1

DET SORTE TOG

Illustrator:Cecilia Therecia Anderberg

Nina Heinmann

Novellen vandt andenpladsen ved sommerens Fantasy-novellekonkurrence fra Herlufsholm 2014.

3

3

Hver morgen i de otte år Kamile har levet, har Det sorte tog stoppet uden

for hendes hus, hver morgen kl. otte. I dag, på hendes otte års fødselsdag,

vil hun stige ombord for første gang. Hun har tit kørt i tog med sin mor.

De gør det hver måned, når de skal besøge mormor. Kamile elsker at køre

med tog. Tog er spændende. Hun elsker deres fart og deres automatik. Den

måde at selv om de ligner et stort monster, er de altid gode. Man ved hvor

de skal hen.

Kamile ved ikke, hvor dette tog skal hen.

Der er noget ved toget. Den måde, det altid stopper uden for hendes hus.

Holder der i præcis tre minutter, og så kører videre. Altid samme tid, altid

samme fart. Kamile har tit spurgt folk hvad toget er for noget, men folk

bliver så bange og mærkelige når hun spørger ind til det, og beder hende

lade være med at spørge om den slags. Hun snakker med sine venner i

skolen. De kender også toget, men de ved lige så lidt som Kamile. Det er

så mærkeligt, for hendes klassekammerater siger også at toget stopper ved

deres hus præcis kl. otte i tre minutter. Men det vil jo være umuligt. Det kan

Kamile vel se ligeså godt som enhver anden. Kun julemandens kane, kan

flyve så hurtigt. Nu er det nu. Lokomotivets forlygte lyser svagt gennem

sneen et par kilometer væk. Kamile står og tripper på det øverste af de tre

trappetrin udenfor murstenshuset. Hun har en lang frakke på, der dækker

hendes krop, så kun hendes skospidser stikker ud under den tynde uld. Hun

har en firkantet kuffert i den ene hånd og en slidt rygsæk på ryggen.

DET SORTE TOGved Nina Heinmann

4 5

Det sorte tog nærmer sig langsomt. Dets glatte jernfacade nærmer sig i en

lang svævende bevægelse hen over de frosne spor. Kamile mærker et sug af

spænding, da Det sorte tog glider ind foran huset. En tynd damp står ud fra

Det sorte togs sider, som er det et levende dyr med varme i kroppen, der er

ude i sneen. Det er et lydløst tog. Det har Kamile aldrig forstået.

Tog laver lyd. Det gør toget til mormor i hvert fald altid. Så hvorfor er dette

underlige damplokomotiv af sortsvedet jern, så helt stille.

Kamile knipser sin nedbidte negl mod slåerne på sin kuffert, og lytter til

det stille ’kling’, slaget laver. Så kigger hun på hvordan toget hjul drejer og

hvordan bremserne bliver slået mod hjulene, og får orange gnister til at

lave smeltede fordybninger i sneen. Men den tidlige morgen er helt stille.

Morgengryet kigger frem i horisonten, og afslører et lyserødt slør bag det

mørke tog, der langsomt sætter farten ned og stopper. Kamile kigger på

sit ur, og observerer hvordan toget stopper præcis kl. otte:00, og røgen fra

skorstenen foran i toget stiger lige opad i manglen på vind.

Som altid, ser det ikke ud som om toget har nogen dør, før en lys firkant

pludselig står frem i den forreste ende af lokomotivet, der ikke er længere

end ti meter langt. Døren glider op, og drejer om så den ligger i et ekstra

lag på siden af toget, som den plejer. Alt hvad der er at se i toget, er hvidt

lys.

Kamile er forundret. Aldrig har hun været så tæt på det sorte tog før.

Hendes mor har altid sørget for at holde øje med Kamile kl. otte om

morgenen. Nogle gange har Kamile taget hende i at stå i sin døråbning og

kigge på hende, mens moren tror at hun sov. Hendes udtryk er så lidende,

at Kamile altid er tæt på at løbe hen til hende og give hende et kram.

