Den hemmelige fodboldspille 2

Af samme forfatter:

Den hemmelige fodboldspiller – Premier League bag facaden, 2013

Den hemmelige fodboldspiller 2.indd 2 06/01/14 11.04

DENHEMMELIGE

FODBOLDSPILLER2

Røven af Premier League

Oversat fra engelskaf Søren Markers


DEN HEMMELIGE FODBOLDSPILLER 2Oversat fra engelsk af Søren Markers efter:

Tales from the Secret FootballerCopyright © 2013 The Secret Footballer

First published in 2013 as Tales from the Secret Footballer by Guardian Books and Faber and Faber Ltd.

Copyright denne udgave © 2014 People’sPress, KøbenhavnPublished by agreement with Lennart Sane Agency AB

Omslag: Rasmus Funder, ArtpeopleSats og tilrettelægning: LYMI

Bogen er sat med MinionISBN 978-87-7137-880-1

1. udgave, 1. oplagPrinted in EU 2014

Tak til min gode ven Shakeel, formand for bestyrelsen i TSF, for støtte og opmuntring.

Den hemmelige fodboldspiller

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København VForfatterbooking: www.artpeople.dk


INDHOLD

JEG ER GIFT MED HAM . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9INDLEDNING . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15

Første del: ET SPIL MED TO HALVLEGE

DET HANDLER IKKE OM PENGE . . . . . . . . . . . . 21OKAY, DET HANDLER OM PENGE . . . . . . . . . . . 35NÆSTEKÆRLIGHED STARTER DERHJEMME . . 45JOKEREN . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51MIT MISBRUGSHELVEDE . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59EN RODET AFFÆRE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75FRYNSEGODER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 87


D E N H E M M E L I G E F O D B O L D S P I L L E R 2

Anden del: HVAD NU?

PLANERNE GÅR I VASKEN . . . . . . . . . . . . . . . . . 105VILLE JEG EGNE MIG SOM TRÆNER? . . . . . . . 131VILLE JEG EGNE MIG SOM SPORTSDIREKTØR? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143VILLE JEG EGNE MIG SOM MANAGER? . . . . . . 161VILLE JEG EGNE MIG SOM AGENT? . . . . . . . . . 175ELLERS ER DER JO ALTID GOLF . . . . . . . . . . . . 179

Tredje del: DET UNÆVNELIGE

HVAD SKAL DET DOG ENDE MED? . . . . . . . . . . 189PRÆSTEN OG PROFESSOREN . . . . . . . . . . . . . . 205SOM AT RO MOD STRØMMEN . . . . . . . . . . . . . . 221

Epilog: DEN VIRKELIGE MENING MED FODBOLD . . . . . 239

REGISTER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 245


I ain’t gonna work on Maggie’s farm no moreNo, I ain’t gonna work on Maggie’s farm no moreWell, I wake in the morningFold my hands and pray for rainI got a head full of ideasThat are drivin’ me insaneIt’s a shame the way she makes me scrub the floorI ain’t gonna work on Maggie’s farm no more

BOB DYLAN



15

INDLEDNING

De sidste par år har været op ad bakke. Jeg har skændtes med mine tidligere klubber, mine forhenværende trænere og med nye bestyrelsesformænd, og samtidig har jeg skullet vænne mig til tanken om, at min karriere er ved at være forbi. Jeg er stadig nogenlunde ung og kunne godt tage et par sæsoner mere, men det er nok på tide at prøve noget nyt. Jeg har på fornemmelsen, at det næste skridt, jeg tager, kan blive afgø-rende – hvis jeg da har kræfter til at tage det. Pengene be-tyder selvfølgelig noget, men også rent mentalt er jeg nødt til at vælge rigtigt, for på det sidste har jeg haft en del indre kampe. Selv om jeg tager piller mod den depression, der har plaget mig i mere end ti år, får jeg sværere og sværere ved at komme igennem dagen uden at spørge mig selv: “Hvad fan-den er meningen med det hele?”

