Gener eller grænser, blod eller muld?Om at forsone kultur og natur igennem Aktør-Netværk-Teori

af Mads Damgaard

Genes or Borders, Blood or Soil?On reconciling Culture and Nature within a Actor-Network-Theory framework

by Mads Damgaard, badseed84@hotmail.com

Abstract:Throughout the history of religious studies, scientists have developed and explored countless concepts and

categories about symbols, rituals, cognitive mechanisms and representations. Faced with the question of

concrete objects, the scholar of religious studies once again points to mental, social and symbolic

constructions. But what is the answer when the question is raised of how religion relates to geography,

landscapes, groves, rivers, mountains and forests? How does the science of religion treat Natures' great

cycles of winter and summer, drought and ice age, ebb and flood? More to the point, the question is whether

the modern science of religion is even remotely capable of seeing anything but human actions in religion. By

using the Actor-Network-Theory of french scholars Bruno Latour and Michel Callon, this article will try to

describe the ways in which geography influences two very different kinds of Asatrú in Denmark and the

United States, respectively.

Resumé:Igennem religionsvidenskabens historie har forskere fremelsket, udviklet og rendyrket utallige begreber og

kategorier om symboler, taksionomier, ritualer, kognitive mekanismer og repræsentationer. Stillet overfor

spørgsmål om håndgribelige objekter henviser religionsvidenskaben atter til mentale, sociale og symbolske

konstruktioner. Men hvad er svaret, når der spørges til religionens forhold til geografi, til landskaber, lunde,

formationer, floder, bjerge og skove? Hvordan behandler man religionsvidenskabeligt naturens cykliske

vekslen mellem vinter og sommer, hedebølger og istider, flod og ebbe?

Sat endnu mere på spidsen vil jeg gerne rejse spørgsmålet: Kan religionsvidenskaben se andet end

menneskets aftryk i religion? Kan vi indfange geografiens indflydelse på ritualer og diskurser? Med de

franske videnskabsteoretikere Bruno Latour og Michel Callon og deres Aktør-Netværk-Teori vil jeg vise et

par af de måder, som søer, fjorde og skove indvirker på moderne asatro i Danmark og USA.

Keywords: Actor-Network-Theory, ANT, Asatrú, Asatrú Folk Assembly, Blut-und-Boden, Forn Siðr,

geography, Latour.

Den blinde vinkelUdfordringen ved krydsfeltet mellem religion og geografi er kombinationen af kulturelle

konstruktioner og naturgivne, objektive forhold. Det udfordrer teoridannelse, fordi der sjældent

gives plads til både fysiske og mentale landskaber indenfor samme ramme. Det udfordrer empiri-

indsamling, fordi man sjældent ser geografien som andet end en arbitrær ressource i konstruktionen

af symbol-, betydnings- og gruppedannelser. Min påstand er, at dette faktisk skyldes en notorisk

blind vinkel i humanvidenskaberne. Michel Callon udtrykker det rammende i artiklen ”Some

elements of a sociology of translation: Domestification of the scallops and the fishermen of St.

Brieuc Bay”: ”When the society described by sociologists confronts nature (no matter which

description they give), society always has the last word.” (Callon 1986:2)

Problemet med en hermeneutisk anlagt analyse-strategi er, at begreber får forrang frem for materie

– eller i hvert fald en anden ontologisk status på grund af a priori forestillinger om hvad

henholdsvis sociale konstrukter og materier er. Mit projekt er i denne artikel at vise en vej, hvor

natur og kultur forsones i en fælles teori, for derefter at sætte denne teori op mod en skelsættende

debat i det nutidige danske asatromiljø samt et kontroversielt arkæologisk fund i Nordamerika.

ANT-metodenEt centralt tema for Aktør-Netværk-Teorien er en ny definition af ”det sociale” og dermed en ny

bestemmelse af sociologien. I indledningen til bogen En ny sociologi for et nyt samfund kritiserer

Bruno Latour (f. 1947) sociologien og specielt Durkheim-skolen for at [...] antage eksistensen af et specifikt fænomen, som med en række skiftende betegnelser er blevet omtalt som

”samfund”, ”social orden”, ”social praksis”, ”social dimension” eller ”social struktur”. [...] en påkaldelse af

”sociale faktorer” [formodes at skulle] kunne forklare de ”sociale aspekter” af ikke-sociale fænomener.” (Latour

2008:25).

Denne regres – at det sociale kan forklare det sociale – er sociologiens alvorligste problem og

samtidig dens attraktion, siger Latour, men man skal prøve at undgå at konstituere det sociale som

et særligt virkelighedsdomæne og derved, med et (misbrugt) Margaret Thatcher-udtryk, erklære at

”Det, man kalder et samfund, findes ikke!”(ibid.)

Det problem, Latour peger på, er altså tendensen til at reificere en af den klassiske sociologis

antagelser, nemlig at der findes bagvedliggende drivkræfter i samfundet, som betinger menneskelig

udfoldelse. Latour pointerer, at når vi reducerer en videnskabelig forklaring til en henvisning til

sådanne sociale kræfter, så har vi ikke forklaret noget som helst. I stedet skal vores verden(er)

beskrives så grundigt som overhovedet muligt, for at forskere i alle detaljer kan følge, præcis

hvordan det sociale forbindes – læg mærke til passiv-formen! De sociologiske buzzwords

”samfund” og ”social struktur” skal i Aktør-Netværk-Teorien forstås som forbindelser af uendeligt

mange forskellige elementer, ikke som sui generis-fænomener.

Når ANT skal gøre rede for disse forbindelser, benyttes termen translationer. Latours kollega

Michel Callon definerer translation som ”den mekanisme, hvorved sociale og naturlige verdener

gradvist tager form [...] de måder, hvorpå aktører bliver defineret, associeret og samtidig forpligtet

til at forblive trofaste over for deres alliancer.” (Callon 1986:224, her citeret efter Torben Elgaard

Jensen), mens Latour definerer translation som ”en relation, der ikke transporterer kausalitet, men

som får to mediatorer til at sameksistere”(Latour 2008:133).1 På trods af de forskellige

formuleringer fremgår det forhåbentlig at translationer skal ses som et relationelt og konstruktivt

begreb – der skabes en sammenhæng, men samtidig forandres og omskabes delene af processen.

