eksamens opgave

// 23// ARKITEKTUR I ØRESTADEN

Jan Gehls nye bog klandrer byplanlægningen. Magasinet „Arkitektens Tanker“ tog ham med på byvandring.

■ AF KIM FABER

Jan Gehl er et par minutter forsinket. Et andet interview trækker lidt ud. Og ikke med et hvilket som helst medie: Det britiske magasin Monocle – som i 2008 udnævnte København til verdens bedste by at bo i – bringer i sit kommende nummer om byer et stort portræt af den danske arkitekt. Hvilket meget godt illustrerer stør-relsen af Jan Gehls stjerne. På den internationale stjernehimmel.»Danmarks mest indfl ydelsesrige arkitekt i udlandet«, som Politikens arkitekturanmelder Karsten R.S.Iversen i torsdags kaldte Gehl i sin rosende anmel-delse af dennes nye bog ’Byer for mennesker’.

»Mens jeg venter i Gehl Architects’ reception, går jeg hen til vinduet og kigger ned. Og kan ikke lade være med at smile«.Gården er halvfyldt med nye cykler. Af alle forretninger ligger tegnestuen oven på en cykelforretning. Fortaler for cykler I 40 år har Jan Gehl – først som teoretiker, siden som praktiker, i dag som begge dele – beskæftiget sig med, hvad der gør byer rare at bo i. Lige så længe har han talt varmt for cykler. Bofællesskabet med cykelfor-retningen virker næsten påtrængende oplagt. Monocle-folkene og Jan Gehl kommer ud i receptionen. Han tager frakke på, vi har aftalt at tage på en lille københavnsk byvandring, så han kan illustrere sine pointer i praksis.

Eller vandring og vandring ... vi skal køre i fotografens BMW.»Ja, der er nogle, der har magt over tingene«, be-mærker Jan Gehl. »Udfoldelseshæmmende nærmiljø«

Det er et halvt århundrede siden, han blev uddannet som arkitekt. I de første år arbejdede han især med re-staurering af kirker.Men op gennem 1960’erne, hvor de første eksempler på den ny tids boligbyggeri begyndte at trække sine kranspor hen over det danske landskab, voksede Jan Gehls interesse for, hvordan arkitekturen påvirker mennesket.I 1967 skrev han i en artikel om et

af tidens fremmeste eksempler på det industrialiserede boligbyggeri:

»Nærarealerne er rystende, man kan dårligt tænke sig et mere oplevelsesfattigt og udfoldel-seshæmmende nærmiljø end Høje Gladsaxe«. Inspireret ikke mindst af sin kone Ingrid Gehl, der er psy-kolog, begyndte Jan Gehl at nærstudere nærmiljøerne, så at sige.Indfl ydelsesrig bogI 1971 udkom hans første bog, ’Livet mellem husene’, som er gået hen og blevet en klassiker, der den dag i dag sælger som varmt brød verden over og er med på diverse lister over alle tiders 100 mest indfl ydelsesrige bøger om arkitektur. Men Gehls pionerindsats indbragte dengang ikke mange klap på skulderen. I hvert fald ikke i Danmark. Jeg gik selv på Kunstakademiets Arkitektskole fra 1975 til 1981 og minder Jan Gehl om, hvordan vi på de hårdkogte planlægningsafdelinger dengang kun havde hånlatter tilovers for hans arbejde, der blev betragtet som noget følsomt pladder. Jan Gehl smiler ved tanken. Ja, det var ikke den nemmeste tid. Men den førte dog det gode med sig, at han mere eller mindre blev tvunget til at arbejde i udlandet, først i Toronto i Canada, siden i Australien, Norge og Skotland. »Det var det, der formede min kar-riere. Jeg lærte noget om, hvordan verden så ud, og fi k set, hvad de lavede på andre skoler. Og har kunnet ope-rere internationalt lige siden«, siger han, mens vi triller hen ad H.C. Andersens Boulevard med kurs mod første stop: Ørestad.

Erfaringen gik tabt Hvad er egentlig forskellen på ’Livet mellem husene’ og hans nye bog ’Byer for mennesker’? spørger jeg. Emnet er jo præcis det samme. Han nikker. »Forskellen er 40 års erfaring. ’Livet mellem husene’ var en debatbog, som sagde til arkitekterne

»Hør, I må tage jer af menneskene«. ’Byer for mennesker’ gør præcis det samme, men nu med dokumentation for, hvad der virker, og med beskrivelser af, hvad man skal gøre«.

