Det norske job - af Øbro & Tornbjerg

90 mm 36 mm 148 mm148 mm

226 mm

90 mm

”Sex og meditation har fået hele lortet til at køre af sporet.” Jim Hellberg

Kriminalpsykologen Katrine Wraa venter sit første barn sammen med efterforskeren Jens Høgh. Hun er lige vendt tilbage fra sin suspendering, da der kommer efterretninger om, at en undsluppen dansk drabsmand og smugler, Jim Hellberg, er blevet set i Caribien. Jim Hellberg er skyld i, at Katrine måtte slå en mand ihjel i selvforsvar, da hun var med til at afsløre den kriminelle organisation, som Hellberg stod i spidsen for.

Jim Hellberg er flygtet til paradis. Men sandet brænder under ham, fordi en orkan har ødelagt det strandhotel, han har bygget, og politiet har beslaglagt hans pengereserver. Og så savner han sin seksårige søn, Lukas, som han ikke ved, om han nogensinde vil få at se igen.

En dag ankommer et yogahold og en forførende norsk skibsrederdatter, og en idé, der involverer en brutal colombiansk narkohandler, tager form. Men intet går som planlagt, og snart har Jim Hellberg uoverskuelige problemer med colombianeren, der arbejder ud fra mottoet: Tillid er godt, men et gidsel er bedre.

Det amerikanske narkopoliti jagter colombianeren, Katrine Wraa og Jens Høgh jagter Hellberg, og britisk politi ønsker dem alle hen, hvor kokabladene gror, da det værst tænkelige sker.

En international magtkamp i krigen mod narko, og en ondskab, der synes at være af en anden verden, tørner sammen i jagten på en gangster, der begynder at meditere for – måske – at blive et bedre menneske.

DET NORSKE JOB er fjerde selvstændige bind i serien om Katrine Wraa. Første bog, SKRIG UNDER VAND, vandt Politikens Store Krimikonkurrence, og den blev fulgt op af DJÆVLENS ANSIGT samt

EVAS SIDSTE NAT. Bøgerne er solgt til udgivelse i Tyskland, Holland, Norge, Polen og Island.

Ø B R O & T O R N B J E R G

P O L I T I K E N S F O R LAG

p o l i t i ke n s fo r l a g . d k

ISBN 978 -87 -400 -1834 -9

JEANETTE ØBRO GERLOW er uddannet jordemoder og senere

kommunikationsuddannet. Hun har arbejdet som konsulent

og projektleder.

OLE TORNBJERG har læst kommunikation og er uddannet

filmproducer. Han har i mange år arbejdet som instruktør,

producer og producent i tv- og filmbranchen.

Parret er gift og har tre børn.

LÆS MERE OM SERIEN OG FORFATTERNE PÅ: www.obrotornbjerg.dk

O M S L A G : S T O LT Z E D E S I G N . D K

HHHHH”Forrygende flot forfatter-debut”METROXPRESS

”Raffineret debut kommer flyvende fra start”POLITIKEN

HHHHH ”Genial underholdning”FREDERIKSBORG AMTS AVIS

”Spænding for dem, der elsker at spolere nattesøvnen med mørk, skandinavisk stemning a la Stieg Larsson, Jo Nesbø og Liza Marklund”WESTDEUTSCHE ZEITUNG

”Spændende, spændende, spændende!”RADIO WDR

HHHHH”Ægteparret Øbro og Tornbjerg får uhyggen til at brede sig”DAGBLADENES BUREAU

HHHHH”Djævelsk fryd (…) Øbro og Tornbjerg løfter sig til nye højder”BØRSEN

”Krimiparret er tilbage med deres hidtil bedste bog” EKSTRA BLADET

HHHHH”Evas sidste nat er på flere måder skræmmende læsning, for dybe rødder fra virkelige hændelser popper op i fiktio-nens verden, som skvalderkål i en ellers velfriseret have”FYENS STIFTSTIDENDE

F F F F F”En uhyggeligt god krimi”FEMINA788740 0183499


P S Y K O L O G I S K T H R I L L E R

P O L I T I K E N S F O R L A G

O N D S K A B E N E R T Æ T T E R E PÅ E N D D U T R O R

FO

TO

: MO

RT

EN

HO

LT

UM


DET NORSKE JOB

PSYKOLOGISK THRILLER

Politikens Forlag

Det norske job.indd 3 10/09/14 12.14

5

PROLOG

OM MANDEN, DER sad i det aflåste rum med sækken over hovedet, skulle dø eller ej, vidste Isabel ikke.

