IPmonopolet #12 - Washington Konsensus

KONSENSUSWASHINGTON

TEMA

InterviewFrancis Fukuyama & John Williamson

Vibeke SperlingRusland i forandringers tid, men formen stadig usikker

Peter Markus Kristensen & Ras Tind NielsenKinas forunderlige fravær i International Politik

ipmonopolet.dk12. udgave, juli 2011pris 50,-

IP MONOPOLETTidsskrift for International Politik

HorisontNicolai Bech Kofoed

SynspunktHjalte Meilvang

WebmasterJulian Alexander Bethencourt

MarketingMarketingAnders Helt Lund

LayoutChristian Daugaard Jacobsen

IPmonopolet udgives med støtte fra:Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

ChefredaktionenHjalte Meilvang - chefredaktørFrederik Bitz Møller - temaredaktørEmil Wetendorff Nørgaard - udbliksredaktør

TemaFrederik Bitz Møller (temaredaktør)Camilla FrederiksenCamilla FrederiksenAnnette LendalHjalte MeilvangAlexander BuggeAnne Thomassen

UdblikEmil Wetendorff Nørgaard (udbliksredaktør)Louise Rosa PaulsenLouise Rosa PaulsenNicolai Bech KofoedOline Brønd

IPmonopoletc/o Institut for Statskundskab (IfS)Øster Farimagsgade 5,1353 København K

www.ipmonopolet.dkwww.ipmonopolet.dkEmail: [email protected]

ISSN: 1903-5713ISSN: 1903-5721 (online udgave)

IPmonopolet trykkes hosDet Samfundsvidenskabelige Fakultets Trykkeri, ReproCenter

tidsskrift for international politik / ipmonopolet.dk / 12. udgave / washington konsensusside 2

Redaktion

Kære abonnenter,

SåSå er det endnu engang blevet tid til en omgang international politik. Serveret af ”monopolet” IPM. Fra vores hensigtserklæringer refererer Peter Marcus Kristensen og Ras Tind Nielsen i en af dette blads artikler vores fokus på: Breddere Viden, Debat og Alsidighed. Det kan virke paradoksalt, at vi med den hensigt har valgt at navngive vores tidsskrift Monopolet. Ifølge Politikens nudanske ordbog karakteriseres monopol ved, at nogen tager eneret på noget.noget. På en vare, en ydelse eller – måske – på en ret til at fortolke verden. Netop monopol i den sidste betydning, er på en eller anden måde det samlende begreb i denne 12. udgave af IPM. I Tema vil vi igennem en række artikler og interviews diskutere og analysere begreber ”Washington Konsens”, der ofte fremlægges som en bestemt ”monopolisering” af viden om økonomisk udvikling – mens begrebets oprindelige ophavsmands, John Williamson, måske snareresnarere i vores interview med ham står fast på, at det først er med en neoliberalistisk monopolisering af hans tanker, at det går galt.

Også i bladets øvrige sektioner får ’monopol’ betydning. I Udblik beretter Peter Marcus Kristensen og Res Tind Nielsen i en overor-dentlig interessant artikel om de vaskeligheder, der mødes kine-siske forskere, når de forsøger at blade sig i den akademiske diskussion af internationale forhold. En vestlig monopolisering af viden er ikke artiklens konklusion – men tanken ligger lige for. I Syn-spunkt forsøger Muammar Gaddafi i vores uddrag fra hans Grønne Bog at redegøre for den eneste sande og mulige tilgang til demokrati. Mens Vibekes Sperlings Horisont artikel beretter fra et Rusland, hvor magten gerne samles på så få hænder som muligt. Men selvom ’monopol’ i dette nummer dermed fremstår som en form for varedeklaration for bladets indhold, vil vi alligevel håbe, at vi i vores generelle tilgang ligger tættere på de ovenfor refererede ord fra vores formålsparagraf end på et ’monopol’ i ordets bog-stavelige betydning. Læs – og døm selv.

Frederik Bitz Møller, Emil Nørgaard & Hjalte Meilvang Chefredaktionen.


Leder

Tema: Washington Konsensus7: Indledning

8: “Post Washington Konsensus?” af Frederik Bitz Møller

10:10: “Indien, Kina og Brasilien - giver de dødsstødet til Washington Konsensus?” af Jørgen Dige Pedersen

14: “Interview med Washington Konsensus’ fader John Williamson” af Marta Lillo

16: “Global finansiel stabilitet i en krisetid” af Iver Kjar

18:18: “Francis Fukuyama gør status: Der er ikke én vej til udvikling” af Annette Lendal

Udblik21: “Libanon i vedvarende vinterhi” af Mikala Ras-mussen

24: “De folkelige protester og den syriske stat” af Thomas Vladimir Brønd

26: “Kinas forunderlige fravær i International Politik” af Peter Markus Kristensen & Ras Tind Nielsen.


Horisont30: “Rusland i forandringers tid, men formen stadig usikker” af Vibeke Sperling

Synspunkt33: “Den Grønne Bog” af Hjalte Meilvang


Foto: Photopedia.com


TEMA

KONSENSUSWASHINGTON

Mennesket er som bekendt et politisk dyr. Eller, som den alternative oversættelse af Aristoteles’s berømte linje lyder: et socialt dyr. Dette sammenfald af social og politisk har ofte fået politiske analytikere og historikere til at bemærke, at det sociale er politisk og det poli-tiske socialt. Og at mennesket derfor i bund og grund er et flokdyr med et medfødt behov for at efterligne.

I en analyse fra 1999 konkluderede den tidligere venezuelanske minister for udvikling, Moisés Naím, at det fortløbende tiår havde været karakteriseret af en række ”modebølger” indenfor økonomisk reformpolitik. Blandt hvilke han identificerede Washington Konsen-sus som den mest prominente. Med andre ord ligger selv noget så påstået objektivt som økonomien under for menneskets sociale tendens, til gøre lige præcist det, der måtte være på mode. Til at ladelade sig påvirke af, hvad ”the cool kids in class” synes. Økonomisk set har klassens stærke dreng ofte været USA, og der er da også derfor, konsensussen har fået navn efter netop den amerikanske hovedstad. Men her 20 år og en finanskrise efter, at John William-son oprindeligt navngav fænomenet Washington Konsensus, er hverken Washingtons økonomiske førerstilling eller det konsen-suelle helt så selvfølgeligt, som det har været.

I de følgende temaartikler sætter IPmonopolet fokus på begrebet Washington Konsensus, og den betydning det har – eller måske netop ikke har – for den måde økonomisk udvikling og krisestyring foregår på.

WashingtonWashington Konsensus har igennem sit snart tyveårige liv måtte lægge ryg til lidt af hvert. Neoliberal propaganda eller amerikansk magtmiddel er næsten blandt de pænere beskrivelser, det er blevet udsat for. Men er det virkelig tid til at lægge Williamsons økono-miske læresætninger i graven? Var de intet andet end følgerne af 80’ernes liberal ”reaganomics” – og altså et rent modefænomen? Eller er det snarere den snævre identifikation af Washington Kon-sensus med en neoliberal politik, der er forfejlet? Den generelle mening ser ud til at lægge sig tættest opad de to første udsagn. Da IPmonopolet kontaktede skribenter til dette tema, var vi adskillige gange udsat for svar i stil med: ”hvorfor beskæftiger I jer med det netop nu, hvor konsensussen netop ikke længere dominerer?” Til dette kan vi kun svare, at selv hvis Washington Konsensus ikke længere er i vælten, hvilket det følgende i øvrigt vil sætte et lille spørgsmålstegnspørgsmålstegn ved, så er det stadigt interessant at undersøge, hvorfor det er sådan. Hvad er det, der har ændret sig? For hvis økonomi er intet andet end mode, så bliver det jo kun endnu mere centralt at analysere, hvordan sådanne moder opstår og vokser frem – for til sidst at dø ud og blive erstattet af noget nyt.

Hjalte Meilvang, Chefredaktør


Tema

faldt, hvilket blev symbolet på den planøkonomiske models svaghed og kapitalismens triumf. Nu var alternativerne til den amerikanske økonomiske tankegang svære at få øje på. DeDe politiske begivenheder og ideerne i WK blev af mange set som symboler på USA’s økonomiske dominans. Denne forståelse af begrebet bredte det ud, så det ikke længere kun omhandlede udviklingspolitiske anbefalinger til ulande, men også i højere grad økonomisk politik.

WilliamsonWilliamson har selv benægtet, at han skulle være neoliberalist, eller at hans formuleringer skulle være særligt neoliberale. Han mener, at det i stedet, var udtryk for en slags minimumsanbefalinger til de lati-namerikanske lande, som der var bred enighed om i Washington. Den neoliberale tankegang, som begrebet senere er blevet symbol på, var altså ikke dets oprindelige betydning eller Williamsons intention (når der fremover tales om WK, menes hermed (medmindre andet er angivet) den neoliberale forståelse). (medmindre andet er angivet) den neoliberale forståelse).

Storhed og faldWK havde sin storhedstid i 90erne. Ideerne nød en forholdsvis stor anerkendelse og blev implementeret i mange ulande – og resul-taterne var positive. Flere af landende oplevede en økonomisk vækst. Desværre varede den positive udvikling ikke evigt. Efter et par år begyndte flere lande så småt at opleve økonomiske prob-lemer.

Et eksempel var Argentina. Landet havde i en periode været anset som klassens duks i forhold til at implementere WK, men oplevede nu i slutningen af 90erne stor økonomisk nedtur. WK, der få år forinden havde været den store frelser, blev nu udråbt som synderen (flere økonomer mener dog ikke, at krisen i høj grad var forårsaget af den fastkurspolitik landet førte overfor den amerikan-ske dollar). Den økonomiske krise rejste en del skepsis og kritik af WK’sWK’s neoliberale indhold, og lande som Argentina og Brasilien kom med en udtalt kritik af de ti anbefalinger. Paradoksalt nok kom kritik-ken samtidig med, at Brasilien efterlevede flere af anbefalingerne.

Men det var ikke kun de to lande, der tog afstand fra WK. I visse intellektuelle miljøer blev WK anklaget for at være en del af en neoliberal dagsorden, som blev presset ned over økonomisk svage lande. En af kritikkerne var – sat lidt på spidsen – at de neo-liberale politikker skulle sikre, at ulandene åbnede deres markeder, som stærkere vestlige økonomier derefter kunne udnytte. Det er dog en kritik, der langt fra deles af alle.

Blandt økonomer har WK været heftigt diskuteret. En række økonomer herunder, Dani Rodrik og Joseph Stiglitz, har kritiseret WK. Kritikken har været mangeartet, men har især gået på, at anbe-falingerne i alt for høj grad har været set som en samlet fastlåst pakke – en ’one size fits all’-model, der blev presset ned over landene. Williamsons ti anbefalinger er ikke i sig selv dårlige anbe-falinger, men snarere mangelfulde. Dette er udtryk for et skred i den traditionelle opfattelse af, hvordan økonomisk politik i udvikling-

Igennem tyve år har et af de mere omdiskuterede emner været Washington Konsensus. Den har været et symbol på den amerikan-ske dominans i international politik og økonomi. Og i takt med at den i stigende grad anfægtes, er også USA’s politiske og økono-miske dominans blevet anfægtet.

Washington Konsensus (WK) har sine rødder tilbage i 80erne, hvor en række udviklingslande i Latinamerika havde store problemer med de statslige finanser. Landene eksperimenterede med forskel-lige politikker, der skulle løse problemerne, men uden de store resultater. I 1989 formulerede den amerikanske økonom John Wil-liamson ti anbefalinger (se tekstboks), der skulle hjælpe de økono-misk skibsbrudne lande på ret køl.

De ti anbefalinger opsummerede en række ideer (listen var længere end Williamsons 10 anbefalinger), der på daværende tidspunkt var udbredt i Washington. Ideerne var også udbredt i organisationer som Verdensbanken og den internationale valutafond (IMF) og nød samtidig en vis popularitet i det amerikanske finansministerium (både IMF og Verdensbanken har traditionelt set været kraftigt domineret af USA og Vesten. Alle tre organisationer ligger i Wash-ingtonington – IMF og Verdensbanken lige overfor hinanden). Via disse institutioner blev blandt andet Williamsons ti anbefalinger udbredt i en større skala og gjort til en del af en (økonomisk liberal) politik-pakke, som et udviklingsland blev stillet over for, når det skulle have økonomisk hjælp af en af institutionerne. Kravene i den politiske pakke var for mange landes vedkommende vidtgående og krævede omfattende reformer.

Som følge af den nationale økonomiske situation blev disse liberale anbefalinger udbredt og taget i brug i latinamerikanske lande (forskellige anbefalinger florerede og blev praktiseret i landene forud for Williamsons formulering) og landene syd for Sahara. Senere blev de også udbredt blandt de østeuropæiske lande. Selv blandt de udviklede lande var der flere, der tog anbefalingerne til sig. MenMen hvad var kongstanken i de ti anbefalinger? Anbefalingerne blev formuleret i en tid med økonomisk smalhals, og hvor Reagan og Thatcher førte en liberalistisk politik med lav inflation og en lille stat. Mange økonomer og politikere havde med den økonomiske krise og stagflationen i 70erne vendt ryggen til Keynes’ fine-tuning af økonomien. Nu var mantraet laissez-faire i højere grad mantraet blandt de Washington-baserede institutioner. Et mantra, der også afspejledeafspejlede de krav, der blev stillet til ulande, når de modtog støtte eller lånte penge. Ulandene skulle privatisere, fjerne handelsbarri-erer og gerne tiltrække udenlandske investeringer. Lidt forsimplet var der altså tale om en neoliberal tankegang, som skulle guide staterne i deres økonomiske politik.

Oprindeligt var anbefalingerne set som økonomiske anbefalinger specifikt til Latinamerika, men blev en del af en større kontekst. For samtidig med formuleringen fik Tyskland sit forår, da Berlinmuren

af Frederik Bitz Møller

»Lidt forsimplet var der altså tale om en neoliberal tankegang, som skulle guide staterne i deres økono-miske politik« “

»... de neoliberale politikker skulle sikre, at ulandene åbnede deres markeder, som stærkere vestlige økono-mier derefter kunne udnytte« “


Post-Washington Konsensus

Frederik Bitz Møller er kandidatstuderende ved Københavns Universitet og temaredaktør på IPmonopolet.

Om skribenten

De ti anbefalingerJohn Williamsons ti anbefalinger i Washington Konsensus:1. Finanspolitisk disciplin2. Omdirigering af subsidier fra enkelte industrier til områder med højt økonomisk afkast (f.eks. skolesystemet, infrastruktur mm.)3. Reformering af skattesystemet4.4. Markedsbestemt rentesats5. Konkurrencedygtige valutakurser6. Fjernelse af handelsbarrierer7. Liberalisering og tiltrækning af udenlandske investeringer8. Privatisering af statsejede selskaber9. Deregulering af markedet – det skal være lettere at komme ind og konkurrere på markedet10. Beskyttelse af ejendomsretten10. Beskyttelse af ejendomsretten

slande bør føres. Der er behov for at anerkende landenes forskel-lighed, og derfor skræddersy anbefalinger så de passer landenes særegne struktur. I den sammenhæng er det interessant, at flere af de latinamerikan-ske lande i de senere år har oplevet en stor vækst ved blandt andet at fokusere på flere af de oprindelige anbefalingerne, dog uden at implementere dem alle (her er Kina et eksempel, der kan virke para-doksalt for fortalerne for de neoliberale anbefalinger). Kritikken og de manglende resultater fik dog også konsekvenser.

Kinas opblomstringWK er dog ikke den eneste model for udviklings- og bistandspolitik. Andre lande har ført en udviklings- og bistandspolitik, der ikke just minder om WK. I denne sammenhæng er især én model interes-sant.

Beijing Konsensus (BK) kom første gang frem i år 2004 (som sådan var Beijing Konsensus ikke formuleret af Kina, men den handlede blandt andet om den måde, som flere så Kina håndtere udviklings- og bistandspolitik på). BK er ikke klart defineret, men her skal alli-gevel nævnes nogle af nøgleelementerne. Først og fremmest stilles der ikke i samme grad politiske krav til udviklingslandene, som det er tilfældet i WK. Dernæst har Kina ikke i samme grad som vestlige demokratierdemokratier en national politisk scene, der har en holdning til de etiske aspekter af udviklings- og bistandspolitikken. Sammenlignet med et vestligt demokrati kan den kinesiske ”enhedsstat” med dens ressourcer spille på langt flere strenge i udviklingspolitikken. Samtidig ligger der også lantent i Beijing Konsensus, at udvikling-slandene kan lade sig inspirere af Kinas økonomiske model– en model der ikke ligefrem taler om åbne markeder, liberalt demokrati og menneskerettigheder.

