1

Hørt ved poolen i Saint Rémy de Provence Af Maria Lykke Andersen

Roman

Copyright © Maria Lykke Andersen og Forlaget Liv 2012, www.forlagetliv.dk

1.udgave

ISBN 978-87-995213-0-2

Layout og omslagsillustration: Cecilia Bregnhøj Andersen, www.grafikoglayout.dk

Kopiering fra denne bog må kun finde sted med tilladelse af forfatteren efter dansk lov om ophavsret.

2

Luciano Pavarotti gjalder ud gennem et par JBL On Tour-rejsehøjtalere, der står mellem en

Abercrombie & Fitch-cologne og en flaske whisky på kommoden. Musikken er overført til

Ipoden i laveste opløsning, så lyden er alt for flad. Desuden er William ved at være godt træt af

opera. Men han tvinger sig selv til at lytte. Ikke at han forstår, hvad manden synger, men det

rører et eller andet ubestemmeligt i ham. Opera minder ham om barndommen. Og så har han en

ide om, at folk, der lytter til opera, er mere interessante end dem, der spiller Lady Gaga og

Rihanna.

William rejser sig fra sengen, åbner vinduet på vid gab, og trækker gardinerne for. Han bor på

chambre fem på det hotel i Saint Rémy de Provence, som han og Eva boede på dengang, de var i

byen for to år siden. Oven i købet på samme værelse. De skulle bare have et sted at overnatte og

gad ikke køre fra hotel til hotel for at høre, hvor der var ledigt. Turistkontoret gav dem adressen

på stedet.

”La Escale”, stod der på husets gavl ved indkørslen. Det gør der stadig, selvom skiltet så ud

til at være blevet malet op, da han for fire dage siden igen kørte ind på parkeringspladsen.

William skruer op for musikken, og Pavarottis stemme, der overdøver den elektriske vifte i

loftet, lyder mere skinger. Men opera det vil han give dem - alle de andre gæster, der også har

fundet vej til denne udørk af en provencalsk by. Her er ingen VIP-diskoteker, eksklusive

tøjforretninger eller folk med smag. Alligevel er han som bundet til stedet. Han dyrker minderne.

Vennerne ville kalde det selvpineri.

”Okay, Eva skred, men hun er ikke frustrationerne værd. Kom nu videre William,” ville de

sige: ”Der findes masser af hendes slags, og de vil kun have dig, fordi du har penge og ser godt

ud.”

Hjemmefra havde han planlagt bare en uges ferie i Provence, men nu allerede efter et par dage

ved han, at ferien skal forlænges. Han har brug for at frigøre sig selv fra tid og sted. Derfor rejser

han alene. I hans omgangskreds har alle den opfattelse, at det kun er mærkelige, venneløse

mennesker, der gør den slags. Fyre på 26 år, som ham selv, rejser med vennerne eller med

kæresten.

Derfor var det en grænseoverskridende handling for ham at sætte sig ind i flyet uden at kunne

skåle og planlægge dagene med passageren ved siden af.

Han laver 25 armbøjninger på gulvet mellem vinduet og sengen. Holder en pause og fortsætter

to omgange mere. Sveddråber kilder ham i panden, og hans boksershorts er fugtige.

3

Strygermusikken bag Pavarottis stemme stiger og falder i intensitet. Det stresser ham. Pulsen i

halsen dunker.

Det var også opera, der gjaldede ud af højtalerne, når han sad i haven på Skovridergårdsvej i

Virum og legede alene med sine fjernstyrede biler.

Han har set det for sig mange gange:

Marianne i hvid bikini ligger på terrassen og læser i en bog. Hendes job må have været

drømmen for piger med bare den mindste interesse for børn. Vinduer og døre på alle tre etager i

villaen står vidåbne, og de hvide gardiner skiftevis svulmer og blæser indad mod de tomme rum i

huset.

Et romantisk snapshot. Sådan elskede hans mor det. Et godt billede udadtil.

Dengang undrede han sig over, hvorfor Benedikte lod musikken spille højt og gardinerne

danse med sig selv, når hun alligevel ofte kørte af sted midt i festlighederne. Hun skulle ind på

kontoret, hørte han hende somme tider sige til Marianne. En søndag. I dag forstår han, at det hele

var en del af en iscenesættelse ligesom alt det andet i hans familieliv.

På samme tid befandt hans far sig vel hos en af sine andre kvinder, på en forretningsrejse eller

på båden under dække af et socialt arrangement med partnerne i firmaet.

Dengang forstod en lille søn heller ikke, hvorfor Jørgen ikke bare tog ham med på alle de

eventyr, han sikkert oplevede. For det måtte være eventyr, så meget som hans fars øjne strålede,

når han tog af sted med den evigt samme sorte rejsetaske på hjul. Benedikte burde også tage

med, mente William dengang, for hendes ansigtsudtryk var altid tomt, når hun tog afsked med

Jørgen i hallen. Tomt som ansigterne på de porcelænsdukker, der stod på alle de øverste hylder

oppe under loftet i hans værelse – ”nok se, men ikke røre”- remedier.

”Opera,” siger William og klemmer barndomsminderne sammen som coladåserne i

skraldespanden på værelset.

Chambre! Han kan selvfølgelig regne ud, at det betyder værelse, men ellers er alt, hvad han

tidligere tilnærmelsesvis har kunnet kalde et fransk ordforråd, forsvundet ud i intetheden. Dette

på trods af hans forældres forsøg på frankofil hjernevask. De valgte fransk for ham i skolen i

stedet for tysk, men han pjækkede fra hver fjerde lektion. I 11. time fik Marianne talt dem fra at

melde ham ind på den franske skole i København med argumentet om, hvor glad William var for

sine venner på privatskolen i Hellerup.

4

Eva var god til fransk og brillerede alle steder, de kom frem på turen i det provencalske. Hun

gjorde ham jaloux, når hun flirtede med de franske, solbrune tjenere på caféerne.

”Hvad sagde du til ham,” spurgte han hver gang, en tjener vendte ryggen til deres bord med et

genert smil.

Spørgsmålet gjorde hende åbenbart vanvittig. Han var barnlig, mente hun.

William lægger sig på det krøllede sengetøj. Om det er deres forhold eller hendes kvindelige

tilstedeværelse han længes efter, ved han ikke. Det er også lige meget. Lige nu lider han bare.

Han har ikke set Eva siden marts, da hun kylede en krystalvase i gulvet og skred fornærmet. Hun

kommer ikke tilbage.

Rolexet på natbordet viser 9.07. Det er vel tid til at gå ud og bage i solen. William rejser sig

igen og går hen til vinduet. Gardinerne bliver denne gang trukket halvt fra

Ude ved poolen har en af gæsterne allerede lagt sig med noget læsestof og en drink af en art.

Han er ikke tæt nok på til at kunne gætte, hvad hun har i glasset. Men hendes bikini er rød.

Kvinden kigger i retning af Pavarottis stemme. William flytter sig hurtigt bag det ene af

gardinerne og græmmer sig ved tanken om, at hun måske ved, han står og lurer.

Hun bliver ved med at kigge i retning af hans vindue.

William skruer langsomt ned for arien.

Idiot! Han går hen foran spejlet.

Den kronragede, halvnøgne mand foran ham har et lyst ar fra venstre side og ind over maven.

Arret står i kontrast til hans brune maveskind. William mener at have læst, at hvis han gnider

aloe vera på, fremstår arret ikke så tydeligt. Men på den anden side sætter han også pris på, at

arret er så markant. For hans egen skyld. Som en påmindelse om, hvor ligeglad han var med sig

selv og andre.

Han havde fået sit kørekort tre dage forinden. BMW’en krøllede fuldstændig sammen ved

sammenstødet med stengærdet på Strandvejen. Han vidste godt, at det var glat, men fik alligevel

lyst til at afprøve reaktionsevnen. Promillen i blodet var ikke engang ulovlig.

Det blev ved en flænge i siden.

