1

Hej mine kære venner!

Her er en kærlig hilsen fra mig. Jeg har nu arbejdet i Sverige i to uger og nu vil jeg gerne fortælle jer lidt om, hvordan

det går. Jeg nyder praktikken i Trelleborg i fulde drag. Kollegaerne og patienterne har taget super godt imod mig. Der

er en god stemning på afdelingen og jeg føler virkelig at jeg får lov at være en del af det lille samfund, der hedder

Afdeling 22 på Lasarettet i Trelleborg.

Da jeg tilmeldte mig projektet ”Job og uddannelse i Øresundsregionen”, havde jeg ingen klar forventning om, hvad

jeg ville få ud af det. Jeg vidste dog, at det ville være godt at deltage. Jeg har nemlig tidligere været med i et lignende

projekt: Jeg har tilbragt mit tredje semester på musikkonservatoriet (Holland, 1992) på University College i Ripon,

North Yorkshire. Det ophold har jeg haft glæde af resten af mit liv. At et menneske kan finde varme og imødekom-

menhed i et helt fremmed land; at der i det land er mennesker ligesom os, der lever deres liv med store og små

bekymringer og glæder; og at disse mennesker er parate til at åbne op og lukke en fremmed pige ind i deres

tilværelse… Det har i den grad udvidet min horisont. Blandt andet har det gjort det helt naturligt for mig at flytte fra

Holland til Tyskland og senere hen til Danmark. Jeg har lært at relativere min egen lille verden, at give plads til det

anderledes uden at ville bedømme det, og at stole på at der overalt findes mennesker ligesom jeg. Det var en meget

værdifuld bagage, jeg fik med hjem fra Ripon dengang. På den baggrund har jeg, da vi fik tilbuddet om en praktik i

Sverige, straks besluttet mig for at tage imod.

2

Hvor var jeg glad og spændt, da jeg kørte til Sverige for første gang! Det føltes som et helt fantastisk eventyr. Jeg sad

og grinede højt bag rattet af min lejebil, og jeg tænkte: ”Vist nok er der nogle, der skal til Mars, men JEG skal til

Sverige! Ha!” Jeg var i den mest festlige stemning og da jeg kørte på broen, og så de majestætiske bropiller så tæt

på, kunne jeg ikke lade være med at tænke på ”The Argonath” fra Lord of the Rings (se billedet på første side)… ja,

jeg var altså en lille smule høj og skør af ren og skær glæde. Sådan er jeg jo.

Et lille hospital med et stort hjerte

Det allerførste, jeg lagde mærke til på Lasarettet,

var den gode stemning. Mange af patienterne er

rigtig, rigtig syge. Men man fornemmer det ikke.

Der er simpelthen så hjemligt og hyggeligt på

afdelingen, og patienter og medarbejdere omgås

hinanden som gamle venner. Jeg vil illustrere det

med en lille anekdote: En dag overværede jeg en

leverbiopsi. Da prøvetagningen var overstået,

sagde sygeplejersken til patienten: ”Der er lige

en, der vil hilse på dig!” Og ind kom en dame, der

var en bekendt til patienten. ”Ja, hun havde lige været til kontrol hos den og den læge, du ved, og så havde hun hørt

at patienten var hernede, og så tænkte hun at hun lige ville sige hej…” og så sad de og sludrede inde på

behandlingsrummet i mere end ti minutter. En herlig lille landsby.

Jeg talte om denne sociale kultur med en anden patient en dag, og hun sagde: ”Det kan jeg godt genkende. Det er

derfor, at folk her i området siger, at Lasarettet er et lille hospital med et stort hjerte.” Og kollegaerne fortæller, at

dette er noget, de gør helt bevidst. For viser medarbejderne nærvær og interesse, så vil patienterne føle sig trygge

på hospitalet, og have nemmere ved at samarbejde med fagpersonalet.

Og nu vil jeg gerne fortælle jer en anden ting:

Derhjemme mærker vi næsten ingen forskel i forhold til praktikken på Gentofte Hospital. Jeg tager hjemmefra tidligt

om morgenen (min mand afleverer vores yngste i børnehaven), og om eftermiddagen er jeg tilbage tidligt nok til at

hente den lille en halv time til en time før lukketid. Turene i bilen varer 55 minutter (90 kilometer) – og de er den

rene egoisme. Jeg nyder at have al den tid til mig selv og mine egne tanker; jeg nyder at høre min yndlingsmusik og

mit lydkursus i svensk på mp3. Jeg nyder at køre igennem tunnelen og over broen.

Jeg har skaffet mig en BroBizz, så jeg kan køre igennem betalingsanlægget på den

svenske side af broen uden at standse.

