IPmonopolet - tema: International politik mellem to årtier

IPMONOPOLET.DK ÅRGANG 3 NR 8 PRIS 50,- ÅR 2010

M O N O P O L E Tt idsskri f t for international pol i t ik

INTERNATIONAL POLITIK

– MELLEM TO ÅRTIER

IPMONOPOLET SÆTTER I DENNE UDGAVE FOKUS PÅ

INTERVIEW MED TED SORENSENSYNSPUNKT

NIELS HELVEG PETERSEN VS. MOGENS LYKKETOFTMONOPOLET

REDAKTIONENChefredaktionenLiv BellingEmma Knudsen

TemaRikke NørgaardMette Lundsfryd Heide-JørgensenEmil NørgaardFrederik Bitz

UdblikHjalte MeilvangMikael Valsted SørensenSigne Kring

MonopoletKristoffer Kjærgaard Christensen

SynspunktLiv Belling

BoganmeldelseChristine SøbyFrederik Bitz

LayoutMia Stigsnæs

IPmonopoletc/o Institut for Statskundskab (IfS)Øster Farimagsgade 5, 21353 København K

www.ipmonopolet.dkEmail: [email protected]

ISSN: 1903-5713ISSN: 1903-5721 (online udgave)

IPmonopolet trykkes hosDet samfundsvidenskabelige fakultets trykkeri, ReproCenter

IPmonopolet udgives med støtte fra:Institut for statskundskab, Københavns Universitet

IPMONOPPOLET NR 8 REDAKTIONEN 2

IPMONOPPOLET NR 8 LEDER

INTRODUKTION

Emma Knudsen

Ba.scient.pol.Københavns UniversitetFunktion: Ansvars-havende redaktør

Liv Belling Stud. scient. pol.Københavns UniversitetFunktion: Ansvars-havende redaktør

Kære læser

Vi er glade for at kunne præsentere 8. udgave af IPmonopolet. Med begyndelsen af

et nyt årti som anledning ser IPmonopolet denne gang tilbage på 00’erne. Tema-artiklerne samler op på vigtige udviklinger i international politik som vi mener, har været karakteristiske for 00erne inden for selve årtiet, men i kraft af tendensernes gennemslagskraft, måske også konstituerende for det næste årti.

I Udblik kan du som altid følge aktuelle tendenser og denne gang læse en artikel af lektor ved Institut for Statskundskab, Jens Ladefoged, der belyser WTO og de udfordringer organisationen står over for i dens forsøg på at inddæmme handelspolitiske kriser ved en rettighedsbaseret styring af verdensøkonomien. Jørgen Beck Simonsen, professor og dr.phil. ved institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, forsøger med afsæt i Yemens anspændte indenrigspolitiske situation at forklare Al-Qaedas nye tilstedeværelse i landet, og så kan du også læse en studerendes beretning om en rejse gennem Bosnien – en beretning om krig og fred.

I Monopolet er vi glade for at kunne præsentere to tidligere udenrigsministre, Niels Helveg Petersen og Mogens Lykketoft der, i forlængelse af IPmonopolets tema, diskuterer Danmarks udenrigspolitik gennem 00’erne.

I IPanmeldelsen anmelder vi denne gang den nye bog af Barry Buzan og Lene Hansen The Evolution of International Security Studies der som en af de første bøger nogensinde forsøger at skabe en både kronologisk og tematisk oversigt over udviklingen af sikkerhedspolitikken inden for disciplinen af international

politik. Endelig er vi stolte af i Synspunkt at kunne bringe et interview med Ted Sorensen, der var taleskriver samt særlige rådgiver for John F. Kennedy og en af Obamas første støtter i valgkampen.

Vi håber du vil nyde bladet - vi har hvert fald nydt at lave det. For vores vedkomme er det dog sidste gang vi står for udgivelsen af IPmonopolet. Efter et par år i redaktionen og et år på posten som chefredaktører takker vi af. Det har været en sjov, lærerig og spændende tid, hvor den største succes har været at du nu kan sidde med IPmonopolet i denne lækre papirudgave, at IPmonopolet er blevet en officiel forening og at vi har fået sat mere fokus på vores lanceringer der forsøger at kombinere interessen for international politik med et kulturelt islæt. Vi håber at det potentiale som vi ser i IPmonopolet fortsat vil udfolde sig og byder varmt velkommen til den nye chefredaktion, Mette Lundsfryd Heide-Jørgensen og Hjalte Meilvang, der har været med i redaktionen på henholdsvis tema og udblik. Rigtig god vind til jer og resten af redaktionen!

Og rigtig god læselyst!Emma Knudsen og Liv Belling

3

IPMONOPOLET NR 8 LEDER

LEDERDer er selvsagt en række forskellige vinkler, man kan anlægge i betragtningen af det seneste årti. Alt efter hvilke begivenheder og tendenser man fokuserer på, synes resultatet af udviklingen inden for international politik særdeles forskelligartet. Der er grund til at være optimistisk, hvis man eksempelvis fokuserer på den øgede internationale opmærksomhed på klimaforandringerne - og vel og mærke vælger at se bort fra den, i hvert fald hidtidige, manglende koordineringsvilje og handlekraft fra stormagterne! – mens et fokus på den markante og problematiske term ’Krig mod terror’, for mange vil efterlade et langt mere pessimistisk syn på årtiet, ligesom det gælder for den økonomiske krise, der har afsluttet årtiet.

For først at tage klimaet, kan man konkludere, at det internationale samfund synes at have fået øjnene op for, at den udvikling vi ser i klimaet er menneskeskabt og derfor er nødt til at handle på snarest. At det så er vanskeligt at komme til enighed om noget som helst er en anden sag. Man kan håbe, at blot det, at processen er sat i gang vil føre til resultater i den nærmere fremtid. Her er det dog stormagterne, der må tage ansvar, gå i spidsen, vise forhandlingsvilje samt villighed til rent faktisk at omlægge deres forbrug markant og få deres befolkninger til at følge trop.

Også i en lang række andre begivenheder i det forgangne årti har stormagterne spillet en markant rolle, især har USA som supermagt skabt megen opmærksomhed og polemik. Mens 9/11 har brændt sig fast på den globale nethinde som bevis på, hvordan -Al-Qaeda var i stand til med succes at mobilisere islamistiske kræfter og ramme et vigtigt symbolsk mål i den vestlige verden; står første del af årtiet også som præsident Bush’s yderst værdiprægede, stærkt omdiskuteret – og med rette udskældte – præsidentperiode. Mens invasionen mod Al-Qaeda i Afghanistan i 2001 nød temmelig stor international opbakning, var det anderledes med Irak-krigen. Irak-krigen skilte Europa på kryds og tværs, og var en bemærkelsesværdig ignorering af FN-systemet, hvor USA med sin koalition af villige stater, valgte at se fuldstændig bort fra en organisation, som de ellers selv hævder at bakke fuldt ud op om. ”Krigen mod terror” var et til lejligheden opfundet begreb, der pludselig gjorde USA og dets allierede i stand til at kategorisere verdens stater, og sætte sig som dommer ift. hvem der er ’de gode’ og ’de onde’. Ufatteligt, at verdens statsledere accepterede denne retorik og ikke i højere grad tog afstand! Andre mistrøstige tendenser og begivenheder, såsom den fortsat uendelige kamp om landområder i Mellemøsten; tsunamien, der skyllede indover Sydøstasien og folkemordet i Darfur er heller ikke at forglemme.

USA er dog ikke kun bemærket for negative ting. Med valget af Obama fik USA landets første sorte præsident nogensinde, en bemærkelsesværdig udvikling, når man tænker på at man ikke skal længere tilbage end til 1960’erne, hvor raceadskillelsen i syd førte til adskillige opgør. Vigtigere var dog den multilaterale tone han lagde for dagen – og ikke mindst opgøret med Bush. Obamas valgkampagne benyttede et andet markant fænomen fra det forgangne årti, nemlig de sociale medier, som er braget igennem på få år og har udviklet den virtuelle forbindelse mellem folk markant. Også her kan anlægges et positivt og negativt perspektiv: de sociale medier kan være med til at skabe forbindelse mellem folk, og et people-to-people fokus. Omvendt kan man problematisere den mulige kortlægning af menneskers gøren og laden som medierne kan facilitere, og som eksempelvis überbrandet google, i høj grad kan siges at have lukreret på reklamemæssigt.

Vi har i denne udgave af IPmonopolet valgt at tage fat på netop nogle af ovenstående tendenser i et årti, der synes umuligt, men oplagt at dække, idet vi bevæger os ind i det andet årti i 2000-tallet. God læsning!

Bedste hilsner, Den afgående chefredaktion,Liv Belling og Emma Knudsen

4

INDHOLDREDAKTION

INTRODUKTION

LEDER

TEMA: INTERNATIONAL POLITIK – MELLEM TO ÅRTIER Kina buldrer af sted: er nationalismen et tveægget sværd? - og Vestens problem

Krigen mod terror - En amerikansk revolutionær myte

Pirate Bay på vej mod virtuel statsdannelse

Bristede håb og giftige rivaliseringer: Mellemøstens sikkerhedsarkitektur i det nye årti

UDBLIKKrig og fred

WTO og ”det hegemoniske spørgsmål” om stabilitet og vækst i verdensøkonomien

Yemens udfordringer – nationalt, regionalt og internationalt

De fem forklaringer: Hvorfor du skal redde din pengepung (og klimaet)

MONOPOLETNiels Helveg Petersen vs. Mogens Lykketoft

IPANMELDELSE“The Evolution of International Security Studies”

SYNSPUNKT Interview with Ted Sorensen

2

3

4

67

10

14

18

2223

26

29

32

36

39

41

IPMONOPOLET NR 8 INDHOLD 5

IPMONOPOLET NR 8 TEMA INTRODUKTION

TE

MA

INT

RO

DU

KT

ION

Vi står ved indgangen til et nyt årti, hvilket har inspireret Temaredaktionen til, i denne udgave, at sætte fokus på temaet International Politik – mellem to årtier. På de følgende sider fremhæver vi de strømninger, som efter redaktionens mening særligt har påvirket international politik i 00’erne, og som kan vise sig at kaste lange skygger videre ind i 2010’erne.

00’erne blev indledt med et brag, da terrorister styrede to fly ind i ’tvillingetårnene’ i New York og et tredje ind i Pentagon-bygningen i Arlington. Det blev begyndelsen på ’Krigen mod terror’ – en retorisk konstruktion, som igennem de sidste 10 år er blevet brugt, som politisk instrument til at retfærdiggøre overgreb og rejse forhåbninger om, at kampen mod terrorisme kunne vindes som en anden krig. Ekstern lektor ved Københavns Universitet, Alan Klæbel, argumenterer i sin artikel for, at ”Krigen mod terror” bygger på en amerikansk, revolutionær myte om verdenspolitikkens indretning.

Mellemøsten blev igen i 00’erne et af verdens brændpunkter. Ved indledningen af ”krigen mod terror” har hele den Vestlige verden skarpt overvåget de mellemøstlige lande og de forskellige konflikter der ulmer under overfalden. I artikel Bristede håb og giftige rivaliseringer: Mellemøstens sikkerhedsarkitektur i det nye årti tager seniorforsker ved DIIS, Helle Malmvig, temperaturen på Mellemøstens skrøbelige sikkerhedsstruktur og analyserer sikkerhedssituationen fra Tyrkiet mod nord til Yemen mod syd. Hun spår, at vi i de kommende år vil se mere ustabilitet og konflikt, mindre magt og indflydelse til USA, og større autonomi og handlerum til lokale aktører.

00’erne har samtidig været årtiet, hvor Kina har varslet USA om fremtidig kamp til stregen som ene supermagt, hvis økonomiske vækst i den grad har gjort landet til en værdig modspiller i international politik. Seniorforsker ved DIIS, Erik Beukel, anlægger, i sin artikel, en anderledes vinkel på den nye magtbalance ved at fremhæve nationalismen som drivkraft i Kinas fremdrift på den globale scene.

Sideløbende med den politiske omvæltning, der er sket på den internationale scene over de sidste 10 år, har 00’erne givet plads til en teknologisk revolutionering af international politik i form af Twitter og andre digitale platforme. PhD-studerende ved CAST, Rune Saugmann Andersen, illustrerer vigtigheden af digitale platforme som politisk virkemiddel i sin artikel om den digitale dimension af konflikten i Iran.

Fælles for de fire udvalgte strømninger, er, at de ikke blot har været karakteriserende for 00’erne, men at de samtidig har potentiale til at give efterdønninger ind i 10’erne. Bliv klogere på ’hvorfor’ i denne udgave af Tema.

God fornøjelse.

International politik – Mellem to årtier

6

Kina er buldret af sted igennem 00’erne - med en markant nationalisme som ballast.1 Sideløbende med, at de stærke økonomiske og sociale forandringer i Kina og åbningen til omverdenen blev sat i gang for 30 år siden, har der udviklet sig en særlig form for kinesisk nationalisme. Som i europæiske stater har troen på nationens egenartede historie og værdi været et ledsagefænomen til økonomisk udvikling og modernisering. I et land under store forandringer er der et ekstra behov for sammenhold og faste politiske pejlemærker, og appeller om nationens egenart og særlige rolle bliver vigtige. Nationalismen har også i høj grad været opdyrket og styret af Kinas Kommunistparti (KKP), som søger at kontrollere dens forskellige udslag. Spørgsmålet er, om nationalismen, som en ballast for at styre kæmperiget sikkert gennem alle omvæltningerne, kan ende med at blive en stopklods for ledernes manøvredygtighed?

Nationalismens former Der kan skelnes mellem tre former for nationalisme – eller patriotisme (aiguo zhuyi), som kineserne udtrykker det: en parti- og statsstyret pragmatisk orienteret nationalisme, som manifesterer sig i ledernes taler; en elite-orienteret, som vi møder den i mange forskellige bøger og tidsskrifter; og en populistisk, som giver sig udslag f. eks. i demonstrationer foran

fremmede landes ambassader i Beijing. Inddelingen er ikke skarp, og der er et intrikat samspil mellem de forskellige nationalismeformer. Hertil kommer at censuren i Kina er et omfattende og gennemgribende KKP-styret apparat, som gør, at partiet ikke blot stopper uønskede tilkendegivelser i medierne, men i høj grad

også lægger retningslinjerne for, hvad der faktisk skal siges. Uanset censurens omfattende karakter skal man imidlertid ikke uden videre sætte et Leninistisk monopolpartis hensigter lig med konsekvenserne af de ihærdige bestræbelser på at styre og kontrollere alt. Hensigterne kan være nok så entydige, men spørgsmålet om virkningerne af KKP’s

Kina buldrer af sted: er nationalismen et tveægget sværd?- og Vestens problem

Af Erik Beukel

Kina har været i en voldsom udvikling, siden reformpolitikken blev indledt. Ofte bruger parti- og statsledelsen stærke appeller om Kinas storslåede historie og civilisation til at styrke dets folkelige position i mødet med de nye udfordringer. Spørgsmålet er, om den nye nationalisme er et tveægget sværd, og hvad det betyder for vestlige demokratier?

I et land under store forandringer er der et ekstra behov for sammenhold og faste

politiske pejlemærker, og appeller om nationens egenart og særlige rolle bliver vigtige

IPMONOPOLET NR 8 TEMA

dr.dk

7

omfattende kontrolapparat er omgivet af langt større usikkerhed, og derfor er det vigtigt at se på sider af samspillet mellem de tre nationalisformer. Den parti- og statsstyrede nationalisme er pragmatisk i den forstand, at den bruger Kinas særlige historie og lange civilisation til at indgyde befolkningen national

stolthed og samtidig fastholder de grundlæggende mål om økonomisk modernisering og udvikling af økonomiske forbindelser med kapitalistiske lande. Den elite-orienterede nationalisme viser sig især blandt intellektuelle, hvor interessen for Kinas lange historie og kultur er vokset stærkt de seneste årtier. Op gennem 1980’erne var mange kinesiske studerende og intellektuelle begejstrede for amerikanske ideer om frihed og demokrati – en begejstring som kulminerede i demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i foråret 1989 med kopien af Frihedsgudinden. Siden er denne pro-amerikanisme afløst af en stærk anti-amerikanisme. På det brede folkelige niveau giver nationalismen sig udtryk i en traditionel mistro til og fjendtlighed over for fremmede, som, kombineret med den elite-orienterede nationalisme blandt ikke mindst studenter, hurtigt kan slå ud i store demonstrationer imod USA og Japan.

