1

Indhold Indhold ................................................................................................................................ 1 1 Problemformulering ........................................................................................................ 3

1.1 Det refleksive moderne ............................................................................................. 3 1.2 Det udviklende arbejde ............................................................................................. 5 1.3 Freelancearbejde – et udtryk for ”det gode arbejde”? .............................................. 7 1.4 IT-freelancerne ......................................................................................................... 9 1.5 Et fokus på arbejdsidentitet..................................................................................... 11 1.6 Arbejdsidentitet – et spørgsmål om kompetencer................................................... 13 1.7 Problemstillingen .................................................................................................... 15 1.8 Specialets opbygning .............................................................................................. 18 1.9 Metodiske overvejelser over den teoretiske forståelsesramme............................... 19

1.9.1 Baggrunden for teoriernes samfundsmæssige fundamenter ............................ 19 1.9.2 Teoriernes indbyrdes samspil .......................................................................... 21

2 Præsentation af teori ...................................................................................................... 27 2.1 Richard Sennett....................................................................................................... 27

2.1.1 Sennetts anvendelighed i relation til vores problemstilling............................. 28 2.1.2 Det fleksible menneske .................................................................................... 28 2.1.3 Kontekstens betydning..................................................................................... 29 2.1.4 Arbejds- og organisationslivet op til i dag....................................................... 31 2.1.5 Det fleksible arbejdsmarked ............................................................................ 32 2.1.6 Konsekvenser for livsfortællingen................................................................... 33

2.2 Etienne Wenger – læring og identitet ..................................................................... 36 2.2.1 En social teori om læring ................................................................................. 36 2.2.2 Identitet og praksis........................................................................................... 37 2.2.3 Identitet – forhandlet erfaring .......................................................................... 38 2.2.4 Identitet og medlemskab i praksisfællesskab................................................... 38 2.2.5 Identitet - livsbaner og læring .......................................................................... 40 2.2.6 Identitet – et sammenhængende multimedlemskab ......................................... 42

2.2.6.1 Evnen til at mægle .................................................................................... 43 2.2.7 Perifere deltagelsesformer ............................................................................... 45

2.2.7.1 Andre former for tilhørighed .................................................................... 46 2.2.8 Identitetsbegrebets dualisme............................................................................ 48

2.3 Zygmunt Bauman – en post-moderne identitetsforståelse...................................... 50 2.3.1 Globaliseringens konsekvenser........................................................................ 50 2.3.2 Forbrugersamfundet......................................................................................... 52 2.3.3 Identitet og modernitet ..................................................................................... 55 2.3.4 Fleksibilitet og identitet ................................................................................... 56 2.3.5 Identitetsdannelse på nye vilkår ...................................................................... 58

2.4 Teoriernes identitetsforståelser ............................................................................... 61 3 Metodiske refleksioner i forbindelse med den empiriske undersøgelse ........................ 65

3.1 Det kvalitative forskningsinterview........................................................................ 65 3.2 Interviewguide ........................................................................................................ 67 3.3 Den empiriske undersøgelse ................................................................................... 68

3.3.1 Udvælgelse af informanter............................................................................... 68

2

3.3.2 Etablering af kontakt til informanterne............................................................ 70 3.3.3 Problemer omkring overholdelse af aftaler...................................................... 71 3.3.4 Refleksioner i forbindelse med gennemførelsen af interviewene.................... 72 3.3.5 Transkribering.................................................................................................. 76

3.4 Generaliserbarhed ................................................................................................... 77 3.5 Validitet................................................................................................................... 78 3.6 Reliabilitet............................................................................................................... 78 3.7 Videnskabsteoretiske overvejelser.......................................................................... 79 3.8 Analysetilgang ........................................................................................................ 81 3.9 Præsentation af informanterne ................................................................................ 83

4. Analyse ........................................................................................................................ 85 4.1 Første del................................................................................................................. 85

4.1.1 IT-freelancerne i denne undersøgelse ............................................................. 85 4.1.1.1 Hvilken type arbejde udfører de?.............................................................. 85 4.1.1.2 I hvilken rolle træder de ind i virksomhederne? ...................................... 86 4.1.1.3 Hvordan ser arbejdsdagen ud for freelancerne?........................................ 87 4.1.1.4 IT-freelancernes uddannelses- og erhvervsmæssige baggrund................. 89

4.1.2 Overgangen fra fastansat til freelance-arbejdet ............................................... 89 4.1.2.1 Fyring........................................................................................................ 90 4.1.2.2 En flugt fra organisatoriske rammer ......................................................... 92 4.1.2.3 Betydningen af erfaring og netværk i forbindelse med “at tage springet” 93

4.1.3 Læring og udvikling i IT-freelancernes arbejdsliv .......................................... 95 4.1.3.1 Den “autodidakte IT-freelancer”............................................................... 95 4.1.3.2 IT-branchens betydning for freelancernes udvikling ............................... 96 4.1.3.3 Økonomiens betydning for læring og udvikling....................................... 97 4.1.3.4 Opgaver og kunder sætter præmisser for læring og udvikling ................ 98 4.1.3.5 Netværk - en forudsætning for udvikling.................................................. 98 4.1.3.6 “If you can´t make it, fake it!” .................................................................. 99

4.1.4 Kontrol og indflydelse i eget arbejdsliv ........................................................ 101 4.1.4.1 Frihed i modsætning til at være underlagt organisatoriske rammer ...... 102 4.1.4.2 Friheden i arbejdslivet - en forudsætning for det at føle sig kompetent 104

4.1.5 Økonomiens overordnede betydning i informanternes arbejdsliv - “ Regningerne kommer altid, det er det eneste sikre…” ........................................... 106

4.2 Anden del ............................................................................................................. 109 4.2.1 At forholde sig til skiftende arbejdssammenhænge ....................................... 109

4.2.1.1 Mægleren ................................................................................................ 112 4.2.2 At være ”den eksterne” .................................................................................. 114 4.2.3 Hvad betyder den manglende tilgang til kernen? ......................................... 117

4.2.3.1 ”Gør jeg det godt nok?” ......................................................................... 118 4.2.3.2 De eksternes tilgang til information ....................................................... 119 4.2.3.3 ”Jeg er ikke sådan en IT-nørd!” ............................................................. 121 4.2.3.4 ”Jeg bliver nødt til at være til gavn” ....................................................... 123

4.2.4 Midlertidighedens fordele ............................................................................. 124 6 Litteraturliste................................................................................................................ 128

3

1 Problemformulering Når samtaler i dag drejer sig om arbejdslivet på forskellig vis, er det ofte begreber som

det fleksible arbejdsmarked, kompetenceudvikling, den lærende organisation og det

udviklende arbejde der går igen. Dette er også begreber der står højt på dagsordenen i det

politiske liv, i samfundsdebatten i øvrigt og i den enkeltes arbejdsliv, og de afspejler en

tilsyneladende samfundsmæssig opfattelse af at læring, udvikling og fleksibilitet pr.

definition er noget positivt. (Bottrup 2001:10) Dette i en tid hvor eksperter igen og igen

påpeger at vi må satse på arbejdskraftens viden, kompetencer og kvalifikationer, hvis vi

skal klare os i den globale konkurrence . På organisationsplanet viser tendenserne sig ved

at virksomheder satser på at være fleksible og i stand til kontinuerligt at kunne leve op til

hastigt skiftende omverdensforhold i form af efterspørgsel, markedsvilkår og den

teknologiske udvikling (Thaulow 1994:13). En organisations evne til livslang læring og

udvikling er blevet et vigtigt konkurrenceparameter, og deraf efterstræber man at skabe

såkaldt lærende organisationer. Dette indebærer også at man har set en udvikling i

organisationers udseende, der generelt går væk fra de pyramidelignende, stærkt hierarkisk

opbyggede organisationer, til at have udseende af mere flade netværkslignende strukturer.

Ledelsesidealer har ligeledes været, og er fortsat, oppe til revurdering, og udviklingen går

bort fra tayloristiske og fordistiske ledelsesprincipper, som de opstod I forbindelse med

masseproduktion under industrialiseringen, hvor det hierarkiske og kontrollerende var

hovedelementerne (Boll 2001:23-24). I dag bestræber man sig i organisationerne på at

indføre ledelsesprincipper der i højere grad tilgodeser medarbejderne i form af øget

medbestemmelse, større kontrol over og indflydelse på egen arbejdssituation. Dette sker

igen ud fra en erkendelse af, at medarbejderne i det nutidige samfund er virksomhedernes

vigtigste ressource, og at engagerede, motiverede medarbejdere er en forudsætning for at

kunne klare sig under de nuværende konkurrencebetingelser (Thaulow 1994:13).

1.1 Det refleksive moderne Ovenstående tendenser på arbejdsmarkedet vil vi her vælge at omtale som den

”forandringsdiskurs” som præger samfundet. I nærværende speciale ønsker vi at stille

skarpt på denne forandringsdiskurs i relation til arbejdslivet og dens betydning for

4

arbejdsidentiteten. For at kunne gøre dette, vil vi dog først se på hvilken overordnet

samfundsmæssig kontekst, denne diskurs er fremkommet under.

Samfundsteoretikere diskuterer i dag hvilken etikette der er den korrekte at sætte på det

nutidige samfund, der undergår og har undergået gennemgribende forandringer siden

industrialiseringen. Eksempler på forskellige bud har været det postmoderne, det andet

moderne, servicesamfundet, og nogle senmoderne teoretikere taler om det refleksive

moderne. (Tanggaard 2002:35). Hvilken etikette der foretrækkes har at gøre med hvilke

tendenser i det nuværende samfund der tillægges størst betydning. I forbindelse med

vores interesse i ovennævnte forandringsdiskurs, finder vi det relevant at se nærmere på

den samfundsopfattelse, der tillægger den karakteristik ved det nuværende samfund der

omhandler refleksivitet, stor betydning. Overordnet kan de fleste teoretikere blive enige

om at der i det moderne, globale samfund er sket en radikalisering af nogle træk der

peger i retning af en større grad af individualisering og opbrud i meningsgivende

strukturer og forståelser. (Bottrup 2001:34) Der er ikke længere faste traditioner og regler

som vi kan læne os op ad i den sociale praksis. Alting skal nydefineres hele tiden og i

princippet er alt muligt. Dette sætter individet i en situation hvor det selv må tage stilling,

vælge og begrunde disse valg, og endeligt stå til ansvar for disse, heraf taler man om

individualiseringsprocessen. Ifølge Anthony Giddens (1990)1 er vore handlinger i dag

snarere baseret på refleksion end på tradition, og den refleksive sociale praksis der

kendetegner det nuværende samfund, adskiller sig fra tidligere tider ved at være langt

mere intens, på grund af den konstante tilstrømning af ny viden og informationer, der

hele tiden kommer til os, blandt andet i kraft af massemediernes påvirkning. Denne

refleksive praksis slår igennem både på det personlige, men også på det institutionelle og

organisationsmæssige plan, hvor ny viden og information konstant indgår i de refleksive

processer der danner grundlag for fremtidig handling og praksis (Giddens 1990: 36-38).

Den hastighed, hvormed alting foregår i dag, er også en anden end tidligere. Giddens

taler om adskillelsen af tid og rum, som det der ligger til grund for den øgede hastighed

1 At Giddens bliver inddraget på nærværende tidspunkt har at gøre med anvendeligheden af nogle af hans betragtninger omkring det refleksive moderne til at tydeliggøre nogle sammenhænge vi har til hensigt at bygge problemformuleringen op omkring. Giddens er således ikke en del af vores egentlige teoretiske apparat.

5

hvormed forandringerne sker i dag. Alting foregår i et væsentligt højere tempo i dag end i

det traditionelle samfund.

Denne meget overordnede beskrivelse af nogle vigtige karakteristika ved vores

nuværende samfund, danner trods alt en form for forståelsesmæssig ramme for at betragte

begreber som den lærende organisation og det udviklende arbejde, som noget andet og

mere end blot tilfældige modeord. Man kan betragte en organisation som en slags levende

organisme, der hele tiden må være i stand til at bearbejde dens erfaringer ved at reflektere

over disse, samtidig med at den indoptager ny viden og informationer i denne process.

Lærende organisationer kommer på denne måde til at befinde sig i et konstant og

kontinuerligt, livslangt læringsforløb, der gør det muligt at overleve under de intense

transformationsprocesser vi er underlagt i dag.

1.2 Det udviklende arbejde Sideløbende med den udvikling der er sket i forbindelse med de krav om forandring en

organisation i dag må kunne efterkomme, og dermed også en ny måde at tænke

organisationer på, er der også sket en ændring i vores måde at forholde os til arbejdet på.

På den ene side forplanter de ændrede krav til organisationerne sig til medarbejderne, der

ligesom virksomhederne må indstille sig på at være fleksible, forandringsdygtige og på at

indgå i kontinuerlige og livslange læringsforløb (Boll 2001:19-20, 23-25). Blandt andre

hævder Pernille Bottrup (2001) at når man i dag taler om at kompetenceudvikle, er det

både et spørgsmål om at udvide kvalifikationer af mere formel karakter, som eksempelvis

kursus- og uddannelsesforløb. Men det er i lige så høj grad også et udtryk for at udvikle

evnen til at sætte sig ind i nye forhold og lære sig nye ting i takt med at man bliver

konfronteret med dem (Bottrup 2001:10).

På den anden side er der også sket en ændring i medarbejdernes krav til og syn på

arbejdet. Hvor arbejdet under industrialiseringen var organiseret ud fra traditionelle

tayloristiske principper, og fordismen havde vundet indpas i forhold til

produktionsformen, var det mest et spørgsmål om overlevelse. I dag stiller medarbejdere i

langt højere grad krav om at arbejdet skal være personligt udviklende og udfoldende.

6

Arbejdslivet er på lige fod med andre områder i det senmoderne liv, en sfære hvor

individet må træffe beslutninger og valg og hermed være medskaber og tilrettelægger af

eget liv (Bottrup 2001:10). Som et mere formelt begreb skriver Bottrup at det udviklende

arbejde (DUA), i udgangspunktet opstod som et udtryk for samarbejdet mellem forskere

og fagbevægelsen. Dette som et forsøg på at forene, på den ene side, de fornyede krav

virksomhederne stillede til de ansatte for at kunne imødegå de ændrede

konkurrencebetingelser, og på den anden side et forsøg på at udvikle arbejdet på en sådan

måde, at det blev sundt og attraktivt for de ansatte og kunne imødekomme krav omkring

muligheder for indflydelse på arbejdspladsen og indhold i arbejdet (Bottrup 2001:19).

Kort sagt kan man formulere det således, at idéen om det udviklende arbejde handler om

hvorledes man kan tilrettelægge og udforme arbejdet så det forbedrer udnyttelsen af de

menneskelige ressourcer på en sådan måde, at det kommer såvel de ansatte som

virksomhederne, og i sidste ende også samfundet som helhed, til gode. Den præcise

definition af det udviklende arbejde varierer lidt, alt efter hvilke sammenhænge man

støder på begrebet. Men vi har valgt at lægge os op ad Thaulows definition af begrebet,

en definition han foretager ved hjælp af hovedsageligt tre dimensioner. Disse handler om

den ansattes kontrol over og indflydelse på eget arbejde, den ansattes kvalificering

gennem arbejdet, og endeligt, den ansattes oplevelse af social opbakning og støtte i

arbejdssituationen. (Thaulow 1994:11)

Vi er i forskellige sammenhænge stødt på undersøgelsesresultater der omhandler

udbredelsen det udviklende arbejde under danske forhold. Det er imidlertid ikke så meget

den retning vi er på vej med de foreløbige indledende manøvrer vi har foretaget. Vi vil

nøjes med at bruge disse undersøgelsesresultater til at konstatere, at det udviklende

arbejde er under fremmarch (Thaulow 1994:17-20). Det interessante for os er snarere den

opfattelse under dagens forandringsdiskurs, af det udviklende arbejde som værende

ensbetydende med ”det gode arbejde”. Opfattelsen af at det udviklende arbejde per

definition er noget godt, har vi mødt, både i den generelle samfundsdebat, men også i

litteraturen der beskæftiger sig med emnet (Bottrup 2001:9-12). Et udgangspunkt for os i

denne specialemæssige sammenhæng, har været en vis skepsis overfor denne opfattelse.

Kan det mon tænkes, at det udviklende arbejde ikke nødvendigvis er godt for alle? Og

7

mon det kan forholde sig sådan, at det slet ikke er alle der ønsker et udviklende arbejde,

sådan at forstå, at det ikke er alle der har lyst eller evner til at imødekomme de krav der er

forbundet hermed?

1.3 Freelancearbejde – et udtryk for ”det gode arbejde”? I denne sammenhæng er der en gruppe på det danske arbejdsmarked vi har fundet det

specielt interessant at se nærmere på. Som et led i de ændringer der er sket i arbejdslivet,

som vi har været inde på i det ovenstående, er der også sket en udvikling i forbindelse

med det typiske ansættelsesforhold. I modsætning til tidligere ses i dag en tendens i

retning væk fra at betragte ansættelsesforhold som noget meget langvarigt.

Organisationer i dag skal ikke blot skal betragtes som statiske størrelser, men har ofte en

mere flydende og foranderlig karakter end tidligere, idet de kontinuerligt skal tilpasse sig

omgivelsernes skiftende krav. Derfor ser man også en tendens til at ansættelsesforhold, i

stigende omfang, bliver mere kortvarige og flygtige af karakter. (Weick, 2001)

En yderste konsekvens af denne tendens må være freelancearbejdet, og det er denne

gruppe på det danske arbejdsmarked vi har valgt at stille skarpt på i vores

problemstilling. PLS Rambøll har gennemført en omfattende undersøgelse af såkaldte

atypisk beskæftigede i Danmark, som bliver interessant for os idet atypisk beskæftigede

netop dækker over en gruppe, der befinder sig midt imellem lønmodtagere og

selvstændige, og dermed også omfatter freelancere som arbejdsgruppe. Her gives en

beskrivelse af arbejdsvilkårene for at kunne definere en atypisk beskæftiget, som vi vil

læne os op ad når vi taler om freelancere. Freelancere er ikke i fast ansættelsesforhold,

har ingen ansatte, arbejder i tidsbestemte projekt- eller opgavebestemt samarbejder og har

typisk flere forskellige kunder sideløbende. (PLS Rambøl, 2001)

Freelancerne er interessante for os, blandt andet fordi en beskrivelse af deres

arbejdsvilkår forventningsvist er samsvarende med to af de kriterier Thaulow ligger til

grund for definitionen af det udviklende arbejde. Dette er kriterier der går på at den

ansatte oplever at have kontrol over og indflydelse på eget arbejde, samt kvalificering

gennem arbejdet. Derimod forestiller vi os at det kan være problematisk for freelancere at

8

opleve social opbakning og støtte i arbejdssituationen, hvilket er det tredje kriterium for

det udviklende arbejde. Sidstnævnte skepsis vil vi senere vende tilbage til, og hermed

koncentrere os om den positive sammenhæng. Denne sammenhæng underbygges desuden

i resultaterne af ovenfor nævnte PLS Rambøll-undersøgelse. Resultaterne omkring

undersøgelsen af de atypisk beskæftigede bliver konsekvent holdt op mod lignende

undersøgelser foretaget blandt almindelige lønmodtagere (NAK-undersøgelsen, 2000)2. I

forlængelse heraf konkluderes det altså, at de atypisk beskæftigede langt oftere end

lønmodtagere oplever at have gode muligheder for at udvikle sig personligt og fagligt, at

de har stor indflydelse på deres arbejde, og at deres arbejde er afvekslende og

motiverende (PLS Rambøll 2001:76). Faktisk hævdes det i samme rapport, at

freelancearbejdet i sig selv er kompetenceudviklende. Dette udsagn bunder i

observationen om, at selvom de atypisk beskæftigede ikke deltager så meget i

efteruddannelse af mere formel karakter, fremføres det i konklusionen at de atypisk

beskæftigede, i højere grad end lønmodtagere, udvikler sig og lærer nyt gennem selve

arbejdet.3 (PLS Rambøll 2001:74)

Med afsæt i ovenstående betragtninger kunne det være nærliggende at antage at

freelancearbejdet må være at betragte som det såkaldt ”gode arbejde” i dagens

forandringsdiskurs. Denne antagelse har vi imidlertid til hensigt at se nærmere på, idet vi

forestiller os at det ikke nødvendigvis i virkeligheden er et helt så ubetinget positivt

billede man vil kunne finde af det freelancebaserede arbejde.

2 Den såkaldte NAK-undersøgelsen (Nationale Arbejdsmiljø Kohorte) er en undersøgelse gennemført af Arbejdsmiljøinstituttet i efteråret 2000. Spørgeundersøgelsen omfatter ca. 5.500 lønmodtagere, og retter sig mod deres arbejdsforhold og arbejdsmiljø. I PLSs spørgeskema til de atypisk beskæftigede er visse af spørgsmålene om arbejdsforhold, arbejdsorganisering og efteruddannelse identiske med dem, der blev stillet i NAK-undersøgelsen. Da begge undersøgelser desuden er gennemført indenfor et halvt år, anses dele af dem for at være direkte sammenlignelige. 3 Ovennævnte udsagn fra PLS Rambøl-undersøgelsen, er et udtryk for en forståelse af kompetenceudvikling, som noget der er knyttet til den uformelle læringsproces, der foregår gennem erfaringsdannelse i det daglige arbejde i praksis, og ikke alene som noget der er koblet til formel læring i form af planlagt uddannelse og oplæring. Hvilken betydning denne forståelse af kompetenceudvikling får i forhold til den videre problematisering, vil vi vende nærmere tilbage til i forbindelse med selve afgrænsningen af arbejdsidentitetsbegrebet.

9

I tråd med Giddens betragtninger omkring individets muligheder for, via den refleksive

praksis, at håndtere det foranderlige og flydende ved det nuværende samfunds karakter,

kunne man godt hælde til en antagelse om at freelance-arbejde må være et udtryk for det

gode arbejde. Men det er da også på dette område at Giddens ofte har været udsat for

kritik, idet det har været fremført at han tillægger individet for stor handlekraft i forhold

til de strukturer der trods alt omgiver det i det senmoderne samfund (Kaspersen, 1997)

I denne forbindelse er Sennetts betragtninger knapt så optimistiske. Sennett hævder at de

overordnede tendenser i samfundet der handler om fleksibilitet og omskiftelighed,

tendenser han indfanger med udtrykket “No long term”, fratager os muligheden for

erfaringsdannelse, og i længden frarøver de os muligheden for at opbygge forpligtende

relationer til hinanden der bygger på tillid og loyalitet (Sennett, 1999). Disse

ødelæggende konsekvenser af de kortvarige og omskiftelige arbejdsmæssige relationer vi

indgår i, forplanter sig til familielivet, og i sidste ende kan det få den konsekvens at vi

bliver ude af stand til at lære og erfare os selv som mennesker og vores karakter

nedbrydes (Sennett 1999:26). Sennett og Giddens befinder sig altså overordnet langt fra

hinanden med henblik på den tiltro de har til individets evne til at tackle livsbetingelserne

i det senmoderne samfund. Vi har en forestilling om at de to teoretikeres betragtninger

kan være at finde, i nogen grad, sideløbende med hinanden, og på denne måde kan

udgøre en slags dobbelthed i det senmoderne samfund. I relation til freelancerarbejdet

skal dobbeltheden nærmere bestemt forstås, som et udtryk for de muligheder og

begrænsninger der er, i forhold til individets evne til at håndtere de arbejdsvilkår som

freelancere er underlagt. Disse muligheder og begrænsninger bliver netop interessant for

os, idet vi har til hensigt at stille spørgsmålstegn ved en opfattelse af freelancearbejde

som værende det gode arbejde. Det er derfor også denne dobbelthed der vil være

styrende for vores tilgang i problemstillingen, idet vi forestiller os at det er muligt den

også vil være at genfinde i freelancernes arbejdsliv.

1.4 IT-freelancerne I relation til ovennævnte undren om hvorvidt freelancerarbejdet som det udviklende

arbejde kan betragtes som værende et udtryk for ”det gode arbejde”, er freelancere

10

indenfor informationsteknologibranchen, efter vores mening, særdeles interessante. Dette

først og fremmest i kraft af, at de som freelancere netop er underlagt nogle arbejdsvilkår,

som generelt opfattes som værende kompetenceudviklende i sig selv. IT-freelancere som

arbejdsmarkedsgruppe omfatter typisk ingeniører, teknikere eller mennesker med andre

former for uddannelse og baggrunde, der er ansat på korttidskontrakter eller på timebasis

i forskellige virksomheder. De er ofte ansat til at tage sig af konkrete opgaver eller

projekter, og bevæger sig derefter videre til nye engagementer i en ny virksomhed. (Metz

& Westenholtz, 2001:5) IT-freelancerne er imidlertid langt fra nogen ensartet gruppe,

idet de spænder over alt fra rendyrkede programmører til undervisere og IT-projektledere.

Men fælles for IT-freelancerne er alligevel, at de netop mødes midlertidigt med andre

virksomhedsmedlemmer for at arbejde sammen, og at de ofte skal arbejde sammen med

folk med forskellige baggrunde, som går på tværs af virksomhedernes grænser. Efter

vores mening, bør der imidlertid stilles spørgsmålstegn ved den udbredte opfattelse af IT-

freelancere som en gruppe ”legende helte” – de på én gang engagerede og fleksible

mennesker, som hurtigt og koncentreret kan bevæge sig igennem vidt forskellige

kontekster, og som nyder at lege i stadig nye arbejdssituationer på samme måde, som de

leger sig igennem tilværelsen generelt. (Boutaiba, 2001, 30) Betydningen af at være

underlagt nogle arbejdsvilkår, hvor man hele tiden er nødt til at forholde sig til skiftende

arbejdssammenhænge og dertilhørende skiftende krav, må nødvendigvis, som vi ser det,

være betydeligt mere nuanceret.

IT-freelancere bliver altså interessante for os i kraft af, at de arbejder under ovennævnte

arbejdsvilkår, og dermed repræsenterer den forandringsdiskurs, der præger arbejdslivet i

dag. Der er imidlertid også karakteristiske forhold ved selve IT-branchen, som bidrager

yderligere til at gøre IT-freelancerne specielt relevante, i forhold at repræsentere det

ultimative udtryk for det udviklende arbejde. Indenfor IT-branchen spiller den

implicerede teknologi nemlig en helt unik rolle, og som IT-freelancer er man derfor ofte

underlagt selve det forhold, at uddannelse og kvalifikationer som regel har en forholdsvis

kort levetid, som følge af det høje tempo i den teknologiske udvikling. (Metz

&Westenholtz 2001:4) Udover de krav til den sociale omstillingsdygtighed, som

vilkårene for freelancerarbejdet stiller, i form af evnen til at håndtere konstant at skulle

11

indgå i skiftende sociale sammenhænge, stilles der altså også krav til IT-freelanceren om

hurtig og vedvarende faglig udvikling. Dette fordi det er helt vitalt at kunne følge med

teknologiudviklingen, dersom man skal kunne løse akutte informationsteknologiske

problemer og dersom investeringer i ny teknologi skal kunne tjenes hjem igen, inden den

er forældet. Disse krav som branchen stiller til en løbende udvikling, bidrager utvivlsomt

yderligere til karakteristikken af IT-freelancerarbejdet som værende

kompetenceudviklende i sig selv, og dermed også til at gøre IT-freelancerne yderligere

interessant i det ovennævnte forandringsperspektiv. Fremover vil vi belyse nærmere,

hvorfor vi netop ønsker at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt IT-freelancerarbejde kan

betragtes som ”det gode arbejde”.

1.5 Et fokus på arbejdsidentitet IT-freelancerne er et godt eksempel på at udviklingen på arbejdsmarkedet, i de senere år,

har bevæget sig i retning af, at de traditionelle måder at organisere arbejdslivet på er

kommet under pres. Denne udvikling skal forstås på baggrund af, at ordningerne med

kollektive forhandlinger, medbestemmelse og med-ledelse ikke nødvendigvis længere

opleves som entydigt meningsfyldt for medarbejdere. I stedet ses der, som vi tidligere har

nævnt, en tydelig tendens til, at arbejdsstyrken, i højere grad end før, indgår i

arbejdsrelationer, som bryder med de etablerede forestillinger om, fagforeningernes og

virksomhedernes betydning for medarbejdernes meningsdannelse. (Metz & Westenholtz,

2001:4) Disse atypiske beskæftigede bliver ofte, som begrebet antyder, betegnet som

mennesker som befinder sig i en usikker og uklar situation – i særdeleshed med hensyn til

deres identitet. Arbejdsmarkedsforskere og fagforeninger betragter dem som værende

"[...]uden nogen stabil position eller tilknytning til en virksomhed eller fagforening på

deres vej gennem arbejdsmarkedet." (Metz & Westenholtz, 2001:6) Baggrunden for, at

man mener denne usikkerhed opstår er, at disse atypisk beskæftigedes

arbejdsfællesskaber bryder med institutionaliserede måder at organisere arbejdslivet på,

og at de hermed ofte befinder sig flertydige situationer, specielt med hensyn til deres

arbejdsidentitet. (Weick, 2001:343) Når IT-freelancernes arbejdsvilkår netop er

karakteriseret ved, at de indgår i mere midlertidige og omskiftelige arbejdsrelationer end

man traditionelt gjorde tidligere, medfører dette, at det samtidig også er nærliggende at

12

antage, at der sker en ændring i selve betydningen af arbejdsidentiteten. Det er selve

denne betydningen, som IT-freelancernes arbejdsvilkår har for arbejdsidentiteten, vi

ønsker at belyse nærmere i dette speciale.

Det er altså rimeligt at hævde, at de dominerende ordningsmåder i arbejdslivet er på vej

til at blive deinstitutionaliserede. Vi er imidlertid ikke tilhængere af tendensen blandt

postmodernitetens fortalere om, at udviklingen skal tolkes som et udtryk for, at arbejdet

af den grund har mistet sin betydning som identitetsskabende sfære. Arbejdet spiller i dag

en afgørende rolle i vores liv, ikke mindst på det individuelle, bevidsthedsmæssige plan.

Der stilles større krav til arbejdets karakter, og i takt med individualiseringen handler

arbejdet i højere grad om at realisere sig selv og opfylde personlige mål. (Bottrup,

2001:46) Så til trods for, at vi ikke er af den opfattelse, at arbejdet længere skal betragtes

som den vigtigste sfære i forhold til udviklingen af identitet, så mener vi at arbejdet

fortsat er en central kilde til identitetsdannelse. Bottrup argumenterer for, at arbejdet i dag

i højere grad et spørgsmål om livsstil end om overlevelse, og at arbejdet derfor i dag

anvendes på lige linie med fritids- og familielivet som et led i det personlige livsprojekt,

det vil sige som et led i at skabe en spændende tilværelse for sig selv som person.

(Bottrup, 2001:47) På denne måde reduceres arbejdet til at blive én ud af mange

sammenhænge, hvor man kan skabe sin egen identitet og indgå i sociale fællesskaber.

Udgangspunktet for den videre behandling af emnet, er altså en antagelse om, at arbejdet

fortsat har en funktion som en identitetsskabende sfære, og det er denne sfære som

fremover vil blive genstand for diskussion, når vi belyser det udviklende arbejdes

konsekvenser for arbejdsidentiteten.

Selve det at beskæftige sig med arbejdsidentitet i relation til netop IT-freelancere bliver,

efter vores mening, særdeles interessant blandt andet i kraft af, at der er tale om en

forholdsvis ny gruppe freelancere. Dette forhold indebærer, at IT-freelancere, i

modsætning til mere traditionelle freelancerbrancher som eksempelvis journalister, typisk

ikke har noget historisk forbillede at forholde og forhandle deres identiteter til. (Metz &

Westenholtz, 2001:5) Det at der ikke endnu er udviklet en sådan historisk

erhvervstradition blandt IT-freelancere, vidner tilsyneladende om en manglende

13

forankring for udvikling af en arbejdsidentitet. I forbindelse med en diskussion om

arbejdsidentitet i et forandringsperspektiv bidrager dette forhold til, at IT-freelancerne

fremstår som en yderst spændende gruppe, fordi et fokus på identitet netop bliver

interessant i det øjeblik den ses løsrevet fra denne form for forankring. Spørgsmålet om

identitet er, i vores øjne, værd at beskæftige sig med i det øjeblik den eksisterer i en vis

flertydighed. Åkerberg argumenterer for, at det specielt er under forandring og skiftende

omstændigheder, at spørgsmålet om identitet bliver centralt, forstået på den måde, at det

bliver interessant at diskutere dens grundlag og karakter. Identiteten bliver vigtig for os i

omstændigheder præget af usikkerhed – altså når den mister sin forankring i traditionen.

(Åkerberg, 1999:11) Overordnet skal dette fokus på arbejdsidentitet, som vi lægger op til

her, derfor ses i forlængelse af senmodernitetens udfoldelse, hvor opløsningen af tradition

og sociale strukturer altså efterlader arbejdsidentiteten som en tvetydighed, der er værd at

studere nærmere.

1.6 Arbejdsidentitet – et spørgsmål om kompetencer Når vi nu ønsker at rette fokus mod arbejdsidentiteten i et relation til det udviklende

arbejde, er det helt afgørende at fremhæve en yderligere afgrænsning af begrebet, som det

skal forstås i denne sammenhæng. Nærmere bestemt er det afgørende at vi præciserer,

hvordan vi forstår begrebet arbejdsidentitet i relation til det udviklende arbejde, eller

formuleret anderledes, hvilken sammenhæng vi mener der er mellem arbejdsidentitet og

kompetenceudvikling. Som vi vil vise, tager vi udgangspunkt i et arbejdsidentitetsbegreb,

som bygger på en relationel forståelse af kompetenceudvikling. Dette fordi en relationel

forståelse, efter vores opfattelse, i høj grad er i stand til at indfange og stille skarpt på

væsentlige spørgsmål, som knytter sig til den midlertidighed, der er indbygget i IT-

freelancernes arbejdsvilkår.

Den forståelse af arbejdsidentitet som vi tager afsæt i fremover, er knyttet til en relationel

kompetenceudviklingsforståelse, som den eksempelvis udtrykkes af Bramming & Larsen

(2000). I den sammenhæng skal selve det at udvikle en arbejdsidentitet betragtes som et

spørgsmål om at være kompetent i en given arbejdssammenhæng. Dette skal så forstås

udfra, at kompetence, i dette perspektiv, ses i relation til de sociale processer der pågår i

14

et arbejdsfællesskab. Det, som i en given arbejdssituation vurderes som kompetent, vil

dermed være afhængig af blandt andet kollegaers, lederes og underordnedes meninger og

vurderinger. (Bramming & Larsen, 2000:78) Den sociale meningsdannelsesproces, som

til stadighed pågår indenfor et arbejdsfællesskab, er altså bestemmende for, hvorvidt man

vurderes som kompetent i en bestemt arbejdssammenhæng, og denne vurdering danner så

grundlaget for etableringen af en professionel identitet – eller en arbejdsidentitet.

Baggrunden for hvorfor det at være kompetent danner grundlaget for etableringen af en

arbejdsidentitet, kan bedst illustreres gennem Wengers (1999) identitetsforståelse, hvor

han netop betragter identitetsdannelse som en form for læringsproces. Udgangspunktet

for denne betragtning er, at han, i lighed med Bramming & Larsen, ser spørgsmålet om

hvad det vil sige at være kompetent, som et resultat af den meningsforhandling der pågår

i et arbejdsfællesskab. Det er gennem at opnå kendskab til arbejdsfællesskabets

kompetenceregime – det vil sige at lære hvilke praksisser arbejdsfællesskabet vurderer

som kompetente - at man bliver i stand til at udvise kompetent adfærd i en given

arbejdssammenhæng. Det der så ifølge Wenger hele tiden motiverer disse

læringsprocesser i arbejdslivet, er ønsket om at udvikle sig til en bestemt person.

Udviklingen af kompetencer bliver altså et middel, med henblik på at opnå en bestemt

arbejdsidentitet som værende kompetent indenfor et givet arbejdsfællesskab.

Den afgrænsning af arbejdsidentitetsbegrebet, som vi lægger op til i det ovenstående,

hænger altså sammen med en relationel forståelse af kompetenceudvikling. I lighed med

den kompetenceudviklingsforståelse, som PLS Rambøls udsagn, om at freelancerarbejde

i sig selv er kompetenceudviklende, er et udtryk for, tager vi også udgangspunkt i en

forståelse af kompetenceudvikling, hvor læring opfattes som en integreret del af det

daglige arbejde i praksis. Forståelserne adskiller sig imidlertid på et meget væsentligt

område, idet vi anser PLS Rambøl for at operere med et mindre relationelt

kompetenceudviklingsbegreb, end det vi læner os op ad i forbindelse med vores

problemstilling. Dette skal forstås på baggrund af, at PLS Rambøl i deres forståelse

hovedsageligt fokuserer på den faglige og personlige udvikling, der muliggøres gennem

de afvekslende og motiverende arbejdsopgaver som freelancerarbejdets vilkår tilbyder.

15

Selve arbejdsfællesskabets betydning for den enkeltes udvikling af kompetencer kommer

imidlertid i baggrunden, og dermed fremgår det, at PLS Rambøl antager en mere

funktionel kompetenceforståelse sammenlignet med den måde, som vi, med

udgangspunkt i Wengers forståelse, tillægger de sociale relationer i arbejdsfællesskaberne

stor betydning, i forbindelse med individets kompetenceudvikling og således også i

forbindelse med individets arbejdsidentitetsdannelse.

1.7 Problemstillingen I tråd med Wengers relationelle identitetsforståelse lægger vi altså op til at betragte

identitetsdannelse, som værende tæt knyttet til ens deltagelse i arbejdsfællesskaberne. I

forlængelse af dette, finder vi det imidlertid nærliggende at rejse spørgsmålet om, hvilken

betydning arbejdsfællesskabet har i denne sammenhæng. Hvordan påvirker det

udviklingen af en arbejdsidentitet, når identitetsdannelsen løsrives fra den

længerevarende læringsproces, der er knyttet til de relationelle processer i et

arbejdsfællesskab? Vi har tidligere berørt den måde, hvorpå IT-freelancere netop er

underlagt nogle arbejdsvilkår, som på mange vis bryder med de rammer som arbejdslivet

traditionelt har været organiseret efter? Set i lyset af, at IT-freelancerarbejdet i høj grad

afspejler de forandringsprocesser vi ser udfolde sig i det senmoderne, vil vi i forbindelse

med dette speciale derfor undersøge følgende:

- Hvordan påvirker vilkårene for IT-freelancernes arbejde arbejdsidentiteten? -

De skiftende arbejdssammenhænge som IT-freelancere hele tiden skal forholde sig til,

sammenholdt med den udviklingshastighed som præger IT-branchen, og som man som

IT-freelancer samtidig må forholde sig til må, efter vores opfattelse, nødvendigvis betyde

en ændring i den måde man traditionelt har betragtet udviklingen af arbejdsidentitet i

moderniteten. Som vi var inde på tidligere i denne problemafgrænsning, mener vi der er

grund til at forholde sig skeptisk til en antagelse om, at IT-freelancerarbejde – som et

udtryk for det udviklende arbejde – skal opfattes som ”det gode arbejde”. Denne skepsis

bunder i vores opfattelse om, at det ikke entydigt kan forholde sig uproblematisk, når

arbejdsfællesskabets relationelle holdepunkter for identitetsdannelse smuldrer. Vores

16

fokus vil derfor rette sig mod spørgsmålet om, hvad det vil sige for IT-freelancerne at

skulle forholde sig til den midlertidighed, som præger deres arbejdsvilkår, samt hvorledes

det at hele tiden skulle befinde sig i periferien af et arbejdsfællesskab, indvirker på deres

opfattelse af dem selv som værende kompetente.