Jeg ved, at det bliver svært at komme videre, ikke så meget fordi jeg kommer til at savne spillet, men mere fordi andre mennesker ville foretrække, at jeg blev, hvor jeg er nu. Jeg har


16


siddet i utallige forretningsmøder og diskuteret spændende projekter og kreative ideer vedrørende hjemmesider, opfin-delser, produktion og alt muligt andet, men hver gang sker der det samme. Lige meget om det er en investor eller en direk tør eller en designer, jeg er til møde med, går der ikke ti minutter, før folk begynder at tale om fodbold, og så ender jeg altid med at føle mig som den bedrøvede klovn, der bare er med i manegen for underholdningens skyld. Derfor besluttede jeg på et tidligt tidspunkt, at hvis jeg skulle tale om fodbold, ville det blive på mine egne betingelser. Hvis folk gad læse mine holdninger, var det fint; hvis ikke, var det også i orden. Det var sådan, ideen til ‘Den hemmelige fodboldspiller’ opstod.

Ved at skjule mig bag navnet ‘Den hemmelige fodboldspil-ler’ har jeg fået mulighed for at afsløre, hvordan ‘det smuk-ke spil’ i virkeligheden fungerer. Og ligesom sin forgænger kommer denne bog til at handle om netop det. Jeg håber ikke, jeg lyder som en nar, når jeg siger, at man ikke kan læse historier som disse andre steder.

Jeg kan ikke fortælle fodboldhistorier uden også at fortæl-le noget om mig selv og mit liv, hvor jeg stammer fra, og hvordan jeg endte med at blive ... anderledes, som nogen sikkert ville beskrive mig. Det er også det ord, fodboldspille-re bruger, når de i virkeligheden mener ‘røvhul’ – eller som managere bruger, når de på en høflig måde prøver at gøre ens agent begribelig, at man er en kværulant, og at man ikke passer ind på holdet. Det er ikke alt, jeg har foretaget mig i min karriere, som jeg er lige stolt af, men jeg har heller aldrig påstået, at jeg var perfekt.

Jeg skal ikke benægte, at jeg har fået mig nogle gevaldige overraskelser i løbet af min karriere. Gennem mere end ti år som professionel fodboldspiller har jeg været hele følel-


17

I N D L E D N I N G

sesregisteret igennem, og jeg kan mange historier, der lyder for gode til at være sande. Nogle af historierne kan stadig få mig til at dø af grin, når jeg tænker på dem. Det er lykkedes mig at tvinge nogle af mine tidligere kollegaer til at genfor-tælle et par af de historier, som de selv har været indblandet i; jeg håber, læserne vil more sig lige så meget over dem som jeg. Spillerne skal have et skulderklap for at lade mig bruge disse historier, for er der én ting, jeg har lært efter mange år i branchen, er det, at fodboldspillere kan være svære at lokke på banen. Ligesom med mine egne historier har jeg justeret og byttet rundt på visse detaljer, så de implicerede kan føle sig nogenlunde sikre på ikke at blive genkendt.

Det er ikke alle historierne, der handler om spillet på ba-nen, men de har alle det til fælles, at de handler om fodbold-spillere. Nogle af historierne er sjove, mens andre er endog særdeles triste. Afhængigt af ens egne forventninger og for-domme vil nogle af de triste historier muligvis få folk til at grine, mens de sjove måske vil kalde tårerne frem. Min egen yndlingshistorie handler om en meget dyr lystyacht, der endte med at hænge og dingle fra en mole med forstavnen i vejret. Den får mig altid til at grine, og de spillere, som den handler om, er virkelig gode til at gengive historien.

Bogen handler også om mit forsøg på at finde en mening med det hele og om min evige jagt på nye udfordringer. Jeg har svært ved at kaste mig ud i noget med liv og sjæl, hvis det bare handler om penge eller om at slå tiden ihjel. Jeg har større ambitioner. Hvis man har læst mine avisartikler, ved man også, at de plejer at handle om, hvor i livet jeg befinder mig på det pågældende tidspunkt. Jeg håber, læseren også er interesseret i, hvordan ideen til nogle af mine andre skrive-rier opstod, hvad enten det måtte skyldes et tilfældigt møde



med en kvantefysiker på en kaffebar eller en drøm, jeg har haft, mens jeg holdt pause fra stoffer og sprut.

