Det Udenrigspolitiske Selskab - Vestbalkan og EUudenrigs.dk/wp-content/uploads/2014/02/1-2010.pdf · 2015-10-06 · opfattelse, at Balkan er det, som det vestlige Europa ikke er

1 · 2010

Vestbalkan og EU

EU er træt af Vestbalkan

Myten om Balkan som forbarbarisk til Europa

Apartheid lever

Krigens efterladenskaberblokerer vejen til EU

Fra orange til gråt i Ukraine Henrik Kaufholz

Kina og COP15

Spaniens EU-formandskab

Det armenske folkemord

Nyt:Bognoter

Noter i marginen: Iranske kernevåben? Klaus Carsten Pedersen 2

TEMAEU mister interesse og indflydelse i Vestbalkan Daniel Korski 5Balkan fra substantiv til verbum – og tilbage igen Slavenka Drakulic 22Tyrkiet og Grækenland er integrerede dele af Balkan Uffe Østergård 29Kroatien lider under lidenhedens forbandelse Richard Swartz 51 Apartheid lever i Bosnien Tihomir Loza 57Serbien skuer mod EU, men belastes konstant af fortiden Vibeke Sperling 62Kosovo er stadig et internationalt protektorat Vibeke Sperling 69Albanien: Behov for EU imod korrupt system Visar Rexhepi 74

BAGGRUNDFra den orange til den grå Viktor Henrik Kaufholz 82Kina og COP15: Da dragen spyede ild Ole Odgaard 90Spanien: Hvad indad tabes skal udad vindes John Schmidt 107

Danmarks stemme: Første kvartal 2010 Brita Vibeke Andersen 112

LITTERATUREt folkemord som verden helst vender ryggen til Vibeke Sperling 116Bognoter 120

EU’s træthed af succes

udenrigs 1 · 2010 1

Det er sjældent, at lande eller grup-per af lande bliver trætte af egnesucceser. Men det er faktisk tilfældetmed EU, når det gælder unionensuomtvistelige succeser med at gen-forene kontinentet efter kommunis-mens sammenbrud gennem udvidel-se østover.

Der har også været tale om en ræk -ke delsucceser for EU’s bløde magt,når det gælder det tidligere Jugo-slavien og Kosovo, efter at NATOhavde sat sin hårde magt ind i 1999.

I begyndelsen af 1990’erne togulykkerne i regionen avisforsidernedagligt, og tv-aviserne startede somregel med krigen på Balkan. Men dade sydslaviske folk holdt op med atskære halsen over på hinanden, for-svandt interessen i internationalemedierne, der kom til at dele politi-kernes træthed over regionen.

Mæthedsfornemmelsen i EU forikke at sige den fornemmelse af for -stoppelse, der kom i takt med for -øgelsen af EU-landenes antal, kom-mer nu den næste runde af landeved EU’s dør til skade. Det handlerom Vestbalkan, de tidligere jugosla-viske republikker og Albanien.

Da Lissabon-traktaten endelig vari hus, var vi mange, som regnedemed, at nu måtte der da blive rumfor debat om næste EU-udvidelse,hvor Vestbalkan står først for. Menendnu skuer vi forgæves efter tegn

på, at EU tager initiativer til at følgesine egne succeser op.

Vi har netop valgt Vestbalkan somtema for dette nummer for at give etbidrag til at genoplive debatten omEU-perspektivet for regionen. Da -niel Korski skriver, at EU ikke alenehar mistet interesse for Balkan, menat unionen også er i færd med at mi-ste indflydelse der. Andre artiklerhandler om enkelte af landene ogde lange linjer i historien, der hargjort Balkan til det, som det er i dag.Og hvad er Balkan i dag? Her tagerden kroatiske forfatter SlavenkaDrakulic fat om myterne om Balkanog balkanisering, der har skabt denopfattelse, at Balkan er det, som detvestlige Europa ikke er.

EU har sin hidtil største og mestprestigefyldte mission uden for uni-onen i Kosovo, der er en lakmus-prøve for EU’s evne til udenrigspoli-tisk at operere samlet. Men det gårskidt, for EU kan ikke enes om,hvad det vil med Kosovo, når femEU-lande stadig ikke anerkenderdet som selvstændig stat.

I øvrigt baggrundsartikler omUkraines tilbagegreb til en af forti-dens mænd, den kinesiske drage,der spyede ild på klimatopmødet iKøbenhavn og det aktuelle spanskeEU-formandskab. God læselyst.

Redaktionen

Noter i marginen

Iranske kernevåben?

Irans præsident og enhver anden iraner, der udtaler sig om emnet, af-viser hårdnakket, at Iran skulle haveplaner om eller ønske at udviklekernevåben. Nogle begrunder afvis-ningen med, at islam forbyder mas-seødelæggelsesvåben. Andre siger, atkernevåben ikke ville gøre Iranmere sikkert, men tværtimod udsæt-te landet for fjendtlighed fra omver-denen og muligvis starte et våben-kapløb i regionen.

Hertil kan man sige, at Iran uom-tvisteligt bestræber sig på at fremstil-le ikke bare lavt beriget, men højtberiget uran. Bestræbelserne hæv-des at have udelukkende fredeligeformål: kernekraft og isotoper tilmedicinsk brug. Men Iran har påden anden side allerede udviklet ra-ketter, som ud over at sende fredeli-ge overvågningssatellitter i omløbogså er velegnede til at levere våbenmod mål op til 2.000 kilometer fraIran, og det ville give ringe meningat anvende så sofistikerede, kraftigeog kostbare raketter til at leverekonventionelle sprængladninger.Det har også vakt undren, at et landmed nogle af verdens rigeste reser-ver af olie og gas skulle have brugfor kernekraft (men det hævdesUSA faktisk at have opfordret Iran

til før revolutionen for 31 år siden).Disse forhold har fået rigtig man-

ge til at tvivle på den iranske ledel-ses oprigtighed, og denne noteskri-ver hælder til en formodning om, atIran ønsker at udvikle sin uranberi-gelse så langt, at der kun er et kortskridt til våbenfremstilling. Iran villeså fx kunne forholde sig som Israel,der hverken bekræfter eller benæg-ter sin besiddelse af kernevåben.

Formålet kunne være at skaffe siggehør og respekt i alle udenrigs- ogsikkerhedspolitiske anliggender i re-gionen. Iran er et forholdsvis sofisti-keret land med en befolkning om-trent på størrelse med Tyrkiets ogEgyptens, dvs. godt 70 millioner.Iran har i århundreder ikke angre-bet nogen; men til gengæld er detselv blevet angrebet, senest og værstaf Irak i 1980 under Saddam Hus -sein, som (uden held) søgte at ud-nytte Irans revolution til at reguleregrænsen og erobre strategisk vigtigeområder. Krigen varede i otte år ogkostede mindst en halv million ungeiranere livet. Saddam Hussein blevstøttet af USA, og den krig har ira-nerne ikke glemt. I dag er Iran om-givet af kernevåbenmagter: Indienog Pakistan i øst, Rusland i nord, Is-rael i vest og USA med sin flåde og

2 udenrigs 1 · 2010

baser i sydvest og syd. Og kredse iUSA, men først og fremmest i Israeldiskuterer ganske bramfrit, om ellerhvornår man skal bombe Iran.

Det er på den baggrund til at for -stå, hvis Iran trods sine benægtelserskulle ønske at bibringe omverde-nen den opfattelse, at det måske alli-gevel kunne tænkes at have kerne-våben. Formodentlig havde SaddamHussein holdt sig i skindet i 1980,hvis Iran dengang havde haft dem.

Hvad angår de nævnte religiøseanfægtelser, er det nærliggende atpege på, at det muslimske Pakistanfaktisk har anskaffet sig kernevåben,trods koranens mulige forbud. Ogmed hensyn til benægtelserne for-holder det sig vist sådan, at ingennuværende kernevåbenmagt på for-hånd varslede omverdenen om sineplaner, men også at omverdenenhidtil har accepteret kernevåbnene,når først de var der.

Kernevåben har ikke været an-vendt i krig, siden USA kastede tobomber over Japan i august 1945 forat bringe Anden Verdenskrig til op-hør. Disse våbens militære rolle er atafskrække potentielle angribere;men deres primære rolle er politisk.De giver indflydelse. Der lyttes og ta-ges hensyn til kernevåbenmagter,selv om de ikke alle får fast plads iFN’s sikkerhedsråd, og Iran ønskersom sagt at blive hørt og respektereti alle vigtige spørgsmål i regionen.

Iran betragter sig officielt (ellerbetragtede sig i hvert fald før præsi-dentvalget 12. juni 2009) som en ø

af stabilitet i en temmelig kaotisk ogfarlig region. Når man ser på Iransnaboer er man tilbøjelig til at forståsynspunktet: Pakistan, Afghanistan,Centralasien (Usbekistan og Turk-menistan), Kaukasus (Aserbajdsjanog Armenien), Tyrkiet og Irak plusgenboerne på Den Arabiske Halvø.Det forekommer ekstremt usandsyn-ligt, at Iran selv under det nuværen-de regime skulle kaste sig ud i enangrebskrig mod nogen for slet ikkeat tale om en kernevåbenkrig. Nårder ikke desto mindre kan oppiskesen stemning af eksistentiel frygt i Is-rael, skyldes det i høj grad præsidentMahmoud Ahmadinejads primitiveretorik og Irans støtte til Hamas iGaza og Hizbollah i Libanon.

Men der er et meget langt skridtfra at sige, at Israel er en skændsel,som ikke burde være der, til at sen-de kernevåben mod de millioner afjøder og palæstinensere, som træn-ges på det lille område mellem Jor-danfloden og Middelhavet. En må-ske mere berettiget bekymring er ri-sikoen for, at saudierne skulle for-søge og eventuelt om en del år fåheld til også at udvikle kernevåben.Saudi-Arabien ser måske stabilt udnu, men hvor længe? Og hvem vilefter en revolution få kontrollenover eventuelle kernevåben?

Irans regime tør man heller ikkespå en lang fremtid; men hvad en-ten landet glider mod militærdikta-tur eller demokrati, forekommerdet usandsynligt, at det vil blive sty-ret af folk domineret af dødsdrift.

3udenrigs 1 · 2010

Iranske kernevåben

udenrigs 1 · 20104

Shiaerne dyrker nok martyriet; mendet er personligt og ikke noget, manudsætter millioner af medmenne-sker for.

Det kan forekomme forbløffendei lyset af, hvad briter og amerikanereigennem det 20. århundrede harudsat iranerne for; men det storeflertal af Irans store befolkning afunge mennesker ser hen til USA,Canada og Europa som deres natur-lige partnere og, i nogle henseen-der, forbilleder. Forbilleder finderde bestemt ikke i nabolandene, part-nere måske i Tyrkiet og et shiitiskdomineret Irak.

Omvendt burde Iran kunne blivevor naturlige bedste partner i Mel-lemøsten som leverandør af olie, gasog regional sikkerhed og stabilitet.

Desværre har USA og med USAEuropa malet sig op i et hjørne medden monomane fokusering på atstoppe Irans uranberigelse. Meget fåiranere kan acceptere, at udlandetskulle kunne diktere et forbud mod,at Iran udvikler kernekraft og selvkontrollerer brændselsproduktio-nen. Så denne vestlige politik føreringen vegne, og nu er man i vildre-de. Et forsøg på at lamme eller for-sinke det iranske program med luft-angreb ville få katastrofale politiske

følger for Vesten, og USA vil ikkegøre det. Israel truer med det, menholdes tilbage af USA, som tilsynela-dende har ‘solgt’ palæstinenserne tilgengæld for at få israelerne til atnære sig. Det kan vel heller ikke heltudelukkes, at der findes en sidsterest af strategisk fornuft i Jerusalemog Tel Aviv. Eventuelle iranske ker-nevåben er ikke den værste trusselmod Is rael. Det er dets egen politik,som frejdigt skader vitale amerikan-ske interesser i regionen og i øvrigthastigt er ved at skabe en helstat,som med stor sikkerhed snart vil fåarabisk flertal og dermed ikke læn-gere vil kunne være både jødisk ogdemokratisk.

Men i forhold til Iran er det ikkenok ikke at bombe. USA og Europabør flytte fokus fra Irans uranberi-gelse til Irans reformbevæglse og be-gynde at tænke alvorligt over, hvor-dan man kan støtte den uden at ska-de den, og hvordan vi bevæger osfra fjendskab til det partnerskab,som burde være vort overordnede,langsigtede mål i regionen.

Klaus Carsten Pedersen er cand. polit. ogdirektør for Det Udenrigspolitiske Sel-skab.

NOTER I MARGINEN

udenrigs 1 · 2010 5

Elleve år efter den sidste store kon-flikt i Vestbalkan er regionen nu etudenrigspolitisk aber dabei. Kun etfåtal eksperter diskuterer fortsat re-gionen. Og europæiske udenrigsmi-nistre, der for nogle få år siden villebruge timevis på at tale om Vestbal-kan, fokuserer nu deres månedligemøder på mere presserende uden-rigspolitiske emner som Iran, Ye-men og Pakistan.

Vestbalkan er kun på dagsorde-nen i ny og næ, og når der endeligudstedes et kommuniké om Vestbal-kan fra møderne, så lyder det mestsom et diplomatisk formbrev. Regio-nens lande ønskes til lykke med de-res fremgang, men bedes gå lidt hår-dere til reformerne. Per Stig Møllerskrev den 21. februar 2008, at “den

sidste brik [er] på plads på det kom-plicerede Balkanlandkort. Grænser-ne ligger fast, og forudsætningenfor stabilitet er til stede. Vi kan foralvor se fremad. Balkans fremtid lig-ger i EU.” Sidste gang Vestbalkan fikrigtig opmærksomhed på Christians-borg – ud over rutinebriefinger tilUdenrigspolitisk Nævn – var da bor-gen lagde rammer til en diskussionom 1990’ernes folkemord ti år efter,at forbrydelserne fandt sted i regio-nen.

Eller sagt på en anden måde: Re-gionen keder EU og de fleste med-lemslande. Ansvaret for porteføljener for lang tid siden blevet givet tilbureaukraterne i Europa-Kommissi-onen, hvis opgave det primært er atfokusere på landenes forsøg på at

EU mister interesse og indflydelse i VestbalkanDaniel Korski

Regionen keder nu EU, og missioner, der blev lan-ceret med store fanfarer, kører på automatpilot.Tempoet for EU-integration er blevet markantlangsommere, og lokale ledere mindre reform -ivrige. Imens får Rusland, Tyrkiet og Kina størreindflydelse i regionen

TEMA:

VESTBALKAN OG EU

tilnærme sig EU’s lovsamling, ogsom bruger konditionalitet for at fågang i reformerne. Selv de missio-ner, militære såvel som civile, der istarten blev lanceret under stor fan-fare med den Fælles Udenrigs- ogSikkerhedspolitik (FUSP) i 2003,kører nu på automatpilot. Sikker-hedsanalytikeren Henrik Breiten -bach kalder regionen ‘et geo-strate-gisk vandhul’.

Det er let at se regionen med dis-se øjne, for de sidste par år har isandhed været mere håbefulde endmange forgangne perioder. I 1990’ -erne rystedes verdenssamfundet afJugoslaviens blodige opløsning. Fra1992 til 1995 blev der udkæmpet envoldsom krig. Etniske udrensninger,koncentrationslejre, massegrave ogfolkedrab var på ny i folkemunde. Ieftertiden er massakren i landsbyenSrebrenica, hvor over 7.000 bosniskmuslimske drenge og mænd blevdræbt, blevet selve symbolet på denbrutalitet, hvormed krigen i det tid-ligere Jugoslavien blev udkæmpet.

Men siden 1995, året hvor krigen iBosnien endte, og i særdeleshed ef-ter år 2000, da Serbiens præsident,Slobodan Milosevic, blev tvunget framagten, og alle drømme om Stor-serbien endeligt blev lagt i graven,har regionen været på en rejse tilEuropa. I stedet for en by i krig ogruiner ligner Sarajevo mere og mereen moderne europæisk hovedstad.Men problemerne er ikke forsvun-det. I Republika Srpska, den del afBosnien hvor majoriteten af den ser-

biske befolkning lever, er der på nykrav om uafhængighed eller sam-menslutning med Serbien. Men kunet mindretal frygter i dag en posi -tionskrig. Der tales sågar om helt atlukke ned for EU’s fredsbevarendemission, der overtog de fredsbeva-rende opgaver fra NATO for fem årsiden.

I Serbiens hovedstab, Beograd,hvor megen af regionens ødelæggel-se i 1990’erne blev planlagt, er en nyreformvenlig generation kommet tilmagten. Boris Tadic, landets pro-eu-ropæiske præsident, overleveredekrigsforbryderen Radovan Karadzictil det internationale krigsforbryder-tribunal i Haag – noget de titusin-der af pårørende til hans mangeofre ikke troede ville ske. Tadic erdesuden gået til reformer medstørre ildhu end sine forgængere.

På trods af spændinger mellemSerbien og Kosovo, og en endnumere sprængfarlig situation i detserbisk dominerede Kosovo nord forIbar-floden, tror de færreste analyti-kere på nye udbrud af storstiletvold. Kosovos første valg siden uaf-hængighedserklæringen var en op-visning i fredsommelighed, og for atforebygge eventuelle voldshandlin-ger har EU oprettet en politimissioni Pristina.

Kroatien følger snart Slovenien

Slovenien er allerede med i EU ogNATO. I 2008 bestred landet endogEU’s roterende formandskab, og ef-


TEMA: VESTBALKAN OG EU

ter at Ljubljanas modstand modKroatiens medlemskab er trukket til-bage, er Kroatien godt på vej til atblive Vestbalkans andet land i EU.Kroatien har siden oktober 2005 for-handlet om optagelse i EU, og Euro-pa-Kommissionen har rost de frem-skridt, der er sket på en række fel-ter. Der er problemer med bl.a. kor-ruption, serbiske flygtninges tilbage-venden, pressefrihed samt retsfor-følgelse af krigsforbrydere; men hvisikke det bliver i 2010, så forventesden nyvalgte kroatiske præsident se-nest i 2011 at kunne sætte sin under-skrift på en indlemmelsestraktat.

For et land, der kun for ti år sidenhyllede krigsforbrydere og sågar tal-te glorværdigt om det kroatiske fa-scist-regime, der under Anden Ver-denskrig var Hitlertysklands alliere-de på Vestbalkan, er en lang rejse fo-retaget. I dag lader EU’s største be-kymring til at være den vedvarendestatsstøtte til kroatiske skibsværfter,som er i strid med EU’s konkurren-ceregler.

Makedonien ansøgte allerede EUom medlemskab i foråret 2004. Pået møde i Det Europæiske Råd den15.-16. december 2005 blev det be-sluttet at anerkende Makedoniensom kandidatland. Der er dog end-nu ikke fastsat en dato for, hvornårde egentlige optagelsesforhandlin-ger kan begynde. Det har Græken-land forhindret, fordi det fortsat af-viser at anerkende landet som ‘Ma-kedonien’, som Athen mener athave monopol på. Derudover er

sammenstød mellem slaviske make -donere og landets store albanskemindretal endnu ikke gjort til endel af fortiden. Så sent som i august2009 angreb flere hundrede slaviskemake donere deres albanske med-borgere. Ved det seneste valg i 2008kom det også til sammenstød meddødsfald til følge.

Men implementeringen af Ohrid-aftalen, der satte en stopper for kon-flikten mellem de to folkegrupper i2001, har forårsaget en næsten totalændring af det makedonske sam-fund. I dag er albanere en større delaf centraladministrationen, politietog hæren end i mange andre lande,der har haft lignende etniske stridig-heder. Problemer varer ved på lokaltplan, men sammenlignet med Bos -nien, der endnu ikke har implemen-teret tilsvarende integrationstiltag(på trods af krav herom fra Bosniensforfatningsdomstol i 2002) er samar-bejdet mellem myndighederne i ho-vedstaden Skopje og i makedonsk-al-banske partier i den albanske hoved-by Tetovo imponerende.

Fremgang anes også i Albanien ogMontenegro, lande der i den euro-pæiske bevidsthed længe har væretassocieret med Godfatheragtigeskikke og kriminalitet. Montenegro,det lille land, der oprindelig var enaf Serbiens våbenbrødre og stod forbombardementet af havnebyenDubrovnik, løsrev sig fra Beogradsfavntag i 2006. Efter nogle år meduafhængighed (og på trods af denstigende økonomiske indflydelse fra

7udenrigs 1 · 2010

EU mister interesse og indflydelse i Vestbalkan

russiske finansfolk) har landet tagetde første spæde skridt mod EU-med-lemskab. I slutningen af 2008 ansøg-te regeringen i Podgorica herom.Som et tegn på landets uafhængigeudenrigspolitik anerkendte Monte -negros regering sågar Kosovos uaf-hængighed – et modigt skridt i be-tragtning af Serbiens position.

I den måske hidtil største triumffor landets internationale image lag-de Montenegro kulisse til JamesBond-filmen Casino Royal. Filmenvar optaget langt fra Vestbalkan ogscenerne lignede mere Monte Carloend Montenegro, men det faktum,at landet plausibelt kunne fremstil-les som en legeplads for millionærerog glamourmodeller, er i sig selv im-ponerende.

Syd for, i Albanien – et land, derunder kommunistleder Enver Hoxhagennemlevede et værre diktatur endnogen af de tidligere jugoslaviske re-publikker, og som styrtede i denøko nomiske afgrund et par år efterkommuniststyrets fald, da en rækkeinvesteringsfonde gik rabundus –blæser der også nye vinde. Landeter i dag medlem af NATO og delta-ger i ISAF-missionen i Afghanistanmed flere hundrede soldater.

I slutningen af 2009 bad EU’smedlems lande Europa-Kommissio-nen om at vurdere, hvorvidt landeter parat til at indgå i forhandlingermed EU om en eventuel optagelse.Senere på året forventes det af man-ge, at EU vil lempe for visum-regler-ne, så albanere lettere kan rejse ind

i EU. Problemer er der imidlertidstadigvæk nok af. Der hersker tvivlom landets økonomiske situation –og hvis Grækenland går fallit vil detfå store konsekvenser i Albanien.Regeringen har et hav af ubetalteregninger, den skubber foran sig,bl.a. for mange af kostbare infra-strukturprojekter, der blev forceretigennem før sidste parlamentsvalg.Men landet oplevede i 2009 at haveEuropas største vækst og officieltforudser Den Internationale Valuta-fond en vækst på 2,2 pct. i 2010.

Længe leve Jugosfæren

Hvis man ser på regionen som hel-hed, er der også mange bemærkel-sesværdige eksempler på fremgang.I dag er mordraten lavere i Serbienend i Frankrig, Polen, Estland ogLetland. Ifølge FN er der større risi-ko for at blive voldtaget, overfaldet,myrdet eller udsat for røveri i Dan-mark end på Vestbalkan. Børnedø-deligheden er også højere i Balti-kum end mange steder på Vestbal-kan, og selv om Jugoslavien aldrig vilgenopstå, har de sidste par år vistudviklingen af, hvad der er blevetkaldt en ‘Jugosfære’. En region, derdækker over det gamle Jugoslaviensamt lande som Albanien, og hvormange af de bånd, der blev kappet i1990’erne, nu er ved at blive genop-rettet – og ikke kun blandt de krimi-nelle, der altid har arbejdet på krydsog tværs af landegrænser.

Den legitime handel mellem de



seks lande i eks-Jugoslavien er i dagintens. De største markeder for bos -niske eksportvarer er Kroatien ogSerbien, hvor henholdsvis 17,2 pct.og 14 pct. af alle landets varer hav-ner. De to lande, der i 1992 invade-rede Bosnien, står nu for 17,1 pct.og 10,6 pct. af landets import. Enstor del af Kosovos handel er entenmed Serbien eller Montenegro. Slo-venske supermarkeder som Konzum,Delta og Mercator er nu at finde i allenabolandene.

Kulturlandskabet er også blevetmere og mere regionalt end i åreneefter 1990, hvor det kun var gamlepartisansange, der kunne forenefolk. Tv-kanalen Pink Television sen-der fra Beograd til alle regionenslande. Tv-programmer som BigBrother har deltagere fra alle regio-nens lande. Og popstjerner somkroatiske Severina og bosniske Da -mir Imamovic Trio optræder nu forfulde huse i Beograd, noget, der vil-le være utænkeligt for få år siden.

Mere højkulturelt er www.knizev-nost.org, en hjemmeside for littera-turudgivelser som henvender sig tillæsere fra hele regionen, og sidstesommer lokkede reklameskilte iBeograd folk til Kroatiens kystlinje –et tilbud, som omkring 100.000 ser-biske turister tog imod, flere end de88.000, der gæstede Kroatien i 2008.

Paradoksalt nok er tidligere dis -kussioner om et Storalbanien taget ibetragtning det intra-albanske for-hold – ‘Albanosfæren’ om man vil –svagere end Jugosfæren og endnu

ikke en del af den. For eksempel erkun ganske få kosovoalbanske pro-dukter i dag til salg i Albanien ogvice versa. Bøger udgivet i Pristinaer stadigvæk svære at finde i Tiranasboghandler pga. pres fra Albanienstrykkerilobby. Men her er der ogsåundtagelser: Turister flokkes fra Ko-sovos heder til Albaniens kystlinjeom sommeren. Kystbyen Durres, dernu kun er få timers kørsel fra Koso-vo ad en nybygget motorvej, er etsærligt tilløbsstykke; og det kosovoal-banske firma PTK købte i 2009 Alba-niens fjerde største mobilnetværk.Prominente kosovoalbanske forret-ningsfolk har tætte forbindelser tilAlbanien og omvendt.

Den lange EU-vej

Denne situation synes som nævnt atpasse de fleste regeringschefer i Eu-ropa ganske godt. Regionen ser udtil at være på den langsommelige vejmod EU-medlemskab, men dog ikkeså hurtigt, at deres indlemmelse kanskade Lissabon-projektet eller giveproblemer for regeringer, som nuskal gå til valg med mere og mereudvidelsesskeptiske vælgere. AlleEU-lande står officielt ved erklærin-gen fra topmødet mellem EU og re-gionens lande i Thessaloniki den 21.juni 2003, hvor det blev besluttet, atEU ville give al mulig ‘støtte’ til regi-onens ‘forberedelser med henblikpå fremtidig integration i de euro-pæiske strukturer’ og – i sidste in-stans – medlemskab af Unionen.

9udenrigs 1 · 2010


Ved Thessaloniki-topmødet fikEuropa-Kommissionen til opgave atovervåge landenes forberedelse tilEU-medlemskab. Udvidelsesproces-sen blev delt ind i skridt, og det en-kelte lands fremgang mht. disseskridt afhang af, om det opfyldtekrav, der stilles af EU inden for for-skellige fagområder. Som Julie Her-schend Christoffersen skriver: krite-rierne “blev en vejledning for de tid-ligere kommunistiske lande til, hvor-dan et demokratisk land med mar-kedsøkonomi skulle indrettes.”

Et lands første skridt mod EU-medlemskab er en Feasibility Study,der analyserer regeringens evne tilat starte forhandlinger om en Stabi-liserings- og Associeringsaftale(SAA). Derefter følger forhandlin-gerne om indholdet i aftalen, derskal overstås, før SAA kan initialise-res. Denne beslutning træffes af Eu-ropa-Kommissionen. Herefter over-drages aftalen til EU-landene, derskal godkende SAA’en. Kun herefterkan landet ansøge om medlemskab,hvorefter kandidatstatus skal tilde-les, før forhandlingerne om med-lemskab kan åbnes. Som beskrevetaf Miroslav Lajcjak, den slovakiskeudenrigsminister: “Vi har taget engulerod og snittet den i forskelligesmå stykker.” Idéen var, at tilbuddetom et fremtidigt medlemskab, villegøre landene villige til at gennem-føre tilsvarende reformprocesser,med andre ord at spise den metafo-riske gulerod én skive ad gangen.

Men de sidste par år har vist, at

ikke alle EU medlemslande forstårThessaloniki-erklæringen på sammemåde. Fraktionerne er ikke altid kla-re eller faste. Udenrigsministerierhævder, at alle EU-landene står vedThessaloniki-erklæringen, men gra-ver man lidt dybere og tales dermere privat (selv med udenrigsmini-stre), kommer en anden virkelighedtil syne. Nogle lande ønsker, at pro-cessen kunne speedes op, heri-blandt de umiddelbare nabolandeog måske også Sverige og Østrig. Deønsker at give regionen al mulighjælp, og det svenske EU-formand-skab så landets udenrigsministerCarl Bildt rejse Vestbalkan tynd påen måde, som hans kolleger i dagikke gider.

En anden gruppe er yderst tilfredsmed den langsommelige march.Denne gruppe menes at inkludereTyskland, Holland, Belgien ogFrankrig. For disse lande er det sæt-ningen ‘i sidste instans’ i Thessalo-niki-erklæringen, der er vigtigst.Mange af dem bekymrer sig omkonsekvenserne af en videre udvi-delse af EU samt regionens vedva-rende mangel på kompromiskultur,der er så vigtig for at få EU til at fun-gere. Ved at uofficielt møde i Litau -en tidligere på året argumenteredeAngela Merkels nærmeste rådgivereefter sigende imod en hurtig ind-lemmelse af Vestbalkan. Manglen påkompromiskultur kunne give EU’sudenrigspolitiske ambitioner etdødsstød i og med, at landene villekunne skabe et veto-nedlæggende,



blokerende flertal for beslutninger.Der er specielt frygt for, at Serbienønsker at blokere for Kosovo. Det erogså lande som Holland og Belgien,der har insisteret på, at betingelsenom fuldt samarbejde med Det Inter-nationale Krigsforbrydertribunalvedrørende det tidligere Jugoslavien(ICTY) skal være opfyldt, inden derkan blive tale om indgåelse af SAAmed landene på Vestbalkan.

Skifter side fra sag til sag

Endelig er der en tredje gruppe aflande, der skifter side mellem de tohovedgrupper afhængig af kontek-sten. Således støtter lande som Dan-mark og England regeringerne iTyskland og Holland, når det gæl-der om at stille skrappe krav til regi-onens ledere, fx når det kommer tilICTY, men mener modsat disse, atregionen burde blive en del af EU,når de er parate. Koalitioner oggrupperinger skabes på kryds ogtværs.

Som i alle andre EU-spørgsmål eralle medlemslande ikke lige magt-fulde, når det drejer sig om udvidel-sessagen. De nye medlemslande, derer mest interesserede i en hurtig ud-videlse, er også de medlemslande,der har mindst indflydelse i EU. Det -te gælder blandt andet Ungarn, Bul-garien og Rumænien, men til en visgrad også Østrig og Grækenland.Gamle medlemslande som Englandog Danmark er åbne over for en vi-dere udvidelse, men vil ikke – idet

de begge står uden for eurozonenog England endvidere uden forSchengensamarbejdet – skulle beta-le for de økonomiske eller andrekonsekvenser af en yderligere udvi-delse, som vil være tilfældet medTyskland og Frankrig. England harderfor også tabt indflydelse på udvi-delsesspørgsmålet. Det betyder, atlande som Tyskland og Frankrig stårsærdeles stærkt, når det kommer tiludvidelsesspørgsmålet, og i beggelande er der større politisk pres forikke at skynde sig. Frankrig skal be-kræfte enhver udvidelse med en fol-keafstemning, hvilket er en politiskbarriere for selv udvidelsesivrige po-litikere.

I Tyskland er der begrænset op-bakning, specielt efter Grækenlandsøkonomiske krise, som kan kommetil at koste den tyske skatteborgerdyrt. Hvis Grækenland efter næsten30 års EU-medlemskab fortsat ligneret land på Vestbalkan, hvilke for-håbninger kan der så være til Ma-kedonien eller Albanien i det geo-grafiske Balkan? Disse lande harkun en brøkdel af Grækenlandsbruttonationalprodukt. Skal den ty-ske skatteborger også være parat tilat betale for deres klientelisme,småkriminalitet og korruption? Så-danne paroler genvælges tyske poli-tikere ikke på. Så på trods af denfremgang, der har været i regionen,er det derfor svært at se dens reellemarch mod EU.

Hertil kan lægges de store proble-mer med at implementere Lissabon-

11udenrigs 1 · 2010


traktaten. Frem for at være en selv-regulerende mekanisme har det vistsig, at traktatens bestemmelser oginstitutionelle nyskabelser skal for-tolkes og videre forhandles. IndtilLissabon-traktaten var EU’s uden-rigspolitik delt mellem Europa-Kom-missionen, hvor der har siddet enkommissær for eksterne forbindel-ser, og Rådet, hvorfra EU’s høje re-præsentant for den fælles udenrigs-og sikkerhedspolitik, Javier Solana,har rejst rundt i verden for at repræ -sentere EU’s synspunkter. De tofunk tioner er nu samlet hos den nyeudenrigsrepræsentant, som ogsåskal skabe en slags EU’s udenrigsmi-nisterium.

Men hvilke beføjelser den nyeudenrigsrepræsentant, britiskeCatherine Ashton, har, står endnuikke klart. Hvordan udenrigstjene-sten skal organiseres ligger ikke fastendnu, og forholdet til Vestbalkansvæver også i det uvisse. Er det uden-rigsrepræsentantens ansvar at vare-tage relationerne, eller tilkommerdet den nye kommissær for udvidel-se og naboskabspolitik? Da Ashtonbesøgte Vestbalkan på sin første offi-cielle udenlandske rejse, blev hunkritiseret for at tage arbejde fra EU’sudvidelseskommissær i stedet for atfokusere på større problemer som iMellemøsten. Indtil disse forhold erafklaret, vil der være begrænset fæl-les EU- fokus på Balkan. Umiddel-bart kan konsekvenserne af en rodetEU-aktivitet bedst ses i Bosnien,hvor EU har forholdt sig tøvende

over for provokationer fra MiloradDodik, lederen af Republika Srpska,der ønsker uafhængighed for denserbiske del af landet i direkte mod-strid med Dayton-aftalen, der bragtekrigen til ophør i 1995.

Bilateralisering – på godt og ondt

Den nuværende situation har ført tildet, som kan kaldes en ‘bilateralise-ring’ af forholdet mellem en rækkeEU-lande og lande på Vestbalkan.Der har naturligvis altid været stær-ke bilaterale forhold mellem regio-nen og visse EU-lande, især dem tætpå regionen: Østrig, Grækenland,Italien og Bulgarien – eller Sloveni-en, som var en del af Jugoslavien.

I dag er det dog en anden slags bi-laterale forhold end tidligere, dergør sig gældende. Som følge af, atder ikke findes et troværdigt, fælleseuropæisk fodslag over for regio-nen, søger mange af landene påVestbalkan ly og beskyttelse i bilate-rale forhold til EU-lande. MangeEU-medlemmer søger enten stærkebilaterale forhold til regionens lan-de, som det er tilfældet med Italienog Albanien, eller lader deres bilate-rale stridigheder undergrave en fæl-les EU-politik, som Grækenlandsveto imod Makedoniens ønske ommedlemskab af EU.

Denne bilateralisering har to kon-krete konsekvenser for Vestbalkan. Idet tilfælde, at landene finder enEU-partner, er der større chance for,at deres forsøg på reformer aner-



kendes, selv om de ikke har opnåetde nødvendige standarder. Et pareksempler er Italiens varme fortalefor Albanien og Frankrigs særinte -resse for Serbien. I EU-regi går disseto store EU-lande tit til forsvar forregeringerne i Tirana og Beograd,samtidig med at deres ambassadøreri de to hovedstæder hvisker i lokal-politikernes ører, at deres interesservil blive varetaget. Konsekvensen erderfor, at reformiveren formindskesbetydeligt.

Men bilateraliseringen går ogsåden anden vej – dog med sammekonsekvens for vigtige reformpro-cesser. Når EU-medlemmer blokererfor udenforstående landes frem-march mod EU-medlemskab, somdet fx var tilfældet med Slovenien,der brugte sin status som EU-med-lem til at få grænsedragninger i Kro-atien ændret, eller Grækenlandsvedholdende veto af Makedonien,er sagen anderledes: Frem for atlandene har venner i EU, har de nufjender. Konsekvensen af den bilate-rale dominans er dog den samme:Landene i regionen mister interes-sen for reformer, idet der ikke læn-gere kan garanteres en reel frem-gang. Hvorfor gennemføre kostbarereformer, hvis det ikke fører til no-get?

Et godt eksempel er Makedonien,der længe er blevet forhindret i denvidere integrationsproces af forskel-lige græske regeringer pga. af stri-den om landets officielle navn. Selvom landet har gjort store frem-

skridt, har det siden 2008 stået klart,at reformiveren er noget slækket. Isin rapport fra 2008 sagde Europa-Kommissionen, at der var vedvaren-de problemer med korruption ogretssystemets uafhængighed. Der eringen tvivl om, at det udskudte med-lemskabsperspektiv har gjort sit til atformindske regeringens reformiver.

Uliberale demokrater

Det udskudte medlemskab – for -stærket af den stigende bilateralise-ring – har haft en anden konse-kvens: I stedet for at udvidelsespro-cessen og den dertilhørende kondi-tionalitet kun skaber positive, inden-rigspolitiske ændringer, har man ide sidste par år set udviklingen af enny generation af uliberale demokra-ter, der er kommet til magten i flereaf regionens lande og har forstået,hvordan de kan manipulere EU’skrav uden reelt at gennemføre denødvendige reformer. Ledere somSali Berisha i Albanien, Milorad Dodik i Republika Srpska i Bosnien-Herzegovina, Nikola Gruevski i Ma-kedonien, Milo Djukanovic i Mon-tenegro og Boris Tadic i Serbien,har udviklet en helt anden tilgangtil EU’s integrationsproces end de-res kolleger i Øst- og Centraleuropa.

Hvor ledere i Polen, Tjekkiet, Slo-vakiet og Ungarn altid troede, at de-res landes medlemskab var lige omhjørnet, og derfor regnede med atkunne høste valgmæssigt, når dereslande blev optaget i EU, tror de fle-



ste ledere på Vestbalkan, at det en-ten vil tage for lang tid, før de blivermedlemmer – og derfor ikke harmeget at arbejde for – eller, at deresvenner i EU-kredsen nok skal vareta-ge deres interesser, og at de derforheller ikke behøver at gennemførede reformer, Europa-Kommissionenkræver.

Det faktum, at medlemskabsper-spektivet er længere væk, og at regi-onens ledere enten kan håbe på atblive hjulpet af deres venner i EU,eller blive blokeret af deres fjender,har gjort dem uinteresserede i refor-mer og betydet, at mange brugerudvidelsesprocessen til at undermi-nere deres politiske modstandere ogdermed styrke deres egen magtposi-tion.

På trods af mange af landenesfremgang er der nu tegn på, at regi-onen bliver ‘post-sovjetiseret’, fremfor ‘europæiseret’.

Dette kan ses på en række forskel-lige områder. Næsten alle regionensledere har i de seneste par år for-søgt at centralisere deres magtstruk-tur og er næsten alle blevet beskyldtfor at forgylde en snæver kreds afstøtter, familiemedlemmer eller par-tisoldater. I en rapport fra Verdens-banken i 2006 beskrives albansk po-litik som gennemsyret af korrupti-on, klientelisme, mangel på lov ogorden, problematiske regeringspro-cesser samt en ufri presse. Det sam-me kan siges at være tilfældet i man-ge af de andre lande.

Som en højtstående embedsmand

fra regionen udtrykker det: “Vorepolitikere har forstået, hvordan dekan manipulere EU’s budskaber.Selv om EU er kritisk, bliver det hur-tigt af den lokale presse omfortolkettil en lovprisning af de siddende re-geringer på foranledning af derespolitiske venner. Og regeringernefortsætter den overfladiske tilgangtil reformer.” Frem for at hjælpe lan-dene af med den slags politik ogsætte vind i reformsejlene, som detvar tilfældet i Øst- og Centraleuropa,har udvidelsesprocessen i de sidstepar år været med til det modsatte.Det er i hvert fald befolkningernesdom. 49 pct. af kroaterne og 38 pct.af bosnierne mener, at EU-medlem-skab for deres to lande ‘vil tilgodesedem, der allerede er på toppen’.

EU er ikke alene

Selv når alle EU-landene kan væreenige om en politik, er de instru-menter, der er til rådighed for EU,mindre og mindre effektive. Politi-kere kan ‘spinne’ sig ud af kritik fraEU og er ikke længere sårbare overfor dårlige rapporter.

Europa-Kommissionen har ogsåsvært ved at bruge penge som pressi-onsmiddel. Den finansielle assistan-ce fra EU til regionen gik fra 1999til 2006 igennem de såkaldteCARDS-program, som i 2007 blev afløst af det såkaldte IPA-program.Alene i 2008 støttede EU Vestbal-kans lande med 650 millioner eurogennem IPA-programmet. Det me-



ste af støtten er fokuseret på institu-tionelle reformer samt reformer afdet juridiske system, dvs. områder,hvor fremskridt ikke kun gavner lan-dene, men også EU, der ønsker etudbredt politisamarbejde med Vest-balkan. Men som Valentin Inzko,EU’s særlige repræsentant i Bosni-en, udtrykker det: “Det er ikke så-dan, at jeg kan straffe nogen ved attilbageholde ressourcer. EU-pengebliver brugt til at hjælpe os selv. Til-bageholdelse af penge vil kun gørevores arbejde sværere.” Pengene bli-ver ikke hovedsageligt brugt på gen-opbygning og udvikling af landenesinfrastruktur – områder, hvor frata-gelse af støtte vil have en klar effekt.

I takt med at EU’s udvidelsespro-ces har mistet sin glans og Europa-Kommissionens økonomiske instru-menter er blevet mindre effektivesom pressionsmiddel, er det muligtat se andre ikke-EU-landes stigendeindflydelse på Vestbalkan. Det dre-jer sig ikke om USA, der længe varen magt faktor på Vestbalkan, mennu kun spiller en mindre rolle. Delande, hvis indflydelse i regionen idag er stigende (på EU’s bekost-ning), er Rusland, Tyrkiet og Kina.De tre lande har forskellige forholdtil landene på Vestbalkan, forskelli-ge målsætninger og anvender for-skellige instrumenter for at opnå de-res mål.

Rusland har aldrig set på Vestbal-kan med samme øjne, som Moskvabetragter landene i det tidligere Sov-jetunionen. Regionen er siden Koso-

vo-krigen blevet anset som Vestensinteressesfære. Men regeringen iMoskva har ikke været bleg for atstikke en kæp i EU’s hjul eller brugeøkonomiske midler til at undermi-nere landenes tilnærmelse til EU.Specielt forholdet til Serbien forbli-ver stærkt, og der har sågar værettale om en russisk militærinstallationi Serbien. Det kan godt være, sommange i EU antager, at Serbien ikkehar anden fremtid end som medlemaf EU, men en stolt diplomatisk tra-dition, en historie som neutralt landog konflikten med Vesten om Koso-vos uafhængighed betyder, at Serbi-ens regering ikke føler, at de behø -ver at træffe et enten/eller valg, ogat der er en tredje vej for landet. Enslags neo-Titoisme, i hvert fald påkort sigt. Sandt eller ej, så er det enidé, Ruslands regering er mere endtilfredse med at støtte – om ikke forandet, så for at underminere EU’sråderum på Vestbalkan.

