Islamisk Stat af Loretta Napoleoni

ISLAMISK STAT

Tiderne_Islamisk stat_P.indd 1 15/01/15 17.17


Loretta Napoleoni

ISLAMISK STATOversat af

Joachim Wrang

TIDERNE SKIFTER


Islamisk Stater oversat fra engelsk efter„The Islamist Phoenix –

The Islamic State and the Redrawing of the Middle East“ 2014 Loretta Napoleoni & Seven Stories Press, New York

Dansk udgave, Tiderne Skifter, 2015

Forlagsredaktion: Claus Clausen

Sats: An:Sats, EspergærdeTryk: Specialtrykkeriet, Viborg

ISBN: 978-87-7973-718-1

1. udgave, København 2015

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K

Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91

e-mail: [email protected] · www.tiderneskifter.dk


Til GuiseppeTak for din støtte



Indhold

Om terminologi 9

Forord 13

Prolog: En ny form for terrorisme? 23

1. Fra al-Zarqawi til al-Baghdadi 29

2. Generalprøver på kalifatet 44

3. Det nye Roms paradoks 65

4. Den islamistiske Fugl Føniks 81

5. Moderne jihad 99

6. Radikal salafisme 110

7. De nye mongoler 115

8. Vor tids førmoderne krige 126

Epilog 137

Ordliste 142

Tak 154

Noter 156



9

Om terminologi

Den militante organisation, der i juni 2014 tog navnet Islamisk Stat, har på ganske kort tid – og indtil for nylig uden den store bevågenhed – fået stor magt. Gruppen har inden for de seneste år ofte skiftet navn. Gruppen, der oprindeligt var en del af Abu Musab al-Zarqawis organisation Tawhid al-Jihad, tog se-nere navnet Islamisk Stat i Irak (ISI) og endte med at blive en del af al-Qaeda i Irak. I 2010, da Abu Bakr al-Baghdadi blev gruppens leder, blev gruppen igen kaldt for Islamisk Stat i Irak. I 2013, efter gruppens fusion med en sektion af Jabhat al-Nusra, en syrisk ji-hadistgruppe med tilknytning til al-Qaeda, omdøbtes organisationen til Islamisk Stat i Irak og Levanten (al-Sham), bedre kendt under akronymet ISIL eller ISIS.1 Endelig – lige før kalifatet blev udråbt – blev ISIS til Islamisk Stat (IS). I Syrien har gruppen imidlertid lige siden begyndelsen – dette gælder i dag også i Irak – ganske enkelt været kendt som al-Dawlat, staten. Hver ny betegnelse afspejler forskellige udviklin-ger i og vigtige ændringer af organisationen. Som så-dan udgør Islamisk Stats semantik yderligere en brik i


10

islamisk stat

Mellemøstens politiske puslespil, som vesten og resten af verden forsøger at samle. Betegnelsen Tawhid al-Jihad, der ofte oversættes med ‘Monoteisme og jihad’, udtrykker en forståelse af, at Gud er alt og overalt – livet kan kun eksistere under Guds styre. I overensstemmelse hermed betrag-ter muslimer den oprindelige islamiske stat, det før-ste kalifat, profeten Muhammed og hans tilhængeres frembringelse i det 7. århundrede, som et perfekt sam-fund med et guddommeligt mandat. Det var kort sagt det politiske udtryk for Guds vilje. I dag er Tawhid al-Jihads karakteristiske hilsen – at pege op mod him-len med sin pegefinger – nærmest blevet den officielle hilsen i Islamisk Stat. Navneskiftet fra Tawhid al-Jihad til Islamisk Stat i Irak faldt sammen med al-Zarqawis militante gruppes bestræbelser på at fokusere på Irak, at begrænse dens hellige krig til dette land som et springbræt for en gen-oprettelse af kalifatet. På samme måde repræsenterer al-Baghdadis beslutning om at tilføje ordet ‘al-Sham’, den gamle arabiske betegnelse for Damaskus og om-givende territorier, hvorfra nogle af de første kaliffer herskede, et skridt fremad i forhold til hans forgæn-gere og markerer begyndelsen på en bestræbelse på tværs af landegrænser for at opnå organisationens endelige mål: genoprettelsen af kalifatet. Navneskiftet til Islamisk Stat, det nyeste navn, som ISIS tog dagen før, kalifatet blev udråbt, peger på en afgørende ny fase, idet Islamisk Stat hermed erklærer at ville opbygge en nation og indlede en proces rettet


