelser virkeligt flyder ud af det givne begreb, 2) at disse erkendelser kun er mulige under forudsætningen af en given forklaringsmåde for dette begreb. Geometri er en videnskab, som bestemmer rummets egenskaber syntetisk og dog a priori. Hvad må forestillingen om rummet mon være, for at en sådan erkendelse af det er mulig? Det må oprindeligt være anskuelse; for ud fra et [B41] blot begreb lader sig ikke drage nogen sætninger, som går ud over begrebet, hvilket dog sker i geometrien (Indledning, V.). Men denne anskuelse må antræffes i os a priori, dvs. forud for al iagttagelse af en genstand, og altså være ren, ikke empirisk anskuelse. For de geometriske sætninger er alle tilsammen apodiktiske, dvs. forbundet med bevidstheden om deres nødvendighed, f.eks. rummet har kun tre dimensioner; men den slags sætninger kan ikke være empiriske eller erfaringsdomme, og man kan heller ikke slutte sig til dem ud fra sådanne (Indledning, II.). Hvordan kan der nu ved gemyttet være en ydre anskuelse tilstede, som går forud for objekterne selv, og i hvilken begrebet om objekterne kan bestemmes a priori? Åbenlyst ikke på anden vis, end så vidt det kun er i subjektet [bloß im Subjekte], forstået som den formale beskaffenhed ved gemyttet at blive afficeret af objekter, og til derigennem at få umiddelbar forestilling om dem, dvs. anskuelse af dem, at den har sit sæde, altså kun som form for den ydre sans overhovedet. Således er det alene vores forklaring som gør geometriens
mulighed som en syntetisk a priori erkendelse begribelig. Enhver forklaringsmåde, der ikke leverer dette, selv hvis den
l Hele §3 er en tilføjelse til B-udgaven.
Transcendental elementarlære I
Den transcendentale æstetik. Om rummet 9
tilsyneladende skulle have ligheder med den, kan ved disse kendetegn mest sikkert skelnes fra den. [A26 / B42]
Følgeslutninger ud fra ovenstående begreber a) Rummet præsenterer [stellet ... vor] slet ingen egenskab ved en eller anden ting i sig selv [an sich], eller tingene i deres forhold til hinanden, dvs. ingen bestemmelse af dem, som ville hæfte ved genstande selv, og som ville forblive, også selvom man abstraherede fra alle anskuelsens subjektive betingelser. For hverken absolutte eller relative bestemmelser kan anskues forud for eksistensen af de ting, som de tilkommer, og altså kan sådanne bestemmelser ikke anskues a priori. b) Rummet er intet andet end blot formen for alle fremtrædelser fra ydre sanser, dvs. sansningens subjektive betingelse, under hvilken ydre anskuelse alene er os mulig. Fordi nu subjektets receptivitet, til at blive afficeret af genstande, nødvendigvis går forud for alle anskuelser af disse objekter, så lader det sig forstå, hvordan formen for alle fremtrædelser vil kunne være givet forud for alle virkelige iagttagelser, og altså a priori i gemyttet, og hvorledes den som en ren anskuelse, som alle genstande må bestemmes i, vil kunne indeholde principper for samme genstandes forhold forud for al erfaring. Følgelig kan vi kun tale om rummet, om udstrakte væsener osv., ud fra standpunktet for et menneske. Forlader vi den subjektive betingelse, under hvilken vi alene kan få ydre anskuelse, sådan som vi nemlig måtte blive afficeret af genstandene, så betyder forestillingen om [B43] rummet slet intet. [A27] Dette prædikat bliver kun for så vidt tillagt tingene, som de fremtræder for os, dvs. er genstande for sanserne. Den bestandige form for denne receptivitet, som vi kalder for sansning, er en nødvendig betingelse for alle forhold, hvori genstande bliver anskuet som udenfor os, og, hvis man abstraherer fra disse genstande, en ren anskuelse, som fører navnet rum. Fordi vi ikke kan gøre de særskilte betingelser for sansningen til betingelser for
Kritik af den rene fornuft
10
muligheden af sagerne, men derimod kun for deres fremtrædelser, så kan vi vel nok sige, at rummet indbefatter alle ting, der yderligt måtte fremtræde for os, men ikke alle ting i sig selv, om de nu bliver anskuet eller ikke, eller også om hvilket subjekt man end ønsker. For vi kan slet ikke dømme om anskuelserne hos andre tænkende væsener, om de så er bundet til de samme [nämlichen] betingelser, som indskrænker vores anskuelse og er alment gyldige for os. Hvis vi føjer indskrænkningen af en dom til begrebet om subjektet, så gælder dommen ubetinget. Sætningen: Alle ting er ved siden af hinanden i rummet, gælder under den indskrænkning, når disse ting bliver taget som genstande for vores sanselige anskuelse. Føjer jeg her betingelsen til begrebet, og siger: Alle ting, som ydre fremtrædelser, er ved siden af hinanden i rummet, så gælder denne regel alment og uden indskrænkning. [B44] Vore redegørelser [Erörterungen] lærer derudfra [A28] realiteten (dvs. den objektive gyldighed) af rummet med hensyn til alt det, som yderligt kan forekomme os som genstand, men tillige idealiteten af rummet med hensyn til tingene, når de gennem fornuften bliver overvejet i sig selv [an sich selbst], dvs. uden at tage hensyn til beskaffenheden af vores sansning. Vi hævder altså den empiriske realitet af rummet (med hensyn til al mulig ydre erfaring), selvom vi så hævder den transcendentale idealitet af rummet, dvs. at det er Intet, så snart vi lader betingelsen for muligheden af al erfaring væk, og antager det som noget, der ligger til grund for tingene i sig selv [an sich selbst]. Der gives imidlertid ud over rummet heller ingen anden subjektiv og til noget ydre henført forestilling, som a priori ville kunne kaldes objektiv. For man kan ikke udlede syntetiske a priori sætninger af nogle af dem, sådan som man kan ud fra anskuelsen i rummet, §3. Hvilket er hvorfor der, for at tale præcist, slet ikke tilkommer dem nogen idealitet, selvom de kommer overens med forestillingen om rummet deri, at de blot hører til den subjektive beskaffenhed af sansemåden [Sinnesart], f.eks. synets, hørelsens, følelsens, gennem sansefornemmelserne af farverne, tonerne og varmen, men som, fordi de blot er
Transcendental elementarlære I
Den transcendentale æstetik. Om rummet 11
sansefornemmelser og ikke er anskuelser, i sig selv [an sich] ikke lader noget objekt, og allermindst a priori, erkende.m [B45] Hensigten med denne anmærkning går kun ud på dette: at forhindre, at man ikke finder på at redegøre for den hævdede idealitet af rummet gennem så langt fra tilstrækkelige eksempler, da nemlig sådan noget som farver, smag osv. med rette ikke betragtes som beskaffenheder ved tingene, men derimod som blotte forandringer af vores subjekt, der kan være så aldeles forskellig hos forskellige mennesker. For i dette tilfælde gælder det, som oprindeligt selv kun er fremtrædelse, f.eks. en rose, i den empiriske forstand [im empirischen Verstande] for en ting i sig selv [für ein Ding an sich selbst], som dog [A30] for hvert et øje kan fremtræde anderledes med hensyn til farven. Derimod er det transcendentale begreb om fremtrædelserne i rummet en kritisk m I A-udgaven hedder det på dette sted: »[A28] Hvilket er hvorfor denne subjektive betingelse for alle ydre fremtrædelser ikke kan sammenlignes med nogen anden. Velsmagen af en vin hører ikke til de objektive bestemmelser af vinen, altså af et objekt betragtet som fremtrædelse, men derimod til den særskilte beskaffenhed af sansen hos det subjekt, der nyder den. Farverne er ikke beskaffenheder ved de legemer, til hvis anskuelse de vedhænger, men er derimod også blot modifikationer af synssansen, som på en vis måde bliver afficeret af lyset. Derimod hører rummet, som betingelse for ydre objekter, nødvendigvis til selvsamme objekters fremtrædelse eller anskuelse. Smag og farver er slet ikke nødvendige [A29] betingelser, under hvilke genstandene alene kan blive objekter for sanserne for os. De er blot forbundet med fremtrædelsen som tilfældigt tillagte virkninger af den særskilte organisation. Derfor er de helle ikke forestillinger a priori, men derimod grundet på sansefornemmelse, velsmagen imidlertid sågar på følelsen (af lyst og ulyst) som en virkning af sansefornemmelsen. Ejheller kan nogen a priori have hverken en forestilling om en farve eller om en eller anden smag: men rummet vedrører kun anskuelsens rene form, og inkluderer altså slet ingen sansefornemmelse (intet Empirisk) i sig, og alle arter og bestemmelser af rummet kan og må sågar kunne forestilles a priori, hvis begreber om skikkelserne skal opstå, såvel som forhold. Alene gennem rummet er det muligt, at ting er ydre genstande for os.«
Kritik af den rene fornuft
12
erindring om, at overhovedet intet, som anskues i rummet, får være en sag i sig selv [eine Sache an sich], eller at rummet får være en form for tingene, der ville være tilegen for tingene i sig selv [die ihnen etwa an sich selbst eigen wäre], men at derimod genstande i sig selv slet ikke er os bekendt, og at det, som vi kalder for ydre genstande, ikke er andet end blotte forestillinger fra vores sansning [Vorstellungen unserer Sinnlichkeit], hvis form rummet er, og hvis sande korrelat [Correlatum], dvs. tingen i sig selv, slet ikke erkendes, endsige kan erkendes derigennem, hvilket korrelat der imidlertid heller aldrig spørges efter i erfaringen.
[B46]
Den Transcendentale Æstetiks Andet Afsnit
Om Tiden
§4.
Metafysisk redegørelse for begrebet om tidenn Tiden er 1) ikke et empirisk begreb, der er blevet uddraget af en eller anden erfaring. For der ville hverken komme simultanitet [Zugleichsein] eller følgen på hinanden ind i iagttagelsen, hvis forestillingen om tiden ikke lå a priori til grund. Kun under dennes forudsætning kan man forestille sig: at noget får være til een og den samme tid (simultant) eller til forskellige tider (efter hinanden). [A31] 2) Tiden er en nødvendig forestilling, der ligger alle anskuelser til grund. Man kan med hensyn til fremtrædelserne overhovedet ikke ophæve tiden selv, selvom man ganske vist udemærket kan fjerne fremtrædelserne fra tiden. Tiden er altså a priori given. i den alene er al fremtrædelsernes virkelighed mulig. Disse kan alle tilsammen falde bort, men den selv (som den almene betingelse for deres mulighed,)o kan ikke ophæves. [B47] 3) På denne a priori nødvendighed grunder sig også muligheden af apodiktiske grundsætninger om tidens forhold, eller aksiomerne om tiden overhovedet. Den har kun En dimension: forskellige tider er ikke simultant, men derimod efter hinanden (sådan som forskellige rum ikke er efter hinanden, men derimod simultant). Disse grundsætninger kan ikke drages fra erfaringen, for denne ville hverken give streng almenhed, eller
n Tilføjelse til B-udgaven. o Parenteserne er kun tilføjet sætningen i B-udgaven.
Kritik af den rene fornuft
14
apodiktisk vished. Vi ville kun kunne sige: sådan lærer den jævne iagttagelse det; men ikke: sådan må det forholde sig. Disse grundsætninger gælder som regler, under hvilke erfaringer overhovedet er mulige, og de belærer os forud for samme, ikke gennem de samme. 4) Tiden er ikke et diskursivt, eller, som man kalder det, alment begreb, men derimod en ren form for den sanselige anskuelse. Forskellige tider er kun dele [A32] af netop den samme tid. Den forestilling, der kun kan gives gennem een eneste genstand, er imidlertid anskuelse. Desuden ville den sætning, at forskellige tider ikke kan være simultant, heller ikke lade sig udlede af et alment begreb. Sætningen er syntetisk, og kan ikke udspringe af begreber alene. Den er altså umiddelbart indeholdt i tidens anskuelse og forestilling. 5) Tidens uendelighed betyder ikke mere, end at alle bestemte kvanter [Größen] af tid kun er mulige gennem [B48] indskrænkninger af een eneste [einer einigen] tilgrundsliggende tid. Derfor må den oprindelige forestilling tid være givet som uindskrænket. Men der, hvor delene selv, og enhver størrelse af en genstand, kun gennem indskrænkning kan forestilles bestemt, der er hele forestillingen nødt til ikke at være givet gennem begreber, (for de indeholderp kun delforestillinger,) tværtimod må der ligge dem umiddelbar anskuelse til grund.
§5. Transcendental redegørelse for begrebet om tidenq
Jeg kan hvad dette angår påberåbe mig nr. 3, hvor jeg, for kortheds skyld, har sat det, som egentligt er transcendentalt, ind under artiklen for den metafysiske redegørelse. Her føjer jeg lige til, at forandringens begreb og, med dette, bevægelsens begreb
p I A-udgaven lyder parentesen: »(for der går delforestillingerne forud)«. q Hele §5 er en tilføjelse til B-udgaven.
Transcendental elementarlære I
Den transcendentale æstetik. Om tiden 15
(som forandring af stedet) kun er mulig gennem og i tidsforestillingen: at, hvis denne forestilling ikke a priori var anskuelse (indre), så ville intet begreb, uanset hvilket, kunne begribeliggøre muligheden af en forandring, dvs. muligheden af en forbindelse af kontradiktorisk modsatte prædikater (f.eks. Væren på et sted og netop den samme tings Ikkeværen på netop det samme sted) i eet og det samme objekt. Kun i tiden kan begge [B49] kontradiktorisk-modsatte bestemmelser af en ting være at antræffe, nemlig efter hinanden. Altså forklarer vores tidsbegreb muligheden af så megen syntetisk a priori erkendelse, som den almene bevægelseslære, der er ikke så lidt frugtbar, fremlægger. [... A32]
§6. Følgeslutninger ud fra disse begreber
a) Tiden er ikke noget som ville bestå for sig selv [für sich], eller vedhænge tingene som objektiv bestemmelse, og som altså ville forblive tilovers, når man abstraherer fra alle subjektive betingelser for anskuelsen af dem; for i det førstnævnte tilfælde ville tiden være noget, som uden virkelig genstand så alligevel ville være virkelig. Hvad imidlertid det [A33] andet angår, så kunne den, som en til tingene selv vedhængende bestemmelse eller ordning, ikke gå forud for genstandene som deres betingelse og blive a priori erkendt og anskuet gennem syntetiske sætninger. Dette sidste finder derimod udemærket sted, hvis tiden ikke er andet end den subjektive betingelse, hvorunder alle anskuelser kan finde sted i os. For så kan denne form for den indre anskuelse forestilles forud for genstandene, og altså a priori. b) Tiden er intet andet end formen for den indre sans, dvs. anskuelsen af os selv og vores indre tilstand. For tiden kan ikke være en bestemmelse af ydre fremtrædelser: den hører hverken [B50] til en skikkelse, eller situation osv.; tværtimod bestemmer den forholdet mellem forestillingerne i vores indre tilstand. Og netop fordi denne indre anskuelse ikke afgiver nogen skikkelse, søger vi også at erstatte denne mangel gennem analogier, og
Kritik af den rene fornuft
16
forestiller os tidens følge gennem en linje, der fortsætter i det uendelige, hvori mangefoldet udgør en række, som kun er af een dimension, og vi slutter ud fra denne linjes egenskaber til alle tidens egenskaber, ud over den ene, at linjens dele er simultant, mens tidens dele til hver en tid er efter hinanden følgende. Heraf bliver det også klart, at tidens forestilling så selv er anskuelse, fordi alle dens forhold lader sig udtrykke ved en ydre anskuelse. [A34] c) Tiden er den formale a priori betingelse for alle fremtrædelser overhovedet. Rummet som den rene form for al ydre anskuelse er som a priori betingelse blot indskrænket til ydre fremtrædelser. Derimod, eftersom alle forestillinger, uanset om de nu har ydre ting til genstand eller ej, dog ved sig selv [doch an
sich selbst], qua bestemmelser af gemyttet, hører den indre tilstand til; men denne indre tilstand hører under den indre anskuelses, og altså tidens, formale betingelse: så er tiden en a priori betingelse for al fremtrædelse overhovedet, og det vel at mærke den umiddelbare betingelse for de indre fremtrædelser (af vore sjæle), og netop derigennem middelbart også for de ydre fremtrædelser. [B51] Hvis jeg kan sige a priori: alle ydre fremtrædelser er a priori bestemt i rummet og ifølge rummets forhold, så kan jeg ud fra princippet for den indre sans helt alment sige: alle fremtrædelser overhovedet, dvs. alle genstande for sanserne, er i tiden og står nødvendigvis i tidslige forhold. Hvis vi abstraherer fra vores måde, hvorpå vi inderligt anskuer os selv og gennem denne anskuelses formidling også indbefatter alle ydre anskuelser i forestillingskraften, og altså tager genstandene sådan som de måtte være i sig selv, så er tiden intet. Den er kun af objektiv gyldighed med hensyn til fremtrædelserne, fordi dette allerede er ting, som vi antager som antager som genstande for vore sanser; men den er ikke længere [A35] objektiv, hvis man abstraherer fra vores anskuelses sansning, og altså fra den for os ejendommelige forestillingsmåde, og så taler om ting overhovedet. Tiden er altså udelukkende en subjektiv betingelse for vores (menneskelige) anskuelse (som til hver en tid er sanselig, dvs. så vidt vi afficeres af genstande) og er
Transcendental elementarlære I
Den transcendentale æstetik. Om tiden 17
i sig selv [an sich], uden for subjektet, intet. Ikke desto mindre er den med hensyn til alle fremtrædelser, og altså også alle ting, der kan forekomme os i erfaringen, nødvendigvis objektiv. Vi kan ikke sige: alle ting er i tiden, fordi der ved begrebet om tingene [B52] overhovedet bliver abstraheret fra enhver måde at anskue dem på, hvilket [dieser?] imidlertid er den egentlige betingelse under hvilken tiden til i forestillingen af genstandene. Tilføjes nu den betingelse til begrebet, og det hedder: alle ting som fremtrædelser (genstande for den sanselige anskuelse) er i tiden, så har grundsætningen a priori dens gode objektive rigtighed og almenhed. Vore hævdelser lærer dette tilfølge om tidens empiriske realitet, dvs. objektive gyldighed med hensyn til alle genstande, som nogensinde måtte blive givet for vore sanser. Og da vor anskuelse til hver en tid er sanselig, så kan der aldrig gives os en genstand i erfaringen, som ikke ville høre ind under tidens betingelse. Derimod afstrider vi tiden alle krav på absolut realitet, hvorved den nemlig, også uden [A36] hensyntagen til formen for vores sanselige anskuelse, simpelthen skulle vedhænge tingene som betingelse eller egenskab. Sådanne egenskaber, der tilkommer tingene i sig selv [an sich], kan heller aldrig gives os gennem sanserne. Heri består altså tidens transcendentale idealitet, ifølge hvilken den, hvis man abstraherer fra de subjektive betingelser for den sanselige anskuelse, slet intet er og ikke kan tælles med til genstandene i sig selv (uden deres forhold til vores anskuelse) som hverken subsisterende eller inhærerende. Dog er denne idealitet lige [B53] så lidt som rummets idealitet at sammenligne med sansefornemmelsernes tilsnigelser [Subreptionen der
Empfindungen], da man dog derved forudsætter om selve den fremtrædelse, som disse prædikater inhærerer i, at den har objektiv realitet, hvilket her falder helt væk, udover for så vidt den blot er empirisk, dvs. anser genstanden selv blot som fremtrædelse: i hvilken sammenhæng man kan se efter i den ovenstående anmærkning til det første afsnit.
Kritik af den rene fornuft
18
§7. Udredning [Erläuterung]
Imod denne teori, der tilstår tiden empirisk realitet, men bestrider den absolutte og transcendentale realitet af tiden, har jeg fra mænd af indsigt modtaget en indvending så enstemmigt, at jeg derudfra formoder, at den naturligt må forefinde sig hos enhver læser, for hvem disse betragtninger er uvante. Den lyder således: Forandringer er virkelige (dette beviser [A37] vore egne forestillingers veksel, selv hvis man ville fornægte alle ydre fremtrædelser samt deres forandringer). Nu er forandringer kun mulige i tiden, følgeligt er tiden noget virkeligt. Besvarelsen byder ikke på vanskeligheder. Jeg medgiver hele argumentet. Tiden er ganske vel noget virkeligt, nemlig den virkelige form for den indre anskuelse. Den har altså subjektiv realitet med hensyn til den indre erfaring, dvs. jeg har virkeligt forestillingen [B54] om tiden og om mine bestemmelser i den. Den er altså virkelig, ikke som objekt, men derimod som den måde, hvorpå jeg selv anses som objekt. Hvis imidlertid jeg selv eller et andet væsen ville kunne anskue mig uden denne sansningens betingelse, så ville netop de samme bestemmelser, som vi nu forestiller os som forandringer, give en erkendelse, hvori forestillingen om tiden, og altså også om forandringen, slet ikke ville forekomme. Der forbliver altså tidens empiriske realitet som betingelse for alle vore erfaringer. Blot kan den absolutte realitet, ud fra det ovenfor anførte, ikke tilståes den. Den er intet andet end formen for vores indre anskuelse.1 Hvis den særskilte
1 [A37 / B54] Jeg kan ganske vist sige: mine forestillinger følger hinanden; men det vil blot sige, at vi er os dem bevidst som i en tidsfølge, dvs. ifølge formen for den indre sans. Tiden er ikke derfor noget i sig selv, heller ikke nogen objektivt til tingene vedhængende bestemmelse.
Transcendental elementarlære I
Den transcendentale æstetik. Om tiden 19
betingelse om vores sansning fjernes fra den, så forsvinder også begrebet om tiden, og den vedhænger ikke til [A38] genstandene selv, men derimod blot til det subjekt, der anskuer dem. Men årsagen til, at denne indvending bliver gjort så enstemmigt, og vel at mærke af dem, der så alligevel ikke, imod læren om rummets idealitet, [B55] ved af at komme med nogen indlysende indvendinger, er denne. Rummets absolutte realitet gjorde de sig ingen forhåbninger om at kunne godtgøre for apodiktisk, fordi idealismen står dem imod, ud fra hvilken virkeligheden af ydre genstande ikke er i stand til noget strengt bevis: hvorimod virkeligheden af genstanden for vore indre sanser (virkeligheden af mig selv og min tilstand) er umiddelbart klart gennem bevidstheden. Hine ydre genstande kunne være et blot skin, denne er imidlertid, deres mening tilfølge, unægteligt noget virkeligt. Men de betænkte ikke, at begge, uden at man har lov at bestride deres virkelighed qua forestillinger, alligevel blot hører fremtrædelsen til, som til hver en tid har to sider, den ene, hvor objektet betragtes i sig selv [da das Object an sich selbst
betrachtet wird] (uagtet den måde, det anskues på, hvis beskaffenhed imidlertid netop derfor til hver en tid forbliver problematisk), den anden, hvor der ses på formen for anskuelsen af denne genstand, hvilken ikke må søges i genstanden i sig selv [in dem Gegenstande an sich selbst], men derimod i subjektet, for hvilket genstanden fremtræder, men som alligevel virkeligt og nødvendigt tilkommer denne genstands fremtrædelse.
Tid og rum er dette tilfølge to erkendelseskilder, ud fra hvilke a priori forskellige syntetiske erkendelser [A39] kan frembringes, sådan som især den rene matematik med hensyn til erkendelserne om rummet og dets forhold [B56] givet et glimrende eksempel på. De er nemlig begge to taget tilsammen rene former for al sanselig anskuelse, og muliggør derigennem syntetiske a priori sætninger. Men disse a priori erkendelseskilder bestemmer sig netop derigennem (at de blot er betingelser for sansningen) deres grænser, nemlig derigennem, at de blot går på genstande, for så vidt de betragtes som fremtrædelser, men ikke fremstiller ting i sig selv. Alene hine fremtrædelser er feltet for
Kritik af den rene fornuft
20
deres gyldighed, af hvilken der ikke finder nogen yderligere objektiv brug sted, hvis man går ud af det. Denne rummets og tidens realitet lader i øvrigt erfaringserkendelsens sikkerhed uantastet: for vi er os lige så sikre på erfaringserkendelsen, uanset om disse former nødvendigvis vedhænger tingene i sig selv, eller blot nødvendigvis vedhænger vores anskuelse af disse ting. Hvorimod de, der påstår rummets og tidens absolutte realitet, uanset om de antager dem som subsisterende eller blot inhærerende, må være uenige med principperne for erfaringen selv. For hvis de beslutter sig for det førstnævnte (hvilket sædvanligvis er de matematiske naturforskeres parti), så må de antage to evige og uendelige for sig bestående uting (rum og tid), som er der (uden dog at være noget virkeligt), blot for at indbefatte alt virkeligt i sig. Tager de det andet parti (som [A40] enkelte metafysiske naturlærere gør det), så at rum og tid gælder dem som fra erfaringen abstraherede, omend [B57] i afsondringen forvirret forestillede, forhold mellem fremtrædelserne (ved siden af og efter hinanden): så må de bestride gyldigheden af de matematiske aprioriske lærer, hvad angår virkelige ting (f.eks. i rummet), i det mindste hvad angår disse lærers apodiktiske vished, idet denne slet ikke finder sted a posteriori, og de a priori begreber om rum og tid, deres mening tilfølge, blot er produkter af indbildningskraften, hvis kilde virkeligt må søges i erfaringen, hvis forhold indbildningen så, via abstraktion, har lavet noget ud af, som ganske vist indeholder det almene ved dem, men som ikke kan finde sted uden de restriktioner, som naturen har forbundet med dem. De førstnævnte vinder så meget, at de gør fremtrædelsernes felt fri for de matematiske påstande. Derimod forvirrer de sig ganske meget gennem netop de samme betingelser, når forstanden vil gå ud over dette felt. De andre vinder ganske vist med hensyn til sidstnævnte, nemlig at forestillingerne om rum og tid ikke kommer i vejen for dem, når de ikke ønsker at dømme om genstande som fremtrædelser, men derimod blot i deres forhold til forstanden; men de kan hverken angive en grund for muligheden af en matematisk a priori erkendelse (idet de
Transcendental elementarlære I
Den transcendentale æstetik. Om tiden 21
mangler en sand og objektivt gyldig a priori anskuelse), ejheller kan de bringe erfaringssætningerne i [A41] nødvendig enstemmighed med hine påstande. I vores teori [B58] om den sande beskaffenhed af disse to oprindelige former for sansningen, er begge vanskeligheder afhjulpet.
At endeligt den transcendentale æstetik ikke vil kunne indeholde mere end disse to elementer, nemlig rum og tid, er klart derudfra, at alle andre til sansningen hørende begreber, selv begrebet om bevægelse, der forener begge de stykker, forudsætter noget Empirisk. For bevægelsen forudsætter iagttagelsen af noget bevægeligt. Men i rummet, betragtet for sig selv [an sich selbst
betrachtet], er der intet bevægeligt: hvilket er hvorfor det bevægelse er nødt til at være noget i rummet som kun gennem
erfaring bliver fundet, og altså ikke et empirisk datum [Datum]. Ligeså kan den transcendentale æstetik ikke tælle begrebet om forandring med til dens a priori data [Data]: for tiden selv forandrer sig ikke, det gør kun noget, som er i tiden. Altså kræves der til dette iagttagelsen af en eller anden eksistens [von
irgend einem Dasein] og af successionen af dets bestemmelser, og altså erfaring. [B59]
§8. Almene anmærkninger
til den Transcendentale Æstetik I.r Først vil det være nødigt, så tydeligt som mulig at forklare os, hvad der med hensyn til [A42] grundbeskaffenheden af den sanselige erkendelse overhovedet er vores mening [Meinung], for at foregribe enhver mistydning af denne. Vi har altså ønsket at sige: at al vores anskuelse ikke er andet end forestillingen om fremtrædelse: at tingene, som vi anskuer, ikke er det i sig selv, som vi anskuer dem for at være, og at deres forhold heller ikke er således beskafne i sig selv, sådan som de
r Underinddelingen i romertal er først tilføjet B-udgaven, hvor afslutningen på den transcendentale æstetik blev betragteligt udvidet.
Kritik af den rene fornuft
22
fremtræder for os, og at, hvis vi ophæver vores subjekt eller også blot sansernes subjektive beskaffenhed overhovedet, så ville hele den beskaffenhed, alle objekternes forhold i rummet og tiden, ja rum og tid selv forsvinde, og som fremtrædelser ikke kan eksistere i sig selv, men derimod kun kan eksistere i os. Hvad det har på sig [Bewandtniß] med genstandene i sig selv [an sich] og afsondret fra al denne vor sansnings receptivitet, forbliver os aldeles ubekendt. Vi kender ikke andet end vores måde at iagttage dem på, en måde som er ejendommelig for os, men som ikke også nødvendigvis må gælde om ethvert væsen, omend om ethvert menneske. Med denne har vi alene at gøre. Rum og tid er de [B60] rene former for samme, sansefornemmelse er overhovedet materien. Rum og tid kan vi alene erkende a priori, dvs. forud for al virkelig iagttagelse, og den kaldes derfor ren anskuelse; men denne er det i vores erkendelse [n.], som gør, at det kaldes a posteriori erkendelse [n.], dvs. empirisk anskuelse. Rum og tid hænger simpelthen nødvendigt ved vores sansning, uanset af hvilken art vore sansefornemmelser end er; disse sansefornemmelser [A43] kan være ganske forskellige. Hvis vi kunne bringe denne vor anskuelse til den højeste grad af tydelighed, så ville vi derigennem ikke komme nærmere på beskaffenheden af genstande i sig selv [an sich selbst]. For vi ville dog i alle tilfælde kun fuldstændigt erkende vores måde med anskuelsen, dvs. vores sansning, og denne altid kun under de til subjektet oprindeligt vedhængende betingelser af rum og tid; hvad genstandene må være i sig selv, ville dog, gennem selv den mest oplyste erkendelse af deres fremtrædelse, som alene er os givet, aldrig nogensinde blive os bekendt. At vor hele sansning så ikke er andet end den forvirrede forestilling om tingene, der kun indeholder, hvad der tilkommer tingene i sig selv, blot underlagt en sammenblanding af kendetegn og delforestillinger, som vi ikke med bevidsthed kan sondre fra hinanden, dét er en forfalskning af begrebet om sansning og om fremtrædelse, som gør hele læren om dem unyttig og tom. Sondringen af en utydelig [B61] fra den tydelige forestilling er blot logisk, og vedrører ikke indholdet. Utvivlsomt
Transcendental elementarlære I
Den transcendentale æstetik. Om tiden 23
indeholder det begreb om retten, som den sunde forstand betjener sig af, netop det samme som den mest subtile spekulation kan udvikle af det, blot med det forbehold, at man i den gængse og praktiske brug af begrebet ikke er sig bevidst om disse mangfoldige forestillinger i denne tanke. Men man kan ikke af den grund sige, at det gængse begreb så er sanseligt, og [A44] så indeholder en blot fremtrædelse, for retten kan slet ikke komme til fremtrædelse, dens begreb ligger tværtimod i forstanden og forestiller [stellt vor] en beskaffenhed (den moralske) ved handlingerne, som tilkommer dem i sig selv. Hvorimod forestillingen om et legeme i anskuelsen slet ikke indeholder noget, som ville kunne tilkomme en genstand i sig selv, men derimod blot indeholder fremtrædelsen af noget og den måde, hvorpå vi bliver afficeret derigennem, og denne receptivitet ved vores erkendelsesfærdighed kaldes sansning, og selv hvis man ville ønske at gennemskue hine (fremtrædelsen) helt til grunden, så forbliver denne receptivitet alligevel himmelvidt forskellig fra erkendelsen af genstanden i sig selv.
