HIT MED HISTORIEN Grundbog til 8. klasse - Syntetisk tale ... · og musik. At fremstille bille- ... Martin Luthers kritik af pa-ven til, at kirken blev splittet. En ny kristen retning

ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ 123456789 , . - _” abcdefghijklmnopqrstuvwxyzæøå

HIT MED HISTORIEN Grundbog til 8. klasse

Af Jens Aage Poulsen Dette er en pdf-fil med Hit med historien, grundbog 8. kl. Filen er stillet til rådighed for elever med læsevanskeligheder. Filen må ikke videre distribueres www.syntetisktale.dk

HIT MED HISTORIEN !

hit med historien !Grundbog til 8. klasse

1. udgave, 3. oplag© 2006 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, Copenhagen

Forlagsredaktion: Marianne HarboeGrafisk tilrettelæggelse og figurer: Erik HjørneKort: Steen FrimodtOmslag: Louise Eldam PhillipsenTeksten er sat med Bembo og The MixTrykt hos Narayana Press, GyllingPrinted in Denmark 2007ISBN 978-87-02-03677-0(ISBN-10: 87-02-03677-0)

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomstmellem undervisningsministerietog Copy-Dan.

om hit med historien !

Hit med Historien! er et grundbogssystem til historieundervisningen på 3.-9. klassetrin. Det kan anvendes i såvel fagdelt undervisning som i tværfaglige forløb. Systemet består af gennem-illustrerede grundbøger med tilhørende arbejdsbøger, lærerens bøger samt supplerende internetbaseret materiale. Fra 5. klassetrin udgives lærerens bøger samt arbejdsbøger samlet som ressourcebøger. Hver grundbog omhandler 3-7 emner og flere tværgående temaer. Systemet har sin egen hjemmeside på www.hitmedhistorien.gyldendal.dk

HIT MED HISTORIEN !Grundbog til 8. klasse

Jens Aage Poulsen

Gyldendal

KUNSTEN FORTÆLLER

Historikere bruger ofte fund og tekster, når de skal finde ud af, hvordan det var i gamle dage. Men kunsten, menneskers billeder og skulpturer, fortæller noget om samfundet, livet, religionen, hvad man anså for at være rigtigt og forkert osv.

IND I DE VOKSNES R ÆKKER ?

De fleste store børn i Danmark bliver konfir-meret, når de går i 7. eller 8. klasse. Konfirma-tionen er mest en festdag, hvor man får mas-ser af gaver. Sådan har det ikke altid været. I tidens løb har konfirmationen og dens betyd-ning ændret sig meget.

UNGDOMMENS KULTURER

For et par hundrede år siden var man enten barn eller voksen. Ungdommen som en særlig periode i livet eksisterede ikke. Efterhånden opstod ungdommen som en fase mellem barndom og voksenliv.

I N DHOLD

SIDE

6

4 H I T M E D H I S T O R I E N !

SIDE

30

SIDE

46

SIDE

68

SIDE

102

FOLK OG FÆDREL AND

Man taler om danskhed, dansk kultur og dansk national identitet. Den udviklede sig især i løbet af 1800-tallet gennem en række dramatiske begivenheder.

KORSTOG

I middelalderen dræbte kristne krigere hundredtusinder af mænd, kvinder og børn – blot fordi de havde en anden tro. Krigene blev kaldt korstog. De kristne mente, at det var retfærdigt og i overensstemmelse med Guds vilje at føre en brutal krig mod ikke-kristne folk.

DEN KOLDE KRIG

I ca. 40 år fra slutningen af 1940’erne til slut-ningen af 1980’erne frygtede verden, at der udbrød en altødelæggende atomkrig mellem supermagterne USA og Sovjetunionen.

REGISTER

BOGENS ILLUSTR ATIONER

SIDE

120

144146

I N D H O L D 5

Når historikere prøver at fi nde ud af, hvordan folk har levet, eller hvad der skete i en bestemt periode, bruger de skriftlige kilder og fund fx redskaber. Men også kun-sten, menneskers billeder og skulpturer, fortæller noget om samfundet, livet, religio-nen, hvad man anså for at være rigtigt og forkert osv.

H I T M E D H I S T O R I E N !

Kunsten fortæller

Mennesker og billeder

Mennesker har altid brugt billeder og skulpturer til at udtrykke sig. For 30-40.000 år siden malede Cro-Mag-non-mennesker billeder af dyr og jagtscener på væggene i klippehuler. Man ved ikke, hvorfor billederne blev ma-let. Måske troede man, at når man malede billederne, ville guder og ånder sørge for jagtlykken. Måske var det for at illustrere fortællinger om dyr, de havde jaget.

I Sydsverige, Norge og på Bornholm har man fundet et stort antal helleristninger. Det er billedtegn, som blev hugget ned i klipper i bronzealderen, dvs. for 2.500-4.000 år siden. Mange billedelementer går igen på helleristningerne. Man kan fx genkende skibe, soltegn og mænd med våben og erige-rede penisser. I tidens løb har forskerne tolket helleristnin-gerne forskelligt. De fleste er dog enige om, at helleristnin-gerne er religiøse og fortæller om bronzealderens tro.

Indtil for 500 år siden for-

talte billeder og skulpturer ofte om religion. Men de kunne også blive fremstillet for at vise ejermandens magt. Det gælder fx den store Jel-lingesten, som Harald Blå-tand fik udhugget med bille-der og runer omkring 960. Kunst fra 1500-1800-tallet fortæller som regel om de kongelige, adelen og andre velhavende. Først fra midten af 1800-tallet kom kunsten også til at handle om almin-delige mennesker.

K U N S T E N F O RT Æ L L E R 7


j Harald Blåtand var konge midt i 900-tallet. Omkring 960 rejste han en runesten til minde om sine for-ældre dronning Tyra og kong Gorm. Med runestenen ville han også prale med sine egne bedrifter. På stenen kan man læse, at Harald samlede Danmark, erobrede Norge og gjorde danskerne kristne.

n Helleristningerne er billedtegn, som er hugget ned i klipper. I Norge og Sverige er felter med helleristninger ofte på mere end 100 m2.

n Hulemaleri lavet af Cro-Magnon-mennesket. Cro-Magnon-mennesket er det moderne menneskes stamfar. Det dukkede op i Europa for 35.000 år si-den. Navnet kommer fra stedet i det sydvestlige Frankrig, hvor man fandt skeletrester i 1868.

n I 1908 fandt man i den østrigske by Willendorf denne ca. 11 cm høje stenskulptur. Den fik straks navnet Venus fra Willendorf. Skulpturen er fremstillet for ca. 25.000 år siden. Hvis det var tidens kvindeideal, er det langt fra nutidens. Dengang var levevilkårene barske, og ofte var der mangel på mad. For at kunne over-leve graviditeten og føde levedyg-tige børn var det måske nødvendigt, at kvinderne havde sul på kroppen.


r Den velhavende sjællandske stor-mand Asser Rig (død ca. 1150) byg-gede Fjenneslev Kirke i begyndelsen af 1100-tallet. Asser Rigs sønner øn-skede, at eftertiden skulle vide, at deres far havde bygget kirken. Der-for fik de en kalkmaler til at ud-smykke kirken med dette motiv. As-ser Rig rækker en model af kirken frem mod Guds hånd, der ses øverst til højre. Bag Asser Rig står hans hu-stru Inge, der giver Gud en snoet guldring.

Kirkens billeder

Især på landet er mange kir-ker fra 1000-1200-tallet. Dengang blev der bygget omkring 2.000 kirker i Dan-mark. De fleste blev opført af tilhuggede sten. Indvendigt er væggene ofte hvide.

I middelalderen var kir-kerne udsmykket med kalk-malerier, dvs. billeder, som blev udført med fugtigt og farvet kalkpuds direkte på vægge, hvælvinger og loft. I mange kirker kan man stadig

se rester af middelalderens kalkmalerier. De fleste er dog forsvundet.

Man ved sjældent, hvem der udførte kalkmalerierne. I dag sætter en kunstner sit navn på sit værk. En kunst-ner betragtes med ærbødig-hed – som en person, der er noget specielt, fordi han eller hun har særlige evner til at udtrykke sig. I middelalderen var det at lave billeder et håndværk på linje med andre håndværk.

Middelalderens lærde talte


om de syv kunster, som kræ-vede særlige egenskaber. De tre første handlede om sprog: grammatik, retorik (kunsten at udtrykke sig i tale og på skrift) og dialektik (diskussi-onskunst). De sidste fi re var astronomi, geometri, aritmetik og musik. At fremstille bille-der var håndens arbejde og krævede ikke åndelige evner, mente man.

Dengang var det kun en lille elite af stormænd og kir-kens folk, som kunne læse og skrive. Det store fl ertal var analfabeter. De kunne se og forstå billeder. Tekst blev derfor anset for at være vigti-gere og fornemmere end bil-leder.

Kirkens bygherre – måske en stormand – betalte en kalkmaler og hans svende for at udsmykke kirken. Som

andre håndværkere, der del-tog i kirkebyggeriet, var kalkmaleren og hans værk-sted ofte ukendt. Derimod kunne bygherren sørge for, at han selv ville blive husket. Således fi k stormanden An-ders Smed denne indskrift i Vordingborg Kirke omkring 1465: „Anders Smed lod disse hvælvinger male og hvælve (reparerede loftet), bed for ham til Gud.“

Hver kalkmaler arbejdede ikke helt på samme måde. De havde hver deres teknik og stil. Derfor kan forskerne se, at en række kirker var udført af den samme kalk-maler. Således taler man om Elmelundemesteren, der ud over Elmelunde Kirke ud-smykkede fl ere andre kirker på Møn i slutningen af 1400-tallet.

Billeders magt

Nogle af kirkens folk mente ikke, at der skulle være billeder i kirken. Den magtfulde abbed (klosterleder) Bernhard af Clair-vaux (1190-1153) skrev, at menigheden var mere optaget af bille-derne end af det, præsten sagde.

Pave Gregor 10. (1271-1276), skal have sagt følgende:

„… billeder synes at bevæge sindet mere end beskrivelser. Ædle bedrifter placeret foran øjet i malerier synes at fi nde sted her og nu. Hvorimod dåden (handlingen) i beskrivelsen allerede har fundet sted, som det var et rygte, og det påvirker sindet min-dre, når det skal genopfriskes i hukommelsen. Derfor er det, at vi i kirkerne har mindre ærbødighed over for bøgerne end over for billederne.“


j Kalkmaleriet fra Fanefjord Kirke på Møn fra slutningen af 1400-tallet illustrerer Bibelens historie om bar-nemordet i Betlehem. Til venstre hænger en mand i et træ. Det skal forestille Judas. Efter han havde for-rådt Jesus, begik han selvmord.

j Kalkmaleriet fra Elmelund Kirke på Møn fra slutningen af 1400-tal-let. Djævle fører de døde ind i helve-des gab.

Motiverne

Som nævnt kunne de færre-ste læse og skrive i middelal-deren. Kalkmalerierne var billedserier, som viste menig-heden, hvad der var den rig-tige kristne lære – og hvad der skete, hvis man ikke le-vede et kristent liv. Under messen kunne præsten pege på et motiv for at illustrere, hvad han sagde.

De ældste kalkmalerier i Danmark virker lidt stive. De blev malet efter et fast skema med brug af bestemte symboler. Senere – især i 1400- og 1500-tallet blev motiverne mere livlige.

Mange kalkmalerier illu-strerer historier fra Bibelen. Men personerne på kalkma-


r Kalkmaleriet fra Keldby Kirke på Møn fra omkring 1500 minder om en tegneserie. Til venstre for den korsfæstede Jesus beder en fattig mand og til højre en rig mand. Stre-gerne fra den fattiges mund går til Jesu sår. Den fattige er altså ærligt optaget af Jesu lidelser. Han er from og tættere på at blive frelst end den rige. Ganske vist beder den rige mand, men stregerne viser, at han er mere optaget af sine rigdomme.

lerierne har tøj og redskaber fra middelalderen. I middel-alderen mente man ikke, at der skete en udvikling og forandring. Man var overbe-vist om, at Gud havde skabt livet på Jorden. Mennesker og samfund ville stort set være uforandret indtil Dom-medag.

Nogle kalkmalerier var andagtsbilleder, som folk bad ved. Det kunne være billeder

af Jomfru Maria eller en hel-gen. Andre kalkmalerier var såkaldte smertensmænd. Ved at bede en bestemt bøn foran dem, slap man af med sin hoved-, mave-, tandpine el-ler andre sygdomme.

Andre billeder var advars-ler om det onde. Derfor vrimler kalkmalerierne med djævle og ulykker, de kunne gøre.


Ud med kalkmalerierne

I sidste del af middelalderen begyndte nogle gejstlige (kirkens folk) at stille spørgs-mål til den katolske kirke. Kritikken var ofte rettet mod paven og hans eneret på at bestemme, hvad der var den sande kristne lære. Kun Bi-belen indeholdt sandheden, mente kritikkerne. Omkring 1520 førte den tyske munk Martin Luthers kritik af pa-ven til, at kirken blev splittet. En ny kristen retning opstod: den evangelisk-lutherske eller blot den protestantiske, fordi det var en protest mod den katolske kirke.

Den protestantiske tro vandt især udbredelse i Nordeuropa. I 1536 bestemte den danske konge, at den evangelisk-lutherske kirke skulle være den eneste lov-lige, og han udnævnte sig selv til kirkens overhoved.

Bibelens ord var det vigtigste i den evangelisk-lutherske kirke. Menigheden skulle koncentrere sig om præstens oplæsning af tekster fra Biblen og hans prædiken. Alt overflødigt som altre for helgener, skulpturer og bille-der forstyrrede menighedens koncentration og skulle ud af kirken. De fleste kalkmale-rier blev derfor kalket over.

I de følgende århundreder

glemte man kalkmalerierne. Når kirkerne skulle repare-res eller bygges om, kunne de dukke op under de efter-hånden mange lag kalk. Mange motiver blev anset for at være uartige. De blev kalket over igen eller hugget

ned. I slutningen af 1800-tallet blev historikere inte-resseret i kalkmalerierne. Men først i løbet af 1900-tallet begyndte man for al-vor at frilægge og restaurere resterne af kalkmalerierne.

n Kalkmaleri i Smørum Kirke på Sjælland fra begyndelsen af 1500-tallet. Langt fra alle syntes, at et sådant billede hørte til i en kirke.


Magtens billeder

Efter Reformationen i 1536 overtog staten, dvs. konge-magten, kirkens enorme rig-domme. Som andre konger og fyrster i Europa i 1500-1600-tallet ville den danske konge vise sin magt og rigdom ved at opføre slotte og andre byg-ningsværker. Udsmykningen tog den tids bedste kunstnere sig af. Man kalder tidens strøm-ning inden for arkitektur og billedkunst for renæssance. Den opstod i Norditalien i 1300-tallet og bredte sig efterhånden til resten af Europa. Med tiden ændrede stilen sig. Dansk byg-geri og billedkunst blev især inspireret af den hollandske og franske renæssancestil. Christian 4. fik opført en række slotte og andre bygnin-ger, fx Tøjhuset, Børsen, Run-detårn og Rosenborg. De fle-ste er i hollandsk renæssan-cestil. Kongen satte ofte selv sit personlige præg på bygnin-gernes udformning. Bl.a. er Børsens snoede tårn kongens opfindelse.

f Hesselagergård blev opført i 1530’erne. Gavlens symmetri er tyde-lig. Ligevægten og harmonien hol-des af forbygningen til venstre og det lille tårn til højre. Hesselager-gård er et af de få eksempler på in-spiration fra italiensk renæssance. Det ses på den enkle stil, der tyde-ligt adskiller sig fra fx Kronborg og Rosenborg.


Christian 4. hører til de mest kendte konger i Dan-markshistorien. Det skyldes især hans mange byggerier. På kongens samtid var man ikke så begejstret. Byggerierne kos-tede enorme summer, og da kongen fi k Danmark involve-ret i fl ere krige, som han tabte, var statskassen efterhånden tømt. Fra Christian 4.s tid fi ndes der adskillige malerier af kon-

Ren æssancen

Renæssancen er betegnelsen på en historisk periode. Renæssan-cen begyndte i Norditalien i 1300-tallet. I de følgende århundre-der bredte den sig mod Nordeuropa.

Renæssance betyder genfødsel eller genoptagelse. Og det, som skulle genoptages, var kunst, arkitektur og fi losofi fra oldtidens Grækenland og Rom. Man ville dog ikke blot overtage oldtidens kultur, men udvikle den.

I renæssancen var man optaget af det enkelte menneske og dets muligheder. Derfor blev det vigtigt for kunstnerne at gen-give personerne på malerier og i skulpturer, som de faktisk så ud. Når man i middelalderen lavede et billede af fx en konge, lagde man vægt på at vise magtsymboler som krone og scepter. Portrætligheden var ikke vigtig. Et andet kendetegn ved renæs-sancens billeder er, at man fandt ud af at bruge perspektivet, så billederne fi k dybde.

I middelalderen blev folk, der var gode til at male billeder og lave skulpturer, betragtet som håndværkere. I løbet af renæssancen fi k de status som skabende kunstnere på linje med fx digterne.

n Kronborg er et af de mest for-nemme renæssanceslotte i Nord-europa. Frederik 2. (1559-88) ombyg-gede i årene 1574-85 den gamle borg til et slot efter fransk og hollandsk renæssancestil. I 1629 brændte slot-tet. Christian 4. (1588-1648) fi k det genopbygget.


gen og medlemmer af hans fa-milier. Portrætligheden er stor. Samtidig er der gjort meget ud af, at billederne skal vise Chri-stian 4. som en magtfuld konge. De fleste billeder er malet af hollandske eller tyske kunstne-re. Måske var de danske ikke dygtige nok. Kongens smag dannede mode. Adelen og velhavende borgere fik også udført selvpor-trætter og billeder af deres fa-milier. Fra renæssancen findes stort set ikke billeder af bønder og andre almindelige menne-sker, og hvordan de levede. Det skyldes selvfølgelig, dels at de ikke selv havde råd til at betale for et maleri, og dels at dengang blev almindelige mennesker ikke regnet for noget.

j Kobberstikket fra omkring 1470 hedder Julenat. Dybden i billedet er lavet ved hjælp af centralperspekti-vet. Hvis man forlænger linjerne, der går ind i billedet, mødes de i et bestemt punkt, som kaldes forsvin-dingspunktet.

n Maleriet af Christian 4. er malet af den hollandske kunstner Pieter Isaacsz omkring 1612. På det tids-punkt var kongen 35 år og på top-pen af sin karriere. Han udstråler kraft og styrke. Måske skyldes det hans sejre over den svenske konge i den såkaldte Kalmarkrig (1611-13). Christian 4. har hånden på svær-dets skæfte som tegn på, at han er klar til at forsvare landet. Bag kro-nen er hans kommandostav og hjelm. Han står selv i spidsen for landets forsvar. Den røde silke, der hænger til venstre for og over kon-gen, skal fremhæve kongen som no-get særligt.


n Den hollandske Karel van Mander malede dette maleri af den 66-årige Christian 4. til hest i 1643. På det tidspunkt var det på mode for konger at lade sig afbilde til hest – eller endnu bedre: at få fremstillet en rytterstatue.

I 1620’erne fi k Christian 4. – mod Rigsrådets ønske – Dan-mark indblandet i de europæi-ske Tredive årskrige (1618-48). Jylland blev besat af fremmede tropper, som hærgede landsde-

len. Det lykkedes kongen at slutte fred uden at skulle af-give landområder. I de føl-gende år fortsatte Christian 4. med at bruge enorme summer på byggeri og oprustning af hær og fl åde. Så det var et fat-tigt land, han herskede over i 1640’erne. Christian 4. indså, at han ikke havde råd til en ryt-terstatue. Derfor nøjedes han med Manders billede.

Den ældre og overvægtige konge virker komisk med dra-

get sværd og pistolen klar. Krigsscenen i baggrunden vi-ser, at han stadig er hærfører. Det skal sikkert forestille, at Christian 4. leder et slag mod svenskerne. Og det blev til vir-kelighed – måske før kongen havde forestillet sig. I decem-ber 1643 udbrød den såkaldte Torstensonfejde. Igen blev Jyl-land besat. Denne gang af svenske tropper. Ved fredsslut-ningen i 1645 måtte Christian 4. afgive Halland i 30 år, Got-land, Øsel og dele af Norge.


Romantik og guldalder

Sidste halvdel af 1600- og hele 1700-tallet kaldes ofte oplysningstiden. Filosofferne mente, at mennesket ved hjælp af sin fornuft kunne finde ud af alt. Mennesket blev set i modsætning til na-turen. Ved hjælp af tekniske løsninger kunne mennesket overvinde eller tæmme natu-ren, hævdede filosofferne. Under Den Franske Revolu-tion (1789-94) forsøgte man ligefrem at afskaffe kristen-dommen og i stedet dyrke fornuften. Således blev den

berømte katedral Notre Dame i Paris omdøbt til Fornuftens Tempel.

I de første årtier af 1800-tallet opstod en kulturel strømning, der var en reak-tion på dyrkelsen af fornuft og viden. I stedet lagde man vægt på følelser og drømme. I kunsten blev det vigtigt at bruge og gengive stemninger og naturen. Denne strøm-ning kalder man for romantik-ken. Motiver med hav, skrænter, bjerge og skove blev almindelige. Når kunst-nerne malede noget, der var skabt af mennesker, var det ofte noget gammelt. Derfor

r J. Th. Lundbyes billede En kostald i en bondegård er fra 1844. Billedet udtrykker ro, tryghed og harmoni. Fra staldens halvmørke ser man ud gennem døren til naturen. Sådan kunne en kostald i 1840’erne se ud. Men billedet giver – typisk for tiden – et romantiseret indtryk af livet på landet. Køerne er velnærede – og ikke magre, som kreaturerne ofte var. Man fornemmer ikke stanken. Og hvor er den forslidte bonde og hans karl?


n J.C. Dahl malede Broen over Tryg-gevælde Å i 1815. Det trækker op til uvejr. Himlen bliver mørk, og blæ-sten har skabt bølger på åen. En vogn kører over broen. Kusken er ved at slå paraplyen op for at be-skytte sig mod regnen.

blev det populært at rejse til Rom og bruge ruiner fra Romerriget som motiv.

Der kunne dog være men-nesker på billederne. Men så var de som regel små i for-hold til miljøet. For naturen var vigtigst. Når kunstnerne malede personer, fx kongefa-milien, de adelige og andre velhavende borgere, blev de ofte afbildet i naturen eller i det mindste ved en dør eller et vindue, så man kunne se ud i naturen.

Romantikken blomstrede i Danmark. Fra den tid kender man berømte digtere som Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen og en række billedkunstnere som Bertel Thorvaldsen, Christen Købke og mange andre. De mange kunstnere og digtere er grunden til, at perioden også kaldes guldalderen.

For hovedparten af befolk-ningen var der dog ikke me-get guldalder over tiden. Landet var fattigt. I 1813 gik


den danske stat endda fallit, bl.a. fordi kongen havde fået landet blandet ind i Napole-onskrigene. Mange menne-sker levede under kummer-lige forhold. Men at skildre, hvordan almindelige menne-sker havde det, var stadig ikke noget, billedkunstnerne interesserede sig for at vise.

r I løbet af 1800-tallet blev det over hele Europa almindeligt at tale om en nation som det vigtigste fæl-lesskab. En nation var et folk, der havde et fælles sprog, en fælles kul-tur og historie. Og en nation skulle helst have en stat – et fædreland, som man holdt af. De varme følelser for fædrelandet og de øvrige med-lemmer af nationen kaldes national-følelse. Også i Danmark blomstrede nationalfølelsen, som bl.a. kom til udtryk i kunsten. Her er det Elisa-beth Jerichau-Baumanns billede Danmark fra 1852.

Folket i kunsten

Med få undtagelser var det som nævnt sjældent, at kunstnere afbildede alminde-lige mennesker og deres dag-ligliv. Det ændrede sig i sid-ste halvdel af 1800-tallet. Den større interesse for bøn-der og arbejdere hang sam-men med, at enevælden blev

afskaffet, og Danmark fik et demokratisk styre i 1849. Der var også partier og for-eninger, der arbejdede for at ændre samfundet, så forhol-dene for de fattigere dele af befolkningen blev forbedret.

En del forfattere og billed-kunstnere blev interesseret i at finde motiver fra dagligda-gen, som de søgte at frem-stille så realistisk som muligt. Den stilart omtales ofte som realisme eller naturalisme.

Andre ønskede at ændre samfundet, så det blev mere retfærdigt. De skrev noveller og romaner eller lavede bille-der af uretfærdigheden og de hårde livsbetingelser, som en stor del af befolkningen var underlagt. Forfatternes og billedkunstnernes sympati med de dårligst stillede var tydelig. Denne stilart kaldes for socialrealisme.


j Peter Hansen (1868-1928) lavede et stort antal realistiske malerier, der fortalte om dagligdagen om-kring 1900. Billedet Legende børn. Engehave Plads er fra 1907-8.

j Et eksempel på socialrealistisk kunst er Hans Andersen Brendekil-des (1857-1942) Udslidt fra 1889. En stor del af befolkningen var landar-bejdere. Der var ingen grænser for, hvor hårdt og hvor længe de måtte arbejde. Mange arbejdede fra 7-9-årsalderen. Som 40-årige kunne de være nedslidte og dø, som manden på billedet. Konen skriger af sorg ud over den tomme mark. Hvem skal hjælpe hende og børnene, når man-den er død?

j Erik Henningsen (1855-1930) ma-lede flere socialrealistiske billeder. Her er det Sat ud fra 1892. Arbejds-løsheden var høj i slutningen af 1800-tallet – især om vinteren. Kunne man ikke betale sin husleje, blev man smidt ud. Den stakkels fa-milie med de få ejendele har ingen steder at gå hen.


Nye stilarter

Fotografiapparatet blev udviklet i slutningen af 1800-tallet. Få år senere kom filmappara-tet. De gengav virkeligheden, som den var. Derfor forsvandt naturalisme og socialrea-lisme stort set fra billedkunsten. I stedet be-gyndte billedkunstnerne at finde andre må-der at udtrykke sig på. I løbet af 1900-tallet opstod der mange forskellige stilarter. Her kan du læse om nogle af de vigtigste.

Mange mennesker brød sig ikke om den nye kunst. De mente – og nogle mener sta-dig, at det kun var rigtig kunst, hvis billedet forestillede noget fra virkeligheden. Men uanset stilart fortæller kunsten historie. Den vil påvirke, udfordre og måske provokere folk til at tænke over livet og meningen med det.

Kubisme

I begyndelsen af 1900-tallet udviklede kunst-nerne Pablo Picasso og Georges Braque en ny malerteknik kaldet kubisme. De søgte efter det ægte kunstneriske udtryk, der skulle komme fra hjertet. Der blev søgt inspiration i afrikanske masker. Dengang mente man, at folk i Afrika var primitive, og derfor var de-res kunst mere oprindelig og ægte end de fornuftige europæeres. Desuden skulle maleri være opbygget af grundlæggende geometri-ske former: terninger, cylindre, kegler og kugler. Endelig skulle motivet fremstilles, som om man så det fra flere vinkler samtidig.

Efterhånden ændrede de kubistiske kunst-nere deres udtryk. Bl.a. begyndte nogle at bruge fx pap, træstumper og blikdåser i ste-det for at male geometriske former.

n Den danske kunstner Wilhelm Lundstrøm (1893-1950) eksperimenterede med kubismen. Her er det hans bil-lede Det andet bud fra 1918, der er fremstillet af malede træstumper.

n Pablo Picassos (1881-1973) Kvinderne fra Avignon fra 1907 er et tidligt eksempel på kubistisk kunst. Ansig-terne er tydeligt inspireret af afrikanske masker.


Surrealisme

Surrealisme er navnet på en kunstnerisk be-vægelse, der opstod i begyndelsen af 1920’erne. Ordet kommer af surreel, som be-tyder overvirkelig. Surrealisterne mente, at mennesket var fanget i virkeligheden. Ens psyke rummede meget mere, det underbe-vidste, som fornuften søgte at fortrænge. Den tids psykologi, psykoanalysen, var også meget optaget af at finde ud af menneskets underbe-vidsthed. På den måde kunne man behandle psykiske lidelser, mente man. Psykologerne mente, at de gennem hypnose og drømme-tydning kunne tolke psykens dybere lag.

De surrealistiske kunstnere var inspireret af psykoanlaysen. I drømme kan alt ske. Og de surrealistiske billeder rummede sære væ-sener og underlige ting og landskaber. Ud over at lave kunst mente surrealisterne også, at man ved at gøre sig fri af en begrænsende realisme kunne lave et bedre samfund.

n Den danske surrealistiske kunstner Wilhelm Freddie (1909-1997) lavede i 1936 skulpturen Sex-paralysappeal. Dengang syntes politiet, at skulpturen var så fræk, at den ikke måtte vises offentligt.

n Emil Noldes (1867-1952) ekspressionistiske billede Maskestilleben fra 1911.

Ekspressionisme

Denne kunstretning opstod også tidligt i 1900-tallet og blev især udbredt i Nord-europa. Kunstnerne ønskede at give udtryk (engelsk: ekspression) for deres følelser. Eks-pressionistiske billeder er derfor ofte malet med voldsomme penselstrøg og med stærke farver.

I mange ekspressionistiske billeder kan man se, hvad figurerne forestiller. Men nogle kunstnere eksperimenterede også med ab-strakt ekspressionisme. Dvs. at billederne ikke skulle forestille noget genkendeligt.


Abstrakt eller konkret kunst

De fleste billeder forestillede noget, eller der var genkendelige elementer fra virkelighe-den. Abstrakt kunst er billeder, hvor kunst-neren ikke har søgt at male noget genkende-ligt. Et billede er altså blot et billede og skal ikke forestille noget. Netop derfor kan det være inspirerende og sætte tanker i gang hos tilskueren.

Abstrakt kunst dækker over mange for-skellige kunstneriske bevægelser og retnin-ger, der udviklede sig især i sidste halvdel af 1900-tallet.

n Installationen på Trapholt med nogle af blenderne med guldfisk.

n Richard Mortensen (1910-93) er en af de mange dan-ske kunstnere, der har arbejdet med abstrakt kunst. Her er det maleriet Øst-vest fra 1956. Når du har læst om Den Kolde Krig (side 120-143), kan du overveje, hvad Richard Mortensen vil fortælle med billedet.

Provokerende kunst

Mange bliver provokeret af abstrakt kunst – alene fordi de ikke kan se, hvad billedet eller skulpturen forestiller. Det sker også, at kunst-nerne direkte søger at udfordre eller provo-kere. I protest mod Vietnamkrigen slagtede og parterede kunstneren Bjørn Nørgaard i 1970 en hest. Delene blev fordelt i 112 sylte-tøjsglas. Dengang vakte Bjørn Nørgaard ak-tion stor opmærksomhed. I dag kan den så-kaldte Hesteofring ses på Aros, Århus Kunst-museum.

I 2000 udstillede kunstneren Marco Eva-ristti ti levende guldfisk i nogle blendere på Trapholt Kunstmuseum i Kolding. Blenderne var sat til kontakter, så de besøgende kunne vælge, om de ville tænde dem eller ej. En dag tændte en besøgende en blender, og to guldfisk blev hakket til døde. Selve udstillin-gen og især drabene på fiskene skabte en voldsom debat.


Kunsten i styrets tjeneste

I 1933 kom Hitler og nazis-terne til magten i Tyskland. Hitler ville gøre tyskerne til gode nationalsocialister, der ville gøre alt for „Føreren, Folket og Fædrelandet“. Der blev indført censur, så aviser, radio og film arbejdede for nazisterne – og ikke fortalte noget kritisk om dem.

Også kunsten blev censu-reret. Nogle kunstnere og deres malerier og skulpturer blev betegnet som entartet, der betyder vanartet eller degenereret. Alle jødiske kunstnere blev automatisk betegnet som entartet. Men også tyske kunstnere, der malede i en ekspressionistisk eller en anden stil, som Hit-ler ikke brød sig om, faldt i unåde. Deres kunstværker blev fjernet fra museer og gallerier, og adskillige kunst-nere blev sendt i koncentrati-onslejr.