Projektet ”Job og Uddannelse i Øresunds-

regionen” betaler broafgifterne, og desuden

modtager jeg en befordringsgodtgørelse,

beregnet per kørt kilometer.

3

Der er betalt parkering på hospitalets p-plads, men jeg parkerer bilen i en lille sidevej tæt på hospitalet (Skyttsgatan),

hvor der altid er plads.

Afdelingen

Jeg arbejder på en afdeling for lungesygdomme, mave-tarmsygdomme og ”almene ældresygdomme”, og denne

diversitet giver selvfølgelig mange gode læringsmuligheder, især da jeg får rigeligt mulighed for at følge patienterne

til de mange forskellige undersøgelser. Her er en oversigt over medarbejderne på afdelingen, som det ser ud lige nu:

Afdeling 22, Trelleborgs Lasarett

Stue 1-9 (7 patienter) Stue 10-18 (7 patienter)

1 overlæge 1 overlæge

1 læge 1 læge

1 sygeplejerske 1 sygeplejerske

2 sosu-assistenter 2 sosu-assistenter

1 rengøringsassistent 1 rengøringsassistent

1 køkkenvagt (sosu-assistent)

1 afdelingskoordinator (sygeplejerske)

1 sekretær

Teamleder

Hvert hold personale tager sig således af maximalt 7 patienter. Det er en flot normering, men den er kun midlertidig:

Afdelingen er ved at ansætte nye sygeplejersker, og så snart de er startet, vil der igen være plads til 24 patienter. Til

den tid vil medarbejderne deles op i tre hold, der tager sig af 8 patienter hver.

Jeg arbejder efter min vejleder Mariannes skema, 38 timer om ugen. Mine dagvagter starter kl.06.45. Normalt

slutter dagvagten kl.15.30, men ofte får jeg lov at tage ”hjem til børnene” lidt før. Ind imellem har jeg en aftenvagt

fra kl.13.30 til kl.21.30. Disse dage er det mig, der tager mig af børnene om morgenen, mens min mand tager sig af

aftenrutinerne. Når jeg har en aftenvagt efterfulgt af en dagvagt, er der mulighed for at sove i et personale-

soveværelse på hospitalet. Det har jeg nu prøvet en gang og jeg var meget glad for løsningen: så slap jeg for at køre

hjem, sove et par timer og køre tilbage igen. Udfordringen ved denne overnatning viste sig – overraskende nok – at

være… madpakkerne! Hvor meget mad skal man egentlig have med? Hvor længe er man egentlig væk hjemmefra?

Ja, det blev faktisk til fire madpakker plus mellemmåltider, og så lavede jeg også lige aftensmaden til familien

derhjemme.

Lidt praktisk

Der er ingen portører på hospitalet. Sygeplejersker og assistenter kører selv

patienterne ned til undersøgelser. Når en patient er blevet udskrevet, rengør

assistenterne stuen og inventaret og lægger rent på sengen. Det er ligeledes

assistenterne og sygeplejerskerne, der tager urin-, fæces- og blodprøver ned

til hospitalets laboratorium, hvorfra de evt. bliver sendt videre til kliniske

laboratorier i Lund eller Malmö.

P H

H

Afdeling 22

4

Arbejdstøjet ligger i et stort garderobeskab

ved omklædningsrummene på 3.sal. Man

tager et rent sæt inden hver vagt. Der ligger

hvide bukser, sorteret efter højde og vægt

(den størrelse, jeg bruger, hedder: 170-

180cm/70-80 kg). De hvide bluser er sorteret

efter størrelse S-M-L-XL. Derudover er der

mulighed for at vælge lange og korte hvide

kitler og cardigans. Hver dag efter arbejde

tager jeg et sæt til den efterfølgende vagt og

lægger det i mit garderobeskab, som kan

låses med en hængelås, som man selv skal

have med. Det brugte arbejdstøj lægges til vask i en vasketøjsvogn, der står ved omklædningsrummene.

Frokostpausen er en rigtig pause, hvor man ikke er til rådighed for afdelingen. Personalet klokker ind og ud ved start

og slut af arbejdsdagen, og ligesådan klokker de ud og ind ved frokostpausen: Disse 30 minutter er privat tid. De

fleste medarbejdere på afdeling 22 spiser i afdelingens personalestue. Der er mulighed for at købe frokost i

hospitalets café, men en frokost koster 60 svenske kroner, og det kan blive dyrt hvis man gør det hver dag. De fleste

har derfor madpakke med, som de lægger i personalekøleskabet på personalestuen. Ud over frokostpausen har man

betalt formiddags- og eftermiddagspause.

