Embed Size (px)
Citation preview
Skønlitteratur (noveller og digte) IHA efterår 2011 TG og JHN
NovellerSteen Langstrup: Alene og et let offer
Anders Bodelsen Harlekins millioner
Pia Juhl En flinker fyr
Sanne Munk Jensen Røvgevir
Naja Marie Aidt Din bror
Helle Helle Hedebølge
Jens Blenstrup: Birgers mærkelige drøm
Digte
Laila Kiihnau Pedersen Vs
Limit
Christian Winther
Benny Andersen Dan
Turéll Kirsten Thorup
H.C. Andersen:
Natasja:
Gustaf Munch-Petersen
Det blev mig Runde 1 (rap) 1
strofe Hun er sød Tryghed
Hyldest til hverdagen De
elskende I Danmark er jeg
født I Danmark er jeg født Til
mine forældre
STEEN LANGSTRUP ALENE OG ET LET OFFER
Hun gik langs den øde landevej et sted mellem Herning og Holstebro. Vejen var mørk og stort set lige, som de vestjyske landeveje har det med at være. Den føltes uendelig, men det generede hende ikke rigtig. Hun var ikke bange for mørket.
Hun så ikke ud til at være meget mere end seksten. Håret var kulsort og nåede et godt stykke ned ad ryggen, når vinden ikke kastede det rundt. Øjnene glimtede i skæret fra månen, idet et hul i skyerne sejlede hen over himlen og lod den nøjagtigt halve måne titte frem et øjeblik. Øjnene var grønne.
Hun var en tynd pige og rimelig høj, men hun virkede sært lille, som hun travede ensom af sted dér på den jyske landevej omgivet af lutter mørke marker. Hun bevægede sig langsomt, krøb sammen i skuldrene med hænderne presset dybt ned i lommerne på den slidte læderjakke. Hun frøs.
Sulten var til at læse i hendes blege ansigts træthed. Det havde været en hård tid. Længe. Hun havde ikke været bare i nærheden af føde i næsten et døgn, og hendes tanker blev ved med at vende tilbage til emnet, føde, og kredse om det, selvom hun vidste, at det kun gjorde sulten værre. Hun havde lyst til at skrige.
Af og til kunne hun skimte lys fra gårde inde på markerne, men hun gik ikke derhen, for selvom hun måske nok kunne få stillet sulten ved at gøre det, ville det kun komplicere det hele. Hun ville vække opmærksomhed. Og dét havde hun mindst af alt brug for.
Ikke som hun havde det nu. Ikke i den situation hun befandt sig. Hun måtte passe på, forsøge at tænke klart og ikke have så ondt af sig selv. Hun skulle nok klare den.
En hunds bjæffen nede fra en af gårdene blev båret af vinden. Ellers var alt stille. Det nød hun. Det var ligesom, det gav lidt ro i hendes indre.
Nede på gårdene, i stuerne bag de lysende ruder, sad de sikkert og hyggede sig foran fjernsynet med kaffe i kopperne og sandkage på tallerkenerne, mens en gammel western rullede over skærmen.
Hun sparkede til en tom konservesdåse, som lå smidt i vejkanten, af bare irritation over det hele. Det hjalp ikke. Dåsen sprang op i luften, hvirvlede rundt og raslede ned på midterstriben. Der havde engang været majs i den. Nu var den lige så tom som hendes indvolde. Den kunne på ingen måde hjælpe hende. Det var der ikke meget, der kunne.
Hun tøvede et kort øjeblik ved lyden af en bil, der nærmede sig bagfra. En stund stod hun med øjnene placeret på sine fødder og hele sit sind rettet mod motorens stille brummen, mens den langsomt kom tættere på. Så vendte hun sig mod den, så de gule lygter oplyse et stykke af vejen en lille kilometer nede ad den snorlige landevej.
Hun sukkede, rystede let på hovedet ad sig selv og stak tommelfingeren i vejret. Hun vidste, at der var en vis fare for, at hun ville fortryde det, men det var der ikke noget at gøre ved, hun ville tage chancen.
Som bilen kom nærmere kunne hun se, at det var en af de her japanske firhjulstrækkere. Lygterne sad højt, det lange lys var slået til, og det skar modbydeligt i hendes øjne. Hun fjernede blikket fra bilen, men så stadig lysende pletter danse i mørket, som om lygterne ikke ville slippe taget i hendes øjne.
Vognen fortsatte. Det så ikke ud til, at den havde i sinde at standse.Stop, åh stop, vil du ikke nok? bad hun hidsigt. Bare stop.Men lige meget hjalp det. Et kort øjeblik var alt oplyst af de gule lygter,
dieselmotorens dybe rumlen skar gennem natten, og så var bilen forbi hende. En fornemmelse af tomhed jog gennem hende, og hun måtte bide sig selv i tungen for ikke at skrige. Hun drejede opgivende hovedet for at følge de røde baglygter, som de forsvandt ud ad den mørke vej.
I næste sekund sprang hendes hjerte et slag over, baglygterne lyste op, vognen standsede brat, tøvede og bakkede så hen til der, hvor hun stod og
viftede med sin tommelfinger.Sidedøren sprang op, en halvfed mand med beskidt, lyst hår lænede sig ind over passagersædet: »Hvor skal du hen?«»Bare væk,« svarede hun.»Nåda,« sagde han og gled tilbage bag rattet. »Hop ind «Der lugtede af sved, sure tæer og cigaretrøg inde i biler., men der var i det mindste varmt.»Fa'en til vejr,« sagde manden, idet han satte vognen i gang med et kort hvin fra de brede bagdæk.»Tja,« sagde hun, mens hun fumlede med sikkerhedsselen. Han lagde sin hånd oven på hendes og trykkede selen på plads i låsen. Hun rev hånden til sig og stirrede ud ad sideruden i sin side.»Generer det dig, hvis jeg sætter lidt musik på?«Hun rystede på hovedet, og han skubbede et bånd i båndoptageren. Stille country. Knuste hjerter, store lastbiler og kære mor.Efter en stund at have siddet og nynnet med, drejede han sig om mod hende: »Klaus.«»Hvad?«»Jeg hedder Klaus.«»Nå.«»Hvad hedder du så?«Hun sukkede, tøvede og så på ham. Hans ansigt var dækket af små lyse skægstubbe, der sad lidt søvn i hans ene øje, og hun kunne ikke tage blikket fra en næsten levende blodåre ved hans ene tinding. »Du kan kalde mig Sille.«»Er det dit navn?«»Måske.«»Du er en mærkelig pige. Er du stukket af hjemmefra?« »Giver du en smøg?«»Øh, ja, selvfølgelig.« Han snuppede en pakke i brystlommen på sin fedtede skjorte og kastede den over til hende. Hun fiskede en ud.»Har du ild?«»Jep, min egen.« Han trykkede en kontakt i bilens instrumentbræt ind, og snart poppede den ud igen. Han trak den ud og holdt den hen til hende. Det glødede i den. Hun sugede ild på smøgen.»Har du ellers haft en god sommer?«Hvorfor blev han ved med at stille alle de spørgsmål? Hun havde allerede fortrudt, at hun var taget med ham.»Det er, som man tager det. Jeg har haft bedre tider.«
»Nåda.«Hun sagde ikke noget, selvom det var tydeligt, at han ventede, hun skulle.»Jeg tager normalt ikke tomlere op. Man hører så meget nu om stunder. Men du så nu harmløs ud. Så jeg tænkte at... nåja, hvad fanden.«Hun kunne stadig ikke tage blikket fra blodåren ved hans tinding. Det var lige før, hun kunne fornemme blodet suse gennem den.»Men du har vel heller ikke problemer med at blive samlet op, vel?«»Hvad mener du?«»Nåja, en køn pige som dig.«Hun vidste ikke, hvor hun skulle kigge hen. Hans ansigts fedtede hud glinsede i instrumentbrættets grønne lys. Han smilede bredt, hans tænder ville have haft godt af et besøg hos tandlægen.»Hold da op med at se sådan på mig,« sagde han. »Jeg gør dig ikke noget. Men der må dælendulme have været masser af fyre, der har været ude efter dig. Dine øjne er meget smukke, helt grønne. Har du tænkt på at blive fotomodel?«Hun svarede ikke, koncentrerede sig i stedet om cigaretten. Det var længe siden, hun sidst havde røget. Røgen gjorde hende lidt svimmel, men det var alligevel rart.»Jaja, jeg er vel en gammel mand i dine øjne,« sukkede han.Hun kunne ikke lade være med at smile let over den påstand, men samtidig var hun meget omhyggelig med at undgå hans blik. Varmen
i vognen var endelig ved at sprede sig til hendes krop, hun kunne næsten føle dens vej fra huden og indad.
»Hvor gammel er du?« spurgte han efter en tavs pause.»Hvorfor?«»Er du altid så hemmelighedsfuld? Du er nødt til at stole på nogen her i
tilværelsen, ellers går det helt galt ... Sille?« Det sidste sagde han med tilpas ironi i stemmen. Det var tydeligt, at han ikke troede på, at det var hendes navn. »Ved du hvad? Selvom du tror, at du er helt alene, behøver det ikke være sådan. Nogle gange er verden slet ikke så slem, som det kan se ud til?«
»Hvad ved du om noget som helst?« Hun havde den største lyst til at flå døren op og springe ud af bilen lige på stedet, selvom de kørte henved 100. Hun gjorde det ikke, kunne ikke. Noget holdt hende tilbage.
»Måske mere end du tror. Da jeg var på din alder, stak jeg af hjemmefra. Min mor havde fundet sig en ny mand, som jeg ikke kunne fordrage, og en dag fik jeg nok. Jeg var borte i tre dage, og da jeg kom hjem, fandt jeg ud af, at de alle sammen havde savnet mig. Vi fik snakket sammen, og tja ... alt blev ikke perfekt, men det var til at leve med. Hvor længe har du været væk
hjemmefra?«»Længere end du kan forestille dig.«»Nåda.« Han tændte sig en cigaret, samtidig med at hun slukkede sin i
askebægeret. En stund havde han ikke mere at sige, og det nød hun.Hun var derimod ikke så vild med den måde, hans øjne blev ved med at
søge ned til hendes ben på. Der var noget klæbrigt ved det, noget befamlende. Hun ønskede, at hun på en eller anden måde ville have været i stand til at dække sig til, så hun kunne undgå at blive gloet på, men alt hvad hun kunne gøre var at trække lidt ned i sin læderjakke.
»Har du nogen penge?« spurgte han. Spørgsmålet kom bag hende, og hun stirrede blot ned på det grove stof på sine cowboybukseklædte ben. »Jeg kan måske hjælpe dig med lidt håndører, hvis altså ...«
Hvis altså hvad?Hun så op på ham, hendes blik fandt igen den dunkende blodåre. Hun
rystede blot på hovedet.»Jeg kan ikke lide, at se en køn pige som dig have det så dårligt.« Hans
stemme havde fået en grødet tone, hun ikke brød sig om. Måske kunne han selv høre det, i hvert fald tog han øjnene til sig og koncentrerede sig om sin kørsel.