Ikke at han passer bedre på sig selv i dag, men oplevelsen har vækket ham, og han stiller tit

sig selv spørgsmålet, hvorfor han ikke skulle gå til sammen med bilen? Hvad er hans liv værd,

siden han fortsat skulle stå op om morgenen, hilse på underboen, køre på arbejde og sidde foran

computeren dag ud og dag ind? Hvad er det liv værd?

5

Tanken, at nogen eller noget skulle have beskyttet ham den dag, bilen styrede mod

stengærdet, fascinerer ham. Men den er også langt ude. Som om han skulle have gjort sig fortjent

til det. Den slags sker kun i opdigtede historier – bøger, film. Barnlig fantasi. Ønsketænkning.

Derfor deler han ikke forestillingen med nogen.

William registrerer, at poolrenseren går i gang, men maskinen overdøver ikke arien, der stadig

spiller lavt i højtalerne. Han er tilfreds med sig selv over at have husket dem, da rejsetasken blev

pakket tidligt søndag efter byturen. En time var alt, hvad han havde, fra han kom hjem, til han

skulle være i lufthavnen.

William stiller sig foran vinduet med armene over kors og spredte ben. Kvinden ligger der

stadig og nipper til sin drink.

6

2 Simone sveder allerede for meget. Pulsen advarer hende fra maven. Dråber af sved poserer i

kavalergangen, og kanten af hendes røde bikinitop er fugtig.

Isteens let bitre smag får hende til at hoste, fordi det kilder i svælget. Men hun orker dårligt de

fysiske anstrengelser ved bare ét host. Den voldsomme bevægelse gør hende alt for bevidst om,

at hun er ør i hovedet. Men brun det vil hun være. Det sker så sjældent, at hun solbader, og i

morges overbeviste hun sig selv om, at huden ikke tager skade af denne ene ferie i år.

På fliserne ved liggestolen ligger de to blade, hun har taget med hjemmefra: Et to måneder

gammelt Samvirke og det nyeste National Geographic. Første blad har en artikel om gift i

grundvandet, som hun ikke vil gå glip af. Der er garanteret også et læserbrev fra en forbruger

med en vigtig pointe, som hun kan klippe ud til sit arkiv. Forsiden på det andet blad lokker med

et tema om europæiske organisationers kamp for den bengalske tigers overlevelse. Historien

ender sandsynligvis i hendes mappe med særligt inspirerende artikler, som hun tager frem, når

hun har brug for at drømme. Hvem ved, måske kommer hun selv til at skrive om den slags en

dag.

Simone bliver tit træt af sig selv over denne mani med at skulle læse alt, hvad der kommer ind

af brevsprækken. Men hun vil nødigt gå glip af noget, og en journalist bør jo holde sig ajour

med, hvad der rører sig. Med det argument in mente kan hun i det mindste leve med, at bunkerne

hober sig op i lejligheden.

Desuden må artiklerne have en vis relevans, siden nogen gør sig den ulejlighed at betale andre

for at bringe det ud til folk.

Reklamer får hun heldigvis aldrig på grund af det lille røde og efterhånden falmede

klistermærke fra postvæsenet.

Simone nyder sit ophold i Saint Rémy de Provence. Avisens rejsetillæg lokkede hende af sted.

Der er indtil videre gået fem dage ud af hendes planlagte ferie på en uge, men allerede i går

købte hun sig et telekort og ringede Mette op. Hun havde tilsyneladende ingen problemer med at

passe Marius og planterne en uge mere. Simone havde nu heller aldrig troet, at hendes dyreglade

kusine og kat ville blive trætte af hinanden.

Mette og hendes bror er den eneste familie, hun har tilbage efter ulykken. Hun elsker sin tre år

yngre kusine, og særligt Peter, der har rundet de tredive som hun selv. Hvis ikke han var hendes

fætter, havde hun for længst overvejet en mere romantisk tilgang til ham.

7

Og så er der selvfølgelig deres forældre; hendes ekstremt kristne farbror Niels og hans kone

Karen. Altid på vej til Norge for at prædike vås i en eller anden vanvittig kirke.

Dengang hendes forældre levede, lang tid før ulykken, da Mette, Peter og hun selv var børn,

kørte de to familier hvert år til Grenå for at bo i et lejet sommerhus. Hver sommer i det samme

hus. Mens de voksne spillede kort eller spiste rejemadder og drak vin, byggede hun og Peter

huler inde i de mange vildtvoksende buskadser i området. Eller også samlede de sten på stranden.

Hver hvid sten var et dyr, de reddede fra druknedøden.

Da de nåede alderen for filipens-angreb, armsved og forvandlende hormoner, cyklede de tre

ind til Grenå for at flirte med jævnaldrende i gågaden.

Poolrenseren larmer. Men Simone bemærker også støj fra et af vinduerne på den anden side af

poolen. Det lyder som en skrattende højtaler. Hun rejser sig op på albuerne for at kigge rundt på

hotelområdet. Søjlegangen på de flade bygninger er for hende indbegrebet af sydlandsk romantik

og idyl. De blå skodder ved vinduerne er hun helt vild med. Ved hver af søjlerne på hotellets tre

gæstebygninger står blomsterkrukker og katte af keramik. Hist og pist er der sat fuglebade op.

Hvert kar bliver båret af en klassisk adonis-figur.

Cikaderne larmer ikke så meget nu, som tager de sig en lur oven på forrige koncerts

anstrengelser.

Stedet har indtil videre virket beroligende på hende.

Simone skæver til bladene på fliserne ved siden af liggestolen og tager et af dem op. De

forbliver nok ulæste endnu en feriedag. Hun orker alligevel ikke at blive mindet om andres

bedrifter inden for journalistikken. Samvirke består ikke af andet end freelancehistorier. Det

kunne have været hende selv, der skrev sidste nummers reportage om kopterne i Egypten eller

den om de danske storvildtjægere i Zambia.

Efter endnu engang at have ladet blikket panorere for at sikre sig, at hun stadig har morgenen

for sig selv, rejser hun sig og går langsomt hen mod bassinkanten. Som om hvert skridt betyder

noget særligt. Fliserne brænder under fødderne, og hun nyder for hvert skridt at nå det punkt,

hvor smerten ikke længere føles uudholdelig, men tilvænnet. Da hun når helt hen til kanten,

springer hun i på hovedet og fortsætter under vandet hele vejen ned til den anden ende at

bassinet. Da hun igen får hovedet over vandet og vender ansigtet mod solen med lukkede øjne,

smækker en dør.

8

En skaldet fyr med klipklapper, røde badeshorts og en bog i hånden træder ud af søjlegangens

skygge. Han går i retning af poolen.

Irriterende! Simone dykker ned til bunden.

9

3 Morgensolen stikker allerede i huden på menneskene i Saint Rémy de Provence, men dagens

efterhånden høje temperaturer har været savnet. De senest ankomne turister har gennem et par

dage kigget sukkende op mod en grå himmel. I nat kom forløsningen endelig. Regnen spillede

dundrende musikstykker på byens spraglede tegltage, og nu kan den sydfranske sommer starte

forfra. Det ser ud til at opmuntre alle.

Duften af fugtige græsplæner og blomsterkroner fornøjer mænd og kvinder. Et par af de

indfødte går ud i deres små urtehaver, løfter hovederne op mod solen og snuser ind. Andre finder

ud af, at de har taget for meget tøj på, da de sidder på scooteren på vej til arbejde. Byens smalle

gader bliver deres tilflugtssted. Her leverer de høje gamle husmure en skyggefuld rute, og lyden

af scootere flænger lydbilledet på kryds og tværs.

På byens små hoteller vågner turisterne op og bliver flove over gårsdagens kritiske ytringer

om vejret. Så er Provence alligevel et skønt sted.

Ved en café på et gadehjørne er en stor tyk, midaldrende kvinde i blomstret kjole i gang med

at tørre et par hvide stole af. Regn og blæst har klistret små aflange blade og støv fast på

plasticmøblerne. Hun pruster, mens hun bukker sig ned for at tørre stolebenene af.