Tyrkiet har været en mere rolig ogkonstruktiv partner og har nære for-hold til Bosnien, Albanien og Make -donien. Handlen mellem Tyrkiet ogAlbanien er stigende år for år. Præsi-dent Gul, premierminister Erdoganog udenrigsminister Davutoglu varalle på besøg i Tirana i 2009. Hand-len mellem Ankara og Sarajevo erogså stigende lige som forholdetmellem Tyrkiet, Makedonien og Ser-bien.

Den nyeste faktor er dog regio-nens forhold til Kina. Handlen mel-lem regionen og Kina er stærkt sti-



gende. I 2008 steg handlen mellemAlbanien og Kina med næsten 30procent og er i dag landet tredje -største handelspartner. Handlenmed Tyrkiet er også stigende, menikke i så høj grad som med Kina. Detsamme mønster kan ses i hele regio-nen. Serbiens præsident, Boris Tadic,var sidste år i Kina i spidsen for enhandelsdelegation, der havde til målat øge den allerede voksende kinesi-ske investering i Serbien. AlbaniensSali Berisha fulgte ham i hælene.

Kinas handel med regionen bleg-ner i forhold til samhandlen medEU, men kan på længere sigt under-minere Vestbalkans vækst. Modsatinvesteringer fra de europæiske lan-de er Kina interesseret i samarbejdeom store industriprojekter, der ermere givende for regionens politike-re, der kan bruge investeringerne tilat tilgodese allierede i erhvervslivet.

Den kinesiske bilfabrikant Dong-feng og Serbiske FAP fra byen Pribojhar netop indgået en aftale om etfælles projekt, og Kina besluttede ifebruar 2010 at investere 800 millio-ner euro i et serbisk atomkraftværk.Der er få tilsvarende europæiske in-vesteringer. Det kinesiske guld lok-ker ikke kun landene på Vestbalkanmen også EU-medlemmer. I januar,da den græske regering indså konse-kvenserne af landets økonomiske ka-tastrofe, blev Kina gennem investe-ringsbanken Goldman Sachs tilbudtrefinansiering af en del af statsgæl-den.

Men situationen i Vestbalkan er

anderledes. I alle tre tilfælde – Rus-land, Kina og Tyrkiet – er der taleom en alternativ kilde til EU forhandel og politisk samarbejde, derfor regionens ledere er mere attrak-tiv og med færre betingelser endstøtte fra EU og samhandel med eu-ropæiske virksomheder. Der er må-ske ingen ‘russisk vej’ for Serbien el-ler en genoprettelse af Albaniens hi-storiske bånd til Kina. Og Tyrkiet vilikke kunne hjælpe Bosnien. Men pået tidspunkt, hvor der er tvivl omThessaloniki-erklæringens aktualitetog den manglende reformiver i regi-onen, kan den Balkanpolitik, der idag føres af Rusland, Tyrkiet ogKina være med til yderligere at un-derminere regionens EU-rejse.

Kræves: En ny udvidelsespolitik

På trods af den ortodoksi, der her-sker i EU-kredse i Bruxelles, (hvorenhver kritik af EU’s politik tit sessom suspekt og ondsindet) er detikke forbigået alle, at udvidelsesive-ren i EU er blevet slækket og at inte-grationslysten i landene på Vestbal-kan er faldet tilsvarende. Denne ind-sigt fik for nogle år siden EU til atsætte fokus på adgang for regionensborgere til det grænseløse Schen-gen-område.

Idéen var at bruge rej selysten –specielt blandt unge i regionen – tilat presse regionens regeringer til atgennemføre yderligere reformer.Frem for blot at få et skulderklap afEuropa-Kommissionen, når refor-



mer blev gennemført, var idé en, atafskaffelsen af visumkravet for flereaf landene fra Vestbalkan ville sættegang i reformer – specielt i politietog retssystemet.

På mange måder har det vist sig atlykkedes. Løftet om afskaffelse afvisum for indrejse til Schengen-om-rådet fik sat gang i reformerne i ensådan grad, at borgere i Makedoni-en, Serbien og Montenegro i daghar fået visumfri adgang til dele afEU. Der vil stadig være krav om vi -sum for borgerne fra Bosnien-Her-cegovina og Albanien; men det for-modes, at disse to lande snart vil føl-ge efter.

Og det er netop med denne suc-ces, EU kan finde en mulig ny poli-tik over for Vestbalkan, der kan løsede problemer, der gør sig gældendei dag. Men først er det vigtigt at ana-lysere, hvorfor løftet om en lempel-se af visumreglerne skabte fremgangi en række lande og sektorer, hvorreformiveren har været begrænset,eller hvor storpolitiske problemerhar stået i vejen for teknokratiskefremskridt.

Der er tre hovedårsager: For detførste var der en reel, populær ge-vinst i sigte med alt reformbesværet:Rejsefrihed i EU for regionens bor-gere. For det andet var der lige kon-kurrence mellem regionens lande.Der kunne derfor laves sammenlig-ninger mellem de forskellige landesfremskridt, og presset på de regerin-ger, der ikke gennemførte reformerhurtigt nok, blev automatisk øget.

Den tredje årsag til successen var deklare, simple betingelser, og vedhjælp fra græsrodsbevægelser blevalle de relevante dokumenter gjorttilgængelige for offentligheden.

For at sætte skub i udvidelsespro-cessen er det nu nødvendigt at findetilsvarende områder i EU’s lovsam-ling, som er tilpas attraktive for bor-gere på Vestbalkan, og hvor der kanudarbejdes klare betingelser, somkan tilbydes regionens lande påsamme tid (for at opnå konkurren-ceeffekt) og som kan finde sted, førforhandlingerne om medlemskabkan åbnes. Dette vil ikke være let,men der burde være nogle åbenlyseemner, som fx adgang til markedetfor tjenesteydelser, altså servicedi-rektivet.

For at gennemføre en sådan stra-tegi uden at ændre for meget i EU’sudvidelsesproces (hvilket ville mødestor modstand), skal landene i regi-onen først tildeles kandidatstatus.Ud over Kosovo og Bosnien burdedet være inden for rækkevidde.

Til de lande, der er bange for attildelingen af kandidatstatus auto-matisk vil lede til forhandlinger ommedlemskab kort tid derefter, kander henvises til erfaringer fra Bulga-rien, Letland, Rumænien og Tyrkiet.Alle disse lande fik kandidatstatus,længe før de reelle forhandlingerbegyndte. Tyrkiet fik kandidatstatusi 1999, men begyndte først forhand-linger i 2005. Reformprocesserneblev for alvor sat i gang i denne pe -riode.



Et yderligere skridt burde tagesmed formuleringen af en ny udvi-delsespolitik. Der burde sættes merefokus på at gøre udvidelsespolitik tiludviklingspolitik. En stor del af udvi-delsespolitikken berører områder,der er for langt væk fra almene bor-gere. Selv hvis regionens lande fåradgang til markedet for tjenesteydel-ser, vil det være tilfældet. Som be-skrevet ovenfor går en stor del afEU’s støtte til institutionelle refor-mer, der kun langsomt kommer be-folkningerne til gode, og som ikkelet kan tages fra regeringerne somstraf for at spænde ben for reformer,uden at det går ud over EU selv (ogbliver erstattet af investeringer fraandre lande som fx Kina). Der erderfor brug for ‘en anden slags’penge. Ressourcer, der mere direktekan komme folk til gavn samt giveEU et mere effektivt pressionsmid-del over for regionens ledere.

EU har gode erfaringer interntmed brugen af strukturfonden ogsamhørighedsfonden, der har tilmål at nivellere forskelle mellemEU-landene. Brugen af den slagsfonde i lande, der har fået kandidat -status, kunne gøre en meget storforskel. Der er allerede gode erfa-ringer fra lande som Polen og Ru-mænien; men effekten vil være end-nu større på Vestbalkan, når man ta-ger den uudviklede industri- oglandbrugssektor i betragtning.

Vigtigst af alt kommer penge frastrukturfonden og samhørigheds-fonden befolkningen direkte til

gode – og det er muligt at se konse-kvenserne af EU-investeringer, idetpengene ikke kun går til institutio-nelle reformer, men også til veje, in-frastruktur, landbrug, erhvervsudvik-ling osv.

Hvis tildelingen af penge fra dissefonde kan gå hånd i hånd med, atEU overtager ansvaret for færdig-gørelse af reelle udviklingsplaner iregionen, er det så meget desto bed-re. I dag findes der kun få planlæg-ningsprocesser i de forskellige rege-ringer. Verdensbanken og UNDP,der hver især har forsøgt at indførenye planlægningsprocesser, har ikkehaft megen succes. Der er i dag i re-gionen adskillige årlige planlæg-ningsprocesser, men ingen, der reeltbliver fulgt at de forskellige regerin-ger.

Hvis adgang til strukturfonden ogsamhørighedsfonden bliver kædetsammen med formuleringen af EU-støttede, flerårige nationale udvik-lingsplaner, vil det være muligt ikkekun at forbedre allokeringen af lan-denes egne ressourcer, men også afEU’s midler.

Kosovo som undtagelse

En sådan ny politik skulle kunne vir-ke i alle lande bortset fra Kosovo, ogden vil ikke være tilstrækkelig i Bos -nien. Så længe der er fem EU-lande,der ikke godkender Kosovos uaf-hængighed, vil det ikke være muligtat give landet kandidatstatus og der-med begynde at iværksætte den nye



strategi. I Bosnien burde det væremuligt inden længe at bringe landettil et punkt, hvor kandidatstatus kanovervejes; men det vil ikke i sig selvløse den etnisk-territoriale konflikt,der ligger til grund for de nuværen-de politiske problemer. Her skal derandre midler til; men en ny politik,som her beskrevet, kan afhjælpenogle af de problemer, udvidelses-processen på nuværende tidspunktstår overfor og skabe nye rammebe-tingelser for hele regionens rejsemod EU-medlemskab.

Der har været megen fremgang iregionen siden krigen i slutningenaf 1990’erne. Det er dog vigtigt, atEU ikke hviler på laurbærrene, menser de reelle udfordringer, regioneni dag står overfor.

Hvor hårdt de end arbejder i regi-onen, mener mange eksperter, atomverdenens problemer, politiker-

nes trakasserier samt eliternes uan-svarlighed kan føre Vestbalkan udover afgrundens rand. Dermed erder risiko for, at regionen og måskeBalkan bliver alt andet end kedelig.EU har mange mulige redskaber til-bage i værktøjskassen for at undgådette. Det gælder bare om at udvikleen modificeret udvidelsespolitik,der gør, at EU kan bruge de forskel-lige værktøjer på det rigtige tids-punkt.

EU’s udvidelse er til gavn for såvelde nye, som for de gamle medlems-stater samt for hele EU, så det er vig-tigt at fortsætte rejsen til Europa,selv om det skal ske ad nye veje.

Daniel Korski er Balkan- og Irakekspertved European Council on Foreign Rela -tions. Han har været udstationeret beggesteder.





F

Albanien Bosnien-

Hercegovina Kosovo Kroatien

Areal

28.748 km2 51.564 km2 10.908 km2 56.538 km

Hovedstad

Tirana Sarajevo Prishtina Zagreb

Indbyggertal

3,2 mio. 3,9 mio. 2,13 mio. 4,6 mio.

Befolkningsgrupper albanere 95-98 %. Mindretal af grækere, makedonere, romaer, serbere, montenegriner m.fl.

bosniakker 44 %, serbere 31 %, kroater 17 %, øvrige 8 %

albanere 88 %, serbere 7 %, øvrige 5 %

kroater 89 %, desuden serbere, bosniakker, slovenere, italienere, ungarere, romaer

Sprog albansk, græsk samt flere mindretalssprog

bosnisk, serbisk, kroatisk

albansk, serbisk kroatisk, største mindretalssprog: serbisk, italiensk

Religion muslimer 70 %. ortodokse kristne 20 % katolikker 10 %

muslimer, ortodokse kristne, katolikker, et lille antal protestanter

flertallet muslimer, mindretal af katolikker og ortodokse kristne

flertallet katolikker, mindretal af ortodokse kristne, muslimer, protestanter

BNP/capita (PPP) 6.000 USD

6.500 USD 2.300 USD 18.300 USD

Diverse sektorers andel af BNP

landbrug 22 %, industri 27 %, service og andet 51 %

landbrug og fiskeri 10 %, industri og byggeri 24 %, service og andet 66 %

landbrug 20 % industri 20 % service og andet 60 %

landbrug, skovbrug og fiskeri 7 %, industri 32 %, service og andet 61 %

Vigtigste samhandelspartnere

Italien, Grækenland, Kina, Tyskland

Kroatien, Serbien, Montenegro, Tyskland, Italien, Slovenien

eksport: CEFTA-landene (Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Rumanien, Bulgarien) import: EU, Makedonien, Serbien, Tyrkiet

Italien, BosnienHercegovina, Tyskland, Rusland, Østrig

Status ifht. NATO medlem deltager i Partnerskab for Fred-programmet

medlem

Status ifht. EU ansøgt om medlemskab 2009

har indgået en Stabiliserings- og Associeringsaftale med EU

kandidatland

Kilde: Lande i Lommeformat


Faktaboks: Vestbalkan

F

ien Makedonien Montenegro Serbien Slovenien

km2 25.713 km2 13.812 km2 77.474 km2 20.253 km2

b Skopje Podgorica Beograd Ljubljana

o. 2,06 mio. 678.000 7,4 mio. 2 mio.

r 89 %, en serbere, kker, ere, ere, re, romaer

makedonere 64 %, albanere 25 %, tyrkere 4 %, romaer 3 %, øvrige 4 %

montenegrinere 43 %, serbere 32 %, bosniakker 8 %, albanere 5%, øvrige 12 %

serbere 83 %, ungarere 4 %, bosniakker 2 %, romaer godt 1 %, desuden kroater, montenegrinere

slovenere 83 %, serbere 2 %, kroater 2 %, bosniakker 1 %, desuden albanere, ungarere, italienere, romaer

k, etalssprog: k, italiensk

officielle sprog: makedonsk, i visse områder albansk

montenegrinsk, serbisk, bosnisk, albansk

serbisk, mindretalssprog: ungarsk

officielle sprog: slovensk, i visse områder italiensk, ungarsk

et kker, etal af kse kristne,

mer, anter

flertallet ortodokse kristne, stort mindretal af muslimer, katolikker

ortodokse kristne 74 %, muslimer 18 %, katolikker 4 %

flertallet ortodokse kristne, mindre grupper af muslimer og katolikker

katolikker 58 %, desuden muslimer, ortodokse kristne, protestanter, jøder

USD 9.000 USD 9.700 USD 10.900 USD 29.600 USD

ug, ug og 7 %, ri 32 %, e og andet

landog skovbrug 11 %, industri 27 %, service og andet 62 %




, Bosnien-govina, nd,

nd, Østrig

Serbien, Tyskland, Grækenland, Italien, Bulgarien

eksport: Bosnien-Hercegovina, Grækenland, Italien, Serbien, Slovenien import: Østrig, Kina, Tyskland, Grækenland, Italien, Serbien, Schweiz

eksport: Italien, Bosnien-Hercegovina, Tyskland, Makedonien import: Rusland, Tyskland, Italien, Kina

eksport: Tyskland, Italien, Kroatien, Østrig import: Tyskland, Italien, Østrig, Frankrig

m deltager i Partnerskab for Fred-programmet

deltager i Partnerskab for Fred-programmet

deltager i Partnerskab for Fred-programmet

medlem

atland kandidatland ansøgt om medlemskab 2008

ansøgt om medlemskab 2009

medlem

Jeg må indrømme, at jeg ikke kanlide navnet Balkan. Du kan med ret-te spørge hvorfor? Er navne ikkeneutrale og på en måde også uskyl-dige, for det afhænger jo alt sam-men af, hvordan vi bruger dem og ihvilken sammenhæng? Eller er nav-net Balkan mere en slags supermar-ked, hvor folk kan gå rundt og fyldeindkøbskurven med meninger, somallerede står på hylderne? Hvorforhar jeg så stærke følelser omkringdette særlige navn? Når alt kommertil alt, er navnet på et geografisk om-råde ikke en person, som man kanlide eller ikke.

Men jeg må sige, at jeg har godgrund til den antipati. Jeg har væretvidne til navnets transformering tilverbet ‘at balkanisere’ og har sommange andre lidt under den meta-morfose. Jeg vil ikke her diskutere,hvordan vi kunne have forhindret

det i at ske, det ville bare være enjammerklage post-festum. Jeg vil hel-lere se på, hvordan verbet bare kun-ne blive et substantiv igen.

Vi har alle hørt og læst om balkan -iseringen af Sovjetunionen. Jeg serogså ofte overskrifter i aviser som‘Balkaniseringen af Kenya’ eller‘Washington promoverer Boliviasbalkanisering’.

For nylig læste jeg Ryszard Kapu -scinskis bog om Afrika The Shadow ofthe Sun, hvor jeg faldt over dennesætning: “Afrikaneren er velbevand-ret i geografien for venskab og hadmellem stammer, som ikke er min-dre kritiske fænomener end dem påBalkan i dag”.

Hvis du går videre til Google, vildu finde ikke mindre end 277.000indgange til balkanisering, og Wiki-pedia vil forklare dig, at balkanise-ring er en geopolitisk term, der op-


Balkan fra substantiv til verbum – og tilbage igenSlavenka DrakulicVesteuropæerne vil ikke forstå blodighederne påBalkan. De har barrikaderet sig i den opfattelse, atBalkan er alt det, som Europa ikke er, mener denkroatiske forfatterinde

rindelig blev brugt til at beskriveprocesser for fragmentering elleropdeling af en region eller stat imindre regioner og stater, som erfjendtlige eller i hvert fald ikke sam-arbejdsvillige over for hinanden.

Begrebet opstod af det 20. århun-dredes Balkan. Den første balkanise-ring lå i Balkankrigene, og begrebetblev genbekræftet af krigene i dettidligere Jugoslavien i 1990’erne. Be-grebet bruges også til at beskrive an-dre former for disintegration, somda Gordon Brown i januar 2007 tal-te om ‘balkanisering af Storbritanni-en’ i forbindelse med opsving i støt-te til Skotlands uafhængighed.

Definitionen i Merriam-Webster Dictionary tilføjer, at balkanisering eret transitivt verbum, som betyder ‘atdele’ eller ‘sætte i forskellige båse’.Det er unødvendigt at sige, at det eret berygtet ord. Det er ikke kun etnavn længere. Det er ikke uskyldigt.

Supermarkedet som metafor

For at gå tilbage til min metafor ‘su-permarked’ afhænger det, som dufinder til indkøbskurven, selvfølgeligaf, hvor du køber ind. Hvis du gørdine indkøb i Wien eller et andetsted i ‘Vesten’ eller ‘Europe’ (og derer andre supermarkeder, som erfyldt til bristepunktet med betydnin-ger!) er din forståelse groft sagt, atBalkan er, hvad Europa ikke er. Blæspå geografi, for grænsen er et sted ibevidstheden snarere end i selvelandskabet. Hos nutidens menne-

sker er det sandsynligvis i deres erin-dringer i form af tv-billeder fra denylige krige. Hvis du lukker dineøjne og siger Balkan, vil det sikkertvære billeder af flygtninge, græden-de kvinder med tørklæder, ruinernei Vukovar, døde kroppe, flere dødekroppe eller Christianne Amanpour,der rapporterer for CNN fra et stedaf tragedie og ødelæggelse.

Så husker du måske tallene (over7.000 muslimske mænd henrettet iSrebrenica, 60.000 kvinder voldta-get, 200.000 døde i Bosnien, 10.000sårede børn og så videre). Eller hvisdu ikke husker tal, vil du nok stadighuske ansigter, især det af en skelet-lignende ung mand bag pigtråd om-kring en serbisk koncentrationslejr iOmarska, Bosnien. Eller ansigter afkrigsforbrydere som Ratko Mladic,en Radoslav Karadzic med paryk el-ler Slobodan Milosevic.

Det, som jeg tænker på er i stedeten pullover, en hvid håndstrikketpullover med røde plamager. Dentilhører faderen til en lille pige, derblev dræbt af granatsplinter. Da fa-deren holdt hendes lille krop, gen-nemvædede hendes blod den pullo-ver, som han stadig bar kort efter, daCNN filmede ham.

Hvem kan bebrejde en person athuske alt det, når vedkommendehører navnet Balkan? Nogle af jer vilsikkert også huske Adriaterhavetsusædvanlige blå farve, den godemad eller stranden med hvide små -sten, den strand, som du besøgtemed dine forældre tilbage til 1960’ -


Balkan fra substantiv til verbum – og tilbage igen

erne, da alt var anderledes. Men jeger bange for, at ideen om Balkansom ikke-Europa allerede er blevetstærkt genetableret i den kollektivebevidsthed, siden du sidst besøgtedet idylliske sted.

Maria Todorovas bog ImaginingThe Balkans har gjort folk endnumere bevidste om den ‘imaginarygeography’, som vi har med at gøreher, for nu at bruge Edward Saidsudtryk i Orientalism. Todorova påpe-ger, at Balkan er et gammelt navn(det tyrkiske navn for Stara Planinabjerget i Bulgarien) men et ret nytbegreb fra slutningen af det 19. år -hundrede. Så med en slags ‘litterærkolonisering’ blev Balkan langsomttil et mørkt og farligt, men også ek-sotisk sted.

Det skete takket være forskelligevestlige skribenter, fra Bram Stokerog Karl May til Rebecca West ogAgatha Christie. Og jeg kan til føje,at det gik hele vejen til efterkrigs -erindringerne hos politikere somDavid Owen eller Richard Hol -brooke, eller guidebøgerne af Ro-bert Kaplan og Peter Handke. Bal-kan blev et rum, hvor mytologienstyrer historien, og indbyggerne ervilde og eksotiske mennesker, forhvem blod og tilhørsforhold er devigtigste værdier, hvor konflikter ogreligiøse krige lurer overalt i detteusikkerhedens rum.

Som en konsekvens blev indbyg-gerne i det rum-navn-verbum-image-symbolske-landskab selv gidsler fordenne negative overtone. De (vi)

kan ikke lide at høre til der, og der-for søger vi at komme væk fra ste-det, som vi ikke vil forbindes med.

Balkan er de andre

Hvis man anskuer det med en insi-ders syn på Balkan, ser det anderle-des ud: “Balkan – det er de andre!”,som den slovenske sociolog, RastkoMoènik, udtrykte det i sin åbenhjer-tige parafrase. Og følgelig ser vi hverisær, slovenere, kroater, serbere også videre, længere østpå efter Bal-kan, som denne symbolsk/ima gi -nære grænse flytter fra Wien til Tri-este og Ljubljana, så til Zagreb ogSarajevo og videre til Beograd ogselv mere sydøst til Pristina. Der eringen grænse i verden, som er såfleksibel, netop fordi det ikke så me-get er en grænse som en opfattelse.

Todorovas analyse af historien omnegative billeder af Balkan er megetinteressant. (Bemærk at hun nævnermig, som en af de forfattere, der ud-nytter det negative billede ved atbruge det som et transitivt verbum istedet for som substantiv i min bogBalkan Express. Og jeg indrømmer, atdet gjorde jeg).

Men jeg husker imidlertid selv,hvordan den ændring skete i løbetaf det sidste årti, men som vi allere-de hørte, startede transformationenaf navnet ikke i 1991. Den startedemed Balkankrigene og med GavriloPrincips mord på Franz Ferdinand.Og en generation senere med An-den Verdenskrig fulgt af Jugoslavi-



ens sammenbrud. Dengang i Jugo-slavien blev udtrykket Balkan ikkebrugt så meget. Og når det skete,var det ikke udelukkende på negativvis. Det var brugt til at definere enpersons primitive adfærd, som nåren mand slår sin kone.

Den kroatiske forfatter MiroslavKrležas berømte udtryk for politiksom ‘balkanska krèma’, en balkanskpub, hvor slagsmål starter, så snartlyset slukkes – var den anden måde,vi brugte det. Men for unge menne-sker var der også Johnny Štuliaes po-pulære sang ‘Balkane moj’ (Mit Bal-kan) fra midten af 1980’erne, somikke omfattede nogen af de ‘gamle’nedsættende betydninger.

Men vi kan ikke afvise hele dennegative forestilling, fordi den ikkekun er fri fantasi. De seneste krigegenbekræftede dette mentale land-skab som et rædslernes og splittel-sernes sted. Desuden er nye grænsertrukket, som i sandhed ikke kun ersymbolske, men også virkelige, ma-let med blodets klare røde farve.

Hele Balkans historie som subjek-tet, der blev til verbum, er endogmere pinefuld for mig som forfatter,fordi ‘krigen på ord’ gik forud forkrigen på slagmarken.

Jeg var vidne til, hvor skadeligeord kan være. Ingen krig sker bare;der skal propaganda og langvarigepsykologiske forberedelser til, førmyrderierne kan starte. Det er sæd-vanligvis personer i kultur, uddan-nelse eller medier som forfattere,lærere, kunstnere og selvfølgelig

journalister, som gives den opgave afregimer.

Hver gang jeg giver en forelæs -ning eller et foredrag i Vesten, fårjeg spørgsmålet: hvordan og hvorforstartede krigen i Jugoslavien? Detsker, selv om der er gået så mange årog skrevet så mange avisartikler, la-vet så mange tv-programmer og ud-givet så mange bøger, måske tusin-der.

Ja i sandhed, hvorfor faldt detterige land, som var befriet for sovjet-lignende kommunisme og uden forMoskvas rækkevidde sammen i ensådan blodig og brutal krig? Mit fo-retrukne og meget lakoniske svar er:vores land brød sammen på grundaf italienske sko! Fordi vi kunne rej-se til udlandet og fra tid til andenkøbe det, som vi ikke kunne få hjem -me, troede vi, at vi var frie. Vi be-kymrede os ikke om at udvikle no-gen form for demokratisk politisk al-ternativ, og det vakuum, som opstodefter kommunismens sammenbrud,blev senere fyldt med nationalisme.

Unges kendskab til Balkan

I de fjorten år siden krigenes afslut-ning voksede en hel generation opbåde på Balkan og i Vesten. Hvadved de i dag? Hvad andet end kli-cheerne kender den unge generati-on i Vesten? Her har jeg problemermed vesteuropæere, for efter såmange år går jeg ud fra, at folk i Ve-sten ikke ønsker at forstå, hvordandet skete. Det er for kompliceret, si-



ger de som regel. Først troede jeg,at det bare var dovenskab, som for-hindrede dem i endelig at lære nog-le få historiske facts. Men jeg ændre-de opfattelse efter at være stillet detsamme spørgsmål, igen og igen. Nutror jeg, at de forfærdelige tv-bille-der fra krigene er en meget effektivundskyldning for ikke at forstå. Folksom os, der kommer derfra, og vo-res krige kan slet ikke forstås, sim-pelthen fordi vi er så anderledes.Disse billeder og erindringer funge-rer som et skjold.

Hvis europæerne ville sige, at deforstår de frygtindgydende begiven-heder, ville det betyde, at vi alle er afsamme slags eller i det mindste lig-ner hinanden. Men det er mere sik-kert at afvise den mulighed og hol-de en nødvendig og såkaldt sund af-stand fra sådanne naboer (husk atBalkan er det, som Europa ikke er).

Som om Vesten var et helligt terri-torium, ubesmittet af det ondeshånd. Som om europæiske national -stater og revolutioner ikke var skabti blod, som om Auschwitz ikke fandtsted. Intet blod der, ingen knive, in-gen slagterier, ingen synlig brutali-tet. Billeder af udsultede døde krop-pe? De er måske ikke glemt, blotskubbet længere tilbage i erindrin-gen. Der måtte jo levnes plads til deseneste rædsler i Bagdad eller AbuGhraib.

Når alt kommer til alt er der græn -ser for, hvor meget man kan tage.Der må være en horror-kvote, etpunkt hvorefter vold ikke længere

betyder noget. Det får mig til at tæn-ke over, hvor lang tid det tog tysker-ne at slippe af med det billede af atvære folkemordere, der adlyder en-hver ordre. Det skabte i en lang pe-riode forestillingen om den tyske ka-rakter hos os, herunder mig selv. Så-dan et historisk perspektiv giver mighåb. Der er ikke gået så mange årendda siden krigens afslutning påBalkan. Vel?

Kan navnet vaskes rent?

På den anden side. Hvis der er gåetnæsten ni årtier med at koge navnetBalkan ned til et verbum, hvor langtid vil der så gå med at ændre det til-bage? Kan det navn blive renset ogpoleret? Kan vi få det til at skinneigen som et personligt navn? Hvor-dan gør vi det?

Jeg tror, at vi først – og her menerjeg os fra det tidligere Jugoslavien –skal indrømme, at vi selv bidrog tilgenoplivelse af ‘balkanisering’, fordiverbet at ‘balkanisere’ blev genrejstmed vores hjælp. Det var os og ikkeudlændinge, der udkæmpede krige-ne med hinanden. At indrømme deter en begyndelse på ændringen,rengøringen og pudsningen. Detgør man med ord og billeder, medkultur, kunst og medier på præcissamme måde, som de negative bille-der blev skabt.

I transformationsprocessen afkommunistiske lande til demokrati-er blev kunst og kultur klart tabere.Mens der bliver stadig færre statslige



midler, er der heller ikke noget sy-stem af private sponsorer. Store pri-vate lokale firmaer investerer helle-re i sport! Og det værste er, at of-fentlighedens interesse i kultur ogkunst også er svækket. Kampen foroverlevelse under cowboy-kapitalis-men levner ingen tid, energi ellerpenge til kultur.

Den gennemsnitlige månedsløn iBalkans tidligere kommunistiskelande er nogle få hundrede euro(200-700). Samtidig er prisen på enbog lige så høj som i Vesten, hvisikke endnu højere.

På massemediernes område ople-ver vi stærk konkurrence mellem of-fentlige og kommercielle interesser.Aviser gøres til pengemaskiner, sådet offentlige rum skrumper ind, ogpladsen til kultur forsvinder. Der eringen penge i kultur, med mindreden er villig til at optræde som pro -paganda. Det kaldes ikke længerepolitisk propaganda, men annonce-ring.

Frihed uden penge

Hidtil har vi på det kulturelle områ-de fået frihed af den nye politiskeog økonomiske orden. Men hvadskal man stille op med friheden –uden penge?

Det er klart, at kulturen margina-liseres, når den kun udsættes formarkedskræfterne. Men kultur erfor vigtig til kun at blive udsat formarkedet. Det vigtige ved kultur ogkunst er, at de repræsentere kapital,

eller sagt på en anden måde, kulturproducerer ‘symbolsk kapital’, somhar magt til social inddragelse ogspredning af værdier. Med kulturmener jeg her produktionen af per-formances, videoer, bøger, udstillin-ger, film, musik og teater.

Det paradoksale ved kunst og kul-tur er, at mens relativt få penge inve-steres i det, er det stadig den bedsteeksportartikel, som kan betyde me-get for et land eller en region i enbredere offentlighed. Det skaberogså en vis balance, for selv et lilleland kan her yde meget. Det var foreksempel tilfældet, da Zagreb Fil-harmoniske Orkester for ikke sålænge siden havde en koncert iWien. Franz Morak, østrigsk skue-spiller og politiker, sagde: “Dette erden største succes for kroatisk uden-rigspolitik i de sidste ti år”.

Ved at præsentere eller indoptageet land gennem kultur og kunst, fårdu et anderledes og differentieretbillede, der underminerer det ima-ge, der som regel reducerer landetil en region med en fællesnævner.Men den største fordel er, at allekan vinde gennem en sådan præsen-tation af kunst og kultur.

Det givne land kan vinde. Smålande, der frygter for deres nationa-le identitet, kan gennem kunst ogkultur bekræfte den identitet på enstørre scene. Det modarbejder fryg-ten for at gå tabt i EU og frygten forglobaliseringen. Kunst og kultur er,om man vil, praktiske redskaber tilat opnå positive effekter på både



ydre og indre planer. Det er den bil-ligste og hurtigste vej til Europa.

Jeg tror, at vi på Balkan må stilleos selv et andet vigtigst spørgsmål:Hvad kan vi bidrage med til EU, tilvores alles fremtidige hjem?

Når vi stilles sådan et spørgsmål,er vi stille en tid, lidt forlegne, fordivi ikke har stillet os selv det spørgs-mål! Men vi kommer hurtigt (im-provisering anses for at være en afvores stærke sider!) med et ‘vittigt’svar: at overleve!. Vi vil lære jer atoverleve på trods af alt! Vi tænkerikke rigtig over, at for jer må detlyde overfladisk. Men det kan vi ikkerigtig indrømme over for os selv.

Vores liv under kommunismehandlede kun om overlevelse, så atindse at ingen virkelige har brug forden viden nu, får os til at føle ossom en endnu større byrde. Voresliv vil på en måde virke forspildt.

Det synes oplagt for mig, at der er

to ting, som vi kan bidrage med: påden ene side kunst og kultur og påden anden side en ung, uddannetbefolkning med vid, intelligens ognysgerrighed.

Uden kultur vil økonomi og poli-tik ikke virke på langt sigt. EU harbehov for et klister, som kun kankomme fra andre sfærer, som allelande, hvor små og kontroversielle,de end måtte være, også kan bidra-ge til. Det er ikke så åbenlyst – mensynligt på mere end en måde – atfolk stadig tænker på andet endpenge. I det mindste i Europa.

Så for at runde af: Hvis Balkan vir-kelig vender tilbage til Europa, skaldet være i form af et substantiv ogikke er verbum.

Slavenka Drakulic er kroatisk forfatterin-de.

Oversat fra engelsk af Vibeke Sperling.



Balkan er en betegnelse der blevskabt af geografer i begyndelsen af1800-tallet som en parallel til denPyrenæiske Halvø for Spanien ogPortugal og den Appenninske Halvøfor Italien. Ofte nævnes den tyskegeograf A. Zeun (1778-1843) somophavsmand til navnet i et skrift fra1808. Balkan-halvøen omfatter om-rådet mellem Adriaterhavet, det Jo-niske Hav, det Ægæiske Hav, Marma -rahavet og Sortehavet og afgrænsesmod nord af floderne Donau ogSava og i vest af en linje mellemLjubljana og Trieste, et område mednæsten 50 millioner indbyggere ogen befolkningstæthed noget overgennemsnittet i det øvrige Europa.

Det omfatter de nuværende staterKroatien, Bosnien-Hercegovina,Montenegro, Serbien, Albanien, Ma-kedonien, Bulgarien, Grækenland(minus øerne) samt den europæiskedel af Tyrkiet.

Slovenien som var en del af dettidligere Jugoslavien, regnedes indtil1990 ofte med til ‘Balkan’, men må idag med indførelsen af euroen og etsuccesfuldt EU-formandskab ende-gyldigt siges at tilhøre den mere po-sitivt opfattede kategori ‘Centraleu-ropa’. Til gengæld må Rumænienregnes som et Balkanland, selv omdet geografisk ligger nord for flodenDonau. Derimod giver det hverkengeografisk eller historisk mening at


Tyrkiet og Grækenland er integrerede dele af BalkanUffe Østergård

Fælles for landene på Balkan, inklusive Tyrkiet ogBalkan, er en arv fra det Byzantinske og detOsmanniske Rige. Det er i denne historiske arv,man skal søge baggrunden for de fælles træk, derkarakteriserer denne del af Europa, som i dag synes at leve op til de værste fordomme. Men derer andre potentialer i historien

regne Ungarn med. To tredjedel afUngarn var ganske vist i næsten tohundrede år underlagt tyrkerne –en episode, der forbigås i total tavs-hed på museerne i Budapest. Mendet er en misforståelse at regne det-te centraleuropæiske land med tilBalkan, blot fordi sproget forekom-mer svært – det er finno-ugrisk, omend uforståeligt for finsk og estisktalende – eller fordi landet gennem-løber en svær økonomisk og politiskkrise i disse år.

Navngivningen ‘Balkan’ beroedepå en fejlagtig forestilling om eksi-stensen af en ubrudt bjergkæde,som rejsende fra Centraleuropa tilIstanbul måtte passere. Reelt er dertale om adskilte bjergområder medhøjsletter og brede dalstrøg imel-lem, først og fremmest Makedoniender ligger midt i Balkan. Herfra kanman dominere de omliggende lan-de og kontrollere hovedindfaldsvej -en fra Thessaloniki i Grækenland tilDonau-bassinet. Det var her de allie-rede under Første Verdenskrigkæmpede indædt, men uden størresucces, i flere år for at rette et stødmod Østrig-Ungarn og undsætte deterobrede Serbien.

Makedoniens geografi er forkla-ringen på at alle naboer, fra bulga-rerne og serberne til grækerne ogalbanerne har gjort og til dels stadiggør krav på dette ulyksalige område,samtidig med at navnet er forbun-det med alle tiders største erobrerAlexander den Store, hans fader Fi lip og hans make donske efterføl-

gere, der herskede over en del af ar-ven efter Alexander – de andre varptolemæerne i Ægypten og seleuki-derne i Syrien, Mesopotamien ogIran.

‘Balkan’ er imidlertid ikke enneu tral geografisk kategori, men erblevet selve kodeordet for opløs -ning, skumle intriger og uhæmmetblodtørst som det fremgår af denbulgarsk-amerikanske historiker Ma-ria Todorovas fascinerende analyse,Imagining the Balkans fra 1997. Den-ne forståelse af ‘Balkan’ er populari-seret i udødelige klassikere der erfilmatiseret igen og igen. Det drejersig om Bram Stokers Dracula fra1897, selv om bogen strengt taget fo-regår i Transsylvanien, der indtil1918 var en central del af Ungarn;Anthony Hopes drengebogs klassikerFangen på Zenda fra 1899, der fore-går i et ubestemt land ved navn ‘Ru-ritanien’, en betegnelse der siden erslået i den grad an i angelsaksisksprogbrug at historikeren E. J. Hobs-bawm til undren for generation ef-ter generation af geografisk ukyndi-ge læsere henviser til dette land i sinklassiker, Nations and Nationalism fra1990.

Allermest medvirkende til at udø-deliggøre myten om det mystiske‘Balkan’ er formodentlig AgathaChristies krimi, Mordet i Orient-eks-pressen fra 1934 og – måske især foren ældre genera tion – Eric Amblerstalrige spionromaner fra et Balkanmellem nationalisme, internationalvåbenhandel og autoritær kommu-



nisme oven på en undergrund af ui-gennemsigtige ‘byzantinske’ politi-ske intriger, korruption og vold.

Hvordan det nu end forholder sigmed disse litterære klassikere, omde var årsag eller virkning, kom or-det ‘balkanisering’ efter 1880 i taktmed opløsningen af det Osmanni-ske Imperium og oprettelsen afmere eller mindre nationale statertil at blive et synonym for opløsningi stridende småstater.

På italiensk bruges en konkurre-rende, men endnu mere politiskukorrekt betegnelse, ‘macedonia’som er navnet på en frugtsalat. Der-med hentydes til de mange, småtskårne frugtstykker der er blandetmed hinanden i stil med de nationa-le og etniske grupper der lever sideom side på Balkan. Den nationaltblandede situation er et resultat afsituationen i det Osmanniske Rige,hvor grupper defineredes efter reli-gion.

I 1800-tallet blev religiøse grupperefterhånden identificeret som natio-naliteter med de deraf følgende blo-dige konflikter mellem nært beslæg-tede folkeslag og naboer, som vi se-nest var vidne til i borgerkrige i Ju -go slavien i 1990’erne. Det Osmanni-ske Rige var et sammensat impe -rium, der på sit højdepunkt i 1500-og 1600-tallet strakte sig over heledet Mellemste Østen, Egypten, Nord -afrika og det område i Europa der ipolitisk korrekt EU-newsspeak kal-des ‘Syd- og Sydøsteuropa’ – hvordet lades uafklaret om Grækenland

som medlem af EU siden 1981 hø -rer med til Balkan. Navnet skyldesgrundlæggeren af det herskende dy-nasti, Osman.

Mytedannelse

Betegnelsen det ‘Osmanniske Rige’svarer til det ‘Habsburgske Impe -rium’ der også var navngivet efterdet herskende dynasti. Eller det ‘Ol-denborgske Monarki’ mellem 1460og 1863, der er den rette titel påden dansk-norsk-slesvigsk-holstenskesammensatte helstat med områder iNordatlanten samt kolonier i Afrika,Vestindien og Indien.

Al geografi og moderne fordoms-fuld mytedannelse til side er det dogisær den fælles arv fra de fem århun-drede hvor Balkan under navnet Ru-meli var en central del af det Osman -niske rige samt den ortodokse udga-ve af kristendommen der stammedefra det Østromerske eller Byzantin-ske Rige, der er særkendet for den-ne del af Europa. Denne er blevetforvaltet af forskellige autoritære,mere eller mindre nationalistiske re-gimer i 1800- og 1900-tallet.

Siden kom hele området, bortsetfra Græ kenland, under forskelligediktatoriske kommunistiske regimer.I Græ kenland sejrede de konservati-ve kræfter i en forbitret borgerkrigmellem 1944 og 1949 med vestlighjælp, men blev ikke meget mindreautoritært og byzantinsk, blot medmodsat politisk fortegn. Selv om detikke gøres ret ofte, bør Tyrkiet i


Tyrkiet og Grækenland er integrerede dele af Balkan

grunden også medregnes til Balkanaf historiske såvel som geografiskeårsager. Også dette land var nationa-listisk og autoritært styret, blot påislamisk grundlag. Af den grundundgik landet kommunismen og til-sluttede sig i stedet den vestlige alli-ance.

Arven fra det Byzantinske ellerØstromerske Rige er i foråret 2010tema for en udstilling i Rundetårnog en bog fra forlaget Sfinx redige-ret af Byzans-kenderen Karsten Fle-delius. Dermed menes den statsdan-nelse der med hovedstad i Konstan-tinopel, tidligere Byzans, hvoraf be-tegnelse, var en langvarig statsdan-nelse i den østlige del af Middelha-vet som overlevede Romerrigets un-dergang i over tusinde år.

Alligevel fremstilles landet tradi -tionelt lige siden Edward Gibbonsindflydelsesrige værk fra 1776-78som én lang undergangshistorie un-der overskriften History of the Declineand Fall of the Roman Empire. Det ermisfor stået, og statsdannelsen bør istedet forstås i sin egen ret som enaf de store epoker i europæisk kul-turhistorie.

Fra begyndelsen af vores tidsreg-ning beherskede romerne hele Bal-kan-halvøen. Den befæstede grænse,limes, fulgte længe floden Donau,men romersk indflydelse strakte siglangt på den anden side af floden,og Balkan-halvøen blev tæt integre-ret i det romerske administrative sy-stem. Især under kejser Diokletiansstyre i begyndelsen af 200-tallet hvor

han styrede hele det vidtstrakte Ro-merske Rige fra sin hovedstad iSplit, hvor hans kolossale palads sta-dig er bevaret og udgør byens cen-trum. Romerne anlagde veje, byerog garnisoner over hele området ien frugtbar syntese mellem græsk ogromersk kultur der i stigende gradudforskes i disse år.

Under kejser Trajan i 100-talleterobrede romerne Dacien, det vilsige store dele af vore dages Ru-mænien. Den blandingskultur, ogisær det blandingssprog der kom udaf det, har det moderne Rumæniensiden 1800-tallet brugt til at under-strege forskellene til de omgivendesåkaldt ‘slaviske’ befolkninger, idetde fremhæver deres eget sprogs ‘la-tinske’ karakter.

