1

ER ERSTATNINGSTEOLOGI SUND BIBELSK LÆRE? Vi er nogle stykker, der er stærkt bekymrede over den hurtigt tiltagende

antisemitisme i verden i dag.

verdenssamfundet lyver uafladeligt, Israel alt muligt ondt på, og hvad værre er: I stigende grad tilslutter mennesker, som anser sig selv for at være genfødte kristne dette djævelske kor.

Et af Djævelens snedige kneb er at få kristne til at tro på erstatningsteologi. Ikke alene er erstatningsteologi en kilde til ondskab rettet imod Israel (Guds udvalgte folk), det er også til stor skade for kirken.

Til skade for kirken af følgende årsager:

a) Kirken gør sig selv til både dommer og forretter af dommen. Vi har i Danmark det vi kalder magtens tredeling: der er den (1) lovgivende magt [folketinget], (2) den dømmende magt [domstolene] og (3) den udøvende magt[politiet] ideen er at der skal være ”vandtætte skodder” imellem disse magtinstrumenter for at undgå korruption. Hos Gud er det anderledes: Han er alle tre instanser i én og samme person. Dette kan vi være trygge ved fordi der hos Ham ikke findes antydning af uretfærdighed eller korruption. Gud vil ikke finde sig i at andre blander sig i Hans magtudøvelse, og når kirken beslutter sig for at tilføre Israel yderligere straf ud over den straf Gud allerede har idømt dem, så vendes Guds vrede imod kirken. At kirken ikke er undtaget for Guds straf kan ses af disse ord fra Rom. Kap. 11: For når Gud ikke skånede de naturlige grene (jøderne), vil han heller ikke skåne dig (den hedningekristne).

B) Det er en løgnagtig teologi, og den der ikke tager imod kærlighed til sandheden vil Gud selv overgive til forførende ånder 2. Tess. 2 10-11 - ikke overraskende ser vi at de kirker, der går ind for erstatningsteologi er forførte på mange andre områder.

Gud opdrog igennem årtusinder jøderne til at tænke på en måde, som vi kan betegne, som ”hebræisk

tankegang”, og denne tankegang er essentiel for forståelsen af den åbenbaring Gud har givet os igennem

sit inspirerede ord. Desværre er der sket det, som Paulus faktisk advarer imod i Rom. 11 at hedningekristne

har hovmodet sig og mast vestlig hellenistisk tankegang ned over den hebræiske bog (bibelen).

I vestlig tankegang ser man for eksempel profetier, som blot forudsigelse og opfyldelse, men i hebræisk

tankegang ser man i mønstre.

Som illustrerende eksempel kan nævnes Abraham:

Efter at Abram var draget fra Kaldæa til Kanaan, drog han til Ægypten, for senere at vende tilbage til

Kanaan, hvor Gud gav ham navnet Abraham (far til mange folkeslag), og Abrahams efterkommer Josef (en

Jesus type) blev kidnappet af sine brødre, som solgte ham til en karavane så han endte op i Ægypten, hvor

han blev et redskab til at redde sin familie fra hungersnød, så også de endte op i Ægypten og der blev til det

israelske folk, som levede, som slaver under forskellige Ægyptiske konger i ca. 400 år. Da Gud kaldte Moses

(også en jesustype) fra Ægypten til at redde Israel ud af slaveriet fik han besked på at sige til Farao ”Israel er

min førstefødte søn”. Senere reddede Jesusbarnet livet fra Herodes’ dekret om at dræbe alle drengebørn

2

under 2 år ved at Han og Hans forældre flygtede til Ægypten hvorfra Gud igen kaldte dem da Herodes var

død og borte. Vi kan altså se at når Gud siger ”fra Ægypten kaldte jeg min søn, så er det et mønster på en

begivenhed, der opfyldes igen og igen på forskellig vis (se Matt. 2,15) profetierne opfyldes helt bogstaveligt

og præcist, men ofte på forskellig vis. Når Gud giver profetier om Abrahams efterkommere kan det altså

sagtens sigte på både det nationale Israel, og på kirken så at profetierne opfyldes både på Israel og på

kirken. Det ene udelukker ikke det andet (faktisk må vi forvente at de opfyldes både på nationen Israel og

på Kirken). Ole Michaelsen

En af mine venner, der (som jeg) ønsker at argumentere imod erstatningsteologi sendte mig en artikel af

Dr. Michael Vlach og foreslog mig at oversætte den til dansk. Det har jeg gjort, og oversættelsen følger

herunder (jeg har efter bedste evne forsøgt at lave oversættelsen i samme typografiske opsætning, som

originalen), der hvor jeg selv har indsat en note har jeg skrevet den med rød tekst for at tydeliggøre hvad der er

mine ord, og hvad der er Michael Vlachs ord.

”Erstatningsteologi: Har kirken overtaget1

Israels rolle, som Guds udvalgte folk?”

Detroit Baptist Theological Seminary

Dr. Michael Vlach

den 17. Marts 2010

Dette års taler er Dr. Michael Vlach.

Assisterende teologisk professor ved

Masters seminary i Sun Valley i Californien

Han begyndte sin embedsperiode ved TMS I 2006. Før Michael Vlach begyndte hos Masters seminary fungerede han som professor i humaniore ved Southeast Community College i Lincoln, Nebraska. han underviste også i

3

Bibelen, teologi og hermaneutik på Grace University i Omaha, Nebraska. Medens Dr. Vlach arbejde på sin dokterafhandling var han senior forsker-skribent hos Church initiative (et arbejde dedikeret til at udruste kirker)i Wake forrest, North Carolina. Som ordineret præst virkede Dr. Vlach, som assisterende præst i Lincoln, Nebraska, hvor han ledede et kirkebaseret bibelundervisningsinstitut.dr. Vlach taler jævnligt i kirker og til konferancer, og har ofte optrådt på nationale radiostationer. Han har også skrevet talrige artikler i kristne blade og videnskabelige journaler. Hans uddannelses-mæssige baggrund inkluderer disse grader: bachelor of science fra university of lincoln-Nebraska; Master of divinity fra The Masters siminary; og doktergrad fra Southeastern theological seminary. Ud over sine undervisningspligter er dr. Vlach også taler på konferancer og en udgivet forfatter hans skrevne udgivelser omfatter:

bøger og monografier:

Kirken, som erstatning for Israel: en analyse af supersessionism

Dispensionalisme: grundlæggende opfattelser og almindelige myter

Filosofi 101: ”den store ide”for de 101 mest indflydelsesmæssige

mennesker og koncepter i filosofi Los Angeles theological studie press 2007

artikler i journaler

”-forkastelse derefter håb” kirkens lære om Israel i patriarktiden TMSJ. 19:1 (2008): 51-70. ”Nypagtsteologi og pagtslære” TMSJ. 18:2 (2007): 201-19. ”Amerikanere og Bibelen” (2002) ”Har kirken overtaget Israels plads i Guds plan?” The Conservative Theological Journal. 4:11 (2002): 6-32.