Vi mener at det, i relation til problemstillingen, er nødvendigt at stille spørgsmålstegn

ved Giddens optimistiske betragtninger, omkring individets muligheder for at håndtere

det foranderlige og flydende ved det nuværende samfunds karakter. I denne forbindelse

repræsenterer Sennett (1998) et meget mere pessimistisk syn på individets evne til at

håndtere livsbetingelserne i det senmoderne samfund. Ifølge ham vil konsekvensen af de

kortvarige og omskiftelige arbejdsvilkår som IT-freelancerne indgår i, ende med at

fratage dem muligheden for erfaringsdannelse, noget som vil resultere i en manglende

evne til at opretholde en stabil livsfortælling og i sidste ende virke nedbrydende på vores

karakter. På denne baggrund mener vi, at Sennetts udgangspunkt som en moderne

samfundsteoretiker, og med en dertilhørende typisk moderne perspektiv på

identitetsdannelse, vil kunne bidrage med en kritisk indgangsvinkel til problemstillingen.

Det kritiske perspektiv som Sennett repræsenterer, kan illustreres mere konkret i forhold

til de specifikke arbejdsvilkår som IT-freelancere er underlagt, og som vi ønsker at gøre

til genstand for diskussion. Wenger (1999) betragter som nævnt identitetsdannelse som

værende tæt knyttet til ens deltagelse i arbejdsfællesskaber over tid. IT-freelancernes

arbejdsvilkår er imidlertid præget af at være forholdsvis løsrevet fra Wengers mere

traditionelle opfattelse af et arbejdsfællesskab. Der er snarere tale om, at IT-freelancerne

som regel befinder sig i en perifer position i forhold til de arbejdsfællesskaber de kommer

i kontakt med gennem deres arbejde, og dermed vil Wengers teoretiske betragtninger

kunne bidrage til at problematisere antagelse om at IT-freelancerarbejdet er udtryk for

”det gode arbejde”. Med udgangspunkt i Wenger, er det i stedet nærliggende at antage, at

den konstante perifere position IT-freelancere befinder sig i, bliver problematisk i

forbindelse med udviklingen af en arbejdsidentitet – som det at være kompetent i en

given arbejdssammenhæng. Det er imidlertid vigtigt at bemærke, at Wengers forståelse af

identitetsdannelse ikke entydigt repræsenterer en kritisk indgangsvinkel til

17

problemstillingen. Der åbnes nemlig også i hans teori på for andre kilder til

identitetsdannelse end den direkte deltagelse i praksis – noget som modificerer hans

teoretiske betragtninger som kritisk perspektiv. På denne måde vil Wengers perspektiv

også bidrage til at illustrere den dobbelthed vi mener gør sig gældende i relation til

problemstillingen. (Jf. side 6)

Denne dobbelthed, som vi tidligere har argumenteret for i relation til at se IT-

freelancerarbejde som et udtryk for ”det gode arbejde”, bunder i en antagelse om, at den

ovennævnte sammenhæng langtfra er entydig, og at den bør opfattes betydeligt mere

nuanceret. Dermed finder vi det heller ikke hensigtsmæssigt at lægge op til en

overvejende kritisk indgangsvinkel til problemstillingen, hvilket medfører, at de to

ovennævnte perspektiver ikke alene er i stand til danne en tilfredsstillende

forståelsesramme at arbejde videre med. Til dette formål mener vi imidlertid at have

fundet et interessant teoretisk modspil i Zygmunt Baumans (1998) postmoderne

identitetsforståelse. Baumans teoretiske betragtninger repræsenterer en afstandstagen til

det deterministiske og pessimistiske perspektiv som Sennett giver udtryk for. Ifølge

Bauman giver det ikke mening at tale om at det fleksible arbejdsmarkeds vilkår virker

nedbrydende i forhold til ens identitetsdannelse. I stedet argumenterer han for, at de

arbejdsvilkår som IT-freelancere er underlagt, afspejler det han betegner som det

postmoderne ”forbrugersamfund”. På denne måde lægger Bauman op til en forståelse af,

at uviklingen af arbejdsidentitet foregår på helt nye vilkår, og dermed bliver hans

betragtninger værdifulde for os, som et led i at åbne op for, en forståelsesramme som

samtidig også favner et mere optimistisk perspektiv i forhold til problemstillingen.

Som det fremgår af de ovennævnte anskuelser, kan man sige at Wengers perspektiv

danner den mere konkrete sammenhæng mellem de to samfundsteorier og

problemstillingen som netop relaterer sig til betydningen af nogle praktiske arbejdsvilkår.

De tre teoretiske perspektiver udgør dermed tilsammen en teoretisk forståelsesramme,

som danner grundlag for specialets empiriske undersøgelse. Den måde som vi så

empirisk ønsker at belyse spørgsmålet om, hvordan vilkårene for freelancerarbejdet

påvirker arbejdsidentiteten, er ved at fordybe os i syv forskellige IT-freelanceres

18

arbejdsliv. Nærmere bestemt vil undersøgelsen være baseret på kvalitative interviews, der

kredser omkring de syv freelanceres personlige oplevelser ved at arbejde under disse

specielle arbejdsvilkår. De videre metodiske overvejelser som relaterer sig til specialets

empiriske processer, vil blive udfolde nærmere en særskilt og uddybende behandling af

emnet.

1.8 Specialets opbygning Nærværende speciale vil fremover hovedsagelig være bygget op omkring tre hoveddele;

den teoretisk del, den empirisk metodisk del og analysedelen. Først vil vi, i den

efterfølgende teoretiske del, redegøre yderligere for vores betragtninger i forbindelse med

valg af teori, samt for forholdet mellem de forskellige niveauer teorierne bevæger sig på.

Herefter følger så en grundigere præsentation af de tre teoretiske perspektiver som udgør

den teoretiske forståelsesramme samt en opsamlende diskussion, der vi forholder os

nærmere til samspillet mellem de identitetsforståelser som teoretikerne opererer med.

De metodiske refleksioner som knytter sig til de empiriske processer, i forbindelse med

den kvalitative undersøgelse, vil blive behandlet i specialets empirisk metodiske del. Her

vil vi hovedsageligt fokusere på det kvalitative forskningsinterview som

undersøgelsesmetode, forholdet mellem den teoretiske ramme og udarbejdelsen af

interviewguiden, samt anskuelser over de processer, der knytter sig til selve

gennemførelsen og bearbejdelsen af interviewene. Herefter gør vi os nogle overvejelser

over de videnskabsteoretiske overvejelser, der relaterer sig til nærværende undersøgelse

og endelig redegør vi for vores metodiske tilgang til specialets analysedel.

Analysedelen er struktureret udfra to helt overordnede dele, hvor den første del bygges op

omkring forhold, som relaterer sig til forskellige arbejdsvilkår, der karakteriserer IT-

freelancerbranchen, og som er med til at tiltrække og fastholde informanterne i branchen.

Den anden del af analysen retter sig hovedsagelig nærmere, hvilken betydning

midlertidigheden af de sociale arbejdsfællesskaber i IT-freelancernes kontaktflade, har

for udviklingen af IT-freelancernes arbejdsidentitet. Nu starter vi imidlertid

indledningsvis ud med at redegøre for specialets teoretiske grundlag.

19

1.9 Metodiske overvejelser over den teoretiske forståelsesramme I dette afsnit vil vi redegøre nærmere for hvorledes det teoretiske forståelsesapparat

overordnet er struktureret og tilrettelagt. Vores valg af teoretikere er begrundet i at vi

mener de hver især byder ind med forskellig forklaringskraft i forhold til vores

problemstilling, og på denne måde supplerer hinanden godt ved at udgøre en bred

forståelsesramme. En af de afgørende måder hvorpå vores teoretikere adskiller sig fra

hinanden, er ved at de tager deres udspring forskellige steder fra i den overordnede

samfundsteoretiske diskussion om, hvilken type samfund vi befinder os i. Derfor er en

del af hensigten med dette afsnit indledningsvis kort at redegøre for nogle samlede

karakteristika for hver af de to relevante overordnede samfundsteoretiske retninger, for

derefter at diskutere hvorledes de teoretiske perspektiver kan siges at stå i forhold hertil.

På denne måde vil vi fremhæve, hvorledes de implicerede teorier tilsammen er med til at

åbne op i vores tilgang til problemstillingen. Endelig er det ligeledes vores hensigt i de

følgende afsnit at belyse de overordnede forskellige niveauer som elementerne i vores

teoriapparat tager udgangspunkt i.

1.9.1 Baggrunden for teoriernes samfundsmæssige fundamenter

Diskussionen om hvordan vi skal karakterisere det nuværende samfund, hvilke træk og

tendenser der er de væsentligste ved det, og heraf hvad vi skal kalde det, har været

udbredt indenfor samfundsvidenskaberne de senere år og eksisterer fortsat i bedste

velgående. Forslagene til samfundsbetegnelserne har været mangfoldige og eksempler

herpå er det ”senmoderne”, ”andet moderne”, ”radikaliserede moderne”, ”postmoderne”,

”post-industrielle” samfund, osv. Som udgangspunkt for diskussionen af

forandringsprocesser i samfundet indenfor samfundsvidenskaberne, ser man imidlertid

som oftest, at der refereres til tre hovedperioder; Det før-industrielle samfund (præ-

moderne), det industrielle samfund (moderne) og det post-industrielle samfund

(postmoderne). (Tanggaard 2002: 34) Skarpt opdelt kan man derudover sige, at de

såkaldte senmoderne teoretikere hævder, at vi befinder os i en overgangsperiode mellem

det industrielle og det post-industrielle samfund, mens de postmoderne teoretikere

snarere mener at vi er trådt ind i en helt ny fase, det post-industrielle samfund. Det er

20

således omkring disse sondringer diskussionen består, og det er også disse sondringer vi

af forståelsesmæssige hensyn kort vil belyse nærmere i det følgende.

For at kunne træde ind i denne diskussion har vi fundet det hensigtsmæssigt at tage et

kort kig tilbage på den moderne samfundsforståelse, som et nødvendigt fundament for at

kunne forstå det samfund vi befinder os i dag. Som ovenstående epoke-inddeling antyder,

udspringer den moderne samfundsforståelse af den industrialiserede verdens fremkomst,

og skal her forstås som refererende til de tidligst fremkomne institutioner og

adfærdsformer i det postfeudale samfund (Giddens 1996:26). Her er industrialiseringen

blot én, omend vigtig, institutionel dimension ved moderniteten. Men også kapitalismen,

den statslige kontrol og overvågning der opstår i forbindelse med moderne

organisationers fremkomst, samt udvidelsen af den militære magt, er vigtige dimensioner

ved modernitetsopfattelsen. Fra det man kan kalde familiearbejdet i det traditionsbundne

feudale samfund, ser man nu en ny arbejdsorganisering i de moderne bureaukratiske

organisationer hvori lønarbejdet opstår. Tiden er ligeledes præget af en afstandtagen til

præmoderne samfundsformer baseret på traditionsbindinger, religion, myter og dogmer. I

stedet træder rationaliteten, oplysningen, fornuften og individualismen ind, og man har en

ukuelig tiltro til den moderne videnskab. (Andersen m.fl. 1998:173) For

samfundsvidenskaben gjorde det sig gældende at den skulle fungere på

naturvidenskabelige præmisser. Den havde til opgave at søge at afdække den objektive

virkelighed via erfaringsbaserede fakta, for derefter at give kendskab til de

lovmæssigheder der styrede samfundet og udviklingen, hvilket i sidste ende skulle

muliggøre forudsigelser i denne sammenhæng. (Andersen 1992:14)

Der er vel ingen i dag der vil bestride det faktum at samfundet har undergået voldsomme

og betydelige forandringer op gennem det tyvende århundrede siden fremkomsten af det

industrialiserede samfund. Heraf taler vi om det det nuværende samfund som det post-

industrialiserede samfund, hvilket refererer til, at industri som produktionsmåde i det

nuværende service- og informationssamfund, har fået en anden plads end den havde i det

industrialiserede samfund, men ikke til at den nødvendigvis ikke fortsat eksisterer i dette

samfund (Tanggaard 2001:434). Analyser af nutidens sociale forandringer og vilkår er

21

præget af en forestilling om hvad der ligger efter det moderne (Pedersen 1996:437). I

denne forbindelse påpeger Giddens, at hvis vi, som postmodernisterne hævder, har

bevæget os over i en ny postmoderne æra og har forladt det moderne samfund, må det

også betyde at udviklingen har ført os væk fra de moderne sociale institutioner, og ind i

en ny social orden. (Giddens 1994:46) Han mener imidlertid ikke at dette er tilfældet,

men hævder i stedet at den moderne epoke endnu ikke er overstået, og at moderniteten er

blot blevet radikaliseret. Det vil sige, at de træk og udviklingstendenser der har været

kendetegnene for moderniteten nu virker i en endnu mere vidtgående grad, men at de dog

stadig er iboende det moderne samfund. (Giddens 1994:51) Vi har valgt at inddrage

Giddens et øjeblik her, fordi han netop er én af de teoretikere der har beskæftiget sig

overordnet med hvordan træk ved senmoderniteten indvirker på alle dele af et menneskes

liv, og hvilke konsekvenser det har. Fordelen ved Giddens i denne sammenhæng er at han

på en meget direkte måde har deltaget i diskussionen om hvilken etikette der er den

korrekte at sætte på vores nuværende samfund, hvor andre teoretikeres stillingtagen til

diskussionen ligger mere implicit i deres teoretiske univers. På denne måde mener vi

Giddens er brugbar som en slags vejviser for det senmoderne perspektiv, hvorudfra vi

kan forholde de teoretikere vi gør brug af. Giddens anerkender altså at samfundet har

undergået gennemgribende og vidtgående forandringer og fortsat gør det, men at disse

sker indenfor en kontekst med bindinger til modernitetens traditionelle institutioner.

Samfundet i dag forandres med en øget hastighed, dybde og intensitet end tidligere, og

det er denne modernitetens dynamik der er i fokus for Giddens. Der er tre hovedårsager til

denne dynamik; adskillelsen af tid og rum, udlejringen af sociale institutioner samt

modernitetens refleksive karakter. Som det fremgår af disse betragtninger, kan man altså

overordnet hævde, at denne diskussion om samfundsforståelser, som ligger bag den

tankegang der går igennem Sennetts og Baumans teoretiske betragtninger, går ud på

hvorvidt vi stadig befinder os i det moderne, blot i en anden fase af det moderne, eller

hvorvidt vi er trådt ind i en helt ny postmoderne æra.

1.9.2 Teoriernes indbyrdes samspil

Som vi kort berørte i problemformuleringen, er valget af teori, til den forståelsesmæssige

ramme der danner grundlaget for vores empiriske undersøgelse, baseret på vores

22

opfattelse af, at det er vigtigt at forsøge og åbne op for en forholdsvis bred

forståelsesramme. Vi mener med andre ord, at det vil være uhensigtsmæssigt at forsøge at

belyse, hvilken betydning IT-freelancernes arbejdsvilkår har for arbejdsidentiteten,

eksempelvis alene ud fra et overvejende kritisk perspektiv. Den teoretiske optik, som vi

har ønsket at lægge til grund for den empiriske undersøgelse, skal altså kunne fungere

som et kritisk perspektiv, der kan bidrage med at rette opmærksomhed mod de fleksible

og udviklende arbejdsvilkårs mulige negative konsekvenser for den måde individet

opfatter sig selv gennem sit arbejde. Men samtidig skal optikken også kunne åbne op for

en samfunds- og individ forståelse, som i højere grad betoner de nye muligheder, der kan

udfolde sig for individets arbejdsidentitet, som følge af arbejdsvilkårene. På denne

baggrund har vi altså inddraget de tre forskellige teoretiske perspektiver, som tilsammen

både bidrager med forskellige samfunds- og individ forståelser, og fungerer på forskellige

abstraktionsniveauer.

Vi var tidligere kort inde på, at vi har valgt at inddrage Richard Sennetts teoretiske

betragtninger, med henblik på at forme et kritisk perspektiv som indgangsvinkel til

problemstillingen. Nærmere bestemt har vi taget udgangspunkt i Sennetts, Det fleksible

menneske eller arbejdets forvandling og personlighedens nedsmeltning (1998), som

faktisk kan betegnes som en moralsk refleksion over den moderne fleksible kapitalisme,

og hvor han netop fokuserer på hvilke konsekvenser det fleksible arbejdsmarked har for,

blandt andet, den måde individet indgår i sociale relationer i arbejdslivet. Med

udgangspunkt i diskussionen om samfundsforståelser, som vi henviser til i det

ovenstående, mener vi at kunne sige, at Sennetts pessimistiske teoretiske vurderinger er

baseret på en udpræget modernitetstankegang. Dette fordi han, i sine betragtninger om

hvorledes arbejdsliv og arbejdsidentitet synes at være udfordret af udviklingen mod den

fleksible kapitalisme, tydeligt anskuer samfundet ud fra et aktør/struktur-perspektiv, der

bærer præg af større strukturorientering end aktørorientering. Heri anlægger han så et

meget deterministisk syn på individet, som i høj grad betragtes som handlingslammet i

forhold til den strukturelle udvikling der løber det over ende. På denne måde mener vi

altså, at Sennetts forholdsvis pessimistiske syn på den fleksible kapitalismes

23

konsekvenser for det enkelte individ, overvejende udspringer af den modernistiske

tankegang, som også ofte bliver betragtet som værende både ensrettet og reduktionistisk.

I vores forsøg på at udvide den teoretiske forståelsesramme til også at omfatte mindre

deterministiske vurderinger af, hvilken betydning IT-freelancernes arbejdsvilkår har for

arbejdsidentiteten, har vi som nævnt valgt at inddrage Zygmunt Baumans

identitetsforståelse, som den kommer til udtryk i hovedsagelig Globalisering – de

menneskelige konsekvenser (1998), Work, consumerism and the new poor (1998a) og The

Individualized Society (2001). Begrundelsen for dette valg består først og fremmest i, at

Baumans identitetsforståelse, i kraft af at den i høj grad er funderet i en postmoderne

samfundsforståelse, netop bidrager til at rette søgelyset mod de nye muligheder der åbner

sig for individet, som følge af opfattelsen af, at identitetsdannelse i dag foregår på helt

nye postmoderne vilkår. Baumans identitetsforståelse er funderet i hans

postmodernitetsteoretiske værker, der helt overordnet beskæftiger sig med nye sociale

vilkår, hvad angår integration, identitet, moral og fællesskab. Baumans postmoderne

betragtninger bliver blandt andet interessante idet han, i modsætning til Sennett, er af den

opfattelse, at det i vores postmoderne nutid ikke længere, som i det moderne, er arbejdet

der er den primære integrationsmekanisme og kilde til identitetsskabelse.

Det er imidlertid vigtigt at påpege, at der er flere forhold der spiller ind i begrundelsen for

inddragelse af Baumans teori. Bauman bliver rigtig nok ofte nævnt som et eksempel på

en postmoderne teoretiker. Hans forfatterskab er meget omfattende, strækker sig over

mange år, og breder sig også ved at have berørt mange forskellige emner. Men

overordnet er der sket en udvikling i hans forfatterskab gennem årene fra en optimistisk

hylden af globaliseringens komme, til et mere ambivalent standpunkt, hvor udfra Bauman

i de senere år har haft fokus på dialektiske forhold i samfundet og har anerkendt, at der er

positive såvel som negative konsekvenser af den samfundsudvikling, der har ført frem til

vores nutidige samfund. Denne ambivalens vil vi komme nærmere ind på i selve

præsentationen af hans teoretiske betragtninger, der omhandler de tanker Bauman gør sig

omkring globaliseringens konsekvenser, dette med udgangspunkt i flere af hans senere

værker, hvor ambivalensen kommer stærkt til udtryk. Men på grund af denne dobbelthed,

24

der er at finde både på et mere overordnet plan i hans forfatterskab, men også nede i den

enkelte teori, kan man stille spørgsmålstegn ved betegnelsen af Bauman som værende

rendyrket postmodernist. For eksempel hævder Hviid Jacobsen, at en mere korrekt

betegnelse må være at sige at Bauman er eksponent for den postmoderne dialektik, og at

betegnelsen af Bauman som værende postmodernist derfor i sig selv er en sandhed med

modifikationer. (Hviid Jacobsen 2001:453) På denne baggrund mener vi, at Baumans

betragtninger muligvis vil kunne bidrage til en mere nuanceret forståelse af det

problemfelt vi undersøger, frem for et mere rendyrket postmoderne perspektiv.

Med udgangspunkt i anskuelserne om henholdsvis Sennetts og Baumans teoretiske

betragtningers samfundsteoretiske fundament, bliver det tydeligere, hvorledes de hver

især bidrager til at indfange den dobbelthed, som vi tidligere har argumenteret for gør sig

gældende i relation til problemstillingen. Som før nævnt, skal den omtalte dobbelthed

forstås på baggrund af, at vi i vores indgangsvinkel forholder os skeptiske til antagelsen

om at IT-freelancerarbejdet, som det udviklende og fleksible arbejde, entydigt skal ses

som et udtryk for det ”gode arbejde”, specielt med henblik på ens arbejdsidentitet. Det er

snarere vores opfattelse, at det er hensigtsmæssigt at forsøge at etablere en forståelse for

de specielle arbejdsvilkårs betydning for arbejdsidentiteten, udfra den brede teoretiske

ramme, som anvendelsen af de to forskellige ovennævnte perspektiver lægger op til.

Forsøget på at åbne op for en bred indgangsvinkel til at undersøge problemfeltet,

genspejles ligeledes i forbindelse med inddragelsen af Etienne Wengers teoretiske

betragtninger, som vel at mærke opererer på et meget forskelligt abstraktionsniveau. I

Communities of Practice – Learning, Meaning and Identity (1999), præsenterer Wenger

det han betegner som ”en social teori om læring”, som bliver relevant for os fordi han

netop fokuserer på at beskrive de læringsprocesser, hvor individet bevæger sig ind i og

lærer nye arbejdsfællesskaber at kende. Nærmere bestemt er det udviklingen af en

identitet og opnåelse af et fuldgyldigt medlemskab af det sociale fællesskab som en

arbejdsplads er, der står i centrum for Wenger. Men han fokuserer samtidig også på hvad

der sker dersom individets adgang til fællesskabet og til dets viden og kompetence af en

eller anden grund begrænses. Ifølge Wenger, er det afgørende for udviklingen af ens

25

arbejdsidentitet, at der gives adgang til deltagelse i praksis i de sociale

arbejdsfællesskaber. På denne måde kommer Wengers perspektiv til at udgøre en kritisk

indgangsvinkel i relation til de arbejdsvilkår som IT-freelancere er underlagt, som blandt

andet overordnet er kendetegnet ved at de løbende befinder sig i midlertidige, perifere

positioner i forhold de arbejdsfællesskaber de kommer i kontakt med. Når vi så

argumenterer for at Wengers perspektiv på samme tid bidrager til at indfange den

tidligere omtalte dobbelthed i indgangsvinkel til problemfeltet, er det primært fordi han

også retter opmærksomhed mod de muligheder, der ligger for identitetsdannelse i

forbindelse med den begrænsede og perifere form for deltagelse, som IT-freelancernes

arbejdsbetingelser i høj grad er baseret på.

Det er endvidere betydningsfuldt for vores valg af Wenger teori, at han primært opererer

på et hverdagslivsniveau i sine diskussioner af læring og identitet. I praksis betyder dette,

at det bliver uklart hvordan de samfundsmæssige perspektiver kan tænkes ind, noget

Wenge til tider også er blevet kritiseret for. Det er imidlertid helt bevidst, at han ikke

opererer med noget samfundsbegreb eller en given samfundsforståelse, idet formålet med

hans teori om læring som identitetsdannelse, snarere går ud på at vise, hvordan man kan

forstå og forklare hvad der foregår i de mere konkrete arbejdsmæssige sammenhænge.

Som det vil fremgå senere i præsentationen af Wengers forståelse af identitetsdannelse,

arbejder han uden tvivl med nogle meget abstrakte og teoretiske, og til tider uklare

begreber knyttet til individets udvikling af en arbejdsidentitet. Disse begreber skal dog

hele tiden ses i forhold til den mere konkrete proces der udspiller sig idet man kommer i

kontakt med eller bevæger sig ind i nye arbejdsfællesskaber. De tre teoretiske

perspektiver bevæger sig altså på forskellige abstraktionsniveauer. Mens Wengers

teoretiske betragtninger om identitetsdannelse bidrager til at skabe en forståelse af hvad

IT-freelancernes mere konkrete arbejdsvilkår betyder for udviklingen af deres

arbejdsidentitet, udgør Sennetts og Baumans betragtninger mere et grundlag, med hensyn

til at forstå de mere overordnede, samfundsmæssige og strukturelle forholds betydning

for den type sociale relationer IT-freelancerne indgår i i arbejdslivet, og således også

betydningen for deres arbejdsidentitet.

26

Den måde hvorpå vi så opererer med flere forskellige teoretiske perspektiver, på

forskellige abstraktionsniveauer, lægger op til et speciale, som er bygget op omkring en

eklektisk teoretisk tilgang til problemstillingen. Med eklektisk mener vi, at vi har valgt at

inddrage forskellige teorier, i det omfang de kan bidrage til forståelse af det afgrænsede

problemfelt. Når vi vælger at benytte os af denne type teoretiske tilgang, er det først og

fremmest med henblik på at opnå en større sammenhæng og bredde i forklaringskraften.

Til gengæld er det vigtigt at være opmærksomme på, det risikable ved at anvende en

eklektiske tilgang til teori er, nemlig at der ved at inddrage elementer fra forskellige

teorier kan opstå problemer med konsistens de enkelte teorier i mellem. Selvom vi er

enige i at der ligger en betydelig udfordring i dette, er vi imidlertid også af den opfattelse,

at én enkelt samlet enhedsteori ikke vil kunne være i stand til at skabe en tilstrækkelig

nuanceret og åben forståelsesramme at arbejde ud fra.

Fremover vil vi derfor lægge op til, at de tre teoretiske perspektiver vil blive inddraget på

flere plan igennem undersøgelsen og repræsentere forskellig forklaringskraft. De

forskellige teorier bevæger sig som nævnt på forskellige niveauer, men i analysen vil vi

forsøge at demonstrere, netop hvordan teorierne kan anskues i et samspil, hvor de kan

supplere hinanden i en bredere forståelse af problemfeltets kompleksitet. Formålet for

vores del, har altså ikke været at inddrage konkurrerende teorier for derved at læne sig op

ad et enkelt perspektiv. Formålet med valget af teori har snarere været at forsøge og

indfange bredden og angive flere mulige forklaringer på den kompleksitet vi mener gør

sig gældende i relation til problemstillingen.

27

2 Præsentation af teori I den følgende afsnit vil vi præsentere elementerne i den teoretiske forståelsesramme som

vi har argumenterer for i det foregående. Vi vil indlede med at redegøre for Sennetts

teoretiske betragtninger om den fleksible kapitalismes konsekvenser for individet, for på

den måde at ridse det kritiske perspektiv op som udgangspunkt for forståelsesrammen.

Herefter følger præsentationen af Wengers sociale teori om læring, herunder de mere

konkrete teoretiske elementer som er med til, at dels problematisere spørgsmålet om

arbejdsidentitetsdannelse, dels åbne op for et mere optimistisk perspektiv, på betydning

af IT-freelancernes specielle arbejdsvilkår for arbejdsidentiteten. Dette mere optimistiske

perspektiv følger vi så videre op med præsentationen af Baumans postmoderne

identitetsforståelse, og hans betragtninger om de nye arbejdsvilkårs konsekvenser for det

postmoderne individ. Som vi har været inde på i den foregående diskussion af samspillet

mellem de tre teoretiske perspektiver, er der tale om teorier som tager udgangspunkt i

forskellige videnskabsteoretiske fundamenter, samtidig med at teoriernes

abstraktionsniveauer varierer fra det konkrete arbejdsrelaterede til det mere

samfundsmæssig abstrakte. Dette vil tydeligt præge de tre teoretiske fremstillinger,

forstået på den måde, at fremstillingernes opbygning og strukturer vil variere betydeligt.

2.1 Richard Sennett Som en anden del af vores teoretiske fundament har vi valgt at inddrage Sennett med

udgangspunkt i bogen Det fleksible Menneske (1999). Nedenstående afsnit er bygget op

således at vi først vil argumentere for hvorledes vi har fundet Sennett anvendelig i

relation til vores problemstilling. Herefter vil vi kort ridse op hvad vi mener man kan

betragte som hovedformålet og -pointen for Sennett med denne bog. Med afsæt i dette

oprids følger et afsnit hvor vi har vi gjort os nogle refleksioner omkring hvorvidt og i

hvilken udstrækning teorien er anvendelig på danske forhold, idet Sennett jo skriver ud

fra amerikansk kontekst. Ligeledes har vi fundet det relevant her at medtage nogle tanker

vi har gjort os omkring hvilken optik, vi mener man bør læse Sennett gennem, for ikke at

risikere at tolke hans værk for bogstaveligt. Dette leder os frem til at kunne påbegynde en

nærmere uddybelse af de dele af teorien og de hovedbegreber der er vigtige for os med

henblik på vores problemstilling.

28

2.1.1 Sennetts anvendelighed i relation til vores problemstilling.

Når vi har valgt at beskæftige os med freelancearbejdere, er det ikke ud fra en

forventning om at de nødvendigvis er underlagt nogle arbejdsvilkår der virker

nedbrydende på deres karakter- og identitetsdannelse, som vi vil komme til at se at

Sennett taler om det. Som sagt indledningsvist er det vores indtryk, at der generelt

eksisterer en positiv indstilling til denne type arbejde. En opfattelse af det såkaldte gode

arbejde som værende personligt udviklende, udfordrende, “aldrig det samme hver dag”

og fleksibelt . Sennett stiller sig her overfor udfordrende og kritisk an med nogle

interessante perspektiver i forhold til denne generelle positive opfattelse. Freelancerne er

i høj grad en gruppe af mennesker i arbejdslivet der arbejder under præmisser der er

genkendelige i forhold til de karakteristika Sennett beskriver ved den fleksible

kapitalisme. Derfor finder vi at Sennett er relevant og anvendelig til at bidrage til en

problematiserende vinkel, idet vi vil undersøge hvordan vilkårene for IT-

freelancerarbejdet påvirker arbejdsidentiteten. Med efterfølgende afsnit har vi til hensigt

kort at redegøre for hvad vi mener Sennett har som hovedformål med bogen Det

Fleksible Menneske, og hvilke primære pointer vi har uddraget af den. Dette med henblik

på, i direkte forlængelse heraf, at reflektere over hvorvidt teorien overordnet er

anvendelig på danske forhold.

2.1.2 Det fleksible menneske

Som vi har været inde på det tidligere, er det vores opfattelse at den tidstypiske term

fleksibilitet generelt har en positiv efterklang. Man hører det ofte i forbindelse med

arbejdslivet hvor det kædes sammen med andre plusord som frihed, personlig udvikling,

vækst, med modpoler i ord som stilstand, rutine og stive bureaukratiske systemer. At

være fleksibel er i dag nok en af de vigtigste egenskaber at kunne tillægge sig selv, idet

man skal sælge sig selv på jobmarkedet, noget næsten enhver arbejdsgiver vil efterspørge

og anse som et plus, hvis ikke en nødvendighed.

Denne positive sammenhæng er dog ikke Sennetts udgangspunkt i Det fleksible menneske

(1999). Derimod stiller han grundlæggende spørgsmålstegn ved hvordan mennesket kan

29

realisere langsigtede mål og værdier i det nutidige samfund, hvor Sennett hævder at

tendenserne går i retning af et arbejdsliv der hele tiden er orienteret kortsigtet, indenfor

meget små tidshorisonter og i evigt skiftende projektorienterede teamworks. Den

oprindelige forståelse af ordet karriere, som en kurslagt løbebane for individets

arbejdsliv, giver i dag ifølge Sennett ingen mening, hvor individet ofte bliver kastet fra

det ene job til det andet, fra den ene slags arbejde til den anden slags. Den fleksible

kapitalisme er det nye system som er i færd med at overtage efter de gamle

bureaukratiske former, og de krav som de ansatte må imødekomme, handler om at være

omstillingsparat, kunne reagere hurtigt, være uafhængig af regler, rutiner og procedurer,

og at turde løbe risici (Sennett 1999).

Sennett hævder at det at sammenkæde fleksibilitet med det kapitalistiske system blot er

endnu en omskrivning i stil med det frie initiativ, men at denne fleksibilitet i

virkeligheden ikke, som hævdet, giver individet større frihed til at forme sit eget liv.

Rigtigt nok er vi frisat af de stive bureaukratiske systemer, men den nye kapitalisme har

indsat andre, nye kontrolformer og udøver derigennem en uigennemskuelig magt. Den

engelske titel The Corrosion of Character, udspringer netop af det nævnte

grundlæggende spørgsmål Sennett stiller. For det centrale for Sennett bliver nu hvordan

det nuværende system indvirker på individets karakterdannelse.

2.1.3 Kontekstens betydning

Ovenstående har givet et overordnet indtryk af hvad Sennett har til hensigt at fortælle

med Det Fleksible Menneske. Umiddelbart kunne man tænke at det ikke er udpræget

positivt hvad vi får stillet til udsigt i Sennett´s univers, men det er her vi mener der er ting

man bør have i baghovedet når man læser Sennett. For det første skriver Sennett ud fra en

amerikansk kontekst. Vi mener dog ikke at dette betyder at hans teori ikke er brugbar på

danske forhold. Som vi har argumenteret for det, er der tendenser at se på det danske

arbejdsmarked generelt, som er genkendelige i forhold til Sennetts beskrivelser. Det skal

understreges at det netop er tendenser vi taler om, og ikke noget der gør sig gældende

overalt på det danske arbejdsmarked. Som vi var inde på det i problemformuleringen,

drejer de omtalte tendenser sig om den udvikling der er set med hensyn til organisationers

30

opbygninger, der har bevæget sig væk fra de bureaukratiske, hierarkisk opbyggede

pyramide-organisationer, og i en retning af de mere fleksible netværkslignende strukturer.

Ligeledes drejer tendenserne sig om nye ledelsesprincipper og ansættelsesforhold af mere

kortvarige og midlertidige karakterer, noget vi også har været nærmere inde på i

indledningen. Men vi mener yderligere at det er tænkeligt at de freelance-beskæftigede i

IT-branchen, vi beskæftiger os med, er en gruppe der i højere grad er underlagt disse

mekanismer og tendenser, end det er tilfældet generelt for det danske arbejdsmarked. Vi

mener dog at det er oplagt at det er mere relevant at tale om den fleksible kapitalisme

med henblik på det amerikanske samfund. Vi har ikke til hensigt at bevæge os ud i en

omfattende sammenligning af det amerikanske og det danske samfund udfra et

samfundsøkonomisk perspektiv. Men vi mener, alene at vi i Danmark har et større

offentligt system end i USA, og dermed et mere omfattende socialt sikkerhedsnet, er

grund nok til at forestille sig at billedet af marginaliserede grupper og sociale uligheder

og skel i det amerikanske samfund, ikke er direkte overførbart på danske forhold.

En anden forudsætning for læsningen af Sennett handler om skrivestilen, som vi mener

man kan kalde essayistisk med en tendens til en lidt melodramatisk tone, som man også

så det i Intimitetens Tyranni (1992). Det er en levende og fængende stil, men også en stil

hvor linjerne er trukket meget skarpt op, og hvor Sennett ofte konkluderer pessimistisk og

fatalt. Vi tolker denne stil som en måde at tydeliggøre nogle pointer og tendenser på, og

mener at det er vigtigt at forstå Sennett på en sådan måde, at selvom det er en amerikansk

kontekst han gør sig sine anskuelser ud fra, så er det trods alt stadig netop overordnede

tendenser, han taler om, og ikke en komplet samfundskarakteristik, der gør sig gældende

for alle grupper i samfundet. Det er overvejende taberne, de marginaliserede grupper, der

er underlagt de negative konsekvenser af tendenserne på det nutidige arbejdsmarked, der

findes også udprægede vindere under den fleksible kapitalisme, lige som der også er store

grupper i samfundet der kun er berørt af tendenserne i nogen udstrækning (Sennett 1999).

I nedenstående afsnit vil vi uddybe de dele af teorien og de hovedbegreber der er vigtige

for os i relation til vores problemstilling.

31

2.1.4 Arbejds- og organisationslivet op til i dag.

Med henblik på at diskutere den fleksible kapitalismes konsekvenser, tager Sennett et

historisk udgangspunkt i arbejds - og organisationslivet for 30 år siden og beskriver de

forandringsdimensioner han ser i den mellemliggende periode frem til i dag, som han

mener har afgørende betydning for individet i det nutidige arbejdsliv. Ifølge Sennett er

den vigtigste forandringsdimension ved vor tids kapitalisme nye måder at organisere

tiden på - specielt arbejdstiden. Han bemærker at går man 30 år tilbage og ser på det

typiske arbejdsliv for arbejderen på bunden af samfundet eller for

middelklassearbejderen, så var det ikke noget let og attråværdigt liv han førte.

Arbejdslivet foregik i højere grad indenfor stærkt bureaukratiske rammer i hierarkisk

opbyggede pyramideorganisationer. Oftere havde arbejdet en ensartet karakter, det

ændrede sig meget lidt over tid, og ansættelsesforholdene var, hvis ikke for livstid, så af

en meget langvarig karakter. Et sådant arbejdsliv kan ud fra et nutidigt perspektiv synes

kvælende og ulideligt. Men ifølge Sennett gav det individet mulighed for at skabe en

lineær og kumulativ livsfortælling der gav mening i denne stærkt bureaukratiske verden

(Sennett 1999:12). Den bureaukratiske struktur rationaliserede tidsforbruget for individet,

der kunne udforme en klar og tydelig livsfortælling, der gav mening for ham som et

lineært forløb. Selvom der måske var tale om det mest kedelige, ensartede arbejde i et af

de mindst prestigefyldte jobs langt nede på den sociale rangstige, så var alene dét at

arbejderen følte sig som ophavsmand til egen livsfortælling noget der gav ham

selvrespekt. Målet med arbejdet stod klart og tydeligt. På kort sigt var det et spørgsmål

om at brødføde familien og skaffe de materielle rammer der skulle til for at børnene

forhåbentligt kunne bevæge sig op ad den sociale rangstige. På længere sigt var det et

spørgsmål om at være berettiget til pension, sikre sin alderdom, og når tiden kom dertil,

om at nyde godt af den agtelse han så havde opnået i lokalsamfundet. Her var hans fortid

som mangeårigt pligtopfyldende, udholdende arbejder kendt for omgivelserne, og han

kunne høste anerkendelse for de erfaringer det havde givet ham.