Den Leibniz-Wolffiske filosofi har derfor givet alle undersøgelser omkring vore erkendelsers natur og oprindelse et helt uretmæssigt synspunkt, idet den betragtede sansningens forskel fra det intellektuelle som en blot logisk forskel, hvor den åbenlyst er transcendental, og ikke blot [B62] vedrører tydelighedens eller utydelighedens form, så at vi gennem tydeligheden ikke blot utydeligt, men tværtimod slet ikke erkender beskaffenheden af tingene i sig selv, og, så snart vi fjerner vores subjektive beskaffenhed, det forestillede objekt med de egenskaber, som den sanselige anskuelse tillagde det, intetsteds er at træffe, og heller ikke kan antræffes, idet netop denne subjektive beskaffenhed bestemmer selvsamme objekts form som fremtrædelse. [A45]
Ved fremtrædelserne kan vi ellers udemærket skelne det, som hænger væsentligt an ved deres anskuelse, og gælder for enhver menneskelig sans overhovedet [für jeden menschlichen Sinn
überhaupt], fra det, som kun tilfældigvis tilkommer dem, idet det ikke er gyldigt i henføring til sansningen overhovedet, men
Kritik af den rene fornuft
24
derimod kun til en særlig stilling eller organisation af denne eller hine sans. Og da kalder man den førstnævnte erkendelse for en sådan, der forestiller genstanden i sig selv, hvorimod den anden blot kaldes for selvsamme genstands fremtrædelse. Men denne forskel er kun empirisk. Bliver man stående ved dette (sådan som det sædvanligvis sker) og anser man ikke også hine empiriske anskuelse (sådan som det burde ske) som en blot fremtrædelse, så at der slet ikke kan antræffes noget deri, som ville angå en eller anden sag i sig selv, så er vores transcendentale forskel gået tabt, og vi tror så, at vi alligevel erkender ting i sig selv, selvom vi overalt (i den sanselige verden), efter selv den dybeste udforskning [B63] af denss genstande, ikke har med andet end fremtrædelser at gøre. Således vil vi ganske vist kalde regnbuen for blot en fremtrædelse ved solregn, men regnen for sagen i sig selv, hvilket også er rigtigt, så vidt vi blot forstår sidstnævnte begreb fysisk, som det, der i den generelle erfaring, ved alle forskellige stillinger i forhold til sanserne så dog i anskuelsen er bestemt sådan og ikke anderledes. Men tager vi dette Empiriske overhovedet og spørger, uden [A46] at bekymre os om dets samstemmighed med hver en menneskesans, om dette så også forestiller en genstand i sig selv (ikke i regndråberne, for de er så allerede, qua fremtrædelser, empiriske objekter), så er spørgsmålet om forestillingens henføring til genstanden transcendentalt, og ikke bare dråberne er blotte fremtrædelser, men derimod selv deres runde skikkelse, ja selv rummet, som de falder i, er intet i sig selv, men derimod blot modifikationer af eller grundlag for vores sanselige anskuelse, men det transcendentale objekt forbliver ubekendt for os.
Det andet vigtige anliggende for vores transcendentale æstetik er, at den ikke blot erhverver sig en vis gunst som muligt
s Possessivpronomet »dens« henviser vel til »den sanselige verdens« (genstande). t Udtrykket »som mulig hypotese« oversætter her »als scheinbare Hypothese«. - Kant skelner (i Logikken, Akademie-Ausgabe Bd. IX, pp. 80f.) mellem »Wahrscheinlichkeit (probabilitas)« og »Scheinbarkeit
Transcendental elementarlære I
Den transcendentale æstetik. Om tiden 25
hypotese, men derimod får være så vis og ubetvivlet, som det nogensinde kan kræves af en teori, der skal tjene som organon. For at gøre denne vished fuldkomment indlysende, ønsker vi at vælge et tilfælde, hvor dets gyldighed kan blive mere [B64] åbenlys [augenscheinlich], og kan tjene til mere klarhed med hensyn til det, som anførtes i §3.u
Antag følgeligt, at rum og tid er objektive i sig selv, og betingelser for muligheden af tingene i sig selv, så viser det sig for det første: at der om dem begge, forekommer a priori apodiktiske og syntetiske sætninger i stort tal, især om rummet, hvilke sætninger vi derfor ønsker særligt at undersøge her til eksempel. Da geometriens sætninger [A47] erkendes syntetisk a priori og med apodiktisk vished, så spørger jeg: hvorfra tager i den slags sætninger, og hvad støtter vores forstand sig på, for at nå til den slags simpelthen nødvendige og almengyldige sandheder? der er ingen anden vej, end gennem begreber eller gennem anskuelser,
(verisimilitudo)«. Begge er »en holden noget for sandt ud fra utilstrækkelige grunde«, men hvor førstnævnte, »sandsynlighedens« grunde, »har et større forhold til de tilstrækkelige grunde, end grundene til det modsatte [har det]« (derved, at man her har en »målestok« for, hvornår en grund er »tilstrækkelig«), der er de hernævnte, bogstaveligt »skinbarlighedens« grunde, blot »større end grundene til det modsatte«. Kant: »Denne målestok er visheden. For idet jeg skal sammenligne de utilstrækkelige grunde med de tilstrækkelige, er jeg nødt til at vide, hvor meget der hører til visheden. En sådan målestok falder imidlertid væk ved den blotte skinbarlighed, da jeg her ikke sammenligner de utilstrækkelige grunde med de tilstrækkelige, men derimod blot med grundene til det modsatte.« - Når det længere nede i afsnittet hedder, at det er »utvivlsomt sikkert, og ikke blot muligt, eller også sandsynligt, at rum og tid ... blot er subjektive betingelser for al vores anskuelse«, skal hermed understreges, at vi ikke blot må holde dette for sandt med en grad af vished, som er større end den grad af vished, som de modsatte grunde kan opnå, men også, at vi det tværtimod er tvingende nødvendigt for os, at holde rum og tid for værende subjektive anskuelsesformer. u Tilføjelse til B-udgaven.
Kritik af den rene fornuft
26
men begge som sådanne, der enten er givet a priori eller a posteriori. De sidstnævnte, nemlig empiriske begreber, og tillige det, som de grunder sig på, den empiriske anskuelse, kan ikke afgive nogen syntetisk sætning, andet end blot en sådan, der også blot er empirisk, dvs. er en erfaringssætning, og som altså aldrig kan indeholde nødvendighed og absolut almenhed, hvilket dog er det karakteristiske ved alle geometriens sætninger. Hvad imidlertid det førstnævnte og eneste middel ville være, for a priori at nå til den slags erkendelser, nemlig gennem blotte begreber eller gennem anskuelser, så er det klart, at der, ud fra blotte begreber, slet ikke [B65] kan nåes til nogen syntetisk erkendelse, men derimod udelukkende til en analytisk. Tag blot den sætning, at intet rum lader sig indslutte af to rette linjer, og at der altså ikke er nogen figur mulig derigennem, og prøv at udlede den ud fra begrebet om rette linjer og tallet to; men også, at en figur vil være mulig ud fra tre rette linjer, og forsøg det ligesådan blot ud fra disse begreber. Alle jeres bestræbelser er forgæves, og i ser jer nødsaget til at tage jeres tilflugt til anskuelsen, sådan som geometrien også gør det til hver en tid. I giver jer altså en genstand i [A48] anskuelsen; men af hvilken art er denne anskuelse, er den en a priori ren anskuelse eller en empirisk? Hvis det sidstnævnte var tilfældet, så ville der aldrig kunne blive en almengyldig, og endnu mindre en apodiktisk sætning deraf: for erfaring kan aldrig levere den slags. I må altså a priori give jeres genstand i anskuelsen, og så grunde jeres syntetiske sætning på denne genstand. Hvis nu der ikke lå en evne i jer til at anskue a priori; hvis denne subjektive betingelse ikke, formen tilfølge, tillige var den almene a priori betingelse, under hvilken alene objektet for denne (ydre) anskuelse selv er muligt; hvis genstanden (trekanten) var noget i sig selv uden henføring til jeres subjekt: hvordan ville i kunne sige, at, hvad der nødvendigvis ligger i jeres subjektive betingelser for konstruktionen af en trekant, så også nødvendigvis må tilkomme trekanten i sig selv? For i ville dog ikke kunne tilføje noget nyt (figuren) til jeres begreber (om tre linjer), hvilket [B66] derfor nødvendigvis måtte antræffes ved genstanden, da denne er givet
Transcendental elementarlære I
Den transcendentale æstetik. Om tiden 27
forud for, og ikke igennem, jeres erkendelse. Hvis altså rummet (og så også tiden) ikke var en blot form for jeres anskuelse, som indeholder a priori betingelser, under hvilke alene tingene kan være ydre genstande for jer, som ikke er noget i sig selv uden disse subjektive betingelser: så ville i syntetisk a priori helt og aldeles intet kunne afgøre om ydre objekter. Det er altså utvivlsomt sikkert og ikke blot muligt, eller også [A49] sandsynligt, at rum og tid, som de nødvendige betingelser for al (indre og ydre) erfaring, blot er subjektive betingelser for al vores anskuelse, i forhold til hvilken alle genstande derfor er blotte fremtrædelser, og ikke på denne måde givne ting, om hvilke der så derfor også, hvad deres form angår, a priori lader sig sige meget, men aldrig det mindste om tingen i sig selv, som måtte ligge disse fremtrædelser til grund.
II.r Til bekræftelsen af denne teori om idealiteten af den ydre såvel som den indre sans, og altså om alle sansernes objekter som blotte fremtrædelser, kan især denne bemærkning tjene: at alt, hvad der i vores erkendelse [n.] hører anskuelsen til (altså med undtagelse af følelsen af lyst og ulyst, og viljen, som slet ikke er erkendelser) ikke indeholder andet end blotte forhold, mellem stederne i en anskuelse (udstrækning), [B67] forandring af stederne (bevægelse) og love, ifølge hvilke denne forandring bestemmes (bevægende kræfter). Men hvad det så er, der er nærværende på stedet, eller hvad der så udover stedsforandringen indvirker på tingene selv, bliver ikke givet derigennem. Nu bliver dog gennem blotte forhold ikke erkendt en sag i sig selv: altså må der vel dømmes, at, da der gennem den ydre sans ikke gives os andet end blotte forholdsforestillinger, så vil denne også kun kunne indeholde en genstands forhold til subjektet i dens forestilling, og ikke det indre, som tilkommer objektet i sig selv. Med den indre anskuelse er det bevendt på samme måde. Ikke alene, at forestillingerne fra ydre sanser deri udgør det egentlige stof, med hvilket vi besætter vores gemyt, men den tid, som vi r Både punkt II, III og IV, samt »Afslutning på den transcendentale æstetik« er tilføjelser til B-udgaven.
Kritik af den rene fornuft
28
sætter disse forestillinger ind i, som selv for bevidstheden om dem i erfaringen går forud, og ligger den til grund, som formal betingelse for den måde, hvorpå vi sætter dem i gemyttet, indeholder derimod allerede forhold af følgen-efter-hinanden, af samtidighed, og af det, som er samtidigt med følgen-efter-hinanden (med det vedholdende). Nu er det, der, som forestilling, kan gå forud for enhver handling med at tænke et eller andet, anskuelsen og, hvis den ikke indeholder andet end forhold, anskuelsens form, som, da den intet forestiller, ud over så vidt som noget bliver sat i gemyttet, så ikke kan være andet end den måde, hvorpå gemyttet [B68] bliver afficeret gennem egen gerning [Tätigkeit], nemlig denne sætten af sin forestilling, og altså gennem sig selv, dvs. formalt betragtet gennem en indre sans. Alt, hvad der forestilles gennem en sans, er for så vidt til hver en tid fremtrædelse, og en indre sans ville altså enten slet ikke måtte indrømmes, eller også ville det subjekt, som er dens genstand, gennem den kun kunne forestilles som fremtrædelse, og ikke sådan som det ville dømme om sig selv, hvis dets anskuelse ville være blot selvaktivitet [Selbsttätigkeit], dvs. intellektuel. Her beror al vanskelighed blot på, hvordan et subjekt inderligt vil kunne anskue sig selv; men denne vanskelighed er fælles for enhver teori. Bevidstheden om sig selv (apperception) er en simpel forestilling om Jeg’et, og hvis ethvert mangefold i subjektet alene derigennem ville være givet selvaktivt, så ville den indre anskuelse være intellektuel. I mennesket kræver denne bevidsthed indre iagttagelse af det mangefold, som forudgående bliver givet i subjektet, og den måde, hvorpå dette mangefold bliver givet i gemyttet uden spontanitet, må for denne forskels skyld kaldes sansning. Hvis evnen til at blive sig bevidst skal opsøge (apprehendere) det, som ligger i gemyttet, så må den afficere selvsamme gemyt og kan alene på sådan vis frembringe en anskuelse af sig selv, hvis form imidlertid, som forudgående ligger til grund i gemyttet, [B69] bestemmer den måde, hvorpå mangefoldet er samlet i gemyttet, i forestillingen om tiden; da den så anskuer sig selv, ikke selvaktiv, sådan som den umiddelbart ville forestille sig, men derimod ud
Transcendental elementarlære I
Den transcendentale æstetik. Om tiden 29
fra den måde, hvorpå den bliver afficeret indefra, og følgeligt sådan, som den fremtræder for sig, ikke sådan som den er.
III. Når jeg siger: i rummet og tiden præsenterer [stellt vor] anskuelsen, såvel af de ydre objekter som selvanskuelsen af gemyttet, begge to, sådan som dette objekt afficerer vore sanser, dvs. sådan som det fremtræder, så vil det ikke sige, at disse genstande blot ville være et skin. For i fremtrædelsen bliver objekterne, ja selv de beskaffenheder som vi tillægger dem, til hver en tid anset som noget virkeligt givet, blot med det forbehold, at, så vidt denne beskaffenhed kun afhænger af subjektets anskuelsesmåde i den givne genstands relation til subjektet, så bliver denne genstand som fremtrædelse sondret fra subjektet selv som objekt i sig selv. Således siger jeg ikke, at legemerne blot synes at være udenfor mig, eller at min sjæl kun synes at være givet i min selvbevidsthed, når jeg påstår, at rummets og tidens kvalitet, som jeg begge sætter som betingelse passende til deres eksistens, så ligger i min anskuelsesmåde og ikke i disse objekter i sig selv. Det ville være min egen skyld, hvis jeg gjorde et blot skin ud af det, som jeg skulle tælle til fremtrædelsen.2 Dette [B70] sker heller ikke ud fra vores princip om idealiteten af alle vore sanselige anskuelser; snarere kan man ikke undgå, når man tillægger objektiv realitet til hine
2 [B69] Fremtrædelsens prædikater kan tillægges til objekterne selv i forhold til vores sans, f.eks. [B70] den røde farve eller duften til rosen; men skinnet kan aldrig tillægges som prædikat til genstanden, netop fordi det tillægger til objektet taget for sig, hvad der kun tilkommer genstanden i dets forhold til sanserne eller overhovedet til subjektet, f.eks. de to kanter, som man til at begynde med tillagde Saturn. Hvad der slet ikke kan antræffes ved objektet i sig selv, men altid i dette objekts forhold til subjektet, og er uadskilleligt fra forestillingen om sidstnævnte, er fremtrædelse, og således bliver rummets og tidens prædikater med rette tillagt til sansernes genstande som sådanne, og heri er intet skin. Hvis jeg derimod tillægger rødhed til rosen i sig selv, kanterne til Saturn, eller udstrækning til alle ydre genstande i sig selv, uden at se på disse genstandes bestemte forhold til subjektet, og at indskrænke min dom dertil, allerførst da udspringer skinnet.
Kritik af den rene fornuft
30
forestillingsformer, at ikke alt derigennem bliver forvandlet i blot skin. For hvis man anser rummet og tiden som beskaffenheder, der ifølge deres mulighed måtte antræffes i sager i sig selv, og gennemtænker man de urimeligheder, som man så snart forvikler sig ind i, idet to uendelige ting, der ikke [B71] er nødt til at være substanser, og heller ikke er nødt til at være noget, der virkeligt inhærerer i substanserne, men alligevel må være noget eksisterende, ja endda er nødt til at være den nødvendige betingelse for eksistensen af alle ting, også forbliver tilbage, selv hvis alle eksisterende ting ophæves: så kan man vel ikke fortænke den gode Berkeley for, når han degraderede legemerne til det blotte skin; ja selv vores egen eksistens, der på sådan vis ville være gjort afhængig af den for sig bestående realitet af en uting som tiden, måtte med den således forståede tid blive forvandlet i lutter skin, hvilket er en urimelighed, som ingen endnu har gjort sig skyldig i.
IV. I den naturlige teologi, hvor man tænker sig en genstand, der ikke blot for os slet ikke kan være nogen genstand for anskuelsen, men derimod for ham selv slet ikke kan være nogen genstand for den sanselige anskuelse, der er man omhyggeligt opmærksom på at bortskaffe tidens og rummets betingelser fra al hans anskuelse (for al hans erkendelse må være noget ligesom anskuelse, og ikke tænkning, hvilket til hver en tid udviser skranker). Men med hvilken ret kan man gøre dette, hvis man forudgående har gjort dem begge til former for tingene i sig selv, og vel at mærke sådanne, der, som a priori betingelser for tingenes eksistens, bliver tilovers, selv hvis man havde ophævet tingene selv: for som betingelser for al eksistens overhovedet måtte de også være det om Guds eksistens. Der bliver intet til overs, hvis man ikke [B72] vil gøre dem til objektive former for alle ting, andet end at man gør dem til subjektive former for vores ydre såvel som indre anskuelsesmåde, der derfor kaldes sanselig, fordi den ikke er oprindelig, dvs. er en sådan, gennem hvilken selv objektets eksistens ville blive givet for anskuelsen (og som, så vidt vi indser, kun kan tilkomme urvæsenet), men derimod er afhængig af objektets eksistens, og altså kun er muligt
Transcendental elementarlære I
Den transcendentale æstetik. Om tiden 31
derigennem, at subjektets forestillingsevne bliver afficeret igennem samme.
Vi er heller ikke nødt til at indskrænke anskuelsesmåden i rum og tid til menneskets sansning; det kan være, at alle endelige tænkende væsener nødvendigvis må komme overens med mennesket heri (selvom vi ikke kan afgøre dette), men den hører dog ikke op med at være sansning for denne almengyldigheds skyld, og dette netop fordi den er afledt (intuitivus derivativus), og ikke oprindelig (intuitus originarius), og altså ikke er intellektuel anskuelse, hvilket af den netop anførte grund synes kun at tilkomme urvæsenet, men aldrig et væsen, som er afhængigt både hvad angår dets eksistens og dets anskuelse (der bestemmer dets eksistens i henføring til givne objekter); omend den sidstnævnte bemærkning kun kan tælle som udredning [Erläuterung], ikke som bevisgrund for vores æstetiske teori. [B73]
Afslutning på den transcendentale æstetik
Her har vi nu et af de krævede stykker til løsningen på transcendentalfilosofiens almene opgave: hvordan er syntetiske a
priori sætninger mulige?, nemlig a priori rene anskuelser, rum og tid, i hvilke vi, når vi i dommen ønsker at gå a priori ud over det givne begreb, antræffer det, som, ikke i begrebet, men dog i den dertil svarende anskuelse, a priori kan afdækkes og kan forbindes syntetisk med hine begreb, hvilke domme imidlertid af denne grund aldrig kan række videre end til genstande for sanserne, og kun kan gælde for objekter for mulig erfaring.
Kritik af den rene fornuft 32
[A50 / B74]
Den Transcendentale Elementarlæres
Anden Del
Den Transcendentale Logik
Indledning
En transcendental logiks ide
I.
Om logikken overhovedet
Vor erkendelse udspringer af to grundkilder for gemyttet, hvoraf
den første er, at modtage forestillinger (indtrykkenes
receptivitet), den anden evnen til, gennem disse forestillinger at
erkende en genstand (begrebernes spontanitet); gennem den
første bliver en genstand os givet, gennem den anden bliver denne
genstand, i forholdet til hine forestilling (som blot bestemmelse af
gemyttet), tænkt. Anskuelse og begreber udgør således
elementerne for al vor erkendelse, så at hverken begreber, uden
en dem på en eller anden måde korresponderende anskuelse, eller
anskuelse uden begreber, kan afgive en erkendelse. Hver af dem
er enten ren, eller empirisk. Empirisk, når der deri er indeholdt
sansefornemmelse (som forudsætter genstandens virkelige
nærvær); ren, derimod, hvis forestillingen ikke er iblandet nogen
sansefornemmelse. Man kan kalde sidstnævnte sansefornemmelse
for den sanselige erkendelses materie. Derfor indeholder ren
[B75] anskuelse kun den form, hvorunder noget bliver anskuet
[A51], og rent begreb alene formen for tænkningen af en
genstand overhovedet. Kun rene anskuelser eller begreber er
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Indledning 33
alene mulige a priori, empiriske anskuelser eller begreber er kun
mulige a posteriori.
Ønsker vi at kalde vort gemyts receptivitet til at modtage
forestillinger, så vidt som det på en eller anden måde bliver
afficeret, for sansning; så er derimod evnen til, selv at frembringe
forestillinger, eller erkendelsensA [n.] spontanitet, forstanden. Vor
natur bringer det sådan med sig, at anskuelsen aldrig kan være
andet end sanselig, dvs. kun indeholder den måde, hvorpå vi
bliver afficeret af genstande. Derimod er evnen til at tænke den
sanselige anskuelses genstand forstanden. Ingen af disse
egenskaber er den anden at foretrække. Uden sansning ville
ingen genstand blive os givet, og uden forstand ville ingen
genstand blive tænkt. Tanker uden indhold er tomme, anskuelser
uden begreber er blinde. Det er derfor lige så nødvendigt at gøre
sine begreber sanselige (dvs. at vedlægge dem genstanden i
anskuelsen) som at gøre sig sine anskuelser forståelige (dvs. at
bringe dem under begreber). De to evner, eller færdigheder, kan
heller ikke bytte deres funktioner. Forstanden formår ikke at
anskue noget, og sanserne formår ikke at tænke noget. Kun
deraf, at de forener sig, kan [B76] erkendelse udspringe. Man må
dog ikke af den grund blande deres andel sammen, men har
tværtimod stor årsag til, [A52] med omhu at afsondre hver af dem
fra den anden, og at skelne mellem dem. Derfor skelner vi
videnskaben om sansningens regler overhovedet, dvs. æstetik, fra
A [Kant taler bestemt om »die Erkenntnis« (f., sing.), »das Erkenntnis« (n., sing.) og »die Erkenntnisse« (pl.). Hvad der er hvad er svært at sige: Den gamle ordbog skelner: »Erkenntnis, f. -se. Erkjendelse, Overbevisning, Overtydning, c., Indsigt, Kundskab, c.« og »Erkenntnis, n. -ses -se. Kjendelse, Dom, c.« - Dét holder heller ikke helt. Det anmærkes i det følgende ved tilføjelsen af et »[n.]«, når neutrum-formen er anvendt i Kants tekst.]
Kritik af den rene fornuft
34
videnskaben om forstandsreglerne overhovedet, dvs. om
logikken.
Logikken kan nu igen foretages i tvefoldigt henseende, enten
som logik for den almene, eller for den særskilte forstandsbrug.
Den første indeholder de simpelthen nødvendige regler for
tænkningen, uden hvilke der slet ikke finder nogen brug af
forstanden sted, og angår altså denne, uagtet forskelligheden af
de genstande, som den så er rettet mod. Logikken for den
særskilte forstandsbrug indeholder reglerne for, at tænke rigtigt
om en vis art af genstande. Den første kan man kalde for
elementarlogikken, mens den anden er denne eller hine
videnskabs organon. Sidstnævnte bliver i skolerne ofte foranstillet
videnskaberne som propædeutik, om den end, den menneskelige
fornufts gang tilfølge, er det seneste, som fornuften allerførst når
frem til, når videnskaben allerede forlængst er færdig, og kun
behøver den sidste hånd til sin berigtigelse og fuldkommenhed.
For man må allerede i temmelig høj grad kende genstandene, når
[B77] man vil angive reglerne for, hvordan en videnskab om dem
skal lade sige bringe i stand.
Den almene logik er nu enten den rene, eller den anvendte
logik. I den første abstraherer vi [A53] fra alle empiriske
betingelser, under hvilke vor forstand bliver udøvet, f.eks. fra
sansernes indflydelse, indbildningens spil, erindringens love,
vanens magt, tilbøjeligheden osv., og altså også fra kilderne til
fordommene, ja overhovedet fra alle årsager, hvoraf visse
erkendelser udspringer for os, eller måtte blive os tillagt, eftersom
de blot vedrører forstanden under visse omstændigheder for dens
anvendelse, og der, for at kende disse omstændigheder, kræves
erfaring. En almen, men ren logik har altså med lutter a priori
principper at gøre og er en kanon for forstanden og fornuften, men
kun med hensyn til det formale ved deres brug, indholdet må så
være hvad det vil (empirisk eller transcendentalt). En almen logik
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Indledning 35
hedder så anvendt, når den er rettet mod reglerne for brugen af
forstanden under de subjektive empiriske betingelser, som
psykologien lærer os. Den har altså empiriske principper, om den
end for så vidt er almen, at den angår forstandsbrugen uden
forskel mellem genstandene. Af den grund er den også hverken
en kanon for forstanden overhovedet, endsige en organon for
særskilte [B78] videnskaber, men derimod blot et kathartikon for
den jævne forstand.
I den almene logik må således den del, der skal udgøre den
rene fornuftslære, helt afsondres fra den del, som udgør den
anvendte (omend [A54] stadigvæk almene) logik. Kun den første
er egentligt videnskab, omend kort og tør, og sådan som den
skolerette fremstilling af en elementarlære for forstanden kræver
det. I denne må logikerne således til hver en tid have to regler for
øje:
1) Som almen logik abstraherer den fra alt indhold af
forstandserkendelsen, og fra forskelligheden af deres genstande,
og har med intet andet end tænkningens blotte form at gøre.
2) Som ren logik har den ingen empiriske principper, og den
øser altså intet (sådan som man til tider har overtalt sig om) fra
psykologien, der således slet ingen indflydelse har på forstandens
kanon. Den er en demonstreret doktrin, og alt må i den være af
fuldstændigt a priori vished.
Hvad jeg kalder den anvendte logik, (imod den gængse
betydning af dette ord, ifølge hvilken den skal indeholde visse
øvelser, som den rene logik giver reglen for,) så er den en
forestilling om forstanden og om reglerne for dens nødvendige
brug in concreto, nemlig under subjektets tilfældige betingelser,
[B79] betingelser der kan hindre eller befordre denne brug, og
som tilsammen kun kan gives empirisk. Den omhandler
opmærksomheden, dennes hindringer og følger, oprindelsen til
fejltagelsen, tvivlens tilstand, skrupelen, overbevisningen osv.; og
Kritik af den rene fornuft
36
til den forholder den almene og rene logik sig som den rene
moral, [A55] der blot indeholder de nødvendige sædelige love for
en fri vilje overhovedet, til den egentlige dydslære, der overvejer
disse love under følelsernes, tilbøjelighedernes og lidenskabernes
hindringer, som menneskene mere eller mindre er underkastede,
og som aldrig kan afgive en sand og demonstreret videnskab,
fordi den lige så vel som hine anvendte logik behøver empiriske
og psykologiske principper.
II.
Om den Transcendentale Logik
Den almene logik abstraherer, som vi har vist, fra al erkendelsens
indhold, dvs. fra al dens henførsel til objektet, og betragter kun
den logiske form i erkendelsernes forhold til hinanden, dvs.
formen for tænkningen overhovedet. Da der nu både gives rene,
såvel som empiriske anskuelser, (sådan som den transcendentale
æstetik viser), så kunne der vel også vise sig en forskel mellem ren
og empirisk [B80] tænkning af genstandene. I dette tilfælde ville
der gives en logik, hvori man ikke abstraherede fra al
erkendelsens indhold; for den logik, der blot indeholdt reglerne
for den rene tænkning af en genstand, ville udelukke alle de
erkendelser, som ville være af empirisk indhold. Den ville også gå
på oprindelsen af vor erkendelse af genstande, [A56] så vidt
denne oprindelse ikke kan tilskrives genstandene; da den almene
logik til sammenligning intet har at gøre med denne oprindelse af
erkendelsen, men derimod blot betragter forestillingerne, uagtet
om de så helt til at begynde med [uranfänglich] er givet a priori i
os selv eller blot empirisk, ud fra de love, ifølge hvilke forstanden
bruger dem i forhold til hinanden, når den tænker, og således
kun omhandler den forstandsform, som kan skaffes til
forestillingerne, hvor end de ellers måtte være udsprunget fra.