Hun tænkte på, hvad der dog var sket med hende. Det lignede ikke hende at føle sig så lille. For ikke alt for længe siden, havde hun levet i en verden af uforanderlighed, hun havde følt sig så sikker på, at intet ville kunne ramme hende. Nu var det hele faldet fra hinanden, og hun var blot endnu en ensom stakkel uden nogen steder at tage hen.
Manden gav sig til at nynne med på musikken igen. Han havde fået et let rødligt skær i kinderne. Hun havde mere end en god idé om, hvad han tænkte på. Han forestillede sig, hvordan det ville være at gå i seng med hende, var hun Jomfru? Noget i den stil. Det var let at gætte, blot på de blikke han stadig sendte hendes ben. Hun var næsten blevet vant til, at mænd reagerede sådan på hende. Det morede hende lidt, det måtte hun indrømme.
Ikke længe efter blinkede han af og drejede ind på en rasteplads. Han placerede vognen i en bås og slukkede motoren. Lyset fra forlygterne gik ud samtidig med, at båndoptageren langsomt stoppede med en grødet mumlen af country. Natten trak sig sammen om bilen, stilhed og mørke.
Et stvkke tid sad de begge tavse, kun deres åndedrag lød i vognen.Alene og et let offer, tænkte hun, og det var vel det samme, han tænkte.»Hvad sker der?« spurgte hun.Han lænede sig frem og slog kabinelyset til. Bilens indre blev nu oplyst af
en lille lampe, der sad i loftet. Han smilede usikkert, men målbevidst til hende.
Blodåren dunkede livligt.»Turen er ikke længere,« sagde han og tog sig til hovedet.Hun fornemmede noget komme til live i sig, noget hun kendte godt.
•>Hvorfor ikke?« spurgte hun og skyndte sig at tilføje: »Mit navn er ikke Sille, jeg hedder rigtigt Cecilie.«
Hans øjne søgte hendes, og hun mødte hans med sine dybgrønne og smilede.
»Måske kan vi finde en løsning,« sagde han stille og lagde en hånd på hendes knæ. Et smil formede sig på hans læber, da han opdagede, at hun ikke skubbede den væk, Hans ansigt kom langsomt nærmere. Hun lukkede øjnene, følte sig et øjeblik beskidt, men hvad kunne hun gøre?
Da hun igen åbnede øjnene, var hans ansigt, lige ud for hendes.
A n d e r s B o d e l s e n
Harlekins millioner
Det var den tredie aften de drak deres kaffe på Marcuspladsen, og nu vidste de præcis hvor de skulle sætte sig. Ikke for tæt på musikken, men alligevel heller ikke så langt væk, at de slet ikke kunne høre den. Først og fremmest: i den forreste række borde så de kunne kigge på duerne og på strømmen af turister.
Mærkeligt nok var der meget færre turister at kigge på denne aften, skønt det var den varmeste af de tre. Kunne det passe at sæsonen sluttede på den måde fra den ene dag til den anden? De opdagede at det næsten kun var bordene i forreste række som blev optaget: mellem dem og selve restauranten var der så godt som kun tomme borde.
Det var mandag aften. De havde siddet her lørdag aften og søndag aften, og nu sad de her igen. Man kunne se på lang afstand de var turister. Man kunne se de var skandinaver; hvis man selv var dansker kunne man måske også se, at de var danskere. De så ud somom de havde svært ved at fa den lange aften til at gå.
- Ved du hvad jeg sidder og opdager? sagde hun. Her er italienere i aften! Hvad gir du, ægte italienere, der sidder og drikker kaffe på Marcuspladsen, somom den slet ikke var forbeholdt turisterne!
Han så sig om. Det var ngtig nok, der var et par stykker ved de andre borde, som grangiveligt lignede italienere.
- Ham bag os, han er i hvert fald ikke italiener, sagde han.Det måtte hun indrømme. Det var en meget høj og blond
mand, som sad med en sammenrullet regnfrakke i skødet. De fik tiden til at gå med at kigge folk ud og gætte deres nationalitet. I aften var det ikke længere morsomt at kigge på duerne der lettede og landede uden man nogensinde helt forstod hvorfor. Det var
H A R L E K I N S M I L L I O N E R • 201
heller ikke længere særlig mærkværdigt at lægge nakken tilbage og betragte det oplyste kampaniletårn. Den første aften havde de beundret det længe, og de havde siddet og snakket om det berømte fotografi, som nogen havde haft åndsnærværelse til at tage præcis det øjeblik tårnet knækkede sammen en dag i århundredets begyndelse.
Der var også grænser for hvor længe det var morsomt at sidde og gætte folks nationaliteter, når man aldrig fik at vide om man havde gættet rigtigt eller galt. Til sidst sagde hun det, han havde siddet og ventet hun skulle sige.
- Vi burde købe en dansk avis.- Er de kommet, tror du?- Den er ti. I går og i forgårs var de der lidt i ti.- Nu drikker vi vores kaffe færdig i ro og mag.Hun tænkte højt:- Lørdag havde de fredagsavisen. Søndag havde de lørdagsavisen -- Mandag har de søndagsavisen.- Henter du den?- Når jeg har drukket min kaffe færdig.Der var kun lidt grumset kaffe tilbage i hans lille porcelænskop.
Han plejede at lade grumset ligge, men i aften drak han det. Han fordelte det endda i flere mundfulde. Hun vidste præcis hvad han følte, han følte det samme som hun selv.
- Godt, nu henter jeg den avis.Hun rejste sig halvt og skød stolen tilbage. Han kom hurtigt på
benene.- Herregud, de par minutter. Har du småpenge på dig?Hun stak ham et par hundredelirestykker og så ham skrå over
pladsen til det sted, hvor de havde købt danske aviser de andre to aftener. Hun prøvede på ikke at tabe ham af syne, men han forsvandt alligevel for hende i tusmørket. Så sad hun og trak læberne op med det lille makeupspejl i venstre hånd. Der kom en tjener forbi og hun bestilte to campari. Spejlet lagde hun ved siden af sin kaffekop.
Det varede længere end det skulle, hvor blev han af? Der kom han endelig, uden aviser. På lang afstand smilede han til hende.
H A R L E K I N S M I L L I O N E R
- Udsolgt. Eller osse var de ikke kommet endnu. Jeg fik en lang smøre, som jeg kun forstod halvdelen af.
Han satte sig. Orkestret spillede serenaden fra 'Harlekins milli-oner' .
5 - Det er måske søndagen? sagde hun efter et stykke tid.- Hvadbehar?Han havde siddet med en utændt cigaret mellem fingrene og
kigget fraværende ud over pladsen.- Jeg siger bare, det er måske fordi det var søndag vi først far
10 dem i morgen.- Sikkert.Tjeneren kom med deres campari.- Du fik mine sidste småpenge, sagde hun.Han så på hende.
15 - Gjorde jeg det?- Til aviserne.Han begyndte at rode i lommerne.- Underligt. Jeg må ha tabt dem.Mens hun så ham trække tegnebogen og en seddel frem mær-
20 kede hun for første gang, at hun befandt sig på en ø. En ø i et sumpet floddelta, en ø der ikke står helt fast, en ø som svajer, gir sig, kan fa tårne til at knække på midten og synke sammen. Følelsen blev akkompagneret af en udsøgt passage fra 'Harlekins millioner'. De to ord optrådte et øjeblik, kolossale og symbolladede, i
25 hendes bevidsthed, Harlekins millioner, og, hun nåede at tænke en tanke, som hun ikke havde en chance for at forfølge: Hvem er det som arrangerer det hele?
- Hvad stod der, Henrik?- Hvadbehar?
30 - Hvad stod der i aviserne? Hvorfor må jeg ikke vide det?- Ikke vide hvad? sagde han. Tjeneren gik efter byttepenge.- Du skal ikke trække det ud. Sig det hurtigt.Han så væk.- Navnene. Begge to, svarede han.
35 - Hvordan?
- Jeg véd det ikke, sagde han. Det stod der altsammen. Beløbet, navnene. Der var billeder af os begge to.
202
H A R L E K I N S M I L L I O N E R
- Stod der hvor vi var?- Selvfølgelig ikke.- Hvorfor måtte jeg ikke vide det?- Jeg ville ha fortalt dig det på hotellet, jeg tænkte vi skulle sidde her ti
minutter endnu og ha det rart.Hun greb om spejlet for at stikke det i tasken. Hun ville hurtigt væk.- Byttepengene, sagde han.- Der er ikke tid.Han rejste sig fra bordet, hun blev siddende.- Hvorfor kommer du ikke? sagde han. Skal vi alligevel vente på de
byttepenge?Hun sad, pludselig helt afslappet, med spejlet i hånden. Den blonde
mand bag dem havde rejst sig halvt fra sit bord. Da hun blev siddende så hun i det lille spejlfelt hvordan han satte sig igen, ude på kanten af sin stol.
Orkestret spillede 'Harlekins millioner' til ende.
Noter
Teksten er fra novellesamlingen "Lov og orden" fra 1973.
Markuspladsen:En stor flot plads i byen Venedig i Italien. En kop kaffe på Markuspladsen koster MANGE
Riccardo Drigo, 1846-1930, italiensk dirigent og komponist, komponerede musikken til balletten
Harlekin og Columbine, to af hovedfigurerne i
den gamle italienske folkekomedie.
Harlekins millioner.
En flinker fyrPia Juul (2005)
JEG TÆNKTE: Hvis han siger 'flinker fyr' eller 'grimmer én' en gang til, så rejser jeg mig og går. Eller skriger. Jeg giver mig til at skrige, og hvad mon han så vil sige? Han skal nok finde på noget fjollet.
"Men Kalle Petersen var ikke en af jeres nære venner?" sagde betjenten og så på mig, som om han på den måde kunne undgå Orla.
"Nej," sagde jeg.Men samtidig rykkede Orla stolen tilbage, så den skramlede, og jeg kunne se på hans blik, at han var
lige ved at græde. "Nære venner!" sagde han, og det lød alt for højt i vores køkken. "Jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi har taget os en bajer i baghaven søndag formiddag, og det bliver man måske ikke 'nære venner' af, men han var en flinker fyr, var han, og jeg er parat til at besvare alle spørgsmål, jeg vil gerne hjælpe; jeg vil... ja ..."
Da han sagde 'flinker fyr', rejste jeg mig op. Jeg fik sådan en kvalme, men jeg skreg selvfølgelig ikke. Jeg stillede mig hen til vinduet og kiggede over på Kalles hus.
"Men du var jo ikke hjemme i går, Orla," sagde jeg."Nej, men du var! Så du slet ikke noget?"Han så så fortvivlet ud, at jeg snart ikke kunne bære det et øjeblik længere. Jeg så undskyldende hen
på betjenten, men jeg vidste ikke, hvad det var jeg skulle undskylde. At min mand var følsom? Det talte ikke ligefrem til min egen ære, at det ikke rørte mig en fjer, at Kalle var blevet slået ihjel. Og han havde endda kysset mig engang til en gadefest. Det var mange år siden og ikke noget interessant kys. Det ville sikkert chokere Orla, men næppe interessere betjenten.
"Det er en grimmer én," sukkede Orla, da han havde lukket hoveddøren efter betjenten."Nej, men Orla!" sagde jeg bebrejdende. Kunne han da slet ikke høre sig selv?"Hvad?" sagde han og standsede midt på sin vej hen til bordet. Jeg nænnede ikke at svare. "Hvad?"
gentog han forvirret og dumpede tungt ned på plasticsædet, der hvislede luft ud under ham. Han var helt stiv i ansigtet.
