fra forskningen i Sønderjylland - sdu.dk · Denne artikel er den første af to artikler. Anden del vil handle om ‘vedligeholdelse’ og evaluering af virksom-hedens udenlandske

plukoktober 2010

fra forskningen i Sønderjylland

85193_PLUK_3_2010_.indd 3 16‑10‑2010 08:42:16

Indhold

Svend Hollensen og Anna Marie Dyhr Ulrich

Virksomhedens internationale markeder 1

Ulrike Barten

Mindretal og retten til intern selvbestemmelse 7

Mikkel Leth Jespersen

Aabenraas 675-års-købstadsjubilæum 12

Maria Bonner

Innovativt, udfordrende og unikt: universitetssamarbejde over grænsen 17

Forsidebillede: Café Alsion og den røde boks på Alsion i Sønderborg.Foto: Karen Margrethe Pedersen

© Institut for Grænseregionsforskning

PLUK kan frit citeres med angivelse af kilde.

Redaktion: Dorte Andersen, Gerd Battrup, Karen Margrethe Pedersen.Ansvarshavende redaktør: Elisabeth Vestergaard.Layout og tryk: Narayana Press.ISSN: 1398‑0548

Syddansk Universitet, Alsion 2, DK‑ 6400 SønderborgTelefon: +45 6550 1000. Fax: +45 6550 1779E‑post: [email protected] www.sdu.dk/ifg

pluk fra forskningen i Sønderjylland

Tidsskriftet præsenterer i kort form resultater fra den forskning, der foregår i Sønderjylland eller handler om Sønderjylland samt nye forskningsprojekter. Det bliver udgivet af Institut for Grænseregionsforskning, Syddansk Universitet. Institut for Grænseregionsforskning (IFG) har sine rødder i den enestående historie, som findes i den dansk‑tyske grænseregion. I dag ligger det på Alsion i Sønderborg og hører under Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet. IFG har både samfundsviden‑skabelige og humanistiske forskere og undervisere, og de beskæftiger sig med erhvervsstudier, europæiske studier, regionsudvikling samt mennesker og samfund i grænseregioner.

85193_PLUK_3_2010_.indd 4 16‑10‑2010 08:42:16

Pluk oktober 2010 1

Virksomhedens internationale markeder

Svend Hollensen og Anna Marie Dyhr Ulrich

Udvælgelsen af partnere på de internationale markeder er meget væsentlig for en virksomheds succes, da den eksterne partner får ansvaret for den succesfulde indtrængen på et marked. Mange virksomheders partnernetværk i udlandet er imidlertid bygget mere eller mindre tilfældigt op. Ofte har virksomheden deltaget på messer og udstillinger. Her har de fået henvendelser fra personer eller virksom-heder, som ønsker at repræsentere dem i et givent land. Et sådant tilfældigt møde har herefter ført til, at denne person eller virksomhed er blevet den danske virk-somheds partner. En struktureret udvælgelse er langt mere hensigtsmæssig. Den sikrer den danske virksomhed mod, at partneren hurtigt må skiftes ud − ofte med store omkostninger og tabte markedsandele til følge. Denne artikel er den første af to artikler. Anden del vil handle om ‘vedligeholdelse’ og evaluering af virksom-hedens udenlandske partnere.

om hurtigt at få produkterne ud til markedet og til mange forskellige markeder, samt mange produkters kortere levetid, gør det nødvendigt at have effektive processer og samarbejde til at sikre indtjeningen. I den forbindelse bliver den effektivitet, som den enkelte virksomheds internationale afsætningskanaler præsterer, stadig mere afgørende for de fremtidige mu‑ligheder for indtjening på eksportmarkederne.

Grundlaget for denne artikel er:– En spørgeskemaundersøgelse blandt ca. 200

eksporterende danske virksomheder.– Personlige interviews med 40 af disse virk‑

somheder.

Hele undersøgelsen er blevet gennemført af denne artikels forfattere samt Steen Donner fra Copenhagen Capacity i perioden 2003 til 2008. Undersøgelsen blev gennemført i et sam‑arbejde mellem Dansk Industri og Syddansk Universitet. De specifikke undersøgelsesresul‑tater kan findes i Dyhr et al. (2009).

Danmark har i flere hundrede år været en eks‑porterende nation. Vores begrænsede hjem‑memarked har altid fået mange virksomheder til at søge muligheder på eksportmarkederne. I dag bidrager eksporten med mere end 75 pro‑cent af det danske bruttonationalprodukt. Vi er blandt de mest eksporterende lande i ver‑den i forhold til vores størrelse. Selv relativt små virksomheder opbygger eksport til mange lande, og den typiske danske satsning på ni‑cher gør også, at det er nødvendigt at trænge ind på flere markeder for at få tilstrækkelig salgsvolumen. I disse år betyder globaliseringen, at virk‑somheder ikke længere har noget egentlig til‑hørsforhold, og at konkurrencen for mange ikke længere er regional, men global. Det skærper kravene til den enkelte virksomhed, hvis den fortsat vil vokse og være profitabel. Det gælder også, hvad angår de markeder, vi opererer på. Nye markeder i f.eks. Asien har gode vækstrater, mens gamle kernemarkeder i Europa viser et begrænset potentiale. Kravene

85193_PLUK_3_2010_.indd 1 16‑10‑2010 08:42:16

2 Pluk oktober 2010

Mere end 70 procent af de geografiske mar‑keder, som disse virksomheder eksporterede til, blev betjent af udenlandske partnere. Det var i form af agenter, der handler i producen‑tens navn og for dennes regning, eller distri‑butører, der handler i eget navn og for egen regning. Den mest almindelige måde at sælge på eksportmarkederne er gennem brugen af sådanne mellemhandlere. For en lang række virksomheder har det vist sig, at betjeningen af eksportmarkederne gennem distributører er langt mere økonomisk end at betjene dem gennem datterselskaber. Brugen af mellem‑handlere har også en lang række fordele, som gør denne afsætningskanal attraktiv for mange virksomheder:

– mindre risiko– lokalkendskab– stordriftsfordele– lavere omkostninger.

Da det er den udenlandske partner, der pri‑mært investerer i opbygningen af markedet, i showrooms og lagerfaciliteter, er risikoen for den eksporterende virksomhed selvfølgelig mere begrænset. Samtidig giver det virksom‑heden bedre mulighed for at ekspandere til flere lande, fordi den ikke skal bruge kræfter på at etablere eget set‑up på alle markeder. Når en agent eller distributør tager sig af set‑up’ et, bliver det også lettere for virksomheden at trække sig ud af markedet igen. Helt uden omkostninger er det dog sjældent. Det kan tage lang tid at trække sig ud af et marked, da der kan være serviceforpligtelser og andet, der gør, at man ikke kan forlade markedet, uden at ens brand tager skade. Vores undersøgelse viste, at de mest almin‑delige fejl, danske virksomheder begår i eks‑porten, er følgende:

1. Tilfældighed i markedsvalg.2. Tilfældighed i valg af agent eller distributør.

3. Ingen kontrol eller support fra eksportør til partnere i afsætningskanalen.

4. Omsætningen styrer støtten til det enkelte marked.

5. Ingen kontrakter til at regulere forholdet til partneren.

6. Begrænset villighed til at investere i opbyg‑ningen af samarbejdet.

7. Ingen eller begrænset feedback fra marked.

I den følgende analyse tager vi udgangspunkt i fejl nr. 2.: Tilfældighed i valg af agent eller distributør.