11

om terminologi

mod genetableringen af de omstændigheder, der i det 7. århundrede førte til oprettelsen af Islams ideelle samfund. Vestlige medier og politikere bruger i dag forskel-lige betegnelser om al-Baghdadis militante organisa-tion. Det Hvide Hus og Downing Street bruger ISIL, mens de amerikanske medier foretrækker ISIS. Det amerikanske tv-selskab PBS (Public Broadcasting Ser-vice) foretrækker imidlertid Islamisk Stat (eng. The Islamic State), mens nogle i de australske medier bru-ger betegnelsen Islamic State Group. På engelsk lyder akronymerne ISIS og ISIL bedre end IS, og derfor er de to førstnævnte de mest populære. Politikernes mod-vilje mod at bruge ordet ‘stat’ skyldes deres frygt for at acceptere, om end blot ved at sige et bestemt ord, Islamisk Stats påstand om ikke at være en terrororga-nisation, men en stat legitimeret af en erobringskrig og intern konsensus og opbakning. Jeg har i denne bog brugt betegnelsen Islamisk Stat, eftersom det er sådan, denne gruppe senest har defineret sig selv, og der er grund til at tro, at den vil blive ved med at kalde sig dette. Jeg er af den mening, at betegnelsen Islamisk Stat (der i løbet af efteråret 2014 også blev den foretrukne betegnelse i Danmark; o.a.) giver verden et meget mere realistisk billede af gruppen end ISIS og ISIL. Betegnelsen Islamisk Stat udtrykker gruppens beslutning om at skabe det 21. århundredes version af kalifatet. Brugen af mindre præcise akronymer af for eksempel propaganda-hensyn med det formål at skjule den sande natur af


12

islamisk stat

Islamisk Stat vil ikke hjælpe os med at konfrontere den trussel, vi står over for. Tværtimod vil sådanne fremgangsmåder – endnu en gang – forhindre os i at udvikle en strategi til én gang for alle at skabe fred i Mellemøsten.


13

Forord

For første gang siden første verdenskrig omfor-mer en militant, væbnet organisation det kort over Mellemøsten, der blev udformet af franskmændene og briterne. Islamisk Stat (IS) – tidligere kendt som Islamisk Stat i Irak og Levanten (al-Sham), ISIL eller ISIS – fører en erobringskrig, der fjerner de grænser, som Sykes-Picot-aftalen etablerede i 1916. I dag va-jer IS’ sorte og hvide flag over et territorium, som er større end Storbritannien eller Texas, fra Syriens middelhavskyster ind i det centrale Irak, som er do-mineret af sunnimuslimske stammer. Siden slutningen af juni 2014 har denne region været kendt som Det Islamiske Kalifat,2 en betegnelse, der ophørte med at eksistere med Atatürks opløsning af Det Osmanniske Rige i 1924. Mange vestlige iagttagere betragter Islamisk Stat – som al-Qaeda før den – som en anakronistisk orga-nisation, der synes at søge tilbage i tiden. Syriske og irakiske flygtninge har da også beskrevet styret som meget lig Taleban-regimet. Plakater forbyder rygning og brug af kameraer, kvinder må ikke bevæge sig rundt


14

islamisk stat

uden en mandlig slægtning, de skal være tildækkede og må ikke vise sig offentligt med bukser.3 Samtidig synes Islamisk Stat at være i gang med en form for religiøs udrensning gennem en aggressiv hvervning af proselytter. Indbyggere i deres territorium, der ikke flygter, må tilslutte sig IS’ radikale salafistiske tro, hvis ikke de vil risikere at blive henrettet. Siden sin opstigning til den globale scene er IS-leder og kalif Abu Bakr al-Baghdadi blevet sammenlignet med al-Qaedas Mullah Omar. Disse sammenlignin-ger kan noget ironisk have fået vestlige efterretnings-tjenester til at undervurdere ham og hans organisa-tions styrke. Trods IS’ tilsyneladende middelalderlige tilgang til håndhævelse af loven og social kontrol ta-ger man fejl, hvis man tror, at IS i bund og grund er tilbagestående. Mens Talebans verden var begrænset til koranskoler og viden, der var baseret på profetens skrifter, har globalisering og moderne teknologi være rugemaskine for Islamisk Stat. Det, der adskiller denne organisation fra alle andre væbnede grupper, der går forud for den – herunder dem, der var aktive under Den Kolde Krig – og det, der kan forklare dens enorme succes, er dens moder-nitet4 og pragmatisme. Dens ledelse besidder en viden uden lige om de begrænsninger, som nutidige magter står over for i en globaliseret og multipolær verden. For eksempel fornemmede IS før de fleste andre, at en fælles, international intervention af den slags, der fandt sted i Libyen og Irak, ikke ville være mulig i Syrien. På denne baggrund har Islamisk Stats ledelse