Bogens sidste del handler om, hvad der skete, efter at jeg i sommeren 2012 udgav min første bog, Den hemmelige fod-boldspiller. Mit liv har en tendens til at bevæge sig i nye og uforudsete retninger med fuld skrue, hver gang jeg sætter mig ned for at puste ud.

I 2012 indgik jeg en ny kontrakt, der skulle vise sig at byde på overraskelser. Min nye klub havde netop mistet en spiller i forbindelse med en affære, som jeg ikke skal komme ind på her, og det var meningen, at jeg skulle udfylde hans plads på holdet, mens han selv forsøgte at rode sig ud af den ballade, han var havnet i. Til at begynde med havde jeg ikke meget lyst til at skrive under, men klubbens ejere er i besiddelse af gode overtalelsesevner, og desuden kender jeg dem fra gamle dage. Det endte med, at jeg kom til at opleve en sæson, som jeg aldrig har kendt mage til. I et kort glimt blev jeg mindet om, hvad det er ved fodboldspillet, som jeg elsker.

Men før jeg underskrev kontrakten, ringede jeg til en be-kendt, der arbejder hos et stort firma, som fremstiller fod-boldstøvler, og fik ham til at sende mig et par af firmaets nyeste plasticmodel i hysteriske farver. Han har altid været en god kammerat, også selvom folk er flintrende ligeglade med, hvilke støvler jeg bruger nu om stunder – især den slags mødre, der tidligere plejede at spørge mig ustandseligt, fordi deres sønner ønskede sig samme slags. Men de her støvler føltes helt rigtige fra første gang, jeg prøvede dem – lugten; fornemmelsen af at have dem på; følelsen af at stramme snø-rebåndene og mærke læderet om min fod. “Og jeg som tro-ede, at jeg én gang for alle havde lagt det liv bag mig,” tænkte jeg ved mig selv.


Første del

ET SPIL MED TO HALVLEGE

Ting, jeg kommer til at savne ved mit fodboldliv – og ting, jeg dårligt kan vente med at slippe for



21

DET HANDLER IKKE OM PENGE

De sidste par år har jeg mærket på min egen krop, hvordan det føles at spille mod ens tidligere klubber. I den første kamp sang publikum mit navn, da jeg gik fra banen; i den anden kamp var det med nød og næppe, at jeg slap helskindet væk fra stadion. Det understreger bare, at man risikerer at op-leve ubehageligheder, når man er en del af sporten. Ligegyl-digt, hvem man holder med, eller hvilket hold man spiller for, kommer der en dag, hvor man står ansigt til ansigt med folk, som man deler fortid med. Der er ikke grænser for, hvor meget pis og lort jeg har skullet stå model til på det sidste.

Når jeg ser tilbage på min karriere, fortryder jeg nogle gange, at jeg ikke bare holdt min kæft i stedet for at uddele skideballer til diverse medspillere og klubber og tilhængere, men sådan er jeg ikke indrettet, og i øvrigt findes der ikke noget værre end røvslikkere, heller ikke i fodbold. Hvis jeg havde lært at holde mund, ville jeg garanteret have været ri-gere, end jeg er i dag, men til gengæld ville jeg også have fået


22


et nervøst sammenbrud, tror jeg. Nej, jeg kan ikke lave om på mig selv.

Gennem årene har jeg svinet mange mennesker til, så jeg vidste på forhånd, at visse kampe kunne gå hen og blive ube-hagelige. Nogle gange svinede jeg bevidst folk til, andre gan-ge var det ikke med vilje – men resultatet er altid det sam-me. Mange spillere bruger Twitter til at sige deres mening, og derfor kommer de nemt til at forulempe andre, da man i modsætning til den virkelige verden ikke er nødt til at tænke over, hvordan man opfører sig over for andre mennesker, når man udsender en tweet. En dag er man pludselig på udebane med alle odds imod sig; publikum vil se blod. Det er ikke nogen rar oplevelse.