Reelt er den slaviske indflydelse irumænsk dog meget større end ru-mænske ideologer vil indrømme.Grammatikken er ubetvivleligt la-tinsk, men trods gentagne sprog-rensninger er ordforrådet langtmere fælles med de slaviske naboersend ideologien tilsiger. Og så sentsom i 1600-tallet blev rumænsk skre-vet med kyrilliske bogstaver på linjemed de omgivende slaviske sprog.

Det østromerske rige

Efter delingen af det Romerske Rigei 395 kom det meste af Balkan un-der det Østromerske Rige. Det er si-denhen kommet til at gå under nav-net det Byzantinske Rige efter nav-net på den græske by ved Bosporus



Strædet som kejser Konstantin om-dannede til sin hovedstad i 300-tal-let, Konstantinopel der betyder Kon-stantins polis. Grænseområdernenord og syd for Donau blev underfolkevandringerne invaderet først aføstgoterne og siden i 600-tallet afslavisk talende folkeslag. Samtidigblev Byzans trængt fra øst, først afSassaniderne i Persien, siden af dehastigt ekspanderende arabere i700-tallet.

Den alvorligste trussel kom dogfra bulgarerne der etablerede etstærkt rige nord for Byzans i 800-tal-let. I den proces blev de slaviske folkgrundlæggende præget af den højtudviklede græsk-byzantinske civilisa-tion, først og fremmest i kraft af de-res omvendelse til kristendommen iden østlige udgave. Det begyndtemed brødrene Kyrillos (ca. 826/27-869) og Methodios (ca. 815-885)der kaldes de slaviske folks apostle.

Begge brødre blev født i Thessalo-niki i den nordlige del af Græken-land. Her fik Kyrillos, med fødenav-net Konstantinos, en solid teologisk-filosofisk uddannelse og løste diplo-matiske opgaver for den byzantinskekejser. Derfor blev Kyrillos i 862sendt til Moravien (et stort rige derblandt andet omfattede vore dagesTjekkiet og Slovakiet) hvis fyrstehavde bedt om missionærer.

Til dette formål udarbejdede Ky-rillos det såkaldte glagolitiske ellerkyrilliske alfabet og oversatte litur -gien og dele af Bibelen til oldslavisk,det sprog som i dag kendes som kir-

keslavisk. Brødrenes indsats stødteimidlertid på kraftig modstand fraden romerske kirke der også missio-nerede i disse egne. Efterhånden fikRomerkirken i en kompliceret sam-virken med kejseren i det HelligeRomerske Rige (på latin Sacrum Im-perium) der ikke kun var tysk, over-taget i Centraleuropa og Kroatien,ligesom den fik det i Skandinavienog Polen i løbet af 800- og 900-tallet.Methodios’ og Kyrillos’ medarbejde-re slog sig i stedet efter apostlenesdød ned i det Bulgarske Rige hvorde udviklede den kirkeslaviske tradi-tion, som lige siden har blomstretmed basis i de store klostre her og iGrækenland samt i Serbien og Ko -sovo.

Kyrillos’ og Methodios’ indsatsværdsættes stadig højt i de slaviskeortodokse lande. Således er universi-tetet i Veliko Tarnovo i Bulgarienopkaldt efter dem. Det kyrilliske al-fabet der kan minde om det græske,bruges stadig i mange af Balkan-lan-dene, først og fremmest Serbien,Makedonien, Montenegro og Bulga-rien.

Men det Byzantinske Rige svække-des stadig mere, især efter det fjerdekorstog i 1204 som førte til plyndrin-gen af Konstantinopel og indsættel-sen af en latinsk kejser. Det gav tilgengæld rum for opkomsten af enrække middelalderlige statsdannel-ser på Balkan, især de bulgarske,bosniske og serbiske kongeriger.

Men alle disse riger er grundlæg-gende præget af arven fra det sær -



egne byzantinske eller østromerskerige der har medført en række træki den politiske kultur i Balkan-stater-ne der ofte sammenfattes underoverskriften ’byzantinsk’.

Skismaet mellem øst- og vestkirke

Kristendommen omtales ofte i ental,men i virkeligheden har det mestkarakteristiske for denne religionnæsten fra starten været splittelsemellem forskellige fortolkninger afde hellige skrifter. Fortolkninger deri mange tilfælde har fået organisato-riske udslag, således at kristendom-men består af mange kirker. Denhos os i Nordeuropa bedst kendtesplittelse er resultatet af reformatio-nen i 1500-tallet der førte til opret-telse af de lutherske fyrstekirker ogforskellige calvinistisk-presbyterian-ske kirker på den ene side og en ny-formulering af den overnationalekatolske kirke gennem modreforma-tionen på den anden side. Ser manpå hele kristendommens udvikling,er de teologiske forskelle mellem ka-tolikker og protestanter dog langtmindre dybtgående end mange afde tidligere splittelser.

I dag er især den koptiske kirke iEgypten samt den etiopiske kirke ogden kristne i Sydindien monofysiter,mens flertallet af de øvrige kristnekirker holder fast i det klassiskekompromis om treenigheden frakirkemøderne (synoderne) i Nikæa325 og Kalkedon 451. Grunden til atfølgerne af de teologiske diskussio-

ner blev så store for hele samfundetvar at kristendommen efter Kon-stantin den Store blev eneste tilladtestatsreligion i det verdensomspænd-ende Romerske Imperium.

Konsekvenserne af den overras -kende ophøjelse af en mellemøstligminoritetsreligion til statsreligionkan ikke overvurderes. Forløbet eren spændende historie i sig selv,som det vil føre for vidt at referereher, så jeg må nøjes med at henvisetil den glimrende skildring i tre-bindsværket Imperium Romanum(Due og Isager 1993). I denne poli-tisk-kulturelle sammenhæng er detafgørende at religiøse diskussionerefter at kristendommen var blevetstatsreligion, antog karakter af stats-anliggender som kejseren og hansembedsmænd engagerede sig i. I pe-rioder har man ligefrem indtryk afat teologiske diskussioner var vigti-gere for de østromerske kejsere endkrig og udenrigspolitik. Det skyldtesat kejseren i øst ikke blot var verds-ligt, men også religiøst overhoved.Man kalder normalt denne opfattel-se af magtforholdene for cæsareopa-pisme.

I takt med adskillelsen mellemden østlige og den vestlige del af detromerske imperium samledes nem-lig mere og mere magt i den byzan-tinske kejser og hans embedsmændshænder. I begyndelsen var kirkendet eneste samfundsområde hvorkejsermagten undertiden stødte pågrænser. Kejser Justinian i midten af500-tallet og hans efterfølgere iden-



tificerede den ortodokse kejser, dvs.staten, med den ortodokse kirke.

Treenigheden

I Nikæa vedtoges den såkaldte ni-kæansk-konstantinopolitanske tros-bekendelse om Gud som en treenig-hed af Faderen, Helligånden og søn-nen i 325. Denne bekendelse blev si-den præciseret på den anden øku-meniske synode i Konstantinopel i381. Som kirkehistorikeren Leif Gra-ne skriver i sin kirkehistoriske over-sigt fra 1973 kan det være vanskeligtfor mennesker i dag, selv teologisktrænede, at forstå betydningen af destridigheder om formuleringer omGuds natur der optog sindene såvoldsomt i 300-tallet. Det skyldes atvi ikke deler deres filosofiske forud-sætninger i den græske tænkning.Men selv om diskussionen handledeom subtile begreber, var det for 300-tallets mennesker deres liv og frelseder stod på stil.

Men dette politiske kompromistilfredsstillede ikke de forskelligekirker i øst, og diskussionen fortsat-te i de følgende år. Resultatet bleven stadig skiftende kejserlig politikfor at stille snart den ene snart denanden retning tilfreds. Det kan virkeunderligt at hensynet til den renelære, ‘Kalkedon-ortodoksien’, blevsat over truslen udefra fra germane-re, slaver, persere, arabere og tilsidst tyrkerne. Men sådan var det.

I Vesten hvor den teologisk-filoso-fiske interesse i disse århundreder

var mindre sofistikeret, var kompro-miset i Kalkedon derimod et til-strækkeligt svar. Hermed blev grun-den lagt til den splittelse mellemøst- og vest-kristendommen som før-te til det store skisma i 1054. Mendet er vigtigt at erindre at de to kir-ker indtil da i princippet arbejdedepå samme dogmemæssige grundlag.

Hoved årsagen til splittelsen mel-lem øst- og vest-kristendom skalsøges i politiske og kulturelle følgeraf udviklingen af en latinsk og engræsk kirke og disses interesser i kej-sermagten i øst og vest, en forskelder kulminerede med det fjerdekorstog og den latinske erobring afKonstantinopel i 1204.

For Osmannerne udgjorde detslavisk-ortodokse Balkan og degræsk talende områder kernelandetsammen med det efterhånden tyr-kisk talende og muslimske Lilleasi-en. Caesareopapismens autoritæretraditioner havde i de foregåendeårhundreder slået rod blandt de sla-viske folkeslag på Balkan og overle-vede under det osmanniske herre-dømme. Ja styrkedes nærmest.

Onde tunger vil sige at denne tra-dition siden indgik en symbiose,først med de nationalistiske regimeri 1800-tallet og mellemkrigstiden ogsiden efter Anden Verdenskrig medde nationale kommunistiske styrer iflere af landene, især Todor SjivkovsBulgarien, Nicolae Ceaucescus ene-vældige diktatur i Rumænien og del-vis i Titos Jugoslavien. Uanset omman vil gå så vidt, er der meget som



tyder på at det er relevant at tale omen særlig ortodoks politisk kulturmed stærke byzantinske træk, en po-litisk kultur der forklarer mangesærtræk i landene på Balkan såvelsom i Rusland og i mange af de tidli-gere sovjetiske stater.

Selv om man kan argumentere forat mange træk fra det ByzantinskeRige reelt fortsatte i det OsmanniskeRige efter 1453, trods skiftet i domi-nerende religion fra ortodoks kri-stendom til islam, er det dog ube -tvivleligt at Balkan-landene i dagførst og fremmest er præget af arvenfra de mange år hundreder undertyrkisk herredømme. Karakteren afdette herredømme er der til gen-gæld ingen enighed om, hverken iforskning eller politik.

Arven fra det Osmanniske Rige

Den moderne tyrkiske stat er en ef-terfølgerstat til det Osmanniske Im-perium på samme måde som Græ -kenland, Bulgarien, Rumænien, Ser-bien, Montenegro, Makedonien ogAlbanien. Men Tyrkiet identificeresnormalt alene med al ineffektivitetog grusomhed i det Osmanniske Im-perium. Som når man tidligere villeskræmme børnene til at sove medordene ‘ellers tager tyrken dig’.

Billedet af et truende, asiatisk Tyr-kiet fremmanes ofte i europæiske of-fentligheder, et billede af et landder på samme tid er geografisk nærtog dog uendelig fjernt, islamisk ogasiatisk. Det er der en lang tradition

for. De europæiske forestillinger omEuropa opstod nemlig akkurat ikraft af den tyrkiske ekspansion. Alkollektiv identitetsdannelse forud-sætter eksistensen af en såkaldt ‘sig-nifikant anden’. Og denne ‘anden’blev for Europa tyrkerne der opfat-tedes som den største trussel moddet kristne Europa. Tyrkerne blev iden litterære og efterhånden ogsåfolkelige offentlighed identificeretmed alt ondt, ukristeligt og ikke-eu-ropæisk. Fjendebilledet af det Os -manniske Rige som den store trusselmod Europa er i den folkelige for-ståelse forstærket af de grusomhe-der der uafviseligt blev begået underopløsningen i 1800- og 1900-tallet.Men den grusomme adfærd i rigetssidste hundrede år var ikke karakte-ristisk for hele dets lange historie.

Det begyndte i Lilleasien, hvorden tyrkiske feudale høvding Os -man 1. der levede fra 1281 til 1326 i1301 grundlagde en lille røverstatpå grænsen mellem det svækkedebyzantinske rige og seldsjukkerne iKonya. Vestanatolien havde udgjortet magtvakuum siden midten af1200-tallet, idet Byzans var knækketaf tyrkerne og den latinske erobringunder det fjerde korstog i 1204.

De nominelle herskere over Lille-asien var mongolerne, men de ud -øvede ingen effektiv kontrol, lige sålidt som de kristne kejsere gjorde,selv efter at de havde generobretKonstantinopel i 1261. Langs denbyzantinsk-seldsjukiske grænse op-stod en række småriger, hvor stor-



mænd samlede muslimske krigererekrutteret blandt de tyrkiske hyrderomkring sig. I starten var Osmansorganisation det mindste af dissesmåriger, der legitimerede deresoverfald på de kristne ud fra islamsforestillinger om jihad, hellig krig.Krigerne opfattedes som gazi, pro-fessionelle trosforkæmpere.

Det afgørende gennembrud forosmannerne skete, da de anførte deanatolske tyrkeres invasion af Bal-kan i 1353. Tyrkiske hære underosmannisk ledelse erobrede i de føl-gende tiår næsten alle Byzans’ euro-pæiske besiddelser bortset fra områ-det inden for Konstantinopels stær-ke mure. Mellem 1371 og 1396 faldtikke blot de relativt svagt forsvaredebyzantinske område, men også mili-tært stærke, feudale riger som Bul-garien og Serbien i et forbløffendetempo.

Balkan-staternes tungt udrustederidderhære blev totalt slået af detosmanniske infanteri i samarbejdemed let kavaleri. Det samme sketefor de vesteuropæiske ridderhæreder forsøgte at komme deres kristnetrosfæller til undsætning. Mest dra-matisk i slaget ved Nikopolis i 1396 idet nordlige Bulgarien, hvor en vest-lig korsfarerhær under ledelse afden ungarske konge og senere kej-ser, Sigismund, blev udslettet.

Et af de mest skæbnesvangre slag idenne serie af kristne nederlag vardet serbiske riges undergang påslagmarken Kosovo Polje (solsorte-sletten) i 1389. Serberne mindes sta-

dig dette nederlag, og det var Slobo-dan Milosevic’ storstilede nationali-stiske festligheder i anledning af600-års jubilæet for nederlaget til detyrkiske arvefjender i 1989, der blevindledning til den serie af ulyksaligebegivenheder der resulterede i denbrutale opløsning af Jugoslavien.

Begivenhederne i Jugoslavien de-monstrerede betydningen af de ud-bredte mytologiske og forvrængedeopfattelser af fortiden på Balkan.Næsten alle dagens modsætningermellem Tyrkiet og Grækenland,mellem Bulgarien og Tyrkiet, mel-lem serbere og muslimske bosnia-ker, mellem serbere og albanere,mellem kroater og serbere osv. harderes mytiske rod i begivenhederunder det Osmanniske Rige.

Erobringerne indebar nederlagfor de kristne, feudale statsdannel-ser og sejr for det universalistisketyrkisk-muslimske imperium. Menogså alle de gensidige misforståelsergår tilbage til denne periode. Detbegivenhedsforløb de kristne i hvertfald siden hen har opfattet som gru-somt asiatisk despoti og muslimskreligionskrig, opfattede tyrkerne ogde øvrige muslimer på Balkan og iAnatolien – og opfatter delvis stadig– som udskiftningen af ét universeltkejserrige, det Østromerske, med etandet, det Osmanniske. Hvor krist-ne europæere i hvert fald fra slut-ningen af 1700-tallet har talt ommuslimsk undertrykkelse og religiøsfanatisme, husker tyrkerne den rela-tive fred og stabilitet, som ‘deres’



rige medførte på begge sider af skil-lelinjen mellem Europa og Asien.

Europæisk karakter

I realiteten var det tyrkiske rige se-nest fra 1362 en europæisk stat medhovedstad i Adrianopel (Edirne) påden europæiske side af stræderne.At staten nu havde sin vigtigste basisi Europa blev demonstreret af hæn -delserne efter nederlaget til enmongolsk invasionshær under Ti-mur Lenk ved Ankara i 1402. SultanBajazet 1. blev slået og taget til fangemed hele sin hær efter et blodigtslag, der først blev afgjort, da højreflankes asiatiske kontingenter gikover til mongolerne efter at have setat krigslykken gik deres osmanniskehersker imod. Venstre flanke bestå -ende af styrker fra Anatolien og ‘eu-ropæiske’ tropper fra Balkan, isærserbere, kæmpede derimod ifølgeTimur Lenk ‘som løver’.

Nederlaget var tæt på at få det Os -manniske Rige til at bryde sammen.De anatolske vasaller skyndte sig atgenerobre deres uafhængighed un-der Den høje Ports svaghed eftersultanens tilfangetagelse og efterføl-gende død. Men de europæiske be-siddelser forblev loyale. Tilsynela-dende var Balkans bondebefolknin-ger tilfredse med deres relativt tole-rante nye herrer der gav dem lov atbenytte deres eget sprog, praktiserederes egne love og udøve deresegen religion. Bare de betalte skat.Det var først og fremmest serbernes

loyalitet der tillod de osmanniskesultaner at bringe riget på fode oggenoptage ekspansionspolitikken,først mod Ungarn siden mod Kon-stantinopel.

Første fase af denne plan blevfuldført med erobringen af Konstan-tinopel 29. maj 1453. Sultan Meh -met 2. fik i den anledning tilnavnetFatih, erobreren, og opfattede sigdesuden som kaysar-i-Rûm, dvs. kej-ser af Byzans (det andet Rom). Fradenne basis udgik en ny mægtig erobringsbølge. 1459 underlagdeMeh met 2. sig Serbien med undta-gelse af Beograd (en del af Serbienvar som tidlige anført allerede bleveterobret i 1389 efter slaget på Solsor-tesletten i Kosovo); 1464 erobredehan Bosnien og 1467 Hercegovina.Erobringen gik nemt, da den lokaleoverklasse, hvad enten den var orto-doks eller bogumilsk, foretrak de re-ligiøst tolerante tyrkiske herskerefrem for det katolske alternativ. Bo -gumiler betyder på slavisk ‘Guds el-skede’; det var navnet på en særligkristen sekt i Bosnien, der blev for-fulgt som kættere af både den orto-dokse og den katolske kirke.

Det er blevet hævdet at bogumi-lerne var dualister ligesom katarer-ne i Sydfrankrig, og derfor religiøstnærmere islam. Det er sandsynligvisforkert, men uanset hvordan forhol-det var mellem bogumiler og islam,er det givet at de religiøse forhold,især afsky over den katolske kirkesbrutale fremfærd mod de ortodoksekristne var vigtige betingelser for



islams fremgang i Bosnien. I det om-fang bondebefolkningerne blevspurgt, foretrak de så absolut de tyr-kiske skatteopkrævere der opkræve-de en fast takst, frem for deres egnelunefulde feudalherrer som havdeskruet kravene op år for år for atkunne føre krig mod tyrkerne.

Efter et mellemspil hvor Selim 1.mellem 1514 og 1517 erobrede Irak,Kurdistan, Syrien, Palæstina ogEgypten med Nordafrika kom turentil Centraleuropa. Selims søn, Sulei-man 1., erobrede i 1521 den ungar-ske grænsefæstning Beograd og ind-ledte derfra felttoget mod Ungarn. I1526 besejrede han Lajos 2. af Un-garn og Bøhmen ved Mohács i detsydøstlige Ungarn.

Den unge konge faldt i spidsenfor sin hær, og arvekravet på de tokongedømmer overgik til ærkeher-tug Ferdinand af Østrig. Dennekrævede nu foruden Bøh men herre-dømmet over det resterende Un-garn sammen med Kroatien, derhavde været i personal union medUngarn siden 1102, i tillæg til sinehabsburgske arvelande omkringWien (Nedre og Øvre Østrig, Tyrol,Steiermark, Kärnten og Krain – deto sidste udgør det nuværende Slo-venien, mens resten stort set svarertil Østrig, bortset fra Sydtyrol, dertilhører Italien siden 1919).

De kroatiske adelige valgte i 1527Ferdinand til konge, især fordi han ideres øjne besad den store kva litetikke at være magyar. Flertallet af demagyariske adelige accepterede

imidlertid ikke Ferdinand, og denæste 200 år var præget af strid mel-lem habsburgerne og forskellige ma-gyariske tronprætendenter. Dissesidste anerkendte i forskellig gradsultanen i Istanbul som deres øver-ste herre, hvorved billedet af en ab-solut frontdannelse mellem kristnehabsburgere og muslimske tyrkere inogen grad fortoner sig.

Under en serie krige mellem 1697og 1718 erobrede det habsburgskedynastis hære under den fremragen-de general prins Eugen af SavoyenUngarn og dele af Balkan fra tyrker-ne og lagde grunden til en nationalvækkelse blandt osmannernes krist-ne undersåtter.

Moderne og tolerant

Indtil engang i 1700-tallet var detOsmanniske Rige på mange måderden mest moderne og tolerante stati Europa. Det har været svært for eu-ropæerne at indrømme, og billedeter heller ikke trængt igennem udenfor speciallitteraturen. Men faktiskkan man selv overbevise sig om deneuropæiske karakter af den ældretyrkiske kultur ved at studere mo-skéerne i Istanbul. Som bygnings-værker er de selvfølgelig fremmed-artede for os med det kvadratiskerum og de to, fire eller seks minare-ter udenfor.

Denne fremmedartethed forstyr-res ikke af det faktum at en af demest fremtrædende moskéer, HagiaSofia ved sin opførelse i 300-tallet



var en af de fire vigtigste kirker i kri-stenheden (ved siden af Jerusalem,Antiochia og Trier – Peterskirken iRom blev først dominerende tem-melig sent). Ser man nøjere efter, vi-ser det sig imidlertid at disse ‘typi-ske’ islamiske, tyrkiske bygningsvær-ker repræsenterer de forskellige eu-ropæiske arkitekturretninger, somtoscansk renæssance, barok og sågarnyklassicisme.

Årsagen er den enkle at arkitek-terne var indforskrevne europæere– eller kristne bondesønner fra Bal-kan som arkitekten Sinan (1489-1588). De medbragte det sidste ognyeste i vest lig bygningsteknik fradet Italien og Frankrig som osman-nerne stod i nær forbindelse med.Det vil sige at den europæiske kri-stenheds fjende par excellence i rea-liteten stod i tæt kulturel udvekslingmed hovedfjenden.

Det er ikke kun i Sarajevo at mankan (eller rettere kunne) møde isla-misk kultur i europæisk aftapning.Det samme gjorde sig gældende in-den for militærteknologien. Denosmanniske hær, som indtog Kon-stantinopel i 1453, rådede over detmest moderne artilleri i Europa – etartilleri man kan besigtige den dag idag uden for Topkapi-museetsmure.

Tyrkerne vandt deres store sejre,ikke som en antitese til europæerne,men ved at overtage og forfine enlang række europæiske kulturelleopfindelser. Det frygtede infanteri,janitsarerne, blev rekrutteret blandt

bondesønner på Balkan og træne-des jernhårdt, så det blev det bedsteog mest disciplinerede infanteri ihele Europa. Kort sagt, skal man for-stå det Osmanniske Riges succes,skal man ikke se det som en flok no-mader fra stepperne, som væltedeind over de agrare civilisa tioner iEuropa, men snarere som den an-den side af den europæiske civilisati-on, den anden side der i sidste endeved sit tryk skabte to andre store im-perier, det habsburgske og det russi-ske. Disse tre imperier dominerede irealiteten europæisk politik i detmeste af de vigtige århundredermellem 1500 og 1700.

Religion og national identitet

Denne fortolkning bekræftes yderli-gere, hvis man undersøger nøjere,hvordan tyrkerne behandlede denortodokse kristendom i de erobredelande. Allerede i 1454, året eftererobringen af Konstantinopel, fiksultan Mehmed med tilnavnet erob -reren indsat en samarbejdsvillig pa-triark Georg Scholarios med munke-navnet Gennadios.

Han var en ind ædt modstander afdet kompromis med den katolskekirke, der var indgået ved synoden iFirenze i 1439 – som i parentes be-mærket blev anledning til et yderli-gere skisma med skabelsen af denunierede kirke.

Et andet udtryk for samarbejdetmellem kristne og osmannere varadministrationen i de sumanske fyr-



stedømmer. I perioder blev de admi-nistreret af græske skatteforpagterepå vegne af Den Høje Port. Normaltbeskrives deres indsats som blot ogbar udplyndring, og de har i hvertfald efterladt sig et enormt had tilalt græsk i de rumænske og bulgar-ske bondebefolkninger. Faktisk erhovedgrunden til at der ikke er anti-semitisme i Bulgarien at vreden tra-ditionelt er blevet rettet mod græke-re. Således var der store anti-græskepogromer i Plovdiv i 1878. Også ar-menierne forpagtede skatteudskriv-ningen i stor stil, hvilket var en af år-sagerne til det voldsomme folkeligehad mod dem før folkedrabet pådem i 1915.

Den serbiske kirke indgik midt i1500-tallet et kompromis med deosmanniske herskere, der tillod op-rettelsen af et serbisk patriarkat iPec. I 1557 indsatte storvesiren Meh -med Pasha Sokolovic sin broderMakarios som ortodoks ærkebiskop(en familieforbindelse der yderlige-re relativerer forestillingen om rigetsom kun undertrykkelse af de krist-ne på Balkan).

Denne aftale blev til gensidig gavn.Serberne genvandt nu deres religi -øse selvstændighed og domineredeBalkan fra det vestlige Bulgarien tilAdriaterhavet, fra Ungarn til Make -donien, mens Den Høje Port i Istan-bul fik hjælp til at indkræve skatterog udskrive slaviske bondesønner tilderes infanteri, den såkaldte devsir-me (blodtold). Denne ‘afgift’ varblevet indført i begyndelsen af 1400-

tallet og spillede en central rolle idet osmanniske forvaltningssystem.

Med jævne mellemrum rejste sul-tanens embedsmænd rundt i dekristne landsbyer på Balkan, langssortehavskysten og det vestlige Ana-tolien og samlede drengebørnenesammen og tog hvert femte med sig.I Istanbul blev børnene nemlig op-draget i den muslimske tro og abso-lut troskab over for sultanen for atkunne indgå i hans administrativeog militære korps – de såkaldte ja-nitsarer, der kommer af tyrkisk jeniceri, de nye krigere.

Systemet betød nok sorg i famili-erne, men frembød også mulighedfor social mobilitet, idet de tvangs-udskrevne slavere konverterede tilislam og fik den bedst mulige ud-dannelse hvorved de kunne stige tilsamfundets højeste poster. Dennegensidige hjælp varede, afbrudt afenkelte tyrkiske nedbrændinger afserbiske helligdomme, til slutningenaf 1600-tallet.

Efter habsburgernes sejre alliere-de det serbiske patriarkat sig meddet katolske Østrig og brød med Istanbul. Da krigslykken midlertidigtvendte, flygtede patriarken Arsenije3. i spidsen for sit folk fra Kosovo,kaldet ‘det gamle Serbien’, til områ-det omkring Novi Sad i Vojvodinaog Østslavonien. De fik garanteretreligionsfrihed af kejser Leopold 1.og oprettede et metropolinat i denlille by Sremski Karlovci i Vojvodina.Albanske hyrder flyttede ind i deområder de forlod, og det er deres



efterkommere der i dag udgør be-folkningsflertallet i Kosovo.

Osmannerne generobrer

I 1739 lykkedes det osmannerne atgenerobre Valakiet, Bosnien og Ser-bien. Derved uddybedes skellet mel-lem de forskellige dele af Balkan. Påden ene side de økonomisk tilbage -stående, osmannisk beherskede lan-de, på den anden de mere velhaven-de, Habsburgsk regerede, som fikdel i den økonomiske vækst og deadministrative reformer i det øvrigeøstrigske kejserrige i 1700-tallet. Ser-berne under tyrkisk herredømme –stadig det helt store flertal – begynd-te på den anden side at orientere sigmod Rusland for at få hjælp i deresselvstændighedskamp mod tyrkerneog understregede derfor deres orto-dokse og slaviske identitet, menskroaterne blev mere og mere cen-traleuropæiske og katolsk orientere-de. Men samtidig var deres bosættel-ser uhjælpeligt sammenblandede.

Forskellen på serbere og kroaterer først og fremmest et resultat aføkonomiske og politiske processer iforbindelse med skabelsen af de mo-derne territorialstater i Central- ogSydøsteuropa, hvor der var to kon-kurrerende nationsbygningsprojek-ter, et kroatisk (katolsk) og et ser-bisk (ortodokst) – hvortil i dag efterborgerkrigen kommer et tredje, etbosnisk (muslimsk) kaldet bosnia-ker.

Udviklingen af national bevidst-

hed i de nationale stater på Balkankompliceredes yderligere af en sær -lig del af arven fra det OsmanniskeImperium. Ikke så meget den øko-nomiske stagnation, selv om denogså betød noget, som det faktum atbefolkningerne i det OsmanniskeRige var organiseret efter religiøsekriterier, millet-systemet. Det inde-bar at den serbiske ortodokse kirkekom til at spille en afgørende rollefor bestemmelsen af serbisk identi-tet, en rolle som var fremmed forden noget mere kosmopolitiske ka-tolske kirke. Denne sammenhængmellem serbiskhed og ortodoks kri-stendom afrundedes med etablerin-gen af det autonome serbiske fyrste-dømme i 1830.

De muslimske befolkninger er li-geledes et resultat af disse stats- ognationsbygningsprocesser, men ikkesom man måske skulle tro på grundaf aktiv mission fra de islamiske tyr-kiske erobreres side. Tværtimod varomvendelse af kristne undersåtterikke i de nye herskeres snævre inte -resse, da den kostede dyrt i mang-lende skatter. Ikke-muslimske un-dersåtter havde fuld religionsfrihed,men var forpligtede til at betale kop-skat og formueskat samt yde forskel-lige former for hoveriarbejde forhærene, hvilket muslimer undgik.Embedsmændene blev uddannedepå særlige skoler og var i hvert fald iteorien sultanens undergivne udenmulighed for at indlede feudale op-splitningsprocesser.

Uanset hvad årsagerne end var,



bevarede den bosniske adel ligesomadelen i Albanien og på Kreta sinjord og sine privilegier ved at kon-vertere til islam. På længere sigtkom denne islamisering til at skær-pe de kulturelle modsætninger i Bal-kan-landene.

Ganske vist opgav de nyomvendteikke deres modersmål, men udtryk-te sig fortsat på serbisk (serbokroa-tisk), albansk eller bulgarsk. Allige-vel adskilte de sig stadig mere fra deomgivende kristne befolkninger i va-ner og verdenssyn, især fordi desammen med muslimer af tyrkisk af-stamning, der havde fået ret til atåbne forretninger i byerne som kom -pensation for deres uregelmæssigelønudbetalinger, kom til at udgørehovedparten af bybefolkningen.

Muslimerne udgør stadig eller ret-tere udgjorde indtil for ganske nyligover 50 pct. af bybefolkningerne iBos nien, altså en meget større andelend deres andel af den totale be-folkning. Forskellen på en sofistike-ret og kosmopolitisk bybefolkningpå den ene side og en tilbageståen-de landbefolkning på den anden erifølge mange iagttagere ligefrem enaf årsagerne til borgerkrigens heltexceptionelt forbitrede og grusom-me karakter.

Det Osmanniske Rige i opløsning

I 1800-tallet blev befolkningerne påBalkan i stigende grad inddraget iden europæiske moderniseringspro-ces. Kejser Napoléon samlede efter

freden i Schönbrunn i 1809 dele afKroatien, Slovenien og Dalmatien –herunder Dubrovnik, der var blevetindtaget for første gang i bystatenshistorie af franskmændene i 1806 –til én stat ved navn Provinces Illyrien -nes (af det romerske navn for detvestlige Balkan). Det var i dette så-kaldte ‘Illyriske Rige’ at den førsteforestilling om en jugo- dvs. syd-sla-visk enhed af slovenerne, kroaterneog en del serbere blev formuleret.

Denne statsdannelse varede kunfem år, men hvor kort perioden endvar, kom det franske herredømmetil at betyde en kraftig modernise-ring af samfundet med deraf følgen-de spændinger og modsætningsfor-hold. Feudalismen blev svækketmed fjernelsen af adelens skattepri-vilegier og ophævelse af hoveriet.Desuden ændredes skolerne, hvilketde slaviske befolkninger udnyttedetil at konsolidere deres nationalesprog. Handel og håndværk blev fri-taget for lavsvæsenets bindinger, ogkommunikationsmidlerne blev for-bedrede

Sideløbende med denne nationa-le vækkelse gik det OsmanniskeRige i stadig hurtigere opløsningunder dobbelt pres fra den nye be-skyttermagt for de ortodokse krist-ne, Rusland, på den ene side ogStorbritannien og Frankrig på denanden side. Disse sidste ville ikke ac-ceptere at Rusland fik magt overhele Balkan og dermed direkte ad-gang til Middelhavet. Som et nytideologisk våben i sin århundredlan-



ge kamp mod osmannerne var Rus-land begyndt at opfordre de slaviskebondebefolkninger til at gøre oprørmod tyrkerne i ‘panslavismens’navn.

Rusland havde allerede i slutnin-gen af 1400-tallet efter Konstantino-pels fald overtaget værdigheden somkristenhedens ‘tredje Rom’, og i entid med voksende nationalisme vardet derfor nærliggende at påberåbesig rollen som beskytter af alle ret-troende slavere. Det kunne Ruslandgøre så meget desto lettere, som detvar gået ud af Napoléonskrigenesom det europæiske fastlands ube-stridt stærkeste magt.

1804 startede et serbisk oprørmod tyrkerne. Den vigtigste oprørs -leder var Karadjordje Petrocic. 1817blev Karadjordje dræbt af MilosObrenovic, som anerkendtes af sul-tanen som arvefyrste af Serbien un-der tyrkisk overhøjhed. 1830 blevden serbiske autonomi-ordning in-ternationalt anerkendt, samtidigmed at Grækenland blev en selv-stændig stat efter stormagternes in-tervention i den græske frihedskrig1821-29. I 1861 proklameredes enselvstændig rumænsk stat underkong Alexandru Cuza, hvilket igenopildnede andre kristne folkeslag tilat prøve lykken. I 1875 brød et ser-bisk bondeoprør ud i Hercegovina,som hurtigt bredte sig til Bosnien ogtil kroaterne i Bosnien-Hercegovina.

Opstanden inspirerede også græ -kerne på Kreta og i Thessalien ogbulgarerne til at gøre oprør. Uroen

fik først Serbien og Montenegro, såRusland til at erklære osmannernekrig, hvilket efter et halvt års forbi-trede kampe i Bulgarien førte til attsar Alexander 2. i 1878 dikteredefreden i San Stefano. Blandt bestem-melserne var anerkendelsen af Bos -nien-Hercegovinas autonomi underØstrig-Ungarn og oprettelsen af etStorbulgarien med en grænsedrag-ning som Bulgarien lige siden harpåberåbt sig som den eneste retfær-dige. Selv om Serbien havde lidt mi-litært nederlag til tyrkerne, havdedet håbet på territorielle udvidelserog chokeredes derfor, da det så godtsom intet fik af byttet. Bulgarien teg-nede nu til at blive den domineren-de stat på Balkan.

Denne nye russiske orden i Syd -østeuropa fik imidlertid de øvrigestormagter til at reagere, som dehavde gjort tidligere under Krim-kri-gen 1854-56. Ikke fordi de ønskedeat redde ‘Europas syge mand’ somdet Osmanniske Rige nu stadig ofte-re blev kaldt, men fordi de selv villehave del i byttet. Storbritanniensendte en flåde til Konstantinopel,mens Østrig-Ungarn truede medkrig. Berlin-kongressen i 1878 blevet betydningsfuldt skridt på vejen tilskabelsen af nationalstater på Balkan.

Rumænien, Serbien og Montene-gro slap fri fra deres formelle under-ordning under sultanen og blevfuldt selvstændige stater på linjemed Grækenland. Serbien udråbtestil kongerige i 1882. Montenegrohavde været et reelt uafhængigt fyr-



ste-bispedømme indtil 1860, idetembedet gik i arv inden for familienNjegos.

Først i 1908 blev Bulgarien et heltselvstændigt kongerige. Serbien fiken beskeden forøgelse, mens Mon-tenegro fik sit område fordoblet iform af opfyldelsen af et længe næ -ret ønske om adgang til havet. Bes-sarabien tilfaldt Rusland, mens Øst-rig-Ungarn fik overdraget admini-strationen af Bosnien-Hercegovinamed hovedstaden Sarajevo samtidigmed at det besatte Sandjak NoviPazar i det nuværende Serbien.

Bosnien-Hercegovina kom til atskabe store problemer for Østrig-Ungarn især efter landet blev for-melt annekteret i 1908. Næsten tomillioner serbokroater af katolsk,ortodoks og muslimsk tro blev der-med indlemmet i et imperium, hvorslavernes nationale rettigheder i for-vejen blev ignoreret.

Ganske vist blev provinsen admi-nistreret i fællesskab af Ungarn ogØstrig af dobbeltmonarkiets finans-minister i Wien, så Bosnien undgikden hårdhændede magyariserings-politik, der prægede resten af denungarske rigshalvdel. Men især debosniske serbere var utilfredse og såhen til kongeriget Serbien som de-res beskytter, især efter sejre i 1. og2. Balkankrig mod tyrkerne og bul-garerne 1912-13.

Bulgarien og Serbien havde aftaltat dele Makedonien, hvor et albanskoprør mod ungtyrkernes osmannise-rings-politik havde svækket tyrkerne

alvorligt. Serberne skulle have Nord-albanien og dermed den attråedeadgang til havet, mens Bulgarienskulle have størstedelen af det nu-værende Makedonien. Græ kenlandog Montenegro sluttede sig til koali-tionen, der derefter åbnede fjendt-lighederne med et ultimatum til dettyrkiske rige, hvor ungtyrkiske offi-cerer havde taget magten i 1908 ogindledt en modernisering for at red-de det multinationale rige.

Sejren var hurtigt hjemme, da deforenede Balkan-hære var veludrus-tede og dobbelt så mange som tyr-kerne. Der blev indkaldt til en freds-konference i London. Her splittedessejrherrerne, især på grund af Bul-gariens territorialkrav; det ønskedestadig San Stefano-traktatens græn-ser. Bulgarien forsøgte sig med etoverraskelsesangreb på Serbien,hvilket fik rumænerne og tyrkernetil at blande sig på serbernes og græ -kernes side.

Stillet over for dette pres måtteBulgarien kapitulere efter 14 dageskamp. Denne krig mellem serberne,støttet af Rusland og bevæbnet afFrankrig, på den ene side og Bulga-rien, støttet af Østrig-Ungarn og ud-rustet af Tyskland, på den anden,skulle vise sig at være en general-prøve på Første Verdenskrig.

Med freden i 1913 var det praktisktalt slut på den osmanniske tilstede-værelse i Europa. Bulgarien fik detvestlige Trakien og dermed adgangtil Middelhavet, Grækenland detmeste af Makedonien, mens Albani-



en til de krigsførende staters storeoverraskelse blev en selvstændig statførst og fremmest for at hindre Ser-bien i at få adgang til havet.

Serbien var alligevel den store sejr -herre med en næsten fordobling afsit territorium i form af indlemmel-sen af det vestlige Makedonien ogSandjak Novi Pazar. Dette sidste hav-de Østrig-Ungarn forladt i 1908 sommodydelse for indlemmelsen afBosnien-Hercegovina. Således fikSerbien og Montenegro omsiderfælles grænse og kunne derfor sam-arbejde militært, noget Østrig-Un-garn havde modarbejdet i årevis.Den nye, selvsikre serbiske statstræbte efter at samle alle sydslavereom sig, og mange begyndte at kaldeden nye stat for ‘Balkans Piemonte’med en hentydning til den stat, deret halvt år hundrede tidligere havdesamlet Italien.

Det Osmanniske Rige blev sønder-lemmet ved Sèvres-traktaten af 10.august 1920 (Balkan delen af Ver -sailles-freden) og opdelt i en rækkeeuropæiske protektorater, herunderet græsk. Grækenland havde fåetoverdraget Smyrna (Izmir) med enstor græsktalende befolkning og be-satte med denne by som udgangs-punkt det vestlige Anatolien. Detprovokerede en national tyrkisk re-aktion.

Den store folkeflytning

Det markerede begyndelsen til denførste store folkeflytning på Balkan.

Knap to millioner såkaldte ‘græke-re’, dvs. ortodokse blev fordrevet fraAnatolien og den europæiske del afTyrkiet, mens godt 700.000 ‘tyrkere’,dvs. muslimer, blev sendt den andenvej. Trods international overvågningfra Folkeforbundet omkom i hund -redtusindvis af mennesker i proces-sen. Resultatet var at hvor den krist-ne befolkning i 1910 havde været på2,4 millioner, var der i 1923 kun400.000 kristne (‘grækere’) tilbage iTyrkiet.

Denne første internationalt over-vågede ‘etniske udrensning’ med-førte et had og en bitterhed mellemde to stater, som endnu langtfra erovervundet. Samtidig medførte denen social destabilisering først ogfremmest i det mindre Grækenland,der resulterede i to militærdiktatu-rer henholdsvis 1936-41 og 1967-74og en forbitret borgerkrig mellem1944 og 1949, der især førtes i dennordlige del af landet op mod Alba-nien og Makedonien, hvor denkommunistiske bevægelse fik støttefra Titos Jugoslavien, indtil 1949 dagrænsen blev lukket.

Ved Lausanne-traktaten 24. juli1923 anerkendte stormagterne Tyr-kiets selvstændighed, og i april 1924blev kalifatet afskaffet. Dermed varTyrkiet endegyldigt en sekulær re-publik efter vestligt forbillede mednogenlunde sikre grænser.

I en vis forstand er Tyrkiet den of-ficielle efterfølgerstat til det Osman-niske Rige, men har brudt med det-tes multinationale karakter til fordel



for en nationalstat. Men det gør ihvert fald ikke Tyrkiet mindre ‘euro-pæisk’ end de andre nationale efter-følgerstater på Balkan, Grækenland,Bulgarien, Rumænien, Albanien ogJugoslavien. Alle disse lande har for-søgt at skabe homogene nationalsta-ter på basis af en dominerende be-folkningsgruppe og én religion, ogingen af dem kan siges at være me-get mere succesfulde end Tyrkiet.

Den tyrkiske stat har været prægetaf både styrker og svagheder place-ret som den er midt mellem Europaog Nærorienten, mellem islam ogen sekulariseret republik, mellemmoderne industri og traditioneltbondesamfund.

Tyrkerne vedkender sig arven fraosmannerne men ikke gælden. Græ -kerne derimod har lige fra begyn-delsen af 1800-tallet og den megetromantiserede græske frihedskrig i1820’erne fremstillet sig selv somden klassisk kristne, europæiske ogdemokratiske antitese til de grum-me ‘asiatiske’ tyrkere. Efter oprettel-sen af den uafhængige græske stat i1830 levede et overvældende flertalaf grækerne fortsat under osman-nisk herredømme, idet mindst totredjedele af samtlige græsktalendepå Balkan, i Anatolien og Mellem-østen var undersåtter under sulta-nen.

Græske politikere og det græ skemilitær opfattede den nye statsdan-nelse som første led i en fortsat pro-ces, der først var afsluttet når densidste ‘græker’ var blevet borger i

den nye stat. Idéen om en selvstæn-dig græsk stat var først og fremmestundfanget i det græske samfund iden russiske sortehavsby Odessa,hvor vestlige oplysningsidéer og fo-restillinger om national identitethavde slået rod. Men da alle natio-nale programmer forudsætter entæt forbindelse mellem territorium,folk og sprog var det nødvendigt atetablere staten på den gamle ‘helli-ge’ jord – på nøjagtig samme mådesom det jødiske nationale program,zionismen, ikke kunne udfolde sig idet Østeuropa hvor idéen var und-fanget på linje med andre nationaleprogrammer, men måtte finde fod-fæste i Palæstina.

