Grønland i sigte!

Indholdsfortegnelse 0.0 ENGLISH SUMMARY................................................................................................................................2 1.0 INDLEDNING .............................................................................................................................................5 2.0 LÆSEVEJLEDNING ...................................................................................................................................7 3.0 DE METODISKE GREB ............................................................................................................................8 3.1 ENTREPRENEURSHIP -‐ EN TILGANG TIL VERDEN................................................................................................ 10

4.0 OPLEVELSESØKONOMIEN SOM SOCIALT KONSTRUERENDE................................................. 12 5.0 SAMARBEJDSPARTNEREN OG EGEN PRAKSIS ............................................................................ 13 5.1 KENDER DU C:NTACT? .......................................................................................................................................... 14 5.2 PAAMIUT 2010 – ET MØDE MED VERDEN ........................................................................................................... 16 5.3 EN CO-‐CREATED OPLEVELSE................................................................................................................................... 17 5.4 EMPOWERMENT I ET COMMUNITY PSYKOLOGISK PERSPEKTIV........................................................................ 19 5.5 C:NTACT I ET ENTREPRENEURIELT PERSPEKTIV.............................................................................................. 21

6.0 DEN SOCIALE OG KULTURELLE KONTEKST FOR PRAKSIS ..................................................... 23 6.1 DEN SOCIALE VIRKELIGHED.................................................................................................................................... 24 6.2 ET SPØRGSMÅL OM DET PARTIKULÆRE................................................................................................................ 25 6.3 BILLEDET PÅ EN GRØNLÆNDER ............................................................................................................................. 25 6.4 FREMSTILLINGENS TREDJE RUM – ET POST-‐KOLONIALT AFSÆT ..................................................................... 27 6.5 ”OPRINDELIGHED” SOM STIGMATISERENDE........................................................................................................ 29

7.0 DET TEORETISKE UDGANGSPUNKT............................................................................................... 31 7.1 SOCIALKONSTRUKTIVISMEN – EN DEMASKERING AF VIRKELIGHEDEN........................................................... 31 7.2 IDENTITETER I BEVÆGELSE .................................................................................................................................... 32 7.3 DET PERFORMATIVE MENNESKE ........................................................................................................................... 34 7.4 I FØLELSERNES VOLD – DET LIMINOIDE RUM ...................................................................................................... 36 7.5 TEATRET SOM SOCIALT KONSTRUERENDE........................................................................................................... 38

8.0 ANALYSE AF PRAKSIS ......................................................................................................................... 39 8.1 ET MYTOLOGISERINGSSTRATEGISK ANSLAG ........................................................................................................ 40 8.2 ETABLERINGEN AF DET LIMINOIDE RUM.............................................................................................................. 43 8.3 PERFORMATIVITETEN SOM SELVREFLEKSIVT REDSKAB.................................................................................... 45 8.4 C:NTACT – EN TEATRALISERINGSSTRATEGI IND I DET OPLEVELSESSOCIALE.............................................. 47

9.0 ET ANDET PERSPEKTIV PÅ VEJ MOD EN FORANKRINGS-STRATEGI................................... 50 9.1 PÆDAGOGIK OG LÆRING SOM FORANKRENDE – PETER SABROE SEMINARIET............................................. 51 9.2 LOKALT EJERSKAB SOM FORANKRENDE – FORENINGEN GRØNLANDSKE BØRN........................................... 52 9.3 FORANKRING I ET ETISK PERSPEKTIV ................................................................................................................... 54

10.0 EN FORANKRINGS-STRATEGI - PRODUKTBESKRIVELSEN................................................... 55 10.1 C:NTACT/BLOG – ET DIGITALISERET THIRD SPACE ...................................................................................... 56 10.1.1 Hvordan opleves designet? ........................................................................................................................ 57

10.2 O.S.E. – EN EFTERUDDANNELSE DER SKABER FORANDRINGER .................................................................... 59 10.2.1 Hvordan opleves designet? ........................................................................................................................ 60

11.0 EN ”OPLUKKENDE” TILGANG TIL VERDEN – MIN PROCES ................................................... 60 12.0 KONKLUSION....................................................................................................................................... 61 LITTERATURLISTE...................................................................................................................................... 64 Bilagsmappe og produkt er vedlagt

Morten Larsen speciale – oplevelsesøkonomi -‐ Aarhus Universitet Studienr. 20020987

2

0.0 English summary On the one hand, Greenland is a society undergoing major social change and develop-‐

ment in these years. Media are focusing on Greenland, debating climate changes and oil,

and the country seeks to find foothold as centre of this attention. On the other hand,

Greenland is a country, continuously, fighting for social and cultural liberation from a

biased and stigmatizing colonial discourse. Greenland is in a limbo between these posi-‐

tions of development and deadlock, and this thesis is written in this borderland.

This thesis contains both academic analyses and a product targeted my collaboration

partner. It is about Greenland, and the product of this thesis is targeted a Greenlandic

context. C:NTACT Fonden (at the Betty Nansen Theatre in Copenhagen) is the collabor-‐

ation partner of this process, and the product is designed for C:NTACT. C:NTACT’s the-‐

atre workshop in Paamiut in Greenland, autumn 2010, in which I participated as project

manager, is the central empirical basis for this thesis.

The purpose of the thesis is a) to analyse C:NTACT’s workshop in Paamiut in order to b)

identify causes concerning the lack of rooting of C:NTACTs social work in a Greenlandic

context. This leads to c) the design of a product useful for C:NTACT’s future work in

Greenland.

C:NTACT was, in this workshop, concerned with a post colonial practice addressing the

dominating and biased discourse about Greenland. This discourse makes it difficult to

conceive what Greenland really is and, at the same time, it challenges the lives of mod-‐

ern Greenlanders by framing their identities on the background of an antiquated and

biased colonial understanding of the Greenlandic society and culture

The massive social problems among young participants in this workshop also chal-‐

lenged C:NTACT’s work, and this is reflected in my consideration regarding the final de-‐

sign.

In my thesis I am concerned with the theatre as a means of socially constructing new

identities in process of change. Inside the framework of the theatre, identities are demo-‐

cratically and the performatively negotiated among different actors, and within this ac-‐

tivity social empowerment of the individual human being is embedded. Theatre, as de-‐

fined in a specific context, has the capability to problematize and challenge the under-‐

standing of identities as static, in the sense of not changing. In my thesis identity is com-‐


3

prehended as social constructions and therefore changeable. The theatre facilitates the

framework for the individual to express his or her Entrepreneurship is theoretically and

practically fundamental in the process of change and hence fundamental to both the

theatrical work of C:NTACT and my own process of working with this thesis.

Experience economy, as the analytical horizon for this thesis, should therefore not only

be defined as some sort of consumption culture closely connected with corporate brand-‐

ing and marketing. Here I have tried to challenge this traditional understanding by ap-‐

plying the discipline in a social and entrepreneurial context.

“Social constructivism” and “performativity” are two theoretical ground positions.. The

identity transforming potential of the theatre work, I have applied to the social construc-‐

tivism, and, hence, it is analytically used in relation to the performative work of

C:NTACT. As a student I am here shaped by dramaturgy and the experience economy,

which therefore both, as academic disciplines are reflected in this thesis.

In relation to C:NTACT’s theatre workshop in Paamiut, Greenland, the main concern was

how to root the results of this workshop in society and thereby secure continuous social

transformation processes. In the workshop C:NTACT did not succeed to do that. There-‐

fore, my purpose in this thesis is, based on the analytic study, to design a product with

the potential of rooting the performative and social work of C:NTACT in the daily lives

of Greenlandic youth. The question is, what can serve as a lasting tool for the identity

work of Greenlandic young people?

I have come up with a “rooting strategy” materialized in the two following designs:

1) C:NTACT/blog – a digital “third space”: A blog feature which is meant to be

incorporated into C:NTACT’s existing website (www.contact.dk). This co-‐created

and self-‐directing digital universe, where stories, pictures, music and uploads are

exchanged and posted, will have the potential of serving as a lasting tool for the

identity work, and thereby root the work and ideas of C:NTACT. In addition,

C:NTACT/blog will serve as a window for experiencing alternative stories about

Greenland, which have never been told before, told by the Greenlandic youth. It

will be a promotional response to a often generalised representation of their

country.

2) O.S.E. training: A training programme for teachers in Greenland in a

collaboration between C:NTACT Fonden and Grønlands Seminarium. This


4

programme focuses on theatre as an entrepreneurial tool for social change. In the

longer term, this training programme will generate a new knowledge among

Greenlandic teachers and educators on how to use theatre as a simple and

entrepreneurial means to create social change.


5

1.0 Indledning

rønland er på den ene side et samfund i udvikling. Det gennemgår i disse år

store samfundsmæssige forandringer i processen fra Hjemmestyre til Selvstyre.

Landet er i fokus i både klima-‐ og oliedebatten, og man forsøger ihærdigt at

finde fodfæste som centrum for al den opmærksomhed. På den anden side er Grønland

et land, der til stadighed både kulturelt og socialt forsøger at gøre op med en fordoms-‐

fuld, offergørende og stigmatiserende diskurs grundlagt tilbage i kolonitiden. Grønland

befinder sig i et limbo mellem disse to positioner, og det er i grænselandet mellem fast-‐

låshed og udvikling, dette speciale er skrevet i.

Nærværende speciale er et produktspeciale. Det handler om Grønland, og specialets

produkt er målrettet en grønlandsk praksis.

C:NTACT Fonden1 er min samarbejdspartner, og det er C:NTACT2, produktet vil målrette

sig mod. C:NTACTs teaterworkshop i Paamiut i Grønland i efteråret 2010, hvor jeg selv

deltog som projektleder, vil som praktisk intervention i virkeligheden stå som det cen-‐

trale, empiriske grundlag for specialets analyser. C:NTACT var som udgangspunkt work-‐

shoppen optaget af at adressere og problematisere en ofte dominerende og fordomsful-‐

de diskurs om Grønland. Denne diskurs gør det på den en side vanskeligt at begribe,

hvem grønlænderen er, og som på den anden side samtidigt er en stor udfordring for

den enkelte grønlænder i hans eller hendes eget identitetsarbejde i en moderne verden.

Samtidigt var arbejdet præget af nogle massive sociale udfordringer blandt de unge del-‐

tagere, hvilket på mange måder påvirkede både processen, produktet og mine overvejel-‐

ser om specialets produkt.

Dette speciale dvæler ikke ved dybdegående analyser af den grønlandske folkesjæl ej

heller ved de sociale forhold blandt børn og unge. Disse emner bliver kun berørt med

henblik på at klarlægge, hvilket udgangspunkt C:NTACT og undertegnede havde for ar-‐

bejdet i Paamiut i 2010 samt for at skabe en forståelsesramme for den virkelighed, spe-‐

cialets produkt skal anvendes i.

1 C:NTACT Fonden vil i det følgende blive beskrevet som C:NTACT. 2 C:NTACT Fonden har til huse på Betty Nansen Teatret og arbejder med en professionalisering af unges personlige historier gennem teatret, dokumentarfilm, journalistik og radiodokumenter. Som samarbejds-‐partner vil C:NTACT blive præsenteret mere uddybende i afsnit 5.1.

G


6

Jeg er til gengæld optaget af, hvordan teatret kan anvendes i konstruktionen af nye iden-‐

titeter i en social forandringsproces. Inden for teatrets rammer forhandles identiteterne

i en demokratisk og performativ omgang mellem mennesker, og i dette arbejde er den

sociale empowerment af det enkelte individ indlejret. Social empowerment anvendt i

denne specifikke praksis vil blive uddybet i afsnit 5.4.

Det bygger på en grundlæggende erkendelse af, at teatret anvendt i denne specifikke

sociale sammenhæng kan udfordre en essentialistisk identitetsforståelse ved at facilite-‐

re et rum for udfoldelse af det enkelte menneskes forandringsskabende potentiale. Dette

baserer sig også på en entrepreneuriel logik, der har præget både min egen speciale-‐

proces, og som grundlæggende er kendetegnede for C:NTACTs arbejdsform. Dette uddy-‐

bes i afsnit 3.1, 5.5 og 11.0.

Denne strategiske anvendelse af teatret som et værdiskabende socialt og kulturforan-‐

drende redskab anlægger samtidigt et socialt og entrepreneurielt perspektiv i forhold til

oplevelsesøkonomien, hvilket udfoldes i afsnit 4.0.

Social-‐konstruktivismen og performativiteten er de to teoretiske grundpositioner, spe-‐

cialet reflekteres i. Social-‐konstruktivismen konkretiseret i teatrets performative, identi-‐

tets-‐konstruerende potentiale kombinerer de to akademiske fagligheder, jeg som aka-‐

demiker er formet af; dramaturgien og oplevelsesøkonomien. Social-‐konstruktivismen

bliver i dette speciale anvendt som analytisk horisont i forhold til den performative

praksis C:NTACT anvender, og det bliver som begreb sat i spil både i forhold til den

grundlæggende forståelse af teatrets identitetstransformerende potentialer og i forhold

til dette speciales produkt.

Problemet med C:NTACTs arbejde i Paamiut var den manglende forankring, hvilket be-‐

virkede, at mange af de gode resultater fra både processen og produktet helt konkret

blev tabt efter projektafslutningen.

Mit mål er derfor at designe et produkt, der kan forankres i grønlandske unges bevidst-‐

hed og dagligdag. Hvilke værdier kan udledes af C:NTACTs socialt og kulturforandende

arbejde med henblik på skabe et produkt, der kan forankres i en grønlandsk kontekst, og

som kan fungere som vedvarende redskab til unge grønlænderes identitetsarbejde?

Hvordan kan dette produkt udfordre C:NTACTs måder at tænke egen praksis på? Arbej-‐

det med specialets analytiske del og produkt-‐del baserer sig dels på egen praksis og

grundlæggende akademiske arbejde og dels på mange interviews, telefonsamtaler og


7

møder med eksterne såvel som interne interessenter. Dette præciseres i læsevejlednin-‐

gen nedenfor og udfoldes i de følgende afsnit.

2.0 Læsevejledning Specialet indledes med et afsnit, der beskriver den metodiske tilgang, jeg som studeren-‐

de har haft til stoffet (afsnit 3.0); herunder entrepreneurship. Herefter bliver begrebet

”oplevelses-‐social” introduceret i et afsnit 4.0, hvor ”oplevelsesøkonomi” defineres.

I hovedafsnit 5.0 introduceres specialets samarbejdspartner C:NTACT Fonden og min

funktion som projektleder på før omtalte projekt i Grønland. Co-‐creation, self-‐direction

og social empowerment er tre begreber, der i dette afsnit præsenteres og appliceres i

forhold til C:NTACTs arbejde, og C:NTACTs grundlæggende arbejde analyseres i forhold

entrepreneurship.

”Den sociale og kulturelle kontekst for praksis” er en overskrift for det efterfølgende

hovedafsnit (6.0), som udfolder den sociale og kulturelle problematik, der var forbundet

med C:NTACTs arbejde i Grønland. Den postkoloniale teori introduceres og anvendes i


8

denne sammenhæng i en problematisering af det grundlæggende ulige magtforhold, der

i udgangspunktet eksisterede mellem C:NTACT og de unge deltagere i projektet.

Det teoretiske grundlag for specialet udfoldes i hovedafsnit 7.0, og her bliver social-‐

konstruktivismen og performativiteten som grundlæggende for de efterfølgende analy-‐

ser af C:NTACTs identitetsarbejde introduceret.

C:NTACTs arbejde som empirisk fundament for speciale-‐projektet analyseres i hovedaf-‐

snit 8.0. Her introduceres ”teatraliserings-‐strategi” som C:NTACTs overordnede arbejds-‐

strategi.

Herefter anlægges der ved hjælp af Foreningen Grønlandske Børn og Peter Sabroe Se-‐

minariet og deres sociale arbejde i en grønlandsk sammenhæng to andre perspektiver

med henblik på at besvare dette speciales hovedproblem: Hvordan C:NTACT i højere

grad kan indtænke forankring i deres arbejde i Grønland. Dette under hovedafsnit 9.0.

Specialets produkt uddybes og beskrives i afsnit 10.0, og min proces i forbindelse med

udarbejdelsen af dette speciale analyseres og beskrives i afsnit 11.0.

Vedlagt specialet er dokumentation for mit arbejde som projektleder på C:NTACTs pro-‐

jekt i Paamiut: Logbog, projektbeskrivelse, optagelse af forestillingen, indslag fra KNR

(Grønlands Radio, red.), presseklip samt uddrag fra manuskriptet. Herudover vedlægges

transskriberinger af interviews med Peter Sabroe Seminariet, Foreningens Grønlandske

Børn, C:NTACT Fonden og Annemaria Johansen fra Avalak. Herudover har jeg foretaget

interviews med instruktør Pipaluk K. Jørgensen og Foreningen ”Siunissaq Neriuut”

(”Fremtid og Håb”) samt været i kontakt med Tuukak Teatret og Det Grønlandske Nati-‐

onalteater Silamiut. Dette har i høj grad bidraget med viden i forbindelse med specialet.

3.0 De metodiske greb Grundlæggende har entrepreneurship som metode været styrende for min tilgang til

projektet hen imod designet af det endelige produkt; fra specialekontrakten blev under-‐

skrevet til nu (se afsnit 3.1). Den entrepreneurielle progression fordrer en engageret

omgang med verden, hvilket metodisk er foregået ved hjælp semi-‐strukturerede inter-‐

views og samtaler med diverse aktører.

Entrepreneurielt foreskrevet har mit faste holdepunkt i den proces har været mig selv,

min faglige og praktiske viden og mit netværk, som har kunnet udfordre min viden un-‐

dervejs. Specialets konkrete produkt har ikke været givet på forhånd; men er blevet ty-‐


9

deliggjort af min sensitive og oplukkende tilgang til verden på baggrund af min praksis-‐

erfaring fra Grønland og den, jeg nu engang er. Det har på den ene side hen ad vejen

formet problemet for dette speciale og på den anden side kondenseret det endelige de-‐

sign. Entrepreneurship er blandt andet defineret af Sarasvathy (2005) og Spinosa m.fl.

(1997), og det uddybes yderligere i nedenstående afsnit og i afsnit 11.0, hvor min entre-‐

preneurielle proces udfoldes.

Det praktiske udgangspunkt for specialet (C:NTACTs workshop i Paamiut) kvalificerer

dog også en anden metode. C:NTACTs metode i forbindelse med workshoppen har jeg i

afsnit 5.5 valgt at kvalificere som entrepreneuriel; men min tilgang til dette projekt skal

ses i lyset af min position som både projektleder og som observatør. Det betyder, at jeg

på én og samme gang var en aktør i løsningen af en specifik opgave og den observerende

og analyserende specialestuderende in spe. Det betyder, at den analyserende part selv

bliver en del af det analyserede og på den måde indskrevet som objekt i undersøgelsen.

Inden for etnografien benævner man denne placering som den fremmedes placering. Den

fremmede tilskrives som deltagende observatør på én og samme gang en specifik inter-‐

aktion og objektivitet, der ”(…) har at gøre med distinktionen mellem nærhed og distan-

ce.” (Kristiansen & Krogstrup 1999: 73). Dette er i sig selv et teoretisk paradoks, men i

praksis er dette muligt, hvis man betragter graden af forbundethed med det felt, der ob-‐

serveres/deltages i. Kristiansen & Krogstrup (1999) refererer til Georg Simmel (1972),

der uddyber denne distinktion mellem nærhed og distance, ved at den fremmede ikke er

organisk forbundet med lokalmiljøet eller enkeltpersoner, hvilket giver ham frihed til at

forholde sig objektiv på trods af hans deltagelse i det observerede (ibid.: 73-‐74).

C:NTACTs entrepreneurielle metode i Paamiut og min rolle som projektleder fordrede

dog et personligt og ofte intenst engagement i de involverede aktører, hvor jeg så at sige

went native (ibid.: 74). Vibeke Steffen (1995) argumenterer for, baseret på egen erfarin-‐

ger, at oplevelser og refleksion ikke behøver at forholde sig til hinanden som enten-‐eller.

Det er altså muligt at indgå i en proces, der er dybt personligt involverende, uden at den

faglige identitet mistes (Steffen 1995: 13). Dette er også min erfaring, hvorfor jeg vil kva-‐

lificere min deltagende observation i omtalte projekt som en metode.

Tolkningen af specialets datamateriale er sket i en proces, hvor jeg har forsøgt at skabe

en uddybelse af meningsforståelsen. Det er sket i en hermeneutisk proces i en bevægelse


10

mellem helheden og de enkelte datasegmenter med henblik på at foretage en mere og

mere reflekteret fortolkning af helheden (Kvale 1997: 57).

Hvor entrepreneurship som metode overordnet har framet min speciale-‐proces siden

januar 2011, har den etnografisk inspirerede feltarbejds-‐metodik været styrende for mit

arbejde i skabelsen af det empiriske grundlag for specialet.

Nedenfor udfoldes og defineres begrebet entrepreneurship.

3.1 Entrepreneurship -‐ en tilgang til verden Professor Saras Sarasvathy definerer det entrepreneurielle verdenssyn således:

“(…) what we do makes a difference and that we can push it and that you keep doing the

doable and keep pushing it and you work with a whole bunch of people and get them to

work with you in interesting ways, in creative ways and all kinds of good things will hap-

pen down the road.” (http://bigthink.com/ideas/15302, bilag3 1: 4).

”The effectual entrepreneurs” formål er at skabe nye markeder; men hans vej mod de

nye markeder foregår ikke ud fra, hvad Sarasvathy kalder for ”a causal worldview”

(konventionel tankegang). Her er markedet forudsagt til at være noget bestemt på bag-‐

grund af en undersøgelse af allerede eksisterende markeder. Man tager på en opdagel-‐

sesrejse efter identifikation af en mulighed, som man så forsøger at udnytte gennem for-‐

skellige handlemønstre. Men, ifølge Sarasvathy, afhænger resultatet af denne proces af,

hvor præcist denne markeds-‐forudsigelse i udgangspunktet var og kvaliteten af de stra-‐

tegier, der på baggrund af forudsigelsen, eksekveres (Sarasvathy & Dew 2005: 544).