Valg af udenlandsk partner (agent eller distributør)Undersøgelsen viste således, at mange ekspor‑tører havde mange agenter eller distributører, som i realiteten ikke bidrog til virksomhedens bundlinje. Problemstillingen i denne artikel kan illustreres med Figur 1, hvor en virksom‑hed allerede har valgt nogle partnere (agenter og distributører) i Sverige og Tyskland og USA. Samtidig viser figuren, hvor i kæden at virk‑somheden kan sætte ind og vælge de “rigtige” udenlandske partnere. Som det ses i Figur 1, slutter kæden ikke ved den udenlandske partner. Denne får til op‑gave at videreformidle produktet til det næste led i kæden, som ofte vil være nogle Business‑to‑Business (B2B) kunder, der så videresæl‑ger produktet til de endelige brugere (B2C = Business‑to‑Consumer). Man taler om afsætningskanaler, som enten er “sælge til”‑kanaler eller “sælge igennem”‑ka‑naler. I “sælge til”‑kanaler har den produceren‑de virksomhed kun ringe indflydelse på, hvad der sker med produkterne, når mellemhand‑leren har fået dem og placeret produktet på sit lager. Mellemhandleren bliver typisk “kunden” set med eksportørens øjne. Denne type kanaler finder man oftest på B2C‑markeder. På langt de fleste B2B‑markeder er der imidlertid tale om “sælge igennem”‑kanaler, hvor agenten el‑

85193_PLUK_3_2010_.indd 2 16‑10‑2010 08:42:16

Pluk oktober 2010 3

ler distributørens indsats på markedet bør støt‑tes af eksportøren. Når en virksomhed bruger en “sælge igennem” kanal, bør virksomheden betragte mellemhandleren som en partner, og ikke blot som en kunde. Virksomhed og part‑ner skal betragte det som et fælles anliggende at få så mange varer ud til slutbrugerne som muligt. Og de skal sammen koordinere hele indsatsen med markedsføringen. Kompan A/S, der producerer legetøj til lege pladser, og som eksporterer til en lang række lande, har kun datterselskaber på nogle få markeder, hvor salgsvolumen berettiger det. Flere af disse datterselskaber er dog købt fra tidligere partnere. Kompan opererer med en

model for udvikling af sine internationale mel‑lemhandlere, som giver dem mulighed for at blive mere og mere integreret i virksomheden og blive tættere og tættere partnere. Til sidst kan de indgå i et egentlig joint venture, hvor Kompan overtager en del af aktierne i partne‑rens virksomhed. Vores undersøgelse viste, at det ofte sker, at det er agenten eller distributøren, der har valgt virksomheden og ikke omvendt. Det sker for eksempel i forbindelse med en messe eller en henvendelse på e‑mail, hvor en distributør i et land henvender sig til virksomheden og tilby‑der at repræsentere denne på det pågældende marked. Hvis virksomhederne ikke i forvejen

Sleswig-Holstein:Underforhandler

(uden lager)

Producent

Udenlandske Partnere (eksempler):

Kunder:

Sverige: Agent

(ingen lager)

Tyskland: Agent (ingen lager)

Niedersachsen:Underforhandler

(uden lager)

Bayern:Underforhandler

(med lager)

USA: Importør (påØstkysten)(med lager)

Californien:Underforhandler

(med lager)

Texas:Underforhandler

(med lager)

B2B Kunder i Sverige

B2B Kunder i Tyskland

B2B Kunder i USA

RegionaleUnderforhandlere (eksempler):

Problemstilling:

Hvordan vælges de rigtige udenlandske partnere, så det gavner alle aktører og giver mest værditilvækst i kæden af aktiviteter till den endelige slutbruger

Udenlandske partnere = Uafhængige forretningsdrivende / firmaer (agent, forhandler, distributør, franchisee etc.) som typisk vil repræsentere flere producenters produkter på de international markeder

B2C Kunder i Sverige

Internet handel

B2C Kunder i Tyskland

B2C Kunder i USA

Figur 1: Virksomhedens valg af udenlandske partnere

85193_PLUK_3_2010_.indd 3 16‑10‑2010 08:42:16

4 Pluk oktober 2010

har en repræsentant på markedet, vil nogle af dem fristes til at sige ja tak. Ofte forholder det sig imidlertid sådan, at de bedste og mest seriøse mellemhandlere ikke har brug for at henvende sig til virksomheder på denne måde. Derfor får man ikke nødvendigvis den bedste repræsentation på et marked ved at sige ja til den første og bedste henvendelse. De virksomheder, som udvælger marke‑der og forhandlere tilfældigt og uden grundig forberedelse, vil ofte også være dem, der opfat‑ter den enkelte agent eller distributør som en kunde og ikke som en egentlig partner. Men denne opfattelse af afsætningskanalen leder ofte ikke til den vækst i salget, som et tæt sam‑arbejde og en forståelse af partnerskabet vil kunne gøre.

Hvordan udvælges den mest ‘optimale’ partner i eksporten?Der er en stigende bevidsthed om nødvendig‑heden af at skulle gribe hele processen med udvælgelse af partneren mere systematisk, vel‑overvejet og struktureret an. Det har resulteret i, at flere og flere virksomheder er begyndt at arbejde mere seriøst med denne problematik. De har således udarbejdet redskaber til eva‑luering, som de bruger til at give potentielle partnere en score. De har også retningslinjer for en minimum score, for at de overhovedet overvejer et samarbejde. Et forsøg på at udvikle en faseopdelt model er vist i Figur 2.

Modellen i Figur 2 er forsøgt udviklet således, at den kan finde bred anvendelse. Den kræver

Screening 1: (stakeholder view: spørge / søge i virks. netværk)

Screening 2:

Screening 3:

Endelig valg af partner

Søgning og screening af potentielle partnere ud fra flg. målbare kriterier –ambassader skal kunne foretage denne præliminære søgning: Branche, størrelse, komplementære produkter, ejerskab, marketing, finansiel styrke

10 potentielle kandidater

Screening af potentielle partnere ud fra flg. kriterier hos partneren: Generel styrke, produkt faktorer, marketing færdigheder, engagement og faciliterende faktorer

2-3 potentielle kandidater

Screening af tilbageværende kandidater ud fra fin-screenings kriterier, som vil være meget virksomheds-specifikke

Figur 2: En fase-opdelt screeningsmodel til valg af partner på et udenlandsk marked

85193_PLUK_3_2010_.indd 4 16‑10‑2010 08:42:17

Pluk oktober 2010 5

derfor, at den enkelte virksomhed tager stil‑ling til sine specifikke behov. Den er delt op i nogle faser, som ligger forud for det konkrete valg. Der vil ikke altid være behov for at følge alle disse faser slavisk. Det afhænger af virk‑somhedens erfaring, viden om markedet samt hvor mange mulige partnere, der findes på det pågældende marked. Modellen viser, at virk‑somheden får øget sin information om og sit kendskab til de potentielle partnere på marke‑det gennem processen. Samtidig foretages en indsnævring i løbet af processen, således at man henter informationer om færre og færre virksomheder. Dette sikrer, at ressourcerne bruges effektivt samtidig med, at man får fore‑taget en detaljeret evaluering af mulighederne på markedet.

Screening 1Først opstiller virksomheden en ‘grov’ målbar profil af den ønskede partner. Dernæst kan virksomheden i dialog med en ekstern part få profilen tilrettet, så den passer til de behov og det budget, som virksomheden arbejder med. De danske ambassader rundt omkring i verden er eksempler på eksterne parter. Han‑delsattachéerne fra de forskellige ambassader er ofte i Danmark, og under et møde med dem kan man i detaljer gennemgå profilen, kriteri‑erne for udvælgelse og kravene til information. Det er vigtigt, at handelsattachéen bliver klædt ordentligt på og opnår forståelse for virksom‑heden og dens specifikke krav. Denne første fase vil koste omkring 10.000 – 40.000 kr. alt efter, hvor detaljeret information virksomhe‑den ønsker, hvem der foretager screeningen, og i hvilket land den foregår. Grov‑screeningen vil typisk resultere i, at virksomheden får udarbejdet en informations‑profil på hver af de mulige partnere, som er identificeret. Alt efter land, branche, udvælgel‑seskriterier osv. kan virksomheden forvente at gå fra ingen til måske 10 informationsprofiler. Det er vigtigt i denne fase, at virksomheden

sikrer sig, at alle potentielle kandidater er iden‑tificeret.