Imens er de gamle, flest mænd, nogle af dem næsten tandløse, så småt ved at samles på byens

torve for at spille Petanque.

På et af hotellerne lidt uden for centrum danser sollyset på swimmingpoolens vandoverflade.

En kvinde i en rød bikini svømmer rundt under vandet på må og få. Først den ene vej. Så

skyder hun op til overfladen, træder vande et par gange stadig med lukkede øjne, vrider

klorvandet ud af sit løsthængende skulderlange hår og dykker igen i en anden retning.

En skaldet, velbygget ung mand i et par røde badeshorts ligger én liggestol fra hendes

efterladte blå badehåndklæde, der sirligt er bredt ud på en af liggestolenes blomstrede madrasser.

På fliserne ved siden af ligger to blade.

De er de eneste ved poolen. Fyren har solbriller på og ligger med ansigtet vendt i retning mod

kvinden i poolen. Sådan har han ligget, siden han slog sig ned.

Da hun går op af bassinet, vender han hovedet væk fra hende. Hun skeler til ham, mens hun

tørrer sig grundigt i håndklædet. Klorvandet i hendes hår bliver vredet ud på de varme fliser.

10

Han har lagt en bog på sin mave med ryggen opad, og titlen ser ud til at have fanget hendes

opmærksomhed. Hun træder et skridt nærmere, stadig skelende til bogen, mens hun nu meget

energisk frotterer sit hår.

I det samme vender han hovedet mod hende igen og siger ”hello”. Et skævt smil tegner sig

om hans mund.

”Hej, er det en god bog?” spørger hun.

Han tager solbrillerne af og ser spørgende ud. Skal lige til at sige noget, men stopper sig selv, og

løfter smilende bogen fra maven.

”Ja, det er det faktisk, og man kan jo godt forstå, hvorfor Van Gogh slog sig ned her.”

”Boede han ikke mest i Arles?”

”Det kan sgu´ godt være. Jeg er ikke nået så langt hen i bogen. Hvor længe har du været her?”

”Jeg kom for fem dage siden og kunne sagtens klare at blive her hele sommeren. Hvad med

dig?”

”Så må jeg være kommet en dag efter dig. Vejret kunne have været bedre, og så savner jeg

lidt natteliv.”

”Så skulle du nok hellere være taget til Kos eller Ibiza.” Hun blinker til ham.

”Jeg hedder Simone.”

Han rækker hende hånden, hvilket ser ud til at overraske hende.

”Og jeg er William.”

”Hej,” siger hun smilende og trykker det yderste af hans hånd.

Simone smører sig ind i Weleda solcreme faktor 20, nyindkøbt i hendes yndlingshelsekostbutik

midt i København. Selvom det er juli, er hun stadig bleg efter de langærmede blusers tid. I hvert

fald i forhold til ham.

William er vendt tilbage til bogens sider. Han bladrer ivrigt, som om han søger efter noget.

”Er du her alene?” Han kigger kort op på hende, før han bladrer videre.

”Ja, jeg er halvt på ferie halvt på arbejde som freelancejournalist. Måske skriver jeg en artikel

om området, men indtil videre har jeg bare nydt maden og naturen hernede. Jeg ved ikke, om

arbejdet bliver til noget.”

”Så du er journalist! Jeg har en gammel klassekammerat, der lige er blevet optaget på

Journalisthøjskolen i Århus.”

”Jeg er nu fra RUC. Men hvad med dig? Har du nogen at gå på natklub med, hvis ellers her

var nogen?”

11

”Nej, jeg rejser også alene. Jeg kom blandt andet for at se nærmere på Frankrigs

vinproduktion, og så er jeg blevet ret fascineret af Van Gogh. Så meget, at jeg selv måtte herned

for at se på sagerne.”

Simone nikker smilende, men fraværende i blikket lige før hun lægger sig på maven med hovedet

væk fra sin landsmand.

Han sænker sin bog og lader blikket bag solbrillerne dvæle ved poolen.

Lyden af vinduer, der bliver åbnet henne fra søjlegangene, vidner om, at hotellets andre

gæster er stået op og er i gang med at gøre sig klar til en lovende, solrig dag.

Bag et af vinduerne lyder stemmerne fra en jysk børnefamilie.

At så mange danskere er samlet på et forholdsvist lille hotel i denne beskedne franske by er

ganske usædvanligt.

12

4 William gaber og er allerede ved at blive rundtosset af den bagende sol. Han falder i staver og

lader tankerne cirkulere omkring sit efternavn – Rønne. Eva kunne have fået det – Eva og

William Frederik Rønne. Som sure rønnebær, en sur mand, sur kone, sure børn, et dårligt liv.

Alle ville være sure, for alle ville sandsynligvis savne den ægte, betingelsesløse kærlighed.

Han kigger over på kvinden, der har præsenteret sig for ham. Simone... som anemone, en

blomst, der folder sig ud om foråret og varsler nyt liv, nye tider.

Var han for smart at høre på med sin bog om Van Gogh. Han ved jo ikke en skid om noget

som helst. Joh …, om ejendomssalg og afdragsfrie lån, om hurtige biler og effektiv

styrketræning. Kunst og litteratur, ånd og akademiske betragtninger har aldrig rigtig været en del

af hans verden. Nok hans forældres, men ikke hans.

Bevares, han ville til enhver tid kunne læse op på Van Gogh. Normalt går han ikke i gang med

at sætte sig ind i et nyt emne for sin egen dannelses skyld. Motivet er mere munterhed over at

kunne imponere. Så meget selvindsigt har han heldigvis. Men denne gang har han alligevel haft

nogenlunde held med at overbevise sig selv om, at emnet Van Gogh kunne bibringe ham noget.

Kunstnerens temperament fascinerer ham. Manden skar sit øre af efter et heftigt skænderi. Tænk

at leve så meget. At brænde så meget for en sag. Nå ja, manden var sindssyg, men alligevel.

William overvejer, om han skal gå tilbage til værelset for at hente musik til øregangene, da et

par kommer ud til poolen.

De er mørkhårede og sikkert franskmænd, hvilket han får bekræftet, da kvinden begynder at

tale. Ordene vælter ud af hendes mund, som var hun dagens nyhedsvært på en af landets tv-

kanaler.

Hans nye kvindelige bekendtskab på liggestolen ved siden af vender sig om på siden med

lukkede øjne og front mod ham. Musik skal ikke ødelægge muligheden for mere samtale. Han

beslutter sig for at blive liggende. Måske vil dagen bringe ham noget behageligt overraskende,

uforudsigeligt. Han længes efter at tale med andre mennesker efter fire dage med sig selv til

bords.

”Kan du fransk?”

William overraskes af hendes pludselige spørgsmål. Som om de har talt uafbrudt, siden hun

kom op af poolen. Som om de trods tavsheden har haft antennerne rettet mod hinanden hele

tiden.

13

”Nej, jeg har ikke praktiseret det så meget. Det interesserede mig ikke nok dengang.”

”Kan du ikke lide sproget?”

”Jo, det er da smukt, men indtil videre har jeg ikke haft brug for det. Jeg er ejendomsmægler.

Så skulle det da lige være, hvis jeg fandt på at ville sælge lejligheder på den franske Riviera. Og

du?”

”Kan ikke, men jeg taler spansk, og de romanske sprog ligger jo ikke så langt fra hinanden.

Indtil videre har jeg da kunnet klare mig. Hvor arbejder du henne?”

”Vi dækker blandt andet Lyngby-Taarbæk og Søllerød.”

William har brug for en afkøling og benytter en kort pause i samtalen til at rejse sig. Fliserne

brænder under hans fødder. Han orker ikke at snakke om sit liv. Han vil starte forfra, og hernede

er der ingen, der kender ham.

Simone overvejer, om hun skal springe i efter danskeren, men da hendes blik strejfer bogen,

han har bladret i, bliver hun nysgerrig efter at undersøge, om han har lånt den på biblioteket eller

købt den.