Anti-amerikansk og anti-japansk nationalismeKinas forhold til USA er labilt. Det grundlæggende økonomiske interessefællesskab er sårbart i forhold til pludselige kriser, hvor den elite-baserede mistro til, at USA vil forhindre det voksende Kina i at indtage den centrale rolle, som landets lange historie og civilisation berettiger det til, deles af mange i den brede befolkning. Derfor var det nærliggende, at den amerikanske bombning af Kinas ambassade i Beograd i maj 1999 med 24 døde kinesere som resultat hurtigt resulterede i store demonstrationer foran den amerikanske ambassade i den kinesiske hovedstad. I de første dage valgte Kinas ledere at støtte demonstrationerne – eller i hvert fald ikke stoppe dem, som de normalt har for vane med sådanne folkelige tilkendegivelser – men efter få dage slog de om af frygt for varige skader på forholdet til USA og for, at demonstranterne ville vende sig imod, hvad der blev set som ledernes alt for store imødekommenhed overfor USA. Demonstrationerne

vendt imod Japan er værd at hæfte sig ved, fordi de sætter fokus på nogle dybe historiske modsætninger i en del af verden, vi ellers ser som i fuld fart på vej frem. Historiens tunge arv spiller med i det frembrusende nye Asien. Når det japanske undervisningsministerium endnu en gang har godkendt en lærebog, som går let

hen over Japans grusomheder i Kina i 1930ere, eller landets premierminister har besøgt et tempel, hvor japanske krigsforbrydere er begravet, udløser det voldsomme demonstrationer imod Japan i Kinas storbyer. Regeringen i

Beijing støtter i begyndelsen ofte demonstrationerne, fordi parti- og statsledelsen er enig i kritikken af Japan, men så snart demonstrationerne bringer de omfattende økonomiske forbindelser med Japan i fare og risikerer at blive vendt mod KKP, bliver de pragmatiske ledere betænkelige og får sat en stopper for demonstrationer og optøjer.

Den kritiske fareParti- og regeringsledelsens forsøg på at ’springe med på vognen’ og støtte den populistiske nationalisme kan nemt blive tveægget sværd, som kan vendes mod KKP og Kinas regering. Den største fare for Kinas ledere er, hvis nationalismeprotesterne finder sammen med de mange andre former for folkelige protester og social uro mod korruption og lokale myndigheders vilkårlige dispositioner, der i titusindvis forekommer i Kina hvert år over hele Kina.2 Den altafgørende faktor er, hvis der opstår uenighed internt i partiledelsen, som det skete i 1989, hvor KKP’s daværende generalsekretær Zhao Ziyang var imod den voldelige nedkæmpelse af demonstrationerne, men blev afsat af en gruppe ældre partiveteraner med Deng Xiaoping i spidsen, der


(...) den elite-baserede mistro til, at USA vil forhindre det voksende Kina i at indtage den

centrale rolle, som landets lange historie og civilisation berettiger det til, deles af mange i den brede befolkning

www.chinadigitaltimes.net

8

gav ordre til at nedkæmpe demonstranterne. Denne situation ønsker partiledelsen for alt i verden at undgå gentager sig. Risikoen skal ikke overdrives, og den blotte påpegning af en fare er ikke det samme som at påstå, at den er sandsynlig. Meget taler for, at lederne i Beijing har udviklet en imponerende (!) evne til på pragmatisk vis gang på gang at finde den rette kombination af indrømmelser og repressive politi- og PLA-aktioner, som kan stoppe mulige trusler mod regimestabiliteten fra at blive reelle trusler.

Vestens problem: fra erkendelse af grundlæggende interesser til politiske handlingsvalgEt Kina, hvor den maoistiske ideologi og rødgardisternes terror under kulturrevolutionen er afløst af reformer

med økonomisk vækst og åbning til omverdenen, er set i historiens lange perspektiv et enestående fremskridt. Vesten har en klar interesse i at styrke denne udvikling og videreudvikle de mangeartede økonomiske og samfundsmæssige forbindelser med Kina. Men vi skal ikke snyde os selv og tro, at udviklingen af markedsøkonomi automatisk medfører et spirende demokrati, hvor en oplyst og aktiv offentlighed betyder, at en Leninistisk partistruktur svinder bort, og at der er kontrol med populistisk nationalisme. Kina er stadig et land uden politiske frihedsrettigheder, der beskyttes af uafhængige domstole. Om ikke andet kan vi lære det af Google’s problemer i Kina. Et pragmatisk orienteret og Leninistisk styret KKP er imidlertid ikke almægtig. Kombinationen af pragmatisk nationalisme og lejlighedsvis støtte til og accept af populistisk nationalisme kan nemt vise sig at være

et tveægget sværd. Nationalismen som ballast for styrke manøvredygtigheden kan ende med at blive en dødvægt, når Kinas pragmatiske – eller kyniske - ledere skal redde både reformpolitikken, åbningen udadtil og KKP.

Forargelse og skønsomhedEn af de få blot nogenlunde faste konklusioner i international politik forskningen er, at demokratier ikke går i krig med andre demokratier. Men det betyder ikke, at så er det politiske handlingsvalg ligetil, og at vestlige demokratier uden videre bør støtte alle demokratiske kræfter i Kina. En anden af statskundskabens konklusioner er, at overgangen fra diktatur eller autoritære styreformer til demokrati er fyldt med risici, hvor det er umuligt præcist at klarlægge disse indenfor en tidshorisont, der kan arbejdes med. Derfor er det klogt at forvente, at også vestlige demokratier kan blive stillet overfor vanskelige alternativer, hvor ingen kan kende konsekvenserne af de forskellige handlemuligheder. Er bevarelsen af social stabilitet det vigtigste i en situation, hvor parti- og statsledelsen måtte have grebet til voldelig nedkæmpelse af større eller mindre folkelige protester? Eller skal vi støtte de folkelige protester og håbe, at tendenser til populistisk nationalisme drejes i fredelig og demokratisk retning? Hvad betyder det overhovedet, om vi siger eller gør det ene eller det andet?Der er mange gode grunde til at vælge forargelsens politik i forholdet til Kina. For vestlige lande er der også mange gode grunde til at overveje, hvad der er den mest skønsomme politik. Men hvor går grænsen mellem

skønsomhed og kynisme? Er det i virkeligheden en politik alene baseret på forargelse, som er den mest kyniske? Noget tyder på det sidste.

Noter1) Ideen til første del af sætningen er hentet fra Jan Lund & Ørstrøm Møller, Asien Buldrer, Aschehoug, 2007.

2) Jf. min artikel ’Social uro, nationalisme og regimestabilitet i Kina: samspillet med omverdenen’, Den Ny Verden, 2007: 4, pp. 25-34, særnummer om ’Kina i verden’.

Erik Beukel er dr. scient. pol. og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han især beskæftiger sig med udviklingen i Østasien og Kinas udenrigspolitik.


http://www.asianews.it

9

Verdenspolitikken i 00’erneDer er intet fænomen som ”krigen mod terror”, der i den grad har formet verdenspolitikken i 00’erne. ’Krigen mod terror’ (det altoverskyggende amerikanske udenrigspolitiske projekt siden 2001) byggede, som ideologisk og retorisk konstruktion på en myte om og repræsentation af verdenspolitikkens indretning. ”Krigen mod terror” har i væsentlige henseender udfordret den traditionelle sociale regelbinding, som

verdenspolitikken har været indlejret i. Det er velkendt samtidshistorie, at ’krigen mod terror’ blev erklæret af daværende præsident George W. Bush i kølvandet på attentaterne mod tvillingetårnene i New York og Pentagon i Virginia den 11. september 2001. I ’krigen mod terrors’ navn er der efterfølgende blevet initieret militære invasioner og besættelser, gennemført snigmord, oprettet fangeleje i juridiske vakuum, tilladt udvidede overvågnings- og tilbageholdelsesmuligheder og mere til. Et af de mest fascinerende og afgørende aspekter omkring ’krigen mod terror’ har været den fortælling, der ret ubemærket blev spundet omkring betydningen af attentatet 11. september, og hvordan denne fortælling repræsenterede den efterfølgende ’krig mod terror’, med alle dens tiltag som en nødvendig konsekvens.

Mellem ondskab og godhedLidt provokerende kan man sige, at ’9-11’, som angrebene kaldes under et, er en amerikansk myte. ’Myte’ skal ikke forstås på den måde, at angrebet ikke fandt sted eller at israelerne eller amerikanerne selv gjorde det, sådan som nogle konspirationsteorier postulerer. Pointen er derimod, at bagmændene bag 11. september tydeligvis havde deres egen fortælling og forestilling om, hvad deres aktion skulle betyde. Men det var hverken denne historie eller en helt tredje, der

Krigen mod terror - En amerikansk revolutionær myte

Af Alan Klæbel

Fænomenet”krigen mod terror” har haft enorm betydning for verdenspolitikken i 00’erne. Det unikke ved ”krigen mod terror” skal findes i det forhold, at denne ”krig” udsprang af en særlig myte om attentaterne 11. september 2001. Myten bygger på en revolutionær forestilling om verdens indretning. Den revolutionære optik afsløres blandt andet i valget af ’krig’ som styrende metafor, og i den relative lethed hvorved verdenspolitikkens traditionelle regelbundethed blev trumfet af ”krigen mod terrors” imperativ.


Guantanamo-basen (http://www.safecom.org.au)

10

kom til at dominere den vestlige forståelse af attentatet. Det var derimod den amerikanske administrations repræsentation og dens myte, som formede verdens oplevelse af hændelserne og deres betydning. Ifølge den amerikanske myte havde angrebet 11. september afsløret, at verden var fanget i en manikæisk konflikt mellem tyranni og frihed, - mellem ondskab og godhed – hvor vesten med USA i spidsen stod for det gode og

”islamismen” for det onde. Det var en myte, der havde bundklang i tesen om civilisationernes sammenstød, som den nu afdøde forsker Samuel P. Huntington er kendt for, og i den klassiske repræsentation af vestlig historie, som kampen imod orientens barbarer: perserne, saracenerne, ottomanerne, araberne - og nu al-Qaida og islamismen. Myten fremmanede en dualistisk repræsentation af verden, der gjorde præsident Bush’s fordring, ”enten er du med os eller også er du imod os”, til den logiske konsekvens. Ordet myte skal ikke forstås som en dramatisering. En myte er derimod den grundlæggende forståelsesramme, som vi som mennesker orienterer os mod og indretter vores handlinger efter. I forlængelse af den dualitiske verdensforståelse om kampen imellem det gode og det onde indeholdt myten om ’9-11’ en grundlæggende revolutionær tilgang til verden.

RevolutionismenIfølge den Engelske Skole i studiet af international politik er der historisk set tre hovedtraditioner indenfor det, man kan kalde international teori, som angår forståelsen af de grundlæggende spørgsmål om verdenspolitikkens natur. De tre traditioner kaldes realisme, rationalisme og revolutionisme. Hvor realismen understreger den

nøgne magtpolitiks primat, så påpeger rationalismen, at international politik er en grundlæggende regelbundet øvelse knyttet til en række grundlæggende institutioner. Revolutionismen anerkender ideen om verdenspolitikkens regelbundethed i samme åndedrag, som den forkaster de eksisterende regler som reaktionære, utilstrækkelige eller ubrugelige. Den amerikanske fortælling om 11. september 2001 og den

dertil hørende ’krig mod terror’ er i dette perspektiv i tråd med den revolutionære tradition i international teori. Projektet kunne ganske enkelt ikke rummes indenfor verdenspolitikkens daværende institutionelle ramme. Den revolutionære

tradition er kendetegnet ved, at den bygger på en række kontraster, som den revolutionære politik søger at overkomme. Tidsligt er der et skel imellem situationen i dag og en fremtidig idealiseret tilstand, hvor verden for eksempel er gjort sikker for demokratier (Woodrow Wilson) eller, hvor terrorismen er udryddet (George Bush).

Realitet vs. idealDet tidslige skel imellem realitet og ideal bunder for den revolutionære aktør i en rumlig kontrast mellem


Ifølge den amerikanske myte havde angrebet 11. september afsløret, at verden var fanget i en manikæisk konflikt mellem tyranni og frihed,

mellem ondskab og godhed, hvor vesten med USA i spidsen stod for det gode og islamismen for det onde

www.about.com

11

dem, som vil idealet og dem, som arbejder imod – eller i en manikæisk formulering, mellem de gode og de onde. I bedste revolutionær stil udfordrede den amerikanske administration verden til at vælge side: for eller imod ”revolutionen”. Det franske og tyske ”nej

tak” til Irak-krigen, blev da også mødt med en følelse af forræderi mod idealet og mod Amerika som idealets fremmeste forkæmper. Interessant er det, at Bush administrationens revolutionisme finder sit spejlbillede i islamismen: Islamismen arbejder også mod et ideal og opdeler verden dualistisk i de rettroende og de vantro. I den revolutionære optik er denne dobbelte kontrast – tidsligt og rumligt - kimen til en grundlæggende frustration, som inderligt ønskes overskredet. Da USA samtidig ved begyndelsen af det 21. århundrede var den ubestridt stærkeste magt på kloden, så måtte den revolutionære fristelse have været næsten ubærlig for den amerikanske administration, hvilket den også viste sig at være. I månederne efter 11. september var det ikke umiddelbart tydeligt, at der var tale om et revolutionært projekt. I forbindelse med krigen i Afghanistan var der stadig rimelig overensstemmelse imellem den amerikanske målsætning om regimeforandring som strategisk tilgang og de etablerede institutioner i international politik. Men efterhånden som ’krigen mod terror’ udviklede sig, stødte den revolutionære drivkraft mod stadig flere barrierer.

Barrierer for den revolutionære drivkraftPå det politiske plan blev disse forhindringer tydeliggjort i opløbet til krigen mod Irak. Her blev det klart, at hvis de etablerede spilleregler ikke føjede den amerikanske politiske agenda, så måtte spillereglerne laves om eller ignoreres. Hvor interventionen i Afghanistan havde NATO og FN opbakning, så invaderede den amerikansk-ledede ”koalitionen af villige” Irak med afsæt i et meget kontroversielt folkeretsgrundlag og uden officiel FN opbakning. Ud fra en vestlig moralsk betragtning kan der

være lille tvivl om, at Saddam Husseins regime fortjente at blive afsat. Men international politik er meget sjældent styret af moralske vurderinger, da dette hurtigt underminerer den grundlæggende værdimæssige pluralisme, der muliggør verdenspolitikkens orden

og regelbundethed. Men den ideologiske målsætning om regimeforandring i Mellemøsten med afsæt i Irak trumfede verdenspolitikkens traditionelle hensyn, og førte til en unilateral tilsidesættelse af det international samfunds

helt basale spilleregler. Beskeden til verden var klar: de eneste regler der gælder for Amerika (og deres allierede), var dem som nu engang var opportune for ’krigen mod terror’. Et mønster der gik igen i forbindelse med USA’s undtagelse fra den internationale straffedomstol.


I forlængelse af den dualitiske verdensforståelse om kampen imellem det gode og det onde indeholdt myten om ’9-11’

en grundlæggende revolutionær tilgang til verden

iconicphotos.files.wordpress.com

12

Begrebet ”krig”Et andet tegn på den revolutionære logik, der formede myten ’9-11’ var selve betegnelsen ’krigen mod terror’, som svaret på udfordringen fra al-Qaida. Begrebet ’krig’ indebærer en radikalisering af konfrontationen både indholds- og holdningsmæssigt. For det første involverer

’krig’, at statens fulde voldsapparat og kontrolapparat kan mobiliseres. Terroristerne, hvem det nu måtte være, skal ikke (kun) jagtes indenfor rammerne af retsstaten og det internationale retslige samarbejde, men håndteres indenfor en militærlogisk forståelsesramme. Det vil blandt andet sige, at følgeskader på civile bliver en uundgåelig del af operationen, at modstanderen kan tilbageholdes uden rettergang og at operationens nærmere indhold i vid udstrækning mørklægges i den operationelle sikkerheds navn. Men anvendelse af begrebet ’krig’ signalerer også en særlig oplevelse af konflikten. Institutionen ’krig’ har sin oprindelse i mødet mellem autonome politiske entiteter (stater m.v.), og afspejler behovet for at volden, der udøves, foregår indenfor en fælles forståelsesramme. I erkendelse heraf har det internationale samfund igennem århundreder opbygget og udviklet en række regler om, hvilken rolle krig spiller i interstatslige relationer, og hvordan man gebærder sig når man befinder sig i krig mod en anden stat. Men når ’krigen’ tages ud af denne historiske og institutionelle kontekst, samtidig med at krigens indholdsmæssige side – militæret - mobiliseres, så afsløres den revolutionære logik bag ’krigen mod terror’. Løsrevet fra den institutionelle kontekst, der handler om krigens rolle i en politisk proces - står ’krigen’ som begreb tilbage som ren eksistentiel konfrontation. Med andre ord, signalerer ’krig’ nu ønsket om den ”andens” (modstanderen, ”terroristen”) udslettelse.