32

2.1.5 Det fleksible arbejdsmarked

Som noget afgørende for Sennett er det, at der i dag sker en udskridning i forhold til

tidligere tiders lineære tidsfornemmelse og individets livsfortælling. I det følgende vil vi

redegøre for betydningen af dette begreb.

Ud af vor tids kapitalisme, med den globale arbejdsplads og den højteknologiske

udvikling, samt anvendelse heraf, som vigtige kendetegn, er vokset nye måder at

organisere tiden på. Sennett påpeger at udtrykket “Ikke fastansat” der går igen i

stillingsannoncerne, også på et mere overordnet plan er stigmaet på arbejdsmarkedet.

Hvor man for tredive år siden typisk så en karriere have sit forløb indenfor én, måske to,

virksomheder, må man i dag indstille sig på at skifte job et utal af gange. Som følge heraf

må man også ændre sit kvalifikationsgrundlag flere gange i løbet af arbejdslivet (tænk

blot på det meget tidstypiske udtryk “livslang læring”.). “Job” bliver i højere grad

erstattet af “projekt” og “arbejdsområde”, og store virksomheder uddelegerer opgaver, de

tidligere selv varetog, til småfirmaer, enkeltpersoner på kortidsskontrakter og til

freelancere. Markedet er mere end nogensinde forbrugerstyret og er derfor ekstremt

dynamisk, hvilket gør at vi ikke længere kan få lov til at gøre tingene på samme måde i

årevis, vi kan ikke engang gøre det samme igennem længere tid (Sennett 1999:20).

Kravene til organisationer og medarbejdere går på fleksibilitet, omstillingsparathed og

forandringsdygtighed.

Her overfor står rutine, hvilket Sennett hævder at man i dag opfatter som et onde. Rutine

leder tankerne tilbage til industrialiseringens tider og til fabriksarbejderarbejderen, der

blev fremmedgjort over for sit arbejde, idet han blev frataget kontrol med tiden, ved at

blive overladt til det samme meget skarpt afgrænsede stykke rutinearbejde, der kun var et

lille led i den samlede produktionsproces. Sennett fremfører at rutine i dag anses for at

være dræbende for den menneskelige natur og ånden, hvorimod udvikling, menneskelig

kreativitet og engagement vokser ud af forandring. Heraf har man i dag også set en

ændring af organisationernes strukturer, fra de hierarkisk opbyggede

pyramideorganisationer til mere flade og fleksible organisationer, der mere har karakter

33

af netværk. Disse er lettere og hurtigere at nedbryde og omdefinere end de stive

bureaukratiske rammer (Sennett 1999:49-50). Ifølge Sennett indebærer dette bl.a. at

forfremmelser og afskedigelser ikke længere er baseret på klare faste retningslinier,

begrebet anciennitet mister sin betydning og arbejdsopgaver er ikke længere skarpt

defineret. I stedet ændres disse forhold løbende som netværket definerer sin egen

struktur.

Ifølge Sennett bestræber virksomheder sig på at sende signaler til omverdenen i tidens

ånd, og heraf ser man ofte at der foretages reorganiseringer, hvilket Sennett hævder ofte

udelukkende er for ikke at gøre business as usual, og i hvert fald gøre noget (Sennett

1999:50-53), idet signaler om forandring og fleksibilitet går forud for andet. Disse

forhold sætter ifølge Sennett individet i en ekstremt usikker position, og må nødvendigvis

medføre et fald i engagement, motivation, forpligtelse overfor organisationen og viljen til

at investere sig selv i langsigtede mål. Hvor det er let at få øje på de kontrolformer

fabriksarbejderen i det stærkt bureaukratiserede system var underlagt, argumenterer

Sennett for at den ansatte i den nye kapitalisme kun tilsyneladende er frigjort fra disse. Et

argument der fremføres for de nye fladere organisationer går på den decentralisering af

magten de bl.a. indebærer. Noget der skulle give den enkelte medarbejder mere kontrol

over egne handlinger. Fleksibilitet er lig frihed, men Sennett hævder at den fleksible

kapitalisme blot har erstattet tidligere tiders kontrolformer med nye, sværere

gennemskuelige, former for kontrol. Eksempelvis bliver det at arbejde på flextid, og i

forlængelse heraf, hjemmearbejde, mere og mere udbredt (Sennett 1999:61-63)

2.1.6 Konsekvenser for livsfortællingen

Ifølge Sennett bliver individets forsøg på at skabe sig en langsigtet, lineær livsfortælling

dysfunktionel under disse forhold, og han formulerer det blandt andet således:

Det, der er blevet væk mellem de polære modsætninger udskridning og statisk fastholden, er en livsfortælling, der kunne give hans (Sønnen, Rico) adfærd mening. Fortællinger er andet og mere end blotte opregninger af begivenheder. De giver tidens fremadskridende bevægelse form, antyder grunde til, at dette eller hint sker, og afdækker begivenhedernes konsekvenser. Enrico (Faderen) havde en

34

lineær og kumulativ livsfortælling, der gav mening i en stærkt bureaukratisk verden. Rico lever i en verden, der i stedet er karakteriseret ved kortsigtet fleksibilitet og altings flyden. En sådan verden byder ikke på meget - hverken økonomisk eller socialt - hvad fortællinger angår. (Sennett 1999:29)4

For hver gang individet må skifte job, kompetencegrundlag, og nogle gange som følge

heraf også fysisk må flytte efter et nyt job, opleves et opbrud i livsfortællingen, et krav

om at “starte forfra”. Verdenen omkring individet er i dag præget af kortsigtet fleksibilitet

og altings flyden, noget der ifølge Sennett gør det umuligt at opretholde en stabil

selvfortælling. Ligeledes virker det kortsigtede perspektiv og “ikke fastansættelses-

princippet” undergravende på tillid, gensidige forpligtelser og loyalitet. Alt dette

forudsætter tid at udvikle, og det er simpelthen ikke muligt at udvikle stærke sociale bånd

i projekt-teams, hvor deltagerne løbende skiftes ud. Derfor er nutidens medarbejder ifølge

Sennett præget af en distance og en overfladisk samarbejdsvilje i forhold til arbejdet,

modsat loyalitet og tjenstvillighed. Dette forplanter sig til livet udenfor arbejdspladsen, til

familielivet, hvor “ikke fastansættelse” kommer til at betyde at være på farten, ikke

forpligte sig og ikke bringe ofre (Sennett 1999:19-23).

Det bliver nu tydeligere at se hvorledes Sennett mener at den nutidige kortsigtede

kapitalisme kommer til at virke nedbrydende på karakteren. Sennetts karakter-begreb er

ifølge ham selv mere dækkende end det mere nutidige personlighed, og handler om den

etiske værdi vi tillægger vores eget begær og vores relationer til andre, karakteren er de

personlighedstræk vi værdsætter hos os selv og søger anerkendelse for hos andre.

Karakteren vedrører især de langsigtede aspekter af vores følelsesliv og kommer til

udtryk ved loyalitet og gensidig forpligtelse samt ved forfølgelse af og behovsudskydelse

med henblik på opnåelse af langsigtede og fremtidige mål (Sennett 1999:9). Tilbage til

det grundlæggende spørgsmål siger Sennett, hvordan kan begreber som etik, moral,

varige værdier og karakter overhovedet overleve i et utålmodigt og hurtigt omskifteligt

4 Sennett tager et udgangspunkt i fortællingen om Enrico og Rico, faderen og sønnen, og deres respektive arbejdsliv i USA. Der er således en mellemliggende generation, og hvor Enrico for 30 år siden var en andengenerationsindvandrer der gjorde toiletter rent på bunden af det amerikanske samfund, har Rico i dag indfriet sin fars drøm om social opstigning, og tilhører den økonomiske elite med et arbejde som konsulent i computerbranchen.

35

samfund der udelukkende fokuserer på det umiddelbare, det korsigtede, på nuet? “Ikke

fastansættelse” gør det langsigtede mål målløst og overflødiggør tillid og forpligtelse, og

i sidste ende kommer oplevelsen af den opsplittede tid til at udgøre en trussel mod

individets mulighed for udformningen af karakteren som en bæredygtig selvfortælling.

Det er dog vigtigt at føje til i denne sammenhæng at der i det fleksible magtsystem findes

tabere og sejrherrer, og det er på “mere almindelige medarbejderes” karakter, og det er

jo dem der er flest af, systemet virker nedbrydende. De virkelige sejrherrer, har en

speciel karakterstyrke, der gør at de er selvberoende nok, til at leve rammeløst uden

regler og retning, midt i opbrud og forstyrrelser, og alligevel trives og vokse i dette kaos

(Sennett 1999:66). Det handler om at kunne give slip på fortiden, på det man har skabt,

når nuet kræver det. Om at være i besiddelse af så stor en selvtillid at man kan acceptere

fragmenteringen og trives med at arbejde på mange forskellige fronter samtidigt.

36

2.2 Etienne Wenger – læring og identitet I de kommende afsnit vil vi præsentere Etienne Wengers relationelle identitetsforståelse.

Når Wenger bliver interessant i relation til spørgsmålet om hvorledes freelancerarbejde

påvirker arbejdsidentiteten, er det i kraft af hans sociale teori om læring, hvor han blandt

andet fremhæver nogle grundige teoretiske betragtninger omkring forholdet mellem

læring og identitet. Ved at betragte identitetsdannelse som en læringsproces, kan Wenger

bidrage med en forståelse af, hvorledes det at skulle forholde sig til nye og skiftende

arbejdsrelationer indvirker på identiteten. Da disse betragtninger netop udspringer af en

mere omfattende social teori om læring, er det imidlertid nødvendigt indledningsvis at

præsentere den overordnede teoretiske ramme, som bunder i at identitetsdannelse er tæt

forbundet til deltagelse i praksisfællesskaber. Videre vil præsentationen hovedsageligt

blive struktureret efter fire centrale karakteristikker ved hans identitetsforståelse. Disse

karakteristikker går ud på at se 1) identitet som forhandlet erfaring 2) identitet som et

resultat af medlemskab i et praksisfællesskab 3) identitet som livsbaner af læring 4) og

endelig identitet som et sammenhængende multimedlemskab. De nævnte karakteristikker

Herefter vi vil forsøge at komme nærmere hvilken betydning mere perifere

deltagelsesformer har for identitetsdannelse i dette perspektiv.

2.2.1 En social teori om læring

I Communities of Practice – Learning, Meaning and Identity (1999), fremlægger Wenger

det han betegner som en ”social teori om læring”. Det overordnede fokus i denne teori

retter sig altså mod læring som en form for social deltagelse, hvor deltagelse i denne

sammenhæng refererer til en omfattende proces som det at blive aktive deltagere i de

praksisser der udfolder sig i social fællesskaber, og som det at konstruere identiteter i

relation til disse fællesskaber. Deltagelse i denne forstand, former ikke blot vore

handlinger, men også hvem vi er og den måde vi fortolker vore handlinger. Derfor

forsøger Wenger gennem den sociale teori om læring at integrere de elementer som er

nødvendige med henblik på at karakterisere social deltagelse som en læringsproces.

(Wenger, 1999:4,5)

37

Wenger udvikler altså et teoretisk perspektiv på læring, som går ud fra, at læring må

forstås som deltagelse i såkaldte praksisfællesskaber. Begrebet praksisfællesskab skal

forstås som et overbegreb for en række karakteristika ved de social sammenhænge, som

mennesker deltager i, herunder deres arbejdsliv. Et praksisfællesskab skal altså ikke

forstås snævert som eksempelvis en arbejdsplads eller en organisation, men snarere en ny

måde at betragte arbejdslivet på, der forsøger at bryde med forestillinger om bestemte

faste strukturer, der er styrende eller danner rammerne for den daglige praksis. Wenger

betragter praksisfællesskaber som en integreret del af vore daglige liv. De er så uformelle

og vedvarende, at de sjældent bliver genstand for eksplicit fokus, men af sammen grund

er de også ganske ”velkendte”, og vi er som regel i stand til at pege på nogle få

fællesskaber som vi er kærne medlemmer af, ud af den større mængde fællesskaber, som

vi tilhører mere perifert. (Wenger, 1999:7)

Wenger bygger sin sociale teori om læring op omkring nogle centrale beskrivelser af

social deltagelse. Der er her tale om beskrivelser af blandt andet de sociale

konfigurationer, som udgør et fællesskab, hvorigennem vore projekter opfattes som

meningsfulde og vores deltagelse anerkendes som kompetence. Endvidere bygger han

også teorien op omkring en beskrivelse af den måde, hvorpå læring ændrer hvem vi er –

ændrer vores identitet – og skaber personlige historier om vores tilblivelsesproces

indenfor fællesskabet. (Wenger, 1999:5) I den følgende teoriredegørelse, vil vi

hovedsageligt koncentrere os om beskrivelsen vedrørende læring som identitetsdannelse,

da det er denne som hovedsagelig er interessant i forbindelse med spørgsmålet om,

hvordan vilkårene for IT-freelancerarbejde påvirker arbejdsidentiteten. De ovennævnte

elementer er tæt sammenvævede og en fremhævning af identitetsdannelsen som en

læringsproces, vil derfor uværgeligt komme til at berøre øvrige elementer ved hans teori.

2.2.2 Identitet og praksis

Som antydet indledningsvis, anser Wenger identitet og praksis for at være grundlæggende

forbundet. Dette fordi selve udviklingen af en praksis afhænger af, at der dannes et

fællesskab, hvor medlemmerne kan engagere sig i hinanden og bekræfte hinanden som

medlemmer. Praksis er, med andre ord, afhængig af en forhandling af, hvorledes man

38

skal være som person indenfor et bestemt fællesskab – altså en forhandling af identitet.

(Wenger, 1999:149) I forbindelse med at Wenger ser identitet og praksis som indbyders

forbundne, betoner han også nogle karakteristikker ved sin identitetsforståelse, som har

tydelige paralleller til praksis. For at komme nærmere hans relationelle

identitetsforståelse, vil vi her i den første halvdel af denne præsentation i hovedtræk

fremhæve fire karakteristikker, som vi finder relevante i forhold til vores problemstilling.

2.2.3 Identitet – forhandlet erfaring

Identitetsdannelse sker altså med udgangspunkt i deltagelse i praksisfællesskaber. Den

første karakteristik forsøger dermed at indfange den måde som identitet defineres socialt i

de forskellige sammenhænge man indgår i:

Identity in practice is defined socially not merely because it is reified in a social discourse of the self and of social categories, but also because it is produced as a lived experience of participation in specific communities. (Wenger, 1999:151)

Man kan altså sige, at Wenger beskriver identitet som en masse lag af begivenheder

bestående af deltagelse (den hele tiden igangværende proces af handlen) og reifikation5,

hvorigennem vores erfaring og dens sociale fortolkning informerer hinanden. (Wenger,

1999:151) Efterhånden som vi så erkender vores påvirkning på verden og udvikler vore

relationer, vil der blive flere af disse lag af begivenheder. På denne måde dannes vores

identitet, bestående af et meget komplekst samspil mellem erfaring gennem deltagelse og

reifikation. Disse bliver bragt sammen i forbindelse med selve forhandlingen af mening –

for på samme måde som Wenger hævder, at mening bliver til i dens forhandling, kommer

også identitet til udtryk via en konstant forhandling af selvet. (Wenger, 1999:151)

2.2.4 Identitet og medlemskab i praksisfællesskab

Den anden karakteristik af Wengers identitetsforståelse tager udgangspunkt i

hovedsageligt tre dimensioner ved identiteten, og disse er gensidigt engagement, fælles

5 Begrebet reifikation kan bedst forstås som en form for genstandsmæssiggørelse eller objektgørelse og er et udtryk for det, at deltagere nogle gange betragter igangværende processer som genstande og dermed også som værende mere stabile i tid og rum. Reifikation som objektgørelse kan eksempelvis komme til udtryk ved at den deltagelsesproces som arbejdet er, bliver betragtet som et bestemt ”job”, der kan beskrives i en jobprofil.

39

projekt og fælles repertoire. Grundlæggende skal de tre ovennævnte dimensioner

betragtes som dimensioner ved praksis som sammen er med til at definere et

praksisfællesskab. Men netop fordi identitet og praksis, i henhold til Wenger, er

indbyrdes forbundne så skal de tre dimensioner ligeledes betragtes som værende

dimensioner ved identiteten som er med til at definere identiteten i relation til det

praksisfællesskab man indgår i. (Wenger, 1999:152) Vi vil nu i hovedtræk beskrive disse

tre dimensioner ved identiteten.

Det gensidige engagement indebærer hovedsageligt, at man udvikler specielle

forventninger om, hvordan man interagerer med andre mennesker, hvordan man

behandler hinanden og arbejder sammen i et praksisfællesskab. Selve det at blive i stand

til at deltage i det gensidige engagement som udgør fællesskabet, udvikler os desuden til

at blive den person vi er. Når man udvikler kompetence i relation til dette område,

udvikler man altså en identitet, der svarer til en form for individualitet som vel at mærke

er defineret i forhold til fællesskabet. (Wenger, 1999:152) Den anden dimension drejer

sig om den måde, hvorpå man oplever at have et ansvar i forhold til et fælles projekt i et

praksisfællesskab. Hvad projektet end måtte bestå af, vil det komme til at påvirke vores

fokus, og sætter os derfor i stand til at forstå bestemte forhold samt til at se bestemte

muligheder; ”As we invest ourselves in an enterprise, the forms of accountability through

which we are able to contribute to that enterprise make us look at the world in certain

ways.” (Wenger, 1999:152) En identitet i denne forstand, vil komme til udtryk som et

bestemt perspektiv, fordi vores deltagelse i de fælles projekter influerer vores måde at se

verden på, vores fortolkninger, vores adfærd og vores valg. Den tredje og sidste

dimension ved identiteten indebærer den måde, som deltagelse over tid i et

praksisfællesskab sætter os i stand til at fortolke og benytte os af det enkelte

praksisfællesskabs fælles repertoire. Vi kan gøre brug af fællesskabets historie og

begivenheder, fordi vi har været en del af dem, og fordi de bliver en del af os. Men fordi

denne proces er unik for hver enkelt, vil historierne om vores deltagelse også være meget

personlige. (Wenger, 1999:151-153)

40

Man kan sige at de tre ovennævnte dimensioner ved identitet, samtidig er udtryk for

kompetencer, der er med til at markere, hvornår man er i færd med at komme i kontakt

med nye, ukendte praksisfællesskaber. Praksisfællesskabernes grænser kommer nemlig til

udtryk ved, at man mangler kompetence i forhold til de tre ovennævnte dimensioner,

hvilket indebærer at man kommer ud i situationer, hvor man ikke helt ved hvorledes man

interagerer med de andre og, hvor man har ikke de samme referencer. Denne markering

af, at man ikke er medlem af et praksisfællesskab, er imidlertid også med til at forme

vores identitet gennem en konfrontation med det ukendte. "In practice, we know who we

are by what is familiar, understandable, usable, negotiable; we know who we are not by

what is foreign, opaque, unwieldly, unproductive." (Wenger, 1999:153) Denne form for

ikke-deltagelse vil vi berøre nærmere i den sidste del af præsentationen.

2.2.5 Identitet - livsbaner og læring

Vi vil nu bevæge os nærmere den måde som Wenger i denne sociale teori om læring,

lægger vægt på forholdet mellem læring og identitet. For at komme nærmere hans

relationelle identitetsforståelse, er det afgørende at fremhæve den tredje karakteristik,

hvor Wenger betragter identitetsdannelse som en læringsproces. Wenger argumenterer

for, at identitet i praksis skal forstås som en konstant tilblivelsesproces, og afviser ideen

om en allerede eksisterende kerne af personlighed. Han argumenterer videre for, at vores

identitet vil forme såkaldte livsbaner, både indenfor og på tværs af fællesskaber,

efterhånden som vi kommer igennem flere former for deltagelse. Med begrebet livsbane

forstår Wenger;

[...]not a path that can be foreseen or charted but a continuous motion - one that has a momentum of its own in addition to a field of influences. It has a coherence through time that connects the past, the present and the future.(Wenger, 1999:154)

Begrebet livsbane skal altså ikke forstås som nogen fast bestemt retning. I henhold til

Wenger, forekommer der flere forskellige former for livsbaner i relation til deltagelse i

praksisfællesskaber, afhængig af hvor tæt tilknytningen til de enkelte fællesskab er.

41

Det betegnende ved identitet som en form for livsbane er, at den inkorporerer fortiden og

fremtiden, i selve processen om forhandlingen af nuet. Oplevelsen af en livsbane sætter

os i stand til at se hvad der er vigtigt for os, og således også hvad der bidrager til vores

identitet. På denne måde, bliver selve det at forstå noget nyt, for eksempel i forbindelse

med at indtræde i et nyt fællesskab, ikke blot en isoleret form for læring. Det skal

derimod betragtes som en begivenhed i relation til livsbanen, som giver mening til

deltagelsen i praksis i forbindelse med ens identitetsdannelse. Begivenheder i forbindelse

med læring skal således ses i forhold til, hvor man befinder sig i livsbanen, hvorfor

eksempelvis en meget perifer form for deltagelse, kan vise sig at blive meget central for

ens identitet, dersom den fører med sig en vigtig begivenhed. (Wenger, 1999:155)

Wenger beskriver altså identitetsdannelse som en form for læringsproces, hvor det vi

lærer udvikler os til at blive en bestemt person;

Because learning transforms who we are and what we can do, it is an experience of identity. It is not just an accumulation of skills and information, but a process of becoming – to become a certain person or, conversely, to avoid becoming a certain person. (Wenger, 1999:215)

I henhold til Wenger er udviklingen og oparbejdelsen af færdigheder og information,

altså ikke et mål i sig selv, men snarere et middel med henblik på at opnå en bestemt

identitet. Udviklingen af en professionel identitet er faktisk, det der i høj grad motiverer

læring i arbejdslivet og gør den meningsfuld for den enkelte. Ethvert praksisfællesskab består desuden af såkaldte paradigmatiske livsbaner. Disse er

med til at forhandle de nye livsbaner som tilføres virksomheden. Dette fordi de

paradigmatiske livsbaner er bærere af fællesskabets historie, samtidig med, at de

inkluderer både personer såvel som narrativer. Ifølge Wenger er selve mødet med

praksisfællesskabets paradigmatiske livsbaner, sandsynligvis den vigtigste faktor i

forbindelse med nye medarbejderes læringsproces.

As a community of practice, these old-timers deliver the past and offer the future, in the form of narratives and participation both. Each has a story to tell. In addition, the practice itself gives life to these stories, and the possibility of mutual engagement offers a way to enter these stories through one's own experience. (Wenger, 1999:156)

42

Det er altså i sidste ende praksisfællesskabets medlemmer, der gennem deres deltagelse

skaber et vist spekter af muligheder, som nye medlemmer konfronteres med i forbindelse

med forhandlingen af deres egen livsbane. I dette perspektiv bør et praksisfællesskab

derfor nærmere bestemt forstås som et felt med mulige fortider og mulige fremtider, som

alle medlemmer kan tage del i.

2.2.6 Identitet – et sammenhængende multimedlemskab

Den fjerde og sidste overordnede karakteristik ved Wengers identitetsforståelse, relaterer

sig til den centrale betragtning om, at identitet er et resultat af en integration af vores

deltagelse i forskellige praksisfællesskaber. Vi tilhører mange forskellige

praksisfællesskaber, og selvom de alle på forskelligt vis bidrager til vores

identitetsdannelse, viser nogle sig at være mere betydningsfulde end andre. Medlemskab i

et givet praksisfællesskab udgør altså bare en del af vores identitet. Det er i denne

forbindelse en afgørende pointe, at vi ikke forstår identitet som én enkelt, afgrænset

livsbane hos en person; Our various forms of participation delineate pieces of a puzzle

we put together rather than sharp boundaries between disconnected parts of ourselves.

(Wenger, 199:159) Identitet bør i stedet forstås som "a nexus of mulitimembership", hvor

identitet ikke snævert betragtes som en enhed, men samtidig heller ikke som noget

udelukkende fragmenteret. At betragte en person som værende i besiddelse af flere

identiteter, er heller ikke løsningen med henblik på at fange den måde som vore

forskellige former for deltagelse spiller sammen, influerer hinanden og kræver

koordination. I dette "nexus" bliver de mange livsbaner del af hinanden – hvad enten de

kolliderer eller forstærker hinanden. (Wenger, 1999:159)

Det kræver imidlertid arbejde for en person at forsone dens forskellige former for

medlemskab – ofte kan de forskellige praksisfællesskaber nemlig have konkurrerende

krav, som er vanskelige at kombinere i en oplevelse af en sammenhængende identitet.

Processen med at forsone vore forskellige medlemskab, skal i følge Wenger, netop

forstås som selve forhandlingen af identiteten. Wenger betegner arbejdet med

forsoningsprocessen, som den mest betydningsfulde udfordring for de som befinder sig i

den læringsproces det er at bevæge sig fra et praksisfællesskab til et andet. (Wenger,

43

1999:160) Læring indebærer så meget mere end blot det at tilegne sig ny information,

fordi man i læringsprocessen bliver nødt til at forholde sig til de forskellige fællesskabs

ofte konfliktuerende former for individualitet og kompetencer.

Wenger understreger også, at selve arbejdet med at forsone multimedlemskabet i en

identitet, er en konstant proces. Selve denne integrering af vores forskellige former for

deltagelse, skal imidlertid ikke forstås som en sekundær proces; “This work is not simply

an additional concern for an independently defined identity viewed as a unitary object;

rather, it is at the core of what it means to be a person.” (Wenger, 1999:160) Snarere

skal multimedlemskabet og arbejdet med forsoningen af de forskellige dele af ens

identitet, forstås som iboende i selve identitetsbegrebet. Det fremgår altså at Wenger

argumenterer for en dualistisk relation mellem identitet og de forskellige

praksisfællesskab, hvor de både reflekterer og former hinanden. Men den måde, hvorpå

multimedlemskabet former vores identitet, skal ikke forstås som en passiv proces. Der er

snarere tale om, at idet praksisfællesskabets grænser, bliver en del af vores identitet, så

bliver arbejdet med at forene de forskellige medlemskab en aktiv og kreativ proces. Fordi

den kreative forhandling af identitet som foregår, har altid potentiel mulighed for, at

forandre historier og relationer blandt praksisfællesskaberne, betegner Wenger

forsoningsprocessen, som en form for socialt arbejde – og ikke alene som personlig

identitetsdannelse. (Wenger, 1999:161)

2.2.6.1 Evnen til at mægle

Der knytter sig et fænomen til den ovennævnte proces med at forsone ens

multimedlemskab, som bliver specielt interessant i relation til problemstillingen. Wenger

omtaler fænomenet som ”brokering”, hvilket kan oversættes til det at mægle, og

overordnet indebærer evnen til at overføre elementer fra en praksis til en anden.

Multimedlemskab i sig selv medfører ikke nødvendigvis en sådan overførsel af

elementer, netop fordi vi holder mange former for deltagelse adskilt. Men mægling er et

almindelig fænomen i forbindelse med et praksisfællesskabs relationer til omverdenen:

”Brokers are able to make connections across communities of practice, enable

coordination and – if they are good brokers – open new possibilities for meaning”

44

(Wenger, 1999:109) Naturligvis benytter vi os alle af denne evne, men Wenger er af den

opfattelse at nogle individer er dygtigere til at mægle og søger det i meget højere grad

end andre. Disse individers evner kan på mange områder, til en vis grad, sammenlignes

med dem som Sennett betegner som ”sejrherrerne” i den fleksible kapitalisme. (Jf. side 8)

Det er her tale om mennesker som elsker at skabe forbindelser, og som meget heller

foretrækker at befinde sig i grænserne mellem praksisfællesskaberne, frem for at bevæge

sig ind mod kærnen af et enkelt fællesskab. Som vi berørte tidligere, kræver ethvert

multimedlemskab at man arbejder med at forsone ens deltagelse i de forskellige

praksisser. Selve arbejdet med at mægle er imidlertid endnu mere komplekst. Det at være

i stand til konstant at befinde sig i grænserne mellem forskellige praksisfællesskaber,

stiller i udbredt grad krav til oversættelse, koordination og udligning af forskellige

perspektiver. Det er desuden helt centralt, at man er i stand til at knytte forskellige

praksisser sammen, gennem at muliggøre en overførsel af elementer mellem dem.

(Wenger, 1999:110)

Selve det at være mægler, i Wengers forstand, medfører ofte, at man udvikler

ambivalente relationer gennem multimedlemskabet. Det at hele tiden bevæge sig i

grænserne mellem forskellige praksisser er nemlig ikke altid komfortabelt. Mæglere

forsøger ofte at undgå to modsatte tendenser; at blive trukket ind som fuldbyrdede

medlemmer af et praksisfællesskab, og de at blive afvist som indtrængere i fællesskabet.

Som mægler drejer det sig med andre ord om at være i stand til håndtere en sameksistens

mellem det at være medlem og det at være udenfor, fordi dette er nødvendig for at kunne

holde en tilstrækkelig distance med hensyn til at kunne bidrage med nye perspektiver og

samtidig etablere den nødvendige legitimitet til at blive lyttet til og blive taget alvorligt.

Det er altså ved hverken at være indenfor eller udenfor, at man er værdifuld som mægler.

(Wenger, 1999:110)

Den manglende følelse af tilhørighed, som mægling indebærer, kan ofte medføre en form

for rodløshed. Dette skal forstås på baggrund af, at praksisfællesskaber fokuserer på deres

egen praksis, hvilket indebærer at det kan være svært i grænselandet at få tilgang til den

forståelse af hvad det vil sige at være kompetent, som normalt forhandles i fællesskabets

45

kærne. På denne måde kan det være vanskeligt for det enkelte praksisfællesskab at

anerkende værdien af mægling, og resultatet kan ofte blive at mæglere fortolker

rodløsheden personligt, som individuel utilstrækkelighed. (Wenger, 1999:110) I de

efterfølgende afsnit vil vi komme nærmere ind på hvad disse mere perifere former for

deltagelse betyder for identitetsdannelsen og således også for udviklingen af

arbejdsidentitet.

2.2.7 Perifere deltagelsesformer

Vi vil nu komme nærmere ind på den betydning, som mere perifere former for deltagelse

kan have i forbindelse med identitetsdannelsen. Dette fordi, vi mener der er træk ved

disse deltagelsesformer, som bliver særdeles betydningsfulde i forbindelse med

spørgsmålet om identitetsdannelse blandt midlertidige, så som freelancere. For at belyse

den perifere deltagelse, er det imidlertid nødvendigt, at se nærmere på det som Wenger

betegner som forholdet mellem deltagelse og ikke-deltagelse. Det er nemlig selve

forholdet mellem disse deltagelsesformer, som er betydningsfulde for ens

identitetsdannelse.

Det er vigtigt at bemærke, at på samme måde, som identitet opstår gennem vores

deltagelse i et praksisfællesskab, så definerer vi ligeledes os selv udfra de praksisser, som

vi ikke indgår i. Den måde som vi indgår i praksis, indebærer både deltagelse, såvel som

ikke-deltagelse. Dette er blandt andet fordi de praksiser vi indgår i, som regel også

omfatter elementer fra andre praksisser, men også fordi vi hele tiden kommer i kontakt

med praksisser som vi ikke er en del af. (Wenger, 1999:164, 165) Vi bliver ikke

nødvendigvis en del af alle de praksisser vi støder på i gennem vores liv, men derfor kan

alligevel mødet med dem vise sig at være begivenheder, som ender med at bidrage til

vores identitetsdannelse. Det er altså centralt, at vi forstår identitet udfra, at den

nødvendigvis må bestå af et samspil mellem det at være indenfor og det at være udenfor –

mellem det at være en insider eller en outsider.6 Ikke-deltagelse er altså en central og

6 Det er i denne sammenhæng er det afgørende, at vi ikke tillægger begreberne insider og outsider nogen anden mening end det, at vi er medlemmer af bestemte praksisfællesskaber og ikke af andre. Selve det at være outsider og stå udenfor et fællesskab, skal altså i denne sammenhæng, ikke på nogen måde forstås

46

uundgåelig del af vores identitetsdannelse, og den får varierende betydning alt efter,

hvilken karakter det indbyrdes forhold mellem deltagelse og ikke-deltagelse har. I denne

redegørelse vil jeg fremhæve det forhold mellem de to deltagelsesformer, som udmønter

sig i det Wenger betegner som perifer deltagelse. I relation til den perifere

deltagelsesform, betragtes ikke-deltagelse som en forudsætning for at muliggøre

deltagelse, med henblik på at opnå et delvist medlemskab i praksisfællesskabet. (Wenger,

1999:165) I de tilfælde, hvor fuld deltagelse i et fællesskab aldrig har været et mål, bliver

ikke-deltagelsen netop en måde, hvorpå man opnår en begrænset adgang til fællesskabet,

og hvor man accepterer eller forudsætter, at der går en grænse for, hvor omfattende og

gennemgribende ens medlemskab skal være. (Wenger, 1999:167) Hvorvidt ikke-

deltagelse i forhold til et fællesskab kommer til udtryk som enten en perifer- eller

marginaliseret7 deltagelsesform, afhænger altså af, hvorvidt forholdet bliver betragtet

som enten muliggørende eller problematisk.

2.2.7.1 Andre former for tilhørighed

Forskellige forhold mellem deltagelse og ikke-deltagelse bidrager altså til vores

identitetsdannelse ved, at de former de sociale relationer i fællesskabet, således at den

perifere deltagelse også er med til at forme vores identitet. For at forstå identitetsdannelse

udfra denne form for ikke-deltagelse, er det imidlertid nødvendigt at se lidt nærmere på,

hvilke andre kilder til identitetsdannelse der gør sig gældende, når der er tale om at det

gensidige engagement i praksis er begrænset. I henhold til Wenger, er det hovedsageligt

tre former for tilhørighed, der er interessante i forbindelse med identitetsdannelse; det

gensidig engagement; forestillingsevne og tilslutning. Det gensidige engagement, som det

at engagere sig aktivt i den gensidige proces i et praksisfællesskab der mening forhandles,

har vi beskrevet tidligere i præsentationen, og vi vil derfor nu kort berøre de to andre

former for tilhørighed.

negativt, med mindre det selvfølgelig ses i forbindelse med et ønske om at opnå medlemskab i det pågældende fællesskab. 7 I relation til den marginaliserede deltagelsesform drejer det sig snarere om at ikke-deltagelse forhindrer den fulde deltagelse i praksisfællesskabet. I disse tilfælde bliver altså ikke-deltagelsen det der definerer den begrænsede deltagelse, ved at man bliver holdt i en marginaliseret position. Denne form for marginaliseret ikke-deltagelse kan være så integreret i praksis, at det kan synes umuligt, at forsøge og ændre ens deltagelsesmønster indenfor fællesskabet.

47

Forestillingsevnen påvirker identiteter på forskelligt vis ved, at den skaber billeder af

selvet og af verden, som strækker sig udover det gensidige engagement i praksis. I lighed

med det gensidige engagement, skal forestillingsevnen altså forstås som en proces der

producerer en fælles virkelighed, hvorigennem identiteter opstår, men ifølge Wenger kan

forestillingsevnen skabe ubegrænsede antagelser om tilhørighed. Den kan derfor være

med til at skabe et ubegrænset antal identitetsrelationer uafhængigt af tid og rum.

Forestillingsevnen skaber dermed et slags fællesskab, der tilhørigheden bidrager til vores

identitet – også selvom man ikke er bundet sammen af et gensidigt engagement i en

fælles praksis. (Wenger, 1999:178, 182) Det er dog en forudsætning for, at

forestillingsevnen skal kunne spille en central rolle i forbindelse med vores deltagelse, at

der ”åbnes op” for forestillingerne, og at man, at man er i stand til at betragte vilkårene

for den perifere deltagelse som noget interessant og mulighedsskabende. På baggrund af

ovenstående betragtninger skal forestillingsevnen altså forstås som en central

identificeringskilde, idet den skaber muligheder for en følelse af tilhørighed, som rækker

langt udover det gensidige engagement i praksis. Vi definerer vores identiteter både

gennem at relatere os til nogen og gennem at distancere os, og på den måde kan

forestillingsevnen bidrage til at skabe identiteter som er baseret på en følelse af deltagelse

såvel som ikke-deltagelse. (Wenger, 1999:185)

I lighed med forestillingsevnen, er tilslutning en form for tilhørighed som rækker ud over

det gensidige engagement i praksis; (Wenger, 1999:178, 179) det at koordinere vores

energi og aktiviteter med henblik på at tilpasse sig bredere strukturer og bidrage til et

større projekt. (Wenger, 1999:173,174) Denne form for koordinering gør det så muligt

for os, at fokusere vores energi på den rolle, som vi spiller i den større sammenhæng.

Men i henhold til Wenger, indebærer tilslutning, altså at man investerer meget personlig

energi, noget som netop er med til at gøre tilslutning til en mere fokuseret proces end den

kreative proces som forestillingsevnen lægger op til. Tilslutning som en form for

tilhørighed kræver som nævnt altså, at man er i stand til at koordinere perspektiver og

handlinger med henblik på at fokusere ens energi mod et fælles formål. Denne

koordineringsproces indebærer blandt andet, at man er i stand til at forsone de

divergerende perspektiver, som udspringer af de forskellige praksisfællesskab man indgår

48

i, og som man møder indenfor de enkelte fællesskab. (Wenger, 1999:186) Tilslutningen

kan lige såvel komme til udtryk gennem det at koncentrere sig om en opgave eller det at

være opmærksom på detaljer osv.

De tre forskellige tilhørighedsformer er vel at mærke ikke gensidigt ekskluderende. Et

fællesskab kan bestå af alle tre former, i indbyrdes varierende forhold, og fordi

forskellige kombinationer af tilhørighed resulterer i forskellige former for fællesskab, vil

disse igen bidrage til identitetsdannelse på forskellige måder. Det meste af det vi

foretager os involverer faktisk på forskelligt på den ene eller anden måde en kombination

af de forskellige former for tilhørighed, og en overvægt af den ene af formerne vil så

tillægge vore handlinger helt bestemte egenskaber, og dermed præge vores identitet på en

helt bestemt måde. (Wenger, 1999:183)

2.2.8 Identitetsbegrebets dualisme

Fra at have præsenteret forskellige måder at indgå i praksisfællesskaber – forskellige

former for deltagelse i praksis – og den måde som denne deltagelse former ens identitet,

vil vi afslutningsvis kommentere selve Wengers identitetsbegreb nærmere. Til trods for,

at Wenger i sin teori anvender begrebet identitet, antager han åbenlyst ikke det

individuelle selvet som et udgangspunkt. Det er snarere meningen at vi skal forstå

identitetsdannelse, som bestående af forhandling af den mening vi drager ud af vores

erfaringer fra deltagelse i sociale fællesskaber. (Wenger, 1999:145) Wenger forstår altså

identitetsbegrebet som et omdrejningspunkt for både det sociale og det individuelle.

Dermed forsøger han at undgå en simpel individuel- eller social dikotomi, selvom han

dog foretager distinktionen.