"Hvorfor er du så ked af det?" sagde jeg."Hvorfor er du slet ikke bare lidt ked af det? Vores nabo er blevet myrdet i sin seng midt om natten
med en økse. Du var alene hjemme her, ti-tyve meter derfra. Du ser ikke ud til at være den mindste smule rystet. Hvordan kan det gå til?" Han havde hævet stemmen, men nu knækkede den over i en hulken, og han lagde hovedet ned på armene og græd.
Det generede mig, at han ikke kunne tage sig sammen. Det var onsdag, og vejret var godt, så vi skulle ordne haven. "Hvis du slår græsset," sagde jeg, selv om det altid var ham, der slog græsset, "så tager jeg staudebedet." Jeg tog altid staudebedet. Jeg tog min havejakke på og gik ud i udhuset og hentede kurven med hjul. Mens jeg lå på knæ og lugede, kiggede jeg op mod huset af og til, men der var ingen tegn på liv. Hvorfor kom han ikke ud? Græsset var virkelig langt, for det havde regnet i flere dage. Det trængte meget.
Da jeg gik ind for at lave kaffe, sad han ikke i køkkenet mere. Han var ikke i stuen og ikke på toilet-tet. Bilen stod i indkørslen, så han var ikke kørt. Der holdt stadig politibiler ovre hos Kalle, men der kunne han ikke være gået over; Orla var ikke den der blandede sig.
Jeg satte mig med en kop i køkkenet og kiggede i lokalavisen, men jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig. Det gav et sæt i mig, da jeg hørte døren gå til soveværelset. "Orla?" råbte jeg.
"Ja?" sagde han og kom hen og stod i døren.
"Jamen, hvor har du været?" sagde jeg."Jeg lagde mig lidt," sagde han og kørte hånden gennem håret."Lagde du dig? Midt på dagen? Er du syg?"Han kiggede på mig og rystede på hovedet. "Er der kaffe?" sagde han dumt og gik hen og hældte en
kop op. Han satte sig og rystede på hovedet igen. Han havde røde øjne. "Jeg kan ikke forstå det," sagde han.
"Hvad?" sagde jeg."At Kalle er død. Og så på den måde.""Nej, det er også forfærdeligt," sagde jeg og gik hen og satte min kop i opvaskeren. "Orla, kommer
du ikke ud og tager græsset nu? Det trænger så forfærdeligt." Jeg så ikke på ham, da jeg gik forbi ham.Han kom ikke ud og tog græsset, og jeg ved ikke, hvad han lavede derinde. Måske lagde han sig igen.
Jeg prøvede at se for mig, om han tog sengetæppet af eller lagde sig oven på det. Tog han skoene af? Noget af tøjet? I alle de år vi havde været gift, havde han aldrig lagt sig midt på dagen bortset fra den gang han havde lungebetændelse, og det var længe siden. Jeg lugede, til der ikke var et overflødigt strå tilbage mellem stauderne, så tømte jeg kurven ud i komposten og trak handskerne af. Jeg ville skrælle kartofler, men jeg havde ikke den store lyst til at møde Orla i køkkenet.
Han var der heller ikke, og ikke i stuen eller på toilettet. Døren til soveværelset var lukket. Lige så snart jeg havde skramlet med grydeskuffen, kom han ud. Han lænede ryggen mod køkkenbordet,mens jeg begyndte at hælde kartoflerne ud i vasken. Sådan havde han ikke stået, siden vi var nygifte. "Hvad vil du?" sagde jeg.
"Hvad jeg vil?" Han så på mig, men jeg kiggede ned i vasken, mens vandet løb. "Tror du, det var no-gen, der kendte ham, der gjorde det?"
"Det må du spørge politiet om," sagde jeg. "Gå dog over og spørg politiet; de er der endnu.""Men hvad tror du?" sagde han."Orla, jeg ved det ikke. Hvorfor har du ikke slået græsset? Nu bliver det regn igen, og til sidst kan
slåmaskinen ikke klare det. Og vi kan vel ikke låne Kalles nuOrla hamrede sin knytnæve ned i køkkenbordet og gik sin vej og smækkede med døren. Jeg kunne se
ham gå over mod Kalles hus. Der stod en betjent i indkørslen, som kom hen mod ham. De snakkede sammen. Jeg så ned på kartoflerne. Meget fjernt kunne jeg høre deres stemmer, men ikke et tydeligt ord. Det var også lige meget. Vi skulle have koteletter i fad; jeg havde glemt at tænde for ovnen. Nu kom vi til at spise sent. Egentlig var jeg ikke så sulten. Måske var Orla heller ikke. Jeg skrællede otte kartofler, det gjorde jeg altid, så var der en kold til frokosten næste dag.
Næste dag var torsdag. Der var otte kolde kartofler til frokosten, men Orla var ude at gå tur. Onsdag var han gået i seng uden mad. Da jeg havde set min film, listede jeg ind og krøb ned under dynen, men han sov slet ikke.
"Du vil kun snakke om græsset," sagde han stille. "Kalle er død, og du vil kun snakke om græsset. Politiet siger, det var en, der kendte ham, der gjorde det. En der havde nøgle. Men der var da ingen, der havde nøgle til hans hus, tror du?"
Jeg svarede ikke."Vi havde en dengang han var i Jylland, men den fik han jo tilbage, og det sagde jeg også til politiet.""Gjorde du det?""Det sagde jeg.""Du skal nok ikke blande dig for meget; det er de nok ikke så vilde med ...""Nogle gange skulle du høre dig selv," sagde han."Det skulle du også," sagde jeg vredt. "En flinker fyr! Det er der overhovedet ikke noget der hedder
mere. Du kunne lige så godt sige 'guttermand'.""Guttermand?" sagde Orla. "Kalle var også en guttermand, jeg vil blæse på, om det er et dårligt ord.""Du skulle høre dig selv," sukkede jeg. "Jeg vil sove.""Hvis du kan sove nu, så er det simpelt hen for uhyggeligt," sagde han."Hvis ikke du tager græsset i morgen, så gør jeg," sagde jeg."God idé," sagde han, og så sagde vi ikke mere.
Jeg sad alene med de kolde kartofler til frokosten. Jeg havde slået græsset efter morgenmaden, mens Orla satte sig på terrassen med en øl. Da jeg ville lave frokost, gik han en tur. Det var torsdag, så egentlig skulle jeg have ordnet vasketøj om formiddagen, der var ved at gå kludder i det hele. Jeg spiste en kartoffelmad med salt på og smed de andre ud, jeg ved ikke hvorfor, de kunne have været braset til aften.
Jeg tog vasketøjskurven på badeværelset og bar den ned i kælderen. Øverst lå håndklæderne, og der var undertøj; jeg sorterede og stoppede ind i maskinen. Jeg lagde tøjet i bunker til de næste omgange. Nederst i kurven lå der noget tungt; jeg troede først, det var en mursten, jeg ved ikke hvorfor, for det var det overhovedet ikke. Jeg tog den op og satte mig på en kasse og kiggede på den. Den var tung. Der var hår på og blod, det var en økse. Så gav jeg mig til at græde.
Pia Juu l: Dengang med hunden, Noveller, Tiderne Skifter, 2005
SANNE MUNK JENSEN RØVGEVIR
Jeg kiggede ned i mit pas og konstaterede, at Henrik havde haft ret, da han sagde, at jeg havde lagt mig ud. Billedet var snart et år gammelt, og sådan der så jeg i hvert fald ikke ud mere. Jeg var blevet fed. Lidt rundere og lidt blødere og lidt mere ligeglad, og det hele var ligesom bare kommet snigende.
Mine øjne var grågrønne, stod der i passet, og det var min mor ret meget oppe at køre over. 'Det passer i hvert fald ikke, du har blå øjne, det har du alle dage haft... Alle mine unger har blå øjne.' Der stod også, at jeg var 184 cm høj, og det var nok også lige i overkanten. Det eneste, der stemte nogenlunde overens med virkeligheden, var mit navn. Lykke Ruth Lauersen. Ruth brugte jeg aldrig, det passede ikke rigtigt ind, og så lød det også så gammeldags-hjemkundskabslærer-tyk- dame-agtigt. Det var min far, der havde bestemt det. Hans mor hed Ruth, og hvis min mor absolut skulle bestemme mit mystiske fornavn og gi' mig sit eget efternavn, så kunne han vel for fanden godt få kilet Ruth ind imellem? Mit navn sagde det hele: min mor bestemte, og det min far fik lov at bestemme, var der alligevel aldrig nogen, der lagde mærke til. Alle kaldte mig bare Lykke, og alle sagde, at det var et meget smukt navn. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg syntes. At hedde Lykke var et kæmpe stort ansvar. Og jeg var hverken specielt smuk
eller specielt lykkelig."Lykke? Lykke, Lykke ... Hvis jeg nu tager med dig hjem, kan du så gøre
mig lykkelig? I et par timer?" spurgte Henrik den aften i juni sidste år. Han var så fuld, at han ikke kunne binde sine egne sko, og jeg slæbte ham med hjem og lagde ham til at sove i min seng, som dengang bare var en madras, imens jeg selv sov på gulvet i værelset ved siden af. Han havde sikkert regnet med noget, det indrømmede han også senere, men han var så fuld, at han væltede forover og ramte en af mine flyttekasser, da han prøvede at lægge an til at kysse mig. Han blev liggende på gulvet med bøjede ben og armene ned langs siden, nærmest som en slags mavelandet albatros. Jeg rullede ham op på madrassen og tog hans sko af. Der var dressing på dem, og han havde også trådt i noget salat. Han løftede armen og klappede mig på hovedet. Hårdt. Det var sådan, det startede.
Henrik var det smukkeste, jeg nogensinde havde set. Det var hans kæbeparti, der gjorde det hele. Han lignede en rigtig mand, og det kunne jeg godt lide. Han stod oppe på bakken Sankt Hans aften og drak fadøl. Det kunne jeg også godt lide, det med at han drak fadøl. Drengene fra min klasse sad sammen med dem fra U-klassen nede ved bålet og drak varme Vestfyens, som de havde slæbt med helt ude fra den anden ende af byen for at spare. De havde også alle sammen store hættetrøjer på, og så havde de alt for meget strib og voks og strit-halløj i håret. Og så var de så små ... Mange af dem kunne dårligt nok få et skæg til at gro.
Henrik lignede noget fra en reklame for aftershave, og det synes jeg, der var meget mere stil over. Hans venner så også sådan ud. Anna var kæreste med en af dem, Peter hed han, og han havde tilbagestrøget hår og dyre solbriller i panden, men jeg syntes alligevel, at Henrik var den pæneste, fordi han var mest mand. Til gengæld havde han det grimmeste navn, men det vidste jeg jo om nogen, at han ikke kunne gøre for.
"Så om et år, så er det jeres tur? Hva' piger?" sagde han til Anna og
S A N N E M U N K J E N S E N
jeg og nikkede i retning af to høje studiner i tøj så hvidt, at det næsten skar i øjnene. Han grinede. Jeg blev varm i hovedet og kiggede ned i jorden. Det var det eneste, han sagde til mig, før han drak sig så fuld og spurgte om det med, om jeg kunne gøre ham lykkelig.
