1Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse - www.kb.dk/dcm

H VO R M E G E T S K A L TA G E S A LVO R L I G T – O G H VO R D A N O G H VO R F O R ? O M J O H N C A G E ( 1 9 6 1 )

Af Per Nørgård

Protesterer han mod de moderne tider – eller er han selv et offer?

0’00’’Ubestemmelighed (Indeterminacy) er titlen på et foredrag af John Cage, nej – digt, vel næp-pe, nå, i hvert fald indeholder ”det” en række historier, små anekdoter med eller uden mo-rale; hvis der er en sådan sidste, er det altid en Zen- eller Dada-morale den har:

1’00’’De kender formodentlig den om de to mun-ke, men jeg vil alligevel fortælle den. De var ude på en tur, da de kom til et vandløb, hvor en ung pige ventede i håb om, at nogen vil-le hjælpe hende over. Uden at tøve tog en af munkene hende op, bar hende over og satte hende ned på den anden bred. De to munke fortsatte at gå, og efter nogen tid sagde den anden, ude af stand til at beherske sig, ti den første: ”Du ved, vi ikke må røre kvinder; hvor-for bar du så den kvinde over åen?” – Den før-ste munk svarede: ”Sæt hende fra dig. Det gjorde jeg for en time siden.”

2’00’’Ud over sin forelæsnings- eller rettere op-læsningsvirksomhed er John Cage aktiv også inden for musikken. Han er faktisk mest kendt som komponist, og må betrag-tes som den tredje af de tre amerikanske komponistoriginaler, som er et typisk ame-rikansk fænomen – på linje med litterære fænomener som Walt Whitman og Henry Miller. De to andre er Charles Ives (1874-1954) og Edgar Varese (f. 1885), og begge er tidligt på færde med at eksperimentere med klangblokke og støj (Ives er vist den ubestridt første, der foreskriver klavertan-genter anslået med en lineal på langs med klaviaturet – som akkompagnement til en lyrisk strofe).

Cage har dog siden sin fødsel i 1912 bety-deligt udvidet registret for, hvad der kan gø-res i musikkens navn (han ville selv sige: eller i hvilken som helst andens navn).

Christian Wolff er adept til Cage, og en anekdote i Ubestemmelighed lyder således:

3’00’’En dag spillede Wolff for åbne vinduer et af sine klaverstykker. Trafiklarm og skibssire-ner hørtes ikke blot i pauserne i musikken, men eftersom larmen var kraftigere hørtes den også lettere end klaverets egne lyde. Bag-efter bad en tilhører Wolff om at spille stykket igen for lukkede vinduer. Wolff sagde, at det ville være ham en glæde, men det var faktisk ikke nødvendigt, da lydene fra omgivelserne på ingen måde var afbrydelser i musikken.

4’00’’På dette sted har vel mange læsere taget en-deligt bestik af John Cage og hans kreds: halvgale, charlataner, tilpasningsbesværede subjekter. Det er måske ikke forkert med til-pasningsvanskelighederne – heller. Men dem har han så fælles med hovedparten af betyde-lige kunstnere i det amerikanske samfund af i dag. Protesterer Cage på sin fordrejede måde i virkeligheden mod hele vor nutidsverden, mod de moderne tider som allerede Chaplin havde i søgelyset?

Om Cage så fuldt bevidst revolterer med underlige påfund, som han måske tror poten-te som modgift mod det teknokratiserede liv, eller om han er et stakkels offer for dette liv? – det får stå hen.

I alle tilfælde synes hans ideer om ube-stemthed i musikken at gribe om sig blandt unge europæiske komponistkolleger som Karlheinz Stockhausen og Henri Pousseur, der for nylig besøgte København. Hadet og frygten for en overmægtig robotverden får sit klare udtryk i denne anekdote:

Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse - www.kb.dk/dcm2

5’00’’ En aften, da jeg vandrede ned ad Hollywood Boulevard uden noget at tage mig til, stand-sede jeg og kikkede ind i en fyldepennebutik. En mekanisk pen var ophængt på en sådan måde, at når en mekanisk papirrulle passere-de forbi, lavede pennen de samme bevægel-ser som under de skriveøvelser jeg havde lært som barn i tredje klasse. I midten af vinduet var der anbragt en skilt, som forklarede de mekaniske grunde for den perfekte skriven af den ophængte mekaniske pen. Jeg stod fa-scineret og så til, for alt gik galt. Pennen rev papiret i småstumper og sprøjtede blæk over hele vinduet og op på skiltet, hvor forklarin-gen dog stadig kunne læses.

6’00’’Kafka! Chaplin! Marx-brothers! Dette er åben-lyst Cages familie af åndsbeslægtede. Og med de nævnte åndsfyrster deler han den hem-melighed: hvor meget skal tages alvorligt, og hvordan – og hvorfor?

Mange overraskelser (for en verden, der ikke mere lader sig overraske) vil blive tilhø-reren af Ubestemmelighed til del. Her skal kun

afsløres et par småting: Musikken, der spil-les i baggrunden (som nogen gange kommer så stærkt frem, at den overdøver Cages op-læsning) er komponeret over de småprikker, der jo findes i alt papir. Cage har slået ned på en vis del af dem, lagt transparent nodepapir over og beregnet alt øvrigt efter I-Ching’s til-fældighedstabeller (- det var altså I-Ching). Hver anekdote skal vare ét minut.

I modsætning til forfattere, der sliber stof-fet til, så det passer med den ønskede læng-de, læser Cage hver anekdote med det tempo, der er fornødent – de citerede tekster skal alt-så vare det tidsrum, der indbefattes af minut-tallene før og efter anekdoten.

7’00’’Da Christian Wolff havde afsluttet oversæt-telsen af den første forelæsning jeg holdt i Darmstadt, sagde han: ”Historierne hen imod slutningen er meget gode. Men folk vil formodentlig anse dig for naiv. Jeg håber, at du kan drive den ide ud af dem.”

8’00’’– af Per Nørgård.

Hvis man klipper det vellignende fotografi af John Cage væk, har man side 51 i hans ”Klaverkoncert”. Der er brugsanvisning til musikeren om de forskellige tegn, men ikke til tilhøreren.

3Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse - www.kb.dk/dcm

NoterTrykt i Politiken (LYT-tillæg. TV- og Radio-blad) d. 9/1 1961

Artiklen er, ligesom Nørgårds øvrige ”LYT-artikler” fra disse år, enkle introduktioner for alment musikinteresserede til komponister og værker spillet i Danmarks Radios musik-programmer (specielt ”Vor tids musik”, red. af Mogens Andersen) i den følgende uge.

Eksempel fra et oplæsnings-stykke (minut 23) af John Cage.