Kan man slå et fænomen ihjel?Det har skabt to åbenlyse problemer: For det første har man indladt sig på en eksistentiel konflikt, som man

ikke kan vinde, for hvordan skal man kunne slå en idé og et fænomen ihjel? Man kan måske få ram på al-Qaidas ledere og dets netværk af celler, men man vil aldrig kunne slå ideologien islamisme ihjel med militære midler. Desuden kan terror som ”angrebsmetode” tages i brug af enhver. For det andet, bevæger ’krigen mod

terror’ sig nødvendigvis i en gråzone. På den ene side finder vi det etablerede folkeretslige grundlag for krigsførelse og de traditionelle spilleregler for international politik,

som gør krig til et eksklusivt prærogativ for suveræne stater. På den anden side finder vi det simple faktum, at ’krigen mod terror’ på ad hoc vis har været rettet mod et miskmask af statslige og ikke-statslige aktører. Det har ført til, at man i vid udstrækning ikke har kunnet anvende de normale spilleregler med voldsomme konsekvenser til følge - det mest kendte eksempel på dette institutionelle og juridiske vakuum er fangelejeren Guantanamo. ’Krigen mod terror’ var i vid udstrækning præsident George W. Bush og hans administrations projekt og denne krig og dens konsekvenser har farvet det meste af 00’erne. Under præsident Barack Obama vil vi nok se en gradvis nedtoning, men langtidskonsekvenserne af ’krigen mod terrors’ revolutionære logik må vi formodentligt leve med ud over de kommende årtier. Fremtidens historieskrivning vil naturligvis have et bedre perspektiv på, om noget positivt kom ud af ’krigen mod terror’, men én ting er sikker: hverken al-Qaida eller terror er ’slået ihjel’ anno 2010.

Alan Klæbel er ekstern lektor, cand.scient.pol., Ph.d., ved Institut for Statskundskab ved Københavns Uni-versitet. Hans primære forskningsområder dækker verdenspolitikk ens sociale indlejring og sikkerhedsteori. Alan Klæbel har tidligere været tilknyttet American University i Washington DC som gæsteforsker og under-viser ved School of International Service.


når ”krigen” tages ud af denne historiske og institutionelle kontekst, samtidig med at krigens ind-holdsmæssige side – militæret - mobiliseres,

så afsløres den revolutionære logik bag ’krigen mod terror

13

Da jeg trykkede på knappen ’installér TOR-button’1 i min internetbrowser forventede jeg nærmest øjeblikkeligt et paradigmeskift i karakteren af min personlige aktivisme i international politik, fra engageret debat til cyberaktivisme på kant med lovgivningen. Vejen til min beslutning om at blive cyberaktivist var brolagt med det iranske præstestyres brutale undertrykkelse af demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget i 2009, og ikke mindst med den massive information tilgængeligt om undertrykkelsen, især via mikroblogging-tjenesten Twitter, hvor emneordet #IranElection, under hvilket brugerne rubricerede poster relateret til valgkonflikten, var det mest brugte emneord i ugevis. Det nåede over 200.000 poster pr. time og figurerede på top-10 over mest brugte emner så sent som 7. august, næsten to måneder efter valget. Internet-medieringen af konflikten var essensen af selve konflikten. Ikke blot tillod den personer milevidt fra den fysiske konflikt at have nærmest personlig kontakt med internetbrugere i Iran og følge demonstrationerne og undertrykkelsen

af dem minut for minut; nettet skabte også det virtuelle handlingsrum, som ville gøre det muligt for privatpersoner at engagere sig i sager, der ikke tidligere blev betragtet som en del af international politik og dermed konstituere internationale politiske problemstillinger uden om nationalstaten og dens tunge og konservative diplomati som filter. Jeg ville, ved

hjælp af et par enkelte programmer, gå fra mit ’traditionelle’ engagement i kampen mod

landminer – kanaliseret gennem - for NGO’er - velkendte veje som

for eksempel ’fundraising’ til udviklingsprojekter i fjerne lande – til at være cyber-fjende af det iranske præstestyre, engageret i at omgå den iranske lovgivning. Pludselig ville jeg blive del af den samme kamp, som de iranske dissidenter, der fik tæv på gaden. Installationen af et par små stykker software ville forvandle min laptop til en anonym server, som iranske dissidenter kunne bruge til at komme uden om regimets censur og

Pirate Bay på vej mod virtuel statsdannelse

Af Rune Saugmann Andersen

Twitter og andre digitale platforme spillede en essentiel rolle i konflikten i Iran ved at informere omverdenen om de store demonstrationer og den iranske regerings hårdhændede metoder for at stoppe dem. Derved gav de befolkningen i den vestlige verden en plads på første række i konflikten, hvilket fik den britiske premierminister Gordon Brown til at udtale, at ’udenrigspolitik aldrig bliver det samme igen’. Fildelingssitet The Pirate Bay gik samtidig ind som en aktiv del af konflikten og kæmpede på demonstranternes side; dermed tog sitet første skridt på vejen mod at blive en virtuel stat.


http://commons.wikimedia.org/wiki/File:TBP_The_Persian_Bay_20_June_09_front_page.jpg

14

kommunikere med hinanden og omverdenen, uden at præstestyrets sikkerhedsfolk kunne spore deres rigtige identitet.

Ny politik og kampen om cyberspaceNettets og især mikrobloggingtjenesten Twitters betydning i den iranske konflikt fik massiv opmærksomhed fra de traditionelle massemedier, og jeg var langt fra den eneste der i de dage blev inspireret til at involvere mig i konflikten. Som ofte før og efter har massiv massemedieopmærksomhed det med at anspore politiske aktører til at ytre sig, vise interesse udnytte massemediernes fokus til at positionere både sig selv og promovere specifikke syn på verden. Gordon Brown personificerede positioneringseuforien ved på den teknologifetichistiske TED-konference at proklamere, at ’udenrigspolitik aldrig bliver det samme igen’, idet nettets øjeblikkelige adgang til billeder for stedse har ændret parametrene for politik2. Ingen tvivl om at adgangen til billeder er vigtig, og at det er et område, hvor grænserne er under konstant forandring. Men hvor denne udvikling snarere sættes på spidsen af Abu Ghraib-billederne, udspiller der sig under den iranske valgkrise en interessant diskursiv kamp om et andet område under hastig udvikling og konstant forandring; en kamp om at definere cyberspace og de grundlæggende værdier der bør gælde i cyberspace. Offentlig-privat samarbejde Kampen udspilles gennem to hændelser, der begge udnytter den massive medieopmærksomhed til at promovere forståelser af cyberspace og aktørerne deri. Den første hændelse finder vi allerede få dage inde i konflikten, den 16. juni, hvor USA for første gang offentligt benytter de interaktionelle internetmedier som redskab til at føre udenrigspolitik. Den sociale

netværkstjeneste Twitter havde på det tidspunkt fået massiv medieopmærksomhed som det medie, der hurtigst viderebragte nyheder fra demonstrationerne og samtidig fungerede som link mellem de iranske

dissidenter og verden udenfor. Tjenesten havde skemalagt en planmæssig opdatering, der ville afbryde tjenesten et par timer, til at foregå ved nattetide i USA for at genere brugerne mindst muligt. Men den skemalægning ville betyde, at tjenesten var ude af drift om eftermiddagen i Iran, og

dermed ikke kunne bruges til hverken at koordinere protester eller kommunikere nyheder ud af Iran. På den baggrund rettede USA’s udenrigsministerium henvendelse til internettjenesten og bad dem udskyde opdateringen, så tidspunktet for afbrydelsen vil forstyrre den iranske kommunikation mindst muligt. Den offentlige brug af internettjenesten som instrument for udenrigsministeriet signalerer både vigtigheden af mediet og, vigtigere endnu, bidrager til offentligt at positionere USA som åbenhedens og den digitale ytringsfriheds forkæmper på trods af, at USA

er dybt involveret i militariseringen af cyberspace og det virtuelle våbenkapløb, der blandt andet indeholder overvågning og intervention i forhold til forskellige internetmedier3. Man kan let sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor en betydning flytningen af et par timers opdatering kan have selv i den spændte situation, der herskede i Iran. Men ved at gå ud og offentligt


Gordon Brown (…) proklamerede (at) “udenrigspolitik aldrig bliver det samme

igen”, idet nettets øjeblikkelige adgang til billeder for stedse har ændret parametrene for politik

http://www.nytimes.com/slideshow/2009/12/27/world/20091227-IRAN_9.html

15

sammenkæde amerikansk afstandtagen til det iranske regimes undertrykkelse af dissidenter med den private internettjeneste Twitter netop på det tidspunkt, hvor euforien over Twitters betydning for nyhedsformidlingen i og fra Iran er på højdepunktet, skabte USAs udenrigsministerium sen nyhed, der gik verden rundt og positivt tematiserede bærende elementer i USA’s cyber-sikkerhedsdiskurs – offentligt-privat samarbejde og respekten for borgerrettigheder4. Verden over rapporteredes udmeldingen og positionerede dermed USA som garant for det produktive og harmoniske partnerskab mellem offentligt og privat samarbejde om cyber-sikkerhed og italesatte kombinationen USA/Twitter som en enhed, der ved hjælp af åbenhed og teknisk snilde kæmper for civile rettigheder og ytringsfrihed mod det undertrykkende, men teknisk ikke alt for begavede iranske præstestyre. Snarere end blot at repræsentere en anerkendelse af de interaktionelle mediers vigtighed for den politiske situation kan henvendelsen fra USA’s udenrigsministerium til Twitter således ses som mediestrategisk godt timet positionering og et forsøg på at udnytte den tilfældigt opståede situation til at konstruere identiteter i det relativt nye cyber-sikkerhedslandskab.

Kampen om ytringsfriheden?En lignende begivenhed med et ganske andet budskab indtraf få dage efter. Den lignede USA’s udenrigsministeriums intervention, idet den tematiserede nogle af de samme logikker og spillede på den samme massive opmærksomhed fra de vestlige massemedier, men omvendt lagde den diskursivt op til helt andre relationer mellem medier, stat og civilsamfund. Denne gang var der ikke tale om en symbolsk henvendelse fra verdens mest magtfulde statsapparat men om et privat internetsite på kanten af loven, der gik ind i kampen mod den elektroniske forfølgelse af iranske dissidenter. Det svenske fildelingssite The Pirate Bay tog midlertidig navneforandring til The Persian Bay, og iværksatte en række tiltag for at hjælpe iranske dissidenter med at skjule sig for myndighederne. Foruden nyheder, lister over personer der formodes arresterede eller likviderede under optøjerne og

guides til at protestere online, fandt man på siden en instruktion i at bruge nettet anonymt, rettet mod at gøre iranske dissidenter i stand til at undslippe regimets forsøg på at lokalisere dem. Den umiddelbare

effekt var, at Pirate Bay således satte lighedstegn mellem de iranske dissidenters kamp for ytringsfrihed og sitets og dets brugeres kamp for, at ytringsfriheden skulle omfatte fildeling og ikke underlægges statslig kontrol. I lighed med USAs udenrigsministeriums henvendelse til Twitter benyttede Pirate Bay’s aktion således massemedieopmærksomheden til at italesætte en konfliktlinje mellem det repressive, men teknisk

ikke alt for kompetente iranske præstestyre på den ene side, og sig selv som teknisk overlegen forkæmper for ytringsfriheden på den anden side. Forskellen

er dog, at hvor ytringsfriheden i det første tilfælde blev ligestillet med adgangen til at bruge private internetmedier, radikaliseredes den i det andet tilfælde og omfattede her retten til bevidst at tilsidesætte nationalstaters lovgivning, når denne kriminaliserer borgernes deling af information.

Den virtuelle statMen der er også en anden side af Pirate Bay’s aktion. I modsætning til USA’s udenrigsministerium, som repræsenterer et relativt fast og på forhånd veldefineret fællesskab, USA, kan The Pirate Bay’s aktion ses som et skridt på vej mod den virtuelle stat, et skridt mod at etablere samfundsmæssig og politisk handlen på baggrund af et virtuelt fællesskab. At internettet som social organiseringsplatform på et eller andet tidspunkt vil føre til noget, man kan kalde virtuelle stater, er oplagt.


At internettet som social organiseringsplatform på et eller andet tidspunkt vil føre til noget, man kan

kalde virtuelle stater, er oplagt

http://www.nytimes.com/slideshow/2009/12/27/world/20091227-IRAN_index.html

16


Amerikanske Philip Seib har arbejdet med begrebet i årevis og argumenterer i sin bog The Al Jazeera Effect (2008) for, at Al-Qaeda kan betegnes som en virtuel stat, og at der i den transnationale arabiske kultur kan findes tilløb til virtuelle statsdannelser i forskellige størrelser, fra Al-Qaedas snævre fællesskab til umma’en, det muslimske fællesskab af alle troende, der i stigende grad holdes sammen af sattelit-tv og internetbaseret kommunikation5. Seibs forståelse af virtuelle stater tager udgangspunkt i Benedict Anderson’s begreb om nationer som forestillede fællesskaber. The Pirate Bay’s engagement i de iranske dissidenters sag problematiserer Seibs noget vage begreb om virtuelle stater som løst organiserede forestillede fællesskaber, hvis organisation er muliggjort af virtuel kommunikation. For Pirate Bay er internettet ikke bare et organisationsforum, der tilbyder organiation på tværs af tid og rum, og gør det svært for staterne at overvåge organisationen.

Udvidelse af suverænitetsbegrebetPirate Bay engagerer sig i den iranske konflikt fordi, det iranske regimes handlemåde er i konflikt med det grundlæggende princip, der muliggør Pirate Bay - den radikale ytringsfrihed der består i internettes anonymitet og frihed fra nationalstatslig kontrol med og grænser for ytringsfriheden. Cynthia Weber har i bogen Simulating Soverignty demonstreret, hvordan staternes grundnorm ’suverænitet’ simuleres eller ’spilles’ gennem interventionen i andre staters anliggender, og intervention eller ikke-intervention således afspejler forståelsen af suverænitetsbegrebet6. Analogt til dette fremstiller Pirate Bay ved interventionen i den iranske konflikt de virtuelle grundnormer om radikal ytringsfrihed og anonymitet som truede og intervenerer på den baggrund i en konflikt, der ikke har den mindste praktiske relation til sitets daglige funktion. Ligesom staterne hævder suveræniteten som forudsætning for statssystemet, en transcendental norm som det er en forbrydelse mod principielt alle stater at forbryde sig mod, hævder Pirate Bay således ved at intervenere i den iranske konflikt den radikale ytringsfrihed som konstituerende norm for den virtuelle stat og positionerer sig som en virtuel stat, der forsvarer grundprincippet om radikal ytringsfrihed mod angreb fra traditionelle stater.

Nye visioner for cyberspace / Den private forkæmperBåde stater og virtuelle (quasi-)stater eller netværk intervenerede aktivt i den virtuelle dimension af de iranske dissidenters kamp mod regimet.

Som demonstreret af The Pirate Bay og USAs udenrigsministeriums handlinger, havde disse interventioner ikke kun effekt på de iranske dissidenters adgang til at udveksle information med hinanden og omverdenen. De promoverede begge en partikulær vision om cyberspace og de grundlæggende værdier, cyberspace og interventioner i cyberspace skal forstås og fortolkes ud fra De intervenerende parter udnyttede i begge tilfælde den massive medieopmærksomhed på den iranske konflikts virtuelle dimension til at positionere afsenderen som cyberspaces uegennyttige forkæmper for (hver sin form for) ytringsfrihed og solidariske støtte i de iranske dissidenters kamp mod det undertrykkende præstestyre.

