Ilulissat graffiti 11.09.03 - 26.05 · 2020-04-04 · Ilulissat graffiti 11.09.03 - 26.05.04 - tegn, stil og billede. Værker i lokal og global sammenhæng. Af Jakub Christensen Medonos

Ilulissat graffiti 11.09.03 - 26.05.04- tegn, stil og billede. Værker i lokal og global sammenhæng.

Af Jakub Christensen Medonos

Københavns Universitet, Det Humanistiske FakultetInstitut for Tværkulturelle og Regionale StudierAfdeling for Eskimologi og Arktiske Studier

Vejleder: Søren T. Thuesen Marts 2005

Forside

Illustration: „ICP“ - b.nr. 5300045 (bilag 3). Fotograferet 11.09.03, Mittarfimmut Aqqutaa

(Lufthavnsvejen), vanreservoirets væg.

ICP kan være forkortelsen for musikgruppen „Insane Clown Posse“

- se http://www.insaneclownposse.com, hentet 18.03.2005.

ICP er også et amerikansk tag, se http://www.flickr.com/photos/bonequinha_sf/4386732/,

hentet 18.03.2005.

Skrifter: Haettenschweiler, FatBoy Slim (www.1001fonts.com), Tahoma og Times New

Roman

ABSTRACT

Ilulissat graffiti 11.09.03 – 26.05.04- signs, style & image. Works in local and global context.

Based on an eight month registry of graffiti in the north Greenlandic town of Ilulissat, this

theses explores questions about graffiti in urban, historical, semiotic and global context.

Ilulissat was found decorated with number of different types of graffiti in its public and

private spaces, as well as the nature surrounding the city. Over 300 photographs of various

styles and themes of Ilulissat graffiti were recorded during the period of 11.09.2003 –

26.05.2004. The core of Ilulissat graffiti are carte-de-visite tags of personal identity,

supporter-tags (mostly related to local sports clubs or western music icons) and tags regarding

membership based on a particular year of birth . As opposed to the early New York tagging

style consisting of an alias and a street number, the people in Ilulissat are tagging by

combining their full name or initials with their year of birth. It is also possible to find modern-

style graffiti in Ilulissat such as pieces, throw-ups and street art. Ilulissat graffiti is found on

walls, glass, street signs, trees, store fronts, and on rocks that are situated both inside and

outside the urban environment. The materials used to create the graffiti include: spray paint,

ink, chalk, wall paint and sharp objects. From my observations, the graffiti artists are well

aware of western graffiti styles, but their work lacks individual style. Most of the graffiti in

Ilulissat are translations of global phenomenon into the local context. Unfortunatelly none of

the local graffiti writers has yet explored the creativity of traditional Inuit culture in the

context of graffiti art.

Key questions investigated in this thesis are:

1) How did Greenlandic graffiti change throughout the course of time?

2) What are the internal and external influences responsible for Ilulissat graffiti?

3) What role does Ilulissat graffiti play in the contesting relationship between local and global

contexts?

IndholdsfortegnelseAbstract – engelsk resumé

Kapitel 1 - Indledning .......................................................................... 1-8

1.1 Problemformulering .................................................................... 2-3

1.2 Teoretisk udgangspunkt og analyseredskaber ............................. 3-6

1.3 Materiale og metode ................................................................... 7

1.4 Specialets opbygning .................................................................. 7-8

Kapitel 2 - Graffiti ................................................................................ 9-17

2.1 Graffiti: tags, pieces, stil og street art ......................................... 9-14

2.2 Grønlandsk graffiti ...................................................................... 14-17

2.3 Sammenfatning ........................................................................... 17

Kapitel 3 - Ilulissat ................................................................................ 18-36

3.1 Sermermiut – byens vugge.......................................................... 18-21

3.2 Ilulissat som dansk koloni - Jakobshavn..................................... 21-29

3.3 G50 og G60 – det tekniske miljø fra København

planlægger Ilulissats udformning ................................................ 30-34

3.4 Case – taxatur .............................................................................. 34-35

3.5 Sammenfatning ........................................................................... 35-36

Kapitel 4 - Ilulissat graffiti; 11.09.03 – 26.05.04 ................................ 36-51

4.1 Ilulissats graffiti .......................................................................... 36-37

4.1.1 Typer af graffiti ........................................................................... 37

4.1.2 Lokalitet ...................................................................................... 38-40

4.1.3 Underlag os sprog ....................................................................... 40-41

4.1.4 Antal farver ................................................................................. 41

4.1.5 Graffiti redskaber ........................................................................ 41-42

4.2 Sted og sammenhæng ................................................................. 42

4.2.1 Kortlægningen af graffiti i byens rum ........................................ 42-44

4.2.2 Hvem laver graffiti og hvorfor? .................................................. 44-48

-x-

4.2.3 Forskellige sfærer af det offentlige rum...................................... 48-51

4.3 Sammenfatning ........................................................................... 51

Kapitel 5 - Ilulissat graffiti; værker i semiotisk perspektiv .............. 51-70

5.1 Semiotik ...................................................................................... 52

5.1.2 Spor efter noget grønlandsk og noget globalt ............................. 52-54

5.1.3 Ideografisk skrift – kommunikative, sproglige tegn ................... 54

5.1.4 Ostensive tegn – kunst eller hærværk? ....................................... 54-59

5.2 De 3 største graffitiscener ........................................................... 59-60

5.2.1 Alanngukasik og Immersuarmut Aqqutaa .................................. 60-62

Miitarfiup Aqutaa

Jørgen Guldagerip Aqquserna inkl. Qoorunguaq

5.2.2 Tags – årgangsfællesskaber......................................................... 62-64

5.2.3 Throw ups ................................................................................... 64

5.2.4 Pieces i Ilulissat .......................................................................... 64-65

5.2.5 Street art i Ilulissat ...................................................................... 66-68

5.3 Forholdet mellem by- og naturværk ........................................... 68-70

5.4 Sammenfatning ........................................................................... 70

Kapitel 6 - Ilulissat graffiti; værker i lokal og global sammenhæng. 71-846.1 Kontekstafhængighed ................................................................. 72-73

6.2 Globalisering ............................................................................... 73-75

6.3 Arktis i global sammenhæng ...................................................... 75-78

6.4 Ilulissat graffiti i spændigsfeltet mellem det lokale og det globale 78-80

6.5 Global + lokal -> Glocal graffiti? ............................................... 80-84

Kapitel 7 - Konklusion ......................................................................... 84-88

Litteratur ............................................................................................... 89-101

Bilag 1 - 4

Bilag 1: Statistiske oplysninger vedr. befolkningsstørrelse i Ilulissat kommune

1805-1938 (efter tid); 1990-2004 (efter tid, køn og fødested)

-xx-

Bilag 2: Udtræk fra GTO rapporter 1959-1988

Bilag 3: Billedgalleri på CD-rom

Bilag 4: Vejledning til bilag 3

-xxx-

Kapitel 1 - IndledningI september 2003, pakkede min hustru og jeg vores kufferter og flyttede i ni måneder til

Diskobugten. Min hustru blev ansat på Ilulissat sygehus som sygeplejerske, mens jeg

arbejdede for Sisimiut Museum over Internettet fra Ilulissat Museum. Under vores ophold i

Ilulissat fik vi set den verdensberømte isfjord ”Sermeq Kujalleq”, lærte en del om livet i et

lille samfund og fik forsmag på grønlandsk kultur i det virkelige liv. Vi mødte fiskere og

fangere, kommunens forvaltning, lånte DVD film i videobutikken, fik kørt med hundeslæde,

sejlet med skib, kørt med taxa, spist lidt grønlandsk mad m.m.. Vi fik også øje på byens

graffiti.

Min interesse for grønlandsk graffiti og graffiti i det hele taget, begyndte i år 2000 i Nuuk,

hvor jeg oplevede en del ”opgangsgraffiti” i boligblokkene. I Narsaq fik jeg fotograferet de

første værker i efteråret 2002. Et halvt år senere, i april 2003, opdagede jeg i pausen fra mit

arbejde i Sisimiut, at der også var graffiti i denne by, denne gang på havnen. Da jeg i efteråret

2003 for første gang stod i Ilulissat lufthavn og ventede på en taxa, slog det mig lige

pludselig, at det kunne være interessant, hvis jeg også fandt graffiti i den tredjestørste

grønlandske by. Da jeg havde planer om at blive i længere tid i Ilulissat, kunne jeg nå at

fotografere en del af værkerne. Allerede på vejen fra lufthavnen kunne jeg se, at nogen havde

tegnet og skrevet med store bogstaver på byens vandreservoir.

Jeg besluttede kort tid efter min ankomst at fotografere byens graffiti, idet jeg så en mulighed

for at opbygge en større graffitisamling fra en mere eller mindre afgrænset lokalitet. Næsten

alle kvarterer i Ilulissat havde graffiti, og fotograferingen af graffitien gav mulighed for at

lære byen bedre at kende. Ilulissats graffiti var spredt, både i byrummet og udenfor byen.

Min primære opgave i Ilulissat var dog ikke at fotografere graffiti. Det var mit arbejde på

Sisimiut Museums formidlingsprojekter, som jeg tidligere på året havde bidraget til. Selvom

jeg på forhånd havde søgt en stilling ved Ilulissat Museum, endte jeg med at fortsætte

digitaliseringen af ældre sangmateriale og databaseudvikling for Sisimiut Museum. Arbejdet i

Ilulissat optog en del af min tid. Alligevel lykkedes det mig i pauserne at indsamle empirien

til denne afhandling. Efterhånden, som jeg fandt flere og flere værker, blev jeg mere og mere

fascineret. Ilulissat graffiti blev min fritidsinteresse. Senere hen i indsamlingsprocessen,

begyndte jeg at overveje, hvad man kunne bruge min fotosamling til. Siden efteråret 2003 har

jeg løbende publiceret billederne på Internettet. I starten af 2004 skrev jeg om emnet i

1

lokalbladet Iluliarmioq, hvori jeg stillede en række spørgsmål, med forventning om at høre

beboernes holdninger til graffiti i en moderne grønlandsk by.

Målet med denne afhandling er, at undersøge og formidle Ilulissat graffiti, til mit fag,

Afdeling for Eskimologi og Arktiske Studier og til dem, der interesserer sig for emnet og

Grønland i øvrigt. Teksten er ikke skrevet af en graffiti ”skriver,” men henvender sig til en vis

grad til dem, som laver graffiti og til dem, der gerne vil eller ikke vil diskutere emnet. Jeg er

af den opfattelse, at graffiti vil blive et aktuelt emne i Grønland, både hvad angår forskningen

i ungdomskulturen og myndighedernes stigende fokus på hærværk. Emnet bliver fra tid til

anden omtalt i grønlandske medier. (f.eks. Mølgaard 2004b). I Danmark er graffiti oftere på

dagsordenen. Set i et større perspektiv handler diskussionen i Danmark om graffitiens status.

Som hærværk, der generer borgerne eller kunstværker, hvorigennem graffitimalere viser deres

kreativitet i en billedpræget verden (se f.eks. www.urban.dk, www.stop-graffiti.dk eller

www.artcrimes.org).

Min erfaring med graffiti er baseret på observationer af værkerne og studier af litteratur

om emnet. Teksten er derfor først og fremmest en beskrivelse af det læste, det som er, eller

var skrevet på vægge, mure, skure osv. Kort sagt, jeg skriver om det jeg så i en grønlandsk

by. Jeg opfatter graffiti som et værk bestående af forskellige elementer. Det er for mig set

først og fremmest et betydningsbærende tegn og spor efter en særlig udtryksmåde i det

offentlige rum. Et kommunikativt medie og et stykke grønlandsk kultur.

Er Ilulissat graffiti hærværk? Dette spørgsmål kunne være relevant at diskutere bl.a. i relation

til byens store indtægtskilde - turisme. Jeg vil dog hævde, at det er ligeså relevant at spørge,

hvad graffiti egentlig er for noget. Begge spørgsmål vil blive berørt i teksten, dog vil jeg

understrege, at det ikke er tekstens formål at levere absolutte svar på det område.

1.1 Problemformulering

Empirien for denne afhandling er graffiti fra den grønlandske by Ilulissat, registreret i

perioden: september 2003 – maj 2004. Ilulissat består af såvel historiske som moderne

bygningsværker, der i tæt samspil med tilknyttede naturområder danner rammerne om byens

rum, der beskæftiger indbyggerne med både traditionelle og moderne aktiviteter. Ilulissats

udvikling skal ses som et resultat af en række påvirkninger, lokale såvel som

udefrakommende: den danske kolonivirksomhed (påbegyndt i 1750erne), teknisk udvikling,

moderne boligbyggeri (begge påbegyndt i 1960’erne) og øget turisme (siden 1990’erne).

2

Således opfattes byrummet og samfundet i spændingsfeltet mellem lokale og globale

kontekster.

Det offentlige rum, det private og naturen er dekoreret med en række tegn.

Ilulissat graffiti opfattes som betydningsbærende værker og afhandlingen viser, at de optræder

på en række lokaliteter. Min indgangsvinkel til empirien er, at der i Ilulissat er samspil

mellem kommunikative fænomener (graffiti) og byens fysiske rammer. Byens rum opfattes i

denne sammenhæng, som værende afhængig af både urbane og non-urbane kontekster, der

tilsammen udtrykker et moderne grønlandsk samfund. Graffitiens form og indhold, bærer

præg af påvirkning fra interne såvel som eksterne kulturelementer. Nogle af værkerne

manifesterer identitetssøgende årgangsfællesskaber, andre tilhørsforhold til byens

rivaliserende sportsklubber eller ungdommens udsmykning af det offentlige rum, som

reklame for moderne musikikoner fra Hip Hop til Heavy Metal. Ud fra disse konstateringer

har jeg opstillet følgende problemformulering:

Med udgangspunkt i otte måneders registrering af graffiti i Ilulissat, sættes den grønlandske

graffiti dels ind i en historisk sammenhæng, dels ind i en tegnteoretisk/semiotisk

sammenhæng. Kontekstafhængighed og kommunikative perspektiver i Ilulissat graffiti,

danner udgangspunkt for analysen af byens værker som betydningsbærende tegn i både lokal

og global sammenhæng. Teksten søger således at besvare følgende spørgsmål:

1. Hvordan har grønlandsk graffiti ændret sig over tid?

2. Hvilke interne og eksterne påvirkninger kan påpeges ved graffitien i Ilulissat?

3. Hvilken rolle spiller Ilulissat graffiti i spændingsfeltet mellem lokale og globale

kontekster?

1.2 Teoretisk udgangspunkt og analyseredskaber

Som udgangspunkt for analysen af Ilulissats graffiti, har jeg valgt at hente perspektiver fra

den urbane forskning og semiotikken. Empirien skal efter min mening ikke opfattes som

kontrastløse spor i et historisk eller mentalt tomrum. Den historiske virkelighed, beskrevet

v.h.a. byens historie, og den mentale abstraktion igangsat af semiotikken, bruges både til at

nedtone og øge graffitiens kontraster i byen, på tværs af tid og rum.

Perspektiver hentet fra urban forskning benyttes i denne tekst udelukkende til beskrivelsen af

den historiske sammenhæng ”omkring” værkerne, og til at fremhæve byens rum, som scene

3

for dynamiske forandringsprocesser. Urbanisering og urbane studier i antropologisk

perspektiv, er jeg blevet opmærksom på i Mark Vachers konferensspeciale om antropologiske

studier af byen (Vacher 1999). Vacher gør i sin tekst rede for forskellige teoretiske tilgange til

studier af byen. Han fremhæver særligt byens forandringsprocesser, som det fælles

udgangspunkt for det teoretiske apparat i den urbane forskning, hvilket jeg også hæfter mig

ved i min argumentation for, at urbaniseringen har betydning for sammenhæng mellem byen

og graffitien. Byen er graffitiens scene i min sammenhæng. Graffitien byboens udtryk.

Forandringen af byens rum over tid afsmittes på graffitien, idet dens scener skabes,

nedlægges, flyttes eller forandres.

Urbane studier spænder bredt i humanvidenskaben. Grundstenene for nogle af de første

forskningsretninger stammer fra studier af Paris, Chicago, og de centralafrikanske minebyer

Broken Hill og Luanshya. Det urbane er blevet antropologiens studieobjekt i starten af det 20.

århundrede og urban antropologi en selvstændig disciplin siden 1950’erne.

Hovedperspektiverne i urbane forskning ser jeg med udgangspunkt i Vacher, som værende

hhv. af fænomenologisk, komparativt og diskursivt art. I fænomenologisk forstand, er byen

”parasit på naturen” i det agrare samfund, æstetisk fænomen i den tidlige byplanlægning i

f.eks. Paris, og organisk fænomen i sociologiske studier af Parises og Chicagos

modernisering. Den tidlige urbaneforskning vægter først og fremmest at definere forskellige

opfattelser af den vestlige kontekst (f.eks. Durkheim og Chicagoskolen). Den komparative

dimension i urbanforskning retter derimod fokus på urbaniseringen i den 3. verden. Her er det

strukturændringer udløst af kolonisering og den efterfølgende industrialisering, som optager

forskerne (f.eks. Gluckman og Manchesterskolen). Det diskursive perspektiv kommer til

udtryk, når byen udforskes i sammenhæng med globale processer. Denne tendens har bl.a.

affødt bystudier, der retter fokus på det lokale ”community studies (f.eks. Baumann 1996)”

eller afhængighedsforhold på det globale plan, d.v.s forholdet mellem vestlige og ikke-

vestlige storbyer og massekultur. Om metodikken i studier af forholdet mellem det globale og

det lokale siger bl.a. Giddens; ”Urban analysis today must be prepared to link global and local

issues. Factors which influence urban development loacally are sometimes part of more far-

reaching processes (Giddens 1993:590).”

I arktisk sammenhæng er der desværre ikke publiceret meget materiale om

urbanisering. Slår man op i den nye Encyclopedia of the Arctic (2004), finder man kun fire

litteraturhenvisninger som vedrører det urbane. I encyklopædien kobles urbanisering straks

4

med globalisering, som værende hhv. en gammel og ny forandringsproces. Urbanisering er

dog udelukkende beskrevet i demografisk perspektiv, hvor de generelle tendenser ifølge

forfatteren peger mod stigende urbanisering i Arktis (Nielsen 2004). Som sidebemærkning vil

jeg gerne nævne, at der ifølge encyklopædien bor 369,000 mennesker i den største arktiske by

Murmansk/Rusland. Til sammenligning bor der ca. 5000 mennesker i Ilulissat.

Af andre kilder fra bl.a. Grønland, kan nævnes eskimolog Søren Forchhammer, som i en kort

artikel kommenterer politiske forhold omkring urbaniseringsproblematikken i 1960’erne og

70’erne. Hans artikel omhandler grønlandske politikeres anpart i den danske

lokaliseringspolitik (Forchhammer 2001). En af de mere etnografiske tilgange til studier af

grønlandske byer, findes hos antropologen Bo Wagner Sørensen, som fokuserer bl.a. på

interne flytninger til Grønlands hovedstad, og opfattelser af byen Nuuk hos lokale og udefra

kommende p.b.a. af interviews, hvilket bringer mig tilbage til Vacher (se f.eks. Sørensen

2003).

Vacher (1999) sætter den store linie i urban forskning (forandringen) i et større

perspektiv og diskuterer livsvilkårene for bylivet i forhold til moderne teorier. Jf. antropolog

Ulf Hannerz’s arbejde, fremhæver Vacher det argument, som jeg selv var inde på tidligere,

nemlig at byen ikke er noget tomrum. ”Således er sammenhængen mellem byen og byboernes

kulturelle referancerammer ikke en tilfældighed, men udtryk for byboernes improvisationer

over byens dynamikker og deres eget udgangspunkt (ibid.:92). ” For Vachers vedkommende,

antydes her hans overordnede pointe;”at byboen/the natives ponit of view” ikke bare bør være

det antropologiske udgangspunkt i sig selv….men også nøglen til en holistisk fremstilling af

det urbane….Det betyder, at urban antropologi ikke kan reduceres til en videnskab om, hvad

byen er eller ikke er, samt hvilke dynamikker eller tendenser der kan beskrive noget sådant

(ibid.108).” Jeg er enig med Vacher i, at lokale synspunkter er nødvendige for forståelsen af

byen. Men det er ikke lykkedes mig at tale med graffiti-skriverne om deres opfattelse af

byen. Jeg anser det imidlertid ikke som et problem, da det ikke er mit mål at analysere byen

som sådan, men graffitien i et afhængighedsforhold til byens fysiske rammer. Derfor er der

også lagt større fokus på de tegnteoretiske problemstillinger i analysen.

Det analyseredskab som jeg benytter mig mest af, er semiotikken. Semiotikken

(tegnteori), bruges i min sammenhæng med to overordnede formål. Det ene formål er, at

fokusere udelukkende på graffitiens egenskaber. Dette gøres ved at tage udgangspunkt i

graffitien som et værk, der har en form, indhold og funktion, hvilket tages som grundlaget for

5

tolkningen. Denne indgangsvinkel og det efterfølgende, andet formål med semiotikken her, er

jeg blevet inspireret til af Jørgen Trondhjems speciale „Moderne grønlandsk kunst og

identitetsudvikling (2002).“ Trondhjem diskuterer problemstillinger i fortolkningen af

grønlandsk kunst. Hans materiale peger på, at netop tolkningen af værker (enten som

repræsentative eller æstetiske fænomener), afhænger af den kontekst værkerne opleves i, men

ikke mindst også af den formidling der følger værkerne i offentlig sammenhæng. Mit andet

formål med semiotikken er at fremhæve netop fortolknings-dimensionen. Det særlige ved

semiotikkens problemstilling er, at dens redskaber skaber en vifte af fortolkningsrammer,

hvilket bl.a. Roland Barthes fremhæver i artiklen „Billedets retorik (Larsen & Fausing 1980)

og James Clifford med sin Art-Culture model (1996) .“ Barthes er den opfattelse, at alle

former for tegn har en form og indhold, som skifter kontekst, så snart man tolker dem. Den

kontekst som et tegn befinder sig i, kan ikke bare skifte fokus, men alene i sig selv udvikle

nye kontekster i en uendelighed, imens „originalen“ udgangspunktet, beholder sin

oprindelige form og indhold. Clifford, der også er inspireret af semiotikken, skitserer

fortolkningsproblematikken med udgangspunkt i etnografisk materiale. Kulturelle objekter,

som kulturrepræsenterende objekter, tilskrives i fortolkningsprocessen bestemte værdier, men

som også Trondhjem påpeger, afhænger disse værdier af konteksten de tolkes fra (jf.

Trondhjem 2002: 32).

Ved hjælp af semiotikken, fremhæves ikke blot graffitiens abstrakte egenskaber, som

spor, sprog og billede, men også de kontekstafhængige fortolkninger, som semiotikken som

redskab er med til at udfolde. Sagt på en anden måde, frem for at afskrive graffitien på

forhånd som ubetydelige tegn eller hærværk, forsøges der skabt opmærksomhed omkring

tegnets mekanik. Desuden argumenteres der for, at det kontinuerlige, kontekstuelle

spændingsfelt mellem abstraktion og virkelighed i semiotikken, suppleret med

forandringsperspektiverne i urbaniseringen, uden videre kan bruges til forståelsen af det

kontinuerlige spændingsfelt mellem den lokale og den globale virkelighed i Ilulissat. Jeg er af

den opfattelse, at graffitien ikke kun burde rejse spørgsmålet om, hvorvidt det er smukt eller

grimt, men at det som kommunikativt medie er både det ene og det andet og bør undersøges

ud fra dette, idet det ligesom om byen Ilulissat, hverken kan siges at den udelukkende er

gammeldags eller udelukkende er moderne, idet den er en blanding af begge dele, i

kontinuerlig forandring.

6

1.3 Materiale og metode

Denne afhandling er sammensat af empirisk og teoretisk kildemateriale. Det empiriske

materiale er mit udgangspunkt og bygger på registrering af graffiti i Ilulissat i perioden

11.09.2003 – 26.05.2004. (i alt 321 fotografier formidlet i bilag 3) Dertil inddrages mine

dagbogsnotater fra Ilulissat fra samme periode. Dagbogsnotater udgør baggrunden for 3

historier, som inddrages i forskellige sammenhænge i teksten. Der er yderligere inddraget

kortmateriale fra forskellige publikationer og arkiver, gamle fotografier, statistisk materiale og

tekniske rapporter fra Grønlands Tekniske Organisation vedr. Ilulissat.

I bearbejdningsfasen har jeg gennemført følgende: Personlige samtaler med 1)

en dansk graffitimaler, som bl.a. satte mit materiale fra Ilulissat i perspektiv og 2), en

grønlandsk informant med tilknytning til Ilulissat, der bruges som kilde til fortolkningen af

graffitien fra lokalt perspektiv. Interviewguide: Da det ikke lykkedes mig at komme i kontakt

med graffitiskrivere i Ilulissat, har jeg valgt at inddrage etnograf Klaus Georg Hansen i et

samarbejde om et interview med 4 graffiti-skrivere fra Sisimiut. Jeg har bidraget med en

interviewguide, som jeg i København har indhentet kommentarer til fra endnu en kilde,

lærerstuderende Thure Høgsbro. Interviewet med de 4-graffitiskrivere fra Sisimiut fandt

sted i januar 2005 og bruges i min sammenhæng til verificeringen af mine personlige

opfattelser af graffitiens problemstillinger i Ilulissat. Formidling: I 2004 har jeg skrevet en

kort artikel om byens graffiti til lokalbladet Iluliarmioq. Desuden har jeg valgt at eksponere

udvalgte billeder af grønlandsk graffiti til dansk publikum på internetportalen fotokritik.dk,

med henblik på at registrere uvildige personers reaktioner på grønlandsk graffiti.

Det teoretiske materiale er primært koncentreret om tegnteoretiske perspektiver i semiotikken,

suppleret af perspektiver hentet fra urban antropologi. Litteraturen er både hentet fra skriftlige

og elektroniske kilder.

1.4 Specialets opbygning

Dette speciale er inddelt i fire hoveddele, som hver især behandler forskellige

indfaldsvinkler til graffiti i Ilulissat. Første del kapitel 2, omhandler begrebet graffiti fra et

generelt historisk perspektiv og har været en af de store udfordringer i skriveprocessen. Der

findes en overvældende mængde materiale om graffiti, både klassisk og moderne, dertil

kommer, at kulturen jo er levende og anskues fra forskellige perspektiver. Kapitel 2 er et

forsøg på en koncentreret gennemgang af de vigtigste graffiti perspektiver. Jeg sammenligner

7

enkelte steder byens graffiti med graffiti fra Sisimiut, fordi det illustrerer diversitet i stil og

fordi jeg derfra har aktørernes egne meninger om deres værker og grønlandsk graffiti.

Anden del, kapitel 3, omhandler byens historie. Ilulissats historie præsenteres i brudstykker,

da det ikke er målet at skrive en egentlig byhistorie, men kun at fremhæve væsentlige træk

ved urbaniseringen. Til kapitel 3 hører henholdsvis bilag 1 (sammendrag af statistiske

oplysninger om befolkningen) og bilag 2 (udtræk fra tekniske rapporter udarbejdet af GTO/

Grønlands Tekniske Organisation). Sidst i kapitel 3 inddrages mine dagbogsnotater,

bearbejdet i en sammenhængende historie om en lokalborgers syn på graffiti.

Tredje del, kapitel 4 og 5 handler om Ilulissat graffiti. Kapitel 4 starter med et

beskrivende afsnit der vedrører kategoriseringen af materialet. Dernæst kortlægges udvalgte

værker på bykort. Kapitlet slutter med overvejelser omkring graffitiskrivernes brug af det

offentlige rum. Der inddrages ligeledes dagbogsnotater i kapitel 4, som her omhandler mine

overvejelser om graffitiskrivere i Ilulissat. Kapitel 5 sætter Ilulissat graffiti i et semiotisk

perspektiv. Mine dagbogsnotater bliver igen inddraget, denne gang til at præsentere nogle

overvejelser om, hvorvidt graffiti er hærværk eller kunstværk. Dette materiale suppleres med

kommentarer modtaget på Internettet efter at jeg havde eksponeret udvalgte graffiti til et

uvildigt, men fotokritisk publikum på internetportalen fotokritik.dk. Desuden beskrives og

diskuteres nogle overvejelser omkring forholdet mellem by- og naturgraffiti.

Sidste del, kapitel 6 omhandler Ilulissat graffiti i et afhængighedsforhold til både lokale og

globale sammenhænge. Kapitel 7 indeholder konklusion.

Der er 4 bilag til specialet.

Bilag 1) er sammendrag af statistiske oplysninger om befolkningstilvækst i Ilulissat, fra 1805

frem til 2004. Bilag 2) er et sammendrag af tekniske rapporter fra 1959 til 1988 af Grønlands

Tekniske Organisation (GTO), med undtagelse i årene 1963, 1970-1972, 1975-1977, 1980 og

1984, som det ikke lykkedes mig at lokalisere. Sammendraget af GTO’s rapporter er

udarbejdet efter selvvalgte kategorier beskrevet i afsnit 3.3 i specialet. Bilag 3) Det primære

kildemateriale, fotografierne af Ilulissat graffiti, er vedlagt som bilag nr. 3 på Cd-rom.

Fremvisning af materialet kræver en Internet browser, da det er opbygget som en hjemmeside

som hentes direkte fra CD. Vejledning til billedfremvisning er vedlagt Cd-rom. Bilag 4) er

vejledning til bilag 3.

8

Kapitel 2 - Graffiti2.1. Graffiti: tags, pieces, stil og street art

Beskrivelser af graffiti spænder bredt i litteraturen. I en række artikler udgivet af ”la Société

d’Archéologie et d’Histoire de l’Aunis,” findes bl.a. beskrevet den historiske graffiti i Europa

og Europas oversøiske fængsler (bl.a. Bucherie 1978; 1983). Andre har beskæftiget sig med

graffiti fra både en kunsthistorisk og sociologisk synsvinkel (Siegel 1993; Jacobson 1996

m.fl.) Hovedparten af litteraturen er enten af folkloristisk, historisk eller teoretisk karakter og

omhandler både den historiske og moderne graffiti. Graffitien, som vi kender den bedst fra

byrummet, i form af store vægmalerier eller krudseduller på gadehjørnet, er også rigt

behandlet på internettet. I modsætning dertil, behandler en række bøger selvstændige temaer

fra forskellige graffiti miljøer (f.eks. MacDonald 2001 (London), Buschnell 1990 (Moskva)).

Litteratur og internettet er som helhed spækket med et mangfoldigt indtryk fra graffiti

kulturen. I det efterfølgende henvises både til trykt litteratur og artikler fra internettet.

Den store danske encyklopædi definerer begrebet graffiti som; ”… tekst,

symboler eller billeder, som er indridset, skrevet eller malet på vægge, mure m.m., som regel

udført af anonyme personer (Lund et al. 1997)”. Graffiti kan nemt forveksles med oldtidens

helleristninger, som er indhugget i sten og klipper og som på afstand ligner graffiti. I min

opfattelse er graffiti et overflade-medie og desuden uden religiøse konnotationer, som det er

tilfældet med helleristninger.

De fleste af os kender graffiti fra byens rum, i form af store vægmalerier, små

eller store, næsten ulæselige tegn, fra S-toget, eller busstoppestedet, budskaber fra offentlige

toiletter m.m. Fælles for de forskellige graffiti er, at de enten bærer et budskab eller en stil, de

er anonyme eller udført under et pseudonym, individuelt eller af en gruppe mennesker.

Graffiti kan efter min mening opdeles i to hovedkategorier. Den klassiske og den moderne

graffiti.