Screening 2I denne fase forsøger virksomheden at opstille en mere detaljeret partnerprofil. Typisk vil der være en række generelle krav, som virksomhe‑den vil have til en partner. Det vil typisk være krav såsom branche, størrelse, komplemen‑tære produkter, sprogkundskaber etc. Ud over dette vil der ofte være en række generelle “need to have”‑kriterier. De relaterer sig til nogle af de funktioner, som en partner skal udføre på virksomhedens vegne. Virksomheden skal ud fra ovenstående liste og med udgangspunkt i funktionsanalysen udvælge de krav, som virk‑somheden har til den potentielle partner. Det er altafgørende, at virksomheden kun med‑tager de forhold, som er absolut nødvendige for, at partneren vil kunne agere succesfuldt på markedet.

Screening 3I fin‑screeningen går virksomheden mere de‑taljeret til værks og er i dialog med de reste‑rende to til tre mulige partnere. I denne fase forsøger virksomheden at foretage en mere dybdegående evaluering af de enkelte poten‑tielle partnere ud fra en mere detaljeret liste af krav og kvalifikationer. Denne fase vil virksom‑hedens egne ansatte oftest kun kunne udføre, da den kræver en stor indsigt i virksomheden og de funktioner, der skal evalueres. Den ende‑lige evaluering vil typisk foregå ved besøg hos den potentielle partner og ved indhentning af information direkte fra de ansatte. I tilfælde, hvor virksomheden ønsker at gå endnu grun‑digere til værks, vil det også være nødvendigt at tage kontakt til kandidatens kunder og le‑verandører. Når partneren er udvalgt, skal samarbejdet i gang. Virksomhed og partner fastlægger et forløb for implementeringen. Det anbefales, at et sådant forløb tager fra tre til seks måneder.

85193_PLUK_3_2010_.indd 5 16‑10‑2010 08:42:17

6 Pluk oktober 2010

I den periode vil der ofte være behov for flere besøg hos partneren samt en tættere dialog omkring udviklingen af markedet sammen med partneren. Efter gennemført implemen-tering udarbejder de businessplanen.

AfslutningEt vellykket valg og efterfølgende implemente-ring af en ny udenlandsk partner er dog ikke tilstrækkeligt til at få etableret en langvarig og profitabel relation til gavn for begge parter. Det er nødvendigt at foretage en løbende evalu-ering af partneren og løbende vedligeholdelse af relationen mellem den danske virksomhed og den udenlandske partner. Dette vil være temaet for en artikel i et af de næste numre af Pluk.

LitteraturDyhr, A. M., Donner, S. og Hollensen, S. (2009),

Internationale Partnerskaber, Børsens Forlag, København.

Svend Hollensen er lektor i International Marketing ved Syddansk Universitet (IFG i Sønderborg). Han under-viser og forsker i, hvordan virksomheder kan udvikle deres kompetencer inden for eksport og internationalise-ring. Han har udgivet flere lærebøger på engelsk, bl.a. ‘Global Marketing’, som er udkommet i 5. udgave på Pearson i som-meren 2010. Svend Hollensen har tillige fungeret som konsulent for danske virksomheder og inter-nationale organisationer, bl.a. World Bank.

Anna Marie Dyhr Ulrich har flere års erhvervserfaring bl.a. som projektleder, senior kon-sulent i Dansk Industris in-ternationale afdeling og som indehaver af eget konsulent-firma. I dag er hun ansat som adjunkt på Syddansk Univer-sitet (IFG i Sønderborg). Anna Marie Dyhr Ulrichs primære interesser er design af virksomheders salgskanal samt optimering af virksomhedens internationale partnerskaber.

85193_PLUK_3_2010_r1_.indd 6 19-10-2010 20:48:03

Pluk oktober 2010 7

Mindretal og selvbestemmelse er velbeskrevne internationale fænomener. En forbindelse imellem de to bliver dog rutinemæssigt afvist. Spørgsmålet er, om det virkelig giver mening at holde fast i denne skelnen, når mindretalsret‑tighederne har udviklet sig markant i de sid‑ste tyve år. Der er kommet både nye traktater og såkaldte ikke‑bindende dokumenter til på mindretalsområdet. Jurister i folkeretten plejer gerne at ude‑lukke alt, som ikke står i traktater. Og selv den anden store kilde til folkeretten – sædvaneret‑ten – bliver ofte anskuet som upålidelig. I 1990 blev et for mindretal meget vigtigt dokument imidlertid vedtaget på europæisk plan: CSCE’s København Dokument. Konferencen om Sik‑kerhed og Samarbejde i Europe (CSCE) har siden skiftet navn til OSCE. I begyndelsen af 1990’erne blev der lagt fokus på den såkaldte humane dimension, det vil først og fremmest sige menneskerettigheder og dermed også mindretalsrettigheder. Københavnkonferen‑

cen i 1990 handlede ikke kun om mindretal, men afsnit fire i dokumentet er specifikt og udelukkende rettet mod de klassiske mindretal i Europa. Dokumentet er ingen international traktat; det vil sige, at staterne ikke har un‑derskrevet dokumentet og sendt det hjem til ratificering i deres parlamenter. Dokumentet er således ikke juridisk bindende. Staterne ved‑tog dog dokumentet, og der er en forventning om, at staterne holder sig til det, de selv har forhandlet sig frem til. I 1992 vedtog Generalforsamlingen i de Forenede Nationer den såkaldte UN Mino‑rity Declaration. Heller ikke den er en inter‑national traktat. Inden for selvbestemmelse er situationen nær den samme. Der er en del ikke‑bindende dokumenter, som dog har en stor betydning inden for feltet. En meningsfuld diskussion om mindretal, deres rettigheder og selvbestemmelse må ind‑drage alle disse dokumenter. En tilgang baseret på retfærdighed giver denne mulighed. Der‑

Mindretal og retten til intern selvbestemmelse

Ulrike Barten

Retten til selvbestemmelse er en ret for folk – ikke for mindretal. Denne klassi-ske fortælling om selvbestemmelse sætter Ulrike Barten spørgsmålstegn ved i sin ph.d.-afhandling: Minorities, Minority Rights and Internal Self-Determination. Den gængse metode i folkeretten er at se på traktater og undertiden på sædvaneret-ten. Der er konklusionen om at udelukke mindretal fra retten til selvbestemmelse ikke overraskende. En alternativ tilgang er teorierne omkring retfærdighed. De åbner diskussionen og tillader flere argumenter. Set med disse øjne er der over-lap mellem mindretalsrettigheder og dimensionerne ved intern selvbestemmelse. Fortællingen om, at selvbestemmelse kun er noget for folk, taber derved trovær-dighed. Samlet set viser konklusionerne, at klassiske mindretal i Europa har ret til intern selvbestemmelse.

85193_PLUK_3_2010_.indd 7 16‑10‑2010 08:42:31

8 Pluk oktober 2010

udover har den fået mere og mere opmærk-somhed i den internationale juridiske verden i de sidste tyve år, selvom spørgsmål om ret-færdighed jo går meget længere tilbage i tiden. Det er ikke længere kun et spørgsmål om, at noget skal være legalt, men det skal også være retfærdigt. Retfærdighed som en alternativ tilgang til velkendte problemstillinger kaster nyt lys på området. Jeg ser dog ikke bort fra folkerettens fundament, som andre tilgange har skabt.