Den ”effectual” entreprenuerielle proces er derimod kendetegnet ved, at ”the effectual

”entrepreneur ikke nødvendigvis starter med at agere på baggrund af en mulighed, en-‐

trepreneuren mener at have opdaget. Modsat betragter han sig selv som udgangspunk-‐

tet for denne ageren: Hvem er jeg? Hvad ved jeg? Hvem kender jeg? Dette, i udgangs-‐

punktet, introverte blik peger samtidigt på det potentiale hvert enkelt individ besidder i

kraft af at være den, han nu engang er. Næste skridt for entrepreneuren er at undersøge,

hvad han med udgangspunkt i sig selv kan foretage sig i den verden, han ønsker at for-‐

andre, og et indlysende svar på dette er, ifølge Sarasvathy, at interagere med de menne-‐

sker, han kender, og indgå partnerskab (ibid.: 543).

3 Alle bilag foreligger i den til specialet vedlagte bilagsmappe.


11

Nye markeder udvikles altså gennem en kæde af interaktive ”commitments”, der skaber,

hvad Sarasvathy kalder for et, ”effectual network” (Sarasvathy & Dew 2005: 549). I

modsætning til ”a causal worldview” er det her ikke markedet, der afgør, hvem der er

med om bord. Derimod er det dem, der er om bord, og hvordan de engagerer sig i fore-‐

tagendet kombineret med de uforudsete ting, der sker undervejs, der afgør, hvilke mar-‐

keder, der udvikles. Den ”effectual” entrepreneurielle proces er et iterativt procesforløb

(i modsætning til et kausalt procesforløb), hvor processen, på grund af sin i forhold til

verden undersøgende form, hele tiden risikerer at ændre kurs og nogle gange starte for-‐

fra. Ressourcerne i form af viden og relationer vokser i løbet af denne proces, og samti-‐

digt tydeliggøres og konkretiseres den endelige markedsudviklingsidé (se bilag 2) (ibid.:

543).

I dette entrepreneurielle ”effectual commitment” drejer det sig ikke om: ”(…) selection

between alternatives (be they alternative ends or means), but transformation of existing

realities into new alternatives through a growing chain of effectual commitments.” (ibid.:

551).

Denne sociale interageren som udgangspunkt for udviklingen af nye markeder er en stor

menneskelig styrke, hvilket betyder, at alle kan blive entrepreneurer (Bilag 1: 1). Dette

er en ny måde at betragte verden på og er, ifølge Sarasvathy selv, ”(…) the ultimate tool

to human affairs.” (bilag 1: 16). Men det er samtidigt også et redskab, hvormed man kan

oplukke (disclose) og forandre verden på. Det er et redskab, vi alle besidder i alene i

kraft af at være menneske.

Spinosa m.fl. betragter i deres bog ”Disclosing New Worlds” (1997) entreprenurship

som et redskab til at oplukke (”disclose”) verden med. De skriver: ”Something that ma-

kes history (…), changes the way in which we understand and deal with ourselves and with

things.” (Spinosa m.fl. 1997: 2). Forfatterne har det fælles mål at ændre menneskers for-‐

ståelse af at være til stedet i denne verden. Mennesket bør frem for at indlade sig i ab-‐

strakte refleksioner over verden aktivt deltage i en ændring af, hvad de kalder for taget-‐

for-‐givet hverdagspraksisser. Det er i dette lys, man skal forstå deres anvendelse af be-‐

grebet history-making (Spinosa et al 1997: 15). Entrepreneurens mission er, ifølge dem,

at skabe historie i verden ved at ”(…) transmute values (…)” (ibid.: 37) gennem kreative

designs, som ændrer menneskers blik på sig selv og deres liv (ibid.). Hvad der kendeteg-‐

ner en entrepreneur er, at han hele tiden er sensitiv over for, hvilket design der kan æn-‐


12

dre den generelle måde, hvorpå mennesker agerer inden for et specifikt felt (ibid. 41).

Entrepreneurens sensitive tilgang til verden resulterer i en identifikation af, hvad forfat-‐

terne kalder for en anomali. Anomalien identificeres ved, at eksempelvis entrepreneu-‐

ren intenst fokuserer på de små disharmonier i hverdagen, der på den ene eller anden

måde påvirker deres liv. Disharmonien opstår mellem en forståelse af, hvordan der age-‐

res i verden, og hvordan der rent faktisk ageres i verden. Disse disharmonier rutiniseres

ofte og bliver derfor ignoreret; men entrepreneuren fokuserer på disse disharmonier og

forsøger at kvalificere dem i en interaktion med andre aktører, hvilket langsomt skaber

en anomali, der kan handles ud fra (ibid.: 193). Og her er vi så tilbage ved Sarasvathys

effectual commitments Sarasvathy & Dew 2005: 551).

Det entrepreneurielle verdenssyn inkluderer altså en tro på et grundlæggende potentia-‐

le, alle mennesker besidder, og at det potentiale kan anvendes instrumentelt i udviklin-‐

gen af nye markeder, der skal forstås i den bredest mulige forstand: En bilateral sensiti-‐

vitet i forhold til eget liv og den verden, livet leves i, kan identificere disharmonier, som,

gennem interaktion med andre aktører, kan kvalificeres som en anomali, der igen kan

fungere som afsæt for udviklingen af nye, ikke endnu kendte, markeder. Men dette sker

kun i et samspil mellem individet og andre, i foretagendet, engagerede aktører.

I forlængelse af denne entrepreneurielle logik vil det følgende afsnit udfolde, hvordan

oplevelsesøkonomien i specialet anvendes som et socialt og kulturelt forandrende red-‐

skab. Her bliver begrebet ”oplevelses-‐social” også introduceret.

4.0 Oplevelsesøkonomien som socialt konstruerende Jeg bevæger mig inden for et felt af oplevelsesøkonomien, der udfordrer forståelsen af,

hvad oplevelsesøkonomi er, og hvilken sammenhæng den kan anvendes. Oplevelses-‐

økonomien befinder sig inden for flere forskellige sektorer af kultur-‐ og erhverslivet, og

det er her, forståelsen af oplevelsesøkonomi traditionelt frames. Bærenholdt og Sundbo

definerer to overordnede sektorer, inden for hvilke oplevelsesøkonomien udspiller sig:

En primær oplevelsessektor, hvor produktionen af oplevelser er det primære mål. En

sekundær oplevelsessektor, hvor oplevelser er et supplement til varer og serviceydelser

(Bærenholdt og Sundbo 2008: 11). I den sekundære sektor bliver oplevelsen i sig selv et

økonomisk produkt, der kan facilitere en mindeværdig relationering mellem både for-‐

brugeren og produktet og forbrugerne i mellem, hvilket skaber fundamentet for en ny


13

produktdifferentiering (Pine og Gilmore (1999) 2009: 28-‐33). Man kan med andre ord

differentiere varer og derved også forbrug ved hjælp af oplevelsen.

I specialet forsøgerjeg med fokus på produktet at udfordre denne forståelse af oplevel-‐

sesøkonomien ved at insistere på, at oplevelsesøkonomien ikke alene udspiller sig inden

for det kulturskabende felt, men også inden for det kulturforandrende. Denne oplevel-‐

seskultur er også en entrepreneuriel kultur, hvor oplevelsen som redskab, konstitueret

af performativiteten og det liminoide rum, har indvirkning på det sociale liv, der udspil-‐

ler sig i verden ved at konstruere os som mennesker og forhandle den virkelighed, vi

befinder os i. C:NTACT framer ved hjælp af oplevelsen det sociale og er det gode eksem-‐

pel på, hvordan mennesket har potentiale til at være kulturforandrende ved at konstru-‐

ere nye sociale ruter ud af de problemstillinger, de som individer eller gruppe møder i

livet. ”Oplevelsen” udfordrer og skaber nye sammenhænge i det socio-‐kulturelle, da

”(o)plevelser er centrale for dannelse af identitet og mening, og dermed også for hvordan

fællesskaber og samfund formes. Oplevelser bearbejdes som erindringer og mulig kollektiv

hukommelse.” (Bærenholdt og Sundbo 2008: 13).

Det vil sige, at oplevelsesøkonomien i denne sammenhæng bliver en ny forståelsesram-‐

me for det levede liv i en specifik kontekst, og oplevelsen fungerer samtidigt som et red-‐

skab til innovation og social empowerment af det enkelte individ. Jeg forsøger derfor at

sætte oplevelsesøkonomien i spil inden for en tredje oplevelsessektor: Det ”oplevelses-‐

sociale” felt, inden for hvilket socialiteten og individuelle og kollektive forandringspro-‐

cesser er i fokus. Co-‐creation og self-‐direction (jf. Bosjwijk (2007) m.fl. i afsnit 5.3) er

centrale begreber i denne forståelse af oplevelsesøkonomien, og disse begreber har der-‐

for også været med til at frame det endelige produkt.

Oplevelsesøkonomien er derfor i denne optik en a): analysehorisont og ”oplevelsen” b):

et socialt forandringsværktøj.

5.0 Samarbejdspartneren og egen praksis Som tidligere medarbejder på Betty Nansen Teatret og daglig leder af C:NTACT Fonden

(2006-‐2009) har jeg et indgående kendskab til disse organisationers værdigrundlag og

arbejdsmetoder. I særdeleshed C:NTACTs. Undervejs i min studietid på oplevelsesøko-‐

nomi tog jeg initiativ til omtalte projekt i Paamiut, Grønland, og jeg varetog ansøgnin-‐

gerne til fonde, opbygningen af det grønlandske netværk, ledelsen af afviklingen af pro-‐


14

jektet samt evalueringen af samme. Dette arbejde foregik i et tæt samarbejde med

C:NTACTs daglige ledelse samt netværket i Grønland.

I de følgende to afsnit præsenteres C:NTACTs arbejde og værdigrundlag samt fondens

projekt i Paamiut.

5.1 Kender du C:NTACT? Denne i en specialesammenhæng lidt naive overskrift er bevidst formuleret som sådan,

fordi den i tre ord kort og koncist indkredser det værdiunivers, C:NTACT agerer i.

C:NTACT arbejder med mennesker og med mødet mellem mennesker. Det formuleres

tydeligt i fondens Visionsbog: ”(C:NTACT) skaber de møder, hvor vi udveksler historier og

erfaringer og ser, at vi ikke er så forskellige endda – eller netop ser, at forskelle klæder os

og ikke er noget, vi behøver at frygte.”

(C:NTACT Visionsbog: http://www.contact.dk/media/75751/visionsbog%2010-‐11.pdf:

4).

C:NTACT startede i 2004 som en afdeling på Betty Nansen Teatret i København, og i

2006 blev C:NTACT udskilt som en selvstændig fond, der stadigvæk har til huse på Betty

Nansen Teatret og fungerer under samme chef, Henrik Hartmann (ibid: 6). Fonden er

skabt på baggrund af en undren over, hvorfor især muslimske minoritetsgrupper i Dan-‐

mark i den offentlige debat blev stigmatiseret omkring årtusindeskiftet, som tilfældet

var. Dette førte til en nysgerrighed efter at undersøge, hvad der lå til grund for denne

stigmatisering, og hvad en højt profileret og kunstnerisk vægtig kulturinstitution som

Betty Nansen Teatret kunne gøre ved det. Hvordan kan man ændre en forestilling om en

hel gruppe mennesker fra at opfatte dem som et problem til en ressource? Dette førte til

en række professionelle forestillinger (4) i starten af 00’erne med fællestitlen ”De An-‐

dres Tanker”. I eksempelvis forestillingen ”1001 Nat Nu” fra 2003 blev historiefortælle-‐

re fra ni muslimske lande inviteret til at skrive historier om det, der optog dem her og

nu. Dette udgjorde substansen i den endelige forestilling. C:NTACT er et produkt af dette

arbejde; men C:NTACT arbejder udelukkende med ikke-‐professionelle unge med blandet

social og kulturel baggrund. Forestillingsrækken ”De Andres Tanker” ”(…) konstituerede

ønsket om at få indsigt i vores medmenneskers tankeunivers.” (ibid.: 10), og den første

forestilling, dokumentarfilm og radiodokumentar med unge ikke-‐professionelle under


15

overskriften ”Players Project” fra 2004 skabte grundlaget for, hvad C:NTACT er i dag

(ibid.).

C:NTACT producerer hver sæson forestillinger, teater-‐ og skriveworkshops, dokumen-‐

tarfilm og radiodokumentarer samt internationale workshops og forestillinger i bl.a.

Norge, Letland, på Vestbredden, i Jordan, Rusland og Grønland. Herudover har C:NTACT

etableret skriveskole, hvor unge får mulighed for at stifte bekendtskab med journalistik-‐

ken og dramatikken som andre måder at udtrykke sig på, og siden 2008 har fonden

samarbejdet med Frederiksberg Seminarium om en diplom-‐ og masteruddannelse i tea-‐

terpædagogik. Alle C:NTACTs produktioner er bemandet med professionelle instruktø-‐

rer, koreografer, musikere, dokumentarister og journalister for at kvalitetssikre det en-‐

delige kunstneriske produkt (ibid.: 8-‐9).

Et af C:NTACTs mål er gennem alle mulige former for lokale, nationale og internationale

samarbejdskonstellationer at få fondens metoder forankret i andre praksisser ud fra en

erkendelse af, at metoderne har potentiale til at etablere en platform for ligeværdige

møder mellem mennesker (ibid.: 6). Grundlæggende skabes C:NTACTs produkter i et

samarbejde mellem fondens professionelle personale og de unge aktører, der leverer

materialet i form af deres personlige historier. C:NTACTs brug af co-‐creation, som defi-‐

neret af blandt andet Bosjwijk m.fl. (2007), udfoldes i afsnit 5.3.

I en ekstern evaluering af C:NTACT foretaget af CBS Learning Lab (Copenhagen Business

School) i 2008

(http://www.contact.dk/media/99916/cbs%20ll%20evaluering%20af%20c-‐

ntact%20-‐%20revideret.pdf) blev fondens arbejde med unge i det kunst-‐sociale felt eva-‐

lueret: C:NTACTs strategi udmærker sig ved at tage udgangspunkt i den enkeltes egen

virkelighed og de historier, der er tættest på. Teatret, filmen og radiomediet anvendes

som værktøj til at skabe det interkulturelle møde mellem mennesker, der normalt ikke

ville have mødtes. På den måde opnår de medvirkende et personligt forhold til materia-‐

let, samtidigt med at de bliver bevidste om arbejdet med kunstneriske udtryk som ek-‐

sempelvis teater. C:NTACT formår at opfylde egen mål ved at deltagerne igennem delta-‐

gelse i fællesskabet og arbejdet med egne og hinandens historier opnår en større selvtil-‐

lid og en øget forståelse af deres egen identitet og dermed sociale og samfundsmæssige

kompetencer. Samtidigt påvirker produkterne publikum følelsesmæssigt, så de bringes


16

til at reflektere over samfundets indretning, deres rolle i samfundet og deres egne for-‐

domme med hensyn til etnisk diversitet og kulturel åbenhed (ibid.: 8-‐19).

C:NTACT har mange bolde i luften på samme tid i forhold til de specifikke projekter. Må-‐

let for arbejdet kan ud fra ovenstående inddeles i fire delmål:

1. mål (det sociale mål): At styrke unge uanset etnisk oprindelse i deres identitets-‐

arbejde.

2. mål (det pædagogiske mål): At styrke gennem et fællesskab, hvor der i den

kunstneriske proces skabes relationer mellem mennesker.

3. mål (det samfundsmæssige mål): At spejle samfundets tendenser i en direkte

kunstneriske konfrontation med repræsentanter fra samfundet (publikum).

4. mål (det kunstneriske mål): At producere kunstnerisk kvalitet gennem samar-‐

bejde med professionelle kunstnere som en erkendelse af, at budskabet bedst

rammer modtageren ved hjælp af en professionel kunstnerisk framing.

5.2 Paamiut 2010 – et møde med verden C:NTACT Fonden indledte i september 2010 et workshopforløb i Paamiut, Grønland, i et

samarbejde med projektet Paamiut Asasara4. Formålet var at lave en forestilling, der tog

udgangspunkt i unges egne personlige historiefortællinger og gennem teater og rap give

de unge en mulighed for at præsentere deres historier ved Paamiut Asasaras stormøde

og for et lokalt publikum fra byen. Det var med andre ord de unge, der selv bidrog med

materialet til det endelige manuskript guidet og superviseret af det kunstneriske hold.

Forestillingen ”Uagut” (”Os”) havde premiere den 26. september 2010 og spillede der-‐

udover de to efterfølgende dage for i alt 450 tilskuere.

Det kunstneriske team i Paamiut bestod af projektleder Morten Larsen (dette speciales

forfatter), projektkoordinator Nina Jacobsen, instruktør Pipaluk Kreutzmann Jørgensen,

instruktør Runi Lewerissa samt workshoplederne Alina Ulsøe, Wahid Mahmoud og Pe-‐

ter Lyberth. Alina Ulsøe og Wahid Mahmoud er tidligere deltagere i andre af C:NTACTs

projekter; men er blevet trænet til at kunne arbejde med andre unge ud fra C:NTACTs

principper (projektbeskrivelse, bilag 3).

Det var i udgangspunktet essentielt for C:NTACT og dette projekts udfald, at der blev

etableret samarbejde mellem Grønland og Danmark – både kunstnerisk og administra-‐

4 Se http://www.bikubenfonden.dk/index.dsp?page=4306


17

tivt. Den viden og ekspertise, både Paamiut Asasara og de tre kolleger fra Nuuk (Pipaluk

Kreutzmann Jørgensen, Nina Jacobsen og Peter Lyberth) bidrog med, var medvirkende

til en professionel sikring af projektet.

C:NTACT arbejdede i de tre uger, projektet varede, med i udgangspunktet 30 unge fra

byens folkeskole, Piareersarfik (vejledningscentret) samt unge arbejdsløse fra byen. Re-‐

krutteringen foregik i et samarbejde mellem Paamiut Asasara og C:NTACT Fonden og

var planlagt ud fra målsætningen om at rekruttere så mange unge i alderen 15 til 25 år

fra byen med henblik på at samle dem til et introduktionsmøde i byens forsamlingshus.

Erfaringsmæssigt arbejder C:NTACT altid ud fra en forventning om, at omkring 50%

falder fra undervejs i workshopforløbet, hvilket også var tilfældet ved dette projekt.

De tre ugers workshopforløb (fra den 7. til den 26. september 2010) var på mange må-‐

der en stor kunstnerisk og social udfordring for både deltagere og det kunstneriske

team. Det var første gang, C:NTACT arbejdede i Grønland generelt og specifikt i et lille

samfund som Paamiut. De unges historier, der i sidste ende dannede rammerne for det

endelige manuskript, var på godt og ondt præget af deres opvækst i dette lille samfund,

og C:NTACTs udfordring bestod i at anvende de ofte voldsomme historier kunstnerisk

med stor respekt for den enkelte deltagers virkelighed – den unge selv, familier og ven-‐

ner. Samtidigt blev sprogbarriererne ofte årsagen til en mere langsommelig proces. For

de unge deltageres vedkommende bestod udfordringen i at turde at stille sig op på en

scene og fremføre deres dramatiserede og personlige historier for en stort publikum.

I forbindelse med C:NTACTs arbejde i Paamiut producerede KNR et 12 minutters indslag

til ungdomsprogrammet Oqarit (bilag 4). Derudover sendte C:NTACT pressemeddelelser

ud til både dansk og grønlandsk presse (bilag 5). Hovedsageligt grønlandske medier

bragte omtaler af workshoparbejdet

(http://sermitsiaq.ag/galleri/article129688.ece?lang=GL og

http://www.sermersooq.gl/da/presse/nyheder/2010/september/unge_i_musicalskole.

aspx, bilag 6 og 7).

5.3 En co-‐created oplevelse Værdien i C:NTACTs arbejde skabes altså grundlæggende i en interaktion mellem

C:NTACTs medarbejdere og de unge, der medvirker i projekterne. Som instruktør Runi

Lewerissa udtrykker det i et indslag til Grønlands Radio, KNR, så går C:NTACTs arbejde


18

ud på, at instruktøren og workshoplederne stiller sig selv til rådighed, lytter og motivere

den enkelte deltager til at fylde rammerne ud (bilag 4: 00:01:05). Både rammerne og

indholdet bliver på den måde forhandlet og skabt i en interaktion mellem instruktør og

deltager. Inden for oplevelsesøkonomien bliver denne form for værdiskabelse kaldet for

”co-‐creation”. Bosjwijk m.fl. (2007) argumenterer for, at det enkelte individ har et behov

for at interagere med oplevelses-‐leverandøren med henblik på at medskabe menings-‐

fuld værdi (Bosjwijk m.fl. 2007: 7-‐8). De første pionerer inden for oplevelsesøkonomien,

bl.a. Pine og Gilmore (The experience economy – work is theatre & every business a sta-‐

ge, 1999), definerede et oplevelsesøkonomisk marked, hvor det enkelte firma i en for-‐

brugssammenhæng så at sige sætter scenen for, hvad den enkelte forbruger skal købe,

og hvad han skal opleve i den sammenhæng (Pine og Gilmore 2008: 15-‐45). Denne for-‐

brugssituations evne til at skabe meningsfuld værdi afhænger udelukkende af det enkel-‐

te firmas evne til at iscenesætte sig selv og anvende de rigtige virkemidler i forhold til

kunden (ibid.: 99-‐114). Dette defineres som første generation af oplevelsesøkonomien.