William ser ud til at være gået i gang med et træningsprogram, sådan som han skyder fra den

ene ende af poolen til den anden, i crawl.

Hun sætter næsen ned til de første par sider i bogen. De lugter jomfruelige, sådan som en ny

bog skal lugte. Glatte, let skinnende og tykke sider fulde af farver. Hun kærtegner arkene med

Van Goghs landskaber og smiler over, at hun ikke behøver at kigge på bagsiden efter en

stregkode. Bogen er ny, måske fra Arnold Busck. Er han oprigtig videbegærlig eller overfladisk

surfende? Uanset hvad, så går mandlige ejendomsmæglere jo ikke på biblioteket. De køber, hvis

der er noget de mangler.

Hun skotter efter ham i poolen, ser hans skaldede hoved og muskuløse overkrop, der tvinger

ham over vandoverfladen i en butterfly.

Simone kan ikke få hans udseende og formodede alder til at passe på en oprigtig kunstelsker

eller en intellektuel kulturrejsende. Den slags træner ikke bøffer, men er mere nonchalant med

deres udseende. Og så alligevel. En normal ung ejendomsmægler i tyverne rejser vel heller ikke

alene til Provence. Han sejler i sprut på en græsk ø med sine venner eller kører Californien tyndt

med kæresten. Simone hører for sig, hvorledes hendes far i et blidt tonefald ville have påtalt

hendes forudindtagethed: ”Simone, det er kun Dansk Folkepartis vælgere, der ikke ved, hvad

ordet fordomme betyder.”

14

Det franske par, der nu også har indtaget poolområdet, forstyrrer roen. Simone sender dem et

forurettet blik. Kvinden læner nakken tilbage og griner hysterisk op mod himlen. De ænser hende

ikke, men hun bliver ved med at glo demonstrativt i forsøget på at fange deres opmærksomhed.

Forgæves.

En dreng beder på syngende jysk sin mor om at komme og tørre ham. Hans lyse stemme går

lige så fint igennem fra et af hotelværelsernes vinduer.

Gad vide, hvordan det ville lyde på fransk - med den helt rigtige nasale klang? Det kunne nok

for en tid lukke munden på den franske papegøje ved poolkanten.

”Kald på far,” lyder det irriteret efter en sigende pause.

Simone undrer sig. Alt emmer af sydlandsk romantik og indbyder til lange aftener på

restauranter med lys på bordet og gåture hånd i hånd gennem byens smalle gader og

kunstgallerier. Og så har de slæbt børnene med.

Kort efter høres det brusende vand fra et wc. Nogenlunde samtidig kommer William op af

vandet.

Simone har været alt for uopmærksom og er flov over at blive afsløret. Hun sidder stadig med

bogen i hånden. Som om de kender hinanden så godt, at de kan røre ved den andens ejendele.

”Jeg ville lige se, hvem forfatteren er. Jeg har selv en del kunstbøger derhjemme… Nå, men

det var hyggeligt at hilse på dig. Nu vil jeg gøre mig klar til at tage ud at cykle.”

”Cykle! Hvis du har lyst, kan vi måske tage en tur sammen en af dagene. Du kender sikkert

området bedre end mig.”

”Ja, måske.”

Simone vikler håndklædet rundt om sig, samler bladene op og smiler flygtigt til William, idet

hun passerer ham.

15

5 Den første lyd Simone genkender, er cikadernes næsten øredøvende musik. Hun tror

fejlagtigt, det er dem, der har vækket hende af middagsluren, men det er en anden lyd, og nu

melder den sig igen. Først efter tredje bank finder hun ud af, at der er nogen ved døren.

Hun gnider øjnene og gaber.

”Un moment,” kalder hun uden egentlig at ville have sagt det på fransk... eller det der

tilnærmelsesvis lyder fransk i hendes mund.

Middagsluren blev længere, end den skulle have været. Irriterende. Nu har hun spildt sin

eftermiddag på at sove i stedet for at cykle mod syd.

Og drømmen var der igen!

Simone er let svimmel, da hun rejser sig fra sengen og går over mod døren. Det flimrer for

øjnene. Arhh, hun rejste sig for hurtigt. Blodet er ikke fulgt med.

I et behageligt eftermiddagslys står danskeren fra om morgenen ude foran hendes dør. Hans

ansigt er knaldrødt, branket.

Hun mærker en let irritation, allerede inden han har sagt noget. Hun fortryder at have snakket

så meget til ham. Nu skal hun måske spilde ferien på at undgå ham, bare fordi han ved en fejl er

rejst alene på ferie. Det bør ikke blive hendes problem. Måske lever han alligevel op til hendes

fordomme. Hun kender den slags. Han er rejst alene for at virke ekstra interessant på sin

sædvanligvis overfladiske bekendtskabskreds derhjemme.

”Du glemte din solcreme. Jeg faldt sgu´ i søvn herude ved poolen,” siger fyren.

Så snart han har givet hende tuben i hånden, begynder han at trække sig væk. Før hun får

samlet sig til at sige noget, har den muskuløse allerede vendt ryggen til hende.

I det samme bliver der skudt en badebold med et spraglet Disney-motiv ind foran ham. En

lille lyshåret dreng løber efter, og det hele sker så stærkt, at William er ved at snuble over ham.

”Hej,” siger drengen. William vender sig om mod Simone:

”Flere danskere.”

Hun vil gerne sige tak, men nu er William for langt væk til at høre hendes mumlen. Det

trykker for tindingerne. Hun bliver stående, som om den mindste bevægelse giver hende ubehag.

Poolen er nu invaderet af børnefamilier. De små plasker rundt mellem hinanden, mens deres

forældre af og til løfter hovederne fra bøgerne eller bladene for at holde øje med afkommet.

16

En dreng, der har siddet stille, afventende på kanten med sine orange badevinger og kigget på

de større og lidt voldsommere børn, kalder på sin far. En lyshåret mand vifter med armene til

ham på det dybe vand.

Drengens jyske dialekt er ikke til at tage fejl af for Simone, der betragter virvaret et stykke

derfra. Hun har sat sig på den lille havestol ved cafébordet lige uden for værelsesdøren.

På hudfarven er det tydeligt at se, hvem der er drengens mor. Den danske familie er de eneste

ved poolen med lyst hår og fregner. Resten er mørklødede sydeuropæere.

Moren deltager ikke i legen, men sidder med et blad, en blyant og et to-tre-årigt sovende barn

liggende mellem sine lår. Den lille ligger i fosterstilling beskyttet mod sollyset under et

håndklæde.

Simone visualiserer en samtale mellem sig selv og den danske kvinde. Hun spørger til hendes

liv, følelser, drømme og ærgrelser. Om dette billede kommer af behovet for selskab, eller om det

er et påtaget journalistisk krav om nysgerrighed, der nu blot er blevet til en vane, er hun ikke helt

klar over selv. Men hun føler sig draget af at træde ud af den puppe, hun har befundet sig i disse

første dage af ferien, måske pirret af samtalen med den danske fyr samme morgen.

De få gange hun har rejst, har det altid været alene. Det er nemmere på den måde. Men hun

kan nu heller ikke komme i tanke om, hvilke af hendes få veninder eller bekendte derhjemme,

det ville være oplagt at rejse med. Hun har aldrig rigtigt været så god til det der med at samle på

nære veninder. Den eneste, hun nogensinde har følt sig bare lidt tæt med, er Hanne fra

gymnasiet. Siden trafikulykken har hun haft mere og mere brug for veninden, men det er altid

kun blevet ved én aften hvert halve år, hvor de hver gang lover hinanden, at NU må de også til at

ses noget oftere. Hanne er begyndt at komme i en kirke, og det tager meget af hendes tid. Simone

har aldrig haft lyst til at spørge ind til venindens nye interesse, og måske er det også det, der har

afholdt hende fra at opsøge Hanne yderligere.