RammerneDen grundlæggende præmis er, at folkeretten er dynamisk og under konstant udvikling, for den påvirker og tilpasser sig på samme tid til de ydre omstændigheder. Jeg begrænser mig til den europæiske kontekst. I denne sammen-hæng omfatter begrebet ‘Europa’ de liberale stater i Vesteuropa og Central- og Østeuropa, og der er flere grunde til dette fokus. For det første kan nogle af de vigtigste dokumenter kun anvendes i de europæiske stater. For det andet kræver retfærdighed som udgangspunkt et homogent samfund bestående af liberale stater. Selvom der findes forskelle mellem de europæiske stater, så kommer Europa dog tættest på at opfylde kriterierne. En anden afgrænsning i afhandlingen ligger inden for mindretal. Jeg fokuserer på nationale eller etniske, religiøse og lingvistiske mindretal, som jeg kalder for klassiske mindretal. Disse mindretal er omfattet af de internationale

traktater og dokumenter, der specifikt omta-ler mindretal.

RetfærdighedSkal man vurdere, om en lov er retfærdig, skal to ting undersøges. For det første skal man sikre sig, at proceduren er legitim, dvs. at loven opfylder nogle krav i forhold til dens tilblivelse. Derefter skal man se, om lovens indhold er retfærdigt. Kun når en lov er blevet til på en legitim måde og har et retfærdigt indhold, vil den blive overholdt. Thomas Franck er foregangsmanden inden for diskursen om legitimitet inden for folkeret-ten og den internationale politik. I 1990’erne introducerede han fire kriterier for legitimitet (Franck, 1995): determinans, herkomst, sam-menhæng og overholdelse. En lov skal være bestemt og således være klar i dens udsagn. Folk, som har ret til at lave love, skal lave loven. Den må heller ikke være grebet ud af luften, men skal passe ind i en større sammenhæng. Det sidste kriterium er, at loven underbygges af andre regler, således at loven kan blive indført. Når disse fire kriterier er opfyldt, er der tale om en legitim lov. Herefter kan man undersøge, om den også er retfærdig. I denne undersøgelse anvender jeg John Rawls, som har skrevet om et retfærdigt sam-fund (Rawls, 1999). Det første kriterium er de på forhånd godkendte værdier, demokrati, retsstatsprincippet og respekt for menneskeret-

85193_PLUK_3_2010_r1_.indd 8 19-10-2010 20:51:42

Pluk oktober 2010 9

tigheder. Inden for det andet kriterium bliver den individuelle frihed diskuteret. Det tredje kriterium er idéen om opbakning af de gene‑relle mål om fred, stabilitet og velfærd. Der‑næst følger det fjerde kriterium, som omfatter statslige overvejelser. De bliver afbalanceret af det femte kriterium, som er individets interes‑ser. Sjette og sidste kriterium er princippet om differens. Det postulerer, at loven skal være til gavn for den ringest stillede. Disse seks rawl‑sianske kriterier bliver anvendt i den såkaldte oprindelige position bag uvidenhedssløret. Her er intet kendt om det samfund, man træffer beslutninger om. Dette skal sikre en objektiv beslutningstagen.

AnalysenIndfaldsvinklen med legitimitet og retfærdig‑hed bliver anvendt to gange i afhandlingen. Først bliver den brugt over for de fire såkaldte ikke‑bindende dokumenter. De omfatter to dokumenter om mindretalsrettigheder og to om selvbestemmelse. Inden for mindretal dre‑jer det sig om FN’s Mindretalsdeklaration fra 1992 og Part IV af CSCE København Doku‑mentet fra 1990. Inden for selvbestemmelse bliver resolution 1541 (XV) om afkoloniali‑sering og princip V i Venskabsdeklarationen testet. Hvert af de fire dokumenter bliver gen‑nemgået i forhold til alle ti kriterier for legi‑timitet og retfærdighed. Med undtagelsen af Res. 1541 (XV), som har nogle svagheder, er dokumenterne relevante og opfylder kriteri‑erne for retfærdighed. De er derfor velegnede til brug som pålidelig ressource i den senere analyse. For det andet bliver indfaldsvinklen brugt på fire specifikke mindretalsrettigheder, som er retten til identitet, sprogrettigheder, retten til grænseoverskridende kontakter og retten til aktiv deltagelse. Disse fire rettigheder dækker over aspekter, der er vigtige for mindretal, og samtidig dækker de et bredt felt af min‑dretalsrettighedernes forskellige dimensioner.

Alle fire mindretalsrettigheder bliver anset for både legitime og retfærdige. De er vel‑etablerede rettigheder på mindretalsområdet, og der er stor sandsynlighed for, at de bliver overholdt.

Retten til intern selvbestemmelse for mindretalDe fire mindretalsrettigheder bliver sammen‑lignet med indholdet af begrebet om selvbe‑stemmelse. Før dette kan ske, skal det forklares, hvad selvbestemmelse egentlig er. Woodrow Wilson, som har fået æren for at introducere selvbestemmelse til det international samfund, anså det primært for at være et internt koncept. Udover at intern selvbestemmelse respekte‑rer staternes territoriale integritet, fokuserer den også på selvbestemmelse som proces. Et tredje punkt i denne kontekst er, at det ikke er

Også hos John Rawls er retfærdigheden blind. Beslut-ninger tages bag uvidenhedssløret.

85193_PLUK_3_2010_.indd 9 16‑10‑2010 08:42:32

10 Pluk oktober 2010

rimeligt at begrænse selvbestemmelse til afko‑lonialiseringen i Afrika. Selvbestemmelse betyder at bestemme frit over den politiske status og den økonomiske, sociale og kulturelle udvikling. Disse fire di‑mensioner undersøges nærmere. Bestemmel‑serne omkring udvikling inden for forskellige områder er ikke nærmere beskrevet i doku‑menterne om selvbestemmelse. Der er derfor inkluderet andre dokumenter fra de Forenede Nationer, som putter kød på de ellers tomme begreber. Sammenligner man nu indholdet af retten til intern selvbestemmelse og de fire mindretalsrettigheder, ser man, at der er store overlap. For at besvare spørgsmålet om min‑dretal har en ret til intern selvbestemmelse,

skal retten til selvbestemmelse imidlertid ses i en større sammenhæng. I forhold til mindretalsrettigheder viser historien, at mindretalsrettigheder og selvbe‑stemmelse ikke altid er blevet holdt adskilt, som det ofte ses i dag. Mindretalsrettigheder og selvbestemmelse bliver begge diskuteret i relation til menneskerettigheder, som foku‑serer på individet. Den gængse modsigelse mellem individuelle menneskerettigheder og kollektive rettigheder, som retten til selvbe‑stemmelse og mindretalsrettigheder, der im‑plicit har en kollektiv dimension, bliver således ikke bekræftet. Begrebet ‘mindretal’ er ikke defineret i en traktat. Det er umuligt at finde en utvetydig definition af begrebet. Der findes et udsagn om, at mindretal er en kendsgerning og ikke et spørgsmål om definition. Samtidig har vi begrebet ‘folk’, som åbenbart i høj grad er et spørgsmål om definition og ikke en kends‑gerning. Denne afhandling afviser teorierne inden for afkolonialisering om, at et folk er personerne i et givent territorium. Når et folk defineres ved dets fælles karakteristiske træk, bliver det meget svært at skelne folk fra min‑dretal. Dertil kommer, at et individ kan være medlem af et folk og et mindretal ved at høre til præcis den samme gruppe mennesker. Skel‑nen mellem folk og mindretal ser ud til at være meget vilkårlig.

KonklusionOverlappet mellem mindretalsrettigheder og indholdet af selvbestemmelse betyder, at mindretal har en ret til selvbestemmelse. Det er vigtigt at fastslå, at det at tildele mindretal rettigheder, som ellers er forbeholdt folk, ikke truer staterne. Selvbestemmelse har kun in‑terne konsekvenser. Man kan ikke begrænse selvbestemmelse til afkolonialiseringen. Selv‑bestemmelse har eksisteret før denne tid og er stadig i dag et aktuelt emne. Selvbestemmelse var oprindeligt tænkt som et internt koncept.

Minorities, Minority Rights and Internal Self-Deter-mination.