Hun tager sig selv i at stå og stirre på toget, men kommer hurtigt i tanke

om, at hun har besluttet sig for at stige ombord. Hvor er det spændende. Så

længe har hun kigget på det, og undret sig. Nu vil hun få svar.

Hun hanker op i sin lille rygsæk, og tager begge sine uldne luffer om den

tunge kuffert, og småløber hen mod togets skyggefulde facade.

Som hun nærmer sig det lysende omrids, kommer en mand til syne i

døråbningen. Han er høj, og har kulsort hår. Han er klædt i sådan noget

4 5

gammeldags konduktørtøj, som Kamile kun har set på film. Han er iklædt

et klassisk jakkesæt i mørkeblåt fuld af guldknapper. På hovedet har han en

puffet kasket i samme natblå farve. Kamile har aldrig set ham fra sit vindue

før.

”Velkommen,” siger han med en lidt syngende stemme. Hans øjne er vidt

opspilede og hans smil er meget stift. Han ligner lidt Kamiles dukke.

”Er de helt sikker på, at de vil med frøken?” Spørger han, og læner hovedet

lidt på skrå, uden at fjerne sine glasøjne fra Kamile. Hun føler sig ikke

skræmt af ham. Hun har en fornemmelse af, at han ikke er rar. Han opfylder

alle kriterierne for en fremmed, og dem må Kamile ikke gå med for sin mor,

men hun er tiltrukket af det lys, der er bag ham. Alle de år har hun kigget

på det lys, og hun tøver ikke fra sin beslutning.

”Meget gerne hr,” siger hun og retter sig op, og sender ham et smil. ”Men

jeg har altså ikke nogen billet.” Hun tripper lidt i sneen, og har det lidt som

hvis hun har glemt at aflevere en hjemmeopgave i skolen.

Manden siger intet, og Kamile kigger lidt efter op, i den tro at han er gået

ind, og toget er kørt lydløst videre som det plejer. Men han står der stadig,

med sit stive grin. Så træder han til side, og med en bevægelse som en

balletdanser, folder han sin arm ud, som en gestus til at hun må gå forbi

ham. Hun småhopper op ad de stejle trin, og kigger ikke tilbage på den

mærkelige konduktør, som hun træder ind i en gammeldags togvogn med

mønstrede vægtæpper på loft og vægge.

Med nogle få undtagelser, ligner det faktisk næsten de tog Kamile før har

kørt med. Hun ved ikke om hun skal være lettet eller skuffet.

Som i en normal kupé, er der sæder med plads til fire personer i rækker i

hver sin side af kupeen. Der er folk ombord. Det gør Kamile en smule mere

tryg, for hun har aldrig hørt om eller set nogen stige på det sorte tog før.

Kamile står lidt i gangen og kigger rundt i kupéen med sin kuffert ved

fødderne. Toget står stadig stille og de lange vinduer afslører silhuetten af

hendes lille hus i det blå tusmørke.

Hun bevæger sig fremad mellem sæderne. Der er kun omkring tolv andre

passagerer ombord, og de sidder alle sammen og kigger ud ad vinduerne.

6 7

Mærkeligt. Der er ingen der kigger på hende. De er alle sammen mænd,

og ingen af dem ser ud til at være børn ligesom Kamile. Kun en enkelt

hvidhåret dreng bagerst. Han er nok cirka femten.

”Hovsa, undskyld!” Udbryder Kamile, da hun er ved at falde over en sovende

rødhåret mands ben, der vender ud i kupeen. Han vågner med et sæt, og et

par skræmte brune øjne møder hendes. Meget skræmte. Den eneste gang

Kamile har set nogen være så skræmt, er når hendes mor kigger på hende

i smug, når det sorte tog kommer forbi. Mandens hår er langt og utæmmet,

og farven minder om hendes egen hårfarve, en dyb ræverød farve. Hun

fejer sine røde lokker om bag ørene.

Han ser ud til at være omkring fyrre, og har tatoveringer langt op ad begge

arme.

Da han ser hvem hun er, forvandler hans ansigt sig til overraskelse til dyb

undren. Kamile kan mærke de andre passageres øjne på hende også, og

pludselig bliver hun nervøs. Hvorfor siger ingen noget? Hun fniser nervøst

og går videre. Hun slår sig ned på en plads et par sæderækker fremme.

