Embed Size (px)
Citation preview
D E T H U M A N I S T I S K E F A K U L T E T
K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T
Kandidatspeciale
Tanja Kjær Andersen
Folkekaravaner & eksotiske mennesker - med særligt fokus på fremvisninger i Danmark 1878-1909
Vejleder: Anne Katrine Gjerløff
Afleveret: Januar 2009
Billedplacering. Slet boksen hvis du ikke
anvender billede.
- 1 -
Indholdsfortegnelse
INDHOLDSFORTEGNELSE ............................................................................ 1
1. INDLEDNING ................................................................................................. 3
1.1 PRÆSENTATION AF EMNE ............................................................................. 3
1.1.1 Problemformulering ............................................................................ 6
1.2 AFGRÆNSNING AF PROBLEMFELT SAMT DEFINITIONER ................................ 6
1.2.1 Tidsmæssig afgrænsning ..................................................................... 6
1.2.2 Geografisk afgrænsning ...................................................................... 6
1.2.3 Folkekaravaner og eksotiske mennesker ............................................. 7
1.3 KILDER OG METODE ................................................................................... 10
1.4 SPECIALETS OPBYGNING ............................................................................ 13
2. FORSKNINGSPRÆSENTATION .............................................................. 15
2.1 INTERNATIONAL FORSKNING ...................................................................... 15
2.2 DANSK FORSKNING .................................................................................... 18
2.2.1 Etnografiske folkekaravaner i Danmark ........................................... 18
3. KOLONIALISME, ANTROPOLOGI OG UNDERHOLDNING ............. 21
3.1 DEN KOLONIALE KONTEKST ....................................................................... 21
3.1.1 Kolonialisme og kritik af antropologisk viden .................................. 23
3.1.2 Orientalisme og den koloniale diskurs .............................................. 24
3.1.3 Konsolideringen af en national og europæisk selvopfattelse ............ 24
3.1.4 Kolonialisme og køn .......................................................................... 25
3.2 ANTROPOLOGI SOM VIDENSKAB I DET 19. ÅRHUNDREDE ........................... 25
3.2.1 Imellem humanisme, imperialisme og naturvidenskab ...................... 26
3.2.2 Kært barn har mange navne: om antropologi og etnografi .............. 27
3.2.3 Klassifikation, anormale - og ikke-europæiske folk .......................... 29
3.3 NATURVIDENSKABERNE SOM UNDERHOLDNING ........................................ 31
3.3.1 Populærvidenskab ............................................................................. 32
3.3.2 Det 19. århundredes store udstillinger .............................................. 33
3.3.3. Krydsfeltet mellem videnskab og underholdning .............................. 33
4. FOREVISNINGERNES HISTORISKE KONTEKST ............................... 35
4.1 DE TIDLIGE FREMVISNINGER ...................................................................... 35
4.1.1 Eksotiske mennesker, dyr og genstande ............................................ 35
4.1.2 Fremvisning af grønlændere ............................................................. 36
4.2 DE KOMMERCIELLE OG VIDENSKABELIGE FREMVISNINGERS BEGYNDELSE I
1800-TALLET ................................................................................................... 37
4.3 UNDERHOLDNING OG FOREVISNINGER I TIDEN OMKRING 1900 .................. 39
4.4 MELLEM FOLKEFORLYSTELSE OG FOLKEOPLYSNING ................................. 42
4.4.1 Tivoli og Zoologisk Have .................................................................. 42
4.4.2 Varieteerne og den folkelige underholdning ..................................... 44
- 2 -
5. HAGENBECK OG DEN INTERNATIONALE KONTEKST .................. 46
5.1 HAGENBECK OG DE STORE FOLKEKARAVANER .......................................... 46
5.2 DE KOM, DE BLEV SET, DE SEJREDE SIG IHJEL ............................................. 48
6. FREMVISNINGEN AF FOLKEKARAVANER OG EKSOTISKE
MENNESKER I DANMARK 1878-1909 ......................................................... 50
6.1 DIVERSITETEN INDEN FOR FREMVISNINGEN AF FOLKEKARAVANER OG
EKSOTISKE MENNESKER 1878-1909 ................................................................. 50
6.2 STEMMEN FRA DE FREMVISTE .................................................................... 52
6.2.1 Hvordan blev de hyret til forevisningerne? ....................................... 53
6.2.2 Hvad var deres motivation for at deltage i forevisningerne? ............ 54
6.3 HVORDAN BLEV DE FREMMEDE PRÆSENTERET OG OPFATTET? .................. 55
6.3.1 Race og kultur er i centrum ............................................................... 55
6.3.2 Den vilde seksualitet.......................................................................... 58
6.3.3 Fremmedgørelse og identifikation ..................................................... 59
6.4 AUTENTICITET SOM GARANT FOR DEN VIDENSKABELIGE FORBINDELSE ..... 61
6.5 SHOW OG ISCENESÆTTELSE ....................................................................... 64
6.5.1 De tre Tigergratier ............................................................................ 68
6.6 PRESSENS REAKTION PÅ ISCENESÆTTELSEN OG DEN MANGLENDE
AUTENTICITET.................................................................................................. 70
6.6.1 Scheel-Vandels brutale himmelfærd og mirakuløse genopstandelse . 72
6.7 DE DANSK-ARRANGEREDE UDSTILLINGER ................................................. 75
6.7.1 De besværlige kinesere ...................................................................... 77
6.8 FREMVISNINGER EFTER 1909 ..................................................................... 78
7. KOLONIUDSTILLINGEN I TIVOLI 1905................................................ 84
8. KONKLUSION .............................................................................................. 89
9. ABSTRACT ................................................................................................... 91
LITTERATURLISTE ....................................................................................... 93
BILAG 1 ........................................................................................................... 104
- 3 -
1. Indledning
1.1 Præsentation af emne
”Man faar her et udtømmende Billede af dette mærkelige Folk, der ikke er
drevet fremad af den europæiske Cultur, men endnu lever som Efternølere af en
undergaaet høi Civilisation, der har sine Kilder i Fortidens Mørke.”1
Sådan lød de beskrivende ord om Den nubiske karavane i Illustreret
Tidende i august 1878, i forbindelse med, at Tivoli endelig kunne tilbyde
de underholdningskrævende københavnere en ny og eksotisk
oplevelse. For første gang var det nemlig muligt at se en af
Hagenbecks berømmede etnografiske folkekaravaner i Danmark.
Karavanen bestod af femten nubiske mænd, æsler, dromedarer,
elefanter, giraffer, geder og antiloper samt en tilknyttet etnografisk
museumsudstilling med afrikanske redskaber, våben og
beklædningsgenstande.2 Som det fremgår af det ovenstående citat, var
det en vigtig del af udstillingen at give tilskuerne et autentisk og
spektakulært indblik i en fremmed verden, som de hidtil kun havde
haft adgang til via rejsebeskrivelser og ugebladsartikler i f.eks.
Illustreret Tidende. Verden var blevet både større og mindre på en
gang. Den nubiske udstilling blev en stor succes og bliver som oftest
regnet for at være den første af en lang række af kommercielle og
etnografisk baserede fremvisninger af eksotiske mennesker, som i
løbet af de følgende ca. 30 år fandt sted i Tivoli og andre egnede
lokaliteter i København og provinsen. Disse fremvisninger var
generelt store succeser, og i løbet af perioden var rigtig mange, især
københavnere, de fascinerede tilskuere til etnografiske forevisninger af
f.eks. australske kannibaler, indere, kinesere og hele afrikanske
landsbyer. De store karavaner, som f.eks. Inderkaravanen i Zoologisk
Have i 1901, havde ca. 180.000 tilskuere i løbet af de knap 3 måneder,
deres ophold i København varede.3
At fremvise eksotiske mennesker var i sig selv ikke et nyt
fænomen, heller ikke i Danmark. Fra 1600-tallet og de efterfølgende
århundrede findes der flere tilfælde, hvor især grønlændere er blevet
fremvist i Danmark i en kolonial kontekst. Fra begyndelsen af 1800-
tallet så man ligeledes en begyndende og hastigt voksende kommerciel
og forsøgsvis videnskabelig fremvisning af f.eks. afrikanske ”vilde”.
Det nye ved folkekaravanerne var imidlertid den tætte tilknytning
mellem de kommercielle fremvisninger og den etablerede
antropologiske og etnografiske videnskab; men også deres store
1 Ill.T. bd.19, 1878, nr.987, 467 2 Skak-Nielsen(2000) 87 3 Den Zoologiske Have i København. Regnskabet for 1901.
- 4 -
internationale udbredelse og den voksende størrelse på de fremviste
grupper var et nyt element i forhold til de tidligere tiders mindre og
mere ”uprofessionelle shows”.4 Efter overgangen til 1900-tallet sker
der imidlertid en begyndende stagnation i antallet af fremvisninger, og
fremvisningen af Abessiniens Bjergboere under Landsudstillingen i
Århus i 1909 bliver sædvanligvis regnet som den sidste af de store
karavaneudstillinger i Danmark.
Set i et internationalt perspektiv faldt de store karavaners
fremkomst ligeledes tidsmæssigt sammen med en periode, hvor de
europæiske lande indbyrdes kæmpede om at erobre de sidste ikke-
koloniserede områder i Asien og Afrika; og hvor et begyndende behov
for kolonial retfærdiggørelse fandt legitimering i bl.a. raceteorier. Som
det også fremgår af det indledende citat, var temaerne i forbindelse
med præsentationen og receptionen af karavanerne ofte knyttet til en
italesættelse af de fremvistes racemæssige og kulturelle baggrund som
primitiv eller tilbagestående i forhold til vesten. I en del af den
eksisterende forskning om emnet bliver der netop også lagt vægt på
den begyndende antropologiske videnskabs afhængighed og udnyttelse
af muligheden for at undersøge de fremmede besøgende samt på
karavanernes rolle som udbredende og bestyrkende i forhold til de
allerede eksisterende vestlige fordomme omkring folk uden for den
vestlige verden.5
Folkekaravanerne var imidlertid også en del af et
underholdningsbillede, som havde andre traditioner end den koloniale,
men som alligevel stadig havde en tæt forbindelse til de generelle
naturvidenskaber – og herunder antropologien og etnografiens
opblomstring som institutionaliserede videnskaber i det 19.
århundrede. Tidens videnskabelige trang til at kategorisere og
klassificere den omgivende verden var stor, og det, som brød de
normale grænser og faldt uden for de generelle kategorier, vakte især
interesse. Den videnskabelige undersøgelse og den sensationsprægede
udstilling af opsigtsvækkende individer var derfor ikke begrænset til
fremmede, eksotiske mennesker fra kolonierne. Også abnorme
mennesker og eksotiske eller misdannede dyr blev undersøgt og
udstillet for både videnskabelige og nysgerrige blikke.6
I 1800-tallet og starten af 1900-tallet var der ligeledes en tæt
forbindelse mellem de videnskabelige landvindinger og den folkelige
underholdning. Fra midten af 1800-tallet blev de forskellige nationers
ypperste frembringelser og nyeste teknologiske fremskridt fremvist på
de store verdensudstillinger, og nationalt blev de forskellige erhvervs
udvikling fremvist for de faginvolverede og det almene, nysgerrige
publikum på forskellige fagmesser. Man så samme tendens på
4 Schou(1987) 57 5 Se f.eks. Poignant(2004), Baglo(2006) & Zimmermand(2001) 6 Se Ritvo(1997)
- 5 -
markedspladserne og inden for det, man kan betegne som den lettere
underholdningsafdeling, hvor nye teknologiske opfindelser som
elektrisk lys og røntgen blev fremvist på lige fod med abnormiteter og
andre sjældenheder. Disse forevisninger var underholdning, men lige
så vigtigt blev de også regnet som en form for folkeoplysning.
Folkekaravanerne skal derfor også ses som udslag af en tid, hvor man
helt generelt var meget optaget af nye opdagelser og de ekstremer, der
udfordrede det gængse billede af normalitet; og hvad der definerede
det at være et menneske i bred forstand. Med dette menes, at interessen
for de fremmede ikke bare var en isoleret fascination af det eksotiske,
som en udfordring af det at være et vestligt og ”civiliseret” menneske,
men at det var en del af en større interesse for det, der definerede
mennesket i alle sine former for diversitet.
En del af den foregående litteratur om folkekaravanerne har, som
det også fremgår af afsnittet 2. Forskningspræsentation, hovedsagelig haft
et fokus på den koloniale kontekst og især på den antropologiske og
etnografiske videnskabs rolle i italesættelsen af de fremviste ikke-
europæere som den binære modsætning til vesten. Størstedelen af de
fremviste karavaner i Danmark var organiseret fra udlandet og er
svære at placere i en direkte kolonial relation til Danmark. Kun
fremvisningen af de to vestindiske børn under Koloniudstillingen i
Tivoli i 1905, kan relateres direkte til Danmark som kolonimagt. De
udstillinger, der blev arrangeret af Tivoli og Zoologisk Have omkring
århundredskiftet, repræsenterede hovedsagelig asiatiske kulturer og
havde heller ingen koloniale forbindelser til Danmark. Det er bl.a.
derfor, min opfattelse at hovedparten af de fremvisninger af eksotiske
mennesker, der fandt sted i Danmark i slutningen af 1800-tallet og
starten af 1900-tallet, hovedsagelig skal ses som en del af det generelle
underholdningsbillede, hvor både eksotiske folk, anormale mennesker,
dyr og nye opfindelser blev fremvist i en videnskabelig kontekst, og
som både blev regnet for folkeoplysning og underholdning. Man
kommer dog ikke uden om, at fremvisningerne, qua den tætte
tilknytning til antropologien, blev fremvist i en kontekst, præget af
tidens racemæssige og kulturhierarkiske ideer. Selvom der ikke var
mange direkte koloniale forbindelser mellem Danmark og
folkekaravanerne, fik de alligevel en betydning for befolkningens
opfattelse af ikke-vestlige folkeslag.
Det er derfor min opfattelse at tidens koloniale, videnskabelige og
underholdningsmæssige situation havde stor betydning for
karavanernes opstående og udformning. Min undersøgelse af
fremvisningen af folkekaravaner og eksotiske mennesker vil derfor
tage udgangspunkt i forholdet mellem disse kontekster. Inden for
denne ramme vil jeg se på, hvordan de ikke-europæiske folk blev
præsenteret over for publikum, og hvordan de blev beskrevet af
datidens medier. Med udgangspunkt i fænomenets historiske tradition
- 6 -
og videre udvikling, vil jeg også belyse forskellige årsager til at
karavanernes popularitet stagnere efter skiftet til 1900-tallet.
1.1.1 Problemformulering
Min problemformulering kan således kortes ned til følgende essens:
”En undersøgelse af den kommercielle og etnografisk baserede fremvisning af
folkekaravaner og eksotiske mennesker omkring 1900, inden for et trianguleret
spændings- og forståelsesfelt bestående af den koloniale -, videnskabelige -, og
underholdningsmæssige kontekst.”
1.2 Afgrænsning af problemfelt samt definitioner
1.2.1 Tidsmæssig afgrænsning
I forhold til den kronologiske afgrænsning har jeg valgt at fokusere
på perioden fra ca. 1878-1909. De valgte årstal skal dog ikke forstås
som knivskarpe og eksakte afgrænsningsår, men mere som markører i
forhold til hvor mit hovedfokus ligger. Jeg vil i specialet også inddrage
materiale, der falder både før og efter fokusperioden. Dette er valgt,
for at kunne sætte forevisningerne i den rette historiske kontekst og
for at kunne redegøre for fremvisningernes udviklingsmæssige forløb.
Hovedfokusperioden er valgt i forhold til, at den første af Hagenbecks
karavaner blev fremvist i Tivoli i 1878, og at den sidste af de store
folkekaravaner, der blev udstillet i Danmark, fandt sted på
Landsudstillingen i Århus i 1909. I den danske litteratur om emnet
bliver disse år ligeledes regnet for at være afgrænsende for
folkekaravanernes hovedperiode.7
1.2.2 Geografisk afgrænsning
Mit overordnede geografiske afgrænsningsområde er Danmark,
med fokus på København. Hovedparten af de dokumenterede tilfælde
af forevisninger af eksotiske mennesker er fra hovedstaden. Jeg har i
min gennemgang af kilderne også fundet tre tilfælde af forevisninger i
henholdsvis Århus, Odense og Holstebro. I min analyse vil jeg dog
kun bruge materiale fra den store udstilling af Abessiniens Bjergboere
under Landsudstillingen i Århus i 1909, men ikke som et udtryk for
selvstændige tendenser i provinsen. Materialet om forevisningerne i
provinsen er for sparsomt til, at man kan bruge det til at sige noget
generelt om fremvisningerne uden for København. Der har uden tvivl
fundet mange flere forevisninger sted andre steder i provinsen, men af
hensyn til specialets omfang, har jeg valgt at lægge mit fokus på
København, da det ganske enkelt er her, det af kildesøgningstekniske
årsager har været nemmest at finde kvalificerede eksempler på
7 Andreassen(2003) 22 & Schou(1987)
- 7 -
forevisninger. Jeg formoder, at dette hovedsagelig skyldes, at de
folkekaravaner, som i større grad har haft mediernes bevågenhed, især
har været repræsenteret i hovedstaden. Det har været her, det største
publikumsgrundlag har været til stede, og derfor har det også
hovedsagelig været her, de store folkekaravaner blev fremvist. Da de
fleste af de aviser, jeg har gennemgået, ligeledes har haft en udpræget
københavnsk tendens, har dette nok også haft betydning for
fordelingen af de fundne cases. Hvis jeg havde haft tid og mulighed
for at gennemse andet materiale, som f.eks. lokalaviser, så ville jeg
højest sandsynligt have fundet flere eksempler på fremvisninger i
provinsen. Dette har dog desværre ikke været muligt inden for
specialets rammer.
1.2.3 Folkekaravaner og eksotiske mennesker
En eksakt definition på begrebet folkekaravane er svær at give. I
Den Store Danske Encyklopædi bliver folkekaravaner defineret som
en: ”… gruppe af personer og dyr, som repræsenterer en fremmed kultur.” Det er
ligeledes et karaktertræk, at udstillingerne gav tilskuerne et indblik i de
eksotiske folks levevis, samt at fremstillingen ofte bar præg af at være
et show, hvor: ”Det bizarre og primitive blev fremhævet…” og som derved
bidrog: ”… til at styrke populære fordomme om de ikke-europæiske folk.”8 At
karavanerne fik en rolle som udbredende og bekræftende i forhold til
europæernes fordomme om de ikke-europæiske folk var nok tilfældet,
om end ikke som et bevidst formuleret mål. Italesættelsen af de
fremmede som f.eks. primitive og tilbagestående eller som harmoniske
naturfolk var en helt almindelig måde at opfatte og omtale ikke-
europæiske folk på. I Hagenbecks erindringer fremgår det, at hans
egen opfattelse var, at fremstillingen af de fremmede både var
realistisk og tilnærmelsesvis ægte. I forbindelse med hans
Samerkaravane i 1874 formulerede han det selv, som at skuet
frembød:”… virkelig et Billede, som sikkert i det smaa var en tro Kopi af
Naturlivet.”9 Selvom Hagenbeck mente, at de fremviste folkekaravaner
var autentiske og realistisk fremstillede, så er det som sagt ikke noget
bevis for, at de ikke-europæiske folk ikke alligevel blev præsenteret på
en fortolket måde, om end dette ikke var eksplicit formuleret. Det var
nærmere et udtryk for styrken af de gældende diskurser, der herskede
på området. Begrebet diskurs kan have mange forskellige betydninger,
alt efter hvilket teoretisk fundament, man baserer det på. Inden for
post-kolonial kritik bliver ordet ofte anvendt med en betydning, der
har oprindelse i den franske filosof Foucaults brug af begrebet. Han så
ikke kun diskurs som en måde at tale på, men også som den måde,
hvorpå verden bliver konstrueret og forstået. De gældende diskurser er
nemlig med til at definere rammerne i forhold til, hvad man
8 Den Store Danske Encyklopædi(1996) opslag: Folkekaravane 9 Hagenbeck(1909) 48
- 8 -
overhovedet kan tale og tænke om et givent emne. Disse diskursive
rammer, og dermed det enkelte individs evne til at forstå verden, blev
ifølge Foucault defineret inden for et komplekst system af viden og
magt.10 Hagenbecks opfattelse af, at karavanerne blev præsenteret
objektivt, betyder i denne kontekst derfor bare, at præsentationen
skete inden for rammerne af de(n) gældende diskurs(er) på området.
Under gennemgang af kilderne støder man af og til på eksotiske
artisttrupper, som selvsagt besad den eksotiske kvalitet som værende
interessant qua deres status som fremmede, isolerede fra deres
naturlige geografi, men som efter min mening falder uden for det
ovenstående forsøg på en definition af en folkekaravane, idet de
hovedsagelig præsenteredes ud fra deres artistiske kvalifikationer.
Vægtningen mellem det eksotiske og etnografisk definerede udtryk og
den artistiske og underholdningsfokuserede præsentation er imidlertid
ofte en svær afvejning. De fleste folkekaravaner optrådte med et eller
andet, som blev opfattet som typisk for deres kultur/hjemegn.
Lapperne drev rener, indianerne skød med bue og pil, afrikanerne
dansede måske, og flere af kineserne og inderne, der blev fremvist i
Tivoli i 1902 og 1903, var faktisk også artister i deres hjemlande. Dette
var en fordel, da artister var nemmere at hyre, da de både havde
erfaring med at optræde og det at have et omflakkende liv.11 Det var
ligeledes nemmere for professionelle artister at præstere en
underholdende fremvisning, der samtidig levede op til publikums
forventninger til ikke-europæiske folk, idet artisterne var vant til at
blive iscenesatte. Omvendt havde det artistiske islæt paradoksalt nok
samtidig en negativ betydning for tilskuernes følelse af, at det var et
autentisk indblik, de fik i de ikke-europæiske kulturer. Netop
spørgsmålet om gruppernes autenticitet var et vigtigt element, både i
forhold til impresarioernes præsentation og publikums opfattelse af
fremvisningerne. Behovet for autenticitet var forbundet med
karavanernes tilknytning til den videnskabelige verden og var
nødvendig for at opretholde deres status som folkeoplysning. Det var
kerneforudsætningen for, at fremvisningerne kunne legitimeres som
mere end bare simpel underholdning. Denne konflikt mellem
autenticitet og iscenesættelse mener jeg er meget central for forståelsen
af folkekaravanernes placering mellem videnskab og underholdning,
hvorfor emnet også vil blive taget op i analyseafsnittet 6. Fremvisninger
af folkekaravaner og eksotiske mennesker i Danmark 1878-1909.
Mit kriterium for at inkludere eksotiske grupper i denne
undersøgelse har været, at forevisningen har indeholdt en form for
etnografisk element, f.eks. via en fremstilling af gruppernes
traditionelle dagligliv eller at de har tjent som illustrationer eller
10 Ashcroft(2000) opslag: discourse. Emnet vil endvidere blive uddybet i delafsnittet
3.1.2 Orientalisme og den koloniale diskurs. 11 Se f.eks. Indien i Tivoli(1903) 4-5 & Madsen(1902) 9-11
- 9 -
almengyldige repræsentanter for deres kultur eller race. Ikke, at de
nødvendigvis har været det, men at de er blevet fremstillet eller
forstået som sådanne.
Jeg har endvidere valgt at se fænomenet ud fra en bredere
kulturhistorisk synsvinkel, hvor jeg ikke kun har medtaget de grupper,
som faktisk er blevet betegnet som folkekaravaner, men har i stedet
set det som:”… fremmede på besøg… eller som de vilde på scenen…”12
Herved har også en del mindre forevisninger på især varietescenen
kunnet medtages - naturligvis ud fra den forudsætning, at en væsentlig
del af deres forestilling har været baseret på et etnografisk grundlag.
Grunden til, at det har været vigtigt at medtage de mindre
fremvisninger på især varietescenen, er, at afvejningen mellem det
videnskabelige og underholdningsmæssige aspekt her ofte afveg fra
hovedtendensen for især de store folkekaravaner, der blev fremvist i
Tivoli og Zoologisk Have. Denne forskel er vigtig, både for at forstå
fænomenets diversitet og den udvikling, der over tid førte til en
udpræget stagnation inden for fremvisningen af eksotiske mennesker
efter skiftet til 1900-tallet.
Jeg vil i specialet bruge betegnelsen folkekaravane om de tilfælde,
hvor de i samtiden er blevet omtalt som sådanne. Det drejer sig især
om de store udstillinger, der både inkluderede betydelige mængder af
mennesker, dyr og etnografisk materiale. De mindre fremvisninger vil i
mangel af et bedre begreb blive omtalt som forevisninger af eksotiske
mennesker. Inden for postkoloniale studier har begrebet eksotisk en
særlig betydning, som indeholder en grad af objektivering, der i dette
tilfælde ikke er tilsigtet.13 I de tilfælde, deltagerne i karavanerne og
forevisningerne bliver refereret til som de fremviste, er det heller ikke her
ment som en objektivering af dem, men det bruges ligeledes af mangel
på en bedre betegnelse.14
I perioden mellem 1878 og 1909 har jeg fundet 41 eksempler på
forevisninger af eksotiske mennesker, som jeg mener tilnærmelsesvis
lever op til denne definition. En oversigt over disse cases forefindes i
bilag 1. Listen er på ingen måde komplet, og der har helt sikkert
fundet mange flere forevisninger sted, som det via det materiale, jeg
har gennemgået, bare ikke er lykkedes mig at finde. En nærmere
gennemgang af variationen inden for de fundne cases vil finde sted i
afsnit 6.1 Diversiteten inden for fremvisningen af folkekaravaner og eksotiske
mennesker 1878-1909.
12 En synsvinkel som også Schou har benyttet sig af. Schou(1987) 57 13 Fra det 19. århundrede blev ordet brugt som en betegnelse for f.eks. dyr,
mennesker og genstande, der blev bragt til Europa ude fra, og som adskilt fra deres naturlige geografi og kulturelle kontekst kom til at repræsentere de betydninger, som de europæiske betragtere tillagde dem. Ashcroft(2000) opslag: Exotic/Exoticism
14 Jeg har af samme årsag bevidst undladt at bruge betegnelsen de udstillede.
- 10 -
1.3 Kilder og metode
Min hovedkildegruppe er præsentationsprogrammer, solgt eller
uddelt gratis til publikum i forbindelse med udstillingerne, samt
samtidige avis- og tidsskriftsartikler, omhandlende besøg af
folkekaravaner og eksotiske folkegrupper. Da der naturligvis ikke
findes noget fuldkomment register15 over relevante kilder, eller
oplysninger om de eksakte datoer, hvor folkekaravanerne og andre
eksotiske mennesker er blevet forevist for publikum i Danmark, har
jeg brugt en registrant over avisartikler i Politiken 1884-1924 og Berlingske
Tidende 1864-1918,16 til at finde relevante artikler, der omhandler
emnet. Registranten omfatter begge avisers artikler om danske forhold
af blot en vis interesse samt vigtige artikler og kronikker om udlandet.
Artiklerne er registreret med emneklassifikation, avisens navn samt
dato og side. Jeg har fundet hovedparten af artiklerne under
emneklassen P9, der dækker Forlystelser af lettere art. Tivoli, Cirkus,
Varieteer. Menagerier. Vokskabinetter. Dyrehavsbakken. Offentlig dans.
Zoologisk have. Filmforestillinger.17 Politiken og Berlingske Tidendes
artikler om den store koloniudstilling i Tivoli i 1905 samt
Landsudstillingen i Århus i 1909 er fundet under emneklasse A5, der
bl.a. dækker artikler om Museer og Samlinger og udstillinger af alm.
karakter.18
De fundne artikler gav endvidere en indikation om de nærmere
datoer for karavanernes besøg og kunne herefter danne grundlag for
en mere målrettet gennemgang af et par andre relevante, samtidige
aviser. Her har jeg, af tidsmæssige hensyn, valgt at fokusere på
aviserne København(1889-1928) og Kristeligt Dagblad(1893-). Jeg har
desuden medtaget artikler fra bl.a. New York Times, Dannebrog,
Jyllands-Posten, Fyens Stiftstidende og Aarhus Stiftstidende i det
omfang, jeg i andet litteratur eller kildemateriale er stødt på referencer
og henvisninger til relevante artikler i disse aviser.
Når man bruger journalistisk materiale, som f.eks. avisartikler, som
kilder, skal man være opmærksom på, at den journalistiske genres krav
om at vinkle en god historie har påvirket den måde, artiklen er skrevet på.
Det er i forbindelse med pressens dækning af folkekaravanerne også
tydeligt, at journalisterne er gået efter det sensationelle og det
overraskende – det, som kunne sælge historien til læserne. Måske har
folkekaravanernes placering som en mellemting mellem videnskab og
underholdning endda forstærket denne tendens.
15 Det nærmeste man kommer på en oversigt over de forskellige fremvisninger i
Danmark, er to oversigter i Andreassen(2003) og Schou(1987) indeholdende henholdsvis 33 og 32 cases (Andreassen bygger videre på Schous oversigt). Som begge forfattere også gør opmærksom på, er oversigterne dog langt fra komplette.
16 Registrant 17 Registrant 18 Registrant
- 11 -
Som det fremgår af min litteraturliste, havde Politiken væsentligt
flere artikler om karavaner og forevisninger end Berlingske Tidende.
Dette hænger sandsynligvis sammen med Politikens profil som en
kosmopolitisk københavneravis. Udover at være en politisk-litterær
opinionsavis, havde Politiken også skribenter som Koppel, der på en
humoristisk måde beskæftigede sig med underholdnings- og
petitjournalistik som f.eks. dækningen af folkekaravanerne.19
Berlingske Tidende havde en noget mere konservativ og politisk
orienteret profil, og det er tydeligt, at det hovedsagelig var de større
karavaner, der blev fundet seriøse nok til at blive dækket.20
I forbindelse med min videre søgning havde jeg valgt aviserne
Kristeligt Dagblad og København, fordi jeg forventede, at de dels
havde journalistisk omtale af karavanerne, og dels fordi de med deres
meget forskellige profiler kunne tænkes at have supplerende
synsvinkler på det komplekse fænomen, som karavanerne var.
Kristeligt Dagblad blev grundlagt i 1896 af kræfter fra Indre Mission,
der følte sig dårligt behandlet i den øvrige presse, og som ønskede et
talerør, hvorfra de kunne forsvare den kristne moral mod den
omsiggribende åndsradikalisme, som specielt Politiken var en
eksponent for. I perioden 1896-1935 var Kristeligt Dagblad derfor
officielt organ for Indre Mission. Der var folk fra Indre Mission i
bestyrelsen, og aktiekapitalen tilhørte ligeledes hovedsageligt
medlemmer af missionen.21 Den kristne og missionerende profil kom
især til udtryk ved avisens dækning af de senere karavaner, der blev
udstillet i Zoologisk Have og Tivoli efter århundredeskiftet.
København var derimod en kontroversiel avis, der profilmæssigt lå tæt
op ad Politiken, og de få artikler, avisen bragte om de eksotiske
forevisninger, var skrevet ud fra en humoristisk eller orienterende
vinkel.22 På grund af den store mængde avisartikler om emnet, er en
stor del ikke brugt direkte i specialet, men deres tendenser har alligevel
haft betydning for opgavens konklusioner.
Et ligeledes meget vigtigt hjælpemiddel, i forhold til at fremskaffe
mulige kilder om emnet, er Dan Roneklint Sørensens materiale til en
endnu ufærdig bibliografi med arbejdstitlen Bibliotheca Jocularia Danica.23
Materialet indeholder en fyldig, om end langt fra fuldstændig oversigt
over litteratur og artikler om cirkus- og gøglerverdenen. Herfra har jeg
både fundet henvisninger til generel litteratur om forevisninger af
freaks og eksotiske mennesker samt henvisninger til artikler om
folkekaravaner og fremvisning af eksotiske og mærkværdige
19 Sølling & Thomsen(1989) 174-175 20 Sølling & Thomsen(1989) 100-104 21 Sølling & Thomsen(1989) 195-196 22 Sølling & Thomsen(1989) 186-188 23 Bibliografien er ikke lavet med henblik på publicering, men fremstillet til
privatbrug af Dan Roneklint Sørensen, som er en gøgler- og cirkusinteresseret pensioneret bibliotekar med tilknytning til Cirkusmuseet i Avedørelejren.
- 12 -
mennesker i tre samtidige ugeblade, nemlig Illustreret Tidende, Hver
8. dag og Damernes Blad. Illustreret Tidende udkom første gang i
1859 og var, som navnet antyder, det første danske, illustrerede
familieugeblad efter udenlandsk forbillede. Bladets kernestof var store
internationale og nationale begivenheder, nye opdagelser og
opfindelser samt underholdning. Kort sagt ting, som var taknemligt at
illustrere.24 Det journalistiske kriterium for bladene minder meget om
avisernes, men adskiller sig på det punkt, at de på grund af deres
længere produktionstid oftest har mindre aktuelle, men til gengæld
mere uddybende artikler.
En anden, men lignende kildegruppe, er artikler og
rekommandationer fra National og Cirkus Varietés eget blad,
Cirkusbladet. Hvor avis- og ugebladsartiklerne giver et indblik i,
hvordan fremvisningerne er blevet opfattet af journalisterne, som med
visse genrebestemte forbehold også kan ses som repræsentanter fra
publikum, giver programmernes præsentationer af de medvirkende
grupper et billede af, hvordan arrangørerne har valgt at præsentere
grupperne over for publikum. Da Cirkusbladet er et program, specifikt
for varietéerne National og Cirkus varieté, giver det dog kun mulighed
for et indblik i de fremvisninger, der fandt sted på varietéscenen.
Som illustration på præsentationen af de lidt større karavaner, der
især blev udstillet i f.eks. Tivoli og Zoologisk Have, bruger jeg
ligeledes programmer, brugt i forbindelse med udstillingerne. Det har
bl.a. været muligt at fremskaffe et præsentationsprogram samt en
udstillingsavis i forbindelse med Beduiner-lejren i Tivoli i 1892.25
Derudover bruger jeg ligeledes programmer, udgivet i forbindelse med
Kirgiserne i Zoologisk Have 1900, Tscherkesserne i Tivoli i 1900,
Johannes Madsens introduktion; Kina i Tivoli samt to andre
programmer og en plakat, relateret til Kina-udstillingen i 1902, et
program til Japanerudstillingen i Zoologisk Have 1902 og to
forskellige vejledninger til Inderkaravanen i Tivoli 190326. Fra
Koloniudstillingen i Tivoli i 1905 findes en illustreret vejledning,
forfattet af Andreas Bruun, og fra Abessinerlandsbyen, der blev
fremvist på Landsudstillingen i Århus i 1909, findes ligeledes stadig et
introducerende program27. Til illustration af måden, de senere
forevisninger blev præsenteret på, bruger jeg endvidere et program for
Samaratruppen, der optrådte på Alhambra Variete på Dyrehavsbakken
omkring 1948.28 Det har desværre ikke været mig muligt at skaffe
24 Lauring(1966) 5-43 25 Beduinen(1892) & Beduinen-karawane(1892) 26 Kirgiserne optræder(1900), Tscherkesser-karavane(1900), Madsen(1902), Vejleder
gennem ”Kina i Tivoli”(1902), Hvorledes vi fandt Kineserne!(1902), Kina i Tivoli – Plakat (1902), Japan(1902), Indiske Udstilling(1903), Indien i Tivoli(1903)
27 Bruun(1905) & Abessiniens Bjergboere(1909) 28 Samsaratruppen(1948). Programmet er i privateje og venligst udlånt af Dan
Roneklint Sørensen.
- 13 -
originale præsentationsprogrammer fra andre af periodens
forevisninger og udstillinger.
En anden, mindre kildegruppe er beretninger, stammende fra dem,
der var direkte involveret i folkekaravanerne, som f.eks. de fremviste
ikke-europæere og deres impresarioer. Denne kildegruppe er ikke
særlig stor. Af Hagenbecks selvbiografi Dyr og mennesker fra 1909 kan
man få et lille indblik i hans tanker omkring fremvisningen af eksotiske
mennesker og dyr. Til belysning af de fremvistes egen opfattelse af
fremvisningerne findes en nedskrevet beretning fra en deltager i
Hagenbecks Grønlænderkaravane, der turnerede i Europa i 1877-78.