We cannot become human by ourselves; hence a reified, physiologically based notion of individuality misses the interconnectedness of identity. Conversely, membership does not determine who we are in any simple way; hence generations and stereotypes miss the lived complexity of identity. (Wenger, 1999:146)

I følge Wenger vil det dermed være direkte misledende at betragte identitet som værende

enten noget kollektivt eller noget individuelt. I stedet fremgår det, at identitet skal forstås

som noget der er formet gennem deltagelse i praksis, men samtidig også gennem en helt

49

personlig erfaring. Der skal tages højde for den oplevede fornemmelse af identitet, mens

man samtidig erkender dens sociale karakter; "[...]it is the social, the cultural, the

historical with a human face."(Wenger, 1999:145) Der er altså tale om en dualitet, hvor

fokus, ifølge Wenger, bør ligge i "[...]the proces of their mutual constitution."(Wenger,

1999:146) På baggrund af dette er det rigtigt at hævde, at Wenger ikke afviser

individualiteten, men anser imidlertid selve definitionen af identitet som værende en del

af praksis i de enkelte fællesskab.

50

2.3 Zygmunt Bauman – en post-moderne identitetsforståelse I det følgende vil vi tage sigte på at uddybe det postmoderne perspektiv, som vi har valgt

at inddrage som det ene af de teoretiske perspektiver, der vil indgå som det teoretiske

forståelsesgrundlag vi bygger den empiriske undersøgelse på. I denne forbindelse udgør

Baumans teoretiske betragtninger, om globaliseringens konsekvenser for vores

identitetsdannelse et interessant bidrag i relation til spørgsmålet om, hvorledes

freelancerarbejde, som det udviklende arbejde, påvirker arbejdsidentiteten.

De kommende afsnit vil hovedsageligt blive bygget op omkring baggrunden for Baumans

postmoderne identitetsforståelse, herunder globaliseringens betydning i det postmoderne

samfund, samt den postmoderne dialektik hans teori kan hævdes at være et udtryk for.

Dette vil så danne grundlag for at præsentere hans betragtninger om det postmoderne

samfund som ”forbrugersamfundet”, med vægt på den måde som forbrugerrollen i høj

grad i dag er med til at præge, ikke blot de økonomiske relationer, men også individet og

dets nære relationer. Denne ”forbrugertankegang” bliver afgørende med henblik på at

forstå den måde, som Bauman forstår identitetsdannelse i postmoderniteten. I forlængelse

af dette fremhæver vi derfor de konsekvenser som forbrugerrollen, ifølge Bauman, får for

den måde vi kan forstå identitetsdannelse i det postmoderne. I sidste ende vil denne

grundlæggende forståelse af Baumans postmoderne identitetsforståelse lede os frem til

spørgsmålet om, hvilken betydning det postmoderne samfunds vilkår, herunder fleksible

og forandringsprægede arbejdsmarkeder og arbejdsforhold, har for udviklingen af en

arbejdsidentitet.

2.3.1 Globaliseringens konsekvenser

I Globalisering – De menneskelige konsekvenser (1998) har Bauman til hensigt at kaste

lys over de mindre åbenbare følger af globaliseringen. De fleste forbinder

globaliseringstendenser med finans-, økonomi- og informationssammenhænge. Det er

også i disse sammenhænge det er nemmest at begribe og gennemskue fænomenet, men

Bauman stiller som sagt skarpt på de knapt så indlysende følger af globaliseringen, som

vi også ser i dag, nemlig de sociale og menneskelige konsekvenser. I hans senere værker,

som vi har valgt at tage udgangspunkt i, er der i højere grad end tidligere dukket en

51

skepsis og en pessimisme op i forhold til visse anskuelser omkring globaliseringens

konsekvenser i det nuværende samfund og fremtidsudsigterne for det (Jacobsen 2001:

453).

Det er blevet sagt om Bauman at han opgiver begreberne aktør/struktur, fordi de henviser

til en mekanisk og deterministisk orden, han ikke mener samfundet er i besiddelse af

mere (Pedersen 1998:447). I stedet bringer han begrebet habitat på banen, som skal

forstås som et slags opholdssted, et råderum af samlede livssammenhænge hvori

handlinger og betydninger er mulige. En sådan postmoderne opfattelse af samfundet som

habitat, henviser til en samfundshelhed i en åben og ikke-deterministisk forstand. Heri

ligger en tiltro til aktørernes nye handlemuligheder og en bevægelse væk fra en ensrettet,

restriktiv modernitetstankegang (Andersen 2001:444). I modsætning til Sennett, der i

udpræget grad anskuer samfundet ud fra et struktur/aktør – perspektiv og anlægger et

deterministisk syn på individet, er der hos Bauman åbnet op for individets

handlemuligheder. I stedet for udelukkende at se individets identitetsdannelsesvilkår som

fortabte, underlagt en strukturel udvikling i form af den fleksible kapitalisme og dens

konsekvenser, er Bauman opmærksom på denne udvikling, men stiller også skarpt på de

muligheder der opstår i de nye vilkår for identiteten, som denne udvikling også bringer

med sig. Dette perspektiv skaber altså en helt anden, og bredere, teoretisk

forklaringsramme for os, når vi vil forsøge at kaste lys over, hvordan IT-freelancernes

arbejdsvilkår influerer på deres arbejdsidentitet.

Helt i modsætningsforhold står Sennett og Bauman dog ikke til hinanden. For som nævnt

bliver der med Baumans senere værker overordnet en ambivalens at finde i hans samlede

værker, hvor han stiller skarpt på menneskelige konsekvenser af globaliseringen. Her

beskrives globaliseringen som en slags damptromle, hvis tempo og retning er ude af

hænderne på individerne. Han mener ikke at individerne har gode muligheder for at

ændre på de strukturelle ændringer der følger i kølvandet på globaliseringen, og

fremhæver blandt andet nogle skræmmende perspektiver om usikkerhed og ulighed i

samfundet. Bauman hævder at nogle af de mørkeste udsigter vi er stillet i sigte, drejer sig

om at globaliseringen og den fleksible kapitalisme skaber en livssituation for individet

52

uden faste holdepunkter, og mere overordnet, fastholder eller skaber nye sociale skel i

samfundet (Andersen 2001: 442). Her er altså et fokus på ulighedsaspektet og de nye

fattige i samfundet, der ikke har ressourcerne og mulighederne for at deltage i, eller

skulle man snarere sige, købe sig til, glæderne i fremtidens forbrugersamfund. Der er

altså visse grupper i samfundet det ikke er muligt for at hoppe på globaliseringens

godstog, men som snarere bliver kørt over ende, uden at de nåede at se hvad der ramte

dem.

Så her er aktør/struktur – begreberne ikke helt uanvendelige, til trods for at Bauman

plæderer for dette. De nye fattige i forbrugersamfundet er netop underlagt nogle

strukturelle ændringer i form af globaliseringens konsekvenser, og deres muligheds- og

handlerum er yderst indskrænkede, i forhold til at indvirke på de strukturer de er

underlagt. Ambivalensen opstår herved i, at samtidig med at Bauman ser globaliseringen

som mulighedsskabende og frisættende for nogle, kommer den snarere til at betyde

lokalisering for andre (Jacobsen 2001:453). Dette fænomen kalder han glocalisering, og

det er en meget mulighedssbegrænsende og lidet ønskværdig situation at befinde sig i,

men ikke desto mindre en situation det er er pålagt mange i det nuværende og fremtidige

forbrugersamfund at være i. Globaliseringen får altså forskellige konsekvenser og har

forskellige betydninger for de henholdsvis bedre stillede og de mindre bemidlede grupper

i samfundet, heraf taler Bauman om turister og vagabonder i forbrugersamfundet

(Bauman 1998:77). Vi vil nu komme nærmere ind på Baumans tanker omkring

anskuelsen af samfundet som et forbrugersamfund.

2.3.2 Forbrugersamfundet

I nutidens globaliserede verden er vi ifølge Bauman blevet til nomader, der altid er på

farten, enten rent fysisk, idet vi skifter opholdssted, men i hvert fald på det åndelige plan

(Bauman 1998:78). For selv om vi måske sidder stille, bevæger vi os alligevel til de

fjerneste egne af kloden, når vi zapper rundt i det enorme udbud af tv-kanaler, eller

benytter os af internettets uendelige muligheder og rækkevidde. Bauman sammenligner

det nuværende postmoderne samfund med kviksand, i hvilket man ikke kan slå rødder.

Immobilitet giver ingen mening i nutidens samfund der er så foranderligt og hvor der

53

ingen stabile rammer og holdepunkter findes. Uanset hvor vi kortvarigt og tilfældigt

opholder os, vil det altid være i bevidstheden om at vi kunne være et andet sted, hvilket

gør det svært at finde en grund til at blive (Bauman 1998:77). De samme tendenser gør

sig gældende mht. arbejdsmarkedet, der er præget af ustabilitet og usikkerhed, med de

nye arbejdsvilkår der handler om fleksibilitet og forskellige former for midlertidige

ansættelsesforhold. Også i forhold til økonomierne ser vi at eksempelvis levetiden for

produkter og serviceydelser er kortere end nogensinde. Den massive konkurrence på det

globale marked gør at nutidens industri drejer sig om på forførende vis at skabe behov,

ved at producere attraktioner og fristelser. Og den fornemste opgave går ud på kun at

gøre behovstilfredsstillelsen interessant og værd at hige efter så længe den ligger ude i

fremtiden. Så snart det eftertragtede er opnået, er det nye behov og ønsker der bliver

interessant, således at det snarere er tilstanden i en slags forventningens glæde og troen

på at ”lykken ligger lige om næste gadehjørne” det hele handler om, end det er selve

opfyldelsen af de ønsker vi jager (Bauman 1998:78).

”Forbrug” er vel at mærke ikke et nyere fænomen der kun hører vores nutidige og

fremtidige samfund til. Det har så at sige altid eksisteret, men hvor produktion var den

helt grundlæggende drivkraft i det moderne samfund i den industrielle periode, har det

nutidige samfund ikke så stort behov for arbejdskraft til masseindustri. Derimod har

samfundet i dag brug for at engagere dets medlemmer til forbrug (Bauman 1998:79).

Baumans forbrugsmenneske henviser derfor ikke udelukkende til det at det forbruger, for

det har det altid gjort, men til at forbrug er nutidens norm der bliver holdt op for os og en

slags mentaltilstand vi hele tiden befinder os i. Hvor det tidligere blev os pålagt og var

forventet af samfundet at vi udfyldte de roller der handlede om at deltage i produktionen

og gøre vores pligt når vi blev indkaldt til hæren, forventes det i dag at vi udfylder rollen

som forbruger. Bauman hævder at forskellene på disse to typer samfund er så store, og at

denne forbrugerkarakteristika på samfundet gør sig gældende på en så dyb og

fundamental måde, at han som sagt mener det er berettiget at kalde vores samfund for

”forbrugersamfundet”. Han indfanger denne samtidsdiagnose i det følgende:

Hvis filosofferne, digterne og moralprædikanterne iblandt vore forfædre spekulerede over spørgsmålet, om man arbejder for at leve eller lever for at arbejde, så er det dilemma, som man oftest hører folk gruble over id

54

ag, hvorvidt man behøver at forbruge for at leve, eller om man lever for at man kan forbruge. Det vil sige, om vi stadig er i stand til og har behov for at kende forskel på det at leve og det at forbruge (Bauman, 1998:80).

Forbrugeren er præget af en flygtighed og en midlertidighed i sine engagementer, og den

eneste vane der har en varig karakter er den vane der hedder ”at skifte vaner” (Bauman

1998:80). Den ideelle forbruger er utålmodig og rastløs og dermed let at begejstre og

hurtig til at miste interessen igen overfor hvad den måtte ønske sig. Tabet af interesse

skal nemlig helst ske lige så hurtigt som selve behovstilfredsstillelsen, idet det jo ikke er

selve tilfredsstillelsen der er attraktiv, men snarere de løfter og håb der ligger forud for de

behov der loves tilfredsstillet (Bauman 1998:81). Det er altså ikke så meget en materiel

grådighed efter ting at opnå og besidde, der ligger til grund for forbrugerens konstante

søgen, higen og leden-efter. Det er i højere grad oplevelser forbrugeren samler på,

oplevelser der er forbundet med forventningens spænding, og på denne måde følger

tilfredsstillelse ikke begæret, derimod producerer begæret blot mere begær. Trukket

skarpt op, er det værst tænkelige scenarie for forbrugeren ifølge Bauman en verden, hvor

der ikke længere er noget der skaber begær, hvor forbrugeren står tilbage i en tom verden

uden udsigter for fremtiden (Bauman 1998:82). Forbrugere er derfor altid på farten efter

nye attraktioner, som de keder sig over lige så snart de er opnået, for derefter lynhurtigt at

blive glemt igen i jagten på endnu nye attraktioner. Det at rejse af sted fra ét midlertidigt

opholdsted til det næste i en tilstand af forventningens glæde, overstiger langt det at nå et

mål. Dette forbrugersamfunds mønster, umuliggør ifølge Bauman enhver form for faste

holdepunkter og stabile livsbaner.

Som vi kort har berørt det tidligere, er det hos Bauman ikke alle der er vindere i den

postmoderne nutid og som det er forundt at nyde godt af de positive konsekvenser der

følger I kølvandet på globaliseringen. Vi er alle tvunget til at være en del af

forbrugersamfundet, men det er ikke alle der er i stand til at udfylde rollen som forbruger

på en sådan måde vi har beskrevet det i det foregående, hvor forbrugeren boltrer sig i

muligheder. Bauman betegner, som nævnt, de to karakteristiske yderligheder blandt

forbrugere, som henholdsvis turister og vagabonder, hvor førstnævnte repræsenterer

forbrugersamfundets ”vindere”. Vagabonden derimod, repræsenterer den mislykkede

55

forbruger – de er ikke i stand til at kunne tillade sig de sofistikerede valg som forbrugere

forventes at kaste sig ud i. Dette skal forstås på baggrund af, at de mangler ressourcerne

og midlerne til at virkeliggøre deres ønsker, sådan som turisterne gør. De er derfor ikke

med til at smøre forbrugersamfundets hjul – de bidrager ikke til fremgang i

turistøkonomien, og dette gør deres stilling i samfundet usikker. Det store flertal befinder

sig imidlertid imellem disse to yderpunkter, som halvvagabonder eller halvturister. De

fleste af os kan ikke være helt sikre på hvor vi står i øjeblikket, fordi våre vilkår i

virkeligheden er tæt forbundet. (Bauman 1998:94,97)

2.3.3 Identitet og modernitet

Efter at have præsenteret de grundlæggende postmoderne vilkår, som Bauman

argumenterer for, vil vi nu komme nærmere den betydning disse nye vilkår får for hans

identitetsforståelse. Dette vil så kunne give et billede af de postmoderne vilkår betyder

for udvikling af arbejdsidentitet. Med henblik på at kunne forstå dette, er det imidlertid

nødvendigt at tage udgangspunkt i den betydning identitet og identitetsdannelse

traditionelt havde i det moderne samfund. Bauman betegner nemlig identitet som en

moderne opfindelse, der altid har eksisteret som et problem. Identitet kan kun eksistere

som et problem, hævder han, fordi man først bliver den bevidst idet man kastes ud i en

tilstand af uvished – ud i en mængde muligheder og valg, og ud i en åben tilstand, hvor

den man er, ikke er givet på forhånd og hvor den man kan blive, ikke kan forudsiges.

Nærmere bestemt er identitet er således en betegnelse for den efterlængtede vej ud af al

denne uvished, det vil sige når man ikke er sikker på hvorledes man skal placere sig i den

forvirrende mængde af adfærdsnormer der omgiver en, samt usikkerheden omkring

hvorvidt folk vil acceptere en bestemt placering som værende ret eller rigtig. (Bauman,

1998b:123)

Moderniteten pålagde i vid udstrækning individet ”selv-konstruktion”, det vil sige

opgaven med at opbygge ens egen sociale identitet. Dette var en individuel opgave,

forstået på den måde, at det var individets ansvar at finde en vej ud af uvisheden.

Arbejdet blev så det primære redskab, med henblik på at takle denne ”moderne pligt”.

Hovedsageligt var det arbejdsevner, ansættelsesform og karriereforløb, som var

56

bestemmende for den efterstræbte og livslange konstruktion og fastholdelse af ens sociale

identitet. (Bauman, 2001:27, 1998b:124) Den type arbejde man havde valgt eller var

blevet pålagt, var ikke blot afgrænset til at bestemme de rettigheder og pligter som var

direkte relateret til arbejdsprocessen, men var også bestemmende for den forventede

levestandard, familiemønsteret, det sociale liv og fritid, samt den daglige rutine. Arbejdet

præget alle andre aspekter i ens tilværelse, og skal derfor betragtes som det centrale

omdrejningspunkt, som samtlige af livets øvrige forfølgelser kunne planlægges og ordnes

i forhold til. På denne måde var arbejdet altså den vigtigste faktor i forhold til ens sociale

placering og ens selvforståelse, og derfor blev spørgsmålet ”hvem er du” besvaret med

henvisning til den virksomhed man var ansat i og den funktion vedkommende havde i

virksomheden. (Bauman, 1998a:17)

Identitet i det moderne samfund var dermed udtryk for et livsværk – en ”beslutning” man

foretog en gang for alle, om at arbejde mod at opbygge en bestemt social identitet.

Bauman udtrykker identitetsdannelse i moderniteten på denne måde:

The building of identity was to be steady and consistent, proceeding through a succession of clearly defined stages (no wonder the metaphor of ”building” was picked to convey the nature of “identity work” to be done), and so was the work-career. The fixed itinerary of work-career and the prerequisites of lifelong identity construction fit each other well. (Bauman, 1998a:27)

2.3.4 Fleksibilitet og identitet

I henhold til Bauman er denne form for kontinuerlige, logiske sammenhængende og

stramt strukturerede karriereforløb ikke længere nogen udbredt mulighed for de fleste.

Det stadig mere altomfattende behov for fleksibilitet på arbejdsmarkedet har medført, at

permanente og sikre jobs i dag tilhører det sjældne. Der bliver stadig færre af de jobs man

har ”på livstid” - disse hører nogle af de gamle industrier og professioner til.

Fleksibilitetens indtog har, ifølge Bauman, i høj grad frataget arbejdet kontinuerligheden

og det permanente, og han beskriver udviklingen på arbejdsmarkedet således:

[…] this increasingly fashionable notion [flexibility] stands for a game of hire and fire with very few rules attached, but with power to change the rules unilaterally while the game I still being played. (Bauman, 1998a:27)

57

I henhold til Bauman er det ikke muligt at skabe noget varigt i denne type skiftende

omstændigheder, og han ser derfor udsigterne for at konstruere en livslang identitet på

baggrund af ens arbejde som begravet og noget der er forbeholdt de alle færreste i vores

samfund. I relation til de opgaver og bekymringer der i dag knytter sig til spørgsmålet om

identitetsdannelse, er det nemlig ikke længere særligt meningsfyldt at tale om

konstruktionen af en livsvarig identitet, som er tæt knyttet til en helt bestemt livsvarig

position på arbejdsmarkedet. Tvært imod stilles der snarere krav til at en identitet skal

være fleksibel, i lighed med kravet om fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Ifølge Bauman

skal identiteten kunne ændres på kort eller ingen varsel, og samtidig være styret af

princippet om at holde alle valgmuligheder åbne, for på den måde undgå at afskære sig

fra de ukendte og uventede muligheder og overraskelser som fremtiden kan bringe.

(Bauman, 1998a:28)

I sin udlægning af en postmoderne identitetsforståelse fremgår det, at Bauman nærmere

bestemt sammenligner identitetsdannelse med den forbrugermentalitet, som han mener

karakteriserer det postmoderne samfund. Det ligger i selve indholdet af begrebet

forbrugsvarer, at de ikke er ment at ”vare evig”:

Consumer goods are meant to be used up and to disappear; the idea of temporariness and transitoriness is intrinsic to their very denomination as objects of consumption; consumer goods have memento mori written all over them […] (Bauman, 1998a:28)

Bauman fremhæver netop at der er en tæt sammenhæng mellem det er karakteriserer

forbrugsvarer og den ambivalens der i dag knytter sig til spørgsmålet om identitet. I

lighed med den måde vi omgås forbrugsvarer i forbrugersamfundet ønsker vi at etablere

og tilegne os en identitet, men blot med henblik på at ”forbruge” den – og derefter lade

den forsvinde igen. Ligeledes må forbruget af en identitet endelig ikke overskygge ønsket

og behovet efter nye og forbedrede identiteter – ej heller udelukke vores evne til at

tilegne os dem. I henhold til Bauman, er det altså de såkaldte ”aggregerede identiteter”,

karakteriseret ved markedets forbrugerlogik – det nemt udskiftelige og fuldstændig

erstattelige – som bedst kan imødekomme de udfordringer for identitetsdannelsen, der

følger med livet i det postmoderne forbrugersamfund. (Bauman, 1998a:29) Dette fordi

58

”det fleksible arbejdsmarked”, ifølge Bauman, hverken opmuntrer til eller tillader, at man

dedikerer sig til ét bestemt arbejde. Det at tillade sig at etablere en stærk tilknytning til

det job man udfører i øjeblikket, forelske sig i det arbejdet har at tilbyde eller det at

identificere sig med den position ens kvalifikationer eller arbejde udgør, vil i

forbrugersamfundet være det samme som at overlade sig selv til skæbnen. Dette er en

langtfra ønskværdig situation i et samfund, der mange ansættelser og kontrakter er præget

af at være kort-tids- og ”until further notice”-baserede. Bauman fremhæver på denne

baggrund, at det nuværende fleksible arbejdsmarked for de fleste mennesker indebærer,

at det at knytte sig til sit arbejde som et kald, kan medføre store personlige risici.

(Bauman, 1998:34)

2.3.5 Identitetsdannelse på nye vilkår

Med udgangspunkt i Baumans postmodernistiske identitetsforståelse, er

identitetsdannelsen altså funderet i helt nye vilkår – spørgsmålet om identitet, som har

forfulgt os gennem moderniteten har ændret både form og indhold. Problemet med

identitet er ikke, ifølge Bauman, det samme problem som under moderniteten. Mens det

moderne identitetsproblem drejede sig om hvordan man skulle forme en identitet og

holde den solid og stabil, er det postmoderne identitetsproblem først og fremmest et

spørgsmål om, hvordan man skal undgå fiksering og holde alle muligheder åbne. I

postmoderniteten kan altså ikke længere individernes positioner i samfundet tjene som

mål for de såkaldte ”livsprojekter”, som prægede moderniteten.8 Positionerne smelter, og

det samme gælder for de placeringer i samfundet som individer løbende ønsker adgang

til. Bauman hævder, at denne nye rastløshed og målenes skrøbelighed påvirker os alle –

faglærte såvel som ufaglærte, uddannede såvel som uuddannede. Det er ikke længere

muligt at ”binde fremtiden”. (Bauman, 1998b:122, 2001:146)

8 Begrebet ”livsprojekt” skal forstås i relation til Baumans opfattelse af, at identitet kun kan eksistere som et projekt, i en tilstand af ikke-opnåelse eller ikke-opfyldelse, eller som noget der er opnået, men som stadig er skørt og usikkert. Det er nærmere bestemt afstanden mellem ”nu” og ”fremtiden” som muliggør projekternes eksistens. I postmoderniteten forholder det sig imidlertid således, at den vedvarende forskel mellem mængden af glæde over den forlangede tilfredsstillelse og den tilfredsstillelse som rent faktisk er opnået, udgør den drivkraft, som ikke tillader individet at stoppe op ved nogen opnået position. (Bauman, 1998b:124)

59

Det postmoderne samfund tvinger derfor mennesket til hele tiden at være i bevægelse,

uden pause og uden tilfredsstillelsen ved at have ”nået sit mål”. Der lægges ikke op til at

mennesket på noget tidspunkt kan hvile i fornemmelsen af at have nået en bestemt

destination, hvor man kan slappe af og holde op med at bekymre sig. Selve det at hele

tiden være på vej, i bevægelse, er ifølge Bauman blevet en permanent måde at leve på,

for den han betegner som ”det kronisk udlejrede individ”. (Bauman, 2001:146) I

moderniteten bestod den oprindelige udfordring i behovet for at erhverve sig en identitet

gennem langvarig og tålmodig anstrengelse, samt at lægge hele ens livsanstrengelse i

opfyldelsen af et ”livsprojekt”. (Bauman, 1998b:125) På baggrund af disse anskuelser, er

Bauman af den opfattelse, at i modsætning til moderniteten, hvor individet hele tiden

søgte efter midlerne til at nå et bestemt mål for sin identitet, ligger den store usikkerhed i

dag i, at selve målene for vores identitet er diffuse, opsplittede og usikre. Det er altså i

dag målet for vores identitet, som er blevet den centrale, ukendte faktor i menneskernes

liv. Bauman udtrykker de nye præmisser for identitetsdannelse på denne måde:

The task is no longer to muster enough strength and determination to proceed, through trials and errors, triumphs and defeats, along the beaten track stretching ahead. The task is to pick the least risky turn at the next crossroad, to change direction before the road ahead gets impassable or before the road scheme has been redesigned, or before the coveted destination is moved elsewhere or has lost its past glitter. (Bauman, 2001:147)

Det store spørgsmål for mennesker i dag drejer sig derfor ikke om, hvordan de skal opnå

de ønskværdige identiteter og få dem bekræftet af omgivelserne. Det er i dag snarere et

spørgsmål om hvilken identitet man skal vælge samt at være opmærksom og parat til at

foretage et nyt valg, i tilfælde af at den tidligere valgte identitet ”trækkes tilbage fra

markedet” eller på anden måde mister sin tiltrækningskraft og værdi. Menneskets store

bekymring består ikke længere af spørgsmålet om hvorledes man skal etablere en plads

indenfor en solid ramme af en social klasse og vogte om den. Den nye bekymring i det

postmoderne samfund udspringer i stedet af mistanken om, at den ramme man så hård har

arbejdet for risikerer at smelte eller blive revet fra hinanden hvert øjeblik. (Bauman,

2001:147) Den sammenhæng og kontinuerlighed som prægede ens følelse af identitet i

moderniteten, er derfor noget der sjældent opleves af det postmoderne individ. Faktisk

60

argumenterer Bauman for, at disse egenskaber ved identiteten ikke engang længere er

specielt ønskværdige eller efterstræbte. I en verden der frihed til at manøvrere topper

listen af centrale værdier, er det mere nærliggende at hævde, at ”man mister sin frihed

ved at nå sit mål”. Den mest afgørende egenskab i forbindelse med identitetsdannelsen i

postmoderniteten er derfor, ifølge Bauman, netop at holde alle muligheder åbne:

Rational conduct in such a world demands that the options, as many as possible, are kept open, and gaining an identity which fit too tightly, an identity that once and for all offers ‘sameness’ and ‘continuity’, results in the closing of options or forfeiting them in advance. (Bauman, 2001:148)

En velkonstrueret og vedvarende identitet er altså ikke længere en fordel, men snarere en

ulempe. I en postmoderne forbrugers livsspill forandres spillereglerne hele tiden, også

inden spillet er færdigt, og kærnen i en postmoderne livsstrategi bliver derfor ikke at

danne en identitet, men at undgå at blive fastlåst. At undgå fastlåsning må nødvendigvis

indebære at passe sig for langtidsforpligtelser og for at lade sig binde til ét sted, uanset

hvor behagelig denne plads måtte være. Det er også ensbetydende med ikke at vie sit liv

til blot ét erhvervskald og ikke love stabilitet og loyalitet til nogen eller noget. Kærnen i

den postmoderne livsstrategi udspringer netop af rædslen for, at alt det flittige og

vedvarende konstruktionsarbejde hurtigt kan vise sig at være forgæves, siden vilkårene

altså kan nå at ændres flere gange. Derimod ligger tillokkelsen og den fortrøstningsfulde

tanke i relation til den postmoderne identitetsdannelse i, at man ikke længere er bundet af

tidligere forsøg – man kan altid forsøge på ny. Det er altid muligt at begynde forfra igen,

hvis man altså sørger for at holde alle muligheder åbne. (Bauman 1998b:125, 126) På

baggrund af disse betragtninger, argumenterer Bauman for, at det i forlængelse af

globaliseringens realiteter ville være mere passende at omtale identitet – hvad enten den

er nedarvet eller tilegnet – som identifikation. Dette fordi begrebet identifikation i højere

grad er i stand til at indfange det vedvarende, åbne og altid uafsluttede der karakteriserer

arbejdet med at pleje vores identitet i postmoderniteten. (Baumen, 2001:152)

61

2.4 Teoriernes identitetsforståelser Inden vi bevæger os over til de empiriske metodeovervejelser der knytter sig til den

kvalitative undersøgelse, vil vi nu på opsamlende vis belyse forholdet mellem de tre

teoretiske perspektivers identitetsforståelser, som vi har præsenteret i det foregående.

Som det fremgår af problemstillingen, søger vi med dette speciale at undersøge hvorledes

vilkårene for IT-freelancernes arbejde påvirker arbejdsidentiteten. Med udgangspunkt i

problemstillingen bliver det tydeligt, hvordan identitetsbegrebet fungerer som et

kernebegreb for os. Derfor bliver det vigtigt at være opmærksomme på, hvilke

grundlæggende betragtninger de forskellige identitetsbegreber, der indgår i vores

forståelsesramme, er baseret på. Vi har tidligere været inde på den måde som de

involverede teoretiske perspektiver opererer med forskellige identitetsforståelser, og

derfor, på hver deres måde, kan bidrage til at skabe en bred og åben teoretisk

forståelsesramme i relation til problemstillingen. Det at vi så har valgt at lægge op til en

eklektisk tilgang til teorierne, indebærer som nævnt også, at man ikke nødvendigvis kan

forvente en høj grad af indbyrdes konsistens eller overensstemmelse mellem de

identitetsbegreber, som de forskellige forståelser bygger på. Når vi nu har valgt at bygge

vores teoriapparat op på denne måde, er det imidlertid afgørende at vi er opmærksomme

på og præciserer de grundlæggende forskelle, der er mellem de respektive

identitetsbegreber, som fremover i analysen vil fungere som kernebegreber.

De følgende overvejelser skal forstås i forlængelse af, at de tre teoretiske perspektiver er

funderet på grundlæggende forskellige plan. Vil tager først udgangspunkt i den måde som

Wenger definerer identitetsbegrebet i relation til praksisfællesskabet. Wengers

identitetsforståelse udspringer tydeligt af et relationelt perspektiv, og dette har uværgeligt

betydning for den måde som vi betragter identitetsdannelse, i den forstand at det får

afgørende betydning for de konsekvenser man mener, at midlertidigheden af IT-

freelancernes arbejdsfællesskaber har for deres arbejdsidentitet. Som det fremgår af

præsentationen af Wengers identitetsforståelse, lægger han netop vægt på, at identitet

opstår gennem de forhandlinger af selvet, som pågår i praksisfællesskabernes relationer,

og han afviser, at der skulle eksistere nogen form for forhåndsbestemt kerne af

personlighed. Dermed er der lang vej til de opfattelser, som antager at identiteter består af

62

en medfødt og objektiv kerne af personlighed. Men hans relationelle perspektiv på

identitetsdannelse, indebærer også en afvisning af, at identitet er noget om vi tilegner os

til et vist punkt, hvorefter man så kan tale om en færdig etableret identitet – eller et

integreret sammenhængende syn på selvet. Dette perspektiv, ville ifølge Wenger

indebære en opfattelse af identitet, som en "fundet" eller udkrystalliseret fast

fornemmelse af en personlig identitet eller af selvet, og når denne tilstand er opnået vil

den bidrage til en hvis forudsigelighed og ensartethed i forhold til den personlige adfærd.

I det mere relationelle perspektiv, som Wenger anlægger, forekommer der ikke på samme

måde et krav til en sammenhængende eller stabil identitet. Ud fra det relationelle

perspektiv skal identiteten i stedet betragtes som noget der forhandles mellem

relationerne, og ikke som en præstation der ydes af bevidstheden. Når man som nævnt

også hele tiden indgår i skiftende relationer i flere forskellige praksisfællesskaber er der, i

henhold til Wengers relationelle forståelse, heller ingen grund til for at forvente en høj

grad af sammenhæng på tværs af relationerne i ens multimedlemskab. Snarere kan man

udfra det relationelle perspektiv hævde, at identiteter først etableres idet de bliver

anerkendt i en relation til andre, og da anerkendelse er noget der undergår konstant

forhandling blandt subjekterne i et fællesskab, vil etablering af en identitet være et altid

uafsluttet projekt.

I lighed med Wenger, mener vi det fremgår det af Baumans teoretiske betragtninger, at

han ikke tror på nogen indre og ægte kerne som afgørende for identiteten, hvilket må

siges at være i tråd med den grundlæggende postmoderne tankegang. Når vi læser

Bauman opfatter vi det således at han i stedet lægger op til en identitetsforståelse, som er

baseret på opfattelsen af, at individet er ikke optaget af at finde, bearbejde og realisere

selvets autentiske indre. Hermed tager han med sin identitetsforståelse også afstand fra,

at betragte identiteten som stedet for sandheden om en person, og det giver således ikke

mening udfra Baumans perspektiv at tale om nogen ”sand” eller ”virkelig” person eller

identitet. Identiteten opfattes snarere som noget åbent, relationelt og mangesidet, der

dannes her og nu i de sociale sammenhænge, som individet uforpligtende kan gå ind og

ud af. Herved er der altså ikke tale om, at man tilegner sig et eller andet dybt og

63

vedvarende "virkeligt" selv. Identiteten har ingen dybde, substans eller sammenhæng -

den er så at sige relativ, fordi man opbygger og udformer den udfra æstetiske og etiske

forestillinger om det smukke og ønskværdige. Som vi har formidlet i den foregående

teoretiske præsentation, argumenterer Bauman for en tæt kobling mellem

identitetsbegrebet og den forbrugermentalitet, som han mener præger det postmoderne

samfund. Hvor Wengers identitetsbegreb hele tiden er defineret i forhold til den praktiske

deltagelse i et praksisfællesskab, skal Baumans identitetsbegreb altså snarere forstås på

den måde, at han mener identiteten især dannes på baggrund af socialt set lette og flygtige

livsstilsvalg og på forbrug af symbolske goder. Man vælger med andre ord en identitet og

holder samtidig mulighederne åbne for ændring, således at der i virkeligheden er tale om

en fortløbende selvkonstruktion, hvor man udvikler visse sider af personligheden mens

andre ”smides væk”. På denne måde kan man hævde, at Baumans identitetsbegreb er

udtryk for en forståelse af identitet, som noget der er totalt omskiftelig og forskellige fra

situation til situation. I relation til eksempelvis de skiftende arbejdssammenhænge som

IT-freelancere befinder sig i, vil Baumans perspektiv indebære en forståelse af

arbejdsidentitet, som bygger på at man ved hjælp af selvfortællinger kan fremstille sig

selv på mange måder, alt efter hvilke arbejdssammenhænge man befinder sig i.

Overfor de to ovennævnte identitetsforståelser står så Sennetts forståelse, som vi mener

adskiller sig ved at den er præget af essenstænkning. Som det fremgår af hans teoretiske

betragtninger, opererer han tilsyneladende ikke med noget præcist og afgrænset

identitetsbegreb. Vi mener dog, at det kan læses udfra hans betragtninger om karakterens

nedbrydelse og muligheden for opretholdelse af en stabil livsbane, at han referer til det

fleksible arbejdes konsekvenser i relation til en ganske bestemt identitetsforståelse.

Vi har tidligere været inde på den måde, som vi tolker Sennett som en moderne

teoretiker, hvor den moderne tænkning adskiller sig radikalt fra det postmoderne syn på

identitet. Dette skal forstås udfra, at den moderne tænkning tager udgangspunkt i et

centralperspektiv som, i modsætning til de to ovennævnte identitetsforståelser, er

funderet i antagelsen om en kerneidentitet. Faktisk er det ikke meningsgivende at tale om

at karakterens nedbrydelse, med mindre man antager at den er baseret på et virkeligt og

64

indre selv – eller en form for kerne. Sennett fremhæver blandt andet også individets

manglende muligheder for at skabe sig en langsigtet, samlet og stabil livsfortælling under

den fleksible kapitalisme. I henhold til Sennett har individet et sæt af behov og værdier,

som det søger at realisere i en livslang eksistensopgave – eller livsfortælling. Hermed

genfinder man altså slet ikke den samme relativisme som kendetegner eksempelvis

Baumans identitetsforståelse. Der lægges i stedet op til en opfattelse af, at der er en

sandhed bag det tilsyneladende og at det giver mening at tale om at sandt eller virkelig

selv. Med udgangspunkt i Sennett bliver selv-fortællingen altså et udtryk for det at

udfolde noget indre, i modsætning til den rolle, som selvfortællingen spiller i det

Baumanske perspektiv, hvor man er frit stillet til konstruere den på en måde, så den

passer til en given anledning eller situation.

Det er efter vores opfattelse vigtigt at holde ovennævnte grundlæggende betragtninger for

øje, når man som os arbejder ud fra en eklektisk tilgang. Som nævnt vælger vi at bygge

en teoretisk ramme op omkring identitetsforståelser, der hver især bygger på

grundlæggende forskellige identitetsbegreber, og dette får så nødvendigvis konsekvenser

for den rolle forståelserne spiller i diskussionen om, hvorledes IT-freelancernes

arbejdsidentitet påvirkes af de specielle arbejdsvilkår de er underlagt. Dette skal forstås

på den måde, at alt efter hvilket potentiale for forandring man mener identiteten har under

fleksible og flydende vilkår, så vil forståelserne bidrage med mere eller mindre

optimistiske vurderinger af, hvorledes IT-freelancernes arbejdsidentitet påvirkes af de

arbejdsvilkår de er underlagt. Senere, i forbindelse med specialets analysedel, vil det

fremgå nærmere, hvilken rolle de forskellige identitetsforståelser spiller, idet vi bestræber

os på at undersøge empirisk, hvorledes vores kernebegreb, arbejdsidentiteten, påvirkes.

65

3 Metodiske refleksioner i forbindelse med den empiriske

undersøgelse Med nærværende kapitel er det vores formål at redegøre for de metodiske overvejelser vi

gjort os i forbindelse med de metoder og fremgangsmåder der ligger til grund for den

empiriske del af undersøgelsen. Vi vil forsøge at tydeliggøre de metodiske processer, ved

at redegøre for de valg og fravalg vi har foretaget under forløbet, og for de konsekvenser

disse valg har ført med sig. I kapitlet vil vi bevæge os på to niveauer. Det ene niveau

omhandler valg af metoder og fremgangsmåder i forbindelse med den konkrete empiriske

undersøgelse, og vores refleksioner i forbindelse hermed. Det vil være de overvejelser vi

har gjort os i relation til dette niveau, der er den tungest vejende del i dette kapitel.

Således vil førstkommende afsnit omhandle valget af det kvalitative interview som

forskningsmetode. Med dette udgangspunkt vil vi beskrive den konkrete gennemførelse

af den empiriske undersøgelse, og ligeledes indvie læseren i de overvejelser og

refleksioner vi har gjort os i denne forbindelse. Dernæst følger et afsnit hvor begreberne

generaliserbarhed, validitet og reliabilitet vil blive taget op i relation til underøgelsen.