Hun vidste heller ikke, hvad han havde gjort, og hun var ligeglad. Hendes opgave havde været at lokke ham i baghold. Nu var den at sørge for, at han ikke stak af, og at han blev holdt i live, til hans skæbne var afgjort.

– Slip mig fri, jamrede han derinde. – Jeg betaler jer, hvis I slipper mig fri. Mange penge!

– Hvorfor betalte han ikke bare sin gæld? sagde Adriano, der sad ved det slidte spisebord af træ og rensede negle med sin dolk. – Så sad vi ikke her.

– Hvor er løgene, Adriano? Isabel havde ledt i alle poser og kasser med madvarer. Adriano havde sørget for proviant til to uger. Hvis det trak ud, skulle de hente nye forsyninger. Hun ville sætte en stor portion oksekødsstuvning over, så der var mad til et par dage.

– I en af de der, tror jeg. Han pegede ligegyldigt på nogle kasser, der stod i hjørnet af køkkenet. Isabel ledte.

– Der er ingen løg – sig ikke, at du har glemt at købe nogle? Hvordan skal jeg lave estofado de res, hvis vi ikke har løg?

– Så må du vel bare lave den uden, sagde han og trak på skuldrene.Idiot. Hun var træt af ham, træt af at arbejde sammen med det dovne,

ligeglade, hashrygende kvaj af en mand. Han var muskuløs og lidt af en pigemagnet – med god grund – for han havde et kønt fjæs, men han var desværre dummere end cement. Hun havde bedt om at blive sat sam


6

men med en anden efter denne opgave. Gid den ville være overstået hurtigt.

Hun kiggede ud ad køkkenvinduet. Bandt sit kraftige, krøllede hår op med et tørklæde. Tørrede sveden væk i nakken.

De befandt sig i et øde beliggende hus hundrede kilometer fra Cordoba i det sydlige Spanien. Det mindede en smule om hendes barndomshjem, bortset fra at det lugtede støvet og forladt. Der havde formentlig boet en bondefamilie her engang. Rundt om huset lå nogle sørgelige rester af braklagte marker. Hun kunne ikke se, hvad de havde dyrket. Hun savnede den svale bjergluft i Sierra Nevada i det nordlige Colombia, hvor hun kom fra.

– Lad mig leve! Jeg kan betale jer!Isabel fløj hen og flåede døren op. Han lugtede ramt af urin, sved og

gammel deodorant.– Hør her, hvislede hun. – Hvor jeg kommer fra, ville du være død for

længst. Og det ville ikke have været nogen hurtig død. Jeg kender flere måder at lade folk dø langsomt på, end der er spanske tapasvarianter. Så prøv at vise en smule taknemmelighed over, at du sidder her og stadig har dit sørgelige liv i behold!

Hun låste døren og gik ud i køkkenet igen. Adriano var gået udenfor. Han havde sluppet en vind, inden han gik. Fy for den lede, manden måtte jo være pilrådden indvendigt.

Jeg er soldat, tænkte hun. Hvordan fanden er jeg endt som kogekone for folk, der er raget uklar med Ricardo Martínez?

Hun ville tage hjem til Colombia, lovede hun sig selv højtideligt. Og denne gang skulle det ikke blot blive ved tanken.

Men det havde hun lovet sig selv mange gange før. Problemet var, at der ikke var noget at tage tilbage til.

*

De nåede at tilbringe en uge i huset, før dommen kom pr. sms. No!