For noget tid siden begyndte jeg at fornemme, at min si-tua tion i min daværende klub var ved at blive uholdbar; det var ikke første gang i min karriere, at jeg fik den fornemmel-se, og det skyldtes to ting: For det første var jeg nede i et sort hul af depression og kunne hverken få livet eller mit spil på banen til at hænge sammen. Til sidst besluttede jeg at sige til min træner, at han skulle sætte mig af holdet; desværre besluttede han at give mig endnu en chance. Jeg ved godt, at han kun gjorde det for min skyld, men det var alligevel en tåbelig beslutning. Heri ligger faktisk forskellen på en god og en dårlig træner: En god træner skal først og fremmest tænke på, hvad der er godt for holdet, og aldrig på, hvad der er godt for den enkelte spiller. Ikke sådan at forstå at han skal være ligeglad med spillerne – men hvis en spiller ikke er i form, hører han til på bænken.

For det andet var klubben i økonomiske vanskeligheder og skyldte spillerne en masse penge i løn. De skyldte mig så mange penge, at jeg på et tidspunkt frygtede, at mit hus ville


23

D E T H A N D L E R I K K E O M P E N G E

ryge på tvangsauktion. Men den slags må man lære at leve med. Jeg har ikke brug for og har heller aldrig bedt om med-lidenhed, for jeg ved, at tingene nok skal lykkes til sidst. Nå, men i det næste års tid blev problemerne bare ved med at vokse. Vi spillere blev lovet, at vi nok skulle få vores løn, men vi så aldrig noget til pengene; nye kontraktforhandlinger gik i gang, og vi skrev under på det ene stykke papir efter det andet. Et sted i verden må en skov være blevet fældet for at skaffe papir nok til alle de dokumenter, vi skrev under på, og som viste sig ikke at betyde en skid.

Samtidig havde man informeret klubbens tilhængere om, at hvis de spillere, der havde penge til gode, insisterede på at få deres løn udbetalt, ville klubben gå i betalingsstands-ning. Så klubbens fans var rasende på os og stod uden for træningsbanerne og råbte skældsord efter os, når vi ankom til træning eller passerede forbi på vej til omklædningsrum-met. Folk er altid nogle helvedes karle, så længe de befinder sig på afstand. En dag blev det for meget med alt det råberi, så jeg gik over for at snakke med et par af fansene. Efter at vi havde hilst på hinanden, fortalte de mig, at klubben var vig-tigere end de enkelte spillere. Jeg burde opføre mig som en ‘helt’, som de kaldte det, og redde klubben ved at give afkald på de penge, som man skyldte mig.

“Hvad er vigtigst for dig?” spurgte jeg en af fansene. “Din familie eller din klub?”

Han behøvede ikke at tænke sig om ret længe. “Min fami-lie,” svarede han.

“Sådan har jeg det også,” sagde jeg. “Hvis jeg ikke får min løn, har min familie ikke noget sted at bo, så jeg kan ikke undvære pengene. Hvordan skal jeg betale afdragene på mit boliglån? Det ville være uansvarligt af mig at tage


24


hjem og fortælle min kone og børn, at vi må gå fra hus og hjem, fordi jeg har slået en streg over klubbens gæld, men at de ikke skal være bekymrede, for klubben – en klub, som min kone og jeg i øvrigt ikke har noget særlig nært forhold til – skal nok overleve, især fordi den ikke betaler spillerne deres løn.”

Så blev der tavshed. Gruppen af fans virkede ikke længere så skråsikre. Jeg var ikke ude på at ydmyge dem; jeg ville bare have, at de også kendte den anden side af sagen. Efterhån-den som vi snakkede videre, stod det klart, at ham fyren og hans venner repræsenterede den typiske fodboldfan. De fat-ter ikke det politiske spil i den ballade, der har ophidset ge-mytterne, og de er fuldstændig ligeglade med spillerne, som det hele handler om, for i deres verden er alle fodboldspillere millionærer. Men jeg undlod at forklare om mine personlige bekymringer: at pengene skulle bruges til at betale en kæm-pemæssig skattegæld; at banken havde truet med at sætte mit hus på tvangsauktion. I deres øjne var jeg bare endnu en grå-dig fodboldspiller.