Denne karavane blev dog aldrig fremvist i Danmark. Derudover
findes der en selvbiografi, skrevet af Victor Cornelins, der var et af de
to børn, der befolkede Vestindien-afdelingen på den store
Koloniudstilling i Tivoli i 1905.29
Til belysning af økonomiske og publikumsmæssige forhold
vedrørende udstillingerne, har jeg måtte støtte mig til de sparsomme
oplysninger, jeg har kunnet finde i samtidens aviser samt bindet Den
Zoologiske Have i København. Regnskaber og beretninger 1892-1919, som jeg
har fået adgang til via småtryksafdelingen på det Kongelige
Bibliotek(KB). Heri findes omtale og regnskaber for kirgiserne i 1900,
lapperne og inderne i 1901 samt japanerne i 1902. Det har desværre
ikke været muligt at få adgang til Tivoli og Zoologisk Haves egne
arkiver.30
I kraft af mine hovedkilders beskaffenhed, som enten er
præsentationsmateriale, fabrikeret af gruppernes impresarioer, eller
subjektivt beskrivende og anmeldende avisartikler, fungerer de bedst
som levn til belysning af den kontekst, hvori karavanerne blev
præsenteret, samt måden, de blev opfattet på i samtiden. Dette
stemmer overens med mit ønske om at undersøge, hvordan de ikke-
europæiske folk blev præsenteret over for publikum, og hvordan de
blev beskrevet af datidens medier.
1.4 Specialets opbygning
Jeg har valgt at strukturere specialet således, at jeg starter med
afsnittet 2. Forskningspræsentation, som er en kort gennemgang af de
vigtigste tendenser og pointer inden for den udenlandske og danske
litteratur om folkekaravaner og fremvisningen af eksotiske mennesker.
Der vil dog også blive inddraget anden relateret forskning, hvor det
findes relevant i de enkelte afsnit. Dette afsnit efterfølges af et tredelt
29 Hagenbeck(1909), Andreassen(1986) & Cornelins(1977) 30 Dette område vil måske blive belyst i fremtiden, idet Ph.d, lektor Rikke
Andreassen arbejder på et projekt om udstillingen af eksotiske mennesker i Københavns Zoologiske Have. Hun har som den første forsker fået adgang til Zoologisk Haves arkiv.
- 14 -
teoretiserende afsnit med titlen 3. Kolonialisme, antropologi og
underholdning, hvor jeg vil redegøre for forskellige sammenhænge og
modsætninger, der findes inden for dette spændings- og forståelsesfelt.
Det næste afsnit er et længere kontekstrelaterende afsnit, kaldet 4.
Forevisningernes historiske kontekst, hvor jeg vil redegøre for den hidtidige
tradition for fremvisning af mennesker og rariteter. Her vil jeg især
komme ind på de ligheder, der var mellem fremvisningerne af
anormale mennesker og ikke-europæiske folk. Herefter følger afsnittet
5. Hagenbeck og den internationale kontekst, hvor der redegøres for
karavanernes internationale placering. Dernæst kommer 6.
Fremvisningen af folkekaravaner og eksotiske mennesker i Danmark 1878-
1909, efterfulgt af 7. Koloniudstillingen i Tivoli 1905. Disse to afsnit er
specialets analytiske hovedafsnit, hvor jeg vil undersøge forskellige
aspekter af fænomenet ud fra den koloniale, videnskabelige og
underholdningsmæssige kontekst. Koloniudstillingen behandles
særskilt, idet den adskiller sig fra de andre forevisninger på flere
måder. Jeg vil her især se på den direkte koloniale forbindelse mellem
udstillingen og Danmark. Specialet afsluttes traditionen tro med
afsnittene 8. Konklusion og 9. Abstract.
- 15 -
2. Forskningspræsentation
2.1 International forskning
Den internationale, engelsksprogede litteratur om det 19.
århundredes fremvisning af folkekaravaner og eksotiske mennesker,
placerer som oftest fænomenet inden for et forklaringsfelt, bestående
af både den koloniale, videnskabelige og underholdningsmæssige
kontekst. Hvor hovedvægten placeres, varierer derimod ganske meget.
Englænderen Paul Greenhalgh beskæftiger sig i værket Ephemeral
vistas. The exposition universelles, great exhibitions and world’s fairs, 1851-1939,
fra 1988, med de store internationale udstillinger, der ifølge ham var et
fremtrædende produkt af det 19. århundredes imperialistiske
selviscenesættelse. I et særskilt kapitel behandles de fremvisninger af
eksotiske mennesker, der fandt sted på mange internationale
udstillinger i perioden fra 1889-1914. Tidligere havde der også været
ikke-europæere til stede ved udstillingerne, men det havde i højere
grad været i forbindelse med arbejde og ikke som udstillingsgenstande.
Ifølge Greenhalgh kan fremvisningen af disse mennesker på mange
måder sammenlignes med de resterende genstande, der blev fremvist
på udstillingerne, idet de fremmede, via deres status som udstillede,
blev transformeret til en form for udstillingsobjekter. De havde ikke
en betydning i sig selv, men var underlagt betragternes fortolkning.
Greenhalgh pointerer dog også, at selvom den diskurs, der omgav
disse udstillinger, og som var med til at legitimere dem, som oftest var
baseret på et rationale om imperialistisk og national selviscenesættelse,
så kan man alligevel ikke bare antage, at det bagvedliggende motiv
også altid kun var imperialistisk. I stedet var udstillingerne som oftest
også baseret på et ønske om at formidle etnografisk viden, opnå
kommerciel indtjening eller at knytte diplomatiske forbindelser. 31
Blandt de, der hovedsagelig benytter sig af en postkolonial tilgang
til emnet, er den norske forsker i samisk etnografi, Catherine Baglo, og
Roselyn Poignant, der beskæftiger sig med australske aboriginals.
Roselyn Poignant undersøger i bogen Professional Savages, med
udgangspunkt i omtalen af de grupper af oprindelige australiere, som i
slutningen af 1800-tallet blev fremvist i USA og Europa, den koloniale
diskurs’ brug af ord som f.eks. vilde, uciviliserede, kannibaler og
sorte.32 I sin artikel Samer på ville veger?, trykt i Nordisk Museologi i 2006,
bruger Baglo på samme måde de Samerkaravaner, der blev fremvist i
Europa, til at undersøge karavanernes betydning for udbredelsen og
konstitueringen af racemæssige diskurser, både inden for den
31 Greenhalgh(1988) 32 Poignant bruger betegnelserne: ”savage”, ”savagery”, ”native”, ”cannibal”, ”Black”.
Poignant(2004)
- 16 -
videnskabelige verden og blandt den almene befolkning.33 De tager
altså begge to udgangspunkt i fremvisningen af ikke-europæiske folk
som et instrument til brug for den vestlige verdens repræsentation af
kulturel ”otherness”. Ved at italesætte og præsentere de fremmede
som primitive og anderledes, var fremvisningerne med til at konstruere
en binær modsætning mellem den vestlige, civiliserede kultur og de
primitive ikke-vestlige folk. Baglo definerer i denne forbindelse
karavanerne som ”immutable mobiles”, hvilket betyder, at hun ser dem
som: ”… uforanderlige, flyttbare mekanismer… som muliggjør handling
uavhengig av tid og rom.”34 I hendes optik var karavanerne, på grund af
deres evne til at tale til øjet og at nå et massepublikum, et vigtigt
bindeled, både i forbindelse med at hente mening fra - og give mening
til - datidens antropologiske og etnografiske videnskabs
kulturopfattelser og raceteorier. Det vil sige, at de ikke kun var en
refleksion af datidens kultursyn og raceteorier, men også var med til at
udbrede og konstituere dem som realiteter.35
Et vigtigt krydsfelt er netop forbindelsen mellem den
antropologiske og etnografiske videnskab og fremvisningen af
folkekaravanerne og andre eksotiske mennesker i en kolonial kontekst.
I Anthropology and antihumanism in Imperial Germany, fra 2001, bruger den
amerikanske historiker, Andrew Zimmerman, folkekaravanerne som
illustration på forbindelsen mellem den opblomstrende antropologiske
videnskab og tidens imperialistiske forbindelser mellem Europa og
den koloniserede del af verden. Studiet af de ikke-europæiske folk fik
sammen med undersøgelsen af anormale og misdannede mennesker
en central placering i den videnskabelige diskussion i forhold til f.eks.
klassifikation og spørgsmålet om evolution. Den antropologiske
videnskab havde brug for adgang til studieobjekter, som via
folkekaravanerne blev leveret til dem, uden at det var nødvendigt for
de etnografisk interesserede videnskabsmænd at forlade Europa.
Samtidig bidrog den videnskabelige interesse og italesættelse af
folkekaravanerne til en blåstempling af fremvisningerne som
folkeoplysning og mere end simpel underholdning.36 Modsat Baglo
mener Zimmerman dog, at de fremmede også ofte kom til Europa
med et personligt eller politisk agenda, der gjorde, at de kom i konflikt
med antropologernes forventninger til dem. De var ikke kun
påvirkelige objekter for de vestlige videnskabsfolk, men med - og
modspillende aktører37
Også den amerikanske historiker, Nigel Rothfels, kommer ind på
problematikken i forhold til forbindelsen mellem folkekaravanerne og
33 Baglo(2006) 34 Baglo(2006) 5 35 Baglo(2006) 4 36 Zimmerman(2001) 1-107 37 Zimmerman(2001) 15
- 17 -
videnskaben. I sin bog Savages and Beasts, fra 2002, beskæftiger han sig
overordnet med opfattelsen og udstillingen af vilde og tamme dyr i en
kulturhistorisk optik. Rothfels mener dog ikke, at Hagenbeck og andre
impresarioer organiserede folkekaravanerne for alene at tjene
videnskaben og folkeoplysningens interesse. I stedet mener han, at det
først og fremmest drejede sig om at tjene penge. Derfor udviklede
fremvisningerne sig med tiden også fra at være simple fremvisninger af
folks daglige liv, til i højere grad at være underholdende shows. For at
kunne lokke publikum til og tjene penge ind, skulle fremvisningerne
nemlig både leve op til folks forventninger til sådanne fremvisninger
samt appellere til så mange som muligt.38 Her ses et andet vigtigt
krydsfelt, nemlig den konfliktfyldte forbindelse mellem videnskab og
underholdning. Som før nævnt var forbindelsen mellem antropologien
og folkekaravanerne et gensidigt afhængighedsforhold, som begge
parter drog nytte af. Forholdet var dog også konfliktfyldt, idet parterne
også var underlagt forskellige succeskriterier. Videnskaben skulle leve
op til visse videnskabelige standarder, hvorimod impresarioerne havde
et stærkt kommercielt incitament til at tækkes publikum.
Den amerikanske historiker, Sierre A. Bruckner, forsøger i artiklen
Spectacles of (Human) Nature: Commercial Ethnography between Leisure,
Learning, and Schaulust fra 2003, at samle forbindelsen mellem både den
koloniale, videnskabelige og underholdningsmæssige tilgang. Med
udgangspunkt i fremvisningen af karavaner og eksotiske folk i
Tyskland omkring overgangen til 1900-tallet viser Bruckner, hvordan
der her skete et skred i den tyske befolknings opfattelse af
folkekaravanerne. Indtil 1890’erne var fremvisningerne sket i en
populærvidenskabelig kontekst, hvor borgerlige, sociale normer var
blevet konstitueret og reproduceret. Efter overgangen til 1900-tallet
mistede den kommercielle etnografi, som karavanerne var en del af,
efterhånden status som oplysende og dannende underholdning og blev
i stedet associeret med den mere folkelige underholdning, der fandtes i
cirkus og på varietescenen. Bruckner benævner i denne forbindelse
denne form for underholdning som ”Tingl-Tangl”.39 Selv om
impresarioerne fortsatte med at præsentere deres fremvisninger i en
form for videnskabelig kontekst, var den reelle videnskabelige
forbindelse brudt. Karavanernes store folkelige succes og den
tiltagende teatralske iscenesættelse af de fremviste havde skubbet
fænomenet væk fra borgerskabets og videnskabens legitimerende
interessesfære. Det var ikke længere respektabel underholdning.40
En af de få, der hovedsagelig behandler folkekaravanerne og
fremvisningen af eksotiske folk ud fra et underholdningsmæssigt
perspektiv, er den norske forfatter og indehaver af Det glade arkiv,
38 Rothfels(2002) 126-141 39 Bruckner(2003) 154 40 Bruckner(2003)
- 18 -
Herman Berthelsen.41 I sin bog Skjeggete damer og siamesiske tvillinger, fra
2002, behandler han folkekaravanerne og fremvisningen af eksotiske
mennesker på lige fod med de freaks og anomale mennesker, der på
samme tid blev fremvist som underholdning. Ifølge Berthelsen foregik
forevisningerne i begge tilfælde i en underholdningsmæssig og
semividenskabelig kontekst, om end fremvisningen af de eksotiske
mennesker oftest spillede på det, man måtte betegne som racistiske
forestillinger om de fremviste.42 Baggrunden for fremvisningerne ser
han som en blanding af menneskelig nysgerrighed og en mulighed for
økonomisk profilering herpå.
2.2 Dansk forskning
Der er ikke skrevet særlig meget om de etnologiske folkekaravaner
og fremvisningen af eksotiske folk i Danmark, og emnet kan næppe
regnes for en særlig velbelyst del af den danske kulturhistorie. Det er
derfor også svært at pege på direkte tendenser inden for den danske
forskning, da mængden af materiale simpelthen er for lille.
Forskningsoversigten består af en kort række af artikler, skrevet
mellem 1987 og 2003, et par delkapitler i nogle jubilæumsbøger om
Tivoli og Zoologisk Have. Karavanerne nævnes også med få linjer i en
række ældre bøger om underholdning, men disse er ikke medtaget her.
Koloniudstillingen i Tivoli i 1905 bliver desuden behandlet særskilt i et
par artikler og en enkelt bogudgivelse. Her lægges i højere grad vægt
på at se koloniudstillingen som en del af tidens udstillingstradition end
på det faktum, at der her også blev fremvist levende mennesker.
2.2.1 Etnografiske folkekaravaner i Danmark
Den nyeste og mest teori- og kontekstrelaterede litteratur om
folkekaravaner i Danmark, er en artikel fra 2003, skrevet af
historikeren Rikke Andreassen, med titlen The ”exotic” as mass
entertainment: Denmark 1878-1909.43 Heri sætter Andreassen, som den
første og eneste, udstillingen af eksotiske folk i Danmark i en
postkolonial kontekst, og viser hvordan dette kan forbindes med
konsolideringen af en europæisk selvopfattelse. Andreassen påpeger
også den tætte forbindelse mellem især den antropologiske og
etnografiske videnskab og folkekaravanerne. De nye videnskabelige
tanker om racer og evolution var, i følge Andreassen, styrende for
både den måde, de eksotiske mennesker blev præsenteret på, og den
måde, hvorpå de blev opfattet af publikum.44 Præsentationen af de
41 Det glade arkiv er et privat norsk arkiv indeholdende materiale om især cirkus- og
gøglerverden. Berthelsen(2002) 9 42 Berthelsen(2002) 158 43 Andreassen(2003) 44 Andreassen(2003) 22
- 19 -
fremviste som tilhørende et lavere kulturtrin end deres europæiske
publikum var derfor med til at konsolidere det europæiske publikums
selvopfattelse som civiliserede og kultiverede. På samme måde var
mediernes og publikums ofte negative fokus på de fremvistes
seksualitet og i særdeleshed de seksuelle forbindelser (både de reelle og
forestillede), der fandt sted mellem mandlige karavanedeltagere og
europæiske kvinder et udtryk for den europæiske mands kontrol over
både de europæiske kvinders – og de eksotiske fremmedes seksualitet.
Dette selvom forbindelsen ikke havde status af formel kolonial
karakter.45
De 3 resterende artikler, som udelukkende omhandlende de
danske folkekaravaner, udkom alle i 1987. Den mest kildebaserede
fremstilling er antropolog Jesper Schous artikel, Etnografiske karavaner,
trykt i det antropologiske tidsskrift Stofskifte. Schou koncentrerer sig
især om de samtidige mediers dækning af karavanerne og pointerer i
den forbindelse, at man ikke kan sige noget entydigt om avisernes
omtale af de fremmede. Beskrivelserne kan have både positiv og
negativ tendens, som med Schous egne ord, kan gå: ”… fra den nøgterne
konstatering af forskellighederne, over drømmerier om Ingreske odalisker og
uhæmmede naturfolk, til den mest bigotte spejling af egne fortræffeligheder i de
racemæssige og kulturelle forskelle.”46 Han peger dog på en række temaer,
som han mener, går igen i dækningen af karavanerne. Han nævner bl.a.
områder som spisevaner, udseende, renlighed, seksualvaner,
akulturation, blottethed, tiggeri og børn.47 Ved at slå ned på centrale
problematikker som iscenesættelse og autenticitet kommer Schou både
ind på den fortolkede måde, de fremviste blev præsenteret og opfattet
på, samt sammenhænget mellem antropologien og legitimeringen af
karavanerne.
Folkekaravanerne og fremvisningen af eksotiske mennesker bliver
også behandlet i historikeren Jytte Thorndahls artikel Om hof-morianere
og udstillingen af levende mennesker, trykt i samlingen Danskerne og den ædle
vilde, etnolog Bjarne Kildegaards artikel, Tamt dansk – ægte vildt?, trykt i
tidsskriftet Jordens Folk samt litteraturhistorikeren Martin Zerlangs
artikel Vildskab som morskab, trykt i Kultur og Klasse. Thorndals pointe
var, ligesom Schous, at pressens dækning af karavanerne var mere
nuanceret end blot en gengivelse af datidens racebaserede diskurs om
de ikke-europæiske folk. Hun mener endvidere, at den væsentligste
drivkraft bag karavanerne var af økonomisk karakter.48 Kildegaard og
Zerlang ser hovedsageligt karavanerne som et udtryk for datidens
fascination af det ukendte og eksotiske.49
45 Andreassen(2003) 33-34 46 Schou(1987) 68 47 Schou(1987) 68 48 Thorndahl(1987) 65 49 Kildegaard(1987) & Zerlang(1987)
- 20 -
Hvor de fleste af artiklerne om fremvisningen af folkekaravaner og
eksotiske mennesker i Danmark behandler Koloniudstillingen i Tivoli i
1905 som en del af dette fænomen, findes der også en begrænset
mængde litteratur, som fokuserer særligt på Koloniudstillingen. I
etnologen Bjarne Stoklunds artikel, Frilandsmuseets færøhus og
koloniudstillingen 1905, fra 2005, ses koloniudstillingen hovedsagelig i
relation til tidens generelle udstillingstradition. Problemstillingen er her
i højere grad udstillingens placering i forhold til tidens skrøbelige
koloniale kontekst end det faktum, at udstillingen også var befolket.50
Også forfatteren Birgit Freieslebens biografi om vestinderen Victor
Cornelins, Fra st. Croix til Tivoli. En historisk beretning om to vestindiske
børns lange rejse, fra 1998, beskæftiger sig med den befolkede
Koloniudstilling. Modsat Cornelins egen selvbiografi koncentrerer
Freiesleben sig især om de tidlige år, herunder Koloniudstillingen i
Tivoli i 1905, hvor Cornelins som 7-årig blev fremvist i udstillingens
Vestindien-afdeling sammen med den 3 år yngre Alberta.
Fremstillingen bygger på arkivmateriale, samtidige avisartikler og
interviews.51
50 Stoklund(2005) 252-259 51 Freiesleben(1998)
- 21 -
3. Kolonialisme, antropologi og underholdning
Udgangspunkt for dette speciale er som tidligere nævnt en
undersøgelse af den kommercielle og etnografisk baserede fremvisning
af folkekaravaner og eksotiske mennesker i det 19.århundrede, inden
for et trianguleret spændings- og forståelsesfelt, bestående af den
koloniale, videnskabelige og underholdningsmæssige kontekst. I dette
kapitel vil jeg derfor både redegøre for de sammenhænge og
modsætninger, der findes inden for dette spændings- og forståelsesfelt.
Inspireret af den tidligere litteratur om emnet vil jeg i denne
forbindelse især se på de krydsfelter, der eksisterede mellem den reelle
koloniale virkelighed og den antropologiske og etnografiske videnskab
samt på den forbindelse, der fandtes mellem den videnskabelige
verden og den folkelige underholdning. Det er min opfattelse, at det er
inden for disse krydsfelter, man kan finde den mest uddybende
forklaring på karavanernes hurtige opblomstring og efterfølgende
eksklusion fra den seriøse del af datidens underholdningsbranche.
Den professionelle antropologi var på mange måder et
videnskabeligt resultat af den øgede kontakt mellem Europa og den
koloniale verden, idet det massive møde med de fremmede i kolonierne
affødte et behov for at undersøge og forstå verden på en ny måde.
Samtidig fik antropologien som videnskab også en stor betydning for
europæernes opfattelse af de ikke-europæiske folkeslag. Det var især i
denne videnskabelige kontekst, de ikke-europæiske folk blev defineret
og italesat som europæernes racemæssige - og kulturelle
modsætninger. I denne forbindelse kom karavanernes ikke-europæiske
deltagere både til at spille en rolle som undersøgelsesobjekter for den
antropologiske videnskab og som instrument til udbredelse af samme
videnskabs race- og kultursyn hos den almene befolkning i Europa.
Karavanernes forbindelse til den antropologiske videnskab var
derfor en form for gensidigt forhold, hvor videnskaben var afhængig
af adgang til de fremmede som studieobjekter, samtidig med at den
videnskabelige interesse havde en legitimerende virkning på
karavanerne, som herved blev iscenesat som mere end bare almindelig
underholdning. Dette gensidige afhængighedsforhold var dog på
mange måder konfliktfyldt, idet karavanernes arrangører oftest havde
en anden og mere kommerciel dagsorden end de antropologiske
videnskabsmænd.
3.1 Den koloniale kontekst
Folkekaravanerne og fremvisningen af eksotiske mennesker i det
19. århundredes Europa var naturligvis tæt knyttet til den eksisterende
koloniale kontekst som følge af, at den koloniale situation både
fungerede som en praktisk og i høj grad nødvendig forudsætning for,
- 22 -
at disse fremvisninger overhovedet kunne finde sted, idet det
hovedsagelig var fra kolonierne, at de fremviste ikke-europæere blev
fremskaffet. På samme måde fik karavanerne også en stor betydning
for den almene europæiske befolknings opfattelse af de ikke-
europæiske folkeslag. I og med at rejsemål uden for Europa sjældent
forekom for den almene befolkning, var et møde med
karavanedeltagerne oftest den eneste virkelige erfaring, folk havde med
fremmede folkeslag, ud over hvad de kunne læse i ugeblade og bøger.
Tiden fra slutningen af 1870’erne og til ca. 1914 regnes som anden
hovedfase i den europæiske ekspansions - og koloniseringsfase og
bliver ofte benævnt som værende imperialistisk. Internt i Europa
kæmpede gamle kolonimagter som Storbritannien, Frankrig, Holland
og Portugal med nye aktører som Belgien, Italien og Tyskland i et
kapløb om at gøre sin magt gældende og kolonisere de frie områder i
Afrika samt dele af Asien og Oceanien, med henblik på politiske og
økonomiske fordele. Indenrigspolitisk blev kolonikapløbet brugt til at
skabe nationalt sammenhold. Moralsk kunne kolonierhvervelserne
legitimeres videnskabeligt af bl.a. socialdarwinistiske evolutionsteorier,
der konstituerede den hvide races overlegenhed, og som kunne danne
baggrund for en forestilling om en europæisk ret og pligt til at herske
over mindre udviklede racer og kulturer.52 På denne måde var
antropologien også med til at påvirke den koloniale administration af
kolonierne.
Begreberne kolonialisme og imperialisme er svære at adskille. Der
kan dog argumenteres for, at begreberne dækker over en differentieret
indholdsmæssig betydning. Edward Said definerer f.eks. begrebet
imperialisme som: “… the practice, theory, and the attitudes of a dominating
metropolitan centre ruling a distant territory…”53, hvilket adskiller det fra
kolonialisme, som Said definerer som: ”… the implanting of settlements on
a distant territory.”54 Heraf fremgår det, at Said ser kolonialisme som en
fysisk tilstedeværelse på et fremmed territorium, og imperialisme som
en form for ideologisk praksis eller overbygning.55 Det vigtige i dette
sammenhæng er ideen om et sammenhængende ideologisk system,
hvor den litterære, kunstneriske og videnskabelige italesættelse af de
koloniserede kom til at spille en betydelig rolle for legitimeringen af
den koloniale praksis samt den faktiske koloniale administration.
Interessant for forståelsen af folkekaravanerne og datidens syn på
de ikke-europæiske folkeslag er nemlig sammenhænget mellem den
imperialistiske produktion af viden om de koloniserede samt denne
videns udbredelse.
52 Bekker-Nielsen(2001) opslag: Imperialisme 53 Said(1993) 8 54 Said(1993) 8 55 Ashcroft(2000) opslag: Colonialism & Imperialism
- 23 -
3.1.1 Kolonialisme og kritik af antropologisk viden
Tilgangen til historisk forskning i kolonialisme har ligesom den
øvrige historieforskning undergået en radikal udvikling over tid. Før
1960’erne var forskningen overordnet præget af et begivenheds- og
personfokuseret perspektiv, hvor det overordnede fokus hovedsagelig
lå på betydningsfulde vestlige personer i det koloniale
administrationsapparat. Et klassisk dansk eksempel i denne tradition er
Brøndsteds Vore gamle Tropekolonier fra 1952-53.
Som følge af den begyndende afkolonisering efter 2. verdenskrig,
blev forskningsfeltets hovedtendens, fra 1960’erne og op gennem
70’erne, domineret af forskellige overordnede strukturalistiske teorier,
der med udgangspunkt i de tidligere koloniers nye status som
selvstændige stater, især kom til udtryk som udviklings- eller
moderniserings teorier. Disse politiske og økonomiske teorier er
senere ofte blevet beskyldt for en manglende interesse for det
kulturelle perspektiv.56
Fra begyndelsen af 70’erne så man dog et begyndende fokus på
mere kulturelt orienterede emner. Dette gav sig bl.a. til kende i en
tiltagende kritik af den klassiske antropologiske viden som værende
påvirket af sin situation som tæt tilknyttet det koloniale
administrationsapparat. Talal Asad redigerede i 1973 antologien
Anthropology and the Colonial Encounter, som omhandlede forholdet
mellem antropologi og kolonialisme. Her var en af hovedpointerne
netop den antropologiske disciplins samarbejde med de koloniale
administrationsapparater. Graden af bevidst intension bag det
gensidige samarbejde var dog stærkt omdiskuteret.57 Senere har bl.a.
antropologen Bernard Cohn arbejdet videre med denne problematik,
idet han har undersøgt, hvordan vestlig produktion af antropologisk,
arkæologisk og historisk viden om de koloniseredes kulturer har været
med til at konstruere og konsolidere selv samme kulturer som
historiske sandheder.58
Central i denne forbindelse er også Edward Said og hans værk
Orientalism fra 1978. Saids brug af en postmoderne tilgang til den
koloniale forskning gav endvidere inspiration til en ny kritisk
forskningsbølge, der oftest betegnes som postkolonial forskning. Her
kom bl.a. subaltern teori i fokus. Som modvægt til vestens binære
konstruktion af de ikke-europæiske folkeslag samt deres kultur og
historie, har forskere som f.eks. Gayatri C. Spivak og Homi Bhabha
prøvet at imødegå dette ved at bringe de fremmedes egne stemmer og
råderum i spil.59
56 Pels(1997) 166 57 Asad(1973) 58 Se f.eks. Cohn(1996) 59 Se f.eks. Spivak(2006) & Ashcroft(1998) opslag: agency & hybridity
- 24 -
3.1.2 Orientalisme og den koloniale diskurs
Oprindeligt dækkede betegnelsen orientalisme over vestens
fascination og dyrkelse af det fjerne og nære østen.60 Med udgivelsen
af Edward Saids bog Orientalism i 1978 fik begrebet dog en udvidet
betydning, idet Said brugte termen til at beskrive, hvordan de vestlige
akademiske institutioner siden slutningen af 1700-tallet systematisk har
frembragt viden om Orienten inden for en bestemt kolonial diskurs.
Han mener her, at den europæiske repræsentation af Orienten er en
konstruktion og ikke en objektiv beskrivelse af den reelle virkelighed.
Forholdet mellem Vesten og Orienten er, i følge Said, baseret på magt,
dominans og kompliceret hegemoni, hvilket medfører, at den
orientalistiske diskurs mere er et udslag af vestens dominans over
Orienten, end et udtryk for den reelle virkelighed.61
Said er tydeligvis meget inspireret af Foucaults diskursbegreb samt
dennes sammentænkning af viden og magt. Modsat Foucault, som
hovedsagelig beskæftigede sig med europæiske forhold, forsøger Said
at sætte disse begreber ind i en kolonial kontekst.62 Når man taler om
en kolonial diskurs, refererer det derfor til måden, hvorpå de vestlige
kolonimagter udøvede diskursiv magt over de koloniserede ved at
definere dem f.eks. som videnskabelige eller litterære objekter.63
3.1.3 Konsolideringen af en national og europæisk
selvopfattelse
I sin bog Nordic Orientalism både bruger og problematiserer
Elisabeth Oxfeldt på sin vis Saids teori, idet hun undersøger, hvordan
orientalismen kom til udtryk i det 19. århundredes Danmark og
Norge, som kunne regnes som en del af det mere marginaliserede
Europa. Oxfeldt forstår her orientalisme som et geografisk bestemt
binært system, hvorigennem Europa definerer sig selv i opposition til
Orienten.64 Said tager rent empirisk udgangspunkt i den orientalske
videns produktion i de store kolonilande som England og Frankrig og
ekskluderer på denne måde de mange mindre kolonimagter i vesten.
Oxfeldts pointe er her, at mange at de små marginaliserede lande, som
f.eks. Danmark, ikke bare skulle definere sig selv i forhold til Orienten,
men også i forhold til de store centrale og toneangivende lande i
Europa. Hvor Said hævder, at europæerne brugte Orienten eller de
andre som en modsætning, de kunne definere sig selv op imod, mener
Oxfeldt i stedet, at Danmark tog Orienten til sig, i et forsøg på at
konstruere en national identitet som værende moderne og
kosmopolitisk. Det var dog ikke en direkte omfavnelse af den
60 Den Store Danske Encyklopædi. Opslag: Orientalisme 61 Said(2002) s31 62 Said(2002) & Ashcroft(2000) opslag: orientalism 63 Ashcroft(2000) opslag: discourse 64 Oxfeldt(2005) 11
- 25 -
koloniale anden, men i stedet en import af orientalske koncepter fra de
store kolonimagter som Storbritannien, Frankrig og til dels også
Tyskland.65 Set i denne kontekst kan de danske fremvisninger af
folkekaravanen og den danske koloniudstilling i Tivoli i 1905 også ses
som et udtryk for at leve op til en moderne europæisk livsstil.
3.1.4 Kolonialisme og køn
Ifølge Andreassen er en af de helt centrale problematikker i
forhold til forståelsen af karavanernes betydning for konsolideringen
af en europæisk selvopfattelse, det ofte kritiske fokus på de fremvistes
seksualitet. Faktisk mener Andreassen slet ikke, man kan forstå
fremvisningerne uden også at beskæftige sig med den erotiske og
seksuelle dimension. Dette var nemlig tæt forbundet med både
autenticitetsbegrebet og tidens evolutionære ideer og kunne ses som
den hvide mands forsøg på at kontrollere både de europæiske og ikke-
europæiske kvinders seksualitet og dermed at stadfæste den allerede
eksisterende europæiske verdensopfattelse. 66
Inden for postkolonialforskning har kønsforskningen hovedsagelig
beskæftiget sig med kønnet og seksualitetens betydning og karakter i
en formel kolonial kontekst. Rammerne for forevisningerne i
Danmark var dog på mange måder anderledes, idet hovedparten af de
fremviste her ikke kom fra danske kolonier og derfor ikke stod i
direkte kolonialforbindelse med deres publikum.67 Ifølge Andreassen
var den underliggende magtdynamik og de bagvedliggende
racebegreber dog de samme.68
3.2 Antropologi som videnskab i det 19. århundrede
Et vigtigt krydsfelt er, som før nævnt, forbindelsen mellem den
antropologiske og etnografiske videnskab og fremvisningen af
folkekaravanerne og andre eksotiske mennesker i en kolonial kontekst.
I sidste halvdel af 1800-tallet blev fremvisningerne af både anormale
og eksotiske mennesker professionaliseret og sat i en ny, forklarende
og retfærdiggørende videnskabelig ramme. Som det fremgår af kapitel
4 og 5, har fremvisningen af levende mennesker en lang historie.
Mennesker, som på en eller anden måde har skilt sig ud, er blevet
udstillet og undersøgt af videnskaben og nysgerrige blikke. I dette
kapitel ønsker jeg derfor at opridse de antropologiske og etnografiske
tanker og ideer, der udgjorde en væsentlig del af den videnskabelige
kontekst for fremvisningen af eksotiske folkekaravaner i det 19.
65 Oxfeldt(2005) 11-15 66 Andreassen(2003) 22 67 Faktisk var de to vestindiske børn, der blev fremvist på Koloniudstillingen i Tivoli
i 1905, de eneste fremviste med koloniale forbindelser til Danmark. 68 Andreassen(2003) 23
- 26 -
århundredes Europa. Jeg vil ligeledes se på de overensstemmelser, der
var mellem den praktiske, videnskabelige undersøgelse af de ikke-
europæiske folk og opfattelsen af folk, der skilte sig ud pga. f.eks.
misdannelser og anden anormal fysiognomi.
3.2.1 Imellem humanisme, imperialisme og naturvidenskab
Udviklingen af antropologien som andet end en filosofisk
videnskab tog først for alvor fat efter oplysningstiden og de store
opdagelsesrejser, hvor mødet med de andre skulle forstås og
systematiseres. En central pointe i Zimmermans værk Anthropology and
Antihumanism in Imperial Germany er netop, at den begyndende
imperialisme fik en stor betydning for europæernes selvforståelse samt
den herskende videnskabelige tilgang i forhold til at beskæftige sig
med spørgsmålet om menneskets natur og potentialer. Den
europæiske videnskabelige tradition havde hidtil haft fokus på den
humanistiske tilgang, hvor klassiske værker var blevet produceret og
gransket med henblik på at opnå viden om, hvad det ville sige at være
et menneske. Denne tilgang var i sin natur etnocentrisk og elitær;
etnocentrisk, idet den udelukkende beskæftigede sig med litterær
kultur i europæisk forstand, og elitær fordi den gældende tilgang som
udgangspunkt krævede, at man var universitetsuddannet inden for
humanvidenskaberne.69
Med udgangspunkt i 1800-tallets tyske humanvidenskaber redegør
Zimmerman for, hvordan tyske tænkere som Hegel, Kant, Herder og
Ranke ud fra en historistisk verdens- og historieopfattelse samt
opdelingen af folkeslag i kulturfolk og naturfolk, argumenterede for
eksklusionen af ikke-europæiske kulturer fra historieskrivningen.
Europæerne og folk fra den vestlige verden var defineret som
kulturfolk, som var kendetegnet ved, at de havde en historie og levede
i en civilisation. Folk fra f.eks. Kina og Japan blev i nogle tilfælde
ligeledes regnet som en form for kulturfolk. Indfødte fra det
amerikanske kontinent, Afrika, Australien og andre dele af den
koloniserede verden blev i stedet defineret som naturfolk. Disse var
modsat kulturfolk kendetegnet ved netop ikke at have en skriftlig
kultur og derfor heller ikke en dokumenteret historie.70 Hvor det
binære modsætningsforhold i Tyskland var defineret af opdelingen i
kulturfolk og naturfolk, så man inden for den dominerende
engelsksprogede antropologiske teori en mere lineær og evolutionistisk
udviklingsopfattelse. Her var modpolerne henholdsvis primitive – og
civiliserede mennesker. Hvor den tyske tradition placerede de andre
uden for tid og historien, så den dominerende engelsksprogede
teoriretning i stedet de andre som tilhørende et andet udviklingsstadie –
en anden tid.