Væk fra alle af de underlige passagerer.

I det øjeblik hun sætter sig ned, begynder toget at rulle, og hun ser sit hus

forsvinde langsomt. Toget sætter farten op. Meget. Det kører så hurtigt, at

det fremkalder en kriblen i Kamiles mave, og udsigten bliver helt udvisket

af farten. Mærkeligt. Så hurtigt har de tog hun har kørt med før, aldrig kørt.

Der er stadig ingen der siger noget i kupéen, og Kamile kigger rundt på sine

medpassagerer. De er alle af et barskt udseende. Flere af dem er skaldede

og én har tatoveringer hen over hovedet. Nå, men der stiger nok snart

nogen andre på, hun kan snakke med.

Kamile tager et Anders Ans blad op af sin rygsæk, og lægger det på bordet

foran sig. Det er et blad hun har fået i fødselsdagsgave fra sin mor om

morgenen. Hendes mor havde været udsædvanligt glad den morgen. Siden

Kamiles far forlod dem, da hun er tre, har moren været meget beskyttende

og skræmt anlagt. Som om hun hele tiden troede at Kamile ville gøre et

eller andet slemt.

6 7

Og det har hun så gjort i dag. Kamile er simpelthen blevet træt af ikke at

måtte gøre hvad hendes venner i skolen måtte. De måtte slev cykle i skole,

og de måtte tage med hinanden hjem at lege efter skole, men Kamiles mor

havde altid forbudt hende det. Bedt hende om at tage bussen hver dag,

og hvis hun skulle lege med sine venner, skulle hendes mor være til stede.

Kamile forstår ikke alle disse regler, og hun vil på eventyr. Men da hun

havde spurgt ind til det sorte tog, var hedes mors øjne blevet tomme, og

hun var begyndt at overvåge Kamile om morgenen, når det kommer forbi. I

morges var Kamile bliveret vækket tidligt med gaver, og da moren var taget

ud for at hente rundstykker ved bageren, havde hun hevet sin for-pakkede

kuffert frem, og løbet ud af døren til det mystiske tog.

Stilheden larmer i hendes ører. Manglen på lys fra toget, og mændene i

kupeens totale stilhed, gør hende urolig. Den får hende til at flytte sig i

sædet, og bladre meget langsomt i sit Anders And blad. Det minder hende

om når klassen har en test, og alle er så stille, at hun bliver bange for at

lave den mindste lyd.

Til sidst lægger hun bladet fra sig og kigger ud af vinduet. Det fortryder hun

dog hurtigt, da de blinkende udviskede lys og farver gør hende svimmel.

Toget kører om muligt endnu hurtigere, end da hun lige var steget på.

Som tiden går bliver det kedeligt. Ingen siger noget, og hun kan hverken

læse eller kigge ud af vinduet. Kamile tager en beslutning. Hun vil stige af

ved næste stop. Men… Hvor stopper toget? I den halve time hun snart har

siddet her, er det ikke stoppet endnu, og hun kan ikke se hvor hun er, med

den slørede udsigt.

Kamile trykker nærmest som en refleks på den lille knap over hende, der

tilkalder en ekspedient. Den siger et lille ’pling’, og lyden skærer nærmest

i hendes øre i stilheden. Den har åbenbart også overrasket de andre

passagerer, for pludselig stirrer de alle sammen på hende.

I et kort øjeblik, får Kamile øjenkontakt med manden, hvis ben hun

næsten var faldet over. Hans øjne udstråler endeløs frygt, og også en slags

håbløshed. Han kigger på hende som om hun lige har fortalt ham at hans

8 9

hund er død, eller at julen er aflyst i år. Nej. Værre. Som om hun har fortalt

ham at jorden vil gå under om lidt.

Der går kun et par sekunder, og så står der en ekspedient foran hende.

Først tror Kamile, at det er konduktøren fra før, da hans tomme øjne, stive

smil og dybe natblå uniform er den samme, men hun lægger mærke til at

ansigtstrækkene er en smule anderledes.