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Indledning 37
Og her gør jeg en anmærkning, der strækker sin indflydelse
ud på alle efterfølgende betragtninger, og som man vel må have
for øje, nemlig: at ikke enhver erkendelse a priori, men derimod
kun den, hvorigennem vi erkender, at og hvordan visse
forestillinger (anskuelser eller begreber) alene anvendes a priori,
eller er mulige, må hedde transcendental (dvs. muligheden af
erkendelsen eller brugen af samme a priori). Derfor er hverken
rummet, [B81] ejheller en eller andet geometrisk bestemmelse af
rummet a priori, en transcendental forestilling, men derimod kun
erkendelsen af, at disse forestillinger slet ikke er af empirisk
oprindelse, og muligheden for, at de alligevel vil kunne henføre
sig a priori til genstande af erfaringen, kan hedde transcendental.
Tillige ville brugen af rummet om genstande overhovedet også
være transcendental: men er brugen af rummet indskrænket
alene til sansernes genstande, så hedder den empirisk. [A57]
Forskellen mellem det Transcendentale og det Empiriske hører
altså kun til kritikken af erkendelserne, og vedrører ikke deres
henførsel til deres genstand.
I forventningen om, at der således måske kunne gives
begreber, som a priori henfører sig til genstande, ikke som rene
eller sanselige anskuelser, men derimod blot som handlinger af
den rene tænkning, og som altså er begreber, der dog hverken af
empirisk eller æstetisk oprindelse, så gør vi os forudgående ideen
om en videnskab for den rene forstands- og fornuftserkendelse,
hvorigennem vi tænker genstande fuldstændigt a priori. En sådan
videnskab, som ville bestemme oprindelsen til, omfanget og den
objektive gyldighed af sådanne erkendelser, ville måtte hedde
transcendental logik, fordi den blot har at gøre med forstandens og
fornuftens love, men alene så vidt som de henføres til genstande a
priori, [B82] og ikke, som den almene logik, bliver henført til så
vel de empiriske, som til de rene fornuftserkendelser uden
forskel.
Kritik af den rene fornuft
38
III.
Om inddelingen af den almene logik
i analytik og dialektik
Det gamle og berømte spørgsmål, med hvilket man mente at
trænge logikerne op i hjørnet, og søgte at bringe dem derhen, at
de enten måtte lade sige ramme i en ond cirkel, eller [A58] skulle
bekende deres uvidenhed, og altså også nyttesløsheden af hele
deres kunst, er dette: Hvad er sandhed? Navneforklaringen af
sandheden, at den nemlig er overensstemmelsen af erkendelsen
med dens genstand, bliver her medgivet, og forudsat; men man
forlanger at vide, hvad der så er det almene og sikre kriterium for
sandheden af enhver erkendelse.
Det er allerede et stort og nødigt bevis på kloghed eller
indsigt, at vide, hvad man fornuftigvis skal spørge om. For, hvis
spørgsmålet i sig er urimeligt, og afkræver unødige svar, så har
det, udover at bringe skam over den der udkaster det, til tider
også den ulempe, at forlede den uforsigtige tilhører til urimelige
svar, og til at give det latterlige udseende af, at den ene [B83] (som
de Gamle sagde) malker bukken, mens den anden holder sien
under.
Hvis sandhed består i en erkendelses overensstemmelse med
dens genstand, så må denne genstand derigennem sondres fra
andre genstande; for en erkendelse er falsk, hvis den ikke
stemmer overens med den genstand, som den bliver henført til,
om den end indeholder noget, som vel kunne gælde om andre
genstande. Nu ville et alment kriterium for sandheden være det,
som ville være gyldigt om alle erkendelser, uden forskel på deres
genstande. Men da man ved samme kriterium abstraherer fra alt
indhold af erkendelsen (henførsel til dens objekt), og [A59]
sandheden netop angår dette indhold, er det klart, at det så er helt
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Indledning 39
umuligt og urimeligt, at spørge efter et kendetegn på sandheden
af dette indhold af erkendelserne, og at der således umuligt vil
kunne angives et tilstrækkeligt, og dog tillige alment kendetegn
på sandheden. Da vi allerede ovenfor har kaldt en erkendelses
indhold for denne erkendelses materie, så må man sige: om
sandheden af erkendelsen af materien lader sig ikke forlange
noget alment kendetegn, fordi det er modsigende i sig selv.
Men hvad angår erkendelsen [n.] ifølge den blotte form (med
tilsidesættelse af alt indhold), så er det lige så klart: at en logik, så
vidt den [B84] foredrager de almene og nødvendige regler for
forstanden, netop i disse regler må fremlægge kriterier for
sandheden. For hvad der modsiger disse regler er falsk, fordi
forstanden derved strider mod dens almene regler for
tænkningen, og altså modstrider sig selv. Disse kriterier vedrører
imidlertid kun sandhedens form, dvs. formen for tænkningen
overhovedet, og de er for så vidt helt rigtige, men ikke
tilstrækkelige. For om end en erkendelse måtte være helt
passende til den logiske form, dvs. ikke modsagde sig selv, så kan
den dog stadigvæk modsige genstanden. Således er det blot
logiske kriterium for sandheden, nemlig overensstemmelsen af
en erkendelse med forstandens og fornuftens almene og formale
love ganske vist al sandheds conditio sine qua non, og altså den
negative betingelse for al [A60] sandhed: videre kan logikken dog
ikke gå, og den fejltagelse, der ikke angår formen, men derimod
indholdet, kan logikken gennem ingen prøvesten afdække.
Den almene logik opløser nu hele forstandens og fornuftens
formale forehavende i dets elementer, hvilke den fremstiller som
principper for al logisk bedømmelse af vor erkendelse. Denne del
af logikken kan derfor hedde analytik, og er netop derfor i det
mindste den negative prøvesten for sandheden, idet man først ved
disse regler må prøve og vurdere al erkendelse ifølge dens form,
før man undersøger erkendelsen selv ud fra dens indhold, for at
Kritik af den rene fornuft
40
finde ud af [B85] om den med hensyn til genstanden indeholder
positiv sandhed. Men da erkendelsens [n.] blotte form, hvor
meget den så også end må stemme overens med logiske love,
endnu langt fra rækker til, derfor at udfinde materiel (objektiv)
sandhed for den erkendelse [n.], så kan ingen med logikken alene
vove, at dømme om genstande, og at påstå et eller andet, uden at
have inddraget forud begrundet information [Erkundigung] om
dem fra et sted udenfor logikken [außer der Logik], for herudfra
at forsøge benyttelsen og forbindelsen af dem i et
sammenhængende hele ud fra logiske love, eller endnu bedre,
alene at prøve dem derudfra. Alligevel ligger der noget
forledende i besiddelsen af en så skinbarlig kunst til, at give alle
vore erkendelser forstandens form, om man end med hensyn til
deres indhold endnu får være ganske tom og [A61] fattig, at hine
almene logik, der blot er en kanon til bedømmelsen, ligesom
bliver brugt som en organon til den virkelige frembringelse i det
mindste til blændværket af objektive påstande, og altså også
virkeligt [in der Tat] er blevet misbrugt derigennem. Den almene
logik, nu, som formentlig organon, hedder dialektik.
Så forskellig den betydning end er, i hvilken de Gamle
betjente sig af denne benævnelse for en videnskab eller kunst, så
kan man dog af den virkelige brug af benævnelsen forstå, at den
hos dem [B86] ikke var andet end logikken om skinnet. En sofistisk
kunst til at give sin uvidenhed, ja selv sine forsætlige
blændværker anstrøget af sandheden, derved at man efterlignede
grundighedens metode, som logikken overhovedet foreskriver,
og benyttede dens topik til at forskønne sit tomme foregivende.
Nu kan man anmærke, som en sikker og brugbar advarsel: at den
almene logik, som organon betragtet, til hver en tid vil være en
logik om skinnet, dvs. vil være dialektisk. For da den slet ikke
lærer os noget om erkendelsens indhold, men derimod blot lærer
os de formale betingelser for overensstemmelsen med forstanden,
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Indledning 41
hvilke i øvrigt er fuldstændigt ligegyldige med hensyn til
genstandene; så må tilskyndelsen til, at bruge logikken som et
værktøj (organon), for, i det mindste ifølge ens foregivende, at
udbrede og at udvide sine kendskaber, ende ud i intet andet end i
den sludder [Geschwätzigkeit], at påstå alt, hvad man vil, med
[A62] nogen skin, eller også efter forgodtbefindende at anfægte
det.
En sådan undervisning er på ingen måde passende for
filosofiens værdighed. Derfor har man heller talt denne
benævnelse af dialektikken med til logikken, som en kritik af det
dialektiske skin, og som en sådan ønsker vi også her at vide den
forstået. [B87]
IV.
Om inddelingen af den transcendentale logik
i den Transcendentale Analytik og Dialektik.
I en transcendental logik isolerer vi forstanden, (sådan som vi
ovenfor i den transcendentale æstetik gjorde med sansningen) og
udhæver blot den del af tænkningen fra vores erkendelse [n.], som
alene har sin oprindelse i forstanden. Men brugen af disse rene
erkendelser beror på, som deres betingelse: at genstande gives os i
anskuelsen, som de rene erkendelser kan anvendes på. For uden
anskuelse er der, for al vor erkendelse, en mangel på objekter, og
så forbliver erkendelsen fuldstændigt tom. Den del af den
transcendentale logik, altså, der foredrager elementerne af den
rene forstandserkendelse, og de principper, uden hvilke der
overalt ikke kan tænkes nogen genstand, er den transcendentale
analytik, og den er tillige en logik for sandheden. For ingen
erkendelse kan modsige den, uden tillige at miste alt [A63]
indhold, dvs. ethvert henføringsforhold til et eller andet objekt,
og altså også at miste al sandhed. Men da det er meget
Kritik af den rene fornuft
42
forlokkende og forledende, at betjene sig alene af disse rene
forstandserkendelser og grundsætninger, og det selv ud over
grænserne for den erfaring, som dog ene og alene kan give os
materien (objekter) i hænde, [B88] som hine rene
forstandsbegreber kan anvendes på: så geråder forstanden i fare
for, gennem tomme fornufterier at gøre en material brug af de
blot formale principper for den rene forstand, og for, uden
forskel at dømme om genstande, som dog ikke er os givet, ja
måske på ingen måde kan gives os. Da den altså egentligt kun
skulle være en kanon til bedømmelsen af den empiriske brug, så
bliver den misbrugt, hvis man lader den gælde som organonen
for en almen og ubegrænset brug, og med den rene forstand alene
vover at dømme, at påstå, og at afgøre, syntetisk om genstande
overhovedet. Således ville brugen af den rene forstand så være
dialektisk. Den anden del af den transcendentale logik må altså
være en kritik af dette dialektiske skin, og hedder transcendental
dialektik, ikke forstået som en kunst til, dogmatisk at
tilvejebringe den slags skin, (en desværre meget gangbar kunst i
mangfoldige metafysiske gøglerværker) men derimod som en
kritik af forstanden og af fornuften med henblik på dennes
hyperfysiske brug, for at afdække det falske skin i dens [A64]
grundløse anmasselser, og at mindske dens krav på opfindelse og
udvidelse, som den, blot gennem transcendentale
grundsætninger, formener at nå til, til at være krav om, blot at
bedømme og forvare den rene forstand fra et sofistisk blændværk.
Kritik af den rene fornuft 43
[B89]
Den Transcendentale Logiks
Første Afdeling
Den Transcendentale Analytik
Denne analytik er opdelingen af vores samlede a priori
erkendelse [n.] i den rene forstandserkendelses elementer.
Herved kommer det an på følgende stykker. 1. At begreberne får
være rene og ikke empiriske begreber. 2. At de ikke hører til
anskuelsen og sansningen, men derimod til tænkningen og
forstanden. 3. At de får være elementarbegreber og vel adskilles
fra de afledte, eller deraf sammensatte, begreber. 4. At deres tavle
får være fuldstændig, og at de udfylder hele den rene forstands
felt. Nu kan denne fuldstændighed for en videnskab ikke antages
med tilforladelighed ved at lave et overslag, et blot gennem forsøg
tilvejebragt aggregat; derfor er den kun mulig, formidlet via en
ide for helheden af den a priori forstandserkendelse og gennem
den derudfra bestemte afdeling af de begreber, der udgør den, og
altså kun gennem [A65] deres sammenhæng i et system. Den rene
forstand skiller sig ikke alene fuldstændigt ud fra alt Empirisk,
men derimod sågar fra al sansning. Den er altså en for sig
bestående, sig selv tilstrækkelig, [B90] og gennem ingen yderligt
tilkommende tilsætninger forøgelig enhed. Derfor vil
indbegrebet af dens erkendelse udgøre et under en ide fatteligt og
bestemmeligt system, hvis fuldstændighed og artikulation tillige
kan afgive en prøvesten for rigtigheden og ægtheden af alle
stykker erkendelse som passer ind. Men hele denne del af den
transcendentale logik består af to bøger, hvoraf den ene
Kritik af den rene fornuft
44
indeholder den rene forstands begreber, og den anden indeholder
den rene forstands grundsætninger.
Den Transcendentale Analytiks
Første Bog
Begrebernes Analytik
Jeg forstår under begrebernes analytik ikke analysen af dem, eller
den sædvanlige fremgangsmåde i filosofiske undersøgelser, hvor
begreber, der frembyder sig, opdeles og bringes til tydelighed
ifølge deres indhold, men derimod den endnu lidet forsøgte
opdeling af forstandsevnen selv, for at udforske muligheden af
begreberne a priori derigennem, [A66] at vi opsøger dem i
forstanden alene, som deres fødested, og analyserer dens rene
brug overhovedet; for dette er det egendommelige forehavende
for en [B91] transcendental-filosofi; det øvrige er den logiske
behandling af begreberne i filosofien overhovedet. Vi vil altså
forfølge de rene begreber indtil deres første kim og anlæg i den
menneskelige forstand, i hvilke de ligger forberedt, indtil de
endeligt ved erfaringens lejlighed bliver udviklet og gennem
netop den samme forstand, befriet fra de dem vedhængende
empiriske betingelser, bliver fremstillet i deres renhed.
Kritik af den rene fornuft 45
Begrebernes Analytiks
Første Hovedstykke
Om ledetråden
for afdækningen af alle
rene forstandsbegreber
Sætter man en erkendelsesevne i spil, så dukker der, ud fra de
adskillige foranledninger, forskellige begreber op, som gør denne
evne kendbar og som lader sig samle i en mere eller mindre
udførlig artikel [Aufsatz], efter at man gennem længere tid, eller
med større skarpsindighed, har iagttaget dem. Hvor denne
undersøgelse vil være bragt til ende, det lader sig, ved denne
ligesom mekaniske fremgangsmåde, aldrig bestemme med
sikkerhed. Og de [A67] begreber, som man kun sådan ved
lejlighed finder frem til, afdækker sig heller ikke i nogen orden
og systematisk [B92] enhed, men bliver derimod i sidste ende blot
stillet op i rækker, sammenstillet ud fra deres ligheder og
størrelsen af deres indhold, begyndende fra de simple begreber,
til de mere sammensatte, som bringes i stand på en alt andet end
[nichts weniger als] systematisk, omend på sin vis metodisk måde.
Transcendentalfilosofien har den fordel, men også den
forbindtlighed, at opsøge sine begreber ud fra et princip; fordi de
rent og usammenblandet udspringer af forstanden, som absolut
enhed, og derfor selv må hænge sammen indbyrdes ifølge et
begreb, eller en ide. Men en sådan sammenhæng giver en regel i
hænde, ifølge hvilken der, for ethvert rent forstandsbegreb og for
alle rene forstandsbegreber tilsammen, kan gives en bestemmelse
af deres fuldstændighed a priori, hvilket altsammen ellers ville
afhænge af forgodtbefindendet, eller af tilfældet.
Kritik af den rene fornuft
46
Den Transcendentale Ledetråd
til afdækningen af alle
rene forstandsbegreber,
første afsnit
Om den logiske forstandsbrug overhovedet
Forstanden blev ovenfor blot forklaret negativt: gennem en
ikkesanselig erkendeevne. Nu kan vi, uafhængigt af sansningen,
ikke [A68] blive delagtige i nogen anskuelse. Således er
forstanden ingen evne til anskuelsen. Men der gives, ud over
[B93] anskuelsen, ingen anden art at erkende på, end gennem
begreber. Altså er erkendelsen for enhver, i det mindste for den
menneskelige, forstand en erkendelse gennem begreber, ikke
intuitivt, men derimod diskursivt. Alle anskuelser, som sanselige,
beror på affektioner, begreberne således på funktioner. Men
under funktion forstår jeg enheden af den handling, at ordne
forskellige forestillinger under en fælles forestilling. Begreber
grunder sig således på tænkningens spontanitet, sådan som
sanselige anskuelser grunder sig på indtrykkenes receptivitet. Af
disse begreber kan forstanden nu ikke gøre nogen anden brug,
end at den dømmer derigennem. Da ingen forestilling går
umiddelbart på genstanden, andet end blot anskuelsen, så bliver
et begreb aldrig nogensinde henført umiddelbart til en genstand,
men derimod til en eller anden anden forestilling om denne
genstand (denne forestilling får så være anskuelse eller selv
allerede begreb). Dommen er således den middelbare erkendelse
af en genstand, og altså forestillingen om en forestilling om
genstanden. I enhver dom er der et begreb, der gælder for mange,
og under dette begreb om mange også begriber en given
forestilling, hvilken sidstnævnte forestilling så umiddelbart
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.1 47
henføres til genstanden. Således henfører sig f.eks. i dommen: alle
legemer er delelige, begrebet om det delelige til forskellige andre
begreber; men blandt disse bliver begrebet her især [A69] henført
til begrebet om legemet; men dette begreb til visse os
forekommende fremtrædelser. Altså [B94] forestilles disse
genstande middelbart gennem delelighedens begreb. Alle domme
er dette tilfølge funktioner af den enhed, der er imellem vore
forestillinger [Funktionen der Einheit unter unsern Vorstellungen],
da der nemlig i stedet for en umiddelbar forestilling bliver brugt
en højere, som begriber denne og flere under sig, til erkendelsen
af genstanden, og mange mulige erkendelser derigennem bliver
sammendraget i een. Men vi kan føre alle forstandens handlinger
tilbage til domme, så at forstanden overhovedet kan forestilles som
en evne til at dømme. For den er ifølge det ovenstående en evne til
at tænke. Tænkning er erkendelsen [n.] gennem begreber. Men
begreber henfører sig, som prædikater for mulige domme, til en
eller anden forestilling om en endnu ubestemt genstand. Således
betyder begrebet om legemet noget, f.eks. metal, som kan
erkendes gennem hine begreb. Det er altså kun derigennem
begreb, at der under det er indeholdt andre forestillinger,
gennem hvis formidling det kan henføre sig til genstande.
Begrebet er således prædikatet til en mulig dom, f.eks. ethvert
metal er et legeme. Forstandens funktioner kan således
allesammen findes, hvis man kan give en fuldstændig fremstilling
af funktionerne for enheden i dommene. At dette ganske vel
lader sig iværksætte, vil det følgende afsnit stille for øje.
Kritik af den rene fornuft
48
[A70 / B95]
Den Transcendentale Ledetråd
til afdækningen af alle rene forstandsbegreber,
andet afsnit
§9.1
Om forstandens logiske funktion i domme
Hvis vi abstraherer fra alt indhold af en dom overhovedet, og
kun giver agt på den blotte forstandsform deri, så finder vi, at
tænkningens funktion i dommen vil kunne bringes under fire
titler, som hver især indeholder tre momenter under sig. De kan
føjeligt fremstilles [vorgestellt werden] i følgende tavle.
1.
Dommenes Kvantitet.
Almene
Særskilte
Enkelte
2. 3.
Kvalitet. Relation.
Affirmative Kategoriske
Benægtende Hypotetiske
Uendelige Disjunktive
4.
Modalitet.
Problematiske
Assertoriske
Apodiktiske [B96]
1 [§-inddeling først tilføjet B-udgaven.]
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.1 49
Da denne inddeling, i nogle, omend ikke væsentlige, stykker,
synes at [A71] afvige fra den vante teknik hos logikerne, så vil de
følgende advarsler imod den foruroligede misforstand ikke være
unødige.
1. Logikerne siger med rette, at man ved brugen af dommene
i fornuftsslutninger vil kunne behandle de enkelte domme lig de
almene. For netop fordi de ikke har noget omfang kan deres
prædikat ikke blot henføres til noget af det, som er indeholdt
under subjektets begreb, mens der så er noget under subjektets
begreb, som prædikatet undtages for. Prædikatet gælder altså for
subjektets begreb uden undtagelse, ligesom hvis selvsamme
subjektbegreb var et fællesgyldigt begreb, der havde et omfang,
hvis hele betydning prædikatet så galdt om. Sammenligner vi
derimod en enkelt dom med en fællesgyldig, blot som erkendelse,
ud fra størrelsen, så forholder den sig til denne som enhed til
uendelighed, og er altså i sig selv væsentligt forskellig derfra.
Altså, hvis jeg ikke blot vurderer en enkelt dom (judicium
singulare) ud fra dens indre gyldighed, men derimod også, som
erkendelse overhovedet, ud fra den størrelse, som den enkelte
dom har i sammenligning med andre erkendelser, så er den så
sandelig forskellig fra fællesgyldige domme (judicia communia),
og fortjener et særskilt sted i en fuldstændig tavle over
momenterne af tænkningen overhovedet (omend vel at mærke
ikke i [B97] den logik, der er indskrænket blot til brugen af
dommene indbyrdes).
2. Ligeså må, i en transcendental logik, uendelige domme
endvidere sondres fra affirmative [A72], om de end i den almene
logik med rette tælles med til disse, og ikke udgør noget særskilt
led af inddelingen. Den almene logik abstraherer nemlig fra al
prædikatets indhold (også selvom prædikatet er benægtende) og
ser kun på, om prædikatet tillægges, eller om det modsættes
subjektet. Men den transcendentale logik betragter også dommen
Kritik af den rene fornuft
50
ud fra denne, gennem et blot benægtende prædikat formidlede,
logiske affirmations værdi eller indhold, og ud fra, hvad for en
gevinst denne affirmation skaffer med hensyn til den samlede
erkendelse [n.]. Hvis jeg om sjælen havde sagt, at den ikke er
dødelig, så ville jeg gennem en benægtende dom i det mindste
have afholdt en fejltagelse. Nu har jeg gennem sætningen: sjælen
er ikkedødelig, ganske vist ud fra den logiske form virkeligt
affirmeret, idet jeg sætter sjælen i det uindskrænkede omfang af
de ikkedøende væsener. Fordi nu, af hele omfanget af mulige
væsener, det dødelige indeholder en del, mens det ikkedøende
indeholder en anden, så er der gennem min sætning ikke sagt
andet, end at sjælen så er een af den uendelige mængde af ting,
der forbliver tilovers, når jeg fjerner alt det dødelige tilsammen.
Men derigennem bliver den uendelige sfære af alt muligt kun så
vidt indskrænket, at det dødelige adskilles fra den, [B98] og
sjælen bliver sat i det øvrige rum for denne sfæres omfang. Men
dette rum forbliver ved denne undtagelse stadigvæk uendeligt, og
flere dele af det kan fjernes, uden at begrebet om [A73] sjælen af
den grund vokser det mindste, og bliver affirmativt bestemt.
Disse uendelige domme, altså, med henblik på det logiske
omfang, er virkeligt blot indskrænkende med hensyn til
indholdet af erkendelsen overhovedet, og for så vidt må de ikke
forbigåes i den transcendentale tavle over alle tænkningens
momenter i dommene, fordi forstandens herved udøvede
funktion måske kan være vigtig i feltet for dens rene erkendelse a
priori.
3. Alle tænkningens forhold i domme er a) prædikatets
forhold til subjektet, b) grundens forhold til følgen, c) den
inddelte erkendelse og inddelingens samlede led indbyrdes. I den
første slags domme betragtes kun to begreber, i den anden slags
betragtes to domme, i den tredje betragtes flere domme i
forholdet til hinanden. Den hypotetiske sætning: hvis en
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.1 51
fuldkommen retfærdighed er til, så bliver den stædigt onde
straffet, indeholder egentligt forholdet mellem to sætninger: Der
er en fuldkommen retfærdighed til, og den stædigt onde bliver
straffet. Om begge disse sætninger så hver for sig [an sich] er
sande, forbliver uafgjort her. Det er kun konsekvensen, som
bliver tænkt gennem denne dom. Endeligt indeholder den
disjunktive [B99] dom et forhold mellem to, eller flere sætninger
overfor hinanden, dog ikke som et forhold, hvor den ene følger af
den anden, men derimod som et forhold af logiske modsætning,
så vidt den ene sætnings sfære udelukker den anden sætnings
sfære, men dog tillige af fællesskab, for så vidt de sammen
udfylder den egentlige erkendelses sfære, altså et [A74] forhold af
delene af en erkendelses sfære, da enhver dels sfære er et
supplement [Ergänzungsstück] til den anden dels sfære til det hele
indbegreb af den inddelte erkendelse, f.eks. verden er enten til
gennem et blindt tilfælde, eller gennem indre nødvendighed, eller
gennem en ydre årsag. Hver af disse sætninger indtager en del af
sfæren for den mulige erkendelse [n.] omkring en verdens
eksistens overhovedet, alle tilsammen indtager de hele sfæren. At
fjerne erkendelsen [n.] ud fra en af disse sfærer, vil sige, at
indsætte sfæren i en af de øvrige sfærer, og omvendt at indsætte
sfæren i en sfære, vil sige, at fjerne den fra en af de øvrige. I en
disjunktiv dom er der altså et vist fællesskab mellem
erkendelserne, som består deri, at de vekselsidigt udelukker
hinanden, men derigennem dog i helheden bestemmer den sande
erkendelse, idet de taget tilsammen udgør hele indholdet af een
eneste given erkendelse. Og det er blot dette, jeg grundet det
følgende finder det for nødigt at anmærke herved.
4. Dommenes Modalitet er en helt særlig funktion ved dem,
som har det sondrende ved sig, [B100] at den ikke bidrager med
noget som helst til inddelingen af dommen, (for udover Størrelse,
Kvalitet og Forhold er der intet andet, som ville udgøre indholdet
Kritik af den rene fornuft
52
af en dom,) men derimod kun angår kopulaets værdi i forhold til
tænkningen overhovedet. Problematiske domme er sådanne, hvor
man antager affirmationen eller benægtelsen som blot mulige
(efter forgodtbefindende). Assertoriske domme er sådanne, hvor
affirmationen eller benægtelsen [A75] betragtes som virkelig
(sand). Apodiktiske domme er sådanne, hvori man anser
affirmationen eller benægtelsen som nødvendig1. Således er begge
de domme, hvis forhold udgør den hypotetiske dom, (antecedens
og consequens), tillige i hvis vekselvirkning det Disjunktive
består (led af inddelingen), tilsammen kun problematiske. I det
ovenstående eksempel bliver sætningen: der er en fuldkommen
retfærdighed til, ikke sagt assertorisk, men derimod kun tænkt
som en dom efter forgodtbefindende, hvorom det er muligt, at
nogen antager den, og det er kun Konsekvensen der er
assertorisk. Derfor kunne sådanne domme også være åbenlyst
falske, og dog, taget problematisk, være betingelser for
erkendelsen af sandheden. Således er dommen: verden er til
gennem blindt tilfælde, i en disjunktiv dom kun af problematisk
betydning, nemlig sådan, at nogen eksempelvis kunne antage
denne sætning for [B101] et øjeblik, og dog tjener den til, (som
fortegnelsen af den falske vej, blandt antallet af alle dem, man
kan tage,) at finde den sande vej. Den problematiske sætning er
altså den sætning, der kun udtrykker den logiske mulighed (som
ikke er objektiv), dvs. et frit valg til at lade en sådan sætning
gælde, en blot vilkårlig indoptagelse af sætningen i forstanden.
Den assertoriske sætning udtaler sig om logisk virkelighed eller
sandhed, sådan som i en hypotetisk fornuftsslutning [A76]
1 [A75 / B100] Ligesom hvis tænkningen i førstnævnte tilfælde var en funktion ved forstanden, i det andet tilfælde ved dømmekraften, i det tredje tilfælde ved fornuften. En bemærkning, som først i det følgende forventer sin opklaring [Aufklärung].
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.1 53
antecedensen i oversætningen forekommer problematisk, i
undersætningen forekommer assertorisk, og påpeger [zeigt an], at
sætningen så allerede er forbundet med forstanden ifølge
forstandens love; den apodiktiske sætning tænker sig den
assertoriske sætning bestemt gennem selve disse forstandens love
[durch diese Gesetze des Verstandes selbst bestimmt], og derfor a
priori påstående, og udtrykker på sådan vis logisk nødvendighed.
Da nu alt her indlemmer sig gradvist i forstanden [alles sich
gradweise dem Verstande einverleibt], så at man forudgående
dømmer noget problematisk, derpå vel også assertorisk antager
det som sandt, endeligt som uadskilleligt forbundet med
forstanden, dvs. påstår det som nødvendigt og apodiktisk, så kan
man også kalde disse tre funktioner af modaliteten for lige så
mange momenter af tænkningen overhovedet.
[B102]
Den Transcendentale Ledetråd
til afdækningen af alle rene forstandsbegreber,
tredje afsnit
§10.