69 Zimmerman(2001) 1-11 70 Zimmerman(2001) 38-61
- 27 -
Den øgede kontakt med områder uden for Europa, som det
kolonialistiske projekt førte med sig, kom derfor også til at betyde et
øget pres på den etnocentriske humanistiske tilgang. I takt med det
øgede samkvem med de andre blev det nemlig også sværere at
opretholde det snævre fokus på Europa og europæisk kultur. En mulig
løsning på disse metodiske og ideologiske problemer blev, ifølge
Zimmerman, antropologien. Hvor den humanistiske forskning
tidligere havde fokuseret på litterærproduktion og dermed ekskluderet
studiet af ikke-litterære kulturer, mente man inden for antropologien,
at det især var i studiet af naturfolk, at man kunne opnå den største
viden om den menneskelige natur, idet disse netop ikke var påvirket af
kultur og civilisation.71
3.2.2 Kært barn har mange navne: om antropologi og
etnografi
Siden oplysningstiden havde naturhistorikerne forsøgt at sætte naturen
i system. Dyr, planter og mennesker var blevet inddelt i klasser,
kategorier, familier og arter efter varierende kriterier. En af de
videnskabelige tilgange til at studere mennesket var som bekendt den
antropologiske videnskab. Som videnskabeligt felt er antropologien
ikke entydigt defineret, men kan opdeles i en række varierende
undergrupper, som fx filosofisk antropologi, kulturel antropologi og
biologisk/fysisk antropologi. Disse grupper kan igen underopdeles i
forskellige beslægtede områder. 72 Denne overordnede og
generaliserende inddeling er på ingen måde fyldestgørende som en
oversigt over alle nuancer inden for feltet, men skal opfattes som en
opdeling i de mest grundlæggende områder.
Som institutionaliseret disciplin tog antropologien først rigtig form
fra 1850’erne. I følge Zimmerman var det i tiden før 1. verdenskrig
ikke almindeligt for antropologer at rejse uden for Europa for at
studere ikke-europæiske folk. Fremkomsten af den antropologiske
videnskab i Tyskland var derfor hovedsagelig baseret på undersøgelsen
af de ikke-europæere, der kom til Europa og blev fremviste i cirkus,
panoptikons og forlystelseshaver.73 I forhold til den videnskabelige
kontekst, som folkekaravanerne og forevisninger af ikke-europæiske
folk befandt sig i, var især den fysiske antropologi essentiel, tidligt i
perioden. Det var ganske enkelt nemmere at undersøge den synlige
fysik på de tilrejsende studieobjekter end f.eks. at studere deres
kulturelle udvikling. Ifølge Baglo kom karavanerne til at fungere som
en slags feltlaboratorier. At de undersøgte ikke befandt sig i deres
vante kontekst, blev ikke regnet som vigtigt, da man mente, at
objektive, empiriske undersøgelser kunne foretages direkte på
71 Zimmerman(2001) 1-61 72 Den store danske encyklopædi(1994) opslag: Antropologi 73 Zimmerman(2001) 15
- 28 -
undersøgelsesobjektet. Især de fysiske undersøgelser blev set som
tolkningsfrie refleksioner af naturen.74
Den biologiske/fysiske antropologi beskæftiger sig overordnet
med menneskets oprindelse, udvikling, dets biologiske organisme samt
det biologiske grundlags betydning for den menneskelige adfærd.
Undersøgelsesobjekterne kunne både være levende mennesker samt
skeletter fra nutidige og forhistoriske mennesker.75 Formålet med disse
undersøgelser var at inddele menneskeheden i divergerende naturlige
kategorier ud fra forskellige legemlige dimensioner. I forbindelse med
undersøgelsen af den menneskelige organisme var
undersøgelsesmetoder som kranioskopi, kraniometri og antropometri
yndede discipliner. Kraniologiske målinger var hyppigt anvendt fra
midten af 1800-tallet og frem til ca. 1930’erne og gik ud på, at man
opmålte kraniets forskellige dimensioner. Disse opmålinger dannede
bl.a. videnskabelig baggrund for en række teorier om opdeling af
menneskeheden i forskellige racer, ud fra deres kraniers udformning.
Antropometri dækker over et sæt af opmålingsmetoder, hvor den
menneskelige krops dimensioner opmåles. Dette skete ligeledes med
henblik på at sammenligne befolkningsgrupper, fx i forhold til alder og
race. 76
I forbindelse med folkekaravanerne blev de ikke-europæiske
deltagere ofte forevist for professionelle eller amatørantropologer,
som undersøgte deltagernes fysiske dimensioner ned til mindste
detalje. Dimensionerne på deres kroppe og kranier blev målt, og
farven på deres hud blev sammenlignet med forskellige farvekort. Det
var informations- og opmålingsmetoder, der med inspiration fra
naturvidenskaben blev opfattet som objektive og neutrale. Også
fotografering af de fremmede blev brugt som en metode til på en
objektiv måde at lagre de nye informationer.77
Kulturel antropologi beskæftiger sig derimod med mennesket som
et kultur- og samfundsvæsen. Via etnografiske feltstudier undersøges
og dokumenteres tanke- og adfærdsmønstre i et afgrænset samfund
eller kultur. Den etnografiske metode refererer til en
undersøgelsestilgang, hvor den arbejdende etnograf eller antropolog
fungerer som deltagende observatør under sit studie af det pågældende
subjekt. Undersøgelsens resultater afhænger dermed af observatørens
evne til at indleve sig i den undersøgte kultur.78
I det 19. århundredes Tyskland dækkede begrebet Anthropologie
over det, man i den engelsksprogede del af verden kaldte physical
74 Baglo(2006) 7 75 Den del af antropologien der undersøger forhistoriske skeletter med henblik på at
afdække menneskets oprindelse og videre udvikling benævnes sædvanligvis som palæoantropologi.
76 Duedahl(2006) 431-434 & Spencer(1997) opslag: Anthropometry 77 Zimmerman(2001) 20-21 78 Wintrop(1991) opslag: Anthropology & Ethnography
- 29 -
anthropology (fysisk antropologi) og begrebet etnologie refererede til det
engelske cultural anthropology (kulturel antropologi).79
3.2.3 Klassifikation, anormale - og ikke-europæiske folk
Som før nævnt bliver de videnskabelige diskurser om de ikke-
europæiske folk, som f.eks. blev frembragt af antropologer og
etnografer, ofte regnet som et klassisk eksempel på vestens diskursive
konstruktion af den primitive eller eksotiske anden. Inden for den
antropologiske videnskab blev især race regnet som en af de mest
determinerende faktorer i forhold til menneskets karakter og
potentialer.80 I tråd med tidens evolutionistiske og hierarkiske kultur -
og raceopfattelse blev den hvide europæer og den europæiske race
opfattet som placeret øverst i hierarkiet, idet europæerne blev opfattet
som de mest civiliserede og tilhørende den højeste kultur.
Opdelingen af menneskeheden i forskellige racer skal ses som en
del af en generel videnskabelig tilgang, hvor klassificeringen af f.eks.
mennesker, dyr og planter var en måde både at forstå og skabe orden i
den omgivende verden på.
Der fandtes dog mange divergerende teoretiske varianter inden for
dette område. Bl.a. var der mange forskellige meninger i forhold til
muligheden for forandring og udvikling inden for et givet natursystem.
Den videnskabelige undersøgelse af både anormale mennesker og
divergerende racer kom til at stå centralt i forhold til denne diskussion.
Den videnskabelige interesse i disse folk skal altså især ses som en
konsekvens af, at man mente, at det var i disse ydergrænser eller
afvigelser fra de normale kategorier, at man kunne opnå en større
viden om, hvordan naturen fungerede.
Traditionelt opfattede tyske antropologer naturen som et statisk
system af kategorier, hvilket betød, at studiet af f.eks. naturmennesker
kunne give adgang til et indblik i, hvordan menneskets inderste natur
var, når den ikke var påvirket af kultur. Som før nævnt mente man
ikke, at naturmennesker havde en udviklingsmæssig historie. De
eksisterede så at sige uden for historisk tid. Denne opfattelse af, at
naturen eksisterede uden for en historisk udvikling, var på mange
måder i konflikt med en anden af tidens videnskabelige teorier, nemlig
evolutionsteorien, som f.eks. Darwin formulerede den. Her mente
man i stedet, at naturens arter over tid udviklede sig i et forsøg på at
tilpasse sig de givne, foranderlige betingelser. Denne form for lineær
udviklingstankegang åbnede bl.a. op for tolkninger af, at nogle
mennesker ikke var lige så udviklede som andre. De, som i tysk
tradition blev betegnet som naturmennesker, blev her set som
79 Bunzl & Penny(2001) 1 80 Andreassen(2003) 30
- 30 -
primitive og tilbagestående folk, som var tættere på abe- og
naturstadiet end f.eks. den civiliserede og fuldt udviklede hvide race.81
Tendensen til at forkaste den evolutionistiske tanke inden for tysk
antropologi kom bl.a. til udtryk i, at den anerkendte og indflydelsesrige
antropolog og patolog, Rudolf Virchow(1821-1902), ikke ville
anerkende skeletfund af neandertalere som et bevis på en anderledes
forhistorisk art af mennesket, men i stedet blot så det som en
patologisk variant af det moderne menneske.82 Teorien om, at
mennesket stammede fra aberne og gennem evolution havde udviklet
sig til nutidens mennesketype, blev også tilbagevist blandt de
toneangivende tyske antropologer. Museumsmanden og antropologen
Adolf Bastian(1826-1905) sammenlignede f.eks. teorien med
naturfolks myter om, hvordan mennesket stammede fra forskellige
dyr. På samme måde opfattede Virchow ligeledes visse racemæssige
variationer som patologiske.83 De naturlige kategorier kunne altså ikke
forandre eller udvikle sig. Og hvis de gjorde, blev det opfattet som
patologiske tilfældigheder i et system af ellers statiske
klassifikationskategorier.
Ifølge Zimmerman var den tyske opfattelse af et statisk system af
kategorier udsat for en del pres fra især den evolutionistiske tanke.
Dette blev både eksemplificeret i forbindelse med fremvisningen af
mennesker, der blev født med misdannelser, samt fremvisningen af
ikke-europæiske folk. I forbindelse med såkaldte freakshows blev
anormale mennesker ofte fremvist som eksempler på atavisme. Det vil
sige, at deres misdannelser blev set som enten et evolutionsmæssigt
tilbagefald til et tidligere udviklingstrin eller som en arverest fra en
forfader. Det var især anormaliteter som mennesker med haler eller
overdreven (dyrisk) kropsbehåring, der gav argumentation for denne
teori. Denne form for populær italesættelse af evolutionistiske tanker
stod i skarp kontrast til eksempelvis Virchows opfattelse af, at
abnormiteter i stedet var patologiske tilfældigheder. Inden for tysk
videnskab blev mennesker med misdannelser, på samme måde som
naturfolk, holdt uden for en historisk og udviklingsmæssig kontekst.
Ifølge Zimmerman var tyske antropologer som Virchows interesse i
anormale mennesker hovedsagelig grundet i et behov for at modbevise
evolutionære teorier, hvilket betød, at de her i stedet blev italesat som
interessant, men ufarlig underholdning.84
Ifølge den amerikanske videnskabshistoriker Harriet Ritvo, blev
ikke-europæiske mennesker i nogle tilfælde også betragtet som
misfostre eller anormale. Dette skyldes, at der ikke var langt mellem at
opfatte noget som usædvanligt til også at se det som unaturligt. Ritvo
81 Sand-Jensen(2006) 167-172 & Zimmerman(2001) 66-70 82 Gjerløff(2004) 42-43 & Zimmerman(2001) 70-71 83 Zimmerman(2001) 68-69 84 Zimmerman(2001) 62-85
- 31 -
pointerer, at:” The violation of biographical convention – by, for example,
transporting a living or dead specimen from its original habitat to Europe – could
also transform the unusual into the unnatural. And what became monstrous as a
result of relocation in London could then, by a process of reverse association, seem
monstrous even at home. Like the exotic animals whose remains were displayed in
metropolitan museum, non-European human races were sometimes treated as
monstrosities.”85 Dette betød f.eks., at de fysiske karakteristika, der
adskiller de forskellige racer, både kunne ses som udtryk for noget
unaturligt i stedet for bare at være variationer inden for den samme
kategori, og omvendt, at regulære deformiteter også kunne opfattes
som noget naturligt for de fremmede. Ritvo nævner selv en
lommemanual for amatørantropologer fra 1874, hvor de selvbestaltede
amatørvidenskabsmænd opfordres til at undersøge de ”anomalier”
eller ”naturlige deformiteter”, der karakteriserede ikke-europæiske
folk, som f.eks. steatopygi,86 deforme kønsorganer, polydaktyli87 og
overdrevet kropsbehåring.88
Den videnskabelige interesse for både anormale – og ikke-
europæiske folk kan derfor, på denne baggrund, også ses som et
resultat af deres betydning for argumentationen inden for den spæde
institutionaliserede antropologiske videnskab.
3.3 Naturvidenskaberne som underholdning
I 1800-tallet og starten af 1900-tallet var der en tæt forbindelse
mellem naturvidenskaberne og den folkelige underholdning. Som før
nævnt var karavanernes forbindelse til den antropologiske videnskab
en form for gensidigt forhold, hvor videnskaben var afhængig af
adgang til de fremviste som studieobjekter, og hvor italesættelsen og
legitimeringen af karavanerne som oplysende og videnskabelige i lige
så høj grad var afhængig af en form for tilknytning til den
videnskabelige verden. Videnskabsmændenes interesse og udtalelser
gav simpelthen karavanerne en legitimerende, videnskabelig aura, der
gjorde, at de blev opfattet som mere end simpel underholdning.
Forholdet var dog også konfliktfyldt, da de to verdener havde
forskellige målsætninger. Impresarioerne havde et stærkt kommercielt
incitament til at tilfredsstille publikums efterspørgsel, hvorimod
videnskabsmændene havde en faglig interesse i at undgå, at deres
studieobjekter blev sat i forbindelse med useriøs underholdning. At
karavanerne kunne ses som folkeoplysning, hang ligeledes sammen
85 Ritvo(2004) 133 86 I Gyldendals røde fremmedordbog fra 1960 (genoptrykt i 1995) bliver begrebet
meget sigende defineret som: ”… påfaldende stærk fedtaflejring på sædet (således hos kvinder af visse primitive racer)” Fremmedordbog (1995), opslag: steatopygi
87 Misdannelse som består i overtallige fingre og tæer. Fremmedordbog (1995), opslag: polydaktyli
88 Ritvo(2004) 133
- 32 -
med den generelle udvikling ud i det offentlige rum, som videnskaben
tog i starten af det 19. århundrede. Dette skete bl.a. via
populærvidenskabelige tiltag, offentlige museer og store internationale
udstillinger med offentlig adgang.
I dette afsnit ønsker jeg derfor at redegøre for tidens
demokratisering af viden samt det både gensidige og konfliktfyldte
forhold mellem videnskab og underholdning.
3.3.1 Populærvidenskab
Samtidig med, at videnskaben i løbet af 1800-tallet blev
professionaliseret, og generaliserede naturforskere blev til
universitetsuddannede fagspecialister med speciale i enkelte
videnskabsretninger, opstod der også en voksede
populærvidenskabelig industri, der fungerede som både underholdning
og folkeoplysning for den almene befolkning. I Dansk naturvidenskabs
historie bliver populærvidenskab defineret ud fra sit indhold, som
værende: ”naturvidenskabelig viden kommunikeret til folk, der ikke er
specialister inden for feltet.”89
Både den tilsigtede målgruppe, de behandlede emner samt de
brugte medier har varieret meget. I forhold til diversitet og udvikling
inden for målgruppen, skete der en stor udvikling i løbet af 1800-tallet.
Hvor især den populærvidenskabelige litteratur i 1850’erne
hovedsagelig havde henvendt sig til det bedre borgerskab, udvidede
målgruppen sig i løbet af 1890’erne til også at henvende sig til det
bredere samfundslag. Denne demokratisering af viden så man også
inden for f.eks. offentlige foredrag og andre former for
populærvidenskabelig formidling.90
Formidlingen af den nye viden for befolkningen førte, fra midten
af 1800-tallet, også til oprettelsen af en række specialmuseer. F.eks.
grundlagdes Zoologisk Have i 1859, Botanisk Have fik sin nuværende
form i 1870’erne, hvor også Zoologisk Museum og Mineralogisk
Museum blev selvstændige museer. Disse steder havde som formål at
fungere som både folkeoplysning og underholdning for befolkningen,
idet ideen bag udstillingerne var at give befolkningen mulighed for
med egne øjne at opleve naturen. I stedet for bare at læse om f.eks.
eksotiske dyr og planter, så skulle man nu have mulighed for at se det i
en naturlig version.91
Som det fremgår af Bruckners artikel, var folkekaravanerne og de
andre populæretnografiske fremvisninger ligeledes en del af denne
strømning, idet karavanerne i høj grad var en del af den brede
befolkningsgruppes underholdningstilbud.92
89 Hjermitslev, Andersen & Kjærgaard(2006) 346 90 Schmidt Kjærgaard(2006) 375-398 91 Schmidt Kjærgaard(2006) 375 92 Bruckner(2003)
- 33 -
3.3.2 Det 19. århundredes store udstillinger
Et andet vigtigt medie til udbredelse og formidling af de nyeste
opfindelser og fremskridt, for både fagfolk og menigmand, var de
store udstillinger, der fandt sted fra begyndelsen af 1800-tallet og frem
til midten af 1900-tallet. De kom i høj grad til at virke som en form for
massekommunikationsmiddel i forhold til udbredelsen af tidens
kulturelle og videnskabelige udvikling. I sin artikel Nationernes kulturelle
arena – 1800-tallets verdensudstillinger definerer Stoklund fænomenet
udstilling som: ”… et sted og en tid, hvor de nyeste produkter, redskaber og
maskiner præsenteres og forklares med det formål at fremme ”vindskibelighed” og
bane vejen for fremskridt”.93 I trit med tidens tro på fremskridt og viden
blev udstillingerne altså opfattet som et forum, hvor disse begreber
kunne styrkes og udbredes.
Fra midten af 1800-tallet så man også de første store
verdensudstillinger, som hurtigt udviklede sig til et sted, hvor de
deltagende lande indbyrdes konkurrerede om en førerposition inden
for moderne teknologi og vareproduktion. Senere kom kappestriden
også til at handle om kultur.94 Ifølge Schou brugte kolonimagterne
både verdens- og koloniudstillingerne som arenaer for kolonipolitik.
Udstillingen af indfødte fra kolonierne kunne ses som en refleksion af
det kolonipolitiske engagement, og ofte benyttede især værtslandene
for verdensudstillingerne muligheden for at omdanne
verdensudstillingen til en form for koloniudstilling.95 Et af de steder,
hvor udstillingen af eksotiske mennesker opnåede sit største omfang,
og hvor fænomenet fortsatte i længst tid, var netop på tidens
omsiggribende verdensudstillinger og koloniudstillinger.96 Man så altså
her to tidstypiske fænomener forenet: nemlig de store udstillinger og
kolonialisme.
I perioden efter 1900 skete der en begyndende ændring i den
tidligere opfattelse af udstillingerne som en af den videnskabelige
verdens udstillingsforposter og centralt mødested for forskere og
videnskabsmænd. Udstillingerne blev i stigende grad opfattet som
underholdning og fik efterhånden mere præg af at være et tilbud af
samme karakter som markedspladser og tivoliparker.97
3.3.3. Krydsfeltet mellem videnskab og underholdning
Videnskab og underholdning har på mange måder en fælles
referenceramme, idet begge bygger på nyhedens interesse. Både inden
for underholdningsbranchen og den videnskabelige verden er det
idealet at komme først med det nyeste. Derfor kan man også
93 Stoklund(1999) 138 94 Stoklund(1999) 138-147 95 Schou(1987) 61 96 Greenhalgh(1988) 97 Schmidt Kjærgaard(2006) 375-377
- 34 -
argumentere for, at videnskabelige opdagelser og nye udviklinger ofte
er god underholdning. At der eksisterer denne fælles referenceramme
for de to forskellige verdener betyder dog ikke, at forholdet imellem
dem ikke også kunne være utroligt konfliktfyldt.
Som Ritvo dokumenterer i sin artikel, Professional scientists and
amateur mermaids: Beating the bounds in nineteeth-century Britain, var
forholdet mellem naturvidenskabsmændene og impresarioerne både til
gensidig fordel og kilden til en del interessekonflikter. Videnskabens
interesse og tolkende udtalelser om de fremviste gav fremvisningerne
en videnskabelig legitimation, samtidig med, at videnskabsmændene
både fik mulighed for at foretage undersøgelser og stadfæste deres
autoritet som dem, der definerede og forklarede den omgivende
verden.
Interessekonflikten bestod derimod i det videnskabelige mål om at
forklare og almindeliggøre de undersøgte kuriositeter og
impresarioernes interesse i at beholde deres attraktioner bag et mystisk
og sensationelt slør. De mange falske og sensationsprægede
fremvisninger, der blev præsenteret i en pseudovidenskabelig kontekst,
virkede desuden destabiliserende på den videnskabelige autoritet. 98
Ritvo tager hovedsageligt udgangspunkt i forholdet mellem
teratologisk99 interesserede naturvidenskabsmænd og impresarioer, der
fremviste anormale mennesker og misfostre. Forholdene kan dog
nemt overføres til en kontekst, bestående af antropologer og
folkekaravaner.
Her så man ligeledes, at organisatorerne bag fremvisningerne
havde et praktisk incitament til at samarbejde med den antropologiske
verden. Den videnskabelige legitimering af karavanerne var dog ikke
altid kun et spørgsmål om at tiltrække publikum. Forbindelsen havde i
høj grad også en gavnlig effekt over for diverse myndigheder.
Zimmerman nævner f.eks. flere eksempler på karavanerne, hvor
omstændighederne ved fremvisningerne var i konflikt med tysk lov i
forhold til børnearbejde, eller hvor de fremvistes nøgenhed stred mod
den offentlige moral. Her kunne en videnskabelig udtalelse om
fremvisningens autenticitet være medvirkende til, at karavanen
alligevel fik de påkrævede tilladelser af myndighederne. Ifølge
Zimmerman havde denne afhængighed af den videnskabelige verdens
accept også den betydning, at det kunne få fatale konsekvenser for en
impresario, ikke at stille sin karavane til rådighed for antropologernes
undersøgelser.100
98 Ritvo(1991) 277-290 99 Videnskab med speciale i læren om monstre og abnormiteter 100 Zimmerman(2001) 18-20
- 35 -
4. Forevisningernes historiske kontekst
Som det også bliver nævnt i en del af den tidligere litteratur om
folkekaravaner, har fascinationen af eksotiske mennesker en lang
historie. Da det er min opfattelse, at fremvisningen af ikke-europæiske
mennesker på mange måder skal ses i sammenhæng med fascinationen
og fremvisningen af andre eksotiske, mærkværdige og sjældne
mennesker, dyr og genstande, vil jeg i dette afsnit både argumentere
for disse fænomeners fælles kontekst samt fænomenets historiske
udvikling over tid.
4.1 De tidlige fremvisninger
4.1.1 Eksotiske mennesker, dyr og genstande
I forbindelse med renæssancens genopdagelse af antikken kom der
igen fokus på dannelse og viden. Dette kom bl.a. til udtryk ved, at
sjældne og eksotiske genstande blev indsamlet for at ende i kongelige
kunstkamre og private samlinger. Hvor de private samlinger
hovedsagelig var studiesamlinger, fungerede kunstkamrene og
raritetskabinetterne også som status- og magtsymboler for
kongemagten. Idet samlingerne sigtede mod en universel
repræsentation, viste de deres ejeres grænseløse magt. 101
Fra 1500-tallet var besiddelsen – og fremvisningen - af både
eksotiske mennesker og andre rariteter netop forbundet med
kongemagten og hofkulturen. Dette betød, at fænomenet hovedsagelig
var underholdning, forbeholdt samfundets mest privilegerede lag.
Både de eksotiske ikke-europæiske folk og andre rariteter var ofte
givet i gave til en hersker af andre fyrster eller af opdagelsesrejsende,
og indgik som en del af hoffets raritetskabinetter.102
Allerede Columbus hjembragte fra sin første rejse til den nye
verden en gruppe indianere til det spanske kongehus, og Vespucci
bragte senere over 200 indianere hjem til Europa.103 I 1550 opførte 50
brasilianske indianere og over 300 udklædte hvide ligeledes en eksotisk
maskerade i den franske by Rouen.104 Tidens fascination af det
fremmede og eksotiske var stor, og fremvisningen af genstande fra
den nye verden fungerede netop som et synligt bevis på de
opdagelsesrejsendes bedrifter og derfor også som et symbol på, at de
kongeliges indflydelse rakte langt ud over landets grænser.
Ifølge Waabens artikel Folk fra det fjerne om tilflyttere og gæster i
Danmark i 1600- og 1700-tallet, er det svært at sige noget generelt om,
hvorfor og hvordan de fremmede kom til Danmark. Han mener dog,
101 Kragh(2005) 159-178 102 Zerlang(1989)154-156, Schou(1987) 58-59 103 Schou(1987) 58 104 Thorndahl(1987) 57
- 36 -
at man må formode, at de netop er kommet hertil som køb eller gaver
fra fremmede kongehuse. Andre muligheder kunne være, at de blev
bragt hertil som en del af husholdningen hos udenlandske gesandter
eller medbragt af hjemvendt dansk diplomati.105
I Danmark kender man ligeledes flere eksempler fra 1600- og
1700-tallet, hvor både eksotiske dyr og morianere106 er blevet
transporteret til Danmark fra de danske kolonier i Vestindien eller
Guldkysten, hvorefter de er blevet foræret eller solgt til kongehuset
eller adelige.107
Et illustrativt eksempel med danske forbindelser, på hvordan
eksotiske mennesker kunne komme i et fremmed hofs besiddelse,
kender man f.eks. fra 1700-tallets Firenze. Da den danske konge,
Frederik den IV, i 1708-09 var på sit livs anden tur til Italien, besøgte
han bl.a. storfyrst Cozimo den III af Toscana. I en lokal florentinsk
dagbog blev besøget beskrevet meget indgående, og her er det noteret,
at storfyrsten havde lovet den danske konge, at han kunne få alle de
citrusplanter, han kunne ønske sig, imod at kongen ville forære ham
nogle danske æble- og pæretræer samt en ung grønlandsk mand på ca.
18 år. Hertil havde den danske konge svaret, at han nemt kunne give
ham de danske træer, men at grønlænderen var svær at skaffe, idet
skibsforbindelsen til Grønland var meget ustabil.108 Der findes ingen
beviser for, at der faktisk ankom en grønlænder til den toskanske
storfyrstes hof, men eksemplet viser med al tydelighed, hvordan
mennesker på lige fod med eksotiske træer og andre sjældenheder
kunne fungere som venskabs- og prestigegaver imellem de europæiske
hoffer. Besiddelsen af eksotiske mennesker ved hoffet kan derfor på
mange måder sammenlignes med den før nævnte samtidige indsamling
af kunstskatte og videnskabelige samlinger som f.eks. Museum
Wormianum, kunstkamre og fyrstelige menagerier.109
4.1.2 Fremvisning af grønlændere
Regulære forevisninger af fremmede og eksotiske mennesker fandt
også allerede sted i Danmark fra 16-1700-tallet. De første grønlændere
kom til København i starten af 1600-tallet, hvor der på Christian den
IV’s befaling blev hentet 9 grønlændere til hovedstaden. Efter at
Grønland igen, i starten af 1700-tallet, blev omfattet af kolonial
interesse fra dansk side, overtalte den norsk-danske
grønlandsmissionær, Hans Egede, to unge grønlandske mænd ved
navn Poq og Quiperoq, til frivilligt at rejse med til Danmark.110
Ledsaget af en repræsentant fra det grønlandske handelskompagni
105 Waaben(2000) 31-22 106 Negere eller mulatter 107 Thorndah l(1987) 55-57 & Waaben(2000) 108 Haagen(1999) 109 Thorndahl(1987) 55 110 Petersen(1998) 102-104
- 37 -
sejlede de via Norge til Danmark og ankom mellem den 10. og 11.
oktober 1724 til Helsingør. Herefter blev de ført til Fredensborg Slot,
hvor de blev fremstillet for Frederik den IV og hans dronning. I
slutningen af oktober, på kongens brors fødselsdag, blev der
arrangeret endnu en fremvisning for kongefamilien og hoffet, hvor
Poq og Quiperoq viste nogle af deres traditionelle færdigheder. Fra et
lysthus, bygget på en bro, der gik ud i Esrum sø, overværede
kongefamilien således en kajakopvisning, hvor de to grønlændere
roede om kap og skød ænder med spyd og harpuner.111 Efterfølgende
blev de to fremmede gæster transporteret til København, hvor endnu
en forevisning, denne gang for folket, ventede. Under stor bevågenhed
fra et talstærkt publikum, bestående af kongefamilien og byens
borgere, optrådte Poq og Quiperoq endnu engang med kajakroning og
andejagt på traditionel grønlandsk maner.
Baggrunden for den fornyede koloniale interesse for Grønland i
begyndelsen af 1700-tallet var foreningen af Hans Egedes ønske om at
drive missionsvirksomhed blandt hedningene på Grønland og den
danske konges merkantilistiske interesse samme sted.112 Det er i lyset
af denne koloniale og missionsmæssige virksomhed, at fremvisningen
af Poq og Quiperoq skal ses. Befolkningens interesse for at se de
indfødtes optræden havde naturligvis baggrund i nysgerrighed, fremkaldt
af grønlændernes nyhedsværdi og deres egenskab af sjældenheder.113
Kolonipolitisk kunne befolkningens naturlige interesse for de indfødte
bruges til at skabe fokus på grønlandshandlen.
Den tidlige fremvisning af både sjældne og eksotiske mennesker,
dyr og genstande afspejlede samtidens hierarkiske samfundsstruktur.
De blev derfor hovedsagelig brugt som magtsymboler, og i tilfældet
med Poq og Quiperoq også som et kolonipolitisk reklamefremstød, der
på sin vis også viste den danske befolkning, hvor stort og mangfoldigt
et rige, deres konge regerede over.
4.2 De kommercielle og videnskabelige fremvisningers
begyndelse i 1800-tallet
I løbet af 1800-tallet ændrede fremvisningerne sig på en lang række
punkter. Et nyt element var især, at der skete en udpræget
videnskabeliggørelse og kommercialisering af forevisningerne af både
anormale og eksotiske mennesker. Fænomenet må derfor også ses i et
andet sammenhæng end før.114 Som Schou skriver: ”… det er først i
begyndelsen af 1800-tallet, at udstillingerne begynder at blive en almindelig
folkeforlystelse…(hvor)… man kan tale om en udbredt, offentlig
111 Spies(1989) 112 Feldbæk(1986) 536-542 113 Schou(1987) 58 114 Se f.eks. Andreassen(2003) 22, Schou(1987), Zerlang(1987) og Waaben(2000) 36
- 38 -
udstillingsinstitution, hvor finansieringen er et spørgsmål om entré-billetter snare
end om fyrstelige gaver.115
Fra forfatteren Anders Enevigs bog Gøglere, hypnotisører og savoyarder,
findes et godt eksempel på, hvordan både såkaldte vilde mennesker og
andre eksotiske eller sjældne rariteter, blev fremvist i Danmark
omkring midten af 1800-tallet. Heri nævnes nemlig artisten Jean
d’Abis’ lille menageri, som både foreviste zoologiske genstande og
forskellige eksotiske mennesker. Menagerier var betegnelsen for de
omrejsende dyrskuer, der var meget udbredte i hele Europa fra starten
af 1800-tallet. Jean d’Abis(1807-1875), hvis rigtige navn var Johann
Nepomuk Diabis, var født i Brünn i Tjekkiet i 1807 og stak som stor
teenager af med et cirkus. Her blev han oplært som kunstberider og
turnerede derefter rundt i Europa i en årrække. I 1837 blev han dansk
gift med den tidligere solodanser ved Det Kongelige Theater, Marie
Werning, og opholdt sig herefter en del i Danmark. Efter at han i
september 1845 faldt af hesten og brækkede sit ben på en sådan måde,
at han ikke mere kunne optræde som kunstberider, begyndte han at
rejse rundt med et mindre zoologisk menageri. Menageriet bestod
øjensynlig af en samling af udstoppede dyr, heriblandt en giraf, der
tidligere havde været fremvist i London. I de følgende år fornyede og
udvidede Jean d’Abis jævnligt sin lille forevisningsforretning. I
perioden fra ca. 1846 til1866 fremviser han rundt om i Danmark så
mærkværdige ting som et tatoveret og konserveret hoved af en
høvding, en albinofamilie fra Madagaskar, flere vilde buskmænd, et par
Zulu Kaffere, en nubier samt to nomadekvinder og et barn fra Nedre
Sudan.116 Fremvisningerne af de eksotiske mennesker skete oftest
sammen med andre former for natursjældenheder. I en af d’Abis’
annoncer fra juli 1863 lyder det f.eks.: ”Med høie Øvrigheds Tilladelse lade
sig see i Markedsdagene 3 vilde Mennesker fra Afrika, tvende Zulu kaffer
Qvinder og en indfødt Mand fra Nubien. Endvidere forevises en Samling af over
1000 meget sjeldne og interessante Insekter fra alle Verdensdele. Det Øvrige ved
Forklaring. Mit Telt er som sædvanligt ved Banken.”117 I en anden annonce
fra november 1854 hedder det endvidere at: ”Undertegnede har den Ære
endnu til først. Torsdag i Theatrets store Sal, hver Dag fra kl. 4 til 9, at forevise
En Samling af de mærkværdigste Natur-Sjældenheder fra alle Verdensdele, hvortil
ikke findes Mage i Europa. I Særdeleshed udmærker sig 4 levende Heliophobus
eller de lysskye Mennesker118 fra Øen Madagascar, en Familie bestaaende af
Manden, Konen og tvende Børn… Ærbødigst Jean d’Abis.”119 Af de to
annoncer fornemmer man klart, at forevisningen af levende eksotiske
mennesker på mange måder blev regnet på lige fod med forevisningen
115 Schou(1987) 58-59 116 Enevig(2003) 43-55 117 Aahusstiftstidende 27.07.63.2 118 Heliophober og lyssky mennesker var ofte anvendte betegnelser ved forevisninger
af albinoer. 119 Fyensstiftstidende 02.11.54.2
- 39 -
af andre natursjældenheder. At have levende mennesker i sit menageri
var absolut forevisningens højdepunkt, men som kategori var det det
samme som sjældne og eksotiske dyr og andre rariteter. Som det også
fremgår af den første annonce, blev fremvisningen ledsaget af et
forklarende foredrag. Her ser man allerede et af de grundelementer,
der definerede de senere fremvisninger af anormale og eksotiske
mennesker, nemlig den videnskabelige præsentation.
I forbindelse med Jean d’Abis’ menageri kan man også finde et
tilfælde fra starten af året 1848, hvor forevisningernes tilknytning til
folkeoplysning træder endnu tydeligere frem. Da den danske Kong
Christian den XIII døde den 20. januar 1848, blev der erklæret
landesorg i den følgende måned. Dette betød bl.a., at ingen i denne
periode måtte more sig ved offentlige forestillinger. Selvom man f.eks.
ikke måtte sætte forestillinger op på teatrene eller lave andre former
for underholdning, kunne Jean d’Abis alligevel fortsætte med sine
forevisninger af natursjældenheder. Denne form for virksomhed blev
nemlig ikke betragtet som simpel underholdning, men blev i stedet set
som en form for folkeoplysning.120
Folkekaravanerne kan derfor i høj grad ses som en pendant til –
eller videreudvikling af - de omrejsende menagerier, man så fra starten
af 1800-tallet, og som oftest bestod af sjældne, abnorme eller eksotiske
dyr, mennesker og genstande, der mod betaling blev fremvist for et
nysgerrigt publikum i videnskabens og folkeoplysningens navn. Der
var i begge tilfælde tale om omrejsende fremvisninger i en kommerciel
og (pseudo)videnskabelig kontekst.
