Dette er ikke en krimi

L i n d h a r d t o g r i n g h o f

Dette er ikke en krimi Fortællinger

JEnS BLEndStrUPLarS froSt

Einar MÁr gUÐMUndSSonPia JUUL

hanS otto JØrgEnSEndEnniS gadE KofodSVEnd ÅgE MadSEn

MEttE MoEStrUPtorBEn MUnKSgaard

KriStina StoLtZMEttE thoMSEn

haraLd VoEtMann

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 2 SESS: 13 OUTPUT: Wed Jan 25 10:19:05 2012/first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/1782_Dette_er_ikke_en_krimi_151x226_palatino/Materie


DETTE ERIKKE

EN KRIMI

Fortællinger

Lindhardt og Ringhof


Dette er ikke en krimi© 2012 Bidragyderne og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S

Redaktion: Victoria WestzynthiusOmslag: Dan Eggers

Bogen er sat med Palatinohos Rosendahls – BookPartnerMedia

og trykt hos ScandBook AB, Falun

ISBN 978-87-11-40705-91. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden 2012

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,der har indgået aftale med Copy-Dan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


Indhold

bo tao michaelisForord:En stilfærdig apologi for den kriminelle fortælling z 7

torben munksgaardPrivate Ribeye z 15

svend åge madsenDet her er ikke nogen fortælling z 41

kristina stoltzKvinden fra den vildtvoksende rosenhave z 73

pia juulEt rødt hav z 93

jens blendstrupSagen: Lone z 97

harald voetmannDen ekboliske kurve. Noter til en roman z 107

dennis gade kofodUden mål og med z 121

einar már guðmundssonNekrolog over Joe Allard z 141

lars frostKlipper plæne z 159

mette thomsenAh-ah z 171

hans otto jørgensenFamilie z 191

mette moestrupSå hurtigt du kan z 207



Svend Åge Madsen

Det her er ikke nogen fortælling

Ceci n’est pas un conte

Denis Diderot

Kriminalstoffet? gentog hun og slugte en klump. På etsekund røg hun fra en ensom udørk ind midt i rampe-lyset.

Skulle det da være så svært at forstå? spurgte dentykke mand med et grumt smil.

Det var svært at forstå. Dels på grund af hans grødededialekt. Dels fordi hun havde ventet en helt anden oglangt værre skæbne.

Journalisthøjskolen havde kæmpet for at få Gørsted-Po-sten til at oprette en praktikantstilling. Måtte nærmesttrue avisen med boykot hvis den ikke bøjede sig. Mod-stræbende tilbød Oscar Ludvigsen, Postens suveræneenehersker, da en elev praktik i tre måneder. Anna Sofieder var skabt til noget større, måtte tage til takke.

Før hun tiltrådte, var hun overbevist om at redaktørenville hævne sig ved at give hende de mest røvsyge opgaver.Hvor det at lave kaffe til de ansatte ville være det kreativehøjdepunkt. Med pligt til at referere håndboldkampen forkarle fra Nørre Langhalm mod Østre Halmballe.

En opsamlende artikel til hvert fredagsnummer var

41


hvad han kunne forlange af hende eller tilbyde hende.Stort og småt om byens misgerninger.

Anna Sofie var ekspert i kriminalstof, havde læst stortset alt der var kommet på krimiområdet siden hun lærteat stave. Det var så at sige det eneste emne der virkelighavde hendes interesse. Hun genkendte øjeblikkelig ty-pen, den tykke, dvaske redaktør, fra utallige beskrivelser.Ludvigsens grumme smil skyldtes at han var så doven athan var glad for at slippe for det tunge stofområde.

Fra redaktionen, et snævert loftsrum i byens højhus,helt oppe på anden sal, kastede hun et blik ud over degrå og røde tage. Tilsyneladende uforstyrret hygge medvelholdte nyttehaver og rævesikre hønsebure, men hunskulle vide at aftvinge stedet dets hemmeligheder.

Allerede nu anede hun muligheden for at udnyttesine indhøstede erfaringer til at skrive en kriminalromannår hun vendte hjem til storbyen. Hun nævnte dette kaldfor redaktøren. Endnu et skeptisk smil: Ja ja, før i tidenskrev velmenende skolelærere opbyggelige romaner tildet jævne folk. Nu om dage skrev enhver stræbsom jour-nalist nedbrydende krimier.

Hun indså at han var for naiv til at kunne bistå hende.

På Ludvigsens overstrømmende anbefaling tog hun fore-løbig et værelse på Gørsted Kro. Så overstrømmende atdet tydede på han undte Maryann denne indtægt. Detvar for øvrigt den eneste mulighed i byen, tilføjede handa han registrerede hendes mistroiske blik.

I sin første uge fik hun kun kendskab til én forbry-delse i området. Den tunge kæde foran børnehaven Bøl-lefrø var løftet af krogen og lå henslængt på jorden. Den

42


almindelige mening var at nogle unge knægte havde ud-ført gerningen i kådhed.

Anna Sofie havde også svært ved at forestille sig at enbande gamle koner skulle stå bag ugerningen, men hunvar ikke den der låste sig fast på en tilfældig mistanke.Hun overvejede teorien at rambuktyve var blevet for-styrret. De havde fjernet kæden med henblik på at bragebilen ind i børnehaven for at tilegne sig stedets værdier.Hun undlod dog at skrive om episoden da hun savnedebelæg for sin teori og desuden erfarede at udbyttet ibedste fald ville være fire rustne tricykler, en håndfuldhjemmestrikkede dukker og nogle børneskovle.

Hun henlagde sagen, men glemte den ikke. Hun kendtesmåbyer ud og ind uden rigtig at have opholdt sig i en. Frasin læsning vidste hun at i den slags miljøer, på overfladenstille idyller, lå ondskaben slumrende på bunden. Denskulle hun nok være kvinde for at få frem i lyset.

Af mangel på stof skrev hun sin første artikel om atdet nu var nøjagtig 37 år siden at Maren, byens davæ-rende skønhedsdronning, blev overfaldet og misbrugt.Den eneste større forbrydelse i området hun havde kun-net støve op.

Ludvigsen lod artiklen forkorte, men trykte den idethan brummede at han nok selv skulle tage sig af dethistoriske stof. For øvrigt hed pigen ikke Maren, menMarin, plus en række andre små unøjagtigheder.

Nu skulle hun ikke komme med en artikel om Kræ-Donald Laveran der for præcis 111 år siden lod sig vie tilen afdød. For alle fra avisens læsekreds ville i forvejenhave historien i levende erindring. Skønt få af dem havdeoplevet den ved selvsyn.