LitteraturDeibert, R.J., 2003. Black Code: Censorship, Surveillance, and the Militarisation of Cyberspace. Millennium - Journal of International Studies, 32(3), 501-530.

Hansen, L. & Nissenbaum, H., 2009. Digital Disaster, Cyber Security, and the Copenhagen School. International Studies Quarterly, 2009(3), 1155-1175.

Seib, P., 2008. The Al Jazeera Effect. How the New Global Media are Reshaping World Politics, Washington: Potomac Books.

Weber, C., 1995. Simulating Sovereignty: intervention, the state and symbolic exchange, Cambridge: Cambridge University Press.

Læs mere om cybersikkerhed og militariseringen af cyberspaceForskningscentre:http://www.infowar-monitor.net/http://citizenlab.org/USAs strategi for cybersikkerhed findes i det netop offentliggjorte Quadrennial Defense Review: http://www.defense.gov/qdr/

Noter1) Ved at installere Tor-button slås internetbrowserens anvendelse af det såkaldte Tor fra. Det betyder, at computerens IP-adresse beskyttes. Endvidere beskytter funktionen også imod tyveri af private oplysninger.2) Tale til TEDGlobal konferencen i Oxford 21. juli 2009. Kan findes på http://www.youtube.com/watch?v=y7rrJAC84FA3) Deibert 2003, p.5024) Hansen & Nissenbaum 2009, p.11625) Seib 20086) Weber 1995

Rune Saugmann Andersen er PhD-studerende ved Centre for Advanced Security Theory (CAST). ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

17

http://www.infowar-monitor.net/

http://citizenlab.org/

http://www.defense.gov/qdr/

http://www.youtube.com/watch?v=y7rrJAC84FA

Mere ustabilitet og konfliktMellemøsten står i dag med intet mindre end fire ulmende interne konflikter: I Libanon, i Irak, i Yemen og mellem palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden. Alle fire ”stater” er præget af svage statsinstinstitutioner og indre spændinger, som bliver yderligere forstærket af regionale aktørers stadige indblanding, rivaliseringer og skiftende alliancer. I Libanon er der, efter krigen mellem Israel og Hizbullah og den langvarige konfrontation mellem Hariri-koallitionen og den Hizbullah-ledede opposition, endelig kommet en samlingsregering på plads. Men situationen er stadig højspændt, for Hizbullah vil ikke lade sig afvæbne og fastholder sin ret til såkaldt ”modstand” mod Israel. Indtil nu har den Hariri-ledede koallition tilsyneladende accepteret Hizbullahs særstatus som en ”stat i staten”.Alt i mens har Saudi-Arabien og Syrien nu indgået en stiltiende aftale om de facto at lægge Hariri-tribunalets undersøgelser på køl. Men små forskydninger enten i magtbalancerne i Libanons skrøbelige konfessionelle system, eller i de regionale magtkonstellationer mellem Israel, Iran, Syrien og Saudi-Arabien kan igen antænde nye konfrontationer eller egentlige stedfortræderkrige. Palæstinenserne er også stadig delt i to. Efter Hamas valgsejr og efterfølgende kampe mellem Fatah og Hamas i Gaza – flygtede præsident Abbas og Fatahs lederskab over hals og hoved til Vestbredden. Fra sit hovedkvarter i Ramallah har Abbas de sidste to år skiftevis forhandlet

med Israel om en mulig fredsløsning, forstærket sine sikkerhedsstyrker med amerikansk og israelsk hjælp, og med egyptisk mellemkomst forhandlet med Hamas lederskab om en endnu en samlingsregering. Men ingen af strategierne har vist sig at bære frugt. De seneste forhandlinger med den nye Netanyahu regering strandede før de overhovedet kom i gang på grund af bosættelsesspørgsmålet, Abbas står svagere end nogensinde og truer skiftevis med at holde valg og gå af,

Bristede håb og giftige rivaliseringer: Mellemøstens sikkerhedsarkitektur i det nye årti

Af Helle Malmvig

Pessimismen har igen bredt sig i Mellemøsten. Mulighederne for en omfattende arabisk-israelsk fred synes længere væk end nogensinde. Fire simrende borgerkrige skaber uro og øget regional rivalisering, og den nye Obama administration har ligesom forgængeren mere end svært ved at håndtere regionens konfliktzoner. Hvad betyder det for Mellemøstens sikkerhedsstruktur, og regionens mange brændpunkter, og hvilken rolle kan udefrakommende magter som USA og Europa overhovedet spille? Dette forsøger Helle Malmvig at svare på i nærværende artikel om Mellemøstens sikkerhedsarkitektur.


Demonstration i forbindelse med valg i Libanon

18

og Hamas er stadig internationalt isoleret og forskanset i Gaza, men nyder til gengæld masser af regional støtte og opbakning fra Syrien, Iran, Qatar og store dele af de arabiske befolkninger.

Irak og valget til martsI Irak har de seneste seks måneders nye voldsomme bombeangreb mod regeringskontorer og hoteller i Baghdad igen skabt usikkerhed om, hvorvidt Irak er klar til parlamentsvalget til marts -og ikke mindst til den amerikanske troppetilbagetrækning til august. Den irakiske stat og al-Maliki regeringen er stadig svag, Militia og al-Qaida grupperinger huserer fortsat, og der

er stadig store sekteriske spændinger mellem kurdere, sunnier og shiiter. Op til valget i marts vil vi formentlig se endnu flere bombeangreb, og efter valget vil de forskellige grupperinger i parlamentet sandsynligvis skulle forhandle i månedsvis om regeringsdannelsen. I dette magtvakuum vil USA efter planen skulle trække de amerikanske kamptropper tilbage, og mange frygter med rette, at det kan udløse en ny voldsspiral i Irak.

YemenI Yemen står vi også med en svag stat, der er ved at opløses i borgerkrig og udefrakommende magters indblanding. I nord kæmper central regeringen mod de shiitiske Houti-stammer, i syd forsøger separatist bevægelsen at løsrive sig, og på grænsen til Saudi-Arabien har al-Qaida fået et solidt fodfæste. USA er nu involveret i særlige efteretnings- og specialmissioner i Yemen for at bekæmpe al-Qaida, og Saudi-Arabien og Iran udkæmper allerede deres egen private stedfortræderkrig i landet. Samtidig er Yemen Mellemøstens fattigste land, og en foretrukken destination for somaliske flygtninge, som ligeledes er flygtet fra en sammenbrudt og fejlslagen stat. Også i de kommende år vil Yemen derfor med stor sandsynlighed være kilde til regional ustabilitet og rivaliseringer. Ligesom i Irak, Libanon, og Gaza, vil de svage eller ikke-eksisterende statsstrukturer tiltrække terrorgrupper, våben og regionale magter, der på sin side vil udkæmpe deres egne rivaliseringer per stedfortræder.

Den tabte tro på de store projekter Mens Mellemøsten sammenlignet med 1990erne er blevet mere ustabil og konfliktpræget, er USA’s magt og indflydelse i regionen tilsvarende svundet. Efter den Kolde Krigs afslutning bakkede alle stater – selv Syrien en kort overgang – op om USA, og der var en udbredt tro i Vesten på mulighederne for et såkaldt ”Nyt Mellemøsten”. Med Madrid- og Oslo processen forsøgte USA og Europa at skabe nye multilaterale sikkerhedsstrukturer og en omfattende arabisk-israelsk fred, alt i mens økonomisk liberalisering per automatik skulle bringe politisk liberalisering med sig i de ellers repressive arabiske regimer. I dag er alle disse forsøg på at

skabe et ”Nyt Mellemøsten” kuldsejlede, og både USA og Europa har tilsyneladende tabt troen på de store liberalistiske projekter. Obama har som bekendt opgivet George W Bushs demokrat iser ingsplaner, mens EU har opgivet den såkaldte Barcelona Proces.

I stedet satser Obama administrationen nu mere pragmatisk på ”dialog med den muslimske verden”, ligesom EU satser på den såkaldte Middelhavsunion, hvor de lande der har lyst, kan samarbejde om tekniske spørgsmål, såsom havne, motorveje eller bevarelse af kulturskatte.


Men små forskydninger enten i magtbalancerne i Libanons skrøbelige konfessionelle system,

eller i de regionale magtkonstellationer mellem Israel, Iran, Syrien og Saudi-Arabien kan igen antænde nye konfrontationer eller egentlige stedfortræderkrige

19

USA’s vigende magt USA har ikke bare haft svært ved at gennemføre de store projekter om demokrati og økonomisk liberalisering, men også ved at få sine udenrigspolitiske prioriteringer og politikker igennem. Når det gælder Iran har hverken Bushs eller Obamas forskellige strategier fået det iranske præstestyre til at skrinlægge sit berigelsesprogram, Israel-Palæstina konflikten er ikke nærmere en løsning på trods af, at Obama gjorde fred til en førsteprioritet i Mellemøsten og USA’s troværdighed og respekt i den muslimske verden er igen på retur, efter Obama har forsat ”krigen mod terror”, udskudt lukningen af Guantanomo og opgivet kravet om fastfrysning af bosættelserne overfor Israel. USA har også svært ved at holde på ellers tidligere trofaste allierede. I modsætning til 1990erne, kan USA ikke længere henregne Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien som sikre klientstater og allierede. De tre stater ser i stigende grad en interesse i at spille på flere heste, og går gerne imod den amerikanske linie, hvad enten det handler om Irak-krigen, Hamas, Hizbullah eller al-Jazeera. USA’s vigende magt gør det også sværere at skaffe nye allierede. Obama administrationen har længe forsøgt at få Syrien til at udskifte sin alliance med Iran, Hizbullah og Hamas for en amerikansk ditto. Men Syrien tør tilsyneladende ikke at springe fra alliancen med Iran, før regimet er sikker på, hvordan det regionale magtspil falder ud, og om USA er i stand til at belønne dem for deres skift.

Større regional autonomiUSA svindende position som Mellemøstens supermagt, betyder imidlertid ikke at Kina, Rusland eller EU er på vej til at overtag den rolle i Mellemøsten. Snarere betyder det, at regionale aktører har fået større manøvrerum, og i stigende grad sætter den sikkerhedspolitiske dagsorden. I dag er det således ikke mindst lokale aktører som Hamas, Hizbullah og Det muslimske Broderskab som sammen med nye arabiske medier (al-Jazeera, twitter og blogs) og regionale magter som Iran

og Israel, der sætter den sikkerhedspolitiske dagorden.Når det gælder regional konfliktløsning og diplomati, må USA i stigende grad se sig slået af lokale magter. I Libanon var det eksempelvis Qatar, som forhandlede en løsning på plads på den langvarige regeringskrise mellem Hariri-koalitionen og den Hizbullah-ledede opposition. Når det gælder den interne palæstinensiske splittelse, er det egypterne, der forsøger at få Hamas og Fatah til at indgå i en samlingsregering, og det var Tyrkiet, som sørgede for hemmelig mægling mellem israelerne og syrerne. Saudi-Arabien, Qatar, Tyrkiet og Egypten skiftes på mange måder i dag til at udfylde det diplomatiske magttomrum, som USA ikke længere kan udfylde alene.

Gode nyheder for Mellemøstens selvstændighed?Er det så ikke i virkeligheden gode nyheder for Mellemøsten? Mellemøsten er traditionelt blevet karakteriseret som en af de mest ”penetrerede” regioner i verden, hvor kolonimagterne og senere Soviet Unionen og USA har udkæmpet utallige stedfortræderkrige, orkestreret kupforsøg og folkelig opstande, og i det hele taget forfulgt deres egne snævre dagsordener. Med en vigende amerikansk magt får Mellemøsten så ikke endelig større mulighed for selv at skabe lokale konfliktløsninger og mere fredelige relationer, der ikke er dikteret og styret udefra? Effektivt regionalt diplomati og varig konfliktløsning kræver imidlertid stærke regionale institutioner og/eller noget nær hegemonisk magt hos en af staterne i


Mellemøsten er traditionelt blevet karakteriseret som en af de mest ”penetrerede” regioner i

verden, hvor kolonimagterne og senere Soviet Unionen og USA har udkæmpet utallige stedfortræderkrige, orkestreret kupforsøg og folkelig opstande, og i det hele taget forfulgt deres egne snævre dagsordener

20

regionen. Her er der ingen oplagte kandidater, for Den Arabiske Liga er alt for svag, og hverken Tyrkiet, Egypten eller Saudi-Arabien er alene stærke nok, til at kunne stå som garanter for varige løsninger. Således faldt Mekka-aftalen om en palæstinensisk samlingsregering

hurtig fra hinanden, Egyptens utallige mæglingsforsøg har heller ikke båret frugt, og Tyrkiet nåede ikke i mål med sine bestræbelser på israelsk-syrisk fred. Ofte konkurrerer de arabiske stater ligefrem om rollen som regionens mest fremtrædende konfliktknuser, snarere end at sørge for at skabe fælles arabisk fodslag om en given løsning. Det er derfor paradoksalt nok Iran og Israel der står som de største magter i regionen, men de spiller begge mere rollen som ”spoiler” end som stabiliserende fredsmægler.

Et dystert billedeTager vi temperaturen på den sikkerhedspolitiske situation i Mellemøsten, tegner der sig således et noget dystert billede. I de kommende år vil vi sandsynligvis se flere interne konflikter, øget regional rivalisering, og mere magt og manøvrerum til lokale aktører, som til gengæld vil have svært ved at skabe varige og stabile løsninger i regionens mange brændpunkter.

Ph.d. Helle Malmvig er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Helle Malmvigs ekspertiser ligge inden for områderne international politik i Mellemøsten og Nordafrika, herunder amerikansk og europæisk Mellemøstpolitik, demokratisering af Mellemøsten, EU’s og NATO’s partnerskabsprogrammer i Mellemøsten, og regionale konflikter i Mellemøsten og Nordafrika.


USA svindende position som Mellemøstens super-magt, betyder imidlertid ikke at Kina, Rusland eller

EU er på vej til at overtag den rolle i Mellemøsten

Netanyahu, Abbas og Obama

21

UD

BLIK

UD

BLIKI sektionen Udblik finder du en række

aktuelle indlæg skrevet af fagligt stærke skribenter, der besidder en specialiseret viden om vores aktuelle emne.

22

Når man træder ud af banegården i Sarajevo, bliver man straks i tvivl. Er der virkeligt ikke gået mere end 15 år? Er Srebrenica ikke længere væk? Var bakkerne deroppe fyldt med serbiske kanoner? Det føles unægteligt som længere. I hvert fald i begyndelsen. Klokken er halv syv om morgnen, og vi er lige ankommet med nattoget fra Zagreb. Et forsøg på at få morgenmad på en banegårdscafe ender forgæves. Menuen indeholder ikke noget, vi med hjælp fra vores parleur kan oversætte til dansk. I stedet ringer vi til det hotel, vi har fået anbefalet. Det er første gang, jeg taler med Saed. Venlig på trods af tidspunktet guider han os i retning af den rigtige sporvogn, og vi får besked på at ringe igen, når vi har fundet frem til centrum. Der dukker han op i sin lille blå Citroën 2CV og kører os resten af vejen til familiens hotel et stykke oppe i bakkerne. På vejen klager han heftigt over byens smog. Det gør ham kronisk syg, og vejret bliver usædvanligt regnfuldt. Klimatruslen er også kommet til Balkan.