4.3 Underholdning og forevisninger i tiden omkring 1900
En af de største og første til at organisere fremvisningen af
eksotiske og især abnorme mennesker i stor målestok, var den
amerikanske gøgler og cirkuskonge Phineas T. Barnum(1810-1891).
Fra ca. 1840’erne begyndte Barnum at fremvise forskellige, i samtidens
øjne anormale mennesker; f.eks. albinoer, dværge, kæmper og
sigøjnere. Foretagendet greb om sig, og i 1850 fik han bygget en
forevisningssal med plads til ca. 3000 mennesker. Præsentationen af de
menneskelige kuriositeter skete i en semividenskabelig kontekst, hvor
publikum under fremvisningen fik et teratologisk foredrag,
omhandlende det videnskabelige syn på de fremvistes abnormiteter.
I andre tilfælde fremviste Barnum også mere mistænkelige objekter
som skelettet af en havfrue og George Washingtons 160 år gamle
barnepige. 121 Disse blev præsenteret på samme semividenskabelige
måde. Det handlede nemlig ikke kun om folkeoplysning og reel
videnskab, men i høj grad også om underholdning og iscenesættelse.
120 Enevig(2003) 51 121 Berthelsen(2002) 15-18
- 40 -
I Danmark formåede den organiserede kommercielle
fremvisningsindustri aldrig samme omfang og grad af
professionalisering. Både før og sideløbende med fremvisningen af
folkekaravaner og eksotiske mennesker i København fandtes der dog
også mere eller mindre permanente forevisningslokaliteter, hvor
hovedaktiviteten var fremvisningen af forskellige mærkværdigheder.
På mange måder foregik disse fremvisninger i samme spændingsfelt
mellem det videnskabelige - og det underholdningsmæssige aspekt,
som også var tilfældet med folkekaravanerne. Ligesom hos Barnum fik
publikum et relevant foredrag og evt. også et præsentationshæfte,
omhandlende det fremviste fænomen. Ofte indeholdt fremvisningerne
også her elementer af bevidst fusk og overdrivelser, idet
impresarioerne helt sikkert spillede på publikums undren samt
spørgsmålet om hvordan - og om dette virkelig fandtes eller kunne
lade sig gøre. Og nogle gange kunne det netop ikke lade sig gøre. Det
var uden for den naturlige grænse og regulært fup.
Et af de steder, hvor anormale mennesker og andre sjældne og
mærkelige fænomener blev fremvist i Danmark, var i kælderen under
Akselhus. Hvad der f.eks. blev fremvist i kælderen, får man et
fingerpeg om i en artikel i Politiken fra august 1891, hvor man et par
dage efter, at avisen havde berettet om en mand fra Nansensgade, der
hævdede, at en fed lille trold hver nat ved tolvtiden gik og spøgte i
Aborreparken, kunne afsløre, at det sandsynligvis drejede sig om den
fede dreng, der i de dage blev fremvist under Akselhus. Han blev
nemlig hver nat, efter at hans arbejdsdag som fremvist sluttede halv
tolv, luftet af sin impresario i selv samme park. Et par måneder senere
blev der i samme kælder vist forestillinger med f.eks. en svævede dame
og en tryllekunstner, der både kunne trylle og spille Mester Jakel
teater.122 Diversitet og alsidighed må altså være blevet betragtet som en
dyd sådanne steder. Det viser også hvilket broget marked, den
folkelige underholdning var en del af, og man kunne få den ide, at det
eneste kriterium for, hvad der blev fremvist, var, at det var noget, som
publikum ville betale for at se.
Også andre steder i København fandt der kommercielle
fremvisninger sted. I april 1895 blev en behåret kvinde fremvist i
Nygade nr. 1.123 I fænomenkælderen på Amagertorv 6 blev der i
oktober 1896 forevist en 4-årig dreng med løvehoved, den ægyptiske
kæmpe Ali og verdens mindste ægtepar. Disse fire seværdigheder
hørte normalt til på Castans Panoptikon i Berlin, som var et populært
underholdningsetablissement, der også var kendt for fremvisningen af
eksotiske mennesker og andet etnografisk materiale. Helt frem til
1990’erne fremvistes der her en række voksbuster af de forskellige
racer. Brødrene Castan, der startede foretagendet, var desuden begge
122 Pol.25.12.91.2 123 Pol.05.04.95.2
- 41 -
medlemmer af det antropologiske selskab i Berlin.124 I 1890’erne fandt
der ligeledes en del forevisninger sted på Vimmelskaftet 36. I maj 1896
blev der f.eks. fremvist et sæt siamesiske tvillinger. I en omtale af
forevisningen i Politiken bliver de beskrevet på følgende måde: ”Det er
to indiske Tvillingesøstre, hvis Legemer er forbundne med hinanden ved et fast
Bruskparti og et fælles Navleparti. De to Søstre er i andre Henseender normale,
kun med den Undtagelse, at Hjærtet paa Radica sidder i højre side. Sult og Tørst
indtræder imidlertid paa samme Tid hos Begge; de sover paa én Gang og vaagner
samtidig. Ofte, naar den ene er begyndt at tale, standser hun pludselig, hvorpaa den
anden fortsætter. De er undersøgte bl.a. af en avtoritet som Professor Virchow, der
har sat sit Videnskabelige Stempel paa den Skildring, vi her har givet af den
interessante fysiske Abnormitet.”125 Artiklen tager altså udgangspunkt i et
program eller katalog, der har været uddelt i forbindelse med
forevisningen, hvori man f.eks. har kunnet læse videnskabelige detaljer
om de fremviste søstre. Forevisningen er altså foregået i en form for
videnskabelig kontekst, hvor den i forbindelse med folkekaravanerne
også kendte tyske læge og antropolog, Virchow, har fungeret som
garant for fænomenets ægthed og videnskabelige relevans. At
forevisningen samtidig også har været mere useriøs underholdning,
fremgår af artiklens følgende tilføjelse: ”Hvad Kataloget i øvrigt fortæller
om deres Barndom og Ungdom overspringer vi, da vi har visse Tvivl om dets
Paalidelighed.”126 Selvom forevisningen er forsøgt tilknyttet en
videnskabelig kontekst, vidste journalisten godt, at præsentationens
nyheds- og underholdningsværdi spillede en lige så stor rolle, og at
man derfor ikke kan tage alle oplysninger for gode varer.
At betingelserne for, hvad der kunne fremvises, vitterlig havde
meget vide grænser, findes der ligeledes mange eksempler på. Enevig
refererer til et eksempel fra Sct. Hans Kirkes kapel i Odense, i 1873.
Her havde kirkens graver nemlig en indbringende sidegesjæft med at
fremvise kapellets lig for nysgerrige odenseanere mod betaling.
Grunden til, at man kender til historien, er en klage, trykt i Fyens
Stiftstidende fra en murersvend, hvis druknede kone og to børn blev
fremvist i marts 1873, og dét selvom manden havde betalt graveren
for at lade være.127 I familieugebladet Hver 8. dag fra 1898 findes
ligeledes en beskrivelse af en forevisning af for tidligt fødte børn på en
såkaldt børneudrugningsanstalt, beliggende på Vimmelskaftet i
København. Journalisten beskriver, hvordan et nysgerrigt publikum
presser sig sammen i forevisningssalen for at kunne betragte de små,
for tidligt fødte, som lå til skue i akvarielignende montrer. ”… i Stedet
for Guldfisk og Krokodilleunger og Søstjærner ses her i Montrene ganske smaa
bitte levende Børn med store Hoveder og krummede Ben, røde i Farven som kogte
124 Annonce + artikel Pol.07.10.96.2 & Zimmerman(2001) 16-18 125 Pol.22.05.96.1 126 Pol.22.05.96.1 127 Enevig(2003) 34
- 42 -
Krebs. Virkelig, de lever! En Arm trækker sig sammen, - dér spjætter et Ben
ganske svagt, - Brystet gaar stærkt paa en af de Smaa, - en anden gaber
velbehageligt. Men de fleste ligger ubevægeligt i Døs med aabne Munde og Hovedet
langt bag over.” ”Dette usigeligt hjælpeløse Kryb, disse Væsner uden Vilje, uden
Sanser, uden Bevidsthed, næsten Blinde, - det er Mennesker! ... Den Besøgende ser
paa Krybet i Montrene og han ser paa sig selv: vi er af samme Slægt! Saadan var
Du ogsaa en Gang, - i Moders Liv…”128 Begge eksempler virker absurde
og frastødende på den nutidige læser, men hvis man ser bort fra
følelsen af, at den nutidige grænse for menneskelig respekt bliver
overskredet, er det tydeligt, at især fascinationen i det sidste eksempel
også rummer en vilje til at vide mere. Forevisningen af de små, for
tidligt fødte gav tilskueren muligheden for at få et ellers umuligt
indblik i fostrets udvikling i livmoderen. Ja, man var i høj grad drevet
af sensationslyst og nysgerrighed, men man ønskede også at lære og
forstå noget mere om det at være et menneske i al sin diversitet. På
samme måde kan også forevisningerne af abnorme eller eksotiske
mennesker ses som et udtryk for både menneskelig nysgerrighed og
begær efter nye oplevelser og mere viden om naturen og
menneskeheden.
4.4 Mellem folkeforlystelse og folkeoplysning
4.4.1 Tivoli og Zoologisk Have
Sidste halvdel af 1800-tallet var også perioden, hvor en række
folkelige forlystelsessteder blev grundlagt i København. I 1843 blev
Tivoli grundlagt af den i Algier opvoksede diplomatsøn, Georg
Carstensen. Tivoli var med inspiration fra f.eks. Vauxhall(1661-1855),
Ranelaug Gardens(1740-1803) nær London og Prater (1766) i Wien,
en stort anlagt forlystelseshave, hvor man kunne more sig og nyde
livet. Tivoli blev dog ikke kun brugt til underholdning. Selvom
Købehavn aldrig kom til at huse en verdensudstilling, var andre og
mindre nationale udstillinger alligevel en del af havens aktiviteter.
Ifølge historikeren Louise Skak-Nielsens bog om Tivoli, var havens
forevisninger en blanding af den ny videnskab, teknologi og
opfindelser og regulær humbug og sensationslyst. Fra midten af 1800-
tallet blev attraktioner som dværge, kæmper, fede damer og andre
anormale mennesker ligeledes fremvist. Det virker derfor kun logisk,
at Tivoli også satsede på fremvisningen af eksotiske mennesker, da
dette fænomen dukkede op på den europæiske underholdningsscene.
Zoologisk Have i København blev grundlagt i 1859 af
amatørnaturforskeren Niels Kjærbølling. Det var en naturlig følge af,
at andre zoologiske haver var begyndt at skyde op i Europa. I England
havde The Zoological Society oprettet en zoologisk have i London i 1827,
128 Hver 8.dag, årg.4, 1898 nr.19, s.295-296
- 43 -
og senere fulgte f.eks. Amsterdam i 1838, Antwerpen i 1843 og Berlin
i 1844. Ideen bag de zoologiske haver kan, som før nævnt, på mange
måder sammenlignes med menageriernes, som også regnes for
havernes forgængere. I en ansøgning til den danske konge i
forbindelse med oprettelsen af den Zoologiske Have i København,
skrev Kjærbølling om baggrunden for sit ønske: ”Medens der ved alle
europæiske Hovedstæder og større Byer findes zoologiske Haver, eller Samlinger af
levende Pattedyr og Fugle ect., mangler Kjøbenhavn – der ellers saa langtfra staar
tilbage, hvad Samlinger for Kunst og Videnskab angaar – aldeles en Saadan. At
det hos Nationen, og navnligen Hovedstadens Beboere ikke mangler paa Sands og
Interesse ogsaa i denne Retning, det tilkjendegiver sig ved enhver, selv nok saa
ubetydelig Lejlighed, f.Ex, naar Udlændere her forevise deres som oftest kun af
meget faa og dertil næsten altid de samme Dyrearter, bestaaende Menagerier. Og
hvor lærerigt, hvor gavnligt og moersomt baade for Ældre og Yngre er det ikke at
beskue levende, hvad man hidtil kun kjendte af Omtale, Beskrivelse, Afbildninger
eller udstoppede Exemplarer, hvilket endog gjælde om mange indenlandske Dyr; at
kjende Dyrenes Bevægelser, Levemaade osv. I alle deres Eiendommelighedet, og
med detsamme ved en sagkyndig Foreviisning at lære at kjende deres Nytte og
Skade, overhovedet: deres Indflydelse paa den menneskelige Oeconomie, deres Rolle
i Naturens store og vise Huusholdning.”129 Det skulle altså være et sted, hvor
den almindelige befolkning kunne opleve sjældne og eksotiske dyr i
levende live og på den måde opnå en større indsigt i den zoologiske
verden. Som Kjærbølling selv skriver, skulle det dog ikke kun være
gavnligt, men også morsomt. Igen ser man sammenblandingen af
oplysning og underholdning.
Denne visuelle og folkelige form for videnskab, der var blevet
tilgængelig i det offentlige rum, var på mange måder langt fra den
traditionelle og universitetsbaserede forskning. Dette, samt den
manglende anerkendelse blandt samtidens zoologer af Kjærbøllings
uddannelsesmæssige baggrund, gjorde, at den Zoologiske Have i
København fra begyndelsen havde meget svært ved at opnå status
som leverandør af seriøs zoologisk viden, og blev i stedet opfattet som
en underholdende forlystelse.130 At stedet også blev opfattet som
underholdning og en forlystelseshave i samme kategori som Tivoli og
andre folkeforlystelser, understreger dog bare pointen om den tætte
tilknytning mellem folkeoplysning og folkeunderholdning. Det ene
udelukkede ikke det andet, om end forbindelsen ikke var konfliktfri.
Også her var det derfor naturligt at fremvise eksotiske mennesker.
Ligesom i Tivoli var der i forvejen tradition for at blande gavn og
fornøjelse – videnskab og underholdning.
129 Citeret i Schmidt Kjærgaard(2006) 392 130 Schmidt Kjærgaard(2006) 390-394
- 44 -
4.4.2 Varieteerne og den folkelige underholdning
Ikke uden grund blev 1880’erne kaldt for de glade 80’ere.
Københavnerne havde i alt fald rig mulighed for at more sig. Et nyt
fænomen var de siden 1850’erne, i internationale sammenhænge,
kendte varieteer.131 Ifølge Zerlang afløste varieteerne cirkus som det
førende underholdningsetablissement, men hvor cirkus byggede bro
mellem det landlige og byen, var varieteerne kun synonyme med den
moderne storby.132 Kendetegnende for underholdningen på
varieteerne var, at den bestod af indbyrdes uafhængige numre, udført
af f.eks. musikere, dansere, tryllekunstnere, gymnaster og andre
artister.
Med Hellig Hansens opførelse af Etablissement National Scala på
en grund over for Tivolis hovedindgang, fik København i 1882 sin
første rigtige variete af internationalt tilsnit.133 På stedet havde der
tidligere ligget en populær finere beværtning ved navn Concert du
Boulevard, hvor hovedstadens bedre borgerskab kunne nyde lidt mad
og drikke, samtidig med, at stedet bød på forskellige former for
musisk underholdning. Man kan godt argumentere for, at National
bare var en større og meget mere prangende udgave af den gamle
beværtning, men i dette tilfælde var det faktisk det store og prangende,
der gjorde hele forskellen. Den nye bygning, der havde facade ud mod
det, der nu er Axeltorv, var bygget efter arkitekt H. V. Brinkopffs
tegninger og holdt i fransk renæssancestil. Stedets centrale rum var den
gennemgående og to etager høje, store sal, indeholdende en scene til
musik eller varieteunderholdning samt et udsmykket omløbende galleri
med plads til publikum. I hver ende af salen førte marmortrapper op
til bygningens to hjørnepavilloner, hvorfra der var udgang til en
glasoverdækket tagterrasse. 134 Zerlang citerer den franske kritiker Jules
Vallés for at have udtalt:”… at under en varietéforestilling kunne man for
nogle få øre nyde synet af al en millionærs luksus”135 På grund af sin størrelse
og overdådige udsmykning adskilte National sig netop fra de tidligere
beværtninger og saloner i København, og stilen bragte fornemmelsen
af modernitet og det kosmopolitiske til hovedstadens
underholdningsscene.
I 1886 åbnede endnu et nyt etablissement lige om hjørnet fra
National, nemlig Cirkusbygningen ved Jernbanegade. Om sommeren
blev bygningen brugt af det kendte tyske cirkus, Renz, men når disse
drog videre i august, blev stedet brugt som variete.136
131 I Amerika var betegnelsen for en variete Vaudeville, i England Music Hall, i
Tyskland Kabaret og i Frankrig Cafe Concert. Koncepterne var ikke ens alle steder, men havde visse nationale særpræg. Zerlang(1989) 189
132 Zerlang(1989) 189-194 133 National lå der hvor Scala ligger nu. 134 Jørgensen(1990) 117-129 135 Zerlang(1989) 189 136 Jørgensen(1990) 104-108
- 45 -
Udover de sædvanlige forestillinger af underholdnings- eller
artistmæssig kvalitet, fandt der, ligesom på de fleste andre
varietescener, ligeledes en del forevisninger af mærkelige fænomener
sted i både National og Cirkusbygningen. I en artikel fra 1886 kan man
læse en beskrivelse af den umage samling af mærkelige skabninger,
som impresarioen Geisler fremviste i Nationals selskabslokale. En
efter en kunne man se en umådelig tyk mand og hans kone, efterfulgt
af et ægtepar med tatoveringer over hele kroppen, dernæst en australsk
albino ved navn Hr. Unzie, en kæmpe dreng, en dværg samt Hr.
Sjanner, der med sine fingre tog: ”… fat i sin Pandehud, trækker denne ned
over Næsen og lader den atter svippe tilbage som en Elastik, haler derefter Huden
paa sin Hals op omkring hele Hovedet som en sæk og svøber sin ene Haand ind i
Huden fra sin Underarm.”137
En del elementer af den underholdning, der fandt sted på
varietescenen, har i sin natur ikke adskilt sig synderligt fra de
forevisninger og forestillinger, der fandt sted i kældrene på mere
ydmyge adresser og vel heller ikke fra forevisningerne i menagerierne.
Både National og Cirkus Varieté var blandt de varieteer, der havde
flest fremvisninger af eksotiske mennesker i 1880’erne og 90’erne. Set i
lyset af deres generelle lette underholdningsprogram er det derfor ikke
overraskende, at det var på varietescenen, at de mest
sensationsprægede fremvisninger af eksotiske mennesker fandt sted.
Man har givet publikum det, de ville have, om det har været artistisk
optræden eller fremvisning af eksotiske eller anormale mennesker, har
det ikke haft en betydning, så længe publikum bare har villet betale for
at se det.
137 Pol.02.06.96.2
- 46 -
5. Hagenbeck og den internationale kontekst
Fra midten af 1870’erne og århundredet ud skete der en stor
intensivering af både antallet af og størrelsen på de fremviste grupper
af eksotiske mennesker. Det var ikke mere kun enkelte individer eller
familiegrupper, der blev fremvist, men også store karavaner
indeholdende op til flere hundrede ikke-europæiske mennesker samt
en masse forskellige eksotiske dyr og etnografisk materiale. Man kan
tale om, at der skete en form for professionalisering af fremvisningen
af eksotiske mennesker. Centralt i denne professionaliseringsbølge
stod den tyske dyrehandler, Carl Hagenbeck, hvorfor perioden også
omtales som The Hagenbeck era..138
Udviklingsmæssigt skete der omkring overgangen til 1900-tallet en
forandring af karavanernes status som seriøs og folkeoplysende
underholdning. De blev i takt med deres stigende folkelige popularitet
i højere grad opfattet som vulgær populæretnografi, der kun
tilfredsstillede folks trang til sensation og simpel underholdning. Der
var dermed begyndende tendenser til, at det tætte forhold mellem
folkekaravanerne og den videnskabelige verden var ved at blive brudt.
5.1 Hagenbeck og de store folkekaravaner
Carl Hagenbeck(1844-1913) blev født i Hamborg som søn af en
fiskehandler, der havde udstillingen af rariteter og sjældne eller
abnorme dyr som sidegesjæft. Denne sidegesjæft udviklede sig med
tiden til at blive en form for regulær dyrehandel med sjældne,
importerede dyr. Efter at Hagenbeck som 15-årig forlod skolen,
overtog han den praktiske ledelse af faderens dyrehandel, som
efterhånden nåede en anselig størrelse.139
Ifølge Hagenbeck selv, startede hans eventyr som opfinder og
organisator af de store folkekaravaner som følge af en kombination af
økonomisk nødvendighed og en tilfældig ide. I sin selvbiografi
beskriver han, hvordan hans dyreforretning omkring midten af
1870’erne begyndte at gå mindre godt, og han derfor overvejede
muligheden for at udvide sin forretning i en anden retning. I
forbindelse med, at han havde planlagt at importere en bestand af
rener til udstilling i zoologiske haver, foreslog hans ven, dyremaleren
Heinrich Leutermann, at han i samme forbindelse lod en lappefamilie,
inklusive tilhørende etnografisk materiale, følge med. Hagenbeck
hævdede selv, at det var i dette forslag, at den heldige ide om
folkeudstillingerne lå gemt, og som: ”… i de følgende år hægtede sig sammen
til en broget Kæde. Lapper og Nubiere, Eskimoere og Somalier, Kalmukere og
Indere, Singhalesere og Hottentotter, de forskelligste Zoners Beboere, ja endog
138 Andreassen(2003) 22 139 Hagenbeck(1911) 7-23
- 47 -
Antipoder rakte i de kommende Aar saa at sige hinanden Haanden ved deres Tog
gennem de europæiske Hovedstæder.”140 Ifølge Hagenbeck selv blev
folkeudstillingerne en så stor succes, at det alene var indtjeningen på
dem, der reddede hans forretning gennem de magre år.141
Af Hagenbecks erindringer fremgår det også, at idealet for
folkekaravanerne var at give publikum et så naturtro billede af de
fremviste som muligt. Udover at de eksotiske grupper helst skulle
opføre sig og leve så naturligt som muligt, skulle de ligeledes helst
fremvises i et miljø, der mindede om deres naturlige omgivelser. De
omrejsende karavaner medbragte derfor gerne både husdyr og
etnografisk udstyr som telte eller hytter, husgeråd, traditionelt
beklædning og våben. Dette positivistiske ideal gjorde sig også
gældende, da Hagenbeck i starten af 1900-tallet kastede sig over at
bygge en Zoologisk Have i Stellingen i Tyskland. Under overskriften
Dyreparadisets skabelse, beretter han i sine erindringer om, hvordan han
ønskede at lave et nyt og moderne Zoo, hvor havens dyr skulle kunne
bevæge sig frit i autentiske landskaber.142 I forbindelse med udgivelsen
af hans erindringer i 1909, skrev forfatteren Johannes V. Jensen en
anmeldelse af bogen, der blev trykt i Politiken og Cirkusbladet. Her
bliver Hagenbeck fremhævet som opfinderen af den moderne
dyredressur, hvor tvang og mishandling ikke blev brugt, og hvor
hovedprincippet var frivillighed og leg. Hans arbejde med
folkekaravanerne beskrev J. V. Jensen som at han kom: ”… skridende i
Spidsen for Karavanerne, der førte alle Jordens vilde Skabninger fra ”det indre” og
ud mod Civilisationen.”143 I samtiden blev Hagenbeck generelt opfattet
som et moderne og humant menneske, der i sit virke levede op til
tidens positivistiske videns – og formidlingsidealer. Selv fremvisningen
af eksotiske mennesker blev opfattet som et civilisatorisk projekt, der
frembragte oplysning og viden til både de fremviste og deres
publikum.
Hagenbeck var uden tvivl en af de største organisatorer af store
folkekaravaner. Selvom man havde kendt til fremvisninger af eksotiske
mennesker, siden den allerførste kontakt med områder uden for
Europa, var han en af de første til at organisere professionelle
fremvisninger i stor målestok. Baglo beskriver det, som at Hagenbeck
bidrog til at skabe en infrastruktur til brug for karavanernes
turnevirksomhed.144 Han havde via sin forretning som dyreimportør
allerede gode kontakter i den koloniale verden samt til den europæiske
underholdningsbranche.
140 Hagenbeck(1911) 47-48 141 Hagenbeck(1911) 53 142 Hagenbeck(1911) 81-87 143 Cirkusbladet nov. 1909 + Tillæg til Cirkusbladet 16. nov. 1909 144 Baglo(2006) 6
- 48 -
Han var dog langt fra den eneste organisator eller impresario inden
for dette felt. Internationalt spillede bl.a. brødrene Louis og Gustav
Castan også en stor rolle. Ligesom Hagenbeck og flere andre af de
tyske impresarioer havde de via deres gang i Berlins antropologiske
selskab, en god kontakt til den antropologiske verden.145 I England og
USA var det især Robert A. Cunningham, der gjorde sig gældende på
feltet. Han var oprindeligt assistent for den amerikanske showmand,
Barnum, der som bekendt især gjorde sig i fremvisningen af falske
fantasifostre og anormale mennesker. Cunninghams fremvisninger af
specielt australske indfødte var kendt for at være meget
sensationspræget og foregå i en stærkt racefikseret og evolutionistisk
kontekst.146
5.2 De kom, de blev set, de sejrede sig ihjel
Ligesom udviklingen af karavanekonceptet i midten af 1870’erne
reddede Hagenbecks dyrehandels økonomi, var udstillingen af
karavanerne oftest også en solid økonomisk gevinst for de
forlystelsesinstitutioner, der hyrede karavanerne. Fra slutningen af
1890’erne kom fænomenet dog under pres fra flere forskellige fronter.
Rothfels peger på to faktorer, der spillede en særlig stor rolle for
situationen i Tyskland. En vigtig faktor var her, at der op gennem
1890’erne forekom adskillige tilfælde af oprør og modstand i de tyske
kolonier. Dette medvirkede til, at det imperialistiske ideal med
forestillingen om de lykkelige indfødte undersåtter led et alvorligt
knæk i den tyske offentlighed. De sidste rester af dette ideal forsvandt,
ifølge Rothfels, helt i tumulten under og efter 1. verdenskrig.
Interessen for folkekaravanerne var i høj grad baseret på deres evne til
at skabe illusionen af, at fremvisningerne var autentiske og en kopi af
virkeligheden. Da det harmoniske billede af glade naturmennesker,
som var en del af det iscenesatte udtryk ved de store klassiske
folkekaravaner, ikke mere harmonerede med det tyske publikums
billede af den koloniale virkelighed, de skulle illustrere, faldt interessen
for karavanerne tilsvarende. Et andet element, der ifølge Rothfels
havde betydning for den dalende interesse, var konkurrencen fra
beslægtede medier, som f.eks. etnografiske fotografier og film, hvor
betragteren kunne få stillet sin nysgerrighed eller sit ønske om ny
viden uden at blive konfronteret med at blive betragtet tilbage af den
anden.147 Også Bruckner beskæftiger sig med årsagerne til, at de tyske
karavaners popularitet begyndte at dale i starten af 1900-tallet. Som
tidligere nævnt pointerer Bruckner, at forevisningerne af eksotiske
mennesker i høj grad tjente som et forum, hvor borgerskabets
145 Zimmerman(2001) 18 146 Poignant(2004) 147 Rothfels(2002) 143-144
- 49 -
interesser og værdier i forhold til f.eks. dannelse og national udvikling
kunne komme til udtryk. Forevisningerne gav bl.a. den uddannede
middelklasse mulighed for at iscenesætte sig selv som en form for
amatørantropologer eller ”armchair scientists,”148 der uden at skulle rejse,
kunne få et førstehåndskendskab til fremmede folkeslag. De
uprofessionelle havde på denne måde adgang til at studere de samme
subjekter som de professionelle.
Denne yderst legitimerende forbindelse til antropologien og det
folkeoplysende, som gav forevisningerne en aura af dannelse og
videnskabelighed, kom med tiden til at lide under karavanernes
voksende folkelige succes. Omkring århundredeskiftet nåede man til et
punkt, hvor pøblens149 massive tilstedeværelse og vulgære opførsel ved
forevisningerne havde givet begivenhederne et mere tarveligt image.
Kritikere hævdede endvidere, at forevisningerne var blevet for
påvirket af underholdningskravet fra masserne, og at de i højere grad
kunne sammenlignes med den form for kommerciel underholdning,
der fandt sted på varieteerne, i cirkus og på kabareterne. Efter skiftet
til 1900-tallet faldt den videnskabelige verdens interesse i karavanerne,
og man så f.eks. færre påtegninger fra antropologer i karavanernes
præsentationsmateriale. I stedet var der en stigende tendens til, at
materialet indeholdt beskrivelser af, hvad folk kunne forvente at se,
høre og lugte. Der var kommet mere fokus på det visuelle show end på
det oplysende element.
Kritikken af den manglende videnskabelighed ved
folkekaravanerne og de andre kommercielle etnografiske forevisninger,
førte i 1901 til et tysk forbud mod at eksportere oprindelige folk fra de
tyske kolonier med det formål at bruge dem i udstillinger og
forevisninger i Tyskland.150 Koloniudstillingerne kunne ses som en
tovejs fremvisning. Folk fra kolonierne blev selvfølgelig fremvist for
kolonimagtens befolkning, men kolonimagten blev også fremvist over
for de koloniserede. Publikums vulgære opførsel var ikke det billede,
deltagerne skulle vende hjem med.
Fremvisningen af folkekaravaner og ikke-europæiske folk forsatte
dog indtil 1930’erne, hvor de blev forbudt af de tyske
nationalsocialister. 151
148 Bruckner(2003) 128 149 Bruckner bruger betegnelsen ”lower-class crowds”. Bruckler (2003) 129 150 Bruckner(2003) 140 151 Zimmerman(2001) 24-36
- 50 -
6. Fremvisningen af folkekaravaner og eksotiske mennesker i Danmark 1878-1909
Problemformuleringen for specialet var en undersøgelse af 1900-
tallets fremvisninger af folkekaravaner og eksotiske mennesker inden
for et trianguleret spændings- og forståelsesfelt, bestående af den
koloniale, videnskabelige og underholdningsmæssige kontekst.
Inden for disse rammer vil jeg især beskæftige mig med hvordan de
ikke-europæiske folk blev præsenteret over for publikum, og hvordan
de blev beskrevet af datidens medier. Herunder vil jeg ligeledes
redegøre for mulige årsager til, at fremvisningerne af især de store
folkekaravaner næsten forsvandt fra underholdningsbilledet i
Danmark kort efter overgangen til 1900-tallet.
6.1 Diversiteten inden for fremvisningen af
folkekaravaner og eksotiske mennesker 1878-1909
Som jeg redegjorde for i delafsnittet 1.2.3 Folkekaravaner og eksotiske
mennesker, har jeg i perioden 1878-1909 fundet 41 eksempler på
fremvisninger af eksotiske mennesker. Kriteriet for at inkludere en
gruppe har været, at fremvisningen skulle indeholde en form for
etnografisk element, f.eks. via en påstået fremstilling af gruppens
traditionelle daglige liv, eller at de fremmede på anden måde ville blive
fremstillet eller opfattet som repræsentanter for deres kultur eller race.
De inkluderede eksempler varierer på en lang række punkter, og
det er umuligt at trække enkelte ud som værende perfekt dækkende
eksempler på en typisk karavane eller forevisning. Dertil var
diversiteten ganske enkelt for stor.
Størrelsesmæssigt varierede grupperne fra et par individer til
grupper på over 100 mennesker. De to forevisninger af australske
kannibaler, i henholdsvis 1886 og 1897, talte f.eks. kun hver 3
individer, hvorimod den negerlandsby, der blev fremvist i Tivoli i
1899, talte mere end 100 indfødte fra Senegambien.
Forevisningernes form og fremstillingsmåde var også præget af en
stor diversitet. Sioux-indianernes og de australske kannibalers
forestillinger på Taganlægget i National, i henholdsvis december 1885
og april 1886, var f.eks. mindre forevisninger i den forstand, at de
fungerede som pauseunderholdning for den store varietescene i
National. Mod en mindre ekstra entré havde varieteens gæster
mulighed for i pausen at frekventere bygningens tagetage, hvor de to
grupper stod for underholdningen. Indianernes forestilling varede
derfor bare 15 minutter og kannibalernes kun 10 minutter.152
152 Etablissement National 1885-1886
- 51 -
I forhold til fremstillingsmåden var der også meget store forskelle
på de enkelte fremvisninger. De indianere, man kunne se i Cirkus
Schumann i juni 1887, fremførte f.eks. en tilsyneladende
velkoreograferet og indstuderet forestilling, som måske alt i alt mest
har mindet om de andre artistiske numre, man kunne se i cirkus. De
optrådte bl.a. med bueskydning og lassokast fra hesteryg.153 Det
samme gjorde de indianere, der optrådte på Nationals tagetage i 1885.
De udførte dog tilsyneladende også mere dagligdagsagtige sysler på
scenen. Politiken beretter f.eks. om, at: ”… ”Prinsesse” Ogalola, som med
strængt Aasyn lagde højstegen og sidste Haand paa et Par til Stopning haardt
trængende Sejldugsbenklæder…”154 Her fremgår det, at den mere artistiske
underholdning sagtens kunne foregå side om side med etnografisk
interessante, huslige gerninger. Netop fordi det etnografiske element
også var en essentiel del af underholdningen.
Ud fra avisernes dækning af f.eks. de før omtalte kannibaler, der
blev fremvist i National i 1886, virker det dog ikke som om, at
kannibalerne på samme måde optrådte med en stor, organiseret
forestilling. Det nævnes dog, at: ”Familjen optræder paa en rød Tribune i
Glashallen ud mod Vesterbro. Men naar der ikke er alt for mange Tilskuere,
kryber de hen i et Vindueshjørne og slikker Solskin.” Forestillingen blev dog
ikke beskrevet nærmere, end at Hr. Bellis, den voksne mandlige
australneger, af og til var iført hele sin rustning, bestående af skjold,
spyd, kølle og boomerang.155 Idet gruppen havde følgeskab af en
dansk forklarer ved navn Hr. Kragelund, kunne man forestille sig, at
publikum kunne komme og se de udstillede vilde, samtidig med at de
fik en etnografisk orientering, omhandlende de fremmede gæsters
særlige racemæssige og kulturelle kvaliteter. I forbindelse med
fremvisningen af Samoanerne i Cirkussalen i 1896, blev deres
tilstedeværelse på scenen i alt fald ledsaget af et forklarende foredrag,
holdt af stedets daglige leder, Hr. Scheel-Vandel. Fra en talerstol fik
publikum her en forklarende lektion om Samoaøernes beliggenhed og
udseende samt en redegørelse for samoanernes fysiske og
karaktermæssige kendetegn. Bl.a. blev det fremhævet, at samoanerne
havde de største brystkasser af alle jordens folk.156
Hvor indianerne nærmest optrådte med en forestilling, der var et
cirkus værdigt, mindede forevisningen af kannibalerne og samoanerne
nok mere om de fortidige og samtidige forevisninger af anormale
mennesker, der fandt sted på varieteerne og andre offentlige
forevisningslokaliteter. Her var det teratologiske foredrag bare skiftet
ud med en (ofte pseudo) antropologisk version af slagsen.
153 Pol.12.06.87.2 154 Pol.07.12.85.2 155 Pol.20.04.86.2 156 Pol.06.01.96.2
- 52 -
Disse mindre forevisninger på varietescenen, der både havde et
begrænset brug af etnografisk udstyr og som kun kunne ses imens de
optrådte eller blev fremvist, stod i skarp kontrast til de store
folkekaravaner, der især blev fremvist i Tivoli og Zoologisk Have. Her
var mængden af både fremviste mennesker og etnografisk materiale
meget støre. Ofte var fremvisningen af de store karavaner opdelt i et
lejrliv og en regulær optræden. Publikum kunne derfor både betragte de
eksotiske folk leve et tilsyneladende dagligdags liv, og på bestemte
klokkeslæt fremførte de så forskellige etnografiske artisterier, som
f.eks. traditionel dans, fakiroptræden eller mere absurde udtryk for de
fremmedes traditionelle kultur, som f.eks. karavaneoverfald og
bruderov.157
På trods af de store variationer mellem de enkelte karavaner og
fremvisninger, kunne en mulig måde at gruppere eksemplerne på,
derfor være at tage udgangspunkt i de forskellige typer af
fremvisningslokaliteter, hvorpå fremvisningerne fandt sted.