I 1937 lavede nazisterne en udstilling om entartet kunst. Folk skulle se, hvor afskyelig og samfundsnedbrydende den slags kunst var. I stedet skulle de lære at sætte pris på kunst, som viste arbejdsomme og flittige tyskere, eller som fortalte om Tysklands stor-slåede historie.

n Den tyske kunstner Leopold Schmutzler (1864-1941) malede i 1930’erne bil-ledet Unge bondepiger vender hjem fra markarbejde. Malerier af unge, sunde, arbejdsomme og glade tyskere var noget, der faldt i nazisternes smag.

n Den verdensberømte ekspressionistiske kunstner Paul Klee (1879 -1940) malede Rundt om fisken (Um die Fish) i 1926. Nazisterne havde taget hele 17 af Klees malerier med på deres udstilling om entartet kunst.


Kunsten mod krigen

Kunstværker kan få en sym-bolsk betydning, som kunst-neren slet ikke havde fore-stillet sig. Et eksempel er Den lille Havfrue ved Langelinie. Kunstneren Edvard Eriksen var inspireret af H.C. Ander-sens eventyr, da han lavede den kun 1,25 m høje skulp-tur i 1913. Han drømte ikke om, at den i de følgende år-tier blev et verdenskendt symbol for Danmark.

Pablo Picassos Guernica fra 1937 er et andet eksempel på

kunst, som har fået en anden betydning, end den kunstne-ren havde tænkt sig. I efter-tiden er det blevet det mest markante kunstneriske ud-tryk for protest mod krigen og dens overgreb på civilbe-folkningen.

Guernica er en by i Bas-kerlandet i det nordlige Spa-nien. Fra 1936 til 1939 var Spanien hærget af en blodig borgerkrig mellem regerin-gen og højreorienterede op-rørere, der blev ledet af den fascistiske general Franco. Det nazistiske Tyskland hjalp Franco. En forårsdag duk-

kede tyske bombemaskiner og jagerfly pludselig op over Guernica. I tre timer regnede bomberne uophørligt over byen. Jagerflyene skød efter folk, som forsøgte at bringe sig i sikkerhed. Bagefter var byen udslettet, og 5.000 mennesker, dvs. hovedparten af indbyggerne, var dræbt.

Omverdenen var rystet. Guernica spillede ingen mili-tær rolle i borgerkrigen, og et sådant terrorangreb mod civilbefolkningen havde man ikke set før i historien.

r Den sønderbombede by Guernica efter tyskernes angreb.


Picassos Guernica

Før angrebet var den ver-densberømte spanske kunst-ner Pablo Picasso rejst til Pa-ris. Her skulle der være en verdensudstilling, og den spanske regering havde be-stilt ham til at udsmykke den spanske pavillon. Da Picasso hørte om Guernicas ødelæg-gelse, blev han forfærdet. Men det gav ham også moti-vet til udsmykningen. I ti dage arbejdede han næsten døgnet rundt med skitser til et stort maleri, og efter 1½ måneds arbejde var det 3,5 m høje og 7,8 m lange maleri Guernica færdigt.

Efter verdensudstillingen blev Guernica udstillet på flere store kunstmuseer i Europa. Bagefter skulle det

til Spanien, hvor det skulle indgå i en permanent udstil-ling. Men det nægtede Pi-casso. For i 1939 sejrede ge-neral Franco i borgerkrigen og blev landets diktator. I stedet blev billedet udstillet på et museum for moderne kunst i New York. Først ef-ter Francos død i 1975, kom Guernica til Spanien. Male-riet, der oprindeligt var fremstillet til en verdensud-stilling, fik altså en ganske anden betydning, end kunst-neren havde tænkt sig.

Det hører med til histo-rien, at det i 1960’erne blev populært at have en repro-duktion af Guernica hæn-gende over sofaen i stuen. Tidligere havde mange haft et naturalistisk billede med fx en brølende kronhjort ved

et vandhul over sofaen. Ved at have en reproduktion af Guernica viste man, at man var et moderne menneske, der havde brudt med tradi-tionerne. De færreste tænkte over eller kendte historien bag Picassos maleri.

r Pablo Picassos (1881-1973) Guer-nica fra 1937. Det er Picassos mest berømte maleri, men langt fra hans bedste. Stilarten kaldes kubisme som Picasso og mange andre kunst-nere dyrkede i de første årtier af 1900-tallet. Billedet er holdt i gråtoner og for-tæller om kaos, panik, ødelæggelse, drab, smerte og rædsel. Måske er pæren i midten en eksploderende bombe. Fra bygningen øverst til højre slikker flammerne op. Tyren adskiller sig fra de øvrige levende væsener på billedet. Den står fnysende midt i ødelæggelserne. Nogle har tolket tyren som et sym-bol på fascisme og general Franco, og hesten som det lidende spanske folk. Picasso selv sagde, at tyren stod for brutalitet og uvidenhed.


n For mere end 2000 år siden ridsede en person, der kunne skrive græsk, denne graffiti ind i væggen i et tempel i Tyrkiet.

Graffiti – vis, du har været her!

Graffiti er tekst, symboler og billeder, som er ridset, skrevet eller malet på mure og plan-keværk osv. Den findes overalt – fra toiletter til tog. Få – ud over graffitimagerne – synes, at graffiti er smuk og måske endda kunst. Som regel er graffitimagerne også ano-nyme. Det skyldes, at det de fleste steder er forbudt og strafbart at lave graffiti. Sam-fundet bruger millioner af kroner på at fjerne graffitien.

Hovedparten af den farve-rige graffiti er udført med spraydåse. Det var da også, da spraymaling blev almin-deligt i USA fra omkring 1970 og i Europa nogle år se-nere, at graffitien blev mere synlig.

Ved at lave graffiti viser man, at man har været „der“, eller man udtrykker et bud-skab. At lave graffiti er æld-gammelt. I Pompeji og Rom har man fundet graffiti, som er et par tusinde år gamle. Den er ridset ind i husvægge og i katakomberne, de un-

derjordiske begravelsesplad-ser. Også fra middelalderen har man fundet graffiti, der er ridset ind i kirkernes mure eller i skulpturer. Turistat-traktioner er ofte fyldt med graffiti.

I 1960’erne brugte ameri-kanske motorcykelbander graffiti til at afmærke deres territorier. Det tog andre ungdomsgrupper ved lære af i 1970’erne. Graffitien blev især udbredt, da hiphop-kul-turen blev populær. Med op-findelsen af spraymalingen ændrede graffitistilen sig fra


j DSB bruger millioner af kro-ner på at rense togvogne for graffiti. Her er det gået ud over S-toget til Køge.

at være simple tags (graffiti-magerens signatur eller mærke) til egentlige male-rier, eller pieces, som de blev kaldt i miljøet. Bogstaver

indgik fortsat, men nu var de udført fantasifuldt med lys, skygge og 3-D-effekt.

Nogle få graffitimalere er blevet så dygtige, at de tjener

penge ved at lave udsmyk-ninger. Og på kunstmuseer indgår eksempler på graffiti efterhånden som en del af udstillingen.

f På Christia-nia er graffiti accepteret, og malerne har tid til at gøre deres „værk“ færdig.


Fire ud af fem vælger at gå til konfi rmationsforberedelse og blive konfi rmeret, når de går i 7. eller 8. klasse. For de fl este konfi rmander er kon-fi rmationen mest en fest-dag, hvor man får masser af gaver. I tidens løb har konfi r-mationen og dens betydning ændret sig meget.

I N D I D E V O K S N E S R Æ K K E R ? 31

Ind i de voksnes rækker?

En gammel historie

Konfirmation har rødder til-bage til den tidlige kristne kirke i Romerriget i 300-400-tallet. Dengang blev kun voksne døbt, og det var biskoppen, som foretog då-ben. Dåben foregik én gang om året, før solopgang påske-morgen. Ønskede man at blive døbt, skulle man 40 dage forinden, dvs. faste-lavnssøndag, indskrive sig hos biskoppen. Fra fastelavn til påske mødte man så hver dag hos biskoppen for at lære om kristendommen. Mens man gik til dåbsforberedelse, skulle man være klædt i en simpel skinddragt, og man måtte ikke bade.

Dåben foregik i et bassin, hvor hele kroppen blev sæn-ket ned. Bagefter sagde biskoppen til den døbte, at hans synder var tilgivet. Så blev den døbte salvet med olie, og

biskoppen lagde hånden på hans pande. Til sidst fik han en hvid dragt på som tegn på, at hans krop og sjæl var renset.

Efterhånden begyndte man at døbe de nyfødte i den katolske kirke. Traditionen med voksendåb fortsatte dog som konfirmation. I 1439 blev konfirmationen (fir-melse) et sakramente. I kri-stendommen er et sakra-mente et synligt tegn eller bevis på Guds nåde.

Martin Luther, som grundlagde den evangelisk-lutherske kirkeretning, var imod konfirmationen. Den var ikke nævnt i Bibelen. Derfor var det ikke et sakra-mente, sagde han. Efter re-formationen i 1536, hvor Danmark blev et evangelisk-luthersk land, blev konfirma-tionen afskaffet.

De fromme

Luther mente, at mennesket skulle rette sig efter Bibelen. Den evangelisk-lutherske kirke stillede ikke andre krav, end at man sluttede sig til kirkens lære. Dvs. at man troede på Gud og Guds nåde.

Nogle mente, at det var for få krav. I 1600- og 1700-tallet opstod pietisme som en vækkelsesbevægelse inden for den evangelisk-lutherske kirke. Pietisterne mente også, at den enkelte skulle tro på Gud. Men man skulle også leve et fromt liv i overens-stemmelse med denne tro. Pietisterne tog afstand fra kortspil, dans, skuespil osv. Fornøjelser var nemlig lige-gyldigt tidsspilde, der fjer-nede opmærksomheden fra det væsentlige, det fromme liv.

For at blive omvendt og leve et fromt liv kunne det


Sakr amenter

I den katolske kirke er der syv sakramenter:. Dåb. Firmelse (konfi rmation). Kommunion (nadver). Bod (skriftemål). Salvelse (den sidste olie). Ægteskab. Indvielse til præst

I den evangelisk-lutherske kirke er der kun to: dåb og nadver.

Hvad bet yder konfirmation ?

Ordet konfi rmation kommer af det latinske confi rmatio, som be-tyder bekræftelse. Ved dåben siger forældrene ja til, at den døbte tror på Gud. Mange mener, at konfi rmanden ved konfi r-mationen bekræfter forældrenes „ja“ fra dåben. Men i den evangelisk-lutherske kirke er det faktisk omvendt: Det er Guds bekræftelse på dåbens „ja“.

enkelte menneske ikke nøjes med at prøve at leve efter Bi-belens ord. Han skulle også forstå, hvad der stod. Derfor var det nødvendigt, at alle lærte at læse, og at alle blev undervist i kristendom. I de lande, hvor pietismen fi k ud-bredelse, blev der oprettet skoler.

Det skete også i Danmark, hvor den enevældige konge Frederik 4. var påvirket af de pietistiske ideer. I 1721 be-stemte han, at der skulle op-rettes 240 skoler. Her lærte børnene at læse katekismen og bønnebøger. Undervisningen var gratis. Ønskede foræl-drene, at børnene også lærte at skrive og regne, måtte de dog betale.

Frederik 4.s søn og efter-følger, Christian 6., var gre-bet af pietisme. Han ville ud-brede pietismen i hele landet. For at være sikker på, at alle børn lærte om den rette tro, genindførte han konfi rma-tionen i 1736. Den var obli-gatorisk for alle børn i lan-det. Konfi rmationsforbere-delsen varede mindst tre må-neder. I den tid skulle præ-sten to gange om ugen un-dervise børnene i kristen-dom, og hvordan de skulle leve et fromt og gudfrygtigt liv.

Almindelig skolegang skulle være en forudsætning for at starte på konfi rmati-

onsforberedelsen. I 1739 be-stemte Christian 6., at alle børn skulle undervises. Men da man ikke kunne blive enige om, hvem der skulle betale for skolerne, kunne kravet om skolegang for alle ikke gennemføres.

f Pladen fra det gyldne alter fra Tamdrup Kirke i Østjylland er fra 1100-tallet. Motivet viser Jesus, der døbes af Johannes Døberen.


K atekismus

En katekismus var en bog, der bestod af spørgsmål og svar om kristendommen. Luther udgav i 1529 en stor og en lille katekismus. Den store var til præsten – og den lille til almindelige mennesker. I den lille katekismus stod der sådan om troen:„Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber. Hvad vil det sige?Svar:Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle andre skabninger. At han har givet mig legeme og sjæl, øjne, øren og alle lemmer, fornuft og alle sanser og endnu opholder alt dette. At han giver tøj og sko, mad og drikke, hus og hjem, hustru og børn, arbejde, husdyr og alt, hvad jeg ejer. At han rigeligt og dagligt sørger for alt, hvad jeg behøver til mit legeme og dette liv, skærmer mig mod al fare og vogter og bevarer mig for alt ondt. Og alt dette gør han af bare faderlig og gud-dommelig godhed og barmhjertighed uden nogen fortjeneste og værdighed hos mig. For alt dette skylder jeg at takke og prise ham og tjene ham og være ham lydig. Det er vist og sandt.“

Frederik 4.s skoler

Skolerne, som Frederik 4. (1699-1730) fi k bygget i pe-rioden fra 1722 til 1727, blev kaldt rytterskoler. Det skyl-des, at de blev opført på den del af statens område, krongodset, der leverede mandskab, heste og under-hold til det kongelige ryt-teri. Billedet viser en af Fre-derik 4.’s rytterskoler.

En katekismus var en bog, der bestod af spørgsmål og

Luther udgav i 1529 en stor og en lille katekismus. Den store var til præsten – og den lille til almindelige mennesker. I den lille katekismus stod der sådan om

Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle andre skabninger.


Konfirmation som prøve

Bibelen var vanskelig at for-stå for almindelige menne-sker. Martin Luther udgav en katekismus, der forklarede centrale begreber fra den kristne lære. Bogen bestod af spørgsmål og svar. Da Chri-stian 6. gjorde konfirmatio-nen obligatorisk, fik han sin hofpræst Erik Pontoppidan til at skrive en katekismus, der var inspireret af Luthers. Pontoppidans katekismus var dog langt større. Den var på 227 sider og indeholdt 759 spørgsmål og svar. Alle lan-

dets præster fik et eksemplar, og indtil slutningen af 1700-tallet blev alle konfirmander plaget med den.

Katekismen forklarede ikke kun, hvad der stod i Bi-belen. Den gav også anvis-ninger på, hvordan man så skulle leve efter Bibelens ord. Fx blev konfirmanden for-manet om, at han skulle ar-bejde flittigt og adlyde sine forældre, øvrigheden og de mennesker, han kom til at arbejde for. På den måde op-dragede konformationsforbe-redelsen også børnene til at være arbejdsomme og lydige. Og de skulle ikke protestere

eller gøre oprør. For det var Guds vilje, at man gjorde sit bedste – uanset om man var fattig eller rig.

Konfirmanderne skulle lære katekismen udenad. Hvis præsten vurderede, at en konfirmand var tungnem, skulle præsten give ham eks-traundervisning, og konfir-manden kunne nøjes med at lære 2/3 katekismen. Hvis præsten skønnede, at en kon-firmand ikke gjorde sig umage for at lære teksten,

r Det var en alvorlig sag ikke at kunne sin katekismus. Maleriet fra midten af 1800-tallet viser konfir-mander i Heddal Kirke i Norge.


kunne han få konfirmanden sat i fængsel.

Under konfirmationen i kirken skulle konfirman-derne stå i en pige- og en drengerække. De dygtigste skulle stå forrest, og de, der havde svært ved at lære kate-kismen, skulle stå bagest. Men præsten ville gerne holde sig gode venner med de rigeste og mest indflydel-sesrige i sognet. Derfor var det som regel børn fra fattige familier, der kom til at stå bagest.

En del af konfirmationen var overhøring i katekismus. Kunne konfirmanden ikke gengive sætningerne, blev man ikke konfirmeret og måtte starte forfra med kon-firmationsforberedelse. Præ-sten afgjorde, om konfir-manden var dumpet eller ej. Der er eksempler på præster, som lod fire ud af fem dumpe. Andre krævede blot, at konfirmanderne kunne gengive meningen med spørgsmålene og svarene med deres egne „enfoldige ord“.

Det var vigtigt at blive konfirmeret. Ellers kunne man ikke komme ud at tjene, blive gift eller fæste (overtage/leje) en gård. Alli-gevel blev en del ikke kon-firmeret. Især blandt de fat-tige, var der mange, som gav op. Opdagede myndighe-derne, at en person ikke var

konfirmeret, risikerede ved-kommende at blive indsat i et arbejds- og forbedringshus (en slags fængsel). Og her skulle de også gå til konfir-mationsforberedelse. I ar-bejds- og forbedringshusenes protokoller er der mange ek-sempler på, at folk blev kon-firmeret i 40-50-årsalderen.

Mildere tider

At lære noget udenad bety-der ikke, at man har forstået det. Pontoppidans katekismus var mange steder uforståelig. I slutningen af 1700-tallet fik

kongen biskop N. E. Balle til at skrive en lettere lærebog til konfirmationsforberedel-sen. Senere kom en endnu lettere.

Med Grundloven fra 1849 (side 93) blev der religions-frihed, og konfirmationen var ikke længere obligato-risk. De fleste blev dog fort-sat konfirmeret. Ville man være lærer eller have en an-den stilling i det offentlige, skulle man være konfirmeret.

r Erik Hennings maleri En konfir-mation fra 1882. Dengang var det på nogle egne almindeligt, at konfirma-tionskjolen var sort.


Omkring 1900 søgte fl ere præster om lov til at erstatte overhøring af konfi rman-derne foran menigheden med samtale „til opbyggelse af ungdommen og den tilstede-værende menighed“. Dvs. konfi rmanden fortalte med sine egne ord, hvad ordene fra Bibelen betød. Overhø-ringen kunne så fi nde sted en anden søndag end konfi rma-tionsdagen. I 1909 blev den tvungne overhøring helt af-skaffet. Man kunne altså ikke længere „dumpe“ til konfi r-mation.

Præsterne mistede dermed en del af deres magt i lokal-samfundet. Hvis en dreng el-ler pige i løbet af konfi rmati-onsforberedelsen ikke havde været til et tilstrækkeligt antal gudstjenester, kunne han dog nægte at konfi rmere ved-kommende. Den ret havde præsten indtil 1960’erne. I dag kan præsten opfordre konfi rmanderne til at komme til gudstjeneste, men han kan ikke kræve det.

En konfirmation i slutningen af 1800 -tallet

En mand skrev sådan om sin konfi rmation i slutningen af 1800-tallet:

„… nu vil jeg fortælle dig om, hvordan en konfi rmation var den-gang. Jeg var ude at tjene, jeg skulle have mit konfi rmations tøj i løn. Det kostede færdig 30 kr. Det var af hjemmelavet gråt vad-mel. Sko var ikke iberegnet. Jeg fi k moders snørestøvler, som hun havde brugt fra hendes pigedage. Men jeg var glad for at få sådan et par støvler.

Det eneste jeg fi k, var et brev fra min madmoders søster. Men jeg tror, dette brev var mere værd for mig, end alle de gaver, kort og penge, som der nu gives til en konfi rmation.

Fader og moder var ikke med i kirke. Jeg tænker, deres tøj har været for dårligt. Men jeg var nu glad. Min husbond og mad- moder var så gode ved mig, vi fi k kaffe om aftenen med kringle. Og så var den konfi rmation slut.“

n En konfi rmationssøndag uden for Trinitatis Kirke – ca. 1870, malet af Klæstrup.


Festen

Det var ikke Christian 6.s mening, da han genindførte konfirmationen i 1736, at denne skulle fejres med en fest. Tværtimod skulle dagen bruges på at tænke alvorlige og fromme tanker.

Men det var kongefami-lien, som skabte traditionen med konfirmationsfest. Kron-prins Frederik blev konfir-meret i 1784. Dagen efter var byens fornemme personer in-

viteret til en stor fest. I løbet af 1800-tallet blev det mo-derne, at de velhavende bor-gere i byen fejrede deres børns konfirmation med en fest. På landet betød konfir-mationen, at man blev opta-get i karlenes og pigernes lav (fællesskab) og kunne deltage i deres fester.

Først i løbet af 1900-tallet blev konfirmationsfesten en almindelig tradition. Der kom prestige i at holde en stor konfirmationsfest for

j Billedet fra 1903 viser scener fra en konfirmationsfest i en velha-vende familie. Øverst ankommer de fornemt klædte gæster, konfirman-den og hans forældre til festen. I det midterste felt sidder gæsterne ved det veldækkede bord, hvor præsten naturligvis er inviteret med. Nederst fortsætter festen under mere pri-vate former. Tegningerne uden for felterne forestiller, hvad konfirman-den nu kan tillade sig: gå på værts-hus, gå med piger, ryge og i det hele taget opføre sig som en voksen.

sine børn. Den skulle helst foregå i et forsamlingshus el-ler på en restaurant. For man havde jo ikke plads til de mange gæster derhjemme. Festen var først og fremmest for de voksne. Ofte var kon-firmanden det eneste barn, som var med. Han eller hun kunne så sidde og kede sig, mens de voksne morede sig. Først i 1960’erne og 1970’-erne kom børn med, og man begyndte at lægge vægt på, at det skulle være konfir-mandens fest.

Konfirmationstøj, fest, ga-ver og hvad der ellers hørte til, var dyrt. De færreste kunne bare finde pengene i det daglige budget. Mange tegnede derfor allerede ved barnets fødsel en konfirmati-onsforsikring, som blev ud-betalt, når barnet skulle kon-firmeres. De fattigste kunne søge et legat, som i hvert fald dækkede indkøb af konfir-mationstøj.


I 1960’erne oplevede Dan-mark et økonomisk boom. De fl este fi k råd til endnu større fester og gaver. Siden slutningen af 1990’erne har der været en tendens til, at konfi rmationsfesterne bliver større. Nogle konfi rmander hentes i limousine og fejres som en brud eller brudgom til et bryllup. Det skønnes, at der i 2005 blev brugt ca. en mia. kroner på fest, konfi r-mationstøj og gaver. Her er pengegaver ikke medregnet.

n Konfi rmander hos fotografen omkring år 1900. Det var ikke almin-deligt at få en cykel i konfi rmations-gave – det var noget, man kunne spare sammen til. Men hos fotogra-fen kunne man posere på en cykel.

Konfirmationshalløj

Mange syntes, at det var forkert med konfi rmationsfester. En af dem var Emma Gad. I sin bog Takt og Tone fra 1918 skrev hun:

„… af alle de mærkelige skikke, der på trods af sund fornuft hol-des ved lige i alle lag af befolkningen og særlig i folkelige kredse, er vel kirke-konfi rmationens sammenblanding med det verdslige (ikke-kirkelige) liv en af de besynderligste …

(når de konfi rmerede kommer fra kirke) modtages de af kødets lyst i form af en fuldstændig guldsmedebutik af gaver, brocher og manchetknapper, guldure og kæder, alt, hvad der lige er eg-net til at bortlede den unge konfi rmands tanker fra den religi-øse handling, han eller hun lige har gennemlevet. Denne forsæt-lige bortleden bliver kun forstærket ved dagens videre forløb. I stedet for den eftertanke, som en rolig dag bedst ville kunne fremkalde, strømmer blomsterbuketter, telegrammer og urte-potter ind, konditorier bringer et pyntet kransekagehorn med en konfi rmand på toppen, og fra bogtrykkeriet sendes festsan-gen til middagsbordet, mens kogejomfruer og opvartersker etablerer sig i køkkenet, for, når de pyntede gæster ankommer, at servere den fra det nærmeste franske køkken bestilte middag á så og så meget pr. kuvert, uden vine, som sendes ekstra fra vinhandleren. Denne selskabelige skik eller uskik går gennem hele befolkningen. Tarvelige håndværkere, som til daglig måske er samfundets fornuftigste lag, bryder ud af alle skranker på deres søns eller datters konfi rmationsdag.“

Konfirmation 1921

En datter af en håndværker skrev i begyndelsen af 1960’erne om sin konfi rmation i 1921:

„Jeg havde en dejlig dag. Jeg startede tidligt med at blive pyn-tet, så kørte jeg til kirken i brudekaret med to hvide heste. Kl. ca. 12 spiste vi frokost hjemme, og hele eftermiddagen sad jeg til pynt og tog imod gaver, telegrammer og blomster, som jeg fi k bunker af. Kl. 18 var der stor middag hos „Buris“ på hjørnet af Frederiksborggade og Nørrevold. Vi var 50 mennesker til fe-sten … (hun fortæller detaljeret om menuen) isen blev serveret med lys i, og så blev alt lys slukket i salen, som havde spejl-vægge. Det så pragtfuldt ud, for isen var formet som svaner og andre fi gurer. Efter middagen fi k jeg lov til at ryge min første cerut og drikke min første likør.“


n Blå mandag er fridagen efter konfirmationen. I dag er det en tra-dition, at de nykonfirmerede på den dag rejser til den nærmeste storby for at bruge penge og more sig i ti-voli eller andre forlystelser. Tidligere kom de velhavendes børn i Køben-havn på Cafe Sommerlyst på Frede-riksbergs Allé. Andre nøjedes med Rabes Have ved Langebro, hvor der var en række forlystelser. Konfirman-der fra de lavere sociale lag fejrede ofte dagen på byens værtshuse, hvor de for første gang drak sig fulde. Billedet fra omkring 1910 viser en gruppe unge på deres Blå man-dag på Frederiksberg Allé.

f Så er der Blå mandag, og der skal bruges rigtig mange penge.


Konfi rmationstøjet

Tøj, sko og for pigernes ved-kommende også smykker spiller en stor rolle til konfi r-mationen nu om dage. I må-neder før konfi rmationen ar-rangerer forretningsdrivende modeopvisninger for konfi r-manderne. Og der bliver brugt mange penge på selve konfi rmationstøjet, anden-dagstøj osv.

Da konfi rmationen blev indført i 1736, havde tøjet ikke den betydning. De store børn, der skulle konfi rmeres, gik allerede i det samme tøj som voksne. I løbet af 1700-tallet blev det almindeligt, at konfi rmanderne fi k nyt tøj til dagen. For drengenes ved-kommende var det et sæt tøj bestående af bukser, vest og jakke, og pigerne fi k deres første rigtige kjole.

Børn fra fattige kår måtte låne tøjet. H.C. Andersen blev konfi rmeret i sin fars omsyede frakke. Til gengæld havde han fået nye støvler, som han var meget stolt af. For mange var konfi rmations-tøjet deres eneste pæne sæt tøj, som de passede på hele li-vet. Det blev syet om, når de blev gift. Og det var ikke ual-mindeligt at blive begravet i konfi rmationstøjet.

For de velhavende blev det moderne med farvestrålende og pyntet tøj. Det brød kon-

gen sig ikke om. Konfi rma-tionen var en alvorlig sag. I 1784 udstedte han en forord-ning om, at pigerne skulle være „klædt i hvidt eller sort linned eller uld, og halsen skulle være tildækket“. Ret-tede man sig ikke efter det, skulle præsten bortvise den pågældende fra konfi rmati-onshandlingen.

Der var ikke krav til dren-genes konfi rmationstøj. Hvid skjorte med vest og habit vandt indpas i løbet af 1800-tallet. I begyndelsen af 1900-

De røde sko

„Ja de skinner! sagde Karen; og de passede og de blev købt. Men den gamle Frue vidste ikke af, at de vare røde, thi hun havde al-drig tilladt Karen at gå til konfi rmation i røde sko, men det gjorde hun nu.

Alle mennesker så på hendes fødder, og da hun gik op ad kirke-gulvet til kordøren, syntes hun, at selv de gamle billeder på be-gravelserne, disse portrætter af præster og præstekoner med stive kraver og lange sorte klæder, hæftede øjnene på hendes røde sko. Og kun på disse tænkte hun, da præsten lagde sin hånd på hendes hoved og talte om den hellige dåb, om pagten med Gud, og at hun nu skulle være et stort kristent menneske. Og orgelet spillede så højtideligt, de smukke børnestemmer sang, og den gamle kantor sang. Men Karen tænkte kun på de røde sko.

Om eftermiddagen vidste da den gamle Frue af alle mennesker, at skoene havde været røde, og hun sagde, at det var stygt, at det passede sig ikke, og at Karen herefter, når hun gik i kirke, skulle altid gå med sorte sko, selv om de var gamle.

Næste søndag var der altergang, og Karen så på de sorte sko, hun så på de røde – og så så hun på de røde igen og tog de røde på.“

(Fra H.C. Andersen: De røde sko, 1845)

tallet var matrostøj moderne. I 1950’erne blev det tradition med grå bukser og blå blazer – gerne med skinnende metal-knapper. I dag er hvid skjorte, jakkesæt og mørke bukser mest almindeligt.

For piger blev hvide kjoler en tradition i slutningen af 1800-tallet. Hvide kjoler er stadig sagen. Kjolerne var som regel lange. En undtagelse var slutningen af 1960’erne, hvor det – til manges forargelse – blev moderne med lårkorte konfi rmationskjoler.


n En konfirmand fra 1930’erne.

n Konfirmander foran kirken 1958.

j En borgerlig konfirmation i 1930‘erne. En ikke-kirkelig højtidelig-hed, hvor der hol-des en tale for kon-firmanderne – ofte af en politiker. Her ses konfirmanderne med Th. Stauning, der var socialdemo-kratisk statsmini-ster i 1930’erne.

n Konfirmander fra 1943 lykønsker hin-anden udenfor kirken.


Gaverne

Traditionen med konfirmati-onsgaver opstod i 1800-tal-let. I begyndelsen var en sal-mebog eller bibel, evt. med ens initialer påtrykt i guld al-mindelige gaver. Efterhånden blev det moralske og opbyg-gelige bøger som Christian Winthers Hjortens Flugt eller Selma Lagerlöfs Kristuslegen-der. Fælles for handlingen i disse bøger var, at personerne indså, at man kunne klare al modgang – bare man troede på Gud.

En typisk gave til dren-gene var et lommeur med kæde, mens pigerne fik smykker. Konfirmationen betød også, at det var i orden at ryge. En gave til drengene

kunne derfor være en pibe eller et futteral til cigarer. Senere i 1900-tallet kunne en stor gave være en cykel. Indtil for et par årtier siden kunne gaverne til pigerne være ting, de skulle bruge i deres voksenliv, når de blev gift. Mange piger begyndte at samle på et bestemt mærke i bestik eller porcelæn.

I slutningen af 1950’erne var pladespillere populære som konfirmationsgaver. I 1960’erne var det båndopta-gere. I de seneste årtier har det nyeste inden for elektro-nik såsom pc’er, kameraer og mobiltelefoner – naturligvis af det helt rigtige mærke – væ-ret almindeligt på gavebordet. De fleste af nutidens børn og unge har i forvejen ting, man

j Konfirmations-fest med 4 retters menu. I det første årti af 2000-tallet var det almindeligt, at de samlede ud-gifter til en konfir-mation var 50-75.000 kr.

vil give som gave. Derfor er pengegaver blevet en løsning. På den måde erhverver mange konfirmander sig en mindre formue på dagen.

Christian 6. ville næppe have brudt sig om konfirma-tionen, som den foregår i dag. For få 13-14-årige har konfirmationsforberedelsen og konfirmationen først og fremmest religiøs betydning. At blive centrum for famili-ens interesse, festen – og især gaverne – er oftest det vig-tigste motiv. Og for mange forretningsdrivende fra tøj-butikker over frisører til festarrangører er konfirmati-onstiden – ligesom julemå-neden – blevet en periode på året, hvor omsætningen sti-ger.