Igennem de senere år har Kina, sammen med en række andre vækstøkonomier, brugt hastigt voksende summer på udviklingsbistand samt investeret massivt i flere udviklingslande. Her har udviklingspolitikken udviklet sig til ren magtpolitik. Et målene i Kina og andre vækstlandes udviklingspolitiske strategi har været at bruge den udviklingspolitikken som et middel til at sikre sig vitale naturressourcer – og dette er et mål, de har fulgt med stor succes.succes. Den øgede kinesiske tilstedeværelse i en række udviklingslande er med til ikke blot at svække troen på og tilliden til WK. Det er en umiskendelig svækkelse af Vesten og især USA rent magtpolitisk. Dels fordi flere ulande kan sige nej til de krav om for eksempel good governance, der stilles fra Vestens side, og i stedet vælge at søge om støtte fra kineserne, der i mindre grad stiller spørgsmålstegn ved ulandenes måder at gøre tingene på.

Deri ligger, at Vesten, der ellers ifølge den amerikanske politolog Francis Fukuyama havde sejret med det liberale demokrati, risik-erer at tabe terræn inden for den blødere magtbalance. Dels medfører det en svækket tilstedeværelse og med tilstedeværelsen en svækket politisk indflydelse i udviklingslandene samtidig med, at man afskæres fra vigtige naturressourcer. Dermed udfordres kernen af WK (og de vestlige værdier) ikke bare af akademikere, men helt konkret politisk af Kina, der opstiller en alternativ model.men helt konkret politisk af Kina, der opstiller en alternativ model.

Post-Washington Konsensus Den store politiske udvikling og den voldsomme kritik fik kon-sekvenser for WK. I 2005 publicerede Verdensbanken en rapport, der samlede op på 90ernes økonomiske reformer i de latinameri-kanske lande og generelt var kritisk over for WK. Selvom rapporten

ikke nødvendigvis repræsenterede hele Verdensbanken, var der tale om et stort skridt væk fra den traditionelle tankegang. Nu anerk-endte man behovet for at indtænke flere løsninger såsom institutio-nel opbygning og fokus på velfærdspolitik i udviklingspolitikken. Med udbruddet af den finansielle krise i 2007 har WK i den neo-liberale forstand fået det endelige dødsstød. Krisen illustrerede, at den neoliberale frihandelstankegang var uholdbar. Den tidligere britiske premierminister Gordon Brown formulerede det således, at ”The old Washington consensus is over”. Browns udtalelse betyder ikke, at anbefalingerne i Williamsons oprindelige WK ikke længere anbefales, men at den som ene (og neoliberal) model ikke længere harhar nogen gang på jorden - og det er med god grund. Modellen i den neoliberale forståelse har ikke været i stand til at indfri forvent-ningerne. På trods af enkelte succeshistorier har modellen på mange måder været en fiasko – både rent økonomisk for udvikling-slandene og rent politisk for Vesten og især USA. Et eksempel herpå var, da Francis Fukuyama og hans kollega Nancy Birdsall tidligere i år konkluderede, at finanskrisen endeligt havde taget livet af USA’s økonomiske dominans.

Udviklingen med WK’s fiasko og Kinas opstigning viser behovet for et bredere fokus rent politisk og økonomisk. Magtbalancen er en anden, end da Williamson formulerede sine ti anbefalinger. Det illustrerer Gordon Browns citat også. Udtalelsen kom nemlig ved et G20 møde i London, der viser, at USA og Vesten har givet sig og anerkendt G20 frem for G7 (hvor Kina ikke var med) som det sted, hvor globale økonomiske beslutninger herunder udviklingspolitiske beslutningerbeslutninger træffes. Denne udvikling, der i høj grad er Kinas fortjeneste, har allerede vist positive spirer. G20-landene fremsatte i 2010 en konsensus om en ny udviklingspolitisk strategi og politik, Seoul Development Konsensus, der i højere grad tager hensyn til udviklingslandenes nationale forhold og ser mindre blåøjet (i neolib-eral forstand) på de økonomiske politikker. Der er dog ikke tale om, at vi skal smide Williamsons ti anbefalinger væk. De lever videre endnu om end ikke alene og under andre betingelser. Der mangler dog stadig en reel politisk prioritering af G20 (hvor det primært er finansministre, der mødes), hvis de udviklingspolitiske (og interna-tionale økonomiske) udfordringer for alvor skal løses. Men det er den nye situation og erkendelsen af de udviklingspolitiske udfor-dringer, der er årsagen til, at vi overhovedet taler om en Post-Wash-ington Konsensus: hvordan det ender kommer altså til at afhænge af, hvordan disse udfordringer håndteres i praksis.

»Et målene i Kina og andre vækstlandes udvikling-spolitiske strategi har været at bruge den udvikling-spolitikken som et middel til at sikre sig vitale naturressourcer – og dette er et mål, de har fulgt med stor succes« “


Indien

Kina

USA

Brasilien

EU

Kilde: Verdensbanken.2010-tallene er estimater fra IMF.

Årlige vækstrater, 2000-10 (procent)

Den aktuelle krise kan ses som en test af holdbarheden af de øko-nomiske strategier, som forskellige lande har betjent sig af. Det er da også ganske udbredt at se krisen som en krise for en bredt defi-neret neoliberalistisk strategi, som den har været fremført af de førende vestlige lande, især USA og Storbritannien, og de førende internationale organisationer med IMF og Verdensbanken i spidsen. Washington Konsensus (WK) er ofte brugt som en samlebetegnelse for disse økonomiske politikker, selv om det ikke er alle punkterne i den oprindelige formulering af WK, der entydigt kan siges at være neo-liberalistiske. Helt overordnet handler WK om en formindskelse af statens rolle og en tro på, at dette samtidig inde-bærer et øget råderum for effektive markedsmekanismer.

I visse intellektuelle miljøer blev WK anklaget for at være en del af en neoliberal dagsorden, som blev presset ned over økonomisk svage lande. En af kritikkerne var – sat lidt på spidsen – at de neo-liberale politikker skulle sikre, at ulandene åbnede deres markeder, som stærkere vestlige økonomier derefter kunne udnytte. Det er dog en kritik, der langt fra deles af alle.

Hvad har Brasilien, Indien og Kina gjort rigtigt?De sidste 10 års økonomiske vækstrater peger entydigt på, at de tre store lande må have gjort en hel del rigtigt i deres økonomiske politik. Spørgsmålet er så, om de har fulgt opskriften fra Washington Konsensus, eller om de har fundet en anden model. Spørgsmålet er enkelt, men det er svaret ikke. De tre lande har ført forskellige politikker på forskellige områder, deres politikker har varieret over tid, og det kan være vanskeligt entydigt at vurdere, om de førte poli-tikkertikker har været neoliberalistiske (WK-lignende) eller ej, da en sådan vurdering i et vist omfang afhænger af de konkrete omstæn-digheder. Lad mig kort gøre rede for de overordnede træk i landenes økonomiske politik i nyere tid hver for sig, og efterføl-gende foretage en samlet vurdering.

Selvom finanskrisen har haft en global rækkevidde, så har virknin-gen af krisen været moderat for BRIK landegruppen sammenlignet med Europa og USA, hvilket ses ved den høje vækstrate i de frem-stormende u-lande som slår vækstraten i Europa og USA med adskillige længder. Men hvorfor har finanskrisen kun haft moderate konsekvenser for BRIK-landene? Hvad gør landene rigtigt i forhold til deres økonomiske politik? Har de fulgt opskriften fra Washington Konsensus eller har de fundet en anden model? Trues Washington Konsensus?

I efteråret 2008, da den internationale finanskrise skabte økonomisk kaos i USA og en række andre vestlige lande, udtalte den brasilian-ske præsident Lula sig optimistisk om Brasiliens fremtidsudsigter. Den finansielle krise ville nemlig ikke ramme Brasilien, fordi landets banker ikke havde været involveret i tvivlsomme og høj-risikable udlånsforretninger. Han udtalte senere, at krisen (for en gangs skyld) var skabt af hvide mennesker, ikke af sorte eller brune. Hans formuleringformulering vakte en vis opsigt, men med Brasiliens historie in mente, giver den god mening. Brasilien havde nemlig været et af de lande, som var blevet hårdest ramt af den gældskrise, som ramte de fattige lande i 1980’erne. Krisens konsekvenser havde sat landet i stå i en lang årrække, det var reelt sat under administration af IMF, og først i 2005 var det sidste lån til fonden blevet tilbagebetalt. Set i det lys er det en meget stor triumf for Brasilien nu at blive betragtet somsom en økonomisk stormagt med en bedre økonomisk administra-tion end det rige USA.

Nu slap Brasilien imidlertid ikke uskadt ud af den finansielle krise. Da først finanskrisen blev til en bredere økonomisk krise med global rækkevidde ramte den selvfølgelig også Brasilien hårdt, men som det kan ses af figuren, blev krisen kortvarig. På den måde ligner Brasilien de andre to store ulande, som er medlemmer af BRIK lan-degruppen, Indien og Kina. Også disse to lande blev ramt af den økonomiske krise, men i begge lande blev virkningen af krisen forholdsvisforholdsvis moderat og den høje økonomiske vækst fortsatte. Og alt tyder på, at de kommende år vil se en fortsættelse af mønsteret fra før krisen: en verdensøkonomi i to takter, hvor væksten i Europa og USA halter bagefter væksten i de fremstormende store ulandsøko-nomier.

af Jørgen Dige Pedersen

»... alt tyder på, at de kommende år vil se en fortsæt-telse af mønsteret fra før krisen: en verdensøkonomi i to takter, hvor væksten i Europa og USA halter bagefter væksten i de fremstormende store uland-søkonomier« “


Indien, Brasilien, Kina Giver de dødsstødet til Washington Konsensus?

BrasilienBrasilienBrasilien har på mange måder haft det vanskeligste udgangspunkt for sin økonomiske vækst, dog med det forbehold, at landet suverænt er det mest velstående blandt de tre. Som omtalt var landet kommet ud i en alvorlig gældskrise, som havde betydet, at man var blevet kastet i armene på IMF og Verdensbanken og dermed udsat for et betydeligt pres for at indføre økonomiske reformer af ny-liberalistisk karakter.

MestMest direkte har det kunnet mærkes i form af et stærkt pres for balance på statsbudgettet for at reducere de statslige virksomhed-ers rolle og for at sikre adgang for udenlandske virksomheder. Brasilien har da også, efter økonomiske reformer påbegyndtes i 1990, på en lang række områder klart bevæget sig i en mere liberal-istisk retning: importtolden er blevet dramatisk reduceret, mange store statsejede virksomheder er blevet privatiseret, mange blev solgt til udenlandske virksomheder, så de udenlandske invester-inger er steget markant, og der har hele tiden været tale om stram kontrol med de offentlige udgifter.

Samtidig med disse politikændringer er det imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at Brasilien har opretholdt en stor statslig sektor med store statslige banker og statslige industri- og mineselskaber. Den statslige udviklingsbank spiller stadig en stor rolle gennem sin strategiske udlånspolitik, som er det vigtigste instrument i den stats-lige industripolitik. Under præsident Lula har den fået endnu større betydning. Den brasilianske stat har også haft stor indflydelse gennemgennem sin udenrigspolitik, der har støttet det regionale fælles-marked, Mercosur, og generelt har søgt at fremme samhandelen med andre udviklingslande. Liberaliseringerne har dog betydet, at udenlandske virksomheder har fået større råderum og mange brasilianske virksomheder er bukket under, men de resterende virk-somheder klarer sig og er endda begyndt at operere internationalt.

IndienIndien ligner på flere områder Brasilien. Landet er befolkningsmæs-sigt meget større, og det er meget fattigere, men ændringerne i den økonomiske politik svarer meget godt til dem, som Brasilien har foretaget. En afgørende forskel er, at Indien ikke har været under-kastet samme pres fra IMF og Verdensbanken, fordi landet aldrig for alvor har været i en gældskrise. Det var ganske vist en mindre krise, som i 1991 nødvendiggjorde, at man optog lån fra de to institutioner og i den forbindelse indførte økonomiske reformer af et ny-liberalistisk tilsnit. Sagen er blot den, at reformerne længe havde været på tegnebrættet hos de indiske myndigheder og derfor sandsynligvis ville være kommet alligevel. Det mindre pres udefra betød også, at de økonomiske reformer blev indført mere gradvist og med større hensyntagen til lokale interesser. Selvom reformerne har været markedsorienterede i den forstand, at der er blevet liberaliseret både på hjemmemarkedet og i forhold til omverdenen, har der været klare grænser. De statslige virksomheder har fået øget konkurrence fra private virksomheder og enkelte er blevet priva-tiseret, men i det store og hele er statssektoren intakt, og den finan-sielle sektor er domineret af statslige banker. Planlagte arbejdsmarkedsreformer har måttet udsættes, og der er fortsat grænser for, hvilke sektorer udenlandske investorer kan få tilladelse til at operere i. Samlet har det betydet, at den indiske økonomi samtidig med åbningen over for omverdenen og de interne liberali-seringer fortsat i stort omfang er orienteret mod hjemmemarkedet. Økonomien domineres stadig af indiske virksomheder, og flere og flere af dem opererer i dag på globalt plan ligesom de brasilianske virksomheder.

Kina Kina har i kraft af sin maoistiske fortid naturligvis haft et meget anderledes udgangspunkt end de to andre lande. Den statslige kontrol med økonomien har tidligere været næsten total, og på den

måde har den økonomiske reformpolitik, som blev indledt i 1978 og udbygget i 1990’erne, bevæget sig i ny-liberalistisk retning. Specielt åbningen over for investeringer i andre lande, samt handel med omverdenen, har været i god overensstemmelse med WK-principperne. Også den hjemlige økonomi er blevet liberaliseret, og der er skabt stort spillerum for private virksomheder. Samtidig har de kinesiske myndigheder opretholdt en betydelig statslig styring. Det gælder både over for udenlandske og kinesiske investorer, inden for den finansielle sektor og i forhold til fastsættelsen af valu-takursen. Liberaliseringerne har uden tvivl bibragt den kinesiske økonomi en afgørende dynamik, som dog også har betydet, at den kinesiske økonomi, især på eksportsiden, er blevet afhængig af de udenlandske virksomheder. Omkring halvdelen af den kinesiske eksport kommer i dag fra udenlandske virksomheder, og det er en del højere end i Brasilien og meget højere end i Indien. Samtidig har kinesiske virksomheder vundet frem med stormskridt, også mange private, og de er også godt på vej ud på verdensmarkedet.

Det er nærliggende at tolke den hurtige vækst i Brasilien, Kina og Indien som et udtryk for, at WK er den rigtige opskrift på en økono-misk politik. Alle landene kan nemlig siges at have bevæget sig væk fra en statsdirigeret økonomisk model over mod en markeds-domineret ny-liberalistisk model. Imod denne tolkning taler imidler-tid, at ingen af landene har opgivet statslig kontrol, men måske snarere kan siges at have fundet en ny form for statslig kontrol og regulering, som passer bedre til en hurtig omskiftelig og global verden.

Sammenligner man landene, er der tre forhold, som kan vurderes som afgørende for deres succes. For det første har alle landene foretaget skiftet i deres økonomiske politik på baggrund af en tidligere strategi med statsdirigeret importsubstitution, som har skabt et lokalt forankret industrielt fundament for udviklingen. Samtidig har strategien også skabt lokale interesser, et industrielt borgerskab (i Kina i statsligt regi), som har medvirket til reformpoli-tikkenstikkens udformning og modvirket et udenlandsk pres. For det andet har den økonomiske succes været størst i de lande (Kina og Indien), hvor liberaliseringerne har været mindst omfattende. For det tredje, og mest afgørende, har væksten været størst, hvor der har været mindst pres udefra, og hvor der har været størst lokal kontrol med den økonomiske politik: Kina, Indien og Brasilien i netop den rækkefølge. Dette mønster går også igen i håndteringen afaf den økonomiske krise efter 2008, hvor alle lande har nydt godt af, at de netop ikke havde liberaliseret finanssektoren, og at de havde bibeholdt en vis kontrol med de internationale kapitalbevægelser.

Trues Washington Konsensus?De tre landes økonomiske succes indeholder både elementer, som kan bekræfte WK og elementer, som modsiger WK. I både Indien og Brasilien er der interne oppositionskræfter, som taler for øget statslig kontrol, og andre som taler for øget markedsgørelse. I Kina er det formentlig på samme måde, men diskussionerne holdes inden for partiets lukkede døre. Den økonomiske politik er derfor et resultat af den lokale diskussion, hvor WK tankegangen indgår, men ikke påtvinges udefra.men ikke påtvinges udefra.

Som en konsekvens af deres økonomiske fremgang har alle tre lande fået større politisk indflydelse inden for både Verdensbanken og IMF. De kan derfor påvirke de to institutioners politik i langt højere grad end tidligere. Det vides endnu ikke med sikkerhed, men

»Det er nærliggende at tolke den hurtige vækst i Brasilien, Kina og Indien som et udtryk for, at WK er den rigtige opskrift på en økonomisk politik. Alle landene kan nemlig siges at have bevæget sig væk fra en statsdirigeret økonomisk model over mod en markedsdomineret ny-liberalistisk model« “


Jørgen Dige Pedersen, lektor ved det nye Department of Public Policy and Administration på Aarhus Universitet.