Fremvisningerne på varietescenen var nemlig generelt mindre i
størrelse og mere show- og sensationsprægede end dem i Tivoli og
Zoologisk Have. Dette skal ses i lyset af de roller, de to typer af
forlystelser generelt havde på underholdningsscenen. Varietescenen
var præget af artisteri og shows af den mere kulørte slags, hvor Tivoli
og Zoologisk Have, foruden forlystelseselementet, i forvejen havde en
tættere tilknytning til folkeoplysende underholdning via f.eks.
fagmesser og udstillinger.
6.2 Stemmen fra de fremviste
Som nævnt i indledningen, findes der meget lidt kildemateriale,
hvor de fremviste selv kommer direkte til orde. De blev målt, vejet,
fotograferet, beskrevet og analyseret, men ingen interesserede sig for
deres personlige historie. Det var ikke det enkelte individ, der var
interessant. Det var det symbol eller stereotypiske billede på de ikke-
europæiske folkeslag, de kom til at repræsentere, som var i fokus.
En af de få nedskrevne beretninger, man har, fra en
karavanedeltager, er fortællingen om baronens udlandsrejse i 1877-78.
Baronen var øgenavnet for grønlænderen Hendrik Johan Jensen. Da
Den litterære Grønlands-ekspedition 1902-03 opholdt sig i Jakobshavn i
1903, fik de ofte besøg af baronen, som hjalp dem med forskellige
praktiske ting, imod et måltid mad og lidt penge. Inden danskerne
forlod Jakobshavn, nedskrev ekspeditionens leder, Ludvig Mylius-
Erichsen, baronens fortælling om hans rejse rundt i Europa med en af
Hagenbecks Grønlandskaravaner. Baronen og den karavane, han
157 Se f.eks. Beduinen(1892) & Beduinen-karawane(1892) Kirgiserne optræder(1900), Tscherkesser-karavane(1900), Indiske Udstilling(1903), Indien i Tivoli(1903)
- 53 -
turnerede rundt med, blev dog ikke fremvist i Danmark. Beretningen
er interessant, fordi den giver et indblik i en af de fremvistes oplevelse
af at være med i en karavane og det at blive fremvist for et publikum.
Det er tydeligt, at baronen opfattede sin tid i grønlænderkaravanen
som sit livs store oplevelse. Han fortæller selv, at han sjældent led af
hjemve, da han var alt for optaget af det, han oplevede. Det eneste
negative, han nævner, er, at det var svært for ham at vænne sig til at
leve på grønlandsk maner, efter at han vendte tilbage til Jakobshavn.158
En anden kilde, hvor en af de fremviste hovedpersoner kommer til
orde, er Victor Cornelins selvbiografi, Fra St. Croix til Nakskov, fra
1977. Victor Cornelins var et af de to vestindiske børn, der blev
fremvist på Koloniudstillingen i Tivoli i 1905. Han blev senere
viceskoleinspektør i Nakskov, og biografien beskæftiger sig
hovedsagelig med hans ungdomsår og senere voksenliv. På den
sparsomme plads, han bruger på sin oplevelse som udstillingsobjekt på
Koloniudstillingen, fremgår det tydeligt, at det havde været en ret
frustrerende oplevelse for den lille, 7-årige dreng. Bl.a. nævner han, at
han senere havde svært ved at se på aberne i Zoologisk Have, da han
alt for tydeligt huskede, da han selv sad bag tremmer.159 Udover disse
to beretninger fra folk, der selv havde oplevet at blive fremvist, kom
deltagerne i karavanerne sjældent direkte til orde.
6.2.1 Hvordan blev de hyret til forevisningerne?
I forbindelse med Tivolis engagement af kineserne til den kinesiske
by i 1902, blev der udarbejdet en kontrakt mellem de hyrede kinesere
og Johannes Madsen, der var udsendt af Tivoli for at engagere
kineserne. Som en del af den store mediebevågenhed, der var i
forbindelse med kinesernes besøg i København, blev kontrakten trykt
i ugebladet Hver 8. dag. Af kontrakten fremgår det, at kineserne havde
stillet visse krav i forbindelse med deres engagement. I den danske
part af kontrakten lyder det f.eks., at: ”Kineserne gaa kun ind paa denne
Kontrakt, fordi det forsikres dem, at ingen Pidske bliver afskaaret, og at ingen
Person bliver pint eller paa nogen Maade mishandlet. Hr. Johannes Madsen
forpligter sig til at sende dem uskadt tilbage, hver i et helt stykke. Damer med
smaa Fødder er ikke forpligtede til at fremvise den nøgne Fod. Rickshaw-,
Bærestol- og Hjulbørs-Kulier er ikke forpligtede til at befordre, køre eller trække
andre Kulier. Lederen forpligter sig til at bygge et lille Tempel i Henhold til den
kinesiske Ritus.”160
Kineserne er et eksempel på et engagement, hvor de fremmede er
blevet hyret på betingelser, der minder om den måde, hvorpå også
europæiske artister er blevet engageret. Der var tale om frivillige
158 Andreassen(1986) 159 Cornelins(1977) 22-27 160 Hver 8. dag, nr. 37, 1902, 591
- 54 -
forhandlinger, og de engagerede kinesere modtog betaling for deres
arbejde.
At disse forhold ikke altid har været tilfældet, ses af Poignants
undersøgelse af australske indfødte, der blev fremvist af impresarioen
R. A. Cunningham i slutningen af 1800-talet. Her fremgår det bl.a., at
Cunningham i starten af 1880’erne nærmest bortførte medlemmerne
til hans første trup af indfødte fra Australien. Medlemmerne prøvede
flere gange at flygte, men blev indfanget igen.161 Poignant citerer
endvidere Cunningham for at have udtalt: ”Give them money? I guess not,
not unless I have to”162, angående spørgsmålet om at betale løn til de
australske aboriginals, han havde i sin varetægt. Ifølge Poignant
opfattede Cunningham australnegerne som børn, der alligevel ikke
havde forstand på penge og derfor bare ville bruge en eventuel løn på
alkohol. Både fremvisningen af de australske kannibaler på taganlægget
i National i 1886, og i Cirkus-salen i 1897, var i øvrigt arrangeret af
Cunningham.163
Betingelserne for de fremviste har altså været meget forskellige og
har varieret fra, at de er blevet behandlet ligesom almindelige vestlige
artister, der var sikret med løn og kontrakt, til at engagementet har
nærmet sig slavelignende forhold.
6.2.2 Hvad var deres motivation for at deltage i
forevisningerne?
Ifølge Bruckner var det især muligheden for at tjene penge, der var
den motiverende baggrund for, at de fremmede lod sig engagere til
folkekaravanerne af europæiske arrangører og impresarioer. De havde
her mulighed for at tjene helt anderledes summer end i deres
hjemområders koloniale økonomier.164
Dette stemmer godt overens med de få tilfælde, hvor man ud fra
kilderne kan udlede noget om de fremmedes motiver til at lade sig
hyre til en karavane. Baronen, der var med i Hagenbecks
Grønlænderkaravane i 1877-78, berettede selv om, hvordan en
assistent overtalte ham til at tage med ved at sige: ”De skal nok være gode
imod dig. De vil give dig al føde og klæder, du behøver, og dertil to kr. om dagen og
de gaver, andre folk giver dig. Det er meget for en fattig mand som dig.”165 Dette
takkede baronen ja til, idet det efter hans mening var gode vilkår.166
Han gengiver desuden følgende begrundelse fra en af de andre
grønlændere, der skulle have sagt: ”Ja, vi vil gerne med Jacobsen, for vi er alle
fattige mennesker, som har stort besvær med at skaffe os penge. Vi har en butik
her ved kolonien, og vi ved, at der findes mange varer oppe i den. Men det er kun
161 Poignant (2004) 59-76 162 Poignant (2004) 252 163 Poignant (2004) 175-181 & Cirkusbladet april-maj 1897 164 Bruckner (2003) 135 165 Andreassen (1986) 105 166 Andreassen (1986) 105
- 55 -
meget sjældent, at det er os muligt at tilkøbe os nogle af disse. Nu synes vi alle
sammen, at det kunne være ganske overordentlig fordelagtigt, at blive sat under
vilkår, hvor man, når man har lyst til det, kan tilkøbe sig, hvad man vil. Denne
mand, som er kommet herop, har tilbudt os gode dage og en god løn. Vi vil
efterlade vor fattigdom og følge med ham.”167 Her fremgår det med al
tydelighed, at muligheden for at tjene penge var en kraftigt
medvirkende faktor for, at grønlænderne indvilgede i at lade sig
engagere til Hagenbecks grønlænderkaravane.
Også i forbindelse med den kinesiske by i Tivoli i 1902 er det
tydeligt, at de lønmæssige forhold har været vigtige for de engagerede
kinesere. I starten af august 1902 kunne Politiken berette om en
strejke i den kinesiske by. Gruppens medlemmer havde nedlagt
arbejdet i Tivoli, på baggrund af et uopfyldt ønske om at få udbetalt de
sidste 2/5 af deres honorar. Et beløb, de ifølge kontrakten først skulle
modtage ved afrejsen.168 Året efter den kinesiske udstilling i Tivoli,
bragte Damernes Blad ligeledes en opfølgende artikel, omhandlende
nogle af de 17 kinesere, der blev i København efter udstillingens
ophør. Ifølge artiklen var det:”… en lang og trist Historie. Da Truppen
havde sluttet sine Forestillinger inde i Tivoli, var en Del af dem saa kloge at rejse
hjem, de andre blev, lokkede af Udsigten til at kunne tjene mange Penge, i det
fremmede Land. Det var, foruden Lon-Gah-Nam og hans Kone, endnu en gift
Kineser, Lam-Bo-Lng og hans Kone, Jemsi, og deres tre Børn; foruden dem var der
8 unge Kinesere.”169 Et par af de blivende kinesere formåede at blive
hyret og drog på turne i Norge, mens de resterende på den ene eller
anden måde mistede de penge, de havde tjent i Tivoli. De unge
kinesere blev ifølge artiklen udnyttet af en sværm af løse piger, som
trængte sig på, så længe kineserne havde penge. Dette betød, at en af
kineserne endte på Ladegården, og at en anden hængte sig i
fortvivlelse over ikke at kunne få arbejde. På trods af den manglende
økonomiske succes fremgår det dog, at også kineserne var motiveret af
et ønske om økonomisk vinding. Dette understøttes desuden af en
beskrivelse af Johannes Madsens engagement af kineserne i Kina.
Heraf fremgår det, at flere forhandlinger med potentielle medvirkende
forliste på baggrund af uenighed om den tilbudte løn.170
6.3 Hvordan blev de fremmede præsenteret og opfattet?
6.3.1 Race og kultur er i centrum
Det er tydeligt, at de forskellige fremviste gruppers racemæssige
tilhørsforhold havde betydning for både arrangørernes præsentation af
167 Andreassen (1986) 105 168 Pol.05.08.02.2 169 Damernes Blad, 1903, nr. 16, 189 170 Hvorledes vi fandt Kineserne!(1902)
- 56 -
dem og de forventninger, der var til dem fra pressen og publikum. Et
par af de eksempler, hvor denne tendens var tydeligst, var ved de to
kannibalfremvisninger på henholdsvis National i 1886 og i Cirkussalen
i 1897. I forbindelse med fremvisningen i 1886 beskriver Politiken,
hvordan den rekommanderende plakat uden for National, viste en
situation hvor:”… sorte Uhyrer i menneskelig Skikkelse med djævelsk Fryd
stegte engelske Matroser over en sagte Ild for bagefter at gnave deres Knokler.”171 I
præsentationsprogrammet fra 1897 pointeres det ligeledes, at de
udstillede tilhørte:”… den laveste Menneskerace”.172 Det bliver ligeledes
fremhævet, at de fremviste var menneskeædende, blodtørstige uhyrer,
og at de havde en yderst ringe forstand. I et medfølgende vidnesbyrd
fra en fransk antropolog citeres denne for at have udtalt, at: ”Disse hører
til den lavest staaende, australske Race, og det lønner sig derfor at sé dem. Racen er
ved at uddø.”173 Der er i disse to eksempler ingen tvivl om, at det var
præsentationen af en yderst tilbagestående og primitiv race, som skulle
sælge billetter til publikum. De australske indfødte bliver tydeligvis
italesat som det primitive og farlige modbillede på de civiliserede
europæere. De er farlige uhyrer, kannibaler og lignede slet ikke det
pæne publikum, der kom og betragtede dem.
At racespørgsmålet også kunne italesættes på en omvendt måde,
ses i tilfældet med de 14 negermusikanter fra forskellige stammer i
Sudan, der optrådte i Cirkus Varieté i oktober 1886.174 Gruppen
optrådte som et orkester, der spillede klassiske europæiske værker af
bl.a. Georg Lumbye, Strauss og Fahrbach og blev promoveret af to
afrikanere, nemlig gruppens impresario, Hr. A. Gindi, samt deres
forretningsfører, Hr. Negri. Ifølge sidstnævnte var det truppens
mission at være:”… en Slags levende Protest mod det af forskellige
Afrikarejsende skændige udbredte Rygte, at de Indfødte i den øvre Nilgebet,
Sudan, Cordofan og det indre Æthiopien skulde være mindre tilgængelige for
kultur end andre afrikanske Negerstammer”175 Dette kunne umiddelbart
ligne et modsvar fra de andre, på den europæiskes italesættelse af dem
som evolutionistisk underudviklede. Man kan dog også argumentere
for, at deres omvendte italesættelse af racebegrebet stadigvæk befandt
sig inden for den gældende racemæssige diskurs og derfor bare var
med til at bekræfte de konstituerede, populære raceopfattelser.
Det var nemlig også tydeligt, at gruppens mission på ingen måde
blev godtaget af den journalist fra Politiken, som dækkede gruppens
171 Pol.18.04.86.2 172 Cirkusbladet april-maj 1897 173 Cirkusbladet april-maj 1897 174 Egentlig falder eksemplet uden for min definition, idet gruppens hensigt ikke er at
fremvise oprindelige folk ud fra en klassisk etnografisk vinkel, men da de alligevel har noget at sige omkring datidens fremstilling af ikke-europæiske mennesker og problemstillingen i forhold til de primitives race og civilisationspotentiale, har jeg alligevel medtaget dem.
175 Pol.01.10.86. 2
- 57 -
besøg. Han var ikke imponeret over deres musiske præstationer, og
det virker nærmest, som om han opfattede dem som dresserede dyr,
som det næsten var pinligt at se efterligne civiliserede og kultiverede
menneskers adfærd. I artiklen skriver han: ”Desværre stikker den medfødte
Abe-natur endnu i høj Grad i disse Primitive Naturfolk. Ikke fornøjet med at
spille det, de kan: de hjemlige Melodjer ”Ras, rai, røs, røs” o.s.v. sætter de en ære i,
at gøre Georg Lumbye hans ting efter og mishandle forskellige Strauss- og
Fahrbach-melodier paa det græsseligste.”176 På trods af negermusikanternes
forsøg på at blive opfattet som evolutionistisk på højde med den hvide
race, ser Politikens journalist dem altså stadig som underudviklede og
tæt på abestadiet. I et forsøg på at bryde den stereotype opfattelse af
deres race, kom de i stedet til at bestyrke den.
I Johannes Madsens introduktion til den kinesiske landsby, der
blev udstillet i Tivoli i 1902, fornemmer man klart, at kineserne blev
fremstillet anderledes end f.eks. afrikanerne og australnegerne. Der var
generelt ikke lige så stor fokus på det racemæssige aspekt, når det var
asiater, der blev fremvist. Dette havde sandsynligvis noget at gøre
med, at lande som Kina og Japan blev regnet som en form for
kulturnationer, idet de havde en velfungerende litterær og filosofisk
tradition, som nød respekt i vesten.
At de stadig kunne italesættes som en modpol til den europæiske
kultur og civilisation er dog tydeligt. I indledningen til Johannes
Madsens program om den kinesiske udstilling i Tivoli, er der en lang
argumentation for, hvordan det at være kinesisk er det modsatte af at
være europæisk. Det er tydeligt, at kineserne bliver beundret som
værende en del af en ældgammel kultur, samtidig med at de også bliver
opfattet som arrogante og mærkelige. I introduktionen fremhæver
Madsen, at modsætningen mellem østen og vesten ikke kan udtrykkes
mere præcist, end at: ”Vi finder Kineserne løjerlige, men beundre dem, fordi de
bevarede deres Kultur i fire Tusind Aar. Som Folk lever i Kina i Dag havde de
paa Kristi Tid levet i to Tusind Aar. Anderledes med de gule. De finder os
løjerlige – og foragter os.”177 Der er altså tale om et modsætningsforhold,
hvor europæerne efter sigende skulle beundre kineserne, samtidig med
at de derimod foragter os. De beskrivende tillægsord om kineserne,
der bliver brugt i teksten, giver dog et mere nuanceret billede.
Kineserne bliver ganske vist beskrevet som værdige, men også som bl.a.
overtroiske og ulogiske.
Og senere skriver Madsen, at: ”Der gives ingen kortere Definition paa en
Kineser end den, at han er det stik modsatte af en Europæer … Kineseren
begynder sine Bøger bagfra, han skriver fra højre til venstre. Anmærkninger staar
over Linien i Stedet for underneden. Kineserne sy fra højre til venstre, de putter
Lysestagen i Lyset. De kalder hvidt for Sorgens Farve. De begynder en Middag
med Desserten og opvarmer Drikkevarerne i samme Grad som vi afkøle dem. De
176 Pol.01.10.86. 2 177 Madsen(1902) 1
- 58 -
tager dem selv i Haanden, naar de hilse, i Stedet for Gæsten. Perspektivet i deres
Malerier gør de fjærnere Genstande større. De tro, at Intelligensen sidder i Maven
eller Hjertet. De Spørger om Ens Alder og Indtægt, mendens vi undgaar
Konversation om sligt. Kineseren hvidter sine Sko, vi sværter vore, vi hilser ved at
blotte Hovedet, Kineseren beholder Hatten paa. De afbrænder Fyrværkeri med
Tæerne i Stedet for Hænderne. I Europa leger Drengene med drager, i Kina leger
de voxne med disse.”178 Kineserne bliver altså opfattet med en helt anden
kulturel respekt end f.eks. indfødte australiere, afrikanere og indianere,
men de er stadig en modpol til den vestlige kultur, idet de bliver
opfattet som et direkte spejlbillede af vesten. De er måske kultiverede,
men de er stadig mærkelige, overlegne og ulogiske.
Som både Baglo og Andreassen påpeger, var fremvisningerne på
denne måde også med til både at konstruere og cementere en fælles
europæisk identitet som tilhørende den mest civiliserede og
kultiverede race og kultur. Dette blev gjort ved at spejle sig i datidens
stereotype forestillinger om andre kulturer og racer.179
6.3.2 Den vilde seksualitet
Et andet tema, der går igen under beskrivelserne af fremvisningerne,
er de fremmedes tiltrækningskraft og seksualitet. Som Schou også
bemærker, er der også her en forskel på beskrivelsen af de forskellige
etniske grupper.180 Det er i denne forbindelse tydeligt, at f.eks.
beduiner og arabere repræsenterede en østerlandsk erotisk og
raffineret form for seksualitet, hvorimod f.eks. de afrikanske kvinder
oftest blev beskrevet som grimme og simple, men med en fri
seksualitet.
I forbindelse med en opført arabisk labyrint, havde Tivoli i
sommeren 1896 en mindre forevisning af fem østerlandske
haremskvinder i havens udstillingsbygning. Når gæsterne havde
forceret labyrintens snirklede forhindringer, kom de til et højloftet
rum, hvorom der i en artikel i Politiken meget malerisk bliver nævnt,
at: ”Under Loftet svæver halvoplyste Ampler, som over Interiøret kaster et mystisk
Skær, og Blomsterskaale, i hvilke vibrerende Venushaar indrammer Orientens
Roser. En fin og vellystig Duft af søde Parfymer ombølger blanke Sværd og
Vandpiberne, fra hvilke en svagt blaalig Røg stiger til Vejrs.”181 Om de fem
haremskvinder skriver journalisten endvidere: ”… Paa en Løgbænk hviler
fem skønne Kvinder. I Midten sultanens Pragtfulde Favorit hustru med gyldne
Ringe om Læg og Arm; paa begge Sider af hende i plastiske Stillinger brune
Slavinder, hvis Yndigheder mere end anes gennem den knitrende Silke og
guldindvirkende Slør. Og i Favnen paa den ene af de Skønnne strækker sig en lille
178 Madsen(1902) 2 179 Andreassen(2003) 30-31 180 Schou(1987) 181 Pol.20.06.96 2
- 59 -
Abe, hvis fløglsbløde Hud kærtegners ad dens Herskerindes rosenrøde Negle.”182
Denne beskrivelse italesætter tydeligvis det erotiske og sensuelle ved
den arabiske kultur og står i skarp kontrast til den mere direkte
beskrivelse af de afrikanske kvinders udseende og forhold til
sædelighed. Om kvinderne fra Senegambien, der blev fremvist i Tivoli
i 1899, skriver en journalist fra Politiken f.eks., at: ”Heller ikke Kvinderne
er der synderlig Stads ved, naar man husker, hvor forholdsvis nette de smaa
Haramsdamer var…”183 Generelt bliver de sorte oftest beskrevet som
halvnøgne og flirtende.184
De samtidige medier beskæftigede sig også en del med de åbenlyse
flirter og forhold mellem danske kvinder og de fremmede besøgende.
Under overskriften Det svage Køn og Tivolis Kinesere beskriver en artikel i
Politiken følgende situation foran den kinesiske by i Tivoli: ”Hvis man
en Formiddag i Tivoli kommer i Nærheden af Kineserbyen, inden denne lukkes
op, vil man udenfor Tremmeværket, der indhegner den aflaasede Port, som Regel se
adskillige unge Damer og unge Kvinder, der gennem Gitret konverserer Østens
Sønner paa Engelsk eller ved Hjælp af Fingersproget. Undertiden ogsaa ved Hjælp
af et Kys… Dette er ikke synderligt andet, end hvad man har set gentage sig, hver
Gang en Trup fra fjerne Lande har gæstet Tivoli. Naar der er Beduiner eller
Negre i Landskabet, bliver saa og saa mange Smaapiger de hjemlige Idealer utro
og giver sig henrykt det ukendte i Vold.”185 Man fornemmer her tydeligt
journalistens forargelse over de danske kvinders frie omgang med de
fremmede. Som Andreassen pointerer, kunne denne modvilje bl.a.
skyldes datidens hierarkiske raceopfattelse, som også førte til en
modvilje mod at blande racer. Raceblandede forhold mente man
kunne føre til en degeneration af de involverede racer og desuden gøre
det umuligt at opretholde de konstituerede racehierarkiske skel. Ifølge
Andreassen handlede kritikken af forholdene ligeledes om datidens
forsøg på at kontrollere de europæiske kvinders seksualitet og dermed
at opretholde den mandsdominerede europæiske verdensorden.186
6.3.3 Fremmedgørelse og identifikation
En anden tendens i datidens omtaler af de fremmede, er den
underliggende konflikt mellem fremmedgørelse og identifikation. I
beskrivelserne af folkekaravanerne ser man ofte et spor af en konflikt
mellem at identificere sig med de fremviste eller en total afstandstagen
til selv naturlige elementer ved de andre.
I et eksempel med et sygt indianerbarn, i forbindelse med
fremvisningen af Sioux-indianerne på National i 1885, er det f.eks.
182 Pol.20.06.96.2 183 Pol.02.07.99.2 184 Se f.eks. Pol.16.06.98.1 Der fandtes også positive beskrivelser af de afrikanske
kvinder. Disse var dog stadig mere direkte fokuseret på det seksuelle, end beskrivelserne af folk fra østen. Se f.eks. Pol.29.12.88.2
185 Pol.31.07.02.2 186 Andreasen(2003) 31-34
- 60 -
tydeligt, at den journalist fra Politiken, som beskriver hændelsen, har
valgt at fremmedgøre situationen. Udover en konstatering af denne
forstyrrelse og ulejlighed, der har ført til, at forældrene, i forbindelse
med barnets sygdom, har nægtet at optræde og i stedet har insisteret
på at sidde ved barnet sygeseng, bliver forældrenes sorg beskrevet på
følgende måde af journalisten: ”De sidder hele Dagen ved den Lilles seng,
Faderen paa en skummel Maade malet sort over hele Kroppen til Tegn paa Sorg,
Moderen med en vældig skarpsleben Kniv i Haanden. Det er gruelig uhyggeligt for
den stakkels Sygeplejerske, hvem Lægerne har givet det fornuftige raad at
echappere, saa snart Barnet gør mine til at lægge sig til at dø, eftersom den sørgende
Moder maaske ellers kunde finde paa Kunster med sit Mordvaaben.”187 Det
centrale i denne drabelige beskrivelse er, at Politikens journalist vælger
at fortælle historien om en naturlig sorg, som endnu et eksempel på,
hvor vilde og uciviliserede de fremmede er.
Fremvisningen af de australske kannibaler i henholdsvis 1886 i
National, og 1897 i Cirkussalen, var begge arrangeret af impresarioen
Cunningham og er begge eksempler på to af de mest
sensationsprægede forevisninger, der fandt sted i Danmark i
slutningen af 1800-tallet. Det at være kannibal og spise andre
mennesker, blev opfattet som noget af det mest umenneskelige at
gøre. Det var et synonym for at være vild og uciviliseret. Man var tæt
på at være et dyr og måtte klart tilhøre det laveste menneskestadie.
Også i forbindelse med andre af de fremviste grupper blev det mere
end antydet, at de muligvis var kannibaler. I europæernes bevidsthed
var der en generel konflikt i forhold til, hvorvidt den ikke-europæiske
verden skulle opfattes som en orientalsk form for civilisation eller som
ubetinget uciviliseret. Brugen af begrebet kannibal var derfor ikke bare
en betegnelse for en, der spiste menneskekød, men også et begreb, der
generelt kunne bruges som udtryk for den vilde og primitive ikke-
europæiske anden. Denne verbale italesættelse af de fremmede som
primitive og uciviliserede spillede endvidere en betydelig rolle i den
moralske retfærdiggørelse af de europæiske imperiers styre i
kolonierne.188 De var ganske enkelt ikke rigtige mennesker.
Sandsynligvis er det derfor både pga. emnet kannibalisme samt den
benyttede svulstige præsentationsstil, at det også er i forbindelse med
fremvisningen af kannibaler, at pressens og publikums konflikt mellem
fremmedgørelse og identifikation er mest tydelig. I forbindelse med
pressedækningen af kannibalfremvisningen i 1886, gengiver en
journalist fra Politiken en ordveksling mellem fremvisningens danske
forklarer, Hr. Kragelund, og en fra publikum. Kragelund beder
tilskueren om ikke at sige, at de fremviste aldrig har spist
menneskekød, idet denne ikke kan føre bevis for påstanden.
Tilskueren spørger da, om Kragelund kan bevise, at de fremviste har
187 Pol.14.12.85.3 188 Ashcroft(2000) opslag: Cannibal
- 61 -
spist menneskekød. Da Kragelund ikke kan dette, beder tilskueren
ham om ikke at hævde, at de er kannibaler.189 Det er tydeligt, at både
journalisten og publikum har fundet sympati for de fremviste, og at de
ser dem som værende rigtige mennesker. Det er svært at tillægge
mennesker, man har sympati for, umenneskelige træk.
6.4 Autenticitet som garant for den videnskabelige
forbindelse
En vigtig del af både arrangørernes præsentation af de fremviste
grupper samt journalisternes anmeldelse og beskrivelse af
fremvisningerne, var spørgsmålet om de fremvistes autenticitet.
Autenticitet er dog et ret komplekst begreb, som det er svært at give
en entydig definition på. At noget er autentisk eller besidder
autenticitet betyder normalt, at det er ægte, har gyldighed og virker
troværdigt.190 Det vil i dette tilfælde sige, at de fremviste ikke-europæere
skulle være dem, de udgav sig for, og de skulle helst fremstå så
upåvirkede af den vestlige civilisation som muligt. I forbindelse med
folkekaravanerne er det dog tydeligt, at autenticitetsbegrebet er en
skrøbelig størrelse. At være autentisk handlede ikke bare om en
kvalitet ved de fremviste, men havde også forbindelse til publikums
forventninger til, hvordan de fremviste burde være, og hvordan de
forventede fremvisninger skulle foregå. Dette dobbelte og ofte
modstridende koncept, hvor folks forventninger ikke nødvendigvis
harmonerede med det, de så, eller hvor fremvisningerne måske blev
iscenesat efter publikums forventninger i strid med etnografisk fakta,
førte til, at folkekaravanernes autenticitet kom under pres. Begrebet
var ganske enkelt i modstrid med sig selv.
Spørgsmålet om autenticitet hang sammen med karavanernes
forbindelse til den videnskabelige verden. Det var det, der gjorde, at de
kunne karakteriseres som folkeoplysning og mere end almindelig
underholdning. For at imødegå beskyldninger om manglende
autenticitet og for at adskille deres egne karavaner fra de brodne kar i
branchen, kan man se flere eksempler på, at karavaner og
forevisninger refererede til såkaldte ægthedsvidnesbyrd eller
ægthedsattester. Disse var udstedt af kendte europæiske antropologer
og videnskabelige institutioner og fungerede som en form for officiel
blåstempling af, at de fremviste vilde var helt ægte og videnskabeligt
interessante.
Allerede med Sioux-indianernes forestilling på taganlægget i
National i december 1885, så man en form for tilkendegivelse af, at de
fremvistes autenticitet var vigtig, og at der var et behov for at højne
forevisningens autoritet ved hjælp af udefrakommende
189 Pol.20.04.86.2 190 Nu dansk ordbog(1996) opslag: Autenticitet
- 62 -
ægthedsgarantier. Af en artikel i Politiken fremgår det f.eks., at der på
impresarioens opfordring blev udstedt en attest for indianernes
ægthed af de Forenede Staters Gesandt, da denne er på besøg i
National. Det antydes endvidere, at dette skete for at imødegå
beskyldninger om, at indianerne ikke var, hvad de gav sig ud for at
være.191
I forbindelse med flere af de senere fremvisninger var
ægthedsgarantien blevet en indarbejdet del af impresarioernes
præsentationsmateriale. Dette så man bl.a. i forbindelse med
Beduinerkaravanen i Tivoli i 1892. Her kunne man i en omdelt
præsentationsavis læse udtalelser fra antropologiske og videnskabelige
autoriteter som professor Virchow, professor Kirchoff, Dr. Friederich
Muller og Dr. Johannes Ranke, som alle garanterede, at det var ægte
beduiner, der blev fremvist, og at de var lidet berørt af den moderne
kultur. Af ægthedsattesterne fremgår det ligeledes, at
videnskabsmændene har haft mulighed for at foretage undersøgelser af
karavanens deltagere, og at det er på baggrund af disse undersøgelser,
de udtalte sig om de fremvistes autenticitet. 192 Her ser man tydeligt
det gensidige forhold mellem videnskab og underholdning.
Antropologer og andre videnskabsmænd har haft mulighed for at
bruge karavanedeltagerne til undersøgelser, og har som modydelse
brugt deres videnskabelige autoritet til at legitimere folkekaravanerne
som videnskabeligt interessante.
De fremmede skulle også helst fremstå så upåvirkede af den
vestlige civilisation som muligt. Derfor vrimler præsentationsmaterialet
med impresarioernes anekdoter om, hvor vilde og mærkelige de
fremmede er samt forsikringer om, hvor nyligt de er ankommet til
Europa. I forbindelses med de før omtalte Sioux-indianere, der
optrådte på taganlægget i 1885, trykte Politiken en bekendtgørelse fra
Nationals bestyrelse, hvor de annoncerer indianernes snarlige ankomst
til forlystelsesstedet. Her fremhæver National, at det er første gang, at:
”… virkelig ægte Sioux Indianere er komne til Europa”193 og lægger
yderligere vægt på, at: ”Stammen, der er kommet hertil fra Hamborg, hvor den
under overordenlig Tilstrømning er fremvist for første Gang i Europa…
Kjøbenhavn bliver saaledes den næstførste By, der ser ægte Rødhuder.”194 Udover
det attraktive ved at være blandt de første til at opleve noget nyt, var
forvisningen om, at indianerne kom friske fra prærien også en form for
garanti for, at de ikke kunnet have nået at blive alt for påvirkede af den
vestlige civilisation. Det var stadig vilde indianere, publikum havde
mulighed for at opleve på National. For yderligere at understrege
denne vigtige pointe, anbefaler bekendtgørelsen også publikum at
191 Pol.10.12.85.2 192 Beduinen(1892) 193 Pol.05.12.85.2 194 Pol.05.12.85.2
- 63 -
kaste et ekstra blik på våbensamlingen, da enkelte af de forgiftede pile
stadig var brunligrøde af Unionsoldaternes blod.195 Mere ægte og
autentisk kan det næsten ikke blive.
Grunden til at det var så vigtigt, at de fremviste folk var så
uberørte at vestlig civilisation som muligt, var selvfølgelig et spørgsmål
om autenticitet. Man havde nemlig en klar opfattelse af, at de ikke-
europæiske folks kultur ikke kunne modstå vestlig påvirkning. De ville
ganske enkelt blive besmittet, fordærvet og forsvinde som kultur, hvis
de blev påvirket af vestlig civilisation. I et program, trykt i
Cirkusbladet, for fremvisningen af Birmanere i Cirkus Variete i
november 1897, lyder det om den koloniale situation i Birma, at: ”Da
Englænderne for ti Aar siden faldt over dem, blev de nødt til at svigte Troen. De er
Buddaïster, men Missionærerne og Frelsens Hær river nu ogsaa bravt op i deres
Sjæle. Birmas naive, godlidende Folk, der tilhører en ældgammel Kultur, saa
højtdreven, at den til sidst maatte staa i Stampe, vil snart blive, - Slaver af den
moderne Civilisation. De har allerede lært at synge Tararaboomdeay.”196
Fremvisningen af gruppen var derfor måske folks eneste chance for at
opleve denne gamle kultur, inden den forsvandt. Også Schou berører
denne paradoksale opfattelse af, at det var et vestligt privilegium at
være smitsom, og at de fremmede kulturer både kunne være primitive
og uciviliserede, samtidig med, at man så det som et ideal at holde dem
så uberørte af vestlig civilisationspåvirkning som muligt.197 Ideen om
den primitive og uciviliserede vilde levede side om side med ideen om
den ædle vilde. Samtidig havde man måske også en interesse i at
bibeholde de primitive som primitive, idet de fungerede som belejlige
modbilleder på den civiliserede europæiske kultur og race.
Et andet element, der udfordrede de fremvistes autenticitet, var, at
de fremviste ofte havde en form for artistisk baggrund. Det var
nemmere for impresarioerne at hyre ikke-europæiske artister, end at
skaffe deltagere med en mere almindelig baggrund. Artisterne var vant
til at blive hyret og var nemmere at instruere i forhold til deres virke i
fremvisningerne. I forbindelse med den indiske karavane i Tivoli i
1901 var karavanens præsentation overvejende baseret på de
medvirkendes artistiske præsentationer. Ifølge præsentationshæftet
kunne publikum opleve følgende underholdningsprogram: ”1.
Optræden af de indiske Akrobater ”Guyaratis”. 2. Parterre-Akrobater. 3.