Provokerende tildeler ANT altså umælende ting som fx skove og marker aktør-status, fordi de

påvirkes af og påvirker andre aktører i et netværk af relationer. Når sammenvævningen af geografi

og religion skal analyseres med ANT-briller, må vi altså spørge til hvordan religiøse diskurser og

praksisser kobles til landskaber og natur, hvad mulighedsbetingelserne for disse koblinger er og

hvad forbindelsen gør ved hvert element. Som baggrund for en konkretisering af denne translations-

metode præsenteres her et eksempel på moderne religiøsitet, som etablerer sammenhænge mellem

religion og geografi.

Dansk AsatroDen danske asatro er først og fremmest tegnet af foreningen Forn Siðr, hvilket på oldnordisk

betyder ”gamle skikke”. Forn Siðr er en paraplyorganisation for mindre ritualgrupper, kaldet

blótlaug, hvis medlemmer betegner sig som asatroende. Efter foreningens eget udsagn er knap 500

mennesker medlemmer, hvilket understøttes af den hidtil eneste sociologiske optælling af danske

asatroende (Warmind 2007:226). Som paraplyorganisation er Forn Siðr sjældent indblandet i de

daglige, lokale religiøse udtryk, og der er således kun fire-fem årlige, officielle ritualer i

foreningsregi (Forn Siðr, ”Vedtægter”). Derudover står de lokale ritualgrupper, blótlaugene, for

anden ceremoniel aktivitet, mens den kontinuerlige meningsudveksling foregår på internetfora som

foreningens interne debatforum, på det eksterne forum www.kindir.dk, på mailinglister og via andre

elektroniske medier.

Tilknytning til Danmarks landskaber og natur udtrykkes adskillige steder i Forn Siðrs trosgrundlag,

et dokument foreningen udarbejdede i forbindelse med godkendelsen som trossamfund i 2003: Den følgende tekst kan selvfølgelig ikke være udtømmende eller favne alt, men ønsker at samle det, vi som

minimum har til fælles. Det gør den ved at beskrive nogle handlinger og tankegange, som de fleste af

trossamfundets medlemmer kan tilslutte sig. Når der står "vi" i teksten, betyder det ikke noget, som alle bør, men

som mange gør.

Vi forbinder os med og hylder de nordiske magter - aser og vaner, vætter, diser, sol, måne og mange flere.

Offergaver gives til den sammenhæng, der er større end det enkelte menneske, og som rummer både opbyggende

og nedbrydende kræfter.

Magterne er i og omkring os, og vi er en del af det store hele, hvor mennesket ikke står over naturen.

Verdenstræet Yggdrasils Ask kan være et billede på denne sammenhængskraft.

[...]

Enhver årstid og enhver livsfase er en vigtig del af det store hjul, der til stadighed drejer rundt. Den nordiske sæd

er forbundet med landet, der veksler mellem vækst og hvile, og de skiftende årstiders lys, himmel, muld og vand.

(Forn Siðr, Vedtægter)

Formuleringerne i trosgrundlaget udtrykker altså en sammenhæng mellem guder, natur, landskabet

og mennesket. Men hvordan er disse sammenhænge opstået, og på hvilken baggrund? I ANT-

rammen kan dette beskrives som en bestemt kæde af forbindelser, der muliggør denne holistiske

natur-religiøsitet. Dermed tages der ikke stilling til hvad der er eller ikke er socialt konstrueret –

sammenføjningerne af de asatroendes virkelighed bedømmes ikke, implicit eller eksplicit, af ANT's

teoretiske greb.

Når danske asatroende kan pege på deres (kultur)arv og deres natur som afgørende for religiøs

overbevisning, er det for ANT-betragteren udtryk for mangeleddede translationer, for nordiske

guder og moderne dansk livsstil hører ikke umiddelbart sammen, men skal gøres sammenhængende

ved at forbinde en række ganske forskelligartede elementer. At beskrive asatroens autencitet er en

arkæologi om hvordan de nordiske guder gennem Danmarks landskab kommer til at tale til

moderne asatroende: Fundet af guldhornene begravet i Sønderjyllands muld i 1639 og 1734, Adam

Oehlenschläeger, N. F. S. Grundtvig og nationalromantikken, folkemindeforskning, danefæ,

Vilhelm Grønbech og religionsvidenskaben, folkeskolens læseplaner, vikingeromantik, det populær-

arkæologiske tidsskrift Skalk, museer, kunsthåndværk, middelaldermarkeder og tegneserier – alt

sammen knytter den nulevende danske asatroende til vig og fjord, skov og jord.

Videnskabelige opdagelser og rekonstruktioner af fortidens kultur og religion koblet til politiske og

kulturindustrielle aproprieringer af disse har altså gjort det muligt for nulevende danskere at føle sig

forbundet med ettusind år gamle skikke. Med Forns Siðrs officielle godkendelse som trossamfund

6. november 2003 og afhopper-blotlauget Harreskovens Blotlaugs godkendelse 24. marts 2010 er

forbindelsen desuden stadfæstet i juridisk og politisk forstand. Men ud fra ovenstående citat fra

trosgrundlaget er det samtidig klart, at en af de vigtigste forbindelser, som Forns Siðrs medlemmer

har til deres guder, er den geografiske kobling: Ritualerne, som de nulevende danske asatroende

udfører, tænkes udført af de oprindelige asatroende på samme steder og på samme tidspunkter på

året, også selvom historiske kilder til de liturgiske elementer er en mangelvare. Den tvetydige term

”sæd”, som optræder i foreningens navn, peger imidlertid også på en biologisk sammenhæng.

Denne translation blev for nylig aktiveret, problematiseret og debatteret i det danske asatrosmiljø.