Om skribenten

detdet er sandsynligt, at de tre lande vil arbejde for en opblødning af de tidligere så rigide WK-krav til modtagere af økonomiske støtte. De vil formentlig presse for en udvikling i retning af en mere prag-matisk tilgang til økonomisk udvikling, som tillader en større fleksibilitet og ikke tænker i ’one size fits all’-skabeloner. Det betyder, at enigheden om WK som en færdig model for økonomisk udvikling er en afsluttet epoke, men det betyder ikke, at de enkelte programpunkterprogrampunkter er opgivet. Og der er stadig lang vej at gå, før de internationale institutioner eksempelvis begynder at anbefale lande at nationalisere deres bankvæsen og regulere udenlandske investeringer, også selv om det i mange tilfælde ville give god udviklingsmæssig mening.

»De (BRIK-landene, red.) vil formentlig presse for en udvikling i retning af en mere pragmatisk tilgang til økonomisk udvikling, som tillader en større fleksibil-itet og ikke tænker i ’one size fits all’-skabeloner. Det betyder, at enigheden om WK som en færdig model for økonomisk udvikling er en afsluttet epoke, men det betyder ikke, at de enkelte programpunkter er opgivet.« opgivet.«

“



“Hvad tror du der gik galt i anvendelsen af Washington Konsensus?”ReformernesReformernes format var ikke problematiske. Problemet var snarere måden, hvorpå anbefalingerne blev solgt til regeringerne. Løftet om, at det ville løse alle deres problemer, var vildledende. Mine reformer var ikke tænkt som en pakkeløsning, så ideen om at frem-stille reformerne som en samlet pakke var en fejltagelse. Politikere bør altid have muligheden for at selektere - det er tingenes natur. Og ideen om, at du bare kunne tage denne pakke ud fra reolen var forkert.forkert. Men opfattelsen af, at alle disse anbefalinger har haft katastrofale konsekvenser, er også forkert.

“I april 2001 ved G20 topmødet i London, erklærede Gordon Brown Wash-ington Konsensus for værende død. Hvordan forholder du dig til dette?”For at være ærlig morede det mig, da jeg hørte det. Men jeg må dog understrege, at det er et spørgsmål om fortolkning. Hvis han mente de ti punkter, som jeg skitserede for latinamerikanske udvikling-slande for 20 år siden, så nej, så er Washington Konsensus overho-vedet ikke død. Men refererede han til den neoliberale anvendelse af de anbefalinger eller den såkaldt udvidede form for Washington Konsensus, som IMF og Verdensbanken foreskrev alle udviklingslande i verden, så er den død.

“Hvad er forskellen mellem de to?”Med den ”udvidede Washington Konsensus” mener jeg det begreb, som Stanley Rodrik og andre økonomer brugte, når de ref-ererede til de politikker, som Washington-baserede institutioner advokerede for. Det inkluderede yderligere anbefalinger, end dem jeg oprindeligt opstillede. Og de neoliberale konnotationer, som disse politikker har fået i de to foregående årtier, bør hensættes fra de oprindelige anbefalinger. Da jeg opridsede reformerne for 20 år siden,siden, var det ikke meningen, at mit begreb skulle omfatte neo-liberale ideer.

“Konsensussen var alligevel underkastet sådanne fortolkninger mellem 1980erne og 1990erne, og nogle lande fremhævede nogle reformer fremfor andre”Alle reformerne var vigtige i sig selv, men accentueringen af enkelte politikker var fuldstændig rigtig. For eksempel anbefalingen om finanspolitisk disciplin, som skulle reducere det statslige under-skud, var helt essentiel for nogle lande, selvom det var relevant for mange flere. Brasilien og Chile er gode eksempler på, hvordan finanspolitisk disciplin har bevirket, at et udviklingsland har opnået stabilitet og vækst. Selvfølgelig var det svært at indføre finanspoli-tisk disciplin; ingen har nogensinde sagt, at det er en nem politik at indføre. I øjeblikket er der problemer i Storbritannien pga. imple-menteringen af denne politik, men det er ikke ensbetydende med, at det er forkert.

“Men nogle lande vægtede privatiseringen mere, hvilket havde negative konsekvenser?”Jeg er enig i, at det ensidige fokus på privatiseringen medførte, at man ikke var opmærksom på, hvorledes man skulle gennemføre det. At sælge offentlige virksomheder til hvem som helst er ikke måden at gøre det på. Jeg tror at mange mennesker græmmede sig over, at gode aktiver for staten blev solgt for markedspris til enkelte individer, som staten favoriserede, hvilket skabte mistro til hele ideen. Ideen om privatisering forbliver dog god. Det giver ini-

WashingtonWashington Konsensus blev i slutningen af 80erne opsummeret til ti politikker af økonomen John Williamson. De ti politikker fremholdtes i slutningen af 80erne og i starten af 90erne som løsningen på de latinamerikanske landes finansielle deficit. Efterfølgende er Wash-ington Konsensus blevet polemiseret, kritiseret, kaldt for en katastrofe, samt blevet forkastet af Gordon Brown til G20 topmødet i 2001. Både på godt og ondt er begrebet en omdiskuteret stør-relse, hvorfor Marta Lillo har valgt undersøge Washington Konsen-sus nærmere. Marta Lillo interviewer derfor faderen til begrebet, John Williamson. Økonomen insisterer på, at Washington Konsen-sus overhovedet ikke er død – vel at mærke Washington Konsensus i sin oprindelige form.

Ah! Washington Konsensus…. Det er utroligt, hvor megen debat og lidenskab disse to ord kan vække, når markedsvenlige økonomiske politikker og disses indvirkning på udviklingslande diskuteres. I 1990erne var disse reformer inden for den makroøkonomiske dis-ciplin set som løsningen på alle udviklingslandes problemer. Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken gjorde ind-føringen af Washington Konsensus politikkerne som en betingelse for stater, der ønskede finansiel hjælp i kølvandet på de økono-miske kriser, der havde ramt udviklingslandene hårdt for tyve år siden.

Navnet Washington Konsensus betegner den gennemgående tankegang i de politikker, som de Washington-baserede institu-tioner fra slutningen af 80erne mente ville hjælpe latinamerikanske lande til at overvinde deres finanspolitiske underskud samt sikre økonomisk vækst. Økonomen John Williamson opsummerede Washington Konsensus i ti punkter, dette for at overbevise ”Wash-ington” (de amerikanske politikere red.) om, at de latinamerikanske lande kunne forpligte sig på gennemførelsen af store reformer.

Helt overordnet foreskrev Williamson følgende: finanspolitisk disci-plin; omordning af prioriteringerne i det offentlige forbrug; skattere-former, liberalisering af rentesatser, handel og udenlandske investeringer, en konkurrencedygtig valutakurs, privatisering, deregulering og tilvejebringelsen af ejendomsrettigheder. Herefter fik Washington Konsensus sit eget liv. Det blev en slags opskrift, primært forfægtet af IMF og Verdensbanken, som blev appliceret i næsten alle udviklingslande. Der var enkelte positive resultater i forbindelse med reformerne, som fx de makroøkonomiske succeser i Chile og Brasilien, men hovedsageligt var resultaterne skuffende. Lige siden århundredeskiftet har Washington Konsensus været omdrejningspunkt for megen debat, samt et yndlings emne for neo-liberalistiske kritikere. Tyve år senere forklarer Williamson fra sit kontor på Peterson Insti-tute for International Economics i Washington DC forskellene mellem den udvidede version (af Washington Konsensus, red.) og hans originale arbejde. Williamson insisterer på, at Washington Konsensus ikke er død.

af Marta Lillo

»Opfattelsen af, at Washington Konsensus har haft katastrofale konsekvenser er forkert.« “


John Williamson:Interview med Washington Konsensus’ fader

Interviewet er oversat af Camilla Gøtzsche Frederiksen, statskund-skabsstuderende ved Københavns Universitet

Om skribenten

tiativer til de offentlige firmaer samtidig med, at det var en god måde at finansiere budgetunderskuddet på. Jeg er enig i, at måden, hvorpå reformerne blev solgt, ikke var optimal; det virkede begrænsende for nogle lande.

Jeg mener ikke, at IMF og Verdensbanken gjorde rigtigt i, at frem-holde Washington Konsensus som en betingelse på den måde.

“Faktisk anses betingelserne som IMF og Verdensbanken opstillede, såfremt organisationerne skulle stille med pengepungen, hovedsageligt som en slags spændetrøje.”JegJeg tror på, at man er nødt til at stille nogle betingelser, hvis man ønsker at opnå makroøkonomisk disciplin. Lande kan ikke blot fortsætte med fuldstændig autonomi. Man er nødt til at forpligtige dem til noget, der giver mening i et makroøkonomisk perspektiv. Men ja, det var en fejltagelse af opstille denne form for betingelser. Egentlig mener jeg ikke, at IMF og Verdensbanken kunne klandres for at have en ”one-size-fits-all” tilgang, selvom nogle af deres han-dlinger alluderede det. dlinger alluderede det.

“Hvem er så den ansvarlige?”Både landene og institutionerne bør holdes ansvarlige. I forsøget på at opnå finanspolitisk disciplin, skabte landene blot en høj prisin-flation. Og ja, i nogle af disse situationer var det forkert af IMF at pådutte lande betingelser ved indførelsen af disse politikker, som tillige ville skabe en høj inflation. Men jeg insisterer på, at Washington institutionerne ikke anser dem selv som fortalere for Washington Konsensus. Jeg formulerede disse anbefalinger fordi, der i Washington var enighed om, at de ville medføre gode resultater i Latinamerika. Og faktisk mente Washington institutionerne senere, at de forskrevne anbefalinger generelt ville være gode for deres medlemslande. Men ikke alle regeringer applicerede politikkerne på korrekt vis. “Spillede geografi en rolle? Nogle elementer af Washington Konsensus virkede for latinamerikanske lande, mens det var en hindring for mange økonomier i Afrika”Havde jeg forfattet en politisk konsensus for Afrika, ville det ikke have været præcist det samme, som jeg foreskrev Latinamerika. DerDer ville være mange lighedspunkter. Men der ville også blive taget højde for særlige regionale forhold. For eksempel er afrikanske lande systematisk blevet diskrimineret hver gang, de har anmodet om kredit. Det ville jeg havde inkluderet. Det var meget upassende ukritisk at implementere anbefalingerne i Washington Konsensus, uagtet hvilket land det gjaldt. For eksempel er der institutionelle for-skelle regionerne imellem. De latinamerikanske lande havde de institutionelleinstitutionelle rammer på plads, hvorimod afrikanske lande sta-digvæk var i gang med at etablere deres regeringer.

“Hvilken tilgang havde man til globalisering på det tidspunkt, hvor du undfangede begrebet ‘Washington Konsensus’?”Da jeg opfandt betegnelsen, eksisterede globalisering ikke som begreb . Den første gang, jeg stødte på begrebet globalisering, var i 1996, hvor jeg allerede arbejdede for Verdensbanken. Frihandel er foreneligt med globalisering, men Washington Konsensus og glo-balisering er to helt forskellige størrelser. Jeg tror heller ikke, at glo-baliseringen var den konceptuelle ramme for Washington Konsensus. “Synes du stadigvæk, at det giver mening, at diskutere begrebet Wash-ington Konsensus?”Jeg har før sagt, at den pakke af politikker, jeg foreskrev, er helt grundlæggende, hvorfor det ikke rigtigt er værd at diskutere. Men taler vi om den neoliberale agenda, så er den blevet kritiseret meget - hovedsageligt af økonomen og Nobelprismodtageren Joseph Stiglitz. Jeg mener, at det er problematisk fortsat at forsvare det. Selvfølgelig er det vigtigt at undersøge, hvorfor dets resultater var så skuffende for majoriteten af udviklingslande .


dette mikroskopiske hjørne af korthuset i sig selv kan gives skylden for finanskrisen. Ikke desto mindre vil finanssektor interessenter overalt i verden helst have os til at acceptere, at krisen havde en eksogen materiel årsag, som vi nemt kan undgå i fremtiden ved at rette den eksisterende regulering lidt til for så at fortsætte som hidtil. doksalt for fortalerne for de neoliberale anbefalinger).

II et endogent perspektiv er krisen nemmere at forklare. Den egent-lige årsag til finanskrisen var ikke materiel og var slet ikke en unik subprime problemstilling. Givet finanssektorens fundering på social tillid var nedsmeltningen latent, så snart boblen begyndte at vokse – det kunne have været et utal af forskellige uforudsete værditab, der udløste, at boblen sprang. I dette tilfælde var det tilfældigvis to af Bear Stearns kapitalfonde med meget gode kreditvurderinger, derder imod al forventning måtte rapportere et 19 % værditab på deres aktiver. Bear Stearns havde, ligesom de andre store kreditinstitu-tioner, opnået den bedst mulige kreditvurdering ved at benytte en række avancerede matematiske logaritmer i forbindelse med deres collateralized debt obligations.

Disse logaritmer gjorde det statistisk set meget usandsynligt, at de ville opleve så store tab inden for 30 dage ,som var tilfældet i juni 2007. Men det vigtige med sandsynligheder er desværre; at til trods for at et muligt udfald er ekstremt usandsynligt, så vil det ikke desto mindre ske på et tidspunkt. Krisen var således meget usandsynlig, men den var ikke uforudsigelig.

SubprimeSubprime krisen ville ikke have udviklet sig til et systemisk problem, hvis markedsaktørerne, som i det eksogene perspektiv, handlede rationelt på baggrund af komplet information. De kunne have vurderet skaden og erkendt, at Bear Stearns’ kapitalfonde i øvrigt var sunde og raske – ingen panik var nødvendig. I stedet opdagede markedet, alt for sent, at de individuelt set intet anede om Bear Stearns’ aktiver. Hvis kreditvurderingsinstitutterne Standard & Poor’sPoor’s og Moody’s ikke havde været i stand til at vurdere to af de største kapitalfondes’ kreditværdighed, var der så nogen kapital-fonde, man kunne stole på? Kort tid efter rullede lavinen: I septem-ber 2008 var 24 trillioner dollars forsvundet i krakkende banker, kapitalfonde og forsikringsselskaber.

Hvis vi skal gøre os nogle som helst forhåbninger om at undgå en gentagelse i den nære fremtid, kræver det, at vi anerkender, at prissætningsmekanismen for finansielle aktiver udelukkende er defineret af sociale signaler og blind tillid til den fortsatte status quo – en pointe Keynes allerede fremførte i 1936 i hans hovedværk The General Theory of Employment, Interest and Money. Med dette in mente er det muligt at designe finansregulering, så systemiske kriser undgås – en smule volatilitet må vi sandsynligvis leve med. kriser undgås – en smule volatilitet må vi sandsynligvis leve med.

Sådan som reguleringen var skruet sammen før 2007, antog man, at hvis bare de enkelte finansielle institutioner var sunde og raske, og ikke tog for store risici, så ville markedet automatisk være stabilt. Krisen gjorde det klart, at en række selvforstærkende faktorer skabt

I foråret 2007 begyndte en finansiel og senere økonomisk ned-smeltning, der ikke er set magen til siden den store depression i 1930’erne. Umiddelbart udgør krisens størrelse og konsekvenser noget af et mysterium, idet den oprindelige boble var meget lille. Årsagerne til krisen skal i stedet findes i finansmarkeders’ sociale konstruktion og havde ikke som sådan en materiel årsag. Finan-skrisen i 2007 var en tillidskrise.

Lidt forenklet kan man i dag argumentere for, at der er to mulige forklaringer på finanskrisen; en eksogen og en endogen. Det eksogene perspektiv antager, at markeder dybest set virker af sig selv. De er generelt stabile takket være komplet information og rationelle aktører. Finansmarkeder bryder kun sammen, når statslig regulering skævvrider incitamentsstrukturer, eller når individer i systemisk vigtige positioner handler uærligt eller imod bedrevi-dende.dende. Det vil sige, at eksogene faktorer skaber prisbobler og kriser i et i øvrigt naturligt stabilt marked. Dette synspunkt fremføres især af neoklassiske økonomer, der var totalt dominerende før krisen. Det gennemsyrede også de neoliberale markedsløsninger på policy udfordringer fremført under Washington Konsensus. Det endogene perspektiv antager derimod, at markeder er ustabile, og at de ikke naturligt bevæger sig mod ligevægt. Især, hvad John Maynard Keynes kaldte herd behaviour, skaber cykler af mani og panik. Markedsaktører, der generelt har lille eller ingen information om deres aktivers sande værdi, baserer deres køb og salg på rygter og almindelig frygt for tab. Endvidere er finansmarkeder ekstra volatile, idet de er præget af selvopfyldende profetier. Det er dede fordi, markedsprisen for et givent aktiv forudsætter en villig køber. Da prisen således er performativt konstitueret af de endogene markedsaktørers intersubjektive forventninger, bliver tillid ekstremt afgørende for de globale finansmarkeders prisstabil-itet.