Guyaratiernes Fugledans 4. Linedanserne. 5. De indiske Troldmænd. En
Kvindes gaadefulde Forsvinden i en Kurv. 6. Hindu-Akrobaterne. 7. Sabelslugere
og Jonglører. 8. Arbejdselefanter. 9. Zebu-Væddekørsel. 10. Guyaratis paa en i
Luften svævende Stang af Bambusrør. Hængende Stilling i Knæerne, Tæerne samt
Hælene. 11. En indisk Kamp med Bjørne. 12. De indiske Bajaderer –
(Tempeldanserinder). 13. Guyaratis paa Bambusrør-Pyramiden. 14. Dressur af
195 Pol.05.12.85.2 196 Cirkusbladet november 1897 197 Schou(1987) 75
- 64 -
Abekatte. 15. Indisk Tempel-Festtog til Ære for Moharedjoen af Tanfore. I
pauserne faar Publikum Lejlighed til at beundre Indierne som Tryllekunstnere,
Jonglører og Haandværkere.”198 Af programmet fremgår det tydeligt, at
langt det meste af indernes optræden var baseret på forskellige
artistiske præstationer. I præsentationshæftet bliver det artistiske
alligevel forbundet med det etnografiske, i og med, at hovedparten af
de medvirkende bliver præsenteret som tilhørende Djungal-Guyaritis –
en befolkningsgruppe af indiske sigøjnere. I programmet står der, at:
”I Deres Hjemstavn drager de omkring fra sted til Sted med defekte Køretøjer,
forspændt med Æsler; i disse Vogne gemme de Alt hvad de ejer og raader over. De
producere sig, ligesom her i Tivoli, paa Linen eller Bambusrøret.”199 Hvor den
meget artistiskbaserede fremvisning kunne risikere at underminere
karavanens status som en autentisk præsentation af indisk kultur,
bliver selv samme artistiske udfoldelser i dette tilfælde derimod knyttet
til de fremviste som en del af deres originale kultur. I stedet for at
udfordre gruppens autenticitet, bliver det artistiske her forsøgt gjort til
en del af en tilsyneladende korrekt etnografisk fremstilling. De gjorde
det samme, som de gjorde hjemme i Indien – nemlig at optræde.
6.5 Show og iscenesættelse
Selvom mange af impresarioerne og især Hagenbeck gjorde en stor
indsats for at sammenkæde deres fremvisninger med videnskab og
folkeoplysning, var de også show- og forretningsmænd, der levede af
at sælge entrebilletter. Som Rothfels også pointerer, var arrangørerne
derfor yderst afhængige af, at deres karavaner appellerede til så bredt
et publikum som muligt. De skulle helst leve op til publikums
forventninger til, hvordan sådan en begivenhed skulle foregå. Det
skulle være underholdende, og de fremmede skulle helst opføre sig
sådan, som man kunne forvente af nogen fra deres race eller kultur.200
Ifølge Baglo førte dette til, at publikums stereotype forventninger til
de fremviste, mere end noget andet kom til at diktere indholdet og
forløbet af fremvisningerne.201
Dette fik betydning i forhold til udvælgelsen af de fremvistes race
og etnicitet, som helst skulle referere til grupper, som i forvejen var
kendt af publikum via f.eks. litteratur eller aktuelle historiske og
politiske begivenheder. Publikum var især interesseret i afrikanere,
sioux-indianere og kannibaler, fordi de i forvejen kendte disse
befolkningsgrupper fra bøger og blade.
Visse impresarioer var også hurtige til at udnytte aktuelle
internationale begivenheder. Forevisningen af Mahdienkrigere, der
198 Indiske Udstilling(1903) 1 199 Indiske Udstilling(1903) 2-3 200 Rothfels(2002) 126-141 201 Baglo(2006) 15
- 65 -
fandt sted i Tivoli i august og september 1899, var meget politisk
aktuel, da det kun var et år efter, at englænderne havde besejret
kalifatet i Sudan, og man derfor må formode, at begivenheden
stadigvæk stod frisk i publikums erindring.202
En anden omrejsende gruppe, der refererede til en historisk
begivenhed, var de amazonekvinder, der blev fremvist i Cirkussalen i
december 1897. De blev nemlig præsenteret som Kong Behanzins
tidligere livgarde. Kong Behanzin var konge i Dahomey, Vestafrika,
indtil den franske hær i efteråret 1892 afsatte ham. Området blev i
forvejen regnet som værende en del af det franske interesseområde, og
da Behanzin i løbet af 1892 flere gange vækkede franskmændenes
vrede ved f.eks. at prøve at forhindre dem i at bruge havnen Porto
Novo i Benin, satte de en militær offensiv ind, som i første omgang
drev kongen på flugt og senere satte ham i fransk fangenskab. Selvom
amazonerne først kom til København 5 år efter, at begivenheden var
højaktuel, har det været en historie, som folk, pga. dens kuriøse og
eksotiske præg, stadig har fundet interessant.
I en række artikler fra The New York Times i efteråret 1892 får man
indtrykket af en vis vestlig fascination af de vestafrikanske krigeres
modstand over for den franske hær. Især det faktum, at Behanzins hær
foruden et stort antal mandlige soldater, også bestod af en toptrænet
livgarde af amazonekvinder, vakte stor interesse.
I en artikel fra oktober 1892 bliver de sortes kampindsats
beskrevet på følgende måde: ”The enemy’s loss is unknown, but they left on
the field two hundred dead, including twenty of King Behanzin’s famous
Amazones. These bodies were all counted within ten yards of the French lines. A
judgment can thus be formed of the bravery with which the Dahomayans fight.”203
Omkring 10 år efter mindes samme avis begivenheden med følgende
kommentar: “The behaviour of Behanzin in relation with both his own people
and themselves was so far from pleasing the Freanch Colonial Government
established at Port Novo, on that coast, that a military expedition under Col.
Dodds was sent against Behanzin’s capital, Abomey, with the general results so
usual when the white man takes up his burden. To the French people, though,
about the most interesting outcome of Col. Dodds’ expedition was the publication of
the news that Behanzin’s sacred person was protected by a bodyguard of about 800
female warriors. Here was a militaire Francais who had been fighting and
vanquishing a corps of women – a very bad pleasantry on the gallant Dodds and a
most astonishing revelation to the French people at large.”204 Den kuriositet, at
der i Afrika havde fandtes en hær af kvindelige amazonekrigere, som
endda havde kæmpede mod europæiske soldater, var altså en historie,
som interesserede både folk og medier i den vestlige verden, også lang
tid efter, at begivenheden fandt sted. De kvindelige krigeres
202 Schou(1987) 61-63 203 TNYT.08.10.92 204 TNYT.01.06.02
- 66 -
tilstedeværelse var spændende og gav stof til fantasier om de eksotiske
afrikanske kvinders anderledes færdigheder. Denne forudgående
interesse kunne derfor også bruges kommercielt i forhold til
promoveringen af fremvisningen af eksotiske mennesker. I forbindelse
med forevisningen af amazonekrigerne bliver der i cirkusbladet i alt
fald ikke sparet på referencerne til de historiske begivenheder fem år
tidligere. Det er dog tydeligt, at de historiske kendsgerninger også er
blevet omskrevet, så fortællingen om amazonekrigerne er blevet mere
spændende, og de eksotiske og primitive elementer træder tydeligere
frem. Amazonehæren beskrives bl.a. som et skørteregiment, der både
var tatoveret og fortræffeligt ekserceret. Årsagen til, at den franske hær
okkuperede Dahomey, bliver her en historie om, at: ”Da Dahomeys
Krigere for fem Aar siden hærgede Nabostammernes Egne for at skaffe Kong
Behanzin Menneskeslagtofre, kom de ogsaa ind paa Territorier, som stod under
evropæisk Beskyttelse. Langs hele Slavekysten opstod der nu store Krigsuroligheder,
som endte med Franskmændenes Erobring af Dahomey… Slavernes Behersker
blev gjort uskadelig og med ham de dristige Amazoner.”205 Amazonekvinderne
var altså på samme tid både farlige, primitive, veldisciplinerede - og
kvinder. De var blevet underholdende modsætninger til den kendte
europæiske samfundsorden. Modsætninger, som man kunne spejle sig
i - gyse og være fascinerede af på samme tid. Hvor de før havde været
kontrolleret af en primitiv, sort hersker, var de med hans død nu
blevet til en god historie, man kunne visualisere på diverse
varietescener i Europa. At amazonekvinderne mere var et historisk
baseret underholdningskoncept, end et forsøg på seriøs etnografisk
formidling, understøttes af Schous oplysning om, at amazonernes
hærfører, den kvindelige oberst Gumma, der ved fremvisningen i 1897
blev beskrevet som kun 22 år gammel, også skulle have figureret som
leder af Amazonekaravanen i 1890.206 Hvis det havde drejet sig om
samme person, skulle hun i så tilfælde kun havde været ca. 15 år på
dette tidspunkt. Gruppen fremstod derfor mere som en slags teater,
hvor de fremviste spillede statiske roller, og hvor skuespillerne sagtens
kunne udskiftes over tid. Det var iscenesættelsen; historien og dens
figurer, der var i centrum – ikke de enkelte fremvistes reelle
etnografiske kvaliteter.
Kendetegnende for folkekaravanerne og de andre etnografiske
fremvisningerne var netop den generelt høje grad af iscenesættelse og
koreograferede optræden, som prægede mange af disse forevisninger.
Det kunne tilsyneladende godt koste en del instruktion at få de
fremmede til at agere, som publikum forventede, at vilde mennesker
opførte sig. I forbindelse med fremvisningen af Sioux-indianerne i
National i 1885 skulle en af indianerkvinderne, som talte engelsk, have
205 Cirkusbladet Nytåret 1897-98 206 Schou betegner i øvrig, amazonekvinderne som den gruppe hvor man har størst
grund til at betvivle deres autenticitet. Schou(1987) 61-63
- 67 -
forklaret til Politikens journalist, at grunden til den megen latter, når
de skulle danse og skyde med bue, var: ”… at de ikke kan begribe, hvad
det skal gøre godt for. ”Hvis vi endda skulde skyde paa de mange blege ansigter”
siger de, men paa en Træskive – det finder de saare komisk.”207 Hvis man kan
fæstne tiltro til det lidt søgte interview med den engelsktalende
indianerkvinde, fremgår det tydeligt, at indianerne er blevet instruerede
i at opføre sig som rigtige indianere. Publikum har haft en forventning
om, at indianere skyder med bue og pil, og derfor har dette element
været vigtigt i deres fremvisning, upåagtet, at de fremviste selv har
fundet iscenesættelsen sær og lattervækkende. Hvis man i stedet
antager, at citatet er et resultat af journalistisk frihed, indikerer det om
ikke andet, at journalisten har fundet indianernes optræden iscenesat og
måske derfor har valgt at lade en af indianerne selv tage afstand fra
gruppens manglende autenticitet.
Samme indikation på iscenesættelse af de fremviste, så de kunne
leve op til folks forventninger til deres opførsel, så man, da Cirkus-
salen mere end 10 år senere, nemlig i september 1899, også gæstedes
af en gruppe indianere. Her konstaterede en journalist fra Politiken
ligeledes, at da indianerne i forbindelse med deres optræden til sidst
fangede: ”… en bleg, men fattet Dame, binder hende til en Pæl og synes at ville
udsætte hende for de Pinsler, hvorom vi alle har læst hos Cooper, da pludselig nogle
Cowboys viser sig og jager Rødhuderne paa Flugt med et Par Skud løst Krudt.”208
Af journalistens reference til J. F. Cooper og den klichefyldte
fremstilling af indianere og cowboys, ser man igen et forsøg på at leve
op til et stereotypt billede af, hvordan rigtige indianere (og cowboys)
agerer. Og man får igen fornemmelsen af, at det er roller, der bliver
spillet. Roller, som mere var formet af f.eks. litteratur og andre
videnskabelige og populære kanaler, hvor ideen om en rigtig indianer
kunne italesættes, end at fremvisningen forsøgte at præsentere et
objektivt billede af de fremviste.
Både i forbindelse med, at Mahdiens krigere blev fremvist i Tivoli i
1899, og at Tscherkesserne gæstede Tivoli i 1900, var det tydeligt, at
nogle af de enkelte numre, karavanerne optrådte med, i høj grad var
baseret på forskellige, forudfattede vestlige opfattelser af, hvordan
disse vilde burde opføre sig. F.eks. var det fjerde punkt under Mahdiens
krigeres optræden, et nummer med betegnelsen: ”… En Tyv lynches… ”
og Tscherkesserne fremførte et bruderov som et eksempel på deres
kulturelle kompetencer.209 Disse to barbariske underholdningsnumre
er blevet iscenesat, fordi de responderede på publikums forudfattede
mening om, hvordan primitive kulturer burde opføre sig. Samtidig har
det primitive og barbariske ved handlingerne kunnet fungere som
207 Pol.09.12.85.1 208 Pol.09.03.99.1 209 Tivoliprogram nr. 96 12.08.99
- 68 -
civilisatoriske modsætninger, som det vestlige publikum har kunnet
spejle sig i. Hvor var de andre primitive - og vi selv civiliserede.
6.5.1 De tre Tigergratier
Den indviklede misere om De tre Tigergratier er både et godt
eksempel på, hvordan iscenesættelsen af de fremviste kunne ende med
at antage næsten groteske dimensioner, samt hvordan karavanernes og
de etnografiske forevisningers tidlige succes og popularitet førte til et
underholdningsmarked, hvor alt, der var eksotisk eller anderledes, blev
forsøgt solgt som etnografiske og antropologiske sensationer, der i
videnskabens (og nysgerrighedens) navn burde opleves.
I et supplement til Cirkus Varietes program for april 1898
anbefaledes publikum at se De tre Tigergratier, der optrådte på
varieteen, idet de foruden at være gode gymnaster også havde stor
antropologisk interesse. Ifølge programsupplementet stammede
Tigergratierne fra Mangbattu i det ækvatoriale Centralafrika, hvor
stammen Mangbattu blev opdaget af den amerikanske
handelsrejsende, Mr. Harry Mack, der for: ”… gode Ord og høj
Betaling…”210 købte tre af stammens pigebørn.
Stammen blev karakteriseret som værende frygtelige
menneskeædere og som stående på et lavt kulturtrin. Af udseende blev
de ligeledes beskrevet som ikke rigtig tilhørende negerracen, idet deres
kroppe var brun- og hvidspættede og hovedhåret sort med en hvid
kam. Som forklaring på, hvordan de tre piger var havnet på den
vestlige underholdningsscene, beskriver programmet endvidere,
hvordan Mr. Mack førte sine tre nye besiddelser til Leopoldville, hvor
de under stor interesse blev forevist for Stanley, inden de sammen
med Mr. Mack rejste til Amerika. Her blev de tre afrikanske piger, som
nu havde fået de vestlige navne Rosa, Fanny og Sachie, opdraget, og
da det viste sig, at de var meget intelligente, lærte de også at tale
engelsk.211 Denne fantastiske historie, der iscenesætter gruppen De tre
Tigergratier som dels interessante gymnaster, men især som en
antropologisk sensation, der både spiller på introduktionen af en ny
race med et specielt og anderledes udseende og på en karakteristik af
artisterne som oprindelige menneskeædere på et lavt kulturtrin, som
det dog er lykkedes at kultivere, har naturligvis ikke hold i
virkeligheden.
6 år efter, at Tigergratierne første gang optrådte på Cirkus Variete,
optrådte de igen i Købenahvn. Denne gang var præsentationen dog
meget anderledes. I programmet beskrives De tre Tigergratier som en
gruppe af dygtige parterregymnaster, bestående af frøknerne
Anderson, der var fødte i Sydamerika, og som på grund af deres
mærkelige udseende, der var karakteriseret ved en plettet legemsfarve,
210 Cirkusbladet April 1898 211 Cirkusbladet April 1898
- 69 -
var bestemte for at gå artistvejen.212 Deres fødeegn er altså pludselig
blevet ændret fra Mangbattu i det ækvatoriale Centralafrika til
Sydamerika. Denne gang præsenteredes gruppen udelukkende som
gode artister, som godt nok havde et bemærkelsesværdigt og aparte
udseende, men altså ikke som nogen, der vakte interesse af
etnografiske eller antropologiske årsager.
Den virkelige historie om De tre Tigergratier var i øvrigt, at det var
en Nordamerikansk parterregymnastgruppe, bestående af 3 søstre ved
navn Rosa, Fanny og Sachie Anderson.213 Årsagen til deres noget
mærkværdige udseende var, at de var delvise albinoer. Det vil sige, at
de, selv om de var af afroamerikansk oprindelse, havde hvide pletter
over det meste af kroppen, og at de havde hvide øjenbryn og en hvid
hanekam i deres ellers sorte hår.214 Efter 1. Verdenskrig rejste de
tilbage til Amerika, hvor de blev arrangeret til Ringling Bros, som var
et Side Show til Barnum & Baileys.215
Man kan spørge sig selv, hvorfor Cirkus Variete vælger at
præsentere De tre Tigergratier som primitive afrikanere af etnografisk
interesse, når deres aparte udseende og kundskaber som gymnaster i
sig selv burde være en interesse værd? Det mest nærliggende svar er, at
tidens store appetit for de etnografiske fremvisninger gjorde, at
varieteen mente at kunne sælge flere billetter med en sådan
præsentation, end hvis det bare var en gruppe artister, der var delvise
albinoer. Publikum forventede ganske givet også at se mere sensation
end seriøsitet, når de gik på variete. Da gruppen gæster varieteen igen i
1904, er interessen for det sensationelle etnografiske tilsyneladende
dalet så meget i nyhedsværdi, at truppen igen præsenteres som de
artister, de var. Dette harmornerer godt med Bruckners tese om, at
interessen for de populæretnografiske fremvisninger var for
nedadgående efter overgangen til 1900-tallet.216
Det er i forbindelse med iscenesættelsen af fremvisningen af
karavanerne og de ikke-europæiske folk, at man tydeligst ser
grundkernen i den interessekonflikt, der eksisterede mellem den
videnskabelige verden og underholdningsbranchen. Som det fremgik
af det foregående delkapitel om autenticitet, havde de to verdener
ellers en gensidig interesse i at samarbejde. Samtidig blev dette
samarbejde dog også udfordret af de forskellige interesser, som
impresarioerne og antropologerne havde. Impresarioerne havde først
og fremmest en kommerciel interesse i at tiltrække så mange tilskuere
som muligt, hvorfor de havde et større incitament til at tilfredsstille
det brede publikum, end til at lave mere lødige og mindre
212 Cirkusbladet Januar 1904 213 Scheugl(1974) 102-104 214 Uldall(1946) 13 215 Uldall(1946) 13 216 Bruckner(2003)
- 70 -
spektakulære fremvisninger. Disse tydelige eksempler på, at de
etnografiske fremvisninger ikke var, hvad de gav sig ud for at være, og
som især forekom på varietescenen, var på den anden side med til at
devaluere karavanernes anseelse i pressens og publikums øjne. Det var
svært at beholde en videnskabelig troværdighed, når mange af
fremvisningerne tydeligvis ikke levede op til det afgørende
autenticitetsbegreb.
6.6 Pressens reaktion på iscenesættelsen og den
manglende autenticitet
Den til tider tydelige iscenesættelse af de foreviste fremmede
virkede ikke altid efter hensigten. Selvom arrangørerne havde gjort sig
umage med at få forevisningen til at stemme overens med publikums
forudfattede forventninger til de viste gruppe af ikke-europæiske folk
– eller måske nærmere derfor – tog publikum og pressen ikke altid de
fremviste folk og det leverede show for gode varer. De satte
spørgsmålstegn ved fremvisningernes autenticitet. Et af de kriterier,
som datidens presse klagede over gentagne gange, var, at
karavanedeltagerne ofte bar præg af at have turneret rundt i Europa i
årevis og derfor var blevet for påvirket af europæisk civilisation. De
var ikke længere uberørte og friske fra prærien.
Da Tivoli i 1897 for anden gang blev gæstet af en
beduinerkaravane, er der flere, der mener at genkende de før nævnte
beduiner, der blev udstillet samme sted i 1892. En Journalist fra
Politiken skriver: ”Der var i Aftes ikke saa faa Mennesker, som mente i
Tivolis Beduinerkaravane at genkende Ansigter fra den Tid, da Hr. Müllers
brune Folk laa i Lejr for Enden af Bernstorfsgade. Og der var Adskillige, som
troede at genkende Fysiognomier fra Berlinerudstillingens Kairo-Afdeling i Fjor.
Officielt hedder det sig, at Karavanen er kommet næsten direkte fra Ægyten og
kun et par Maaneder har opholdt sig i Evropa. Mærkeligt er det da, at dens
Medlemmer gennemgaaende taler et taaleligt Berlinertysk.”217
Samme kritik lød der senere samme år, da Amazonekrigerne blev
fremvist i Cirkussalen. Politikens journalist konstaterede i denne
forbindelse nøgternt, at den trup af: ”… Dahomey-kvinder, der paa
Plakaterne figurerer som Kong Behanzins Livgarder, og af Hr. Scheel-Vandel i
hans forklarende Foredrag betegnes som meget vilde…(men da de) imidlertid har
tilbragt det meste af et Aars Tid med at drikke echtes Bier i Berlins Passage-
Panoptikon og ogsaa andre Steder paa det Evropæiske Fastland har været
undergivet en højere Civilisations mildnende Indflydelse, tør det antages, at de
efterhaanden er blevne nogenlunde tamme.”218
Et andet gennemgående kritikpunkt var karavanernes tydelige
iscenesættelse og teatralske udtryk, der jo paradoksalt nok oftest var
217 Pol.19.07.97.2 218 Pol.23.12.97.2
- 71 -
gennemført i et forsøg på at tilfredsstille publikums forventninger og
fremstå så autentisk som muligt. Allerede Herman Bang bemærkede
det konfliktfyldte forhold mellem behovet for både iscenesættelse og
autenticitet, da han til Jyllandsposten i 1878 rapporterede følgende om
den Nubiske karavane, der blev udstillet i Tivoli: ”Hr. Hagenbecks
Karavane er ret interessant, og disse veritable Nubiere ere saa theatralske, at man
skulle sværge paa, at de aldrig havde set Nubien, hvad man imidlertid veed, de
have; saa man skal aldrig forsværge Noget. Hr. Dyreimportør Hagenbeck fortjener
vistnok megen Tak for sin interessante Samling af Nubiere, for ikke at tale om
Kamelerne og Vortesvinet og Vaabensamlingen ved Rutschebanen. Det er alt
sammen overmaade lærerigt og overmaade snavset – men naturligvis: Snavset er
nubisk.”219 Med sine antydninger om, at den nubiske karavane både var
teatralsk og dog interessant, forekommer kommentaren nærmest som
en ironisering over karavanens jagt på at fremstå så autentisk som
muligt. Selv skidtet virkede iscenesat som et forsøg på at virke nubisk
og autentisk.
Af pressens kritiske kommentarer fremgår det altså klart, at man
efterhånden er ved at være træt af de tydeligvis iscenesatte og meget
lidt autentiske karavaner og forevisninger. Man ser dog ligeledes, at det
i særdeleshed er impresarioerne og arrangørerne, frustrationerne rettes
imod. Allertydeligst kommer mishaget måske frem under Tivolis
Negerkaravane i sommeren 1898, hvor over 100 indfødte fra
Guldkysten blev vist frem. ”Tivoli har suppleret sine vilde Krigsminder fra 48
med en højest fredelig Negerkaravane, der fra i Gaar af er opankret paa
Sportspladsen, hvor dens Medlemmer giver Billeder af dette idiotiske Folkeliv, der
stammer fra romantiske impresario-Hjærner og som Følge deraf for enhver Forsker
bør være af høj etnografisk Interesse. Halvnøgne, hyllede ind paa maa og faa i
brogede Laser, danser de selvopfundne Krigsdanse til de vilde Toner af mærkelige
eksotiske Instrumenter, der er fabrikerede i Stockholm.”220
Året efter konstaterer en skribent fra ugebladet Hver 8. dag, i
forbindelse med Tivolis Negerkaravane fra Senegambien ligeledes, at:
”Mellem Senegambierne og Københavnerne udviklede sig hurtigt et utvungent og
fortroligt Venskab, de skabede sig ikke mere uciviliserede, end de af Naturen var,
naar de dansede deres nationale Danse, gjorde de det saa parodisk, at enhver
kunde se, det var noget, deres Impresario havde lært dem.”221 Denne tydelige
foragt og kritik af impresarioernes forsøg på at iscenesætte
karavanerne, så de fremstod mere autentiske og underholdende, bliver
hyppigere i slutningen af 1890’erne, og det virker næsten, som om
journalisterne med disse sarkastiske udfald mod karavanerne og deres
bagmænd havde flyttet karavanerne væk fra seriøs anmeldende
pressedækning og over i en mere vittig og useriøs journalistisk
underholdningskategori.
219 JP. 25.08.78.2 220 Pol.16.06.98.1 221 Hver 8. dag, 1899, nr. 42, 669-670
- 72 -
6.6.1 Scheel-Vandels brutale himmelfærd og mirakuløse
genopstandelse
Især de mere sensationsprægede og kuriøse forestillinger, der fandt
sted på varietescenen, måtte lide den tort at blive gjort til genstand for
direkte latter og mistænkeliggørelse i pressen.
Et eksempel på denne tendens var Politikens dækning af de på
National udstillede kannibaler i 1886. Ikke mange troede på
arrangørernes forsikring om, at der virkelig var tale om rigtige
menneskeædere. Hvor de fremviste kannibaler blev mødt med en vis
mængde identifikation og sympati, var det faktisk især arrangørerne og
impresarioerne, der blev udsat for mishagsytringer og latterliggørelse.
Det var ikke uden en vis portion slet skjult sarkasme, at Politikens
journalist ved kannibalernes afrejse tørt konstaterede, at de vilde
australieres danske forklarer, Hr. Kragelund, så mere glubsk ud end
menneskeæderne.222Også i forbindelse med de kannibaler, der blev
fremvist i Cirkussalen i april og maj 1897, var der i pressen udfald mod
forevisningernes arrangører. Modsat mange af de andre forevisninger,
fik denne forevisning ikke megen seriøs pressedækning. Dette på trods
af et certificeret vidnesbyrd om ægthed, underskrevet af både den
tyske professor Virchow og Dr. Topinard, der var professor ved den
antropologiske skole i Paris og generalsekretær ved det franske
antropologiske selskab.223
Forestillingen blev ledsaget af et meget malerisk
præsentationsprogram. Heri blev de tre fremviste kannibaler beskrevet
som: ”Menneskeædere fra Queensland… De berygtede Buskmænd fra den sydlige
Halvkugles Fastland. Den eneste, rejsende Trup af vilde, tatoverede, uciviliserede
Mennesker, som smykker sig med dybe Ar i Kødet og store Ringe af Knokler
gennem Næsen. Virkelig blodtørstige Uhyrer i afskrækkende, modbydelig,
menneskelig Lignelse med yderst ringe Forstand og et Sprog, der kun tæller de
nødvendigste Ord. 224 Programmet indeholdt foruden detaljerede
beskrivelser af australnegrenes udseende, også en udpenslende
beskrivelse af deres sæder og skikke, inklusive deres primitive
forkærlighed for menneskekød. Ritualet i forbindelse med
kannibalisme beskrives f.eks. på følgende maleriske måde: ”Naar der
gives en bedre Middag paa Menneskekød, danses der en Dans, som kaldes for
Palti. Danserne males med røde og hvide Farver, hvilket paa den kulsorte Hud
tager sig meget grotesk ud. I Reglen males Danseren som et Skelet, saaledes at
hvert Ribben saa vel som Arme og Ben markeres med brede, hvide Striber. Ved
Baalets Skin sér man mod Himlens mørke Baggrund næppe andet af Legemerne
end disse hvide Streger. Indtrykket er uhyggeligt. Man tror virkelig at sé en Hob af
Benrad rangle i Dans.225 Efter en så udpenslende og sensationspræget
222 Pol.12.05.86.2 223Cirkusbladet april-maj 1897 224 Cirkusbladet april-maj 1897 225 Cirkusbladet april-maj 1897
- 73 -
beskrivelse af et af de indfødte australiers påståede ritualer, som i
øvrigt blev opført ved forevisningen, så kunne ingen vist være i tvivl
om, hvilken blodtørstig og primitiv race, de kunne opleve på scenen.
Hovedhistorien i forbindelse med fremvisningen blev dog ikke en
almindelig anmeldelse eller situationsrapport fra Cirkussalens
spektakulære fremvisning, men i stedet det frygtelige (og fiktive) mord
på varieteens sekretær og daglige leder, Hr. Carl Scheel-Vandel, som
tilsyneladende også var den fantasifulde forfatter af fremvisningens
præsentationsprogram.226 Den 26. april 1897 vågnede Politikens læsere
nemlig op til den skrækkelige historie om, hvordan det i løbet af natten
var lykkedes for de, i Cirkussalen residerende, australske kannibaler,
både at overmande og fortære den stakkels Hr. Scheel-Vandel. I
artiklen beskrives det, hvordan Scheel-Vandel, nidkær som han var,
helt alene var gået ind til kannibalerne for at sikre sig, at de kom godt i
seng. Efterfølgende havde ingen set ham, og da stedets opsynsmand
næste dag kom ind i de vildes værelse, mødte der ham et forfærdeligt
syn: ”Rundt om paa Gulv og Vægge saas Blodpletter, paa Gulvet laa henstrøet
halvafgnavede Knokler, hele Værelset var endevendt, og alle Tegn til, at en
forfærdelig Kamp havde fundet Sted, mødte den rædselsslagne Cirkustjener.
Kannibalerne havde spist Hr. Scheel-Vandel. Alle hans Klæder havde de derimod
med den for de Vilde særegne Ordenssans lagt omhyggeligt sammen henne i en
Krog; øverst laa den nylig afstrøgne høje Hat.”227 Da ingen havde set det
faktiske mord, tillader journalisten sig at spekulere i, at det måtte have
foregået ved et bagholdsangreb fra kannibalernes side, idet Hr. Scheel-
Vandel var: ”… en stærk og kraftig Mand, om end lidt fed…”228 og derfor
ikke burde kunne overmandes så let. I en senere udtalelse fra
opsynsmanden fortæller han, hvordan to af kannibalerne: ”… fornøjet
grinede og stangede Tænder med den Pind, de ellers bærer i Næsen. Den Tredje sad
og mumlede, og Opsynsmanden fik det Indtryk, at han bad Bordbøn.”229
Artiklen vakte naturligvis stor furore i København, og bestyrtelsen
blev ikke mindre, da Hr. Scheel-Vandel dagen efter, i endnu en artikel i
Politiken, blev vakt til live igen af den i slutningen af 1890’erne kendte
tryllekunster, Georg Kjeldsen. Journalisten giver denne fantastiske
beskrivelse: ”I Gaar Morges var der af Hr. Scheel-Vandel positivt kun tilbage
nogle Knogler, et sæt meget ordentlige Klæder og den nylig afstrøgne høje Hat. Alle
troede, at de havde set Scheel-Vandel for sidste Gang og forsøgte at vænne sig til
denne triste Tanke. Men medens alle Cirkuskaféens Stamgæster var hensunkne i
dyb Sorg, havde de ikke lagt Mærke til, at en Mand kom gaaende ind, tog
Knoklerne og lagde dem i den høje Hat, dækkede denne til med sit røde
226 Da de fremviste australske menneskeædere bestod af en turnerende udenlandsk
trup, er det dog også meget sandsynligt at programmet er lavet efter et standardiseret forelæg, som så bare er oversat til dansk. På programmet står Hr. Scheel Vandel dog som den ansvarshavende. Cirkusbladet april-maj 1897
227 Pol.26.04.97.2 228 Pol.26.04.97.2 229 Pol.26.04.97.2
- 74 -
Silkelommetørklæde og fremsagde nogle højtidelige Formularer. Denne Mand var
Tryllekunstneren Georg Kjeldsen. Og medens Kaféens Gæste sagte og stille samlede
sig om den besynderlige Mand, fortsatte han uanfægtet sine Besværgelser, indtil han
til sidst med de vanemæssige Fingerkys ud til Publikum tog Silkelommetørklædet
bort og trak Scheel-Vandel levende op af den høje Hat.230
Begge artikler er tydeligvis dybt satiriske og lader ikke programmet
for forevisningen af kannibalerne meget efter i maleriske beskrivelser
og spekulative forestillinger. Man kunne nemt få den tanke, at den
overdrevne og svulstige fortællerstil i den opfundne historie var et
forsøg på at matche den måde, hvorpå de australske menneskeædere
blev fremstillet i præsentationsprogrammet og på scenen. At
journalisten simpelthen havde lavet en parodi på især varietescenens
useriøse og svulstige måde at præsentere de fremmede på. Som en
forklaring på sin happening nævner artiklens forfatter selv, at ideen var
kommet til ham, efter at han:”… et par Dage før havde været i Cirkus og set
nogle Kannibaler af højst indlysende Uægthed.”231
I Politikens berigtigelse slutter journalisten i øvrigt artiklen af med
følgende redegørelse for kannibalernes noget blakkede herkomst:”…
det er rigtignok heller ingen almindelige Vilde, den ene af Mændene er født af
fattige, men stræbsomme irske Forældre i Melbourne, den anden er særlig
bevandret i Hamborgs Sct. Pauli Kvarter, hvor han afvekslende har været
Abemenneske, Dame uden Underkrop, Verdens mindste Mand og den kinesiske
Kæmpe. Om Kvinden er det bedst slet ikke at tale”.232 Denne humoristiske
bemærkning understreger journalistens opfattelse af, at de australske
kannibaler ikke var, hvad de gav sig ud for at være, idet de her sættes i
bås med andre af forevisningsverdenens mere suspekte skabninger.
Historien om Scheel-Vandels død og mirakuløse genopstandelse
fik senere en næsten legendarisk status og blev flere gange mindet i
både Politiken og Cirkusbygningens programblad, Cirkusbladet.
Politiken trykte den f.eks. igen som en jubilæumsartikel 26. april 1907.
Cirkusbladet mindedes ligeledes begivenheden i aprilnummeret 1911,
hvor man under overskriften ”Aprilsminder fra Cirkussalen” kunne se en
satirisk tegning af Hr. Scheel-Vandel, der som en anden pattegris blev
serveret på et sølvfad foran tre glubske og forventningsfulde
kannibaler.233 Denne gentagne fejring af pressehistorien indikerer
ligeledes, at karavanerne og de andre fremvisninger, i alt fald i
Politiken, havde fået deres egen rolle som komisk underholdning.
Man kunne måske godt tro, at Hr. Scheel-Vandel var blevet
fornærmet over at blive taget af dage på en så grufuld måde. Dette var
dog langt fra tilfældet. Den daglige leder af Cirkussalen var
forretningsmand og kendte et godt reklamenummer, når han så det. I
230 Pol.27.04.97.2 231 Pol.26.04.07.2 232 Pol.27.04.97.2 233 Tegningen stammede oprindeligt fra et satireblad. Cirkusbladet april 1911
- 75 -
en anekdotesamling fra 1899 konstaterer han tørt, efter at have
beskrevet, hvordan folk den pågældende dag havde reageret i
bestyrtelse, hver gang de så ham, at: ”Det eneste Sted, hvor Rygtet om min
Opædelse straks blev slagtet ned, var nok ude paa Kvægtorvet. Dér stod allerede i
den aarle Morgen en klynge Kreatur-Kommissjonærer, Kvægførere,
Flæsketransportører og Lygteslukkere og drøftede Sagen. Da kom der en kyndig
Slagtermester til, og da han hørte, hvorom der blev sludret, afvíste han al videre
Diskussjon ved – med Fagkundskab – at udtale: ”Schelle-Vandring, ham, den
tykke i Cirkus, nej, det er … og saa bandte han… æde mig Løgn! De har inte
engang kunne æde den ene Bagfjerding!””234
På en plakat fra ca. 1905 for Trop og Pelts menageri, Grand
Menageri, kan man se, at nummeret En sjæl efter døden, der var et
dressurnummer med bl.a. løver, tyre, isbjørne og aber, blev efterfulgt
af nummeret En Scheel efter døden, hvor de optrædende, frit efter
Politikens artikel, var to menneskeædende indianere.235Flere år efter
den fiktive begivenhed, gav referencer til fupnummeret altså stadig
mening for folk, og det kunne endda bruges humoristisk i andre
sammenhænge. På varietescenen og i den lettere
underholdningsbranche var man tilsyneladende ikke traumatiseret af
den ublide pressebehandling.