Første case: Spliden i Forn SiðrI november-december 2008 blev de asatroende i og udenfor Forn Siðr tvunget til at tage stilling til

legitimeringen af deres religion. Den amerikanske asatroorganisation Asatrú Folk Assemblys

pseudo-racelære blev gjort til et skræmmebillede, som mange danske asatroende vendte sig imod.

Enkelte forsøgte at definere en alternativ teologi, som udover afstamning pegede på kultur og

geografi som afgørende for tro.

Diskussionen og splittelsen over legitimeringen af asatro startede, ironisk nok, med et samlende

initiativ: Efter den danske asatro-paraplyorganisation Forn Siðrs generalforsamling i 2007 dannedes

en international arbejdsgruppe af medlemmer fra forskellige nordeuropæiske asatrossamfund.

Formålet med arbejdsgruppen var at få etableret en fælles, international sommerlejr på dansk jord i

sommeren 2009. Danmark valgtes ud fra geografiske hensyn og fordi det danske asatrossamfund

var blandt de bedst etablerede økonomisk set (International Asatru Summer Camp 2009). Som

ankermand og oprindelig initiativtager bag projektet stod en tidligere formand for Forn Siðr, Martin

P. Hansen. I november 2008 orienterede Hansen en større del af Forn Siðrs medlemmer om at

foreningens daværende bestyrelse havde udsendt en invitation til det amerikanske asatrossamfund

Asatrú Folk Assembly (herefter forkortet AFA). Denne organisation bliver af hollandske og andre

skandinaviske asatrossamfund anset for at være racistisk orienteret (Forn Siðr: Vølse nr. 47:43). 2

Forns Siðrs daværende næstformand Søren Fisker udtalte 5. december 2008 på www.kindir.dk at

der forelå en underhåndsaftale mellem arrangørerne, Martin P. Hansen deriblandt, om at udelukke

såkaldt völkish-orienterede organisationer såsom AFA. På et bestyrelsesmøde 7. december

formuleredes en officiel udmelding om sagen. Her trak Forns Siðrs bestyrelse foreningen som

officiel medarrangør og udstedte en advarsel til Martin P. Hansen for at skade trossamfundets

omdømme og for at handle illoyalt overfor bestyrelsen, idet han havde forsømt at orientere

bestyrelsen om arbejdsgruppens politiske stillingtagen og udbredt sig til andre organisationer om

bestyrelsens invitation af AFA. Advarslen blev umiddelbart opfattet af debattører på den

uafhængige asatro-hjemmeside www.kindir.dk som en undsigelse af arrangørgruppens antiracistiske

politik og dermed støtte til AFA og deres synspunkter. Der er INGEN tvivl om at disse organisationer af mange forbindes med racistisk og ekstremistisk ideologi- [...]

Det er dansk asatros ansigt udaftil det handler om lige nu og derfor bør vi stå sammen og hjælpe hinanden,

uanset hvilket organisation og/eller debatforum vi tilhører. [skrevet af signaturen ”Ambervoice”] (Kindir.dk –

debatforum om asatro)

Udtalelser som denne florerede på www.kindir.dk og baserede sig oftest på citater fra AFA's

hjemmeside www.runestone.org, hvor man kan finde citater som:Why is the religion of our ancestors the best one for us? Because we are more like our ancestors than we are like

anyone else. We inherited not only their general physical appearance, but also their predominant mental,

emotional, and spiritual traits. We think and feel more like they did; our basic needs are most like theirs. The

religion which best expressed their innermost nature - Asatru - is better suited to us than is some other creed

which started in the Middle East among people who are essentially different from us. Judaism, Islam, and

Christianity are alien religions that do not truly speak to our souls. (Asatrú Folk Assembly, ”Frequently Asked

Questions”)

Relationerne til guderne findes altså i de nedarvede træk, og denne translation af religiøs kraft fra

guder gennem gener og blod til mennesker faldt mange danske asatroende for brystet, bl.a. den

tidligere citerede debattør ”Ambervoice”, der skriver:Jeg gentager min kritik: at man fremhæver en genetisk predisposition for asatro men samtidig blankt afviser både

en kulturel predisposition (altså, at dem der vokser op i den nuværende skandivaiske kultur har bedre adgang til

asatroen- som verdenssyn) og en "landskabs" tilknytning (altså at troen "hører til" her, til landet, til vætterne

her)- at det kun er BLODET der afgør en predisposition i forhold til asatro- forekommer mig egentlig ret

dobbeltmoralsk. (Kindir.dk – debatforum om asatro)

”Ambervoice” peger her på to alternative måder at legitimere sin tro på de nordiske guder:

Kulturarv og landskabstilknytning. Begge dele er interessante argumenter, fordi de skiller en

klassisk kombination ad: ”Blut-und-Boden”, et slagord som nazister såvel som hindunationalister

har forfægtet, er ikke nødvendigvis sammenhængende for de amerikanske asatroende, og åbenbart

heller ikke for danske asatroende, der ikke vil vedkende sig den race-orienterede legitimering af

deres religion. AFA fremhæver på deres hjemmeside en tro baseret på ”Blut”, men ikke ”Boden”,

mens debattører på www.kindir.dk føler guderne i ”Boden”, men helst ikke i blodet:Jeg syntes da godt nok det ville være ærgeligt, hvis FS samarbejdede med den organisation. Det er en typisk

amerikansk, måde at tage patent på alting. I mine øjen er der ikke meget galt, når man sammenligner AFA med

nazistiske holdninger, ariske-race og meget der står stik imod havamal. [skrevet af signaturen ”Flintesmeden"]

(Kindir.dk – debatforum om asatro)

Bruno Latour peger i En ny sociologi for et nyt samfund på at det, der holder sammen på

virkeligheden, uanset om man er naturvidenskabsmand eller glødende nationalist, er translationer,

der skal gøre sammenføjningerne nagelfaste. En af Latours formuleringer rammer hovedet på

sømmet i forhold til spliden mellem de danske asatroende: Der er ingen ende på antallet af måder, hvorpå definitionen af en gruppe kan gøres finit og sikker – ja, så finit og

sikker, at den til slut fremtræder som objekt for en uproblematisk definition. Man kan appellere til traditionen

eller til loven. Man kan opfinde bizarre hybrider, som eksempelvis ”strategisk essentialisme”, eller ma kan

forskanse sig i ”naturen”. Man kan sågar forvandle gruppen til ”et genetisk forhold”, binde det til ”Blut und