43


Igen måtte hun tvivle på at hun havde forstået hansravjysk rigtigt, men følte ikke trang til uddybendespørgsmål som man ellers anbefalede på skolen.

Hun måtte komme op med noget bedre.

I ugens løb havde hun dog gjort et vigtigt bekendtskab.Hun havde bemærket den lidt skulende, mørkhåredemand der hver aften spiste på kroen, som hun også selvgjorde indtil hun fik sig indrettet.

Med sit skarpe blik havde hun spottet hans lidt mis-tænkelige adfærd da hun flere gange løb på den mid-aldrende mand ude omkring i byen. Men han var forsmart til at lade sig skygge som hun ellers forsøgte i detskjulte. Den ene gang anbragte han sig demonstrativt påbænken foran jernbanestationen, en plads han tilsynela-dende ikke ville vige før hun havde opgivet sit foreha-vende.

Ved den anden lejlighed sad han allerede på en na-tursten, der i folkemunde kaldtes togangsstenen, i densydlige udkant af byen. Med en inviterende bevægelseindbød han hende endda til at slutte sig til ham. Hunmåtte gøre sig et ærinde langs åen ind i den lille lund forat demonstrere at hun ikke var specielt ude efter at fangeham i ulovligheder.

Samme aften satte han sig uinviteret hen til hende vedaftensmåltidet. Spisestuen der lugtede af stegt flæsk ogdovent øl, var tom bortset fra de tre kortspillende han-delsrejsende. De to faldt i en hyggelig snak, hun kunneikke tillade sig at kaste vrag på villige meddelere.

Hun lokkede ud af ham at han var den lokale repræ-sentant for ordensmagten. Det faldt endda ikke særlig

44


svært for Maryann ledte hende på sporet da hun utilslø-ret spurgte hvad landbetjenten kunne tænke sig i dag.

I samtalens løb tilstod han at han ikke havde kend-skab til ret megen kriminalitet hverken i byen eller na-bolaget. Men han kunne fortælle hende hvad der var detmest foruroligende der var indtruffet i ugens løb. Hunvar udstyret med en god hukommelse så hun undlod attrække blokken frem.

Det var at en ganske ung kvinde med provokerendekort, sortfarvet strithår og betænkeligt korte shorts havdeindlogeret sig på kroen hvorefter hun turede rundt oggjorde byen usikker.

Jasper Tisted måtte indrømme at han havde opfattetkvinden som den største trussel mod byens ro og fred.Derfor havde han valgt diskret at skygge hende. For at sehvad hun havde for.

Anna Sofie havde skarpsindigt genkendt signalemen-tet. De var i færd med at dele en flaske rødvin til maden,begge i håb om at lokke noget afslørende ud af den an-den. Var hendes shorts, som hun stadig var iført, da forkorte for den overvejende indremissionske befolkning,spurgte hun bekymret.

Jasper kastede et granskende blik på de bare, måskevel brede lår. Han havde taget en tuschpen frem menshan overvejede sagen. Før hun fattede hvad der foregik,bøjede han sig forover og skrev en svungen signatur påhendes højre lår.

Hermed var det godkendt, sagde han, af stedets hø-jeste myndighed. Dog havde man for vane at skifte tillangt når man kom til aftensmåltidet. De tre kortspillereved det andet bord fulgte forbløffede optrinnet.

45


At køre bagefter hende i skridtgang i tjenestevognenvar noget af det kedeligste. Derfor foreslog han en han-del til nytte for dem begge. At han for fremtiden kørtehende omkring til hendes bestemmelsessteder. Hun komlettere frem, han holdt lettere øje.

Det passede hende ikke helt at kunne mistænkes forat være i politiets sold. Hun holdt af at betragte sig somden ensomme ulv der arbejdede på egen hånd. På denanden side ville ordningen give hende lejlighed til atpumpe ham for byens hemmeligheder.

Han spiste fast hos Maryann siden han var fraskilt.Det forstod hun alt for godt, nikkede hun genkendende,ikke tid til at lave mad, i tide og utide ude på opgaver.Dertil nøjedes han med at grine som om hun havde sagten vittighed.

Den følgende uge fungerede arrangementet. I sin gamleudtjente bil bragte Lovens vogter troligt Ondskabensspotter omkring.

Først til Nygade hvor hun lejede sig ind i det ledigeværelse hos frøknerne Hannesen og Fælding. Jasper varked af at ødelægge krokonens næring, men værelset villespare Anna Sofies pengepung. Egentlig havde hun alle-rede set Værelse til leje på Brugsens opslagstavle, menuden at kunne finde frem til stedet.

Betjenten forklarede hende byens opbygning. Oprin-delig bestod den kun af én hovedvej der til gengældhavde to navne. Nørregade nord for jernbaneoverskæ-ringen op til kirken, mens den samme vejs sydlige delhed Søndergade helt ned til togangsstenen. På et tids-

46


punkt blev der så bygget en håndfuld huse der kom til atudgøre en sidevej der naturligt fik navnet Nygade.

En halv snes år senere skete noget tilsvarende, og nuvar det indlysende at kalde den nyopståede vej for Ny-gade, for den anden var jo i mellemtiden blevet ældre,men beholdt alligevel også navnet der var godt indar-bejdet. For øvrigt gentog det sig nogle år senere, igen enrække huse der udgjorde en ny gade og fik navn deraf.Sådan at der nu var tre Nygader af forskellig alder. Ibyen voldte det ingen problemer for alle kunne høre påudtalen om det var den helt ny, den ældre eller den heltgamle man henviste til.

Han remsede dem op med tre forskellige tryk, somhun kun med besvær kunne skelne. Hun sammenlig-nede sin situation med en antropolog der først må læreden fremmede stammes ubeskrevne sprog, før hunkunne begynde at afdække dens hemmeligheder.

På forbrydelsernes område var der intet sket i den tidhun havde opholdt sig i byen. I hvert fald ikke sombetjenten kendte til, tilføjede han lunt. Som om den god-troende mand, som tilsyneladende knap havde læst enkriminalroman, vel måtte vide det hvis noget ulovligtpasserede. Ja, knap nok i de sidste par år, føjede hanvenligt til. Hvis Ludvigsen frygtede hun skulle få svedpå panden, tog han slemt fejl.