6.7 De dansk-arrangerede udstillinger
Som argumenteret for før, tiltog pressens kritik af de på
udenlandsk initiativ arrangerede karavaner og etnografiske
forevisninger i slutningen af 1890’erne. Det var deres autenticitet, der
blev sået tvivl om. De var slidte og for påvirkede af europæisk
civilisation, når de nåede København. De fremmede talte et hæderligt
tysk, tiggede, røg cigarer, drak alkohol og levede ikke op til de
forventninger, man havde til uspolerede vilde.236
Denne utilfredshed med de internationalt turnerende,
professionelle folkekaravaners autenticitet, fik omkring år 1900 de to
store danske forlystelseshaver, Tivoli og Zoologisk Have, til at
spekulere i selv at importere folk til udstilling. Det blev Zoologisk
Have, der åbnede ballet, ved i 1901 at sende en af havens assistenter,
ved navn Johannes Madsen, til Ceylon, hvor han skulle forsøge at hyre
nogle indere, der kunne fremvises i Haven. Det var med stort besvær,
at han fik sammensat en gruppe, der både var egnet og villig til at lade
sig transportere til Danmark og deltage i en fremvisning. I løbet af de
tre måneder, inderne gæstede Zoologisk Have, betalte næsten 180.000
gæster entre for at se attraktionen.237
234 Scheel Vandel(1899) 36 235 Grand Menagerie(ca.1905) 236 Skak-Nielsen(2000) 112 og f.eks. Pol.19.07.97.2 237 Schou(1987) 75-76
- 76 -
Året efter blev samme Johannes Madsen ligeledes hyret til at skaffe
nogle ægte og autentiske kinesere, som skulle indgå i en kinesisk by i
Tivoli i 1902. I et lille hæfte med titlen Kina i Tivoli. Hvorledes vi fandt
Kineserne!, som blev fremstillet i forbindelse med udstillingen, får man
et klart indtryk af baggrunden for, at de danske arrangører var begyndt
at engagere karavaner uden om de internationale impresarioer. Efter
først at have refereret til en gruppe kinesere, der et par år tidligere
havde gæstet Kinoptikon238 på Rådhuspladsen, og som ifølge hæftets
ukendte forfatter kun stod i forbindelse med det himmelske rige
gennem deres hårpisk, beklagede han sig over de useriøse kinesiske
trupper, som ellers turnerede i Europa. De var som oftest født i
kineserkvarteret i en eller anden amerikansk storby, og man kunne
gennem dem hverken få et: ”… Indtryk af kinesisk Kultur eller høste nogen
som helst etnografisk Belæring. De er Artistnumre, hvis Værd vilde være nøjagtig
det samme, hvilket Sprog udøverne talte.”239” Dette blev givet som grund
for, at Tivolis udsendte Hr. Johannes Madsen hverken blev sendt til
London eller San Francisco, men: ”… over Singapore til Canton for at finde
den rigtige og paalidelige Vare. Det var hans Opgave at løsne saa og saa mange
typiske Kinesere og Kineserinder ud af deres daglige Omgivelser paa Kinas
Jordbund og at foreslaa dem at gøre en Evroparejse, medbringende de Færdigheder,
hvori de var oplærte, og midlertidig at fortsætte deres vante Væren og Virke i en ny
Ramme, men i en Ramme, som man vilde søge at gøre den oprindelige saa lig som
muligt. Han skulde med andre Ord forsøge at omplante lidt kinesisk Folkeliv ved
Øresundet – eller, om man vil, Kalleboderne – til Belæring og Underholdning, til
Nytte og Fornøjelse.”240 Motivet bag Tivolis beslutning om selv at
arrangere en etnografisk udstilling kan næppe siges mere klart. De
havde forstået mediernes kritik af de slidte og uautentiske,
internatonalt turnerende folkekaravaner, og de forsøgte, ved selv at stå
for engagementet, at vinde troværdigheden tilbage til den
underholdningsgenre, som de tidligere havde tjent godt på.
Man skal nemlig næppe regne med, at det kun var af hensyn til et
fromt ønske om at restituere karavanernes dalende troværdighed og
højne det videnskabelige og oplysnende element for samfundets
bedste, der fik Tivoli og Zoologisk Have til selv at gå ind i branchen
som organisatorer af karavanerne. Det var nærmere på baggrund af et
kommercielt ønske om at bevare og måske endda højne befolkningens
interesse for karavanerne. De ville ganske enkelt gerne beholde en god
forretning.
238 Et af programmerne for Kina i Tivoli nævner, at der nogle år forinden havde været
fremvist en gruppe kinesere i det lille Kinoptikon på Rådhuspladsen. Jeg har dog ikke kunnet finde andre og mere præcise henvisninger til denne fremvisning. Hvorledes vi fandt Kineserne!(1902) 3
239 Hvorledes vi fandt Kineserne! 3 240 Hvorledes vi fandt Kineserne! 3-4
- 77 -
6.7.1 De besværlige kinesere
At det blev Kina og kineserne, som blev genstand for den første
karavane, arrangeret på Tivolis initiativ, havde måske både noget at
gøre med, at sådanne mennesker kun sjældent havde været forevist i
København og at Tivoli havde fået det såkaldte Kinesiske Tårn i 1900.
Det var derfor ganske nærliggende også at tilføre forlystelseshaven
nogle gule gæster, der kunne matche det nye, flotte bygningsværk.
Hvilke besværligheder kineserne kostede Tivoli, kan man få en ide om
ved at læse datidens avisartikler. Udover besværet med at få engageret
kineserne i Kina, var der allerede den 18. juni, kun 14 dage efter
udstillingens åbning, problemer med nogle af de fremviste. To af
kineserne var, efter et skænderi med Madsen, stukket af fra
udstillingsområdet og blev senere arresteret på Christianshavns Vold.
Begge var berusede efter at have drukket en del brændevin, og måske
derfor satte de sig til modværge ved anholdelsen, hvilket medførte, at
den ene blev eskorteret direkte til et skib, der kunne sejle ham tilbage
til Kina.241 Efterfølgende opstod der yderligere flere mindre konflikter
med udgangspunkt i Tivolis kinesere og nogle kronikker i Kristeligt
Dagblad. I slutningen af juli og starten af august, blev det i flere indlæg
i avisen kritiseret at Tivolis direktion havde forbudt kristne
missionærer at missionere blandt kineserne.242 I samme avis første
påstande om at en af forlystelseshavens kvindelige kinesere var en
skøge fra Kina, til at kvinden, ifølge en artikel i Politiken, krævede en
æresoprejsning, som den ugalante kristne pennefører dog nægtede
hende.243 Som før nævnt oplevede Tivoli i august ligeledes en strejke
blandt kineserne. På trods af, at der var blevet lavet en udførlig
kontrakt mellem Tivoli og deltagerne i den kinesiske landsby, opstod
der alligevel uenighed mellem dem om lønforhold.
De mange små episoder og konflikter fra kinesernes by i Tivoli har
uden tvivl været til stor underholdning for Københavns borgere. I en
artikel i Politiken, omhandlende kinesernes hjemrejse, kan man dog
spore en vis længsel efter at slippe af med disse besværlige og
opsætsige folk. Politiken skriver: ”Det er med en vis Lettelse, vi meddeler, at
Kineserne, eller i hvert Fald sytten af dem – femten Voksne og to Børn – i Aftes
Kl. 8,13 afrejste med Korsør-Eksprestoget for i Antwerpen at gaa om Bord i
Korea.” 244 Det havde kostet Tivolis direktør en hel del penge og
besvær at få denne del af kineserne ud af byen. Udover penge til de
rejsendes billetter, måtte han også betale en ledsager, der skulle sørge
for, at de faktisk kom til Antwerpen, samt organisere det sådan, at
kineserne først modtog deres løn, når de nåede Korsør. Dette for ”…
241 København 19.06.02.2 242 KD 31.07.02.2A, KD 31.07.02.2B, KD 01.08.02.3 & Pol.02.08.02.2 243 KD 31.07.02.A. & Pol.27.08.02.2 244 Pol.30.10.02.2
- 78 -
at være absolut sikker paa, at de kom af sted.”245 Efterfølgende havde
Zoologisk Have en Japanerkaravane, som bragte Haven et underskud.
Det er måske på denne baggrund, at hverken Tivoli eller Zoologisk
Have senere forsøgte sig med selv at organisere deres egne karavaner.
Det var simpelthen for dyrt og besværligt, og stod næppe mål med de
faldende indtægter. Tivoli havde efterfølgende en af Hagenbecks
Inderkaravaner og Koloniudstillingen i 1905. Den sidste af de store
folkekaravaner, der blev fremvist i Danmark, var som bekendt
Abessiniens Bjergboere, der gæstede Landsudstillingen i Århus i 1909.
6.8 Fremvisninger efter 1909
Ved gennemgangen af artikelhenvisninger i registrant over avisartikler
i Politiken 1884-1924 og Berlingske Tidende 1864-1918 er det
bemærkelsesværdigt, hvordan henvisningerne til etnografiske
fremvisninger stopper ganske brat efter Landsudstillingen i Århus i
1909.
Selvom det på baggrund af de pludselig manglende avisartikler
kunne virke som om forevisningen af folkekaravaner og eksotiske
mennesker efter 1909 var et fuldstændig overstået kapitel i Danmark,
var dette dog næppe tilfældet. Situationen var nærmere den, at
betydningen af – og interessen for - de etnografiske fremvisninger
havde ændret sig. De store karavaner i Tivoli og Zoologisk Have samt
fremvisningerne på de større varietescener som Cirkus Varieté og
National forsvandt som følge af den dalende interesse. Dette fik
ligeledes betydning for pressedækningen, da det især var
underholdningen på de større steder, som blev dækket af de store
aviser som f.eks. Politiken. Det er dog min opfattelse, at især de mere
populære og trivielle fremvisninger fortsatte på den perifere
underholdningsscene til langt op i 1900-tallet.
Et af de steder hvor forevisningerne fortsatte i det små, var på de
mindre varieteer og andre kommercielle forevisningslokaliteter. Et af
de forevisningslokaler, der stadig var i brug i 1930’erne, lå ved
Trommesalen på Vesterbro. På dette stykke mellem Vesterbrogade og
Gl. Kongevej var opført en overdækket basargade, og af og til husede
de små forretninger også forevisninger af forskellige slags. I
Vesterbro-skribenten John F. Ekvalls bog Vesterbro, bliver der f.eks.
nævnt, at der havde fundet fremvisninger sted af: ”… Verdens mest
tatoverede dame, Tallerkennegre i urtilstand, eller den eneste mand i verden, der
formåede at sluge indholdet af et stort akvarium fyldt med guldfisk.” 246
Det var sandsynligvis her, at det senere kendte medlem af
modstandsbevægelsen, Gunnar Dyrberg, som dreng i slutningen af
1920’erne eller starten af 1930’erne, var med sin søster og forældre
245 Pol.30.10.02.2 246 Ekvall(ca.1965) 14-15. Bogen er uden årstal.
- 79 -
inde og se fremvisningen af en gruppe tallerkennegere. I sin
erindringsbog beskriver Dyrberg selv begivenheden på følgende måde:
”En sensation kom til byen. Oppe i Trommesalen kunne man se nogle farlige
negre. Det var tallerkennegre lige hentet hjem fra Afrika. Dem ville vi børn jo
gerne se, og da far og mor var lige så nysgerrige, drog vi alle fire derop. Der var
stuvende fuldt, men det lykkes Elin og mig at mase os helt hen til ruden foran den
store butik hvor de var udstillet. På gulvet var der strøet halm, og der sad de og
gloede farligt på os iført lændeklæder. De to kvinder havde bluser på – der skulle
dog være grænser for vildskaben. Alle havde ringe om anklerne og i næserne,
ligesom negerhøvdingen i ”Knold og Tot”. Han, der så ud til at være høvding, bar
et vækkeur om halsen og så godt nok uhyggelig ud. Men det mærkeligste var
alligevel deres munde. Underlæben var ligesom en tallerken, og vi spekulerede meget
på hvordan de bar sig ad med at spise. Men så holdt ”dyrepasseren” et lille
foredrag og fortalte, at maden blev rullet til små kugler, som blev lagt på
tallerkenen, så de kunne rulle lige ind i munden. Det kunne vi selv se næste gang,
de blev fodret, og det blev de hver anden time. Elin og jeg ville gerne have set det
syn, men far og mor ville ikke vente. De har måske ikke brudt sig om at se de
stakkels negre så nedværdigede.”247 Denne fremvisning fra omkring 1930
virker nærmest grotesk i sin useriøsitet. Om vækkeuret, der hang om
negerhøvdingens hals, har skullet understrege hans placering i
urtilstand eller ej, så var den sidste rest af fortidens bestræbelser på
folkeoplysning i alt fald væk, og tilbage var kun det absurde og grotesk
underholdende element i fremvisningsgenren. Det fremstod nærmest
som en karikatur af fortidens italesættelse af ikke-europæere som
evolutionistisk tilbagestående folk. Tallerkennegerne blev ikke kun
præsenteret som tættere på abestadiet end andre. De blev rent faktisk
fremstillet, som om de var dyr.
Også på varietescenen kan man finde eksempler på etnografiske
forevisninger efter 1909. Det lader dog ikke til, at de to tidligere aktive
varieteer, Cirkusvariete og National, havde etnografiske fremvisninger
efter Cirkussalens forevisning af Sioux-indianere i marts 1899. Lidt
bemærkelsesværdigt, da i alt fald Cirkusvariete fortsatte med at
fremvise både dværge og eksotiske artister.248 Dette kan dog forklares
med, at disse grupper ikke havde brug for den samme grad af
autenticitet som de etnografiske fremvisninger. En dværg var autentisk
og ægte, alene i kraft af sin størrelse, og de eksotiske artister var
interessante på baggrund af deres artistiske kvalifikationer. De havde
derfor ikke brug for samme form for kompliceret iscenesættelse.
Der findes til gengæld flere eksempler på forevisning af eksotiske
mennesker på Dyrehavsbakken. I Uffe Hansens Bakkefolk &
Bakkeminder om bakkens historie kan man se et billede fra ca. 1920,
hvor en afrikanertrup med skjold og spyd og kun iført
bastlændeklæder poserer foran indgangen til varieteen Ny Harmonien.
247 Dyrberg(1990) 50 248 Se f.eks. Cirkusbladet 1907-1910
- 80 -
Over deres hoveder hænger en præsentationsplakat med nogle
dansende sorte i samme slags kostume.249 Ny Harmonien skiftede
omkring 1930 navn til Alkarzar. Dette sted blev senere kendt for sine
forevisninger af kæmper, dværge, kannibaler og negerdanserinder.250 I
hvilken kontekst, disse forevisninger er blevet præsenteret, har jeg ikke
kunnet finde nærmere beskrivelse af. De kan derfor godt have været
mere præget af deres artistiske præstationer end af et
(pseudo)etnografisk udtryk. Den manglende omtale af disse
fremvisninger eller shows understeger dog endnu en gang, at interessen
for populæretnografien havde ændret sig betydeligt. Det var ikke
noget, man beskæftigede sig seriøst med, hverken som presse eller
publikum.
Så sent som i sommeren 1948 optrådte der dog en afrikansk
gruppe på Frode Jensens Alhambra Variete på Dyrehavsbakken.
Herfra findes stadig et præsentationsprogram, hvorfra man kan få et
indtryk af den måde, de blev iscenesat på.
Gruppen, som hed Samara Truppen, blev præsenteret som
stammende fra Kabungolandet i Central-Afrika og var en trup,
bestående af 6 sorte dansere under ledelse af den egyptiske impresario
Abd. El Rahman Wahdan. Selvom gruppens tilstedeværelse på
varieteen i høj grad var baseret på deres underholdningsværdi som
dansere og musikere, blev der i et præsentationsprogram for truppen
også lagt meget stor vægt på at iscenesætte gruppen som værende
eksotiske, primitive og uberørte af civilisation. I indledningen til
gruppens program karakteriseres de optrædende således som: ”… ikke
Artister” der ”… giver Opvisning paa deres Danse og Musik” og deres show
bliver fremhævet som en mulighed for at opleve: ”… et primitivt
Naturfolks Liv”.251 Som et eksempel på deres primitivitet og som en
ekstra appetitvækker på forestillingen oplyser programmet endvidere,
at: ”Lad være, at disse Junglens Børn ikke ved Indtagelsen af deres Maaltider
forstaar Brugen af Kniv og Gaffel, en Ting forstaar de i hvert Fald til
Fuldkommenhed, nemlig at danse, danse i betagende Rytmer til mærkelige
Instrumenters ildnende Toner.”252 Forestillingen iscenesættes altså som
værende i høj grad etnografisk oplysende og ikke bare artistisk
underholdning.
Det må stå hen i det uvisse, om Kabungolandet, der ifølge
programmet burde ligge:”… ved LUKUGA-Floden omtrent 100km øst for
BULI og 150km vest for TANGANYIKA-Søen.”253 overhovedet har
eksisteret som en reel geografisk betegnelse, men det er nærliggende at
antage, at præsentationen af gruppen som kommende fra det centrale
249 Hansen(1977) 44 250 Hansen(1977) 42 251 Samaratruppen(1948) 2. 252 Samaratruppen(1948) 2 253 Samaratruppen(1948) 3
- 81 -
Afrika kan hænge sammen med, at der endnu omkring 1948 fandtes
uudforskede områder her. Det kan derfor have været en del af
iscenesættelsen af gruppen som vild, ægte og uberørt af civilisation, at
man har valgt at lade dem stamme fra denne nærmest mytiske og
ukendte del af Afrika. At gruppen ikke er, hvad den giver sig ud for at
være, understøttes også af den nærmere præsentation af gruppens
medlemmer. Her præsenteres de nemlig ved navnene Saied Samara,
Singo Allah Gabu, Nagasi Abdel Salem, Aliga Hossein Sorour, Nadoga Hayat
Morgana og Zjoro Fardous Balal,254 som tydeligvis er arabiske navne og
som indikerer en arabisk påvirkning og dermed en noget mere nordlig
afstamning. Det arabiske element går igen på et gruppebillede af
truppen, hvor de er iklædt deres traditionelle dansekostumer. På billedet
holder gruppens unge danser, Aliga Hossein Sorour, nemlig et spyd og
et skjold, udsmykket med en arabisk halvmåne.255 Da gruppens
impresario ligeledes stammede fra Cairo i Egypten, er det nærliggende
at antage, at hans trup måske nærmere bestod af lokale nordafrikanske,
sorte artister, end af medlemmer fra en ægte uberørt junglestamme.
Som baggrund for, hvordan han havde fået kontakt til truppen,
beskriver gruppens impresario i programmet, hvordan han under en
vanskelig ekspedition ind i det uberørte Kabungoland stødte på nogle
indfødte, der førte ham til deres høvding. Efter at ekspeditionens
deltagere havde formildet deres vilde værter med cigaretter, godter og
små gaver, fik de lov til at overvære stammens sejrsfest, der blev holdt
efter en kamp med nabostammen. Efter festen bad impresarioen
høvdingen om at overlade ham nogen af hans undersåtter, sådan at
han kunne: ”… vise dem andre Lande og andre Kontinenter, og desuden for at
man ved deres Hjælp i den øvrige Verden kunde lære de hidtil ukendte Sæder og
Skikke og de afrikanske Indfødtes Danse og Musik at kende.”256 Fortællingen
er meget farverig og detaljeret, og der lægges i høj grad vægt på at
skabe den rigtige stemning hos publikum. Bl.a. beskrives der, hvordan
afrikanerne af glæde over gæsternes gaver: ”rullede med Øjnene, som ikke
et Øjeblik stod stille i Hovedet paa dem.”257 og det fremhæves, at høvdingen
fik hele 3 unge koner forærende under sejrsfesten. Dette var stereotyp
afrikansk adfærd, som publikum har kunnet genkende fra film og
eventyrromaner. Man har forsøgt at gøre det nemt for tilskuerne at
indleve sig i illusionen om, at det var rigtige vilde, de skulle opleve, ved
at referere til et stereotypt billede af vilde afrikanere samtidig med, at
beskrivelsen også er tilpas karikeret til, at næppe ret mange virkelig har
kunnet tro på historien. For publikum på bakke-varieteen har det dog
heller ikke været vigtigt, at truppen virkelig var en autentisk
etnografisk og videnskabelig sensation, eller at fremstillingen fremstod
254 Samaratruppen(1948) 10 255 Samaratruppen(1948) 7 256 Samaratruppen(1948) 8 257 Samaratruppen(1948) 6
- 82 -
troværdig. Det, de havde indløst entre til, har været forhåbningen om
noget let underholdning, hvilket også var, hvad de fik. Eksemplet viser
dog, at den samme retorik og måde at iscenesætte eksotiske mennesker
som pseudovidenskabelig underholdning, der var gældende på f.eks.
Cirkus Varieté i slutningen af 1800-tallet, holdt ved langt op i 1900-
tallet. At fremvisningerne fortsatte på den mere perifere
underholdningsscene viser endvidere, at den manglende autenticitet
som forviste de etnografiske fremvisninger fra den mere seriøse
underholdningssfære, kun var et problem, så længe den leverede vare
ikke stemte overens med publikums forventninger. På varietescenen
hvor man havde en lang tradition for mere kulørt underholdning,
havde disse karikerede forevisninger stadig en plads.
Denne devaluerende klassificering af karavanerne som
underholdning i den absolut lette afdeling ses ligeledes i et eksempel
fra 20’erne. Den konservative journalist, Carl Muusmann(1863-1936),
der især skrev inden for teater- og forlystelsesområdet, udgav i 1920 en
bog om underholdning i Firsernes glade København. 258 Heri nævner han
kun karavanerne i en enkelt sætning: ”Og endelig var der de alleruskyldigste
folkeforlystelser, som hunde- og abeteatret, karavaner, dværge, kæmper, havfruer og
– et nummer finere end alle sine konkurrenter: ”Rashners vokskabinet”259 Her
ses det klart, at Muusmann regnede karavanerne som underholdning
på lige fod med forevisningen af dresserede dyr og de anormale
mennesker og fantasifostre, der blev fremvist i f.eks. Axelborgs
kælder. Vokskabinettet, som blev regnet som et trin over karavanerne
på kulturstigen, var i øvrigt en samling af portrætfigurer af tidens
berømtheder, hvoraf en del var mekaniske. Udstillingens
hovedattraktion var en kunstig and, der både kunne spise og fordøje.260
En fødeindtagende og ekskrementproducerende mekanisk and blev
altså, ca. 40 år efter den første fremvisning af en af Hagenbecks
karavaner i Danmark, åbenbart regnet som både kulturelt finere og
mere interessant end fremvisningen af eksotiske mennesker. Der var i
den offentlige bevidsthed ikke meget tilbage af de tidligere tiders
sammenkobling af folkekaravaner og seriøs videnskab og offentlig
oplysning og dannelse. Da man i midten af 1920’erne lavede Registrant
over avisartikler i Politiken 1884-1924 og Berlingske Tidende 1864-1918,
valgte man ligeledes at rubricere artikler omhandlende folkekaravaner
under emneklassen P9, der dækkede Forlystelser af lettere art. Tivoli,
Cirkus, Varieteer. Menagerier. Vokskabinetter. Dyrehavsbakken. Offentlig
dans. Zoologisk have. Filmforestillinger. Der findes også emneklassen A5,
der er forbeholdt artikler om Museer og Samlinger og udstillinger af alm.
karakter, men her kan man kun finde artikler omhandlende de to
etnografiske udstillinger, der fandt sted under henholdsvis
258 Muusmann(1974) 7-8 259 Muusmann(1974) 105 260 Muusmann(1974) 105-106
- 83 -
Koloniudstillingen i 1905 og Landsudstillingen i 1909. Her fandt
forevisningerne tilsyneladende sted under større udstillinger, der som
kategorier blev regnet som mere seriøse. Det er altså tydeligt, at man i
1920’erne har haft den opfattelse, at folkekaravanerne mere var
underholdning på lige fod med varieteerne og andre
underholdningsinstitutioner, end hørende i samme kategori som mere
traditionelle og seriøse udstillinger. I datiden blev karavanerne også
rent journalistisk hurtigt betragtet som udpræget petitstof, der oftest
blev dækket af redaktionens yngste ansatte, eller af journalister, der var
specialiseret inden for den lettere underholdningsafdeling.261 Dette så
man f.eks. i eksemplet med Politikens aflivning af Cirkusvarieteens
daglige leder, Hr. Scheel-Vandel, som nærmest opnåede kultagtig
status pga. artiklens sarkastiske og bidende karakter.
En anden årsag til karavanernes stagnation efter 1909 kunne være,
at man begyndte at få sympati med de fremviste. At man ganske enkelt
ikke længere kunne forene sober underholdning med det at udstille folk
for et publikum, som eksempler på primitive og underudviklede folk.
Som det fremgik af eksemplet med de tallerkennegere, der blev
fremvist ved Trommesalen, var det også grænseoverskridende for
tilskuerne at se mennesker fremstillet som dyr.
Ifølge Berthelsen skete der kort efter overgangen til 1900-tallet en
ændring af især den videnskabelige verdens syn på fremvisningen af
anormale mennesker. Hvor f.eks. lægevidenskaben før havde set
fysiske og psykiske afvigelser som kuriositeter, blev de nu opfattet som
patienter, der skulle beskyttes og om muligt helbredes. Nye
opfindelser inden for lægevidenskaben, som f.eks.
røntgenfotografering, gjorde at mange abnormiteter og misdannelser
fik en naturlig forklaring og derved blev afmystificeret.262 Syge
mennesker var ikke lige så lødig underholdning som sensationelle og
fantastiske afvigelser fra den naturlige orden. Det kunne nu opfattes
som uetisk og moralsk forkasteligt. Fremvisningerne fortsatte dog
langt op i 1900-tallet, men nu som underholdning i den lettere
afdeling; frataget den videnskabelige verdens legitimerende interesse
og accept. Man kan derfor også argumentere for, at tidens øgede
kontakt med fremmede kulturer førte til, at fremvisningen af eksotiske
mennesker, med fokus på deres primitivitet og underlegenhed, ganske
enkelt ikke mere kunne forenes med lødig og dannende
underholdning, og at det bl.a. også var denne nyfigenhed, der førte til
forvisningen af de eksotiske forevisninger til den mere perifere
underholdningsafdeling.
261 Schou(1987) 66 262 Berthelsen(2002) 21-24
- 84 -
7. Koloniudstillingen i Tivoli 1905 I hele hovedperioden for fremvisningen af folkekaravanerne var
Danmark en kolonimagt. Der er dog ikke meget, der tyder på, at
Danmark aktivt brugte fremvisningen af folkekaravaner i en
kolonipolitisk sammenhæng. I 16- og 1700-tallet fandt der, som
beskrevet tidligere, flere fremvisninger af især grønlændere sted i en
kolonial kontekst, men i folkekaravanernes hovedperiode var de
eneste fremviste med direkte kolonial tilknytning, de to vestindiske
børn, der blev fremvist i forbindelse med Koloniudstillingen i Tivoli i
1905. De fleste af de fremvisninger, der fandt sted i Danmark, var dog
også organiseret af udenlandske impresarioer, og kun nogle få var
arrangeret af danske kræfter. Den kinesiske by i Tivoli i 1902 var som
bekendt arrangeret af Tivoli, og Zoologisk Have havde ligeledes egne
udstillinger fra henholdsvis Indien i 1901 og Japan i 1902. Disse
fremvisninger er alligevel svære at sætte i andet end en
underholdnings- og til nød videnskabelig kontekst. Det var på trods af
en heftig italesættelse af den videnskabelige og oplysende kontekst, det
kommercielle underholdningspotentiale, der var
hovedomdrejningspunktet for disse fremvisninger. Hvis man havde
ønsket fremvisninger med direkte kolonialpolitiske konnotationer,
kunne man i stedet have fremvist karavaner med en mere direkte
kolonial tilknytning til Danmark.
Hagenbeck organiserede faktisk flere fremvisninger af grønlandske
karavaner. Bl.a. beskriver Hagenbeck i sin selvbiografi, hvordan hans
norske assistent, Adrian Jakobsen, i 1877 blev sendt til Grønland for at
indbyde en eskimofamilie til en: ”Kunstrejse” gennem de europæiske
Hovedstæder”.263 Denne ekspedition til danske besiddelser blev på trods
af visse betænkeligheder godkendt fra officiel dansk side, idet
Hagenbeck skriver: ”Den kgl. Danske Regering havde ikke alene givet sin
Tilladelse hertil, men den befordrede desuden ogsaa min Udsending i et
Regeringsskib til Grønland.”264 Ved et møde mellem Jakobsen og
direktøren for den Kongelige Grønlandske Handel, Hr. Rink, er Rink
ikke fuldstændig positivt stemt, men medgiver, at den danske regering
sikkert vil give den nødvendige rejsetilladelse, såfremt der var tale om
en rejse med videnskabelige formål.265 Den grønlandske gruppe kom
med skib fra Grønland til København, hvor de boede på hotel, som de
havde ordre til ikke at forlade. Efter tre dages ophold blev de
imidlertid sendt til Tyskland, hvorefter de drog videre på turne rundt
om i Europa.266 Jeg har ikke kunnet finde nogen dokumentation for, at
nogen af disse grupper af grønlændere også er blevet fremvist i
Danmark.
263 Hagenbeck(1911) 51 264 Hagenbeck(1911) 51 265 Andreassen(1986) 103 266 Andreassen(1986) 108-112
- 85 -
Koloniudstillinger var et udbredt vestligt fænomen i slutningen af
1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Ifølge etnologen Stoklund
blev både de store verdensudstillinger og de mange koloniudstillinger
brugt som kolonipolitiske arenaer.267 Greenhalgh betegnede dem som
et produkt af det 19. århundredes imperialistiske og nationale
selviscenesættelse. Her definerede de vestlige lande både sig selv
magtmæssigt i forhold til hinanden og de koloniale andre over for den
europæiske befolkning. En italesættelse, der var med til at legitimere
den imperialistiske tilstedeværelse i kolonierne.268 Internationalt var
koloniudstillingerne ligeledes et af de steder, hvor fremvisningen af
ikke-europæere var mest intensiv.
Den første og eneste danske koloniudstilling blev afholdt i Tivoli i
sommeren 1905, med den såkaldte Dansk Koloniudstilling (Grønland og
Dansk Vestindien) samt udstilling fra Island og Færøerne. Udstillingen var
blevet til på initiativ af Dansk Kunstflidsforening, hvis forkvinde var
den stadigt velkendte Fru admiralinde Emma Gad. En del af
foreningens aktiviteter var afholdelsen af forskellige udstillinger, og i
1905 var det så en koloniudstilling, der stod på programmet.269
Befolkningens interesse for den danske koloni i Vestindien og de
nordatlantiske bilande var stor på dette tidspunkt. I pressen og på
rigsdagen blev der ivrigt diskuteret et eventuelt salg af de vestindiske
øer. Også Island var præsent i hukommelsen, idet de kort forinden
havde fået en hjemmestyreordning. Dansk Kunstflidsforenings tanke
med udstillingen var at styrke båndene mellem især Atlanterhavsøerne
og moderlandet. Foreningen havde tidligere bekostet, at unge kvinder
fra Færøerne og Island kunne komme til Danmark for at uddanne sig
praktisk og bogligt og havde derfor i forvejen interesse i de nordlige
dele af de danske besiddelser.270 I november 1904 undres man i
Berlingske Tidende over, at ingen før havde fået denne ide, da det jo
måtte være en af de bedste måder at skabe interesse for
Atlanterhavsøerne på. At den nordatlantiske handel har været en del af
motivet for udstillingen, ses bl.a. også ved, at direktøren for den
grønlandske handel og ministeren for Island sad i udstillingens
forretningsudvalg. 271
At koloniudstillingen også havde en forbindelse til nationale
strømninger i samfundet er også sandsynligt. Som Stoklund
pointerede, hang udstillingerne og den nationale selviscenesættelse i
høj grad sammen.272 I det orienterende tekstmateriale til udstillingen
gøres der meget ud af at beskrive de udstillede områders tætte
historiske fællesskab med Danmark, samt hvordan udstillingen betød,
267 Stoklund(1999) 138-147 268 Greenhalgh(1988) 269 Stoklund(2005) 253-254 270 Freiesleben(1998) 37 271 Berl.Tid.25.11.04.2 272 Stoklund(1999) 138
- 86 -
at de danske kolonier og bilande blev knyttet tættere sammen med
moderlandet.273
De første artikler i aviserne, der omhandlede den planlagte
koloniudstilling, var meget optimistiske angående planlægningen af
projektet. Island var, som det største land, fra start tiltænkt en central
plads. I planlægningsfasen kan man i aviserne læse, at den kommende
udstilling bl.a. ville byde på en opført islandsk gård, hvor en islandsk
bondefamilie ville leve sit daglige liv med sine fåreflokke, køer og små
islandske heste. Udstillingen skulle endvidere indeholde en mængde
etnografisk materiale fra Island. F.eks. agerbrugs- og fiskeriredskaber,
både, husgeråd og beklædningsgenstande. For også at skabe den rette
islandske stemning, skulle man gennem billeder og panoramaer få et
livagtigt indtryk af den storslåede islandske natur.
Også de andre udstillede bilande og kolonier skulle repræsenteres
af indfødte. Et færøsk hus skulle, ligesom det islandske, bebos af en
færøsk familie, og i det vestindiske område skulle en negerfamilie bebo
en rørhytte, omgivet af palmetræer og en sukkerplantage. Derimod var
der tvivl om, hvorvidt det ville lykkes at skaffe nogle eskimoer til det
grønlandske område, men forhåbningerne var, at det kunne lykkes
med hjælp fra det grønlandske handelsselskab.274
Det ville næsten være mærkeligt, om ikke nogen, på baggrund af
disse artiklers beskrivelse, ville få associationer til de folkekaravaner,
der få år tidligere havde været fremvist i Tivoli. Omtalen i de danske
aviser af planerne om en befolket koloniudstilling førte da også til
skarpe protester fra Island. Protestbølgen startede hos
studenterforeningen i Reykjavik, men bredte sig hurtigt til andre dele
af øens befolkning. Det, som islænderne især var utilfredse med, var
dels udstillingens lancering som en koloniudstilling, samt det faktum,
at befolkede udstillinger ledte tankerne hen på folkekaravaner og
fremvisningen af eksotiske mennesker.275 At Islændingene blev
fortørnede over udstillingens benævnelse som en koloniudstilling, skal
naturligvis ses i relation til datidens dansk-islandske politiske forhold.
Island havde på baggrund af en stigende nationalisme og krav om
mere selvstyre i 1874 fået en egen forfatning, og de havde i 1904 netop
fået indført en hjemmestyreordning.276 Det fremgår ligeledes af den
islandske historiker Guσmundur Hálfdanarsons artikel Serving the ties –
Iceland’s journey from a union with Denmark to a Nation-state fra 2006, at der
i datidens Danmark generelt var en meget lille forståelse for det
islandske krav selvstyre. Det blev ganske enkelt opfattet som useriøst
og latterligt, at et så lille land ønskede at være selvstændigt. En
holdning, der nødvendigvis måtte virke provokerende på nationale
273 Bruun(1905) 2 274 Berl.25.11.04. 2 275 Stoklund(2005) 255 276 Bekker-Nielsen(2001) opslag: Island
- 87 -
kræfter i Island, og som måske kan forklare islændingenes koleriske
reaktion på de danske udstillingsplaner. Det er altså i denne
konfliktfyldte kontekst, at islændingenes udfald mod benævnelsen
Koloniudstilling skal ses.
Det andet kritikpunkt, som de islandske protester indeholdt, var
uviljen imod at blive fremvist i Tivoli på samme måde som de
eksotiske folkekaravaner. I en islandsk protestskrivelse beskrev de det,
som at de ikke ønskede at blive: ”… skipa … i flokk… med …
Skrælingja eσa Svertigja.”277 Islændingene brød sig tydeligvis ikke om at
blive sat i bås med primitive naturfolk.
Måske var en del af islændingenes protest også bare baseret på en
modvilje imod at blive udstillet. Ifølge Greenhalgh skete der en klar
objektivering af det udstillede, lige meget om det var genstande eller
mennesker. Det udstillede havde ikke kun en betydning i sig selv, men
fik i lige så høj grad den betydning, som betragteren tillagde dem.
Islændingen var i en situation, hvor de ikke ønskede at blive iscenesat
som den danske koloniale anden.
En detalje ved udstillingen, som sikkert var et forsøg på at tage
brodden af det ydmygende ved at blive udstillet, men som vel nærmere
var med til at illuminere problemstillingen, var, at arrangørerne endte
med at opføre et lille dansk bondehus over for det islandske hus.