Næste generation er co-‐creation, hvor ”(v)alue creation no longer takes place within the

company’s value chain, but with the customer and the networks centring on the customer.”

(Bosjwijk m.fl. 2007: 10). Prahalad og Ramaswamy (2004) understreger vigtigheden i, at

firmaer/organisationer faciliterer en infrastruktur af oplevelses-‐miljøer, hvor interakti-‐

onen mellem firmaet og individet kan finde sted, og hvor den enkelte kan co-‐konstruere

og personliggøre oplevelsen. I forståelsen af værdiskabelsen som findende sted i en co-‐

creation-‐proces placeres det enkelte individ i centrum. På den måde bliver oplevelses-‐

produktet co-‐creation-‐processen, der opstår gennem en personlig og meningsfuld inter-‐

aktion mellem individet og organisationen/firmaet (Prahalad og Ramaswamy 2004: 14-‐

17). Hvor co-‐creation faciliterer muligheden for, at både virksomheden og individet spil-‐

ler en aktiv rolle i værdiskabelsen, skaber individet, uden påvirkning fra organisati-‐

on/firmaet, i den tredje generation af oplevelsesøkonomien, sine egne meningsfulde

oplevelser. Dette kaldes for self-‐direction. Her er der skabt mulighed for, at individet kan

”self-‐directe” sin værdiskabelsesproces (Bosjwijk m.fl. 2007: 7-‐10). Jeg vil dog i mit spe-‐

ciales oplevelses-‐sociale optik argumentere for, at en organisation (C:NTACT) skal facili-‐

tere en infrastruktur, hvor self-‐direction kan finde sted. Dette bliver tydeliggjort i pro-‐

duktbeskrivelsen i afsnit 10.0.


19

I min optik trækker C:NTACT i sin nuværende form i et oplevelsesteoretisk perspektiv

på både første og anden generations definitioner af oplevelsesøkonomien i værdiskabel-‐

sesprocessen. I denne oplevelses-‐sociale sammenhæng, som C:NTACT befinder sig i,

skabes værdien i etaper, hvor infrastrukturen for den enkeltes udfoldelse i en co-‐

creation-‐proces skal konstrueres, førend co-‐creation kan finde sted.

Co-‐creation i C:NTACTs sammenhæng er samtidigt en vej til social empowerment af de

deltagende aktører. Begrebet social empowerment uddybes nedenfor.

5.4 Empowerment i et community psykologisk perspektiv ”Jo mere man kan få folk til at tænke sammen og føle et sammenhold omkring noget, der

har med dem selv at gøre, jo mere kan man motivere dem til at stille spørgsmålstegn ved

tingenes tilstand.” (bilag 8: 1)5.

Med denne bemærkning om C:NTACTs arbejde bliver C:NTACT indskrevet i et empo-‐

werment-‐fællesskab, hvor empowerment skal forstås som: ”A process by which people

gain control over their lives, democratic participation in the life of their community, and a

critical understanding of their environment.” (Zimmermann og Perkins 1995: 570). Em-‐

powerment handler om social udvikling, hvilket selv sagt placerer mennesket i centrum

i en svær og kompliceret værdibaseret forandringsproces (Cox 2001: 49). Empower-‐

ment er et begreb, der på den ene side handler om psykologisk mobilisering af det en-‐

kelte menneske i en proces, hvor han bliver styrket i en tro på, at han besidder en kraft

til selv at transformere sig fra et hjælpeløst og passivt subjekt til et optimistisk og aktivt

menneske (Roy 2001: 74). På den anden side anlægger empowerment-‐teorien et holi-‐

stisk blik på det enkelte menneske ved blandt andet at indplacere det i en sammenhæng

med andre mennesker i en forandringsproces med henblik på: 1) At skabe en ny kollek-‐

tiv identitet. 2) At skabe et rum for dette kollektive identitetsarbejde. 3) At skabe tilgang

til viden og ressourcer, der kan sikre de pågældende social velfærd. 4) At generere et

socialt miljø, der involverer hele samfundet. 5) At sikre hver enkelt aktør i samfundet de

nødvendige kompetencer til at udtrykke sig og forfølge personlige mål (SinghaRoy.: 14).

I forlængelse af denne definition af begrebet empowerment er det naturligt at inddrage

community psykologien, der både forholder sig forsknings-‐ og anvendelsesorienteret i

forhold til empowerment-‐tanken. Samtidigt står community psykologien delvist på det 5 Dette blev sagt i et interview, jeg afholdte med direktør for C:NTACT, Henrik Hartmann, og fondens dag-‐lige leder, Helle Haagen i forbindelse med min præsentation af grovskitse af produktet.


20

samme teoretiske fundament som dette speciale i forhold til analysen af C:NTACTs ar-‐

bejde: Socialkonstruktivismen og performativitets-‐begrebet.

Inden for community psykologien defineres et community som den praksis, der organi-‐

serer en sammenhæng. Det er en social organisering motiveret af økonomiske, politiske

og religiøse mål og bestemte værdier, der omfatter materielle, sproglige og sociale prak-‐

sisser (Berliner 2004: 9). Community psykologien åbner for en subjektivitesteori i ste-‐

det for en personlighedsteori, da det er subjektets kontekstuelle handlemuligheder, der

er psykologisk interessante. Ved at inddrage konteksten fjernes fokus fra den enkeltes

personlighed, og vægten lægges i stedet for på muligheden for at indgå aktivt i commu-‐

nitiet; men også for at communitiet som helhed skal fungere (Berliner og Refby 2004:

36). I community psykologien lægges der vægt på ”self agency” og ”subjektivitet”. Ved at

inddrage den kontekst, det enkelte menneske befinder sig, kan man udforske, hvordan

kontrol, beslutningsprocesser og social støtte finder sted i en livssammenhæng. Man

arbejder altså med mennesket i en sammenhæng, person-‐in-‐context. Livssammenhæn-‐

gen skal forstås som der, hvor problemer og ressourcer er, hvilket betyder, at det er i

livssammenhængen, disse skal løses og udnyttes. Self agency dækker over det at indgå

aktivt i og påvirke den konkrete livssammenhæng, og subjektiviteten handler om at bli-‐

ve betragtet som et værdifuldt medlem af fællesskabet, og som én der har ret til at på-‐

virke forståelsesrammerne inden for det givne fællesskab (ibid.: 10-‐18).

Community psykologien er altså rettet mod de ressourcer, der i fællesskabet kan kon-‐

struere løsninger, håb og sociale værdier. Tre synsvinkler i centrale i forhold til dette:

Diskurs, subjektivitet og ressourcer/social støtte (ibid.: 29). Hvor den sidste handler om,

hvorvidt der er bæredygtige relationer omkring den enkelte, og hvordan man kan støtte

dette netværks egne ressourcer, berører diskurs og subjektivitet social-‐

konstruktivismen og performativiteten som grundlæggende for community psykologi-‐

ske forandringsprocesser.

En diskurs er den sproglige, sociale og materielle kontekst, mennesker er indlejret i. I en

analyse af denne kan man se, hvilke slags positioneringer og betydninger, der er på spil,

og hvilke konsekvenser det har. Muligheden for at ændre en overordnet diskurs og ud-‐

vide positioneringsmulighederne, og dermed livsforholdene, kan foregå i et samspil mel-‐

lem: En performativ forhandling af subjektet i det offentlige rum, ændrede handlemøn-‐

stre og en ændring af de fælles narrativer. Subjektivitet handler netop om at forsøge at


21

etablere fællesskaber, hvor mulige og nødvendige måder at fremføre subjektivitet på

kan blive genkendt som medlemskort (ibid.: 23-‐25).

Socialkonstruktivismen bidrager i den forbindelse med et fokus på performativiteten

som en socialt konstituerende handlingsmodus i konstruktionen af viden om virkelighe-‐

den. Performativiteten overskrider, hvad man kan kalde et 1. ordens perspektiv, hvor

iagttageren står uden for det iagttagede og derfra kan fortolke sig frem til en mere sand

viden om det setes indre logik. Her er man optaget af årsager og virkning. Den social-‐

konstruktivistiske optik åbner for et 2. ordens perspektiv, hvor der ikke er nogen, der

besidder den endelige sandhed, fordi der er tale om fortolkninger af fælles oplevelser,

der forhandles performativt (ibid. 25-‐26). Der er tale om de mange stemmer, der byder

ind med en forståelse af det forhandlede, hvilket er konstruerende for den virkelighed,

der er nu og her og fremadskuende i forhold til mulige forandringer.

Hvis man anvender community psykologiens begreber i definitionen af C:NTACTs arbej-‐

de med social empowerment af grønlandske unge, kan man groft anskue det således:

Ændringen foregår ved, at aktørerne forhandler deres subjektpositioner i en ny kontekst

skabt af den performative ageren i det offentlige rum. De udfordrer gennem aktiv hand-‐

len den dominerende diskurs qua deres indtræden på den socialkonstruktivistiske sce-‐

ne, konkretiseret af C:NTACTs teaterarbejde, hvorfra de kan påvirke tingene. For at for-‐

handle diskursen og tilegne sig magt må man forstå den kontekst, magten er indlejret i

og konstruere en ny kontekst. Aktørerne placerer sig i en 2. ordens position, hvorfra det

er muligt at forholde sig selvrefleksivt i en performativ omgang med sig selv og andre.

C:NTACT støtter på den ene side subjektets performative ageren (der bliver genkendt af

vigtige fællesskaber), og på den anden side skabes de fællesskaber, der genkender disse

subjekter.

Denne ageren i en ny kontekst udfordrer rutiniserede handlemønstre og udvider aktø-‐

rernes handlemuligheder, og heri befinder den sociale empowerment sig.

5.5 C:NTACT i et entrepreneurielt perspektiv C:NTACTs oplevelses-‐sociale arbejde i Paamiut med henblik på at skabe social empo-‐

werment kan på mange måder kvalificeres som entrepreneurielt defineret af Sarasvathy

(2005) og Spinosa m.fl. (1997): C:NTACT tog til Grønland med en undren i forhold til

både de sociale vilkår og i forhold til den generelle grønlandske fremstilling både i Grøn-‐


22

land og Danmark. Denne undren udviklede sig undervejs i arbejdet til disharmonier, der

i et engageret fællesskab med aktørerne (både de unge aktører og C:NTACTs samar-‐

bejdspartner Paamiut Asasara) blev kvalificeret til en anomali. Det betyder, at C:NTACTs

oplukkende tilgang til verden gennem fastlagte kunstneriske og pædagogiske metoder

indlejret i den senere definerede teatraliserings-‐strategi (se afsnit 8.4), var fordret af

effectual networking, der igen var fordret af C:NTACTs egen evne til at definere over for

sig selv og omverdenen, hvem C:NTACT er og kan. Formen for løsningen af anomalien

var fastlagt på forhånd, men indholdet blev kun udviklet og fastlagt i en kontinuerlig

forhandling med det netværk, der blev etableret.

C:NTACTs social-‐konstruktivistiske identitetsarbejde indlejret i en performativ kontekst

placerer C:NTACT som en effektiv aktør i det oplevelses-‐sociale felt på grund af en effec-

tual entrepreneuriel indsats. Det interessante er, at C:NTACTs redskab – teatraliserings-‐

strategien – omformer Spinosa m.fl.s (1997) history-making tanke fra et abstrakt begreb

til et konkret design-‐artefakt i den iscenesatte personlige historie, som bliver omdrej-‐

ningspunktet for de forandringer, der sker i processen. Teaterarbejdet er grundlæggen-‐

de entrepreneurielt: Du ved, hvad du i udgangspunktet har, og det er det udgangspunkt,

der afgør, hvad du ender ud med. Resultatet kan med andre ord ikke forudsiges.

I et interview med C:NTACTs direktør, Henrik Hartmann, og daglige leder, Helle Haagen,

erkender de kvaliteten af C:NTACTs teatraliserings-‐strategi i arbejdet med unge rundt

omkring i verden, og at denne socio-‐kulturelle strategis grundlæggende arbejdsmetoder

kan appliceres i vidt forskellige samfund og sociale lag. Udfordringen for C:NTACTs ved-‐

kommende er forankringen af strategien og metoderne. Henrik Hartmann siger: ”Vi bru-

ger med vores projekter meget tid med at se fremad i verden – hvordan kan vi se mulighe-

der for os selv, vores familier og vores liv. Vi laver ikke C:NTACT, hvis vi ikke tror på, at vi

kan forandre bare dele af verden.” (bilag 8: 1). Men der er med Henrik Hartmanns ord

stor fare for, at projekterne ikke formår at skabe de ønskede forandringer, hvis projek-‐

terne ikke forankres lokalt. Som daglig leder Helle Haagen udtrykker det: ”På mange

måder var det jo lidt forfærdeligt, hvad der skete i Grønland, fordi vi forlod det uden at føl-

ge op, og uden at der var et system af folk, der kunne bakke op om den forandring, der var

sket. (…) At bruge optimismen i andre sammenhænge.” (ibid.: 2).

Årsagerne til, at C:NTACTs projekt i Paamiut ikke blev forankret, er forskellige: Mang-‐

lende opbakning fra lokale voksne, der til dagligt har med de unge at gøre (hovedsageligt


23

lærerne). Manglende fokus på at løse dette fra C:NTACTs side. Men løsningen af dette

skal findes i det entrepreneurielle potentiale, C:NTACT besidder, til at skabe en foran-‐

kring af fremtidige projekter i Grønland. For overblikkets skyld bliver dette potentiale

listet i punktform nedenfor:

1) C:NTACTs entrepreneurielle tilgang til projektet blev på den ene side et effektivt

redskab til åbne dette nye univers af personlige historier. Men på den anden side

kan denne tilgang også anskues som en dannelsesrejse for aktørerne. De blev så

at sige motiveret til selv at styre deres vej i livet ved hjælp af den personlige hi-‐

storie. De transformerede sig fra passive individer til selv-‐directende entrepre-‐

neurer, der beviseligt kan gøre en forskel for det samfund, de lever i. Dette entre-‐

preneurielle dannelses-‐potentiale, som C:NTACT besidder, skal, i min optik, ud-‐

vikles, hvis forankringen skal sikres fremover.

2) Samtidigt er C:NTACTs måde at arbejde på overordnet betragtet såre simpel: Det

drejer sig grundlæggende om at turde at tro på, at man med udgangspunkt i egne

ressourcer kan forandre dele af verden. Både Henrik Hartmann og Helle Haagen

er opmærksomme på vigtigheden i, at alle implicerede i C:NTACTs projekter (ak-‐

tører og det netværk, der omgiver dem -‐ skolelærere, forældre osv.) forstår den-‐

ne forandringsproces og støtter op omkring den. Man kan kalde C:NTACTs teatra-‐

liserings-‐stragei for oplevelses-‐social entrepreneurskab, som er en metode til at

skabe forandringer. Derfor bør C:NTACT, i min optik, lave et helt nyt produkt i et

fremtidigt engagement i Grønland, hvis forankringen skal ske: En uddannelse i

oplevelses-‐socialt entrepreneurskab, hvor fokus ikke er på de unge; men det net-‐

værk, der omgiver dem; blandt andet lærerne.

Dette uddybes og kvalificeres i produktet og produktbeskrivelsen i afsnit 10.0.

6.0 Den sociale og kulturelle kontekst for praksis Jeg vil med de følgende afsnit anlægge nogle forskellige perspektiver på Grønland, der

udfolder den sociale og kulturelle kontekst, C:NTACTs teaterprojekt i Paamiut foregik i.

Dette er samtidigt nogle perspektiver, der ofte belyses i den generelle debat om Grøn-‐

land både i Danmark og Grønland. Det drejer sig om den grønlandske identitet og de

sociale forhold blandt børn og unge. Udfordringen for C:NTACTs vedkommende var at


24

skabe et rum for sig selv og de grønlandske unge, hvor disse perspektiver kunne for-‐

handles, og nye sandheder skabes.

I det følgende bliver den postkoloniale teori også inddraget for at problematisere den

position, C:NTACT kulturelt set antog i mødet med Grønland.

6.1 Den sociale virkelighed Grønland slås med sociale problemer. Dette er ikke kun en fordom, men et faktum, der

er fastslået i før omtalte rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – SFI

(Børn i Grønland – en kortlægning af 0-14 årige børns og familiers trvisel, 2008). Jeg har

valgt at medtage dette for at anskueliggøre, hvilket udgangspunkt C:NTACT havde for

arbejdet i Paamiut og for etisk at kvalificere mit eget problem, der, som tidligere nævnt,

fokuserer på forankringen af C:NTACTs teatraliserings-‐strategi.

Rapporten, der baserer sig på interviews med hovedsageligt forældre eller plejeforæl-‐

dre, fastslår, at et stort mindretal (en tredjedel af de adspurgte) af grønlandske børn i

alderen 0-‐14 år har trivselsproblemer på grund af vold, mobning eller misbrug af for-‐

skellig karakter (Christensen 2008: 14). Denne rapport blev i 2007 bestil af Hjemmesty-‐

ret, fordi man ønskede at klarlægge denne problemstilling. Ønsket med SFIs rapport

(2008) var at få et bedre overblik over børns og familiers generelle trivsel i Grønland,

samt informationer om forekomst af omsorgssvigt (Christensen 2008: 13).

Rapporten konkluderer, at en stor del af de grønlandske børn bliver udsat for omsorg-‐

svigt især i forhold til passivt psykisk omsorgssvigt i relation til forældre med alkohol-‐

problemer. Man anbefaler i rapporten, at disse forhold drøftes seriøst, og at der lægges

en langsigtet strategi. Nogle af anbefalingerne er meget konkrete især i forhold til en

kvalificering af læreres viden om problemerne, og hvordan de i skoleregi kan tilbyde

løsninger. Andre af anbefalingerne fokuserer mere løseligt på styrkelsen af det enkelte

barn i forhold til konfliktløsning, til socialisering med andre børn, til forståelsen af deres

rettigheder og i forhold til at italesætte problemerne kan være en vej videre i livet. Helt

overordnet anbefaler rapporten et arbejde med holdningsændring i forhold til, hvad der

er socialt og juridisk acceptabelt i forhold til børn og unge (ibid.: 19-‐20).

Denne rapport vidner med andre ord om, at man fra nationalt hold er opmærksom på

problemerne, og at inddragelsen af både børn, voksne og fagpersoner i italesættelsen af

problemerne er essentielle, hvis udviklingen skal vendes.


25

I min logbog fra teaterworkshoppen i Paamiut i 2010 noterer jeg den 13. september

2010:

”Dagene her i Paamiut er gode og lærerige, men også ufatteligt hårde. Vi har aldrig oplevet

så voldsomme historier, som dem vi får fra de unge her fra byen. Samtlige har en historie at

fortælle, der drejer sig om misbrug, vold, incest eller alkohol. Nogle stykker af dem er direk-

te misrygtede, og vi er i øjeblikket ved at skrive på fire indberetninger til Departementet

for Sociale Anliggender i Nuuk.” (bilag 9: 9). Jeg har intet videnskabeligt bevis for, at de

medvirkende i dette specifikke projektforløb var repræsentativt for unge i Paamiut; men

det er tankevækkende, at samtlige unge medvirkende kunne berette om omsorgsvigt i

familien i større eller mindre grad. Langt fra alle grønlandske børn og unge kommer fra

hjem med trivselsproblemer; men det forekommer, og det blev tydeliggjort i forbindelse

med C:NTACTs arbejde i Paamiut. Det er et problem, der på en og samme tid fylder me-‐

get og ikke fylder noget i den grønlandske dagligdag; men man bliver hurtigt klar over,

når børn og unge er omsorgssvigtede, er ude i et misbrug eller har trivselsproblemer,

fordi man bor relativt isoleret i små samfund.

6.2 Et spørgsmål om det partikulære Det moderne menneske i en globaliseret verden er hele tiden på jagt efter en unik til-‐

stand af væren. Vi ønsker at erkende verden som autentisk, idet det autentiske i form af

blandt andet en oplevelse er med til at forme os som mennesker. Vores identiteter bliver

sat i spil i et socialkonstruktivistisk game med de oplevelser, vi engagerer os i. Jeg vil på

den ene side argumentere for det naturlige i det moderne menneskes søgen efter det

autentiske som redskab i vores identitetsarbejde. På den anden side kan denne søgen

efter det autentiske resultere i æsteticeringer af og fordomme om af de mennesker, vi

møder på vores vej, hvilket kan skabe en os-‐og-‐dem diskurs. Dette var et andet ud-‐

gangspunkt for C:NTACTs arbejde i Paamiut. Hvilke historier ligger der gemt bag den

klassiske repræsentation af grønlænderen skabt det vestlige samfund? Hvordan kan vi

finde frem til disse partikulære historier? Hvordan demaskeres den enkelte grønlænder

med respekt for den sociale virkelighed, han befinder sig i?

6.3 Billedet på en grønlænder Grønland har gennem de sidste 300 år været tilknyttet Danmark på den ene eller anden

måde: Fra 1721 frem til grundlovsændringen i 1953 var Grønland en dansk koloni, og


26

fra 1953 til Hjemmestyrets ikrafttræden i 1979 havde Grønland status af et dansk amt.

Den 21. juni 2009 overgik Grønland til Selvstyre (Andersen 2008: 13-‐14). Grønland er

derfor både kulturelt og juridisk stærkt forbundet med Danmark.