85193_PLUK_3_2010_.indd 10 16‑10‑2010 08:42:39

Pluk oktober 2010 11

Det truer ikke statens territoriale integritet. Derudover viser analysen, at mindretalsrettig‑heder bliver afbalanceret af statslige interesser. Derfor er intern selvbestemmelse for folk eller mindretal acceptabel for liberale stater. Spørgsmålet, om mindretal har en ret til in‑tern selvbestemmelse, kan nu besvares positivt. Der er flere betydningsfulde overlap. Mindre‑talsrettigheder og selvbestemmelse overlapper. Folk og mindretal overlapper. Selvbestemmelse skal forstås som et internt koncept. Samlet set viser disse konklusioner, at klassiske mindretal i Europa har en ret til intern selvbestemmelse.

LitteraturFranck, Thomas, Fairness in International Law

and Institutions, Oxford UP, 1995.Rawls, John, A Theory of Justice, rev. ed., Harvard

UP, 1999.

Ulrike Barten har en LL.M. in International Law fra University of Glasgow og en B.A. in International Rela‑tions fra det Tekniske Universitet Dresden. I perioden 2006‑2010 var hun ansat på In‑stitut for Grænseregi‑onsforskning; først som forskningsassistent i et projekt om det grænseoverskridende samarbejde på tværs af Femern Bælt og sidenhen som ph.d.‑studerende. Nu er hun Junior Research Associate på European Centre for Minority Issues i Flens‑borg. Ulrike Barten forsvarer sin ph.d.‑afhandling ved Institut for Grænseregionsforskning den 26. oktober 2010.

85193_PLUK_3_2010_.indd 11 16‑10‑2010 08:42:40


Aabenraas 675-års-købstadsjubilæum

Mikkel Leth Jespersen

Den 1. maj i år saluterede Aabenraa kanonlaug med de gamle kanoner fra fre-gatskibet Aurora i Genforeningshaven. Borgmesteren holdt tale, og indenfor på museet blev der åbnet en udstilling med genstande fra byens historie. Det var fej-ringen af Aabenraas 675-års-købstadsjubilæum, eller rettere fejringen af 675-års-dagen for den ældste bevarede udgave af Aabenraa bys skrå. Jubilæet giver anled-ning til at trække nogle lange linjer i Aabenraas historie fra middelalderen og frem til i dag.

raa fik sine første privilegier i første halvdel af 1200‑tallet. Aabenraa er derfor ældre end de 675 år, men byens ældste købstadsprivilegier er ikke bevaret. Det er derimod den skrå, som hertug Valdemar af Sønderjylland udstedte til

Aabenraa bliver en byI middelalderen var det, der afgjorde, om en bosættelse var en by, om den havde køb‑stadsprivilegier eller ej. Bosættelsen Aabenraa går længere tilbage, men alt tyder på, at Aaben‑

Aabenraa Bys Skraa 1335, Landsarkivet for Sønderjylland. Foto: ISL-Lokalhistorie ved Helge Krempin.

85193_PLUK_3_2010_.indd 12 16‑10‑2010 08:42:42


borgerne i Aabenraa under et ophold på Søn‑derborg Slot i 1335. Ordet “skrå” betyder nedskreven lov el‑ler vedtægt. Skråen er et retsdokument, der bestemmer, hvilke rettigheder byens borgere havde, og hvilke pligter de skulle yde hertu‑gen til gengæld. Den fastslog således, på hvilke marker byens borgere måtte lade deres kvæg græsse, og hvilke skatter de skulle betale. For eksempel skulle enhver ny borger i byen betale to øre kobber og derefter betale de sædvanlige årlige ydelser. Til gengæld måtte der handles i byen, som havde status af marked for det om‑kringliggende opland – dette var det centrale element i alle købstadsprivilegier. Et andet vigtigt tema i skråen var byens retsvæsen. De grundlæggende retsregler blev hentet i Jyske Lov fra 1241, der var gældende i hele Sønderjylland. Drab skulle straffes med en stor bøde og betaling af mandebod til den dræbtes slægt, mens tyveri og hor kunne med‑føre dødsstraf. Retten blev sat på bytinget, som stod under ledelse af byfogeden. I skråen omta‑les også byens gilder, herunder det fornemme Skt. Knuds gilde, der var opkaldt efter den sønderjyske hertug Knud Lavard. Gildebrød‑rene skulle hævne hinanden og yde gensidig økonomisk støtte. I kirkelig henseende var Aabenraa underlagt biskoppen i Slesvig, som skulle modtage en årlig afgift per hushold. Den originale skrå er på latin, men bru‑gen af enkelte danske gloser som skrå, byfred, fægang og forkøb tyder på, at byens borgere talte dansk.

Brundlund SlotSkråen var et vigtigt element i forholdet mellem fyrstemagt og borgerne i Aabenraa. Fyrstemag‑ten skulle dog også have en lokal repræsentant i byen for at hævde sine rettigheder og sikre håndhævelse af borgernes privilegier. I mid‑delalderen skete det fra borgen Aabenraahus, som lå ved det nuværende Nybro, men om‑kring 1400 blev den gamle borg revet ned og

erstattet af Brundlund Slot lidt uden for byen. Her boede de fyrstelige amtmænd, der havde opsyn med byen og det omkringliggende amt. Desuden skulle slottet forsvare byen mod indtrængende fjender. I 1429 blev det endnu forholdsvis unge slot indtaget af holstenerne i deres krig mod den danske konge Erik af Pommern. Det skete ved en længerevarende belejring, hvorunder besætningen blev sultet ud og borgen erobret. Knap hundred år efter i 1523 havde artilleriet fået en langt større rolle i krigsførelsen, og Brundlund blev indtaget ved hjælp af “bøsser og svært skyts”. I det følgende århundrede blev anlægget bygget om til et re‑næssanceslot og dermed mere pragtfuldt og beboeligt. Slottet står endnu som et af byens mest markante bygningsværker, dog med et stærkt præg af C.F. Hansens hårdhændede re‑staurering i tiden efter 1800. Frem til 1990’erne tjente det endnu som amtmandsbolig.

De tre makrellerEt andet middelalderligt levn, der har trukket lange spor i byens historie og selvforståelse, er afbildningen af tre makreller. De optræ‑der første gang i det ældste bevarede aftryk af Aabenraas segl fra 1421. Præcist, hvornår dette symbol blev optaget i byens segl, vides ikke. Det markerer imidlertid, at indbyggerne i Aabenraa allerede i middelalderen havde en så tæt tilknytning til det maritime, at de ville ud‑trykke det i deres segl. Makrellerne svømmede i fjorden, og symbolet henviser formentlig til, at byen i høj grad ernærede sig ved fiskeri. I de efterfølgende århundreder findes ma‑krellerne i forskellige variationer som symbol på byen og rådet. Og efterhånden som Aaben‑raa i 1700‑ og 1800‑tallet blev en verdenskendt søfartsby, blev symbolet kendt som “three pieces‑fish” eller “sam go yü”, som det hed på kinesisk. Udbredelsen af kendskabet til de tre makreller blev ikke mindre, da skibsreder Jebsen indsatte dem i sit rederiflag. Efter Gen‑foreningen blev byvåbnet ligesom de øvrige

85193_PLUK_3_2010_.indd 13 16‑10‑2010 08:42:42


sønderjyske byers våbner moderniseret af teg‑neren Fr. Britze. Dette foregik under vejledning af heraldiker og arkivar P.B. Grandjean. Ved kommunalreformen i 1970 bibeholdt Aabenraa de tre makreller som byvåben, og ved kommunesammenlægningen i 2007 blev de i nydesignet udgave den nye og forstørrede Aabenraa Kommunes våben. Endelig er de tre makreller blevet brugt i en række andre sam‑menhænge. For eksempel har de tre makrel‑ler lagt navn til en nu lukket, men i Aaben‑raa legendarisk danserestaurant. I dag bærer kommunens kulturpolitik titlen “Makreller der spræller”.