Den ungtyrkiske revolution i 1908indledte en national omdefineringaf grundlaget for det OsmanniskeRige. Reformer var strengt nødven-dige, men den tyrkisk-nationale om-orientering fik den ortodokse be-folkning til i vid udstrækning at be-kende sig som nationale grækere.Det faldt sammen med en vellykketgræsk militær indsats mellem 1912og 1922. Men trods denne tilsynela-dende succes og en vis nybesindelsepå den byzantinske arv var den ungegræske nationalstat ekstremt følsomover for diskussioner af grundlagetfor den nationale ideologi.

Konfrontationen mellem drøm-men om det evige Grækenland ogden nygræske virkelighed var vold-som og ofte smertefuld med bitterskuffelse for de indfødte, der hver-ken gik i hvide lagner, talte om filo-



sofi eller talte oldgræsk. Alligevel vi-ste begejstringen for antikken sigstorpolitisk virksom. Den var afgø-rende for at Storbritannien brødmed sin traditionelle protyrkiske po-litik i Orienten og sammen medFrankrig intervenerede i befrielses-krigen i 1827.

Samme antik-begejstring lå formo-dentlig ligeledes bag EF’s ikke altfor gennemtænkte accept af Græ -kenland som fuldgyldigt medlem i1981 og siden optagelse i ØMU’en.Især i Storbritannien er denne op-fattelse blevet formuleret eksplicit afpolitikere og embedsmænd, sand-synligvis pga. den store rolle læsnin-gen af græske klassikere spilledeind til for ganske nylig. I debatten idet britiske underhus om ratifikatio-nen af traktaten om græsk medlem-skab udtalte udenrigsministeren atGrækenlands indtræden var “a fit-ting repayment by the Europe oftoday of the cultural and politicaldebt that we all owe to a Greek heri-tage almost three thousand yearsold” (citeret efter Clogg 1992, 2).

Heldigt nok for Grækenland harerindringen om det nazistiske Tysk-lands begejstring for ‘græske’ dyder– dog primært dem hos det militari-stiske Sparta, i mindre grad dydernehos det demokratiske Athen – ikkefæstnet sig i den kollektive euro-pæiske bevidsthed. Historiske myterer en helt central ingrediens i denusikre moderne græske identitetmellem Balkan, Europa, Byzans ogantikken.

Græsk-serbiske fællestræk

Først godt hundrede års krige, syste-matisk national indoktrinering ogoprettelsen af en national græsk-or-todoks kirke i 1833 i konkurrencemed det universalistiske patriarkat iIstanbul har skabt nutidens græskeminination, der er fyldt af mindre-værdskomplekser og aggressionermod alle naboerne, som de da ogsåkonstant har været i konflikt med.Eneste undtagelse er serberne, somgrækerne deler mange kollektiv-psy-kologiske træk med. Senest blevdenne alliance demonstreret underkrigen i det forhenværende Jugo-slavien.

Tyrkerne er ikke skyldfri, bestemtikke. Men tilsammen udgør de tonationer en farlig og virulent kon-stellation, som det er meget vanske-lig at bringe til fred og forsoning.Fristelsen for populistiske og magt-begærlige politikere til at mobiliserehadet for selv at komme til magtenhar sjældent været til at modstå.Men den primære grund til hadet erat de ligner hinanden til forveksling.

Som før nævnt er Bulgarien ogsåen osmannisk efterfølgerstat med etkompliceret forhold til sin fortid. Enstrålende middelalderhistorie blevefterfulgt af et meget direkte herre-dømme af tyrkiske godsejere.

Disse fremstilles altid som grusom-me og vilkårlige, men var muligvismindre krævende end deres kristneforgængere. Hvordan skal man el-lers forklare at så mange kristne gik



over til islam i Bulgarien foruden iAlbanien, Bosnien og på Kreta? Ek-sistensen af et muslimsk såkaldt ‘tyr-kisk’ mindretal i Bulgarien kom tilomverdenens kendskab i 1980’erne,da en tvangsbulgarisering førte til atdet såkaldte ‘tyrkiske’ mindretal påover en million – ud af en total be-folkning på 9 millioner – begyndteat udvandre til Tyrkiet i protest modat de blev tvunget til at udskifte de-res efternavne med bulgarske. Indtilda havde mange af dem været regi-streret som sigøjnere! De fleste er imellemtiden vendt tilbage, og dendirekte forfølgelse er holdt op.

I 1800-tallet rettede bondebefolk-ningens radikale antikapitalisme sigisær mod grækerne, der sad på stør -stedelen af handelen i byerne, selvom de kun udgjorde knap 2 pct. afden totale befolkning. Det kom tilvoldsomme optøjer og massemordpå grækere især i den gamle hoved-by Plovdiv, der dengang helt domi-nerede over den nuværende hoved-stad Sofia, som er en relativt sen op-findelse, placeret i den yderste vest-lige del af landet kun 50 km fragræn sen til det Makedonien bulga-rerne traditionelt har opfattet som‘Vestbulgarien’.

Bulgarien blev etableret som selv-stændig stat med russisk støtte efterkrigen i 1878, men fik som led imagtbalancen mellem stormagterneden tyske prins Alexander von Bat-tenberg til konge. 1885 indlemmedefyrst Alexander Østrumelien om-kring Plovdiv syd for Balkan-bjerge-

ne og beholdt det trods russisk mod-stand.

Bulgariens første ministerpræsi-dent, Stefan Stambolov, kaldes oftefor Bulgariens Bismarck. Dermedhentydes til hans betydning for ska-belsen af en stærk hær, der i den 1.Balkankrig 1912 besejrede tyrkerneog i den 2. Balkankrig næsten klare-de sig mod en koalition af alle nabo-erne. Men kun næsten, med det re-sultat at de andre delte Bulgarienserobringer og reducerede det til enlille, revanchistisk stat, der siden vedenhver lejlighed har søgt at revideregrænserne til fordel for sig selv ierindring om det store middelalder-lige rige, som det ikke er mere.

Stambolov gennemførte også denførste industrialisering af landet,men udviklede sig efterhånden tilen autoritær diktator i stil med denkommunistiske leder Todor Sjivkov.Denne blev i 1989 afsat af sine egneog levede siden i husarrest i en afsine talrige pragtvillaer hvor han ud-sendte et forsvarsskrift i typisk kom-munistisk papstil med den hensigtat retfærdiggøre sig og beklage sigover den ‘uret’ der overgik ham dahan blev afsat af Centralkomi téen.

Det gik ham langt bedre endStambolov der lagde sig ud med deek stremistiske makedonske nationa-lister i organisationen IMRO (påmakedonsk Vatreshna Makedonska-Revolutsionna Organizatsiya, på bul-garsk Vutreshnata Makedono-Od-rinska Revolutsionna organizatsiya,dvs. den Indre Makedonske Revolu-



tionære Organisation) og til sidstblev myrdet af disse i 1895, svigtet afalle sine gamle støtter.

Stambolov blev efter flere mellem-spil efterfulgt af en radikal bondele-der Alexandûr Stamboliski, der byg-gede sin magt på den store klasse afegalitært indstillede bønder, lidt istil med den klasse der i modsæt-ning til traditionerne i Rumænienog Albanien har muliggjort demo-kratiet i Tyrkiet. Bulgarien har imid-lertid ikke været så heldig som Tyrki-et, især pga. utilfredsstillede territo-riale krav og udenlandsk interventi-on.

Stamboliski blev myrdet på endnumere bestialsk vis end Stambolov afden makedonske terroristorganisati-on IMRO, der har ansvaret for enlang række af århundredets mestspektakulære politiske mord. Medpassiv støtte fra det traditionelle establishment torturerede IMROden demokratiske bondepolitikerog endte med at ‘skære de hænderaf der havde skrevet under på freds-traktaten’ efter Første Verdenskrig,som havde kostet Bulgarien alle tid-ligere gevinster, herunder Vesttraki-en der gik til Grækenland, således atBulgarien mistede den efterstræbtedirekte adgang til Ægæerhavet udenom det tyrkisk kontrollerede Bo-sporus.

Konklusion

Af de her beskrevne årsager bør så -

vel Grækenland som Tyrkiet regnesmed til ‘Balkan’, hvis man opfatterbetegnelsen politisk, historisk ogkulturelt og ikke blot geografisk. Deto lande afviser ganske vist i deresegen selvforståelse at høre med.Men netop derved ligner de hinan-den og de øvrige ‘Balkan’-lande.Grækenland vakler imellem arvenfra det klassiske Grækenland og detkristne Byzans, mens tyrkerne vaklermellem den osmanniske arv, arvenfra de centralasiatiske stepper, etislamisk-mellemøstligt tilhørsforholdog tilslutning til en ret autoritær ud-gave af de europæiske værdier.

Fælles for alle landene på Balkaner en arv fra det Byzantinske og detOs manniske Rige. Den kan manvælge at kalde ‘byzantinsk’, ‘caesare-opapisme’ alt efter smag. Givet erdet at det er i denne historiske arvman skal søge baggrunden for defælles træk der karakteriserer dennedel af Europa. Om det vil vare veder op til valg som befolkningerne ogderes ledere træffer.

I øjeblikket synes de glimrende atleve op til de værste fordomme.Men der er andre potentialer i hi-storien.

Uffe Østergård er professor ved CBS, In-ternational Center for Business and Poli-tics.

Litteraturlisten til artiklen kan fås vedat sende en mail til [email protected]



Kroatiens nye præsident spiller kla-ver. Måske ikke som Ignacz gjordeen gang, men sikkert bedre end Ed-ward Heath eller Helmuth Schmidt.Ivo Josipovic er juraprofessor, mendesuden uddannet på konservatori-et i Zagreb, og skulle han få tid til -overs i præsidentpaladset, har hantænkt sig at færdiggøre en opera omJohn Lennon. Josipovic er godt halv-treds og noget af en svigermorsdrøm: høflig og mildt lavmælt udenat blive harmløs, en type som mankan finde i de fleste større euro-pæiske byer, og som til enhver tid vilhjælpe gamle damer over gaden.Men politiker? Josipovic har aldrigværet politiker, kun ‘skolelærer’,som Milan Bandic kalder ham.

Om denne modstander ved præsi-dentvalget kan der ikke siges megetmere, end at Bandic er en sand bal-

kansk politiker og vel næppe ved,hvad et klaver er. Bandic er fra Her-cegovina, den del af staten Bosnien-Hercegovina, som kroatiske indbyg-gere plejer at opfatte som en slagskroatisk Piemonte. For mange afdem er det stadig svært at forstå, atkvinder og langhårede ynglingemed kun dun på overlæben skalkunne bestemme, hvem der harmagten, ved med nogle års mellem-rum at stoppe en lap papir i en valg -urne. Under mere normale omstæn-digheder ville måske også vælgerne idet egentlige Kroatien have været afsamme mening. Men tiderne er ikkenormale. Kroaterne er trætte af poli-tik. Med politik mener de tommeløfter, intriger og korruption. Fremfor alt netop den daglige, omfatten-de korruption. Derfor har kroaternevalgt Ivo Josipovic til præsident, en


Kroatien lider under lidenhedens forbandelseRichard Swartz

Kroatien befinder sig stadig i et limbo mellem EUog et ubestemmeligt alternativ, om hvilket mankun ved med sikkerhed, at det ikke har nogenfremtid

professor som i stedet for politik ogskandaler har befattet sig med atøve skalaer på klaveret.

Kroatien er et meget lille euro-pæisk land, hvor alle kender alle, el-ler i det mindste tror de gør det.Næsten hver lørdag ved middagstidkan man møde alle, som er noget iZagreb, mellem caféen Charlie ogCvetni Trg (Blomstertorvet). Duk-ker man ikke op der, regnes manikke for noget. Franjo Tudjman, denmoderne kroatiske stats fader, villegøre landet større ved at medregneterritorialfarvandet. Kroatien har enlang og meget smuk kyst. Desudenmente han, at Kroatien ‘regionalt’var en stormagt uden at gøre dethelt klart, hvordan denne region såud. Thi Balkan var et ord, den afdø-de landsfader aldrig tog i sin mund,når han udtalte sig om sit katolske,centraleuropæiske Kroatien.

Samtidig er Kroatien dog tilstræk-kelig stort til at have overlevet imere end tusinde år. Man har medheld værget sig mod okkupanter,mod magyarisering, fortyskning gen-nem sprog og kultur og mod serbiskdominans. Men alligevel er Kroatienså lille, at det ikke rigtig har væretnok til en fungerende stat. AntePavelics fascistiske Kroatien var ettysk lydrige, og dagens Kroatien be-finder sig stadig i et limbo mellemEU og et ubestemmeligt alternativ,om hvilket man med sikkerhed kunved, at det ikke har nogen fremtid.Og Kroatiens største aktiv i forholdtil EU er måske, at det er så lille.

Lidenhedens forbandelse

Allerede Krleza havde i sin tid pro-blemer med størrelsen. Miroslav Krleza (1893-1981) er landets størsteforfatter og byttede som kroatisk pa-triot det store (Habsburg) med detlille (Jugoslavien). I den senere delaf sit liv kan han have ændret opfat-telse. Til det allerbedste i hans værkhører det, han har skrevet om netopindelukkethed, det trøstesløse ogsmålige i provinsen, om selve liden-hedens forbandelse. Engang i be-gyndelsen af halvfjerdserne ville jegopsøge ham. Alle sagde, at det varumuligt. Krleza var efter sigende enalt for optaget mand. Men det vistesig at være muligt. I telefonen svare-de mesteren selv: “Kom til en kopkaffe”. Den eftermiddag sad vi sam-men i flere timer, og Krleza villeikke lade mig gå, men næppe pågrund af min lysende konversation.“Kom snart tilbage”, sagde han til af-sked, “ingen besøger mig længere”.Han pegede på telefonen. Det varsandt. Ikke en eneste gang undermit besøg havde den ringet. “Det erså sjældent efterhånden, at jeg fårbesøg fra verden”.

Inden for lågen ligger sneen dyb.Her er der ingen, der rydder. Minven professoren bor alene i den sto-re villa, og med sine 95 år er hanikke meget yngre end sit eget hus.“Jugoslavien var naturligvis større”,siger han efter at have budt på nog-le seje kager, som er tilovers efter ju-len, “og derfor en skole for os gan-



ske primitive mennesker i denne delaf Europa. Vi måtte lære at leve sam-men med folk, vi aldrig havde villetvide noget om. Fra fjender blev dehalvvejs bekendte. Desuden havde videngang altid nogen at give skylden.Slovenerne? Et ubetydeligt folk, somkun tænker på sig selv. En ny poli-tisk skandale med en serber i spid-sen? Men enhver ved da, hvordandet går med serbere! På den mådevar Jugoslavien både skole og sikker-hedsventil. Nu har vi altså vor egenkroatiske stat. Til venstre og højre,hvor man end ser, er der kun kroa-ter. Her er blevet for trangt for os.Og hvem skal vi nu give skylden? El-ler skal vi måske begynde at tage an-svar for de problemer, vi selv laver?Men dertil behøver et folk mindsthundrede år.”

Som skrift i vand

Udenfor sner det igen. Min ven pro-fessoren er ikke sikker på, at dagenskroater er mindre deprimerede,end de var som kroater i Jugoslavi-en. Det er egentlig mærkeligt i be-tragtning af, at de nu har fået denstat, de længtes efter. Forklare detkan han ikke. En del trøster sig medflasken, andre går i kirke. En og an-den sidder hjemme med hovedet ihænderne. Professorens eget hoveder i bedre stand end benene. Allige-vel insisterer han på at følge mig tildøren. Det er den gamle habsburg -ske skole: faderen var ‘kejserlig &kongelig’ general, og i barndoms-

hjemmet gik hans ungarske officers -kammerater ind og ud. Omtrenthundrede år senere beundrer søn-nen stadig den ungarske kultur, somhar efterladt sig så få spor i en ver-den, den beherskede i så lang tid.“Som skrift i vand”, siger han og ry-ster undrende på hovedet. Så mærk-værdigt finder han dette faktum, atdet burde blive samtaleemne vedmit næste besøg.

“Nej,” siger Slavko Goldstein, “deter ikke sandt, at ingen besøgte Krle za. Tro mig, jeg var der ofte.Men han var følsom for stemningerog følte sig vel ensom den dag, Devar hos ham.” Slavko Goldstein er ien og samme person forlægger, for-fatter, politisk kommentator og enslags halvofficiel historisk samvittig-hed, når det gælder kroatiske for-hold. Bag ham på væggen hængernationaldigteren i glas og ramme.Krleza ligner en mæt og temmeligtræt løve, og Slavko Goldstein ne-den under ham bag skrivebordet seruendelig meget yngre ud end sinegodt firs år.

Han fortæller mig, at Krleza pleje-de at klage over søvnløshed og ma-nisk skrivetrang “til den kroatiske lit-teraturs gavn”. Men at Ivo Andric fiknobelprisen i litteratur, og at verdenikke rigtig tog notits af hans egetforfatterskab generede Krleza. Dogvidste Krleza, at den skæbne er ty-pisk for den, der tilhører en lille na-tion. At være afhængig af et sådantfolks modersmål i sit virke fører næ-sten altid til skuffelser. “Ja,” siger


Kroatien lider under lidenhedens forbandelse

Slavko Goldstein, “det kongeligeJugoslavien blev en skuffelse for Krleza. Også det kommunistiske,selv om han og Tito altid kom godtud af det med hinanden. Skuffelsefulgte på skuffelse, og hans verdenskrumpede, indtil den fandtes et an-det sted.”

Bagefter siger han med et ironisksmil, at Kroatien i dag er en “stoltnation”, og at landets politikere kanlide at sige, at de ikke har tænkt sigat vende tilbage til Europa krybendepå deres knæ. Jeg spekulerer på,hvad det betyder. Indeholder på -standen lige dele realisme om egenstorhed og overmodig selvovervur-dering? Men inden jeg har nået atspørge, er min tid udløbet. SlavkoGoldstein har travlt. New York Reviewof Books har bedt ham skrive et essayom Kroatiens tre præsidenter: FranjoTudjman, Stipe Mesic og Ivo Josipo-vic. I en by som New York, hvor kunmeget få ville kunne finde Kroatienpå kortet, kan en kroatisk intellektu-el næppe opleve en større ære.

“Mine tre præsidenter”, siger Slav-ko Goldstein med et lille fornøjetsmil. Naturligvis kender en personsom Goldstein dem alle. Større endsom så er Kroatien ikke.

Europæisk bananrepublik

Ivo Sanader var premierminister ogpartiformand i HDZ, statsgrundlæg -geren Tudjmans gamle parti, indenhan pludselig gik af i sensommerensidste år. Da havde han stået i spid-

sen for landet i næsten seks år. Somårsag til sin afgang angav han fami -lieforhold. Ingen troede ham da, ogingen tror ham i dag, godt et halvtår senere. I januar i år blev hansmidt ud af HDZ, efter at han plud-selig havde forsøgt at generobremagten.

Omkring café- og stambordenemener man at vide, hvad Sanaderikke har kunnet forklare: nogen el-ler nogle truede med at afsløre hanskonti med sorte penge i udlandet.Sanader skulle have været overor-dentlig modtagelig for bestikkelse, iårevis have ladet sig betale rundeligtfor diverse tjenester, han som premi-erminister kunne tilbyde. Det skullevære de sande ‘familieforhold’. Ogafsløret blev han naturligvis i udlan-det, for i Kroatien er jo alle politike-re korrupte og dækker over hinan-den. Hvorfor skulle de pludselig gå ikødet på en af deres egne? Og på ensom af selvopholdelsesdrift sikkerthavde samlet sig et og andet kom-promitterende også om dem? Om-ring stam- og cafébordene menerman derfor også at vide, at det varWashington eller Angela Merkel,som tvang Sanader til at gå.

Thi Kroatien er selvfølgelig en eu-ropæisk bananrepublik. Sker dernoget her, er det kun fordi nogen iomverdenen har besluttet, at nogetskal ske. For de allerfleste kroater erkorruptionen samtidig en slags fik -tion. Den findes på tv eller i avisen.Det bidrager til det fiktive, at enhveroffentlig person, som beskyldes for



korruption, vredt afviser beskyldnin-gen som absurd eller som en for-nærmelse. Derefter plejer der at bli-ve stille, så strategien med at benæg-te alt må anses som vellykket. Detser endnu ikke ud til at hjælpe, atregeringen de seneste måneder harlovet kamp mod al korruption oghar slæbt også ministre for retten.

I årevis gravede tidsskriftet FeralTribune krigsforbrydelser og korrup-tionsskandaler frem. Om Sanader-sagen skrev bladet detaljeret alle-rede i 2003. Feral Tribune var ikkebare mere opposition end nogen iparlamentet, men også en påmin-delse om, hvad journalistik egentlighandler om i et land, hvor menin-ger ofte træder i stedet for fakta.

Men intet skete. Ferals afsløringerblev tiet ihjel. Medarbejdere mod-tog mordtrusler og tidsskriftet blevslæbt for retten. Forrige år gik bla-det i graven, diskret men systematiskkvalt økonomisk af hvad man kunlet overdrevet kunne kalde det kroa-tiske establishment. Den store kor-ruption forbliver fiktion. Den anta-ger bare skikkelse som vage rygter,formodninger, tal med utydeligekonturer, men med mange nuller.Korruptionen er noget for politiker-nes hemmelige bankkonti, ikke foralmindelige mennesker.

Kun mafiaen har råd

Sammen med en ven går jeg på lop-pemarkedet på Britanac og bagefterud for at købe ind til weekenden. På

hylderne i dette bedre minimarkedstår kroatisk vin i rækker, nogle vir-kelig af bedste internationale kvali-tet, men til priser, som gør det umu-ligt at eksportere dem. Det sammekan siges at gælde for loppemarke-det. Her og der er der noget fra ti-den under Habsburg, glas eller nips,som koster mindre end det halve påloppemarkedet i Wien.

Og så drejer det sig alligevel omdet samme sammenbrudte rige.Gode og dyre vine er her en kilde tilnational stolthed. Men hvem kanegentlig købe dem? Til østrigske eller svenske priser i et land, hvorman tjener en brøkdel. Her er detkun billigt at købe brød og kartofler.De fine vine er til for doktoren, si-ger min ven. Skal du på sygehuset,tager du sådan en flaske med. Hosos har kun mafiaen og lægerne rådtil at drikke den slags vine.

Zagrebs bymuseum er næstentomt. Det er en vinterdag med strå-lende solskin. En energisk guide harsamlet en håndfuld besøgende, so-len skinner ind gennem de få vindu-er og oplyser en og anden montre.Fortiden klares med glans; men deter måske lettere med keltere endmed senere okkupanter og overher-rer. Jeg spekulerer på, om det over-hovedet er muligt at skrive byens hi-storie uden at kunne latin, tysk ogungarsk. Men tiden under Habs-burg og Budapest behandles udenforstyrrende nationalistiske overto-ner, sagligt og ikke uden sympati,mens byens efterkrigshistorie hur-


Kroatien lider under lidenhedens forbandelse

tigt snuppes af. De fascistiske år un-der Pavelic og de ti gange flere årunder Tito og kommunismen er stu-vet væk i bare et enkelt rum. Det sermere ud som usikkerhed end hen-sigt. Bagefter kan jeg ikke huske, omder var et eneste billede af Paveliceller Tito.

Hele denne tid kan virke, som omden kun er optakt til nutidens kroa-tiske stat, som til sidst præsenteressom slutakten i et teaterstykke. Na-turtro har man opbygget det rum ipræsidentpaladset, som blev ramt afen granat i maj 1995. Den blev affy-ret af de serbiske udbrydere i Kraji-na under Milan Martics kommando.På museet står nogle ødelagte møb-ler, dækket af murbrokker og puds.Så tæt på var det, at statsgrundlæg -geren Tudjman var blevet dræbt.

Denne søndagsmorgen med foråri luften er der ingen mennesker pågaden. Kun nogle blege nonner gårforbi. Kroatien må være et af de sid-ste lande i Europa, hvor man aldrigser en nonne med sort eller gulhud farve, og det er ikke kun forditilgangen af indfødte skulle være sik-ret. Og Milan Martic? Han sidder ien celle et sted i Estland (efter atvære dømt ved krigsforbryderdom-stolen i Haag for krigsforbrydelserimod serbere. red.). Der skal hansidde i 35 år for forbrydelser modmenneskeheden.

Europas triumf

Milan Bandic tabte gudskelov præsi-

dentvalget, siger man i Zagreb. Idenne europæiske og urbane by op-fattes det som Europas triumf overBalkan. Man er lettet. Her spøgerman gerne med, at Bandic ikke taleret eneste fremmedsprog (heller ikkekroatisk ifølge hans ondeste kritike-re). Men Balkan er alligevel ikke sålangt borte, som man kunne ønske.Krigen i halvfemserne skal haveændret Zagrebs karakter; tilflytnin-gen fra Hercegovina er enorm,men nesker som det indfødte Zagrebikke har nogen høj mening om ogser som en trussel mod sin urbanekultur. Milan Bandic tabte godt nokpræsidentvalget, men med hjælp afdisse tilflyttede masser fra landetfortsætter han med at regere Zagrebsom byens borgmester.

I krydset Ribnjak-Degenova er tra-fikken tung og hensynsløs på enmåde, der næppe kan kaldes urban.En gammel dame bliver stående påfortovet uden at vove sig over gaden,selv da trafiklyset skifter til grønt.Jeg tager hende forsigtigt under ar-men. Sammen kommer vi over tilden anden side og lige så overrasketsom rørt siger hun tak: Her er nokingen blevet hjulpet over gaden si-den kejser Franz Josefs tid.

Richard Swartz er svensk journalist ogforfatter. Han i flere årtier dækket østeu-ropæiske forhold journalistisk og som for-fatter til blandt andet ‘Room service’.

Oversat fra svensk af Klaus Carsten Pedersen.



Fahrudin Radoncic, ejeren af detstørste bosniakiske (muslimske) dag-blad, Dnevni Avaz, og af en rækkeandre medier, skabte overskriftersent i januar med udtalelser om, aten etnisk serbisk journalist, der ind-til for nylig var redaktør ved landetsstørste tv-station, aldrig skulle havehaft jobbet med den etniske bag-grund.

Federal Television (FTV), hvorjournalisten Duska Jurisic er et af dekendteste ansigter, er del af landetsoffentlige radio-tv system. FTV sesisær i områder med bosniakisk fler-tal.

Bortset fra at han er en af Bosni-ens rigeste mænd, har Radoncic,som bespottes og beundres som‘Bosniens Berlusconi’, siden septem-ber sidste år været leder af et nyt po-litisk parti, Unionen for en BedreFremtid.

Radoncic fordømte især FTV’sdækning af Bosniens Muslimske

Samfund, hvis leder Mustafa Cericer Radoncics nære allierede. “Vi kanikke tillade, at Jurisic, som ikke ermuslim, redigerer dækningen afvort Islamiske Samfund”, sagde Ce -ric som et ekko af Radoncic. I flereefterfølgende interview gentog Ra-doncic sine racistiske udtalelser ogtilføjede for god ordens skyld enræk ke personlige fornærmelser.Han beskrev Duska Jurisic som enfrustreret journalist og ‘en ignora -mus’. Samtidig kunne en artikel i enaf hans publikationer i sidste månedom Jurisic og tre andre kvindeligejournalister kun beskrives som enøvelse i kvindefjendsk hadpropagan-da.

Anklagere vender ryggen til

Radoncics udtalelser er i strid medbosnisk lov, som forbyder offentligeytringer af etniske eller religiøse for-domme, diskrimination af etniske


Apartheid lever i BosnienTihomir Loza

Selv om der er love til sikring af ligestilling imel-lem de tre store nationaliteter i Bosnien-Hercego-vina, skal ingen regne med social opstigning, hvisde ikke lever blandt ‘deres egne’

eller religiøse grunde, kønsdiskrimi-nation og hadpropaganda. Men dadette er Bosnien, holder anklagerenæsten per automatik fingrene vækfra sådanne sager.

Som Ivan Lovrenovic, Bosniensnok mest begavede samfundspoliti-ske tænker, skrev i en artikel i maga-sinet Dani, var der kun få reaktionerpå Radoncics udtalelser. Men de få,som reagerede, gjorde det i stærkevendinger. Bosniens Journalistfor-bund beskrev udtalelserne som na-tionalistiske og racistiske og stem-plede dem som ‘hadpropaganda’.Journalistforbundet krævede, at an-klagemyndigheden rejste sag imodRadoncic, og at valgkommissionenskred ind imod hans parti.

Præsidenten for Bosniens Helsin-kikomite for Menneskerettigheder,Srdjan Dizdarevic, sagde, at Radon-cic udtalelser “var uacceptable, ny-nazistiske og ekstremt farlige for etmultietnisk samfund, ja for ethvertfrit samfund”. Enkelte andre offent-lige figurer protesterede, men defleste, inklusive folk, som havde tilopgave at overvåge medierne, for-blev tavse. Hvorfor mon?

I nogle tilfælde var der indlysendeog ret prosaiske grunde. Forman-den for Bosniens PEN Center, dernægtede at kommentere Radoncicsangreb på Jurisic, skriver en fastklumme for en af Radoncics publi-kationer, der i 15 år har væretblandt regionens mest vulgære udover at være nationalistisk. Andre vi-ger måske bare tilbage for at lægge

sig ud med en mand, der er kendtsom hensynsløs og som kontrollereren stor del af Bosniens offentligemening. Og han kan meget vel fåformel politisk magt ved parlaments-valget i oktober.

Nogle uafhængige personlighederkan simpelthen generelt være tilba-geholdende med at give sig offent-ligt til kende, fordi de ser Radoncicsseneste nationalistiske udfald sombare endnu en beklagelig, men min-dre episode i opvarmningen til envalgkampagne, der ventes at blivemere beskidt end nogen tidligere.

Og vi har i sandhed hørt lignendeopfordringer til etnisk og religiøsudskillelse mange gange før i Bosni-en. Sidste år, da en imam blev fun-det skyldig i seksuelt misbrug af en10-årig pige, fordømte Mustafa Ce -ric pigens familie for at have hyreten advokat, der tilfældigvis var ser-ber, til at tale deres sag i retten. Iføl-ge Ceric var advokaten som ikke-muslim ude af stand til at forstå sa-gen og bosniske muslimer i det heletaget.

Muslimer kan ikke dømme serbere

Og det omvendte er også tilfældet.Da den statslige anklagemyndighedi 2008 beordrede en undersøgelse afregeringen under Milorad Dodik,ministerpræsident i Bosniens serbi-ske enhed, Republika Srpska, kaldteDodik det ‘helt uacceptabelt’, at sa-gen blev behandlet af ‘muslimskedommere’. Kun et par stykker i Re-



publika Srpskas civilsamfund og in-gen serbiske politiske partier for-dømte Dodiks erklæring. Men detforhold, at vi har været her før, gørikke sagen mindre vigtig.

Et antal politiske positioner er re-serveret til repræsentanter for de tre‘constituent peoples’, bosniaker(muslimer), kroater og serbere, somi landets tredelte præsidentskab el-ler parlamentets overhus. Men ellersskulle folks etniske baggrund ellerbopæl ikke være en forhindring forat få en offentlig stilling, ifølgeBosniens forskellige forfatninger.Men i realiteten bestemmes dinemuligheder i meget høj grad af ditnavn og af, hvor du bor. Du skalikke stræbe særlig højt, hvis du erbosniak i Republika Srpska eller iden kroatiske del af den Bosniakisk-Kroatiske Føderation. Og du skalheller ikke stile højt, hvis du er et-nisk serber eller kroat i dele af Føde-rationen med bosniakisk flertal.

Det har været en stiltiende accep-teret norm siden krigen 1992-1995,der efterlod landet i praksis deltimellem tre stort set monoetnisketerritorier som hjem for tre helt ad-skilte samfund. Bosniens hovedstad,Sarajevo, hvor Radoncic søger at sty-re, har været en af få undtagelser.Før krigen afspejlede Sarajevo i vidtomfang landets etniske diversitet. Idag udgør én etnisk gruppe det sto-re flertal af befolkningen, som i næ-sten alle bosniske byer. Bosnien harikke gennemført en folketælling si-den 1991, men den almindelige vur-

dering, at bosniaker udgør omkring90 procent af Sarajevos befolkning,står uimodsagt. Og byen føler sig af-gjort bosniakisk, som man kan kaldenaturligt, da bosniaker altid har væ-ret byens største etniske gruppe.

Men selv i dag er det sjældent, atSarajevo føles som udelukkende bos -niakisk. I vidt omfang skyldes det etrelativt højt antal ikke-bosniaker, derer aktive i det offentlige liv som jour-nalisten Jurisic. Det er primært folk,som skabte sig eller begyndte at ska-be sig et navn før krigen.

Det store antal ikke-bosniaker idet, som nu primært er en bosnia-kisk offentlig sfære, har meget atgøre med bosniakisk nationalismeskarakter. Den er i hvert fald histo-risk betragtelig mindre ekskluderen-de og paranoid end bosnisk serbiskeller bosnisk kroatisk nationalisme.(Ikke bosniaker spiller også betydeli-ge roller i Tuzla, endnu en by medstort bosniakisk flertal).

Sarajevos rige er bosniaker

Selvfølgelig finder man ikke andreend bosniaker blandt de mest magt-fulde og rige i dagens Sarajevo. Detskyldes ikke, at offentligheden ibyen ikke vil tolerere ikke-bosniakerblandt de mest driftige. Det afspej-ler snarere, at de største stykker afkagen skæres inden for eller underkontrol af nogle få bosniakiske orga-nisationer, de to største bosniakiskepartier og det Islamiske Selskab.

Selv om Radoncic åbenlyst har ta-


Apartheid lever i Bosnien

lenter, som kan bruges i postkonflik-tens kaos og den postkommunistisketransition, ville han aldrig have dre-vet det til noget uden støtte fra Cericog Alija Izetbegovic, den afdødegrundlægger af Demokratisk Ak -tion, det dominerende bosniakiskeparti, og muslimernes leder underkrigen. Radoncic ville som bosniakheller ikke have drevet det ret langti Dodiks Banja Luka, hvor spilletsregler i toppen af business og politikudelukkende bestemmes af serbiskepartier.

Selv om de sjældent kommer helttil tops, har ikke-bosniaker i Saraje-vo alligevel ret synlige positioner imedier, kultur, akademiske instituti-oner, politik og selv i retssystemet.Deres etnicitet understreger i sigselv deres fremtrædende rolle. De erofte højt respekterede af flertalletfor at afvise af tilslutte sig de natio-nalistiske tilbøjeligheder blandt de-res serbiske eller kroatiske etniskefæller, der er endt med at føre kri-minelle kampagner til retfærdig-gørelse af folkemord på bosniskemuslimer. Som mennesker, der somregel støtter en politisk fortælling,der i vidt omfang overlapper, omend sjældent er helt identisk medden gængse bosniakiske fortolkningaf fortiden, er de højt skattede afden mere liberale del af det bosnia-kiske samfund som levende beviserfor, at et civiliseret og multietniskBosnien er muligt.

Men er deres relativt stærke positi-on i Sarajevos offentlige liv mere

end en fodnote i det, som i sidste in-stans er en ret håbløs opdeling aflandet langs etniske linjer i tre sam-fund? Det er det af følgende årsag.

Det gamle tigerskind væk

Førkrigstidens gamle Bosnien, somifølge fablen var et etnisk mønsterkaldet ‘tigerskind’, vil ikke blive gen-skabt. De fleste mennesker vil blive,hvor de er nu. I overskuelig fremtidvil Bosnien fortsætte som et enkeltland opdelt i tre samfund. Menhvordan Bosniens tre samfund be-handler dem, som i realiteten erminoriteter iblandt dem, vil få infly-delse på omfanget og kvaliteten afsamspillet imellem dem. Og det viligen afgøre, om bosnierne vil fort-sætte med at leve i et internationaltsponsoreret limbo eller i et regulærtsamfund, som de kan dele fuldt udsom deres eget.

Og endnu vigtigere vil minoritets-gruppernes position inden for dissetre samfund bestemme og være denvigtigste måler for niveauet af deresinterne demokratisering. Hvis Sara-jevo skal blive et virkelig tolerant ogmere behageligt sted for alle, måfolk som Jurisic bedømmes, uden atderes etnicitet nogensinde spillermed i ligningen. Det burde end ikkediskuteres, at hun som enhver an-den journalist skal være i stand til atse på alle de emner af samfunds-mæssig relevans, som hun vælger atinteressere sig for.

På samme måde kan Dodik kun



nære håb om at gøre Republika Srp-ska til et mere anstændigt samfund,hvis han først begynder at afgifte detoffentlige liv for etnisk udelukkelse.Herunder at bane vejen for at dom-mere, der tilfældigvis er muslimer,kan dømme anklagede, der tilfæl-digvis er serbere.

Et aktivt civilsamfund er afgøren-de for at fremme ændringer, der an-går menneskerettighederne. Mensom afspejling af det, som ofte kal-

des civil apati i landet, svigter aktø -rerne i Bosniens civilsamfund ofteopgaven at protestere højt nok, nårfolk som Radoncic, Dodik og Cericåbent opfordrer til etnisk diskrimi-nation.

Tihomir Loza er vicedirektør for Transi -tions Online, hvor denne artikel blevbragt 12. februar.

Oversat fra engelsk af Vibeke Sperling.


Apartheid lever i Bosnien

Illusionen om at det blot er et spørgs -mål om tid, før Serbien erkender, atKosovo er tabt for evigt, fik i begyn-delsen af marts et skud for boven.

Landets udenrigsminister Vuk Je -remic hævede nemlig under et be-søg i Budapest indsatsen for at beva-re Kosovo som serbisk til hidtil usetehøjder, da han sagde: “Enhver, somtror, at Serbien, hvis det skulle vælgeimellem EU og Kosovo, ville vælgeEU, tager fejl. Det vil aldrig ske”. Oghan tilføjede, at det vil være forkert“at presse Serbien til at vælge imel-lem de to, for vi har ikke nogetvalg”.

Konflikten om Kosovos status skalløses gennem ‘kompromis’, fasthol-der Jeremic og lægger op til en nyrunde FN-formidlede forhandlinger,selv om halvandet års forhandlingeraf den slags tidligere endte uden re-sultat. Serbien er parat til at diskute-re enhver form for løsning, “bortset

fra den ensidige uafhængighedser -klæring”.

Hidtil har Jeremic henholdt sigtil, at Serbien ikke behøver at vælge.Og så længe fem EU-lande nægterat anerkende Kosovos selvstændig-hed, har han formelt set ret. Menden dominerende holdning i EU ernu, at de genstridige EU-lande mårette ind og Serbien erkende realite-terne, at den eneste tænkelige gen-forening med Kosovo er som to su-veræne medlemmer af EU.

I december sidste år afleveredeSerbien sin formelle ansøgning omEU-medlemskab, selv om Bruxelleshavde tilkendegivet, at det var fortidligt. Men Serbien ventes snart atkunne opnå en Stabiliserings- og As-socieringsaftale (SAA), der jo sombekendt ses som det første skridt tilmedlemskab. Den største forhin-dring er ud fra en overfladisk be-tragtning ikke konflikten om Koso-


Serbien skuer mod EU, menbelastes konstant af fortidenVibeke Sperling

Serbien strammer sin udenrigspolitik med uden-rigsministerens udtalelse, at hvis Serbien skal væl-ge imellem Kosovo og EU, så bliver det ikke EU

vos status, men Serbiens fortsatmanglende udlevering af de bosni-ske serberes militære øverstkom-manderende, Ratko Mladic, til krigs-forbryderdomstolen i Haag.

“Vi er bevidste om vanskeligheder-ne i forbindelsen med processen iEU, men vi har ingen tid at spilde.Vi kan ikke tillade endnu en afbry-delse i associeringsprocessen”, sagdeJeremic.

Ros og ris til Jeremic

Vojislav Kostunica, tidligere præsi-dent og ministerpræsident og lederaf Serbiens Demokratiske Parti(DSS), hyldede Jeremic for at brin-ge politikken over for Kosovo tilba-ge til hans partis standpunkt: at Ko-sovo ikke sælges for EU-medlem-skab.

Det er da også blevet svært at seforskel på Jeremic og Kostunica, derikke ville drøfte EU-medlemskab,hvis EU ikke accepterer, at Kosovoer serbisk område.

Cedomir Jovanovic, leder af Libe-raldemokraterne, det eneste serbi-ske parti som støtter Kosovos selv -stændighed, kritiserede derimodJeremic for at bringe Serbiens mu-ligheder for EU-medlemskab i fareog vanskeliggøre et normalt liv forserberne: “Kun en dag efter denfranske udenrigsministers besøg,hvor konklusionen var, at Kosovo eret problem og en byrde fra fortiden,har Jeremic ikke ret til at binde vorehænder for fremtiden og sætte be-

tingelser for vor indtræden i EU vedat skabe irriterende dilemmaer ogen atmosfære, hvor der ikke kan skenoget positivt for Serbien”. Jovano-vic advarede imod “skadelige konse-kvenser internt i Serbien og for debestræbelser, som Serbien har gjortfor europæisk integration, for Jere-mic har sendt den besked til sam-fundet, at Serbien måske vil bevaresine vaner fra fortiden og ikke ænd-re noget som helst i sin holdning tilfortidens begivenheder”.

Cedomir Jovanovic mener, at Ser-bien for sin egen fremtids skyld måerkende, at Kosovo er tabt for evigtpå grund af Slobodan Milosevic’ for-brydelser imod Kosovos albanere.

Serbiens præsident Boris Tadicoverbragte i december sidste år sitlands ansøgning om medlemskab tilEU’s daværende svenske formands-skab.

Tadic har tidligere sagt, at Serbienville vente med at ansøge, til der varopbakning fra hele EU, men beslut-tede i december at de seneste måne-ders ‘momentum’ skulle udnyttes,herunder positive vurderinger fraBruxelles af landets tilnærmelse tilEU. Holland og Storbritannien taltemest ihærdigt for, at Serbiens ansøg-ning måtte vente.

Den svenske statsminister FredrikReinfeldt sagde: “De største udfor-dringer for Serbien er gennemførel-se af reformer og at finde og arreste-re de eftersøgte krigsforbrydere”.

Sverige udenrigsminister, CarlBildt, kaldte det det rette tidspunkt


Serbien skuer mod EU, men belastes konstant af fortiden

for Serbiens ansøgning og “et megetvigtigt led i et helt nyt op sving forprocessen til EU-integration for allelandene i Vestbalkan”. Med Irlandsja til Lissabon-traktaten blev det iføl-ge Bildt muligt at bringe Vestbalkantilbage på EU’s dagsorden. Men somDaniel Korski beskriver i dette num-mer af Udenrigs, dominerer træthe-den i EU over for Vestbalkan.

Stor folkelig støtte

Meningsmålinger viser overvælden-de støtte med op mod 70 procent afserberne for EU-medlemskab, mender er samtidig flertal imod at pågri-be og udlevere Ratko Mladic tilHaag. Denne modsætning tilskrivesden udbredte opfattelse blandt ser-bere, at domstolen er partisk imoddem. For almindelige serbere hardet intet at gøre med deres ønskeom at komme ind i EU’s varme.