Om de rene forstandsbegreber eller kategorier
Den almene logik abstraherer, som det allerede er blevet sagt
flere gange, fra al indhold af erkendelsen, og forventer, at
forestillinger bliver den givet andetsteds fra [anderwärts], hvorfra
det så end må være, for først at forvandle disse erkendelser i
begreber, hvilket foregår analytisk. Derimod har den
transcendentale logik en mangfoldighed fra sansningen [ein
Mannigfaltiges der Sinnlichkeit] liggende foran sig a priori, som
den transcendentale [A77] æstetik frembyder for den, for at give
et stof til de rene forstandsbegreber, uden hvilket den
Kritik af den rene fornuft
54
transcendentale logik ville være uden alt indhold, og altså ville
være fuldstændig tom. Rum og tid indeholder nu en
mangfoldighed fra den rene anskuelse a priori, men hører
alligevel til betingelserne for vort gemyts receptivitet, under
hvilke det alene kan modtage forestillinger om genstande, og som
altså også til hver en tid må afficere begrebet om genstandene.
Men vores tænknings spontanitet kræver, at denne
mangfoldighed først, på en vis måde, skal blive gennemgået,
indoptaget, og forbundet, for derudfra at gøre en erkendelse.
Denne handling benævner jeg syntese. [B103]
Men under syntese forstår jeg i den mest almene betydning
den handling, at føje forskellige forestillinger til hinanden, og at
begribe deres mangfoldighed i een erkendelse. En sådan syntese
er ren, når det mangfoldige ikke er empirisk givet, men derimod
er a priori (som i rummet og i tiden). Før al analyse af vore
forestillinger må disse forestillinger først være givne, og ingen
begreber kan indholdet tilfølge udspringe analytisk. Men syntesen
af en mangfoldighed (den får være empirisk eller a priori givet),
frembringer først en erkendelse, der til at begynde med ganske
vist stadig kan være rå og forvirret, og således har analysen
behov; men syntesen er dog det, som egentligt samler
elementerne til erkendelser, og forener dem til et vist [A78]
indhold; syntesen er således det første, som vi må give agt til, hvis
vi ønsker at dømme om den første oprindelse til vor erkendelse.
Syntesen overhovedet er, som vi kommer til at se, den blotte
virkning af indbildningskraften, en blind, omend uundværlig
funktion af sjælen, uden hvilken vi overalt ikke ville have nogen
erkendelse, men som vi kun sjældent er bevidste om. Dog, at
bringe denne syntese på begreber, det er en funktion, der
tilkommer forstanden, og hvorigennem den allerførst skaffer os
erkendelsen i egentlig betydning. [B104]
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.1 55
Den rene syntese, alment forestillet, giver nu det rene
forstandsbegreb. Men under denne syntese forstår jeg den, som
beror på en grund af den syntetiske enhed a priori: således er
vores tællen (det er især mærkbart i større tal) en syntese ifølge
begreber, fordi den sker ifølge en fælles grund for enheden (f.eks.
titalssystemet). Under dette begreb bliver altså enheden
nødvendig i syntesen af det mangfoldige.
Analytisk bliver forskellige forestillinger bragt under et
begreb, (et forehavende, som den almene logik handler om).
Hvad den transcendentale logik lærer, er at bringe, ikke
forestillingerne, men derimod den rene syntese af forestillingerne
på begreb. Det første, som må være givet for den a priori
erkendelse af alle genstande, er det mangfoldige i den rene [A79]
anskuelse; syntesen af dette mangefold gennem
indbildningskraften er det andet, men giver dog endnu ingen
erkendelse. De begreber, som giver enhed til denne rene syntese,
og alene består i forestillingen om denne nødvendige syntetiske
enhed, gør det tredje for erkendelsen af en forekommende
genstand, og de beror på forstanden.
Den samme funktion, som giver enhed til de forskellige
forestillinger i en dom, den giver også [B105] enhed til den blotte
syntese af forskellige forestillinger i en anskuelse, som2, alment
udtrykt, hedder det rene forstandsbegreb. Den samme forstand,
2 [»Dieselbe Funktion, welche den verschiedenen Vorstellungen in einem Urteile Einheit gibt, die gibt auch der bloßen Synthesis verschiedener Vorstellungen in einer Anschauung Einheit, welche, allgemein ausgedruckt, der reine Verstandesbegriff heißt.« NB: »det rene forstandsbegreb« er nominativ: betyder det, at sætningen egentligt slutter: »hvilket, alment udtrykt, er, hvad det rene forstandsbegreb betyder.« Og: hvad henviser det andet »welche« til? Til den blotte
syntese? de forskellige anskuelser? anskuelsen? eller enhed? - Formodentligt »enhed«.]
Kritik af den rene fornuft
56
altså, og vel at mærke gennem netop de samme handlinger,
hvorigennem den, formidlet via den analytiske enhed, bragte den
logiske form af en dom i stand i begreber, bringer også, formidlet
via den syntetiske enhed af det mangfoldige i anskuelsen
overhovedet, et transcendentalt indhold ind i dens forestillinger,
hvilket er grunden til at de hedder rene forstandsbegreber, der
går a priori på objekter, hvilket er noget den almene logik ikke
kan præstere.
På sådan vis udspringer der netop så mange rene
forstandsbegreber, som a priori går på genstande for anskuelsen
overhovedet, som der gaves i den forrige tavle over de logiske
funktioner i alle mulige domme: for forstanden er fuldstændigt
udtømt gennem de tænkte funktioner, og dens evne er
derigennem aldeles udmålt. Efter Aristoteles vil vi benævne disse
begreber [A80] kategorier, idet vores hensigt helt til at begynde
med [uranfänglich] ganske vist er en og den samme med hans
hensigt, om den end ret så meget fjerner sig fra den i udførelsen.
[B106]
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.1 57
Kategoriernes tavle
1.
For Kvantiteten:
Enhed
Flerhed
Alhed.
2. 3.
For Kvaliteteten: For Relationen:
Realitet af Inhærensen og Subsistensen
Negation (substantia et accidens)
Limitation. af Kausaliteten og Dependensen
(Årsag og Virkning)
af Fællesskab (vekselvirkning
4. mellem det Aktive og
For Modaliteten: det Passive3).
Mulighed - Umulighed
Eksistens [Dasein] - Ikkeværen
Nødvendighed - Tilfældighed.
Dette er nu fortegnelsen over alle de af syntesens oprindeligt rene
begreber, som forstanden indeholder i sig a priori, og for hvis
skyld den også kun er en ren forstand; idet den alene gennem
disse forstår noget ved det mangfoldige i anskuelsen, dvs. kan
tænke et objekt for selvsamme anskuelse. Denne inddeling er
frembragt systematisk ud fra et fælles princip, nemlig ud fra
[A81] evnen til at dømme, (hvilket er netop så meget, som evnen
3 [Kants termer er »Handelndes« og »Leidendes«: Det Handlende og det Lidende, eller det, der påfører noget andet sine bestemmelser, og det, som så i samme omgang påføres en bestemmelse fra noget andet. Distinktionen er Aristotelisk.]
Kritik af den rene fornuft
58
til at tænke,) og er ikke kommet i stand på rapsodisk vis, ud fra
en på lykke og fromme foretaget opsøgning af rene begreber, om
hvis fuldtallighed [B107] man aldrig kan være sikker på, da den
kun bliver sluttet til gennem induktion, uden at tænke på, at man
dog på sidstnævnte måde aldrig vil indse, hvorfor så netop disse
og ikke andre begreber har hjemme i den rene forstand. Det var
et for en skarpsindig mand værdigt indfald [Anschlag] hos
Aristoteles, at opsøge disse grundbegreber. Men da han ikke havde
noget princip, så opsnappede han dem, som de dukkede op for
ham, og han opdrev først ti af dem, som han benævnte kategorier
(prædikamenter). I følgen troede han at have fundet fem
yderligere, som han føjede til under navnet postprædikamenter.
Men hans tavle forblev stadigvæk mangelfuld. Derudover
befinder der sig også nogle af den rene sansnings modi iblandt
dem, (quando, ubi, situs, tillige prius, simul,) og også en epirisk,
(motus,) hvilke slet ikke hører til i dette stamregister for
forstanden, eller også er det de afledte begreber der er talt med
blandt urbegreberne, (actio, passio,) og nogle af de sidstnævnte
mangler helt.
For de sidstnævntes skyld skal det altså endnu bemærkes: at
kategorierne, som de sande stambegreber for den rene forstand,
også har deres lige så rene afledte begreber, som på ingen måde
kan forbigåes i et fuldstændigt system for Transcendental-
Filosofien, [A82] med hvis blotte nævnelse jeg dog, i et blot
kritisk forsøg, kan være tilfreds. [B108]
Det får være mig tilladt, at lade disse rene, men afledte
forstandsbegreber, benævne den rene forstands prædikabilier (i
modsætningen til prædikamenterne). Hvis man har de
oprindelige og primitive begreber, så lader de afledte og
subalterne sig let føje til, og den rene forstands stamtræ lader sig
let udmale. Da det her ikke er mig om at gøre med systemets
fuldstændighed, men derimod kun med fuldstændigheden af
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.1 59
principperne til et system, så sparer jeg denne komplettering til
en anden beskæftigelse. Men man kan temmeligt meget opnå
denne hensigt, hvis man tager de ontologiske lærebøger i hånden,
og f.eks. underordner Kraftens, Aktivitetens [Handeln],
Passivitetens [Leiden] prædikabilier under Kausalitetens kategori;
Nærværets [Gegenwart], Modstandens prædikabilier under
Fællesskabets kategori; prædikabilierne for Tilblivelse, Forgåen,
Forandringen osv. under Modalitetens prædikamenter.
Kategorierne med den rene sansnings modi eller også forbundet
indbyrdes, giver en stor mængde afledte begreber a priori, hvis
bemærkelse, og, hvor det er muligt, fortegnelse helt frem til
fuldstændighed, ville være en nyttig og ikke ufornøjelig, men her
undværlig bestræbelse.
Definitionerne af disse kategorier hæver jeg mig forsætligt
over i denne afhandling, om jeg end måtte være i besiddelse af
samme.4 Jeg vil i [A83] det følgende kun opdele disse begreber
indtil den grad, som i henhold til metodelæren, som jeg arbejder
på, er tilstrækkelig5. [B109] I et system for den rene fornuft ville
man med rette kunne kræve dem af mig: men her ville de kun
bringe undersøgelsens hovedpunkt ud af syne, idet de
afstedkommer tvivl og angreb, som man, uden at trække noget
fra den væsentlige hensigt, udemærket kan henvise til en anden
beskæftigelse. Dog lyser det dog tydeligt ud af det lidt, som jeg
har anført heraf, at en fuldstændig ordbog med alle dertil
krævede forklaringer ikke blot er mulig, men sågar let kan
bringes i stand. Kasserne [die Fächer] er der nu engang; det er blot
4 [»Der Definitionen dieser Kategorien überhebe ich mich in dieser Abhandlung geflissentlich, ob ich gleich im Besitz derselben sein möchte.«] 5 [Det væsentlige spørgsmål er altså her: Hvorledes bidrager alt dette til metodelæren?]
Kritik af den rene fornuft
60
nødigt at udfylde dem, og en systematisk topik, som den
nærværende, lader ikke let gå fejl af det sted, hvor hvert begreb
ejendommeligt hører til, og lader tillige det sted let bemærke,
som endnu er tomt.
§11.
[Kun i B-udgaven]
Om denne tavle over kategorierne lader der sig anstille dygtige
[artige] betragtninger, som måske kunne have betragtelige følger
med hensyn til den videnskabelige form af alle
fornuftserkendelser. For at denne tavle, i den teoretiske del af
filosofien, er ualmindeligt tjenstlig, ja sågar uundværlig for,
fuldstændigt at udkaste planen til helheden af en videnskab, så vidt
som den beror på a priori begreber, og for, ud fra bestemte
principper at opdele videnskaben matematisk; så bliver det
derudfra allerede klart af sig selv, at den tænkte tavle
fuldstændigt indeholder alle forstandens elementarbegreber, ja at
den indeholder selv formen for et [B110] system af dem i den
menneskelige forstand, og følgeligt giver anvisning til alle
momenter af en projekteret [vorhabenden] spekulativ videnskab, ja
sågar til deres ordning, sådan som jeg så også andetsteds1 har givet
en prøve på det. Her er nu nogle af disse anmærkninger.
Den første anmærkning er: at denne tavle, som indeholder fire
klasser af forstandsbegreber, først lader sig opsplitte i ti
afdelinger, hvoraf den første er rettet mod genstande for
anskuelsen (den rene såvel som den empiriske), men den anden
1 [B110] Metafysiske begyndelsesgrunde til naturvidenskaben. [Metaphysische
Anfangsgründe der Naturwissenschaft.]
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.1 61
er rettet mod disse genstandes eksistens (enten i forhold til
hinanden eller til forstanden).
Den første klasse ville jeg benævne de matematiske, den anden
de dynamiske kategorier. Den første klasse har, som man ser,
ingen korrelater, hvilke man alene støder på i den anden klasse.
Denne forskel må dog have en grund i forstandens natur.
Anden anmærkning. At det allesteds er det samme antal
kategorier i hver klasse, nemlig tre, hvilket ligesåvel opfordrer til
eftertanke, da al inddeling a priori gennem begreber ellers må
være dikotomi. Dertil kommer dog også, at den tredje kategori
allesteder udspringer af forbindelsen af den anden med den første
fra deres klasse. [B111]
Således er Alheden (Totaliteten) ikke andet end Flerheden
betragtet som Enhed, Indskrænkningen6 er ikke andet end
Realiteten forbundet med Negation, Fællesskabet er Kausaliteten
af een Substans i bestemmelse med den anden Substans
vekselsidigt, endeligt Nødvendigheden intet andet end den
Eksistens [Existenz], der er givet gennem Muligheden selv. Men
man tænker jo ikke, at den tredje kategori derfor blot er et afledt
og så ikke er noget stambegreb for den rene forstand. For
forbindelsen af den første kategori med den anden, for at
frembringe det tredje begreb, kræver en særlig akt af forstanden,
som ikke er eet med den akt, der bliver udøvet ved det første og
andet begreb. Således er begrebet om et tal (der hører til
Alhedens kategori) ikke altid muligt at forstå, hvor begreberne
om mængden og Enheden er det (f.eks. i forestillingen om det
uendelige), eller deraf, at jeg forbinder begrebet om en Årsag og
begrebet om en Substans, er det endnu ikke straks muligt at
forstå, hvordan en Substans vil kunne blive Årsag til noget i en
6 [Dvs.: »Limitation«.]
Kritik af den rene fornuft
62
anden Substans. Deraf bliver det klart, at der så kræves en særlig
akt af forstanden; og således ved de øvrige.
Tredje anmærkning. For een eneste kategoris vedkommende,
nemlig Fællesskabet, der befinder sig under den tredje titel, er
overensstemmelsen med den i tavlen over de logiske funktioner
til denne kategori korresponderende [B112] form for en
disjunktiv dom ikke så iøjefaldende, som ved de øvrige.
For at forsikre sig om denne overensstemmelse, må man
bemærke: at i alle disjunktive domme bliver sfæren (mængden af
alt det, som er indeholdt under dommen) forestillet som en
helhed delt i dele (de underordnede begreber), og, fordi den ene
del ikke kan være indeholdt under den anden, bliver de tænkt
som koordineret til hinanden, ikke subordineret, sådan at de ikke
bestemmer hinanden ensidigt, som i en række, men derimod
vekselsidigt, som i et aggregat (når et led af inddelingen bliver sat,
udelukkes alle øvrige, og omvendt).
Nu tænkes der en lignende forbindelse i tingenes helhed, da det
ikke er sådan, at den ene ting, som Virkning, bliver underordnet
den anden ting, som Årsagen for dens Eksistens [Dasein], men
derimod tillige og vekselsidigt bliver sideordnet [beigeordnet] som
Årsag med hensyn til bestemmelsen af de andre ting, (f.eks. i et
legeme, hvis dele vekselsidigt trækker, og også modstår,
hinanden), hvilket er en helt anden art forbindelse end den, som
mødes i Årsagens blotte forhold til Virkningen (Grundens
forhold til Følgen), hvori Følgen ikke omvendt bestemmer
Grunden vekselsidigt, og derfor ikke udgør en helhed med den
(som verdensskaberen med verden). Den samme fremgangsmåde
for forstanden, når den [B113] forestiller sig sfæren for et inddelt
begreb, iagttager den også, når den tænker en ting som delelig,
og, ligesom inddelingens led i førstnævnte begreb udelukker
hinanden og alligevel er forbundne i een sfære, så forestiller
forstanden sig de delelige tings dele som sådanne, hvis eksistens
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.1 63
(som substanser) også tilkommer hver del under udelukkelse af
de øvrige, men dog som forbundet i en helhed.
§12.
[Kun i B-udgaven]
I Transcendentalfilosofien hos de Gamle forefinder der sig
imidlertid endnu et hovedstykke, som indeholder rene
forstandsbegreber, der, om de end ikke tælles med blandt
kategorierne, alligevel, efter dem, skulle gælde som a priori
begreber om genstande, i hvilket tilfælde de imidlertid ville
forøge kategoriernes antal, hvilket ikke kan være. Disse begreber
fremfører den af skolastikerne så påberåbte sætning: quodlibet
ens est unum, verum, bonum.7 Om nu end brugen af dette princip
med hensyn til følgeslutningerne (som afgav lutter tautologiske
sætninger) faldt ganske kummerligt ud, sådan, at man også i
nyere tider nærmest kun for ærens skyld plejer at tælle det med i
metafysikken, så fortjener en tanke, der har opretholdt sig så lang
tid, så tom den også end synes at være, dog altid en undersøgelse
af dens oprindelse, og det berettiger til den formodning, at den vil
have sin grund i en eller anden forstandsregel, der blot, som det
ofte sker, er blevet falskt fortolket. [falsch gedolmetscht] Disse
formentligt transcendentale [B114] prædikater for tingene er intet
andet end logiske krav og kriterier for al erkendelse af tingene
overhovedet, og de lægger denne erkendelse Kvantitetens
kategorier til grund, nemlig Enhedens, Flerhedens og Alhedens
kategorier, blot sådan, at disse kategorier, - som egentligt måtte
tages materialt, som hørende til muligheden af tingene selv, - af
de Gamle faktisk [in der Tat] kun blev brugt i formal betydning
7 [»Ethvert værende er eet, sandt og godt.«]
Kritik af den rene fornuft
64
som hørende til det logiske krav med henblik på enhver
erkendelse, og at disse kriterier for tænkningen så alligevel på
uforsigtig vis [unbehutsamer Weise] blev gjordt til egenskaber ved
tingene i sig selv [an sich selbst]. I enhver erkendelse [n.] af et
objekt er der nemlig en begrebets Enhed, som man kan benævne
kvalitativ Enhed, så vidt der derunder blot tænkes den Enhed,
som består i sammenfatningen af erkendelsernes mangfoldighed,
sådan som det f.eks. er ved Enheden af temaet i et skuespil, en
tale, en fabel. For det andet er der, i enhver erkendelse af et
objekt, en begrebets Sandhed med henblik på følgerne.8 Jo flere
sande følger der er ud fra et givent begreb, desto flere kendetegn
er der på begrebets objektive realitet. Dette kunne man benævne
den kvalitative Flerhed af de kendetegn, der hører til et begreb
som til en fælles grund, (ikke bliver tænkt i begrebet som
Størrelse [als Größe]). Endeligt er der, i enhver erkendelse af et
objekt, for det tredje en begrebets Fuldkommenhed,9 som består
deri, at omvendt denne Flerhed tilsammen fører tilbage til
begrebets Enhed, og samstemmer fuldstændigt til dette og til
intet andet, hvilket man kan benævne den kvalitative
Fuldstændighed (Totalitet). Hvoraf [B115] det bliver klart, at disse
logiske kriterier for muligheden af erkendelsen overhovedet her
bare forvandler de tre kategorier for Størrelsen10, i hvilke
Enheden gennemgående må antages ensartet i frembringelsen af
Kvantet, med henblik på forbindelsen også af uensartede
erkendelsesstykker i een bevidsthed gennem Kvaliteten for en
erkendelse [n.] som princip. Således er kriteriet for muligheden af
et begreb (ikke for muligheden af dette begrebs objekt) den
8 [»Zweitens Wahrheit in Ansehung der Folgen.«] 9 [»Endlich drittens Vollkommenheit, ...«] 10 [Dvs. Kvantiteten. Kant veksler frit mellem klassiske og jævne betegnelser for kategorierne.]
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.1 65
definition, hvori begrebets Enhed, Sandheden af alt det, som så i
første omgang kan udledes af det, endeligt Fuldstændigheden af
det, som er blevet trukket ud af det, gør det ud for det, der
kræves, for at kunne tilvejebringe hele begrebet; eller således er
også kriteriet for en hypotese foreståeligheden af den antagede
forklaringsgrund, eller af dennes Enhed (uden hjælpehypotese),
Sandheden (overensstemmelsen med sig selv og med erfaringen)
af de følger, der kan udledes fra denne forklaringsgrund, og
endeligt forklaringsgrundens Fuldstændighed ift. disse følger, og
disse [dvs. Enheden, Sandheden, Fuldstændigheden] viser tilbage til
hverken mere eller mindre end hvad der er blevet antaget i
hypotesen, og gengiver det a priori syntetisk tænkte på a
posteriori og analytisk vis og gør det samstemmende med det11. -
Gennem begreberne om Enhed, Sandhed og Fuldkommenhed
bliver den transcendentale tavle over kategorierne altså slet ikke
kompletteret, som om den ligesom var mangelfuld, tværtimod
gøres der blot, idet disse begrebers forhold til objekter [B116] helt
sættes til side, brug af den fremgangsmåde med dem [das
11 [Det er sgu en svær passage: »... oder so ist auch das Kriterium einer
Hypothese die Verständlichkeit des angenommenen Erklärungsgrundes oder dessen Einheit (ohne Hülfshypothese) die Wahrheit (Übereinstimmung unter sich selbst und mit der Erfahrung) der daraus abzuleitenden Folgen, und endlich die Vollständigkeit des Erklärungsgrundes zu ihnen, die auf nichts mehr noch weniger zurückweisen, als in der Hypothese angenommen worden, und das, was a priori synthetisch gedacht war, a posteriori analytisch wieder liefern und dazu zusammenstimmen.«
En hypotese må altså være forståelig (dette kræver enhed), dens følger må være sande, og følgerne skal udspringe af hypotesen. At bringe dette i kritisk erindring svarer lidt til Poppers kritik af verifikationismen: Den kan sikre samstemmighed, begrebsligt-formel overensstemmelse, men verifikationismen mente, at dette var mere. Men dette »mere« er egentligt metafysik, tom påstand.]
Kritik af den rene fornuft
66
Verfahren mit ihnen] under almene logiske regler for erkendelsens
overensstemmelse med sig selv.
Kritik af den rene fornuft 67
[A84]
Begrebernes Analytiks
Andet Hovedstykke
Om deduktionen af de rene forstandsbegreber,
første afsnit.
§13.
Om principperne for en transcendental deduktion overhovedet.
Når juristerne taler om beføjelser og anmasselser, så adskiller de i
en retshandling spørgsmålet om, hvad der er retmæssigt, (quid
juris) fra det spørgsmål, der angår kendsgerningen, (quid facti)
og idet de kræver bevis for dem begge, så kalder de førstnævntes
bevis, som skal godtgøre for beføjelsen, eller også for retskravet,
deduktionen. Vi betjener os af en mængde empiriske begreber,
uden at nogen siger os imod, og holder os også uden deduktion
for berettigede til at tilegne dem en mening og indbildt
betydning, fordi vi til enhver tid har erfaringen ved hånden,
[B117] til at bevise deres objektive realitet. Dog gives der også
besatte [usurpierte] begreber, såsom Lykke, Skæbne, som ganske
vist er i omløb med en næsten almen overbærenhed, men som
alligevel til tider anholdes gennem spørgsmålet: quid juris, da
man så grundet deres deduktion ender ud i en ikke ringe
forlegenhed, idet man [A85] ikke kan angive nogen tydelig
retsgrund, hverken ud fra erfaringen, ejheller fra fornuften,
hvorigennem beføjelsen af deres brug ville blive tydelig.
Men blandt de forskellige begreber, der udgør den
menneskelige erkendelses meget blandede væv, gives der nogle
Kritik af den rene fornuft
68
enkelte, som også er bestemt til den rene a priori brug
(fuldstændigt uafhængigt af al erfaring), og denne deres beføjelse
har til hver en tid en deduktion behov; eftersom beviser ud fra
erfaringen ikke er tilstrækkelige til at godtgøre for
retmæssigheden af en sådan brug, men man dog er nødt til at
vide, hvordan disse begreber kan henføre sig til objekter, som de
så ikke tager fra nogen erfaring. Jeg benævner derfor
forklaringen af den måde, hvorpå begreber kan henføre sig a
priori til genstande, deres transcendentale deduktion, og skelner
den fra den empiriske deduktion, som påviser, hvordan et begreb
er blevet erhvervet gennem erfaring og refleksion over
erfaringen, og som derfor ikke vedrører retmæssigheden, men
derimod det faktum, som besiddelsen er udsprunget igennem.
[B118]
Vi har allerede nu to slags begreber af helt forskellig art, som
dog kommer overens deri, at de begge henfører sig helt a priori
til genstande, nemlig begreberne om rummet og om tiden, som
former for sansningen, og kategorierne, som forstandens
begreber. At ville forsøge en empirisk deduktion af disse, ville
være helt forgæves arbejde; da det sondrende ved deres natur
netop ligger deri, [A86] at de henfører sig til deres genstande,
uden at have lånt noget fra erfaringen for at forestille sig dem.
Hvis en deduktion af dem er nødig, så må den altså altid være
transcendental.
Som for al erkendelse [n.] kan man så også til disse begreber
opsøge, om ikke princippet for deres mulighed, så dog
lejlighedsårsagerne for deres frembringelse i erfaringen, hvor så
sansernes indtryk giver den første anledning til at åbne op for
hele erkendekraften med henblik på dem, og til at bringe
erfaring i stand, som indeholder to meget uensartede elementer,
nemlig en materie til erkendelsen ud fra sanserne, og en vis form,
til at ordne dem, ud fra den rene anskuens og tænkens indre
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.2 69
kilde, hvilke, ud fra den førstnævnte rene anskuens lejlighed,
først bringes til udøvelse, og frembringer begreber. En sådan
eftersporing af de første bestræbelser i vor erkendekraft, for at
stige fra enkelte iagttagelser til [B119] almene begreber, har
utvivlsom sin store nytte, og man har den berømte Locke at takke
for, at han som den første har åbnet vejen for dette. Dog, en
deduktion af de rene a priori begreber kommer aldrig i stand
derigennem, for den ligger helt og aldeles ikke på denne vej, da
disse begreber, med henblik på deres fremtidige brug, der skal
være helt erfaringsuafhængig, må have et helt andet fødselsbrev
at fremvise, end afstamningen fra erfaringer. Denne forsøgte,
[A87] fysiologiske afledning, som egentlig slet ikke kan hedde
deduktion, da den vedrører et quaestionem facti, vil jeg derfor
kalde en forklaring af besiddelsen af en ren erkendelse. Det er
altså klart, at der for disse rene a priori begreber alene vil kunne
gives en transcendental deduktion og på ingen måde en empirisk,
og at sidstnævnte, med henblik på de rene a priori begreber, ikke
er andet end nyttesløse forsøg, med hvilke kun den kan
beskæftige sig, som ikke har begrebet den helt ejendommelige
natur af disse erkendelser.
Men om nu end den eneste mulige slags deduktion af den
rene erkendelse a priori indrømmes, nemlig deduktionen ad den
transcendentale vej, så bliver det dog netop ikke derigennem
klart, at den så er så uomgængeligt nødvendig. Vi har ovenfor,
formidlet via en transcendental deduktion, forfulgt rummets og
tidens begreber til deres kilder, og [B120] forklaret og bestemt
deres a priori objektive gyldighed. Alligevel tager geometrien
dens sikre skridt gennem lutter a priori erkendelser, uden at den,
grundet den rene og lovmæssige herkomst af dens grundbegreb
om rummet, har lov at udbede sig et garantibevis
[Beglaubigungsschein] fra filosofien. Men brugen af begrebet går i
denne videnskab også kun på den ydre sanseverden, om hvilken
Kritik af den rene fornuft
70
rummet er den rene form for dens anskuelse, i hvilken altså al
geometrisk erkendelse, da den grunder sig på a priori anskuelse,
har umiddelbar evidens, og genstandene bliver givet gennem
erkendelsen selv, a priori (formen [A88] tilfølge) i anskuelsen.
Derimod begynder med de rene forstandsbegreber det
uomgængelige behov for at søge den transcendentale deduktion,
ikke alene for dem selv, men derimod også for rummet, eftersom
de, da de ikke taler om genstande gennem anskuelsens og
sansningens prædikater, men derimod a priori gennem den rene
tænknings prædikater, så henfører sig alment til genstande helt
uden sansningens betingelser, og som, da de ikke er grundet på
erfaring, heller ikke i anskuelsen a priori kan forevise noget
objekt, hvorpå de forud for al erfaring ville kunne grunde deres
syntese, og derfor ikke alene grundet den objektive gyldighed og
skranker for deres brug vækker mistanke, men derimod også gør
hine begreb om rummet tvetydigt, derigennem, at de [B121] er
tilbøjelige til at bruge det ud over betingelserne for den sanselige
anskuelse, hvilket også er hvorfor det ovenfor var nødigt med en
transcendental deduktion af rummets begreb. Således må læseren
da blive overbevist om den uomgængelige nødvendighed af en
sådan transcendental deduktion, førend han har gjort eet eneste
skridt i feltet for den rene fornuft; da han ellers farer i blinde, og,
efter at han på mangfoldig vis har flakket omkring uden mål og
med, dog atter må vende tilbage til den uvidenhed, som han gik
ud fra. Men han må også på forhånd tydeligt indse den
uundgåelige vanskelighed, for at han så ikke klager over
dunkelheden, hvor sagen selv er dybt indhyllet, eller for tidligt
bliver ærgerlig over bortskaffelsen af hindringerne, [A89] fordi
det kommer an på, enten helt at opgive alle krav på indsigt for
den rene fornuft, som det mest elskede felt, nemlig det, der ligger
ud over grænserne for al mulig erfaring, eller at bringe denne
kritiske undersøgelse til fuldkommenhed.