”Erstatningsteologi: Har kirken overtaget Israels rolle, som Guds udvalgte folk?”

Indholdsfortegnelse: Lektion nr. 1 – introduktion til erstatningsteologi

Lektion nr. 2 – kritik af argumenterne for erstatningsteologi

Lektion nr. 3 – argumenter for nationen Israels genoprettelse

Lektion nr. 1 – introduktion til erstatningsteologi

4

Definition af erstatningsteologi Hvad er læren om erstatningsteologi eller supersessionism? Det at sætte navn på

synspunktet at kirken erstatter, supersedes eller opfylder Israel, som Guds folk har ikke været uden kontroverser og debat. Som Marten Woudstra observerer: ”Spørgsmålet om, hvorvidt det er mere korrekt at tale om at kirken, som en

erstatning af jøderne, eller, som en videreførelse (fortsættelse) af det gammeltestamentlige folk ind i den nytestamentlige kirke bliver besvaret på

forskellige måder.”2

En almindelig betegnelse brugt i videnskabelig litteratur for dette synspunkt er ”supersessionism.”3

Udtrykket supersessionism kommer fra 2 latinske ord super (på eller ovenpå) og sedere (at sidde). Det indeholder altså ideen om at sidde på en andens stol og forstøde vedkommende fra vedkommendes plads4 Betegnelsen ”erstatningsteologi” betragtes ofte, som et synonym for supersessionism5 Denne betegnelse synes at være den mest anvendte i populær litteratur i hvert fald i øjeblikket.

Nogle bryder sig ikke om betegnelsen ERSTATNINGSTEOLOGI nogle har nævnt at de hellere vil tituleres ”opfyldelsesteologer” eller en anden titel, der er mere positiv. For eksempel forsøger Steve Lehrer, at undgå betegnelsen, da han ikke kan se at kirken erstatter Israel, han vil hellere bruge udtrykket ”opfyldelsesteologi” Israel var simpelthen et billede på Guds sande folk, hvilket kirken opfylder6. Denne indstilling deles af andre.

Uheldigvis for dem, der foretrækker en anden ”etiket”, så er det sådan at betegnelserne ”erstatningsteologi og supersessionism er mere veletablerede, og ikke ser ud til at forsvinde foreløbig. Plus det at mange teologer, som holder sig til et supersessionistisk synspunkt har brugt udtrykket ”erstatte” og erstatning i synet på Israel og kirken. Det er simpelt hen ikke sådan at ikke -supersessionister har påtvunget nogen betegnelsen ”erstatningsteologer” på nogen imod deres egen vilje. De, der holder sig til supersessionist synspunktet er delvis selv skyld i denne betegnelse, fordi de ofte selv har brugt ordet ”erstatte” eller lignende udtryk.

Personligt har jeg ingen problemer med betegnelsen ”erstatningsteologi” for i denne betegnelse ligger en tagen bort eller videregivelse af det, der var lovet til nationen Israel. Man kan bruge udtrykket opfyldelse, som nogle foretrækker, men slutresultatet er det samme – noget, der var lovet nationen Israel tilhører ikke længere nationen Israel. Løfterne til Israel og pagterne med Israel tilhører nu efter sigende en anden, som ikke er nationen Israel. Denne anden gruppe kan så af nogle blive kaldt det ”nye” eller ”sande” Israel, men det ændrer ikke det faktum at det,

5

der var lovet én befolkningsgruppe (nationen Israel), nu tilhører en anden gruppe, med det resultat at nationen Israel udelukkes.

Derfor virker betegnelsen ”erstatningsteologi” passende. De, der siger ”jeg er ikke erstatningsteolog, men opfyldelsesteolog” de imødegår hermed ikke kritikken af erstatningsteologi, de gør heller ikke derved kritikken af erstatningsteologi irrelevant. De, der arbejder med dette emne bør ikke lade sig aflede af påstande om at erstatningsteologi ikke findes – kun opfyldelsesteologi. I mine studier har jeg fundet frem til at de, der lærer at kirken er den fuldstændige ”erstatning” for eller ”opfyldelse” af Israel bruger de samme grundlæggende argumenter. Det er ikke sådan at erstatningsteologi bygger på ét sæt argumenter, og opfyldelsesteologi på et helt andet sæt argumenter. Standpunktet er det samme – nogle kalder det så det ene, og nogle det andet.

Adskillelige teologer har givet deres bud på definitioner af ”supersessionism” eller erstatningsteologi. Ifølge Walter C. Kaiser erklærer erstatningsteologi at kirken ”Abrahams åndelige sæd” har erstattet nationen Israel derved at den hat overtaget og opfyldt betingelserne i pagten, der blev givet til Israel. Den pagt, som Israel mistede på grund af ulydighed7 Ronald Diprose definerer erstatningsteologi, som synspunktet at kirken komplet og permanent erstattede etniske Israel i Guds opfyldelse af sine planer, og som modtager af gammeltestamentlige løfter til Israel.

Soulen hævder at erstatningsteologi er forbundet med hvordan nogle ser på Jesu komme. Ifølge denne lære, så udvalgte Gud det jødiske folk efter Adams fald for at Jesus (frelseren) kunne komme ud af dette folk. Efter Jesu komme ophørte dette folks særlige rolle imidlertid, og dets opgave blev overgivet til kirken (det nye Israel)8. Herman Ridderbos hævder at der er både en positiv og en negativ side ved erstatningsteologi på den positive side forudsætter det at kirken udspringer af (er født af) Israel på den anden side overtager kirken Israels plads, som Guds historiske folk9

Disse definitioner fra Kaiser, Diprose, Soulen og Ridderbos forekommer konsistente med erklæringer fra dem, der eksplicit har erklæret at kirken har erstattet Israel. For eksempel erklærer Bruce K. Waltke at det nye testamente lærer det hårde faktum at Israel og Israels lov er blevet erstattet permanent af kirken og den nye pagt10. Ifølge Hans K. LaRondelle bekræfter Det Nye Testamente at Israel ikke længere ville være Guds folk, men ville blive erstattet af et folk, som accepterede Messias og hans budskab om gudsriget. LaRondelle tror at dette folk er kirken, som erstatter den ”kristusfornægtende”11 nation. Ligeledes skriver Loraine Boettner: det kan måske lyde hårdt at sige ” Gud er færdig med jøderne”, men faktum er at Han er færdig med dem, som en forenet national gruppe, da de ikke længere har nogen opgave med at evangelisere verden. Den opgave er blevet taget fra dem og overgivet til den kristne kirke (Matt 21,43)12