Blandt fremskridtene for Serbiener, at landets borgere lige som bor-gere i Montenegro og Makedonienlige før årsskiftet opnåede delvisvisumfrihed til EU, samt at en fri-handelsaftale med EU blev erklæretklar til at blive sat i værk. Den er delaf Stabiliserings- og Associeringsafta-len (SAA), som stadig er blokeret,fordi Holland modsætter sig densikrafttræden, før Mladic er udleve-ret.

Chefanklageren for krigsforbry-derdomstolen i Haag udtalte i en nyrapport inden årsskiftet, at Serbienhar gjort store fremskridt i samar-

bejdet med Haag. Serge Brammertzunderstregede dog i rapporten tilFN’s Sikkerhedsråd, at Serbien måpågribe Mladic, der blandt andet eranklaget for massakren på op mod8.000 serbiske mænd og drenge iSrebrenica i Bosnien i 1995. Udleve-ringskrav gælder også serberen Go ran Hadzic, der er anklaget forkrigsforbrydelser i provinsen Krajinai Kroatien. Han spiller dog ingenblokerende rolle som Mladic forSerbiens integration i EU.

Det er en stor sten på EU-vejen, atMladic stadig er på fri fod, selv omSerbien uendelig mange gange harproklameret, at pågribelse af hamvar nær. Der kommer næppe for al-vor gang i optagelsesforhandlingerfor Serbien, før Mladic er i Haag.Men Holland har dog blødt op påsin position og udtalt, at det ikke vilmodsætte sig, at processen sættes igang.

Frankrigs udenrigsminister Ber-nard Kouchner sagde i den forbin-delse: “Vi må overvinde Hollandsopposition. De har blokeret i umin-delige tider”. Og Beograd sætter nusin lid til næste rapport fra Bram-mertz, som ventes i juni.

Skrappe betingelser

Kouchner gjorde på sin side klartunder sit seneste besøg i Beograd, atdet også haster med, at Serbien‘normaliserer’ forholdet til alle na-boer, herunder ikke mindst Kosovo.Men under alle omstændigheder



mener kommentatorer i både Beo-grad og Bruxelles, at der vil gå man-ge år, før EU’s døre åbnes for Serbi-en.

Mark Almond, britisk historiepro-fessor, siger til Bloomberg.com, at be-tingelserne for Serbien formentligbliver usædvanlig skrappe: “Det ermeget let for EU at sige ‘I har ikkefanget Mladic endnu’, når der op-står problemer”.

Fra årsskiftet overtog Spanien EU-formandskabet. Det stillede Serbienstore forhåbninger til, fordi Spaniener kæmpen blandt de fem EU-lande,som endnu ikke har anerkendt Ko-sovo. Spanien tilkendegav, at det vilbruge formandskabet til at fremmeSerbiens interesser, både når detgælder EU-medlemskab og når detgælder Kosovo.

Med udnævnelsen af en præsidentog en udenrigsrepræsentant for EU,ventes det imidlertid at blive be-grænset, hvad skiftende formandska-ber får af udenrigspolitisk indflydel-se.

Om Kosovo sagde Tadic i Stock-holm: “Vi vil løse den udfordring,men det betyder ikke, at vi nogen-sinde vil anerkende Kosovos selv -stændighed”.

Reinfeldt tog ikke den udfordringop, men sagde, at Serbiens ansøg-ning i sig selv “er en ny begyndelsefor Serbien, der afspejler regerin-gens stærke beslutsomhed og denudbredte folkelige støtte til medlem-skab i Serbien”.

For Serbien er EU-ansøgningen

dog endnu snarere en bøn til EUend noget, der kan give umiddelba-re resultater.

Neddæmper forventninger

“Dette er starten på en ny fase meddybtgående og pinefulde reformer”,sagde Boris Tadic i et forsøg på atdæmpe serbernes store forventnin-ger.

Men, som den serbiske radio- ogtv-station B92 understregede, “giverdet håb, at borgerne er så ivrige ef-ter integration i EU, på trods af, atde for ikke længe siden blev bombetaf flere af de lande, som de nu øn-sker at komme i union med”. B92henviste til Nato’s bombardementeri 1999 for at drive de serbiske styrkerud af Kosovo.

De meget EU-ivrige serbere næg-ter at opgive Kosovo, men menings-målinger har faktisk vist, at hvis val-get står imellem Kosovo og EU, vilflertallet vælge det sidste. Om uden-rigsminister Vuk Jeremics udtalelservil ændre det, står tilbage at se.

Ud over barske reformer på vejentil EU må serberne, det tidligereJugoslaviens største folk, overvindearven efter den tidligere præsident,Slobodan Milosevic, der blev afsat afen folkelig opstand i 2000 efter etårtis brutalt styre.

Milosevics nationalistiske hysteri,som var en af hovedårsagerne til, atJugoslavien blev flået i stykker, hæn-ger stadig som en skygge over Serbi-en, især i den udbredte opfattelse



blandt serberne, at de kun er ofrefor anti-serbiske følelser.

Milosevic, der udnyttede magt -tomrummet efter Titos død i 1980til at oppiske had imod kosovarerne,døde i 2006, kort før afslutningen afretssagen imod ham. Den serbiskeforsvarsadvokat Mirko Barovic siger:“En dom over Milosevic kunne havehjulpet serberne med at bearbejdefortiden”.

Parat til Europa

Nu lover serberne at tilpasse sig mo-derne europæiske værdier. “Vi be-kræfter nu for første gang på skrift,at vi er parate til at indoptage alleeuropæiske værdier”, sagde MilicaDelevic, leder af Serbiens Kontor forEuropæisk Integration, til Beograd-avisen Politika i forbindelse med EU-ansøgningen.

Blandt stenene på vejen til EU erogså EU’s krav om regional integra-tion som forudsætning for EU-med-lemskab. Serbien har stadig lang vejigen til forsoning med naboerne.Kun forholdet mellem Makedonienog Serbien er overvejende afslappet,da de to lande ikke var i krig medhinanden.

Kroatien søger at lægge kulturelafstand til Serbien ved for eksempelat synkronisere serbiske film til kroa-tisk, selv om det er to dialekter afsamme sprog. I Bosnien anklagerbosniakker (muslimer) og kroaterSerbien for at støtte løsrivelse af denserbiske del, Republika Srpska. Der-

for har Bosnien trukket anerkendel-se af Kosovo ud, da landets serberemener, at de har lige så stor ret tilselvstændighed som Kosovos albane-re.

Et prisbelønnet forsoningsprojektvar sidste år udgivelse af en fællesbog, skrevet af historikere fra Serbi-en, Montenegro og Bosnien. Menhistoriebogen standser før krigene i1990’erne, da forfatterne måtte san-de, at “det er for tidligt at skabe enfælles forståelse af krigene”.

Der står primært krigsforbrydersa-ger og grænsestridigheder i vejenfor forsoning. Hvad angår det sidsteudtalte det serbiske udenrigsmini-sterium tidligere i år, at der er ‘storvelvilje’ i både Zagreb og Beograd,når det gælder løsning af konfliktenom grænsen ved floden Donau, somen fælles kommission har fået til op-gave at løse.

“Jeg håber, at kommissionen vilfinde en løsning, der kan forhindreinternational indblanding”, sagdedet serbiske udenrigsministeriumspolitiske direktør, Borko Stefanovic,til det statsejede nyhedsbureau Tanjug.

Helt så let bliver det ikke, da Ser-bien mener, at grænsen skal gå i Do-naus løb, mens Kroatien gør krav påområder på den serbiske side af flo-den.

Lige som Kroatiens EU-ansøgninghar været belastet af grænsestridig-heder med EU-landet Slovenien,frygter kroatiske kommentatorer, atgrænsekonflikter med Serbien og



Bosnien-Hercegovina vil betyde yder -ligere udskydelse.

Kroatien vil ikke komme i EU før i2013 på grund af grænsekonfliktenmed Serbien, skrev det kroatiskeugemagasin Globus i marts. IfølgeGlobus har Kroatien fået besked fraBruxelles om, at landet kan tilsluttesEU i 2013 sammen med Island,“men kun hvis det inden 2011 løserde åbne spørgsmål om dets grænsemed Serbien og Bosnien-Hercegovi-na”.

Krigens spøgelse

Og spøgelset fra den bosniske krigblev vækket igen, da den bosniske vi-cepræsident under krigen, Ejup Ga-nic, blev arresteret i Heathrow luft-havn 1. marts efter Serbiens krav omhans udlevering.

Den samtidige genoptagelse af sa-gen imod Radovan Karadzic, de bos -niske serberes leder under krigen,har ført til anklager imod Serbienfor at udnytte sagen imod muslimenGanic til støtte for Karadzic. Menhertil må siges, at Serbien selv udle-verede Karadzic og har erklæret attiden for beskyttelse af krigsforbry-deranklagede var forbi.

Det kan tage måneder for en bri-tisk domstol at tage stilling til, omGanic skal udleveres til en krigsfor-bryderdomstol i Beograd.

Retssagen imod Karadzic og arre-stationen af Ganic pisker til den bi-tre debat imellem serbere og bos -niakker (Bosniens muslimer) om,

hvad der egentlig skete i Sarajevo imaj 1992, da krigen startede.

Ibrahim Prohic, kommentator vedSarajevo dagbladet Oslobodjenje sag-de til Radio Free Europe, at sam-menfaldet mellem sagen imod Kara-dzic og arrestationen af Ganic ikkeer noget tilfælde. “Der er meget tro-værdige indikationer på, at nogenhar styret det sådan. Dem, som star-tede det onde, har over de sidste 20år vist en forbavsende dygtighed”.Prohic forudså, at sagen vil skadedet i forvejen konfliktfyldte forholdimellem Serbien og Bosnien.

Beograd begrunder sit udleve-ringskrav med, at Ganic var ansvar-lig for 40 serberes død den 3. maj1992. De var soldater i JugoslaviensNational Hær (JNA). Ifølge Beogradkrænkede de muslimske styrker enindgået våbenhvile, da de åbnedeild imod en JNA-kolonne. Bosnienspræsident Alija Izetbegovic var da-gen før blevet pågrebet af JNA i Sa -rajevos lufthavn, så Ganic var ansvar-lig som fungerende præsident.

Anklagerne imod Ganic går tilkernen af Karadzics forsvar. Han for-talte under genåbningen af sagen,at serberne var de første ofre forvold i Bosnien, nemlig 3. maj 1992.Karadzic hævdede, at serberne kunforsvarede sig imod muslimske fun-damentalister, der ville skabe enmuslimsk stat i Bosnien. Og bådeBeograd og de bosniske serbere serGanic som en af de islamiske funda-mentalister.

Hvorom alting er, så bliver Ganics



eventuelle ansvar for drabet på 40serbiske soldater i begyndelsen afkrigen søgt sidestillet med alle derædsler, som Karadzic er anklagetfor.

Rasende kommentarer er sidenvæltet ind på serbiske og internatio-nale netsider. En bosnisk serber, dernu bor i USA, skriver til Radio FreeEuropes netside: “Det er på høje tid,at Ganic stilles til ansvar for sinehandlinger. Angrebet på en kolonneaf unge og ubeskyttede soldater eraf største betydning. Tænk på omdin søn var med”. En bosnisk mus-lim, der kalder sig Bosanac, svarede:“Hvilke ofre? De holdt Sarajevo be-lejret med artilleri og snigskytter, ognu er de pludselig blevet ofre? Kri-gens politik og propagandaen fort-sætter”.

En bosnisk kvinde skældte fraBeograd ud på den megen medie-opmærksomhed om Ganic: “Ingenfølger retssagen imod Karadzic, menalle følger med i, hvor Ganic er”.

I Republika Srpska har adskilligefortalt udenlandske journalister, derhar spurgt til Ganic-sagen, at hankan sammenlignes med Karadzic ogat det er lige så vigtigt at retsforfølgeGanic som at drage Karadzic til an-svar.

Anto Nobilo, en kroatisk advokat,

der har forsvaret den bosnisk-kroati-ske general Tihomir Blaskic i Haag,følte sig overbevist om, at Serbiensudleveringskrav imod Ganic var led ien velkoordineret aktion for at side-stille en bosnisk muslims forbrydel-ser med en bosnisk serbers.

“Serbien har en sammenhængen-de politik og strategi. Om vi kan lidedet eller ej, så må vi acceptere det.Det er en gennemtænkt politik, somde ikke opgiver”.

Bosnisk-muslimske eksilgrupperhar deltaget i den ophedede debatog krævet, at Bosnien tilbagekaldersin nyligt udnævnte ambassadør tilBeograd.

Flere britiske medier betvivler, atGanic nogensinde vil blive udleverettil Serbien, da der er grund til at tro,at han ikke får en fair behandling,når serberne er så opsatte på at sam-menligne Ejup Ganic med den ser-ber der er sigtet for de værste krigs-forbrydelser.

Under alle omstændigheder viserde ophidsede følelser at spædeskridt til forsoning imellem Serbienog naboerne hurtigt ødelægges afkrigens spøgelser, som lever og hardet alt for godt.

Vibeke Sperling er journalist på Politikenog redaktør af Udenrigs.



Lidt over 100 kroner om månedener hvad 150.000 borgere i Kosovofår i understøttelse, viste en ny stati-stik fra Institut for Socialpolitik i Pri-stina i februar. Det betyder ifølgeden ledende avis Koha Ditore, at dengruppe er i en endnu værre situa -tion end dem på den officielle græn -se for ‘ekstrem fattigdom’, der haret par hundrede kroner til rå dighedom måneden.

Det skal især i hovedstaden Pristi-na sammenholdes med et prisni-veau, der er presset i vejret af demange udlændinge og lokale, somarbejder for de internationale orga-nisationer i byen.Koha Ditore citerer en medarbej-

der ved Institut for Socialpolitik forat sige, at tusinder “drømmer om idet mindste at leve på den ekstremefattigdomsgrænse”.

Ifølge rapporten får seks procentaf 34.000 adspurgte familier på so -

cialhjælp end ikke penge nok tilden nødvendige medicin. 20 pro-cent oplyste, at socialhjælpen kundækker de mest basale behov i tidage hver måned. Andre 20 procentfår hjælpen til at strække halvdelenaf måneden.

Og med en arbejdsløshed på 40procent og langt højere for de ungeryger de i forvejen dårligst stilledebagerst i køerne efter arbejde. Ge-nerelt er der få tegn på fremgang iøkonomien. Det forhold at der sta-dig er usikkerhed om Kosovos statusholder internationale investorervæk. Og Kosovo trådte ind på sce-nen som selvstændig stat på et tids-punkt, hvor den globale krise slogigennem og mindskede viljen til atgå ind på nye markeder.

Alene til fødselsdag

De færreste lagde mærke til, at Ko-


Kosovo er stadig et internationalt protektoratVibeke Sperling

Trods de ekstraordinært store summer, som EUhar postet i Kosovo, er det stadig Vestbalkans fattigste og mest isolerede land

sovo i februar fyldte to år som selv-stændig stat. Og reelt er det stadigkun en quasi-stat som fortsat inter-nationalt protektorat.

17. februar 2008, da Kosovo er-klærede sig selvstændigt, var verdens -pressen massivt til stede. En hel delkom også til fødselsdag sidste år,men i år syntes dagen glemt af om-verdenen. I Kosovos markedsføringaf sig selv fremhæves, at landet harEuropas yngste befolkning med engennemsnitsalder på 25 år. “Det gi-ver landet en ånd af optimisme ogforetagsomhed, som I ikke finderandre steder. I kan mærke den posi-tive energi, der gennemstrømmerbefolkningen. Alt er muligt”, heddet i en officiel annonce op til fød-selsdagen.

Det er dog småt med positiv ener-gi blandt de mange borgere i Koso-vo uden udsigt til arbejde.

Kosovo er reelt kun en klar suc-ceshistorie for det, som ikke skete.Serbiens og Ruslands forudsigelserom, at selvstændigheden ville bringenye blodigheder både i Kosovo ogandre steder i Europa, blev gjort tilskamme. Men kaos hersker.

Flere serbere stemmer

Der er spredte fremskridt for samek-sistensen imellem serbere og albane-re. Ved lokalvalg sidste efterår del-tog relativt flere serbere for eksem-pel end i noget valg hidtil, men sta-dig kun et mindretal, fordi Beogradopfordrer dem til at boykotte valg.

15 procent af Kosovos territorium,nord for floden Ibar i og omkringMitrovica er helt uden for central-magtens kontrol og styret af selv-kørende serbiske paralleladministra-tioner for de 120.000 serbere i om-rådet.

Serberne anerkender ikke EU-missionen EULEX, der sidste som-mer skulle have overtaget fra FN-ad-ministrationen UNMIK. Men UN-MIK er der stadig og det enesteudenlandske organ, som de radikaleserbere vil snakke med. Den inter-nationale tilstedeværelse er som enblæksprutte med mange arme.

EU’s særlige repræsentant, PieterFeith, har alene to arme, da hanogså er chef for det InternationaleKontor (ICO). Europa-kommissio-nen har sit eget kontor, og EU harmissionen EULEX. Dertil kommerOSCE og de fredsbevarende styrkerKFOR med Europas næststørsteNato-base. De leger alle i sammesandkasse, men ofte uden at vide,hvad den anden gør.

Peter Feiths mandat blev for nyligforlænget til 31. august. Det sketenæsten uden debat på et møde forEU’s indenrigs- og justitsministre, ef-ter at udenrigsministrene havde for-længet stort set alle andre EU-missi-oner med et halvt år.

Men EU’s mission i Kosovo er ikkesom de andre. EULEX er EU’s hidtilstørste og mest prestigefyldte mis -sion, men den stadig ringere op -mærk somhed omkring den afspejlertrætheden i EU med hele Vestbal-



kan. Derudover er missionen i Koso-vo som alle andre ramt af proble-merne med at få den nye EU-uden-rigstjeneste på plads under barones-se Ashton.

Og EU-trætheden om Vestbalkaner særlig udtalt i Kosovo, da fem EU-lande stadig ikke anerkender Koso-vos selvstændighed. Spanien, som erdet vigtigste modstanderland og nuEU-formandsland, har krævet klartsvar fra Feith om, hvordan han vilsikre EU’s neutralitet om Kosovosstatus. Feith sidder nemlig med detdilemma, at løftet om neutralitet varden eneste måde at få alle EU-lan-des opbakning til EULEX. Samtidiger hele konstruktionen de facto ba-seret på tidligere FN-mægler MartiiAhtisaaris plan for ‘overvåget selv -stændighed’. Miroslav Lajeak, uden-rigsminister i Slovakiet, der erblandt landene, der nægter at aner-kende Kosovo, satte kniven i såret,da han i marts krævede, at Feith skalgarantere EU’s neutralitet i spørgs-målet om Kosovos status.

Den store modsætning er, at EU’sog USA’s aftaler med Kosovos rege-ring netop er baseret på AhtisaariPlanen, som Kosovos regering erforpligtet til, men EU’s folk i landetofficielt slet ikke må tale om.

Plan for nord

Modsætningen er yderlige skærpetaf, at Feiths kontor i Pristina fx haraftalt en plan med Kosovos rege-ring, der skal bringe det serbisk do-

minerede nordlige Kosovo tilbageunder Pristinas kontrol. Hertil sigerSlovakiets udenrigsminister: “Det eraldrig blevet diskuteret eller god-kendt af de relevante europæiske in-stitutioner”.

Kosovo sidder fast i en ond cirkel,hvor den manglende retsstat bety-der, at embedsmænd misbruger of-fentlige midler og uden en god øko-nomi kan den organiserede krimi-nalitet ikke bekæmpes. Ifølge Koso-vos regering vil økonomien vokse påbasis af landets store mineralrig-domme og en stadig yngre befolk-ning. Økonomien ventes at voksemed fire procent i år, men selv detvil være alt for lidt til at rette op påøkonomien. Den årlige per capitaindkomst er 13.000 kroner, mensEU-gennemsnittet er 178.000 kro-ner.

Kosovos største problemer er denfortsat uafklarede status, holdt oppeaf genstridige EU-medlemmer, oglandets svage økonomi.

Disse to største udfordringer be-skæftiger EU-missionen sig ikkemed. Har EULEX så opfyldt missio-nen at gøre Kosovo til en retsstat?Nej, også her er langt igen, selv omder er visse fremskridt i retssystemet.Men problemer er der også mangeaf for KFOR’s bestræbelser på at fåen civil lokal sikkerhedsstyrke op atstå. I marts suspenderede Nato sintræning af den 2.500 mand storeKosovo Sikkerhedsstyrke, efter atden ved en mindehøjtidelighed forKosovos tidligere befrielseshær UCK


Kosovo er stadig et internationalt protektorat

præsenterede en bevæbnet militærstyrke. Det er i strid med styrkensmandat.

Trods den fortsatte tilstedeværelseaf 10.000 Nato-styrker og 2.000 poli-tifolk dommere og anklagere fra EUforbliver Kosovo “en kilde til oghjemsted for organiseret kriminali-tet”, ifølge den seneste EU-kommis-sionsrapport. De internationale re-præsentanter i Kosovo ved, at den ergal, men der har i hvert fald tidlige-re været set igennem fingrene meddet, fordi det er gået ret ublodigt forsig. Og det tilskrives netop samarbej-det imellem underverdenen og lo-kalstyret, som er en magtdelingimellem ledende klaner, herunderregeringsleder Hashim Thacis.

Isoleret fra omverdenen

Der var i december sidste år godenyheder for mange borgere i Vest-balkan, da Makedonien, Serbien ogMontenegro blev givet delvis visum-frihed. Det var det bedste, som EUkunne gøre i forbindelse med 20-året for murens fald. Debatter i Eu-ropa-Parlamentets regi om Europasbetydning for forskellige europæ -iske lande viste, at for borgerne iVestbalkan er ‘frihed til at rejse’ detallervigtigste.

Men visumtvang er der stadig forBosnien og Albanien, som ikke haropfyldt kravene til liberalisering afadgangen til EU. Det menes dogkun at være et spørgsmål om tid, førde kommer med.

Anderledes vanskeligt er det forborgere i Kosovo. Mens EU relativtset har postet flere penge i Kosovosborgere end i nogen anden del afEuropa, er det nye europæiske landlangt mere isoleret fra omverdenenend de fleste andre. Det nye Kosovopas giver kun borgerne i det nu fre-delige land adgang til fem landeuden visa: Albanien, Montenegro,Makedonien, Tyrkiet og Haiti.

Selv borgere i det krigshærgedeAfghanistan har fri adgang til langtflere lande.

Europa-Parlamentet har lagt optil, at der udarbejdes en klar køre-plan for visumliberalisering også forkosovorerne. Som Europa-Parla-mentet har understreget, er deresisolation helt hen i vejret. Det kanikke retfærdiggøres med henvisningtil det uløste spørgsmål om Kosovosstatus, som fem EU lande oprethol-der ved endnu ikke at have aner-kendt Kosovo. EU taler jo for eksem-pel visumliberalisering med Taiwan,som EU af hensyn til Kina ikke aner-kender.

I praksis er det albanerne i Koso-vo, som forbliver ude i kulden, daserbere fra Kosovo med serbisk paskun behøver en proforma adresse iSerbien for at nyde godt af visumli-beraliseringen for Serbien. Med Ser-bien næsten helt inde i varmen påvisumfronten, tilskyndes serbere iKosovo i praksis yderligere til ikke aterhverve sig det nye lands papirer,herunder det nye pas.

Og med den forbedrede situation



for borgere i Makedonien, Monte -negro og Serbien bliver der tale omen ny form for splittelse i Vestbal-kan, med borgerne i Kosovo som deallermest isolerede. Det er nok enringe trøst for dem, at de kan rejsetil Haiti!

Europa-Parlamentets forslag

Europa-Parlamentet har i en rap-port givet svar på, hvad der bør gø -res: “Kommissionen bør inden forgrænser for dens kompetence og ilyset af resolution 1244 (fra 1999.red.) starte dialog med Kosovo forat udarbejde en køreplan for visa-li-beralisering, som den der er etable-ret med lande i Vestbalkan”.

En anerkendelse af Kosovos nyepas vil være et afgørende skridt tilden statsopbygning, som er formåletmed EULEX i Kosovo. Og erfarin-gerne viser, at når EU i Vestbalkanhar haft klare køreplaner, har fælles-skabets indflydelse som blød magtværet størst. Det gælder ikke mindstvisumfrihed.

Efter Europa-Parlamentets indstil-ling om at få Bosnien og Albanienpå ‘den hvide liste’ til visumliberali-sering er der gode muligheder for,at det kan ske i år. Det samme børEU gøre alt for, når det gælder Ko-sovo.

Indtil nu har 65 lande anerkendt

Kosovo, men det er gået stadig lang-sommere og kun 11 nye kom til i2009. Serbien fik FN’s opbakning tilat bede den Internationale Domstoli Haag om at vurdere, hvorvidt Ko-sovos selvproklamerede selvstændig-hed var i strid med folkeretten. Detbliver kun en indstilling uden juri-disk gyldighed, som ventes afsagt enaf de nærmeste måneder. Vurderin-gen er fra flere uafhængige eksper-ter, at domstolen ikke vil fælde enensidig dom. Under alle omstændig-heder bringer kendelsen næppe enløsning på striden og dermed næp-pe en afklaring for Kosovo. Men påpositivsiden er, at landet er blevetoptaget i flere internationale institu-tioner som Den Internationale Valu-tafond (IMF) og Verdensbanken.

Den eneste kontinuerlige officiel-le kontakt imellem Kosovo og Serbi-en er på et område, der er vitalt formange borgere i begge lande: efter-forskningen efter de savnede og til-bagelevering af identificerede lig tilde efterladte. Der er stadig 1.900savnede fra Kosovo-krigen 1998-99,heraf 532 serbere. Samarbejdet her-om har stået på siden 2002 og viser,at der kan tales sammen, når der erpres på fra almindelige borgere.



Kosovo er stadig et internationalt protektorat

I 1999 lancerede EU den såkaldtestabiliserings- og associeringsproces(SAP) for det vestlige Balkan. Pro-cessen omfatter forhandling og ind-gåelse af Stabiliserings- og Associe-ringsaftaler. Den tilbyder landene iregionen væsentlige fordele, menstiller samtidig politiske og økono-miske betingelser, herunder regio-nalt samarbejde og godt naboskab.Landene skal også tilpasse deres po-litiske, økonomiske og institutionel-le udvikling til grundlæggende vær-dier i EU – dvs. demokrati, respektfor menneskerettigheder og mar-kedsøkonomi. Processen indebærer,at landene har udsigt til at blive med -lem af EU, når de opfylder kravenetil medlemskab – de såkaldte køben-havnerkriterier.

I 2006 indgik EU en Stabiliserings-

og Associeringsaftale (SAA) med Al-banien. Aftalen er første skridt i enproces, som senere kan føre tilegentlige optagelsesforhandlinger,og i november 2009 fik Albanienformelt grønt lys til at søge om opta-gelse i EU.

Stabilitet frem for alt

SAP fremhæver stabilitet som denvigtigste strategi til at bekæmpe denusikkerhed og uro, som har kende-tegnet Albanien de seneste 10 år,men hvor den del af processen, derdrejer sig om politisk stabilisering afAlbanien og udvikling af økonomi-en, er tænkt godt igennem, så erden mindre klar, når det gælder deefterfølgende skridt. Det blev dogførst til et problem, da en vis udvi-


Albanien: Behov for EUimod korrupt systemVisar Rexhepi

I slutningen af 2009 fik Albanien formelt grønt lystil at søge om optagelse i EU og nåede dermed etforeløbigt højdepunkt i tilnærmelsesprocessen tilEU. Det skyldes dog ikke deres politikeres fortræf-feligheder

delsestræthed begyndte at brede sigi EU-landene, og der fra flere siderblev rejst krav om et foreløbigt udvi-delsesstop. Denne udvidelsestræt -hed kan være kortere eller længereafhængig af den interne udvikling iEU og situationen i medlemslande-ne. Men den indebærer et alvorligtproblem for de lande, der aspirerertil at blive medlemmer.

Stabiliserings- og associeringspro-cessen gav Albanien et håb om, atnår den var tilendebragt, så ville EUfastsætte en dato for starten påegentlige medlemsforhandlinger,som det var sket for andre østeuro-pæiske lande. Nu hvor udsigten tilEU-medlemskab er mere usikker,kan det blive svært at opretholde dethidtidige udviklingstempo. Nogleanalytikere mener dog, at trods denuværende udsigter, så er Albanienpå ret kurs. En artikel i Economist an-tydede fx, at den økonomiske udvik-ling i Albanien havde været så posi-tiv, at udmeldinger fra EU om, atdet var nødvendigt at sætte udvidel-sestempoet ned, ikke bekymrededen albanske regering.

Denne analyse er kun delvis kor-rekt. Den albanske regering gør sigmåske ikke de store bekymringer, ihvert tilfælde ikke i samme gradsom regeringerne i Kroatien og Ma-kedonien. Men denne ro skyldesikke en stærk og bæredygtig udvik-ling, der er uafhængig af bistand fraEU, men snarere den albanske rege-rings overoptimistiske og forhastedeforventning om, at Albanien uund-

gåeligt vil starte drøftelserne omEU-medlemskab.

Dette standpunkt kan muligvishave en vis regulerende indflydelse,især fordi Vestbalkan i sidste instansnok bliver integreret i EU. Men ti-den indtil det sker kan skade udvik-lingstempoet, lige som det skete imidten af 1990’erne.

De afsluttende forhandlinger omStabiliserings- og Associeringsaftalenafslørede den albanske regeringspolitiske umodenhed og manglendeevne til at tage fat på de forpligtel-ser, der følger af aftalen. Når det ersagt, så har regeringen gjort en vissamlet indsats for at leve op til for-pligtelserne. Det er sket på trods afdens manglende erfaring, idet heleprocessen blev iværksat og udvikletaf den tidligere regering, der varved magten otte år i træk. Der varmed andre ord en manglende konti-nuitet, som måske ikke ville have væ-ret så stort et problem i andre lan-de, men som er et tilbagevendendeproblem i Albanien. Ethvert politiskparti, der vinder et parlamentsvalg,udskifter nemlig hele statsadmini-strationen med folk fra deres egenpolitiske lejr – og udtrykket ‘helestatsadministrationen’ skal i Albani-ens tilfælde tages bogstaveligt.

Krav fra EU

De generelle principper for den po-litiske dialog mellem Albanien ogEU fastlægger de hovedkrav, somdanner grundlag for Albaniens in-


Albanien: Behov for EU imod korrupt system

denrigs- og udenrigspolitik. Dissehovedkrav er demokrati, lovmæssigforvaltning og respekt for princip-perne i såvel international lovgiv-ning som fri markedsøkonomi.

Ifølge disse principper må den al-banske regering påtage sig løbendeat forbedre samarbejdet med nabo -landene, når det gælder den fri be-vægelighed af personer, varer og tje-nesteydelser. I Balkans tilfælde harEU understreget vigtigheden af etfælles regionalt samarbejde for atbekæmpe organiseret kriminalitet,menneskehandel, korruption, ille-gal immigration og hvidvaskning afpenge.

Albanien og EU har i stigendegrad koncentreret sig om lovmæssigforvaltning, god regeringsførelsesamt bekæmpelse af terrorisme ogorganiseret kriminalitet. Forhand-lingerne på disse områder afhængeraf to faktorer: Den første drejer sigom samarbejde om personers be-vægelighed og kræver lovgivning omvisumordninger, asylpolitik og mi-gration. På dette område har den al-banske regering gjort betydeligefremskridt med hensyn til at vedtagelove, men det er fortsat vanskeligt atføre den nye lovgivning ud i livet,især grænsekontrollen og visumord-ningerne.

Den anden vedrører bekæmpelseaf terrorisme og organiseret krimi-nalitet og kræver lovgivning om rets-ligt samarbejde om kriminalsager.Specielt dette område er en stor ud-fordring for Albanien, der er transit-

land for menneskeog narkosmug-ling, og både Albanien og EU harlagt vægt på at tackle problemet påregionalt plan. Der er et desperatbehov for at fjerne Albanien fra kor-tet over organiseret kriminalitet, ogregeringen tog i 2005 en række dra-stiske skridt og begrænsede blandtandet albanske motor- og sejlbådessejlads i Det Ioniske Hav og Adria-terhavet. Selv om albanske handels-og turistorganisationer kritiseredeforanstaltningerne, der stred modderes interesser, har den albanskeregering indtil videre fastholdt dem.

Frihandelszone

De tekniske aspekter af Stabilise-rings- og Associeringsaftalen ved-rører den fri bevægelighed af varer.Ifølge aftalen skal Albanien og EUoprette en frihandelszone. Det vilmed andre ord sige, at Albanien mååbne sit marked for varer fra EU forat styrke den albanske økonomi, for-bedre forbrugerbeskyttelsen ogfremme erhvervslivets udvikling. Dethar umiddelbart været hårdt for denalbanske økonomi. De europæiskeprodukter er eftertragtede hos delokale forbrugere og, trods hensig-ter om at forbedre den hjemligeproduktion, skader de i de fleste til-fælde i virkeligheden de lokale pro-ducenter og bringer mange på kon-kursens rand.

Fremgangsmåden er ikke velgen-nemtænkt. Den har muligvis funge-ret i andre østeuropæiske lande,



men det er usandsynligt, at den ska-ber gode resultater i Albanien. Detskyldes, at det albanske bank-, låne-og kreditgivningsystem er det mestdysfunktionelle i Europa. Det erover ordentlig vanskeligt for erhvervs -livet at få kredit på grundlag af pro-duktivitet og resultater. Siden denødelæggende pyramideskandale i1997 er kreditorerne vendt tilbagetil långivningens barndom, hvorkun varer og fast ejendom blev be-tragtet som sikkerhed for kredit.

Det vil tage tid, før den institutio-nelle tillid, der er en forudsætningfor det finansielle system, kommertil at fungere igen. Indtil det sker, vilkun dé albanske virksomheder, derkan konkurrere med europæiskeprodukter, overleve, mens dé, dernok har potentialet, men som samti-dig har behov for en hjælpendehånd i form af kreditter, måske ikkeklarer den.

Processen vil ødelægge, hvad dermåtte være tilbage af hjemlig pro-duktion i Albanien, og i det forløbvil mange miste deres arbejde. Enløsning kunne være udenlandske in-vesteringer, men med Albanienselendige infrastruktur, især elektrici-tet og veje, er det usandsynligt, atudenlandske investorer vælger Alba-nien som deres favoritdestination. Ihvert tilfælde ikke i løbet af de næs -te fem år. Det ville have været enfremragende ide, hvis EU havdevalgt at gå ind og fylde hullerne idenne proces med mikrolån i stedetat yde finansiel hjælp til regeringen

til at stabilisere den finansielle sek-tor, da det højst sandsynligt ikke kanske udelukkende ved regeringensindsats.

Skuffede forventninger

Trods indledende optimisme medhensyn til de første fri valg efter detkommunistiske regimes fald er detbillede, der har tegnet sig af den al-banske politiske elite, mindre endpositivt. Det har tilsyneladende væ-ret vanskeligere end forventet atoverkomme den kommunistiske arv.

Det Demokratiske Parti vandt val-gene både i 1992 og i 1996, menbegge valg gav anledning til volds -episoder. Det Demokratiske Partiblev tvunget fra magten efter kollap-set af pyramidespillet, som partiet ivælgernes øjne – nok ikke udengrund – var tæt forbundet med.

Valget i 1997 blev vundet af Socia-listpartiet, der beholdt magten eftervalget i 2001. Dette valg blev afholdtunder international overvågning,men førte ikke desto mindre også tilvoldsepisoder. I marts 1997 blev derdannet en koalitionsregering, DenNationale Forsoningsregering, menefter et voldeligt oprør blev der ijuni 1997 dannet en ny koalitions -regering, stadig under socialistisk ledelse.

I det første årti efter kommunis-mens sammenbrud lykkedes detikke den politiske elite på nogen afsiderne at leve op til internationalenormer for et liberalt demokrati.



Misbruget af politisk magt som følgeaf stigende korruption og krænkel-ser af menneskerettigheder førte iretning af etpartistyre og en stadigmere forgiftet politisk atmosfære.Den politiske diskurs om et hvilketsom helst emne udartede sig til, atde to hovedmodstandere, Demokra-terne og Socialisterne, rakkede nedpå hinanden.

Lederne af begge partier var dik-tatoriske både i omgangen med hin-anden og med deres egne partier.Socialiserede i kommunisttiden varlederne af både Demokraterne ogSocialisterne ude af stand til at til-passe sig de ny vilkår, og i stedet for-faldt de til spil for galleriet og auto-ritært styre. Det havde en negativindflydelse på hastigheden af reform -processen og bidrog til yderligere atunderminere landets stabilitet.

Det er den almindelige opfattelse,at der blev svindlet med valget i1996, og der er beviser for, at noglevælgere stemte flere gange, og at yt-ringsfriheden blev indskrænket. DetDemokratiske Parti undlod at tagefat på spørgsmålet om korruption,og det fik mange albanere til at mi-ste tilliden til politi og domstolepga. det udbredte kendskab til for-bindelsen mellem bander, politi ogregeringsmedlemmer. Politietskrænkelser af menneskerettigheder-ne bidrog yderligere til vælgerkorp-sets mistillid og fornemmelse af, atnepotisme og klientelisme havde in-filtreret regeringsstrukturerne.

Begge partier har også forsøgt at

kontrollere medierne i stedet for atfremme udviklingen af frie og åbnemedier. Fatos Nanos socialistiske re-gering var ekspert i at chikanere ogcensurere medierne, og selv om SaliBerishas demokratiske regering ikkeåbenlyst har angrebet medierne somNano gjorde, så lykkedes det hellerikke den at gennemføre en medie-lov, der garanterede medierne uaf-hængighed. Regeringen har des-uden været langsom til at udstedepermanente sendetilladelser, så deelektroniske medier er havnet i ensårbar situation, hvor det er svært atskaffe de nødvendige midler, fordisendetilladelserne kun er midlertidi-ge. Det har fremmet en barsk selv -censur.

Endelig blev den tætte forbindelsei vælgerkorpsets bevidsthed mellemden demokratiske regering og dekollapsede pyramidespil i foråret1997 opmuntret af Socialisterne, derpå den måde gav næring til retssta-tens mulige sammenbrud, efterhån-den som våbenlagre blev plyndret,og bevæbnede bander tog kontrolmed flere områder i syd. I stedet forat støtte retsstaten greb oppositio-nen chancen til at fremme sineegne mål. Da staten brød sammen iforåret 1997, var det derfor måskeikke så overraskende, at der i dettepolitiske tomrum blev lagt stigendevægt på Kanuns autoritet (Kanun eren sædvaneret, der stammer fraNordalbanien. Red.) Det undermi-nerede kvinders stilling yderligere,øgede antallet af blodfejder og styr-



kede bandernes magt. Med densammenbrudte økonomi og tabet affolks opsparinger blev migration envigtig strategi for de familier, derkunne finde midler til at sende et fa-miliemedlem udenlands.

Fortsat mudderkastning

Socialistpartiet vandt som nævnt val-get i 2001, men trods dets tidligerekritik af Demokraterne, syntes parti-et ikke at gøre meget for at få styr påde problemer, der havde plaget detsforgængere. Korruptionen fortsatteuhindret, og grænserne forblev sva-ge, hvilket fik Europarådet og andreeuropæiske institutioner til at kriti-sere regeringen. Socialistpartiets le-der, Fatos Nano, der selv var tidlige-re kommunist, styrede sit parti på enmåde, der mest mindede om kom-munisttiden, og eliminerede al væ-sentlig opposition inden for partiet.Bl.a. blev de to tidligere premiermi-nistre, Ilir Meta og Pandeli Majko,tvunget til at trække sig tilbage.

Det er heller ikke lykkedes densiddende regeringsleder Sali Beris-ha, der er leder af det DemokratiskeParti, at skjule sin kommunistiskeballast. Til trods for at han i vælger-nes bevidsthed forbindes med mod-stand mod socialisterne, forbliverhan tæt forbundet med den kom-munistiske mentalitet.

Også under Socialistpartiets nu-værende leder, Edi Rama, er der in-tern uro i partiet. Rama led neder-lag ved parlamentsvalget i 2009, og

den eneste måde han har kunnetforblive ved magten i Socialistpartietvar – og er – ved at forkaste valgre-sultatet og erklære det for manipu-leret. På den måde har han lettetpresset på sig selv for at træde tilba-ge.

I opposition er begge partier gre-bet til boykot af valgresultater, nårde ikke har fået deres vilje, og såle-des gjort det muligt for det regeren-de parti at opføre sig mere autokra-tisk. Den situation blev overvundet i2002, da det lykkedes Den Euro-pæiske Union at forhandle en fællesaftale mellem de to store partier. I2003 var de imidlertid vendt tilbagetil de gamle vaner, selv om brugenaf boykot er blevet mindre.

Det er et stort problem, at enhverny regering har været tilbøjelig tilhelt at udskifte politiets styrende or-ganer. EU var uhyre kritisk over forDet Demokratiske Parti og Socialist-partiet i tiåret efter kommunismensfald. Perioden beskrives som én,hvor “konfrontation og konflikt varden politiske norm, og fjendskabforhindrede en konstruktiv politiskproces”. Dette fjendskab mellem deto store partier får også skylden forat have fjernet opmærksomhedenfra kampen for at få den udbredtekriminalitet under kontrol, eftersomområder som Lazarat i syd og Baj-ram i nord stadig kontrolleres delvisaf bander og klanledere. Endelig erder en tendens til, at både partierog vælgere forveksler det parti derhar magten, med staten, hvilket



fremgår af partiernes vane med atudskifte hele personalet med deresegne ‘kumpaner’, når de kommertil magten.

Nepotisme og korruption

Den aktuelle situation i albansk poli-tik er udtryk for den politiske elitesnegative holdning til både EU ogegen befolkning. De nuværende po-litikere har monopolitiseret albanskpolitik, og vi har nu et topartisystem,der lægger op til, at de i al evighedkan skiftes til at have magten. Socia-lister og Demokrater har skabt enbipolær situation i albansk politik,hvor de to partier er fælles om inter-essen i at sikre sig ejerskab over destørste virksomheder i landet.

Den privatiseringsproces, der harfundet sted de seneste 20 år, harbortset fra Ruslands været den mestkorrupte i verden. Som eksempelkan nævnes privatiseringen af HotelTirana: Det blev købt af forretnings-folk med forbindelser til Demokra-terne og Socialisterne, og hvor dengennemsnitlige kvadratmeterpris forejendomme i Tiranas centrum ermellem 2.500 og 4.000 USD, så blevHotel Tirana solgt for 76 USD perkvadratmeter. Salget af bryggerietBirra Tirana er en anden skandale,som aldrig er blevet omtalt i medier-ne.

Da Det Demokratiske Parti vandtvalget i 2005 blev det skarp kritiseretaf Top Channel (en af de største tv-stationer i Albanien. Red.), som kort

efter blev offer for regeringsbureau-kratiet, da den blev idømt en gigan-tisk bøde på 12 mio. USD, der kun-ne tvinge kanalen til at lukke. TopChannel og andre medier protestere-de over bøden, men efter tre måne-der var der ikke længere nogen, dertalte om den. Men et er sikkert: TopChannel er ikke længere så kritisk,som den plejede at være, og dermeder et af de sidste kritiske frie medierforstummet.