Forskere om konfirmation

I begyndelsen af 2000-tallet gennemførte Dansk Folkeminde-samling et forskningsprojekt om konfi rmation. Forskeren Else Marie Kofod sagde i 2003:

„Konfi rmationsfesten er blevet et udstyrsstykke. Vi iscenesætter et show, som vi fotograferer og optager på video. Vi gør det for at dokumentere, hvem vi er, eller hvem vi gerne vil være …“

Professor i psykologi Lasse Dencik sagde:

„Når det er blevet så populært at holde store og dyre konfi rma-tioner, skyldes det blandet andet, at vi hele tiden konkurrerer mod hinanden. Hvis naboen eller en slægtning har holdt en stor fest, så skal man helst selv gøre det samme … Vi ønsker at give et bestemt indtryk. Vi leger og bilder os selv ind, at vi er rige og kongelige. Nogle forældre holder disse store fester for deres egen skyld for at imponere slægtninge. Andre bruger konfi rma-tionen som en god lejlighed til at samle familien.“

Derfor bliver jeg konfirmeret

Lars Kaliebe bor i Jelling og blev konfi rmeret i foråret 2006. Mens han gik til konfi rmationsforberedelse, blev han spurgt, hvorfor han ville konfi rmeres. Han svarede bl.a.:

„Jeg har egentlig aldrig tænkt over, at jeg kunne lade være med at blive konfi rmeret. Det lå ligesom i luften, at det skulle man bare. Det var en tradition i min familie. Både lærerne og kam-meraterne talte om konfi rmationen. Man kan måske sige, at det var en slags gruppepres – uden at det er negativt ment. I min klasse er der 30 elever, og der er kun et par stykker, der ikke skal konfi rmeres.

Kristendommen har betydning for mig, selv om jeg ikke selv er stærkt troende. Men jeg synes, at det er spændende at disku-tere tro og religion, når vi er til præst.

For mig spiller gaverne ikke en vigtig rolle. Men jeg glæder mig meget til festen, hvor man bliver fejret og er i centrum.“


Fra barn til voksen

I alle kulturer har man ritua-ler, der markerer overgangen fra barn til voksen. Indtil for 50-60 år siden havde konfir-mationen den funktion i Danmark. Med konfirmatio-nen sluttede skolen for mange store børn. De kom ud at tjene eller kom i lære.

Talerne til konfirmanden handlede ofte om, at nu var barndommen slut, og barnet trådte ind i de voksnes ræk-ker. Juridisk fik man ikke flere rettigheder eller pligter, når man var konfirmeret. Men i de kulturer og fælles-skaber, man tilhørte, havde konfirmationen betydning.

Hvis man i 1950’erne som 13-årig, men ukonfirmeret blev grebet i at ryge af ens forældre eller en lærer, ville man sikkert få en lussing eller på andre måder blive straffet. Til konfirmationsfesten var det almindeligt, at konfir-manden skulle ryge. Og kon-firmanden skulle også have en øl eller to. Dog kun hvis det var en dreng, der blev konfir-meret. Pæne piger røg ikke, og de skulle højst nøjes med at nippe til lidt vin.

På landet arrangerede den lokale idrætsforening med mellemrum bal i forsamlings-huset. Først når man var kon-firmeret, måtte man gå til bal. Forsamlingshusene havde som

regel ikke spiritusbevilling. Det klarede de unge mænd ved at have forsyninger af øl og snaps gemt bag et skur el-ler en hæk. Første gang den nykonfirmerede unge mand var til bal, hørte det sig til, at han blev drukket meget fuld. Men det var pinligt for en pige at blive fuld.

I løbet af 1960’erne fort-satte flere og flere i skolen ef-ter 7. klasse. Det betød, at konfirmationen som en særlig markering af overgangen fra barn til voksen blev mindre – nu skulle man ikke ud i vok-senlivet; mange blev på skole-bænken. Det var helt slut i ef-ter 1972, hvor undervisnings-pligten blev udvidet til ni år.

r Københavnske konfirmander fra slutningen af 1890’erne. Cigaretterne, læderhandskerne og urene viser drengenes nye status som voksne.


Overgangsritualer

Indtil for omkring 50 år siden var konfi rmatio-nen altså et tegn på, at man ikke længere var barn, men voksen. Konfi rmationen var således et overgangsritual. I alle samfund har man over-gangsriter, der markerer, at man går fra en til-stand (barn) til en anden (voksen).

Hos aboriginals, de australske indfødte, går man fra én manasfære (faser i livet) til den næste. De to manasfærer må ikke blandes sammen. Det betyder kaos. Derfor må skiftet foregå efter be-stemte overgangsritualer.

Når drengen kommer i puberteten gennemføres overgangsritualet fra barn til voksen, dvs. til jæ-ger. Overgangsritualet består af tre trin:

. Indledende fase: Man fjernes fra den gamle fase og skal renses for den gamle mana. Denne fase er risikabel, fordi man er uden be-skyttende mana.

. Grænsefasen: I denne fase er man isoleret og udelukket fra samfundet. Symbolsk eller ritu-elt er man død. I denne fase er man i kontakt med guder og ånder.

. Afslutningsfasen: Når man har været igen-nem grænsefasen, har man fået den nye mana. Man er „genfødt“ i den nye tilstand. Det fejres med en fest.

r Billedet viser udmattede aboriginals efter 14 dages ritualer.


For et par hundrede år siden var man enten barn eller voksen. Ungdommen som en sær-lig periode i livet eksisterede ikke. Efterhån-den forandrede samfundet sig. Der blev mere velstand til alle og behov for mere ud-dannelse. Det betød, at ungdommen opstod som en fase mellem barndom og voksenlivet. I Danmark begyndte ungdommen at mar-kere sig med en særlig kultur, dvs. måder at se ud og opføre sig på, i 1940’erne og 1950’erne.

U N G D O M M E N S K U LT U R E R 47

Ungdommens kulturer

Før ungdommen fandtes

Ungdom er perioden mellem barndommen og voksentil-værelsen. Men ungdommen har ikke altid været en særlig fase i menneskers liv. Indtil for nogle få hundrede år si-den gik man gradvist fra at være barn til at være voksen. Og der var ikke en mellem-liggende periode.

Dengang begyndte bon-dens dreng i 6-7-årsalderen at hjælpe faren med arbejdet på markerne og i stalden. Pi-gen hjalp moren med arbej-det i huset. I byen kom drenge i lære hos en køb-mand eller en håndværker som 7-årige. Som 15-16-årige blev de svende. Mange blev boende hos deres mester og tilhørte derfor hans hus-stand. Først når svenden blev gift, blev han regnet for at være voksen.

I dag er man juridisk set voksen, når man fylder 18 år. På det tidspunkt er man myndig. Det betyder, at man har de rettigheder og pligter, der gælder for alle borgere i Danmark. Fx har man stem-meret, og inden for lovens rammer kan man gøre, som man vil.

I middelalderen var man som mand myndig, når man fyldte 15 år. I 1600-tallet be-stemte kongen, at man var fuldmyndig som 25-årig. Var man under 18 år, var man umyndig. Og mellem 18 og 25 var man mindreårig. Konfirmationen, som blev indført i 1736 (se side 32), kom til at markere overgan-gen mellem barndom og voksenliv.

Fra sidste del af 1800-tallet blev Danmark industrialise-ret. Flere og flere flyttede til byerne for at arbejde på fa-brikkerne. Det betød, at den

gamle kultur, hvor man til-hørte en husstand på en gård, efterhånden gik i opløsning. Det blev også mere alminde-ligt at tage en uddannelse – og ikke kun nøjes med fol-keskolen. Der blev altså en periode i ens liv, hvor man ikke var barn og endnu ikke voksen med arbejde og fami-lieliv.

Om kultur

Kultur er et sæt af holdnin-ger, normer, værdier, om-gangsformer, måder at være og tænke på. Større og min-dre grupper kan have en kul-tur, der adskiller sig fra an-dre. Man taler derfor om dansk kultur, storbykultur, ungdomskultur osv.

Når man taler om en ung-domskultur, betyder det ikke, at alle unge er karakte-riseret ved denne kultur.


Subkulturer og modkultur

Inden for mainstreamkultu-ren kan der udvikle sig un-derkulturer eller subkulturer. De er ofte kulturer, som ud-folder sig i fritiden. Et ek-sempel er de såkaldte læder-jakker omkring 1960. De be-stod overvejende af unge kø-benhavnske mænd, der i weekenden kørte på knallert eller helst på motorcykel, og som var berygtede for at lave ballade. Mandag morgen

r Fodboldklubbers supportergrup-per er eksempler på subkulturer. Her er det et udsnit af FCKs supportere i klubbens blå-hvide farver og med et banner med FCKs logo, en løve.

Tværtimod vil der ofte være forskellige ungdomskulturer på samme tid. I de sidste 50-60 år med massemedier som aviser, radio og tv er det som regel de mest iøjnefaldende kulturer, som får mest om-tale. Det betyder, at disse kulturer får en mere frem-trædende plads, end de fak-tisk har. Når man fx taler om unge i slutningen af 1960’erne, forbindes de ofte med „det store flip“, hippier, kollektiver osv. Men ganske få af den tids unge var hip-pier og eksperimenterede med stoffer. Faktisk var der færre unge, som røg hash dengang, end der er i dag.

Man skelner mellem for-skellige typer af kulturer. Den største og mest domine-rende kultur, som de fleste i en gruppe tilhører, kaldes for mainstreamkulturen. Netop fordi de fleste lever og er på denne måde, forekommer den almindelig, og medierne er ikke så opmærksom på den. I slutningen af 1960’erne fik de fleste unge efter folkeskolen en lære-plads, eller de fortsatte på en ungdomsuddannelse. Efter endt uddannelse fik de ar-bejde, blev gift og fik børn. Men denne gruppe, hoved-parten af de unge, var ikke så interessant som fx hippierne.


mødte læderjakkerne på deres arbejde som andre.

Faktisk er de fleste ung-domskulturer subkulturer. De unge er kun i kulturen, når de har fri. Ellers arbejder de og går i skole, dvs. at de her er en del af mainstreamkul-turen.

I tidens løb har der også været modkulturer. Det er kul-turer, som bryder med main-streamkulturen. Dvs. at man som medlem af en modkul-tur er helt og holdent med i denne kultur. Samtidig for-søger disse modkulturer også at ændre mainstreamkultu-ren. Et eksempel var bz-be-vægelsen i begyndelsen af 1980’erne. Bevægelsen for-søgte i de besatte huse at or-ganisere en alternativ måde at leve på. Samtidig var be-vægelsen politisk aktiv og gennemførte adskillige de-monstrationer mod forhold i samfundet, den var utilfreds med.

Ligesom der er forskellige ungdomskulturer, kan man naturligvis også tale om kul-turer, som kendetegner andre aldersgrupper. Man kan fx kalde en dominerende vok-senkultur i 1960’erne for par-celhuskulturen. Selv om ar-bejdstiden blev sat ned, fik flere gifte kvinder lønar-bejde. Tidligere var det kun manden, der havde lønar-bejde i de fleste familier.

n Punkbevægelsen er et eksempel på en modkultur. Punkbevægelsen, der var meget fremme i 1980’erne, reagerede mod det etablerede samfund. Hanekammen er typisk for punkerne. Ofte tager grupper fra mainstreamkulturen symboler eller udtryk fra modkulturer, tilpasser dem og gør dem „moderne“ Dette er også sket med punkbevægelsen, hvor både tøj og hår – i et mildere udtryk end det oprinde-lige – er overtaget af mainstreamkulturen.

Men når begge arbejdede, fik mange råd til egen bolig, bil, fjernsyn og andre forbrugs-goder.


Farlig ungdom

I første halvdel af 1900-tal-let havde de fl este unge mennesker nok at gøre med at arbejde og uddanne sig – måske til en meget lille lær-lingeløn. Så der var ikke fri-tid eller penge til at udvikle en bestemt kultur, som var ungdommens. Efterhånden blev arbejdstiden sat ned, og folk fi k ret til ferie. Derfor fi k unge mennesker også mere fritid.

Anden Verdenskrig (1939-45) betød, at adskillige år-gange af unge mænd blev sendt til slagmarkerne. Unge kvinder overtog deres ar-bejde på fabrikkerne. Især på våbenfabrikkerne var der brug for mange arbejdere. USA havde deltaget i krigen siden 1941, men den var ikke udkæmpet på amerikansk jord. Til forskel fra fx Europa var landet og dets fabrikker ikke ødelagt af krigen. Der-for fi k USA en forrygende økonomisk vækst allerede fra slutningen af 1940’erne. Det betød, at de fl este amerika-nere fi k mere fritid og råd til at øge deres forbrug. De byggede bl.a. større huse og fi k måske endnu en bil. Hovedparten af den øgede fritid tilbragte de med at se fjernsyn fra de efterhånden mange tv-kanaler.

Unge ønskede ofte at

bruge fritiden på andre må-der end deres forældre. I ste-det for at se fjernsyn mødtes de unge på gaden og i par-ker. Det gjorde de voksne bekymrede. Man begyndte at tale om problemet med unge, der hang på gadehjør-ner, drak alkohol og tog stof-fer, og som ikke deltog i sunde aktiviteter som fx sport. I tiden efter krigen blev ungdomstiden ofte be-skrevet som en særlig farlig periode, hvor de unge risike-rede at komme ud i krimina-litet, misbrug osv. At ung-

dommen let kunne afspores, blev et populært tema i ti-dens bøger og fi lm.

I Danmark nedsatte rege-ringen i 1952 en Ungdoms-kommission, der skulle klar-lægge problemet og komme med anbefalinger til, hvad samfundet skulle stille op med teenagerne. Det var en en-gelsk betegnelse for ungdom-men, der også vandt indpas i Danmark i 1950’erne. Ordet er sammensat af endelsen i de engelske talord 13 og 19 med -age. Dvs. en teenager er en person mellem 13 og 19 år.

f Unge, der kom på afveje, var et populært tema i fi lm fra 1950’erne. Det blev taget op i fi lm som Unge kvinder forsvinder i København, Ung leg og Natlogi betalt. Plakaten er fra spillefi lmen Farlig ungdom fra 1953. Hovedpersonen Egon har en god læ-replads. Men lærlingelønnen er lille. Egons kammerater lokker ham til småtyverier. Det udvikler sig. Dren-gene overfalder en slagter, og poli-tiet arresterer dem. Egon kommer på drengehjem, men fortsætter kri-minaliteten, da han kommer ud.

Forlystelsessyge

1950’ernes syn på unge og de farer, der truede den, ses af Ungdomskommissionens beskrivelse af sin problemstilling:

„Hvis tilpasningen til livet på arbejdspladsen foregår langsomt og utilstrækkeligt, vil den unge søge udløsning for sine psykiske kræfter i fritiden, og hvis han eller hun ikke fi nder frem til en udviklende og produktiv fritidsudnyttelse, som kan opveje sav-net i arbejdstilværelsen, opstår der fare for forlystelsessyge.“



Det amerikanske forbillede

I efterkrigstiden beundrede de fleste europæere USA. Amerikanerne havde hjulpet med at nedkæmpe det nazis-tiske Tyskland. Efter krigen gav og lånte USA det krigs-hærgede Vesteuropa store be-løb, så der igen kom gang i hjulene (se side 127). Ameri-kanerne var foran med alt det nye som fjernsyn og biler. Amerikanske spillefilm,

skuespil, musik og mode var uhyre populære især blandt ungdommen.

Familiernes øgede velstand betød, at de unge fik flere penge til forbrug. I begyn-delsen af 1950’erne udviklede der sig blandt unge fra den hvide middelklasse en be-stemt stil eller måde at være på. Denne ungdomskultur var synlig i fritiden, dvs. om af-tenen og i weekenden. En vigtig del af ungdomskultu-ren var naturligvis at skille

sig ud fra den voksne kultur. Det var tydeligst hos de unge mænd. Idolerne var skuespil-lere som James Dean og Mar-lon Brando, der i film spil-lede rollen som vrede og op-rørske ung mænd med et had til forældre og autoriteter.

Mange unge mænd fra den amerikanske middel-klasse havde råd til en mo-torcykel – og nogle endda en bil. At køre vildt og provo-kerende blev en del af stilen. Og så skulle man helst –

f Marlon Brando (1924-2004) i hovedrollen som Johnny Strobler, lederen af The Black Rebels, i filmen The Wild One (dansk: Wild Ungdom) fra 1953.


j Bill Haley (1925-81) and his Comets giver koncert i London i 1957. I 1952 udgav de Rock around the Clock, som betød et gennembrud for rock’n roll-musik-ken.

ligesom James Dean og Mar-lon Brando være iført læder-jakke og blue jeans og ved hjælp af masser af brylcreme have formet sin anderumpe-frisure. En cigaret hængende løst i mundvigen fuldendte billedet.

Pigerne havde højt opsat hår, bh, der øgede deres bry-ster med adskillige størrelser. De gumlede konstant tygge-gummi og lod sig – uden at tænke på deres ærbarhed og gode rygte – transportere

bag på de vilde unge mænds motorcykler.

Disse vilde unge var altså en iøjnefaldende subkultur. Men de udgjorde et mindre-tal. De fleste unge gik i bio-grafen og mødte hinanden på de såkaldte mælkebarer, hvor man drak forskellige former for milkshakes og dansede til musik fra juke-boksen.

De unges musik, rock’n roll, skabte forargelse blandt de voksne. Teksterne handlede

om kærlighed og sex og om frihed fra de voksnes kontrol, skolegang og arbejde.

Rock’n roll har rødder i de sortes rhytm’n blues. I 1950’erne var der raceadskil-lelse i USA. Mange opfattede rock’n roll som en primitiv musikform. Den fik tilhø-rerne til at danse hæmnings-løst og udfordrende – ja, den forførte ligefrem de ellers så pæne unge hvide amerika-nere til at gøre det, som kun hørte ægteskabet til.


Well, since my baby left me,I found a new place to dwell.It’s down at the end of lonely streetAt heartbreak hotel.

You make me so lonely baby,I get so lonely,I get so lonely I could die.

And although it’s always crowded,You still can fi nd some room.Where broken hearted loversDo cry away their gloom.


Well, the bell hop’s tears keep fl owin’,And the desk clerk’s dressed in black.Well they been so long on lonely streetThey ain’t ever gonna look back.


Hey now, if your baby leaves you,And you got a tale to tell.Just take a walk down lonely streetTo heartbreak hotel.

n Elvis Presley i fi lmen Jailhouse Rock fra 1957.

Heartbreak Hotel Words and Music by Mae Axton, Tommy Durden and Elvis Presley © 1956 Tree Publishing Co Inc, USA Worldwide print rights controlled by Alfred Publish-ing Co Inc, USA. Administered in Europe by Faber Music Ltd. Reproduced by permission. All Rights Reserved.

Dansk efterligning

Det var først, da fi lmen Rock Around the Clock kom til Kø-benhavn i 1957, at den ameri-kansk inspirerede ungdoms-kultur vandt indpas i Dan-mark. Mange andre steder, hvor fi lmen blev spillet, var

der bagefter ballade med unge, der var blevet lidt for opstemte af fi lmen.

Men det københavnske po-liti stod klar, og i næsten en uge i træk var der efter fi lmen optøjer og slagsmål. Om det var politiets massive tilstede-værelse eller de unge, der star-

tede balladen, kan diskuteres. Debatten om fi lmen og de unges opførsel var hektisk. Es-bjergs politimester ville for-byde, at fi lmen overhovedet blev vist i byen.

Efterhånden faldt der ro over gemytterne. Selv om få voksne brød sig om rock’n

Heartbreak HotelElvis Presleys (1935-77) Heartbreak Hotel fra 1956


Ung leg

Johannes Allens roman Ung leg fra 1956 handler om unges liv i København i 1950’erne. De unge er inspireret af amerikanske fi lm om motorcykelbander. De unge mænd i København må dog som regel nøjes med en knallert:

„Efter skoletid kørte vi hen til en sø i omegnen af byen. Her var en temmelig bred bro, som blev brugt til at fortøje robåde ved, og som endte brat ude ved vandet. Nu gjaldt det om at køre så stærkt som muligt ud til broens yderste kant og så stoppe op med forhjulet et lille stykke ude over broen. Det var forbudt at dreje hjulet eller svinge rundt på yderspidsen. Retningen skulle være absolut lige. Pigerne plejede at stå inde på søbredden og følge skuespillet.“

j Ungdomskulturen skulle luftes. Her er der inviteret til parkdans i Enghaveparken i København. Ikke engang regnvejr kunne holde de unge væk.

roll og den tilhørende dans, accepterede de den. De voksne var sikre på, at det var et særligt ungdomsfænomen, som de unge ville komme over, når de blev voksne og fornuftige.

Rock’n roll-kulturen var en subkultur, som de unge var en del af i deres fritid. Den var et udtryk for, at ungdomskultu-ren havde fået sit eget udtryk. Til forskel fra en modkultur ville heller ikke denne sub-kultur forandre mainstream-kulturen eller samfundet.


Atommarcherne

Ungdomskulturen i 1950’erne handlede som nævnt kun om de unges fri-tid – og ikke om politik og samfundsmæssige forhold. Der var ellers problemer nok i 1950’erne. Da Anden Ver-denskrig sluttede, blev den afløst af Den Kolde Krig (se side 120). Forholdet mellem Sovjetunionen og USA var iskoldt. Begge supermagter udviklede stadigt kraftigere atomvåben (oprustede). Mange frygtede, at spændin-gen og den voldsomme op-rustning ville ende med en atomkrig, som ville øde-lægge livet på jorden. For at demonstrere mod denne ud-vikling arrangerede en gruppe engelske studerende protestmarcher i 1958 og 1959.

Regeringen og Folketin-get havde besluttet, at der ikke måtte være atomvåben på dansk jord. Men i 1960 blev der ved Holbæk opstil-let en type raketter, som kunne armeres med atom-sprænghoveder. Sprængho-vederne blev opbevaret lige syd for den dansk-tyske grænse.

Inspireret af de engelske unge oprettede danske unge Kampagnen mod Atomvåben. De besluttede at arrangere en tredages protestmarch fra

Holbæk til København. Kun 7-800 var med fra starten, men efterhånden sluttede flere sig til. Og da marchen nåede København, havde den ca. 5.000 deltagere. Også folk fra de ældre gene-rationer bakkede op om marchen. De danske medier skrev intet eller kun negativt om marchen. Den socialde-mokratiske avis Aktuelt skrev bl.a., at den ville anbefale de kommunister, der marche-rede med, til at fortsætte til Moskva.

I befolkningen voksede bekymringen for oprustnin-gen og de mange prøve-sprængninger. De betød nemlig radioaktivt nedfald. I 1958 var der så meget radio-aktivitet i regnvandet, at det langt oversteg de internatio-nale grænseværdier. Nogle steder blev brønde lukket, fordi radioaktiviteten i van-det gjorde det sundhedsfar-ligt. Om vinteren opfor-drede myndighederne foræl-drene til at få deres børn til at lade være med at smage på sneen. Radioaktiviteten i sneen var faretruende høj. Derfor var de mange enige i budskabet på løbesedlerne fra Kampagnen mod Atom-våben:

„Vi vil ikke, at mad, vand og markens afgrøder forgif-tes af radioaktivitet. Vi øn-sker ikke, at mennesker skal

dø af knoglekræft, eller at børn fødes som vanskabnin-ger eller blinde.“

I påsken 1961 blev der holdt endnu en atommarch, hvor opbakningen var langt større. Den sidste atommarch blev afholdt i 1962 med 30.000 deltager. Nu talte både medier og politikere positivt om sagen.

Kampagnen mod Atomvå-ben var en bevægelse, som man kunne være mere eller mindre aktiv i. Hovedparten af de aktive deltagere var unge uddannelsessøgende, men også andre grupper var med. Det eneste, de var fæl-les om, var modstanden mod atomvåben. Når de ikke del-tog i Kampagnens aktivite-ter, levede de deres liv, som de altid havde gjort.

I 1963 blev supermag-terne enige om at stoppe atomprøvesprængninger på jordoverfladen og i vandet. Fremover skulle de foregå under jorden. Det betød, at den radioaktive forurening fra prøvesprængningerne ophørte. Måske spillede pro-testerne, der foregik over hele den vestlige verden, en rolle for beslutningen.


n Den første atommarch fra Holbæk til København i påsken 1960.

K ampagnens kr av

Kampagnen mod Atomvåben havde fi re krav:

1. Der må ikke fi ndes kernevåben på dansk område.

2. Befolkningen må have klar besked om mængden og følgerne af radioaktivt nedfald.

3. Den danske regering må gennem sin politik gøre sit til at sikre, at Danmark ikke bliver atombombemål.

4. Danmarks regering må på internationalt plan aktivt arbejde for forbud mod enhver form for anvendelse af atomvåben.


Vietnamkrigen

Efter en blodig befrielseskrig opgav Frankrig i 1954 at beholde Viet-nam som koloni. Vietnam blev midlertidigt delt i en nordlig og en sydlig del. I Nordvietnam valgte man et kommunistisk orienteret styre. I Sydvietnam nægtede den midlertidige regering at afholde frie valg, og styret udviklede sig til et diktatur. Dele af den venstre-orienterede opposition (modstandere af regeringen) dannede par-tisanbevægelsen Vietminh (FNL). Med støtte fra Nordvietnam star-tede FNL en krig mod den sydvietnamesiske regering.

USA ville forhindre, at fl ere lande blev kommunistiske (se side 126). Derfor støttede USA den sydvietnamesiske regering – i begyndel-sen med militærrådgivere. Men det var ikke nok. I 1964 gik USA di-rekte ind i krigen. I 1968 var der mere end 1/2 mio. amerikanske soldater i Vietnam. Trods massive bombardementer lykkedes det ikke USA at besejre Nordvietnam og FNL.

Allerede i 1965 kom de første protestdemonstrationer mod Viet-namkrigen i USA. I de følgende år voksede modstanden, og den kulminerede under det såkaldte ungdomsoprør i slutningen af 1960’erne.

I 1973 – efter fl ere års forhandlinger – indgik USA og Nordvietnam og FNL en våbenhvile, og de amerikanske soldater trak sig ud. Kort efter udbrød der krig mellem FNL og styret i Sydvietnam. Uden amerikanernes støtte kunne den sydvietnamesiske hær ikke klare sig. I 1976 blev Nord- og Sydvietnam genforenet.

Vietnamkrigen kostede ca. 60.000 amerikanske soldater livet. An-tallet af dræbte vietnamesere skal måles i millioner. Dertil kom, at store dele af landet var fuldstændigt ødelagt.

USA ud af Vietnam!

I 1964 gik USA ind i krigen i Vietnam. Kort tid efter be-gyndte demonstrationerne mod krigen i USA. Protes-terne mod USA’s krig bredte sig i de følgende år til Europa. I pinsen 1965 blev der arran-geret en protestmarch fra

Blovstrød til København. Også ved Rebildfesten samme år demonstrerede unge mod krigen.

Som i andre lande dannede unge mennesker komiteer, der skulle samle og styrke mod-standen mod USA’s krigsfø-relse i Vietnam. Især stude-rende var aktive i de såkaldte Vietnam-komiteer. De fl este

passede deres studier og brugte fritiden til modstanden mod USA. Andre fl yttede sammen i kollektiver. Her kunne man med ligesindede diskutere modstanden mod USA, og hvordan man kunne hjælpe vietnameserne. I de følgende år voksede tilslutningen til de-monstrationerne. I 1968 deltog mere end 25.000.


bejderne og andre undertrykte folk blive bevidste om, at de blev udnyttet og deltage i kampen for frihed. De under-trykte folk i den tredje verden – bl.a. Vietnam – var allerede i gang med dette oprør. Dette oprør eller den væbnede kamp måtte også starte i Europa og USA, mente de yderligtgå-ende.

r Vietnamdemonstration i København i 1967.

pitalisme med socialisme ville verden blive retfærdig. Denne sammenhæng var ikke gået op for arbejderne i den vestlige verden. De blev nemlig ved med at stemme på Socialde-mokratierne og andre partier, som støttede kapitalisterne.

Kun ved at venstreoriente-rede grupper bekæmpede ka-pitalismen med vold ville ar-

For nogle unge var det ikke nok at demonstrere. De dan-nede yderligtgående venstre-orienterede grupper, som mente, at vold var nødvendigt for at ændre samfundet. Disse grupper mente, at USA’s rege-ring og hær var et redskab for kapitalisterne, der undertrykte og udnyttede arbejderne i hele verden. Kun ved at erstatte ka-


Kun et mindretal af de venstreorienterede og mod-standerne af USA’s krig i Vietnam gik ind for vold. Selv om de var få, fik de ofte demonstrationerne til at ud-vikle sig til ballade.

I flere Vesteuropæiske lande opstod der omkring 1970 venstreorienterede grupper, som mente, at vold var nødvendig for at ændre samfundet. Det gjaldt fx Rote Armee Fraktion (RAF) i Vest-tyskland og De Røde Brigader i Italien. Indtil De Røde Brigader gik i opløsning i lø-bet af 1980’erne, stod organi-sationen bag mere end 15.000 voldelige aktioner i Italien. Den mest omtalte var kidnapningen og mordet på politikeren Aldo Moro i 1978.

Gennem 1970’erne og 1980’erne udførte Rote Ar-mee Fraktion (RAF) attenta-ter mod tyske statsinstitutio-ner og dræbte flere fremtræ-dende embedsmænd. RAF samarbejdede med og støt-tede terrorgrupper fra Mel-lemøsten.

I Danmark opstod den så-kaldte Blekingegadebande. Medlemmerne kom fra den ekstremt venstreorienterede Kommunistisk Arbejderkreds. Gennem røverier af banker og posthuse skaffede gruppen penge og våben til palæsti-nensiske terrorgrupper.

n Det venstreorienterede kollektiv Maos Lyst i 1968. Mao var leder i det kommunistiske Kina og var det store forbillede for mange venstreoriente-rede i perioden. På væggen en plakat med den latinamerikanske oprørshelt Ernesto Che Guevara (1928-67).

n Molotov-cocktails, som blev brugt fx ved voldelige demonstrationer. Flaskerne var fyldt med benzin. Man satte ild til vægen og kastede flasken mod politiet. Flasken knustes i et flammehav.


n At være aktiv i en bevægelse var typisk for ungdomskulturen i 1970’erne og 1980’erne. En af de største var Oplys-ning om Atomkraft, som arbejdede for, at der ikke skulle indføres atomkraft i Danmark. Regeringen havde udpeget steder, der var egnet til atomkraftværker. Det lykkedes bevægelsen at overbevise politikerne om, at planerne skulle lægges i skuffen. Andre unge var aktive i fredsbevægelser og fredskampagner som Next Stop, som arbejdede imod Sovjetunionens og USAs voldsomme atomvåbenoprustning i begyndelsen af 1980‘erne. Fotoet er fra kampagnen Next Stop Sovjet, hvor Lars H.U.G. giver koncert under det sovjetiske politis omhyggelige overvågning.

Et bedre samfund ?

Nogle ekstremt venstreoriente-rede mente, at kun ved brug af vold kunne man ændre sam-fundet.

De hævdede, at der i ethvert samfund var to samfundsklas-ser, som stod i modsætning til hinanden: arbejderne og kapi-talisterne.

Kapitalisterne ejede virksom-hederne, hvor arbejderne blev

udnyttet. Staten, dvs. regerin-gen, domstolene, politiet og andre myndigheder, hjalp kapi-talisterne med at holde arbej-derne nede. Desuden holdt ka-pitalisterne i hele verden sam-men. Man talte om den inter-nationale kapitalisme, der ud-nyttede befolkningerne i de fattige lande.

De venstreorienterede ville af-skaffe kapitalismen og indføre socialismen. Det ville bl.a. be-tyde, at arbejderne selv skulle overtage virksomhederne. I ti-

dens løb har de venstreoriente-rede diskuteret, hvordan det skulle ske.

De yderligtgående ville bruge vold og terror. Det ville tvinge staten og kapitalismen til at vise deres „sande ansigt“. For at bekæmpe de yderligtgående var staten nødt til at begrænse de demokratiske rettigheder. Det ville få folk til at indse, at de blev udnyttet. Og derfor ville de slutte sig til det oprør, som de venstreorienterede havde startet.