Bjørst (2008) argumenterer i sin afhandling for, at den forherligende og romantiske dis-‐

kurs, der er opstået i kølvandet på koloniseringen af Grønland er lige så undertrykkende

som selve koloniseringen (Bjørst 2008: 28). Grønlænderen bliver diskursivt framet i et

tidsløst rum, hvor han fremstilles som indeholdende en kerneessens af noget oprinde-‐

ligt: Naturfolkets frie liv i den smukke natur. Men denne tidsløshed er blevet en fald-‐

gruppe for især polarforskningen, fordi essenstænkningen tager overhånd, hvilket har

resulteret i, at grønlænderen har adopteret denne forestilling om sig selv som tidsløse

og lader dette influerer på både kulturlivet og det politiske liv (ibid.: 44). Dette kommer

blandt andet til udtryk i forenklede repræsentationer på de grønlandske kunstmuseer,

hvilket fører til en stereotyp opfattelse af grønlænderen, som har store konsekvenser for

den grønlandske selvforståelse og repræsentationen af inuit generelt (Ibid.: 59). Man

kan tale om en eskimo-orientalisme, som antropologen Ann Fienup-‐Riordan (1990) har

forfatter det: ”Our ideas about Eskimos help create the framework they are forced to resi-

de in.” (Fienup-‐Riordan 1990: 124). Hendes tese er, at eskimoen fascinerer os som vest-‐

lige individer på grund af deres andethed, og fordi vi mener at kunne se et oprindeligt

billede af os selv i dem (ibid.: 23). I et vestligt perspektiv søger man, groft sagt, i den

eskimoiske kultur en immateriel, oprindelig kerne, der i sin autenticitet på mange måder

repræsenterer det modsatte af det moderne vestlige liv. Det bliver en drøm og en ønsk-‐

værdigt billede på noget andet. Men derigennem risikerer man diskursivt at stigmatisere

og dermed begrænse disse kulturers sociale og kulturelle udvikling.

En af pointerne med dette speciale er, at det moderne menneske som en naturlig del i

identitetsarbejdet søger efter en autentisk tilstand af væren, og denne tilstand opnås i

høj grad gennem de oplevelser vi opnår i blandt andet mødet med det konstruerede au-

tentiske6 andet. Dette autentiske andet bliver derfor ofte en forestilling af virkeligheden.

Erik Gant (1998) udtrykker dette meget præcist: ”Vi ved, at der er tale om billeder og ikke

selve sagen, æsteticeringer og forestillinger om en central eskimo, som vi i sagens paradok-

6 Ning Wang (1999) problematiserer begrebet autenticitet ved at identificere tre overordnede former for autenticitet: Den objektive, den konstruerede (symbolske) og den eksistentielle. I afsnit ?? udfoldes be-‐grebet ved hjælp af Ning Wangs definitioner.


27

sale natur aldrig vil nå ind til, (men) altid kredse om.” (Gant 1998: 44). Denne post-‐

koloniale analyse af den vestlige æsteticering af eskimoen bliver derfor på den ene side

et specifikt billede på, hvordan vi som mennesker generelt socialiserer med hinanden (jf.

Sjørslev 2007, afsnit 7.3) og på den anden side en problematisering af den kulturelle

magtkamp, der pågår som resultat af den performative omgang vi har med hinanden.

Der er opstået et krav om grønlandsk autenticitet, hvilket reducerer grønlandsk kultur

til et spørgsmål om den enkelte grønlænders evne til at repræsentere Grønland som en

oprindelig kultur. Selvom et stort mindretal af grønlandske børn og unge har trivsels-‐

problemer på grund af omsorgsvigt, bliver dette ofte i danske medier et billede på den

autentiske grønlænder (Bjørst 2008: 81-‐85).

Dette fører til en generalisering af grønlænderen skabt i en forestilling om, hvad grøn-‐

lænderen egentlig er uden skelen til det kulturelt og socialt ansvarlige i en partikulær

repræsentation af den enkelte grønlænder som menneske i verden. Det er i dette felt

C:NTACT arbejder.

Med Kirsten Thisteds ord bør grønlænderen betragtes som ”(…) som aktivt handlende

subjekter fjernt fra de passive objekter for den historiske proces, der implicit signaleres ved

den bestandige fokusering på de præ-koloniale eskimoer.” (Thisted 2005: 16).

6.4 Fremstillingens tredje rum – et post-‐kolonialt afsæt Her er det interessant at inddrage den post-‐koloniale teori, fordi den bestrider faste be-‐

tydningssystemer og sætter spørgsmålstegn ved det eksisterende. Samtidigt definerer

den også et teoretisk andet rum for italesættelsen og bearbejdelsen af traditionelle

magtpositioner, der bunder i kolonitidens magtpolitiske forhold.

Post-‐kolonialismen består hovedsageligt af litteraturteorier, der er opstået uden for Eu-‐

ropa; men der er i de senere år sket en udvidelse af teorien, så den i visse sammenhænge

har frigjort sig fra tid og sted (Hauge 2007: 7).

Begrebet andethed (alterity) er flittigt anvendt i post-‐kolonial teori og definerer den An-‐

den, der ikke har en stemme, og som er blevet ekskluderet fra teksten eller kulturen.

Ashcroft, Griffith & Tiffin, tre australske post-‐koloniale teoretikere, forklarer begrebet i

deres bog Post-Colonial Studies – The Key Concepts (1998; 2000). Denne Anden bliver i

en post-‐kolonial læsning på den ene side ekskluderet i fra kulturen, men kan på den an-‐

den side betragtes som konstituerende for identitetskonstruktionen af den Første (ko-‐


28

lonisatoren) (Ashcroft m.fl. 2000: 11-‐12). Dette fokus på den Anden er samtidig en cen-‐

ter-‐forskydning. Før nævnte forfattere definerer dette binære center-‐periferi forhold

som den afgørende faktor for, at koloniseringen kunne eksistere. Ved at definere den

koloniserede part som den Anden, marginaliserede man samtidigt denne og placerede

denne fysisk og kulturelt i periferien. Ved at sætte fokus på den marginaliserede Anden i

en post-‐kolonial genlæsning af især engelsk litteratur, bestyrker man, ifølge forfatterne,

også den koloniserede Anden (ibid.: 36-‐37).

Litteraturteoretikeren Edward Said placerer sig med sit hovedværk Orientalisme (1978)

i forlængelse af dette. En af hans pointer er, at man som videnskabsmand og som subjekt

ikke kan benægte eller ignorere sit engagement i sine egne omstændigheder, som kan

være den vestlige videnskabelige tradition, man er formet af, og som igen er skabt ud fra

nogle historiske og kulturelle omstændigheder. Disse omstændigheder er den virkelig-‐

hed, der definerer en afgørende position for videnskabsmandens møde med Orienten

(Den Anden). Det betyder, at man som videnskabsmand i første række møder Orienten

som europæer og først i anden række som individ (Said 2002: 37).

Det post-‐koloniale blik på litteratur og, i dette speciales kontekst, kultur, udpeger hybri-‐

ditet som det modsatte af essentialisme og som overskridende binariteten mellem Dem

og Os. Vesten og alt det udenfor (Hauge 2007: 26). Homi K. Bhaba taler om ”Third space

of enunciation” (Bhaba 1994: 37), som kan oversættes med fremstillingens tredje rum,

hvori to parters (her den koloniserede og kolonisatoren) i et gensidigt afhængigheds-‐

forhold konstruerer hinanden som subjekter i verden. Men denne konstruktion sker på

lige vilkår i dette hybride tredje rum, som også er et rum fyldt med ambivalens og mod-‐

sigelse. Kulturel identitet opstår altid i dette tredje rum og ”(…) the recognition of this

ambivalent space of cultural identity may help us overcome the exoticism of cultural diver-

sity in favour of the recognition of an empowering hybridity within which cultural diffe-

rence may operate.” (Ashcroft m.fl. 2000: 118).

Kan man i en grønlandsk kontekst på den ene side erkende, at begge positioner – den

koloniserede grønlænder og den koloniserende (danskeren) – er konstruktioner af det

første møde, og at identitet og værdier skal identificeres og autenticiteten søges ud over

det binære forhold mellem den hegemoniske kolonimagt og den subalterne kultur; og

kan man anerkende Bhabas (1994) fremstillingens tredje rum som konteksten for denne

værdi-‐ og identitetskonstruktion, så bliver det interessant at undersøge, hvordan dette


29

rum kan indkredses og kvalificeres. Den post-‐koloniale teori kan medvirke til at ind-‐

kredse dette fremstillingens tredje rum, men oplevelsesøkonomiens teorier og metoder

må nødvendigvis sættes i spil for at kvalificere dette rum strategisk.

6.5 ”Oprindelighed” som stigmatiserende Hvor grønlænderen på den ene side gennem århundrede er blevet socialt konstrueret i

et vestligt billede, foregår der samtidigt en kulturel konstruktion af ”oprindelige kultu-‐

rer”, som grønland qua sin status som ”oprindeligt folk” indskriver sig i. Ifølge blandt

andet ICC (Inuit Circumpolar Council)7 betegnes grønlænderen som et oprindeligt folk

besiddende store mængder bevaringsværdig immateriel kulturarv8. Professor Kirsten

Hastrup problematiserer forholdet om bevaringsværdig immateriel kulturarv i forbin-‐

delse med UNESCOs konvention til beskyttelse af immateriel kulturarv9. Hvad udgør

dette kulturelle arvegods og for hvem, og hvad er det, der udgør det kit, der binder sam-‐

fundet sammen i et oplevet fællesskab (Kulturministeriets Forskningsudvalg v/Hastrup

2006: 7)? Denne konvention gør globaliseringen til den overordnede historiske trussel

mod den immaterielle kulturarv, fordi den udvisker de forskelle, der har sikret den kul-‐

turelle diversitet. Men der er i konventionen en tendens til, at det hovedsageligt er ikke-‐

vestlige kulturer, der har bevaringsværdig, immateriel kulturarv. Her betragtes kulturen

som et resultat af et helt folks måder at omgås naturen på, hvilket kommer til udtryk

gennem sprog, værdier og traditioner. Kulturen er altså fastlagt gennem generationers

liv og er blevet forankret i en særlig folkesjæl. Hastrup betegner dette kultursyn som

utidssvarende trækkende på en intellektuel arv fra den tyske filosof og teolog Johann

Gottfried Herder (1744-‐1803). Problemet med dette er, at den historiske udvikling har

overhalet dette kulturbegreb, fordi kultur lige præcis ikke er én givet ting, men dyna-‐

misk og bevæger sig i tid og rum. Kultur bør ikke betragtes som noget, der er, men som

noget der gør og kan bruges på mange måder. Samtidigt er der en latent fare for, at

UNESCOs konvention i udpegningen og priviligeringen af oprindelige folk og deres kul-‐

turer folkloriserer disse folk og dermed fastlåser dem i en ramme uden for den moderne

verden som et autentisk billede på, hvad der engang var (ibid.: 8-‐9).

7 Inuit Circumpolar Council (ICC) er en international organisation for ca. 150.000 inuit i Alaska, Canada, Grønland og Tjukotka (Rusland), og som blev grundlagt i starten af 1970erne (Dahl 1999: 244) 8 Se bl.a. ICCs hjemmeside: http://www.inuit.org/index.php?id=195 9 ”Convention for the safeguarding of the intangible cultural heritage”, på UNESCOs hjemmeside: www.unesco.org (http://unesdoc.unesco.org/images/0013/001325/132540e.pdf).


30

Kultur er relationsbåren i en performativ interaktion mellem individer, hvilket relaterer

sig til både Storey og Sjørslevs analyserer af identiteten (se afsnit 7.2 og 7.3). Kultur gø-

res og bruges derfor i en interaktion mellem individer i en globaliseret verden, og man

bør overveje, hvilke konsekvenser, der er forbundet ved at frame kulturen i mytologise-‐

rende lovlignende tekster, hvad UNESCOs konvention dybest set er.

UNESCOs konvention om oprindelige folks rettigheder og immateriel kulturarv er derfor

et vestligt udtryk for en markering af en ny sandhed: Verden har ændret sig, og dette er

nu et fælles udgangspunkt for, hvordan mennesker i verden bør behandles uanset nati-‐

onalitet, hudfarve eller religion. Dette bliver i en oplevelsesøkonomisk sammenhæng en

mytologiseringsstrategi. Religionsforskeren Russell T. McCutcheon (2000) introducerer

et sekulært mytebegreb, hvor myten defineres som et strategisk fortælleværktøj, hvor

det handler om at legitimere noget ultimativt. Roland Barthes citeres i Russell T. McCut-‐

cheon (2000) vedrørende myten: “(Myth) is not defined by the object of its message, but

by the way in which it utters its message.” (McCutcheon 2000: 201). Mytologiseringen

bliver som fortælleredskab en social strategi, som mennesker anvender til at legitimere

sig selv og deres egen handlen (Christensen 2007: 93). At mytologisere noget er derfor

at fortælle noget på en autoritativ måde, således at det fremstår som en sandhed uden

for enhver diskussion. McCutcheon definerer det således: ”Mythmaking, then, is the busi-

ness of making particular and contingent worldviews appear to be ubiquitous and absolu-

te.” (McCutheon 2000: 205). Mytologisering som redskab i C:NTACTs arbejde bliver ud-‐

foldet i afsnit 8.1.

Mytologiseringen bliver i denne sammenhæng anvendt til at privilegere et bestemt folk

som bevaringsværdigt og dermed pege på, at vi i den vestlige verden er den moderne

globaliserede verden med identiteter og kultur i konstant bevægelse uden fare for ud-‐

ryddelse. Set i den optik er konventionen en meta-‐priviligering af os ikke ”oprindelige

folk”, der udpeger de andre oprindelige folk som ofre, der skal passes på og behandles

om nødvendigt. I det ligger der i udgangspunktet et ulige magtforhold, som C:NTACT

helt konkret i sit arbejde i Paamiut måtte erkende og finde en vej ud af. Denne vej analy-‐

seres og uddybes i afsnit 8.0.


31

7.0 Det teoretiske udgangspunkt I de følgende afsnit udfoldes den teori, der danner grundlag for en analyse af C:NTACTs

arbejde.

7.1 Socialkonstruktivismen – en demaskering af virkeligheden Socialkonstruktivismen udgør det grundlæggende teoretiske afsæt for specialet, fordi

socialkonstruktivismen gør det muligt at etablere en overordnet kontekst, inden for

hvilken man kan anlægge et kritisk blik på den virkelighed, vi alle agerer i. Helt grund-‐

læggende udlægger socialkonstruktivismen den umiddelbare fremtrædende som et

blændværk, bagved hvilket den egentlige virkelighed befinder sig. (Wenneberg 2002:

13). Der findes ikke en tabula rasa, altså en objektiv erkendelse uden forstyrrende ele-‐

menter. (ibid.: 24-‐27)

Man kan skelne mellem to forskellige teser inde for det socialkonstruktivistiske felt: Den

erkendelsesteoretiske (de videnskabelige teoriers indhold er betinget af de sociale fak-‐

torer, der omgiver selve forskningsprocessen snarere end af den virkelighed, som er

processens genstand) og den ontologiske (virkeligheden er konstitueret af den erken-‐

delse, der har den som genstand. Den opstår først, når vi fastslår den gennem vores

sprog ved at indføre ord eller begreber, der kan udtrykke denne virkelighed) , og man

kan skelne mellem to forskellige virkelighedsområder, disse to perspektiver kan appli-‐

ceres på: Den fysiske og den sociale virkelighed – naturen og det menneskelige samfund

(Bertilsson 1998: 41). Dette speciale arbejder med den sociale virkelighed.

”Vores erkendelse af omverdenen skal ses som en ballon, vi puster op inde fra ved hjælp af

sproget, begreberne, teknologien, vores sociale liv osv. Ballonen udvides måske nok, men

alligevel vil vi aldrig komme til at vide, hvad der er ude på den anden side af ballonvæggen,

uden at denne viden er påvirket af eller forstået ud fra det, som er inde i ballonen.” (Wen-‐

neberg 2001: 37)

Det er helt grundlæggende for vores både fysiske og psykiske udrustning, at vi ikke pas-‐

sivt gengiver verden, men socialt konstruerer den. Hvad vi ser derude i verden er en

illusion vores hjerne konstruerer. En terning tegnet på et stykke papir erkendes ikke

kun som streger på et stykke papir, men som en terning, fordi vi lægger dybde ind i teg-‐

ningen. Vores hjerne skaber små løgne for at konstruere omverdenen. Mennesket øn-‐

sker at have sammenhæng i tingene, og vi søger hele tiden efter en mening i tilværelsen.

Uorden skal håndteres, og derfor struktureres vores erkendelse ved hjælp af en erken-‐


32

delsesmæssig ramme i vores bevidsthed. Den ramme giver os en kontekst og er dermed

styrende for, hvordan vi bevidst opfatter en situation (ibid.: 31-‐32). Da vi eksisterer i en

på forhånd givet verden, er den sociale og kulturelle realitet samt vore egne handlinger i

denne verden med til at bestemme konteksten. Det, vi gør, gør en forskel. Dette er et vil-‐

kår, som er forankret i tid og rum – og kan ikke frigøres herfra (ibid.: 36). Socialkon-‐

struktivismen forsøger at svare på, hvordan den sociale kontekst påvirker vores erken-‐

delse, der igen påvirker vores handlen i denne verden.

Dette er mit afsæt til at problematisere og demaskere en naturlighedsforestilling, der

hersker omkring Grønland generelt og grønlandske unge mere specifikt. Samtidigt vil

jeg i dette produktspeciale anvende socialkonstruktivismen strategisk ud fra ideen om,

at hvis vi erkender, at virkeligheden er socialt konstrueret, må vores sociale og kulturel-‐

le handlinger også kunne anvendes til at skabe nye kontekster enten gennem et nyt nar-‐

rativ, en ny diskurs eller gennem den måde, vi performer verden på. C:NTACT og mit

teaterfaglige arbejde i Paamiut i september 2010 bestod netop i at demaskere den kon-‐

struerede virkelighed, blotlægge dette og med de medvirkende co-‐creere en ny virkelig-‐

hed i deres ånd og med deres accept. Spørgsmålet ”hvem er grønlænderen?” lå implicit i

co-‐skabelsen af de mange svar, og aktørerne bevægede sig fra at være objekter for en

eksterns parts analyser til at konstruere sig selv som subjekter i verden, fordi kontek-‐

sten for spørgsmålet og svaret blev skabt af dem selv.

7.2 Identiteter i bevægelse Hvor socialkonstruktivismen fungerer som et rammesættende erkendelsesteoretisk vil-‐

kår for dette speciale og produkt, vil de kommende afsnit bevæge sig ned i materien af

en del af denne sfære nemlig identiteten og konstruktionen af denne som performativ.

Lad os for en kort stund vende blikket tilbage mod socialkonstruktivismen.

Vi er i udgangspunktet heterogene. Vi har ikke en kerne af identitet, men derimod en

permanensfølelses (det at vi føler, at vi bliver ved med at være den samme person) og en

integritetsfølelse (vi søger efter, at vores forskellige holdninger skal hænge sammen).

Permanensfølelsen og integritetsfølelsen forsøger vi med næb og klør at opretholde på

trods af ambivalensen ved hjælp af en række forsvarsmekanismer, der påvirker, tilpas-‐

ser eller ændrer vores erkendelse af omverdenen, så vores tro på det homogene menne-‐

ske bevares (Wenneberg 2002: 33-‐34).


33

Identiteten fortæller os, hvem vi er. Den har potentiale til at forme den kultur, den er

indlejret i, og det er identiteten vi sætter på spil i det socialkonstruktivistiske spil. John

Storey (2003) uddyber dette i sit opgør med et essentialistisk identitetsbegreb ved at

hævde, at identitetsarbejdet fordrer stor refleksivitet, udveksling og forhandling. De

postmoderne identiteter er selv-‐refleksive, hvilket betyder, at identitet ikke er noget vi

har, men derimod noget vi gør. Vi handler ergo sumus. Identiteten er altså konstrueret

performativt i en handlen.

Det er grundlæggende for Storey, at han betragter identiteten som udspændt mellem

rødder og ruter. Identiteten defineres ud fra nogle overvejelser om, hvem vi tror, vi er,

hvor vi tror, vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen (ibid.: 79-‐81).

Lad os først se på Storeys definition af rødderne. Vi har alle en sense of self (ibid.:81),

som er funderet i vores fortid, og vores autobiografiske fortællinger er hovedsageligt

vedligeholdt ved hjælp af hukommelsen. Hukommelsen er både individuel og kollektiv,

og den bliver mere eller mindre ubevidst forhandlet af forskellige aktører. Hukommel-‐

sen og altså vores rødder er i udgangspunktet tavse og behøver en form for italesættelse

for at kunne blive forhandlet eller udvekslet. Derfor er hukommelsen en rekonstruktion

og en repræsentation af ”et sandt” hændelsesforløb (ibid: 81-‐83). Men hvis vores minder

skal forblive meningsfulde for os, skal de give mening i forhold til det nu, vi befinder sig

i. Det betyder, at i hukommelsen igen bliver forhandlet i forhold den sociale virkelighed,

vi nu engang er en del af. Vi har altså et instrumentalistisk forhold til vores rødder (ibid.:

84). ”(…) the roots of our identities are both present and absent, existing both inside our

heads and outside in culture.” (ibid.: 86).

Storeys definition af routes i forhold til identitet tager afsæt i begrebet desire eller be-

gær, som det bedst oversættes med på dansk. Identiteten er funderet i fortiden (rødder-‐

ne); men den eksisterer også i det ønske eller begær, vi alle har efter at være noget be-‐

stemt. Vi er som mennesker hele tiden på vej et sted hen i vores identitetsarbejde, og

disse socio-‐kulturelle identiteter konstrueres socialt i vores fælles hukommelse og per-‐

formes i kulturen i et begær efter at være noget bestemt. Her applicerer Storey køns-‐

forskeren Judith Butlers tanker om køns-‐identiteter i nogle mere generelle overvejelser

om identiteter: ”(…) our identities are made from a contradictory series of identificantions,

subject positions, and forms of representation which we have made, occupied, and been


34

located in as we constitute and are constituted by performances that produce the narrative

of our lives.” (ibid.: 91)

Identitetsformation er altså ikke noget, vi kan gøre alene. Den er et kompromis mellem

den måde, vi betragter os selv, og den måde, vi bliver betragtet på af, hvad Storey kalder

for, significant others (ibid.: 80). Vi veksler derfor som mennesker i denne verden som

agerende subjekter og repræsenterede objekter i de kulturelle praksisser.