Boden”, gøre den til en ”folkelig tradition” eller forsænke den i sæder og skikke. (Latour 2008:56)

Gener eller grænser, blod eller muld?Spørgsmålet er nu om der er en konceptuel forskel på at legitimere asatroen ved at henvise til

naturtilknytning eller ved at argumentere for blodsbånds betydning. I det følgende vil jeg pege på at

begge strategier opstiller eller forsøger at opstille translationer til videnskab. Som bemærket i

indledningen er blandingen af forskelligartede kategorier i en konventionel videnskabelig forståelse,

hvor hårde, empiriske og naturgivne forhold tydeligt adskiller sig fra bløde, sociale konstruktioner,

en central problematik. Religion og geografi er, fuldstændig som religion og genetik, således ikke

tæt knyttede begrebspar, snarere genstridige kombinationer af koncepter. Men med ANT kan man

forsøge at holde begge dele op under samme lup.

Danske asatroende har ved hjælp af arkæologiske og filologiske vidnesbyrd formået at opstille

translationer, der har givet dem en reel religionspolitisk eksistens i kraft af Kirkeministeriets

blåstempling af asatrossamfundene. Disse historiske beviser, der ligger til grund for koblingen af

asatro og dansk geografi, er samtidig også et foreløbigt endepunkt i en selvstændig række af

videnskabelige translationer. En af ANT's udgangspunkter var netop erkendelsen af at videnskab

også skal ses som translationer, altså kæder af lokale forhandlinger og meningsproduktioner

(Elgaard-Jensen 2005:188). Når den danske natur kan formidle de nordiske guder til moderne

mennesker, er den videnskabelige del af argumentet altså ligeledes en konstruktion, men denne

videnskabelige konstruktion anses af mange for at være mere sikker end eksempelvis teologiske

argumenter. Af samme grund kan man finde eksempler i amerikansk asatro, fx på AFA's

hjemmeside, som inddrager eller påstår at inddrage videnskaben i argumentet for bl.a. guderne-i-

generne:The beliefs of our ancestors are largely confirmed by modern psychology and the biological sciences. Most

especially, the Jungian collective unconscious and Sheldrake's hypotheses concerning "morphic fields" and

"morphic resonance" are very close to the Germanic ideas surrounding the Well of Urth, in which orlog or "fate"

is laid. (McNallen 1999)

Citatet tilbagevises i danske asatrokredse som uvidenskabeligt. Selvom Carl Gustaf Jung (1875-

1961) har haft betydning for moderne psykologi, betragtes hans ideer om det kollektivt ubevidste og

arketyper i dag oftere som religion end psykologi, og særlig interessant er han i denne

sammenhæng, fordi hans essay Wotan fra 1936 inspireredes af og videreudviklede den völkish-

tradition om folkesjælen, som AFA – Asatrú Folk Assembly - implicit identificerer sig med. Men

når amerikansk såvel som dansk asatro kan påkalde sig videnskab som element i en argumentation

for troen, viser det endnu en facet af problemet, som koblingen af religion og geografi udgør:

Videnskab er mange forskellige ting til forskellige tider, og den eller de måder som

religionsvidenskab erkender sit objekt på, er ganske forskellig fra geografiens epistemologi. ANT

omgår problemet ved at skifte fokus fra epistemologisk kohærens til en radikal konstruktivisme

(Elgaard-Jensen 2005:195).

Lader vi blikket glide nedad translationskæden fra moderne danske asatroende til vikingetidens

mennesker, er videnskab således en hyppig aktør, der skaber muligheden for at koble religion til

geografi ved at sammenkæde danefæ med bopladser, bopladser med folkeslag og folkeslag med

guder. Danske asatroende kan derefter springe direkte fra gravhøj til gruppeidentitet, og dermed kan

vi se geografiens betydning for betydnings- og gruppedannelsen: Som revitaliseret udgave af en

oprindelig naturreligion kan dansk asatro ikke undgå at skulle forholde sig til naturen og landskabet,

når nutidens tro skal kobles til fortidens. Som vi skal se i det følgende, har AFA heller ikke undladt

at forsøge at indtænke geografien i deres tro, igen ved at aktivere videnskabelige translationer.

Amerikansk AsatrúUdgangspunktet for den amerikanske asatro som AFA praktiserer var et ganske andet end dansk

asatros udgangspunkt, og mange af nutidens forskelle imellem de to kan spores tilbage til nazitidens

brug af nordisk mytologi, som baserede sig på ”völkish”-strømningen i Tyskland og Østrig i

slutningen af 1800-tallet. Betegnelsen dækker over en række grupperinger der på forskellig vis

formulerede troen på en stærk relation mellem menneskets sjæl og folkelige tilhørsforhold. Bygget

over J. G. Herders filosofi om en folkesjæl udmøntedes strømningen i forskellige grader af

nationalistisk og religiøst ladet tankegods. Esoteriske forfattere, frimurer-agtige selskaber,

prominente nazistiske politikere og slagkraftig symbolik gør völkish-strømningen til et fascinerende

og komplekst emne (Gregorius 2008:55). Ad omveje er denne tankegang grundlæggende for

amerikansk asatro gennem dels AFA og dels fængselsmissionen Odinist Fellowship.

AFA er amerikaneren Stephen McNallens livsværk. McNallen (f. 1948) var den første, der

introducerede begrebet ”asatrú” i amerikansk sammenhæng og hans syn på asatroen har været

indflydelsesrigt i USA. I 1976 skiftede hans ”Viking Brotherhood” navn til ”Asatrú Free

Assembly”, og efter organisationens opløsning i 1986, reetablerede han den med det nuværende

navn ”Asatru Folk Assembly” for at betone völkish-aspektet af troen (Gregorius 2008:78, Gardell

2003:261).