Simone går ind på sit værelse for at finde et rent badehåndklæde frem fra kufferten. Hun ser

sig i spejlet og trækker stroppen til bikinioverdelen ned over skulderen for at vurdere farven på

det stykke hud, der smagte på solen samme morgen. Forskellen er ikke stor. På vej ud af døren

vikler hun badehåndklædet om sig. Vækkeurets grønne, digitale tal viser 17:07.

Den danske, lyshårede kvinde bevæger sig ud af sit værelse og over mod poolen. Retningen er

sat mod den ledige liggestol ved siden af en anden blondine og et sovende barn.

17

Et glat, fregnet ansigt kigger op og smiler til Simone, der nikker og lægger sig forsigtigt på

stolen.

Samtidig kravler den fregnedes søn og mand op af bassinet og kaster sig plaskvåde ned på

deres stole. Vandet løber ned i drengens ansigt fra hans hår.

”Mor, hvorfor sidder du hele tiden og kigger ned på de dér kasser i bladet? Du gider slet ikke

lege.”

”Mor er sur skat,” siger faren med et glimt i øjet og forsøger forgæves at fange sin kones blik.

Hans ansigt er mere rundt end ovalt, med to dages skægstubbe og solbranket rød hud, der næsten

står i kontrast til hans kridhvide sommerhår. Tindingerne er vigende, men han ser stadig drenget

ud.

Sønnen, der ser ud til at være omkring fem år, hvisker noget i øret på sin mor, der får hende til

at smile.

”Du kan jo selv spørge,” siger hun.

Drengen stikker hånden i en taske og tager en pose lakridser op. Han går tøvende hen mod

Simone, der ligger på albuerne og har et godt vue ud over poolens område.

Han siger ikke noget, stikker bare posen frem imod hende.

”Hvad har du dér?”

Drengen vender sig overrasket og genert mod sin mor.

”Slik, vil du ha’?” Han strækker armen endnu længere frem.

Simone takker ja og smiler til mor og søn.

”Vi tog dansk slik med for børnenes skyld. Man ved jo aldrig, hvad man kan få sådan et sted

her,” siger kvinden og stryger drengen over håret.

”Er du alene hernede?”

”Ja, det er nemmest, når man er så kulturelt hungrende, som jeg er. Jeg kan bedst lide selv at

bestemme tempoet, selvom jeg vist ikke just har været på farten konstant, siden jeg kom herned.

Vejret har været forfærdeligt. Kunne I få tiden til at gå de dage, det plaskede ned?”

”Ja, det gik lige,” svarer kvinden og skæver til sin mand.

Han ser ikke ud til at have lyst til at fortsætte emnet. Nikker bare til Simone.

”Hvordan kommer du rundt, har du bil?”

”For at være ærlig, så har jeg ikke nået noget af det, jeg havde planlagt hjemmefra. I dag

skulle jeg have lejet en cykel og kørt over Alpillerne til Chateau des Baux, men så faldt jeg i

søvn. Man er jo ikke vant til den varme, der lige pludselig er kommet. Jeg tror nok, jeg lejer en

18

bil, når jeg har set nok af det her område. Måske tager jeg ned til Arles en af dagene. Det er

meningen, at jeg skal skrive en rejseartikel, men nu får vi se. Jeg har glemt guidebogen og har

ikke aftaler med nogen blade derhjemme, så jeg er dejlig fri til at slappe af. Det er fordelen og

ulempen ved at være freelancejournalist.”

Simone holder inde og er forundret over sin talestrøm. Synet af far, mor og børn har fungeret

som en nål, der prikker hul på en bristefærdig byld af ord. Mon ikke alle danske familier ville

have den virkning på hende efter så mange dage alene. Det er noget andet med den skaldede fyr.

Ham kan hun vel ikke bare kaste sig over og gøre til lytter.

”Hvilke blade plejer du at skrive for?,” spørger faren, idet han åndsfraværende er gået i gang

med at smøre sin søn ind i solcreme.

“Jeg skriver for ALT for damerne og har også solgt et par artikler til Helse. Jeg skal lige finde

mig selv i freelancebranchen. Kvindeblade er ikke mit mål.”

”Hvorfor ikke,” spørger den fregnede og styrer demonstrativt blikket ned på sit Femina på

fliserne. Det er da ellers noget, mange godt gider at læse.”

Simone griner upåvirket.

”Fordi bløde værdier ikke just er i højsædet, hvis man vil opnå anerkendelse inden for

journalistikken eller på mange andre områder i samfundet for den sags skyld. Der er mere bid i at

beskæftige sig med Folketingets finanslovsaftale og truede dyrearter end nybagte mødres frygt

for ikke at slå til.

Hvad laver I? Jeg hedder for resten Simone.”

”Jens Bergstrøm, og det er Lukas og Naomi”

”Birgitte…dagplejemor, og jeg kan kun bekræfte, det du siger. Sådan bliver jeg og mit fag

også betragtet en gang imellem. Omsorg rangerer ikke højt,” siger hun med et ærgerligt

ansigtsudtryk.

Simone mærker, at kinderne bliver ekstra varme, men overbeviser sig selv om, at den ekstra

blodtilførsel alligevel ikke kan ses i hendes opkogte ansigt. I øvrigt ved hun jo, at hun har ret.

”…Og jeg er tømrer, så her har du et par, der ikke ligefrem bevæger sig i magtens

korridorer,” siger Jens og leverer en latter fra maven.

Hans reaktion beroliger Simone. Den rødmossede jyde virker hyggelig. Så har hun alligevel

ikke skræmt dette nye feriebekendtskab fra sig. Hun ved godt, at hun somme tider har en uheldig

19

virkning på visse folk, men hun har til gengæld aldrig talt nogen efter munden med overfladiske,

undvigende smil. Det er værre end at sige tingene, som de er.

Døren til værelse fem går op. William træder ud i lørdagens så småt aftagende sollys, der til

gengæld er direkte rettet mod hans let spirituspåvirkede ansigtsmuskulatur. Han strækker sig

dovent, mens hans blik retter sig ind på det lille selskab, Simone har omgivet sig med. En blond

familie, der lytter, mens hun ser ud til at tale. Han genkender drengen med badebolden fra

tidligere på dagen.

William overvejer et kort øjeblik, om han skal gå ud til dem, eller om han skal sætte sig foran

værelset og bladre sig igennem Van Goghs verden. Han beslutter sig for det sidste, alene for at

undgå at afsløre sin whisky-ånde. De vil bare danne sig et misforstået indryk af ham.

William lægger først nu mærke til, at han kun har sine ternede boxershorts på. Han går ind på

værelset og stikker i et par lange, hvide hørbukser.

Han er ikke selv forlegen, selvom hans opvækst næppe har budt på så fri omgang med

nøgenhed. På visse områder er han trods alt blevet præget af Jørgen og Benediktes indflydelse.

Hans far ville aldrig gå uden for et hotelværelse i den påklædning. Han ville have iført sig

både en poloshirt og et par shorts - gerne et par af dem, han også spiller golf i.

William undrer sig, som han har gjort så mange gange før, over hvorfor han aldrig har set sine

forældre nøgne. Jo, der var engang på en ferie i St-Tropez, hvor hans far kom ud af badeværelset

uden en trevl på kroppen. Ligeså snart han så sin søn, der havde besluttet sig for at vente på sine

forældre på deres hotelværelse, havde han givet et forskrækket hyl af sig. Næsten som en kvinde.

Straks var han drejet om på hælen ind på badeværelset igen for kort tid efter at vende tilbage med

et af hotellets håndklæder om livet. William havde fået en skideballe med anklager om snigende

adfærd.

Benedikte var ikke på værelset. Han kan ikke huske hvorfor, men det er også tretten år siden.

Mon hun overhovedet får lov til at se sin mand nøgen, funderer William og lader sit blik

dvæle ved Van Goghs selvportræt i bogen.

Flere gange i løbet af ferien har han bladret den igennem, uden at den har fænget synderligt,

og koncentrationen hersker heller ikke nu. Han løfter hovedet. Træer, buske, poolen og de andre

gæster danser en stille dans for hans berusede blik, mens hans krop er veltilpas og meget

afslappet.