Afslutningsvist, vil vi bevæge os op på et andet niveau, og redegøre for hvilke

videnskabsteoretiske retninger, vi tager afsæt i med dette speciale.

3.1 Det kvalitative forskningsinterview Det er formålet med dette speciale at undersøge hvorledes arbejdsvilkårene for IT-

freelancere påvirker disses arbejdsidentitet. Vi er derfor interesserede i, med den

empiriske del af undersøgelsen, at indhente viden om IT-freelanceres daglige livsverden i

relation til deres arbejdsliv og deres forhold hertil. Dette for at opnå en forståelse af

hvorledes de lever og oplever de temaer der er centrale for os i relation til

problemstillingen. Da vi ikke har til hensigt at foretage generaliseringer og sige noget om

udbredelse, er en dybdegående undersøgelse relevant for os. Således lægger problemfeltet

op til et kvalitativt frem for et kvantitativt undersøgelsesdesign. Med det kvalitative

forskningsinterview har vi muligheden for at indhente åbne og nuancerede beskrivelser,

og indfange mangfoldigheder ved de aspekter ved IT-freelanceres livsverden, der

vedrører deres arbejdsliv. Ifølge Kvale søger det kvalitative forskningsinterview at dække

66

både det faktuelle og meningsplanet (Kvale 1997:43). Hermed forstås, at det er

interviewerens opgave både at lytte til de rene beskrivelser der bliver givet fra

informantens side, eksempelvis af specifikke situationer eller handlingsforløb. Men hvad

der er lige så vigtigt, er at indfange det der bliver “sagt mellem linjerne”. Dette aspekt

ved det kvalitative interview er et tungtvejende argument, for at vi fandt det oplagt at

vælge denne metode til vores empiriske arbejde. Som vi har udtrykt det i

problemformuleringen, har vi nogle forestillinger om at IT-freelancere står i et slags

spændingsfelt, hvor de på den ene side er frigjort fra traditioner og bindinger, hvilket man

kunne forvente bliver oplevet som positivt. På den anden side har vi også nogle

formodninger om at den enkelte som “frisat” på det fleksible arbejdsmarked, bliver sat

under pres på forskellige måder af mere negativ art. Dette antyder en slags dobbelthed,

eller dialektik, i IT-freelanceres arbejdsliv, som tidligere vi har været inde på det, og som

vi forestiller os det dybdegående interview egner sig til at “få adgang til”. Dette både på

grund af det dybdegående og uddybende potentiale ved interviewet, men også fordi vi får

muligheden for at indfange eventuelle modsigelser eller dobbeltheder i informanternes

udsagn. Her vil der fra vores side ske en løbende fortolkning, som vi kan “afprøve

holdbarheden” af i selve interviewsituationen, ved at sende formuleringer, der indfanger

disse fortolkninger, tilbage til informanterne og få respons herpå. Således får vi at gøre

med to fortolkningsprocesser. For det første finder der løbende en fortolkning sted under

interviewforløbet, og for det andet vil interviewtranskriptionerne blive fortolket under

analysearbejdet.

Når vi har valgt det kvalitative interview som forskningsmetode, har vi gjort os nogle

overvejelser omkring hvordan vi hermed opnår viden. Interviewet er en samtale mellem

to personer og hermed en mellemmenneskelig situation, hvori den fremkomne viden

opstår. Denne viden er altså på ingen måde uafhængig af os som interviewere. Derfor

gjorde vi os en del overvejelser omkring den rolle vi ville komme til at indtage i

interviewsituationen. Denne type interview kan aldrig blive en samtale mellem

ligeværdige partnere. Det at vi forud for samtalen har sat en dagsorden og har en rang af

noget vi kan kalde forskerstatus, gør også at vi bliver en slags autoritet overfor vores

informanter. Det vi anså som det vigtige, og som en af udfordringerne forud for

67

gennemførelsen af interviewene, var at finde en balance mellem at skabe en stemning der

fordrede, at den interviewede ville finde sig godt og afslappet tilpas og samtidig opnå en

vis grad af tillid til os. På denne måde ville vi forsøge at sikre at informanten følte sig

tryg nok til, så åbent og ærligt som muligt og med egne ord og formuleringer, at indvie os

i hans oplevelser og opfattelser omkring de relevante temaer. Men det er samtidig vigtigt

som interviewer, at vi tør tage så meget styring i situationen, at vi, for det første, bliver på

den kurs der drejer omkring de temaer der er relevante for os, og for det andet, at vi tør

gribe de chancer der opstår undervejs. Dette skal forstås på den måde at vi tør forfølge de

fortolkninger vi foretager undervejs ved at ”prøve dem af” på vores informanter. Der kan

være ting vi helt har udeladt i interviewguiden, noget vi slet ikke har haft oppe til

overvejelse, som i virkeligheden er yderst relevant for vores informanter. I en sådan

situation er det vigtigt at vi tør åbne op for en sådan drejning i samtalen, så vi netop opnår

så ægte beskrivelser af vores informanters livsverden som muligt vi ender op med. Der er

således en del bolde i luften for intervieweren i samtalesituationen, og vi anser det som

altafgørende for en succesfuld gennemførelse af interviewene, og for et godt stykke

empirisk materiale som resultat heraf, at intervieweren formår at foretage denne

balancegang.

3.2 Interviewguide Forud for interviewene havde vi gjort meget ud af at diskutere hvordan vi ønskede at få

vores teoretiske tilgange belyst under interviewforløbene. Hermed ville vi bestræbe os på

at være så velkendte med de respektive teorier i relation til vores problemfelt som muligt,

således at man kan sige at de var “integrerede” i os, og fungerede som en slags teoretisk

optik i interviewsituationen. Dette muliggjorde at vi kunne arbejde ud fra en

interviewguide der bestod af nogle overordnede temaer vi ønskede at få belyst af vores

informanter, men samtidig kunne åbne op for at interviewene, indenfor visse grænser,

kunne dreje i spontane retninger på vores informanters præmisser. Det var derfor

forskelligt hvilke temaer der var det bærende element i det enkelte interview, lige som det

også var den enkelte informant der var det afgørende for, hvilke dele af vores teoretiske

fundament der overvejende blev forsøgt afprøvet. Udover de teoretiske antagelser, var

der ligeledes områder af problemfeltet vi gerne ville have afdækket gennem de temaer vi

68

bragte med os. Dette var specielt antagelsen om IT-freelance-arbejde som det udviklende

arbejde, og antagelsen om at IT-free-lancearbejde er kompetence-udviklende i sig selv. I

praksis var det altså mere det forudgående arbejde med interviewguiden, der var det

afgørende for gennemførelsen af interviewene, end det var interviewguiden der fungerede

som et konkret redskab i interviewsituationen.

3.3 Den empiriske undersøgelse Med udgangspunkt i beslutningen om at vælge det dybdegående kvalitative interview

som metode til den empiriske del af undersøgelsen, nåede vi frem til at et antal på otte

enkeltinterviews var passende. Kvale skriver at hvis udskrifts-materialet bliver for stort,

vil dets omfang gøre at det ikke kan håndteres meningsfuldt (Kvale 1997:178). Vi sigtede

mod at det enkelte interview ville komme til at have en varighed af 1 ½-2 timer, og

vurderede her udfra at ved gennemførelsen af otte interviews, ville det udskrevne

interview-materiale blive af en passende størrelse for denne undersøgelse. Med vores

formål for øje, at undersøge hvorledes arbejdsvilkårene for IT-free-lancere påvirker

disses arbejdsidentitet, har det været vores ønske at komme dybdegående og tæt ind på

disse menneskers livsverden. Dette for at opnå en forståelse af vores informanters

meninger og betydninger omkring de temaer der skulle udgøre fundamentet for vores

interview. Derfor besluttede vi at det var at foretrække, at gennemføre et mindre antal

interviews af længere varighed, frem for eksempelvis at gennemføre 16 interviews af en

varighed på 45 min. Dette kunne vi tillade os fordi vi i problemformuleringen ikke tager

sigte på at sige noget om udbredelse med vores undersøgelse. Ligeledes har vi heller

ikke haft til hensigt at sige noget om forskelle, grupper imellem. Eksempelvis havde det

været nødvendigt med et større antal interviews, hvis vi havde været interesseret i at sige

noget om forskellene mellem freelancere og fastansatte, eller hvis vi havde haft fokus på

forskellene mellem henholdsvis kvindelige og mandlige IT-freelancere.

3.3.1 Udvælgelse af informanter

I problemformuleringen præciserer vi betegnelsen “IT-freelancer” med inspiration fra

PLS-Rambølls undersøgelse. På denne baggrund kom udvælgelseskriterierne for vores

interviewpersoner til at lyde som følgende:

69

Informanten måtte ikke være i længerevarende fastansættelsesforhold.

Informanten skulle være selvstændig uden ansatte.

En del af informantens arbejdsvilkår skulle være af en sådan karakter at vedkommende

i sit arbejde indgår i kortevarende tilknytningsforhold hos sine kunder/virksomheder,

f.eks. i forbindelse med projektarbejde. Dette skal ses som modsvarende mere

traditionelle freelance arbejdsvilkår, hvor f.eks. journalisten, uden direkte tilknytning

til sin kunde, skriver en artikel og afleverer det færdige produkt. Det var vigtigt for os,

med afsæt i problemfeltet, at komme til at tale med nogle mennesker, der bevæger sig

ud og ind af arbejdsfællesskaber, hvor det enkelte ophold er af kortvarig og

midlertidig karakter.

Vi diskuterede en del forud for etableringen af kontakten til informanterne, hvorledes vi

skulle forholde os til kønsdimensionen. Det har ikke på noget tidspunkt været hensigten

at lægge et kønsperspektiv på tilgangen i denne undersøgelse. Men vi talte meget om, at

der givetvis er store forskelle at finde kønnene imellem, og at det ville være en

spændende, men en helt anden, undersøgelse at foretage. Med baggrund i PLS-Rambølls

undersøgelse vidste vi at kønsfordelingen for IT-freelancere er meget skæv (PLS

Rambøll 2001:4). Kvinder udgør en meget lille del af den samlede gruppe indenfor denne

beskæftigelse, således at det i virkeligheden også er de mandlige IT-freelancere det er

mest relevant for os at tale med, idet gruppen af IT-freelancere på det danske

arbejdsmarked groft sagt består af mænd. Rent praktisk forestillede vi os derfor også, at

det ville blive noget nær umuligt at få fat på kvindelige IT-freelancere. Vi besluttede

derfor at afgrænse os til at beskæftige os med den mandlige del af arbejdsgruppen.

På dette tidspunkt diskuterede vi også hvorvidt, det var relevant for os at fastslå et

alderskriterie. Vi nåede frem til at der ikke var en specifik aldersgruppe der var af

interesse for os, men at det givetvis ville være forskelligt hvordan forskellige

aldersgrupper er påvirket af tendenserne under det fleksible arbejdsmarked. Man kunne

eksempelvis forestille sig at yngre IT-freelancere har gennemgået et uddannelsesforløb,

der er mere samsvarende med de nuværende arbejdsmarkedsvilkår end IT-free-lancere

der afsluttede deres uddannelseforløb for to årtier siden. På denne måde er de yngre

70

muligvis bedre “gearet” til at tilpasse sig disse vilkår. Omvendt mente vi at det er

tænkeligt, at den erfaring, ældre IT-freelancere har opbygget, kan være en positiv ballast

at have i bagagen, for at kunne tackle de mange, og til tider modsætningsfulde krav, vi

havde en forventning om at de må imødekomme under deres arbejdsvilkår. Ligeledes vil

der givetvis være andre gældende faktorer i relation til det at være i forskellige livsfaser.

Overvejelser omkring fastlæggelse af alderskriterie i denne undersøgelse, har også at gøre

med hvilken identitetsopfattelse der ligger i den teoretiske tilgang. Havde vi for eksempel

opreret med teori, hvor de forskellige faser i livet man gennemlever er afgørende for

hvorledes identiteten udvikles, havde alderskriteriet haft en hel anden relevans for os.

Med baggrund i den begrebsmæssige afgrænsning af identitet, vi arbejder ud fra, og

problemformuleringen i øvrigt, valgte vi altså at holde alderskriteriet åbent forud for

etableringen af kontakt til informanterne, men med den hensigt at tage det op til

revurdering efterhånden som aftalerne med informanterne kom i hus.

Hensigten med de næstfølgende afsnit vil være at redegøre for, hvorledes den endelige

gennemførelse af etablering af kontakten til informanterne, og derefter selve

gennemførelsen af interviewene, kom til at forløbe. Dette sideløbende med at vi vil

reflektere over de enkelte delfaser i processen, i relation til de overvejelser vi gjorde

forud for gennemførelsen, i forbindelse med beslutningen om at vælge det kvalitative

interview som forskningsmetode. Overvejelser som vi har indviet læseren i med

ovenstående afsnit. Omdrejningspunktet er hermed refleksioner over konsekvenserne af

de valg vi har truffet i forbindelse med den empiriske undersøgelse.

3.3.2 Etablering af kontakt til informanterne.

Denne fase af interviewernes gennemførelse var ikke umiddelbart let at gå til. Det første

problem vi stødte på, var at der ikke fandtes et oplagt sted at henvende sig for at etablere

en førstekontakt til IT-freelancere. Der findes endnu ikke en faglig organisation specielt

rettet mod denne gruppe, eller for typer af denne gruppe, på det danske arbejdsmarked,

hvor vi kunne henvende os. Eftersom de personer vi ønskede at få i tale netop ikke måtte

være i fast ansættelsesforhold, kunne rekrutteringsbureauer ikke være til nogen nytte for

os. Når vi kontaktede virksomheder der gør brug af IT-freelancere i kortere perioder,

71

stødte vi på at de selvfølgelig ikke måtte videregive personlige oplysninger som f.eks.

telefonnumre på disse til os. Vi forsøgte os med at sende en mail til receptionisten i disse

virksomheder, som så sendte den videre ud til de tilknyttede freelancere, med en

opfordring om at tage kontakt til os. Denne metode gav dog ingen respons overhovedet.

Derudover forsøgte vi os ad mere private veje, ved at spørge på nuværende og tidligere

arbejdspladser, og ved at spørge til venners venner osv., om der var nogen der kendte til

den type IT-freelancere vi ledte efter. Til sidst endte det dog med at

rekrutteringsprocessen kom til at foregå, ved at vi foretog telefonopkald til folk der er

opført under IT-branchen i telefonbogen og på internettet. Her måtte vi præsentere vores

ærinde, og i forlængelse heraf stille spørgsmål der kunne indkredse hvilken type IT-

beskæftiget vi havde i røret. Dette skulle vise sig at forløbe relativt nemt, og der gik ikke

længe før vi havde de otte aftaler i hus. Disse lå alle indenfor en uge, men fjorten dage

frem i tiden fra den dato aftalerne blev truffet. På dette tidspunkt så tidsplanen for

gennemførelsen af interviewene altså yderst fornuftig ud.

3.3.3 Problemer omkring overholdelse af aftaler

Så opstod der for alvor problemer! Det skulle vise sig at blive langt mere besværligt og

ressourcekrævende at få interviewene i hus, end vi havde forestillet os. Vi var af den,

åbenbart lidt naive, overbevisning at havde vi bare fået aftalerne i stand, så var

usikkerhedsmomenterne fjernet og der var selve gennemførelsen af interviewene tilbage

at koncentrere os om. Der skete det at vores informanter ganske enkelt ikke mødte op til

aftalerne. Alt i alt måtte vi opleve at informanterne udeblev syv gange, og heraf var det

kun to gange vi var så heldige at der blev meldt afbud forud for det aftalte tidspunkt. Når

dette skete forsøgte vi at indgå nye aftaler med de interviewpersoner det drejede sig om,

og her oplevede vi et par gange at den samme person udeblev for anden gang og tredje.

Vi måtte derfor kombinere en sjælden set stædighed omkring fastholdelsen af de

udeblivende interviewpersoner på den oprindelige aftale om at ville hjælpe os, med nye

tiltag med henblik på at skaffe andre informanter. Undervejs måtte vi derfor blive bedre

til, for det første at stifte aftalerne på en mere forpligtende måde, og for det andet at ringe

interviewpersonerne op samme dag eller aftenen forinden, for at bekræfte aftalen. I

begyndelsen af rekrutteringsfasen bestræbte vi os på at aftale mødested hos os, det var

72

umiddelbart mindre ressourcekrævende for vores vedkommende. Men nu gik vi over til

at forsøge at aftale at mødes på interviewpersonens tilholdssted, idet det ville gøre det

sværere for vedkommende at udeblive fra aftalen. Således kom gennemførelsen af

interviewene til at trække helt uventet i langdrag. Processen kom endeligt til at strække

sig over to måneder i modsætning til den forventede ene uge, hvilket blev et problem for

den overordnede tidsplan. Derfor måtte vi også i slutfasen vurdere at det var mest

formålstjenstligt at opgive det sidste interview, og vi endte derfor op med i alt syv

interview.

Vi diskuterede meget hvad der kunne ligge til grund for denne lempelige forholden sig til

aftaler fra vores interviewpersoners side. Det er absolut ikke vores indtryk at vi pressede

for hårdt på omkring indgåelsen af aftalerne. Der lå et stykke arbejde i at finde personer

der svarede til de opstillede kriterier, men når vi først havde fat i de rette personer, var det

overraskende hvilken entusiasme, imødekommenhed og velvilje der var omkring

deltagelse i projektet. Noget der var i fuldstændig modstridende forhold til det faktum at

aftalerne gang på gang ikke blev overholdt. Det kan naturligvis kun blive gisninger fra

vores side, hvad dette kan skyldes. Vi har at gøre med nogle mennesker som har et

arbejdsliv med et kortsigtet perspektiv, dvs. en stor del af arbejdet planlægges fra dag til

dag, nogle gange i løbet af en dag. Ligeledes er det mennesker med en stor kontaktflade

til andre mennesker, og som er vant til at træffe mange aftaler. Man kan forestille sig at

vores interviewpersoner må prioritere i disse aftaler, og nogle gange må tillade sig at

svigte en aftale, til fordel for at noget bedre dukker op. Det er muligt at de på denne måde

har udviklet en lidt afslappet måde at forholde sig til det forpligtende i en aftale.

3.3.4 Refleksioner i forbindelse med gennemførelsen af interviewene

Under interviewene var vi begge til stede. Forud herfor var det aftalen at den ene af os

var “hovedinterviewer”, mens den anden sad med en notesblok og interviewguiden. “Den

anden” havde på denne måde mulighed for at holde overblikket og sørge for at vi kom

omkring de relevante temaer, og at vi ikke tog afstikkere væk herfra i alt for høj grad. På

denne måde deltog vedkommende derfor også i interviewet ind imellem, når hun havde

tilføjelser eller uddybelser. Det at vi valgte begge at være til stede, havde derfor både

73

noget at gøre med at vi vurderede at det ville gavne selve gennemførelsen af

interviewene. Men det havde også at gøre med, at vi gerne begge ville opleve samtlige

interviewpersoner og -situationer, med henblik på det senere analysearbejde. Dette valg

havde positive konsekvenser, forstået på den måde, at det som forventet var udbytterigt

for os, at være til stede begge to. Men også fordi det var vores oplevelse at det ikke

påvirkede vores informanter i en negativ retning. Det kunne muligvis have skabt en mere

utryg stemning, og hermed forårsaget at vores informanter ikke kom til orde, som de ville

have gjort, hvis der kun havde været én interviewer til stede. Men det var vores oplevelse

at informanterne var trygge og afslappede omkring begge vores tilstedeværelse. Dette

skyldes givetvis også at vi forud for interviewene gjorde en del ud af at præsentere os

selv, fortælle om vores studier, og om hvordan interviewene ville forløbe, og herunder

hvilke roller vi hver især ville have under interviewene. I denne sammenhæng blev

informanterne ligeledes forsikret om deres anonymitet, således at deres navne, eventuelle

virksomheder de måtte nævne og personlige forhold i øvrigt, ville blive sløret i det

endelige projekt. Samtlige informanter er desuden blevet tilbudt tilbagerapportering, i

form af at få tilsendt opgaven via e-mail, hvilket alle udviste stor interesse for.

Gennemførelsen af interviewene skulle vise sig at blive en positiv oplevelse. Når først

vores informanter havde fået talt sig varme, var det nogle meget livlige og udbytterige

samtaler der fandt sted. Det er vores indtryk at det var oplevelsen for begge parter, idet

flere af informanterne gav udtryk for at de syntes vores specialeemne, men også

interviewoplæg og spørgsmål, var spændende, og noget der havde gjort dem bevidste om,

og klogere på, nogle ting, i højere grad end de havde været det før interviewene.

Indledningsvist i den enkelte interviewsituation oplevede vi, at vi måtte vie en del tid til

at indkredse hvad den enkelte rent faktisk laver i sit daglige arbejdsliv. Det stod hurtigt

klart at der er store forskelle mellem vores informanter i denne sammenhæng - en IT-

freelancer er ikke en IT-free-lancer, heller ikke på trods af vores udvælgelseskriterier.

Hele dette fagområde har vi ikke haft mulighed for at forberede os på og sidder derfor

ikke inde med tilstrækkelig viden til at springe disse indledende manøvrer over. I denne

situation var det os der var ”de grønne”.

74

Helt naturligt mødte interviewpersonerne op med en vis grad af usikkerhed omkring hvad

der var dem i vente, noget vi kom i møde ved at informere dem om hvorledes

interviewene ville komme til at forløbe, og ved at fortælle dem lidt overordnet om

undersøgelsens emne. Først efter interviewenes afslutning kom vi mere uddybende ind på

undersøgelsens formål og svarede på spørgsmål i denne sammenhæng. Som vi nævnte

tidligere, har vi i interviewsituationen en rolle som en hvis autoritet. Til at bløde lidt op i

denne magt-ubalance, skulle det vise sig at være en stor fordel at indlede interviewene

som beskrevet ovenfor. Her havde vi muligheden for at udvise interesse, stille naive og

lidt ”dumme” spørgsmål, samtidig med at informanten fik talt sig varm. Denne bevidste

strategi gjorde at der hurtigt blev større balance mellem samtalepartnerne, og der opstod

en afslappet og uformel atmosfære. Vi har diskuteret at det, at vi slap relativt nemt

omkring dette aspekt ved det kvalitative interview, også handler om den type af

informanter vi havde med at gøre, i forhold til vores forskerprofiler. I denne

sammenhæng var det rigtig nok os der indgik i en forskerrolle med en vis autoritet, men

vi var også to unge studerende piger. Her overfor var voksne mænd, de fleste en

generation ældre end os, flere med ledende roller i deres arbejde, og med mange års

erfaring på arbejdsmarkedet. Sandsynligvis derfor var denne magt-assymmetri i

udgangspunktet ikke så voldsom. Dette sammenholdt med emnet for samtaleforløbene,

der jo, som det i udgangspunktet blev præsenteret for informanterne, ikke var af

ømtålelig karakter. Som udgangspunkt havde vi fortalt informanterne at vi med specialet

var interesseret i at undersøge IT-freelanceres arbejdsvilkår. Heri ligger ikke et sigte på at

sige noget om stigmatiserede eller marginaliserede grupper i samfundet, lige som emnet

ikke lagde op til at informanterne kunne have en forestilling om at skulle “klædes af”.

Derfor tror vi heller ikke at vores informanter gik ind til interviewene på en måde hvor de

følte sig ”set ned til”. Vi talte om at der er stor forskel på vores interviews i denne

undersøgelsessammenhæng, og på de interviews én af os eksempelvis deltog i under et

tidligere projektarbejde. Her var informanterne helt unge teenage-piger, og

interviewsamtalerne drejede sig om disse pigers kropsopfattelse og orienteringer mod

kroppen. Her var den ulige magtfordeling mere udpræget, på grund af disse pigers alder

og deres livssituation i øvrigt, i forhold til vores. Yderligere var emnet for interviewene af

en mere sensibel karakter, og derfor havde man også som interviewer, i højere grad end i

75

dette tilfælde, en følelse af, samt en forpligtelse til, “at træde varsomt”, lige som der var

relativt flere etiske overvejelser at gøre sig.

Som noget kendetegnende ved vores informanter skulle de vise sig gennemgående at

være meget talende og tilsyneladende befinde sig godt med “at være på”. Vi oplevede at

de var meget reflekterende, uddybende og interesserede i at forklare om dem selv.

Umiddelbart er det måske sådan man ville beskrive ideal-interviewpersonen. Men på

samme tid var disse informanter også hvad man kunne kalde nogle stærke modspillere.

Forstået på den måde, at de fleste gerne ville, hvis ikke styre, så i hvert fald have

medbestemmelse, i interviewsituationen. De var bestemt ikke afventende og

tilbageholdende. Udfordringen for os lå dermed ikke så meget i at sørge for at de kom til

orde, men mere i at sørge for at de relevante temaer blev berørt, og at “afstikkere” ikke

blev alt for lange og omfangsrige. Heromkring har vi ligeledes diskuteret, at vi jo har at

gøre med nogle personer der i deres daglige virke er vant til, med deres egne ord, at

skulle sælge sig selv. Det var faktisk ofte oplevelsen at vi blev præsenteret for en slags

“salgstale”. Interviewpersonerne virkede meget bevidste om hvordan de gerne ville

fremstå, hvad de ønskede at fortælle om sig selv, både til dem selv og til os. Én havde

f.eks. forud for interviewet forberedt et slags planche-materiale, der fortalte om hans

arbejdsliv kronologisk frem til i dag, og ligeledes om hans mål, visioner og værdier i hans

arbejdsliv. Det er selvfølgelig overordentligt interessant at vores informanter generelt er

meget optaget af at fremlægge et helt bestemt, som oftest succesfuldt, billede af dem selv

i relation til deres arbejdsliv. Men det er kun interessant idet vi også formår at komme ind

til en dybere forståelse af vores informanter, og ikke kun går derfra med et indtryk af

dette umiddelbare glansbillede, som vi først blev præsenteret for. Dette mener vi er

lykkes i interviewsituationerne. Men det krævede en del vedholdenhed i samtalerne, og

mange gange måtte vi flere gange vende tilbage til temaer der havde været oppe,

simpelthen fordi vi sad med en fornemmelse af “at være blevet spist” af med en

forklaring der mest afspejlede hvorledes informanten ønskede at noget skulle være eller

se ud, og at der reelt gemte sig mere bag denne forklaring. Et eksempel kunne være at en

informant gentagne gange fastslog, at det er absolut uproblematisk for ham, ofte at skulle

ud i forskellige arbejdsmæssige sammenhænge, og forholde sig til nye mennesker hver

76

gang. Der oplevede vi, at måske femte gang samtalen berørte dette tema, dukkede det

alligevel op, at informanten havde oplevelser af at det kunne være et slid, og at han også

oplevede at møde modstand fra de fastansattes side. På denne måde kan man måske sige

at vi indimellem pressede informanterne en anelse, når de på vores opfordring måske

havde en oplevelse af at skulle gentage sig selv, eller uddybe noget de syntes de allerede

havde redegjort for. Men det virkede som sagt som noget nødvendigt, for at komme dertil

hvor informanten blødte op, og tilsyneladende fortalte mere reelt om sit forhold til sit

arbejdsliv. Historien var som oftest mere kompleks og modsætningsfuld end den der først

blev fortalt.

I det ovenstående har vi beskrevet hvordan en del af vores interview-tekniske

fremgangsmåde havde positive udfald. Derimod begik vi fejl på andre måder. Specielt

under de første onterviews stillede vi for lange og for kompliceret formulerede

spørgsmål. Denne fejl skyldes til dels at vi tog udgangspunkt i en interviewguide hvis

temaer havde et teoretisk udgangspunkt. Ligeledes foretog vi under interviewforløbene

fortolkninger og refleksioner, der ofte havde havde udspring i et teoretisk fundament.

Spørgsmålene var således til tider for teoretiske og intellektualiserede, og konsekvensen

heraf er muligvis blevet at informanterne til tider har været lidt i tvivl om hvad de er

blevet spurt om, og at vi har fået svar derefter. Vi oplevede under de første interviews at

det var svært at komme ind til kernen og omkring de mere komplekse sammenhænge,

uden at bruge for lange og komplicerede formuleringer og forklaringer. Dette ændredes

dog relativt hurtigt under interview-forløbene, da vi blev bedre til at lære “smutvejene” at

kende. Sådan at forstå, at vi erfarede at når vi stillede et enkelt formuleret spørgsmål

omkring et bestemt emne, var det højst sandsynligt indgangen til at informanten ville

begynde at fortælle om det emne vi i virkeligheden var interesserede i, men som var

sværere at spørge direkte indtil, på grund af dets kompleksitet.

3.3.5 Transkribering

Som det er blevet nævnt, har vi valgt at skrive samtlige interviews fuldt ud. Dog mangler

der, i forbindelse med to af interviewene, desværre udskrift af det sidste kvarter, hvilket

77

skyldes problemer med diktafonen. Valget af den fulde udskrift skyldes et ønske om at

indfange så mange nuancer og mangfoldigheder som muligt, og for at være så tro mod

vores empiriske materiale som det kan lade sig gøre. Her er det en klar fordel for os at vi

valgte begge at være til stede under alle interviewene, idet vi, når vi skulle foretage

transkriptionerne, sad med interviewpersonerne, deres kropssprog og stemningen frisk in

mente. Dette er noget der højner troværdigheden i denne del af undersøgelsesprocessen,

og er således et reliabilitetsspørgsmål, vi vil tage op igen senere. I næstfølgende afsnit vil

vi diskutere begreberne generaliserbarhed, validitet og reliabilitet i relation til denne

undersøgelse.

3.4 Generaliserbarhed Generaliserbarhed er et begreb der optræder med forkellige betydninger, men det handler

overordnet om hvorvidt resultaterne af en undersøgelse kan generaliseres. I

interviewundersøgelser der sigter mod at foretage generaliseringer, således at

undersøgelsesresultaterne siger noget om en eller flere større grupper i befolkningen, vil

man ofte udtage en stikprøve der sammensætningsmæssigt svarer til den overordnede

gruppe man ønsker at sige noget om, og her vil man tale om den statistiske

generaliserbarhed (Kvale 1997:228). Det er imidlertid ikke det vi har til hensigt med

denne undersøgelse. Interviewpersonerne i denne undersøgelse er udvalgt ud fra kriterier,

der handler om at de repræsenterer noget bestemt, der er interessant for os. Formålet for

os, med brugen af det kvalitative interview har været at gå i dybden, frem for at nå frem

til resultater med en høj repræsentativitet. Således er det heller ikke den statistiske

generalisering der er relevant at tale om i denne undersøgelsesmæssige sammenhæng,

men snarere den analytiske generaliserbarhed. Den analytiske generalisering handler om

i hvor høj grad undersøgelsesresultaterne kan tænkes at gøre sig gældende i andre

lignende situationer og sammenhænge, og er hermed baseret på en analyse af ligheder og

forskelle de to givne situationer imellem (Kvale 1997:229). I denne undersøgelse har vi

valgt at interviewe IT-freelancere, fordi vi mener de repræsenterer et ekstremt udtryk for

nogle mere overordnede tendenser på det danske arbejdsmarked, der handler om det

fleksible arbejdsmarked. Dette er tendenser der også berører andre grupper på det danske

arbejdsmarked i større eller mindre grad. Således vil der også være andre grupper, der er

78

underlagt lignende arbejdsvilkår i nogen udstrækning, og hvor det med henblik på at

foretage en analytisk generalisering, ville være relevant at foretage en vurdering af

hvorvidt resultaterne af denne undersøgelse er overførbare til disse grupper.

3.5 Validitet Validitet er et udtryk for hvorvidt en undersøgelse undersøger det den har som formål at

undersøge (Kvale 1997:95), og det er hovedsageligt spørgsmål der vedrører validiteten

der er relevante for os, i forbindelse med gennemførelsen af denne kvalitative

undersøgelse. Kvale gør op med den positivistiske tænkning af begrebet der handler om

måling, og definerer validitet, i forbindelse med det kvalitative forskningsinterview, som

en håndværksmæssig kvalitet, hvor det drejer sig om at vælge mellem forskellige mulige

fortolkninger, og at argumentere for tolkningers relative troværdighed(Kvale 1997:236). I

denne undersøgelse er det en sådan forståelse af begrebet vi tilslutter os. Dette indebærer

at valideringen for os, vil blive foretaget gennem samtlige processer i

undersøgelsesforløbet, og det bliver her et spørgsmål om at kontrollere vores resultater,

ved hele tiden at forholde os kritiske og reflekterende overfor disse, og ved at tydeliggøre

de metodiske processer. I hvor høj grad vi opnår validitet afhænger således af den

overordnede håndværksmæssige kvalitet i forskningsprocesserne i undersøgelsen.

Ligesom vi i det ovenstående afsnit har indviet læseren i de metodogiske refleksioner,

som vi har gjort os i forbindelse med interviewundersøgelsen, har vi derfor i alle dele af

undersøgelsen forsøgt at vie stor opmærksomhed mod at tydeliggøre de metodiske

processer der ligger til grund for disse

3.6 Reliabilitet Spørgsmålet om reliabilitet drejer sig om konsistens mellem forskningsresultaterne

(Kvale 1997:231). I hvor høj grad reliabilitet er opnået i en undersøgelse, handler om

hvorvidt der, ved forskellige målinger af samme fænomen, opnås de samme resultater.

Igen bliver omdrejningspunktet for os altså et spørgsmål om at mestre de

forskningsmæssige håndværk bedst muligt i de forskellige faser af undersøgelsen, så vi

opnår den bedst mulige forskningsmæssige kvalitet. Under interviewene omhandler

reliabilitet, det at have den rette føling med informanten og med det intersubjektive

79

forhold i interviewsamtalen. Yderligere er det afgørende at kunne mestre det

interviewtekniske ved eksempelvis at undgå at stille ledende spørgsmål, med mindre det

er en del af en bevidst interviewstrategi. Således har vi været inde på, at vi begik den fejl

under interviewene, at vi stillede for lange og komplicerede spørgsmål, noget der

muligvis kunne gøre informanten usikker. Og vi har ligeledes beskrevet det forhold, eller

den kemi, der opstod mellem os og informanterne, og hvorledes vi oplevede at vi

påvirkede hinanden. Nævneværdigt i denne sammenhæng er også det valg vi traf

omkring det at vi begge var til stede under alle interviewsamtalerne. Dette forhold mener

vi højner reliabilieten, idet at vi begge dermed havde oplevelsen af samtlige personer og

situationerfriskt in mente, og havde muligheden for at diskutere oplevelserne med

hinanden efterfølgende. Både med henblik på de vurderinger og beslutninger det

indebærer at foretage transkriptionsarbejdet, men også i forhold til det efterfølgende

analysearbejde, er dette medvirkende til at modvirke vilkårlig subjektivitet. Dette i

modsætning til hvis personen der foretog transkriptions- og analysearbejdet ikke selv

havde været til stede under interviewet. Ovenstående refleksioner er et udtryk for

eksempler på processer i undersøgelsen, der har at gøre med i hvilken grad der er

reliabilitet til stede i undersøgelsen.

3.7 Videnskabsteoretiske overvejelser I denne kvalitative undersøgelse har vi, som det har fremgået, hentet en del inspiration i

Kvale (1997). Kvale tilskriver sig en postmoderne tilgang, hvilket i denne forbindelse

indebærer at han bruger forskellige videnskabsteoretiske tilgange til pragmatisk at belyse

forskellige aspekter ved det kvalitative interview (Kvale 1997:67). Vi kommer ligeledes

ikke til at læne os op ad én videnskabsteoretisk retning, men vil nærmere hente

inspiration i flere forskellige traditioner.I det efterfølgende vil vi kort præsentere de

enkelte videnskabsteoretiske retninger vi overvejende mener at vi tager et afsæt i, for

herefter at redegøre for hvorledes vi mener at vi i denne undersøgelse relaterer til disse

traditioner.

Den fænomenologiske forskningstilgang har den interviewedes livsverden som fokus, og

søger at forstå sociale fænomener ud fra den interviewedes oplevede meninger og

80

beskrivelser af heraf (Kvale 1997:61). Ved brugen af den fænomenologiske metode vil

man søge efter at beskrive så præcist og fuldstændigt som muligt, frem for at analysere og

forklare. Målet er at opnå en direkte oplevelsesbeskrivelse, hvor det ikke er oprindelse og

årsager hertil der er det væsentlige. Dette er også et udtryk for en stræben efter troskab

mod de undersøgte fænomener.

I denne undersøgelsesmæssige sammenhæng, har den fænomenologiske tilgang specielt

været relevant i forhold til den forståelsesmæssige afklaring. Specielt indledningsvist i

interviewsamtalerne, har vi brugt en del tid på at lade informanterne bidrage med

præciserede og omfangsrige beskriveler af deres daglige arbejdsliv, for at opnå en

forståelse af deres livsverden i relation til deres arbejdsliv, og de oplevede meninger de i

den forbindelse har. Herefter har vi bevæget os over i brugen af andre tilgange, som vi vil

komme ind på det i nedenstående. Men når eksempelvis et nyt tema er kommet på banen,

har vi vendt tilbage til den fænomenologiske metode, og opfordret informanterne til

indledningsvist at “indvie” os i dette. Disse opfordringer har typisk været i stil med

“Prøve at fortælle om de oplevelser du har haft i forbindelse med…”, eller “Kan du prøve

at beskrive hvordan det foregår når du indgår i sådan et projektteam?”, osv. Den

fænomenologiske metode har således fungeret både som en måde til at frembringe viden i

sig selv, men også ved at udgøre et fundament hvor ud fra vi har taget afsæt i med andre

videnskabsteoretiske tilgange.

Ud fra en hermeneutisk tilgang er meningsfortolkningen det centrale omdrejningspunkt

(Kvale 1997:49). Oprindeligt var hermeneutikken studiet af tekstfortolkning, men er

senere hen også kommet til at omfatte samtale og handling. I interviewsamtalen er det

den interviewedes livsverden der er i fokus, og den hermeneutiske fortolkning finder sted

både i skabelsen af denne dialog, men også efterfølgende i fortolkningen af de tekster der

er et resultat af interviewsamtalerne (Kvale 1997:56). Den hermeneutiske

meningsfortolkning er karakteriseret ved den hermeneutiske cirkel, hvilket skal forstås

som en proces, hvor betydningen af de enkelte dele af en tekst eller en samtale får

betydning for den globale betydning. De enkelte deles betydning vil igen kunne ændre

helhedens betydning, som igen ændrer delenes betydning. Det vil sige at man ved

81

kontinuerlig fortolkning, når ind til en dybere forståelse af den intenderede mening.

Denne proces ophører idet der via afprøvning af fortolkninger er opnået konsensus i

samtalen med interviewpersonen om en gyldig fortolkning, og idet de berørte temaers

betydninger danner en sammnhængende enhed (Kvale 1997:58). I forbindelse med

tekstfortolkningen ophører denne ligeledes, når meningsfortolkningen har nået et

stadium, hvor der er en sammenhængende enhed i teksten uden modsigelser.