Når man sammenligner de definitioner Kaiser, Diprose, Soulen, og Ridderbos giver med udtalelser fra dem. Der åbent støttet erstatningssynspunktet, så virker det som om supersessionism er baseret på 2 kerneopfattelser: (1) nationen Israel har på en eller anden måde afsluttet eller mistet sin status, som Guds folk, og vil aldrig igen besidde en enestående rolle adskilt fra kirken; og (2) kirken er nu det sande Israel, som permanent har erstattet nationen Israel eller overtaget nationen Israels plads, som Guds folk.

6

Derfor er supersessionism i forholdet mellem kirken og Israel det synspunkt at den nytestamentlige kirke er det nye og/eller sande Israel, der for altid har overtaget nationen Israels rolle, som Guds folk. Dette udelukker komplet en genrejsning af nationen Israel, med sin egen identitet, særlige rolle og formål.13

Variationer indenfor Supersessionism Medens alle supersessionister bekræfter at kirken har overtaget nationen Israels stilling, som Guds folk, så er der dog variationer indenfor supersessionisme. Der findes altså ikke en ”en størrelse passer alle” udgave. 3 hovedgrene af supersessionisme, som er blevet anerkendte, (1)som straffende supersessionisme, (2) økonomisk supersessionisme og (3) strukturel supersessionisme

Straffende supersessionisme Straffende eller gengældelses supersessionisme fokuserer på Israels ulydighed og Guds straf, som grunden til at de mistede positionen, som Guds folk, eller med andre ord, Israel blev erstattet af kirken fordi de handlede ondt og mistede retten til at være Guds folk

Gabriel J. Fackre forklarer det således: Denne form for supersessionisme hævder at afvisningen af Jesus udelukker Israel fra kærligheden i Guds pagt og fremprovokerer guddommelig gengældelse.14 Med straffende supersessionisme ophæver Gud Guds pagt med Israel på grund af deres afvisning af evangeliet og Kristus (Ifølge Seulen) ”fordi jøderne afviste Kristus, afviser og straffer Gud i vrede jøderne”15. Kort sagt har Gud (ifølge straffende supersessionisme) forstødt jøderne på grund af deres ulydighed og forkastelse af Kristus.16

Troen på straffende supersessionisme var almindelig blandt kirkefædrene. For eksempel promoverede Hippolytus (ca. år 205) straffende supersessionisme da han erklærede: ”og jeres (jødernes) sjæles øjne er med sikkerhed blevet formørkede med et mørke, som er total og evig….Ydermere, hør dette endnu alvorligere ord: ”Og deres ryg vil du altid bøje” dette betyder for at de skal være nationernes slaver – ikke bare i 430 år, som i Ægypten, eller 70 år, som i Babylon, men bøj dem til trældom. Som Han siger: ”altid”17

Origen (ca. 185–254) tilsluttede sig også en slags straffende super - sessionisme: ” og vi siger med overbevisning at de (jøderne) aldrig vil blive genrejst til deres tidligere position, for de udøvede en ugerning af den mest uhellige slags 18. . . . Lactantius (ca. 304–313) hævdede også at jøderne var forladt af Gud på grund af deres ulydighed:

For med mindre de (jøderne) gjorde dette (angrede) og læggende deres forfængelighed til side kom til Gud, ville det resultere i at Han ville ophæve sin pagt. Det vil sige at Han ville give arven med det evige liv til fremmede nationer, og samle til sig selv et mere trofast folk ud af nationer, som var fremmede af fødsel. På grund af disse deres ugudeligheder har Han forstødt dem for altid.19

Straffende supersessionisme var også Luthers synspunkt. For ham var ødelæggelsen af Jerusalem bevis på Guds permanente forkastelse af Israel:

7

”Lyt, jøde, er du klar over at Jerusalem og jeres suverænitet sammen med jeres tempel og præsteskab har været ødelagt i over 1460 år?” sådan hensynsløs vrede fra Guds side er tilstrækkelig bevis på at i har fejlet og er faret vild . . . derfor er denne vrede fra Guds side bevis på at jøderne (helt bestemt forkastede af Gud) ikke længere er Hans folk og at Han heller ikke længere er deres Gud.20

Økonomisk supersessionisme en anden form for supersessionisme er økonomisk supersessionisme. Dette synspunkt er ikke så barskt, som straffende supersessionisme da det ikke anser Israels ulydighed og straf, som hovedårsag til Guds permanente forkastelse. I stedet fokuserer synspunktet på at det var Guds historiske plan at Hans folk skulle gå fra at være et etnisk folk til at være et folk (kirken), som ikke er baseret på etnicitet. Med andre ord antager økonomisk supersessionisme at det var Guds plan fra begyndelsen at Israels rolle ville ophøre med Kristi komme og kirkens grundlæggelse. Økonomisk supersessionisme er ifølge Soulen det synspunkt at det kødelige Israels historie fra begyndelsen af er guddommeligt planlagt til at skulle”vokse ind” i den åndelige kirke.21 I denne form for supersessionisme korresponderer det nationale Israel til Kristi kirke på en kødelig billedlig måde. Altså: Kristi komme medførte Israels forældelse og begyndelsen på kirkens tidsalder.22 I økonomisk supersessionisme erstattes Israel ikke primært på grund af ulydighed, men primært fordi deres rolle i forløsningens historie udløb med Jesu komme. Israel er nu erstattet ved ankomsten af et nyt åndeligt Israel - den kristne kirke. For dem, der tilslutter sig økonomisk supersessionisme er nøglepersonen i udløbet af nationen Israels rolle i frelseshistorien Jesus Kristus. Ifølge Rudolf Bultmann indledtes en ny tidsalder med kristusbegivenheden.23 Som resultat heraf er Guds sande folk tilstede i det kristne samfund.24 På grund af denne kristusbegivenhed er Guds folk ikke længere en empirisk historisk enhed.25 Ifølge Soulen, så er det sådan at: ”økonomisk supersessionisme rent logisk indebærer den ontologiske, historiske og moralske forældelse af Israels eksistens efter Kristus.26 Med sit komme opfylder den ultimative israelit (Jesus) alle Guds planer og løfter angående Israel. Alle de, der er i Jesus er nu det sande Israel. Dette synes at være Vern S. Poythress’ tankegang: Eftersom Kristus er israelit, og kristne er et med Jesus, så har kristne del i de fordele, der er lovet Israel i Jeremias. Hvem indgår Gud den nye pagt med? Han indgår den med Israel og Judæa, derfor er den indgået med kristne via israelitten Kristus. Således kunne man sige at Israel og Judæa selv gennemgår en forvandling ved Jesu første komme fordi Kristus er den endelige fuldkomment trofaste israelit. Omkring Ham samles hele det sande Israel.27 Medens straffende supersessionisme var populært i den tidlige kirke var der dog flere kirkefædre, som tilsluttede sig økonomisk supersessionisme. For eksempel erklærede Melito af Sardes:

8

Israels folk var ædelt før kirken fremstod og loven var vidunderlig før evangeliet blev synligt, men da kirken fremstod og evangeliet indtog førstepladsen; udtømtes modellen – kraften blev overgivet til virkeligheden, og folket blev tilovers, da kirken rejste sig.28 En nyere fortaler for økonomisk supersessionisme er Karl Barth. Han erklærede at ”Det første Israel baseret på fysisk afstamning fra Abraham har afsluttet sin opgave nu da Verdens frelser er udgået derfra og dets Messias er fremstået. Jøderne må nøje sig med at acceptere dette faktum med taknemmelighed, og som bekræftelse af deres dybeste udvælgelse og kald tilknytte sig denne frelsers (deres egen konges) folk, hvis lemmer hedningerne nu er kaldede til at være. Dets mission, som et naturligt fællesskab har nu fuldendt sin opgave, og kan ikke fortsættes eller gentages.29 I overensstemmelse med et økon super synspunkt hævder N. T. Wright at Israels formål nåede frem til sit hoved i Jesu gerning.30 Som resultat heraf ”hævdede de, der nu tilhørte Jesus at være Israels fortsættelse i en ny situation.31 Wright hævder også at Jesus ønskede at de, der tog imod Ham skulle se på sig selv, som det sande genrejste Israel.32 Strukturel supersessionisme Ifølge Soulen findes der en tredje form for supersessionisme – strukturel supersessionisme. Strukturel supersessionisme er nærmest en slags hermanutik eller et perspektiv på jødiske skrifter. Soulen hævder at der har været en dybt indgroet partiskhed imod de jødiske Gammeltestamentlige skrifter fra kristen side. Han forbinder denne form for supersessionisme med hvordan kristne traditionelt har forstået den bibelske kanon: Problemet med supersessionisme i kristen teologi er mere end den udtrykkelige lære at kirken har erstattet Israel, som Guds folk rent frelseshistorisk. På et dybere niveau hænger problemet med supersessionisme sammen med den måde hvorpå kristne har forstået den teologiske og overleveringsmæssige enhed i kanonen som helhed.33 Ifølge Soulen er det sådan at hvor straffende og økonomisk supersessionisme er ”udtrykkelige læremæssige standpunkter”, så drejer strukturel supersessionisme sig om hvordan den standardiserede kanon, som helhed er opstået.34 Således refererer strukturel supersessionisme til logikken i overleveringen i standardmodellen, hvorved den efterlader de jødiske skrifter stort set uden betydning for dannelsen af kristen forståelse af hvordan Guds gerning, som fuldbyrder og genløser involverer mennesker universelt og vedvarende. 35 Soulen hævder at den standardiserede kanoniserede overleveringsmodel, som er blevet accepteret af kirken siden Justin Martyr og Irenaeus hviler på 4 nøgleepisoder. (1) Guds beslutning om at skabe de første forældre (2) syndefaldet (3) Kristi komme i kødet, og opstarten af kirken, og (4) den endelige slutning36 Han siger at fakta træder særligt frem i det overleveringsmæssige indhold i denne standardmodel.

9

For det første ligger Guds engagement i den menneskelige skabning (på kosmiske og universelle betingelser), sig i ”forgrunden” af denne standardmodel37 for det andet negligerer ”forgrunden” af denne model helt og holdent de jødiske skrifter bortset fra 1. Mosebog 1 – 338 Standard -modellen fortæller hvordan Gud (som fuldender) involverede Adam og Eva og hvordan Guds fuldendte plan med dem blev forstyrret af syndefaldet. Så springer fortællingen imidlertid frem til de apostolske vidner og menneskehedens udfrielse fra syndefaldet ved Jesu offergerning39 Ifølge Soulen er det altså således at Guds hensigter, som fuldender og genløser involverer menneskeheden på en måde der simpelthen omgår størstedelen de jødiske skrifter, og frem for alt deres vidnesbyrd om Guds fælles historie med Israels befolkning.40 Hvad er resultatet af denne omgåelse af de jødiske skrifter? ”Guds identitet, som Israels gud, og Hans fælles historie med det jødiske folk bliver stort set uden betydning for den kristne forståelse af Gud.”41 Alt i alt, så hævder Soulen, at de fleste supersessionister har indtaget en hermanutisk tilgang til skrifterne, der ignorerer eller fjerner Det Gamle Testamentes tale. De, der indtager et supersessionistisk synspunkt vil helt klart benægte Soulens påstand, eller kalde det noget andet end strukturel supersessionisme, men i mine øjn er Soulens beskrivelse korrekt, og stemmer overens med det supersessionistiske koncept om nytestamentlig prioritet over Det Gamle Testamente. Jeg har mere at sige om dette længere hen i artiklen. Her og nu er jeg dog enig med Soulens bedømmelse. Jeg er også enig med Craig Blaising når han konkluderer at den supersessionismens strukturelle natur har etableret ”den dybtliggende tradition med at ekskludere det etnisk nationale Israel fra teologisk læsning af skrifterne.42

Lektion nr. 2 – kritik af argumenterne for erstatningsteologi

Primære argumenter for erstatningsteologi

1. DET NYE TESTAMENTES FORTOLKNINGSPRIORITET OVER DET GAMLE TESTAMENTE – supersessionister tror at gammeltestamentlige profetier skal ses igennem nytestamentlige briller. Man tror altså at Det Nye Testamente transcenderer gammeltestamentlige løfter til Israel.