”Hvem skulle det være?” Spørger ekspedienten og smilet får et strejf af ironi

og ondskab. Hovedet lænes en smule på skrå. Kropsholdningen er åben,

med armene ned langs siden, og en fast positur med vægten lige på begge

ben.

Kamile rømmer sig. Har manden lige sagt ’hvem skulle det være?’ mente

han ikke ’hvad skulle det være?’ ”Hvor er jeres næste stop?” Spørger hun,

og prøver at lyde ligesom når hendes mor snakker med ekspedienterne i

toget til mormor.

Mandens læner sig en anelse frem mod hende, og spiler øjnene en smule

op, uden at miste det uhyggelige smil. ”Hvem skulle det være?” Gentager

han insisterende.

Okay tænker Kamile. ”Min mor,” siger hun. ”Jeg vil gerne hjem til min mor.

Hun bor ved jeres seneste stop, der hvor jeg står på. Det er ’hvem’ det skal

være,” siger hun med en skinger stemme, der afslører et hulk, der slipper

op gennem hendes hals. Denne her tur er ikke den eventyrrige tur, hun

havde forventet. Hun tørrer stædigt en tåre af sin kind med bagsiden af

hånden.

Manden afslører sine tænder, og ser nu officielt ligeså uhyggelig ud, som en

dukke Kamile engang så en i en butik. Der mangler bare et par syninger ved

mundvigende og knapper i stedet for de mørkegrå øjne.

”Din mor,” siger han manisk og en smule hysterisk. ”Jeg skal bruge et navn.”

”Manitha,” hvisker Kamile, for at undgå at græde, og tænker på sin mors

smukke blonde krøller, der får hende til at ligne en smuk prinsesse. Hvorfor

har Kamile dog forladt hende. Alt hun havde gjort, var et passe på Kamile,

og hun har været utaknemmelig. Hun vil bare have sin mor.

8 9

Kamile kigger ikke på dukkemanden, da han siger: ”Efternavn?!” Han lyder

som en der ikke har fået mad i flere uger, og bare beder om et lille stykke

brød.

Kamile er bevidst om alle de håbløse, chokerede og bekymrede blikke på

hende, fra medpassagerene, da hun siger: ”Mortesen. Manitha Mortesen!” Et

gisp lyder, og bryder den fuldstændige tavshed fra hendes medpassagerer.

Hun kigger rundt og ser at det er den rødhårde mand. Hans øjne er så

sorgfyldte, at Kamiles tårer begynder at løbe igen. De kigger hinanden

direkte i øjnene, og mandens tårer triller ned ad hans kinder, og laver våde

striber på hans rødmossede hud. Der er noget så uendeligt bekendt ved

ham. Hans mund bevæger sig hurtigt, som om han hvisker noget til sig selv

igen og igen. Ekspedienten rømmer sig, og Kamile kigger op på ham, og ser

hans hvide tandsmil blive bredere end menneskeligt muligt. Han undslipper

et lille hysterisk fnis, og siger: ”Skal straks ske, skal straks ske, skal straks

ske,” mens han nærmest danser ud af togvognen.

”Nej,” kan Kamile høre den rødhårede mand hviske. ”Nej nej nej nej.”

Hans sorgfyldte og skræmte øjne, kigger på hende. Studerer hendes ansigt,

hendes hår og tøj.

Kamile studerer også manden. Hans ansigt er en smule sammenpresset

med en lille opstoppernæse og mørkebrune øjne. Han er iklædt en slidt

skovmandsskjorte med røde og grønne tern. Han ser så bekendt ud, og

Kamile er frustreret over ikke at vide hvorfor. Er han én af hendes gamle

lærere? Har han arbejdet i en butik hun kender?

Efter omkring 10 sekunders ubrudt øjenkontakt bliver det for meget. Kamile

rejser sig fra det gule stof-overtrukkede sæde, og går hen mod manden, der

ser mere og mere forarget ud. På vejen tramper hun hårdt i gulvet, og sørger

for at ramle sin kuffert ind i alle sæderækkerne. Stilheden er for meget. Og den

skal stoppes nu.