Med udgangspunkt i C:NTACTs praksis er jeg med socialkonstruktivismen som teoretisk

afsæt derfor ikke kun ude i en analyse af de identitetsmæssige fremtrædelsesformer, der

kan iagttages, men også strategisk undrende i forhold til, hvad der har genereret disse

identiteter, og hvad de kan generere. Hvad er potentialet? C:NTACT arbejdede i Paamiut

konkret med oplevelsen som identitetsmæssigt konstituerende. Oplevelsen synliggør et

fælles grundlag med andre, og dette fællesskab kan både forstærke og svække den emo-‐

tionelle respons på oplevelser. Og blandt andet af den årsag har oplevelser stor betyd-‐

ning for den personlige og sociale identitet. Den har erfaringsmæssige potentialer, der

kan åbne for ”(…) indsigter hinsides dagligdagens afgrænsede identitet (…)” (Vetner og

Jantzen 2007: 43). I oplevelsen identificeres de identitetsmæssige rødder som socialt

konstruerede, hvilket samtidigt udpeger oplevelsens performative potentiale til at re-‐

frame identiteterne i et rute-‐arbejde.

7.3 Det performative menneske Som nævnt ovenfor formes menneskets identiteter i en handlen i verden, og denne

handlen vil jeg i det følgende definere som performativ. Lad mig indlede med et citat af

den tyske professor i teatervidenskab Erika Fischer-‐Lichte: “Individuals and social

groups from all social domains compete in the art of putting themselves and their everyday

lives most effectively on stage”. (Fischer-‐Lichte 1997: 69).

Performativiteten bliver i dette afsnit taget ud af teatrets rammer og appliceret i forhold

til det levede liv. Senere vil jeg igen anvende begrebet i spændingsfeltet mellem det le-‐

vede liv og teatrets teatrale rum i styrkelsen af unge grønlænderes identitetsarbejde.

Antropolog Inger Sjørslev udfolder begrebet performativitet ved at tage udgangspunkt i

ritualet, der betragtes som en strategisk form for socialisering. Socialitet er måder at

være sammen på, og det performative er en socialitetsvedligeholdende mekanisme,


35

hvilket i udgangspunktet antager, at socialitet ikke har en essens, men derimod et poten-‐

tiale, der hele tiden skal aktiveres og vedligeholdes. Vi vedligeholder og bekræfter den

virkelighed, vi har konstrueret, som virkelig, og dette sker i et samspil mellem enkelte

aktører og fællesskabet. Og i dette samspil – denne sociale adfærd – ligger der noget

fundamentalt performativt i mimik, kropssprog, handlinger, ansigtsudtryk osv. (Sjørslev

2007: 14-‐17).

Helt overordnet kan man sige, at vi konstruerer os selv og hinanden som mennesker

hele tiden gennem en performativ socialisering med hinanden. Performativiteten som

socialiseringsredskab ordner og strukturerer den hyperkomplekse verden, og samtidigt

indkredses socialiteten af det performative. Sjørslev refererer til Edward Schieffelin, for

hvem det performative er ufuldkomment og åbent for meddigtning og fortolkning, og på

den måde bliver det en platform for medskabelse af mening i forhold til en løbende vir-‐

kelighedskonstruktion (ibid. 12). Der skabes altså løbede betydning i den sociale inter-‐

aktion mellem mennesker, og publikummet bliver så at sige ophævet som publikum.

Teaterteoretikeren Richard Schechner formulerer det således: ”In the theatre the actor

and the audience both know that the actor is not who she is playing. But in real life a per-

son is simultaneously performing herself and being herself (…).” (Schechner 2002: 177).

Og dette på samme tid væren i rolle og væren sig selv giver anledning til individuel og

kollektiv eftertanke og refleksivitet.

Vores verden er skrøbelig, fordi den er social, og fællesskabet er under konstant belej-‐

ring fra antisociale kræfter, der vil rokke ved fællesskabet. Derfor må det hele tiden be-‐

kræftes, og det bliver det ved at blive sat i scene. Og denne iscenesættelse fordrer en

form for tingsliggørelse af os selv som mennesker, hvor vi midlertidigt objektiviserer os

selv og hinanden (Sjørslev 2007: 196).

Som tidligere nævnt kan denne iscenesættelse af det sociale anvendes både konstruktivt

og destruktivt. Sjørslev påpeger det dobbelte, der ligger i tingsliggørelsen af os selv og

hinanden, og som kan føre til både idoldyrkelse og til ofring (ibid.: 180).

”Når fællesskabet fejres på iscenesatte måder, er det, der fejres, noget immaterielt, som

kræver materialisering for at kunne performes. En person er med sin krops fysikalitet

yderst velegnet hertil, og de personer, der får eller påtager sig rollen, bliver derved dem ,

der substantierer fællesskabet som det, der kunne kaldes magnetpoler i det sociale felt.”

(ibid.: 198)


36

Og denne bevægelse mellem ting og person er, hvad Sjørslev kalder for socialitetstekno-‐

logien. På den ene side levendegør vi ting gennem den energi og virkning, vi tilføjer dem,

og på den anden side tingsliggør vi os selv og andre gennem performativiteten. I et tea-‐

terfagligt perspektiv bliver rollen den ting, der konstrueres i det socialteknologiske spil.

7.4 I følelsernes vold – det liminoide rum Med udgangspunkt i de to foregående afsnit kan man udlede, at identiteten konstrueres

performativt i et socialteknologisk spil med henblik på at fastholde en form for ordnet

erkendelse af verden. Vi begriber og rammesætter verden og de individer, der er i den,

performativt.

Men performativiteten er indlejret i tid og rum, og dette rum vil dette afsnit omhandle.

Som med performativiteten vil jeg i en senere analyse af C:NTACTs praksis diskutere

dette rum i spændingsfeltet mellem virkeligheden og teatret.

Lad mig for en kort stund vende blikket mod Sjørslev igen: ”Pointen er, at ritualet bliver

indgangen til en mere omfattende forståelse af det sociale liv. I ritualet ser vi den rolle, der

enkelte person, den person der er på, spiller i iscenesatte sociale sammenhænge af rituel og

performativ art (…).” (Sjørslev 2007: 182). Ritualets struktur bliver med andre ord an-‐

vendt som ramme for vores socialisering i verden, og denne socialisering forgår, som

tidligere nævnt, performativt. Derfor er ritualet som rammebegreb helt centralt for vo-‐

res forståelse af, hvad der ligger i det performative. Gregory Bateson taler om rammen,

der er bestemmende for, hvordan man skal forstå indholdet. Det er et metakommunika-‐

tivt budskab, der i kommunikationen er implicit, dvs. ikke italesat: ”Rammen genkendes i

mange tilfælde bevidst og er tilmed repræsenteret i ordforrådet (”leg”, ”film”, ”interview”,

”job”, ”sprog” osv.). I andre tilfælde er der måske ikke nogen eksplicit verbal henvisning til

rammen, og subjektet har måske ingen bevidsthed om den.” Den eksisterer altså i ”(…)

subjektets ubevidste.” (Bateson (1972) 2005: 201). Rammen indrammer derfor på sam-‐

me tid udsagnene eller handlingerne inden for rammen og kommenterer de samme

handlinger: Disse handlinger udføres i et privilegeret vakuum af rum og tid, som midler-‐

tidigt hæver aktørerne ud af hverdagen. Formen af et udsagn bestemmer, hvordan ud-‐

sagnet skal forstås (Sjørslev 2007: 19). Hvad Bateson definerer som ramme, vil jeg i føl-‐

gende afsnit definere som rum for forståelsens skyld.


37

At ritualisere skal som mytologiseringen forstås sekulært og processuelt. Ritualiserin-‐

gen er en hverdagslig handlingsmodus, hvor det drejer sig om at privilegere noget frem

for noget andet. I den rituelle handling kan opnås en tilstand af ikke-‐hverdagslig væren,

hvor selvet forskydes i et mulighedsrum, inden for hvilket identiteten sættes i spil og

forhandles. Ritualiseringen er som redskab socialt konstruerende og tæt forbundet med

performativiteten.

Lad mig kort introducere ritualets struktur. Jens Peter Schjødt definerer med udgangs-‐

punkt i Arnold van Gennep ritual-‐strukturer (fra Rites de Passage, 1909) nogle faser,

man gennemgår i et ritual. Han skriver: ”Et ritual er således først og fremmest en kommu-

nikativ handlen . Det, der kvalificerer det som religiøs handlen, er imidlertid modtagerin-

stansen, som netop må være af den ”anden verden”, og som på sin side kommunikerer til-

bage til subjektet.” (Schjødt 1992: 15). Et ritual kan ifølge Schødt struktureres således:

Der er 1) initialfasen og 2) separationsfasen: Et subjekt i et symbolsk univers forberedes

gennem separationsriter og via et medierende objekt, der er helliggjort, til at forlade

denne verden og bevæger sig hen imod en anden verden. 3) Liminalfasen: Kommunika-‐

tion mellem subjektet og den anden verden gennem liminalriter. Svaret falder nogen

gange i denne fase og nogen gang i finalfasen. 4) Reintegrationsfasen og 5) finalfasen:

Subjektet bevæger sig tilbage til denne verden via nye symbolske handlinger i reintegra-‐

tionsriterne. Det er kun de tre midterste faser, der angår ritualet direkte. Initialfasen og

finalfasen er forberedende og afsluttende faser (ibid.: 14-‐17).

Med det på plads er det interessant at se antropologen Victor Turners ikke-‐hverdagslige

tilstand, det liminale, og hvordan dette kan appliceres i en virkelighed uden for det helli-‐

ge ritual. Liminaliteten for Turner er et ingenmandsland i ritualet, som man må passere

for at komme fra en tilstand til en anden (ibid.: 11). Limen er er latin for over-‐

gang/grænse og refererer til overgangstilstand, et subjekt befinder sig i mellem to faser.

Han benævner denne tilstand som ”betwixt-‐and-‐between”, som er en social og følelses-‐

mæssig både/og/enten/eller metafysisk tilstand. Han kollektiviserer begrebet i sin defi-‐

nition af begrebet af ”communitas”, som skal forstås som en intens fælles følelse blandt

mange mennesker, der sammen oplever liminalitets-‐tilstanden. Liminaliteten er religi-‐

øst og socialt indlejret i samfundet i form af eksempelvis religiøse overgangsritualer el-‐

ler et brud med normalsamfundet som karnevalet. Liminaliteten er altså forankret i kol-‐

lektive hændelser, der kan have samfundsmæssige konsekvenser (Turner 1982: 41-‐56).


38

Med liminaliteten som udgangspunkt introducerer han så begrebet det ”liminoide”, som

har liminal-‐lignende karakter; men som skal forstås i konteksten af det industrialiserede

samfund som en pause fra det hverdagslige. Den liminoide tilstand opnås som et resultat

af den fritid (leisure), der er kendetegnet for den moderne byboer. Det er i fritiden legen

opstår, og det er i legen, at den liminoide tilstand hos det enkelte individ opnås. Turner

taler om ”(…) the genres of indudstrial leisure (…)” (ibid.: 40) i form at teater, poesi, ro-‐

maner, film, sport, rock music, koncerter, som i de mest overraskende og eksperimente-‐

rende kombinationer har potentiale til at skabe den liminoide tilstand hos enkelte som

helle fra hverdagen. En opposition til status quo og uden for samfundets strukturerende

processer, men som idiosynkratisk for den enkelte (ibid.: 33-‐40). På den måde er ritua-‐

let som faser og tilstand taget ud af den religiøse sfære og placeret i sekulære kontekster

som eksempelvis teatret og rock-‐koncerten. Ritualet som ramme for den performative

socialisering skal altså betragtes som en markør for en træden ind og ud af forskellige

tilstande i tid og rum med henblik på at skabe en kvalitativ forskel mellem disse.

Ved at performe en hændelse som betydningsfuld og forandrende skabes der en ramme,

der framer en strategisk socialisering mellem krop og omverden.

Ritual og performance er måder at indramme virkeligheden på. Rammen betyder, idet

den bliver en markør for den kommunikation, der foregår, og den bliver et metabud-‐

skab, fordi den afgør, hvordan andre budskaber inden for rammen skal forstås (Sjørslev

2007: 19).

Og så er vi tilbage ved teatret: ”Teatret udgør et socialt drama af forhøjet vitalitet, fordi

det kondenserer de handlendes energi, ikke fordi det transformerer det til noget andet.”

(ibid.: 18). Men inden for dette sociale drama ligger der en leg med sandt og falsk, som

jeg med Bateson tidligere berørte. Rammen, teatret eksempelvis, for det sociale spæn-‐

dingsfelt giver et udvidet kommunikationspotentiale, men åbner samtidigt for en tvety-‐

dighed, der kan misforstås (ibid.: 19). I den performative ageren inden for rammen, ido-‐

liserer og offergøre vi hinanden på en og samme tid (jf. Sjørslev).

7.5 Teatret som socialt konstruerende Teatret er i min optik socialt konstruerende, og det har den fantastiske egenskab på den

mest subtile måde at kunne skabe fiktive landskaber og figurer, der indlejres i et ikke-‐

hverdagsligt rum, hvor relationer skabes, og følelser forhandles. Dette rum er et perfor-‐


39

mativt mulighedsrum, inden for hvilket teatrets aktører (skuespillere og publikum) fri

for hverdagens åg kan reflektere over livet i en kollektiv liminoid tilstand. På den ene

side intensiverer og forstørrer teatret virkeligheden på en legende selvironisk måde, og

det peger på sig selv som form og reflekterer hele tiden over det faktum, at ”det er bare

noget vi leger, det her.” Det er et ”(…) adfærdsmæssigt, mentalt og ofte geografisk frirum

på grænsen og uden for det norm-regulerede samfunds lov og orden.” (Christoffersen

1997: 22). På den anden side kan denne ”leg” have et kolossalt identitetskonstruerende

potentiale, fordi de identitetsmæssige rødder så at sige bliver blotlagt og deres sand-‐

hedsgrad forhandlet. Identiteten bliver performativt re-‐framet inden for teatret. Gamle

sandheder demaskeres, og nye konstrueres. På den måde bliver performativiteten og

altså teatret en handlingsmodus, der griber ind i den ”virkelige verden” og driver livet

frem qua det social-‐konstruktivistiske potentiale.

C:NTACT griber ind i socialiteten ved at anvende teatret som socialt konstruerende

værktøj og derved understrege det identitetsudviklende potentiale, der ligger placeret i

lige netop det: ved at forholde sig teatralt performativt reflekterende til sig selv, kan

man antage en ny hverdagslig performativitet.

Det følgende vil blive anvendt til en analyse af min samarbejdspartners, C:NTACT Fon-‐

den, arbejde med teatret som både proces og produkt i arbejdet med en sådan konden-‐

sering af den virkelige verdens performative identitetsforhandlinger ved at pege på te-‐

atret som et andet rum for socialisering og kollektivt tabubearbejdning.

8.0 Analyse af praksis Følgende hovedafsnit vil anlægge et første praktisk perspektiv på dette speciale. Formå-‐

let med dette afsnit er, på baggrund af min og min samarbejdspartners, C:NTACT, tea-‐

terworkshop i Paamiut i Grønland i september 2010, at indkredse det oplevelses-‐sociale

felt i denne specifikke praksis og samtidigt analysere og vurdere denne praksis på bag-‐

grund af forrige afsnits teori med henblik på udlede allerede eksisterende og velfunge-‐

rende praksisformer hos C:NTACT, der kan anvendes strategisk i forhold til det endelige

produkt.

Denne teaterworkshop vil komme til at fungere som tungtvejende i forhold til en kvalifi-‐

cering af det endelige produkt. Men dette kan ikke stå alene, da denne praksis’ resultater

efter min vurdering vil agere for endimensionel i forhold til omtalte produktkvalifice-‐


40

ring. Derfor anlægges der to andre og af C:NTACT uafhængige perspektiver i de følgende

afsnit.

8.1 Et mytologiseringsstrategisk anslag C:NTACT har gennem fondens praksis placeret sig selv som aktiv medspiller i forhold til

identitetsarbejdet blandt de unge, der deltager i projekterne og det publikum, der møder

de unges historier. Det var også tilfældet med projektet i Paamiut. Men dette identitets-‐

arbejde skal udledes af en række kulturelle strategier, C:NTACT anvender i både mødet

med samarbejdspartnere, sponsorer og den verden, der omgiver C:NTACT, og i det prak-‐

tiske arbejde med de unge deltagere. Et af disse kulturelle strategier er mytologiserin-‐

gen, som tidligere er defineret i afsnit 6.5. Mytologiseringen i forhold til C:NTACTs ar-‐

bejde i Paamiut skal betragtes ud fra to vinkler: a) Ud fra C:NTACTs definitioner af sig

selv og eget arbejde, og b) gennem de iscenesatte historier, deltagerne spiller på scenen.

C:NTACTs Visionsbog (http://www.contact.dk/media/75751/visionsbog%2010-‐

11.pdf) er i sig selv et mytologiserende dokument på grund af den autoritative og legiti-‐

merende form indholdet er indlejret i: ”C:NTACT – en fælles indsats for forståelse og for-

andring”. (ibid.: 3). Og ”(C:NTACT) etablerer en kunstnerisk platform for historier, der

nedbryder stereotyper og offerroller, men fremhæver det enkelte menneskes styrke og res-

sourcer.” (ibid.: 4). I disse to udsagn bliver C:NTACT som kunstnerisk organisation fra-‐

met, og udsagnene bliver fremført som indiskutable sandheder: Det er det her, vi kan og

står for – længere er den ikke! På den måde er det mere retvisende at kalde C:NTACTs

Visionsbog for eksempelvis ”C:NTACTs sandhedsbog”, da udsagnene i form og indhold

kvalificeres som mytologiserende sandheder frem for visioner. Disse mytologiseringer

er interessante, hvis man betragter, hvordan C:NTACT i arbejdsprocessen i Paamiut så at

sige solgte sig selv i forhold til de unge medvirkende, og hvordan mytologiseringen blev

et redskab i det værdiskabende identitetsarbejde i selve arbejdet med de unge. De før

nævnte udsagn fra Visionsbogen definerer ud over i form også i indhold, hvilket funda-‐

ment C:NTACT springer fra. C:NTACT er en fælles indsats for forståelse og forandring, og

dette ”bevises” på de følgende sider (ibid.: 8-‐9) ved at liste alle aktiviteterne. Samtidigt

underbygges dette på hjemmesiden med billeder, beskrivelser og hvidbøger

(www.contact.dk). Dette blev det bevidste udgangspunkt i kommunikationen med de

unge deltagere i Paamiut med henblik på at skabe en professionel tryghed om det kom-‐


41

mende arbejde. Det var essentielt for det kunstneriske hold, at de unge forstod udgangs-‐

punktet for arbejdet, og at C:NTACTs vision med dette projekt også blev en vision for de

unge. Når man arbejder med den personlige historiefortælling som et grundelement i

det kunstneriske arbejde, er det vigtigt, at alle implicerede i processen kender de profes-‐

sionelle rammer for arbejdet. Disse processer er i udgangspunktet iterative og derfor

ofte årsag til stor usikkerhed blandt de medvirkende. C:NTACTs tydelige kommunikati-‐

on vedrørende, hvem C:NTACT er og deres erfaringer skabte det trygge fundament som

udgangspunktet for det videre arbejde. Mytologiseringerne i C:NTACTs Visionsbog og på

hjemmesiden er i denne oplevelses-‐sociale sammenhæng derfor ikke kun et udtryk for

et ønske om at sælge sig selv med henblik på flere kunder i butikken, men derimod et

kommunikationsredskab til de unge, C:NTACT skulle arbejde med i Paamiut. Det var

unge med lyst til at spille teater og fortælle deres historier, men også med en stor uvi-‐

denhed om, hvad det rent faktisk indebærer og en stor sårbarhed i forhold til sig selv og

omverdenen. Det kan føre til usikkerhed og frafald senere i processen, hvis der ikke bli-‐

ver kommunikeret rigtigt til de unge.

C:NTACTs kunstneriske hold havde inden workshopstarten ikke mødt de unge, hvilket

betød, at det første møde mellem de unge og C:NTACT var toneangivende for, om der

overhovedet blev et projekt. Ud over de to grønlandske kunstnere, instruktør Pipaluk K.

Jørgensen og rapperen Peter Lyberth, var et af C:NTACTs stærkeste kort at fremstille sig

selv så overbevisende som overhovedet muligt for at skabe et tillidsforhold til de unge.

Det betød, at C:NTACT ved det første præsentationsmøde brugte meget tid på at forklare

gennem ord og billeder, hvad der er C:NTACTs udgangspunkt for at være her: C:NTACT

kan levere rammerne for det levende møde mellem mennesker, og det er vigtigt, for i det

levende møde gennem jeres personlige historier nedbrydes fordomme og tabuer, og I lærer

jer selv bedre at kende! En ydmyg nysgerrighed framet af C:NTACTs korpus af mytologi-‐

seringer.

På den måde blev de unge bevidste om, at C:NTACTs identitet løbende skabes af de pro-‐

jekter, som de selv medskaber. C:NTACTs form italesættes bevidst meget bredt på en

autoritativ måde for at rette fokus på de potentialer, der ligger for de unge i selv at ud-‐

fylde rammerne. I Storeys optik (se afsnit 7.2) bliver mytologiseringen i denne sammen-‐

hæng en måde, hvormed ruterne i identitetsarbejdet bliver udstukket, men ud fra et fæl-‐


42

les udgangspunkt – nogle fælles rødder – om man vil gennem italesættelsen af C:NTACT.