Hvilken af disse forklaringer på finansmarkeders ustabilitet, man tilslutter sig, er afgørende for, hvorvidt finansmarkeder bør over-lades til sig selv eller bør reguleres. Reguleringens omfang og specificitet repræsenterer transaktionsomkostninger og begrænser, hvem der kan tage hvilke risici – noget der har enorme konsekvenser for prisen på kredit og finanssektorens profitabilitet. Regulering af global finans er således ekstremt politisk. Derfor er derder utrolig stor opmærksomhed i finanssektoren omkring de tiltag, der i øjeblikket er ved at blive forhandlet på plads under Basel III, det nærmeste man kommer en international standard for regulering af finansmarkeder. Basel II viste sig som bekendt i 2007 ikke at kunne forhindre en global økonomisk nedsmeltning, og en række omstændigheder ved krisen diskrediterede i vid udstrækning det eksogene perspektiv. FinanskrisenFinanskrisen i 2007 er tit blevet udråbt som en subprime krise: For mange og for billige huslån til dårlige betalere blev givet ud af uans-varlige banker, der bundtede lånene i pakker med gode lån for således at forbedre lånenes fælles risikoprofil. Derefter kunne de sælges på det åbne marked som attraktive investeringsmuligheder (collateralized debt obligations). Men disse subprime lån udgjorde i midten af 2007 kun 0,7 trillioner dollars ud af et totalt globalt kapital markedmarked på 175 trillioner dollars. Man kan således dårligt påstå, at

af Iver Kjar

»Krisen var således meget usandsynlig, men den var ikke uforudsigelig« “


Global finansiel stabilitet i en krisetid

Iver Kjar, BSc i Statskundskab og MA studer-ende i International Politisk Økonomi ved Warwick Universitet.

Om skribentenmed udgangspunkt i denne antagelse forværrede krisen markant. Når vi først har accepteret finansmarkeders sociale konstruktion, så følger det, at markederne ikke er likvide, hvis der er en generel mangel på tillid.

DesværreDesværre var markedets forståelse af risiko endimensionel – alle former for risiko var til enhver tid lige slemt. Da The Glass-Steagall Act blev ophævet i USA i 1999, blev der groft sagt endeligt åbnet helt op for, at amerikanske finansielle institutioner frit kunne spe-kulere i deres egenkapital og udbyde mere varierede finansielle produkter. Lidt forenklet åbnede dette op for, at bankerne som indtil da kun kunne påtage sig kreditrisiko (at en låner måtte gå fallit) ogsåogså kunne påtage sig likviditetsrisiko (hvor hurtigt et givent aktiv kan omsættes til likvide midler uden stort tab) og markedsrisiko (at et givent aktiv taber værdi på det frie marked). Omvendt kunne pen-sionskasser, som tidligere bedst håndterede likviditetsrisiko takket være deres kunders forudsigelige ind- og udbetalinger, også udvide deres porteføljer.

Det samme gjaldt for hedgefonde, der gik fra ren spekulation i markedsrisiko og trådte ind på låne og pensionsmarkederne. Denne sammenblanding af risikotyper sikrede total gensidig afhængighed takket være en forretningsmodel (originate to distrib-ute), der gik ud på give kredit for derefter at sælge gældspapiret videre til en anden aktør. Denne manøvre omdannede passiver til aktiver og diversificerede risikoen, antog man. Bear Stearns var således,således, takket være sin størrelse, fuldstændig sammenviklet med de andre store institutioner og forsikringsselskaber.

Kort sagt: Da Bear Stearns aktiver faldt pga. et usandsynligt højt antal private boligejers fallitter, tabte de øvrige markedsaktører også værdi, da de havde investeret i Bear Stearns, hvis markeds-værdi nu faldt. En række hedgefonde og banker fik sammen med Bear Stearns derefter nedgraderet deres kreditværdighed af kredit-vurderingsinstitutterne. Fordi disse hedgefonde og banker havde lånt helt op til 60 dollars ud, for hver eneste dollar de havde i egen kapital, kunne de ikke betale ydelserne på deres pludseligt meget dyre variabelt forrentede lån. Dette udløste i sig selv likviditetsprob-lemer, som blev forværret efterhånden, som nervøse investorer (fx pensionskasser) ville trække deres penge ud. Da disse aktiver skulle realiseres hurtigt og ingen umiddelbart var parat til at købe, begyndte fallitterne at rulle, og lavinen var i skred – til trods for, at krisen oprindeligt var minimal.

For at undgå denne enorme selvforstærkende mekanisme er anbe-falingen herfra, ikke overraskende, modcyklisk regulering. Leonard Seabrooke, som i dag forsker på CBS, anbefalede i 2009 sammen med ”the Warwick Commission on International Financial Reform” en række tiltag. Modsat i dag skal kapitalkravene strammes, når økonomien boomer for at dæmpe kreditudbuddet, og løsnes når økonomien taber fart. Der skal tages højde for risikotype, så den enkelteenkelte institution igen ikke kan påtage sig alle varianter. Systemisk vigtige institutioner skal overvåges i højere grad, og der skal skabes incitamenter til, at finansielle institutioner forbliver små og reguler-bare for at undgå overdreven interdependens. Alt sammen for at undgå en gentagelse af det systemiske tab af tillid, vi så i 2007. Desværre står det klart, at de ovenfor beskrevne tiltag vil gøre det sværere at tjene penge i finanssektoren. Sammenlignelige forslag er blevet fremsat både af den engelske centralbanksdirektør Mervyn King og den amerikanske finansrådgiver Paul Volcker. Begge forslag blev mødt af kraftig modstand fra finanssektorens interesseorganisationer, hvorfor de enten er taget af bordet eller ændret grundlæggende. Som sådan er Washington konsensus’ markedsløsninger på politiske problemer desværre stadig dominer-ende i toppen af global finans, til trods for, at det efter 2007 er blevet klart, at markeder ikke kan regulere sig selv.


Annette Lendal mødte Francis Fukuyama til et eksklusivt inter-view i forbindelse med Århus Universitets matchpoint konfer-ence i maj, hvor Hr. Fukuyama deltog i debatten om demokratiets

udfordringer i det 21. århundrede. Foto: Jonathan Hansen

tidsskrift for international politik / ipmonopolet.dk / 11. udgave / nationalstatenside 18

Annette Lendal læser statskundskab på Københavns Universitet, og er redaktionsmedlem på IPmonopolet.

Om skribenten

a parallel national building, how can you ensure development?”YouYou cannot! But I think we have learned that you can actually develop under different conditions. There is not a strict template, and your society and your history and what you are good at, for example industrial politics, is one of those things that have made sort of a comeback – China has one example of it, Brazil another. If you had asked an American 15-20 years ago about Brazilian indus-trial policy they would have said it is terrible, leading into hyperinfla-tion, and all these macroeconomic problems. But now, people look back and say well that created ethanol, deep water in drilling, and all these things Brazilians are good at. They managed to use the industrial policy in a sensible way to promote the economy. But not everyone can do that, you know. There is not one single formula.

“You make it clear, that the new world order will be increasingly domi-nated by the “rise of the others” and a new consensus towards develop-ing countries might emerge. Do you think this new consensus will have greater success than the Washington Consensus?”I do not think the Washington Consensus is being replaced by anything in particular and particularly not by a Beijing Consensus. I think it is being replaced by an appropriate diversity of approaches to developing, which I think is better, because there is no single model. The right mixture between state and the market does not stay still; we will constantly have to renegotiate that, but that does not mean that capitalism as a whole is not going be the main driver.

FaktaboksFrancisFrancis Fukuyama er blandt verdens højest respekterede politolo-ger og er professor på Stanford University. Han fungerer jævnligt som kommentator i større nyhedsmagasiner og tidsskrifter og som rådgiver for stater og internationale organisationer inden for et bredt felt af emner, som spænder fra politik, økonomi og internatio-nale relationer til etik.

Han er blandt andet kendt for bøgerne The End of History and the Last Man (1992) og After the Neo Cons: Where the Right went Wrong (2006).

IPmonopolet har mødt den verdenskendte politolog Francis Fukuyama til en snak om det mere realistiske billede, som han i samarbejde med kollegaen Nancy Birdsall tegner af international udviklingspolitik i artiklen The Post-Washington Consensus: Devel-opment after the Crisis.

En ny verdensorden tegner sig i lyset af den finansielle krise. Øko-nomiske magtcentre spirer parallelt med, at den vestlige neoliberal-isme erklæres fallit af egne ophavsmænd. Det er amerikanske og vestlige demokratier, der i skyggen af den finansielle krise kalder på øget regulering og mindre tiltro til markedsgenereret globaliser-ing samtidig med, at socialpolitik i udviklingslandene tydeligt bærer præg af, at USA og Vesten ikke længere er epicenter for innovativ udviklingspolitik. Er det urealistisk, at en økonomisk udvikling vil forløbe parallelt med en demokratisk, når det bedste alternativ til Washingtons udviklingsmodel kommer fra Kina – der kobler hastig økonomisk vækst med autokrati?

“Mr. Fukuyama, you mention that emerging economies such as China, Brazil and Mexico do not follow the Washington Consensus but still are in favor of the capitalist model. What was the problem with the Washington Consensus, and what is it these emerging economies have done right?”FreeFree trade and integration into the global economy, was not the most problematic part of the Washington Consensus: It was really the finance part of it. Long term investment is not problematic to building a factory and so on in a developing country, the real problem was allowing these massive flows of liquidity, which was not a part of the Washington Consensus, but for some reason, it became a part of the American agenda in the 1990’s - especially duringduring the Clinton administration. The US was constantly pushing countries to open up their capital markets and so forth, and I think one of the really results of that was the Asian financial crisis, because all this money floated into Asia and then it started to float out again. Asia responded by protecting itself, by limiting capital flows and accumulating reserves of US dollar. In the Chinese case they responded by building up large dollar reserves as well. So capitalcapital mobility is not necessarily a part of the general capitalist model and I think that people will recognize that the banking sector really needs to be regulated much more strictly than other parts, but somehow, I think a lot of Americans lost sight of that, and that was really the cause of our crisis.

“Is it a democratic problem that political leaders in the developing world now associate efficiency and capability with autocratic political systems because of the Chinese example? What are the consequences?”II do not think many countries can emulate this Chinese model. Because the Chinese are authoritarian but they are also institution-alized and they are very good in macroeconomic policy manage-ment. There are few developing countries that can have that kind of high quality authoritarianism, so many countries will continue to be autocratic but they will not get Chinese results. China does not believe that other countries can adopt their model. They are mostly just interested in making money.

“You mention that a national identity, a public sector and social safety net are important to make bureaucracy work and thereby reduce conse-quences of crises. But if you cannot force a developing country to make

af Annette Lendal


Der er ikke én vej til udviklingFrancis Fukuyama gør status


Foto: Flickr/Gigi Ibrahim

UDBLIK

politiske system til et mangfoldigt samfund gennem tildeling af kollektive rettigheder (i modsætning til tildeling af individuelle ret-tigheder). Det konfessionelle element i det libanesiske politiske system bunder i et princip om repræsentation på baggrund af tros-bekendelse, således at pladserne i både regeringen og parla-mentet fordeles mellem de 18 officielle sekter. Fordelingen af mandater er foretaget på baggrund af den demografiske sammensætning, som naturligvis ændrer sig, uden at man dog har præcise tal på udviklingen. På sin vis et enestående inkluderende og prag-matisk system, men samtidigt direkte diskriminerende. Fx skal præ-sidenten være kristen maronit, statsministeren sunnimuslim og parlamentslederen shiamuslim. Desuden kan der sættes spørgsmålstegn ved princippet om interessevaretagelse gennem minoritetsrepræsentation, når man indenfor sekterne ikke oplever intern homogenitet og fælles interesser.

Politisk legitimitet og statssvigt De politiske partier får deres politiske autoritet gennem repræsenta-tion; en repræsentation, som opnås gennem det konfessionelle princip. Derved legitimerer hovedparten af de politiske partier deres politiske autoritet gennem religion. Hver sekt har deres ’repræsentanter’, og det politiske system fungerer som en form for interessevaretagelse på baggrund af tilhørsforhold – på trods af at

Kort over religiøse grupper i Libanon. (Foto: Le Monde)

De sekteriske skillelinier i Libanons politiske system gentages på tværs af den sociale sfære og efterlader nationsprojektet lige så splittet og sammensat. Kriser, demografisk udvikling og politisk stil-stand kalder på politisk vilje til at samarbejde om reformer, men i det lille land midt i Mellemøsten er et folkeligt opråb til den politiske elite usandsynlig.

Kom maj, du søde mildeDet arabiske forår lader til at blomstre med oprør gennem det meste af Mellemøsten og Nordafrika (MENA-regionen). Denne særlige form for forår er endnu ikke sprunget ud i Libanon, og tanken om oprør netop her er også mere skræmmende end forhåbningsfuld.OprøreneOprørene i regionen har fungeret som en form for synliggørelse af de før så oversete befolkninger i de forskellige lande. Der skelnes således nu mere konsekvent mellem befolkningernes og regimernes standpunkter. I denne sammenhæng er Libanon en undtagelse. Her opfattes modsætningsforholdet snarere mellem de mange forskellige sekter end mellem et folk og dets magthavere. Et oprør i dette land bestående af minoriteter ville være det samme somsom begyndelsen på endnu en borgerkrig – den sidste står endnu i alt for klar erindring.

Hver sekt sin vejrprognoseIgennem borgerkrigen 1975-90 delte den grønne linie Beirut og udgjorde en fysisk manifestation af de mentale grænser mellem grupperingerne. Her to årtier efter er Beirut stadig opdelt i øst og vest langs den linie, foruden i flere andre kvarterer øremærket efter sekternes bosættelse. Resten af Libanon, der omtrent er på stør-relse med Sjælland og Fyn tilsammen, er for så vidt i lige så høj grad opdelt i geografiske områder. Man taler om det sunnimuslimske Tripoli, det shiitiske Sydlibanon, maronitiske Jounieh, …Tripoli, det shiitiske Sydlibanon, maronitiske Jounieh, …

Ud over den geografiske adskillelse, kan der i det daglige liv identi-ficeres et utal strukturer, der understøtter de sekteriske brydningsli-nier.

Man gifter sig i udgangspunktet ind i samme sekt. Alternativt må kvinden konvertere til sin kommende husbonds religion, eller parret må aflægge et bryllupsvisit til Cypern i bedste Las Vegas-stil, for at indgå et civilt ægteskab. At familiebåndene er stærke og tillægges stor betydning er et fællestræk på tværs af sekterne.LibanonsLibanons medievæsen har længe været et af de mest roste i MENA-regionen, men i den nationale kontekst er synsfeltet på sin vis begrænset. Der eksisterer en imponerende vifte af aviser, radio-kanaler og TV-stationer – men flertallet både produceres og læses inden for samme sekt. Det højner muligvis kvaliteten, at stoffet kan vinkles til en snæver målgruppe. Det giver helt sikkert god mulighed for at reproducere de sekterisk bestemte politiske skillelinier.Groft sagt: Man færdes fysisk inden for sektens område, man omgås folk med samme baggrund, og man orienterer sig i sekter-iske medier. Hvad angår det politiske liv, er det igen sekterne, der er udgangspunktet.

Til styringen af dette sammensatte land anvendes et enestående konfessionelt (dvs. på baggrund af trosbekendelse) regeringssys-tem, hvilket er en form for konsociational demokratiform. Kendeteg-nende for konsociationalisme er et princip om tilpasning af det

af Mikala Rasmussen


Libanon i vedvarende vinterhi

ingen partier vedkender sig at være sekteriske. Staten og regerin-gen burde få sin legitimitet igennem det inkluderende samarbejde mellem sekterne, men resultatet er en regering og stat bestående af konkurrerende sekter og modarbejdende kræfter.

Et konkret eksempel på konsekvenserne af dette er de ikke-statslige velfærdsydelser . På samme tid som Hizbollah kritiseres for sine militære aktiviteter, roses organisationen for den sociale indsats med bl.a. skole- og hospitalsvæsen i de overvejende shi-itiske områder. Denne form for aktivitet ville i en dansk kontekst opfattes som hørende til de statslige velfærdsopgaver, men varetages i høj grad på baggrund af tilhørsforhold, således at modtagerne af disse ydelser gennemgående er fra samme sekt som afsender. En sideeffekt bliver desværre stigende ulighed på baggrund af tilhørsforhold. En anden konsekvens af det sekteriske politiske system er den udbredte nepotisme og korruption, der ud over at skabe mistillid også efterlader dygtige og velkvalificerede folk desillusionerede. Ansættelse på baggrund af kompetencer og meritter står højt på ønskelisten for alle uden forbindelser.EnEn tredje udfordring for staten er krænkelsen af voldsmonopolet. Hizbollahs geværløb peger sædvanligvis mod Israel, men der er nyligt eksempel på, at de kan anvendes internt hvis nødvendigt . Desuden bliver Hizbollahs grænseoverskridende aktiviteter let blandet sammen med libanesisk udenrigspolitik med konsekvenser for hele landet, som set med Israels bombardement og invasion i 2006.

På udkig efter en libanesisk identitetPå udkig efter en libanesisk identitetI Libanon bor der omkring 4,2 millioner libanesere. Antallet af liba-nesere i udlandet vurderes til mellem 5 og 15 millioner alt afhængigt af, hvordan man sætter grænserne.

En diaspora af omfang! Og antallet stiger, fordi erhvervslivet er ramt dobbelt af både landets ’kroniske krise’ og af finanskrisen. Hvis man har forstand til det, flytter man til udlandet; arbejdsløsheden er så demotiverende for færdiguddannede, at brain drain nu er et alvorligt problem. Denne form for sociale dynamikker i Libanon rammer gerne bestemte sociale grupperinger, hvorved den etniske sammensætning i landet forandres.