Den klassiske graffiti er kendt fra de tidligste civilisationer. Antikkens graffiti

er bl.a. bevaret i Pompeii i Italien. F.eks. ”Lucius pinxit (Lucius har malet dette),” m.fl., både

politiske og mere eller mindre vulgære skrifter er blevet noteret på Pompeiis mure (Batzarov

u.å.). ”Fra middelalderen kendes graffiti fra bl.a. kirker, monumenter og skulpturer, udført af

pilgrimme, soldater eller turister som markering af, at de har været på stedet. (Lund et al.

ibid.)” Klassisk graffiti nævnes også i biblen. ”…mené, mené, teqél, ufarsín, skrev gud på

kongens væg… (Daniels bog, kap. 5, vers 5-28 i Det Danske Bibelselskab 1999)”.

9

Vikingerne brugte faktisk også en slags graffiti, nemlig runeskrift. ”Ved Hærvejen i

Sønderjylland, mellem Hovslund og Immervad findes Øster Løgum-stenen med tag af Hærulf

(Poulsen 1997:4).”

Den mest kendte klassiske graffiti, er den verdensomspændte ”Kilroy was here,” som menes

at være startet af en amerikansk soldat under 2. verdenskrig. Klassisk dansk graffiti findes i

Aschenfeldts mini-serie fra 1980’erne (bl.a. Olsen 1983, 1984, 1985; H. Christensen 1986

m.fl.)

Hvis jeg skal summere op, så er det primære kendetegn for klassisk graffiti efter

min mening, at stilen/kreativiteten står i baggrunden for budskabet. Budskabet er læsbar,

selvom graffitien laves af en anonym person. Norbert Siegel fra Institut for Graffitiforskning i

Wien siger yderligere; “..It seems to me that it is the most significant criteria of the definition

of the classic „graffiti-term“ that a message is affixed to private or public surfaces, and that

this is done „unasked for“ (Siegel 2001)”. Siegel fremhæver indirekte det retslige forhold

mellem graffitien og det offentlige rum. Men han understreger dog senere, at diskussionen om

legaliteten af graffitien ikke er det væsentligste. At graffitien bliver lavet ”unasked for”,uden

tilladelse, er ofte svært at afgøre i historisk og juridisk øjemed. Derfor er det illegale kun et af

aspekterne af den klassiske graffitikultur, og ikke den væsentligste. Det væsentlige er, at

graffiti er et medie, som manifesterer en række af menneskets udtryksformer: skriften, stilen,

humor, alvor osv..

“Graffiti today constitutes an umbrella term for a variety of thematically and

formally very different manifestations. What ties them together is that they are all visually

perceptible, projected onto surfaces of private or public property by groups or individuals -

and significantly unasked for and often done anonymously (ibid.).” Her fremhæver Siegel

tema og diversitet i sin graffitidefinition. Formen varier både i tema og det kreative/

kunstneriske aspekt. Dér hvor den klassiske graffiti vægter budskabet og alfabetet, handler

den moderne graffiti om stilen i skriveriet. Nogle graffiti går sågar så langt, at de dekonstuerer

alfabetet (Jf. Kristiansen 1993).

Det er svært af finde et nøjagtigt skel mellem klassisk og moderne graffiti. Flere

kilder peger på, at graffiti ændrede karakter i starten af det 20. århundrede. Det sker i flere

sammenhænge. En af dem er 1930’ernes Hobo kultur, hvor graffitien ændrer stil, idet

alfabetet bliver til billede. Skriften bliver til en slags kode til budskaber, som kun indviede og

professionelle forstår. Hoboes, en slags ”jernbanenomader,” der måske kan sammenlignes

10

med de danske landevejsriddere, kommunikerede via et særligt tegnsystem, skrevet på det

indre af godsvogne, benyttet illegalt som transportmiddel gennem USA (Se f.eks. The Hobo

Minstrel u.å.). I anden sammenhæng, i 1960’erne og 70’erne, bruges graffiti af politiske

aktivister og gadebander. Politiske budskaber og territorieafmærkning er hovedgenren

(@149st New York City Cyber Bench 2003).

Moderne graffiti får sit gennembrud i 1970’ernes USA og handler i høj grad

om udvikling af skrivernes identitet og stil, det sidste som vigtigste led i ”skrivernes”

produktion. Graffitien er illegal og sanktionerne overfor skriverne vokser i takt med, at

graffitien bliver mere og mere udbredt. ”Stilen er vigtigere end budskabet,” skriver Peter

Skaarup, i en af Danmarks første bøger om moderne graffiti (Skaarup 1985:4). Fokus på

stilen er det som adskiller moderne graffiti fra det klassiske. Hvor i USA den moderne,

stilistiske graffiti stammer fra, er vanskeligt at sige helt nøjagtigt. Nogle forfattere gør

opmærksom på, at de første skrivere kom fra Philadelphia i Pensylvanien, hvor

CORNBREAD og COOL EARL menes at være de første ”taggere” (@149st New York City

Cyber Bench 2003; ). Andre mener, at det er ”skrivere” som JULIO 204, FRANK 207, JOE

136 og TAKI 183 fra New York, som starter den moderne graffitihistorie, da TAKI 183 bliver

genstand for en artikel i New York Times, 21.7.1971 (ibid.; Poulsen 1997; Kristiansen 1993).

Moderne graffiti har mange genrer og eget sprog (se f.eks. Jacobson 1996). De forskellige

genrer, som f.eks. wildstyle graffiti, 3-D graffiti, Bubble style, Blockbuster, Throw ups, Piece

eller Masterpiece har et et fælles udgangspunkt – et tag. Et tag (skriverens underskrift,

pseudonym; varemærke) er ikke bare den mest udbredte genre, men simpelthen det man

starter med og udvikler med tiden. ”Tagging is the root of graffiti, and a skill a writer must

become proficient at before becoming and accomplished graffiti artist (Anonym u.å).” I New

York, i 1970’erne, bestod tags af skriverens pseudonym og gadenavn (tal) og blev mest

udbredt omkring byens undergrundsbane. De første tags blev lavet med tusch, i starten

”alfabetiseret” og læselige. Senere udviklede skriverne langsomt deres skrivemåde og

begyndte at skille sig ad fra hinanden v.h.a. individuelle stilarter. ”R.A.184 fra Manhattan

fandt ud af, at spraymaling var svaret på spørgsmålet om, hvordan man får netop sit navn

kendt i virvaret af tusch-tags. Da de fleste taggere var gået over til spray, opfandt

SUPERKOOL 223 en teknik, hvor han fyldte bogstaverne ud med omrids og farver uden på

togene og kaldte malerierne for MASTERPIECES eller bare PIECES (Poulsen 1997:5)”.

Spraymaling satte gang i den moderne graffitis stilistiske udvikling og fik graffitien til at

11

vokse i alle dimensioner. Selvom spraygraffiti fortsat handlede om at sprede sin identitet

(getting up), gjorde teknikken det muligt at gøre mere ud af arbejdet, at dyrke stilen. Flere

kræfter blev katalyseret i selve værket. Udover at bombe (to bomb=omfattende skriveri, eller

at male ulovligt med tags og throw-ups (@149st New York City Cyber Bench 2003; Poulsen

1997:94), øges størrelsen af tags og flere stilarter dukker op. ”Throw-up” er et godt eksempel

på stiludviklingen. Throw-up er en større graffiti, fremstillet hurtigt og simpelt, oftest som et

tag med outline (Poulsen ibid.:95). Throw-ups, Bubble-letter style og 3D stil gav altså

graffitien størrelse og skriverne begyndte at lave deres værker på baggrund af skitser

forberedt hjemmefra.

Med en anden stil, wildstyle, begyndte graffitien at bryde skrifttypernes love.

Wildstyle fjernede så at sige begrænsninger i størrelsen og åbnede for nye dimensioner.

”Omkring 1976 udvikledes wild style, der er den stil, der endnu i dag regnes for den egentlig

New Yorker-graffiti. Wild style er meget komplicerede pieces, der på det nærmeste er

ulæslige; bogstaverne er mangefarvede, sammenfiltrede og udstyret med diverse udvækster

(ibid.:57).”

Illustration: Til venstre, wild style skitse (eller throw up) i spray fra Ilulissat (bnr. 5300584, fotograferet 20.5.2004 v/ Jørgen Brønlund skolen). Til højre, wild style skitse med blyant på papir, af U-Jay fra Sisimiut (dec.2004).

Kristiansen (1993) har i en kort artikel interessante betragtninger over graffitien. Han gør

opmærksom på, at nogle graffitiskrivere allerede i 1980’erne havde reflekteret over mediets

virkemidler. Graffitien, blev bl.a. af RammÓllZÓÓ brugt som våben mod skriftkulturen

(ibid.:64-65). Hans mål var at skabe alternativ til vores skriftopfattelse. Kristiansen illustrerer

ved tolkningen af RammÓllZÓÓ’s graffiti tilgang, hvorledes mediet gør op med det skæve

forhold mellem skriften og sproget, som vi kender fra semiotikken (tegnteori). Det ulæslige i

wild style eller tags, viser i Kristiansens udlægning, at stilen faktisk har en forklaring. Det at

12

graffiti kan være svært at decifrere er ikke nogen tilfældighed. Wild-style graffiti; ”..bryder

med den traditionelle 2-dimensionale (liniære) skrift den vestlige kultur har baseret sig på, og

som er fundamental for den vestlige historie……..(ibid.:67-68).”

Kristiansen argumenterer for, at graffitiens dekonstruktion af alfabetet ikke

burde overraske os, og bør f.eks. ses som en minoritets reaktion på majoritetssamfundets

verdensopfattelse via den rene skrift (f.eks. bøger, reklamer, lovtekster m.fl.). Han forklarer

angrebet på alfabetet følgende. ”Overfor en kultur, der sætter uddannelse som forudsætning

for succes, men i øvrigt lader store minoritetsgrupper i stikken som analfabeter – heroverfor

svarer man ved at af-alfabetisere selv samme kultur. Når graffitiens tomme tegn dukker op

over alt, så er det også de hvide kvarterer, der ghettoiseres (ibid.:63).”

Ifølge forfatteren, er graffitien post-alfabetismens skrift. En skrift, som

indeholder ekstra elementer, hvilket disharmonerer med den gængse forståelse af verden,

oplevet gennem sproget. At graffiti går udover sin egen substans, skriften, er efter min

mening en vigtig ting at have for øje i reflektionen over ”skrivernes” udtryksmåde tilmed

fænomenets kunstneriske kvaliteter. Kristiansens artikel viser, hvor hurtigt den moderne

graffiti har udviklet sig og hvilke emner mediet indeholder. Ydermere viser den en

kompleksitet omkring skriftopfattelse i forskellige graffiti genrer.

En af de relative nye graffiti genrer er street art, som menes at udspringe fra graffiti

miljøet i 1990’erne. Street art har både det illegale element og spredning af identiteten til

fælles med graffitien. Værkerne består af ”installationer” i det offentlige rum, klistermærker,

plakater og lign., som illustration/udsmykning af det offentlig rum eller som politiske

Illustration: Til venstre, street art med tusch, på den karakteristiske grønlandske bytrappe i Ilulissat (udsnit afbnr. 5300334, 23.02.2004), til højre, street art, valgplakatudsmykning, København (03.02.2005).

13

budskaber. Street art forekommer i mange forskellige udgaver, nogle værker vægter billedet,

andre kombinerer motiverne med skriften.

Med et tilbageblik på det foregående afsnit om graffiti, føles det som en umulig opgave at

beskrive graffiti fyldestgørende i en kronologisk og nuanceret sammenhæng. Jeg må tilstå, at

jeg selv taber pusten over den mængde af informationer, som viser sig, når man dykker ned i

litteraturen. Dertil kommer, at definitionerne af de forskellige genrer er mere eller mindre

flydende, hvilket nok skyldes mangel på publikationer fra graffitiskriverne selv. På den ene

side er der på internettet et virvar af synspunkter, både fra skriverne og fra akademiske

synsvinkler og videnskabelige afhandlinger og bøger om emnet, som har deres specielle

dagsorden. I det store hele er det billede der tegner sig omkring vores viden om graffiti,

egentlig en spejlning af mediet. Jeg har i det forgående forsøgt at komme lidt omkring

graffitiens centrale emner: historie, skrift og stil. Disse elementer er vigtige i relation til den

graffiti jeg vil præsentere fra Ilulissat. Min graffitihistorie udtømmer dog langt fra graffitiens

mangfoldighed. Jeg kunne have gået dybere med en række aspekter af kulturen, ikke at

forglemme teknikken og sproget. Jeg vil i den forbindelse henvise til hjemmesiden af den

svenske kunsthistoriker Staffan Jacobson (http://travel.to/graffiti/), hvor en række tekniske og

sproglige elementer fra graffitikulturen præsenteres. Jeg håber, at læseren vil finde anledning

til selv at gå på opdagelse.

2.2 Grønlandsk graffiti

Der er mig bekendt ikke skrevet nogen selvstændig bog om graffiti i Grønland. Dette er

hellere ikke et forsøg på at gøre det. I dette afsnit vil jeg blot gerne gøre opmærksom på, at

der i Grønland også er graffiti fra gammel tid.

Noget af det ældste grønlandske graffiti er muligt at finde hos nordboerne. Da

nordboerne for ca. 1000 år siden kom til Grønland, havde de runeskriften med sig og brugte

den flittigt til forskellige formål. ”Blandt runefundene fra Grønland er det ældste, Narssaq-

pinden1, ristet med kortkvistruner. Den har fx den forenklede b-rune, t. Man kan se at runen

betegner nasalt a og det viser at indskriften må henføres til o. 1000.” I Grønland brugte

nordboerne runer; ”.. til at mærke varer og ejendele med, til notater om leverancer og

betaling, til forretningsbreve og andre meddelelser, til bønner og til kradserier af mindre

høvisk art. Alt hvad man behøvede af skrivetøj var en pind, et ribben eller hvad man nu kunne

14

få fat på, og en kniv….En mere sammenhængende tekst er bevaret på den lille, kun godt 10

cm lange Kingigtorssuaq-sten (nord for Upernavik) (Stocklund 1982:197-205; min tilføjelse i

parantes).”

Skriften udbredes blandt befolkningen i Grønland med missionens fremgang i

1700-tallet. Men jeg forestiller mig, at nordboernes skrift ikke har været upåagtet for

grønlænderne i gamle tider, fordi runer bl.a. kunne findes på sten i ”det offentlige rum”.

Hvorvidt gønlænderne lod sig inspirere af skriften, er det ikke lykkedes mig at finde nogen

henvisning til i litteraturen. Fra litteraturen om inuits traditionelle kunst, er det derimod

muligt at læse om bl.a. ornamentikken, indrisninger i forskellige redskaber og genstande

(f.eks. Hall 1897, Kaalund 1990). Men hellere ikke her finder vi noget egentlig skrift, selvom

ornamenterne er både individuelle og tematiske beretninger om rejser, lokaliteter, abstrakte

ideer m.m.

Fra kolonitiden nævnes graffiti indirekte i Tidsskriftet Grønland fra to lokaliteter. Den

ene i Jens Fog Jensens artikel om B-4 huset i Qasigiannguit og den anden i K. N.

Christensens artikel om Olsen slægten i Qaqortoq. Jensen Fog Jensen beskriver, hvorledes

han under renoveringen af en af Qasigiannguit museets bygninger opdagede mange

indridsede bogstaver og kridtskrift i husets oprindelige vægge. To steder med

sammenhængende skrift. I husets østlige ende et sammenhængende monogram med årstallet

1738, i nordøstvæggen ”Vest, ur, vr” eller ”vn,” som forfatteren gætter til enten at være

initialer eller retningsangivelser (Jensen 1997:14).

Illustration: monogram fra stokværkhuset B-4 i Qasigiannguit.“A O, J H N, D 2 April 1738“ Affotograferet fraJensen 1997:15.

15

Monogrammet fra Qasigiannguit er desværre ikke blevet løst, selvom dele af det peger på

kolonibestyreren Jens Hiort Træschow (ibid.).

I K.N. Christensens artikel fra 1953, fandt jeg oplysninger om indridsede tegn på en sten i

Qaqortoq området. ”Ude i den store ferskvandssø ved Julianehåb findes flere småøer og

holme. I nærheden af en sådan ø rager en mørk sten nogle meter op af vandet. På den side, der

vender mod kolonien, findes indhugget mange navne, bogstaver og årstal. Bl.a. ses flg.

tydeligt indhugget: A. O. S. 1777. Bogstaverne betyder Anders Olsen, og stenen kaldes

Anders Olsens sten og er om vinteren et yndet mål for en spadseretur over den isdækkede sø .

. . . . . . . . . Af ukendt grund blev Anders Olsen dog ikke Godthåbs bestyrer, men blev i 1765 i

stedet for udnævnt til formand for den planlagte hvalfangst ved Holsteinsborg. Han har boet

deroppe et par år, og på toppen af øen Inugsugssulik, hvorfra garnfangsten blev drevet, har

han rejst en varde, hvor hans navn er indhugget i en sten, og varden står, så vidt vides, endnu.

Ligeledes findes rester af Anders Olsens midlertidige bolig ved stedet (Christensen 1953:133-

134).

Illustration: Til venstre, Anders Olsens sten, fotograferet af Arnold Christian Rasmussen, Qaqortoq 1915 (kilde:Sisimiut Museum, publiceret i Grønlands Nationale Billeddatabase: www.kultur.gl/billed, under bnr. 0800012). Imidten, udsnit med Andersen Olsens initialer fra billedet til højre. Ovenpå Olsens monogram står bogstaverne„CT,“ som jeg desværre ikke ved hvad betyder. Til højre, Fru Rüttel med børn ved Anders Olsens sten, fotogra-feret af missionær Frederik Carl Peter Rüttel, Qaqortoq 8. marts 1894 (kilde: Arktisk Institut, publiceret iArktiske billeder: www.arktiskebilleder.dk, under b.nr. 00254). Anders Olsens sten indeholder en række skrave-ringer, to sågar tilegnet hendholdsvis Kong Christian den 8 og Kong Christian den 4., placeret på begge sidderaf Anders Olsens monogram.

16

Eskimolog Jørgen Trondhjem og arkæolog Bjarne Grønnow har nævnt for mig, at der i

Grønland findes en række “graffiti” fra hvalfangertiden, eksempelvis i Qoornoq fjorden i

Sydgrønland (personlig kommunikation). Grunden til, at jeg i den forbindelse skriver graffiti i

anførelsestegn er, at disse skrifter sandsynligvis er blevet indhugget i stenene/klipperne og

derfor er der muligvis tale om helleristninger og ikke graffiti. Jørgen Trondhjem har i

november 2004 fundet klippegraffiti udenfor Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet i Nuuk).

Jeg har selv ledt efter lignende skrifter i Ilulissat, hvor der i slutningen af 1700-tallet blev

opført et hvalfangerhus ved Ilulissat havn. Det er desværre ikke lykkedes mig at finde noget

dér.

Illustration: Klippegraffiti foran Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet). Fra venstre 1) „185?(8), “ 2) „Moritz,Kne, Ajoraar?,“ 3) skib. Fotograferet af Jørgen Trondhjem, november 2004.

2.3 Sammenfatning

Graffiti er et kommunikativt tegn, der bærer budskab og stil, og udføres enten anonymt eller

under et pseudonym, individuelt eller af en gruppe mennesker. I det store perspektiv, er det

muligt at skelne mellem klassisk graffiti og moderne graffiti. Klassisk graffiti kendes fra de

tidlige civilisationer, men er også til at finde i moderne tider. Kendetegnet for klassisk graffiti

er efter min mening, at stilen/kreativiteten står i baggrunden for budskabet. Moderne graffiti

har sine rødder i 1970’ernes USA og handler i høj grad om udvikling af skrivernes identitet

og stil, det sidste som vigtigste led i ”skrivernes” produktion.

Den ældste grønlandske graffiti antages for at være nordboernes runeskrift, indhuggede

billeder og monogrammer fra kolonitiden. Desuden findes i Grønland en række billeder og

skrifter indhugget i sten og klipper. Disse stammer sandsynligvis fra hvalfangertiden, men det

er nødvendigt at undersøge dem nærmere, idet de skaber associationer til helleristninger, da

der er tale om dybe indhugninger, hvorimod graffiti som regel er ridset i overfladen.

17

KAPITEL 3 - Ilulissat

Ilulissat er Grønlands tredje største by, med ca. 5000 indbyggere og ca. lige så mange

slædehunde. Ilulissat (tidligere Jakobshavn) ligger på Grønlands vestkyst . Byen Ilulissat

udgør sammen med bygderne Ilimannaq, Oqaatsut, Qeqertaq og Saqqaq, Ilulissat Kommune,

som strækker sig fra 68°48' N til 70°28’N. Et område på ca. 45.000 kvadratkilometer.

Hovederhvervet i Ilulissat by er fiskeri, særligt hellefisk, dertil kommer erhvervsfangst af

sæler og forskellige hvalarter. Ilulissat er også en turist by med mange lokale og udefra

kommende folk beskæftiget i turistbranchen. Det er en moderne by, beliggende i nærheden af

verdens mest produktive isgletscher. Byen har to folkeskoler, pædagogisk seminarium,

sportshal, flere dagligvarebutikker m.m. Ilulissat har en lang række foreninger og en solid

tradition for hundeslædekørsel, skisport og kunsthåndværk. Hovedparten af borgerne er

etniske grønlændere. Byen blev grundlagt i 1741 og er vokset lige siden. Mange danskere har

bosat sig i Ilulissat gennem tiderne og sat aftryk på byens udvikling. Træk af byens historie

beskrives i det efterfølgende afsnit. Her fokuserer jeg bl.a. på byens vedvarende integration

af udefra kommende folk og kulturer.

3.1 Sermermiut - byens vugge

Leder man efter byens vugge, er der ingen tvivl om, at Sermermiut er det sted hvor Ilulissats

fortid og nutid hænger sammen. Ved Sermermiut findes en af Grønlands vigtigste

arkæologiske lokaliteter.

Lang tid før europæiske opdagelsesrejsende kom forbi Diskobugten havde inuit

i flere etaper etableret sig indenfor grænserne for den nuværende Ilulissat kommune. Ved

Sermermiut, som i dag ligger ca. ½ times gang fra byens centrum, findes spor af hele 3

ældgamle kulturer. Arkæologer og lægfolk har fundet brugsgenstande, fangstudstyr og

boliger, som det er muligt at beskrive og placere i forhistorisk kontekst på museerne. I

eskimologisk og arkæologisk terminologi, tales der om følgende folk/kulturer: Saqqaq: 7.-9.

årh. f.kr., Dorset folket i det 1. årh. e.kr.., og Inussuk i det 12. og 13 årh. Der er tale om

kulturer, måske anden-, tredje-, eller fjerdegenerationsindvandrere, med rødder i Alaska,

Canada og Thule. Disse kulturer var sandsynligvis ikke i kontakt med hinanden, men

Sermermiut forblev de gamle inuits hjem helt op til det 19. årh. De rigtige ”elders” fra

Ilulissat hører så at sige til dér.

18

Fra kilderne ved vi, at sermermiut (hvilket udover stednavn også betegner de

folk som boede på stedet - ”sermermiut - bræ-boer”), havde et veludbygget boplads på stedet

i 1700-tallet, mens missionen og kolonisationen ved Disko tager til. ”På højderne rundt om

bopladsen findes en mængde grave fra hedensk tid og nogle fra den kristne tid. Ca. 1770

boede de fleste af Jakobshavns hedninge her (Ostermann i Amdrup et. al. 1921:183).” Poul

Egede besøgte stedet allerede i 1737 og fik skrevet om Sermermiut i sin journal følgende; „

Her fandt jeg den største samling af folk, jeg har set i Grønland, omtrent 20 temmelig store

huse, som en bondelandsby ( i Lidegaard 1988: 73f) „. Store huse omtales i litteraturen som

langhuse eller fælleshuse. Gulløv (1997:385-390) diskuterer fælleshuset og dets distribution

generelt i Grønland og omtaler ligeledes husene fra Sermermiut. En væsentlig ting i denne

sammenhæng er Gulløvs association af fælleshuset med hvalfangst, hvilket blev praktiseret

både af folk fra Syd- og Nordgrønland. Diskobugten fungerer i denne sammenhæng som et

centrum for vareudveksling mellem sydgrønlændere og nordgrønlændere, direkte, eller

gennem de indfødte i Diskoområdet. Der byttes bl.a. træ og narhvaltand og husenes størrelse

tilskrives de hyppige besøg fra både nord og syd.

Ostermann (1941) bemærker, at Sermermiut ifølge de lokale sagn, havde en forstad ved navn

Allorarfimmiut ( skrævesteds-folkene) ved kolonisationstidens begyndelse (ibid.: 9). At

sermermiuts sommerfangstpladser var koncentreret omkring den nuværende Ilulissat havn,

ved vi med sikkerhed fra både danske og hollandske kilder (jf Ostermann 1941).

Hos Møbjerg & Canning (1986) har jeg fundet nogle oplysninger om befolkningen ved

Sermermiut omkring midten af 1800- tallet. Oplysningerne har forfatterne hentet fra

distriktets kirkebøger, gennemgået i forbindelse med projektetet ”Grønlands demografiske

historie 1800-1930” v/ Arktisk Institut i København. I det store hele ønsker forfatterne at

formidle historien om Sermermiuts affolkning. Desuden har forfatterne et bud på et kort over

sermermiutternes geografiske spredning i perioden 1834-1840.

Før 1834 var Sermermiut angiveligt kun beboet af 4 personer (Møbjerg&Canning

1986:194). Kirkebøgerne er i følge forfatterne bevaret fra 1841 og frem, mens

folketællingslister er bevaret for årene 1834, 1840, 1845, 1850, 1855, 1860 og 1870

(ibid.:187). Hvor oplysninger om de 4 sermermiut-folk stammer fra, gives der imidlertidig

ingen besked om.

1834 tæller befolkningen 32 personer, hvoraf 13 var børn under 15 år, 15 voksne

mellem 15 og 50 år og 2 henholdsvis 53 og 64 år. I alt 16 mænd og 16 kvinder. Ud af 10

19

mænd over 15 år var 6 fangere. Befolkningen boede i 2 huse, fordelt med 20 pers. i det største

hus og 12 i det mindre. Begge huse var delt op i 3 hushold (ibid.:189). Forfatterne

sandsynliggør på baggrund af folketællingslisterne, hvor medlemmerne af de omtalte hushold

optræder i forskellige sammenhænge, at der både var udefra kommende personer iblandt og

folk som flyttede enten til Kingitoq bopladsen eller andre steder udenfor Ilulissat. 1840 flytter

alle medlemmer af det mindre hus til Jakobshavn, og bosæter sig efterfølgende hver for sig

(ibid.:191).

1840 tæller befolkningen 26 personer. 17% af disse flytter enten til selve

kolonien eller til bopladsen Kingitoq, 4 personer til Klokkerhuk og to personer helt ud af

distriktet. En navngivet kvinde flytter til Aasiaat og en navngivet mand til Attu v/ Aasiaat,

men vender igen tilbage til Ilulissat i 1842 (ibid.:194-195).

I 1850 står en familie opført i folketællingslisterne med bosted ved Sermermiut.

Familien bestod af 6 personer. Både manden og kvinden var tilflyttere, manden var en dansk

tømrer, som giftede sig med en grønlandsk kvinde i Godhavn. Sammen havde de 3 børn, 2 af

dem døbt ved kolonien Jakobshavn. Kvindens mor boede et stykke tid med dem, men døde

1855 i Godhavn.

Der findes også oplysning om to kvinder, som boede ved Sermermiut i 1850.

Mor og datter, som hele deres liv skiftede boplads mellem Eqe (syd for Isfjorden), Pitoqqeq

og Jakobshavn. Begge er begravet ved Sermermiut. Datteren døde i 1854 og menes at være

stedets sidste beboer (ibid.:195-196). Udover den beskrivelse af beboerne ved Sermermiut

som Møbjerg & Canning giver i deres artikel, bringer de et oversigtskort, hvor man med

Sermermiut som centrum, kan følge befolkningens bevægelser ind og ud af området. I den

Illustration: Kilde: Figure 17. GeographicalMovements, 1834-1855, of the SermermiutPopulation, in Møbjerg & Canning 1986.

Oversigtskort over Diskobugten. Pile angiversermermiutternes bevægelser i forhold tilbosættelsen Sermermiut. Nordligste lokalitet„Rittenbenk,“ nu Saqqaq/Ilulissat Kommune.Sydligste lokalitet „Agto (Attu)“ idag en delaf Kangaatsiaq Kommune.

20

sammenhæng er det værd at bemærke, hvad Møbjerg & Canning har opdaget i deres

efterforskning. Selvom en del folk flyttede fra og til området og hyppigt deltog i fangstrejser i

distriktet; ”Apparently nobody traveled so far that any child was born or anyone died away

from their settlement (ibid.:195).” Kun få personer var registreret udenfor Sermermiut,

selvom både kolonien og dens bopladser (Kingitoq, Pitoqqeq og Illumiut) ligger i nærheden.

Sermermiut er, set i det store hele, et minde om vedvarende kulturmøde mellem forskellige

folk, der finder deres vej til området, med forskellig baggrund. I min sammenhæng er det

spændende at fremhæve, hvorledes bopladsen fungerer som indkvarteringslejr for

grønlandske hvalfangere og vinterkvarter forud for fraflytningen til kolonien Jakobshavn. At

der for tusinder af år siden kom folk med rødder i fjerne egne, at der i midten af 1800-tallet

boede inuit fra andre distrikter og danskerne iblandt.

3.2 Ilulissat som dansk koloni - Jakobshavn

Ilulissats byhistorie starter i 1700-tallet. Efter anlæggelsen af Grønlands anden koloni

Christianshåb (1734), begyndte danskere at foretage handelstogter nord for Ilulissat Isfjord,

for at tage konkurrencen op med hollandske hvalfangere. Området ved den nuværende

Ilulissat havn, var nemlig fra starten af 1700-tallet fast station for hollænderne. Om Ilulissat

(dengang Maklykout el. Makelikout), skrev som den første Lourens Feykes Haan i 1719; „

En halv Mil Norden for Ys-Fioert ligger en Bugt kaldet Makelikout. Foran og tæt ved Vallen

(det faste land) ligger tre smaa Øer, hvorpaa den bedst er kendeligt; man løber in mellem

Sydpynten og Smaaøerne ind i Bugten og har der 4 til 5 Favne Ankergrund og ligger her i Læ

for alle Vinde (Bobé 1915: 47.)“ Hollænderne drev handel med folk fra bopladsen

Sermermiut, som regelmæssigt flyttede til området omkring Ilulissat havn om sommeren.

Den danske kolonisering af Ilulissat slog igennem i 1742. Ilulissat blev

grundlagt som missions- og handelsloge, og navngivet Jakobshavn efter købmanden Jakob

Severin. I 1782 blev logen „ophøjet“ til koloni. Ved den danske kolonisation påbegyndte

Ilulissat by at tage form. De væsentlige udbygninger foregik ved havneområdet: 1746 opføres

handelsboligen - et våningshus, en bygning med rum til natteophold for handelsbetjenten,

missionær og matroserne. I nærheden af dette hus blev opført et grønlandsk tørvemurshus,

som provianthus. I 1752 fik Jakobshavn en fastboende missionær. I 1777 et hvalfangeranlæg

og senere 7 hvalfangerhuse. I perioden 1779-1783 opføres byens kirke – Zionskirken. I 1847

21

oprettes Nordgrønlands Seminarium, fra 1875 Præstebolig, Knud Rasmussens fødehjem, og

nuværende Ilulissat Museum.

Byen havde op til slutningen af 1800-tallet en række ”forstæder”: Sermermiut,

Pittoqeq, Kingittoq og Illumiut. Det sidstnævnte er i dag en del af den moderne Ilulissat by.

V.F. Steenholdt oplyser; ”Ved Udgangen af 1776 var Stedets Befolkning henimod 600

sjæle…..(Amdrup et al. 1921:190).” H.J. Rink oplyser, at der i 1852-55 i Ilulissat boede

(medregnet forstæderne) 262 mennesker (Marquardt 1992:152). I statistiske oplysninger vedr.

