FLASKEN VAR VIGTIGERE END MIG

HELGE KVAM

FRYDENLUND

– samtaler med voksne børn af alkoholikere

FOTO: JAKOB DALL

FLASKEN VAR VIGTIGERE END MIG

HELGE KVAM

FRYDENLUND

– samtaler med voksne børn af alkoholikere

FOTO: JAKOB DALL

20 21

MARIANNE ❝ Mine børn har følt sig rigtig svigtede af deres mor.

Det er hårdt, for inderst inde har jeg jo altid vidst det.

20 21

MARIANNE ❝ Mine børn har følt sig rigtig svigtede af deres mor.

Det er hårdt, for inderst inde har jeg jo altid vidst det.

22 23

at drikke. Når han var ude at handle, fik han en øl på vejen, og på vej fra arbejde var han som regel forbi en beværtning.

“Han tog os nogle gange med på tur på Bakken eller andre steder hen. Jeg husker det som hyggeligt, selvom vi havde en fornemmelse af, at det først og fremmest handlede om, at han skulle have nogle øl. Men i det mindste lavede vi da noget.”

Marianne og lillesøsteren har tilbragt mange timer på henholdsvis “Den våde Hane” og “Den våde Høne” – to værtshuse, stedfaren yn-dede at besøge, når de alligevel var på tur.

“Han drak altid. Min mor lod det bare køre. Nogle gange gik hun med ham på værtshus, og så var vi alene hjemme.”

Lejligheden var forholdsvis ryddelig, men der blev sjældent gjort rent. Sengetøjet var snavset, og Marianne og lillesøsteren var som regel beskidte, når de gik i skole.

“Mit værste mareridt var, når vi skulle have gymnastik og have tøjet af. Det var så flovt at stå der med mine beskidte underbukser.”

Dagen inden, Marianne skulle have gymnastik, endevendte hun tit hele huset for at finde nogle rene underbukser, rene sokker eller bare et rent håndklæde. Det lykkedes stort set aldrig. En dag, da hun gik i fjerde eller femte klasse, havde hun fået nok.

“Jeg forlangte, at min mor skulle give mig nogle penge, så jeg kunne gå på møntvaskeri med vores tøj.”

Sådan blev det. Siden slæbte den cirka tiårige pige hver uge hele familiens tøj, sengetøj, håndklæder og viskestykker på vaskeri.

“Der var ikke andre til at gøre det. Og jeg ville jo selv være ren.”Marianne begyndte også at støvsuge, vaske gulv og tørre støv af

derhjemme. “Når jeg kom hjem til mine veninder, kunne jeg se, hvor rent, de

hav de det, og at der var rent sengetøj. En af mine veninders mor strøg altid hendes cowboybukser. Det er der aldrig nogen, der har gjort for mig.”

Alkoholikerne fylder meget på stamtræet over Mariannes

familiemedlemmer. Både hendes rigtige far og hendes

stedfar drak, mens moren lod stå til. Marianne er selv

alkoholiker, men har ikke drukket siden 2009. Marianne

Rasmussen er født i 1962 og vokset op i København. I dag

bor hun syd for hovedstaden.

Da Marianne var seks år gammel, kom hendes knap to år ældre søster på børnehjem. Moren flyttede sammen med en ny mand, og han ville ikke have hendes ældste datter boende. Marianne og den mindste sø-ster havde han til gengæld ikke noget imod at dele adresse med.

“Jeg var misundelig på hende, fordi hun boede på børnehjemmet. Forfærdelig misundelig. Alle børnene havde deres eget værelse, og når de kom hjem fra skole, fik de boller og saftevand. Det bedste, jeg vidste, var at komme på ferie der.”

Marianne husker også de voksne på børnehjemmet som søde og nogle, der godt gad lege med børnene og hjælpe dem med lektier. Og så drak de ikke.

“Jeg elskede stemningen på børnehjemmet. Hjemme hos os selv var der ingen stemning. Der var ikke nogen, der sagde noget.”

Marianne og hendes fem år yngre lillesøster voksede op sammen med deres mor og stedfar Leif i en lejlighed i København. Deres biolo-giske far var også alkoholiker, men ham kan Marianne ikke huske ret meget om. Når hun tænker tilbage på sit barndomshjem, undrer hun sig i det hele taget over, hvor lidt hun egentlig kan erindre.

“Det, jeg kan huske, er, at min mor kom hjem fra arbejde og var sur. Leif kom hjem og lagde sig på sofaen og sov brandert ud.”

Stedfaren drak aldrig derhjemme. Til gengæld gik han tit på værts-hus og benyttede enhver lejlighed som en undskyldning for at få noget

22 23

at drikke. Når han var ude at handle, fik han en øl på vejen, og på vej fra arbejde var han som regel forbi en beværtning.

“Han tog os nogle gange med på tur på Bakken eller andre steder hen. Jeg husker det som hyggeligt, selvom vi havde en fornemmelse af, at det først og fremmest handlede om, at han skulle have nogle øl. Men i det mindste lavede vi da noget.”

Marianne og lillesøsteren har tilbragt mange timer på henholdsvis “Den våde Hane” og “Den våde Høne” – to værtshuse, stedfaren yn-dede at besøge, når de alligevel var på tur.

“Han drak altid. Min mor lod det bare køre. Nogle gange gik hun med ham på værtshus, og så var vi alene hjemme.”

Lejligheden var forholdsvis ryddelig, men der blev sjældent gjort rent. Sengetøjet var snavset, og Marianne og lillesøsteren var som regel beskidte, når de gik i skole.

“Mit værste mareridt var, når vi skulle have gymnastik og have tøjet af. Det var så flovt at stå der med mine beskidte underbukser.”

Dagen inden, Marianne skulle have gymnastik, endevendte hun tit hele huset for at finde nogle rene underbukser, rene sokker eller bare et rent håndklæde. Det lykkedes stort set aldrig. En dag, da hun gik i fjerde eller femte klasse, havde hun fået nok.

“Jeg forlangte, at min mor skulle give mig nogle penge, så jeg kunne gå på møntvaskeri med vores tøj.”

Sådan blev det. Siden slæbte den cirka tiårige pige hver uge hele familiens tøj, sengetøj, håndklæder og viskestykker på vaskeri.

“Der var ikke andre til at gøre det. Og jeg ville jo selv være ren.”Marianne begyndte også at støvsuge, vaske gulv og tørre støv af

derhjemme. “Når jeg kom hjem til mine veninder, kunne jeg se, hvor rent, de

hav de det, og at der var rent sengetøj. En af mine veninders mor strøg altid hendes cowboybukser. Det er der aldrig nogen, der har gjort for mig.”

Alkoholikerne fylder meget på stamtræet over Mariannes

familiemedlemmer. Både hendes rigtige far og hendes

stedfar drak, mens moren lod stå til. Marianne er selv

alkoholiker, men har ikke drukket siden 2009. Marianne

Rasmussen er født i 1962 og vokset op i København. I dag

bor hun syd for hovedstaden.

Da Marianne var seks år gammel, kom hendes knap to år ældre søster på børnehjem. Moren flyttede sammen med en ny mand, og han ville ikke have hendes ældste datter boende. Marianne og den mindste sø-ster havde han til gengæld ikke noget imod at dele adresse med.

“Jeg var misundelig på hende, fordi hun boede på børnehjemmet. Forfærdelig misundelig. Alle børnene havde deres eget værelse, og når de kom hjem fra skole, fik de boller og saftevand. Det bedste, jeg vidste, var at komme på ferie der.”

Marianne husker også de voksne på børnehjemmet som søde og nogle, der godt gad lege med børnene og hjælpe dem med lektier. Og så drak de ikke.

“Jeg elskede stemningen på børnehjemmet. Hjemme hos os selv var der ingen stemning. Der var ikke nogen, der sagde noget.”