Hårdt kaster hun sig ned i sædet overfor den rødhårede mand, som let viger

væk fra hende. Hendes røde uredte lokker, hænger ned foran hendes ansigt og

rører næsten mandens hænder, der er foldede på det lille bord imellem dem.

10 11

”Hvad sker der?” Spørger hun insisterende og prøver at lyde myndig og

hård. ”Hvor er vi? Hvorfor kører toget så hurtigt? Er de mænd der dukker?

Hvorfor er toget lydløst? Hvorfor siger ingen noget? Hvem er du? Hvorfor

stopper toget ikke så jeg kan komme af? Og hvor kender jeg dig fra?”

Spørgsmålene vælter ud af hende, som et vandfald fra en bjergside, og hun

hæver stemmen for hvert af dem.

Manden kigger ned i bordet med sit fortvivlede udtryk, og hans ’nej, nej,

nej’ er begyndt igen. ”Svar mig!” Nærmest råber hun, og slår ned i bordet

med en håndflade, og mærker med det samme de stirrende blikke. ”Svar

mig!” Hun er ligeglad. ”Svar mig svar mig svar mig svar mig.” Tårerne

strømmer ned ad hendes kinder. ”Jeg vil hjem til min mor,” hendes stemme

er en hvisken, og hun falder grædende sammen i sædet.

”Så så,” siger manden pludselig med en stemme, der lyder som om den ikke

har talt i flere århundreder. ”Så så Kamile. Så så.” Kamile stivner.

”Hvor kender du mit navn fra?” Spørger hun og manden stivner. Hun stirrer

intenst på ham. Prøver at tømme sin hukommelse for information om

manden. Intet.

”Okay okay,” siger han og kigger lige på hende, med sine brune øjne. ”Jeg

vil prøve at besvare dine spørgsmål så godt jeg kan.” Han kigger på hende,

og en smule af frygten i hans øjne forsvinder. Kamile retter sig op og kigger

på manden. Hun er træt og ked af det, og vil gerne af dette underlige tog.

”Dette er ikke et tog,” starter manden med smerten lysende fra sine ord.

”Du behøver ikke at forstå det men vi er ikke i vores egen verden. Da du

steg på toget steg du ind i en slags, øh, portal. Til en anden dimension

som vi kører i lige nu.” Kamile kigger undrende på ham. Hun har læst om

portaler og andre verdener før, men er efterhånden begyndt at tro, at det

kun hører til i hendes bøger og film. Manden fortsætter: ”Toget du ser i den

verden du er i med din mor, eksisterer ikke her. Portalen er væk nu, og der

er kun denne kupé i denne verden. Det er derfor toget er lydløst. Fordi det

ikke eksisterer i din verden.” Han tøver med den næste del og kigger ud af

vinduet, som åbenbart ikke gør ham svimmel.

10 11

”Når man stiger ombord på dette tog, gør man det af en grund. Øh. Kender

du det når du er meget sur på nogen? Når du bare ønsker at de ikke skal, øh,

være sammen med dig mere.”

”Ja.”

”Hvis man stiger ombord på toget, er det fordi man vil, øh altså, ’slippe af’

med en person. Det er derfor vi alle sammen er her. Fordi vi har valgt at

eksistere i en anden verden, fordi vi er meget sure på en person, og gerne vil

have at personen, ja altså, skal forsvinde.”

”Altså ligesom hvis man sladrer om nogen, og de bliver sendt hjem?”

”Ja sådan! Og det er derfor vi ikke siger noget. Fordi vi ligesom dig, savner

vores familie,” hans øjne udstråler smerte ved ordet.

”Hvorfor steg du ombord?” Spørger Kamile.

”Jeg har et barn. Eller jeg har to,” siger han og kigger væk. ”Mit ældste barn

var en dreng ved navn Rocco. Og, der var én der tog ham fra mig. Forstår du,

det blev jeg meget sur over, og jeg vil gerne have sendt ham der tog ham

hjem, du ved.”

”Hvem er de underlige mænd i de blå uniformer?”