To bogstaver. ’N’ for død og ’o’ for at få manden til at forsvinde.Endelig kunne de komme væk herfra.Et nakkeskud senere kørte de mod et område med byggeprojekter,

som var gået i stå for flere år siden. Mod nord var der solsvedne bjergskrænter. Mod syd var der udsigt over et utal af byggepladser, der lå spøgelsesagtige og tyste hen. Flere kraner stod stadig som stivnede kæmpeinsekter og vogtede over de grå betonkasser, hvor forfaldet for længst var begyndt at indfinde sig.

Kun ét sted ville der snart være frisk cement.


8

SØNDAG

KATRINE FØDTE. Det var en mærkelig fødsel, for hun kunne intet mærke, og der var

helt stille, som om hun befandt sig i et lydtæt rum uden resonans.– Der kommer en mere, sagde jordemoderen, hvis ansigt hun ikke

kunne se, fordi hun bar en grøn operationsmaske. Havde hun haft den på hele tiden? Og hvor var Jens blevet af?

Et barn mere? Skulle hun have to børn? To børn …?Katrine vågnede med et gisp og satte sig op i sengen i det lille sove

værelse i sit sommerhus. Pulsen dunkede i tindingerne. Hun rørte forsigtigt ved sin mave, der for alvor var begyndt at vokse de seneste par uger. Lige siden havde hun haft de mærkeligste drømme: Først havde hun født et barn, der kunne tale, så havde hun født, uden at der var et barn, og nu havde hun fået to børn. I virkelighedens verden skulle hun heldigvis bare på toilettet. Jens trak vejret dybt i søvne og vendte sig om på siden. Hun listede ud på badeværelset. Det var stadig mørkt udenfor.

Jeg skal være mor, tænkte hun, studerede sit søvnblege ansigt og konstaterede endnu en gang, at det var overordentligt svært at begribe. Men i det mindste blev hun ikke længere skræmt til døde af tanken.

Hun følte sig for vågen til at sove videre og gik ind i stuen med en bog.Man kunne vel lige så godt vænne sig til at få spoleret sin nattesøvn

før eller siden af det lille skarn.

*


9

Jens vågnede og rakte ud efter Katrine, men opdagede til sin skuffelse, at hun ikke lå i sengen. Han ville gerne have puttet sig ind til hende, lagt hånden på mavens nye lille runding og – hvem vidste, hvad det kunne have ført til? Hun havde været træt i går aftes og var gået tidligt i seng. Han havde virkelig lyst til hende.

Han lå et øjeblik og kiggede op i det hvidmalede træloft. Så tog han sin telefon, der lå i vindueskarmen. Klokken var ni søndag morgen. De havde en lang fridag foran sig, før de skulle tilbage til lejligheden i København, hvor Simone var blevet i weekenden. Katrine var flyttet ind til Jens og hans datter for nogle uger siden. Alle brikker i ham var rykket på plads den dag. De tre, snart fire, under samme tag. Det var sådan, det skulle være. Han kunne godt mærke på hende, at hun savnede sit hus og havet, men de ville tage i sommerhuset i weekenderne, så ofte det kunne lade sig gøre. Han håbede, at hun ville vænne sig til at bo i byen med tiden.

I morgen var der domsafsigelse i et helvede af en omfattende retssag, hvor Zahid Khalid, en dybt kriminel, afstumpet satan, som var tiltalt for bestilling af lejemord, grov vold og smugling af enorme mængder stoffer, højst sandsynligt ville gå fri.

De havde tabt. Det var så demotiverende, som noget kunne blive i dette job. Værre

end uopklarede sager. De havde ham jo. De vidste, at det var ham, der havde hyret en lejemorder til at nakke en fjende. De havde bare ikke beviser nok til en dom. Tidligere på året var en anden storforbryder i samme liga undsluppet og havde været som sunket i jorden siden.

Jens og alle andre i afdelingen – for ikke at tale om ledelsen – trængte voldsomt til at se resultater af de tusindvis af timer, de lagde i arbejdet. Det føltes komplet idiotisk og meningsløst at knokle som besatte blot for at se forbryderne gå fri.