Marianne og hendes fem år yngre lillesøster voksede op sammen med deres mor og stedfar Leif i en lejlighed i København. Deres biolo-giske far var også alkoholiker, men ham kan Marianne ikke huske ret meget om. Når hun tænker tilbage på sit barndomshjem, undrer hun sig i det hele taget over, hvor lidt hun egentlig kan erindre.

“Det, jeg kan huske, er, at min mor kom hjem fra arbejde og var sur. Leif kom hjem og lagde sig på sofaen og sov brandert ud.”

Stedfaren drak aldrig derhjemme. Til gengæld gik han tit på værts-hus og benyttede enhver lejlighed som en undskyldning for at få noget

24 25

“Der var ikke det, hun ikke ville gøre for os. Vi snakkede og grinede, og der var altid mad i køleskabet.”

Og så husker hun med fryd, hvor dejligt det var at komme i seng hjemme hos Pia, når hun fik lov at overnatte der. Sengetøjet duftede af vaskepulver.

“Hendes mor var sådan, som en rigtig mor burde være.”

BANGE OG KEDE AF DETSådan en mor prøvede Marianne i årevis selv at bilde sig ind, hun var for sine egne børn. Men hun ved godt, det ikke er et sandt billede.

“Jeg kunne jo ligge på sofaen en uge og bare drikke. Mine børn har set deres mor blive kørt af sted i en ambulance. Min søn, Frederik, har set mig, hvor jeg har skåret i mig selv. De har været så bange og så kede af det, fordi jeg har drukket.”

Marianne har en datter på 24 år og en søn på 14 sammen med sin mand, Dan. De mødte hinanden, da Marianne var 15-16 år gammel. De er stadig gift, men har nogle måneder boet hver for sig. Sammen driver de en vvs-virksomhed, som de startede året inden, datteren blev født.

“Det var Dans mor, der lærte mig at drikke Elefantøl. Hun drak selv og syntes, det var dejligt at have en at drikke sammen med.”

Der gik ikke lang tid, før det var naturligt for Marianne at tage et par øl med hjem fra arbejde og drikke dem alene. På det tidspunkt var hun kontorelev i en lædervareforretning.

“Det var egentlig meget naturligt for mig at drikke de øl. Det var ikke noget, jeg tænkte over.”

Første gang, Marianne gjorde sig tanker om sit alkoholforbrug, var umiddelbart efter, hendes stedfar døde. På trods af at stedfarens druk altid havde været et problem, holdt hun meget af ham.

“Jeg var meget ked af det. Hans død slog mig virkelig ud. Jeg var derhjemme alene den aften og drak vildt meget. Jeg blev så fuld, at jeg

Marianne sidder i spisekøkkenet i det hus, hun lige er flyttet ind i, og fortæller om sin opvækst. Rammerne er i orden. Alt er nyistandsat, rent og ryddeligt, for hun går med egne ord i “udu”, hvis det roder eller er beskidt.

I sit barndomshjem havde hun aldrig venner med hjemme, fordi hun syntes, det var flovt. Ikke bare fordi der var beskidt, men også for-di, det var umuligt at vide, hvilket humør forældrene var i, eller om stedfaren var fuld. Til gengæld elskede hun selv at være på besøg hos andre. Den orden og renlighed, hun så hos veninderne, tog hun til sig. Og det blev mere og mere vigtigt for hende selv at være ren, have rent tøj på, og at der skulle være orden i tingene. Sådan har hun også altid selv haft det som voksen. Selv i de perioder, hvor hun har væ-ret næsten bedøvet af druk, er hendes børn kommet rene og pæne i skole.

“Da jeg var barn, kom vi ikke i bad ret tit. Jeg kan huske, at jeg bør-stede tænder, men det var ikke noget, jeg gjorde hver dag.”

Marianne fik mere og mere behov for at være væk hjemmefra og tog tit ud til sine veninder. Imens var lillesøsteren alene med forældrene derhjemme.

“Hun var ked af, at jeg ikke var derhjemme. Jeg kan ikke huske, at jeg havde dårlig samvittighed dengang, men når jeg tænker tilbage på det, kan jeg godt forstå, hun følte, jeg bare lod hende være alene med min mor og stedfar. Jeg passede jo lidt på hende, når jeg var der.”

I skolen prøvede Marianne at hjælpe sin mindre søster, hvis hun blev drillet af de andre børn. Marianne truede dem med bank. Det vir-kede, fordi hun var så meget større end dem.

Marianne selv klarede sig godt i skolen. Karaktererne var pæne uden at være i top. Men hun var glad for at være der. Det var let for hende at få venner, og hun blev meget sjældent drillet.

Hun husker især en veninde, Pia, som hun var rigtig glad for at be-søge, ikke mindst fordi hendes mor var sød.

24 25

“Der var ikke det, hun ikke ville gøre for os. Vi snakkede og grinede, og der var altid mad i køleskabet.”

Og så husker hun med fryd, hvor dejligt det var at komme i seng hjemme hos Pia, når hun fik lov at overnatte der. Sengetøjet duftede af vaskepulver.

“Hendes mor var sådan, som en rigtig mor burde være.”

BANGE OG KEDE AF DETSådan en mor prøvede Marianne i årevis selv at bilde sig ind, hun var for sine egne børn. Men hun ved godt, det ikke er et sandt billede.

“Jeg kunne jo ligge på sofaen en uge og bare drikke. Mine børn har set deres mor blive kørt af sted i en ambulance. Min søn, Frederik, har set mig, hvor jeg har skåret i mig selv. De har været så bange og så kede af det, fordi jeg har drukket.”

Marianne har en datter på 24 år og en søn på 14 sammen med sin mand, Dan. De mødte hinanden, da Marianne var 15-16 år gammel. De er stadig gift, men har nogle måneder boet hver for sig. Sammen driver de en vvs-virksomhed, som de startede året inden, datteren blev født.

“Det var Dans mor, der lærte mig at drikke Elefantøl. Hun drak selv og syntes, det var dejligt at have en at drikke sammen med.”

Der gik ikke lang tid, før det var naturligt for Marianne at tage et par øl med hjem fra arbejde og drikke dem alene. På det tidspunkt var hun kontorelev i en lædervareforretning.

“Det var egentlig meget naturligt for mig at drikke de øl. Det var ikke noget, jeg tænkte over.”

Første gang, Marianne gjorde sig tanker om sit alkoholforbrug, var umiddelbart efter, hendes stedfar døde. På trods af at stedfarens druk altid havde været et problem, holdt hun meget af ham.

“Jeg var meget ked af det. Hans død slog mig virkelig ud. Jeg var derhjemme alene den aften og drak vildt meget. Jeg blev så fuld, at jeg

Marianne sidder i spisekøkkenet i det hus, hun lige er flyttet ind i, og fortæller om sin opvækst. Rammerne er i orden. Alt er nyistandsat, rent og ryddeligt, for hun går med egne ord i “udu”, hvis det roder eller er beskidt.

I sit barndomshjem havde hun aldrig venner med hjemme, fordi hun syntes, det var flovt. Ikke bare fordi der var beskidt, men også for-di, det var umuligt at vide, hvilket humør forældrene var i, eller om stedfaren var fuld. Til gengæld elskede hun selv at være på besøg hos andre. Den orden og renlighed, hun så hos veninderne, tog hun til sig. Og det blev mere og mere vigtigt for hende selv at være ren, have rent tøj på, og at der skulle være orden i tingene. Sådan har hun også altid selv haft det som voksen. Selv i de perioder, hvor hun har væ-ret næsten bedøvet af druk, er hendes børn kommet rene og pæne i skole.

“Da jeg var barn, kom vi ikke i bad ret tit. Jeg kan huske, at jeg bør-stede tænder, men det var ikke noget, jeg gjorde hver dag.”