Fans vælger som regel selv, hvem de vil tro på, og i den konkrete sag havde der været usædvanligt meget ævl i pres-sen om, hvorfor klubben var i økonomiske vanskeligheder. Klubbens ejere havde bidraget til forvirringen med deres egen udlægning af sagen, og det samme havde de kommen-de købere og nogle af klubbens tidligere ejere. Faktisk var det kun os spillere, der havde undladt at udtale os offentligt. I dag vil nogle måske mene, at det var urimeligt over for klub-bens fans, men nogle gange er man på skideren, uanset om man holder kæft eller råber op. De, der i sin tid havde bragt klubben i økonomisk uføre, var over alle bjerge for længst, så nu blev det spillerne, der skulle straffes for ulovligheder, der


25


var blevet begået, længe inden de fleste af spillerne overhove-det var blevet hentet til klubben. Helt hen i vejret.

Det gjorde det heller ikke nemmere, at jeg den sommer havde store problemer med at finde en ny klub at spille for. Mange af de yngre spillere sikrede sig lynhurtigt gode kon-trakter med andre af topklubberne; derfor kunne de også med sindsro skrive under på det ultimatum, som klubben formulerede: At spillernes løn ville blive udbetalt på et sene-re tidspunkt. Min situation var noget anderledes, måtte jeg erkende efter at have talt med min agent og en tidligere ma-nager, som jeg var på god fod med.

Mit navn var blevet trukket gennem sølet ude på transfer-markedet af træneren på et af mine tidligere hold, en mand, jeg virkelig hader. Følelsen må være gensidig, for hver gang min agent kontaktede potentielle købere, fik han samme svar: “Vi ved, han er en god fodboldspiller, men rygtet siger, at man skal holde fingrene fra ham – han skaber for meget ballade.” Min tidligere træner vidste udmærket godt, at jeg befandt mig i en uholdbar situation i min klub, men han hav-de også et horn i siden på klubben – af årsager som vi ikke behøver komme ind på her – og det har garanteret påvirket hans beslutning om at advare alle og enhver om ikke at skrive kontrakt med mig. Jeg var derfor fanget i ingenmandsland: Jeg kunne ikke skifte klub, fordi den krakilske idiot udspred-te løgnagtige rygter om mig, og jeg kunne ikke opsige min kontrakt med klubben, før den havde betalt, hvad den skyld-te mig. Klubbens tilhængere blev vredere og vredere for hver dag, der gik. Situationen var uholdbar.

*


26


Det endte med, at jeg blev nødt til at give mig – jeg forlod klubben uden at få de penge, man skyldte mig. Det var kort før sæsonstart, og hvis jeg ville finde nogen at spille for, måt-te jeg forlade klubben, inden jeg blev registreret som en del af holdet. Jeg var nødt til at håbe på, at min forhandlings-position var uændret, selv om jeg ikke spillede for nogen klub. Det havde fra begyndelsen været mit altoverskyggende problem, hvilket klubben udmærket vidste.

Det var seks måneder siden, jeg havde underskrevet den første aftale om forsinket udbetaling af løn, og dengang hav-de man forsikret os spillere om, at pengene ville være klar om et halvt år. I seks måneder havde jeg ingen indkomst, min kone og jeg kunne ikke finde mere løsøre at sælge, og sam-tidig skulle vi hver måned betale 16.000 pund til kreditfor-eningen samt forholde os til en skattegæld på flere hundrede tusinde pund, for slet ikke at nævne rykkergebyrerne for de manglende skatteindbetalinger.

Og nu blev vi spillere bedt om at acceptere endnu en ud-sættelse af lønudbetalingen, hvilket ville betyde, at jeg måt-te erklære mig konkurs. Derfor var jeg nødt til at meddele klubben, at jeg ikke kunne skrive under. Jeg måtte have dem til skriftligt at erkende, at de skyldte mig en masse penge. På den måde ville jeg have noget at forhandle med, når jeg næste gang skulle i banken for at bede om et nyt lån i huset. Uden min underskrift på den nye aftale var klubben tvunget til at udbetale pengene, hvad enten de havde dem eller ej. Fra den ene dag til en anden befandt jeg mig midt i et spil russisk roulette.