YderligereYderligere ændringer i demografi foregår i kraft af hhv. forskellige fødselsrater, samt migration og overdragelse af statsborgerskab. I forhold til det første parameter ses en tydelig udvikling når de to overordnede trosretninger sammenholdes: Muslimer udgør nu en større andel af befolkningen end kristne, i modsætning til tidligere. I forhold til de to sidste parametre er den prekære situation med de palæstinensiske flygtninge et malende eksempel. En af flere grundegrunde til, at de nægtes statsborgerskab i Libanon, er, at indlem-melsen af 400.000 overvejende sunnimuslimer ville medføre krav om ændring af fordelingen af mandater .

På trods af de sekteriske modsætninger eksisterer der dog en form for national tilhørsforhold. Opfattelsen af Libanon som en samlet nation er muligvis styrket de seneste år bl.a. som følge af Israels angreb på Hizbollah, der reelt blev et angreb på hele Libanon – bomberne differentierede ikke mellem tilhørsforhold. Den libane-siske nationalisme er dog på ingen måde slået igennem. Der har været tale om at oprette en føderation, en idé der muligvis nærmest virkervirker latterlig i så lille et land. Oprettelsen af en føderation ville underbygge de sekteriske tilhørsforhold yderligere, hvilke kan anses som problematisk, men i praksis lever sekterne allerede opdelt.

Ideen om at gå væk fra det konfessionelle system og i stedet indføre et mere konventionelt demokratisk system er også præsen-teret. Men over for dette protesterer nogle, idet den sekteriske

praksis vil fortsætte uanset en formel ophævelse. Man vil stadig støtte sin egen sekt, idet disse fungerer som den eneste kanal for politisk interessevaretagelse. Sekterne eksisterer i høj grad som et mentalt koordinatsystem, der ikke let kan redesignes. Samtidigt er selve forestillingen om repræsentation af interesser gennem tilhørs-forhold dog under stærk beskydning. Samme sekt kan fx være repræsenteret gennem forskellige partier i begge de to opponer-ende partipolitiske alliancer, som libanesisk politik er organiseret om.

En fælles opfattelse af statens ideelle udformning og funktion kunne bestemt være praktisk, hvis landet skal fungere som et samlet og selvstændigt land, men det forekommer i øjeblikket som et noget utopisk mål. Der er mange statsopfattelser i udbud, hvad med fx Pansyrien, drømmen om et syrisk storrige, der dækker det meste af Mellemøsten? I grel kontrast til den idé anser visse sekter sig ikke engang for arabere. I øjeblikket kan det fælles politiske mål således ikke fanges i selv den laveste fællesnævner: territorial integritet. ikke fanges i selv den laveste fællesnævner: territorial integritet. Det fælles ståsted er smalt.

Tilhørsforholdene trækker på alt fra blodsbånd, geografisk oprin-delse, nationalitet, religion, politisk sag, fælles fjendeopfattelse osv., i én uoverskuelig sammenblanding. Hvis man har forstået liba-nesisk politik og har overblik over sekter, partier og dertilhørende standpunkter, er der noget man har misforstået – siges det. Som fællestræk på tværs af sekterne kan der dog identificeres et par kendetegn. I forlængelse af den særegne demokratiform kan en fælles libanesisk identitet kaldes ’konsociational’ i den forstand, at der tages udgangspunkt i den sociale diversitet. I et land af minoriteter fordres, at man respekterer andres religion, kultur og holdninger. Det udmønter sig fx i et imponerende højt antal natio-nale helligdage, når der skal tages hensyn til en god håndfuld reli-gioner. At tolerance på denne måde bør fremhæves i nutidens Libanon, er måske netop pga. manglen på samme under borgerkri-gen.

Et andet nationalt kendetegn er den udbredte politiske interesse, om end det ikke medfører direkte politisk involvering, ud over den gennem sekter. Denne interesse eksisterer, selv om politisk apati hurtigt ville kunne forklares med det politiske dødvande. Den forholdsvist frie politiske diskussion står også i skarp kontrast til visse andre lande i MENA-regionen, hvor standpunkter officielt er nydeligt ensrettede.

Projekt LibanonProjekt LibanonII sekterne har man en beundringsværdig evne til at leve i sin egen forestillingsverden, men samtidigt registrere samfundet omkring ganske klart. Den rationelle og virkelighedsnære tilgang kan plud-selig brydes af en mytisk fortælling eller fordom, fx den udbredte sort-hvide opfattelse af Israel som roden til alt ondt, eller for armeni-erne deres nedarvede had til alt med relation til Tyrkiet (pas på – i dette selskab hedder det ikke tyrkisk, men libanesisk kaffe).Når man følger disse forestillinger til dørs, får man nye, fantasifulde løsninger på landets problemer. De palæstinensiske flygtninge, der lever under vedkendt kummerlige forhold, kan jo flytte hjem igen, hvis Israel flyttes til et tilfældigt sted i Afrika. I ved Afrika, det store kontinent med masser af plads til nye stater?

ResultatetResultatet af sekterismen i den politiske såvel som den sociale sfære bliver konservatisme. Ingen vil risikere et redesign af det poli-tiske system, når konsekvenserne for magtfordelingen ikke kan forudsiges; ingen vil risikere at ende med et mindre stykke af

»Sekterne eksisterer i høj grad som et mentalt koordi-natsystem, der ikke let kan redesignes« “


Mikala Rasmussen, BA i statskundskab, har tidligere været tilknyttet IPmonopolets redak-tion.

Hun var på rejse i Libanon i april 2011 og mødtes her med libanesiske politikere og ung-domspolitikere.

Om skribenten

De 18 statsanerkendte sekterAlawiArmensk-katolskArmensk-ortodoksAssyriskKaldæisk-katolskKoptereKoptereDrusereGræsk-katolskGræsk-ortodoksIsmaliter JøderMaronitProtestantProtestantRomersk-katolskSunniShiaSyrisk-katolskSyrisk-ortodoks

Historisk baggrundLibanonLibanon hørte indtil 1. Verdenskrig til Osmannerriget og var herefter under fransk mandat indtil selvstændigheden i 1943. I 1975 brød der borgerkrig ud i det stadigt mere polariserede land. Indtil forsoningsaftalen i 1990 rasede kampe mellem sekter og militser med indblanding fra nabolandene, med katastrofale følger for landet.

OvenOven på flere års genopbygning blev Libanon i 2006 målet for israelske angreb, som konsekvens af Hizbollahs kidnapning af to israelske soldater. Efter en måneds kampe fulgte våbenhvilen som følge af en FN resolution.

Partier DeDe politiske partier er arrangeret i de to alliancer 8. marts og 14. marts bestående af henholdsvis ni og tolv partier. Der eksisterer ikke mange paralleller til distinktionsmetoderne i dansk politik med det politiske kompas’ økonomiske og værdipolitiske skala. Internt i partierne orienterer man sig efter bl.a. efter sekteriske til-hørsforhold og familier (alle efternavne kan libanesere placere i forhold til parti og sekt). I alliancerne orienterer man sig især i forholdforhold til udenrigspolitik fx forholdet til Syrien, forholdet til Israel, holdning til intern oprustning og modstandsbevægelser (fx Hizbol-lah og det Syriske Socialnationalistiske Parti).

Den nuværende politiske hårknudeDen 14. februar 2005 blev tidligere statsminister Rafic Hariri dræbt ved et attentat. FN’s efterforskning af dette har været grund til stor kontrovers internt i Libanon, hvor beviserne peger på både Syrien og Hizbollah. Den 12. januar 2011 trak Hizbollah og deres allierede deres ministre ud af regeringen, og efter en folkeafstemning mistede daværende statsminister Saad Hariri sin post (søn af afdøde Rafic Hariri). I øjeblikket er den Hizbollah-støttede Najib Mikati ved at samle en ny regering under 8. marts-alliancen.Mikati ved at samle en ny regering under 8. marts-alliancen.

lagkagen, end man har nu.

UdfordringerUdfordringer for staten i form af brain drain, arbejdsløshed, Hizbol-lahs militære tilstedeværelse, skiftende demografi, ikke-statslig velfærd, foruden den stigende uro i regionen generelt, kalder på politisk handling og ansvarlighed. Men på trods af fraværet af krig i øjeblikket lever man videre med forventningen om, at den vender tilbage. Man forbereder sig snarere til næste runde med sekterisk fjendskab, end til et liv med fred og genopbygning. På trods af uenighed om hvad og hvem, der har udløst prob-lemerne, hersker der bred enighed om, hvad de destruktive kon-sekvenser er. Desværre ligger fokus ofte på opgør med fortidens skyld og ikke på fremtidens løsninger, dvs. den politiske debat drejer sig om ansvarsplacering og ikke om handlingsperspektiver. Og endnu mindre fokuseres der på den næste generations fremtid. praksis vil fortsætte uanset en formel ophævelse. Man vil stadig støtte sin egen sekt, idet disse fungerer som den eneste kanal for politisk interessevaretagelse. Sekterne eksisterer i høj grad som et mentalt koordinatsystem, der ikke let kan redesignes. Samtidigt er selve forestillingen om repræsentation af interesser gennem tilhørs-forhold dog under stærk beskydning. Samme sekt kan fx være repræsenteret gennem forskellige partier i begge de to opponer-ende partipolitiske alliancer, som libanesisk politik er organiseret om.

En fælles opfattelse af statens ideelle udformning og funktion kunne bestemt være praktisk, hvis landet skal fungere som et samlet og selvstændigt land, men det forekommer i øjeblikket som et noget utopisk mål.

Næste generation, takHvem ofrer energi på konstruktive løsninger og kompromiser, hvis man ikke har tro på, at de kan blive til virkelighed? Landet kunne godt bruge en generation, der ikke har oplevet krigen. Man kunne godt unde landet en fremtid, der er set gennem næste generations øjne og ikke gennem forfædrenes. På trods af fraværet af arabisk forår og det brede folks oprør, spirer der kræfter, der endog kan skabe optimisme for perspektiverne for en libanesisk nation. Et tværsekterisktværsekterisk og tværpolitisk mål for flere ungdomspartier er fx ind-førelsen af borgerligt ægteskab. Ærgerligt at den ældre generation har investeret deres pensionsaktier i status quo.

Hvis man skal investere i Libanon som land og som projekt, skal man kunne se en fremtid for sig .

»... på trods af fraværet af krig i øjeblikket lever man videre med forventningen om, at den vender tilbage« “


Ved en senere lejlighed fortæller en syrer, som har en højere grad af tillid til mig, at Ahmad for nylig var blevet antastet af Rami Makhlouf – en erhvervsmand, som er en af de mest magtfulde øko-nomiske figurer i det syriske regime. Makhlouf havde stillet ham et ultimatum. Hvis Ahmad ville fortsætte med at bedrive sit succes-fulde firma i Syrien, skulle han gøre Makhlouf til partner.slande bør føres. Der er behov for at anerkende landenes forskellighed, og derfor skræddersy anbefalinger så de passer landenes særegne struktur.

Det blev således nødvendigt for Ahmad at indgå partnerskab med Makhlouf for at fortsætte sit liv som forretningsmand, forsørge sin familie og opretholde sin position i det syriske samfund – ligesom det var nødvendigt for ham at istemme sig statslige narrativer i samtalen med mig. Mine spørgsmål virkede for ham som en test af hans loyalitet overfor regimet. Samtalerne og observationerne i Syrien foregår inden de folkelige opstande spredte sig – først fra Tunesien,Tunesien, siden Egypten, og derefter til en række andre arabiske lande. Selvsamme Makhlouf er nu på amerikanernes og europæernes nye sanktionslister, som er det internationale samfunds vage modsvar til de seneste tre måneders forfærdelige og fatale begivenheder i Syrien.

Syriens blodige forår – det lokale og det nationaleSkal vi forstå hvordan Syrien er ved at ændres, er et par bemærkninger vedrørende opstandens lokale og nationale dynamikker er vigtige: Det var længe en udbredt opfattelse blandt iagttagere, at Syrien nok ikke vil blive inddraget i ”det arabiske forår”. Syrien var anderledes, sagde man. Landet havde en ung og reformvenlig præsident, som var vellidt i den brede syriske befolkning, som havde oplevet en vis økonomisk fremgang i de seneresenere år. Dette var dog ikke tilfældet i Dara’a nær grænsen til Jordan, som har været ramt af tørke og dermed svigtende høst. Pro-testerne begyndte at tage fart i denne kontekst. 15 unge blev tæsket af det lokale politi efter at have skrevet regime-kritisk graffiti. Herefter fulgte en bølge af demonstrationer, nedskydning af demonstranter, begravelsesoptog, flere demonstrationer og flere nedskydninger. En række officielle bygninger nedbrændtes, herunder et kontor for SyriaTel – det syriske teleselskab, som i øvrigt ejes af Rami Makhlouf. Protesterne spredte sig til andre steder – herunder Lattakia, Homs, Hama, Baniyas, i de kurdiske områder i Deir az-Zour og Hassakeh. Man rapporterede også om en række mindre demonstrationer i forstæder og bydele omkring centrum af Damaskus, som dog hurtigt blev spredt af sikkerhedsstyrker.

Protesterne i Dara’a blev således udløst af en lokal konflikt som del af områdets socio-økonomiske problemer og frustration over lokale og centrale myndigheders manglende løsning heraf. Kystbyen Lattakia er et andet eksempel på, hvordan den lokale kontekst spiller ind i protesterne: Under de første demonstrationer var der forlydender om spændinger mellem sunni-muslimer (traditionelt fra selve byen) og alawi’erne (traditionelt fra området omkring byen), somsom Præsidenten er en del af. Der gik rygter om bevæbnede uden-landske elementer, som skulle være kommet ind fra Libanon og have angrebet de lokale sikkerhedsstyrker for at skabe sekterisk splid mellem befolkningsgrupperne. Hvor meget af dette, som er

Syrien gennemgår netop nu en af de værste kriser i landets historie. Befolkningen demonstrerer, dræbes og fængsles. Men under det blodige lag af menneskelig tragedie foregår en kamp om at definere staten. For at forstå dette, må vi anskue protesterne både som lokale og nationale. Men først må vi se, hvordan det syriske samfund fungerede inden opstandene forgrenede sig og blev til ”det arabiske forår”. Vi må se hvordan staten blev opretholdt for at forstå, hvordan den nu er i krise.forstå, hvordan den nu er i krise.

I november 2010 sidder jeg på en cafe i Damaskus med Ahmad – en forretningsmand, familiefar og Vicepræsident i en sammenslut-ning af velgørenhedsorganisationer i byen. Vi taler om Islam og om de velgørenhedsorganisationer som er en del af hans paraplyor-ganisation. Organisationen er de facto en statslig organisation: ”Der er aldrig politiske aspekter i vores arbejde. Vi respekterer staten og – gudskelov (al-hamdu lillah) – samarbejdet er godt,” Jeg spørger direkte ind til en række administrative ændringer, som det syriske regime har iværksat siden 2008 og som annullerer den smule uaf-hængighed visse private, muslimske institutioner havde haft indtil da: ”Intet ændrede sig. Naturligvis, alle områder har regulativer, men det er alt,” Vi taler også om begrebet da’wa, hvis rod betyder ”invitation” (underforstået ”til Islam”), som angiver det at udbrede Islam – oftest til ikke-troende, men også til muslimer, som er blevet ledt den forkerte vej: ”Da’wa er noget andet,” siger Ahmad, ”Da’wa er for ulama (islamiske lærde), og som jeg sagde, drejer velgøren-hedsarbejde sig om kun at gøre godt.”

Forholdet mellem stat og individSamtalen med Ahmad følger en helt bestemt syrisk og statslig opskrift, hvor Ahmad nøje afvejer sine formuleringer og istemmer sig særlige statslige temaer. Samtalen er et eksempel på, hvordan staten fungerede nogle få måneder inden opstandene tog fart – en virkemåde, som henover foråret for alvor er blevet udfordret. Hans verbale forsikringer om, at hans interesseområde – velgørenhed – er fuldstændig apolitisk, samt at enhver form for religiøs promulga-tiontion (da’wa) udelukkende foregår blandt lærde er ekko af de offici-elle narrativer. I Syrien spiller islamiske velgørenheds- og uddannelsesorganisationer en velfærdsrolle på områder, hvor staten er fraværende. Organisationerne tillades, da de leverer nogle ydelser, som staten ikke kan levere. Men de udfylder også en statslig funktion, hvilket samtidig udstiller statens mangelfuldhed. Man kunne gå så vidt som at påstå, at de udgør – på et symbolsk plan – et alternativ til staten.

Det er i dette spændingsfelt at Ahmad – gennem sin tale – forsøger at undgå at promovere symbolske alternativer, der indirekte eller direkte sætter spørgsmålstegn ved statens selvforståelse. Men samtidig bidrager Ahmad også til opretholdelsen af staten – netop ved at istemme sig og bekræfte dens temaer.