Derfor er det gået galt i Ørestaden

// Jan Gehl

// ARKITEKTENS TANKER November 2011




Bogen indeholder både argumenterne for, hvorfor man skal gøre det, og den historiske beretning om, hvorfor det gik galt. Og ikke mindst opskriften på, hvordan vi får mere levende, trygge, bæredygtige og sunde byer – alt det, vi længes efter«. Hvad var det, der gik galt den-gang?

»Arkitekterne i 1960’erne overtog ideologien uændret fra modernister som Le Corbusier. De betragtede det fritliggende hus som det vigtige, helheden betød ikke så meget. Det andet, der skete, var, at vi fi k mange biler og dermed en ny stand af trafi kplanlæggere. Så vi endte med en triangel bestående af arkitekter, landskabsarki-tekter og trafi kingeniører, som hver især sagde, at den menneskelige dimension, den tog de sig af. Men sand-heden var, at ingen af dem gjorde det«. Hvorfor ikke?

»Alt det der med at bygge for mennesker og i en men-neskelig skala, det havde op gennem hele menneskehe-dens bybygningshistorie været integreret i erfaringerne.

Man vidste bare, hvad der skulle til. Man vidste, at der skulle være vinduer i bunden af bygningerne, at der skulle være noget, man kunne sidde på, og den slags.

Men da det så blev akademisk uddannede planlæg-gere, der fi k ansvaret, forsvandt erfaringerne. Man glemte dem i undervisningen. Den menneskelige dimen-sion blev den glemte dimension. Planlæggerne overså, at den måde, man byggede på, havde stor indfl ydelse på, om folk havde lyst til at være ude, og man overså, at det faktisk betyder noget, at mennesker mødes med hin-anden«. ’Brasilia-syndromet’ Samtidig, siger Jan Gehl, skete der en række ændringer i levevilkår og familiestør-relser. Summa summarum: Man fi k bygget livet ud af by-erne. Der var ganske enkelt ikke nogen til at planlægge det. »Og min store påstand er, at det er noget, man skal tage sig af. Det er faktisk meget vigtigt, og det er noget, der fi ndes en masse regler for og en masse viden om.

Og den skal man bruge. For ellers får vi sådan noget som det dér«. Jan Gehl peger ud ad sideruden. Vi kører på Ørestads Boulevard, ned gennem et klokkeklart ek-sempel på, hvad han kalder ’Brasilia-syndromet’. Brasilia

er den brasilianske hovedstad, som blev anlagt fra 1956 til 1960, og som i dag udgør et frygtindgydende eksem-pel på, hvor menneskefjendsk en by kan være.

»Brasilia-syndromet er et typisk modernistfænomen: Når det alligevel er enkeltbygninger, der tæller, så kan man lige så godt lave dem hver for sig og stille dem ned på plader og så stå i stor højde og ordne elementerne, til du synes, det er en god komposition.

Og dermed bliver den lille skala helt glemt. Du får lavet en smadderfl ot Brasilia, set oppefra, men nede i øjenhøjde er det det rene skidt. På den anden side af kloden sidder folk ude i Kartoffelrækkerne (boligkvarter på Østerbro i København, red.) og griner og har det dej-ligt. Og der påstår jeg jo, at hvis du har det godt i den lille skala, så tænker du slet ikke på, at set oppe fra en fl yver,

der ser det faktisk ligegyldigt ud. Hvis du sidder i et godt boligområde, og konen er sød og børnene opvakte, så er det ikke så vigtigt for dig, at byplanen set fra luften ikke er noget at skrive hjem om«. Ørestad. Undersøgelser viser, at hvis man bor højere end femte etage, forsvinder kontakten med byen hurtigt.»Ørestad ser meget interes-sant ud oppefra, og selv nede i en helikopter kan det se spændende ud. Og indimellem er der nogle interessante enkeltværker, fordi man har haft den supplerende teori, at hvis der bare var nogle gode arkitekturmonumenter, så skulle det nok gå alt sammen«. Jan Gehl kigger igen ud på husene langs boulevarden. »Men der er ingenting, der peger på, at det er en rigtig teori«, siger han så. Alt for meget friareal