Oprør i uddannelserne

Siden 1950’erne tog flere og flere unge en længerevarende uddannelse. I 1960’erne vok-sede antallet af studerende på landets universiteter vold-somt. En del studerende var aktive i Vietnamkomiteerne eller i andre politiske bevæ-

gelser. De var kritiske over for forholdende på universi-teterne. Disse unge var util-fredse med, at professorerne havde næsten enevældig magt, og at indholdet i studi-erne havde meget lidt med de aktuelle samfundsproble-mer at gøre. Dette udløste et studenteroprør.

I Danmark foregik studen-

teroprøret fredeligt. Nogle institutter blev besat, og de studerende satte plakater op med tekster som „Medbe-stemmelse nu!“ og „Bryd professorvældet“.

Og professorernes magt blev brudt. I begyndelsen af 1970’erne blev styrelsesloven for universiteter og andre vi-deregående uddannelser lavet helt om, og de studerende fik medindflydelse. I de følgende år blev den brugt flittigt til at ændre indholdet af studierne. Denne aktivitet blev dog ikke ved. Siden midten af 1990’erne blev det på mange uddannelser vanskeligt at finde et tilstrækkeligt antal studerende, der ville gå ind råd og udvalg og dermed bruge medbestemmelsen.

j Efter at have ulmet i nogle år brød studenteroprøret ud på en række vesteuropæiske og amerikan-ske universiteter i foråret 1968. I Paris kom det til voldsomme gade-kampe mellem 20.000 studerende og politiet. Billedet er fra en gade i Paris efter en nats gadekampe mel-lem studerende og politiet.


Blomsterbørn

1960’erne var præget af stærkt øget økonomisk vækst og forbrug. Periodens main-stream-familiekultur (se side 48) kan kort beskrives sådan: Efter endt uddannelse sør-gede man for at få et godt og sikkert job. Man blev gift og fuldendte kernefamilien med

et par børn. Begge ægtefæller fortsatte med at arbejde, så der var råd til et parcelhus og en bil. Parcelhusgrunden var som regel lille (500-700 m2) og omgivet af en hæk eller et hegn. Haven var nydelig med beplantning og blomster-bede, der viste, at her boede en pæn og ordentlig familie.

Fra sidste halvdel af 1960’-

n Øen Wright – langt fra rotteræset – var et af hippiernes populære mødesteder. Billedet er fra 1969.

erne opstod der blandt unge mennesker bevægelser og kulturer, som tog afstand fra forbrugerræset og main-streamkulturens familiemøn-stre. Fællesskab, kærlighed og fantasi var det vigtigste, mente hippierne.

Hippiebevægelsen var som andre ungdomskulturer op-stået i USA. Hippierne eller


blomsterbørn, som de blev kaldt i Danmark, var iøjne-faldende med langt hår, pan-debånd, farverigt – gerne hjemmesyet – tøj. Værdierne søgte man i Østens mystik og eksotisk mikro-makro-mad. LSD, hash og andre stoffer kunne frigøre ens fan-tasi og kærlighed. En del hippier flyttede sammen i kollektiver eller storfamilier. Her var man fælles om alt. Man sagde, at den private ejendomsret var afskaffet. Til

n Christiania rummer mange fantasifulde huse.

det øvrige samfunds nysger-righed og forargelse var man i nogle kollektiver også fælles på det seksuelle område.

Nogle hippier dannede foreningen Det Ny Samfund. Som navnet fortæller, ville den finde andre og bedre må-der at leve på end main-streamkulturens. I 1970 købte foreningen et areal ved lands-byen Frøstrup i Thy. Om sommeren holdt hippierne en gigantisk teltlejr, hvor i alt 25.000 unge flippede ud i

stoffer, druk og fri kærlighed. Da sommeren var forbi, be-sluttede omkring 100 af del-tagerne at blive i Frøstrup. De opførte primitive hytter, som de boede i. Frøstrup-lejren eksisterer stadig.

Et andet alternativt sam-fund blev grundlagt i 1971. En gruppe unge besatte den forladte Bådsmandsstræde Kasserne og grundlagde fri-staden Christiania. Den blev hurtigt en af Københavns største turistattraktioner.


n I 2003 lykkedes det medlemmer af den autonome gruppering Globale Rødder at komme ind på Christiansborg. Her smed de maling på statsmini-ster Anders Fogh Rasmussen. Det skulle være en protest mod Danmarks del-tagelse i krigen i Irak.

Samtidig blev det storbyens største hashmarked. I de føl-gende årtier var Christiania jævnligt i medierne, når po-litikere ville lukke fristaden, eller når politiets razziaer førte til sammenstød med beboerne. Knapt så omtalt var de virksomheder, fx cy-kelværkstedet, der også fand-tes i fristaden.

Hippiernes mest markante arrangement var Woodstock-festivalen i 1969. I tre dage festede 400.000 unge men-nesker med Peace, Love and Understanding til musik af Jimmi Hendrix, The Who, Joe Cocker og andre musi-kere, der fulgte tidens strøm-ninger. Woodstock-festivalen inspirerede bl.a. til Roskilde-festivalen, som har været af-holdt siden 1971.

Egoistiske unge?

Protest, oprør og forsøg på at ændre verden var kendetegn ved ungdomskulturen om-kring 1970. I dag har ung-domskulturen andre træk. Kun få unge er med i bevæ-gelser, medlem af politiske partier eller deltager i aktio-ner. En undtagelse er aktio-ner udført af mindre grupper af autonome i København.

Nogle forskere mener, at unge i det første årti af 2000-tallet ikke vil påtage

Gener ation fucked up

Sådan skrev forfatter og samfundsdebattør Morten Albæk (f. 1975):

„De 16-30-årige er den mest ansvarsløse og selvtilstrækkelige generation set i moderne tid – den er fucked up!“


r Unge på skateboard på Israels Plads. Er nutidens unge individualister, der kun er optaget af sig selv?

sig ansvar for fællesskabet. De interesserer sig stort set ikke for andre end sig selv, fest, det smarteste tøj, nyeste mobiltelefoner, computere og andre forbrugsgoder.

De unge er altså mindre op-taget af samfundsmæssige pro-blemer og løsning af disse end tidligere. En stor europæisk undersøgelse fra begyndelsen

af 2000-tallet viste, at af alle 14-15-årige i Europa var de danske mindst interesserede i at bruge tid på politik og sam-fundsmæssige spørgsmål.

For at få råd til et stort forbrug har de fleste unge i Danmark et fritidsjob. Det prioriteres ofte højere end skolearbejde. I gennemsnit har danske unge flere penge

til forbrug end andre euro-pæiske unge.

Andre undersøgelser viser, at unge ikke er superegoister, men faktisk er sociale indivi-der, der indgår i forskellige typer af fællesskaber. De er mere åbne over for nære venner, og de støtter hinan-den, hvis der er forskellige former for problemer.


Evig ungdom?

For få årtier siden blev ung-domstiden betragtet som en problematisk periode. I dag er det at se ud og opføre sig som unge blevet et ideal for mange – også selv om de er i 40’erne og 50’erne. „Folk er i dag forhippet på at være unge, indtil de bliver gamle. Voksenalderen er simpelthen blevet væk … Ungdommen har i grotesk form bredt sig. Vi er unge, der er blevet æl-dre – aldrig voksne. Ingen vil være voksne,“ hævder idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt.

Flere og fl ere får foretaget kirurgiske indgreb, der mod-virker kroppens synlige tegn på, at den ældes. Tøjmoden er også ungdommelig. Det er

ikke ualmindeligt, at mødre klæder sig som deres 14-15-årige døtre. Og det er ikke usædvanligt, at de midald-rende går lige så meget op i smarte mobiltelefoner og avancerede bærbare musik-afspillere som de unge.

Vi føler os også unge læn-gere. Den britiske aldersfor-sker Dominic Abrams har gennemført en stor undersø-gelse af folks opfattelse af, hvornår man er ung, voksen og ældre. I gennemsnit ser de fl este sig som unge, til de er 49 år. Alderdommen begyn-der så småt ved 65-årsalde-ren. Det vil altså sige, at man er voksen mellem 49 og 65 år, hvilket giver en voksen-alder på 15 år! Hvordan vil man mon opfatte ungdom-men om 20 og om 50 år?

„Hvor tidligere ungdomsgene-rationer var diskere eller fl ip-pere – og ikke sådan lige skif-tede fra det ene til det andet – orienterer nutidens unge sig i et hav af æstetiske fællesska-ber, som tæller hiphopperne, streetwear-typerne, de klassi-ske, boyband-typerne, neohip-

pierne, de trashglamourøse, britpopperne, grungetyperne og mange, mange fl ere. Og de unge bevæger sig mellem disse æstetiske fællesskaber med en hidtil uset mobilitet. Selv om de er grungetyper et år, kan de sagtens være brit-poppere næste år. Springet fra

hiphop til streetwear er heller ikke så stort.“

(Niels Ulrik Sørensen, forsker ved Center for Ungdomsforsk-ning, Danmarks Pædagogiske Universitet)

Skift stil !


I 1800-tallet foregik der vold-somme forandringer i Dan-mark. Krige betød, at riget blev mindre. Indtil midten af århundredet bestemte kongen alt. Han var enevældig. Så blev enevælden erstattet med en styreform, der gav folket ind-fl ydelse. Nye ideer og de dramatiske begivenheder betød, at folk i Danmark i stadigt højere grad følte, at de tilhørte et natio-nalt fællesskab, der blev holdt sammen af sproget, historien og fædrelandet.

F O L K O G F Æ D R E L A N D 69

Folk og fædreland

Gode tider

I år 1800 havde Christian 7. været enevældig konge i 44 år. Siden sine unge år havde han lidt af psykiske forstyr-relser. I perioder var han helt utilregnelig. Med årene var det blevet værre. Det var dog ikke det store problem for landets styre, at kongen var sindssyg. Dygtige ministre og embedsmænd sørgede for, at landet blev regeret fornuf-tigt. Og ganske vist kunne Christian 7. bestemme alt, men reelt havde det siden 1784 været kongens søn, kronprins Frederik, der rege-rede.

Den sidste del af 1700-tal-let havde været en økono-misk god tid for Danmark. Man taler om den florissante (blomstrende) periode. Især fjernhandelen blomstrede. Danske skibe transporterede varer over verdenshavene og

skaffede gode fortjenester til deres ejere og skat til stats-kassen.

Når det gik så godt for den danske handel, skyldtes det for det første, at verdens-handelen voksede i perioden. For det andet var der krig og konflikter mellem Frankrig og England. De to stormag-ter forsøgte gensidigt at øde-lægge hinandens handel. Fx erobrede engelske krigsskibe franske handelsskibe og om-vendt. Men Danmark var neutral, så danske handels-skibe kunne sejle i fred – og leverede varer til både Frankrig og England.

Christian 7.s rige var langt større end nutidens Dan-mark. Det danske rige – eller helstaten – bestod af kongeri-get, som var næsten det samme som Danmark i dag, men mindre. Grænsen gik ved Kongeåen syd for Kol-ding. Syd for grænsen lå her-

tugdømmerne Slesvig og Holsten. Her regerede Chri-stian 7. også enevældigt, men hans titel var hertug.

Norge var også en del af den danske helstat. I 1397 havde Danmark, Norge og Sverige sluttet sig sammen i en union med en fælles konge. I begyndelsen af 1500-tallet brød Sverige ud af unionen. Norge blev, og man talte om Danmark-Norge. Men det var den danske konge og hans rege-ring, der bestemte. Også Færøerne, Island og Grøn-land hørte med til helstaten. Grønland var en koloni – eller rettere omkring 20 kolonier på linje med andre danske kolonier: Trankebar i Indien og De Danske Vestin-diske Øer.


n Kristian Zahrtmann (1843-1917) malede dette billede af en situation ved Christian 7.s hof om-kring 1875. Zahrtmann ville vise, hvor tåbelig enevælden var. Den sindssyge konge ligger på sofaen og driller en papegøje, som er et sym-bol på det overfl adiske og pjattede. Kongens livlæge Struensee havde reelt magten i landet

fra 1770 til 1772 – og han blev også dronning Caroline Mathildes elsker. Ved bordet sidder Struensee og Caroline Mathilde og spiller skak. De er dog tydeligt mere optaget af hinanden end af spillet. Hofdamen holder tilsyneladende øje med skakbrættet, men er mere optaget af, hvad der foregår mellem de elskende.


Kongerne

Fra 1660 til 1849 var de danske konger enevældige. Selv om Danmark fi k en fri forfatning (Grundloven) i 1849, havde kongerne sta-dig stor magt i resten af 1800-tallet. I dette kapitel kan du læse om følgende konger:

n Christian 9. (født 1818, konge 1863-1906)Den første konge af den glücks-burgske slægt.

n Frederik 7. (født 1808, konge 1848-63) Med ham uddøde den oldenburgske kongeslægt, der havde siddet på den danske trone siden Christian 1. (1448-81)

n Christian 8. (født 1786, konge 1839-48)

n Frederik 6. (født 1768, konge 1808-39)

n Christian 7. (født 1749, konge 1766-1808)


Slaget på Reden

Napoleonskrigene havde hær-get Europa siden begyndel-sen af 1790’erne. Frankrig stod i spidsen for den ene og Storbritannien for den anden fløj. I 1800 havde Danmark haft held til at holde sig ude af krigene. Det var godt for danske handelskompagnier, der leverede varer til de krigsførende parter. For at beskytte handelsskibene havde Danmark, Sverige, Preussen (stat i den nordlige del af det nuværende Tysk-land og Polen) og Rusland indgået et væbnet neutralitets-forbund. Man ville altså bruge magt for at beskytte sin neu-tralitet. Det betød, at han-delsskibene sejlede i konvoj ledsaget af krigsskibe.

Storbritannien havde Europas største krigsflåde. Det betød, at briterne havde magten i de europæiske far-vande. Det væbnede neutra-litetsforbund var en trussel mod Storbritanniens søherre-dømme, mente briterne.

Næst efter Storbritannien havde Danmark den største flåde i Europa. Og Danmark havde endda planer om at forstærke sin flåde. Kunne briterne bevare magten på havet, hvis Danmark frivil-ligt eller under tvang sluttede

j Slaget på Reden var kortvarigt, men blodigt. Mere end 1.000 danske soldater blev dræbt eller såret.Maleriet af Slaget på Reden er ud-ført af Christian Mølsted (1862-1931) i 1901 – 100 år efter begivenheden. Til venstre for masten ses den kun 17-årige søofficer Peter Willemoes (1783-1808) opmuntre sine mænd til at fortsætte kampen. Få år senere blev Willemoes dræbt i et søslag ved Sjællands Odde. N.F.S. Grundtvig (1783-1872) skrev i 1808 sangen Kommer hid, I piger små! som en hyldest til Willemoes. Især i sidste halvdel af 1800-tallet udviklede der sig en stærk national-følelse i Danmark. Willemoes indgik i rækken af danske helte, der havde ofret sig for konge, folk og fædre-land.


sig til Frankrig og dermed også var i krig mod England?

Storbritannien krævede derfor, at Danmark meldte sig ud af neutralitetsforbun-det. Det nægtede kronprins Frederik (senere kong Frede-rik 6.). I 1801 sejlede en stor

britisk flåde under ledelse af Parker og Nelson ned gen-nem Øresund og angreb danske skibe, der lå for anker ved København. Slaget på Reden varede 6-7 timer, så var briterne trængt så langt frem, at de kunne bombe res-

ten af flåden og selve havnen.Nu gav kronprins Frederik

op. Nelson og Parker sejlede hjem, da kronprinsen lovede, at Danmark meldte sig ud af neutralitetsforbundet og stoppede udbygningen af flå-den.


Fortsat nedtur

Danmark overholdt aftalen og meldte sig ud af neutrali-tetsforbundet, der var indgået med Rusland, Sverige og Preussen. I 1799 havde den russiske zar meldt sig ud af den antifranske alliance. I begyndelsen af 1800-tallet drøftede zaren og den fran-ske kejser Napoleon i hem-melighed et forbund, der var vendt mod Storbritannien. Britiske spioner fik færd af planerne. Storbritannien frygtede, at Frankrig og Rusland simpelthen ville tage den danske flåde. Det kunne give problemer. Der-for besluttede briterne at komme dem i forkøbet.

I 1807 modtog kronprins Frederik og hans regering et krav fra briterne: Enten ind-gik kronprinsen en alliance med Storbritannien og stil-lede den danske flåde under britisk kommando. Eller også udleverede danskerne flåden til briterne som sikkerhed for landets neutralitet. Kronprin-sen nægtede begge dele.

26.000 britiske soldater blev landsat på Nordsjælland. I tre døgn blev København bombarderet fra land- og fra søsiden. Store dele af Køben-havn blev ødelagt. 1.600 kø-benhavnere mistede livet, og lige så mange blev såret. Så overgav den danske general

Paymann sig. Briterne blev på Nordsjælland i yderligere seks uger, før de sejlede af sted med hele den danske flåde.

Kronprinsen, der efter fa-rens (Christian 7.) død i 1808, blev enevældig konge som Frederik 6., var så ra-sende på Storbritannien, at han sluttede sig til Napoleon. I mangel på en flåde udrustede kongen kanonbåde, som han prøvede at bekæmpe de engelske skibe, der sejlede gennem dansk farvand, med.

Efter et mislykket felttog mod Rusland i 1812-3 var det klart for de fleste, at Napoleon ville tabe krigen. Frederik 6.s ministre forsøgte forgæves at få kon-gen overtalt til at bryde med Napoleon – ligesom hans andre allierede havde gjort.

Krigen mod Storbritan-nien var kostbar for Dan-mark. Dertil kom, at staten var gået glip af toldindtægter, som handelsskibe måtte be-tale, når de sejlede gennem Øresund. Det førte til, at den danske stat gik fallit i 1813. Om efteråret samme år blev de franske tropper jaget ud af Nordtyskland. Sverige, der

var allieret med Storbritan-nien, besatte Slesvig og Hol-sten. I 1814 gav Frederik 6. op og sluttede fred med Sve-rige og Storbritannien. Pri-sen var høj: Sverige overtog Norge. Som et plaster på så-ret fik Frederik 6. det lille tyske hertugdømme Lauen-burg.

n Det danske rige eller helstaten Danmark bestod af fire dele: Konge-riget og hertugdømmerne: Slesvig, Holsten og Lauenburg.


n C. W. Eckersbergs (1783-1873) maleri af Københavns bombardement. I baggrunden ses tårnet på Vor Frue Kirke, som er skudt i brand.


Napoleonskrigene

Sådan kalder man en række krige mellem euro-pæiske stater 1792-1815. De startede under Den Franske Revolution (1789-94). I de første år af re-volutionen blev den franske konge tvunget til at opgive sin enevældige magt og give borgerne indfl ydelse.

1792:Den franske konge Ludvig 16. erklærede Østrig og Preussen krig. Kongen havde aftalt med den østrigske kejser og den preussiske konge, at Frankrig skulle tabe krigen. Ludvig 16. håbede nemlig, at det ville få revolutionen til at bryde sammen, så han kunne blive enevældig konge igen. Efter nogle måneder blev kongens plan af-sløret. Han blev fængslet og året efter henrettet. Krigen fortsatte dog, og det gik godt for den franske hær.

1793:Storbritannien, Spanien og fl ere andre lande lavede en alliance mod Frankrig. Men fransk-mændene klarede sig.

1794:General Napoleon Bonaparte fi k ledelsen af den franske hær, der vandt fl ere og fl ere sejre.

1795:Preussen sluttede fred med Frankrig.

1796:Østrig sluttede fred med Frankrig.

1797:Storbritannien alene tilbage mod Frankrig, og der blev en pause i krigen.

1798:Napoleon indledte et felttog mod den britiske koloni Egypten. Ved at erobre de engelske kolo-nier, der forsynede Storbritannien med varer, ville Napoleon udsulte landet og tvinge det til overgivelse. Men den engelske fl åde under le-

delse af lord Nelson ødelagde den franske i et stort slag ud for Abukir. Herefter var det umuligt for franskmændene at bevare forbindelsen til Egypten.

1799:Den anden antifranske alliance mellem Storbri-tannien, Rusland, Østrig og fl ere mindre lande. Rusland trak sig ud af alliancen samme år.

1800:På det europæiske fastland gik det godt for franskmændene.

1801:Østrig sluttede fred med Frankrig.

1802:Fred mellem Frankrig og Storbritannien.

1803:Nye sammenstød mellem Frankrig og Storbritan-nien.

1804:Napoleon lod sig krone som kejser.

1805:Den tredje antifranske alliance mellem Storbri-tannien, Østrig, Rusland og Sverige. En forenet fransk-spansk fl åde led nederlag til den britiske i slaget ved Trafalgar.

1806:I et kæmpemæssigt slag ved Austerlitz led den forenede østrigske og russiske hær nederlag til den franske. Østrig gav op. Indtil 1812 herskede Napoleon over det meste af Europa. Napoleon indførte en fastlandsspærring, dvs. ingen euro-pæiske lande måtte handle med Storbritannien.

1807:Efter et par alvorlige nederlag sluttede den rus-siske zar fred med Napoleon.


n Billedet forestiller Napoleons sidste slag ved Waterloo i Belgien.

n De franske tropper trækker sig tilbage efter nederlaget ved Leipzig 1813.


1808:Franske tropper tog til Spanien for at nedkæmpe et antifransk oprør.

1809-11:Forholdsvis rolige år. Napoleon sørgede for at få familiemedlemmer anbragt som ledere i en række besatte land.

1812:Napoleons felttog mod Rusland. Den hårde vin-ter, sult og russernes guerrilla-angreb betød, at hovedparten af de franske soldater omkom.

1813:Storbritannien, Rusland, Østrig, Preussen og Sverige oprettede en ny antifransk alliance. I slaget ved Leipzig led den franske hær et knusende nederlag. Alliancens tropper trængte ind over Frankrigs grænser.

1814:Napoleon blev tvunget til at gå af. Han blev forvist til øen Elba i Middelhavet.

1815:Napoleon vendte tilbage til Paris. Her lykkedes det ham at samle en større hær. En hær af briti-ske, østrigske, russiske og preussiske tropper nedkæmpede Napoleons styrker i slaget ved Waterloo. Napoleon blev nu sendt til den lille ø St. Helena ca. 2.000 km fra Afrikas kyst. Her døde han i 1821.

n Europa omkring 1800.


n Europa 1810

n Europa 1815


Livet i Danmark

Omkring 1830 var der ca. 1,2 mio. mennesker i Dan-mark. Af dem boede knap 1 mio. på landet. Lidt over 100.000 levede i København og lige så mange i mindre byer. En del af landbefolk-ningen var bønder, der ejede eller havde fæstet (lejet af godsejerne) de ca. 65.000 gårde. Da kornpriserne steg, klarede denne gruppe sig godt. Men hovedparten af landbefolkningen var hus-mænd og landarbejdere. Husmændene havde som re-gel lidt jord, så de kunne dyrke foder til en ko og et

n Tegningen viser en gade i København omkring 1870.

Sociale grupper

Landbefolkningen var delt i fi re klasser efter udbyttet af deres jord. Som måleenhed brugte man tønder = tdr. (ca. 140 l) hart-korn (hårdt korn, dvs. byg eller rug). Var jorden meget frugtbar, gav 2 tønder land (1 tønde land = 5.516 m2) 1 tdr. hartkorn. På de dårligste jorde skulle man have op til 16-20 tdr. land for at få et udbytte på 1 tdr. hartkorn:. Godsejere og proprietærer: mere end 12 tdr. hartkorn. Gårdmænd: 1-12 tdr. hartkorn. Husmænd: op til 1 tdr. hartkorn. Indesiddere (lejere), daglejere (folk, der var ansat én dag ad

gangen), tyende (tjenestefolk).

Bybefolkningen var delt i tre sociale grupper:. Højere borgerskab: højtstående embedsmænd (akademikere), grosserer, storkøbmænd, fabrikanter. Småborgerskab: lavere embedsmænd, handlende,

håndværkere. Arbejderklassen: faglærte og ufaglærte arbejdere, tyende (tjenestefolk), daglejere.


L andarbejderfamiliens bolig

En beskrivelse fra omkring 1850 fortæller om et hus, der var indrettet til seks landarbejderfamilier:

1. familie (3 personer) boede i ét rum på 2,5 x 2,5 m.

2. familie (5 personer) boede i ét rum med to senge.

3. familie (7 personer) boede i ét rum med to senge, hvor henholdsvis 4 og 3 personer sov.

4. familie (7 personer) boede i ét rum på 2,5 x 3,5 m.

5. familie (4 personer) én seng. En pige på 10-12 år sov i et skab.

6. familie (5 personer) boede i ét rum.

(fra Jens Engberg: Dansk guldalder – eller oprøret i tugt-, rasp- og forbedringshuset, 1973)

De allerfat tigste

I 1848 udgav H.C. Andersen (1805-75) eventyret Den lille pige med svovlstikkerne, som skildrer de fattiges forfærdelige for-hold. I Kun en spillemand fra 1839 fortæller H.C. Andersen om sit møde med fattigdommen, da han kommer til København om-kring 1820:

„Ved gadehjørnet på den kolde smudsige trappesten sad en ung, dødbleg kone i pjalter. En lille, halvnøgen dreng lå græ-dende med hovedet i hendes skød. Et gult sygt barn diede det udhungrede bryst. Hun lagde hovedet tilbage og bandede, syn-tes hverken at have sans for det større eller mindre barn.

„Hun er syg!“ udbrød Christian. „Skal vi ikke sige det til en af de fornemme damer!“

Matroserne lo og førte ham ind i sidegaden, hvor fl øjter og violiner klang fra et lavt, mørkt hus. De gik derind …“

par grise. For at klare sig måtte de også arbejde for bønderne og godsejerne.

Landarbejderne havde ikke jord at dyrke eller hus-dyr. Som ordet viser, arbej-dede de for bønderne og godsejerne. Da priserne på mad, tøj og andre nødven-dige varer steg, mens lønnen lå fast, blev levevilkårene for husmænd og landarbejdere dårligere i 1830’erne og 1840’erne. De og deres fami-lier levede fattigt på – og ofte under – sultegrænsen. Når Grundtvig i sin salme Lille Guds barn fra 1856 skrev: „dog hvor bønder af hunger dø, fi nder den lille fugl et frø“, var det en beskrivelse af de faktiske vilkår.

I byerne kom den økono-miske fremgang fra omkring 1830 først og fremmest over-klassen, dvs. højere embeds-mænd, storkøbmænd, større håndværksmestre og virk-somhedsejere, til gode. Af Københavns godt 100.000 indbyggere udgjorde denne gruppe og deres familier et par tusinde personer. Almin-delige håndværkere og hand-lende klarede sig nogen-lunde, mens arbejdere og tje-nestefolk levede under usle kår.

Nederst – og skubbet ud af samfundet – var de aller-fattigste. Ganske vist be-stemte loven, at sognekom-


munerne skulle hjælpe de fattige, der ikke kunne klare sig selv. Men det kneb med at få loven overholdt. Derfor måtte de hutle sig igennem ved at tigge. I dårlige tider, som i årene efter Napole-onskrigene, hvor Danmark var gået fallit, var gruppen af fattige meget stor – måske op mod 50.000. I 1835 fik 6 % af Københavns befolkning fat-

f Tegningen fra midten af 1800-tallet viser en fattig pige, der forsø-ger at sælge svovlstikker.

Nye tanker

1814-15 mødtes de europæi-ske stormagter Østrig, Stor-britannien, Rusland, Preus-sen og Frankrig i Wien for at aftale en fred for Europa ef-ter Napoleonskrigene. De var enige om, at grænserne skulle trækkes, så stormag-ternes herskere var tilfredse. Ellers ville der igen udbryde krig.

Forhandlerne i Wien var også enige om, at de liberale og især de nationale ideer, der var opstået i slutningen af 1700-tallet, skulle under-trykkes. „Liber“ betyder fri-hed. Tilhængerne af libera-lisme ville afskaffe enevælden og lade borgerne vælge en forsamling, der bestemte lo-vene. Tilhængerne af de na-tionale tanker hævdede, at nationen var det vigtigste fæl-lesskab. En nation var et folk,

der havde et fælles sprog, en fælles historie og kultur. Mange gik både ind for de liberale og de nationale ideer. Derfor blev de kaldt national-liberale.

Men de liberale og natio-nale strømninger kunne ikke undertrykkes. I 1830 førte et oprør i Frankrig til, at kon-gen måtte gå af. Den nye konge måtte skrive under på en fri forfatning (grundlov), som gav borgerne stor magt. Oprøret i Paris inspirerede til uro og krav om frie forfat-ninger andre steder i Europa.

Selv om uroen ikke bredte sig til Danmark, var den enevældige Frederik 6. ner-vøs. I Slesvig og Holsten be-gyndte flere at tale om, at hertugdømmerne skulle slut-tes sammen og have en fælles fri forfatning. I 1831 beslut-tede kongen at oprette fire stænderforsamlinger: en for

øerne (Fyn, Sjælland, Lol-land, Falster, Møn m.fl.), en for Nørrejylland (dvs. landet nord for Kongeåen), en for hertugdømmet Slesvig og en for hertugdømmerne Holsten og Lauenburg.

Medlemmerne af stænder-forsamlingerne var valgt af mænd, der var fyldt 25 år, og som rådede over ejendom el-ler formue af en vis størrelse. Dvs. kun godsejerne, en del af gårdejerne samt de mest velhavende i byerne måtte stemme. I alt havde lidt un-der 3 % af befolkningen valgret.

Stænderforsamlingerne kunne kun give kongen gode råd om lokale forhold i for-samlingens område. Som re-gel rettede kongen sig dog efter forsamlingernes råd. Stænderforsamlingerne ba-nede vejen for, at der om-kring 1840 blev indført råd i

tighjælp. En person på fattig-hjælp fik i gennemsnit 4 rigs-daler om året. Så meget tjente en håndværker på to-tre uger. Det var altså umuligt at over-leve på fattighjælp alene. For at holde den værste sult fra døren var det nødvendigt at tigge eller begå kriminalitet.


kommuner og amter. De skulle tage sig af skoleunder-visningen, vejvæsenet og de fattige. Medlemmerne af rå-dene blev valgt efter nogen-lunde de samme regler som medlemmerne af stænderfor-samlingerne var valgt.

Med stænderforsamlingen havde den enevældige konge åbnet op for, at borgerne fik en vis medindflydelse. For de nationalliberale var det ikke nok. I deres avis Fædrelandet bragte de artikler om det ønskværdige i at afskaffe enevælden helt og indføre en fri forfatning (grundlov). Så satte Frederik 6. hælene i. Han udsendte et reskript (en kongelig beslutning). I det gjorde han klart, at „Vi (dvs. kongen) alene vide“, hvad der var bedst for landet.

j I 1784, da kronprins Frederik (1768-1839) kun var 16 år, blev han reelt det enevældige overhoved i den danske helstat. Ved farens død i 1808 blev han kronet som Frederik 6. Frederik 6.’s dumstæ-dige udenrigspolitik i de sidste år af Napoleons-krigene fik katastrofale konsekvenser for Danmark med statsbankerot og ta-bet af Norge. Men da kon-gen gjorde en ihærdig ind-sats for at få landet på fode igen, var han meget populær. I 1830’erne var det dog klart, at kongen ikke ville give folket mere indflydelse, end det havde fået gennem stænderfor-samlingerne. Især blandt de liberale i byerne blev han upopulær. Da han ef-ter nytår 1840 skulle føres fra København til Roskilde, hvor han skulle begraves i domkirken, blev ligtoget mødt med store demon-strationer både i Køben-havn og Roskilde.

j Kun mænd, der var fyldt 30 år, og som havde ejen-dom, kunne vælges til en stænderforsamling. Billedet viser stænderforsamlingen for øerne. Den havde 70 medlemmer og mødtes i Roskilde. Den 55 mand store stænderforsamling for Nørrejylland holdt til i Viborg. Slesvigs stænder-forsamling havde 43 med-lemmer og havde hoved-sæde i byen Slesvig, og Itzehoe var mødested for den 47 mand store stæn-derforsamling for Holsten og Lauenburg.