Tiden under Gottorp 1544-1721Ved delingen i 1544 blev Aabenraa amt og by en del af den gottorpske fyrstestat. Det vil sige, at den i en række politiske og administrative henseender blev adskilt fra de omkringlig‑gende områder. Efter Hans den Ældres død

i 1580 kom også Tønder og Løgumkloster til Gottorp, men Aabenraa forblev Gottorper‑her‑tugernes nordligste bastion. Lokalt blev byen domineret af en klike af rige købmandsslægter, der sad i byens råd, hvorfra de dominerede den lokale politik. I den store sammenhæng fik tilknytnin‑gen til Gottorp formentlig ikke den helt store betydning. Da Trediveårskrigen og Svenske‑krigene rullede hen over Slesvig i løbet af 1600‑tallet, blev Aabenraa mindst ligeså hårdt ramt som byerne i de kongelige områder af hertugdømmet. Krigene var en katastrofe for hele landet. Af betydning var det, at gottorperne havde både Aabenraa og Tønder. Dermed blev der skabt et i politisk henseende sammenhæn‑gende område fra østkysten til vestkysten. I 1620 blev det således bestemt, at borgerne fra Tønder måtte benytte Aabenraa havn mod at betale de sædvanlige told‑ og bropenge. Til gengæld skulle de unde Aabenraa skipperne al den fragtfart, disse kunne overkomme at besørge. Dette er blevet set som starten på det særlige træk ved Aabenraa‑søfarten, at man sejlede i såkaldt trampfart mellem fremmede havne. I de sidste år under gottorpsk styre skete der et stort opsving i Aabenraa‑søfarten. På grund af krig og kapervæsen var store dele af den nordiske handelsflåde sat ud af funktion efter udbruddet af Store Nordiske Krig i 1700. Gottorp var neutralt, og derfor kunne skibene fra Aabenraa sejle nogenlunde uforstyrret. Det betød en forøgelse af tonnagen på 40 procent i perioden 1705 til 1710. Men den danske kon‑ges besættelse af byen i 1713 satte dog en brat stopper for denne fordel, og derefter fulgte en længerevarende lavkonjunktur.

Søfartens blomstringIntet har præget Aabenraa i så høj grad som søfarten. Som nævnt var det allerede markant i den gottorpske tid, hvor der også var kommet

Maleri af De tre makreller på Museum Sønderjylland – Kulturhistorie Aabenraa.

85193_PLUK_3_2010_.indd 14 16‑10‑2010 08:42:44


gang i byens skibsbyggeri. Efter nedgangen i årene efter 1713 fulgte et foreløbigt højdepunkt i 1748, da handelsflådens størrelse kulminerede med hele 115 skibe. Det var primært sejlads i hjemlige farvande, Østersøen og Middelhavet. Herefter faldt antallet af skibe, da den interna‑tionale handel blev begrænset af merkantilisti‑ske foranstaltninger. Men nu begyndte enkelte kaptajner at vove sig ud på længere rejser over Atlanterhavet, og skibene kunne være væk fra hjemstavnen i flere år. Byens søfart led et afgørende knæk i 1807. Her kom Danmarks engagement i Napo‑leonskrigene til at koste landet sin flåde, og dermed mistede handelsskibene deres værn. I løbet af de følgende år gik 15 af i alt 40 skibe fra Aabenraa tabt, og først efter 1825 skete der atter fremskridt i byens søfart. I den følgende periode udviklede Aabenraa sig til en søfartsby af europæiske dimensioner. Nu sejlede skibene hovedsagligt på Sydamerika, som i flere årtier blev Aabenraa‑kaptajnernes speciale. Det var i den sammenhæng, at byens matador Jørgen Bruhn gjorde sig gældende som den førende reder i Slesvig og Danmark. Samtidig skød det ene skibsværft efter det andet op på havnen i

Aabenraa og på Kalvø, og man byggede nogle af alle tiders største og hurtigste handelssejl‑skibe. I løbet af 1850’erne skete der et brat skifte i søfarten, da Kina blev Aabenraa‑skibenes primære destination. Nu nåede Aabenraa‑sø‑farten sit absolutte højdepunkt. I 1863 havde byens skibe en tonnage, der overgik alle andre slesvigske købstæder. Den befolkningsmæssigt næsten fire gange så store Flensborg blev over‑gået med knap 1.000 kommercelæster svarende til ca. 20 % af Aabenraa‑skibenes tonnage. Blomstringstiden fortsatte frem til omkring 1880, hvorefter byens sejlskibe snart blev ud‑konkurreret af dampskibe fra andre byer, der havde omstillet sig i tide. De dampskibsrede‑rier, der alligevel opstod i Aabenraa, kunne ikke leve op til tidligere tiders høje niveau.

Dansk og tysk i AabenraaSamtidig med at Aabenraa‑skibene domine‑rede verdenshave, så udviklede de nationale spændinger mellem danske og tyske sig i byen. Det blev det vigtigste tema i byens historie i den efterfølgende tid. I første omgang var det folk som urmager og redaktør Frederik

Maleri af Jes Jessen. Aabenraa med skibene i fjorden.

85193_PLUK_3_2010_.indd 15 16‑10‑2010 08:42:47


Fischer, der førte an i kampen, men efterhån‑den blev redaktør H.P. Hanssen den førende danske forkæmper i Sønderjylland med base i Aabenraa. Et af de vigtige initiativer var opret‑telsen af forsamlingshuset Folkehjem som base for de dansksindedes politiske og kulturelle ar‑rangementer. Den mest markante personlighed blandt byens tyske befolkning var skibsreder Michael Jebsen. Efter Første Verdenskrig blev Sønderjylland dansk, og nu var det Aabenraas tyske befolk‑ning, der måtte finde sig til rette som mindre‑tal i en anden nationalstat. Det afhjalp ikke spændingerne, at Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940 som et led i Anden Verdens‑krig. Men i løbet af anden halvdel af 1900‑tallet er modsætninger efterhånden blevet vendt til samarbejde. Endnu er Aabenraa centrum for det ty‑ske mindretals institutioner i Sønderjylland. Fra 1970 til 2007 havde administrationen af Sønderjyllands Amt sæde i Aabenraa, og herefter fik den nye og større Aabenraa Kom‑mune hovedsæde i den tidligere amtsgård. I 2010 er Aabenraa således præget af sine of‑fentlige servicefunktioner med uddannelses‑institutioner og sygehus. Udover Sydbank og produk tionsvirksomheden Abena, som begge har hovedsæde i Aabenraa, består byens er‑

hvervsliv hovedsageligt af små og mellemstore virksomheder. En særlig plads i Aabenraas historie har Marcussen og Søn Orgelbyggeri, som har eksisteret siden 1806 og fra 1902 været i den samme slægts eje. De to mest markante træk i Aabenraas historie er byens helt centrale placering i det dansk‑tyske kulturmøde og dens stolte søfarts‑tradition. Så mens virksomheder og kommune kæmper med de lokale virkninger af den glo‑bale finanskrise, kan 675‑års‑jubilæet give an‑ledning til at huske på en historie, der er langt mere spektakulær og dramatisk end den, de fleste andre danske købstæder kan fremvise.

Mikkel Leth Jespersen er kandidat fra Aar‑hus Universitet 2005 i historie med engelsk som sidefag. I pe‑rioden 2006 til 2009 stipendiat på Studie‑afdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensborg. Ph.d. ved Aarhus Universi‑tet i 2009 på en afhandling om Hertug Hans den Ældres fyrstestat i 1500‑tallets Slesvig‑Holsten. Fra april 2010 museumsinspektør på Museum Sønderjylland – Kulturhistorie Aabenraa.