Grønland (udgivet af Grønland Styrelse) angives befolkningstallet for kolonien Jakobshavn

1880: 418, 1938:528 osv. Samlet oversigt over befolkningstilvækst frem til 2004, kan ses i

slutningen af dette kapitel i et diagram, suppleret af bilag 1 hvori befolkningskoncentration i

kolonien/byen udregnes i procent.

Kolonien Jakobshavn, var hvad man i kolonihistorisk terminologi vil kalde en ”arktisk

faktori”. Ole Marquardt (1992), som har beskæftiget sig med den grønlandske pre-industrielle

urbanisering forklarer, hvorfor man allerede i slutningen af 1800-tallet kan anvende begrebet

by på bl.a. Ilulissat, og hvordan man definerer de grønlandske kolonier som ”arktiske

faktorier”. Marquardt beviser urbaniseringsgraden i Grønland i anden halvdel af 1800-tallet.

Det gør han ved at udregne kolonibybefolkningens andel af den samlede

kolonidistriktsbefolkning i Vestgrønlands kolonier, og sammenligne den med

købstadsbefolkningens andel af den samlede amtsbefolkning i datidens danske amter.

Sammenligningen viser; ”…at på tærsklen til industrialiseringens egentlige start i Danmark

var der i det store hele lige så mange, der relativt set boede i de grønlandske kolonibyer, som

der i Danmark boede i købstæderne (Marquardt 1992:158.) I 1870 boede relativt flere

vestgrønlandere i landets 10 bymæssige bebyggelser, end der på samme tidspunkt boede i de

10 største byer i Danmark (ibid.:161.)

Begrebet ”faktori”er en ældre betegnelse, anvendt af europæiske kolonisatorer,

og betyder handelsstation med tilknyttet missionsvirksomhed. Marquardt bruger begrebet, så

vidt jeg forstår det, fordi det i detaljer beskriver kolonimagtens motiver og virke. Et ”faktori”

defineres således. Dets administration var fjernstyret. Det var placeret ved havet,

kolonisternes livline til hjemlandet. Det fungerede først og fremmest som handelscentral,

hvor en række produkter blev opsamlet til eksport og en række produkter importeret til

distribution på stedet (handel/økonomi er motivet). I tilknytning til faktoriet opstod en række

22

arbejdspladser, både produktionsbetonede og håndværksbetonede. Endvidere arbejdspladser

indenfor servicering af kolonisterne og servicering af den indfødte befolkning indenfor skole

og kirkevæsen (ibid.:166-168). Efter min opfattelse, danner faktoriet rammerne omkring den

tidlige urbanisering i Ilulissat, hvilket jeg bl.a. baserer på Marquardts tekst. Den tidlige

urbanisering er tæt knyttet til oprettelsen af koloniens arbejdspladser og dannelsen af lokale

markeder, som Marquardt også gør rede for. Definition af faktoriets mekanismer, forklarer

efter min opfattelse Ilulissats bydannelse. Når jeg forsøger at forstå den, så kan jeg ikke

komme udenom det faktum, at området (Makelykout/Ilulissat havn) ændrer karakter, fra at

være sermermiut’s sommerboplads, til handelscentral for forskellige handelskompagnier.

Danskernes faktori ved Ilulissat, oprettet som nævnt før af Jakob Severin, ændrer efter min

opfattelse området i rumlig forstand. Lokalt sætter faktoriet grænserne op da handelens og

missionens bygninger opføres. Faktoriet og dens eksport-import mekanisme, knytter

endvidere Ilulissat havn til et fjernt marked, Danmark. De første bygrænser i Ilulissat skabes,

og markeres ved de nyopførte bygninger ved havnen. De fremmedes længerevarende

tilstedeværelse betyder, at lokalbefolkningen kan søge nye erhvervsmuligheder. Men det

betyder på den anden side også, at sermermiut mister deres sommerboplads ved Ilulissat havn.

I det store hele skaber handel, mission og lønarbejde en gensidig afhængighed mellem

lokalbefolkningen og kolonisterne. Tilsammen påvirker disse faktorer dannelsen af byens

fysiske rammer. Byen bliver efter min opfattelse skabt som produkt af kulturmødet, ikke kun

mellem mennesker, men også af hensyn til de varer, der begynder at ankomme til området.

Varer skal oplagres, distribueres, forvaltes og serviceres…..

Det er i den sammenhæng værd at fremhæve kolonibestyrer Poul Müllers initiativ til privat

indhandling af hellefisk i 1890’erne. Denne bragte nemlig en stor produktionsstigning til

kolonien (fra 1901 overtaget af Det Kongelige grønlandske Handel/KGH). Hellefisken har at

dømme udfra skriftlige kilder, siden kolonitiden haft stor betydning for borgerne i Ilulissat

(Madsen 2000: 6). Fra anlægsperspektivet betød hellefisken, at der i starten af 1900tallet

opføres et fleretages pakhus på havnen, med moderne indretning til hellefiskeproduktion, med

tilhørende udendørs havneanlæg til rensning og udskæring på pontonflåder (Ostermann

1941:152). Hellefiskeri foregik i Isfjordens munding, eller tæt på kolonien og forstæderne

Pittoqeq, Illumiut og Kingittoq. Man skulle ikke langt væk efter fiskepladser (Madsen

2000:19). Lars Dyrløv Madsen er af den opfattelse, at kolonibestyrer Poul Müllers innovative

eksport af hellefisk, lukrerede på lokalbefolkningens store økonomiske fiskeafhængighed og

23

store kendskab til hellefisken. Men forfatteren tilføjer i samme åndedrag, at der selvfølgelig

kun kan være tale om spekulationer. Møller var færing og ansat hos KGH, hvilket gav ham et

godt udgangspunkt til knowhow vedr. opstart af egen virksomhed. Madsen tilføjer, at fiskeriet

blev regnet som en del af fangsten hos lokalbefolkningen, langt inden Müller kom til

(ibid.:28-29). Efter min opfattelse er dette korte indskud et eksempel på, at der i Ilulissat i

kolonitiden var plads til andre parter, end blot lokalbefolkningen, handels- og missionsfolket

m.m., danskere og grønlændere.

Endnu en skælsættende begivenhed er værd at nævne. Omkring 1903 får Ilulissat

oprettet telefonforbindelse fra havnen forbi Præsteboligen til kirken, der dengang også

fungerede som byens sygehus (Voigt Andersen 1991:50). Ifølge Tele Greenland blev

forbindelsen; ”..etableret af Den litterære Grønlands Eskpedition, der overvintrede i Ilulissat.

Telefonforbindelsen var mellem grønlænderbyen Illumiut og danskerbyen ”Qallunaarmiut”

(Tele Greenland 2004). ” Hvem af de to kilder der har ret er svært at sige Der er i hvert fald

tale om forskellige lokaliteter som forbindes med en telefonlinie i kilderne. Voigt Andersen

taler om forbindelsen fra havnen til Zionskirken, Tele Greenland derimod om bydelen

Illumiut og området omkring Zionskirken (Qallunaarmiut udtrykket bruges stadig idag –

personlig kommunikation, Wiliam Kristiansen, museumsassistent Ilulissat Museum).

Telefonlinien er ikke mindst interessant, igen i forhold til byrummet, denne gang udelukkende

fra et lokalt perspektiv. Det nye kommunikationsmiddel danner sammenhæng/bro mellem to

kvarterer, hvilket må påvirke bevægelsen i byen, både i rummelig og tidsmæssig forstand.

I det efterfølgende vil jeg vise to bykort, som kan illustrere Ilulissats bydannelse. Kort 1 viser

Ilulissat fra slutningen af 1800-tallet (Zionskirken er markeret) og Kort 2 viser byen fra

starten af 1900-tallet (kortet er dateret). Ved et kig på kortene kan man få indtryk af, hvorledes

Ilulissat især i starten af 1900-tallet begyndte at få kvarterer. I slutningen af 1800-tallet

præger handelen den nordøstlige del af byen, med havneområdet som centrum, kirken og

seminariet i det nordvestlige område. Dette ændres ikke ved et kig på kortet fra starten af

1900-tallet. Der finder vi dog markeret den grønlandske beboelse. (Se næste side).

Man kan ud fra kortet tale om 3 kvarterer. Et handelskvarter koncentreret omkring havnen,

med de fleste bygninger på byens nordvestlige side, enkelte bygninger på den anden side af

havnen. Kirkens kvarter, som strækker sig fra præsteboligen (det tidligere seminarium) og

24

Illustration: Kort 1 – fra Ostermann (1941: 93). Sandsynligvis R. Hammer’s kort fra 1879-80, som er kilden tildet næste kort.

Illustration: Kort 2. J. Krogh’s kort fra 1919, tegnet efter det ovenstående kort af R. Hammer. Pile angiverslædeveje beskrevet af Ostermann i Amdrup et al. (1921:190). Ramme 1 = handelskvarter, ramme 2 = grøn-landske boliger, ramme 3= kirken, læge- og skolevæsnet. Ramme og pile indtegnet af mig selv.

25

ned til Zionskirken, og indlemmer lægevæsenets bygninger. Det sidste kvarter er så

befolkningens beboelsskvarter, som ligger så at sige omringet fra syd af byens eneste

navngivende vej ”Kolonivej,” fra øst af handelskvarteret, fra vest af kirkens kvarter og

lægevæsenet og endelig fra nord af ”Koloniens Flagstang”. Disse tre kvarterer er selvfølgelig

afgrænset i forhold til fordelingen af de forskellige institutioners bygninger på området. Det

er alligevel spændende at have i tankerne, hvorledes dette resultat kommer i stand. Som

nævnt før, var denne del af byen kun en sommerplads for sermermiutterne, indtil logen

Jakobshavn grundlægges. Alle parter er derfor i betydningen af den ovennævnte opdeling

tilflyttere. Det pudsige i den sammenhæng er den måde, hvorpå de indfødte omringes af

systemet, hvilket kan tolkes udfra det koloniale magtforhold. På kort 1) finder vi ingen

indfødte bygninger, hvilket jeg tolker som bevidst valg. Der kan ligge forskellige motiver bag

illustrationen af det ”danske” rum i Ilulissat alene. Der er muligvis tale om et af de første

bykort, så vidt jeg kan udlede af min kortefterforskning.

Det er vigtigt at tilføje, at min opdeling kun må ses i skematisk forstand.

Skriftlige kilder vedr. byens historie vidner om, at de fleste af byens borgere kom hinanden

ved. Derfor må vi ikke glemme, at der også kan være tale om et 4. kvarter, som ikke lader sig

afgrænse, nemlig det fællesområde, som folk færdes i, med andre ord - det offentlige rum.

Det offentlig rum, er vel både alt omkring og indenfor de angivende områder på

kort 2) Jeg har valgt at lade kvarterets grænser gå indover hinanden, fordi jeg er af den

opfattelse, at disse grænser kun kan bruges i skematisk forstand i modsætning til den reelle

bevægelse i kolonien. Slæderuter, angivet på samme kort med pile, er tegnet ind efter

Ostermann (i Amdrup et al. 1921:190) og angiver byens indfaldsveje. Som Ostermann skriver,

så var det muligt at nå kolonien fra alle retninger (forudsat islagt Diskobugt), med havnen og

Zionskirken, som de væsentligste porte. Den mest trafikerede vej beskrives således; ” Alle

disse Veje, og da især Stykket fra Igdlumiutsbakken til Kolonien, er så stærk trafikeret, at de

fra November til Maj ganske ligner makadamiserede Chausseer og er kendelige om

Sommeren som grønne Striber ud over Sletternes Græs (Hundegødning) (Ostermann i

Amdrup et al., ibid.).” Slæderuter er en vedvarende faktor i byrummet. Det har og er fortsat

en del af byen og tages alvorligt i moderniseringsprocessen, hvilket jeg bl.a. kan se på GTO’s

(Grønlands Tekniske Organisation) investeringsskitse fra 1960, som jeg citerer fra længere

henne i teksten.

26

Det er ikke lykkedes mig at finde bykort fra første verdenskrig frem til 1950’erne. Jeg har

kontaktet både grønlandske og danske arkiver, Kort og Matrikelstyrelsen i København og

Teknisk Forvaltning i Ilulissat m.m. Men det er faktisk muligt at danne sig et indtryk af, hvor

hurtigt forholdene ændrer sig i Ilulissat. I slutningen af 1800-tallet opdages fotografiet og

takket være det, er det muligt at reflektere over Ilulissats udvikling. Se for eksempel, hvordan

området v/ Zionskirken og præsteboligen ændres (se billedserien på næste side).

Fra fotografiet får man det indtryk, at der i dette område sker en væsentlig udbygning. Nogle

huse forsvinder, andre forbliver, nye kommer til inkl. ny infrastruktur. Veje udfordrer det

lokale stisystem. Der bygges nyt sygehus og boliger, vejen anlægges og ses tydeligt i 1959, de

traditionelle grønlandske tørvemurshuse forsvinder ud af billedet i området nær Zionskirken.

Naturligvis sker det samme på området omkring Ilulissat havn. Sammenligner vi med senere

bykort, er der tale om et radikalt andet byrum.

Illustration: Til venstre, kort over kolonien Jakobshavn, gengivet efter Voigt Andersen (1991). Området i cirklenangiver koloniens grænser. Til højre, Ilulissat i 1971 (Johansen 1971). Cirklen angiver koloniens grænser,gengivet på kortet til højre.

27

Fra venstre: 1) Gamle bydel set fra Juliefjeldet i 1884 (Foto: Fylla Ekspedition). 2) Udsigt mod syd i 1904 (Foto: Regnar Bentzen). 3) Udsigtfra Juliefjeldet i 1933 (Foto Therkel Mathiassen). Alle billeder fra Arktisk Instituts fotoarkiv i København.

Fra venstre: 1) og 2) Gamle bydel i 1950. (ukendt fotograf, kilde: http://www.monsefar.esenet.dk/fotoarkiv.htm), 3) Gamle bydel ogvejen Nuisariannguaq i 1959 (ukendt fotograf, kilde: Arktisk Instituts fotoarkiv/Siulleq www.arktiskebilleder.dk/siulleq)

4 illustrationer fra bogen „Slid og slæb“ af Jens Christian Madsen (1999). Øverst til venstre: „Den første regulering til en vej tilLeverbugten, nu Atlantkajen (ibid.:56),“ Quikasik-vejen (?); øverst til højre: „oplagsplads i Jakobshavn i 1958 (ibid..43),“ AaronMathiesenip Aqqusserna(?); til venstre forneden: „Jakobshavn 1963. Asfaltering af vej til boligstøttekvarteret (ibid.: 103),“ IllumiutAqqutaa (?) og nederst til højre: „opførelse af rækkehuse i 1957 (ibid.:46),“ Edvard Sivertsenip Aqquserna (?).

28

Illustration: Bykort fra 1950 f undet på Arktisk Institut i København. Kortet er lavet af Geodætisk Institut efteropmålinger foretaget i 1948. Original størrelse 1:2000. Scannet og sat sammen. Sort markering min egen -anlagte veje i 1950. (Vejen i hjørnet øverst til højre er anlagt mellem to spækhuse.)

Boligblokke ved Jørgen Guldager-ip Aqqutaa i 1970. Foto:Rolf Müller, kilde: SIULLEQ, www.arktiskebilleder./siulleq

Tags/musikgraffiti. Udsigten mod Qoorunnguaq ogboligblokke ved Jørgen Guldager-ip Aqutaa i 2004.B.nr. 5300537 i bilag 3.

29

3.3 G50 og G60 – det tekniske miljø fra København planlægger Ilulissats udformning

Det er først og fremmest med den såkaldte G50, at urbaniseringen tager fart i Ilulissat. G50 er

forkortelse for Grønlandskommisionens betænkning fra 1950. I G50 tager den danske stat

konkrete initiativer til udbygning af det grønlandske samfund efter genoptaget kontakt

mellem Danmark og Grønland efter 2. verdenskrig. Betænkningen indeholder en række

forholdsregler, der anbefales opfyldt, bl.a. udformning af bebyggelsesplaner. G50 er

startskuddet til den grønlandske byplanlægning koordineret af GTO (Grønlands Tekniske

Organisation). Grønlandskommisionens forslag kan sammenfattes som følger (efter Lyager

2002):

- Man bør uden at bruge tvang tilstræbe en koncentrering af befolkning i færre og større

bebyggelser

- Den må finde sted på hensigtsmæssige steder. Det er langt fra givet at bebyggelsen skal

koncentreres på nuværende kolonisteder.

- Opstillingen af en plan for den fremtidige anlægsvirksomhed i Grønland forudsætter at

man har større klarhed over de grønlandske bebyggelsers fremtidige befolkningsmæssige

og økonomiske udvikling, og at der udarbejdes byplaner

- Udarbejdelsen af en investeringsplan må foregå sideløbende (Lyager 2002:17)

I G50 betænkningen findes forslag til anlægsvirksomhed for Narsaq, Maniitsoq/

Sukkertoppen, Sisimiut/Holsteinsborg, Aasiaat/Egedesminde, Qaqortoq/Julianehåb og Nuuk/

Godthåb. Dette materiale er udarbejdet på baggrund af en ”Byplanekspedition”, beskrevet i

Lyager 2002 og grønlandsdelegationens rejse i sommeren 1949. Byplanekspeditionen nåede

ikke til Ilulissat/Jakobshavn, hvorimod delegationen brugte 7 timer i kolonien d. 7.august

1949 (Grønlandskommissionens betænkning 1, 1950:61). 10 år efter udkommer den første af

GTOs ”Rapport over Forundersøgelsesarbejdet i Jakobshavn” efterfulgt af ”Investeringsskitse

1960-84”, der er en del af det arbejde, som Grønlandsudvalget af 1960 (G60) afgav i 1964.

Følgende er et resumé af tiltag på anlægsvirksomheden i Ilulissat, fra de første GTO rapporter

fra 1959, frem til 1988.

I min gennemgang af GTO rapporter, tilgængelige i Dansk Polarcenters bibliotek, har

jeg været nødt til at opstille 4 kategorier, til strukturering af det samlede billede af

anlægsindsatsen. Denne er beskrevet og illustreret forskelligt fra rapport til rapport, efter

30

tidens orden og skik. Mine kategorier er: 1) Boliger og andre bygninger (bygninger dækker

både administration, institutioner og socialbyggeri), 2) Industri og anlæg (den tungere

bebyggelse), 3) Sanitet og renovation (nødvendigheder, standarder) og 4) Andet (forbeholdt

mine notater omkring udarbejdelsen af byplaner og bykort og andre notater.) Et samlet udtræk

fra GTO’s rapporter kan ses i bilag 2. Nu vil jeg kort fremhæve enkelte aspekter af byens

udbygning og bringe enkelte bykort, bl.a. affotograferet fra rapporterne. Bemærk, at GTO’s

rapporter er forarbejdet forud for de anlæg jeg kommer til at omtale. Nogle af de anlæg kan

tænkes aldrig at være blevet realiseret, fordi der netop er tale om forundersøgelser. Nogle

andre blev realiseret mange år efter de blev planlagt. Nu var det ikke kun den danske stat der

lavede og godkendte planerne. Disse skulle også godkendes i kommunalbestyrelsen, og

revideres i forhold til adgangen til bedre økonomi og knowhow. GTO’s rapporter er enkelte

steder suppleret med kilder fra Ilulissat Museums publikation Jakobshavn/Ilulissat 1741-

1991, som kronologisk illustrerer byens udvidelse ved hjælp af billeder og giver et indtryk af

byen fra et lokalt retrospektiv.

Her følger en gennemgang af udvalgte GTO rapporter fra 1959 til 1980. Det giver et godt

indblik i byens nyere anlægsplanlægning og dermed i byens udbygning.

I 1959 er alle 4 førnævnte kategorier (Boliger, Industri, Sanitet og Byplan) repræsenteret.

Boligsektoren og industrien optager hovedparten af planerne. Ud af 6 boligprojekter er 5

beregnet til beboelse, en til institutionel virksomhed (udvidelse af sygehuset). Udarbejdelsen

af byplaner starter her. Hovedkloak og hovedvandledning planlægges.

1960: 3 ud af 4 kategorier er repræsenteret. På bolig og bygningsområdet planlægges

anlæggelse af den nødvendige infrastruktur og butiksudvidelse. På industriområdet satses der

på området ved havnen. Vandforsyning er i fokus. Ingen byplan det år. Beflyvning af Ilulissat

foregik i midten af 1960’erne fra Narsarssuaq-sletten, hvortil passagerer og post blev kørt til

med hundeslæde fra byens posthus (Voigt Andersen 1991:150). Generelt set undersøges i

1960’erne en satsning på boliger og bygninger, både af administrativ og institutionel art.

Højhuskvarteret inkl. adgangsveje planlægges nord for Præsteboligen. 1964 omtales heliport.

I 1965 skoleområdet. Pittoqeq som boligområde på ca. 5 ha. i 1966. 1968 omtales bymidte for

første gang i rapporten. Der udarbejdes et bykort alle år fra 1965 til 1969, undtagen i 1967.

31

I investeringsskitse 1960-1984 (GTO 1960) omtales byens fremtidige tilstande i disse

ordvalg;”….De fysiske betingelser for byudvikling er til stede, idet terrænforholdene må

karakteriseres som gunstige…..For at skaffe et tilstrækkeligt antal boliger, må disse arealer

frigøres (eksisterende bygninger og anlæg) til et planlagt koncentreret boligbyggeri, der skal

forhindre en for stor spredning af byen………Der skal i den kommende byplan tages hensyn

til, at råvaremængderne af hellefisk i vintertiden bliver kørt på slæde igennem byen til

industrianlægget. Der må derfor sikres den rette føring af slædeveje…( ibid.:12).”

1970’erne: Fra perioden 1970-1972 har jeg ikke kunne finde GTO’s rapporter. Det er muligt,

at disse ikke blev publiceret i den periode, hvilket jeg ikke har undersøgt yderligere. I 1973

undersøges muligheder for landingsbane, støtte til heliport, administrationsbygninger,

byområde D, VI, VII i byens østlige del. Udefra GTO’s kort er der tale om området omkring

den nuværende Jørgen Brønlund skole og bydelen Atersuit. Der planlægges yderligere bedre

vand og kloakforhold til Jørgen Brønlund skolen. Også restaurering af bevaringsmæssige

bygninger er på dagsordenen i den nu meget tykke GTO rapport. Præsteboligen er med i

planerne, både i 1973 og 1974. Der tegnes i 1974 et oversigt over bevaringsmæssige områder

i byen som helhed. Selvom planerne om landingsbane er i fuld udvikling i 1970’erne, går der

et helt årti, før Ilulissat indvier lufthavnen i september 1984 (Voigt Andersen 1991:178).

1970’erne præges igen af boligbyggeri og byggeri af institutioner så som ungdomsklub,

ungdomspension, idrætshal. Byen får en kirke mere, flyttet til byen fra den nedlagte mineby

Qullissat. Ud fra 1979 rapporten får man det indtryk, at lufthavnen og dertil hørende

lufthavnsvej og bro over kanalen, virkelig slår igennem i planlægningsarbejdet.

1980’erne præges af byggeriet af den ny bydel Qilakitsoq, lufthavnen som nævnt før og

nødvendige udbygninger af vandforsyningen. 1985 indvies f.eks. Grønlandsbanken og

Sportshallen udvides i 1988 (Voigt Andersen 1991:210). Ilulissat består i 1980’erne af

bymidte, gamle og nye bydele, de nye bydele Qilakitsoq, Nammarfik og Atersuit.

Således præsenteres Ilulissat i dag på kommunens hjemmeside: ”.. Ilulissat Kommuniat har et

areal på ca. 47.000 km². Heraf er ca. 5.500 km² isfrit, ca. 35.500 km² isdækket og ca. 6.000

km² hav. Til sammenligning kan det siges, at Danmark har et areal på 43.092 km²…………

Ilulissat Kommuniat er i dag Grønlands tredje største by/kommune med sine 4.910 personer

32

(pr.1. januar 2000) næst efter Sisimiut (5.371 personer) og Nuuk (13.838). Alene i Ilulissat by

er der 4.413 personer. Foruden byen Ilulissat er der fire bygder i

kommunen…..(www.ilulissat.gl – hentet 18.11. 2004). ”

Bykort. Fremhævet med sort streg er de vigtigste byveje. Kilde: Ilulissat Kommune 2000. www.ilulissat.gl/dk/bykort –

hentet 18.11. 2004.

Beskrivelsen på kommunens hjemmeside udtømmer langt fra den udvikling byen har gennem-

gået. Jeg har i dette kapitel kun bragt brudstykker fra en langt mere omfattende bydannelse,

fra Sermermiut til år 2000. Resultatet af urbaniseringen kan illustreres v.h.a. ovenstående kort.

En anbefalelsesværdig publikation, hvorfra man kan få indtryk af byens udvikling, er som

omtalt flere steder før, Ilulissat Museets retrospektiv Jakobshavn/Ilulissat 1741-1991. Denne

publikation indeholder ikke blot tavse billeder, men bringer også en del historier om de folk,

som gennem historien har færdedes i byen. Lad mig afslutte dette kapitel ved hjælp af et

diagram over befolkningstilvækst fra 1880’erne frem til 2004.

33

Jakobshavn/Ilulissat

1938

2003

20011990

2004

1911

19011886

1979

1980

1960

1970

0

500

1000

1500

2000

2500

3000

3500

4000

4500

5000

1880 1900 1920 1940 1960 1980 2000 2020

Årstal

Ant

al p

erso

ner i

kol

oni/b

y

Udtræk fra Statistiske oplysninger om Grønland (1942-1947) og Grønlands statistik (1980 & 2004). Se ogsåvedlagt bilag 1), procentudregning over andel af byboer i forhold til hele distriktet Jakobshavn eller Jakobs-havn/Ilulissat Kommune.

Dette diagram illustrerer en jævn stigning i antallet af personer i kolonien Jakobshavn fra

1880 til 1938 (fra 187 personer til 528 personer, 341 i alt, i perioden på 58 år). Antallet af

bybefolkningen tredobles i tidsrummet fra 1940 til 1960, fordobles igen fra 1960 til 1980 og

udjævnes igen ved årtudindeskiftet. Fra 2000 til 2004 stiger bybefolkningen med kun 257

personer. I perioden fra 1911 til 1938 og 1960 til 1990, er der tale om markante stigninger i

indbygertallet. Fra 1960 til 1990 sker der ca. en fordobling af antallet af indbyggere hvert årti.

Allerede i 1886 boede omkring halvdelen (44,5%) af den samlede befolkning i

Jakobshavn distrikt i byen. I 1938 er det over halvdelen (67,60 %) i 1970 87%, i 1990 91,70%

og 2004 90,84% (jf. bilag 1).

Fra anlægssynspunktet underbygger tallene efter min mening byens fysiske

vækst fra efterkrigsårene, helt op til 1980’erne. Dermed kan man sige, at det er relativt sent i

perioden fra 1959 til 1980, at Ilulissat får den største urbanisering, både af hensyn til

befolkningstallet og bygninger, som sætter nye grænser op i byrummet.

3.4 Case – en taxatur

En tilfældig tur i taxaen med manden fra Teknisk Forvaltning

Inden jeg runder dette kapitel af, vil jeg gerne give læseren et øjebliksbillede fra Ilulissat

2003 og oplæg til det næste kapitel, som omhandler graffiti. Den efterfølgende historie, er

34

skrevet sammen udefra mine dagbogsnotater og omhandler en borgers mening om byens

graffiti.

”Vi er ved at takke af for en god aften hos vores venner P. og R. Vi bestiller en taxa fra

Nasiffik til Nuisariannguaq 1, hvor vi bor. I løbet af kort tid kommer vognen. Vi sætter os ind,

hilser på hinanden og kører med kurs mod vores lejlighed. Det sner. På Qoororsuup

Aqquserna spørger jeg chaufføren, om fiskerne fik afviklet deres hundeslædevæddeløb, som

jeg så annonceret i lokalbladet og hørte om på museet. ”Nej, ikke i endnu. Måske næste

weekend”, sagde taxachaufføren. ”Det er koldt, ” tilføjer han. ”Jeg beundrer de fiskere, som

tager ud hver morgen i det vejr.” ”Ja, mange af dem har også tabt deres udstyr,” fortsætter

han. ”Får de det erstattet på nogen måde,” spurgte jeg. ”Ja, de har en fond til den slags ting på

kommunen. Hvad laver I egentlig i byen?” ”Jeg er sygeplejerske på sygehuset”, svarede min

kone. ”Jeg er eskimologi-studerende, arbejder på museet”, svarede jeg. Vi var ved at nå til

vores lejlighed. ”Jeg kører taxa om aftenen, ellers arbejder jeg på Teknisk Forvaltning,” sagde

taxamanden og fortsatte samtalen. ”Det må være spændende, at lære om vores historie. Der er

sket mange spændende ting og megen udvikling.” Jeg spørger: ”Arbejder du på Teknisk

Forvaltning? Jeg har flere gange forsøgt at købe et stort bykort.” Han svarede; ”så må du

snakke med mig, hvad skal du bruge det til?” Jeg svarer: ”Til at registrere graffiti? Der er

meget af det her i byen, jeg har også noget fra Sisimiut” ”Ja,” siger han. ”Folk ødelægger

meget. Jeg er selv fra Sisimiut. Det er lidt anderledes heroppe. Folk er meget tilbageholdene i

starten. I Sisimiut er de mere afslappede.” Da han sagde det, befandt vi os ved vores ejendom.

Jeg betalte ham og sagde, at jeg nok ville komme ned og tale med ham.“ Dette var

indledningen til er senere frugbart samarbejde med Teknisk Forvaltning.

3.5 Sammenfatning

En by er det sted, hvor folk kommer hinanden ved, ja, byen bliver faktisk ikke en by uden

mennesker. Alligevel har jeg undladt at gå i detaljer med biografier over mange af Ilulissats

kendte og mindre kendte personligheder, fordi det ikke har været mit mål at skrive endnu en

byhistorie. Denne kan hentes i adskillige publikationer om Ilulissat. Ostermann skriver flere

steder om kolonilivet i historisk øjemed, Marquardt sætter dette i bredere perspektiv i sin

artikel om de grønlandske kolonibyers status. Der findes adskillige bøger, som opsummerer

fakta om byen og dens lokaliteter. For mig har det været hensigten, at rette læserens

35

opmærksomhed på byens fysiske rammer. Anlæggelsen, bytype, tilvækst og planlægningen,

kort m.m. Indenfor disse befinder sig mit emne, byens graffiti. De bestemte steder i byen,

hvor der laves graffiti, kan tegnes på et kort og afsløre nye opfattelser af byens interne og

eksterne grænser.

De vigtigste træk ved Ilulissats urbanisering er efter min opfattelse at finde i den tidlige

kolonisering og anlægsvirksomhed fra starten af 1970’erne og frem. Kolonimagten danner

rammen om de tidlige ændringer og udbygning af byens rum. Den tidlige urbanisering er tæt

knyttet til oprettelsen af koloniens arbejdspladser og dannelsen af lokale markeder, som

Marquardt (1992) gør rede for i faktori - perspektiv. Definition af faktoriets mekanismer, som

oversøiske handelscentraler, forklarer efter min opfattelse Ilulissats bydannelse.

I starten af 1900-tallet formes byens ”kvarterer” færdigt i den koloniale regi. Ilulissat får et

handelskvarter, kirkens kvarter og et afgrænset beboelseskvarter i nærheden af kolonien.

Frem til 1950’erne præges byen af den koloniale opsætning, mens de oprindelige

beboelseskvarterer med tørvehuse forsvinder langsomt ud af bybilledet. Indtil 1975 præges

anlægsvirksomheden af det tekniske miljø fra København, GTO (Ølgaard 1957:145). I den

periode anlægges en række industri-, renovations- og boliganlæg. Efter 1975 overtages

tekniske opgaver fra GTO og varetages af en eller flere faste kommunetekniker ved Ilulissat

Kommune.