”Det er de mennesker, der kommer fra denne her verden. De er her for at

tage imod dem vi gerne vil af med. Det gør vi ved at trykke på knappen, du

lige trykkede på, og give dem et navn. Så klarer de sagerne.”

Kamile gisper. ”Hvad sker der med min mor?” Hvisker hun.

”Det ved jeg ikke,” siger manden, men Kamile kan mærke at der er noget

han ikke fortæller. ”Jeg må af,” udbryder Kamile, og rejser sig pludseligt op.

”Nej,” udbryder manden, og hiver hende ned igen. ”Man, man kan ikke stå af

på det her tog. Så kommer man ikke tilbage igen.

”Til toget?”

”Ja. Og heller ikke til nogen andre steder,” siger han dystert.

Kamile kigger skræmt på ham.

”Fortæl mig om dig selv,” siger han. ”Hvorfor er du steget ombord?”

”Jeg var nysgerrig,” siger hun og føler sig som én, der har taget en kage

uden at spørge. Skyldig. Det var så dumt at tro, at hun bare lige kunne stige

ombord på et tog hun ikke ved noget om. ”Og så stod jeg bare på.

12 13

Min mor gad ikke fortælle mig hvad det er, og hun lader mig ikke gøre

noget, så jeg steg ombord for at komme på eventyr.” Hun krummer sig

sammen i skam.

Til hendes overraskelse ler manden. ”Du minder så meget om mig!”

Udbryder han.

”Hvor længe har du været her?” Spørger Kamile.

”Jeg ved det ikke. Hvor gammel er du?”

”otte år. I dag” Hun kan ikke lade være med at smile. Fødselsdage har altid

været noget hun elsker.

”D. 3 december,” mumler manden. ”fem år.”

Kamile kigger undrende på ham, men undlader at spørge om noget.

”Du er så smuk,” siger han pludselig med et smil, der nærmest virker stolt.

Hans ord lyder som om han vil stoppe deres samtale. Kamile lægger mærke

til at lyset ændrer sig i kupéen. Noget er ved at ændre sig.

”Hva..” Når Kamile at udbryde.

”Vi er på vej ind i verden,” siger han og rejser sig op. Hans smil er lille og

stift og øjnene fulde af sorg.

Uden at tøve tager han sin jakke på, der ligger på sædet ved siden af ham.

Så rejser han sig stille op, og betragter det slørede landskab bag vinduet.

Kamile tør ikke at kigge, men sniger sig til det alligevel. Togets fart er

sænket. Det kører nu som et fuldstændigt normalt tog, ligesom det til

mormor.

Hun kan pludselig kende landskabet. De kører på hendes vej. De små

murstenshuse ligner hendes eget. Røde og firkantede.

Hun kan også se husnumrene. Nummer 33, 31, 29. Det tæller hurtigt ned

mod nummer 1. Det hus hun kender allerbedst, og savner uendeligt lige nu.

”Stopper vi?” Spørger Kamile og springer op af glæde. Manden, der nu står

iklædt en lang skjortejakke i midtergangen, vender sig mod hende. Hans

kinder er våde, og øjnene røde og opsvulmede. Som om han har grædt i

flere år.

”Så egoistisk dengang,” mumler han. ”Jeg gør det for hende. For Ricco.”

Højt siger han: ”Nej. Men det er på tide for mig at stå af. Bare rolig. Din mor

12 13

vil være i sikkerhed. Det smarte ved det her tog er, at jeg bare kan sende

mig selv hjem, og så vil de ikke tage din mor.” Han bevæger sig hen mod

glasdøren, der åbner, hvis man trykker på knappen ved siden af den. Han

trykker på knappen og døren glider lydløst op. Kamile løber hen imod ham

og holder døren fra at lukke med den ene lille hånd.

De står overfor hinanden. Hendes ansigt vendt opad mod ham, og hans

nedad mod hendes. Toget sætter farten mere og mere ned. Klar til at stoppe

ved det velkender røde murstenshus. Et lille vindue over den sortsvedne

dør, afslører at sneen daler stille ned på den anden side. De står begge

grædende og kigger på hinanden.