Det nærmeste de kom til lovbrud i ugens løb, var atBertel, Frandsens store knægt, lørdag aften stak ud adkøkkenvinduet for at søge hen til kroen og spille kort. Ogdet var slemt. Stedet der jo serverede bajersk øl, betrag-

47


tede Frandsens som syndens hule. De var stærkt missi-onske og fordømte dans og kortspil. Som loven dog sågennem fingre med.

Og Nej, direkte adspurgt, heller ikke den slags pro-blemer havde de. Af fremmede folk, som Jasper formu-lerede det, var byen kun velsignet med Nina, hendesrigtige navn kunne man ikke udtale, den lille smilendethaipige. Hun var gift med og forsødede tilværelsen forOle der ikke havde for meget mellem ørerne.

Jo tak, det lille værelse med gammeldags blomstret tapetpassede glimrende til Anna Sofies formål. Skillevæggenvar tynd som pap, men naboværelset var for øjeblikketubeboet, og frøknerne boede jo nede i stueetagen, såAnna Sofie kunne have sit privatliv i fred. Og frøknernederes. Hun takkede Jasper for hjælpen. Han satte hendeomhyggeligt ind i forholdene.

De to enlige kvinder omkring de halvtreds havde i enmenneskealder delt bolig. De drøjede på huslejen ved atleje et loftsværelse eller to ud. Selv om der var langtimellem kunder. En tid havde det ene værelse, ikke detAnna Sofie lejede, tjent som elskovsrede. Fodermesterender boede over for kroen, havde et godt øje til Maryann.Men Jakobs kone kunne jo holde øje med kroen og man-dens besøg derovre så de måtte finde et andet mødested.Anna Sofie skulle dog ikke frygte at få sin nattesøvnforstyrret, forholdet var gået i sig selv.

Af hendes to værtsfolk arbejdede den magre EbbaFælding på kommunekontoret og trak penge hjem. Denrunde Kerstine Hannesen stod for husholdningen, så det

48


var hende Anna Sofie ville få mest kontakt med. Det varfor øvrigt hendes farfar der havde formælet KræDonaldLaveran med en allerede afdød.

Hun burde have stillet et afklarende spørgsmål, menville ikke lyde ubegavet.

Frøknerne supplerede indtægterne med en slags sy-skole for en håndfuld af byens piger. Desuden kunne deaf og til sælge noget af det håndarbejde frøken Hannesenfrembragte, men han havde nu indtryk af at det mestegik til basaren.

I det næste nummer af Gørsted-Posten lod hun bombenspringe.

Anna Sofie havde troskyldigt ladet sig føre rundt afden hjælpsomme politimand. Men ved siden af fandthun lejlighed til at gennemføre sin private research. Iartiklen påstod hun måske lidt mere end hun havde be-læg for, men hun vidste af erfaring, læsningens erfaring,at udokumenterede påstande ofte ville provokere nyttigeoplysninger frem i lyset.

Hun beskrev sagligt, med nøje afstemt lidenskab,hvordan en uskyldig mindreårig pige i Thailand var ble-vet bedøvet og mod sin vilje ført ud af sit hjemland. Adforskellige omveje havnede hun i Gørsted hvor hun ulyk-kelig og hjælpeløs henslæbte en slavetilværelse.

Da Jasper denne fredag som aftalt afhentede Anna Sofie,havde han avisen liggende på forsædet.

Næppe var de startet op mod kirken før han brum-mede at det var sært at han slet ikke vidste noget om den

49


ting. Det skulle lyde som en kritik af artiklen, men hunopfattede det som en skjult tilståelse. Han havde ikkehaft øjnene tilstrækkeligt med sig.

De vidste begge to hvem han talte om da han tilføjedeat det var da underligt at hun altid var så smilende oghøfligt nikkende. Ja, det demonstrerede hvor effektivtdet hele var sat i scene. Jamen, Ole sendte jo et månedligtbeløb til pigens mor. Selvfølgelig for at lukke munden påhende.

Så længe der ikke forelå noget mere konkret, kunnehan ikke rigtig foretage sig noget.

Kirsten Præst viste gerne både kirke og kirkegårdfrem, men holdt hånden over kirkebøgerne selv om denslags burde være offentligt tilgængelige. Anna Sofie und-lod at trænge dybere ind i emnet mens hun var ledsagetaf politimanden. Men noterede sig at her var noget skjultsom fortjente en nærmere granskning.

På redaktionen var Ludvigsen rasende. Artiklen var kunsluppet igennem på grund af hans dovenskab. Travlhed,var egentlig det ord han brugte. Sådanne ubekræftedepåstande kunne skaffe ham en forfærdelig masse bøvl påhalsen. Heldigvis var Ole for slidsindet til at anlægge sag.

Endnu mens han skældte ud, ringede telefonen. Envred kioskejer. Der brokkede sig over ikke at kunne fåflere eksemplarer af dagens avis. Og da Ludvigsen villegenoptage sin svada, ringede de fra nabobyens avis dergerne ville lave en opfølgning på artiklen om den mis-brugte pige.

Ludvigsen bed sin vrede i sig mens han tog sig af denye opgaver.

50


Forsiden af næste fredagsnummer af Gørsted-Posten varprydet af en stort opsat artikel: Hasardspillere lokkerunge i fordærv. Byline: Anna Sofie Starling.

Det fremgik at en håndfuld mænd, hun vægrede sigved at kalde dem en mafia, huserede på kroen hvor degennem organiseret hasardspil lokkede formuer fra ube-fæstede unge sjæle. Formuer kunne lyde som store ord,men for disse ulykkelige drenge drejede det sig om be-tydelige beløb som efterlod dem i dyb gæld. En gældsom de undertiden kun fandt mulighed for at dækkegennem kriminalitet.

Hun behøvede ikke at gå i detaljer med argumen-terne, for artiklen rummede nogle klare hentydninger tilen kørende krimiserie med samme problematik. Måskenok i lidt større format, men læserne skulle nok dragederes sammenligninger.

Hendes chauffør kunne fortælle at Bertel havde fåetørerne slemt i maskinen. Selv om artiklen ikke rummedenavne, havde familien Frandsen ikke været i tvivl omhenvisningen. Bertel var idømt streng husarrest, og køk-kenvinduet var spigret til. Værst var det at forældreneikke længere ville tillade ham at rejse til nabobyen for atgå i gymnasiet når skoleåret startede.

For øvrigt faldt en fredelig femogtyveørerswhist udenfor lovens rammer og kunne dårligt kaldes hasardspil.Hun opgav at forklare ham, der selv burde vide det, hvorvigtigt det var at fange ondet i opløbet.