20

Whiskyens kildrende varme har gjort sit indtog helt ud i storetåen. Han fornemmer at være

kommet mere ovenpå siden dagens anfald af selvmedlidenhed – over tilværelsens ulidelige

singlehed. Han vil ikke længere som et andet tudefjæs spilde sin ferie på at mindes den kælling.

Men hvorfor skulle det dog være anderledes med hende end med tidligere eks’er. Han er født

som en svag idiot.

Måske skulle han bare lege med tanken om, at hun er død. Det kan hun vel ligeså godt være,

som at han skal bruge energi på at undslippe det store sorte hul. Det går så fandens hårdt ud over

kroppen, hver gang han har drevet den ud i overhalingsbanen med sprut og andet godt fra havet.

Hvis det så bare var hans egen død eller dødelighed, han så. I stedet er det denne gabende

intethed. Den skræmmer ham.

Hun forsmåede ham. Droppede ham. Han var lige pludselig ikke god nok længere. Mær! Skål

på det.

Dvaskheden holder ham tilbage fra at gå ind og tanke på ved kommoden.

William giver læsningen en ekstra chance og bladrer bogen igennem i søgningen efter et

afsnit om kunstnerens tid i Provence. Teksten er letforståelig, og måske skal han bare lave den

sædvanlige med at lære lidt baggrundsviden udenad. Det plejer at give point i ethvert festligt

selskab. Han overbeviser sig selv om, at han ikke behøver at læse det hele og mærker et nag af

dårlig samvittighed.

Da han i april langede pengene over disken i boghandelen, lovede han ellers sig selv, at købet

af denne bog skulle symbolisere en ændring i hans livsstil. Han ville gå mere i dybden med

emner, han fandt interessante og vænne sig af med sine store, falske smil og overfladiske

venlighed, i hvert fald når han havde med andre end kunder at gøre. Nu skulle det være slut med

at manipulere med folk. Væk med lette løsninger som steroider og abort. Evas, selvom hun selv

var med på ideen. Hvad skulle hun dog bruge en unge til, når hun lige havde fået nyt job i

reklamebranchen.

Væk med ensformige byture. Og venskaber, som oftest kvindelige, der ikke i det mindste bare

forsøgte at skjule deres interesse for hans penge. Han havde i øvrigt heller aldrig følt sig

hundrede procent sikker på, at det var ham og ikke hans bankkonto, Eva havde en

kærlighedsaffære med.

Det var dengang i boghandelen, at han gav sig selv lov til at erkende, hvor overfladisk alt i

hans liv var.

21

Danskerne har rejst sig, og familien Bergstrøm er på vej i retning af William. Solstrålerne har

forladt hans ansigt. Det svider en anelse i panden og på næsen. Han er døsig, men retter sig op,

da danskerne nu kun er få meter væk. Han præsterer et smil og siger hej.

”Jamen hej, endnu én hjemmefra. Det var da hyggeligt. Vi skal ned og spise i byen, vil du

med? Vi følges med Simone. Fra København. Hun bor også på hotellet. Jeg hedder for resten

Jens.”

”William, og jo tak! Det er da pænt af jer. Går I nu?” Han rejser sig fra stolen og tager Jens’

udstrakte hånd.

Birgitte er ved at låse døren op til værelse syv. Hun lader sine tavse, solbrune børn gå ind

først. Deres arme slasker langs kroppen, og pigen har folder på kinden efter at have sovet på

håndklædet.

”Skal vi ikke lige nå at slappe lidt af Jens? Vi kan bare sige om halvanden time. Først skal vi i

bad, og ungerne skal smøres ind.”

Hun smiler til William som for at få ham til at forstå familiesituationen.

”Jeg hedder Birgitte.”

William havde ikke forestillet sig at skulle hænge ud med en børnefamilie, men alternativet

huer ham heller ikke. At gå ud og spise alene endnu en aften. Det virker lidt for ynkeligt, som om

han er enspænder – en ”jeg hygger mig bedst i mit eget selskab”-fyr. Saint Remy er så

tilstrækkelig lille, at turisterne genkender hinanden efter et par dage.

”Er det okay om en time?” Jens kigger spørgende på William og ser ikke ud til at lade sig

mærke med sin kones let irritable tonefald.

”Fint med mig.”… Når nu hende den lyshårede også kommer med… er William tæt på at sige

højt. Indholdet af flasken på kommoden forsøger stadig at holde fest i hans hoved. Han bliver

nødt til at tage sig en lur, inden de tager af sted.

22

6 Simone står i brusebadet omgivet af sandfarvede fliser. Der er net for et lille vindue ud til

bagsiden af huset. Det lille badeværelse er enkelt, men ikke tarveligt indrettet. Fliserne stopper i

hovedhøjde, og op mod loftet er muren hvid. Øverst løber en frise med små buketter af blå

lavendel. Her er ikke toiletskab, bare en hylde over vasken under spejlet. Toilettasken står i

vinduesnichen.

Hun trykker en finger ned på underarmens hud. Den efterlader et tydeligt hvidt mærke med

kontrast til farven på resten af armen. Så nåede hun alligevel at blive skoldet. Det ærgrer hende.

Måske er denne solskoldning én gang for meget. Hudkræft kan sprede sig til de indre organer.

Hun mærker efter i armhulen. Ingen knuder.

Der gjorde hendes mor også altid. Var hun bange? I det mindste var det ikke kræft, hun døde

af.

Sæben laver totter i hårene under armene. Hun smiler for sig selv ved tanken om, hvordan den

danske fyr, hvad var det nu, han hed? … uden tvivl ville reagere, hvis han så denne hårpragt. De

kvinder, han omgås, har vel allerede fået de første fedtsugninger og brysterne forstørret. For dem

er hår på den slags steder helt sikkert utilstedeligt.

Simone er opstemt. Selvom det fregnede par er jævne, er der alligevel noget over dem. De er

tillidsvækkende. Eller også er det bare billedet på far, mor og børn, hun godt kan lide. Og nu skal

hun ud og spise forhåbentlig god mad i hyggeligt selskab. Sendte Birgitte ikke sin mand et skarpt

blik under deres samtale ved poolen? Kører der en konflikt imellem dem? Mon der er en

skilsmisse på vej efter de famøse syv år. Måske er ferien et sidste forsøg på forsoning.

Hun stiger ud af badet og får lyst til at gøre lidt ekstra ud af sig selv.

Det ærgrer hende stadig, at hun ikke nåede ud at cykle. Fra nu af begynder tiden hernede

måske at gå for stærkt.

En halv time senere er Simone klar til at gå. Hun er godt tilfreds med spejlbilledet - en

rødkindet kvinde i blomstret sommerkjole med V-udskæring. Der er ikke sket meget med hendes

figur siden starten af tyverne. Kjolen er efterhånden ret gammel, men den sidder stadig godt på

hende. Tøj er ikke det, hun bruger flest penge på, og har i det hele taget aldrig kunnet forholde

sig til begrebet shopaholic.

23

Tommy Hilfiger-flasken i toilettasken er snart tom. Næste gang bør hun vel købe en

dameparfume. For variationens skyld. Hun vil lede efter en helsekostforretning inde i byen i

morgen. Måske er det muligt at finde en lækker duft uden sundhedsskadelige stoffer. Ellers må

hun bare købe en oliefri parfume, der kan sprøjtes på tøjet, som hun plejer.

Simone sprayer få dråber på kjolens blomstrede stof, griber sin skuldertaske med pungen i og

låser sig ud.

William bemærker Simones ansigtsudtryk, da hun ser, at han står og venter sammen med den

familie, hun er på vej ud at spise med. Hun vidste nok ikke, at han også var inviteret med. Han

har svært ved at tyde, om overraskelsen er positiv eller negativ.