--Apostlenes gerninger 15, 13-18 transcenderer den bogstavelige mening af Amos 9,11,15 -- Apostlenes gerninger 2 transcenderer betydningen af Joel 2

2. NATIONEN ISRAEL ANSES FOR AT VÆRE EN TYPE – nationen Israel var en type, som har overgivet sin plads og betydning til en større modtype Kristus og kirken. Dette baseres alt sammen på tanken at Jesus er det sande Israel hvilket betyder at nationen Israel ikke har nogen betydning i fremtiden

10

--Matt 2,15 og Hos. 11,1—Kristus er det sande Israel 3. ISRAEL ER BLEVET FORSTØDT – Matt. 21,43 fastslår at Guds rige blev taget fra nationen

Israel og givet til den nytestamentlige kirke. 4. KIRKEN ER DET NYE ISRAEL –Det Nye Testamente identificerer i Gal. 6,16 udtrykkeligt

kirken, som værende det nye Israel. Plus det at tekster, som Rom. 2,28–29 og 1. Pet. 2,9–10 bruger israelsk billedsprog om kirken. Dette betyder at kirken er identificeret, som det nye Israel.

5. LIGHED UDELUKKER GENOPBYGNING AF ISRAEL – jøder og hedninger er nu forenede. Derfor kan der ikke være nogen speciel identitet eller rolle for Israel, som tekster, som Efes. 2,11–22 og Rom 11,17–24 viser.

6. KIRKEN ARVER DEN NYE PAGT – den nye pagt blev oprettet med Israel, men Det Nye Testamente siger at kirken deltager i den nye pagt (Hebr. 8,8-13).

modsvar på erstatningsteologi

1. PROGRESIV ÅBENBARING ÆNDRER IKKE BETYDNINGEN AF TIDLIGERE ÅBENBARINGER – medens nyere åbenbaringer muligvis giver information, som hidindtil var ukendt, så kan det ikke ændre tidligere åbenbaring. a. Det Nye Testamente bekræfter gammeltestamentlig eskatologi

i. Herrens dag og templet (2. Tes. 2) ii. Israels frelse er knyttet til den nye pagt (Rom. 11,26-27) iii. Israels genopbygning (Ap. Ger. 1,6-7)

b. Hvis Gud ændrer betydningen af gammeltestamentlige tekster, på hvilken måde var de

så åbenbaringer til datidens mennesker? c. Passager som Ap. Ger. 2 og 15 indikerer at visse aspekter af gammeltestamentlig

åbenbaring opfyldes nu, men de hævder ikke at de opfyldes åndeligt i kirken

2. NATIONEN ISRAEL OPFYLDER IKKE KRITERIERNE FOR AT VÆRE EN TYPE a. Hvis Gud indgår evige betingelsesløse pagter med en specifik befolkningsgruppe, så må

Han opfylde sine løfter til denne gruppe. Pagtsløfternes natur betyder at Israel ikke kan være en type.

b. Jer. 31,35-37 indikerer at Israel vil vedblive med at eksistere43 (se også Es. 66) c. Det Nye Testamente forudsiger selv en fremtid for Israel

3. ISRAELS FORSTØDELSE ER MIDLERTIDIG – IKKE PERMANENT – Matt. 23,39 forudsiger en

dag, hvor Israel vil bede om frelse (faktisk råbe). Se også Luk. 21,24.

11

4. DET NYE TESTAMENTE IDENTIFICERER ALDRIG KIRKEN, SOM ISRAEL

a. Betegnelsen Israel bruges 73 gange og refererer altid til etniske jøder: i langt flertallet af tilfældene refereret til det nationale etniske Israel. Nogle få refererer til jødiske troende, som er etniske jøder,

b. Det Nye Testamente refererer stadigt vedvarende til det nationale Israel, som ”Israel” selv efter grundlæggelsen af kirken (Ap. ger. 3,12; 4,10; 5,21 og 31, 35; 21,28).

c. Apostlenes gerninger skelner vedblivende mellem kirken og Israel, og i Apostlenes gerninger eksisterer Israel sideløbende ordet ”Israel” bruges 20gange og ekklesia (kirke) 19 gange, og stadig holdes de 2 grupper konstant adskilt (omtales, som 2 helt forskellige ting)

d. Rom. 9,6 – troende jøder er dem, der er det sande åndelige Israel. Som William Sanday og Arthur C. Headlam hævder: Men Paulus skelner ikke her mellem et åndeligt Israel (dvs. kirken) og et kødligt Israel, men fastslår at løfterne til Israel vil blive opfyldt selv om nogle kødlige efterkommere bliver udelukket. Det han siger, er at ikke alle Jakobs fysiske efterkommere nødvendigvis er arvinger til de guddommelige løfter, som blev givet til Israel44. Gal. 6,16 – Paulus refererer til kristne jøder, når han refererer til ”Guds Israel”. Paulus irettesatte judaisterne, som hævdede at omskærelse var nødvendig for at opnå frelse, men han anerkendte de jøder i Galatien, der ikke fulgte judaisterne i deres fejl. Disse kristne jøder er ”Guds sande Israel”. Ronald E. Diprose: Gal. 6,16 er et utilstrækkeligt grundlag for et innovativt teologisk koncept, som at hævde at kirken er det nye og/eller sande Israel45

e. Rom. 11,26 – det er højest usandsynligt at Israel der her refererer til kirken. Noget selv mange supersessionister erkender. Som de 10 andre referencer til Israel i Rom. 9-11, så refererer Rom. 11,26 til etniske Israel

f. 1. Peter 2,9–10 og Rom. 9,24-26 – ja, sprog, der bruges i Det Gamle Testamente bliver brugt om troende hedninger, men lighed med Israel betyder ikke identifikation med Israel. Der er tilfælde i skrifterne, hvor israelsprogbrug bruges om ikke-israelitter uden at disse ikke-israelitter bliver Israel Es. 19, 24-25 forudsiger for eks. At Ægypten en dag vil blive kaldt ”mit folk”. Dog gør sammenhængen det klart at Ægypten er forskelligt fra Israel, siden Ægypten nævnes sideløbende med ”Israel min arv”. Så selv i Det Gamle Testamente er det forudsagt at ikke-israelitter en dag vil bære nogle af Israels titler uden at blive identificeret, som Israel.