Og hvordan kan det så være? Svaret er på sin vis enkelt; det er helt nødvendigt for Ahmads overlevelse i det syriske samfund:

af Thomas Vladimir Brønd

»Samtalen med Ahmad følger en helt bestemt syrisk og statslig opskrift, hvor Ahmad nøje afvejer sine for-muleringer og istemmer sig særlige statslige temaer« “


De folkelige protester og den syriske stat

Thomas Vladimir Brønd er nyuddannet cand.mag. i Arabisk og Komparative Kul-turstudier fra Carsten Niebuhr Afdelingen, Københavns Universitet.

Hans speciale Movements of Piety and State – an Ethnographic Exploration of the Islamic Revival in Syria analyserer islamiske bevæ-gelser og deres forhold til den syriske stat.

Om skribenten

Det lemlæstede lig af den 13-årige Hamza al-Khatib blev udleveret til hans forældre den 25. maj af de syriske myndigheder, som havde tilbageholdt drengen i en måned. Hans billede er siden blev anvendt som symbol ved demonstrationer og på internettet.

som er sandt er vanskeligt at sige med sikkerhed. De kurdiske områder er endnu et lokaliseret eksempel, hvor indbyggerne pro-testerer over deres manglende rettigheder. Pointen er klar; protest-erne tager forskellige former efter lokale forhold i Syrien, men indgår på samme tid i rammen af en national protest imod regimet.

Præsidenten annoncerede en række meget vidtgående reformer – nemlig ophør af undtagelsestilstanden, som har været gældende siden 1963, ny medielovgivning, tiltag i forhold til grænseom-råderne, korruptionsbekæmpelse, mv. Disse kom dog for sent, ligesom Præsident Assad’s tale til nationen skuffede mange. Begivenhederne intensiveredes herefter – Dara’a blev belejret af militæret anført af den fjerde panserbrigade under Præsidents bror, Maher,Maher, og folk begyndte at tale om massakre på befolkningen. Senest har mindst 10.000 søgt tilflugt i grænseområdet til Tyrkiet som følge af hærens voldsomme fremfærd i området i og omkring byen Jisr al-Shagour og andre byer.

Kampen om statenDe dramatiske begivenheder, som udspiller sig i Syrien er en af de alvorligste kriser i landets historie. De menneskelige konsekvenser er enorme – drabstallet i skrivende stund er langt overskredet 1300 og mindst 10.000 anslås at være fængslet som følge af de raids, som militæret og sikkerhedsstyrkerne foretager. For mange syrere er Præsident Bashar al-Assad ved at gentage sin faders blodige massakre i Hama i 1982, hvor mellem 10.000-40.000 menes dræbt afaf bombardementer og efterfølgende henrettelser af tilbageblevne i byen. Andre syrere, herunder de kristne og alawittiske minoriteter samt den veletablerede middelklasse i byerne, frygter for landets stabilitet og deres egen sikkerhed, hvis regimet skulle falde. På en internetblog ledet af den amerikanske professor Joshua Landis, skriver en amerikaner i Syrien, at der er ved at udvikle sig en reel antipati imod Dara’a-området og dets indbyggere. Nogle syrere bebrejderbebrejder denne landsdel for at være skyld i landets ustabilitet. Der findes således indikatorer for en stigende polarisering blandt syrerne, som altså ikke kun sekterisk, men også geografisk.

Under laget af drab, tortur, fængslinger og dertilhørende humanitær og økonomisk ustabilitet foregår en anden type kamp – nemlig om at definere staten. Indtil nu har det syriske samfund fungeret på en måde som skitseret med eksemplet med Ahmad. Der var klare, uskrevne regler for hvad man sagde og gjorde i offentligheden. Det var ikke påkrævet, at man troede på det man sagde, som Chicago-professoren Lisa Wedeen skrev i sin kendte bog fra 1999 Ambiguities of Domination, men derimod, at man talte og opførte sig på en bestemt måde i offentligheden. Dermed bidrog almindelige men-nesker til statens opretholdelse, hvad enten de troede på den eller ej. Når staten ikke opretholdes som i eksemplet med Ahmad, men derimod undsiges i en sådan grad som har været tilfældet i de seneste tre måneder, opstår kampen om at definere staten. Regimet selv er part i kampen ved at myrde løs på sin befolkning til tonerne af den gamle retorik om, at udenlandske kræfter eller bev-æbnede salafister truer den syriske nations enhed. Sekteriske, etniske og geografiske tilhørsforhold bliver langt mere udtalte blandt almindelige mennesker og kommer i spil på en måde, der i værste fald kunne resultere i borgerkrig.

Usikker fremtidSyrerne og deres stat går en uvis fremtid i møde. Hvorvidt ikonet af den 13-årige, lemlæstede Hamza al-Khatib kan mobilisere den brede masse af syrere, som endnu ikke har været på gaden, må fremtiden vise. Det internationale samfund vil fortsat skærpe retorik-ken, men samtidig udstille sin egen manglende handlekraft og split-telse – ikke mindst i FN’s sikkerhedsråd, hvor lande som Rusland og Kina sandsynligvis vil være stopklods. En ung Libanon-baseret iagttager har peget på en løsning, som inkluderer det syriske

regime frem for at kræve dets afmontering: På en konference skulle det internationale samfund skabe en ”road map” for stabilisering af landet, inklusiv politiske reformer, hvor også Golan-højderne efter 1967-grænserne skulle indgå, samt en ’Marshall-plan’. På denne måde ville man skabe en situation, hvor volden kunne stoppes, demonstranternes krav om frihed indfries og gulerødder kunne tilgå regimet i stedet for at styre imod en ”point of no return”. Selvom dennedenne løsning nok er urealistisk, er det nu tiden for kreativ og resolut tænkning hos verdens magtfulde mænd.

For der foregår forfærdelige kampe med tab af menneskeliv – ligesom der foregår en redefinering som rejser en række spørgsmål: Hvordan vil den syriske stat se ud i sidste ende? Og hvordan vil samspillet mellem lokale og nationale protester falde ud?.


International Relations, Millennium og Review of International Studies derimod publicerer både artikler skrevet af europæerne og amerikanere, men har generelt en mere reflektivistisk tilgang (se Goldmann 1995; Wæver 1998; Aydinli og Mathews 2000). Ifølge Web of Science databasen stod kinesiske forskere kun for 16, eller 0,16 procent af artiklerne i de ovenstående 7 tidsskrifter i perioden 1970-2010. Det er færre end Ungarn og Nordirland. Selvom Kina harhar et af verdens største forskningsmiljøer, er de altså forunderligt fraværende i internationale tidsskrifter.

Lingua francaEn af grundene til dette, er at størstedelen af disciplinens førende tidsskrifter, både de amerikanske og europæiske, er anglofone. Det er nu en gang en fordel at tale og skrive samme sprog, hvis man vil kommunikere og diskutere sine resultater internationalt. Engelsk er det lingua franca, der i IP, såvel som andre videnskabelige disci-pliner, har til hensigt at facilitere dialogen mellem forskere med for-skellige modersmål. Men det er problematisk at antage, at engelsk gør adgangen lettere, hvis ikke lige, for alle. Det engelske lingua franca kan blive en barriere for forskere med engelsk som andet eller tredje sprog, både fordi det er ressourcekrævende at over-sætte artikler til engelsk og på grund af høje afvisningsrater i de førende tidsskrifter. En professor fra Peking universitet, der netop har fået en artikel accepteret af Review of International Studies, understregede overfor os vigtigheden af internationale publikationer ”for at eksportere vores ideer til omverdenen”. Han poin-terede også, at ”hvis du ikke kan publicere en artikel i et mainstream engelsk-sproget IP-tidsskrift, kan du ikke blive accept-eret af disciplinens mainstream”. Men han påpeger samtidig, at internationale publikationer ikke kommer uden store personlige og ressourcemæssige omkostninger. ”En af grundene er sproget. Det er ikke let for os at skrive en perfekt artikel på engelsk. Så jeg foretrækker at udvikle mine artikler og bøger på kinesisk. Jeg føler mig langt mere tilpas ved at skrive kinesisk, end engelsk.” Det viser sig dog, at det ikke kun er det engelske sprog, men også argumen-tationsmåden, der er udfordrende. ”Den anden grund er den, at den videnskabelige logik, eller den kinesiske analyselogik, er en lille smule anderledes end den vestlige analyselogik,” fortsætter professoren, der har følt forskellen på sin egen krop, ”Det er svært for mig at fortælle jer detaljer. Jeg har min erfaring fordi det kostede mig mere end ti måneder at revidere den artikel jeg indsendte til Review of International Studies.” Da han uddyber dette tydeligvis ubehagelige forløb fremhæver han gentagne gange den ”forskel-lige analyselogik” og ”forskellige filosofiske perspektiver”, men er der tale om en rationalisering eller er der virkelig en grun-dlæggende forskel på den kinesiske og vestlige måde at skrive artikler på?

Det vestlige arguments tvingende tvangVores interview med Yu Xiaofeng fra Zhejiang universitet belyste argumentet om forskellig analyselogik yderligere. Efter en forvir-rende jagt på professoren og direktøren for Zhejiang universitets Center for Non-Traditional Security Studies, der bød på uventet del-tagelse i en konference om klimasikkerhed efterfulgt af eskorteret sightseeing langs byens West Lake, endte vi med at få interviewet i hus under en togtur tilbage mod Shanghai, og den efterfølgende

Kina har et af verdens største forskningsmiljøer indenfor Interna-tional Politik (IP), formentlig kun overgået af USA, og der bliver i øjeblikket ført flere ressourcer til end nogensinde før. Samtidig debatterer kinesiske forskere hvordan man kan skabe en ’kinesisk skole’. Alligevel ved de færreste udenfor Kina, hvad kinesisk IP er. Og det er med god grund, for kinesere har vanskeligt ved at public-ere i internationale tidsskrifter. Vores besøg på Kinas topuniversiteter, der bød på friturestegt vandmand, traditionel medicin, rygende professorer og rigelige mængder grøn te til at rense ud igen, gav et indblik i årsagerne til Kinas forunderlige fravær i Inter-national Politik.

Der er ikke mange, der kan nikke genkendende til Qin Yaqings kinesiske skole eller Yan Xuetongs neorealisme. Den ’kinesiske skole’ indenfor IP er et af de varmeste samtaleemner blandt de mange forskere ved Kinas mange universiteter og tænketanke, men den har ikke fået nævneværdig opmærksomhed udenfor Riget i Midten. Ser man på artikler udgivet i de førende teoretiske tidsskrifter for international politik, kan det undre, at et land med så storstor og stigende politisk indflydelse på international politik som Kina har så marginal intellektuel indflydelse. Det er oplagt at tænke hegemoni, imperialisme, postkolonialisme og eurocentrisme, men vores interviews med kinesiske forskere viser, at fraværet skyldes en række ret så konkrete faktorer lige fra lavpraktiske udfordringer med sprog og biblioteksmidler til videnskabsteoretiske udfor-dringer med de metodologiske og argumentatoriske standarder for ‘god forskning’ i Vesten. Det har ført til en dekobling mellem kinesisk og vestlig-amerikansk IP — en dekobling, der kan blive problema-tisk for den fremtidige dialog i en disciplin, der kalder sig selv inter-national.

En amerikansk disciplin i KinaInternational Politik er, som Stanley Hoffmann hævdede allerede i 1977, en ’American Social Science’. Den er ifølge Hoffmann født og opdraget i USA omkring verdenskrigene, men har siden spredt sig, også til Kina. Institutionelt har International Politik eksisteret i Kina siden 1963, hvor regeringen oprettede IP-institutter på Peking, Renmin og Fudan universiteterne. Det var dog særligt efter åbningen overfor Vesten i 1980erne og 1990erne, at IP blev en dis-ciplinciplin med egne tidsskrifter, kandidat- og ph.d.-uddannelser, foreninger og akademiske konferencer. Deng Xiaopings ”Reform og Åbning” betød også åbenhed overfor omverdenen, og lovende forskere blev sendt til USA for at modtage uddannelse og bragte amerikanske teorier med tilbage. Kinas økonomiske vækst har også betydet gradvist flere midler, flere forskere, flere konferencer, bedre forsknings- og biblioteksfaciliteter, selvom samfundsvidenskaberne dogdog halter langt efter naturvidenskaberne. Åbenheden til omverdenen er de senere år blevet yderligere styrket af, at de største universiteter har fået online-adgang til artikler fra internatio-nale tidsskrifter og dermed disciplinens state-of-the-art. Adgangen til at læse internationale tidsskrifter betyder imidlertid ikke, at man også har fået adgang til at publicere her, tværtimod. Undersøgelser af disciplinens teoretiske tidsskrifter viser, at størstedelen af artiklerne i amerikanske tidsskrifter som International Security, Inter-national Organization, International Studies Quarterly og World Politics er skrevet af amerikanere og har en amerikansk, oftest ratio-nalistisk, tilgang. Europæiske tidsskrifter som European Journal of

af Peter Marcus Kristensen & Ras Tind Nielsen


Kinas forunderlige fravær i International Politik

middag, der bl.a. bød på friturestegt vandmand. Yu Xiaofeng er meget inspireret af Københavnerskolen, og syntes “at I kommer her er meget vigtigt, og at Københavnerskolen virkelig tænker over den kinesiske skole, det er meget vigtigt.” (I Kina er københavner lig med medlem af Københavnerskolen, og efter 25 interviews opgiver man at opklare forskellen). Ifølge vores survey er han en af de 30 mest prominente IP-forskere i Kina, og han er træt af, at diskutere denden kinesiske skole med sine kinesiske kolleger. Men ifølge profes-sor Yu vil Vesten ikke lytte, fordi ”Kina ikke er stærk nok. Hvis Kina er stærkere end USA, så vil USA lytte”. Han fortsætter, ”For det andet er kinesisk tankegang typisk mere vag og kombineret med mange ting, ikke særligt klar logisk og metodologisk. Så det bedste, vi kan gøre, er at bruge vestligt akademisk sprog til at formulere vores ideer.” At tale Vestens ’sprog’ er altså ikke kun et spørgsmål om at lære det engelske lingua franca, men også den vestlige argu-mentationsstil. Hvor kinesisk logik, ifølge professor Yu, bevæger sig i cirkler omkring problemet, er vestlig logik mere stringent. Den kinesiske logik går ikke direkte til sagen, ifølge Yu Xiaofeng, men følger den holistiske og systemiske tankegang fra traditionel kinesisk medicin. ”Hvis din mave er i uorden vil den vestlige medicin undersøge maven, meget seriøst, alle delene af den, skære i den, og forandre din mave”, forklarer han. ”Men i kinesisk medicin vil vi ikke skære i din mave, men i stedet finde kuren i andre dele af din krop.” Overført på argumentation, forklarer professor Yu, at ”et kinesisk akademisk paper er som en cirkel. Et vestligt aka-demisk paper er nærmere som et træ; en sætning, tre undersæt-ninger og sætningerne er meget klare”.

Fremstillingen er tydeligt kulturessentialiserende og kan umiddel-bart fortolkes som en undskyldning for mangel på argumentation, ikke anderledes argumentationsstandarder, men ikke desto mindre møder man den ofte i Kina. Desuden er beskrivelsen af vestlig argu-mentationsstil nok ikke helt misvisende. For eksempel nævner vejledningen til bidragydere til det førende tidsskrift International Security, at review-processen vil fokusere på fire spørgsmål: ”subject, policy¬relevance, observance of scholarly standards of evidence and argumentation, and readability”. De to første kan synes relativt uproblematiske for kinesiske forskere på grund af den, for tiden, store interesse for Kina. Læsbarhed kan blive prob-lematisk på grund af ovennævnte sprogbarrierer, men det er tredje punkt, evidens- og argumentationsstandarder, der udgør den afgørende barriere for de fleste kinesiske forskere. Nærlæser man retningslinjerne lyder anbefalingen, at “den simpleste, mest sigende præsentationsmåde kan blive afklaret ved at udlægge hoved- og underpunkter samt betingelserne for argumentet ved at lave et pilediagram over argumentet.” Pilediagrammet (jf. professor Yu’s ’træ’-metafor) kan hjælpe med at forstå årsagssammenhænge, “betragt den relative simplicitet ved denne måde at udlægge [en] kausalkæde: a forårsager b, b forårsager c, c uden d forårsager e, ogog c uden d forårsager d.” Dette ræsonnerer tydeligvis ikke med professor Yus beskrivelse af kinesiske papers, der i hans øjne er meget generelle og taler om ting ”langt væk fra kernen,” ligesom ”når du har hovedpine, men lægen siger, at du skal vaske dine fødder.”