Albansk politik har siden 1990 væ-ret dikteret – nogle kalder det styret– af den samme politiske klasse. So-cialister og Demokrater har væretgode til at samarbejde, når det hardrejet sig om at skabe et topartisy-stem i Albanien – og det er lykkedes.Desværre for Albanien har erfarin-gerne med flerpartisystem hellerikke været gode, idet de små partiersom tungen på vægtskålen fik alt formegen magt, som de uhindret mis-brugte.

Albanien har lidt under sine poli-tikere lige siden kommunismensfald. Uanset hvordan man ser pådet, er det den albanske middel- ogunderklasse, der betaler prisen forat være stillet uden for den euro-pæiske familie. Og mens albanskeborgere på mange områder har for-bedret deres adfærd betydeligt, såhar de albanske politikere indladtsig på en destruktiv politik. Det ervigtigt at forstå, at de største tilbage-slag for Albanien i de seneste år skyl-des de politikere, som vi selv har‘valgt’.



Ny strategi

EU befinder sig i en situation, somunionen ikke har oplevet før. Denprøver på alle mulige måder at skub-be Albanien mod EU, men strategi-en for de betingelser, der skal væreopfyldt, giver blot vores politikereendnu mere tid til at blive integre-ret.

Men jeg tror, at EU efterhåndenhar gennemskuet de albanske politi-keres attitude og nu vil anlægge enny strategi, som hedder: Albanienbliver medlem af EU inden for denæste fire år, uanset den politik ellerde reformer der bliver gennemført.EU håber, at i det øjeblik det har Al-banien under sin paraply, kan detbedre hjælpe det til at respektere delove, der har eksisteret i mange år.Hvis EU i sidste instans lader detvære op til albanske politikere, hvor-når Albanien bliver medlem, vil detsandsynligvis ikke ske de første syv til10 år.

Albanske borgere er blevet stadigmere skeptiske over for, om der

overhovedet er mulighed for at fågennemført god regeringsførelse ilandet. Mange politikere i Albanienhar været på den politiske scene imere end 20 år, og ingen af dem hartrukket sig tilbage, selv om de hardet fulde ansvar for at trække Alba-nien ind i et feudalt system, somkun feudalherren – politikeren –har fordel af.

Ikke desto mindre er det min op-fattelse, at Albanien, trods inden-rigspolitikken, i nær fremtid blivermedlem af EU, og når først EU fårnoget at sige, vil Albaniens politiskesystem undergå en mindre revolu -tion, og den albanske befolkningspotentiale endelig for alvor kommei spil.

Visar Rexhepi er født i Kosovo i 1984,men flyttede til Albanien som tiårig.Han er uddannet i Storbritannien, ogblev efter sin kandidateksamen ansat vedUFO University i Tirana. Han bor ogarbejder nu i USA.

Oversat fra engelsk af Brita V. Andersen.



Det endte 2010, som det begyndte i2004, nemlig med Viktor Janukovitjsom vinder af det ukrainske præsi-dentvalg.

Dengang for godt fem år siden varder massiv valgsvindel, og båret afDen Orange Revolution fejede Vik-tor Jusjtjenko ved omvalg Janukovitjaf banen. Demokraten slog dengangden Moskvavenlige apparatjik.

Men i mellemtiden har både Ukrai -ne, Den Orange Revolution og Janu -kovitj forandret sig. Ukraine er tak-ket være revolutionen blevet meredemokratisk med større pressefri-hed end i de fleste andre tidligeresovjetrepublikker. Janukovitj harogså befriet sig fra skabelonen som‘Kremls mand i Kijev’. Jusjtjenko oghans folk fik på den anden sidehverken bekæmpet korruptionen el-

ler stoppet de personopgør, der do-minerer ukrainsk politik. Overgan-gen fra den ‘orange’ Viktor til den‘blå’ Viktor er langt mindre skelsæt-tende, end nogen kunne forudse i2004. Til gengæld ser det ikke ud til,at valget har stoppet de næsten uen-delige magtkampe i ukrainsk politik.Julia Timosjenko, der fik 45,5 pct. afstemmerne mod 48,9 pct. til ViktorJanukovitj, nægter at træde tilbagesom ministerpræsident, hvis ikkeder er flertal for en anden regering.

Ukrainsk politik er et indviklet oguendeligt spil om magt og det, magtkan bruges til: at berige sig. De en-kelte dele af spillet er sjældent syn-ligt indbyrdes forbundet, men mangør altid klogt i at holde øje med dekontrakter og aftaler, der i sidsteende kommer ud af det.


Fra den orange til den grå ViktorHenrik Kaufholz

For almindelige ukrainere er korruptionen temanummer et, to og tre. Den Orange Revolutions ledere tabte, ikke mindst fordi de blot lod korrup-tionen blive værre og brugte kræfterne på at bekæmpe hinanden

Korruption på ukrainsk

Det kan da lyde som en smuk idé atbevilge nye briller til alle veteranerfra Anden Verdenskrig – cirka enmillion. Men hvorfor bestilles bril-lerne ikke efter en licitation blandtukrainske leverandører? Hvordankan nogle ministre fra deres skrive-borde se, hvilke briller veteranernehar brug for?

Sligt generer ikke korrupte ånder,så brillerne blev uden videre dikke-darer via et ukrainsk postboksfirmabestilt i Kina. De fleste briller,770.000, forsvandt under transpor-ten, og af resten passede kun få ve-teranerne. De ansvarlige måtte pågræs et par år, men er tilbage i stil-linger, hvor de igen er med til at be-stemme over offentlige midler.

En helt igennem typisk ukrainskkorruptionssag, der blev afsløret afde stadigt mere og mere selvsikre oguafhængige medier.

Man går galt i byen, hvis man pla-cerer de politiske partier eller blok-ke i Ukraines parlament, VerkhovnaRada, på en skala fra højre til ven-stre. Det nytter heller ikke at læsepolitiske programmer eller analyse-re større taler.

Derimod bliver man ikke så lidtklogere af at se på politikernes arm-båndsure, foretrukne firehjulstræk-kere og restaurantvaner.

I den synlige del af spillet er parti-erne samlet bag en eller flere stærkepersonligheder. Regionernes Parti,som Viktor Janukovitj leder, er en

slags ‘russisktalende amters sammen -slutning’. I de amter taler man ikkebare russisk, man lever af stål ogjern, og så begynder konturerne afgrupperingen at tegne sig. På sam-me måde er ministerpræsident JuliaTimosjenkos såkaldte blok ‘de ukrainsktalende amters sammenslut-ning’. Her taler man ukrainsk, herer landbrug den dominerende er-hvervsgren, og så er den massivebrug af ukrainsk bonderomantik iJulia Timosjkenkos valgkampagne tilat forstå.

Alle partierne er også forbundettil en eller flere stærke erhvervsfolk,de såkaldte oligarker. De ejer så igenaviser, radio- og tv-stationer, og op-træder således i mere end én for-stand som sponsorer for partierne.

Bag Viktor Janukovitj finder manførst og fremmest Ukraines rigestemand, stålmagnaten Rinat Akhme -tov, og gasmilliardæren Dmitro Fir -tasj. Bag Julia Timosjenko, der selvmå betragtes som oligark, finderman Vitalij Hajduk og Serhej Taru-ta, der som Akhmetov gør i jern ogstål.

Nogle oligarker holder sig ude afdet igangværende opgør. Det gælderbl.a. Viktor Pintjuk. Han er den tid-ligere præsident Leonid Kutjmas svi-gersøn og ejer flere tv-stationer, derhar dækket valgkampen forholdsvisafbalanceret og fair.

Netop fordi de enkelte partier/blokke/bevægelser står og faldermed deres ledere, er de personligeopgør indædte. En leder uden magt


Fra den orange til den grå Viktor

er en leder uden nøgle til stats-,amts- eller kommunekassen.

Den første store berigelsesrunde iUkraine – privatiseringen af er-hvervslivet – er forbi, så i disse årgælder det især om at lægge beslagpå jord. Det drejer sig om godbid-der som den tidligere sovjetiske for-søgsvingård på Krim og fiskerikon-trollens anlæg i naturreservater. Ogdet drejer sig især om klassiske inve-steringsobjekter i bycentre. Centraltbeliggende kollegier og lejligheds-komplekser til handicappede gøresmed et pennestrøg overflødige, også er vejen banet for nye butikscen-tre.

Nyeste træ i korruptionsjunglener kontrakter på driften af offentligeejendomme. Der kan skam væregode penge for onklen i byrådet iKrementjuk i at hjælpe nevøens it-firma til monopol på levering afsoftware til huslejeopkrævningen.

Når man bor i Danmark, der er etaf verdens mindst korrupte lande,har man svært ved at forstå, hvordandet er at bo i et af de mest korrupte.Ukrainerne er fortvivlede, men harikke noget valg.

Ifølge forfatningen har Ukraine etoffentligt finansieret sygehusvæsen.Gratis behandling til alle. Alligeveler den syge – eller vedkommendesfamilie – nødt til først at finde etsom regel meget, meget anonymtkontor, hvor sygehusets velfærds-fond holder til. Her findes en prisli-ste på alt fra lagner over piller ogsprøjter til kirurgiske indgreb. Be-

handlingen går først i gang, når af-delingen har set en kvittering fravelfærdsfonden. Ulovligt? Ja. Er detafsløret? Ja. Stoppes det? Nej.

Så for den menige ukrainer erkorruptionen tema nummer et, toog tre.

Demokratisk indsprøjtning

Alligevel er ukrainsk politik ikkehelt principløs, og Den Orange Re-volution var en virkningsfuld demo-kratisk indsprøjtning. Der kæmpesud til sidste finesse om valgloven, ogprincippet om frie og hemmeligevalg sætter heller ikke den tidligerevalgsvindler Janukovitj spørgsmåls-tegn ved. Han har for resten aldrigindrømmet sit ansvar for svindlen i2004.

Alle partier er – i hvert fald offent-ligt – enige om nødvendigheden afen fri presse. Præsident Leonid Kutjmas små sedler til medierne om,hvordan de burde behandle sager-ne, er fortid.

Da partierne nu er topstyredesammenslutninger af personer medkompatible interesser, er ukrainskevalgkampe helt, helt anderledes enddanske. De udspiller sig næsten ude-lukkende i medierne og inddragerkun undtagelsesvis vælgerne. Delangvarige ‘orange’ demonstratio-ner 2004 var undtagelsen, og netopderfor så effektive.

Netop på grund af valgsvindlen2004 har internationale organisatio-ner i årevis lagt pres på Ukraines


BAGGRUND

parlament og præsidentembede forat få valgloven forbedret. Spillereg-lerne skulle være helt klare.

Det blev de nu ikke helt, men alli-gevel var de internationale valgob-servatører nogenlunde tilfredse ef-ter både første og anden runde. Dehar fundet en masse mindre uregel -mæssigheder og sjusk, men ikke denfrygtede systematiske valgsvindel.

“Gårsdagens afstemning var et im-ponerende eksempel på demokrati-ske valg. Dette valg er en sejr for allei Ukraine”, sagde Joao Soares, for-mand for OSCE’s parlamentariskeforsamling og observatørkoordina-tor, på et pressemøde 8. februar.

Som et kuriosum ved man nu, atmobiltelefoner kan bruges til købog salg af stemmer. Vælgeren foto-graferer sin stemmeseddel medkryds inde i kabinen, folder stem-meseddelen sammen og lægger denhelt normalt i stemmeboksen. Valg-tryk? Ikke tale om. Vel ude af valglo-kalet sender vælgeren billedet til sinvelgører og kan hæve dusøren vedkasse et.

Julia Timosjenkos lejr anfægtede iførste omgang valgresultatet bådeved appeldomstolen i Kijev, der be-handler sager om regionale valg -kommissioner, og ved Den Høje For-valtningsret, der behandler sagervedrørende Den Centrale Valgkom-mission, men trak 20. januar klager-ne tilbage.

Klagerne drejede sig om 1,5 mil -lion stemmer, så Timosjenko kunne,hvis retten havde givet hende med-

hold, udligne forskellen på 880.000stemmer mellem de to kandidater.

Den menige ukrainer regnede påforhånd med fiflerier. I en menings-måling fra FOM-Ukraine midt i de-cember udtrykte 68 procent, at deikke regnede med et fair forløb afvalget.

Gensidigt had

Både OSCE’s og Europarådets valg -observatører er stærkt utilfredsemed, at valgloven blev ændret mel-lem første og anden runde. Det dre-jer sig om antallet af tilforordnedefor at godkende valgprotokollen.Det er efter alt at dømme et reeltproblem i det politisk skæve land,hvor Janukovitj dominerer i øst ogTimosjenko i vest. De har beggesvært ved at finde folk nok på deresrespektive ‘udebaner’, men ændrin-gen gjorde det lettere at blokere forgodkendelse.

Præsident Viktor Jusjtjenko over-hørte alle protester og skrev lovenunder – efter alt at dømme udeluk-kende fordi Julia Timosjenko varimod, men ikke havde været i standtil at mobilisere sit flertal i parla-mentet.

Ganske vist var de to kampfællerunder Den Orange Revolution, meni dag hader de hinanden af et godthjerte. Jusjtjenko kaldte på en pres-sekonference 16. februar udnævnel-sen af Timosjenko til ministerpræsi-dent for ‘min allerstørste politiskefejltagelse’. (Hun har i hans præsi-



dent tid været regeringschef febru-ar-september 2005 og igen siden de-cember 2007).

Ser man på tallene, havde de tokandidater, der begge har været itoppen af ukrainsk politik i 10 år, til-sammen mindre end halvdelen afvælgerne bag sig, da de gik ind i an-den runde.

I første valgrunde 17. januar fikViktor Janukovitj 35,3 pct. af stem-merne og Julia Timosjenko 25,05 –altså tilsammen temmelig nøjagtigt60 pct. Med en valgdeltagelse på66,8 pct., har de end ikke halvdelenaf befolkningen bag sig. Så man kanikke lige frem tale om folkets yndlin-ge.

Andelen af vælgere, der stemtemod alle kandidater, steg fra 2,2 pct.i første runde til 4,4 i anden.

Efter flere meningsmålinger atdømme havde en ‘ny’ kandidat væ-ret i stand til at slå både Janukovitjog Timosjenko i anden runde.

Der var et par andre interessantedetaljer ved første runde. For detførste at sejrherren fra 2004, ViktorJusjtjenko, måtte nøjes med 5,5 pct.,og for det andet at rigmanden Ser-gej Tigipko nåede op på 13 pct.

Julia Timosjenko regnede hurtigtud, at Tigipko kunne bringe hendesejren i anden runde og tilbød hamposten som ministerpræsident, hvishun vandt. Men han skulle ikkenyde noget af at ‘samarbejde’ medden politisk hensynsløse regerings-chef og har helt afgjort styrket sitomdømme i den mere og mere poli-

tiktrætte befolkning ved at holde sigude af slagsmålet før anden runde.

Tigipko skal man holde øje medved det næste parlamentsvalg, somkan komme snart som en løsning påmagtkampen mellem præsident Ja-nukovitj og Timosjenko, der trodsvalgnederlaget ikke har gjort minetil at gå af.

Ændret magtfordeling

Som led i forliget om omvalg 2004blev magtfordelingen mellem præsi-denten, regeringen og parlamentetændret. Så Janukovitj kan godt prø -ve at udnævne en ny regeringschef,men denne skal have flertal i parla-mentet. Timosjenko havde før val-get et om end usikkert flertal bagsig. Hun må regne med overløbere.Men selv om Regionernes Parti med172 ud af 450 pladser er parlamen-tets største, har Janukovitj-fløjenlangt til et stabilt flertal.

Viceministerpræsident OleksandrTurtjinov, der går for at være JuliaTimosjenkos højre hånd, sagde 11.februar, at “det er meningsløst forregeringen at træde tilbage”, hvis Ja-nukovitj ikke kan skaffe flertal bagen anden regering. Julia Timosjen-ko har bestemt ikke tænkt sig at gåuden at give Janukovitj kamp til stre-gen og har allerede efter at have op-givet retssagerne om valgsvindel fun-det et passende motto: ‘Hellere of-fer end taber’.

Ukrainske analytikere regner medugelange forsøg på at danne en Ja-


BAGGRUND

nukovitj-venlig regering. Lederne afflere små partier – som parlaments-formand Volodimir Litvin – står tilvalgnederlag, ja måske til at rygehelt ud af parlamentet. Så fortalernefor at prøve at skaffe en Janukovitj-venlig regering ved nyvalg er ikkemange.

Først og fremmest findes de ikke ierhvervslivet, der i praksis holder depolitiske partier i live. I hvert faldhar ingen af partierne med undta-gelse af Tigipko råd til at føre valg -kamp for egne penge.

Erhvervslivet er som ukrainsk me-nigmand interesseret i, at den nypræsident og parlamentet får vedta-get en økonomisk kriseplan. Fore-løbig har Ukraine end ikke en fi-nanslov for 2010.

Ekspræsident Viktor Jusjtjenko si-ger, at det er Timosjenkos skyld, for-di hun ikke tør fortælle folk sandhe-den om statens økonomi. Janukovitjhar da også bebudet et ‘kasseefter-syn’.

En vis økonomisk bedring

Ukrainsk økonomi skrumpede 2009hele 15 pct., mens underskuddet påstatsbudgettet i år endnu er afukendt størrelse. Nu er stålpriserneog dermed eksporten på vej op,men Den Internationale Valutafondhar indefrosset et lån på 16,4 mia.USD. Det kommer først til udbeta-ling, når der ligger en økonomiskkriseplan. Et blandt få lyspunkter er,at Ukraine for en gangs skyld har

betalt sin regning til Gasprom i ti-den – endda på valgdagen 7. feb -ruar.

Kriseplanen vil uundgåeligt brydevalgløfter fra begge kandidater. Dehar begge lovet højere pensioner ogbedre offentlig service. Det bliverder ikke noget af. Tværtimod måselv de fattige pensionister indstillesig på en større varmeregning, fordistaten ikke har råd til at subsidieregassen.

En helt tredje udgang på den po-litiske krise kan blive et forlig mel-lem Janukovitj og Timosjenko. Detkan se paradoksalt ud efter måne-ders indbyrdes tilsvining, men fak-tisk var de to tæt på en politisk aftalesommeren 2009. Den faldt på, at Ti-mosjenko ikke ville give præsident-posten til Janukovitj. Den detalje ernu afklaret.

Viktor Jusjtjenko faldt i folketsunåde på indenrigspolitikken og påhans svigt, når det gjaldt bekæmpel-se af korruptionen, som i stedet blevværre i hans tid ved magten.

Han var udenrigspolitisk udpræ -get orienteret mod vest – mod EUog NATO. Han støttede verbaltGeorgien under den korte krig omSydossetien i august 2008 og irritere-de ustandselig russerne ved at frem-hæve, at russerne har undertryktukrainerne, ikke bare i sovjettiden,men også i tsartiden.

Jusjtjenko havde et yderst an-strengt forhold til både Putin oghans efterfølger på præsidentpost -en, Dmitrij Medvedev.



Oligarkerne siger fra

Men den nøglebegivenhed, der foralvor stoppede al diskussion omUkraines tilnærmelse til Ruslandfandt sted længe inden Den OrangeRevolution, nemlig i Rusland 25. ok-tober 2003. Den dag lod præsidentVladimir Putin forretningsmandenMikhail Khodorkhovskij arrestere,og den dag forstod de ukrainskeoligarker, hvad de kunne vente sigaf en genforening med Rusland.

Selv om man i Kreml og rundt påde russiske barer ikke har vænnetsig til, at ‘Lille-Rusland’ er selvstæn-digt, er den sag vundet af de ukrain-ske nationalister.

Men Jusjtjenko formåede ikke atsætte handling bag sit ønske om in-tegration vestover. Forlydender omet møde umiddelbart efter Justjtjen-kos valgsejr ved omvalget 2004-05mellem ham om en række EU-re-præsentanter passer fint til hans re-geringsstil. “Til lykke med valget.Hvad kan vi gøre for dig?” lød EU-folkenes spørgsmål til helten fraDen Orange Revolution. Jusjtjenkolagde højtideligt hånden på hjertetog svarede: “Bevare Ukraine i jereshjerter”. “Naturligvis hr. præsident,men vi vil gerne gøre mere”. Mankunne, lyder beretningen, høreknappenålen falde, da Viktor Ju -sjtjenko så bøjede sig lidt frem ogsagde: “Det er det vigtigste”.

Men hvad får man så i stedet? Enrussisk trojansk hest?

Jusjtjenko stillede offentligt

spørgsmålet, da valgkommissionenhavde offentliggjort det endeligevalgresultat. Og Janukovitj svaredepronto i et interview med Interfax-Ukraine:

“Til dem, der venter at mit præsi-dentskab vil svække Ukraine, har jegkun et at sige: Det får I ikke at se.Jeg har tilstrækkelig styrke og konse-kvens til at forsvare Ukraines inte -resser i forholdet til alle partnere ogalle naboer. Hvert skridt, jeg tager,vil sigte på at styrke Ukraines uaf-hængighed og at opbygge en stærkstat med en høj levestandard for be-folkningen”.

Nu siger politikere jo så meget, ogViktor Janukovitj ses – især i interna-tional presse – som ‘Moskvavenlig’.For denne mærkat taler for eksem-pel, at han har udtalt sig for at aner-kende de to georgiske løsrivelsesre-publikker Abkhasien og Sydossetien.For taler også, at Ruslands præsi-dent Dmitrij Medvedev har sagt, atRusland godt kan samarbejde medham.

Sortehavsflåden kan blive

Efter valgsejren bebudede Januko -vitj, at russerne kan få forlængetkontrakten om basen for Sortehavs -flåden i Sevastopol på Krim, når denudløber i 2017.

Krim er et af Ukraines ulmendenationalistiske problemer. Et flertalaf halvøens beboere ønsker genfore-ning med Rusland. Man kan derforspørge, om det ikke var klogt at sluk-


BAGGRUND

ke lunten på en af bomberne. Ukrai-ne har ikke behov for basen. Dethar russerne sådan set heller ikke.De har bare ikke indset det. Menrusserne bringer penge til Sevasto-pol, hvor der ikke er megen andenøkonomisk aktivitet, og en forlæn-gelse lægger selvstændighedsdiskus-sionen på Krim i frostboksen.

Janukovitj har også udtalt sig tilfordel for Ukraines deltagelse i Rus-lands, Hvideruslands og Kasakhstansfælles toldunion.

Så, jo. Han er mere Moskvavenligend sin forgænger.

Men samtidig er der ikke tvivl om,at Janukovitj ønsker tilnærmelse tilVesteuropa og vil udbygge samarbej-det med EU.

Spørgsmålet om NATO blev nær-mest ikke nævnt i valgkampen, ogdet afspejler den udbredte folkeligeskepsis. Ukrainerne ser sig som eu-ropæere og er positive over for EU.Men for dem er NATO et ameri-kansk foretagende, og det er en po-litisk tabersag.

Ukrainske kommentatorer harogså fremhævet, at netop fordiKreml ikke er bange for Janukovitj,kan han udenrigspolitisk gå længere

end Jusjtjenko og Timosjenko. Ti-mosjenkos forhold til Putin nåede atblive næsten hjertevarmt.

På grænsen mellem indenrigs- ogudenrigspolitik er spørgsmålet omrussisk. I den ukrainske forfatninger ukrainsk det nationale sprog,men da der i det østlige Ukrainestort set ikke tales ukrainsk, har Ja-nukovitj foreslået at sidestille russiskog ukrainsk som officielle sprog.

Følger man hans udvikling fra2004 til i dag er han blevet mere ogmere ukrainsk og mindre og mindre‘kremlsk’.

Ukraine står i enorme økonomi-ske problemer og har måske brugfor en mere grå præsident end densprudlende Julia Timosjenko. Oggrå, det er Viktor Janukovitj. Hansmange amerikanske rådgivere harlært ham at opføre sig pænere, attale mere forståeligt og at gå bedreklædt. Men Ukraine har under alleomstændigheder fået en mere farve-løs leder.

Henrik Kaufholz er journalist på Politi-ken og har siden 2003 besøgt Ukraine 4-5 gange om året som koordinator for detjournalistiske netværk Scoop.



Klimatopmødet i Købehavn var ud-set til at gøre det, som ingen havdeformået – nemlig at få alle verdenslande til at bidrage til en bæredygtigklimaudvikling. Efter 1½ uges drøf-telser skulle 192 lande, med denstørste samling af præsidenter, pre-mierministre og statsministre nogensinde uden for FN, blive enige. Må-let var en bred global aftale til op-følgning af Kyoto-protokollens før-ste forpligtelsesperiode.

Verdens største lande og økono-mier var allerede på forhånd enigeom, at en temperaturstigning påhøjst 2 grader celsius over førindu-strielt niveau skulle være ledetråden.Det stillede krav om globale redukti-onsmål for drivhusgasser på bådekort og lang sigt. Krav som alle lan-de – også Kina – skulle bidrage til.

Den globale udfordring

2 grader celcius målsætningen erbl.a. Danmarks og EU’s krav til denfremtidige klimaindsats. Hvis denglobale temperaturstigning kommertil at overstige 2 grader celsius, kanklimaforværringen vanskeligt ven-des. Derfor er dette et yderst vigtigtpejlemærke. FN’s Klimapanel vurde-rer, at hvis klimaforandringerne skalbegrænses til 2 grader, skal det glo-bale udslip af drivhusgasser toppeinden 2015. Skal temperaturstignin-gen holdes under 2 grader kræverdet endvidere, at ilandene i 2020skal reducere deres udledning afCO2 og andre drivhusgasser med 25-40 pct. i forhold til 1990. Ulandenehar historisk og i dag en betydeligtlavere udledning – de har en indu-


Kina og COP15: Da dragen spyede ildOle Odgaard

Kina vejede USA’s forhandlingsmandat og fandtdet for let. Derfor blokerede Kina og andre storeulande topmødet ved at afvise krav om langsigtedeCO2-reduktioner. Kinas nye stormagtsstatus er enny joker i fremtidige klimaforhandlinger

striudvikling foran sig. Derfor er derikke noget reduktionskrav til ulan-dene i 2020 – 2 grader celsius mål-sætningen kan opnås ved, at de tilgengæld skal have en ‘mærkbart’ la-vere stigning i deres udledning endellers, ifølge FN’s Klimapanel. EUog andre internationale organisatio-ner definerer det som en 15-30 pct.lavere stigning fra 1990-2020.

Ifølge FN’s Klimapanel kræver 2grader celsius målsætningen ogsålangsigtede reduktioner. Så skal denglobale udledning af drivhusgasser i2050 reduceres med 50-85 pct. i for-hold til 2000. Ilandene får stillet enbetydelig udfordring i sigte: Deresudledning skal være 80-95 pct. min-dre end i 1990. Det er den bastanteudmelding, som dermed sætter etkonkret pejlemærke for, hvornårilandene i praksis skal være stort setCO2-neutrale. Det betyder helt kon-kret, at Danmarks CO2-udslip frafossile brændsler skal reduceres fra10 ton per indbygger i dag til 1-2ton om blot 40 år.

Men en global halvering af CO2-udslippet kan ikke ske alene medindsats i industrilandene. Det forud-sætter også, at mellemindkomstlan-dene skal bidrage med egentlige re-duktioner på sigt. Det er ikke nokbare at opnå en lavere stigningstakstend ellers indtil 2020. Men hvor storulandenes reduktion skal være pålang sigt, har FN’s Klimapanel ikkemeldt noget ud om.

Det langsigtede reduktionsbehover åbenlyst, når der alene ses på

Kina. Kina har efter år 2000 stået forintet mindre end tre-fjerdedele afden globale tilvækst i CO2-udlednin-gen. Og netop Kina viste sig i dengrad at komme i stormens øje underklimakonferencen.

Klimakonferencens magre resultat

Efter lange og seje forhandlingerendte det hele med et 3 siders ho-veddokument. Det mest ambitiøseer, at det internationale samfund nutager til efterretning, at den globaletemperatur højst må stige 2 gradercelsius. Og verdens største udledereaf drivhusgasser – Kina, USA og defremadstormende økonomier i Indi-en, Brasilien og Sydafrika mv. – eromfattet af denne målsætning og deheraf afledte opfordringer til at ved-tage reduktionsmål.

Men – og det er et stort men – derblev ikke fastsat nogen reduktions -mål. Hverken på kort eller lang sigt.Det er de helt afgørende spørgsmålfor, om ord afløses af handling.

Og Kyoto-protokollen – som alenehar reduktionsforpligtelser for alleilandene (men ikke er ratificeret afUSA, som ellers står for knap 1/5 afde globale udledninger) – blev ikkeudvidet til også at have reduktions-forpligtelser for mellemindkomst-landene og andre lande med frem-adstormende økonomier. At deleverden op i kun i- og ulande, somKyoto-protokollen gør, fritager mel-lemindkomstlandene for et redukti-onsansvar. Man kan ellers hævde, at


Kina og COP15: Da dragen spyede ild

lande som Sydkorea og rimeligt vel -stående lande i Mellemøsten ogsåbør reducere, eftersom de er i enhelt anden situation end de fattigeulande som fx Bangladesh.

Reduktion af drivhusgasser må så-ledes ses i forhold til hvert lands vel -stand og faktisk udledning per ind-bygger, hvis der skal opnås en globalreduktion af drivhusgasser. Det kræ-ver, at Kyoto-protokollen på en elleranden måde integreres med Klima-konventionen, som gælder alle lan-de – det vil bringe mellemindkomst-landene ind i den gruppe af lande,som skal reducere på lang sigt. Detblev ikke til noget.

Status den 24. februar 2010 var, at104 lande havde tilsluttet sig ‘Co -pen hagen Accord’ og målsætningenom en global temperaturstigning påhøjst 2 grader celsius. Disse lande,som repræsenterer 80 pct. af de glo-bale udledninger, har samtidig ud-meldt reduktionsmål. Disse redukti-onsmål vil reducere den globale ud-ledning af drivhusgasser fra 54 giga-ton CO2-ækvivalenter til 48-50 giga-ton i 2020. En række studier og eu-ropæiske eksperter anbefaler etemissionsniveau på 42-46 gigaton i2020, hvis 2 graders målsætningenskal nås. Der mangler således fortsatreduktioner på rundt regnet 5 giga-ton CO2-ækvivalenter – eller lige såmeget som landene lagde på bordetved COP15. Det er en hård udfor-dring at tackle på COP16 og COP-17, for de lavthængende frugter erplukket. Og yderligere nationale til -

sagn om reduktioner er ramt afmodvind fra den internationale kri-se og den generelle misstemning frade internationale klimaforhandlin-ger.

CO2-reduktionsudspil fra Kina

I gennem længere tid havde Kinasignaleret en hård, men optimistiskforhandlingsvilje. Men i ugerne optil selve klimakonferencen, dukkededer nye kinesiske signaler op. Signa-lerne skulle – under overfladen –vise sig at være mere hårde end opti-mistiske.

Den kinesiske regering meddelteden 26. november 2009, dvs. et paruger inden COP15, at Kina for før-ste gang nogensinde havde vedtagetet nationalt mål om at begrænseCO2-udslippet. Kinas CO2-intensitet,dvs. den udledte CO2 per BNP-en-hed, skal forbedres med 40-45 pct.fra 2005 til 2020. CO2-målet har ikkenoget loft for Kinas CO2–udledning,målet angiver kun den relative re-duktion i forhold til økonomiensstørrelse. Målet er endvidere kunfor energirelateret CO2 – ikke forCO2-binding i skov eller andre driv-husgasser.

Kina betonede, at dette mål kunvar et nationalt mål baseret på egneressourcer, det var ikke et internatio-nalt bindende mål. Opnåelsen af de40-45 pct. forbedrede CO2-intensitetagtes indfriet uden internationalstøtte og uden international over-vågning og verifikation.


BAGGRUND

En forbedret karbonintensitet på40-45 pct. lyder umiddelbart ambi-tiøst. Ved et nærmere eftersyn er detkinesiske mål dog ikke imponeren-de. Det vedtagne CO2-intensitetsmålvurderes at basere sig på analyser fra‘Energy Research Institute’, der ercentralt placeret i den NationaleUd viklings- og Reform Kommission.‘Energy Research Institute’ har op-stillet et reference-scenario, hvorKina kun anvender de teknologierog politikker, som fandtes før 2005(argumentet er, at 2005-2020 perio-den starter i 2005). Dermed opstilleset uaktuelt scenario med markantøget energiforbrug og CO2-udslip.Som alternativ opstilles et mere am-bitiøst scenario, hvor Kina med ved-varende energi og energieffektivitetforbedrer CO2-intensiteten med 44pct. fra 2005-20. Altså identisk meddet vedtagne mål.

Den udvikling er allerede igang-sat. I den indeværende femårsplan(2006-10) følger Kina reelt det mereambitiøse scenario, som blot er enfortsættelse af den hidtidige udvik-ling. I den foregående 15 års perio-de (1990-2005) oplevede Kina enlignende forbedring i CO2-intensite-ten på 46 pct. Kinas nye CO2-intensi-tetsmål repræsenterer således ikkenogen forbedring i forhold til dennuværende udvikling. Ifølge den al-ment anerkendte opgørelsesmetodefra Det Internationale Energiagen-tur (IEA), repræsenterer det kinesi-ske CO2-intensitetsmål en reduktionpå kun 0-5 pct. fra det, den ellers vil-

le være. Altså meget langt fra de 15-30 pct., som er den gængse tolkningaf FN’s Klimapanels definition af en‘mærkbart’ lavere stigning end el-lers. Denne kendsgerning blev stortset ikke nævnt i pressen. Det kinesi-ske reduktionsmål kan således ikkesiges at være ambitiøst – snarere etforhandlingsudspil.

Det skal bemærkes, at det nye ki-nesiske mål ikke reducerer CO2-ud-slippet. Tværtimod forventer den ki-nesiske analyse, at Kinas CO2-udslipstort set fordobles på kun 15 år(2005-2020). Det vil medføre, atKina i 2020 vil udlede flere drivhus-gasser per indbygger end gennem-snitsborgeren i EU – på trods af, atden kinesiske BNP per indbygger erbetydeligt lavere. Og ikke nok meddet, CO2-udslippet forventes først attoppe i 2050, dvs. langt senere end2015 som anbefalet af FN’s Klimapa-nel. Det er også betydeligt senereend 2020, som IEA anbefaler i deresWorld Energy Outlook 2009 – det ermuligt at toppe senere, det kræverdog endnu skrappere reduktioner ide kommende årtier.

Skærpet forhandlingsposition

Det var ikke kun på den nationalescene, at Kina kridtede forhand-lingsbanen op. Internationalt komder også nye meldinger. Henoversommeren 2009 trådte Kina et skridttilbage på målsætningen om en glo-bal temperaturstigning på højst 2grader celsius. Ved ‘Major Econo -



mies Forum’ erklærede Kina ligeud,at ilandenes 80-95 pct. reduktion i2050 måske ikke var acceptabel.

Kina havde ikke hidtil sat spørgs-målstegn ved de faglige hoved-anbe-falinger fra FN’s Klimapanel – dvs.at det globale udslip af drivhusgas-ser skulle reduceres med 50-85 pct.fra 2000 til 2050 og at ilandene skalreducere med 80-95 pct. fra 1990 til2050. Det har verdenssamfundet el-lers anerkendt som grundlaget forde politiske beslutninger. Hvis ud-slippet af drivhusgasser ikke topperinden 2015 og ikke mindst halveresinden 2050, kan 2 grader celsiusmålsætningen næppe nås. Det varikke desto mindre Kinas signaler optil COP15, især i de sidste 1-2 måne-der op til klimakonferencen.

Det bidrog til, at den hidtidigekonsensus om de brede linjer og Kli-mapanelets faglige anbefalingersvandt ind i løbet af få måneder. Detvar et legitimt springbræt for de af-taleskeptiske ulande.

Hvor det bar hen blev mere tyde-ligt på et samtidigt topmøde mellemKina, Indien, Brasilien og Sydafrika.Kun en uge inden klimakonferen-cens start offentliggjorde de storeulande brikker af et fælles forhand-lingsudspil. Landene kunne til nødserklære sig enige i 2 grader celsiusmålsætningen, ikke mere. Især Indi-en var imod, at ulandene overhove-det skulle reducere deres CO2-ud-slip på lang sigt til 2050. Brasilien ogtil dels Sydafrika betonede derimodnødvendigheden af, at også de store

ulande skulle bidrage til en globalklimaaftale. Kina syntes at have ind-taget en midterposition, men skulleangiveligt have støttet en udmeldingom, at det globale udslip af drivhus-gasser ikke skulle halveres inden2050. Ikke engang ilandenes reduk-tionsmål på 25-40 pct. i 2020 var deropbakning til. Der var kommet etfingerpeg herom på klimamødet iBonn i juni 2009. Her stillede Kinaog Indien sig i spidsen for en storgruppe af ulande, som krævede en40 pct. reduktion i 2020 som et for-pligtende mål for ilandene. Altsåmere end de 25-40 pct. som FN’sKlimapanel havde meddelt.

Beskeden og dermed forhand-lingsudspillet fra de store ulande –især Kina og Indien – var således:Mellemindkomstlandene ville ikkebidrage til at reducere deres udslipaf drivhusgasser inden 2050, det måilandene i stedet gøre – i praksis vedat betale stort set hele den globalereduktion.

Det fik flere iagttagere til at spør-ge, om Kina overhovedet er interes-seret i en global klimaaftale. Udmel-dingen om, at ilandene skulle betalestørstedelen af gildet, fik flere til atspørge, om regningen for drivhus -gasreduktion i Kina var for dyr – omdet var derfor, at Kina stillede sig påbagbenene?

Omkostning for CO2-reduktion

IEA offentliggjorde et par månederinden COP15 nogle beregninger af,


BAGGRUND

hvad det koster at reducere CO2 i destore lande, bl.a. Kina. Beregninger-ne tager udgangspunkt i, hvad om-kostningen er for at opnå så storereduktioner, at den globale tempe-raturstigning kan begrænses til højst2 grader celsius – dvs. det såkaldte450 ppm scenario.

IEA vurderer, at det vil koste Kina0,8 pct. af BNP i 2020 og 1,5 pct. afBNP i 2030 at investere i ambitiøseklimateknologier, som vil bidrage tilen global temperaturstigning påhøjst 2 grader celsius. Det er prisen,hvis der udelukkende foretages nati-onale tiltag – et internationalt kvote-marked indgår ikke i beregninger-ne.

Udgifterne for Kina er betydeligthøjere end for resten af verden.Mens Kina i 2020 skal investere 0,8pct. af BNP, er det globale gennem-snit på 0,1-0,35 pct. af hele verdensBNP i 2020.

Der er tale om merinvesteringer.De positive økonomiske effekter iform af færre udgifter til køb af olieog andre brændsler er ikke medreg-net. De sparede udgifter til sund-hedssektoren og medicin mv. somfølge af mindre forurening er hellerikke medregnet. Inddrages disse po-sitive gevinster, reduceres merom-kostningerne betydeligt.

IEA har således vurderet, at Kinasmindre import af olie og gas og spa-rede udgifter til luftforurening vilbeløbe sig til 0,7 pct. af Kinas BNP i2030 – eller knap halvdelen af densamlede merinvestering ved ambi-

tiøse klimapolitikker. Mange andrepositive effekter kunne medregnes,hvilket vil bringe meromkostninger-ne yderligere ned. Fx konkludererKinas officielle rapport om klimafor-andringer, at produktionen af føde-varer vil falde med 5-10 pct. i 2020og op til 37 pct. i 2050, hvis klima-forandringerne fortsætter. De storeomkostninger ved vandforureninger heller ikke taget med i regnestyk-ket.

En meromkostning på nogle pro-mille af BNP kan ikke siges at væreuoverkommelig. Slet ikke med årli-ge vækstrater på knap 10 pct., somKina har haft i årtier og også vilhave en tid fremover. Andre ulandemed finansiel knaphed kan havesvært ved at investere nu for at fålangsigtede gevinster, men Kina erikke i den situation.

Desuden har Kina en helt andeninteresse end klimahensyn i at redu-cere CO2, nemlig forsyningssikker-hed. Kina var indtil 1993 olieekspor-tør – i dag importerer Kina halvde-len af sit olieforbrug. I 2030 vurde-res olieforbruget at være dobbelt såstort som i dag, hvor 80 pct. af olienmå importeres. Naturgas vil vindekraftigt indpas i den kinesiske ener-giforsyning og langt størstedelen afden må også importeres. Det stillerKina i en penibel situation: Denøkonomiske vækst bliver afhængigaf relativt få og ustabile områder iverden, som er muslimsk domine-ret. Kina oplever i disse år skærpedekonflikter i den muslimske Xinjiang



provins, og den kinesiske ledelse erikke tryg ved den ulmende og po-tentielle forsyningskonflikt.

Kina har således gode grunde tilat gennemføre tiltag til at mindskebrugen af fossile brændsler. Allige-vel tøvede landet med at bakke opom COP15 og de internationale be-stræbelser på at få en global klima -aftale i stand.

Et nærmere kig på forhandlings-forløbet vil vise, at årsagen er at fin-de i de politiske alliancer imellemulandene, og i Kinas bestræbelserpå at få en mere gunstig fordeling afreduktionsbyrderne. Kina ønsker så-ledes, at ilandene skal finansiere enlangt større del af de globale klima-investeringer – således at Kina får en(især udenlandsk) finansiering, derudgør betydeligt mere end noglepromille af sit BNP, som meromkost-ningerne skønnes at ville andrage.

Manglende garanti for reduktion

Kina og de store ulande fremførtepå selve COP15, som signaleret iden foregående uge, at de ikke villeacceptere en global reduktion afdrivhusgasser på 50 pct. i 2050, førend ilandene forpligter sig til en re-duktion på mindst 25 pct. fra 1990-2020. Nogen gange kom et krav om40 pct.

Her havde Kina og Indien godeforhandlingskort på hånden, for fle-re scenarier viste, at ilandene varlangt fra at kunne opfylde den 25-40pct. reduktion i 2020, som FN’s Kli-

mapanel har anbefalet. Med de ud-spil der lå på bordet inden COP15,ville ilandene ifølge flere scenarierkun opnå 13-18 pct. Så Kinas ogulandenes skepsis var reel.

Hvis ilandene ikke garanterer enopfyldelse af 25-40 pct. målet i 2020,så kan Kina og andre ulande risikereat få pålagt en del af ilandenes uop-fyldte reduktionsbyrder. Her havdeKina en reel pointe, hvis altså ikkeilandene betalte sig fra det eller påanden måde gav ulandene en garan-ti om, at de ikke skulle bøde forilandenes manko.

Kinas ultimative krav

Derfor insisterede Kina og G77-lan-dene på, at Kyoto-protokollen skulleopretholdes. Enhver indledendedrøftelse på at integrere Kyoto-spo-ret med Klimakonventionen blevblokeret.

Ulandene kunne sagtens få sikker-hed for, at de ikke skulle yde ekstrafor at rette op på ilandenes mang-lende CO2-reduktion fra Kyoto-pro-tokollen. En sådan garanti til ulan-dene kunne forholdsvist let gøres tilen del af en ny klimaaftale, menulandene afviste altså drøftelser her-om. Ulandene ville først have hånd-faste garantier om finansiering ogteknologi.