Kapitel 4 - Ilulissat graffiti 10.09.03 – 26.05.04Dette kapitel tager udgangspunkt i min billedserie om graffiti i Ilulissat, som jeg fik optaget i

perioden 11.9.2003 – 26.05. 2004. Billedserien er tilgængelig på Internettet (Medonos 2004)

men er vedlagt her som bilag nr. 3. I teksten refereres til de enkelte graffiti via fotografiets

billednummer, identisk med materialet på Cd-rom men i øvrigt også på Internettet.

Teksten her begynder med et beskrivende afsnit, som omhandler

kategoriseringen af materialet. Dernæst fremdrages en række eksempler og illustreres på

bykort, hvilket bl.a. bruges til overvejelser omkring skrivernes brug af det offentlige rum.

4.1 Ilulissats graffiti

Jeg har valgt at kategorisere Ilulissat graffiti som følger; 1) efter type, 2) efter lokalitet, 3)

efter underlag og sprog, 4) farver, og 5) redskaber . Hele billedserien tæller 321 billeder,

36

enkelte motiver er fotograferet flere gange, af hensyn til både dokumentationen af

udviklingen og placeringen i landskabet.

4.1.1 Typer af graffiti i Ilulissat

Tabel 1) giver et samlet overblik over de forskellige graffiti typer i Ilulissat by målt i antal

billeder.

Tabel 1

Kategori Antal

Tag 230

Throw up 16

Piece 22

Street art 17

Udefinerbar 36

Kategoriseringen af graffiti materialet fra Ilulissat er

baseret på samtaler med en dansk graffiti maler og bogen

”Graffiti i Danmark” (Poulsen 1997). Kategorien

”udefinerbar” omfatter alle de graffiti, som jeg ikke kan

placere under kategorier tags, throw up, piece eller street

art. Det drejer sig om forskellige budskaber eller

mislykkede forsøg. Der er hverken tale om årgange, navne

eller billeder/malerier. Kategorien ”Tag” indeholder

graffiti, hvori der indgår et navn, årstal eller en kombination af begge dele. ”Throw up”

dækker de graffiti, som jeg opfatter som enkle skitser. Kategorien ”Piece” dækker over de

graffiti, som er mere bearbejdede værker i deres helhed, lavet med f.eks. perspektiv i motivet

og flere farver. ”Street art” dækker de graffiti, som i helheden indgår i lokaliteten som en

kommentar. Både figurativt og kontekstuelt.

Graffiti ordliste (Poulsen 1997). Tag, et: (eng.) dæknavn/signatur. Throw-up, et: (eng) hurtigt ogsimpelt piece, ofte et tag med outline; Piece eller Masterpiece, et: (eng.) graffiti-maleri (mesterværk),kaldes også >>en burner<< (eng. slang); kilde: Poulsen 1997: 94-95. Street art: en videreførelse afgraffiti. Kunstner benytter sig ofte af plakater, klistermærker og skabeloner som males med spraydåse,til forskellige former for installationer i det offentlige rum. Nogle har politiske andre personlige mål medværket. Street art adskiller sig fra graffiti ved at det vægter det figurative i værket (personlig kommuni-kation: anonym graffitimaler i DK).

4.1.2 Lokalitet - se næste side.

37

Lokalitet/kvarter/teknisk betegnelse/eller institution Antal Størst antal

Akinnaq fjeld 5

Alanngukasik i alt 58 1

Alanngukasik - fodboldbane 31

Alanngukasik - Pisiffik - toilet 2

Alanngukasik - Pisiffik indgang 6

Alanngukasiup Qaava 19

Aron Mathiassenip Aqqutaa 3

Atersuit 1

Atuarfik Jørgen Brønlund (AJB) 3

Atuarfik Mathias Storch (AMS) 9

Edvard Sivertsernip Aqquserna 3

Elias Jørgensenip Aqquserna 2

Elizabeth Thomsenip Aqquserna 2

Fredericiap Aqqutaa 9

Immersuarmut Aqqutaa {12} {1}

Isfjord området 4

Jørgen Guldareip Aqquserna i alt 13 3

Jørgen Guldagerip Aqquserna 7

Jørgen Guldagerip Aqquserna - Qoorunnguaq 6

Jørgen Petersenip Aqquserna 2

Jørgen Sverdrupip Aqqutaa 3

Konrad Chemnitzip Aqquserna 7

Kunnguarsuk 1

Kusanngajannguaq 9

Kussangajannguaq - Pisiffik 5

Marius Sivertsernip Aqquserna 7

Marius Sivertsernip Aqquserna - bro 2

Marralinnguaq 2

Mathias Stenholdip Aqquserna 1

Mathias Storchip Aqqutaa 7

Miitarfik - Lufthavnen 5

Mittarfiup Aqqutaa i alt 29 2

Miitarfiup Aqqutaa - broen N 4

Miitarfiup Aqqutaa - broen S 6

Miitarfiup Aqqutaa - fjeld 13

Mittarfiup Aqqutaa - vandreservoir 11

Minnerup Aqqutaa 6

Modsat Atlantkaj 5

Nammarfik 12

Noah Mølgaardip Aqquserna 7

Nuisariannguaq 4

Oqaluffiup Aqqutaa 11

Pittoqqiup Aqquserna 7

Qilakitsoq 3

Qoororsuaq/Zimmers køft 2

Quikasik 5

Qupaloraarsuk 4

Radiofjeldet 1

Sermermiut Aqqutaa 7

Slædesporet - Atersuit 3

Slædesporet - Nammarfik 1

Slædesporet - udenfor byen 2

Umiarsualivik - havn 8

Tabel 2) viserfordelingen afgraffiti som jeg fikdokumenteret iIlulissat på i alt 52lokaliteter. Listen erordnet alfabetiskefter vej, kvarter/teknisk betegnelse(på bykort fraTeknisk Forvaltningi Ilulissat), ellerinstitution. Defremhævede posterviser de største”graffiti samlinger”eller ”graffitiscener”. Pålokaliteten”Alanngukasik”findes den størstegraffiti samlingfordelt på 3-4steder (fodboldbane,supermarkedPisiffik ognærliggende kvarter”AlanngukasipQaava”. Andenstørste graffiti-samling findes pålufthavnsvejen”MittarfiupAqqutaa” og 3.største ved JørgenGuldagerip Aqutaa.

Illustration:Alanngukasik, med i alt58 tags - byens størstegraffiti scene.24.10.2003.(bnr.5300137).

Tabel 2)

4.1.2 Lokalitet

38

Det er vigtigt at have følgende for øje, når man læser forgående oversigt. For det første er

antallet af graffiti på de enkelte lokaliteter kun opgjort ved en sammentælling af fotografier og

det repræsenterer derfor kun et ca. antal af værker. Eksempelvis har det været svært at opgøre,

hvad antallet af graffiti var på ”Immersuarmut Aqutaa”. Dér fandt jeg to gamle busstoppest-

eder fyldt med graffiti. Mit gæt er, at antallet ikke overstiger antallet ved ”Alanngukasik”,

men sandsynligvis det samlede antal af graffiti på ”Mittarfiup Aqutaa/Lufthavnsvejen.” I den

sammenhæng er det vigtigt at bemærke, at kvarteret ”Jørgen Guldagerip Aqquserna” rykker

fra en tredje plads til at være den 4. mest graffiti prægede lokalitet i Ilulissat.

Fordelingen afgraffitiscener i byenIlulissat. Ringeneviser hovedparten afgraffiti lokaliteternebeskrevet i foregåendetabel. Kvadraterafgrænser de trestørste lokaliteter 1)Alanngukasik, 2)Miittarfiup Aqutaa og3) Jørgen GuldaregipAqusserna (3a –ImmersuarmutAquttaa.)Fordelingen synes atvære ujævn. Kortetviser en del hvidepletter med arealer tilbåde beboelse ogandre formål, som ikkeer brugt til graffiti, ihvert fald ikkemarkant, så jeg fikfotograferet det.Graffitien er merespredt i den nordlige,ældre del af byen, mestkoncentreret imidtbyen og sporadiskeller fjernt frabybilledet i sydøstIlulissat.

1

2

3

39

De tre største graffiti-scener vil derfor være delvist eller helt udenfor et beboelsesområde. I

det store hele viser oversigten over graffiti lokaliteter i Ilulissat, at der faktisk laves graffiti

både på trafikerede steder, og udenfor byens kerne.

Fordelingen af graffiti i Ilulissat er interessant ikke bare af geografiske og statistiske grunde,

men bl.a. også fordi den modsiger den opfattelse, der tilskriver graffiti ”dårlige/belastede”

kvarterer. Som jeg viste i afsnittet om byens historie, har Ilulissat næsten altid bestået af

forskellige kvarterer. Som en hvilken som helst anden by i verden, er Ilulissat også præget af

rygter og velmente synspunkter, der vedrører status af forskellige dele af byen. Det vedrører

bl.a. de grønlandske boligblokke, der er berygtet for dårlig stand og hærværk. Nu har jeg ikke

undersøgt ”opgangsgraffiti” i Ilulissat. Boligblokkene på Jørgen Guldagerip Aqquserna

bidrager til at lokaliteten lander på en delt 3. plads med hensyn til flest graffiti. Men som jeg

har argumenteret før, er det tvivlsomt, om den samlede sum af graffiti kan gøre boligblokken

på Jørgen Guldagerip Aqquserna til et mere graffitiplaget sted end Immersuarmut Aqqutaa,

ved lossepladsen. Typen af graffiti er i hvert fald meget forskellig de to steder. Ved Jørgen

Guldagerip Aqquserna vil jeg tale mere om ”børnegraffiti”, mens de nedlagte busstoppesteder

ved dumpen på Immersuarmut Aqqutaa indeholder både ”satanistiske og racistiske graffiti,” i

det store hele mere ”elendighed” end ved boligblokken. Boligblokkene, trods deres dårlig ry

og trods den graffiti jeg har set, fremstår faktisk utrolig pænt i bybilledet, dekoreret sågar med

værker af en lokal kunstner.

To af byens boligkvarterer har jeg oplevet at blive omtalt som belastede.

”Atersuit” og ”Nammarfik,” bygget omkring slutningen af 1980’erne. Ifølge min oversigt, så

findes der relativt få graffiti ved de to steder, sammenlignet med de 3 største graffiti-scener.

Sammenligner vi den anden vej, så er Nammarfik med sine 12 graffitisteder ikke lang fra de

11 graffiti steder ved Oqaluffiup Aqutaa, Zionskirken.

4.1.3 Underlag og sprog

Der males eller ridses i forskellige formater, på forskellige typer materiale, som f.eks. husmur,

fjeld, glas, træ, asfalt og sågar sne. Graffitien indeholder informationer om byens

sportsklubber, visitkort af forskellig art, indforståede beskeder, hyldest til amerikanske rock

og hip hop ikoner, men man ser også forskellige former for dekoration af byens rum og

udstyr, som fra tid til anden flytter rundt. De fleste graffiti værker står for sig selv, enten på

hjørnet af en bygning, på containere, vejskilte, gamle oliefyr, eller samlet sammen på en

40

rullemarkise (som opslagstavle), på lossepladsen (fjernet fra byen), på store sten og klipper

ved slædesporet, eller på en lang trappe i nærheden af den lokale Pisiffik. Sproget er primært

grønlandsk og engelsk.

4.1.4 Antal farver

De fleste graffiti i Ilulissat er lavet i een farve. Kun ca. 14 graffiti på forskellige lokaliteter er

2 eller flerfarvede. Det vil sige at kun ca. 5 % af Ilulissat graffiti i perioden efterår 2003 –

forår 2004 var lavet i 2 eller flere farver. (Igen kun ca. antal, fordi graffitien ved bl.a.

Immersuarmut Aqutaa er vanskelig at tælle sammen.)

4.1.5 Graffiti redskaber

Graffiti og street art i Ilulissat, er lavet med forskellige redskaber. Spray, kridt eller almindelig

maling påført med pensel (alle tre enten på vægge, sten eller asfalt), spidse gendstande eller

sten til at ridse på ruder eller sten. Endelig tusch i forskellige farver, enten på træ eller metal

(vejskilte, rullemarkise m.fl.). Et hurtig gennemsyn af alle 321 graffiti fotografier viser, at der

overvejende laves graffiti med spraymaling.

1) Spraymaling, b.nr. 5300139 (24102003). 2) Almindelig maling påført med pensel, b.nr. 5300570 (16052004).

3) Tusch, b.nr. 5300399 (30.03.2004). 4) Ridset med sten eller spids genstand, b.nr. 5300379 (14032004).

Billedtekst - næste side. 41

1)“Peter Heilman 1970 (1970 = fødselsdag; Aqissiaq Mathiassen - personlig kommunikation) ; 2) “Suulut ogNaya“ - navne (Suulut=Jørgen); 3) "Sweat Madflo, Punk, Chaq, Freestyle og div." - markise ved Pisiffik; 4)Hænder og “TER“ - Akiinaq fjeldet, ca. 300 meter over havet.

Ca. 30 steder er der ridset, overvejende i sten. På ca. 30 lokaliteter er der brugt tusch til tags,

og almindelig maling påført med pensel ca. 13 steder, overvejende ved Zionskirken, hvor der

jævnligt klargøres både ved strandkanten.

Ud af de i alt ca. 321 graffiti i Ilulissat, er der på ca. 121 lokaliteter lavet graffiti med andet

end spraymaling. Over halvdelen af byens graffiti er altså skrevet/tegnet med spray. Det

betyder dog ikke, at det er spraygraffiti som dominerer, fordi der langt fra er spraygraffiti i

samme omfang som f.eks. tusch tags ved Alanngukasik/fodboldbanen.

4.2 Sted og sammenhæng

En overvejelse af sammenhængen mellem graffiti og sted er vigtig, for bl.a. at kunne belyse

skrivernes brug af det offentlige rum. Dette kan efter min mening undersøges efter følgende

kriterier: 1) kortlægning af graffitien i byens rum, 2) observationer af graffiti produktion og

3), ved hjælp af dybere forståelse af det offentlige rums sfærer.

4.2.1 Kortlægningen af graffiti i byens rum

Til Kortlægningen af graffiti i byens rum, har jeg valgt at skitsere 2 af de mest repræsenterede

graffiti: ”KORN” og ”PUNK,” (inkl. dens varianter” Punks/C-PUNK/Punkeys/InuPunk.).”

Ud af de ca. 300 graffiti værker/steder, er der i Ilulissat henholdsvis 19 ”Korn” og 13 ”Punk”

graffiti. Som skitseret på kortet på næste side, dækker de 2 graffiti byens rum på tværs, hvis vi

ser på kortet fra top til bund, fra nord til syd. ”Korn” ser ud til at være spredt over et større

område end ”Punk”, da den så at sige går rundt om vejene Kussangajannguaq og Mittarfiup

aqqutaa, som jeg anser for at være to af byens mest trafikerede veje (både hvad angår

køretøjer, hundeslæde og trafikanter). ”Punk” er derimod overvejende koncentreret omkring

Kussangajannguaq vejen. Få steder overlapper de to graffiti hinanden. I forhold til den største

graffitiscene Alanngukasik (fodboldbanen), ligger ”Punks” i umiddelbar nærhed af den, mens

”Korn” udebliver helt fra stedet.

Hvad gavner kortlægning egentlig? Efter min opfattelse viser en kortlægning af

graffitiemner, ikke bare deres lokalitet på kortet, men afslører de forskellige skriveres færden i

i byen. Når de udvælger værkernes placering, sker det efter min opfattelse efter, hvor deres

42

Kort: Ilulissat Kommune, Teknisk Forvaltning 1999. Ruter/mønster for „Punks (P)“ og „Korn (K)“ tegnet ind.„Punks“ optræder tæt på nr. 1 graffitiscene, „Korn“ tæt på nr. 2. Sammen optræder de ved 3. største scene.Scenerne angivet med cirkel.

3

1

2

43

foretrukkende fritidssteder er. Desuden kan man forestille sig, at den manglende kontakt

mellem emnerne, som f.eks. ”Korn” og ”Punks,” indikerer et ønske om ikke at sammenblande

skrivernes (eller gruppernes) ”udstillingsvindue”. I vestlig graffiti kultur, er der nogle

uskrevne regler omkring det emne. F.eks. omtaler www.urban.dk (2005) et særligt udtryk;

”strege vb., -de. : At slå en streg med tush eller spray over en anden graffitimalers tag for

bevidst at vise sin foragt for ham (ibid.).” Det er efter min mening vanskeligt at afgøre om det

også gælder i Ilulissat. Bl.a. fordi jeg ikke har været i kontakt med en Ilulissat-skriver.

Desuden er der det forhold, at de der ikke kender Ilulissat, oplever kortet anderledes end de,

der har gået gennem byen gentagne gange. Kortet er efter min mening ikke i stand til at

dække alle dimensioner af rummet. Med henblik på reelle afstande må læseren huske, at der

faktisk er stor luft mellem graffitien. Selvom graffitien er synlig i bybilledet, er det muligt at

vandre igennem byen, uden at lægge mærke til den. Enkelte Ilulissat borgere har selv givet

udtryk for, at de ikke havde tænkt over graffiti, før jeg havde gjort dem opmærksom på emnet

(Ilulissat Museum personale (2003; 2004); A. Mathiassen – personlig kommunikation 2005).

4.2.2 Hvem laver graffiti og hvorfor?

I perioden 11.09.03 – 26.05.04 har jeg ved flere lejligheder henvendt mig til borgerne i

Ilulissat. Bl.a. i en kort artikel i lokalbladet Iluliarmioq (Medonos 2004) og på ture sammen

med unge snowboardere. Jeg spurgte i den forbindelse, om nogen kunne indvi mig i

skriveriet, men desværre har jeg ikke fået nogen kontakt til graffitimalerne. Følgende historie

fra min dagborg, hvor jeg gør mig nogle overvejelser omkring graffitiskriverne i Ilulissat.

”Hvem laver graffiti i Ilulissat? Jeg har ikke entydig svar på dette ovenstående spørgsmål.

Alligevel vil det undre mig, hvis der ikke er en sammenhæng mellem graffiti og de unges

selvopfatttelse. Kan graffiti være et udtryk for den moderne grønlandske kultur, som f.eks.

snowboarding er? Jeg tror, at den socialisering jeg oplever ved snowboarding, muligvis også

fortæller noget om baggrunden for og betydningen af graffitien.

Medens jeg var i Ilulissat, anskaffede jeg mig et snowboard. Målet var at lære

sporten og komme i kontakt med unge mennesker i byen. Kaaga, en 15-årige folkeskoleelev

fra Mathias Storch skole, lærte mig på eget initiativ at stå på ”brættet”. Kaaga var altid

optaget af det ”rigtige” udstyr til snowboarding. De rigtige briller, boards af kendt mærke og

moderne støvler. Gennem hans omgangskreds, kom vi sammen ud på snowboardture, både

44

ved udkanten af byen og til fjelds. Ved disse lejligheder, var vi ofte 6-8 personer afsted på to

snescootere. I gruppen var der nogle med alt nødvendig udstyr i tip top stand, men også et par

stykker, som lånte udstyr fra andre. En af de ting jeg hurtig bemærkede var, at deltagerne

spurgte til værdien af hinandens snowboard og tilhørende udstyr. Snowboards blev ofte

sammenlignet, både med hensyn til pris og mærke. Det var også tydeligt, at tøjet spillede en

rolle. Altså, skulle man på snowboard, var det en selvfølge, at man både havde adgang til de

rigtige snowboardstøvler, bukser, jakke og briller. Det interessante var, at dem, som ikke

kunne imødekomme de materiale krav, ikke udelukkedes fra snowboardgruppen. Det var

oftest de mest habile snowboardere. Selvom de materiale krav spiller en rolle, er

snowboarding en livsstil, som først og fremmest handler om det gode liv ude i det fri, hvor

offpiste kørsel føles som en leg. Man følte sig i sikre hænder, fordi alle hele tiden holdt øje

med hinanden.

Alligevel kan man efter min mening ikke se bort fra, at materielle værdier, som

f.eks. de rigtige mærkevarer og moderne snescootere, symboliserer en særlig selvopfattelse.

Udstyr kan symbolisere både en stil, men også et forhold til moderne kultur, formidlet f.eks.

via musik, film eller internet. Ens selvopfattelse i den fortand udtrykt ”på gaden”. Er man

fastboende i Ilulissat og snowboarder, så er man uden tvivl anderledes end isfjordfiskerne.

Man falder også udenfor det billede af unge Inuit, fremmede ellers forventer at møde i

Grønland.

Det samme gælder efter min mening graffitien. Efter de billeder jeg har taget af

graffiti, som indeholder udenlandske budskaber (de grove: F….Y…, musik: Eminem, og

subkulturer: Punks), kan man få den tanke, at graffiti i byen er en indirekte måde, hvorpå

unge kommunikerer deres tilhørsforhold til den moderne, globale massekultur. Deres

selvopfattelse peger i retning af, at de ikke er anderledes end de unge der ser MTV i Europa

eller på den anden side af Davisstrædet.

Men så enkelt forholder det sig vel ikke. Ingen af de unge jeg har været i

kontakt med ved tilsyneladende, hvem der laver graffitien, hvis man spørger dem direkte. Ved

en snowboardtur oppe i fjedene, spurgte jeg en gruppe snowboardere om de vidste, hvem der

lavede ”hænderne (b. nr. 5300379).” En af gruppens medlemmer, en pige, svarede, at det

vidste hun ikke. ”Men det er nok ham dér,” hun pegede på en dreng, der stod lidt væk fra os.

Jeg spurgte drengen, om det var ham, men han sagde nej, han vidste ikke hvem det var. Han

45

sagde dog, at han havde sat sit navn et eller andet sted der hvor vi befandt os. Han kunne ikke

huske hvor. Navnet fik jeg heller aldrig at vide.

Jeg har oplevet, at unge, som dyrker Playstation2 og snowboard, ikke kan

løsrive deres livstil fra den obligatoriske rypejagt, fisketur m.fl. De står altså med et ben i hver

lejr. Kaaga og hans ven Ivik, som jeg tilbragte en del tid sammen med på snowboardbakken,

spurgte ofte til min dagligdag på følgende måde: ”Har du set, de har stænger til fluefiskeri i

KNI? Har du prøvet det?” Eller ”Hvad er dit ynglingskæledyr?” Disse spørgsmål, som føltes

som om de kom ud af den blå luft, var ofte begyndelse til en længerevarende samtale. Det

første spørgsmål førte f.eks. til en snak om, hvorledes de unge mennesker ofte fiskede ved

søerne udenfor byen. Jeg mente, at der var langt til søerne, hvilket de modtog med et smil.

Det andet spørgsmål førte til præsentation af vores livshistorier. Ivik var for eksempel født i

Sisimiut, døbt i Qaanaaq og konfirmeret i Upernavik. I den forbindelse berettede han om,

hvorledes der taltes forskellige sprog i Grønland. Nogle af dem synes han lyder sjovt. Jeg

kunne bidrage med, at min kone var født i Korea, hvilket gjorde indtryk på drengene. Det at

være bortadopteret fra sit fødested, måtte ifølge dem være synd. Vi blev dog alle fanget af den

tanke, at man kunne blande indtryk fra barndommen med det man fortager sig idag Vi

blandede så at sige det gamle med det nye. Kaaga havde f.eks. i flere dage snakket om, at han

ville købe moderne skibriller. Jeg var tilfældigvis i færd med at bestille en kopi af de

traditionelle grønlandske snebriller hos den lokale kunsthåndværker. Jeg spurgte Kaaga og

Ivik, om vi ikke alle sammen hellere ville have de gamle briller. Begge drenge synes om

ideen. Vi drømte videre om, hvorledes man kunne lave et spil til Playstation2, med det

traditionelle inuit univers. Et spil, hvor man kan invadere Disko øen v.h.a. et specielt

vandkøretøj, som forestiller en hval. Angribe fjender med fjernstyrede harpunspidser, iført

snebriller udstyret med kikkert og radiokontakt.

Jeg har to gange spurgt Kaaga alene og også Kaaga sammen med Ivik, om de

vidste, hvem der lavede graffitien i byen. Det vidste de ikke, og det virkede som om, at emnet

ikke interesserede dem meget.“

Det er efter min mening ikke muligt at påstå, at graffiti i Ilulissat, kun er til for

unge mennesker. Beviset er de mange ”visitkort” som folk i årenes løb har lagt i byen, på

gennemrejse eller som symbol på deres selvopfattelse. Dette bunder muligvis i en særlig

grønlandsk forestilling om et fællesskab, med fødselsårgang som omdrejningspunkt.

46

Illustration: bnr. 5300401 t.v.(fotograferet 30032004), bnr. 5300558 t.h.(fotograferet 15052004) Ringen angiverbnr. 5300401’s placering i billedet.

Til sammenligning, er der ikke sket ændringer ved byens største værk/piece ”Eminem,” som

ligger modsat ovenstående værker. Måske tilhører samtlige værker på Mathias Storch skolen

samme ophavsmand? Dette at dømme både på det figurative plan og det faktum, at

”SlimShady” i hvert fald hører sammen med den amerikanske hip hop ikon EMINEM på The

Slim Shady LP. Hvorfor er der ikke observeret ændringer eller tilføjelser på allerede

eksisterende graffiti scener andre steder i byen? Svaret må være, at jeg har været i byen

udenfor sæsonen. En af mine informanter, som boede i Ilulissat i 80’erne og 90’erne og som

fortsat besøger byen hver sommer i forbindelse med sæsonarbejde oplyste, at han endnu ikke

har observeret produktion af graffiti. Informanten har bl.a. i en periode arbejdet som

taxachauffør og mindes ikke at have set graffiti produktion hverken om dagen eller natten.

Derimod gjorde han mig opmærksom på, at graffiti kunne tænkes at være lavet om sommeren,

fordi en del mennesker da er længere oppe end om vinteren. Informantens opfattelse af graffiti

er, at man laver værkerne for at andre skal se den. Til mit spørgsmål om, hvad informanten

synes om graffitiens funktion i byen, svarede informanten: ”Måske demonstrer man ved at

I løbet af den tid jeg var i Ilulisaat, er det ikke lykkes mig at observere personer udføre

graffiti, selvom jeg blev opmærksom på, at der skete ændringer på en af lokaliteterne, Mathias

Storch skolen. Billedrække 5300557-5300562 i vedlagt billedgalleri viser, at disse graffiti må

være tegnet mellem 30.03.2004 og 15.05.2004. Sammenlign med billednumre 5300557 og

5300558. Beviset på dette findes med udgangspunkt i billede nr. 5300401, fotograferet

30032004. I billedet 5300558 fra 15.05.2004 er det muligt at se, at der omkring motivet

”FUCK THE SCHOOL” er tegnet i stort omfang.

47

skrive sit navn, at man har en identitet (A. Mathiassen – personlig kommunikation 2005)”.

Man laver det i det skjulte, men alligevel i nærheden eller i sammenhæng med andre.

Sammenlignet med den skjulte, velforberedte graffiti produktion i Vesten, er Ilulissat graffiti

sandsynligvis produceret til en hel anden kontekst. Der er sandsynligvis tale om et andet

publikum i Ilulissat.

4.2.3 Forskellige sfærer af det offentlige rum

Hovedparten af Ilulissat graffiti findes ligesom alt graffiti andre steder i verden i det offentlige

rum. Sociolog Lyn H. Lofland har i flere bøger beskæftiget sig med emnet offentlig rum.

(Lofland 1973; Lofland 1998). Her bruger jeg Loflands overvejelser til at komme nærmere

ind på sammenhængen mellem graffiti og sted i Ilulissat.

Illustration; Til venstre, tag af MG, KG m.fl. ved Ilulissat Lufthavn. B.nr. 5300233, fotograferet 05.11.2003. Tilhøjre, tag af „Birthe“, b. nr. 5300608, fotograferet 26052004. Hvad siger tags placeringen om ophavsmandensbrug af det offentlige rum i Ilulissat? Hvor går grænserne for offentlige rum i Ilulissat? Er der andre ”centre”i byen hvor det er vigtigt at have sit tag eller graffiti?

Jeg vil argumentere for, at det offentlige rum, i Ilulissat dækker både det urbane og naturen.

Lyn H. Lofland (1998) opfatter det urbane, offentlige rum som det sted, hvor der udfolder sig

”a world of strangers.” Et relativt anonymt rum, hvor mennesker støder ind i hinanden. Ifølge

Lofland, har byrummet en geografi, historie og kultur (f.eks. normer for god/dårlig opførsel),

og en spindelvæv af sociale relationer. Fra en strategisk synsvinkel ser jeg forskellige aktører

i relationerne, på baggrund af Loflands tekst. Aktører, som er uvidende om det offentlige rum,

aktivister (graffiti-malere?), byens ”kultur” vogtere (politiet, Teknisk forvaltning) m.fl. Alle

brugere af det offentlige rum har deres særlige motiver og interesser i spillet. I det store hele

forsøger Lofland (1998) at give en beskrivelse af de førnævnte aspekter fra et sociologisk

48

udgangspunkt, for at finde forklaringen på menneskets brug og opfattelse af offentlige steder.

Dette er bl.a. muligt at afklare ved nærmere undersøgelse af samspillet mellem forskellige

faktorer. Nogle af dem er historie (byens størrelse contra status), geografisk og sociologisk set

(bosættelse og tilknytning), repræsentation ( i grønlandsk sammenhæng f.eks. Bo Wagner

Sørensen om Nuuk (2003), Per Folkver et al. om Ilulissat (2001).Jeg har valgt her at

fremhæve Loflands bemærkninger omkring det relationelle forhold mellem person og sted (Se

Lofland 1998: 51-71). Lofland taler om fire forskellige tilknytninger til sted. A) den

emotionelle relation (locales and emotional attachment), B) den relation hvor sted er det man

mindes om (memorialized locales), C) det som man er fortrolig med (familiarized locales) og

D) hjemmebane (hangouts and home territoriums).

Ad a) Steder, som mennesket både på det individuelle og kollektive plan kender og som bærer

en betydningsfuld historie, en vigtig brik i både den individuelle og kollektive identitet.

Derfor taler Lofland om steder, hvortil man har et følelsesmæssigt forhold. (frit efter ibid.:64).

Det er efter min mening ikke vanskeligt at finde sådanne steder i Ilulissats offentlige rum.

Grundet det faktum, at borgerne i Ilulissat har valgt at bevare f.eks. bygninger fra kolonitiden,

er det muligt at tale om ”emotionelle kvarterer” i byen idag. Disse vil henholdsvis være:

kvarteret omkring Ilulissat havn (KOLDHUSET…..) og kvarteret omkring Ilulissat Museum

og Zionskirken (Seminariet) m.fl.. I stort perspektiv, hele den gamle koloni Jakobshavn.

Kvartererne er illustreret på kortene bragt i kapitel 3. Men jeg vil også hævde, at der i Ilulissat

er emotionelle relationer til ikke menneskeskabte værker, som f.eks. Ilulissat Isfjord. Hele

området, både det som er fredet af UNESCO, men også de steder som fortsat fungerer som

arbejdsplads for byens fangere og fiskere. Blandt et af de måske mest illustrative eksempler

på emotionel tilknytning til sted i Ilulissat (som en udefrakommende får mulighed til at

observere), er den årligt tilbagevendende folkelige begivenhed omkring Isfjorden. Den 13.

januar vandrer de fleste beboere til ”Holmens Bakke (Seqinniarfik – stedet hvor solen

kommer frem),” for at hilse solen tilbage i byen.

Ad b) Steder man mindes, fordi de forbindes med særlige begivenheder. En af dem kunne

være det nuværende Ilulissat Museum, fordi her blev Knud Rasmussen født, her blev der

uddannet nogle af de første grønlandske kateketer osv. Igen vil jeg mene, at man i Ilulissat har

steder, som kan forbindes med memoraliserede begivenheder. F.eks. lokaliteter omkring det

gamle Sermermiut, som jeg har beskrevet som byens rødder. Endvidere giver en række

49

mundtlige og nedskrevne kilder beretninger om livet i gamle dage. Disse kommer hyppigt til

overfladen i bl.a. turisme sammenhæng og kan derfor også ses som en praktisk og økonomisk

ressource.