Den oprindelige völkish-strømning og McNallens völkish-tanker er knyttet sammen af en nyligt

afdød dansk anarko-syndikalist og asatrosforegangskvinde. Else Christensen født Oscher (1913-

2005) fra Esbjerg giftede sig i 1937 med Alex Christensen, der var involveret i Dansk

Nationalsocialistisk Arbejderparti. Sammen emigrerede de via England til Canada og efter mandens

død i 1971 udgav Else Christensen magasinet Odinist, der delte navn med hendes livsværk,

organisationen Odinist Fellowship. Christensens ideer udgjorde en blanding af racisme, anarkisme,

socialisme og stamme-samfund udtrykt i asatroen. Anarkisme så hun som den fundamentale ariske

frihedsideologi, som skulle afspejles i decentraliserede, frivillige ariske samfund som skulle

oprettes efter en socialistisk revolution. Naturlige og økologiske værdier var også inkorporeret i

denne ideologi. Asatroen var det oprindelige udtryk for disse værdier og ideer, og for ariske

mennesker var både troen og tankerne indskrevet i generne - race og religion var for Christensen

uadskillelige (Gardell 2003:166-173). Christensens betydning for amerikansk asatro kan ses i

McNallens legitimeringer af religionen: Referencer til C. G. Jungs essay Wotan og ideen om racen

og religionens uadskillighed er fælles for de to, og inden McNallen fandt udtrykket ”asatrú” brugte

han Christensens term ”odinisme” om sin tro. Hans krigeridealer, rituelle interesser og ulyst til at

anvende sin tro politisk er dog afgørende forskelle på den Christensenske odinisme og hans egen

asatrú. Hvor Christensen i sin fængselsmission ikke gjorde et stort nummer ud af ceremoniel, er

McNallen manden bag mange liturgiske elementer i moderne amerikansk asatro.

I nyere tid har McNallen stået for en afgørende ideologisk ændring, idet han via et nyere

arkæologisk fund forsøger at kæde religionen og geografien sammen for sine trosfæller. Dette fund,

som i amerikanske medier døbtes Kennewick-manden, aktualiserede spørgsmålet om hvornår

hvilke befolkningsgrupper gjorde sit indtog i fortidens Nordamerika.

Anden case: Kennewick-mandenI 1996 ved floden Columbia nær byen Kennewick i staten Washington viste et skeletfund sig at

være et særligt ombejlet fortidslevn. En kulstof-14-prøve bestemte skelettet til at være over 9000 år

gammelt, hvilket gjorde fundet interessant for forskere, der forsøgte at lære mere om

migrationsbølgerne på det nordamerikanske kontinent (Gardell 2003:149). Samtidig krævede bl.a.

Umatilla-stammen, som mente at have vundet hævd på området som deres oprindelsesland, deres

ret efter loven om repatriering af indianske fortidslevn (Native American Graves Protection and

Repatriation Act - forkortet NAGPRA), hvilket indebar en begravelse af skelettet i

overensstemmelse med stammens skikke. Det amerikanske ingeniørkorps' overgivelse af skelettet

til repatriering blev udskudt, da otte forskere (Slayman 1997) søgte om ret til at undersøge det, og

det startede en juridisk skyttegravskrig, hvor også amerikanske asatroende meldte sig på banen.

Kennewick-manden havde nemlig træk, som lignede kaukasiske skeletters - og derfor forsøgte bla.

Stephen McNallen fra AFA at koble nutidens amerikanske asatroende til pre-Columbianske tiders

europæiske bosættelser. Indianerstammernes krav udlagde McNallen som forsøg på at skjule

sandheden om nordboernes tilstedeværelse i fortidens Nordamerika: They literally want to bury evidence. I mean, this is a politically hot potato. The idea of Caucasians that might

have walked across the Bering land bridge along with the Native Americans is awesome. It changes the whole

question of who was here first! Who genocided who? (Gardell 2003:150)

Forskerne, der forsøgte at få lov til at undersøge skelettet, brugte de usædvanlige kranietræk som

argument for at det ikke nødvendigvis tilhørte de indfødte stammers forfædre, og at repatriations-

loven derfor ikke burde finde anvendelse og forhindre dem i at undersøge skelettet. Dette argument

passede godt med de asatroendes krav. Igennem de første tre års juridiske manøvrer fastholdt

McNallen sagsanlægget, men frafaldt endeligt i år 2000. (Lee 2000) På det tidspunkt havde AFA

dog allerede optrådt med ritualer og mjødofre i medierne til ære for ”den Fjernt Rejsende”, som

organisationen kalder Kennewick-skelettet (King 2006). Ideen om at det nordamerikanske kontinent

i tidligere tider havde været skueplads for asatroens ritualer blev dermed plantet i offentligheden

såvel som internt i miljøet. Geografi og religion, som ikke var sammenhængende for 70'ernes

amerikanske odinister, er nu etableret som en del af en translationskæde, der er helt ligedannet med

dansk asatros forbindelse til Danmarks geografi, omend den er af en væsentlig mindre velbegrundet

karakter, videnskabeligt set. Processen er den samme - McNallen forsøger med Kennewick-sagen at

få bundet sig og sine til ikke bare blodet, men ”Blut-und-Boden” på samme tid.

Ud af de national-romantiske klichéers skyggeI modsætning til religioner, der er overleveret løbende, men eksisterer i diaspora væk fra et mere

eller mindre mytisk hjemland, konstruerer McNallens amerikanske asatro sin geografiske

tilknytning på ny, uden at nære drømme om at forlade diasporaen og generobre det Høje Nord.

Dermed viser AFA en interessant vej ud af etnisk orienterede religioners til tider konfrontatoriske og

eksklusive hjemlands-retorik. Med henvisning til folkevandringer for titusinde år siden hævder

organisationen at Nordamerika er et mytisk hjemland for dem, og at asatroende i USA skal

anerkendes som indfødte under NAGPRA på linje med indianske stammer (Gardell 2003:282).