Vi drejer ned ad Arne Jacobsens Allé, ind på en parke-ringsplads og stiger ud. I ’Byer for mennesker’ udpeger

// Sjoerd Soeters // Arkitema // Hollandske huse // Sluseholmen

Jan Gehl en række faktorer, som er med til at gøre byer menneskevenlige. Blandt andet en vertikal opdeling af huse i smalle enheder, mange døre, variation og detaljer i øjenhøjde, kompakte og intime uderum, som skal være tydeligt opdelt i offentligt, halvprivat og privat. Og så videre. Vi kigger os omkring. Det er der stort set intet af her. Vi går tilbage på Ørestads Boulevard. Jan Gehl pe-ger ned mod torvet ved indkøbscentret Field’s.

»Der har du Danmarks længste lukkede facade. Ud mod et torv. Det er ikke lige sådan, jeg skriver i bogen, det skal gøres. Facaden er 60 procent længere end Nationalbankens længste facade«.

Det er da også noget.»Ja, man er kommet videre«. Jan Gehl ler. Så bliver han alvorlig. »Jeg vil så nødig, at det her kun skal handle om at skælde Ørestad ud. Kan du ikke bare skrive, at mange af de principper, som ikke vir-ker, kan man studere her«.

Øde park Vi går hen til den store park, der ligger mel-lem Ørestads Boulevard og Center Boulevard. Som er anlagt blot et solidt stenkast fra naturområdet Amager Fælled. Et par håndfulde mennesker sidder spredt ud over området. Bebyggelsesprocenten, altså det samlede antal kvadratmeter etageareals andel af grundens areal, er i Ørestad 180 procent. Det er faktisk en ret høj bebyg-gelsesprocent.Alligevel er indtrykket, at her er øde. Fordi planlæggerne har glemt, at selv om der samlet set er

mange boligkvadratmeter i området, bor der ikke nød-vendigvis ret mange mennesker. Lejlighederne er store og familiestørrelserne små. »Derfor burde man have været sparsommelig med uderummene. Lavet dem i små dimensioner. I Ørestad er der store uderum, altaner, tagterrasser og alt muligt. Det er en illusion at tro, at al den plads vil blive brugt. Folk kan jo kun være ét sted ad gangen«. Vi går tilbage til bilen og vender snuden mod Sluseholmen. Selv vejret er bedre. Byggeriet i Sydhav-nen er et få år gammelt boligbyggeri efter hollandsk mo-del: Forholdsvis små karréer, bestående af smalle huse i forskellige højder og med stor variation i det arkitek-toniske udtryk – det hele omringet og gennemskåret af nyanlagte kanaler. Smalle bygningskroppe, mange døre og stor variation betyder meget for, at vi oplever et byg-geri positivt.Sluseholmens overordnede plan er udformet af den hollandske arkitekt Sjoerd Soeters i samarbejde med danske Arkitema. »Jeg synes jo, det er ret tydeligt, at det her er planlagt af nogen med bedre forstand på at bygge byer«, siger Jan Gehl.

Mod havneløbet har man bevaret en række små røde bådeskure, der ligger ud til en brygge af træ. Et fi nt ek-sempel på, hvor godt det fungerer med huse i den lille skala forrest og de højere boligblokke bagved, påpeger Jan Gehl. Men det er jo heller ikke, fordi det myldrer med liv her, indvender jeg.

»Næ, men du skal huske, at mange af lejlighe-derne stadig står tomme«, siger Jan Gehl. Vil du bo her, når du bliver gammel?Vi går ind i en af gårdene. Flere klynger af mennesker sidder rundt omkring på græsset eller på bænkene. Ude i Ørestad blæste det en halv pelikan. Det blæser næ-sten altid rundt om meget store bygningskroppe. Her er nærmest vindstille. En mand er i gang med at skifte sin baby, han tørrer den lille bagi med en ble. »Her har du da alt det liv, du kan ønske dig. Det er altid en god test af et område at spørge sig selv, om man har lyst til at sætte et barn i verden her.