Ad c) Fortrolige steder. Her drejer det sig om stier, ruter og lign. Her er det særligt

oplagt at nævne slædesporet, som findes både i byen og udenfor. Uden at gå i detaljer

omkring færdselsloven for hundeslædekørsel, er det værd at nævne, at det har en stor

betydning for trafikken, hvis dele eller hele strækninger af slædesporet fjernes, eller

omlægges. En sådan handling kræver ny tilvænning for hundene og deres ejere, eftersom

dyrene som regel løber ”baglæns”; dvs. efter et velkendt spor. Desuden er det mit indtryk, at

det ved slædesæsonens start er de mest erfarne slædekuske, som bevæger sig i den uberørte

hundeslædemotorvej.

Ad d) Hjemmebane – territoriet. I dette tilfælde handler det om udvalgte steder, hvortil

udvalgte personer har eller føler et tilhørsforhold. Dette kan bl.a. være kombinationen af

havnen i Ilulissat, brættet, indhandlingen – fiskernes og fangernes territorier. Det er muligt at

finde nogle fællestræk: fisk, påklædning, overvejende grønlandsk sproget miljø, jolle,

hundeslæde m.fl. Igen vil det også i dette tilfælde strække sig ud over det urbane rum, f.eks.

Isfjorden, som det er muligt for en fanger/fisker at besøge gentagne gange i løbet af dagen,

hvis f.eks. vejret tillader det.

Et andet, meget sandsynligt ”hangout” sted for unge mennesker, kunne være Alanngukasik,

fodboldbanen eller den lokale beværtning Murpheys. M.h.t. fodboldbanen gælder, at hvis man

ser på afstande mellem de forskellige institutioner, som folk bevæges imellem, sportshal,

folkeskole, ungdomspension, supermarked, diskotek, ligger dette sted meget centralt i den

Illustration: Ved Seqinniarfik, 13. januar 2003. Foto: forfatter.

50

sammenhæng. Nemlig mellem byens to folkeskoler, overfor sportshallen, ved siden af et af

byens store supermarkeder med særlige vareudbud (musik, elektronik m.fl.). D.v.s. et oplagt

territorium for graffiti malere, da der er god adgang til publikum og plads til skriveri.

For Lofland (1998) er sammenhæng mellem person og sted en vigtigt brik i det offentlige

rum, der af forfatteren ses som et relationelt rum med mange aspekter, vævet ind i hinanden.

Lofland tager udgangspunkt i det moderne, urbane rum og kommer derfor ikke omkring

spørgsmålet om naturens rolle, som det efter min mening er vigtigt at have med i Ilulissat.

4.3 Sammenfatning

Ud fra min fotosamling er det muligt at se, at Ilulissat graffiti består af mange typer, som er

spredt over en række lokaliteter. I Ilulissat findes både moderne og klassisk graffiti.

Spraymaling synes at være det foretrukne redskab til graffiti, dog er hovedparten af den lavet i

een farve. Graffitien er spredt over mange lokaliteter i byen, mens en nærmere opgørelse

viser, at der er enkelte steder i byen, hvor der tegnes særligt meget. Disse lokaliteter er

koncentreret omkring byens centrum og de mest trafikerede veje. Det er ikke muligt at få

oplyst, hvem der laver byens graffiti, dog vil jeg gætte på, at den laves både af unge og

voksne mennesker.

Et af de specielle forhold omkring Ilulissat graffiti er, at der både laves indenfor og udenfor

byen. I det næste kapitel analyseres udvalgte graffiti med henblik på afdækningen af

værkernes betydningsbærende elementer og funktion i byens rum.

Kapitel 5 - Ilulissat graffiti; værker i semiotisk perspektivI dette kapitel vil jeg analysere udvalgte graffiti fra Ilulissat. Da det vil være for omfattende at

analysere de ca. 321 graffiti, har jeg valgt at skære igennem materialet på baggrund af

følgende kriterier, som efter min opfattelse vil give en repræsentativ analyse af det

foreliggende materiale.

- de 3 største graffitiscener

- analyse af de enkelte graffiti typer; tags, throw up, piece og street art.

- analyse af forholdet mellem et by- og naturværk

51

Analysen tager udgangspunkt i materialet præsenteret i vedlagt graffitigalleri på Cd-rom. Se

evt. vejledningen til brug af denne i bilag 3. I teksten refereres til de enkelte graffiti via

fotografiets billednummer, identisk med materialet på Cd-rom men i øvrigt også på Internettet

(Medonos 2004).

En analyse kræver et vidensbaseret udgangspunkt. Jeg har valgt at lade mig inspirere af

semiotikken, hovedsagligt som beskrevet hos Kjørup (2002), suppleret med hans overvejelser

omkring billedkommunikation (ibid.:1980).

5.1 Semiotik

Semiotik er lære om tegn. Grundlaget for den moderne tegnteori findes hos den amerikanske

filosof Charles Sanders Pierce, den svejtsiske lingvist Ferdinand de Saussure og den russisk-

amerikanske lingvist Roman Jakobson.

Indenfor semiotik skelnes der mellem forskellige typer af tegn. Indeksikalske tegn og

kommunikative tegn, som yderlige opdeles i sproglige og ostensive tegn. Indeksikalske tegn

er tegn på noget, som f.eks. feber er for en sygdom. Kommunikative tegn er tegn for noget

eller meddelelser om noget (de er betydningsbærende). Dets underkategori, sproglige tegn, er

dem man bruger til at tale med, mens de ostensive tegn som regel eksemplificerer hvad

ordene betyder (Kjørup 2002: 7-8;50). Tegn kan i det store hele klassificeres som spor, sprog

og billeder.

Graffiti er efter min mening et glimrende semiotisk materiale, fordi graffiti netop kan

opfattes som spor, sprog og billede. Som jeg fremhævede i det indledende afsnit om graffiti,

er det dens bogstaver/skriften, som er graffitiens kerne. Stilen og teknikken, hvormed

graffitien produceres, har desuden betydning for, om graffitien opfattes som spor, sprog eller

et billede. Lad mig først kort eksemplificere graffiti som de 3 ovennævnte tegntyper;

indeksikalske, sproglige og ostensive.

5.1.2 Spor efter noget grønlandsk og noget globalt

Det indeksikalske tegnbegreb er i sig selv uden betydning. Det kan både være tegn på noget,

men også tegn for noget. ”Indekser fortæller os i en vis forstand om verden, men ikke fordi

der er nogen der vil fortælle os noget; vi må selv få øje på dem og tolke dem for at få noget at

vide (Kjørup 2002:44).” I den sammenhæng er det vigtigt, at man som tilskueren bruger nogle

instrumenter, der giver tegnene betydning i virkeligheden. De indeksikalske tegn er resultater

52

af en vidensproducerende proces (frit efter ibid.:47). I forhold til mit graffiti materiale fra

Ilulissat, er det muligt at fremhæve to træk ved graffitien som indeksikalske tegn. De peger

hver i sin retning.

Fra galleriet over Ilulissat graffiti er det muligt at trække forskellige interessante

graffiti ud. F.eks. en gruppe tags, som indikerer den lokale kultur og en række tags og pieces,

som tegn på den globale virkelighed. Ud af i alt 321 fotografier af graffiti, består ca. 229 af

tags, hvoraf ca. 40 er opbygget omkring fødselsårstallet. Brugen af årstal i iluliarmiuts tags

tolker jeg som udtryk for ”peqat,” det lokale begreb for årgangsfællesskaber.

Årgangsfælleskaber bruges under forskellige betegnelser også i andre dele af Grønland.

Derfor kan man sige, at ”peqat” er en variant af et grønlandsk kulturelement (jeg vender

tilbage til årgangsfællesskaber under analysen af tags). I modsætning til det særlige

grønlandske i ”peqat” vil jeg hævde, at mindst lige så mange graffiti i Ilulissat er tegn på en

global virkelighed i byen. Dette kommer til udtryk i tags og pieces, som hentyder til velkendt

populærmusik eller udtryk, kendt over hele kloden. Ud af de ca. 321 billeder, har jeg noteret

73 fotografier der enten er engelsksprogede eller direkte repræsenterer en udenlandsk musik

ikon.

Illustration: Tag af Malik Mathiassen 1989, b.nr. 5300387. Til højre, tag „XZIBIT“, b. nr. 5300371, sandsynlig-vis som logo på T-shirt el. lign.

Tager man de ca. 40 ”årgangstags” og tæller de øvrige tags med lokalt præg med (navne og

kaldenavne, som lokale kan identificeres med), er det lokale i omfang ikke mindre end de ca.

70 billeder af ”global” graffiti. Den graffiti, som tydeligt bærer spor af udefra kommende

påvirkning, kan efter min mening yderligere reduceres ved at trække graffitien á la ”Fuck

you” ud af optællingen. Det er nemlig min opfattelse, at budskaber af den art, ikke længere

kun bærer den vestlige kulturs værdier, men absorberes i de fleste ordbøger, uden at nogen

har lagt mærke til det, i takt med påvirkningen fra den medieskabte virkelighed.

53

5.1.3 Ideografisk skrift – kommunikative, sproglige tegn

Den sproglige del af semiotikken, er trods sin kompleksitet mere konkret, i sammenligning

med bl.a. det forgående. Alligevel er skriftsprogets sprog også genstand for forskellige

tolkninger. Hos Saussure er skriften repræsentant for sproget. Kjørup skriver ”..er det skriften

som sådan vi taler om, fx som læseren finder den her i bogen, er der ingen tvivl om at skriften

opfylder alle kriterierne for at være et sprog som stillet op ovenfor. Opfatter vi derimod

skriften som en ren gengivelse af det talte sprog, og specielt af dets lyde, mister den pludselig

sin selvstændighed og en del af sin sproglige karakter………...men nærmer sig et notationelt

system (Kjørup 2002:40).”

Som Kjørup påpeger, er det muligt at tale om forskellige former for skrift. Skrift som

medie, hvorigennem sproget får betydning, men også som et instrument. Det sidste er muligt

at eksemplificere ved den ideografiske skrift, som Kjørup gør opmærksom på (ibid.:41). Et

ideografisk skrift som f.eks. morsealfabetet, har et grafisk udtryk for hvert ord.

Det grafiske udtryk er efter min mening forbindelsesleddet til graffitien. Jeg har

allerede været inde på det i det indledende afsnit om graffiti, hvor jeg nævnte Kristiansens

artikel om det post-alfabetiske i mediets udvikling. Fra Ilulissat kan jeg i hvert fald se et værk,

som kan indordnes under den ideografiske betegnelse.

Bnr. 5300584 - Throw up v/JørgenBrønlund skolen, fotograferet20.05.2004.

Værket til højre må siges at være ulæseligt. Jeg vil

hævde, at det er resultatet af en bevidst handling. Man

kan blot forestille sig, at skriverens/malerens grafiske

udtryk har transformeret bogstaverne til stil. Og det er

netop det den moderne graffiti efter min opfattelse

handler om. Stilen bliver til sprog, hvilket efter min

opfattelse ikke adskiller sig radikalt fra Saussures

opfattelse af skriften som repræsentant for sproget.

5.1.4 Ostensive tegn – kunst eller hærværk?

Jeg har allerede nævnt, at ostensive tegn er kommunikative tegn. Men mens de sproglige tegn

bruges til at kommunikere med, eksemplificerer ostensive tegn kommunikationens

betydning. I den forstand er ostensive tegn så at sige ledsager til det talte sprog. De

demonstrerer noget, samtidigt med at der bliver nedfældet en forklaring om det emne, de

54

forestiller. Kommunikative tegn kan som vist i det foregående eksempel repræsentere sproget,

og være det i skriftform eller i form af et billede. ” En genstand som en sprogbruger gør til

tegn ved at vise den frem og på den måde bruge som tegn for noget som genstanden

eksemplificerer …………. Det der eksemplificeres, behøver langt fra indskrænke sig til det

mest umiddelbare iagttagelige og bogstavelige. Også skjulte eksempler kan eksemplificeres

(ibid,:81; 51).” Hermed henleder Kjørup indirekte opmærksomheden på, at de ostensive tegn

indeholder metaforiske egenskaber i kommunikationen.

Hvad demonstrerer graffiti billederne fra Ilulissat? Er graffitien i billedet et udtryk for

en kriminel handling (vi forbinder som regel graffiti med hærværk)? Eller demonstrerer de

kunst? Kernen i det her er, at graffiti som ostensive tegn åbner op for en lang række

tolkninger.

Illustration: graffitiudvalg fra Ilulissat. Fra venstre, tag „DORA og LAAKI (pseudonym for Rachel)“ b.nr.5300153; street art „Candy Cake“ b.nr. 5300355; nærbillede af tag galleriet fra slædesporet, b. nr 5300411; og„EMINEM“ „master-“piece fra Mathias Storch Skolen, b. nr.5300129.

Billederne foroven kan hver især tolkes fra forskellige synsvinkler. Du og jeg ser ikke

nødvendigvis det samme i dem. Men de kan også tolkes som tegn på forskellige normative

størrelser, f.eks. stil. Den store pointe er, at det er vigtigt at gøre sig klart, hvad der ligger til

baggrund for tolkningen, fordi man bl.a. skaber nye kontekster, så snart tolkning forankres i

sproget. I semiotisk forstand er tegnet blevet til tegn og har samtidigt åbnet op for nye

kontekster som det igen er muligt at fortolke videre. I det efterfølgende vil jeg gerne fortælle

en kort historie, som illustrerer en negativ holdning til graffiti. Historien stammer fra min

notesbog og er blevet omskrevet således, at alle personer fremstår anonyme.

”De burde have nogen tæsk, de unge”

„En dag i februar, på arbejde som sædvanligt. Det begyndte at lysne, dog stadig masser af

frost. Denne dag kom en gruppe fra turistkontoret. Som sædvanligt, blev de ført til kassen på

museet af guiden X. X. plejede altid at smutte ind på museets håndbibliotek, mens gæsterne

55

gennemgik udstillingen og museumsbutikken. På biblioteket sad jeg og syslede med mine

opgaver . Han kom ind uden at banke på, med kurs mod hylden med gamle numre af

lokalbladet Iluliarmioq. Hans handling var en nøjagtig kopi af de gange han besøgte mig. Han

hilste ikke, han gav sig til at bladre i avisen, akkompagneret af egen smasken. Jeg hilste og

forsøgte af flere omgange at få øjenkontakt, ellers havde jeg intet imod det hyggelige besøg.

X. fik bladret avisen igennem og kiggede på mig. Vores øjne mødtes i samme øjeblik jeg

kiggede op. ”Hej,” sagde han. Jeg svarede med en hilsen igen. ”Hvad laver du?” – spurgte

han. Jeg forklarede, at jeg sad og udførte et arbejde for Sisimiut Museum, at jeg boede i byen,

at jeg samlede byens graffiti og nævnte også at han havde arrangeret en tur til Ilimanaq for

mig i november. ”Nå det er dig. Du skrev om graffiti i Iluliarmioq.” ”Ja, hvad synes du om

det?” ”Du er fascineret af det, du synes det er flot?” ”Ja, jeg vil gerne have folks kommentar

til det. Er det ikke flot, at folk ikke er bange for at udstille deres værker offentligt?” X.

svarede med det samme, samtidigt med at han bevægede sig mod døren for at komme ud; ”de

ødelægger ting, de burde have tæsk, de unge.” Jeg var lidt paf af det direkte svar jeg fik af

ham. Inden jeg nåede at finde på mere at tale om, spurgte han igen, idet han hørte lyd fra min

computer. ”Hvad er det?” ”Det er mit arbejde, jeg sidder og sætter noder ind i maskinen. På

den måde kan jeg senere sidde med komponisten og høre og teste melodien. X. nikkede

forstående, tog fat i dørhåndtaget og gik ud. ”Hav det godt.” ”I lige måde,” svarede jeg og

vores samtale sluttede.“

Det er mit indtryk at han står som eksponent for den almindelige holdning til graffiti i

den brede grønlandske befolkning. X’s kommentar var en af de få direkte reaktioner jeg fik på

min artikel.

I februar 2005 valgte jeg at publicere EMINEM graffiti fra Ilulissat i den danske

internetportal Fotokritik (www.fotokritik.dk). Mit umiddelbare mål med det var, at undersøge,

hvordan folk reagerede på graffitien i en fotografisk sammenhæng.

Følgende er indkomne kommentarer til billedet nr. 5300129 fra min fotosamling.

Afsender af indlæg er ikke anonymiseret i denne sammenhæng. Kommentarer til mit billede

er sendt ind af folk, som har valgt at præsentere sig selv i offentlig sammenhæng, på

Internettet.

56

Illustration: Fotokritik: EMINEM (b.nr.5300129 i bilag 3). Beskrivelsen: IlulissatGraffiti, 24.10.2003- del af mit materiale tilspecialeafhandlingen „Ilulissat Graffiti11.09.03 - 26.05.04 - tegn, stil og billeder.Værker i lokal og global sammenhæng.“Stud.mag. v/ Afdeling for Eskimologi ogArktiske Studier. Denne beskrivelse er tilføjetsenere, hvilket D. Wøhlk kommenterer i sit 3.kommentar.

Tom Thorsen 16.02.05 12:38 ”Nå laver I også det svineri på Grønland, og vi skal endog

belemres med det her på fotokritik. Gå dog ud og vask det af, det er åbenbart dine egne

værker du præcenterer os for. Har du fået lov til at male dem hvor du maler dem, er sagen

selvfølgelig en anden, men har du ikke synes jeg det er noget forbandet svineri (Fotokritik

2005).”

Daniel Wøhlk (9220 Aalborg Øst) 16.02.05 12:43 ”Find et andet sted at lave reklame for

dine „billeder“ Jeg har set meget grafitti, men dette er godt nok i den lave ende! (ibid.)”

Søren Brøndum Christensen (8600 Silkeborg) 16.02.05 13:01 ”Det var dog en underlig

holdning Tom og Daniel lufter her. Stedet her hedder Fotokritik og dermed er det et foto der

skal tages stilling til og ikke motivet som sådan. Det svarer nogenlunde til at sige at en

kvindelig model er grim! Det har andre prøvet og fået læst og påskrevet over. Jeg kan ikke se

noget på de tre billeder Jakub har lagt på fk der skulle indicere han havde malet dem selv. Og

hvis hvad så? Det må være en sag mellem ham og hans samvittighed eller de lokale

myndigheder. Jeg fotograferer også grafitti hvis jeg møder det, men jeg går sandelig ikke

rundt og maler det selv. Jeg tager også afstand fra maleriet uden for tilladte steder, men det

skal ikke forhindre mig i at dokumentere det. Vi laver vel alle en slags reklame for os selv ved

at lægge billeder på fk. Mvh Søren Christensen (ibid.).”

Klaus Hestkjær (2300 København S) 16.02.05 13:20 ”Hej Jacub, og velkommen til,

Daniel og Tom - Jeg er sikker på at det ikke var denne måde i blev budt velkommen:O)

57

Billedet er som sådan fint nok og ikke mindst er det god dokumentation,

Jeg har også selv taget billeder af grafitti -og jeg syntes ikke der var nogen der beskyldte mig

for at have lavet det selv eller for reklame, Men sagt lidt firkantet de er sq ikke bedre

deroppe;O) Mvh Klaus (ibid.).”

Daniel Wøhlk (9220 Aalborg Øst) 16.02.05 13:23 ”Jeg troede bare personen selv havde

lavet den graffiti, da alle hans billeder var af det (ibid.).”

Klaus Hestkjær (2300 København S) 16.02.05 13:30 ”Undskyld, men det er tilladt at læse

inden vi overfalder manden, Mvh Klaus (ibid.).”

Daniel Wøhlk (9220 Aalborg Øst) 16.02.05 14:04 ”@Klaus Der havde han ikke skrevet

noget, han skrev til mig personligt, hvorefter jeg skrev han burde skrive lidt mere til hans

billede, da de ellers kunne misforstås som tom og jeg gjorde (ibid.).”

Klaus Hestkjær (2300 København S) 16.02.05 14:08 ”Hvis du så følger linket til hans side

står der næsten alt:O) Men jeg syntes stadig ikke det er fair at fare op, jeg uploadede et billede

med tags for ca. 5 dage siden der var ingen sure miner der, Mvh Klaus (ibid.).”

Daniel Wøhlk (9220 Aalborg Øst) 16.02.05 14:28 ”Det er ikke mit job at følge links, jeg

betrakter bare det jeg ser og læser. Og hvis du syntes #2 er at fare op, er du meget følsom imø.

Undskyld til Jakub fordi vi bruger dit billede som debat tråd:( (ibid.).”

Tom Thorsen 16.02.05 14:42 ”Sorry Jakub! Jeg var nok lidt for hurtigt ude i blækhuset, og

det var først efter din mail, at jeg gik ind på din webside. Jeg var helt sikker på det var dine

kreationer, og da jeg har haft Graffiti ret tæt inde på kroppen, var jeg altså ret hurtig ude

(ibid.).”

Jakub Christensen Medonos 16.02.05 14:46 ”Hej Tom, helt i orden.(ibid.)”

58

Det mest tankevækkende er for mig set i det overordnede perspektiv, at graffiti er

provokerende emne også for visuelt anlagte mennesker, da det fotografiske fylder minimum i

kommentarerne til mit billede på FotoKritik.dk. Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket af

kommentarerne og særligt over hvor hurtigt de kom. Kun ca. tre kvarter efter jeg publicerede

mit andet billede kom den første reaktion. Billeder siger meget!

Om tolkning af billeder har Kjørup (1980) nogle synspunkter i sin artikel om

billedkommunikation. Hans hovedpointe er, at ”vores gængse billedsprog er med til at

fastholde os i en overfladisk opfattelse af virkeligheden, dels fordi de bruges til formidling af

nødvendigvis overfladiske meddelelser om virkeligheden, dels fordi de som sprog, som

sproglige strukturer, uafhængigt af hvad der konkret meddeles igennem dem, er med til at

forme vor virkelighedsopfattelse……den (Kjørups teori) peger på muligheden af at udvikle

andre billedsprog, billedsprog der ikke er bundet til virkelighedens overflade, billedsprog der

kan bruges til at trænge dybere i virkeligheden med (Kjørup 1980:75-76; tekst i parentes min

egen). Det som Kjørup gør i sin tilgang til tolkningen af billeder er, at han ser billeder som

meddelelser med bagvedliggende koder, men samtidigt gør opmærksom på at billeder også

indgår i en kommunikativ sammenhæng. En kommunikativ sammenhæng, lad os sige f.eks.

tolkningen af billeder af Ilulissat graffiti som hærværk contra kunst, kan være koder fra

billedernes bagvedliggende farvesystemer, skriften og stilen, eller stedet hvor de optræder.

Altså en lang række sammenhænge som det er muligt at gå dybere ned i, men hvor

spørgsmålet om præferencer af det ene frem for det andet, kan flytte vægtskålen i forhold til

kategoriseringen af billederne som hærværk frem for som kunst. Min opfattelse i den konkrete

sammenhæng er, at det er relevant at diskutere og at have for øje, hvorledes graffitiens tegn

kommunikerer til os. Selve afgørelsen af om graffiti er hærværk eller kunst, bør ikke opfattes

som absolut, men derimod som led i en kommunikativ sammenhæng, der igen er tegn på

noget nyt som er til forhandling. Denne påstand kan efter min mening underbygges og

illustreres vha. Cliffords Art Culture model, som jeg har valgt at inddrage i det globale

perspektiv, som behandles i kapitel 6.

5.2 De 3 største graffitiscener

De tre største graffiti scener, som beskrevet på side 33, er 1) Alanngukasik og Immersuarmut

Aqutaa, 2) Miitarfiup Aqutaa og 3) Jørgen Guldagerip Aqquserna inkl. Qoorunnguaq.

59

Illustration: bykort (Ilulissat Kommune/Teknisk Forvaltning 1999), markering af de størstegraffitiscener i byen.

5.2.1 Alanngukasik og Immersuarmut Aqutaa

Lokaliteten Alanngukasik med i alt ca. 58 graffiti går fra byens fodboldbane, rundt om

indkøbscentret Pisiffik, og op ad trappen til Alanngukasiup Qaava. Emner repræsenteret på

60

disse lokaliteter er tags og enkelte street art; årgangsfællesskaber (overvejende på

fodboldbanen), amerikanske udtryk indenfor såvel som udenfor Pisiffik, danske, grønlandske

og engelske udtryk på Pisiffiks markise, en række hyldester til grønlandske, såvel som

udenlandske musik ikoner og et enkelt street art på trappen til Alanngukasiup Qaava. Endelig

er der korte vulgære, engelsksprogede tags på toppen af fjeldet. Brugerfladen er overvejende

fjeld, træ og metal. Graffitien fremstår som enkle værker, udført i een farve.

Mængden og typen af graffiti peger efter min opfattelse i retning af, at lokaliteten er et

trafikeret rum i byen. Som indeksikalske tegn, fremstår graffitien efter min opfattelse som

tegn på byens kulturelle mangfoldighed, på trods af at f.eks. traditionelle inuit symboler

udebliver i den sammenhæng. Disse er efter min mening, alligevel indirekte til stede i

populationen, som er dem der bærer kulturen i byrummet. Se billederne b. nr. 5300130 –

5300156 og 5300328 – 5300352.

Ved Immersuarmut Aqqutaa er graffitien anderledes end ved fuldboldbanen. Ved

Immersuarmut Aqqutaa fremstår grafftien som decideret eksperimenter. Budskabet i

hovedparten af graffitien er negativ med enkelte konnotationer til satanisme og nazisme.

Hovedparten af værkerne er lavet i nedlagte busstoppesteder. Det er ikke til at vide, om

værkerne er kommet til, mens busstoppestederne endnu var en del af bybilledet, eller om

selve lokaliteten ved dumpen, alene opfordrer til negativt ladet graffiti.

Miitarfiup Aqutaa

Lufthavnsvejen er med sine ca. 31 graffiti anden største graffitilokalitet i Ilulissat. De mest

synlige værker findes på byens vandreservoir. Disse er lavet i een farve, men bærer præg af en

mere målrettet tilgang til arbejdet med spraydåserne. Graffitien bærer præg af

eksperimentering med typografien og stilen (bnr. 5300044-5300047). Store værker udføres

med teksten i outline og dokumenterer hvorledes det ikke bare er lige til at spraymale på en

væg.

Jørgen Guldagerip Aqquserna inkl. Qoorunnguaq

Denne lokalitet er præget af de mere simple og tilfældige skriverier, koncentreret omkring

stedets boligblokke og sandsynligvis lavet af børn. Det interessante på denne lokalitet er, at

der iblandt findes graffiti som enten er meget gamle eller lavet af en voksen person (bnr.

5300573 og 5300598). At dømme på bnr. 5300573 er det mit gæt, at graffitien om den lokale

61

sportsforening er lavet af en voksen person, hvilket jeg tolker udefra skrivestilen som kræver

et godt fat om spraydåsen.

I det efterfølgende uddybes analysen ved nærmere kig på de forskellige graffiti-

typer i Ilulissat: tags, pieces og throw ups.

5.2.2 Tags - årgangsfællesskaber

Ilulissat havde i perioden 11.09.2003 – 26.05. 2005, ca. 229 lokaliteter med tags. Den mest

udbredte graffiti type i byen, spredt over hele byen inkl. området udenfor byen. Som jeg

nævnte tidligere, så er tags udover at være indeksikalske tegn, tegn for et særligt grønlandsk

kulturelement.

Ved en gennemgang af mit materiale gjorde en dansk graffiti maler mig opmærksom på,

at man kan drage paralleller mellem tags fra Ilulissat og de første tags fra New York i

1960’erne. Dér var tags en kombination af ”taggerens” initialer og gadenummer, hvor TAKI

183 menes at være det første tag i moderne graffiti sammenhæng (Poulsen 1997).

Jeg bemærkede, at man i Ilulissat også tagger ved hjælp af sit navn. Men gadenummer er

skiftet ud med fødselsår, som f.eks. i MATHIAS 1982. Desuden er man mere åben omkring

sin identitet, idet navnet fremstår ret tydeligt og ofte i sin fulde ordlyd. Det interessante i

denne sammenhæng er, at man i USA i 1960’erne vægtede sit ego i forhold til den gade

(rummet) man hørte til, mens man i Ilulissat i dag vægter sit ego i forhold til det år, man er

født i (tiden). Det peger hen imod en særlig tradition, der handler om ”årgangsfællesskaber.”

På grønlandsk har man faktisk flere udtryk for det fænomen. F.eks. peqat, som betegner de

personer man deler årgang/fødselsår med. Slår man op i ordbogen, betyder ordet peqat: ”én

man er blevet konfirmeret med”. I min sammenhæng betyder ordet: ”én man er fælle med”

(underforstået - én man er årgangsfælle med; pivoq +qat = får noget + fælle). Peqat, i

betydningen årgangsfælle, er ikke leksikaliseret og må være en bevidst eller ubevidst

udeladelse fra ordbogen. Det samme gør sig gældende for begreberne ilitiga og seqinera som

bruges i henholdsvis Sydvestgrønland og Nordvestgrønland1. I Sisimiut bruges ordet

kusanariit (kusanak – i ental) 2 om årgangsfæller, i Nuuk ukioqat. Det forhold, at man

forskellige steder i Grønland bruger forskellige betegnelser for årgangsfællesskaber, hænger

sandsynligvis sammen med indførelsen af fødselsdage i kolonitiden.

Årgangsfællesskaber er dog ikke vanskelige at forstå. De er f.eks. ikke forskellige fra de

nationale fællesskaber, man indgår på ferie blandt andre landsmænd. Det interessante i den

62

ovennævnte dikotomi, hvor man modstiller tid og rum er, at man i Ilulissat ikke tagger med

geografisk udgangspunkt. De gamle taggere fra New York havde tilsyneladende gaden som

primær referenceramme. Umiddelbart falder det mig ind, at det har med New York som storby

at gøre. TAKI 183 havde ikke bare et ønske om, at hans tag skulle ses overalt, men han

reklamerede også indirekte for sit kvarter. De, der så at sige knækker hans kode, kan finde

frem til hans nabolag ved hjælp af et oversigtskort. Det interessante er, hvorfor det samme

ikke gør sig gældende i Ilulissat. Det er jo også en stor og kompliceret by, når naturen regnes

med. Det er tankevækkende, når byen har gadenavne og kvarterer, at ingen tagger gadenavn

og husnummer. Måske mister idéen med geografiske tags sin anonymitet, fordi byen er til at

overskue, og de fleste kender hinanden i modsætning til New York3. Men det rejser imidlertid

spørgsmålet om, hvordan man opfatter byen og byens grænser i Grønland. Slutter Ilulissat ved

slædesporet? Er det mon strafbart at tagge i naturen? Hvor går den mentale og juridiske

bygrænse? Til det første kan jeg anføre, at efter hvad jeg har oplevet, så er Ilulissats bygrænse

langt, langt ind i fjeldene og langt, langt ude på havet, i alle retninger. På havet færdes dagligt

byens fangere og fiskere, i fjeldene møder du lokale snowboardere, snescootere og

hundeslæder på vej med hellefisk fra Isfjorden. Hvor byens juridiske grænser er, kan jeg ikke

svare på. Men mon ikke man ser mindre alvorligt på graffiti 300 meter op i fjeldene end midt i

den travle bygade? Læs yderligere i afsnitet: Analyse af forholdet mellem by- og naturværket.

1 Hansen, Klaus Georg (1991:48). Ilitiga er slang for ilutiga (ilut+ga = jævnældrende+min). Marie UdvalgMøller, pers. kommunikation.2 Personlig kommunikation, 2004, Søren Thuesen og Klaus Georg Hansen.3 Klaus Georg Hansen har gjort mig opmærksom på, at der i Sisimiut i 1960 ’erne var flere”børnebander ”, som bekrigede hinanden. Dengang var disse børnebander defineret ud fra deres geografiskehjemsted.

Illustration: „Årgangstags“. Til venstre: bnr. 5300077, "Hans Henningsen, Rene Stivertsen Sur 80, NUKA J.1989," fotograferet 12.10.2003. Til højr: bnr.5300079, „Aqqu Fly 8-5-97,“ fotograferet samme dag.