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.2 71
Vi har ovenfor ved rummets og tidens begreber med let møje
kunnet begribeliggøre, hvordan disse qua a priori erkendelser
alligevel nødvendigvis må henføre sig til genstande, og
muliggjorde en syntetisk erkendelse af samme genstande,
uafhængig af al erfaring. For eftersom en genstand kun formidlet
via sådanne rene former for sansningen kan fremtræde for os,
dvs. kan være et objekt i den empiriske anskuelse, så er rum og
tid rene anskuelser, som [B122] indeholder mulighedsbetingelsen
for genstandene som a priori fremtrædelser, og syntesen i disse
rene anskuelser har objektiv gyldighed.
Forstandens kategorier præsenterer [stellt ... vor] derimod slet
ikke for de betingelser, hvorunder genstande bliver givet i
anskuelsen, og altså kan genstande meget vel fremtræde, uden at
de nødvendigvis må henføre sig til forstandsfunktioner
[Funktionen des Verstandes], og forstanden således a priori ville
indeholde betingelserne for dem. Derfor viser sig her en
vanskelighed, som vi ikke traf på sansningens felt, nemlig
hvordan subjektive betingelser for tænkningen skulle have objektiv
gyldighed, dvs. skulle afgive betingelser for muligheden af al
erkendelse [A90] af genstandene: thi uden forstandsfunktioner
kan der meget vel gives fremtrædelser i anskuelsen. Jeg tager
f.eks. begrebet om Årsagen, hvilket betyder en særskilt art af
syntesen, hvor der på noget A bliver sat noget helt forskelligt B
ifølge en regel. Det er ikke a priori klart, hvorfor fremtrædelser
skulle indeholde noget af den slags, (for erfaringer kan man ikke
anføre som bevis, da den objektive gyldighed af dette begreb må
kunne godtgøres a priori,) og det er derfor a priori behæftet med
tvivl [a priori zweifelhaft], om et sådant begreb så ikke vil være
helt tomt og overalt iblandt fremtrædelserne ikke vil støde på
nogen genstand. Thi at den sanselige anskuelses genstande [B123]
må være passende til de a priori i gemyttet liggende formale
betingelser for sansningen, er klart deraf, at de ikke ellers ville
Kritik af den rene fornuft
72
blive genstande for os; men at de også derudover må være
passende til de betingelser, som forstanden behøver til
tænkningens syntetiske enhed, for dette er slutfølgen ikke så let at
indse. For fremtrædelser ville vel i al fald kunne være således
beskafne, at forstanden slet ikke ville finde dem passende til
betingelserne for dens enhed, og alt ville ligge sådan i forvirring,
at der f.eks. i fremtrædelsernes rækkefølge slet ikke ville
frembyde sig noget, som ville give en regel for syntesen i hænde,
og som således ville svare til begrebet om Årsag og Virkning, så
at dette begreb altså ville være helt tomt, intetsigende [nichtig] og
uden betydning. Fremtrædelser ville ikke desto mindre [A91]
frembyde genstande for vor anskuelse, for anskuelsen behøver på
ingen måde tænkningens funktioner.
Ville man tænke at kunne vikle sig løs fra møjsommeligheden
ved disse undersøgelser derved, at man sagde: Erfaringen ville
uafladeligt frembyde eksempler på en sådan regelmæssighed af
fremtrædelserne, der giver rigeligt med foranledning til at
afsondre Årsagens begreb derfra, og derigennem tillige at sikre
den objektive gyldighed af et sådant begreb, så bemærker man
ikke, at begrebet om Årsagen slet ikke kan udspringe på denne
måde, men at det derimod enten må være grundet fuldstændigt a
priori i forstanden, eller [B124] helt må opgives som et blot
tankespind. For dette begreb kræver fuldt ud, at noget A så er af
den art, at et andet B følger nødvendigt og ifølge en simpelthen
almen regel deraf. Fremtrædelser angiver meget vel tilfælde i
hænde, ud fra hvilke en regel er mulig, ifølge hvilken noget
sædvanligvis sker, men aldrig, at denne følge så er nødvendig:
hvilket også er hvorfor der til syntesen af Årsag og Virkning
vedhænger en dignitet, som man slet ikke kan udtrykke
empirisk, nemlig, at Virkningen ikke blot kommer hen til
Årsagen, men derimod får være sat igennem samme, og vil følge
ud fra den. Reglens strenge almenhed er heller ingen egenskab
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.2 73
ved empiriske regler, der gennem induktion ikke kan [A92] få
nogen anden end komparativ almenhed, dvs. udbredt
brugbarhed. Nu ville brugen af de rene forstandsbegreber
imidlertid ændre sig helt, om man ønskede, blot at behandle dem
som empiriske produkter.
§14.
Overgang til den Transcendentale Deduktion af kategorierne
Der er kun to tilfælde mulige, hvor syntetisk forestilling og dens
genstande kan sammentræffe, henføre sig til hinanden på
nødvendig vis, og ligesom møde hinanden. Enten når genstanden
muliggør forestillingen, eller når forsteillingen alene muliggør
[B125] genstanden. Er det førstnævnte tilfældet, så er dette
henføringsforhold kun empirisk, og forestillingen er aldrig a
priori mulig. Og dette er tilfældet med fremtrædelser, med
hensyn til det ved dem, som hører sansefornemmelsen til. Men er
det andet tilfældet, fordi forestilling i sig selv [an sich selbst] (for
her er talen slet ikke om dens kausalitet, gennem viljens
formidling,) ikke frembringer dens genstand Eksistensen tilfølge,
så er forestillingen dog med hensyn til genstanden så a priori
bestemmende, når det alene gennem forestillingen er muligt, at
erkende noget som en genstand. Men der er to betingelser, under
hvilke alene erkendelsen af en genstand er mulig, for det første
anskuelse, hvorigennem samme erkendelse, men kun som
fremtrædelse, bliver givet: for det andet begreb, hvorigennem en
[A93] genstand bliver tænkt, som svarer til denne anskuelse. Men
ud fra det ovenstående er det klart, at den første betingelse,
nemlig den, under hvilken alene genstande kan anskues, faktisk
a priori i gemyttet vil ligge formalt til grund for objekterne. Med
denne sansningens formale betingelse stemmer alle fremtrædelser
altså nødvendigvis overens, da de kun gennem denne betingelse
Kritik af den rene fornuft
74
kan fremtræde, dvs. empirisk kan anskues og blive givet. Nu
stiller sig spørgsmålet, om der ikke også går begreber a priori
forud, som betingelser, under hvilke alene noget, om end ikke
bliver anskuet, så dog bliver tænkt som genstand overhovedet, for
så er al [B126] empirisk erkendelse af genstandene nødvendigvis
passende til sådanne betingelser, eftersom, uden deres
forudsætning, intet er muligt som objekt for erfaringen. Men nu
indeholder al erfaring ud over sansernes anskuelse, hvorigennem
noget bliver givet, endvidere et begreb om en genstand, der bliver
givet, eller fremtræder, i anskuelsen: dette tilfølge vil begreber
om genstande overhovedet, som a priori betingelser ligge til
grund for al erfaringserkendelse: følgeligt vil den objektive
gyldighed af kategorierne, qua begreber a priori, bero på, at
erfaring (tænkningens form tilfølge) så alene gennem dem er
mulig. For så henfører de sig nødvendigvis og a priori til
erfaringsgenstande, da det kun er gennem deres formidling at en
eller anden erfaringsgenstand kan blive tænkt. [A94]
Den transcendentale deduktion af de a priori begreber har
således et principium, som hele efterforskningen må rejses på,
nemlig dette: at de a priori begreber må blive erkendt som a
priori mulighedsbetingelser for erfaringen, (det være sig for
anskuelsen, der bliver truffet i dem, eller for tænkningen).
Begreber, der afgiver den objektive grund for erfaringens
mulighed, er netop derfor nødvendige. Men udviklingen af den
erfaring [die Entwickelung der Erfahrung], som de bliver truffet i,
er ikke deres deduktion, (men derimod illustration,) da de derved
dog blot ville være tilfældige. Uden dette oprindelige [B127]
henføringsforhold til mulig erfaring, i hvilken alle erkendelsens
genstande forekommer, ville de a priori begrebers henførsel til et
eller andet objekt slet ikke kunne begribes.
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.2 75
A-udgaven slutter kapitlet således:
Men det er tre oprindelige kilder, (færdigheder eller evner i
sjælen) der indeholder mulighedsbetingelserne for al erfaring, og
som selv ikke kan udledes af nogen anden evne i gemyttet,
nemlig, sans, indbildningskraft og apperception. Derpå grunder sig
1) mangefoldets a priori synopsis gennem sansen; 2) mangefoldets
syntese gennem indbildningskraften: endeligt 3) denne synteses
enhed gennem oprindelig apperception. Alle disse evner har, ud
over den empiriske, endvidere en transcendental brug, der alene
går på formen, og er mulig a priori. Denne har vi, med hensyn til
sanserne, omtalt ovenfor i den første del [A95], men de to andre
ønsker vi nu tragte efter at indse ifølge deres natur.
Kritik af den rene fornuft
76
B-udgaven slutter kapitlet således:
Den berømte Locke havde, i mangel af denne betragtning, og
fordi han traf rene forstandsbegreber i erfaringen, også udledt
dem fra erfaringen, og gik dog så inkonsekvent frem, at han
dermed vovede forsøg på erkendelser, der går langt ud over al
erfaringsgrænse. David Hume erkendte, at det, for at kunne gøre
det sidstnævnte, så er nødvendigt, at disse begreber måtte have
deres oprindelse a priori. Da han imidlertid ikke kunne forklare
sig, hvordan det så er muligt, at forstanden må tænke begreber
som nødvendigt forbundne i genstanden, der i sig [an sich] ikke er
forbundne i forstanden, og ikke kom på, at forstanden måske
gennem disse begreber selv kunne være ophaver til den erfaring,
hvori dens genstande bliver truffet, så afledte han dem,
nødtvungent, fra erfaringen (nemlig fra en gennem oftere
association i erfaringen udsprungen subjektiv nødvendighed, som
i sidste ende falskt bliver holdt for objektiv, dvs. vanen), gik dog
herpå ganske konsekvent frem, deri, at han erklærede det for
umuligt, med disse begreber og de grundsætninger, som de
foranlediger, at gå ud over erfaringsgrænsen. Men den empiriske
afledning [B128], som de begge kom på, lader sig ikke forene
med Virkeligheden af den videnskabelige a priori erkendelse,
som vi har, nemlig den rene matematiks og almene naturvidenskabs,
og bliver således gendrevet gennem faktummet.
Den førstnævnte af disse to berømte mænd åbnede dør og port
for sværmeriet, fordi fornuften, når den een gang har beføjelse på
sin side, ikke længere lader sig holde i skranker gennem
ubestemte anprisninger af mådeholdet; den anden hengav sig helt
til skepticismen, da han een gang troede at have opdaget et bedrag
i vor erkendeevne, som så alment holdtes for fornuft. - Vi er nu i
begreb med at gøre et forsøg, om man ikke kan bringe den
menneskelige fornuft lykkeligt imellem disse to klipper, kan
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. Transcendental analytik I.2 77
anvise den bestemte grænser, og så alligevel vil kunne opretholde
hele feltet af dens formålstjenstlige aktivitet [zweckmäßigen
Tätigkeit] åben for den.
Forudgående vil jeg blot foranskikke forklaringen af
kategorierne. De er begreber om en genstand overhovedet,
hvorigennem dens anskuelse med hensyn til en af de logiske
funktioner til domme bliver anset som bestemt. Således var
funktionen af den kategoriske dom den for subjektets forhold til
prædikatet, f.eks. alle legemer er delelige. Men med hensyn til
den blot logiske brug af forstanden forblev det ubestemt, hvilket
af de to [B129] begreber man ønskede at give subjektets funktion,
og hvilket man ønskede at give prædikatets funktion. For man
kan også sige: Noget deleligt er et legeme. Men gennem
Substansens kategori, når jeg bringer begrebet om et legeme ind
under den, så bliver det bestemt: at dets empiriske anskuelse i
erfaringen altid må betragtes kun som subjekt, aldrig som blot
prædikat; og således i alle øvrige kategorier.
Kritik af den rene fornuft 78
[A95]
Deduktionen af de rene forstandsbegreber, andet afsnit
[Kun i A-udgaven]
Om de a priori grunde til erfaringens mulighed
At et begreb helt a priori vil skulle frembringes og henføre sig til
en genstand, selvom det hverken selv hører til i begrebet om
mulig erfaring, eller består af elementer fra en mulig erfaring, er
aldeles selvmodsigende og umuligt. For det ville så ikke have
noget indhold, eftersom det, da ingen anskuelse korresponderer
til det, idet anskuelser overhovedet, hvorigennem genstande kan
blive os givet, udgør feltet, eller hele den samlede genstand for
mulig erfaring. Et a priori begreb som ikke ville henføre sig til
denne mulige erfaring ville blot være den logiske form for et
begreb, men ikke selv være det begreb, hvorigennem noget ville
blive tænkt.
Hvis der altså gives rene begreber a priori, da kan disse så
ganske vist ikke indeholde noget Empirisk: men alligevel må de
være lutter a priori betingelser for en mulig erfaring, som er det
eneste deres objektive realitet kan bero på.
Ønsker man derfor at vide, hvordan rene forstandsbegreber er
mulige, så må man undersøge, hvilke [A96] de a priori
betingelser er, som erfaringens mulighed kommer an på, og som
ligger til grund for denne mulighed, om man end abstraherer fra
alt det Empiriske i fremtrædelserne. Et begreb, der alment og
tilstrækkeligt udtrykker denne formale og objektive betingelse
for erfaringen, ville hedde et rent forstandsbegreb. Har jeg een
gang rene forstandsbegreber, så kan jeg også godt udtænke
genstande, der måske er umulige, måske ganske vist er mulige,
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. A-deduktionen 79
men ikke kan gives i nogen erfaring, idet noget kan udelades i
forbindelsen af hine begreber, som dog med nødvendighed hører
med til betingelsen for en mulig erfaring, (åndsbegrebet) eller
rene forstandsbegreber eventuelt bliver udstrukket mere, end
erfaringen kan fatte (Gudsbegrebet). Ganske vist kan elementerne
til alle a priori erkendelser ikke lånes fra erfaringen, (for ellers
ville de ikke være a priori erkendelser), men de må dog til hver
en tid indeholde de rene apriori betingelser for en mulig erfaring
og for en genstand for samme, for ellers ville der ikke alene slet
intet blive tænkt igennem dem, men uden data ville de derimod
heller ikke engang selv kunne opstå i tænkningen.
Disse begreber, nu, som a priori indeholder den rene
tænkning ved enhver erfaring, finder vi ved kategorierne, og det
er allerede en tilstrækkelig deduktion af disse, og
retfærdiggørelse af deres objektive gyldighed, [A97] hvis vi kan
bevise: at alene i kraft af dem kan en genstand tænkes. Men
eftersom det, i en sådan tanke, er mere end den eneste evne til at
tænke, nemlig forstanden, der er beskæftiget, og denne selv, qua
en erkendeevne, der skal henføre sig til objekter, ligesåvel har
behov for en udredning [Erläuterung], grundet muligheden af
dette henførselsforhold: så må vi først overveje de subjektive
kilder, der udgør det a priori grundlag for erfaringens mulighed,
ikke ud fra deres empiriske, men derimod ud fra deres
transcendentale beskaffenhed.
Ville enhver enkelt forestilling være den anden helt fremmed,
ligesom isoleret, og adskilt fra denne, så ville der aldrig udspringe
sådan noget som det, erkendelse er, hvilket er en helhed af
sammenlignede og forbundne forestillinger. Når jeg således
vedlægger sansen en synopsis, fordi den indeholder
mangfoldighed i dens anskuelse, så er der til hver en tid en til
denne synopsis korresponderende syntese, og receptiviteten kan
kun forbundet med spontanitet muliggøre erkendelser. Dette er
Kritik af den rene fornuft
80
nu grunden til en trefoldig syntese, der nødvendigvis
forekommer i al erkendelse: nemlig, apprehensionens syntese af
forestillingerne, som modifikationer af gemyttet i anskuelsen,
reproduktionens syntese af forestillingerne i indbildningen og
syntesens rekognition i begrebet. Denne syntese giver nu en ledelse
til tre subjektive erkendekilder, som muliggør selv forstanden,
og, gennem denne, al [A98] erfaring, som et empirisk produkt af
forstanden.
Foreløbig erindring
Deduktionen af kategorierne er forbundet med så mange
vanskeligheder, og nødsager til at trænge så dybt ind i de første
grunde for muligheden af vores erkendelse overhovedet, at jeg,
for at undgå omstændeligheden ved en fuldstændig teori, og så
alligevel ikke at forsømme noget ved en så nødvendig
undersøgelse, har fundet det mere tilrådeligt, gennem følgende
fire numre, mere at forberede, end at undervise læserne; og så
først i det næstfølgende tredje afsnit at præsentere den
systematiske redegørelse [Erörterung] for disse forstandens
elementer. Læseren skal derfor ikke før da vende sig bort på
grund af den dunkelhed, der til at begynde med er uundgåelig,
når man står på vej, som stadigvæk er helt ubetrådt, men som,
sådan som jeg håber, i det påtænkte afsnit skal opklare sig til
fuldstændig indsigt.
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. A-deduktionen 81
1.
Om apprehensionens syntese i anskuelsen
Vore forestillinger kan udspringe hvorfra de vil, om de så er
bevirket gennem ydre tings indflydelse, eller gennem indre
årsager, om de er opstået a priori, eller empirisk som
fremtrædelser; så hører [A99] de dog qua modifikationer af
gemyttet til den indre sans, og som sådanne er alle vore
erkendelser i sidste ende underkastet den indre sans’ formale
betingelse, nemlig tidens, i hvilken de allesammen må ordnes,
forbindes og bringes i forhold. Dette er en almen anmærkning,
som man tilfulde må lægge til grund ved det følgende.
Enhver anskuelse indeholder et mangefold i sig, som dog ikke
ville blive forestillet som et sådant, hvis ikke gemyttet, i
indtrykkenes følgen på hinanden, sondrede tiden: for som
indeholdt i eet øjeblik kan enhver forestilling aldrig være noget
andet end absolut enhed. For at der nu, ud af dette mangefold,
skal blive anskuelsens enhed, (såsom i forestillingen om rummet)
så er det for det første nødvendigt med gennemløbet af
mangefoldet og så, at dette mangefold tages tilsammen, hvilket er
en handling som jeg kalder for apprehensionens syntese1, fordi den
er direkte rettet mod anskuelsen, der ganske vist frembyder et
mangefold, men aldrig nogensinde kan bevirke dette mangefold
som et sådant, og vel at mærke indeholdt i en forestilling, uden en
derved forekommende syntese.
Denne apprehensionens syntese må nu også blive udøvet a
priori, dvs. med henblik på de forestillinger, der så ikke er
1 Apprehension kunne vel oversættes til dansk som »fatteevne«.
Kritik af den rene fornuft
82
empiriske. For uden dem ville vi hverken kunne have
forestillingerne om rummet, eller om tiden a priori: da disse kun
[A100] kan blive frembragt gennem mangefoldets syntese, som
sansningen frembyder i dens oprindelige receptivitet.
2.
Om reproduktionens syntese i indbildningen
Det er ganske vist blot en empirisk lov, ifølge hvilken
forestillinger, der tit har fulgt eller ledsaget hinanden, endeligt
indgår fællesskab med hinanden, og derigennem sætter sig i en
forbindelse, ud fra hvilken, også uden at genstanden er
nærværende, en af disse forestillinger frembringer en gemyttets
overgang til den anden, ifølge en bestandig regel. Men denne
reproduktionen lov forudsætter: at fremtrædelserne så selv
virkeligt er underkastede en sådan regel, og at der i deres
forestillingers mangefold så finder en, til visse regler tilpasset,
ledsagelse, eller følge sted; for uden det ville vores empiriske
indbildningskraft aldrig nogensinde få noget at gøre, som ville
passe til dens evne, altså ville den forblive en død og for os selv
ukendt evne i gemyttets indre. Hvis zinnober snart ville være rød,
snart sort, snart let, snart tung, hvis et menneske snart forandres
til denne, snart hine dyriske skikkelse, hvis på den længste dag
[A101] landet snart være dækket med frugter, snart med is og
sne, så kunne min empiriske indbildningskraft ikke engang få
lejlighed til, ved forestillingen om den røde farve at komme i
tanker om den tunge zinnober, eller hvis et vist ord snart
vedlagdes til denne, snart til hine ting, eller også den samme ting
snart blive benævnt sådan snart anderledes, uden at der heri
herskede en vis regel, som fremtrædelserne allerede af sig selv var
er underkastede, så kunne der ikke finde noget empirisk syntese
af reproduktionen sted.
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. A-deduktionen 83
Der må altså være noget, som selv gør denne reproduktion af
fremtrædelserne mulig, derigennem, at det er den a priori grund
for en nødvendig syntetisk enhed af dem. Dette kommer man
dog hurtigt frem til, hvis man besinder sig på, at fremtrædelser
ikke er ting i sig selv, men derimod er det blotte spil af vore
forestillinger, der til slut kommer ud på bestemmelser af den
indre sans. Hvis vi nu kan redegøre for, at selv vore reneste a
priori anskuelser ikke tilvejebringer nogen erkendelser, udover
så vidt de indeholder en sådan forbindelse af mangefoldet, som
en gennemgående reproduktiv syntese2 muliggør, så er denne
indbildningskraftens syntese også forud for al erfaring grundet
på a priori principper, og man er nødt til at antage en ren
transcendental syntese af disse, som ligger til grund selv for
muligheden for al erfaring, (som [A102] fremtrædelsernes
reproducerbarhed [Reproduzibilität] nødvendigvis forudsætter).
Nu er det åbenlyst, at, når jeg trækker en linje i tankerne, eller
tænker tiden fra een middag til den næste, eller også blot vil
forestille mig et vist tal, så må jeg nødvendigvis først fatte en af
disse mangfoldige forestillinger efter den anden i tankerne. Men
tabte jeg altid den forudgående forestilling ud af tankerne (de
første dele af linjen, de forudgående dele af tiden, eller de efter
hinanden forestillede enheder), og så ikke reproducerer dem, idet
jeg går videre til de følgende forestillinger, så ville der aldrig
kunne udspringe en hel forestilling, og ingen af alle de førnævnte
tanker, ja ikke engang de reneste og første grundforestillinger om
rum og tid.
2 »eine durchgängige Synthesis der Reproduktion«: her at gøre »reproduktion« til tillægsord finder belæg senerehen, hvor det hedder »die reproduktive Synthesis der Einbildungskraft« (A102). Der kan herudfra tales om »apprehensive«, »reproduktive« og »rekognitive« synteser.
Kritik af den rene fornuft
84
Apprehensionens syntese er således uadskilleligt forbundet
med reproduktionens syntese. Og da apprehensionens syntese
udgør den transcendentale grund for muligheden af al erkendelse
(ikke blot for den empiriske, men derimod også for den rene a
priori erkendelse), så hører indbildningskraftens reproduktive
syntese til gemyttets transcendentale handlinger og med henblik
på samme vil vi også kalde denne evne for indbildningskraftens
transcendentale evne. [A103]
3.
Om rekognitionens syntese i begrebet
Uden bevidsthed om, at det, som vi tænker, så er netop det
samme som vi tænkte et øjeblik før, ville al reproduktion i
rækken af forestillingerne være forgæves. For det ville være en ny
forestilling i den nuværende tilstand, som slet ikke ville høre til
den akt, hvorigennem forestillingerne skridtvist har skullet
frembringes, og forestillingernes mangefold ville slet ikke udgøre
nogen helhed, for det ville mangle den enhed, som kun
bevidstheden kan skaffe det. Glemmer jeg mens jeg tæller: at de
enheder, der lige nu foresvæver mig sanserne, skridtvist er blevet
føjet til hinanden af mig, så ville jeg ikke erkende frembringelsen
af mængden, gennem denne successive tilføjelse af Et til Et, og
hermed ville jeg heller ikke erkende tallet; for dette begreb består
blot i bevidstheden om denne syntesens enhed.
Ordet ”begreb” [das Wort Begriff] ville allerede af sig selv
kunne give os anledning til denne bemærkning. For denne ene
bevidsthed er det, som forener det mangfoldige, det skridtvist
anskuede, og så også reproducerede, i en forestilling. Denne
bevidsthed kan ofte blot være svag, så at vi kun forbinder det med
frembringelsen [A104] af forestillingen i virkningen, men ikke i
akten selv, altså umiddelbart: men uagtet disse forskelle må der
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. A-deduktionen 85
dog altid findes en bevidsthed, om den end mangler den
iøjefaldende klarhed, og uden selvsamme bevidsthed er begreber,
og med dem erkendelse af genstande, helt umulige.
Og her er det så nødvendigt at nå til forståelse om, hvad
man mener under udtrykket om en genstand for forestillingerne.
Vi har ovenfor sagt: at fremtrædelser selv ikke er andet end
sanselige forestillinger, der i sig, på netop samme måde, ikke må
anses som genstande (udenfor forestillingskraften). Men hvad
forstår man så, når man taler om en til erkendelsen
korresponderende, og dermed også derfra adskilt genstand? Det
er nemt at indse, at denne genstand kun vil måtte tænkes som
noget overhovedet = X, for vi har jo ikke noget udenfor vor
erkendelse, som vi ville kunne sætte overfor denne erkendelse
som korresponderende.
Dog finder vi, at vores tanke om den måde, hvorpå enhver
erkendelse står i henføringsforhold til sin genstand, med
nødvendighed vil føre noget med sig, da denne genstand nemlig
bliver anset som det, som er modstående, så at vore erkendelser så
ikke er bestemt på lykke og fromme, eller efter
forgodtbefindende, men derimod a priori er bestemt på en vis
måde, fordi de, idet de skal henføre sig til en genstand, så også
nødvendigvis indbyrdes stemmer overens i henføringsforhold til
denne genstand, [A105] altså at de må have den enhed, som
udgør begrebet om en genstand.
Da vi kun har at gøre med mangefoldet af vore
forestillinger, og hine til forestillingerne korresponderende X
(genstanden), eftersom det skal være noget helt forskelligt fra alle
vore forestillinger, intet er for os, så er det klart, at den enhed,
som genstanden nødvendiggør, ikke vil kunne være andet end
bevidsthedens formale enhed i syntesen af forestillingernes
mangefold. Så siger vi: vi erkender genstanden, når vi har
bevirket syntetisk enhed i anskuelsens mangefold. Men denne
Kritik af den rene fornuft
86
syntetiske enhed er umulig, hvis ikke anskuelsen har kunnet
frembringes gennem en sådan syntetisk funktion [Funktion der
Synthesis], ud fra en regel som nødvendiggør den a priori
reproduktion af mangefoldet og muliggør et begreb, hvori
mangefoldet forener sig. Således tænker vi os en trekant som
genstand, idet vi er os bevidste om sammensætningen af tre rette
linjer ud fra en regel, ifølge hvilken regel en sådan anskuelse til
hver en tid kan fremstilles. Denne reglens enhed bestemmer nu
ethvert mangefold, og indskrænker det til betingelser, der
muliggør apperceptionens enhed, og begrebet om denne enhed er
forestillingen om genstanden = X, som jeg, gennem de påtænkte
prædikater for en trekant, tænker. [A106]
Al erkendelse [n.] kræver et begreb, dette kan nu være så
ufuldkomment, eller så dunkelt, som det vil: dog er det sin form
tilfølge altid noget alment, og noget, som tjener som regel.
Således tjener begrebet om legemet ud fra enheden af det
mangefold, der bliver tænkt igennem det, som regel for vores
erkendelse af ydre fremtrædelser. Men en regel for anskuelserne
kan det kun være derved: at det, ved givne fremtrædelser,
forestiller den nødvendige reproduktion af deres mangefold, og
således også den syntetiske enhed i bevidstheden om dem. Således
gør begrebet om legemet, ved iagttagelsen af Noget udenfor os,
forestillingen om udstrækning nødvendig, og med denne
forestilling også forestillingen om uigennemtrængelighed, figur
etc.
Til grund for enhver nødvendighed ligger altid en
transcendental betingelse. Således må der findes en
transcendental grund for bevidsthedens enhed, hvori syntesen af
mangefoldet af alle vore anskuelser, og dermed også syntesen af
begreberne om objekter overhovedet, følgeligt også syntesen af
alle erfaringens genstande forefindes, uden hvilken
transcendental grund det ville være umuligt at tænke en eller
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. A-deduktionen 87
anden genstand til vore anskuelser: for denne genstand er ikke
mere, end dét Noget, om hvilket begrebet udtrykker en sådan
syntesens nødvendighed.
Denne oprindelige og transcendentale betingelse er nu
ingen anden end den transcendentale [A107] apperception.
Bevidstheden om sig selv, ud fra bestemmelserne af vores
tilstand, ved den indre iagttagelse, er blot empirisk, til hver en tid
foranderlig, der kan ikke gives noget stående eller forblivende
Selv i denne flod af indre fremtrædelser, og den benævnes
sædvanligvis den indre sans, eller den empiriske apperception. Det,
som nødvendigvis skal forestilles som numerisk identisk, kan ikke
tænkes som et sådant gennem empiriske data. Det må være en
betingelse, der går forud for al erfaring, og gør denne selv mulig,
og det er denne betingelse, en sådan transcendental forudsætning
skal gøre gældende.
Nu kan ingen erkendelser finde sted i os, ingen forbindelse
og enhed af dem indbyrdes, uden den bevidsthedens enhed, som
går forud for alle anskuelsens data, og i henføringsforhold til
hvilken al forestilling af genstande alene er mulig. Denne rene
oprindelige, uforanderlige bevidsthed vil jeg nu benævne den
transcendentale apperception. At den fortjener dette navn, bliver
allerede klart deraf: at selv den reneste objektive enhed, nemlig
enheden af de a priori begreber (rum og tid), kun vil være mulig
gennem anskuelsernes henføringsforhold til dem. Den numeriske
enhed af denne apperception ligger således a priori ligesåvel alle
begreber til grund, som rummets og tidens mangefold ligger
sansningens anskuelser til grund. [A108]
Netop denne apperceptionens transcendentale enhed gør
dog ud af alle mulige fremtrædelser, der altid kan være sammen i
en erfaring, en sammenhæng af alle disse forestillinger ud fra
love. For denne bevidsthedens enhed ville være umulig, hvis ikke
gemyttet i erkendelsen af mangefoldet ville kunne blive sig den
Kritik af den rene fornuft
88
funktionens identitet bevidst, gennem hvilken identitet
bevidsthedens enhed forbinder det syntetisk i en erkendelse.