That’s lifeSaed, hans bror Misha og deres far driver sammen et hotel. Det er et venligt sted, hvor man fra tagterrassen kan nyde synet af en by, der er ved at komme sig. På en bar i nærheden fortæller den midaldrende tjener Milos på et gebrokkent engelsk om at være i krig. Han blev såret, men affærdiger det – ” that’s life.” Det er normalt på de kanter, man er nødt til at leve videre. Hans engelsk er dårligt, så jeg opgiver at

forklare, hvorfor det ikke er normalt for mig. Hvorfor det er skræmmende at tænke på en kalasjnikov bevæbnet mand på min fars alder. Men livet kan jo heller ikke gå i stå for evigt, fordi der var krig. Man er nødt til at fortsætte. ”Nødt til at arbejde om sommeren for at leve om vinteren”, som Saed, der jo er i turistbranchen, siger til mig den første dag. Meningen var vist at forklare hans 12 timers arbejdsdag, men når jeg nu kopierer udsagnet fra min dagbog, virker det anderledes dystert. Saed taler et forståelig om end lettere rodet engelsk. Selvom man lever videre, er historien imidlertid aldrig længere væk, end at et mindstemål af fantasi kan bringe den tilbage. Mange større bygninger har på murene en lille messingplade, hvorpå der er skrevet navne. De

Krig og fred Af Hjalte Meilvang

At rejse kan til tider være en farlig ting. Man risikerer at blive i tvivl om ting, man ellers følte sig sikker på. Man ender måske med at opdage, at viden kan vise sig at være tro. Visse synspunkter er bare mere indlysende i fredelige Danmark end i et land, der er mærket af krig. I Bosnien lærte jeg, hvor langt et land kan være kommet – men også hvor nær fortiden sommetider kan føles.

IPMONOPOLET NR 8 UDBLIK 23

mindes dem, der under artilleriangreb er omkommet i netop denne bygning. Af og til er der bare nogle få navne, men ofte flere. 10, 15 – et sted over tyve. Hver bygning har sin historie. Der er måske gået 15 år, men hvis man kigger efter, er der minder overalt. Det må være svært at glemme i en sådan by. Måske sværere at tilgive. Alle familier har ofre. Alle har noget, de har mistet. Også Saeds ældre bror, Misha. Han har ikke været i krig. Han er historiker og var aldrig nødt til at kæmpe. Alligevel er han den person, jeg møder i Sarajevo, der virker mest påvirket. Den der husker mest og har tilgivet mindst. I en traumatiseret verden er det ikke altid godt at vide for meget om historien.

Lebensraum”To forskellige legemer kan ikke optage den samme plads”, siger Misha, mens han gennem sine briller stirrer intenst på mig: ” Det bosniske folk kan ikke dele sin plads med andre. Vi fik fred, men vi tabte krigen. Vi er ikke længere herrer i eget hus og har derfor tabt vores sjæl”. Det løber koldt nedad ryggen på mig, mens denne intelligente og belæste mand udlægger Bosniens indviklede historie med ord og udtryk, der leder tankerne i retning af pigtråd og rustne brusehoveder. Det værste er næsten, hvor klart han tænker. Hvor bevidst han er om sine argumenter, og hvor villig til at følge dem helt til deres logiske konklusioner. Mine indvendinger om multikulturalismens og kulturmødets gavnlige sider bliver modgået med en delvis indrømmelse: ” Sure, Sarajevo er en god by for kunsten – hvis du vil skrive en bog eller lave en film, er her perfekt. Men se på vores historie: 100 års krig

efterfulgt af 40 års kommunisme og så endnu en krig. Her er måske godt at skabe, men ikke godt at leve”. Det kan jeg ikke indvende meget imod. En snigende mistanke rammer mig: er min fascination af Bosnien og dets myldrende, sammensatte kultur intet andet end en gennemrejsendes romantisering?

I krigens lysHistorien taler jo sit tydelige sprog om århundreders krige, og Vestbalkan er vitterligt et virvar af folk, sprog og religioner. Men er det virkelig forskellene, der har fået folk til at kæmpe? Danmark og Sverige lå mere eller mindre i permanent krig i hundreder af år. Og vi er jo ellers så ens. Broderfolk og alt det der. Men Misha kender også noget til dansk historie, faktisk en hel del viser det sig: ”I har haft jeres krige, jeres imperier.

Hvorfor tror du, Danmark er så rigt og fredeligt i dag? Fordi I mistede det hele igen. Fordi I endte med en stump land, hvor alle ser ens ud, taler samme sprog og tror på det samme!” Hvilket jo er rigtigt nok, ”hvad udad tabes skal indad vindes” og så videre, men behøver det at betyde, at folk, der er forskellige, ikke kan leve sammen? Jeg nægter at acceptere det. Problemet i situationen er, at det er Misha, der har alle de gode argumenter. Min egen tro på humanisme og muligheden for fredelig sameksistens bliver afsløret

som netop en tro, som jeg overfor Misha ikke magter at argumentere rationelt for. Hvorimod han har tonsvis af

historiske grunde til, at alle stater må og skal være etnisk rene. Og at en ansvarlig befolkningspolitik derfor indebærer at ekskludere alle fremmelegemer. Tabuet etnisk udrensning bliver ikke nævnt ved navn, men det ligger og venter lige under overfladen. Dagen før var årsdagen for Srebrenica. Jeg protesterer – både højlydt og over for mig selv, men det er som om, jeg er

IPMONOPOLET NR 8 UDBLIK

I en traumatiseret verden er det ikke altid godt at vide for meget om historien.

24

fanget i en bestemt logik, der ikke leder til andre mulige konklusioner end Mishas. Når man læser historien i krigens lys, bliver den eneste mulighed for fred, at alle holder sig for sig selv.

Krig eller fred?Dagen efter pakker vi vores tasker og gør os klar til at tage mod Serbiens hovedstad Beograd. I min dagbog forsøger jeg at drage en eller anden form for konklusion på samtalen med Misha, men det lykkes ikke. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal skrive. Sidder jeg i Danmark, virker multikulturalismen selvindlysende. Mange af mine bedste venner er folk, jeg har mødt uden for landets grænser. Men i Bosnien bliver jeg pludseligt i tvivl. Et billede af Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen, der i Deadline opfordrer os danskere til at stå sammen mod det fremmede, toner frem for mit indre blik. Tager jeg fejl? Er freden virkelig umulig i et etnisk sammensat land? Inden vi atter tager sporvognen tilbage til banegården, spørger jeg den yngre bror, Saed, om der bliver krig igen. Efter et øjebliks tøven svarer han nej. Jeg håber, han har ret. Jeg vil helst fortsætte med at tro, at et møde med det fremmede er af det gode. Men jeg er ikke længere helt så sikker, som jeg var bare et par dage tidligere. Mødet med virkeligheden kan være en hård ting.

Hjalte Meilvang er statskundskabsstuderende på Københavns Universitet. I sommeren 2009 rejste han gennem Kroatien, Bosnien og Serbien.


Der er næppe nogen der er i tvivl om, at den globale økonomi er i gang med at udjævne magtforskellene mellem stater i verdensøkonomien. Den lille og noget ukendte verdenshandelsorganisation WTO i Geneve kan nemlig godt gå hen og blive en af de primære kamppladser i den forestående tilpasningsproces i verdensøkonomien. Den globale økonomiske krise har accelereret magtomfordelingsprocesen. ’Det hegemoniske spørgsmål’ indenfor International Politik ser på hvilke konsekvenser omfordelingen af magt har for aktørerne i systemet, typisk staternes indbyrdes relationer og interne forhold. Systempreslogikken kan også overføres til analyser af andre væsentlige aktører som f.eks. internationale organisationer og deres legitimitet er påvirket af magtudjævningen, firmaerne og deres konkurrenceevne, eller NGO’ernes indflydelse på den globale dagsorden. Krisetider skaber frygt for ustabilitet. Det store hegemoniskifte skete i 1929-30, hvor det britiske hegemoni i verdensøkonomien faldt sammen i efterdønningerne af Wall Street krisen i 1929. Briterne havde ikke ressourcerne til at stabilisere verdensøkonomien, og amerikanerne havde ikke den politiske vilje til at gøre det. Mange peger på, at også krisen i 1970erne indikerede et markant magtskifte. USA’s komplette dominans i verdensøkonomien forrykkede sig, da USA måtte opgive guldstandarden, overleve oliekrisen og acceptere at Europæiske og Japanske firmaer tog markedsdele fra amerikanske firmaer. Både Europa og Japan blev set som opstigende magter, der udfordrede USA, og den amerikanske økonomiske udenrigspolitik blev mere aggressiv. Den amerikanske frygt for nyprotektionisme resulterede i en

styrkelse af frihandelstanken indenfor de eksisterende institutioner. Magtskiftet forblev uproblematisk. Et massivt normskred på begge sider af Atlanten i retning af en nyliberal konsensus dannede fælles værdigrundlag for stærkt accelererende globalisering af verdensøkonomien, og en højest overraskende reformering af dets institutionelle fundament. Kronen på værket blev etableringen af WTO i 1995. Efterfølgende, lyder det fra skeptikere, har det været yderst begrænset, hvad regeringerne har været enige om (Saul 2005). I stedet har Doha forhandlingerne været fanget i et mangeårigt dødvande, mens handelskonflikterne presser på. Historisk set er den slags fundamentale magtskift sjældne. De er forbundet med systemisk turbulens og voldsomme omvæltninger. Hegemoniske magter i verdensøkonomien vil ikke uden videre opgive deres privilegerede position, lyder det fra teorien om hegemonisk stabilitet, selv hvis de ikke længere kan varetage deres hegemoniske forpligtigelser for systemet1. Opstigende magter er mistænkt for at være potentielle udfordrere, eller revisionister, af den eksisterende orden. Teorien tilsiger, at magtudjævningsprocessen, i dag anført af Kina, Indien

WTO og ”det hegemoniske spørgsmål” om stabilitet og vækst i verdensøkonomien

Af Jens Ladefoged Mortensen

WTO er et institutionelt eksperiment, der forsøger at inddæmme handelspolitiske kriser ved at skabe en rettighedsbaseret styring af verdensøkonomien. Indtil videre har det vist sig overraskende holdbar på trods af Doha rundens dødvande. Det kan i midlertidigt blive alvorligt testet i nær fremtid, hvis USA skal fordoble deres eksport, som Obama for nylig lovede amerikanerne.



og Brasilien, vil skabe konflikt indenfor, og endeligt sammenbrud af, den eksisterende institutionelle orden. Det vil sige det, at det ordenselement, som IMF, Verdensbanken og WTO tilsammen har dannet for den rivende globalisering af verdensøkonomien, vi har set i slutningen af det 20. århundrede, er ved at forsvinde. Det er en form for realistisk tænkning anvendt på international økonomi (Gilpin 2001). Og den har også mange kritikere. Den politiske friktion indenfor organisationerne har været til at overse. Ingen af de tre opstigende magter har optrådt revisionistisk som alternativ til den amerikanske verdensorden (Ikenberry & Wright 2008). Ordenselementet i verdensøkonomien er ikke blot baseret på økonomisk interessefællesskab, men også et fælles (ny)liberalt idegrundlag, der er institutionelt forankret i de tre organisationer. Derfor er det essentielt at se på det historiske værdigrundlag for WTO.

Eksperimentet om rettighedsbaseret styring af verdenshandlenVerdenshandelsorganisationens historie er turbulent, paradoksal og tankevækkende. WTO voksende ud af – om end med fire årtiers forsinkelse - efterkrigstidens amerikanske hegemoni, en institutionel verdensorden baseret på Bretton Woods kompromiset fra 1944. Verdensbanken skulle projektfinansiere den økonomiske udvikling. Den internationale valutafund IMF skulle stabilisere det finansielle system. Og der skulle også have været en handelsorganisation, der skulle sikre fri verdenshandel. I 1947 var der faktisk færdigforhandlet en aftale om etableringen af en sådan organisation, International Trade Organization (ITO). Den støtte på modstand i den amerikanske Kongres. ITO blev dræbt af en højest mærkværdig koalition mellem ’perfektionister’ og ’protektionisterne’. ITO tillod for meget statsintervention i økonomien til at liberalisterne kunne acceptere den, og den var alt for frihandelsorienteret til at overbeskyttede industriinteresser kunne tillade den. Men verdensøkonomien havde brug

for en institutionaliseret garanti mod 1930ernes protektionisme. Forhandlerne have fået et selvstændigt kapital om handelsliberalisering færdiggjort inden det politiske stormvejr i Washington tog til. Diplomaterne fik hurtigt omdøbt delkapitlet til en selvstændig international aftale, the General Agreement on Trade and Tariffs (GATT). Aftalen voksede langsomt til det, man senere fik navngivet som et internationalt regime; en aftale-baseret ikke-organisation, hvis principper, normer, regler og procedurer fik skabt et stabilt og holdbart forhandlingsramme for handelsliberalisering,

og et normativt fundament for en åben verdensøkonomi. Over tid lykkedes det GATT at få udspecificeret, hvilke handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger, der var legitime, og hvilke der var uacceptable. Økonomiske kriser er ikke ukendte for WTO. Tværtimod. Tidligere kriser har formet institutionen, endda styrket dens ekspansion. Specielt udslagsgivende blev kriserne i

de sene 1970ere og tidligere 1980ere. Regeringer, diplomaterne, eksportinteresser og GATT bureaukrater fik ikke blot styr på den voksende nyprotektionisme, hvor der også dengang var stor risiko for at krisehåndteringen blev overladt til nationalpopulistiske merkantilister, men faktisk også omreformeret selve systemet. Dette var for at understøtte de nye sektorer som kendetegnede gryende globaliseringsproces. Det er af mange økonomier anset for et af verdensøkonomiens mindre mirakler. I 1994, efter mere end syv års turbulente forhandlinger samt talrige COP 15-lignende sammenbrud, blev GATT regimet afløst af WTO, der som organisation fik selvstændigt juridisk personlighed, et permanent bureaukrati med klare ledelsesforhold.

Som aftale blev den oprindelige GATT aftale suppleret med nye aftaler om bl.a. handel med tjenesteydelser (GATS), om omfattende beskyttelse af immaterielle rettigheder (TRIPS) og en udspecificering af emner

som f.eks. brug af sanitære (dvs. sundhedsrelaterede) standarder (kaldet SPS aftalen). Og endelig blev WTO udstyret med et formelt bindende retssystem (Dispute Settlement System). Hvordan kunne en så ufuldstændig aftale og ufærdig konstruktion som GATT blive så stor en politisk succes? En del af forklaringen er, at GATT fik mobiliseret eksportinteresserne på tværs af grænserne. Kritikere vil mene, at det lykkedes alt for godt. En anden forklaring er, at GATT som regime var baseret på et holdbart, men også funktionsdygtigt normativt grundlag mellem dels beskyttelse af velfærdsstaten og

Mange peger på, at også krisen i 1970erne indikerede et markant magtskifte

27


økonomisk åbenhed udadtil, også kaldet ”det indlejrede liberale kompromis” (’embedded liberalisme’ jf. Ruggie 1983). En tredje forklaring peger på, at GATT ikke var en globalt regime, men en klub af vestlige, ligesindede regeringer med tydelige fællesinteresser og minimal systemfriktion. Landbrugspolitikken blev det største

konfliktområde. Udviklingsøkonomiernes integration i verdensøkonomien såvel som i GATT/WTO institutionen er af relativ ny dato. Endelig er der en institutionel forklaring. GATT regimet byggede på en effektiv juridisk konstruktion, en form for juridisk ekspertstyring. De mange ufuldstændigheder i GATT reglerne blev taklet én efter én af GATT juristerne indenfor regimet. Derved undgik man, lyder argumentet, en overpolitisering af de tekniske spørgsmål, hvorimod de politiske spørgsmål blev overladt til forhandlerne. WTO er et retsligt eksperiment. Intet andet tribunal har mandat til at idømme, udmåle og tillade iværksættelse af handelssanktioner overfor stater, der ikke har opfyldt deres aftaleforpligtigelser. Normalt kræver det enighed i sikkerhedsrådet. WTO burde være navngivet Den Globale Handelsdomstol, The Global Trade Court. Det er – trods mere end 60 år i aktiv tjeneste for verdenshandlen – en betegnelse, der fortsat er politisk uspiselig for de fleste.