C:NTACT satte sig selv i spil ved dette indledende møde.

På den ene side var dette en kulturel strategi i den overordnede værdiskabelsesproces,

hvor C:NTACT sætter sig selv i spil gennem den autoritative selvfortælling, og på den

anden side blev dette også pædagogisk redskab til at nå ud til de unge og skabe en rela-‐

tion. Tonen for det kommende arbejde blev med andre ord slået an.

C:NTACTs arbejde i Paamiut havde til formål at professionalisere de unges personlige

historier og derigennem give de unge en mulighed for at bruge disse historier instru-‐

mentelt i forhold til omverdenen. Det betyder, at de gennem deres historier i en iscene-‐

sat form fik mulighed for at fremstille nye selvfortællinger i et fremstillingens tredje rum,

for at anvende Homi K. Bhabas terminologi (se afsnit 6.4), hvor de var toneangivende

for, hvad der blev ytret og i hvilken form. Her er det interessant at betragte, hvordan den

de unges historier framet af teatrets fiktion forstørrede en virkelighed, publikum (og de

unge medvirkende) troede de kendte. De unges selvfortællinger blev mytologiserende i

den kontekst og transformerede en påstået sandhed om til en ny sandhed. En pige i fo-‐

restillingen siger: ”Hej jeg hedder Kulunnguaq - li´præcis Kulunnguaq.” (bilag 10). Hun

peger på sig selv i sin indgangsreplik, men peger samtidigt på sig selv som et nyt selv i

den fiktion, hun har været med til at skabe i processen. Hun er ikke bare Kulunnguaq,

men en transformeret Kulunnguaq, der poetisk reflekterer over sit liv og de drømme,

hun har for fremtiden. Hun konstruerer sig selv som menneske i verden. En anden pige

fortæller om sit møde med sine biologiske forældre, der i påvirket tilstand antaster hen-‐

de på gaden: ”Vi savner dig. Du er vores eneste barn. Du er det lyset i vores liv! Det eneste

der betyder noget! Yeahh right! Det eneste der betyder noget! De er fuldstændig fremmede

for mig. Jeg føler ingenting.” (bilag 11) Hun fortsætter med at fortælle om det gode liv,

hun har med sine plejeforældre. Man skal anskue dette i lyset af, at det for disse medvir-‐

kende er første gang, de fortæller den del af deres personlige historie, som de har fundet

væsentlig, for et publikum. De erfarer med egen krop effekten af at definere deres egne

sandheder om sig selv, og i set i det lys bliver mytologiseringen et væsentligt redskab i

en oplevelses-‐social kontekst. Det drejer sig mindre om indholdet, end det drejer sig om

det at gøre det på en overbevisende facon. Mytologiseringen bliver et redskab til relatio-‐

nering på flere niveauer: Mellem C:NTACT og de unge; og de unge og omverdenen.

C:NTACT fortalte sin historie. Nu fortæller de deres.


43

8.2 Etableringen af det liminoide rum I C:NTACTs arbejde med de unge forsøges der bevidst at etablere flere former for ram-‐

mer for det sociale spændingsfelt, som Bateson formulerer det (se afsnit 7.4): I proces-‐

sen og for det endelige produkt. I arbejdet med at få deltagerne til at fortælle deres per-‐

sonlige historier gik workshoplederne og instruktøren i dialog med deltagerne. Som in-‐

struktør Runi Lewerissa udtaler: ”Det indebærer et ansvar over for de unge. Men skal stil-

le sig rådighed for de unge mennesker, så de føler sig trygge og kan udtrykke sig på deres

egne præmisser.” (bilag 4: 00:00:50). Og han fortsætter: ”Vi dikterer ikke, hvad de skal

sige. Det er de selv herrer over.” (ibid.: 00:01.05). Men de personlige historier blev tema-‐

tisk kontekstualiseret, ved at C:NTACT bad deltagerne om at fortælle omkring deres

drømme for deres eget liv og for Paamiut. Det betyder, at C:NTACT på den ene side me-‐

get generelt udstikker rammerne for, hvad der skal tales om i forbindelse med den per-‐

sonlige historie og på den side guider deltagernes fokus i den store pulje af historier, de

har i bagagen. Samtidigt etableres et samtalerum af tryghed, hvor instruktøren viser

ægte interesse i den enkeltes historie. Denne én-‐til-‐én relation mellem den enkelte del-‐

tager og instruktøren er altså en ramme, som indrammer udsagnene, men som samtidigt

fortæller aktørerne inden for rammen, at udsagnene udsiges i et privilegeret vakuum af

rum og tid, som midlertidigt hæver aktørerne ud af hverdagen (jf. Sjørslev afsnit 7.3).

Samtidigt peger rammen også på sig selv som et ikke-‐hverdagsligt rum, hvor alt kan ske,

og i dette er den liminoide tilstand indlejret som tidligere defineret af Turner (afsnit

7.4). Den liminoide tilstand (den ikke-‐hverdagslige tilstand) opstår altså som et resultat

af C:NTACTs mytologisering af eget arbejde, som tidligere beskrevet, hvor de unges per-‐

sonlige historier bliver fremhævet som væsentlige for opnåelsen af det endelige resultat.

Samtidigt skabes dette rum i den ageren, aktørerne har indbyrdes. Aktørerne peger på

rummet som ikke-‐hverdagsligt gennem en gensidig forståelse for, at dette er uden for

virkeligheden, og altså noget vi leger. Rammen er skabt og opretholdes i en forhandling

mellem aktørerne (deltagerne og det kunstneriske hold) gennem hele forløbet, og denne

forhandling bliver derfor også et redskab til lære deltagerne at samarbejde om et fælles

mål: En forestilling.

I selve produktet bliver denne ramme og derved også den liminoide tilstand accentueret

i et møde med verden uden for den processuelt skabte ramme. Det betyder, at en ny

ramme etableres som et resultat af den processuelle ramme:


44

Deltagerne i projektet, som altså også er skuespillere på scenen i den endelige forestil-‐

ling (bilag 12), fortæller deres egne personlige historier, der ofte var meget sårbare for-‐

tællinger om et hårdt liv. Disse fortællinger blev legitimeret af det rum, skuespillerne

selv havde skabt i et samarbejde med C:NTACT: Det teatrale rum – teatrets rum. Dette

rum indeholder på samme tid skuespillerne på en scene (fiktionen) og publikum nede i

salen (virkeligheden), og relationen mellem disse to positioner er sket på baggrund af en

fiktionskontrakt, som går ud på følgende: Skuespilleren A spiller rollen B, medens til-‐

skueren C ser på. Her er der tale om to former for rum og tid, der etableres sideløbende:

Det første rum, det teatrale rum, inkluderer publikum i salen og skuespillerne på scenen.

Dette rum er igen etableret i en forhandling mellem aktørerne, hvor begge parter er eni-‐

ge om, at dette er fiktion inden for et bestemt tidsrum. Skuespilleren peger på sig selv

som rolle, og det ved publikum godt. Salen og scenen er adskilt af en såkaldt imaginær

fjerde væg, som skuespillerne taler ind i. Det teatrale rum ophæves rituelt, når skuespil-‐

lerne bukker, og lyset tændes. Det andet rum, det dramatiske rum, ekskluderer publi-‐

kum, da der her udelukkende er tale om scenens liv. Selvom der kun er gået en time i det

teatrale rum, kan der være passeret flere liv i det dramatiske rum (Szatkowski 1989:

28). Det sceniske rum kan defineres som et tomrum i et grænseland, hvor ens kultur,

baggrund og historie opløses. Scenen etableres som et rum for et identitetstab, der

rummer mulighed for konstruktionen af nye identiteter (Christoffersen 1997: 23).

Skuespillernes ophold i dette grænseland er midlertidig, men giver altså i nuet et udvi-‐

det kommunikationspotentiale for de unge på scenen, hvor de kan lege med deres iden-‐

titeter i et trygt ikke-‐hverdagsligt rum. Men denne leg i rum og tid er også en dør på

klem til potentielle konflikter, der kan have stor konsekvens for deltagerne. Teatrets

form er direkte og sker lige nu og her i et trygt ikke-‐hverdagsligt rum. C:NTACTs delmål

bliver altså set ud fra den optik nået. Men hvad så, når lyset tændes, og de unge konfron-‐

teres med, hvad der skete på scenen? C:NTACT brugte meget tid på i processen at forme

historierne i samarbejde med deltagerne for at sikre, at de kunne stå inde for dem. Man-‐

ge af historierne var aldrig fortalt før og involverede familie og venner i det lille lokal-‐

samfund i Paamiut. Og ikke altid for det gode. I processen blev de unge styrket i at itale-‐

sætte deres historier og som ramme for det medskabe et liminoidt rum i en forhandling

med de andre deltagere og C:NTACT. En pige sagde undervejs i forløbet: ”Jeg synes også,

at det er godt for mig selv at kunne fortælle min historie til andre mennesker. Jeg tror nem-


45

lig, at man andre også føler det samme. Nemlig at de har det godt med deres liv.” (bilag 4:

00:02:27). Dette blev sagt undervejs i forløbet i et interview med Grønlands Radio

(KNR), hvor det processuelle liminoide rum var etableret i en forhandling mellem hende,

de andre deltagere og C:NTACT. Men hvordan forankres de følelser, som denne udtalelse

er udtryk for? Det vil mit produkt senere forsøge at give svaret på.

8.3 Performativiteten som selvrefleksivt redskab Som beskrevet i afsnit 7.3 skal det performative anskues som et socialitetsvedligehol-‐

dende redskab, da socialiteten skal bekræftes i en verden, hvor fællesskaberne hele ti-‐

den udfordres. Vi vedligeholder og bekræfter den virkelighed, vi har konstrueret, som

virkelig, og dette sker i et samspil mellem enkelte aktører og fællesskabet. Helt overord-‐

net kan man sige, at vi konstruerer os selv og hinanden som mennesker gennem en per-‐

formativ socialisering med hinanden. Performativiteten som socialiseringsredskab ord-‐

ner og strukturerer den hyperkomplekse verden, og samtidigt indkredses socialiteten af

det performative. Sjørslev taler, som tidligere nævnt, om en socialitetsteknologi, hvor vi

på den ene side levendegør ting gennem den energi og virkning, vi tilføjer dem, og på

den anden side tingsliggør vi os selv og andre gennem performativiteten. I et teaterfag-‐

ligt perspektiv bliver rollen den ting, der konstrueres i det socialteknologiske spil. Men

det interessante ved performativiteten er, at den åbner op for meddigtning og fortolk-‐

ning, da performativiteten ikke er fuldkommen. Den inviterer aktører op på en platform

til medskabelse af mening.

Som en naturlig del i en hvilken som helst form for teaterarbejde accentueres det per-‐

formative, hvilket derfor også var tilfældet i C:NTACTs arbejde med de unge i Paamiut.

For at tydeliggøre dette vil jeg starte med den endelige forestilling: Al scenografi og lys-‐

og lydeffekter er skraldet af, og scenerummet fremstår råt. De stiller sig frem på forsce-‐

nen og fortæller deres historier én efter én. Historierne er, som tidligere nævnt, deres

egne, og derfor er det nødvendigvis dem selv, der står på scenen. Men de er samtidigt

nogle roller, som de igennem processen har arbejdet sig ind i og nu spiller. De er på en

og samme tid sig selv og i rolle. Denne spaltning mellem sig selv og rollen er i sig selv et

paradoks; men man kan også betragte det som en forskydning, hvor C:NTACT ved at

pege på performativiteten som redskab til formidling af den personlige historie giver

mulighed for:


46

1) At de unge på scenen kan betragte sig selv ude fra og derved hæve dig op over det

daglige selv.

2) At de i det performativt konstruerede nye rum kan lege med deres personlige hi-‐

storie og frigøre både sig selv og historien fra forudindtagede holdninger til, hvad

der er sandt og falsk.

De unge spiller sig selv på scenen; men i og med de spiller sig selv i et dramatisk (fiktivt)

rum, ophæver de det daglige selv og transformeres til organisk flydende objekter på en

grænse mellem virkelighed og fiktion. De forhandler altså med andre ord deres person-‐

lige historie med publikum i det teatrale rum, men formår kun dette i rollen skabt af per-‐

formativiteten.

C:NTACTs unikke greb i denne sammenhæng er en tydelig insisteren på den personlige

historie, og at kommunikationen af den med succes kan foregå i et udpeget performativt

rum. De unge spiller sig selv i en rolle, der peger på dem som ressourcestærke aktører i

denne verden. Publikum ved godt, at det er teater, det drejer sig om; men samtidigt per-‐

formes historierne på grænsen til en virkelighed, der placerer sig meget tæt på publi-‐

kum og aktørerne. Historierne indlejres i en hybrid mellem virkelighedens fakta og teat-‐

rets fiktion, faktionen; men hvor virkelighedens iboende drama forstørres af teatrets

værktøj. Historierne udveksles i forvejen ude i den ”virkelige” verden, og de vedligehol-‐

des og bekræftes hele tiden performativt i allerede eksisterende fællesskaber jf. Sjørselv

(2007). Men ideen med C:NTACTs arbejde er, at performativiteten ved at pege på sig

selv som redskab til identitetsarbejdet, styrker aktørerne på scenen, mens forestillingen

står på, og giver dem taletid uden stigmatiserende indblanding fra andre.

C:NTACT bekræfter deltagerne i deres performative potentiale, giver dem mulighed for

at udnytte dette i forhold til deres personlige historie og peger derved på performativi-‐

teten som allerede eksisterende i os alle: Ved at forholde sig teatralt performativt reflek-

terende til sig selv, kan man antage en ny hverdagslig identitet, som vedligeholdes i den

hverdagslige performativitet .

Der er tale om et minimalistisk dramatisk greb, hvor et andet rum udpeges som sted for

en anderledes handlen i den samme virkelighed, som allerede er. Historien udpeges der-‐

ved også som væsentlig ikke alene for det kunstneriske produkt, men også for det re-‐

fleksive identitetsarbejde, der foregår mellem den enkelte aktører, der andre aktører og

publikum nede i salen.


47

Det performative i denne kontekst skal derfor forstås som:

1) et allerede iboende potentiale hos aktørerne,

2) der udnyttes kunstnerisk i forhold til en teaterforestilling

3) og socialt og pædagogisk i forhold til den enkelte aktørs refleksive identitetsar-‐

bejde.

8.4 C:NTACT – en teatraliseringsstrategi ind i det oplevelsessociale C:NTACT gik ind til dette arbejde med en nysgerrighed efter at finde ud af, hvilke histo-‐

rier den enkelte unge grønlænder kunne fortælle: Hvordan stemmer vores gennem gene-

rationer konstruerede billeder af grønlænderen sammen med virkelighedens grønlænder?

Men de påbegyndte også arbejdet med en viden om, at mange af de unge, der ville melde

sig til et projekt som dette, ville være socialt dårligt stillede10. Det sidste blev bekræftet i

arbejdet i Paamiut. C:NTACT var i udgangspunktet bevidst om egen kulturelle placering

inden projektstart i Paamiut i 2010. Der ligger et potentielt uligevægtige magtforhold i,

at et dansk projekt tager til Paamiut for at arbejde med unge grønlændere på grund af

den fælles kolonihistorie, og man ville undgå at placere sig selv i rollen som den tidligere

kolonimagt, der bedst ved, hvordan unge grønlændere kan hjælpes ud af deres proble-‐

mer. C:NTACT gik med andre ord ind til projektet med en erkendelse af, at de som dansk

foretagende i et møde med Grønland som tidligere koloni skulle være opmærksomme på

faren i, at de ville møde grønlænderen (den Anden) på baggrund af nogle forestillinger

om den Anden, hvilket kunne betyde, at den Anden ikke ville komme til orde. Med Ed-‐

ward Saids ord kan man som subjekt ikke ignorere sit engagement i egne omstændighe-‐

der. Vi er som danskere formet af den vestlige videnskabelige tradition, som igen er

skabt ud fra nogle historiske og kulturelle omstændigheder. Disse omstændigheder er

den virkelighed, der definerer en afgørende position for subjektets møde med den An-‐

den. Det betyder, at man som subjekt i første række møder den Anden som europæer og

først i anden række som individ (Said 2002: 37).

Men dette potentielt ulige magtforhold er samtidigt et, fra C:NTACTs side, erkendt vilkår

i mødet mellem den tidligere kolonimagt og den tidligere koloni, og ved at erkende det

som udgangspunkt kan man handle strategisk i forhold til det. Dette er første skridt på

10 Dette blev drøftet på et møde i juni 2009. På mødet deltog undertegnede, direktør for C:NTACT Fonden Henrik Hartmann samt repræsentanter fra C:NTACTs samarbejdspartner i Paamiut, Paamiut Asasara. Her kan nævnes Peter Vestergaard Mikkelsen og Heidi Jeremisassen.


48

vejen i forhold til at vriste sig fri af ”egne omstændigheder”. Vi konstruerer hele tiden

den virkelighed, vi er en del af, i en konstant forhandling med andre individer i verden;

men bliver dette eksplicit erkendt, er det også muligt at handle strategisk i forhold til det

fremtidige identitetsarbejde, der potentielt kan udpege nye livs-‐ruter (jf. Storey afsnit

7.2). Den unge blev gennem C:NTACTs arbejde tilbudt nogle redskaber til at konstruere

sig selv som individ og derved redskaber til at blive styrket i det social-‐

konstruktivistiske spil. Samtidigt engageredes den grønlandske rapper Peter Lyberth,

den grønlandske instruktør og manuskriptforfatter Pipaluk K. Jørgensen og projektko-‐

ordinatoren Nina Jacobsen fra Nuuk (bilag 3) med henblik på dels af bruge dem til at

etablere en kontakt til de grønlandske unge, som det danske team af sproglige og kultu-‐

relle årsager ville være længere tid om at etablere, og dels bruge deres kunstneriske og

kulturelle kompetencer i en vidensudveksling om grønlandske forhold og forståelsen af

kulturelle koder. Disse grønlandske kolleger blev på én og samme tid legitimerende for

projektet på grund af deres grønlandske status og rollemodeller for de unge, der kendte

til deres kunstneriske virke.

Disse analyser af C:NTACTs arbejde i Paamiut danner som tidligere nævnt grundlaget

for designet af det endelige produkt. Det er derfor væsentligt i den optik at udlede kvali-‐

teter og mangler ved C:NTACTs arbejde i Paamiut. Grundlæggende formår C:NTACT ved

hjælp af, hvad jeg vil kalde for en teatraliserings-‐strategi, at frame en gruppe unge i et

fælles projekt. Men

problemet med C:NTACTs arbejde er samtidigt et af teatrets både store svagheder og

styrker: Teater foregår her-og-nu, og lige om lidt er det slut. Styrken består i, at teatret

som tidligere nævnt som rum og som disciplin formår at forstørre virkeligheden og lege

med sandt og falsk i det teatrale rum og derved genforhandle forståelsen af os selv og

hinanden som mennesker i verden i en intens, men begrænset tidsperiode.

C:NTACTs teatraliserings-‐strategi indeholder redskaber (dramaøvelser, stemmetræning,

samtaler, rap, koreografi mm.) til et identitetsarbejde, der kredser omkring den enkeltes

personlige historie. Ved hjælp af disse redskaber introduceres mytologiseringen, det

liminoide og performativiteten som både kulturelle strategier og værdi-‐universer, der

rummer mulighed for, at den enkelte aktør kan engagere sig i det social-‐

konstruktivistiske spil i en demaskering af virkeligheden. Mytologiseringen anvendes

strategisk af C:NTACT i relationeringen med aktørerne, og samtidigt bliver aktørernes


49

personlige historier mytologiserende qua den form, de bliver fremsagt i. Nye sandheder

fortælles i processen og i produktet. Det liminoide rum danner rammen i processen og i

produktet (forestillingen) for mytologiseringen, og det rum etableres blandt andet ved

hjælp af den performative tilgang, som C:NTACT bevidst dyrker i arbejdet med aktører-‐

ne. Alle tre værdi-‐universer forenes i teatrets socialt konstruerende og identitetsudfor-‐

drende rum. Derfor giver det mening at tale om en teatraliserings-‐strategi. Denne teatra-‐

liserings-‐strategi giver de unge en fornyet selvindsigt og styrker dem i deres eget identi-‐

tetsarbejde, som derved giver mulighed for et nyt autentisk møde mellem mennesker.

Autenticitet skal forstås ud fra Dr. Ning Wangs definition af begrebet i ”Rethinking

Authenticity in Tourism Experience” (1999). Han definerer tre tilgange til autenticitet i

forhold til turisme: Den objektive, den konstruerede (også kaldet symbolsk autenticitet)

og eksistentielle autenticitet. Hvor de to første er objektbårne er den sidste båren af re-‐

lationer. Ved konstrueret autenticitet (symbolsk autenticitet) betragtes objekter autenti-‐

ske, fordi objektet er socialt konstrueret ud fra tro, perspektiv og magt, der tilskrives

objektet. På den måde er autenticitet defineret ud fra kontekst, relation og forhandling.

Der kan altså være flere forskellige tolkninger af et element, som alle er lige autentiske

(Wang 1999: 351-‐352). Objekter er autentiske, fordi de symboliserer autenticitet (ibid.:

355-‐356). Eksistentiel autenticitet tager mere afstand fra objektet end de to foregående

autenticiteter. Den beskæftiger sig med oplevelser og personlige følelser af at være til-‐

stedeværende i en liminal tilstand, der er genereret af aktiviteter. Tilstedeværelsen føles

autentisk, da brugeren distancerer sig fra hverdagen og det ordinære. Eksistentiel au-‐

tenticitet behøver ikke nødvendigvis at forholde sig til et objekt, men blot aktivere bru-‐

geren, så vedkommende føler sig frigjort og uhæmmet af dagligdagen (ibid.: 351-‐352).