Således er den oprindelige og nødvendige bevidsthed om
identiteten med sig selv [das ursprüngliche und notwendige
Bewußtsein der Identität seiner selbst] tillige en bevidsthed om en
lige så nødvendig syntetisk enhed [Einheit der Synthesis] af alle
fremtrædelser ud fra begreber, dvs. ud fra regler, som ikke alene
med nødvendighed gør fremtrædelserne reproducerbare, men
derimod også derigennem for fremtrædelsernes anskuelse
bestemmer en genstand, dvs. begrebet om Noget, hvori de
nødvendigvis hænger sammen: for gemyttet ville umuligt kunne
tænke sig identiteten med sig selv i mangefoldet af dets
forestillinger, og dét vel at mærke a priori, hvis ikke det havde
identiteten af dets handling for øje, hvilken identitet underkaster
al apprehensionens syntese (der er empirisk) en transcendental
enhed, og først muliggør dens a priori sammenhæng ud fra
regler. Nu vil vi også rigtigere kunne bestemme vort begreb om
en genstand overhovedet. Alle forestillinger har, qua
forestillinger, deres genstand, og omvendt kan de selv være
genstande for andre forestillinger. Fremtrædelser er de eneste
[A109] genstande, der kan være os umiddelbart givne, og det,
som deri umiddelbart henfører sig til genstanden, kaldes
anskuelse. Nu er disse fremtrædelser dog ikke ting i sig selv, men
derimod blot forestillinger, der atter på deres side har deres
genstand, som således ikke længere kan anskues af os, og derfor
kan benævnes den ikkeempiriske, dvs. transcendentale genstand
= X.
Det rene begreb om denne transcendentale genstand, (der
virkeligt ved alle vore erkendelser altid er et og samme = X,) er
det, som overhovedet kan skaffe alle vore empiriske begreber
henføring til en genstand, dvs. kan give dem objektiv realitet.
Dette begreb kan nu slet ikke indeholde nogen bestemt
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. A-deduktionen 89
anskuelse, og vil således slet ikke vedrøre andet, end den enhed,
der må forefindes i et erkendelsens mangefold, så vidt det står i
henføringsforhold til en genstand. Men dette henføringsforhold
er intet andet end bevidsthedens nødvendige enhed, og hermed
også nødvendigheden af mangefoldets syntese gennem gemyttets
fællesskabelige funktion til at forbinde det i en forestilling. Da nu
denne enhed må anses som a priori nødvendig, (fordi erkendelsen
ellers ville være uden genstand) så vil henføringen til en
transcendental genstand, dvs. den objektive realitet af vores
empiriske erkendelse, bero på den [A110] transcendentale lov, at
alle fremtrædelser, så vidt genstande skal blive os givet
derigennem, må stå under regler a priori for selvsamme
fremtrædelsers syntetiske enhed, ifølge hvilke deres forhold i den
empiriske anskuelse alene er mulig, dvs. at de lige såvel i
erfaringen må stå under betingelser for apperceptionens
nødvendige enhed, ligesom de i den blotte anskuelse må stå
under rummets og tidens formale betingelser, ja, at enhver
erkendelse allerførst vil blive mulig gennem hine enhed.
4.
Foreløbig forklaring af kategoriernes mulighed, som a priori
erkendelser
Det er kun een erfaring, i hvilken alle iagttagelser bliver
forestillet som i den gennemgående og lovmæssige sammenhæng;
ligesom det kun er eet rum og een tid, i hvilke alle fremtrædelsens
former og alle forhold af Væren eller Ikkeværen finder sted. Når
man taler om forskellige erfaringer, så er det kun lige så mange
iagttagelser, så vidt sådanne hører til een og samme almene
erfaring. Iagttagelsernes gennemgående og syntetiske enhed
udgør nemlig netop erfaringens form, og den er intet andet end
fremtrædelsernes syntetiske enhed ifølge begreber. [A111]
Kritik af den rene fornuft
90
Syntesens enhed ifølge empiriske begreber ville være
aldeles tilfældig og hvis disse ikke grundede sig på en
transcendental grund for enheden, så ville det være muligt, at et
mylder af fremtrædelser ville opfylde vor sjæl, uden at der dog ud
af dette nogensinde kunne blive erfaring. Men så ville også al
erkendelsens henføring til genstande falde bort, da den ville
mangle forbindelsen ud fra almene og nødvendige love, og vel
ville den så dermed være tankeløs anskuelse, men aldrig
erkendelse, altså for os så meget som slet intet.
De a priori betingelser for en mulig erfaring overhovedet er
tillige betingelser for muligheden af erfaringens genstande. Nu
hævder jeg: de netop anførte kategorier er intet andet end
tænkningens betingelser i en mulig erfaring, ligesom rum og tid
indeholder anskuelsens betingelser netop til selvsamme. Altså er
hine kategorier også grundbegreber til at tænke objekter
overhovedet til fremtrædelserne, og de har således a priori
objektiv gyldighed; hvilket var det, som vi egentlig ønskede at
vide.
Men disse kategoriers mulighed, ja sågar nødvendighed, beror
på det henføringsforhold, som hele den samlede sansning, og med
den også alle mulige fremtrædelser, har til den oprindelige
apperception, i hvilken alt nødvendigvis må være passende til
betingelserne for selvbevidsthedens gennemgående enhed, i
hvilken alt altså nødvendigvis må stå under syntesens almene
funktioner, nemlig syntesen ifølge begreber, [A112] i hvilken
apperceptionen alene kan bevise dens gennemgående og
nødvendige a priori identitet. Således er begrebet om en Årsag
intet andet, end en syntese (af det, som følger i tidsrækken, med
andre fremtrædelser,) ifølge begreber, og uden den slags enhed, der
har sin a priori regel, og som underkaster fremtrædelserne under
sig, ville bevidsthedens gennemgående og almene, og hermed
nødvendige enhed, i iagttagelsernes mangefold, ikke være at
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. A-deduktionen 91
finde. Men iagttagelserne ville så heller ikke høre til nogen
erfaring, følgeligt ville de være uden objekt, og ikke være andet
end et forestillingernes blinde spil, altså mindre, end en drøm.
Alle forsøg på at udlede hine rene forstandsbegreber fra
erfaringen, og på at tilskrive dem en blot empirisk oprindelse, er
altså aldeles nyttesløs og forgæves. Jeg vil ikke inddrage noget
om, at f.eks. begrebet om en Årsag fører det træk af
nødvendighed med sig, som slet ingen erfaring kan give, selvom
erfaringen lærer os: at der på een fremtrædelse sædvanligvis
følger noget Andet, men ikke, at det nødvendigvis må følge
derpå, endsige at der ville kunne sluttes a priori og helt alment
derudfra, som fra en betingelse til følgen. Men hine empiriske
regel for associationen, som man dog gennemgående må antage,
når man siger: at alt i [A113] begivenhedernes rækkefølge i så høj
grad står under regler, at der aldrig sker noget, forud for hvilket
der ikke forudgår noget, som det så hver gang følger på: dette,
qua en naturlov, hvorpå beror det, spørger jeg? og hvordan er
selve denne association mulig? Grunden for muligheden af
mangefoldets association, så vidt den ligger i objektet, kaldes for
mangefoldets affinitet. Jeg spørger altså, hvordan gør I jer
fremtrædelsernes gennemgående affinitet (hvorigennem de står
under bestandige love, og er nødt til at høre ind under dem)
begribelig?
Ud fra mine grundsætninger er den meget vel begribelig. Alle
mulige fremtrædelser hører, qua forestillinger, til hele den
mulige selvbevidsthed. Men for denne, qua en transcendental
forestilling, er den numeriske identitet uadskillelig og a priori vis,
da intet kan komme ind i erkendelsen [n.], andet end gennem
denne oprindelige apperceptions formidling. Da nu denne
identitet med nødvendighed må komme i syntesen af al
fremtrædelsernes mangefold, så vidt denne syntese skal blive til
empirisk erkendelse, så er fremtrædelserne underkastede a priori
Kritik af den rene fornuft
92
betingelser, som deres (apprehensive) syntese må være
gennemgående svarende til. Men forestillingen om en almen
betingelse, ifølge hvilken et vist mangefold (og altså af en og
samme art) kan sættes, kaldes nu imidlertid en regel, og hvis den
så er nødt til at blive sat, kaldes den en lov. Således står alle
fremtrædelser i en gennemgående forbindelse ud fra [A114]
nødvendige love, og dermed i en transcendental affinitet, hvoraf
den empiriske blot er følgen.
At naturen så skal rette sig efter vores subjektive grund for
apperceptionen, ja at betragtningen af naturens lovmæssighed
endda skal afhænge deraf, lyder vel paradoksalt og sært. Men hvis
man betænker, at denne natur i sig ikke er andet end et
indbegreb af fremtrædelser, og ingen ting i sig, men derimod blot
en mængde af forestillinger i gemyttet, så vil man ikke undre sig
over, blot at se dem i radikal-evnen til at vor erkendelse, nemlig i
den transcendentale apperception, i hine enhed, for hvis skyld
alene den kan hedde objekt for al mulig erfaring, dvs. natur; og at
vi også netop derfor a priori kan erkende denne enhed, og også
kan erkende den som nødvendig, hvilket vi vel måtte lade ligge,
hvis den, uafhængigt af de første kilder for vores tænkning, var
givet i sig. For da ville jeg ikke vide, hvor vi skulle tage de
syntetiske sætninger for en sådan almen naturenhed fra, da man i
så tilfælde måtte låne dem fra genstandene i naturen selv. Da
dette imidlertid kun ville kunne ske empirisk: så ville der ikke
kunne drages nogen anden, end blot tilfældig enhed, som dog så
langt fra ikke rækker til den nødvendige sammenhæng, som man
mener, når man siger natur.
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. A-deduktionen 93
[A115]
Deduktionen af de rene forstandsbegreber,
tredje afsnit
[Kun i A-udgaven]
Om forstandens forhold til genstande overhovedet,
og om muligheden for at erkende disse a priori
Hvad vi i det foregående afsnit afsondret og enkeltstående
foredrog, ønsker vi nu at præsentere [vorstellen] forenet og i
sammenhængen. Der er tre subjektive erkendekilder, hvorpå
muligheden for en erfaring overhovedet, og erkendelse af
genstandene for samme, beror: sans, indbildningskraft og
apperception; hver af disse kan betragtes som empiriske, nemlig i
anvendelsen på givne fremtrædelser, men alle er også a priori
elementer eller grundlag, som selv muliggør denne empiriske
brug. Sansen præsenterer [stellt ... vor] fremtrædelserne empirisk i
iagttagelsen, indbildningskraften i associationen (og
reproduktionen), apperceptionen i den empiriske bevidsthed om
identiteten af disse reproduktive forestillinger med de
fremtrædelser, hvorigennem de var givet, og hermed i
rekognitionen.
Men a priori til grund for den samlede iagttagelse ligger den
rene anskuelse (med hensyn til iagttagelsen qua forestilling så
formen for den indre anskuelse, tiden,) for associationen [A116]
indbildningskraftens rene syntese, og for den empiriske
bevidsthed den rene apperception, dvs. den gennemgående
identitet med sig selv ved alle mulige forestillinger.
Ønsker vi nu at forfølge den indre grund for denne
forbindelse af forestillingerne indtil det punkt, i hvilket de alle
må løbe sammen, for deri allerførst at få erkendelsens enhed til
Kritik af den rene fornuft
94
en mulig erfaring, så må vi begynde fra den rene apperception.
Alle anskuelser er intet for os, og ikke det mindste angår de os
noget, hvis ikke de kan blive optaget i bevidstheden, om de nu
end har direkte eller indirekte indflydelse derpå, og kun gennem
denne bevidsthed alene er erkendelse mulig. Vi er os a priori
bevidste om den gennemgående identitet af os selv med henblik
på alle forestillinger, som nogensinde kan høre vores erkendelse
[n.] til, qua en nødvendig betingelse for muligheden af alle
forestillinger (fordi disse dog kun forestiller noget i mig
derigennem, at de med alt andet hører en bevidsthed til, og altså i
det mindste må kunne forbindes deri). Dette princip står a priori
fast, og kan kaldes for det transcendentale princip om enheden af alt
mangefold af vore forestillinger (altså også i anskuelsen). Nu er
enheden af mangefoldet i et subjekt syntetisk: altså giver den rene
apperception et [A117] principium for den syntetiske enhed af
mangefoldet i al mulig anskuelse i hænde1. [A118]
1 [A117] Man skal give vel agt på denne sætning, der er af stor vigtighed. Alle forestillinger har et nødvendigt henføringsforhold til en mulig empirisk bevidsthed: for havde de ikke dette, og var det helt umuligt at blive sig dem bevidst; så ville det sige så meget, som at de slet ikke eksisterede. Men al empirisk bevidsthed har et nødvendigt henføringsforhold til en transcendental (forud for al særskilt erfaring foregående) bevidsthed, nemlig bevidstheden om mit Selv [nämlich das
Bewußtsein meiner Selbst], qua den oprindelige apperception. Det er altså simpelthen nødvendigt, at i min erkendelse [n.] al bevidsthed hører til en bevidsthed (om mig selv) [daß in meinem Erkenntnisse alles Bewußtsein zu einem Bewußtsein (meiner Selbst) gehöre]. Her er nu en syntetisk enhed af mangefoldet, (af bevidstheden) som bliver erkendt a priori, og netop sådan afgiver grunden til syntetiske a priori sætninger, som vedrører den rene tænkning, ligesom rum og tid afgiver grunden til sådanne sætninger, der angår formen for den blotte anskuelse. Den syntetiske sætning: at al forskellig empirisk bevidsthed vil måtte være forbunden i een eneste selvbevidsthed, er den simpelthen første og syntetiske grundsætning for vor tænkning overhovedet. Det er
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. A-deduktionen 95
Denne syntetiske enhed forudsætter dog en syntese, eller
implicerer den, og hvis hine syntetiske enhed skal være a priori
nødvendig, så må sidstnævnte syntese også være en a priori
syntese. Altså henfører apperceptionens transcendentale enhed
sig til indbildningskraftens rene syntese, qua en betingelse a
priori for muligheden af al sammensætning af mangefoldet i en
erkendelse. Men kun indbildningskraftens produktive syntese kan
finde sted; for den reproduktive beror på erfaringens betingelser.
Altså er princippet for den nødvendige enhed af
indbildningskraftens rene (produktive) syntese forud for
apperceptionen grunden for muligheden af al erkendelse, i
særdeleshed for erfaringen.
Nu benævner vi syntesen af mangefoldet i
indbildningskraften transcendental, når den, uden forskel på
anskuelserne, ikke går på andet end blot på den a priori
forbindelse af mangefoldet, og enheden af denne syntese kaldes
transcendental, når den, i henføringsforhold til apperceptionens
oprindelige enhed, bliver forestillet som a priori nødvendig. Da
denne sidstnædvnte nu ligger til grund for al erkendelses
mulighed, så er den transcendentale enhed af
indbildningskraften syntese den rene form for al mulig
erkendelse, gennem hvilken altså alle genstande for mulig
erfaring må blive forestillet a priori. [A119]
imidlertid ikke til at lade ude af agt, at den blotte forestilling Jeg i henføringsforhold til alle andre forestillinger (hvis kollektive enhed den gør mulig) så er den transcendentale bevidsthed. Denne forestilling får nu være klar (empirisk bevidsthed) eller dunkel, det er her ikke afgørende, ja ikke engang denne bevidstheds virkelighed kommer det an på; muligheden af den logiske form for al erkendelse beror derimod nødvendigvis på forholdet til denne apperception som til en evne.
Kritik af den rene fornuft
96
Apperceptionens enhed i henføringsforhold til indbildningskraftens
syntese er forstanden, og netop selvsamme enhed, henført til
indbildningskraftens transcendentale syntese, er den rene forstand.
Altså er der i forstanden rene a priori erkendelser, som
indeholder den nødvendige enhed af indbildningskraftens rene
syntese, med henblik på alle mulige fremtrædelser. Men dette er
kategorierne, dvs. rene forstandsbegreber, følgeligt indeholder
menneskets empiriske erkendekraft nødvendigvis en forstand,
som henfører sig til alle sansernes genstande, om end kun
formidlet via anskuelsen, og via denne anskuelses syntese gennem
indbildningskraften, under hvilke alle fremtrædelser således står,
qua data til en mulig erfaring. Da nu denne fremtrædelsernes
henførsel til mulig erfaring ligeledes er nødvendig, (da vi uden
denne henføring slet ikke ville få nogen erkendelse gennem dem,
og de altså slet intet ville angå os) så følger det, at den rene
forstand, gennem kategoriernes formidling, så er et formalt og
syntetisk principium for alle erfaringer, og at fremtrædelserne
har et nødvendigt henføringsforhold til forstanden.
Nu ønsker vi at lægge forstandens nødvendige sammenhæng
med fremtrædelserne gennem kategoriernes formidling for øje,
derigennem, at vi begynder fra neden, nemlig fra det Empiriske.
Det første, som [A120] gives os, er fremtrædelse, som, når den er
forbundet med bevidsthed, kaldes iagttagelse, (uden forholdet til
en, i det mindste mulig bevidsthed, ville fremtrædelse aldrig for
os [vor uns] kunne blive en genstand for erkendelsen, og ville altså
for os være intet, og ville, da fremtrædelse i sig selv ikke har
nogen objektiv realitet og kun eksisterer i erkendelsen [n.],
overalt være intet.) Da imidlertid enhver fremtrædelse indeholder
et mangefold, altså forskellige iagttagelser i gemyttet i sig bliver
truffet spedt og enkeltstående, så er det nødigt med en
forbindelse af dem, som de ikke selv kan have i sansen [welche sie
in dem Sinne nicht selbst haben können]. Det er således i os en aktiv
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. A-deduktionen 97
evne til syntesen af dette mangefold, som vi benævner
indbildningskraft, og hvis umiddelbart på iagttagelserne udøvede
handling jeg benævner apprehension1. Indbildningskraften skal
nemlig bringe anskuelsens mangefold ind i et billede;
forudgående må den altså optage, dvs. apprehendere,
indtrykkene i dens aktivitet. [A121]
Men det er klart, at selv denne apprehension af mangefoldet
alene endnu ikke ville frembringe noget billede og nogen
indtrykkenes sammenhæng, hvis ikke der var en subjektiv grund
til, at en iagttagelse, fra hvilken gemyttet var gået over til en
anden, kaldes over til de efterfølgende, og således fremstiller hele
rækker af iagttagelser, dvs. en indbildningskraftens reproduktive
evne, som så også kun er empirisk.
Men eftersom der, hvis forestillinger, sådan som de ender op
sammen, ville reproducere hinanden uden forskel, omvendt ikke
ville være nogen bestemt sammenhæng imellem dem, men
derimod blot deres regelløse dynger, og der altså slet ikke ville
udspringe nogen erkendelse; så må reproduktionen af
forestillingerne have en regel, ifølge hvilken en forestilling
snarere med denne, end med en anden, træder i forbindelse i
indbildningskraften. Denne subjektive og empiriske grund for
reproduktionen ifølge regler benævner man forestillingernes
association.
1 [A120] At indbildningskraften får være en nødvendig ingrediens i iagttagelsen selv, det har vel ingen psykolog hidtil tænkt på. Det kommer sig af, at man dels kun indskrænkede denne evne til reproduktioner, fordi man troede, at sanserne ikke alene leverede os indtryk, men derimod sågar også satte dem sammen, og så tilvejebragte billeder af genstandene, hvortil der utvivlsomt, udover indtrykkenes modtagelighed, kræves noget yderligere, nemlig en funktion til disses syntese.
Kritik af den rene fornuft
98
Men hvis nu denne associationens enhed ikke også havde en
objektiv grund, så at det ville være umuligt, at fremtrædelser blev
apprehenderet af indbildningskraften på anden vis, end under
betingelsen af en mulig syntetisk enhed af denne apprehension, så
ville det også være noget helt tilfældigt, at fremtrædelser skikkede
sig ind i en sammenhæng af den menneskelige erkendelse. For,
om vi end havde evnen til at associere iagttagelser; så ville det dog
i sig forblive [A122] helt ubestemt og tilfældigt, om de så også var
associerbare; og i det tilfælde, at de ikke ville være det, så ville en
mængde iagttagelser, og vel også en hel sansning være mulig, i
hvilken der ville være megen empirisk bevidsthed at træffe i mit
gemyt, men adskilt, og uden at det så ville høre til een bevidsthed
om mig selv, hvilket dog er umuligt. For kun derigennem, at jeg
tæller alle iagttagelser til een bevidsthed (for den oprindelige
apperception), kan jeg ved alle iagttagelser sige: at jeg så er mig
dem bevidst. Det må således være en objektiv grund, dvs. en
sådan, som kan indses a priori forud for alle indbildningskraftens
empiriske love, hvorpå muligheden, ja sågar nødvendigheden af
en lov, der strækker sig gennem alle fremtrædelser, beror, nemlig
end grund for, gennemgående at anse dem som sådanne
sansedata, som så i sig er associerbare, og underkastede almene
regler for en gennemgående forbindelse i reproduktionen. Denne
objektive grund for al fremtrædelsernes association benævner jeg
deres affinitet. Men denne kan vi aldrig støde på, andet end i
grundsætningen om apperceptionens enhed, med hensyn til alle
erkendelser, som skal høre mig til. Ifølge denne grundsætning må
fuldt ud alle fremtrædelser, komme sådan ind i gemyttet, eller
bliver apprehenderet, at de stemmer sammen til apperceptionens
enhed, som, uden syntetisk enhed i deres forbindelse, der altså
også er objektiv nødvendig, ville være umulig. [A123]
Den objektive enhed af al (empirisk) bevidsthed i een
bevidsthed (for den oprindelige apperception) er således den
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. A-deduktionen 99
nødvendige betingelse sågar for al mulig iagttagelse, og
affiniteten af alle fremtrædelser (nære eller fjerne) er en
nødvendig følge af en syntese i indbildningskraften, der er
grundet a priori på regler.
Indbildningskraften er således også en evne til en a priori
syntese, hvilket er hvorfor vi giver den navnet af den produktive
indbildningskraft, og, så vidt den med hensyn til al
fremtrædelsens mangefold ikke har andet til hensigt end den
nødvendige enhed i samme indbildningskrafts syntese, kan
denne også benævnes indbildningskraftens transcendentale
funktion. Derfor er det sært, men alene ud fra det hidtidige dog
indlysende, at det kun er formidlet gennem denne
indbildningskraftens transcendentale funktion, at sågar
fremtrædelsernes affinitet, og dermed, at associationen, og
gennem denne endeligt, at reproduktionen ifølge love, følgeligt,
at erfaring selv så bliver mulig: for uden den ville slet ingen
begreber om genstande flyde sammen ind i en erfaring.
Thi det stående og blivende Jeg (for den rene apperception)
udgør korrelatet [das Correlatum] til alle vore forestillinger, så
vidt det blot er muligt, at blive sig dem bevidst, og al bevidsthed
hører ligesåvel en altfattende ren apperception til, ligesom al
sanselige [A124] anskuelse qua forestilling hører en ren indre
anskuelse til, nemlig til tiden. Denne apperception er det nu, som
må komme hen til den rene indbildningskraft, for at gøre dens
funktion intellektuel. For i sig selv er indbildningskraftens
syntese, om end udøvet a priori, alligevel til hver en tid sanselig,
fordi den kun forbinder mangefoldet sådan som det fremtræder i
anskuelsen, f.eks. figuren af en trekant. Men gennem
mangefoldets forhold til apperceptionens enhed vil begreber, som
hører forstanden til, kunne komme i stand, omend de kun via
indbildningskraftens formidling vil kunne henføres til den
sanselige anskuelse.
Kritik af den rene fornuft
100
Vi har altså en ren indbildningskraft, som en grundevne i den
menneskelige sjæl, der ligger a priori til grund for al erkendelse.
Gennem dennes formidling bringer vi anskuelsens mangefold, på
den ene side, i forbindelse med betingelsen om den rene
apperceptions nødvendige enhed, på den anden side. Begge
yderste ender, nemlig sansning og forstand, må, formidlet via
denne indbildningskraftens transcendentale funktion,
nødvendigvis hænge sammen; da de ellers vel nok ville give
fremtrædelser, men ingen genstande for en empirisk erkendelse,
og så heller ikke ville give nogen erfaring. Den virkelige erfaring,
som består af apprehensionen, associationen, (reproduktionen,)
endeligt rekognitionen af fremtrædelserne, indeholder i [A125]
sidstnævnte og højeste (af erfaringens blot empiriske elementer)
begreber, som muliggør erfaringens formale enhed, og med
denne muliggør al objektiv gyldighed (sandhed) af den empiriske
erkendelse. Disse grunde for rekognitionen af mangefoldet, så
vidt de angår formen alene for en erfaring overhovedet, er nu hine
kategorier. På dem grunder sig altså al formal enhed i
indbildningskraftens syntese, og gennem denne synteses
formidling også al empirisk brug af dem (i rekognitionen,
reproduktionen, associationen, apprehensionen) helt ned til
fremtrædelserne, da disse, kun gennem hine elementers
formidling kan høre erkendelsen og overhovedet vor bevidsthed,
og altså os selv til.
Den ordning og regelmæssighed ved fremtrædelserne, altså,
som vi benævner natur, bringer vi selv ind, og vi ville heller ikke
kunne finde den deri, om ikke vi oprindeligt havde indlagt den,
eller [mao.] oprindeligt havde indlagt vort gemyts natur. For
denne naturenhed skal være en nødvendig, dvs. a priori sikker
enhed af fremtrædelsernes forbindelse. Men hvordan skal vi vel
kunne bringe en syntetisk enhed på banen, om der ikke a priori i
vort gemyts oprindelige erkendelseskilder var indeholdt
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. A-deduktionen 101
subjektive grunde for en sådan enhed, og om disse subjektive
betingelser ikke tillige var objektivt gyldige, idet de er grundene
[A126] for muligheden af, overhovedet at erkende et objekt i
erfaringen.
Vi har ovenfor forklaret forstanden på forskellig måde:
gennem en erkendelsens spontantitet, (i modsætning til
sansningens receptivitet) gennem en evne til at tænke, eller også
en evne til begreberne, eller også til dommene, hvilke
forklaringer, hvis man beser dem i lyset, kommer ud på eet. Nu
kan vi karakterisere den som evnen til reglerne. Denne
kendetegnelse er mere frugtbar, og træder forstandens væsen
nærmere. Sansning giver os former, (for anskuelsen) men
forstanden giver os regler. Forstanden er til hver en tid
beskæftiget med at gennemspejde fremtrædelserne i den hensigt,
at udfinde en eller anden regel ved dem. Regler, så vidt de er
objektive, (og altså nødvendigvis hænger ved erkendelsen af
genstanden) kaldes love. Om vi end lærer mange love gennem
erfaring, så er disse dog kun særskilte bestemmelser af endnu
højere love, blandt hvilke de højeste, (under hvilke alle andre
står) kommer a priori fra forstanden selv, og ikke er lånt fra
erfaringen, men derimod snarere skaffer fremtrædelserne deres
lovmæssighed, og netop derigennem må gøre erfaring mulig.
Forstanden er altså ikke blot en evne til, gennem sammenligning
af fremtrædelserne at gøre sig regler: forstanden selv er
lovgivningen forud for naturen, dvs. uden forstand ville der
overalt ikke gives natur, dvs. syntetisk enhed [A127] af
fremtrædelsernes mangefold ifølge regler: for fremtrædelser kan,
som sådanne, ikke finde sted uden for os, men eksisterer derimod
kun i vores sansning. Men sansningen er, som genstand for
erkendelsen i en erfaring, med alt, hvad den må indeholde, er
kun mulig i apperceptionens enhed. Men apperceptionens enhed
er den transcendentale grund for den nødvendige lovmæssighed
Kritik af den rene fornuft
102
af alle fremtrædelser i en erfaring. Netop den samme
apperceptionens enhed med hensyn til et mangefold af
forestillinger (nemlig at bestemme dette mangefold ud fra een
eneste forestilling) er reglen , og evnen til disse regler er
forstanden. Alle fremtrædelser ligger således qua mulige
erfaringer lige så a priori i forstanden, og opnår deres formale
mulighed fra den, ligesom de qua blotte anskuelser ligger i
sansningen, og alene er mulige, formen tilfølge, gennem samme.
Så overdrevet, så paradoksalt det altså end lyder, at sige:
forstanden er selv kilden til naturens love, og altså til naturens
formale enhed, så rigtigt, og så passende til genstanden, nemlig til
erfaringen, er en sådan påstand alligevel. Ganske vist kan
empiriske love, som sådanne, på ingen måde udlede deres ophav
fra den rene forstand, så lidt som fremtrædelsernes umådelige
mangefold kan begribes tilstrækkeligt ud fra den rene form for
den sanselige anskuelse. Men alle empiriske love er kun [A128]
særskilte bestemmelser af forstandens rene love, under hvilke og
ifølge hvis norm hine empiriske love allerførst er mulige, og
fremtrædelserne antager en lovlig form, sådan som også alle
fremtrædelser, uagtet forskelligheden af deres empiriske form,
alligevel til hver en tid må være passende til betingelserne for den
rene form for sansningen.
Den rene forstand er således i kategorierne loven for den
syntetiske enhed af alle fremtrædelser, og muliggør derigennem
allerførst og oprindeligt erfaring, dens form tilfølge. Men mere
skulle vi ikke præstere i den transcendentale deduktion af
kategorierne, end at begribeliggøre dette forstandens forhold til
sansningen, og gennem sansningens formidling til alle
erfaringens genstande, og hermed også den objektive gyldighed
af forstandens a priori begreber, og derigennem at fastsætte disse
begrebers ophav og sandhed.