Da han vågnede næste dag, troede han, at jeg var en engel. Det har han i hvert fald sagt. Han havde det så forfærdeligt, og så var jeg der bare med mit lange blonde hår og min brune hud og mine store, lysende øjne. Jeg lavede kaffe til ham, og jeg hentede juice nede i kiosken. Jeg købte også en pakke smøger til ham, fordi jeg troede, han røg, men han var nærmest ved at brække sig, da jeg gav ham pakken. Han røg kun til fester, og kun, når han var helt ekstremt fuld. Og lige nu havde han bestemt ikke lyst.
"Men det var sødt af dig..."Han smilede. Jeg smilede tilbage. Han klappede på madrassen, og jeg
lagde mig ved siden af ham med hænderne under hovedet."Du æh ... Lykke?""Mmm ...?""Skete der noget i går?""Hvad mener du?""Ja, altså ... Har vi æh ...?"Jeg rystede på hovedet. "Nej."Han blinkede mange gange med øjnene. Smilede."Det tænkte jeg nok.""Nå? Jeg ligger måske under din standard for engangsknald?" svarede jeg,
og vendte mig om på siden."Næh," svarede han tørt. Jeg havde ellers troet, at jeg kunne hyle ham ud
af den. "Du ligger fuldkommen uden for kategori". Han kiggede på mig. Øjnene flakkede ikke, ansigtet fortrak ikke en mine.
"Hvad mener du med det?"Han smilede."Du er ikke en af den slags piger, jeg plejer at knalde. Du er i det hele
taget ikke en, man bare knalder.""Tss " fnøs jeg. "Vel er jeg da så.""Nu lyver du", sagde han, og jeg blev varm i hovedet igen. "Har du
overhovedet prøvet at knalde med nogen?"
R Ø V Q E V I R
Jeg kiggede væk. Rystede på hovedet."Du er sådan en pige, man kun kan drømme om. Du er sart og smuk og
ærlig og ... fin."Jeg var ægte kæreste-materiale, fortalte han. Jeg havde en Kelt speciel
udstråling. Nærmest ligesom en engel. I virkeligheden var meget af det løgn. I virkeligheden var det bare noget han sagde for at knalde. Og i virkeligheden havde jeg prøvet at knalde med nogen.
Vi blev uvenner første gang (eller dvs. han blev uvenner med mig, eller hvad man nu skal kalde det) dengang med Bjarne Riis. Dengang han stod frem og sagde, at han havde taget epo. Jeg så det i fjernsynet sammen med min far, og vi syntes begge to, at han bare så så dum ud som han sad der og sagde undskyld.
"Se ham nu, Lykke. Ørnen fra Herning, Vorherre bevares. Og så med foldede hænder! Han burde lægge sig hjem i sin seng og skamme sig. Hvad ligner det at komme anstigende og bede om forladelse på dén måde..."
Min far mente, at Bjarne Riis' storhedstid var blomstret af så hurtigt, at han var nødt til at finde på noget andet for at tiltuske sig en plads i rampelyset. Og så stillede han sig op med bøjet nakke og foldede hænder og sagde, at han havde snydt. Som om folk ikke var bedøvende ligeglade.
Jeg nikkede."Lige om lidt stiller Brian Nielsen sig sikkert også op og indrømmer, at
han havde en hestesko i boksehandsken ved OL i Barcelona!"Jeg grinede og sagde 'ja, det er ikke engang løgn'.Da jeg fortalte det til Henrik, kunne jeg stadig ikke lade være med at grine,
men Henrik syntes ikke, at det var spor morsomt. Var jeg måske klar over, hvad det krævede af en mand at stille sig op på den måde? Og sige undskyld? Og syntes jeg egentlig ikke, at det var en lille smule fordømmende ikke at ville give et andet menneske en chance til?
"Jamen, jeg mener bare, altså det næste bliver vel at Brian Mikkelsen stiller sig op og siger, at han havde en hestesko i boksehandsken
S A N N E M U N K J E N S E N
dengang til OL?" sagde jeg, men Henrik grinede stadig ikke."Brian Mikkelsen?" spurgte han bare og rystede på hovedet. Og så sagde
han, at han blev nødt til at tænke over det. Over os. Han vidste ikke, om han kunne være sammen med en pige, der kunne udtale sig så unuanceret om noget. Han havde troet, at jeg var mere voksen end som så. Og så gik han.
Jeg satte mig ned på gulvet og græd. Kunne slet ikke stoppe igen. Måske havde jeg mistet ham nu? Og det var min egen skyld. Fordi jeg var så unuanceret.
Min telefon ringede, men det var bare min far. Han ville høre, om jeg havde set det der med Team Easy On. Det havde lige været i fjernsynet. De lavede sjov med det hele, alt det med Bjarne Riis altså. Det var simpelthen bare så skægt.
"Men måske synes Bjarne Riis ikke, at det er særlig sjovt!" mumlede jeg og lagde røret på. Og så græd jeg endnu mere.
Da jeg kiggede op, stod Henrik i døren. Han havde tænkt over det. Og han ville godt give mig en chance til. Én. Men så skulle jeg også virkelig ville forholdet. Virkelig ville det.
Jeg nåede at bo alene i to en halv uge, før Henrik flyttede ind. Jeg var flyttet hjemmefra lige efter sommereksamenen i 2.g. Jeg havde fået et kollegieværelse i udkanten af byen, og jeg havde samlet sammen til det i flere år. Jeg havde fået en stegepande og nogle glas og alle størrelser margrethe-skåle af min mor og far i julegave. De var nede fra Inspiration, og jeg havde overvejet at bytte dem, fordi der var en radio dernede, jeg hellere ville have, men min mor blev ved med at sige, at man simpelthen ikke kunne leve uden dem. Jeg havde også fået en støvsuger og sådan noget. Det eneste, jeg manglede sådan for alvor, var en seng. Min gamle skulle blive hjemme så jeg havde den, når jeg kom hjem. Jeg måtte heller ikke tage billederne på væggene ned. Mit værelse skulle blive stående.
Henrik havde ikke rigtig noget udover en masse tøj og en rejsekuffert. Han havde solgt alle sine møbler efter han var begyndt i flåden,
R Ø V Q E V I R
og så havde han købt Arne Jacobsens 'Ægget'. Han var alligevel aldrig hjemme, og når han endelig var, så kunne han jo sidde i dén.
"Hellere lidt men godt, ik'?" sagde han smilende, og selv om han ikke engang kiggede på den, så vidste jeg bare, at det var min amagerhylde og mine margrethe-skåle og mine tusinde små glasnips i vinduet, som han hentydede til. Det hele røg ud en uge efter. Jeg fyrede det i en sort skraldesæk og bar det ned i containeren. Han sagde aldrig noget om det og var vist bare godt tilfreds med minimalismen.
Henrik drak næsten altid vin til maden, og bagefter skulle vi sidde på gulvet og diskutere alle mulige ting. Det kunne han godt lide. Han snakkede meget, men det var også fordi han vidste så meget om alt muligt. Og om folk. Han kunne på en måde gennemskue folk. Når han sagde, hvordan nogen var, så tænkte jeg altid 'ja, det er lige præcis sådan de er'. Umodne. Falske. Dobbeltmoralske. Enfoldige. Eller hvad nu. Så på den måde havde vi det egentlig godt, og vi grinede, og nogle gange græd vi også. Eller jeg gjorde. Fx dengang, hvor han stod og kyssede en pige nede på kanten af havnebassinet en nat i august. Jeg så dem. Og han så, at jeg så dem. Så smilede han til mig, og jeg kørte hjem og satte mig til at græde midt på gulvet. Han kom hjem tidligt om morgenen, og der sad jeg der endnu. Han tog omkring mig og tørrede mine kinder med tommelfingrene. Så kyssede han mig i håret og gik ind i seng. Vi snakkede aldrig om det. Han havde brug for frihed, det havde han selv sagt. Hvis man forsøgte at begrænse ham, så blev han nødt til at gå sin vej, så jeg gjorde nok klogt i at lade være med at rippe for meget op i det.
Han gjorde det fire gange for at være helt præcis, og det blev mere og mere åbenlyst for hver gang. Fjerde gang hev han hende med hjem i vores seng. Tine hed hun, nummer fire. Hun havde rødt pagehår og var fantastisk smuk. Jeg kendte hende godt, hun gik på HF. Jeg kom hjem fra en fest midt om natten og åbnede døren ind til soveværelset. Tine sad ovenpå ham. Hun havde en tatovering henover lænden, og hun prøvede at dreje ansigtet for at finde ud af, hvem det var, der stod i døren.
"Hvad sker der?" mumlede hun, men Henrik tyssede på hende og bad hende om bare at fortsætte.
S A N N E M U N K J E N S E N
Jeg stillede mig ind i stuen og bed mig alt hvad jeg kunne i hånden, og der blev jeg stående.Tine og Henrik kom samtidig. Henrik stønnede som en færge, og Tine skreg. Jeg tror ikke engang, hun fakede. Eller det ved jeg ikke, måske gjorde hun.Så baksede de lidt rundt derinde. Snakkede. Så gik døren op, og Tine trippede ud på toilettet. Kort efter kom hun ud derfra med alt sit tøj på. Hun lignede en million."Hej", sagde jeg."Hej", hviskede hun forskrækket, og stirrede på min hånd.Jeg kiggede på den, der var blod helt ned over håndledet. Jeg tog hånden om på ryggen.Hun tog i yderdøren og slog hoften imod den, men den gik ikke op."Den åbner indad", sagde jeg."Nå okay. Tak." Hun kiggede ned i jorden. Og så gik hun. Jeg kunne høre hendes høje støvler hele vejen ned ad trappen.Kort efter kom Henrik ud i køkkenet. Han var nøgen. Han åbnede køleskabet og tog juice ud og drak direkte af kartonen.Han smilede. Så kom han over og kyssede mig i håret. Han tog fat i min blodige hånd og holdt den ud foran sig. Han kyssede den."Kom."Han trak mig ud på toilettet og holdt min hånd ind under vandhanen. Så skyllede han blodet væk og fandt falckkassen frem og lagde en stram forbinding af gaze hele vejen rundt om tommelfingeren og om håndledet. Han sagde ikke noget. Så gik vi i seng igen. Henrik faldt i søvn med det samme, men jeg kunne ikke sove. Det dunkede i min hånd.
Henrik havde selv kaldt det 'røvgevir' engang. Det var fordi, jeg sagde, at jeg synes det så så billigt ud."Eller det ved jeg ikke, jeg synes bare, der er så mange der har de der tatoveringer efterhånden."
"Nå, sådan et røvgevir?" spurgte han så, og så kunne jeg ikke lade
R Ø V G E V I R
være med at grine. Det lignede faktisk lidt et gevir, den der synkronekrummelure-dimmer, der stak op fra snart hver anden lavtaljede buk-sekant, når man gik rundt om baren nede på Fox. Henrik synes ogsådet så billigt ud. Det sagde han. '
s "Det ser sgu billigt ud. Rigtig luder-agtigt." Også Det lignede ham ellers overhovedet ikke at sige sådan noget, måske var det også derfor jeg kunne huske det og kom til at tænke på det, da han lå der ved siden af og sov og min hånd dunkede. ,Jeg ruskede ham i skulderen.