En måde hvorpå vores brug af den hermeneutiske tilgang kommer til udtryk på, er at vi, som det er blevet beskrevet, har foretaget en løbende fortolkning under interviewsamtalerne. Vi har hermed ikke kun været interesseret i at indhente rene oplevelsesbeskrivelser af informanternes livsverden, men også i at forstå mere bagvedliggende årsager og forklaringer, som vi har søgt at komme nærmere ved at afprøve forskellige fortolkninger på interviewpersonerne, eller ved at opfordre disse til selv at forklare årsager til nogle givne beskrivelser af oplevede meninger. Ligeledes fandt det ofte sted i samtalerne, at vi vendte tilbage til allerede berørte temaer, fordi den viden der efterfølgende fremkom i samtalerne, satte den tidligere indhentede viden i et nyt lys eller ændrede den, så den krævede yderligere uddybelse, for at opnå en overordnet mening med samtalen. Sidstnævnte proces er et udtryk for den hermeneutiske cirkel, og den vil ligeledes være at genfinde i tekstanalysefasen, såvel som den har ligget til grund for den overordnede tilblivelse af hele projektet. I praksis har vi således arbejdet i en vekselvirkning mellem problemformulering, teori og empiri, og har hermed også gjort vekslende brug af deduktive og induktive metoder.

3.8 Analysetilgang Analysen vil være struktureret efter to hoveddele. Temaerne under de to hoveddele er

fremkommet i et samspil mellem empirien og de temaer vi havde som udgangspunkt for

interviewsamtalerne. Analysetemaerne er således en videreudvikling af temaerne fra

interviewguiden, lige som der er fremkommet helt nye i forbindelse med de empiriske

fund. Analysen vil forløbe på forskellige niveauer, alt efter hvilke temaer, og hvilke

aspekter af temaer, der bliver behandlet. På ét niveau vil analysen forløbe på det

meningskondenserende plan. Her vil informanternes udsagn og beskrivelser blive

præsenteret i kortere og mere præcist formulerede sammenfatninger. Et andet

analyseniveau er der hvor vi foretager vores egne fortolkninger af informanternes

udsagn, og endeligt vil der på et sidste niveau blive inddraget teori de relevante steder

82

gennem analyseforløbet. Niveau-opdelingen skal ikke forstås som en trinvis

fremgangsmåde, men er et udtryk for de niveauer vi vekslende vil bevæge os på alt efter

relevansen i forhold til de emner vi vil behandle under analysen.

I første analysedel vil vi med et indledende afsnit forsøge at give en nærmere beskrivelse

af hvilke IT-freelancere vi har at gøre med i undersøgelsen, og dette analyseafsnit vil

dermed referere til den mere explorative del af interviewundersøgelsen. Formålet hermed

er at opnå et indblik i informanternes daglige konkrete arbejdsliv, hvilket skal udgøre

fundamentet for det videre analyseforløb. Dette afsnit vil derfor omhandle mere konkrete

forhold ved deres arbejdsliv og -vilkår, og vi vil se på informanternes baggrunde, hvilken

type arbejde de udfører og hvordan deres arbejds-hverdag ser ud. Analyseniveauet vil i

dette afsnit overvejende bevæge sig på et meningskondenserende plan.

Med andet afsnit i første analysedel, har vi som formål at uddybe hvordan IT-

freelancerne oplever deres arbejdsvilkår. Her vil vi tage et udgangspunkt i hvilke

bevvæggrunde informanterne giver udtryk for, der har ligget for valget af netop dette

arbejde. I forlængelse af heraf vil vi give et nuanceret billede af informanternes

opfattelser af fordele og ulemper i deres arbejdsliv, og således komme nærmere en

forståelse af hvorledes de oplever deres arbejdsvilkår. Hensigten med denne tilgang er

dels at belyse, hvordan vi skal forstå betydningen af den generelle opfattelse af, at

freelance-arbejde er kompetenceudviklende i sig selv, i relation til netop vore

informanters oplevelse af egne arbejdsvilkår.

I problemstillingen formulerede vi et ønske om at stille spørgsmålstegn ved hvorvidt man

kan betragte IT-freelancearbejde som et udtryk for “det gode arbejde”, med et

udgangspunkt i en opfattelse af, at det udviklende arbejde pr. definition er noget godt.

Derfor vil vi ligeledes i dette afsnit kaste lys over hvorledes kriterierne, der ligger til

grund for det udviklende arbejde, relaterer sig til vore informanters beretninger.

Med anden analysedel, vil vi rette vores fokus ind på det specifikke forhold, der

omhandler hvorledes IT-freelancerne oplever at skulle forholde sig til de skiftende

83

sociale arbejdssammenhænge. I denne forbindelse vil vi i forsøge at gå i dybden med IT-

freelancernes oplevelser af at fungere som eksterne relationer – det at hele tiden befinde

sig i periferien af de forskellige arbejdsfællesskaber de kommer i kontakt med gennem

deres arbejde. Vi tager desuden sigte på at belyse, hvad deres perifere deltagelse

indebærer for den måde de ser sig selv som værende kompetente. Her vil det centrale

omdrejningspunkt for analysen altså være de skiftende arbejdsrelationers betydning for,

hvad det vil sige at udvikle en arbejdsidentitet som perifer deltager i en

arbejdssammenhæng. I denne sammenhæng vil der så blive fokuseret nærmere på den

relationelle proces hvori arbejdsidentiteten forhandles.

Inden vi påbegynder analysen, vil vi imidlertid med nedenstående afsnit give en kort

præsentation af IT-freelancerne i denne undersøgelse, for at give et indtryk af de

mennesker vi har talt med.

3.9 Præsentation af informanterne

Tom: Er 44 år og gift, men har ingen børn. Tom har arbejdet som IT-freelancer i 4

år, og er beskæftiget med IT-support og rådgivning. Toms

uddannelsesmæssige baggrund er en HD i logistik.

Karl: Er 47 år og lever sammen med hans kone og hendes barn fra tidligere

ægteskab. Karl har arbejdet freelance som IT-konsulent i 5 år. Oprindelig

har Karl taget en et-årig uddannelse som EDB-assistent, men har

gennemgået omfattende efteruddannelsesforløb i forbindelse med hans

ansættelsesforhold ved en stor international konsulentvirksomhed.

Søren: Er 38 år, gift og har 3 børn. Søren arbejder freelance som IT-underviser,

som sælger af hard-ware og soft-ware og desuden designer han web-sites.

Tom har arbejdet som freelancer i 5-6 år, hvoraf det først er de sidste 2 år,

det har været på fuld tid, efter han gik ud af fastansættelsesforhold. Tom har

en 10-klasses uddannelse bag sig.

84

Niels: Er 55 år og gift. Han har 2 voksne børn der er flyttet hjemmefra. Niels har

igennem 10 år været beskæftiget som freelancer indenfor IT-rådgivning, -

undervisning og –udvikling, og har oprindelig taget en 1-årig uddannelse

som kemo-tekniker.

Heine: Heine er 50 år, gift og har to voksne børn der er flyttet hjemmefra. Heine

har arbejdet som IT-freelancer i 11 år, og er i dag beskæftiget som

supporter/tekniker, hvor han primært udfører driftsopgaver.

Anders: Anders er 37 år, har ingen børn og bor sammen med sin kæreste. Anders

startede direkte op som selvstændig efter endt uddannelse som kemi-

ingeniør, hvilket er 10 år siden. I dag er han beskæftiget på freelance-vilkår

med supportering og system-implementering.

Carsten: Carsten er 37 år og enlig. Carsten har været IT-freelancer i 3 år og arbejder

under betegnelserne supporter, rådgiver, tekniker og konsulent. Toms

uddannelsesmæssige baggrund er en EFG-uddannelse.

85

4. Analyse 4.1 Første del Med dette indledende afsnit vil vi altså søge at give en nærmere beskrivelse IT-

freelancerne i denne undersøgelse, og dette analyseafsnit vil hermed have et deskriptivt

præg. Hensigten er at opnå et indblik i informanternes daglige konkrete arbejdsliv, vil

derfor omhandle mere konkrete forhold ved deres arbejdsliv og -vilkår, og vi vil se på

informanternes baggrunde, hvilken type arbejde de udfører og hvordan deres arbejds-

hverdag ser ud.

4.1.1 IT-freelancerne i denne undersøgelse

Som vi kunne slå fast i problemformuleringen, med udgangspunkt i Metz og

Westenholz´s undersøgelse, er IT-freelancere langt fra nogen ensartet gruppe på det

danske arbejdsmarked. Denne mangeartethed har været at genfinde blandt vore

informanter. I dette afsnit vil vi forsøge at give et indtryk af, hvilke typer af IT-

freelancere der gemmer sig under samlebetegnelsen blandt deltagerne i denne

undersøgelse. Derfor vil vi se nærmere på informanternes formelle baggrunde, hvilken

type arbejde de udfører og beskrive mere konkrete forhold ved deres daglige arbejdsliv i

øvrigt. Hensigten med dette beskrivende analyseafsnit er, at det skal udgøre et

forståelsesmæssigt fundament for det videre analyseforløb.

4.1.1.1 Hvilken type arbejde udfører de?

Som det allerede har fremgået i vores præsentation af informanterne, er der væsentlig

forskel på, hvilken type arbejde der udføres af IT-freelancerne i denne undersøgelse. Der

er faktisk ikke to, der laver det samme, og af denne grund valgte vi også at skrive lidt om

hver enkeltes konkrete arbejde i den nævnte præsentation. Ligeledes fremgår det også af

informanternes beretninger, at der er forskelle på typen af arbejde der udføres i den

enkeltes arbejdsliv. Overordnet kan man give følgende karakteristikker af de formelle

roller informanterne har i forbindelse med deres daglige arbejde. Der er undervisere,

typisk i brug af internettet, der er rådgivere/konsulenter, hvilket er i forbindelse med alt

fra indkøb af hardware og software til implementering af større styringssystemer.

86

Yderligere er der teknikere/supportere som er beskæftiget med den daglige drift og

vedligeholdelse hos kunderne. Endeligt er der også sælgere af hardware og software.

Dette er overvejende den del af deres beskæftigelser der foregår ude hos kunden, men

ved flere af informanterne gør det sig også gældende at de har nogle udviklingsopgaver,

de udfører fra deres arbejdsmæssige base.

Alle informanterne giver udtryk for den afgørende nødvendighed i at være en del af

formelle eller uformelle netværk i forbindelse med at få videreformidlet opgaver og

kontakt med kunder. De uformelle netværk kan bestå af andre IT-freelancere, der dækker

andre kompetenceområder. Her vil der være tale om at freelancerne enten anbefaler og

formidler kontakt til hinanden, idet den enkelte freelancer står overfor en opgave hans

egne kompetencer ikke dækker. Eller de vil bruge hinandens kompetencer til at gå

sammen om en given opgaveløsning. Andre er tilknyttet bureauer, der dels markedsfører

dem, og dels formidler kontakt mellem kunden og freelancerne.

4.1.1.2 I hvilken rolle træder de ind i virksomhederne?

De mangeartede former for arbejdsudførelse, har en betydning for hvilken rolle

informanterne har, idet de indgår i arbejdsmæssige sammenhænge ude hos deres kunder.

For nogle af informanterne, betyder det at de får en relativ central postion under deres

tilknytningsforhold til virksomhederne. Dette gælder, naturligt nok, for underviserne,

men også for de der fungerer som konsulenter eller rådgivere i forbindelse med

gennemførelsen af projekter af længere varighed. Karl beskriver hvorledes han opfatter

hans egen rolle, når han indgår i et projektteam hos en kunde:

De opfatter mig altid som en uformel leder, oplever jeg. Jeg har jo selvfølgelig ikke nogen formelle ledelsesfunktioner, men jeg bliver altid tilknyttet til projektledelsen i et givet projekt. Og den pågældende projektleder plejer altid at opfatte mig som sådan en (...). Og det gør at de andre medarbejdere de opfatter mig som en del af ledelsen. Og det er jeg jo dybest set også, fordi jeg er jo med til at udstikke de overordnede retningslinjer, ikke også? (Karl:32)

87

For andre betyder projektarbejdet ikke at de indtræder i en ledelsesmæssig rolle, men

nærmere at de kommer til at udfylde pladsen for en manglende ressource i en

sammenhæng, og altså på lige fod med de øvrige medarbejdere:

Ja, det er jo så hvor jeg bliver hentet ind som en del af et projektteam, og så skal løse en konkret opgave. Hvor man så kommer ind til en eller anden, hvor du bliver præsenteret for, “det her er John..., han skal lave de og de ting. Og det er Ole, der gør det og det.” Jamen altså, så har du personerne på plads, og så indgår du i et team for at løse den opgave, ikke? (Anders:79)

I sammenhænge som denne, giver informanterne også udtryk for at opgaverne er relativt

afgrænsede, det vil sige at de har som opgave at udføre et helt bestemt stykke arbejde

indenfor et projekts rammer, og ikke så meget at indgå i decideret samarbejde med resten

af teamet om løsningen på den overordnede opgave. Disse rammer vil typisk være

udstukket af ledelsen inden informanterne bliver inddraget. Anderledes igen, forholder

det sig, idet nogle af informanterne træder i kraft som supportere eller teknikere. Her vil

der typisk være tale om virksomheder der ikke selv har en EDB-afdeling, men hvor de

har udliciteret disse funktioner. Carsten bliver således typisk tilkaldt når noget er gået galt

hos hans kunder, og beskriver hans rolle i den forbindelse:

Jeg kommer jo som regel som problemløser. Så man kan sige, man indgår altid som en længe ventet person. Og det er egentlig det. Så er der en kontaktperson, dem snakker man med, finder ud af hvad problemet er, og så løser jeg problemet, forhåbentlig. Og så er man også en helt når man går, ikke? (Carsten:95)

4.1.1.3 Hvordan ser arbejdsdagen ud for freelancerne?

Som ovenstående afspejler, er det ligeledes varierende hvor lang tid informanterne er

tilknyttet virksomhederne i forbindelse med løsningen af en opgave. For Karl, der

fungerer som konsulent i forbindelse med gennemførelsen af større projekter, har

ansættelsesforholdet typisk en varighed på et år., og er baseret på kontraktforhold. I

denne periode er han kun beskæftiget ved den pågældende virksomhed, og derfor er Karl

også den af informanterne, der ikke har en arbejdsmæssig base andetsteds. For denne

type opgaveløsning gør det sig gældende at kunderne hører til blandt de største

virksomheder herhjemme, idet det kun er dem der har ressourcer og behov for

gennemførelsen af så omfangsrige projekter der er tale om. I den anden ende af spektret

88

tager det supporterne og teknikerne alt mellem ti minutter og et døgn at løse en opgave.

Således er deres hverdag præget af at de flytter sig meget rundt, og kommer hos mange

forskellige kunder. Kunderne kan være både små enkeltmandsvirksomheder og op til helt

store foretagender, og som noget gennemgående har vores informanter en del faste

kunder de løbende vender tilbage til i forbindelse med opgaveløsning. Flere af

informanterne giver udtryk for at der på denne måde er meget spildtid i forbindelse med

transport, og at de har svært ved at foretage nogen form for planlægning. Ved så

tidsmæssigt afgrænsede opgaver foregår aflønningen ved timefakturering.

Med hensyn til den daglige arbejdstid, kan man sige at der blandt vores informanter er

repræsentanter for ekstreme yderpunkter. Et forhold der gør sig gældende her er i høj

grad, hvor de placerer sig med hensyn til indkomstmæssige forhold. Under interviewene

var vi ikke eksplicit inde på hvad informanterne tjener i tal, men det skinnede klart

igennem at der er stor forskel på de enkelte informanters indtjening. Således beskriver

Karl sig selv som en af de “dyre drenge”, hvilket tillader at hans arbejdsuge ser således

ud:

Jeg prøver så på kun at arbejde 3 eller 4 dage om ugen. Dels fordi det kan ikke betale sig at tjene for mange penge i Danmark. Derfor så prøver jeg at arbejde 3 eller 4 dage om ugen. Det plejer også at gå meget fint. Så holder jeg som regel fri i midten af ugen, eller om fredagen, afhængig af hvad vi har behov for sådan rent privat. Det plejer at gå meget godt. (Karl:29)

Det er typisk for de der fungerer som supporter og teknikere i forbindelse med de helt

kortvarige opgaveløsninger, at de må lægge mange timer i arbejdet. Tom fortæller at hans

gennemsnitsarbejdsuge ser sådan ud: “Det ved jeg ikke. Jeg arbejder måske en tres

timer......Jeg tæller dem ikke sådan lige, for jeg har ingen fast mødetid.” (Tom:18)

Ligesom der er variation at finde i forhold til arbejdstiden mellem nogle af informanterne,

er det også, for de fleste informanter, svært at sige noget entydigt om arbejdstiden for

deres eget vedkommende. Dette på grund af at den er meget skiftende, alt efter hvor

mange opgaver, og typen af opgaver, de arbejder på. Heines udtalelse herom er typisk for

de fleste af freelancerne i undersøgelsen: “Det kan variere.........Nogle uger er det 50

timer, ikke, og andre er det kun 20, ikke? Det varierer meget.” (Heine:66)

89

Med undtagelse i én af informanterne, har alle en arbejdsmæssig base, hvor de holder til,

når de ikke er ude hos en kunde. Heraf har næsten alle kontor hjemme hos dem selv,

hvilket de begrunder med økonomiske forhold, men der er dog to der har mindre

tilhørssted ude i byen.

4.1.1.4 IT-freelancernes uddannelses- og erhvervsmæssige baggrund

Som de øvrige forhold, er det ligeledes svært at sige noget entydigt <om informanternes

baggrund. Uddannelsesmæssigt spænder billedet over den HD-uddannede, over

kemiingeniøren til freelanceren med en 10-klasses baggrund. Generelt betragtes deres

uddannelsesmæssige baggrund ikke som noget der har taget sigte på det arbejde de

udfører idag, de er, med egne ord, autodidakte, og har lært undervejs Derimod har alle,

med undtagelse af én, mange års erfaring på arbejdsmarkedet som fastansat, før de traf

valget om at gå freelance. Som noget gennemgående giver informanterne ligeledes udtryk

for tilfældighedernes spil i deres arbejdslivsforløb og i forbindelse med at de i dag er

freelancere.

Overordnet er det altså et noget flertydigt billede, man i udgangspunket får af IT-

freelancerne i denne undersøgelse. Der er dog alligevel nogle vigtige karakteristika der

går på tværs af informanterne, og som gør sig gældende i større eller mindre grad. Disse

handler om at deres hverdagslige arbejdsliv er præget af uforudsigelighed og

omskiftelighed på mange måder. De indgår i mange, og i meget forskellige

arbejdsmæssige sammenhænge, hvor de er tilknyttet under korte eller midlertidige

ophold, og skal i varierende grad indgå i samarbejde med folk herfra. Heraf varierer det

også meget hvilke konkrete opgaver de udfører, og hvilken rolle eller funktion de skal

udfylde, idet de træder ind i de arbejdsmæssige sammenhænge.

4.1.2 Overgangen fra fastansat til freelance-arbejdet

Næstfølgende afsnit vil være det bærende element i denne 1. analysedel. Her vil vi, med

afsæt i det indledende afsnit, bevæge os nærmere ind på en forståelse af, hvorledes

informanterne oplever deres arbejdsvilkår, og hvilken betydning de tillægger disse. For at

90

komme ind til kernen af en sådan forståelse, vil vi tage et udgangspunkt i informanternes

fortællinger om hvilke bevæggrunde de havde i forbindelse med at vælge arbejdet som

IT-freelancer, og deres oplevelser der var forbundet med overgangen fra fastansat til

freelancer. Her vil vi altså komme ind på, dels hvilke positive incitamenter,

informanterne har haft i forbindelse med dette valg. Og dels hvilke faktorer

informanterne giver udtryk for, i højere grad har været medvirkende til, at de er blevet

skubbet ud i arbejdet som freelancer.

4.1.2.1 Fyring

Som det blev præsenteret i det indledende afsnit, er der kun en enkelt blandt vores

informanter, der valgte at tage et direkte spring ud i arbejdet som freelancer efter endt

uddannelse. Det overordnede billede er at informanterne har været relativt mange år på

arbejdsmarkedet som fastansatte, før de overgik til freelance-arbejdslivet. Der er flere af

informanterne der oplevede, at det der fik dem til at tage skridtet, var at de blev fyret fra

deres daværende job som fastansat. Derimod har der ligget forskellige årsager til grund

for fyringerne. I ét tilfælde gik firmaet, hvor informanten var ansat, konkurs, og for en

andens vedkommende, blev hans afdeling nedlagt. Men der gives også blandt

informanterne beretninger om, at de blev fyret på grund af samarbejdsvanskeligheder, og

i sidste ende uvenskab, med deres daværende chef. Tom fortæller:

Men det viste sig at vi slet ikke harmonerede sammen, direktøren og jeg. Vi havde nogle helt forskellige opfattelser af hvordan man skulle lede personalet. Og det var sådan ret grotesk, altså. Det var lige helt frem til at han syntes at jeg skulle gå ud og skælde dem ud, uanset om de havde gjort noget eller ej, fordi de havde godt af at blive skældt ud en gang imellem. Så det spillede jo ikke, og efter ca. halvandet år foreslog jeg ham at vi skulle stoppe samarbejdet. Og det syntes han også, men han ville godt have lov at give kommandoen...., så han fyrede mig. Og det var fint. (Tom:3)

For de af informanterne, hvor der ikke lå personlige årsager til grund for fyringen, virker

det heller ikke som om at episoden har afgørende betydning i forbindelse med deres

oplevelser af overgangen til arbejdet som freelancer. Derimod oplevede vi under

samtalen med Tom, at det var vigtigt for ham at betone og uddybe at han i

udgangspunktet selv havde taget beslutningen om at samarbejdet ikke fungerede, og at

det var ham selv, og ikke chefen, der første gang italesatte problemet. Således fremgår

91

det af citatet, at han og chefen var enige om at stoppe samarbejdet, og at fyringen mest

havde karakter af ren formalia. Lidt senere i samtaleforløbet, sætter Tom dog selv

spørgsmålstegn ved den lille betydning han selv tillægger fyringen i første omgang:

“...for da jeg var blevet sagt op og kom hjem i en taxi uden min bil og det hele...der var

jeg jo lidt deprimeret. Det var første gang i mit liv jeg var blevet fyret.” (Tom:4).

Tom forklarer ligeledes, i tråd med flere af informanterne, at han forud for fyringen,

igennem noget tid, havde gået med et stort ønske om at starte som selvstændig, og at

fyringen bare var det sidste skub, der gjorde det endelige udfald. For Tom var det en

fyring der lå til grund for at han valgte at gå freelance, men i hans fortælling til os, bliver

den tillagt lille betydning, idet han giver indtryk af, at fyringen ikke var noget der skete

for ham, men at freelance-tilværelsen var et positivt tilvalg, han selv foretog og havde

ønsket at tage gennem længere tid. Hos andre informanter bliver det fortalt at de ikke

forud for fyringen havde haft tanker om at vælge at arbejde freelance, men vi får det

indtryk at de finder mening med forløbet på anden måde. Niels og Heine fortæller

eksempelvis om tidspunktet for deres fyring, at brancheforholdene var svære, og at de

oplevede at det ikke var muligt for dem at finde ny fastansættelse. De bruger selv

udtrykket at det var “af nød” at de valgte at starte som freelance. Men som Niels siger:

Som udgangspunkt var det fordi jeg blev uvenner med vores direktør, og så blev jeg afskediget. På baggrund af det, så tænkte jeg “Nå, men okay, så starter jeg op for mig selv!”. Min oplevelse er at når man har været selvstændig bare et ganske kort stykke tid, så finder man ud af, at så passer man nok ikke rigtig ind på arbejdsmarkedet længere.(...) Jeg vil da sige at man er utilpasset arbejdsmarkedet efterfølgende, det vil jeg da hævde. Det er så én af årsagerne til at jeg fortsætter, og så i øvrigt fordi det har givet mig et godt liv. Så syntes jeg ikke der var nogen grund til at søge en ansættelse. (Niels:49)

Kort efter,under samtalen med Niels,tilføjer han dog at “det i sandhedens interesse” skal

siges at han rent faktisk søgte en masse jobs, men ikke kunne få fastansættelse igen. Det

samme oplevede Heine, og han fortæller om hans oplevelse af overgangen til freelance-

arbejdet: “.det var jo lidt af nød, som jeg også sagde tidligere, ikke? Men samtidig kunne

jeg godt lide det alligevel. Det kunne jeg godt.(...) Så det var faktisk meget spændende

alligevel, selvom det var af nød man gjorde det.” (Heine:64).

92

For flere af informanterne gjorde det sig altså gældende, at der var nogle ydre faktorer,

der påvirkede dem i retning af at de måtte forlade fastansættelse og gå over til at arbejde

på freelance-vilkår. Der er dog ingen der i dag oplever, eller i hvert fald giver udtryk for

at opleve, at de udelukkende måtte tilpasse sig en situation hvor de blev presset ud i

arbejdsformen. Derimod fortælles det at overvejelserne og ønsket havde været der

forinden, eller at de umiddelbart efter overgangen fandt ud af, at det var den rigtige

løsning for dem. Således fremgår det af informanterne, at overgangen til freelance-

arbejdet var en positiv hændelse og oplevelse, trods de umiddelbare negative årsager der

lå til grund herfor, som fyringer og mangel på arbejde som fastansat.

4.1.2.2 En flugt fra organisatoriske rammer

For de fleste informanter lå der forud for overgangen en periode, hvor forskellige

oplevelser i forbindelse med deres arbejde som fastansatte, dannede grundlag for at de

havde gjort sig overvejelserne og havde et ønske om at arbejde freelance, hvilket for

nogle betød at det var nogle positive incitamenter, der var forbundet med at de valgte at

sige deres stilling op. Disse handler om ønsket om mere frihed og selv at bestemme. I tæt

sammenhæng hermed gives der udtryk for at informanterne mistrivedes med forskellige

forhold indenfor en organisations rammer. Flere udtrykker et udpræget problem med

deres overordnede, eller at de generelt har det svært med at andre bestemmer over dem.

For Karl var det ikke kun et spørgsmål om det at være underlagt andre, men snarere en

oplevelse af ikke at kunne forlige sig med organisationers kultur:

Men jeg brød mig ikke særlig meget om at arbejde for sådan nogle store virksomheder. Jeg synes at der er for meget ævl og kævl og for lidt kærlighed i store virksomheder. Og for lidt respekt for det enkelte individ. Og så en utrolig fokusering på penge. Penge og penge og penge! (Karl:21)

Karl oplevede i sine fastansættelsesforhold at han var sat under pres, blandt andet ved at

arbejdsbyrden var for stor, og han kunne ikke forene sig med det overordnede mål for

virksomhederne, at tjene penge. For disse informanter skete overgangen til freelance-

arbejdet i forbindelse med en overordnet oplevelse af utilfredshed i deres daværende

arbejde som fastansatte, og de så en mulighed at opnå en større grad af frihed til at skabe

93

et arbejdsliv der fungerede på egne præmisser, ved at fravælge fastansættelsen og gå over

til det freelance-baserede arbejde.

For de der oplevede en periode hvor de havde et ønske om gå over til freelance-arbejdet,

var det en periode der var præget af stor usikkerhed og der var mange overvejelser

forbundet med valget. For Karl, der i forvejen hørte til i højindkomstklassen, var der et

økonomisk incitament for at arbejde selvstændigt, forstået således at han forudså at han

for den samme løn kunne arbejde mindre. Men for de fleste handlede de økonomiske

overvejelser overvejende om de risici, der var forbundet med at starte selvstændigt op, og

den endelige overgang udtrykkes som en oplevelse af “at turde tage springet”.

4.1.2.3 Betydningen af erfaring og netværk i forbindelse med “at tage springet”

Som vi har nævnt det tidligere har alle informanterne, med undtagelse i en enkelt, været

relativt mange år på arbejdsmarkedet inden de gik freelance. Den erfaring de således

havde opbygget tillægges meget stor betydning i forhold til at kunne klare opstarten

indenfor branchen. Karl siger: “Jamen, som yngre ville jeg ikke have haft noget at byde

på. Altså hverken min faglige eller min persomlige udvikling havde været tilstrækkelig.”

(Karl:31). Der gives udtryk for blandt informanterne, at den oparbejdede faglige og

personlige ballast, var en forudsætning for at turde forlade fastansættelsen, idet den

virkede som et slags værn mod den tilstand af usikkerhed, de så var forbundet med

opstarten som freelancer. Tom fortæller om hans opstartsfase:

Altså, når man starter, så er det som sagt vigtigt med netværk, og der skal man simpelthen bruge det....ikke misbruge det. Men man skal simpelthen bruge det til yderste konsekvens. Kollegaer...alle mulige...venner og familie og.... Alle skal simpelthen have besked om, at man står til rådighed (...) Og man skal bede dem om at sende det videre til alle dem de kender osv. Det er vigtigt at man gør det ad den vej, for overhovedet at få nogen kunder. (Tom:7)

Alle informanterne giver udtryk for at netværk er en absolut forudsætning for at starte

indenfor branchen. Derfor tillægges erfaringen ikke kun betydning i relation til den

faglige ballast og et kendskab til branchen, men har i høj grad også noget at gøre med de

netværk der er blevet etableret gennem tidligere jobs. Så samtidig med at ønsket om at

arbejde som freelancer, for informanterne handlede om selvstændige vilkår og frihed, var

94

overgangen præget af stor usikkerhed og en høj grad af afhængighed af menneskelige

relationer omkring dem.

Som vi redegjorde for det i indledningen, ser vi freelance-arbejdet som et udpræget træk

ved det fleksible arbejdsmarked. Ligeledes giver vi indledningsvist for den teoretiske

behandling af Sennett, udtryk for at vi ser en tæt sammenhæng mellem de præmisser IT-

freelancerne arbejder under, og de karakteristika Sennett giver af den fleksible

kapitalisme. Ud fra Sennetts univers skabes det indtryk af individet, at det er frataget

muligheder for at foretage valg omkring dets egen position i forhold til den fleksible

kapitalisme. Det er tvunget ud i deltagelse i det fleksible arbejdsmarkeds mekanismer,

hvor overskriften “Ikke fastansat” betyder at individet kastes rundt fra det ene job til det

andet, og fra den ene slags arbejde til den anden slags. Individet er sat i en ekstrem

usikker position, hvor det er frataget styringen i eget arbejdsliv. Det er imidlertid ikke

dette billede vi får af informanterne, ud fra hvad de beretter omkring deres oplevelser i

forbindelse med overgangen til freelancearbejdet. Det at forlade sikkerheden i

fastansættelsen, har for stort set alle informanterne haft den betydning, at overgangen var

præget af stor usikkerhedsfølelse. Men denne bundede overvejende i økonomiske

forhold, hvorimod det at forlade de organisatoriske rammer og rutinen i det daglige

arbejde, var noget informanterne forbandt med følelsen af frihed og selvstændighed. Så

selvom der for nogle informanters vedkommende har været tale om at de har oplevet, at

visse ydre faktorer har påvirket dem i retning af at måtte gå over til freelance-arbejdet, så

giver de fleste indtryk af at denne arbejdsform stod for dem som noget tiltalende og

mulighedsskabende, i virkeligheden som det foretrukne arbejde, men dog forbundet med

et vis pres i form af økonomiske risici. Det var altså ikke freelancearbejdes indbyggede

krav til individet om fleksibilitet og omstillingsdygtighed, der gjorde at informanterne

følte dette pres, men nærmere den økonomiske usikkerhed der generelt følger i kølvandet

på det at starte op som selvstændig på arbejdsmarkedet. Det er således ikke indtrykket at

informanterne har oplevet at de har været frataget handlekraft, og er blevet skubbet ud i

en usikker position på arbejdsmarkedet, hvor de ikke ønskede at være. Det er snarere

vores opfattelse at informanterne oplevede at de handlede ud fra nogle givne

95

omstændigheder på daværende tidspunkt, og derved traf et valg om at arbejde freelance,

og derefter ligeledes valgte at blive i dette arbejde.

Med næstfølgende afsnit vil vi forlade informanternes oplevelser i forbindelse med

overgangen fra fastansættelsesforhold til freelance-tilværelsen, og bevæge os over til

deres nuværende arbejdsliv som IT-freelancere

4.1.3 Læring og udvikling i IT-freelancernes arbejdsliv

I problemformuleringen tager vi blandt andet et afsæt i PLS Rambølls undersøgelse,

hvor det hævdes at atypisk beskæftigedes arbejde er at betragte som

kompetenceudviklende i sig selv. Dette skal forstås på en sådan måde, at selvom de

atypisk beskæftigede ikke deltager så meget i efteruddannelse af mere formel karakter, så

er der i højere grad end for almindelige lønmodtagere tale om at de udvikler sig og lærer

nyt gennem selve arbejdet. I dette afsnit vil vi forsøge at belyse hvorledes vi skal forstå

læring og udvikling i vores informanters arbejdsliv.

Under samtalerne med informanterne erfarede vi at læring og udvikling er aspekter ved

IT-freelance-arbejdet, der fylder særdeles meget i informanternes daglige arbejdsliv. I

deres fortællinger fremgår det, at læring og udvikling betragtes som ønskelige og positive

aspekter ved arbejdet, men det er ofte ydre forhold der sætter præmisserne for, hvorledes

den enkelte freelancers udvikling forløber.

4.1.3.1 Den “autodidakte IT-freelancer”

Som vi var inde på det i det indledende afsnit, betragter de fleste informanter det, som

mere eller mindre afhængigt af tilfældigheder, at deres arbejdslivsforløb førte dem frem

til at vælge arbejdet som freelancer. Tom siger:

Men det er fordi…., jeg startede sådan set heller ikke med det (Supporter/tekniker-funktionen). Det startede mere omkring undervisning. Altså firmaets grundidé var noget med noget undervisning indenfor IT. På sådan et forholdsvist lavt niveau, eller sådan noget med almindelige office-programmer og sådan noget, ikke? Noget undervisning og nogle kurser i det. Men nogle af de kunder jeg henvendte mig til, spurgte så om jeg ikke lige kunne samle nogle PC´ere osv. Det kunne jeg så ikke, men det lærte

96

jeg. Så meget af det jeg kan på den tekniske side, det har jeg lært undervejs. (Tom:2)

De fleste informanter opfatter således heller ikke deres uddannelsesmæssige baggrund

som noget der direkte relaterer til deres nuværende beskæftigelse, og udtrykker som

oftest at de har tilegnet sig de nødvendige færdigheder løbende. I det daglige arbejde er

der som sagt flere forhold der er indvirkende på informanternes læring og udvikling.

Disse vil vi komme nærmere ind på i det følgende.

4.1.3.2 IT-branchens betydning for freelancernes udvikling

Som vi nævnte det i problemformuleringen, hævder Metz og Westenholz at der gælder

det særegne forhold ved IT-branchen, at selve den implicerede teknologi spiller en

afgørende rolle. Som en følge af den høje hastighed hvormed branchen flytter sig,

grundet den teknologiske udvikling, må IT-freelancere forholde sig til det vilkår ved

deres arbejde, der betyder at deres uddannelse og kvalifikationer som regel har en relativt

kort levetid. Carsten fortæller om hvordan han oplever branchevilkårene med hensyn til

at følge med teknologiens udvikling:

(...)Men jeg skal i hvert fald være med, når det nyeste kommer indenfor de områder jeg beskæftiger mig med. (...) Og det skal jeg selvfølgelig hele tiden være klar på, og se hvad der kommer af nye ting, fordi det skal følge det ene og det andet. Man må også sige, kunderne de er mange gange også rimeligt fremme i skoene med at sige “Nu kan man det, og hvordan kan man, og ville man kunne sådan og sådan?”, ikke? Der kræver det at jeg ved om man kan “sådan og sådan” med det software der er til rådighed. Så der kan man sige, der er jeg nødt til at være med når det kommer frem. (Carsten:102)

Som noget gennemgående blandt informanterne gives der ikke udtryk for at de føler et

særligt pres i forbindelse med den specifikke branche de befinder sig i, i form af krav til

deres udvikling. Faktisk er det vores indtryk at disse freelancere i høj grad finder aspektet

ved deres arbejde, der omhandler den teknologiske udvikling, spændende og

fascinerende, og de har et stort ønske om at udvikle sig fagligt i deres arbejde. Der gives

udtryk for at informanterne anser den uddannelse de tilegner sig ved at læse tidsskrifter,

benytte sig af internettet og , for nogle, gennem deltagelse i kurser og lignende, som en

særskilt del af deres udvikling. Niels siger herom:

97

Altså målet er at jeg kun skal arbejde 25 % af tiden. Og så egentlig dygtiggøre mig resten af tiden. Men det er nok ikke realistisk. (...) Realistisk set, arbejder jeg, hvis man holder det op mod normal arbejdstid, så arbejder jeg vel hvad der svarer til et sted mellem 50 og 75 % af en normal arbejdstid. Og så resten bruger jeg til det andet, ikke? Jeg vil sige, noget af det virker som arbejde, men jeg ser det som uddannelse. Det kan godt være jeg løser en opgave. (Niels:54)

Informanterne har gennemgående et ønske om at vie særskilt tid i deres arbejdsliv til

denne form for udvikling, men de oplever ikke at de har muligheden for det, i det omfang

de gerne ville.

4.1.3.3 Økonomiens betydning for læring og udvikling

For de fleste informanters vedkommende, spiller økonomien en sådan rolle, at den i høj

grad er med til at sætte præmisserne for denne del af deres faglige udvikling. Som Niels

giver indtryk af i ovenstående citat, er han én af de informanter der i højere grad end de

fleste, kan tillade sig i et vist omfang at prioritere at sætte tid af, til det han betragter som

uddannelse, der ligger udenfor hans konkrete arbejdsopgaver. Men de flestes situation er

en anden, som Tom forklarer det i det følgende:

Når éns eneste ydelse er éns timer, som det er for mig, så er det vigtigt at man har så mange fakturerbare timer som muligt. Og det er simpelthen tid ude hos kunderne, eller hvis jeg sidder og laver nogle ting for dem herhjemme. (...) For det nytter ikke noget at man sidder herhjemme og uddanner sig, og er ude hos kunderne to timer om dagen, altså.(...) Så jeg vil sige, at i min situation, der er der ikke så meget tid til eller penge til rigtig uddannelse. Den får jeg simpelthen sådan efterhånden som jeg udfører det. (Tom:13)

Således bekræftes PLS Rambølls resultater der omhandler det aspekt, at atypisk

beskæftigede ikke deltager meget i formelle efteruddannelsesforløb, blandt vores

informanter. De fleste udtrykker et ønske om i højere grad at deltage i eksempelvis kurser

og konferencer, men fravælger det, overvejende, som det er fremgået, på grund af at

økonomien ikke strækker til det.