15

forord

med stor succes – og næsten uden, at nogen har lagt mærke til det – udnyttet den syriske konflikt, som må betragtes som en nutidig version af den traditio-nelle stedfortræderkrig med et stort antal økonomi-ske donorer og væbnede grupper, til sin egen fordel. Kuwaiterne, qatarerne og saudierne har på grund af deres ønske om et regimeskifte i Syren været villig til at finansiere en lang række væbnede organisationer, hvoraf IS kun er en. Islamisk Stat har imidlertid i ste-det for at udkæmpe sine støtters og donorers stedfor-træderkrig brugt deres penge til at etablere sine egne territoriale højborge i finansielt set strategisk vigtige regioner, såsom i det østlige Syrien med dets rige olie-felter. Ingen tidligere mellemøstlig væbnet organisa-tion har været i stand til at promovere sig selv som regionens nye hersker ved hjælp af de rige Golfstaters penge. IS udbreder – i stærk modsætning til Talebans re-torik og trods IS’ barbariske behandling af sine fjen-der – et stærkt, til dels positivt politisk budskab i den muslimske verden, nemlig kalifatets tilbagevenden og dermed en ny guldalder for islam. Dette budskab kommer i en tid, der er præget af stor ustabilitet i Mellemøsten – Syrien og Irak står i flammer, Libyen er på randen af endnu en stammekrig, Egypten, der styres af hæren, er præget af uro, og Israel er endnu en gang i krig med Gaza. Således betragter mange sunnier ikke genskabelsen af kalifatet under dets nye kalif, al-Baghdadi, som fremkomsten af blot endnu en væbnet gruppe, men som en lovende ny politisk


16

islamisk stat

enhed, der rejser sig af asken efter årtier med krig og ødelæggelse. Den kendsgerning, at denne islamistiske Fugl Fø-niks kom til syne på første dag af ramadanen i 2014 – den hellige måned med faste og bøn – bør betragtes som et stærkt varsel om den udfordring, som Islamisk Stat udgør for legitimiteten af alle de 57 lande, hvis borgere i altovervejende grad følger den islamiske tro. Som IS’ talsmand, Abu Mohammed al-Adnani, har formuleret det: „Legaliteten af alle emirater, grupper, stater og organisationer bliver ugyldig som følge af ekspansionen af kaliffens autoritet og tilstedeværelsen af hans tropper i disse områder.“ Det er en udfordring, der stilles af en moderne stat, der har kommandoen over en moderne hær, og som forbinder sin legitimitet med den første territoriale manifestation af islam i det 7. og 8. århundredes Arabien. Denne meget reelle trussel mærkes især af de lan-de, der deler grænse med Syrien eller Irak. I 2014 var Islamisk Stats flag at finde i jordanske landsbyer, og i august strømmede tusindvis af militante IS-styrker ind i Libanon fra Syrien, hvor de indtog byen Arsal. Siden denne offensiv blev indledt, frygter nu selv tidligere økonomiske støtter kalifatets militære magt: I begyn-delsen af juli anbragte Saudi-Arabien 30.000 soldater ved landets grænser til Irak, efter at den irakiske hær trak sig tilbage fra området. Under den religiøse overflade og terrormetoderne ligger der imidlertid en politisk og militær maskine, der er fuldt optaget af at opbygge en nation og – hvad


17

forord

der er mere overraskende – af at søge konsensus i køl-vandet på dens territoriale erobringer. Indbyggerne i de enklaver, som kalifatet kontrollerer, bekræfter, at ankomsten af IS-krigere faldt sammen med forbed-ringer af forholdene i deres landsbyer. IS-krigerne ud-bedrede huller i vejene, organiserede suppekøkkener for dem, der havde mistet deres hjem, og sikrede elek-tricitet døgnet rundt.5 Ved at gøre dette udviser IS en vis forståelse for, at nye nationer i det 21. århundrede ikke alene kan opbygges ved hjælp af terror og vold. Det kræver folkelig opbakning at lykkes. Mens masterplanen territorialt set er at genskabe Bagdads gamle kalifat – der i sin storhedstid strakte sig fra den irakiske hovedstad hele vejen ind i det moderne Israel, før det blev knust af mongolerne i 1258 – er Islamisk Stats politiske mål at skabe dets inkarnation i det 21. århundrede. I sin første tale som den nye kalif forpligtede al-Baghdadi sig på at give muslimerne fortidens „værdighed, magt, rettigheder og lederskab“ tilbage og opfordrede læger, ingeniører, dommere og eksperter i islamisk retslære til at melde sig under hans faner.6 Mens han talte, arbejdede et hold af oversættere – næsten i realtid – med at pub-licere hans tekst på jihadistiske hjemmesider og på Facebook og Twitter-konti på flere sprog, herunder engelsk, fransk og tysk.7