g. J. Ramsey Michaels siger at intetsteds i 1. Peter tiltales læserne, som Guds nye folk, som om de erstatter det jødiske fællesskab46

h. i Gal. 3,7og 29 lærer Det Nye Testamente at troende hedninger et Abrahams sæd, men det betyder ikke at troende hedninger er Israel. Konceptet ”Abrahams sæd” bruges på flere forskellige måder i Det Nye Testamente. For det første kan det referere til dem, der er biologiske efterkommere af Abraham. For det andet kan det referere til Messias, som er den enestående individuelle ”Abrahams sæd” For det tredje kan det referere til Israels retfærdige rest (Es. 41,8 med Rom. 9,6). John Feinberg fastslår ”ingen mening (særlig åndeligt) er vigtigere end nogen anden, og at ingen mening udelukker betydningen og implikationerne af andre meninger”47 Så tildelingen af titlerne

12

”Abrahams sønner eller ”Abrahams sæd” til troende hedninger betyder ikke at troende hedninger er åndelige jøder eller en del af Israel48.

i. Gal. 3,7-8 sammenholder det at troende hedninger er ”Abrahams sønner” med den del af pagten med Abraham der forudsagde at ” alle jordens nationer skal velsignes”

5. ÅNDELIG ENHED MELLEM HEDNINGER OG JØDER EKSISTERER SIDELØBENDE MED EN

KOMMENDE GENOPBYGNING AF NATIONEN ISRAEL a. Ef. 2,11–22 viser at hedninger, der engang var langt borte fra Gud nu er kommet nær til

Gud på grund af Kristus. Derfor er den soteriologiske status for troende hedninger blevet ændret, de har nu del i Israels pagter og løfter, men de er ikke blevet Israel.

b. Troende Hedninger kan ikke indarbejdes i Israel, for Paulus siger at de nu er en del af en ny struktur – det nye menneske.

c. Howard Taylor: Overfladisk logik har vedblivende argumenteret for at der ikke længere er noget enestående ved jøderne og det fysiske Israel eftersom det siges at Kristus nedbrød muren mellem jøder og hedninger [Ef. 2,11–18], så er Israels udvælgelse nu slut, men dette er ikke Det Nye Testamentes logik. Selv om der kun er én frelsesvej for både jøder og hedninger, så lærer Det Nye Testamente at det jødiske folk stadig har en historisk plads i Guds plan for genløsning af verden igennem Kristus49.

d. Rom. 11,17–24 understreger at hedningerne er nu relaterede til Guds løfter. Derfor er der en soteriologisk enhed mellem troende hedninger og troende jøder, men det indikerer ikke at kirken nu er det sande Israel. Der er forskel på at sige at hedninger er deltagere i pagterne og ikke overtagere. Denne passage udelukker ikke en fremtidig rolle for Israel eller indikerer at kirken nu er Israel.

6. DEN NYE PAGT ER OPFYLDT BÅDE MED ISRAEL OG KIRKEN

a. Heb. 8,8-13 og Jer. 31 b. Det Gamle Testamente indikerer ingen steder at den nye pagt kun ville være for

nationen Israel. Esajas taler om at hensætte mange folkeslag i forundring i forbindelse med frelsen (Es. 52,15).

c. Paulus citerer passager fra den nye pagt i Rom. 11,27 for at vise at Israel skal frelses (se Rom. 11,26), så selv efter kirkens indstiftelse ser Paulus stadig en sammenhæng mellem Israel og den nye pagt.

d. Formålet med Hebr. 8 er ikke at diskutere hvem der er der er, og hvem der ikke er Guds folk. Hebr. 8 behandler direkte den nye pagts overlegenhed over den gamle. Ikke om kirken nu er det sande Israel.

e. Kun de åndelige velsignelser i den nye pagt nævnes i Hebr. 8,8-13. Hvis den nye pagt blev opfyldt fuldt ud måtte vi forvente at de fysiske velsignelser i den nye pagt blev nævnt, som opfyldt i kirken. Det Nye Testamente forbinder aldrig kirken med de fysiske velsignelser i den nye pagt.

f. Det er bedst at konkludere at kirken deltager i de åndelige velsignelser i den nye pagt, medens den fulde eskatologiske opfyldelse af den nye pagt finder sted med Israel i tusindårsriget.

Lektion nr. 3 – argumenter for nationen Israels genoprettelse

13

1. Der er ikke noget uåndeligt ved at nationer eller en nation bruges af Gud a. Gud ville at nationen Israel skulle være et redskab til at bringe velsignelse

til alle jordens familier (se 1. Mos. 12,2-3) b. Guds arbejde med nationerne efter Jesu tilbagekomst (se Es. 2 og Zak. 14)

c. Tilsyneladende er nationer en vigtig del af den nye jord (se Åb. 21,24-26 og 22,2).

2. Det Gamle Testamente lærer udtrykkeligt om nationen Israels genoprettelse

a. 5. Mos. 30,1-6: Israel skulle opleve adspredelse på grund af ulydighed,

men skulle en dag opleve frelse, som nation og ville opleve at blive samlet

tilbage til landet

b. Jer. 30, 31, og 33: Denne forudsigelse af den nye pagt lover en genopbygning af Israel, som inkluderer både åndelige og fysiske velsignelser

c. Ezekiel 36–37 her er et løfte om en fremtidig frelse for nationen og

genrejsning i landet

d. Es. 49,3-6 Tjeneren Jesus Kristus vil genrejse nationen, og bringe lys til

nationerne.

e. Sefanias 3,14-20

f. Zakarias 12–14

g. Note 1: Selv om Det Nye Testamente aldrig havde omtalt genopbygningen af Israel, så giver de mange udtrykkelige gammeltestamentlige tekster nok grund til at tro på en genopbyggelse af Israel

d. Note 2: Eftersom pagten med Abraham og den nye pagt begge er eviggyldige og betingelsesløse, så burde vi forvente at Gud vil opfylde disse pagter med Israel – det folk, som pagterne blev indgået med.

3. Det Gamle Testamente lover udtrykkeligt Israels fortsatte eksistens (se Jer. 31, 35-37)

14

”Dette siger Herren, han som satte solen til at lyse om dagen og bestemte månen og stjernerne til at lyse om natten, han som pisker havet op, så bølgerne larmer, Hærskarers Herre er hans navn: Kun hvis disse mine bestemmelser kunne brydes, siger Herren, ville Israels slægt ikke længere bestå som mit folk. Dette siger Herren: Kun hvis himlen deroppe kunne måles og jordens grundvolde dernede kunne udforskes, ville jeg forkaste hele Israels slægt for alt det, de har gjort, siger Herren.” Har du set månen og stjernerne i dag? Hvis du har, så kan du vide at nationen Israel stadig har en plads i Guds plan.