Hun sluttede dagen med at drikke kaffe hos sineværtsfolk. Hun så med tilfredshed Kerstine, den husmo-derlige af dem, lægge en kærlig hånd på Ebbas skulder.

51


De snakkede udenom da hun forsøgte at få dem til atfortælle om krokonens højlydte sidespring oppe på før-stesalen, men de hurtige blikke mellem dem sagde hendetilstrækkeligt.

Den hyggelige stund blev afbrudt da det blev tid forden ugentlige syskole. Anna Sofie havde den fornøjelseat hilse på de fem unge, rødkindede, generte piger derindfandt sig for at blive yderligere introduceret til kun-sten at tråde en nål.

ELSKOVSREDE MED ÅBNE ARME FOR DE UER-FARNE

Anna Sofie var selv godt tilfreds med den nye over-skrift der bredte sig over hele forsiden. Selvfølgelig vardet lidt hårtrukket at påstå at der var adskillige kærlig-hedsredskaber i de to kvinders hjem. I virkeligheden varder kun tale om en godt brugt dildo som hun var stødtpå i husets skraldespand. Et motiv hun kendte fra enberømt bestseller som mange af hendes læsere garanteretville associere til. De to kvinders hede kærlighedsnætterbeskrev hun med den største nænsomhed.

Men ellers begrænsede hun sig til antydningens kunstom de nysgerrige purunge piger der opstemte mødtefrem til næste ‘sytime’. Hvordan de med fryd, gysen oghenrykte hvin lærte at stoppe huller, hos sig selv såvelsom hos veninderne, hvor de end stødte på dem. Medstrikkepinde der drev af sved og andre safter.

I byens gader så man normalt kun enkelte folk på vej forat købe ind eller gå på besøg. Nu traf man både på ho-vedgaden og i alle de ny gader flokke i ivrig samtale.

52


Røster krævede at Nina blev sendt tilbage til sit hjem-land. Andre mente at hun og Ole i det mindste skulletvangsskilles. Jasper manede til besindighed. Ingen afløsningerne ville gavne Nina. Så længe der ikke fandteskonkrete beviser, burde man se det på.

Endnu mere delte var meningerne om frøknerne Fæl-ding og Hannesen. Men ingen var længere i tvivl om atder foregik unævnelige ting bag de altid tæt tiltruknegardiner. For ikke at tale om pigernes henrykkelser.

Da Jasper kørte Anna Sofie til mødet hos turistchefen,var han usædvanlig alvorlig. Mange hævdede at folk ismåbyer holdt hinanden i kort snor, men man havdefaktisk uden anfægtelser ladet de to frøkner indrette de-res tilværelse som de havde lyst til. Uden at blande sig idet der ikke vedkom andre.

Alle holdt hånden over hinanden, korrigerede AnnaSofie. Man dukkede hovedet og så igennem fingre medmisbrug. Et velkendt mønster fra mere end én historiehun havde læst.

Det her er ikke nogen fortælling, svarede han, flovover sin manglende belæsthed. Det drejer sig om levendemennesker.

Hos turistchefen var stemningen anderledes hjertelig.Han, hvis arbejde normalt bestod i at hejse byens flag påfestdage, havde pludselig fået noget at rive i, og hanelskede det. Forleden var byen blevet omtalt på tekst-tv.Og nu viste flere af de landsdækkende aviser interesse.Siden bussen med menighedsrådet kørte galt, og allemedlemmerne havde nærdødsoplevelser, havde byenikke været nævnt i andre aviser end Gørsted-Posten.

53


Endnu vigtigere for ham var det dog at stemningenude i byen var mere opstemt. Hvor livet normalt gik sinforudsigelige gang uden meget andet at snakke om endgårsdagens tv-udsendelser, var befolkningen nu helt ander-ledes engageret. Man løb sammen, diskuterede højlydt ogudvekslede stærke meninger om de dramatiske hændelseri byen. Selv om det var forkasteligt at nogen havde hængten pisk over døren til Ole og Ninas hjem. Og det endda såhøjt at Oles stige ikke rakte til at fjerne pisken igen.

Sandheden havde sin pris. Da Anna Sofie vendte hjem,ventede frøken Fælding hende i indgangen. Hun måttebede hende flytte øjeblikkelig.

Anna Sofie måtte foretage en hurtig pakning mensfrøknen overvågede hende. De talte ikke sammen førhun stod på gaden med sine kufferter og overvejede hvadhun nu skulle stille op.

Anna Sofie havde med sin artikel lært hende et nytord, tilstod den ellers indædt tavse frøken. Dildo. Dethavde hun ikke hørt før, men var blevet nødt til at slå detop. For resten var den tingest hun var stødt på i husetsskraldespand og beskrev med så stor delikatesse, et køk-kenapparat der kaldtes en stavblender.

Maryann udtrykte betænkelighed ved at genhuse jour-nalisten der havde bagvasket visse af kroens kunder. Påden anden side var søgningen til kroen øget betydeligt,utvivlsomt på grund af artiklen om hasardspillernes ma-fia. Folk ønskede vel at se ondskaben i øjnene? For folkder aldrig før havde sat deres ben i kroen, var søgt indfor at nyde en stille kop te.

54


Da Anna Sofie næste morgen fandt dagens avis i kro-stuen, måtte hun indse at hun ikke var den eneste derkunne fremkalde store overskrifter.

Hendes anden værtinde, den trivelige frøken Hanne-sen, var død. Hun, der var en erfaren svampesamler,havde indtaget et måltid der indeholdt en dødeligt giftigsvamp. Avisen forholdt sig ikke til om frøken Hannesenved et uheld havde tilberedt den dødelige stuvning.Overvejende bestod den af spiselige græsgrønne skør-hatte, men tragisk nok havde en eller flere grønne flue-svampe, der lignede besnærende, sneget sig ind. Dethavde man konstateret ved at undersøge de kasserederester i affaldsspanden.

Her var Anna Sofie på hjemmebane. Hendes mistankerejste sig spontant. Selvfølgelig var der ikke tale om etuheld som de naive antog. Og selvfølgelig havde denstærkt troende kvinde ikke begået selvmord som de meremistroiske havde anelse om. Desuden var frøken Han-nesen sidst hun så hende, nemlig ved sytimen, ved godtmod.

Nej. Bag ved det hele lå et motiv som var velkendt hosden seriøse krimilæser: et mord maskeret som selvmord.

Her profiterede hun af sit førstehåndskendskab til frøk-nernes husholdning.