Det er ud fra disse definitioner, at autenticitet skal forstås. C:NTACT har altså med sit

performative arbejde i det liminoide rum forskudt forståelsen af autenticitet i forhold til

den enkelte grønlænder. Mødet mellem de unge aktører og publikum skabte et autentisk

møde baseret på følelser og oplevelser. Aktørerne vristede sig fri af den socialt konstru-‐

erede kontekst og co-‐identificerede et nyt rum for autentisk væren.

Men som nævnt ovenfor er dette projekt kortvarigt: Det varede tre uger på baggrund af

et års planlægning. Forestillingens spillede tre gang for borgerne i Paamiut, og herefter

tog forestillingen på turné til Nuuk umiddelbart inden jul 2010 (bilag 13). Som en tilsku-‐

er sagde efter forestillingen i Paamiut: ”Der er ingen tvivl om at det har været af stor be-


50

tydning for de unge at deltage i denne proces. Udfordringen nu er at holde fast i processen,

de forandringer der er sket, det der er opbygget.” (bilag 14). Groft sagt var projektets

styrke det oplevelsesøkonomiske rum som ramme for social udvikling, og dets svaghed

det tidsrum, det oplevelsesøkonomiske rum eksisterede i.

Problemet er, at C:NTACT ikke i forbindelse med dette projekt fik løst det problem, der

ligger i, at så meget godt arbejde går til spilde, hvis det ikke forankres ud over teatrets

rammer. De unge tilkendegiver selv, hvilken indflydelse dette projekt har for deres liv

(bilag 4), og jeg noterer selv i logbogen: ”Man kan fornemme de unges glæde ved at frem-

vise deres seneste dages arbejde. De er stolte og ranker ryggen. Deltagerne fra teaterwork-

shoppen får samtidigt inspiration til deres videre arbejde og får bevis for, at man godt kan

stille sig op uden at blive grint af.” (bilag 9: 6).

C:NTACTs teatraliserings-‐strategi er effektiv i processen til at etablere en relation til den

unge grønlændere og indgyde dem en fornyet selvrespekt, der giver dem overskud til at

genforhandle deres identiteter i historiefortællingen. Men projektets resultater lukrerer

i høj grad på C:NTACTs i processen kontinuerlige arbejde med at få de unge til at tro på,

at deres historier betyder noget, og at de gennem deres historiefortælling kan gøre en

forskel. Når C:NTACT rejser, er det utopisk at tro på, at de unge fortsætter arbejdet. Det

kræver mere end almindelig selvdisciplin og tro på sig selv at starte et lignende projekt

på egen hånd. Samtidigt er Grønland et dyrt land at lave projekter i på grund af de store

afstande mellem byerne og de høje leveomkostninger. Det tog et år at skaffe penge og

planlægge en tre ugers workshop i Paamiut. Hvordan kan C:NTACTs teatraliserings-‐

strategi forankres i Grønland med henblik på at imødekomme C:NTACTs egne mål om

forankring samt i højere grad fastholde de unge i deres identitetsarbejde?

9.0 Et andet perspektiv på vej mod en forankrings-‐strategi For at kvalificere og i forhold til målgruppen legitimere dette speciales produkt er det

nødvendigt at gå uden for C:NTACTs rammer og undersøge andre projekters arbejde

med grønlandske unge. Jeg har i den forbindelse foretaget interviews med Peter Sabroe

Seminariet i Århus (med lektorerne Ole Bjørn Rasmussen, Klaus Rubin og Lars Ole Got-‐

fredsen) og Foreningen Grønlandske Børn (med vicegeneralsekretær Sissel Lea Nielsen

og projektmedarbejder Arnavaraq Jørgensen). Mit fokus i forbindelse med disse under-‐

søgelser er, i hvor høj grad disse organisationers projekter har formået at forankre sig i


51

en grønlandsk kontekst og dermed sikret en vedvarende empowerment af målgruppen.

Begge interviews foreligger som bilag (bilag 15 og 16), og det samme gør beskrivelserne

seminariets og foreningens specifikke arbejde i en grønlandsk kontekst (bilag 17 og 18).

9.1 Pædagogik og læring som forankrende – Peter Sabroe Seminariet Peter Sabroe Seminariet udviklede i 2006 et uddannelsesforløb, der var målrettet fag-‐

lærte såvel som ufaglærte, der arbejder med socialt udsatte børn og unge i Grønland.

Uddannelsesforløbet var udviklet i et samarbejde mellem seminariet og Social Pædago-‐

gisk Seminarium i Ilulissat (Perorsaanermik Ilinniarfik) (bilag 17).

Peter Sabroe Seminariet har med deres uddannelsesforløb fra start til slut haft et tyde-‐

ligt fokus på den lokale forankring, og deres løsning på det problem har været betonin-‐

gen af uddannelsen af socialarbejdere, der ved hjælp af de kunstneriske processer kan

anlægge nye perspektiver på væsentlige sociale udfordringer for de unge. Dette uddan-‐

nelsesforløb har på længere sigt potentiale til at påvirke et helt samfund, fordi en gruppe

lokale aktører qua et kunst-‐socialt uddannelsesforløb er blevet styrket i dels at sætte

ord og krop på tabuiserede emner og dels i at lære metoden fra sig til andre; både unge

og andre kolleger. Som Klaus Rubin sagde i et interview, jeg foretog: ”Det er balancegan-

gen mellem kunst, pædagogik og etik. Det er det, der det interessante med de her projekter.

Jeg vil hellere have, at tingene bliver halv-kunstneriske og halv-pædagogiske, hvis det bety-

der, at de her mennesker kan være i det her samfund bagefter.” (bilag 15: 5). Den perfor-‐

mative tilgang i læringen bliver et pædagogisk redskab, der, ligesom i C:TACTs tilfælde,

åbner døren ind til et rum, hvor et anden form for identitetsarbejde kan foregå.

Peter Sabroe Seminariets ”balancegang”:


52

Med dette projekt har man så at sige kigget kunsten over skulderen for at opnå de pæ-‐

dagogiske resultater, hvilket fordrer en lokal forankring, og i den forankring ligger det

etiske perspektiv placeret. Elementer fra C:NTACTs teatraliseringsstrategi bliver i denne

sammenhæng anvendt; men det bliver anvendt som redskab til nye læringsformer, der

kan forankres. C:NTACT anvender teatraliseringsstrategien som et redskab den person-‐

lige historie-‐fortælling, men ikke som et redskab til en forankring.

9.2 Lokalt ejerskab som forankrende – Foreningen Grønlandske Børn Foreningen Grønlandske Børn (herefter kaldet for FGB) er forening med en lang historie

bag sig, og de adskiller sig fra C:NTACT og Peter Sabroe Seminariet ved gennem mange

år at have oparbejdet et stort kendskab til Grønland og børn og unges vilkår. For FGBs

vedkommende er nøglen til forankring det lokale ejerskab blandt andet ved hjælp af lo-‐

kale frivilliges engagement i projekter faciliteret af FBG. Det betyder, at FGB uddanner

lokale til at forestå og vedligeholde en kontakt til den unge målgruppe i de forskellige

projekter (bilag 18).

”Foreningen har igennem mange år været igennem en proces, hvor man tidligere har be-

tragtet grønlandske børn og unge som ofre til at se dem som individer med ressourcer og

kompetencer, og det skal vores projekter være med til at understøtte.” (bilag 16: 1).


53

Jeg har valgt at fokusere på to af FGBs projekter: Et rollespilsprojekt og et mentorprojek-‐

tet Sapiik (bilag 18). Men disse projekter tegner, i min optik, billedet af FGBs arbejde

med og forståelse for lokale forankring i deres arbejde.

FGB arbejder ud fra en erkendelse af, at selv det mindste projekt kan være startskuddet

til en større forandringsproces, og at foreningens mange projekter betragtet som en

samlet enhed har gjort og kan gøre en forskel for grønlandske børn og unge.

De forsøger altså at understøtte nogle forandringsprocesser blandt grønlandske børn og

unge gennem: 1) Her-‐og-‐nu projekter: Fokus på det intense møde mellem aktører og

unge frivillige, hvilket qua projektets form og indhold kan fungere som katalysator for

en ny måde at betragte sig selv på. 2) Længerevarende projektforløb: Fokus på uddan-‐

nelse og dannelse af børn og unge, hvor de i en relationering med lokale frivillige rolle-‐

modeller får tilbudt nye veje i livet og samtidigt motiveres til at forfølge deres mål og

drømme.

Forankring for FGB opnås gennem i et samspil mellem foreningen og lokale aktører, der

på frivillig basis vedligeholder de projekter, FGB igangsætter. De lokale aktører tilegner

sig projekterne og opnår derved et ejerskab, som har en potentiel afsmittende effekt på

målgruppen gennem kontinuerlig inddragelse af dem og deres holdninger og drømme.

På den måde sikre FGB sine projekters overlevelse; ikke kun i bevidstheden hos den en-‐

kelte unge, men også i den enkelte unges dagligdag i form af frivillige, der hele tiden

minder dem om formålet. Heri befinder den sociale forebyggelse og forankringen sig:


54

9.3 Forankring i et etisk perspektiv Hvordan kan man tillade sig at lave projekter i Grønland med børn og unge, der berører

alvorlige emner som incest, selvmord, alkohol og vold? Hvordan kan sådan et projekt

udformes, så deltagerne kan se sig selv og andre i øjnene efterfølgende? Heri ligger der

nogle etiske overvejelser, som altid bør tages op, når man beskæftiger sig med børn og

unge. Jeg har forsøgt at anskueliggøre to forskellige vinkler på sociale projekter med

grønlandske børn og unge ud over C:NTACTs, og hvordan man ved at fokusere på foran-‐

kringen af projektet sikrer et vedvarende empowerment af målgruppen. Teatret forstået

som en praktisk disciplin etablerer et oplevelsesrum – en oplevelsesøkonomisk framing

– inden for hvilket den tabuiserede emner kan italesættes eller kropsliggøres. For Peter

Sabroes vedkommende befinder forankringen sig i en læringsmetode, hvor lokale fag-‐

personer tilegner sig ny viden baseret på teatrets metoder; men som samtidigt gennem

den kropslige erfaring tager ansvar for en videreformidling af metoderne inden for de-‐

res eget praksisfelt. Det betyder, at Peter Sabroe Seminariet qua deres uddannelse af

grønlandske fagpersoner skaber en platform til en potentiel empowerment af grønland-‐


55

ske børn unge. Peter Sabroe Seminariet overflødiggør sig selv, fordi læringen er blevet

forankret lokalt og kan leve uden deres indblanding.

Foreningen Grønlandske Børn sigter med sine projekter mod lokal forankring gennem

lokalt initiativ og ejerskab i et frivillighedsnetværk. FGBs projekter er af forskellig karak-‐

ter; men projekternes forankring i en lokal kontekst sikres enten gennem det korte in-‐

tense møde mellem aktører og unge rollespilsinstruktører eller gennem et længereva-‐

rende dannelsesforløb (eksempelvis Mentor-‐projektet Sapiik).

C:NTACTs principper for arbejdet med unge grønlændere har jeg defineret som en tea-‐

traliserings-‐strategi, hvor teatrets værdier og metoder anvendes instrumentelt i et iden-‐

titetsarbejde i en kortvarig, men intens forhandling mellem aktørerne, C:NTACT og om-‐

verdenen. Denne strategi rummer mulighed for at få nogle unge i tale om emner, der er

inderligt væsentlige for dem, med henblik på at styrke dem i deres sociale udvikling og

ændre forestillingen om de unge i forhold til omverdenen. Men denne strategi, skønt den

også indeholder et element af læring, mangler det element af forankring, der kan vedli-‐

geholde og pleje den optimisme og gå-‐på-‐mod, de unge havde oparbejdet.

10.0 En forankrings-‐strategi -‐ produktbeskrivelsen Min hensigt med dette produkt er at understøtte de sociale forandringsprocesser,

C:NTACT i sit arbejde med unge fra hele verden skaber. Mit produkt er derfor en foran-‐

krings-‐strategi11, der sammen med C:NTACTs eksisterende og kropsligt baserede teatra-‐

liserings-‐strategi udgør en social empowerment-‐strategi.

Nærværende forankrings-‐strategi er konkretiseret i en strategi-‐plan, som igen er ek-‐

semplificeret i to fysiske designs:

1) C:NTACT/blog – et digitaliseret third space: Et digitalt blogdesign til C:NTACTs

hjemmeside.

2) O.S.E. – en efteruddannelse der skaber forandringer12: Et efteruddannelses-‐

katalog.

I strategiplanen forefindes en cd-‐rom, hvori design 1 og design 2 forefindes.

11 Produktet er vedlagt specialet. 12 Alle billeder i begge designs bortset fra forsidebilledet på kataloget er taget af forfatteren i forbindelse med projektet i Paamiut. i Grønland. Omtalte forsidebillede er fra C:NTACTs arkiver.


56

Mit produkt understøtter på den ene side C:NTACTs identitetsforandrende arbejde ind-‐

lejret i teatraliserings-‐strategien. Deres arbejde indbyder til en performativ forhandling

af sociale og kulturelle forhold og skaber med sin indbyggede entrepreneurielle metode

beviseligt forandringer for de implicerede. På den anden side udfordrer mit produkt

C:NTACTs måde at tænke projekter på ved at tilbyde nogle værktøjer, der kan løse

C:NTACs aktuelle udfordringer med at forankre fremtidige projekter i Grønland.

C:NTACT/blog inkluderer i udgangspunktet alle C:NTACTs internationale aktiviteter, og

O.S.E. – en efteruddannelse der skaber forandringer har et opskaleringspotentiale i

forhold til ikke-‐grønlandske samarbejdskonstellationer. Forankrings-‐strategien udvider

samtidigt C:NTACTs produktportefølje i forhold til de internationale aktiviteter, hvilket

giver C:NTACT mulighed for at engagere sine aktiviteter inden for nye internationale

markeder; blandt andet uddannelse. Mit produkt tilbyder med andre ord nogle alterna-‐

tive platforme for C:NTACTs sociale arbejde.

Mit produkt er blandt andet inspireret af Peter Sabroe Seminariets arbejde med læring

og uddannelse som et langtidssikret redskab til sociale forandringer på et lokalt og nati-‐

onalt plan. Foreningens Grønlandske Børns fokus på det lokale ejerskab og overdragelse

har været til stor inspiration i forhold til C:NTACT/blog, hvor bloggens liv lukrerer på de

unges self-‐direction, og hvor det lille blog-‐indlæg har potentiale til at skabe store sociale

forandringer på længere sigt.

10.1 C:NTACT/blog – et digitaliseret third space På C:NTACTs hjemmeside (www.contact.dk) er der i øverste venstre hjørne lige under

logoet gjort plads til et ”DELTAGER LOGIN”. Tanken bag dette var oprindeligt, at man

som deltager i et C:NTACT-‐projekt skulle have mulighed for at anvende denne funktion

til at orientere sig i produktionsplaner og andre produktionsrelaterede oplysninger.

Dette er dog aldrig blevet anvendt.

Dette ”DELTAGER LOGIN” skal derfor udnyttes som springbræt til et digitalt univers, der

skal integreres i C:NTACTs internationale aktiviteter: ”C:NTACT/blog”. Dette digitale

univers giver mulighed for, at C:NTACTs medvirkende over hele verden kan fortsætte

deres engagement i deres egen historiefortælling, efter et projekt er afsluttet. Men det

kræver, at C:NTACT integrerer C:NTACT/blog undervejs i arbejdet med de unge, således

at de unge i et kommende projekt-‐forløb sideløbende med teaterarbejdet anvender


57

C:NTACT/blog som et ”andet rum” – et third space – for identitets-‐arbejdet. På den måde

bliver de unge deltagere i projektet ambassadører for denne udvidede historie-‐

fortællings-‐platform, og de bliver samtidigt rollemodeller, der tør tage ordet og insistere

på at blive hørt og på den måde inspirere andre unge, der måtte have lyst til at fortælle

deres historier.

C:NTACT/blog kommer til at forankre det performative social-‐konstruktivistiske arbej-‐

de, C:NTACT i forvejen bedriver; men C:NTACT/blog faciliterer samtidigt co-‐createde og

self-‐directede oplevelser, hvor det identitetsmæssige rutearbejde (jf. afsnit 7.2) kan leve.

På den anden side bliver denne blog også et vindue til et mere nuanceret ”andet” Grøn-‐

land defineret af unge grønlændere som et modsvar til ofte generaliserende fremstillin-‐

ger af grønlænderen (jf. afsnit 6.0).

10.1.1 Hvordan opleves designet? C:NTACT/blog er visualiseret i et Power Point diasshow. Indsæt cd-‐rom’en. Åbn filen.

Afspil diasshow. Showet bliver afviklet automatisk, og varigheden er ca. 3 min. og 35 sek.

SLIDE 1:

C:NTACTs hjemmeside som den ser ud i dag med ”DELTAGER LOGIN” oppe i venstre

hjørne under logoet. Dette erstattes af C:NTACT/blog. Klikker man på C:NTACT/blog-‐

ikonet åbner C:NTACT/blog.

SLIDE: 2

På den første side af dette nye univers bliver du i tekst og grafik præsenteret for, hvad

C:NTACT/blog grundlæggende handler om: At dele sine personlige historier i form af

digte, fortællinger, raps eller lignende med mennesker over hele kloden. Denne side

præsenterer samtidigt de forskellige dele af dette blog-‐univers: Greenland, Jordan og

Latvia. Dette er alle tre afholdte C:NTACT-‐projekter. Ideen er, at unge, der har medvirket

i eller medvirker i et C:NTACT-‐projekt gennem C:NTACT/blog self-‐directer deres sociale

forandringer ved at iscenesætte deres historier i dette digitale univers. Dette giver mu-‐

lighed for, at unge i Letland kan følge med i, hvad der foregår i Grønland om omvendt.

Behovet for dette blandt grønlandske unge blev bekræftet i et interview, jeg foretog med

20årige Annemaria Johansen, der er studerende i Aarhus. Hun har en grønlandsk mor og

en dansk far, og hun sidder i hovedbestyrelsen i den grønlandske studenterforening

Avalak:


58

På den ene side er hun optaget af, at kendskabet til Grønland skal udbredes: ”Jeg vil ger-

ne arbejde for at kunne sige, at jeg er stolt af være grønlænder.” (bilag: 19). Den generelle

forståelse af Grønland skal ændres; men det sker kun ved, at Grønland så at sige tager

verden ind og bliver en del af globaliseringen. Dette er i Annemaria Johansens optik ikke

tilfældet nu, hvor den generelle grønlandske viden om resten af verden er meget be-‐

grænset: ”De forsøger ikke at globalisere sig. Jeg er er meget optaget af, at vi skal globali-

sere os, så vi ved at samarbejde med andre lande kan udvikle os.” (ibid.). I hendes optik

ligger der et latent problem i, at mange grønlændere i, hvad hun kalder for nationalise-‐

ringsprocessen, forsøger at grønlandisere resten af verden. Grønland begrænser sine

udviklingspotentialer ved udelukkende at fokusere på nationaliseringen af landet uden

at forholde sig til det udviklingspotentiale, der ligger i at åbne op for verden (ibid.: 4-‐5).

C:NTACT/blog kan understøtte denne globaliseringsproces.

SLIDE 3:

Du har nu klikket sig videre ind i det grønlandske forum, hvor det tydeliggøres, hvordan

denne blog fungerer. Øverst til højre under logoet er det gennem et link muligt at opret-‐

te sig som bruger. På baggrund af før omtalte rollemodels-‐princip skal det være muligt

for andre unge, der ikke har deltaget i et C:NTACT-‐projekt at oprette sig som bruger. Det

betyder, at der med tiden kommer brugere af denne blog, som ikke tidligere har medvir-‐

ket i et C:NTACT-‐projekt; men hvis historier alligevel kan tilføje C:NTACT/blog og der-‐

med brugerne og de besøgende værdi.

SLIDE 4:

Du har nu logget dig ind som bruger af C:NTACT/blog og har her mulighed for at fortælle

din personlige historie og dele den med andre.

SLIDE 5:

Da der i et grønlandsk blog-‐univers ofte vil blive skrevet på grønlandsk, er upload af bil-‐

leder derfor væsentligt. Dette er selvfølgelig muligt på C:NTACT/blog. Som med teatret

er de visuelle inputs på C:NTACT/blog vigtige med henblik på, at unge på trods af kultu-‐

relle og sproglige forskelle alligevel kan skabe relationer på tværs af landegrænser.

SLIDE 6:

Du er nu logget ind igen; men denne gang vælger du at uploade en lille film sammen med

din historie.

SLIDE 7:


59

Som med billeder overskrider musik og film sproglige og kulturelle barrierer og er et nyt

”sprog” at kommunikere på. Derfor skal C:NTACT i kommende projekter opfordre de

unge til at uploade film og billeder, når de anvender C:NTACT/blog.

Både tekst og filmklip, der er anvendt i denne visualisering af C:NTACT/blog, er eksem-‐

pler fra C:NTACT projektforløb i Paamiut, Grønland.

10.2 O.S.E. – en efteruddannelse der skaber forandringer C:NTACT har siden 2008 i et samarbejde med Frederiksberg Seminariums diplomud-‐

dannelse i drama og teater haft erfaring med at undervise i deres processer og metoder

(http://www.contact.dk/uddannelse.aspx). Dette har bevirket, at danske pædagoger,

skolelærere og gymnasielærere gennem denne uddannelse er blevet uddannet i at un-‐

dervise ud fra C:NTACTs metoder.