Mange mener, at Islamisk Stats primære mål er at være for sunnimuslimer, hvad Israel er for jøderne: en stat i deres gamle land, tilbageerobret i moderne tid, en stærkt religiøs stat, der beskytter dem overalt,


18

islamisk stat

hvor de befinder sig. Hvor chokerende og frastødende denne sammenligning end er, er det ikke desto min-dre det stærke budskab, der sendes til den muslim-ske ungdom, der lever i det politiske vakuum, der er skabt af flere foruroligende faktorer såsom moderne muslimske staters voldsomme korruption, ulighed og uretfærdighed; Bashar al-Assads nådesløse diktatur; Nouri al-Malikis regerings modvilje mod at integrere sunnier i Iraks politiske liv og sætte en stopper for Bagdads politiske maskines forfølgelse af dem; det mislykkede forsøg på at genopbygge den socioøko-nomiske infrastruktur, der blev ødelagt af krigen i Irak; samt den høje arbejdsløshed. Det er et stærkt og samtidig forførende budskab, også for dem, der lever andre steder, den afmægtige europæiske og ame-rikanske muslimske ungdom, der forsøger at blive in-tegreret i et vestligt samfund, der tilbyder færre og færre muligheder til yngre generationer. Ingen anden væbnet organisation har vist en sådan indsigt i – og politisk intuition med hensyn til – indenrigspoliti-ske forhold i Mellemøsten og de frustrationer, som muslimske immigranter over hele verden føler. Ingen anden militant, væbnet organisation har med så stor succes tilpasset sig omstændighederne – såsom ved at levere en grundlæggende socioøkonomisk infrastruk-tur og indgå i partnerskaber med lokale myndigheder i de områder, den kontrollerer – i dens bestræbelser på at opbygge en nation. Ledelsen af IS har studeret andre væbnede grup-pers metoder og struktur og har anvendt den lære,


19

forord

de har kunnet drage af dette, i en ny kontekst. I lig-hed med de europæiske væbnede organisationer i 1960’erne og 1970’erne – såsom De Røde Brigader i Italien og IRA i Nordirland – forstår Islamisk Stat den magt, der er forbundet med ‘frygtens propaganda’, og organisationen har været særligt dygtig til at bruge so-ciale medier til at udbrede professionelt producerede videoer og billeder af dens barbariske handlinger til et lokalt og globalt publikum. At frygt er et meget stærkere erobringsvåben end religiøse moralprædike-ner, er en kendsgerning, som al-Qaeda aldrig forstod. På samme måde forstår Islamisk Stat, at ekstrem vold sælger: I en verden med alt for meget information søger mediekredsløbet, der kører døgnet rundt, stadig mere voldsomme billeder – således den store mængde fotoer og videoer af brutale afstraffelser og tortur, der uploades i formater, der let kan ses på mobiltelefoner. I vores voyeuristiske, virtuelle samfund er indbydende indpakninger af sadistiske handlinger eftertragtede. IS har også lært propagandaens magt ved at stu-dere brugen af propaganda i dens nærområder. Isla-misk Stat har analyseret de propagandamaskiner, som USA’s og Storbritanniens regeringer anvendte for at legitimere deres forebyggende angreb på Irak i 2003. Den har i særlig grad lagt mærke til den tale, som den daværende amerikanske udenrigsminister Co-lin Powell holdt i FN’s Sikkerhedsråd den 5. februar 2003, hvor myten om Abu Musab al-Zarqawi blev skabt, og hvor den forestående invasion af Irak blev retfærdiggjort. Takket være en omfattende og meget