10 "Mmm..." sagde han."Henrik?""Mmm..." '"Henrik, den der tatovering ...?"Han vendte sig om på ryggen.
15 "Henrik, kan du huske dengang jeg sagde, at jeg synes det så billigtud med de der tatoveringer på lænden?"Han blinkede med øjnene."Der sagde du, at dét syntes du også? Kan du ikke huske det?""Lykke? Hvad er det du siger?"
20 Han gned sig i øjnene med tommel- og pegefinger. Hans bryn varrynkede.Jeg kunne mærke, at jeg var begyndt at græde. Det var også denskide hånd... 1
"Ja, du har selv sagt ... Du har engang sagt, at det var et røvgevir".25 Og så sagde du bagefter, at det så ... luder-agtigt ud."
"Hvad var luder-agtigt?" spurgte han."Sådan et tatovering, som hun havde! Tine?! Du har selv sagt, at dusynes, det så luder-agtigt ud!"Den her gang kunne han ikke slippe udenom, tænkte jeg. Ham som
30 havde så travlt med, at folk var dobbeltmoralske. Denne her gang fikjeg ham.Men så kiggede han bare på mig og trak hagepartiet lidt indad. Og så gik det hele i stå. Alt det jeg skulle sige, alle de sætninger jeg havde lavet oppe i mit hoved.
S A N N E M U N K J E N S E N
"Jamen hvorfor ... Når du nu selv har sagt...? Hvorfor tager du så en med hjem, der har sådan et... røvgevir?"
Han lagde sig ned igen. Lukkede øjnene."Slap nu af, Lykke." sagde han. "Hun er jo også gået igen, ik?"Og så vidste jeg simpelthen ikke, hvad jeg skulle sige.
Det var ikke normalt, at ens kæreste tog andre piger med hjem og knaldede med dem. Det var det jo ikke. Det var heller ikke normalt, at han kunne få mig til alle de ting. Engang fik han mig til at sidde ude under den kolde bruser i næsten tyve minutter, fordi vi skulle se, hvor stive mine brystvorter kunne blive. Han ville bare gerne vide det, og lige i situationen virkede det faktisk logisk nok. Men det var jo ikke normalt. Det gør normale kærester jo ikke. Jeg vidste også godt, at det var rigtigt, når mine veninder sagde, at han ikke var god for mig.
"Han er altså ikke god for dig", sagde de altid, og så kiggede de på mig med sådan nogle sørgelige øjne.
Jeg havde bare ikke sådan rigtig forstået det før dét med røvgeviret.Da Henrik tog af sted med flåden om mandagen, pakkede jeg min taske.
Jeg pakkede alt muligt ned i den, og det hang ikke rigtig sammen. En badedragt og en pakke kiks og en tyk cardigan, som min mor havde strikket. Men jeg vidste jo heller ikke rigtig, hvor jeg skulle tage hen.
Det hele stod klar helt indtil fredag morgen, hvor jeg vidste, at Henrik ville komme hjem sidst på eftermiddagen. Så tog jeg mit pas og min taske og tog af sted. Bare sådan. Jeg tog bussen indtil banegården, og så ville jeg tage toget til Vejle og så tage ud til Billund og bare købe en billet til et eller andet sted. Gran Canaria eller sådan noget. Bare væk.
Men så var det, at jeg kom til at kigge i mit pas og konstaterede, at Henrik havde haft ret, da han sagde, at jeg havde lagt mig ud. Han havde altid ret. Det var svært at forklare.
RØVGEVIR
Da han satte nøglen i låsen, stod jeg ved køkkenbordet. Han stillede sin taske fra sig. Smilede.Han sagde ikke noget men strakte bare armene ud, som om jeg var et lille barn, der skulle løbe ham i møde.Jeg blev stående med hænderne på ryggen.Han lod armene falde ned igen. Lagde hovedet på skrå."Går det bedre med hånden?" spurgte han så og smilede skævt."Ja", svarede jeg."Du ser så anderledes ud? Har du fået lavet et eller andet nyt?"Jeg nikkede, og han pegede rundt på sit eget ansigt, som om det var en klipning eller en ny make-up, han snakkede om.Han gik hen imod mig, men jeg vendte ryggen til ham og kunne høre, at han stoppede.Sådan stod vi længe.Langsomt trak jeg op i blusen. Løsnede den hvide tape, der holdt forbindingen fast og lirkede lige så stille det store plaster af.Nu kunne han se det. Nu stod han dér, og så lige på det."Hvad synes du?" spurgte jeg. Jeg bed mig i læben.Han svarede ikke.Da jeg hørte døren åbne indad og smække bag mig vidste jeg, at det var slut. Jeg gav slip på blusen og satte forsigtigt plastret på plads hen over mit røvgevir.
Sanne Munk Jensen (f. 1979) skriver ungdomslitteratur og er manuskriptforfatter. Hun fik stor succes med sin anden roman En dag skinner solen også på en hunds røv fra 2007. Den handler om den unge kvinde Alma, der foruden det problematiske forhold til sin kæreste, Tobias, også kæmper med meget vanskelige familieforhold. Et af Sanne Munk Jensens kendetegn er de rappe replikker, der driver af slang, ungdom og fart over feltet.
S A N N E M U N K J E N S E N
Din brorAf N A J A M A R I E A I D T
Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste
Hun siger: »Der er ikke plads.« Hun skubber håret væk fraansigtet og lægger bogen væk. Han nikker. Han bliver stå-ende. Han er stor, han dingler en anelse fra side til side i tog-ets rytme.
»Der sidder en dame på dén plads. Og nogle andre. De er
lige ude, de kommer tilbage.« Han nikker igen. Hun knapper
sin trøje og ser ud ad vinduet. Men det er mørkt; hun ser kun |
sit eget blege ansigt, og så denne krop i baggrunden, tavs og |
nærmest dansende. Hun kan lugte ham. Det er ikke ubehageligt. Det er
en lugt af planter der vokser på stranden. Hun ser op på ham og rejser
sig. Hun siger: »Vil du ikke godt gå?« Han nikker. Sådan står de, over
for hinanden. »Så gå!« siger hun. Hans øjne er mørke og tomme, hun
finder ikke svar på
54
noget. Han tager fat i en strop i loftet for bedre at holde sig fast. Hun rynker brynene. Så sætter hun sig igen, tager sin bog op og begynder at
54
læse. Den samme side om og om igen. Hun tænker på, at han kan se at hun ikke bladrer, og hun tænker, at han tænker, at det er fordi hun ikke er i stand til at s
læse når han står dér, og det er også rigtigt, og hun tænker at han nu ved hvilken betydning han har. »Kan du ikke forstå
54
hvad jeg siger?« spørger hun. Han nikker. Og der bliver stille. Der er bare togets lyd under dem; ligesom en hestegungren, hen over noget hårdt. 10
Senere undrer hun sig over hvordan hun kunne falde i søvn. Men det er de't hun gør, blunder, med tindingen mod den
54
kølige rude. Der går måske et kvarter. Måske en time. Hun sveder da hun vågner, hun har ondt i nakken. Han er der endnu. Stadig disse tomme øjne, ikke en trækning i hans an- 15
sigt. Nu kan
hun pludselig mærke at hun græder.
En tåre løber ned ad halsen. Hun
slår efter den med flad hånd, som
efter en flue. »Jeg ...« begynder hun.
Og ser ned. Jeg ...« Hun synes
hun hører en lille kvast lyd fra hans
54
hals. Så rækker han
med et hånden ud og rører ved hendes kind med
fingerspid- 20
serne. Så slipper han stroppen og vender sig. Han åbner
døren og går
ud på gangen, uden at værdige
hende et blik. sr Tilbage
hænger denne lugt i rummet, og hun
hulker som om
det ingen ende vil tage.
25Toget kører mod vest. Om natten ligger hun søvnløs i denøverste køje. Undervejs kommer en kvinde ind i kupeen.
Hunlægger sig forsigtigt i den nederste køje, hendes åndedræt
erubesværet: små stødvise pust. Kondensvandet driver ned
advinduet. Susan trækker tæppet op over hovedet og mærker
3ohalsen trække, sig sammen. Hun ved at toget kører mod
vest,og det har den allerstørste betydning for hende. Det er sådan noget man
54
ikke kan forklare.Om morgenen ser hun at kvinden er midaldrende, hun har grå striber i det sorte hår, og får dybe rynker ved øjnene da 5 hun smiler; et varmt smil. »God rejse,«
siger hun og løfter sine kufferter op fra gulvet. »Jeg skal til Normandiet. Jeg skal besøge min søn og min datter, de bor i bjergene.« Hun smiler igen. Susan
bemærker at hendes frakke ser nyrenset ud. Da hun igen er blevet alene, går hun ud og vasker hænder. Så o henter hun sine ting i kupeen og står ud. Luften er
kold og klam, det småregner. Hun efterlader sin bagage i en boks på banegården, og bevæger sig ud i Paris. I flere timer går hun rundt, så den ene vej, så den anden, hun aner ikke hvor hun har lyst til at være. Ved middagstid
vender hun tilbage, tøm- is mer sin boksen og køber en billet til Toulouse.
Ud på eftermiddagen bevæger toget sig gennem et bjergområde, Susan er dårlig af sult, hun må tage sig sammen, rejse sig, gå ind i spisevognen. Sæderne er grønne herinde. Der står 20 plasticblomser i vaser med sugekop på bordene.
Man kan kun bestille den samme menu; suppe, steg med hvid sovs og chokoladekage. Hun sidder og stikker til kagen, da han sætter sig ved det
nærmeste bord. Han ser ikke på hende, spiser roligt sin mad, drikker øl til. Hun kan ikke lugte ham på den as afstand, men der er noget bekendt ved ham.
Måden han virrer med hovedet på indimellem, hans blik der koncentreret følger gaflen på vej op til munden. Det slår hende, hvor ubehageligt det er, at han spiser det samme som hun. At han også er i det her tog. Hun skynder sig at
betale. Tjeneren 30 blinker til hende, og strejfer hendes hånd. Hun er først rolig da hun igen sidder på sin plads, det er allerede ved at mørkne,
54
bjergene ligger indhyllet i blåt. Toget kører ned i en lang tunnel. »Det er fordi han ligner Kuku,« tænker hun. »Han ligner ham.« Hun vil både sukke, varme sig og brøle på samme tid. Hun ved ikke hvor de nu befinder sig. Ved næste station står hun af, det er blevet klart for hende at retningen er forkert. Hun kan pludselig mærke, hvor længe siden det er at hun rigtig har sagt noget, talt med nogen.