63

5.2.3 Throw ups

Throw ups, større graffitiværker, som er produceret hurtigt, eller som Poulsen definerer det

som ”simpelt piece, ofte et tag med outline (Poulsen 1997: 94), er der relativt få af i Ilulissat. I

graffiti galleriet kan jeg definere 18 billeder, der mere eller mindre svarer til Poulsens

definition.

Throw ups findes overvejende på vægge, men er også til at finde på fjeld og enkelte på glas.

Alle throw ups, på nær én står udført i en farve. Endvidere er de fleste throw ups tekstuelle

(kan læses), med undtagelse af b.nr. 5300584.

Alene det faktum, at der findes throw ups i Ilulissat, kan efter min mening være tegn på,

at skriverne i byen stiler efter større kompleksitet i udtrykket. Yderligere er det værd at

bemærke, at throw ups findes på større flader i byen, f.eks. på byens vandreservoir. At lave

graffiti i større skala, er ifølge mine informanter fra Sisimiut et vanskeligt arbejde. Under et

interview i 2005, udtalte sisimiormiut (Sisimiutterne), at de ønskede at lære bedre teknikker

til at male på vægge med spray (Hansen 2004). Indtil videre arbejdede sisimiormiut med at

skitsere de ideer, som de kunne tænke sig at producere i stor skala i det offentlige rum i

Sisimiut. At større graffiti er vanskeligt at lave, bekræftes ligeledes af min informant i

København og fra litteraturen (f.eks. Skaarup 1985).

Illustration: Til venstre: bnr. 5300472, „Nirvana,“ fraIlulissat (bilag 3). Til højre: „Nirvana“ af Zake fraSisimiut. Kilde: Grønlands Nationale Billeddatabaseb.nr. 5300658.

5.2.4 Pieces i Ilulissat

Pieces (større gennemarbejdede graffiti, evt. figurative udtryk) er set i Ilulissat lavet med en

til fire farver. Antallet af pieces er lille i forhold til antallet af tags, men relativt større, næsten

lige med antallet af throw ups. Ud af mit graffiti galleri har jeg talt ca. 22 stykker. Nogle af

dem bærer en række spor, som viser, at skriverne i Ilulissat gerne lader sig inspirere.

64

Illustration: Til venstre: „EMINEM“ masterpiece, b.nr. 5300129, fotograferet 24.10.2003 på Mathias StorchSkolen. Til højre: udsnit fra Eminems hjemmeside. Læg mærke til det omvendte E i navnet i venstre hjørne(kilde: www.eminem.com, hentet 10.03.2005).

”Eminem” værket blev kommenteret af min underbo, som arbejdede på Atuarfik Mathias

Storch. ”Det er det fantastiske, at de vil dele billedet med os andre.” Sammenlignet med de

foregående eksempler, er der tale om betydelige forskelle: flere farver, størrelse og valg af

bogstavtyper. Det æstetiske overskygger i første omgang det faktum, at tegnet kommer

udefra. I Cliffords model er vi pludselig væk fra det kultur-autentiske til noget kunstnerisk,

men faktisk også falskt masterpiece. Værket som sådan, kan ikke efter min mening opfattes

som en selvstændig idé. Tværtimod, så henviser den til en hip hop ikon fra USA og forsøger

at gengive ikonens symboler – læg mærket til det omvendte E i titlen fra kunstnerens

hjemmeside.

Illustration: „Limp Bizkit,“ b.nr. 5300559,fotograferet 15052004 på Mathias StorchSkolen. Billedet viser brugen af pile, sombl.a. hører til wild-style graffti, hvortil dettepice sandsynligvis er på vej hen. Som jegsagde før, har jeg en mistanke om, at dettepiece er lavet af ophavsmanden tilEMINEM, som er udført på modsat side afdette.

65

5.2.5 Street art i Ilulissat

Denne type graffiti findes i Ilulissat på flere lokaliteter og kommer til udtryk ved budskabets

iscenesættelse, hvilket efter min mening er den parameter som adskiller denne graffiti stil fra

de øvrige. Til sammenligning med dansk street art (som vist i kapitel 2), er der dog tale om

simple symboler,som omrids af egen figur, håndaftryk, eller en smiley der udtrykker sorg. Ud

af 17 lokaliteter med street art i Ilulissat graffiti 11.09.2003 – 26.05.2004 galleriet, er 4

værker noteret udenfor byens rum og lavet på klipper som håndaftryk. Et enkelt håndaftryk er

også til at finde i byens rum, hvor resten af værkerne er lavet på vejskilte, et gammelt oliefyr,

et vindue til butikkernes forhal, og den typiske bytrappe.

I byrummet afspejler Ilulissat street art efter min mening en stærkere form for tags. Både hvad

angår udtrykket, men også placeringen. Deres figurative udtryk igangsætter efter min mening

en anden form for fortælling og reaktion fra tilskueren. I mit tilfælde kunne jeg ikke lade være

med at trække på smilebåndet, hver gang jeg passerede værkerne. På min ture, var de en

glimrende kontrast til byrummet – bygningerne, vejene, trafikken, kendte og ukendte folk.

Håndaftrykket i fjeldene kan ligeledes efter min mening opfattes som noget positivt. Et

”håndgribeligt” tegn på, at nogen har været der før mig. Alligevel er der en dobbelthed i

tegnets kommunikative sammenhæng. På den ene side kan en ”hånd” opfattes som et mere

nærværende, kropsligt identitetstegn (naturen befamles), på anden side som mystik fordi det

ved siden af de andre tags (monogrammer f.eks.) bevæger sig væk fra det familiære. Er det

en qivittoq (fjeldgænger) som efterlader mærker i naturen? I Thisted (2002) findes en

fortælling af Esther Geisler bosat i Ilulissat, som faktisk beretter om mødet med qivittoq på

Diskoøen (ibid.:242-243). Jeg har ikke personligt oplevet fortællinger om qivittut i Ilulissat,

heller ikke i forbindelse med fremvisningen af Nordisk Film Kompagnis ”Qivitoq” i foråret

2004. I den sammenhæng blev der snakket om filmens historie, bl.a. fordi der var en del

statister fra Ilulissat og fordi det jo er den første danske farvefilm. Derimod fik jeg fortalt en

qivittoq historie i Sisimiut i foråret 2003. Historiens handling foregik i Paamiut og blev fortalt

af en tidligere paamiormioq. Efter min mening lever qivittoq fortsat i Grønland, i hvert fald i

den mundtlige fortælletradition.

66

Illustration: 7 Street Art lokaliteter. Resterende i nærheden af disse, eller helt udenfor kortet. Udsnit fra kort(Ilulissat Kommune/Teknisk Forvaltning 1999).

Illustration: Street Art. Til venstre „Candy Cake,“ b.nr. 5300355, fotograferet 29022004, AlanngukasiupQaavaa. Til højre: udsnit fra b.nr. 5300334, bytrappe til Alanngukasiup Qaavaa. NB! Begge figurer giver tegnmed pege- og lillefinger.

67

Grønlændere, inuit i det hele taget, er kendt for en rig myte- og sagn tradition. I Knud

Rasmussens ”Myter og Sagn fra Grønland (1925) findes bl.a. beskrevet leveregler, gamle ord

og varsler fra Jakobshavn. ”En Mand hvis Bukser hænger ham om Haserne, er altid en dygtig

Kajakroer. Derfor skal Mænd ikke have Seler (ibid.:337).” Denne gamle leveregel siger lidt

om tøjstilen blandt iluliarmiuts fangere i gamle dage. Om det faktisk er rigtigt eller ej, kan

ikke bevises, men grunden til at jeg i det hele taget bringer emnet op er, at jeg med et smil på

læben tænker på tøjstilen i ovenstående street art (b.nr. 5300335). Jeg ser for mig en ung

person i hængebukser, en stil som faktisk ses blandt byens unge, sandsynligvis hip hop

tilhængere. Læg også mærke til de tegn som hænderne laver i figuren. Et tegn, en slags hilsen

eller hyldest til Hip Hop kulturen.

Illustration: Hængebukser, kodisko - stilen er lagt! Iluliarmiut Homeboys. 11.05.2004, Mathias StorchipAqqutaa. Foto: forfatter.

Hvad street art ”hånd” angår i b.nr. 5300379, vil jeg ligeledes tolke den som et Hip Hop

(homie/homeboy) tegn blandt en gruppe venner, som har fælles stil, det være sig påklædning,

fritidsaktivitet (snowboard) eller musiksmag. Til sammenligning kan jeg nævne, at graffiti og

snowboard har forbindelse i Sisimiut. I forbindelse med ungdomsfesten ´04Baaj (farvel til

2004), er der er bl.a. produceret et graffiti værk til udsmykningen af snowboardklubben i

Sisimiut (www.04baaj.gl og Hansen personlig kommunikation 2004).

5.3 Forholdet mellem et by- og naturværk

Sammenhæng mellem sted og graffiti, er ikke kun interessant fra et juridisk synspunkt, som

jeg stiller spørgsmålstegn ved i min analyse af tags. Emnet er også interessant fra den

68

synsvinkel, som handler om opfattelser af henholdsvis byrum og naturens rum. Jeg vil her kun

omtale det sidstnævnte, fordi den juridiske diskussion virker uoverskuelig at belyse

fyldestgørende i denne mere generelle analyse.

Illustration: 2 graffitiscener.Til venstre - byværket, til højrenaturværket. Begge placeretved trafikerede veje. Den eneved motortrafikvej, den andenved slædesporet, som ogsåbenyttes af snescootere. Bnr.5300137 og 5300377.

Byværket består af tegn og farver, i fleste tilfælde malet med spray, medbragt til stedet.

Naturværket består også af tegn, farver, som skifter afhængigt af årstiden og er ridset med

genstande sandsynligvis fundet på stedet.

M.h.t. omfanget af graffiti viser en hurtig gennemgang af det vedlagte billedmateriale,

at de fleste graffiti findes i byen. Noget af byrummet minder faktisk om naturen, en del af

graffitien er lavet på fjeld. Nogle graffiti værker er det svært at se som en del af bybilledet.

Som jeg har nævnt før, er tags den mest forekommende graffititype. Det er ofte tags

med årgang og navn som emne. I byrummet såvel som i naturen.

Hvor er de fleste graffiti placeret? I byrummet er det på de mest trafikerede steder, i

naturen er det også i umidelbar nærhed af en kendt rute, slædesporet, der bruges både om

sommeren og om vinteren.

Det ser ud til, at byværket og naturværket har 2 ting til fælles. Graffiti type og

placeringen ved de trafikerede veje. Forskellen ligger i, at graffiti i byrummet ofte laves med

spray, mens de i naturen laves af det man nu finder på stedet. Hvad skyldes lighederne, hvad

skyldes forskellene? Lighederne skyldes efter min mening en form for kollektivitet i den

grønlandske graffiti. Udtrykt både i ”årgangsfællesskaberne”, men også min fornemmelse af,

at værkerne sandsynligvis udføres, mens der er fodboldkamp i byen, eller et

hundeslædevæddeløb udenfor bygrænsen. Begge steder er graffitiscenerne lige ved og hvem

vil forhindre en at skrive sit navn, eller for den sags klubbens navn i spillets rus?

Forskellene skyldes derimod, at byrummet sammenlignet med naturen er mere

komplekst og fyldt af relativt fremmede mennesker. Farve eller spray kan være med til at give

69

graffitien det ekstra pift, som gør at der bliver lagt mærke til den. Farven og vestlig stil kan

signalere, at man opfatter sig selv som værende en del af det globale byfænomen.

5.4 Sammenfatning

Ilulissat graffiti 11.09.2003 – 26.05.2004 handler om vestlige musikikoner, om identitet

(navn+årgang) og en lille del om små ”installationer” af figurativt art. Både klassisk og

moderne graffiti er til at finde i byen. Overordnet set, er det karakteristiske ved Ilulissat

graffiti, at den enten manifesterer et tilhørsforhold, ”tilhænger graffiti” – musikfans eller

sportsklub fans, eller ”identitetsgraffiti,” som jeg både opfatter som individuelle (Kilroy-stil),

men også som kollektive tegn (årgangsfællesskaber). Inspiration til moderne graffiti, hvad

enten den kommer fra videobutikken, tv eller Internettet, har tilsyneladende kun overfladisk

indflydelse på skriveriet. Det virker som om, at inspirationen kommer fra forkert sted, fra de

dele af populærkulturen, som ingen forbindelse har til graffiti-miljøet. I Ilulissat er Eminem

gengivet i form af logo af Eminem, musikgruppen Korn som Korn, osv. Dette er efter min

mening et signal om, at skriverne lader sig inspirere udefra og føler trang til at påvirke deres

omgivelser, men der foreligger ikke nogen mærkbare tegn på, at der arbejdes målrettet med

graffitien således, at udtrykket minder om den komplicerede vestlige stil. Hvad vil der ske,

hvis videobutikken i Ilulissat havde ”Style Wars” DVD’en blandt udbuddet? Ville skriverne i

Ilulissat arbejde mere systematisk med deres værker?

Nogle få værker bærer spor af individuel stil eller originalitet (f.eks. b.nr. 5300037 –

ungdomsgruppe fra Ilulissat – kilde: Aqissiaq Mathiassen, personlig kommunikation).

Graffitiens identitetsskabende aspekt, pseudonym og stilkomplekset, er ikke til stede i

hovedparten af de tags eller pieces som omhandler et globalt emne. Den manglende

individuelle kreativitet (at udvikle og sprede individuel stil) gør, at man fristes til at skære

graffitien over en kam. Ilulissat stilen er efter min mening kun i sin begyndelse, i den

klassiske fase - ”jeg har været her” eller ”han/de er fede at høre.” Stilen i Ilulissat kan

sammenlignes med den tidlige 70’er graffiti fra New York (Se Cooper & Chalfant 1984).

Ligheden findes på det stilistiske niveau, der bl.a. kommer til udtryk ved graffitiens

læsbarhed.

70

KAPITEL 6 - Ilulissat graffiti; værker i lokal og global

sammenhængI første kapitel af denne afhandling har jeg fokuseret på begrebsafklaring af graffiti

fænomenet og præsentation af graffitien indenfor både den klassiske og den moderne genre.

Desuden har jeg i korte træk beskrevet nogle historiske perspektiver ved graffitien i Grønland.

Af andet kapitel fremgår det, hvorledes byen Ilulissat er vokset under påvirkning

af forskellige faktorer. Lokale såvel som udefra kommende. Den danske kolonivirksomhed

(påbegyndt i 1750erne), teknisk udvikling, boligbyggeriet (begge påbegyndt i 1960erne).

Dertil kan man tilføje øget turisme (siden 1990’erne), som jeg dog har undladt at behandle

eksplicit i denne tekst. De ovennævnte faktorer er efter min mening væsentlige for forståelsen

af byens udviklingshistorie, overgangen fra mere eller mindre permanent bosættelse omkring

Sermermiut til koloniby, og dernæst til kommune. Min beskrivelse af byens rum viser at byen

over en lang periode har dannet rammerne omkring en kontinuerlig kulturudveksling og at der

med G60 anlægsvirksomhed skabes områder til den graffiti jeg har dokumenteret i 2003 og

2004.

Tredje kapitel i min afhandling handlede om byens graffiti. Heraf fremgår det, at

byens rum er dekoreret med en række tegn. Graffiti i Ilulissat findes både i det urbane rum og

i naturen. Typer af værker i Ilulissat spænder fra simple visitkort til anonyme malerier. De

mest synlige værker henter inspiration fra en global kultur, mens resten, hovedparten af

Ilulissat graffiti, handler om identitet og tilhørsforhold, bl.a. de såkaldte ”årgangsgraffiti.”

Fans-/tilhænger graffiti præger i overvejende grad byens fysiske rammer – vægge, trapper,

veje, markiser og skilte m.fl., hvorimod årgangsgraffiti findes på klipper i byen eller helt

udenfor byrummet, i naturen.

Selvom graffitien i øjeblikket er inspireret af en global kultur, betyder det ikke, at den ikke

fortsætter med at være lokal.

Dette kapitel sætter Ilulissat graffiti i et globalt perspektiv. Målet er at diskutere, hvilken

rolle graffitien spiller i spændingsfeltet mellem lokale og globale kontekster. Som jeg nævnte

i specialets indledning, vil jeg argumentere for, at semiotikken, suppleret med

forandringsperspektiverne i urbaniseringen, uden videre kan bruges til forståelsen af det

kontinuerlige spændingsfelt mellem den lokale og den globale virkelighed i Ilulissat.

71

6.1 Kontekstafhængighed

Folk ser graffiti i forskellige kontekster. Jeg ser mit graffitimateriale, som noget iluliarmiut

kan, selvom graffitien i Ilulissat minder om den graffiti jeg ser i Danmark og USA. Min

kurdiske underbo i Ilulissat så den som kunstværk, turistguiden som hærværk, og museet som

samtidshistorie. James Cliffords Art-Culture model, som gengives her, giver et bud på,

hvorledes tolkningen af det man ser, oftest hænger sammen med det udgangspunkt man ser

det fra.

Modellen handler i det store hele om, at afdække såkaldte kontekstafhængige tilstande. Mit

udgangspunkt i den sammenhæng er, at jeg har samlet noget materiale. Graffiti, objekter som

er det jeg først ser af Ilulissat ved min ankomst. Jeg (eskimologi studerende), fotograferer

værket og tolker det i forhold til den viden jeg har tilegnet mig om inuits kultur og

samfundsforhold (graffiti – et kulturobjekt). Graffitien skaber glæde hos min nabo, for ham

illustrerer den fantasi og mod til at udstille i det offentlige rum (graffiti – æstetisk objekt).

Turistguiden mener til gengæld, at værket skader offentlig ejendom, hvilket skader hans

repræsentation af Ilulissat overfor hans kunder (et ikke kulturrepræsenterende objekt –

hærværk). Museet overvejer at fortælle sit publikum en historie fra samtidens Grønland. Hip

hop og MTV er også en del af fortællingen fra dagens Grønland. Man planlægger en

vandreudstilling, som involverer bygdens skoler, som skal på graffitijagt i deres nærområde

(graffiti – i global sammenhæng). Illustration (Clifford model)

Tænker man v..a. Cliffords model, viser det sig, at vores studieobjekt - graffiti,

hvad enten det klassificeres som kunst, eller kulturbærende genstand, ikke automatisk hører

under den ene eller den anden betegnelse, fordi det løbende skifter plads, afhængigt af

Cliffords model illustrerer klassificeringen af ikke vestligeobjekter som værende kunst, „der er vurderet ud fra voreegne æstetiske standarder, eller som værende kultur-repræsenterende objekter, der blev forklaret og set ud fraantropologiske synsvinkler og dermed relateres til deresoprindelige konteks (Trondhjem 2002:32).“Pile markerer skift mellem forskellige repræsentations-kontekster.

Kilde: The Art-Culture System. Cifford (1988:224).

72

konteksten det opleves i (frit efter Trondhjem 2002:31; personlig kommunikation med J.

Trondhjem 2004).

Cliffords model er baseret på binære sammenhænge i kommunikationen (i

billeder, ord, genstande), hvilket han bliver inspireret til fra semiotikken. Populært sagt,

handler semiotikken om at forstå vores tilgang til verden og verdens tilgang til os v.h.a. tegn.

Man tolker enkelte fænomener udfra den opfattelse, at de er tegn på noget, eller tegn i sig

selv, tegn som i al fald er betydningsbærende elementer i et forståelsessystem (frit efter

Kjørup 2002:16). Når noget er betydningsbærende, er det efter min mening også i en eller

anden grad kommunikativt. Som der gør sig gældende hos Barthes (”Billedets retorik” i

Larsen og Faussing 1980), har alle tegn og billeder i Barthes opfattelse, en form og et indhold.

Formen og indholdet, set fra en tegnteoretisk udgangspunkt, skifter kontekst, så snart vi

bruger dem. En bog f.eks. har en form (A4, A5), denne form har et indhold -tegn/tekst/

sætninger/narrativitet. Min egen forståelse af formen, udtrykt i fortællingen om bogen og dens

indhold til en anden person, er i sig selv med til at skabe en ny form. Jeg er en faktor i

formidlingen og skaber i egenskab af min formidling af bogen et nyt indhold. Nye kontekster

vokser så at sige i uendelighed på denne måde. Den originale form og indholdet er dog

stadigvæk til stede. Samme mekanisme gør sig efter min mening gældende, når

kulturelementer befinder sig i spændingsfeltet mellem lokale og globale processer.

6.2 Globalisering

De fleste af os har hørt eller læst om begrebet globaliseret verden. En verden forbundet på

kryds og tværs takket være bl.a. en række teknologiske opfindelser. Det er i en forstand et

paradoks, at vi er dømt til at forholde os til hinanden, fordi vi nu har mulighed for at

kommunikere hurtigere og mere effektivt via e-mail eller satelittelefoner. Vi følger hinandens

spor her og nu. Men dermed er det ikke givet, at vi kan forudse hinandens reaktioner per

automatik, fordi vi ”mailer” sammen, eller opdaterer personlige logbøger på Internettet. Den

euforiske elektroniske tidsalder er tankevækkende på mange måder. Bliver vi alle sammen ens

i fremtiden når teknologien nedbryder afstande mellem vores personlige historier?

Globalisering udfordrer individets ansvarsfølelse fordi man drages ind i nye

typer sammenhænge. Hvem de involverede er, er ikke til at vide på forhånd. Begrebet kan

anskues fra forskellige synsvinkler. Fra et overordnet synspunkt, handler globalisering om

relationer på tværs af nationale og regionale grænser. Det man foretager sig, påvirker enten

73

direkte eller indirekte andre i Verden. Globalisering er sådan set ikke et nyt fænomen, man

kan f.eks. tænke på forbindelsen mellem Europa og Asien i middelalderen. Mange nationers

oversøiske kolonier kan glimrende passe ind under betegnelsen globalisering i

investeringsøjemed, som fjerne markeder. I Grønland var der f.eks. Den Kongelige

Grønlandske Handel, som i økonomiske sammenhænge styrede landet i over 200 år og som

jeg skrev tidligere, kan grønlandske kolonibyer opfattes som arktiske faktorier (jvf. Marquardt

1992).

I nyere tid handler globalisering i økonomisk henseende om, at hele Verden inddrages i

virksomhedernes produktionsplanlægning. Begrebet ”hjemmemarked” træder i baggrunden

for ”verdensmarked” som der alligevel skal tages hensyn til på det lokale niveau. Indenfor

samfundsvidenskaben, er der tre markante teoretiske tilgange til globalisering fra økonomisk

perspektiv beskrevet i f.eks. Frissberg (2002): hyperglobal, globalismeskeptisk og

transformationalistisk. Mens de såkaldte hyperglobalister er optaget af virkningen af den

økonomiske globalisering, ser globalismeskeptikere fænomenet som en myte, der i historisk

perspektiv i bund og grund handler om magtfordelingen mellem f.eks. EU’s fiskeriapparrater,

den lokale producent fra Bornholm eller Royal Greenlands andel i fiskerikvoterne. I mellem

den resultatorienterede og den baggrundsorienterede tilgang findes transformationalisterne,

som ser globalisering som; ”… en historisk proces, der er fyldt med modsigelser, og hvor det

ikke er let at se, hvad det ender med……. At der opstår et globalt system, ses ikke som

ensbetydende med, at samfundene flyder sammen (konvergerer). Tværtimod vil det globale

system også fremover være præget af nye mønstre af globale hiarkier, hvor områder vil

indtage meget forskelligartede positioner og roller (ibid.)”.

Fra antropologisk perspektiv påpeger Hylland Eriksen (1993), at globalisering ikke per

automatik fører imod homogenisering af den kulturelle mangfoldighed. Ifølge ham betyder

globaliseringen tværtimod, at vi faktisk bliver forskellige på andre måder end tidligere (ibid.:

348), hvilket stemmer overens med den transformalistiske globaliseringsteori. Hastup (1999)

problematiserer globaliseringsteori i humanistisk perspektiv og argumenterer for at;

”globaliseringen må lokaliseres på måder som menneskers liv er det (ibid.:232).” Som

modsætning til den økonomiske fremstilling af verdens samfundsforhold og globaliseringens

imaginære forhold til det levede liv, fremhæver forfatteren ikke overraskende antropologiens

virksomhed i spændingsfeltet mellem det lokale og det globale.

74

Man kan se kultur som en lukket, statisk størrelse, hvilket gør det muligt at tænke, at tingene

udvikler sig i evolutionistisk forstand. Men globalisering er ikke et spørgsmål om enten eller,

om valget mellem det globale og det lokale, men om processerne mellem de to

fortolkningsrammer. Som Hylland Eriksen forklarer, så forandres kultur kontinuerligt, den

globale såvel som den lokale og ” erindringsprocesserne foregår på uforudsigelig og ofte

forbavsende måde (Eriksen ibid.:360).” Alle har ret til at vælge og man må huske, at vores

valg dagligt er til forhandling. En væsentlig kritik af globalisering i den sammenhæng er

Hastrups sammenkobling af globaliseringsteori og orientalisme, hvor begge sådan set handler

om kategorierne ”os” og ”dem” i det globale kulturlandskab, men hvor globaliseringen blot

reducerer kategorierne til ”mig” og ”resten af verden,” og dermed blot reproducerer

orientalismens ensporede verdenssyn i en primitivt udgave (Hastrup ibid.:234).

Globalisering er både godt og skidt, lige meget om man måler resultatet i penge

eller fra det videnskabelige udgangspunkt. En af de efter min mening positive aspekter ved

globalisering er de tilfælde, hvor det handler om miljø, og forvaltning af dette. Stigende

bevågenhed af globale miljøspørgsmål, forurening, bæredygtig udnyttelse af ressourcerne

m.fl. , stiller nemlig individet i centrum for diskussionerne. Individet ses som afgørende

påvirkningsfaktor, hvilket fremhæver den kulturelle dimension. Dette udfordrer forholdet

mellem natur og mennesket, som værende et forhold hvor naturen påvirker mennesket og ikke

omvendt. På den måde er globalisering i mine øjne en positiv faktor i samfundsvidenskaben

når den omhandler miljøet, fordi individet gøres til studieobjekt i problemløsningen, hvilket

bl.a. Hastrup som nævnt før efterlyser i sin kritik. Alt har efter min opfattelse en human

dimension.

6.3 Arktis i global sammenhæng

Hvis globalisering omhandler hurtige forandringer, må Arktis være blandt nøgle-eksemplerne

på forandringsprocesserne i nyere tid, i tråd med de asiatiske ”tigerøkonomier” som f.eks.

Kina, Indien og Taiwan, eller sovjetblokkens systemskifte i slutningen af 1990’erne. Det

arktiske kendetegnes dog ikke af økonomiske mirakler, men dybdegående forandringer af en

ældgammel kultur, som nu også udfordres indefra i takt med landenes selvstyreprocesser eller

håndtering af afhængighedsforholdet til globale markeder og moderne teknologi.

I Arctic Human Development Report (2004) udgivet af det islandske Stofnun Vilhjálms

Stefánssonar/Steffansson Arctic Institute under deres formandskab af Arctic Council 2002-

75

2004, fremhæves forandringsprocesserne i Arktis i et ikke-fældende perspektiv. Hvad angår

de sociale og kulturelle forandringer i arktiske samfund, gør Csonka og Sweitzer (ibid.:45-68)

i rapporten status over forandringsprocessernes virke i Arktis siden 2. verdenskrig. Deres

hovedpointe er at det trods mange ændringer i den traditionelle kultur, er lykkedes for de

arktiske samfund at skabe en bro mellem det oprindelige/historiske og det moderne og

samtidigt holde fast i den traditionelle kultur. ” After World War II, the rate of change

accelerated and paternalistic welfare policies were imposed. Such planned change gave rise to

hithertho unknown social problems. Later, as the pressure to assimilate decreased, cultures

and identities started to reaffirm themselves. This revival of tradition occurs in new forms that

accommodate modernity and incipient globalization (Csonka & Sweitzer ibid.:52).” Bemærk

ordbruget: change accelerated, unknown social problems, assimilate, revival of tradition og

modernity. De første tre udtryk omhandler processer, hvis resultat ikke til at vide på forhånd.

De to sidste udtrykker en slags tidsbestemte perspektiver – mod fortid, nutid og fremtid. For

mig udtrykker det ambivalens i den globale omfavnelse. På den ene side fremhæver

globalisering en afmagtsfølelse, på den anden side inspiration og progressivitet i

genforhandlet partnerskab med ”moder-/kolonilandet”. Men også den kompleksitet, som i

teoretisk forstand afspejles i humanvidenskabens utrættelige stræben efter en pragmatisk

forklaring.

Det som er særlig vigtigt at have for øje i den arktiske sammenhæng er, at forandringer

er sket relativt sent i forhold til resten af verden. Industrialisering tager først fat i det 20.

århundrede, mens hovedparten af arktiske folk, enten individuelt eller via den ældre

generation, fortsætter det ”gode liv” indenfor den oprindelige kulturarv. Overgangen har ikke

været nem og indfødte folk i Arktis har også givet udtryk for deres utilfredshed og bl.a. stillet

krav til at forvalte ejendomsretten i deres eget hjem. (Det seneste eksempel på en såkaldt

landkravaftale mellem oprindelige folk og ”kolonimagten” er Labrador Inuit Land Claims

Agreement, underskrevet 22.januar 2005. Som en sidebemærkning vil jeg gerne tilføje, at

denne begivenhed tilsyneladende ikke vakte interesse i det globale samfund, heller ikke i

Grønlands Radio eller Dansk Polarcenter. Det er vist bagsiden af medaljen ved

globaliseringen – hvem er interesseret i en gruppe ”eskimoer” ved Hamilton Inlet og deres

hjemmeside (Besøg www.nunatsiavut.com ).

Set i et overordnet perspektiv, har forandringerne i Arktis ført til en strid om

ejendomsretten til jorden, nogle steder blev oprindelige sprog slettet og verdensopfattelser

76

udfordret af udefra kommende administration. Alligevel mener forfatterne, at arktiske

samfund har formået at konsolidere deres oprindelige livssyn og rettigheder i nye rammer,

selvom urbaniseringen/koncentrationspolitikken, både indefra og udefra (jf. Forchhammer

2001 for den grønlandske dimension), ændrede forholdet for landet for evigt.

Med henvisning til to publikationer, vil jeg kort illustrere med eksempler fra

medieverden, hvorledes globaliseringen har fat i Arktis, men hvor det lokale fortsætter eller

allerhøjst lader sig inspirere. Det ene eksempel er hentet fra Neil Blair Christensen (1999). I

bogen ”Inuit in Cyberspace” undersøger Christensen, hvorledes identitet og historie

manifesteres på hjemmesider, der er publiceret af personer med tilknytning til Arktis. Han gør

opmærksom på det spændende i sine undersøgelser, at selvom folks brug af Internettet har

haft stor indflydelse i forhold til deres relativt isolerede tilværelse, så fremstår deres

hjemmesider for besøgende således, at de faktisk bekræfter forestillingen om det fjerne

Arktis. Det lokale re-produceres så at sige på den globale scene. Det andet eksempel er hentet

fra Rygaard (2003) og omhandler ligeledes medier, men hvor Christensen fokuserer på det

lokale i global sammenhæng, viser Rygard at det også virker den modsatte vej og at det

globale reproduceres i lokal kontekst. Rygaard har i en årrække publiceret artikler om emnet,

påvirkningen af global kultur blandt unge grønlændere. I sin seneste artikel argumenterer hun

for, at globalisering har brudt Grønlands isolation, men ikke ført til ødelæggelsen af den

traditionelle kultur blandt grønlands ungdom, som har begge ben solidt plantet i henholdsvis

det moderne og det traditionelle liv. Den globale fare vendes i Rygaards resultater til positive

aspekter i fremtidige strategier til håndteringen af forandringsprocesserne.