Marianne fik mere og mere behov for at være væk hjemmefra og tog tit ud til sine veninder. Imens var lillesøsteren alene med forældrene derhjemme.

“Hun var ked af, at jeg ikke var derhjemme. Jeg kan ikke huske, at jeg havde dårlig samvittighed dengang, men når jeg tænker tilbage på det, kan jeg godt forstå, hun følte, jeg bare lod hende være alene med min mor og stedfar. Jeg passede jo lidt på hende, når jeg var der.”

I skolen prøvede Marianne at hjælpe sin mindre søster, hvis hun blev drillet af de andre børn. Marianne truede dem med bank. Det vir-kede, fordi hun var så meget større end dem.

Marianne selv klarede sig godt i skolen. Karaktererne var pæne uden at være i top. Men hun var glad for at være der. Det var let for hende at få venner, og hun blev meget sjældent drillet.

Hun husker især en veninde, Pia, som hun var rigtig glad for at be-søge, ikke mindst fordi hendes mor var sød.

26 27

PANIKANGSTDan og Marianne åbnede deres vvs-forretning, kort efter Dan var ud-lært som blikkenslager, og der gik ikke lang tid, før de kunne ansætte den første medarbejder. Dan havde flair for at drive virksomhed, og Marianne lærte hurtigt at styre bogføringen. Der gik ikke længe efter,

så ting, der ikke var der. Jeg kunne ikke finde ud af at tænde for mit fjernsyn, og jeg hørte Leifs stemme, selvom han var død.”

Næste dag var Marianne chokeret over, hvor skidt hun havde haft det. Men hun stod op og gik på arbejde. På vejen hjem gik hun som sædvanlig forbi Brugsen og købte et par øl.

“Jeg har prøvet at give mine børn noget

af det, jeg ikke selv fik, da jeg var barn.

Når jeg var ædru, har vi altid lavet meget

sammen. Men det var jo kun i de perioder,

jeg ikke drak.”

26 27

PANIKANGSTDan og Marianne åbnede deres vvs-forretning, kort efter Dan var ud-lært som blikkenslager, og der gik ikke lang tid, før de kunne ansætte den første medarbejder. Dan havde flair for at drive virksomhed, og Marianne lærte hurtigt at styre bogføringen. Der gik ikke længe efter,

så ting, der ikke var der. Jeg kunne ikke finde ud af at tænde for mit fjernsyn, og jeg hørte Leifs stemme, selvom han var død.”

Næste dag var Marianne chokeret over, hvor skidt hun havde haft det. Men hun stod op og gik på arbejde. På vejen hjem gik hun som sædvanlig forbi Brugsen og købte et par øl.

“Jeg har prøvet at give mine børn noget

af det, jeg ikke selv fik, da jeg var barn.

Når jeg var ædru, har vi altid lavet meget

sammen. Men det var jo kun i de perioder,

jeg ikke drak.”

28 29

kørt til et behandlingshjem i Jylland. Her blev hun i to af de fem uger, hun egentlig skulle have været der.

“Så troede jeg, jeg havde styr på det og kunne drikke stille og roligt. Men jeg faldt hurtigt tilbage i det gamle mønster med at drikke om aftenen.”

Mariannes alkoholforbrug er gået op og ned gennem årene. Hun har siden været på flere behandlingssteder og også været indlagt på et par psykiatriske hospitaler. Hun har drukket i perioder og været helt ædru i andre.

“Når jeg ikke var fuld, var jeg verdens bedste mor. Jeg drak kun i pe-rioder. Men børnene har ikke kunnet regne med mig eller vide, hvor-når jeg drak. Der er ingen tvivl om, de har følt sig rigtig svigtede af deres mor. Det er hårdt, for inderst inde har jeg jo altid vidst det.”

ALKOHOLEN STYREDEI 1993 blev Marianne gravid igen. Hun prøvede at drikke så lidt som muligt, men kunne ikke helt holde sig fra flasken. Hun gik til kontrol-ler og alt så fint ud, indtil den dag hun skulle føde. Sønnen Kasper blev født, men var alvorligt syg, og lægen forklarede, at han ikke havde en chance for at overleve. Marianne lå med drengen i armene, indtil han døde. Oven i sorgen over at have mistet sin søn kæmpede Marianne også med en skyldfølelse. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, om hans sygdom havde noget at gøre med hendes alkoholforbrug. Da det var uklart, hvad der var årsagen til sønnens død, forlangte Mari-anne, at han blev undersøgt. Det viste sig, at sygdommen skyldtes en virus, der intet havde med alkohol at gøre.

Efter Kaspers begravelse begyndte Marianne at drikke igen. Hendes forbrug kørte op og ned. Halvandet år senere blev hun gravid igen.

“Jeg var rædselsslagen for, at der skulle ske noget med barnet. Jeg fortalte lægerne, at jeg havde et alkoholproblem, selvom jeg ikke drak under graviditeten. De syntes vist, jeg var lidt pylret.”

de startede som selvstændige, før Marianne blev gravid. “Camilla var kolikbarn og græd utrolig meget. Jeg var meget fokuse-

ret på, at hun skulle have det godt.”Samtidig med datterens fødsel dukkede en hidtil ukendt panikangst

op hos Marianne. Når hun skulle handle eller være sammen med an-dre mennesker, fik hun hjertebanken og begyndte at hyperventilere.

“Jeg var dødsens angst for at være en dårlig mor. Fordi hun var ko-likbarn og græd meget, var det svært at føle, at jeg slog til.”

I starten af datterens liv drak Marianne ikke. Men angstanfaldene fortsatte, og da Camilla var omkring et år, begyndte hun igen. Det var en måde at dæmpe angsten på.

“Når vi var til fester, holdt jeg mig pænt på måtten og drak stort set ingenting. Det var som regel mig, der kørte hjem. Når Dan var gået i seng, drak jeg videre derhjemme.”

Marianne tænder en cigaret, inhalerer og puster røgen ud.“Det var sådan, det startede.”En dag spurgte Mariannes mand hende direkte, om hun ikke drak

for meget. Det tænkte hun meget over, men det fik hende ikke til at drikke mindre.

“Det fik mig bare til at skjule det. Jeg gemte flasker alle mulige ste-der. Han måtte ikke opdage, hvor meget jeg egentlig drak.”

I modsætning til sin stedfar drak Marianne altid kun derhjemme. Når hun var fuld, havde hun ikke lyst til at møde andre mennesker. Det betød, at hun oftere og oftere meldte afbud til familiefester. En dag, kort efter en fest, Marianne ikke havde været med til, ringede te-lefonen.

“Det var Dans fætter, som jeg ikke havde snakket med i årevis. Han er selv alkoholiker. Han sagde, at han vidste, jeg havde det dårligt. Så meddelte han, at han ville komme og hente mig og tage mig med til Jylland.”

Det blev Mariannes første møde med alkoholafvænning. Hun blev

28 29

kørt til et behandlingshjem i Jylland. Her blev hun i to af de fem uger, hun egentlig skulle have været der.

“Så troede jeg, jeg havde styr på det og kunne drikke stille og roligt. Men jeg faldt hurtigt tilbage i det gamle mønster med at drikke om aftenen.”

Mariannes alkoholforbrug er gået op og ned gennem årene. Hun har siden været på flere behandlingssteder og også været indlagt på et par psykiatriske hospitaler. Hun har drukket i perioder og været helt ædru i andre.

“Når jeg ikke var fuld, var jeg verdens bedste mor. Jeg drak kun i pe-rioder. Men børnene har ikke kunnet regne med mig eller vide, hvor-når jeg drak. Der er ingen tvivl om, de har følt sig rigtig svigtede af deres mor. Det er hårdt, for inderst inde har jeg jo altid vidst det.”