98

4.1.3.4 Opgaver og kunder sætter præmisser for læring og udvikling

I det ovenstående kommer det til udtryk på hvilken måde økonomien spiller en meget

direkte rolle i forbindelse med freelancernes faglige uddannelse. Men økonomien får også

relevant betydning på mere direkte måder for informanternes læring og udvikling. Som

det fremgik af vores indledende afsnit i en beskrivelse af hvilken type arbejde

informanterne udfører, er det for størstedelens vedkommende “alt muligt”. Dette bunder,

dels i et ønske om afvekslende opgaver, og dels i at markedsmekanismerne indenfor

branchen, forudsætter bredde i deres kompetencer. Således giver informanterne udtryk

for at der ikke ville være nok opgaver til dem, hvis de specialiserede sig indenfor ét eller

færre områder. Anders siger:

...vi satser også hele tiden på at få afveksling i hverdagen, ikke? Selvfølgelig kan man sige, at det har den bagdel at man mister lidt af noget kompetence på et område, fordi man ikke bliver 100 % specialist. Men ved at være 100 % specialist, så afskærer man sig også fra en utrolig stor målgruppe af kunder, fordi det så bare er en mindre del der kan bruge dit produkt, ikke? (Anders:72)

Informanterne er altså for størstedelens vedkommende nødt til at orientere sig bredt,

hvilket betyder at de ikke oplever at have tilstrækkelige ressourcer til også at have et

dybere kendskab til de fagområder de er i kontakt med. Ligeledes er det et kendetegn ved

informanterne at de bevidst går efter afveksling i opgaverne, for udfordringens og den

personlige udviklings skyld. Dette betyder at de oplever at den måde hvorpå de fagligt

udvikler sig, hovedsageligt sker i forbindelse med de konkrete opgaver de skal løse hos

kunderne. Sådan at forstå at opgavernes mangeartethed ofte betyder, at informanternes

faglige kunnen på et givet tidspunkt, ikke er nøjagtigt samsvarende med de opgaver de

bliver stillet overfor. Således må freelancerne ofte indhente de manglende færdigheder

forud for, eller under udførelsen, af en opgave.

4.1.3.5 Netværk - en forudsætning for udvikling

Alle informanterne tillægger betydningen, af at have forskellige former for netværk at

trække på, overordentlig stor betydning. Disse kan have mere eller mindre formel

karakter, og i sidstnævnte tilfælde, er der ofte tale om eksempelvis andre IT-freelancere,

gamle kollegaer osv, som informanterne kan indhente viden hos, når de står overfor en

99

opgave, de ikke umiddelbart selv har tilstrækkelig kunnen til at udføre. I andre tilfælde

vil netværk have en mere formel karakter. Niels beskriver en typisk situation hvor han

vurderer løsningen af en given opgave, og hvilken rolle hans netværk spiller i denne

sammenhæng:

...der er nogle gange hvor jeg siger “Nej! De her opgaver vil jeg ikke løse. Det kan jeg ikke løse, det er jeg ikke velegnet til. Find en anden til det.” Eller også siger jeg “Nå, men den opgave løser jeg:”, og så tager jeg fat i nogle af mine freelancere, af mit netværk. Og så arbejder de så i mit navn, og løser opgaven. (niels:54)

4.1.3.6 “If you can´t make it, fake it!”

Niels´ udtalelser i ovenstående citat er også et udtryk for en typisk situation

informanterne kommer i, idet de bliver stillet overfor en konkret opgave hos kunden. Det

er denne situation, hvor de må vurdere hvorvidt de er i stand til at løse en opgave med de

muligheder de har for selv at indhente viden, eller inddrage andre freelancere i

opgaveløsningen, indenfor en bestemt tidsperiode. Der finder de dem selv i en situation,

hvor de på den ene side selvfølgelig er interesseret i at få kunden og indtjeningen. På den

anden side er det vores klare indtryk, at det er overordentligt vigtigt for informanterne

ikke at tage imod en opgave, hvor det viser sig at de ikke kan overholde aftalen, og

kommer til at fremstå i et dårligt lys. Søren siger:

Jamen, det er så det der med de 75 %. Altså en god ven af mig, der er erhvervspsykolog, han har et ordsprog der siger “If you can´t make it, fake it!”. Så nogle gange må man sige, at de der 25 %, dem kan jeg ikke. Men nogle gange så har jeg taget fat på opgaven, og så har jeg lært de sidste 25 %, og så løste jeg det alligevel. Og så har jeg en kunde, nu, jeg fik indtjeningen, og jeg fik noget viden. Jeg turde tage det spring, ikke? (Søren:47)

Informanterne gør meget ud af vigtigheden af denne vurdering, idet de opfatter det som

meget væsentligt, at de i relationerne til deres kunder, fremstår som kompetente,

troværdige og pålidelige, idet de er afhængige af at kunderne har tillid til dem. Dette ser

vi som et forhold, hvor deres opfattelse af egen arbejdsidentitet kommer til udtryk.

Forventningsvis må denne opfattelse være sat under pres i en sådan situation, hvor den

enkelte må foretage en sådan vurdering. På den ene side oplever informanterne et ønske

om at udvikle sig gennem en given opgave og et behov for indtjening. På den anden side

er det altafgørende for dem ikke at komme til at strække sig for langt, og ende med ikke

100

at kunne løse opgaven på tilfredsstillende vis. Således er det en situation der er præget af

en vis usikkerhed, og ligeledes en situation, hvor der er risici forbundet med at indgå

aftale om løsningen af en opgave, de endnu ikke har tilstrækkelige kompetencer til at

løse.

Ifølge Sennett er det en del af den fleksible kapitalismes mekanismer, at individet tvinges

til at imødekomme krav der handler om at være uafhængig af rutiner, og procedurer, at

være omstillingsparat og at turde løbe risici. Dette sætter individet under pres og bringer

det i en tilstand af usikkerhed, hvor det er frataget muligheden for at opretholde en lineær

arbejdslivsfortælling. Hos Sennet er det fleksible arbejdsmarkeds krav til individet om

risikovillighed altså noget der bringer individet i en ekstrem usikker position, hvor der er

fare for, i sidste ende, at der sker en nedsmeltninmg af personligheden. Endnu en gang er

det ikke et billede der er samsvarende, med det der tegner sig af freelancerne i denne

undersøgelse. Tværtimod giver de indtryk af at dette element i deres arbejds-hverdag, der

ganske vist er præget af en vis usikkerhed og indebærer visse risici, er noget de forbinder

med noget positivt. I tråd med ovenstående citat af Søren, siger Heine:

Det giver en..., det giver nærmest et kick, dér hvor man, når der opstår nogle huller, og man siger “Jamen, vi skal bruge én der kan de og de ting!”. Og så bliver man nødt til at kaste sig ud i det. Så, jo, det kan jeg godt lide. (Heine:65)

I modsætning til det billede Sennett opstiller, får vi snarere den opfattelse at

informanterne oplever spænding og udfordring forbundet med kravene om

forandringsvillighed og uafhængighed af faste rammer. Denne opfattelse er i højere grad

at finde ud fra Baumans betragtninger omkring anskuelsen af arbejdsmarkedet som et

forbrugersamfund. Bauman er enig med Sennett i at det under forbrugersamfundets

mekanismer ikke længere er muligt at opretholde faste holdepunkter og stabile

livsfortællinger. Men dette er heller ikke målet for forbrugeren i det nutidige samfund.

Forbrugeren samler på oplevelser der er forbundet med forventningens spænding på vej

mod sit mål. Så snart målet er nået, mister forbrugeren interessen for målet, og bevæger

sig ud på nye rejser. I modsætning til den forståelse man får ved læsningen af Sennett, er

det i Baumans univers ikke målet for forbrugeren at opretholde en lineær livsfortælling.

Tværtimod må individet tilstræbe at holde alle muligheder åbne, for at kunne

101

imødekomme kravene om fleksibilitet på arbejdsmarkedet, og Bauman påpeger envidere,

at det derfor indebærer store personlige risici for individet kun at dedikere sig til ét

arbejde, eller en type arbejde.

Afslutningsvist kan man sige, at det er ganske givet at de fleste informanter føler sig sat

under et vis pres, i forhold til de arbejdsvilkår de er underlagt, og som handler om at de

hele tiden må uddanne og udvikle sig for at følge med udviklingen, og for at

imødekomme kunderne. Et pres de er nødt til at efterkomme, for at opretholde en

opfattelse af dem selv som kompetente i deres arbejdsliv. Karl giver et klart indtryk heraf

med følgende udsagn:

Der er altid den bekymring at tage som siger “Kan jeg klare det her? Er jeg god nok til at hjælpe denne her virksomhed med det? (...) Og den bekymring må jeg håndtere på en sådan måde, at jeg bliver ved med at uddanne mig. (Karl:25)

Informanterne tackler altså usikkerheden der er forbundet med deres varierende

arbejdsopgaver og den hastige udvikling, ved at uddanne sig. Dette betragtes som et

positivt element ved deres arbejdsliv, og uforudsigeligheden og foranderligheden i deres

arbejdshverdag opleves derfor som et mulighedsskabende rum, hvor der er plads til

udvikling. Dette er ligefrem forudsætningen for at informanterne oplever sig selv som

kompetente til deres arbejde, og skal derfor ses i tæt sammenhæng med deres opfattelse

af egen arbejdsidentitet. Med afsæt i ovenstående hovedafsnit vil vi nu bevæge os over til

at beskæftige os med et andet overordnet tema, der har vist sig at have en væsentlig

betydning i informanternes arbejdsliv.

4.1.4 Kontrol og indflydelse i eget arbejdsliv

Når vi talte med informanterne om hvordan de oplever deres arbejdsvilkår, var det, uden

undtagelse, oplevelsen, at det at de føler frihed i eget arbejdsliv, er af overordentlig stor

betydning for disse mennesker. Dette afspejledes i samtalerne omkring mange forskellige

temaer, og behovet for frihed kom til udtryk i forbindelse med flere forskellige

sammenhænge i informanternes arbejdsliv.

102

4.1.4.1 Frihed i modsætning til at være underlagt organisatoriske rammer

I informanternes beskrivelser af hvad de opfattede som positive sider ved deres

nuværende arbejdsliv, var det altså betydningen af frihed der kom til udtryk på forskellige

planer. Som vi var inde på det tidligere, da vi beskæftigede os med informanternes

overgang fra fastansættelse til freelance-arbejdet, var der flere af informanterne der gav

udtryk for at have haft en følelse af utilfredshed i arbejdslivet, ved at være en del af

organisationslivet. Her var der ligeledes flere der fortalte om, at en fyring, på grund af

uoverensstemmelser med chefen, havde været det afgørende vendepunkt for dem. Anders

fortæller om hvorfor han foretrækker at arbejde som selvstændig:

Eh...jeg har et problem med overordnede, kan man sige. Altså, jeg kalder en spade for en spade og en skovl for en skovl, og det skal man ikke altid gøre. Så jeg har det en gang imellem, med visse typer af ledere, svært. Altså, det er ikke lige mig sådan at have en chef....altså, jeg har faktisk været selvstændig lige siden. (Anders:75)

Hos andre informanter finder vi lignende udsagn om at de ikke kan holde ud at være i en

situation hvor andre bestemmer, eller har muligheden for at bestemme, over dem. For

Anders hænger arbejdet i en organisation også sammen med, at han mener det er

hindrende for hans arbejdsmæssige udfoldelser. Han siger lidt senere under interviewet:

Det er det der med faggrænser, og det må man, og det må man ikke og det der. De der skarpe skillelinjer…, at man ikke kan sige “Jamen jeg hjælper dig og du hjælper mig,og så løser vi det her problem på korteset mulig tid. Det er noget der irriterer mig grænseløst…, for det er spild af min tid, og der er spild af virksomhedens tid, rent ud sagt. Og når man, som jeg, er selvstændig, på denne her måde…, jamen så har jeg ifølge maskindirektivet også lov til at lave de her ting. Jeg må lave en komplet elinstallation. Og derfor kan jeg lide den arbejdsordning. For jeg kan være med i hele processen. (Anders:77)

Anders giver udtryk for at trives dårligt med bureaukratiets spilleregler, idet han oplever

at de begrænser ham i at udføre arbejdsopgaver på den bedst mulige måde. Flere af

informanterne forbinder også arbejdslivet i fastansættelse med det rutineprægede arbejde,

hvilket de oplever som kedeligt og uudholdeligt. Denne opfattelse af organisationers

virke, svarer til en mere traditionel måde at organisere arbejdet på, som vi beskrev det i

problemformuleringen. Karls oplevelser af de virksomheder han tidligere var fastansat i,

er dog af en lidt anderledes karakter:

103

Neej, det vil jeg gerne slippe for, ikke? At blive holdt for nar, ikke, på den måde. Man har jo ansat folk, dygtige folk, formentlig, i store virksomheder, og siger “nu skal vi lave noget personaleudvikling”. Og personaleudvikling ender altid med at medarbejderen sidder foran sin nærmeste chef og fortæller hvordan man gerne vil se det, ikke også?(…) En ting som jeg synes er skide godt også, i store virksomheder, det er, at man laver nogle budgetter meget omhyggeligt. Og så kan man se i løbet af året at det går ad helvede til med de budgetter. Så skynder man sig at lave nogle reorganiseringer i virksomheden, og så er det klart at budgetterne ikke kan holde, når vi laver om på virksomheden.(…) Det kan man jo ikke tage seriøst, ikke? (Karl:27)

Karl har ligeledes beskrevet forud for dette citat at han ikke befinder sig godt med

“hierarkiet og al dets væsen”, men som ovenstående citat afspejler, har han også oplevet

at være i berøring med, hvad man populært kan kalde moderne management-principper,

hvilket han sidestiller med at gøre grin med de ansatte. I problemformuleringen var vi

inde på, hvordan man kan beskrive og forstå nutidige organisationer under

forandringsdiskursen. Reorganiseringer og personaleudvikling er således træk ved den

fleksible organisation. Som vi også har været inde på, har vi flere steder fået bekræftet

vores opfattelse af, at der overordnet er en tendens til, at disse tidstypiske udtryk pr.

definition bliver betragtet som noget positivt. Denne antagelse skyder Sennett imidlertid

hul igennem. For det første hævder han, at fænomener indenfor den fleksible

organisations rammer, som reorganiseringer og personaleudvikling, ofte udelukkende er

virksomheders bestræbelser på at sende signaler til omverdenen i tidens ånd. Disse

signaler handler om forandring og fleksibilitet, og om, frem for alt, ikke at gøre business

as usual. Karl oplevede at være underlagt nogle organisatoriske principper, han ikke

fornemmede der var et reelt grundlag for. Han oplevede manglende respekt for hans

person, når han var tvunget til at deltage i personaleudviklingsmøder, der ifølge ham,

ikke engang blevet taget alvorligt fra ledelsens side. Disse havde nærmere en

eksistensberretigelse i en opfattelse af ”at sådan gør man i store moderne virksomheder”,

og altså i symbolværdien. Sennett hævder ligeledes at medarbejdere i dag ganske vist er

frisat fra de åbenlyse kontrolformer i de stærkt bureaukratiske systemer, men at disse blot

er erstattet med nye, men mere subtile, former for kontroludførelse i de fleksible

organisationer. Karl har således andetsteds givet udtryk for at han fandt det svært at

forene sig med organisationernes ensidige mål, at tjene penge. Derfor oplevede han det

104

som utilfredsstillende, når han blev udsat for mere indirekte pres og kontrolførelse, med

henblik på at opnå dette overordnede mål. Vi ser altså hos Karl, at hans oplevelser af de

store virksomheder, hvor han har været ansat, er meget samsvarende med Sennetts

kritiske betragtninger omkring de nutidige fleksible organisationer. Det er først og

fremmest friheden fra disse, der er incitamentet for Karl i forbindelse med hans arbejde

som freelancer.

4.1.4.2 Friheden i arbejdslivet - en forudsætning for det at føle sig kompetent

Hvad de to sidste citater, af henholdsvis Karl og Anders, også fortæller, er at oplever at

de indenfor organisatoriske rammer ikke kan finde mening i arbejdet. Derimod giver de

udtryk for, at de som selvstændige har mulighederne for at tilrettelægge arbejdet på en

sådan måde, at det giver dem en følelse af tilfredshed. For Anders´ vedkommende

handler dette om at løse opgaver på den, for ham, mest effektive måde, uafhængig af

procedurer og faggrænser. For Karl handler det overordnet om at føle at han, gennem sit

arbejde kan se, at han “gør gavn”, som han selv udtrykker det. Det kunne han ikke som

fastansat, hvor han oplevede at hans professionelle kompetencer blev overset, og at han

ikke trivedes i en kultur, hvis overordnede mål var, hvad han oplevede som en konstant

stræben efter at tjene flere penge. De fleste informanter har på en eller anden måde haft

en oplevelse af at passe dårligt ind i organisationslivet, og opfatter derfor sig selv som

“sådan en type” der ikke passer til fastansættelse i organisationer. Derfor er det af stor

betydning for dem, at de oplever at have friheden til at arbejde på deres egne præmisser,

hvilket giver dem en følelse af at være “herre i eget hus”. Denne følelse beskriver Søren i

det følgende:

Det er at det er spændende. Det at være freelancer det er ufatteligt spændende, at gå ud og skabe ting og være din egen lykkesmed. Du er 100 procent. Hvis du virkeligt har gjort det godt, så er der ingen andre end dig der får skulderklappet, vel? Jeg har i tidligere ansættelser ofte været, nu er jeg meget sådan, visuel og propfuld med gode idéer og meget kreativ. Mange gange når du kom i en virksomhed…, hvis du ikke er højt nok oppe i hierarkiet i virksomheden, så får du ikke det skulderklap for det du laver. Så bliver du en del af massen. Det er ikke fordi man ikke godt kan være et team. Det kan man sagtens, men det er den der glæde ved at man selv har gennemført noget, og det lykkes. Lige som hvis man laver en aftensret og det er vellykket, og det smager godt, ikke? Så det med selv at kunne lave noget. (Søren:41)

105

Igen afspejler Sørens udsagn behovet for anerkendelse og for at føle sig kompetent i

arbejdslivet, hvilket han ikke oplevede at have mulighed for at opnå som fastansat.

Freelance-vilkårene skaber derimod et råderum for Søren, hvor han oplever at han kan

udrette og udfolde sig arbejdsmæssigt. Vi har dog det indtryk at freelance-vilkårene også

får en mere overordnet betydning for informanternes selvfølelse, end i den konkrete

arbejdssituation. Sennett taler om at de krav der stilles til individet på det fleksible

arbejdsmarked , frarøver det tiden til erfaringsdannelse. Derfor bliver det ude af stand til

at opretholde en lineær livsfortælling der giver mening, og i sidste instans er der fare for

at personligheden nedbrydes. I Sørens arbejdsliv betyder freelance-vilkårene at han har

mulighederne for at “skabe ting”, og være “sin egen lykkes smed”, hvilket vi opfatter

som en måde at udtrykke en mere overordnet følelse af at være medskaber af eget liv.

Dette giver Søren en følelse af “højere formål” med arbejdet, og vi genfinder denne måde

at finde mening med arbejdet hos de fleste informanter. Jævnfør vores tidligere reference

til Baumans betragtninger omkring forbrugeren, så er det således slet ikke ønskeligt for

freelancerne at opretholde en lineær og stabil livsfortælling. Derimod finder de mening i

at betragte deres arbejdsliv som formbart, at holde mulighederne åbne og ikke føle sig

fastlåst og underlagt andre. Herved oplever de at have friheden til løbende at indrette

deres konkrete arbejdsliv på en sådan måde, at de føler sig kompetente, både i

arbejdssituationen, men også på et mere overordnet plan i deres liv. Således kan man

betragte IT-freelancernes arbejdsidentitet ud fra den anskuelse, at det ikke så meget er

deres specifikke arbejde, de identificerer sig med. Der er snarere tale om at deres

arbejdsidentitet er forankret i en identificering med rollen som “herre i eget hus”, og dette

er vel at mærke en selvopfattelse der udspringer af deres arbejdsvilkår.

Ud fra de betragtninger vi har præsenteret i det ovenstående afsnit, kunne man måske få

en opfattelse af IT-freelancerne i denne undersøgelse som svarende til “de legende

helte”, vi nævner i problemformuleringen. Her udtrykte vi en vis skepsis overfor denne

opfattelse, der indebærer et syn på IT-freelancerne som bevægende sig legende og

uhindret igennem stadig nye arbejdssituationer, og gennem tilværelsen generelt. Et langt

stykke henad vejen oplever vores informanter gennemgående stor tilfredsstillelse gennem

106

deres deres arbejde, i kraft af deres oplevelser af at udvikle sig, fagligt, såvel som

personligt, og ved at føle at de har en høj grad af frihed i deres arbejdsliv. Dette betyder

dog ikke at informanterne er at betragte som fuldstændige “frie fugle”. Der er visse

strukturelle forhold, der indvirker på informanterne på en sådan måde, at de også oplever

et relativt stort pres i deres arbejdsliv, hvilket vi vil komme ind på i det følgende.

4.1.5 Økonomiens overordnede betydning i informanternes arbejdsliv - “

Regningerne kommer altid, det er det eneste sikre…”

Vi var tidligere inde på hvorledes økonomien er medvirkende til at sætte dagsordenen for

informanternes læring og udvikling. Ser man mere overordnet på hvorledes freelancerne

oplever deres samlede arbejdsvilkår, genfinder vi billedet af at økonomien spiller en

tungtvejende rolle i deres arbejdsliv. Carsten giver i det følgende citat udtryk for

hvorledes han oplever at et pres i hans arbejdsliv:

(…)regningerne kommer altid, det er det eneste sikre, de kommer hver måned. Der er et økonomisk pres, ikke? Og det hænger også igen sammen med at du skal ud og finde nogle kunder, du skal ud og finde noget arbejde, ikke? Du skal også lave det ordentligt, for hvis ikke du laver det ordentligt og bruger oceaner af tid, så kan du ikke fakturere det, dvs. så er der heller ingen penge. (Carsten:94)

Alle informanterne gør opmærksom ved de særlige forhold ved at være selvstændig, der

gør at de er ekstra sårbare på økonomien, hvor om Tom siger:

Og omvendt når der ikke er penge nok, så gør det ondt i maven fordi der er ikke noget sikkerhedsnet overhovedet. Altså du får ikke nogle social ydelser overhovedet før du lukker dit firma hvis det kommer dertil. Så økonomien er meget vigtig når man er kun enkeltmandsvirksomhed. Det er det selvfølgelig også for andre men her er det min egen privatøkonomi der er lig med firmaets økonomi. (Tom:5)

Dette pres, der er økonomisk betinget, er at genfinde hos alle informanterne, og man får

det indtryk at det er meget relateret til en følelse af at være alene om et ansvar, samtidig

med at der er andre der afhænger af dem. Således fortæller de fleste, i forbindelse med

den økonomiske usikkerheds betydning for dem, at presset de føler handler om at de har

familie at tage sig af. Nævneværdigt er det derfor også, at den eneste der ikke virker

syndeligt påvirket af de usikre økonomiske betingelser, er Anders, som også er den af de

107

to af informanterne der ikke har familie. Det er som sagt gennemgående at informanterne

giver udtryk for at opleve en vis usikkerhed i deres arbejdsliv, hvilket også gør at de føler

sig sat under et vis pres. Men det var vores oplevelse i interviewsituationerne, at flere af

informanterne underspiller betydningen af dette pres i deres arbejdsliv, ved ekempelvis at

slå det hen med at have lært at “have is i maven”. Under interviewene oplevede vi nogle

gange, at der, i informanternes fortællinger, på et senere tidspunkt kunne indgå

oplysninger, der gjorde at vi må være lidt skeptiske overfor den relativt lille betydning, de

tillægger det pres de dog erkender at være udsat for. Således betragter Carsten, den

mængde af tid han er tvunget til at lægge i hans arbejdet, som den direkte årsag til at han

netop er gået fra hans partner gennem længere tid. Han fortæller også at han ikke har

holdt en dags ferie i fire år. Tom beskriver i det følgende hvorledes de negative aspekter

ved arbejdet påvirker ham i hans hverdag:

Ehm…når jeg har travlt så kan jeg ikke sove om natten…jo det kan jeg godt men jeg vågner tidligt. Så vågner jeg klokken tre eller fire eller fem. Og så begynder jeg at tænke på arbejde og så kan man ligeså godt stå op. Og så tager jeg på arbejde. (…)Jeg har frygtelig svært ved at ligesom få det koblet af. Det er sådan først henover søndagen at jeg begynder og ikke tænke på arbejdet(Tom:18)

Presset, som samtlige informanter giver udtryk for at være underlagt, har altså temmelig

drastiske konsekvenser for visse af dem. Tilsyneladende tillægger de alligevel ikke det

pres nogen overvejende betydning, idet de giver udtryk for, på forskellig vis, at have lært

at leve med. Derimod er informanterne overvejende meget bevidste om de aspekter ved

deres arbejdsliv, som de opfatter som positive, og disse er af så stor en betydning, at

usikkerheden, deres arbejdsvilkår medfører, betragtes som den pris de så må betale.

Informanterne udtrykker dog et klart ønske om på sigt at opnå en højere grad af

økonomisk sikkerhed, og flere giver da også udtryk for, at de ikke er sikre på at de kan

holde til at være underlagt dette pres på sigt. Men på spørgsmålet om hvorvidt

informanterne har overvejet at søge fastansættelse igen, svarer de alle, med undtagelse i

en enkelt, i tråd med dette udsagn af Carsten: “Ikke hvis jeg kan slippe. “Nej, så vil jeg

hellere tage det sure med det søde. Allerede i de her to et halvt år, der er man blevet for

vant til det her. Det ville jeg altså ikke, nej, fandme nej!” (Carsten:17)

108

Afslutningsvist vil vi endnu en gang inddrage nogle teoretiske betragtninger. Indtrykket

af vores informanter, er ikke samsvarende med det billede Sennett tegner af individet

under den fleksible kapitalisme. Informanternes arbejdsvilkår er genkendelige i forhold

til de karakteristika Sennett beskriver ved det fleksible arbejdsmarked, og vi finder også,

ud fra vores informanters fortællinger, at de oplever at være sat under pres på forskellige

måder. Men der er ikke tale om at de er frustrerede i deres arbejdsliv, fordi det ikke er

dem muligt at opretholde en stabil livsfortælling, idet de må imødekomme krav om

forandringsdygtighed og risikovillighed. Tværtimod oplever de arbejdvilkårene som

frisættende og mulighedsskabende, hvilket er fordrende for deres opfattelse af dem selv

som kompetente i arbejdslivet, og på et mere overordnet plan i deres liv. I

problemformuleringen gav vi, med et afsæt i teoretiske betragtninger af henholdsvis

Sennett og Giddens, udtryk for, at vi mener det nuværende samfund er præget af, hvad vi

har valgt at kalde en dobbelthed. Giddens bidrager til udgørelsen af denne dobbelthed

med hans betragtninger omkring individets muligheder for, via den refleksive praksis, at

forme eget liv og identitet, og håndtere det foranderlige og flydende ved det nuværende

samfunds karakter. Derimod stiller Sennett skarpt på de negative konsekvenser den

fleksible kapitalisme har for individet, i form af den usikre position det sættes i, og det

pres det sættes under. Denne dobbelthed mener vi at vores informanters fortællinger

vidner om, at de oplever i deres arbejdsliv. Derfor er det endnu en gang relevant at knytte

en kommentar til Bauman, idet vi mener at hans begreb om det nutidige samfunds

ambivalens, indfanger denne nævnte dobbelthed. I Baumans forbrugersamfund findes

der nemlig to typer af forbrugere, turisten og vagabonden. Turisten er den vellykkede

forbruger, for hvem det er forundt at rejse og opleve. Derimod er vagabonden den

mislykkede forbruger, der ikke har muligheden for at deltage i forbrugersamfundets

glæder. Derimod bliver han hægtet af forbrugersamfundets møllehjul, og heraf taler

Bauman om glocalisering. Disse to forbrugertyper repræsenterer ambivalensen i

samfundet, men skal også forstås således at de fleste individer bevæger sig et sted mellem

at være turister og vagabonder. På denne måde er Baumans betragtninger herom

tilsvarende at finde i vores informanters arbejdsliv.

109

4.2 Anden del I det ovenstående har vi søgt at belyse, nogle af de arbejdsvilkår som informanterne er

underlagt i deres arbejdsliv, og hvordan de oplever disse. Fremover i analysen, vil vi

nærmere belyse, hvorledes IT-freelancerne oplever at skulle forholde sig til de skiftende

sociale arbejdssammenhænge. I denne forbindelse vil vi i forsøge at gå i dybden med IT-

freelancernes oplevelser af at fungere som eksterne relationer – det at hele tiden befinde

sig i periferien af de forskellige arbejdsfællesskaber de kommer i kontakt med gennem

deres arbejde. Vi tager desuden sigte på at belyse, hvad deres perifere deltagelse

indebærer for den måde de ser sig selv som værende kompetente. Her vil det centrale

omdrejningspunkt for analysen altså være de skiftende arbejdsrelationers betydning for,

hvad det vil sige at udvikle en arbejdsidentitet som perifer deltager i en

arbejdssammenhæng. I denne sammenhæng vil der så blive fokuseret nærmere på den

relationelle proces hvori arbejdsidentiteten forhandles.

4.2.1 At forholde sig til skiftende arbejdssammenhænge

Vi vil altså nu hovedsageligt koncentrere os om, den måde som IT-freelancerne oplever

det at skulle forholde sig til de skiftende krav og forventninger som følger af de

midlertidige arbejdsvilkår, og her i særdeleshed midlertidigheden i de sociale

arbejdssammenhænge.

Som det også fremgår af den første analysedel, oplever de aller fleste af informanterne,

det at forholde sig til de skiftende arbejdssammenhænge og de dertilhørende ofte

skiftende krav og forventninger, som værende overvejende positivt. Hvad angår den

midlertidighed som knytter sig til det rent opgavemæssige, så bliver det gennemgående

fremhævet som et motiverende og afvekslende element, snarere end et grundlag for

frustration og utilstrækkelighed. Ligeledes udtrykker IT-freelancerne gennemgående, at

de oplever det at følge med den hurtige IT-udvikling, som overvejende positivt og

udfordrende. Når det så her drejer sig om de skiftende sociale relationer, som IT-

freelancerne må forholde sig til, som et grundvilkår ved deres arbejde, er det også de

positive erfaringer og indstillinger der kommer til udtryk. Faktisk bliver de skiftende

110

sociale relationer, for de fleste, noget der bidrager til den afveksling de søger i deres

arbejde;

Jeg har jo nok mødt et bredt udsnit af den danske befolkning på den måde. Og det er jo sådan set spændende for du møde jo alt fra den lille håndværksmester der i sin tid er blevet svend […]. Og så kan jeg møde den der er gået 10 års skolegang, gymnasium, højere uddannelse og efteruddannelse på efteruddannelse. Altså du møder hele spekteret. […] Du møder alle typer faktisk. Og det er da jo afvekslende. (Anders, 80)

Selve det at hele tiden skulle forholde sig til og indgå i nye sociale relationer, bliver

imidlertid ikke betragtet som uproblematisk af samtlige syv informanter. I et enkelt

tilfælde bliver netop dette forhold faktisk fremhævet som den mest centrale begrundelse

for at vedkommende ønsker at vende tilbage til tilværelsen som fastansat i en

virksomhed.

Man kan godt mærke det når man skal starte et nyt sted, ikke. […] når man starter et helt nyt sted så man ikke kender dem i forvejen, så er det alligevel med en vis spænding man starter, ikke. Man kan godt mærke adrenalinen i kroppen. Det kan man godt. […] Ja, altså som sagt, jeg kunne godt tænke mig at få en fastansættelse, det kunne jeg godt. Nu har man prøvet rigeligt af det. Netop det der med at skulle starte et nyt sted hver gang, det kan godt være belastende, det kan det godt. Det der med ”hvad for en type af mennesker jeg møder nu?”. Og, ”skal jeg nu prøve det igen?”. (Heine, 63)

Ovenstående udtalelse skal ses i sammenhæng med, at informanten gennemgående lader

det skinne kraftigt igennem hvor meget han savner en større tryghed og stabilitet i sine

sociale arbejdsmæssige relationer. Vi finder det derfor nærliggende at tolke udtalelsen

som et udtryk for den situationsbelastning, som Sennett ser som en konsekvens af, at det

kortsigtede perspektiv præger de arbejdssammenhænge man indgår i. Heines udtalelse,

hvor han tilkendegiver at han nu er på udkik efter en fastansættelse, er, efter vores

opfattelse, et tydelig udtryk for en søgen efter højere grad af stabilitet i de sociale

relationer gennem arbejdet. Vi anser imidlertid ikke denne søgen efter stabilitet for at

være et udtryk for den form for belastning, som Sennett argumenterer for er knyttet til det

at hele tiden skulle udskifte sit kompetencegrundlag, i forbindelse med de nye

arbejdssammenhænge. Der er jo ikke tale om, at Heine som sådan løbende bliver nødt til

at skifte arbejde, og derfor bliver nødt til at starte forfra med at opbygge et nyt

kompetencegrundlag. Nye sociale arbejdssammenhænge indebærer også, at der stilles

111

nye krav og forventninger til IT-freelancerne, men baggrunden for at vi i denne

forbindelse opfatter de skiftende arbejdssammenhænge som et problem er ved, at det

stiller krav om hele tiden at skulle starte forfra, med hensyn til at overbevise nye

arbejdsrelationer om værdien af ens kompetencegrundlag – om at man er kompetent.

Med udgangspunkt i Sennetts perspektiv, kan det at hele tiden skulle indgå i nye sociale

arbejdssammenhænge, altså opleves som stadige opbrud i ens livsfortælling, hvilket kan

betragtes som problematisk med henblik på ens arbejdsidentitet. Den måde som disse

opbrud kan bidrage til en manglende evne til at opretholde en stabil selvfortælling, vil

nemlig kunne gøre det vanskeligt at se sig selv som værende kompetent, idet der hele

tiden vil blive stillet spørgsmålstegn ved ens kompetencer. Dermed vil man som

freelancer være nødt til løbende at tage ens kompetencer op til revurdering. Det behov for

stabilitet som Heine udtrykker, er afhængig af forholdsvis stærke sociale bånd, også i

arbejdssammenhænge. Men i følge Sennett, er udviklingen af tillid og gensidig

forpligtelse i de sociale relationer noget der udvikler sig over tid, og midlertidigheden og

det kortsigtede perspektiv umuliggør til en vis grad derfor udviklingen af denne type

sociale bånd.

Den form for situationsbelastning, som Heine giver udtryk for, er ligeledes interessant at

anskue med udgangspunkt i Wengers perspektiv. Her betragtes det at træde ind i et nyt

arbejds- eller praksisfællesskab, ikke blot som en isoleret form for læring, men faktisk

som en central begivenhed der bidrager til udviklingen af ens arbejdsidentitet, eller til at

udvikle os til at blive en bestemt person. Men ikke desto mindre skal det netop også

forstås som en læringsproces. Når man så som IT-freelancer løbende skal forholde sig til

skiftende arbejdssammenhænge, indebærer det også at man er i stand til at acceptere og

forsone de skiftende og forskellige forventninger og krav der stilles i de enkelte

sammenhænge. Dette betegner Wenger netop som den vigtigste udfordring for dem, der

befinder sig i den læreproces det er at bevæge sig fra et praksisfællesskab til et andet. Når

arbejdsrelationerne skifter, skal man blandt andet lære at aflæse nye kunder eller

samarbejdspartneres reaktioner. I mange tilfælde er det ligeledes vigtigt, at man er i stand

til at gennemskue relationerne mellem medarbejdere og afdelinger i

kundevirksomhederne. Løbende er det også nødvendigt at foretage prioriteringer og

112

vurderinger af egen arbejdsindsats. Når arbejdssammenhængene skifter så hyppigt som

de gør blandt IT-freelancerne, er der med andre ord tale om at de befinder sig i en

vedvarende og meget intens læringsproces. En læringsproces som kan være belastende at

befinde sig i over tid, fordi den kan gøre det svært at se sig selv som værende kompetent i

de forskellige arbejdssammenhænge.

4.2.1.1 Mægleren

Som vi har berørt tidligere, fremgår det alligevel af undersøgelsen, at langt de fleste af

informanterne umiddelbart giver udtryk for, at de overvejende trives med at arbejde i

denne type skiftende arbejdssammenhænge. I denne forbindelse mener vi derfor at det

nærliggende at diskutere, hvorvidt vore informanter i virkeligheden svarer til en type

mennesker, som i udpræget grad nyder at indgå denne form for skiftende og midlertidige

arbejdssammenhænge. Den følgende udtalelse, illustrerer godt den måde som de fleste af

informanterne oplever de skiftende arbejdssammenhænge, der følger med deres rolle som

IT-freelancer:

Jamen det er jo en fornøjelse. Det kommer selvfølgelig an på ens temperament altså […] jeg ved ikke om det hænger sammen med denne her iværksætter lyst eller trang […] Altså jeg tror det ligger lidt i kortene at det kan jeg ligesom lide. Jeg synes jo det er vidunderligt at have så mange forskellige opgaver for så mange forskellige kunder. Jeg kan faktisk løbe lidt sur i det, når det er sådan at jeg skal lave mange ting for én kunde. At de kalder mig ind en hel uge hvor jeg skal sidde og lave et eller andet. Det er sådan at jeg glæder mig til at få det overstået, frem for at glæde mig over at jeg tjener en masse penge ved det…så synes jeg at ”Nej, nu må vi videre til det næste!”. (Tom, 9)

Det er nærliggende at forestille sig, at Toms udtalelse er et udtryk for at han

repræsenterer en type individer, som netop trives med hele tiden at skabe forbindelser, og

som foretrækker at befinde sig i grænserne mellem praksisfællesskaberne, frem for at

bevæge sig ind mod kernen af et enkelt arbejdsfællesskab. Wenger betegner disse

individer som ”mæglere”, hvilket refererer til, at nogen mennesker er dygtigere til at begå

sig i denne form for skiftende arbejdssammenhænge, og i højere grad end andre søger

det. Det er her tale om mennesker som, i udbredt grad, er i stand til at forsone, oversætte

og koordinere de forskellige perspektiver de kommer i kontakt gennem forskellige

113

arbejdssammenhænge. Det er ligeledes nærliggende at forestille sig at vi har med en

gruppe mennesker at gøre, som minder om dem som Sennett betegner som vindere eller

”sejrherrerne” på det fleksible arbejdsmarked. IT-freelancerne udmærker sig nemlig

netop ved, at de trives og vokser i forhold som præges af opbrud og forandring, og hvor

de har mulighed for at arbejde på mange fronter samtidig. I så tilfælde, har vi med

mennesker at gøre som besidder så stor en selvtillid, at de er i stand til at acceptere den

fragmentering i arbejdsrelationerne, som omgiver dem i deres arbejde.