Det er fordi Kuku står i vejen hele tiden. Vi skal vente på ham. Vi skal hjælpe ham. Vi skal være gode mod Kuku, »vær sød ved Kuku, han gør det jo ikke med vilje,« siger mor med blød stemme og ser over på drengen, mens hun lægger hånden på Susans skulder, fraværende. Han står og savler. Han har skreget. Han har ødelagt Susans læsebog og knækket farve-blyanterne. Han dasker med armene og siger sine lyde. »Han vil så gerne ha sin pude, kan du høre det? Hent den lige til ham, skat, så er du sød.« Det gør hun. Hun henter puden og hans vippekop og hans store hagesmæk og hans bolde. Hun vasker ham og reder hans hår. Han spytter på hende og griner. Han tværer hænderne rundt i ansigtet og omfavner hende, løfter hende op og det gør ondt når han tager hende under armene. Han griner endnu mere og knuger hende. Kuku er så glad for Susan, det siger mor. Han giver sig altid til at huje når hun kommer hjem fra skole. »Der er ingen Kuku er så glad for, som for sin søster,« siger mor, og Bent smiler. Bent er Kuku's far, og før Kuku blev født var han også Susans far, men det var fordi han havde bedre tid dengang. Kuku blev født da Susan var fire år, og Bent har boet hos dem siden hun var to. Det hun bedst kan lide med Kuku, det er at ligge med ham,
54
så holder han hende i hånden og brummer på sådan en god måde. Han er større end Susan selvom han
er yngre, og når han er rolig så brummer han, og hans hånd er også stor, og varm. Nogle gange synger Susan for ham, det elsker han. »Syng lidt for Kuku, så bliver han rolig,« siger mor. »Mmm ... syng lidt for ham,« siger Bent med lukkede 5 øjne ovre fra lænestolen. De vil jo gerne have at Kuku er rolig. Ellers står han i vejen for så mange ting der skal gøres - opvasken, indkøbsturen, Bents eftermiddagslur. Men også for at have veninder med hjem, at blive fulgt til klaver, til børnefødselsdag, næsten alting. Kuku hedder Kristian. Men det 10 kan han ikke sige, så siger de det heller ikke. Susan kan han heller ikke sige, han siger en særlig lyd, det lyder som Gutte.
Man skulle hjælpe ham. Vente på ham, bære over. Gutte skulle. Selvfølgelig skulle man det, han var jo ikke ligesom andre. »Du ved han er fuldstændig hjælpeløs uden os,« sagde .s mor. Det var dagen efter Susan blev student. »Tag med op i sommerhuset, du har heller ikke godt af alle de fester. Jeg kan ikke klare ham alene, Susan.« Bent var på kursus. Moren vred sine hænder. Og Susan tog med i sommerhus.
20 »Kuku« hvisker hun for sig selv, »ku-ku-ku-ku.« Hun spidser læberne sådan, sådan som hun plejer når hun kalder på sin bror. Og kommer til at smile ved tanken om hans krop, når han danser på sin egen måde. Rokker og svajer og dasker og hyler. Ligesom en hund der tuder mod månen. »Kan du lide 25 musikken, Kuku? Hva? Ka du? Ja, du kan. Men
54
vi må ikke for far, det ved du godt, vi må ikke høre det så højt, han bliver simpelthen stiktosset.« De dansede, og hun hylede også, sammen med ham, de spidsede munden og løftede hovederne, indtil Bent ganske rigtigt pludselig stod i stuen med sit 20 underbid, rød i hovedet af vrede. »Hvad bilder du dig ind, tøs, hvad BILDER DU DIG IND?« Hun var fjorten et halvt, bøjler
på tænderne, fuld af bumser og sminke. Og hun måtte ikkehidse Kuku op. Nej. Kuku blev rasende når musikken for-
svandt. Sådan er det når man hidser Kuku op. Engang smad-
rede han fjernsynet.Susan ligger de'r og smiler fjoget frem for sig, nu i en ny 5
køje, nu igen på vej mod vest, helt i sit eget, indtil hun mærker
en forandring. Det gibber i hende. Hun vender sig, kommer op på albuerne; det er ham. Han står og ser ind i kupeen ude
fra gangen. Et øjeblik trykker han ansigtet mod ruden, så er
han væk. Hun fyldes af en stærk vrede, da den første for- 10
skrækkelse har lagt sig. Overvejer at tilkalde
54
togpersonalet,sige at han forfølger hende. Så trækker hun vejret dybt og
giver op. Det nytter alligevel ikke noget. Hun tænker på at
hun næste dag vil stå af i Brest og blive der. Så krummer hun
sig sammen. Det er det, at hun har gjort det. Hun har sagt i5
det. Ikke bare til sin mor og Bent, men til hele verden. Og nu
er Kuku spærret inde. Nu er mor ulykkelig. Nu er Bent tavs.
De vil ikke se på hende mere. »Og jeg vil aldrig, aldrig se dig for mine øjne igen!« Råbte moren
med en fremmed hæshed,og Bent tyssede, »jo, du vil, det er jo ikke Susans skyld. Und- 20
skyld, Susan«. Hun ved ikke hvorfor Bent undskyldte. Måske
på Kuku's vegne. Måske i skam. Måske ved moren det. At det
bare er noget hun sagde. At det kun er ord. Måske ved
54
hundet, uden at hun ved, at hun ved det... »Han er et forsvarsløst
menneske, han kan ikke forklare sig, og se nu hvad du har 2S
gjort.« Moren hvæser ad hende. Ja, han er. Forsvarsløs. Ellers
havde det aldrig kunnet lade sig gøre. At rive sit tøj i stykker,
fa øjensminken til at løbe, skrige og græde og sige det. At
Kuku forgreb sig. At han overfaldt hende. At han voldtog
hende. Gjorde det. Mod hende. Inden i hende. Med slim og 3o
blod og alle sine kræfter. »Det gør så ondt,« sagde hun. Og
54
betjenten skrev ned hvad hun sagde. Og så blev Kuku fjernet, han forstod ingenting. Væk og (jernet og på anstalt. Så nemt.
Da hun så sad med dem de'r i stuen, moren og Bent, så rislede det sødt igennem hende. Nu stod ingenting i vejen mere. De sad med deres tomme hænder. Der var helt stille. Hun løftede sin kaffekop. Lige indtil moren råbte, var det rart. Mere rart end nogensinde før. At sidde sammen i stilheden, de tre, en rigtig stilhed. Hun drak og brændte tungen. Smilede sagtmodigt, forstående til Bent, som et offer, men også som en datter. »Når nu han er til fare for ... omgivelserne, så er det vel nok bedst sådan ...« Hun næsten hviskede, fik sin stemme til at ryste og knække, som af gråd. »Selvom vi kommer til at savne ham...« Åh ja. Hun tømte koppen og brændte hele munden, det gjorde også godt. Hun lagde forsigtigt sin hånd oven på morens. Hun ville give hånden et klem, men nåede det ikke, for så var det at moren rejste sig op og tog fat i hende, skreg hende ind i ansigtet. Og sådan skulle det slet ikke være, moren skulle ikke kaste onde øjne på hende, ikke tvivle, hun skulle ikke ane løgnen. Susan gispede af skræk, og moren blev ved med at ruske hende, hårdt og fortvivlet, mens Bent helt stille bøjede sig frem og undskyldte.
Hun har heller ikke set dem siden. Dagen efter stod det alt sammen i avisen. Dagen efter satte hun sig ind i et tog. Og det skulle køre mod vest. Nu hvor hun i hvert fald havde gjort s noget, noget der virkelig kan mærkes.
Kuku har nok sin pude med, tænker hun. Han ligger nok med den nu. Det er nok blevet ordnet sådan, at han har sine ting med. I hvert fald puden, den kan man ikke nægte ham. Sådan må det være, tænker hun døsigt og ruller om på siden. Han ligger nok og sover roligt med puden i armene nu, sådan
som han plejer. Og så kommer søvnen også til hende, næsten som en beruselse, et langt og befriende suk.
Der er helt hvidt udenfor næste morgen, jorden er dækket af rimfrost. Toget ankommer i Brest klokken seks. Hun træder ud på perronen, og bliver stående lidt for at se det køre bort igen. Hun kan mærke havet; en særlig friskhed i luften, som næsten får hende til at smile. Hun går ind for at få kaffe på stationen. Står ved disken med den varme kop i hænderne, hun puster ned i den med lukkede øjne. Nu skal det blive rart. Og kigger så lige op i hans øjne. Han har også en kop i hænderne. Han drikker, og stiller den fra sig. Han rømmer sig et par
gange: »Hvor skal du hen?« spørger han så og fastholder hendes blik. Skeler han en anelse? Hun ønsker at han vil smile, men det gør han ikke. »Hvad skal du her?« siger han, da hun ikke svarer. Hun står bomstille med tilbageholdt åndedræt. »Ikke noget,« far hun sagt, og fortryder med det samme. »Jeg skal bare ... være her.«
Igen den kvaste lyd fra hans hals, en kort virren med hovedet. »Hvor længe?« spørger han, »hvor længe skal du være her?« »Hvad skal du selv?« vrisser hun, irriteret. Ryster håret væk fra ansigtet. Han kigger længe indgående på hende. »Er du træt?« Nu er hans stemme lav og blid. Han kommer nærmere, med koppen i hånden, »du ser træt ud.« »Ja, jeg er meget træt og jeg vil meget gerne være i fred nu«. Han begynder at grine. »Vil du det?« siger han mens han griner, »er det det du vil?« Han sætter sig med sin latter lige til venstre for hende. Hans lugt slår hende i ansigtet. »Er det da det du vil?« »Hvad mener du?« siger hun, forurettet og skarpt. »Jamen, du kan ikke være i fred her,« han griner med fornyet kraft. Tjeneren kigger på dem. »Du kan ikke være i fred, vidste du ikke det? Hvor er det sjovt.« Han ser koncentreret frem for sig et øjeblik. Så løfter han hånden, rører forsigtigt ved hendes kind, lige under øjet, stadig smilende. »Det er ikke muligt at være i fred.« Han trækker vejret ind. »Sådan er verden.« Et sekund er det som om hun kan se ind i et stenet og endeløst landskab, der i hans øjne. Så rejser han sig, skubber døren op, går ud. Først nu bemærker hun at han halter på det ene ben. Han svinger sin rygsæk op på skulderen og forsvinder i den summende menneskemængde.
Noget på hjertetSAMTALE OM TEKSTEN - FOKUS PÅ INDHOLD
Læs »Din bror« af Naja Marie Aidt (side 54-62).
• Er der noget i teksten, der undrer dig? Stil mindst tre spørgsmål til teksten.
• Hvad betyder undertitlen?
• Gennemfører den evnesvage bror voldtægten mod søsteren, eller stikker søsteren broderen, fordi hun er
træt af, at forældrene tager så meget hensyn til broderen?
• Hvorfor tror I, at forfatteren har valgt at kalde fortællingen »Din Bror«?
• Hvornår kan vi som læser fornemme pigens tvivl? Er hun i tvivl? Er forældrene i tvivl?
• Er historien »en vigtig historie«? Hvorfor?
Helle Helle
I sommerferien efter gymnasiet flyttede jeg ind hos Søren. Han var tolv år
ældre end mig og ansat på sin fars tankstation. Lejligheden lå klos op ad
forældrenes, lige over forretningen. Det var en meget varm sommer. Jeg
sov, til jeg vågnede op ad formiddagen, mat og tung i kroppen. Dynerne
lugtede altid svagt af benzin. Jeg stillede mig ved vinduet og blev stående,
indtil Søren opdagede mig dernedefra. Han kunne være på værkstedet eller
i færd med at ekspedere en kunde, men på et eller andet tidspunkt
krydsede han pladsen og fik øje på mig. Han smilede og løftede sin hånd.