Han forlod den varme seng, gik ind i stuen og smilede ved synet. Hvis der var en form for mening med det hele, så lå den vist lige her

på sofaen med et tæppe over sig og sov. Tværs hen over hendes mave lå en stor bog. “Langman’s Medical


10

Embryology”, en lærebog for medicinstuderende om fosterets udvikling. Han var kommet til at bladre i den, men havde meget hurtigt smidt den fra sig. Dens billeder af fejlslagne graviditeter oversteg alt, hvad han havde set af uhyrligheder som drabsefterforsker.

Han begreb ikke, hvordan hun kunne se på den slags, men de almindelige bøger for gravide gik ikke nok i dybden med den neurologiske udvikling hos barnet. Jo mere hun vidste, desto tryggere følte hun sig, hævdede hun. Som regel var han enig med hende, men på dette punkt foretrak han at leve i helt almindelig menneskelig uvidenhed og bare spekulere på, om det var en dreng eller pige, og om han eller hun ville få Katrines røde krøller. De skulle til jordemoder snart. Og til scanning. Så kunne de få kønnet at vide. Dreng eller pige? Han var ligeglad. De to skulle have et barn sammen. Det var alt. Men han var nu ret sikker på, at det var en pige. Og hvis han havde ret, skulle hun hedde Edith.

Han havde ikke kendt til Simones eksistens, før hun var elleve år, og havde lige siden følt, at han var blevet snydt for noget. Oplevelsen ved graviditeten. Hendes fødsel. Hendes første år. Sådan skulle det ikke være denne gang. Han skulle have det hele med.

Han lukkede døren til stuen og gik i bad. Bagefter lavede han kaffe, kogte æg, pressede appelsiner og ristede

brød. Åbnede døren igen. Hun sov stadig. Måske skulle han bare lade hende ligge? Han vidste ikke, hvor længe hun havde været vågen i nat. Hun sov dårligt for tiden og havde de underligste drømme. Hans tankestrøm blev afbrudt, da hun begyndte at røre på sig og pludselig slog øjnene op.

– Godmorgen, smukke, sagde han og gik hen og satte sig på kanten af sofaen. Han lod hånden glide ind under tæppet og lagde den på hendes mave.

– Jeg drømte, at vi fik tvillinger. Hun strakte sig og gabte. – Og du var pludselig forsvundet – midt under fødslen.

– Måske lå jeg bare på gulvet og var besvimet, fordi der var to? foreslog han.

– Nej, du var væk. Smuttet.


– Jep, det lyder som mig. Når det virkelig gælder … Han knipsede. – Pist væk. Men det skal ikke ske igen. Det lover jeg. Jeg har lavet morgenmad, hvis det kan være et plaster på såret.

– Det kan godt gå hen og vende hele situationen til din fordel, sagde hun og satte sig op. Han kyssede hende på halsen, hvor huden stadig var varm af søvnen, og gik ud i køkkenet og hentede bakken.

Dét her var hans helle. Katrine, Simone og Edith.


12

MANDAG

KATRINE KÆMPEDE MED sit spejlbillede og skiftede skjorte for tredje gang. De var begyndt at stramme over maven, ligesom hendes bukser, og det skulle ikke ud endnu, at hun var gravid. Men hun måtte være vokset i omfang i løbet af weekenden. Kunne det passe, at det pludselig gik så stærkt?

Simone var taget i skole. Jens skulle i retten. – Den der sidder altså godt på dig, sagde Jens, og stillede sig bag

hende med armene rundt om hendes mave.– Man kan se det.– Så spring ud med det. Jeg skal også til at prale med, at jeg skal være

far igen. – Jeg vil gerne have min kontrakt først. Jeg forstår ikke, hvorfor ham

Kragh ikke får fingeren ud og får det på plads. – Du har et mundtligt tilsagn om, at du skal starte i Drabsafdelingen

til januar – det er lige så godt.– Jeg vil have papir på det. – Og jeg vil gerne have papir på dig, sagde han udfordrende med sit

lille skæve smil.– Du får denne her til en start, sagde hun og pegede på maven.Et barn var et stort tilsagn i hendes verden. Og selvfølgelig var der en

juridisk side, der skulle være styr på, men at blive gift … der var hun alligevel ikke helt endnu. For bare fem måneder siden havde hun regnet med at skulle være single resten af livet og havde haft det udmærket med det.