De nationalliberale og Slesvig

Overklassen i København be-stod af akademisk uddannede højtstående embedsmænd. Mange af dem sluttede sig i 1840’erne til en gruppering, der blev kendt som de natio-nalliberale. De nationalliberale ville opløse helstaten. De mente, at hertugdømmerne Holsten og Lauenburg af sproglige og historiske grunde

var tyske. Derfor skulle de helt udskilles af riget. Til gengæld skulle hertugdøm-met Slesvig indlemmes i kon-geriget. Begrundelsen var, at i vikingetiden og middelalde-ren var Slesvig en del af Dan-mark. Grænsen skulle gå ved floden Ejderen (se kort side 74).

De nationalliberale øn-skede, at enevælden blev er-stattet af en fri forfatning, dvs. en styreform, hvor man

valgte en forsamling, som be-stemte landets love. De natio-nalliberale forstillede sig ikke, at alle skulle have valgret. Kun „de begavede, de dan-nede og de rige“ skulle være med til at styre riget, som de nationalliberales talsmand Orla Lehmann senere ud-trykte det. Til denne gruppe hørte efter de nationallibera-les opfattelse byens borger-skab og gods- og gårdejere på landet.

Selv om gårdejerne hørte med til de personer, der skulle være med til at styre, havde de nationalliberale kun begrænset støtte blandt bøn-derne. Siden slutningen af 1700-tallet havde den enevæl-dige konge indført reformer (ændringer), der havde gjort det muligt for bønderne selv at komme til at eje deres gårde. Derfor var den enevæl-dige konge populær blandt bønderne. Ved at støtte bøn-dernes ønsker om flere land-boreformer fik de nationalli-berale dog bøndernes opbak-ning i sidste del af 1840’erne.

Også i Slesvig og Holsten blev befolkningen påvirket af de liberale og nationale strømninger i 1830’erne og 1840’erne. De slesvig-holsten-ske nationalliberale ønskede, at Slesvig og Holsten skulle sluttes sammen til én stat med en fri forfatning. Kongeriget og Slesvig-Holsten skulle dog

n På Vesterbro i København står Frihedsstøtten. Den er 20 m og blev rejst i 1792 til minde om stavnsbåndets ophævelse i 1788.


Indtil langt op i 1700-tallet var de fl este bønder i Danmark fæstere. Det betød, at de havde lejet deres gård af en godsejer. Til gengæld skulle bønderne betale en årlig afgift og arbejde gratis for godsejeren et antal dage om året.

Gårdene lå samlet i landsbyer med markerne rundt om. Bøn-derne dyrkede jorden i fælles-skab. Men man vidste, hvilke marker der hørte til den en-kelte gård. Den dyrkede jord blev fordelt, så alle gårde fi k noget af den mest frugtbare jord og den dårlige jord. Det betød, at hver gård kunne have små jordstykker 20-30 forskel-lige steder. Hvis der hørte store dyrkede arealer til landsbyen, kunne der være langt, og det var tidkrævende at nå ud til de yderste marker.

Den form for landbrug var ikke særlig effektiv. I anden halvdel af 1700-tallet steg prisen på korn og kød. Kongen og gods-ejerne ønskede derfor at øge produktionen. For at gøre det blev der gennemført en række reformer (ændringer) af land-bruget.

I landsbyfællesskabet blev alle beslutninger taget af bønderne i fællesskab. Det var for lang-sommeligt. Derfor fi k man bøn-derne overtalt til at opløse landsbyfællesskabet. Bønder blev tilbudt fordelagtige lån, så de kunne bygge deres egne gårde uden for landsbyen, hvor markerne blev samlet omkring den enkelte gård. Når bønderne selv ejede deres gårde, var de også mere fl ittige, end når de var fæstere.

Bøndernes retsstilling blev også forbedret. Her var Stavnsbån-dets ophævelse i 1788 den vig-tigste lov. Stavnsbåndet var indført i 1733. Det betød, at godsejeren kunne forlange, at den enkelte bonde blev på god-set, fra han var 14, til han blev 36 år. Forbudet mod at rejse blev senere strammet fra mel-lem 4 til 40 år.

Stavnsbåndet blev indført for at sikre et tilstrækkeligt antal soldater til landmilitsen (hæ-ren). Kun bønderkarle skulle være soldater. De enkelte gods-ejere skulle – ud fra størrelsen af udbyttet af godset – stille et bestemt antal soldater til hæ-ren. Stavnsbåndet betød også, at godsejeren var sikker på, at der var nok bønder til at dyrke jorden.

j Orla Lehmann (1810-70) var tals-mand for de nationalliberale. Da Christian 8. (1839-48) overtog tro-nen, håbede Lehmann og de natio-nalliberale, at kongen ville indføre en fri forfatning og arbejde for, at Slesvig blev en del af kongeriget. Men de blev skuffede. Christian 8. gik ind for helstaten og opfattede sig selv som overhoved for alle ri-gets dele. I sine sidste år som konge begyndte han dog at overveje en stænderforsamling for hele riget. Den skulle have mere magt end de gamle stænderforsamlinger. Før sin død i januar 1848 pålagde han sin søn og efterfølger, kronprins Frede-rik at gennemføre planen.

være i union med hinanden, og de to stater skulle have en fælles konge.

De nationalliberale i Dan-mark og i hertugdømmerne var altså enige om at afskaffe enevælden. Men i spørgsmålet om Slesvigs skæbne var de uenige. Og problemet var ikke sådan at løse. I Nordsles-vig talte de fl este dansk – i hvert fald på landet, mens tysk var mere udbredt i byer som Haderslev og Åbenrå. I Sydslesvig var tysk det mest udbredte sprog.

L andboreformerne


Konflikten spidser til

Efter Christian 8.’s død den 20. januar 1848 overtog hans søn Frederik 7. tronen. Han var på det tidspunkt 40 år og dybt alkoholiseret. Hans druk og udsvævende liv havde ført til to skilsmisser og var formentligt årsagen til, at han ikke fik børn.

Frederik 7. fulgte sin fars ønske. En uge efter sin til-

trædelse udstedte han et re-skript (lov) om en fælles stænderforsamling, som var overordnet de stænderfor-samlinger, der var i rigets fire dele. Den fælles stænder-forsamling skulle have 52 medlemmer, hvor halvdelen var valgt i kongeriget og halvdelen i hertugdøm-merne. Valgretten sikrede, at det fortsat var den ejendoms-besiddende overklasse, der havde magten. Forsamlingen

skulle sammen med kongen beslutte lovene. Dvs. helsta-ten skulle bevares. Selv om den fælles stænderforsamling sammen med kongen skulle vedtage lovene, var det fort-sat kongen, som havde det sidste ord.

Men så skete der noget i Europa. I februar 1848 ud-brød der revolution i Fran-krig, kongen blev afsat, og landet blev igen en republik. Uroen bredte sig til bl.a.

n Mellem den 22. og 24. februar 1848 gjorde borgere og arbejder i Paris oprør. Hæren blev sat ind. Men da mange soldater sluttede sig til oprøret, flygtede kongen til England. Kongemagten blev afskaffet og Frankrig blev en repu-blik, hvor alle mænd, uanset ejendom, fik stemmeret til den lovgivende forsamling. Felix Henri Emmanuel Philippoteauxs (1815-1884) maleri fra 1848 forestiller oprørerne med deres rød-hvide-blå flag ved Paris rådhus, Hotel de Ville.


Østrig, Bøhmen, Ungarn, Italien og Berlin. Nyheden om opstandene nåede også Danmark. I hertugdøm-merne ønskede folk som ju-risten Wilhelm Beseler at udnytte situationen til at løs-rive Slesvig og Holsten fra den danske helstat. Beseler var initiativtager til at ind-kalde hertugdømmernes to stænderforsamlinger til et fælles møde i Rendsborg den 18. marts. Samtidig blev der arrangeret et folkemøde (dvs. alle interesserede havde ad-gang) om sagen i Rendsborg.

På mødet i Rendsborg blev de to stænderforsam-linger enige om, at Slesvig og Holsten skulle sluttes sammen i én stat med sin egen forfatning. Slesvig-Hol-sten skulle være ligestillede stater. De skulle indgå i en union, og begge stater skulle have Frederik 7. som konge. Samtidig skulle Slesvig-Hol-sten være medlem af Det Tyske Forbund (en sammen-slutning af tyske stater). Dette forbund var Holsten i forvejen medlem af.

Den 21. marts rejste fem repræsentanter fra Slesvig og Holstens stænderforsamlinger med dampskibet fra Kiel. Sejlturen til København varede 18-20 timer. I Køben-havn skulle repræsentanter overbringe kongen slesvig-holstenernes krav.

Slesvig-holstenerne

Slesvig-holstenerne bestod af tre forskellige grupper:. De liberale ønskede, at Slesvig og Holsten blev en selvstændig stat med en fri forfatning.. Godsejerne ønskede også, at hertugdømmerne skulle høre sammen. Den danske konge kunne fortsat være hertug. Men de var imod en fri forfatning, fordi den ville give borgerska-bet mere magt.. Hertugen Christian-August af Augustenborg og hans støtter, bl.a. broren prins Frederik kaldet prinsen af Nør krævede at blive hertug i hertugdømmerne, da den danske kongeslægt (oldenborgerne) ville uddø med Frederik 7., der ikke havde børn. Hertugen var imod en fri forfatning.

Orla Lehmann og de na-tionalliberale ønskede at ud-nytte uroen i Europa til at afskaffe enevælden, så de selv kom til magten og kunne indlemme Slesvig i kongeri-get. Lehmann var en blæn-dende taler. Ved møder i København lovede han so-ciale reformer og valgret for alle mænd – ligesom i Frankrig. Derfor sluttede mange sig til de nationallibe-rale. De nationalliberale sammensatte endda en rege-ring, der var parat til at over-tage styret.

Rygtet om folkemødet og de to stænderforsamlingers møde i Rendsborg nåede København før de slesvig-holstenske repræsentanter. Tænk, hvis kongen accepte-rede slesvig-holstenernes krav. Så var Slesvig tabt! Orla

Lehmann og de nationallibe-rale måtte handle hurtigt.

Om aftenen den 20. marts sammenkaldte de national-liberale til et stormøde i Casino Teatret i København. Der blev sunget fædrelands-sange, og de 2-3.000 menne-sker lyttede begejstret til Orla Lehmann tale om ind-førelsen af en fri forfatning, og at kongeriget og Slesvig skulle sluttes sammen, så Danmarks grænse skulle gå ved Ejderen. Men det kunne kun ske, hvis den gamle re-gering gik af. Den var til-hænger af helstaten og mod-stander af de nationalliberales Ejderpolitik. Mødet sluttede med en opfordring til dagen efter at deltage i et demon-strationstog til kongens slot, Christiansborg.


Enevældens fald

Dagen efter Casinomødet gik op mod 15.000 menne-sker i demonstrationstog til Christiansborg under ledelse af Københavns bystyre, bor-gerrepræsentationen. Frede-rik 7. havde hørt om Casino-mødet, og han havde drøftet sagen med sine rådgivere. De havde anbefalet ham at følge folkestemningen og afskedige regeringen. Så da medlem-merne af borgerrepræsenta-tionen fik foretræde for Fre-derik 7. og overrakte ham skrivelsen, som Orla Leh-mann havde skrevet, sagde kongen:

„… det gamle ministe-rium er opløst og eksisterer ej mere. Hvad Slesvigs uad-skillighed med Danmark an-går, da har jeg alt truffet de fornødne foranstaltninger.“

n Demonstrationsoptoget til Christiansborg.

f Frederik 7. (1848-63) og grevinde Danner (født Louise Rasmussen) (1815-74). Grevinde Danner var datter af en ugift tjenestepige og kom som ung ind på balletskolen ved Det Kongelige Teater. I 1830’erne mødte hun kronprins Frederik og blev hans elskerinde. I 1848 flyttede hun offi-cielt ind hos kongen og fik navnet Danner. To år efter blev de gift. Det lykkedes for grevinde Danner at dæmpe kongens drikkeri. Men at kongen havde giftet sig med en kvinde, der ikke var af kongelig slægt, vakte forargelse i overklassen. Hun testamenterede sin formue til velgørende formål, bl.a. til opførel-sen af et hjem for fattige kvinder: Grevinde Danners Stiftelse i Gylden-løvesgade i København.


Hvad kongen præcist havde besluttet om Slesvig, blev ikke uddybet. Men det vigtigste var da også, at kon-gen havde afsat regeringen. Da borgerrepræsentanterne fortalte demonstranterne om kongens beslutning, reage-rede de ved gentagne gange at råbe hurra for kongen.

Orla Lehmann og de na-tionalliberale var kommet slesvig-holstenerne i forkø-bet. En nationalliberal rege-ring var på plads, da de sles-vig-holstenske stænderrepræ-sentanter ankom til Køben-havn. Orla Lehmann med-delte dem, at deres krav om Slesvig-Holsten som selv-stændig stat og Slesvigs opta-gelse i Det Tyske Forbund var afvist. Endvidere kunne han fortælle dem, at det var kongens urokkelige vilje at „styrke Slesvigs uopløselige forbindelse med Danmark ved en fælles fri forfatning“.

Borgerkrig

Rygtet om kongens og den ny nationalliberale regerings afslag på slesvig-holstenernes krav om bl.a., at Slesvig og Holsten skulle sluttes sam-men til én stat med egen for-fatning, nåede til Rendsborg, før de udsendte stænderre-præsentanter vendte tilbage. Vreden og uroen var stor.

Var Frederik 7. blevet tvun-get til at afskedige den gamle regering? Og ville den ny re-gering sætte tropper ind for at tvinge slesvig-holstenerne til at opgive deres krav?

Stænderforsamlingerne i Slesvig og Holsten udpegede en provisorisk (foreløbig) re-gering, som blev anerkendt over det meste af hertug-dømmerne. Der blev udleve-

ret geværer til borgerne, så de kunne forsvare sig, hvis den danske hær blev sat ind.

Prins Frederik af Nør stil-lede sig i spidsen for en sles-vig-holstensk hær. Han over-talte Rendsborgfæstningens kommandant til at overlade sig fæstningen, der rådede over at stort antal våben. Også de fleste soldater i her-tugdømmerne sluttede sig til

n Den 24. marts 1848 forbe-redte man sig i Rendsborg på at forsvare sig mod den danske hær. Til venstre marcherer by-ens borgere med de 400 gevæ-rer, de har fået udleveret dagen før. Fra baggrunden kommer soldater og borgere fra Kiel og Holsten. I forgrunden til højre drøfter Rendsborgfæstningens kommandant general Lützow og prinsen af Nør situationen (billedet øverst).

j Fæstningsbyen Rendsborg lå ved floden Ejderen, der marke-rede grænsen mellem hertug-dømmerne Slesvig og Holsten. Næst efter København var Rendsborg helstatens største fæstning (kortet til venstre).


slesvig-holstenerne. I alt rå-dede slesvig-holstenerne over en hær på ca. 7.000 mand, som trængte op gennem Slesvig. Samtidig blev der udsendt en opfordring til de tyske stater om hjælp. Bor-gerkrigen i den danske hel-stat var i gang.

Den danske hær blev mo-biliseret. Den fik til opgave at knuse oprøret så hurtigt som muligt før tyske – dvs. preussiske soldater og frivil-lige fra Det Tyske Forbund – kom slesvig-holstenerne til undsætning.

Det første større slag fandt sted ved Bov nord for Sles-vig. Den danske hær slog den

n Jørgen Sonnes maleri af danske soldater, der angriber tyske soldater ved Dybbøl 5. juni 1848. Jørgen Sonne malede billedet i 1849. Han overværede ikke selv slaget, men havde indhentet oplysninger fra soldater, som havde deltaget.

slesvig-holstenske, der måtte trække sig tilbage til Holsten. Men et par uger senere nåede 22.000 tyske soldater frem og var klar til at hjælpe sles-vig-holstenerne. Efter et ne-derlag ved byen Slesvig trak den danske hær sig tilbage til Nørrejylland og Als. En stor del af hæren blev endda sejlet til Fyn. De tyske tropper trængte op i Nørrejylland.

Den russiske zar brød sig ikke om frie forfatninger og slet ikke, at Preussen blev for stort og stærkt. Måske havde den preussiske konge tænkt sig at indlemme Slesvig og Holsten og endda Jylland i sit rige. Derfor truede zaren

med at angribe Preussen, hvis tyskerne ikke straks trak sig ud af Nørrejylland. Det bøjede tyskerne sig for.

Det sidste større slag i 1848 fandt sted ved Dybbøl. Her sejrede den danske hær.

Stormagterne bestemte i Europa dengang. I somme-ren 1848 tog Storbritannien og Rusland initiativ til for-handlinger om en våben-hvile. Den fandt sted i Lon-don. Indtil en endelig fred blev underskrevet, måtte Danmark acceptere, at Sles-vig og Holsten beholdt den provisoriske (foreløbige) re-gering.


Ånden fra 48

Rusland havde tvunget tys-kerne til at forlade Nørrejyl-land. Men i Danmark havde mange den opfattelse, at dan-ske styrker havde sejret over tyske tropper, som hjalp sles-vig-holstenere. Især blandt borgerne i København op-stod forestillingen om et na-tionalt sammenhold mellem alle danskere, og at dette sammenhold gjorde Dan-mark uovervindeligt. De tapre danske soldater skulle nok sørge for, at Slesvig blev indlemmet i kongeriget.

Man har kaldt denne na-tionale stemning for „Ånden

fra 48“. Den betød, at Dan-mark var ubøjelig ved freds-forhandlingerne. Den engel-ske forhandler foreslog såle-des, at Slesvig blev delt, og den nordlige del blev ind-lemmet i kongeriget. Det ville Frederik 7. under ingen omstændigheder gå med til. Han insisterede på, at der kun blev fred, hvis Danmark og Slesvig blev samlet.

Fredsforhandlingerne førte ikke til en fredsaftale. I for-året 1849 startede krigen igen. I Danmark var der ind-ført almindelig værnepligt, dvs. at alle unge mænd og ikke kun bønderkarlene skulle være soldater. Det be-

n Vigtige slag under Treårskrigen (1848-51).

n En styrke på ca. 9.000 slesvig-holstenere belejrede fæstningsbyen Fredericia, der var forsvaret af knap 7.000 mand. Ved hjælp af flåden lykkedes det at forstærke forsvaret med 12.000 mand. Om natten den 6. juli 1849 gjorde den danske hær udfald. Efter blodige slag blev slesvig-holstenerne jaget på flugt.


tød, at den danske styrke blev bragt op på 41.000 mand. Slesvig-holstenerne rådede over 19.000 mand, som fi k hjælp af en styrke på ca. 50.000 tyske soldater. Talmæssigt var den danske hær således underlegen. Til gengæld havde den danske fl åde det totale herredømme på havet, og den blokerede de nordtyske havne.

Igen trængte de tyske tropper op i Jylland. Den danske hær holdt den vigtige fæstningsby Fredericia og an-dre stillinger langs den jyske Kattegatkyst. Tyskerne belej-rede Fredericia. Blev den erobret, ville Danmark være svækket. Ved hjælp af fl åden kunne tropperne fl yttes. Natten mellem den 5. og 6. juli 1849 stormede de danske soldater ud fra Fredericia. De tyske tropper, der belejrede byen, blev slået.

Kort efter blev der indgået en ny våbenstilstand. I 1850 pressede den russiske zar Preussen til at slutte fred med Danmark. Få uger efter brød krigen ud igen. Slesvig-hol-stenerne var nu alene, og de led nederlag i fl ere blodige slag. I januar 1851 gav sles-vig-holstenerne op, og deres hær og regering blev opløst.

Ved fredsaftalen blev det bestemt, at den danske hel-stat skulle bevares. Dvs. den danske konge var konge i

f I Fredericia står denne statue af en landsoldat til minde om slaget i 1849.

Dengang jeg drog af sted

Peter Fabers (1810-1877) sang Dengang jeg drog af sted fra 1848 er et udtryk for tidens stemning: Danskerne er et folk med et fælles sprog. Det holder tappert sammen for at beskytte fædre-landet mod fjenden, tyskerne. Her er tredje vers:

Når Tysken kommer her, når Tysken kommer her,beklager jeg enhver, ja beklager jeg enhver. Til Peer og til Poul Han siger „Du bis faul“, og skjælder man ham ud på dansk, så siger han: „Hols Maul“. For folk, som taler alle sprog, er det nu lige fedt, men Fanden heller inte for den, der kun kan eet; og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat. Hurra, Hurra, Hurra.

kongeriget og hertug i Sles-vig, Holsten og Lauenburg. Problemet med Slesvig, der havde udløst krigen, var altså ikke løst. Tværtimod var problemet blevet større. Ved fredsaftalen forpligtede Dan-mark sig til ikke at skille hertugdømmerne ad ved at knytte Slesvig tættere til kongeriget end Holsten. Desuden skulle der laves en fælles forfatning, der gjaldt for både kongeriget og her-tugdømmerne.


Enevældens afvikling

Frederik 7. havde lovet en fri forfatning. I 1848 blev der valgt en forsamling på 152 medlemmer, der skulle udar-bejde forfatningen, Grundlo-ven. Den skulle fastlægge principper for, hvordan kon-geriget – og helst også Sles-vig – skulle styres. I Grund-loven skulle der også stå, hvilke rettigheder og pligter som borgerne havde. ¾ af forsamlingen blev valgt af mænd over 30 år med egen husstand. ¼ var udpeget af kongen.

I måneder diskuterede forsamlingen. Der var især uenighed om valgretsalderen til det kommende parlament, dvs. den forsamling, der ved-tog lovene. Man var heller ikke enige, om parlamentet skulle have ét eller to kamre (forsamlinger). En gruppe-ring, som blev kaldt Bonde-vennerne repræsenterede gårdmændene. Den mente, at valgretsalderen skulle være 25 år, og der kun skulle være ét kammer. De nationallibe-rale og godsejerne var be-tænkelige ved at give almin-delige mennesker (bønderne) så stor magt. Derfor ville de have et andet kammer – et Overhus, ligesom i Storbri-tannien, som kunne stemme nej til vilde lovforslag, der

var vedtaget af det første kammer. Et lovforslag blev nemlig kun til lov, hvis det var vedtaget i begge kamre.

I foråret 1849 var forslaget til Grundloven færdigt. Det blev vedtaget og trådte i kraft den 5. juni. Parlamen-tet, Rigsdagen, fi k to sidestil-lede kamre: Folketinget med 100 medlemmer og Landstin-get med 51 medlemmer. Rigsdagen skulle vedtage landets love. Den havde altså lovgivende magt. Et lovforslag blev først til lov, når det var vedtaget i begge kamre og var underskrevet af kongen.

Kongen havde den ud-øvende magt. Det betød, at

han havde ansvaret for, at lo-vene blev ført ud i livet. I praksis havde ministrene (regeringen) denne opgave. Ministrene blev udnævnt af kongen. Regeringen var i sit arbejde ansvarlig over for Rigsdagen. Kongen selv var dog ansvarsfri. Domstolene dømte efter lovene. Man si-ger, at de havde den døm-mende magt.

Man skulle være en mand og være fyldt 30 år for at få valgret. Men alderskravet var ikke nok. Man skulle for det første være uberygtet og selv-stændig, dvs. man måtte ikke have begået noget ulovligt eller have modtaget fattig-

Magtens tredeling

I et demokrati er magten delt mellem en lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Lovgivende magt: Forsamling(er), valgt af

vælgerne, der gennem af-stemning beslutter, om et

lovforslag skal vedtages eller ej.

Udøvende magt: Regeringen skal sørge for at få lovene ført ud i livet.

Ofte er det regeringen, som foreslår lovene.

Dømmende magt: Domstole, der er uafhæn-gige af den lovgivende og den udøvende magt, og

som dømmer efter lovene.


hjælp, der ikke var betalt til-bage. For det andet skulle mændene have egen hus-stand. Det betød, at kun 15 % af befolkningen havde valgret.

Dengang mente man ikke, at kvinder var myndige, og de havde derfor ikke valgret. Så længe en kvinde boede hjemme, var hun underlagt farens myndighed. Når hun blev gift, fik ægtemanden myndighed over hende. Døde faren, før hun blev gift, overtog hendes bror el-ler en anden mandlig slægt-ning myndigheden over hende.

For at være valgbar til Fol-ketinget gjaldt de samme krav som for at have valgret. Dog kunne man blive valgt allerede som 25-årig. Til Landstinget var der stram-mere krav til valgbarhed. Aldersgrænsen var 40 år, og man skulle have en betydelig indtægt eller betale et vist beløb i skat.

f Den grundlovsgivende Rigsfor-samling. Den oprindelige plan var, at Grundloven skulle gælde i konge-riget og i Slesvig. Ved den endelige fredsslutning i 1851-52 måtte den danske regering bøje sig for stor-magternes krav om, at helstaten skulle bevares. Det betød, at Grund-loven kun gjaldt for kongeriget, mens kongen fortsat var enevældig i hertugdømmerne, hvor man også beholdt stænderforsamlingerne.

n Grundloven. En udgave fra 1915.


Ret tigheder og pligter

Grundloven indeholdt også afsnit om borgernes rettigheder og pligter. De vigtigste var:. Religionsfrihed. Ytrings- og trykkefrihed. Forenings- og forsamlingsfrihed. Ejendomsrettens ukrænkelighed. Boligens ukrænkelighed. En arresteret skal stilles for en dommer inden 24 timer. Undervisningspligt. Værnepligt (for alle mænd).

Danmark under forandring

1850’erne og 1860’erne var en fremgangstid for Dan-mark. Jernbanebyggeri, ind-førelsen af telegrafen og ud-bygning af postvæsenet be-tød, at forbindelsen mellem landsdelene blev forbedret. I 1857 indførtes loven om næringsfrihed. Tidligere var håndværkere og handlende organiseret i lav og gilder. De bestemte, hvem og hvor mange der måtte producere og sælge bestemte varer, og til hvilken pris. Nu mistede lav og gilder deres magt. Alle fi k ret til at oprette en virk-somhed, der kunne fremstille og handle med varer. Den fri konkurrence betød, at der opstod nye virksomheder og fabrikker. Mange tog damp-maskinen i brug. Dampkraft var langt mere effektiv end de tidligere energikilder som vand- og vindkraft. Industri-aliseringen var begyndt i Danmark.

De nationalliberales mål var fortsat, at Slesvig skulle indlemmes i kongeriget, dvs. at Danmarks grænse skulle gå ved Ejderen. I den sydlige del af Slesvig talte man tysk eller frisisk. De nationallibe-rale mente, at det skyldtes, at sydslesvigerne havde glemt deres danske rødder. Den na-tionalliberale regering for-


søgte derfor at styrke dansk-heden i området.

Fredsaftalen efter Tre-årskrigen 1848-51 forplig-tede den danske regering til at lave en fællesforfatning og dermed et fælles parlament for kongeriget og hertug-dømmerne. Der blev gjort flere forgæves forsøg. I Fol-ketinget var der flertal for en grænse ved Ejderen. Dvs. at Slesvig skulle være en del af kongeriget, mens Holsten og Lauenburg skulle udskilles helt af riget. De tysksindede slesvig-holstenere var heller ikke interesseret i en fælles-forfatning. Da der var flere vælgere i kongeriget end i Slesvig og Holsten tilsam-men, ville det jo betyde en lovgivende magt med dansk flertal.

Katastrofen

Den ledende nationalliberale politiker var C.C. Hall. Han var konseilspræsident (stats-minister) fra sidste halvdel af 1850’erne. I 1863 opgav han at lave en fælles forfatning for helstaten, kongeriget og de tre hertugdømmer. I ste-det vedtog Rigsdagen en fælles forfatning for kongeri-get og Slesvig, men ikke Holsten og Lauenburg. Den blev kaldt Novemberforfatnin-gen, og den var et klart brud

på fredsaftalen efter Tre-årskrigen.

Men den nationale stem-ning var stærk i befolknin-gen, og der var opbakning til, at Danmarks grænse skulle gå ved Ejderen. Man var villig til at gå i krig for sagen. Det var jo gået fint i Treårskrigen. Og den sven-ske konge havde lovet at hjælpe Danmark militært, hvis det skulle komme til krig med de tyske stater. Desuden var Hall overbevist om, at stormagterne ville ac-ceptere Novemberforfatnin-gen. Dog kunne de forlange, at den sydlige og overvejende tysksindede del af Slesvig ikke kom med i Danmark. Det måtte man så gå med til.

Frederik 7. støttede Hall. Men kongen døde, før No-vemberforfatningen blev skrevet under. Hans efterføl-ger Christian 9. gik ind for helstaten. Desuden frygtede han, at forfatningen ville be-tyde krig mod de tyske stater. Kongen vægrede sig i flere uger, før han efter pres fra de nationalliberale skrev under. Reaktionen udeblev ikke. I januar 1864 stillede Preussen og Østrig Danmark et ulti-matum: Novemberforfatnin-gen skulle trækkes tilbage in-den 48 timer, ellers erklæ-rede de Danmark krig. Chri-stian 9. afskedigede regerin-gen og Hall og udnævnte en

ny nationalliberal regering med D.G. Monrad som kon-seilspræsident.

Novemberforfatningen blev dog ikke trukket til-bage. Den ny regering sat-sede på, at Storbritannien, Rusland og Frankrig ville forstå, at forfatningen var den bedste løsning på det Slesvigske problem, og at de derfor ville lægge pres på Preussen og Østrig. Men det skete ikke.

Ikke rustet til krig

Det danske forsvar var slet ikke rustet til krig. Bevillin-gerne til militæret var skåret ned siden Treårskrigen. Håndvåbnene bestod hoved-sageligt af gammeldags forla-degeværer, hvor patronen blev stoppet ned gennem ge-værløbet. Derfor var det nødvendigt at stå op for at lade geværet. En øvet soldat kunne nå at affyre to-tre skud pr. minut med et forladegevær. Preusserne og østrigerne var talmæssigt overlegne, og især de preus-siske styrker var udstyret med effektive og moderne våben, bl.a. bagladerifler, hvor patronerne blev „lagt“ i løbet over geværskæftet. Sol-daten kunne ligge ned og lade geværet og nå at affyre omkring ti skud pr. minut.


Den danske hær tog først opstilling ved det gamle fæstningsværk Dannevirke ved Slesvig. Før det kom til egentlige kampe, indså gene-ral de Meza, at fæstningen ikke kunne holdes. Derfor

gav han ordre til at trække hæren tilbage til fæstningen Dybbøl. Den preussiske og østrigske hær fulgte efter og belejrede Dybbøl. I et par måneder bombarderede fjen-den systematisk Dybbøl med r Jørgen Sonnes maleri af danske

soldater, der forsvarer Dybbøl.

n Niels Simonsens maleri af dan-ske soldater, der trækker sig tilbage fra Dybbøl.


langtrækkende kanoner. An-dre tyske og østrigske soldater gravede skyttegrave, så de kunne nærme sig de danske stillinger uden at blive skudt. Så stormede tyskerne, og Dybbøl faldt. Den danske hær trak sig tilbage til Als, hvor den var beskyttet af flåden.

Der blev indgået en vå-benhvile, og en fredskonfe-rence begyndte i London med stormagterne som mæg-ler. Under fredsforhandlin-gerne var der forskellige for-slag til deling af Slesvig. Også Preussen tilbød at dele Slesvig efter sproggrænsen. Det vovede konseilspræsident Monrad ikke at tage stilling til. Han overlod beslutningen til Christian 9. Kongen var ikke selv involveret i freds-konferencen og afslog en de-ling. Måske forstod han ikke, at det betød, at fredskonfe-rencen blev opløst og krigen ville starte igen.