O.S.E. står for ”oplevelses-‐socialt entrepreneurship”. I løbet af fire intensive moduler

bliver den studerende sat grundigt ind i det teoretiske og praktiske grundlag for at ar-‐

bejde med drama, den personlige historiefortælling, iscenesættelse, interview-‐teknik og

dramatik. Dette har C:NTACT erfaring med i forbindelse med samarbejdet med Frede-‐

riksberg Seminarium; men denne uddannelse skal tones i forhold til det entrepreneu-‐

rielle (defineret af bl.a. Sarasvathy, jf. afsnit 3.1) , der skal betones som måske det væ-‐

sentligste element i C:NTACTs arbejde: At det enkelte menneske i sig selv indeholder

forandrings-‐skabende ressourcer. Denne uddannelse skaber en vidensgenerering i en

grønlandsk kontekst, og forankringen af C:NTACTs forandringsskabende arbejde sker

ved, at de studerende både løbende i uddannelsesforløbet og efterfølgende afprøver de-‐

res nye viden i egen praksis. De studerende bliver ambassadører for C:NTACT og arbej-‐

der i C:NTACTs ånd, når C:NTACT ikke er der, og de kan udbrede kendskabet til

C:NTACTs teatraliserings-‐strategi i dele af Grønland, C:NTACT aldrig ville komme.

Uddannelsen er målrettet pædagoger, lærere eller andre, der har med børn og unge at

gøre, og varigheden er fire måneder i alt. Uddannelsen skal være hurtig, effektiv og ind-‐

holdsrig med fokus på den praktiske implementering. De studerende skal relativt hurtigt

kunne afprøve deres nye kunnen og viden i egen praksis og på den måde medvirke til

sociale og performativt baserede forandringsprocesser.


60

Uddannelsen skal udbydes i et samarbejde med Grønlands Seminarium, og grønlandske

kunstnere skal i et samarbejde med C:NTACT undervise. At udbyde uddannelsen i et

samarbejde med Grønlands Seminarium og at placere uddannelsen i Grønland er væ-‐

sentlig i en overordnet empowerment-‐strategi. En unik uddannelse som denne placeret i

Grønland vil for det første betyde, at grønlandske pædagoger og lærere vil have nem

adgang til ny viden, og for det andet at lærere og pædagoger uden for Grønlands græn-‐

ser er nødt til at orientere sig mod Grønland for at opnå denne specifikke form for viden.

Grønland er stedet for en O.S.E.-‐efteruddannelse.

10.2.1 Hvordan opleves designet? Gå ind på http://issuu.com/kissaviarsuk/docs/efteruddannelse og klik på ”click to

read”. Herefter har du mulighed for at bladre i efteruddannelses-‐kataloget ved at klikke

på pilen i højre side af kataloget. Du kan zoome ind ved at klikke inde i kataloget.

11.0 En ”oplukkende” tilgang til verden – min proces Min specialeproces kan opdeles i en proces før og efter specialekontrakten blev under-‐

skrevet i januar 2011. Da jeg i 2009 påbegyndte organiseringen af C:NTACTs projekt i

Paamiut var det med et håb om, at det kunne danne det empiriske grundlag for et kom-‐

mende speciale på oplevelsesøkonomi for på den måde at forbinde en stor passion

(Grønland) med min faglighed: C:NTACTs oplevelses-‐sociale forandringsskabende ar-‐

bejde i en grønlandsk kontekst. Dette projekt er som empirisk grundlag for dette specia-‐

le derfor en del af specialeprocessen. Entrepreneurielt betragtet (jf. afsnit 3.1) har jeg

taget udgangspunkt i mig selv i første omgang med henblik på at kvalificere et interesse-‐

felt: Hvad vil kunne fastholde min interesse i seks måneders specialearbejde? Grønland

er en væsentlig del af mig og mit liv. Jeg har haft familie i Grønland næsten hele mit liv,

og jeg har selv boet deroppe i en periode. Herudover er teatrets identitetsforandrende

potentiale et stort interessefelt.

Men én ting er at finde et felt, der interesserer én. En anden ting er at finde frem til en

grundlæggende anomali, som kan frame en problemstilling, der kan drive arbejdet frem.

Arbejdet med at kvalificere en problemstilling blev påbegyndt i januar, og det foregik

dels ved teoretisk at undersøge det udgangspunkt, C:NTACT havde for arbejdet i Grøn-‐

land og dels ved at gå ind i det oplevelses-‐sociale land med henblik på at identificere


61

andre aktører end C:NTACT, der arbejder med teatret som et forandringsskabende red-‐

skab. I den proces fik jeg, udover Peter Sabroe Seminariet og Foreningen Grønlandske

Børn, kommunikeret med Reidar Nilsson fra det gamle Tuukak Teater i Fjaltring, en ny-‐

startet grønlandsk forening, Siunissaq Neriuut (Fremtid & Håb) i Aarhus, den grønland-‐

ske instruktør Pipaluk K. Jørgensen13 samt store dele af mit grønlandske netværk. Ved at

forholde mig undersøgende til verden og intervenere med den formede en anomali sig,

der kunne kondenseres til mit speciales problemstilling. Hvor jeg før var undersøgende i

forhold til, hvordan teatret kan anvendes som redskab til sociale forandringer, arbejde-‐

de jeg på dette tidspunkt i specialeprocessen ud fra en anomali, der kunne kvalificeres

blandt mange af mine interessenter: Hvordan kan dette gode oplevelses-‐sociale arbejde

forankres med henblik på at skabe en vedvarende og derfor etisk forsvarlig, social em-‐

powerment af grønlandske børn og unge? På baggrund af dette vendte jeg tilbage til

C:NTACT og indledte et samarbejde med dem med henblik på at løse denne forankrings-‐

problematik gennem et oplevelsesøkonomisk produkt.

Jeg har i denne proces erkendt, at mit store både faglige og personlige engagement i det-‐

te felt har betydet, at jeg i udgangspunktet har måttet udfordre min egen position i for-‐

hold til projektet ved at intervenere med eksterne aktører med henblik på at kvalificere

både et problem og senere et produkt til min samarbejdspartner. Det personlige ud-‐

gangspunkt (der rummer faglighed, viden, relationer) både udfordres og udvikles i en

kontinuerlig netværksskabelsesproces (”effectual networking” jf. afsnit 3.1), hvilket er

kendetegnende for en entrepreneuriel proces.

12.0 Konklusion ”Hvis der ikke er nogen, der lytter til min historie – så findes jeg ikke. Men i det øjeblik, der er nogen, der lytter til mig – så findes jeg.” Helle Haagen, daglig leder, C:NTACT Fonden14

Den performative ageren på Facebook, i skolen, på arbejdspladsen, i forhold til familien

eller kæresten former os som de mennesker, vi er. Performativiteten leger med det en-‐

kelte menneskes subjekt-‐/objektpositioner i et socialt maskespil, hvor aktørerne enten

13 Jeg har vedlagt mit interview med Siunissaq Neriuut og en artikel, jeg skrev til branchebladet Teater 1, på baggrund af et interview med Pipaluk K. Jørgensen som bilag 20 og 21. 14 Udtalt i et interview med mig den 2. maj 2011 (bilag 8: 4).


62

tillægger sig selv eller bliver tillagt en rolle ganske enkelt for at blive forstået og accepte-‐

ret i bestemte sociale sammenhænge. Vi higer efter en orden i en uordentlig verden i en

uendelig proces, hvor vi i en performativ praksis socialt konstruerer os selv og hinanden

som individer. Men performativiteten som en samfundsmæssigt konstituent er også i

den social-‐konstruktivistiske proces et brutalt og nådesløst spil, hvor magtforskelle ud-‐

peges, og hvor sociale uligheder udstilles. I forholdet Danmark-‐Grønland kommer dette

tydeligt til udtryk.

Jeg har valgt at skrive mit speciale på baggrund af C:NTACT Fondens workshop i Paami-‐

ut i 2010, fordi Grønland på den ene side er et land, jeg har stor personlig tilknytning til,

men også fordi, at landet på mange måder i disse år gennemgår en transformationspro-‐

ces: Fra at være et samfund og en kultur konstrueret og defineret udefra til at være et

land, der signalerer stor kulturel diversitet ved selv at insistere på deres ret til at define-‐

re sig selv socialt og kulturelt. Som en kollega på workshoppen i Paamiut konstaterede

en dag mellem to prøver: Grønland er et voldsomt land: Vi er omgivet af voldsom natur, og

der fortælles voldsomme historier! Men det er lige præcis derfor Grønland er et interes-‐

sant land at arbejde i og skrive om. I Grønland er den sociale og kulturelle virkelighed

tydeliggjort i nogle performative og rutiniserede praksisser, der er svære at skjule i de

små samfund, hvilket jeg (og C:NTACT) erfarede i Paamiut. Teatret er, i min optik, i

sammenligning med ovenstående performativitetsbegreb en hyper-‐performativ praksis,

hvor aktørerne i fællesskab etablerer et magisk rum, hvor disse voldsomme historier

kan udtrykkes, forhandles og transformere. Den personlige historie indlejret i denne

performative praksis er i C:NTACTs form en nøgle til et grundlæggende identitetsarbej-‐

de blandt grønlandske unge, og i dette identitetsarbejde formår aktørerne at overskride

grænsen mellem teatrets fiktive rammer og det hverdagslige rum. Teatret griber, som

ramme for den personlige historie, derved ind i det hverdagslige sociale.

Det er et oplevelses-‐socialt arbejde, der beviseligt understøtter sociale forandringspro-‐

cesser; men som af formmæssige årsager ikke formår at skabe en vedvarende social

empowerment.

Jeg har i denne proces fungeret som konsulent for C:NTACT. Jeg har på baggrund af mit

arbejde som initiativtager for og projektleder på workshoppen i Paamiut designet et

produkt, der, i min optik, kan understøtte C:NTACTs eksisterende produktportefølje

samt udpege en ny målgruppe, der i fremtiden kan arbejdes med. En blog-‐funktion på en


63

hjemmeside er i sig selv ikke nytænkende; men i en Grønlandsk kontekst kan det være

et effektivt og vedvarende værktøj til sociale forandringer. Som instruktør Pipaluk K.

Jørgensen udtrykker det i et interview med mig: ”Det drejer sig om at få det sagt, så man

kan hjælpe sig selv og andre og komme videre i livet.” (bilag 21: 3).

I et oplevelsesøkonomisk perspektiv bliver teatret den oplevelse, der ikke alene skaber

kultur, men også forandrer kultur i nogle sociale forandringsprocesser. Oplevelsesøko-‐

nomien i denne optik er derfor en analytisk horisont, hvorfra oplevelsen som foran-‐

drende af den sociale kontekst kan identificeres. Dette kvalificerer samtidigt en strate-‐

gisk position, hvorfra oplevelsen kan udvikles og formes som et entrepreneurielt red-‐

skab i det oplevelses-‐sociale felt.


64

Litteraturliste Andersen, Marianne Krogh: Grønland – Mægtig og Afmægtig, Gyldendal, 2008 Ashcroft, Bill; Griffiths, Gareth og Tiffin, Helen: Post-Colonial Studies – The Key Concepts, Routledge, Taylor & Francis Group, London and New York, 2000 (1998) Bateson, Gregory: Mentale systemers økologi (Steps to an Ecology of Mind), Akademisk Forlag, København, 2005 (1972) Berliner, Peter og Refby, Mirjam Høffding: ”Community psykologi – en introduktion” i Berliner, Peter (red.) Fællesskaber – en antologi om community psykologi, s. 15-‐37, Fry-‐delund, 2004 Berliner, Peter: ”Community psykologi” i Berliner, Peter (red.) Fællesskaber – en antologi om community psykologi, s. 7-‐15, Frydelund, 2004 Bertilsson, Margareta: ”Socialkonstruktivisme: Et erkendelsessociologisk perspektiv” i Järvinen, Margaretha og Bertilsson, Margareta (red.) Socialkonstruktivisme:Bidrag til en kritisk diskussion, Hans Reitzel, 1998 Bhaba, Homi K.: The Location of Culture, Routledge, London, 1994 Bjørst, Lill Rastad: En anden verden. Fordomme og stereotyper og Grønland og Arktis, For-‐lag BIOS, 2008 Boswijk, A.; Thijssen, T. og Peelen, E.: The Experience Economy, a new perspective, Pear-‐son, Prentice Hall, 2007 Braanaas, Niels: Dramapedagogisk historie og teori. Det 20. århundre, Tapir Akademisk Forlag, Trondheim, 1999, 2. opplag 2002 Bærenholdt, Jørgen Ole og Sundbo, Jon: ”Indledning: Den mangfoldige oplevelsesøko-‐nomi” i Bærenholdt, Jørgen Ole og Sundbo, Jon (red.) Oplevelsesøkonomi – produktion, forbrug, kultur, Forlaget Samfundslitteratur, 2008 (2007) Christensen, Else; Kristensen, Lise G. og Baviskar, Siddhartha: Børn i Grønland – en kort-lægning af 0-14-årige børns og familiers trivsel, 09:01, SFI – Det Nationale Forsknings-‐center for Velfærd, København, 2008 Christensen, Dorthe R.: ”Fedtuddrivelse som mytologiseringspraksis” i DIN 1, s. 89-100, 2007 Christoffersen, Erik Exe: Teater Poetik – En walkabout i det moderne teater, Klim, Århus, 1997


65

Cox, David Ray: ”Marginalisation and the Role of Social FDevelopment: The Significance of Globalisation, the State and Social Movements” i SinghaRoy, Debal K. (red.) Social De-velopment and the Empowerment of Marginalised Groups – Perpective and Strategies, s. 31-‐50, Sage Publications, New Delhi, Thousand Oaks and London, 2001 Dahl, Hjalmar: ”ICC og oprindelige folks rettigheder” i Lorentzen, Jørgen; Jensen, Einar Lund og Gulløv, Hans Christian (red.) Inuit, kultur og samfund – en grundbog i eskimologi, Systime, 1999 Fienup-‐Riordan, Ann: Eskimo Essays – Yup’ik lives and how we see them, Rutgers Univer-‐sity Press, New Brunswick and London, 1990 Fischer-‐Lichte, Erika: ”Performance as Art – Art as Performance” i Lagerroth, U.B. et al (red.) Interart Poetics: Essays on the Interrelations of the Arts and Media, s. 69-‐84 Am-‐sterdam, Atlanta, 1997 Gant, Erik: Kunsten at være Eskimo, Arbejdspapirer, Center for Kulturforskning, Aarhus Universitet, 1998 Hastrup, Kirsten: ”Den uhåndgribelige kulturarv – En konvention til debat” i Begrebet immateriel kulturarv, Kulturministeriets Forskningsudvalg, Kulturministeriet, 2006 Hauge, Hans: Postkolonialisme, Aarhus Universitets Forlag, 2007 Kvale, Steinar: Interview – En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, Hans Reitzels Forlag, 1997 Kristiansen, Søren og Krogstrup, Hanne Kathrine: Deltagende observation – introduktion til en forskningsmetodik, Hanse Reitzels Forlag, 2009 (1999) McCutcheon, Russell: ”Myth” i Braun & McCutcheon, Russell, (red.) Guide to the Study of Religion, Cassell, 2000 Perkins, Douglas D. og Zimmermann, Marc A.: “Empowerment Theory, Research and Application” i American Journal of Community Psychology, Vol. 23, No. 5, p. 569-579, 1995 Pine, Joseph B, og Gilmore, James H.: Oplevelsesøkonomien – arbejde er teater og hver virksomhed en scene, Klim, 2009 (1999) Prahalad, C.K. og Ramaswamy, Venkat: The future of competition – Co-creating Unique Value with Customers, Harvard Business School Press, Boston, 2004 Roy, Ramashray: ”Meaning for an Alternative Strategy” i SinghaRoy, Debal K. (red.) Soci-al Development and the Empowerment of Marginalised Groups – Perpective and Strate-gies, s. 67-‐81, Sage Publications, New Delhi, Thousand Oaks and London, 2001


66

Said, Edward W.: Orientalisme – Vestlige forestillinger om Orienten, Roskilde Universitets Forlag, 2002 (1978) Sarasvathy, Saras D. og Dew, Nicholas: ”New market creation through transformation” i Journal og Evolutionary Economics, 15, p. 533-565, 2005 Schechner, Richard: Performance Studies: An introduction, Routledge, New York, 2002 Schjødt, Jens Peter: ”Ritualstruktur og ritualklassifikation” i Religionsvidenskabeligt Tids-skrift, 20, pp. 5-23, 1992 SinghaRoy, Debal K.: ”Introduction” i SinghaRoy, Debal K. (red.) Social Development and the Empowerment of Marginalised Groups – Perpective and Strategies, Sage Publications, New Delhi, Thousand Oaks and London, 2001 Sjørslev, Inger: ”Ritual, performance og socialitet – en introduktion” i Sjørslev, Inger (red.) Scener for samvær – Ritialer, performance og socialitet, s. 1-‐33, Aarhus Universitets Forlag, 2007 Sjørslev, Inger: ”Ting og person – Bidrag til en socialitetsteknologi” i Sjørslev, Inger (red.) Scener for samvær – Ritialer, performance og socialitet, s. 179-‐205, Aarhus Univer-‐sitets Forlag, 2007 Spinosa, Charles; Flores, Fernando og Dreyfus, Hubert L.: Disclosing new worlds - entre-preneurship, democratic action, and the cultivation of solidarity, The MIT Press, Cam-‐bridge, Massachusetts, and London, England, 1997 Steffen, Vibeke: ”Hinsides forestillingen om det forudsigelige. Om at være drikkende ik-‐ke-‐alkoholiker blandt ikke-‐alkoholikere”, Tidsskriftet Antropologi, 31, s. 7-‐18, 1995 Storey, John: Inventing Popular Culture – From Folklore to Globalization, Blackwell Pub-‐lishing, 2003 Szatkowski, Janek: ”Dramaturgiske modeller – om dramaturgisk tekstanalyse”, i Erik Exe Christoffersen, Torunn, Kjølner og Janek Szatkowski (red.) Dramaturgisk analyse – en antologi, Aktuelle Teaterproblemer, nr. 24, s. 9-‐90, Århus, 1989 Thisted, Kirsten: ”Postkolonialisme i et nordisk perspektiv: Relationen Danmark-‐Grønland” i Bech, Hanne og Sørensen, Anne Scott (red.) Kultur på kryds og tværs, Klim, 2005 Togeby, Lise: Grønlændere i Danmark – en overset minoritet, Aarhus Universitets Forlag, 2002 Turner, Victor: “Liminal to Liminoid in Play, Flow and Ritual”, in Turner, Victor (red.) From Ritual to Theatre: The Human Seriousness of Play, s. 20-‐60, Performing Arts Journal, 1., 1982


67

Vetner, Mikael og Jantzen, Christian: ”Oplevelsen som identitetsmæssig konstituent – Oplevelsens socialpsykologiske struktur” i Jantzen, Christian og Rasmussen, Tove Arendt, (red.) Forbrugssituationer – Perspektiver på oplevelsesøkonomi , Aalborg Univer-‐sitetsforlag, 2007 Wang, Ning: ”Rethinking Authenticity in Tourism Experience” i Annals of Tourism Re-search Vol. 26, No. 2, pp. 349-370, Pergamon, Great Britain, 1999 Wenneberg, Søren Barlebo: Socialkonstruktivisme – positioner, problemer og perspekti-ver, Samfundslitteratur, Frederiksberg, 2010 (2000) Rapporter, statistikker, evalueringer og konventioner fra internettet C:NTACT Fondens Visionsbog, 4. udgave (http://www.contact.dk/media/75751/visionsbog%2010-‐11.pdf) CBS Learning Lab, evaluering af C:NTACT Fonden, 2008 (http://www.contact.dk/media/99916/cbs%20ll%20evaluering%20af%20c-‐ntact%20-‐%20revideret.pdf) ”Convention of the safeguarding of intangible cultural heritage”, UNESCO, 2003 http://unesdoc.unesco.org/images/0013/001325/132540e.pdf Statistik vedr. Foreningen Grønlandske Børns rollespilsprojekt http://www.fgb.dk/media/1017/elevevaluering-‐statistik.pdf Evaluering af Foreningen Grønlandske Børns rollespilsprojekt, 2007 http://www.fgb.dk/media/20072/børns_rettigheder_fn_rollespil.pdf Evaluering af Foreningen Grønlandske Børns mentorprojekt, Sapiik, 2009 http://www.fgb.dk/media/14233/2009-‐12-‐09%20evalueringsrapport%20sapiik%20dansk-‐grønlandsk_medforside.pdf Peter Sabroe Seminariet: “Den tredje evaluering af en pædagogisk og socialfaglig op-‐kvalificering af ansatte, der arbejder med Udsatte Børn og Unge i Grønland 2009 – 2010” http://www.ubu.gl/artikler/Den%20tredje%20evaluering.pdf Peter Sabroe Seminariet: ”Udsatte Børn og Unge 2007” http://www.ubu.gl/evalueringsrapporter.html Anvendte hjemmesider C:NTACT Fonden: www.contact.dk


68

http://www.contact.dk/uddannelse.aspx Bikubenfonden angående Paamiut Asasara: http://www.bikubenfonden.dk/index.dsp?page=4306 Vedrørende Saras D. Sarasvathy: http://bigthink.com/ideas/15302 Sermitsiaq/AG: http://sermitsiaq.ag/galleri/article129688.ece?lang=GL Kommuneqarfik Sermersooq: http://www.sermersooq.gl/da/presse/nyheder/2010/september/unge_i_musicalskole.aspx Inuit Circumpolar Council: http://www.inuit.org/index.php?id=195 UNESCO: www.unesco.org Peter Sabroe Seminariets UBU-‐uddannelse i Grønland: www.ubu.gl Foreningen Grønlandske Børn: www.inuusuttutakisunnerat.gl http://www.fgb.dk/historie.aspx www.fgb.dk

Documents

Grønland i sigte!