Jens præsenterer dem for hinanden, og de hilser med et nik. Det forekommer ham, at hun er

blevet en anelse genert, i hvert fald i forhold til deres første møde ved poolen tidligere på dagen.

”Er der nogen af jer, der kan anbefale et godt spisested?” spørger Jens og lægger armen om

sin kone. De begynder at gå. Datteren Naomi sidder på hans skuldre.

”Så længe det er fransk gastronomi, kan man vel aldrig gå helt galt i byen,” siger William.

Bladene på Avenue Vincent Van Goghs store, skyggende platantræer sitrer let i brisen.

Stammerne fremstår med deres karakteristiske bare pletter.

På begge sider af alleen ligger huse af sandfarvede sten med hvide eller mintgrønne skodder.

Lukas samler et kæmpe insekt op fra jorden og viser det til Simone.

”Har du fundet en død cikade?” Hun studerer den nøje.

”Orv, så er det dem, man kan se af glas nede i de der butikker. De siger lyde ligesom i

virkeligheden. Jeg ønsker mig en levende, når jeg bliver seks år.”

William betragter Jens og forsøger at gætte hans alder. Han må være i starten af trediverne og

har åbenlyst truffet valg i livet, der er meget forskellige fra, hvad han selv ville. William finder

tanken om børn fascinerende – en familie at blive elsket af. Men han ville omvendt ikke bryde

sig om at være alt for bundet af et så tidskrævende ansvar. Så skulle det i hvert fald være en

dreng, som han kunne lave alle de ting sammen med, han selv drømte om at gøre med sin far: At

fiske eller spille tennis. Alt det de andre gjorde med deres fædre.

Kvinderne lader til at have nemt ved at snakke sammen. Simone ligner en, der desperat har

brug for nogen at tale med. Så snakkesalig var hun da ikke i morges.

Luften er lun, og ingen af dem har taget jakke med. Det er første gang William har kunnet

undvære sin tynde skindjakke om aftenen, siden han kom.

24

Familiefaren, der går et par skridt bag ham, er tavs. Hvis ikke det var fordi, de nu var kommet

ind i det lille, men befolkede centrum, havde William følt sig tvunget til at starte en samtale.

Byen er fuld af liv og forstyrrende knallerter. På Place de la Republique kører en karrusel

rundt med børn på ryggene af små hvide heste.

Lygtepælene, der alle består af tre lamper bredt ud som en buket, er dekorerede med lilla og

hvide blomster. Små udgaver af det franske flag stikker ud buketterne.

En scene er ved at blive sat op på pladsen. Fra en højtaler høres harmonikamusik og en

basstemme, der ruller ekstra meget på r’erne.

De går ned af en sidegave imod Brasserie Le Commerce. Ikke fordi det ser hyggeligere ud end

andre spisesteder, men fordi Birgitte foreslår det. Hendes børn er sultne.

Jens kigger nøje på menukortet på væggen, inden de går ind og sætter sig på opfordring fra en

koparret og usmilende tjener. Franskmanden lader til at være kort for hovedet. Hurtigt forsvinder

han for at komme tilbage med et lamineret menukort til hver af dem. De bestiller drikkevarerne.

Birgitte spørger William, hvad han laver, og de andre lytter med. Jens vil gerne høre om

huspriserne i Lyngby-Taarbæk og om, hvilke lånemetoder der er mest almindelige for tiden.

William svarer kort og skifter så emne ved at kommentere vinen. Han tager flasken og giver sig

til at studere etiketten bagpå.

”Jeg troede ikke, du kunne fransk,” siger Simone med et drilsk smil for første gang henvendt

til ham, siden de gik fra hotellet.”

”Nårhh, af og til kan man vel genkende nogle ord. Jeg kan da se, at det er en Gigondas, og jeg

er mest til franske vine, så jeg har læst lidt på det hjemmefra.” Han sætter flasken tilbage på

bordet og lader smilende blikket vandre til dem alle tre. Lukas er optaget af sin Nintendo, mens

Naomi sidder og klæder sin dukke på.

”Kan du ikke fortælle lidt om det. Jeg drikker ikke så meget vin selv, så jeg har ikke sat mig

ind i det, men det er da interessant, at du kun drikker franske vine. Hvorfor?” Simone har sat

albuerne på bordet og læner sig indover med et nysgerrigt ansigtsudtryk.

”Fordi jeg stort set altid har været heldig med vine herfra, og …” Han bliver afbrudt af

tjeneren, der kommer ind med forretten. En tomatsalat til Simone og en hummersuppe til

William. Jens og Birgitte har kun bestilt hovedret.

”Mine forældre har rejst en del i de franske vindistrikter, og så blev det vel bare en vane, at vi

kun drikker franske dråber derhjemme. Man er stort set altid heldig med en vin som denne her …

25

en Gigondas, fordi den altid er blød, rund og kraftig i smagen. Der er meget alkohol i, fordi den

kommer fra nogle godt solbeskinnede vinmarker lidt nord for Avignon. Jo mere sol, des mere

sukker og alkohol. Sådan er det.”

”Vi holdt op med at købe fransk vin, dengang de prøvesprængte atombomber i Stillehavet.

Men det holdt kun et halvt år, så gik vores forbrugerbevidsthed fløjten. Sådan er det med så

meget,” siger Birgitte og søger smilende øjenkontakt med sin mand.

”Jeg drikker helst ikke fransk af samme årsag, og desuden kan jeg ikke lide tanken om

konserveringsmidlerne i vin. Men jeg kan da godt nyde en skål en gang imellem.” Simone

fokuserer på den mørke væske i sit glas.

”Det er ellers ikke så farligt, du! Svovl i vin har været brugt siden Oldtiden, også i økologisk- og

i biodynamisk vin,” siger William og udfordrer Simone med et fast blik.

”Og… hvad så? Fordi noget har eksisteret i mange år, er det ikke ensbetydende med, at det er

uskadeligt. E220 kan være alvorligt for folk med allergi.”

”Så må de vel bare lade være med at drikke det.” William skænker mere vin i ægteparrets glas

og sætter flasken uden at kigge på Simone, hvis kinder blusser.

Birgitte begynder at fortælle om dengang, hun på en charterferie var på udflugt til et vingods

for at prøvesmage stedets vin, og snart drejes samtaleemnet over på noget andet.

Hovedretterne kommer ind. Jens synes, at kokken har druknet maden i olie.

Bagefter bestiller de dessert, kun til William, Simone og børnene.

”I voksne spiser ikke meget, hva’,” siger William og blinker vovet til Birgitte, der ordløst

smiler tilbage.

Jens tager over: ”Det er sin sag at rejse til Provence med to unger og en tømrer-dagplejers løn

i lommen. Alt er dyrt hernede.”

”Hvorfor tog I så ikke bare til Gran Canaria?” Williams tungebånd lader til at være blevet

løsere og humøret lettere, som aftenen er skredet frem, og vinglassene fyldt op.

”Joh, det kan man nok sige, men jeg er så heldig at have nogle gavmilde svigerforældre, som

har foræret os billetten, og det kan man vel…, og det kan man ikke sige nej til.” Han skæver til

sin kone og smiler prøvende, da hun kigger op.

”Jeg har lovet Birgitte ikke at være for nærig med pengene hernede, og jeg kæmper en brav

kamp. Men vi har faktisk oplevet en del pudsige, eller hvad kan man sige … mirakuløse ting med

penge.”

”Hvordan det?” Simone læner sig en anelse frem i stolen.

26

”Altså nu er det sådan, at vi er kristne, og Birgitte mener at have mødt en engel.”

Ubemærket af ægteparret får William og Simone flygtigt øjenkontakt. I blikkene finder de

sammen om noget, der ikke behøver ord. Simone hviler sin hage i begge hænder og smiler for sig

selv bag håndfladerne.

”Tja, der var engang, hvor kassebeholdningen var ekstra lav, fordi Jens havde været

sygemeldt længe på grund af rygproblemer. Firmaet havde fyret ham, og i en periode fik han kun

sygedagpenge fra kommunen. Derfor havde jeg ikke alverden at købe ind for på det tidspunkt.