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. A-deduktionen 103
Summarisk præsentation [Vorstellung]
af rigtigheden og den eneste mulighed
af denne deduktion af de rene forstandsbegreber
Var de genstande, som vor erkendelse har at gøre med, ting i sig
selv, så ville vi slet ikke kunne have nogen a priori begreber om
dem. For hvor skulle vi tage dem fra? Tager vi dem fra objektet
(uden her endnu engang at undersøge, hvordan [A129] dette ville
kunne være kendt for os) så ville vore begreber blot være
empiriske, og ingen begreber a priori. Tager vi dem fra os selv, så
kan det, som blot er i os, ikke bestemme beskaffenheden af en fra
vore forestillinger adskilt genstand, dvs. være en grund til,
hvorfor der så skulle gives en ting, til hvilken sådan noget som
det, som vi har i tankerne, skulle tilkomme, og al denne
forestillen så ikke snarere er tom. Derimod, hvis vi overalt kun
har med fremtrædelser at gøre, så er det ikke alene muligt, men
derimod også nødvendigt, at visse begreber går a priori forud for
den empiriske erkendelse af genstandene. For qua fremtrædelser
udgør de en genstand, der blot er i os, fordi en blot modifikation
af vores sansning slet ikke træffes uden for os. Denne forestilling:
at alle disse fremtrædelser, og altså alle genstande, som vi kan
beskæftige os med, tilsammen er i mig, dvs. er bestemmelser af
mit identiske Selv, udtrykker nu selv en gennemgående enhed af
selvsamme fremtrædelser i een og den samme apperception, som
nødvendig. I denne enhed af den mulige bevidsthed består
imidlertid også formen for al erkendelse af genstandene,
(hvorigennem mangefoldet, som hørende eet objekt til, bliver
tænkt). Således går den måde, hvorpå mangefoldet af den
sanselige forestilling (anskuelse) hører en bevidsthed til, forud for
al erkendelse af genstanden, som den intellektuelle form for
denne erkendelse, og udgør selv en formal erkendelse af alle a
Kritik af den rene fornuft
104
priori genstande [A130] overhovedet, så vidt de bliver tænkt
(kategorier.) Syntesen af dem gennem den rene
indbildningskraft, enheden af alle forestillinger i
henføringsforhold til den oprindelige apperception, går forud for
al empirisk erkendelse., Rene forstandsbegreber er altså kun
derfor a priori mulige, ja sågar, i henføringsforhold til erfaring,
nødvendige, fordi vor erkendelse ikke har med andet end
fremtrædelser at gøre, hvis mulighed ligger i os selv, hvis
forbindelse og enhed (i forestillingen om en genstand) blot træffes
i os, og altså må gå forud for al erfaring, og, formen tilfølge,
allerførst må gøre erfaringen mulig. Og af denne grund, den
enestemulige blandt alle, er så også vores deduktion af
kategorierne blevet ført.
Kritik af den rene fornuft 105
[B129 ...]
Deduktionen af de rene forstandsbegreber,
andet afsnit
[Kun i B-udgaven]
Transcendental deduktion
af de rene forstandsbegreber.
§15.
Om muligheden af en forbindelse overhovedet
Forestillingernes mangefold kan gives i en anskuelse, der blot er
sanselig, dvs. ikke er andet end sansefornemmelse, og denne
anskuelses form kan ligge a priori i vor forestillingsevne, uden
dog at være andet end den måde, hvorpå subjektet bliver
afficeret. Men forbindelsen (conjunctio) af et mangefold
overhovedet kan aldrig komme i os gennem sanser, og den kan
altså heller ikke [B130] også være indeholdt i den sanselige
anskuelses rene form; for den er en akt af spontanitet i
forestillingskraften, og, da denne spontanitet, til forskel fra
sansningen, må benævnes forstand, så er al forbindelse, - uanset
om vi er os den bevidst eller ej, uanset om det er en forbindelse af
anskuelsens mangefold eller af diverse begreber, og uanset om
det ved førstnævnte er den sanselige eller den ikke sanselige
anskuelse, - en forstandshandling, som vi ville tillægge den
almene benævnelse syntese, for derigennem tillige at gøre det
bemærkeligt, at vi intet kan forestille os som forbundet i objektet,
uden forudgående selv at have forbundet det, og at forbindelsen er
den eneste af alle forestillinger, som ikke kan gives gennem
Kritik af den rene fornuft
106
objekter, men derimod kun kan iværksættes af subjektet selv, da
den er en akt af subjektets egenaktivitet. Her opdager man let, at
denne handling må være oprindeligt een, og lige gældende for al
forbindelse, og at opløsningen (analysen), der synes at være dens
modstykke, også altid forudsætter den; for hvor forstanden ikke
forudgående har forbundet noget, der kan den heller intet opløse,
da det kun gennem forstanden har kunnet blive givet for
forestillingskraften som forbundet.
Men begrebet om forbindelsen fører, udover begrebet om
mangefoldet og dets syntese, endvidere også begrebet om
mangefoldets enhed ved sin side. Forbindelse er forestilling af
[B131] mangefoldets syntetiske enhed1. Forestillingen om denne
enhed kan altså ikke opstå ud fra forbindelsen, derigennem, at
den kommer hen til forestillingen om mangefoldet, muliggør den
snarere allerførst begrebet om forbindelsen. Denne enhed, der a
priori går forud for alle forbindelsens begreber, er ikke sådan
noget som enheds-kategorien (§10); for alle kategorier har deres
grund i logiske funktioner i domme, men i domme er der
allerede tænkt forbindelse, og altså tænkt enheden af givne
begreber. Kategorien forudsætter altså allerede forbindelse. Altså
må vi søge denne enhed (som kvalitativ §12) endnu højere,
nemlig i det, som selv indeholder grunden til enheden af
forskellige begreber i domme, og altså grunden til, at forstanden
er mulig, og dét sågar i dens logiske brug.
1 [B131] Om forestillingerne selv er identiske, og een forestilling således analytisk vil kunne tænkes gennem den anden, det kommer her ikke i betragtning. Bevidstheden om den ene er, så vidt der er tale om mangefoldet, dog stadigvæk at sondre fra bevidstheden om den anden, og her kommer det alene an på syntesen af denne (mulige) bevidsthed.
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. B-deduktionen 107
§16.
Om apperceptionens oprindeligt-syntetiske enhed.
Dét: Jeg tænker, må kunne ledsage alle mine forestillinger; for
ellers ville noget [B132] blive forestillet i mig, som slet ikke ville
kunne tænkes, hvilket vil sige lige så meget som, at forestillingen
enten ville være umulig, eller i det mindste for mig intet ville
være. Den forestilling, der kan være givet forud for al tænkning,
kaldes anskuelse. Således har anskuelsens mangefold et
nødvendigt henføringsforhold til dét: Jeg tænker, i det samme
subjekt, hvori dette mangefold bliver truffet. Men denne
forestilling er en akt af spontaniteten, dvs. den kan ikke anses som
hørende til sansningen. Jeg benævner denne forestilling den rene
apperception, for at skelne den fra den empiriske, eller også den
oprindelige apperception, fordi den er den selvbevidsthed, som
ikke kan ledsages af nogen yderligere forestilling, idet den
frembringer forestillingen Jeg tænker, som må kunne ledsage alle
andre, og i al bevidsthed er een og den samme. Jeg benævner også
enheden af selvsamme forestilling selvbevidsthedens
transcendentale enhed, for at betegne muligheden af den a priori
erkendelse ud fra den. For de mangfoldige forestillinger, der
bliver givet i en vis anskuelse, ville ikke tilsammen være mine
forestillinger, hvis de ikke tilsammen hørte een selvbevidsthed til,
dvs. qua mine forestillinger (om jeg end ikke er mig dem bevidst
som sådanne) må de dog nødvendigvis være passende til den
betingelse, under hvilken de alene kan stå sammen i een almen
selvbevidsthed, da de ellers ikke gennemgående [B133] ville
tilhøre mig. Af denne oprindelige forbindelse lader meget sig
følge.
Denne gennemgående identitet af apperceptionen af et i
anskuelsen givet mangefold indeholder nemlig en syntese af
Kritik af den rene fornuft
108
forestillingerne, og er kun mulig gennem bevidstheden om denne
syntese. For den empiriske bevidsthed, som ledsager forskellige
forestillinger, er i sig adspredt og uden henføring til subjektets
identitet. Dette henføringsforhold sker altså endnu ikke
derigennem, at jeg ledsager hver forestilling med bevidsthed,
men derimod derigennem, at jeg sætter een hen til den anden og
er mig deres syntese bevidst. Altså kun derigennem, at jeg kan
forbinde et mangefold af givne forestillinger i een bevidsthed, er
det muligt, at jeg forestiller mig bevidsthedens identitet i disse
forestillinger selv, dvs. apperceptionens analytiske enhed er kun
mulig under forudsætningen af en eller anden syntetisk1. [B134]
Den tanke: disse i anskuelsen givne forestillinger tilhører alle
tilsammen mig, vil følgeligt sige så meget som at jeg forener dem
i een selvbevidsthed, eller i det mindste kan forene dem deri, og
selvom denne tanke endnu ikke er bevidstheden om
forestillingernes syntese, så forudsætter den dog at denne er mulig,
dvs. kun derigennem, at jeg kan begribe forestillingernes
mangefold i een bevidsthed, kalder jeg dem alle tilsammen for
mine forestillinger; for ellers ville jeg have et lige så mangefarvet
1 [B133] Bevidsthedens analytiske enhed hænger ved alle fælles begreber, som sådanne, f.eks når jeg tænker mig rød overhovedet, så forestiller jeg mig derigennem en beskaffenhed, der (qua kendetegn) kan træffes ved et eller andet, eller kan være forbundet med andre forestillinger; altså kun i kraft af en forudtænkt mulig syntetisk enhed kan jeg forestille mig den analytiske enhed. En forestilling, der skal tænkes som fælles for forskellige forestillinger, anses som hørende sådanne til, [B134] som ud over denne stadigvæk har noget Forskelligt ved sig, og følgeligt må den forudgående tænkes i syntetisk enhed med andre (om end blot mulige forestillinger), førend jeg ved den kan tænke den analytiske enhed af bevidstheden, som gør den til conceptus communis. Og således er apperceptionens syntetiske enhed det højeste punkt, til hvilket man må hæfte al forstandsbrug, selv den hele logik, og efter den, Transcendental-Filosofien, ja denne evne er forstanden selv.
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. B-deduktionen 109
forskelligt Selv, som jeg har forestillinger jeg er mig bevidst om.
Syntetisk enhed af anskuelsernes mangefold, som a priori givent,
er altså grunden for selve apperceptionens identitet, der a priori
går forud for al min bestemte tænkning. Forbindelse ligger
imidlertid ikke i genstandene, og kan ikke tages fra dem gennem
iagttagelse for så allerførst derved at indoptages i forstanden, men
er derimod alene [B135] noget, der er rejst [eine Verrichtung] af
forstanden, som selv ikke er andet end evnen til a priori at
forbinde og til at bringe mangefoldet af givne forestillinger ind
under apperceptionens enhed, og denne grundsætning er den
øverste i hele den menneskelige erkendelse [n.].
Denne grundsætning for apperceptionens nødvendige enhed
er nu ganske vist selv identisk, og altså en analytisk sætning, men
erklærer dog en syntese af det i en anskuelse givne mangefold
som nødvendig, uden hvilken syntese hine gennemgående
identitet af selvbevidstheden ikke kan tænkes. For gennem Jeg’et,
qua simpel forestilling, er intet mangefold givet; i anskuelsen, der
er forskellig derfra, kan det kun blive givet og blive tænkt
gennem forbindelse i een bevidsthed. En forstand, hvori ethvert
mangefold gennem selvbevidstheden tillige ville blive givet, ville
anskue; vores forstand kan kun tænke og må søge anskuelsen i
sanserne. Jeg er mig således det identiske Selv bevidst, med
hensyn til mangefoldet af de mig i en anskuelse givne
forestillinger, fordi jeg kalder dem alle tilsammen for mine
forestillinger, der udgør een forestilling. Men det vil sige så meget
som, at jeg er mig bevidst om en nødvendig syntese af dem a
priori, hvilket vil sige apperceptionens oprindelige syntetiske
enhed, under hvilken alle mig givne forestillinger [B136] står,
men ind under hvilken de også, gennem en syntese, må bringes.
Kritik af den rene fornuft
110
§17.
Grundsætningen for apperceptionens syntetiske enhed
er det øverste princip for al forstandsbrug
Den øverste grundsætning for muligheden af al anskuelse i
henføring til sansningen var ifølge den transcendentale æstetik: at
ethvert mangefold fra anskuelsen står under rummets og tidens
formale betingelser. Den øverste grundsætning for selvsamme
anskuelser i henføring til forstanden er: at ethvert mangefold fra
anskuelsen vil stå under betingelser af apperceptionens
oprindeligt-syntetiske enhed1. Under den førstnævnte
grundsætning står alle anskuelsens mangfoldige forestillinger, så
vidt de bliver os givet, under den anden står de, så vidt de [B137]
må kunne forbindes i een bevidsthed; for uden den kan intet
tænkes eller erkendes derigennem, da de givne forestillinger ikke
ville have apperceptionens akt, Jeg tænker, tilfælles, og
derigennem ikke ville være blevet sammenfattet i een
selvbevidsthed.
Forstand er, for at tale alment, evnen til erkendelserne. Disse
består i den bestemte henføring af givne forestillinger til et
objekt. Men objekt er dét, i hvis begreb en given anskuelses
mangefold er forenet. Nu kræver al forening af forestillingerne
imidlertid bevidsthedens enhed i syntesen af dem. Følgeligt er
bevidsthedens enhed det, som alene udgør forestillingernes
1 [B136] Rummet og tiden og alle dele af samme er anskuelser, de er altså enkeltstående forestillinger med dét mangefold, som de indeholder i sig (se den transcendentale æstetik), altså er de ikke blotte begreber, gennem hvilke netop samme bevidsthed antræffes som indeholdt i mange forestillinger, tværtimod antræffes der mange forestillinger, som indeholdt i een forestilling, og i dens bevidsthed, altså som sammensatte, følgeligt antræffes bevidsthedens enhed, som syntetisk, men dog oprindelig. Denne enkeltståenhed er vigtig i anvendelsen (se §25.).
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. B-deduktionen 111
henføring til en genstand, og altså udgør deres objektive
gyldighed, følgeligt, for at de skal blive til erkendelser, og
bevidsthedens enhed er følgeligt det, som selv forstandens
mulighed beror på.
Den første rene forstandserkendelse [n.] altså, hvorpå hele
forstandens øvrige brug grunder sig, som også tillige er helt
uafhængig af alle den sanselige anskuelses betingelser, er nu
grundsætningen for den oprindelige syntetiske enhed af
apperceptionen. Således er den ydre sanselige anskuelses blotte
form, rummet, endnu slet ingen erkendelse; rummet afgiver kun
anskuelsens a priori mangefold til en mulig erkendelse. For at
erkende et eller andet i rummet, f.eks. en linje, må jeg drage den,
og således [B138] syntetisk bringe en bestemt forbindelse af det
givne mangefold i stand, sådan, at enheden af denne handling
tillige er enheden af bevidstheden (i begrebet om en linje), og et
objekt (et bestemt rum) derigennem allerførst bliver erkendt.
Bevidsthedens syntetiske enhed er således en objektiv betingelse
for al erkendelse, ikke for den erkendelse jeg blot selv behøver,
for at erkende et objekt, men derimod en betingelse, under
hvilken enhver anskuelse må stå, for at blive objekt for mig, da
mangefoldet på anden måde, og uden denne syntese, ikke ville
forene sig i een bevidsthed.
Denne sidste sætning er, som sagt, selv analytisk, selvom den
gør den syntetiske enhed til betingelsen for al tænkning; for den
siger ikke videre, end, at alle mine forestillinger i en eller anden
given anskuelse må stå under den betingelse, under hvilken jeg
alene kan regne dem, qua mine forestillinger, til det identiske
Selv, og således, som forbundet syntetisk i en apperception, kan
sammenfatte dem gennem det almene udtryk Jeg tænker.
Men denne grundsætning er dog ikke et princip for enhver
overhovedet mulig forstand, men derimod kun for den, gennem
hvis rene apperception i forestillingen: Jeg er, der endnu slet ikke
Kritik af den rene fornuft
112
er givet noget mangefold. Den forstand, gennem hvis
selvbevidsthed tillige anskuelsens mangefold ville blive givet,
[B139] en forstand, gennem hvis forestilling også denne
forestillings objekter ville eksistere, ville ikke kræve en særlig akt
for syntesen af mangefoldet til bevidsthedens enhed, en syntese,
som den menneskelige forstand, der blot tænker, ikke anskuer,
behøver. Men for den menneskelige forstand er den dog
uundgåeligt den første grundsætning, således, at den endda ikke
kan gøre sig det mindste begreb om en anden mulig forstand,
hvad enten en sådan, der selv ville anskue, eller en sådan, der
ganske vist ville have en sanselig anskuelse som liggende til
grund, men dog af en anden art end anskuelsen i rum og tid.
§18.
Hvad den objektive enhed af selvbevidstheden så er
Apperceptionens transcendentale enhed er den enhed, gennem
hvilken ethvert i en anskuelse givet mangefold forenes i et begreb
om objektet. Derfor kaldes den objektiv, og må skelnes fra
bevidsthedens subjektive enhed, der er en bestemmelse af den indre
sans, hvorigennem hine anskuelsens mangefold empirisk gives til
en sådan forbindelse. Om jeg vil kunne være mig mangefoldet
empirisk bevidst, som samtidigt, eller på hinanden følgende,
kommer an på omstændigheder, eller empiriske betingelser.
Hvilket er hvorfor den empiriske [B140] enhed af bevidstheden,
gennem forestillingernes association, selv har med en
fremtrædelse at gøre, og er helt tilfældig. Derimod står
anskuelsens rene form i tiden, blot som anskuelse overhovedet
der indeholder et givet mangefold, under bevidsthedens
oprindelige enhed, udelukkende derigennem, at anskuelsens
mangefold står i et nødvendigt henføringsforhold til dét Ene: Jeg
tænker; altså gennem forstandens rene syntese, der ligger den
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. B-deduktionen 113
empiriske syntese a priori til grund. Hine enhed er alene
objektivt gyldig; apperceptionens empiriske enhed, som vi her
ikke overvejer, og som også bare er afledt af den førstnævnte
under givne betingelser in concreto, har kun subjektiv gyldighed.
Een forbinder et vist ords forestilling med een sag, den anden
forbinder ordets forestilling med en anden sag; og bevidsthedens
enhed, i det, som er empirisk, er med hensyn til det, som er givet,
ikke nødvendig og alment gældende.
§19.
Den logiske form for alle domme består
i den objektive enhed af apperceptionen
af de deri indeholdte begreber
Jeg har aldrig kunne stille mig tilfreds gennem den forklaring,
som logikerne giver af en dom overhovedet: den er, som de siger,
præsentationen af [Vorstellung] et forhold mellem to begreber.
Uden nu [B141] her at skændes med dem omkring det fejlagtige i
forklaringen, at den så i al fald kun passer på kategoriske, men
ikke på hypotetiske og disjunktive domme, (da de sidstnævnte
ikke indeholder et forhold af begreber, men derimod selv af
domme), (uagtet, at der ud fra denne logikkens forseelse er
udvokset diverse skadelige følger,)1 anmærker jeg blot, at det her
ikke er blevet bestemt, hvori dette forhold så består.
1 [B141] Den vidtløftige lære om de fire syllogistiske figurer vedrører kun de kategoriske fornuftsslutninger, og, omend den ganske vist ikke er mere end en kunst til, ved at skjule de umiddelbare slutninger (consequentiæ immediatæ) under præmisserne for en ren fornuftsslutning, at tilsnige skinnet af flere slutningsarter, end den, der er i den første figur, så ville denne lære dog ikke alene derigennem have gjort nogen synderlig lykke, hvis ikke det var lykkedes den at bringe de kategoriske domme, qua dem, hvortil alle andre må lade sig henføre, i
Kritik af den rene fornuft
114
Men hvis jeg nøjere undersøger henføringsforholdet af givne
erkendelser i enhver dom, og sondrer dem, som tilhørende
forstanden, fra forholdet ifølge den reproduktive
indbildningskrafts love (hvilket forhold kun har subjektiv
gyldighed), så finder jeg, at en dom så ikke er andet, end den
måde, hvorpå givne erkendelser bringes til apperceptionens
objektive enhed. Mod dette stiler det lille forholdsord er i dem,
[B142] for at skelne den objektive enhed af givne forestillinger fra
den subjektive. For dette ord betegner forestillingernes
henføringsforhold til den oprindelige apperception og dens
nødvendige enhed, om dommen end selv er empirisk, altså
tilfældig, f.eks. legemerne er tunge. Hvormed jeg ganske vist
ikke vil sige, at disse forestillinger så i den empiriske anskuelse
hører nødvendigt til hinanden, men derimod at de hører til
hinanden i kraft af den nødvendige enhed af apperceptionen i
syntesen af anskuelserne, dvs. ifølge principper for den objektive
bestemmelse af alle forestillinger, så vidt der derudfra kan blive
erkendelser, hvilke principper alle er udledte af grundsætningen
for apperceptionens transcendentale enhed. Alene derigennem
bliver der ud af dette forhold en dom, dvs. et forhold, som er
objektivt gyldigt, og som tilstrækkeligt adskiller sig fra det forhold
for selvsamme forestillinger, hvori der blot ville være subjektiv
gyldighed, f.eks. ifølge associationens love. Ifølge de sidstnævnte
ville jeg kun kunne sige: Hvis jeg løfter et legeme, så føler jeg et
tyngende tryk; men ikke: det, legemet, er tungt; hvilket vil sige så
meget som at begge disse forestillinger er forbundet tilsammen i
objektet, dvs. uden forskel på subjektets tilstand, og er ikke blot
altoverskyggende respekt [ausschließliches Ansehen], hvilket imidlertid er forkert ifølge §9.
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. B-deduktionen 115
forbundet tilsammen i iagttagelsen (hvor ofte den end må være
gentaget). [B143]
§20.
Alle sanselige anskuelser
står under kategorierne, som betingelser
under hvilke alene anskuelsernes mangefold
kan komme sammen i een bevidsthed.
Det mangefoldige i en sanselig anskuelse givne hører
nødvendigvis ind under den oprindelige syntetiske enhed af
apperceptionen, da anskuelsens enhed alene er mulig gennem
denne. (§17.) Men den forstandshandling, hvorigennem
mangefoldet af givne forestillinger (om de så end er anskuelser
eller begreber) overhovedet bringes ind under en apperception, er
dommenes logiske funktion. (§19.) Altså er ethvert mangefold, så
vidt det er givet i Een empirisk anskuelse, bestemt med hensyn til
een af de logiske funktioner til at dømme, gennem hvilken det
nemlig overhovedet bliver bragt til een bevidsthed. Nu er
kategorierne imidlertid intet andet end netop disse funktioner til
at dømme, så vidt en given anskuelses mangefold er bestemt med
hensyn til dem. (§13.) Altså står også mangefoldet i en given
anskuelse nødvendigvis under kategorier. [B144]
§21.
Anmærkning
Et mangefold som er indeholdt i en anskuelse, som jeg kalder for
min, forestilles gennem forstandens syntese som tilhørende
selvbevidsthedens nødvendige enhed, og dette sker gennem
Kritik af den rene fornuft
116
kategorien1. Dette peger altså på: at den empiriske bevidsthed om
et givent mangefold for Een anskuelse står under en ren
selvbevidsthed a priori, ligesom empirisk anskuelse står under en
ren sanselig, der ligeledes finder sted a priori. - I ovenstående
sætning er således gjort begyndelsen på en deduktion af de rene
forstandsbegreber, i hvilken jeg, da kategorierne uafhængigt af
sansning blot udspringer i forstanden, endvidere må abstrahere
fra den måde, hvorpå mangefoldet til en empirisk anskuelse
gives, for blot at se på den enhed, der, formidlet via kategorien,
gennem forstanden kommer ind i anskuelsen. I det følgende
(§26.) vil det, ud fra den måde, hvorpå den empiriske anskuelse
gives i sansningen, [B145] blive vist, at denne anskuelses enhed så
er ingen anden end den, som kategorien ifølge den foregående
§20. foreskriver for mangefoldet af en given anskuelse
overhovedet, og derigennem altså, at dens a priori gyldighed med
hensyn til alle genstande fra vore sanser bliver forklaret, vil
deduktionens hensigt allerførst blive opnået til fulde
Eet stykke kunne jeg dog ikke abstrahere fra i det
ovenstående bevis, nemlig derfra, at mangefoldet vil måtte være
givet for anskuelsen allerede forud for, og uafhængigt af,
forstandens syntese; men hvordan, dét forbliver her ubestemt.
For, ønskede jeg at tænke mig en forstand, der selv anskuede
(såsom en guddommelig, der så ikke forestillede sig givne
genstande, men gennem hvis forestilling genstandene selv tillige
gaves, eller frembragtes), så ville kategorierne med hensyn til en
sådan erkendelse [n.] slet ingen betydning have. De er kun regler
1 [B144] Bevisgrunden beror på den forestillede enhed af den anskuelse, hvorigennem en genstand bliver givet, hvilken enhed til hver en tid indbefatter en syntese af det mangfoldige givne til en anskuelse , og allerede indholder dette sidstnævnte givnes henføringsforhold til apperceptionens enhed.
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. B-deduktionen 117
for en forstand, hvis hele evne består i tænkningen, dvs. i den
handling, at bringe syntesen af det mangefold, som er blevet den
givet andetsteds fra i anskuelsen, til apperceptionens enhed, og
som altså taget for sig slet intet erkender, men derimod kun
forbinder og ordner stoffet til erkendelsen [n.], anskuelsen, som
må være forstanden givet gennem objektet. Men for
ejendommeligheden ved vor forstand, kun formidlet via
kategorierne og [B146] kun lige netop gennem denne deres art og
antal, at bringe selvsamme enhed af apperceptionen a priori i
stand, lader sig lige så lidt angive en videre grund, som til,
hvorfor vi netop har disse og ingen andre funktioner til domme,
eller til, hvorfor tid og rum er de eneste former for vor mulige
anskuelse.
§22.
Kategorien har ingen anden brug
til erkendelsen [n.] af tingene,
end dens anvendelse på erfaringens genstande.
At tænke sig en genstand, og at erkende en genstand, er således
ikke eet og det samme. Til erkendelsen [n.] hører nemlig to
stykker: for det første begrebet, hvorigennem en genstand
overhovedet bliver tænkt (kategorien), og for det andet
anskuelsen, hvorigennem den bliver givet; for, ville der slet ikke
kunne gives en korresponderende anskuelse til begrebet, så ville
det formen tilfølge være en tanke, men uden nogen genstand, og
gennem den ville slet ingen erkendelse af en eller anden ting være
mulig; fordi der, så vidt jeg ville vide, intet ville gives, ejheller
ville kunne gives, som min tanke vil kunne anvendes på. Nu er al
anskuelse, som er mulig for os, sanselig (æstetik), altså kan
tænkningen af en genstand overhovedet gennem et rent
forstandsbegreb hos os kun blive erkendelse, så vidt dette
Kritik af den rene fornuft
118
forstandsbegreb bliver henført til genstande fra sanserne. Sanselig
[B147] anskuelse er enten ren anskuelse (rum og tid) eller
empirisk anskuelse af det, som i rummet og i tiden umiddelbart
bliver forestillet som virkeligt, gennem sansefornemmelse .
Gennem bestemmelse af førstnævnte1 kan vi få a priori
erkendelser af genstande (i matematikken), men kun deres form
tilfølge, som fremtrædelser; om der vil kunne gives ting, der så
må blive anskuet i denne form, forbliver derved endnu uafgjort.
Følgeligt er alle matematiske begreber taget for sig ikke
erkendelser; ud over, for så vidt man forudsætter, at der gives
ting, der kun lader sig fremstille passende til formen for hine
rene sanselige anskuelse. Men ting i rummet og tiden bliver os kun
givet, så vidt de er iagttagelser (forestillinger ledsaget med
sansefornemmelse), altså gennem empirisk forestilling. Følgeligt
fremskaffer de rene forstandsbegreber, selv når de anvendes på a
priori anskuelser (som i matematikken), kun for så vidt
erkendelse, som disse, altså også forstandsbegreberne formidlet
via dem, kan anvendes på empiriske anskuelser. Følgeligt leverer
kategorierne formidlet via anskuelsen heller ingen erkendelse af
ting, andet end blot gennem deres mulige anvendelse på empirisk
anskuelse, dvs. de tjener kun til muligheden af empirisk erkendelse.
Denne kaldes imidlertid erfaring. Følgeligt har kategorierne
ingen anden brug til erkendelsen [n.] af tingene, end blot [B148]
så vidt som der antages genstande for mulig erfaring.
1 [»Durch Bestimmung [der reinen Anschauung] können wir Erkenntnisse a priori von Gegenständen ... bekommen«: Først ved, at en given anskuelse bliver bestemt (som ...), får vi erkendelse, fordi erkendelse altid er en dom.]
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. B-deduktionen 119
§23.
Den ovenstående sætning er af den største vigtighed; for den
bestemmer lige så vel grænserne for brugen af de rene
forstandsbegreber med hensyn til genstandene, som den
transcendentale æstetik bestemte grænserne for brugen af den
rene form for vores sanselige anskuelse. Rum og tid gælder, qua
betingelser for muligheden af, hvorledes genstande kan blive
givet, ikke videre end for sansernes genstande, altså kun for
erfaringens genstande. Ude over disse grænser præsenterer de slet
ikke noget; [über diese Grenzen hinaus stellen sie gar nichts vor] for
de er kun i sanserne og udenfor dem har de ingen virkelighed.