Frakoblingen i parallelle systemerVanskelighederne ved at publicere internationalt kan være med til at forklare Kinas fravær i IP, men også de institutionelle rammer i Kinas universitetssystem kan have fremmet en dekobling. For selvom kinesiske forskere gerne vil publicere i tidsskrifter som Inter-national Security, behøver de det omvendt ikke. Det kinesiske marked er, modsat eksempelvis det danske, så stort, at man sagtens kan gøre karriere i nationale tidsskrifter. Faktisk er publika-tioner det vigtigste kriterium for at gøre karriere, hvis man spørger forskerne selv. Vores survey blandt 99 kinesiske forskere viser, at akademiske publikationer er den absolut vigtigste faktor for forfrem-melse. Langt vigtigere end international anerkendelse, undervis

ning, udførelsen af regeringsbestilte forskningsprojekter, gode rela-tioner med kollegaer, internationale netværk og medieoptrædener. Det kan de have gode grunde til at sige, men kigger man på ten-densen indenfor det kinesiske universitetssystem, går den i retning af et kvantitativt, bibliometrisk styringsparadigme. Også bonusser bliver i stigende grad baseret på antal publikationer, for eksempel kan en videnskabelig artikel generere en bonus på mellem 1 og 10 procent af den årlige løn. Mottoet ’Publish or Perish’ synes i den grad også at gælde i Kina. Men spørger man, ”hvor finder du det vigtigst at publicere din forskning?” svarer 53% kinesiske tidsskrifter, mens 32% svarer amerikanske og 4% svarer europæiske. Og det er i de kinesiske tidsskrifter, at debatten om den ’kinesiske skole’ primært har fundet sted. Selvom incitamentet for og ønsket om at publicere i amerikanske tidsskrifter er højt, har dede fem førende teoretiske tidsskrifter International Organization, International Security, Journal of Conflict Resolution, World Politics og International Studies Quarterly, ifølge Web of Science kun udgivet 7 artikler registreret under ’Kina’ i årene mellem 1970 og 2010. Selvom Kina altså har et af verdens største forskningsmiljøer inden for IP, står landet kun for 0,12 procent af udgivelserne i disse tidsskrifter. I lyset af disse tal er det ikke overraskende, at man har etableretetableret en lang række kinesisksprogede tidsskrifter. Alene det nationale videnskabsakademi, Chinese Academy of Social Science, udgiver 70 tidsskrifter indenfor samfundsvidenskaberne. Man har endda udviklet sit eget citationsindex (index over citationer i udgivelser, der gør det nemt at se, hvilke nyere tekster, der citerer ældre tekster), Chinese Social Science Citation Index (CSSCI), for at rangere tidsskrifterne, herunder 38 indenfor ’Politik’, og for at kunnekunne evaluere og belønne forskernes præstationer. Et studie viser, at flere og flere af disse publicerer teoretiske artikler, blandt andet indenfor ”det kinesiske paradigme” (Qin 2007, 2009). Det ser altså ud som om, at ekskluderingen fra de internationale tidsskrifter har fået kineserne til at gå egne veje; de forsøger at udvikle kinesiske teorier i kinesiske tidsskrifter – på kinesisk.

Sinificeringen af International PolitikDebatten om at skabe en særlig kinesisk skole indenfor IP kan ikke adskilles fra problemerne med at publicere internationalt. I en samtale om forsøget på at skabe en kinesisk teori ud fra oldtidens kinesiske filosofi, forklarer en yngre lektor ved Peking University, at ”hvis du laver forskning med ’American style’ teori, kan du ikke overhale de amerikanske forskere, for de teorier har rod i vestlig kultur. Så kan du kun indhente, du kan ikke overhale dem.” Lektoren,Lektoren, der midt i interviewet finder sit askebæger med indbygget lighter frem og tænder en cigaret, fortsætter, ”hvis du virkelig vil gøre fremskridt, må du lave noget Vesten ikke forstår. Så Konfucius er en god ting!”. (Frem)dyrkelsen af kulturelle forskelle kan altså have et meget praktisk formål, nemlig at skabe international opmærksomhed. Hovedeksponenten for en kinesisk skole forklarer, at han fik ideen til at studere guanxi, relationer, ved at spørge udlændinge:udlændinge: ”hvis du kommer til Kina, hvad er så de første ti ord, der falder dig ind? Mange af dem nævnte guanxi, relationer. Og hvis du går tilbage til konfucius, hviler hans moralske argument på styringen, ikke af individer, men relationer.” Modsat fokuserer europæisk filosofi på individer, forklarer professor Qin, der ifølge vores survey blandt kinesiske IP-forskere er den mest prominente i Kina. Professor Qin’s ide er blot et af mange bud på, hvordan IP-teoriIP-teori kan sinificeres, men hovedtendensen peger mod en nation-alisering af IP-teori. En lektor på Fudan universitet i Shanghai forklarer at, ”vi kinesere prøver at argumentere for, at vi behøver en kinesisk skole, fordi vi allerede har en engelsk skole eller en køben-havnerskole. Så hvorfor har vi ikke en kinesisk skole?” Udviklingen af en kinesisk skole rummer defensive, nationalistiske og indad-vendte elementer, men har samtidig international anerkendelse og ligeværdighed med andre ’skoler’ som mål. I den nuværende situa-tion, hvor kineserne primært taler til hinanden og oplever problemer med manglende opmærksomhed fra vesten og dens tidsskrifter,


Peter Marcus Kristensen er kandidat i statskundskab og arbejder som forskningsassistent ved Centre for Advanced Security Theory (CAST) ved Københavns Universitet.

Ras Tind Nielsen er kandidat i statskundskab og arbejder som for-skningsassistent ved Nordisk Institut for Asien Studier (NIAS) ved Københavns Universitet.

De skriver i øjeblikket på en bog om tilblivelsen af en kinesisk teori om international politik.

Om skribenterne

peger pilen dog mest mod førstnævnte. Kinas opstigning har nemlig ikke, som man måske kunne forvente, resulteret i internation-alisering og globalisering af disciplinen International Politik, men snarere i afkobling og nationalisering. Det kan blive problematisk ikke bare for den internationale dialog i disciplinen, men også for den bredere kommunikation mellem Kina og Vesten.

Mod en mere åben disciplinDenne artikel argumenterer hverken for at tilsidesætte de videnska-belige krav, som peer-review systemet bygger på, eller for at indføre positiv diskrimination af forskere, der har kontor et bestemt sted i verden. Men hvis disciplinen International Politik skal leve op til sit navn, bør den også være åben for, at der findes forskellige måder at forske og skrive om det internationale på, og at den nuværende måde ikke nødvendigvis er den universelle eller sande. EftersomEftersom den er udviklet i Vesten, er det jo en mulighed, at den er vestlig. Omvendt er det sjældent særlig produktivt at tro, at idealet bør være at afsløre og afmontere den vestlige forsknings hegemoni. Det handler i lige så høj grad om at kultivere en mere åben disciplin, der udveksler viden og lader de forskellige vidensformer indgå i debat, uanset om vestlige vidensformer så vinder eller indser deres egen kontingens. Med IP-monopolets ord handler det om ”Bredere Viden,Viden, Debat og Alsidighed”. Og netop her kan det være svært at se det ønskværdige i praktiske barrierer som geografi, pengemidler og sprog, uanset om man tror på videnskabelig universalisme eller ej. Det mest problematiske ved afkoblingen og den manglende gensidighed mellem vestlig og ikke-vestlig forskning er, at det kan medvirke til at skabe en mere lukket verden, hvor mistillid og mis-forståelser trives. Som en bekymret Niels Bohr skrev i et åbent brev til FN i 1950, er en ”åben verden” en nødvendighed for international sikkerhed. I en samtid præget af mistænksomhed, og ”hvor kløften mellem nationerne uddybes, og ængstelsen for fremtiden breder sig”, mente Bohr, at løsningen var “en åben verden med uhindrede muligheder for fælles oplysning og gensidig forståelse. Det er klart, at velvilje og agtelse nationerne imellem ikke kan bestå uden fri adgang til oplysning om alle sider af livet i samtlige lande.” Kina er ikkeikke ligefrem kendt for sin militær-teknologiske åbenhed, og derfor er det særligt oplagt at lytte når kinesiske forskere i international politik ligefrem tigger om at blive hørt. En ”åben verden” handler ikke kun om at tale og lægge sine informationer frem, men også om at lytte til, hvad andre har at sige.



Foto: Wikimedia Commons

HORISONT

En gruppe på 14 fremtrædende menneskeretsaktivister, kunstnere, filmfolk og forfattere har i et åbent brev anklaget det nuværende regime for »totalt at ødelægge de demokratiske valginstitutioner i Rusland«. Valgresultater bliver »skamløst forfalsket«, mens opposi-tionspartier og aktivister »i strid med forfatningen« nægtes at stille op til valg på grund af fabrikerede anklager. Det åbne brev beskriver den såkaldte »vertikale magt« som »ryggesløs« - et systemsystem af personaliseret autoritært styre, som ministerpræsident og formand for det herskende parti Forenet Rusland, Vladimir Putin, har skabt siden 1999. Det har skabt et ikke repræsentativt parla-ment, et »paralyseret Dmitrij Medvedev præsidentskab« og skabt disfunktionelle regionale og kommunale myndigheder.

Tidligere præsident Boris Jeltsins politiske rådgiver, Georgij Satarov, der er blandt underskriverne af det åbne brev, siger til den uafhængig avis Novaja Gaseta 1. juni: »Den usædvanlige ineffektiv-itet af Putins magtvertikal er det direkte resultatet af dens illegitim-itet. Reformer er slået fejl i Rusland og vil gøre det igen; korruptionen og nepotismen tager åbenlyst overhånd, fordi bureaukratiets lavere niveauer og sikkerhedstjenesterne ved, at de er Putins eneste magtgrundlag «. Medunderskriver, skuespillerin-den Natalja Fatejeva, siger til nyhedsbureauet Interfax 31. maj: »Magthaverne tror, at de vil styre for evigt og er udødelige. Det er hul i hovedet«.

Skræddersyet til valgsvindelKremls pressetjeneste havde dagen før skrevet, at Medvedev ikke vil kommentere det åbne brev, »fordi præsidenten har ret til at tie«. Måske har Medvedev under alle omstændigheder ikke så meget at sige.

MedvedevMedvedev har leget med tanken om sit eget parti, mens Putin bruger sit parti yderst kreativt med dannelse af Alrussisk Folkefront, ONF, en sammenlægning af regionale og nationale organisationer omkring Forenet Rusland. Putins presseservice skrev ifølge RIA Novosti 1. juni: »Omkring 16 alrussiske organisationer, 429 regio-nale, interregionale og lokale grupper har tilsluttet sig ONF og flere er velkomne«.

Ifølge Ruslands valglov kan kun officielt registrerede partier opstille kandidater og valgforbund er forbudt. Ved dumavalget i december har Putins parti imidlertid erklæret, at op til 15 procent af kandidat-erne på listen ikke er medlemmer af partiet.. ONF er åbent for alle, der støtter Putins vision for Ruslands fremtid. Fagforeninger og hele kommunalråd tilslutter sig ONF. Ifølge Forenet Rusland har »hele befolkningen i Khabarovsk«, en by på over en halv million i Ruslands Fjerne Østen, tilsluttet sig ONF. Ruslands Fjerne Østen, tilsluttet sig ONF.

Det russiske valgsystem er »siden 1999 blev skræddersyet til at skabe et hvilket som helst resultat, som magten ønsker«, skriver den russiske analytiker Pavel Felgenhauer i Georgia Daily. Erh-vervsavisen Kommersant skrev 31. maj, at valgsvindel »kan være 30 procent ved nogle valgsteder, 100 procent ved andre«. Ifølge ovennævnte åbne brev er Rusland sunket ned i en »hurtigt udviklende politisk krise« og den eneste redning er hurtig genska-belse af demokratiske valg.

Valgfeberen har allerede raset længe i Rusland op til valget til underhuset Dumaen i december og præsidentvalget næste forår. Og des nærmere valgene kommer, des mere kommer længe simrende sociale, økonomiske og politiske stridigheder op til over-fladen.

Usikkerheden om landets fremtid øges og får igen højtuddannede og kapital til at forlade Rusland. Og politisk er der mange tegn på, at landet bevæger sig væk fra de sidste ti års politik, domineret af regeringschef Vladimir Putin, som imidlertid ser ud til at bevæge sig tilbage til Kreml.

PræsidentvalgetPræsidentvalget ses som det vigtigste, men købslåen bag kulisserne og valgtricks op til valget til Dumaen i december vil lægge grunden for præsidentvalget i 2012, hvor enten præsident Dmitrij Medvedev eller Putin ventes »kronet«. Opinionsundersø-gelser viser, at vælgerne har ringe tiltro til, at de får lov til at bestemme valgresultatet. Medvedev har ofte lovet »moderniser-ing«, men, som Nikolaj Petrov fra Carnegie Center i Moskva skriver: »Ved tilbagevenden til ’gamle måder’ at fordele indtægterne fra naturressourcer har Ruslands politiske klasse skabt en politisk og økonomisk model, der vil efterlade store dele af landets økonomi og politiske sfære uberørt af modernisering«.

Myndighederne svarer kun offentligheden, når de tvinges til det af masseprotester. Magten gør end ikke brug af de institutioner, som den selv har skabt til samspil med befolkningen, hvad end det er politiske partier eller det Offentlige Kammer, en rådgivende institu-tion med repræsentanter for samfundsorganisationer.

Men et øget antal demonstrationer og strejker tyder på, at den relative ro, skabt af øget levestandard og politisk apati og Putins »styrede demokrati«, er ovre. Ligegyldig hvem, som bliver Ruslands nye præsident, tyder det på, at det bliver ganske anderledes.

Korruptionens konsekvenser IfølgeIfølge det uafhængige opinionsanalyseinstitut Levada ser russerne korruptionen som landets største problem. Medvedev sagde for nylig, at »fremskridtene er for små« i korruptionsbekæmpelsen. Hans primære valgløfte i 2008 var at udrydde korruption, men i realiteten er korruptionen blevet endnu værre siden. En demonstra-tion på Pusjkin Pladsen for nylig omfattede få hundrede mennesker, men havde et stort budskab: Korruptionen har nået et hidtil uset omfang,omfang, den har ødelagt landets økonomi, reformer og retssikker-hed og underminerer Ruslands internationale image, lød beskeden fra demonstrationen.

Rusland er det mest korrupte land blandt G20, ifølge Transparency International. Rusland ligger i bunden som nummer 154 af 178 lande, ved siden af Kenya og Tadsjikistan. Ifølge nogle beregninger udgør korruptionsmarkedet i Rusland 300 milliarder dollar, næsten en fjerdedel af BNP.

DemonstranterneDemonstranterne krævede gennemskuelighed, uafhængige domstole og fair valg og arrangørerne lovede at kalde til protester imod korruptionen rundt i hele landet.

af Vibeke Sperling


Rusland i forandringers tidMen formen stadig usikker

Vibeke Sperling, f. 1945 er seniorkorrespondent for dagbladet Politiken.

Tidligere:Tidligere: udlandsredaktør Politiken, chefredak-tør, Information og Moskva-korrespondent for Information, Danmarks Radio og Politiken i nævnte rækkefølge. Forfatter til bl.a. Rusland i Stykker (2003) og Åh Tjetjenien (2004).

FOTO: Jacob Ehrbahn/Politiken

Om skribenten

Det er så rigtigt, som det er skrevet. Og hvis Dumavalget i december og præsidentvalget i marts 2012 igen bliver unfair og kraftigt manipulerede er det selve den russiske stats legitimitet, der drages i tvivl.

Ruslands rigeste ungkarlPåPå partifløjen sker flere pudsige ting. Tabloidaviserne kalder ham »Ruslands rigeste ungkarl« og han er nummer tre på Forbes’ liste over Ruslands rigeste, god for 17.5 milliarder dollar. Han er berømt for Yo-mobilen, landets første hybridbil og for at eje New Jersey Nets basketball team. For nylig skabte Mikhail Prokhorov igen over-skrifter, da han annoncerede, at han vil være formand for partiet Højresagen, der blev skabt på ruinerne af Unionen af Højrekræfter i 2008.2008. Partiet ses som et af de mange projekter, som Kreml står bag for at give det indtryk af et pluralistiske system. På LiveJournal blog skrev Prokhorov: »I går besluttede jeg at ringe til Kreml og infor-mere dem om, at jeg har besluttet at gå ind i politik«. Leonid Gozman, medformand for partiet skrev begejstret på bloggen: »Prokhorov har skabt et gigantisk forretningsimperium. Det betyder, at han har erfaringer med at arbejde med folk, uddelegere ansvar og løse konflikter«. Alexander Ryklin, skribent ved online avisen Ej.ru, skrev: »Prokhorov kan bruge millioner af dollar på at promovere sin nye baby. Han kan bygge partihovedkvarterer af krystal og guld overalt i Rusland«. Men kan han få partiet over spærregrænsen på hele syv procent til Dumaen? Næppe, med mindre Kreml ønsker det.

Når det gælder omverdenen håber de fleste vestlige ledere nok på genvalg af Medvedev, men de ved, at hvis Putin vil det, så rykker han tilbage til Kreml.

Og ingen vil vel rage uklar med Putin, når de ved, at selvom de opfordrer russerne til at stemme på Medvedev, så bliver det ikke afgørende.