85193_PLUK_3_2010_.indd 16 16‑10‑2010 08:42:48


Innovativt, udfordrende og unikt: universitetssamarbejde over grænsen

Maria Bonner

Internationalisering og grænseoverskridende samarbejde er slagord i dagens dis-kussion af uddannelse. Det har Syddansk Universitet og Universität Flensburg snart tredive års erfaring med. I de grænseoverskridende studier deler studerende, under-visere og administratorer en dagligdag i to uddannelsessystemer. De skal hele tiden handle ud fra to forskellige perspektiver på det faglige indhold i undervisningen, på undervisnings- og læringsstile samt retlige og administrative forhold. Ud fra en mangeårig erfaring med denne dagligdag og aktionsforskning beskriver artiklen nogle af faldgruberne og kriterierne for succes i dette internationale samarbejde.

Syddansk Universitet og Universität Flensburg som frontløbereFor snart tredive år siden besluttede Handels‑højskole Syd i Sønderborg og Pädagogische Hochschule Flensburg sig for noget nyt og spændende. De udbød i fællesskab uddannel‑sen “Betriebliche Bildung und Management”, en speciel HA, som havde fokus på livslang læring i arbejdslivet og de to nabosprog dansk og tysk. Dette var så innovativt, at en af stu‑diets fædre karakteriserede det som en flyve‑maskine, som skulle bygges færdig, mens den var i luften. Ikke bare indholdet og studiets grænseoverskridende natur var nyt, men også studiets opdeling i en treårig bachelorfase og et toårigt kandidatstudium. Det, som begyndte i det små i 1992, har vokset sig stort. I dag er de to institutioner uni‑versiteter, Syddansk Universitet og Universität Flensburg, og de udbyder flere fremgangsrige uddannelser sammen. De har skabt noget ene‑stående. Undervisere og studerende fra begge sider af grænsen agerer ikke længere i udkan‑ten af hvert sit land. De føler sig som del af et grænseoverskridende centrum, som forener

begge universiteters og begge landes viden og kunnen på en unik måde. Flyvemaskinen skal imidlertid stadig gen‑nemgå forandringer, for nu at genbruge bil‑ledet. Så snart konstruktørerne er tilfredse, kommer der nye regler udefra, eller noget af materialet er forældet. Der kommer nye bekendtgørelser, som igen kræver kreativ tilpasning i studieordningen. Der kommer besparelseskrav, som gør det mere vanskeligt at tilgodese den specifikke situation. Og den seneste udfordring er, at regeringen i Kiel at‑ter en gang vil nedlægge nogle af de uddan‑nelses‑ og forskningsmiljøer i Flensborg, som Syddansk Universitet samarbejder med. Be‑slutningstagerne har åbenbart svært ved at se, eller også lukker de øjnene for, at de grænse‑overskridende studieprogrammer er unikke. Deres nedlæggelse vil betyde et stort tab for Universtität Flensburg, for landet Schleswig‑Holstein, for Syddansk Universitet, for hele grænseregionen og ikke mindst for de unge. De studerende vil derved miste muligheden for at lære med hinanden og om hinanden og have internationalitet og det interkulturelle

85193_PLUK_3_2010_.indd 17 16‑10‑2010 08:42:48


samspil lige ind på kroppen. Og de får ikke den dansk‑tyske akademiske grad, som gør dem til attraktive medarbejdere for virksomheder og organisationer på begge sider af grænsen og på det internationale arbejdsmarked.

De grænseoverskridende studierI dag samarbejder de to universiteter om flere fælles uddannelser. To institutter fra Syddansk Universitet bidrager med forskningsbase‑ret undervisning, nemlig Institut for Græn‑seregionsforskning og Institut for Fagsprog, Kommunikation og Informationsvidenskab. Uddannelserne fra 1992 er i dag en bachelor i international erhvervsøkonomi og sprog, forkortet til BA int. og en overbygning, som fokuserer på marketing. Her får kandidaterne titlen cand.merc.int. De tyske titler er BA og MA i International Management, men studiet er det samme. I 1997 kom endvidere en ud‑

dannelse i kommunikation i virksomheder med fokus på sproglig og kulturel formidling, som i dag hedder kommunikationsdesign (ba‑chelor og kandidat). Begge disse uddannelser har som mål, at de studerende erhverver en høj kompetence i nabosproget, altså enten i dansk eller tysk. Det nyeste medlem i fami‑lien er derimod en engelsksproget uddannelse, hvad navnet European Studies afslører. Den har både en bachelor og kandidatgraden cand.soc. i europæiske studier.

Modeller for samarbejdeI et grænseoverskridende samarbejde er der som udgangspunkt to modeller med hver sine fordele og ulemper, en integrationsmodel og en additionsmodel. I integrationsmodellen sigter parterne mod et identisk uddannelsesforløb, som opfylder begge landes specifikke krav. I praksis betyder det, at partnerne udvikler fagbeskrivelserne i fællesskab, bliver enige om fagenes mål og indhold, om undervisningsformer, eksa‑menskrav og eksamensformer. Kunsten er så at “oversætte” disse forestillinger i parallelle studieordninger efter de givne nationale ram‑mer, uden at fællesnævneren går tabt. Denne model leder til en høj grad af deling af viden både med hensyn til faglighed og til partnerens uddannelsessystem. Studieledere, undervisere og administratorer bliver lydhøre over for for‑skelle i systemerne og andre tænkemåder og stræber efter at bibeholde det bedste af de to systemer. Denne model giver også de studerende en enestående chance for at lære to systemer at kende indefra og derved lære at indtage (mindst) to perspektiver. De kan ikke undgå at beskæftige sig med begge landes traditioner, kulturer og måder at være på. Deres interkultu‑relle kompetence baserer sig således ikke kun på et teoretisk pensum, men på erfaring i, ana‑lyse af og refleksion over en hverdag, som giver dem mulighed for at omsætte teori i handling.

Den tyske og danske studieleder hylder årets dimitten-der ved de grænseoverskridende studier i Flensborg.

85193_PLUK_3_2010_.indd 18 16‑10‑2010 08:42:50


Integrationsmodellens store chance ligger i nytænkning og potentialet for at være nyska‑bende. Ulemperne er tidsforbruget, der skal afklares mange detaljer, som forudsætter avan‑ceret kompetence i nabosproget. Samarbejdet efter denne model stiller høje krav til admini‑strationen af studierne. Det giver ofte anled‑ning til frustration, når snævre ministerielle rammer spænder ben for gode idéer. På trods af mange smukke ord om internationalisering er der ikke tænkt på de specifikke betingelser, som et grænseoverskridende samarbejde kræ‑ver. Man kan også opleve det som en spænde‑trøje, at de grænseoverskridende studier skal passe til de to universiteters øvrige studier. El‑lers går det ud over økonomien. Additionsmodellen er mindre ambitiøs og ligner meget almindelig studentermobilitet med semestre i udlandet. De studerende får anerkendt fag, som de har afsluttet ved det andet universitet. Fordelene er iøjnefaldende. Der er mindre planlægningsarbejde, afvigende traditioner, og forskelle i den daglige praksis spiller kun en meget begrænset rolle, idet hverdagen foregår i to adskilte verdener. Man behøver ikke sætte sig ind i det andet univer‑sitets rammer. Man behøver ikke få grå hår over en studieordning, som skal passe ind i to forskellige nationale ordninger. Ulempen er dog, at potentialet for innovation er ringe, for hverdagen på begge sider er “business as usual”. De studerende kan også lære med hinan‑den og fra hinanden i denne model, men deres interkulturelle udbytte er mere tilfældigt. Insti‑tutionernes læring er ringe, og det geografiske naboskabs unikke muligheder for at udnytte komplementære faglige kompetencer i under‑visning og forskning bliver spildt.