Lidt senere kom han op med en kop dampende kaffe i et plasticbæger,
Hedebølge
Biler og dyr
2000
Samleren
kyssede mig på skulderen, skubbede mig ned i sengen med én pegefinger.
Kaffen var altid kold, når jeg drak den.
Oven på huset var der en tagterrasse. Jeg har aldrig været brunere end dén
sommer. Hans mor dyrkede tomater og salat og persille i store, utætte
zinkbaljer. Dagen igennem sad hun nede på kontoret og ordnede regnskaber
og talte i telefon. Det var min eneste opgave at holde jorden i baljerne
nogenlunde fugtig.
Jeg tørrede mit tøj på tagterrassens gelænder. Jeg havde ikke mange
penge og ikke meget tøj. Hver aften lagde jeg noget i blød i badekarret; næste
dag skyllede jeg det op og hængte det ud. Jeg sad på tagterrassen og læste
romaner og gættede krydsogtværs. Nede på tankstationen kørte bilerne ind og
ud, motor efter motor standsede og blev sat i gang, klokken dinglede fra
døren. Når jeg hørte Sørens latter, rejste jeg mig og kiggede ned; nogle gange
var en kammerat kommet forbi eller en voksen kvinde, han havde gået i skole
med. Hvis hun havde et barn på bagsædet, ville han trykke sit ansigt fladt
mod ruden til barnet klukkede, bagefter vaskede han ruden og tørrede efter
med en klud. Kvinden smilede og glattede sin kjole, satte sig i bilen og
dyttede, før hun kørte.
Neglene på mine tæer lyste hvidt, Søren kyssede dem i sin frokostpause.
Jeg anrettede en tallerken til ham i køkkenet, og han sad på bordet og spiste.
Jeg hældte mælk op til ham og betragtede ham, imens han drak. Bagefter
kunne han ligge og hvile sig en lille halv time; han var tidligt oppe hver
morgen. Jeg lå ved siden af ham oven på dynen og lyttede til hans
vejrtrækning.
Vaskehallen lugtede af alger, sødt og råddent som et tilgroet akvarium.
Indimellem gik jeg ned sidst på eftermiddagen for at udvælge mig en is eller
et stykke chokolade i forretningen. Jeg satte mig på trappetrinet og pakkede
isen ud, Søren kom frem fra værkstedet med et stykke tvist i hænderne. Vi
slentrede om bag bygningen. Han låste op til den gamle Rover, han gik og
satte i stand. Luften inde i bilen var bagende tør. Sædet brændte under mine
lår.
— Er det en god is? sagde han.
— Mm.
— Hvornår får du svar på ansøgningen?
— Om et par uger.
— Er du spændt?
Jeg trak på skuldrene og rakte ham resten af isen. Han spiste den i et par
mundfulde og smed pinden ud, startede bilen og drejede op mod
parkeringspladsen. Vi kørte et par runder, bilen var ikke klar til mere. Den
hoppede lidt i det, men det var en fantastisk bil. Den var cremefarvet med
originalt læderindtræk. Søren parkerede den, og jeg rakte ud efter nøglerne.
Jeg dinglede med dem i luften.
— Når jeg får kørekort, vil jeg køre den her bil. Han smilede uden at sige
noget.
— Vi kan køre rundt i verden og holde ferie i den.
Han åbnede døren og steg ud, kom om og åbnede for mig.
— Måske kunne det være vores bryllupsrejse, sagde jeg og lænede mig
frem mod hans ansigt, for at han skulle kysse mig. Han pustede til mit hår.
— Du tror, jeg er for ung, men det er jeg ikke, sagde jeg. — Jeg er
gammel indeni, rigtig gammel.
Jeg pegede på min pande.
— Så er du vel ikke ældre, sagde han.
Om aftenen grillede vi på tagterrassen med hans forældre. Faderen penslede
pølser og bøffer med olie, moderen sad ved bordet og skar tomater i skiver.
Søren ryddede op i sin tegnebog, mens vi ventede på maden. Han tømte den
for gamle kvitteringer og sedler.
— Den må du få, sagde han og rakte mig en stor udenlandsk mønt. Jeg så
på den.
— Hvem har du fået den af?
— Aner det ikke. Den har vel ligget i kasseapparatet.
— Den er fra Bulgarien. Vil du ikke selv beholde den?
— Nej, den må du få.
— Tak.
Jeg stak mønten i lommen på mine shorts, rejste mig og skænkede vand
op til alle.
—Jeg har tænkt på, om jeg ikke skulle begynde at arbejde lidt for jer,
sagde jeg.
Det spruttede fra grillen. Faderen vendte pølserne.
— Hvorfor skulle du det? sagde han.
— Jeg tænkte bare på, om jeg ikke skulle begynde at ekspedere måske.
Det ville kun være rimeligt.
— Det er pænt af dig, sagde moderen. — Men det skal du altså ikke.
— Hvorfor ikke? Jeg laver ikke noget hele dagen. Jeg kunne også gøre
rent.
— Det skal du ikke tænke på. Du skal bare nyde din ferie så længe, den
varer.
— Du hjælper rigeligt ved at holde ham dér i godt humør. Faderen
nikkede mod Søren. Søren nikkede til mig.
— Det er rigtig nok, sagde han. Han trak mig ned på sit skød. Han havde
en nyvasket undertrøje på, den var kølig og glat.
Hver nat var tropenat. Vinduet stod åbent, og vi lå og lyttede til lydene nede
fra gaden, før vi faldt i søvn. Trippende sandaler, fløjten, sang. Nogle gange
genkendte jeg stemmer på min egen alder, og jeg vendte mig rundt i sengen
og lå med front mod Søren, nøgen og tæt op ad ham, vi svedte begge to, hans
hår var vådt, og jeg strøg det tilbage med mine fingre.
— Skal jeg hente noget vand til dig? hviskede jeg.
— Nej. Det kan jeg selv.
Han stod op og kom tilbage med to glas. Vi drak og lagde os igen.
— Hvorfor må jeg ikke hjælpe til nede i forretningen? sagde jeg. — Jeg
er den eneste, der ikke laver noget.
— Hold nu op. Det er der ikke nogen grund til.
— Jeg kan lige så godt lære det før som siden. Jeg kan ikke gå rundt og
lave ingenting altid.
— Du får masser at lave til efteråret.
— Der er lang tid til. Det er ikke sikkert, jeg bliver optaget.
— Selvfølgelig gør du det.
— Jeg ved heller ikke, om jeg har lyst til at studere.
— Det skal du.
— Jamen, jeg har ikke lyst. Kan du ikke se, det var meget bedre, hvis jeg
blev her?
Han kørte sin hånd op og ned ad min arm.
— Kan du ikke se det? hviskede jeg.
Han nikkede.
— Jo. Jeg kan godt se det.
Han faldt i søvn før mig, og jeg lå vågen længe og talte måneder og
datoer på fingrene, jeg stod op og hentede mere vand så lydløst som muligt,
drak og lagde mig i sengen, kunne stadig ikke sove, og jeg tænkte: Det gør
slet ikke noget, det gør slet ikke noget.
Jeg vågnede først ved et-tiden næste dag. Jeg havde ikke hørt Søren, hverken
da han stod op, eller da han spiste frokost. Skærebrættet lå i vasken sammen
med en kniv og en gaffel. Jeg klædte mig på og gik ned på bare tæer for at
finde ham. Han var ikke på værkstedet eller i forretningen eller omme
bagved. Roveren var også væk. Jeg gik tværs over parkeringspladsen og op ad
vejen. Først helt ude ved motellet fik jeg øje på bilen i vejkanten. Søren havde
slået kølerhjelmen op og stod og rodede med noget.
—Jeg troede ikke, den kunne tåle at køre så langt endnu, sagde jeg, da jeg
var henne ved ham.
— Det kan den heller ikke.
— Er der sket noget med den?
— Næ.
Vi så begge to ned på motoren. Han tørrede sine fingre af i hinanden
imens.
— Det dér er drivremmen, ikke? sagde jeg. Han nikkede.
— Og det er karburatoren, og dér sidder vakuumforstærkeren.
— Du er blevet god, sagde han.
— Jeg kan lære alt om biler.
Han smækkede hjelmen i og tog rundt om mine skuldre.
— Nu får du olie på tøjet, sagde han.
— Ja.
Vi kyssede hinanden. Vi lod bilen stå og gik et stykke ud ad vejen.
Asfalten brændte under fødderne, grøftekanterne var helt afsvedne.
— Er du også ked af det? sagde jeg.
Han svarede ikke.
— Var det derfor, du kørte?
— Nej. Prøv at se de grise.
— Hvor?
— Inde i kornet. Se, hvor de har travlt.
Tre lyserøde rygge bevægede sig rundt mellem kornrækkerne. Det
gryntede derindefra. Vi stod med armene om hinanden og så på dem.
— Tror du de er stukket af?
— Det må de være.
— Bare de ikke løber ud på vejen.
— Det gør de ikke.
— Du skal ikke være ked af det, Søren. Du kan få lige, hvad du vil have.
— Det ved jeg godt.
Kort tid efter søgte grisene tilbage til stalden. Vi vendte om og kørte
hjem, Søren havde en del at lave. Jeg sad på tagterrassen og spiste ristet brød
og læste. Jeg stak hånden i lommen og fandt den bulgarske mønt og lagde den
på bordet i solen. Senere, da jeg ville samle den op igen, var den brandvarm
og gav mig en vabel på tommelfingeren. Jeg gik ned og lod koldt vand skylle
over hele hånden. Da Søren kom op, slukkede jeg for vandet. Jeg sagde ikke
noget om vablen eller at det gjorde ondt. Det føltes som en dumhed, jeg burde
have undgået.
Birgers mærkelige drøm – OBS ny opsætning af denne novelle følger
Jeg drømte en forfærdelig drøm i nat!- Gjorde du, skat?Ja, jeg drømte en drøm, der var så stærk, at jeg vågnede midt i drømmen
og gik rundt og var forfærdet.- Uha, skat.Ja jeg vågnede altså ikke rigtigt. Jeg vågnede inde i drømmen og gik rundt
i drømmens mørke ramme af ånde og metal og ledte efter hullerne, hvorfra drømme kommer sivende. Jeg var overbevist om, jeg kunne styre drømmen, hvis jeg kunne finde hullerne, hvor drømmens farvestoffer holder til.
- Sikke noget, skat.Jeg gik ned til. havnen, hvor mm mølædte fiskekutter lå, og begyndte af
lænse den tor vand, som. jeg plejede. Bag mig stod fire cowboys og )<.astede skodder på mig og kaldte mig »mo- therfucker« i én uendelighed, leg var træt af dem, fordi jeg vidste, de ikke hørte til i min skipperdrøm, fordi jeg vidste, de intet havde med min yndlingsdrøm at gøre. Gennem øjenkrogen så jeg, hvordan de ligesom stod. foroverbøjet, som drager i en lodden vind.
a_A 1 L A , K U H N A U P. E D E R S EN
Vs. LiMit
Runde 1Det var
svært at få sagt
svært at acceptere for mig ogmine venner.
Nu er der gået uger.