13

Hun drejede omkring, gled ind i hans brede favn og lod hånden glide rundt om hans nakke og håret, der var trimmet helt kort. Hun mærkede varmen fra hans krop og det lille brus indeni, der fik hende til at søge endnu tættere på ham og smile lidt ad sig selv og sin oxytocinmarinerede hjerne. Det var et smart hormon. Knyttede forældrene sammen og gjorde kvinder til ultrasensitive løvinder. Fascinerende at opleve det på sin egen krop, tænkte hun, og lod hænderne glide ned ad hans ryg og balder.

– Uh, det her går slet ikke, sagde han og gav slip på hende. – Jeg er nødt til at smutte. Jeg håber, at jeg kan nå tilbage til dit foredrag.

– Du har allerede hørt det meste. Der bliver ikke så meget nyt under solen for dig.

– Men jeg vil gerne se dig brillere. Vi ses senere. De kyssede hinanden farvel, og hun hørte lyden af hans hurtige trin på trapperne lidt efter.

Vi hører sammen, tænkte hun.En hel ny verden havde åbnet sig med graviditeten. Hun trådte frem

som et biologisk væsen, der var i færd med at reproducere sig selv og ville gøre hvad som helst for at beskytte sit afkom. Forleden var hun snublet på en løbetur og havde præsteret et rullefald, der var en stuntman værdigt, for ikke at lande på maven. Hun havde stadig blå mærker efter det.

Det var, som om de gamle dele af hjernen, der havde styr på den afdeling af butikken, vågnede af en dvale og trampede ind med rundsave på albuerne og beordrede den yngste, den kun to hundrede tusind år gamle neo cortex, til lige at slappe lidt af.

Katrine vendte siden til og så på sig selv i spejlet. Hvorfor i alverden havde hun ikke tænkt på at købe noget tøj i en

størrelse større? Einstein! Hun satte sig med sin bærbare og en kop kaffe i stuen og løb sine

slides igennem. “Kriminalitet og Personlighedsforstyrrelser”, hed foredraget. Hun havde holdt det mange gange i England, når hun havde un

dervist politifolk og politiaspiranter rundtomkring i landet. Men hun


14

havde været nødt til at lave en del om, så det passede til danske forhold. I England screenede man indsatte for de i alt otte forskellige personlighedsforstyrrelser i erkendelse af, at de rummede personlighedstræk, der ligefrem disponerede for at begå kriminalitet. Derfor kørte man kognitiv behandling i fængslet som led i forebyggelse mod recidiv, gentagen kriminalitet efter løsladelse. Hun var blevet overrasket over at opdage, at man ikke havde lige så ambitiøse mål på dette område i Danmark.

Det var nærmest ubetrådt land. Og det pirrede hende.


15

Jim Hellbergs hænder strammede om rattet, så knoerne blev hvide. Han havde altid følt sig fri som fuglen, når han sejlede, men lige nu følte han sig klaustrofobisk fastlåst i den situation, han var havnet i, og ikke engang sejlturen kunne ændre på det.

Hestekræfterne tvang speedbåden op at ride på bølgerne, så den hoppede af sted i det turkisblå hav. Den hvide morgensol blev reflekteret i vandet og blændede ham. Han havde været en idiot at glemme sine kulsorte sejlersolbriller. En hinde af saltvand lå på hans hud, og han var kommet til at gnide sig i sit ene øje, så det sved.

Han tænkte på piraten Blackbeard, to meter høj, med vildtvoksende dreadlockskæg, som efter sigende skulle have brugt de mest grusomme torturmetoder i hele Det Caribiske Hav. Flåning og den slags.