ALKOHOLEN STYREDEI 1993 blev Marianne gravid igen. Hun prøvede at drikke så lidt som muligt, men kunne ikke helt holde sig fra flasken. Hun gik til kontrol-ler og alt så fint ud, indtil den dag hun skulle føde. Sønnen Kasper blev født, men var alvorligt syg, og lægen forklarede, at han ikke havde en chance for at overleve. Marianne lå med drengen i armene, indtil han døde. Oven i sorgen over at have mistet sin søn kæmpede Marianne også med en skyldfølelse. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, om hans sygdom havde noget at gøre med hendes alkoholforbrug. Da det var uklart, hvad der var årsagen til sønnens død, forlangte Mari-anne, at han blev undersøgt. Det viste sig, at sygdommen skyldtes en virus, der intet havde med alkohol at gøre.

Efter Kaspers begravelse begyndte Marianne at drikke igen. Hendes forbrug kørte op og ned. Halvandet år senere blev hun gravid igen.

“Jeg var rædselsslagen for, at der skulle ske noget med barnet. Jeg fortalte lægerne, at jeg havde et alkoholproblem, selvom jeg ikke drak under graviditeten. De syntes vist, jeg var lidt pylret.”

de startede som selvstændige, før Marianne blev gravid. “Camilla var kolikbarn og græd utrolig meget. Jeg var meget fokuse-

ret på, at hun skulle have det godt.”Samtidig med datterens fødsel dukkede en hidtil ukendt panikangst

op hos Marianne. Når hun skulle handle eller være sammen med an-dre mennesker, fik hun hjertebanken og begyndte at hyperventilere.

“Jeg var dødsens angst for at være en dårlig mor. Fordi hun var ko-likbarn og græd meget, var det svært at føle, at jeg slog til.”

I starten af datterens liv drak Marianne ikke. Men angstanfaldene fortsatte, og da Camilla var omkring et år, begyndte hun igen. Det var en måde at dæmpe angsten på.

“Når vi var til fester, holdt jeg mig pænt på måtten og drak stort set ingenting. Det var som regel mig, der kørte hjem. Når Dan var gået i seng, drak jeg videre derhjemme.”

Marianne tænder en cigaret, inhalerer og puster røgen ud.“Det var sådan, det startede.”En dag spurgte Mariannes mand hende direkte, om hun ikke drak

for meget. Det tænkte hun meget over, men det fik hende ikke til at drikke mindre.

“Det fik mig bare til at skjule det. Jeg gemte flasker alle mulige ste-der. Han måtte ikke opdage, hvor meget jeg egentlig drak.”

I modsætning til sin stedfar drak Marianne altid kun derhjemme. Når hun var fuld, havde hun ikke lyst til at møde andre mennesker. Det betød, at hun oftere og oftere meldte afbud til familiefester. En dag, kort efter en fest, Marianne ikke havde været med til, ringede te-lefonen.

“Det var Dans fætter, som jeg ikke havde snakket med i årevis. Han er selv alkoholiker. Han sagde, at han vidste, jeg havde det dårligt. Så meddelte han, at han ville komme og hente mig og tage mig med til Jylland.”

Det blev Mariannes første møde med alkoholafvænning. Hun blev

130 131

LISBETH❝ Nogle gange føler jeg, at jeg fik lov at

overleve min barndom, fordi der skulle være nogen til at fortælle om den

130 131

LISBETH❝ Nogle gange føler jeg, at jeg fik lov at

overleve min barndom, fordi der skulle være nogen til at fortælle om den

132 133

Arbejdsiveren har ført Lisbeth til den ene forfremmelse efter den anden og har i det hele taget givet hende en succesfuld karriere. På hendes cv står blandt andet projektchef, underdirektør og administre-rende direktør i en stor it-virksomhed. Hendes professionelle netværk består i høj grad af topchefer fra dansk erhvervsliv.

“Udefra kan det da godt se imponerende ud. Men min karriere af-spejler mere et panisk ridt gennem livet end ekstraordinære evner. Den har været drevet af en grundlæggende frygt for ikke at lykkes.”

DEN FØRSTE ERINDRINGRidtet efter anerkendelse startede meget tidligt i Lisbeths liv. Hun er vokset op i en hverdag præget af forældrenes druk, fattigdom og skif-tende stedfædres vold.

“Det første, jeg husker i mit liv, er, at min mor lå livløs på gulvet, og min far stod bøjet over hende. Han havde formodentlig banket hende.”

Da Lisbeth var tre år gammel, forlod hendes far familien og efterlod moren alene med fire børn – Lisbeth og hendes tre ældre brødre. Mo-ren fik hurtigt en ny mand og flyttede med ham og børnene til en lille landsby på Vestlolland.

“Min mor har aldrig været den skarpeste kniv i skuffen, og hun kun-ne ikke klare at stå alene tilbage med fire børn.”

Både moren og hendes nye mand drak, og han var desuden langt mere voldelig end hendes biologiske far havde været. Flytningen til Lolland blev starten på det, Lisbeth kalder et sandt rædselsregime.

“Når vi spiste, måtte vi ikke sige noget. Ikke en lyd. Så vi sad tavse i de syv år, min mor var sammen med ham. Når mine brødre alligevel kom til at åbne munden, fik de bank. Det var regulære bank. Mange gange med bukserne nede og med en bøjle, eller hvad han lige havde i nærheden.”

En aften, hvor alle børnene var kommet i seng, bad Lisbeths ene storebror om et glas vand. Stedfaren gennede hele børneflokken ud i

Lisbeth Zornig Andersen er formand for Børnerådet og

mor til fem. Hun er født i 1968 og vokset op på Lolland

med en alkoholisk mor og en stedfar, der både drak og

var voldelig. Siden har hun knoklet sig til en karriere

som topchef. I dag er hun i gang med at slippe af med sin

arbejdsnarkomani.

I 2008 ligger Lisbeth på hospitalet efter en hasteoperation. Hun har fået fjernet sin tyktarm og indopereret en kunstig. Mindst ni forskel-lige slanger, drop og dræn er forbundet til hendes krop. Der er blandt andet en slange i halsen, der sikrer, at hun tager næring til sig. I ryg-raden justerer et drop mængden af den morfin, der lindrer smerterne. Den bærbare computer og mobiltelefonen forbinder Lisbeth med den arbejdsplads, hvor hun er projektchef.

“Min chef kom forbi hver dag med al ikke-elektronisk post. Så kun-ne jeg stort set passe jobbet fuldt ud.”

Allerede dagen efter operationen var Lisbeth oppegående. Hun havde fået en særlig rollator, så hun kunne have alle sine slanger, drop og dræn med sig, når hun bevægede sig rundt. Og det var en selvfølge-lighed for hende, at hun passede sit arbejde.

“Det var mig selv, der ville. Jeg blev hurtigt kendt som mønsterpa-tienten, der var i gang med det samme. Jeg blev set som den, der kunne klare det hele.”

Det faldt ikke Lisbeth ind at melde sig syg og overlade ansvaret for sine arbejdsopgaver til andre.

“Det har altid været ekstremt vigtigt for mig at vise, at jeg var god nok. Derfor har jeg altid påtaget mig de sværeste opgaver, så folk kun-ne se, hvor dygtig jeg var. Det gjorde jeg naturligvis også, selvom jeg faktisk var smaddersyg.”

132 133

Arbejdsiveren har ført Lisbeth til den ene forfremmelse efter den anden og har i det hele taget givet hende en succesfuld karriere. På hendes cv står blandt andet projektchef, underdirektør og administre-rende direktør i en stor it-virksomhed. Hendes professionelle netværk består i høj grad af topchefer fra dansk erhvervsliv.

“Udefra kan det da godt se imponerende ud. Men min karriere af-spejler mere et panisk ridt gennem livet end ekstraordinære evner. Den har været drevet af en grundlæggende frygt for ikke at lykkes.”