Jeg er ensom, alle har forladt
mig.
Jeg enstadig den samme, jeg kan stadig le, som jer, mine venner.
Det, der er sket, er sket Det kan ikke ændres. Det blev mig, ikke dig. Hvor lang tid har jeg?
Måneder? År? Jeg
ønsker at leve.
Jeg accepterer denne battle her,for at vise hvem der bestemmer her,så hvis du bruger dit fucking jagtgevær;er du jo bare den største taber påsiden her!At vinde denne battle, kan gøres uden besvær!Du kan da bare komme slagte mig,hvis fysisk vold er det, der gør dig sej,men verbalt er jeg flere levels over dig,alle herinde ved at jeg er bedre end dig!Typisk dit crew er en stor bøsseflok,jeg knepped' gym-piger før jeg var gammel nok!Du vil stadig være jomfru, den dag du går med stok!Lad vær' med at piv, fordi du efter 1. runde har fået nok
h Up :/7di a,te. dk/di at e/forfatter. as p'?fovfaitei~ 1293 5
Christian Winther (1796-1876)
Christian Winther skildrede i sine digte den sjællandske natur.
Han forældre var præstefolk i Fensmark ved Næstved, og de naturindtryk,som han fik her, levede i ham resten af hans dage.Winther var også glad for kvinderne. En af dem skildrer han således:
Hun er sød,hun er blød,
hun er smal om sit liv;
hun er bøjeligog føjelig
og rank som et siv.
Hendes kinder så lind,
og som rosens så varm;
hun er nysselig og kysseligpå
mund, hånd og arm.
Benny Andersen er født i Søborg i 1929. Han debuterede med digtsamlingen "Den musikalske ål" i 1960.1 1972/73 udkom digtsamlingen og pladen "Svantes viser". Pladen er solgt i over 20.000 eksemplarer, og sangen "Svantes lykkelige dag" er blevet en evergreen. Digtet "Tryghed" er fra digtsamlingen "Sjælen marineret". I digtet tænker han med ømhed tilbage på sin barndom.
Jeg er ikke bange for mosen jeg kender sivene de kender mig jeg kender lydene bag sivene ænder der flyver op eller lander eller bare rapper lidt sammen selv om jeg ikke kan se dem for sivene er højere end mig det gør ikke så meget for jeg kender mosen og mosen kender mig
De voksne er bange for mosen siger der kan ske de forfærdeligste ting
jeg må slet ikke gå herned de bliver tossede hvis de opdager det men jeg kan godt lide at være her og jeg kan sagtens
finde hjem igen
De voksne ved bare ikke at jeg er her de får det heller aldrig at vide og sivene skal nok la vær at sladre de kender mig selv om jeg er alene er jeg ikke alene her i
mosen.
Dan Turell
Dan Turéll blev født i 1946 og voksede op i Vangede nord for København. Han døde i 1993 af strubekræft. I 1966 debuterede han med digtsamlingen "Vibrationer". Det store gennembrud fik han dog først i 1975 med hovedværket "Karma Cowboy" hvori de første tekster til "Vangede billeder" findes
Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt der alligevel ikke er helt så kendt Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed
fremmede ansigter
Morgenkyssene Postens smæld i entréen KaffelugtenDen rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter,
aviser -Jeg holder af hverdagen Selv gennem alle dens irritationer Bussen der skramler udenfor på
gaden Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stilleståendeingenting i mit akvarium Fuglene der pipper fra deres bur Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang Den konstante indkøbsliste i jakkelommen med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks Den lille
hurtige på den lokale når vil alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne -
Jeg holder af hverdagen Dagsordenen Også den biologiske De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet Den obligatoriske barbermaskine De breve der skal skrives
Huslejeopkrævningen Afstemningen af checkheftet Opvasken
Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape - Jeg holder af hverdagen Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera Det skal til med alle sine efterladte slagger
Så meget usagt og tilnærmelsesvist vævende og hængende i luften bagefter Som en art psykiske tømmermænd Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere - Fint nok med fester! Al
plads for euforien!Lad de tusinde perler boble!
Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig i hvilens og hverdagens seng til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt
Jeg holder af hverdagen Jeg er vild med den Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen Jeg holder stinkende meget af hverdagen
(Du kan høre Dan Turelis digt på cd'en "Pas på pengene", selskabet Mega,1993).
1 1 6
Kirsten Thorup
■xi
Kirsten Thorup er født i 1942 i Gelsted på Fyn, hvor hendes forældre var landarbejdere. Hun flyttede senere til København, hvor hun begyndte at skrive digte, noveller og romaner. Hun debuterede i 1967 med digtsamlingen "Indeni - Udenfor". Hun er dog allermest kendt for sine romaner, og en af dem, "Himmel og helvede" blev filmatiseret i 1988.
De elskendeMed hinanden i hånden gik vi ind på hotellet vi kan ikke undvære hinanden vi lejede et værelse i to timer.
Hotel du Nords diskrete grå facade vinkede til oslige så tit vi havde råd. Portieren ser ikke på os idet han tager
mod pengene og udleverer nøglen. Carlo lukkede øjnene halvt. Han smiler længe.
Foran os er der to timer.Hotelgangen på 1. sal er tapetseret og vi glædede os til at
komme ind på nr. 25 hvor gulvet var en blød græsplæne, vinduet en regnbue, gardinerne grene med lysegrønne blade, sengen en
åkande og vi kunne stadigvæk dø af kærlighed.
I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går. Du danske sprog, du
er min moders stemme, så sødt velsignet du mit hjerte når. Du danske friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave står mellem æblegård og humlehave, dig elsker jeg! - Danmark, mit
fædreland!
Hvor reder sommeren vel blomstersengen mer rigt end her, ned til den åbne strand? Hvor står
fuldmånen over kløverengen så dejlig, som i bøgens fædreland? Du danske friske strand,
hvor Dannebrogen vajer, - Gud gav os den - Gud giv den bedste sejer! - Dig elsker jeg! - Danmark, mit
fædreland!
Engang du herre var i hele Norden, bød over England - nu du kaldes svag, et lille land, - og dog så vidt om jorden end høres danskens sang og mejselslag. Du danske friske strand, - plovjernet guldhorn finder. - Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder! Dig
elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!
Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme, hvor jeg har rod, hvorfra min verden går, hvor
sproget er min moders bløde stemme, og som en sød musik mit hjerte når! Du danske friske strand med
vilde svaners rede,I grønne øer, mit hjertes hjem hernede, dig elsker
jeg! - Danmark, mit fædreland!
Natasja
I
Danmark er jeg født (2007)
Natasja Saad blev født i 1
974 i København. Hun var et
lovende dansk raptalent,
da hun døde ved en trafi
kulykke på Jamaica i 2007
- kun 32 år gammel. Hun ha
vde en dansk mor og en su
dansk far, og hendes kærl
ighed til rapmusikken bra
gte hende tit til Jamaica.
Hun debuterede som regga
e- og rapsanger med cd'en
"Release" i 2005. Hun nåed
e at færdiggøre sin sidst
e cd "I Danmark er jeg fød
t" som udkom kort efter he
ndes død. Det er fra denne
cd følgende tekst er hente
t, cd'en har siden vundet m
ange anerkendende priser
.
Verden, den er stor Mærk dig mine ord Jeg trives hvor jeg bor Men jeg savner Sudan og den røde jord Min far, min søster og min bror... ye-ah
Så verden den er stor Mærk dig mine ord Jeg savner min mor Når jeg følger mit hjerte, hen hvor peberet gror Og hvor musikken bor i hvert ét
ord... ye-ah
I Danmark er jeg født Der har jeg hjemme Der har jeg rod, og derfra min verden går Men jeg tøver år efter år Kan ikke se hele den vide
verden hvor jeg skal blive gammel, slå mig ned og byg' min bondegård... ye
Skal jeg blive hos min mor og de hårde vintre i det kolde nord Eller skal jeg søge sydpå ad tropiske rytmespor?
Hjælp mig Odin og Thor!Jeg rejser væk igen og letter mit tungsind Fuld galop i den varme
ørkenvind Hesten den er døbt og købt jeg af Bin Laden, jeg vinder løb Som første kvinde og Sudan er over ende... Ingensteds har jeg følt mig
så elsket og så hjem'Familien og de mange smil får mig til at glem'., at det danske sprog er
min moders stemm'Kalder på mig inden længe med et suk, pudser jeg min vinge For at
vende næsen stik nord igen Men noget inden i mig trækker mod Caribien Der er en melodi Så simpel og så fri, jeg synger med, for den
har sat sig inden i
Danmark du fryser nu Mennesker de gyser nu Lang er din vinter Jeg nynner den om hyacinter, men Jeg ved at solen er væk igen Og jeg skal
langt for at finde den Så jeg tyr' til min musik, og jeg fatter papir og pen... ye-ah
Jeg skriver sange om blandet blod om den storm, der raser i mit hoved'Om at vælge eller vrage, om at være, om at vise mod...overskud
Det er komplet lige meget, hvor pæredansk jeg er Jeg vil altid være hende "Den lille mørke dér"
"Er du adopteret?""Kommer du fra Indien?"
"Har du en far?""Hvor kommer du fra?"
Og jeg må svare: "Islands Brygge det er da klart" Jeg føler mig dansk og det er nemt at blende ind Men der vil altid være en Pia, en Johnny og en
Evardsen?Der synes jeg er for dum og grim, og bør sendes hjem Men f**k nu
dem, for jeg ved at hele Verden er mit hjem Kom igen!I Sudan har jeg kærlighed og slægt Men mangler karrieren og skal ik'
giftes væk Jamaica har min karriere i tjek Der er galop og der er backup når jeg flexer lyrik Watcha... Yo tha little white girl
Yaw da little white girl Where tha white girl come from Jeg kører klatten når jeg taler som dem Jeg hører mine sange styre Irie FM Og
selvom de kan li' mig og de elsker min stemm' Så er jeg meget hvider' og lugter langt væk af peng'... Eay
Jeg prøver lykken år efter år Og jeg ved li' præcis hvor jeg står I Sudan er jeg en blegfis Og i Danmark det Sorte Får... .Mæhhh
(Du kan høre nummeret på cd'en "I Danmark er jeg født", Playground Music, 2007)
1 0 6
gustaf munch-petersen:
til mine forældre
jeg blev ikke det, i ventede - jeg blev
alt det, i havde frygtet - i lod mig vokse
op næret ved jeres afsavn.
i opdrog mig med skjulte taarer - opdrog
mig
til at leve jeres liv - fortsætte det - skal jeg
sige:
saadan levede i; i gjorde ret - altsaa er det
godt at leve saadan. skal jeg?
eller skal jeg dræbe haabet i jer? fortælle
jer, at jeg ikke blev som i - at min verden er
en anden end jeres, min glæde,
min smerte en anden end jeres -
vil i tro paa min tak til jer?
paa min tak til livet?
eller vil i sige:
han fik alt,
han tog alt af os,og giver os intet tilbage,
andet end sorg og skuffelse.
jeg ved, I har ret, naar I siger det.
jeg tror, jeg har ret, naar jeg gaar til mit eget
land.
men jeg gaar tøvende -
jeg gaar langsomt og tungt -
men jeg tror, jeg skal gaa.