Hendes første opfølgende artikel tog udgangspunkt idet besynderlige faktum at Kerstine Hannesen havde til-beredt et måltid midt på eftermiddagen og tilsynela-dende indtaget det i ensomhed. Normalt ville hun ventetil hendes samleverske kom hjem fra arbejde så de kunnenyde måltidet i fællesskab.

55


Det lod sig kun forklare hvis hun havde haft besøg afen tredje person. Sandsynligvis én som hun havde sam-let svampe sammen med. Eller havde vedkommendemedbragt dem? En person der havde set sit snit til atstikke et par af de giftige fluesvampe ind i den ellersuskyldige bunke. En fejl som den erfarne svampesamlerikke ville begå.

Yderligere bevis på at der lå skumle planer bag ar-rangementet, var at den ukendte gæst omhyggeligthavde rengjort sin tallerken og sit bestik og lagt det helepå plads efter måltidet. Sådan at det fremstod som omden ulykkelige kvinde havde spist alene.

Men hvem?Ebba Fælding som hun boede sammen med, havde

været på arbejde og havde dermed et glimrende alibi.Desuden herskede der altid den bedste tone mellem deto kvinder, betænksom, ja inderlig, snarere end hadefuld.

Hvem kunne da ønske den elskelige, runde, smilendeKerstine Hannesen død? Hvem ville profitere, det varsom altid spørgsmålet.

Hvem?

Hun sad lammet og betragtede sin uhyggelige gæst.Ude af stand til at bevæge sig mens hun mærkede giften

brede sig i indvoldene. Som om hun sammen med svamperet-ten havde indtaget en håndfuld kakerlakker der desperate bredtesig i hendes indre. Hidsigt bed de i tarm og mavesæk for atslippe ud. En skrigende smerte i hendes indre.

Mens hun stirrede på den ubarmhjertige person som hungodtroende havde inviteret indenfor. Der smilede hævngerrigt.

56


Nu havde hun åbningsscenen selv om den nok skullegøres lidt mere blodig. Alt begynder med døden.

Den gnavne Ludvigsen fortalte at de havde været nødttil at fordoble avisens oplag og alligevel havde fået ud-solgt. Egentlig burde han selv skride ind og overtagestoffet, nu det var så opsigtsvækkende. På den andenside havde han jo ved hendes tiltræden lovet hende kri-minalstoffet. Derfor havde han ikke tænkt sig at ændreved tingenes tilstand. Hun havde frie hænder. Så længehun ikke skrev beviselige fejl.

For øvrigt havde avisen modtaget flere henvendelserrettet til hende. Selvfølgelig et par kritiske. Sådan var detaltid når noget kontroversielt var på tapetet. Men langtflere der ønskede at lette deres samvittighed. Eller hen-lede hendes opmærksomhed på forhold der fortjente ennærmere granskning.

Det var på dette tidspunkt hun indså at der ikke vartale om enkeltstående hændelser hun havde afdækket.Bag det hele lå et uhyggeligt komplot.

Anna Sofie måtte henlede læserens opmærksomhed påat afdøde var barnebarn af pastor Hannesen der viedeKræDonald Laveran til et lig.

Dermed var det ikke kun byens nutid der var blodigog dramatisk. Fortiden rummede ondskabens kim. Ettypisk mønster for den agtpågivende. De følgendenumre af avisen genoplivede den legendariske periodefor godt et århundrede siden. Rigeligt krydret med tids-typiske fænomener, Madam blå og rideheste.

57


En borger og fast abonnent formastede sig til at på-pege at frøken Hannesen dog måtte være oldebarn, ikkebarnebarn af Fanuel Hannesen. (Fanuel var navnet påden fjerde af Herrens engle, ved siden af Gabriel, Mikaelog Rafael, tilføjede han pedantisk, og ikke en stavefejl forManuel som journalistpigen åbenbart antog).

Anna Sofie greb denne lejlighed til at bore i den re-spektable families mere dunkle side. Hun antydede athvad mange opfattede som den direkte nedadstigendeslægtslinje fra pastor Hannesen til den nyligt aflivedeKerstine ikke var så ren og uskyldig endda.

I virkeligheden var afdøde Kerstines far, Kristen Han-nesen, som mange betragtede som sønnesøn af den le-gendariske Fanuel Hannesen, når man undersøgte sagennøjere, faktisk søn af denne, avlet af sin egen far på den-nes datter. Derfor havde begge parter ret. Både dem deromtalte den så sørgeligt svampeforgiftede som barne-barn, og dem der beskrev hende som oldebarn.

Ved sit begavede gætteri havde hun uventet ramt ensandhedskilde.

Flere læserindlæg anfægtede hendes påstand og øn-skede at værne om salig Fanuel Hannesens minde. Kir-sten Præst kom slægten til undsætning. Kirkebøgernerummede ingen antydninger af det påståede misbrugder syntes hentet lige ud af luften.

Men i anden omgang rykkede folk med en længerehukommelse ud til Anna Sofies forsvar. Der havde væretunderlige foreteelser med Kristiane der uforklarligt varblevet frugtsommelig, nogle sagde: uden at have kendten mand. Eller: uden at have kendt andre mænd end sin

58


præst. For hun blev først gift da frugten tydeligt lod sigse, og da med en søn af pastoren der selv omtalte for-mælingen som en barmhjertighedsgerning.

Ramte hendes antydninger ikke præcis, var der åben-bart alligevel noget om påstanden. Hun lod sagen svæveda det kun ville have øget forvirringen hvis hun frem-kom med en korrektion.

For alle disse detaljer måtte ikke bortlede opmærk-somheden fra den nærværende og påtrængende forbry-delse. Det store spørgsmål rejste sig: Hvordan kunne dengode pastor Hannesen i sin tid acceptere at vie KræDo-nald Laveran til en allerede afdød? Andre, der kun op-levede ceremonien på afstand, kunne måske bedrages,men Fanuel måtte have været så tæt på bruden at hanikke kunne være i tvivl om hendes tilstand skønt brude-piger flittigt førte hendes arme og ben.

Det andet spørgsmål: Hvorfor fandt den stadig magt-fulde slægt Laveran det nødvendigt at gennemføre dettebesynderlige ritual?

KræDonald havde truffet aftale om ægteskab med enSkonning der egentlig var tilflytter, men som besad etjordstykke som vel var lille, men alligevel med sin cen-trale beliggenhed af stor betydning. Da bruden druknedei et vandingstrug umiddelbart før ægteskabet blev ind-gået, pressede brudgommens familie pastoren til at gen-nemføre det skammelige bryllup hvorved jordstykketgled fra familien Skonnings hænder til Laverans.