DEN FØRSTE ERINDRINGRidtet efter anerkendelse startede meget tidligt i Lisbeths liv. Hun er vokset op i en hverdag præget af forældrenes druk, fattigdom og skif-tende stedfædres vold.

“Det første, jeg husker i mit liv, er, at min mor lå livløs på gulvet, og min far stod bøjet over hende. Han havde formodentlig banket hende.”

Da Lisbeth var tre år gammel, forlod hendes far familien og efterlod moren alene med fire børn – Lisbeth og hendes tre ældre brødre. Mo-ren fik hurtigt en ny mand og flyttede med ham og børnene til en lille landsby på Vestlolland.

“Min mor har aldrig været den skarpeste kniv i skuffen, og hun kun-ne ikke klare at stå alene tilbage med fire børn.”

Både moren og hendes nye mand drak, og han var desuden langt mere voldelig end hendes biologiske far havde været. Flytningen til Lolland blev starten på det, Lisbeth kalder et sandt rædselsregime.

“Når vi spiste, måtte vi ikke sige noget. Ikke en lyd. Så vi sad tavse i de syv år, min mor var sammen med ham. Når mine brødre alligevel kom til at åbne munden, fik de bank. Det var regulære bank. Mange gange med bukserne nede og med en bøjle, eller hvad han lige havde i nærheden.”

En aften, hvor alle børnene var kommet i seng, bad Lisbeths ene storebror om et glas vand. Stedfaren gennede hele børneflokken ud i

Lisbeth Zornig Andersen er formand for Børnerådet og

mor til fem. Hun er født i 1968 og vokset op på Lolland

med en alkoholisk mor og en stedfar, der både drak og

var voldelig. Siden har hun knoklet sig til en karriere

som topchef. I dag er hun i gang med at slippe af med sin

arbejdsnarkomani.

I 2008 ligger Lisbeth på hospitalet efter en hasteoperation. Hun har fået fjernet sin tyktarm og indopereret en kunstig. Mindst ni forskel-lige slanger, drop og dræn er forbundet til hendes krop. Der er blandt andet en slange i halsen, der sikrer, at hun tager næring til sig. I ryg-raden justerer et drop mængden af den morfin, der lindrer smerterne. Den bærbare computer og mobiltelefonen forbinder Lisbeth med den arbejdsplads, hvor hun er projektchef.

“Min chef kom forbi hver dag med al ikke-elektronisk post. Så kun-ne jeg stort set passe jobbet fuldt ud.”

Allerede dagen efter operationen var Lisbeth oppegående. Hun havde fået en særlig rollator, så hun kunne have alle sine slanger, drop og dræn med sig, når hun bevægede sig rundt. Og det var en selvfølge-lighed for hende, at hun passede sit arbejde.

“Det var mig selv, der ville. Jeg blev hurtigt kendt som mønsterpa-tienten, der var i gang med det samme. Jeg blev set som den, der kunne klare det hele.”

Det faldt ikke Lisbeth ind at melde sig syg og overlade ansvaret for sine arbejdsopgaver til andre.

“Det har altid været ekstremt vigtigt for mig at vise, at jeg var god nok. Derfor har jeg altid påtaget mig de sværeste opgaver, så folk kun-ne se, hvor dygtig jeg var. Det gjorde jeg naturligvis også, selvom jeg faktisk var smaddersyg.”

134 135

køkkenet. Her kunne de så se på, at deres bror blev tvunget til at drikke vand af et litermål, indtil han brækkede sig.

“Så kunne vi lære ikke at bede om vand, efter vi var kommet i seng.” Lisbeth føler sig sikker på, at hendes mor har protesteret i begyn-

delsen. “Hun er et sødt menneske, men hun ved bare ikke, hvad det vil sige

at tage ansvar. Hun holdt hurtigt op med at gøre vrøvl. Han bankede jo også hende.”

Nogle gange har Lisbeths stedfar prøvet at kvæle moren, mens bør-nene så på.

“Jeg tror, det var en del af showet, at vi skulle se på.”Forholdene i det lille faldefærdige hjem gav tidligt Lisbeth en for-

nemmelse af, at hun ikke var god nok. “Mine brødre og jeg var åbenbart ikke vigtige nok til at blive skånet

for druk og vold. Vi boede i et lille hus med lokum i gården. Det var

“Den dag gik det for alvor op for mig, at

jeg var blevet arbjdsnarkoman. Jeg var

blevet afhængig af det fix, det gav mig at

være dygtig til jobbet.”

134 135

køkkenet. Her kunne de så se på, at deres bror blev tvunget til at drikke vand af et litermål, indtil han brækkede sig.

“Så kunne vi lære ikke at bede om vand, efter vi var kommet i seng.” Lisbeth føler sig sikker på, at hendes mor har protesteret i begyn-

delsen. “Hun er et sødt menneske, men hun ved bare ikke, hvad det vil sige

at tage ansvar. Hun holdt hurtigt op med at gøre vrøvl. Han bankede jo også hende.”

Nogle gange har Lisbeths stedfar prøvet at kvæle moren, mens bør-nene så på.

“Jeg tror, det var en del af showet, at vi skulle se på.”Forholdene i det lille faldefærdige hjem gav tidligt Lisbeth en for-

nemmelse af, at hun ikke var god nok. “Mine brødre og jeg var åbenbart ikke vigtige nok til at blive skånet

for druk og vold. Vi boede i et lille hus med lokum i gården. Det var

“Den dag gik det for alvor op for mig, at

jeg var blevet arbjdsnarkoman. Jeg var

blevet afhængig af det fix, det gav mig at

være dygtig til jobbet.”

136 137

familier. Her hjalp forældrene deres børn med lektier, de sørgede for

rent tøj og rejste på ferier sammen.

“Det var der ikke noget af hjemme hos os. Vi var beskidte og kom i

skole i uvasket og ofte alt for koldt tøj. Som barn følte jeg mig meget

alene og anderledes end de andre. Jeg var som Mowgli i junglen.”

Familien var fattig, og en stor del af de få penge, den havde, blev

brugt på forældrenes druk. Resultatet var, at der ikke var råd til fornø-

jelser – og nogle gange heller ikke til mad. Brødrene klarede sig dårligt

i skolen både fagligt og socialt. De lavede ballade, og de kom op at slås

med de andre drenge. En efter en blev de tvangsfjernet fra deres hjem.

“Det var ikke, fordi de havde det ad helvede til derhjemme, de blev

fjernet. Det var, fordi skolen ikke kunne styre dem. Ellers skulle jeg jo

også have været fjernet.”

Det blev Lisbeth ikke, før hun senere selv bad om det. I stedet sad

hun tilbage med et enormt savn. Det var hendes større brødre, der

havde beskyttet hende mod stedfaren.

“Jeg husker en stor del af min barndom, hvor jeg prøvede at gemme

mig mellem deres ben, fordi jeg var bange.”

Da Lisbeth var ti år, gik moren og stedfaren fra hinanden. I to år

boede hun alene sammen med sin mor.

“Det betød reelt, at jeg boede alene en stor del af tiden, fordi min

mor var på druk i flere dage ad gangen.”

Lisbeth husker det som ekstremt ensomt.

“Vi boede i en landsby med tolv huse og en købmand. Min eneste

veninde var Bodil. Jeg klarede mig selv. Når jeg havde brug for penge,

spurgte jeg min mor. Ellers solgte jeg nogle flasker.”

Bodil og Lisbeth hang ud sammen med nogle store drenge.

“De må have været over 18, for de havde kørekort. En dag kørte vi

til Maribo for at købe en kasse øl på tilbud. Det opdagede min mor, og

hendes eneste reaktion var, at hun gerne ville låne et par stykker.”

mine brødres opgave at tømme det. Hvis de ikke gjorde det, risikerede de at blive låst ude uden aftensmad.”