Bauman opbygger en karakteristik omkring de såkaldte ”turister” i det postmoderne

forbrugersamfund, som også bliver interessant i denne sammenhæng. Igen fæster vi os i

særdeleshed ved beskrivelsen af den postmoderne forbruger, som en der konstant søger

efter og samler på oplevelser. Denne karakteristik må i høj grad siges at genspejle den

måde, som den overvejende del af informanterne søger en afveksling i deres

arbejdsrelationer. Toms udsagn kan, efter vores opfattelse, tydelig betragtes som et

udtryk for den forbrugermentalitet, som Bauman mener karakteriserer de mest vellykkede

forbrugere i det postmoderne samfund. Den søgen efter det oplevelsesmæssigt

tilfredsstillende, som Tom beskriver genspejler i høj grad den måde, som de vellykkede

forbrugere altid er på farten efter nye attraktioner, som de keder sig over så snart de er

opnået. For de fleste af vore IT-freelancere tegner det sig et billede af, at det er selve

”rejsen” i en tilstand af forventningens glæde, som er interessant for dem, mere end

glæden ved at nå et langsigtet mål. Med udgangspunkt i både Sennetts og Baumans

perspektiver, er der her tale om et mønster som umuliggør enhver form for faste

holdepunkter og stabile livsfortællinger. De involverede teoretikere bidrager imidlertid

med forskellige perspektiver på, hvilken betydning dette mønster har for informanternes

arbejdsidentitet. Vi kan blandt andet, udfra et postmoderne perspektiv, argumentere for at

identitetsdannelse i dag er funderet i nogle helt nye vilkår, og at den overvejende del af

vores informanter er blandt dem som befinder sig forholdsvis uproblematisk og

bekymringsløst under disse forhold. Samtidig er det, med udgangspunkt i Wenger

perspektiv, ligeledes relevant at stille spørgsmålet om, hvilken betydning denne mangel

på stabile holdepunkter i ens arbejdsliv, betyder for den måde som man opfatter sig selv

gennem sit arbejde. Dette spørgsmål vil vi søge at berøre fremover.

114

4.2.2 At være ”den eksterne”

Som vi har belyst i de foregående afsnit, er midlertidigheden og de skiftende

arbejdssammenhænge, som i udbredt grad karakteriserer vore informanters arbejdsvilkår i

IT-freelancerbranchen. Dette er arbejdsvilkår, som følger af det forhold, at IT-

freelancerne optræder som eksterne medarbejdere i kundevirksomhederne, og at deres

arbejdsopgaver er afgrænsede både omfangsmæssigt og tidsmæssigt. Fremover vil vi

belyse nærmere den måde som vi mener, at denne rolle som ekstern medarbejder, kan

have betydning for IT-freelancernes opfattelse af dem selv som værende kompetente,

eller for udviklingen af deres arbejdsidentitet.

Til trods for at de fleste af IT-freelancerne tilkendegiver, at de overordnet trives godt med

at arbejde i de skiftende arbejdssammenhænge, er det ikke altid komfortabelt at fungere

som den eksterne medarbejder, og hele tiden bevæge sig i grænserne mellem forskellige

arbejdsfællesskaber. Samtidig med at informanterne giver udtryk for at disse

arbejdsvilkår, på flere områder er befriende, så tegner det sig alligevel et billede af, at

nogle af dem mærker et afsavn i forhold til de sociale fordele der ofte er ved at tilhøre et

fællesskab på en arbejdsplads. Dette drejer sig blandt andet om den manglende støtte og

opbakning arbejdet fra ens omgivelser, som IT-freelancerne oplever, men også det rent

sociale samvær og den tilhørighed dette giver. Tom udtrykker den manglende tilhørighed

som ekstern medarbejder på denne måde:

[…] altså når de drikker sig en fredagsøl så tager de også mig med. Men man er altid sådan en eksterne konsulent. Så det giver mig da lidt, og da selvfølgelig hvis det strækker sig over nogle dage, så giver det mig lidt at sidde en hel dag sammen med dem. Og mærke det samvær som er der. […] Altså man mærker den [rollen som ekstern] jo i virkeligheden mest når det bliver sagt ”jamen det var så det. Tak for nu”. Altså så er man jo altid den første folk skiller sig af med kan man jo sige. Så man mærker det primært når opgaven er forbi, ikke? For så ryger man selvfølgelig ud. (Tom, 7-8)

For nogle af IT-freelancerne, bliver det sociale fællesskab altså noget de savner i deres

arbejde, mens andre snarere sætter pris på at så vidt mulig holde arbejde og det social

115

adskilt. Ikke desto mindre, er IT-freelancernes manglende oplevelse af sociale tilhørighed

til et arbejdsfællesskab, med til at understrege deres rolle som ”den eksterne”.

Med henblik på at belyse yderligere, hvilke forhold det er, som får karakteriserer IT-

freelancernes rolle som eksterne, og som man have betydning for deres opfattelse af dem

selv som kompetente, finder vi det relevant at tage udgangspunkt i de tre dimensioner,

som Wenger betragter som afgørende for defineringen af identiteten i relation til et

arbejdsfællesskab. De tre dimensioner, gensidigt engagement, fælles projekt og fælles

repertoire, skal i virkeligheden forstås som en form for kompetencer, der er med til at

markere, hvornår man er i færd med at komme i kontakt med nye arbejdsfællesskaber.

Arbejdsfællesskabets grænser kommer altså til udtryk ved, at man mangler kompetencer

på de forskellige områder, hvormed man ikke helt ved hvordan man skal begå sig eller

interagere med de andre i arbejdsfællesskabet. På denne måde er de tre dimensioner

ligeledes med til at markere, hvad det vil sige at være ekstern, eller perifer deltager i

arbejdsfællesskabet.

Vi berørte tidligere den måde som IT-freelancerne betragter dem selv som eksterne

medarbejdere. Det er ingen tvivl om, at vores informantgruppe omfatter et bredt spekter

af IT-freelancere, og derfor indgår i deres kundevirksomheder på meget forskellige

måder. Informanterne kommer ind i virksomhederne, som alt fra længerevarende

projektledere til en-times-problemløsere. Men fælles for IT-freelancerne er alligevel, at

de ikke har som intention at blive et fuldt og helt medlem af et arbejdsfællesskab. Dette

får for det første betydning for den måde de er villige til at deltage i det gensidige

engagement i arbejdsfællesskabet. Med andre ord, får det en betydning for i hvilken grad

IT-freelancerne mener at de er omfattet af og føler sig forpligtet til at leve op til

forventningerne til hvordan man interagerer med andre mennesker i et bestemt

arbejdsfællesskab. Karls oplevelser som ekstern projektleder fremstår her som et

interessant eksempel, idet han netop bevidst forsøger at bevare en distance til de

arbejdsfællesskaber han indgår i. For ham er det et spørgsmål om at holde rene linier i

forhold til det forretningsmæssige, og på den måde sørge for, at han er i stand til at træffe

de rigtige faglige beslutninger. Hermed er han samtidig også opmærksom på at han som

116

”den udenforstående projektleder” ikke kan gå ind til medarbejderne og afstikke ordre, på

samme måde som hvis han var fastansat. Der er her tale om en form for begrænsning i det

gensidige engagement, og Karl er derfor afhængig af finde andre metoder til at motivere

de medarbejdere han har med at gøre.

Et andet centralt element i relation til, hvorvidt man betragtes som en ekstern eller perifer

medarbejder, handler om i hvilken grad man har ansvar for et fælles projekt. I forhold til

IT-freelancerne, er opgavens karakter her af afgørende betydning. Eksempelvis har det

betydning for den måde man involverer sig, hvorvidt man, som Karl, har ansvar for et

større og længerevarende projekt, hvor han arbejder sammen med mange ansatte, eller

om der i stedet er tale om korte og helt afgrænsede problemløsningsopgaver, som

eksempelvis præger supporternes arbejde. I sidstnævnte tilfælde foregår arbejdet i

kundevirksomheden ofte forholdsvis isoleret og uafhængigt af de øvrige ansatte. Hermed,

har det nødvendigvis en betydning hvilken type IT-freelancer man repræsenterer, for i

hvilken grad man føles et ansvar for et fælles projekt, og den måde som man involverer

sig og bliver en del af arbejdsfællesskabet.

Endelig har det en afgørende betydning, for den måde man definerer sig selv i forhold til

et arbejdsfællesskab, i hvilken udtrækning man er bekendt med fællesskabets historie og

begivenheder, og kan gøre brug af disse i arbejdssammenhænge. Igen er dette noget som

altid vil være afhængig af hvilket opgave- og tidsmæssigt perspektiv tilknytningen til

arbejdsfællesskabet har. Og i forhold til IT-freelancerne, er det fælles repertoire et

område, som i vid udtrækning er med til at definere vore informanter som perifere

deltagere, i relation til de forskellige arbejdsfællesskaber. En af informanterne udtrykker

et eksempel på det manglende kendskab på denne måde:

Det er utrolig svært at forholde sig til en konflikt for eksempel i en organisation når man ikke er ansat i den. […] fordi meget ofte så er det noget internt i organisationen der giver sig til udtryk i denne her konflikt. Altså nogle interne ting som jeg ikke kender til. (Anders, 102)

Det er ingen tvivl om, at det at fungere som perifer deltager i relation til et

arbejdsfællesskab, i mange tilfælde kan være frustrerende. For IT-freelancerne drejer det

117

sig i høj grad om at finde en måde at håndtere den svære balancegang det kan være, at

værken være ”inde” eller ”ude”. Men med udgangspunkt i Wenger, er det vigtigt være

opmærksom på, at denne form for markering af, at man ikke rigtig tilhører et givet

arbejdsfællesskab, også er med til at forme vores arbejdsidentitet, hvilket vi vil vende

tilbage til senere i analysen. Først vil vi diskutere nærmere, hvilke problemer rollen som

ekstern medarbejder kan få i forhold til udviklingen af IT-freelancernes arbejdsidentitet.

4.2.3 Hvad betyder den manglende tilgang til kernen?

Som vi har været inde på i det foregående, så skal IT-freelancernes perifere positioner i

forhold til de forskellige arbejdsfællesskaber de kommer i kontakt med, ikke

nødvendigvis forstås negativt, idet der ikke er tale om at de søger det fulde medlemskab i

arbejdsfællesskaberne som følger med en fastansættelse. Spørgsmålet bliver hvad det

indebærer for informanterne, at hele tiden skulle bevæge sig i periferien af de forskellige

arbejdsfællesskaber? Det er ingen tvivl om, at det for IT-freelancerne kan opleves som en

svær balancegang, at konstant befinde sig i er perifer position. De forsøger at finde en

måde at undgå de to modsatrettede tendenser, som Wenger anser som betegnende for den

perifere deltagelse. På den ene side, er det hverken ønskværdigt eller hensigtsmæssigt for

IT-freelancerne, at blive trukket ind som fuldbyrdede medlemmer af et arbejdsfællesskab,

og på den anden side, er det også vigtigt for dem, at de ikke bliver afvist som indtrængere

i arbejdsfællesskabet. Det drejer sig om at finde en balance mellem det, at holde en

tilstrækkelig distance med hensyn til at kunne bidrage med nye perspektiver og med

hensyn til at kunne træffe de rigtige faglig beslutninger, og det at etablere et tilstrækkeligt

nært forhold således at man bliver lyttet til og taget alvorlig. Men selvom denne

balancegang som perifer medarbejder kan være udfordring nok i sig selv, indebærer den

samtidig, at IT-freelancerne ikke har den samme adgang til arbejdsfællesskabets kerne

som de fastansatte. Fremover vil vi belyse, hvilke udfordringer, denne manglende adgang

til arbejdsfællesskabernes kerne, kan betyde i relation til at opfatte sig selv som værende

kompetent.

118

4.2.3.1 ”Gør jeg det godt nok?”

Den måde man som IT-freelancer hele tiden befinder sig i en perifer position, som ”den

eksterne”, medfører nødvendigvis altså, at de har begrænset adgang til

arbejdsfællesskabets kerne. Det er her meget nærliggende at forestille sig, at dette

arbejdsvilkår påvirker informanternes oplevelse af at være kompetente, fordi det bliver

svært for dem i grænselandet at få tilgang til arbejdsfællesskabets forståelse af, hvad det

vil sige at være kompetent. Ifølge Wenger bliver dette kompetenceregime bliver nemlig

forhandlet i arbejdsfællesskabets kerne.

[…] i den funktion jeg får, der vil jeg altid have et ansvar for at gruppen går godt. For jeg er blevet hyret til at nå nogle bestemte mål på en bestemt tid. Og hvis gruppen ikke fungerer, så fungerer projektet heller ikke. […] altså jeg synes da at hver dag er en udfordring. Jeg synes hver eneste dag, der må jeg stille mig selv det spørgsmål ”Er jeg god nok til det her? Gør jeg det godt nok?” Og nogle gange hvor jeg synes jeg er kommet til grænsen af min egen selvkritik, så prøver jeg at indlede en dialog med kunden. […] Det er fordi jeg får en fornemmelse af at det her det er ikke rigtigt. Det føles forkert. Jeg stoler meget på hvad jeg selv føler. Og sådan nogle følelser kommer selvfølgelig af at jeg bliver påvirket af de mennesker jeg er sammen med. (Karl, 34)

Karl giver har udtryk for at han ofte stiller spørgsmålstegn ved sine kompetencer som

ekstern projektleder, og at det er en følelse som opstår på baggrund af reaktioner i

omgivelserne. Den tvivl som han oplever i forhold til at ”gøre det godt nok”, opstår altså

på baggrund af vurderinger i arbejdsfællesskabet. Disse vurderinger er imidlertid ikke

nødvendigvis et udtryk for at Karl ikke er kompetent. De kan også godt være et udtryk

for problemer som er knyttet til hans rolle som ”den udenforstående projektleder”.

Wenger argumenterer for, at praksisfællesskaber i udgangspunktet fokuserer på deres

egen praksis, og at de derfor kan have vanskeligt ved at anerkende værdien af den mere

perifere og udenforstående rolle, som IT-freelancerne som regel har. På denne måde, er

det nærliggende at forestilles sig, at IT-freelancerne her i høj grad ender med at tolke den

manglende tilgang til arbejdsfællesskabernes meningsforståelse, som et udtryk for deres

egen personlige utilstrækkelighed.

119

4.2.3.2 De eksternes tilgang til information

Når IT-freelancerne skal løse opgaver i kundevirksomhederne, er de givetvis afhængige

af ikke blot deres egne kompetencer, men også den fornødne interne information i

virksomheden. Dette kan nærmere bestemt dreje sig om oplysninger omhandlende selve

det problem eller den opgave de skal løse, men også andre oplysninger, eksempelvis

omhandlende arbejdsprocedurer i virksomheden eller oplysninger om bestemte relationer

eller forhold som kan få betydning for hvordan IT-freelanceren er i stand til at udføre sit

arbejde på en tilfredsstillende måde. I hvilken grad informationen er påkrævet, afhænger

blandt andet af, hvorvidt kunden er en enkeltmandsvirksomhederne, helt små

virksomheder eller større virksomheder med mange ansatte. I større virksomheder kan

arbejdet med at indhente de relevante og nødvendige informationer ende med at være en

kompliceret og vanskelig opgave for IT-freelancerne, idet det de her ofte er afhængige af

information fra medarbejdere som ikke tilhører ledelsen. I enkeltmandsvirksomheder er

situationen som regel en anden. Her vil det som regel dreje sig om at forsøge at afstemme

kundens og IT-freelancerens forventninger til opgaven, og på baggrund af dette etablere

et tillidsforhold. Men også i disse tilfælde opstår der ofte problemer, som regel fordi

opgaven ikke er godt nok defineret. I forbindelse med at vi taler om det at afstemme

hinandens forventninger, påpeger Anders følgende:

Meget ofte alt efter projektleders erfaringsgrundlag, og den organisation du kommer ind i, der er det stor forskel på hvordan man definerer opgaven.[…] fra nogle firmaer får du faktisk flere sider tæt skrevet hvad din opgave går ud på og hvad de forventer. Altså en meget klar beskrivelse af det stykke arbejde du skal lave. Og så er der andre firmaer, der får du faktisk en serviet hvor der står på at du skal løse den opgave. […] det kan være frustrerende fordi du skal simpelthen starte med at skaffe så mange oplysninger om den her opgave, og det bruger du utrolig meget tid på. Og nogle gang skal man hive de oplysninger ud af folk faktisk for at komme videre. (Anders, 79)

Denne beskrivelse af processen, med at afstemme hinandens forventninger og etablere et

indledende tillidsforhold, gør sig vel at mærke gældende både i forhold til små og store

kundevirksomheder. Baggrunden for at vi anser dette indledende forhold som

problematisk i relation til udviklingen af IT-freelancernes arbejdsidentitet, er at deres

tilknytning til kundevirksomhederne som regel er meget kortvarige. Dermed bliver det

120

tillidsforhold der etableres i den indledende fase, særdeles vigtig for, hvorvidt IT-

freelancerne fremstår som kompetente i kundernes øjne. Men dersom IT-freelancernes

mulighed for at overbevise kundevirksomheden om at han er dygtig nok til at løse

opgaven forringes, som følge af manglende definering af og information om opgaven, vil

dette kunne virke tilbage på IT-freelancerens opfattelse af sig selv som værende

kompetent.

På samme måde som i den indledende fase, er det ikke ualmindeligt, at informanterne

oplever at stå uden den nødvendige information længere ude i arbejdsforløbet.

Eksempelvis beskriver Tom, den måde de ofte oplever noget uventet i selve

implementeringsfasen. Der er her tale ofte om problemer som opstår på baggrund af

manglende informationer fra de interne medarbejdere. Det er imidlertid heller ikke en

helt ualmindelig oplevelse for informanterne, at de udsættes for, at medarbejdere i

kundevirksomhederne af en eller anden grund tilbageholder oplysninger for de eksterne

IT-freelancere.

[…] nogen gange kan det skabe problemer på den måde, at du har svært ved nogen gange at få tilgang til oplysninger. Fordi viden er jo magt, ikke? […] selvfølgelig findes der typen der gør det bevidst, det ved jeg godt, men det vil jeg aldrig nogen sinde påstå. For så bliver jeg rigtig upopulær. […] Selvfølgelig går man ind og tager nogen opgaver fra folk. Ja det gør du. Fordi du kommer udefra og får tildelt en opgave, ikke. Men det kan jo godt være at den projektchef jo har vurderet at de medarbejdere der er ikke er de bedste til at løse opgaven. Men alligevel er det en opgave der forsvinder. Altså nogen gange kan det være misundelse og andre gange kan det være folk der i kraft af deres uddannelse og evner stiler højt. De skal videre i systemet, ikke? (Anders:84)

Denne type oplevelser deles af flere af vore informanter. Heine hævder imidlertid også, at

han mener det i flere tilfælde drejer sig om bevidste handlinger fra medarbejdernes side,

og at det kan være et udtryk for at medarbejderne er misundelige og godt er klar over

hvor meget han som ekstern IT-freelancer tjener i timen. (Heine, 4) Det fremgår i

desuden også, at det er informanternes indtryk, at i hvilken grad medarbejdere i

kundevirksomhederne på denne måde har spidse albuer, altid vil være afhængig af,

hvorvidt der er tale om en organisation i vækst. I hvilken grad føler eksempelvis

medarbejderne sig truet af de eksternes tilstedeværelse i organisationen?

121

Når vi betragter denne form for manglende adgang til den relevante og nødvendige

information som problematisk i forhold til IT-freelancernes arbejdsidentitet, er det fordi

det er et udtryk for den lidt magtesløse situation de befinder sig i, som følge af deres

perifere position og manglende tilgang til arbejdsfællesskabernes kerne. Det kan være

vanskeligt for IT-freelancerne at håndtere problemer som knytter sig til manglende

information, fordi de ikke som sådan tilhører det pågældende arbejdsfællesskabet, og

derfor ikke rigtig står med et overblik over hvad der er roden til at problemet opstår.

Desuden kan det ende med at fremstå, som om det er IT-freelancerne der ikke kan styre

deres arbejdsproces og arbejdsopgaven, og resultatet kan meget vel blive, at de

arbejdsmæssige omgivelser vurderer IT-freelanceren som værende inkompetent – altså at

han ikke er i stand til at leve op til de skabte forventninger. Hermed vil der være grundlag

for at IT-freelanceren også selv ender med at få en opfattelse af sig selv om utilstrækkelig

og inkompetent, hvilket kan have en negativ effekt på vedkommendes arbejdsidentitet.

4.2.3.3 ”Jeg er ikke sådan en IT-nørd!”

Som vi har berørt i det foregående, oplever IT-freelancerne at deres følelse af tilhørighed

til de arbejdsfællesskaber de er i kontakt med, er meget begrænset. Umiddelbart er det

nærliggende at forestille sig, at den perifere position de hele tiden befinder sig i, er

problematisk i forhold til det perspektiv på udvikling af arbejdsidentitet, som vi arbejder

udfra, nemlig det at betragte arbejdsidentiteten som noget der defineres socialt i relation

til et arbejdsfællesskab. Men som vi tidligere har nævnt, formes arbejdsidentiteten, i

henhold til Wenger, også udfra en markering af, at man ikke tilhører et givet

arbejdsfællesskab. Når en af informanterne gang på gang markerer, at han ikke passer ind

i organisatoriske rammer, foretager han samtidig en form for afstandstagen til denne form

for arbejdsfællesskaber og den type mennesker som netop trives med fastere

organisatoriske rammer;

I en virksomhed så har du jo nogle rammer som beskriver at du må sådan og sådan. For nogen er det en positiv ting, for mig er det en negativ ting fordi det hæmmer mig i at udføre den opgave, for lige pludselig støder jeg på en eller anden barriere […]. (Anders, 77)

122

Faktisk gør de aller fleste af IT-freelancerne et forholdsvis stort nummer ud af de på

ingen måde ønsker at se sig selv i en fastansættelse igen. De distancerer de sig i høj grad

fra de bureaukratiske rammer, som fastansættelser i større virksomheder medfører, og på

den måde distancerer de sig også fra den type mennesker og egenskaber som disse

organisatoriske rammer repræsenterer.

Det er desuden bemærkelsesværdigt den måde, som informanterne ofte har en tendens til

ville fremstille sig som en del af noget – de har et behov for at vise hvem de identificerer

sig med i rollen som IT-freelancer, det behøver ikke nødvendigvis have relation til et

etableret fællesskab. Eksempelvis viser det sig at være meget betydningsfuldt for Carsten,

som arbejder med datakommunikation, at gøre opmærksom på at han ikke er en af de der

IT-nørder.

Det har altid været en udadvendt stilling jeg har haft. […] navnet ”nørd”, det er opstået i IT-branchen. Det er dem man altid forestiller sig. Når jeg siger at jeg arbejder i IT-branchen, ”Nå, du er sådan en IT-nørd!”. Nej det er jeg ikke! Jeg sidder ikke med nedrullede gardiner og med et lille lys over tastaturet, burger og Cola, og så ellers bare sidder der tolv timer. (Carsten, 90)

Udtalelsen illustrerer den måde det bliver vigtigt for ham, at vise, at han i virkeligheden

tilhører de smarte freelancere i IT-branchen, ”sælgeren”, ”de udadvendte”, de ”hurtige”. I

denne sammenhæng, mener vi det er nærliggende at tolke de ovennævnte måder som

informanterne distancerer sig på, som et udtryk for den rolle, som Wenger mener at

forestillingsevnen får, i forbindelse med denne form for perifer deltagelse i

arbejdsfællesskaber. Forestillingsevnen skal netop forstås som en proces der producerer

en fælles virkelighed – et slags fællesskab uafhængigt af tid og rum – der ens følelse af

tilhørighed kan bidrage til udviklingen af en arbejdsidentitet. Denne evne til at skabe sig

en form for følelse af tilhørighed, rækker langt udover det gensidige engagement i et

arbejdsfællesskab. Selv om der for Carstens del ikke drejer sig om et etableret fællesskab

i praksis, kan Carstens følelse af at tilhøre en helt bestemt type freelancere indenfor IT-

branchen, i høj grad bidrage til at forme hans arbejdsidentitet, ved at han spejler sin

opfattelse af at være kompetent i nogle normer og opfattelser af, hvad det indebærer at

123

fremstå som kompetent blandt den type IT-freelancere han ønsker at føle en tilhørighed

med.

En anden central måde, som vi mener at denne forestillingsevne kom til udtryk, var

gennem IT-freelancernes tydelige behov for at fremhæve, at selvom de arbejder som

freelancere, så betragtede de ofte deres foretagende som ”et firma” eller ”en lille

enkeltmandsvirksomhed”. Dette kom særdeles bemærkelsesværdigt til udtryk hos to af

vore informanter. Eksempelvis refererede Tom meget hyppigt til sin ”partner”. Partneren

skulle så hen ad vejen vise sig at være hans kone, som han rigtig nok delte kontor med,

men som arbejdede med noget helt andet, og som ingen rigtig forbindelse havde til hans

lille foretagende. På sammen måde, var det tydelig vigtigt for Anders, at hele tiden

referere til sit selskab som bestod af ham selv og hans partner. Her kom det senere frem,

at partnerens opgaver havde meget lidt at gøre med informantens, og tillige at partneren

for det meste af tiden var fastansat i store danske virksomheder. Vi mener at kunne tolke

denne tendens som et udtryk for, at forestillingsevnen som en form for tilhørighed, bliver

meget central i forbindelse med udviklingen af vore informanters arbejdsidentiteter, som

en følge af den manglende tilhørighed til det man mere traditionelt forstår som et

arbejdsfællesskab.

4.2.3.4 ”Jeg bliver nødt til at være til gavn”

Som vi berørte i den første analysedel, er der en del af informanterne der udtrykker et

udpræget behov for at definere sit arbejde som en del af et slags højere formål – at tilføre

arbejde en form for højere mening. For en af informanterne kommer det til udtryk ved, at

det er helt afgørende for ham, at han får sat nogle klare præmisser for den måde han

ønsker at indgå i virksomhederne på.

[…] ellers så kan jeg ikke hjælpe folk, Hvis jeg ikke får lov til at komme hen til en virksomhed og gøre det jeg er god til, så går jeg bare i vejen, så er jeg bare en omkostning. Så er jeg ikke til gavn. Så får jeg det ad helvede til, og så sætter jeg mig formentlig hen og spiser popkorn og zapper på fjernsynet resten af mine dage, ikke? Det duer ikke. Jeg bliver nødt til at være til gavn. Det kan jeg kun være hvis jeg får lov til at lave det jeg er god til. (Karl, 30)

124

Udtalelsen er med til at illustrere den måde som informanten har et overordnet formål

med sit arbejde – nemlig at være til gavn. Vi har valgt at fremhæve netop dette eksempel

igen, fordi her er tale om et behov som bliver understreget flere gange i løbet af samtalen.

På den måde bliver det tydelig for os, at det at være til gavn, i udpræget grad er noget der

skaber et fokus for hans arbejde, og som motiverer ham til engagere sig i sit arbejde. Et

andet godt eksempel, er den måde som Søren udtrykker sin begejstring ved at arbejde

som freelancer; ”Det at være freelancer det er ufattelig spændende, at gå ud og skabe

ting, og være din egen lykkesmed. Du er 100 procent.” (Søren, 41) Her bliver det at

skabe noget selv, den drivende kraft bag informantens arbejde. I lighed med Karls behov

for at være til gavn, bliver Sørens behov for at skabe selv, et slags højere formål ved hans

arbejde, noget som er med til at fokusere hans energi og motivation, således at andre

faktorer, såsom de bekymringer, der kan følge med at konstant bevæge sig i periferien af

arbejdsfællesskaberne, falder i baggrunden. Hermed fremgår det, at vi ser disse

eksempler som et udtryk for den tilslutningsevne som Wenger beskriver, hvor det handler

om at koordinere sin energi og aktiviteter, på en måde så det bliver muligt for os, at

fokusere på den rolle vi spiller i en større sammenhæng, og således bliver denne

tilslutning også noget som er med til at skabe en form for tilhørighed. Det er vores

indtryk, at tilslutningen og forestillingsevnen som to forskellige former for tilhørighed,

fungerer som vigtige identificeringskilder for IT-freelancerne. Her er det altså

tilsyneladende ikke tilhørigheden til de sociale relationer i arbejdsfællesskaberne, som er

mest betydningsfuld med henblik på at forme IT-freelancernes arbejdsidentitet. Snarere

virker det som om, de to ovennævnte tilhørighedsformer, vægter meget tungt med hensyn

til at tillægge vore informanters handlinger helt bestemte egenskaber, som så præger

deres arbejdsidentitet – eller den måde de ser sig selv som kompetente - på en helt

bestemt måde.

4.2.4 Midlertidighedens fordele

I de foregående dele af analysen, har vi blandt andet fokuseret på den måde som

midlertidigheden og det kortsigtede perspektiv, som er indbygget i IT-freelancernes

arbejdsvilkår, kan være problematiske med hensyn til udviklingen af deres

arbejdsidentitet. Vi har også berørt hvilke andre kilder til identitetsdannelse, vi mener er

125

betydningsfulde for informanterne, idet det er vanskeligt at forestilles sig, at deres

arbejdsidentiteter først og fremmest defineres udfra de praktiske arbejdsfællesskaber de

kommer i kontakt med. Nu vil vi derfor nærmere bestemt fokusere på, hvilke muligheder

midlertidigheden og det kortsigtede perspektiv udgør for IT-freelancerne, med hensyn til

at fremstille dem selv som værende kompetente i de forskellige sociale

arbejdssammenhænge, og således også opnå en opfattelse af dem selv som værende

kompetente.

Som vi har været inde på tidligere, er IT-freelancernes arbejdsrelationer, ikke blot en

gruppe kollegaer, men snarere deres kunder. Dette har uden tvivl en vigtig betydning for

den måde informanterne forsøger at fremstille sig selv i de forskellige

arbejdssammenhænge. Eksempelvis bliver førstehåndsindtrykket en afgørende faktor,

med henblik på at få afstemt IT-freelancernes og kundevirksomhedens forventninger, og

for at etablere et tillidsforhold så tidligt som muligt i forløbet. I denne forbindelse spiller

IT-freelancernes referencer også en vigtig rolle, idet de fungerer som et slags blåstempel,

når de skal overbevise kundevirksomheden om, at de er kompetente i forhold til

arbejdsopgaven. (Niels)

I denne sammenhæng er det så at vi finder det nærliggende at stille spørgsmålet, om

hvilken betydning midlertidigheden eller det korte tidsperspektiv har i forbindelse med

IT-freelancernes muligheder for at fremstå som kompetente? Wenger argumenterer for at

arbejdsidentiteten, når den defineres i forhold til et praksisfællesskab, er noget der

forhandles over tid. Det korte tidsperspektiv, som karakteriserer informanternes forhold

til de forskellige arbejdsfællesskaber, indebærer imidlertid, at der ikke er meget tid til

denne forhandling af, hvorvidt man i arbejdsfællesskabet vurderes som kompetent eller

ej. Dette forhold åbner efter vores mening altså op for en mulighed til at fremstille sig

selv som man ønsker, forstået lidt på den måde som Bauman argumenterer at man kan

iklæde sig en hvilken som helst ønskværdig identitet under de postmoderne arbejdsvilkår.

Med mindre IT-freelancerne ikke er i stand til at løse en given arbejdsopgave, vil man

ikke i en given arbejdssammenhæng have gode muligheder for at vurdere, hvorvidt der er

samsvar mellem de fremstillinger IT-freelanceren giver af sig selv, og deres faktiske

126

handlinger, over længere tid. Hermed vil der for informanterne være gode muligheder for

at se sig selv som kompetent i de forskellige arbejdssammenhænge. Carsten udtrykker det

således:

Jeg kommer som regel som problemknuser. Så man kan sige, at man indgår altid som en længe ventet person. Og det er egentlig det. Så er der en kontaktperson, dem snakker man med, finder ud af hvad problemet er, og så løser jeg problemet, forhåbentlig. Og så er man også en ”helt” når man går, ikke? Så relationerne er altid gode. (Carsten, 96)

Det er ligeledes vores indtryk, at denne mulighed for at fremstille sig selv som man nu

ønsker, også har gjort sig gældende i relation til selve interviewsituationen. Det var

tydeligt, i særdeleshed indledningsvis i samtalerne, at de var i gang med at foretage en

form for salgstale for dem selv. Da dette jo ikke var det vi ønskede at opnå med

interviewene, forsøgte vi at stille spørgsmålstegn ved nogle af deres udtalelser, noget som

virket til at komme bag på nogle af informanterne.

De kortvarige relationer til de forskellige arbejdssammenhænge informanterne indgår i,

er for manges vedkommende også en lettelse. Specielt bliver selve det uforpligtende i

samarbejdet fremhævet. Denne form for uforpligtethed kommer blandt andet til udtryk

ved, at de ikke føler de behøver at involvere sig eksempelvis i interne konflikter i

kundevirksomhederne. (Anders 102-103). På denne måde har de ofte mulighed for at

bevare en mere neutral status i forhold de øvrige medlemmer af arbejdsfællesskaberne,

hvilket kan være medvirkende til at de i højere grad undslipper den skarpe sociale

vurdering der som regel gør sig gældende i forbindelse med konflikter, og som kan

komme til at præge IT-freelancernes opfattelse af at strække til i arbejdssammenhænge.

Det er modsatte forhold gør sig dog også gældende, idet Niels påpeger fordelen af at ikke

nødvendigvis måtte tage konsekvenserne af at involvere sig i en konflikt, idet man skal

alligevel snart er på vej videre.

[…] nogle steder er det jo rarere at være end andre steder. Nogle steder, nogle mennesker kan man da også blive irriteret på, ikke? Det kan være de medarbejdere man skal arbejde sammen med, man synes de uduelige og inkompetente osv. Dem findes der jo desværre forbavsende mange af rundt omkring. […] Når jeg kigger baglæns, så er det klart. Min tålmodighed den er da meget større. Det er den da, end hvis jeg skulle være der. Jeg ved at jeg på et eller andet tidspunkt skal derfra. Og det giver mig to fordele. Det

127

giver mig den fordel, at der er nogen konfrontationer, dem gider jeg ikke tage. Der er andre, jamen dem tager jeg. Fordi det betyder jo ikke noget. Jeg kan godt leve med at der er én der ikke bryder sig om mig, for det skal jeg kun de næste tre uger, det er jo ikke de næste mange år jeg skal dele kontor med vedkommende vel? Derfor kan jeg godt trække linierne skarpt op. (Niels, 58)

Hermed fremgår det, at informanterne tilsyneladende ikke føler en udpræget form for

forpligtelse og tilknytning i forhold til de sociale arbejdsrelationer de indgår i. Det

fremgår også at årsagen til dette hovedsagelig er at finde i midlertidigheden af

samarbejdet. Som vi var inde på tidligere i analysen, er det i henhold til Sennett ikke

muligt at skabe stabile relationer i denne form for midlertidige arbejdssammenhænge.

Ifølge ham, lægger denne form for arbejdsvilkår op til at det bliver umuligt for individet

at skabe relationer baseret på loyalitet og gensidig forpligtelse. I relation til IT-

freelancerne, er denne slutning imidlertid langt fra så entydig som dette. Specielt

medfører den økonomiske usikkerhed, som i høj grad præger IT-freelancernes

arbejdsvilkår, at de i stor udstrækning er meget afhængige af deres kunder som

arbejdsrelationer. Derfor bliver det utrolig vigtigt at etablere gode, stabile og loyale

forbindelser til de forskellige kundevirksomheder, hvilket faktisk betyder, at

informanterne som regel strækker sig meget langt, med henblik på at bevare de gode

arbejdsbetingelser.

128

6 Litteraturliste Andersen, Heine; Brante, Thomas & Korsnes, Olav (red.) (1998): Leksikon i Sociologi. København: Akademisk Forlag. Andersen, Pernille Tanggaard (2002): Retten til at vælge fællesskab. Ph.d.-afhandling under Institut for Historie, Internationale studier og Samfundsforhold, Aalborg Universitet. Bauman, Zygmunt (1998): Globalisering. De menneskelige konsekvenser. København: Hans Reitzels Forlag A/S, 1999. Bauman, Zygmunt (1998a): Work, consumerism and the new poor. Philadelphia: Open University Press. Bauman, Zygmunt (1998b): “Postmodernitet, identitet og moral” i Nærhetsetikk (1998), Vetlesen, Arne Johan (red.), Ad Notam Gyldendal, Oslo. (s. 122-138) Bauman, Zygmunt (2001): The Individualized Society. Cambridge: Polity Press. Boll, Joachim Lynggaard (2001): Det fleksible arbejde, ophør og marginalisering. Social Forsknings Instituttet, København. Bottrup, Pernille (2001): Læringsrum i arbejdslivet – et kritisk blik på Den Lærende Organisation. København: Forlaget Sociologi. Boutaiba, Sami (2001): ”Dot.com – de legende helte?” i IT og mennesker – samspil mellem IT og menneskelige ressourcer i små og mellemstore virksomheder (2001), Hyldkrog, Bjørn og Larsen, Henrik Holt (red.), Nyt fra Samfundsvidenskaberne, København. Bramming, Pia og Holt Larsen, Henrik (2000): ”Making Sense of the Drive for Competence” i Chris Brewster & Henrik Holt Larsen (red): Human Ressource Management in Northern Europe, Blackwell. Giddens, Anthony (1994): Modernitetens Konsekvenser. København: Hans Reitzels Forlag. Giddens, Anthony (1996): Modernitet og Selvidentitet. København: Hans Reitzels Forlag. Jacobsen, Michael Hviid (2001): ”Zygmunt Bauman: Nærhed i en global verden – om moral og etik i postmoderniteten” i Tradition og fornyelse. En problemorienteret teorihistorie for sociologien. (2001) Jacobsen, Michael Hviid, Carleheden, Mikael & Kristiansen, Søren (red.), Aalborg Universitetsforlag.

129

Kaspersen, Lars Bo (1997): ”Anthony Giddens” i Klassisk og Moderne Samfundsteori. (1997) Andersen, Heine og Kaspersen, Lars Bo (red.). Hans Reitzels Forlag, København. Kvale, Steinar (1997): Interview – en introduktion til det kvalitative forskningsinterview. Hans Reitzels Forlag. Outhwaite, William (1996): ”Klassisk og Moderne Samfundsteori” i Klassisk og Moderne Samfundsteori. Andersen, Heine og Kaspersen, Lars Bo (red.). Hans Reitzels Forlag, København. Pedersen, Poul Poder (1996): ”En postmoderne nutid” i Klassisk og Moderne Samfundsteori. Andersen, Heine og Kaspersen, Lars Bo (red.). Hans Reitzels Forlag, København. PLS Rambøl Management: “Atypisk beskæftigelse”, 2. delrapport og Sammenfatningsrapport. Udarbejdet for Beskæftigelsesministeriet i 2001. Sennett, Richard (1999): Det fleksible menneske – eller arbejdets forvandling og personlighedens nedsmeltning. Hovedland, Danmark. Thaulow, Ivan (1994): At måle det udviklende lønarbejde – en empirisk analyse af udbredelsen og betydningen af det udviklende arbejde. Social Forsknings Instituttet, København, Rapport 94:5. Weick, Karl E. (2001): Making Sense of the Organization. (kap. 8), Blackwell Business. Wenger, Etienne (1999): Communities and Practice – Learning, Meaning and Identity. Cambridge University Press. Westenholtz, Ann (2001): “Analysis of Relational Identities in Cross-Organizational Temporary Work Practices“, i kompendium Praktiske Arbejdsfællesskaber – om Deltagelse, Identiteter og Læring. København: Samfundslitteratur. Westenholtz, Ann & Metz, David T. (2001): “Identity Creation in Temporary And Scattered Work Communities in a Relational Perspektive”, no. 39, 2001, New Social Science Monographs. Åkerberg, Annika (1999): Changing identities in changing societies. A narrative for empirical research. Swedish School of Econimics and Business Administration.