20

islamisk stat

professional brug af de sociale medier har Islamisk Stat genereret lige så falske myter for at hverve pro-selytter, rekruttere krigere og rejse økonomiske midler over hele den muslimske verden. Afgørende for denne strategis succes har været det net af hemmelighedskræmmeri og myter, der omhyg-geligt er blevet vævet omkring Islamisk Stats leder Abu Bakr al-Baghdadi. I denne informationsmættede verden spiller mysterier også en stor rolle i stimulerin-gen af den kollektive forestillingskraft. Jo mere noget skjules, jo mere ønsker man, at det skal afsløres, og jo mindre man ved, jo mere forestiller man sig. Tilbyd publikum nogle få klip, og de vil færdiggøre billedet efter deres eget hoved. Den moderne reklamebranche har med udgangspunkt i disse enkle greb opbygget en industri, der omsætter for billioner af dollar. Nu bruger Islamisk Stats propagandamaskine dem til at fremstille myten om al-Baghdadi og om det nye kalifat. Islam er baseret på mysteriet om profetens genkomst. Så samtidig med at IS skræmmer vester-lændinge med chokerende, barbariske drab, får orga-nisationen muslimske støtter til at tro, at profeten er vendt tilbage i al-Baghdadis inkarnation. Det, der er overraskende, er vores overraskelse. Ved at bruge vold og sharialoven som stok og som gulerod de propagandistiske sociale medier og en mangfoldighed af populære sociale programmer, der er rettet mod at forbedre leveforholdene for den sunnimuslimske befolkning, der er fanget inde i kali-fatet, viser IS, hvor pragmatisk den er. (Også i denne


21

forord

henseende adskiller den sig fra al-Qaeda). Hvis denne strategi lykkes, vil det internationale samfund blive konfronteret med et nyt scenarie i terrorismens og na-tionsopbygningens historie. Islamisk Stat vil nemlig have fundet en løsning på ‘terrorismens dilemma’, der er den ultimative udfordring for den moderne stat. For sagen er, at den moderne stat må beslutte, om den vil betragte terrorhandlinger som en trussel mod den nationale sikkerhed eller mod lov og orden. Dette dilemma har rod i den moderne stats dobbelte ansvar: at beskytte sine borgere mod udefrakommende fjen-der og mod indenlandske kriminelle. Væbnede grup-per har et ønske om at omstyrte eksisterende stater, så de udgør en trussel mod den nationale sikkerhed – for eksempel er IS’ mål at befri de territorier, der var omfattet af Bagdads gamle kalifat, fra shiamuslimer-nes tyranniske styre, og annektere Jordan og Israel i genskabelsen af dette kalifat. Militante, væbnede grupper bruger imidlertid kriminelle og – i al-Qaeda og Islamisk Stats tilfælde – barbariske metoder, såsom selvmordsbombninger og selv korsfæstelsen af mod-standere til at opnå deres mål. Indtil Bushs krig mod terror havde stater behandlet terrorisme som en form for kriminalitet, dvs. en trussel mod lov og orden, og brugt deres dømmende magt til at håndtere den. Selv da Bush erklærede, at al-Qaeda var en trussel mod den nationale sikkerhed, blev dens medlemmer be-tragtet som ulovlige kombattanter og fik aldrig tildelt status af fjender. Terrorisme kunne derfor defineres som en forbrydelse med krigens midler.8


22

islamisk stat

Hvis Islamisk Stat, der bruger terrorismens mid-ler til at opnå territorial kontrol og bruger sociale og politiske reformer til at sikre folkelig opbakning, imidlertid formår at opbygge en moderne stat, en stat, som verden må regne med, vil den have bevist, hvad alle væbnede organisationer har hævdet: at dens med-lemmer ikke er kriminelle, men fjender, der udkæm-per en asymmetrisk krig med det formål at omstyrte illegitime, tyranniske og korrupte regimer. Denne bog er skrevet, mens Islamisk Stats ero-bringskrig skrider fremad, og medierne dagligt kan fortælle om nye udviklinger. Eftersom denne konflikt vil fortsætte endnu en rum tid, forsøger bogen at svare på nogle centrale spørgsmål vedrørende Islamisk Stat og kalifatets væsen og mål, ikke for at forudsige ud-faldet af konflikten, men for at hjælpe læseren med at forstå dens sande natur. En konklusion, som man umiddelbart kan drage, er, at den islamistiske ter-rorisme siden den 11. september er blevet stærkere, ikke svagere – i et sådant omfang, at den nu har eks-panderet til nationsopbygningens felt – ved ganske enkelt at være på forkant med en verden under hastig forandring, hvor propaganda og teknologi spiller en i stigende grad vigtig rolle. Det samme kan ikke siges om de kræfter, der forsøger at forhindre terrorismen i at sprede sig.


Documents

Islamisk Stat af Loretta Napoleoni