Huset var fra Hedebo-egnen og var befolket af en bondekone, der
demonstrerede hedebosyning. Ifølge en artikel i Politiken var årsagen
til dette pudsige arrangement formentlig, at det endelig ville overbevise
islændingene om, at: ”… meningen ikke har været at krænke dem, og at vi
ikke holder os for bedre end dem, da vi selv udstiller.” 278
Den danske reaktion over islændingenes protester var generelt lige
dele forundring og fornærmelse. I en artikel i Dannebrog bliver
udstillingskomitéen citeret for følgende forsvar: ”Det er med lige stor
Forundring som Beklagelse, at man her har faaet Underretning om den
Opposition, som… har rejst sig i Reykjavik mod Udstillingen, set ud fra det
Hovedsynspunkt, at det ikke er stemmende med Islands Værdighed at deltage i en
Udstilling sammen med de andre til Danmarks Krone knyttede Lande. Om
Berettigelsen af dette Synspunkt er der ikke her Stedet at udtale sig; det skal kun
bemærkes, at Udstillingens Navn efter nøje Drøftelse valgtes ved et Fællesmøde
med fuld Billigelse af det islandske Udvalg. Det behøver ikke at siges, at Komiteen
ikke har tilsigtet at skabe et Foretagende, der kunde være saarende for Islands
Nationalfølelse, men tværtimod kun har for Øje at forøge Interessen for
Landet…”279
Enden på konflikten blev, at udstillingen fik den lange, men mere
præcise titel Dansk Koloniudstilling (Grønland og Dansk Vestindien) samt
udstilling fra Island og Færøerne. Islændinge fik desuden det ud af deres
277 Stoklund(2005) 255 278 Stoklund(2005) 256 279 Dannebrog.05.01.05.2
- 88 -
protester, at udstillingen blev en del mindre end oprindeligt planlagt,
og det blev heller ikke befolket af levende islændinge.
At det netop blev islændingene, der satte sig til modværge over for
de danske udstillingsplaner, og endda havde held med foretagendet, og
ikke f.eks. vestinderne, skyldes måske, at islændingene pga. deres
lighed med os var sværere at italesætte som den koloniale anden.
Antropologen Christina Folke Ax beskriver det, som at de på samme
tid var en blanding af os og dem, eller at de var en Known Other. 280
I stedet fik den vestindiske afdeling besøg af to små vestindiske
børn, som egentlig var kommet til Danmark for at få en uddannelse.
De to børn var den 7-årige Victor Cornelins og den 5-årige Alberte. Af
Cornelins selvbiografi fremgår det, at børnene blev anbragt i et bur.
Årsagen skulle efter sigende have været, at den lille Victor havde svært
ved at lade det spændende grønlandske udstillingsområde være i
udstillingens åbningstid. Det var trods alt etnografisk forkert at have
en lille, sort dreng til at løbe rundt mellem isbjørne og konebåde, så
løsningen blev at sætte dem i bur. En foranstaltning, der ifølge
Cornelins højnede publikums tilstrømning, idet der gik rygter om, at
de var menneskeædere.281
At fremvisningen af eksotiske mennesker var ved at miste
interessen fra pressen og befolkningen, illustreres af det faktum, at de
fremviste børn kun nævnes ganske kort i avisernes dækning af
koloniudstillingen.282 I Politiken lød de næsten skuffede, da de
konstaterede, at Tivolis reklamer for, at Victor og Alberte var
ankommet, kun dækkede over:”… to smaa Negerbørn, som paa
Koloniudstillingen hjælper til med at illustrere vore vestindiske Besiddelser, og
saadanne et Par smaa Sorte har vel ogsaa vore brave Pædagoger fra Provinsen nu
og da truffet paa deres vej.”283
Man kan sige, at Danmarks første og eneste koloniudstilling,
ligesom de store koloniudstillinger, der fandt sted i Europa, blev en
skueplads for forsøg på magtpolitisk selviscenesættelse. Modsat mange
af de internationale udstillinger kan man dog næppe sige, at Danmark
med koloniudstillingen fik iscenesat sig selv som en stor kolonimagt.
Scenen blev på mange måder overtaget af islændingene, og miseren
endte måske i højere grad med at blive et symbol på Danmarks usikre
fremtid som kolonimagt.
280 Folke Ax(2008) 45 281 Cornelins(1977) 26-27 282 Freiesleben(1998) 52 283 Pol.10.08.05.1
89
8. Konklusion
Problemformuleringen for dette speciale var en undersøgelse af
den kommercielle og etnografisk baserede fremvisning af
folkekaravaner og eksotiske mennesker omkring 1900, inden for et
trianguleret spændings- og forståelsesfelt bestående af den koloniale -,
videnskabelige -, og underholdningsmæssige kontekst.
Da det var min opfattelse at tidens koloniale, videnskabelige og
underholdningsmæssige situation havde stor betydning for
karavanernes opstående og udformning, tog min undersøgelse af
fremvisningen af folkekaravaner og eksotiske mennesker derfor
udgangspunkt i de forskellige forbindelser og modsætninger der
fandtes mellem disse områder. Disse kontekstbaserede krydsfelter
brugte jeg i min undersøgelse af hvordan de ikke-europæiske folk blev
præsenteret over for publikum, og hvordan de blev beskrevet af
datidens medier. Denne ramme var ligeledes gældende da jeg med
udgangspunkt i fænomenets historiske tradition og videre udvikling,
belyste forskellige årsager til at karavanernes popularitet stagnerede
efter overgangen til 1900-tallet.
På baggrund af den tidligere litteratur om emnet, identificerede jeg
forskellige krydsfelter mellem de tre kontekster, som havde særlig
betydning for karavanernes udformning og historiske udvikling. Det
var forbindelsen mellem den reelle koloniale virkelighed og den
antropologiske videnskab samt den forbindelse der fandtes mellem
den videnskabelige verden og den folkelige underholdning.
At folkekaravanerne og etnografiske forevisninger også i Danmark
endte med at få et ret blakket rygte som pøbelunderholdning i den
lettere underholdningsafdeling, var der flere indikationer på. Som det
fremgår af min analyse, førte den høje grad af show og iscenesættelse
af fremvisningerne til, at folkekaravanernes autenticitet kom under
pres. Autenticitetsbegrebet var defineret af et komplekst samspil
mellem, karavanernes evne til at fremstå så naturtro og autentisk som
muligt, samtidig med, at de også helst skulle leve op til publikums
forudfattede forventninger til hvordan de fremviste skulle være. Dette
var i sig selv en besværlig opgave, idet disse to krav ikke altid stemte
overens. Da autenticitetsbegrebet stod centralt i forhold til
karavanernes iscenesættelse som videnskabelig og brugbar
folkeoplysning, led den tidligere legitimerede forbindelse mellem
folkekaravanerne og den videnskabelige verden derfor et knæk, og en
stigende kritik af karavanernes seriøsitet opstod i pressen.
I et forsøg på at redde karavanernes omdømme og vende den
dalende popularitet, forsøgte både Tivoli og Zoologisk Have, i tiden
omkring år 1900, selv at organisere en række folkekaravaner. Grundet
de store økonomiske omkostninger og praktiske udfordringer endte
90
disse forsøg dog, som både besværlige og dyre projekter for
arrangørerne.
Frataget sin rolle som dannende og lødig underholdning, forsvandt
karavanerne efterhånden fra de store scener som Tivoli og Zoologisk
Have. Fremvisningerne fortsatte dog på de mere perifere
underholdningslokaliteter langt ind i 1900-tallet. Her var traditionen
for den mere kulørte og spektakulære underholdning lang og kravet til
de fremvistes etnografiske autenticitet ikke så høj. Inden de store
professionelle og internationale etnografiskbaserede karavaners
fremkomst i slutningen af 1870’erne, fandtes der allerede mindre
fremvisninger sted af både anormale og eksotiske mennesker. Man kan
sige at fremvisningen af ikke-europæiske mennesker, efter ca. 30 år
som anerkendt populærunderholdning forbundet med oplysning og
videnskabelighed, endte hvor det begyndte – som pseudovidenskabelig
underholdning på den perifere underholdningsscene.
Undersøgelsen har desuden vist, at det er svære at finde de samme
klare forbindelser mellem forevisninger af folkekaravanerne og den
koloniale verden, som man ifølge den udenlandske litteratur, har
kunnet se i andre europæiske lande. Langt de fleste forevisninger i
Danmark var internationalt arrangerede grupper, som turnerede rundt
i Europa, og kun ganske få var arrangeret i en dansk kontekst. Af de få
fremvisninger der var arrangeret fra dansk side, havde kun
Koloniudstillingen i Tivoli i 1905, en direkte kolonial forbindelse til
Danmark. Ligesom andre koloniudstillinger i Europa, handlede den
danske udstilling også om et forsøg på national og kolonial
magtiscenesættelse. Den danske koloniudstilling blev dog i høj grad
præget af en islandsk italesættelse af selvstædighed fra Danmark.
Man kan dog ikke på denne baggrund afskrive den koloniale
kontekst i forbindelse med de etnografiske forevisninger i Danmark,
idet forevisningerne også her foregik i en diskurs præget af datidens
racemæssige og kulturelle opfattelser. Både karavanernes
præsentationsmateriale og pressens opfattelser af karavanerne skete på
baggrund af en italesættelse af de fremviste ikke-europæer som
europæiske modsætninger. Især naturfolk, fra ikke anerkendte kulturer,
blev præsenteret og opfattet som primitive folk, der var tættere på
natur og dyrestadiet. De fremmede kulturfolk, som kineserne blev i
stedet fremstillet som europæernes kulturelle modpoler. På denne
måde medvirkede de fremviste karavaner i Danmark også til en
konsolidering af den danske selvopfattelse som tilhørende den
overlegende europæisk race og kultur.
91
9. Abstract The focus of this extended essay is a study of the display and
presentation of popular ethnographic expositions and other
exhibitions of exotic people in Denmark in the period 1878-1909.
To understand this rare phenomenon, which was part of a
prevalent European tradition, I have preferred to analyse the subject
from a triangulated position composed of both the colonial-, the
scientific-, and the context of entertainment.
My analyses showed that the authenticity of the exhibitions was
put under pressure by the distinct staging character of the shows
produced by the exotic exhibits. This situation was heavily criticised by
the Danish press. The notion of authenticity was of the greatest
importance because it linked the exhibitions with science and general
education. This connection legitimated the exhibitions as more than
just simple entertainment in the eyes of the public. When this
connection disappeared the exhibitions was relegated from the
popular places as Tivoli and Copenhagen Zoo to the side-line of the
entertainment area.
The context of the exhibitions presented in Denmark was different
from many of the other exhibition in Europe, because of the missing
link between the exhibits and the colonial situation in Denmark. Only
the Colonial Exhibition (Koloniudstilingen) in Tivoli in 1905 had
human exhibits from the Danish colony, St. Croix, on display. Even
though there was not a direct link between the most of the exhibitions
and the colonial situation in Denmark, the exhibitions were still
presented in a discourse of that times interpretation of race and
culture.
92
93
Litteraturliste
Aahus Stiftstidende 27/07/1863.2 Abessiniens Bjergboere. Landsudstillingen I Aarhus. 1909 (Udtaget småtryk 30:2;-276 8*, KB) Ackerknecht, Erin H., Rudolf Virchow – Doctor Statesman Anthropologist (Wisconsin, 1953) Altick, Richard D., The Shows of London, (Massachusetts & London, 1978) Andreassen, Janni, ”Baronens udlandsrejse 1877-78”, Grønland nr.1 (1986), 102-123 Andreassen, Rikke, ”The ”exotic” as mass entertainment: Denmark 1878-1909, Race & Class vol.45, 21-38 Asad, Talel (Edd.), Anthropology & the Colonial Encounter (London, 1973) Ashcroft, Bill, Gareth Griffiths & Helen Tiffin, Post-Colonial Studies. The Key Concepts (London & New York, 2000) opslag: agency, cannibal, colonialism, discourse, Exotic/Exoticism, hybridity, Imperialism, orientalism Ax, Christina Folke, “Så bekendt og dog så anderledes – islændingene som “de andre””, 1066. Tidsskrift for historie, nr. 4, Dec. 2008, 43-48 Baglo, Cathrine, “Samer på ville veger?, om ”levende utstillinger”, antropologi og vitenskapelige praksiser”, Nordisk Museologi 1, 2006, 3-20 Beduinen officielt Organ for Beduiner-Lejren i Danmark. 1892 (Udtaget småtryk 30:2;-277 2*, KB) Beduinen-Karawane. 1892 (Udtaget småtryk 30:2;-277 8*, KB) Berlingske Tidende 25/11/1995.2 Berlingske Tidende (Aft.) 23/12/1995.1 Berlingske Tidende 30/06/1899.2 Berlingske Tidende 30/06/1899.3 Berlingske Tidende 05/08/1899.2 Berlingske Tidende (Aft.) 07/07/1900.3 Berlingske Tidende 10/07/1900.4 Berlingske Tidende (Aft.) 16/07/1900.3 Berlingske Tidende (Aft.) 09/08/1900.3 Berlingske Tidende (Aft.)05/02/1901.2 Berlingske Tidende (Aft.) 19/02/1901.2 Berlingske Tidende 06/07/1901.4
94
Berlingske Tidende (Aft.) 19/11/1901.2 Berlingske Tidende (Aft.) 06/07/1901.2 Berlingske Tidende 05/05/1902.2 Berlingske Tidende (Aft.) 22/07/1902.1 Berlingske Tidende 10/06/1903.3 Berlingske Tidende (Aft.) 10/06/1903.2 Berlingske Tidende (Aft.) 21/05/1904.2 Berlingske Tidende 25/11/1904.2 Berlingske Tidende 12/12/1908.4 Berthelsen, Herman, Skjeggete damer og siamesiske tvillinger (Oslo, 2002) Berthelsen, Chr., ”Pooqs vise”, Grønland, årg. 41. 1993, nr. 6, 253-265 Bekker-Nielsen, Tønnes, Bernard Eric Jensen, Niels Arne Sørensen & Paul Ulff-Møller, Gads Historie Leksikon (København, 2001) opslag: Imperialisme, Island Broberg, Gunnar, ”Lappkaravner på villovägar. Antropologin och synen på samerna fram mot sekelskiftet 1900”, Lychnos – Lärdomshistoriska Samfundets Årsbok 1981-1982. 27-86 Bruckner, Sierra A., ”Spectacles of (Human) Nature: Commercial Ethnography between Leisure, Learning, and Schaulust”, Penny & Bunzl (eds.), Worldly provincialism. German anthropology in the age of empire (Michigan, 2003) 127-155 Bruun, A. “Illustreret Vejledning over Dansk Koloniudstilling. (1905), (Udtaget småtryk 39,-248 8*, KB) Bunzl, Matti & H. Glenn Penny, ”Introduction: Rethinking German Anthropology, Colonialism, and Race”, Penny & Bunzl (eds.), Worldly provincialism. German anthropology in the age of empire (Michigan, 2003) 1-30 Cirkusbladet: Programmer for Cirkus Variété m.m 1894-1996 (KB) Cirkusbladet: Programmer for Cirkus Variété m.m 1896-1899 (KB) Cirkusbladet: Programmer for Cirkus Variété m.m 1902-1907 (KB) Cirkusbladet: Programmer for Cirkus Variété m.m 1907-1910 (KB) Clevin, Jørgen, Rasmus får besøg (København, 1948) Cohn, Bernard S., Colonialism and its forms of knowledge. The British In India. (New Jersey, 1996) Cornelins, Victor, Fra St. Croix til Nakskov (Odense, 1977) Damernes Blad årg. 6, 1903, nr. 16, s. 188-189 Dannebrog 25/11/1904.2 Dannebrog 05/01/1905.2
95
Dannebrog 25/07/1905.1 Den Store Danske Encyklopædi (1996) Opslag: Antropologi, Folkekaravane, Orientalisme Den Zoologiske Have i København. Regnskaber og beretninger 1892-1919 (KB, Småtryk) Dyrberg, Gunnar, En dreng alt vel. Fra Dannebrogsgade 60 til Nobel’s Explosive no. 808; Kom maj-: fra en Holger Danske sabotørs dagbog (Kbh, 1990) Duedahl, Poul, ”Det videnskabelige menneske”, Peter C. Kjærgaard (Red.), Dansk Naturvidenskabs Historie 3. Lys over landet 1850-1920 (København, 2006) 431-442 Ekvall, John F., Vesterbro (København, ca.1965) Enevig, Anders, Gøglere, hypnotisører og savoyarder (Odense, 2003) 7-37, 43-55, 237 Etablissement National 1885-1886: Programmer. (60;234 Småtryk, KB) Feldbæk, Ole & Ole Justesen, Kolonierne i Asien og Afrika (København, 1980) Freiesleben, Birgit, ”Fra St. Croix til Tivoli: en historisk beretning om to vestindiske børns lange rejse (1998) Fremmed ordbog, Gyldendals røde ordbøger (København, 1995) opslag: Steatopygi, Polydaktyli Fyens Stiftstidende 02/11/1854.2 Fyens Stiftstidende 01/12/1902.3 Geppert, Alexander C.T., Jean Coffey and Tammy Lau, “International Exhibitions, Expositions Universelles and World’s Fairs, 1851-2005: A Bibliography” (Berlin & Fresno, 2006) Gjerløff, Anne Katrine, Abens Ansigter. Palæoantropologiens historie og formidling i Danmark i det 20. århundrede. (Ph.D.-Afhandling, Saxo Instituttet, afdeling for Historie, 2004) Gjerstrum, John Aage, ”Utstilling av levende mennesker”, Nordisk Museologi, 2001, 1-2, 60-70 Greenhalgh, Paul, Ephemeral Visitas, a history of the Expositions Universelles, great exhibitions and world’s fairs, 1851-1939 (Manchester, 1988) Grosse, Pascal, “Turning Native? Anthropology, German Colonialism, and the Paradoxe of the “Acclimatization Question” 1885-1914”, Penny & Bunzl (eds.), Worldly provincialism. German anthropology in the age of empire (Michigan, 2003) 179-197 Grand Menagerie – Plakat (ca.1905)(KB, Småtryk) Haagen, Birte, ”Frugttræer byttes for en grønlænder” Grønland årg. 47, 1999, nr. 6, 205-212 Hagenbeck, Carl, Dyr og mennesker, oplevelser og erfaringer (København, 1911) Hálfdanarsson, Gudmundur, “Serving the ties”, Scandinavian Journal of History, Vol. 31, 3/4, 237-254
96
Hansen, Uffe, Bakkefolk og Bakkeminder (København, 1977) Heede, Dag, Det Tomme Menneske. Introduktion til Foucault. (København, 2000) Hjermitslev, Hans Henrik, Casper Andersen & Peter C. Kjærgaard, ”Populærvidenskab og folkeoplysning”, Peter C. Kjærgaard (Red.), Dansk Naturvidenskabs Historie 3. Lys over landet 1850-1920 (København, 2006) 345-374 Holm, Bent Torben, Det gamle Holsterbro fortalt i billeder 1 (Holsterbro, 1961) 109 Hver 8. dag, årg. 4, 1898, nr. 19, 295-296 Hver 8. dag, årg. 5, 1899, nr. 42, 669-670 Hver 8. dag, årg. 6, 1900, nr. 43, 683-684 Hver 8. dag, årg. 7, 1901, nr. 43, 684-685 Hver 8. dag, årg. 8, 1902, nr. 37, 591 Hver 8. dag, årg. 8, 1902, nr. 38, 602 Hver 8. dag, årg. 8, 1902, nr. 45, 716-717 Illustreret Tidende, bd. 19, 1878, nr. 987, 465, 466-467, 468 Illustreret Tidende, bd. 21, 1880, nr. 1088, 453-454 Illustreret Tidende, bd. 41, 1900, nr. 42, 663 Illustreret Tidende, bd. 42, 1901, nr. 41, 638 Illustreret Tidende, bd. 43, 1902, nr. 36, 570 Illustreret Tidende, bd. 43, 1902, nr. 43, 689 Indiske Udstilling, Bröderne Hagenbeck’s (1903, Småtryk, KB) Indien i Tivoli, John & Gustav Hagenbeck’s Udstilling Syd- (1903, Småtryk, KB) Japan – Program for Japan i Zoologisk Have. (Kontorchef Withs samling, 1902), (Småtryk, KB) Jensen, Bernhardt, Livet i Århus i gamle vider, (Århus, 1975) 87-89 Jensen, Maria Thode, ”Til skue” – En undersøgelse af folkeudstillinger i Danmark ca. 1880-1900 & Koloniudstillingen i Tivoli 1905 (Upubliceret fri hjemmeopgave på Historie, KU, Vinteren 2007) Jyllands-Posten 25/08/1878.2 Jørgensen, Bent, Zoo – En historie om dyr og mennesker gennem 125 år (København, 1984) 250-253 Jørgensen, Casper, ”Vestervold falder”, Bo Bremsen (red.), KØBENHAVN før og nu – og aldrig bd. 9 (København, 1990) Kildegaard, Bjarne, ”Tamt dansk – ægte vildt?”, Jordens Folk nr.1 (1987), 10-20
97
Kirgiserne optræder – Forestillings-Program i Zoologisk Have (Kontorchef Withs Samling, 1900), (Småtryk, KB) Kjærgaard, Peter C., ”Den nye offentlighed”, Peter C. Kjærgaard (Red.), Dansk Naturvidenskabs Historie 3. Lys over landet 1850-1920 (København, 2006) 342-344 Kragh, Helge, ”Rammer for lærdom og videnskab”. Dansk naturvidenskabs historie I. Fra Middelalderlærdom til Den Nye Videnskab 1000-1730. (Århus, 2005) 159-191 Hvorledes vi fandt Kineserne!, Kina i Tivoli – (1902, Småtryk, KB) Kina I Tivoli (Plakat) (1902, Småtryk, KB). Koppel, Valdemar, Af Politikens Historie, bd. 1-2 (København, 1946) Kristeligt Dagblad 31/07/1902.2A Kristeligt Dagblad 31/07/1902.2B Kristeligt Dagblad 01/08/1902.3 København 19/06/1902.2 Lauring, Palle, Fjern og nær. Set gennem Illustreret Tidende (København, 1966) Lebech, Mogens, Illustreret Tidende for 100 aar siden… (København, 1961) Madsen, Johannes, Kina i Tivoli. Kinesiske Forhold (København, 1902) (KB) Malhotra, Ruth, Manege frei. Artisten- und Circusplakate von Adolph Friedländer (Dortmund, 1979) Meldgaard, Bjarne, ”Da grønlænderne kom på Kunstkammer”, Torben Lundbæk & Henning Dehn-Nielsen (edd.), Det Indianske Kammer (København, 1979), 42-47 Muusmann, Carl, Firsernes glade København: Erindringer og oplevelser (København, 1974) Nielsen, Hilde, ”From Norway to the Ends of the World: Missionary Contributions to Norwegian Images of “Self” and “Other”, Christina Folke Ax, Anne Folke Henningsen, Niklas Thode Jensen, Leila Koivunen, Taina Syrjämaa (eds.), Encountering Foreign Worlds. Experiences at Home and Abroad (Reykjavik, 2007) 47-67 Nu Dansk ordbog, Politikens store nye (København, 1996) opslag: Autenticitet Nystrøm, Eiler, Offentlige forlystelser I Frederik den sjettes tid bd. 1+2 (København, 1910 + 1913) OKAPIEN’s JUBILÆUMSSKRIFT – I anledning af Zoo’s 125 års jubilæum 1859-1984 Oxfeldt, Elisabeth, Nordic Orientalism. Paris and the Cosmopolitan Imagination 1800-1900 (København, 2005) Penny, H. Glenn, “Bastian’s Museum: On the Limits of Empiricism and the Transformation of German Ethnology”, Penny & Bunzl (eds.), Worldly provincialism. German anthropology in the age of empire (Michigan, 2003) Petersen, Palle, ”En grønlænder kom til byen” Samvirke årg. 71, 1998, nr. 2, 102-105 Politiken 22/07/1885.2
98
Politiken 05/12/1885.1 Politiken 07/12/1885.2 Politiken 09/12/1885.1 Politiken 10/12/1885.2 Politiken 14/12/1885.3 Politiken 18/04/1886.2 Politiken 20/04/1886.2 Politiken 12/05/1886.2 Politiken 01/10/1886.2 Politiken 31/10/1886.2 Politiken 12/06/1887.2 Politiken 17/06/1887.3 Politiken 24/06/1887.2 Politiken 30/01/1888.2 Politiken 29/12/1888.2 Politiken 31/01/1889.2 Politiken 01/05/1890.1 Politiken 07/05/1890.1 Politiken 08/08/1891.2 Politiken 02/12/1891.2 Politiken 25/12/1891.2 Politiken 16/07/1892.2 Politiken 05/08/1892.1 Politiken 26/08/1892.1 Politiken 30/08/1892.2 Politiken 31/08/1892.1 Politiken 18/05/1893.1 Politiken 30/03/1895.2 Politiken 05/04/1895.2 Politiken 09/04/1895.1
99
Politiken 24/04/1895.1 Politiken 28/04/1895.1 Politiken 06/01/1896.2 Politiken 22/05/1896.1 Politiken 02/06/1896.2 Politiken 20/06/1896.2 Politiken 07/10/1896.2 Politiken 07/10/1896.2 Politiken 20/11/1896.2 Politiken 26/04/1897.2 Politiken 27/04/1897.2 Politiken 17/07/1897.1 Politiken 18/07/1897.2 Politiken 19/07/1897.2 Politiken 07/08/1897.1 Politiken 12/08/1897.1. Politiken 13/08/1897.2 Politiken 02/10/1897.2 Politiken 06/11/1897.2 Politiken 23/12/1897.2 Politiken 16/06/1898.1 Politiken 19/06/1898.1 Politiken 22/07/1898.2 Politiken 09/03/1899.1 Politiken 02/07/1899.2 Politiken 31/05/1900.2 Politiken 01/07/1900.1 Politiken 15/07/1900.2 Politiken 15/07/1900.1 Politiken 09/08/1900.3
100
Politiken 25/08/1900.2 Politiken 03/10/1900.1 Politiken 13/02/1901.1 Politiken 30/06/1901.2 Politiken 04/07/1901.1 Politiken 06/07/1901.2 Politiken 20/07/1901.2 Politiken 21/07/1901.2 Politiken 01/08/1901.2 Politiken 12/08/1901.2 Politiken 13/08/1901.2 Politiken 14/08/1901.2 Politiken 10/10/1901.1 Politiken 12/01/1902.2 Politiken 12/05/1902.2 Politiken 05/06/1902.2 Politiken 28/06/1902.2 Politiken 13/07/1902.2 Politiken 15/07/1902.2 Politiken 18/07/1902.2 Politiken 22/07/1902.2 Politiken 30/07/1902.2 Politiken 31/07/1902.2 Politiken 02/08/1902.2 Politiken 05/08/1902.2 Politiken 17/08/1902.1 Politiken 26/08/1902.2 Politiken 27/08/1902.2 Politiken 12/10/1902.2 Politiken 24/10/1902.2
101
Politiken 30/10/1902.2 Politiken 13/06/1903.2 Politiken 28/12/1904.2 Politiken 26/05/1905.2 Politiken 31/05/1905.1 Politiken 05/06/1905.2 Politiken 04/07/1905.2 Politiken 10/05/1905.1 Politiken 26/04/1907.8 Politiken 05/07/1913.2 Registrant over avisartikler i Politiken 1884-1924 og Berlingske Tidende 1864-1918 (Kb, Læsesal Øst) Reinius, Lotten Gustafsson, “Materializing Modernity: Swedish Imaginations and Congolese Objects at the Ethnographic and missionary Exhibition in Stockholm 1907”, Christina Folke Ax, Anne Folke Henningsen, Niklas Thode Jensen, Leila Koivunen, Taina Syrjämaa (eds.), Encountering Foreign Worlds. Experiences at Home and Abroad (Reykjavik, 2007) 31-45 Ritvo, Harriet, “Professional scientists and amateur mermaids. Beating the bounds in nineteeth-century Britain” Victorian Literature and Culture, vol. 19, 1991 Ritvo, Harriet, The Platyus and the Mermaid and other figments of the classifying imagination (London, 1997) Pels, Peter, “The Anthropology of Colonialism”, Annual Review of Anthropology, Vol. 26,1997, 163-183 Poignant, Roslyn, Professional savages, captive lives and western spectacle (Yale University, 2004) Rothfels, Nigel, Savages and Beasts, The birth of the Modern Zoo (John Hopkins University, 2002) Said, Edward, Culture and Imperialism (London, 1993) Said, Edward, Orientalisme Vestlige forestillinger om Orienten (Frederiksberg, 2002) Samsaratruppen, Alhambra Variete, Dyrehavsbakken (Privat eje, 1948) Sand-Jensen, Kaj, ”Naturhistorie”, Peter C. Kjærgaard (Red.), Dansk Naturvidenskabs Historie 3. Lys over landet 1850-1920 (København, 2006) 141-192 Scheel Vandel, C., C. Scheel Vandel fortæller (København, 1899) Scheugl, Hans, Show Freaks & Monster (Tyskland, 1974) Schou, Jesper, ”Etnografiske karavaner”, Stofskifte. Tidsskrift for Antropologi, nr. 16 (1987), 55-87
102
Schmidt Kjærgaard, Rikke, ”Videnskabens offentlige rum”, Peter C. Kjærgaard (Red.), Dansk Naturvidenskabs Historie 3. Lys over landet 1850-1920 (København, 2006) 375-398 Shephard, Ben, ”Showbiz imperialism: the Case of Peter Lobengula”, John M. Mackenzie (edd.), Imperialism and popular culture (Glasgow, 1986) 94-112 Skak-Nielsen, Luise, Tivoli og verden udenfor (København, 2000) Spencer, Frank, History of Physical Antropology. An Encyclopedia. Vol. I. (New York & London, 1997), opslag: Anthropometry Spies, Hans Joachim, ”Poq og Qiperoq på Esrum sø”, Folk og minder i Nordsjælland, årg. 44, 1989, 26-29 Spivak, Cayatri Chakravorty, ”Can the Subaltern speak?”, Ashcroft, Griffiths & Tiffin (Eds.) The Post-colonial Studies Reader (London & New York, 2006) 28-37 Stocking, George W., Victorian Anthropology (New York, 1987) Stoler, Ann Laura ”Sexual affronts and racial frontiers: European identities and the cultural politics of exclusion in colonial Southeast Asia”, Frederik Cooper & Ann Laura Stoler (eds.), Tensions of Empire (Berkeley & Los Angeles, 1997) Stoklund, Bjarne, “Nationernes kulturelle arena. 1800-tallets verdensudstillinger”, Bjarne Stoklund (edd.), Kulturens nationalisering. Et etnologisk perspektiv på det nationale (København, 1999) 138-157 Stoklund, Bjarne, ”Frilandsmuseets færøhus og koloniudstillingen 1905” Folkaleikur. Heidursrit til Jóan Paula Joensen (Færøerne, 2005) 252-259 Sølling, Jette D. & Niels Thomsen, De danske aviser 16-34-1989 bd. 2, 1848-1917 (Odense, 1988-1991) Sørensen, Dan Roneklint, Bibliotheca Jocularia Danica, (Upubliceret, privateje, 2008) The New York Times 22/04/1892 The New York Times 08/10/1892 The New York Times 04/11/1892 The New York Times 10/11/1892 The New York Times 24/11/1892 The New York Times 25/11/1892 The New York Times 15/12/1892 The New York Times 03/08/1893 The New York Times 01/06/1902 The New York Times 11/12/1906 Thorndahl, Jytte, ”Om hof-morianere og udstillingen af levende mennesker”, Danskerne og den ædle vilde (1987), 55-65
103
Tivoliprogrammer. 1901 (Småtryk, KB) Tivoliprogrammer. Juli-Sep 1900 (Småtryk, KB) Tivoliprogrammer. 1899 (Småtryk, KB) Tivoliprogrammer. 1897-1898 (Småtryk, KB) Tivoliprogrammer. 1895-1896 (Småtryk, KB) Tivoliprogrammer. 1891-1892 (Småtryk, KB) Traeger, Verena, ”Poq og Qiperoq – to eskimopotrætter, Handels- og Søfartsmuset på Kronborg. Årbog 1992, bd. 51, 117-144 Tscherkesser-Karavane, E. Gehring’s ossetinke (Kontorchef Withs samling, 1900), (Småtryk, KB) Uldall, Aug., ”Albinoer. Mærkværdige mennesker”, Paraden 1946, nr. 55, 13-14 Vedel, Jon, Gøgler af Guds nåde (København, 1992) Vejleder gennem ”Kina i Tivoli” (1902, Småtryk, KB) Waaben, Knud, ”Folk fra det fjerne. Tilflyttere og gæster i 1600- og 1700-tallet”, Historiske Meddelelser om København (2000), 7-40 Winthrop, Robert H. Dictionary of Concept in Cultural Anthropology (New York, 1991), opslag: Anthropology, Ethnography Zerlang, Martin ”Vildskab som morskab”, Kultur og Klasse, (1987) 7-22 Zerlang, Martin, Underholdningens historie- Fra antikkens gladiatorer til nutidens TV-serier (København, 1989) Zimmerman, Andrew, Anthropology and antihumanism in Imperial Germany (Chicago, 2001)
104
Bilag 1
Nr. År Måned(er) *1 Betegnelse Udstillingssted
1 1878 Aug. Nubier Tivoli
2 1880 ? Nubier Tivoli
3 1884 ? Lapper Nørrebro
4 1885 6.-30. Dec. Sioux indianere National, Taganlægget
5 1886 19. -30. Apr. Australske
kannibaler
National, Taganlægget
6 1886 Okt. Negermusikanter,
Sudan
Cirkus Varieté
7 1887 Juni Sioux indianere Cirkus Schumann
8 1887 Juni Guldkysten
karavane
Cirkus Schumann
9
10 1888 Jan. Lapper Århus *2
11 1888 ? Lapper Brænderigaarden, Holstebro
12 1888 Dec. Neger selskab Hotel Tivoli
13 1889 Jan. Lapper Nørrebro
14 1890 Maj Singhalesere Eget udstillingsområde
15 1891 Dec. Sorte Cirkus Varieté
16 1892 15. Juli.–31.
Aug.
Beduiner Eget udstillingsområde
(Tivoli)
17 1893 Maj Lapper St. Ravnsborgs Have
18 1895 Marts - Maj Dinkaer Cirkusbygningen
19 1895
/96
Dec. - Jan. Samoanere Cirkussalen
20 1896 20. Juni- 20.
Sep.
Haremet Tivoli
21 1897 April - Maj Australske
kannibaler
Cirkussalen
22 1897 17. Juli - 17.
Aug.
Beduiner Tivoli
23 1897 Okt. Singhalesiske
dværge
Cirkus Varieté
24 1897 Nov. Birmanere Cirkus Varieté
25 1897
/98
Dec. - Feb. Amazoner Cirkussalen
26 1898 April Tigergratier fra
Afrika
Cirkus Varieté *3
27 1898 15. Juni- 29.
Aug.
Ashanti Tivoli
28 1899 Marts Sioux indianere & Cirkussalen
105
Cowboys
29 1899 1. Juli-10. Aug. Senegambiere Tivoli
30 1899 12. Aug. - 3.
Sep.
Mahdiens krigere Tivoli
31 1900 Juli - Sep. Kirgisere Zoologisk Have
32 1900 14. Juli – 28.
Aug.
Tscherkesser Tivoli
33 1901 Feb. Lapper Zoologisk Have
34 1901 28. Juni – 6.
Aug.
Beduiner Tivoli
35 1901 Juli – Okt. Indere Zoologisk Have
36 1902 Maj - Okt. Kinesere Tivoli
37 1902 Juli – Aug. Japanere Zoologisk Have
38 1902 Dec. Tongomandingo
Karavane,
(Afrika)
Arbejderforeningen, Odense
39 1903 Juni Indere Tivoli
40 1905 Maj-juni Koloniudstilling Tivoli
41 1909 Maj-juni Abessiniere Landsudstillingen i Århus
*1. I det omfang det har været muligt at angive de nærmere datoer for
karavanernes optræden, er dette gjort. Ellers er kun månederne
angivet.
*2. Tigergratierne optræder ligeledes i Cirkus Varieté i Jan. 1904 og
Cirkus(salen?) Dec. 1908, men nu som Sydamerikanske
parterregymnaster.
*3. Muligvis de samme Lapper som blev fremvist i Holstebro.