De tyske og østrigske tropper fordrev den danske hær fra Als, og hele Jylland blev besat. I efteråret 1864 indså Christian 9., at konge-riget var truet. Der måtte sluttes fred for enhver pris. Og den blev høj. Bortset fra områder syd for Kolding ved Ribe og Ærø mistede kon-gen hele Slesvig, Holsten og Lauenburg. Efter nogle få år blev hertugdømmerne pro-vinser i Preussen.


r Cirka 200.000 dansksindede i Nordslesvig måtte acceptere, at de blev borgere i Tyskland. I 1920 blev der afholdt en folkeafstemning i Slesvig. Folk kunne tilkendegive, om de ønskede at høre til Tyskland eller Danmark. Resultatet blev, at græn-sen blev ændret til den nuværende, dvs. nogenlunde det tilbud om de-ling af Slesvig, som Preussen havde tilbudt, men som Christian 9. afslog ved fredsforhandlingen i 1864. På fotoet rider Christian 10. over grænsen til Nordslesvig (Sønderjyl-land), der efter folkeafstemningen blev en del af Danmark.

j Fotografiet viser en sønderskudt skanse ved Dybbøl i 1864.

Kampen om magten

Efter nederlaget i 1864 og ta-bet af hertugdømmerne var Danmark reduceret med 2/5 af sit areal og med ca. 1. mio. indbyggere. Spørgsmålet var, om Danmark kunne overleve som selvstændig stat.

I det lille land boede der kun danskere. Det er en væ-sentlig forklaring på, at na-tionalfølelsen blev stærkere i årtierne efter 1864. Det var oplevelsen af, at uanset om man var rig eller fattig, stod vi i en svær tid sammen om det at være danskere. Et sam-menhold styrkes af at fore-stille sig en fjende. Og det havde danskerne i form af den mægtige tyske nabo.

Efter nederlaget var de na-tionalliberale svækket som følge af regeringens uheldige politik før og under krigen. Det benyttede godsejerne sig af. De mente, at demokratiet var gået for vidt. Det lykke-des dem at overtale de natio-nalliberale til at ændre Grundloven, så ejendomsbe-siddere fik mere magt. Den konservative og ikke særligt demokratiske Christian 9. var med på ideen. Ændrin-gen af Grundloven i 1866 betød, at kongen fik ret til at udnævne 12 af Landstinget 66 medlemmer. 27 skulle vælges af de største skatte-

ydere i byerne og største jordejere på landet. Det be-tød, at Landstinget kom til at bestå af godsejere, store gård-ejere og de mest velhavende håndværkere og handlende i byerne.

Efter 1866 udviklede de politiske grupperinger sig til egentlige partier. Bondeven-nerne blev til Venstre, mens de nationalliberale og gods-ejerne sluttede sig sammen i Højre. I 1880’erne fik arbej-derne valgt repræsentanter for deres parti Socialdemokra-tiet ind i Folketinget. I Fol-ketinget havde Venstre fler-tal. Men på grund af valg-reglerne havde Højre flertal i Landstinget. Christian 9. ud-nævnte kun højreregeringer. Fra 1875 til 1894 var konseils-præsidenten højremanden og godsejeren J. B. S. Estrup, der ikke havde den store re-spekt for den „almue“, dvs. bønder og arbejdere, der var repræsenteret i Folketinget.

Med sit flertal i Folketin-get forsøgte Venstre at tvinge Estrup og hans regering til at gå af – eller i det mindste at give Venstre indflydelse. I Folketinget stemte flertallet derfor nej til den vigtigste lov: finansloven. Men Estrup brugte en paragraf i Grund-loven til at gennemføre pro-visoriske (foreløbige) finans-love. I 1894 indgik Venstre og Højre et forlig, og i resten


n Højremanden og godsejeren Jacob Brønnum Scavenius Estrup (1825-1913) var konseilspræsident 1875-94. Estrup var en af initiativtagerne til ind-skrænkningen af folkestyret med Grundlovsændringen i 1866. Selv om Grundloven sikrede ytringsfrihed for alle, indførte han det såkaldte Mund-kurvscirkulære, som forbød offentligt ansatte som fx lærere at kritisere rege-ringen. Han oprettede også et særligt korps De Blå Gendarmer, der fik til op-gave at holde øje med politiske bevægelser. Blandt bønder og arbejdere blev Estrup mere og mere upopulær. I 1885 forsøgte den unge typograf Julius Rasmussen at skyde konseilspræsidenten. Attentatet mislykkedes, da kuglen prellede af på en metalknap.

af århundredet fungerede fol-kestyret efter hensigten.

I de sidste årtier af 1800-tallet faldt tilslutningen til Højre. Ved Folketingsvalget i 1901 fik partiet kun valgt otte medlemmer ind i Folke-tinget. Så indså Christian 9., at det ikke var holdbart at

udnævne en ny Højrerege-ring. I stedet gav han Venstre regeringsmagten. I 1915 blev Grundloven ændret, så der blev indført almindelig valg-ret. Dvs. at alle over en be-stemt alder uanset køn og indkomst fik stemmeret.


Tyskl and

Det meste af 1800-tallet var Tyskland ikke en samlet stat. I ste-det var der ca. 35 større og mindre stater og et antal byer, der i 1815 havde oprettet Det Tyske Forbund. Inspireret af de natio-nale og liberale strømninger opstod ideen om, at alle områder, hvor man talte tysk, skulle sluttes sammen i én stat. To større tyske stater, Preussen og Østrig, konkurrerede om at stå i spid-sen for den tyske samling.

Preussen og Østrig var sammen i krigen mod Danmark i 1864. Men to år efter brød konfl ikten mellem de to stater ud i lys lue. Preussen meldte sig ud af forbundet og kom i krig med Østrig og dets allierede. Denne krig tabte Østrig. De nordtyske stater sluttede sig til Preussen. Og efter preussisk sejr over Frankrig blev kejserriget Tyskland proklameret i 1871. Preussens konge Wilhelm 1. (1861-88) blev kejser.

j Det tyske Forbund i 1815 og Tysk-land i 1871. I 1815 havde både Preus-sen og Østrig områder, der ikke var med i forbundet.


I middelalderen dræbte kristne krigere hundredtusinder af mænd, kvinder og børn – blot fordi de havde en anden tro. Må-let var at erobre nyt land og ud-brede kristendommen. Krigene blev kaldt korstog. De kristne mente, at det var retfærdigt og i overensstemmelse med Guds vilje at føre en brutal krig mod ikke-kristne folk. Dengang gik det især ud over muslimer. Måske har nutidens mistro mellem muslimer og kristne i Europa rødder tilbage til korstogene.

K O R S T O G 103

Korstog

Retfærdig krig

Kristendommen opstod i det første århundrede. Dengang strakte Romerriget sig over hele Middelhavsområdet og langt op i Europa. Der var religionsfrihed. Det betød, at man måtte tro på de guder, man ville. Alle havde dog pligt til også at tilbede den romerske kejser og acceptere de gamle romerske guder.

Det nægtede de kristne. De hævdede, at der kun var én gud. Derfor mente ro-merne, at de kristne var ude på at ødelægge Romerriget. Indtil begyndelsen af 300-tallet blev de kristne forfulgt. Nogle blev henrettet eller kastet for løverne i de romer-ske cirkus. De kristne gjorde ikke modstand eller oprør, men rettede sig efter Jesu ord om at vende den anden kind til. I 300-tallet blev kristen-dommen ligestillet med an-dre religioner. I slutningen af

århundredet blev kejseren kristen. Han bestemte, at kristendommen skulle være statsreligion i Romerriget. Det betød, at alle i Romerri-get skulle være kristne.

En stat må kunne bruge magt og føre krig. Den kan ikke bare „vende den anden kind til“. Hvordan hang det sammen med kristendom-men? De lærde i kirkens le-delse drøftede spørgsmålet og nåede omkring år 400 frem til, at krig var retfærdig, hvis følgende betingelser var op-fyldt:. Krigen skulle erklæres af

en retsmæssig øvrighed (dvs. kejseren). Krigen skulle have en ret-færdig (kristen) årsag. Fx at forsvare eller udbrede kristendommen. Krigen skulle føres på ret-færdig måde, dvs. som det godes (de kristnes) kamp mod det onde (ikke-kristne).

Det arabiske rige

I 395 blev Romerriget delt i en østlig og en vestlig del. I løbet af 400-tallet blev den vestlige del opløst i en række høvdinge- og fyrstendøm-mer, som bekæmpede hinan-den. Den østlige del blev Det byzantinske Rige.

Sydøst for Det Byzantinske Rige lå Perserriget (det nu-værende Iran m.m.). Om-kring 600 havde de to riger udmattet hinanden i langva-rige krige om kontrollen med det arabiske område. Det benyttede araberne sig af. Muhammed havde stiftet religionen islam i begyndel-sen af 600-tallet. Med denne religion som grundlag lykke-des det Muhammed at samle de arabiske stammer og erobre den arabiske halvø.

Ligesom de kristne talte muslimer om retfærdig krig. Muslimer måtte ikke føre krig mod hinanden. Jihad var


muslimernes form for retfær-dig eller hellig krig. Ordet betyder anstrengelse, og muslimerne skulle anstrenge sig for at gøre islams territo-rium større. Og blev territo-riet angrebet, skulle de for-svare det. I løbet af 600-tal-let erobrede arabiske krigere enorme områder: Perserriget, Egypten, Mellemøsten og store dele af Nordafrika. Det Byzantinske Rige holdt dog stand og genvandt endda no-get af sin styrke.

I 711 sejlede maurerne, dvs. muslimske hære fra Nord-afrika, over Gibraltarstrædet og erobrede i løbet af få år stort set hele den iberiske halvø (Portugal og Spanien). Det skyldtes, at de mauriske hære var dygtigt ledet, men også at høvdinge og konger på den iberiske halvø lå i

indbyrdes strid. Nogle år se-nere gik maurerne over Py-renæerne og ind i Franker-riget. Det lykkedes dog for frankiske krigere at stoppe dem i slaget ved Poitiers i 732.

Omkring 750 bestod det islamiske eller arabiske rige af meget forskellige lande. I de

j Under den romerske kejser Nero (54-68) var forfølgelsen af de kristne særlig alvorlig. Billedet fra 1800-tal-let forestiller Sankt Peters henret-telse.

erobrede områder blev folk ikke tvunget til at blive mus-limer. Der var religionsfrihed i riget. Jøder og kristne havde dog ikke helt de samme ret-tigheder, og de skulle betale mere i skat end muslimerne. En del kristne og jøder valgte derfor at gå over til islam.

En lille herskende klasse holdt sammen på det mæg-tige arabiske rige. Omkring år 1000 var riget reelt delt i en række mindre politiske enheder, emirater og kalifater, fx Marokko og Tunis. Kalif-fen i Cordoba (by i Sydspa-nien) herskede over det me-ste af den iberiske halvø. Handel, kultur og videnskab blomstrede i områder under

K O R S T O G 105

r Konstantinopel (nu Istanbul) var hovedstad i Det Byzantinske Rige. Billedet er fra 1400-tallet. I slutningen af 300-tallet var det ikke kun Romerriget, der blev delt, men også religionen. I det Vest-romerske Rige – og senere i de vest-europæiske stater – blev det den katolske tro med paven som over-hoved, der blev dominerende. I Det Byzantinske Rige udviklede kristen-dommen sig i den ortodokse ret-ning. En af de vigtigste forskelle mel-lem den katolske og ortodokse kris-tendom er, at i den katolske kirke er paven kirkens overhoved i hele den katolske verden. I den ortodokse kirke har man en række patriarker, der hver især er overhoved i et om-råde – typisk en stat.

Isl am

Købmanden Muhammed (570-632) stiftede religionen islam. Væsentlige dele af islam var inspireret af jødedommen og kris-tendommen. Ifølge islam er han den sidste i rækken af profeter, som Allah (Gud) sendte ned til menneskene. De øvrige profeter er: Adam, Abraham, Moses og Jesus.

Islams fem søjler (grundprincipper) er:. Bekendelse: Der er kun én gud, Allah, og Muhammed er hans profet.. Bøn: Fem gange i døgnet skal en muslim bede mod Mekka.. Almisse: Muslimer skal give en del af deres indtægt til de fattige.. Faste: I Ramadanmåneden må muslimer ikke spise, fra solen står op, til den går ned.. Valfart: Mindst én gang i sit liv bør en muslim foretage en pil-grimsrejse til Mekka.

I slutningen af 600-tallet blev islam delt i to retninger: Sunni og Shia. For begge retninger er Koranen den vigtigste tekst. En af uenighederne er, hvilke tekster om Muhammeds liv og handle-måder der regnes for hellige. I de følgende århundrede er der fra disse retninger udgået adskillige andre – på samme måde som der inden for kristendommen fi ndes forskellige retninger.

muslimsk herredømme. Det hang bl.a. sammen med mus-limernes tolerance over for de kristne og de mange jø-der, der boede i kalifatet. I stedet for at bekæmpe hinan-den samarbejdede man.


f I Mekka i Saudi- Arabien er musli-mernes vigtigste helligdom. Her fik Muhammed angi-veligt en række af sine åbenbaringer omkring 610. På bil-ledet ses valfarts-moskeen med Ka-baen, islams hellig-ste monument.

f Muslimerne, der erobrede Spanien, var en blanding af arabere og berbere fra Nordafrika. De fik senere betegnel-sen maurere. Især i den sydlige del af Spanien er der spor efter maurisk kul-tur og arkitektur. Her er det Córdo-bas store moske, der blev påbegyndt i slutningen af 700-tallet, og som først stod færdig 200 år siden. I 1500-tallet blev den dog byg-get om til en ka-tolsk katedral.

K O R S T O G 107

Befri Jerusalem

Omkring år 1000 var sta-terne i Vesteuropa nogen-lunde stabile. De blev alle styret af kristne fyrster. Pa-ven opfordrede franske stor-mænd til at tilbageerobre den iberiske halvø (nuvæ-rende Portugal og Spanien) til den kristne verden. At føre krig mod muslimerne var en retfærdig sag, hæv-dede paven.

Paven havde også andre grunde end religiøse til sin opfordring. Han ønskede at øge sin indflydelse over for Europas kristne herskere – især over for den tyske kejser. Hidtil havde det været fyr-sterne, der udnævnte biskop-perne. Denne ret ville paven have. Men det ville den ty-ske kejser ikke gå med til. Det førte til strid mellem pa-ven og kejserne i sidste del af 1000-tallet. Ved at stille sig i spidsen for kampen mod muslimerne regnede paven med at styrke sin position over for kejseren.

Europæiske stormænd og konger fulgte pavens opfor-dring.

1031 blev kalifatet i Cor-doba splittet i en række emi-rater. Efter kort tid blev de uenige og kom i krig. Derfor var det lettere for de kristne krigere at trænge de muslim-ske tropper tilbage. I 1085

erobrede de kristne Toledo, der var en af muslimernes vigtigste byer. Det fik emi-rerne til at lægge deres uenighed på hylden og søge om militærhjælp i emiraterne i Nordafrika. Så lykkedes det at stoppe de kristnes erobrin-ger – i hvert fald indtil vi-dere.

I løbet af 1000-tallet trængte et nomadefolk, seldsjukkere (ofte omtalt som tyrkere) frem fra øst. De var muslimer, men erobrede alli-gevel de østlige dele af det arabiske område og indtog omkring 1070 Jerusalem. Jøder og andre befolknings-grupper, der boede i byen, fik lov til at blive.

Ifølge Bibelen blev Jesus dødsdømt i Jerusalem. Derfor var det en hellig by for de kristne. De kristne pil-grimme fra Europa kunne dog fortsat besøge de hellige steder i byen. Pilgrimsrej-sende var ligesom turister nu om dage nemlig en god for-retning.

Kejseren i Det Byzantinske Rige anså alligevel seldsjuk-kerne (tyrkerne) for at være en trussel. Han henvendte sig endda til paven for at få hjælp. En erobring af Palæ-stina og Jerusalem ville yder-ligere styrke pavens magt. Det var en væsentlig grund til, at han erklærede korstog mod muslimerne i 1095.


En anden grund var, at Palæstina og især Jerusalem fi k en større symbolsk betyd-ning i 1000-tallet. I sin op-fordring til at angribe musli-merne sagde paven: „Jerusa-lem er verdens navle, et frugtbart land frem for alle andre, nærmest som et andet paradis …“

Splinter, der angiveligt skulle stamme fra Jesu kors og andre genstande fra Jeru-salem, var i høj kurs i den kristne verden. Selv jord fra Palæstina blev fragtet til Rom og blev opbevaret mel-lem andre hellige genstande.

Korstog

I sin korstogstale fra 1095 sagde pave Urban 2. bl.a.:„Jeres brødre, som lever i Østen, har stort behov for jeres hjælp. I må haste med at komme dem til undsætning, som det så ofte er blevet lovet dem. For, som de fl este af jer har hørt, tyrkerne og araberne har angrebet dem og har erobret [dele af Det By-zantinske Rige] … De har dræbt og fanget mange og har ødelagt kirkerne og lagt riget øde. Hvis I tillader dem at fortsætte såle-des et stykke tid endnu, vil de, som tror på Gud, blive angrebet endnu mere. På baggrund af dette bønfalder jeg, eller snarere Gud, jer som Jesu sendebude om at offentliggøre dette alle vegne og overtale alle uanset rang, infanterister, riddere, rig og fattig om at komme disse kristne til hjælp snarest og fjerne denne onde race fra vores venners land. Desuden er det Kristi krav.“

n I 1095 holdt pave Urban 2. (ca. 1042-99) en tale i Clermont i Frankrig, hvor han opfordrede kristne til at føre krig mod muslimerne og befri Jerusalem. Billedet er fra 1400-tallet.

Det første korstog

I det første korstog 1096-99 deltog mellem 50.000 og 80.000 mand. Hovedparten af deltagerne og deres ledere bl.a. grev Raimund af Tou-louse, Godfred af Bouillon og Baldvin af Boulogne kom fra Frankrig. Derfor blev korsfarerne ofte omtalt som frankerne.

Seldsjukkerne havde mag-ten over det meste af Lille-asien. Korsfarernes første sammenstød med dem skete ved byen Nikæa, som var hovedsæde for en muslimsk sultan. Efter nogle ugers be-lejring var korsfarerne klar til

K O R S T O G 109

at storme og plyndre byen. Men så overgav seldsjuk-kerne Nikæa til den byzan-tinske kejser. Han ville ikke have sin gamle by ødelagt og lovede seldsjukkerne beskyt-telse. Skuffet drog korsfa-rerne videre over Den Ana-tolske Højslette.

Ved et bjergpas ved Dorylaieon blev Baldvins korsfarere omringet af mus-limske tropper. Da det så sortest ud, kom resten af korsfarerhæren til undsæt-ning, og muslimerne flyg-tede. Korsfarerne drog videre gennem Lilleasien. Undervejs plyndrede de flere byer. Baldvin og hans korsriddere forlod hovedstyrken og drog mod øst. Omkring byen Edessa levede der en større befolkning af kristne arme-nere. De gjorde oprør mod seldsjukkerne og sluttede sig til Baldvin, der i Edessa op-rettede den første korsfarer-stat.

Antiokia

Hovedhæren fortsatte mod den stærkt befæstede by Antiokia, som blev belejret. Men korsfarerne manglede forsyninger. En muslimsk hær på 75.000 mand under ledelse af Kerbogha af Mosul (i det nuværende Irak) nær-mede sig. Det så ud til, at be-

lejringen måtte opgives. I sidste øjeblik nåede engelske og italienske skibe frem med mad til korsfarerne. Og et par dage før den muslimske hær nåede frem, lykkedes det at bestikke vagtmandskabet ved en byport til at lukke korsfarerne ind i Antiokia. I en blodrus dræbte korsfa-rerne en stor del af byens muslimske befolkning.

Kerbogha og hans styrker nåede frem til Antiokia. Så var det korsfarernes tur til at blive belejret. Efter nogle uger forsøgte korsfarerne for-gæves at overtale Kerbogha til at give dem frit lejde til at forlade byen. De lokale emi-rer, der ellers havde støttet Kerbogha, var sikre på, at

Kerbogha ville benytte en sejr til at erobre nyt land. Så ville de hellere overlade Antiokia til de kristne kosfa-rere. Da korsfarerne stor-mede fra Antiokia, forlod emirerne og deres soldater slagmarken. Kerboghas hær kunne ikke standse korsfa-rerne, og der gik panik i dem. De forsøgte at flygte, men korsfarerne huggede dem ned i tusindvis. Kejseren i Det Byzantinske Rige kræ-vede, at han skulle overtage det erobrede Antiokia. Men korsfarerne ville selv beholde den. De truede med at jævne byen med jorden, hvis kejse-ren ikke overlod byen til dem. Det gik han med til. Og en af lederne af korsto-

n Ruten for det første korstog.


get, Bohemund af Taranto, blev hersker i byen.

Efter at have samlet forsy-ninger og kræfter i adskillige måneder fortsatte korsfarer-hæren mod det endelig mål: Jerusalem. Ofte fik korsrid-derne støtte af de lokale emi-rer, der var interesseret i, at de tyrkiske seldsjukker blev trængt tilbage.

I sommeren 1099 be-gyndte belejringen af Jerusa-lem. Byen var omgivet af høje fæstningsværker, så de

n Korsfarerne angriber Kerboghas hær uden for Antiokia. Billedet er fra 1400-tallet.

j Korsfarernes angreb på Jerusa-lem i 1099. I baggrunden skubbes belejringstårne hen til bymuren.

K O R S T O G 111

Massakren i Jerusalem

Gesta Francorum eller Frankernes bedrifter er en kilde fra begyn-delsen af 1101, der fortæller om det første korstog 1096-99. For-fatteren er ukendt, men historikere regner med, at han selv del-tog i korstoget.

Efter at kilden har fortalt om belejringen og erobringen af Jerusalem, fortsætter den:

„… Da hedningene omsider var blevet besejret, tog vore mænd et stort antal mænd og kvinder til fange i templet, og de dræbte nogle og lod andre leve efter deres forgodtbefi ndende. Oppe på taget af Salomons tempel var der samlet et stort antal hedninge af begge køn … Korsfarerne løb snart gennem hele byen og røvede guld, sølv, heste og muldyr, og de plyndrede husene, som var fulde af rigdomme …

Den følgende morgen steg de (korsfarerne) op på templets tag og angreb saracenerne (muslimer), både mænd og kvinder, og de huggede deres hoveder af med dragne sværd. Nogle af sara-cenerne styrtede sig selv på hovedet ned fra templet …

Man gav også ordrer til, at alle de dræbte saracenere skulle ka-stes ud af byen på grund af den ulidelige stank, for byen var næsten helt fuld af deres lig. De endnu levende saracenere blev sat til at slæbe de døde ud af byen, ud foran portene, og de stab-lede dem op i dynger, der var næsten lige så høje som husene. Ingen har nogen sinde hørt om eller set et lignende blodbad blandt de hedenske folk. Der blev ophobet et ligbål, som var det milesten, og Gud alene kender antallet af disse.“

Korsfarerne – også en pl age for de kristne

Korsfarerhærene krævede enorme mængder af forsyninger. Og de var en stor belastning for Det Byzantinske Rige. Den orto-dokse kirkeleder Theofylaktos af Bulgarien skrev i begyndelsen af 1100-tallet sådan om korsfarerne:

„Gennemgangen eller invasionen af frankerne (franker = korsfa-rer) – jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det – har i den grad lagt beslag på os, at vi ikke har haft tanke for andet end os selv … jeg var ganske fortumlet. Men nu da vi er blevet vant til fran-kerplagen, bærer vi den med større tålmodighed.“

n Under det første korstog (1096-99) oprettede korsfarerne fl ere sta-ter: grevskabet Edessa, fyrstendøm-met Antiokia, grevskabet Tripoli og kongeriget Jerusalem.

belejrede mente, at den var uindtagelig. Muren blev bombarderet med blider (en slags kastemaskiner). Og korsfarerne byggede store be-lejringstårne, der med store tab af mænd blev rykket hen til bymuren. Så lykkedes det for korsfarerne at trænge ind i byen. Byens muslimer og jøder, mænd, kvinder og børn blev hugget ned. En samtidig kilde hævder, at massakren kostede 70.000 af Jerusalems indbyggere livet. Men det betød ikke noget for paven og korsridderne. Jerusalem var jo befriet.


Saladin – sultan og hærfører

I korsfarerstaterne var kors-ridderne den herskende over-klasse. De lokale muslimer havde ingen rettigheder, men blev tvunget til at arbejde for korsridderne. Mange kristne udvandrede fra Europa og slog sig ned i de nye stater. I løbet af 1100-tallet nåede an-tallet af kristne op på ca. 120.000 i kongeriget Jerusa-lem.

I den muslimske verden forstod man ikke korsfarer-

nes brutalitet. Men emirerne var ofte uenige, og flere af dem var gået i forbund med korsfarerne for egen vindings skyld. Derfor varede det flere årtier, før muslimerne sam-lede sig til modstand.

Den første modstand mod korsfarerne kom fra de så-kaldte assassinere. Det var en shiamuslimsk sekt, der holdt til i de nordlige dele af det nuværende Syrien og Iran. De sendte snigmordere af sted for at uskadeliggøre de-res modstandere. Sekten var så frygtet, at ordet assassin

(snigmord) vandt indpas i flere europæiske sprog.

I 1119 led en korsfarer-styrke fra Antiokia på næsten 4.000 mand et alvorligt ne-derlag til en tyrkisk hertug, og i 1144 erobrede en anden muslimsk hersker korsfarer-staten Edessa.

Efter Edessas fald startede paven det andet korstog i 1147. Det var endnu større end det første. Men de to kongelige ledere Ludvig 7. af Frankrig og Konrad 3. af Tyskland kunne ikke samar-bejde. Og denne gang var

n Saladins generobring af Jerusalem blev anledningen til det 3. korstog (1189-92). Den tyske kejser Frederik Barbarossa (1152-90), den engelske konge Richard Løvehjerte (1157-99) og den franske konge Filip 2. ledte korstoget. Da Frederik Barbarossa druknede i en flod, rejste hovedparten af de tyske korsfarere hjem. På billedet ses Richard Løvehjerte i slaget ved Acre. Under slaget blev Richard og Filip uvenner, og så drog franskmændene også hjem. Richard vandt alligevel slaget. Efter sejren henrettede han 2.700 muslimske krigsfanger. Richard fort-satte mod Jerusalem, men han måtte opgive at erobre byen og sluttede i ste-det en femårig våbenhvile med Saladin. På vejen hjem fra Mellemøsten blev Richard Løvehjerte kidnappet og udleveret til den tyske kejser. Først to år senere blev han løsladt mod en betydelig løsesum.

n Saladin (1138-93) blev først sultan af Egypten og erobrede andre emi-rater i Mellemøsten. På den måde skabte han en stærk front mod kors-farerstaterne, som han stort set løb over ende. Efter Saladins død blev hans rige delt mellem hans sønner.

K O R S T O G 113

Flere korstog

Ud over de tre korstog, der er omtalt, var der i 1200-tallet yderli-gere fem større korstog mod Mellemøsten:

4. korstog (1204-08): Paven ville selv fra Rom lede korstoget og undgå at involvere de europæiske fyrster. Det gik dog helt galt. Korsfarerne drog ikke mod Mellemøsten, men plyndrede i stedet den ortodokse by Zadar i det nuværende Kroatien. Herefter sejlede de til Konstantinopel, som de også plynd-rede.

5. korstog (1217-21): Blev ledet af hertug Leopold 6. af Østrig og kong András 2. af Ungarn, men endte uden de store resulta-ter.

6. korstog (1228-39): Blev ledet af den tyske kejser Frederik 2. Det lykkedes ham gennem forhandling at få Jerusalem under kris-ten kontrol. I 1244 erobrede et tyrkisk krigerfolk Jerusalem.

7. korstog (1248-54): Blev ledet af den franske konge Ludvig 9. (den Hellige), der forgæves forsøgte at tilbageerobre Jerusa-lem.

8. korstog (1270): Blev også ledet af Ludvig 9., der forsøgte at erobre Tunis. Da kongen døde, vendte korsfarerne hjem.

n Fromhed blev forbundet med fattigdom og uskyld. Korsridderne var sønner af stormænd. De var ikke specielt uskyldige – tværtimod. Ef-terhånden opstod ideen om, at kun en hær af fromme mennesker ville Gud hjælpe med at befri Jerusalem. Hvem var mere fromme og uskyl-dige end fattige børn? Selv om de ikke var fysisk stærke og ikke forstod at bruge våben, ville Gud hjælpe dem. I 1212 startede et børnekorstog, der blev ledet af en fransk hyrde-dreng. Da børnene nåede til Italien, lovede en kaptajn at transportere dem over Middelhavet. Men i stedet for at sejle børnene til Palæstina, solgte han dem som slaver i Nord-afrika. Samme år udgik et børnekorstog fra Tyskland. Da de nåede en itali-ensk havneby, sendte besindige bor-gere dem hjem igen. Men på hjem-vejen blev mange af børnene smit-tet af pest og døde.

muslimerne mere forberedte. Korstoget strandede reelt i det sydlige Lilleasien og med et forgæves forsøg på at ero-bre Damaskus.

I 1187 erobrede den mus-limske hersker Saladin kon-geriget Jerusalem. I de føl-gende år måtte korsfarerne opgive de fl este af deres be-siddelser i Mellemøsten. Saladin var langt mere tole-rant end korsfarerne. Ganske vist blev de fl este kristne kir-ker omdannet til moskeer. Men kristne, der var født i området, fi k lov til at blive

ved med at dyrke deres tro, og jøderne fi k lov til at vende tilbage til Jerusalem.

Det Byzantinske Rige var ved at være trætte af korsfa-rerne, der drog igennem de-res land. Den byzantinske kejser ønskede Saladin til-lykke med erobringen. Han foreslog også Saladin, at or-todokse præster erstattede de katolske på de kristnes hel-lige steder i Jerusalem. Det ville øge den byzantinske kejsers magt over for paven og de katolske konger i Vest-europa.


Motiver til korstogene

Paven havde en interesse i korstogene (se side 107). Men hvad fik hundredtusinder af kristne til at blive korsfarere? En vigtig – måske den vigtig-ste – grund var, at folk i mid-delalderen faktisk troede, at det var Guds vilje og en kris-ten pligt at bekæmpe musli-merne og befri Jerusalem.

Mange korsriddere var stormænds yngste sønner. I

de fleste lande var der tradi-tion for, at de ældste sønner arvede godset. De yngste havde ikke udsigt til at arve særlig meget. De måtte selv søge lykken ved at gå i tjene-ste hos konger, bisper og an-dre stormænd – eller de kunne vinde hæder og rig-domme ved at drage på kors-tog. Der var masser af kost-barheder, man kunne røve fra muslimerne. Mange tu-sinde korsfarere slog sig også ned i korsfarerstaterne, hvor

de udgjorde en rig og her-skende overklasse.

Også handelsinteresser spillede en rolle i korstogene. Venedig og andre norditali-enske købmandsbyer ønskede at få kontrol over handelen i den østlige del af Middel-havsområdet. At korstogene også drejede sig om magten over handelen, blev tydeligt under det 4. korstog. Det var reelt Venedig, som overtalte korsfarerne til at erobre og plyndre Zadar og Konstan-

n Eugène Delacroixs maleri af korsfarernes indtrængen i Konstantinopel i 1204.

K O R S T O G 115

tinopel i stedet for at drage mod Jerusalem. Venezianske skibe transporterede korsfa-rerne til de to byzantinske handelsbyer. Efter det 4. korstog var Det Byzantinske Rige svækket og genvandt ikke siden sin position. Ve-nedig overtog store dele af den handel, de byzantinske købmænd havde siddet på tidligere.

Kristendom – for enhver pris

Omkring år 1300 opgav pa-ven og vesteuropæiske katol-ske fyrster at erobre Jerusa-lem. Men ideen om retfærdig krig og korstog fortsatte. I anden halvdel af 1400-tallet blev de spanske kongedøm-mer Kastilien og Aragonien forenet. Den fælles konge og hans dronning så det som deres vigtigste kristne opgave

j I samtidens kristne Europa var korsridderne mænd, der kæmpede for Gud. Set med nutidens øjne var korsridderne brutale voldsmænd. I begyndelsen af 1800-tallet så man middelalderen som en romantisk tid med ædle riddere og smukke jom-fruer. I bøger og i billeder blev rid-derne fremstillet som tapre mænd, der var villige til at ofre deres eget liv i den gode sags tjeneste. Et ek-sempel var Sir Walter Scotts (1771-1832) roman Ivanhoe, hvor man føl-ger hovedpersonen på korstog med Richard Løvehjerte (se side 112). Bille-det af korsridderen Simon de Mont-fort er fra 1800-tallet.

at jage muslimerne og jø-derne ud af Spanien.