Kina havde i længere tid peget på,at teknologioverførsel til ulandenevar en væsentlig forudsætning. Enopblødning i retorikken syntes atvise, at Kina fraveg kravet om gratis


BAGGRUND

teknologioverførsel. Snarere over-førsel af klimavenlige teknologier tiloverkommelige priser. Kina har isærinteresse i at få udenlandsk teknolo-gi til at udvinde og lagre CO2 i un-dergrunden (også kaldet CarbonCapture Storage). Også produktions -teknologier til cement og stål, nyevedvarende energiteknologier, lag-ring af elektricitet med ny ‘batteri’-teknologi osv. Udlandet har dog sta-dig ikke tillid til Kinas overholdelseaf patentrettigheder – det blev dogikke en egentlig knast på selve kli-makonferencen, så langt nåede for-handlingerne ikke. Finansierings -spørgsmålet blokerede nemlig for-handlingerne.

Kina havde allerede i mindst et årinden klimakonferencen meldt ud,at ilandene skulle allokere ½-1 pct.af BNP til den globale klimaindsatsgennem de fire fonde under FN’sKlimapanel – dvs. til klimatilpas-ning, reduktion, teknologioverførselog kapacitetsopbygning. En hurtigt-virkende støtte allerede fra 2010blev betonet i stadig stigende grad,jo nærmere klimakonferencen nær-mede sig. Og det gav bonus. Hånd-faste løfter om 3 gange 10 mia. USDi de kommende 3 år fra 2010 kompå forhandlingsbordet og blev hur-tigt godkendt af alle.

Men en langsigtet finansieringkom ikke helt i hus, selvom ulande-nes G77-talsmand Di Aiping frem-førte dette meget resolut og bomba-stisk igennem hele konferencen.Hillary Clinton bragte 100 mia. USD

i 2020 på banen, men det blev aldrigspecificeret, hvem der skulle bidra-ge med hvor meget og på hvilkenmåde. Mens de 3 gange 10 mia.USD er offentlige midler, indgår pri-vate investeringer i de 100 mia.USD. Ulandene har igennem åreneindhøstet mange erfaringer meduspecificerede løfter om ulandsbi-stand, som ikke blev til noget. Selv-om finansieringsløftet blev skrevetind i Københavner-aftalen, var flerestore ulande ikke tilfredse med hver-ken beløbets størrelse eller de uspe-cificerede finansieringskilder. Kinaskrav om, at ilandene skal allokere etbeløb svarende til mindst ½ pct. afdet globale BNP til ulandene, ermindst 3 gange større end de lovede100 mia. USD i 2020.

Omvendt ville ilandene ikke ydegaranti for 100 mia. USD årligt, altsåmindre end Kina kræver, uden atder først var opnået enighed ommellemindkomstlandenes langsigte-de reduktionsforpligtelser. En reeluenighed baseret på saglige og for -ståelige argumenter. G77-landene(ulandene) syntes dog ikke at væreindstillede på egentlige realitets-drøftelser af løsningsforslag. Det gikmeget tungt.

USA’s ultimative krav til Kina

En af de store knaster var ilandeneskrav til Kina om, at reduktion afdrivhusgasser skulle måles og kon-trolleres af en uvildig internationalmyndighed. Især USA fremførte det-



te krav med nærmest ultimativ styr-ke og ubøjelighed.

Senatet i den amerikanske kon-gres havde med god grund fået me-get omtale op til konferencen. Ba -rack Obama forhandlede på usik-kert grundlag – kort sagt på Senatetsefterbevilling. Derfor kunne Obamavanskeligt give for store indrømmel-ser på det punkt, som mange ameri-kanske senatorer opfattede som ga-ranti mod at miste amerikanske ar-bejdspladser til Kina. Frygten var, atKina måske ville snyde på vægtenved ikke at gennemføre de CO2-re-duktioner, som landet lover. Detkunne ske i de sektorer, som ikke vil-le modtage international støtte ogderfor ikke overvåges af uvildige in-ternationale myndigheder. Med an-dre ord: Kina ville ‘slippe’ for at in-vestere i CO2-reduktioner og der-med skabe ulige konkurrencevilkårmed øget arbejdsløshed til følge iUSA og EU. EU og andre ilande såud til at lægge sig i baghjulet påUSA – tilliden til Kinas uvildigeegenkontrol kan ligge på et begræn-set sted i størstedelen af det interna-tionale samfund.

Kravet om uvildig kontrol blevydermere aktualiseret af en begiven-hed bare en uge inden klimakonfe-rencen. FN nægtede nemlig at god-kende et stort antal vindmøllepro-jekter i Kina, som adskillige ilandeønskede at støtte. Der er tale om desåkaldte CDM-projekter (Clean De-velopment Mechanism), hvor ilandeunder Kyoto-protokollen betaler for

reduktion af CO2 i ulande mod atbruge reduktionen til at opfylde de-res reduktionsforpligtelse med. Dekinesiske myndigheder overtrådteflere regler. CDM-projekterne er etvæsentligt internationalt bidrag tiludviklingen af vedvarende energi iKina – faktisk udgør CDM halvdelenaf alle nye vedvarende energiprojek-ter i Kinas elsektor i disse år. DisseCDM-projekter er de eneste, somkontrolleres uvildigt i Kina. Og herblev der fundet graverende proble-mer. Det cementerede det ameri-kanske forhandlingskrav yderligere.

Denne knast har været kendt ilængere tid. Faktisk har USA ogKina indledt flere samarbejder omkontrol og overvågning i energisek-toren. Fx planlægger Guangdongprovinsen (med omkring 80 mio.indbyggere) at indføre samme over-vågningssystem som det i Californi-en. Og det støttes af USA. Systemetopfylder ikke FN’s krav, men er etførste skridt på vejen. Så måske kanen vis enighed opnås fremover –hvis altså Kina ønsker det.

Intern kinesisk uenighed

Kina ønskede på ingen måde at ac-ceptere udenlandsk kontrol overdets udledninger af drivhusgasser.Det traditionelle krav om nationalsuverænitet vejede tungest. Kina øn-sker ikke at komme under uden-landsk – især amerikansk – indfly-delse. Her blev der ført meget inten-se og uforenelige forhandlinger.


BAGGRUND

Det skal bemærkes, at Kinas uden -rigsministerium øjensynligt havdemere at sige end den Nationale Ud-viklings- og Reform Kommission.Udenrigsministeriet har traditionelthåndhævet kravet om national suve-rænitet meget håndfast. Princippetom ingen indblanding i landes in-terne anliggender har altid været etaf udenrigsministeriets højst profile-rede krav i internationale forhand-linger og aftaler. Den Nationale Ud-viklings- og Reform Kommission harderimod store interesser i en inter-national klimaaftale. Det vil kunnesikre Kina adgang til øget uden-landsk teknologi og finansiering,som er en løftestang i Kinas moder-niseringsbestræbelser. Kommissio-nen har bl.a. markeret sig ved ud-meldinger om, at fremtidens ilandevil bestå af low-carbon økonomier –ulandene vil typisk være afhængigeaf dyr, importeret energi, som typiskbruges i sektorer med lav værditil-vækst i den globale arbejdsdeling.

Nogle COP15 iagttagere spottedehurtigt, at Kinas vice-udenrigsmini-ster He Yafei satte sig for den kine -siske bordende, mens den mere kli-maprogressive viceminister XieZhenhua fra den ellers magtfuldeudviklingskommission fik en mereydmyg rolle. Kun He Yafei deltog ide væsentlige møder med statsleder-ne – efter at premierminister Wen Jiabao på utraditionel vis overlod devigtigste forhandlinger til sine un-derordnede. Også det blev af uden-landske iagttagere tolket som et sig-

nal på manglende kinesisk forhand-lingsvilje.

Kinas nye reduktionskrav

Den anden brudflade var lige så ba-stant. Så længe USA og ilandeneikke kunne give større og håndfastefinansieringsløfter, var Kina og destore ulande decideret modvillige tilat drøfte nye reduktionstiltag.

Det sås tydeligt på COP’ens førsteuge, hvor et (af flere) aftaleudkastblev lækket til pressen og offentlig-gjort af The Guardian. Det var nær-mest kogende vand på de aftaleskep-tiske ulandes mølle. The Guardian refererede til nogle

fortrolige analyser, som nogle ulan-de havde foretaget af ulandenes re-duktionsbyrder i 2050. De viste, atulandene i 2050 kun måtte udlede1,44 ton CO2 per indbygger, mensilandene kunne udlede 2,67 tonCO2 per indbygger. Ulandene frem-førte således, at alle lande i 2050skal have samme udledning af driv-husgasser per indbygger. Da derogså i 2050 vil være store forskelle ide enkelte lande velstand, vil de rigelande selvfølgelig udlede en størremængde drivhusgasser per indbyg-ger. Hvis alle lande kun må udledelige meget drivhusgas per indbyg-ger, skal ilandene reducere deresudledninger med endnu mere endanbefalet af FN’s Klimapanel. Detkan selvfølgelig kun lade sig gøreved, at ilandene betaler en endnustørre del af de globale reduktioner



og dermed betaler en endnu størredel af ulandenes reduktioner. Dettereduktions- og finansieringsprinciphar selvfølgelig stor opbakningblandt ulandene.

Nu sprang proppen af flasken.Her var forklaringen på, at Kina ogde store ulande i månederne op tilCOP15 i stigende grad modsatte sigFN’s Klimapanels ellers alment ac-cepterede reduktionsmål for i- ogulande. Kina og G77-landene brugtelejligheden til at fremsætte nye prin-cipper for fælles reduktionskrav:Lige stor mængde drivhusgas i ud-slip per indbygger.

Dermed markerede ulandene og -så deres krav til at integrere Kyoto-protokollen og Klimakonventionen:Hver global borger skal have sammeret til udledning af drivhusgasser.

Kina udleder allerede i dag mereCO2 per indbygger end den globalegennemsnitsborger. Og i løbet af denæste højst 10 år vil Kina udledemere drivhusgas per indbygger endEU. Derfor fremfører især Kina, atdet er den historisk akkumuleredeCO2-emission, som er en lige ret.Dvs. hvad der gennem mange år erudledt – for det er jo den akkumule-rede mængde drivhusgasser, somskaber klimaproblemerne. Her erKina og andre ulande langt fra at nåop på det globale gennemsnit.

Dette forhandlingskrav havdeKina allerede inden COP15 koordi-neret med Indien, Brasilien og Syd -afrika. Det blev formuleret som‘ilandenes historiske ansvar’ og ‘lan-

denes fælles, men differentieredeansvar’. Heri ligger det måske stør -ste konfliktpotentiale for en eventu-el ny fælles klimaaftale. Pressen harrapporteret forbavsende lidt herom.Måske fordi der ikke kom realitets-forhandlinger og dermed fokus her-på under COP15.

Kina har i flere år promoveret ide-en om en lige ret til at udlede sam-me akkumulerede mængde drivhus-gasser. Der er endnu ikke detaljerom, hvordan hver borgers ret til atudlede akkumulerede drivhusgasserkonkret blev fremlagt under for-handlingerne – det skete i så faldmeget sporadisk, da der ikke foregikrealitetsforhandlinger om de enkel-te landes reduktionsmål.

Men på klimakonferencen i Poz-nan i december 2008 blev én udled-ningsmodel præsenteret, som er ble-vet udviklet og promoveret igennemflere år af velanskrevne kinesiske kli-maforskere. To måneder før klima-konferencen i København offentlig-gjorde de en ny artikel om størrel-sen af den akkumulerede CO2-ud-ledning fra 1900 til 2005 og hvertlands udledningskvote frem til 2050.

Budskabet blev gentaget på selveklimakonferencen for de deltagere,som havde fundet vej til et 1½ timelangt seminar. Detaljerede data blevpræsenteret for, hvor meget hverlands gennemsnitsindbygger havdeudledt i denne godt 100 år lange pe-riode. USA har fra 1900 til 2005 ud-ledt 19 gange mere CO2 per indbyg-ger end Kina. Jo større CO2-udled-

100 udenrigs 1 · 2010

BAGGRUND

ning per gennemsnitsborger i forti-den, jo lavere tilladelse til fremtidigudledning frem til 2050. Dermedkan USA ikke udlede mere CO2fremover, faktisk overskred USA sinudledningsrettighed per indbyggerallerede i 1936. Kina vil pga. sin laveudledning i fortiden først nå sit glo-bale gennemsnit per indbygger i 2047.

Konklusionen var, at USA og flerevestlige lande allerede i dag og medtilbagevirkende kraft overhovedetikke må udlede nogen drivhusgasser– derudover skal ilandene indhenteet CO2-efterslæb ved at betale forulandenes udledning. Et 4-cifretmia. beløb i USD skal ilandene såle-des overføre til ulandene for at dæk-ke fortidens CO2-gæld. Kinas ambas-sadør med særligt ansvar for klima-forhandlinger Yu Qingtai udtalte påCOP15, at ilandene skal betale alleomkostninger for klimatilpasningerog CO2-reduktioner.

Det skal bemærkes, at Indien efterdet andet klimamøde mellem Kina,Indien, Brasilien og Sydafrika påhøjt niveau i januar 2010 promove-rede budskabet om ilandenes histo-risk akkumulerede udledning lige såhøjt som Kina. Den indiske miljømi-nister Jai ram Ramesh udtalte, atilandene nu måtte bære det histori-ske ansvar for 200 års emissioner ogbetale prisen i form af teknologio-verførsler og finansiering til ulande-ne. Fronterne er trukket yderligereop efter COP 15, hvor især Kina ogIndien stiller nye krav til klimafor-handlingerne.

Kina udelukkede amerikansk accept

Kinas krav og markante retorik varmed til at lukke forhandlingsdøren.USA ville ikke have mulighed for atfå Senatet til efterfølgende at god-kende kravene. Kinas ordvalg og po-litiske konfrontation næsten udeluk-kede, at senatorerne efterfølgendekunne give grønt lys.

Flere vestlige analytikere anfægte-de de faglige præmisser for Kinassynspunkt. De fremførte, at Kina idag ikke behøver at følge samme in-dustrialiseringsmodel og dermedsamme historiske CO2-udlednings-spor som ilandene. De vestlige landehar igennem deres industrialiseringudviklet ny og betydelig mere klima-venlig teknologi, som Kina og andreulande med fordel kan anvende idag. Kinas nationale politikker sat-ser således allerede i dag på at gen-nemføre teknologisk ‘frøhop’ – dvs.springe fra simpel teknologi overden mellemliggende teknologi di-rekte til den mest moderne teknolo-gi på verdensmarkedet.

De kinesiske forskere repliceredetil det synspunkt på klimakonferen-cen, at når der allerede var udvikletklimavenlige teknologier, så var dettilsvarende lettere at betale af påden akkumulerede klimagæld. Ikkejust en kompromissøgende hold-ning – slet ikke i lyset af, at verdens-samfundet først for 20 år siden foralvor blev klar over klimaproblema-tikken.

Det kinesiske krav er i sin essens



en måde at få kædet klimaforhand-linger sammen med global økono-misk lighed. De rige lande udlederflere drivhusgasser per indbyggerpga. en større produktion og vel -stand per indbygger. Ved at fokuserepå den historisk akkumulerede ud-ledning sikres de nyrige lande og dehurtigt voksende mellemindkomst-landene en fortsat økonomisk ‘bi-stand’ mange år endnu, selvom dis-se lande som fx Kina allerede nu ud-leder flere drivhusgasser end detglobale gennemsnit per indbygger.

De vestlige lande kunne svareigen med et lignende krav: At alleborgere i verden har samme ret tilat udlede samme mængde drivhus-gasser per BNP-enhed. Da gennem-snitskineseren har en betydeligtstørre CO2-udslip per BNP-enhedend gennemsnitsamerikaneren ellergennemsnitseuropæeren, ville detvære Kina, som havde opbrugt sinudledningskvote. Både i dag og i2050. Så kunne USA hævde, at Kinauden problemer kunne reducerederes CO2-udslip, da klimavenligeteknologier nu var udviklet. Detgrundlag ville den kinesiske rege-ring ej heller kunne indgå en inter-national aftale på.

De konfrontatoriske positioner ogforhandlingsretorikken stiller uund-gåeligt spørgsmålet om ‘hvorfor?’.

Det lå i kortene, at når Kina ikkekunne få hevet flere investeringerog yderligere reduktioner ud af USApga. Obamas manglende forhand-lingsmandat, så var Kina ikke inte -

resseret i en aftale. Kina, Indien ogandre store ulande ville have flereindrømmelser fra USA og EU, ognår der ikke var muligt, tænkte kine-serne i stedet på en aftale på næsteklimakonference. Og hvordan op-når Kina mest muligt – ved at forlan-ge det ultimative og i løbet af detkommende år at insistere på at få såmeget som muligt opfyldt af de ulti-mative krav. Det kan Kina tillade sig,da enhver global klimaaftale helt af-hænger af Kinas medvirken. 75 pct.af den globale CO2-tilvækst efter år2000 er fra kun ét land: Kina.

Den kinesiske drejebog har medstor sandsynlighed allerede forbe-redt andre varianter af ilandenes hi-storiske udledningsansvar til næsteklimaforhandling, som endnu engang kan teste de vestlige forhandle-res tålmodighed. Kina har jokeren –og masser af international forhand-lingserfaring.

The Blame Game

Klimakonferencens sidste tre døgnblev en yderst utraditionel forhand-ling. De mange uafklarede spørgs-mål i de officielle forhandlinger låog ventede på statslederne, trods 1½uges intense forhandlinger i Køben-havn og flere års forhandlinger påen række tidligere konferencer påembedsmandsniveau. Detailspørgs-mål som embedsmændene altid lø -ser, inden ministre og præsidenterankommer, blev i realiteten opgivet.Det danske formandskab lagde i ste-

102 udenrigs 1 · 2010

BAGGRUND

det en politisk tekst på forhandlings-bordet for en kreds af ca. 25 særligtudvalgte stats- og regeringschefer,herunder alle de store og vigtigeøkonomier i verden.

Selve forhandlingsteksten minde-de forbavsende meget om en af demange deklarationer, der strømmerud af G8-topmøderne. Kredsen aflande var næsten også identisk medG8 udvidet med de store ulande,G20 eller Major Economies Forum,som også har mødtes regelmæssigtog talt om klima i de senere år. Mentil forskel fra disse fora er Klimakon-ventionen et forum, hvor snakkenhelst skal resultere i konkrete aftalerom, hvem der skal gøre hvad – ogdet viste sig at være meget vanskeligtat blive enige om.

Forhandlingerne foregik bag luk-kede døre, mens TV2 News medkorte mellemrum rapporterede de-taljeret fra forhandlingerne. Rygter-ne løb om flere ulandes bevidste for-haling af de mange detailforhand-linger (med Kina som diskret hoved-aktør) og flere statsoverhoveder be-gyndte at rapportere åbent om for-handlingerne.

Franske Sarkozy pegede direktepå Kinas modvilje mod en aftale.Englands klima- og energiministerEd Miliband udstillede også Kinaved at nævne, at Kina havde vetoetFN’s Klimapanels målsætning ombåde en halvering af de globale driv-husgasser i 2050 og en mindst 80pct. reduktion af ilandenes udslip i2050. I det hele taget blev Kina og

ulandenes talsmand, Sudans Di Ai-ping, udstillet som skurke, suppleretmed USA som medansvarlig pga. forlave reduktionsmål og manglende fi-nansiering.

Et internt notat fra en kinesisktænketank viser omvendt, at Kinaopfattede EU og USA’s rolle som‘konspiratorisk’, da ilandene bevidstskulle have forsøgt at splitte ulande-ne under COP15.

Hele forløbet viste imidlertid, atisær 5 nøglelande formede ‘Copen-hagen Accord’: USA, Kina, Indien,Brasilien og Sydafrika. EU mangle-de, mens Kinas nye alliance med destore ulande demonstrerede, hvemder var ny hovedaktør på den globa-le klimascene.

Kinas nye rolle som supermagt

Kina fik i den grad demonstreret, atdet nu definitivt er en supermagt. Etstørre presseopbud og internatio-nalt fokus end COP15 kan ikke fås,og ingen er længere i tvivl om Kinaspolitiske muskler.

Kina er allerede en økonomiskstormagt. På få år har Kina bevægetsig fra at være verdens 5. største øko-nomi til i indeværende år at overha-le Japan for at blive den næststørsteøkonomi, og Kina har verdens stør -ste beholdning af valutareserver.

Men Kina har også sat sig på denpolitiske verdensscene. Analytikerehar i flere år bemærket, at Kina kangå i takt med både ilandene og ulan-dene. Kina har veletablerede politi-



ske kanaler til USA, EU, Japan ogandre ilande. Men det betyder ikke,at forbindelserne til ulandene erblevet svækket. Snarere tværtimod.Kina er i dag en alternativ stormagttil USA og stadig flere fattige ulandeog mellemindkomstlande knytterudenrigspolitiske og kommerciellebånd til Kina. Kina tilbyder andrespilleregler end Vesten og får der-med styrket sin status og indflydelsei mange internationale fora så somFN, Verdensbanken, WTO, G77,Den Alliancefrie Bevægelse osv.

Kinas bånd til mange ulande erfunderet i Kinas behov for råvarerog energiressourcer. Eksempelvis erden kinesiske import af olie fra Afri-ka 10-doblet på kun 11 år, og det vilfortsætte fremover. Enorme natur-ressourcer importeres også fra na-bolande og sydamerikanske lande.

Kinas afvisning af COP15 bør ogsåses som led i Kinas bestræbelser påat styrke sin position som politisk su-permagt. Kina har selv inte resser iog fordele ved en global klimaaftale,men mange ulande er yderst skepti-ske. De frygter en urimelig byrdefor-deling og bindende krav om storeinvesteringer i CO2-reduktion. Inve-steringer som kun kommer tilbagepå lang sigt, og som i stedet kunnedække presserende sundheds- oguddannelsesbehov. Mange ulande erskeptiske over for, om ilandene reeltvil yde den lovede finansiering ogteknologioverførsel. Hvis ikke, kanbindende reduktions mål for ulande-ne påvirke deres langsigtede indu-

strialisering. Og mange afrikanskeog sydamerikanske lande opfatterstadig klimaforandringerne somilandenes skyld – deres såkaldte hi-storiske ansvar.

Klimaaftaler kan ses som en fort -sættelse af de tidligere kolonimag-ters dominans over ulandene. Velbe-grundet eller ej – så er det en reali-tet, som ilandene må forholde sigtil. Bl.a. ved at inddrage ulandenemeget aktivt og tidligt i forhand-lingsprocesserne for at sikre ejer-skab. Ellers er der fortsat risiko for,at Kina og andre ulande afviser enny global klimaaftale, selvom Kinareelt vil få gavn heraf.

Kina kan så vende situationen tilsin egen fordel ved at kræve højerefinansiering fra ilandene ved COP-16 eller COP17. En win-win situa -tion. Kina får ikke alene ilandene tilat finansiere endnu mere af klima -investeringerne, de afrikanske ogsydamerikanske allierede tilgodesessamtidig, og Kina bliver en endnumere central nøglespiller på denglobale scene – en supermagt somilandene ikke kan komme uden om.

Hvad sker der nu?

Modsat flere kommentatorer trorjeg, at et internationalt klimakom-promis er muligt. Men det bliverikke let og det sker måske først påCOP17. EU’s nye klimakommissærConnie Hedegaard har såledesmeldt ud i februar 2010, at det førstkan ske på COP17. Parterne må

104 udenrigs 1 · 2010

BAGGRUND

nødvendigvis justere sig ind i for-hold til hinanden og overveje nyekompromiser.

USA skal sikkert sunde sig lidtoven på det overståede klimatopmø-de. Kinas demonstration af at væreen ny supermagt, som overtrumfedeObama, skal lige bundfældes. Dervar kold luft imellem de to lande.Obama blev offentligt ydmyget afWen Jiabao, som sendte en vicemini-ster til de afgørende møder medtoplederne. Kina viste sig også somen demonstrativ supermagt, som gikimod de gængse faglige anbefalin-ger fra FN’s Klimapanel.

Kina og de store ulande må ind-drages tidligt i nye forhandlinger ogtildeles mere ejerskab.

De regionale stormagter Brasilienog Sydafrika viste på topmødet kon-struktiv vilje til en mere ambitiøs af-tale. USA og EU kan i fremtiden fåbrug for Brasilien og Sydafrika til atmediere en ny klimaaftale på plads– måske når Sydafrika skal være værtfor COP17 i 2011.

Klimatopmødet viste, at der ikkelængere er én men to supermagter –og derudover er der flere betyd-ningsfulde regionale magter og or-ganisationer. Der er behov for ogsåat få EU tilbage i sin tidligere aktiverolle, hvis de tøvende EU-lande skalbakke op om nye kompromiser ogreduktionsmål. Alle nøglespillerneskal engageres og bidrage til nyeløsninger. Tackles det rigtigt, kander skabes en mangfoldig og politiskbæredygtig klimaaftale. Men det bli-

ver svært. Kina har traditionen troikke travlt.

Så længe klimapolitikken går iden retning, som der ønskes, arbej-der tiden for Kina. Måske satses pånæste klimakonference i Mexico,måske først i 2011 i Sydafrika. Så harUSA måske sit politiske bagland i or-den og er – set med kinesiske øjne –modent til at indgå de nødvendigekompromiser (læs: øget finansie-ring, teknologioverførsel og størrenational reduktion af drivhusgas-ser). Derfor ønskede Kina ikke eninternational klimaaftale i hus i Kø-benhavn.

Situationen er efter COP15 kom-pliceret yderligere af, at Obama må-ske ikke er i stand til at få den nød-vendige politik igennem det ameri-kanske Senat.

Ilandene er nemlig klar over, atdet koster finansiering og teknologi-overførsel at få en klimaaftale på be-nene. Det er en væsentlig betingelsefor ulandene. Kyoto-protokollen fåringen afløser, hvis det ikke er i or-den. Ilandene skal leve op til deres25-40 pct. reduktion i 2020 og 80-95pct. reduktion i 2050.

Derudover kan ilandene ruste sigtil et hårdt opgør om finansiering.FN’s principper for byrdefordelingmellem i- og ulande kan komme pådagsordenen. Kina og de store ulan-de vil måske foreslå nye principperfor byrdeberegning – dvs. den akku-mulerede udledning per indbygger.Måske kan et kompromis være atvælge 1990 som basisår eller at be-



regne byrder på en anden måde.Måske vil Kina spille endnu en jokerpå bordet ved at hævde, at 1/5 af Ki-nas CO2-udslip skyldes produktionaf eksportvarer til vesten, som ilan-dene derfor skal reducere. Måskekan det helt undgås, hvis altså destore ilande sætter sig i spidsen forat øge finansieringen til over 100mia. USD om året. Mange hårde for-handlinger venter forude.

Ulandene kan til gengæld godtforberede sig på, at de – ligesomilandene – skal leve op til de forud-satte reduktionsmål. Ulandene skalreducere deres udledning ‘mærk-bart’ fra det, den ellers ville være,dvs. 15-30 pct. fra ‘business-as-usual’.Men det har de slet ikke levet op til.Med de reduktionsudspil, som ulan-dene havde inden COP15, ville dekun levere en 7-11 pct. lavere udled-ning end ellers. Altså en endnu lave-re andel af det forventede bidragend ilandene.

Især Kina og Indien har udmeldtmeget lave reduktionstiltag på hhv.0-5 pct. og 0 pct. Til sammenligning:De store ulande som Brasilien, Mexi -co, Sydkorea, Indonesien og Sydafri-ka har udmeldt reduktioner på mel-lem 26-41 pct. under ‘business-as-usual’ – altså i en helt anden størrel-sesorden end Kina og Indien. Hvisikke Kina og Indien er indstillede på

mere ambitiøse reduktionsmål, vilder ikke være nogen kompromisviljefra især USA men heller ikke de an-dre ilande.

Ilandene skal også imødekommesmed nye, mere fleksible reduktions-ordninger. Køb af skovkreditter iulandene, som fx Brasilien, indgik iden nye Københavneraftale. Lignen-de tiltag kunne indgå i en ny fællesaftale, som integrerer den eksiste-rende Kyoto-protokol og Klimakon-ventionen. Og ilandenes krav omuvildig overvågning og kontrol medalle reduktionsindsatser figurer ogsåhøjst på listen. Her er der krav omkinesiske indrømmelser.

Der er således nok at tage fat på idet kommende år. Med den rette or-ganisering kan verdenssamfundetnå langt på de næste klimakonferen-cer. Men det sker kun, hvis erfarin-ger fra København analyseres nøjeog inddrages i forberedelserne, somskal begynde meget snart.

Ole Odgaard er Ph.D. og har boet i Kinai fem år. Nu specialkonsulent i Energisty-relsen. Deltog i klimatopmødet som Kli-ma- og Energiministeriets rådgiver. Artik-len udtrykker hans private synspunkter.Souschef Lars Georg Jensen fra Energisty-relsen har bidraget med nyttige kommen-tarer.

106 udenrigs 1 · 2010

BAGGRUND

1. januar blev det Spaniens tur til atbesætte posten som turnus-præsi-dent i EU, og ministerpræsidentJosé Luis Zapatero indtrådte i detpolitiske triumvirat, som efter Lissa-bon-traktaten leder Unionen. Enordning der kan være lige så vanske-lig at forklare som den Hellige Tre -enighed.

Personligt fik Zapatero en godstart ved sin indledende tale til Rå-det. Den tidligere universitetsprofes-sor holdt sit indlæg uden manu-skript, hvilket i sig selv imponeredemange, som dermed fik demonstre-ret hans intellekt og grundige videnom Unionens opgaver og proble-mer. Begge områder er mange ogbesværlige. Indadtil skal løses pro-blemer i forbindelse med den ænd-rede struktur og de forskellige syns-

punkter om den politiske og økono-miske udvikling. Udadtil står manover for vanskelige forhandlingermed Tyrkiet, og det hele gøres ikkenemmere af, at USA synes at haveskubbet Europa lidt til side og givetprioritet til relationerne til fx Kina,Indien og Brasilien.

Præsident Barack Obama bekendt-gjorde, at han ikke kunne deltage idet planlagte topmøde mellem EUog USA i maj, hvilket af mange iagt-tagere blev opfattet som lidt af enfornærmelse mod EU i almindelig-hed og værtslandet Spanien i særde-leshed. De spanske oppositionsparti-er så det som en kold skulder til Za-patero, men samme Zapatero blevinviteret til præsidentens årlige‘prayer-breakfast’ – en ære der tidli-gere er overgået så forskellige som


Spanien: Hvad indad tabesskal udad vindesJohn Schmidt

Formandskabet overdrages i en tid, hvor Spaniener i en meget stram økonomisk situation. Det bli-ver kompliceret og der satses højt, for succes ellerfiasko vil have stor betydning for Spanien og forpremierminister José Luis Zapatero

Tony Blair og Mother Teresa, og Obama kaldte Zapatero ’my dear friend’. Varmere toner end i GeorgeW. Bushs tid!

Image-problem

Formandskabet overdrages i en tid,hvor Spanien er midt i en megetstram økonomisk situation, der na-turligvis har politiske dimensionersåvel indad som udad. Landet ople-vede i en snes år i slutningen af for-rige århundrede et vældigt økono-misk opsving bl.a. på grund af byg-geindustriens uhæmmede grådig-hed, men også ved dristig indsats afkapital og erhvervsmæssigt initiativ.

Alt tegnede såre lykkeligt, men daverdensøkonomien kom i klemme,bristede boblen, og resultatet erbl.a. en arbejdsløshedsprocent påca. 20.

Da landet samtidig er vært for fle-re hundredetusinder udenlandskearbejdere – især fra Sydamerika – ersåvel industri som handel og service-fag kommet i en truende økonomisksituation. Det går ligeledes ud overdiverse pensionssystemer, som rejsertvivl om statens evne til at bevare ogudbygge sine sociale forpligtelser.

På det nys overståede Davos-mødeblev Spanien udsat for kritik ogmødt med pessimisme fra flere si-der. Den internationale økonomi-guru Nouriel Roubini – også kaldetDr. Doom – har udtalt, at Spanien erpå vej mod et sammenbrud, mensandre eksperter er mere nuancere-

de og mener, at Spanien behandlesuretfærdigt. Der gøres opmærksompå, at Spaniens økonomi er verdens -omfattende og flerdelt, samt at despanske banker er kommet rimeligtgodt igennem krisen. Mindre ban-ker har lidt samme skæbne som an-dre hårdt ramte på grund af opti -mistiske huslån, men de større ban-ker har klaret skærene, og fx denstørste spanske bank, Santander, haropkøbt flere britiske og amerikan-ske banker, der var i vanskeligheder.

Forholdene har imidlertid klartvist, at Spanien har et image-pro-blem, som må tages alvorligt. Detteproblem bliver ikke hjulpet af, atden spanske interne politiske situa -tion og debat er ret så primitiv, præ -get af hykleri, vulgære personangrebog særdeles forenklede synspunkterom samfundets indretning. Den in-terne tilstand følges med ildhu afvisse udenlandske medier, hvis inter-esse det er at se Spanien i hundehu-set.

Zapatero og hans regering hariværksat forskellige forholdsreglerfor at overkomme krisen, bl.a. enøkonomisk spareplan på 50 mio.euro over en treårig periode og enregulering af arbejdsmarkedet. Dis-se forholdsregler er ikke blevetmødt med begejstring af diverse in-teresseorganisationer, men de ernødvendige skridt for at overkommekrisen.

For 25 år siden stod den socialisti-ske regering under Felipe Gonzalesover for en lignende situation, som

108 udenrigs 1 · 2010

BAGGRUND

han klarede ved stærk ledelse, poli-tisk såvel som økonomisk. Det vilhurtigt vise sige om Zapatero hardet nødvendige format. Ca. 75 pct.af spanierne er kritiske over for re-geringens håndtering af krisen, hvil-ket ikke er mærkeligt i et land, hvordemokrati opfattes meget forskel-ligt. Den politiske debat er ikke såmeget mellem modstandere i dendemokratiske proces, som det er di-rekte fjendskab, hvor hensigten hel-liger midlet.

De seneste meningsmålinger viser,at det konservative oppositionsparti,Partido Popular, snævert har overha-let regeringspartiet, men viser ogsåat Zapatero vurderes betydeligt hø-jere end hans konservative modpart,Mariano Rajoy, hvis mangel på karis-ma er åbenbar.

Ambitiøse EU-planer

Zapatero har sat sig ambitiøse målfor formandskabet i EU for bl.a. der-igennem at forbedre sit eget og sitpartis image. Der er planlagt ikkemindre en ni internationale topmø-der, fx med USA, Latinamerika ogMiddelhavsregionen. Det førstnævn-te skal finde sted i maj måned, mener altså allerede lidt devalueret gen-nem Obames manglende deltagelse.For at få impulser og råd inviteredeZapatero nogle socialistiske svær-vægtere til et møde i Madrid bl.a. Jacques Delors, Felipe Gonzales ogPedro Solbes – alle med enorm erfa-ring i EU-anliggender.

Indadtil i EU vil Spanien arbejdefor at styrke Lissabon-traktaten, somjo først nu skal til at virke. Spanienhar altid været en solid forkæmperfor Europa og vil forsøge at påvirkemedlemsstaterne med sin entusias-me. Man ønsker et smidigt og effek-tivt apparat, der desuden er åbentfor borgerne. Man ønsker at kon-centrere sig om de ‘reelle’ proble-mer og vil engagere sig i problemer-ne om de klimatiske forandringer,dvs. arbejde for ‘grøn energi’ somen garanti for de kommende gene-rationer. Man vil ligeledes stræbe ef-ter en bedre koordinering af denøkonomiske politik for at styrke oggive impuls til en europæisk økono-misk genopblussen. Og man vil ar-bejde for en fuld garanti af menne-skerettighederne og styrke kvinder-nes stilling.

Spanien vil arbejde for, at EU ta-ler med én stemme over for denøvrige verden og ønske en kompletsamarbejdet udenrigspolitik. Manønsker at styrke rollerne for EU-præsidenten og EU-udenrigsmini-steren, og man vil tage de førsteskridt imod en fælles diplomatisk re-præsentation herunder et fælles di-plomatisk korps.

Det er i dette lys man skal se de nitopmøder. Mødet i maj med USAanses for særdeles vigtigt, og det erbeklageligt, at præsident Obamaikke selv kan være tilstede. USA hari årtier ønsket at have en europæiskparter, man kunne tale med – ‘ringetil’ som Henry Kissinger sagde – og


Spanien: Hvad indad tabes skal udad vindes

det er nødvendigt, at de to parter re-der diverse tråde ud. Det er en deliagttageres indtryk, at USA nu hol-der sig lidt tilbage, og man mener atspore en vis mistanke om, at EU vilforsøge at indtage en førende positi-on på verdensscenen, hvilket USAikke er indstillet på. Det er derforvigtigt, at de to parter koordinererderes interesser og ser hinanden iøjnene som ligemænd.

To andre vigtige topmøder ermed henholdsvis Latinamerika ogMiddelhavsregionen. Spanien harsærlige historiske forudsætningerfor at skabe bro mellem Europa ogLatinamerika. I de senere år er derudviklet stadig snævrere politiske ogøkonomiske bånd, som vil være afværdi for hele EU. Selv med hensyntil Cuba-problemet kan Spanien giveden øvrige verden en håndsræk ning.Spanien har særdeles gode relatio-ner til den kommende sværvægterBrasilien og vil også her kunne støt-te det øvrige EU.

Mellemøsten og Tyrkiet

Gennem Middelhavsregionen ska-bes der muligheder for, at de arabi-ske stater og Israel kan nærme sighinanden med henblik på at finde

en endelig løsning af Palæstina-pro-blemet. Spanien har snævre bånd tilflere arabiske stater og desuden etstabilt forhold til Israel. Den spanskeudenrigsminister Miquel Angel Mo-ratinos nyder almindelig respekt forsin dybe indsigt i forholdene og kanmedvirke til, at Spanien opfattessom en ‘honest broker’.

Umiddelbart står man over for til-trædelsesforhandlinger med Tyrkiet.Spanien er principielt tilhænger afTyrkiets indlemmelse af politiskehensyn og som en naturlig positivbehandling af en NATO-partner,som i mange år har ydet Alliancenstore tjenester. De europæiske landeer dog delte i dette spørgsmål, sådet vil være nødvendigt med en tål-modig og pragmatisk holdning.

Spaniens halvår bliver komplice-ret og udfordrende. Der satses højt,og der vil blive lagt et kæmpearbej-de i sagen. Regeringen har kastet sigufortrødent ud i opgaverne. Succeseller fiasko vil have stor betydningsåvel for Spanien som for regerings-partiet – og ikke mindst José LuisZapatero.

John Schmidt er journalist. Han er bosati Spanien og har i mange år fulgt spanskpolitik på nærmeste hold.

110 udenrigs 1 · 2010

BAGGRUND


Derfor frygter Kina internettet...

© Copyright 2010 Dave Granlund - All rights reserved.

I sin nytårstale sagde statsministerLars Løkke Rasmussen bl.a.: “Dan-mark yder en stor indsats i Afghani -stan, også for vores egen sikkerhedsskyld. ... Terrortruslen mod Dan-mark er nemlig stadig markant.” Fåtimer senere blev statsministerensord sat i relief, da Jyllands-Postenstegner Kurt Westergaard blev udsatfor et drabsforsøg af en 28-årigmand med somalisk baggrund, dertrængte ind i Westergaards hus be-væbnet med økse og kniv.

Efter PET’s opfattelse var drabs-forsøget terrorrelateret, selv om ter-roren ikke havde sit udspring i Af -ghanistan. Den 28-årige mand, dertilsyneladende handlede på eget ini-tiativ, havde ifølge PET tætte forbin-delser til den somaliske terrororga-nisation al-Shabaab samt al-Qaeda-ledere i Østafrika, ligesom han varunder mistanke for at have været in-volveret i terrorrelaterede aktiviteterunder ophold i Østafrika.

Westergaard nåede at låse sig indei sit sikrede badeværelse og slap såle-des uskadt fra angrebet, men episo-den bekræftede, at terror er en delaf vores virkelighed – uanset om detskyldes karikaturtegningerne ellerej. Episoden understregede også, atinternational politik i dag udspilles

på flere niveauer og mellem forskel-lige slags aktører, og at det er stadigvanskeligere at skelne mellem in-denrigs- og udenrigspolitik.

Mens de politiske partier var eni-ge om at fordømme angrebet påWestergaard, havde de forskelligebud på, hvordan terrortruslen modDanmark bedst bekæmpes. SF villetrække de danske tropper ud af Af -ghanistan og i stedet bruge pengenepå at bekæmpe terrorisme i landesom Yemen og Somalia, mens DanskFolkeparti tværtimod ville blive i Af-ghanistan indtil al-Queda dér varnedkæmpet, og man havde fået fatpå Osama bin Laden.

Daværende udenrigsminister PerStig Møller ville både blive i Afgha-nistan og sætte ind på andre områ-der. Per Stig Møller understregedeat han internationalt ville arbejdefor mere udviklingsbistand, mereudviklingssamarbejde og mere hu-manitær hjælp, så regeringerne i deudsatte lande kunne fremvise resul-tater for deres befolkninger.

Klimakommissæren...

Tirsdag den 9. februar godkendteEuropa-Parlamentet den ny Europa-Kommission, der skal sidde frem til

112 udenrigs 1 · 2010

Første kvartal 2010

Danmarks stemme

31. oktober 2014. Inden man nåedeså vidt, måtte kommissærkandidater-ne til ‘eksamen’ i Parlamentet – enproces der traditionelt har været for-bundet med en vis dramatik. Såle-des også i år, hvor Bulgariens kandi-dat, Rumiana Jeleva, endte med atblive dumpet af Parlamentet.

Den slags problemer mødte dendanske kandidat ikke. Der var næ-sten kun lovord til overs for ConnieHedegaard, der annoncerede, athun om fem år gerne ville se Euro-pa som den mest klimavenlige re -gion i verden. Hun lagde bl.a. op til,at EU kunne gøre mere på tran s -portområdet, inden for lastbiltrafik-ken og i forhold til shipping, og hununderstregede behovet for at gørelandbrugspolitikken mere grøn ogsagde, at modernisering af sektorenkunne blive en eksportfordel forEU. Connie Hedegaard indrømme-de, at hun var skuffet over, atCOP15 ikke mundede ud i en skrift-lig aftale, men hun ville ikke ind -rømme sit eget eller den danske re-gerings medansvar for det pauvreresultat.

Til kritiske spørgsmål fra bl.a. bri-tiske Chris Davies og danske DanJørgensen svarede hun: “Det er ikkefair at hænge dem, som har gjortmest for at ændre på situationen, udfor det, som nogle lande nægtede atlevere”. Miljøudvalgets formand, ty-skeren Jo Leinen, sluttede høringenmed at rose Connie Hedegaard forhendes direkte form og hendes ev-ner til at løfte opgaven.

… og klima- og energiministeren

Dagen efter at Connie Hedegaardvar til eksamen i Bruxelles, mødtesDanmarks klima- og energiminister,Lykke Friis, med sine europæiskekolleger til to dages uformelle drøf-telser i Sevilla. Også hun holdt fa-nen højt og nægtede at slække påambitionerne.