4. Det Nye Testamente genbekræfter Det Gamle Testamentes forventning om frelse og genopbygning af Israel

a. Matt. 19:28 – Apostlene skal regere over Israels 12 stammer, ifølge E. P. Sanders bekræfter Matt. 19:28 at Jesus så frem til genopbygningen af Israel50

e. Matt. 23,37-39 / Luke 13,34-35—Israel vil en gang acceptere sin Messias. Donald Senior erklærer: ”Ifølge Mattæus er Israels lederes afvisning af Jesus så absolut en yderst alvorlig synd, som medfører guddommelig dom. Alligevel er beretningen om Guds forhold til Israel ikke afsluttet, og dagen vil oprinde, hvor Jerusalems indbyggere vil modtage Jesus med fryderåb”51

Luke 22:30—hedningernes tid slutter engang. J. Bradley Chance fastslår: ”nærlæsning af Luk.

21,24bc antyder kraftigt at Lukas forudså genopbygningen af Jerusalem”52

.

f. Luk 22,30 – Apostlene skal regere over Israels 12 stammer

g. Ap. Ger 1,3-7 – Apostlene forventede genopbygningen af nationen Israel

efter at Jesus i 40 dage havde undervist dem om Guds rige Scot McKnight

siger: Eftersom Jesus var så god en lærer har vi al mulig grund til at tro at

tilhørernes umiddelbare forhåbninger var noget Han fokuserede på.

Dermed være ikke sagt at de ikke ind imellem refererede fejlagtigt eller

drog fejlagtige konklusioner angående tid og indhold, men det antyder at

Jesus troede på en varslingsløs realisering af kongedømmet og

genrejsningen af Israel, og at Han lærte dette med klarhed53

.

h. Ap. Ger. 3,19-21 – genopbyggelse forkyndes for Israels ledere

i. Rom. 11, 26-27 – frelse af hele Israel vil indtræffe i overensstemmelse med den nye pagts løfter givet til Israel i Det Gamle Testamente

15

a. C.E.B. Cranfield: ”det er kun, hvor kirken nægter at lære dette budskab, hvor den hemmeligt – måske ubevidst tror at dens egen eksistens er baseret på menneskelig indsats, og derved overser Guds nåde mod sig selv, at den er ude af stand til at tro på Guds fortsatte nåde over den del af Israel, der stadig ikke tror, og derfor leger med den hæslige og ubibelske tanke at Gud har forstødt sit folk og erstattet dem med kirken. Disse 3 kapitler [Rom. 9-11] forbyder os eftertrykkeligt at sige at kirken en gang for alle har overtaget det jødiske folks plads54.

b. Jonathan Edwards: ” intet er forudsagt med større sikkerhed end

nationen Israels omvendelse (i Rom. 11)”

c. I sin kommentar til Rom. 11,26-27 siger Ernst Käsemann med rette at kirken allerede nu lever i den nye pagt, hvor Israel først vil begynde med det ved Jesu genkomst55.

5. Det Nye Testamentefastslår udtrykkeligt at gammeltestamentlige løfter til Israel stadig tilhører Israel selv i kirkens tidsalder, og selv om nationen befinder sig i en tilstand af vantro (se Rom. 9,3b-4)

Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd. De er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne (Rom. 9,3b-4).

6 Det Nye Testamente indikerer at Gud er trofast imod Israel på grund

af Hans løfter til Israels patriarker (Rom. 11,28)

I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. (Rom. 11,29)

7 Det Nye Testamente indikerer at Israels kaldelse/udvælgelse er uomstødeligt.

(Rom. 11,29, se også 5. Mos. 7, 6-8) a. Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig. (Rom. 11,2) b. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke. (Rom. 11,29) c. Jürgen Moltmann: ”der kan overhovedet ikke være tale om at Gud har forstødt sit

folk, som han valgte af egen fri vilje, for så ville Han være nød til at forstøde sit eget

valg (Rom. 11,29)” – og samtidig med udvælgelsen af et andet folk (kirken) vil

16

Israels løfter stadig forblive Israels løfter, de er ikke blevet overført til kirken. Kirken

skubber heller ikke Israel bort fra sin plads i den Guddommelige historie. Israel er på

ingen måde blevet ”som alle nationerne”56

d. Wolfhart Pannenberg: ”hvordan kan kirken føle sig sikre på deres eget relativt nye

medlemskab af Guds udvalgte hvis Gud på sin side ikke forblev trofast imod sin

udvælgelse på trods af Israels vantro? Dette er Apostlens pointe når han forsvarer

ubrydeligheden af udvælgelsen af det jødiske folk (Rom.11,29; og . 9,6). Han tænker

her også på de kristnes sikkerhed på deres udvælgelse57

.

e. Jo mere man tror på Guds suverænitet (specielt hvad udvælgelse angår) jo mere må man være overbevist om en frelse/genoprettelse af Israel baseret på udvælgelsen af dette folk.

7. Nytestamentlige profetier refererer til Israel og begivenheder i Israel og indikerer derved vigtigheden af Israel i Guds planer.

a. Åb. 7,4-8: Alle Israels stammer er nævnt og holdt adskilt fra nationerne i 7,9 b. Mattæus 24:15 -.

i. Vederstyggelighedernes vederstyggelighed refererer klart til det Jødiske tempel.

ii. Jesus fortæller dem i Israel, hvad de skal gøre i trængselstiden c. Paulus refererer til et tempel i 2. Tessalonikerne 2,4.

1 Dr. Vlach bruger her (på engelsk) betegnelsen supersede. Dette ords betydning er

forklaret i lektion nr. 1.længere nede i artiklen 2 Marten H. Woudstra, “Israel and the Church: A Case for Continuity,” in Continuity and

Discontinuity:Perspectives on the Relationship Between the Old and New Testaments, ed.

John S. Feinberg (Wheaton, IL:

Crossway, 1988), 237. Woudstra mener at betegnelserne, “erstatning,” og “fortsættelse”

begge er acceptable og i overensstemmelse med det Bibelen lærer. Se også G. B. Caird, New

Testament Theology (Oxford: Clarendon, 1994), 55. 3 “Supersessionism” er betegnelsen for det synspunkt, som er beskrevet ved forklaringen af

ordet supersede: at overtage en andens stol. 4 Clark M. Williamson, A Guest in the House of Israel: Post-Holocaust Church Theology

(Louisville, KY:

Westminster/John Knox, 1993), 268, n. 9.