Men hvordan hang denne hændelse for 111 år sidennu sammen med den aktuelle svampeforgiftning?

59


En taknemmelig læser bad hende fortsætte sit rensendearbejde. Efter hendes række af artikler føltes det ‘som omman var flyttet ind i en spændende kriminalroman’.

Derimod undslog hendes tro væbner eller enfoldigeSancho Panza, Jasper Tisted, sig yderligere samarbejde.Han havde fået for meget at se til og kunne ikke længerefungere som hendes chauffør. Han henviste til sagen om-kring Kerstine Hannesens død, men undertoner i brevetantydede at han ikke kunne forlige sig med hendes in-sinuationer.

Hun havde for travlt til at følge antydningerne op,men fornemmede at der lå mere bag.

Jo, genoptog hun tråden fra den foregående artikel, pa-stor Hannesen lod sig imod sin samvittighed overtale tilat foretage den blasfemiske vielse. Om han lod sig presseeller bestikke, kunne man kun gisne om. Naturligvismåtte han love tavshed om de præcise omstændigheder.Et løfte han holdt, lige indtil han på sit dødsleje måttelette sin samvittighed og tilstå den skændige handel forsin søn. Sønnen, for sin part, holdt tappert tand for tunge,først og fremmest for ikke at smæde faderens minde,indtil han selv nærmede sig døden hvor han lettede sitbeklemte sind ved at overbringe den dødsensfarlige op-lysning til sin datter Kerstine.

Igennem det meste af sit liv havde den joviale ogomgængelige frøken Hannesen båret på denne viden,denne byrde. Men da hun læste en artikel i Gørsted-Posten om mafiaen på kroen, anført af en Laveran der ilige linje nedstammede fra den oprindelige KræDonald,kunne hun ikke længere tilbageholde sin viden.

60


Hun kontaktede en der var knyttet til denne slægt– Anna Sofie lod bevidst antydningen hænge i luftenuden præcis adresse, overbevist om at den svævendetrussel ville kalde den skyldige frem fra sit skjul – for atmeddele vedkommende at Laveranslægtens ejendommei virkeligheden hvilede på skammeligt bedrag og en gro-tesk, gudsbespottelig ceremoni.

Selvfølgelig afviste den anklagede slægt påstandensom pure opspind. Uden at kunne modbevise noget somhelst. Forsøgte endda at hævde at den unge nyankom-ne havde misforstået alt hvad angik det omtalte bryl-lup.

Da Ludvigsen, der jo oprindelig havde bedt hendeholde sig fra denne historie, opdagede hvilken interesseden vakte, anbefalede han praktikanten at trænge dybereind i sagen. Da den jo nu ikke længere kun var historisk,men havde aktuel betydning.

Han kunne ikke skjule at ikke kun fredagsløssalget,men også antallet af faste abonnenter var steget betyde-ligt på det seneste. Hvilket i sig selv bekræftede at hen-des skriverier var realistiske og stort set korrekte.

Hvem?Hvilket medlem af Laveranklanen havde forstået at

Kerstine sad inde med en prekær viden der i sidsteende kunne sætte spørgsmålstegn ved slægtens besid-delser? Hvem modtog invitationen fra den rare, men altfor naive Kerstine til en fredelig skovtur hvor de to ifordragelighed kunne samle svampe og diskutere sa-gens sammenhæng? Hvem havde tilstrækkelig viden til

61


at blande de dødelige fluesvampe i den samling af græs-grønne skørhatte som Kerstine stolt hjembragte og til-beredte?

Hvem?Med store bogstaver: HVEM? Sådan udmundede

Anna Sofies mesterstykke. Den artikel der så at sige luk-kede op for muligheden af at enhver nabo kunne mis-tænkes. For hvem havde ikke relationer til den domine-rende slægt og dermed trang til at beskytte den?

En overgang kom den tunge Ole i søgelyset, han somstadig fik lov til at leve sammen med sin undertrykteslave. Med pisken over døren.

Ole havde for nylig repareret frøknernes afløb uden atde var blevet tilfredse fordi de ikke havde beskrevet op-gaven tydeligt nok. Alle vidste ellers at Ole skulle havealt forklaret to gange. Man anså ham imidlertid ikke forkløgtig nok til at ombytte skørhat med fluesvamp.

Men nu erindrede man historier om asiater der havdeforvekslet den grønne fluesvamp med en spiselig svampfra deres hjemland. Oplysningen førte lige vidt, for vardet sket sådan, ville der jo ikke være tale om mord, menom uheld.

Men kunne man kombinere de to muligheder? Forthaipigens uvidenhed og Oles manglende kunnen trak joi den samme retning. Uden at nogen helt kunne få brik-kerne til at falde på plads.

Uden at Retfærdighedens Pen, Anna Sofies diskrete sig-natur, egentlig gjorde noget for det, samlede en vis mis-tanke sig om den lille fotograf der også var en Laveran.

62


I sit vindue havde han udstillet nogle af sine bedste fo-tografier. Mellem henrivende småbørn, gruppebillederneaf årets konfirmander og nogle markante ældre damer iprofil fandt man beviset, eller i hvert fald et stærkt indi-cium. To smukke farvebilleder af skovbundens pragt somingen tidligere havde hæftet sig ved. Det ene af to rødefluesvampe. Det andet af en anden gruppe svampe, gan-ske vist ikke den prekære grønne fluesvamp eller denskyldige græsgrønne skørhat, men alligevel et overbevi-sende tegn på at den lille fotograf interesserede sig foremnet og havde kendskab til det.

Hvorfor et af de sort-hvide kvindeportrætter i vin-duet forestillede Ebba Fælding med et strengt blik, tageti forbindelse med hendes halvtredsårs dag, mens ingenaf dem fremstillede Kerstine Hannesen, blev udlagt påforskellig måde. Der var endda dem der mente det kunneskyldes en tilfældighed.

Inden den stedlige politimyndighed, der var nogettræg i det som Posten tillod sig at antyde, skred til til-bageholdelse eller i det mindste afhøring af den lille fo-tograf, skete der imidlertid noget der fuldstændig trakbyens opmærksomhed i en anden retning.

Det var sidst på eftermiddagen da Maryann bankede pådøren til Anna Sofies værelse. I krostuen ventede en lillepige der ønskede at tale med hende.