I Dagbladet Information sagde Lyk-ke Friis at “alle i Sevilla var enigeom, at COP15 var et wake up-call forEU”. … “Det giver stof til eftertankeat registrere den ny verdensorden.Når de nye store økonomier marke-rer sig, som det skete i København,indebærer det, at EU’s indflydelsedaler. Der er risiko for en G2- ellerG5-verden, hvor EU ikke er så syn-lig”. … “Vi må se i øjnene, at detikke er EU, der sidder på reserver-ne, og derfor er det afgørende, at vibliver endnu mere ambitiøse medvedvarende energi og energieffekti-visering og med at mindske afhæn-gigheden af fossil energi. EfterCOP15 skal vi altså ikke lade os ram-me af klimadepression, men tværti-mod begynde at gøre mere. Nu pe-ger pilen på os selv”.

Tiden vil vise, om virkeligheden sålever op til ambitionerne.

Udenrigspolitisk vagtskifte

Den 23. februar kom den længeventede regeringsrokade, der bl.a.bød på både en ny udenrigsministerog en ny udviklingsminister.



Efter godt otte år på posten måttePer Stig Møller sige farvel til uden-rigspolitikken. Hans embedsperiodehar været karakteriseret af en aktivi-stisk udenrigspolitik, men trods kon-flikter, terror og krig – Danmark harsiden januar 2002 haft soldater i Af-ghanistan, og fra 2003 til 2007 varder danske soldater i Irak – harudenrigsministeren gennem åreneifølge meningsmålinger været en afregeringens mest populære mini-stre.

Samtidig har Per Stig Møller medsin ‘Køreplan for Fred’ også bidra-get til fredsprocessen i Mellemøsten.Han har haft utallige møder med le-derne i Mellemøsten, og det komham til gavn, da han under karika-turkrisen i 2005 og 2006 skulle redetrådene ud for Danmark. Tidligereudenrigsminister Mogens Lykketoftbeskriver ifølge Berlingske TidendePer Stig Møllers afgang som et tabfor dansk udenrigspolitik: “Han erden af EU’s udenrigsministre, derhar den længste anciennitet, og hanhar et stort personkendskab. Og detbetyder meget i en omstillelig ver-den”.

Udenrigsministeriet blev overdra-get til Lene Espersen, der selv siger,at udnævnelsen opfylder en drømhun har haft, siden hun var 17. Somudenrigsminister kommer hun til atbeskæftige sig med de overordnedespørgsmål, og skønt løfterne om enafstemning om de danske EU-forbe-hold ikke var med i Lars LøkkeRasmussens og Lene Espersens ar-

bejdsprogram, lagde den ny uden-rigsminister i løbet af sine første treuger på posten ud med at markeresig på netop dette område.

Med hensyn til forbeholdene vilLene Espersen, når den tid kommer,have dem til afstemning samlet. I etinterview til Berlinske Tidende sigerhun at de danske EU-forbehold etudtryk for, at danskerne tidligere varskeptiske over for at integrere sig iEU. “Derfor tror jeg også, at dendag de skal til afstemning, er det enafstemning, der skal have én over-ordnet overskrift. Det er, om Dan-mark vil være helt og fuldt med i deteuropæiske samarbejde”.

På sit første EU-udenrigsminister-møde i Cordoba gav Lene Espersenklart udtryk for sin fulde opbakningtil EU’s ny udenrigschef CathrineAshton og den fælles europæiskeudenrigstjeneste.

Hun frygter, at hvis EU ikke lærerat tale med én stemme, så vil Euro-pa blive løbet over ende af Kina ogde øvrige asiatiske kraftcentre oggang på gang tabe, både når detgælder arbejdspladser og vigtigeværdipolitiske områder og kampenfor frihedsrettighederne.

På andre områder er den nyeudenrigsminister mere diplomatisk.Den svenske rigsdag vedtog i førstehalvdel af marts en resolution, derfordømte Tyrkiets folkemord på ar-menierne i 1915; men der kommerikke en lignende dansk stillingta-gen. Ifølge Lene Espersen og rege-ringen er det ikke en politisk opgave

114 udenrigs 1 · 2010

DANMARKS STEMME

at vedtage en officiel, statslig udlæg-ning af historien – et synspunkt deri øvrigt er bred politisk enighed om.

Ny udviklingspolitisk linje

På posten som udviklings- og bi-standsminister blev Ulla Tørnes af-løst af Søren Pind. Få dage forindenhavde U-landsnyt.dk offentliggjortVK-regeringens udkast til en nyoverordnet strategi for dansk u-landsvirke, der skal afløse SR-rege-ringens 16 år gamle strategi ‘Part-nerskab 2000’ fra 1994.

Udkastet lægger bl.a. op til, atDanmark særligt skal fokusere på 5politiske prioriter: Demokrati, men-neskerettigheder, god regerings-førelse og korruptionsbekæmpelse;ligestilling og kvinders muligheder;sikkerhed og udvikling; vækst og be-skæftigelse; samt miljø, energi ogklima. Desuden skal bistanden i højere grad bidrage til at udvikle ud-viklingslandenes private sektor, spe-cielt landbruget i Afrika.

Søren Pind skriver på sin blog, athan agter at forelægge strategien forFolketinget inden sommerferien.Her kan man desuden læse, at “Detvil være en strategi, der først og sidsttager sit udgangspunkt i, at virkeligfattigdom består i den manglendeevne til at gøre noget ved sin egensituation”. Konkret har udviklings-ministeren i et interview på DR1 gi-vet udtryk for, at han vil droppe ind-til flere danske programsamarbejds-lande uden for det afrikanske konti-

nent bl.a. for at kunne koncentrereDanmarks udviklingsbistand yderli-gere om Afrika syd for Sahara.

I Profetens skygge

Denne rundtur slutter, hvor denstartede: I Profetens skygge. I slut-ningen af februar indgik Politikenforlig med otte organisationer, derhævder at repræsentere 94.923 afprofeten Muhammeds efterkomme-re. I den trykte udgave og i online-udgaven undskylder Politiken denkrænkelse, som en række muslimerhar følt. I erklæringen hedder detbl.a.: “Det har aldrig været Politikenshensigt med genoptrykningen af ka-rikaturtegningen at krænke musli-mer i Danmark eller andre steder.… Vi undskylder over for alle, der erblevet krænket af vores beslutningom at genoptrykke karikaturtegnin-gen”.

Undskyldningen vakte stort postyri Danmark og blev skarpt kritiseretaf såvel medier som politikere fraDansk Folkeparti til SF. Kun de Ra-dikales Margrethe Vestager syntes atdet var helt i orden, at Politiken hav-de ‘valgt dialogens vej’. I Mellem-østen var reaktionerne tilsyneladen-de mere beherskede.

Tilbage står så spørgsmålet: Er ter-rortruslen mindre i dag, end denvar ved årets begyndelse?

Brita Vibeke Andersen er cand. scient.pol., fuldmægtig i Det UdenrigspolitiskeSelskab og redaktør af Udenrigs.



Helle Schøler Kjær Danske vidner tilDet armenske folkemord 1915. For-laget Vandkunsten, 2009, 152.s.

Denne lille, store bog om det ar-menske folkemord i 1915 blev i be-gyndelsen af marts yderligere aktua-liseret af diplomatiske gniderierimellem USA og Tyrkiet.

Det skete efter vedtagelse i begyn-delsen af marts af en resolution i Re-præsentanternes Hus’ udenrigsud-valg, der slog fast, at osmannernesfordrivelse af og systematiske likvide-ring af armeniere i 1915 var folke-mord. Barack Obama lagde før sitvalg som USA’s præsident op til atanerkende det som folkemord, menhan har som tidligere præsidenterfortsat udskudt det. Tyrkiet kaldtesin ambassadør hjem fra USA somogså var tilfældet sidste år, da dervar optræk til amerikansk anerken-delse af folkemordet. Når den offici-

elle amerikanske anerkendelse erudeblevet fra USA, skyldes det hen-synet til Tyrkiet som central Nato-partner. Af samme grund har Dan-mark heller aldrig anerkendt folke-mordet.

Schøler Kjærs bog blotlægger, atden danske vægring ved at kalde desystematiske myrderier af armenierei ly af Første Verdenskrig for folke-mord er særlig absurd i betragtningaf, at tre fremtrædende danskereunder fordrivelsen af og myrderier-ne på armenierne gav solide vidnes-byrd om, at det var et bevidst forsøgpå at udrydde en hel befolknings-gruppe.

De danske vidner

Alle armeniere synes at kende dendanske missionær Maria Jacobsenog den danske lærer Karen Jeppefor deres arbejde for armeniere før,

116 udenrigs 1 · 2010

Et folkemord som verdenhelst vender ryggen tilVibeke Sperling

Dansk udgivelse, der styrker den solide dokumen-tation for, at osmannerne i 1915 bevidst søgte atudrydde armenierne, så det må kaldes folkemord

under og efter folkemordet i 1915.Et tredje dansk vidne til datidensforbrydelser var den danske gesandti Konstantinopel (Istanbul), Carl El-lis Wandel.

Maria Jacobsen skrev 22. novem-ber 1915: “Det ville være saa megetmere barmhjertigt om de straksdræbte dem, i Stedet for at tagedem flere Dages Vej i denne Kuldeog Regn, uden Føde og Klæder, foralt hvad de har af Penge, Fødevarerog Klæder bliver taget fra dem. ...Det er nu efterhaanden blevet gan-ske tydelig hvad Tyrkernes formaaler, det er ganske simpelt, at udryddeden armeniske Nation, under saasvære Lidelser som muligt”.

Der var råbt fra moskeerne, at allearmeniere skulle sendes i eksil in-den for fire dage. De skulle sendestil den syriske ørken. I så fald er det“ganske tydelig at Meningen er detArmeniske Folks Udryddelse”, skrevMaria Jacobsen.

Læreren Karen Jeppe så også de-portationerne som et bevidst forsøgpå at udrydde alle armeniere. Hen-des armenske plejesøn Misak Melko-nian berettede om situationen iUrfa: “Man kunne på det tidspunktikke ride nogen steder uden forUrfa uden at støde på lig. Og sådanvar det ikke kun i udkanten af Urfa,men overalt, hvor disse skarer varkommet igennem helt ned til Der-es-Zor, Mosul og Bagdad”. Karen Jeppeappellerede forgæves til alle deudenlandske konsuler om hjælp tilat beskytte armenierne. Den tyske

konsul svarede for eksempel: “Vikan ikke blande os i indre tyrkiskeanliggender”.

Det, som Maria Jacobsen oplevedepå Harput Sletten langt ude i Anato-lien og som Karen Jeppe blev vidnetil i Urfa i det sydsøstlige Tyrkiet“blev langsomt åbenlyst og erkendt ihovedstaden mange hundrede kilo-meter væk”.

I september 1915 skriver den dan-ske gesandt Carl Ellis Wandel tiludenrigsministeriet i København:“Tyrkerne gennemfører med storEnergi deres grusomme Hensigt, atudrydde det armeniske Folk”.

Diplomatiet tier

Der var intet, der tydede på, at Dan-mark tog skridt til at protestereimod behandlingen af armenierne.Og Wandel viste heller ingen lyst tildet. “Naar Kanonerne taler, må Di-plomaterne tie”, skrev Wandel tiludenrigsminister Erik Scavenius.

Bogen er et godt bidrag til debatom dette dunkle kapitel for det dan-ske diplomati. Og det er jo et uaf-sluttet kapitel al den stund, at Dan-marks endnu ikke har tilsluttet sigskaren af lande, der anerkender detarmenske folkemord.

De tre danske vidners dagbogsrap-porter og notater hjem er del af detstore materiale, som hæver det overenhver tvivl, at der var tale om tyr-kernes bevidste forsøg på at udsletteden armenske nation, altså folke-mord.


Et folkemord som verden helst vender ryggen til

De tyrkiske myndigheder viste dogen smule skam i livet, da Karen Jep-pe som den eneste fik lov at kommeind i byen Urfa og hente hele ar-menske familier ud. “Myndigheder-ne lod hende gøre det, fordi deskammede sig over for hende, fordihun var en fremmed og et øjenvid-ne til uretfærdighederne og grusom-hederne”.

Urfa var i øvrigt et af de få steder,hvor armenierne satte sig aktivt tilmodværge.

Imens så stormagternes forargelseover armeniernes skæbne ud til atskade dem mere end at beskyttedem. “Samtidig skabte stormagter-nes pres for reformer vrede i tyrki-ske kredse. En vrede, der resultere-de i endnu større undertrykkelse afarmenierne”.

Få tyrkiske vidner

Der er langt flere vidnesbyrd fra ar-meniere end fra tyrkere. Det bety-der ikke mindst, at det er umuligt atblotlægge omfanget af tyrkereshjælp til armeniere. Der var utalligeeksempler på, at tyrkere satte dereseget liv på spil ved at hjælpe og husearmeniere. Schøler Kjær henviserher til blandt andre historikeren Richard Hovannian, der skriver, atdisse tyrkere var voksne mennesker i1915 og for længst døde:

“Selv det at interviewe deres børnog børnebørn om de historier, dermåtte være givet videre, er ikke mu-ligt set i lyset af den fortsatte tyrki-

ske benægtelse og kampagne medhenblik på at miskreditere alle bevi-ser, der henviser til folkemordet”.

Som Schøler Kjær fremhæver,blev armenierne også ofre for, atlandet blev mere asiatisk og meremuslimsk i takt med tabene på Bal-kan.

Begrænset retsopgør

Der skete en vis form for retsopgør,selv om kun få blev dømt, efter atkrigen var tabt for tyrkerne og de ioktober 1918 havde underskrevet envåbenhvileaftale med briterne. Bo-gen fremhæver med rette, at det varde dertil indrettede militærtribuna-lers fortjeneste, at der blev fremlagtdokumentation for, “at udryddelsenaf armenierne var planlagt og gen-nemorganiseret”. Men et utal af do-kumenter var blevet destrueret, ogtil dato er de osmanniske arkivernæsten helt lukkede.

“Det armenske folkemord havdeskabt vrede i Europa og underbyg-gede den holdning, at der ikke varplads til tyrkerne i det civiliseredeEuropa”, lød en britisk stemme, derafspejlede en udbredt følelse i Euro-pa af tyrken som uden for pædago-gisk rækkevidde, når det gjaldt civili-seret optræden.

Heri ligger formentlig en stor delaf årsagen til, at det har været et to-talt tabu og kriminelt i Tyrkiet atom tale behandlingen af armeniernesom folkemord.

Og den tyrkiske republiks grund-

118 udenrigs 1 · 2010

LITTERATUR

lægger, Mustafa Kemal (Atatürk),mente nok at ledere i det gamle re-gime skulle straffes for forbrydelser-ne imod armeniere. Men “allerede i1919 var det ‘historie’, noget manskulle undskylde, og så komme vide-re med forsvaret og opbygningen afden tyrkiske nation”. Når alt kom tilalt, var det armeniernes egen skyld,argumenterede Mustafa Kemal, forifølge den tyrkiske opfattelse havdearmenierne allieret sig med frem-mede magter for at dele Tyrkiet. Såtyrkernes behandling af armenierneblev reduceret til en ren kamp fornationens overlevelse.

Dagens Tyrkiet burde kunne er-kende folkemordet som noget detosmanniske rige begik og som detmoderne Tyrkiet lægger afstand til.Men vægringen ved det skal givetsøges i fortidens opfattelse af tyrker-ne som for barbariske til at få ad-gang til det europæiske familie. Denopfattelse gennemsyrede det 19. og20. århundredes europæiske littera-tur og ligger som undertekst for me-get af modstanden imod Tyrkiets op-tagelse i EU den dag i dag.

At tyrkerne erkender folkemordet

burde være en betingelse for Tyr -kiets medlemskab af EU. For kunnedet tænkes, at et land, der benægterHolocaust kunne komme i EU? Nejvel? Og lige så vel som Holocaustikke for evigt har henvist tyskerne tilde uciviliseredes rækker, skal folke-mordet imod armenierne ikke hol-de tyrkerne uden for Europa. Menifølge den gængse tyrkiske opfattel-se må folkemordet benægtes ellerforties for at få adgang til den euro-pæiske familie.

Helle Schøler Kjær giver et flot bi-drag til at holde fokus på folkemor-det. Journalisten vedkender sig ikkeat være historiker, men er gået tilopgaven med en historikers grundi-ge research og inddragelse af debedste internationale værker om fol-kemordet. Det er med gode kort, fo-tos fra folkemordets tid og afsnit,der sætter dramaet ind i den rettehistoriske sammenhæng, en overor-dentlig indbydende og velkommenbog.



Et folkemord som verden helst vender ryggen til

Barfoed, Niels (red.): Sikkerhedenspris. Et symposium om terrorbe -kæm pelse og retsstaten. Gyldendal,København 2009, 95 s.Bogen er et referat af de indledendeoplæg og den efterfølgende debatpå et symposium om terrorbekæm-pelse og retssikkerhed i Danmark,der blev afholdt i begyndelsen af2009. En stor del af den lille bog ud -gøres af debatten mellem chefen forPET, Jacob Scharf, og de øvrige del -tagere i symposiet om PET’s nye be-føjelser i terrorlovgivningen, her -under domstolskontrollen med tje -nestens aktiviteter. Et tilbagevenden -de emne er den såkaldte tunesersag.Redaktøren beklager i øvrigt, at kunén politiker (Anne Baastrup) valgteat deltage i symposiet. De øvrige erfagfolk, primært jurister og men-neskerettighedseksperter. Bog en af sluttes med indlæg fra to, der ikke deltog i symposiet, hhv. fhv.højeste retspræsident Niels Pontop -pidan, der kommenterer debatten,og seniorforsker Peter Scharff, Insti-tut for Menneskerettigheder, dertager udgangspunkt i Michael Ig-natievffs moralteoretiske bog TheLesser Evil.

Barth, Fredrik: Afghanistan og Tale-ban. Forlaget Hovedland, Højbjerg2010, 111 s.Den norske antropolog FredrikBarth har beskæftiget sig med Af -

ghanistan siden 1954 og taler bl.a. pashto. Bogen informerer læserenom de værdier, der hersker i Afgha-nistan. Barth ser på den virkelighed,som præger stammesamfundet, oghan undersøger, hvordan magtfor-holdene er der, hvor mænds ære de-fineres af kvinders adfærd, og sæd-vaneretten, pashtunwali, let kom-mer til at fremstå i skarp modsæt-ning til Vestens værdier. Han slårogså fast, at Afghanistan ikke er entraditionel nationalstat, og at voreforestillinger om venner og fjerderer helt urealistiske. Med forord afjournalist Lasse Ellegaard.

Berdal, Mats: Building Peace AfterWar. International Institute for StrategicStudies, London 2009, 215 s.Tiden efter den kolde krig har væretpræget af en udbredt praksis, hvorudefrakommende intervenerer forat skabe varig fred i samfund hærgetaf krig. Men på et tidspunkt, hvorder er flere internationale fredsbe-varere udstationeret end på nogettidligere tidspunkt i historien, erden internationale vilje til at interve-nere så begyndt at aftage? Og i hvorhøj grad er de systemer der skalplanlægge og udsende fredsskaben-de missioner i stand til at løse de sta-dig mere komplekse opgaver? Deter nogle af de spørgsmål, som Ber -dal tager fat på, med udgangspunkti en undersøgelse af hvordan for-

120 udenrigs 1 · 2010

Bognoter

skellige interventioner fra den iCambodja i begyndelse af 1990’ernetil de igangværende operationer iAfghanistan og Den DemokratiskeRepublik Congo har klaret sig. Ber-dal undersøger også kritisk denmåde, hvorpå regeringer og FN harreageret på de mange udfordringer.

Bjørn, Anders: Jugoslaviens sam-menbrud – Balkan-krigene 1991-2001. Forlaget Frydenlund, København2010, 157 s. Bogen giver et samlet overblik overbegivenhederne i det tidligere Jugo-slavien. Forfatteren forsøger at findesvarene på, hvordan sådan en ond -skab kunne udfolde sig i Europa,kun 50 år efter Anden Verdenskrigog Holocaust. Hvorfor greb omver-denen ikke ind på et tidligere tids-punkt? I løbet af bare 10 år gik sta-ten Jugoslavien i opløsning. Krigeog voldelige konflikter prægede Bal-kan i 1990’erne.

En del af krigens flygtninge komtil Danmark og medførte nye politi-ske debatter, ligesom opgøret medde ansvarlige for krigene og deresforbrydelser har været på Europasdags orden i 2000’erne. AndersBjørn forklarer og analyserer begi-venhederne og forsøger at give svar.Ligeledes sætter han fokus på medi-ernes og det internationale sam-funds – herunder Danmarks – rollebåde under og efter konflikterne.Livet i de syv nye Balkan-stater bely-ses i bogens afsluttende kapitel.

Skak, Mette, Steen Fryba Christen-sen, Jørgen Dige Pedersen, StigThøgersen, Clemens Stubbe Øster-gaard,: Fremtidens stormagter.BRIK’erne i det globale spil: Brasili-en, Rusland, Indien og Kina. AarhusUniversitetsforlag, Århus 2010, 282 s.I fire artikler analyseres landeneskultur, økonomi, samfundsform oghistorie samt deres muligheder ogbegrænsninger. I indledningen sæt-tes fokus på selve BRIK-konceptetog på landenes ligheder og forskel-le. Markante fællestræk er elemen-ter af statskapitalisme, aktiv politiskforvaltning af globaliseringen og sto-re og voksende middelklasser. Bo-gen konkluderer, at BRIK-landeneer fremtidens stormagter, og at defire lande kommer til at udgøremagtcentre i den verdensorden, vier på vej ind i. Konklusionen pegerogså på, at det drejer sig om en nytype konstruktiv magt, der ikke byg-ger på militær slagstyrke, men påøkonomisk vækstpotentiale og poli-tisk indflydelse.

Dobbins, James F.: After the Tale-ban. Nation-Building in Afghanistan.Potomac Books, Inc., Washington, D.C.,179 s.Den fremtrædende amerikanskediplomat med stor erfaring i politiskog økonomisk genopbygning i krigs -hærgede stater var fra november2001 til april 2002 Bush-administra-tionens udsending til de afghanskeoppositionsgrupper med den op-gave at få dem til at enes om et nyt


Bognoter

styre efter Talebans fald. Han beret -ter detaljeret om sit penduldemo -krati mellem de indbyrdes uenigeafghanske grupper og nabolandene,der alle havde deres interesser i enløsning. Dobbins deltog i de afslut-tende forhandlinger, der underledelse af FN’s udsending, LakhdarBrahimis, førte til Bonn-aftalen islutningen af november 2001 omdet afghanske overgangsstyre underHa mid Karzai. De politiske og mili -tære vanskelighederne med at etab -lere den FN-mandaterede sikker-hedsstyrke (ISAF) omtales også.Blandt de interessante detaljer erden konstruktive iranske medvirkentil Bonn-aftalen og Bush-administra-tionens afvisning af Irans diploma-tiske følere om et nærmere samar-bejde. Dobbins ser Bush-administra-tionens ændrede prioritering fraAfghani stan til Irak allerede i 2002som fejlagtig og skæbnesvanger.Dertil kommer, at administrationensuvilje mod ‘nation-building’ og brugaf amerikanske soldater i fredsbeva -rende operationer ifølge Dobbinshar været en væsentlig årsag til Tale-bans tiltagende styrke i de seneste år.

Due-Nielsen, Carsten, Rasmus Ma-riager, Regin Schmidt: Nye fronter iDen Kolde krig. Gyldendal, Køben-havn 2010, 352 s. Muren faldt for 20 år siden. Mangeaf de tidligere østlande er nu blevetmedlem af EU, og en hel generationhar ikke længere oplevet jerntæp-pet. De fysiske spor efter den kolde

krig er ved at være visket bort. Menudforskningen af hvad der foregikog hvordan det skal forstås, er førstved at komme i gang. I denne bogfortælles i korte kapitler om nogle afde nyeste resultater - især om Dan-marks forhold til omverdenen ogden politiske, økonomiske og kultu-relle påvirkning samt om spændingog détente. Men også om den politi-ske brug af den kolde krig.

Esfandiari, Haleh: My Prison, MyHome. One Womens Story of Capti-vity in Iran. HarperCollins Publishers,New York 2009, 230 s.Den 67-årige bedstemor, Haleh Es-fandiari, ender i Evin fængslet i Te-heran efter forhør i adskillige uger,efter at hun blev overfaldet og be-røvet pas og penge på vej til lufthav-nen for at vende tilbage til USA,hvor hun bor med sin iranske mand.Det viser sig, at regimet stod bagoverfaldet for at få lejlighed til atudspørge Esfandiari om hendes akti-viteter som direktør for WoodrowWilson Center for Mellemøstenstu-dier i Washington. Hun anklages forat deltage i en amerikansk sammen -sværgelse for ‘regimeændring’ iIran, men løslades efter intensivt in-ternationalt pres, efter at hun havdetilbragt 150 dage i isolationsfængsel.En guldgrube af beskrivelser af dag-liglivet bag tremmer og et klarsynetportræt af dagens Iran og hvordandet er blevet et samfund af paranoiaog frygt.

122 udenrigs 1 · 2010

LITTERATUIR

Hansen, Jan Bo: Muren: Historienom et politisk bygningsværk.Gyldendal, København 2009, 326 s. Muren er en minutiøs gennemgangaf historien om den 155 kilometerlange mur, der adskilte Øst- og Vest -Berlin i 18 år. Det er murens histo-rie fra politisk idé, afbrydelse afgrænsen mod vest i 1961 og murensetablering som en konsekvens afden østtyske sektors administration.Bogen behandler de politiske over-vejelser og diskussioner hos magtha-verne i Øst og Vest. Samtidig fortæl-ler bogen om de mange fantasifuldeflugtforsøg fra Øst til Vest og om detpolitiske og kulturelle liv i DDR,sammenbruddet i Øst og murensfald i 1989.

Heurlin, Bertel: Krig og fred i det21. århundrede. Facts, forestillingerog forklaringer. Samfundslitteratur,København 2009, 335 s.Bertel Heurlin er professor i euro-pæisk sikkerhed og integration vedKøbenhavns Universitet og formandfor Dansk Institut for militære studi-er. Bogen her præsenterer et bredtog dækkende udvalg af såvel klassi-ske som nyere tolkninger og teoreti-ske opfattelser af freden og krigenog deres indbyrdes relationer i deseneste årtier. Perspektivet er glo-balt, men også Danmarks situationsættes ind i den begrebsmæssige ogempiriske sammenhæng.

Johansen, Jahn Otto: Mitt Liv medModer Russland. Aschehoug, Oslo

2009, 304 s.Den norske forfatter opsummerernæsten fem årtiers tæt samliv medRusland, både som korrespondentfor norsk radio og TV, NRK, og fordiverse norske dagblade samt påhyppige rejser tilbage. Jahn Otto Jo-hansen trækker i bogen på et omfat-tende net af russiske samtalepartne-re og et stort kendskab til russiskemediers beskrivelse af landet. Densærlige russiske måde, som kunst,litteratur og religion har udvikletsig, gives omfattende dækning i bo-gen, som blandt andet påviser, atforfatteren Dostojevskijs antivestligeholdning bruges offensivt af Kreml idag. Den seneste tids spændte ud-vikling i forhold til naboerne Ukrai-ne og Georgien dækkes også ud-førligt.

Ker-Lindsay, James: Kosovo, ThePath to Contested Statehood in theBalkans. I.B. Tauris Publishers, Lon-don 2009, 271 s.Efter forfatterens opfattelse er Koso-vo det vigtigste emne i dagens Euro-pa og det potentielt mest eksplosive.Bogen skitserer Kosovos omstridtevej til uafhængighedserklæringenfra Serbien i 2008. Var det det sidstekapital i Jugoslaviens opløsning ogkonklusionen på Balkans krige i1990’erne? Eller blot endnu en af-stikker i spillet om stabilitet i Bal-kan? Da FN’s Sikkerhedsråd gavgrønt lys for forhandlinger om Koso-vos endelige status i oktober 2005,mente de fleste kommentatorer, at


Bognoter

Kosovo ville blive en selvstændig statåret efter. Men intet gik som plan-lagt. Bogen analyserer processen fra2005 til nu og hvorfor så meget gikgalt. Et vigtigt bidrag til forståelse afBalkans nyere historie og proble-merne for international konflikt-løsning.

Kostovicova, Denisa og Vesna Boji-cic-Dzelilovic (Ed.): Transnationa-lism in the Balkans. Routledge, Lon-don 2009, 114 s.Bogen udforsker karakteren af gen -etablering af transnationale båndimellem de nye selvstændige staterog tidligere jugoslaviske republikkerefter den blodige opløsning af dettidligere Jugoslavien. Artikelsamlin-gen søger at besvare spørgsmålene:Er forsoningen imellem regionensetniske grupper kommet så langt, atden fremmer bestræbelser for at op-bygge demokratiske samfund? Ellerer der stadig så langt igen med for-soningen over grænserne i regio-nen, at det hæmmer deres økonomi-ske og politiske udvikling og der-med muligheder for EU-medlem-skab.

Mariager, Rasmus (red.): Danskere ikrig 1936-48. Gyldendal, København2009, 229 s. I første halvdel af det 20. århun-drede meldte omkring 25.000 dan -skere sig frivilligt til udenlandskkrigstjeneste. Ikke alle blev accep -teret, men godt 12.000 fik deresønske opfyldt, og flere end 2.000 be-

talte den højeste pris. Et antal for -skere har udvalgt en enkelt frivilligfra henholdsvis den spanske bor -gerkrig, den finske vinterkrig og An-den Verdenskrig (på såvel allieretsom tysk side) samt frivillige i denbritiske hær efter Anden Verdens -krig. Deres skæbner skildres medbaggrund i de pågældende krigesforløb. Dertil kommer et tværgå -ende kapitel, der analyserer den of-ficielle danske holdning til de frivil-lige samt de frivilliges motiver, for -udsætninger og rolle. Det tanke -vækkende er, at ca. halvdelen af dedanskere, der frivilligt gik i uden-landsk krigstjeneste, gjorde det iWaffen SS.

Nedergaard, Peter: Lissabontraktat-en – en politologisk analyse. Jurist- ogØkonomforbundets Forlag, København2010, 190 s.I fem kapitler analyseres opløbet tilLissabontraktaten; EU’s opbygningog virkemåde; de politiske samar -bejdsområder; Charteret om Grund -læggende rettigheder og Danmarkog Lissabontraktaten. Bogen er enpolitologisk og ikke en juridiskanalyse, idet den lægger vægt på attrække magtforhold, interesser ogideer frem, som har dannet grund-lag for Lissabontraktaten. En lettererevideret udgave af bogens kapitelom opløbet til Lissabontraktatenblev bragt i Udenrigs nr. 4 · 2009.

Politkovskaya, Anna: Nothing butthe Truth. Selected Dispatches.

124 udenrigs 1 · 2010

LITTERATUIR

Harville Secker, London 2010, 468 s.Den enestående og fantastisk modi-ge russiske journalist, Anna Polit -kovskaja, blev myrdet af fortsat ukendte gerningsmænd i oktober2006. Trods utallige trusler var hunvedblevet med at skrive om krigene iTjetjenien samt korruption og magt-misbrug i Putins Rusland. Dennebog er en samling udvalgte artiklerfra Novaja Gazeta, hvor hun arbejde -de. Temaerne er de samme som ihendes bøger, men hovedparten afartiklerne oversat til engelsk forførste gang. Der er også interviewsmed vestlige og russiske politikeresåvel som med tjetjenske eksilpoli-tikere. Af særlig interesse er hendesartikler om gidseldramaet i Dubrov-ka-teatret i 2002, hvor hun forsøgteat mægle, og gidseltagningen på enskole i Beslan i 2004, hvor hun blevforgiftet i flyet på vej dertil i et for -søg på at bidrage til en løsning. Bo-gen slutter med et større antal min-deord om Politkovskaja.

Schmidt, Helmut und Fritz Stern:Bilanz eines Jahrhunderts. C .H. BeckVerlag, München 2010, 387 s. Den tidligere tyske forbundskanslerHelmut Schmidt og den tysk-ameri-kanske historiker Fritz Stern i samta-le i en bog, som straks kom på best -sellerlister efter udgivelse i begyn-delsen af marts. “Begynd De bare, Fritz” , lyder det fra Helmut Schmidti bogens første sætning. De taler omlæren af historien i det århundrede,som de sammen har levet i. Deres

samtale spænder fra Bismarck til Is-rael, fra Anden Verdenskrig til Kinasopstigning, fra tilbageblik til Bushæraen til de hysterisk høje aflønnin-ger af bankledere trods krise. Anek -doter er de to kloge gamle mændogså meget leveringsdygtige i. Deoverordnede temaer er menneskeog magt, politik og moral samt hi-storie og nutid

Synnott, Hilary: Transforming Pakis-tan. Ways out of Instability. Internati-onal Institute for Strategic Studies, Lon-don 2009, 200 s.Ofte stilles spørgsmålet om Pakistanhar udviklet sig til en fejlslagen stat,der ikke kan styres, eller om der eren vej ud af den herskende voldeli-ge ustablitet. Hilary Synnott argu-menterer for at enhver strategi forat løse Pakistans problemer skal byg-ge på en nuanceret forståelse af lan-dets turbulente historie, skiftenderegeringers skavanker og de svagenøgleinstitutioner. Han kaster lys påefterretningstjenesterne og militæ -ret og ser på hvordan sidstnævntehar brugt religion og konflikten iKashmir til at bibeholde egen indfly-delse. Der findes ingen nemme løs -ninger, når det drejer sig om Paki -stan, men omverdenen kan bidrageved at opbygge varige relationer tillandet.

Sørensen, Catharina, Mette BuskjærChristensen, Thomas Christensen:Berettet for eftertiden. Centrale ak-tørers erindringer om Danmark i


Bognoter

EU. Europa-Kommissionen. Repræsenta-tion i Danmark, København 2009, 201 s.2007 var 50-året for Romtraktatensunderskrivelse. I den anledning togEuropa-Kommissionens Repræsenta-tion, Europa-Parlamentets Informa-tionskontor og Dansk Institut for In-ternationale Studier (DIIS) initiativtil seminarrækken ‘Berettet for ef-tertiden’, hvor otte centralt placere-de aktører – politikere og embeds-mænd – gav deres personlige beret-ninger om udviklingen af Danmarksforhold til EF/EU fra 1960’erne tilslutningen af 1990’erne. Beretnin-gerne, kommenteret og diskuteretaf en historiker og en politolog, blevsendt på DK4 og er nu udkommetsom publikation.

Taylor, John B.: Getting Off Track:How Government Actions and Inter-ventions Caused, Prolonged, andWorsened the Financial Crisis, Hoo-ver Institution Press, Stanford 2009, 92 s. og Brunnermeier, Markus, AndrewCrockett, Charles Goodhart, Avina-sh D. Persaud, and Hyun Shin: TheFundamental Principles of FinancialRegulation. International Center forMonetary and Banking Studies, Geneve2010, 76 s. Den amerikanske økonomi er lang-somt i bedring med en vækst på 2.2procent i tredje kvartal i 2009 og 5.7procent i fjerde kvartal, en tendens,som tyder på, at den værste recessi-on siden Den Store Depression er

ved at være ovre. USA undgik etmere alvorligt økonomisk sammen-brud, fordi den amerikanske og an-dre regeringers svar på krisen harværet mere effektive end krisetilta-gene i 1930’erne. Ikke desto mindrehar USA mistet mere end otte milli-oner job, halvdelen af dem perma-nent. De to publikationer omhand-ler, at endnu værre ulykker hidtil erundgået bl.a. på grund af analytike-re, der har studeret læren fra forti-den og understreget behovet for, atvi forstår, hvad der gik galt dennegang, herunder den manglende re-gulering af banksystemerne.

Wassserstein, Bernard: Barbarismand Civilization: A History of Euro-pe in Our Time. Oxford UniversityPress, New York 2009, 928 s.Professor i historie ved Chicago Uni-versitet beskriver de tætte båd imel-lem barbari og civilisation i det 20.århundredes Europa. Han beskriverdetaljere om, at historiens størstelandvindinger, øget demokrati ogvelstand gik hånd i hånd med usige-lige vold: to verdenskrige, systempå -tvunget hunger i Sovjetunionen, fol-kemord på Balkan og terror i islamsnavn. Wasserstein fokuserer på poli-tik og økonomi og bevæger sig medstor indsigt i de enkelte landes histo-rie fra Storbritannien til Tyskland,Rusland og Tyrkiet og tilbage igen.Wasserstein ser en øget opmærk-somhed om mennesker i nød, menfrygter fremtiden i en post-kristentEuropa uden et moralsk kompas.

126 udenrigs 1 · 2010

LITTERATUIR

von Weizäcker, Richard: Der Wegzur Einheit. C.H.Beck Verlag,München 2009, 223 s. Weizäcker, der var præsident fra1984 til 1994, nåede at være det forbåde Vesttyskland og det genforene-de Tyskland. Som så mange andretyskere, ser han i disse erindringermurens fald som den største oplevel-se i sit liv. Han ser tilbage på vejen tilmurens fald og forbindender per-sonlige oplevelser med betragtnin-ger over tysk historie, både de storeforskelle og lighederne imellem øst-og vesttyskerne. Forholdet til Rus-land før og efter murens fald beskri-ves løbende. Og Weizäcker skriver:“Den, som vil vide, hvem vi tyskereer, må kigge dybt i vores historie”.

White, Tony: Another Fool in theBalkans: In the Footsteps of Rebec-ca West. Canongate Books Ltd., Edin-burgh 2004, 256 s. Denne lidt ældre udgivelse tagesmed pga. dette nummers tema: Vest-balkan. Den går ind i debatten, somden kroatiske forfatter SlavenkaDrakulic rejser i dette nummer, atBalkan ofte beskrives som en barba-risk bro mellem Europa og Asien.White følger i fodsporene af dennavnkundige Balkan-skribent Rebec-ca West og nyere skribenter om regi-onen og er gået på jagt efter humorog menneskelighed, samt den histo-riske baggrund for disse almindeligemisforståelser om regionen, somude af stand til at hjælpe sig selv,også efter tydelige tegn på overvin-delse af arven efter krigene.


Bognoter

udenrigs 1 · 2010

LANDE I LOMMEFORMAT fra Det Udenrigspolitiske Selskab

Jorden rundt for godt 1000 kr. om året

Med et abonnement på LANDE I LOMMEFORMAT får man et geografisk leksikon, som dækker alle verdens ca. 190 lande. De fleste lande har deres eget hæfte, men nogle samles i grupper på to eller tre. Serien omfatter flere end 145 hæfter på gennemsnitlig 32 sider.

LANDE I LOMMEFORMAT giver hurtig, men grundig information. I lødig og overskuelig form præsenteres hvert lands geografi, befolkning, religion, sprog, kultur, historie, forfatning, økonomi, politik og meget mere.

LANDE I LOMMEFORMAT udgives i otte regionale pakker med én hvert halve år. Hver pakke opdateres således hvert fjerde år. Fjerde udgave af serien blev indledt i 2009 med Vest- og Sydeuropa. Øst- og Centraleuropa er lige udkommet. Den følges så af Nordamerika, Caribien og Oceanien samt Syd- og Mellemamerika her i 2010; Syd- og Østasien samt Vest- og Centralasien i 2011; og endelig Syd- og Østafrika samt Nord- og Vestafrika i 2012.

LANDE I LOMMEFORMAT sælges både i abonnement og i løssalg. Abonnementsprisen er kun 30 kr. pr. hæfte – eller godt 1000 kr. om året inklusive kassetter. Man betaler først for hæfterne, når man har fået dem, og abonnementet kan opsiges når de senest tilsendte er betalt. I løssalg koster hæfterne 40 kr. plus porto. Løssalgsprisen for medlemmer af Det Udenrigspolitiske Selskab og abon-nenter på Udenrigs er 30 kr. plus porto.

! – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Jeg er interesseret i LANDE I LOMMEFORMAT og ønsker Abonnement med 25 pct. rabat og gratis kassetter. Den seneste regionspakke tilsendes straks. Sæt x her og få alle otte pakker for kun 2000 kr. inkl. forsendelse. Brochure og gratis prøvenummer Navn: Adresse: Postnr/by:

Det Udenrigspolitiske Selskab . Amaliegade 40 A . DK 1256 København K

Fax 45 33148520 · E-mail [email protected]

er en almennyttig, uafhængig for -ening, grundlagt i oktober 1946.Selskabets formål er at fremme kend-skabet til og interessen for udenrigs-politiske spørgsmål. Selskabet tagerikke stilling til noget politisk pro-blem. Kun redaktion og forfatterehæfter for de i Selskabets publikatio-ner offentliggjorte meninger.

Som medlem kan optages enhverdansk statsborger, hvis medlemskabskønnes gavnligt for Selskabets for-mål.Udlændinge med særlig tilknytningtil Danmark kan optages som associ -erede medlemmer uden stemmeret.Institutioner og virksomheder kanoptages som kollektive medlemmer.

Selskabets biblioteker et offentligt tilgængeligt special-bibliotek inden for udenrigs- og international politik i bred forstand.Bibliotekets samlinger omfatter– Danske og udenlandske tidsskrifter– Diverse håndbøger og bibliografier.– Elektroniske opslagsværker.

Biblioteket har ca. 100 danske ogudenlandske tidsskrifter i fast abon-nement. Biblioteket er åbent man.-fre. kl. 12-16, eller efter aftale. Henvendelsekan desuden ske på tlf. 3314 8886 isamme tidsrum.

Selskabets protektorHans Kongelige HøjhedKronprins Frederik

Selskabets æresmedlemmerHenrik Henriques

Selskabets bestyrelseMerete Ahnfeldt-Mollerup,

arkitekt, p.hd.Bodil Nyboe Andersen,

præsident for Dansk Røde KorsSuzanne Brøgger, forfatterMichael Ehrenreich, redaktørUffe Ellemann-Jensen,

tidl. minister, Selskabets formandLykke Friis, prorektorTroels Frøling, generalsekretær

Kjeld Hillingsø, generalløjtnantErik Hoffmeyer, dr.polit.Anne E. Jensen, cand.polit.Anders Jerichow, journalistAnne Knudsen, chefredaktør, dr.phil.Suzanne LassenSteen Langebæk, landsretssagførerAnna Libak, journalistMogens Lykketoft, MF,

tidligere ministerFinn Lynge, seniorrådgiverSiegfried Matlok, chefredaktørIda Nicolaisen, seniorforskerHerbert Pundik, journalistTøger Seidenfaden, chefredaktørVibeke Sperling, journalistNiels Thygesen, professor, dr.polit.

Det Udenrigspolitiske Selskab

65. årgangGrundlagt af Erik Seidenfaden og Steen GudmeUdkommer marts, juni, september og decemberRedaktionen af dette nummer sluttet 20.03.2010Abonnementspris 250 kr., institutioner 400 kr.

UdgiverDet Udenrigspolitiske SelskabAmaliegade 40 A, DK-1256 København KTelefon 3314 8886, fax 3314 8520E-mail [email protected]

RedaktionVibeke Sperling (ansvarshavende)Brita Vibeke Andersen

RedaktionskomitéMichael EhrenreichIb FaurbyNanna HvidtAnne KnudsenAnna LibakTøger SeidenfadenAnna von SperlingFrede VestergaardUffe Østergård

DirektionKlaus Carsten Pedersen

SekretariatBrita Vibeke Andersen

ProduktionSkagen Bogtrykkeri og Rounborgs grafiske husOmslagsill.: Per Marquard Otzen

ISSN 1395-3818

Documents

Det Udenrigspolitiske Selskab - Vestbalkan og EUudenrigs.dk/wp-content/uploads/2014/02/1-2010.pdf · 2015-10-06 · opfattelse, at Balkan er det, som det vestlige Europa ikke er