Dette projekt var fuldført i 1492 – samme år som Co-lumbus nåede Amerika. I de følgende årtier underlagde spanske soldater sig store om-råder i Mellem- og Sydame-rika. Spaniernes hårdhæn-dede behandling af lokalbe-folkningen i områderne blev begrundet i, at indianerne var hedninge, og at det var spaniernes kristne pligt at


udbrede kristendommen. I den østlige del af Mid-

delhavsområdet gik det ikke så godt for de kristne. I slut-ningen af 1200-tallet dan-nede muslimske tyrkere Os-mannerriget i Lilleasien. I 1453 erobrede de Konstan-tinopel, og Det Byzantinske Rige brød endelig sammen. Tyrkerne trængte længere frem på Balkan og langt op i Centraleuropa. Vesteuropas fyrster forsøgte at danne en kristen front mod tyrkerne,

n I 1683 belejrede osmanniske tropper Wien i to måneder. Byens indbyggere sultede og var ved at overgive sig. I sidste øjeblik kom den polske konge og hans hær til undsætning, og osmannerne blev drevet tilbage.

men de var indbyrdes uenige og førte ofte krig mod hin-anden. Både den katolske og den protestantiske kirke op-fordrede de kristne fyrster til at bekæmpe de muslimske tyrkere. Krige mod tyrkerne er retfærdige, da tyrkerne ikke er kristne, sagde Martin Luther.

De muslimske osmannere (tyrkere) blev de kristnes fjendebilleder i 1500-1600-tallet. Der gik historier om osmannernes grusomhed. De

skulle endda spise børn, sagde man. Så var børn i en kristen familie uartig, kunne forældrene true dem med os-mannerne. Først da osman-nerne belejrede Wien i 1680’erne, blev de kristne fyrster enige om at stå sam-men. I de følgende århund-reder blev osmannerne dre-vet tilbage. Efter Første Ver-denskrig (1914-18) blev Os-mannerriget endelig opløst. I stedet blev republikken Tyr-kiet oprettet.

K O R S T O G 117

Dansk østersøimperium

Flere danske konger deltog med et følge af krigere i korstog mod Jerusalem. Men der var også korstog mod an-dre hedenske områder. Kris-tendommen var stadig ikke udbredt langs den østlige del af Østersøen, dvs. i det nu-værende Estland, Letland og Litauen. I 1100-tallet be-gyndte en tysk ridderorden at erobre områder langs

Østersøen. Befolkningen blev tvunget til at betale skat til ridderne og gå over til kristendommen.

Også de danske konger så en fordel i at gå i krig for kristendommens sag – og samtidig med pavens velsig-nelse at erobre nye områder. Med støtte fra tyske riddere erobrede Valdemar den Store vendernes hovedby Arkona på Rügen.

I årtierne omkring 1200 gennemførte de danske kon-

ger flere togter mod Estland. I 1219-20 erobrede en stor dansk styrke under ledelse af Valdemar Sejr den nordlige del af det nuværende Estland og grundlagde byen Tallinn, der betyder danskerbyen. Midt i 1200-tallet solgte den danske kong Abel dog det meste af det estiske område til de tyske riddere. I 1346 købte den tyske ridderorden resten af Estland af Valdemar Atterdag.

j Maleriet fra 1894 forestiller Val-demar den Store (1157-82) og biskop Absalon, der har erobret vendernes hovedby Arkona på Rügen i 1169. Vendernes gud Svantevit slæbes ud af tempelet.

j Et sagn fortæller, at danskerne var ved at tabe til esterne i slaget ved Lyndanisse i Estland den 15. juni 1219. Ærkebiskoppen, der var med, knælede ned og bad Gud om hjælp. Et rødt flag med et hvidt kors dalede ned fra himlen. Samtidig lød en stemme, der sagde, at når dan-skerne løftede flaget, ville de vinde. Billedet er fra 1809. I 1912 blev 15. juni Valdemarsdag til minde om flaget.


Nutidigt korstog?

Den 11. september 2001 lyk-kedes det den yderligtgående islamiske terrororganisation al Qaeda at ramme USA med et voldsomt terrorangreb. To kaprede fly blev styret ind i skyskraberne World Trade Center, der efter få timer styrtede sammen. Et tredje kapret fly ramte Pentagon, det amerikanske forsvarsmi-nisterium. I alt omkom ca. 3.000 mennesker.

Få dage senere erklærede den amerikanske præsident George W. Bush krig mod terrorisme. Han sagde bl.a.:

„Dette korstog – denne krig mod terrorismen – vil tage tid, og det amerikanske folk må være tålmodigt.“

I den islamiske verden forbindes korstog med de kristne krigeres brutale fremfærd i middelalderen. Derfor vakte Bush’ ordvalg forundring. Bush brugte da heller ikke siden ordet i for-bindelse med USA’s krig mod terror.

Præsident Bush fortsatte dog med at retfærdiggøre krigen mod terror som det godes kamp mod det onde, dvs. på samme måde, som paven begrundede korsto-gene i middelalderen. I en tale fra 2002 sagde Bush bl.a.:

„Vi befinder os i en krig

mellem det gode og det onde. Og Amerika vil be-nævne ondskaben ved dets navn. Ved at stå op imod onde og lovløse regimer ska-ber vi ikke et problem, vi af-slører et problem. Og vi vil stå i spidsen for verden i at bekæmpe det.“

I denne kamp var verdens lande ifølge Bush enten med eller imod USA. Et flertal i Folketinget bestemte, at Danmark skulle være med. Det første angreb blev rettet mod Afghanistan. Her be-

skyttede det yderligtgående muslimske Talibanstyre Osama bin Laden og al Qaeda. Efter et massivt ame-rikansk bombardement med tusindvis af døde flygtede talibanerne.

Bush talte om „ondska-bens akse“. Den bestod af Nordkorea, Iran og Irak. I 2003 angreb en USA-ledet koalition, der bl.a. bestod af Storbritannien og Danmark, Irak. Begrundelsen for an-grebet var, at landets brutale diktator Saddam Hussein

K O R S T O G 119

j Få uger efter det amerikansk le-dede angreb på Irak erklærede præ-sident Bush krigen for overstået. Men volden fortsatte. Her er det en af de flere daglige bilbomber.

havde udviklet masseødelæg-gelsesvåben (atomvåben, bio-logiske og kemiske våben).

Efter få ugers krig faldt Saddams diktatur. USA og de øvrige medlemmer af koalitionen besatte landet. Men der blev ikke fundet masseødelæggelsesvåben eller tegn på, at Irak havde forsøgt at fremstille disse våben de sidste 10-12 år.

Begrundelsen for krigen blev nu, at man havde afsat en diktator og ville hjælpe Irak med at blive et demo-

krati. I 2007 fire år efter an-grebet ser det dog stadig sort ud. Der har været afholdt valg, men volden er fortsat. Mere end 3.200 amerikanske soldater er dræbt. Irak er langt fra at blive et stabilt de-mokratisk land – tværtimod er der en begyndende bor-gerkrig mellem landets shia- og sunnimuslimer (se side 105).

Er det prisen værd, og er krigen retfærdig?


I ca. 40 år fra slutningen af 1940’erne til slutningen af 1980’erne frygtede verden, at der udbrød en altødelæg-gende atomkrig mellem supermag-terne USA og Sovjetunionen. Selv om konfl ikten mellem supermagterne spidsede til fl ere gange, kom det ikke til direkte krig mellem dem. Det blev i stedet en krig på trusler og ord – Den Kolde Krig.

D E N K O L D E K R I G 121

Den kolde krig

Magten fra Europa

Fra omkring 1500 til begyn-delsen af 1900-tallet havde vesteuropæiske stater magten i verden. Lande som Fran-krig, Holland, Tyskland, Spanien og Portugal og især Storbritannien havde kolo-nier rundt om på kloden. Europæerne forstod sig selv som de dygtigste og mest ci-viliserede af alle folk, og Europa blev omtalt som den første verden. Den anden verden var Nordamerika. Den tredje verden var Afrika, Sydame-rika og Asien. I de sidste mange år er udtrykket „den tredje verden“ blev brugt om ulande.

Selv om de vesteuropæiske stormagter flere gange havde været i krig mod hinanden, var det lykkedes dem at be-vare magten i verden. Men i løbet af ca. 30 år – fra 1914 til 1945 – mistede Europa sin

verdensmagt. Forklaringen var Første (1914-18) og An-den (1939-45) Verdenskrig.

Første Verdenskrig blev udkæmpet mellem Tyskland og Østrig-Ungarn på den ene side og Frankrig, Stor-britannien og Rusland på den anden. I 1917 valgte Rusland at slutte fred. Til gengæld sluttede USA sig samme år til Frankrig og Storbritannien. De friske amerikanske tropper gjorde udslaget, og i 1918 måtte Tyskland og Østrig-Ungarn bede om våbenhvile.

Tyskland måtte gå med til en meget hård fred. Den in-debar bl.a., at Tyskland skulle afgive store landområder og betale en enorm krigsskades-erstatning til Frankrig, Stor-britannien og USA. Konse-kvenserne var en økonomisk katastrofe for den tidligere stormagt. Tyskerne var na-turligvis utilfredse. Op gen-

nem 1920’erne støttede flere Hitler og hans nazistiske parti. Han lovede dem, at Tyskland igen skulle blive en stolt stormagt.

I 1933 kom Hitler til magten. I slutningen af 1930’erne udvidede Hitler sit rige med bl.a. Østrig og om-råder af Tjekkoslovakiet. Det accepterede de andre euro-pæiske stormagter. For det første boede der faktisk flere mio. tyskere i de områder, som blev indlemmet i Tysk-land. For det andet lovede Hitler, at han ikke ville stille krav om nye landområder.

Hitler holdt ikke sit løfte. I 1939 angreb Tyskland Po-len. Det førte til, at Storbri-tannien og Frankrig erklæ-rede Tyskland krig. Frankrig overgav sig i 1940, og det så ud til, at Tyskland ville sejre. Men englænderne holdt ud. I 1941 angreb Tyskland Sov-jetunionen. Sidst på året gik


USA ind i krigen på Storbri-tanniens side, mens Japan var allieret med Tyskland.

I 1942 vendte den tyske krigslykke. I 1944 var det klart for de tyske generaler, at krigen var tabt. Men Hit-ler nægtede at overgive sig. I foråret 1945 trængte sovje-tiske, amerikanske, engelske og franske tropper ind i Tyskland. I slutningen af april begik Hitler selvmord, og ti dage senere overgav de sidste tyske tropper sig betin-gelsesløst.

f Hitler nægtede at overgive sig. Den 30. april 1945 begik han selv-mord. Krigen fortsatte til den 9. maj. Fotoet viser sovjetiske soldater i Berlin den 2. maj.

Supermagterne

Efter Anden Verdenskrig be-satte Storbritannien, Frankrig, USA og Sovjetunionen Tysk-land. De europæiske stormag-ter Storbritannien og Fran-krig havde ikke kunnet klare sig alene over for Tyskland. Derfor var det USA og Sov-jetunionen, der var de egent-lige sejrherrer.

Indtil Sovjetunionen be-gyndte at gå i opløsning i slutningen af 1980’erne, var det disse to supermagter, som man kaldte dem, som be-stemte i verden. I begyndel-sen stod USA langt stærkere

end Sovjetunionen. Der havde ikke været kæmpet på amerikansk jord, men krigen var gået hårdt ud over Sovjet-unionen. Cirka 20 mio. sov-jetborgere havde mistet livet, og de tyske tropper havde ødelagt sovjetiske virksomhe-der. Derfor var produktionen under det halve af, hvad den havde været før krigen.

Før Anden Verdenskrig havde forholdet mellem Sov-jetunionen og USA været an-spændt. Men de havde stået sammen i kampen mod det nazistiske Tyskland. Forskel-lene mellem de to supermagter var enorme. Og de var helt

uenige om, hvordan samfun-dene skulle indrettes. I årti-erne efter Anden Verdenskrig var stemningen mellem de to supermagter anspændt. Flere gange var der optræk til krig mellem dem. Både USA og Sovjetunionen oprustede vold-somt. De udviklede flere og mere kraftige atomvåben. Til sidst rådede de over så mange, at de kunne udslette Jordens befolkning flere gange.

Man kalder årtierne efter Anden Verdenskrig for Den Kolde Krig. Man kan sige, at det var en krig på ord og trusler. Det kom ikke til di-rekte – eller „varm“ – krig


mellem USA og Sovjetunio-nen. Men der var en række indirekte krige – eller sted-fortræderkrige – mellem an-dre lande, hvor supermag-terne støttede hver sin side. Ud over disse stedfortræder-krige forsøgte supermagterne at bekæmpe og genere hinan-den politisk og økonomisk.

Årsager til fjendskabet

USA var et demokrati og var tilhænger af en liberal mar-kedsøkonomi. Man arbejdede også for en fri udenrigshan-del. Det betød, at varer skulle sælges frit mellem landene. Det enkelte land måtte altså ikke lægge told (afgift) på va-rer fra andre lande. I en mar-kedsøkonomi bestemmes prisen på en vare af, hvad den kan sælges for. Det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Udbuddet er antallet af eller mængden af varen. Efter-spørgslen handler om, hvor mange der ønsker at købe va-ren. Er udbuddet stort og ef-terspørgslen lille, falder pri-sen. Omvendt stiger den, hvis udbuddet er lille og efter-spørgslen stor.

Sovjetunionen var et socia-listisk land. Det kommunisti-ske parti var det eneste til-ladte. Ifølge Lenin, der var med til at grundlægge Sovjet-

USA

Styreform:Demokrati. Parlamentet (Kongressen og Senatet) og præsidenten var valgt demokratisk. Alle voksne kunne få valgret.

Økonomisk system:Liberal (fri) markedsøkonomi. Virksomhederne var ejet af private. De måtte frit produ-cere varer, og sælge dem til den pris, de kunne opnå. En li-beral markedsøkonomi gav konkurrence mellem virksom-heder. For at klare sig måtte de producere så effektivt som muligt.

Sovjetunionen

Styreform:Diktatur. Kun medlemmer af det kommunistiske parti (ca. 10 % af befolkningen) kunne stemme. Partiledelsen havde al magten.

Økonomisk system:Planøkonomi. Virksomhederne var ejet eller kontrolleret af sta-ten. Staten bestemte, hvad og hvor meget virksomhederne skulle produceres samt prisen på varerne. Med planøkono-mien kunne den kommunisti-ske stat sørge for, at der var lave priser på nødvendige ting som mad, tøj og bolig, mens prisen på luksusvarer var høj.

USA og Sovjetunionen

unionen, vidste det kommu-nistiske parti, hvordan et so-cialistisk samfund skulle op-bygges. Derfor skulle partiet have al magten. Fra 1920’erne til sin død i 1953 havde kom-munistpartiets leder Josef Stalin diktatorisk magt i Sov-jetunionen.

I Sovjetunionen havde man planøkonomi. Her bestemte staten, hvilke varer der skulle fremstilles, og til hvilken pris. Staten havde også monopol (eneret) på udenrigshandelen. Varer fra Vesteuropa og USA kunne slet ikke købes i Sov-jetunionen.

Planøkonomien sikrede, at

nødvendige ting som mad, tøj, transport og bolig var bil-lige. Ofte var disse varer endda billigere, end det ko-stede at fremstille dem. Til gengæld var luksusvarer dyre. Det var dog staten, der fast-lagde, hvilke varer der var nødvendige, og hvilke der var luksus.

USA arbejdede for, at alle lande i verden blev demokra-tiske og fi k en liberal ver-densøkonomi. Sovjetunionen var interesseret i, at socialis-men og planøkonomien blev udbredt. Derfor var det uund-gåeligt, at der opstod konfl ik-ter mellem de to supermagter.


Et eksempel på en stedfortræ-derkrig: I 1950’erne blev Viet-nam delt. Den sydlige del var ledet af et korrupt diktatur, mens den nordlige del blev kommunistisk. I Sydvietnam opstod der en oprørsbevæ-gelse, som fi k støtte fra Nord-vietnam og Sovjetunionen. USA ville forhindre, at hele Vietnam blev kommunistisk og hjalp den sydvietnamesiske hær i kampen mod oprørerne. USA engagerede sig mere og mere i krigen. I 1968 var der ca. 1/2 mio. amerikanske sol-dater i Vietnam. I 1973 trak USA sig ud. Efter mindre end to år opgav Sydvietnam kam-pen, og Vietnam blev samlet under et kommunistisk styre.

Et eksempel på en stedfortræ-derkrig: I 1979 bad det kom-munistiske styre i Afghanistan Sovjetunionen om hjælp til at bekæmpe mujahidinerne, muslimske oprørere, der ville omdanne Afghanistan til en islamisk stat (se side 105). USA hjalp mujahidinerne med vå-ben og militær træning. I 1988 trak Sovjetunionen sig ud af Afghanistan.

Blandt de muslimske oprørere var Osama bin Laden (1957- ). I 1990’erne blev han bagman-den i terrornetværket al Qaeda, der gennemførte blo-dige terroraktioner.

På fotoet fra 1980 har afghan-ske mujahidinere skudt en sovjetisk helikopter ned.

Stedfortr æderkrige


Under Anden Verdenskrig opstod ideen om at oprette en interna-tional organisation, der skulle forhindre, at fremtidige uenighe-der mellem stater udviklede sig til krig. I 1945 blev FN (Forenede Nationer) stiftet af 50 stater, deriblandt Danmark. I dag er næsten 200 lande medlem af FN, dvs. stort set alle verdens stater. Organisationen havde dog ikke held til at løse konfl ikten mellem supermagterne. Men det er ofte lykkedes FN at dæmpe eller forhindre en konfl ikt.

*) I 1949 overtog Mao magten i Kina. Men pladsen i Sikkerhedsrådet blev overladt til Taiwan (se side 130). Først i 1971 fi k Kina igen sin faste plads i Sikkerhedsrådet.

International domstol

UNCTAD (Konference for handel og udvikling)

UNHCR (Højkommission for fl ygtninge)

UNICEF (FN’s børnefond)

Nedrustnings-kommissionen

GeneralforsamlingenAlle medlemslande

SekretariatetLedes af general-

sekretæren, der vælges af Generalforsamlingen

for 5 år ad gangen.

Sikkerhedsrådet5 faste medlemmer

(USA, Rusland, Kina*), Storbritannien, Frankrig)

og 10 medlemmer, der vælges for to år ad

gangen.Et forslag kan kun ved-tages i Sikkerhedsrådet, hvis det får 9 stemmer.

Stemmer et fast medlem imod, falder forslaget.

Fredsbevarende styrker

Formynderskabsråd

Det økonomiske og sociale råd

Særorganisationer:FAO: Levnedsmidler

og landbrugUNESCO: Undervisning,

videnskab, kulturWHO: SundhedVerdensbanken

IMF: ValutafondenWTO: Told og handel

FN – Forenede Nationer


Jerntæppet

I 1946 holdt den netop afgå-ede britiske premierminister Winston Churchill en tale om situationen i Europa efter krigen. Han sagde bl.a.: „Fra Stettin ved Østersøen til Trieste ved Adriaterhavet har et jerntæppe sænket sig tværs over Europa.“

Europa var ved at blive delt i et Østeuropa, der blev kontrolleret af Sovjetunio-nen, og et Vesteuropa, hvor USA havde afgørende indfl y-delse. I februar 1945 – et par måneder før Anden Verdens-krig sluttede – mødtes den sovjetiske diktator Stalin, den britiske premierminister Churchill og den amerikan-ske præsident Roosevelt for at drøfte en kommende fred. Krigen var gået hårdest ud over Sovjetunionen. Stalin ville beskytte sit land mod fremtidige angreb. Derfor krævede han, at landets na-bostater skulle være venligt-sindede over for Sovjet. Det bøjede Roosevelt sig for – selv om det betød, at Sovjet-unionen fi k en vis kontrol med disse lande.

Det var begyndelsen til Europas deling. Efter krigen blev det nemlig mere og mere klart, at Stalin ikke ville nøjes med at have et godt forhold til sine naboer, men arbejdede for, at Sovjet-

unionen fi k magt over nabo-staterne, og at de fi k et styre ligesom i Sovjetunionen.

USA ville forhindre kom-munismen i at brede sig. På længere sigt ville USA ar-bejde for, at Sovjetunionen og det kommunistiske system brød sammen. I 1947 præ-senterede den amerikanske præsident Truman den så-kaldte Trumandoktrin. Ifølge den ville USA støtte lande

og folk, som forsøgte at for-hindre en kommunistisk magtovertagelse.

USA var interesseret i, at det krigshærgede Europa hurtigt kom økonomisk på fode efter krigen. For det første mente amerikanerne, at utilfredse og fattige men-nesker var tilbøjelige til at slutte sig til kommunisterne. Kommunisterne lovede jo bedre leveforhold, arbejde til

Trumandok trinen

Efter Anden Verdenskrig så det ud til, at kommunisterne ud over østeuropæiske lande også ville overtage magten i Græken-land og Tyrkiet. I marts 1947 reagerede den amerikanske præsi-dent Harry S. Truman (1884-1972) ved at holde en tale, hvor han lovede amerikansk hjælp til folk, der modarbejdede kommunis-men. Han sagde bl.a.:

„I dette øjeblik af verdenshistorien må næsten enhver nation vælge mellem to forskellige måder at leve på. Valget er alt for ofte ikke frit.

Den ene livsform er baseret på fl ertallets vilje og er karakterise-ret af frie institutioner, repræsentativt styre, frie valg, garantier for den personlige frihed, tale- og ytringsfrihed og frihed for politisk tryk.

Den anden livsform hviler på en minoritets vilje og dens magt over fl ertallet. Den hviler på terror og undertrykkelse, en kon-trolleret presse og radio, forudbestemte valg og undertrykkelse af den personlige frihed …

De frie folk i verden ser hen til os om hjælp til at fastholde de-res frihed. Hvis vi vakler i vor ledelse, bringer vi verdensfreden i fare, og vi vil sikkert bringe vor egen nations velfærd i fare …“

Den første livsform var altså den demokratiske, som man kendte den i Vesteuropa og USA. Den anden var den kommunis-tiske eller socialistiske, som den eksisterede i Sovjetunionen. Og ifølge Truman var det USA’s pligt at hjælpe verdens frie folk med at bevare deres frihed.“


j I form af gaver og lån ydede USA ca. 13 mia. US-Dollars i form af Marshall-hjælp. I 2007 ville det svare til ca. 100 mia. euro. De største modtagere var Storbri-tannien og Frankrig. Danmark modtog ca. 0,3 mia. US-Dollar. En stor del af beløbet blev brugt til at mekanisere det danske landbrug. På fo-toet fra 1948 bliver den første Ferguson traktor hejst i land i Køben-havns havn. I 1945 var der ca. 4.600 traktorer i Danmark. I 1950 var der ca. 25.000. Marshall-hjælpen betød, at det blev økonomisk over-kommeligt for mange landmænd at købe en traktor.

r En betingelse for at få Marshall-hjælp var, at landet havde fri udenrigs-handel, dvs. at der ikke var begrænsninger på varehandelen over grænserne. Det var grunden til, at Sovjetunionen, der havde planøkonomi, afslog at mod-tage hjælp fra USA. De sovjetiske ledere hævdede med en vis ret, at det egent-lige formål med Marshall-planen var at få de europæiske lande ind i en ame-rikansk domineret økonomi, og at det ville gøre dem afhængige af USA. Polen og Tjekkoslovakiet var interesseret i Marshall-hjælp. Men det øn-skede Stalin ikke, og han pressede de to landes regeringer til alligevel at sige nej tak. Fotoet er fra 1952 og viser kommunister i Berlin, der demonstrerer mod Marshall-hjælpen.

alle og lave priser på nødven-dige varer. For det andet var det vigtigt, at europæerne blev i stand til at handle mere med USA. Det var nemlig nødvendigt for USA at øge sin produktion. Ellers kunne der ikke skaffes ar-bejde til de mange soldater, der vendte hjem fra krigen.

For igen at få gang i hju-lene vedtog USA Marshall-planen, opkaldt efter den amerikanske udenrigsminis-ter. Den gik ud på at hjælpe Europa med enorme beløb, der blev givet som gaver og lavtforrentede lån. Hjælpen fik afgørende betydning for, at Vesteuropa kom sig øko-nomisk oven på krigen og den økonomiske fremgang i 1950’erne.


Tyskland deles

Uenigheden mellem USA og Sovjetunionen blev endnu tydeligere, da de to super-magter samt Storbritannien og Frankrig skulle aftale, hvad der skulle ske med Tyskland efter Anden Ver-denskrig.

Nogle måneder efter kri-gens afslutning blev Tyskland delt i fire besættelseszoner, der blev administreret af hver af de fire sejrherrer: USA, Sov-jetunionen, Frankrig og England. Også hovedstaden Berlin blev delt i fire sektorer. Et militærstyre, som bestod af repræsentanter fra de fire sejrsherrer, skulle regere det

besatte Tyskland. Sejrher-rerne forestillede sig, at når de blev enige om en endelig fredsaftale – som Tyskland betingelsesløst skulle gå med til – skulle besættelsen høre op.

Netop omkring fredsafta-len opstod der problemer. Stalin krævede, at Tyskland skulle betale en stor krigsska-deserstatning. Den skulle bruges til at genopbygge Sovjetunionen. Frankrig mente også, at tyskerne skulle betale en så stor krigs-skadeserstatning. Det ville svække Tyskland, så landet ikke udgjorde en trussel mod Frankrig i fremtiden. USA så helt anderledes på sagen.

Amerikanerne ønskede, at hele Europa – altså også Tyskland – så hurtigt som muligt blev en købedygtig samarbejdspartner. Storbri-tannien sluttede sig til det amerikanske synspunkt. Frankrig bøjede sig nølende. Med USA’s vedtagelse af Truman-doktrinen og Mar-shall-planen var det ikke længere muligt for super-magterne at blive enige.

Aftalen blev, at hver be-sættelsesmagt kunne ind-kræve krigsskadeserstatning i sin zone. USA lovede Fran-krig og Storbritannien enorme beløb i Marshall-hjælp mod, at de opgav krav om krigsskadeserstatning.

n I sommeren 1945 bestemte sejrherrerne, at Tyskland skulle gøres mindre. Polen og Sovjetunionen overtog området øst for floderne Oder og Neisse samt Østpreussen. Dvs. et område på 115.000 km2 eller mere end 2 1/2 gange større end Danmark.

n I foråret 1948 indførte Sovjetuni-onen begrænsninger på de vestalli-eredes jernbanetransport til deres sektorer i Berlin. På den måde ville Sovjet presse USA, Storbritannien og Frankrig ud af hovedstaden. Da de vestallierede nogle måne-der senere indførte en ny fælles va-luta, D-marken, i deres zoner, luk-kede Sovjetunionen helt for trans-


n Fra 1949 til 1989 var grænsen mellem Øst- og Vesttyskland den mest vel-bevogtede i verden. Den skulle forhindre folk fra Østtyskland i at flygte til Vesttyskland. Bevægede man sig ind i grænseområdet, risikerede man at blive skudt. Fotoet er fra midt i 1980’erne.

Sovjetunionen inddrev hård-hændet sin erstatning fra de-res zone, øst-zonen. Varer, maskiner, ja hele fabriksanlæg blev flyttet til Sovjetunionen. Det betød, at genopbygning af øst-zonen gik meget lang-somt. Samtidig blev forholdet mellem den tyske befolkning og de sovjetiske besættelses-styrker meget dårligt.

USA brugte enorme sum-mer på at få genopbygget sin zone og hjalp Frankrig og Storbritannien med deres. Amerikanerne arbejdede ihærdigt for at få udbygget samarbejdet mellem de tre vestlige zoner. USA’s mål var, at de tre zoner blev sam-let til en ny stat, der skulle

være et værn mod Sovjetuni-onen og kommunismen.

I foråret 1948 brød samar-bejdet mellem de fire besæt-telsesmagter helt sammen. Det startede med, at det tjek-koslovakiske kommunistparti ved et kup og med hjælp fra Sovjetunionen overtog mag-ten i Tjekkoslovakiet. Samme år forsøgte Sovjet-unionen forgæves at presse de vestallierede (USA, Frankrig og England) til at forlade Berlin, der også var blevet delt i fire zoner, men som lå langt inde i den sov-jetiske øst-zone.

I 1949 blev de vestlige zo-ner slået sammen til For-bundsrepublikken Tyskland

(Bundesrepublik Deutsch-land, forkortet BRD). Et par måneder senere blev den sovjetiske øst-zone og sektor til Den Demokratiske Tyske Republik (Deutsche Demokra-tische Republik, forkortet DDR). I daglig tale blev det til henholdsvis Vesttyskland og Østtyskland. Tyskerne blev ikke spurgt, om de syn-tes, at deres land skulle deles. I 1949 kom SED til magten i Østtyskland. Under påvirk-ning af Sovjetunionen be-gyndte SED-regeringen at omdanne Østtyskland efter sovjetisk forbillede. Vesttysk-land var et demokrati, der mindede om andre demokra-tiske vesteuropæiske lande.

port ad floder, baner og landeveje til Berlin. De vestallierede svarede igen ved at oprette en luftbro, dvs. flyve for-syninger ind til deres zoner i Berlin. Efter ca. 10 måneder opgav Sovjet-unionen og åbnede igen for ad-gangsvejene til Berlin. På fotoet an-kommer en af de ca. 800 flyvema-skiner, der dagligt landede i Berlin.


Verden deles

Trumandoktrinen indebar, at USA ville forhindre, at fl ere lande i verden blev kommu-nistiske. Fra slutningen af 1940’erne førte den ameri-kanske regering derfor en ind-dæmningspolitik. USA indgik alliancer med og støttede økonomiske alle regeringer, der ville hjælpe med at stoppe Sovjetunionens indfl ydelse og kommunismens udbredelse. USA oprettede også hundred-vis af militærbaser overalt i

verden. På den måde kunne amerikanerne holde øje med kommunisterne og være klar til at angribe.

Det ærgrede amerika-nerne, at de fl este østeuropæ-iske lande fi k et kommunis-tisk eller i hvert fald sovjettro styre. Men USA’s præsident havde jo lovet Stalin, at han skulle have venligtsindede na-boer (se side 126). Heller ikke i Kina gik det, som amerika-nerne kunne ønske det. Siden midt i 1946 havde Kina været hærget af en blodig borger-

NATO og Warszawapagten

NATO (North Atlantic Treaty Organization) er en forsvarsalli-ance, der blev indgået mellem USA, Canada, Storbritannien, Frankrig, Holland, Belgien, Luxembourg, Portugal, Italien, Dan-mark, Norge og Island i 1949. Siden er fl ere lande kommet med. Den store udvidelse skete efter genforeningen af Tyskland og Sovjetunionens sammenbrud omkring 1990. I 2007 var 26 stater medlem af NATO.

Medlemmerne af NATO forpligter sig til i fællesskab at sikre fri-hed og demokrati. Hvis ét medlemsland angribes militært, skal de øvrige NATO-medlemmer komme til hjælp.

Warszawapagten blev oprettet på sovjetisk initiativ i 1955 som en forsvarsalliance mellem de kommunistiske stater: Sovjetuni-onen, Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien, Bulgarien, DDR og Albanien.

Warszawapagten var dog ikke kun en alliance mod Vesten. Den indeholdt en bestemmelse om „gensidig broderlig assistance“. Dvs. var det kommunistiske partis eneret på magten i et med-lemsland truet, eller ændrede det kommunistiske parti sin poli-tik i en retning, som Sovjetunionen ikke brød sig om, kunne an-dre medlemmer af Warszawapagten gribe ind. Det skete i Ungarn i 1956 og i Tjekkoslovakiet i 1968. Warszawapagten blev opløst i 1991.

krig mellem Mao Tse-Tungskommunistparti og general Chiang Kai-sheks nationalist-parti. Selv om USA støttede Chiang Kai-shek, måtte han i 1949 opgive kampen. Han blev fordrevet til den store ki-nesiske ø Taiwan, hvor han oprettede en selvstændig stat med ham selv som leder. Ho-vedlandet Kina blev kommu-


j Maos kommunistiske styrker, Folkets Befrielseshær, erobrede i juni 1949 Kinas hovedstad Beijing. Last-bilen i baggrunden er udsmykket med et banner med kommunistiske slagord. Billedet på stjernen viser Mao Tse-Tung.

nistisk under ledelse af For-mand Mao.