Anna Sofie genkendte straks pigen med de lyse flet-ninger, til trods for hendes blussende røde kinder og degrådsprængte øjne, som en af eleverne fra frøknernessyskole.

Karen Margrethe havde noget hun ville fortælle. Hun

63


brød imidlertid i gråd før hun nåede til sine betroelser.Foretrak hun at de talte under fire øjne oppe på AnnaSofies værelse i stedet for i krostuen hvor adskillige nys-gerrige blikke fulgte dem? Forslaget forskrækkede pige-barnet så meget at hun klappede helt i efter at have sagtnoget om sin far og noget om at blive forfærdelig vred.

Hun fik en sodavand og Anna Sofie en kop te. Hendesfar havde gjort noget ved hende. Noget slemt? spurgtejournalisten nænsomt. Pigen brød på ny i gråd, men vardog i stand til at nikke.

Anna Sofie indså at dette strakte sig ud over hendeskompetencer. Efter at have beroliget pigen gjorde hundet klart at de blev nødt til at tale med manden fra po-litiet.

Jasper Tisteds beskedne kontor, skråt over for jernba-nen, var ikke længere væk end at de kunne gå derhen.Pigen trykkede sig hele vejen som om hun var fuldstæn-dig klar over hvor alvorligt et skridt hun var i færd medat tage.

Tilfældigvis var politimanden på sit kontor. Han stud-sede over at blive opsøgt efter at have brudt forbindelsenmed journalisten. Men Anna Sofie skar straks igennemved at forklare at Karen Margrethe ville anklage sin farfor at have misbrugt hende.

Efter at have sikret sig at Jasper allierede sig med enkvindelig bisidder, trak journalisten sig diskret tilbageinden han modtog pigens anmeldelse.

Anna Sofie hastede over på redaktionen for at skrive sinvelafvejede artikel om den nye drejning sagen havde ta-get.

64


Isenkræmmer Leonard Raven, der var et agtet med-lem af menighedsrådet, havde forgrebet sig på sin egendatter. Endnu var det uklart hvor længe det modbyde-lige forhold havde stået på. Sikkert var det at sagen om-kring frøken Hannesens voldsomme død, som Gørsted-Posten havde udviklet, var det der havde bragt misbru-get frem i lyset.

Artiklen var allerede skrevet, trykt og på vej ud til abon-nenterne da hun blev opsøgt af en usædvanlig uroligJasper.

Pigebarnets far havde været voldsomt ophidset overantydningerne af hvad der var foregået hos frøknerne isyklubben. Hans vrede fik ham til at give datteren enregulær endefuld. Han var fuldstændig klar over at dettei sig selv var strafbart.

Hele den opstandelse Anna Sofie havde vakt, pres-sede pigen til at gå længere og længere i sine anklager.Som om hun indså at en endefuld, fortjent eller ej, ikke isig selv var tilstrækkelig til at begrunde det store postyr.Hvorfor hun følte sig nødsaget til at fremkomme mednoget der virkelig kunne vække opmærksomhed.

Nu kunne hun, den kriminalforlæste kvinde, under-stå sig i at blæse sagen større op.

Anna Sofie viste ham korrekturen til artiklen som selvden mest korrumperede politimyndighed ikke kunnestandse og forhindre i at udkomme næste dag.

Politimanden blegnede synligt under læsningen. Hanforlod redaktionen uden et ord.

65


Det var ikke kun hende, men stort set hele byens befolk-ning der undrede sig over at Leonard Raven, den lilleKaren Margrethes far, stadig kunne gå frit omkring. Isen-kramforretningen var lukket med krydsfiner foran rudender var knust af stenkast. Men faren fik lov til at sidde ogkukkelure i bagbygningen hvor familien boede. Enddasammen med sin forulempede datter. Det kunne ikkehave sin rigtighed.

Til sidst måtte politimanden bøje sig for presset, ladeham afhente og sætte i forvaring. Retsbevidsthed varblevet et vigtigt ord i samtalerne på gaden.

Sådan stod sagerne da Anna Sofies praktikperiode varved at udløbe. Hun roste sig af at det var lykkedes hendeat bringe megen ondskab frem i lyset og at højne borger-nes opmærksomhed over for hverdagens skjulte forbry-delser. Personligt huskede hun med glæde et læserbrevder fremhævede at det var som om artiklerne i Postenhavde gjort livet i byen mere meningsfuldt, ja, selv deresfortid rummede noget man kunne være stolt af.

Hun tillod sig at tro at ingen længere mødte sin næstemed blåøjet tillid. For selvfølgelig var der stadig mangebrodne kar og skjulte misbrug, men hun håbede at haveanvist en vej frem imod at gøre byen til et bedre sted atleve.

Da slog det pludselig ned i hende at også hun havdeværet naiv, ja, blind. Også hun havde ladet sig forføre afsin overdrevne tillid. Hun nåede at få sin harmdirrendeartikel i det næstsidste nummer før hun forlod byen.

Ved sin ankomst til byen var hun blevet modtagetmed åbne arme af den stedlige ordenshåndhæver. Den

66


ensomme mand spærrede øjnene op så snart der ankomet skørt, eller rettere et par korte shorts, til hans revir. Numåtte hun med stor bedrøvelse indse at varmen ikkehavde skyldtes venlighed og imødekommenhed, menberegning og frygt. Når landbetjent Jasper Tisted havdetilbudt at køre hende omkring, var det sket fordi hanhavde fornemmet at en trussel var kommet til byen. Entrussel imod den laissez faire-holdning der prægede hansarbejde.

Lukke øjnene, holde sig gode venner til alle sider,glemme de små overgreb fordi en efterforskning risike-rede at afsløre endnu værre ting. Måske endda forholdsom betjenten lod passere til gengæld for en anden ven-netjeneste.

Kun antydninger, intet der kunne skade ham direkte,om hans bekendtskab med krokonen. Og ikke mindsthans forsøg på at indlogere byens gæst i elskovsreden.

Dagen efter den afslørende artikel holdt der ikke nogenvogn parat til at køre hende omkring.

Hun havde heller ikke behov for at komme rundt ibyen. Det var blevet tid til at formulere sin afskedssalutog derefter drage af sted. Ombølget af sin succes havdehun betinget sig at den sidste artikel kom på forsidenuden redaktørens forhåndscensur. Til gengæld lovedehun ham en gedigen overraskelse. En aftale der kun ap-pellerede til den dovne Ludvigsen.