Lisbeth var rædselsslagen for sin stedfar i alle de syv år, moren var sammen med ham. Af en eller anden grund slap hun selv for at få bank.

“Jeg tror, jeg gjorde, hvad jeg skulle. Jeg var bedre til at aflæse de regler, han satte op. Så lavede jeg heller ikke så meget ballade, som mine brødre. Det gør drenge jo, når de ikke har noget at give sig til.”

Det var især den ene af brødrene, der kom i evig konflikt med sted-farens regler. Senere blev det konstateret, at han kom til verden med medfødt alkoholsyndrom. Det er en hjerneskade, der kan forklare, hvorfor han ikke kunne finde ud af reglerne.

ET HOLDEPUNKTI skolen var Lisbeth også langt bedre end brødrene til at følge reglerne. Hun var dygtig og kunne godt lide at lære noget. I første klasse kom hun til skolepsykolog, og han skrev en rapport, der blev et vigtigt hol-depunkt for hende.

“Der stod blandt andet, at jeg var højtbegavet. Det klamrede jeg mig til. Så var der da noget, jeg kunne.”

Lisbeth kan ikke huske, hvorfor hun blev henvist til psykologen. Men “der må vel have været et eller andet ved min opførsel”. Lige si-den har hun stræbt efter at være dygtig. Karaktererne var vigtige gen-nem hele hendes skole- og gymnasietid, senere på universitetet og i erhvervslivet har det været afgørende for hende at levere resultater.

“Da jeg var teenager, var det meget vigtigere for mig at være dygtig end at være lækker.”

Lisbeth knyttede sig aldrig til de andre børn i skolen. Sin første ven-inde fik hun i sjette klasse. Veninden kom også fra en socialt dårligt stillet familie.

“Bodil og jeg var dem, der ikke var noget.” Lisbeth husker de andre børn som nogle, der kom fra ordentlige

136 137

familier. Her hjalp forældrene deres børn med lektier, de sørgede for

rent tøj og rejste på ferier sammen.

“Det var der ikke noget af hjemme hos os. Vi var beskidte og kom i

skole i uvasket og ofte alt for koldt tøj. Som barn følte jeg mig meget

alene og anderledes end de andre. Jeg var som Mowgli i junglen.”

Familien var fattig, og en stor del af de få penge, den havde, blev

brugt på forældrenes druk. Resultatet var, at der ikke var råd til fornø-

jelser – og nogle gange heller ikke til mad. Brødrene klarede sig dårligt

i skolen både fagligt og socialt. De lavede ballade, og de kom op at slås

med de andre drenge. En efter en blev de tvangsfjernet fra deres hjem.

“Det var ikke, fordi de havde det ad helvede til derhjemme, de blev

fjernet. Det var, fordi skolen ikke kunne styre dem. Ellers skulle jeg jo

også have været fjernet.”

Det blev Lisbeth ikke, før hun senere selv bad om det. I stedet sad

hun tilbage med et enormt savn. Det var hendes større brødre, der

havde beskyttet hende mod stedfaren.

“Jeg husker en stor del af min barndom, hvor jeg prøvede at gemme

mig mellem deres ben, fordi jeg var bange.”

Da Lisbeth var ti år, gik moren og stedfaren fra hinanden. I to år

boede hun alene sammen med sin mor.

“Det betød reelt, at jeg boede alene en stor del af tiden, fordi min

mor var på druk i flere dage ad gangen.”

Lisbeth husker det som ekstremt ensomt.

“Vi boede i en landsby med tolv huse og en købmand. Min eneste

veninde var Bodil. Jeg klarede mig selv. Når jeg havde brug for penge,

spurgte jeg min mor. Ellers solgte jeg nogle flasker.”

Bodil og Lisbeth hang ud sammen med nogle store drenge.

“De må have været over 18, for de havde kørekort. En dag kørte vi

til Maribo for at købe en kasse øl på tilbud. Det opdagede min mor, og

hendes eneste reaktion var, at hun gerne ville låne et par stykker.”

mine brødres opgave at tømme det. Hvis de ikke gjorde det, risikerede de at blive låst ude uden aftensmad.”

Lisbeth var rædselsslagen for sin stedfar i alle de syv år, moren var sammen med ham. Af en eller anden grund slap hun selv for at få bank.

“Jeg tror, jeg gjorde, hvad jeg skulle. Jeg var bedre til at aflæse de regler, han satte op. Så lavede jeg heller ikke så meget ballade, som mine brødre. Det gør drenge jo, når de ikke har noget at give sig til.”

Det var især den ene af brødrene, der kom i evig konflikt med sted-farens regler. Senere blev det konstateret, at han kom til verden med medfødt alkoholsyndrom. Det er en hjerneskade, der kan forklare, hvorfor han ikke kunne finde ud af reglerne.

ET HOLDEPUNKTI skolen var Lisbeth også langt bedre end brødrene til at følge reglerne. Hun var dygtig og kunne godt lide at lære noget. I første klasse kom hun til skolepsykolog, og han skrev en rapport, der blev et vigtigt hol-depunkt for hende.

“Der stod blandt andet, at jeg var højtbegavet. Det klamrede jeg mig til. Så var der da noget, jeg kunne.”

Lisbeth kan ikke huske, hvorfor hun blev henvist til psykologen. Men “der må vel have været et eller andet ved min opførsel”. Lige si-den har hun stræbt efter at være dygtig. Karaktererne var vigtige gen-nem hele hendes skole- og gymnasietid, senere på universitetet og i erhvervslivet har det været afgørende for hende at levere resultater.

“Da jeg var teenager, var det meget vigtigere for mig at være dygtig end at være lækker.”

Lisbeth knyttede sig aldrig til de andre børn i skolen. Sin første ven-inde fik hun i sjette klasse. Veninden kom også fra en socialt dårligt stillet familie.

“Bodil og jeg var dem, der ikke var noget.” Lisbeth husker de andre børn som nogle, der kom fra ordentlige

138 139

skabt som voksen. Hun fik sit første barn som 20-årig, hvor hun stude-rede statsvidenskab på Københavns Universitet. Siden er der kommet fire mere til. Opvæksten på Lolland har gjort Lisbeth meget bevidst om, at hendes egne børn aldrig må opleve de samme svigt og afsavn, hun selv har lidt. Hvor Lisbeth som barn ikke måtte sige et ord, når de spiste, sætter hun en ære i, at netop middagsbordet er et sted, hvor man snakker sammen.

“Nogle gange snakker vi så meget, at børnene rækker hånden op. Det er noget, de selv har fundet på. Den slags kommer ikke fra mig. Jeg er ikke den, der kræver disciplin. Tværtimod.”

Lisbeth har aldrig været en skrap mor. “Jeg tror, jeg kan tælle på en hånd, de gange jeg har skældt min æld-

ste søn ud. Han er nu 22 år.” Det har været vigtigt for hende at skabe en god stemning derhjem-

me. Børnetegninger på køleskabet og de fleste skabslåger i køkkenet, stearinlys på bordet og i vindueskarmen samt farvede hynder og puder vidner om et hjem, hvor der er både plads til børn og hygge.

“Jeg kan ikke holde dårlig stemning ud. Hvis mine børn får noget dårligt med sig hjemmefra, er det måske sådan en lidt konfliktsky ‘vi-skændes-ikke-her-holdning’.”

Lisbeth håber, de vil huske deres barndom som hyggelig, og at de har fået hjælp til alt, hvad de havde brug for.

“Vi fik ikke mad nok derhjemme. Mine børn får tilbudt flere for-skellige slags morgenmad. Nogle skal have jogurt, andre frugt og andre noget helt tredje. Min kæreste synes vist nogle gange, de får en lidt for udstrakt service.”

Ambitionen for børnene er, at de må vokse op og blive sunde og gla-de voksne. Lisbeth har absolut ingen faglige ambitioner på sine børns vegne.

“Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad de kommer til at arbejde med. Bare de er glade og føler sig gode nok som dem, de er.”

EN VIGTIG SEDDELLisbeth klarede sig, selv om hun manglede både tøj, ordentlig mad og ikke mindst omsorg. Moren drak de fleste af de få penge, hun havde, op. De første år af Lisbeths liv arbejdede moren som servitrice, men det meste af tiden var hun førtidspensionist. Efter stedfaren var flyttet, var Lisbeth alene hjemme en meget stor del af tiden. Hun havde som-mertøj på om vinteren og var meget tynd. Det bemærkede naboen, der også var lærer på skolen. Han og konen inviterede tit Lisbeth ind om eftermiddagen, hvor hun fik lov at sidde og lave sine lektier og få varm kakao.

“Jeg var egentlig lidt bange for lærer Holst. Men jeg nød at være der. Tænk, at der var nogle voksne, der bekymrede sig om at lave kakao til mig.”

En dag stak lærer Holst en seddel med et telefonnummer i hånden på Lisbeth og sagde, at hun kunne ringe, hvis hun havde problemer derhjemme. Nummeret var til kommunens socialforvaltning.

“Han havde selvfølgelig snakket med kommunen på forhånd. Men han var klog nok til at lade mig tage beslutningen. Selvom jeg kun var tolv, var jeg voksen oven i hovedet. Jeg havde jo klaret mig selv i flere år.”

Samme dag ringede Lisbeth og fortalte kommunen, at hun ikke vil-le bo hjemme mere. Det blev starten på fire år på institution.

Efter et mislykket ophold på et børnehjem kom Lisbeth på Hylleholt Husgerningsskole, der er et sted for piger med særlige vanskeligheder.

“For mig er der et før og et efter Hylleholt. Jeg følte, at de tog mig alvorligt, og at de troede på, at jeg kunne noget.”

Medarbejderne på Hylleholt hjalp børnene med lektier og tog det som en selvfølge, at Lisbeth skulle i gymnasiet.

“En af pædagogerne, Karen, knyttede jeg mig særligt til. Hun invi-terede mig hjem til jul, og jeg har stadig et meget tæt forhold til hende i dag.”

Lisbeth betragter i dag Karen som en del af den familie, hun selv har

138 139

skabt som voksen. Hun fik sit første barn som 20-årig, hvor hun stude-rede statsvidenskab på Københavns Universitet. Siden er der kommet fire mere til. Opvæksten på Lolland har gjort Lisbeth meget bevidst om, at hendes egne børn aldrig må opleve de samme svigt og afsavn, hun selv har lidt. Hvor Lisbeth som barn ikke måtte sige et ord, når de spiste, sætter hun en ære i, at netop middagsbordet er et sted, hvor man snakker sammen.

“Nogle gange snakker vi så meget, at børnene rækker hånden op. Det er noget, de selv har fundet på. Den slags kommer ikke fra mig. Jeg er ikke den, der kræver disciplin. Tværtimod.”

Lisbeth har aldrig været en skrap mor. “Jeg tror, jeg kan tælle på en hånd, de gange jeg har skældt min æld-

ste søn ud. Han er nu 22 år.” Det har været vigtigt for hende at skabe en god stemning derhjem-

me. Børnetegninger på køleskabet og de fleste skabslåger i køkkenet, stearinlys på bordet og i vindueskarmen samt farvede hynder og puder vidner om et hjem, hvor der er både plads til børn og hygge.

“Jeg kan ikke holde dårlig stemning ud. Hvis mine børn får noget dårligt med sig hjemmefra, er det måske sådan en lidt konfliktsky ‘vi-skændes-ikke-her-holdning’.”

Lisbeth håber, de vil huske deres barndom som hyggelig, og at de har fået hjælp til alt, hvad de havde brug for.

“Vi fik ikke mad nok derhjemme. Mine børn får tilbudt flere for-skellige slags morgenmad. Nogle skal have jogurt, andre frugt og andre noget helt tredje. Min kæreste synes vist nogle gange, de får en lidt for udstrakt service.”

Ambitionen for børnene er, at de må vokse op og blive sunde og gla-de voksne. Lisbeth har absolut ingen faglige ambitioner på sine børns vegne.

“Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad de kommer til at arbejde med. Bare de er glade og føler sig gode nok som dem, de er.”

EN VIGTIG SEDDELLisbeth klarede sig, selv om hun manglede både tøj, ordentlig mad og ikke mindst omsorg. Moren drak de fleste af de få penge, hun havde, op. De første år af Lisbeths liv arbejdede moren som servitrice, men det meste af tiden var hun førtidspensionist. Efter stedfaren var flyttet, var Lisbeth alene hjemme en meget stor del af tiden. Hun havde som-mertøj på om vinteren og var meget tynd. Det bemærkede naboen, der også var lærer på skolen. Han og konen inviterede tit Lisbeth ind om eftermiddagen, hvor hun fik lov at sidde og lave sine lektier og få varm kakao.

“Jeg var egentlig lidt bange for lærer Holst. Men jeg nød at være der. Tænk, at der var nogle voksne, der bekymrede sig om at lave kakao til mig.”

En dag stak lærer Holst en seddel med et telefonnummer i hånden på Lisbeth og sagde, at hun kunne ringe, hvis hun havde problemer derhjemme. Nummeret var til kommunens socialforvaltning.

“Han havde selvfølgelig snakket med kommunen på forhånd. Men han var klog nok til at lade mig tage beslutningen. Selvom jeg kun var tolv, var jeg voksen oven i hovedet. Jeg havde jo klaret mig selv i flere år.”

Samme dag ringede Lisbeth og fortalte kommunen, at hun ikke vil-le bo hjemme mere. Det blev starten på fire år på institution.

Efter et mislykket ophold på et børnehjem kom Lisbeth på Hylleholt Husgerningsskole, der er et sted for piger med særlige vanskeligheder.

“For mig er der et før og et efter Hylleholt. Jeg følte, at de tog mig alvorligt, og at de troede på, at jeg kunne noget.”

Medarbejderne på Hylleholt hjalp børnene med lektier og tog det som en selvfølge, at Lisbeth skulle i gymnasiet.

“En af pædagogerne, Karen, knyttede jeg mig særligt til. Hun invi-terede mig hjem til jul, og jeg har stadig et meget tæt forhold til hende i dag.”

Lisbeth betragter i dag Karen som en del af den familie, hun selv har

152 153

Omkring halvdelen af danskerne har en ven eller et familiemedlem med et alkoholproblem.

Cirka 40 procent af personer i alkoholbehandling er selv vokset op med forældre, der drak.

Partner og børn af alkoholikere har en brugsrate af sundhedssyste-met, der er op til fire gange større end gennemsnittet af hele befolk-ningen.

Ca. 6.300 dør hvert år på grund af alkohol.Blandt de 35-54-årige mænd skyldes ca. en tredjedel af alle døds-

fald alkohol.(Kilde: Når mor og far drikker, Sundhedsstyrelsen, 2009, www.naarmorog-

fardrikker.dk)

Kun 14 procent af de unge (18-34 år), der er vokset op i alkoholiserede familier, har fået professionel hjælp.

59 procent af de unge, der er startet i professionel behandling, følte sig deprimerede. Ved behandlingens afslutning følte 88 procent sig ikke længere deprimerede.

(Kilde: Passiv druk – en befolkningsundersøgelse, TUBA)

632.000 mennesker er vokset op – eller vokser lige nu op – i en familie med alkoholproblemer. Heraf er cirka 122.000 børn mellem 0 og 18 år.

(Kilde: Voksnes alkoholvaner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folke-

sundhed, 2008)

Cirka en tredjedel af voksne børn af alkoholikere udvikler et alkohol- eller narkoproblem.