Ganske vist når McNallen til den konklusion, at Kennewick-manden og andre forfædre er blevet

udryddet af indianerstammerne, og at historien er ved at gentage sig. Men i princippet er

inkorporationen af pre-holocæne migrationer i religionens mytologi et glimt af en pluralistisk-etnisk

tilgang til det politiske aspekt af spørgsmålet om religion og geografi.

Dansk asatro bevæger sig med diskussionen i forbindelse med AFAs tilstedeværelse ved

sommerlejren i 2009 ad en anden rute væk fra revitaliseringens national-romantiske klichéer. Ved at

rekonstruere denne oprindelige religion som lige dele kulturelt, genealogisk og geografisk båret,

begynder dansk asatro at kæmpe sig fri af race-teoriernes lange skygger. Efter således at have nævnt

blod, landskab og kultur som væsentlige faktorer, siger den tidligere citerede debattør på

debatforummet Kindir, ”Ambervoice”:ENTEN accepterer man disse basale 3 vilkår og godtager dem som grundlæggende og altafgørende i forhold til

asatro- eller også finder man andre determinanter. Man kan ikke lige vælge efter forgodtbefindende. (Kindir.dk –

debatforum om asatro)

Men vi så tidligere debattører tage skarpt afstand fra blodet som afgørende for troen, i hvert fald

hvis det indebar nazistiske holdninger, hvilket baserer sig på Forn Siðrs vedtægter §4, stk 4.:

”Nazistisk virksomhed, samt brug af hedenske symboler i nazistisk øjemed er ikke foreneligt med

medlemskab af Forn Siðr.” (Forn Siðr, Vedtægter) En væsentlig udfordring for Forn Siðr som

organisation er således at kunne rumme troende, der vedkender sig blodsbånds betydning for troen,

samtidig med at ovennævnte paragraf overholdes og foreningens ansigt udad og indadtil dermed er

pletfri i forhold til anklager om nazistisk virksomhed. Gennem arbejdet med at blive godkendt som

trossamfund har denne rummelighed været en central pointe for foreningen, der blandt andet har

indskrevet et nutidigt digt i Edda-stil i vedtægterne for at pointere pluraliteten: Asa troende

alle kan kaldes

som glæde gives

ved gamle myter

som hylder de høje

hellige magter

eller bare er ven

med de venlige vætter (ibid.)

Dermed gives der i Forn Siðr det bredest tænkelige spillerum for forskellige opfattelser af troen. I

praksis er der tilsyneladende også ganske divergerende meninger om sagen, hvilket debatten om

sommerlejren og AFA illustrerer, ligesom det faktum at trossamfundet blot syv år efter sin

godkendelse som trossamfund har fået en ligeledes godkendt søsterorganisation bestående af

tidligere medlemmer. Denne udtalte heterodoxi er karakteristisk for asatroen i bl.a. Danmark. I

sidste instans stiller det spørgsmålet om hvorvidt geografi faktisk er en nødvendig del af en

asatroendes translationskæde.

Geografisk og genealogisk polyteismePrincipielt er der intet i vejen for at splitte tilhørsforholdet til eksempelvis jord, blod eller kultur op,

når man konstruerer sin tro. Den svenske forsker Fredrik Gregorius præsenterer i sin afhandling om

svensk asatro således 9 forskellige former for gudsforhold og deraf afledte værdier med mere eller

mindre eksplicit politisk indhold. Kategorierne, Gregorius identificerer blandt svenske asatroende,

er:

Arketypisk polyteisme – guderne eksisterer som indre psykologiske fænomener

Funktionel polyteisme – alle guder med samme funktion er den samme gud

Genealogisk polyteisme – guderne eksisterer indeni mennesket gennem blodet og slægtsbånd

Geografisk polyteisme – en gudegruppe eksisterer kun omkring en bestemt geografisk lokalitet

Kulturel polyteisme – enhver gud eksisterer i forhold til en bestemt kultur og dens bærere

Monistisk polyteisme – alle guder er manifestationer af en eneste bagvedliggende urkraft

Strikt polyteisme – alle guder eksisterer uafhængigt af mennesker

Synkretistisk polyteisme – der findes ingen klare grænser mellem guder og gudegrupper

Økologisk polyteisme – guderne er i naturen

Gregorius anvender disse kategorier som idealtypiske, og i øvrigt de hyppigst repræsenterede,

former for stillingtagen til gudernes ontologiske status og menneskets forhold til dem (Gregorius

2008:196). Logisk set er der ikke noget til hinder for at opbygge sin religion om kun en af disse,

selvom Blut-und-Boden-tankegangen fordrer blandingen af en geografisk og en genealogisk

forståelse, mens den citerede Kindir-debatør tilføjer kulturel arv som afgørende. De fleste svenske

asatroende er ifølge Gregorius ligeledes i praksis varierende blandinger af de ovenstående

arketyper.

Kigger vi på denne artikels første case med disse kategorier, er det værd at lægge mærke til at de

danske asatroende ser kulturelle overleveringer som mulighedsbetingelse for at geografien spiller en

rolle for deres tro. Translationskæden indeholder således den kulturelle arv som mellemled for at

knytte landskabet til troen. Eksempelvis siger Søren Fisker, Forns Siðrs daværende næstformand,

undervejs i debatten at: Andrea [Ambervoice] skriver meget fornuftigt, at amerikanerne synes at mangle land og kultur i ligningen, når

de ensidigt fokuserer på blodet/etniciteten. Det er jeg da fuldkomment enig i. Uden Grundtvig, sad vi næppe her i

dag. Jeg mener faktisk, at opvækst i et land gør langt de fleste til bærere af dele af landets kultur (hvadenten, man

er adoptivbarn eller "etnisk" dansker). (Kindir.dk – debatforum om asatro)

Trekløveret af geografisk, kulturel og genealogisk polyteisme betinger altså hinanden i dette

tilfælde. Spørgsmålet er, om det nødvendigvis giver mening analytisk at adskille de forskellige

former for gudsforhold, hvis den ene variant implicerer den anden. De kategorier, som denne artikel

kredser omkring, nemlig genealogisk, geografisk, kulturel og til en vis grad økologisk polyteisme,

har således alle en rumlig dimension og drejer sig om guder i forhold til en konkret historisk

definerbar lokation eller gruppe. Når amerikanske asatroende i Kennewick-sagen inkorporerer

landet i deres ligning, får den genealogiske legitimering af asatroen netop fastere grund at stå på i

begge betydninger af den frase. Også her er de asatroendes forestillinger om de indbyrdes

sammenhænge mellem geografien, generne og traditionen interessante – måske mere interessante

end den kategoriske adskillelse af sammenhænge.