Og hvorfor fanden tænkte han på pirater?Fordi Ricardo i går havde pralet af sin seneste hævn over en konkur

rent: ansigtshuden af. I levende live. Fy for helvede. Jim Hellberg overlod gerne Ricardo Martínez til Blackbeard lige nu. – Dine ideer er gammeldags, havde Ricardo sagt, da de mødtes på

en yacht ud for Punta Cana i Den Dominikanske Republik. – Der er ikke noget nyt i at blæse fire speedbåde af sted og lade panserne få fært af den ene.

– Kom nu, du ved, hvad jeg kan, og du har sagt, at du altid ville kunne bruge mig som travel doctor.

– Timingen er forkert, Jim. Jeg har lige hyret to logistikchefer, som ta


16

ger sig godt betalt. De laver projekter med torpedoer og droner – droner, mand, dét er nyskabende!

– Hvad med et enkelt projekt? Helt straight, som vi altid har gjort?– Når du ikke kan lægge et passende indskud, kan jeg ikke gå videre.

Der skal være noget på spil for os begge. Det ved du.– Heller ikke, hvis det er en forsendelse via Vestafrika?– Hvilke forbindelser har du?– Ikke nogen personligt, men …– Jeg har allerede en meget dygtig nigeriansk samarbejdspartner, der

dækker den region, Jim, beklager. Det sner i fucking Afrika! En dør, som han havde regnet med altid ville stå på klem, var lukket,

og han stod i lort til halsen udenfor. Men så gjaldt det om ikke at bøje nakken, som hans far ville have sagt.

Han gassede op. Havde sejlet mange timer, og nu skulle han bare hjem. Hjem? I morgen var det Lukas’ seksårs fødselsdag. Derhjemme. I Danmark.Coketømmermændene gjorde ham sort indeni og smuldrende i over

fladen som et stykke forkullet grillkød. Han måtte ikke tænke på Lukas. Kun arbejde på at løse problemerne. Afværge den truende konkurs.

– Flæberi vil ikke genforene dig med din dreng, havde Ricardo slået fast, da Jim i et øjebliks svaghed var kommet til at snakke om Lukas. Han havde spurgt Ricardo, om hans folk i Europa kunne hjælpe ham med at organisere Lukas’ og Stines rejse til Caribien, men Ricardo havde svaret undvigende.

Jim havde allerede brugt sin lille rejseforsyning af coke, inden han forlod Punta Cana. Det var for risikabelt at sejle rundt med i amerikansk farvand, hvor kystvagterne var hidsige som hveps i august. Ikke så meget som en dime bag med pot til en enkelt joint havde han på sig.

Coken havde taget toppen, men det var ikke nok. Heldigvis havde han mere derhjemme. Han ville gå direkte i baren og lave et par solide rhumpunch. Nok mere rhum end punch.

Nu kunne han se Seagrape Island og den hvide streg, der hvor White Bay lå.


17

Dwayne ringede. – Ja?– Jeg er blevet ringet op af en lidt desperat fyr fra Los Angeles, der står

med tyve kvinder, som skal på yogaretreat og pludselig ikke har noget sted at bo, fordi det sted, han havde booket, lige er gået konkurs.

– Og? Hvorfor skulle han overhovedet belemres med at høre om det her? – Jeg sagde, at vi ikke var åbnet endnu, men fyren var så desperat, at

han foreslog, at de slår telte op på stranden og laver deres ting der, og det har jeg sagt ja til.

– HVAD har du?– Jeg har sagt ja, fordi jeg er din manager, fordi det er penge, og fordi

jeg har brug for at få det her sted skudt i gang for at bevare troen på det.– Vi skal sgu da ikke have tyve mennesker boende, når vi dårligt nok

kan bo der selv, din idiot.– Det er for sent. Og lad være med at kalde mig en idiot.– Hvad mener du med, at det er for sent?– De er på vej. De kommer med færgen i morgen eftermiddag. Dwayne afbrød samtalen. Jim smed telefonen fra sig. Den ramte dørken, fløj op og landede i

tre dele.


Documents

Det norske job - af Øbro & Tornbjerg