Sprog

Ja, det når jeg nok ikke. Der er meget, jeg ikke forstår. Men alligevel,

når jeg sidder derhjemme og tænker på praktikken, så føler jeg

overhovedet ikke at jeg har været hæmmet af det manglende sprog.

Jeg har lært et par ord svensk, så jeg kan sige de hyppigst

forekommende sætninger til patienterne: ”Hvordan har du det?”

”Må jeg tage dit blodtryk?” ”Kan du sove?” ”Fryser du?” ”Er du

sulten?” og så videre. Når man tænker over det, så er det jo ikke så

meget forskelligt, man siger i løbet af en vagt, og man kan

udmærket klare sig med et begrænset, men målrettet ordforråd. Så

jeg leger lidt med det svenske sprog inde hos patienterne, og vi får nogle gode grin ud af det, hvilket jo kun er godt

for humøret. Faktisk lykkes det også ret fint at tale med patienterne om nogle andre ting, som jeg synes er vigtige:

”Hvem er du?” ”Hvordan har du det med at være indlagt?” En enkelt patient var i starten irriteret over, at jeg ikke

altid kunne forstå ham med det samme, og at han havde svært ved at forstå mig. Han var en ældre herre, som

opførte sig lidt vredladen og kommanderende over for os medarbejdere. Jeg blev ved med at hjælpe ham ordentligt

og behandle ham pænt – lige netop denne patient var indlagt i en længere periode – og efter ikke så lang tid

begyndte han alligevel at se mig i øjnene og smile en smule. Og så begyndte han at sige ”ven” og ”tak”. Og den

allersidste dag, lige inden han skulle hjem, tog han min hånd i begge sine hænder og sagde med tårer i øjnene:

”Tusind tak for al din gode hjælp. Det var skønt.” Jeg svarede ham: ”Det var da så lidt. Du er en god mand.” Og han

sagde: ”Jeg forsøger.” Det var et meget rørende øjeblik. Men dette eksempel illustrerer også rigtig fint, at ord er

langt fra det eneste, man kan benytte sig af i kommunikationen med patienterne. Stemmeleje,

ansigtsudtryk og handlinger siger mindst lige så meget. Man skal bare have forståelse for, at det kan

være ubehageligt for den anden (om det nu er en patient eller en kollega), at han ikke kan forstå

dig. Nogle undgår øjenkontakt for at undgå, at du begynder at tale til dem. Det er, fordi de er

lidt nervøse for den uvante situation. Jeg lader disse personer være i fred sprogmæssigt og

viser med handlinger, fagter og mimik, at vi nok skal finde ud af det. Ofte lægger det et

fundament af fortrolighed, der fjerner genertheden og får gang i den mundtlige

kommunikation.

Afdeling 22

5

Når jeg taler med kollegaerne, taler jeg dansk, og de taler svensk, og det går fint – bare vi husker at tale

.

Min vejleder Marianne kan tale dansk, og det er rart: så kan man lige udveksle nogle tanker hurtigt, og Marianne kan

hjælpe mig når jeg har misset nogle oplysninger. Jeg har haft en svensk ordbog i lommen de første dage, men den

bruger jeg slet ikke. Jeg beder bare kollegaerne om at gentage langsomt eller med andre ord, hvad de har sagt. Selv

gør jeg det samme på dansk. Det er nok.

Den store gevinst

Og hvad har jeg så indtil videre fået ud af denne dejlige praktik i Trelleborg? Nye, søde kollegaer, mange gode grin,

virkelig hjertevarmende stunder med patienter, et nyt sprog, en ny kultur, en større faglig viden, observationer ved

mange forskellige store og små undersøgelser… det er virkelig fantastisk. Men den store gevinst – det er noget

andet, noget mere omfattende. Jeg har lært, at jeg selv og af egen kraft er i stand til at møde nye mennesker, at gøre

dem trygge ved mig, at gøre dem glade, og selv at glædes ved det og være lykkelig. I Ripon troede jeg, det var Ripon,

men nu har jeg opdaget, at det også er mig! Jeg har også lært noget andet: Jeg var begyndt at tro, at det er svært at

rejse til et nyt land og starte forfra; at jeg måske var blevet lidt for træt efter de to gange, vi har gjort det. Men nu

har jeg erfaret at det er så let som ingenting, fordi jeg har mig selv med, og fordi der vil være gode mennesker til at

tage imod mig, hvor end jeg kommer hen.

Jeg vil skrive til jer igen, og næste gang vil jeg komme lidt nærmere ind på forskelle og ligheder mellem Trelleborgs

Lasarett og Gentofte Hospital – og de mange gode ting, vi kan lære af hinanden.

Kan I nu alle have det rigtig godt!

De kærligste hilsner fra Gabriëlle Beelen-Beeftink

Kgs. Lyngby, den 29 januar 2014