Den interkulturelle læring ved integrationsmodellenDe grænseoverskridende uddannelser mellem Flensborg og Sønderborg har hidtil været ba‑seret på integrationsmodellen. Den kræver, at

nøglepersonerne er bekendte med nabospro‑get og nabolandets uddannelsessystem, at de forstår partnerens traditioner, rutiner og for‑ventninger samt kan indtage partnerens per‑spektiv. Samarbejdet forudsætter endvidere nysgerrighed, lydhørhed og parathed til at opgive det, som man anser for “det normale” og lade sig udfordre af noget nyt. Nationale eller universitære regler kan en gang imellem næsten umuliggøre et godt samspil fx i forbin‑delse med eksamen. Afviklingen af eksamener viser tydeligt to vidt forskellige syn på, hvordan tingene “skal” gøres. I Danmark forventer man en speciel ek‑samensperiode fx med hensyn til frister for at give karakterer ved skriftlig eksamen, og der kan være anonyme skriftlige eksamensopgaver. Når de bliver skrevet, skal der være en bestemt afstand mellem bordene i lokalet og flere per‑soner som tilsyn. Ved mundtlig eksamen skal der være et grønt bord. Desuden er der skrappe tidsregler og et bestemt antal eksamensforsøg. I Tyskland kan det forekomme, at eksamen afvikles i sidste undervisningstime. Undervi‑seren fungerer selv som tilsyn, og der er ikke specifikke formalia omkring afviklingen. Ano‑nymitet ved skriftlige eksamener er ukendt, grønne borde kender man kun i et helt andet sammenhæng. Censorer, som er en del af det danske sy‑

Dimittender fra de grænseoverskridende studier i Flens-borg

85193_PLUK_3_2010_.indd 19 16‑10‑2010 08:42:51


stem for kvalitetssikring, er ukendt i Tyskland i denne form. At ministeriet sender eksterne censorer, kender man kun ved eksamener, hvor staten medvirker. Det er de såkaldte Staatsexa-men, som man for eksempel skal have for at blive gymnasielærer. Eksamener, som kun ligger i universitetets regi som bachelor‑ eller kandidateksamener, gennemfører universite‑tet alene. Intern censur forekommer kun ved afsluttende afhandlinger. Skriftlige prøver har underviseren i reglen alene ansvaret for, og en tysk underviser vil let kunne opfatte en intern eller ekstern censor som kontrol eller tvivl på hans eller hendes faglighed. Set fra et tysk perspektiv virker den danske organisation af eksamener skoleagtig, admi‑nistrativ tung med meget personale, præget af bureaukrati og ikke særlig fleksibel, mens den tyske organisation virker fleksibel og mere pragmatisk. Set fra et dansk perspektiv virker tyske eksamener underbemandet, der råder mere vilkårlighed end styring, der mangler regler og retssikkerhed. Summa summarum et næsten spejlvendt billede af de stereotype fore‑stillinger om begge lande. Det er indlysende, at man kun kan opnå bæredygtige kompro‑miser, hvis forskellige forestillinger af denne type bliver diskuteret, og hvis begge sider kan se det andet perspektiv samt forstå og accep‑tere partnerens handlingslogik. En høj grad af diplomati undervejs er også påkrævet.

Forhindringer, forandringer og fordringerDer er en lang række af andre udfordringer i forbindelse med de grænseoverskridende uddannelser, som kan bidrage til udvikling af en interkulturel kompetence hos undervisere, studerende og administratorer. Denne inter‑kulturelle kompetence, der også indbefatter færdigheder i flere sprog, er en vigtig kvalifi‑kation i en verden, hvor kontakten mellem al‑verdens mennesker bliver tættere og tættere, og hvor kultur, politik og økonomi bliver påvirket

og bestemt af internationale strømninger. Den er først og fremmest en nødvendighed på det globale arbejdsmarked. Foruden udfordringer er der også forhin‑dringer. De kræver andet end interkulturel kompetence, nemlig forandringer på nationalt plan. Hertil hører de forskellige tidspunkter for semestrenes start og slut i Danmark og Tysk‑land, dvs. de tidsrum hvor undervisningen fin‑der sted. I lange perioder er der undervisning i Flensborg, hvor det ikke er tilfældet i Sønder‑borg, og omvendt. Da mange underviser begge steder, kan det knibe med frirum til forskning. En tidsmæssig harmoni ville bestemt være en fordel og tillige gavne forskningssamarbejdet mellem institutionerne. Blandt fordringerne til de nationale mini‑sterier hører også en klog tilbageholdenhed samt vilje til at godkende særlige regler eller undtagelser fra regler. Dette ville bidrage til at stabilisere det opnåede i stedet for at sætte de grænseoverskridende uddannelsers fremtid på spil. Nye bekendtgørelser eller regler, som strider imod de stadig sårbare kompromiser, man har udarbejdet i fællesskab, kan blive ka‑tastrofale. De grænseoverskridende studiers fremtid er afhængige af, at de kan udvikle sig frit fra bindinger, som begrænser nytænkning. Ellers vil flyvemaskinen, som siden 1992 er blevet en succes, komme til at mangle luft un‑der vingerne.

Maria Bonner er lektor i tysk ved Institut for Fag‑sprog, Kommunikation og Informationsviden‑skab. Hun har en inter‑national baggrund som forsker og underviser i Tyskland, USA, Sverige og Island. Fra 2001 til 2007 var hun studieleder for de grænseoverskri‑dende uddannelser, som Syddansk Universitet udbyder sammen med Universität Flensburg.

85193_PLUK_3_2010_.indd 20 16‑10‑2010 08:42:52


kommende arrangementer på Institut for grænseregionsforskning

26. oktober, 2. og 11. november 2010, 15.00-17.00, i u101, på Alsion, sønder-borg. tilmelding.Folkeuniversitetet: Sønderjyllands historie fra 1918 til i dag3 foredrag om Sønderjyllands historie. Foredragene bygger på Henrik Becker‑Christensens afsnit Fra ‘mod hinanden’ til ‘med hinanden’ 1918‑2008 i Sønderjyllands Historie, bind 2. Arrangeret i samarbejde med Folkeuniversitetet.

Foredragsholder: Henrik Becker-Christensen.

27. oktober 2010, 09.00-16.00, i u109, Alsion, sønderborg. Afholdes på en-gelsk. fri adgang.IFG on the Map / IFG på landkortetIFG’s annual conference. This year, the IFG on the Map conference will address the topic ‘Cele‑brate Diversity’, thereby bringing focus not only on the different research groups of the depart‑ment, but also showing that an open mind towards other and perhaps new ideas can prove beneficial. As George Bernard Shaw said: “All great truths begin as blasphemies”

Speakers: PD Dr. Jan Asmussen, Assoc. Prof. Lars Winther and Prof. Dr. Edeltraud Hanappi-Egger.

30. oktober 2010, kl. 14.00-16.00 i u101 på Alsion i sønderborg. fri adgang.Moderne traditioner i grænseregionen

Moderne traditioner, er det ikke en selvmodsigelse? Traditioner er vel gamle og hævdvundne? Nej, hvis noget er gjort tre gange, omtaler mange det i dag som en tradition. Og der er i høj grad brug for traditioner i det moderne samfund. De markerer kontinuitet i en tid, hvor meget er under forandring. Traditioner er en form for kit, der er med til at holde sammen på fællesskaber både i familien og i samfundet. Foredraget vil omhandle nye traditioner som barselsstorken, markeringer af 30 års fødselsdage med “kunstværker” uden for fødselarens bolig og de gamle egnsretters genkomst.

Foredragsholdere: Museumsinspektør Inge Adriansen, Museum Sønderjylland og lektor Karen Margrethe Pedersen, Institut for Grænseregionsforskning, Syddansk Universitet.

85193_PLUK_3_2010_.indd 21 16‑10‑2010 08:42:52

InstItut for grænseregIonsforsknIng

85193_PLUK_3_2010_.indd 2 16‑10‑2010 08:42:11

Documents

fra forskningen i Sønderjylland - sdu.dk · Denne artikel er den første af to artikler. Anden del vil handle om ‘vedligeholdelse’ og evaluering af virksom-hedens udenlandske