WTO fremtid i en krisetid WTO er derfor i sig selv en ny form for magthaver i verdensøkonomien. Det er den usynlige ”globalizator”, der former regulerings- og forhandlingsrammerne for næsten al handel med varer og tjenesteydelser i langt de fleste sektorer af den globale økonomi. Derudover giver WTO en global retsgaranti for intellektuelle rettigheder. WTO har indtil videre styret udenom storpolitik og brugt handelsjuraen til at inddæmme konflikterne til konkrete sager. Den strategi kan – måske – blive den afgørende forskel fra tidligere tiders magtforskydninger i verdensøkonomien. WTO opretholder en verdenshandel, som er blevet uoverskuelig sammenvævet, hvor globale produktionsprocesser indlejrer regeringer i et stærkt interessefællesskab. Eksportorienterede firmaer er aktivt mobiliseret i kampen for en fortsat åben verdensøkonomi. Globale finansnetværk knytter alle aktører sammen. Der er stærke positiv interdepens - og desværre også negativ interdepends i den globale politiske økonomi. Det største handelspolitiske problem går nemlig på tværs af politikområderne i de eksisterende institutioner. USA’s voksende handelsunderskud med Kina er resultatet af en ’uretfærdig’ konkurrencefordel som Yuan’s

forsatte kobling til dollaren giver ”kinesisk” eksport. Derfor høres der en ny politisk diskurs i USA om det retfærdige i at bruge handelspolitikken til at presse Kina til at reevaluere deres valutapolitik (New York Times, 5. februar 2010). Det hele handler om at USA skal eksportere sig ud af krisen. Valutakursfordele er i

midlertidig ikke noget, der kan klages over indenfor WTO regi. Derfor kan man frygte, at en amerikansk storoffensiv mod Kina på beslægtede områder. Handelsjuristerne vil klage

over alt det de kan klage over indenfor rammerne af WTO aftalerne for at lægge pres på kineserne udenfor WTO. Og det kan give alvorlige problemer.

BibliografiGilpin, Robert (2001): Global Political Economy: Understanding the International Economic Order, Princeton University Press

Ikenberry, G. John & Thomas Wright (2008): Rising Powers and Global Institutions, New York: Century Foundation

Kindleberger Charles (1973): The World in Depression, 1919-1939, University of California Press

New York Times, China Rejects U.S. Complaints on Its CurrencyFebruary 5, 2010, http://www.nytimes.com/2010/02/05/world/asia/05diplo.html

Saul, John R. (2005): The Collapse of Globalism, London: Atlantic Books

Ruggie, John G. (1982). “International Regimes, Transactions, and Change: Embedded Liberalism in the Postwar Economic Order”, International Organization 36(2).

Noter1) Charles Kindleberger (1973: 304) opregnede hegemonens fem forpligtigelser i verdensøkononiem: tilvejebringe global kapitalflows, skabe stabilitet på valutamarkedet; sikre makroøkonomisk koordinering, sikre åbne markeder og vedblive med at være et åbent marked under økonomiske kriser; og agrere som ’lender of the last resort’, dvs have evne og villighed til at være en ’global centralbank’ under finansielle kriser.

Jens Ladefoged Mortensen, Ph.d, er lektor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Han er tilknyttet Center for Europæisk Politi, hvor han bl.a. forsker i spørgsmål som handelspolitik, WTO og europæisk konkurrenceevne.

Over tid lykkedes det GATT at få udspecificeret, hvilke handelspolitiske beskyttelsesforanstalt-

ninger, der var legitime, og hvilke der var uacceptable.

28

Yemen har de seneste uger påkaldt sig det internationale samfunds opmærksomhed, fordi en nigeriansk statsborger juledag blev anholdt i Detroits lufthavn efter et forsøg på at udløse en sprængladning under indflyvningen til lufthavnen. Det blev hurtigt klart, at den anholdte havde været på ophold i Yemen, angiveligt for at studere arabisk, men i virkeligheden for at modtage træning, instruks og nødvendigt sprængstof til gennemførelse af et terrorangreb i USA. Det varede ikke længe før al-Qaída-ledelsen lod medierne forstå, at den anholdte handlede på vegne af terror-gruppen, og kunne dermed bekræfte, hvad der gennem det sidste års tid er blevet alt tydeligere, nemlig at al-Qaída igen har fået fodfæste i landet. Det har de haft tidligere, og siden terrorangrebet på USS Cole i 1990 har netværket med mellemrum udført angreb mod vestlige interesser i landet, først og fremmest engelske, amerikanske og franske.

Yemens udfordringerDen yemenitiske regering med præsident Ali Abdallah Saleh i spidsen havde i et tæt samarbejde med USA gennem flere år forsøgt at knække terrornetværkets tilstedeværelse i landet, og flere målrettede operationer gennemført af det yemenitiske anti-terrorkorps på baggrund af oplysninger tilvejebragt af bl.a. amerikanske efterretningskilder eller gennemført af ubemandede amerikanske fly havde i årene frem mod 200 tilsyneladende haft held

til at ødelægge netværkets infrastruktur i landet. Men den mislykkede terrorhandling i Detroit viser, at det nu ikke længere er tilfældet og bekræfter, at al-Qaída igen har fået fodfæste i landet. Det er der flere forskellige grunde til, først og fremmest en sammenlægning af tidligere selvstændige saudiske og yemenitiske grupperinger, der i januar 2009 fandt sammen i al-Qaída på Den Arabiske Halvø. Den sammenslutning udgør en alvorlig udfordring for det politiske system i de to stater, og det mislykkede forsøg på at sprænge det amerikanske fly i luften dokumenterer også, at al-Qaída nu kan gennemføre terrorangreb i Vesten af personer trænet i Yemen. Den siddende yemenitiske regering er fanget af et sammenfald af konflikter, der har rod i landets egen nyere historie. Samlingen af det tidligere Nord- og Sydyemen i republikken Yemen i

Yemens udfordringer – nationalt, regionalt og internationalt

Af Jørgen Bæk Simonsen


Artiklen giver et bud på, hvordan det kan være, at al-Qaeda igen har fået fodfæste i Yemen. Der argumenteres for, at årsagen til terror-gruppens nye tilstedeværelse skyldes landets anspændte indenrigspolitiske situation.

29

1990 var ikke et resultat af et bredt folkeligt krav, men et initiativ, som blev taget af centrale repræsentanter fra de to tidligere selvstændige politiske systemer, der i det bipolare globale system havde tilhørt hver sin blok. De var begge på det rene med, at det bipolare systems sammenbrud stillede mange magthavere rundt om i verden over for en alvorlig udfordring. Derfor fandt de gamle modstandere sammen og samlede landet. Den yemenitiske forening i 1990 blev fulgt op af etablering af nye civile organisationer, nye politiske partier så dagens lys og en intens politisk debat blev ført i alle landets medier, trykte og ikke trykte. Iagttagere tolkede udviklingen som et tegn på, at fortalerne for det civile samfunds demokratiserende potentiale havde ret, når de forudså, at udviklingen ville bidrage til en demokratisk udvikling i den nye republik.

Magtspillets udvikling siden 1991De gamle magthavere blev imidlertid snart involveret i et spil om magten. En ny grundlov for den forenede republik blev vedtaget ved en folkeafstemning i maj 1991, men det skulle snart vise sig, at der var grupper, der havde forbehold ved at deltage i et politisk projekt, hvor de kunne risikere at miste deres tidligere magt. Ved det første frie valg i 1993 sikrede partiet bag præsident Saleh sig sejren, og det næststørste parti blev det islamistiske Islah-parti, medens det tidligere dominerende parti i Sydyemen YSP kom ind på en tredjeplads. Det afgørende var imidlertid, at de to største partier fik støtte i det gamle Nordyemen, medens YSP, det yemenitiske socialistiske parti, alene fik støtte fra grupper i det gamle Sydyemen. Politisk var der derfor ikke noget parti, der evnede at trodse eller overvinde den gamle modsætning mellem Nord og Syd og vise vej frem mod en form for fælles national politik. Modsætningerne førte i 1994 til en kortvarig borgerkrig fra maj til juli, der militært blev vundet af præsidenten og kredsen omkring ham, og med grupper omkring det tidligere dominerende sydyemenitiske parti YSP som de store tabere. Borgerkrigen førte til betydelige ødelæggelser i de sydlige dele af landet, og centralregeringen i Sana var meget længe om at sætte gang i genopbygningen med det resultat til følge, at borgerkrigen nok formelt blev afsluttet, men målrettede institutionelle tiltag til at gøre centralregeringen nærværende glimrede ved deres fravær. Den politiske marginalisering skærpede de kritiske røster og fik reelt til følge, at den centrale regering havde vanskeligt ved at gøre sin tilstedeværelse gældende i dele af den sydlige del af landet. Lokale grupperinger sikrede sig den politiske kontrol i dele af det tidligere Sydyemen, og det er dele af disse lokale grupperinger

i opposition til centralregeringen i Sana, der har givet al-Qaída mulighed for igen at få fodfæste, fordi de som oppositionsgrupperne i syd betragter regeringen under Salehs ledelse som alt for føjelige i forhold til den amerikanske regering.

Den shia-muslimske historiske baggrundDertil kommer, at gamle modsætninger i det tidligere Nordyemen igen er kommet frem til overfladen. Nordyemen blev indtil 1962 styret af en imam med rod i lokale shia-muslimske traditioner. Han blev i 1962 kuppet af republikanske officerer, men slap med livet i behold og organiserede efterfølgende loyale grupper støttet af Saudi Arabien til kamp mod de nye militære magthavere, der for deres vedkommende blev støttet af Egypten. Borgerkrigen blev bragt til afslutning i 1970, og skiftende regeringer blev gennem 1970érne og 1980érne bebrejdet, at de ikke for alvor evnede at udbygge infrastrukturen i de nordlige dele af landet, hvor det imamitiske Yemen havde sit centrum, ligesom regeringen i Sana blev kritiseret for ikke at fremme investeringer i de nordlige områder. Grupper med tilknytning til områdets shia-muslimske befolkning begyndte derfor fra begyndelsen af 2001 et mere målrettet opgør med centralregeringen, der slog hårdt det ned med ganske voldsomme resultater til følge. Store grupper blev internt fordrevet som følge af kampene, og de materielle ødelæggelser påført af regeringens forsøg på at knægte oppositionen var meget omfattende. Sana-regeringen med Saleh i spidsen har


fået støtte fra Saudi-Arabien, der gennem de seneste måneder har intensiveret sine luft- og artilleriangreb på mål i det nordlige Yemen med henvisning til, at den yemenitiske opposition i flere tilfælde har krænket saudisk suverænitet. Når Saudi-Arabien blander sig hænger det sammen med, at regeringen i Riyadh nærer frygt for, at den yemenitiske shia-muslimske opposition skal inspirere den shia-muslimske minoritet i Saudi Arabien til at fremsætte krav om større indflydelse i Saudi-Arabien. Den saudiske nervøsitet er ikke blevet mindre af, at den iranske regering ved flere lejligheder

retorisk har støttet den shia-muslimske opposition mod den yemenitiske centralregering, men intet tyder på noget konkret samarbejde mellem shia-grupperne i Yemen og regeringen i Teheran. Den zayditiske version af shia-islam, der findes i den nordlige del af Yemen, er ikke fortaler for etableringen af et religiøst funderet politisk system, men kræver først og fremmest regeringens økonomiske støtte til udviklingen af området. Saleh-regeringen fastholder imidlertid, at den shia-muslimske opposition udgør en trussel mod den nationale enhed og derfor skal bekæmpes. Men dermed er Saleh-styrets trængsler ikke talte. Præsidenten har også skabt sig et ydeligere modsætningsforhold til det islamiske Islah-parti, der gennem dele af 1990érne arbejdede tæt sammen med præsidenten. Men samarbejdet er blevet kølnet i takt med, at præsidenten har etableret et mere og mere omfattende sikkerhedspolitisk samarbejde med Vesten i almindelighed og USA i særdeleshed. Islah-partiet har en betydelig folkelig opbakning, og en af partiets ledende ideologiske bannerførere sheikh Abd al-Majid al-Zindani benytter enhver lejlighed til at kritisere præsidenten for hans tætte samarbejde med USA.

Konklusion: Saleh-styrets tre konflikterSaleh-regeringen står derfor i en situation med tre forskellige konflikter, der har rod i landets nyere historie, og ingen af disse synes at kunne løses med de midler, regeringen i Sana gennem de seneste år har gjort brug af, snarere tvært imod. Dertil kommer, at landet er plaget af en enorm arbejdsløshed, at landets store byer i almindelighed og hovedstaden Sana i særdeleshed er truet af vandmangel, ligesom der ikke er gjort nye fund af olie. Hvorvidt der kan bringes bevægelse i det politiske system med indgåelse af et

bredere nationalt kompromis skal være usagt. Saleh har siddet på magten i mere end 30 år, og personificerer så at sige den politiske magt i landet, og de konflikter det politiske system for indeværende er fanget i synes at være af en sådan karakter, at de kun vanskeligt kan løses. En voksende international erkendelse af, at det bedste middel i et målrettet forsøg på at bidrage til, at al-Qaída ikke igen for alvor får fodfæste i landet, er en udvidelse af den økonomiske

støtte til det fattige land. Tilføres regeringen i Sana øgede midler, vil den blive i stand til at imødekomme de tilbagevendende krav om øget lokal økonomisk vækst, som oppositionsgrupper i både den nordlige og den sydlige del af landet kræver. Får regeringen adgang til nye økonomiske ressourcer kan vejen meget vel banes for, at der etableres nye politiske alliancer, der så vil få en fælles interesse i igen at fjerne al-Qaídas muligheder for at fastholde det nyvundne fodfæste i landet. Terrorgruppens fortsatte tilstedeværelse og dens mulighed for at grundfæste sig vil derfor først og fremmest afhænge af Yemens indenrigspolitiske udvikling.

Jørgen Bæk Simonsen, professor mso og dr.phil., er ansat på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.


Historiens vingesus bevægede sig som en bitter brise igennem de kølige haller i Bella Center under COP15, december sidste år. Årsagen var dog ikke en historisk aftale, som alle vil huske i mange generationer frem, men en erklæring, som mange helst vil glemme i mange generationer frem. Temperaturen var ikke just positiv, ligesom de famøse fremtidsudsigter, der blev konstitueret under COP15, heller ikke var meget at notere sig af. Alt dette er i for sig irrelevant for resten af artiklen, da denne artikel ikke skal tangere den klimakvalme, som størstedelen af verden var præget af i tiden op til COP15 sidste år. I stedet vil vi fokusere på nuet og om de muligheder, der ligger for vores fødder. Sidste gang du læste et af vores bidrag til IPmonopolet, overbevidste vi dig om, hvordan du med økonomiske fordele kunne tænke rationelt og redde din pengepung

samt, som en sidegevinst, klimaet. Nu får du det brede, fuldstændige perspektiv. Her følger alle de rigtige argumenter for en CO2-neutral verden, som ingen har modet af at sætte fokus på. Ikke fordi det er det etisk rigtige at gøre, men fordi det er det mest økonomisk-rationelle at gøre. Essensen af vores artikel er både en opfølgning på den sidste artikel, men samtidigt en understregning af vores ambitioner: Vi kom til månen på blot 10 år – hvorfor kan vi ikke gøre os uafhængige af fossile energikilder på samme tid? Det kræver blot massive investeringer i forskning og uddannelse, så vi kan droppe alle de forkerte løsninger på de forkerte spørgsmål. Vi vil her forklare, hvorfor det er logisk, politisk, etisk og bydende økonomisk rationelt. Sæt dig tilbage og nyd showet. Igen.

De fem forklaringer: Hvorfor du skal redde din pengepung

(og klimaet)

Af Line Skytte Pedersen og Mikael Valsted Sørensen


I IPmonopolet nr. 7 fra december 2009 beskrev vi, hvordan man kunne redde verden fra de truende globale klimaforandringer udelukkende med baggrund i rationelle, økonomiske overvejelser. I denne artikel går vi planken ud, så at sige, og forklarer, hvorfor du skal lave disse overvejelser, og hvorfor det ikke blot er i din egen interesse, men faktisk i alles interesse. Aldrig før har det været så indlysende at modvirke klimaforandringerne. Aldrig før har det været så simpelt at forklare dem. Aldrig før har det være så underholdende at læse om det i et hardcore rationalistisk perspektiv.