En dag tog jeg ungerne med til indkøbscentret. Det var sidst på måneden, og jeg havde alle vores

penge kontant i min pung. Det var også dumt gjort … Nå, men vi tog hjemmefra, og da vi kom

til centret, manglede jeg pungen. Jeg måtte have tabt den. Jeg var lige ved at skrige …

Vi står på en stor og næsten tom P-plads, og så kommer der en lille ældre dame, helt

almindelig af udseende, hen til mig. Hun smiler og siger: ”Du må hellere få den her, du har vist

brug for dem. Hun stikker mig en 500-kroneseddel, og jeg er fuldstændig paf. Så vender jeg mig

forvirret om for at se til mine børn. Lukas står bare og stirrer ud i luften, og Naomi ligger i

barnevognen og smiler. Da jeg vender mig om igen, er hun væk, og jeg kan ikke se hende nogen

steder. Pladsen var som sagt stor, og jeg havde kun vendt ryggen til hende i få sekunder.”

Birgitte virrer med skuldrene.

”Jeg ryster stadig, når jeg fortæller om det. Det var så mærkelig en oplevelse.”

Alle rundt om bordet er tavse, og stilheden i de voksnes selskab bliver så larmende, at Naomi

og Lukas begge kigger nysgerrigt op.

William bliver opmuntret af Simones sigende ansigtsudtryk:

”Okaaay, du sagde, at du var forvirret. Havde du mon kigget dig nok omkring? Hun kunne

have været skjult af biler. Og det behøver vel ikke nødvendigvis at have været en engel?”

”Nej, det har du ret i, men jeg følte mig nu ellers helt i orden og åndsnærværende. I øvrigt var

der vist kun omkring tre biler på P-pladsen. Nå, men i hvert fald gjorde de femhundrede kroner

stor glæde. Kan du huske det Lukas? Han fik noget legetøj.”

”Ja, hun var rar.”

Med et udtryksløst ansigt spørger Simone, om de ikke skal bede om regningen.

William siger farvel til de andre. Lukas vinker overdrevet med hånden, og Naomi sidder igen

på sin fars skuldre. Simone ønsker ham god fornøjelse med en udefinerbar grimasse.

27

Han havde spurgt, om de skulle fortsætte aftenen med en drink på en hyggelig café eller bar,

men reaktionerne i deres ansigter var nok til, at han ikke forsøgte sig yderligere. Han forstår Jens

og Birgittes nej på grund af børnene. Og med sin nyerhvervede viden om deres baggrund skal

han vel næppe gøre sig forhåbninger om at have fundet sig et par festaber. Alene tanken er

malplaceret. Som om de overhovedet tilnærmelsesvis kunne blive en naturlig del af hans

bekendtskabskreds. Så forskellige!

Men Simone, hvad har hun imod ham?

Himlen over Saint Remy har for længst trukket det mørke gardin for, og weekend-stemningen

er ved at få sit tag i de lokale. Unge af han- og hunkøn står og sidder i grupper på torvet.

William vil ikke gå glip af feststemningen. Han går en tur rundt om pladsen, hvor en DJ’ fyrer

op med fransk rap ved den scene, der var under opbygning før middagen. Opstablede stole,

mikrofonstativer og et halvt nedpakket trommesæt afslører, at her har været koncert.

William nærmer sig det sted ved torvet, hvor han ved, han uvægerligt ender om lidt. Hans

krop har sværmet om muligheden, ligesom en klog, men velopdragen hund sværmer om sin

families middagsgæster. Fødderne gør det let for ham, og med modvillig anerkendelse bliver han

igen tilskuer til det, han opfatter som naturkraften i ham. Den har endnu engang sejret. Det er

ikke fordi, han højt for sig selv har svoret, at han vil lade være med at gå ind på sådan et sted,

men en svag og for det meste overdøvet stemme i ham forsøger lige så tit at få ham fra det. Dels

fordi det ødelægger hans fysiske form, og dels fordi han er træt af hovedpinen og den sødlige

kvalmende smag i munden morgenen efter. Denne aften funderer han over, om det også kan være

noget andet?!

Lige så stærk naturkraften i ham er, lige så stærk må det der bedre jeg vel også være - hans

fornuftige stemme - eller hvad filosofferne, psykologerne, whatever, kalder det. Den har holdt ud

så længe og gør stadig opmærksom på sig selv efter så mange år efterhånden. Ja, vel sjovt nok

siden han i teenageårene også begyndte at lytte til den anden stemme – den, der gav ham lyst til

at flirte med døden og gjorde ham opmærksom på, hvor uinteressant hans egen eksistens var. Af

en eller anden irrationel grund, som psykologerne må kende, har de to stemmer i lang tid ligget

under overfladen og duelleret på argumenter. Efter ulykken med stengærdet er det som om den

ene, den gode stemme, har tilranet sig mere taletid. Netop som om han skal tro, at han er noget

særligt, og at det var meningen, han skulle overleve dengang.

Men endnu en gang må han erkende, at samvittigheden, trods alt, ikke formår at sejre over

den feel-good-stemning, Bar du Marché tilbyder.

28

Stedet, denne aften, lader ikke til at være trækplaster for særligt mange andre end ham selv og

fem klatøjede, midaldrende mænd. For at komme ind til bardisken går han gennem stedets lille

veranda med to tomme caféborde og en solbleget plakat med isdesserter på væggen. Det er ikke

sukker, hans krop trænger til.

Fire dage har William været i Saint Rémy de Provence, og alle fire dage har han om aftenen,

som nu, sat sig på barens halvbeskidte lædersæder. På tredjedagen begyndte bartenderen at hilse

på ham med en ligegyldig mine. Det gør han også i aften og peger spørgende på en Glenfiddich.

William nikker og sætter sig i aflukket med ryggen til gaden.

Aftenen forløb ikke, som han havde regnet med i sin aftagende, døsige brandert, da de gik fra

hotellet. Nu mærker han vreden snurre i maven ved tanken om, hvordan Simone et par gange i

samtalen ved bordet nærmest latterliggjorde ham. Som om hun ventede sig det værste af ham.

Det havde åbenbart været hendes mål at få ham til at sige noget, hun kunne pille ned. At hakke

ham til plukfisk med sin bedreviden. Ikke bare i samtalen om vinen. Hun virkede generelt

krigerisk.

Det er sjældent, han møder den slags kvinder, men når det sker, bliver han selv alt for bevidst

om, hvor let han er at pille ned fra sit eget luftkastel. At han ikke er en skid belæst. Men den

kælling! Som om hun kan se lige igennem ham. Og som om hun kan gøre sig klog på vin. Hun

skal fandeme ikke tale ned til ham på den måde igen.

Hvad havde han dog også forestillet sig - at tage af sted alene. Og hvad fanden var han blevet

stukket af, siden han uden videre havde afmeldt sit fly og forlænget ferien? Selvom han til

enhver tid bare kan køre bilen hjem til Danmark og stille den hos Avis, er det alligevel for trist at

køre så langt uden selskab.

En gråhåret, rødmosset mand hænger over sin øl på et bord ved siden af William. Mandens

rødsprængte øjne dvæler ved et punkt omkring Williams brystkasse. Det irriterer ham, og han

lader blikket vandre rundt i lokalet.

Den ældre mand fremstår på én gang velklædt og lurvet, men forfaldet er ikke til at tage fejl

af.

I spejlene på væggen kan William se sig selv forfra og bagfra.

En stander ved siden af bardisken er overbelæsset med spillekuponer. Udtrækningsnumrene til

spillet ”Rapido” blinker frem på tv-skærmen oppe under loftet. På et andet fjernsyn hopper et par

letpåklædte kvinder rundt i noget, der ligner en musikvideo. Musikken i lokalet passer ikke til.

29

Et par timer senere, da han lægger sig til at sove, kører loftet over ham rundt. ”Rapido”-tallene

blinker stadig i hans hoved.