17

5 Clark M. Williamson, A Guest in the House of Israel: Post-Holocaust Church Theology

(Louisville, KY:

Westminster/John Knox, 1993), 268, n. 9. 6 Steve Lehrer, New Covenant Theology: Questions Answered (n.p.: Steve Lehrer, 2006),

203. Lehrer er en

fremtrædende repræsentant for nypagtsteologi. 7 Walter C. Kaiser, Jr., “An Assessment of ‘Replacement Theology’: The Relationship

Between the Israel

of the Abrahamic–Davidic Covenant and the Christian Church,” Mishkan 21 (1994): 9. 8 Kendall Soulen, The God of Israel and Christian Theology (Minneapolis: Fortress, 1996),

1–2. 9 Herman Ridderbos, Paul: An Outline of His Theology (Grand Rapids: Eerdmans, 1975),

333–34. 10

Bruce K. Waltke, “Kingdom Promises as Spiritual,” in Continuity and Discontinuity, 274. 11

Hans K. LaRondelle, The Israel of God in Prophecy: Principles of Prophetic

Interpretation (Berrien

Springs, MI: Andrews University Press, 1983), 101. Emphasis in original. 12

Loraine Boettner, The Millennium (Philadelphia: Presbyterian & Reformed, 1957), 89–90 13

Vi burger betegnelsen “genrejsning” strategisk og med udtrykket mener vi mere end bare

frelse for Israel. Med “genrejsning” mener vi jødernes tilbagevenden til landet og en rolle i

forhold til nationerne i et jordisk tusindårsrige. 14

Gabriel J. Fackre, Ecumenical Faith in Evangelical Perspective (Grand Rapids: Eerdmans,

1993), 148. 15

Soulen, The God of Israel and Christian Theology, 30. 16

Ibid. 17

Hippolytus, Treatise Against the Jews 6, ANF 5.220. 18

Origen, Against Celsus 4.22, ANF 4.506 19

Lactantius, Divine Institutes 4.11, ANF 7.109. 20

Martin Luther, “On the Jews and Their Lies,” in LW 47:138–39. See also WA 53:418. 21

Soulen, The God of Israel and Christian Theology, 181, n. 6. 22

Ibid., 29. 23

Rudolf Bultmann, “Prophecy and Fulfillment,” in Essays on Old Testament Hermeneutics,

ed. Claus 24

Ibid. 25

Ibid. 26

Soulen, The God of Israel and Christian Theology, 30. 27

Vern S. Poythress, Understanding Dispensationalists, 2d. ed. (Phillipsburg, NJ:

Presbyterian &Reformed, 1994), 106. 28

Melito of Sardis, On Pascha, trans. S. G. Hall (Oxford: Clarendon, 1979), 21. 29

Karl Barth, CD III/2, 584. 30

N. T. Wright, The New Testament and the People of God (Minneapolis: Fortress, 1992),

457. 31

Ibid. 32

N. T. Wright, Jesus and the Victory of God (Minneapolis: Fortress, 1996), 316. Emphasis

in original. 33

Soulen, The God of Israel and Christian Theology, 33. 34

Ibid., 181, n. 6. 35

Ibid. 36

Ibid., 31 37

Ibid. 38

Ibid., 32. 39

40

Ibid. 41

Ibid., 33.

18

42

Craig A. Blaising, “The Future of Israel as a Theological Question,” Journal of the

Evangelical Theological Society, 44:3 (2001): 442. 43

I grundteksten står der ”Israel, som nation” og ikke bare Israels slægt. Så de der ønsker at Israel skal ophøre med at eksistere, som nation skal bare gøre én simpel ting: fjerne sol måne og stjerner!

44 William Sanday og Arthur C. Headlam, The Epistle to the Romans, ICC (New York:

Charles Scribner’s Sons, 1923), 240. Se også Douglas Moo, The Epistle to the Romans,

NICNT (Grand Rapids: Eerdmans, 1996), 574. Om Rom 9:6, skriver Gutbrod, “Vi bliver her

fortalt at hedningekristne er det sande Israel. Soderingen I Rom. 9:6 går ikke ud over det der

er forudsat I Johs. 1:47. . . .” Walter Gutbrod, “i Theological Dictionary of the New

Testament, bind. 3, ed. Gerhard Kittel (Grand Rapids: Eerdmans, 1965), 387. 45

Ronald E. Diprose, Israel in the Development of Christian Thought (Rome: Istituto Biblico

Evangelico Italiano, 2000), 47. Emphasis in original. See also Jacob Jocz, The Jewish People

and Jesus Christ: A Study in the Controversy between Church and Synagogue (London:

SPCK, 1962), 422, n. 316. 46

Ramsey Michaels, 1 Peter, WBC, vol. 49 (Waco, TX: Word Books, 1988), 107. Emphases

in original. 47

John Feinberg, “Systems of Discontinuity,” in Continuity and Discontinuity: Perspectiv on

the Relationship Between the Old and New Testaments, ed. John S. Feinberg (Wheaton:

Crossway, 1988), 73. 48

Fruchtenbaum states, “What replacement theologians need to prove their case is a

statement in Scripture that all believers are of ‘the seed of Jacob.’ Such teaching would

indicate that the church is spiritual Israel or that

Gentile Christians are spiritual Jews.” Fruchtenbaum, “Israel and the Church,” in Issues in

Dispensationalism

(Chicago: Moody, 1994), 126–27. 49

Howard Taylor, “The Continuity of the People of God in Old and NewTestaments,”

Scottish Bulletin of Evangelical Theology 3 (1985): 14–15. Emphasis in original. 50

E. P. Sanders, Jesus and Judaism (Philadelphia: Fortress, 1985), 103. 51

Donald Senior, Matthew, ANTC (Nashville: Abingdon, 1998), 264. 52

J. Bradley Chance, Jerusalem, the Temple, and the New Age in Luke–Acts (Macon, GA:

Mercer University Press, 1988), 134. 53

Scot McKnight, A New Vision for Israel: The Teachings of Jesus in National Context

(Grand Rapids:Eerdmans, 1999), 130–31. 54

C.E.B. Cranfield, A Critical and Exegetical Commentary on the Epistle to the Romans.

ICC (Edinburgh:T. & T. Clark, 1975-79), 2:448. 55

Ernst Käsemann, Commentary on Romans, trans. and ed. Geoffrey W. Bromiley (Grand

Rapids:Eerdmans, 1980), 314. 56

Jürgen Moltmann, The Way of Jesus Christ: Christology in Messianic Dimensions, trans.

Margaret Kohl (San Francisco: HarperSanFrancisco, 1990), 35. 57

Wolfhart Pannenberg, Systematic Theology, vol. 3, trans. Geoffrey Bromiley

(GrandRapids: Eerdman1993), 471.