Cirka en tredjedel af voksne børn af alkoholikere oplever psykiske vanskeligheder som angst, depression og spiseforstyrrelser.

10 procent udvikler en psykiatrisk diagnose mod 5 procent i gen-nemsnit for hele befolkningen.

Børn af en eller to alkoholiserede forældre har:

• ca. 2½ gange større risiko for som børn at blive indlagt på en psy-kiatrisk afdeling

• ca. 3½ gange større risiko for at blive anbragt uden for hjemmet• ca. dobbelt så stor risiko for at forsøge selvmord• ca. otte gange så stor risiko for at opleve vold i hjemmet

Omkring en tredjedel af danskerne har et menneske med alkoholpro-blemer i familien – enten i kernefamilien eller blandt andre familie-medlemmer.

ALKOHOL I DANMARK

152 153

Omkring halvdelen af danskerne har en ven eller et familiemedlem med et alkoholproblem.

Cirka 40 procent af personer i alkoholbehandling er selv vokset op med forældre, der drak.

Partner og børn af alkoholikere har en brugsrate af sundhedssyste-met, der er op til fire gange større end gennemsnittet af hele befolk-ningen.

Ca. 6.300 dør hvert år på grund af alkohol.Blandt de 35-54-årige mænd skyldes ca. en tredjedel af alle døds-

fald alkohol.(Kilde: Når mor og far drikker, Sundhedsstyrelsen, 2009, www.naarmorog-

fardrikker.dk)

Kun 14 procent af de unge (18-34 år), der er vokset op i alkoholiserede familier, har fået professionel hjælp.

59 procent af de unge, der er startet i professionel behandling, følte sig deprimerede. Ved behandlingens afslutning følte 88 procent sig ikke længere deprimerede.

(Kilde: Passiv druk – en befolkningsundersøgelse, TUBA)

632.000 mennesker er vokset op – eller vokser lige nu op – i en familie med alkoholproblemer. Heraf er cirka 122.000 børn mellem 0 og 18 år.

(Kilde: Voksnes alkoholvaner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folke-

sundhed, 2008)

Cirka en tredjedel af voksne børn af alkoholikere udvikler et alkohol- eller narkoproblem.

Cirka en tredjedel af voksne børn af alkoholikere oplever psykiske vanskeligheder som angst, depression og spiseforstyrrelser.

10 procent udvikler en psykiatrisk diagnose mod 5 procent i gen-nemsnit for hele befolkningen.

Børn af en eller to alkoholiserede forældre har:

• ca. 2½ gange større risiko for som børn at blive indlagt på en psy-kiatrisk afdeling

• ca. 3½ gange større risiko for at blive anbragt uden for hjemmet• ca. dobbelt så stor risiko for at forsøge selvmord• ca. otte gange så stor risiko for at opleve vold i hjemmet

Omkring en tredjedel af danskerne har et menneske med alkoholpro-blemer i familien – enten i kernefamilien eller blandt andre familie-medlemmer.

ALKOHOL I DANMARK

154 155

IOGT: Gratis og anonym alkoholrådgivning: www.iogt.dk: Her finder du blandt andet en oversigt over organisationens lokale afdelinger.

BOPAM: En landsforening for misbrugeres børn og deres pårørende: www.bopam.dk.

HOPE-NETVÆRKET: www.hope.dk: Her kan du få overblik over, hvor du kan få hjælp i hele Danmark og Grønland. Sitet er en mulighed for at komme i kontakt med andre fra familier med misbrugspro-blemer. Det indeholder chat- og samtalerum for afhængige og på-rørende samt en række livsfortællinger.

BØRN, UNGE & SORG: www.bornungesorg.dk: rådgivning for børn og unge op til 28 år med alvorligt syge eller døde forældre/søskende. Organisationen har nogle steder i landet særlige grupper for børn, hvor forældres død har forbindelse til alkoholmisbrug.

BØRNS VILKÅR: www.bornsvilkar.dk: Børn kan ringe gratis på bør-netelefonen på telefon 116 111 eller bruge BørneChatten. Tjek åb-ningstider på hjemmesiden.

AA – ANONYME ALKOHOLIKERE: www.anonyme-alkoholikere.dk: Her kan du blandt andet finde oplysninger om AA-møder i dit lo-kalområde.

ACA – ANONYME VOKSNE BØRN AF ALKOHOLIKERE ELLER AN-

DEN DYSFUNKTIONEL FAMILIE: www.aca-danmark.dk: Her kan du blandt andet finde oplysninger om ACA-møder i dit lokalom-råde.

LÆNKEN – RÅDGIVNING OG BEHANDLING NÅR PROBLEMET

ER ALKOHOL: www.lænken.dk: Her kan du finde oplysninger om Lænkens arbejde og finde kontaktoplysninger på kontorer i nærhe-den af dig.

TUBA – TERAPI OG RÅDGIVNING FOR UNGE DER ER BØRN AF

ALKOHOLMISBRUGERE: Henvender sig til unge mellem 14 og 35 år. www.tuba.dk: Her kan du blandt andet finde oplysninger og kontaktnumre på alle TUBA’s lokale rådgivninger.

BLÅ KORS DANMARK: Kirkelig og social organisation, der tilbyder støtte, rådgivning og behandling til alkoholafhængige og deres fa-milier: www.blaakors.dk: Her kan du finde oplysninger om organi-sationens arbejde og kontaktdetaljer og telefonnumre.

HVEM KAN HJÆLPE?

154 155

IOGT: Gratis og anonym alkoholrådgivning: www.iogt.dk: Her finder du blandt andet en oversigt over organisationens lokale afdelinger.

BOPAM: En landsforening for misbrugeres børn og deres pårørende: www.bopam.dk.

HOPE-NETVÆRKET: www.hope.dk: Her kan du få overblik over, hvor du kan få hjælp i hele Danmark og Grønland. Sitet er en mulighed for at komme i kontakt med andre fra familier med misbrugspro-blemer. Det indeholder chat- og samtalerum for afhængige og på-rørende samt en række livsfortællinger.

BØRN, UNGE & SORG: www.bornungesorg.dk: rådgivning for børn og unge op til 28 år med alvorligt syge eller døde forældre/søskende. Organisationen har nogle steder i landet særlige grupper for børn, hvor forældres død har forbindelse til alkoholmisbrug.

BØRNS VILKÅR: www.bornsvilkar.dk: Børn kan ringe gratis på bør-netelefonen på telefon 116 111 eller bruge BørneChatten. Tjek åb-ningstider på hjemmesiden.

AA – ANONYME ALKOHOLIKERE: www.anonyme-alkoholikere.dk: Her kan du blandt andet finde oplysninger om AA-møder i dit lo-kalområde.

ACA – ANONYME VOKSNE BØRN AF ALKOHOLIKERE ELLER AN-

DEN DYSFUNKTIONEL FAMILIE: www.aca-danmark.dk: Her kan du blandt andet finde oplysninger om ACA-møder i dit lokalom-råde.

LÆNKEN – RÅDGIVNING OG BEHANDLING NÅR PROBLEMET

ER ALKOHOL: www.lænken.dk: Her kan du finde oplysninger om Lænkens arbejde og finde kontaktoplysninger på kontorer i nærhe-den af dig.

TUBA – TERAPI OG RÅDGIVNING FOR UNGE DER ER BØRN AF

ALKOHOLMISBRUGERE: Henvender sig til unge mellem 14 og 35 år. www.tuba.dk: Her kan du blandt andet finde oplysninger og kontaktnumre på alle TUBA’s lokale rådgivninger.

BLÅ KORS DANMARK: Kirkelig og social organisation, der tilbyder støtte, rådgivning og behandling til alkoholafhængige og deres fa-milier: www.blaakors.dk: Her kan du finde oplysninger om organi-sationens arbejde og kontaktdetaljer og telefonnumre.

HVEM KAN HJÆLPE?