Det er ikke muligt her udtømmende at beskrive Arktis i global sammenhæng. Det burde dog

ikke komme bag på nogen, at der også findes graffiti i Arktis. Måske er moderne graffiti blot

en kontinuerlig udvikling fra fangernes udsmykning af deres redskaber? Arkæologer har

fundet 1200 år gamle helleristninger fra Dorset tiden ved Qikertaaluk Island i Nunavik. Og

netop helleristninger minder meget om de tidlige grønlandske ”tags” fra bl.a. Qaqortoq, som

jeg viste i første kapitel. Arktiske samfund har altid været optaget af udsmykningen af deres

genstande længe før den tid, hvor udsmykningen blev gjort til en æstetisk genstand, et

kunstværker (se f.eks. Hall 1897). Lad mig afslutte dette afsnit med en henvisning til den

eneste artikel om moderne graffiti i arktisk sammenhæng, som det lykkedes mig at finde efter

lang søgen og henvendelse til næsten gud, hver mand og kvinde. Gourdon (2002) beskriver i

77

en avisartikel fra Hay River Hub, at den globale graffitikultur i den canadiske by Hay River

(Northwest Territories/Great Slave Lake) er i; ”..fine balance between art and crime (ibid.:2).”

Artiklen er interessant, fordi den særligt beskriver, hvorledes graffiti i små byer ikke har

samme opmærksomhed som storbygraffiti. Men trods det faktum, ser det ud til at man i det

mindste overvejede at gøre noget ved problemstillingen i Hay River. Den såkaldte

”Recreational Director”, som jeg gætter på svarer til den lokale kulturborgmester, giver i

artiklen udtryk for konstruktive løsningsforslag i small-town graffiti. Han vil fange de unges

energi og indrage dem i udbygningen af byen, for som han siger; ” “If youth can play a part in

what the buildings look like, I hope they’ll be less likely to play a part in destroying that

property (ibid.).” Også i Hay River opfattes graffiti således som en individuel og ikke

kommerciel kunstart, som afspejler lokal kultur og ideer.

6.4 Ilulissat graffiti i spændingsfeltet mellem det lokale og det globale

En by kan betragtes på mange måder. Kommer man til Ilulissat for første gang med fly, er det

måske kontrasterne mellem det blågrønne hav, ismassernes gråhvide konturer og byens huse,

som farvepalet klattet ud i et klippelandskab, der overvælder én. ”En by kan være en prik på

landkortet, et panorama set fra luften, er stykke arkitektur, et mere eller mindre velfungerende

økologisk system, og så meget andet. For de folk, som beboer byen, er den imidlertid først og

fremmest et sted; et sted forstået som et ”levet rum”, det vil sige, som resultat af den

nødvendigvis lokaliserede, daglige interaktion mellem mennesker og deres omgivelser.

Bevægelsen rundt i byen fører ad netværk af ruter, der passerer pladser, forbinder forskellige

mål og giver byens beboere deres umiddelbare, førstehåndserfaring med byen. Det er i

bevægelsen og beboelsen, at byen bliver til som sted for dens mennesker, et sted der derfor

altid er i forandring (Dalsgård & Franch 2003:51).” Kan man umiddelbart ud fra citatet gætte,

at det omhandler en by i Brasilien? Nej vel. Beskrivelsen kan overføres direkte på Ilulissat.

Tillad mig et øjeblik at sløre den opfattelse af Ilulissat jeg har tegnet indtil nu. Jeg er nu turist,

som lige er blevet hentet i lufthavnen og kørt til hotellet, hvor jeg kan købe mig til en række

oplevelser i Ilulissat. En dag bliver jeg kørt til havnen og sejler derfra i et par timer til

Isfjorden. En anden dag henter turistguiden mig på hotellet. Vi skal ud i naturen, på

hundeslædetur. En tredie dag går turen til museet og sådan fortsætter det, kun afbrudt af

spisning og gaveindkøb. Efter en uge bliver jeg kørt til lufthavnen fra hotellet og af sted

tilbage til København. Som turist har jeg ikke brug for at beskæftige mig med graffitien.

78

At opleve byen har blot været en transitoplevelse, et brud fra storbyens puls, kun ca. 6 timer

med fly fra Ilulissat.

Min simplificering af turistoplevelsen i Ilulissat, skal naturligvis tages med et

gran salt. Byen er et af Grønlands største turistmål og jeg har ingen interesse i at blande mig i

turistpolitikken som udefra kommende. Mit ærinde er et helt andet, nemlig at gøre

opmærksom på, at byen i sin relation til turismen iscenesættes fra et tidsbegrænset perspektiv

– den tid turisten befinder sig i byen. Ligesåvel kan byen opleves som transit på gennemrejse

fra, eller til det nordligste Grønland. For en gymnasieelev, som ”pendler” mellem Aasiaat og

Ilulissat, kan byen derimod betyde et hav af muligheder. Byen hænger sammen med Aasiaat i

en vidensrelation, hvilket udvider byens rammer både indenfor og udenfor Grønland. Hvad

Ilulissat er og hvordan den opleves, afhænger af et individuelt perspektiv.

Byens globale dimension, markedsføres officielt af byens administration i

forbindelse med Isfjordens optagelse på UNESCO’s verdensarvliste. ”Så er det endelig slået

fast – Ilulissat Isfjord ER verdensklasse. Vi har vidst det i mange år – og nu er det bekræftet

på højeste internationale plan: Isfjorden er et ENESTÅENDE naturfænomen og samtidig et

område af meget stor SKØNHED.

”Nu er Ilulissat virkelig sat på Verdenskortet – og vi glæder os til at vise endnu flere fra hele

verden, hvilket fantastisk sted området er. Vi takker UNESCO for anerkendelsen og skal nok

vise os værdige til at passe på området til daglig ”, siger Borgmester Anthon Frederiksen

(Pressemeldelelse. Ilulissat Kommune (2004))”. Det faktum at iluliarmiut i årevis har vidst at

Isfjorden er af verdensklasse, er ikke overraskende set i lyset af byens historie. Der er nok

ikke nogen publikation om Ilulissat, som undlader at omtale Isfjorden, som i årevis har dannet

rammerne om både naturvidenskabelige, men også kulturelle vejkryds. Med Isfjorden i

centrum, italesættes byen ofte fra naturens side. Jeg har tilladt mig at italesætte Ilulissat

igennem byens graffiti, som usynliggøres i turistbrochuren og grønlandsforskningen. I bogen

”Grønlænder og global: grønlandsk sprog, litteratur og medier i 25 året for Hjemmestyrets

indførelse (Jacobsen et al. 2004)” er der tegn på, at emnet måske snart popper op i studierne.

Det unge hip hop trio nævnes i litteratursammenhæng, som et frisk pust til den grønlandske

kultur (ibid.:128). Graffitien præges efter min mening i lige så høj grad af global

sammenhæng, som Ilulissat og Grønland gør, af f.eks. Royal Greenland, konkurrerende

turistkontorer eller den nu fredede Isfjord.

79

Ilulissat er fra mit perspektiv beskrevet som en by i vekselvirkning mellem det fysiske og

graffitien. Ser man byen igennem graffitien står man tilbage med en kontrastfuld

eftertænksomhed. Der er ikke nogen graffitibilleder af hellefisk som man kan købe på

brættet, ingen graffiti med Isfjorden som tema, derimod en masse tilhænger- og

identitetsgraffiti.

Hvordan kan semiotikken og urbaniseringen uden videre bruges i forståelsen af

spændingsfeltet mellem den lokale og den globale virkelighed i Ilulissat? Fællestræk ligger i

udgangspunktet i forandringsprocessen, som semiotik og urbanitet takler ud fra egen

forståelsesramme. Som betydningsbærende tegn skifter graffiti mellem det lokale og globale i

et spændingsfelt, hvor musikgraffiti er det mest globalpåvirkede og årgangsgraffiti det mest

lokale kulturrepræsenterende objekt i min analyse. Byens udvikling og urbaniseringens

forandringsprocesser betragtes i den sammenhæng som en livsomstændighed der fortsætteligt

formes af interne og udefrakommende faktorer og smitter af på skrivernes budskaber og

valget af graffitiscener. De væsentligste urbaniseringsaspekter er i den forstand byens

infrastruktur, som bryder med opfattelsen af Ilulissat som et farveløst randområde i det kolde

Arktis. Desuden giver ny kommunikationsteknologi (her tænker jeg især på Internettet)

mulighed for at hente inspiration og skabe relationer udenom de officielle kanaler.

Musik-, og årgangsgraffiti afspejler spændingsfeltet mellem det globale og det

lokale.

6.5 Global + lokal -> glokal graffiti

Ser man på Ilulissat igennem byens graffiti, bemærker man, at byens graffitiskrivere har en

bevidsthed om vestlig musik, byens sportsforeninger, og deres egen identitet. Dette er efter

min mening markante ingredienser i et ”glokalt” tilhørsforhold, hvori graffitiens

betydningsbærende elementer udgår som en blanding af det globale og det lokale.

Begrebet glokal (glocal/glocalism) defineres følgende af Thomas Friedman ”… the ability of

a culture, when it encounters other strong cultures, to absorb influences that naturally fit into

and can enrich that culture, to resist those things that are truly alien and to compartmentalize

those things that, while different, can nevertheless be enjoyed and celebrated as different

(Friedman i Wim van Binsbergen, Rijk van Dijk & Jan-Bart Gewald 2003:16).”

Musikgraffitien i Ilulissat udfordrer i sin umiddelbare uskyldige tavshed den

offentlige moral idet der skrives på menneskeskabte ting og det derfor både kan ses som

80

hærværk, og samtidig skaber den associationer om kunstnere med et negativ livssyn. Når man

læser musikgraffitien med kendskab til de repræsenterede kunstnere, får man straks

associationer til agressive eller sexistiske synspunkter.

Musikgraffiti har fællestræk med sportsgraffitien idet der er tale om

idoldyrkelse. Begge typer er tegn på, at afsenderen enten er tilhænger af eller er tilknyttet det

der skrives om. Men musikgraffitien synes at være en stemningsmarkør hvorimod der i

sportsgraffitien mere kommer holdninger til udtryk. Musikgraffitien i Ilulissat er mere

globalpræget end sportsgraffitien der i Ilulissat reklamerer for lokale sportsklubber.

Sportsgraffitien giver både afsenderen og beskueren en følelse af at være tilknyttet et

fællesskab og en gruppe.

Går man videre til årgangs- og identitetsgraffitien synes denne at være bundet til

byen og de lokale omgivelser i langt større omfang. Her er afsenderen nemlig interesseret i at

vise hvem han er og at han har været her. Afsenderen er dermed direkte impliceret i graffitien.

På den ene side er der tale om et individuelt budskab, men vender man det rundt har

afsenderen også et ønske om at beskueren i graffitien aflæser et tilhørsforhold. Graffitien er

således med til at skabe associationer om en bestemt tid der deles af en gruppe fra samme

årgang. Og dermed er der i årgangs- og identitetsgraffitien en række stemninger.

Når graffitien værdilades negativt, positivt, eller neutralt er det min hensigt at

belyse stemninger og følelser indlejret i graffitiens virkemidler og forholdet mellem

beskueren og værket og dermed også budskabets afsender.

Musikgraffiti, som f.eks.METALLICA, BLODHOUND GANG, EMINEM,

SLIP KNOT, og KORN, eller sportsgraffiti som I-69 (Timersoqatigiiffik Ilulissat - grundlagt

1969) og N-48 (Nagdlunguak Ilulissat – grundlagt 1948), er allesammen en slags reklamer i

det lokale landskab. Et udtryk for, at der i byen er rivaliserende musiktilhængere, men også

rivaliserende sportstilhængere. Selvom musikgraffitien manifesterer et globalt tilhørsforhold,

er den efter min mening først og fremmest en individuel erindring om en individuel oplevelse.

Hverken Metallica eller de andre kunstnere har så vidt jeg ved besøgt byen, eller har direkte

kontakt til byens fans. I den forstand oplyser skriverne blot det øvrige samfund om, hvad der

for tiden er en populær fritidsinteresse. Sportsgraffiti er også et lokalt anliggende, men i

modsætning til musikgraffitien en kollektiv erindring. Den er tegnet for rivaliserende fans,

besøgende fra udlandet eller andre grønlandske byer. Ved gennemgangen af min billedsamling

er det muligt at tælle ca. 90 værker, som har et vestligt udtryk (sprogligt og m.h.t. emne).

81

Derimod er der kun 9 ”N-48” graffiti og 4 ”I-69” graffiti. Musikgraffitien er langt mere synlig

end sportsgraffitien, ikke kun p.g.a. antallet, men også fordi den som regel er lavet i farve og

større format.

Musikgraffitiens budskaber rejser efter min mening et relevant spørgsmål om

selektivitet i det lokale-globale spændingsfelt. Med undtagelse af ”HEJ (bnr. 5300229),” som

antages for at være reklame for den lokale musikgruppe af samme navn, og ”PRUSSIC”

graffiti (bnr. 5300328,5300335-36 & 5300345), som reklamerer for den unge Hip Hop trio fra

Nuuk, undrer det mig, hvorfor skriverne fravælger de grønlandske stjerner som f.eks. Angu

eller Julie, eller de lokale musikere i øvrigt? Fra graffitisamlingen kan man se, at man vægter

de mere tunge, udenlandske rock-grupper, fra heavy metal til trash-/dødsmetal, suppleret af

Hip Hop ikonen Eminem.

Hvis man interesserer sig for effekten af Eminem’s musik i Arktis, så har jeg

fundet et eksempel fra Nunavik, hvor musikken menes at være årsagen til en voldshandling.

En gruppe teenagere i Kangiqsujuaq angreb skolens rektor, antageligt under påvirkning af

Eminem’s musik. Det har ført til lukningen af skolen i flere dage, og opfordring om, at alle

unge skulle skille sig af med den voldelige musik; ” The music was like an ”evil spirit,” he

said……..School Centre Director and other residents, are urging students to bring in their

rock, heavy metal, rap and hip hop CDs to be burned at the community’s evangelical

churche,” skriver Jane Goerge i Nunatsiaq News (George 2005:21).

Ønsker graffitiskriverne i Ilulissat også at udfordre samfundets voldstabuer? Er

der i musikgraffitien dermed et ønske om at skabe utryghed og ravage? Eminem, Korn og

Slipknot er ikke ligefrem guds engle at dømme ud fra stemningen i nogle af deres tekster, som

f.eks. ”I’m hated (Slipknot 2001)” og ”Wake up hate (Korn 2002).”

Den manglende refleksion af grønlandsk musik i Ilulissat graffiti er ikke et

enestående tilfælde. Det samme gør sig ifølge Bushnell gældende i Moskva i 1980’erne, hvor

musikgraffitien kun afspejler en lille del af Sovietunionens rockhistorie. ”The enormous

number of Western groups named in the graffiti, give a misleading imperession of complete

coverage. Just as the Soviet underground bands were missing, so were major segments of

Western rock music (Bushnell 1990:80-81).” Det er altså ikke kun den lokale musikscene

som er underrepræsenteret i Moskva, men også udenlandske kunstnere som nød stor

popularitet på det tidspunkt. Samme perspektiv kan føres over på Ilulissat graffiti. Hvor er

Beatles, Roling Stones, Bob Marley og andre musiklegender blevet af? Hvorfor er den

82

grønlandske SUME manifest ikke repræsenteret? Det er tankevækkende, at Ilulissat graffiti

underprioriterer den grønlandske dimension, når den grønlandske musikindustri udgiver det

ene album efter det andet. I hip hop genren er det LUCAS(2003), PRUSSIC(2003) og

PEAND EL (2005) som giver markante bud på en sammenblanding af grønlandsk

samfundskritik med en global musikgenre. Prussic synger i deres ”Qimaagatta (Prussic

2003)” om graffiti og har i øvrigt et graffiti-layout på selve CD’en. Peand El har den klasisske

opgangsgraffiti som baggrund på sin debut CD (Mølgaard 2005:28). Lucas præsenterede i

december 2004 sit hip hop netværk ”De lovløse” ved en ungdomsfest i Sisimiut, hvor der bl.a.

blev fremstillet graffiti til den lokale snowboardklub (04Baaj: 2004). Arrangørerne valgte

desuden at præsentere både hip hop og graffiti på internettet. Selvom der altså er inspiration at

hente fra bl.a. hip hop musikken i Grønland, er der i Ilulissat overvejende fokus på de tunge

udenlandske rockgrupper, hip hop ikonet Eminem og med HEJ og Prussic, som de eneste

repræsentanter for grønlandsk musik i graffitien. Musikgraffitien er koncentreret i byrummet

eller i umiddelbar nærhed af det. Med få undtagelser (f.eks. b.nr. 5300048, 5300051, 5300052

og 5300522) er den lavet på menneskeskabte underlag i det urbane rum.

Ser man på det samlede antal af Ilulissat graffiti, så udgør musikgraffitien under halvdelen af

de 321 fotografier af byens værker. Kernen af Ilulissat graffiti er de mere lokalorienterede

værker, navne, årgange, ofte kombinationen deraf. Musikgraffitien og årgangs-

identitetsgraffitien blandes ikke sammen i Ilulissat og skiller sig ud fra hinanden på en række

punkter (med få undtagelser; f.eks. bn.nr. 5300487). Noget tyder på, at markeringen af

rummet foregår i to forskellige kontekster.

Illustration: Hip Hop Ilulissat. Grønlandskfreestyle over 50cents ørehænger „In DaClub,“ fra „Get Rich or Die Tryin’“ album.

I forbindelse med byens julemarked, arrangeretaf Lions Club Ilulissat. Foto omkr. 30112003 afforfatter.

83

Jeg vil kort redegøre for yderligere eksempler på, hvordan årgangs- og identitetsgraffiti

skiller sig ud fra musikgraffitien. Årgangs- og identitetsgraffiti laves i den naturskabte sfære

af byrummet, klipperne og naturen i øvrigt (se de største scener bn. nr. 530042 (5300130-

5300156) og 5300409-414). Musikgraffitien derimod i den menneskeskabte del af byen,

vægge, trappe, broen osv. Den typiske kode i årgangs- og identitetsgraffiti er personificeret og

tidsafgrænset ; ”NN er XX år gammel”. Musikgraffitiens kode består af musikgenren.

Desuden har den ingen afsender. Budskabet i årgangs- og identitetsgraffiti er ”JEG har været

her”, altså ”Kilroy-stilen”. Musikgraffitiens budskab er snarere mere en kommentar til byen

om at Korn f.eks. er den foretrukne musikgenre.

Spændingsfeltet mellem det globale og det lokale ligger i, at afsenderen af

musikgraffitien bevarer sin anonymitet og budskabet handler om den populære musik,

hvorimod afsenderen af årgangs- og identitetsgraffitien fravælger sin anonymitet og dermed

giver byen et nærværende og personligt præg. Dog kan man sige, at Ilulissat graffiti i sin

helhed for indbyggeren eller turisten i sit umiddelbare møde med graffitien er glokal, idet det i

det stor hele afhænger af, hvorvidt beskueren betragter graffitien som enten hærværk,

kunstværk eller visitkort.

Kapitel 7 - KonklusionFormålet med denne afhandling har været at belyse, hvordan grønlandsk graffiti har ændret

sig over tid, hvilke interne og eksterne påvirkninger der kan påpeges ved graffitien i Ilulissat

og hvilken rolle Ilulissat graffiti spiller i spændingsfeltet mellem lokale og globale kontekster.

Baggrunden for behandlingen af ovennævnte problemstillinger er min længerevarende

interesse for graffiti i Grønland og 8 måneders registrering af graffiti i den nordgrønlandske

by Ilulissat.

Hvordan har grønlandsk graffiti ændret sig over tid?Det har ikke været mit mål udtømmende at undersøge graffitiens historie i Grønland.

Alligevel fremlægges der i kapitel 2 en række perspektiver, som efter min mening er relevante

for den historiske sammenhæng, hvis man vil undersøge graffitiens historie i Grønland. Den

ældste grønlandske graffiti antages at være nordboernes runeskrift fra bl.a. Sydgrønland

(Narsaq) og Nordgrønland (Upernavik). Spørgsmålet omkring traditionel eskimoisk

udsmykning af fangstredskaber og kategoriseringen af disse som graffiti, er ikke blevet

afklaret fyldestgørende. Det eneste sikre fællestræk er, at begge dele omhandler udsmykning,

84

men mens fangstredskaber hører til den private sfære er graffiti som sådan målrettet det

offentlige rum. Fra kolonitiden er der i litteraturen og Arktisk Instituts fotoarkiv fundet graffiti

i form af monogrammer fra henholdsvis Qaqortoq og Qasigiannguit, som i deres stil minder

om årgangsgraffitien, som den stadig laves i Grønland. Det antages, at klippegraffiti, som den

er eksemplificeret fra Grønlands hovedstad Nuuk i slutningen af kapitel 2, bl.a. med

udgangspunkt i det visuelle udtryk og budskaber er knyttet til hvalfangertiden. Der er efter

min opfattelse ikke tale om graffiti i snæver forstand, idet den hugges dybt ind i klipperne og

skaber associationer til helleristninger. Omvendt er det næppe sandsynligt, at disse

hvalfanger-”helleristninger” har haft en religiøs funktion i Grønland, som det er tilfældet med

helleristninger fra vikingetiden i Danmark og Sverige. Den klassiske graffiti i Grønland er

derfor formidlet som nordboruner og monogrammer fra kolonitiden. Tolker man derimod

begrebet graffiti i semiotisk forstand som tegn, spor og billeder, der ikke er planlagt på

forhånd, er det efter min opfattelse muligt, at kategorisere både udsmykning af

fangstredskaber, dybe indhugninger, runer og indridset skrift under begrebet graffiti, selvom

konteksten for den enkelte udtryksform er meget forskellig.

Der findes endnu ikke litteratur om moderne graffiti i Grønland, selvom emnet

jævnligt dukker op i den grønlandske presse, ofte i sammenhæng med anmeldelse af Hip Hop

musik eller kulturelle arrangementer indenfor genren. Det er vanskeligt at bestemme

nøjagtigt, hvornår den moderne graffiti (f.eks. wild-style, New York inspireret stil) er kommet

til Grønland. I 1999 udtalte Henrik Pedersen fra det legendariske musikband Nuuk Posse til et

internet magasin, at graffiti allerede i 1985 var en del af ungdomskulturen i hovedstaden

Nuuk ; ”Henrik: HIP HOP came to Greenland in 1984..... Nuuk Posse was formed in 1985, by

Peter, John and me, but then we didn’t call ourselves Nuuk Posse. We were all deejaying in

local youth-clubs........ and breakdance, rap, graffiti were a huge part of our daily life. We

formed our „gang“, and did some battling against other „gangs“ (only for fun). So you can

say, that we’re a part of the old-school generation (Milkycat 1999, UN Habitat 2004)”. Ifølge

Skaarup (1985) var det på samme tidspunkt, at moderne graffiti (bl.a. ”wild-style”) satte sine

rødder i Danmark. Hvis altså Henrik Pedersens (Nuuk Posse) udtalelse indbefatter målrettet

produktion af eksempelvis spraygraffiti, så er den moderne stil sandsynligvis kommet til

Grønland på samme tid, som den spredte sig i Danmark. Jeg har forgæves forsøgt at komme i

kontakt med Nuuk Posse for at få be- eller afkræftet denne påstand.

I Ilulissat findes der både graffiti, der minder om den klassiske stil og graffiti,

der minder om den moderne stil. Klassisk graffiti er repræsenteret som årgangstags, udført

85

med spray eller indristet med spids gentand, overvejende på klipper. Der findes enkelte

værker i Ilulissat, som peger i retning af moderne graffiti, som den kendes fra Danmark og

New York. ”SACK” (bnr. 5300037) kategoriseres eksempelvis som værende en throw-up (en

enkel komposition der kan tjene som skabelon for videre bearbejdning), ”EMINEM” graffiti

(b.nr. 5300129) som piece, der indeholder flere farver og individuel bogstavstil, wild-style

graffiti (bnr. 5300584) der bryder skriftens læsbarhed og ”Candy Cake” (bnr. 5300355) som

street-art. Hovedparten af Ilulissat graffiti er tags, både personlige og musikrelaterede

reklamer. Musikgraffitien som f.eks. ”Eminem” antages at være lavet efter 1999 hvor Eminem

får sin gennembrud i musikindustrien. I det store perspektiv er det efter min mening muligt i

Ilulissat at se de forskellige graffitigenrer, hvilket dog forudsætter et kendskab til den

generelle graffitihistorie. Det eneste som ikke er blevet registreret i Ilulissat i perioden

11.09.03 – 26.05.04 er nordboruner og monogrammer fra kolonitiden.

Den grønlandske graffiti har ændret sig markant over tid, bl.a. fra runer til

monogrammer, idet der både er tale om forskellige skrifter og mængden af indhold.

Spraygraffiti, som sandsynligvis kom til Grønland i slutningen af 1980’erne, er i Ilulissat både

brugt til klassisk graffiti, som årgangangsgraffiti og til større malerier, der varierer i stil og

komposition. En fyldestgørende historisk udredning om grønlandsk graffiti vil efter min

opfattelse kræve en tværfaglig tilgang, med både arkæologisk, kunsthistorisk og

antropologisk perspektiv. Efter min opfattelse vil der bl.a. være behov for at diskutere,

hvorvidt dybe indhugninger i klipperne og traditionelle udsmykninger af fangstredskaber kan

kategoriseres som graffiti.

Hvilke interne og eksterne påvirkninger kan påpeges ved graffitien i Ilulissat?

For at fremhæve både de interne og eksterne påvirkninger på Ilulissat graffiti 11.09.03 –

26.05.04, har jeg valgt at sætte graffitien i urban-historisk, semiotisk og global kontekst. Der

argumenteres i afhandlingen for, at den urban-historiske kontekst i Ilulissat er en kontinuerlig

sammenblanding af interne og eksterne faktorer. Byens historie og udvikling præges af såvel

udefra kommende som af lokale personer. Byens og dermed også graffitiens rum er markant

påvirket af kolonitiden, der danner rammerne omkring de første bykvarterer.

Anlægsvirksomheden i 1960’erne herunder modernisering af byens infrastruktur og

renovation samt saneringsarbejder og boligbyggeri, er først og fremmest sket for at tilgodese

tilflytningen til byen. I perioden fra 1960 til 1990 er der hvert årti tale om ca. en fordobling af

86

antallet af indbyggere. Trods den omfattende udbygning af byens rum, dokumenteret i

materialet fra Grønlands Tekniske Organisation, er det gamle byrum fra kolonitiden bevaret

med undtagelse af de oprindelige tørveboliger, som ikke findes mere, bortset fra en i

forbindelse med Ilulissat Museum. De største graffitiscener, Alanngukasik (fodboldbanen) og

Immersuarmut Aqutaa (dumpen), Miitarfiup Aqutaa (vandreservoir og lufthavnsvejen) og

Jørgen Guldagerip Aqquserna inkl. Qoorunnguaq (boligblok), ligger udenfor den gamle

kolonibydel.

Fra semiotisk/tegnteoretisk perspektiv indeholder Ilulissat graffiti lokale spor især i de

såkaldte identitetsgraffiti og årgangstags, hvor de sidste skaber associationer til grønlandske

årgangsfællesskaber, som i Ilulissat går under betegnelsen ”peqat (årgangsfælle).”

Årgangstags er komponeret ved hjælp af navn og fødselsår og afviger fra de tags, man kender

fra graffitiverdenen i øvrigt, selvom de stilmæssigt minder om hinanden. Moderne tags er

anonyme og udviklet på baggrund af et længerevarende forarbejde, hvilket ikke er tilfældet i

Ilulissat, selvom en række graffiti vidner om afsenderens overvejelser omkring skrifttype og

bogstavsammenhæng, hvilket er blevet bekræftet af en dansk graffitimaler ved flere

gennemgange af min samling af grønlandsk graffiti.

En række graffiti i Ilulissat bærer også præg af ekstern påvirkning. Fra en stilistisk

synsvinkel, er det især byens throw-ups der viser, at graffitiskriverne i Ilulissat prøver

kræfterne af med flere graffitigenrer, som f.eks. ”wild-style (bnr. 5300584)” eller

”bubbleletter-style (bnr. 5300367).” Musikgraffitien viser, at graffitiskriverne i det store hele

fravælger at reklamere for grønlandsk musik, idet der overvejende fokuseres på de tunge

udenlandske rockgrupper og hip hop stjernen Eminem. Dette rejser efter min mening et

spørgsmål om selektivitet.

Tilsammen afspejler musikgraffitien og årgangsgraffitien spændingsfeltet

mellem det lokale og det globale i Ilulissat. Musikgraffitien laves i den menneskeskabte del af

byen, vægge, trapper, broen osv. Årgangsgraffiti laves i den naturskabte sfære af byrummet,

klipperne og naturen i øvrigt. Byværket består af tegn og farver, i de fleste tilfælde malet med

spray, medbragt til stedet. Naturværket består også af tegn og farver, som skifter afhængigt af

årstiden og er ridset med genstande sandsynligvis som regel fundet på stedet. Der er endnu

ikke retslige afgørelser i Grønland, der tager stilling til, hvorvidt graffiti er ulovligt i byen

hhv. i naturen. Men det antages, at i det mindste graffiti i byen vil være ulovligt ifølge

straffelovens paragraf 79.

87

Der argumenteres i afhandlingen for, at graffitiens betydningsbærende

elementer belyst ved hjælp af semiotik, og forandringsperspektiverne i Ilulissats urbanisering,

uden videre kan overføres til diskussionen om graffitiens globale kontekst, som i Ilulissat er

kendetegnet ved, at den består af et spændingsfelt mellem det lokale og det globale.

Hvilken rolle spiller Ilulissat graffiti i spændingsfeltet mellem lokale og globale

kontekster?

Ilulissat graffiti 11.09.03 – 26.05.04 er efter min opfattelse et glokalt fænomen, fordi den som

helhed viser en sammenblanding af globale og lokale kulturelementer. Afhandlingen viser

dog, at den meget synlige graffiti (musikgraffitien) og den mest forekommende graffiti

(identitets- og årgangsgraffiti) ikke blandes sammen i Ilulissat. Dette forhold tages som tegn

på, at der i de to graffitigenrer manifesteres forskellige tilhørsforhold.

Overordnet set er graffitiens rolle i Ilulissat at gøre reklame enten for sig selv, egen

årgang, foretrukne sportsforening eller musikgenre. Reklamerne eksponerer dog hver for sig

forskellige områder af byen og forskellige former for livsstil. De største identitets- og

årgangsgraffitiscener findes i Ilulissat på steder, hvor der mulighed for at skabe kollektive

erindringer. F.eks. ved slædesporet, der benyttes i forbindelse med de talrige

hundeslædevæddeløb (bnr. 5300410-414) eller ved fodboldbanen (5300137). De mere

individorienterede graffiti er derimod spredt over større dele af byen.

Efter min opfattelse findes der endnu mange ubesvarede spørgsmål om graffiti i

Ilulissat. Ved Isfjordens optagelse på Unesco’s verdensarvliste, er byen for alvor globaliseret

på turistområdet. Mens turisterne er udtryk for den fysiske globalisering, er graffiti det

mentale udtryk for globaliseringen. Graffiti blander det lokale med en global virkelighed,

hvor massemedier og forskellige stilretninger skabes i kontinuerlig udveksling. Der er ingen

tvivl om, at nogle af de graffiti jeg har fotograferet i Ilulissat dokumenterer, at

graffitiskriverne har antennerne indstillet på at modtage signaler fra miljøer udenfor

Grønland. Men graffiti er også indirekte aktuel i lyset af den stigende fokus på børns og

ungdommens vilkår i Grønland. Er de et udtryk for ligegyldighed og vandalisme mod det

etablerede system, eller blot et udtryk for et ønske om at turde være sig selv og nyde friheden

til at forvalte sit eget? Svaret kan måske findes ved et målrettet opsøgende feltarbejde blandt

graffiti-malerne.

88

Litteratur

Amdrup, G.C. et.al (1921). Grønland i Tohundredeåret for Hans Egedes Landing. København,

Reitzel.