Min fagforening, the Professional Footballers Association (PFA), optrådte i øvrigt skandaløst gennem hele processen. Allerede i de indledende faser af forhandlingerne fik de kol-


27


de fødder og trak følehornene til sig. Når fodboldverdenen gør klar til kamp på de bare næver, mister spillerforeningen interessen – medmindre det drejer sig om en af stjernerne fra de rigtig store klubber. Vi spillere fik stort set ingen hjælp eller støtte, så vi blev nødt til selv at kæmpe for vores ret. Det var komplet uoverskueligt og virkede, som om alle, der ikke var direkte impliceret i sagen, blot lænede sig tilbage og ven-tede på, at en af sagens parter skulle snuble.

Heldigvis lykkedes det mig at finde en klub – en stor klub endda – og transferbeløbet, som jeg fik forhandlet mig frem til, var stort nok til, at vi kunne beholde huset, i hvert fald indtil videre. Alligevel var jeg godt oppe at køre, da dagen for vores kamp mod min gamle klub nærmede sig. Jeg over-vejede at bede træneren tage mig af holdet til kampen, men den slags strider mod min natur, så det blev ved tanken. Jeg har aldrig været nogen kujon, men jeg vidste, at der kunne gå hen og blive ballade – og det blev der.

Da stadionspeakeren råbte mit navn op, lød der en øredø-vende buhen fra alle sider. Jeg husker ikke meget af kampen, andet end at råberiet fra tilskuerpladserne bare blev værre og værre. Men til sidst var det overstået. Jeg klædte om og slap uskadt hjem fra kampen, men den dag i dag er jeg stadig bitter på både klubben og dens fans. Der er ikke noget at sige til, at de fleste fodboldspillere synes, at fodboldfans ikke er rigtig kloge. Det taler måske til disse fans’ forsvar, at aviserne var fulde af modstridende historier om klubbens vanskelig-heder, men i stedet for at opveje pro og kontra valgte tilhæn-gerne den lette løsning: at skyde skylden på spillerne.

Men så skete der noget mærkeligt. Først ringede banken for at sige, at man på grund af en fejl havde opkrævet for store afdrag de seneste to år. I stedet for 16.000 pund burde jeg kun


28


have betalt 10.500 pund om måneden. Jeg modtog ingen und-skyldning; faktisk virkede det, som om den kvinde, der havde ansvaret, forventede, at jeg ville sige “Mange tak”. Hun fik to andre ord i stedet, og siden har jeg aldrig snakket med hende.

Den anden positive ting var, at ejeren af min nye klub rin-gede til mig dagen efter kampen. “Du skal lige høre noget,” sagde han. “Jeg ved ikke, om det kan bruges i dine forhand-linger med din gamle klub, men da deres fans begyndte at synge smædesange om dig, rejste klubbens bestyrelsesfor-mand sig oppe i VIP-logen og sang med.”

“Det er løgn!” udbrød jeg.“Niks,” svarede han. “Jeg blev nødt til at bede ham sætte sig

og mindede ham om, at du spiller for os nu, og at han burde vise lidt respekt, i stedet for at opføre sig som et pattebarn.”

“Glimrende formuleret,” svarede jeg.“Tja, men da han satte sig ned, sagde han: ‘Hvad pokker,

det er jo bare [Den hemmelige fodboldspiller] – han er selv ude om det.’”

Der blev stille i begge ender af røret i et minut, eller måske var det bare ti sekunder. Til sidst fik jeg flikket en sætning sammen.

“Gider du lige gentage det?” spurgte jeg. “Hvad var det helt præcist, han sagde?”

Han gentog, hvad han lige havde sagt. Jeg flippede fuld-stændig ud, bandede og svovlede og bad ham fortælle mig helt nøjagtigt, hvad der var foregået, så jeg var sikker på, at jeg havde hørt rigtigt. Så lagde jeg røret på og sad en times tid eller to og tænkte det hele igennem. Man risikerer nemt at foretage sig noget overilet, når man er oppe at køre; jeg har efterhånden opdaget, at det er klogere at prøve at samle tankerne, før man reagerer. Det er noget, jeg har lært af et


29


par dygtige venner fra forretningsverdenen. Også selv om det strider imod min natur. Jeg besluttede som det første at ringe til min agent, som havde støttet mig i forhandlingerne med min gamle klub. Efter at jeg havde fortalt ham histori-en, ringede han til vores advokater – og så brød helvede løs. Advokaterne havde masser af forslag og virkede meget inte-resserede i sagens nye aspekter. ‘Hvad havde jeg selv lyst til at foretage mig?’ ville advokaterne gerne vide.