32


Ét er sikkert. Verden bliver aldrig den samme igen, efter at vi lagde fundamentet for vores karbonbaserede økonomi. Noget andet er lige så sikkert. Den, der bestyrer store andele af verdens karbonbaserede energiressourcer, har også en voldsom leverage på andre stater. Det argument er så altoverskyggende i et rationelt perspektiv, at det grænser sig til det katastrofalt hovedløse, at dette ikke har været benyttet oftere i vores diskussioner af klimaproblematikken. Forklaringen på den manglende opmærksom på problemet må udelukkende skyldes, at vores politikere hverken har visionerne eller er rationelle. Jovist udgør karbonbaserede store andele af den vestlige økonomi, men det var landbruget også for 5.000 år siden, og vi har udviklet os alligevel. Vi skal ikke mange år tilbage før, at de to oliekriser var bidende aktuelle. Alligevel kommer det som et chok for hele den

vestlige verden, at store, stygge Rusland hvert eneste år har en gaskonflikt med, uden eller tæt på EU. Det lader som om, at vores politikere endnu en gang har sovet i timen, fordi hvornår bliver det skolelærdom, at energi er lig med magt? Rusland har lært dét, og her snakker vi altså om geniet Putin og hans praktikant Medvedev, der midlertidigt har lånt det store hjørnekontor i Kreml! Vores argument er derfor fantastisk simpelt. Hvis vi opgraderer vores energiforsyning med signifikant mere vedvarende energi kombineret med alle de energieffektive tiltag, der er nødvendige, så mindsker vi også vores energiafhængig af Rusland og andre ustabile regioner i verden. Mere simpelt bliver det ikke.

Den anden forklaring kræver ikke samme introduktion, omend dette argument er lige så simpelt for en udefrakommende at forstå intuitivt. En nation eller evt. en region, der er komplet selvforsynende med vedvarende energi, opnår enorme mængder politisk kapital. Du kan stille spørgsmålstegn ved korrelationen af denne sammenhæng, men den rå empiri er på plads: Selv små lande kan opnå utrolige forhandlingspositioner. Eksemplerne er mange, bl.a. Holland, Tyskland, Danmark og ikke mindst Maldiverne, der har oparbejdet væsentlige mængder af politisk kapital via deres klimapolitiske satsninger. I en multipolær verden, hvor krige synes at være bilagt som et udenrigspolitisk værktøj, spiller økonomisk, civil og politisk kapital en altafgørende rolle. Det kan derfor kun være sundt for lande som Danmark eller regioner som Europa at sikre en politik, der fordrer en 100% selvforsyning. Danske politologer og ikke mindst journalister var i 1990’erne og de tidlige 2000’erne helt vilde med termen ”punch above our weight”. Nu står titlen pludselig til diskussion efter en kontroversiel deltagelse i Irak-krigen og en mindste lige så kontroversiel tegningekrise. Kritikkerne

siger, at Danmarks politiske kapital blev sat over styr og unødvendige fjender kom til. Selvom der også blev vundet hjerter i det absolutte forsvar af ytringsfriheden, så påvirkede det alt andet lige den politiske kapital. Det skal ligeledes gøres klart, at verden ikke står stille, og at man i den moderne, globaliserede verden skal løbe for bare at stå stille. Vores vindmølleeventyr er fine fortællinger til historiebøgerne om 80’erne og 90’erne, som vi kan fortælle til vores børnebørn. Hvis vi skal overleve i det 21. århundrede, så kræver det andet end en ubåd til en ørkenkrig og tre statsministre i træk, der snakker bedre finsk end engelsk. Det er nødvendigt at satse hårdt på at opnå politisk kapital. Den politiske kapital kan vindes ved at tage førertrøjen på klimafronten og skabe et Danmark uafhængig af fossile brændstoffer. Der bliver talt i uendeligehederom, at det er det innovative vidensdanmark, som vi skal leve af i fremtiden. Helt korrekt. Men hvis ordene ikke skal forblive tomme floskler, så er en massiv investering i forskning og uddannelse i en helt andet skala end i dag et must.

#1: Energisikkerhed og politisk uafhængighed

#2: Symbolsk kapital er politisk magt

33


En CO2-neutral nation er en stensikker investering i fremtiden. Punktum. Der eksisterer stadig problemer ved dette argument, selvfølgelig, og det største er, at de karbonbaserede energiressourcer ofte er billigere end de vedvarende, ”grønne” alternativer, men dette vil ikke være gældende for evigt. Det er blot et spørgsmål om tid, før prisen vil være mindre for de vedvarende kilder end for olie, kul og gas, hvilket Google er det bedste eksempel på med deres ”cheaper than coal”-projekt eller, mere korrekt, ”RE<C”. (Google, 2009). Hvis vi skal have politikerne, borgerne og ikke mindst erhvervslivet med, så bliver vi nødt til at fokusere på omkostningerne på den korte bane. På den lange bane er vedvarende energikilder i sagens natur de billigste (og eneste) energikilder, men hvis vi og andre initiativtagere ikke kan overbevise samfundet om, at de vedvarende energikilder er billigere på den korte bane, så har vi fejlet. Fokus skal derfor lægges på flere initiativer, der primært kan todeles i tidsperspektiv: Vi skal udnytte de muligheder og teknikker, der er billigere i dag, samt

modne de muligheder, der kan vise sig at blive billige alternativer i fremtiden, men som ikke er økonomisk rentable nu. Det første sker allerede i stort omfang, men dette skal intensiveres. Ikke fordi vi skal redde klimaet, pingvinerne, søpindsvinene eller andre kræ, der tydeligvis ikke kan klare sig selv. Nej, vi skal intensivere investeringerne nu og her, fordi det kan betale sig nu og her. Tilbagebetalingstiden på mange af disse investeringer er ofte skræmmende lave og kan udføres af alle parter i samfundet – borgerne, erhvervslivet og det offentlige. Samme parallel kan man drage ved modningen af interessante alternativer med det mål at sikre et bedre BNP, en bedre betalingsbalance (for Danmark og store dele af de vestlige lande) og mindre udgifter til ligegyldig og unødvendig dyr energiproduktion. Hvis udgifterne kan spares væk, så skal de spares væk – hvis investeringerne kan give gode afkast, så skal investeringerne føres ud i livet. Sådan er kapitalismen i sit grundvæsen, og sådan burde vi føre vores samfund ind i en grønnere fremtid.

Konstruktivisten Alexander Wendt blev natten over berømt i IP-verdenen for sit klassiske citat ”anarchy is what you make of it”. Præcis det samme er gældende i det økonomiske anarki, som vi kalder vores liberale kapitalisme, og som er et fundament i vores vestlige verdensorden. Det vil unægtelig give et større økonomisk boost til det danske erhvervsliv og i mindre omfang den europæiske, hvis vi tvinger os selv til at være mere miljøvenlige, mere klimavenlige, mere effektive og mere fleksible end andre lande. Vi så det med den amerikanske bilbranche, der er død og borte nu. Forklaringen? At en lang streng af amerikanske regeringer har holdt hånden under branchen og ikke sikret den fornødne udvikling. Bilproducenterne kunne derfor ikke klare konsekvenserne af alle de begivenhederne, der løbende er sket de sidste 10 år og som kulminerede med finanskrisen i 2008, hvorfor de faldt på stribe, én efter én. En strammere lovgivning til bilernes sikkerhed, forbrug og udledning

ville have sikret dem. Hvorfor? Det var europæerne og japanerne, der overtog markedet, som netop opfyldte alle kundernes behov, og som netop havde fokus på de tre nævnte faktorer. Det samme gør sig gældende for alle andre brancher og i alle andre tilfælde: Hvis du ikke udfordrer dig selv nok, så vil du tabe i den moderne verden. Det fældende bevis er erhvervslivets egne udtalelser. Repræsentanterne for verdens industrier bad under World Business Summit, maj 2009, indtrængende verdens statsledere at sætte nye skrappe krav, da de selv mente, at det var i deres interesse. Hvorfor? Regulering og begrænsninger fra myndighedernes side var i deres optik den eneste effektive og den eneste farbare vej i forsøget på at modvirke klimaforandringerne. Aftalen kom dog aldrig til skade for klimaet, for erhvervslivet og for dig.

#3: Gode investeringer i dag giver fantastiske afkast i morgen

#4: I et økonomisk anarki er enhver sig selv nærmest

34


Alle disse argumenter skal sættes i relief til arbejdet af bl.a. Kevin K. Tsui (2005) og Martin Hutchinson (2009). De er kommet med den modige, men underbyggede påstand, at der findes en negativ kausalitet mellem størrelsen af olieindkomst i et land og udviklingen af et demokratisk samfund.Forklaringen skulle være lige til for enhver, da man har kunnet registrere en kausalitet mellem en nedadgående olieindkomst i mange olierige lande og demokratiets vilkår i mange lande. Det omvendte gør sig også gældende, for når olieindkomsten i et land stiger, så sættes mange af de demokratiske samfundsmæssige forandringer på is. Eksemplerne på dette kunne ikke være mere overvældende: De små lande i De Forenede Arabiske Emirater var de første lande til at opleve oil peak og derved kraftigt nedadgående olieindkomst – men de er også blandt de mest demokratiske, målt i en vestlig målestok. Selvom man sagtens ville kunne kritisere Tsui på mange måder, så er resultatet alligevel

skræmmende: Vi, vestens demokratier, er afhængige af dem, verdens autoritære stater, der ikke umiddelbart vil blive demokratiserede, før deres oliereserver forsvinder – eller at vi stopper med at købe olie fra dem. Det er dit valg, så hvad tør du leve med? Derudover kommer vi ikke udover de massive udgifter til sundhedsvæsnet, oprydning efter forurening og genoprettelse af naturarealer, hvis vi stopper udnyttelsen af jordens karbonbaserede ressourcer. Et netop offentliggjort regnestykke ifm. nedsættelsen tærsklen for ozonindholdet i den amerikanske atmosfære fortæller, at udgiften til realiseringen vil koste omkring 90 milliarder dollars – fortjenesten vil dog blive på op imod 100 milliarder dollars, bl.a. i sparede sundhedsudgifter (TIME, 2009). Dette eksempel står langt fra alene, og det er vores pointe. Ofte er de mest miljøvenlige beslutninger også de mest økonomisk rationelle – på både lang og på kort sigt.

KonklusionMan må unægteligt stille sig selv spørgsmålet: Hvad har vi så lært nu? Svaret på dette skal findes i læren fra vores forrige artikel, da du forhåbentligt intet har lært af den ovenstående artikel. Forklaringerne på, hvorfor vi skal sikre en grøn fremtid, findes i svaret på, hvordan vi skal sikre en grøn fremtid: Fordi det er det eneste rationelle at gøre i et økonomisk, etisk og politisk perspektiv. Vi kan ikke tillade os at være afhængige af Rusland og andre knap-så-moralsk-korrekte lande. Vi kan ikke tillade at holde andre nationer nede i støvet og ude af den eksklusive demokratiske klub ved vores fortsatte støtte til autoritære regimer. Vi kan ikke tillade os at fortsætte med at udnytte jordens karbonbaserede energikilder længere i denne grad. Indenfor få år vil efterspørgslen på olie signifikant overstige produktionen. Ligeledes indenfor få år vil prisen på vedvarende og grønne energikilder være mindre end energi fra olie, kul og gas. Det er blot et spørgsmål om tid, og jo længere tid vi tøver, jo større vil chokket blive, når det rammer os. 2010 må være året, hvor vi handler. Det skal det være, for vi ikke kan tillade os andet. Forfatterne deler begge holdningen til, at den offentlige debat om de globale klimaforandringer trænger til et andet og mere rationelt fokus, hvilket denne artikel som andet og sidste bidrag i miniserien er et eksempel på.

LitteraturlisteGoogle.org (2009): Plug into a Greener Grid: RE<C and RechargeIT. Lokaliseret d. 25. januar 2010 på http://www.google.org/rec.html.

Hutchinson, Martin (15. juni 2009): Why oil and democracy don’t always mix. CNNMoney.com. Kan lokaliseres på: http://money.cnn.com/2009/06/15/news/international/oil_democracy_dont_mix.breakingviews/index.htm.

TIME (2009): TIME – Special Report: Haiti’s Tragedy, vol. 175, nr. 3, side 9.

Tsui, Kevin K. (2005): More Oil, Less Democracy?: Theory and Evidence from Crude Oil Discoveries. University of Chicago, Chicago. Kan lokaliseres på http://economics.uchicago.edu/download/tsui_applwksp_120505.pdf.

Line Skytte Pedersen, 21 år, og Mikael Valsted Sørensen, 23 år, er begge statskundskabs-studerende på bachelordelen ved Københavns Universitet. De er begge aktive i en lang række foreninger på Instituttet for Statskundskab, foruden deres engagement i IPmonopolet.

#5: De enorme sidegevinster

35

MONOPOLET

Niels Helveg Petersen (NHP) (R)

NHP var udenrigsminister fra 1993-2000. Han har tidligere været formand for Det Udenrigspolitiske Nævn. Han var desuden økonomiminister fra 1988-1990. NHP blev valgt ind i Folketinget i 1966 og har været folketingsmedlem lige siden (dog med undtagelse af 1974-1977, hvor han var kabinetschef hos den danske EF-kommissær Finn Gundelach). Han bekendtgjorde i 2008, at han ikke genopstiller ved næste Folketingsvalg.

Mogens Lykketoft (ML) (S)

ML var udenrigsminister fra 2000-2001. Han er nu næstformand for Det Udenrigspolitiske Nævn. ML var finansminister fra 1993-2000 og som bekendt formand for Socialdemokraterne fra 2002-2005. ML blev valgt til Folketinget i 1981 og har været medlem lige siden (han var skatteminister under Anker Jørgensen fra 1980-1982).

Danmarks udenrigspolitik ændrede sig markant i løbet af 1990’erne, men hvordan har udviklingen været det sidste årti – siden 2000? IPmonopolet har bedt de to tidligere danske udenrigsministre Mogens Lykketoft (S) og Niels Helveg Petersen(R) forholde sig til dette.

I DENNE UDGAVE SÆTTER MONOPOLET FOKUS PÅ:

IPMONOPOLET NR 8 MONOPOLET

Danmarks udenrigspolitik i 00’erne

36

MONOPOLET1) Hvad var den vigtigste enkeltbegivenhed, -person eller -tendens i forhold til ud-viklingen af Danmarks rolle i international politik i det forgangne årti? (Og hvorfor?)

2) Dansk udenrigspolitik i det nye årtusinde har ifølge flere været præget af et skifte til værdiaktivisme - forstået som aktiv udbredelse og ikke mindst (militært) forsvar af danske og vestlige værdier. Kan man tale om et reelt skifte, og hvad har i så fald været de vigtigste implikationer af dette skifte?

3) Der har været stor fokus på Danmarks tilbagevenden til rollen som krigsførende nation, men hvor stor betydning kan de ikke-militære aspekter siges at have haft for udviklingen af dansk udenrigspolitik i de sidste ti år?

NHP: Udvidelsen af EU og Nato er den vigtigste begivenhed. Udvidelserne betyder, at Danmark for første gang i sin historie ikke har fjender i nærområdet, men tværtimod har organiseret, frugtbart samarbejde med alle naboer.

ML: Den vigtigste og mest bekymrende begivenhed var, at Anders Fogh Rasmussen trak Danmark ind i et moralsk, politisk og militært medansvar for invasionen i Irak, der var uden nogen folkeretlig legitimitet, byggede på løgnagtige påstande om masseødelæggelsesvåben og forbindelser til international terrorisme – og som blev afvist af et stort flertal af FN’s medlemslande og i Sikkerhedsrådet. Det var en invasion uden plan for fremtiden og følgen blev kaos, krig og borgerkrig i adskillige år.

NHP: Udvidelserne af EU og Nato betyder, at Danmark kan frigøre kræfter til andre opgaver. Vort forsvar er omstillet fra territorialforsvar til løsning af internationale opgaver. Til gengæld har regeringen desværre nedtonet Danmarks indsats med hensyn til ulandsbistand og har beskåret Udenrigsministeriet kraftigt og dermed reduceret Danmarks muligheder for at gøre en konstruktiv indsats i de internationale organisationer.

NHP: De militære indsatser er en lille, men meget iøjnefaldende del af Danmarks udenrigspolitik. De væsentligste danske indsatser finder vi i FN, EU og andre internationale organisationer, samt selvfølgelig også i det bilaterale diplomati. Det bilaterale diplomati har været hårdt presset af et almindeligt, diplomatisk prestigetab som følge af Muhammedtegningerne.

ML: Der er intet nyt i at Danmark fører aktiv udenrigspolitik og prøver at udbrede værdier som demokratisk regeringsførelse og socialt og miljømæssigt bæredygtig udvikling. Derfor har vi indtil 2002 været ledende i verden med hensyn til, hvor stor en del af vort nationalprodukt vi investerede i udviklingsbistand. Vi er stadig store i ulandsbistand, men er faldet bagud i forhold til vores skandinaviske nabolande. Det skal ses i sammenhæng med den borgerlige regerings ambition om at markere os militært i Irak og som det land, der pr. indbygger bidrager mest til den FN-mandaterede, NATO-ledede ISAF-styrke i Afghanistan.