Udenrigspolitiske perspektiverMåskeMåske kan det gøre en forskel, at USA's præsident Barack Obama har udnævnt sin toprådgiver om Rusland, Michael McFaul, til ny ambassadør i Rusland. McFaul er forfatteren til Obamas politik om at »nulstille« forholdet til Rusland. Mange russere er begejstrede for at byde Obamas egen mand velkommen, men McFaul har skrevet meget kritisk om Putin. Han mener, at hvad der end er sket af frem-skridt for Rusland, er det på trods af Putins autoritære model. Det er forhåbentligforhåbentlig McFauls mandat at søge at påvirke den russiske elite væk fra Putins model til den mere moderne Medvedevs. Obama, McFaul og Medvedev er fra samme generation, mens den ældre Putin tilhører mistænksomhedens tid, som let kan få et comeback.

Khodorkovskij sagen som byrdeSelvSelv om den Europæiske Menneskeretsdomstol for nylig skuffede Ruslands demokrater ved ikke at give den fængslede tidligere oliemagnat, Mikhail Khodorkovskij medhold i, at hans arrestation i 2003 og senere domfældelse var politisk motiverede, så er det en ubehagelig sag, som både Putin og Medvedev sikkert gerne lægger bag sig.

ForFor Medvedev vil løsladelse af Khodorkovskij og hans business-partner Platon Lebedev understrege hans uafhængighed og styrke hans troværdighed, når det gælder løfter om reformering af retssys-temet og et mere erhvervsvenligt klima. Medvedev kan benåde de to, men tør nok ikke for Putin. Det ville imidlertid fjerne en tung politisk byrde fra Medvedevs skuldre, hvis han stiller op til genvalg i 2012.

Det er nu også fristende for Putin at se de to løsladt. Det vil sende et stærkt signal hjemme og til udlandet om, at der intet er at frygte ved, at han vender tilbage til Kreml. Og det kan skaffe Putin nye venner i Vesten, hvis han frigøres fra denne bagage fra sit tidligere præsidentskab.

LøsladelseLøsladelse af Khodorkovskij og Lebedev vil ikke blot være en stor fordel for dem men for hele Rusland. Og under alle omstæn-digheder vil genvalg af Medvedev svække Putin, hvor meget denne end bliver som regeringschef. Et nyt præsidentmandat ville give Medvedev mulighed for at fremstå mere som præsident i egen ret og med større muligheder for at gennemføre politiske og økono-miske reformer. Kun trist at det ikke er russiske vælgere, som får lov til at afgøre det magtspil .

»... hvis Dumavalget i december og præsidentvalget i marts 2012 igen bliver unfair og kraftigt manipuler-ede er det selve den russiske stats legitimitet, der drages i tvivl.« “

»Og ingen vil vel rage uklar med Putin, når de ved, at selvom de opfordrer russerne til at stemme på Medvedev, så bliver det ikke afgørende« “


tidsskrift for international politik / ipmonopolet.dk / 12 udgave / washington konsensusside 32

Foto: Wikimedia Commons

SYNSPUNKT

En klasse, der arver et samfund, arver også dets karakter. Hvis arbejderklassen fx undertvinger alle andre klasser i et samfund, bliver det dets eneste arvtager og udgør dets materielle og sociale basis. Arvtageren arver dermed, selvom det ikke altid er tydeligt i begyndelsen, sine træk fra dem, der kom før. Med tidens gang vil de eliminerede klassers kendetegn vise sig i arbejderklassen. DermedDermed begynder kampen om dominans igen. En hver gruppe, en hver faktion og hver eneste ny klasse vil kæmpe for at blive reger-ingsinstrumentet.

Opsummerende har et hvert forsøg på at forene et samfunds mate-rielle basis for at løse regeringsproblemet været forgæves. Alle forsøg på at formilde masserne gennem valget af repræsentanter eller gennem parlamenter har været ligeligt forfejlede. At fortsætte disse forsøg ville være tidsspilde og en hån mod folket. belse af demokratiske valg.

Folkeafstemninger er at bedrage demokratiet. Dem der stemmer ”ja” eller ”nej” udtrykket ikke deres frie vilje, men bliver gjort tavse af en moderne demokratiopfattelse, der ikke tillader dem at sige mere end ”ja” eller ”nej”. Et sådant system er undertrykkende og tyran-nisk. Dem der stemmer ”nej” burde udtrykke sine grunde. Og dem der siger ”ja” burde begrunde deres samtykke og udtrykke, hvorfor de ikke stemte nej. Alle skulle være i stand til at forklare deres ”ja” eller ”nej”. eller ”nej”.

Den Grønne Bog annoncerer overfor masserne den lykkelige opda-gelse af praktisk gennemførligt direkte demokrati. Ingen intelligente mennesker kan benægte, at direkte demokrati er idealet, men indtil nu har det ikke været praktisk muligt. Den Tredje Universelle Teori giver os imidlertid en praktisk tilgang til direkte demokrati. Prob-lemet med en demokratisk verden er dermed endeligt løst. Sandt demokrati har kun én tilgang og én teori. Forskelligheden mellem de såkaldte demokratiske systemer viser bare, at de faktisk ikke er demokratiske. Folkets autoritet har kun et ansigt, der kun kan virkeliggøres gennem Folkekonferencer og Folkekommitterer. Der kan ikke være demokrati uden Folkekonferencer og Folkekommit-terer overalt.

Ethvert samfunds grundlæggende love er baseret på enten tradi-tion og skik eller religion. Ethvert forsøg på at udstede lov uden disse to kilder er ugyldigt og ulogisk. Forfatninger kan ikke være et samfunds lov. En forfatning er dybest set en menneskeskabt lov og mangler den naturlige kilder, hvorfra den skal hente sin beretti-gelse. Et samfunds grundlæggende lov må ikke ligge under for his-torisk udstedelse og formulering. Dens betydning ligger i, at den er det yderste kriterium for beslutninger om sandt og falsk, rigtigt og forkert, og om individuelle rettigheder og pligter. Friheden trues med mindre samfundet adlyder en lov, der ikke kan ændres af noget regeringsinstrument. Uheldigvis regeres folk verden over af

At præsentere sine tanker og idéer som den gyldne middelvej mellem ekstremer har altid været en yndet intellektuel sport. Mest kendt i nyere tid er vel Tony Blairs valgprogram for det ”nye” Labour, hvor parolen lød: ”hverken højre eller venstre – fremad!”. Den engelsk sociolog Anthony Giddens er alment anerkendt for at være den intellektuelle kuglestøber bag disse ideer, og han er sandsynligvis også manden bag ideen om at ré-brande det gamle arbejderpartisarbejderpartis kurs som den ”tredje vej”. Men før der var Giddens og Blair, var der Gaddafi. Den tredje vej mellem kommunisme og kapitalisme er nemlig ikke et ligeså ledigt synspunkt, som de to englændere gik og troede i 90’erne.

Midt i 1970’erne drog Libyens ledere Muammar Gaddafi nemlig efter sigende ud i ørkenen for at løse denne verdens problemer. Resultat blev det lille skrift Den Grønne Bog, der beskriver den Tredje Internationale Teori. I bogens tre dele adresserer Gaddafi løsninger på henholdsvis demokratiets og økonomiens problemer samt leverer en social basis for den tredje teori. I følgende uddrag lader vi den libyske oberst ord forholde sig til tre spørgsmål: den demokratiskedemokratiske styreform, forholdet mellem menneskelige kollektiver og den evigtgyldige problematik om de to køns respektive pligter og rettigheder. Kendetegnende for alle tre svar er, at de aldrig rigtig bliver særligt konkrete, men dog er de alligevel ganske interes-sante, hvis man vil forsøget at forstå tankegangen hos den mand, NATO’s jagerfly i øjeblikket officielt ikke er på jagt efter. Følgende tekst er udelukkende Gaddafis egne ord – dog udvalgt og oversat af IPmonopolet.

Den demokratiske styreformRegeringsinstrumentet er det vigtige politiske spørgsmål for de menneskelige samfund.

Dette evige spørgsmål møder i dag menneskeheden på nye og presserende måder. Samfund er udsat for uvishedens risici og lider under de forkerte svar. Og dog har ingen besvaret spørgsmålet endegyldigt og demokratisk. Den Grønne Bog præsenterer den ulti-mative løsning på valget af det rette regeringsinstrument.Parlamentet er kernen i dagens konventionelle demokrati. Parla-mentet er en fejlrepræsentation af folket, og parlamentariske systemer er en fejlagtig løsning på det demokratiske problem. Et parlamentet er grundlagt for at repræsentere folket, men dette er i sig selv udemokratisk, da demokrati betyder folkets autoritet – og ikke en autoritet, der handler på folkets vegne.

Folket bliver dermed efterladt med kun en fernis af demokrati, hvilket viser sig i de lange køer ved valgstederne. Da det parlamentariske system yderligere er baseret på propa-ganda for at vinde stemmer, er det et demagogisk system i ordets egentlige betydning. Stammer kan købes og forfalskes. De fattige er ude af stand til at stille op, og derfor bliver kun de rige valgt. Sådan eksisterer historiens mest tyranniske diktatur under det par-lamentariske åg.

Partiet er det nutidige diktatur. Det er det moderne middel til diktato-risk regering. Partiet er delen, der hersker over helheden. Partiet repræsenterer et segment af folket, men folkets suverænitet er udelelig.

af Muammar Gaddafimed indledende og afsluttende bemærkninger af Hjalte Meilvang

»Partiet er det nutidige diktatur. Det er det moderne middel til diktatorisk regering. Partiet er delen, der hersker over helheden. Partiet repræsenterer et segment af folket, men folkets suverænitet er udelelig« “


Den Grønne Bog

menneskeskabte love, der kan ændres eller ophæves afhængigt af magtkampen mellem forskellige regeringstyper.EtEt individ har ret til at udtrykke sig, selv hvis han eller hun opfører sig irrationelt for at demonstrere sit vanvid. Fællesskaber har ret til at udtrykke deres fælles identitet. De førstnævnte repræsenterer kun sig selv, mens de sidstnævnte repræsenterer dem, der har del i den fælles identitet. Siden samfundet består af individer og fæl-lesskaber, betyder et enkelt individs udtryk for sit vanvid ikke, at samfundets andre medlemmer også er vanvittige.

Massernes epoke, der følger efter republikkernes tid, ophidser hjertet og blænder øjet. Men selvom epokens vision er tegn på massernes sande frihed og deres lykkelige løsrivelse fra en auto-ritær strukturs snærende bånd, advarer visionen også mod farerne ved en kaotisk og demagogisk tid og truslen fra en tilbagevenden til individet, sektens eller partiets autoritet i stedet for folkets.

Nationalisme, religion og det internationale Historiske helte er, per definition, dem der har brag ofre for en sag. Men hvilken sag? De bragte ofre for andre, men hvilke andre? Dem, de har et forhold til. Derfor er forholdet mellem et individ og en gruppe et socialt forhold, der former og styrer folks optræden mod hinanden. Nationalisme er dermed grundlaget for en nations opståen. Sociale sager er derfor nationale, og det nationale forhold er socialt. Det sociale forhold aflededes af samfundet, hvilket vil sigesige fra forholdet mellem nationens medlemmer. Det sociale forhold er derfor et nationalt forhold, og det nationale er et sociale forhold. Nationalisme i den menneskelige verden og flokinstinktet i dyreriget er derfor ligesom tyngdekraften på de materielle og himmelske legemers område. Hvis Solens mistede sin tyngdekraft, ville dens gasser eksplodere, og dens enhed ville opløses. Dermed er enhed grundlaget for overlevelse. Enhedens faktor er i enhver gruppe en social faktor; for mennesket er det nationalisme. Derfor kæmper alle menneskelige kollektiver for deres nationale enhed, grundlaget for deres overlevelse.deres overlevelse.

En stamme er en familie, der er vokset gennem sin forplantning. En stamme er dermed en forstørret familie. Tilsvarende er en nation en stamme, der er vokset gennem forplantning. Nationen er dermed en forstørret stamme. Verden er en nationen, der har udviklet sig til adskillige adskilte nationer. Verden er dermed en forstørret nation. De bånd, der binder familien sammen, binder også stammen, nationen og verden. Men det svækkes som antallet forøges. Men-neskehedensneskehedens kerne er nationen, nationens kerne er stammen, og stammens kerne er familien. Graden af varme falder i forhold til den sociale enheds størrelse. Dette er en uomtvisteligt social faktum, der kun benægtes af dem, der er uvidende om det.

Nationen i verdenssamfundet svarer til familien i stammen. Jo mere familierne i en stamme strides og bliver fanatiske, jo mere er stammen truet. En familie trues, når dens individuelle medlemmer strids og kun forfølger deres personlige interesser. Hvis en nations stammer tilsvarende skændes og kun forfølger egne interesser, undermineres nationen. National fanatisme udtrykt ved brug af magt overfor svage nationer, eller nationalt fremskridt på bekost-ning af andre stater, er ondt og skadeligt for menneskeheden. ning af andre stater, er ondt og skadeligt for menneskeheden. At se bort fra de nationale bånd i menneskelige forhold og etablere et politisk system, der står i modsætning til den sociale virkelighed, fører kun til en midlertidig struktur, der snart vil blive nedbrudt af

den sociale faktor i disse grupper, hvilket vil sige hvert kollektivs nationale integritet og dynamik.

KønMenMen hvad er mand og kvinde? Menneskeheden består hverken af mand eller kvinde alene. Det består naturligt af mand og kvinde. Hvorfor blev ikke kun manden skabt? Hvorfor blev ikke kun kvinden skab? Hvad er til syvende og sidst forskellen på mand og kvinde, eller på kvinde og mand? Hvorfor var det nødvendigt at skabe mand og kvinde? Der må være en naturlig nødvendighed for eksistensen af mand og kvinde frem for enten kun mand eller kun kvinde.kvinde. Det følger heraf, at ingen af dem er præcist som den anden, og den naturlige forskel på mand og kvinde er bevist ved eksistensen af mand og kvinde. Dette betyder nødvendigvis, at der er en rolle til hver af dem korresponderende til forskellen på dem. Følgende er der forskellige forhold for hver af dem, så de kan udfylde deres naturligt forskellige roller. For at forstå disse roller, må vi forstå forskellen i mandens og kvindens skabte natur – den naturlige forskel på de to. naturlige forskel på de to. I dyre-, plante- og menneskeriget, skal der være en han og en hun for at livet kan opstå fra begyndelse til afslutning. Ikke kun eksis-terer de, men de skal udfylde i fuldstændig grad den naturlige rolle, de er skabt til. Hvis denne rolle ikke udfyldes, er der en fejl i livets organisering forårsaget af historiske forhold. Dette er tilfældet i næsten alle samfund i dag, når de forveksler mænd og kvinders roller, og arbejder for at forandre kvinder til mænd. I harmoni med naturennaturen og dens formål skal mænd og kvinder være skabende indenfor deres respektive roller. At modsætte sig dette er at gå i forfald; det er imod naturen og ødelægger frihedens grundlag, da det er fremmed for både liv og overlevelse. Mænd og kvinder skal udfylde, ikke forlade, de roller, de blev skabt til. Alle samfund i dag ser på kvinde som dårligt mere end varer. Østen ser hende som en vare at købe eller sælge, mens Vesten ikke anerkender hendes kvindelighed.

AtAt tvinge en kvinde til at gøre en mands arbejde er et skamløst angreb på den kvindelighed, hun er naturligt udstyret med, og som definerer et naturligt formål essentielt for hendes liv. Mandens arbejde sløret kvindens smukke træk, der kun er skabt til kvindelige roller. De er som blomster, der er skabt til at tiltrække pollen og pro-ducere frø. Hvis vi afskaffede blomsterne, ville planterens rolle i livet være forbi. Sommerfugles, fugles og dyre-hunners naturligt pryd eksisterereksisterer med dette naturlige og vitale formål. Hvis en kvinde udfører en mands arbejde, risikerer hun at blive forandret til en mand og dermed forlade sin naturlige rolle og sin skønhed. En kvinde har enhver ret til at leve uden at blive tvunget til at forandre sig og opgive sin kvindelighed.

Fysisk opbygning, der er naturligt forskellig i mænd og kvinder, fører til forskelle i organernes funktioner, hvilket igen fører til for-skelle i sind, humør, følelser såvel som i fysisk fremtræden. En kvinde er omsorgsfuld; en kvinde er smuk; en kvinde har let til tårer og lader sig let skræmme. I almindelighed er kvinder blide og mænd aggressive i kraft af deres medfødte natur.

Dette tekstudvalg har fejlet som forsøg på at give et enkelt og sam-menhængende overblik over Gaddafis tanker. Måske fordi heller ikke selve bogen er enkel eller sammenhængende, og der derfor ikke er nogen forkromet helhed, uddragene kunne være tro mod. Men igennem de tre temaer, tegner teksten alligevel et interessant billede af nogle grundtanker hos en mand, der engang blev kaldt Mellemøstens gale hund

Teksten er udvalgt og oversat af Hjalte Meilvang efter to forskellige engelske udgaver af Den Grønne Bog. Disse er tilgængelige via wikipedia.com ved en søgning på ”The Green Book”.

.

»Siden samfundet består af individer og fællesskaber, betyder et enkelt individs udtryk for sit vanvid ikke, at samfundets andre medlemmer også er vanvittige« “

»Nationalisme i den menneskelige verden og flokins-tinktet i dyreriget er derfor ligesom tyngdekraften på de materielle og himmelske legemers område« “



Documents

IPmonopolet #12 - Washington Konsensus