“Ved I hvad?” svarede jeg. “Jeg har været ekstremt imøde-kommende over for de røvhuller i mange måneder. I måne-der, nej, år, har jeg ikke set skyggen af min løn, jeg har solgt alt, hvad jeg ejer, jeg har sat mit hus til salg, og hvad er tak-ken? Ring til ham bestyrelsesformanden og sig, at han kan stikke sin kontrakt op i røven.” (På dette tidspunkt gik han stadig og håbede, at jeg ville gå med til endnu en udsættelse af lønudbetalingerne.) “Sig til ham, at jeg ikke agter at løfte en finger for at hjælpe ham. Fortæl ham, at han har spildt sin tid. Jeg er efterhånden ligeglad med pengene. Det handler overhovedet ikke om penge – jeg ønsker bare at se ham blive jordet. Jeg glæder mig til at se, hvad han har at sige til klub-bens fans, når han går på røven – især efter al det pis om, at han var den eneste, der kunne redde klubben.”

Jeg var helt oppe i det røde felt nu. På trods af pillerne kan jeg godt være perfid, når jeg er i det rette humør.

“Og her kommer det vigtigste,” fortsatte jeg. “Sig til ham, at hver eneste avis i hele landet i morgen bringer historien om, hvad han sagde oppe i VIP-boksen sidste weekend. Så vil det gå op for folk, at klubben måtte lukke, fordi han ikke kunne holde sin kæft, men absolut skulle spille stor kanon over for vennerne. Og sig til ham, at min nuværende træner agter at lade sig citere i aviserne med navns nævnelse.”


30


Den sidste del var ganske vist løgn, men resten af svadaen kunne jeg stå inde for.

Tyve minutter senere ringede advokaten tilbage.“Bestyrelsesformanden meddeler, at han ikke kender no-

get som helst til vores anklager. Han erkender, at han måske lod sig rive med af stemningen og kom til at sige noget, han ikke burde have sagt, men derudover benægter han alt.”

“Men indrømmede han, at han havde sagt det eller ej?” spurgte jeg.

Advokaten svarede ikke på mit spørgsmål, men sagde i stedet: “Han tilføjede, at jeg skulle hilse dig og sige, at han synes, du er en glimrende fodboldspiller, og at han værdsæt-ter den indsats, du har gjort for at hjælpe ham med at brin-ge klubben på ret køl igen. Han ved, hvad du og de andre spillere har måttet ofre, også på den økonomiske front. Han bad mig videregive en undskyldning for, at han lod sig rive med i lørdags, og så tilføjede han, at klubben stadig ikke har nogen penge og næppe vil overleve, medmindre – og det-te understregede han på det kraftigste – at samtlige spillere underskriver den aftale, som er blevet rundsendt per e-mail, hvori klubben beder om yderligere udsættelse af lønudbeta-lingerne.”

“Hvis det er sådan, han ser på tingene,” sagde jeg, “kan du fortælle ham, at han lige har pisset to år af sit sølle liv bort, for det papir skriver jeg ikke under på. Jeg vil have ham ned med nakken, og jeg ønsker, at alle skal vide, at klubben må lukke på grund af det, han sagde oppe i VIP-boksen. Inden ugen er omme vil hans navn og hans udtalelser kunne læses i alle landets aviser, ligesom dengang klubben selv forsøgte at hænge mig og de andre spillere ud i aviserne for at være for grådige.”


31


“Lige et øjeblik,” sagde advokaten. “Som din juridiske råd-giver er det min pligt at oplyse dig om, at du er nødt til at underskrive aftalen, hvis du vil gøre dig håb om at få blot nogle af de penge, som klubben skylder dig.”

“Det har jeg forstået,” sagde jeg, “og jeg håber, at du forstår, hvad jeg siger til dig. Det handler ikke længere om pengene. Han har selv valgt at gøre det til et personligt opgør. Så for-tæl ham venligst, at jeg ikke agter at underskrive den aftale. Du kender mig. Du ved, at jeg mener det alvorligt. Dødsens-alvorligt.”