For hun, der ellers troede hun var nået til vejs ende isin oprydning, måtte chokeret indse at der stadig varmisforhold hun havde negligeret skønt det lå hende ligefor øjnene.

67


At også redaktør Ludvigsen var involveret i byens netaf ulovligheder. Med store bogstaver hen over forsiden.

Ikke bare havde han af dovenskab lukket øjnene formafiaens uvæsen. Han havde direkte holdt sin hånd overugerningerne.

Da hun ankom til byen, havde redaktøren bedt hendeom at tage sig af kriminalstoffet. Med et grumt smil,overbevist om at ingen ville være i stand til at trængeigennem dette væv af indforståethed, skjulte intriger ogmodvilje mod at se det onde i øjnene. Hun måtte tilstå athun flere gange havde været på nippet til at opgive,spærret inde i et bur af gensidig beskyttelse.

Hun citerede fra private samtaler hvordan Ludvigsenhavde lagt hende hindringer i vejen. Hvordan han havdeforsøgt at bremse hende når hun havde fat i en ende derførte frem til misdæderne. Og kunne heller ikke fortiehans kærlige forbindelse med Maryann der fik ham til atbeskytte de kriminelle elementer der afholdt møder ikrostuen. Ja, ved enkelte lejligheder havde han enddaselv deltaget i planlægningen af ulovligheder der fandtsted under dække af et fredeligt spil kort.

Men det var lykkedes hende at trænge igennem, oghun turde tro at hun forlod en by hvor ondskaben varbekæmpet. Selvfølgelig ville den dukke op igen, menhun var sikker på at samfundet var blevet så sundt at detville være i stand til straks at opdage og bekrige detondes kim.

Ingen tvivl om at artiklen om uvæsnet omkring kroen ogden korrupte betjent havde ramt et ømt punkt. Maryannbad hende fraflytte sit værelse. Hun kom ganske vist

68


med en svævende forklaring om et selskab som havdebrug for alle kroens værelser. Men Anna Sofie var forskarpsindig til at hoppe på den begrundelse.

Redaktionen var lukket for hende efter at Ludvigsenhavde taget en besk afsked med hende, uden endnu atkende forsideartiklen på næste dags avis. At vende til-bage til værelset hos frøken Fælding ville hun ikke en-gang drømme om. Ikke som sagerne stod.

Hun besluttede at afkorte sit ophold med to dage.Hendes sidste sønderlemmende artikel var afleveret ogved at blive trykt. Hun havde ikke flere opgaver tilbagei denne by. Nu måtte den klare sig uden hendes hjælp.Men ét problem tårnede sig op. Det sidste aftentog derstandsede i byen, havde for længst forladt stationen.

Uden mål og med stavrede hun da omkring i denmørklagte, næsten uddøde by. Alt åndede fred og for-dragelighed, derfor vovede hun at lade sine kufferter ståunder halvtaget ved stationen der var aflåst for natten.

Fra den ene ende af byen til den anden, ud ad de småsidegader. Et retfærdighedens triumftog skulle det haveværet. Kun savnede hun den dramatiske kulminationder kunne afrunde hendes besøg. Men hendes roman varved at tage form. Ganske vist kendte hun endnu ikke denskyldige, men det var det letteste af alt. Det var bare atudpege den mindst sandsynlige blandt de indblandede.Og derefter udstyre vedkommende med et hidtil skjulthad eller en ufattelig stupiditet.

Til sidst var hun så træt at hun søgte tilbage til bænkenpå perronen. Hun sikrede sig at kufferterne var uberørte.Den matlysende sparepære var tilstrækkelig til at hun

69


omsider kunne læse i den medbragte kriminalroman.Opholdet i byen havde i den grad krævet hende at hunikke havde fået den læst.

Den udspillede sig i en lille afsides by hvor alt påoverfladen åndede fred og fordragelighed. Vor heltindeankom. Anna Sofie nikkede genkendende. Nikkede, våg-nede og så at morgenlyset var på vej og dermed hendesmorgentog. Genoptog læsningen.

Med ét slag var hele stemningen vendt. En flok men-nesker nærmede sig. Et øjeblik forskrækkede det hende,men så blev hun klar over at det var begejstring der drevdem. Flere og flere som omsider havde indset hvilkenpræstation hun havde ydet for at opdrive den skjulteondskab. Den taknemmelige by ville ikke lade hendeluske beskedent af sted.

Familien Frandsen var blandt de første der nåedefrem til perronen. Bertel, sønnen, der takket være hendesindsats var blevet rykket ud af forbrydernes snarer, hæ-vede påskønnende begge arme mens forældrene jublede.Men også Maryann havde fortrudt sin afvisende hold-ning og kom småløbende for at bede om tilgivelse.

Bag hende Ole med sin blidt smilende thaipige. Denlille fotograf hvis uskyld hun havde været med til atbevise. Flokken af taknemmelige blev stadig større. Tu-ristchefen, hvis liv havde fået mening, luntede sammenmed den magelige Ludvigsen der var kommet tidligt opfor at takke sin assistent der havde hævet hans blad op tiltriumf.

Selv frøken Fælding havde indset at have fejlbedømtsin lejer. Med hænderne løftet af henrykkelse trængtehun frem mod den unge kvinde.

70


Anna Sofie havde rejst sig. Langsomt trak hun sigtilbage ud imod perronens kant, overvældet af den dybetaknemmelighed hun havde fremkaldt.

Også sypigerne var med i begejstringskoret, ja, KarenMargrethe, og endog hendes far der måtte være blevetløsladt i mellemtiden.

Stadig trængte flokken frem imod hende mens huntrak sig tilbage mod perronkanten. Nu hørte hun detfrembrusende tog. Jasper var den første der indså faren.Han forsøgte at lægge sig imellem. Armene beskyttendeudstrakt for at standse den fremvældende hob. Men for-gæves, behovet for at hylde hende var for stort. Hanbrølede en advarsel der overdøvedes af skrigende brem-ser.

Toget tudede advarende. Anna Sofie trådte endnu etskridt baglæns, mærkede for sent at der ikke var nogenstøtte under hendes fod. Begyndte at falde. Den hvinendelyd af blokerede hjul der slæbte mod skinnerne. For sent.

Byens taknemmelighed dræbte hende, nåede hun atformulere da hun hvirvlede baglæns ned, lige før detvoldsomme slag ved sammenstødet med toget.

Hendes krimi var gledet fra hende. Hun samlede den op,hankede op i sine kufferter og gik hen over den ensommeperron til toget der var standset med knirkende bremser.

Documents

Dette er ikke en krimi