De rene forstandsbegreber er fri for denne indskrænkning, og
strækker sig over genstande for anskuelsen overhovedet, om de
ligner vor anskuelse eller ikke, om den blot er sanselig og ikke
intellektuel. Denne begrebernes videre udstrækning ud over vores
sanselige anskuelse er os dog til ingen hjælp. For da er de tomme
begreber om objekter, om hvilke, hvad enten disse objekter nu er
mulige eller ej, vi slet ikke kan dømme gennem hine begreber,
det er blotte tankeformer uden objektiv realitet, for vi ikke har
nogen anskuelse ved hånden, som den syntetiske enhed af
apperceptionen, hvilken de alene indeholder, ville kunne
anvendes på, så at de således [B149] ville kunne bestemme en
genstand. Vores sanselige og empiriske anskuelse kan alene skaffe
dem mening og betydning.
Antager man således et objekt fra en ikke-sanselig anskuelse, så
kan man ganske vist forestille det gennem alle de prædikater, der
allerede ligger i forudsætningen, så at der ikke tilkommer det noget
som hører den sanselige anskuelse til: altså, at det ikke får være
udstrakt, eller får være i rummet, at dets varighed ikke får være
nogen tid, at der i det ikke vil antræffes nogen forandring (følge
Kritik af den rene fornuft
120
af bestemmelserne i tiden), osv. Men det er dog ingen egentlig
erkendelse [n.], hvis jeg blot påpeger, hvordan anskuelsen af
objektet så ikke er, uden at kunne sige, hvis der så er indeholdt i
den; for så har jeg slet ikke præsenteret [vorgestellt] muligheden af
et objekt til mit rene forstandsbegreb, da jeg ikke har kunnet give
nogen anskuelse, der korresponderede til det rene
forstandsbegreb, men derimod kun kunne sige, at vores
anskuelse så ikke gælder for det. Men det fornemmeste er her, at
ikke engang een eneste kategori ville kunne anvendes på et
sådant Noget: f.eks. begrebet om en Substans, dvs. om Noget, der
vil kunne eksistere som subjekt, men aldrig som blot prædikat,
hvorom jeg slet ikke ved, om der vil kunne gives en eller anden
ting, som korresponderede til denne tankebestemmelse, hvis ikke
empirisk anskuelse ville give mig tilfældet for anvendelsen. Dog
mere herom i det følgende. [B150]
§24.
Om anvendelsen af kategorierne
på genstande fra sanserne overhovedet
De rene forstandsbegreber henfører sig gennem den blotte
forstand til genstande fra anskuelsen overhovedet, ubestemt om
den er vores eller en eller anden anden, men dog sanselig,
anskuelse, og de er netop derfor blotte tankeformer, hvorigennem
der endnu ikke erkendes nogen bestemt genstand. Syntesen eller
forbindelsen af mangefoldet i disse begreber henførte sig blot til
apperceptionens enhed, og var derigennem grunden for
muligheden af erkendelsen a priori, så vidt den beror på
forstanden, og var altså ikke alene transcendental, men derimod
også blot rent intellektual. Men da der i os ligger en vis form for
den sanselige anskuelse a priori til grund, som beror på
forestillingsfærdighedens (sansningens) receptivitet, så kan
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. B-deduktionen 121
forstanden, som spontanitet, bestemme den indre sans gennem
mangefoldet af givne forestillinger passende til apperceptionens
syntetiske enhed, og på sådan vis a priori tænke syntetisk enhed
af apperceptionen af mangefoldet for den sanselige anskuelse, som
den betingelse, under hvilken alle genstande for vores (den
menneskelige) anskuelse nødvendigvis må stå, hvorigennem så
kategorierne, som blotte tankeformer, [B151] får objektiv realitet,
dvs. anvendelse på genstande, som kan gives os i anskuelsen, men
kun som fremtrædelser; for kun for disse er vi i stand til den a
priori anskuelse.
Denne syntese af den sanselige anskuelses mangefold, der er a
priori mulig og nødvendig, kan benævnes figurlig (synthesis
speciosa), til forskel fra den syntese, som, med hensyn til
mangefoldet for en anskuelse overhovedet, ville blive tænkt i den
blotte kategori, og kaldes forstandsforbindelse (synthesis
intellectualis); begge er transcendentale, ikke blot fordi de selv
foregår a priori, men derimod fordi de også grunder muligheden
af anden erkendelse a priori.
Men den figurlige syntese, når den blot går på
apperceptionens oprindeligt-syntetiske enhed, altså går på denne
transcendentale enhed som bliver tænkt i kategorierne, må, til
forskel fra den blot intellektuelle forbindelse, kaldes for den
indbildningskraftens transcendentale syntese. Indbildningskraft er
evnen til at præsentere [vorstellen] en genstand også uden dennes
nærvær [Gegenwart] i anskuelsen. Da nu al vor anskuelse er
sanselig, så hører indbildningskraften, grundet den subjektive
betingelse, under hvilken indbildningskraften alene kan give
forstandsbegreberne en korresponderende anskuelse, til
sansningen; men for så vidt dens syntese dog er en udøvelse af
spontaniteten, som er bestemmende, og ikke, som sansen, [B152]
blot er bestembar, og altså a priori kan bestemme sansen, dens
form tilfølge, passende til apperceptionens enhed, så er
Kritik af den rene fornuft
122
indbildningskraften for så vidt en evne til a priori at bestemme
sansningen, og dens syntese af anskuelserne, passende til
kategorierne, må være indbildningskraftens transcendentale syntese,
hvilket er en forstandens virkning på sansningen og den første
anvendelse af forstanden (og tillige grunden for al øvrig
anvendelse) på genstande fra den os mulige anskuelse.
Indbildningskraftens transcendentale syntese er, som figurlig,
adskilt fra den intellektuelle syntese helt uden indbildningskraft
blot gennem forstanden. Så vidt indbildningskraften nu er
spontanitet, benævner jeg den også af og til den produktive
indbildningskraft, og skelner den derigennem fra den
reproduktive, hvis syntese blot er underkastet empiriske love,
nemlig lovene for associationen.
Her er nu stedet for at gøre det Paradokse, som måtte være
påfaldende for enhver ved ekspositionen af formen for den indre
sans (§6.): nemlig hvordan den indre sans sågar også kun
fremstiller os selv sådan som vi fremtræder, ikke som vi er i os
selv, [B153] for bevidstheden, fordi vi nemlig kun anskuer os
sådan som vi inderligt bliver afficeret, hvilket synes at være
selvmodsigende, idet vi så måtte forholde os til os selv som
lidende; hvilket også er hvorfor man i psykologiens systemer
plejer at foretrække, at udgive den indre sans for eet og samme
med apperceptionens evne (hvilke vi omhyggeligt skelner
imellem).
Det, som bestemmer den indre sans, er forstanden og dens
oprindelige evne til at forbinde anskuelsens mangefold, dvs. at
bringe det ind under en apperception (som det, hvorpå dets
mulighed selv beror). Eftersom forstanden i os mennesker nu
ikke selv er nogen evne til anskuelserne, og denne apperception,
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. B-deduktionen 123
om den end var givet i sansningen, dog ikke kan optage i sig, for
ligesom at forbinde mangefoldet af dets egen anskuelse, så er
forstandens syntese, når forstanden bliver betragtet for sig alene,
intet andet end enheden af den handling, som forstanden, også
uden sansning, er sig bevidst som en sådan, gennem hvilken
handling forstanden dog evner inderligt at bestemme selv
sansningen med hensyn til mangefoldet, som kan gives ifølge
sansningens anskuelses form. Forstanden altså udøver, under
benævnelsen af en indbildningskraftens transcendentale syntese, hine
handling på det passive subjekt, hvis evne forstanden er, om
hvilket vi med rette siger, at den indre sans [B154] så bliver
afficeret derigennem. Apperceptionen og dens syntetiske enhed
er så aldeles ikke eet og samme med den indre sans, at hine
apperception, som kilden til al forbindelse, går på mangefoldet
fra anskuelserne overhovedet, under navnet af kategorierne, og
forud for al sanselig anskuelse går på objekter overhovedet;
hvorimod den indre sans indeholder anskuelsens blotte form, men
uden forbindelse af mangefoldet i anskuelsen, og altså endnu slet
ikke indeholder nogen bestemt anskuelse, hvilken kun er mulig
gennem bevidstheden om bestemmelsen af mangefoldet gennem
indbildningskraftens transcendentale handling, (forstandens
syntetiske indflydelse på den indre sans), hvilken handling jeg
har benævnt den figurlige syntese.
Dette iagttager vi også i os til hver en tid. Vi kan ikke tænke
os nogen linje, uden at drage den i tanker, vi kan ikke tænke os
nogen cirkel, uden at beskrive den, vi kan slet ikke forestille os
rummets tre dimensioner, uden, ud fra det samme punkt, at sætte
tre linjer lodret på hinanden, og selv tiden kan vi ikke forestille
os, andet end derved, at vi i dragningen af en lige linje (der skal
være den yderligt figurlige præsentation [Vorstellung] af tiden)
blot har agt på handlingen for mangefoldets syntese,
hvorigennem vi successivt bestemmer den indre sans, og
Kritik af den rene fornuft
124
derigennem har agt på denne bestemmelses succession i
selvsamme indre sans. Bevægelse, qua subjektets handling, (ikke
som [B155] bestemmelse af et objekt2,) og følgeligt syntesen af
mangefoldet i rummet, når vi abstraherer fra [objektet], og kun
har agt på den handling, hvorigennem vi bestemmer den indre
sans passende til dens form, frembringer sågar først successionens
begreb. Forstanden finder altså ikke en sådan forbindelse af
mangefoldet i denne [indre sans], men frembringer forbindelsen,
idet den afficerer den indre sans. Men hvordan det Jeg, som jeg
tænker, så er forskelligt fra det Jeg, der anskuer sig selv (idet jeg
kan forestille mig en helt anden art anskuelse, i det mindste som
værende mulig) og så alligevel er eet og samme med dette
sidstnævnte Jeg, som eet og samme subjekt, og hvordan jeg altså
vil kunne sige: Jeg, som intelligens og tænkende subjekt, erkender
mig selv som tænkt objekt, så vidt jeg også derudover er mig givet
i anskuelsen, blot ligesom andre fænomener, ikke sådan som jeg
er for forstanden, men derimod sådan, som jeg fremtræder for
mig, dét har hverken mere eller mindre vanskelighed ved sig,
end [dét,] hvordan jeg overhovedet [B156] vil kunne være et
objekt for mig selv, og det vel at mærke et objekt i anskuelsen. At
det imidlertid virkeligt er nødt til at være sådan, kan, hvis man
lader rummet gælde for en blot ren form for fremtrædelserne fra
ydre sanser, gøres klart derigennem, at vi ikke kan forestille os
tiden, som slet ikke er nogen genstand fra ydre anskuelse, andet
end under billedet af en linje, så vidt vi drager den, uden hvilken 2 [B155] Bevægelsen af et objekt i rummet hører ikke til i en ren videnskab, og følgeligt heller ikke i geometrien; eftersom dette, at Noget får være bevægeligt, ikke kan erkendes a priori, men derimod kun gennem erfaring. Men bevægelse, som beskrivelse af et rum, er en ren akt af den successive syntese af mangefoldet i den ydre anskuelse overhovedet, gennem produktiv indbildningskraft, og hører ikke bare til i geometrien, men derimod sågar i transcendentalfilosofien.
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. B-deduktionen 125
fremstillingsmåde vi slet ikke ville kunne erkende enheden for
dens opmåling [Abmessung], tillige at vi altid må tage
bestemmelsen af tidens længde, eller også af tidspunkterne for
alle indre iagttagelser, fra det, som ydre ting viser os af
foranderligt, og følgeligt, at vi er nødt til at ordne
bestemmelserne af den indre sans på netop samme måde må som
fremtrædelser i tiden, sådan som vi ordner fremtrædelserne for
de ydre sanser i rummet, og altså, hvis vi om de sidstnævnte
fremtrædelser indrømmer, at vi derigennem kun for så vidt
erkender objekter, som vi yderligt bliver afficeret, vi også om den
indre sans må tilstå, at vi helt igennem kun anskuer os selv sådan,
som vi inderligt bliver afficeret af os selv, dvs. at vi, hvad angår
den indre anskuelse, kun erkender vores eget subjekt blot som
fremtrædelser, men ikke ud fra det, som det er i sig selv3. [B157]
§25.
Derimod er jeg mig, i den transcendentale syntese af
forestillingernes mangefold, og altså i apperceptionens syntetiske
oprindelige enhed, bevidst om mig selv, ikke sådan som jeg
fremtræder for mig, ejheller sådan som jeg er i mig selv, men
derimod kun at jeg er. Denne forestilling er en tænken, ikke en
anskuen. Da der nu til erkendelsen [n.] af os selv, udover
tænkningens handling, der bringer mangefoldet af enhver mulig
3 [B156] Jeg ser ikke, hvordan man vil kunne finde så megen vanskelighed deri, at den indre sans skal afficeres af os selv. Enhver opmærksomheds-akt kan [B157] give os et eksempel på dette. I opmærksomheds-akten bestemmer forstanden altid den indre sans passende til forbindelsen, som den tænker, til den indre anskuelse, der korresponderer til mangefoldet i en syntese i forstanden. Hvor meget gemyttet almindeligvis bliver afficeret herigennem, vil enhver kunne iagttage i sig selv.
Kritik af den rene fornuft
126
anskuelse til apperceptionens enhed, også kræves en bestemt art
af anskuelsen, govrigennem dette mangefold bliver givet, så er
min egen eksistens ganske vist ikke fremtrædelser (langt snarere
er den blot et skin), men bestemmelsen af min eksistens4 [B158]
kan kun ske passende til formen for den indre sans ud fra den
særlige art, hvorpå det mangefold, som jeg forbinder, bliver givet
i den indre anskuelse, og jeg har altså dette tilfølge ingen
erkendelse af mig af, hvordan jeg er, men derimod blot af, hvordan
jeg fremtræder for mig selv. Bevidstheden om sig selv er altså så
langt fra ikke en erkendelse af sig selv, uagtet alle kategorier, som
udgør tænkningen af et objekt overhovedet gennem forbindelse af
mangefoldet i en apperception. Ligesom jeg, til erkendelsen [n.]
af et fra mig forskelligt objekt, udover tænkningen af et objekt
overhovedet (i kategorien) så også behøver en anskuelse,
hvorigennem jeg bestemmer hine almene begreb, således behøver
jeg, til erkendelsen [n.] af mig selv, udover bevidstheden, eller
udover det, at jeg tænker mig, så også en anskuelse af
mangefoldet i mig, hvorigennem jeg bestemmer disse tanker, og
jeg eksisterer som intelligens, der blot er sig sin forbindelsesevne
4 [B157] Dét, Jeg tænker, udtrykker den akt, at bestemme min eksistens. Eksistensen er derigennem altså allerede givet, men den måde, hvorpå jeg så skal bestemme eksistensen, dvs. skal sætte mangefoldet, det til mangefoldet hørende, i mig, er derigennem endnu ikke givet. Dertil hører selvanskuelse, der har en a priori given form, dvs. tiden, liggende til grund, som er sanselig og er hørende det bestembares receptivitet til. Har jeg nu ikke endnu [B158] en anden selvanskuelse, der giver det bestemmende i mig, hvis spontanitet jeg blot er mig bevidst om, forud for bestemme-akten, ligesom tiden giver det bestembare, så kan jeg ikke bestemme min eksistens, som et selvaktivt væsen; tværtimod forestiller jeg mig kun min tænknings, dvs. bestemmens, spontanitet, og min eksistens forbliver altid kun sanseligt bestembar, dvs. som eksistensen af en fremtrædelse. Dog gør denne spontanitet, at jeg benævner mig intelligens.
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. B-deduktionen 127
bevidst, [B159] men som med hensyn til det mangefold, som den
skal forbinde, idet den er underkastet en indskrænkende
betingelse, som den benævner den indre sans, kun gør hine
forbindelse anskuelig ud fra tidsforhold, som ligger helt udenfor
de egentlige forstandsbegreber, og som så derfor kun kan
erkende sig selv, sådan som den med henblik på en anskuelse (der
ikke kan være intellektuel og ikke kan være givet gennem
forstanden selv) blot fremtræder for sig selv, og ikke sådan som
den ville erkende sig, hvis dens anskuelse var intellektuel.
§26.
Transcendental deduktion af den alment mulige
erfaringsbrug af de rene forstandsbegreber
I den metafysiske deduktion godtgjordes oprindelsen af de a priori
kategorier overhovedet gennem deres fuldstændige
sammentræffen med de almene logiske funktioner for
tænkningen, men i den transcendentale fremstilledes muligheden
af samme som a priori erkendelser af genstande for en anskuelse
overhovedet (§§ 20. 21.). Nu skal muligheden for, a priori at
erkende de genstande, som nu engang måtte forekomme for vore
sanser, gennem kategorier, og vel at mærke ikke ud fra formen for
deres anskuelse, men derimod ud fra lovene for deres forbindelse,
altså muligheden for, ligesom at foreskrive naturen loven og
sågar at gøre naturen mulig, [B160] blive forklaret. For uden
denne kategoriernes duelighed ville det ikke blive klart, hvordan
alt, hvad der end må forekomme for vore sanser, er nødt til at stå
under de love, der udspringer a priori af forstanden alene.
Forudgående anmærker jeg, at jeg under apprehensionens
syntese forstår sammensætningen af mangefoldet i en empirisk
ansskuelse, hvorigennem iagttagelse, dvs. empirisk bevidsthed
om samme [sammensætning], bliver mulig (som fremtrædelse).
Kritik af den rene fornuft
128
Vi har former for den ydre såvel som indre sanselige anskuelse
a priori ved forestillingerne om rum og tid, og disse former må
apprehensionens syntese af fremtrædelsens mangefold til hver en
tid være passende til, fordi denne syntese selv kun kan ske ud fra
denne form. Men rum og tid er ikke blot forestillet som a priori
former for den sanselige anskuelse, men derimod selv som a priori
anskuelser (der indeholder et mangefold), altså med bestemmelsen
af enheden af dette mangefold i dem a priori (se den
transcendentale æstetik)5. [B161] Altså er selv allerede enheden af
syntesen af mangefoldet, udenfor eller i os, og altså også en
forbindelse, som alt, hvad der skal forestillet som bestemt i
rummet eller i tiden, må være passende til, a priori som betingelse
for syntesen af al apprehension allerede givet tillige med (ikke i)
disse anskuelser. Men denne syntetiske enhed kan ikke være
nogen anden end den syntetiske enhed af forbindelsen af
mangefoldet af en given anskuelse overhovedet i en oprindelig
bevidsthed, passende til kategorierne, blot anvendt på vores
sanselige anskuelse. Følgeligt står al syntese, hvorigennem selv
iagttagelse bliver mulig, inde under kategorierne, og, da erfaring
er erkendelse gennem forbundne iagttagelser, så er kategorierne
5 [B160] Rummet, forestillet som genstand, (sådan som man virkeligt behøver det i geometrien,) indeholder mere end blot anskuelsens form, nemlig sammenfatning af det mangfoldige, ifølge sansningens form givne, i en anskuelig forestilling, sådan at anskuelsens form blot giver forestillingens mangefold, men den formale anskuelse giver forestillingens enhed. Denne enhed havde jeg i æstetikken blot [B161] talt med til sansningen, for blot at bemærke, at den går forud for ethvert begreb, selvom den ganske vist forudsætter en syntese, der ikke hører sanserne til, gennem hvilken alle begreber om rum og tid imidlertid først bliver mulige. For da rummet og tiden gennem denne syntese (idet forstanden bestemmer sansningen) først bliver givet som anskuelser, så gører enheden af denne anskuelse a priori til rummet og tiden, og ikke til forstandens begreb. (§24.)
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. B-deduktionen 129
betingelser for erfaringens mulighed, og gælder altså a priori også
om alle erfaringens genstande. [B162]
Hvis jeg således f.eks. gør den empiriske anskuelse af et hus,
gennem apprehension af denne anskuelses mangefold, til
iagttagelse, så ligger mig den nødvendige enhed af rummet og den
ydre sanselige anskuelse overhovedet til grund, og jeg tegner
ligesom husets skikkelse passende til denne syntetiske enhed af
mangefoldet i rummet. Men netop den samme syntetiske enhed,
hvis jeg abstraherer fra rummets form, har sit sæde i forstanden,
og er kategorien for syntesen af det ensartede i en anskuelse
overhovedet, dvs. Størrelsens kategori, som hine apprehensionens
syntese, dvs. iagttagelsen, altså helt igennem må være passende
til6.
Hvis jeg (i et andet eksempel) iagttager vandets tilfrysning, så
apprehenderer jeg to tilstande (den flydende og den faste tilstand)
som sådanne, der i en tidens Relation står imod hinanden. Men i
den tid, som jeg [B163] lægger til grund for fremtrædelsen som
indre anskuelse, forestiller jeg mig nødvendigvis syntetisk enhed af
mangefoldet, uden hvilken hine Relation ikke bestemt ville kunne
gives i en anskuelse (med hensyn til tidsfølgen). Men denne
syntetiske enhed, som betingelse a priori, hvorunder jeg
forbinder mangefoldet af en anskuelse overhovedet, er nu, når jeg
abstraherer fra min indre anskuelses, tidens, bestandige form,
6 [B162] På sådan vis bevises det: at apprehensionens syntese, som er empirisk, nødvendigvis må være passende til apperceptionens syntese, som er intellektuel og indeholdt aldeles a priori i kategorien. Det er een og den samme spontanitet, som der, under indbildningskraftens navn, her under forstandens, bringer forbindelse ind i anskuelsens mangefold.
Kritik af den rene fornuft
130
Årsagens kategori, hvorigennem jeg, når jeg anvender denne
kategori på min sansning, bestemmer alt, hvad der sker, i tiden
overhovedet ud fra dets Relation. Altså står apprehensionen i en
sådan begivenhed, og altså denne begivenhed selv, den mulige
iagttagelse tilfølge, inde under begrebet om Virkningernes og
Årsagernes forhold, og således også i alle andre tilfælde.
Kategorier er begreber, som foreskriver fremtrædelserne, og altså
også naturen, qua indbegrebet af alle fremtrædelser (natura
materialiter spectata), love a priori, og det spørgsmål stiller sig nu,
da de ikke udledes af og retter sig efter naturen som deres
mønster (fordi de ellers ville være blot empiriske love), hvordan
det så kan begribes, at naturen vil måtte rette sig efter dem, dvs.
hvordan de a priori kan bestemme forbindelsen af naturens
mangefold, uden at aftage denne forbindelse fra naturen. Her er
løsningen af denne gåde. [B164]
Der er ikke mere forunderligt over den måde, hvorpå
lovene for fremtrædelserne i naturen er nødt til at stemme a
priori overens med forstanden og dens form, dvs. med
forstandens evne til overhovedet at forbinde mangefoldet, end der
er over den måde, hvorpå fremtrædelserne selv er nødt til at
stemme a priori overens med formen for den sanselige anskuelse.
For love eksisterer der lige så lidt i fremtrædelserne, men
derimod kun relativt til subjektet, som fremtrædelserne
inhærerer i, for så vidt det har forstand, som der ikke eksisterer
fremtrædelser i sig selv, men derimod kun relativt til selvsamme
væsen, for så vidt det har sanser. Hvad angår ting i sig selv ville
deres lovmæssighed nødvendigvis også tilkomme dem uden for
en forstand, der erkender dem. Men fremtrædelser er kun
forestillinger om ting, der, med hensyn til, hvad de så måtte være
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. B-deduktionen 131
i sig selv, er uerkendt tilstede. Som blotte forestillinger står de
imidlertid slet ikke under nogen lov for forbindelsen, andet end
den, som foreskrives af den forbindende evne. Nu er det
indbildningskraft, der forbinder den sanselige anskuelses
mangefold, hvilket, hvad angår enheden af dens intellektuelle
syntese, afhænger af forstanden, og, hvad angår apprehensionens
mangefold, afhænger af sansningen. Da nu enhver mulig
iagttagelse afhænger af apprehensionens syntese, men den selv,
denne empiriske syntese, afhænger af den transcendentale, og
altså af kategorierne, så må alle de mulige iagttagelser, og altså
også alt, hvad der overhovedet kan nå til den empiriske
bevisthed, dvs. [B165] alle naturens fremtrædelser, hvad deres
forbindelse angår, står under kategorierne, som naturen (blot som
natur overhovedet betragtet) afhænger af som den oprindelige
grund for sin lovmæssighed (som natura formaliter spectata).
Men til flere love, end dem, som en natur overhovedet, qua
lovmæssighed af fremtrædelserne i rum og tid, beror på, rækker
heller ikke den rene forstandsevne til, gennem blotte kategorier
at foreskrive love for fremtrædelserne a priori. Særskilte love kan,
fordi de vedrører empirisk bestemte fremtrædelser, ikke udledes
fuldstændigt deraf, selvom de alle tilsammen står under hine.
Erfaring må komme til, for overhovedet at lære de sidstnævnte at
kende; men om erfaring overhovedet, og om det, som kan
erkendes som en genstand for samme, belærer alene hine a priori
love.
§27.
Resultat af denne deduktion af forstandsbegreberne
Vi kan ikke tænke os nogen genstand, andet end gennem
kategorier; vi kan ikke erkende nogen tænkt genstand, andet end
gennem anskuelser, der svarer til hine begreber. Nu er alle vore
Kritik af den rene fornuft
132
anskuelser sanselige, og denne erkendelse, for så vidt dens
genstand er givet, er empirisk. Men empirisk erkendelse [B166]
er erfaring. Følgeligt er ingen erkendelse os a priori mulig, andet end
alene om genstande for mulig erfaring7.
Men denne erkendelse, der blot er indskrænket til erfaringens
genstande, er ikke derfor aldeles lånt fra erfaringen, tværtimod,
og dette vedrører både de rene anskuelser såvel som de rene
forstandsbegreber, så er de elementer af erkendelsen, som
antræffes i os a priori. Nu er der kun to veje, på hvilke en
nødvendig overensstemmelse af erfaringen med begreberne om
dens genstande kan tænkes: enten gør erfaringen disse begreber
mulige, eller også gør disse begreber erfaringen mulig. Det [B167]
førstnævnte finder ikke sted med hensyn til kategorierne (heller
ikke med hensyn til den rene sanselige anskuelse); for de er
begreber a priori, og altså uafhængige af erfaringen (hævdelsen af
en empirisk oprindelse ville være en slags generatio aequivoca).
Følgeligt forbliver kun det andet tilovers (ligesom et system for
den rene fornufts epigenese): at nemlig kategorierne fra
forstandens side indeholder grundene for muligheden af al
erfaring overhovedet. Hvordan de imidlertid muliggør
erfaringen, og hvilke grundsætninger for erfaringens mulighed
de i deres anvendelse på fremtrædelser giver i hænde, vil det
7 [B166] For at man ikke forhastet stødes ved de bekymrende skadelige følger af denne sætning, vil jeg blot bringe til erindring, at kategorierne i tænkningen ikke er indskrænkede gennem betingelserne for vores sanselige anskuelse, men derimod har et ubegrænset felt, og at det kun er erkendelsen af det, som vi tænker os, bestemmelsen af objektet, der behøver anskuelse, hvor, i mangel på sidstnævnte, tanken om objektet i øvrigt stadigvæk kan have sine sande og nyttige følger for subjektets fornuftsbrug, som dog endnu ikke lader sig foredrager her, da den ikke altid er rettet mod bestemmelsen af objektet, og altså erkendelsen [n.], men derimod også mod bestemmelsen af subjektet og dets villen.
Transcendental elementarlære II
Den transcendentale logik. B-deduktionen 133
følgende hovedstykke om den transcendentale brug af
dømmekraften lære mere om.
Skulle nogen ønske at foreslå en videre mellemvej mellem de
nævnte to eneste veje, nemlig, at kategorierne hverken ville være
selvudtænke første principper a priori for vor erkendelse, og heller
ikke ville være øset af erfaringen, men derimod ville være
subjektive, os med vor eksistens tillige indplantede anlæg til
tænkningen, som af vores skaber ville være blevet således
indrettet, at deres brug stemte nøjagtigt overens med de naturens
love, som erfaringen løber frem langs, (en slags
præformationssystem for den rene fornuft) så ville (ud over, at der
ved en sådan hypotese ikke kan forventes nogen ende for, hvor
langt man ville ønske at drive forudsætningen af forudbestemte
anlæg til fremtidige domme) det imod den tænkte [B168]
mellemvej være afgørende: at kategorierne i så fald ville mangle
den nødvendighed, der væsentligt hører deres begreb til. Thi f.eks.
Årsagens begreb, som udsiger nødvendigheden af en påfølge
[Erfolg] under en forudsat betingelse, ville være falsk, hvis det
kun beroede på en efter forgodtbefindende os indplantet
subjektiv nødvendighed til at forbinde visse empiriske
forestillinger ud fra en sådan regel om forholdet. Jeg ville ikke
kunne sige: Virkningen er forbundet med Årsagen i objektet
(dvs. nødvendigvis), jeg er derimod blot sådan indrettet, at jeg
ikke kan tænke denne forestillingen andet end således forbundet;
hvilket netop er det, som skeptikeren ønsker sig mest; for så er al
vor indsigt, gennem formentlig objektiv gyldighed af vore
domme, ikke andet end lutter skin, og det ville ikke skorte på
folk, der ikke ville tilstå denne subjektive nødvendige (som må
føles) om sig; i det mindste ville man ikke kunne skændes med
nogen om det, som blot beror på den måde, hvorpå ens subjekt er
organiseret på.
Kritik af den rene fornuft
134
Kort begreb om denne deduktion
Den er fremstillingen af de rene forstandsbegreber, (og med dem
fremstillingen af al teoretisk erkendelse a priori) som principper
for erfaringens mulighed, men af denne mulighed som
bestemmelse af fremtrædelserne i rum og tid [B169] overhovedet, -
endeligt af denne ud fra princippet for apperceptionens
oprindelige syntetiske enhed, som enheden af forstandens form i
henføring til rum og tid, som oprindelige former for sansningen.
Kun hertil holder jeg paragraf-inddelingen for nødig, fordi vi
havde med elementarbegreberne at gøre. Nu hvor vi ønsker at
gøre brugen af dem forestillelig, vil foredraget kunne fortsætte i
kontinuerlig sammenhæng, uden denne inddeling.