En halv time efter ringede telefonen igen.“Er du alene? Sidder du ned?” spurgte advokaten.“Ja,” svarede jeg, selv om jeg stod op.“Jeg er netop blevet ringet op af en repræsentant for klub-

ben,” sagde han. “Han bad mig om at overbringe en uforbe-holden undskyldning på klubbens vegne. Ligeledes bad han mig orientere dig om, at de er villige til at bringe klubbens mellemværende med dig ud af verden med øjeblikkelig virk-ning.”

“Det er løgn!” sagde jeg.“Nej,” svarede han, “den er god nok. Men de stiller en en-

kelt betingelse.” “Lad mig høre,” svarede jeg.“De ønsker, at du for Guds skyld ikke nævner bestyrelses-

formandens navn til aviserne. Jeg kender dig, og de kender dig, og vi er alle sammen en lille smule bekymrede i øjeblik-ket. Du har ikke talt med nogen journalister endnu, vel?”

“Nej,” svarede jeg, selv om det også var løgn. Man må hyle med de ulve ...

Lad mig lige forklare, hvorfor denne nye udvikling i sa-gen var så afgørende. Klubben havde over for offentlighe-den meddelt, at kassen var helt og aldeles tom, og at krisen


32


kradsede. Man havde endda anmodet de trofaste fans om at bidrage med store beløb til en støttefond, der skulle redde klubben. Der var tydeligvis noget, der ikke passede sammen. I den slags mudrede forhandlinger er der så mange faktorer i spil, at man må have nerver af stål, hvis man vil opnå noget. Stålsatte nerver har jeg masser af, men nogle gange skaber de problemer, både for andre og for mig selv. Hvis man er villig til at gå planken ud, skal sandheden nok komme for en dag – men om det er til glæde for nogen, er en helt anden sag.

Men jeg var også nødt til selv at gå på kompromis, hvil-ket ikke huer mig. Jeg har ingen problemer med at trodse autoriteter, men jeg bliver skidt tilpas, hvis jeg er tvunget til at sælge ud af mine principper. I dette tilfælde blev jeg nødt til at gøre en undtagelse. Flere af mine holdkammerater var i samme situation som mig, og nogle af dem ringede til mig for at spørge, hvad der foregik. (Det er mig, de plejer at ringe til, da jeg som regel giver et klart svar.) Ikke blot sagde jeg til dem, at den nye aftale om betalingsudsættelse ville give os en chance for at få vores løn udbetalt, jeg fortalte dem også, at jeg allerede selv havde skrevet under på aftalen. I krig og kærlighed gælder alle kneb, siges det. Flere af spillerne var nære venner, men som jeg nævnte tidligere, handlede det først og fremmest om mig og min familie. Og situationen var tilspidset: Den hemmelige fodboldspillers hjem og hans families ve og vel var på vippen.

Det endte med et forlig: Jeg accepterede bestyrelsesfor-mandens undskyldning og indvilgede i ikke at lække hans navn til aviserne. Og hvor havnede så alle pengene? Hos skattevæsenet. Og der var ikke engang nok til at dække hele min gæld.

Sådan sluttede en af de tristeste episoder i mit liv. Det hav-



de aldrig været min hensigt, at tingene skulle udvikle sig på den måde; jeg ville bare gerne spille fodbold. Men når om-stændighederne spiller dig et puds, og selv de simpleste ting er uden for rækkevidde, kan man vælge at gøre én af to ting: Enten klynker man over sin skæbne, eller også tager man handsken op og håber, at folk i det lange løb vil forstå, hvor-dan det hele hænger sammen.

Jeg er stadig et hadeobjekt for klubbens fans, men det kan jeg godt leve med. Selvfølgelig ville jeg ønske, at det forholdt sig anderledes, men jeg er stor nok til ikke at blive fornær-met. Hvis bare de vidste, at jeg er årsagen til, at resten af hol-det skrev under på aftalen og dermed sikrede, at fansene sta-dig har en klub at støtte og en siddeplads på stadion, hvorfra de kan råbe ukvemsord efter mig.



Documents

Den hemmelige fodboldspille 2