Samme år oprettede USA forsvarsalliancen NATO, der var vendt mod Sovjetunio-nen. Som de fleste vesteuro-pæiske lande sluttede Dan-mark sig til NATO. I 1955 blev Vesttyskland optaget i NATO. Det fik Sovjetunio-nen til at oprette en kommu-

Krig i Korea

Den Kolde Krig havde kun varet i få år, før det så ud til, at den ville udvikle sig til en direkte krig mellem Sovjet-unionen og Kina på den ene side og USA på den anden. Det hang sammen med kri-gen i Korea 1950-53.

I 1945 var Korea blevet delt ved den 38. nordlige breddegrad i en nordlig kommunistisk stat og en syd-lig med et højreorienteret styre. Begge stater oprustede kraftigt, og ingen af dem lagde skjul på, at de ville „befri“ modpartens befolk-ning fra et undertrykkende styre.

Efter nogle grænsestridig-heder begyndte en egentlig krig mellem de to koreanske stater i 1950. De nordkore-anske styrker trængte langt ned i Sydkorea. USA fryg-tede, at hele Korea blev kommunistisk. USA ind-bragte sagen for FN’s Sikker-hedsråd. I den periode havde Sovjetunionen forladt Sik-kerhedsrådet i protest mod,

nistisk forsvarsalliance, War-szawapagten. Ud over Sovjet-unionen var følgende øst-europæiske lande med i alli-ancen: Albanien, Bulgarien, Polen, Rumænien, DDR, Tjekkoslovakiet og Ungarn. Det var tydeligt, at verden var delt i en USA-ledet og en Sovjet-ledet blok.


at FN ikke ville lade Maos kommunistiske Kina få en fast plads i Sikkerhedsrådet (se side 125). Derfor lykke-des det amerikanerne at få Sikkerhedsrådets opbakning til militær hjælp til Sydkorea. Formelt var det FN, der ved at føre krig mod Nordkorea ville skabe fred i Korea. Re-elt var det hovedsageligt amerikanske tropper, der kæmpede. Sovjetunionen støttede Nordkorea med vå-ben og udstyr, men Sovjet blev ikke direkte involveret i krigen.

Efter et massivt luftbom-bardement af Nordkorea trængte de amerikanske tropper op i Nordkorea. Det kommunistiske Kina brød sig ikke om at have de ameri-kanske tropper så tæt på og gik ind i krigen på nordkore-ansk side. Efter tre års blodig krig, som kostede ca. 2,5 mio. mennesker livet, blev der indgået en våbenhvile. I 2006 lå grænsen stadig ved den 38. nordlige breddegrad, og der var endnu ikke sluttet endelig fred Nord- og Syd-korea.

Koreakrigen viste, at spændingen mellem super-magterne var så stor, at der når som helst kunne udbryde krig. I de følgende ti år brugte USA og Sovjetunio-nen enorme ressourcer på at udvikle atomvåben.


r Den amerikanske general Douglas McArthur (1880-1964) stod i spidsen for FN’s tropper i Korea. Da Kina gik ind i krigen, foreslog McAr-thur, at USA angreb Kina med atom-våben og en gang for alle fik tilin-tetgjort det kommunistiske styre. Den amerikanske præsident Truman var ikke helt afvisende over for tan-ken. Storbritannien og de andre europæiske allierede protesterede voldsomt. At angribe Kina ville ud-løse en tredje verdenskrig. Det bøj-ede Truman sig for. Da McArthur blev ved med at true med at an-gribe Kina, blev han afsat.

f Siden slutningen af 1800-tallet havde Danmark ført en neutralitets-politik, dvs. vi var ikke i forsvarsfor-bund med andre lande. Og når der udbrød krig, holdt vi ikke med no-gen af parterne. Efter Anden Ver-denskrig opgav Danmark sin neutra-litet ved først at tilslutte sig FN (se side 125) og siden at melde sig ind i NATO. Fotoet fra 1949 er en demonstra-tion mod Danmarks medlemskab af NATO, som betød, at der skulle bru-ges flere penge på militæret end tidligere. Damen med lirekassen del-tager dog ikke i demonstrationen. Måske regner hun med, at den bety-der, at der falder lidt ekstra penge af til hende.


n Den 6. august 1945 kastede et amerikansk bombefly en atombombe over den japanske by Hiroshima. Næsten halvdelen af 300.000 mennesker døde umiddelbart som følge af eksplosionen eller af følgesygdomme, der var frem-kaldt af den kraftige radioaktive stråling. I de følgende år udviklede Sovjetunionen og USA atombomber, der var mere end 7.000 gange så kraftige som Hiroshimabomben. Supermagterne skaffede sig også langtrækkende missiler, der kunne afskydes fra Sovjetunionen og ramme USA – og omvendt. Fotoet er fra en amerikansk atomprøvesprængning på Bikini-øerne.


Berlinmuren

I Europa var det stadig Ber-lin, der var brændpunktet for konflikten mellem Sovjet-unionen og USA. I 1958 for-søgte Sovjet igen forgæves at tvinge vestmagterne USA, Storbritannien og Frankrig ud af Berlin. Det var for-holdsvis let at komme fra den ene sektor til den anden i byen. Mange østtyskere, der ønskede at flygte fra DDR, benyttede sig af den mulig-hed. Var de først kommet ind i den vestlige del af Berlin, kunne de komme videre til Vesttyskland.

Hvert år forlod ca. 100.000 østtyskere DDR. Ofte var det unge og velud-dannede, som rejste til Ves-ten. Det var et problem for DDR og dermed også for Sovjetunionen. At så mange østtyskere flygtede fra, var til gengæld en fordel for USA og de vestallierede. Så kunne vesteuropæerne se, hvor for-færdelig kommunismen var. Og så ville udvandringen svække DDR og måske få systemet til at bryde sam-men.

Efter en økonomisk krise i DDR omkring 1960 steg an-tallet af flygtninge kraftigt. Hver måned i første halvdel af 1961 forlod ca. 30.000 mennesker landet. Det blev nødvendigt for den østtyske

n Berlinmuren var en næsten 160 km lang mur rundt om Berlins vestsek-torer. Den første Berlinmur blev i hast opført natten mellem den 12. og 13. august 1961. Senere blev den erstattet af nye og mere effektive spærringer. Folk i Vestberlin kunne frit rejse til Vesttyskland. Gennem DDR skulle de dog køre ad ganske bestemte veje. De måtte ikke standse, før grænsen. Gjorde de det, dukkede det østtyske politi straks op.

n En mand fra Vestberlin vinker til sine slægtninge i Østberlin. Fotoet er fra 1961. Berlinmuren betød, at familier, naboer og venner blev skilt, fordi de kom til at bo på hver sin side af muren. Visse steder blev muren bygget ned gennem en gade. Nu kunne man ikke længere komme i kontakt med sine genboer.


regering at stoppe flugten. Med accept fra Sovjetunio-nen opførte østtysk militær og politi en næsten 160 km lang mur rundt om Berlins vestsektorer – Vestberlin. Folk, der boede i Vestberlin, måtte godt komme ud, men østberlinere og østtyskere kunne ikke komme ind i den vestlige del.

Berlinmuren stoppede masseflugten fra DDR. De fleste østtyskere var efterhån-den ganske tilfredse med for-holdene, og stadigt færre overvejede at flygte. Den kommunistiske stat tog sig nemlig af sine borgere fra vugge til grav. Det var et trygt samfund, hvis man fandt sig i, at man ikke måtte kritisere styret, og at det var svært at få lov til rejse til ves-ten. Folk i Østtyskland havde ikke råd til så meget som fx folk i Vesttyskland. Til gen-gæld var man sikker på ud-dannelse og arbejde og trygge sociale forhold. Og kunne man acceptere, at der ikke var ytringsfrihed, og at man kun måtte tage på ferie i andre kommunistiske lande, var det måske ikke dårligt, mente mange.

Med Muren var Berlin-spørgsmålet så at sige løst. Dermed blev spændingen mellem Sovjetunionen og USA mindre. n En grædende brud fra Vestberlin. På sin bryllupsdag må bruden ikke

hilse på sine forældre, der bor i Østberlin. En vesttysk vagt lånte hende en kikkert, så hun kunne vinke til forældrene på den anden side af muren.

n Trods Berlinmuren lykkedes det for adskillige tusinde at flygte fra DDR til Vestberlin. Mange flugtforsøg var fantasifulde. Nogle flygtede i bil. Bag i bi-len var der fx bygget et lille skjult rum, hvor der var plads til én person. Nogle fik spændt en wire ud mellem bygninger på hver sin side af muren og kravlede over. Flere gravede en tunnel under muren.


j Den Kolde Krig gav inspiration til et stort antal spændende spionro-maner og fi lm. Her er et billede fra James Bond-fi lmen From Russia, With Love fra 1963. Den skotske skuespiller Sean Connery havde hovedrollen som agent 007, James Bond. Som i alle James Bond-fi lm vrimlede det med smukke kvinder. Her er det Daniela Bianchi, der spil-lede rollen som den sovjetiske agent Tatiana Romanova.

Den sidste flugt

Chris Gueffroy og hans kam-merat Christian boede i Øst-berlin. De ville til Vestberlin og derfra videre til Vesttyskland. Dér tjente man fl ere penge og havde mere frihed end i DDR. Om aftenen den 5. februar 1989 fl ygtede Chris og Chris-tian. De mavede sig forsigtigt gennem den 100 m brede døds-stribe (også kaldet ingen-mandsland, der var et stykke mellem de to mure (som ud-gjorde Berlinmuren), hvor der blev holdt vagt, var pigtråd m.m.). Hvis de østtyske grænse-vagter opdagede dem her, ville de to fl ygtninge blive skudt.

Chris og Christian kravlede under strømførende hegn og pigtråd. De undgik omhygge-ligt de elektriske følere, som kunne afsløre dem. Og når de hørte en vagtpatrulje, lå de helt stille. Det var næsten midnat, da de nåede frem til den høje mur. Den sidste forhindring. Hvis de kom over den, skulle de kun svømme over en smal ka-nal. Så var de i sikkerhed i Vest-berlin. Christian kastede et reb med et lille anker over muren. Det larmede, da ankeret satte sig fast på toppen. Chris og Chris-tian holdt vejret og lyttede. Men der var vist ingen, der

havde hørt noget. Hurtigt rej-ste Christian sig og greb fat i rebet for at kravle over. En maskingeværssalve smæl-dede. Ankeret blev ramt, og re-bet faldt ned. Chris prøvede desperat at hjælpe Christian over muren. Flere salver. Denne gang sigtede vagterne mod de to fl ygtninge. Begge faldt om – ramt af skud. Kun Christian overlevede. Chris Gueffroy blev nummer 94 og den sidste, der blev dræbt ved Berlinmuren under forsøget på at fl ygte fra øst til vest.


På randen af atomkrig

Den største afspænding mel-lem USA og Sovjetunionen fandt sted efter Cuba-krisen i 1962. I 1959 havde oprørere under ledelse af Fidel Castro afsat den korrupte diktator Fulgencio Batista på Cuba. Efter Castros kup beslaglagde den cubanske stat amerikan-ske virksomheder på Cuba.

Det blev amerikanerne vrede over. USA støttede et mod-kup mod Castro. Da det mis-lykkedes, boykottede USA al samhandel med Cuba.

Castro henvendte sig nu til Sovjetunionen for at få hjælp og mulighed for at øge han-delen med de kommunistiske lande. Den sovjetiske leder Nikita Krustjov var meget interesseret i at få indflydelse i et land, der lå mindre end

200 km fra USA. Cuba ac-cepterede, at Sovjetunionen i dybeste hemmelighed byg-gede raketanlæg på øen. Missiler herfra kunne på få minutter ramme ethvert mål i USA.

Men amerikanske spionfly opdagede det sovjetiske byg-geri. Den amerikanske præsi-dent John F. Kennedy kræ-vede raketanlægget på Cuba fjernet. Det nægtede Krustjov.

r Fidel Castro og hans oprørere modtages som befriere i Cubas hovedstad Havana i 1959.


n Cubakrisen er slut. Sovjetiske fartøjer med missiler er vendt om.

Sovjetiske skibe var på vej til Cuba med missilerne. Ken-nedy gav den amerikanske flåde besked på at blokere ad-gangen til Cuba. Han med-delte Krustjov, at forsøgte de sovjetiske skibe at trænge igennem blokaden, ville der blive krig. I næsten en uge var der en frygt for, at en krig mellem Sovjetunionen og USA ville starte. I sidste øjeblik gav Krustjov de sov-jetiske skibe ordre til at vende om.

Cubakrisen havde bragt supermagterne på randen af en krig, der ville blive ud-

kæmpet med atomvåben. De fleste var klar over, at en så-dan krig i tab af menneskeliv og ødelæggelser ville overgå alle tidligere krige. Krustjov og Kennedy blev derfor enige om prøve at forebygge fremtidige kriser og dæmpe våbenkapløbet. Krustjov talte om, at de to supermagter var meget forskellige. Men de måtte acceptere hinanden og leve i fredelig kappestrid, som han sagde.

På den måde blev Berlin-muren og Cubakrisen anled-ningen til en 15-16-årig pe-riode med afspænding mel-

lem de to supermagter. Der var fortsat modsætninger mellem USA og Sovjetunio-nen, og begge parter brugte store mængder penge på at modernisere deres atomvå-ben og militære styrker. Men langsomt kom der gang i et samarbejde. I 1970’erne mødtes lederne af supermag-terne flere gange og aftalte begrænsning af atomvåben.


Kold krig – anden halvleg

I 1979-80 stoppede afspæn-dingen mellem supermag-terne. Den Kolde Krigs anden halvleg begyndte. Det skyld-tes begivenheder i Afghani-stan og i Europa. Men også at USA fik en præsident, Ro-nald Reagan, som var meget fjendtlig over for kommunis-men og Sovjetunionen.

Afghanistan var et tilbage-stående og muslimsk sam-fund, hvor klaner og krigs-herrer havde haft magten i år-hundreder. I slutningen af 1970’erne fik Afghanistan en kommunistisk regering, der forsøgte at modernisere lan-

det. Det ville betyde, at klan-lederne mistede deres magt. Og det var de ikke interesse-rede i. Derfor angreb de rege-ringen og hæren. Fra islami-ske lande strømmede unge mænd til Afghanistan for at slutte sig til mujahedinerne, som man kaldte de muslimske oprørere.

Det kneb for den afghan-ske regering og hæren at klare sig. Derfor bad de Sovjetuni-onen om hjælp. Efter nogen tids tøven sendte Sovjetunio-nen fra årsskiftet 1979-80 store troppestyrker til Afgha-nistan. USA protesterede og boykottede De Olympiske Lege, der blev afholdt i Moskva i 1980.

USA nøjedes ikke med at boykotte OL. Amerikanerne frygtede, at Sovjetunionen ville benytte invasionen i Af-ghanistan til at få indflydelse i Den Persiske Bugt, bl.a. over Iran og Irak. USA fik en stor del af sin olie fra disse lande. Det ville være en katastrofe for USA, hvis Sovjetunionen fik kontrollen med olien. Derfor støttede amerikanerne mujahedinerne med penge og våben.

Raketter i Europa var en anden sag, der forværrede for-holdet mellem USA og Sov-jetunionen. I slutningen af 1970’erne begyndte Sovjet-unionen at udskifte missiler, der var placeret i Østeuropa,

f Efter 10 år trak Sovjetunio-nen sig endelig ud af Afghanistan i 1989. Landet flød med våben, som blev brugt i en langvarig og blodig borgerkrig, der lagde store områder af lan-det i ruiner.


og som var rettet mod Vest-europa.

USA havde også missiler. De var placeret i bl.a. Vest-tyskland og var rettet mod Sovjetunionen og de kom-munistiske lande i Østeuropa. Men USA og de øvrige med-lemmer af NATO mente, at de nye sovjetiske missiler ville give Sovjetunionen overtaget i Europa. Derfor vedtog NATO i 1979 den såkaldte dobbeltbeslutning: Sovjetuni-onen skulle fjerne missilerne inden tre år, ellers ville NATO opstille næsten 600 moderne atommissiler i Vest-europa. Hvis Sovjet gjorde det, ville NATO til gengæld tilbyde Sovjetunionen en

nedrustning af det vesteuro-pæiske atomforsvar.

Men parterne kunne ikke blive enige. I 1981 blev Rea-gan præsident i USA. Især i sin første præsidentperiode fra 1981 til 1984 var Reagan me-get fjendtlig over for kommu-nismen og Sovjetunionen. Det var nødvendigt for USA at opruste for at kunne for-svare sig, mente han. På hans initiativ blev et nyt antimissil-system, det såkaldte Stjerne-krigsprojekt, startet. Det gik i korthed ud på, at man ved hjælp af satellitter skulle op-dage og nedskyde sovjetiske missiler, før de ramte ameri-kansk jord.

I 1983 spidsede krisen mel-

j I slutningen af 1970’erne be-gyndte Sovjetuni-onen at placere SS-20 missiler i Østeuropa. Missi-lerne var placeret på lastbiler, og derfor var det svært at finde ud af, hvor de var. Hvert missil var forsynet med tre atomsprængho-veder, der hver var ti gange så kraftige som Hi-roshima-bomben (se side 134).

lem Sovjetunionen og USA til, da Reagan kaldte Sovjet-unionen for „ondskabens im-perium“ (the evil empire). Senere på året nedskød en sovjetisk jager et sydkoreansk passagerfly, der ved en fejlta-gelse var kommet ind over sovjetisk territorium. Alle de henved 300 ombordværende omkom. Reagan fordømte Sovjetunionen for at ned-skyde et civilt fly, der var kommet ud af kurs. Sovjet-unionen undskyldte sig med, at man troede, at det var et spionfly. Samme år begyndte USA at opstille de første atommissiler i Vesteuropa.

Forholdet mellem de to su-permagter var ekstremt dårligt.


Sovjets sammenbrud

Siden Anden Verdenskrig havde USA og Sovjetunionen frygtet, at modparten ville an-gribe. Derfor havde de brugt enorme beløb på militæret.

Den amerikanske øko-nomi var langt bedre end den sovjetiske. Derfor havde USA bedre råd til at deltage i våbenkapløbet, og teknolo-gisk fik amerikanerne også et større og større forspring. En del af udgifterne til våben-kapløbet fik USA dækket ved at eksportere våben til sine allierede i Vesteuropa.

Sovjetunionen tjente ikke penge på sin våbeneksport. Tværtimod havde landet store udgifter på at støtte en række kommunistiske regeringer og oprørsbevægelser rundt om i verden med våben og penge. I 1970’erne og 1980’erne an-vendte Sovjetunionen ca. 20 % af sin samlede indkomst på militæret. Til sammenligning anvender Danmark under 3 %. Fra slutningen af 1970’erne gik det ned ad bakke for den sovjetiske øko-nomi. Skulle Sovjetunionen ikke bryde sammen, var det nødvendigt at begrænse de enorme udgifter til militæret.

r Mikhail Gorbatjov (1931- ) og Ronald Reagan (1911-2004) skriver under på en aftale om begrænsning af atomvåben i 1987. Gorbatjov blev meget populær i Vesten, og han fik Nobels fredspris i 1990. Men i Rusland var han ikke popu-lær. Mange mente, at han var ansvarlig for opløsningen af Sovjetunionen.

I 1985 blev Mikhail Gor-batjov generalsekretær, dvs. den øverste leder, i Sovjet-unionen. Hans opgave var at få den sovjetiske økonomi bragt i orden igen – bl.a. ved at skære ned på militæret. Det kunne kun ske, hvis for-holdet til USA blev bedre. Og Gorbatjov var heldig. Allerede i 1984 havde Rea-gan ændret tonen over for Sovjetunionen. Reagan talte om, at de to supermagter havde misforstået hinanden. For at få en fredelig verden var det nødvendigt med et samarbejde om nedrustning.

I 1985 mødtes Reagan og


Gorbatjov for første gang. Det blev indledningen til en række aftaler om nedskærin-ger af atomvåben. I 1988 trak Gorbatjov de sovjetiske styr-ker ud af Afghanistan og indledte en kraftig reduktion af det sovjetiske militær. Men det lykkedes ikke for Gorbatjov at redde Sovjet-unionen og samtidig bevare det kommunistiske planøko-nomiske system (side 123). I 1991 brød supermagten sammen. Den blev opløst i flere selvstændige stater, hvor den største er Rusland. Den Kolde Krig var endegyldigt forbi.

Danmark under Den Kolde Krig

Danmark lå tæt på de kom-munistiske lande DDR og Polen. Udbrød der krig mel-lem NATO og Warzawapag-ten, ville Danmark uundgå-eligt blive en slagmark. Mili-tærøvelser i Danmark under Den Kolde Krig handlede ofte om, hvordan man sam-men med NATO-partnerne skulle forsvare sig mod et an-greb fra Warzawapagten.

Efter Sovjetunionens sam-menbrud i 1991 og Warza-wapagtens opløsning er det kommet frem, at de kommu-nistiske lande faktisk havde

detaljerede planer for et an-greb på Danmark. På tilsva-rende måde havde NATO planer for, hvordan man bedst kunne føre krig mod Warzawapagten.

Under Den Kolde Krig var befolkningen i Danmark dog ikke enige om, hvilken forsvarspolitik landet skulle føre. De fleste syntes, at Danmark var bedst beskyttet ved at være medlem af NATO. Og mange ville gerne bruge endnu flere penge på militæret, end man gjorde.

Andre mente, at Danmark skulle melde sig ud af NATO og slutte sig til gruppen af alliancefrie stater, dvs. stater, der var neutrale i forhold til USA og Sovjetunionen. Blev der tilstrækkeligt mange alli-ancefrie stater, kunne de må-ske mægle mellem USA og Sovjetunionen og overtale dem til at afskaffe hovedpar-ten af deres atomvåben.

I Danmark var der også et kommunistparti (DKP), som under Den Kolde Krig var meget loyal over for Sovjet-unionen. DKP arbejdede for, at Danmark skulle blive et kommunistisk land. Partiet havde dog kun begrænset til-slutning i befolkningen. I perioder var det slet ikke i Folketinget, og kom DKP ind, var det kun med få mandater.


Register

AAfghanistan 118, 124, 140, 143al Qaeda 118, 124Anden Verdenskrig 50, 56, 122, 125, 126, 128, 133, 142arbejder 20, 21, 50, 59, 61, 80-81, 99atombombe 134atomvåben 56-57, 119, 122, 132, 133, 139, 142

BBatista, Fulgencio 138Berlin/Berlinmuren 87, 122, 127-129, 135-137, 139besættelseszone 128Bibelen 11, 13, 31, 34, 36biskop 31, 35, 107, 117Bonaparte, Napoleon 20, 72-74, 76-79Bondevennerne 99Bush, George W. 118, 119Byzantinske Rige, Det 103, 104-107, 109-113, 115-116

CCastro, Fidel 138Chiang Kai-shek 130Christian 4. 14-17Christian 6. 32, 34, 37, 42Christian 7. 69-71, 74Christian 8. 71, 85, 86Christian 9. 71, 96, 98, 99, 100Christian 10. 99Christiania 29, 64, 65Christiansborg 87, 88Churchill, Winston 126Cro-Magnon 7, 8Cuba/Cubakrisen 138-139

DDanner, grevinde 88Dannevirke 97DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) 143Dybbøl 90, 97-99dømmende magt 93

EEjderpolitik 87emirat 104, 107, 112Estrup, J.B.S. 99-100

FFolketinget 56, 93-94, 96, 99-100, 118, 143Forenede Nationer (FN) 125, 131-133Franco 26, 27Fredericia 91, 92Frederik 2. 15Frederik 4. 32-33, 37Frederik 6. 71, 73-74, 82-83Frederik 7. 71, 86-89, 91, 93, 96Første Verdenskrig 116, 121

GGorbatjov, Mikhail 142-143Grundloven 35, 71, 82-83, 93-95, 99-100Grundtvig, N.F.S. 72, 81Guernica 26-27guldalder 18-19

Hhelleristning 7-8helstat 69, 74, 83-90, 94, 96hippier/blomsterbørn 48, 63-65Hiroshima 134Hitler, Adolf 25, 121-122Holsten 69, 74, 82-84, 87-92, 96, 98

Hussein, Sadam 118Højre 99-100

IIrak 65, 109, 118-119, 140islam/muslim 102-109, 111-119, 124, 140

JJerntæppet 126Jerusalem 107-108, 110-113, 114-115, 117Jesus 11, 12, 35, 105, 107Jihad 103

Kkalifat 104, 105, 107kalkmaleri 9-13katekismus 33-35Kennedy, John F. 138-139Kina 60, 125, 130-133Kolde krig, Den 120-143kollektiv 48, 58, 60, 64kommunist/kommunisme 56, 58, 60, 123, 124, 126, 127, 129, 130-133, 136, 138, 140-143konfirmation 31-44, 47Konstantinopel (Istanbul) 105, 113, 114, 116Korea/Koreakrigen 118, 131-133, 141korstog 102-119

LLandstinget 94, 99Lauenburg 74, 82, 83, 92, 96, 98Lehmann, Orla 84-85, 87, 88, 89lovgivende magt 86, 93, 96Luther, Martin 13, 31, 32, 33, 34Løvehjerte, Richard 112, 115

MMao 60, 125, 130-131

R E G I S T E R 145

markedsøkonomi 123Marshallplan 127maurer 104, 106McArthur, Douglas 133Mekka 105, 106Muhammed 103, 105, 106

NNapoleonskrigene 20, 72-74, 76-79, 82, 83nationalliberal 82-85, 87, 89, 95, 96, 99NATO 130-131, 133, 141, 143naturalisme 20-22nazisme 25, 26, 52Novemberforfatningen 96næringsfrihed 95

Ooplysningstid 18Osama bin Laden 118, 124Osmanniske Rige, Det 116

PPalæstina 107, 108, 113pave 105, 107, 108, 111-115Perserriget 103, 104Picasso, Pablo 22, 26-27pietisme 31-32pilgrim 107planøkonomi 123, 127, 143Preussen 72, 74, 76, 78, 82, 90, 92, 96, 98, 99, 101, 128protestant (evangelisk-luthersk) 13, 31, 32, 116

RReagan, Ronald 140-142Reden, Slaget på 72-73reformation 14, 31regering 26, 27, 56-58, 59, 61, 69, 74, 88-90, 92-96, 99-100, 127,

129, 130, 136, 140, 142Rendsborg 87-89renæssance 14-16Rigsdagen 93, 96Rom/Romerriget 15, 19, 28, 103-105, 108, 113romantik 18-19Rosenborg 14Rusland 72, 74, 76-78, 82, 90, 91, 96, 121, 125, 142, 143rytterskole 33

Ssakramente 31-32Saladin 112-113seldsjukker (tyrker) 107-110Slesvig 69, 74, 82-85, 87-92, 94-99slesvig-holstener 84, 87-92, 96Socialdemokratiet 59Sovjetunionen 56, 61, 120-124, 126-132, 134-143Spanien 26-27, 76, 78, 104, 106, 107, 115, 121Stalin 123, 126-128, 130Storbritannien 72-74, 76-78, 82, 90, 96, 118, 121-122, 125, 127, 128-129, 130, 133, 135stormand 9, 10stænderforsamling 82-83, 85-87, 89, 94

Tterror 26, 60, 61, 118, 124, 126Treårskrigen 91, 96Truman, Harry S./Trumandok- trinen 126, 128, 130, 133Tyskland 25, 26, 52, 60, 72, 74, 99, 101, 112, 113, 121-122, 128-129, 130, 131, 135-137, 141

Uudøvende magt 93ungdomskultur 47-67USA 118-119, 120-136, 138-143

VValdemar den Store 117valgret 82, 84, 86, 87, 93-94, 100Venstre 99, 100Vesttyskland (BRD) 129, 131, 135-137, 141Vietnam/Vietnamkrigen 24, 58-59, 62, 124

ØØsttyskland (DDR) 129, 130, 131, 135-137, 143

146 H I T M E D H I S T O R I E N !146 H I T M E D H I S T O R I E N !

Bogens illustr ationer

Artothek, Spezialarchiv für Gemäldefotografie © Léopold Schmutzler/ Copy-Dan Billedkunst 20060462: 25n© ASA/Lau Lauritzen. Plakat lavet af © Aage Lundvald/Copy-Dan Billedkunst 20060462. Venligst udlånt af DFI/Billed- & Plakatarkiv: 51Biopix: 32Bjørn, Claus ”1848”: 89nBolvig, Axel: 9, 10-11, 12, 16Boss: ”Nationalisme, krig og demokrati”, Gyldendal: 20, 89øBridgeman Art Library: 114Bridgeman Art Library © Nolde Stiftung Seebüll: 23tvDansk Folkemindesamling: 44Dansk Folkemuseums Billedarkiv: 38Fyns Kunstmuseum © H.A. Brendekilde/Copy-Dan Billedkunst 20060462: 21mGyldendals Billedbibliotek: 33ø, 39ø, 41ø, 41tv, 68, 75, 83ø, 85, 88, 92Hirschsprungske samling, den/Fotograf: Hans Petersen: 70, 94-95Illustreret Tidende 1903, det Kongelige Bibliotek: 37Klee, Paul: Around the Fish (Um den Fish), 1926. New York, Museum of Modern Art (MoMA). Olie på Lærred, (46,7 x 63,8 cm). Abby Aldrich Rockefeller Fund. 271.1939. © 2006. Digital Image, The Museum of Modern Art, New York/Scala Florence. © Paul Klee/Copy-Dan Billedkunst 20060462: 25øKongelige Bibliotek, det: 41th, 100Københavns Bymuseum: 36, 80, 82Lousiana © Richard Mortensen/Copy-Dan Billedkunst 20060462: 24tvNationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, det: 16ø, 17, 71n.th, 83n, 84, 90, 91n, 97, 117øNordjyllands Kunstmuseum © Wilhelm Freddie/Copy-Dan Billedkunst 20060462: 23thMuseo Reina Sofia, Madrid © Pablo Picasso/Copy-Dan Billedkunst 20060462: 27Museum of Modern Art, New York © Pablo Picasso/Copy-Dan Billedkunst 20060462: 22tv© Nolde Stiftung Seebüll: 23tvPolfoto: 6, 29, 30, 41mf, 42, 46, 66-67, 98ø, 98-99, 118-119, 136nRosenborg Slot: 71n.tvRosenborg Slot/Fotograf: Hans Petersen: 71ø.tvRosenborg Slot/Fotograf: Kit Weiss: 71ø.th, 71n.mfScanpix: 8, 14, 15, 26, 28, 33n, 35, 39n, 45, 48, 49, 52, 53, 54, 55, 57, 58-59, 60, 61, 62, 63, 64, 65, 77, 86, 94ø, 102, 104ø, 96, 106-107, 108, 110,

147R E G I S T E R

112, 113, 115, 116, 120, 122, 124, 127, 128-129, 130-131, 133, 134, 135n, 136ø, 137, 138, 139, 140, 141, 142Scanpix © Marco Evaristti/Copy-Dan Billedkunst 20060462: 24thStatens Museum for Kunst: 18, 19, 21ø, 21n, 22th, 117nWillemoesgaard, Assens: 72-73

For enkelte illustrationer har det ikke været muligt at finde frem til den rets-mæssige copyrightindehaver. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsret-ten er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retsmæssige krav i denne forbindelse vil selvfølgelig blive honoreret, som havde vi indhentet tilladelse i forvejen.

Documents

HIT MED HISTORIEN Grundbog til 8. klasse - Syntetisk tale ... · og musik. At fremstille bille- ... Martin Luthers kritik af pa-ven til, at kirken blev splittet. En ny kristen retning