For ANT er det en central opgave nøje at følge forbindelserne mellem translationernes elementer i

stedet for at adskille og opdele. Ved at fokusere på sammenføjninger frem for brudflader ser man at

AFAs position er determineret af hvilke videnskabelige translationer der er til rådighed på det givne

tidspunkt; om det er Jung og ”morphic resonance” som vi så i et tidligere citat eller folkevandringer

som i Kennewick-sagen er ikke så væsentligt, sålænge det forstærker båndet mellem den troende og

myten. Landets betydning for AFA dukkede op af den samme jordbanke ved Columbia-floden som

Kennewick-manden gjorde det, ikke fordi den genealogiske tolkningsramme brød sammen, men

fordi det geografiske aspekt tillod endnu en translationskæde at blive aktiveret. Tilsvarende er de

danske asatroendes forbehold overfor nazistisk tankegods betinget dels af de historiske

omstændigheder omkring Anden Verdenskrig og dels af den nuværende politiske diskurs omkring

etniske minoriteter. Her kan diskussioner om blodsbånd og religiøs kraft i gener vække

associationer som nogle danske asatroende nødigt vil vedkende sig. Omvendt er sammenhænge

mellem landskab og asatro uproblematiske størrelser i Danmark.

ANT og konstruktionen af SandhedenI indledningen har jeg forsøgt at skitsere, hvordan religion og geografi som begrebspar volder

problemer, fordi vi videnskabeligt er vant til at håndtere dem som hidrørende fra forskellige

domæner. I de translationskæder, jeg har viser i mine to eksempler, ser man at der for de asatroende

ikke er en konceptuel forskel på at legitimere asatroen ved at henvise til naturtilknytning eller ved at

argumentere for blodsbånds betydning. Ved at betragte konstruktion af mening på nært hold som

Latour og Callon, viser den lokale timing i forhold til omverdenens diskurs sig at være væsentligt

mere interessant end forskellige videnskabelige objekters epistemologiske status. Her er ANT

samtidig interessant, fordi den allerede fra begyndelsen indeholder en videnskabssociologisk kritik.

ANT peger på at udviklingen af videnskab, som Kuhn allerede var inde på i sin banebrydende The

Structure of Scientific Revolutions fra 1962, løbende konstrueres og revideres hvis ikke den

ligefrem revolutioneres. Det, der er interessant for videnskabsmanden, siger ANT, bør ikke være at

finde Sandheden med stort ”S”, men at redegøre nøje for hvordan produktionen af videnskab eller

enhver anden diskurs foregår, hvilket har været målet for indeværende artikel.

Med denne ramme har geografiens forhold til religion vist sig at være mere kompliceret end som så:

At dansk asatro skiller sig ud som sådan fra fx amerikansk asatro, skyldes bl.a. at den kan trække

tråde til fortidige hændelser, som er konstrueret af videnskab – arkæologi, filologi og

religionshistorie. Når amerikansk asatro benytter samme metode – translationer gennem videnskab -

til at hævde tilhørsforhold til et 9000 år gammelt skelet og derigennem til det nordamerikanske

kontinent, stilles spørgsmålet atter: Har geografien en betydning for udfoldelsen af asatroen, der er

andet end arbitrær symbolmanipulation? Påvirkes religion af omkringliggende natur og landskaber,

som Max Müller og religionsvidenskabens grundlæggere forestillede sig det, eller giver geografien

blot mulighed for at mytologisere og konstruere taksionomier?

Svaret må afhænge af ens syn på videnskaberne om geografi, arkæologi og historie, altså

translationen mellem tro og land. For hvis de asatroende kan føle guderne – et niveau vi ikke har

adgang til – igennem tilknytningen til jorden, en tilknytning som kun er muliggjort gennem

videnskabens opdagelser, da er videnskaben garant for at den konkrete geografi har en betydning

for de troende, så længe man tager deres ord for pålydende. Den asatroende, der føler de nordiske

guder og vætter strømme igennem naturen, skaber sin tro gennem videnskabens forarbejde – og fra

den troendes perspektiv bekræfter videnskaben altså troen. Således sætter ANT tingene på spidsen

for forskere der arbejder i grænsefeltet mellem det man normalt forstår som sociale forhold og

empiriske størrelser. Men religion og geografi er kun et grænsefelt, hvis man er af den opfattelse at

alt naturgivent er sikkert og alt menneskeskabt er konstrueret.

KonklusionSom krølle på halen vil jeg gerne pege på det tidslige aspekt. Kennewick-sagen starter som tidligere

nævnt i 1996 og løber for AFAs vedkommende til slutningen af årtiet. Den danske debat om

hvorvidt gener eller geografi er afgørende for asatroen foregår i 2009, ti år senere. På dette

tidspunkt har AFA for længst optrådt på amerikansk tv med ceremonier der illustrerer deres urgamle

tilknytning gennem Kennewick-manden til det nordamerikanske kontinent. Men historien var

tilsyneladende aldrig særlig kendt udenfor USA, og i det danske politiske klima med polariseret

debat omkring racisme og fremmedhad har det under alle omstændigheder tegnet en skarpere profil

i sommerlejr-debatten at fremstille amerikansk asatro som udelukkende race-orienteret.

Konstruktionen af mening, translationskædernes gradvise henfalden eller pludselige opståen som

DNA-kæder i en mitokondrie-suppe, er helt afhængig af timing og situationen.