// VM husene // Ørestaden




// ARKITEKTUR I ØRESTADEN // 27

Eller at bo her, når man bliver gammel. Jeg synes, at Sluseholmen har så mange kvaliteter, at det kunne jeg godt forestille mig«. Ikke at alt er totalt vellykket, påpeger Jan Gehl. Blandt andet virker det bizart, at en stor del af kajerne er fyldt op med biler. Og at der i det hele taget ikke er arbejdet ret meget med de offentlige områder uden for gårdene. »Men her er alligevel den mangfoldig-hed, som er så vigtig. Sidste stop på minirundturen er Kartoffelrækkerne på Østerbro. Vi er havnet midt i myld-retidstrafi kken, og det går kun langsomt frem.

I ’Byer for mennesker’ beskriver Jan Gehl, hvordan by-styret i San Francisco efter jordskælvet undlod at genop-bygge en motorvejsstrækning, som var blevet ødelagt, og i stedet anlagde en bygade med sporvogne, cykel-stier, træer og bænke. Og biltrafi kken? Den blev både reduceret og fandt andre veje. Er det så enkelt? At hvis vi sløjfer bilveje, så kommer der mindre biltrafi k? »Det er jeg helt sikker på. Jens Rørbech, Københavns tidligere stadsingeniør, siger, at alle byer i verden har et tilfældigt niveau af trafi k, som er afhængigt af, hvor megen plads der er givet til den. Han havde det princip, at når der var tegn på trafi kpropper et sted i København, fjernede han en kørebane og gjorde arealet til biler mindre. Så blev det rigtig galt i nogle få dage – og så forsvandt proble-met«. På Øster Farimagsgade ud for Kartoffelrækkerne mum-ler fotografen spydigt, at alle p-pladserne tilsyneladende er nedlagt. Til sidst fi nder han en. Noget sker, fordi noget sker, fordi noget sker På hjørnet af Høyensgade sælger en fl ok unger saftevand fra en bod. Længere nede ad gaden leger andre børn. Midt i gaden er en mand i gang med at slibe en træplade.

»Som jeg skriver i bogen: Noget sker, fordi noget sker, fordi noget sker. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til«»Som jeg skriver i bogen: Noget sker, fordi noget sker, fordi noget sker. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til«, siger Jan Gehl. Det her er vel tæt på idealet, er det ikke?

»I øjenhøjde har det næsten alle de kvaliteter, man kan komme i tanke om. Jeg skriver, at hvis man ikke har kræfter til at tage sig af både byplanskalaen, bebyg-gelsesskalaen og den lille, menneskelige skala, så skal man lade de to øverste være og koncentrere sig om den lille. Kartoffelrækkerne er et eksempel på et byområde, der ser ud af ingenting oppefra, men som nede i øjen-højde er fuldt af rigdom«. Hvor svært kan det være Fæl-lesarealerne er nærmest ikke-eksisterende, så en stor del af beboernes udeliv foregår ude på gaden.

»Det gør, at alle kender hinanden. Og det er svært at gå her med et fjernsyn, du er kommet til at få fat i. Det gør det til et meget trygt sted at bo. Så Kartoffelrækkerne har alt det grundlæggende: Lad være at bruge for megen plads, små dimensioner og enheder, mange døre, meget grønt, mange detaljer i øjenhøjde. Og trafi kken er holdt i ave. Værsgo«

Hvor svært kan det være?»Ja, hvor svært kan det være «.

Byggeri Opført Arkitekter

Ferring 2002 Henning Larsen Architects VM husene 2005 PLOT Arkitekter Tietgenkollegiet 2006 Lundgaard & Tranberg Ørestad gymnasium 2007 3xN Ørestadshuset 2007 Lundgaard og Tranberg Byparken 2008 Mutopia Architects VM bjerget 2008 Bjarke Ingels Group og PLOT Koncerthuset 2009 Ateliers Jean Nouvel 8tallet 2010 Bjarke Ingels Group

// Brasilia-syndromet // Bor du højere end 5.sal, mister du kontakten med byen. // Byggeriernes opførelse og arkitekter


// ARKITEKTUR I ØRESTADEN // 28

Besøg vores hjemmeside på Http://Grafisk.Kts.dk/elever/Sore1 Og tilmeld dig vores nyhedsbrev..

// ARKITEKTUR I ØRESTADEN


// 29

// ARKITEKTUR I ØRESTADEN

Documents

eksamens opgave