ML: Danmarks globale anseelse har lidt skade ved Anders Foghs næsten maniske klæben sig op af George W. Bush’s farligt mislykkede internationale politik – inklusiv Irak-invasionen. Vi led også skade af den klodsede håndtering af den såkaldte Muhammedkrise, hvor den danske statsminister nægtede at mødes og lytte til de muslimske ambassadører og straks fastslå, at det ikke var dansk, officiel politik at såre den fjerdedel af denne verdens mennesker, der er muslimer.

IPMONOPOLET NR 8 MONOPOLET 37

MONOPOLET4) Hvilken indflydelse har det danske EU-medlemskab haft på landets rolle internationalt i netop overståede årti?

5) Ved indgangen til det nye årti er Danmark stadig en aktiv del af krigen i Afghanistan, men kan man forvente en fortsættelse af den nuværende udenrigspolitik, eller er der nye udviklingsperspektiver i Danmarks roller internationalt? Med andre ord, hvad kan vi forvente af det nye årti?

NHP: EU-medlemsskabet er af meget stor betydning for alle dele af vort forhold til omverdenen. Vores handelspolitik er forankret i EU og store dele af udenrigspolitikken ligeså. De fælles holdninger i EU dækker et meget stort område af vores udenrigspolitik, eksempelvis: Mellemøsten, Rusland, Middelhavet og transatlantisk samarbejde.

ML: Desværre har Danmark jo netop ikke bidraget til en mere samlet EU-udenrigspolitik, hvad der er det mest perspektivrige for at fremme de holdninger om fredsskabende indsats, respekt for menneskerettigheder og støtte til udvikling, som traditionelt har været Danmarks. Tværtimod bidrog vi til splittelsen i EU over Irak. Man må håbe, at Danmark i fremtiden – også ved at støtte de nye strukturer, der skabes for fælles udenrigspolitik efter vedtagelse af Lissabontraktaten – vil bidrage til større enighed fra EU’s side på den globale scene.

NHP: Vi kan forvente, at Kina og Indien kommer til at spille en langt større rolle i et årti, hvor udfordringerne fra Asien vil blive langt større. Danmark er ude af Afghanistan på et ret tidligt tidspunkt i det nye årti. Andre opgaver kan vise sig. Jeg forventer, at klima, energi og miljøspørgsmål vil vokse i betydning.

ML: Målet må være så hurtigt som overhovedet muligt at overdrage frontopgaverne i Afghanistan til den afghanske hær – også ved at investere flere kræfter i at træne og uddannede denne. Danmarks militære rolle skal i takt hermed blive mere tilbagetrukket og antallet af danske soldater reduceres, samtidig med at vi optrapper den civile udviklingsindsats i Afghanistan. Og efter min opfattelse skal Danmark ikke andre steder i verden engagere sig i oprørsbekæmpelse, således som vi er blevet inddraget i det i Afghanistan (af historisk set gode grunde efter 11. september og med klart FN-mandat, modsat Irak). Vores internationale, militære indsats skal i fremtiden forhåbentlig være at bidrage til mere traditionelle, fredsbevarende FN-operationer – helst også som del af en fælles EU-indsats, når vi forhåbentlig på et tidspunkt kommer af med det danske forsvarsforbehold.

IPMONOPOLET NR 8 MONOPOLET 38

anmeldelseIPAnmeldelse af Barry Buzan & Lene Hansen’s:

The Evolution of International Security Studies

Cambridge University PressPris: 213 kr. i Akademisk Boghandel

Barry Buzan er Montague Burton professor i international politik ved London School of Economics og adjungeret professor ved Københavns UniversitetLene Hansen er professor i Statskundskab ved Københavns Universitet.

Det er en stor opgave, at ville kortlægge en disciplin som sikkerhedsstudier, med dens diversitet og nære tilknytning til politiske, militære og historiske begivenheder. Dette afspejles i bogen The Evolution of International Security Studies, idet forfatterne Barry Buzan og Lene Hansen bruger de første tre ud af ni kapitler på at indsnævre, hvad der egentlig hører ind under sikkerhedsstudier, hvad der fokuseres på, og hvad der binder disciplinen sammen, inden gennemgangen af disciplinen begynder. Men forfatterne klarer opgaven til UG med kryds og slange. Læseren bliver således guidet igennem disciplinen ved at se på, hvordan fem drivkræfter (stormagtspolitik, teknologisk udvikling, events, interdisciplinær debat og institutionalisering) har påvirket udviklingen og de forskellige grene indenfor disciplinen. Sikkerhed er gået fra under Den Kolde Krig kun at omhandle trusler af militær art rettet mod staten til efter krigen at inkludere andre typer trusler som klimaforandringer og religiøs fundamentalisme mm., der også er rettet imod individer og samfundet som dét,

der trues. På trods af, at sikkerhedsbegrebet således er blevet udvidet i nogle nyere teoretiske retninger, viser forfatterne, hvordan de forskellige perspektiver alle til stadighed beskæftiger sig med det samme emne – nemlig sikkerhed. En hovedpointe i bogen er således, at den øgede diversitet ikke har udvandet disciplinen, men derimod skabt et mere sofistikeret forskningsfelt. Samtidig vises det, hvordan grundlaget for de nyere teoretiske perspektiver kan spores tilbage til de klassiske Kold Krigs-retninger – Strategic Studies og Peace Research – samt hvordan udviklingen på den måde har været kontingent igennem hele fagets historie. Forfatterne konkluderer således, at der hverken ved Den Kolde Krigs ophør eller 9/11 er tale om en fundamental forandring af disciplinen.

Bogen er dog meget mere end blot en historiebog om disciplinen. Den giver læseren det helt store overblik og en forståelse for, hvad der har drevet udviklingen af sikkerhedsstudier frem siden dens fødsel efter 2. verdenskrig. Sikkerhed som emne og begreb har rødder langt tilbage i historien, dette til trods er det dog bemærkelsesværdigt underteoretiseret og svært at definere entydigt. Til at løse problemet og afgrænse disciplinens studieområde opstiller forfatterne en række spørgsmål der definerer, hvad der inkluderes under sikkerhedsstudier

Af Christine Søby og Frederik Bitz Møller

IPMONOPOLET NR 8 IPANMELDELSE 39

anmeldelseIPDet bliver således kun emner der beskæftiger sig med disse spørgsmål, som hører ind under sikkerhedsstudier. Overordnet inddeles feltet i traditionelle og udvidende retninger, hvor Buzan og Hansen begge indskriver sig indenfor sidstnævnte i form af henholdsvis Københavnerskolen og feminisme. De udvidende retninger får således også mere spalteplads, end de rent kvantitativt har udgjort i tidsskrifter o. lign., men det er også påkrævet for at præsentere disciplinens udvikling fyldestgørende. Man har således på ingen måde indtryk af, at Buzan og Hansen forsøger at snige deres synspunkter ind ad bagdøren ved vægtningen af de teoretiske retninger i bogen.

Det er et imponerende arbejde, der har ligget forud for bogens tilblivelse, hvilket blandt andet afspejles i en litteraturliste på mere end 90 sider! Men på trods af de mange henvisninger formår forfatterne at fastholde læseren. Dette skyldes i høj grad de første tre kapitler, hvor Buzan og Hansen fremlægger bogens struktur og metode, der former de følgende kapitaler og sikrer, at læseren på ingen måde taber overblikket i den imponerende opremsning af teoretikere, våbensystemer, institutter, tænketanke, forfattere mm., som præsenteres i bogen. Bogens mange henvisninger, samt den lange historiske periode som bogen dækker, gør den til en glimrende guide til videre læsning indenfor sikkerhedsstudier. Mod slutningen af bogen kommer forfatterne med noget så sjældent indenfor samfundsvidenskaben som en i høj grad realistisk prognose på studiets udvikling i fremtiden. Men hvordan fremtiden ser ud, må læseren selv finde ud af. The Evolution of International Security Studies kan varmt anbefales til alle med den mindste interesse for sikkerhedsstudier, men et vist teoretisk kendskab anbefales dog. Her på falderebet ville en kritik af bogen måske have været på sin plads, men her kommer vi til kort. Bogen er så vel argumenteret, disponeret

og pædagogisk, at man skal lede længe efter seriøse kritikpunkter, og da vi kom til sidste side, havde vi stadig ikke fundet nogen.

Christine Søby og Frederik Bitz Møller studerer Statskundskab ved Københavns Universitet på 6. semester.

IPMONOPOLET NR 8 IPANMELDELSE

På trods af, at sikkerhedsbegrebet således er blevet udvidet i nogle nyere teoretiske retninger, viser forfatterne, hvordan de forskellige

perspektiver alle til stadighed beskæftiger sig med det samme emne – nemlig sikkerhed

40

First of all I would like to thank you so much Mr. Sorensen for giving this interview, we are very honored that you will contribute to this edition of IPmonopolet!

Dilemmas in international security politicsIPmonopolet: I would like start asking you some questions about President Obama and his security strategy. You were one on the first official supporters of President Obama in the primary election and you have continuously expressed your backing for him. After one year as President, how would you “evaluate” Mr. Obama? How would you characterize his presidency and what challenges does he face in the nearest future?

Ted Sorensen (1928) er bedst kendt som taleskriver og særlig rådgiver for præsident John F. Kennedy fra 1961-63. Han bidrog hovedsagligt ift. indenrigspolitikken. Med Svinebugtsaffæren blev han dog også inddraget i udenrigspolitikken, ligesom han spillede en central rolle i Cubakrisen, hvor han hjalp med korrespondancen med Nikita Krushchev. Kennedy kaldte ham en gang hans ”intellektuelle blodbank”. Sorensen støttede under præsidentvalgkampen Barack Obama og har påpeget, at der er adskillige ligheder mellem Obama og Kennedy. Desuden hjalp han med Obamas tiltrædelsestale i januar 2009.

Sorensen er nu pensioneret senior partner i advokatfirmaet Paul, Weiss, Rifkind, Wharton & Garrison LLP. Han udgav i 1965 bogen ”Kennedy” og i 2008 et memoir med titlen: ”Councelor” (Rådgiver, red.)

SYNSPUNKTInterview with Ted Sorensen

Interview by Liv Belling

IPMONOPOLET NR 8 SYNSPUNKT

Obama gets an A

41

Sorensen: Obama’s first year deserves an A-. No one is perfect; the expectations of many of us were too high for anyone to succeed completely, in view of the 8-year mess he inherited from his predecessor (whose grade was F- every year). Obama, in the near future, will continue to face difficult challenges domestically, where the opposition party is uniformly determined to oppose his every move and proposal, and to distort his most important proposals regarding health reform, climate change, financial regulation and debt reduction. IPmonopolet: The Quadrennial Defense Review 2010 (QDR) has just been published and can say to trace out the security strategy for the United States for the next 4 years. It has, as an example, been noticed that the strategy of a global “war on terror” has been stroked out and instead the QDR emphasizes the concrete struggle against Al Qaeda. How do you interpret that distinction? And what consequences do you think it will entail - both in practice and as a signal? - and further more - do you read other interesting perspectives in the QDR 2010 in comparison to the QDR in 2006 under the Bush Administration?

Sorensen: The QDR for 2010, as you point out, omits the focus that the Bush QDR for 2006 had on the “global war on terror” or on terrorism. The Obama team emphasizes instead specific wars in Iraq (now declining), Afghanistan and against al Qaeda, thereby rejecting an approach that spread an undifferentiated net over all forms and sources of Islamic threats, an increased specificity that will facilitate the ability of the U.S. to attract allies in these efforts and to engage in diplomacy with Arab states. IPmonopolet: When President Obama was presented with the Nobel Peace Prize he mentioned in his speech, that it could seem paradoxically to give the price to a man who is the leader of a country fighting two wars! (Though he of course

inherited them from Bush). Without any discussion of the specific wars in Iraq and Afghanistan, do you think that it can be legitimate to fight a war in the name of peace? Saying, is the paradox President Obama referees to, inevitable if you want to change the world? Or - or perhaps and - do you believe that it is possible to promote real change - and peace - with words (diplomacy)?Sorensen: The presentation of the Nobel Peace Prize to Obama was justified by his extraordinary ability to change in less than one year the view of America by the rest of the world as a militarist country to be feared into a peace-minded country to be respected for its efforts in diplomacy and building international law and international

organizations. Time did not permit Obama to complete the wars begun by Bush, leading to the ironic necessity of a Peace Prize winner required to justify the battles in which his country was still engaged. Obama clearly regards military solutions as a last resort, and diplomacy as his primary policy, thereby reducing for the U.S. and the whole world the enormous waste of lives and money that war inevitably entails. Despite opposition from the opposition party, Obama wants to increase the U.S.’s leadership in the “soft power” of humanitarian aid, economic development, human rights (including women’s rights) and diplomacy and the support of international institutions such as the United Nations.

SYNSPUNKT

IPMONOPOLET NR 8 SYNSPUNKT 42

Rising powersIPmonopolet: Africa is often referred to as the “forgotten continent”, but in the latest years both China and India has increased their financial aid enormously and has negotiated access to a lot of the natural resources in Africa. Can it be seen as a step towards greater strategic influence as both nations are becoming more powerful? And in the same breath continuing down the Chinese path, China as a rising power has been discussed among academics in International Relations for a decade. After the COP15-fiasco in Copenhagen in December, a debate about a “new world order” also emerged in the mass Medias in Denmark. Do you think there has been any recent significant shift in the relationship between the United States and China? (COP15, the sale of weapons to Taiwan etc.) And what perspectives do you see in the future?

Sorensen: In Africa, growing overpopulated countries such as China and India are increasingly able to compete for increased access, thereby assuring increased competition for Africa’s resources with the U.S. and other Western powers; but I see no present military danger in those trends or eminating at this time from those two growing (but still relatively passive militarily) countries. (Do not be too loomy about the Copenhagen Conference. It produced new determination and objectives which, even if vague and unenforceable at present, are at least consensus recognition of the problem that did not exist before.) I see no significant shift in the relationship between the U.S. and China; but, on the contrary, believe that the shift by Obama to a more constructive and peaceful foreign policy will enhance the U.S. relationship with China, which has not sent its military into neighboring countries or posed any direct threat to the interest and territory of the U.S. China is focused on preserving its traditional jurisdiction and boundaries (including Taiwan, Tibet and Hong Kong) but I think that the leaders of all three of those areas -- knowing that any declaration of independence or war will not bring the U.S. to their aid -- are not likely to make such a move.

A better futureIPmonopolet: For the last two questions I would like to take a look both into the past and into the future. First, looking back at the 00’s what events and personalities do you think has been the most influential and constitutive for the world and international politics?

Sorensen: As to what events and personalities were the most important for the world in the decade now over, I have already made clear Obama’s growing importance as a positive; and George W. Bush’s destructive policies and actions as a negative which may take generations to disappear from the minds of people all over the world. Some are trends started by Bush, including an effort to militarize outer space (completely contrary to President Kennedy’s vow) and to continue building new and more powerful nuclear weapons (contrary to U.S. legal obligations under international law). Other long-lasting events and personalities in that decade do not come to mind right now.

IPmonopolet: Finally, looking into the crystal ball: what great challenges and perspectives do you think the world will face in the next years? Sorensen: As to what challenges and perspectives the world will face in the next years, there are many. Bush’s ability to convince 1.2-billion adherents to Islam that the U.S. and the West are anti-Islam and bent on converting those adherents and stealing their resources, will no doubt require years of “soft power” moves by Obama to undo. Neither the United States Congress nor most of the nations of the world seem to take seriously the threat of global warming and its impact on a great many riparian and island countries specifically, and the rest of us generally and indirectly.

Nevertheless, I am an optimist. As JFK said in his best speech as President, his Commencement Address at American University (in which I had a hand), “Man’s problems were created by man and can all be solved by man.” I have confidence that people of good will and good sense can solve them, and must. If that is idealism, so be it.

SYNSPUNKT

IPMONOPOLET NR 8 SYNSPUNKT 43

M O N O P O L E Tt idsskri f t for international pol i t ik

44

Documents

IPmonopolet - tema: International politik mellem to årtier