Kamile ønsker ikke at gøre denne mand fortræd. ”Lad være,” siger hun og

tager hans hånd i desperation. ”Der må være en nødbremse. Der er nødt til

at være en.”

Han smiler lidende til hende. ”Der er ingen nødbremse på dette tog. Det

her er den eneste måde. For dig. For Ricco. For Manitha. Du skal nok klare

dig. Måske slipper du fra dette tog en dag. Hvem ved. Måske lader de en så

uskyldig og smuk pige som dig gå.” Endelig mærker hun et lille glimt af håb,

i hans ellers håbløse stemme.

”Hvem er du egentlig?” Hun bliver nødt til at vide det, for hun ved ikke

hvornår hun vil se ham igen.

Han lægger en blød hånd mod hendes kind, og smiler til hende. Toget er

stoppet helt nu, og den store metaldør giver sig en smule.

Han læner sig frem og kysser Kamile på panden. Hun mærker et stik i

maven. Hun har det som om hun er ved at miste en hun rigtig godt kan lide.

Nu glider døren helt op, og et pust af kulde fylder rummet. Sne lander på

Kamiles arme, og smelter med det samme igen, og efterlader en lille dråbe

kulde på hendes befregnede arme.

”Alting skal nok blive okay min lille ræv,” siger han og så træder han ud i

vintermorgenen. Så snart han er ude af døren opløses hans krop, og går i

et med snefnuggene i luften. Han er væk. ”Nej!” Råber Kamile, og rækker

ud efter hvor hans skikkelse lige er, men for sent. Døren lukker og hun kan

mærke hjulene begynde at rulle på toget, der ikke er et tog.

14 15

Hun falder sammen på gulvet i gråd. Lægger kinden mod det

fint mønstrede gulvtæppe og græder. Hun skriger, og igen er

hendes skrig den eneste lyd i den kunstigt oplyste entré. Hans

ord giver genlyd i hendes hoved. ’Min lille ræv’. Og pludselig er

hun tilbage til dengang hun er tre.

Hun ligger i sofaen, og har øjnene på klem. Hendes forældre

skændes. De tror hun sover. De råber og råber, og Kamile

prøver desperat at lukke ørene for deres råb. Til sidst bliver der

stille, og hun kan høre skridt nærme sig hende på sofaen. Det er

hendes far. Hendes far med det ræverøde hår, de brune øjne og

den lille opstoppernæse. “Farvel min lille ræv. Vi vil mødes igen,”

siger han og kysser hende på panden. Så smækker han døren,

og kommer aldrig tilbage.

Hun er tilbage i toget. Mindet om sin fars kys brænder på

hendes pande. Langsomt rejser hun sig, trykker på knappen til

glasdøren, og sætter sig i sædet fra før, og betragter de slørede

vinduer. De gør hende ikke svimmel længere. Så trykker hun på

knappen i loftet, og observerer manden i den blå uniform danse

sig vej hen til hende.

”Hvem skal det være?” Spørger smilet.

”Kamile Mortesen,” siger hun beslutsomt. Far sagde at det er

som at blive sent hjem. Alt hun ønskede er at komme hjem.

”Skal straks ske,” siger smilet, og tager fødselsdagsbarnet i

hånden. Hans hænder er kolde som december-sneen.

”Følg med,” siger han ligeså lydløst som toget.

14 15

16

Fremstillet af den Kreative Skole

Jeg hedder Nina Heinmann og er 15 år gammel. Jeg går på forfattersporet på Den Kreative Skole og har gjort det i 2 og et halvt år snart. Jeg har altid elsket at skrive og jeg begyndte allerede som helt lille at lave små bøger i hånden af papir, og så snart jeg blev 9 og fik en computer mellem mine hænder, begyndte jeg at dyrke det og skrive noveller som denne. Forfattersporet, som jeg startede til som 13 årig har hjulpet mig til at skrive bedre og mere seriøst og har givet mig mulighed for at møde en masse dygtige forfattere og skrive sammen med en masse dygtige forfattere. Novellen her er skrevet til Herlufsholms Fantasy Bogmesses novelle konkurrence 2014.