Når Fredrik Gregorius rendyrker forskellige positioner indenfor svensk asatro, giver det forskeren et

godt redskab til at kategorisere – men kategorisering er et redskab, der ifølge ANT ikke

nødvendigvis er formålstjenstligt, når man ønsker at beskrive verden. I denne artikels eksempler er

en fortegnelse over hvilke typer relationer, som forbinder de troende med troen, ikke

fyldestgørende, da de danske og amerikanske asatroende via de samme kategorier forbinder dem

selv med deres guder (såvel som religion med geografi) på meget forskellige måder, og med to

forskellige konklusioner: En diaspora-religion, der ikke nærer ønske om at generobre det mytiske

hjemland, men konstruere et nyt, og en rekonstruktion af en oprindelig religion ude af race-teoriens

skygge.

Vi ser således Forns Siðr-medlemmer og Kindir-debattører forsøge at sammenkæde AFA med

trosforestillinger, som stiller dem selv i fordelagtige positioner i debatten. Bruger vi den ene eller

den anden rubricering af asatro, eller for den sags skyld religion generelt, til at lede vejen i debatten,

mister vi uundgåeligt blikket for situationaliteten. I tilfældet med sommerlejr-debatten bliver

geografisk legitimeret asatro relevant som modsætning til en påstået genealogisk ditto, da et klart

tegnet modsætningsforhold er retorisk virkningsfuldt i debatsituationen, netop fordi begge dele er

filtret ind i hinanden, i Danmark såvel som Amerika.

Pointen med ANT og denne artikel er at se på enhver viden eller tro som noget der produceres,

forhandles, sammenknyttes af omstændigheder og viljer. Sammenhænge som den mellem

Danmarks fortid og asatroendes nutid eksisterer i kraft af utallige sammenkædede forhandlinger på

tværs af århundreder. At det danske landskab kan formidle guder og vætter til nutidens asatroende

viser netop at translationskæder, der får betydningsdannelser til at fungere sammen, ikke skelner

mellem religion og geografi. Tværtimod: I misk-masket af nye og gamle sammenhænge mellem

religion og geografi, landskab og tro, ligger en guldgrube af fortællinger om hvordan mennesker

lever og tror.

Fodnoter

1) Mediatorer er et andet nøglebegreb hos Latour, og beskrives som noget der ”transformerer, oversætter, forvrider og modificerer den betydning eller de elementer, som det er meningen, de skal transportere” (Latour 2008:62).2) Vølse – organet for hedensk sæd er Forn Siðrs medlemsblad, der bidrager til at holde sammen på det danske asatrosamfund ved at rapportere om stort og småt i miljøet.

Litteraturliste Asatrú Folk Assembly. Frequently Asked Questions. Webpublikation på http://www.runestone.org/faq/index.html –

besøgt 28. juli 2010Callon, Michel. 1986. Some element in a sociology of translation: Domestification of the scallops and the fishermen of

St. Brieuc Bay. Power, Action and Belief, red. John Law, London: Routledge.Elgaard Jensen, Torben. 2005. Aktør-netværksteori - Latours, Callons og Laws materielle semiotik.

Socialkonstruktivistiske analysestrategier, red. A. Esmark, N. Åkerstrøm Andersen & C. B. Laustsen, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag / Samfundslitteratur.

Forn Siðr - Asa og Vanetrosamfundet i Danmark: Vølse – organet for hedensk sæd, nr. 47, marts 2009, ISSN: 1397-8705.

Forn Siðr, Vedtægter – Web-publikation på http://fornsidr.dk/dk/20 - Besøgt 28. juli 2010Gardell, Mattias. 2003. Gods of the Blood: The Pagan Revival and White Separatism. Durham: Duke University Press. Gregorius, Fredrik. 2008. Modern Asatro. Att konstruera etnisk och kulturell identitet. Lund: Lunds Universitet.Harreskovens Blotgilde – Webpublikation på http://www.blotgilde.dk - besøgt 28. juli 2010International Asatru Summer Camp 2009 - Web-publikation på http://iasc.dk/arbejdsgruppen.html,

http://iasc.dk/regler.html - Besøgt 5. maj 2010 [OBS: Hjemmesiden er nu nedlagt]Kindir.dk – debatforum om asatro – Web-forum-debat på http://kindir.dk/forum/viewtopic.php?t=4387&postdays=0&postorder=asc&start=0 - Besøgt 24. august 2009 King, Anna. 2006. Asatru leader visits Kennewick museum. Tri-City Herald: Mid-Columbia News, 4. juli 2006,

Kennewick, Washington. Webpublikation på http://www.tri-cityherald.com/2006/08/04/136620/asatru-leader-visits-kennewick.html – Besøgt 30. juli 2010

Latour, Bruno. 2008. En ny sociologi for et nyt samfund. Introduktion til aktør-netvær-teori. København: Akademisk Forlag.

Lee, Mike. 2000. Asatru give up Kennewick Man battle. Tri-City Herald: Mid-Columbia News, 14. januar 2000, Kennewick, Washington. Webpublikation på http://www.tri-cityherald.com/2000/01/14/136598/asatru-give-up-kennewick-man-battle.html – Besøgt 30. juli 2010

McNallen, Stephen A. 1999. Genetics & Beyond. Metagenetics – An Update. Webpublikation på http://www.runestone.org/articles/metagenet2.htm – Besøgt 30. juli 2010

Native American Graves Protection and Repatriation Act – Webpublikation på http://www.nps.gov/history/local-law/FHPL_NAGPRA.pdf – Besøgt 30. juli 2010

Slayman, Andrew. 1997. Special Report: A Battle Over Bones. Archeology – a publication of the Archeological Institute of America. Volume 50, nr. 1, januar/februar 1997, Long Island City: New York. Webpublikation på http://www.archaeology.org/9701/etc/specialreport.html – Besøgt 30. juli 2010.

Warmind, Morten. 2007. Asatro i Danmark - spredning og vækst af en "ny" religion. Tørre tal om troen; religionsdemografi i det 21. århundrede, red Warburg, Margit og Jacobsen, Brian, Højbjerg: Forlaget Univers.