Anonym. (2003). Graffiti History. In: @149st New York City Cyber Bench. Hentet 2.2. 2005

fra http://www.at149st.com/history.html

Anonym. (u.å.). Hobo Signs. In: The Hobo Minstrel. Hentet 2.2. 2005 fra http://

www.worldpath.net/~minstrel/hobosign.htm

Anonym. (u.å.). Graffiti Introduction. In: Art Crimes. The Writing on the Wall. Hentet 3.2.

2005 fra http://www.graffiti.org/faq/graffiti_intro.html

Bak, Ove (1975). Et bysamfund i Grønland - om en by i dag og om dens udvikling. Gyldendal,

København.

Batzarov, Zlatko (u.å.). Ancient graffiti on the walls of Pompeii. Hentet den 2.2.2005 fra http:/

/www.orbilat.com/Languages/Latin_Vulgar/Texts/Pompeii_Graffiti.html.

Baumann, Gerd (1996). Contesting Culture. Discourse of identityt in multiethnic London.

Cambridge University Press.

Bucherie, Luc (1978). Les graffiti de la Tour de la Lanterne à La Rochelle. Essai d’inventaire,

La Rochelle. In: Publication de la Société d’Archéologie et d’Histoire de l’Aunis, N°5.

Bucherie, Luc (1983). Graffiti anglais à La Rochelle : la Porte Royale, la Tour de La Lanterne

et la Maison d’Arrêt, « prisons maritimes ». In: Revue de la Saintonge et de l’Aunis, tome IX,

(XVIIIe-XIXe siècles): pp. 83-91.

Buschnell, John (1990). Moscow Graffiti. Language ans Subculture. Unwin Hyman, Inc.

Massachusets.

89

Bobé, Louis (1915). Lourens Feykes Haans Kursforskrifter for Be-sejlingen af Grønland,

særlig Diskobugten (1719) In: Det grønlandske Selskabs Årsskrift, Charlottenlund. Pp.41-49.

Bobé, Louis (1915). Lourens Feykes Haan: Beskrivelse af Straat Davids tilligemed sammes

Indvaaneres Sæder, Skikkelse og Vaner, som ogsaa deres Fiskefangst og andre Handlinger. In:

Det grønlandske Selskabs Årsskrift, Charlottenlund. Pp.63-88.

Boll-Johansen, Boris (2002). I do bombing. In: Semikolon årg.2 nr.4, pp.34-43.

Chalfant, Henry and Prigof, James (1994). Spraycan Art. New York, Thames & Hudson.

Christensen, Henning (1986). Asschenfeldt’s danske graffiti ‘86. København, Peter

Asschenfeldt’s Bogklub.

Christensen, K. N. (1953). Anders Olsen og hans slægt. In: Tidsskriftet Grønland, nr.4, Det

grønlandske Selskab, Charlottenlund.: pp. 133-138.

Christensen, Neil Blair (1999). Inuit in Cyberspace: Embedding Off-line Identity and Culture

On-line. Hovedfagsspeciale, Dept. of Eskimology, University of Copenhagen, Denmark.

Clifford, James (1988). On Collecting Art and Culture. In: The Predicament of Culture.

Twentieth-Century Ethnography, Litterature and Art. Cambridge, Massachusetts and London,

Harvard University Press: Pp.215-229.

Cooper, Martha & Chalfant, Henry (1984). Subway Art. London, Thames & Hudson.

Cooper, Martha & Chalfant, Henry (1996). R.I.P New York spraycan memorials. London,

Thames & Hudson.

90

Csonka, Yvon & Schweitzer, Peter (2004). Societies and Cultures: Change and Persistence.

In: (AHDR) Arcti Human Development Report. Akureyri, Steffansson Arctic Institute: Pp.45-

68.

Dalsgård, Anne Line og Franch Mónica (2003). Recife. En by med mange ansigter. In:

Jordens Folk, nr. 3, 38. årg. Pp.50-55.

Det Danske Bibelselskab (1999). Daniels bog, kap. 5, v-5-28. Hentet 12.12.2004 fra http://

www.bibelselskabet.dk/danbib/web/bibelen.htm

Eriksen, Thomas Hylland (1993). Det lokale og det globale. In: Små steder - store

spørgsmål: innføring i sosialantropologi. Oslo, Universitetsforlaget: Pp. 345-360.

Eriksen, Thomas Hylland (1996). Verden er blitt ett sted. In: Brinkmann, Johannes og

Eriksen, Thomas Hylland. Verden som møteplass: Essays om tverkulturell kommunikasjon.

Bergen-Sandviken, Fagbokforlaget. Pp.65-80.

Fisker, Jørgen ed. (1984). Ilulissat/Jakobshavn. Nordiske Landes Bogforlag.

Forchhammer, Søren (2001). Det danske, det grønlandske og den store urbanisering. In:

Tidsskriftet Grønland, Nr. 4, Det grønlandske Selskab, Charlottenlund.

Fotokritik (u.å.) www.fotokritik.dk

Friisberg, Gregers (2002). Globalisering og økonomisk udvikling. In: Dansk politik og

økonomi i international perspektiv. Forlaget Columbus.

Ganz, Nicholas (2005). Graffiti World. Street Art from five continents. London, Thames &

Hudson.

Geodætisk Institut (1950). Bykort over Jakobshavn. Geodætisk Institut.

91

George, Jane (2005). Attack on principal shuts Kangiqsujuaq school. In: Nunatsiaq News,

february 4. Pp. 21.

Giddens, Anthony (1993). Modern Urbanism. Sociology. Cambridge/Oxford, Polity Press/

Blackwell Publishers.

Gourdon, Pieta (2002). Vandals or artists? In: Hay River Hub. Pp.2, July, 20.

Gulløv, Hans Christian (1997). From Middle Ages to colonial times : archaeological and

ethnohistorical studies of the Thule culture in South West Greenland 1300-1800 AD. Cph.,

Commission for Scientific Research in Greenland, Danish Polar Center.

Grønlandskommission (1950a) Indledning. Placering og udformning af bebyggelser. Den

fre,tidige anlægsvirksomhed. København.

Grønlandskommission (1950b) Indledning. Placering og udformning af bebyggelser. Den

fre,tidige anlægsvirksomhed. Kortmateriale. København.

Grønlandskommission (1964) Betænkning fra Grønlandsudvalget af 1960. København.

Grønlands Styrelse (1948). Sammendrag af statistske oplysninger om Grønland I-VII.

København, J.H. Shultz A/S, Universitets Bogtrykkeri.

Grønlands Tekniske Organisation (1959) & (1960) & (1961) & (1962) & (1964) & (1965).

Rapport over forundersøgelsesarbejde i Jakobshavn. København, Grønlands Tekniske

Organisation.

Grønlands Tekniske Organisation (1960). Investeringsskitse 1960-1984. Ministeriet for

Grønland.

___________________________ (1966) & (1967) & (1968) & (1969) & (1973) (1974) .

Forundersøgelsesrapport Jakobshavn. København, Grønlands Tekniske Organisation.

92

___________________________ (1978). Forundersøgelsesrapport Jakobshavn samt

Paakitsoq, Qeqertaq, Sarqaq og Claushavn. København, Grønlands Tekniske Organisation.


Paakitsoq, Qeqertaq, Sarqaq, Claushavn og Rodebay. København, Grønlands Tekniske

Organisation.

___________________________ (1980). Forundersøgelsesrapport Jakobshavn samt Sarqaq,

Claushavn og Rodebay. København, Grønlands Tekniske Organisation.

___________________________ (1981). Forundersøgelsesrapport Jakobshavn samt Sarqaq

og Claushavn. København, Grønlands Tekniske Organisation.


Rodebay, Qeqertaq, Sarqaq og Claushavn. København, Grønlands Tekniske Organisation.


Qeqertaq, og Claushavn. København, Grønlands Tekniske Organisation.


Qeqertaq og Sarqaq. København, Grønlands Tekniske Organisation.

___________________________ (1986). Forundersøgelsesrapport Jakobshavn. Qeqertaq.

København, Grønlands Tekniske Organisation.

___________________________ (1987). Forundersøgelsesrapport Jakobshavn og Qeqertaq.

København, Grønlands Hjemmestyre og Grønlands Tekniske Organisation, Forundersøgelses-

og Råstofafdelingen.

___________________________ /NunaTek (1988). Forundersøgelsesrapport Jakobshavn og

Qeqertaq. Grønlands Hjemmestyre.

93

Hall, Walter James. (1897). The graphic art of the eskimos. Washington, Government Printing

Office.

Hansen, Klaus Georg (1991). Indledende beskrivelse af en grønlandsk filosofi. Feltrapport.,

Afdeling for etnografi og socialantropologi, Århus Universitet.

Hansen, Klaus Georg (2004). Kvalitativ interview undersøgelse om graffiti i Grønland.

Upubliceret.

Hastrup, Kirsten (1999). Globalisering. In: Viljen til Viden: en humanistisk grundbog.

København, Gyldendal: Pp.230-235.

Hvilsom, Frank (1994). Af den indre styrke beretninger om liv og død trehundrede kilometer

nord for polarcirklen. Nuuk, Atuakkiorfik.

Ilulissat Kommune (1999). Bykort. Ilulissat.

Ilulissat Kommune (2004). Pressemeddelelse: Ilulissat Isfjort optaget på UNESCO’s

Verdensarvliste. Hentet den 19.02.2005 fra http://www.ilulissat.gl/dk/pdf/

Pressemeddelelse_dk.pdf

Institute, Stefansson Arctic (2004). (AHDR) Arctic Human Development Report. Akureyri.

Jacobsen, Birgitte et al. (2004). Grønlænder og global - grønlandsk sprog, litteratur og

medier i 25-året for Hjemmestyrets indførelse. Ilisimatusarfik.

Jacobson, Staffan. (1996). Abstract and Summary. In: The Spray-Painted Image: graffiti

painting as type of image, art movement and learning process. Hentet 9.12. 2005 fra http://

travel.to/graffiti/

Jensen, Ernst (1986). Ilulissanut tikilluarit -illoqarfik iluliapassuaqarfik. ERCO, Ilulissat.

94

Jensen, Jens Fog (1997). B-4 Christianshåb - hus på vandring. In: Tidsskriftet Grønland, nr.1.

Det grønlandske Selskab, Charlottenlund.: pp.5-19.

Johansen, Jørn (1971) Jakobshavn. Jakobshavn Kommune.

Kaalund, Bodil (1990). Grønlands Kunst. Skulptur, brugskunst, maleri. Gyldendal,

København.

Kanstrup, Jan (1984). Taama allappugut Ilulissani piniartut - om Forstanderskaberne og

tørveskærssagen i Jakobshavn. Kalaallit Nunaata Toqqorsivia - Grønlands Arkiv. Pilersuiffik.

Kjørup, Søren (1980) Billedkommunikation. In: Larsen, Peter & Fausin, Bent (eds.), Visuel

kommunikation 1-2. København, Medusa.

Kjørup, Søren (2002) Semiotik. Samfundslitteratur. Roskilde Universitetsforlag.

Lidegaard, Mads (1988). Efterretninger om Grønland – uddragne af en journal holden fra

1721 til 1788 af Poul Egede. Det grønlandske Selskabs Skrifter XXIX, Charlottenlund.

Korn. (2002). Wake up hate (Untouchables album). In: Lyrics on demand. Hentet 10.3.2005

fra http://www.lyricsondemand.com/k/kornlyrics/wakeuphatelyrics.html

Kristiansen, Claus K. (1993). Graffiti. Post-alfabetismens skrift. In: Kultur og Klasse. 20.

årgang. Nr.2. Medusa

Labrador Inuit Association. (2005). Nunatsiavut. Labrador Inuit Association. Hentet d.

22.1.2005 fra www.nunatsiavut.com

Larsen, Peter & Fausing, Bent (1980). Roland Barthes ”Billeders retorik” In: Visuel

kommunikation 1-2. København, Forlaget Medusa.

95

Lofland, Lyn H. (1973). A world of strangers : order and action in urban public space. New

York, Basic Books.

Lofland, Lyn H. (1998). The public realm. Exploring the city´s quintessential social territory.

New York, Aldine De Gruyter.

Lucas (2003). Oqaaseq siulleq. Sisimiut, Ulo CD-164, Ulo Music.

Lund, Jørn (eds.) (1997). Den store Danske Encyklopedi, bind 7. Gyldendal, København.

Lyager, Poul (2002). Om byplan i Grønland - mellem præstestyre og hjemmestyre.

København, Dansk Byplanlaboratorium.

Macdonald, Nancy (2001). The graffiti subculture. Youth, Masculinity and Identity in London

and New York. Palgrave Macmillan.

Madsen, Jens Christian (1999). Slid og slæb. En skildring i ord og billeder af håndværkerlivet

i Grønland 1950-1970. Nuuk, Atuagkat.

Madsen, Lars Dyrløv (2000). Fiskeriafhængighed i 1890’ernes Grønland? Arbejdspapir nr.

156. Publikationer fra Geografi. Institut for Geografi og Internationale Udviklingsstudier,

Roskilde Universitetscenter.

Marquardt, Ole (1992). Socio-økonomiske tilstande i Vestgønland på Rinks tid:

Befolkningskoncentration i kolonibyer og dannelse af lokale „Brædtmarkeder“. In:

Grønlandsk kultur- og samfundsforskning. Pp. 147-182.

Marquardt, Ole (1996). The employees of the Royal Greenland Trade Department (1850-

1880). In: Études/Inuit/Studies, 20, 1. Pp. 87-112

Magic Moments (2000). Denmarks Most Wanted: Monsters of Art. In: Magic Moments,

Denmarks No.1 Graffiti Magazine. Uden pp.

96

Møbjerg, Tina & Canning, Kirsten (1986). Sermermiut in the Middle of the Nineteenth

Century. In: Arctic Anthropology Vol.23, Nos. 1&2, pp.177-198.

MilkyCat. (1999). Milkycat gives Mad Props to Nuuk Posse. Hentet 15.03.2005 fra http://

www.milkycat.com/reviews/nuukrvw.html

Medonos, Jakub Christensen. (2004). Graffiti - tags, Ilulissat. In: Kultur Grønland. Sisimiut

Museum. Hentet den 14.03.2005 http://www.kultur.gl/jm/graffiti.pdf

Mølgaard, Noah (2004). Rap vil give stødet til Grønlands Selvstyre. In: Sermitsiaq, årg.46,

nr.37. 10. September. Nuuk.

Mølgaard, Noah (2004b). Topmøde i hip hop. In: Sermitsiaq, årg. 46, nr.49, 3.december.

Nuuk

Mølgaard, Noah (2005). Nu tager jeg masken af. In: Sermitsiaq, årg. 46, nr. 09, 4. marts.

Nuuk.

MTV. (2004). Eminem Bio http://www.mtv.com/bands/az/eminem/bio.jhtml. Hentet d.

16.12.2004.

Nielsen, Jens Kaalhauge (2004). Urbanization. In: Encyclopedia of the Arcitc. Nuttall, Mark.

London, Routledge: pp.2110-2112.

Nuttall, Mark (eds.) (2004). Encyclopedia of the Arctic. London, Routledge.

Ølgaard, Hans (1976). Det tekniske miljø i Grønland. In: Tidsskriftet Grønland, Nr.5.

Det grønlandske Selskab, Charlottenlund.

Olsen, Torben (1983). Graffiti. København, Forlaget Apostrof.

97

Olsen, Torben (1984). Graffiti 1984. København, Forlaget Apostrof.

Olsen, Torben (1985). Graffiti. Folkets Røst. København, Forlaget Apostrof.

Ørnekoll, Kirsten (1984a). Landsplanlægning i Grønland : om de første erfaringer fra

borgerdeltagelse i planlægningen. Afd. for Byplanlægning, Århus Arkitektskole.

Ørnekoll, Kirsten (1984b). Landsplanlægning i Grønland : om borgerdeltagelse, fysisk

planlægning og bygdesamfund. Afd. for Byplanlægning, Århus Arkitektskole.

Ostermann, Hother (1941). Træk af kolonien Jakobshavns historie gennem 200 aar - 1741-

1941. København, Det grønlandske Selskab, Charlottenlund.

Poulsen, Rasmus (1997). Graffiti i Danmark. København, Klemantis.

Prussic (2003). Misiliineq Siulleq. Nuuk, Ding Dong Studio, Beat Production.

Rasmussen, Knud (1925). Myter og Sagn fra Grønland, bd. 3: Kap York-distriktet og

Nordgrønland. Gyldendalske Boghandel.

Rygaard, Jette (2003). Youth culture, media and globalization processes in Greenland. In:

Young. Nordic Journal of Youth Research. SAGE Publications

Siegel, Norbert. (1993). Kommunikation am Klo. Graffiti von Frauen und Männern. Hentet

2.2. 2005 fra http://graffiti.netbase.org/forschung/frauenmaenner/frauenmaenner.htm

Siegel, Norbert (2001). The cultural phenomenon Graffiti. The Vienneese model of Graffiti-

research. Hentet 11.11. 2005 fra http://graffiti.netbase.org/culture.htm.

Skaarup, Peter (1985). Dansk Wildstyle Graffiti. Libero.

Slipknot. (2001). I’m hated (Iowa album). In: Lyrics on demand. Hentet den 10.3. 2005 fra

http://www.lyricsondemand.com/s/slipknotlyrics/iamhatedlyrics.html

98

Sonik (u.å.). Style, Technique, and Cultural Piracy: Never Bite the Hand that Feeds. In: Art

Crimes, hentet 13.01.2005 fra http://www.graffiti.org/faq/sonik.html

Sørensen, Helle (2003). Tibetansk ungdomskulltur - en undersøgelse af den eksiltibetanske

ungdomskultur i Kathmandu, hovedstaden i Nepal. Speciale i Musikvidenskab, Københavns

Universitet.

Sørensen, Wagner (2003). Et stykke Danmark på klipper? Nuuk set udefra og indefra. In:

Jordens Folk, nr.3, 38.årg. Dansk Etnografisk Forening. Pp. 44-49.

Statistik, Grønlands. (2004). Udtræk vedr. befolkningsstørrelse i Ilulissat kommune.

Statistikbank. In: www.statsgreen.gl. Hentet 30.10.2004.

Stocklund, Marie (1982). Nordboruner. In: Tidsskriftet Grønland nr. 5. Det grønlandske

Selskab, Charlottenlund: pp.197-205

Tele Greenland (2004). TELEs historie. Tele Greenland, hentet 12.03.2005 fra http://

www.tele.gl/NR/rdonlyres/2B25205E-42A4-483A-9DD7-9C161E588C1C/0/

TELE_gennemtiderne.pdf

Thisted, Kirsten (eds.) (2002). Grønlandske fortællere: nulevende fortællekunst i Grønland.

Aschehoug.

Thuesen, Søren (1988). Fremad, opad. København, Rhodos.

Trondhjem, Jørgen Ellegård (2002). Moderne grønlandsk kunst og identitetsudvikling -

Kunstværk som æstetisk eller kulturrepræsenterende objekt. Kandidatspeciale. Københavns

Universitet. Institut for Eskimologi.

UN Habitat (2004). Best Practices and Local Leadership Programme. Messengers of Truth.

Hentet 15.03.2005 fra http://www.blpnet.org/hiphop/barcelona/artists.html

99

Universal-Music-Group. Eminem:ENCORE. Interscope. Hentet 10.03.2005 fra http://

www.eminem.com/

van Binsbergen, W.M.J., van Dijk, R., & Gewald, J.-B (2003). Situating globality: African

agency in the appropriation of global culture: An introduction. In: van Binsbergen, W.M.J.,

van Dijk, R., eds., Situating globality: African agency in the appropriation of global culture.

Leiden: Brill, African Studies Centre Yearbook 2003, pp. 3-56.

Vacher, Mark (1999). Byen og Antropologien. Konferensspeciale. Afd. for Etnografi og Social

Antropologi, Aarhus Universitet, Moesgård.

Vitouch, Peter (2004). Komunikationsmodelle. Die Eigenart der Kommunikationsform

Graffiti. In: Institut for Graffiti-Forschung, hentet 10.12.2004 fra http://graffiti.netbase.org/

kongress/vitouch.htm

Voigt-Andersen, Mogens (1991). Ilulissat - Jakobshavn 1741-1991.Nalliuttorsiornermut

atuakkiaq assilissat allagartalersukkat. Jubilæumsbog i tekst og billeder. Ilulissat Museum.

04Baaj. (2004). Nytårsfest. Hentet 20.12.2004 fra www.04baaj.gl.

Personlig kommunikation

Klaus Georg Hansen (København, Sisimiut)

Jørgen Trøndhjem (Købenahavn)

Bjarne Grønnow (København)

Aqqissiaq Mathiassen (Købenahavn)

Dansk graffitimaler (anonym, København)

William Kristiansen (Ilulissat)

Graffiti Websites (besøgt senest 19.03.2005) :

@149st New York City Cyber Bench : http://www.at149st.com/

100

Art Crimes – The Writting on the Wall: http://www.graffiti.org/

Art of the State: http://www.artofthestate.co.uk

Byfornyelse: http://www.byfornyelse.net/

Ekosystem: http://ekosystem.org/

Fonts.com: http://www.fonts.com

Graffitigalleriet: http://www.graffitigalleriet.dk/

Graffiti Creator: http://www.graffiticreator.net/

Graffiti Net DK : http://www.graffitinet.dk/

Graffiti World: http://www.graffitiworld.org/

Great Bates: http://www.greatbates.com/

Hip Hop Network: http://www.hiphop-network.com

Institut Für Graffi-Forschung: http://graffiti.netbase.org/

Lost Art: http://www.lost.art.br/

Montana Cans: http://www.montana-cans.de

Remember Back Then? http://www.rememberbackthen.com/

Santy’s Krudality: http://www.krudality.org/

State Your Name: http://www.stateyourname.com/

Stencil Graffiti: http://www.stencilgraffiti.com/

Street Logos: http://www.streetlogos.com/

Style is the Message: http://www.123klan.com

Style Wars: http://www.stylewars.com

Subwat Outlaws: http://www.subwayoutlaws.com/

That’s Life: http://thatslife.org/index.php

Urban.dk – den lovlige side af graffiti: http://www.urban.dk/

Wooster Collective: A Cellebration of Street Art: http://www.woostercollective.com/

101

Bilag 1) Statistiske oplysninger vedr. befolkningsstørrelse i Ilulissat kommune 1805-1938 (efter tid); 1990-2004 (efter tid, køn og fødested)

Enhed: Personer

I alt1805 2701840 2851860 3811880 418

Kilde: Sammendrag af statistiske oplysninger om GrønlandI-VII. Grønlands Styrelse 1942-1947, tabel 16, pp. 36.

I alt Koloni Andel Udsted ca. Boplads ca.1886 420 187 44,50% 107 25,50% 126 21,80%1901 561 260 46,40% 122 30% 179 31,90%1911 611 302 49,40% 177 28,90% 132 21,60%1938 781 528 67,60% 138 17,60% 115 17,70%

Kilde: Sammendrag af statistiske oplysninger om GrønlandI-VII. Grønlands Styrelse 1942-1947, tabel 19, pp. 39.NB! Procentudregning er min egen.

I alt By Andel Bygd

1960 1860 1293 69,50% ….1970 3105 2702 87% ….1979 3953 3535 89,40% 1001980 4062 3648 89,80% 99

1990 4568 4191 91,70% 377Født i Grønland 4064 3689 375Født udenfor Grønland 504 502 2

Mand Total 2448 2241 207Født i Grønland 2092 1887 205Født udenfor Grønland 356 354 2

Kvinde Total 2120 1950 170Født i Grønland 1972 1802 170Født udenfor Grønland 148 148 0








Mand Total 2360 2137 223Født i Grønland 2063 1842 221

Født udenfor Grønland 297 295 2Kvinde Total 2127 1935 192

Født i Grønland 2011 1819 192Født udenfor Grønland 116 116 0













1998 4625 4159 466Født i Grønland 4200 3741 459Født udenfor Grønland 425 418 7








Kvinde Total 2219 2001 218

Født i Grønland 2094 1878 216Født udenfor Grønland 125 123 2













Kilde: Kalaallit Nunaanni Naatsorsueqqissaartarfik Grønlands Statistik | Statistics Greenland Box 1025, 3900 Nuuk ; hentet 30.10.2004 fra www.statgreen.gl NB! Procentudregning min egen.

Bilag 2) Udtræk fra GTO rapporter:1959-19881959 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation Andet

Boligstøttebyggeri Elværk Ca. 100m hovedkloak med kloakudløb ByplanHandelschefbolig Entrepenørplads Forsyningsledninger til hermetikfabrikOmbygning og udvidelse af sygehus inkl. ny funktionærbygning Flytning af bedding Hovedkloak og hovedvandledning i fællesgrav langs SygehusvejPermanent indkvarteringslejr FortøjningsanordningerSkoleleder- og pedelbolig VandværkUdvidelse af rækkehus B 125

1960 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetBoligstøttevej og -byggeri Bedding Forsyningsledning, vandværk - hermetikfabrik Butiksudvidelse Vej langs fiskerianlægFunktionsbygning sygehusetVej langs fiskerianlæg

1961 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetAlderdomshjem Bedding Linieføring for vandledning under rækkehuse B-125Boligstøtte, dobelt- og enkelthuse Forlængelse af stenbrudsvejForsamlingshus Vej fra Stenbrudsvej til IllumiutvejHøjhuskvarter inkl. adgangsvejKontor- og lægerbygningTelegrafistboligUdbygning af skole, etape II

1962 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation Andet6 medhjælperboliger Bedding Renovationsvej og -stedBoligstøttebyggeri HavneanlægFlerfamiliehuse HøjspændingsanlægKontor- og lægerbygning Nyt stenbrudModernisering og ombygning af sygehus B-3 Rejesorterings- og skælisanlægPolitibarak Udvidelse af tankanlæg

Vej fra Havnevej til SanatorievejVej til nyt boligkvarterVejsløjfe ved Illumiutvejen

1964 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetBadeanstalt HeliportBoligområde syd for rækkehuse B-125 KulgårdEnkelt- og dobbelthuse Lagerbygning m. materialladeFlerfamilehusområde SprængstofmagasinHjem for domfælde TankanlægIndkvarteringslejr TankstationLærlingehjæm TelestationSkoleområde Udvidelse af fiskerianlæg

Vandværk1965 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation Andet

Standardskoler Tankstation Kloakudløb BykortFlerfamiliehuse Udvidelse af fiskeindustrianlægNyt flerfamiliehusområde Heliport

Enkelt- og dobbeltboliger Ekspeditionsbygning og garageIndkvarteringslejr Lagerbygning med materiellade

Udvidelse af vandværkSprægstofmagasin

1966 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetBageri Dæmning Dagrenovation BykortFlerfamilihuse HøjspændingIndkvarteringslejrInstitutionsområdeNyt boligområdeSkoleudvidelseSygehus B-3Tandklinik

1967 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetBrandstation Bedding Vej til lossepladsByggemodning, ny bydel Brohoved ved ServiseanlægBykort ErhvervsarealerEnkelt- og dobbeltboliger IndustrianlægFlerfamiliehuse ServiceanlægIndkvarteringslejr Udvidelse af vandværkInstitutionsområdeSkole I, etape 5TandklinikTelefonhus

1968 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetBørnehave Bådehavn Kloakering af bymidte BykortErstatningsbygninger FiskemelsanlægFlerfamiliehuse v/ Illumiut HeliportFlerfamiliehuse v/ Jørgen Guldagersvej HøjspændingsanlægInstitutionsområde Ny vej til inderhavnKrkegård ServiceanlægVuggestue Stenbrud

1969 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetBrandstation Brohoved og serviseanlæg Udbygning af vandforsyning 2. Etape BykortFlerfamilehusområde 1971-72 Erhversområde, sydøstFlerfamiliehusområde efter 1972 FiskemelsfabrikInstitutionsområde Kommunikationsbælter

Ligge- og udrustningskajerSupplering, vandledning-vandværk-fiskeindustriTankanlæg

1973 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetAdministrationsbygning Heliport Vand/kloak, skole 2Boligområde IV HSP-kabel til område IVByområde D, VI og VII LandigsbaneRestaurering, provstebolig Netstation 11Skole 2, 1 etape Nyt stenbrud

Udvidelse af brandstation Temperaturmålinger for ringvejUngdomsklub Vej til heliport

1974 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetAdministrationsbygning Havneplads Bevaringsværdige områderBoligområde IV HeliportbygningFlytning af kirken fra Qullissat Temperaturmålinger for ringvejFlytning af posthus Vej til nyt stenbrudGl. provsteboligIdrætshalSkole 2, 1 etapeUngdomsklubUngdomspension, Politiet

1978 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetAfsætning af nyt sygehus Lufthavn Vandledning, spredt bebyggelse R-Q-PByggemodning område D, 1 etape Molehoved ved tankanlægByggemodning område D, 2 etape Vej og bro over KanalenEtagehus bygning 12 og varmecentral Vej, område D - lufthavnOptræninghjemRække-kædehuse, 24 boliger

1979 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetRække-kædehuse, 20 boliger Arbejdsvej v/ HolænderhavnenUdvidelse af adm. Bygning Bro over Kanalen

LufthavnMolehoved ved tankanlægStrandvejVej til lufthavn

1981 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetBoligområde D, 5. Afsnit Fyr og båker Vand/kloak, område A17Integreret daginstitution LufthavnUdbygning af GTO's indkvartering

1982 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetByggemodning område C 10 AtlantkajFlerfamiliehuse område D, afsnit 6, 21B Hovedistandsættelse NuisariannguaqFlerfamiliehuse område D, afsnit 7 og 8 Kajanlæg nyt elværkFolkerum og værksted, elværk LandingsbaneUdvidelse bageri Nyt elværk

1983 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetByggemodning område A16 Kajanlæg, nyt elværkFlerfamilehuse, 32 boliger Landingsbane, prøvefeltFlerfamiliehuse, bg. 1 område A16, 12 boliger Stenbrudsvej, afsætningHotel, afsætning

1985 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetAfsætning af 5 bygninger i område A 16 Lagerbygning GTO Vandindvinding sø 4Boligområde A 13 Landingsbane, prøvefelt Vej, van og kloak v/ Qilakitsoq

Flerfamiliehuse, 21 boliger v/ Qilakitsoq Sand, grus- og stenlagerNyt boligområde, Qilakitsoq midt Vej til dagrenovation, QaqulluitNyt boligområde, Qilakitsoq vest Vejdæmning område D

1986 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetAfsætning af bygning 6 og 11 Atlantkaj Hovedkloak, bymidteButikshus Frostvarelager Udbygning af vandindvindingen, sø 4Udvidelse Kungaarsuk Lufthavnen, prøvefelt Vandindvindingsgrænse øst for stenbrud

Sand, gru- og stenlager

1987 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetLufthavnen, prøvefeltHavnebygningenUdvidelse af telecentral

1988 Boliger og andre bygninger eller institutioner Industri og anlæg Sanitet og renovation AndetFlerfamiliehuse, 60/40 byggeri, Qilakitsoq Kajudbygning, kaj foran fabrikFlerfamiliehuse, afs. 3 Qilakitsoq Nødelverk/ReserveelværkFlerfamiliehuse, afs. 4 Qilakitsoq Udvidelse pakhusFritidshjem

Bilag 4) – vejledning til billedgalleri på Cdrom (bilag 3)

Billedgalleriet er opbygget som offline websider i htm-format og kræver en internetbrowser

installeret på computeren. Billegalleriet hentes direkte fa CD via browseren.

Indsæt CD i din computer

Åbn indholdet af CDen

Find filen index.htm

Åbn filen index.htm

Navigerer i billedgalleriet ved hjælp af pile

Documents

Ilulissat graffiti 11.09.03 - 26.05 · 2020-04-04 · Ilulissat graffiti 11.09.03 - 26.05.04 - tegn, stil og billede. Værker i lokal og global sammenhæng. Af Jakub Christensen Medonos